Gordon B. Hinckley

KIRKENS PRÆSIDENTERS LÆRDOMME GORDON B. HINCKLEY

Udgivet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Salt Lake City, Utah Bøger i serien Kirkens præsidenters lærdomme Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith (katalognr. 36481 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young (35554 110) Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor (35969 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff (36315 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Lorenzo Snow (36787 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith (35744 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Heber J. Grant (35970 110) Kirkens præsidenters lærdomme: George Albert Smith (36786 110) Kirkens præsidenters lærdomme: David O. McKay (36492 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Fielding Smith (36907 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Harold B. Lee (35892 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball (36500 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson (08860 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Howard W. Hunter, (08861 110) Kirkens præsidenters lærdomme: Gordon B. Hinckley (08862 110) Du kan bestille disse bøger ved at rette henvendelse til dit lokale distri- butionscenter eller ved at gå ind på store.lds. org. Bøgerne er også tilgængelige i digitale formater på LDS.org og på app’en Evangelisk bibliotek. Forslag og kommentarer til denne bog er velkomne. Indsend dem venligst til: Curriculum Development 50 East North Temple Street Salt Lake City, UT 84150-0024 USA E-mail: pth-development@ldschurch.org Opgiv venligst navn, adresse, menighed og stav. Sørg for at angive titlen på bogen. Skriv dernæst dine kommentarer og forslag vedrørende bogens stærke sider og områder, der eventuelt kan forbedres.

© 2016 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Printed in Germany Engelsk original godkendt: 3/11 Godkendt til oversættelse: 3/11 Oversættelse af Teachings of the Presidents of the Church: Gordon B. Hinckley Danish 08862 110 Indhold

Indledning...... V Historisk oversigt...... IX Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning...... 1 1 Gengivelsen af evangeliet – nu stråler lyset i sin pragt. . . 43 2 Et banner for folkene, et lys for verden...... 55 3 Fremelsk en positiv indstilling og en optimistisk ånd. . . .67 4 En pionerarv af tro og offer...... 79 5 Guds døtre...... 93 6 Bøn er storslået...... 105 7 Åndens hvisken...... 115 8 Vi ser hen til Kristus...... 125 9 Vidnesbyrdets værdifulde gave ...... 137 10 Nær ægteskabets evige partnerskab...... 149 11 Hjemmet – grundlaget for et retskaffent liv ...... 161 12 Lydighed: Efterlev bare evangeliet...... 173 13 Fred og tilfredshed gennem timelig selvhjulpenhed. . . .185 14 At miste sig selv i tjeneste for andre...... 195 15 Det hellige præstedømme...... 207 16 Styrken i Mormons Bog...... 219 17 Bliv ved med at lære livet igennem...... 229 18 Dyd – en hjørnesten, hvorpå vi bygger vores liv . . . . .243 19 Præstedømmeledelse i Jesu Kristi Kirke...... 251 20 Fællesskab med dem, som ikke er af vores tro...... 265 21 Missioneringens mirakel i de sidste dage...... 277 22 Ræk ud i kærlighed til nyomvendte og mindre aktive medlemmer...... 289 23 Velsignelserne ved det hellige tempel ...... 301 24 Jesu Kristi forsoning: Uendelig i sin udstrækning, og dog så dybt personlig ...... 313 25 Gå fremad i tro...... 325 Billedfortegnelse ...... 335 Indeks...... 337

Indledning

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har ladet serien Kirkens præsidenters lærdomme udarbejde for at hjælpe dig til at få et tættere forhold til din himmelske Fader og give dig en dybere forståelse af Jesu Kristi gengivne evangelium. Efterhånden som Kirken udgiver nye bind i denne serie, kan du opbygge en samling af evangeliske opslagsbøger i dit hjem. Disse bøger er udarbejdet med henblik på anvendelse til både personligt studium og undervisning om søndagen. De kan også være en hjælp til at forberede familieaftenlektioner, andre lektioner, taler eller svare på spørgsmål om Kirkens lære. Denne bog indeholder præsident Gordon B. Hinckleys lærdomme. Han tjente som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra den 12. marts 1995 til den 27. januar 2008.

Personligt studium

Søg bønsomt Helligåndens inspiration, når du studerer præsident Gordon B. Hinckleys lærdomme. Spørgsmålene i slutningen af hvert kapitel kan hjælpe dig til at overveje, forstå og anvende præsident Hinckleys lærdomme. Følgende forslag kan også være en hjælp: • Nedskriv tanker og følelser, du modtager fra Helligånden, når du studerer. • Understreg passager, som du ønsker at huske. Overvej at lære disse passager udenad, eller skriv dem i dine skrifter ud for til knyttede vers. • Læs et kapitel eller en passage mere end en gang, så du bedre kan forstå det. • Stil dig spørgsmål som følgende: Hvordan har præsident Hinck- leys lærdomme forøget min forståelse af evangeliske principper? Hvad ønsker Herren, at jeg skal lære af disse lærdomme?

V Indledning

• Spørg dig selv, hvordan lærdommene i denne bog kan hjælpe dig med personlige udfordringer og problemer. • Fortæl familiemedlemmer og venner om, hvad du har lært.

Undervisning baseret på denne bog

Følgende retningslinjer kan hjælpe dig til at undervise ud fra denne bog, hvad enten det er derhjemme eller i Kirken.

Forbered undervisningen Søg Helligåndens vejledning, når du forbereder dig på at undervise. Studér kapitlet for at blive fortrolig med præsident Hinckleys lærdomme, og udvælg bønsomt de lærdomme, som du føler, vil være til størst hjælp. Du kan eventuelt tilskynde dem, du underviser, til selv at studere kapitlet og især lægge mærke til afsnittet »Forslag til studium og undervisning« i slutningen af kapitlet. Led en drøftelse om præsident Hinckleys lærdomme Tilskynd andre til at fortælle om deres tanker, stille spørgsmål, bære vidnesbyrd og undervise hinanden, når du underviser ud fra denne bog. Når de deltager aktivt, vil de være mere åbne for at lære og modtage personlig åbenbaring. Giv plads til gode drøftelser frem for at prøve at gennemgå alle lærdommene. Led diskussionen, så du hjælper deltagerne til at læse præsident Hinckleys lærdomme og finde ud af, hvordan de kan anvende disse lærdomme i deres liv. Spørgsmålene sidst i hvert kapitel er et værdifuldt hjælpemiddel til at anspore til drøftelse. Du kan også formulere dine egne spørgsmål, der passer særligt til dem, du underviser. Nogle andre forslag til at anspore til drøftelser nævnes nedenfor: • Bed deltagerne om at fortælle, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet. • Tildel udvalgte spørgsmål fra slutningen af kapitlet til folk enkeltvis eller i små grupper. Bed deltagerne om at se efter lærdomme i

VI Indledning

kapitlet, der vedrører spørgsmålene. Lad dem derpå fortælle om deres tanker. • Læs nogle af præsident Hinckleys lærdomme fra kapitlet sammen. Bed deltagerne om at komme med eksempler fra skrifterne og egne oplevelser, som relaterer til disse lærdomme. • Bed deltagerne om at vælge et afsnit og læse det på egen hånd. Bed dem om at samles i grupper på to eller tre personer, som har valgt det samme afsnit, og tale om det, de har lært. Tilskynd til at anvende lærdommene og fortælle andre om dem Præsident Hinckleys lærdomme vil give mest mening, når deltagerne anvender dem og fortæller andre om dem. Du kan eventuelt bruge et eller flere af følgende forslag: • Spørg deltagerne om, hvordan de kan anvende præsident Hinck leys lærdomme i det ansvar, de har derhjemme, i Kirken og andre steder. • Tilskynd deltagerne til at fortælle om oplevelser, de har haft, når de har fulgt præsident Hinckleys råd. • Tilskynd deltagerne til at fortælle familiemedlemmer og venner om præsident Hinckleys lærdomme. Afrunding af drøftelsen Sammenfat kort lektionen, eller bed en eller to andre om det. Bær vidnesbyrd om de lærdomme, som I har talt om, og tilskynd deltagerne til at anvende det, som de har lært. Du kan også bede andre om at bære deres vidnesbyrd.

Information om kildematerialet

Lærdommene i denne bog er direkte citater fra præsident Gordon B. Hinckleys taler, artikler og interview. Man har forsøgt at bibeholde sprog og afsnit fra de oprindelige kilder, medmindre det af hensyn til læsbarheden har været nødvendigt at foretage redaktionelle eller typografiske ændringer. I citaterne har man forsøgt at være tro mod de trykte kilder, men der kan være mindre interne forskelle.

VII Indledning

Præsident Hinckley brugte ofte de engelske ord for mand og mænd i betydningen alle mennesker, både mænd og kvinder. Han brugte også ofte stedordene han, hans og ham som henvisning til begge køn. Denne sprogbrug var normal på hans tid.

VIII Historisk oversigt

Følgende kronologiske oversigt giver en kortfattet oversigt over større begivenheder i præsident Gordon B. Hinckleys liv. 23. juni 1910 Fødes han i Salt Lake City i Utah som søn af Bryant S. Hinckley og Ada Bitner Hinckley. 1922 Deltager han i et stavspræstedømmemøde med sin far og får et vidnesbyrd om Joseph Smiths profetiske kaldelse. 1932 Får han sin eksamen fra University of Utah, hvor han har studeret engelsk, journalistik og oldtidssprog. 1933 til 1935 Er han på fuldtidsmission i Den Europæ- iske Mission, hvor han tilbringer al sin tid i England. 1935 til 1943 Arbejder han som sekretær for Kirkens komité for radio, PR og missionslitteratur. 1937 Kaldes han til til Søndagsskolens hovedbestyrelse. 29. april 1937 Bliver han gift med Marjorie Pay i templet i Salt Lake City. 1943 til 1945 Arbejder han som assisterende tilsyns- førende for Denver and Rio Grande Railroad i Salt City i Utah og i Denver i Colorado. 1945 til 1958 Vender han tilbage og arbejder for Kir- ken; i 1951 begynder han at føre tilsyn med de daglige anliggender for den nyligt dannede Missionsafdeling.

IX Historisk oversigt

1953 til 1955 Under ledelse af præsident David O. McKay anbefaler og fører han tilsyn med produktionen af tempelbegavelsen på film på flere sprog. 28. oktober 1956 Kaldes han til at tjene som præsident for East Mill Creek Stav. 6. april 1958 Opretholdes som assistent til De Tolv. 5. oktober 1961 Ordineres han til apostel og indsættes som medlem af De Tolv Apostles Kvorum af præsident David O. McKay. 23. juli 1981 Kaldes han som rådgiver i Det Første Præsidentskab til at hjælpe præsident Spencer W. Kimball og præsidenterne Marion G. Romney og N. Eldon Tanner. 2. december 1982 Kaldes han til at tjene som andenrådgiver til præsident Kimball. 10. november 1985 Kaldes han til at tjene som førsterådgiver til præsident Ezra Taft Benson. 5. juni 1994 Kaldes han til at tjene som førsterådgiver til præsident Howard W. Hunter. 3. marts 1995 Blev han seniorapostel efter præsident Hunters død. 12. marts 1995 Indsættes han som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 23. september 1995 Oplæser »Familien: En proklamation til verden« til Hjælpeforeningens årlige møde. Februar 1996 Antallet af kirkemedlemmer uden for USA overstiger antallet af kirkemedlemmer i USA. 7. april 1996 Deltager han i det amerikanske tv- program 60 Minutes. Den 26. maj 1996 Indvier han templet i Hong Kong i Kina, det første af 77 templer der blev indviet, mens han var præsident, hvoraf han selv indviede 63.

X Historisk oversigt

5. april 1997 Organiserer han tre nye kvorummer af de halvfjerds. 4. oktober 1997 Bekendtgør han en plan for mindre tem pler, der skal bygges over hele jorden. 1. januar 2000 Udsender han sammen med de andre apostle i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd.« 1. oktober 2000 Indvier han templet i Boston i Massachu- setts, nummer 100 af fungerende templer. 8. oktober 2000 Indvier han Konferencecentret. 31. marts 2001 Bekendtgør han dannelsen af den selvsupplerende uddannelsesfond. 8. februar 2002 Byder han gæster fra hele verden velkommen til Salt Lake City til vinter-OL. 27. juni 2002 Indvier han templet i Nauvoo i Illinois på 158-årsdagen for Joseph og Hyrum Smiths martyrdød. 11. januar 2003 Præsiderer han over det første verdens omspændende oplæringsmøde for ledere. 8. februar 2003 Taler han til en million primarybørn via en satellittransmission for at fejre Pri- marys 125. fødselsdag. 6. april 2004 Går hans hustru, Marjorie, bort. 23. juni 2004 Tildeles han Præsidentens Frihedsme- dalje, den højeste civile hædersbevisning, der gives i USA. 26. juni 2007 Bekendtgør, han at Kirkens medlemstal har passeret 13 millioner, og at en million missionærer har tjent siden Kirken blev organiseret. 27. januar 2008 Dør han i sit hjem i Salt Lake City i Utah.

Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Den 16. februar 1998 samledes omkring 6.700 sidste dages hellige i Independence Square i Accra i Ghana. De kom for at byde deres profet Gordon B. Hinckley velkommen.1 Han stod foran dem med et smil og bekendtgjorde den længe ventede nyhed om, at der skulle bygges et tempel i deres hjemland. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at da præsident Hinckley kom med den bekendtgørelse, stod folk »og jublede, fældede tårer og dansede, holdt om hinanden og græd«.2 År senere, da templet var bygget og indviet, huskede en kvinde, der var til stede den dag, tilbage på det glædelige øjeblik og gav udtryk for, hvordan templet havde velsignet hende: »Jeg kan stadig tydeligt mindes præsident Hinckleys besøg i Ghana og hans bekendtgørelse om et tempel i vores fædreland. Begejstringen i alles ansigter, glæden, de glade råb, er stadig tydelige i mit sind … I dag er jeg på grund af templet i vores land gift og beseglet til min mand for tid og evighed. Velsignelsen at kunne leve sammen med min familie efter jordelivet giver mig et stort håb, når jeg stræ- ber efter at gøre, alt hvad jeg kan, for at være sammen med min familie for evigt.« 3 Præsident Hinckley har over hele verden hjulpet folk til at finde dette »store håb« i at stræbe efter at efterleve Jesu Kristi evangelium. Som begivenhederne i Ghana viser, så tjente han ofte tusindvis på samme tid. Han rakte også ud til folk en for en. Ældste Adney Y. Komatsu fra De Halvfjerds fortalte, hvad han følte som missions- præsident, da præsident Hinckley besøgte hans mission. »Han kritiserede mig aldrig på noget tidspunkt i de tre år på trods af alle mine svagheder … og det ansporede mig … Hver gang han steg af flyet, tog han min hånd, som om han pumpede vand op af

1 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

en brønd med stor entusiasme. ›Nå, præsident Komatsu, hvordan går det? … Du gør et storartet stykke arbejde.‹ På den måde opmuntrede han mig … og når han tog af sted, så følte jeg, at jeg skulle give 105 procent, ikke bare 100 procent.« 4 Folk blev opmuntret af præsident Hinckley, ikke blot på grund af hans inspirerende ord, men på grund af den måde, han levede på. Præsident Russell M. Nelson fra De Tolvs Kvorum mindedes: »På vej fra en kirkebygning til en lufthavn i Centralamerika kom [præsident og søster Hinckley] ud for et uheld i deres bil. Søster Nelson og jeg kørte bag dem og så det ske. En lastbil fyldt med metalstænger, der ikke var fastgjort, kørte frem mod dem i et kryds. For at undgå et sammenstød bremsede lastbilchaufføren pludselig op, hvad der fik jernstængerne til at fare frem som spyd, der gennemborede den bil, som præsident og søster Hinckley sad i. Ruderne blev smadrede, skærme og døre blev bulede. Uheldet kunne være endt meget alvorligt. Mens splintret glas blev børstet af deres tøj, sagde præsident Hinckley: ›Jeg takker Herren for hans velsignelse, lad os nu køre videre i en anden bil.‹« 5 Denne udtalelse, der kom spontant i et kriseøjeblik, er betegnende for præsident Hinckleys liv og tjenestegerning som Jesu Kristi discipel. Han var, som ældste Holland bemærkede, »altid fyldt med tro på Gud og fremtiden«.6

Familiearv – En grundvold af tro og udholdenhed

Da Gordon Bitner Hinckley blev født den 23. juni 1910, var han sin mors første barn, men otte søskende bød ham velkommen i familien. Gordons far, Bryant Stringham Hinckley, havde giftet sig med Ada Bitner, efter hans første hustru, Christine, var død. Ada og Bryant fik fire børn mere efter Gordon, og de opdrog deres store familie med kærlighed – og uden skelen til, om man var halvbror eller halvsøster. Gordon lærte fra lille af at værdsætte sin familie. Gordons efternavn og mellemnavn var en påmindelse om hans ædle arv. Han havde Hinckley-for fædre, der var tidlige pilgrimme i det land, der blev til USA. Nogle var blevet forvist til det land i 1600-tallet på grund af deres kristne tro. Andre havde været passagerer i 1620

2 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning på Mayflower, et af de første skibe, der transporterede emigranter fra Europa til Nordamerika. Mere end to århundreder senere var Gordons farfar, Ira Nathaniel Hinckley, en af de første sidste dages hellige-pionerer. I 1843 tilsluttede Ira, der som 14-årig for nylig var blevet forældreløs, sig Kirken i Nauvoo i Illinois, efter han havde hørt Joseph og Hyrum Smith forkynde. Gordons oldemor Anna Barr Musser Bitner Starr var også pioner. Hendes søn Breneman Barr Bitner, Gordons morfar, huskede senere tilbage på deres rejse til Salt Lake-dalen i 1849: »Jeg kørte [som 11-årig] to okseforspand og en tungt lastet vogn gennem hede og kulde over ørkener og floder og bjerge til denne dal.« 7 Bryant Hinckley mindede ofte sine børn og børnebørn om deres rige arv. Da han talte om den farefulde rejse pilgrimmene på May- flower foretog og den lange, hårde vinter, de mødte, da de nåede frem, sagde han på et tidspunkt: »Da Mayflower var parat til at vende tilbage i foråret, var der kun 49 [ud af 102], der havde overlevet. Ingen tog tilbage [til England]. Den ånd er i jer – ånden med aldrig at vende om.« 8 Da Gordon forblev tro mod dette princip, modtog han muligheder for at lære og tjene og vidne, som han aldrig havde kunnet forestille sig.

Barndom – Lærte at være optimistisk, flittig og trofast

Som lille var Gordon B. Hinckley ikke den energiske, robuste person, som folk senere kom til at kende ham som. Han var en »spinkel, svagelig dreng,« der ofte var syg.9 Da den toårige Gordon »fik et alvorligt tilfælde af kighoste … fortalte en læge Ada, at den eneste kur var ren landluft. Bryant reagerede ved at købe en gård på to hektar … og byggede et lille sommerhus.« 10 Gården, der lå i et område i Salt Lake-dalen, der hed East Mill Creek, var en velsignelse for hele familien, og gav børnene et sted, hvor de kunne løbe rundt og lege og lære nogle værdifulde ting, når de arbejdede sammen. Ada og Bryant Hinckley var optimistiske, flittige forældre, der skabte muligheder for deres børn, så de kunne få fremgang og succes. De afholdt familieaftener, så snart programmet blev præsenteret i 1915. De fortalte godnathistorier, ofte fra skrifterne. De afsatte et værelse i deres hjem til bibliotek, hvor børnene kunne læse gode

3 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning bøger. De indgød disciplin i deres børn ved at opmuntre dem og forvente det bedste af dem. Da Gordon voksede op, øgedes hans tro, der blev næret af den konstante indflydelse af hans forældres tro. En dag havde han så en oplevelse, der hjalp til at forme grundlaget for hans vidnesbyrd om profeten Joseph Smith. »Da jeg var dreng, 12 år gammel, tog min far mig med til et præ- stedømmemøde i den stav, som vi boede i. Jeg sad på den bager- ste bænk, mens han som stavspræsident sad på forhøjningen. Ved begyndelsen af dette møde, der var det første af sin art, som jeg nogensinde havde overværet, rejste de 300-400 mænd sig. De kom med forskellig baggrund og havde forskellige erhverv, men hver af dem bar i sit hjerte den samme overbevisning, som fik dem til sammen at synge denne storslåede tekst: Priser profeten, som skued’ Jehova, Jesus har salvet den herlige seer. Åbnet blev tidernes fyldes uddeling, det, som var talet, på jorden nu sker. Der skete noget inden i mig, da jeg hørte disse troens mænd synge. I mit drengehjerte indgød Helligånden en vished om, at Joseph Smith i sandhed var den Almægtiges profet.« 11

Uddannelse og svære tider

Da Gordon var lille, brød han sig ikke om skolen og foretrak at være udendørs frem for inde i klasseværelset. Da han blev ældre, lærte han at påskønne bøger, skoler og biblioteket derhjemme lige så meget som markerne, hvor han havde løbet barfodet rundt som lille dreng. Han blev færdig med high school i 1928 og begyndte at studere på University of Utah samme år. Hans fire år på universitetet bød på næsten uovervindelige udfordringer. I 1929 brød aktiemarkedet i USA sammen, og den store depression rullede hen over landet og hele verden. Arbejdsløshe- den lå på omkring 35 procent i Salt Lake City, men Gordon var så heldig at have et arbejde som vicevært, så han kunne betale for sin skole og sine materialer. Bryant, der arbejdede som leder i Kirkens

4 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Gordon B. Hinckley som ung mand

Deseret Gym, valgte at gå ned i løn, så andre medarbejdere kunne beholde deres job.12 Hvad, der overskyggede disse økonomiske udfordringer, var opdagelsen af, at Gordons mor havde kræft. Hun døde i 1930 i en alder af 50, da Gordon var 20. De sår, der kom på grund af mode- rens død, »var dybe og smertefulde«, sagde Gordon.13 Da denne personlige prøvelse blev kombineret med en indflydelse af verdslige filosofier og tidens kynisme fik det ham til at stille vanskelige spørgsmål. »Det var en tid præget af en frygtelig modløshed,« mindedes Gordon, »og det kunne man tydeligt mærke på universitetet.« Jeg mærkede det også selv. Jeg begyndte at tvivle på visse ting, blandt andet måske en lille smule på mine forældres tro. Det er ikke

5 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

unormalt for universitetsstuderende, men stemningen var særlig intens på det tidspunkt.« 14 Selv om Gordons spørgsmål bekymrede ham, så rystede de ikke ved hans tro. »Der var for mig en underliggende grundvold af kær- lighed, som kom fra storartede forældre og en god familie, en vidunderlig biskop og hengivne og trofaste lærere og skrifterne, som blev læst og gransket,« mindedes han. Da han talte om udfordringerne, som han og andre på hans alder havde dengang, sagde han: »Skønt vi i vores ungdom havde svært ved at forstå mange ting, var der i vores hjerte en slags kærlighed til Gud og hans store værk, som bar os gennem tvivl og frygt. Vi elskede Herren, og vi elskede gode og ærværdige venner. Vi hentede stor styrke i en sådan kærlighed.« 15

Missionering og personlig omvendelse

Gordon blev færdig på University of Utah i juni 1932, hvor hoved- faget havde været engelsk, og bifaget var oldtidssprog. Et år senere befandt han sig ved en skillevej. Han så frem til at fortsætte sin uddannelse, så han kunne blive journalist. Selv midt i depressionen havde han samlet sig en beskeden opsparing, der kunne hjælpe ham med hans uddannelse. Han tænkte også på ægteskab. Han og Marjorie Pay, en ung kvinde, der boede på den anden side af gaden, blev mere og mere glade for hinanden. Så, lige før Gordons 23 års fødselsdag, mødtes han med sin biskop John C. Duncan, der spurgte, om han havde overvejet at tage på mission. Gordon syntes, at det var »et chokerende forslag«,16 da der ikke var så mange unge mænd, der blev kaldet til at tage på mission under depressionen. Familierne havde ganske enkelt ikke midlerne til at støtte dem. Gordon sagde til biskop Duncan, at han ville tage af sted, men han var bekymret for, hvordan hans familie skulle klare sig økonomisk. Hans bekymringer tog til, da han erfarede, at den bank, hvor han havde sin opsparing, var krakket. »Ikke desto mindre,« sagde han, »så kan jeg huske, at min far sagde: ›Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sørge for at dække dine behov,‹ og han og min bror lovede at hjælpe mig igennem min mission. Det var på det tidspunkt, at vi opdagede en lille opsparing, som min mor havde efterladt – småpenge hun

6 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning havde gemt, når hun havde købt købmandsvarer og andre ting. Med den lille hjælp oveni så det ud til, at jeg kunne tage på mission.« Han anså sin mors penge for at være hellige. »Jeg passede godt på dem,« sagde han.17 Han blev kaldet til at tjene i Den Europæiske Mission. Bryant Hinckley fornemmede, at hans søn stadig var bekymret, så han lavede en enkel påmindelse om den sande kilde til styrke. »Da jeg tog af sted på mission,« sagde Gordon senere, »gav min kære far mig et kort, hvorpå der stod fire ord … ›Frygt ikke, tro kun!‹ (Mark 5:36).« 18 Disse ord inspirerede ældste Gordon B. Hinckley til at udføre en trofast, ærefuld mission, især, da de blev kombineret med yderligere ni ord fra hans far adskillige uger senere. De ni yderligere ord kom på et tidspunkt med stor modløshed, der var begyndt den 29. juni 1933, ældste Hinckleys første dag i Preston i England. Da han ankom til sin lejlighed, fortalte hans kammerat ham, at de skulle tale på byens torv den aften. »Du har valgt den forkerte mand til at tage med dig,« svarede ældste Hinckley, kun for at finde sig selv synge og tale fra en talerstol nogle få timer senere foran en menneskemængde af uinteresserede tilhørere.19 Ældste Hinckley opdagede, at mange folk var uvillige til at lytte til budskabet om det gengivne evangelium. Den fattigdom, der var skabt af den verdensomspændende depression, syntes at trænge ind i sjælen på de folk, der maste ham i sporvognen, og han fandt ikke meget, der tiltrak ham ved dem. Udover det, så havde han det fysisk dårligt. Han erindrede: »I England er pollensæsonen for græs på sit højeste sent i juni og først i juli, lige på det tidspunkt, hvor jeg ankom.« 20 Dette udløste hans allergi, hvilket gjorde det hele værre. Han savnede sin familie. Han savnede Marjorie. Han savnede det hjemmevante ved sit land. Arbejdet var frustrerende. Han og de andre missionærer havde meget få muligheder for at undervise undersøgere, selvom de underviste og talte i de små grene hver søndag. Ældste Hinckley følte, at han spildte sin tid og sin families penge, så han skrev et brev til sin far og forklarede den ulykkelige situation. Bryant Hinckley svarede med et råd, som hans søn kom til at følge resten af sit liv. »Kære Gordon,« skrev han, »jeg har modtaget dit sidste brev. Jeg har kun ét forslag.« Og så kom de ni ord, der understregede de fire, han havde skrevet tidligere: »Glem dig selv og gå i gang med

7 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Ældste Gordon B. Hinckley som fuldtidsmissionær, der forkynder i Hyde Park i London.

arbejdet.« 21 Dette råd mindede ældste Hinckley om et skriftsted, som han havde læst med sin kammerat tidligere den dag: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Mark 8:35). Med sin fars brev i hånden knælede den unge ældste Hinckley ned og lovede, at han ville give sig selv til Herren. Virkningen var næsten øjeblikkelig. »Hele verden ændrede sig,« sagde han. »Tågen lettede. Solen begyndte at skinne i mit liv. Jeg fik en ny interesse. Jeg så landets skønhed. Jeg så folkets storhed. Jeg begyndte at føle mig hjemme i dette vidunderlige land.« 22 Gordon forklarede, når han mindedes den tid, at han også fik hjælp fra sin mor. Han følte hendes trøstende tilstedeværelse, især

8 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning i de mørke og modløse tider. »Jeg prøvede dengang, som jeg har prøvet siden, at leve mit liv og udføre min pligt, så jeg ville ære hendes navn,« sagde han. »Tanken om ikke at leve op til min mors forventninger har været smertefuld, og har givet mig en disciplin, der måske ellers ville have manglet.« 23 Han blev en missionær med et klart mål og ildhu. Optegnelser fra de første otte måneder af hans mission viser, at selvom han ikke døbte nogen, så uddelte han 8.785 pjecer, tilbragte mere end 440 timer med medlemmer, var til 191 møder, havde 220 samtaler om evangeliet og bekræftede en person.24 I marts 1934 blev ældste Hinckley forflyttet fra Preston til London for at arbejde som assistent til ældste Joseph F. Merrill fra De Tolv Apostles Kvorum, der præsiderede over Den Britiske og Europæiske Mission.25 Han tilbragte resten af sin mission der og arbejdede på kontoret om dagen og underviste i evangeliet om aftenen. Der var få dåb af nyomvendte, men i hjertet på Bryant og Ada Hinckleys søn blev omvendelsens gnist til en vedvarende flamme.

En ny mulighed for at tjene Herren

Da Gordon vendte hjem fra sin mission, sagde han: »Jeg vil aldrig rejse igen. Jeg har rejst så langt væk, som jeg nogensinde ønsker at rejse.« 26 Han og to missionærkammerater havde rejst rundt i Europa og USA på deres vej hjem, en almindelig praksis på den tid, og han var træt. Da hans familie tog på ferie kort tid efter, at han var kommet hjem, blev han hjemme. På trods af sin udmattelse fik han en vis tilfredsstillelse ved at reflektere over sine rejser: Han følte, at han havde set en del af sin patriarkalske velsignelse gå i opfyldelse. Mange år senere sagde han: »Jeg havde fået en patriarkalsk velsignelse, da jeg var dreng. I den velsignelse stod der, at jeg ville hæve min stemme i vidnesbyrd om sandheden for jordens nationer. Jeg havde arbejdet i London i lang tid og havde båret mit vidnesbyrd mange gange der. Vi [tog til Amsterdam], og jeg havde mulighed for ved at møde at sige nogle få ord og bære mit vidnesbyrd. Vi tog derefter til Berlin, hvor jeg havde en lignende mulighed. Vi tog derefter til Paris, hvor jeg havde en lignende mulighed. Vi tog derefter til USA, til Washington D.C.,

9 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning og en søndag der havde jeg en lignende mulighed. Da jeg kom hjem, var jeg træt … Jeg sagde: ›… Jeg har udført [den] del af min velsignelse. Jeg har hævet min stemme i jordens store hovedstæder …‹ Og det følte jeg virkelig.« 27 Før Gordon kunne anse sin mission for afsluttet, skulle han udføre en opgave til. Ældste Joseph F. Merrill havde bedt ham om at lave en aftale med Kirkens Første Præsidentskab og rapportere om behovene i Den Britiske og Europæiske Mission. Om morgenen den 20. august 1935, mindre end en måned efter Gordons hjemkomst, blev han vist ind i rådsværelset i Kirkens administrationsbygning. Da han gav hånden til hvert medlem af Det Første Præsidentskab – præsidenterne Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay – blev han pludselig overvældet af den opgave, han havde fået. Præsident Grant sagde: »Bror Hinckley, du har femten minutter til at fortælle os, hvad ældste Merrill gerne vil have, at vi hører.« 28 I de næste femten minutter fremlagde den nyligt hjemvendte missionær ældste Merrills bekymringer – at missionærerne havde brug for bedre trykte materialer til at hjælpe dem i deres arbejde. Som svar stillede præsident Grant og hans rådgivere spørgsmål efter spørgsmål og mødet varede en time længere end planlagt. Da Gordon var på vej hjem fra det møde, kunne han ikke have gættet, hvordan disse 75 minutter ville påvirke hans liv. To dage senere blev han ringet op af præsident McKay, der tilbød ham et job som sekretær for den nyligt dannede komité for radio, PR og missionslitteratur. Komiteen bestod af seks medlemmer fra De Tolv Apostles Kvorum, der ville arbejde på at imødekomme de behov, som Gordon havde beskrevet på sit møde med Det Første Præsidentskab.29 Endnu engang udsatte Gordon sine planer om at studere videre og blive journalist. Han begyndte at arbejde med at lave manuskripter til radioprogrammer og små filmklip, skrive pjecer til missionærerne, udvikle et arbejdsmæssigt forhold til pionererne inden for medie- verdenen og undersøge og skrive om Kirkens historie. Han bidrog til budskaber, der var beregnet til at opbygge Kirkens medlemmers tro og skabe forbindelse til folk uden for Kirken. En ven sendte ham på et tidspunkt et brev, hvor han komplimenterede ham for et radiomanuskript og spurgte ham, hvordan han havde udviklet sådan en evne til at skrive og tale. Gordon svarede:

10 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Gordon B. Hinckley som ansat i komiteen for radio, PR og missionslitteratur.

