VÆRD AT SE ET HJERTE AF STEN Som sædvanlig spiser Stéphane og påstår Stéphane selv, men det er næppe Et hjerte af sten, (Un cceur en hiver), Fran­ Maxime frokost sammen på den lokale sandt. Blandt andet fordi han ikke giver krig 1992. I: Claude Sautet. M: Jacques Fi- parisiske café, og her udpeger Maxime udtryk for dette til sin betroede veninde esmhi, Claude Sautet, Jérome Tonnerre. F: en af de kvindelige gæster som sin nye Héléne; det er hende, der forærer Stép­ Yves Angelo. Kl: Jacqueline Thiédot. Sc: kærlighed. Camille hedder den under­ hane et eksemplar af Vor tids helt, og jeg Christian Marti. Mu: Maurice Ravel (Dir: Phil- skønne, en ung, talentfuld violinist; lipe Sarde). P: Jean-Louis Live, Phillipe Car- ser hende som en repræsentant for film­ cassonne. Stéphane betragter hende på afstand fra tekstens sandhed. Også hele filmens Medv.: Daniel Auteuil (Stéphane), Emma­ sit bord. Netop den fysiske afstand som tone i øvrigt, understreget af de blå-grå nuelle Béart (Camille), André Dussollier udtryk for Stéphanes følelsesmæssige di­ og generelt meget afdæmpede farver og (Maxime), Elizabeth Bourgine, Maurice Gar- rel, Brigitte Catillon, Myriam Boyer, Jean-Luc stance er et vigtigt element i den særlige det evige storby gråvejr, der hersker, sy­ Bideau, Stanislas Carré de Malberg. Længde trekantshistorie, som Claude Sautet nu nes at negere at der er tale om et iscene­ 105 min. Import: Camera Film. Premiere 8.4. udvikler. sat spil fra Stéphanes side. Konsekven­ 1993 i Grand. Det hele starter egentlig i ovennævnte serne af en begivenhed til slut i filmen scene på caféen. Da Camille forlader lo­ bekræfter snarere, at han har været Claude Sautet har efterhånden opnået kalet sammen med Maxime, sender hun angst, blokeret. Den aldrende La- veteranstatus i fransk film. Hans gen­ et blik, flygtigt men intenst, gennem chaume, der både har undervist Stép­ nembrud kom i 1970, og siden da har rummet til Stéphane. Et blik der kan få hane og Camille, er døende. Lachaumes han især via forholdsvis enkle følelses­ ethvert mandehjerte til at tø op, et blik husholderske kan ikke få sig selv til at mæssige problemstillinger beskrevet der på det nærmeste går direkte i kame­ give ham den nødvendige indsprøjtning borgerskabets liv. raet og får os til at tænke: hvis vi i bi­ efter hans eget ønske, så Stéphane fore­ Fra starten af var han inspireret af ografralen kan berøres så dybt, hvordan tager den barmhjertige gerning. Hawks og Walsh, og han dyrkede den har Stéphane det så ikke? Kort efter mødes Stéphane og Ca­ amerikanske b-film. 'Efterhånden har jeg Han har det vist ikke så helt let. Han mille igen på den samme café. Måneder så glemt alt dette, hvad der gør, at mine var selv en lovende violinspiller men er passeret, siden de skiltes, og Camille film nu er meget, meget franske. De er valgte violinbyggeriet i stedet. Det giver er tilsyneladende kommet sig. Hun har nærmere Becker og Renoir end de ame­ en idé om, at han foretrækker at stå i accepteret Stéphanes forklarende und­ rikanske instruktører. Nu søger jeg mine kulissen, ikke på scenen. En pointe der skyldning; der er noget i mig, der ikke historier i mine omgivelser, og perso­ understreges af Camilles besøg på værk­ lever. Men han er kom m et et skridt vi­ nerne bliver derfor nødvendigvis folk, stedet. Hun skal i gang med en pla­ dere efter oplevelsen med sin gamle læ­ som man kender, altså franskmænd.' (In­ deindspilning af Ravel-stykker og har remester og betror Camille: 'Jeg troede terview i Kosmorama 127, 1975, p. 206). brug for Stéphanes erfarne hænder til at længe, at det var det eneste menneske, Et hjerte af sten bygger løseligt på no­ rette violinens klang. Nede på værkste­ jeg holdt af.’ En anden måde at sige ’Ca- vellen Fyrstinde Mary fra den russiske det står hun længe og betragter Stép­ mille, jeg elsker dig!' på, måske stadig digter Mikhail Lermontovs bog, Vor tids hane i arbejde. Da han endelig opdager uden at stille sig frem, men dog en ind­ helt (1840). Filmen bringer glade minder hende, mærker man straks hans ulyst rømmelse, en blottelse. Der er forår i frem om både Bresson og Antonioni; over at blive betragtet. For ham er hun sigte for Stéphanes hidtil så kolde hjerte. den er et mesterstykke i sublim beher­ en fremmed, der er trængt ind på hans Lige før Camille forlader caféen sam­ skelse af de filmiske virkemidler, af per­ enemærker - bagerst i det hyggelige og men med Maxime, kysser hun Stéphane fekt underspillede følelsesudbrud hos varme værksted har Stéphane sit eget på kinden. Igen rammer hendes blik os skuespillerne og en til tider helt skema­ værelse, sit hjem - mens hun med nær­ og markerer diskursens lukning i smuk tisk og symbolsk dialog. gående, personlige spørgsmål søger at symmetri med hendes indledende blik. Den smukke, klarøjede Emmanuelle nærme sig Stéphane. Der er noget ved Ole Steen Nilsson Béart (- Sautet forlangte at hun tog vio­ ham, som tiltrækker hende, og der op­ linlektioner i flere måneder af hensyn til står antydningen af intimitet imellem Filmografi - Claude Sautet, playback-scenerne) er ganske enkelt dem uden om Maxime. født 23.2.1924 i Paris. bjergtagende, mens den sympatiske Da­ I lydstudiet under pladeoptagelsen er Film som instruktør & manuskriptforfatter: niel Auteuil (han minder mig lidt om rollerne vendt om til Stéphnes fordel. I 1951 Nous n’irons plus au bois (- kort­ den firskårne Lino Ventura, som Sautet mixerrummets mørke, på sikker afstand film) tidligere har benyttet i Farlig for samfun­ og bag en beskyttende glasrude kan han 1956 Bonjour sourire (- kun instruk.) 1960 Classe tous risques (Farlig for sam­ det og Smuglerbandens sidste kamp) frem­ betragte Camille. Hun fornemmer imid­ fundet) træder med et ubevægeligt tillukket lertid hans tilstedeværelse; den havde 1965 L’arme å gauche (Smuglerbandens ydre og et indre fuld af uudtalte hem­ tidligere negativ indvirkning på hendes sidste kamp) meligheder. musiceren, nu er det lige omvendt. For 1970 Les Choses de la vie (Små ting i li­ vet) Camille bliver Stéphane en ugengældt 1971 Max et les ferrailleurs (Max og Lily) Violinen og kærligheden forelskelse, et begær, en besættelse. 1972 César et Rosalie (Mig og David) Med en indledende Voice-over på kan­ Maxime må bede ham være tilstede ved 1974 Vincent, Frangois, Paul et les autres ten til diegesen inddrages vi på nærme­ den sidste, svære indspilning for Camil­ (Som brødre...) 1976 Mado ste hold i Stéphanes verden. Han er selv les skyld. Men Stéphane kan ikke eller 1978 Une histoire simple (Marie — en fortælleren, der introducerer dels det vil ikke besvare hendes efterfølgende kvindes frihed) violinværksted, hvor han arbejder som kærlighedserklæring. 1980 Un Mauvaisfils instrumentmager, dels Maxime, der som Måske er det angsten for at blotte sig 1983 Gargon! (Tjener) 1988 Quelques jours avec moi værkstedets ejer tager sig af det mere der medfører et blokeret følelsesliv, må­ 1992 Un cæur en hiver (Et hjerte af sten) forretningsmæssige. ske er det et spil, han spiller. Det sidste 41.