The Big Mouth (En Frømand På Krogen)
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
stand - han benytter sig udelukkende af snedig, omend meget åbenlys taktik og god gammeldags forstillelse. Han er den pæne unge mand med én ting på hjernen - succes - og han forstår at trække i trådene på de rigtige tidspunkter, udnytte en situation og gennem skrupelløse manøvrer drage fordel af sine kolleger - dvs. sine modstanderes - svagheder. Det er ikke nogen hård satire, selv om tonefaldet ofte er ret hårdkogt. Synsvinklen er »indforstået« - sådan er moderne men nesker nu engang, og de kunne uden tvivl blive bedre og mere ædle, men det sker næppe. Der tages ikke håndfast afstand fra den unge karrieremager. Han realiserer, hvad de fleste drømmer om, han er trods alle udleverende detaljer en venlig karikatur af den stræbsomme unge amerikaner, der ikke kan nære sig for de store ærgerrige drømme - måske er præsident-kandidaturen endda ikke helt uden for rækkevidde? Figu ren er naturligvis ikke så lidt af en kliché, og der skal en fremragende skuespiller til at fylde den ud. Selv om Robert Morse’s præstation har noget vist flakkende og cen- trumsløst over sig, får han dog glimrende fat på de to væsentligste karaktertræk: den hundeagtigt logrende forbindtlighed og den bestandigt ulmende farlighed. Og helt origi nalt er hans dansende løb gennem New Yorks fortovsmylder, udtryk for en mærkelig bagvendt elegance og gnomagtig livsglæde. The Big Mouth en følelsesmæssig dækning bag de komiske ture, eller i hvert fald har været følelses Filmen synes stærkt inspireret af Stanley (En frømand på krogen) Donens og George Abbotts pioner-arbejde mæssigt for lukket. Prod. selskab: Jerry Lewis Films, Inc. Indledningsbilledet i »The Big Mouth« »The Pajama Game«, der for første gang — USA 1967. Distr.: Columbia. Produ flyttede sangen og dansen ud i fabriks- og cere: Jerry Lewis og Joe E. Stabile. viser os Jerry Lewis siddende ved stranden kontormiljøet. Yderligere har begge film Instr.: Jerry Lewis. Manus.: Jerry Lewis som lystfisker. I en smuk, oval kamerabe og Bill Richmond efter fortælling af koreografi af Bob Fosse, men i »How to vægelse, fotograferet fra luften, vender vi Bill Richmond. Foto: W. Wallace Kelley tilbage til udgangspunktet, og filmen slutterj Succeed ...» bliver det desværre kun til en og Ernest Laszlo. Farveproces: Pathe- enkelt gennemført danse-sekvens, »A Seere- color. Klipn.: Russel Wiles og Joe Lu- igen på samme sted. I de mellemliggende tary Is No Toy«. Dette nummer er til gen ciano. Arkitekt: Lyle Wheeler. Dekor.: scener fortæller Lewis en nonsenshistorie Frank Tuttie. Musik: Harry Betts. Tone: om flere hold banditter på jagt efter nogle gæld med sin vittige og fantasifuldt ukon Charles J. Rice, Al Overton, Sr., og Jack ventionelle koreografi en fryd fra først til Hayes. Kostumer: Moss Mabry og Guy stjålne diamanter. Lewis indblandes i histo sidst - der arbejdes især overordentlig raffi Verhille. Instr. assistent: Rusty Meek. rien, fordi han som den ligevægtige bank Medv.: Jerry Lewis, Harold J. Stone, neret med rytmen ved hjælp af klik fra mand Gerald Clamson ynder at fiske, og Susan Bay, Buddy Lester, Del Moore, den dag filmens historie begynder, får han skrivemaskiner, hæleslag mod gulvet og Paul Lambert, Jeannine Riley, Leonard blyant-slag mod skriveblokkene. Og lige Stone, Charlie Callas, Frank DeVol, en frømand på krogen. Frømanden er såret som i »The Pajama Game« forvandles det Vern Rowe, Dave Lipp, Vincent Van og tilsyneladende døende, men han når at Lynn, Mike Mahoney, Walter Kray, fremstamme nogle usammenhængende ord overfladisk set hverdagsgrå til noget humør John Nolan, Eddie Ryder, William fyldt og charmerende i musical-formens Wellman, Jr. Dansk premiere: 1. 12. om diamanter og om at »dem« ikke må troldespejl. Den ranglede og bebrillede Kay 1967. Dansk distr.: Columbia. få fingre i diamanterne. Et kort uden præ Reynolds er en uimodståelig Kirsten Gifte cise angivelser afleverer han også til Lewis, Fortællingen i Jerry Lewis’ seneste film kniv i det både melodi- og tekstmæssigt hvorefter scenen afbrydes af skyderi fra »The Big Mouth« er nok absurd, men den glimrende »Been a Long Day«, der venligt havet. Forvirret og forskræmt flygter Lewis. er ikke af den grund uden et nærværende ironiserer over ubeslutsomt kontor-flirteri, Han prøver usammenhængende at fortælle forhold til virkeligheden omkring os, og og Ruth Kobart er heller ikke til at stå sin historie til nogle betjente, der kun morsomst er filmen, når Jerry Lewis er tænker og taler i egne cirkler, og bedre for som den kontante, bowlingspillende se mest realistisk i sin komik. Mindst morsom kretær, som fører an i det medrivende af går det ikke, da Lewis senere forsøger at er den (kedelig er den aldrig) i scener, hvor gøre andre interesserede i fortællingen. I en slutningsnummer »Brotherhood of Man«. Jerry Lewis i sin grimaseren søger og fin vittig (men for lang) scene fortvivler Lewis Dekorationernes farvesammensætning er der effekter fra tidligere films løsrevne over