»Hvis jeg har noget talent for at tale eller skrive, så er jeg min Fader i himlen dybt taknemlig. Jeg tror, at meget lidt af det er en naturlig evne; i stedet er enhver kraft, jeg måtte have, kommet ved muligheder, der er blevet åbnet for mig.« 30 Gordons arbejde med komiteen udviklede hans evner som skri- bent. Det var også en værdifuld mulighed for at lære af apostle og profeter. Når Gordon så de seks medlemmer af De Tolv afveje beslutninger og undervise hinanden, forstod han bedre disse forskellige mænds hellige kaldelse og den åbenbaringsproces, der fandt sted, når de sad i råd sammen. Ældste Stephen L Richards, der senere tjente som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, var formand for komiteen. Gordon beskrev ham som »eftertænksom, velovervejet, omhyggelig og vis. Han forhastede sig aldrig med at gøre noget, men var forsigtig, inden han handlede. Jeg lærte, det er bedst at gå forsigtigt frem med dette arbejde, fordi uanset hvilken beslutning man træffer, så har den vidtrækkende konsekvenser og påvirker mange folks liv.« 31

11 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

De fem andre komitemedlemmer var ældsterne Melvin J. Ballard, John A. Widtsoe, Charles A. Callis, Alonzo A. Hinckley (Gordons onkel) og Albert E. Bowen. Om dem sagde Gordon: »Jeg kom rigtigt godt ud af det med disse storslåede mænd, som var meget venlige mod mig. Men jeg lærte, at de var mennesker. De havde svagheder og problemer, men det generede mig ikke. Faktisk øgede det min påskønnelse af dem, fordi jeg så, at der over deres menneskelige natur hævede sig et guddommeligt element, eller i det mindste et element af indvielse i en stor sag, der kom først i deres liv. Jeg så den inspiration, der var i deres liv. Jeg tvivlede ikke på deres profetiske kaldelse eller det faktum, at Herren talte og handlede gennem dem. Jeg så deres menneskelige side, deres svagheder – og de havde alle nogen. Men jeg så også den store overordnede styrke i deres tro på og kærlighed til Herren og deres fuldstændige loyalitet mod det værk og den tillid, der blev vist dem.« 32

Ægteskab, familie og tjeneste i Kirken

Selvfølgelig tænkte Gordon ikke kun på arbejde. Han fortsatte med at gå ud med Marjorie Pay, da han vendte tilbage fra England. Hans afrejse havde været lige så vanskelig for Marjorie, som den havde været for ham. »Hvor ivrig jeg end var for, at han skulle tage på mission,« sagde Marjorie senere, »så glemmer jeg aldrig den følelse af tomhed og ensomhed, jeg følte, da toget kørte væk fra stationen.« 33 I efteråret 1929, fire år før Gordon tog til England, havde Marjorie meldt sig til nogle klasser på University of Utah, blot for at finde ud af, at hendes far havde mistet sit job på grund af den store depression. Hun droppede med det samme sine klasser og fandt et job som sekretær for at hjælpe sine forældre og fem yngre søskende – noget, som hun fortsatte med, efter Gordon vendte hjem fra sin mission i 1935. Hun fik aldrig igen mulighed for at få en formel uddannelse, men hun var besluttet på fortsat at lære, så hun uddannede sig selv ved at læse. Marjories muntre sind, arbejdsmoral og store forpligtelse over for evangeliet tiltrak Gordon, og hun var imponeret over hans godhed og tro. »Efterhånden som vi kom tættere på ægteskab,« sagde hun, »følte jeg mig helt sikker på, at Gordon elskede mig. Men jeg vidste

12 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning også på en eller anden måde, at jeg aldrig ville komme først hos ham. Jeg vidste, at jeg ville være nummer to i hans liv, og at Herren ville være nummer et. Og det var i orden.« Hun fortsatte: »For mig virkede det indlysende, at hvis man forstod evangeliet og formålet med, at vi er her, så ville man ønske sig en mand, der satte Herren først. Jeg følte mig tryg ved at vide, at han var den slags mand.« 34 Gordon og Marjorie blev gift i templet i Salt Lake City den 29. april 1937 og flyttede til familien Hinckleys sommerhus i East Mill Creek. De installerede et fyr, lavede andre forbedringer, der var nødven- dige for at bo der året rundt, tog sig af frugthaven og haverne og begyndte at bygge deres eget hjem på en grund ved siden af. Så det landlige område, som Gordon havde elsket i sin barndoms somre, blev det sted, hvor han og Marjorie skabte deres hjem og opdrog deres børn – Kathleen, Richard, Virginia, Clark og Jane. Gordon og Marjorie skabte et hjem fyldt med kærlighed, gensidig respekt, hårdt arbejde og efterlevelse af evangeliet. Daglig fami- liebøn gav børnene en mulighed for at se deres forældres tro og kærlighed. Når familien bad sammen, fornemmede børnene også, at deres Fader i himlen var nær. Familien Hinckleys hjem var et sted med få regler, men store forventninger. Marjorie talte om ting, der ikke var en kamp værd. Da hun beskrev sin tilgang til opdragelse, som hun delte med sin mand, sagde hun: »Jeg lærte, at jeg blev nødt til at stole på mine børn, så jeg prøvede aldrig at sige nej, hvis det på nogen måde var muligt at sige ja. Da vi opdrog vore børn, var det et spørgsmål om at komme igennem hver dag og have det lidt sjovt imens. Da jeg kunne se, at jeg alligevel ikke var i stand til at træffe alle mine børns beslutninger, så prøvede jeg på ikke at bekymre mig om hver en lille ting.« 35 Som resultat af deres forældres tillid følte børnene sig respekteret og fik erfaring og selvtillid. Og når svaret var nej, så forstod børnene, at det ikke var en vilkårlig restriktion. Familien Hinckleys hjem var også fyldt med latter. Marjorie sagde engang: »Den eneste måde at komme igennem livet på er ved at grine sig igennem det. Man kan enten grine eller græde. Jeg foretrækker at grine. Jeg får hovedpine af at græde.« 36 Med forældre, der kunne grine af sig selv og finde humoren i hverdagslivet, så børnene deres hjem som et vidunderligt tilflugtssted.

13 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Marjorie Pay

Tjeneste i Kirken var altid en del af Gordon og Marjories liv. Gordon tjente som stavens søndagsskoleforstander, og blev derefter kaldet til Søndagsskolens hovedbestyrelse, hvor han tjente i ni år. Han tjente senere som rådgiver i et stavspræsidentskab og som stavspræsident, mens Marjorie tjente i Primary, Unge Piger og Hjælpeforeningen. Børnene var vidne til, at tjeneste i Kirken var en glæde og et privilegium – et eksempel de hver især fulgte, da de blev voksne.

Forberedelse gennem professionelle bestræbelser

Gordon fortsatte i de første seks år af sit og Marjories ægteskab med at arbejde med komiteen for radio, PR og missionslitteratur. Han var trofast i sit arbejde, og projekter og deadlines pressede ham

14 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning ofte til randen af hans evner og erfaring – og udover dem. I et brev til en ven skrev han: »Meget at lave. Arbejdet med denne komité med et langt navn bliver mere omfattende, mere kompliceret og mere interessant … Radio, film og litteratur af forskellig art … får mig til at bede, være ydmyg, travl og arbejde længe … Hvilket alt sammen har fået mig til at blive lidt mere afhængig af briller … lidt mere skrutrygget, lidt mere tålmodig og lidt mere fuld af forundring over, hvad alt dette fører til.« 37 I starten 1940’erne medførte anden verdenskrig en ændring i Gordons arbejde. Fuldtidsmissionering blev sat næsten fuldstændigt i bero på grund af krigen, så hans arbejde med at lave materiale til missionering blev mindre presserende. Han følte et behov for at hjælpe med krigsindsatsen, så han ansøgte om optagelse på offi- cersskolen i USA’s flåde. Men hans problemer med allergier diskva- lificerede ham. »Jeg blev deprimeret over afvisningen,« indrømmede han senere. »Krigen var i gang, og alle gjorde noget for at hjælpe. Jeg følte, at jeg skulle bidrage på en eller anden måde.« 38 Dette ønske fik ham til at søge om et job som tilsynsførende for Denver og Rio Grande-jernbanen. Eftersom toget var meget vigtigt for at transportere tropper og udstyr til krigen, følte Gordon, at det job kunne hjælpe ham til at tjene sit land. Firmaet ansatte ham i 1943, og han arbejdede på stationen i Salt Lake City, indtil han og hans familie blev forflyttet til Denver i Colorado i 1944. Jernbanens ledere var imponerede over Gordons arbejde, og da krigen sluttede i 1945, tilbød de ham en permanent stilling, med en tilsyneladende lys arbejdsmæssig fremtid. På samme tid ringede ældste Stephen L. Richards og bad Gordon om at vende tilbage og arbejde for Kirken på fuld tid. Selvom jernbanen kunne tilbyde en betydeligt højere løn end Kirken, så fulgte Gordon sit hjerte og vendte tilbage til Salt Lake City.39 Gordons ansættelse ved Kirkens hovedsæde blev snart udvidet i forhold til hans tidligere ansvar. I 1951 blev han udpeget til sekretær for Kirkens missionærkomité og fik til opgave at føre opsyn med det daglige arbejde i den nyoprettede afdeling, Missionsafdelingen. Denne afdeling førte tilsyn med alt, der havde noget at gøre med

15 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Gordon B. Hinckley, 1951

at sprede evangeliet, deriblandt produktionen, oversættelsen og distribueringen af de materialer, missionærerne brugte; oplæring af missionærer og missionspræsidenter samt PR-medier, der blev brugt til at bygge broer og aflive myter om Kirken.40 I efteråret 1953 bad præsident David O. McKay Gordon om at komme hen på sit kontor og bad ham om at overveje et spørgsmål, der ikke direkte havde noget at gøre med pligterne i Missionsafde- lingen. »Bror Hinckley,« begyndte han, »som du ved, så bygger vi et tempel i Schweiz, og det bliver anderledes end vore andre templer, fordi det skal betjene medlemmer, der taler mange sprog. Jeg vil gerne have, at du finder på en måde, hvorpå man kan præsentere belæringerne i templet på forskellige europæiske sprog, hvor man bruger et minimum af tempeltjenere.« 41

16 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Præsident McKay gav Gordon et sted, hvor han kunne søge inspiration og komme væk fra de arbejdsmæssige krav i Missionsafdelin- gen. Hverdagsaftener, lørdage og nogle søndage arbejdede Gordon i et lille rum på femte sal i templet i Salt Lake City. Mange søndag morgener kom præsident McKay for at tale om ideer, se nærmere på præsentationen af begavelsen og bede om vejledning. Efter Gordon havde overvejet, bedt og søgt åbenbaring, anbefa- lede han, at præsentationen af begavelsen skete ved hjælp af en film, mens ordene til den hellige belæring blev synkroniseret på forskellige sprog. Præsident McKay og andre godkendte hans anbefalinger og gav ham til opgave at producere filmen. Gordon arbejdede med et hold af talentfulde og trofaste medarbejdere, der færdiggjorde projektet i september 1955. Han transporterede derefter personligt filmen til templet i Bern i Schweiz og førte tilsyn med de tekniske forberedelser til de første begavelsessessioner.42 Gordon var rørt over at se, at hans arbejde bragte glæde til de hellige i Europa: »Da jeg så disse mennesker fra 10 lande deltage i tempelordinancerne; da jeg så ældre mennesker fra bag Jerntæppet, der havde mistet deres familie i de krige, der var skyllet hen over dem, og var vidne til den lykke og de glædestårer, der kom fra deres hjerte som resultat af de muligheder, de havde fået. Da jeg så unge ægtemænd og hustruer med deres familie – deres kvikke og smukke børn – og så disse familier forenede i et evigt forhold, vidste jeg med en sikkerhed, der overgik, hvad jeg tidligere havde vidst, at [præsident McKay] var blevet inspireret og vejledt af Herren til at bringe disse uvurderlige velsignelser til de troende mænd og kvinder, der var samlet fra Europas lande.« 43 Der var gået tyve år, siden Gordon var vendt hjem fra sin mission, og han havde ikke opfyldt sin drøm om at få en kandidatgrad og blive journalist. I stedet havde han lært at bruge ny teknologi til at sprede Guds ord, han havde udviklet positive forhold til folk fra andre trossamfund, studeret og nedskrevet Kirkens historie, og han havde hjulpet med at forberede vejen for tusindvis af sidste dages hellige, så de kunne modtage templets velsignelser. Disse oplevelser kom til at tjene som en grundvold for den tjeneste, som han udførte resten af sit liv.

17 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Tjeneste som assistent til De Tolv

Den 5. april 1958 tog Gordon og Marjories søn Richard telefonen. Personen, der ringede, præsenterede sig ikke, men Richard genkendte præsident David O. McKays stemme og skyndte sig at hente sin far. Da Gordon kort havde talt med præsident McKay, gik han hurtigt i bad, skiftede tøj og kørte til Kirkens præsidents kontor. Eftersom han tidligere havde fået opgaver af præsident McKay, forventede han at blive bedt om at hjælpe med noget som forberedelse til den næste dags generalkonferencemøde. Han blev chokeret over at finde ud af, at præsident McKay havde noget andet i tankerne. Efter en hjertelig hilsen bad præsident McKay Gordon om at tjene som assistent til De Tolv. Brødre, der tjente i denne stilling, som ophørte i 1976, var generalautoriteter i Kirken. Gordon tjente som præsident for East Mill Creek Stav, da præsident McKay kaldte ham. Den næste dag blev ældste Gordon B. Hinckley opretholdt ved generalkonferencen. Selvom han i sin første konferencetale ind- rømmede, at han var »overvældet af en følelse af utilstrækkelighed,« så tog han imod sit nye ansvar med en karakteristisk tro og iver.44 En stor opgave, som ældste Hinckley fik som assistent til De Tolv, var at føre opsyn med Kirkens arbejde i hele Asien. Han vidste meget lidt om folkene der og talte ikke nogen af deres sprog, men han kom hurtigt til at elske dem, og de kom til at elske ham. Kenji Tanaka, en japansk sidste dages hellig, sagde om ældste Hinck leys første møde i Japan: »Ældste Hinckleys begejstring kunne ses i hans strålende øjne. Hans første ord til os var Subarashii! [›Vidunderligt!‹] Atmosfæren til det møde ændrede sig fra stift og formelt til et venskabeligt og nært forhold til ham, og der herskede en varm følelse.« 45 Det var den følelse, som han kom med, alle de steder han tog hen i Asien. Han hjalp folket til at se, at med tro på Herren kunne de udrette store ting og hjælpe Kirken til at vokse i deres eget land. Han forblev også tæt med fuldtidsmissionærerne, og han vidste, at deres flid ville have en direkte indflydelse på de folk, de tjente.

18 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Et særligt vidne om Kristi navn

En anden skelsættende telefonopringning kom en anden lørdag – den 30. september 1961. Denne gang var det Marjorie, der hørte præsident McKays velkendte stemme i telefonen. Atter skyndte Gordon B. Hinckley sig hen til Kirkens præsidents kontor. Igen blev han overrasket og overvældet, da han hørte om grunden til besøget. Da han ankom, sagde præsident McKay til ham: »Jeg har følt, at jeg skulle udpege dig til at fylde den ledige plads i De Tolv Apostles Kvorum, og vi vil gerne opretholde dig i dag ved konferencen.« 46 Endnu engang gik ældste Hinckley fremad med tro og begejstring trods en følelse af utilstrækkelighed. Som apostel fik ældste Hinckley yderligere ansvar. Han mødtes lejlighedsvis med regeringsledere og andre fremtrædende personer. Han blev ofte bedt om at tale offentligt på vegne af Kirken for at håndtere kritik og kulturel uro i USA. Han var en af frontfigurerne i bestræbelserne på at styrke Kirkens muligheder for lave transmis- sioner og bruge teknologi til at sprede evangeliet over hele jorden. Selv med disse ekstra roller tabte han aldrig sit ansvar for at styrke den enkeltes og familiers tro af syne. Hvad enten han talte til en person eller til titusind mennesker, havde han et personligt præg, der blev et kendetegn for hans tjenestegerning: At bringe folk, en for en, til Kristus. Ældste Hinckley fortsatte med at føre opsyn med arbejdet i Asien i de næste syv år, og han glædede sig over at se væksten blandt sine venner der. Han sagde: »Det er en inspirerende oplevelse … at være vidne til den måde, hvorpå Herren væver sit store tæppe i disse … dele af verden.« 47 Da opgaverne blev ændret i De Tolvs Kvorum, fik ældste Hinck- ley mulighed for at tjene i andre dele af verden. Hvor end han kom hen, viste han omsorg for den enkelte. I 1970, da han førte tilsyn med Kirkens arbejde i Sydamerika, rejste han til Chile efter at have præsideret over en stavskonference i Peru. To dage efter, at han var ankommet til Chile, hørte han, at et ødelæggende jordskælv havde ramt Peru, og at fire missionærer var savnede. Han lagde straks planer om at vende tilbage til Peru, selvom dette ville forsinke hans

19 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

hjemrejse. »Jeg kan ikke tage hjem med god samvittighed, når der er nogle missionærer, der er savnede,« sagde han.48 Han ankom til Lima i Peru den næste morgen. Da de savnede missionærer fandt en radioamatør, var de i stand til at kontakte Lima, og ældste Hinckley talte med dem. Missionærerne var i et lille rum fyldt med andre overlevende, og deres samtale blev sendt ud via en højttaler. »Da ældste Hinckleys stemme kom ud gennem højtta- leren i rummet fyldt med folk, der med vold prøvede at komme til radioen, faldt der med det samme en stilhed over rummet. Selvom han talte på engelsk, og disse folk alle talte spansk, så begyndte de hviskende at tale med hinanden og spørge: ›Hvem er den mand?‹ Selv midt i kaosset var der en fornemmelse af, at den stemme ikke tilhørte nogen almindelig mand.« 49 I løbet af de to første år, hvor ældste Hinckley førte tilsyn med Kirken i Sydamerika, besøgte han hver eneste mission, dannede nye missioner i Colombia og Ecuador, han hjalp med at danne nye stave i Lima i Peru og São Paulo i Brasilien og hjalp med at få løst problemer med at få visa til missionærer, der var kaldet til at tjene i Argentina. Han var midt i at gøre mere, da han i maj 1971 fik til opgave at føre tilsyn med otte missioner i Europa.50 Ældste Hinckley følte sig ofte udmattet på grund af sit stramme skema. Han var altid glad for at komme hjem og tilbringe noget tid sammen med Marjorie og børnene. Men Marjorie kunne se, at når han var væk fra sit arbejde i for lang tid, så blev han rastløs. Hans kaldelse som apostel – et af de »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23) – lå ham altid på sinde.

Store opgaver som rådgiver i Det Første Præsidentskab

Den 15. juli 1981, efter ældste Hinckley havde tjent i De Tolvs Kvorum i næsten 20 år, fik han en ny overraskende kaldelse. Præ- sident Spencer W. Kimball, der på det tidspunkt var Kirkens præsi- dent, bad ham om at tjene som rådgiver i Det Første Præsidentskab sammen med præsidenterne N. Eldon Tanner og Marion G. Rom- ney. Det var en usædvanlig men ikke en enestående afvigelse fra ordenen med at have to rådgivere. Præsident Kimball og hans

20 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning rådgivere var ikke ved godt helbred og havde brug for ekstra støtte i præsidentskabet.51 Ved præsident Hinckleys første generalkonference i denne nye stilling sagde han: »Mit eneste ønske er at tjene loyalt, hvor end jeg er kaldet … Denne hellige kaldelse har gjort mig klar over mine svagheder. Hvis jeg på noget tidspunkt har fornærmet nogen, så undskylder jeg og håber, at I vil tilgive mig. Hvad enten denne opgave bliver lang eller kort, så lover jeg at gøre mit bedste med kærlighed og tro.« 52 Han havde brug for at gøre sit allerbedste, da præsidenterne Kimball, Tanner og Romney alle havde svigtende helbred. De fleste af Det Første Præsidentskabs daglige opgaver faldt på præsident Hinckley. Han påtog sig også meget af ansvaret for større projekter, såsom indvielsen af templet i Jordan River i Utah. Udover det imø- dekom han offentlig kritik af Kirken og dens ledere, både tidligere og nuværende. Ved aprilkonferencen i 1982 sagde han: »Vi lever i et samfund, som trives på kritik … Jeg opfordrer jer indtrængende til at se det store billede for jer og lade være med at bekymre jer om de små pletter … Disse er kun småting i forhold til omfanget af [kirkelederes] tjeneste og deres store bidrag.« 53 Præsident Tanner gik bort den 27. november 1982, og det gik så meget ned ad bakke med præsidenterne Kimballs og Romneys helbred, at præsident Hinckley, der på det tidspunkt var blevet kaldet som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, ved aprilkonferencen 1983 sad ved siden af tomme stole på forhøjningen. På en dyb, personlig måde følte han det, som han på et tidspunkt kaldte »lederens ensomhed«.54 Præsident Hinckley fortsatte omhyggeligt og med bøn, idet han ikke ønskede at handle uden bemyndigelse fra profeten. Han bad seniormedlemmerne af De Tolv, især kvorumspræsidenten ældste Ezra Taft Benson, om hjælp til at varetage Kirkens daglige anliggender. Præsident Hinckley arbejdede hånd i hånd med De Tolvs Kvorum, altid vejledt af råd fra præsident Kimball. Ikke desto mindre følte han en stor byrde.

21 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Præsident Gordon B. Hinckley til generalkonference på et tidspunkt, hvor han var det eneste medlem af Det Første Præsidentskab, der var rask nok til at deltage.

Selvom præsident Hinckleys ansvar i Det Første Præsidentskab holdt ham i Salt Lake City det meste af tiden, rejste han engang imellem for at tjene medlemmer og missionærer i andre dele af verden. I 1984 vendte han tilbage til Filippinerne. 18 år tidligere havde han indviet den første kirkebygning der; nu skulle han indvie det første tempel. I indvielsesbønnen sagde han: »Dette land, Filippinerne, er et land med mange øer, hvis folk elsker frihed og sandhed, hvis hjerter er modtagelige for dine tjeneres vidnesbyrd, og som er lydhøre over for det evige evangeliums budskab. Vi takker dig for deres tro. Vi takker dig for deres offervilje. Vi takker dig for den mirakuløse fremgang med dit værk i dette land.« 55 Kirkens fortsatte fremgang var tydelig i juni 1984, da præsident Hinckley på vegne af Det Første Præsidentskab bekendtgjorde kaldelsen af områdepræsidentskaber – medlemmer af De Halvfjerds, der skulle bo rundt om i verden og føre tilsyn med Kirkens arbejde

22 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning i tildelte geografiske områder. Under ledelse af Det Første Præsi- dentskab og De Tolvs Kvorum skulle disse brødre sørge for megen af den ledelse og oplæring, som der er brug for i disse områder. »Vi kan ikke træffe enhver beslutning i Salt Lake City,« sagde han. »Vi bliver nødt til at gøre noget for at decentralisere myndigheden.« 56 Omkring et år senere sagde præsident Hinckley, da han talte til kirkeledere fra hele verden: »Jeg er sikker på, at det er et inspireret og stort skridt fremad, som vi har taget i disse sidste få måneder. Jeg er sikker på, at den hyppige tilstedeværelse af disse gode mænd i jeres midte vil være jer til stor trøst. Disse brødre knytter i virkeligheden hele Kirken sammen.« 57 Efter at have ledt Kirken i 12 år med en bemærkelsesværdig vækst døde præsident Spencer W. Kimball den 5. november 1985. Seniorapostlen, præsident Ezra Taft Benson, blev indsat som Kir- kens præsident. Han bad Gordon B. Hinckley om at tjene som sin førsterådgiver i Det Første Præsidentskab og Thomas S. Monson om at tjene som andenrådgiver. Med tre raske medlemmer af Det Første Præsidentskab kunne præsident Hinckley føle sine byrder blive lettere, og han havde flere muligheder for at besøge de hellige rundt om i verden. I løbet af nogle få år begyndte præsident Bensons helbred at skrante, og det daglige ansvar med at lede Kirken faldt igen på præsident Hinckley. Denne gang var han dog ikke alene i Det Første Præsidentskab. Med energi og kraft holdt præsidenterne Hinckley og Monson Kirken på en støt kurs, idet de altid respekterede præsident Bensons kaldelse som profet, seer og åbenbarer. De udviklede et stærkt, varigt venskab og partnerskab. Præsident Benson døde den 30. maj 1994, og præsident Howard W. Hunter blev Kirkens præsident. Endnu engang tjente præsiden- terne Hinckley og Monson som rådgivere. I juni ledsagede præ- sident og søster Hinckley præsident Hunter og hans hustru, Inis, og ældste M. Russell Ballard og hans hustru, Barbara, til Nauvoo i Illinois for at højtideligholde 150-året for Joseph og Hyrum Smiths martyrdød. Det blev den eneste gang præsident Hunter og præ- sident Hinckley rejste sammen. Præsident Hunter havde kæmpet med helbredsproblemer i årevis, og hans helbred blev hurtigt værre efter den tur. Den 27. februar 1995 bad han præsident Hinckley om

23 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Præsident Ezra Taft Benson (i midten) med sine rådgivere præsident Gordon B. Hinckley (til venstre) og præsident Thomas S. Monson (til højre) til generalkonference en præstedømmevelsignelse. I den velsignelse bønfaldt præsident Hinckley for præsident Hunters liv, men han sagde også, at han var i Herrens hænder.58 Nogle få dage senere den 3. marts 1995 gik præsident Hunter bort.

Profet, seer og åbenbarer og Kirkens præsident

Præsident Hunters død vejede, selvom den ikke kom overraskende, tungt på præsident og søster Hinckley. Som seniorapostel var præsident Hinckley den næste i rækken til at blive Kirkens præsident. Søster Hinckley sagde om det øjeblik, hvor de modtog besked om præsident Hunters død. »Præsident Hunter er væk, og vi var tilbage til at fortsætte arbejdet. Jeg følte mig så ked af det, så alene. Det gjorde Gordon også. Han var lammet. Og han følte sig meget, meget alene. Der var ikke nogen tilbage, der kunne forstå, hvad han gennemgik.« 59 Efter præsident Hunters begravelse fandt præsident Hinckley trøst i templet. Alene i Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums mødeværelse i templet i Salt Lake City fordybede han sig i skrifterne og mediterede over det, han læste. Han tænkte på Jesu Kristi

24 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning liv, tjenestegerning og forsoning. Så studerede han portrætterne på væggen, der afbildede alle Kirkens præsidenter fra Joseph Smith til Howard W. Hunter. Han skrev denne oplevelse ned i sin dagbog: »Jeg gik rundt foran disse portrætter og kiggede ind i øjnene på de mænd, som de forestillede. Jeg følte næsten, at jeg kunne tale med dem. Jeg følte næsten, at de talte til mig og gav mig trøst … Jeg satte mig i den stol, der havde været min som førsterådgiver til præsidenten. Jeg brugte ret lang tid på at kigge på disse portrætter. De syntes næsten alle at komme til live. Deres øjne syntes at hvile på mig. Jeg følte, at de opmuntrede mig og gav mig deres støtte. Det virkede som om, de fortalte mig, at de ved et råd i himlen havde anbefalet mig, at jeg ikke skulle frygte, at jeg ville blive velsignet og opretholdt i min tjenestegerning. Jeg knælede ned og bønfaldt Herren. Jeg talte længe med ham i bøn … Jeg er overbevist om, at jeg ved Åndens kraft hørte Herrens ord, ikke højt, men som en varme i mit hjerte, angående de spørgs- mål, som jeg havde stillet i bøn.« 60 Efter denne oplevelse nedskrev han igen sine tanker: »Jeg føler mig bedre tilpas, og jeg har i mit hjerte en større overbevisning om, at Herren gør det, han ønsker med hensyn til sin sag og sit rige, og at jeg vil blive opretholdt som præsident for Kirken som profet, seer og åbenbarer og vil tjene som sådan så længe Herren ønsker det. Med Åndens bekræftelse i mit hjerte er jeg nu rede til at gå fremad og gøre det allerbedste, jeg kan. Det er svært for mig at tro, at Herren har anbragt mig i dette høje og hellige kald … Jeg håber, at Herren har oplært mig til det, han forventer af mig. Jeg vil være fuldstændig loyal over for ham, og jeg vil sandelig søge hans vejledning.« 61 Præsident Gordon B. Hinckley blev indsat som Kirkens præsident den 12. marts 1995, og den næste dag talte han til en pressekonference og besvarede journalisternes spørgsmål. Ældste Jeffrey R. Holland sagde, »at ved slutningen af en varm, ofte morsom, og hele tiden indtagende ordudveksling med en række omfattende spørgs- mål, der blev stillet ved denne pressekonference, blev præsident Hinckley spurgt af en journalist: ›Hvad vil du fokusere på? Hvad vil temaet for din ledelse være?‹

25 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Præsident Gordon B. Hinckley på talerstolen ved en generalkonference

Instinktivt svarede han: »Fortsætte med arbejdet. Ja. Vores tema vil være at fortsætte med det store værk, som er blevet fremmet af vore forgængere.« 62 Præsident Hinckley var tro mod det løfte. Med respekt for de profeter, der var gået forud for ham, fortsatte han med det arbejde, som de havde udført. Og med tro på Gud Faderen og Jesus Kristus fulgte han åbenbaring for at udføre dette arbejde på nye måder.

