„Oh! For a Man!“ med Tony Randall, Betsy Drake, Jayne Mansfield og Joan Blondeil. TASHLINIANA Af MORTEN PI IL

Hvem er Frank Tashlin? Det er et spørgsmål, lystspilkunst i halvtredsernes Hollywood. Han „Kosmorama“s læsere med nogen berettigelse kan kaldes Hollywoods frække og rammende kan stille, for ingen af hans film er blevet an­ svar på det hensynsløst aggressive vittigheds­ meldt i bladet, og hans navn er højst nævnt blad „Mad Magazine“ (herhjemme kaldet tre-fire gange. I det små står vi her over for et ,,Gas“), hvis vrængende og spotske åndsform af de misforhold mellem ry og fortjeneste, der står ham nær. Over for Richard Quines sympa­ er så talrige i filmkunsten. I Frankrig har dette tiske, men lidt blege, Capra-prægede idealisme særlige misforhold aldrig eksisteret; Franqois og Cukor-Kanin-parrets diskrete, traditionelle Trufjaut og ]ean-Luc Godard var, omkring humanisme har Frank Tashlin stillet sit helt 1955, blandt de første, der værdsatte Tashlins personlige univers, en glitrende og farvestrå­ talent, og diverse allusioner i „Skyd på piani- lende skinverden, der beherskes af to tvillinge- sten“ og „En kvinde er en kvinde“ viser, at de begreber i vor tid: sex og succes. Hans fire stadig gør det. små mesterværker — „Artists and Models" Frank Tashlin er den eneste instruktør, der („Kunstnere og modeller", 1955), „The Giri har formået at skabe en moderne og original Can’t Help It“ („Pigen kan ikke gøre for det", 19 1956), „Hollywood or Bust“ („Vi ta’r til fordring til visse sider af amerikansk livsform. Hollywood11, 1956) og „Oh! For a Man!“ Hovedværkerne i Tashlins produktion - et („Ih, du forbarmende11, 1957) — er alle gen­ mirakuløst firkløver midt i en ellers stort set nemsyret af en tænderskærende og tempera­ triviel græsplæne - henter alle deres stof fra mentsfuld satire over visse af øjeblikkets ame­ miljøer, som instruktøren kender ud og ind: rikanske livsidealer. Denne samfundssatire er publicityverdenen, masseunderholdningsbran­ særlig bemærkelsesværdig derved, at den hos chen, T.V., radio og forlag for kulørte tegne­ Tashlin ikke - sådan som oftest tidligere i seriehefter. Men først og fremmest er han Hol- filmhistorien — udøves på et rationelt, velover­ lywood-ekspert par excellence, og en ondskabs­ vejet, mere eller mindre intellektuelt og litte­ fuld harcelleren over filmbyens miljø og dens rært plan. Satiren tager karikaturens form og prominente indbyggere er blandt hans få til­ synes, med Eric Robmers ord, skrevet på film­ hørsforhold til amerikansk filmtradition. Holly­ strimlen med en MacLarens dristighed i effek­ wood er som bekendt aldrig blevet skånet af terne, selv om Tashlin selvfølgelig ikke benyt­ byens egne instruktører. ter samme midler som canadieren. Hans hen­ En tvetydig love-hate holdning dominerer sigter kan i langt højere grad læses i billederne, Tashlins forhold til disse miljøer og de fleste farverne og indstillingerne, i la mise en scene andre genstande for hans satire: det lyser ud af kort sagt, end i den historie, han fortæller. alle de smukke billeder, at han ikke kan undgå Herved renses hans bedste værker for den sa­ at blive fascineret og charmeret af de larmende tiriske genres sædvanlige litterært-didaktiske jukeboxes, popsangere og saxofonspillere i „The skampletter med dens kedelige tydeliggørelse Giri Can’t Help It“ og af filmstjernerne og af instruktørens „budskab11; det er ham nok deres henrevne fans i „Oh! For a Man!“ og i en suggestiv og besættende mise en scene at „Hollywood or Bust“. Samtidig med at disse fremtrylle et overdimensioneret og forunderligt film rummer en klar påvisning af det vulgære karikaturunivers, der indirekte rummer en ud­ og åndsforladte ved sådanne tidstypiske „civili-

„The Giri Can't Help It“. Jayne Mansfield „uden overkrop" i tashlinsk vinkel.

