Er Zapruder-filmen fup?

Af Knud Jeppesen www.kennedymord.dk

Skal man tro konspirationsteoretikere, er det utroligt hvad der er fuppet med af bevismateriale i JFK-sagen. Falske fotos af Oswald, en forfalsket obduktionsrapport, en svindel-dagbog osv. osv. I dag er der sågar flere konspirationsteoretikere der mener at selve den ikoniske Zapruder-film er blevet forfalsket!

***

Historien om mordet på John F. Kennedy indeholder talrige delhistorier. Én af dem er historien om det, der blev verdenshistoriens mest berømte og mest analyserede hjemmevideo.

Om morgenen den 22.november 1963 gjorde tusindvis af Dallas-borgere sig klar til at møde præsidenten i en motorkonvoj gennem byen. Én af dem var Abraham Zapruder, en 58-årig manufakturhandler (tøjsælger). Hans butik lå i Dal-Tex bygningen overfor hjørnet af Elm Street og Houston Street, ved Dealey Plaza.

Eftersom det først var overskyet og regnvådt, havde Zapruder droppet at tage sit nye kamera med. Men da det så klarede op, og det viste sig at kortegen ville køre i solskin, opfordrede et par af hans kvindelige ansatte ham til at hente kameraet alligevel. Det gjorde Zapruder, og herefter ledte han og et par ansatte efter et godt sted at stå. Det endte med at han stillede sig på på en lille mur der udgik fra et monument lige mellem Texas Skolebogsdepot og området der er kendt som Græshøjen (Grassy Knoll).

Oversigtskort over Dealey Plaza med en angivelse af Zapruders omtrentlige position (røde prik).

Dette kort viser et andet perspektiv. Zapruder stod ved den orange prik.

Da han steg op på muren og kiggede i kameraet blev han svimmel. Zapruder kunne ikke holde balancen på den smalle murstribe, samtidig med at han kiggede i søgeren. Én af hans receptionister, Marilyn Sitzman, kravlede derfor op og stillede sig bag ham, så hun kunne støtte ham.

Marilyn Sitzman er et vigtigt vidne der taler imod teorien om en anden skytte på Græshøjen. Hun havde et glimrende udsyn på sin højre side til plankeværket og Græshøjen, der kun var 10-20 meter fra hende. En morder placeret der, burde være blevet set af Sitzman, som var årvågen og bemærkede mange detaljer. Hun så intet, der kunne kandidere til at være en morder og dennes bevægelser. Både Sitzman og Zapruder ville desuden have hørt en langt kraftigere lyd hvis en morder havde affyret en riffel 15-20 meter fra dem, og de ville næppe have været i tvivl om hvor skuddet kom fra. Men hverken Sitzman eller Zapruder kunne sige hvor skuddene kom fra. Zapruder udtalte at skuddene kom over hovedet på ham, og antydede at skuddene kom fra Græshøjen. Men det var ingen observation. Zapruder havde gættet sig frem til det, fordi han så folk løbe op mod højen efter mordet.

Da kortegen kommer, sætter Zapruder kameraet i gang. Han optager nu den film der skal gøre ham verdensberømt.

Ved hvert skud sættes Zapruders nerver i svingninger. Han ser præsidenten synke forover. Et kort sekund tænker Zapruder at JFK spiller komedie. At han bare lader som om han er blevet ramt, for sjov. Men hjernen afviser hurtigt denne tanke. Det ligner ikke Kennedy at gøre sådan noget. Det ville være under hans værdighed. Zapruder gribes af rædsel da præsidentens hoved eksploderer. Da limousinen forsvinder ind i tunnelen, slukker han for apparatet.

Se Zapruders film her.

Zapruder (til højre) interviewes i lokal-TV på morddagen.

Det er naturligvis sjældent, at et ægte mord optages på film. Filmen har været enormt værdifuld for efterforskningen, men har høj grad også skabt forvirring og ledt mange på vildspor.

Det var et kamera som dette, Zapruder filmede sin verdensberømte 20-sekunders film med. Det er et 8 mm smalfilmsapparat fra begyndelsen af 60’erne, så vi taler ikke om ”state of the art equipment” (selvom det var et udmærket kamera) Kameraet optog ulykkeligvis ingen lyd (ellers kunne vi have stoppet den endeløse diskussion om antallet af skud), og stumfilmen fremkaldes på en blot 8 mm bred filmrulle. Det er derfor begrænset hvad der kan være af detaljer. Man kan ikke forstørre op og blive ved med at få flere og flere detaljer ud af billederne. Apparatet virker ved at være et fotografiapparat der tager 16-20 billeder i sekundet på en filmrulle. Når denne rulle fremkaldes, og efterfølgende kører i en projektor, ser man det som om det var ”levende billeder”. Havde det været et hurtigtoptagende kamera (500+ billeder i sekundet) ville vi have fået mange flere detaljer med. Men det var det ikke. Man kan således fx ikke se kuglen komme flyvende på stillbillederne, det går alt for hurtigt for kameraet.