telefonvæsenets folk, der reagerer som måske en tand grimmere end nødvendigt, klovnerier. Under filmen fornemmes det automater og giver standardsvar. og et par af de danseløse sangnumre havner stærkt, at producenten, instruktøren, manu Heller ikke på det nærliggende Hilton i det lidt for statiske. Men David Swifts skriptforfatteren og skuespilleren Jerry Le hotel har Lewis heldet med sig. Stadig instruktion er rask og rørig, fuld af højt wis fortsat befinder sig i et dilemma: usammenhængende forsøger Lewis at gøre humør og sjove små-ideer, og der indflettes Hvordan kombinere publikums (formo den servile og pengesnobbede portier inter velberegnet location-optagelser fra New dede?) krav om hver gang at opleve den esseret i historien, men først da han vender York. Det er vel overflødigt at tilføje, at »gamle« Jerry Lewis med kunstnerens ubøn tilbage, forklædt som en excentrisk millio »How to Succeed ...« som langt de fleste hørlige krav til sig selv om en stadig ud nær (maskeringen er fra »The Nutty Pro amerikanske musicals blev set af forholds vikling - bort fra den rene farce til en fessor«), viser hotellets personale ham re vis få herhjemme. Denne vor forbigåelse mere vidtspændende og moden og realistisk spekt. Portrætteringen af pengemiljøet er af en af de mest vitalitets-sprudlende og let komik? meget ondt og meget morsomt, og i det tilgængelige genrer i filmhistorien er stadig Deraf filmens sine steder mærkelige split hele taget har Lewis aldrig tidligere skildret en uløst gåde - og vil være det til den vel tethed, der intet har at gøre med den neu omverdenen så grumt som i »The Big komne dag, da sociologerne tager bestik af rotisk splittede komik, der ganske vist tid Mouth« og samtidig så — momentvis — ko danskerens uudgrundelige biografvaner. ligere har frydet med Lewis i lynende vittig misk. Med en stok som rekvisit er Lewis Morten Piil udfoldelse, men samtidig også har manglet i sin forklædning aggressivt kolerisk. Mulig- 112 vis skal det aggressive opfattes som udslag The War Game Alligevel kan Watkins ikke skåne os for af manglende evne til at begå sig i forhold de brovtende, demagogiske manerer, der til omverdenen. En meget vittig scene sene (Krigsspillet) blev så irriterende i »Privilege«. En række re i filmen, hvor Lewis med ordet »Frust- Prod.: BBC TV Prod./British Film In- mellemtekster i filmen, der skal få os til at stitute, 1965. Instr. og manus.: Peter rated« spiller på impotensen - ikke kun i Watkins. Foto: Peter Bartlett. Klipn.: le højt og forarget, er desværre både fjol seksuel betydning - synes snævert forbun Michael Bradsell. Kommentatorer: Mi lede og uvedkommende, og det er også ge det med stokkescenernes udtryk for aggres chael Aspel, Dick Graham (dansk: Pe nerende, at vi skal have en speaker til at siviteten som en sær og bagvendt form for ter Steen, Eric Danielsen). Medv.: Be læse dem højt for os, når de alligevel står folkningen i Kent. Dansk distr.: Athena. at søge kontakt med omverdenen. Gang Dansk premiere: 29. 11. 1967 i Nygade. skrevet tværs over lærredet. Hvad er me på gang viser Lewis i filmen, hvordan ningen med det? Og hvad rolle spiller den personerne er »lukkede« for hinanden, fast- I en ungdomsudsendelse i dansk TV amerikanske atomfysiker og den anglikan låsede i bestemte tankebaner og handlings i efteråret lod Peter Watkins sig se og høre ske biskop? De har dog ikke noget fornuf mønstre. i nogle minutter, hvilket var tilstrækkeligt tigt at sige, som f. eks. lægen har. Kontrasten til isolationstendenserne giver til at bekræfte det indtryk, man via hans Det kunne være ganske spændende, om Lewis i scener mellem Jerry og stewardes film har fået af ham som en kritisk aktivist, Watkins engang kom til at arbejde med sen Suzie (smukt spillet af Susan Bay), hvor der i sin selvhævdede position som oprørsk professionelle skuespillere. Hans amatører kærligheden som en mulig nøgle til at åbne ener har mere end én høne at plukke med illuderer fortrinligt, og der er ingen tvivl os for livet findes fint skildret i en det »halvtotalitære« samfund, han lever i. om, at han er en nærgående og idérig per lyrisk mættet passage: efter at Jerry er At hans første spillefilm »Privilege« (»Pop soninstruktør. Man noterer sig en forbløf ramlet sammen med Suzie, klippes der til guden«) blev så lidt vellykket, som den fende lighed i spillestilen mellem den unge et billede af de to på afstand gennem ho gjorde, skyldes selvfølgelig også, at han som sygeplejerske, der midt i »War Game« for tellets glasvægge. Scenen er uden realistisk den sortseer, han er, ikke vil lade sig nøje tæller om de sårede børn, og Jean Shrimp- lyd, kun akkompagneret af blidt swingende, med at gøre opmærksom på de farer, pop ton i »Privilege«. Det apatiske udtryk og jazzificeret populær-musik, af næsten kulturen virkelig indeholder, men også må den unuancerede stemmeføring gør syge samme intensitet som f. eks. slow motion fremhæve alle dem, den muligvis kan kom plejersken helt ægte og giver Jean Shrimp- scenen i »Lola«, hvor matrosen sammen me til at indeholde.