Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

11 ind

D 40.427

Danmarks Kunstbibliotek

1 1 i Mag 30001D2354946 ^ fjern.

ty J 37. io l^a.KluWvu/U/ i l I f c 'i d U u J L ^ / : HARALD GIERSING OM KUNST

RASMUS NAVERS FORLAG KØBENHAVN O H b i f 3 9 6

-

OM KUNST

D / r 4 - j g 2 $ j

,

///// -

HARALD GIERSING OM KUNST

UDGIVET AF POUL UTTENREITTER

KØRENHAVN RASMUS NAVERS FORLAG 1934 FORORD

sin Bog om Harald Giersing i Serien Vor Tids Kunst skriver I Leo Swane: »Der er vist ikke nogen dansk billedkunstner siden Abildgaards dage, der af naturen har haft saa udpræget tilbøjelig­ hed for æstetisk refleksion som Giersing, og faa har besiddet saa omfattende en æstetisk kultur som han. Udbyttet for hans maler­ kunst af denne overordentlig levende indstilling til alle kunstne­ riske spørgsmaal har været enormt - den, der kendte ham, ved, hvor sikkert han skønnede ogsaa om litteratur og musik, og kunde ikke overfor et saadant komplex af vaagen æstetisk fornemmelse und- gaa undertiden at sende Delacroix en tanke. Giersing har ogsaa, dog med lange mellemrum, skrevet smaa artikler om kunst...... Disse artikler supplerer paa udmærket maade hans produktion som maler og kunde fortjene at udgives, helt eller delvis. Ogsaa i dem genfinder jeg hans særegne stil, det stærke, men aldrig brutale, den omhyggelige udformning.« Ved Giersings Død i 1927 offentliggjordes i Kunstbladet en Gier- sing-Bibliograii, og den Tanke, at udgive hans litterære Arbejder, er med den her foreliggende Bog blevet til Virkelighed. Jeg har valgt at brede hele Stoffet ud, fordi det alt sammen - ogsaa det, der nu kan synes lidt bagatelagtigt - har optaget Kunstneren og bidra­ ger til Forstaaelsen af hans Personlighed, og et Udvalg desuden let vilde faa et Præg af subjektiv Vilkaarlighed. Mange vil saaledes sikkert finde Giersings Artikler i Klingen en hel Del overekspone­ rede og maaske ønske enkelte af dem udeladt, men de indeholder dog bl. a. Ting som Aforismerne, der for en yngre Malergeneration har faaet en næsten skriftstedsmæssig Karakter, og de svarer som

2

M Helhed til hans Kunst i denne Brydningstid - det samme stærkt chargerede, men med Værker iblandt af den allerstørste Interesse. Jeg beder alle, der har bistaaet mig ved dette Arbejde, modtage min oprigtige Tak, først og fremmest Skuespillerinde, Fru Besse Giersing og Kunstnerens Søster, Frk. Bodil Giersing, dernæst Kobberstik­ samlingen og Private, der har udlaant Billeder til Beproduktion.

København i November 193b P oul Uttenbeitter

SECESSIONEN I BERLIN (1909)

ele Interessen samler sig iaar om Cézannes store Billede af badende HKvinder. Skønt det næsten kun er en farvelagt Tegning, saa tydeligt staar Konturerne, saa sparsomt er Farven lagt paa, har dette Billede saa- danne Skønhedsværdier, et saadant Indhold af Virkelighed, at Billeder af Triibner og Corinlh, to af Tysklands største nulevende Kunstnere, der

11 2* begge behandler det nøgne Legeme med Virtuositet, ja, den første endog At Franskmændene (Bonnard, Vaillard, Othon Friesz foruden Cézanne) som en virkelig Kunstner, synes konventionelle og virkelighedsløse. Saa i det hele staar som de stilsikreste paa Udstillingen, vil ikke undre. Ved meget giver i dette Billede det følsomt tegnede Omrids, de sparsomt men Siden af saa megen tom Overfladekunst findes i Frankrig endnu levende uendelig sikkert paasatte Farver. Store Partier af Lærredet er udækkede, Skud paa den ædle Stamme, der har sine Rødder saa dybt som i den gotiske og dog savnes intet i det Skønhedsindtryk, som er Billedets umiddelbare Kunst. Der findes her den oprindelige Sans for Fænomenet, det udvendige, Virkning. »At genoplive Poussin« var efter Cézannes egne Ord hans Hen­ uden hvilken ingen levedygtig Billedkunst opstaar. At denne Sans ikke i sigt med saadanne Billeder. For Nutiden ser det ud, som om han er naaet et samme Grad er til Stede i Tyskland, er en Kendsgerning, der med en vis Stykke videre. Poussins Helhedsvirkninger er ikke altid saa kunstnerisk Ironi bekræfter sig Gang efter Gang trods de enorme Summer af Penge og gennemførte, hans Figurer virker ofte som Statuer hensatte i Billedet i Ste­ Kræfter, der ofres paa at skabe »Fædrelandet« en bildende Kunst. det for som levende og virksomme Led i dettes Helhed. Og deres Bevægelser er oftest uden større Relation til Virkeligheden, medens disse hos Cézanne virker som de fineste nervøse Impressioner af Modellerne. Af Cézanne-Efterlignere.der trives saa frodigt i Frankrig, findes ogsaa paa KU N STN E RN E S E FT E RAAR S U D STI ELIN G denne Udstilling adskillige. Først og fremmest Weiss, en af det unge Tysk­ (1909) lands Førstemænd. Han er langtfra uden Talent; men hans Forholdtil sit Forbillede er af en saa udvendig Art, at hans Billede af de i og for sig smag­ I fuldt grupperede Kvindefigurer kun er blevet en højst pinlig Pastiche. En et er mærkeligt, hvor god dansk Kunst gennemgaaende har forsødet, forfladiget Udgave af Cézanne, mere salonfähig, men til Gengæld forsmaaet alle Forsøg i virkelig stilistisk Retning. Det er, uudholdelig for enhver, der forstaar at skelne mellem ægte og uægte. Det D samme gælder om Brühlmann, kun at denne virker endnu ubehageligere. som om Betingelsen for, at dens Bestræbelser overhovedet skal En ægte Kunstner, omend ikke nogen stor Kunstner, er derimod Karl Wal­ lykkes, er en vis naiv og paa en Maade fortræffelig Fordybelse ser, der paa en vis Maade minder om Hans Smidth, skønt hans Motiver er i Sujettet. Denne Art Kunst har skænket os Perler som Eckers- af en ganske anden Art. Hans Farve er ikke ulastelig; men han bruger den hergs Mariner, Købkes Portrætter o. s. v. med stor Karakteriseringsevne og med en bestemt Følelse for de store Farveforhold. Han kender intet til moderne Problemer, men naar dog et Men Juels Portrætter, Abildgaards Kompositioner! Havde Resultat, takket være lige Mængder af oprindeligt Talent og Flid. dansk Kunst ikke engang højere Luft under Vingerne? I Slægt Denne Kunstner virkede absolut opbyggende blandt den megen Forloren­ med den, der hos en Courhet, en Cézanne giver os Indblik i en hed. - En Mand, der beskæftiger sig med moderne Problemer, er derimod kunstnerisk Verden med Nydelser af en stærkere og mere be­ Maurer, som er paavirket af den radikaleste af alle radikale franske Ma­ friende Art, end vor Malerkunst oftest har beredt os dem? lere: Derain. Han har forstaaet sit Forbillede, der bag sit ekscentriske Ydre skjuler saa megen ægte kunstnerisk Stræben. Men i Tyskland hører For- Det er dybe og til Grund liggende Problemer, det her drejer staaelse af denne Art desværre kun til Sjældenhederne. sig om. Billedkunsten har sine Skatte af Hemmeligheder, der Leistikow har etværelse for sig selv paa Udstillingen, han er nylig død, ei saa mystiske, at de kun naas ad Intuitionens Vej, i den be- og Folk taler sagte, idet de andægtig fordyber sig i de store Lærreder, som 1 usede 1 ilstand, som Arbejdet hensætter Maleren i. I saadanne desværre ikke rummer nogen meget stor Kunst. Leistikow havde en vis Øjeblikke formaar han at omsætte de Erfaringer, han i nøgtern Gennemsnitsopfattelse af Naturen, netop den, Publikum forstaar; men han er ikke Maler, og i intet af sine Billeder har han naaet at give mere end Tilstand har gjort, i ægte kunstnerisk Arbejde. Ad Veje, han visse populære Værdier, der ikke formaar at bære et Kunstnernavn. Den aldrig havde drømt om, føres han til nye og skønne Resultater, berømte Schweizer Hodler udstiller et Par Kæmpelærreder; de er af en der da for andre bliver Udgangspunkter for fortsatte Bestræ­ noget mere moderne og vel ogsaa mere kultiveret Art end den danske Oscar belse!. Herpaa har saa at sige hele det historiske Fremskridt i Matthiesens, men minder ellers om denne i den naivt banale Tegning og Kunsten beroet. Og derfor tør man overhovedet tale om at øve det sensationelt store Format.

12 13 Indflydelse, om at lære, hvor det drejer sig om noget saa intimt, som Kunsten er og maa være. Billedformen har sine Love af rent formel Art ligesom en­ hver anden Kunstart. At formulere dem er en Opgave, der end­ nu venter paa sin Løser. Essensen af dem turde være udtrykt i Fordringen om en vis, netop igennem Valget a f Made (Billed­ fladen) og Farve som kunstnerisk Udtryksmiddel, motiveret Gen­ givelse a f Virkeligheden. En Følelse i denne Retning er det af­ gørende i Henseende til kompositorisk Begavelse. Ved Kompo­ sition tænker jeg da ikke alene paa Evnen til at sammenstille Figurer i et Billede, men paa Evnen til i det hele taget at lade et Billede fremtræde fuldendt i sin formelle Eksistens, i fuld­ endte Arabesker, og af denne bestemte Afvejning i Rumforhol­ dene, der inderst inde er Kendetegnet paa den store Maler, den Maler, der formaar at give os Indtryk som Manets »Déjeuner sur l’herbe«, Corots og Cézannes Landskaber. I Følelsen for disse Begreber, i Evnen til Modulation inden­ for deres Grænser, der netop i deres Snæverhed er Betingelsen for den stærke kunstneriske Virkning (jvf. Musiken), er det, at dansk Kunst altid har staaet tilbage. Abildgaards Komposition og Figurstil, der undertiden har naaet det virkelig store, Juels Kraft og Plastik i Anvendelsen af Midlerne (overfor et af Juels Portrætter [Nr. 597 i] paa Galleriet kom jeg uvilkaarligt til at tænke paa - Henri Matisse!) har kun efterladt ringe Spor. Igen­ nem Eckersbergs Fordybelse i Sujettet er vi naaet til den Bon- nat-Krøyerske »Realisme«, en Retning, som maaske i sin glim­ rende Udvendighed tør siges at være den mindst realistiske, den mindst formelt fremragende, der nogensinde har eksisteret. Paa denne Retning har ikke destomindre det meste af mo­ derne dansk Kunst bygget. Philipsen, den friskeste af alle danske Malere, er vedblevet at være et enligt staaende Fænomen. Selv Kunstnere som Hammershøj, Syberg, Peter Hansen har, store Fortjenester tiltrods, ikke, i hvert Fald i stilistisk Henseende, bragt noget væsentlig nyt. De Malere, der bevidst har stræbt efter Stil, er for Størsteparten havnede i en i Grunden menings-

