STRAW DOGS JanAghed skriver om Sam Peckinpahs nye film

Bortset fra at handlingen ikke udspilles i cist ekko af Ardrey siger David: »Det er ensomme hus på den mørke hede, »a haunt- nordamerikansk frontiermiljø, men i Eng­ her, jeg bor. Dette er mig. Jeg tolererer in­ ed house« i klassisk skrækfilm-betydning. land, og ikke i brydningstiden mellem et gen vold imod dette hus. Aldrig.« Davids Dette hus forsøger et antal landsbyboere, vildt og et tæmmet Vesten, men i vore dage, udtalelse er filmens nøglereplik, dens vende­ forvandlede til en blodtørstig lynchhob an­ er Sam Peckinpahs nye film »Straw Dogs« punkt: fra det øjeblik slipper Peckinpah en ført af Janice’s far, at bryde ind i. Hvis de, meget typisk for sin ophavsmand. voldsomhed løs, som, hvad intensitet og in­ i lighed med Peckinpah, havde studeret Ar­ I tematisk henseende viderefører filmen dividualiseret ødelæggelse angår, måske drey, havde de muligvis tænkt sig om. Med Peckinpahs anfægtelser med rigoristisk kon­ overstiger det afsluttende blodbad i »Den ryggen mod væggen i sit eget hus viser den sekvens. For Peckinpah er børnene det di­ vilde bande«. På et vigtigt plan handler fil­ forsagte, langt fra bredskuldrede og tilsyne­ rekte forbindelsesled til de primær-instink­ men om den kamp for eget territorium, som ladende harmløse matematiker, David, sig i ter, til den sandsynligvis genetisk betingede ifølge Ardrey på afgørende vis har præget stand til — ikke bare at være forbløffende de­ dialektik mellem uskyld og barbari, som han, menneskets opførsel og samfundsudvikling. struktiv, men at uskadeliggøre, på nær en ifølge etoiogen* Robert Ardrey, fascineres af Ardrey skjuler ikke sine forhåbninger om en enkelt, som hans kone skyder, fem bevæbne­ og åbenbart forsøger at reflektere i sine fortsat kamp. Han påstår, at den menne­ de eller fysisk overlegne mænd. Hvordan kan films visuelle struktur. »Den vilde bande« skelige opførsel i første række psykologisk det egentlig gå til? Lad os konsultere Ardrey begyndte med billeder af børn, som tortere­ motiveres af behovet for identitet, behovet igen. Han taler, i parentes bemærket, i ter­ de en skorpion. De første billeder i »Straw for stimulans og behovet for tryghed. Her er mer, som antyder en urokkelig tro på privat­ Dogs« vaser børn, som leger på en kirkegård. nogle citater hentet fra den svenske udgave ejendommen som helligt princip, om »den Som tematisk og visuelt ledemotiv' forekom­ af »The Territorial Imperative« (»Kampen mystiske forøgelse af kraft, som et territo­ mer børn overalt i filmens forløb enten i for eget område«, Bonniers, 1968): rium, uden undtagelse, fremkalder hos dets egentlig forstand eller også, præcis som i Et handlingsmønster eller en kulturtradi­ mandlige ejer« (s. 108) og »om det at eje »Den vilde bande«, »Cable Hogue — præ­ tion er fremgangsrig, hvis den tilfredsstiller et territorium« som »fremkaldende ekstra riens tørstige mand« og, endnu tidligere, i flest mulige af de medfødte behov. Menne­ energi hos ejeren« (s. 110) og om »den »De red efter guld« (Heck Longtree, Ham- skets krig har f.eks. været den mest frem­ energiforøgelse, der tilføres ejeren, via det mond-brødrene), i form af voksne personers gangsrige af alle vore kulturtraditioner, for­ han ejer« (s. 111). infantile opførsel eller tydeligt barnlige ud­ di den tilfredsstiller alle tre grundbehov. Peckinpahs film vidner om en stærk in­ seende. Den tragiske handlingsgang i »Straw Vor kamp for identitet er en endeløs søgen teresse for outsiders, enspændere, personer, Dogs« provokeres i høj grad frem af to bar- efter erkendelse af sig selv som individ i der har svært ved at tilpasse sig, tabere. Så­ ne-kvinder med klare Lolita-træk, Davids sine egne og ens medmenneskers øjne. Krig vel David som den tilbageblivende