stand - han benytter sig udelukkende af snedig, omend meget åbenlys taktik og god gammeldags forstillelse. Han er den pæne unge mand med én ting på hjernen - succes - og han forstår at trække i trådene på de rigtige tidspunkter, udnytte en situation og gennem skrupelløse manøvrer drage fordel af sine kolleger - dvs. sine modstanderes - svagheder. Det er ikke nogen hård satire, selv om tonefaldet ofte er ret hårdkogt. Synsvinklen er »indforstået« - sådan er moderne men­ nesker nu engang, og de kunne uden tvivl blive bedre og mere ædle, men det sker næppe. Der tages ikke håndfast afstand fra den unge karrieremager. Han realiserer, hvad de fleste drømmer om, han er trods alle udleverende detaljer en venlig karikatur af den stræbsomme unge amerikaner, der ikke kan nære sig for de store ærgerrige drømme - måske er præsident-kandidaturen endda ikke helt uden for rækkevidde? Figu­ ren er naturligvis ikke så lidt af en kliché, og der skal en fremragende skuespiller til at fylde den ud. Selv om Robert Morse’s præstation har noget vist flakkende og cen- trumsløst over sig, får han dog glimrende fat på de to væsentligste karaktertræk: den hundeagtigt logrende forbindtlighed og den bestandigt ulmende farlighed. Og helt origi­ nalt er hans dansende løb gennem New Yorks fortovsmylder, udtryk for en mærkelig bagvendt elegance og gnomagtig livsglæde. The Big Mouth en følelsesmæssig dækning bag de komiske ture, eller i hvert fald har været følelses­ Filmen synes stærkt inspireret af Stanley (En frømand på krogen) Donens og George Abbotts pioner-arbejde mæssigt for lukket. Prod. selskab: Films, Inc. Indledningsbilledet i »The Big Mouth« »The Pajama Game«, der for første gang — USA 1967. Distr.: Columbia. Produ­ flyttede sangen og dansen ud i fabriks- og cere: Jerry Lewis og Joe E. Stabile. viser os Jerry Lewis siddende ved stranden kontormiljøet. Yderligere har begge film Instr.: Jerry Lewis. Manus.: Jerry Lewis som lystfisker. I en smuk, oval kamerabe­ og efter fortælling af koreografi af Bob Fosse, men i »How to vægelse, fotograferet fra luften, vender vi Bill Richmond. Foto: W. Wallace Kelley tilbage til udgangspunktet, og filmen slutterj Succeed ...» bliver det desværre kun til en og Ernest Laszlo. Farveproces: Pathe- enkelt gennemført danse-sekvens, »A Seere- color. Klipn.: Russel Wiles og Joe Lu- igen på samme sted. I de mellemliggende tary Is No Toy«. Dette nummer er til gen­ ciano. Arkitekt: Lyle Wheeler. Dekor.: scener fortæller Lewis en nonsenshistorie Frank Tuttie. Musik: Harry Betts. Tone: om flere hold banditter på jagt efter nogle gæld med sin vittige og fantasifuldt ukon­ Charles J. Rice, Al Overton, Sr., og Jack ventionelle koreografi en fryd fra først til Hayes. Kostumer: Moss Mabry og Guy stjålne diamanter. Lewis indblandes i histo­ sidst - der arbejdes især overordentlig raffi­ Verhille. Instr. assistent: Rusty Meek. rien, fordi han som den ligevægtige bank­ Medv.: Jerry Lewis, Harold J. Stone, neret med rytmen ved hjælp af klik fra mand Gerald Clamson ynder at fiske, og Susan Bay, Buddy Lester, , den dag filmens historie begynder, får han skrivemaskiner, hæleslag mod gulvet og Paul Lambert, Jeannine Riley, Leonard blyant-slag mod skriveblokkene. Og lige­ Stone, Charlie Callas, Frank DeVol, en frømand på krogen. Frømanden er såret som i »The Pajama Game« forvandles det Vern Rowe, Dave Lipp, Vincent Van og tilsyneladende døende, men han når at Lynn, Mike Mahoney, Walter Kray, fremstamme nogle usammenhængende ord overfladisk set hverdagsgrå til noget humør­ John Nolan, Eddie Ryder, William fyldt og charmerende i musical-formens Wellman, Jr. Dansk premiere: 1. 