DA VID L Y N CH Det er en mærkelig verden

"Målet med mine film vil altid være at føre folk enerverende men originale lydtapeter der gør ind i verdener de ikke vit kunne nå på anden vis.” filmene til så foruroligende oplevelser. "Ly­ David Lynch den påvirker i utrolig grad stemningen i en scene, men det er de færreste filmfolk, der Det var ca. 15 min. inde i filmen, at jeg fik et arbejder bevidst på dette område, og det er prik på skulderen, ”hva siger du til at vi går”. heller ikke særlig mange film, der egner sig til Det ville medføre en udfrielse af ens allerede det,” fortæller Lynch. på dette tidspunkt plagede sanser. Men vi blev Mange har igennem tiderne været involve­ til den bitre ende. David Lynchs instruktør- ret i at få en film ud af Frank Herberts kom ­ debut, eksperimentalfilmen Eraserhead plekse science-fiction roman "Dune”, heri­ (1978), i den Londonske kultfilmbiograf blandt Lynch’ kultkollega, Alexandro Jodo- ”The Screen on the Hiil« er noget af det mest rowsky. Da manuskriptproducenten Dino De bizarre, smagløse og uforståelige til dato i Laurentiis ringede op og tilbød ham Dune, en biograf. troede Lynch at der blev sagt ”june”. Men han Det er en film der trodser enhver beskriv­ læste romanen og sagde ja tak. ”Dune er det else, men her er nogle highlights: Hovedper­ vanskeligste projekt jeg har arbejdet på, det sonen Henry Spencer er en imbicilt udseende var svært at gøre bogen til et manuskript, og ung mand klædt i et alt for lille jakkesæt, og det var svært at få manuskriptet igennem hele med håret strittende lige op i luften, som om den gigantiske maskineri, der gør det til en han havde omklamret et uisoleret højspæn­ film." I hans version er denne historie om, dingskabel. Hans lejlighed ville få en celle i hvordan Messias genopstår 10.000 år ude i Sing Sing til at virke som en suite på Waldorff fremtiden på ørkenplaneten Arakis (Dune) hotel og hjemme hos kæresten, Mary X sidder om sin ellers idylliske barndom i Midt-Ame- og bekæmper den onde Harkonen-slægt, ble­ hendes muligvis forlængst afdøde bedstemor rika: ”Der er denne her smukke verden, men vet til stort anlagt, imponerende og interes­ stiv som en støtte i en gyngestol med en tændt se lidt nærmere efter og det hele er en myre­ sant designet science fiction — men det er cigaret i munden, mens en astmatisk udse­ tue ... der er altid en kraft, en slags vild smerte utvivlsomt også Lynchs til dato mest uperson­ ende kylling, der skal udgøre middagsmåltidet, og forfald, der ledsager a lt” lige film. vågner til dåd, da forskærer kniven nærmer sig Efter Eraserhead var blevet taget i distribu­ Efter Dune var det lidt uvist, hvad der ville og udspyr en afskyelig sort væske. Mary og tion fik Lynch afløb for sin skabertrang ved at blive det næste projekt. En Dune sequel var på Henry får et barn — et grusomt misfoster der bygge skure i alle mulige og umulige former, tale og Lynch var også ved at omskrive sit skriger og skriger, og efter flere mislykkede og han skrev et filmmanuskript, "Ronnie manus "Ronnie Rocket”, en sær historie der i forsøg på at blive en god fader maltrakterer Rocket”. Efter to års filmisk inaktivitet måtte musicalAomedie-form fortæller om en Henry babyen. Der er en Music Hall inde i han dog igang igen. Efter at have forkastet en detektivs forsøg på at redde den lille, tre fod radiatoren hvor han ser en grotesk udseende lang række titler faldt han for Elefantmanden høje, rødhårede Ronnie Rockets liv. Den pige, der synger en naiv sang mens hun gør sit (1980) og gik ivrigt ind i preproduktionen. Da næste film blev dog Blue Velvet (1986), base­ bedste for at jokke på sædcellelignende ob­ Mel Brooks’ nystartede Brooksfilm besluttede ret på et original-manuskript, Lynch havde jekter, der kommer dumpende ned fra loftet. at producere filmen, var Brooks dog ikke sik­ skrevet i pausen mellem Elefantmanden og Han oplever herefter en enkelt hed nat med ker på, at den relativt uprøvede Lynch skulle Dune. en luder, de synker bogstaveligt talt ned i en instruere den, men han ville lade en screening David Lynch er noget af en auteur i mo­ sanselighedens pøl midt i Henrys seng, og han af Eraserhead afgøre sagen. Lynch, der var derne amerikansk film. Og selv om hans første drømmer en drøm, hvor han trækker slanger overbevist om at Brooks ville hade filmen, var tre film, i takt med de voksende budgetter, ud af Marys skød og smadrer dem mod begyndt at tage afsked med de øvrige med­ udviklede sig fra det kompromisløst per­ væggen. arbejdere, da Mel Brooks kom farende ud af sonlige til det mere profilløse, så er han nu til­ Det er sådanne excentriske absurditeter, forevisningslokalet, omfavnede ham og råbte: bage i fin stil med Blue Velvet, der er ren­ der har gjort filmen til en veritabel kultklassi­ ”Du er komplet sindsyg, jeg elsker dig, jobbet dyrket Lynch. ker. ”En drøm om mørke og foruroligende er dit!” For David Lynch selv går der dog en rød ting”, har Lynch selv kaldt filmen. Det kan være svært at forestille sig, at det er tråd igennem alle filmene: ”De er alle mærk­ Da det i forbindelse med en publicity tour barbaren Lynch fra Eraserhead, der står bag værdige verdener man ikke ville kunne nå til, blev muligt at træffe David Lynch, kunne man dette dybt bevægende værk. Han kalder den med mindre man skaber og filmer dem ... Jeg have sine bange anelser, som Mel Brooks her da også ”en mindre personlig film”. Imidlertid kan forstå folk når de mener, at der sker mær­ rammende udtrykker det: ”Jeg forvæntede et afsløres Lynch af de virtuose montagesekven­ kelige og groteske ting ... men vor verden er grotesk syn — en fed lille tysker (sic) med ser, der indleder og afslutter filmen, samt den mærkelig og grotesk, ikke? Det siges at virke­ madrester drivende ned ad hagen. Istedet for næsten Dickensk detaljerede, chiaroscuro be­ ligheden overgår fiktionen. Alle de mærkelige var det denne amerikanske hvide-anglosa- lyste skildring af det victorianske London, begivenheder i filmene tager deres udgangs­ xisk-protestantiske knægt, der mindede om hvor den industrielle revolution, skjult i røg punkt i denne verden, så kan de vel ikke være Jimmy Stewart for 35 år siden.” Nogle mener og damp, udsender en vedholdende hvæsen­ så fremmedartede endda. Jeg elsker det absur­ dog at dette kun kan være et tyndt lag fernis de, dumb baggrundsstøj. Lyddesigneren Alan de. Det er den virkelige virkelighed for over mørke og mudrede vande. Lynch under­ R. Splet har været medarbejder på alle Lynch mig.” bygger denne teori, når han som her udtaler film, og det er ikke mindst hans ubehagelige, Peter Risby Hansen

11