Ud over at apparatet ikke er superhurtigt eller optog ret mange detaljer, og desuden heller ikke optog nogen lyd, så er der andre uheldige omstændigheder, der gør at den næsten skjuler lige så meget som den afslører. Zapruder stod perfekt placeret med hensyn til at indfange det afgørende hovedskud på film. Når det derimod gælder det andet skud som ramte præsidenten – skuddet i ryggen/skulderregionen, så stod Zapruder ikke så godt placeret. En ubarmhjertig skæbne vil, at der står et skilt med anvisning til motorvejen på den rute JFK kører ned ad Elm Street. Netop som Kennedy rammes i halsen af det første eller andet skud, skygger skiltet for Zapruder, så vi kan ikke se hvad der sker! FBI gav hvert stillbillede et nummer. Ved Zapruder stillbillede 205 (kaldes blot Z205) forsvinder bilen ind bag trafikskiltet, og vi kan i 20 stillbilleder (ca. 1,1 sekund) ikke se præsidenten. Kennedy kommer til syne igen i Z225, og man kan se tegn på at han reagerer på et skud. Han er holdt op med at vinke og har i stedet sine knyttede hænder ind mod brystet, og løftet sin arme op, foruden et besynderligt udtryk i ansigtet.

På dette sort/hvide stillbillede fra filmen, der blev offentliggjort af Warren- kommissionen, kan man se skiltet i forgrunden som et kort øjeblik senere vil skygge for Kennedy.

Hvorfor fup?

Filmen blev ikke set af den amerikanske offentlighed før 1975. Konspirationsteoretikere har naturligvis set noget skummelt i dette og tillagt det endnu et udslag af regeringens omfattende mørklægning, som de mener fandt sted.

Men grunden til at filmen ikke blev offentliggjort før, er ikke USA’s regerings skyld. Grunden er en anden.

Zapruder var stærkt rystet efter mordet, men indså åbenbart alligevel hurtigt at han sad med en potentiel guldgrube. Allerede dagen efter solgte han filmen til tidsskriftet LIFE Magazine for et beløb der senere skulle munde ud i 150.000 dollars, en afsindig sum, som i nutidspenge svarer til ca. 7,8 millioner danske kroner! For at nedtone indtrykket af griskhed valgte man et smart ”spin” og donerede de første 25.000 dollars til J.D. Tippits enke (ca.1,3 millioner danske nutidskroner). Tippit var politimanden som Lee Harvey Oswald havde dræbt på gaden under sin flugt den 22. november.

Nu havde LIFE alle rettigheder til filmen og de valgte at sætte sig tungt på den. Warren- kommissionen, FBI og Secret Service fik nådigst lov til at se den til brug i efterforskningen. I eet bind af Høringerne er der også trykt stillbilleder fra filmen. Men regeringen måtte ikke vise filmen i TV eller vise alle stillbilleder. Det ville have medført overtrædelse af loven om copyright.

LIFE begyndte at vise stillbilleder i sine blade, naturligvis for at øge salget (man fik et rekordsalg). Man valgte at give ”en luns kød” nu og da, og tjene på dette, frem for straks at vise USA's befolkning hvad der var sket. Sådan er det jo i kapitalismens univers – alligevel var det frustrerende og historisk set ikke i orden at LIFE gemte filmen bag lås og slå så længe, og gjorde det så svært for andre at vise den.

Ikke en gang bladets tidligere konsulent, Josiah Thompson, kunne få lov at vise stillbilleder i sin bog Six Seconds in Dallas fra 1967. Da Thompson fik en tegner til at gengive billederne, blev han alligevel sagsøgt af LIFE!

I begyndelsen af 70’erne fik LIFE et fotofirma til at ændre filmens format fra 8 mm til 35 mm. Opgaven blev tildelt eksperten Moses Weitzman. Én af hans assistenter, en ung fototekniker ved navn Robert Groden, snuppede en 35mm kopi som han forinden havde gjort klarere og skarpere ved hjælp af sin kunnen. Groden rejste nu rundt og viste filmen til interesserede, og i 1975 fik han et scoop ved at vise filmen for hele USA i Geraldo Riveras TV-program Good Night America. LIFE rasede og sendte sine advokater af sted med sagsanlæg. Men trolden var lukket ud af æsken.

I starten anså mange filmen for at være bevis for en konspiration. Dels viste filmen at der var mindre end 2,3 sekunder mellem at Kennedy og Connally blev ramt. Men da FBI havde erfaret at det tog mindst 2,3 sekunder at genlade Oswalds gevær, kunne han umuligt have ramt Kennedy, genladt og så have skudt Connally. Dels viste filmen at Kennedy slår sit hoved og overkrop bagover, og til venstre side, da han rammes af det grufulde hovedskud. Mange har tænkt at dette tydeligt viser at han rammes af skud forfra og fra siden.

Filmen havde derfor kultstatus i mange år. I de senere år har Warren-kommissionen tilhængere dog haft held til at argumentere mere overbevisende for at filmen ikke beviser et komplot – måske snarere tværtimod.

Connally og Kennedy blev ikke ramt af hver sin kugle – de blev ramt af den samme kugle der fløj gennem dem begge. Kritikere har skarpt angrebet denne teori, men nærstudier af Zapruders film viser, at de to mænd samtidig reagerer på skud.

I 1967 påviste firmaet Itek Coorporation at JFKs hoved faktisk flyver et lille stykke forover, i stillbillederne Z312-313. Dette stemmer overens med at han rammes af et skud i nakken. Eksperter har forklaret at den langsommere bevægelse bagover skyldes en spastisk muskelsammentrækning i hans krop, foruden en ”jeteffekt” der opstod ved at hjernemasse og knogle fløj ud af hullet i hovedet med stor fart.