26 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Bringer Kirken »ud af dunkelhed« (L&P 1:30) Ved begyndelsen af præsident Hinckleys tjenestegerning sagde ældste Neal A. Maxwell fra De Tolvs Kvorum: »Præsident Hinckley har hjulpet med at føre Kirken ud af dunkelheden. Kirken kan ikke bevæge sig fremad, som den skal, hvis vi er gemt under en skæppe. Nogen skal træde frem, og præsident Hinckley er villig til at gøre det. Han er en mand med indsigt i fortiden og nutiden på samme tid, og hans enestående talent for at udtrykke sig gør ham i stand til at præsentere vores budskab på en måde, der tiltaler mennesker overalt.« 63 Præsident Hinckleys omfattende erfaring med medier var en god hjælp som forberedelse til denne indsats. Som Kirkens præsident gav han ofte interviews til journalister rundt om i verden og besvarede deres spørgsmål om Kirkens lære og retningslinjer og bar sit vidnesbyrd om Frelseren og det gengivne evangelium. Hver gang blev forståelsen større, og venskaber blev dannet. Især et interview i 1996 med den erfarne journalist Mike Wallace fra tv-programmet 60 Minutes er værd at bemærke. Mike Wallace var kendt for at være en hård interviewer, og præsident Hinckley indrømmede, at han i begyndelsen havde nogle betænkeligheder, for udsendelsen blev vist på landsdækkende tv i USA. »Hvis resultatet bliver godt, vil jeg være taknemlig,« sagde han. »Ellers lover jeg, at jeg aldrig vil sætte min fod i en sådan fælde igen.« 64 Interviewet blev godt og viste mange positive sider af Kirken. Et andet resultat var, at Mike Wallace og præsident Hinckley blev venner. I 2002 var Salt Lake City vært for vinter-OL, hvilket gav Kirken international opmærksomhed. Præsident Hinckley og hans rådgi- vere blev konsulteret om dele af planlægningen. »Vi traf en bevidst beslutning om, at vi ikke ville udnytte dette som en tid eller et sted til at missionere, men vi var overbevist om, at der fra denne store begivenhed ville komme meget godt for Kirken.« 65 Han fik ret. Titu- sindvis af mennesker besøgte Salt Lake-dalen, og blev hilst velkommen af venlige værter – sidste dages hellige og andre, der arbejdede sammen for at skabe nogle succesfulde olympiske lege. Disse besø- gende gik omkring på Tempelpladsen, lyttede til Tabernakelkoret

27 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

og besøgte Slægtshistorisk bibliotek. Milliarder af mennesker så templet i Salt Lake på tv og så, at Kirken blev præsenteret i et godt lys af journalister. Det blev, som præsident Hinckley sagde: »Meget godt for Kirken.« Udover at bruge gamle, kendte kommunikationsmidler, så favnede præsident Hinckley nye metoder. For eksempel så han internettet som et middel til at bringe Kirken tættere på sine medlemmer og til at dele det gengivne evangelium med folk fra andre trosretninger. Under hans ledelse lancerede Kirken LDS.org, FamilySearch.org og Mormon.org. Den 23. juli 2004, den dag præsident Hinckley blev 94, tildeltes han Præsidentens Frihedsmedalje, den højeste civile hædersbevis- ning, der gives i USA. Om dette sagde han: »Jeg [er] dybt beæret over at modtage denne fornemme hædersbevisning fra USA’s præsident. Jeg er meget taknemlig. I en større forstand anerkender og ærer det Kirken, som har givet mig så mange muligheder, og hvis interesser jeg har prøvet at fremme.« 66 Han så denne hædersbevisning som et symbol på Kirkens voksende positive ry og som bevis på, at den i sandhed var bragt ud af dunkelhed. Rejser blandt de sidste dages hellige Præsident Hinckley syntes, at det var ubekvemt at rejse, men hans ønske om at tjene blandt de sidste dages hellige var stærkere end hans ønske om at blive hjemme. Han sagde, at han gerne ville »komme ud blandt vore medlemmer for at vise påskønnelse og give opmuntring og at bære vidnesbyrd om guddommeligheden af Herrens værk«.67 Tidligt i sin ledelse sagde han: »Jeg er fast besluttet på, at jeg, så længe jeg har styrken til det, vil komme ud blandt folket i dette land og i udlandet … Jeg har til hensigt at blive ved for fuld kraft, så længe jeg kan. Jeg ønsker at være blandt de mennesker, jeg elsker.« 68 Mens han var Kirkens præsident rejste han meget i USA og besøgte mere end 90 lande uden for USA. Alt i alt rejste han mere end 1,6 millioner kilometer som Kirkens præsident og mødtes med hellige i alle dele af verden.69 I nogle områder måtte folk gøre en endnu større indsats for at se ham, end han måtte gøre for at se dem. For eksempel besøgte han

28 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Præsident Hinckley elskede at »komme ud blandt folk derhjemme og i udlandet«. og søster Hinckley i 1996 Filippinerne, hvor Kirkens medlemstal var vokset til flere end 375.000. Det var planlagt, at præsident og søster Hinckley en aften skulle tale til et møde i Araneta Coliseum i Manila. Om eftermiddagen den pågældende dag var salen fyldt »til bristepunktet. Køerne var begyndt klokken 7.00 til et møde, der ikke skulle begynde før 12 timer senere. Senere lød det officielle tal på, at omkring 35.000 medlemmer havde stuvet sig sammen på salens 25.000 sæder og på midtergangene og i forhallen. Mange hellige havde rejst 20 timer med båd og bus for at komme frem til Manila. For nogle af dem kostede rejsen flere måneders løn … Da nyheden om, at salen var fyldt, nåede præsident Hinckley, og lederen for bygningen spurgte, om de på nogen måde kunne begynde mødet tidligere, sagde præsident Hinckley: ›Lad os tage afsted.‹ Han og søster Hinckley kom ind i den store arena … Og som på tælling rejste forsamlingen sig spontant, klappede og begyndte derefter at synge en følelsesladet udgave af ›Hav tak for profeten du sendte‹.« 70 Da præsident Hinckley vidste, at han og hans brødre ikke kunne tage alle de steder hen, som de gerne ville, var han fortaler for at

29 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

bruge teknologien til at oplære ledere rundt om i verden. Ved at bruge satellitteknologi præsiderede han over verdensomspændende oplæringstransmissioner, hvor den første blev afholdt i januar 2003. Fremmer vigtigheden af at lære og undervise i åndelige og verdslige sandheder Præsident Hinckley sagde: »Ingen af os … ved nok. Læringspro- cessen stopper aldrig. Vi skal læse, vi skal observere, vi skal tilegne os viden, og vi skal overveje de indtryk, vi får.« 71 Han sagde også: »Effektiv undervisning er selve kernen i lederskabet i Kirken. Evigt liv … kommer kun, når mænd og kvinder bliver undervist med en sådan effektivitet, at de ændrer sig og udviser disciplin i deres til- værelse. De kan ikke tvinges til retfærdighed eller ind i himlen. De skal ledes, og det betyder undervisning.« 72 Præsident Hinckley ønskede at give mere åndelig næring til sidste dages hellige over hele verden. I 1995 godkendte han med begejstring en plan om at udgive en ny serie af bøger, der ville give Kirkens medlemmer et evangelisk bibliotek. Kirken begyndte snart efter at udgive serien, der hed Kirkens præsidenters lærdomme, som denne bog er en del af. Verdslig læring var også vigtigt for præsident Hinckley. Han var bekymret for medlemmer af Kirken i fattige områder af verden, som ikke havde råd til en højere uddannelse eller jobtræning. Uden en sådan uddannelse eller jobtræning ville de fleste af dem forblive i fattigdom. Ved præstedømmemødet ved aprilkonferencen 2001 sagde præsident Hinckley: »I et forsøg på at afhjælpe denne situation foreslår vi en plan, som vi tror på er inspireret af Herren. Kirken opretter et fond, som hovedsageligt opbygges gennem bidrag fra trofaste sidste dages hellige, som har og fortsat vil bidrage til dette formål. Vi er dybt taknemlige for denne trofasthed … Vi [vil] kalde det for Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond.« 73 Præsident Hinckley forklarede, at de, der drog nytte af dette program, ville få lån, som blev taget fra midler, der var doneret af Kirkens medlemmer, til skole eller jobtræning. Når de har færdig- gjort deres uddannelse, forventes det, at de tilbagebetaler deres lån, så midlerne kan bruges til at hjælpe andre. Præsident Hinckley

30 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

»Vi råder forældre og børn til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og undervisning i evangeliet og sunde familieaktiviteter højest.« forklarede også, at Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond ville være »baseret på de samme principper som lå til grund for Kirkens Emigrationsfond«, som Kirken oprettede i 1800-tallet til at hjælpe trængende hellige med at emigrere til Zion.74 Indenfor seks måneder havde sidste dages hellige doneret millioner af dollars til Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond.75 Et år efter, at præsident Hinckley havde præsenteret planen, bekendt- gjorte han: »Dette foretagende [har] nu … et solidt grundlag … Unge mænd og kvinder i mindre privilegerede egne af verden, unge mænd og kvinder, som for det meste er hjemvendte missionærer, vil blive i stand til at få en god uddannelse, som vil hæve dem ud af fattigdommens sump, hvor deres forfædre fortvivlet har kæmpet i generationer.« 76 Dette program velsigner fortsat sidste dages hellige, både dem, der modtager, og dem, der giver. Vidner om ægteskabets og familiens ukrænkelighed Ved Hjælpeforeningens årlige møde, der blev afholdt den 23. september 1995, sagde præsident Hinckley: »Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer,

31 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

med så mange tillokkelser og fristelser til at påtage sig verdens smuds har vi følt, at vi bliver nødt til at advare. For at fremme denne advarsel udsender vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, hermed en proklamation til Kirken og til verden, som både er en erklæring og en bekræftelse af de standarder, læresætninger og levemåder i forbindelse med familien, som profeterne, seerne og åbenbarerne i denne kirke gentagne gange har erklæret i løbet af dens historie.« 77 Med denne introduktion oplæste præsident Hinckley for første gang offentligt: »Familien: En proklamation til verden.« Ægteskabets og familiens ukrænkelighed var et konstant emne i præsident Hinckleys lærdomme. Han fordømte mishandling af enhver art og opfordrede forældre og børn til at være tålmodige med hinanden, til at elske hinanden, til at undervise hinanden og til at tjene hinanden. I et brev dateret 11. februar 1999 sagde han og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: »Vi opfordrer forældre til at vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn efter evangeliske principper, hvilket vil bevare dem tæt til Kirken. Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og intet andet kan erstatte det eller varetage dets afgørende funktioner i opfyldelsen af dette gudgivne ansvar. Vi råder forældre og børn til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og undervisning i evangeliet og sunde familieaktiviteter højest. Uanset hvor værdige eller relevante andre krav eller aktiviteter måtte være, må de aldrig få lov til at erstatte de guddommeligt pålagte pligter, som kun forældre og familier kan udføre på rette måde.« 78 Rækker ud til nyomvendte Præsident Hinckley elskede at se mange mennesker tilslutte sig Kirken, men han interesserede sig for den enkelte, som udgjorde disse mange mennesker. Tidligt i sin ledelse sagde han: »Med det stadigt stigende antal nyomvendte, må vi gøre en stadig større og væsentlig indsats for at hjælpe dem, når de finder vej. Hver eneste har brug for tre ting – en ven, et ansvar og at ›få næring ved

32 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Præsident Hinckley lægger mørtel på ved hjørnestensceremonien forud for indvielsen af templet i Nauvoo i Illinois i 2002.

Guds gode ord‹ (Moro 6:4). Det er vores pligt og mulighed at sørge for disse ting.« 79 Styrkelse af nyomvendte var et emne, som præsident Hinckley konstant tog op. Ældste Jeffrey R. Holland fortalte følgende historie om, hvordan han lagde vægt på dette emne: »Med et glimt i øjet og en hånd, der slog i bordet foran ham, sagde han for nogen tid siden til De Tolv: ›Brødre, når mit liv er ovre, og bisættelsen er afsluttet, rejser jeg mig, når jeg passerer jer, og ser hver af jer ind i øjnene og siger: ›Hvordan klarer vi os med hensyn til fastholdelse?‹« 80 Tempelbyggeri I 1910, det år Gordon B. Hinckley blev født, var der 4 fungerende templer i verden, og de lå alle i Utah. I 1961, da han blev ordineret til apostel, var antallet steget til 12. Denne fremgang var betydningsfuld, men ældste Hinckley udtrykte ofte bekymring for, at mange folk rundt omkring i verden havde begrænset adgang til templets velsignelser. I 1973, da han tjente som formand for Kirkens tempelkomité, skrev han i sin dagbog: »Kirken kunne bygge [mange

33 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning mindre] templer for det samme, som det koster at bygge templet i Washington, [der på det tidspunkt var under opførelse]. Det vil bringe templerne til folket i stedet for at folk skal rejse over store afstande for at komme til dem.« 81 Da han blev opretholdt som Kirkens præsident i 1995, var antallet af fungerende templer steget til 47, men hans ønske om flere templer var stadig stærkt. Han sagde: »Det har været mit brændende ønske, at der var templer, hvor end der var behov for det, så vores folk, hvor end de var, uden for store ofre kunne komme til Herrens hus for at modtage deres egne ordinancer og for at have muligheden for at lave stedfortrædende arbejde for de døde.« 82 Ved oktoberkonferencen i 1997 kom præsident Hinckley med en historisk bekendtgørelse: Kirken ville begynde at bygge mindre templer rundt om i verden.83 Han sagde senere: »Jeg mener også, at tanken om mindre templer kom som en direkte åbenbaring.« 84 I 1998 bekendtgjorde han, at 30 nye mindre templer, tillige med templer, der allerede var planlagt eller under opførelse, »i alt [bliver] 47 nye templer foruden de 51, der nu fungerer«. Til stor glæde for alle, der lyttede, tilføjede præsident Hinckley så: »Jeg tror, at vi nok hellere må føje yderligere 2 til, så vi når 100 ved udgangen af dette århundrede, nemlig 2.000 år ›efter vor Herre og frelsers, Jesu Kristi, komme i kødet‹ (L&P 20:1).« Så lovede han: »Der [vil] komme flere.« 85 Den 1. oktober 2000 indviede præsident Hinckley templet i Boston i Massachusetts, nummer 100 af fungerende templer. Inden år 2000 var omme, indviede han endnu to templer. Da han døde i 2008, havde Kirken 124 fungerende templer og 13, der var bekendtgjort. Præsident Hinckley havde været involveret i planlægningen og opførelsen af de fleste af dem og havde personligt indviet 85 af dem, og havde genindviet 13 (8 af genindvielserne var templer, han tidligere havde indviet). Konferencecentret Ved oktoberkonferencen 1995 kom præsident Hinckley med an tydninger af en idé, som lå ham på sinde. Han talte fra Tabernaklet på Tempelpladsen og sagde: »Dette store Tabernakel synes at blive mindre for hvert år. Nu til dags mødes vi med langt større grupper

34 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Konferencecentret, som præsident Hinckley indviede ved oktoberkonferencen 2000 samlet under et enkelt tag ved nogle regionalkonferencer.« 86 Ved aprilkonferencen 1996 sagde præsident Hinckley mere om denne idé: »Jeg er ked af, at mange, som ønsker at være sammen med os i Tabernaklet denne formiddag, ikke kan komme ind. Der er virkelig mange på plænerne udenfor. Denne enestående og fantastiske sal, som blev bygget af vore pionerforfædre og indviet til at tilbede Herren, kan komfortabelt rumme 6.000. Nogle af jer, der sidder på de hårde bænke i to timer, betvivler måske ordet komfortabelt. Jeg føler med dem, som ønsker at komme ind, men ikke kunne få plads. For omkring et år siden foreslog jeg brødrene, at tiden måske var inde til, at vi skulle undersøge muligheden for at opføre et andet indviet hus til at tilbede i, men blot langt større, som kunne rumme tre eller fire gange det antal, som kan sidde i denne bygning.« 87 Den 24. juli 1997 ved 150-året for pionerernes ankomst til Salt Lake- dalen blev det første spadestik taget til den nye bygning – der skulle hedde Konferencecentret – i blokken lige nord for Tempelpladsen. Mindre end tre år senere, i april 2000, blev generalkonferencens

35 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning første møder afholdt der, selvom bygningen endnu ikke var helt færdig. Præsident Hinckley indviede Konferencecentret ved oktoberkonferencen 2000. Før han bad indvielsesbønnen, stod han ved talerstolen, der var lavet af et sort valnøddetræ, der havde vokset i hans egen have, og sagde: »I dag skal vi indvie det som et hus, hvori vi kan tilbede Gud, den evige Fader, og hans enbårne Søn, Herren Jesus Kristus. Vi håber, og vi beder om, at der fortsat fra denne talerstol vil udgå erklæringer om vidnesbyrd og lærdomme, om tro på den levende Gud og om taknemlighed for vor Forløsers store sonoffer.« 88 Vidnesbyrd om Jesus Kristus Den 1. januar 2000 udsendte præsident Gordon B. Hinckley, hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum en proklamation, der hed: »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd.« De erklærede om Frelseren: »Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.« 89 Og ingen anden havde en så vidtrækkende indflydelse på Gordon B. Hinckleys liv. I mere end 46 år tjente han som et særligt vidne om navnet Jesus Kristus. Nogle få måneder efter, han og hans brødre udgav »Den levende Kristus«, stod præsident Hinckley foran de sidste dages hellige og sagde: »Men af alt det, som jeg er taknemlig for her til morgen, er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus, den Almægtige Guds Søn, Freds Fyrsten, den Hellige.« 90 Prøvelser og håb Ved slutningen af aprilkonferencen 2004 sagde præsident Hinck- ley: »Jeg beder nu et øjeblik tøvende om en personlig gunst. Nogle af jer har bemærket, at søster Hinckley er fraværende. For første gang i de 46 år, siden jeg blev generalautoritet, har hun ikke overværet generalkonferencen … Vi var på vej hjem [fra Afrika i januar måned], da hun faldt om af udmattelse. Hun har haft det svært lige siden … Jeg gætter på, at tiden er ved at løbe ud, og vi ved ikke, hvordan man stiller uret tilbage.

36 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Det er en trist tid for mig. I denne måned har vi været gift i 67 år. Hun er mor til vore fem talentfulde og dygtige børn, bedstemor til 25 børnebørn og oldemor til et stigende antal oldebørn. Vi har vandret side om side igennem alle disse år, ligeværdige og partnere i regn og solskin. Hun har talt vidt og bredt og båret vidnesbyrd om dette værk, spredt kærlighed, opmuntring og tro overalt, hvor hun kom frem.« 91 To dage senere, den 6. april, gik Marjorie Pay Hinckley bort. Mil- lioner af folk, der elskede hende for hendes omsorgsfulde hjerte, kvikke vid og faste tro, sørgede sammen med præsident Hinckley. Han var taknemlig for de kærlige breve, der kom fra hele verden og støttede ham. Disse breve, sagde han, »har ydet os trøst i sorgens stund«.92 Mange folk ydede bidrag i søster Hinckleys navn til Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond. Selvom tabet af Marjorie var hårdt, så fortsatte præsident Hinck ley med sit arbejde i Kirken, selvom hans eget helbred blev endnu en smule dårligere. Han begyndte at gå med stok. Nogle gange brugte han den til at støtte sig, men for det meste brugte han den til at vinke til Kirkens medlemmer. Præsident Thomas S. Mon- son mindedes en samtale med præsident Hinckleys læge, der var bekymret for den måde, hvorpå præsident Hinckley brugte – og ikke brugte – sin stok. Lægen sagde: »Det sidste, vi ønsker, er, at han falder og brækker en hofte eller det, der er værre. I stedet vin- ker han med den, og så bruger han den ikke, når han går. Fortæl ham, at hans læge har anbefalet, at han går med stok, og han skal bruge den efter hensigten.« Præsident Monson svarede: »Doktor, jeg er præsident Hinckleys rådgiver. Du er hans læge. Du må sige det til ham!« 93 Tidligt i 2006, i en alder af 95, fik præsident Hinckley konstateret kræft. Ved oktoberkonferencen det år sagde han: »Herren har ladet mig leve. Jeg ved ikke hvor længe, men uanset hvor lang tid jeg har igen, vil jeg fortsætte med at yde mit bedste i de opgaver, jeg har … Jeg har det fint, mit helbred er rimeligt godt. Når tiden er inde til en efterfølger, bliver overgangen let og i overensstemmelse med hans vilje, hvis kirke det er.« 94 Et år senere år senere i oktober 2007 afsluttede præsident Hinckley sin sidste generalkonference ved at sige: »Vi ser frem til at se jer igen

37 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

til april. Jeg er 97, men jeg håber, at jeg kommer med. Må himlens velsignelser være med jer indtil da, er min ydmyge og oprigtige bøn i vor Forløsers, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.« 95 Præsident og søster Hinckleys datter Virginia beskrev de fire år efter søster Hinckleys død som »kronen på [præsident Hinckleys] liv«. Hun talte derefter om en bøn, som han bad den 20. januar 2008, en uge før sin død, da han indviede en renoveret kirkebygning i Salt Lake City: »I den bøn bad han på en helt usædvanlig måde til Herren for sig selv som profet. Han udtrykte taknemlighed over, at Herren lige ›fra Joseph Smiths tid og til nu har udvalgt og kaldet en profet til sit folk. Vi takker dig og beder dig om, at du vil trøste og støtte ham og velsigne ham i henhold til hans behov og din ophøjede hensigt‹.« 96 Torsdag den 24. januar 2008 følte præsident Hinckley sig for før- ste gang ikke i stand til at deltage sammen med sine brødre i deres ugentlige møde i templet. Den følgende søndag, den 27. januar, gav præsident Monson ham en præstedømmevelsignelse sammen med præsidenterne Henry B. Eyring og Boyd K. Packer. Senere den dag gik præsident Hinckley fredeligt bort derhjemme, omgivet af sine fem børn og deres ægtefæller. Få dage senere viste tusindvis ham den sidste ære, da de gik forbi præsident Hinckleys kiste ved en lit de parade i Profeternes sal i Kon- ferencecentret. Ledere fra andre kirker, politikere og repræsentanter for det offentlige og erhvervslivet sendte også deres kondolencer og udtrykte taknemlighed for præsident Hinckleys indflydelse og lærdomme. Begravelsen blev afholdt i Konferencecentret og transmitteret til kirkebygninger verden over. Som en del af mødet sang Taber- nakelkoret en ny salme, der hed »Hvad er det, vi kalder døden?« Salmens tekst var skrevet af præsident Hinckley – hans sidste vidnesbyrd om Jesus Kristus til hans venner, der havde set hen til ham som profet:

38 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

Hvad er det, vi kalder døden? Efterladt er vi med smerten. Et farvel, nej, men en ny tid, en lysere, bedre verden. Gud, rør mit smertende hjerte, berolig min uro og frygt. Lad håb og tro stå stærk og ren, lad mig trods uvejr sove trygt. Død findes ej, alt ændres dog. En ny verden er sejrens løn, hans gave, som elskede alle, Israels Hellige, Guds Søn.97 Noter 1. Se Steve Fidel, »A Temple to Be Built in 11. Se Gordon B. Hinckley, »Seeren Ghana«, Church News, 21. feb. 1998, s. 3. Joseph«, Den danske Stjerne, okt. 1977, 2. Jeffrey R. Holland, »Emerging with Faith s. 67; citerer »Priser profeten«, Salmer in Africa«, mormonnewsroom.co.za/ og sange, nr. 17. article/emerging-with-faith-in-africa; 12. Se Sheri L. Dew, Go Forward with hentet 11. feb. 2015. Faith, s. 45. 3. Esther Korantemaa Abuyeh, i »Accra 13. Teachings of Gordon B. Hinckley, Ghana Temple: Commemoration of the 1997, s. 388. Tenth Anniversary«, africawest.lds.org/ 14. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, accra-ghana-temple-commemoration- Go Forward with Faith, s. 46-47. of-the-tenth-anniversary; hentet 11. feb. 2015. 15. Se Gordon B. Hinckley, »Gud har ikke givet os en kujonsk ånd«, Stjernen, feb. 4. Adney Y. Komatsu, i Sheri L. Dew, 1985, s. 23. Go Forward with Faith: Teachings of Gordon B. Hinckley, 1996, s. 288. 16. Gordon B. Hinckley, »Spørgsmålet om at tage på mission«, Stjernen, rapport 5. Russell M. Nelson, »Åndelig kapacitet«, fra aprilkonferencen 1986, s. 38. Stjernen, jan. 1998, s. 16. 17. Gordon B. Hinckley, i Jeffrey R. 6. Jeffrey R. Holland, »President Gordon Holland, »President Gordon B. B. Hinckley: Stalwart and Brave He Hinckley: Stalwart and Brave He Stands«, Ensign, juni 1995, s. 4. Stands«, s. 7-8. 7. I Benjamin F. Tibby, Biographical 18. Se Gordon B. Hinckley, »Frygt ikke, Sketch of Breneman Barr Bitner, tro kun«, Stjernen, maj 1996, s. 4. Hinckley and Bitner family history collection, Kirkens historiske bibliotek 19. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, i Salt Lake City; se også Silas Richards’ Go Forward with Faith, s. 62. kompagnis skema og rapporter, sep. 20. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, 1849, Kirkens historiske bibliotek. Go Forward with Faith, s. 64. 8. Bryant S. Hinckley, i Sheri L. Dew, Go 21. Se Sheri L. Dew, Go Forward with Forward with Faith, s. 193. I de fleste Faith, s. 64. skøn ligger antallet af overlevende fra 22. Gordon B. Hinckley, i »His Mission Mayflower til at være en anelse flere to England Was a Life-Changing end 49. Experience«, Deseret Morning News, 9. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith, 28. jan. 2008, s. 11. s. 24. 23. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, 10. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith, Go Forward with Faith, s. 75. s. 25.

39 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

24. Elders’ Labor Record of Liverpool 47. Gordon B. Hinckley, i Conference Conference of the British Mission of Report, apr. 1962, s. 71. The Church of Jesus Christ of Latter-day 48. Se Allen E. Litster, i Sheri L. Dew, Go Saints, July 1933 to Feb. 1934; Kirkens Forward with Faith, s. 313. historiske bibliotek i Salt Lake City. 49. Allen E. Litster, i Sheri L. Dew, Go 25. Se Sheri L. Dew, Go Forward with Forward with Faith, s. 314. Faith, s. 69. 50. Se Sheri L. Dew, Go Forward with 26. Discourses of President Gordon B. Faith, s. 315. Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, s. 348. 51. I de sidste par år af David O. McKays tjeneste som Kirkens præsident kaldte 27. Discourses of President Gordon B. han også yderligere rådgivere i Det Hinckley, Volume 1, s. 348. Første Præsidentskab til at hjælpe sig. 28. Heber J. Grant, i Sheri L. Dew, Go 52. Se Gordon B. Hinckley, »Vished: Forward with Faith, s. 84. Religionens inderste væsen«, Den 29. Se yderligere detaljer om denne danske Stjerne, apr. 1982, s. 7. oplevelse i kapitel 2 i denne bog. 53. Gordon B. Hinckley, »Fem millioner 30. Gordon B. Hinckley, brev til Parley medlemmer – en milesten og ikke en Giles, 7. dec. 1936; Kirkens historiske tinde«, Den danske Stjerne, okt. 1982, s. bibliotek i Salt Lake City. 97, 98, 99. 31. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, 54. Gordon B. Hinckley, »The Loneliness Go Forward with Faith, s. 151-152. of Leadership«, foredrag holdt på Brig- 32. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, ham Young University, 4. nov. 1969, Go Forward with Faith, s. 104. speeches.byu.edu. 33. Marjorie Pay Hinckley, i Sheri L. Dew, 55. Gordon B. Hinckley, i Francis M. Go Forward with Faith, s. 59. Orquiola, »Temple Dedication Rewards Faith of Filipino Saints«, Ensign, nov. 34. Marjorie Pay Hinckley, i Sheri L. Dew, 1984, s. 106. Go Forward with Faith, s. 114-115. 56. Gordon B. Hinckley, i »New Mission 35. Marjorie Pay Hinckley, i Sheri L. Dew, Presidents Receive Instruction from Go Forward with Faith, s. 173-174. Church Leaders«, Ensign, sep. 1984, s. 76. 36. Marjorie Pay Hinckley, i Glimpses into the 57. Gordon B. Hinckley, i »Leadership Life and Heart of Marjorie Pay Hinckley, Meetings Focus on Missionary red. Virginia H. Pearce, 1999, s. 107. Work, Activation, and Strengthening 37. Gordon B. Hinckley, brev til G. Homer Members«, Ensign, maj 1985, s. 96. Durham, 27. mar. 1939; Kirkens 58. Se Sheri L. Dew, Go Forward with historiske bibliotek i Salt Lake City. Faith, s. 505. 38. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, 59. Marjorie Pay Hinckley, i Sheri L. Dew, Go Forward with Faith, s. 126. Go Forward with Faith, s. 505. 39. Se Sheri L. Dew, Go Forward with 60. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, Faith, s. 135-136. Go Forward with Faith, s. 508. 40. Se Sheri L. Dew, Go Forward with 61. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, Faith, s. 143-144. Go Forward with Faith, s. 508. 41. David O. McKay, i Sheri L. Dew, Go 62. Jeffrey R. Holland, »President Gordon Forward with Faith, s. 176. B. Hinckley: Stalwart and Brave He 42. Se Sheri L. Dew, Go Forward with Stands«, s. 2. Faith, s. 177-181. 63. Neal A. Maxwell, i Sheri L. Dew, Go 43. Gordon B. Hinckley, i Conference Forward with Faith, s. 536. Report, apr. 1958, s. 123-124. 64. »Ihukom hele din kirke, o Herre«, 44. Gordon B. Hinckley, i Conference Stjernen, juli 1996, s. 85. Report, apr. 1958, s. 123. 65. Gordon B. Hinckley, »Kirken går 45. Kenji Tanaka, i Sheri L. Dew, Go fremad«, Liahona, juli 2002, s. 4. Forward with Faith, s. 220. 66. Gordon B. Hinckley, i »President 46. David O. McKay, i Sheri L. Dew, Go Gordon B. Hinckley Awarded Forward with Faith, s. 234. Presidential Medal of Freedom«, mormonnewsroom.org/article/

40 Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning

president-gordon-b.-hinckley-awarded- 83. Se Gordon B. Hinckley, »Nogle presidential-medal-of-freedom; hentet tanker om templer, fastholdelse 21. sep. 2015. af nyomvendte og missionering«, 67. Gordon B. Hinckley, »Tilgivelse«, Stjernen, januar 1998, s. 50. Liahona, nov. 2005, s. 81. 84. Gordon B. Hinckley, »Det Første 68. Gordon B. Hinckley, »Denne herlige Præsidentskabs Kvorum«, Liahona, påskemorgen«, Stjernen, juli 1996, s. 66. dec. 2005, s. 40. 69. Se Milepæle under præsident 85. Gordon B. Hinckley, »Nye templer Gordon B. Hinckleys præsidentskab«, muliggør evangeliets største Mindenummer: Præsident Gordon velsignelser«, Stjernen, juli 1998, s. 93, B. Hinckley, 1910-2008, tillæg til 94. Se flere informationer om inspira- Liahona, apr. 2008, s. 13. tionen til at bygge mindre templer i kapitel 23. 70. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith, s. 553-554. 86. Se Gordon B. Hinckley, »Når vi samles«, Stjernen, jan. 1996, s. 4. 71. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 298. 87. Se Gordon B. Hinckley, »Denne herlige 72. Se Gordon B. Hinckley, Jeffrey R. påskemorgen«, s. 66. Holland, »En lærer, der er kommet fra Gud«, Stjernen, juli 1998, s. 27. 88. Gordon B. Hinckley, »Dette storslåede år ved årtusindskiftet«, Liahona, jan. 73. Gordon B. Hinckley, »Kirkens 2001, s. 82. selvsupplerende uddannelsesfond«, Liahona, juli 2001, s. 61-62. 89. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2. 74. Gordon B. Hinckley, »Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond«, s. 90. Gordon B. Hinckley, » Mit vidnesbyrd«, 61-62. Liahona, juli 2000, s. 83. Se mere om dette emne i kapitel 8 og 24. 75. Se Gordon B. Hinckley, »Ræk ned for at løfte andre«, Liahona, jan. 2002, s. 61. 91. Gordon B. Hinckley, »Afsluttende bemærkninger«, Liahona, maj 2004, s. 76. Gordon B. Hinckley, »Kirken går 103, 104. fremad«, s. 6. 89. Gordon B. Hinckley, »Kvinden i vores 77. Se Gordon B. Hinckley, »Stå fast mod liv«, Liahona, nov. 2004, s. 82. verdens list«, Stjernen, jan. 1996, s. 100-101. 93. Thomas S. Monson, »Gud vær med dig, til vi ses igen«, Mindenummer: Præsident 78. Brev fra Det Første Præsidentskab, Gordon B. Hinckley, 1910-2008, s. 30. 11. feb. 1999, i »Brev fra Det Første Præsidentskab«, Liahona, dec. 1999, s. 94. Gordon B. Hinckley, »Tro til at flytte 1. Se mere om dette emne i kapitel 10 bjerge«, Liahona, nov. 2006, s. 82. og 11. 95. Gordon B. Hinckley, »Afsluttende 79. Gordon B. Hinckley, »Nyomvendte og bemærkninger«, Liahona, nov. 2007, unge mænd«, Stjernen, juli 1997, s. 47. s. 108. Se mere om dette emne i kapitel 22. 96. Virginia H. Pearce, »En datters hyldest«, 80. Jeffrey R. Holland, »Bliv i mig«, Mindenummer: Præsident Gordon B. Liahona, maj 2004, s. 31. Hinckley, 1910-2008, s. 18, 19. 81. Gordon B. Hinckley, i Sheri L. Dew, 97. Gordon B. Hinckley, »Hvad er det, Go Forward with Faith, s. 325. vi kalder døden?«, Mindenummer: Præsident Gordon B. Hinckley 1910- 82. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 629. 2008, s. 32

41 Det første syn indledte »det afsluttende kapitel i den lange krønike, der drejer sig om Guds handlemåde over for mænd og kvinder på jorden«.

