A t møde er en fascinerende utvivlsomt sammen med, at man i det hele berømt kvindelig amerikansk kritiker - jo, og ikke ligefrem afslappende oplevelse. In­ taget hverken kan lide ham eller Jack Nic- det var Pauline Kael — kom hen til mig efter struktøren af »«, »The King holson, der jo har den mandlige hovedrolle premieren på »Five Easy Pieces«. Hun sag­ of Marvin Gardens«, »Stay Hungry« og se­ som Frank Chambers. Nicholson kan man de, at hun desværre ikke skulle anmelde nest den nye filmatisering af »Postbudet rin­ ikke lide, fordi han ikke er nogen facil skue­ filmen, fordi de var to alternerende kritike­ ger altid to gange« er en intens og intellek­ spiller, og de amerikanske kritikere har - re, men at hun holdt meget af den og gerne tuel alvorsmand, som taler hurtigt og ikke med undtagelser - heller ikke kunnet lide ville udtrykke sin begejstring under en fro- kan sidde stille længe ad gangen på sin stol, Rafelsons tidligere film, især ikke »The kos sammen med mig. Hun sagde videre, at men må bevæge sig - stadig talende - rastløs King of Marvin Gardens«. De kunne lide hun var ekstra imponeret over filmen, fordi omkring i værelset, hvor samtalen foregår. »Five Easy Pieces«, og lige siden har de den jo var min første. Jeg gjorde hende op­ Skønt han ikke behandler intervieweren ment, at han burde blive ved med at lave den mærksom på, at det var den ikke, at hun uvenligt eller arrogant, er han helt blottet om og om igen, konstaterer han bittert og faktisk selv havde anmeldt min første film, for mange andre amerikanske filmfolks hyg- fortsætter: og at hun havde skrevet, at hun havde lyst til gespredende og uhøjtidelige humor, og han »På den anden side er det nu i visse kredse at gå efter fem minutter af filmen. Så jeg giver mere uforbeholdne udtryk for vrede og i USA blevet mode at kunne lide »The King forklarede hende, at jeg gerne ville spise fro­ bitterhed, end filmfolk normalt tillader sig i of Marvin Gardens«, netop fordi man oprin­ kost med hende, hvis vi kunne gøre det på en interview-situation. deligt hadede den ved premieren. USA er fem minutter«. Disse markante karaktertræk hos Bob totalt forfaldent til modefænomener - man »Siden har Pauline Kael næppe kunnet Rafelson er ikke lette at få øje på i den lidt må hele tiden, eller i hvert tilfælde i gen­ lide mig, men hvis jeg kunne bære hendes tunge og omstændelige »Postbudet ringer nemsnit hvert fjerde år, finde sig nye helte at fornærmelse med hensyn til min debutfilm, altid to gange < (jfr. Peter Schepelerns an­ beundre. I den forbindelse ved jeg ikke, om burde hun vel også kunne bære min fornær­ meldelse i Kos. 153), så det er nærliggende at mine film har en mere europæisk end ameri­ melse. Det er, hvad jeg mener med ikke at spørge ham, hvad der egentlig fik ham til at kansk kvalitet. Mange har sagt det til mig, spille spillet, men i øvrigt læser jeg ikke filmatisere James M. Cains roman fra 1934. men for mig selv er filmene meget ameri­ Pauline Kael og sjældent kritikere i det hele Han siger: kanske. Det kan være, at amerikanerne sna­ taget. Amerikanske kritikere ved intet om »Jeg blev interesseret i romanen på grund rere er vrede på mig, fordi jeg ikke spiller film, kun om modestrømninger, og de kan af dens narrative styrke. Den er en historie, spillet«. ikke skade en kommerciel film — se på »Stir som begynder med sex og ender med passio­ »Hvad jeg mener med at spille spillet? Lad Crazy < (»To tosser bag tremmer«), som de neret kærlighed. Og med hensyn til de tidli­ mig give et konkret eksempel. En særdeles sablede ned, og som blev en stor publikums­ succes - men nok en »lille« film. Jeg er sik­ ker på, at skandinaviske kritikere ikke har samme skadefryd, at I f.eks. ikke afskrev Ingmar Bergman for tid og evighed, da »Slangens æg« mislykkedes for ham i Miin- chen. Men amerikanerne er anderledes, de vil hellere hovere end give en instruktør en ny chance«.