Henry hustru Amy og Janice. David og Amys ac­ giver nogle ære — den endelige identitet iføl­ Niles er tydelige og udprægede medlemmer centuerede barnlige legesyge under bilturen ge flertallets opfattelse (c. s. 330). af dette galleri. At David beslutter sig til at i begyndelsen og deres måde at spise slik på, Den stimulans, det er at føre krig, er den beskytte Niles, endog med sit eget liv som efter at de senere er kommet hjem igen, er mægtigste, som nogen sinde har eksisteret i indsats, imod dem der er kommet for at gøre antydninger af barnets nærværelse i dem og arternes historie. Flugten fra kedsomheden kort proces med den syge bamemorder, be­ deres tætte forbindelse til et for Peckinpah er aldrig blevet fremlagt med en så maksi­ ror ikke alene på lysten til at bevare terri­ (og Ardrey) centralt område af menneskets mal tilfredsstillelse for et så maksimalt antal. toriet intakt, men også på at hans person­ erfaringsgrundlag, dvs. infantilismens in­ Ingen filosof, som betragter krigens faser lighed fremviser en svag og dog tydelig farv­ stinktverden, samme verden som deres pla­ gennem smerte/glæde-princippets astigmati­ ning af den maskuline hæderskode, som i de geånder våser sig at tilhøre, da de belejrer ske briller, kan fatte den tiltrækningskraft, fem foregående film har begrænset Peckin- parrets hus, og i destruktions-lystens pauser, krig udøver på civiliserede mennesker. Det pah-heltenes valgmuligheder i kritiske situa­ entusiastisk fnisende, laver sjov med en bør- er den endelige befrielse fra den normale tioner, og af den attitude over for døden, necykel. Kvælningen af Amy og Davids kat tilværelses kedsomhed (s. 331). som f.eks. får Steve Judd i »De red efter er en handling, der ligger på grænsen mel­ I hele det menneskelige hykleris tykke ka­ guld« til at ønske et møde med de skyde­ lem drengestreger og voksne menneskers talog er det svært at finde noget, der kan gale Hammond-brødre (ældre udgaver af ugerning. Men forbindelsen mellem en sådan sammenlignes med denne, den lækreste af landsbyboerne i »Straw Dogs«) »head-on infantil ødelæggelsestrang og Davids egen alle lækkerier, denne sukkersøde delikatesse, and half-ways like in old times« og kort opførsel er svag, ikke mindst set ud fra et troen på at mennesker ikke bryder sig om efter, dødeligt såret, sige: »I want to go it moralsk synspunkt. Peckinpah har allerede krig (s. 331). alone«; som får sydstats-kaptajnen Benjamin demonstreret dette og samtidig banet vej for Når vi kan forstå den popularitet, men­ Tyree i »M ajor Dundee« til at kaste sig ud yderligere paralleller mellem David og freds­ neskers krige har, kan vi også forstå terri­ i kamp mod de franske lansenérer i et stor­ forstyrrerne via en scene, hvor hovedperso­ toriets popularitet (s. 331). slået romantisk enmands-angreb, og som får nen selv generer katten. Hvis krig afskaffes, står vi over for det den vilde bande til at vende tilbage efter Når Cable Hogue i filmen af samme navn mest fundamentale af alle psykologiske pro­ Angel i Aqua Verde trods vished om udfal­ skyder en fremmed ned, som forsøger at til­ blemer. Næsten lige så længe civilisationen det. David i »Straw Dogs« dør ikke, men tvinge sig vand fra heltens vandhul, giver har eksisteret, har krigen repræsenteret vore hans opførsel rummer uudtalte løfter om en han udtryk for det, Robert Ardrey i den mest tilfredsstillende muligheder for at und­ acceptabel indfrielse af et for Peckinpah me­ opsigtsvækkende bog »The Territorial Im­ gå anonymitet og udryddelse samtidig med, get karakteristisk krav: evnen til at dø rig­ perative« kalder driften, der får en til at at vi bevarer eller vinder en vis portion tryg­ tigt. forsvare sit territorium. Ardrey, med sin hed. Den har været en alsidig løsning på Næsten