42 KAPITEL 1

Gengivelsen af evangeliet – nu stråler lyset i sin pragt

»Dette herlige evangelium blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for drengen Joseph.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Gordon B. Hinckley nærede igennem hele sit liv en stor respekt for de folk og de steder, der var involveret i gengivelsen af evangeliet. Han var især taknemlig for Joseph Smith og hans rolle i genoprettelsen, og han talte om en »evigt voksende trang til at bære vidnesbyrd om Herrens guddommelighed og om profeten Joseph Smiths mission«.1 I 1935, da Gordon rejste hjem fra sin mission i England, besøgte han og andre hjemvendte missionærer den hellige lund og Cumora- højen. De gjorde også holdt ved fængslet i Carthage, hvor profeten Joseph Smith og Hyrum Smith led martyrdøden. De vandrede ad Nauvoos støvede gader, hvor de fordrevne hellige havde forvandlet et sumpområde til en smuk by. Refleksioner over de første helliges prøvelser og sejre fyldte uden tvivl Gordons sind, mens han var disse steder, og da han fortsatte vestpå ad pionerernes rute til Salt Lake City. Gordon B. Hinckley vendte tilbage til genoprettelsens hellige steder mange gange i de følgende årtier. Ved Det Første Præsidentskabs julebudskab den 3. december 2000 fortalte han om en personlig oplevelse fra et besøg i den hellige lund: »For nogle år siden fik jeg den opgave at tage til konference i Rochester Stav i New York. Om lørdagen sagde jeg til de brødre, som var med mig: ›Lad os stå tidligt op i morgen, tidligt søndag morgen, og køre ud til den hellige lund, inden konferencen begynder.‹ Den var de alle med på. Derfor tog missionspræsidenten, stavspræsidenten,

43 Kapitel 1

regionalrepræsentanten og jeg meget tidligt den forårssabbat ud til Palmyra og gik ind i lunden. Der var ikke andre i lunden. Der var fredfyldt og smukt. Det havde regnet i løbet af natten. Der sad små nyudsprungne blade på træerne. Vi talte kun dæmpet til hinanden. Vi knælede ned på den fugtige jord og bad. Vi hørte ikke nogen røst. Vi så ikke noget syn. Men på en ubeskrivelig måde fik vi hver især at vide i vores sind, at her fandt det sted, sådan som Joseph sagde, det skete. Det var her, at Gud vor evige Fader og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus, viste sig for den 14-årige dreng og talte med ham. Deres uforlignelige lys hvilede på ham, og han blev belært om, hvad han skulle gøre. Denne uovertrufne hændelse, det første syn, rev det forhæng til side, hvorigennem Kristi Kirke blev genoprettet på jorden. Den kom ud fra mørkets ørken, fra forgangne tidsaldres trøstesløshed frem i en ny dags herlige morgengry. Derefter kom Mormons Bog som endnu et vidne om Herren Jesus Kristus. Hans hellige, højeste præstedømme blev gengivet under håndspålæggelse af dem, der besad det tidligere. Nøgler og magter blev overdraget til profeten og hans medarbejdere. Den oprindelige kirke var atter på jorden med alle tidligere uddelingers velsignelser, bemyndigelser, læresætninger, nøgler og principper. Det er [Kristi] kirke. Den bærer hans navn. Den bliver ledet ved hans præstedømme. Der er ikke givet noget andet navn under himlen, som menneskene kan blive frelst ved. Joseph Smith … blev det store vidne om ham.« 2

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Efter Frelserens død gled den kirke, han havde oprettet, over i frafald. [ Jesus Kristus] var og er den store centrale skikkelse i menneskenes historie, tidernes og alle menneskers midte. Før sin død havde han ordineret sine apostle. De fortsatte en tid. Hans kirke blev grundlagt.3 Efter Frelserens død gled den kirke, han havde oprettet, over i frafald. Dermed blev Esajas’ ord opfyldt, som lød: »Jorden er vanhelliget

44 Kapitel 1 af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt« (Es 24:5).4 I sine breve bønfaldt Paulus Kristi disciple om at have styrke, for at de ikke skulle blive forledt af den Onde. Men til sidst fik en stemning af frafald overhånd.5 Århundrederne gik. Mørkets skyer omringede jorden. Esajas beskrev det: »For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene« (Es 60:2). Det var en tid med plyndring og lidelse, kendetegnet af lange og blodige konflikter … Det var en håbløshedens tidsalder, en tid med herrer og livegne. De første tusind år gik, og det andet årtusind begyndte. De første århundreder var en fortsættelse af de forgangne. Det var en tid fyldt med frygt og lidelse.6

2 Renæssancen og reformationen bidrog til at berede vejen for gengivelsen af evangeliet. På en eller anden måde tændtes der i denne lange mørke nat et lille lys. Renæssancen medførte en opblomstring af lærdom, kunst og videnskab. Der opstod en bevægelse af frygtløse og modige mænd og kvinder, som så mod himlen i erkendelse af Gud og hans guddommelige Søn. Vi omtaler den som reformationen.7 Reformatorer arbejdede for at ændre [den kristne kirke], især mænd som Luther, Melanchton, Hus, Zwingli og Tyndale. Det var mænd med stort mod, hvoraf nogle led en forfærdelig død på grund af deres tro. Protestantismen blev født med dets råb om reformation. Da den reformation ikke kom, organiserede reformatorerne deres egne kirker. Det gjorde de uden præstedømmets myndighed. Deres eneste ønske var at finde et sted, hvor de kunne tilbede Gud, sådan som de følte, han skulle tilbedes. Alt imens disse stærke kræfter havde fremgang overalt i den kristne verden, arbejdede også de politiske kræfter. Derpå kom den amerikanske uafhængighedskrig, der resulterede i en nations fødsel, hvis forfatning erklærede, at regeringen ikke skulle stikke sin grådige hånd i religiøse sager. En ny dag var begyndt, en herlig

45 Kapitel 1

dag. Her var ikke længere en statskirke. Intet enkelt trossamfund blev favoriseret frem for et andet. Efter århundreder med mørke og smerte og kamp var tiden moden for gengivelsen af evangeliet. Fordums profeter havde talt om denne længe ventede dag. Alt havde peget mod denne tid. Århundrederne med al deres lidelse og alt deres håb var kommet og gået. Nationernes almægtige dommer, den levende Gud, besluttede, at de tider, som profeterne havde talt om, var kommet. Daniel havde forudset en sten, der blev revet løs uden brug af hænder og blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden (se Dan 2:35, 44).8

3 Genoprettelsen blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for Joseph Smith. Efter at mange slægtled var gledet hen på jorden – mange af dem i krig, had, mørke og ugudelighed – gryede genoprettelsens strålende nye dag. Dette herlige evangelium blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for drengen Joseph.9 Hvor meget mere bemærkelsesværdigt var så ikke det syn i året 1820, da Joseph bad i lunden, og både Faderen og Sønnen viste sig for ham. En af dem talte til ham, kaldte ham ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« ( JS–H 1:17) Intet lignende var nogensinde sket før. Man forledes til at undre sig over, hvorfor det var så vigtigt, at både Faderen og Sønnen viste sig. Jeg tror, det var, fordi de indledte tidernes fyldes uddeling, evangeliets sidste og afsluttende uddeling, hvor alle tidligere uddelingers elementer ville blive samlet i et. Det skulle være det afsluttende kapitel i den lange krønike, der drejer sig om Guds handlemåde over for mænd og kvinder på jorden.10 Ethvert krav, som vi gør på at have guddommelig myndighed, enhver sandhed, som vi forkynder angående dette værks gyldighed, har sin rod i den første åbenbaring, som profeten modtog. Uden den ville vi ikke have så meget at sige. Det var den storslåede indledning til tidernes fyldes uddeling, hvor Gud lovede, at han ville

46 Kapitel 1

Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed og nøgler blev gengivet til jorden som en del af genoprettelsen. gengive al den magt, alle gaver og velsignelser, som alle tidligere uddelinger havde haft.11

4 Præstedømmets myndighed og nøgler blev gengivet. Da Johannes Døber gengav Det Aronske Præstedømme, lagde han hænderne på Joseph Smiths og Oliver Cowderys hoveder og sagde: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13:1).12 Herefter fulgte et besøg fra Peter, Jakob og Johannes, Herren Jesu Kristi apostle, som overdrog Joseph og Oliver Cowdery Det Melkisedekske Præstedømme, som disse apostle havde modtaget ved Herrens egne hænder.13 Tre af [Frelserens] apostle – Peter, Jakob og Johannes – viste sig for Joseph og Oliver et sted »i det uopdyrkede land« langs

47 Kapitel 1

Susquehannafloden (se L&P 128:20). De lagde deres hænder på deres hoveder og overdrog dem denne hellige myndighed … Jeg kan spore mit præstedømme i direkte linje til denne hændelse. Det lyder sådan: Jeg blev ordineret af David O. McKay, der blev ordineret af Joseph F. Smith, der blev ordineret af Brigham Young, der blev ordineret af de tre vidner, der blev ordineret af Joseph Smith jun. og Oliver Cowdery, der blev ordineret af Peter, Jakob og Johannes, der blev ordineret af Herren Jesus Kristus. På samme vis er det givet til [hver bærer af Det Melkisedekske Præstedømme]. Hver eneste af jer brødre, som bærer dette præste- dømme, har også modtaget det i direkte linje fra den overdragelse, som Peter, Jakob og Johannes foretog.14

5 Gennem Joseph Smith åbenbarede Herren sandheder, der adskiller os fra andre kirker. Tillad mig at nævne nogle af de mange læresætninger og traditioner, der adskiller os fra alle andre kirker, og som alle er modtaget ved åbenbaring til den unge profet. I kender dem, men de er værd at gentage og tænke over. Guddommen Den første af disse er … tilsynekomsten af Gud selv og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus. Dette storslåede første syn er, efter min mening, den største begivenhed af sin art siden vor Herres fødsel, liv, død og opstandelse i tidernes midte. Vi har intet nedskrevet om nogen lignende begivenhed. I århundreder har mænd samlet sig og diskuteret Guddommens natur. Konstantin samlede forskellige lærde i Nikæa i året 325. Efter to måneders indgående debat indgik de kompromis om en definition, som i generationer har været læresætning blandt kristne angående Guddommen. Jeg opfordrer jer til at læse definitionen og sammenligne den med drengen Josephs udsagn. Han siger ganske enkelt, at Gud stod foran ham og talte til ham. Joseph kunne se ham og høre ham. Han var i et menneskes skikkelse, et væsen med et legeme. Ved hans side stod

48 Kapitel 1 den opstandne Herre, et selvstændigt væsen, som han præsenterede som sin elskede Søn, og med hvem Joseph også talte. Jeg vil tillade mig at hævde, at på den korte tid, dette bemærkel- sesværdige syn varede, lærte Joseph mere om Guddommen end alle fortidens lærde og gejstlige. Under denne guddommelige åbenbaring blev vitterligheden af Herren Jesu Kristi bogstavelige opstandelse bekræftet udover enhver tvivl. Denne viden om Guddommen, der var skjult for verden i århundreder, var den første og store ting, Gud åbenbarede for sin udvalgte tjener.15 Mormons Bog som et vidne sammen med Bibelen Jeg taler herefter om noget andet meget vigtigt, Gud har åbenbaret. Den kristne verden accepterer Bibelen som Guds ord. De fleste ved ikke, hvordan den kom til os. Jeg er lige blevet færdig med at læse en nyudgivet bog af en berømt videnskabsmand. Det er tydeligt ud fra de oplysninger, som han giver, at Bibelens forskellige bøger blev bragt sammen på en måde, der forekommer at have været usystematisk. I nogle tilfælde blev de først nedskrevet længe efter de begivenheder, de beskriver. Man forledes til at spørge: »Er Bibelen sand? Er den virkelig Guds ord?« Vi svarer, at det er den for så vidt, som den er rigtigt oversat. Herrens hånd var med i dens fremkomst. Men nu står den ikke længere alene. Der er endnu et vidne om de betydelige og vigtige sandheder, den indeholder. Skriften siger, at »på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1). Mormons Bog er fremkommet ved Guds gave og kraft. Den taler som en røst fra støvet, som et vidnesbyrd om Guds Søn. Den taler om hans fødsel, om hans virke, om hans korsfæstelse og opstandelse og hans tilsynekomst for de retfærdige i landet Overflod på det amerikanske fastland.

49 Kapitel 1

»Mormons Bog … taler som en røst fra støvet, som et vidnesbyrd om Guds Søn.«

Det er noget håndgribeligt, man kan tage i hænderne, som kan læses, som kan efterprøves. Den bærer i sig et løfte om dens guddommelige oprindelse. Millioner har nu efterprøvet den og fundet, at det er en sand og hellig optegnelse … Ligesom Bibelen er et vidne om den gamle verden, er Mormons Bog et vidne om den nye. De går hånd i hånd for at erklære, at Jesus er Faderens Søn … Denne hellige bog, der fremkom som en åbenbaring fra den Almæg- tige, er i sandhed endnu et vidne om vor Herres guddommelighed.16 Præstedømmemyndighed og Kirkens organisering Præstedømmet er myndigheden til at handle i Guds navn … Jeg har for nylig læst … en bog[, der] handler om den oprindelige kirkes frafald. Hvis denne kirkes myndighed gik tabt, hvordan kunne den så erstattes?

50 Kapitel 1

Præstedømmets myndighed kom fra det eneste sted, den kunne komme, og det er fra himlen. Det blev overdraget ved hænderne fra dem, som besad det, da Frelseren vandrede på jorden … Hvor smuk er ikke udfoldelsen af genoprettelsens mønster, som førte til organiseringen af Kirken i året 1830 … Selv Kirkens navn kom ved åbenbaring. Hvis kirke var det? Var det Joseph Smiths? Var det Oliver Cowderys? Nej, det var Jesu Kristi Kirke genoprettet på jorden i disse sidste dage.17 Familien En anden stor og enestående åbenbaring, der blev givet til profeten, var planen for evigt familieliv. Familien er noget, den Almægtiges har skabt. Den repræsenterer det helligste af alle forhold. Den repræsenterer den alvorligste af alle forpligtelser. Den er samfundets grundlæggende organisation. Gennem Guds åbenbaringer til hans profet kom den lære og myndighed, igennem hvilken familier besegles ikke blot for dette liv, men for al evighed.18 Små børns uskyld Små børns uskyld er endnu en åbenbaring, som Gud har givet ved hjælp af profeten Joseph. Det almindelige er dåb af spædbørn for at borttage følgerne af det, der beskrives som Adams og Evas synder. Efter genoprettelsens lære er dåb til forladelse for ens egne personlige synder. Den bliver en pagt mellem Gud og mennesket. Den foretages ved ansvarlighedsalderen, når man er gammel nok til at skelne mellem rigtigt og forkert. Den sker ved nedsænkning som symbol på Jesu Kristi død og begravelse, og at han kom frem i opstandelsen.19 Frelse for de døde Jeg fortsætter med at nævne endnu en åbenbaret sandhed. Vi lærer, at der ikke er personanseelse hos Gud, og alligevel er der i ingen andre kirker, som jeg kender til, tilvejebragt mulighed for, at dem på den anden side af dødens slør kan modtage enhver velsignelse, som gives de levende. Den store lære om forløsning af de døde er enestående for denne kirke … De døde får de samme

51 Kapitel 1

muligheder som de levende. Endnu engang, sikke en strålende og vidunderlig ordning den Almægtige har udvirket ved sin åbenbaring til sin profet.20 Målet for Guds børn, deres ophav og potentiale Menneskets evige herkomst er blevet åbenbaret. Vi er Guds sønner og døtre. Gud er Fader til vores ånd. Vi levede, før vi kom hertil. Vi havde personlighed. Vi blev født til dette liv efter en guddommelig plan. Vi er her for at prøve vores værdighed, når vi handler ud fra den handlefrihed, Gud har givet os. Når vi dør, fortsætter vi med at leve. Vores evige liv består af tre dele; ét, vores førjordiske liv; to, vores jordiske liv; og tre, vores liv efter døden. I døden går vi bort fra denne verden og træder gennem sløret ind til den verden, som vi er værdige til. Også dette er en enestående, særlig og dyrebar lære for denne kirke, som er modtaget ved åbenbaring.21 Nutidig åbenbaring Jeg har givet en kort sammenfatning af den kolossale udgydelse af visdom og myndighed fra Gud til hans profet … Der er én mere, som jeg må nævne. Det er princippet om nutidig åbenbaring. Tros- artiklen, som profeten skrev, erklærer: »Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åben- barer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (TA 1:9). En kirke i vækst, en kirke, som spreder sig ud over jorden i disse vanskelige tider, har brug for stadig åbenbaring fra himlens trone til at lede den og føre den fremad. Med bøn og ivrig søgen efter Herrens vilje vidner vi om, at vejledning modtages, at åbenbaring gives, og at Herren velsigner sin kirke, som den bevæger sig på sin skæbnes vej. På det solide fundament, som udgøres af profeten Josephs guddommelige kaldelse og Guds åbenbaringer, som kom ved ham, går vi fremad.22 Idet jeg står som den femtende i rækken fra Joseph Smith og bærer den profetiske kappe, som han fik, bærer jeg højtideligt mit vidnesbyrd om, at profeten Josephs beretning om [genoprettelsens] begivenheder er sand, at Faderen … vidnede om sin Søns guddommelighed,

52 Kapitel 1 at Sønnen instruerede den unge profet, og at der fulgte en strøm af begivenheder, som førte til organiseringen af »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30).23

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor havde folk i verden brug for en genoprettelse af Kirken og Jesu Kristi evangelium? (Se afsnit 1). Hvordan forberedte Herren vejen for evangeliets gengivelse? (Se afsnit 2). • Tænk over præsident Hinckleys lærdomme om det første syn (se afsnit 3). Hvordan har jeres vidnesbyrd om det første syn påvirket jer? • Hvorfor var det nødvendigt, at præstedømmet blev gengivet af himmelske budbringere? (Se afsnit 4). Hvorfor er det vigtigt, at bærere af Det Melkisedekske Præstedømme kan spore deres præstedømmemyndighed tilbage til Jesus Kristus? • Gennemgå i afsnit 5 sammenfatningen af nogle af de sandheder, som kom ved åbenbaring til profeten Joseph Smith. Hvordan har disse sandheder været en velsignelse for jer? Hvordan kan vi hjælpe børn til at forstå og påskønne disse sandheder? Skriftstedshenvisninger Es 2:1-3; ApG 3:19-21; Åb 14:6-7; 2 Ne 25:17-18; L&P 128:19-21 Studiehjælp »Dit studium af evangeliet er mest effektivt, når du bliver undervist af Helligånden. Begynd altid dit studium af evangeliet ved at bede om, at Helligånden må hjælpe dig med at lære« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18). Noter 1. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 5. »Nu stråler lyset i sin pragt«, Liahona, The Biography of Gordon B. Hinckley, maj 2004, s. 82. 1996, s. 326. 6. »På tidernes tinde«, s. 87-88. 2. »My Redeemer Lives«, Ensign, feb. 7. »Nu stråler lyset i sin pragt«, s. 82-83. 2001, s. 72. 8. Se »På tidernes tinde«, s. 88-89. 3. Se »På tidernes tinde«, Liahona, jan. 2000, s. 87. 9. Se »Nu stråler lyset i sin pragt«, s. 83. 4. »En sten hugget ud af bjerget«, Liahona, 10. Se »En sten hugget ud af bjerget«, s. 84. nov. 2007, s. 84. 11. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 226.

53 Kapitel 1

12. »Det jeg ved«, Liahona, maj 2007, s. 84. 18. Se »De store ting, Gud har åbenbaret«, 13. »De store ting, Gud har åbenbaret«, s. 82. Liahona, maj 2005, s. 82. 19. »De store ting, Gud har åbenbaret«, s. 82. 14. Discourses of President Gordon B. 20. Se »De store ting, Gud har åbenbaret«, Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, s. 82-83. s. 411. 21. Se »De store ting, Gud har åbenbaret«, 15. Se »De store ting, Gud har åbenbaret«, s. 83. s. 80-81. 22. »De store ting, Gud har åbenbaret«, s. 83. 16. Se »De store ting, Gud har åbenbaret«, 23. Se »Særlige vidner om Jesus Kristus«, s. 81-82. Liahona, apr. 2001, s. 24. 17. »De store ting, Gud har åbenbaret«, s. 82.

54 KAPITEL 2

Et banner for folkene, et lys for verden

»Dette er tiden til at være stærk. Det er en tid til at bevæge sig fremad uden tøven og med fuldt kendskab til omfanget og betydningen af vores mission.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Kort tid efter, at Gordon B. Hinckley vendte hjem fra sin mission til England, udførte han en sidste opgave for sin missionspræsident Joseph F. Merrill. Præsident Merrill var også medlem af De Tolv Apostles Kvorum, og han havde bedt Gordon om at rapportere til Det Første Præsidentskab: Præsidenterne Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay. Gordon kontaktede Det Første Præ- sidentskabs sekretær og fik en tid. Da Gordon kom ind i Det Første Præsidentskabs rådsværelse, hilste præsident Grant og hans rådgivere hjerteligt på ham. Så sagde præsident Grant: »Bror Hinckley, du har femten minutter til at for- tælle os, hvad ældste Merrill gerne vil have, at vi hører.« En time og femten minutter efter forlod Gordon rummet. I sine tildelte femten minutter havde han fremlagt sin missionspræsidents bekymringer – at missionærerne havde brug for bedre trykte materialer til at hjælpe dem i deres arbejde. Hans korte præsentation havde ført til spørgsmål fra Det Første Præsidentskab og en drøftelse på en time. Da Gordon havde udført sin opgave, følte han, at »hans mission nu var rigtigt ovre, og det var på tide at gå fremad og planlægge fremtiden«. Han havde allerede fået sin eksamen fra University of Utah med en grad i engelsk, og han ville gerne have en kandidatgrad i journalistik fra Columbia University i New York City. Men en telefonopringning to dage efter hans møde med Det Første Præsidentskab ændrede hans planer. Telefonopringningen var fra præsident McKay,

55 Kapitel 2

»Det er denne kirkes mission at stå som et banner for folkene og et lys for verden.«

56 Kapitel 2 der sagde: »Bror Hinckley, vi har ved et møde i går med Præsident- skabet og De Tolv drøftet, hvad vi talte om under dit interview med os. Og vi har organiseret en komité, der består af seks medlemmer af De Tolv, med ældste Stephen L Richards som formand, for at tage sig af de behov, som du har beskrevet. Vi vil gerne bede dig om at komme og arbejde sammen med den komité.« 1 Gordon tog imod opfordringen og blev ansat som sekretær i den nyligt dannede komité for radio, PR og missionslitteratur. Han kom aldrig til Columbia, og han kom aldrig til at arbejde som journalist, der dækkede alverdens nyheder. I stedet påbegyndte han en livslang indsats for at sprede evangeliets gode nyheder. Det ansvar blev senere udvidet, da han tjente som generalautoritet. Da Gordon B. Hinckley havde udviklet en evne til at udtrykke sig klart selv i svære situationer, fik han ofte opgaven med at blive interviewet af journalister. Som Kirkens præsident fortsatte han med at tage imod sådanne muligheder og gjorde sin del for at bringe Kristi Kirke »ud af dunkelhed« (L&P 1:30). Han sagde: »Jeg tror og bærer vidnesbyrd om, at det er denne kirkes mission at stå som et banner for folkene og et lys for verden. Vi har fået en storslået, altomfattende befaling, hvorfra vi ikke kan vige eller vende os bort. Vi accepterer denne befaling, og vi er fast besluttet på at opfylde den, og med Guds hjælp vil vi gøre det.« 2

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Ligesom stenen i Daniels syn ruller Kirken frem for at fylde hele jorden. Denne kirke begyndte med drengen Joseph Smiths ydmyge bøn i en skov på hans fars gård. Ud fra den bemærkelsesværdige oplevelse, som vi kalder den første åbenbaring, har dette værk udviklet sig … Det er en direkte opfyldelse af Daniels syn af stenen, der blev revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd, som rullede frem og fyldte hele jorden (se Dan 2:44-45).3 Da Kirken blev organiseret i 1830, var der kun seks medlemmer og blot en håndfuld troende, der alle boede i en stort set ukendt landsby … Zions stave blomstrer i dag i alle stater i USA, i alle provinser i

57 Kapitel 2

Canada, i alle stater i Mexico, i alle lande i Mellemamerika og ned gennem hele Sydamerika. Der findes forsamlinger overalt på De Britiske Øer og i Europa, hvor tusinder har tilsluttet sig Kirken gennem årene. Dette værk er nået ud til de baltiske lande og videre ned gennem Bulgarien, Albanien og andre steder i den del af verden. Det når hen over Ruslands enorme område. Det når op til Mongoliet og hele vejen ned gennem landene i Asien og til Stillehavsøerne, Australien og New Zealand og videre hen til Indien og Indonesien. Det blomstrer i mange af Afrikas lande … Og det er kun begyndelsen. Dette værk vil fortsat vokse og have fremgang og bevæge sig tværs over jorden.4

2 Kirkens første ledere havde et profetisk syn om omfanget af Herrens værk. Den 24. juli 1847 kom et pionerkompagni af vort folk til [Salt Lake- dalen]. Der var et par dage i forvejen allerede ankommet én gruppe. Brigham Young kom om lørdagen. Den næste dag, på sabbatten, blev der afholdt møder både om formiddagen og om eftermiddagen. Der var intet lokale af nogen art, hvor folk kunne mødes. Jeg formoder, at folk i den stegende hede sad på vognstangen eller var lænet op ad hjulene, mens brødrene talte. Det var sent på året, og folket stod pludselig over for en enorm opgave, der skulle udføres omgående, hvis de skulle nå at dyrke noget, så de havde til det næste år. Men præsident Young bad dem indtrængende om ikke at overtræde sabbatsloven, hverken dengang eller fremover. Den næste morgen blev folket opdelt i grupper, som skulle udfor- ske omgivelserne. Brigham Young, Wilford Woodruff og nogle få andre, gik en tur fra deres lejrplads … De klatrede op ad en knoldet bakketop, men det var svært for præsident Young, da han lige havde været syg. Da brødrene stod på toppen, kiggede de ud over dalen syd for dem. Den lå gold og næsten øde, bortset fra piletræerne og sivene, der voksede langs de små floder, som dannedes af det vand, der løb fra bjergene og ned i søen. Der var ingen huse af nogen art, men Brigham Young havde om lørdagen sagt: »Dette er stedet!«

58 Kapitel 2

Den bakketop, hvorpå de stod, kom til at hedde Ensign Peak (Bannertoppen) efter profeten Esajas’ profetiske ord: »Så rejser han [Gud] banner for et folk fra det fjerne, han fløjter ad det fra jordens ende, og se, det kommer hurtigt og let« (Es 5:26). »Han rejser et banner for folkene, han samler Israels fordrevne og bringer Judas spredte tilbage fra de fire verdenshjørner« (Es 11:12) … Jeg tror også, at [disse brødre] ved denne lejlighed har talt om at bygge templet … som en opfyldelse af Esajas’ ord: »Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:2-3). Hvis nogen havde hørt disse mænd sige dette den julimorgen i 1847, ville de nok have sagt, at det lød tåbeligt. De lignede jo ikke ligefrem politikere med store fremtidsdrømme. De lignede ikke regenter, som sad fordybet over landkort og lagde planer for et ver- densrige. De var landflygtige, som var fordrevet fra deres smukke by ved Mississippifloden til dette øde område mod vest. Men de havde fremsyn, hentet fra skrifterne og åbenbaringens ord. Jeg er dybt forundret over denne lille gruppe menneskers forud- seenhed. Det var både vovet og modigt. Det var nærmest utroligt. Her stod de, mere end 1.500 km fra den nærmeste bebyggelse mod øst og godt 1.300 km fra Stillehavet. Klimaet var ukendt for dem. Jorden var anderledes end den sorte ler og muld i Illinois og Iowa, hvor de sidst havde boet. De havde aldrig dyrket en afgrøde her. De havde aldrig oplevet en vinter her. De havde aldrig opført en bygning af nogen slags. Disse profeter, der endnu var klædt i deres gamle rejsetøj og slidte støvler, som de havde haft på under hele deres rejse de tusinder af kilometer fra Nauvoo til denne dal, drøftede en åbenbaring om tusindårsriget. De talte om en profetisk åbenbaring, om denne sags forunderlige skæbne. Da de kom ned fra bakketoppen den dag, begyndte de at arbejde på at gøre deres drømme til virkelighed.5

59 Kapitel 2

To dage efter ankomsten til Salt Lake-dalen klatrede Brigham Young og adskillige andre op ad en knoldet bakketop, der fik navnet Ensign Peak, hvorfra de undersøgte omgivelserne.