20 sationsonder“, viser Tashlin ved den forfinede adskillige vaskeægte tashlinske. Her er det og æstetiserende måde, hvorpå han filmer dem, bedste: mens Jane Russell i en saloon-scene at de, anskuet af en poet, kan udstråle en fuldt iført tricot nærmer sig Bob Hope med udfor­ latent skønhed, som synes helt ukendt for de drende bevægelser, begynder Hopes pibelåg at intellektuelt-bestemte, som oftest udelukkende åbne og lukke sig vibrerende. Første gang Tony de negative og reaktionære tidskritikere. Kende­ Randall og Jayne Mansfield favnes i „Oh! For mærket for Tashlins instruktørtalent er netop, a Man!“, knalder der en popcornspose i Tonys at det så ofte lykkes ham at fremtrylle skønhed, jakkelomme, og indholdet vælder ud. I „The hvor mulighederne synes de ringeste. I „The Giri Can’t Help It“ smelter isblokke under is­ Giri Can’t Help It“, hans første selvstændige bærerens hænder, og naboens brilleglas revner produktion, præsenteres vi for en række gyse­ blot ved synet af Jayne’s svulmende kvinde­ lige pop- og rock n’roll-ensembler, som sikkert pragt. Sort på hvidt tager disse gags sig vel til dels er sammenkaldt af kommercielle hen­ ikke ud af meget, men oppe på lærredet, i syn, men en vidundersmuk billedstil, som Tash­ Tashlins mise en scene - et unikum af rytme­ lin for øvrigt ofte krydrer med en drilagtig un­ sans og præcis timing — er deres virkning derstregning af de forskellige musikudøveres uimodståelig. Instruktørens fortid som vittig­ latterlige tics, gør filmen til en konstant nydel­ hedstegner er i øvrigt nok årsagen til hans se. Støttet af mesterfotografen Leon Shamroys store forkærlighed for rappe, korte ét-billeds- forfinede og nuancerige farve-cinemascopefoto gags; med et enkelt djævelsk billede, der højst fremmaner Tashlin gang på gang glimt af gni­ varer to sekunder, kan han være lige så ætsen­ strende skønhed: en sort hånd mod kontrabas­ de, som en verbal satiriker på ti sider. sens dirrende strenge, en negersangerindes røde Sansen for det formfuldendte gag er imidler­ kjole, der spejler sig i det blanke, sorte gulv. tid langtfra den væsentligste bestanddel af Hans syn på rock n’rollens musikalske standard Tashlins komiske geni. Som Eric Rohmer har er derimod utvetydig. Med en tænderskærende fremhævet det (Cahiers du Cinéma, 76), består foragt, der til tider næsten grænser til det pin­ hans største bedrift i at have indført karikatu­ lige, skildres forholdet mellem de optrædende rens kunst på spillefilmens område. „Det, som og deres saligt rytmeberuste publikum. I fil­ i tegnefilmen er den nemme, næsten obligatori­ mens første billede kommer Tom Ewell, der ske regel, bliver den vanskelige undtagelse, når spiller en fordrukken impresario i rock n’roll- det drejer sig om et levende materiale" (Eric branchen, gående hen mod os og stiller sig ved Rohmer). siden af en jukebox. På en blå baggrund svæ­ Med „Hollywood or Bust" er det lykkedes ver et symfoniorkesters instrumenter i dekora­ Tashlin at skabe en film, der helt hviler på tiv mangfoldighed. Ewell præsenterer sig og parodiens eller karikaturens princip. Stilen er fortæller tilskueren, at denne film handler om elegant, legende, nonchalant og fræk, men in­ musik. Dog, skynder han sig at understrege, gen af de mange kønne billeder og pseudo- ikke om „music of oid time“, men om vor tids poetiske stilfigurer skal helt tages for deres på­ forfinede og yndefulde tonekunst som ... men lydende værdi. Den spinkle handling — svind­ her afbrydes han brutalt af jukeboxen, der med leren Dean Martins og den halvgale filmfan ét giver sig til at udspy filmens øredøvende Jerry