Til venstre Bob Rafelson. Til høj­ re scene fra »Five Easy Pieces«. Yderst til højre scene fra »Stay Hungry« og ne- derst scene fra »The King of Marvin Gardens«

gere filmatiseringer af bogen mener jeg, at min er den eneste, der er trofast mod James M. Cain. Viscontis »Ossessione« var en me­ get vigtig film, begyndelsen på neorealis- men, men den var en helt anden film end »Postbudet ringer altid to gange«, mens MGMs version fra fyrrerne havde en forkert periode-atmosfære. Den havde en typisk englænder i ægtemandens rolle, skønt han dog er græker, og den var underlagt datidens Bob Rafelson bekræfter, at han generelt censur. Den var en film om personernes gar­ laver film med beskedne budgetter. »Postbu­ derobers omfang!« det ringer altid to gange« har været væsent­ »Selv har jeg nok foretaget visse ændrin­ ligt dyrere end hans tidligere film, fordi Jack ger i romanen handling, men kun for at for­ Nicholson i dag skal have et stjernehonorar midle dens ånd på en måde, så jeg ikke svig­ af samme størrelsesorden som det samlede ter min egen. Især har jeg ændret slutnin­ budget for Rafelsons tre første film. Nichol­ gen, for jeg fandt det unødvendigt at vise, at son og Rafelson er nære venner - Nicholson den mandlige hovedperson bliver henrettet. medvirkede jo også i både »Five Easy Pie­ Tragedien er ikke, at han mister livet, men ces« og »The King of Marvin Gardens« — og at han mister den, som han elsker, og jeg Nicholson ville formentlig have medvirket i føler, at man ved at lade historien ende på »Postbudet« helt uden honorar, hvis Rafel­ min måde skaber en stærkere slutning«. son havde bedt ham om det. Men netop fordi Bob Rafelson fortæller, at filmen er meget de er venner, bad han ham ikke. kontroversiel i USA, hvor folk enten elsker Bob Rafelsons føromtalte debutfilm var eller hader den. Hadet hænger for ham at se »Head« fra 1968 med popgruppen The Mon-

139 kees, og efter den troede han ikke, at han telse af filmen, og det medførte voldsomme franskmændene pludselig en masse af dem, nogen sinde fik lov til at lave film igen. Der­ skænderier. Man har siden efter fyringen og så måtte de have dem kategoriseret på én for var han selv overrasket over »Five Easy påstået, at jeg forsøgte at dræbe en af stu­ eller anden måde. Det var i virkeligheden et Pieces«s succes, men nu er han ved at være diets executives med et stålaskebæger, hvil­ rent bureaukratisk fænomen, men sådan træt af den, fordi den har forfulgt ham lige ket naturligvis er løgn. Men det er rigtigt, at skabte man auteur-teorien, som et kategori­ siden. Kan han selv se visse gennemgående jeg tog hårdt fat i ham, og det var, hvad jeg seringsredskab. Selv er jeg blandt auteur- temaer i sine udadtil meget forskellige film? ønskede at gøre. Hvis jeg havde villet dræbe tilhængerne en helt, fordi mine film ikke »Ikke noget teoretisk tema, men filmene ham, så havde jeg dræbt ham, vær sikker på har kommerciel succes — her lyder jeg noget handler altid om personernes psykologi og det«, siger Bob Rafelson helt alvorligt og krukket, det kan jeg godt selv høre — men jeg karakter. Jeg ser ingen generelle motiver gå uden antydningen af et smil. Intervieweren ser selv anderledes på det og afskyr i øvrigt igen, for jeg vil gerne ændre mig hele tiden - får her en anelse sved på panden, men Rafel­ ubeskedenhed. De venstreorienterede el­ opføre mig på en måde, som ingen forventer son fortsætter, mens han vandrer hid og did i sker mine film, fordi de tror, at filmene er af mig, blive kendt for altid at gå skødesløst lokalet: anti-amerikanske, men det er ikke tilfældet. klædt og så pludselig en dag møde op i smo­ »At jeg ellers altid arbejder uden for de Skal jeg endelig sætte en etiket på mig selv, king, hvor latterlig den end er. For hvorfor store studier, er også af politiske grunde. Jeg er jeg anarkist, og mit personlige liv er ét skal man lade sig overvælde af andres ind­ tror, at det etablerede filmsystem kun kan stort rod. Men jeg er anti-establishment, det tryk af én? Således ser jeg også på mine film, gøre mig skade. Og det bekræftes af, at ople­ er jeg enig i, og jeg kan da i øvrigt godt lide og ikke kun »Postbudet«, men også »Stay velsen med »Brubaker« var yderst smerte­ politiske film og elskede f.eks. »Harlan Co- Hungry « er meget forskellig fra de tidligere. fuld for mig - især, fordi jeg havde lavet unty«.