3 Vi må aldrig tabe Guds værks guddommelige skæbne eller den del, som vi spiller i den, af syne. Når vi i vore dage vandrer ad vore snævre stier og udfylder vores ansvar, misser vi somme tider hele det storslåede billede. Da jeg var en lille dreng, var det ikke ualmindeligt at anvende hestekraft. Noget af det vigtigste ved seletøjet var hovedtøjet. På hver side af hovedtø- jet sad en skyklap. Skyklapperne var anbragt, så hesten kun kunne se lige frem. Den kunne ikke se til nogen af siderne. Skyklapperne skulle forhindre hesten i at blive forskrækket eller distraheret, således at den kunne bevare opmærksomheden på vejen foran. Nogle af os udfører vores arbejde, som om vi havde skyklapper for øjnene. Vi ser kun vores eget lille, snævre spor. Vi har ikke noget særlig bredt udsyn. Vore ansvarsopgaver i Kirken er måske ikke så store. Det er godt at udføre disse ansvarsopgaver med omhu. Og det er også godt at vide, hvordan vore ansvarsopgaver bidrager til det store overordnede program i Guds voksende rige. Præsident Harold B. Lee citerede engang … en ukendt forfatter og sagde: »Kig ud over de store marker og dyrk de små.«

60 Kapitel 2

Jeg fortolker denne sætning således, at vi bør kunne se noget af bredden og dybden og højden og det vidunderlige, storslåede og altomfattende i Herrens program, og derpå arbejde flittigt på at imødekomme det ansvar, vi har fået tildelt i dette program. Vi har allesammen en lille mark, som vi skal dyrke. Under dette arbejde må vi aldrig miste overblikket som helhed, det storslåede mål med dette guddommelige værk. Vi har fået det overdraget af vor evige Fader, og vi har hver især en rolle at spille i vævningen af dets storslåede gobelin. Vores personlige bidrag er måske ikke så stort, men det er ikke uden betydning … Under udførelsen af det, I er kaldet til, så mist aldrig den overordnede vision af dette majestætiske og vidunderlige værk eller formålet med det i tidernes fyldes uddeling af syne. Væv jeres tråde smukt ind i den store gobelin, det mønster som Gud i Himlen har fremsat for os. Hold fanen højt under jeres vandring. Vær flittige, vær sandfærdige, vær dydige og trofaste, så banneret ikke bliver flosset. Åbenbaringen om dette rige er ikke en overfladisk drøm i natten, og den falmer ikke ved solopgang. Den er virkelig Guds, vor evige Faders, plan og værk. Den vedrører alle hans børn. Alt imens vore forfædre kæmpede med de vildtvoksende salvie- buske i disse vestlige dale [i Utah] for at lægge grundvolden til en stat, samtidig med at de udførte deres daglige gerninger for at holde sig i live og udvikle sig, så [vore pionerforfædre] bestandigt denne store sag for sig, den største af alle, i hvilken de var engagerede. Det er et arbejde, vi må udføre med samme vision som de. Det er et arbejde, som vil fortsætte, efter vi har forladt denne scene. Må Gud hjælpe os til at gøre vores allerbedste som tjenere, der er kaldet efter hans guddommelige vilje til at føre værket fremad og opbygge riget med vores ufuldkomne hænder og i forening skabe et fuldkomment mønster.6

4 Vi kan blive et banner for nationerne, hvorfra jordens folk kan få styrke. Nu, mine brødre og søstre, er tiden kommet, hvor vi må stå lidt mere ranke, til at løfte vores blik og udvide vores forstand i en større forståelse af den storslåede, tusindårige mission for denne

61 Kapitel 2

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er tiden til at være stærk. Det er tid til at bevæge sig fremad uden tøven og med fuldt kendskab til omfanget og betydningen af vores mission. Det er tid til at gøre det, der er ret, uanset følgerne. Det er en tid, hvor vi bør overholde befalingerne. Det er en tid til at række ud med venlighed og kærlighed til dem, der er i en ulykkelig situation, og til dem, der vandrer i mørke og smerte. Det er en tid til at være hensynsfulde og gode, anstændige og høflige over for hinanden i alle forhold. Med andre ord – til at blive mere kristuslignende.« 7 Medmindre verden ændrer kurs og bevæger sig bort fra det, der nu er tendensen (og det er næppe sandsynligt), og hvis vi på den anden side vedbliver med at følge profeternes lærdomme, så vil vi i stadig højere grad blive et særligt folk, som verden vil lægge mærke til. For eksempel, efterhånden som samhørigheden i familien forsvinder under verdens indflydelse, vil vores synspunkt med hensyn til familiens hellighed derimod blive mere tydeligt og bemærkelses- værdigt, hvis vi har tro til at bibeholde denne indstilling. Efterhånden som den mere eftergivende indstilling med hensyn til sex fortsat breder sig, vil Kirkens lære, som er blevet prædiket i mere end halvandet århundrede, blive mere og mere enestående og afvigende for mange. Efterhånden som indtagelsen af alkohol og misbruget af narkotika hvert år øges i vores samfund, vil vores indstilling, der blev fastlagt af Herren for mere end halvandet århundrede siden, blive mere usædvanlig set med verdens øjne … Efterhånden som sabbatten i højere grad bliver en dag, hvor folk køber ind og morer sig, vil de, som adlyder den lov, som blev skrevet af Herrens finger på Sinajbjerget og bekræftet ved nutidig åbenbaring, synes mere og mere ualmindelige. Det er ikke altid nemt at leve i verden uden at være en del af den. Vi kan ikke bo udelukkende blandt vore egne, og det ønsker vi heller ikke. Vi må og skal blande os med andre. Dette kan udmær- ket gøres på en taktfuld måde. Vi kan være fredelige mennesker. Vi kan undgå enhver form for selvretfærdighed. Men vi skal stå fast på vore standarder …

62 Kapitel 2

Når vi holder disse og andre standarder, som Kirken lærer os, vil mange i verden respektere os og få styrke til at følge det, som også de ved, er rigtigt. Sagt med Esajas’ ord: »Talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:3). Vi behøver ikke at gå på kompromis. Vi må ikke gå på kompromis. Det lys, som Herren har tændt i denne uddeling, kan blive et lys for hele verden, og andre kan, når de ser vore gode gerninger, blive ledt til at ære vor himmelske Fader og selv leve efter de eksempler, de har set i os. Ved at begynde med dig og mig kan vi få et helt folk, som ved hjælp af vores levevis i vores hjem, i vores arbejde, selv i vore forly- stelser, kan blive som en by, der ligger på et bjerg, som mennesker kan se på og lære af, og et banner for nationerne, hvorfra jordens folk kan samle styrke.8 Hvis denne kirke skal være et banner for folkene og et lys for verden, må vi stråle mere af Kristi liv, individuelt og i vores personlige situation. Når vi står for det rette, må vi ikke frygte konsekvenserne. Vi må ikke være bange. Paulus sagde til Timotheus: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).9 Man kan ikke bare tage denne sag, som er Kristi sag, for givet. Man kan ikke bare stå på sidelinjen og se på kampen mellem de godes og de ondes kræfter … Jeg opfordrer jer med al den kraft, jeg besidder, til at række ud med en pligt, der overgår kravene for jeres almindelige liv; det vil sige at stå fast, selv blive en leder, der forsvarer de sager, der får vores civilisation til at skinne, og som giver vores liv tryghed og fred. I kan være ledere. Som medlemmer af denne kirke skal I være ledere inden for de mærkesager, som denne kirke står for. Lad ikke jeres frygt overtrumfe jeres indsats.10

63 Kapitel 2

»Hvis denne kirke skal være et banner for folkene og et lys for verden, må vi stråle mere af Kristi liv.«

Vi har intet at frygte. Gud står ved roret. Han vil gribe ind til fordel for dette værk. Han vil udøse velsignelser over dem, som vandrer i lydighed mod hans befalinger. Sådan har hans løfte lydt. Om hans evne til at holde det løfte, kan ingen af os tvivle … Vor Frelser, som er er vor Forløser, den store Jahve, den mægtige Messias, har lovet: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

64 Kapitel 2

»Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer, for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer … Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke. Betragt sårene, som gennemborede min side og ligeledes nagle- mærkerne i mine hænder og fødder; vær trofaste, hold mine befalinger, så skal I arve Himmeriget« (L&P 6:34, 36-37). Forenede og arbejdende hånd i hånd skal vi gå fremad som tjenere for den levende Gud og udføre hans elskede Søns, vor Mesters, værk, ham, som vi tjener, og hvis navn vi søger at helliggøre.11 Vi skal stå fast. Vi skal modstå verden. Hvis vi gør dette, vil den Almægtige være vores styrke og vores beskytter, vores vejleder og vores åbenbarer. Vi vil have den tryghed at vide, at vi gør det, som han ønsker, vi gør. Andre er måske ikke enige med os, men jeg er overbevist om, at de vil respektere os. Vi vil ikke blive efterladt alene. Der er mange, som ikke er af vores tro, men som føler, som vi gør. De vil støtte os. De vil styrke os i vores indsats.12 Lad os fryde os i denne vidunderlige æra af Herrens værk. Lad os ikke være stolte eller hovmodige. Lad os være ydmygt taknemlige. Og lad os hver især beslutte os for, at vi vil få dette pragtfulde værk til at stråle endnu mere, så det kan skinne over hele jorden som et fyrtårn af styrke og godhed, som hele verden kan beskue.13

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvad tænker I på, når I læser afsnit 1 og overvejer Kirkens vækst fra 1830 til vore dage? • Gennemgå præsident Hinckleys beretning om de første pionerer, der ankommer til Salt Lake-dalen (se afsnit 2). Hvad kan vi lære af denne beretning? Hvordan har vi draget nytte af de første kirkelederes profetiske åbenbaring? Hvad tror I, at det vil sige at være »et banner for folkene«? (Se Es 5:26; 11:12). • I afsnit 3 opfordrer præsident Hinckley os til at se det »storslåede billede« og have et bredt overblik over Guds værk. Hvorfor har vi brug for at se dette storslåede billede? Hvorfor mister vi det

65 Kapitel 2

nogle gange af syne? Hvordan kan vore bestræbelser bidrage til Guds riges fremgang? • Gennemgå hvordan præsident Hinckley siger, at de sidste dages hellige bliver et mere »særligt folk« (afsnit 4). Hvordan kan vi udvikle en større vision og mod til trofast at føre Guds værk fremad? Hvordan kan vi være i verden uden at være af verden? Hvordan kan vi »stråle mere af Kristi liv«? Hvorfor er det vigtigt for os at stå for det rette? Skriftstedshenvisninger Matt 5:14-16; 1 Ne 14:14; L&P:1-6; 65:1-6; 88:81; 115:5-6 Til underviseren »Du må ikke tro, at du er den ›egentlige lærer‹. Det er en alvorlig fejltagelse … Vær forsigtig med ikke at stå i vejen. En lærers stør- ste ansvar er at berede vejen, så at folk vil få en åndelig oplevelse med Herren« (se Gene R. Cook, citeret i Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 41). Noter 1. Se Sheri L. Dew, Go Forward with 7. »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, Faith: The Biography of Gordon B. juli 1995, s. 72. Hinckley, 1996, s. 83-85. 8. Se »En by, der ligger på et bjerg«, 2. »Et banner for folkene, et lys for Stjernen, nov. 1990, s. 6, 8. verden«, Liahona, nov. 2003, s. 82. 9. Se »Et banner for folkene, et lys for 3. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker«, verden«, s. 84. Liahona, maj 2007, s. 115. 10. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, 4. Se »En sten hugget ud af bjerget«, s. 138. Liahona, nov. 2007, s. 84. 11. »Dette er Mesterens værk«, s. 72. 5. Se »Et banner for nationerne«, Stjernen, 12. »Et banner for folkene, et lys for jan.1990, s. 52. verden«, s. 83. 6. Se »Et banner for nationerne«, 13. »Kirkens tilstand«, Liahona, nov. 2004, s. 52-53, 54. s. 6.

66 KAPITEL 3

Fremelsk en positiv indstilling og en optimistisk ånd

»Tro. Vær glade. Vær ikke modløse. Alting ordner sig.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Præsident Gordon B. Hinckleys mor, Ada Bitner Hinckley, sagde ofte, at »en positiv indstilling og et smilende ansigt kunne løfte én over næsten enhver ulykke, og at enhver person var ansvarlig for sin egen lykke«.1 Hans far, Bryant S. Hinckley, havde også et »medfødt positivt livssyn«.2 Præsident Hinckley mindedes: »Da jeg var en ung mand, og havde en tendens til at tale kritisk om mennesker eller begivenheder, plejede min far at sige: ›Pessimister hjælper ikke, ikketroende skaber ikke, tvivlere yder ikke.‹« 3 Påvirket af sine for- ældres råd og eksempel lærte den unge Gordon Hinckley at tilgå livet med optimisme og tro. Da Gordon B. Hinckley var på mission i England, arbejdede han hårdt på at følge sine forældres råd. Han og hans kammerater gav hinanden hånden hver morgen og sagde til hinanden: »Livet er godt.« 4 Næsten 70 år senere foreslog han en gruppe missionærer i Filippinerne at gøre det samme. »I går var en god dag i mit liv,« sagde han til dem. »Hver dag er en god dag i mit liv. Jeg håber, at hver dag er en god dag i jeres liv – for hver eneste af jer. Jeg håber, at I kan gøre jer rede til at gå ud ad døren om morgenen og give jeres kammerat hånden og sige: ›Bror (søster), livet er godt. Lad os tage af sted og få en god dag.‹ Og når I kommer hjem om aftenen, så håber jeg, at I kan sige til hinanden: ›Det har været en god dag. Vi havde det sjovt. Vi hjalp nogen i dag … Vi vil følge op på dem og bede og håbe på, at de vil komme ind i Kirken.‹ Hver dag i missionsmarken bør være en god dag.« 5

67 Kapitel 3

»Vi har al mulig grund til at være optimistiske.«

68 Kapitel 3

Dette råd blev betegnende for præsident Hinckleys tilgang til livet. Præsident Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte følgende om præsident Hinckley og hans hustru, Marjorie: »De spilder ikke tiden med at spekulere på fortiden eller med at bekymre sig over fremtiden, Og de holder ud på trods af modgang.« 6 Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »›Alting ordner sig‹, kan meget vel være præsident Hinckleys mest gentagne forsikring til familie, venner og samarbejdspartnere. ›Bliv ved med at prøve,‹ vil han sige. ›Tro. Vær glade. Tab ikke modet. Alting ordner sig.‹« 7

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Selv når mange folk er negative og pessimistiske, kan vi fremelske en ånd af glæde og optimisme. Der er en frygtelig lidelse bestående af pessimisme i landet. Det er næsten en epidemi. Vi nærer konstant en støt og sur nedrakning, uafladelig kritik, ond tale om hinanden … Jeg kommer … med en bøn om, at vi holder op med at fokusere på stormene og mere fuldt ud nyder solskinnet. Jeg taler for, at vi fremhæver det positive. Jeg beder om, at vi graver lidt dybere efter det gode, at vi undgår at bruge vores røst til fornærmelser og sarkasme, at vi er mere gavmilde med ros for gode egenskaber og en god indsats. Jeg beder ikke om, at al kritik skal ophøre. Tilrettevisning fører til vækst. Omvendelse giver styrke. Det er en klog mand eller kvinde, der begår fejl, som andre påpeger, og derpå ændrer sin kurs. Jeg foreslår ikke, at vores samtale skal være lutter smiger. Veltalenhed, der er oprigtig og ærlig, er en evne, der bør søges og udvikles. Det, jeg foreslår og beder om, er, at vi vender os bort fra den negativitet, som gennemsyrer vores samfund, og søger det gode i det land og de tider, vi lever i, at vi taler mere om hinandens gode sider end om hinandens fejl, at optimisme erstatter pessimisme. Lad vores tro erstatte vores frygt.8 Vi har al mulig grund til at være optimistiske i denne verden. Ja, der er tragedie omkring os. Ja, der er problemer over det hele. Men

69 Kapitel 3

… man kan ikke, man bygger ikke af pessimisme eller kynisme. Man ser med optimisme, arbejder i tro, og så sker tingene.9 Mist ikke modet. Giv ikke op. Se op, og opdag sollyset gennem skyerne. Der vil åbne sig muligheder for jer. Lad ikke dommedags- profeterne forpurre jeres muligheder.10 Fremelsk en glad indstilling. Fremelsk en optimistisk ånd. Gå med tro, fryd dig over naturens skønhed, over godheden hos dem, du elsker, og over det vidnesbyrd, du bærer i dit hjerte angående guddommelige ting.11 Herrens plan er en plan for lykke. Vejen bliver lettere, bekym- ringerne færre og konfrontationerne mindre vanskelige, hvis vi udvikler glædens ånd.12

2 I stedet for at dvæle ved vore problemer, kan vi lade en taknemlig ånd vejlede og velsigne os. Hvor er vi dog utroligt velsignede! Hvor bør vi være taknemlige! … Fremelsk en taknemlig ånd for livets velsignelser og for de stor- slåede gaver og privilegier, som vi hver især nyder. Herren har sagt, at de sagtmodige skal arve jorden. (se Matt 5:5). Jeg kan ikke overse den fortolkning, at sagtmodighed forudsætter en taknemlig ånd i modsætning til en holdning af selvtilstrækkelighed, en erkendelse af en højere magt end en selv, en anerkendelse af Gud og en accept af hans bud. Det er begyndelsen på visdom. Gå med taknemlighed over for ham, der giver livet og alle gode gaver.13 Der har aldrig været en mere storslået tid i verdens historie at leve på jorden i end nu. Hvor bør vi hver især være taknemlige for at leve i denne vidunderlige tid med alle de fantastiske velsignelser, vi har.14 Når jeg tænker på de undere, der er kommet til veje i min leve- tid – flere end i resten af menneskets historie – står jeg med ærbø- dighed og taknemlighed. Jeg tænker på biler og flyvemaskiner, på computere, faxmaskiner, e-mail og internettet. Det hele er så mirakuløst og vidunderligt. Jeg tænker på de store fremskridt, der er sket indenfor medicin og hygiejne … Og tillige med alt dette har der været gengivelsen af Jesu Kristi rene evangelium. I og jeg er en del af denne store sags og dette store riges mirakel og under, som

70 Kapitel 3 fejer over jorden og velsigner folk, hvor det end når hen. Hvor føler jeg mig dog utrolig taknemlig.15 Vi lever i tidernes fylde. Læg mærke til dette udtryk. Læg mærke til ordet fylde. Det betegner alt det gode, som er blevet samlet sammen [fra] fortiden og gengivet til jorden i denne sidste uddeling. Mit hjerte … er fyldt med taksigelse til Gud den Almægtige. Takket være hans gave, nemlig hans søn, som er denne verdens Gud, er vi blevet så overdådigt velsignet. I mit hjerte genlyder ordene fra vores salme: »Tæl hans gaver, som du nyder her, tæl dem alle, nævn dem hver især« (Salmer og Sange, nr. 161).16 Med taknemlighed i vores hjerte, lad os da ikke dvæle ved de få problemer, vi har. Lad os i stedet tælle vore velsignelser og i en storslået, taknemlig ånd, motiveret af en stor tro, gå frem og opbygge Guds rige på jorden.17 Lad en taknemlig ånd lede og velsigne jeres dage og nætter. Arbejd med det. I vil opdage, at det giver vidunderlige resultater.18

3 Jesu Kristi evangelium giver os grund til at glædes. Herren sagde: »Opløft derfor dit hjerte og fryd dig, og hold fast ved de pagter, du har sluttet« (L&P 25:13). Jeg mener, at han siger til os alle: Vær lykkelige. Evangeliet er en frydefuld ting. Det giver os grund til glæde.19 Glem aldrig, hvem I er … I er i sandhed børn af Gud … Han er jeres evige Fader. Han elsker jer … Han ønsker, at hans sønner og døtre skal være lykkelige. Synd var og er ikke lykke. Overtrædelse var og er ikke lykke. Ulydighed var og er ikke lykke. Vejen til lykke findes i vor himmelske Faders plan og i lydighed mod hans elskede Søns, Jesu Kristi, befalinger.20 Uanset, hvad I har gjort før, vil jeg udfordre jer til … at rette jeres liv ind efter evangeliets standarder, at betragte denne kirke med kærlighed, respekt og agtelse som jeres tros moder, at leve jeres liv som et eksempel på, hvordan Jesu Kristi evangelium indgyder lykke i ethvert liv.21 Omvendelse er et af evangeliets første principper. Tilgivelse er et kendetegn på guddommelighed. Der er håb for jer. Jeres liv ligger

71 Kapitel 3

»Livet bør være fyldt med sjov og latter. Livet skal nydes, ikke blot udholdes.«

foran jer, og det kan fyldes med lykke, selvom fortiden er ødelagt af synd. Dette er et værk, som frelser og hjælper mennesker med deres problemer. Det er formålet med evangeliet.22 Jeg møder så mange mennesker, som konstant beklager sig over byrden af deres ansvar. Selvfølgelig er presset stort. Der er meget, alt for meget, der skal gøres. Der er økonomiske byrder, der kan føjes til al dette pres, og med alt dette er vi tilbøjelige til at beklage os, tit derhjemme og ofte offentligt. Vend rundt på jeres tankegang. Evangeliet er det glædelige budskab. Mennesket er til for at kunne nyde glæde (se 2 Ne 2:25). Vær glad! Lad den glæde skinne i jeres ansigt og komme til udtryk i jeres vidnesbyrd I kan forvente problemer. Der kan forekomme tragedier nu og da, men gennem alt dette skinner Herrens opfordring: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28-30).

72 Kapitel 3

Jeg holder meget af disse ord fra Jenkins Lloyd, som jeg klippede ud af Deseret News for mange år siden. Jeg giver dem videre til jer … Han sagde: »Enhver, der tror, at lyksalighed er normen, vil spilde megen tid med at fare omkring og hyle op om, at han er blevet snydt. De fleste bolde ryger ikke i mål. De fleste bøffer er seje. De fleste børn vokser op og bliver ganske almindelige mennesker. De fleste lykkelige ægteskaber kræver en høj grad af gensidig tolerance. De fleste job er ofte kedelige … Livet er som en togrejse i gamle dage – forsinkelser, sidespor, røg, støv, gnister og rystelser, der kun af og til afbrydes af smukke udsigter og glæden ved at fare af sted. Hemmeligheden er at takke Herren for, at man har fået lov til at køre med« (Deseret News, 12. juni 1973). Jeg gentager mine brødre og søstre, at hemmeligheden er at takke Herren for, at man har fået lov til at køre med, og er det i virkeligheden ikke en vidunderlig tur? Nyd den! Mor jer over den! Syng om den! Husk ordene fra forfatteren til Ordsprogenes Bog: »Glad hjerte giver godt helbred, modløshed udtørrer knoglerne« (Ordsp 17:22).23 Lad der være noget, der ligner en let tone i jeres liv. Lad der være sjov og glæde, en sans for humor og evnen til at le af ting, som er sjove.24 Livet bør være fyldt med sjov og latter. Livet skal nydes, ikke blot udholdes.25

4 Evangeliet er et budskab om sejr, der bør favnes med entusiasme, hengivenhed og optimisme. Jeg står her i dag som optimist med hensyn til Herrens værk. Jeg kan ikke tro, at Gud har grundlagt sit værk på jorden, for at det skal fejle. Jeg kan ikke tro, at det bliver svagere. Jeg ved, at det bliver stærkere … Jeg har en enkel og højtidelig tro på, at retfærdigheden vil sejre, og at sandheden vil vinde.26

73 Kapitel 3

Beretningen om Kaleb og Josva og de andre israelske spioner har altid fascineret mig. Moses førte Israels børn ud i ørkenen. I det andet år af deres vandring valgte han en repræsentant fra hver af de tolv stammer til at undersøge Kana’an og komme tilbage med en rapport om dets ressourcer og dets folk. Kaleb repræsenterede Judas stamme, Josva Efraims stamme. De tolv gik ind i Kana’ans land. De fandt det meget frugtbart. De var væk i 40 dage. De bragte nogle af de »tidlige druer« med tilbage som tegn på landets frugtbarhed (4 Mos 13:20). De kom og stod foran Moses og Aron og hele forsamlingen af Israels børn, og de fortalte om Kana’ans land: »Det flyder virkelig med mælk og honning, og her er noget af dets frugt« (v. 27). Men ti af spionerne var ofre for deres egen tvivl og frygt. De aflagde en negativ rapport om antallet og størrelsen af kana’anitterne. De konkluderede, at »de er stærkere end vi« (v. 31). De sammenlignede sig selv med græshopper i forhold til kæmperne, de havde set i landet. De var ofre for deres egen frygt. Derpå stillede Josva og Kaleb sig foran folket og sagde: »Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!« (14:7-9). Men folket var mere villige til at lytte til de ti tvivlere end til at tro Kaleb og Josva. Da var det, at Herren erklærede, at Israels børn skulle vandre i ørkenen i 40 år, indtil det slægtled, der havde vandret med tvivl og frygt, var gået bort. Skriften beretter, at »de mænd, der havde udspredt onde rygter om landet, led en brat død for Herrens ansigt. Og af de mænd, der var draget ud for at udspejde landet, blev kun Josva … og Kaleb … i live« (v. 37-38). De var de eneste fra den gruppe, som overlevede disse fire årtiers vandring, og som fik lov til at komme ind i det forjættede land, som de havde omtalt positivt.

74 Kapitel 3

Vi ser så mange omkring os, som er ligeglade med dette værks fremtid, som er apatiske, som taler om begrænsninger, som giver udtryk for frygt, som tilbringer deres tid med at grave frem og skrive om det, som de anser for svagheder, men som i virkeligheden er uden betydning. Med tvivl om værkets fortid, har de ingen visioner om dets fremtid. Ganske rigtigt blev der fordums sagt: »Uden syner er et folk ladt i stikken« (Ordsp 29:18). Der er i dette værk ikke plads til dem, som kun tror på et evangelium af undergang og tungsind. Evangeliet er godt nyt. Det er et budskab om triumf. Det er en sag, der skal modtages med begejstring. Herren har aldrig sagt, at der ikke ville være problemer. Vores folk har kendt trængsler af enhver art, når dem, der har modvirket dette værk, er faldet over dem. Men tro har været til stede i al deres sorg. Dette værk er konstant gået fremad og har aldrig taget et skridt baglæns, siden dets begyndelse … Dette er den Almægtiges værk. Om vi som enkeltpersoner går fremad afhænger af os. Men Kirken vil aldrig ophøre med at gå fremad … Da Herren tog Moses til sig, sagde han til Josva: »Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går« ( Jos 1:9). Dette er hans værk. Glem det aldrig. Modtag det med begejstring og hengivenhed.27

5 Når vi ved, at vi alle er Guds børn, kan vi stræbe lidt højere, hæve os lidt mere og være lidt bedre. Folk i vore dages verden har en sørgelig tendens til at nedgøre hinanden. Har I nogensinde tænkt over, at det ikke kræver særlig meget intelligens at komme med bemærkninger, der sårer andre? Prøv det modsatte. Prøv at give komplimenter … I vores samfund er der også en sørgelig tendens blandt mange til at ringeagte os selv. For os ser andre mennesker måske ud til at være selvsikre, men det er en kendsgerning, at de fleste af os har mindre- værdskomplekser. Det er vigtigt, at man ikke hele tiden minder sig selv om det … Det vigtigste er at få det bedste ud af alt det, vi har.

75 Kapitel 3

Spild ikke tiden på selvmedlidenhed. Lad være med at ringeagte dig selv. Glem aldrig, at du er Guds barn. Du arvede guddommelighed ved fødslen. Du har noget af selveste Guds karakter i dig.28 Vi synger »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195). Det er ikke bare et påfund, et poetisk påfund – det er den levende sandhed. Der er noget guddommeligt i os alle, der har brug for at blive dyrket, der har brug for at komme op til overfladen, der har brug for at finde udtryk. I fædre og mødre, lær jeres børn, at de bogstaveligt talt er, Guds sønner og døtre. Der er ikke nogen større sandhed i hele verden end den – at vide, at vi har noget guddommeligt i os.29 Tro på jer selv. Tro på jeres evne til at gøre store og gode ting. Tro på, at intet bjerg er så højt, at I ikke kan bestige det. Tro på, at ingen storm er så voldsom, at I ikke kan komme igennem den … I er Guds børn, med uendelige evner.30 Lad os stræbe lidt højere, hæve os lidt mere og være lidt bedre. Gør en ekstra indsats. Så vil I blive lykkeligere. I vil opleve en ny tilfredshed og føle en ny glæde i hjertet.31 Selvfølgelig opstår der nogle problemer undervejs. Der opstår vanskeligheder, der skal overvindes. Men de varer ikke evigt. [Gud] vil ikke svigte jer … Se på det positive. Vær klar over, at han våger over jer, at han hører jeres bønner og vil besvare dem, at han elsker jer og vil til- kendegive denne kærlighed.32 Der er så meget elskeligt, anstændigt og smukt at bygge på. Vi har Jesu Kristi evangelium. Evangeliet betyder »det glædelige budskab«! Herrens budskab er et budskab om håb og frelse! Herrens røst er en røst, der bringer godt nyt! Herrens værk er et værk med storslåede præstationer! I en mørk og dyster time sagde Herren til dem, han elskede: »Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« ( Joh 14:27). Disse forsikrende ord er som et lys for os alle. Ham kan vi virkelig stole på. For han og hans løfter slår aldrig fejl.33

76 Kapitel 3

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Tænk på præsident Hinckleys råd om at grave dybere efter det gode og at fremelske en positiv indstilling og en optimistisk ånd (se afsnit 1). Hvorfor har vi behov for det råd i vore dage? Hvordan kan vi fremelske en positiv indstilling? • Præsident Hinckley sagde, at de »vidunderlige resultater« kommer, når vi lader »en taknemlig ånd vejlede [os]« (afsnit 2). Hvorfor tror I, at disse »vidunderlige resultater« kommer? Hvordan bliver I velsignet, når I har en taknemlig ånd? • Hvilke overvejelser gør I jer om analogien om, at livet er som »en togrejse i gamle dage«? (Se afsnit 3). Hvordan påvirker evangeliets »glædelige budskab« den måde, som I griber den rejse an på? • Hvordan mener I, at beretningen om Kaleb og Josva kan anvendes i vores liv? (Se afsnit 4). Hvilke eksempler har I set på mennesker, der med begejstring har taget imod evangeliet? Hvis vi selv føler os mismodige, hvordan kan vi da genfinde vores optimisme? Hvilke oplevelser har øget jeres optimisme med hensyn til Herrens værk? • Hvorfor tror I, at vi har en tilbøjelighed til at nedgøre andre og os selv? Hvordan kan vi overvinde denne tilbøjelighed? Hvad kan vi som enkeltpersoner og familier gøre for at hjælpe andre til at »stræbe lidt højere« og »hæve os lidt mere«? (Se afsnit 5). Skriftstedshenvisninger Joh 16:33; Fil 4:13; Mosi 2:41; Alma 34:38; Eter 12:4; L&P 19:38- 39; 128:19-23 Studiehjælp »Når du handler efter det, du har lært, får du yderligere og vedvarende forståelse (se Joh 7:17)« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 19). Overvej, hvordan du kan anvende de evangeliske belæringer i dit hjem, på dit arbejde og i dine kirkekaldelser.

77 Kapitel 3

Noter 1. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 16. »My Redeemer Lives«, Ensign, feb. The Biography of Gordon B. Hinckley, 2001, s. 70. 1996, s. 37. 17. »The Lord Is at the Helm«, s. 6. 2. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith, 18. »En profets råd og bøn for ungdom- s. 37. men«, Liahona, apr. 2001, s. 34. 3. »Den stadige søgen efter sandhed«, 19. »Dersom I er trofaste«, s. 7. Stjernen, mar. 1986, s. 9. 20. »Forbliv trofast«, Stjernen, juli 1996, s. 97. 4. Se Sheri L. Dew, Go Forward with Faith, s. 76. 21. »Tro stå til Herren«, Stjernen, sep.1996, s. 5. 5. Discourses of President Gordon B. Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, 22. Se »Forbliv trofast«, s. 98. s. 343. 23. »Four Imperatives for Religious 6. Russell M. Nelson, »Åndelig kapacitet«, Educators«, tale til religionsundervisere, Stjernen, jan. 1998, s. 16. 15. sep. 1978, s. 4. 7. Jeffrey R. Holland, »President Gordon 24. »A Challenging Time – a Wonderful B. Hinckley: Stalwart and Brave He Time«, tale til religionsundervisere, 7. Stands«, Ensign, juni 1995, s. 4. feb. 2003, s. 4. 8. »The Lord Is at the Helm«, foredrag 25. Se »Forbliv trofast«, s. 98. holdt på Brigham Young University, 6. 26. Teachings of Gordon B. Hinckley, mar. 1994, s. 3-4, speeches.byu.edu. 1997, s. 410. 9. Citeret i Jeffrey R. Holland, »President 27. »Hold kursen – bevar troen«, Stjernen, Gordon B. Hinckley: Stalwart and jan. 1996, s. 70-71, 72. Brave He Stands«, s. 4. 28. Se »Styrk hinanden«, Stjernen, juni 10. »Den stadige søgen efter sandhed«, s. 10. 1985, s. 1, 2. 11. Se »Dersom I er trofaste«, Stjernen, 29. One Bright Shining Hope: Messages marts 1992, s. 7. for Women from Gordon B. Hinckley, 12. »At hver enkelt må blive et bedre 2006, s. 90-91. menneske«, Liahona, nov. 2002, s. 100. 30. Discourses of President Gordon B. 13. »With All Thy Getting Get Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, Understanding«, Ensign, aug. 1988, s. 3-4. s. 452. 14. »The Spirit of Optimism«, New Era, juli 31. »Stræb efter det ypperlige«, Liahona, 2001, s. 4. sep. 1999, s. 8. 15. »Keep the Chain Unbroken«, foredrag 32. »Hvordan kan jeg blive den kvinde, jeg holdt på Brigham Young University, 30. drømmer om at blive?«, Liahona, juli nov. 1999, s. 1-2, speeches.byu.edu. 2001, s. 115. 33. Se »Den stadige søgen efter sandhed«, s. 11.