Lewis’ erhvervelse af et funklende nyt kendingsmelodi, hvorved hans talestrøm redu­ dollargrin ved en lodtrækning, deres køretur ceres til groteske mundbevægelser. i vidunderet fra coast to coast for at nå Holly­ Hvorfor er Tashlins komedier blandt de mor­ wood og opspore Jerry’s drømmepige Anita somste i moderne filmkunst? Det tashlinske Ekberg - denne parodi på et lystspilmanuskript gags’ komiske effekt beror ofte på éns overra­ er kun et vilkårligt valgt tema, som Tashlin skelse over, at to universer - menneskenes og pryder med en række blændende variationer. tingenes - pludselig forbindes i en absurd og Gang på gang karikerer han med træfsikkerhed tvetydig årsagskæde. Allerede i den livlige west­ banalt og fortærsket filmsprog. Vi får en smuk ernparodi „Son of Paleface“ („Søn af Blegan­ pastiche over den griffithske cross-cutting tek­ sigt", 1952), på mange måder et begynder­ nik i en sekvens, hvor Jerry’s dollargrin sidder arbejde, kan man blandt filmens 2857 gags (in­ uhjælpeligt fast tværs over et jernbanespor, struktøren påstår, at han har talt dem) finde mens et intetanende tog nærmer sig i fuld fart.

21 Fræk er tillige Tashlins parodi på Billy Wil­ alfabet; han stammer med sine fødder, træder ders parodi på Fred Zinnemanns parodiske salt­ over sin tunge og skeler med sine knæ“ (Durg­ vandsromantik i „Herfra til evigheden*4. Til­ nat). I „Hollywood or Bust“ er Lewis’ talent syneladende uden at kaste mange blikke i det ved en snedig tashlinsk manøvre udnyttet så­ ligegyldige manuskript improviserer Tashlin ledes, at dette fjogede og uberegnelige tosse­ sig frem og kæler for hvert billede, så ikke et hoved bliver det mest drastiske element i en eneste bliver tomt og dødt. Samtidig griber han tænderskærende samfundssatire. Hovedpersonen enhver lejlighed til at uddele uvenlige hib til i filmen er af Tashlin formet som det halvt sine kolleger: „Giganten“s instruktør (Jerry's latterlige, halvt uhyggelige produkt af moderne olieudspyende hat), Hitchcock (den hårdkogte amerikansk livsforms fordummelsesproces i gamle dame) og King Vidor, som den hoved­ dens yderste konsekvens: et ætsende vrængbil­ ansvarlige for „Krig og Fred“, får alle på snu­ lede af en teen-agefan med en otteårigs menta­ den. I en kort skitse af en filmoptagelse med litet og intelligens, håbløst prisgivet de kom­ Anita Ekberg (en af stjernerne i „Krig og mercielle magthavere. Denne tilbeder af pop­ Fred“) leverer Tashlin et karikaturpletskud i corn, dollargrin og hundekiks, der i mangel af lilleputformat, et vidunder af præcis og velret­ bedre har fattet kærlighed til en tyrannisk tet latterliggørelse. En febrilsk, solbrændt in­ „Grand danois** og bruger et stort fotografi af struktør med moustache giver Anita følgende Anita Ekberg som dyne, ser vi trygle den bru­ direktiver i en tone, der røber, at en hårdt tale og dominerende gangster Dean Martin om prøvet tålmodighed hvert øjeblik kan slå over venskab. „W e could be pals, like BurtLancaster i altopgivende håbløshed. „Napoleon er lige and Katharine Hepburn in „The Rainmaker“ kommet hjem fra Elba. Du venter på ham med Tashlin er efter alt at dømme den eneste be­ længsel. Du elsker ham. Han elsker dig. Du tydelige instruktør, Jerry Lewis har haft. En er hans hustru. Han er din mand.