14 løs og navnlig overflødig Stilisering og har for Haandarbejdet maaske nødvendig; lad den da endnu engang komme fra Fran­ med denne forsømt de virkelige Stilproblemer. krig. Men fra Maillols, Renoirs Frankrig. Bonnats Realisme var Først i den sidste Tid har, omend endnu kun i det dunkle, kun en Sensation. Bestræbelser af afgørende Betydning begyndt at gøre sig gæl­ I en følgende Artikel skal jeg komme ind paa de enkelte Ar­ dende. Forsøg i Retning af et Maleri, der har sine Love væsent­ bejder paa denne Udstilling, der trods det beskedne Helheds­ ligst i Billedformens egne Krav, sit Indhold fra en jævn, ubla- indtryk rummer baade Talent og enkelte Billeder af ægte og udmærket Kunst. seret Virkelighedsanskuelse, ofte af en egen intim Art. Den for­ melle Sans er endnu famlende, Følelsen for Virkelighed endnu II. ikke af den Styrke, der radikalt omformer Brugen af Midlerne, et Billede paa Udstillingen, som synes mig at give de rigeste Løfter i rent malerisk Henseende, er Edvard Weies Stillleben. Det er interes­ men adskillige af de Tilløb, der er gjort, har vist, at Interessen Dsant at sammenligne det med de Billeder, der hænger nærmest omkring for de egentlige Problemer, Trangen til et dybere Forhold til det, de danner tilsammen en Buket, der ganske godt illustrerer nogle af de Naturen, er vakt. Afskygninger, der er repræsenterede paa denne Udstilling. Svend Rathsacks For en stor Del er disse fornyede Krav sikkert kaldt til Live Flodlandskab præges af den samme Mangel paa kunstnerisk Begejstring, gennem Paavirkning fra moderne fransk Kunst. Den ligger der som er karakteristisk for Udstillingens store Hob. Et net, dygtigt Billede, intet mere. Viggo Madsens iøvrigt smukke Billede taaler ikke rigtigt at stilles i jo ogsaa foreløbig som et Bjerg, vore Kunstnere maa over, hvis Modsætning tilWeies. Dets Farver har ikke, omend maaske nok saa helt sete, de vil videre frem. Der er her gjort et Arbejde, indsamlet et den Fylde, er ikke udsprungne af saa rigt moduleret en Palet som dennes. Fond af kunstneriske Erfaringer, som det vilde være taabelig Selv Edvard Munchs smukke Landskab »Foraar i Kragerø« lider ved Selvgodhed at forsmaa. Og det vil maaske vise sig, at de, der Sammenligningen. Dets Styrke er dets karakterfulde Holdning i rent deko­ forstaar at trænge dybest ind i de fremmede Former, netop vil rativ Henseende (smig. Litografierne, maaske det fortrinligste af, hvad Ud­ stillingen i det hele bringer), i den Retning naas det ikke af noget Billede være dem, der bedst vil forstaa at bevare de egentlige og de paa Udstillingen. Men det er, som om Farven, der maaske altid har været nationale Værdier. Frankrig lærte baade af Italien, Holland og Munchs svageste Side, mangler den endelige Bestemthed, der gør, at et Bil­ England. Styrken i dets Nationalfølelse laa i, at den søgte udad. lede kan ses atter og atter uden at miste. Modsætningen imellem de lyse, Om den danske Kunst, som Efteraarsudstillingen i Aar brin­ grønne og gule Farver og de mørkviolette og mørkegrønne er pragtfuldt ger, kan siges nok af anerkendende Ord, men kun faa begejstrede. tænkt, men det er, som om Malerens Farvefølelse ikke helt har kunnet følge Den berømte danske Smag er, synes det, i Færd med at løbe hans Intentioner. Billedet synes ved gentagen Betragtning atvære en Smule grov Musik. Noget lignende gaar det med Portrættet af Helge Rode, det er ud i sin Karikatur, er ved at blive til en ganske overdreven den smukke og intensive Karakterskildring, der giver dette Billede Værd, Respekt for Hæderligheden. Zahrtmann lærte sine Elever at hvorimod Farven, trods fortræffelige Enkeltheder, f. Eks. Hænderne, ikke kaste sig ud paa de vildene Vover hellere end at vandre ad de ejei den Modulation og Beherskelse, der betinger dens selvstændige og bli­ vende Værdi. magelige, banede Stier. Det meste af Efteraarsudstillingens unge Sit/m d Sivanes lille Farveskitse taaler heller ikke helt den gentagne Be­ Kunst lider af den altfor store Tro paa det dygtige, solide Ar­ tl agtning, denne for et Billede saa forfærdelige Prøve at bestaa. Sammen bejdes Værdi. Lad os faa Kampe at se hellere end disse »Resul­ med Munchs repræsenterer det et friere Forhold til Midlerne end Udstil­ tater«, der giver os alt for lidt Liv, alt for mange Udstillings­ lingens øvrige Billeder, og det bærer i sig Bestræbelser, som nok skal bære billeder. Der gemmes Skønhedsværdier i Farverne, Linjerne og rig Frugt. Formerne, som er af en anderledes berusende Virkning, end Den modsatte Pol af Kunstopfattelse i Forhold til Weies Billede viser Johs. Globs Skovinteriør. Det er mig umuligt at se noget betydeligt i dette hvad denne Udstilling giver os Begreb om. Ny Paavirkning er 17 3 16 løs og navnlig overflødig Stilisering og har for Haandarbejdet maaske nødvendig; lad den da endnu engang komme fra Fran­ med denne forsømt de virkelige Stilproblemer. krig. Men fra Maillols, Renoirs Frankrig. Bonnats Realisme var Først i den sidste Tid har, omend endnu kun i det dunkle, kun en Sensation. Bestræbelser af afgørende Betydning begyndt at gøre sig gæl­ I en følgende Artikel skal jeg komme ind paa de enkelte Ar­ dende. Forsøg i Betning af et Maleri, der har sine Love væsent­ bejder paa denne Udstilling, der trods det beskedne Helheds­ ligst i Billedformens egne Krav, sit Indhold fra en jævn, ubla- indtryk rummer baade Talent og enkelte Billeder af ægte og udmærket Kunst. seret Virkelighedsanskuelse, ofte af en egen intim Art. Den for­ melle Sans er endnu famlende, Følelsen for Virkelighed endnu II. ikke af den Styrke, der radikalt omformer Brugen af Midlerne, et Billede paa Udstillingen, som synes mig at give de rigeste Løfter i Drent malerisk Henseende, er Edvard Weies Stillleben. Det er interes­ men adskillige af de Tilløb, der er gjort, har vist, at Interessen sant at sammenligne det med de Billeder, der hænger nærmest omkring for de egentlige Problemer, Trangen til et dybere Forhold til det, de danner tilsammen en Buket, der ganske godt illustrerer nogle af de Naturen, er vakt. Afskygninger, der er repræsenterede paa denne Udstilling. Svend Rathsacks For en stor Del er disse fornyede Krav sikkert kaldt til Live Flodlandskab præges af den samme Mangel paa kunstnerisk Begejstring, gennem Paavirkning fra moderne fransk Kunst. Den ligger der som er karakteristisk for Udstillingens store Hob. Et net, dygtigt Billede, intet mere. Viggo Madsens iøvrigt smukke Billede taaler ikke rigtigt at stilles i jo ogsaa foreløbig som et Bjerg, vore Kunstnere maa over, hvis Modsætning til Weies. Dets Farver har ikke, omend maaske nok saa helt sete, de vil videre frem. Der er her gjort et Arbejde, indsamlet et den Fylde, er ikke udsprungne af saa rigt moduleret en Palet som dennes. Fond af kunstneriske Erfaringer, som det vilde være taabelig Selv Edvard Munchs smukke Landskab »Foraar i Kragerø« lider ved Selvgodhed at forsmaa. Og det vil maaske vise sig, at de, der Sammenligningen. Dets Styrke er dets karakterfulde Holdning i rent deko­ forstaar at trænge dybest ind i de fremmede Former, netop vil rativ Henseende (smig. Litografierne, maaske det fortrinligste af, hvad Ud­ stillingen i det hele bringer), i den Retning naas det ikke af noget Billede være dem, der bedst vil forstaa at bevare de egentlige og de paa Udstillingen. Men det er, som om Farven, der maaske altid har været nationale Værdier. Frankrig lærte baade af Italien, Holland og Munchs svageste Side, mangler den endelige Bestemthed, der gør, at et Bil­ England. Styrken i dets Nationalfølelse laa i, at den søgte udad. lede kan ses atter og atter uden at miste. Modsætningen imellem de lyse, Om den danske Kunst, som Efteraarsudstillingen i Aar brin­ grønne og gule Farver og de mørkviolette og mørkegrønne er pragtfuldt ger, kan siges nok af anerkendende Ord, men kun faa begejstrede. tænkt, men det er, som om Malerens Farvefølelse ikke helt har kunnet følge Den berømte danske Smag er, synes det, i Færd med at løbe hans Intentioner. Billedet synes ved gentagen Betragtning at være en Smule grov Musik. Noget lignende gaar det med Portrættet af Helge Rode, det er ud i sin Karikatur, er ved at blive til en ganske overdreven den smukke og intensive Karakterskildring, der giver dette Billede Værd, Bespekt for Hæderligbeden. Zahrtmann lærte sine Elever at hvorimod Farven, trods fortræffelige Enkeltheder, f. Eks. Hænderne, ikke kaste sig ud paa de vildene Vover hellere end at vandre ad de ejer den Modulation og Beherskelse, der betinger dens selvstændige og bli­ vende Værdi. magelige, banede Stier. Det meste af Efteraarsudstillingens unge Sigind Sivanes lille harveskitse taaler heller ikke helt den gentagne Be­ Kunst lider af den altfor store Tro paa det dygtige, solide Ar­ tl agtning, denne for et Billede saa forfærdelige Prøve at bestaa. Sammen bejdes Værdi. Lad os faa Kampe at se hellere end disse »Resul­ med Munchs repræsenterer det et friere Forhold til Midlerne end Udstil­ tater«, der giver os alt for lidt Liv, alt for mange Udstillings­ lingens øvrige Billeder, og det bærer i sig Bestræbelser, som nok skal bære billeder. Der gemmes Skønhedsværdier i Farverne, Linjerne og rig Frugt. Formerne, som er af en anderledes berusende Virkning, end Den modsatte Pol af Kunstopfattelse i Forhold til Weies Billede viser Johs. Globs Skovinteriør. Det er mig umuligt at se noget betydeligt i dette hvad denne Udstilling giver os Begreb om. Ny Paavirkning er 17 3 16 Billede udover en vis ganske kultiveret Tegneevne. Denne Maler maa efter stadig Udvikling fra sine første Billeder, og han vil ogsaa sikkert naa langt min Mening foretage en fuldstændig Omkalfatring af sjn Malemaade for at ud over dette. Han ejer noget af den Evne, hvis Begreb Hr. Leo Swane i sin kunne gøre sig Haab om at naa virkelige Resultater. Hvad han endnu har Afhandling om Chassériau saa klart afgrænsede og karakteriserede gen­ bragt (»Ariadne« indbefattet), har ikke været Billeder, men flittige, næsten nem Ordet Formfantasi. Men han mangler endnu den for en Maler saa nød­ pinlige Sammensætninger af ganske smukke og stilfulde Tegneelementer. vendige Fortsættelse af denne Egenskab over i det, man kunde kalde Flade­ Han synes at være gaaet i den Grad op i sin Manér, at Fuldbyrdelsen af fantasien. Den souveræne Evne, der ikke alene véd at lade Figuren blive denne for ham er ved at blive en væsentlig Del af selve Kunsten. En større levende ad Følelsens, Syntesens Vej, fremfor ad den rent efterlignende, men Vildfarelse kan ikke tænkes, og det vilde være trist, om hans utvivlsomme som ogsaa forstaar samtidigt at lade den indføje sig organisk i Billedets Evner ved at spændes i denne Tekniks Prokrustesseng skulde gaa tabt for plastiske Liv og herigennem baade forstærke dens Virkning og eliminere al Udvikling. den Følelse af Ubehag, som hos den æstetisk udviklede Beskuer ledsager Resultatet af Sammenligningen af disse Billeder, der danner saa karak­ Indtrykket af den paa Fladen mekanisk (akademisk) overførte Virkelighed. teristisk en lille Koloni i Udstillingens allerinderste Værelse, falder altsaa Det fortælles om de første Fotografier, der fremkom, at de virkede kantede, nærmest ud til Fordel for Weies. Det staar iblandt de øvrige som det mest uordnede, kort sagt ubehageligt. I høj Grad forstaaeligt - hvem kender ikke malede, det, der giver os det i malerisk Henseende rigest følte Indtryk af selv denne Følelse? Kimsien er og vil altid være den ideelle, den klareste, stærkest virkende Gengiver af den synlige Verden. En betryggende Tanke Virkeligheden, samtidig med, at dets Farver paa selve Lærredet bevæger for de Malere, der først i Fotografiens og dernæst i Farvefotografiens Op­ sig i smukke og harmoniske Overgange. Med de største Maal taaler det komst har set en alvorlig Fare for deres Kunst. Skønt - har de i Virkelig­ selvfølgelig ikke at maales. Malerens Begrænsning bliver man ogsaa klar heden Grund til at føle sig betryggede? Netop deres Frygt tyder jo paa, at over ved at se hans andet Billede paa Udstillingen. Men det Resultat, han de repræsenterer den Art »Kunst«, der vil overflødiggøres. i dette lille Udsnit af Virkeligheden har naaet, er overordentlig respektabelt Harlmanns »Tobias« bærer Vidne om megen kunstnerisk Kamp, men det og opmuntrende at møde iblandt Udstillingens mange mere eller mindre skæmmes efter min Mening af en noget for stærk Tegning ind i de store ægte Farvekapricer. Flader, foruden at Opfattelsen af Formen undertiden synes mere karikatur­ En Maler af en helt anden Art er Henrik Schouboe. Han har maaske en nok saa omfattende kunstnerisk Begavelse som Weie, men han naar mæssigt bestemt end egentlig skønhedsfyldt. Farven er fuld af Liv men ret neppe denne som Specialist i det egentlig maleriske. Det smukkeste af de ukultiveret; ligesom Tegningen lider den af Mangel paa Enkelhed og præg­ tre Billeder, han udstiller, er vel nok Landskabet, i hvilket navnlig Bag­ nant plastisk Virkning. For denne Maler vilde et Studium af Delacroix og grunden og Mellemgrunden er friskt og naivt malede. Bevægelsen af Sejl- Daumier sikkert, hvad det rent billedmæssige angaar, kunne være af den haaden er overordentlig heldigt og følt givet i Samklang med Bevægelses­ største kunstneriske Betydning. Der er jo Kræfter nok i hans Billede og et retningen i den gaaende Kone paa Strandbredden. Det er en af disse delikate glædeligt Forsøg paa at løse Opgaver, som den yngre Kunst ellers respekt­ Virkninger, som man ikke træffer hos Grosset af Malere. Juel havde noget fuldt lader ligge. Og sammenlignet f. Eks. med Vedels mere og mere par­ lignende i et af Billederne i Kunstforeningen, en Kone, der pegede ud over fumerede Kunst føles denne som et virkelig friskt Pust. Stranden, og hvis Bevægelse gav et ejendommeligt nyt Liv i Billedets Linje­ Udstillingens Damer udtrykker sig i et meget forsigtigt Sprog. Deres Bil­ virkning. Overfor et andet af Schouboes Billeder, »En Mo’er med sit Barn« leder ligger ret nær op ad det smagfulde Broderi, forsaavidt som de ikke (hvorfor forresten ødelægge det smukke Ord Moder?), kan man, hvor smukt ejer noget egentligt plastisk Liv, men lader sig nøje med en smagfuld lifter- følt og hvor smukt malet Billedet end er, ikke tilbageholde Tanken om, tegning al de rolige Motiver, de nu har udfundet sig. Et Pust af friskere hvad denne Maler netop i et saadant Billede kunde naa, hvis han forstod, følelse findes i Augusta Theills lille, badende Pige, en smukt gennemført om jeg saa maa sige, at indsmelte Figurens levende Bevægelse i Billedets Farvefølelse i Karen Meisner-Jensens store Interiør, der er enklere set end rent ornamentale Helhed. Det er en af den Slags Virkninger, som fransk Olga Jensens nok saa kraftigt gennemførte lignende Arbejde. Kunst har haft en ganske anderledes Følelse og Forstaaelse for end vor, og Ganske habile Malere er Viggo Brandt, der dog virker noget spinkel, som hører til Malerkunstens rigeste, ja sikkert er dens egentlige centrale og Marius Hammann, der absolut ikke magter saa store Opgaver som den, Virkemiddel. Saaledes som Billedet nu staar, skæmmes det af et vist Mis­ han har stillet sig i Billedet af den liggende Kvinde. Sammen med disse forhold imellem den dybe Følelse i Fortællingen og den lidt akademiske, kan maaske passende nævnes Sven Schou, som sikkert ogsaa vilde vinde omend i Enkelthederne smukt følte Tegning. Men Schouboe har været i ved at koncentrere sine gode Evner om mindre Opgaver. Han mangler i