78 KAPITEL 4

En pionerarv af tro og offer

»Hvad enten I har pionerforfædre eller først blev medlem af Kirken i går, så er I en del af hele dette store billede, som disse mænd og kvinder drømte om … De lagde grundvolden. Det er vores pligt at bygge på den.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Ved indvielsen af templet i Columbus i Ohio reflekterede præsident Gordon B. Hinckley over sine pionerforfædre. Han mindedes senere: »Da jeg sad i det celestiale værelse, tænkte jeg på min oldefar … Jeg havde for nylig besøgt hans gravsted i Canada lige nord for grænsen til New York … Han døde ung i en alder af 38.« Da præsident Hinckleys oldefar døde, var hans søn, Ira, der blev præsident Hinckleys farfar, lige knap tre år gammel. Iras mor giftede sig snart igen og flyttede efter nogle få til Ohio og derpå til Illinois. Hun døde i 1842, og Ira blev forældreløs i en alder af 13 år. Præsi- dent Hinckley fortsatte historien og sagde: »Min farfar [Ira Hinckley] blev døbt i Nauvoo og … krydsede efterfølgende prærien i [pionerernes] udvandring.« Under den rejse i 1850 døde både Iras »unge hustru og hans [halvbror] den samme dag. Han lavede nogle primitive kister og begravede dem og tog sit spæde barn og bar hende til [Salt Lake]-dalen. Efter anmodning fra Brigham Young byggede han Fort Cove, han var den første præsident for staven i Filmore [i Utah] og gjorde tusindvis af andre ting for at få værket til at gå frem. Så kom min far … Han blev præsident for den største stav i Kirken med flere end 15.000 medlemmer.« Præsident Hinckleys tanker vendte sig snart fra hans forfædre til hans efterkommere. Han fortsatte:

79 Kapitel 4

»Den kraft, som bar vore forfædre frem i evangeliet, var kraften i troen på Gud.«

80 Kapitel 4

»Da jeg reflekterede over disse tre mænds liv, mens jeg sad i templet, så jeg ned på min datter, på hendes datter, mit barnebarn, og hendes børn, mine oldebørn. Jeg indså pludselig, at jeg stod i midten af disse syv generationer – tre før mig og tre efter mig. I det hellige hus opstod der i mit sind en følelse af det store ansvar jeg havde for at give alt det, jeg havde modtaget i arv fra mine for- fædre, videre til generationerne, der nu kommer efter mig.« 1 Udover at udtrykke tak for sine egne pionerforfædre og arven fra de første sidste dages hellige-pionerer lagde præsident Hinckley ofte vægt på, at Kirkens medlemmer over hele jorden er pionerer i vores tid. I 1997 sagde han til de hellige i Guatemala: »Dette år fejrer vi 150-året for mormonpionerernes ankomst til Salt Lake- dalen. De kom langvejsfra i vogne og med håndkærrer. De var pionerer. Men det at være pioner fortsætter. Over hele verden har vi pionerer, og I er blandt disse pionerer.« 2 Til de hellige i Thailand sagde han: »I er pionerer, idet I fører Herrens værk fremad i dette storslåede land.« 3 Da han besøgte Ukraine i 2002 sagde han noget lignende: »Kirken havde sine pionerer i den første tid, og I er nu pionerer i denne tid.« 4 Da præsident Hinckley talte om de første pionerer, var hans hensigt noget meget større end at fokusere på dem, der levede førhen. Han så mod fremtiden, og håbede, at disse helliges tro og ofre ville »være en virkelig motivation for os alle, for vi er hver især en pioner i vores eget liv, ofte i vores egen familie«.5

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Med visioner, arbejde og tillid til, at Guds kraft arbejdede gennem dem, gjorde de første pionerer deres tro til virkelighed Det var ved tro, at den lille gruppe af første omvendte [i det østlige USA] … flyttede fra New York til Ohio, fra Ohio til Missouri og fra Missouri til Illinois i deres søgen efter fred og frihed til at tilbede Gud i henhold til deres egen samvittighed. Det var gennem troens øjne, at de så en vidunderlig by [Nauvoo], da de først gik over sumpene ved Commerce i Illinois. Med den

81 Kapitel 4

overbevisning, at tro uden gerninger er død, drænede de sump landet, planlagde en by, byggede solide hjem og huse til at tilbede og uddanne sig i, og som kronen på det hele et strålende tempel, som på den tid var den fineste bygning i hele Illinois … Forfølgelsen [fulgte snart] med hedenske og morderiske pøbel- hobe. Deres profet blev slået ihjel. Deres drømme lå knust. Igen var det ved tro, at de rejste sig ifølge det mønster, som profeten tidligere havde vist dem, og de organiserede sig til endnu en udvandring. Med tårer og smertende hjerte forlod de deres komfortable hjem og deres værksteder. De så tilbage på deres hellige tempel og rettede derpå med tro deres øjne mod vest, mod det ukendte og endnu ikke kortlagte, og mens vintersneen faldt på dem, krydsede de Missis- sippifloden i februar 1846 og banede deres mudrede vej frem over Iowas prærie. Med tro oprettede de Winter Quarters ved Missouriflodens bred. Hundredvis døde af pest, dysenteri og difteri. Troen holdt de overlevende oppe. De begravede deres kære på en skrænt ved floden, og i foråret 1847 begyndte de … at bevæge sig … mod bjergene i vest. Det var gennem tro, at Brigham Young så ud over [Salt Lake-dalen], som dengang var hed og gold og erklærede: »Dette er stedet.« Det var igen ved tro, at han fire dage senere stødte sin stok i jorden … og sagde: »Her vil vor Guds tempel ligge.« Det strålende og hellige [tempel i Salt Lake] … er et vidnesbyrd om tro, ikke blot troen hos dem, som byggede templet, men også troen hos dem, som benytter det i et stort og uselvisk kærlighedsarbejde. Paulus skrev til hebræerne: »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses« (Hebr 11:1). Alle de store ting, som jeg har talt om, var engang blot »fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses«. Men med visioner, arbejde og tillid til, at Guds kraft arbejdede gennem dem, gjorde de deres tro til virkelighed.6 Den kraft, som bar vore forfædre frem i evangeliet, var kraften i troen på Gud. Det var den samme kraft, der gjorde udvandringen fra Egypten mulig, der åbnede en vej i Det Røde Hav, muliggjorde den lange vej gennem ørkenen og grundlæggelsen af Israel i det forjættede land …

82 Kapitel 4

Vi har så meget brug for en stærk, brændende tro på den levende Gud og på hans levende, opstandne Søn, for det var denne store tro, der bærer mennesker fremad, som vore forfædre havde. De havde en vision, der overgik og tilsidesatte alle andre overvejelser. Da de kom vestpå, var de 1.600 kilometer, 1.600 besværlige kilometer fra de nærmeste bosættelser mod øst og 1.300 kilometer fra dem mod vest. En personlig og individuel erkendelse af, at Gud deres evige Fader, ham, som de kunne se hen til i tro, var selve kernen i deres styrke. De troede på det store bud i skriften: »[Se] hen til Gud og [lev]« (Alma 37:47). I tro stræbte de efter at gøre hans vilje. I tro læste de og tog imod guddommelig undervisning. I tro arbejdede de, indtil de faldt om, altid med en overbevisning om, at de skulle stå til regnskab over for ham, der var deres Fader og deres Gud.7 Bag os ligger en strålende historie. Den er fuld af heltegerninger, fastholdelse af principper og en aldrig svigtende trofasthed. Den er produktet af tro. Foran os ligger en stor fremtid. Den begynder i dag. Vi kan ikke standse op for at holde pause. Vi kan ikke slække på tempoet. Vi kan ikke sænke vores hastighed eller afkorte vore skridt.8

2 De første sidste dages hellige-pionerer så mod fremtiden med en storslået drøm om Zion. Det er passende, at vi stopper op og viser ærbødig respekt for dem, der lagde grundvolden til dette store værk … Deres store mål var Zion (se L&P 97:21); Moses 7:18). De sang om det. De drømte om det. Det var deres store håb. Deres episke rejse må for evigt stå som en uforlignelig bedrift. Flytningen af titusindvis vestpå var fyldt med enhver tænkelig fare, deriblandt død, og hvert vogntog og hvert håndkærrekompagni var bekendt med den barske virkelighed. Jeg har inderlig respekt for Brigham Young. Han så Salt Lake- dalen i et syn lang tid før, at han så det med sine egne øjne. Ellers tvivler jeg på, at han ville have stoppet der. Der var grønnere egne i Californien og Oregon. Der var dybere og rigere muld andetsteds. Der var store områder med træ andre steder, meget mere vand og klimaer, der var mere tempererede og behagelige. Der var bjergstrømme her, det er sandt, men ingen af dem var særligt store. Jorden var aldrig blevet dyrket. Ingen plov havde

83 Kapitel 4 nogen sinde brudt den hårde overflade. Jeg er ganske enkelt fuld af beundring for, at præsident Young ville føre et stort kompagni … til et sted, der aldrig før var blevet tilsået eller høstet … De var udmattede på grund af rejsen, disse pionerer. Det havde taget 111 dage at tage fra Winter Quarters til Salt Lake-dalen. De var trætte. Deres tøj var slidt. Deres dyr var udmattede. Vejret var varmt og tørt, det varme julivejr. Men her stod de og så frem i tiden og havde en drøm om tusindårsriget, en stor drøm om Zion.9 Jeg stod for nogle dage siden på de gamle kajanlæg i Liverpool i England. Der var praktisk taget ingen aktivitet den fredag formiddag, vi var der. Men engang var det en veritabel myretue. I 1800-tallet gik titusinder af vore folk hen over den samme stenbro, som vi gik på. De kom fra hele Storbritannien og fra Europas lande, nyomvendte til Kirken. De kom med vidnesbyrd på deres læber og tro i deres hjerte. Var det svært for dem at forlade deres hjem og træde ind i det ukendte i en ny verden? Selvfølgelig var det det. Men de gjorde det med optimisme og begejstring. De gik ombord på sejlskibe. De vidste, at overfarten i bedste fald var risikabel. De fandt snart ud af, at den for det meste var miserabel. De boede i overfyldte rum uge efter uge. De udholdt storme, sygdomme og kvalme. Mange døde undervejs og blev begravet til søs. Det var en vanskelig og forfær- delig rejse. Jo, de havde tvivl. Men deres tro hævede sig over denne tvivl. Deres optimisme hævede sig over deres frygt. De havde deres drøm om Zion, og de var på vej for at opfylde den.10

3 Redningen af Willies og Martins håndkærrepionerer viser selve kernen i Jesu Kristi evangelium. Jeg fører jer tilbage til … oktober 1856. Om lørdagen [den 4. oktober] ankom Franklin D. Richards og en håndfuld ledsagere til [Salt Lake-dalen]. De havde rejst fra Winter Quarters med stærke forspand og lette vogne og havde kunnet rejse hurtigt. Bror Richards opsøgte omgående præsident Young. Han rapporterede, at der var flere hundrede mænd, kvinder og børn spredt langs ruten … til denne dal. De fleste af dem trak håndkærrer … Foran dem lå en rute, som gik opad hele vejen til den kontinentale højderyg med

84 Kapitel 4 mange, mange kilometer derefter. De var i store vanskeligheder … De ville alle dø, medmindre de blev reddet. Jeg tror ikke, at præsident Young sov den nat. Jeg tror, at billedet af disse nødstedte … mennesker gik gennem hans hoved. Næste formiddag … sagde [han] til folket: »Jeg vil nu give dette folk det emne og den tekst, over hvilket ældsterne skal tale … Det er dette … Mange af vore brødre og søstre befinder sig på prærien med håndkærrer, og sandsynligvis er mange over 1.000 km fra dette sted, og de skal bringes hertil, vi er nødt til at sende hjælp til dem. Teksten vil være, ›at få dem hertil‹. Det er min religion, det er buddet fra den Helligånd, som jeg har hos mig. Det er at frelse folket. Jeg vil kalde på biskopperne i dag. Jeg vil ikke vente til i morgen eller i overmorgen på at få 60 gode muldyrforspand og 12 eller 15 vogne. Jeg vil ikke sende okser. Jeg ønsker gode heste og muldyr. De er her i territoriet, og vi skal have fat i dem. Ligeledes 12 ton mel og 40 gode kuske, foruden dem, der fører vognene. Jeg vil fortælle jer, at jeres tro, religion og trosbekendelse aldrig vil kunne frelse en eneste af jeres sjæle i vor Guds celestiale rige, hvis I ikke udfører det, jeg nu lærer jer. Drag ud og bring disse mennesker hertil fra prærien« (i LeRoy R. Hafen og Ann W. Hafen, Handcarts to Zion, 1960, s. 120-121). Den eftermiddag blev mad, sengetøj og tøj i store mængder samlet af kvinderne. Den næste morgen blev hestene skoet, og vognene blev repareret og læsset. Den følgende morgen, tirsdag, kørte 16 muldyrforspand ud og drog mod øst. Inden udgangen af oktober var der 250 forspand på vej med nødhjælp.11 Da redningsmændene nåede de plagede hellige, var de som engle fra himlen. Folk græd af taknemlighed. De, som trak hånd- kærrer, fik i stedet vogne, så de kunne rejse meget hurtigere til bebyggelsen i Salt Lake. Omkring to hundrede døde, men tusind blev reddet.12

85 Kapitel 4

»Da redningsmændene nåede de plagede hellige, var de som engle fra himlen.« Beretninger om [disse] nødstedte hellige og om deres lidelse og død vil blive gentaget igen og igen … Beretninger om deres redning må også gentages igen og igen. De omhandler det centrale i Jesu Kristi evangelium … Jeg er taknemlig for, at vi ikke har brødre og søstre, der er stran- det i sneen, frysende og døende, mens de prøver at komme til … deres Zion i bjergene. Men, der er andre mennesker, en hel del, hvis situation er desperat, og som råber på hjælp og undsætning. Der er mange over hele verden, som er sultne og nødstedte, som har brug for hjælp, og jeg er taknemlig for at kunne sige, at vi hjælper mange, som ikke hører til vores tro, men hvis behov er alvorlige, og som vi har midlerne til at hjælpe. Men vi behøver ikke tage så langt væk. Vi har nogle af vore egne, som råber på grund af smerte og lidelse og ensomhed og frygt. Vi har en stor og højtidelig pligt til at række ud og hjælpe dem, til at opløfte dem, til at give dem

86 Kapitel 4 mad, hvis de er sultne, til at pleje deres ånd, hvis de tørster efter sandhed og retfærdighed. Der er så mange unge, som vandrer formålsløst omkring og følger det tragiske spor af narkotika, bander, umoral og hele den sværm af dårligdomme, der ledsager disse ting. Der er enker, der længes efter venlige stemmer og en ånd af ivrig interesse, som afspejler kærlighed. Der er nogle, som engang var varme i troen, men hvis tro er blevet kold. Mange af dem ønsker at komme tilbage, men ved ikke helt, hvordan man gør. De har brug for venlige hænder, som rækker ud til dem. Med en lille indsats kan mange af dem igen blive ført tilbage til festmåltidet ved Herrens bord. Mine brødre og søstre, jeg vil håbe, jeg vil bede om, at alle vi … vil beslutte os for at søge dem, som har brug for hjælp, som er i desperate og vanskelige situationer, og i en kærlig ånd løfte dem ind i Kirkens favn, hvor stærke hænder og kærlige hjerter vil varme dem, trøste dem, støtte dem og lede dem hen til vejen til lykkelige og produktive liv.13

4 Vi er hver især pionerer Det er godt at se tilbage på fortiden for at få påskønnelse for nutiden og perspektiv for fremtiden. Det er godt at se dyderne hos dem, der gik forud for os, for at opnå styrke til det, der ligger forude. Det er godt at reflektere over det arbejde, der blev udført af dem, der arbejdede så hårdt og fik så lidt i denne verden, og af deres drømme og tidlige planlægning, der blev næret så godt, blev der en storslået høst, som vi er begunstiget af. Deres storslåede eksempel kan være en virkelig motivation for os alle, for vi er hver især en pioner i vores eget liv, ofte i vores egen familie, og mange af os er dagligt pionerer, når vi prøver at finde et fodfæste for evangeliet i fjerne dele af verden.14 Vi er stadig pionerer. Vi er aldrig stoppet med at være pionerer fra det tidspunkt … hvor vore folk forlod Nauvoo og kom … til Great Salt Lake-dalen. Deri lå et eventyr. Men hensigten med det var at finde et sted, hvor de kunne etablere sig og tilbede Gud og følge deres samvittighed …

87 Kapitel 4

»Hvad enten I har pionerforfædre eller først blev medlem af Kirken i går, så er I en del af hele dette store billede.« Nu rækker vi stadig ud over hele verden til steder, der [engang] knap nok syntes mulige at få adgang til … Jeg har personligt været vidne til Kirkens vækst i Filippinerne. Det var mit privilegium at åbne for missioneringen der i 1961, da vi var i stand til at finde ét filippinsk medlem af Kirken ved et møde, som vi holdt i maj 1961. [I 1996] var vi i Manila med en forsamling … på omkring 35.000 i det store Araneta Coliseum … For mig er det et mirakel, lige fra vi åbnede for værket i dette storslåede land, Filippinerne [se s. 29-30 for flere oplysninger om denne oplevelse]. Vi rækker ud alle steder, og det kræver, at vi er pionerer. Vore missionærer bor ikke under de bedste forhold, når de tager til visse af disse områder, men de går fremad og udfører deres arbejde, og det bærer frugt. Inden længe har vi en håndfuld medlemmer, så hundrede medlemmer, og så femhundrede medlemmer, og så tusinde medlemmer.15

88 Kapitel 4

Dagene med at være pioner i Kirken er ikke forbi; de endte ikke med tildækkede vogne og håndkærrer … Pionerer findes blandt de missionærer, der underviser i evangeliet, og de findes blandt de omvendte, der kommer ind i Kirken. Det er sædvanligvis svært for hver af dem. Det kræver uvægerligt ofre. Det kan medføre forføl- gelse. Men det er omkostninger, de villigt afholder, og den pris, der betales, er lige så virkelig, som den pris, de, der krydsede prærien i den store udvandring for mere end et århundrede siden, betalte.16 Hvad enten I har pionerforfædre eller først blev medlem af Kir- ken i går, så er I en del af hele dette store billede, som disse mænd og kvinder drømte om. Deres bedrift var enorm. Vi har et stort og vedvarende ansvar. De lagde grundvolden. Det er vores pligt at bygge på den. De viste vej og førte an. Der er vores forpligtelse at udbygge, udvide og styrke den vej, indtil den omfatter hele jorden … Tro var det vejledende princip i disse svære tider. Tro er det vejledende princip, som vi skal følge i vore dage.17

5 Vi ærer pionerernes ofre og arv ved at følge deres eksempel og bygge på deres grundvold. Hvor er det vidunderligt at have en storslået arv, mine brødre og søstre. Hvor er det fantastisk at vide, at der er dem, der er gået forud for os og har tilrettelagt den vej, som vi bør gå på, og har undervist i de store evige principper, der bør være en ledestjerne for os og dem, der kommer efter os. Vi kan i vore dage følge deres eksempel. Pionererne var folk med stor tro, ufattelig loyalitet, umådelig flid og en fuldstændig solid og ubøjelig retskaffenhed.18 Vi i dag nyder godt af [pionerernes] store indsats. Jeg håber, at vi er taknemlige. Jeg håber, at vi i vores hjerte nærer en dyb taknemlighed for alt, hvad de har gjort for os … Ligesom der blev forventet store ting af dem, forventes der også meget af os. Vi lægger mærke til, hvad de udrettede med det, de havde. Vi har så meget mere og har den overvældende udfordring at fortsætte og at opbygge Guds rige. Der er så meget at gøre. Vi har guddommelig bemyndigelse til at bringe evangeliet ud til alle nationer, slægter, tungemål og folk. Vi har fået befaling om

89 Kapitel 4 at undervise og døbe i vor Herre Jesu Kristi navn. Den opstandne Frelser sagde: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15) … Vore forfædre lagde en solid og vidunderlig grundvold. Nu har vi den store mulighed at opføre bygningen med Kristus som hovedhjørnesten.19 I er frugterne af al [pionerernes] planlægning og al deres møje … De var vidunderlige mennesker. Der findes ikke noget som deres store indsats i hele historien … Må Gud velsigne os, så vi husker dem til vores eget bedste. Når vejen synes svær, når vi er mismodige og tror, at alt er tabt, så kan vi vende os mod dem og se, hvor meget værre deres forhold var. Når vi spekulerer over fremtiden, kan vi se hen til dem og deres store eksempel på tro … Med en så stor arv bør vi gå fremad. Vi bør aldrig slappe af. Vi bør holde hovedet højt. Vi bør gå med retskaffenhed. Vi bør gøre, hvad der er ret, og så lade følgerne komme (se »Gør hvad er ret«, Salmer og sange, nr. 153).20

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor var tro så vigtig for de pionerer, der ønskede at samles i Salt Lake-dalen? (Se afsnit 1). Hvordan omsatte de deres tro til handling? Hvordan kan vi omsætte vores tro til handling og hjælpe med at tilvejebringe den »stor[e] fremtid«, der ligger foran os? • Præsident Hinckley forklarede, at de første pionerer så mod fremtiden med Zion som deres »store mål«, »store håb« og »drøm« (afsnit 2). Hvorfor tror I, at dette var så stærk en motivation for de første pionerer? Hvilke lignende håb motiverer os i vore dage? • Hvad gør indtryk på jer ved præsident Hinckleys beretning om redningen af Willies og Martins håndkærrepionerer? (Se afsnit 3). Hvordan viser Brigham Youngs opfordring til at redde dem hans profetiske inspiration? Hvad kan vi lære af dem, der reagerede på hans kald? Hvad kan vi gøre for at redde og opløfte dem, der er trængende i vore dage?

90 Kapitel 4

• Hvordan hjælper det at se tilbage på fortiden jer til at »få på skønnelse for nutiden og perspektiv for fremtiden«? (Se afsnit 4). Hvordan er vi hver især pionerer? • Hvorfor er det godt for os at ære de første pionerer? (Se afsnit 5). Hvordan er alle Kirkens medlemmer velsignede ved disse pionerers tro og ofre? Hvordan kan de første pionerers eksempler hjælpe os, når vi møder udfordringer? Skriftstedshenvisninger Matt 25:40; Eter 12:6-9; L&P 64:33-34; 81:5; 97:8-9; 98:1-3 Til underviseren »Meningsfulde samtaler er grundlæggende for hovedparten af undervisningen i evangeliet … Gennem velordnede samtaler øges elevernes interesse og opmærksomhed. Alle tilstedeværende kan motiveres til at blive aktivt involverede i indlæringsprocessen … Stil spørgsmål, der ansporer til velovervejede kommentarer og hjælper den enkelte med virkelig at grunde over evangeliet« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 63). Noter 1. »Keep the Chain Unbroken«, foredrag 10. »Hold kursen – bevar troen«, Stjernen, holdt på Brigham Young University, 30. jan. 1996, s. 71. nov. 1999, s. 2, speeches.byu.edu. 11. Se »Ræk ud med en hjælpende hånd«, 2. Tale holdt ved regionalkonference Stjernen, jan. 1997, s. 82-83. for Guatemala City, 26. jan. 1997, s. 12. »Tro til at flytte bjerge«, Liahona, nov. 2; Kirkens historiske bibliotek i Salt 2006, s. 84. Lake City. 13. Se »Ræk ud med en hjælpende hånd«, 3. Tale holdt ved et møde for medlemmer s. 83. i Bangkok i Thailand, 13. juni 2000, s. 2; Kirkens historiske bibliotek i Salt 14. »The Faith of the Pioneers«, s. 3. Lake City. 15. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 4. Discourses of President Gordon B. The Biography of Gordon B. Hinckley, Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, 1996, s. 592. s. 360-361. 16. I Gerry Avant, »Present-Day Pioneers: 5. »The Faith of the Pioneers«, Ensign, Many Are Still Blazing Gospel Trails«, juli 1984, s. 3. Church News, 24. juli 1993, s. 6. 6. Se »Gud giver os troen«, Den danske 17. »These Noble Pioneers«, s. 2, 4. Stjerne, apr. 1984, s. 89-90. 18. »These Noble Pioneers«, s. 2. 7. »The Faith of the Pioneers«, s. 5-6. 19. »Tro mod troen«, Stjernen, juli 1997, s. 67. 8. Se »Gud giver os troen«, s. 90. 20. »These Noble Pioneers«, s. 2, 6. 9. »These Noble Pioneers«, foredrag holdt på Brigham Young University, 2. feb. 1997, s. 1-2, speeches.byu.edu.

91 »I er hver og en Guds datter. Tænk over alle de vidunderlige betydninger af denne enestående kendsgerning.«

92 KAPITEL 5

Guds døtre

»Der er en forunderlig kraft i kvinders tro.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Gordon B. Hinckley udtrykte igennem sit liv påskønnelse for kvinders evner og bidrag. Han udtrykte også sit stærke vidnesbyrd om vigtigheden af kvinder i Guds evige plan. Han glædede sig over kvinders øgede muligheder, såvel som deres tro på Frelseren og deres forpligtelse over for deres familie og Kirken. Gordon B. Hinckleys mor, Ada, var kvik og uddannet og elskede litteratur, musik og kunst. Som 29-årig giftede hun sig med enke- manden Bryant Hinckley og påtog sig ansvaret for otte børn, der sørgede over deres mors død. Hun omgav dem med kærlighed, hun gav dem den støtte, de havde brug for, og lærte at styre en stor husholdning. Gordon var den første af fem børn, som Ada og Bryant fik sammen. Selvom Ada døde, da Gordon var 20 år gammel, havde hendes undervisning og eksempel en god indflydelse hele hans liv. Når han talte om hende, nævnte han altid den enorme indflydelse, hun havde haft på ham. Gordon B. Hinckleys hustru, Marjorie Pay, havde også en afgø- rende indflydelse på ham. Hun var en stærk kvinde, der var hengiven over for Jesu Kristi evangelium. Hun havde en ekstraordinær tro, et muntert sind og en kærlighed til livet. I et ømt brev til hende udtrykte præsident Hinckley sin kærlighed og respekt. »Vi har rejst vidt og bredt sammen. Vi har besøgt alle kontinen- ter. Vi har holdt møder i verdens store byer og i mange små … Vi har talt med millioner, som har påskønnet dig meget. Med dine velkendte ord har du vundet kærlighed hos alle, som har hørt dig. Din jordbundne sunde fornuft, dit skarpe og forfriskende vid, din stille og aldrig svigtende visdom, og din utrolige og konstante tro har vundet hjertet hos alle, som har lyttet til dig … Din glubende

93 Kapitel 5 appetit for at læse og din ubønhørlige jagt efter kundskab har holdt dig kvik og frisk gennem et langt og frugtbart liv.« 1 Præsident Hinckley talte ofte om kvinders guddommelige natur og tilskyndede dem til at gå fremad mod større bedrifter og tro. Han sagde til de unge piger: »I er helt bogstaveligt den Almægtiges døtre. Der er ingen grænser for jeres potentiale. Hvis I selv udøver kontrol over jeres tilværelse, er fremtiden fuld af muligheder og glæder. I har ikke råd til at spilde jeres talenter eller jeres tid. Store muligheder ligger foran jer.« 2 Om de voksne kvinder sagde han: »Verden har brug for kvinders indflydelse og deres kærlighed, deres trøst og deres styrke. Vore barske verden har brug for deres opmuntrende røst, deres skønhed, der synes at være en del af deres væsen, den næstekærlige ånd, der er deres arv.« 3 Ved generalkonferencen efter præsident Hinckleys elskede led- sagers, Marjories, død, afsluttede han en af sine taler med dette inderlige udtryk for taknemlighed: »Hvor er jeg taknemlig – og hvor bør vi alle være taknemlige – for kvinden i vores liv. Må Gud velsigne hende. Måtte hans store kærlighed falde på hende som dug og krone hende med glans og skønhed, ynde og tro.« 4

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Kvinder har en særlig og hellig plads i Guds evige plan. I er hver og en Guds datter. Tænk over alle de vidunderlige betydninger af denne enestående kendsgerning … Jeg minder jer om det, som profeten Joseph sagde til kvinderne i Hjælpeforeningen i april 1842. Han sagde: »Hvis I lever op til jeres privilegier, kan end ikke englene holdes tilbage fra at pleje omgang med jer« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 449). Hvor er de muligheder, I besidder, vidunderlige.5 I er meget værdifulde … I indtager en særlig og hellig plads i Guds, vor himmelske Faders, evige plan. I er hans døtre, værdifulde for ham, elsket af ham og meget betydningsfulde for ham. Hans store plan kan ikke opfyldes uden jer.6

94 Kapitel 5

»Lad mig … sige til jer søstre, at I ikke indtager en sekundær plads i vor Faders plan for sine børns evige lykke og velbefindende. I er en absolut afgørende del af den plan. Uden jer ville planen ikke fungere. Uden jer ville hele programmet bryde sammen.7 I har som førstefødselsret arvet noget smukt og helligt og guddommeligt. Det må I aldrig glemme. Jeres evige Fader er universets store Herre. Han regerer over alt, men han lytter også til jer som sine døtre og hører jer, når I taler med ham. Han besvarer jeres bønner. Han svigter jer ikke.8

2 Herrens råd til Emma Smith gælder for alle. Det femogtyvende afsnit i Lære og Pagter … er … en åbenbaring givet igennem profeten Joseph til hans hustru Emma … Herren sagde til Emma og til enhver af os: »En åbenbaring giver jeg dig angående min vilje; og hvis du er trofast og vandrer på dydens stier over for mig, vil jeg bevare dit liv, og du skal få en arvelod i Zion« (L&P 25:2; se også v. 16) … Hver enkelt af os holder i meget høj grad selv nøglen til den Almægtiges velsignelser over os. Hvis vi ønsker velsignelsen, må vi betale prisen. En del af den pris er at være trofast. Trofast over for hvad? Trofast over for os selv, mod det allerbedste, som er i os. Ingen kvinde har råd til at nedværdige sig selv, gøre sig selv ubetydelig eller nedvurdere sine evner og muligheder. Lad hver enkelt kvinde være trofast over for de store guddommelige egenskaber, som er i hende. Vær trofast over for evangeliet. Vær trofast over for Kirken. Vi er alle omgivet af dem, som søger at underminere den, som kigger efter svagheder hos dens første ledere, finder fejl ved dens programmer og kritiserer den. Jeg bærer jer mit vidnesbyrd om, at den er Guds værk, og at de, som taler mod den, taler imod ham. Vær trofast over for ham. Han er den eneste sande kilde til jeres styrke. Han er jeres Fader i himlen. Han lever. Han hører og besvarer bønner. Vær trofast over for Gud. Herren fortsatte, henvendt til Emma: »Hvis du … vandrer på dydens stier.«

95 Kapitel 5

Jeg tror, at alle … kvinder forstår betydningen af det. Jeg føler, at disse ord blev givet til Emma Smith og dermed til os alle som en betingelse, der skal opfyldes for at kunne modtage en arvelod i Guds rige. Mangel på dyd er fuldstændig uforenelig med lydighed mod Guds bud. Der findes intet skønnere end dyd. Der findes ingen anden styrke, som er større end dydens styrke. Der findes ingen anden ædelhed, som er lig med dydens ædelhed. Der findes ingen anden egenskab, der er så klædelig, intet smykke så attraktivt … Emma blev kaldt »en udvalgt kvinde« (L&P 25:3). Med andre ord fra skriften var hun et af »Herrens udvalgte redskaber« (se Moro 7:31). Hver enkelt af jer er en udvalgt kvinde. I er kommet ud af verden som deltagere i Jesu Kristi gengivne evangelium. I har foretaget jeres udvælgelse, og dersom I lever op til den, vil Herren ære jer i den og højne jer … Emma skulle ordineres 9 under Josephs hånd »til at udlægge skrifterne og til at formane kirken, sådan som det skal blive givet dig ved min Ånd« (L&P 25:7). Hun skulle være lærer. Hun skulle være instruktør i retfærdighed og sandhed. For Herren sagde angående sin kaldelse til hende: »Du skal modtage Helligånden, og din tid skal du anvende på at skrive og på at lære meget« (L&P 25:8). Hun skulle studere evangeliet. Hun skulle også studere tingene i den verden, hun levede i. Det blev gjort klart i efterfølgende åben- baringer, som passer på os alle. Hun skulle vie sin tid til at »lære meget«. Hun skulle skrive og give udtryk for sine tanker. Til jer kvinder af i dag, hvad enten I er unge eller gamle, må jeg foreslå, at I skriver, at I skriver dagbøger, at I udtrykker jeres tanker på papir. At skrive er en storslået færdighed. Det er et formidabelt uddannelsesmæssigt forehavende. Det vil hjælpe jer på forskellig måde, og I vil velsigne manges liv … Med åbenbaringens ord skulle [Emma] »udlægge skrifterne og … formane kirken, sådan som det skal blive givet dig ved min Ånd«. Hvilken bemærkelsesværdig opgave for hende og for alle kvinderne i denne kirke. Der må være undervisning, der må være forberedelse, der må være organiserede tanker, der må være udlæggelse

96 Kapitel 5 af skriften, og der må være formaning til gode gerninger efter Hel- ligåndens vejledning. Herren fortsatte: »Sandelig siger jeg dig, at du skal lægge denne verdens ting til side og søge dem, der hører en bedre til« (L&P 25:10). Jeg opfatter ikke, at han bad Emma om ikke at bekymre sig om et sted at bo, mad på bordet eller beklædning. Han sagde til hende, at hun ikke skulle lade disse ting optage hende fuldstændigt, som så mange af os er tilbøjelige til at lade det gøre. Han bad hende om at koncentrere sine tanker om de højere ting i livet, ting der hører til retfærdighed og godhed, emner der vedrører barmhjertighed og næstekærlighed, evige emner … Derefter sagde Herren: »Opløft derfor dit hjerte og fryd dig, og hold fast ved de pagter, du har sluttet« (L&P 25:13). Jeg mener, at han siger til os alle: Vær lykkelige. Evangeliet er en frydefuld ting. Det giver os grund til glæde. Naturligvis er der tider med sorg. Naturligvis er der tider med bekymring og spænding. Vi bekymrer os alle. Men Herren har bedt os om at opløfte vores hjerte og fryde os.10

3 Mødre har en hellig kaldelse til at opdrage deres børn i retfærdighed og sandhed. Den sande styrke i enhver nation, samfund eller familie findes i de karaktertræk, som er erhvervet, hovedsageligt af børn, der er blevet belært fredeligt og enkelt i dagligdagen af deres mødre.11 Det er hjemmet, der frembringer og nærer de nye generationer. Jeg håber, at I mødre vil forstå, at når alt er sagt og gjort, så har I ikke noget større ansvar, ej heller nogen opgave med større belønning end at opdrage jeres børn i et miljø, der er præget af tryghed, fred, fællesskab, kærlighed samt motivation til at vokse op og klare sig godt.12 Jeg minder mødre overalt om helligheden i jeres kaldelse. Ingen anden kan udfylde jeres plads på rette måde. Intet ansvar er større, ingen forpligtelse mere bindende, end at I med kærlighed og fred og retskaffenhed opdrager dem, som I har bragt ind i verden.13

97 Kapitel 5

»Må Gud velsigne jer mødre! … [I vil] være der. I skal være der som den nye generations styrke.«