** I en kame­ sammenligning med Norman Taurogs „Se ravinkel, der i sig selv rummer en slående paro­ New York og dø“ („Living it up“) viser hans di på utallige kælent-romantiske kameravinkler overlegenhed. „Living it up“ er ifølge vel­ i utallige Hollywood-film, ses Anita slænge sig underrettet kilde („Vingt ans de cinéma ame- med smægtende velbehag på sin luksusseng i ricain**) den bedste af de mange film, Taurog forventning om Napoleons hjemkomst. Napo­ har indspillet med Jerry Lewis, men „Holly­ leon legemliggøres imidlertid uventet af den wood or Bust“ er på alle punkter mere op­ allestedsnærværende filmfan Jerry Lewis, der findsom. Daniel L. Fapp har fotograferet Tau­ fra en balkon lige over Anitas seng dumper rogs film i hæslige farver, mens farverne i ned ved siden af hende. Da det tegner til Tashlins film, der er optaget af samme foto­ panik, tager Jerry flugten, mens instruktøren graf, synes at hygge sig med hinanden i godt styrter Anita til hjælp. „Hent ham,“ befaler selskab. De bidrager til Tashlins særlige film­ hun. „Hent ham,“ skriger instruktøren straks. poesi, „La poésie des comic-books, des enfants, Anita: „Skynd jer at løbe efter ham.“ Instruk­ des purs, des fous, de Jerry Lewis" (Roger tøren (skingert): „Skynd jer at løbe efter Tailleur i „Positif**). ham.“ Efter at Jerry Lewis’ makkerskab med Dean At Jerry Lewis er i besiddelse af et stort og Martin er ophørt, har Tashlin lavet tre film særpræget komisk talent, er vel efterhånden med Lewis alene (han er i gang med en fjer­ blevet indlysende for de mere vågne danske de), men ingen af dem er på højde med „Hol­ filmentusiaster. Hans sært forvredne komik, af lywood or Bust“. Uden Dean Martin som det åbenlyst neurotisk karakter, er uden de fleste stabile og fornuftprægede element har Lewis tidligere komikeres umiddelbart vindende træk, ikke udfoldet sin specielle komik nær så frit - men det er uomtvisteligt, at han er øjeblikkets bortset fra i den fortræffelige „The Bellboy** mest opfindsomme slap stick-komiker. Som un­ („Jerry som Piccolo**, 1960) instrueret og skre­ derstreget af den engelske kritiker Raymond vet af ham selv. Galskaben og det absurde tos­ Durgnat (Films and Filming, okt. 1961), er seri dyrkes mindre konsekvent, og i stedet læg­ han desuden en af vor tids største ekspressioni­ ges vægten på sentimentale afsnit med eller stiske skuespillere. „Han tænker med sin krop uden sang. Kynikeren Tashlins krokodilletårer og omsætter sjælen til den spastiske akrobatiks sænker niveauet betydeligt i disse film, men 22 der findes dog enkelte oaser i alle tre; i „Gei­ and jerking“ i „Hollywood or Bust“, hans krop- sha Boy“ f. eks. en helt tilintetgørende River stivhed i „Artists and Models“ og „Geisha Kwai-parodi, Jerry’s Chaplin-inspirerede eska­ Boy“, og Betty Drakes lammede arme i „Oh! pade til Korea-fronten, nogle smukke og char­ For a Man!“ - dette er blot nogle få eksempler merende fortekster og en kæmpestor japansk på Tashlins evne til at indblæse tegnefilmskon­ baseball-spiller, der forårsager stormflodsagtig ventioner nyt liv i spillefilmen. oversvømmelse ved at kaste sig i et svømmebas­ Et særligt kapitel kunne man hellige Tash­ sin. „Rock-a-bye, Baby“ er den svageste i trioen lins forbløffende brug af Jayne Mansfield. Her - kun en morsom Cecil B. De Mille-karikatur, tager den føromtalte overdimensionering en kø­ dansenummeret „The White Virgin of the delig form, hvis linier tegneren Tashlin vel Nile“ er mindeværdigt. „Cinderfella“, Aske­ dårligt nok ville have vovet at skitsere. Vi pot-historien maskuliniseret med Jerry Lewis præsenteres da for en dukkekvinde i overmenne­ i titelrollen, er mere interessant. De karikeren­ skeformat, en seksual- og kropsdyrkelsens apo­ de og satiriske udfald er her helt forsvundet til teose i form af en på en gang monstrøs absurd fordel for et barnligt, naivt tonefald, som Tash- og rørende mannequin - udleveret til latteren lin dog har ramt bedre i sine børnebøger, f. eks. af en både fascineret og frastødt Tashlin. Såvel den glimrende „Bjørnen, som ikke var bjørn“. i „The Giri Can’t Help It“, hvor Jayne Mans­ Billed- og farvemæssigt er „Cinderfella" ofte field spiller en huslig og naiv sangstjerne, som blændende virtuos, man husker især en ekstra­ i „Oh! For a Man!