12. om diamanter og om at »dem« ikke må troldespejl. Den ranglede og bebrillede Kay 1967. Dansk distr.: Columbia. få fingre i diamanterne. Et kort uden præ­ Reynolds er en uimodståelig Kirsten Gifte­ cise angivelser afleverer han også til Lewis, Fortællingen i Jerry Lewis’ seneste film kniv i det både melodi- og tekstmæssigt hvorefter scenen afbrydes af skyderi fra »The Big Mouth« er nok absurd, men den glimrende »Been a Long Day«, der venligt havet. Forvirret og forskræmt flygter Lewis. er ikke af den grund uden et nærværende ironiserer over ubeslutsomt kontor-flirteri, Han prøver usammenhængende at fortælle forhold til virkeligheden omkring os, og og Ruth Kobart er heller ikke til at stå sin historie til nogle betjente, der kun morsomst er filmen, når Jerry Lewis er tænker og taler i egne cirkler, og bedre for som den kontante, bowlingspillende se­ mest realistisk i sin komik. Mindst morsom kretær, som fører an i det medrivende af­ går det ikke, da Lewis senere forsøger at er den (kedelig er den aldrig) i scener, hvor gøre andre interesserede i fortællingen. I en slutningsnummer »Brotherhood of Man«. Jerry Lewis i sin grimaseren søger og fin­ vittig (men for lang) scene fortvivler Lewis Dekorationernes farvesammensætning er der effekter fra tidligere films løsrevne over telefonvæsenets folk, der reagerer som måske en tand grimmere end nødvendigt, klovnerier. Under filmen fornemmes det automater og giver standardsvar. og et par af de danseløse sangnumre havner stærkt, at producenten, instruktøren, manu­ Heller ikke på det nærliggende Hilton i det lidt for statiske. Men David Swifts skriptforfatteren og skuespilleren Jerry Le­ hotel har Lewis heldet med sig. Stadig instruktion er rask og rørig, fuld af højt wis fortsat befinder sig i et dilemma: usammenhængende forsøger Lewis at gøre humør og sjove små-ideer, og der indflettes Hvordan kombinere publikums (formo­ den servile og pengesnobbede portier inter­ velberegnet location-optagelser fra New dede?) krav om hver gang at opleve den esseret i historien, men først da han vender York. Det er vel overflødigt at tilføje, at »gamle« Jerry Lewis med kunstnerens ubøn­ tilbage, forklædt som en excentrisk millio­ »How to Succeed ...« som langt de fleste hørlige krav til sig selv om en stadig ud­ nær (maskeringen er fra »The Nutty Pro­ amerikanske musicals blev set af forholds­ vikling - bort fra den rene farce til en fessor«), viser hotellets personale ham re­ vis få herhjemme. Denne vor forbigåelse mere vidtspændende og moden og realistisk spekt. Portrætteringen af pengemiljøet er af en af de mest vitalitets-sprudlende og let komik? meget ondt og meget morsomt, og i det tilgængelige genrer i filmhistorien er stadig Deraf filmens sine steder mærkelige split­ hele taget har Lewis aldrig tidligere skildret en uløst gåde - og vil være det til den vel­ tethed, der intet har at gøre med den neu­ omverdenen så grumt som i »The Big komne dag, da sociologerne tager bestik af rotisk splittede komik, der ganske vist tid­ Mouth« og samtidig så — momentvis — ko­ danskerens uudgrundelige biografvaner. ligere har frydet med Lewis i lynende vittig misk. Med en stok som rekvisit er Lewis Morten Piil udfoldelse, men samtidig også har manglet i sin forklædning aggressivt kolerisk. Mulig-

112 vis skal det aggressive opfattes som udslag The War Game Alligevel kan Watkins ikke skåne os for af manglende evne til at begå sig i forhold de brovtende, demagogiske manerer, der til omverdenen. En meget vittig scene sene­ (Krigsspillet) blev så irriterende i »Privilege«. En række re i filmen, hvor Lewis med ordet »Frust- Prod.: BBC TV Prod./British Film In- mellemtekster i filmen, der skal få os til at stitute, 1965. Instr. og manus.: Peter rated« spiller på impotensen - ikke kun i Watkins. Foto: Peter Bartlett. Klipn.: le højt og forarget, er desværre både fjol­ seksuel betydning - synes snævert forbun­ Michael Bradsell. Kommentatorer: Mi­ lede og uvedkommende, og det er også ge­ det med stokkescenernes udtryk for aggres­ chael Aspel, Dick Graham (dansk: Pe­ nerende, at vi skal have en speaker til at siviteten som en sær og bagvendt form for ter Steen, Eric Danielsen). Medv.: Be­ læse dem højt for os, når de alligevel står folkningen i Kent. Dansk distr.: Athena. at søge kontakt med omverdenen. Gang Dansk premiere: 29. 11. 