Fine versioner af »Postbudet ringer altid to gange« Bob Rafelson mener, at der muligvis er den forskel på europæisk og amerikansk Det betyder ikke, at man ikke forbliver den meget grundig research, havde levet i et film, at man i Europa har mere tålmodighed samme person, men at man tillader nye fa­ fængsel og var tæt på at blive voldtaget dér. til at opdage både filmens væsen og de skil­ cetter af personligheden at komme frem. Samtidig ville »Brubaker« have været min drede personers natur, mens amerikanerne Som min næste film vil jeg f.eks. gerne lave eneste film, som ikke var baseret på mit eget vil have tingene mere enkle og vil kunne en ny musical - min debutfilm var også en manuskript. Jeg skriver ellers altid - even­ genkende helten, når han viser sig på lærre­ musical - og gør jeg det, vil alle sige, at nu er tuelt sammen med en medforfatter - mine det. I Rafelsons egne film er der ingen rene jeg gået på kompromis. Men hvis jeg nu har manuskripter selv, ikke med udgangspunkt helte eller skurke, for sådan er mennesket jo lyst til at lave en musical?«. i en abstrakt idé, men i nogle mennesker. ikke, og det kan også være medvirkende til »Hvad angår finansieringen af mine film, Men af den grund går jeg ikke ind for auteur- deres manglende popularitet i USA. går jeg aldrig til de store studier, men nøjes teorien, og jeg beundrer mange film, der Kosmorama: »Hvordan kan man som hellere med at lave en film hvert fjerde eller ikke har manuskript af deres instruktør, li­ anarkist bestride den magtposition, som det femte år. En enkelt gang skulle jeg arbejde gesom jeg absolut ikke tænker på mig selv vel trods alt altid er at være instruktør'? for et af de store studier: jeg skulle instruere som en auteur«. »At være intruktør er at udøve en kompli­ »Brubaker«', men blev fyret ti dage inde i »Auteur-teorien er i det hele taget meget ceret form for forførelse. Når jeg laver film, optagelserne. Man forlangte, at jeg skulle misforstået. Den opstod på den måde, at ef­ er jeg oppe hele natten og tænker på næste ændre en lang række ting i min egen opfat- ter en periode uden amerikanske film så dags optagelser, hvordan jeg kan inspirere