“ har han i grove træk kal­ vagant balscene, men det er ikke som i „Holly­ keret figuren efter Marilyn Monroe, og der er wood or Bust“ lykkedes Tashlin at frigøre sig også brugt mange detaljer fra Jaynes egen kar­ fra den tynde, ligegyldige historie, og de senti­ riere. Tashlin får da slået tre fluer med ét mentale sange hæmmer ham svært. smæk: først og fremmest er der tale om en Som de fleste andre store lystspilinstruktører almen satire over den tomhjernede, sexede gås, (Lubitsch, MacCarey, La Cava) sætter Tashlin dernæst om en mere speciel karikatur af be­ sit umiskendelige præg på skuespillernes spille­ rømte stjerner med opreklameret og paradoksal stil i sine film. Også på dette område kan man lyst til at hellige sig hjem og familie, og ende­ mærke en tydelig påvirkning fra tegnefilmene. lig om et camoufleret portræt af sexsymbolerne Det er næppe for meget sagt, at næsten alle Monroe og Mansfield. skuespillerne (ikke Tom Ewell f.eks.) leverer en selvparodi, i den grad dominerer det over­ „The Giri Can’t Help It“ : Tom Ewell. drevne og stiliserede udtryk. Denne forenkling i mimikken er i overensstemmelse med det tashlinske univers' overdimensionerede og ka­ rikaturprægede karakter. Man kan naturligivs bebrejde instruktøren, at han ikke synes at kende den komiske værdi af øjenbrynet, der hæves to millimeter, men ingen vil kunne be­ stride, at hans bedste værker har æstetisk sam­ menhæng og enhed. Disse overdrivelser er ikke kun mimiske. Menneskets hele anatomi fascinerer Tashlin som gammel tegner og bruges som stof til ka­ rikaturudfald og sære absurde gags. Eric Roh- mer har fremhævet, at „La lutte continuelle entre la ligne idéale et la realité de l’anatomie humaine, entre la c hair et la géometrie“ (Ca- hiers, 76) har en uimodståelig tiltræknings­ kraft for Tashlin. Anatomiske særheder og de­ formiteter understreges og indsættes i situatio­ ner af en enestående komisk opfindsomhed og dristighed. Jerry Lewis’ „twisting and itching „The Giri Can’t Help It“. Edmond O'Brien, Tom Ewell, Jayne Mansfuld born. Tashlin er engang af en landsmand blevet filmisk skønhed; billedfølgens arabeskagtige kaldt den amerikanske Vadim, men det er vist forsiringer er frydefulde for øjet. Hvis Wil- kun muligt at finde et enkelt lighedspunkt mel­ ders kamera, som Jean Douchet har udtrykt lem de to: Tashlin er en af de mest frimodigt det, kan sammenlignes med en tryne, der elsker sensuelle filmkunstnere i arbejde for øjeblik­ at rode i smudsige detaljer, er Tashlins snarere ket. Hans utilslørede forkærlighed for damer at ligne ved en årvågen malers eller billedhug­ uden overkrop er især iøjnefaldende. Tashlins gers øjne. oprigtige kamera følger tilsyneladende hans Instruktørens virtuose penselføring fejrer blik, og skuespillerinderne i hans film præsen­ især triumfer ved udformningen af fantasifulde teres derfor ofte med en kærtegnende tiltning og attraktive fortekster. Her anvendes kulører­ fra anklerne og opefter. På det skabrøse om­ ne ofte med et raffinement, der er helt minnel- råde har Tashlin er værdig medkonkurrent i lisk. Tashlin-kenderen Roger Tailleur har ram­ den snedige Billy Wilder, men sensualiteten mende beskrevet disse udsøgte prologers trylle- hos „En, to tre“s instruktør virker mere litte­ greb om tilskueren (Cinema 60, nr. 49): „L’un rær og udspekuleret; Wilder lægger vægten på des secrets de l’auteur est d’ailleurs l’état de intrige og scene, Tashlin på billedernes rytme, gråce, l’ambiance de fou-rire dans lequel il farver og kompositioner. Trappescenen i „Ar­ nous plonge d’emblée, par ses génériques ou tists and Models“ har mere uforfalsket erotisk ses sequences d’ouverture prodiques, et gråce udtrykskraft end „The Seven Year Itch“ og auxquels il installe le rire en „chaine“. „Some Like It Hot“ tilsammen. Man kan des­ „Oh! For a Man!