I 90’erne begyndte nogle konspirationsteoretikere for alvor at stille sig tvivlende overfor filmens ægthed. Tanken stammede helt fra 70’erne, men blev ført frem nu med større kraft.

Kritikerne studsede over flere ting. Fx:

 Underlige slørede dele på filmen – lys og skygger passer ikke?

 Personer der synes at ændre højde og størrelse på unaturlig vis?

 Underlig hvid plet på filmen?

 Uoverensstemmelse mellem Mary Moormans position på græsplænen og så det billede hun tog. Ifølge kritikerne stod hun ude på vejen da hun tog billedet – men filmen viser at hun stod på plænen?

 Personer der er at se på fx Nix-filmen (en anden film optaget på samme tid på modsatte side af vejen) men ikke på Zapruder-filmen?

 Limousinen standser ikke, selvom et stort antal vidner berettede at bilen stoppede helt op eller næsten helt op på Elm Street?

 Og, sidst men ikke mindst: filmen beviser ikke at Warren-rapporten er falsk, snarere det modsatte..?

Konspirationsteoretikere har forklaringen: Komplotmagerne fik fat i Zapruderfilmen og ændrede den efter mordet. Det vi ser, er således en redigeret, ændret udgave af det som Zapruder oprindelig filmede. Filmen indeholdt simpelthen tegn eller beviser på flere skytter, derfor måtte man ændre den. Præcis som man (angiveligt) har fuppet med fx baggårdsbilleder af Oswald og obduktionsfoto.

Det er forbløffende så mange ”anomalier” man kan finde. Mange har dem har imidlertid en helt naturlig forklaring. Nix og Zapruder stod fx ikke lige overfor hinanden, En analyse af området og kameravinkler viser at der er ”blinde vinkler” for Zapruder som imidlertid indfanges af Nix’ kamera. Der er ingen personer der er blevet redigeret væk – de blev bare ikke indfanget af Zapruders kamera.

Den hvide plet kan ligeledes let forklares. Der synes at være en underlig hvid plet på græsplænen i eet af stillbillederne. Men et foto taget af Richard Bothun nogle minutter efter mordet, viser at det er et stykke hvidt papir der ligger på plænen. Sandsynligvis er det henkastet trækpapir fra et Polaroid-kamera.

De slørede dele og personernes ændrede højde er blevet forklarede som fænomener der skyldes kamera og lysforhold den dag.

Påstanden om at Mary Moorman stod på vejen skyldes en fejlanalyse af hendes billede. Efterforskerne Gary Mack og Josiah Thompson var uenige i at han stod på vejen, og foretog på pladsen forsøg der beviste at billedet stemmer med at hun stod på plænen, som filmen viser.

Mange undrer sig uvilkårligt over alle disse anomalier og ser dem som tegn på noget lusket. Men man burde spørge sig selv hvorfor komplotmagerne skulle ændre fx højden på en tilskuer. Hvad var formålet med det? Hvorfor flytte Mary Moorman og Jean Hill ind på græsplænen? Hvorfor ændre størrelsen af tilskuere og lygtepæle? Konspirationsteoretikerne burde forklare sammenhængen mellem de ændringer man angiveligt ser, og så en cover-up for at skjule en sammensværgelse? De hævder ofte at det er ”fejl” der er opstået ved ændringerne – men er det rigtigt?

Den kendteste fortaler for at filmen er ændret er vel konspirationsteoretiker James Fetzer fra USA. Han har skrevet flere bøger og artikler om emnet. Fetzer er professor i videnskabsfilosofi ved et mindre universitet i Minnesota. Hans kampfælle i sagen er dr. David Mantik, der er Ph.d!

Andre fortalere er de kendte konspirationsforfattere Harry Livingstone og David Lifton. Foruden fotoentusiasterne John Costella og Jack White.

Det er med andre ord folk med imponerende visitkort, men man skal ikke lade sig forblænde. Nogle af de ting der bliver fremført er temmelig underlige, for at sige det mildt.

Et skrupskørt eksempel stammer fra Fetzers bog Murder in Dealey Plaza fra 2000. Her har Jack White en artikel (billedsektion i midten) hvor han bl.a. ser på billeder af Zapruder og Sitzman. Disse billeder er forstørrelser af stillbilleder fra 8 mm film som blev taget af tilskuere på den anden side af gaden.

Én af disse tilskuere var Charles Bronson (ikke ham fra Hollywood). På forstørrelsen fra hans film ser White noget vildt.

Han ser at Marilyn Sitzman tilsyneladende har drejet sig ind foran Zapruder og nu står som om hun er ved at danse med ham eller er ved at give ham et kys! Hun blokerer imidlertid for udsynet – det ville være umuligt for Zapruder at filme JFK med hendes kavalergang foran sig. Aha, konkluderer White – den chokerende sandhed: Zapruder filmede ikke Zapruder- filmen!

Ideen om at Sitzman har drejet sig ind foran Zapruder virker ret skør. Hvorfor skulle hun dog have gjort det? Tænkte hun at nu var øjeblikket inde til et ”move” mht. at score sin chef? Fed timing.