1967 i Nygade. skrevet tværs over lærredet. Hvad er me­ på gang viser Lewis i filmen, hvordan ningen med det? Og hvad rolle spiller den personerne er »lukkede« for hinanden, fast- I en ungdomsudsendelse i dansk TV amerikanske atomfysiker og den anglikan­ låsede i bestemte tankebaner og handlings­ i efteråret lod Peter Watkins sig se og høre ske biskop? De har dog ikke noget fornuf­ mønstre. i nogle minutter, hvilket var tilstrækkeligt tigt at sige, som f. eks. lægen har. Kontrasten til isolationstendenserne giver til at bekræfte det indtryk, man via hans Det kunne være ganske spændende, om Lewis i scener mellem Jerry og stewardes­ film har fået af ham som en kritisk aktivist, Watkins engang kom til at arbejde med sen Suzie (smukt spillet af Susan Bay), hvor der i sin selvhævdede position som oprørsk professionelle skuespillere. Hans amatører kærligheden som en mulig nøgle til at åbne ener har mere end én høne at plukke med illuderer fortrinligt, og der er ingen tvivl os for livet findes fint skildret i en det »halvtotalitære« samfund, han lever i. om, at han er en nærgående og idérig per­ lyrisk mættet passage: efter at Jerry er At hans første spillefilm »Privilege« (»Pop­ soninstruktør. Man noterer sig en forbløf­ ramlet sammen med Suzie, klippes der til guden«) blev så lidt vellykket, som den fende lighed i spillestilen mellem den unge et billede af de to på afstand gennem ho­ gjorde, skyldes selvfølgelig også, at han som sygeplejerske, der midt i »War Game« for­ tellets glasvægge. Scenen er uden realistisk den sortseer, han er, ikke vil lade sig nøje tæller om de sårede børn, og Jean Shrimp- lyd, kun akkompagneret af blidt swingende, med at gøre opmærksom på de farer, pop­ ton i »Privilege«. Det apatiske udtryk og jazzificeret populær-musik, af næsten kulturen virkelig indeholder, men også må den unuancerede stemmeføring gør syge­ samme intensitet som f. eks. slow motion­ fremhæve alle dem, den muligvis kan kom­ plejersken helt ægte og giver Jean Shrimp- scenen i »Lola«, hvor matrosen sammen me til at indeholde. Det er netop denne ton det skær af charmerende, underspillet med Cecile forlader karrusellen. tyngende samvittighedsfølelse over for om­ dilettantisme, der var hendes styrke i »Pri­ Oftest kontrasteres dog billeder af den verdenen, der gør ham til aktivist, og det vilege«. konstant søgende Jerry med billeder af de indebærer aldeles ikke, at han bliver »in­ Watkins’ kritiske engagement kan blive lige så konstant søgende gangstere, der er tellektuel fascist« som hævdet i »Chaplin«, farligt for ham selv. Det sås så tydeligt morsomt skildrede i deres dumhed, men hvor man i øvrigt har det med at kaste i »Privilege«. Man ville ønske, han kunne filmen taber tempo i anden halvdel, og rundt med store ord. føre sine angreb frem på en mindre kate­ trods en snurrig kommentator - indlagt Den besynderlige skæbne, der er overgået gorisk facon. Men man tør efter hans første både som komisk nummer og som den, der hans mesterlige, provokerende atombombe­ præstationer næsten ikke tænke på ham i binder filmen sammen - er filmen til slut film »The War Game« har adskillige paral­ forbindelse med en »uengageret« film. Må­ kun sporadisk virkelig morsom. I hvert fald leller i filmhistorien. En instruktør får be­ ske kunne Lelouch og han indgå et frugt­ har adskillige scener ved andet gennemsyn stilling på et arbejde, og når resultatet så bart makkerskab. De er begge yderst per­ tabt deres kraft (et par gangsteres ofte bliver helt anderledes, end producenten hav­ fekte i teknikken. Det er blot synd, at den skægge mimik - overtaget fra den tidlige de forestillet sig, bliver det færdige værk ene slet intet har på hjerte og den anden Jerry Lewis - er ikke i længden tilstræk­ kasseret. Det, der - i modsætning til »Privi­ alt for meget. kelig komiske), og flere steder virker det, lege« - gør »War Game« til en foruroli­ Ib Lindberg som om Lewis i sidste øjeblik har ændret gende film, er, at den fra først til sidst ved filmens continuity, der bliver sprin­ hviler på videnskabeligt underbyggede gende. En afsluttende jagt, hvor Jerry jages kendsgerninger, som Watkins ikke forsøger Jag dr nyfiken, gul at forme om efter sit eget humør. Og