3* 18 19 hvert Fald Sans for at bygge et Billede i saa kraftige og enkle Virkninger, som Motiver af den Art, han har valgt sig, kræver. P. A. Schou og Olga Lou repræsenterer paa Udstillingen en Genre, som jeg ikke har nogen Sympati for. Der er noget køligt og raffineret over deres Billeder, som ikke lover godt. Af Gustav Wolmar findes tre Landskaber, der dog ikke, skønt i og for sig smukke og vindende, giver saa kraftigt et Begreb om Malerens Evne som de Billeder, han i Foraaret udstillede i den frie Udstilling. Hvad Udstillingen bringer af Skulptur domineres ganske naturligt af Vigelands Sager. Han viser en intensiv Evne i Slægt med Munchs, dens Karakteristik ligger for mig i Ordet Lin. Navnlig en Gruppe som Tiggerne virker stærkt uden dog at bibringe En den Følelse af Befrielse, som følger med al stor Kunst. Figuren af Beethoven er maaske det bedste plastiske Udtryk, der endnu er givet for dennes Ildsjæl, saaledes som den kommer til Orde i »Appassionata« eller i den niende Symfoni. Desværre brydes Figurens kraftfulde Linjer af Hovedets Bevægelse, det er, som om det har voldet Kunstneren Vanskelighed at indføje Beethovenmasken og det tradi­ tionelle lange Haar i denne Figur, der vel oprindelig har været tænkt mere symboliserende Beethovens Aand end egentlig som et Portræt. - Busten af Thiel ser ud til at ligne fortræffeligt, men forekommer mig at savne pla­ stisk Liv. Carl Martin Hansen udstiller nogle nydelige, i Enkelthederne smukt følte Statuetter. Kai Nielsen fletter neppe noget nyt Blad i sin Laurbær­ krans, skønt den lille »Venus« er baade nydelig og morsom og gjort med fremragende Dygtighed. CARL LARSSON UDSTILLINGEN I MALMO MUSEUM (1910)

eg fik tilfældigt en Bog om den franske Maler Toulouse-Lautrec i Haan­ Jden, og mit Blik faldt paa et Billede, der forestillede en Grisette set en face og med en Søster udi Synden under hver Arm. Hendes venstre Haand tegnede sig særlig fremtrædende mod Sidefigurens mørke Kjole. Den var gjort i store Træk og maaske slet ikke i sig selv noget videre fremragende Stykke Malerkunst. Men det slog mig, at der alligevel i denne Smule Haand stak mere Kunst end i den hele Carl Larsson. Den var for det første levende i sig selv, det var en Haand, der havde sin Historie, og den var set af en Maler, der forstod at vurdere dens Ejen­ dommelighed. Men dernæst havde den et Plus af noget ubeskriveligt, den var i Billedet paa en egen Maade, der gjorde, at man blev glad ved at se

20 den. Den meddelte til Beskueren et Genskin af den Glæde, Maleren havde WILLUMSENS UDSTILLING følt ved at kunne anbringe den netop der og netop saaledes. (1910) Kvaliteter af den Art finder man ikke hos Carl Larsson. Denne Maler er flittig, næsten sirlig, han har en kvindagtig Glæde ved a jeg første Gang saa Willumsens smukke Plakat mellem det pyntelige, saa man ofte overfor hans Billeder kan tale om en virkelig Misbrug af Motivet til Fordel for det delikate og smilende. Dette kunde DGadens andre, følte jeg noget lignende som ved i et Selskab at endda være, hvis han, f.Eks. som en Boucher,forstod at smykke sin banale træffe en dejlig Dame, der har haft den Ulykke at klæde sig for Verden med en glimrende Malerkunsts bedaarende Raffinements. Men - fint til Lejligheden. Hun er dejlig, men det hele er forfejlet, hun er efter denne Udstilling at dømme - har han kun een Gang følt, hvad det vil urolig, og man falder ikke i nogen fortrolig Samtale med hende. sige at male, nemlig da han malede det lille Selvportræt fra 1899. Her er Denne Plakats Stemning af Fest vil neppe finde nogen Gen­ paa en eller anden mærkelig Maade kommet Flugt i Linjerne og dette Op­ sving i Billedets Mekanik, der faar det til at virke som Krudt paa Beskueren klang herhjemme, og de »Masser«, den vil drage ud til Villaen og rykker Kunstglæden til Live i ham. Og saa er Billedet endda egentlig i Hellerup, vilde neppe komme til at svare til den Tillid og kun en Tegning. Saa vidt som til at udstrække Rusen til ogsaa at omfatte Begejstring, hvormed den var udført. Den talte jo saa indtræn­ Farverne, at drage dem ind under sit Skabersind, saa vidt er Carl Larsson gende og skønt om Kunstnerglæde og Kunstnerliv. Her stod aldrig naaet. Maleren med sin Model, som han havde faaet ud i det grønne Undertiden kan man overfor det lunefulde i hans Billeder komme til at og anbragt i en Stilling, der baade var ny og skøn og dog fuld tænke paa en Kunstner som Degas. Paa et af Billederne ses f. Eks. en Pige siddende midt for og en aabenstaaende Dør helt foran i venstre Side af Bil­ af græsk Værdighed. Maleren i sin hvide Dragt, kæmpende med ledet og allerforrest dens kolossale Messinghaandtag. Sligt kan minde om Arbejdet, der trækker hans Ansigt i sære Folder. Bagved, den Degas, naar han paa et af sine Billeder fra Balletskolen lader Hovedet af grønne Eng, Poplerne og Malerens Hus, der bøjer sig saa smukt en Kontrabas rage midt ind i Sceneriet og tilsyneladende forstyrre det. Men ind i Landskabet og smykkes af de dejlige, kølige Skygger, hvis der er den himmelvide Forskel, at Degas forstaar at udnytte sit Paafund kunstnerisk; han vender og drejer sine Linjer, sine Planer saaledes, at Væsen det har været Kunstneren en Fryd at bestemme saa Kontrasten afvejes, at Indtrykket trods alt bliver Harmoni, Ro og Skønhed. nøje, at han kunde gengive dem Gang efter Gang som det sikre­ Carl Larsson derimod konstruerer frejdigt sin Dørlaas perspektivisk og ste, usvigeligste Besultat af sine Forskninger og samtidig rum ­ med Lineal, kunde for den Sags Skyld anbringe lige saa mange endnu, som mende al hans Glæde ved Iagttagelsen. Gennem hele Billedet en han vilde, Billedet vilde ikke blive hverken bedre eller ringere. Præcision, en Enhed af Kraft og Ynde, der her, syntes man næ­ Vil man være velvillig - noget man dog ikke behøver at føle sig forpligtet til, da han som bekendt er en overordentlig berømt og hædret Mand - sten, for første Gang lod Willumsens Kunst vise sig i fuld Blomst. kan man finde mange Smaadyder i hans Billeder. De er virkelig alle uden Den maleriske Gratie, Lyriken i Akvarellerne fra Schweiz, Blød­ Undtagelse ganske usædvanlig net og delikat gjorte, de lige Linjer er over­ heden i Litografierne fra den senere Tid, klang her sammen i alt paa det smukkeste dragne efter Lineal, Vandfarverne er saa lækre at en fuld og rig Akkord. Endelig virkede denne Plakat, der paa se til som kølig Limonade, og Menneskene, Dyrene, Tingene, alt saa pænt den dristigste Maade inddrog Rummet i sin Virkning, ikke spin­ og pynteligt, at man tror at se ind i en 14-aarig Ungmøes drømte Verden. - En elskværdig Skildrer, en glimrende Haandværker, et prægtigt Men­ kelt som enkelte af Willumsens tidligere Arbejder, der nøjedes neske, en ideel Ægtemand (i hvert Fald efter Billederne at dømme), men med et stiliseret, igennem den flade Form dekorativt virkende kun en grumme indskrænket Kunstner, der undertiden kan strejfe det ud­ Billede, men friskt og aabent og med en poetisk Magt, som det mærkede, men som aldrig forbliver der, altid driver bort igen, fordi hverken kun er den sikreste Kunstners Sag uden Fare at turde tilstræbe. hans Greb om Livet eller om Kunsten er stærkt og magtfuldt. En Kunst, Saa overlegent som i Plakaten har han ikke mestret Rum­ for hvilken Begrebet Uendelighed ikke eksisterer, en lavloftet Stue, hvis met i sit store Billede af de badende Børn. Men Opgaven er jo naive Pynt ikke formaar at gøre den til noget Hjem.

22 23 8*

ogsaa langt vanskeligere, ja, vel næsten umulig at løse, naar man ikke paa en endnu stærkere Maade, end Willumsen har gjort det, inddrager Atmosfærens Virkninger i Billedet. Vor Tid har en Del at lære af en Veroneses, en Tizians eller hvorfor ikke sige en Delacroix’s Maade at lade Himlens Farver ligesom trænge ind i Billedets Scene og gennem sine fortættede Valører bidrage til, at Bammen samler sig om en ensartet Handling af Farve. Der er en Afgrund mellem Willumsens og Oscar Matthie- sens Løsning af dette Problem, Badende i Strandkanten, og dog synes jeg, at Willumsens Billede genkalder det andet i Erin­ dringen, fordi man heller ikke overfor det undgaar en Tanke paa Opgavens Vanskelighed. Men det siges, at Billedet ikke er færdigt, maaske Virkningen af det, efterhaanden som Farven mætter det, vil samles mere, og Følelsen af det ubilledmæssige i Motivet forsvinde. Man synes ogsaa, at Farven paa sine Steder er drevet for nær op imod det sensationelle. Det er dog Far­ vens eget Liv i B illedetder, naar alt kommer til alt, er det vig­ tigste, ikke dens Forhold til den Virkelighed, hvoraf den er in­ spireret. Der er lidt Realisme i ultramoderne Forstand i Wil­ lumsens sidste Billede, som ikke fandtes f. Eks. i de smukke Akvareller med Bjerglandskaberne. I det yndefulde Billede af de to Drenge, der svæver igennem Rummet, er der naaet en større samlet Virkning, men ikke med saa naturlige Midler som i Plakaten. Forøvrigt er de to Børns Stilling til hinanden, den Maade, hvorpaa Stoffet i deres Lem­ mer igennem sine Bevægelser inddeler Billedrummet harmo­ nisk, af et kunstnerisk Aristokrati, der sjældent lorlader Wil­ lumsen, men som er ukendt Land for Størsteparten af vore hjemlige Malere. Det er den Slags Virkninger, som ikke naas gennem nogen Reflektion, men som et skønhedsbegejstret Sind af sig selv tvinges ind i, og som er lige saa naturlige for Maler­ kunsten, som Afrundethed og Logik er det for Musiken. Den, der uden at kende noget andet af Willumsens Produk­ tion, stilles overfor et Billede som det af Kunstneren og Mo­ dellen, vil indrømme, at den Mand, der har gjort dette Arbejde,