140 mine medarbejdere til at give mig de rigtige jeg aldrig munter, når jeg laver film,jeg smi­ at få en slags sympati for dem, selv om de rent svar på mine spørgsmål. Jeg er vel en slags ler ikke og slapper ikke af, men opfører mig faktisk er mordere«. velvillig despot — vel at mærke så længe således...« (Her rejser Bob Rafelson sig igen »Hvis De føler et dilemma i Deres syn på tingene fungerer professionelt, kameraet og fra sin stol, ser længe og indtrængende på disse to mennesker, er det godt. Det drejer lyssætningen og al den slags, for fungerer intervieweren, klør sig på hagen, går rundt i sig om moral, og moral er at føle sig usikker, det ikke, forsvinder velviljen, og så er der cirkler, står længe ubevægeligt stirrende ilde tilpas, mens sikkerhed omvendt er lig kun despoten tilbage. Men stadig er det vig­ igen, gravalvorlig. Intervieweren får nu med overfladiskhed. Moralske problemer er tigste for en instruktør at have tiltro til, at de sved på håndfladerne og erindrer siden, at altid foruroligende, og min hensigt med andre kan få bedre ideer end én selv, for uden Bob Rafelson faktisk kun smilede én gang •Postbudet« er præcis, at man skal føle sig den tiltro modtager man ingen inspiration. under hele den timelange samtale). moralsk foruroliget. Jovist, de to hovedper­ Jeg ved ikke, om en film i sidste ende er én Kosmorama: »En af Deres kolleger har tid­ soner begår et mord, men da jeg i min rese­ persons vision, for uden Jack Nicholson og ligere udtalt til Kosmorama, at hvis man som arch til »Brubaker« opholdt mig i et fængsel, fotografen Sven Nykvist var »Postbudet« instruktør kan bevare 50 procent af sin oprin­ følte jeg mig mere sikker sammen med mor­ ikke blevet til den film som den er«. delige vision i den færdige film, er det godt derne dér end sammen med så mange andre Samtidig har Bob Rafelson stadig en følel­ klaret. Er De enig?« -je g hentyder ikke til psykopatiske masse­ se af, at han er en amatør, som egentlig ikke »Det er noget vrøvl. Kan man ikke bevare mordere, men til folk, der har begået et pas­ kan lave film. Den følelse betragter han som 100 procent af visionen, skal man ikke lave sionsmord. De har gjort det, én gang for alle, vigtig, for det er en del af hele den kreative filmen, og det er også derfor, at jeg kun laver mens kriminalitet for andre er en latent til­ proces, at man bliver ved med at lære noget en film hvert fjerde eller femte år. Jeg vil i stand«. nyt, at udvikle sig. Inderst inde ved han mine film fastholde en stil og en atmosfære, »Min film ville være amoralsk, hvis de to godt, at når han går i gang med at lave en som jeg nægter at gå på kompromis med. hovedpersoner til sidst kørte bort i solned­ film, vil han også kunne klare at lave den Atmosfære er umådeligt vigtigt. Hvis De gangen. Men det gør dejo ikke, historien er færdig. Men for ham er det stadig en pine­ går hen ad gaden i gråvejr, og solen bryder en tragedie, og de to hovedpersoner er selv fuld proces, fuld af tvivl og spørgsmålstegn. frem, lægger De så ikke mærke til det? Så­ rædselsslagne over det mord, de begår. Så Han siger: dan er det at lave film, og en kamerabevæ­ stærk kan en passion altså være, måske ikke »Sagen er jo, at hvis fire instruktører skul­ gelse er i sidste ende en del af instruktørens for alle mennesker, og dog? Masser af men­ le filme samme scene - for eksempel os to, personlighed. Alle instruktører arbejder for­ nesker går rundt og ønsker én eller anden der sidder og taler sammen - ville de gøre skelligt med kameraet - jævnfør mit eksem­ død, men tør bare ikke påtage sig ansvaret det på fire vidt forskellige måder. Gjorde pel med Fellini - og selv foretrækker jeg, at for denne død, og i mine øjne er der ingen man det som en konkurrence, et race, ville tilskueren slet ikke bemærker dets bevægel­ moralsk forskel mellem dette ønske og selve jeg vinde, for jeg ville være den hurtigste - ser. Her kan man lære af Max Ophiils, som handlingen. Men samtidig er der i filmen, og jeg ville lave et klart halvtotalbillede, mens Fellini f.eks. ville gøre således...« (Bob Ra­ felson rejser sig, holder et imaginært kame­ ra i hænderne, styrter ud ad en dør, kommer ind ad en anden dør, lægger sig ned og kryber hen ad gulvet med det usynlige kamera). »Men hurtighed er ikke det samme som kompetence. Hurtighed er det samme som TV, ikke som film, så jeg ville ikke glæde mig over min »sejr« i denne konkurrence. Alligevel kunne det være et interessant eks­ periment at lade fire instruktører optage samme scene, for man ville da se, hvor for­ skelligt instruktører arbejder. Personligt er

Jessica Lange i Rafelsons »Postbu­ det ringer altid 2 gange«

Bob Rafelson instruerer Jessica Lange

var den største, et geni! Hvis man bemærker også hos James M. Cain, en slags religiøs kameraets bevægelser, og hvis stilen bliver holdning i begrebets videste forstand. Reli­ vigtigere end de skildrede personer, så er gion eller ej, så handler det om, at man er, den slet ikke stil mere. Kamerabevægelser hvad man gør mod andre - medmindre man er i sig selv ikke stil — stil kommer fra perso­ da lige er Job (her smiler Rafelson samta­ nernes indre«. lens eneste smil. E.I.). »Postbudet ringer al­ Kosmorama: »Hvad angår personernes tid to gange« handler om en skyld, som må indre, kan man godt føle sig lidt splittet i sit betales, og om, at man skal dømmes på sine syn på de to hovedpersoner i »Postbudet rin­ handlinger og ikke på noget som helst an­ ger altid togange«. Man kan jo dårligt undgå det«.

141