Det ser umiddelbart ud som om hun har drejet sig ind foran ham – White har også været så hjælpsom at tegne hende op så vi rigtig kan se det. Flink fyr. Vil da nødig risikere at vi kunne stå i den situation at vi ikke kunne se det på den slørede og grynede forstørrelse…

Men det er en optisk illusion. White kommenterer ikke at Sitzman i Bronson-billedet pludselig har skiftet fra lys kjole til en mørk! Samt at hun tilsyneladende er gået fra at have en sort kyse/klæde om hovedet til at være barhovedet. Foruden at hun pludselig er blevet næsten et hoved højere end Zapruder…?

Det er oplagt at der er tale om en illusion. Hvis man kigger nærmere, kan man ane at det er genskinnet fra Zapruders kamera og hans ene hånd, der danner illusionen om Sitzmans bare overarm (hendes overarm var ikke bar).

White sammenligner med andre stillbilleder fx Betzner og uddeler røde kort til dem efter forgodtbefindende – ”det billede er fup”, og ”det er fup” osv. Men han debunker på komisk vis sig selv, hvis man kigger godt efter. White er nemlig nødt til at sige at Mary Moormans billede er ægte (det brugte han jo til at ”finde” Badge Man i 1982). Men på forstørrelsen af Moormans billedet ser man Sitzman i lys kjole stå bagved Zapruder!

White har tolket skygger og former i en meget utydelig forstørrelse som Sitzman der pludselig står foran sin chef. Præcis som folk tolker skyers former som hund eller kat eller cheeseburger, afhængig af fantasien. I stedet for kritisk at spørge om hans tolkning nu er rigtig, fremfører White det straks som bevis, og konkluderer de mest absurde ting.

Du kan nok se, at hvis det er niveauet, så er det egentlig lige meget om man har ”professor” stående på sit visitkort. Det ændrer ikke ved at det man siger, er rent nonsens.

Hvad skal man generelt sige til teorien om at Zapruderfilmen er fup? Man kan forsøge at ”debunke” alle anomalier én efter én. Men det er en kæmpe opgave. Og når man har ”debunket” 25 argumenter, kommer tilhængerne sikkert med 25 nye.

Men… Vi ved med sikkerhed at filmen er ægte. Dels fordi disse anomalier ikke beviser snyd. Der kunne være andre forklaringer på dem, og det udelukker man ikke overbevisende nok. Dels kan vi bruge vores sunde fornuft og indse at hele ideen er fuldkommen absurd.

7 knock-out slag til konspirationsteoretikerne

I det følgende vil jeg præsentere 7 vægtige argumenter imod den ide at Zapruderfilmen er forfalsket. De stammer fra Vincent Bugliosis bog Reclaiming History (2007) og er i min gengivelse som følger:

1. Vi ved at der blev fotograferet en masse på Dealey Plaza, af mange forskellige mennesker. Og mindst 8 af dem havde et filmkamera med. Foruden Zapruder har vi fx film skudt af Orville Nix og Marie Muchmore, begge på modsat side af kortegen, i forhold til Zapruder. Disse to amatørfilmfolk filmede også det fatale hovedskud.

Stillbillede fra den dengang kun 13-årige Tina Towners optagelse af kortegen. Bilen er netop drejet om på Elm Street. Det skæbnesvangre skolebogsdepot ses i baggrunden.

Andre fotografer med filmkamera var fx Elsie Dorman eller Tina Towner, foruden den mystiske ”Babushka Lady” der kan ses filme på Dealey Plaza, men hvis film ikke er kendt, ej heller hendes identitet.

Hvordan kunne komplotmagerne vide at de skulle tage fat i lige netop Zapruders kamera? Ifølge konspirationsteoretikerne viste Zapruders film noget som ingen måtte se. Altså slog komplotmagerne en klo i filmen og ændrede den. Men hvordan kunne de vide at det ikke var nødvendigt også hurtigt at slå en klo i de andre film eller fotografier? Der er også pressefolkenes kameraer, fx Dave Wiegmans film fra kortegen. Hvis Zapruderfilmen viser et eller andet som vi ikke må se, så er det utrolig godt klaret af de sammensvorne, at de med det samme var klar over at det kun var Zapruders film der ville blive et problem, og ikke én af de andre. Hvordan i alverden kunne de vide det?

2. Hvis du har set filmen Speed (1994) kan du måske huske en scene hvor skurken (spillet af Dennis Hopper) opdager at man har snydt ham. Skurken har anbragt en bombe på en bus og holder øje med alt hvad der sker i bussen ved hjælp af et overvågningskamera, anbragt i bussen. Men helten finder dette kamera og laver en kortslutning således at filmen bliver ved med at afspille de samme 5 minutter i en ”løkke”. Skurken opdager det til sidst ved at han spotter en kvinde der sidder med sin håndtaske på skødet, men i det øjeblik filmen starter forfra, forsvinder hendes taske kortvarigt ud i den blå luft, for så atter at komme til syne et sekund senere. Den slags fejl burde der være nogen af i Zapruder-filmen. Når man klipper og klistrer i en film, ville der ske overlap så nogle bevægelser vil forekomme absurde eller ”Charlie Chaplin-agtige” når filmen køres. Men ingen steder bevæger folk sig underligt eller ”robotagtigt”. Godt nok sidder konspirationsteoretikere i timevis og analyserer billederne, og flere mener at de har fundet sådanne anomalier. Men desværre for dem erklærer fotoeksperter over hele verden sig uenige når de ser disse ”mærkelige bevægelser”…

Hvis der virkelig var noget, burde det være let for de fleste at se.