fra og med iscenesættelsen af Ka- kraftige understregning af medfødte hand­ vore medfødte behov (s. 334). therine Anne Porters »Noon Wine« i T V - lingsmønstre og »indre biologiske krav« på Det er ikke særlig svært at opfatte »Straw selskabet ABC s serie »Stage 67« afslører bekostning af sociale systemer og økonomi­ Dogs« på en måde, som indebærer, at filmen Peckinpahs værker en optagethed af grum­ ske og kulturelle faktorer, har gjort et dybt er et møde mellem på den ene side Ardreys me og destruktive instinkter hos mennesket, indtryk på Peckinpah. tanker og på den anden side Peckinpahs som, hvad angår kunstnerisk intensitet og »Straw Dogs« kan betragtes som en popu­ kunstneriske sensibilitet og action-thrillerens kompromisløshed, knytter hans værker til larisering af førstnævnte bog. Som et præ- struktur tilsat en vis portion af skrækfilmens Buhuels, så meget mere som at hans klip­ ikonolatri. Efter at katten er fundet stran­ ning ikke sjældent kendetegnes ved billed- * Etologi (E tolog), af det græske »ethos« = sædvane, karakter. Studiet af en persons karakter, studiet af et guleret, klipper Peckinpah f.eks. til et med konfrontationer i surrealismens ånd. I den­ folks sæder og skikke og dyrs adfærd: adfærdsbiologi. spøgelses-atmosfære ladet totalbillede af det ne centrale henseende minder Peckinpah 154 Dustin Hoffman mellem Ken Hutchison (th) jorden, underkuet, var hun smukkere end at de kæmpende bliver seksuelt stimuleret. og Del Henney (tv) i Sam Peckinpahs »Straw nogensinde . . . Hendes bryst hævede og sæn­ Anføreren, som vi iagttog under et 20 mi­ Dogs«. I forgrunden Susan George som Amy. kede sig i takt med åndedrættet, hurtigere nutter langt forsvar af sit territorium, hav­ og hurtigere . . . Jeg havde taget fat i hen­ de erektion under størstedelen af kampen« også om en anden skikkelse i spansk kultur, des hår og holdt hende fast mod jorden . . . (side 60), og »ejendomsrettens inspiration som han selv gerne refererer til. Da han Hun satte sig til modværge, vendte og snoe­ synes at være nødvendig for at stimulere var i Sverige for et par år siden, opfordrede de sig . . . seksuel attrå hos både hanner og hunner«, han mig bl.a. til at læse Camilo-José Celas Jeg bed hende, indtil det blødte, og hun (side 61). Voldtægten er krydsklippet med »La Familia de Pascual Duarte«, eftersom blev blød og føjelig over for mig som en ung scener fra jagten, med Amys eksalterede den skulle fremme forståelsen af »Den vilde hoppe . .. vejrtrækning over til billederne af David på bande«. I skildringen af hvilken vold og — Er det sådan, du vil have det? jagt, og betydningsfuldt nok afsluttes paral­ hvilken bestialitet mennesket er i stand til at — Ja! lelhandlingen med følgende klip: Voldtægts­ udføre, og hvor fanget det er i primitive in­ Lola smilede til mig med sine helt regel­ manden til Amy » I ’m sorry« - David skyder stinkters greb, er Cela og Peckinpah unæg­ mæssige tænder . . . Så kærtegnede hun mit en fugl — parret i sofaen kysser hinanden — telig tæt på hinanden, og ligesom Pascual hår. David tørrer blod af sig. Lidt senere står Duarte skjuler Pike Bishops bande og volds- — Du er ikke som din bror! . . . Du er en David tænksom foran det comwall’ske he­ mændene i »Straw Dogs« deres blodtørst, mand! .. . delandskab. Fugle flyver atter op. Det gør og David sin evne til at blive aggressiv, bag Ordene gav ligesom en smule genlyd på de ikke ved en tilfældighed, men fordi de er en facade af drenget uskyldighed. David hendes læber . . . bestanddele med en præcis funktion i en lokkes væk på jagt. I hans fravær bliver — Du er en mand! .. . Du er en struktur, som via samtidige forløb og signi­ Amy voldtaget. Voldtægtssekvensen — nogle mand! . . . « fikante detaljer, tæt forbundet med hinan­ billeder i