24 tillige maa være en betydelig Billedhugger. Saa sluttet, saa fast leriets Proces, har han knap nok vovet sig i Lag med. Ud fra formet staar Skikkelserne i Rummet. At de til Trods herfor Tegningen, der atter støtter sig paa hans glimrende formende ikke sønderriver Billedvirkningen, er et Fortrin, som man Evne, naar han til sine Malerier, som han bygger op i klog og kan lykønske Maleren til; Billedhuggeren har i og for sig til­ skønhedsfyldt Beregning. Man kan se bort fra de maleriske Egen­ strækkelig bevist sine Evner i Figurerne selv. Undertiden har skaber, og der bliver en gediegen Tegner tilbage, og man kan denne Tvehed ikke forenet sig saa harmonisk som her. I Bjerg­ eliminere Tegningen, og man faar til Rest en Sum af indholds­ bestigersken f. Eks. løsnede Figuren sig for stærkt fra Baggrun­ mættet, energisk bestemt Farve. dens Liniespil og P’arve, og den indgik ikke paa nogen helt na­ Smukkest, synes jeg, har som sagt hans forskellige Egenska­ turlig Maade i Billedets Rum. Man kunde beundre den fastfor­ ber forenet sig i Billedet af den malende Kunstner og Model­ mede, af et idealistisk Gemyt tænkte Bjergvandrerske, men Bil­ len. Forstaar vore unge Kunstnere at lære af den Strenghed i ledet gav ikke En den rent kunstneriske Glæde, som udløser sig Formen, den Adel og Ynde i Sproget, som præger et saadant af Stoffets Beherskelse under Følelsen af dets Rigdomme og Værk, var der maaske endda ingen Grund til at skamme sig, Muligheder. Denne Side af Kunsten, der er saa uendelig rig i fordi det var paa vore Gader og Veje, denne Dejlighed stod frem Forhold til den mere litterære, at den for den, der til Stadighed i sin altfor fine Dragt. beskæftiger sig med Kunst, efterhaanden bliver ét og alt. Den ideelle Bjergvandrerske, kunstnerisk set, finder man i Mindes­ EDITH WILLUMSENS STATUETTER mærket for Pietro Krohn. Her er Figuren løftet ud fra Bag­ (1910) grunden, formet netop saa meget, som Afstanden fra den kræver ru Edith Willumsen deltog i sin Mands andetsteds omtalte Udstilling og samtidig holdt i et billedligt Plan, derigennem at Linjerne med en Samling Statuetter, hvoriblandt en Del i farvet Voks. Genren forkortes i selve Figuren. Et Eksperiment, der er overordent­ Fer nydelig, men undertiden fristes Fruen til at anvende for stærke Farve- lig interessant, og som ingen anden end en gennemkultiveret modsætninger, saa at den skulpturmæssige Form ligesom modvirkes. Smuk­ Kunstner var i Stand til at udføre kun nogenlunde tilfredsstil­ kest iblandt de udstillede Arbejder - og meget indtagende - er en Bronce- statuette af en Moder, der knælende bøjer sig bagover, idet hun leger med lende. I et saadant Arbejde, der staar som et af Willumsens sit Barn. I en saadan lille Gruppe viser Fruen sig som en virkelig og be­ allerbedste, har hans paradoksale Lyst givet sig et fornemmere tydende Kunstner. kunstnerisk Udtryk end f. Eks. i Billedet fra Norge med de fan­ tastiske Sidefløje. Den Slags kan være udmærket, og Billedet GU LDMEDAILLE-KONKURRENCEN har i og for sig fortræffelige Egenskaber, men man kan ikke andet end finde, at den anden Form for det paradoksale er uen­ (1911) delig nyttigere. er var kun liden Opbyggelse at hente paa den Udstilling Udstillingen giver i sin særegne Form et godt Begreb om, D af Konkurrencearbejder, som paa lovbefalet Vis i otte Dage hvorledes Willumsen efterhaanden med rationel Energi har op­ holdtes tilgængelig for Publikum. Man fik ærlig talt lidt ondt dyrket sin Kunsts forskellige Sider. Svagest staar han.maaske i Øjnene af at se paa flere af disse temmelig opstyltede og for­ overfor den maleriske Side af Problemet, hvor smukke Ting der lorne Lærreder. Resultatet var saa tyndt, at man spurgte sig end findes, navnlig imellem Studierne fra Schweiz; og den Kunst, selv, om ikke disse Konkurrencer nu uden Skade kunde skrin­ der øser af den fulde Palet og ligesom beruser sig i selve Ma­ lægges. De søges ikke længere af de Kunstnere, der betyder no-

27 4* get, hvad enten det nu er, fordi Tilliden til Akademiet som høje­ Kunst, Kunstforeningen i Fjor viste os, og som vi ikke fandt ste Domstol er svækket, eller det er, fordi den gode Kunst nu nogen Opbyggelse ved. Mest gælder dette om en Maler som om Stunder gør sig gældende under Former, der ikke har noget Vuillard, der, hvor teknisk udsøgt en Kunstner han end er, dog tilfælles med de Forudsætninger, under hvilke denne Konkur­ forekommer os en lille Smule for nær beslægtet med Salon- rence i sin Tid indstiftedes. Pengene kommer sikkert Kunsten Impressionister som Besnard, Aman-Jean o. s. v. Er denne Sam­ til bedre Nytte ved at uddeles paa anden Maade. De Vindere menstilling maaske, set fra et gallisk Synspunkt, uretfærdig, saa af den lille Guldmedaille (den store er kun blevet uddelt een staar han dog som en Maler, af hvem vi Danske, hos hvem det Gang i de sidste Par Menneskealdre), som den senere Tid har udmærkede næsten aldrig har været forbundet med Letsindighed set, har jo ikke just i Tidernes Løb indrangeret sig blandt Spid­ og Gratie, men næsten altid med Tunghed og Tilforladelighed, serne i vor Kunst. neppe vil kunne modtage nogen gavnlig Paavirkning, og [som vi] neppe heller vil være i Stand til at vurdere efter Fortjeneste. DEN FRANSKE KUNST Baade fjernere og nærmere staar Bonnard for os. Han beteg­ PAA MARTS UD STILLIN GEN ner en yderliggaaende Konsekvens af den Linje i fransk Kunst, der samler sig om selve Billedvirkningen, og som staar i det (1911) friest mulige Forhold til Motivet. Der ligger mægtige Udviklings­ et er jo virkelig »moderne fransk Kunst«, det der for Tiden muligheder gemt i saadan Kunst. Den bygger jo saa at sige paa Der udstillet hos Kleis, og Udvalget er ikke anderledes, end selve Malerkunstens sikreste og uomtvisteligste Grundpiller. at eventuelle Samlere eller Samlinger meget godt her kunde Alligevel er derfor os Danske, som er opdraget til først og fremmest finde smukke og karakteristiske, omend ikke særlig billige, Prø­ at søge Inspirationen i selve Motivet, et langt Spring til en Kunst ver paa, hvad nogle af disse i Udlandet saa højt ansete Kory­ som denne, der bevæger sig i saa helt andre Forudsætninger og fæer er i Stand til at yde. Udstillingens væsentligste Betydning Selvfølgeligheder, end vi er vant til. Bonnard vil neppe fore­ turde dog være den, at den i sin Karakter af Tilfældighed, sin løbig komme til at høre til vore Yndlinge indenfor moderne Mangel paa enhver som helst repræsentativ Betydning gør det fransk Kunst, hvor megen Respekt vi end kan have for en Intel­ dobbelt nødvendigt og ønskeligt, at »Kunstforeningen« snart ligens og en Kunnen som hans. gør Alvor af at skaffe os en virkelig udsøgt og - om jeg saa maa Saa staar en Kunstner som Signnc os nærmere. Der er ikke sige - homogen Samling herop. saa langt et Spring fra ham til f. Eks. Johs. Larsen, selv om det Thi nogen Plan eller indre Motivering vil man forgæves søge maaske kan lyde lidt paradoksalt. Betragt de to Billeder fra paa denne Udstilling. Den er Besidtatet af et hastigt Greb paa Australien paa Aquareludstillingen, de to, der hænger som Pen­ Maa og Faa, godt og daarligt er kommet med, ensartet og uens­ danter og er holdt i blaa, grønne og gule Farver. De er i deres artet. Det er tilfældige Lejre, der er repræsenterede, og det er Enkelhed, deres Adel og Strenghed i Holdning og Farvevalg, tilfældigt, hvorledes denne Repræsentation er blandet. ret nær beslægtede med Signacs prikkede, farvefine, arkitektur- Fyldigst Begreb giver Udstillingen vel om Kunstnere som mæssigt opbyggede Tonebilleder. Hans Lærling, den nylig af­ Vuillard og Bonnard. Men det er dog neppe denne charmante døde Cross, staar os heller ikke fjernt, han er beslægtet med og dekadente Retning, vi trænger mest til at se repræsente­ en Kunstner som Zahrtmann, som han ligner ogsaa i sine min­ ret heroppe. Den nærmer sig lidt for meget til den engelske dre gode Egenskaber. Men hans Teknik, som han dog ikke bru-

28 29 ger tilnærmelsesvis saa sikkert som sin Mester, virker jo mere udsøgt end den danske Kunstners, især som den fremtræder i Billedet af Regattaen. Man ønsker Zahrtmanns Billeder noget af den samme ægte kunstneriske Økonomi, der midt i al Far­ vepragten udmærker et Billede som dette. Man faar i det Hele Respekt for de saakaldte Neo-Impressionister igennem Bille­ der som Signacs og Cross’. Interessant havde det været ogsaa at se deres Helgen Seurat repræsenteret, han kunde have vist os Teorierne anvendt i Figurkunsten med større Konsekvens og Skønhed, end Cross formaar det. For vort Monumentalmaleri vilde her maaske have været Impulser af afgørende Art at hente. Nu faar vi nøjes med det Begreb om denne Skole, der igennem Farvernes Deling og rene Paasætning søgte at naa en rationel Farveteknik, som dette tilfældige Udvalg giver os, og som renest og med den største Lovmæssighed kommer til Orde hos Signac. De to smaa Billeder af Renoir giver kun et svagt Begreb om denne store Maler, selv om Billederne og navnlig Portrættet er adskilligt betydeligere end vore i andre Kunstens Egne træ­ nede Øjne maaske ved første Bekendtskab turde være tilbøje­ lige til at anse dem for. Pissarro, denne stilfærdige og neppe betydelige Kunstner er ret godt repræsenteret, især ved nogle smukke Landskaber. Billederne af Lenoir og Rodo, Pissarros Søn, tilhører et andet Niveau end den øvrige Samling og burde have været udeladt. Det samme gælder en Kunstner som Emile Bernard, en af Gauguins Venner og Disciple, der neppe heller kan gøre Krav paa nogen selvstændig Betydning.

FRANSKE IMPRESSIONISTERS ARBEJDER I DANSK EJE (1911)