“ anses almindeligvis for at uden lettere forsone sig med det vulgære og være Tashlins overdådigste karikaturalbum. obskøne hos Tashlin, fordi han - modsat Wil­ Med udgangspunkt i George Axelrods lystspil der - formår at transformere sit materiale til „Will Success Spoil Rock Hunter“, fra hvilket

24 dog ifølge Eric Rohmer ikke en eneste replik Hvad der måtte være af patos i denne situation, går igen i filmen, går instruktøren løs på hele dæmpes dog hurtigt med smuk brutalitet af et den amerikanske skintilværelse med dens per­ af Tashlins tvetydige gags. I det hele taget er sondyrkelse og falske succesmyte. Hovedperso­ det kun i den ydre handlingsgang, at filmen nen, den febrilske og stræbsomme reklametekst­ har Capra-ligheder. Et hårdkogt, ondskabsfuldt forfatter Rock Hunter (vittigt spillet af Tony og ofte vulgært pågående tonefald dominerer, Randall) bliver af publicity-grunde gjort til en og Tashlin sparer hverken Hollywood, publi­ lunefuld filmstjernes opvartende kavaler med kum eller sig selv. Stoffet giver ham ideelle tilnavnet „Lover doll“. Til gengæld indvilger muligheder for maliciøs spot og frække hen­ sexbomben i at medvirke i et stort fjernsyns­ tydninger, og „Oh! For a Man!“ er nok også reklameshow, som skal redde Hunters firma fra hans idérigeste film, selv om Joe MacDonalds bankerot. Resultatet bliver, at Hunter avance­ foto ikke helt er på højde med Shamroys rer umådeligt; med rørstrømske bibelfilms- i „The Giri Can’t Help It“. Instruktøren har englekor som baggrundsmusik ses han gråd­ hele filmen igennem the tongue in the cheek; kvalt af glæde marchere hen mod det luksuri­ det, der betyder noget, er ikke hvad han har øse toilet, som den sidste forfremmelse har at sige os (meget lidt), men hvad han vil vise givet ham ret til at benytte. Men da Hunter os (uendelig meget). Derfor opstår nydelsen har nået succesens tinde, det elegante chef­ af filmen - som Eric Rohmer har fremhævet lokale med eget toilet, indser han, at social det — først og fremmest ved beskuelsen, lige­ fremgang ikke kan skaffe ham den sjælelige som hos Buster Keaton. ligevægt, han tragter efter. Frank Tashlin er lige så lidt som den ånds- Symptomerne er de samme: han formår sta­ beslægtede Groucho Marx en humanist. De er digvæk ikke at holde sin pibe tændt og an­ begge poeter, men pessimistiske i grundhold­ lægge en selvtillidsfuld Gregory Peck-mmt ningen; spottelysten er deres inspiration. På efter hans psykoanalytikers forklaring, fordi mange måder er Tashlins filmiske parodier, ab­ den ene del af ham ønsker succes og den anden surditeter og klovnerier et visuelt sidestykke til fiasko. Fiaskodelen sejrer, og vi ser ham og Groucho Marx’ verbale. Hvor passende da, at hans forlovede omfavne hinanden som to skyg­ den store ordkunstners eneste værdige discipel ger bag en halvgennemsigtig skærm, to tilfred­ afslutter sit bedste værk med en hyldest til sin se gennemsnitsmennesker, der velvilligt betrag­ mester, der i filmens sidste billeder dukker op tes af en lille orientalsk figur på en hylde. med hele sin vitalitet i behold.

Tashlins bjørn

25