halvnær, flere subjektive billeder I det hele taget er strukturen i »Straw den, danner en usædvanlig associationsfrem­ set fra offerets synsvinkel og frem for alt Dogs« i høj grad præget af samspillet mel­ kaldende, audiovisuel tæthed. Mishandlin­ nærbilleder af offerets ansigt, plus lyd-effek­ lem vold og sexualitet. »Du er bare et dyr« gen af Amy og voldtægten og det dødelige ter — er særdeles dygtigt sammensat med en er Davids kommentar til Amys utålmodighed overfald på Janice indføjes i sit rette per­ suggestiv helhedsvirkning, som placerer af­ i soveværelset, uden at ane at det samme, spektiv i det øjeblik under belejringen, hvor snittet i en klasse for sig på den erotiske skønt på en langt alvorligere baggrund, snart David slår sin hustru og i en brutal tone films område. Det er et fremragende eksem­ vil kunne siges om ham selv. Sandsynligvis truer med at »knække nakken« på hende, pel på publikums-manipulation. Desuden in­ har Davids desperate kamp for sit og Henry hvis hun ikke gør, som han siger. I Peckin­ deholder afsnittet toner fra den reaktionære Niles’ liv også et sexuelt indhold for Peckin­ pahs verden, en af de mest manikæiske* i mandlige sexualmyte, den totalitære »våde pah. Man mistænker simpelt hen David for filmhistorien, handler »helte« såvel som drøm«', ifølge hvilken kvinden længes efter at have stådreng, da han hælder kogende »skurke« før eller senere i overensstemmel­ brutal underkastelse og sjældent finder køns­ sprit over fredsforstyrrerne, og det skulle da se med ensartede destruktive drifter. I det akten så fuld af nydelse, som når en sådan også stemme overens med antilopearten små eller explicit foregår der hele tiden en lejlighed byder sig. Desuden er det ganske ugandakobens situation i forbindelse med moralsk udjævning, som omfatter alle, i oplysende at sammenligne afsnittet med føl­ dens territoriale opførsel, om hvilket det hos »Straw Dogs« til og med præsten, som ud- gende passage fra »La famille de Pascal Ardrey hedder: »Hanner kæmper om jord, * Manikæisk (manikæisme), navnet på en frelses reli­ gion, der fremstiller tilværelsen som en kamp mellem Duarte« (Editions du Seuil), side 65: aldrig om hunner. Kobens territorium og lysets og mørkets magter, en kamp sjælen kan frigøre »Det blev en rasende kamp. Slynget til kønsappetit griber så dybt ind i hinanden, sig fra ved streng askese.

155 peges som repræsentant for en blodbesudlet dets tendenser til fascisme, men også med orden, den kristne kirke. sine egne: det, at filme, bliver et middel til Blandt andet det faktum, at David står at undersøge og fremmane dem. for det polemiske udfald imod byens præst, Hvis David, da han kører Niles væk i sin burde i nogen grad have advaret de kritikere bil i slutningen, smiler, fordi han på sine ROBERT — f.eks. Pauline Kael i »The New Yorker« egne og Amys vegne er tilfreds med at have — som nu angriber Peckinpah for at have klaret et blodigt manddomsritual, fordi for­ skildret hovedpersonen i »Straw Dogs« som svaret af (og det at dræbe for) territoriet en latterlig intellektuel, i hvert fald hvis de endelig har fået ham til at opleve en identi­ havde set hans tidligere film, hvor det sam­ tet, hvis det er et triumferende smil, ja, så ALTMAN me, stærkt misantropiske syn på kristendom­ kunne man sige om Peckinpah, at han har men og det kristne borgerskab vender til­ konfronteret sin fascisme uden at sætte bage så ofte, at der er al mulig grund til at spørgsmålstegn ved den, og at han med forudsætte, at det er instruktørens egen op­ »Straw Dogs« netop har lavet den film, Pau­ fattelse, der bringes til torvs. Imod at Pe­ line Kael har set: et fascistisk kunstværk. En introduktion ued ckinpah skulle betragte David med ironisk Sagen er dog langt fra så entydig og en­ foragt, taler ligeledes det forhold, at vi alle­ kel. Til at begynde med forudsætter Kaels PerCalum rede på et meget tidligt stadium kan mærke fortolkning, at en person, som kun har set en tone af undertrykt aggression hos mate­ vold mellem reklameindslagene i T V (»Seen matikeren: hans »Don’t play games with anybody gettin’ hurt?