unstforeningens Udstilling er vistnok blevet ret alminde­ K lig beundret. Ovenpaa Philipsens lidt djærvere virkede den næsten med et Anstrøg af det gallerimæssige, der har været en behagelig Overraskelse. Saa glædeligt har altsaa Forholdene ud­ ker det forøvrigt at se Gauguin indrangeret i en Udstilling, der viklet sig, eller forandret sig, at disse Billeder, der for en tredive, kalder sig impressionistisk. Han begyndte ganske vist i Sam­ fyrretyve Aar siden vilde have vakt baade Harme og Protest, klang med denne Retning, men han fandt aldrig nogen Hvile nu af et dansk Kunstforeningspublikum kan betragtes med i den, og han arbejdede sig hurtigt ind i et, i hvert Fald efter Interesse og Glæde. Dog skal man vist ikke drage altfor opti­ hans egen Mening, ret kontrært Forhold til den. Det er lidt af en mistiske Slutninger af denne Succes. Beundringen vilde neppe Uretfærdighed, saaledes som her, at lade ham gaa og gælde for have været saa udelt, om det havde været Gauguins egentlig Impressionist, han var det ikke, og hans første Arbejder taaler karakteristiske og betydelige Arbejder, Tahitibillederne, der ikke at sammenlignes med de egentlige Impressionisters. havde domineret Udstillingen, og ikke hans første og søgende. Baade Guillaumin og Pissarro fordunkler ham paa denne Ud­ Eller hvis det havde været Genierne og ikke Talenterne, der stilling. Det er prægtige, friske og mesterlige Billeder, om hvilke havde været Tale om. Den Medfart, Cézannes Mesterværk har kun godt kan siges, skabte af Kunstnere i frodig Ligevægt. De faaet i Pressen, kunde tyde paa, at Modtagelsen da var blevet repræsenterer ligesom Borgerskabet indenfor den højeste Ud­ en mindre hjertelig. vikling af den moderne franske Kunst. Gaves der ikke Genierne, Et vist Helhedspræg har Udstillingen, eller rettere dens Maleri­ vilde man synes, at dette var det højeste. afdeling, ved Tilfældets Gunst faaet. Den giver et godt Begreb At der kunde naaes endnu højere, viser et Billede som Cé­ om det Milieu, i hvilket Gauguin, da han som trediveaarig be­ zannes Allé. Der er intet af Udstillingens Billeder, der rigtig gyndte at male, modtog sin Paavirkning. De Prøver, den brin­ taaler at ses ved Siden af det. Det er ikke, som det af Kritiken ger af hans første Arbejder, viser, at han har været en Elev, formodedes, et svagt eller ukarakteristisk Arbejde af ham. Det som Lærerne ikke har kunnet ønske stort bedre. En flittig Ar­ er et Billede, der er sin Mester og det Ry, han nyder, fuldt bejder, en sjælden Dygtighed, en udsøgt og begavet Tekniker værdigt. At definere, hvori dets Fortrin ligger, er en Opgave, har malet disse charmante Frugtstykker, Landskaber og In- som let vilde føre ud i Betragtninger af altfor vidtsvævende terieurer. Alligevel lover disse Begynderarbejder maaske ikke Art. Man søger uvilkaarligt i Tanken tilbage til det 16de og 17de saa meget, som den senere af Skæbnen omtumlede Kunstner Aarhundredes Kunstnere for at træffe en Støbning af Opfattelses­ skulde indfri. Af hans mærkelige og sværmeriske Syntese inde­ evnen, den skabende F2vne, der er af en lignende Selvfølgelig­ holder Udstillingen kun enkelte Spor. Den store kvindelige hed, en lignende simpel Rigdom som her. Modelstudie er lidt tør og kølig, et Virtuosstykke, som man Noget af den samme Storhed findes i Renoirs Litografier, mindst af alt skulde tro rummede den fremtidige Fantastiker navnlig det ene med de to unge Piger er et Billede, der fortjente og Symbolist in nnce. Den anden Modelstudie, den liggende at blive klassisk og populært paa samme Maade som Fortidens Dreng, har mere af den utilfredsstillede Higen i sig. Den giver berømte Mesterværker. Ogsaa Manets Litografier er beundrings­ dog ogsaa et bestemt Indtryk af, hvor stor en Rolle selve det værdige, mest, synes jeg, det af Kejser Maximilians Mord med tekniske Problem endnu spiller for Kunstneren, men her fin­ den herlige Silhouetvirkning af det lyse imod det mørke. Men des dog allerede Frugterne af et Arbejde med Stilen. Desværre det er en Kunst, der ligesom lidt for selvfølgeligt indrangerer er Udstillingens seneste Billede saa tidligt som fra 91. Vi føres sig iblandt det fortræffelige; den har ikke, som Renoirs Lito­ til Tærskelen af Gauguins egentlige og store Kunst, men om grafi, dette Skær af Livets Lunefuldhed, af et Øjebliks ejen­ selve denne fortæller Udstillingen intet. - Lidt Forundring væk­ dommelige og særegne Fryd. Dog hermed skal ikke være sagt

32 (let ringeste til Forklejnelse af Manet, han tilhører Historien, og der vil han blive, som der staar paa hans Gravsten. Han var, naar alt kommer til alt, dog maaske den største af hele sin Samtid. Litografierne efter Degas giver kun meget upaalidelige Oplys­ ninger om denne store Kunstner. De hører egentlig ikke hjemme paa denne Udstilling. En Mester i Litografiets Kunst er Bonnard. Hvad han naar med hvidt og sort er forbløffende. Han er en født Penselens For­ tæller af det morsomste Lune og den fineste Kultur, en Adels­ mand, hos hvem vore egne altfor lidt kræsne Tegnere kunde lære Tugt og Manérer. Men hans Skole paa Montmartre skal ikke være meget søgt af danske, de siges at foretrække Simon! Gauguins Litografier har store Skønheder, men jeg nægter ikke, at Bonnards morer mig mere. Pragtfuldt er Lautrecs Farvel i tografi af Yvette Guilbert. Dets Akkord af mørkeblaat, orange og purpur indeholder ligesom hele det parisiske Natlivs paa een Gang sublime og giftige Poesi. Der er Grund til at være Kunstforeningen taknemlig for denne Udstilling, men mere end en Begyndelse skulde den-jo nødig være. Kunstforeningen skylder sine Medlemmer et nærmere Be­ kendtskab med den nyere franske Kunst, og den behøver ikke at ængstes for de Bøster, der lyder om alle de Farer, som lurer paa os fra den Kant. De stammer fra en Side, der ligesom den aandfulde tyske Forlægger sætter som Devise over den danske Kunst: Brot, Arbeit und Friede.

VÆBDISTIGNINGSSKAT PAA KUNSTVÆKKER (1911) »Tidens Tegn« har Chr. Krolig skrevet en Artikel om Værdisligningsskal Ipaa Kunstværker. Han omtaler det uretfærdige i, at Kunsthandlerne skal stryge de store Fortjenester i Lommen, medens Kunstnerne selv maa nøjes med Æren. Forfattere og Musikere ejer deres Værker til længe efter deres Død, Malerne maa nøjes med den Pris, de i Øjeblikket opnaar.

34

É Kunstnerne burde ligefrem ved Salget af deres Billeder oprette en Kon­ Og saa har den endda den Fordel, at den viser os, hvorledes trakt om visse Procent, der skulde afgives af Prisstigningen, hver Gang en Udstilling bør være, og hvorledes Malerier kan virke. Billedet skiftede Ejer. En saadan Foranstaltning vilde ikke hæmme Maleri­ Gid Eksemplet maatte smitte, og vi i Fremtiden kunde slippe salget, der tjenes i Forvejen Formuer herpaa. Der er altid Fortjeneste ved at spekulere i Billeder, som den norske Maler og Forfatter siger. for den bedøvende Overflod af Billeder op ad Vægge og ned Vi har selv haft mange Eksempler herpaa i den senere Tid. Fra Fran­ ad Stolper, som vore Udstillinger sædvanligvis plejer at byde krig hører man om endnu mere slaaende. Van Goghs Billeder solgte han os, og som ingen menneskelig Konstitution er anlagt paa at i sin Tid for nogle faa Francs Stykket, nu koster de adskillige Tusinder. kunne udholde endsige hjembringe noget lyst og forfriskende Hvilken opmuntrende Bevidsthed maa det ikke være for Kunstneren, at selv Indtryk fra. Man gaar virkelig med en behagelig Følelse af at om han muligvis ikke selv faar nogen Fortjeneste af sit Arbejde, saa vil dog hans Efterkommere høste Fordel af hans Talent og Stræben. være under Kunstens Fortryllelse paa denne lille, ganske ideelt Spørgsmaalet var vel værd at drøfte paa et Kunstnermøde. Hvad om hvert anlagte Udstilling. Som jo tilmed har den ogsaa ubetvivlelig Billede fdi sine »Papirer«, der foreskrev visse Betingelser, som for Tid og meget ideelle Egenskab at være aldeles gratis. Evighed knyttedes til det, og som paa en eller anden Maade kontrolleredes. Derimod falder det maaske en og anden lidt vanskeligt at føle (En Opgave for Akademiet!) sig netop nationalt berørt imellem disse sarte, forfinede, som Det vilde som sagt neppe i Handel og Vandel virke som nogen Hæmsko, dertil er Fortjenesterne i Forvejen altfor kolossale. under Narkose skabte Billeder. Ikke at der hermed i og for sig skal være sagt noget om en Mangel ved Billederne. Det nationale i Kunsten hænger vel nok som Regel mere sam­ men med Kunstnerens Fejl end med hans Fortrin. Men der HAMMERSHØIS UDSTILLING eksisterer nu engang den Modsigelse i vort Forhold til Kunst, (1912) at skønt vi stedse ønsker, og bør ønske os, den største Fuld­ endelse i det rent kunstneriske, saa er det dog ofte i høj Grad aa er da Navnet Vilh. Hammershøi nu igennem Udlandets netop igennem Kunstnerens Mangler, igennem hans Afvigelser Dom og takket være de meget omtalte ti Tusind Lire blevet fra Idealet, at vi lærer at komme ham nær og at elske ham. Set af vore store og sacrosancte. At et Billede er dansk, behøver ikke at være noget Fortrin ved Den lille til Andagt indbydende Udstilling, som den samme det, men det kan dog rent menneskeligt blive Nøglen til vor Institution, der i sin Tid refuserede et af Hammershøis bedste Forstaaelse af det og vor Kærlighed til det, fordi vi paa en Maa­ Billeder, bar arrangeret i en af Charlottenborgs fineste Sale, er de ser Kunstneren mere relativt igennem dette Forhold. Vi ser en Hædersbevisning, som vel knap er bleven nogen anden dansk ham i sin Kamp for det største, det egentlig almenmenneskelige Maler, ihvertfald neppe nogen nulevende, til Del. i Kunsten, snuble, netop fordi han er i Slægt med os. Og det Man smiler næsten ved Tanken om, hvilken Rolle disse ti kan da ikke nægtes, at denne Tragedie, om man saa maa sige, Tusind lier har spillet. Hvorledes de er blevet den lille Dirk, er spillet for os med større Virkelighed og med mere gribende som først ret har aabnet for Beundringens Sluser og givet den Virkning af andre danske Kunstnere end Hammershøi. Mod til at vælde frit og uforbeholdent. Dog, der er ingen Grund Tænk paa Eckersberg, baade som Landskabsmaler og som til at blande Publikum utidig Malurt i Bægeret. Det vigtigste Figurmaler. Gud ved, hvorledes et af hans Portrætter vilde virke er jo, at det er en smuk og lærerig lille Udstilling, den inter­ paa denne Udstilling. Blodrigt, lidt plumpt, lidt plat, men levende. nationale Foranledning her har skaffet os. Og dansk.

36 37 Man har det Indtryk, at Hammershøi ikke er kommet saa KUNSTNEREN OG HANS VÆRKER langt i Følelsen for sine Motiver og Billeder, at det har kunnet BIDRAG TIL EN ENQUÊTE bringe ham ud af Ligevægt. Der er ingen Tragedier i Hammers­ (1913) høis Kunst, det højeste mægter den ikke at sige os. Men fine og fulde af Stemninger er dens Melodier, lidt vege, lidt i Slægt er er ingen Tvivl om, at en Lov i denne Retning [en Lov, der - i Lig­ med Musik som Claude Debussys og Poesi som Herman Bangs. hed med et af det franske Deputeretkammer fremsat Lovforslag - gaar Det er neppe tilfældigt, at denne Kunst har fundet varme Dud paa at sikre bildende Kunstnere en vis Andel (2 pCt.) af Omsætning Beundrere i England. I Whistlers og Poes Fædreland vilde den ved offentligt Salg af deres Arbejder] i vor Tid med dens udstrakte Beskyt­ telse af kunstnerisk Ejendom vil være en meget naturlig og forsvarlig Ud­ sikkert ogsaa finde Forstaaelse. Skulde man nævne dens kunst­ videlse af de allerede bestaaende Love om kunstnerisk Ejendomsret. Det neriske Forbilleder, blev Whistler vel netop et af dem. Visse franske Forslag vil sikkert blive til Lov, og efterhaanden vil alle Lande, Billeder af Turner kan man ogsaa komme til at tænke paa, hvor et Kunstliv findes, anskaffe sig lignende. Nogen Skade vil der neppe især overfor et Billede som det fra 89 af den gamle Dame i So­ derved forvoldes, dertil er Handelen med Malerier en altfor blomstrende faen. Med et Suk mindes man derimod Degas. Hvilken Kæmpe, og indbringende Forretning, og Loven vil virke regulerende i et Forhold, hvor netop den sidste Tid har aabenbaret saa meningsløs og uretfærdig hvor sund, hvor stærk, hvor frodig. Og hvilken Maler. Thi det en Fordeling af Goderne. kan jo ikke skjules, Maler i dette Ords højeste Betydning er Et af Spørgsmaalene er, hvorvidt den i den foreslaaede Form vil vise sig Hammershøi ikke. Hans Farver er nænsomme og bløde og med fyldestgørende. megen fortællende Evne. Og af en vis Stil ogsaa. Men de staar Der er jo nogen Sandsynlighed for, at Kunsthandelen lidt efter lidt vilde ikke rigtigt. De ejer ikke dette selvstændige Liv, som er Betin­ bane sig nye Veje, hvorved det lykkedes den at komme udenom Lovens Bestemmelser. gelsen for den egentlige Farvekunst. En Garanti herimod skulde den lave Afgift være. Men paa den anden Side Ubetinget højest naar Hammershøi derfor ogsaa i sine mest kunde en noget højere Afgift, navnlig hvor det drejer sig om meget store graa Billeder og allerhøjest vel i Arkitekturbillederne. Værdistigninger, nok være ønskelig. Galleriets Billede fra Amalienborgs Slotsplads staar sikkert, Den radikale Løsning paa Problemet blev vistnok, at der fastsattes Afgift hvad Fornemhed og kunstnerisk Værdi angaar, over de fleste af all Salg, ihvertfald af enhver Værdistigning. Og de praktiske Vanskelig­ af denne Udstillings Billeder. Maaske havde det ikke faaet nogen heder vilde maaske alligevel ikke blive saa uoverstigelige, som mange er tilbøjelig til at tro. Præmie i Rom. Det er vel i det hele taget ikke Hammershøis bed­ Man kunde f. Eks. tænke sig, at hvert Kunstværk havde sine af Kunst­ ste Egenskaber, der her har bragt ham den store Sejr hjem. Men neren udstedte Papirer, som efterhaanden forsynedes med Købernes og saaledes gaar det jo sædvanligt med Forstaaelsen af vor Kunst Sælgernes Underskrifter, saaledes at disse med deres Navne stod inde for, i Udlandet. For det, som vi selv sætter højest, er Verden gerne dels Billedets Ægthed, dels at det virkelig var solgt til den opgivne Pris. Indbetalingen af Afgiften kunde foregaa paa et Kontor, f. Eks. paa Akade­ blind, medens vi naar vidt med vore næstbedste Ting. Der fin­ miet, hvor Dokumentet, der allerede ved sin Udstedelse skulde være bogført, des Sporen til en meget aristokratisk og en meget asketisk samtidig mod en mindre Afgift forsynedes med et Stempel, uden hvilket Filosofi heri. Kunde man kalde den dansk, vilde der ligge en Salget ikke havde retsgyldig Værdi. Fra dette Kontor kunde atter ved visse smuk Kompliment for os deri. Terminer Udbetalingen til Kunstneren eller hans Paarørende foregaa. Materialet vilde blive stort, men paa den anden Side vilde maaske af sig selv en vis Begrænsning finde Sted. Glarmesterbillederne vilde ikke risikere at slæbe rundt med den Klods om Benet, som et saadant Dokument i en vis Forstand vilde blive.