det, af to hold gangstere samt et par hoteldetek­ (Jeg er nysgerrig) tiver, er klodset koreograferet, men filmens der gør filmen til et mesterværk, er, at han hele tiden har kunnet finde en form, der Prod.: Goran Lindgren/Sandrews. Instr. slutning vinder dog i styrke. og manus.: Vilgot Sjoman. Foto: Peter Vi er atter ved stranden og havet, hvor sætter filmens indhold i relief. Wester. Lyd: Tage Sjoborg. Klipn.: Wic det hele begyndte, og da begyndelsens frø­ »War Game« er en TV-film, og TV- Kjellin. Medv.: Lena Nyman, Borje Ahl- reportage-teknikken er benyttet særdeles stedt, Peter Lindgren, Vilgot Sjoman, mand på ny dukker op af bølgerne, bliver Chris Wahlstrom, Magnus Nilsson, Ulla virkningsfuldt her, hvor Watkins kæder en gangsterne klar over, at de har jaget den Lyttkens, Anders Ek, Ollegård Wellton, forkerte (frømanden er en gangster, der har række interviews (både virkelige og fiktive) Sven Wollter, Olof Palme, Jevgeni Jev- sammen med et flimrende billede af et par tusjenko, Martin Luther King. Dansk prøvet at snyde de andre, men hvis lighed småbyer i Sydengland, som de vil komme distr.: Gefion Film. Dansk premiere: med Jerry har fået gangsterne til at jage 11. 12. 1967 i Carlton. Jerry). I et smukt totalbillede bliver gang­ til at tage sig ud under og efter en atom­ krig. Selve det politiske bag en sådan krig Det mest bemærkelsesværdige ved Vilgot sterne til slut til små prikker i horisonten, bekymrer Watkins sig ikke meget om. Bort­ »politiske« film er såmænd ikke på vej ud i havet, hvorfra de kom. Der er Sjomans set fra et par korte glimt fra kampzonen filmen selv, men den grassate applaus, man en egen mystisk poesi over det billede. omkring Berlin bliver vi slet ikke indviet har modtaget den med. Den har fremkaldt Skønt Lewis er blevet en stadig bedre i krigshandlingerne. Det, der tales om her, anmeldelser, der ikke undlader at tale om instruktør, er det ikke lykkedes for ham er civilbefolkningen og dens muligheder for velgørende »frækhed« og »vitalitet«. Epite- virkelig at samle absurditeterne til et hel­ at overleve et atomangreb. Watkins fører tet vitalitet fortjente nu at blive reserveret hedsbillede af en forrykt verden. Årsagen sin kritik frem med nådesløs konsekvens. de sjældne, få film, der fortjente det (sam­ er ikke, at han flere gange varierer gamle Hver gang den deltagende tilskuer ser sig menlign Sjomans »vitalitet« med Kershners gags (det har han gjort i alle sine film), selv frelst gennem én fare, dukker en ny f. eks., og lad os så tales ved) - men det men at flere af disse numre ikke længere op. Forbandelsen er sikker, og mod filmens tyder altsammen på, at Sjomans film om fornemmes som en del af komikeren Jerry slutning har den totale håbløshed sænket ikke andet rummer en evne til at fuppe folk Lewis’ figur, at han ikke i tilstrækkelig sig over salen. første gang. grad har erkendt - eller turdet tage konse­ Watkins’ minutlange, hoppende kamera­ Man kan beundre Sjoman for hans ind­ kvensen af - den stadige udvikling, han ture berøver hurtigt tilskueren fornemmel­ ædte forsøg på at bryde den bergmanske som komiker og instruktør er inde i. sen af at overvære noget konstrueret, og tryllering, for viljen til at finde en form, Men fortsat er Jerry Lewis en stor ko­ fotografens næsten voyeur-agtige position der er hans egen. Forinden havde han dog miker, og hvad enten han udfolder sig i i en del scener og de flade, ukunstneriske vist betydeligt talent for det stramt kompo­ en fabelagtig gang morsom tennis eller billedkompositioner får hele filmen til at nerede skæbnedrama i »den gamle stil«, frækt og nærgående karikerer stupide gang­ minde om en hastigt sammenklippet news- og »Min søster, min elskede«, der funge­ stere eller håner pengesnobberiet, er hans reel. Det hele bliver glimrende underbygget rede med stor virkning og med mange per­ kunnen og viden suverænt morsom. af speakerkommentaren, der i sin tørre sag­ spektiver, er stadig hans bedste film. Der Per Calum lighed er et stort understatement. demonstrerede han kompositorens autoritet.

113