« David: »Just between me!«, da Amy irriteret visker hans formler commercials.«) kan komme psykisk uberørt på tavlen ud og dermed gør sig skyldig i gennem volds-excesser af en art, som dem netop det, kritikerne i stedet beskylder Pe­ der præger sidste halvdel af »Straw Dogs« - ckinpah for, har en skarphed, som er en hvilket er ensbetydende med at påstå, at advarsel om, at manden kan bide fra sig og Peckinpah og hans manuskriptmedarbejder, blive farlig, hvis truslen imod hans selvre­ David Zelag Goodman, ikke kunne bestå spekt og integritet overskrider et vist punkt. den mest elementære intelligensprøve. Lige­ Til det, som Peckinpah har skattet aller­ som »Den vilde bande« afspejler »Straw højest hos sine personer gennem rundt reg­ Dogs« den uro, der præger en person, som net ti år, og som i hans øjne skiller fårene er sig sin fascination af vold og drab be­ fra bukkene (sammen med evnen til at ka­ vidst og samtidig anstrenger sig for at vur­ nalisere aggressions-instinkterne i konstruk­ dere denne følelse. Hvad er det i virkelig­ tive baner, en evne som ingen hidtil har heden, der sker på biograflærredet? Vi har ejet tydeligere end C able Hogue) hører det dialogen at holde os til: Niles’ ængstelige endelige forsæt om for enhver pris at for­ »Jeg kan ikke finde hjem«, efterfulgt af Da­ svare selvrespekten og integriteten. Lige så vids »Det er O .K .« og derpå, medens han Umiddelbart kan instruktøren Robert Alt­ lidt som David (»I never claimed to be one smiler, »Det kan jeg heller ikke«. Med an­ man nemt ligne et af de mange små talenter, of the involved«) har Peckinpah påstået at dre ord et replikskifte i hvilket det forment­ som amerikansk film altid har været så rig være engageret på nogen som helst opportun lig sunde individ forsøger at berolige sin på: den kompetente og upersonligt arbej­ måde, og den førstnævntes uudtalte, men af passager, samtidig med at han på et meta­ dende filmskaber, hvis grad af kvalitativ Amy antydede uro over at have flygtet fra forisk plan giver udtryk for en dybtgående succes i langt højere grad skyldes medarbej­ USA og ikke opfyldt kravet om at tage stil­ desorientering. Peckinpah, som selv er des­ derstaben end instruktøren selv. Men lighe­ ling, genspejler på sin vis instruktørens per­ orienteret, ved, at han er det, og indbyder den mellem Robert Altman og nævnte in­ sonlige pine over sin uvilje eller vanskelighed tilskueren til at dele denne desorientering, struktør-type er lige så illusorisk som lighe­ ved at binde sig til et bestemt standpunkt. modsiger her sit karakteristiske tema med den mellem Altmans film og de genrer, som Dér hører mulighederne for en identifika­ den selvdefinerende handling. Smilet bliver filmene ved første øjekast synes at tilhøre. tion også op, eftersom Peckinpah ikke er en nærmere et symptom på psykisk chok eller Paradoksalt er det næppe urimeligt at intellektuel. Han er en næsten uafbrudt vred forvirring. hævde, at en mindre personligt arbejdende og aggressiv filmkunstner med vandtætte Det virker mere rimeligt at opfatte tinge­ filmskaber end Robert Altman formentlig skodder mellem sin egen forestilling om inte­ ne på denne måde, især hvis de, ud over ville have fået en morsommere film ud af gritet og filmindustriens; forhekset af vold dialogen, sættes i relation til det sidste bil­ Ring Lardners manuskript til »M.A.S.H.