38 39 ERINDRINGER FRA ZAHRTMANNS SKOLE FRA DE SENERE AAR (1913)

et, der i Efteraaret 1904, da jeg begyndte at male paa Zahrt- D manns Skole, gav mig det første stærke Indtryk, var, at her blev man rost. Det var noget, der ikke kendtes til paa Akademiet, hvor jeg kom fra. Skete det, saa brød man sig ihvertfald ikke stort om det. Men da Zahrtmann fortalte mig om min første Figur (som var sort og altfor smaaligt gjort), at den mindede ham om L. A. Schou, var det, som om en ny Verden aabnede sig for mig. At børe sit eget Arbejde for Alvor sammenlignet med en af de stores! Det forpligtede, man syntes, at Ens Kræfter alligevel ikke kunde være saa afmægtige, man vovede at arbejde paa et nyt Grundlag, at tro paa sig selv, og derfor at fordre mere af sig selv. Jeg ved andre, som det er gaaet paa samme Maade. Rosen blev et Baand, der knyttede os nær til Zahrtmann, og vi lyttede til ham som til den, der saa noget i os, og som tog vor Person­ lighed alvorligt. Det sidste var atter noget nyt! Senere blev Rosen maaske ikke saa hyppig, men dens Virk­ ninger blev siddende, Ærgerrigheden var vakt. - Saa kom den Tid, hvor man fortumledes. Og det var egent­ lig den stærke Side ved Zahrtmanns Undervisning. Saa inspirerende var hans Foredrag om Modellens Rigdom, om Farvernes Hemmeligheder, at man med Beskæmmelse følte, hvor langt der dog endnu var tilbage. Man mistede Ligevægten. For at redde sig lagde man Roret om og vovede sig ud i Eks- perimenteren. Og Eksperimenterne blev taalte! Igen en Forskel fra Akademiet. Man lærte at arbejde radikalt, at foragte det letkøbte, det, der kunde naas ved Flid, og at kæmpe med det væsentlige. Lidt Manér var der maaske i vor Maade at tage Tingene paa.

40

ft V

Men det var ikke meget, og nogen Manér har der jo, naar alt Gang, at vi stod saaledes Skoleret, og det uden endda at høre kommer til alt, været i al god Kunst. Det er vel i det hele taget et ondt Ord om det, vi havde lavet. - noget, der hænger nøje sammen med det Formens Baand, uden Senere under min Tid hos Zahrtmann kom der for fleres hvilket Kunstværket vilde blive Anarki eller - Virkelighed. Vedkommende et Moment til af Paavirkning fra fransk Kunst. Vi holdt f. Eks. af at lade Modellen staa lige ret op og ned, Ingen af os havde vistnok dengang været i Paris, men gen­ hvilende paa det ene Ben som tidlige græske Statuer. Og der nem Afbildninger, og gennem hvad vi tilfældig saa her i Byen, var mange, der om Aftenen ødslede alt for meget med den gule f. Eks. i Dr. Edvard Brandes’ Samling, blev vi klare over, at Farve. Men der kom Skønhed ud af det engang imellem allige­ der her var noget at lære og noget, der naturligt føjede sig ind vel. Bag det maniererede laa Kampen med gamle og evige som Led i det, vi havde forsøgt at tilkæmpe os paa Zahrt- Problemer. - manns Skole. Det var først efter den »store« Tid, at jeg kom ind paa Zahrt- Men her fandt vi ikke Zahrtmanns Støtte, og da vi senere, manns Skole. Fynboernes Tid var forlængst forbi. efter at have besøgt Paris, gik videre ad Vejen, var det paa egen Som et Bindeled imellem Fortid og Nutid residerede Poul Chri­ Haand og paa eget Ansvar. Og i de Aar var der maaske dem stiansen i sit Atelier Dør om Dør med Skolen, og hans Indfly­ iblandt os, der for de nye store Læremestre glemte den gamle. delse paa den i de Aar var maaske ikke helt ringe. Senere er dog vistnok Størsteparten af os kommet til Erken­ Engang imellem saas Peter Hansen og Isakson, Wandel gik delse af, hvor godt et Grundlag, det egentlig var, vi havde faaet der nogle Maaneder, og om Aftenen i den første Tid var vist­ paa Skolen, og hvor nøje det forbandt sig med det, vi alle nu nok baade Hartmann og Kostrup Bøyesen blandt Skolens Elever. beundrede hos de unge Franskmænd. Jeg har set Billeder af Alligevel følte vi os som en Kreds, der vovede at tro paa, at Manguin, der kunde have været malede paa Zahrtmanns Skole ogsaa vi engang skulde kunne yde vor Indsats. i de Aar. Lidt kraftigere Midler, lidt dristigere i Henseende til Det var Nordmændene Henrik Sørensen og Sandberg og Sven­ det dekorative, end vi havde vovet os til, men den samme har­ skerne Birger Simonsson og Gustaf Wolmar foruden Ernst vens Radikalisme og Pragt, den samme Holdningens Ædelhed Goldschmidt, Sigurd Swane og Edvard Weie, der dengang ud­ og Sanddruhed, som det var vort Maal at naa. - gjorde Skolens faste daglige Stab. Derfor betragter ogsaa vi, der maaske nu for Zahrtmann Vi vendte vore Lærreder, og vi malede ovenpaa de gamle Fi­ synes som faldne altfor langt fra Stammen, os som hans Ele­ gurer, og vi forsøgte os paa alle Maader. At eksperimentere var ver, og vi tænker med Taknemmelighed tilbage paa de Tider, vort Løsen, og den, der »naaede« noget, var Genstand for de da han gav os større Tanker om Tilværelsens Dejlighed, end andres Beundring. vi før havde haft, og lærte os at bryde de gamle Broer af for Zahrtmann stod for os ikke just som Mesteren i Kraft af sine at naa den. Billeder, dem skænkede vi vist egentlig ikke saa megen Inter­ DER STURM esse som den tidligere Generation havde gjort, men som den (1917) begejstrede Farvens og Livsfyldens og Skønhedens Profet, som en naive Nonchalance, hvormed en Udstilling som »Der Sturm«s i »Ed­ han næsten hviskede os al Dejligheden ind i Øret, saa vi skam­ derkoppen« affærdigedes af den københavnske Presse, er karakteristisk mede os ved at se fra Modellen hen paa vore egne Billeder. Og Dfor vore Dages journalistiske Kritik, baade den tillidsfuldt under Navn op­ i vort stille Sind lovede vi os selv, at nu skulde det være sidste trædende og den - væsentlig til Brug for Bladenes Julelotterier opfundne -

42 anonyme. Ak, havde vi dog Mænd med Øjne i Hovedet i Stedet for disse i bedste Fald »videnskabeligt« uddannede Hjerner, der aldrig kommer ud over den Forestilling, at Kunsten er et Pensum, Kunstnerne Eksaminander og de selv Censorerne. De kender Rafael og Giotto og tror, at de var Hel­ gener; de var lystige Fyre, der malede ud af deres sprælske Sjæle, højtide­ lige var kun deres Epigoner - og deres Kritikere. Som giftige Gasarter ruger den danske Dagbladskritik over Kunsten, ønskende alt, hvad den umuligt kan faa, fordømmende alt, hvad der bydes den af godt. Den betyder intetsomhelst, det kloge Publikum ved det, og Mæcenerne (der findes nogle) køber ud af deres friske Sind, der ikke er fordærvet af Lærdom. Det mod­ tagelige Sind, der fandtes bos enhver Tids nye Mænd, og som til alle Tider var Kunstens Jordbund. - »Der Sturm«s Udstilling gik upaaagtet hen, der var godt og daarligt, pragtfulde Ting i Kunstens abstrakte Sprog, der altid har talt om det samme, og som nu med Iltogsfart stormer imod nye Skøn­ heder. Kandinsky udstillede, Franz Marc, Bloch, Kampendonk. De er ikke all, men de er Riddere i Skønhedens Rige, ikke »Kunstmalere« som de akademiopdrættede, presseforkælede Ubetydeligheder, der lufter sig som »de seks«, »Dyrehavsmalerne« og Gud ved hvad.

INTERMEZZO (1917) e døde regerer osl Maaske er det godt, eller det vilde være værre, om de ikke gjorde det. DMen vi selv bliver engang de Døde. Hvad har vi at efterlade os? De Døde gav deres Indsats. Giver vi vor? Det afhænger af, om de Faa er stærke, de tyve eller tredive, som er Tiden. Mæng­ den er de Dødes lydige Tjenere, deres Genfærd. Ingen vil min­ des dem, ikke engang »Døde« vil de nogensinde blive. De er Hemningen for de tyve eller tredive. Og maaske er dette deres hele Berettigelse, at de Faa skal blive saa meget stærkere. Institutionerne er de Dødes, og ligesaa døde. Men de er Gen­ færdenes Bolværk, bag hvilket de dækker sig, de er de Manges Beskytter. De Mange er godt beskyttede. De Mange tror paa de Faa blandt de Døde, de Faa blandt de levende kæmper mod de Mange. For at det næste Slægtled af »mange« skal staa saa meget fastere, støttet til dem! Saaledes kæmper de Faa altid imod sig selv.

44 Hvorfor vil vi gøre god Kunst? For at befri os. For Smudset, A~- som er den daarlige Kunst. Kunsten har sin Moral, som er - Pragt og Glæde og - Renlighed. Til Glæde for hvem? For Pal­ las Athene!

AFORISMER (1917) ~~sA.

Rammens Kant er Rilledets stærkeste Virkning.

Smukke Farver er en Fjende af godt Maleri. Et godt Maleri er altid smukt i Farven.

Naturen er intet, Rilledet af den alt.

Værd at erindre: Et Landskab kan taale at forvrænges gen­ nem brydende Glas; det beholder dog sit væsentlige Indhold.

Alt nyt er godt, fordi alt godt er nyt.

God Kunst er altid national. National Kunst er altid daarlig. l/S-1 j

At male er at indrette sig, at faa Fred. * "S Karakteriseringen tvunget ind i den kunstneriske Form er 2 ~ Maalet. Skønheden er Resultatet. At arbejde for at fremstille noget skønt, fører ikke til noget. A* Den, der elsker Detailler, mangler Sans for Skønheden.

Maleren ser ikke sine Billeder, naar han maler dem, han føler dem kun.

46

; ¿ s TIL KLINGEN (1917)

t faa Billedet til at knalde, faa Linjerne til at eksplodere A. imod hinanden, Farverne til at skratte af stejl Kraft og Pragt, give Virkeligheden, som den er, naar man oplever den stærkest, en Drøm om Sommer, om Muskler, om Legemernes evige Artikulation. Vi forsøger os, vi pisker os selv, stadig bedre, stadig stærkere. Det maa da være godt. Det maa da raabe sig ind i enhver, den første den bedste, Dejlighed, Fest, Overflod. Jovist! Fernisering. Lidt lad Flirten, lidt Latter, Smuds i Avi­ serne, det er hele Ekkoet. Om igen. Monomaner!