3. Man kan verificere med 100 % sikkerhed om en film er optaget af et bestemt filmapparat eller ej. Et gammeldags fotografiapparat udsatte jo en film for lys ganske kortvarigt, via en blænde. Lyset ramte filmen og en kemisk reaktion satte i gang. Under fabriksfremstillingen af det enkelte kamera opstod der mikroskopiske ujævnheder i siderne af den ramme der går rundt om linsen. Slid og snavs kan ligeledes skabe bittesmå mærker i kanten. Forstørrer man negativerne kraftigt op kan man se disse ujævnheder, hvis mønster vil være unikt for det enkelte kamera. Har man derfor kameraet i sin besiddelse, og et negativ, hvor man gerne vil vide om dette negativ er frembragt i det givne kamera, kan man tage et prøvefoto med kameraet og sammenligne de to negativer. Hvis mønsteret er nøjagtig det samme, kan man konkludere med 100 % sikkerhed at begge billeder er taget med det pågældende kamera.

Oprindeligt havde Warren-kommissionen valgt at arkivere noget af dens materiale, da dette blev skønnet for følsomt til offentliggørelse. Det måtte først offentliggøres i 2039. I kølvandet på Oliver Stones film JFK, kom der i starten af 90’erne et stort pres for at få disse dokumenter offentliggjort. En lov blev i 1992 vedtaget om at offentliggøre alt hvad der godt kunne offentliggøres. Et panel blev dannet for at stå for offentliggørelsen. Panelet hed Assassinations Records Review Board (ARRB). ARRB lavede på mange måder en ny udforskning af sagen i forbindelse med sin vurdering af, hvad der skulle kategoriseres som relevant materiale. ARRB bad således i 1998 Kodaks tidligere tekniske direktør Roland J. Zavada om at undersøge filmen. Zavada var Kodaks førende ekspert i 8mm smalfilm. Han foretog netop en undersøgelse af filmrullen og Zapruder-kameraets karakteristiske mønster af ujævnheder. Konklusion: originalfilmen hos National Archives, er skudt med Zapruders kamera, endnu en klar indikation af dens ægthed. Zavada kunne også spore fremstillingen af filmen via koder til New York 1961, og fremkaldelsen via en anden kode, 0183, ætset ind i kanten af fremkaldelsen. Den er fremkaldt i Dallas den 22. november 1963, altså en bekræftelse af Zapruders historie om at han sammen med Secret Service gik ned til et fotolaboratorium få timer efter mordet og fik lavet 3 kopier. Filmen er ikke fremkaldt et eller andet ”ukendt sted” efter en ændring var foretaget.

4. Man kan vise billederne parvis i filmen stereoskopisk, i et såkaldt stereogram. Det sker ved at vise stillbilleder ” i stereo” dvs. man kigger igennem to linser, og det venstre øje ser fx Z200, og det højre ser Z201. Derved skabes en for hjernen oplevelse af dybde, en ”3D- effekt”. Det svarer til at man havde taget to billeder af et objekt med to kameraer lige ved siden af hinanden, det ene kamera som repræsentant for venstre øje, og det andet for højre. Hvis nogen havde malet eller tegnet noget over på billedet, ville disse ændringer opleves som noget der ”flyder” ovenover billedet. Det er med andre ord en effektiv måde at afsløre snyd på. For det er nærmest umuligt at lave retoucheringer i et billede uden at det kan spottes i et stereogram. Når Zapruderfilmen vises i et stereogram, er der ingenting der ”flyder” unaturligt udenfor billedet, en klar indikation af at ingen har pillet ved det.

5. De forskellige film fra dagen viser nogle gange den samme scene på samme tidspunkt, blot fra forskellige vinkler. Konspirationsteoretikere har fundet så mange ”anomalier” ved Zapruder-filmen at den efter deres opfattelse er blevet voldsomt ændret. Det indebærer i så fald at tingene forløb helt anderledes i virkeligheden end vi kan se på Zapruders film. Men hvis det er sandt, burde der følgelig være uoverensstemmelser mellem fx Nix-filmen og Zapruder-filmen. Nix-filmen ville vise (fra en anden vinkel) hvad der virkelig skete, mens Zapruder-filmen så ville vise fup-billedet. Når man sammenlignede dem, ville uoverensstemmelsen vise sig. Men det gør den ikke – for der er ikke nogen uoverensstemmelser. Det faktum at de andre film fint komplementerer Zapruder-filmen, er et bevis på at den er ægte.

Eftersom de andre film også kunne vise det som vi ikke måtte se (hvad det så end var), og eftersom man i fremtiden kunne krydstjekke med de andre film for at bevise ændringer i Zapruderfilmen, så tilsiger al logik at komplotmagerne måtte have fat i stort set alt det fotografiske materiale fra Dealey Plaza. En kolo-enorm og i praksis umulig opgave. Det ville indebære, som JFK-efterforsker Josiah Thompson observerer, at alt det fotografiske materiale fra den dag er pillet ved, og ubrugeligt. Thompson noterer tørt om ikke vi på dette tidspunkt burde vende ryggen til det hele og hovedrystende mumle ”det her er bare FOR skørt”?

Men lad os bare forestille os at de mægtige konspiratorer var i stand til at snuppe originalfilmen fra Zapruder, Muchmore, Nix, Bronson, Bell, Towner, Dorman, Wiegman, Mentesana, Aleya og alle de andre, gennemse dem og evt. ændre noget, uden at nogen opdagede det.