« og udrustet med en ret primitiv vision af lede: bilen som forsvinder i mørket, og til end det nu blev tilfældet. Hvor Robert Alt­ menneskelig erfaring. Med »Straw Dogs« de umiddelbart forudgående nærbilleder af man i udpræget grad — og ikke altid med har han skabt et problematisk værk. Amys ansigt: bedrøvet, fyldt af stum fortviv­ held - arbejder personligt, ville den blot At intrigen flere steder (f.eks. i det ret lelse, ansigtet af en, som er hinsides kommu­ kompetente og i øvrigt anonymt arbejdende usandsynlige ægteskab mellem David og Amy nikation efter at have været tvunget til at filmskaber have holdt sig til manuskriptet eller Janice’s læggen an på Henry Niles) indse, hvilke forfærdelige kræfter det civili­ og dets vitterligt ofte vittige replikker. Men virker tilrettelagt med bestemte allegoriske serede menneske skjuler i sig. et manuskript er for Robert Altman først mål for øje, er relativt let at bære over med. ( Oversættelse: Claus Hesselberg) og fremmest et middel til at få et projekt Alvorligere er ligheden mellem filmens be­ finansieret, hvorefter han — som f. eks. i ■ STRAW DOGS handling af angriberne, hvis overflødighed Straw Dogs. England 1971. Dist: Cinerama. P-selskab: »M.A.S.H.« — behandler replikskifter og tra­ tilskueren ikke lades i nogen som helst tvivl Talent Associates/Amerbroce. En ABCPictures Corp. ditionelt morsomme komediesituationer med Præsentation. En Daniel Melnick Produktion. P: Da­ om, og det, ikke mindst af Robert Ardrey niel Melnick. As-P: James Swann. P-sup: Derek Ka- suveræn foragt, lige som Altman i »McCabe energisk videreførte, fascistiske evangelium vanaugh. Instr: Sam Peckinpah. Instr-ass: Terry Mar­ & Mrs. Miller« ikke har bekymret sig meget cel. Manus: Sam Peckinpah, David Zelag Goodman. om den stærkeres naturlige overlevelsesmu­ Efter: Gordon M. Williams’ roman »The Siege og om historiens traditionelt spændingsskaben­ ligheder. Angribernes mening om Niles er Trencher’s Farm« (dansk version: »Overfaldet på de ingredienser. I begge film forsøger Alt­ Trenchers gård«). Foto: John Coquillon. Kamera: klar nok: »Han har ikke ret til at leve,« men Herbert Smith. Farve: Eastmancolor. Format: Wide- man at ramme en bestemt atmosfære, men gengiver denne sætning ikke også Davids og screen. K lip: Paul Davies, Roger Spottiswoode, Tony trods publikumstilstrømnihg og prisbeløn­ Lawson. P-tegn-kons: Julia Trevelyan Oman. P-tegn: eventuelt Peckinpahs indstilling til angri­ Ray Simm. Ark: Ken Bridgeman. Dekor: Peter Ja­ ning (Cannes 1970) til »M.A.S.H.« er det berne? mes. Kost: Tiny Nicholls. Musik: Jerry Fielding. To­ ikke lykkedes for Altman at forene det far­ ne: John Bramall. Makeup: Harry Frampton. Frisu­ Der er hos Peckinpah en tro på, at mand­ rer: Bobbie Smith. Medv: Dustin Hoffman (David), cebetonede vanvid med den sorte humor, domsprøven i sidste instans er den fysiske Susan George (Amy), Peter Vaughan (Tom Hedden), som har været målet. Og filmens historie, David Warner (Henry Niles), T. P. Kenna (Major undertrykkelse af andre mennesker. I be­ Scott), Del Henney (Venner), Ken Hutchison der angives at foregå under Korea-krigen, mærkelsesværdig selvudleverende grad er han (Scutt), Colin Wellans (Pastor Hood), Jim Norton men først og fremmest er tænkt som en (Cawsey), Sally Thomsett (Janice), Donald Webster et produkt af USAs righoldige voldsmytologi. (Riddaway), Len Jones (Bobby Hedden), Michael bidsk kommentar til Vietnam-krigen, må Men idet han i film efter film interesserer Mundeil (Bertie Hedden), Peter Arne (John Niles), derfor — afhængig af betragterens engage­ Robert Keegan (Harry Ware), June Brown (Mrs. sig for voldens mekanismer, konfronteres han Hedden), Chloe Frank (Emma Hedden) Cherina ment, selvfølgelig — forekomme. mere eller — ikke blot med omgivelsernes og samfun­ Mann (Mrs. Hood). Længde: 118 min. Udi: Fox. mindre overfladisk.

156