NOTE (1918) en vis Del af Pressen er der et Par staaende Vendinger, I naar Talen er om nyere Kunst: Jean de Franceri, næstsid­ ste Parisermoder, om nogle Aar er dette glemt og værdiløst. Publikum, som elsker letforstaaelige Fraser, gaar i Tøjet og ud­ taler de samme Aandrigheder som sin egen uforgribelige inspi­ rerede Mening. Sandheden turde være, at al Kunst i sine 90 pCt. er Jean de Franceri, ogsaa den mest hjemmegjorte danske. Blot er denne sidstes Mode (og Udviklingstrin) et halvt Hundred Aar gammel, medens de unge Talenter, herhjemme som alle Ste­ der, forstaar at tilegne sig det, som er Nutidens naturlige og bedste Udtryksform. I den maler de deres Billeder, saa gode eller daarlige, de nu kan, med større eller mindre Indsats af Talent. Men at tro, at fordi en Udtryksform, som nødvendigvis, hvis den da duer, kun kan være en kort Tidsperiodes, atter for­ lades, at tro, at de Kunstværker, som er skabt i den, derfor skulde være dømt ti! Pulterkammeret, er det samme som at gøre Formen til alt og Personlighedsindsatsen til intet. Paa den Maade vilde baade Bembrandt og Eckersberg nu være døde Navne. De gode Kritikere har altid været dem, der lærte af deres Tids største, d.v.s. mest fremskredne Kunstnere. Det er kun den Udvikling, denne Udstilling bar tilbagelagt i Løbet af de Taaberne blandt Kritikerne, der tror, at de kan lære Kunst­ sidste Aar. Den har faaet en Idé og dermed halvvejs en Sejr, nerne noget. som den med Energi og Ungdomsmod forfølger. Det lyser ud af den, at ved den har en Række talentfulde DIALOG Kunstnere faaet Mod til at kaste sig rask og fordomsfrit ud i (1918) deres Inspirationers Realisation, sikre paa, at det, som er rigtigt, det vil sige artistisk følt, ogsaa nok skal blive forstaaet og gen­ - Er Rafael og Correggio ikke mere vore uopnaaelige For­ nem Antagelse paa Udstillingen blive sat i Stand til at finde sin billeder? Vej til Publikum. - De er det ikke og har aldrig været det. Enhver Tid har Og Publikum skal nok, før eller senere, naa fra Latteren til sin Kunst, og dens Idealer ligger altid i Fremtiden. Respekten, staa som besejrede, saaledes som det er ethvert Pu­ - Var Rafael og Correggio da ikke store Kunstnere? blikums Lod, naar det er Kunstnere af det rigtige Ild og Blod, - Jo, de var maaske de største, der har levet, men deres der taler til det. Kunst er død med dem, som enhver Kunst udaander sit Liv At Udstillingen maaske ogsaa en Gang imellem slæber lidt i Kunstværket. For Kunstneren existerer kun det uskabte. død Ballast med sig, faar være. Den har sin Berettigelse som - Kan Kunst da overhovedet sammenlignes? Baggrund, som ærbødig Eskorte for de fine Fugle, der altid har - Nej. Der existerer kun Kunst og - ikke Kunst. Et Kunst­ været sjældne. værk har ingen Fejl, og det kan ikke forbedres. Følgelig kan Kunstværker heller ikke sammenlignes. Det er Pedanteri at DAGENS STRID befatte sig dermed. - Jeg er Pedant. (1919) - Vær lykkelig derved, uden det kunde De intet lære. Selv alerne er et stilfærdigt Folkefærd. Og stilfærdigt er hele de store Kunstnere er Pedanter undtagen i de Øjeblikke, hvor Mden moderne Kunst blevet til. Paa Ateliererne, i Naturen, de skaber den store Kunst. mellem Kammeraterne, paa Museerne. Reklamen, som Professor - Der findes altsaa en Forbindelse mellem den store Kunst Salomonsen nævner i sin meget omtalte Bog om Dysmorfismen, og Pedanteriet? er væsentligst skabt af Modstanderne, der med stor Ihærdighed - Ja, som mellem Livet og Døden. Ingen har nogensinde Gang paa Gang har hvirvlet Skandalens Støv op om Billeder oplevet dem samtidig. og Udstillinger, hvis Oprindelse absolut intet har haft at gøre med Sensationslyst eller Skandaletrang. Jeg husker »Ung dansk Kunst«s Udstilling i 1910 i Den frie KUNSTNERNES EFTER AAR S UDSTILLIN G Udstilling. Den var vel nok det første nogenlunde færdige Pro­ (1918) dukt af de Bestræbelser, der allerede fra ca. 1900 havde rørt lingen har bedt mig om en Udtalelse om Efteraarsudstil- sig herhjemme, og som var bestemt til at skulle kuldkaste den K lingen,og det er mig en Fornøjelse at følge dens Opfordring. Krøyer’ske den Gang næsten eneraadende Skole. Forargelsen Jeg finder, at der er Grund til at være baade glad og stolt over kom præcist og med den Reklamen.

48 Og som den Gang er det gaaet senere, og Kunstnerne har stadig faaet Skylden. Det hele bunder i et fruentimmeragtigt Karaktertræk, der aabenbart maa være særlig dansk (i Norge f. Eks. er det gaaet anderledes), nemlig den ekspedite Stemplen som Svindel, som Skaberi enhver Tanke, ethvert Værk, der ikke stemmer med den gængse Kogebog. Sin Apoteose har Fænomenet naaet i Professor Salomonsen, der videnskabeligt, selvbehageligt og vidtløftigt demonstrerer det, som kunde det være Holberg selv, der havde digtet denne moderne Stygotius. Uden saa megen naturlig Følelse for Kunst som bag paa en Haand demonstrerer, citerer, docerer her en Professor i Medicinen paa 40 Sider, bevæget af den evige For­ argelsens hellige Ild, at han er lige saa tør, lige saa kunstnerisk impotent som nogen af Historiens udødelige, lærde Pedanter. Hvorfra han har faaet Modet, er ubegribeligt. Maaslce under Trykket af en speciel Form for Sindslidelse, som han, ene af alle Arter af rabies, ikke har haft Øjet aabent for, da han skrev sin berømte Bog. At diskutere hans forskellige pro et contra er ikke indbydende. Ikke desto mindre er det gjort med overordentlig videnskabelig Sans og imponerende kunstnerisk Indsigt af Dr. med. Oluf 4 hom- sen i en Brochure, der i en nær Fremtid vil udkomme. Hvad den Reklame angaar, som Professor Salomonsen her imod sin Vilje er kommet for Skade at hvirvle op om den mo­ derne Kunst, maa man haabe, at den vil bidrage til, at flere inter­ esserer sig for den, betragter dens Værker med større Opmærk­ somhed ud fra Trangen til at danne sig en selvstændig Mening. Maaske vil de da, hvis de er i Besiddelse af nogen oprindelig Følelse for Farve- og Formkunst og ikke er hildet i livløse For­ domme om, hvad Kunst skal og maa, ende med at forstaa, at i Forhold til Professor Salomonsens Spidsfindigheder og golde Spekulationer er den moderne Kunst ren som Foraarets grønne Græs, levedygtig, berettiget og selvfølgelig som det. At hans Bog skulde være den sidste Træsko, der forsøger at træde det ned, er der vel desværre ingen Grund til at tro. 50 MODERNE KUNST OG SINDSSYGDOM Kunst. Med Ekspressionismen og de andre -ismer, der maaske SVAR TIL PROFESSOR SALOMONSEN i deres Mangfoldighed, fremfor paa Forvirring, som Professoren lader skinne igennem, kunde tyde paa usædvanligt Liv. Og det, (1919) som interesserer ham mest ved disse Retninger, er ikke deres et er rosværdigt, at Professor Salomonsen,der nu er en ældre Kunst, ikke deres Følelser, men deres - Abekattestreger. Thi DMand, ikke destomindre nærer saa megen Interesse for sin anderledes kan Professoren ikke, til Trods for alle sine Reserva­ Samtids Ungdom, at han sætter sig til at læse dens Litteratur, tioner, have opfattet de Ejendommeligheder, han særligt be­ studere dens intimeste Følelser og Idealer, thi det er jo dens skæftiger sig med. I Stedet for alvorligt at søge efter Aarsagen Kunst. Endskønt dette Emne som Mediciner maa ligge ham til den moderne Dysmorfisme, nøjes han med at fastslaa den, temmelig fjernt. Hans Bog er underbygget af større Viden, end spotte den til Fordel for sin egen og Læserens formodede man paa Forhaand kunde være tilbøjelig til at vente. Han færdes Bedreviden. Og han blotter sin egen totale Mangel paa Ind­ husvant indenfor den moderne Kunst, kender dens store Navne, sigt paa dette Omraade ved at sammenstille Gengivelser efter ogsaa dem af sidste Dato, og er fortrolig med dens Litteratur. Burljuk og E. W. Johnsen og applaudere sidstnævnte paa den Og alligevel er det Angreb, han med sin Bog om Dysmorfisme førstes Bekostning, skønt Johnsens Træsnit raaber til Himlen retter imod den moderne Kunst, blevet et afmægtigt Slag i Luften. af Dysmorfisme (i kunstnerisk Forstand) i Sammenligning med Thi hele Arbejdet er gjort, ikke for at trænge til Bunds i den Burljuks, der er en virkelig ærlig følt Formstudie. Andetsteds moderne Kunst og dens Væsen, men til Fordel for en, vistnok saas forresten fornylig det samme Portræt af Burljuk, sammen­ temmelig forudfattet, tiks Idé, der maatte antages at være egnet stillet med nogle tilsyneladende kubistiske Formstudier af Al­ til at falde i det store Publikums Smag. Bogen synes at afsløre brecht Durer. Sammenstillingen virkede som det mest evidente en gammel Mands ærlige og velmente Forsøg paa, ved et rask Forsvar for moderne, specielt kubistisk Maleri, vel at mærke Strangulértag, at gøre det af med et Stykke Eftertid, der har for en Betragter med en ikke barbarisk uudviklet Smag for ar­ den Frækhed at forme sig efter egne og unge, ikke vedtagne og tistisk Form. ortodokse Former og Anskuelser. Professor Salomonsen fører et længere Forsvar for sin Paa­ I Begyndelsen tager Professor Salomonsen forsigtigt sine Re­ stand om Dysmorfismen som noget nyt i Kunstens Historie. serva tioner, han fremsætter endogsaa den Formodning, at Hjerne­ Men han begrænser rigtignok ganske vilkaarligt denne til kun lidelsen kan være paa hans egen Side, og han tager Afstand fra at omfatte græsk, italiensk og spansk Kunst. Og hans Behand­ Teorien om, at den moderne Kunst skulde være Svindel og ling af disse Epokers tilsyneladende, men efter hans Mening Bedrageri, sat i Scene for at vække Opsigt og derigennem Af­ uegentlige Dysmorfisme, lider af den samme Forudfattethed sætning for Kunstnernes Produkter. Men navnlig den første og Mangel paa Grundighed i videnskabelig Forstand, som præ­ Formodning, der turde være af central Betydning, kommer ger Resten af hans Afhandling. Og hans fuldstændige Tavshed han ikke oftere ind paa, og efterhaanden som han skriver sig vedrørende kinesisk Kunst, indisk Kunst, Negerkunst, ægyptisk op, afslører han igennem hele sin Undersøgelses Overfladiskhed Kunst, store Dele af græsk Kunst, gotisk Kunst etc., berøver og Ensidighed, at det er Effekt, han tilstræber. hans Undersøgelse enhver udtømmende Karakter. Efter en Indledning om Varulve og Børnekorstog i Professor Til Fordel for sin Teori sammenligner han dernæst forskel­ Labri-Stil gaar han over til at beskæftige sig med moderne lige Tegninger af sindssyge med Værker af moderne Kunstnere.

52 53 Men alvorlige Problemer, som her maa rejse sig, lader han ube­ svarede. Hvor sindssyge har f. Eks. disse sindssyge været, og hvorledes har deres Sygdom ytret sig, hvilke Paralleller kunde der drages imellem deres Sygdomsbillede og de paagældende moderne Maleres mentale Tilstand udenfor deres Kunst? Er de sindssyges Kunst værdiløs, fordi de er sindssyge eller af andre Grunde? Og er sindssyge ikke i Stand til at skabe Kunst? Er van Goghs sidste sindssyge Billeder i kunstnerisk Henseende ikke ligesaa »kloge« som de første fra hans fornuftige Periode? Hvor væsentlig en Betingelse er Fornuft overhovedet for at skabe Kunst? Professoren tager som sagt til at begynde med sine Beserva- tioner. Hans Fejl er, at han, istedetfor at fordybe sig i disses Konsekvenser, hvad der maaske kunde have ledet ham til Sa­ gens Kærne, hurtigt gaar videre, ivrig efter at gennemføre sin fikse Idé. Og han glemmer fuldstændig sig selv og alle Hensyn, naar han med Pathos overfor et ganske tilfældigt fjerderangs tysk Træsnit erklærer sine Tilhørere: Her ser De Fremtidshaabet, den unge Kunst, den nye Benaissance! - Her er Taabeligheden saa stor, at den virker som Perfiditet. Men denne Scene tog selvfølgelig stormende Applaus, da Foredraget blev holdt i medicinsk-historisk Forening for en Forsamling af Læger og Lærde, som man ellers vilde være tilbøjelig til at tillægge en sundere Dømmekraft baade i videnskabelig og i kunstnerisk Henseende. Nedslaaende er det jo i det hele Gang paa Gang at være nødt til at konstatere, hvor lavt et Standpunkt selv kloge og kulturelt set højtstaaende Mennesker kan indtage i Forhol­ det til bildende Kunst. Virkelig Dannelse paa dette Omraade er ganske sikkert uhyre sjælden og kræver Instinkter, der er noget ganske for sig selv. »Der Künstler tut nichts, was andere für schön halten, son­ dern nur, was ihm notwendig ist.« Saaledes skriver Arnold Schönberg i sin Harmonilære, som Professor Salomonsen maa­ ske ogsaa burde læse, da den indeholder en Mængde kloge og almengyldige æstetiske Betragtninger. At et Kunstværks Idé