Hvordan kunne komplotmagerne så være sikre på at der ikke i fremtiden ville dukke endnu en film op, som de ikke havde kendskab til i 1963?

At komplotmagerne havde held til at slå kloen i 8-9 filmoptagelser er en ufattelig præstation, men de kunne da umuligt vide med sikkerhed om det var de eneste film der eksisterede? Hvad hvis endnu en Dallas-borger havde optaget en 8mm film fra et for offentligheden ukendt sted, og troppede op hos politiet 5-10 år senere med denne film?

Det er faktisk sket mindst én gang i løbet af de 50 år der er gået.

I 2003 fik museet på 5.sal af bogdepotet (Sixth Floor Museum) besøg af en venlig 82-årig mand. Det var den lokale borger Jay Skaggs, der ville skænke museet nogle ruller med film og fotografier der lå i en lille papkasse.

Det var hidtil ukendte billeder og film fra Dealey Plaza, den 22.november 1963.

Noget af filmen viste kortegen. Skaggs havde stået og filmet på hjørnet af Main og Houston. Da han således ikke stod placeret til at kunne filme eller fotografere selve attentatet, havde han skønnet at de ikke var vigtige for myndighederne og beholdt dem hjemme i skuffen. Indtil en dag 40 år senere, hvor han kom i tanke om dem, og da ville skænke dem til museet.

Guderne må vide hvor mange Dallas-borgere der har film og fotografier liggende i skuffer og skabe? Og guderne må vide hvordan de mægtige komplotmagere var i stand til at skaffe en krystalkugle så de kunne være helt sikre på at en ny film ikke ville dukke op de næste 50 år?

Svaret er ligeså krystalklart: Der er no way de kunne have vidst det. Ideen om at ændre i en film som Zapruderfilmen er i sin essens totalt selvmorderisk. Medmindre de havde en idiotsikker metode til at regne ud præcis hvem af Dallas’ 750.000 indbyggere der ville tage deres kameraer med den dag, og de havde en agent til at skygge hver eneste af disse fotografer, så man kunne være sikker på hvem der optog noget ”farligt” og hvem der ikke gjorde!

Det er så langt ude, at vi er havnet udenfor galaksen!

6. Som jeg sagde før, så var filmen oprindelig ”guf” for konspirationsteoretikere og kritikere af Warren-kommissionen, fordi den efter deres mening viste klare tegn på en konspiration: dels mente man at se en tidsforskel mellem Kennedys og Connallys reaktion på at blive skudt, således at enkeltkugleteorien ikke holdt. Og dels så man det dræbende skud hvor Kennedys hoved bevæger sig bagover, hvilket giver indtryk af et skud forfra, sideværts. Hvis komplotmagerne ville gøre sig så store anstrengelser for at skjule tegn på en konspiration (en anden skytte) hvorfor sørgede de så ikke for at fjerne eller skjule hovedets bevægelse, som netop har vakt millioners mistanke? Hvis der stadig er tydelige tegn på en anden skytte, efter at man har ændret filmen, så må vi sige at man ikke har gjort noget særlig godt job.

Det rimer ikke. Kritikerne må vælge. Enten bruger de Zapruders film som argumentation for en sammensværgelse, eller også må de forkaste filmen som fup, og bruge det ”faktum” som argument for en sammensværgelse. I modsat fald gør man sig skyldig i en selvmodsigelse som Jesse Ventura fx gør i sin 2013- bog They killed our President. I bogen præsenteres 63 argumenter for en sammensværgelse. Argument nr. 2 er at Zapruder-filmen beviser en anden skytte jf. hovedets bevægelse bagover. Men 32 argumenter senere kommer så argument nr. 33, som er at Zapruder-filmen formentlig er det rene svindel! Men hvis filmen er fup, hvordan kan den så understøtte argument nr. 2, som helt klart opererede med at vi kunne stole på hvad vi så? Ventura, der ikke er født i går, er inderst inde godt klar over denne modsigelse. Derfor kommer denne forkølede kommentar:

All I can say is this, if the head shot from Alt hvad jeg kan sige er, at hvis the front was that obvious before they hovedskuddet forfra var så åbenlyst før de altered the film, imagine what it must have ændrede filmen, forestil dig så hvordan det been like before it was modified! må have set ud før den blev modificeret. s.184

Der må have sneget sig en fejl ind i teksten. Mon ikke der skulle have stået ”efter” i stedet for det første understregede ”før”? Ellers giver det ikke meget mening. Ventura må mene at hovedskuddet så endnu være ud inden filmen blev ændret.

Hvordan? Blev JFK i virkeligheden skudt ud af sædet og landede på bagsmækken? Hvordan skulle det kunne blive værre, uden at vidner ville modsige det ændrede billede som vi da angiveligt ser på filmen?

Skal vi nu tro på at komplotmagerne gennemgik en helvedes masse besvær med at ændre i filmen, og så fjernede de kun en del af sporene der leder hen mod dem, men lod resten være???

Forestil dig at den rige godsejer myrdes af butleren. Han skyder sin chef i brystet med en pistol. Bagefter opdager butleren at et videokamera har optaget det hele. Han får nu fat i båndet, og giver det til nogle kriminelle eksperter. For en million dollars skal de fjerne beviserne mod ham. Deres løsning består så i at bortretouchere pistolen, og i stedet tegne en banan. Så politiet ser da efterfølgende butleren pege en banan mod godsejeren, der kommer røg ud af den og godsejeren synker om. Da ingen kan skydes med en banan, er butleren nu helt uden for mistanke. Ganske enkelt genialt - ikke?