Opdrag jeres børn i lys og sandhed. Lær dem at bede, mens de er små. Læs for dem fra skrifterne, selvom de måske ikke forstår alt, hvad I læser. Lær dem at betale deres tiende og offerydelser af de første penge, som de nogensinde modtager. Lad denne skik blive en vane i deres liv. Lær jeres sønner at ære kvindelighed. Lær jeres døtre at vandre i dyd. Tag imod ansvar i Kirken, og stol på, at Herren gør jer egnede til ethvert kald, I måtte modtage. Jeres eksempel vil skabe et mønster for jeres børn.14 Må Gud velsigne jer mødre! Når alle menneskenes bestræbelser, sejre og nederlag er gjort op, når støvet fra livets kampe lægger sig, når alt det, vi har arbejdet så hårdt for i denne erobringens verden, falmer for vore øjne, vil I være der. I må være der som den nye generations styrke, en konstant forbedrende, fremadrettet bevægelse af vores art. Kvaliteten af det afhænger af jer.15

4 Kvinder har et stort ansvar i arbejdet med frelse. Der er styrke og store evner hos denne kirkes kvinder. Der er lederskab og styring, en vis ånd af uafhængighed og dog stadig stor

98 Kapitel 5 tilfredsstillelse ved at være en del af dette, Herrens rige, og ved at arbejde hånd i hånd med præstedømmet for at føre værket fremad.16 Gud har givet denne kirkes kvinder et værk at udføre i opbyg- gelsen af sit rige. Det omfatter hele vores trefoldige ansvar – som for det første er at forkynde evangeliet til jorden, for det andet at styrke Kirkens medlemmers tro og øge deres lykke og for det tredje at fremme det store værk med at frelse de døde.17 Kirkens kvinder arbejder sammen med deres brødre i udførelsen af dette Herrens store arbejde … Kvinder bærer enorme ansvar, og de er ansvarlige for udførelsen af disse opgaver. De leder deres egne organisationer, og disse organisationer er stærke, levedygtige og betydningsfulde for det gode i verden. De samarbejder med præstedømmet, alle stræber efter sammen at opbygge Guds rige på jorden. Vi ærer og respekterer jer for jeres evner. Vi forventer lederskab, styrke og imponerende resultater fra jeres administrering af den organisation, som I er ansvarlige for. Vi støtter og opretholder jer som Guds døtre, og vi arbejder sammen i et storslået partnerskab for at hjælpe ham med at tilvejebringe udødelighed og evigt liv til alle Guds sønner og døtre.18

5 Hjælpeforeningen er en kilde til umådelige velsignelser. Kvinderne i Hjælpeforeningen er bogstavelig talt i evighed omsluttet af vor Herres arme. Efter min mening er det den bedste kvin- deorganisation i verden. Den har guddommelig oprindelse. Joseph Smith talte og handlede som profet, da han organiserede Hjælpe- foreningen i 1842.19 Det er så vigtigt, at Kirkens kvinder står fast og urokkeligt for det, som er korrekt og passende i Herrens plan. Jeg er overbevist om, at der ikke findes nogen organisation, som overhovedet kan sammenlignes med Hjælpeforeningen i denne kirke … Hvis [dens medlemmer] forener sig og taler med en røst, kan deres styrke ikke måles.20 Jeg var til en stavskonference, hvor en ung kvinde, der var præsi- dent for Hjælpeforeningen i en UV-menighed, talte om tjeneste og den store mulighed, de unge kvinder i hendes menighed havde. I har alt dette. I har jeres egen organisation. I har dygtige ledere til at

99 Kapitel 5

rådgive jer. I har nogen, som vil række ud til jer og hjælpe jer, når I har problemer og vanskeligheder.21 Hvem kan måle de mirakuløse følger i millioner af kvinders liv, hvis viden er blevet forøget, hvis horisont er blevet udvidet, hvis liv er blevet beriget, og hvis forståelse af det, der hører Gud til, er blevet større på grund af utallige timers effektiv undervisning og lektioner ved Hjælpeforeningens møder? Hvem kan måle den glæde, der er kommet ind i disse kvinders liv, når de har mødtes, har været sociale i menigheden og beriget hinandens liv gennem venskab, der har været behageligt og værdsat? Hvem kan, selv i sin vildeste fantasi, forestille sig de utallige barm- hjertighedsgerninger, der er blevet udført, den mad, der er blevet sat på tomme borde, den tro, der er blevet næret i desperate timer med sygdom, de sår, der er blevet forbundet, de smerter, der er blevet lindret af kærlige hænder og stille beroligende ord, den trøst, der er blevet givet i tider med død og vedvarende ensomhed? … Ingen kan på nogen måde udregne de projekter, som lokale Hjælpeforeninger har påtaget sig og udført. Ingen kan på nogen måde måle alt det gode, der sket for de kvinder, der tilhører disse organisationer, og dem, som de har hjulpet gennem deres gode gerninger … Må Gud velsigne Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Må kærlighedens ånd, der har motiveret dens medlemmer … fortsat vokse og mærkes verden over. Må deres barmhjer- tighedsgerninger for evigt røre utalliges liv, hvor end de må komme til udtryk. Og må lys og forståelse, lærdom og viden foruden evig sandhed velsigne utallige, kommende generationer af kvinder i alle jordens nationer på grund af denne enestående og guddommeligt etablerede institution.22

6 Lev op til det guddommelige i jer. I er en enorm forsamling af kvinder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … Ingen kan måle den enorme styrke i det godes sag, som I er blevet … Jeg formaner jer til at rejse jer og være stærke i forsvaret af de storslåede dyder, som er blevet fundamentet for vores

100 Kapitel 5

«Jeg … invitere[r] kvinder overalt til at leve op til det store potentiale, I har.« sociale fremgang. Når I står sammen, er jeres kraft uden begræns- ning. I kan opnå alt, som I ønsker at opnå. Og ih, hvor er der et kæmpebehov for jer i en verden med smuldrende værdinormer, hvor modstanderen synes at have kontrollen.23 Jeg vil gerne invitere kvinder overalt til at leve op til det store potentiale, I har. Jeg beder jer ikke om at gøre mere, end I magter. Jeg håber, at I ikke vil plage jer selv med tanker om, at I ikke slår til. Jeg håber ikke, at I vil prøve at sætte mål, der er langt større, end I kan klare. Jeg håber, at I ganske enkelt gør det, som I kan, så godt I kan. Hvis I gør det, vil I opleve mirakler.24 Må jeg … udtrykke min taknemlighed over for jer trofaste sidste dages hellige kvinder, som nu tæller millioner og findes over hele jorden. Stor er jeres kraft for det gode. Ypperlige er jeres talenter og hengivenhed. Fremragende er jeres tro og jeres kærlighed til Herren, til hans værk og til hans sønner og døtre. Fortsæt med at efterleve evangeliet. Højn det for hele jeres bekendtskabskreds. Jeres gode gerninger vil have større vægt end nogen af de ord, I kunne tale. Vandr i dyd og sandhed, med tro og trofasthed. I er en del af en evig

101 Kapitel 5

plan, en plan udtænkt af Gud, vor evige Fader. Hver eneste dag er en del af den evighed. Jeg ved, at mange af jer bærer frygteligt tunge byrder. Må jeres venner i Kirken, jeres brødre og søstre, hjælpe jer med disse byrder. Må jeres bønner stige op til ham, som er almægtig, som elsker jer, og som kan frembringe den styrke og de ting, der kan hjælpe jer. Dette er miraklernes værk. I ved det, og jeg ved det Det er let for mig at bede jer om ikke at være mismodige, men jeg siger det alligevel, mens jeg opfordrer jer til at gå frem i tro.25 Der er en forunderlig kraft i kvinders tro. Det har atter og atter vist sig i Kirkens historie. Den er også blandt os i vore dage. Jeg tror, at den hører med til det guddommelige, I har i jer. Søstre, hæv jer, så I kommer på højde med det guddommelige. Og i jeres indsats for dette, gør så den verden, I lever i, til et bedre sted at leve både for jer selv og alle dem, der kommer efter jer.26 Tak til Gud for denne kirkes vidunderlige kvinder. Må han i jeres hjerte plante en stolthed over jeres egne evner og en overbevisning om sandheden, som vil være et ror, der vil beskytte jer igennem enhver storm.27

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvad lærer vi af præsident Hinckley om, hvilke følelser vor himmelske Fader har for sine døtre? (Se afsnit 1). Hvorfor er det vigtigt for os at forstå kvinders »særlig[e] og hellig[e] plads« i Guds evige plan? • Hvilke dele af Herrens råd til Emma Smith er især en hjælp for jer? (Se afsnit 2). Hvad kan vi lære af afsnit 2 om at være trofast? Hvad kan vi lære om at være en »udvalgt kvinde«? Hvad kan vi lære om at anvende skrifterne på os selv? • Hvilke indtryk får I, når I læser præsident Hinckleys råd til mødre? (Se afsnit 3). Har I været velsignet af en mors indflydelse? Hvorfor er der »ingen forpligtelse mere bindende« for forældre end at opdrage børn i »kærlighed og fred og retskaffenhed«?

102 Kapitel 5

• Hvilke eksempler har I set på »styrke og store evner« hos kvinderne i Kirken? (Se afsnit 4). Hvordan kan kvinder være med til at tilvejebringe »udødelighed og evigt liv til alle Guds sønner og døtre«? Hvorfor er det vigtigt, at mænd og kvinder arbejder sammen for at føre Herrens værk fremad? Hvilke eksempler har I set på dette? • Gennemgå de velsignelser, der kommer fra Hjælpeforeningen, og som præsident Hinckley nævner i afsnit 5. Hvilke velsignelser har I fået på grund af hjælpeforeningssøstres bestræbelser, deriblandt dem, der tjener i Unge Piger og Primary? Hvordan kan I styrke Hjælpeforeningen i jeres menighed? Hvordan kan Hjælpeforenin- gen hjælpe kvinder til at øge deres gode indflydelse? • Tænk over præsident Hinckleys opfordring til at »leve op til det store potentiale, I har« (afsnit 6). Hvordan kan vi få en bedre vision af, hvad Gud ser som vores potentiale? Hvordan kan vi gå fremad mod at nå vores potentiale? Hvornår har I set den »forunderlig[e] kraft i kvinders tro«? Skriftstedshenvisninger Ordsp 31:10-31; Luk 10:38-42; ApG 9:36-40; Rom 16:1-2; 2 Tim 1:1-5; Alma 56:41-48 Til underviseren »Når du forbereder dig til hver lektion, så bed om, at Helligånden vil hjælpe dig med at vide, hvornår du skal fortælle om dine mest hellige følelser. Du kan blive tilskyndet til at bære vidnesbyrd flere gange i løbet af en lektion og ikke kun i slutningen af klassen« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 44). Noter 1. I Glimpses into the Life and Heart of 6. Se »Guds døtre«, Stjernen, jan. 1992, Marjorie Pay Hinckley, red. Virginia H. s. 115. Pearce, 1999, s. 194-195. 7. »Kirkens kvinder«, Stjernen, jan. 1997, 2. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker«, s. 64. Liahona, maj 2007, s. 115. 8. »Hold jer på den ærefulde vej«, 3. Discourses of President Gordon B. Liahona, maj 2004, s. 112. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, 9. Præsident Hinckleys brug af ordet s. 509-510. ordiner es afspejler brugen af det 4. »Kvinden i vores liv«, Liahona, nov. ord i Lære og Pagter 25:7, hvoraf 2004, s. 85. han citerer en del i denne sætning. 5. Se »Stå fast mod verdens list« Stjernen, I genoprettelsens første tid blev jan. 1996, s. 98. udtrykkene ordineres og indsætte ofte brugt som synonymer; ordineres

103 Kapitel 5

henviste ikke altid til præstedømmeem- 19. »Omsluttet af hans kærligheds arme«, beder (se for eksempel L&P 63:45). Liahona, nov. 2006, s. 115. 10. Se »Dersom I er trofaste«, Stjernen, 20. »Stå fast og urokkelig«, mar. 1992, s. 3, 4, 5, 7. Ver densomspændende oplæringsmøde 11. Motherhood: A Heritage of Faith, folder, for ledere, 10. jan. 2004, s. 20. 1995, s. 6. 21. »The BYU Experience«, foredrag holdt 12. Se »Stå fast mod verdens list«, s. 99. på Brigham Young University, 4. nov. 1997, s. 2, speeches.byu.edu. 13. »Tilskynd barnet til at følge den vej, det skal gå«, Stjernen, jan. 1994, s. 57. 22. »Ambitious to Do Good«, Ensign, mar. 1992, s. 4-6. 14. Se »Stå fast mod verdens list«, s. 99. 23. »Din største udfordring – at være mor«, 15. Motherhood: A Heritage of Faith, s. 13. Liahona, jan. 2001, s. 113. 16. Se »Kirkens kvinder«, s. 64 24. Teachings of Gordon B. Hinckley, 17. »Live Up to Your Inheritance«, Ensign, 1997, s. 696. nov. 1983, s. 84. 25. Se »Guds døtre,« s. 119. 18. »Hvis du er trofast«, Stjernen, 26. »Hæv jer op til det guddommelige i jer,« oktoberkonferencen 1984, 1985, s. 71. Stjernen, jan. 1990, s. 86. 27. »Live Up to Your Inheritance«, s. 84.

104 KAPITEL 6

Bøn er storslået

»At påkalde Herren om en visdom større end vores egen, om styrke til at gøre det, vi bør gøre, om trøst og opmuntring og for at udtrykke taknemlighed er en betydningsfuld og vidunderlig ting.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv »Der er ingen af os, der i virkeligheden kan klare det selv,« sagde præsident Gordon B. Hinckley. »Vi har behov for hjælp, den form for hjælp, som kommer som svar på bøn.« 1 Præsident Hinckley efterlevede dette princip i de beslutninger, som hans stod over for som præsident for Kirken. Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum sagde om ham: »Han er en klog mand med en ekstraordinær dømmekraft, men når han kommer ud for uløselige problemer, knæler han ned.« 2 Præsident Hinckley og hans hustru Marjorie udøvede også dette princip i deres hjem. Deres søn Richard sagde: »Jeg kan ikke huske en dag, hvor vi ikke havde familiebøn. Når det var fars tur, så bad han meget inderligt, men aldrig på en teatralsk eller følelsesmæssig måde. Vi lærte meget om dybden af hans tro ved at lytte til hans bønner. Han henvendte sig til Gud med stor ærbødighed, som han ville til en vís og æret lærer eller mentor, og han omtalte Frelseren med stor følelse. Som barn vidste jeg, at de var virkelige personer for ham – at han elskede og ærede dem.« 3 Marjorie sagde: »Jeg tror, at familiebøn havde meget at gøre med den måde, som vore børn reagerede på over for os. Selvom Gordon ikke prædikede for dem, så hørte de alt, hvad vi ønskede, at de skulle høre, i familiebønnerne.4 Præsident Hinckley opfordrede gennem sin tjeneste som generalautoritet Kirkens medlemmer til at »tro på bøn og bønnens kraft«.5 Han vidnede om, at »bøn låser op for himlens kræfter på vore

105 Kapitel 6

»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7).

106 Kapitel 6 vegne«.6 Han lovede: »Vær bønsomme, og Gud i himlen vil smile ned på jer og velsigne jer og gøre jeres hjerte lykkeligt og give jer en fornemmelse af fred i jeres liv.« 7

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Gud er vor Fader, og han opfordrer os til at bede til sig personligt. Af alle de storslåede og vidunderlige og inspirerende løfter, som jeg har læst, er Frelserens ord dem, der giver mig størst trøst: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7).8 Glem aldrig, hvem I er … I er i sandhed børn af Gud … Han er jeres evige Fader. Han elsker jer. I kan gå til ham i bøn. Han har bedt jer om at gøre det … Hvor er det dog vidunderligt. Han er den største af alle. Han er universets Skaber og Herre. Og alligevel vil han lytte til jeres bønner! 9 Vi kan søge Herren i bøn. Det kan blive samtaler, hvor vi giver udtryk for taknemlighed. Jeg kan ikke fuldt ud fatte, hvordan universets store Gud, den Almægtige, kan indbyde os, hans børn, til at tale med sig enkeltvis. Hvor er det dog en herlig mulighed. Hvor er det vidunderligt, at det rent faktisk sker. Jeg bærer vidnesbyrd om, at vore ydmyge og oprigtige bønner bliver hørt og besvaret. Det er mirakuløst, men det sker.10 Brødre og søstre, jeg ved, at I beder. Det er vidunderligt i denne tidsalder, hvor anvendelsen af bøn er gledet ud i så manges tilvæ- relse. At påkalde Herren om en visdom større end vores egen, om styrke til at gøre det, vi bør gøre, om trøst og opmuntring og for at udtrykke taknemlighed er en betydningsfuld og vidunderlig ting.11 Jeg beder om, at vi hver især vil bestræbe os på at leve nærmere Herren og samtale med ham oftere og med større tro. Fædre og mødre, bed for jeres børn. Bed om, at de må blive skærmet mod verdens ondskab. Bed om, at de må vokse i tro og kundskab. Bed om, at de må blive vejledt til at leve et nyttigt og godt liv. Ægtemænd, bed for jeres hustru. Sig Herren tak for hende, og bønfald ham på hendes vegne. Hustruer, bed for jeres mand. Mange

107 Kapitel 6

ægtemænd vandrer ad en tung vej med utallige problemer og store bekymringer. Bønfald den Almægtige om, at de må blive vejledt, velsignet, beskyttet og inspireret i deres retfærdige bestræbelser. Bed om fred på jorden, så den Almægtige, som styrer universet, vil række hånden ud og lade sin Ånd hvile på menneskene, så nationerne ikke raser mod hinanden … Bed om visdom og forståelse på jeres vandring ad livets vanskelige stier.12 Det vidunderlige ved bøn er, at den er personlig, den er individuel, den er noget, som andre ikke kan blande sig i, når det drejer sig om, at I taler med jeres Fader i himlen i Herren Jesu Kristi navn. Vær bønsom. Bed Herren om at tilgive jer for jeres synder. Bed Herren om hjælp. Bed Herren om at velsigne jer. Bed Herren om at hjælpe jer med at realisere jeres retfærdige ambitioner … Bed Herren om alle de vigtige ting, som betyder så meget for jer i jeres liv. Han står klar til at hjælpe. Glem aldrig det.13

2 Familiebøn fører til mirakler for den enkelte, familien og samfundet. Det er nødvendigt, at vi i denne tid understreger ærlighed, karak- terfasthed og retskaffenhed. Kun ved at vi atter påtager os de dyder, som er den sande civilisations inderste væsen, kan vi ændre tidens mønster. Det spørgsmål, vi står overfor, er: »Hvor skal vi begynde?« Jeg er overbevist om, at vi nødvendigvis må begynde med at erkende, at Gud er vor evige Fader, og at vi er hans børn; at vi kommunikerer med ham, idet vi anerkender hans suveræne stilling; og at vi dagligt beder om hans vejledning i det, vi gør. Jeg tillader mig at sige, at en tilbagevenden til familiebøn er et af de grundlæggende midler, som vil standse den sygdom, der undergraver vores samfunds karakter. Vi kan ikke forvente et mirakel i løbet af en dag, men i løbet af en generation vil vi se et mirakel … Der er noget i selve det at knæle, som står i modsætning til de egenskaber, som Paulus talte om: »Overmodige … fremfusende, hovmodige.«

108 Kapitel 6

Der er noget i det, at far og mor og børn knæler sammen, der udelukker andre af de ting, han beskrev: »Ulydige mod deres for- ældre … ukærlige.« Der er noget i det at henvende sig til Guddommen, som hindrer tendensen til blasfemi og det at elske nydelse højere end Gud (se 2 Tim 3:1-4). Tilbøjeligheden til at være uhellig og utaknemlig forsvinder, når familiens medlemmer sammen takker Herren for livet og freden og alt det, de har. Og når de takker Herren for hinanden, udvikles der en ny påskønnelse, en ny respekt, en ny kærlighed til hinanden … Når familien knæler ned sammen for Herren og husker de fattige, de trængende, de undertrykte, udvikler de uselvisk kærlighed til andre, respekt for andre og et ønske om at tjene andre. Man kan ikke bede Gud om at hjælpe en ven, der har problemer, uden at føle sig motiveret til at gøre noget for selv at hjælpe. Hvilke mirakler kunne der dog ikke ske for menneskene i verden, hvis de ville aflægge selviskhed og give af sig selv i tjeneste for andre. Det frø, hvorfra dette beskyttende og frugtbare træ kan vokse, plantes og næres bedst i familiens daglige bønner … Det at bede sammen kan lette spændinger i familien. Det kan medføre respekt for forældre og lede til lydighed. Det kan bringe omvendelsens ånd med sig, som så i høj grad vil fjerne den ødelæg- gelse, splittede hjem kan forårsage. Når vi beder sammen, tilstår vi vore svagheder for Herren og nedkalder Herrens velsignelser over hjemmet og over dem, som bor der … Familien er samfundets grundlæggende enhed. Den familie, der beder, er håbet for et bedre samfund. »Søg Herren, når han er at finde« (Es 55:6).14 Jeg blev rørt over … denne hjerteskærende udtalelse fra en ung [missionær]. Han sagde: »Jeg har været her i månedsvis. Jeg kan ikke lære sproget. Jeg kan ikke lide folket. Jeg er deprimeret om dagen og græder om natten. Jeg havde lyst til at dø. Jeg skrev til min mor og bønfaldt om en undskyldning for at tage hjem. Jeg har hendes svar. Hun siger: ›Vi beder for dig. Der går ikke en dag, hvor vi ikke alle knæler ned sammen om morgenen, inden vi spiser, og om aftenen, inden vi går i seng, og bønfalder Herren om at velsigne dig. Vi har

109 Kapitel 6

Vi kan styrke vores familie ved at knæle sammen i bøn.

tilføjet faste til vores bøn, og når dine yngre brødre og søstre beder, siger de: ›Himmelske Fader, velsign Johnny … og hjælp ham til at lære sproget og udføre det arbejde, han er blevet kaldet til at udføre.‹« Denne unge mand fortsatte gennem tårer med at sige: »Jeg vil forsøge igen. Jeg vil føje mine bønner til deres og min faste til deres faste.« Nu, fire måneder senere, har jeg modtaget et brev fra ham, hvor han skriver: »Der er sket et mirakel. Sproget er kommet til mig som en gave fra Herren. Jeg har lært at elske folket i dette smukke land. Tak Gud for min families bønner.« 15 Kan vi gøre vores hjem smukkere? Ja, ved at henvende os som en familie til kilden til al sand skønhed. Kan vi styrke vores samfund og gøre det til et bedre sted at leve? Ja, ved at styrke familielivet, ved at knæle ned sammen og bede til den Almægtige i hans elskede Søns navn. Denne praksis, at man vender tilbage til at bede sammen som familie, kunne sprede sig over hele jorden, og ville om en generation i stort omfang fjerne det, der forpester os. Den vil genoprette retskaffenhed, gensidig respekt og taknemlighedens ånd i folkets hjerte.16

110 Kapitel 6

Er det så svært at bede? Ville det være svært at opfordre fædre og mødre til at knæle sammen med deres børn og rette henvendelse til Guddommens trone og udtrykke taknemlighed for velsignelser, at bede for de nødlidende, såvel som for dem selv, og gøre dette i denne verdens Frelsers og Forløsers navn? Bøn er storslået. Det kan både jeg og I bære vidnesbyrd om. Hvor går de familier, som ikke benytter sig af denne dyrebare og enkle skik, dog glip af utrolig meget.17 Hvis der er nogen blandt jer, der ikke har familiebøn, så begynd nu, gå på jeres knæ sammen, hvis det overhovedet er muligt, hver morgen og hver aften, og tal med Herren og udtryk jeres tak, påkald hans velsignelser over de trængende på jorden og tal med ham om jeres eget velbefindende.18 Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer om, at hvis I oprigtigt anvender familiebøn, vil I få belønningen. Forandringerne kan måske ikke ses straks. De kan være svære at få øje på. Men de vil komme, for Gud »lønner dem, som søger ham« (Hebr 11:6). Må vi være trofaste i at være et eksempel i denne praksis for verden og opmuntre andre til at gøre ligeså.19

3 Vi skal bede og lytte, for vore bønner vil blive besvaret. I må aldrig gå ud fra, at I kan klare jer alene. I har brug for Herrens hjælp. I må aldrig holde jer tilbage for at knæle på et lønligt sted og tale med ham. Hvor er det dog herligt og vidunderligt at kunne bede. Tænk over det. Vi kan faktisk tale med vor Fader i himlen. Han hører og svarer os, men vi må lytte til svaret. Der er intet, som er for alvorligt, og intet, som er for ligegyldigt, at fortælle ham.20 Bed til Herren med en forventning om at få svar … Problemet med de fleste af vore bønner er, at vi siger dem, som om vi greb telefonen og bestilte købmandsvarer. Vi afgiver vores bestilling og lægger røret på. Vi må meditere, fundere og tænke over, hvad vi beder om og for og derpå tale til Herren, som et menneske taler til et andet. »Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren« (Es 1:18).21 Der er intet, der hjælper så godt som at lægge sagen i Herrens hænder … Jeg tøver ikke med at sige, at mine bønner er blevet

111 Kapitel 6

besvaret. Det ved jeg. Jeg ville ikke kunne fornægte det. Vi skal bede om vejledning i denne vanskelige tid … Det fantastiske er, at man ikke behøver at være noget geni for at bede. Han vil lytte til den mest ydmyge røst … Påkald Herren. Han har indbudt os til det, og han vil svare.22 Tro på bønnens kraft og herlighed. Herren besvarer vore bøn- ner. Det ved jeg. Jeg har set det ske igen og igen og igen. Bøn gør os til Guds samarbejdspartnere. Den giver os mulighed for at tale med ham, takke ham for hans storslåede velsignelser og bede ham om vejledning og beskyttelse, mens vi vandrer på livets vej. Dette store værk, som udbredes over hele jorden, udsprang af en drengs bøn. Han havde i familiebibelen læst: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden« ( Jak 1:5-6). Det er løftet. Findes der i hele verden noget større løfte end det? 23 Bed, mine venner, og lyt. I hører måske aldrig en røst. Det vil I sandsynligvis ikke. Men på en måde, som I ikke kan forklare, vil I blive tilskyndet og velsignet. For Herren har lovet: »Jeg vil tale til dig … i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig« (L&P 8:2). Bed, og I vil vide, at Gud hører og svarer jer. Ikke altid, som vi gerne vil have ham til at svare, men som årene går, vil vi erkende, så sikkert som solopgangen, at han hørte og svarede os.24 Behold den ydmyghed, der får jer til at knæle i bøn med en erkendelse af hans magt og godhed, Han vil ikke svigte jer. Han hører jeres bønner. Han besvarer jeres bønner. I nattens stilhed vil I høre hans Ånds hvisken for at vejlede jer i tider med trængsler og nød. Disse tider vil komme til jer, som de kommer til alle. Tro på Gud og han vil aldrig svigte jer. Han vil aldrig vende ryggen til jer 25 Lad altid din Fader i himlen være din ven, til hvem du kan gå i bøn.26

112 Kapitel 6

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvordan har bøn hjulpet jer til at komme vor himmelske Fader nærmere? Gennemgå præsident Hinckleys råd om, hvad man bør tage med i sine bønner (se afsnit 1). Hvornår har bøn hjulpet jer til at finde »en visdom større end [jeres] egen«? Hvornår har bøn bragt jer »trøst og opmuntring«? Hvorfor bør nogle bønner være »samtaler, hvor vi giver udtryk for taknemlighed«? • Tænk over hver af de velsignelser, som præsident Hinckley sagde, der kan komme ved familiebøn (se afsnit 2). Hvordan er jeres familie blevet velsignet ved at bede sammen? Hvilke forhindringer er der for regelmæssig familiebøn? Hvordan kan familiens medlemmer arbejde sammen for at overvinde disse forhindringer? • Hvordan kan anvendelsen af præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 3 hjælpe os til at gøre vore bønner mere meningsfulde? Hvad har I lært om, hvordan vor himmelske Fader besvarer bønner? Hvorfor har bøn kraft til at gøre »os til Guds samarbejdspartnere«? Skriftstedshenvisninger Matt 6:5-15; Luk 18:9-18; 2 Ne 32:8-9; Alma 34:17-28; 37:36-37; 3 Ne 18:15-25; L&P 19:28 Studiehjælp »Få et overblik, enten ved at læse bogen, kapitlet eller afsnittet hurtigt eller ved at gennemgå overskrifterne. Forsøg at forstå indholdet og baggrunden« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 23). Overvej at læse et kapitel eller et skriftsted mere end en gang, så du bedre kan forstå det. Du kan finde dyb indsigt ved at gøre det. Noter 1. »Forbliv trofast«, Stjernen, juli 1996, s. 98. 7. »Dedication of Gordon B. Hinckley 2. Robert D. Hales, i Sheri L. Dew, Go Building«, Brigham Young University– Forward with Faith: The Biography of Idaho, 22. okt. 2002, byui.edu/ Gordon B. Hinckley, 1996, s. 444. Presentations/transcripts/devotion- als/2002_10_22_hinckley.htm; hentet 3. Richard G. Hinckley, i Sheri L. Dew, Go 21. sep. 2015. Forward with Faith, s. 171. 8. »Sandhedens søjler«, Liahona, maj 4. Marjorie Pay Hinckley, i Sheri L. Dew, 2002, s. 3. Go Forward with Faith, s. 171. 9. Se »Forbliv trofast«, s. 97. 5. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 469. 10. »Et ydmygt og angerfuldt hjerte«, Liahona, jan. 2001, s. 103. 6. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 470.

113 Kapitel 6

11. Se »Et stof af tro og vidnesbyrd«, Stjer- 19. »Velsignelserne ved familiebøn«, s. 6. nen, jan. 1996, s. 89. 20. »Vi lytter til profetens røst: Vælg den 12. »Afslutningsbøn«, Liahona, maj 2003, højere vej«, Liahona, maj 2006, s. L2. s. 99, 100. 21. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 469. 13. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 468. 22. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 469. 14. Se »Velsignelserne ved familiebøn«, 23. »Frygt ikke, tro kun«, Liahona, okt. Stjernen, sep. 1991, s. 3, 4-5. 2000, s. 28-29. 15. I Conference Report, apr. 1963, s. 128. 24. »Watch the Switches in Your Life«, 16. Se »Velsignelserne ved familiebøn«, s. 6. Ensign, jan. 1973, s. 93. 17. »Fire enkle ting, som kan hjælpe vore 25. Discourses of President Gordon B. familier og vore lande«, Stjernen, juni Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, 1996, s. 9. s. 346. 18. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 217. 26. »Guds døtre«, Stjernen, jan. 1992, s. 117.

114 KAPITEL 7

Åndens hvisken

»Jeg vil gerne henstille til, at vi konstant søger Herrens inspiration og hans Helligånds ledsagelse til at velsigne os i vores indsats for at yde vores bedste på et højt åndeligt niveau.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Den 24. juni talte præsident Hinckley ved et møde for nye mis- sionspræsidenter og deres hustruer, hvor han gav dem råd som vejledning til deres næste tre års tjeneste. Han fortalte om nogle instruktioner, han havde modtaget, da præsident Harold B. Lee, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, indsatte ham som stavspræsident: »Jeg kan kun huske en ting, som han sagde: ›Lyt efter Åndens hvisken midt om natten og reager på denne hvisken.‹ Jeg ved ikke, hvorfor åbenbaring nogle gange kommer om natten, men det gør den. Den kommer selvfølgelig også om dagen. Men lyt til Åndens hvisken, åbenbaringens gave, som du er berettiget til.« 1 Han sagde, idet han henviste til de oplevelser, han havde haft med at følge disse instruktioner: »Herren har talt sagte … Midt om natten er der kommet ideer til mit sind, som jeg tror har været profetiske«. 2 For eksempel var han i juli 1992 i Hong Kong sammen med andre kirkeledere, hvor de ledte efter et sted at bygge et tempel. Han gik i seng en aften urolig over den beslutning, som han skulle træffe. Så vækkede Åndens hvisken ham tidligt næste morgen. »Noget meget interessant kom til mit sind,« skrev han i sin dagbog. »Jeg hørte ikke en røst med mine naturlige ører. Men I mit sind kom Åndens røst. Den sagde: ›Hvorfor er du bekymret over dette? I har en vidunderlig ejendom, hvor missionshjemmet og den lille kirkebygning ligger. De ligger lige i hjertet af Kowloon, et sted med de

115 Kapitel 7

Templet i Hong Kong

116 Kapitel 7 bedste transportmuligheder … Byg en bygning med [flere] etager. Der kan være en kirkesal og klasseværelser på de første to etager og et tempel i de øverste to eller tre etager.« Efter præsident Hinckley havde modtaget den åbenbaring, sagde han: »Jeg slappede af og lagde mig til at sove igen.« 3 Nu står der i Kowloon, en tæt befolket del af Hong Kong, en enkelt bygning, hvor der engang lå en kirkebygning og et missions hjem. Bygningen, der rummer en kirkebygning, et missionshjem, et missionskontor og et helligt tempel, er et vidnesbyrd om Åndens hvisken til en Guds profet.