54 kun uhyre mangelfuldt kan udtrykkes i dets Titel f. Eks., synes groede i En selv ogsaa. Saa fuldstændigt havde han forstaaet at Professoren at have glemt, naar han gør Halløj med Picasso’s spinde en i sine Garn af alskens smukke, forfinede, voldsomme, og Archipenko’s Portrætter. Ligeledes at et Kunstværk har sine spotske Stemninger. Han bejlede, men han var Naturen selv, som egne Love, som ikke falder sammen med Forbilledernes. Hvem bejlede, han vrededes, men hans Vrede var u-underfundig, han fordrer Naturens Dimensioner overholdt i et Drama for ikke intrigerede undertiden, men han lo højt af Glæde selv derover, at tale om en Opera. Hvem forlanger Naturgengivelse i viden­ det var en Sport. Han var vist ikke særlig god, men endnu min- skabelig Forstand af et Musikstykke, selv om det hedder Eroica r dre ond. Han var ikke anlagt for Laster, hverken i Retning af det eller Alpesymfoni. Mellem Emnet og Kunstværket er der over­ gode eller det onde. Han var paa en Maade, saa underligt det lyder, hovedet ikke flere Baand, end Kunstneren ønsker. Han er her Naturens muntre Søn, saaledes som denne, i en snavset Tid og suveræn og gør bedst i intet Hensyn at tage til, hvad Professor med et Sind, der paa Bunden er rent og stærkt, maa blive. Og Salomonsen eller andre muligvis kunde mene om hans Pligter deri ligger vel ogsaa hans Charmes, al Charmes Forklaring. i den ene eller den anden Retning. Han var ikke nogen Fører, dertil saa man ligefrem for lidt Kunst er jo nemlig noget andet end Videnskab, der har sine af ham, men han var et Menneske, som det etisk set var en Love for sig selv. Og der kan maaske være den aller alvorligste Værdi at vide iblandt sig, og det var, som om en Stjerne fra Grund til at spørge, om ikke Professor Salomonsen har forsyn­ Himlen var faldet ned, da man hørte om hans Død. det sig imod disse. Saafremt hans Foredrag da overhovedet kan komme ind under Begrebet Videnskab. Der er jo ogsaa den Mulighed, at det er - Kunst! KUNSTNERENS STILLING TIL KR IT I KEN (1924) KARL ISAKSON rincipielt staar Kritikeren lige saa frit som Kunstneren. (1923) P Han har sin Idé, som Kunstneren har sin. Han vil i det eg traf Isakson første Gang paa Zahrtmanns Skole. Der stod store og hele virke positivt, ligegyldigt hvor negativ hans Kri­ en egen Nimbus om hans Navn, og det var med en Følelse tik tilsyneladende kan være. - Noget andet er, at Kunstneren afJ Beærelse øg glad Forventning, at jeg gjorde hans Bekendt­ ikke vil kunne lære noget af Kritikeren, ligesom man ikke kan skab. Han stod ved Vinduet, og det var Ernst Goldschmidt, som tænke sig Naturen lære af Kunstneren. Men Kritikens Kunst præsenterede os. Jeg husker hans elskværdige Fornemhed, hans vil for Kunstneren være positiv ligesom al anden Kunst. Den naturlige Ynde. Han indtog mig stærkt, han svarede til sit Ry. vil gøre ham Tilværelsen rigere, paa samme Maade som god Senere har jeg kendt ham i mange Aar og under vekslende For­ Arkitektur gør Naturen rigere eller ihvertfald forliges med den. hold. Lidt mere paa Jorden kom han jo for mig. Intet Menne­ Er Kunstneren derfor af de rette, kan man sige til ham: Tag ske er en Gud lig, som de Unge tror i deres Trang til et Ideal, ikke Notits af Kritiken. Er Kritikeren af de rette, kan man sige som paa denne Jord dog kun kan blive banalt. Men stærk var han, til ham: Bryd dig ikke om Kunstneren. en livlig og selskabelig Aand, han, den Eneboer, for hvem man En anden Ting er, at baade Kunstnere og Kritikere sjældent undertiden kunde føle det nødvendigt ligefrem at befri sig, for er af de rette, men det Kaos af Hensyn og Modhensyn, der saa at faa Tid til at samle sig, blive sig selv igen, mærke, at det dog opstaar, er endeløst.

s 56 57 GALLERIETS KØB AF YNGRE MODERNE KUNST (1926)

e t er ikke nogen Hemmelighed, at Galleriet har været bag etter med sine Indkøb af de sidste tyve Aars yngre danske Kunst. Dens Repræsen­ Dtation paa Museet svarer ikke til dens Indsats. Karl Madsen tilhørte en ældre Tid, og hans Indkøb til Museet af nyere Kunst udsprang neppe af nogen stærk indre Trang. Om den nuværende Direktør ved man intet, men der er ingen tvingende Grund til at tro, at han vil være den Mand, der, som Thiis i Norge, vil forstaa at skabe den rette Repræsentation paa Museet af Nutidens Kunst. Det synes, som om hans korte Regeringstid allerede har bekræftet denne Formodning. Det har vakt Opmærksomhed, at der intet købtes til Museet, hverken paa de Fires eller paa Grønningens Udstillinger. Det var en kedelig Omstændighed i Karl Madsens Tid, at de Yngres Rille- der til Museet som Regel erhvervedes et Par Aar efter, at de havde været udstillede. Den Støtte, som Galleriets Stempel kunde være for de Unges Udstillinger, gik disse glip af. Skal denne Metode nu fortsættes, maaske under endnu vagere Former, har de yngre Kunstnere en virkelig Grund til at be­ klage sig over Valget af den nye Direktør for Museet. [Dette Angreb, der fremkom i Politiken, blev straks besvaret af Museums­ direktør Gustav Falck og fremkaldte senere Indlæg af Professor Ejnar Nielsen og Museumsdirektør Carl V. Petersen.]

TÆPPER AF ARISTIDE MAILLOL (1927)

un faa ved, at Maillol i sin Tid begyndte sin Løbebane som Maler. Efter som tyveaarig at være kommet til Paris fra KPyrenæerne, hvor han er født, studerede han i en halv Snes Aar som Maler. Under Paavirkning af Bernard udførte han i denne Periode af sit Liv forskellige Yægtæpper, som vakte al­ mindelig Beundring i Kunstnerkredse og grundlagde hans Ry. To af disse Tæpper befinder sig for Øjeblikket her i Landet, idet de ejes af den kendte Kunstsamler Carl Clausen. Det ene af dem har tidligere tilhørt Prinsesse Brancovan, som købte det paa Salon du Champ-de-Mars. Begge Tæpperne fremstiller musi-

58 cerende Damer i havelignende Omgivelser, og begge er de af en sjælden Skønhed saavel i det kunstneriske som i det tekniske. De har Maillols rige og milde Ynde og, hvad der maa overraske den, der kun kender ham som Billedhugger, den skønneste maleriske Form, nedstemte blide Farveharmonier, det ene i rosa og sølvgraat, det andet i grønt og sølvbrunt. Tegningen har den samme Varme (Godhed kunde man fristes til at sige), som kendes fra Maillols Skulpturer og fra hans beundrings­ BIBLIOGRAFI værdige Tegninger. Skønnere Tæpper er neppe fremstillet i den nyere Tid. Secessionen i Berlin. Kunstbladet. Redig. af Carl V. Petersen og V. Wan- De er som en blid og stille Drøm om den græske Kunst i sin scher. 1909-10. S. 187-188 ...... H Kunstnernes Efteraarsudstilling. Kunstbladet. 1909-10. S. 287-288,319-323 13 lykkelige Blomstring. Ikke som Thorvaldsens Kunst undfanget Carl Larsson. Udstillingen i Malmo Museum. Det nye Kunstblad. Redig. i et Akademis Luft, men født som Varme, som Elskov, i en af Ernst Goldschmidt. Nr. 2. Aug. 1910. S. 51-52...... 20 pyrenæisk Bondedrengs jordsunde Skønhedslængsel. Willumsens Udstilling. Det nye Kunstblad. Nr. 4. Okt. 1910. S. 94-98...... 23 [Edith Willumsens Statuetter.] Under Mærket H. G. Det nye Kunstblad. Nr. 4. Okt. 1910. S. 109...... 27 Guldmedaille-Konkurrencen. Under Mærket H. G. Det nye Kunstblad. Nr. 9. Marts 1911. S. 228...... 27 'y Den franske Kunst paa Martsudstillingen. Illustreret Tidende. Redig. af Sten Drewsen og W. Thulstrup. 12. Marts 1911. S. 295 ...... 28 Franske Impressionisters Arbejder i dansk Eje. Det nye Kunstblad. Nr. 10. April 1911. S. 253-255...... 30 [Værdisligningsskat paa Kunstværker.] Under Mærket II. G. Det nye Kunstblad. Nr. 11. Maj 1911. S. 277 278...... 34 Hammershøis Udstilling. Illustreret Tidende. 25. Febr. 1912. S. 270...... 36 Kunstneren og hans Værker. Enquéte-Bidrag. Tilskueren. Redig. af Poul Levin. Febr. 1913. S. 173-174...... 39 Erindringer fra Zahrtmanns Skole. Fra de senere Aar. Tilskueren. April 1913. S. 350-352 ...... 40 Der Sturm. Klingen. Redig. af Axel Salto og Poul Uttenreitter. 1. Aarg. Nr. 2. Nov. 1917...... 43 Intermezzo. Under Mærket Athos. Klingen. 1. Aarg. Nr. 2. Nov. 1917---- 44 Aforismer. Klingen. l.Aarg. Nr. 2. Nov. 1917...... 46 Til Klingen. Under Mærket H. G. Klingen. 1. Aarg. Nr. 3. Dec. 1917...... 47 Note. Under Mærket -g. Klingen. 1. Aarg. Nr. 4. Jan. 1918...... 47 Dialog. Under Mærket -g. Klingen. l.Aarg. Nr. 5. Febr. 1918...... 48 Kunstnernes Efteraarsudstilling. Klingen. Redig. af Axel Salto, Poul Uttenreitter og Otto Gelsted. 2. Aarg. Nr. 2. Nov. 1918...... 48 Dagens Strid. Politiken. Redig. af Henrik Cavling. 30. Marts 1919...... 49

60 61 Moderne Kunst og Sindssygdom. Svar til Professor Salomonsen af Leo Swane, Dr. med. Oluf Thomsen, Harald Giersing, Joh. C. Bjerg, S. Danneskiold-Samsøe. N. C. Roms Forlag 1919. S. 39-42 ...... 52 Karl Isakson. Kunstbladet. Redig. af Leo Swane. 1. Aarg. Nr. 1. Okt. 1923. S. 1-3...... 56 Kunstnernes Stilling til Kritiken. Enquéte-Bidrag. Buen. Redig. af O. V. Borch. 1. Aarg. Nr. 2. Dec. 1924. S. 8 ...... 57 Galleriets Køb af yngre, moderne Kunst. Politiken. 28. Febr. 1926...... 58 [Tæpper af Aristide Maillol.J Kunstbladet. Redig. af Leo Swane. Nr. 1. Jan. 1927. S. 13...... 58

BILLEDFORTEGNELSE

Tegning efter Tæppe af Aristide Maillol. 1927. 15X16 cm. Tilh. Frøken KB#- Bodil Giersing...... 11 Liggende kvindelig Model. 1906-07. 30,5X45 cm. Tilh. Billedhugger Hans Syberg...... 15 Siddende kvindelig Model. 1906. 20,5X27,5 cm. Tilh. Maler Jais Nielsen 21 Pige med Haanden under Hagen. Ca. 1909-10. 32x23,5 cm. Tilh. Profes­ sor Oluf Thomsen...... 25 Siddende kvindelig Model. Ca. 1910. 48X31 cm. Tilh. Museumsdirektør Leo Swane...... 31 Ung Pige. Ca. 1912. 35,4X28,3 cm. Tilh. Kobberstiksamlingen...... 35 Siddende kvindelig Model. Ca. 1921. 47,8X30,6 cm. Tilh. Kobberstiksam­ lingen ...... 41 Kvindelig Model. 1922-23. 49X36,7 cm. Tilh. Kobberstiksamlingen...... 45 To kvindelige Modeller. 1922-23. 48X35,5 cm. Tilh. Grete og Erik Zahle 51 Kvindelig Model. 1922-23. 43,5X35 cm. Tilh. Professor Oluf Thomsen .. 55 Pigehoved med Haanden under Kinden. 1924. 35X28,5 cm. Tilh. Maler Jais Nielsen...... 59 Malet Gipsrelief. Kvinde, der sidder paa Hug. 23. April 1908. 13X12 cm. Tilh. Maler Jais Nielsen ...... 63

62 Denne Bog er fremstillet af Det Berlingske Bogtrykkeri i 1500 Eksemplarer, hvoraf 600 er sendt til Kunder og Yenner af Trykkeriet. Det øvrige Oplag er gennem Basmus N aver stillet til Baadighed for Boghandelen