Som sagt er mange andre konspirationsteoretikere/forfattere afvisende overfor Fetzers, Livingstones og Liftons ide om at filmen er fup. Som Jeremy Bojchuk så rigtigt siger på sin hjemmeside: www.22november1963.org.uk : Hvorfor ødelagde man ikke bare båndet? Hvorfor udføre en vanvittig kompliceret operation, når det havde været så meget nemmere simpelthen at konfiskere Zapruders film og ødelægge den? Skal man tro visse ”vidner” i sagen, skete dette jo adskillige gange i forvejen på Dealey Plaza den dag…?

7. Det leder os frem til endnu et tungtvejende argument imod svindel. Hvis komplotmagerne ønskede at ændre i filmen uden at blive opdaget, måtte de nødvendigvis have fat i originalfilmen.

Hvorfor?

For hvis de ændrede i en senere kopi, ville det betyde at man kunne sammenligne den ændrede kopi med originalen, og så ville de igen sidde i saksen, når der reelt blev vist to forskellige film. Zapruder fik få timer efter mordet fremkaldt tre kopier af filmen. Han gav de to til Forrest Sorrels fra Secret Service og beholdt den ene selv, sammen med den originale filmrulle. Secret Service lavede så nye kopier fra de to som de fik. Hvis man antog at komplotmagerne lavede ændringerne i Secret Services kopier, ville det medføre at man ikke så det samme, hvis man kom til at se Zapruders original. Zapruder solgte sin film til LIFE Magazine for 25.000 dollars dagen efter. Dermed ville LIFE være i besiddelse af en version af filmen som ville være helt anderledes end den som Secret Service havde, og som ville være den som Warren-kommissionen arbejdede med1. Det ville naturligvis få alle alarmklokker til at ringe. Men alle kopier af filmen viser det samme.

De eneste måder hvorpå komplotmagerne kunne opnå det, er enten ved lynhurtigt at bemægtige sig alle kopier af filmen, både LIFEs og Secret Services film, eller snuppe filmen fra Zapruder inden han fik taget kopier til sig selv og Secret Service. Da filmen i de første 24 timer hele tiden var i Abraham Zapruders besiddelse, er det ualmindelig svært at gennemskue hvordan de bar sig ad med det! De har saft’suseme haft travlt!

Helt overordnet må man også spørge sig selv, hvordan komplotmagerne i 1963 – med datidens teknologi – kunne forfalske en film så godt, at ingen foto-eksperter 50 år senere kan afsløre det? Det er vigtigt at notere sig at de personer som forfægter denne absurde ide – folk som Harrison Livingstone, David Lifton, James Fetzer, John Costella, David Mantik og Jack White, alle har til fælles at de nok er lærde og højtuddannede, men de er ikke er eksperter i fototeknik! White påstod at han var det, men han var en amatør, som var selvlært i faget. Da han vidnede for HSCA i 1978, blev hans manglende ekspertise afsløret. Rigtige eksperter, med seriøs uddannelse bag sig, kan kun sige god for filmen. Det må betragtes som udelukket at man i 60’erne kunne lave en forfalskning som ikke med moderne computerteknik kan afsløres i dag.

Som det fremgår af disse overvejelser må vi konstatere at Zapruders film er ægte. Det grænser til vanvid at påstå den skulle være blevet ændret. Man har ikke skyggen af bevis, og hele projektet er som udgangspunkt dybt, dybt urealistisk – ja, nærmest absurd.

Hvad skal de bruge det til?

Zapruder-filmen er vigtig, fordi den tilvejebringer en masse informationer om hændelsen. I modsætning til vidners forklaringer og hukommelse er film og lydoptagelser langt mere pålidelige informationskilder.

I sin 1969-bog The Shooting of John F. Kennedy, taler forfatteren, oberst William Hansson om begrebet Investigative Control. Hansson, en pensioneret militær efterforsker af ulykker og forbrydelser med våben, fortæller at efterforskeren må opnå ”kontrol” med alt det materiale der ligger foran ham/hende. Det vil næsten være uundgåeligt at vidner vil modsige hinanden. Et tænkt eksempel: Eet vidne så mistænkte gå til højre ad Østergade, eet andet vidne så ham gå til venstre ad Vestergade. Hvis det er på samme tidspunkt må én af dem tage fejl. At opnå ”investigative control” består i at efterforskeren har en grundviden, en basis som hun er sikker på. Det kunne fx være en overvågningsvideo som viser mistænkte gå ned ad Vestergade. Efterforskeren kan derfor bruge videoen som rettesnor for hvilket vidne der talte sandt og hvilket vidne der var forkert på den. Ifølge Hansson kan Zapruderfilmen bruges som rettesnor for at afgøre vidners pålidelighed/troværdighed, ved at se om deres udsagn er i overensstemmelse med (eller i hvert fald ikke modsiges af) det som Zapruder-filmen viser.

Eftersom Zapruder-filmen fx klart viser, at limousinen ikke på noget tidspunkt stopper på Elm Street, betyder det at de mange vidner der så den stoppe, ganske enkelt er forkert på den. Der er for så vidt ikke noget mystisk i det. De fleste vidner så bilen køre direkte væk fra dem, dvs. de så på bagenden af en bil der kørte fra dem i en lige linie. Ud fra denne position kan det være svært at afgøre dens hastighed, det ville have været meget lettere hvis man så den fra siden eller i en skrå vinkel. Læg så til at chaufføren trådte let på bremsen, så bremselysene lyste op, og bilen kørte på en vej der skrånede nedad. Under de omstændigheder kan man let bagfra få det indtryk at bilen et kort øjeblik holdt stille eller næsten stille. Folk tog simpelthen fejl – vi ved det med sikkerhed fordi Zapruderfilmen viser sandheden.

(OBS! Nix-filmen og Muchmore-filmen viser ligeledes at bilen ikke stopper på noget tidspunkt).

Men ikke i James Fetzers verden. Han og de øvrige tilhængere af ”Zapruder-fup” vil hellere tro på vidnerne end på filmen. Vi mister den ”investigative control” som filmen kan give – ja med den filosofi mister vi sådan set enhver form for kontrol. Vi er dømt til evig forvirring og kaos fordi vidnerne siger så mange forskellige og modstridende ting.

Men måske passer det Fetzer og Co. fint at vi mister vores ”investigative control”?

Ved at smide filmen i skraldebøtten åbner Fetzer for et nyt væld af mulige teorier og spekulationer. Han og hans åndsfæller behøver ikke længere adaptere en teori til filmen. Filmen irriterede simpelthen ved at den ”debunkede” (gendrev) mange avancerede teorier. Til sidst blev det åbenbart for irriterende, og man slog så over i tiltagende skepsis mod filmen. Filmen var i manges øjne gået fra at være bevismateriale for konspirationsteoretikere, til at være et redskab for den modsatte lejr, fx repræsenteret ved Gerald Posner. Forfatteren Joe Durnavich har skrevet en glimrende artikel om denne ”Zapruder-fup” filosofi 1 – dvs. den opfattelse at vidner tæller mere end fysisk bevismateriale, og at dette ikke må indeholde nogen form for ”anomalier” hvis det skal godtages. Durnavich pointerer at Fetzers tilgang er lige den modsatte af god historievidenskab. En historiker kan ikke finde nogen objektiv sikker viden om fortiden, men hun kan undersøge sagen grundigt og på baggrund af materialet finde den forklaring der passer bedst. Man starter måske med 3-4 teorier, og efterhånden som man bliver klogere, reducerer man til 2-3 teorier osv. indtil man (forhåbentlig) ender med én som er den bedste.

Fetzer og kompagni går den modsatte vej. Efter deres omfattende undersøgelser står vi tilbage med mindre viden om mordet end vi havde ved start. At ”erkende” at Zapruder- filmen er fup, gør os ikke klogere, tværtimod. Konspirationsteoretikerne kan ikke sige noget som helst værdifuldt om hvordan man bar sig ad, eller omderes afsløringer peger på bestemte mistænkte (fx hvis man kunne bevise at kun ganske få personer var i stand til at lave forfalskningen). Men næh, nej. Konklusionen er at ukendte personer på et ukendt sted lavede filmen om (med brug af ukendt banebrydende teknik), efter at man på ukendt vis havde snuppet den fra Zapruder (hvis han ikke ligefrem selv var med i komplottet, som nogle faktisk hævder!).

1 http://www.assassinationscience.com/johncostella/hoax/gang/durnavich-phil.html Det eneste der kom ud af det var mere forvirring, mere tåge. Alle de oplysninger som filmen gav, bortfalder, uden at erstattes af noget som helst andet end de sædvanlige endeløse spekulationer.

I den virkelige verden afsløres mange forfalskninger let. Når arkæologer kan afgøre at en Maya-krukke fx er falsk, skyldes det at de ved hvad de skal kigge efter. De ved nemlig hvordan svindlerne bærer sig ad. I de virkelige krukker er der fx aflejringer af insekter i leret, der viser sig som mørke pletter. Svindlerne maler bare mørke pletter på krukken. Arkæologen ved hvad han skal kigge efter.

Men det gør vores ”Zapruder-angribere” ikke. De finder bare nogle anomalier, som de synes beviser at filmen er fup. I virkeligheden, siger Durnavich, siger de sådan set bare: ”Her er en mærkværdig ting på filmen som JEG ikke forstår. JEG mener ikke at dette fænomen burde optræde sådan”. Men eftersom ingen af konspirationsteoretikerne er foto- eksperter, så siger det måske ikke så meget om filmens ægthed, at de har fundet noget som de tilfældigvis synes ser mærkeligt ud. Der kunne være en fornuftig forklaring på det. Hvad der også altid viser sig at være. Men Fetzer og co. springer let og elefant over denne indsigelse og konkluderer straks at disse mærkværdigheder som de ikke forstår, er ”klare beviser på svindel”.

1 Faktisk arbejde kommissionen med ruller fra både Secret Service og LIFE. De opdagede hurtigt at kopierne fra Secret Service ikke var særlig klare, og forlangte derfor at LIFE gav dem adgang til disses film, foruden stillbilleder derfra. LIFE indvilgede modstræbende i at give dem dette (Se David Belin: November 22 - you are the Jury, 1973, eller Richard Trask: National nightmare on 6 feet of film, 2003).