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Helligånden er talsmanden og vidner om al sandhed. Helligånden er det tredje medlem af Guddommen, den Talsmand, som Frelseren lovede ville belære hans disciple om alt og minde dem om alt, hvad han havde sagt til dem (se Joh 14:26).4 Helligånden bærer vidnesbyrd i vores hjerte om Faderen og Sønnen.5 [Mit] vidnesbyrd kommer gennem Helligåndens kraft. Det er en gave, hellig og vidunderlig, som kommer ved åbenbaring fra det tredje medlem af Guddommen.6 Helligånden vidner om sandhed, og kan undervise [os] i det, som [vi] ikke kan undervise hinanden i. Med de store og udfordrende ord fra Moroni, så loves kundskab om sandheden af Mormons Bog »ved Helligåndens kraft«. Moroni erklærer derpå: »Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:4-5). Jeg tror på, at denne kraft og denne gave er mulig for os i dag.7

2 Vi har brug for Helligånden til at vejlede os i vores tjeneste i vores hjem og i Kirken. Vi kan ikke opnå nogen større velsignelse i vores tilværelse end Helligåndsgaven – Helligåndens følgeskab, som kan vejlede os, beskytte os og velsigne os, som så at sige kan vandre som en søjle

117 Kapitel 7

foran os og en luende flamme, der leder os ad retfærdighedens og sandhedens stier. Det tredje medlem af Guddommen kan lede os med sin kraft, hvis vi lever værdigt til det.8 Vi har brug for Helligånden i vore mange administrative ansvarsopgaver. Vi har brug for den, når vi underviser i evangeliet i vore klasser og ude i verden. Vi har brug for den, når vi leder og underviser vores familie. Når vi leder og underviser under den Ånds indflydelse, fremelsker vi åndelighed i dem, som vi har ansvaret for … De frugter, som kommer af undervisning ved Helligåndens inspiration, er sandelig søde. De styrker Ånden og giver næring til sjælen. Tillad mig at komme med et særligt råd til forældre, der står som familiens overhoveder. Vi har brug for Helligåndens vejledning i den vanskelige og enorme opgave, som vi har med at styrke ånde- ligheden i vores hjem.9 Lyt til Åndens tilskyndelser. Vær ydmyg. I kan blive ført til nogen ved Herrens hånd på grund af jeres ånd, jeres holdning, jeres med- følelse og jeres ydmyghed.10

3 Åbenbaring kommer næsten altid gennem en stille, sagte røst – Åndens hvisken. Fra tid til anden er jeg blevet interviewet af repræsentanter fra pressen. De har næsten alle sammen spurgt: »Hvordan modtager Kirkens profet åbenbaring?« Jeg svarer, at den kommer i dag, som den gjorde i fortiden. I den forbindelse har jeg fortalt disse pressefolk om profeten Elias’ oplevelse, efter han havde dystet med Ba’als præster: »Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splin- trede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen« (1 Kong 19:11-12).

118 Kapitel 7

Og sådan er det. Der lyder en stille, sagte stemme. Den kommer som svar på bønner. Den kommer med Åndens hvisken. Den kan komme i den stille nat. Nærer jeg nogen tvivl om det? Overhovedet ikke. Jeg har set det igen og igen.11 Sådan er Guds ord næsten altid kommet til os, ikke med trompe- ter, ikke fra de lærdes rådsværelser, men med åbenbaringens stille, sagte røst. Når man lytter til dem, der forgæves søger visdom, og som højlydt erklærer deres vidundermedicin [eller kure] mod verdens onder, er man tilbøjelig til at stemme i med salmisten »Stands, og forstå, at jeg er Gud …« (Sl 46:11) og med Frelseren: »Den, der har ører, skal høre« (Matt 11:15).12

4 Det, der hører Ånden til, oplyser, opbygger og opløfter os. Hvordan genkender vi det, der hører Ånden til? Hvordan ved vi, om det er fra Gud? Ved dens frugter. Hvis det leder til vækst og udvikling, hvis det leder til tro og vidnesbyrd, hvis det leder til at gøre tingene på en bedre måde, hvis det fører til gudfrygtighed, så er det af Gud. Hvis det nedbryder os, hvis det bringer os ned i mørket, hvis det forvirrer os og bekymrer os, hvis det fører til at miste troen, så er det af djævelen.13 I genkender Åndens tilskyndelser ved Åndens frugter – det, som oplyser og opbygger, og som er positivt og bekræftende og opløf- tende, og som fører os til bedre tanker og bedre ord og bedre gerninger, kommer fra Guds Ånd. Det, der nedbryder os, som leder os ind på forbudne stier – det kommer fra modstanderen. Jeg tror, det er præcis så ligetil, præcist så enkelt.14 En forsker sagde engang, at Kirken er fjende af intellektualismen. Hvis han med intellektualisme mener den gren af filosofien, der lærer, at »kundskab helt eller fortrinsvis stammer fra ren logik« og »at logik er virkelighedens endegyldige princip«, ja, så er vi imod en så snæver fortolkning, når det gælder religion (citaterne er oversat fra The Random House Dictionary of the English Language, s. 738). En sådan fortolkning udelukker Helligåndens kraft til at tale til og gennem [os].

119 Kapitel 7

»Det, der hører Gud til, skal forstås ved Guds Ånd. Den Ånd er virkelig.«

Naturligvis tror vi på sindets udvikling, men forstanden er ikke den eneste kilde til kundskab. Der er et løfte, givet ved den Almægtiges inspiration og udtalt med disse smukke ord: »Gud vil ved sin hellige Ånd, ja, ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, give jer kundskab« (L&P 121:26). De humanister, som kritiserer Herrens værk, de såkaldte intel- lektuelle, som håner os, taler kun ud af uvidenhed om åndelige tilkendegivelser. De har ikke hørt Åndens røst. De har ikke hørt den, fordi de ikke har søgt den, og de har ikke forberedt sig til at blive værdige til den. Derfor, idet de antager, at viden kun kommer ved fornuftsslutninger og ved forstandens virke, fornægter de det, som kommer ved Helligåndens kraft. Det, der hører Gud til, skal forstås ved Guds Ånd. Den Ånd er virkelig. De, der har oplevet den, har fået en kundskab, der er lige så virkelig som den, man får gennem de 5 sanser. Det bærer jeg vidnesbyrd om. Jeg er vis på, at de fleste af Kirkens medlemmer kan bære vidnesbyrd om det. Jeg tilskynder os alle til fortsat at udvikle os, så vores hjerte kommer i harmoni med Ånden. Hvis vi gør det, bliver vores liv beriget. Vi vil føle et fællesskab med Gud vor evige Fader. Vi vil smage glædens sødme, der ikke kan opnås på anden måde.

120 Kapitel 7

Lad os ikke blive fanget af verdens bedrageriske argumenter, som for størstedelens vedkommende er negative, og som så ofte bærer bitter frugt. Lad os gå med tro på fremtiden, tale med optimisme og udvikle en selvsikker holdning. Når vi gør det, vil vores styrke blive en styrke for andre.15 Jeg vil gerne henstille til, at vi konstant søger Herrens inspiration og hans Helligånds ledsagelse til at velsigne os i vores indsats for at yde vores bedste på et højt åndeligt niveau. Disse bønner vil ikke blive ignoreret.16

5 Helligånden vil være vores konstante ledsager, når vi lever for at få denne velsignelse. Det var Herren, som sagde, at hvis vi holder buddene, skal »Hel- ligånden være [vor] stadige ledsager« (L&P 121:46), der opbygger os, underviser os, leder os, trøster os og støtter os. Hvis vi vil opnå dette følgeskab, må vi bede om det, leve op til det og være tro mod Herren.17 »Hvordan har man Herrens Ånd hos sig hele tiden?« Jo, man lever værdigt til at have den; man lever værdigt til at have Herrens Ånd. Det er det, man gør. Og så vil man få den … Bare lev retfærdigt. Hold jer fra snavs. Hold jer fra pornografi. Hold jer fra det, der trækker jer ned. De bøger, I læser, de blade, I læser, de videoer, I ser, de fjernsynsprogrammer, som I ser, de forestillinger, I ser, de påvirker jer alle sammen og vil gøre det, hvis I udsætter jer for påvirkninger fra disse pirrende ting, som er lavet til at gøre jer fattige og andre rige. Hold jer fra dem.18 Hver søndag pålægger I jer selv en fornyelse af jeres løfte og pagt om at påtage jer Herren Jesu Kristi navn. Har I nogensinde tænkt over det, over hvor vigtigt det er, over hvad det betyder at påtage sig Herren Jesu Kristi navn med et tilsagn og et løfte om at holde hans bud? Og han giver jer et tilsagn og et løfte om, at han vil give jer sin Ånd til at være hos jer. Hvor er det dog vidunderligt.19 Hvor er det dog en stor velsignelse at blive påvirket af et medlem af Guddommen, og at have modtaget denne gave ved håndspålæg- gelse af dem, der har handlet med guddommelig myndighed. Hvis vi fortsat vandrer i dyd, kan vi nyde opfyldelsen af det løfte, som

121 Kapitel 7

Herren gav os, da han sagde: »Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid« (L&P 121:46).20

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor har vi brug for Helligånden? (Se afsnit 1 og 2). Hvornår har I følt Helligånden undervise og vejlede jer? Hvad har I lært af disse oplevelser? • Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys forklaring om, hvordan profeten modtager åbenbaring? (Se afsnit 3). Hvorfor er det vigtigt at vide, at Helligånden som regel taler med »en stille, sagte stemme«? Hvad har I lært af jeres egne oplevelser om at genkende kommunikation fra Helligånden? • Gennemgå »Åndens frugter«, som præsident Hinckley sammen- fatter i afsnit 4. Hvordan kan disse lærdomme hjælpe os til at genkende Åndens påvirkning? Hvilke farer er der ved at tro, at »forstanden er … den eneste kilde til kundskab«? Hvilke oplevelser har I haft med at opnå åndelig kundskab? • Hvad føler I, når I tænker over præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 5 om Helligåndens følgeskab? Hvordan er I blevet velsignet af Helligånden? Skriftstedshenvisninger 1 Kor 2:9-14; 1 Ne 10:17; 2 Ne 31:17-18; Mosi 3:19; Moro 8:25-26; L&P 11:12-14 Til underviseren »Når vi elsker dem, som vi underviser, beder vi for hver enkelt af dem. Vi gør alt, hvad vi kan, for at lære om deres interesser, præsta- tioner, behov og bekymringer. Vi skræddersyr vores undervisning til at passe til deres behov, selv om dette kræver mere tid og større indsats. Vi lægger mærke til det, når de ikke er til stede, og lægger mærke til dem, når de er til stede. Vi tilbyder at hjælpe, når det er nødvendigt« (Undervisning, den største kaldelse, s. 31-32).

122 Kapitel 7

Noter 1. Teachings of Gordon B. Hinckley, 10. Discourses of President Gordon B. 1997, s. 556. Hinckley, Volume 1, s. 440. 2. Discourses of President Gordon B. 11. Se »Det Første Præsidentskabs Kvorum«, Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, Liahona, dec. 2005, s. 39. s. 441. 12. I Conference Report, apr. 1964, s. 38-39. 3. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 13. »Inspirational Thoughts«, Ensign, juli The Biography of Gordon B. Hinckley, 1998, s. 5. 1996, s. 481. 14. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 261. 4. Se »Faderen, Sønnen og Helligånden«, Stjernen, jan. 1987, s. 46. 15. Se »Den stadige søgen efter sandhed«, Stjernen, mar. 1986, s. 11. 5. »Latter-day Counsel: Excerpts from Recent Addresses of President Gordon 16. Se »Styrk Ånden og giv sjælen næring«, B. Hinckley«, Ensign, juli 1999, s. 72. s. 4. 6. Se »Faderen, Sønnen og Helligånden«, 17. Se »Lev efter din overbevisning«, Lia- s. 46. hona, sep. 2001, s. 5-6. 7. »Faderen, Sønnen og Helligånden«, s. 46. 18. Discourses of President Gordon B. Hinckley, Volume 1, s. 377-378. 8. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 259. 19. Discourses of President Gordon B. 9. Se »Styrk Ånden og giv sjælen næring«, Hinckley, Volume 1, s. 319. Stjernen, okt. 1998 s. 4, 6. 20. »Priesthood Restoration«, Ensign, okt. 1988, s. 72.

123 »Det absolut fundamentale for vores tro er vores vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn … Han er hovedhjørnestenen i den kirke, der bærer hans navn.«

124 KAPITEL 8

Vi ser hen til Kristus

»Vi tror på Kristus. Vi underviser om Kristus, Vi ser hen til Kristus Han er vor Forløser, vor Herre og vor Frelser.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Ved aprilkonferencen i 1975 fortalte ældste Gordon B. Hinckley, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, om følgende oplevelse. »Fornylig holdt vi åbent hus i templet i [Mesa i] Arizona. Efter en gennemgribende istandsættelse så næsten en kvart million mennesker templets smukke indre. Den første dag var præster fra andre religioner indbudt som særlige gæster, og hundreder tog imod ind- bydelsen. Det var mit privilegium at tale til dem og besvare deres spørgsmål ved afslutningen af turen igennem templet. Jeg fortalte dem, at vi ville være glade for at besvare et hvilket som helst spørgs- mål, de måtte have. Og de havde mange. Blandt spørgsmålene var det ét, der kom fra en protestantisk præst. Han sagde: ›Jeg har været igennem hele denne bygning, dette tempel, der på hovedgavlen bærer Jesu Kristi navn, men intet sted har jeg set noget kors, symbolet på kristendom. Jeg har lagt mærke til jeres bygninger andre steder, og der har jeg heller aldrig fundet et kors. Hvorfor er det tilfældet, når I siger, at I tror på Jesus Kristus?‹ Jeg svarede: ›Jeg er ikke ude på at fornærme nogen af mine kristne brødre, som benytter korset på deres katedralers spir og på alteret i deres kirker, eller som bærer det på deres messedragt og trykker det på deres bøger og anden litteratur. Men for os er korset et symbol på den døende Kristus, mens vores budskab er en erklæring om den levende Kristus.‹ Så spurgte han: ›Hvis I ikke benytter korset, hvad er da symbolet på jeres religion?‹

125 Kapitel 8

Jeg svarede, at vores folks levevis måtte være det eneste meningsfyldte udtryk for vores tro og derved symbolet på vores gudsdyrkelse … Intet tegn, intet kunstværk, ingen gengivelse er tilstrækkelig til at udtrykke herligheden og det vidunderlige ved den levende Kristus. Han fortalte os, hvad symbolet skulle være, da han sagde: ›Elsker I mig, så hold mine bud‹ ( Joh 14:15). Som hans disciple kan vi ikke gøre noget ondt eller forlorent eller uhøvisk uden at besmitte hans billede. Vi kan heller ikke gøre noget godt og smukt og velgørende uden endnu stærkere at indprente symbolet på ham, hvis navn vi har påtaget os. Og således bliver vores tilværelse et meningsfuldt udtryk, et symbol på vores erklæring af vores vidnesbyrd om den levende Kristus, den evige Søn af den levende Gud. Så enkelt er det, mine brødre og søstre, og så dybsindigt, og vi gør bedst i aldrig at glemme det.1

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Jesus Kristus er bogstaveligt talt den levende Guds Søn. Det absolut fundamentale for vores tro er vores vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn … Han er hovedhjørnestenen i den kirke, der bærer hans navn.2 Vi tror på Kristus. Vi underviser om Kristus. Vi ser hen til Kristus. Han er vor Forløser, vor Herre og vor Frelser.3 Jordisk tjenestegerning Han, som var Guds Søn, Guds enbårne Søn, forlod sin Faders celestiale bolig for at iklæde sig et jordisk legeme. Ved hans fødsel sang englene, og de vise mænd kom for at give gaver. Han voksede op som andre drenge i Nazaret i Galilæa. Der »gik [han] frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52). Han besøgte Jerusalem sammen med Maria og Josef, da han var 12 år gammel. På deres hjemrejse kunne de ikke finde ham. De tog tilbage til Jerusalem og fandt ham i templet, hvor han talte med

126 Kapitel 8 de lærde lærere. Da Maria bebrejdede ham for ikke at have været sammen med dem, svarede han: »Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2:49). Hans ord var et forvarsel om hans kommende tjenestegerning. Denne tjenestegerning begyndte med hans dåb i Jordanfloden, og blev udført af hans grandfætter, Johannes. Da han kom op af vandet, dalede Helligånden ned over ham i en dues skikkelse, og hans Faders stemme hørtes sige: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag« (Matt 3:17). Denne udtalelse blev bekræftelsen på hans guddommelighed. Han fastede i 40 dage og blev fristet af djævelen, som søgte at fjerne ham fra hans guddommeligt fastlagte mission. Han besvarede modstanderens opfordring således: »Du må ikke udæske Herren din Gud« (Matt 4:7), hvorved han atter erklærede, at han var Guds Søn. Han vandrede ad Palæstinas støvede veje. Han havde ikke noget hjem, som han kunne kalde sit eget, og ikke noget sted at hvile sit hoved. Hans budskab var fredens evangelium. Han belærte om ædelmodighed og kærlighed. »Vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen« (Matt 5:40). Han underviste ved hjælp af lignelser. Han udførte mirakler, som hverken før eller siden nogen sinde er blevet udført. Han helbredte dem, som længe havde været syge. Han fik de blinde til at se, de døve til at høre og de lamme til at gå. Han oprejste de døde, og de levede atter for at kunne lovprise ham. Det var der bestemt ikke noget menneske, der nogen sinde før havde gjort. Der var nogle få, som fulgte ham, men de fleste hadede ham. Han omtalte de skriftkloge og farisæerne som hyklere, der lignede kalkede grave. De lagde råd op mod ham. Han jog vekselererne ud fra Herrens hus. De sluttede sig uden tvivl til dem, der planlagde at slå ham ihjel. Men han lod sig ikke afskrække. Han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Var alt dette ikke nok til at udødeliggøre hans minde? Var det ikke nok til at give hans navn en plads blandt, og endda over de store mænd, som har vandret på jorden, og som er blevet husket for det, som de har sagt og gjort? Han ville helt sikkert have fået en plads blandt alle tidsaldres store profeter.

127 Kapitel 8

Men alt dette var ikke nok for den Almægtiges Søn. Det var kun en optakt til de større ting, som skulle ske. De skete på en besyn- derlig og frygtelig måde.4 Tilfangetagelse, korsfæstelse og død Han blev forrådt, taget til fange, dømt til døden – til at dø i voldsom smerte ved korsfæstelse. Han blev naglet levende til et kors af træ. I ubeskrivelig smerte ebbede hans liv langsomt ud. Mens han stadig trak vejret, råbte han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34). Jorden rystede, og hans ånd forlod ham. Officeren, som havde set det hele, sagde højtideligt: »Sandelig, han var Guds søn« (Matt 27:54). De, der elskede ham, tog hans legeme ned fra korset. De iklædte det og lagde det i en ny grav … Hans venner må have grædt. De apostle, som han elskede, og som han havde kaldt som vidner om hans guddommelighed, græd. De kvinder, der elskede ham, græd. Der var ingen, som havde forstået, hvad han sagde om at opstå på den tredje dag. Hvordan skulle de kunne forstå det? Det var aldrig sket før. Det var helt uden fortilfælde. Det var utroligt, selv for dem. Der må have været en forfærdelig følelse af modløshed, trøstes- løshed og fortvivlelse, da de tænkte på deres Herre, som var blevet taget bort fra dem i døden.5 Opstandelse Men det var ikke enden. Om morgenen den tredje dag gik Maria Magdalene og den anden Maria ud til graven igen. Til deres store forbavselse var stenen rullet bort, og graven stod åben. De kiggede derind. To personer i hvidt sad i hver sin ende af begravelsesste- det. En engel viste sig for dem og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag« (Luk 24:5-7).

128 Kapitel 8

»Hans budskab var fredens evangelium. Han belærte om ædelmodighed og kærlighed.«

Disse enkle ord – »Han er ikke her, han er opstået« – er blevet de mest dybsindige i al litteratur. De er erklæringen om den tomme grav. De er opfyldelsen af alt det, som han har talt om sin opstandelse. De er det sejrrige svar på det spørgsmål, som opstår for alle mænd, kvinder og børn, som nogen sinde er født på jorden. Den opstandne Herre talte til Maria, og hun svarede. Han var ikke et genfærd. Dette var ikke indbildning. Han var virkelig, så virkelig som han havde været i sit jordiske liv. Han tillod hende ikke at røre ved sig. Han var endnu ikke steget op til Faderen i himlen. Det ville snart ske. Hvilken genforening det må have været at blive omfavnet af den Fader, som elskede ham, og som også må have grædt for ham i hans smertens stund. Han viste sig for to mænd, der var på vej til Emmaus. Han talte med dem og spiste sammen med dem. Han mødte sine apostle bag lukkede døre for at belære dem. Thomas var ikke til stede ved den første lejlighed. Ved den anden lejlighed indbød Herren ham til at mærke på hans hænder og i hans side. I ren og skær forundring udbrød han: »Min Herre og min Gud!« ( Joh 20:28). Jesus talte [på et andet tidspunkt] med 500 mennesker …

129 Kapitel 8

Og der findes endnu et vidnesbyrd. Denne ledsager til Bibelen, Mormons Bog, vidner om, at han ikke blot viste sig for dem i den gamle verden, men også for dem i den nye. For havde han ikke sagt engang: »Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde«? ( Joh 10:16). Efter sin opstandelse viste han sig for dem, der boede på denne halvkugle. Da han steg ned igennem himlens skyer, hørtes Gud den evige Faders stemme atter, og han erklærede højtideligt: »Se, min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn – hør ham« (3 Ne 11:7) … Og som om alt dette ikke var nok, så er der denne uddelings store profet Joseph Smiths vidnesbyrd, som står fast og er tydeligt. Han gik som dreng ud i skoven for at bede for at søge lys og kundskab. Og to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, viste sig for ham stående over ham i luften. En af dem talte til ham, idet han kaldte ham »ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: ›Det er min elskede Søn. Hør ham! ‹« ( JS–H 1:17). Den selv samme Joseph sagde ved en senere lejlighed: »Og vi så Sønnens herlighed, ved Faderens højre hånd, og modtog af hans fylde … Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle som vi giver om ham: At han lever!« (L&P 76:20, 22).6 Til alle, som måske tvivler, vil jeg gentage de ord, som blev sagt til Thomas, da han følte Herrens sår: »Vær ikke vantro, men troende« ( John 20:27). Tro på Jesus Kristus, Guds Søn, den største person, der har levet i tid og evighed. Tro på, at hans uforlignelige liv strækker sig helt tilbage til tiden, før verden blev dannet. Tro på, at han var Skaberen af den jord, vi lever på. Tro på, at han var Det Gamle Testamentes Jahve, at han var Det Nye Testamentes Messias, at han døde og opstod, at han besøgte det vestlige kontinent og underviste folk der, at han indvarslede denne sidste uddeling af evangeliet, og at han lever, den levende Guds levende Søn, vor Frelser og vor Forløser.7

130 Kapitel 8

2 Vi kan hver især vide, at Jesus Kristus er Guds søn og verdens Forløser, der er opstået fra graven. Der … kæmpes en kamp om menneskets tro, men linjerne er ikke altid klart tegnet op, for selv blandt de kristnes styrker, er der dem, der ønsker at ødelægge Kristi guddommelighed, han i hvis navn de taler. Der blev måske ikke lyttet til dem, hvis ikke deres stemmer var så forførende, hvis ikke deres indflydelse rakte så langt, hvis ikke deres motiver var så skjulte … Store skarer vil samles på tusinde bakker for at byde påskedagens morgengry velkommen og mindes beretningen om Kristus, hvis opstandelse, de vil ihukomme. Prædikanter fra mange trossamfund vil i et sprog, der er både smukt og håbefuldt, genfortælle beretningen om den tomme grav. Til dem – og til jer – stiller jeg dette spørgsmål: »Tror I virkelig på det?« Tror I virkelig på, at Jesus var Guds Søn, Faderens bogstavelige barn? Tror I på, at det var Gud den evige Faders røst, der hørtes over Jordanflodens vande, og som sagde: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag«? (Matt 3:17). Tror I på, at den samme Jesus udvirkede mirakler, helbredte de syge, hjalp de svage og gav livet tilbage til de døde? Tror I på, at han efter sin død på Golgata og sin begravelse i Josefs grav kom frem i live på den tredje dag? Tror I virkelig på, at han stadig lever – virkeligt, lyslevende og personligt – og at han vil komme igen, som englene lovede ved hans himmelfart? Tror I virkelig på disse ting? Hvis I gør, så er I en del af en skrumpende gruppe af folk, der tror bogstaveligt på skriften, som der bliver mere og mere gjort grin med af filosoffer, og som mere og mere bliver latterliggjort af visse lærde, og som mere og mere bliver anset som værende »fra den« af et voksende antal af præster og indflydelsesrige teologer … I disse intellektuelles øjne, er dette myter – Jesu fødsel som Guds Søn, om hvem englene sang på Judæas sletter, han, der udvirkede

131 Kapitel 8

Den opstandne Frelser vandrede sammen med to mænd på vej til Emmaus. mirakler, helbredte de syge og oprejste de døde, den Kristus, der opstod fra graven, himmelfarten og den lovede tilbagevenden. Disse moderne teologer ribber ham for hans guddommelighed, og så undrer de sig over, hvorfor mennesker ikke tilbeder ham. Disse kloge lærde har taget Jesu guddommelige kappe fra ham og har blot efterladt et almindeligt menneske. De har prøvet at passe ham ind i deres egen snævre tankegang. De har berøvet ham hans guddommelige rolle som Søn og frataget verden dens retmæssige konge … Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud ikke er død, undtagen når han tomt fortolkes til at være det ... Der er brug for mere end en fornuftig tro. Der er brug for en forstå- else af hans unikke og uforlignelige stilling som den guddommelige Forløser og en entusiasme for ham og hans budskab som Guds Søn.

132 Kapitel 8

Den forståelse og den entusiasme er tilgængelig for alle, der vil betale prisen. Den er ikke uforenelige med en højere uddannelse, men den kommer ikke kun til belæste filosoffer. Nej, de kommer ved en mere enkel proces. Det, der hører Gud til, skal forstås ved Guds Ånd. (1 Kor. 2:11). Således erklærer åbenbarelsens ord. Tilegnelsen af forståelse af og entusiasme for Herren kommer af følgende enkle regler … Jeg vil gerne foreslå tre, der er enkle i deres forskrift, næsten banale at gentage, men anvendelsen af dem er grundlæggende og resultatet er frugtbart. … Det første er at læse – at læse Herrens ord … Læs for eksempel Johannesevangeliet fra begyndelsen til enden. Lad Herren selv tale til jer, og hans ord vil komme med en stille overbevisning, der vil gøre hans kritikeres ord meningsløse. Læs også vidnesbyrdet fra den nye verden, Mormons Bog, der kom frem som et vidne om »at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag« (Mormons Bogs titelblad). Det næste er at tjene – at tjene i Herrens værk … Kristi sag har ikke brug for jeres tvivl; den har brug for jeres styrke og tid og talenter; og når I udøver dem i tjeneste, vil jeres tro vokse, og jeres tvivl vil svinde … Det tredje er at bede. Tal med jeres Evige Fader i hans elskede Søns navn. »Se,« siger han »jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig« (Åb 3:20). Sådan lyder hans invitation, og løftet er sikkert. Det er usandsyn- ligt, at I vil høre røster fra himlen, men der vil komme en forvisning sendt fra himlen, der er er fyldt med fred og sikkerhed … Vidnesbyrdet fra Helligånden vil skinne gennem forvirrende filosofier, gennem den såkaldte højere kritik og negative teologi og vidne om, at Jesus virkelig er Guds Søn, født i kødet, verdens For- løser, der er opstået fra graven, Herren, der skal komme og regere som kongernes konge. Det er noget, I har mulighed for at vide. Det er jeres pligt at finde ud af det.8

133 Kapitel 8

3 Vi må bestandigt spørge os selv: »Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus«? Jeg stiller det samme spørgsmål, som Pontius Pilatus stillede for 2.000 år siden: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« (Matt 27:22). Vi er i virkeligheden hele tiden nødt til at spørge os selv: »Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus? Hvad skal vi gøre med hans lærdomme, og hvordan kan vi forbinde dem uad- skilleligt med vores livsførelse? … »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« ( Joh 1:29). Hvor ville vores liv dog være fattigt uden hans lære og hans uforlignelige eksempel. Læren om at vende den anden kind til, gå den anden mil, om den fortabte søns hjemkomst og mange, mange flere uforlignelige lærdomme er blevet filtreret gennem tiden og er blevet en katalysator for at vende megen af menneskenes umenneskelighed over for hinanden til godhed og barmhjertighed. Det er brutaliteten, der regerer, hvor Kristus bliver afvist. Det er godhed og overbærenhed, der regerer, hvor Kristus anerkendes og hans lærdomme efterleves. Hvad skal vi så gøre med Jesus, der kaldes Kristus? »Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud« (Mika 6:8). »Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd« (L&P 64:9) … Hvad skal vi så gøre med Jesus, der kaldes Kristus? »For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig (Matt 25:35-36) … Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus? Lære af ham. Undersøge skrifterne, for det er dem, der vidner om ham. Fundere over miraklet i hans liv og mission. Forsøge lidt mere flittigt at efterleve hans eksempel og overholde hans lærdomme.9

134 Kapitel 8

4 Vi ser hen til Jesus Kristus som vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst, midtpunktet i vores tro. Vi ved ikke, hvad der ligger forude. Vi ved ikke, hvad de kommende dage vil bringe. Vi lever i en verden med usikkerhed. For nogle vil der være store præstationer. For andre skuffelser. For nogle megen fryd og glæde, godt helbred og velstand. For andre måske sygdom og en smule sorg. Vi ved det ikke. Men ét ved vi. Som Polarstjernen på himlen ser vi, uanset hvad fremtiden bringer, verdens Forløser, Guds Søn, fast og sikker som et anker for vores evige liv. Han er vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst, midtpunktet i vores tro. I solskin og regnvejr ser vi til ham, og han er der for at berolige os og smile til os.10 Jeg ved, at min Forløser er Guds søn og verdens Frelser god. Han sejred’ over synd og død, min Konge, og min Herre stor. Han lever, er vor klippe fast, han er vort håb og jordens salt. Han lyset er for dig og mig, det lys, der overvinder alt. O, må Guds ånd os fylde helt, så vi kan nyde freden her, og styrk vor tro. I evighed kan dine børn dig være nær.11

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Gennemgå præsident Hinckleys vidnesbyrd i afsnit 1, og brug noget tid på at tænke over jeres eget vidnesbyrd om Jesus Kristus. Hvorfor er I taknemlige for Frelserens tjenestegerning og forsoning? Hvilke beretninger og lærdomme fra Frelserens liv har en særlig betydning for jer?

135 Kapitel 8

• Stil jer selv hvert af spørgsmålene i afsnit 2. Hvordan påvirker svarene jeres daglige liv? Gennemgå i det samme afsnit præsident Hinckleys tre »enkle regler« for at opnå en forståelse, af »det, der hører Gud til«. Hvordan har disse principper hjulpet jer til at få en større åndelig forståelse? • Præsident Hinckley spurgte flere gange: »Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus«? (afsnit 3). Hvad kan vi lære af hans svar? Overvej, hvordan I ville besvare dette spørgsmål. Hvordan ville jeres liv være anderledes, hvis I ikke kendte Frelserens lærdomme og eksempel? • Præsident Hinckley lagde vægt på, at Jesus Kristus er vores anker i en verden med usikkerhed (se afsnit 4). Hvornår har I følt Frel- serens styrke og trøst i en vanskelig tid? Tænk over hver linje i præsident Hinckleys salme i afsnit 4. Hvordan er Kristus »vort håb«? Hvordan er han »lyset … for dig og mig«? Skriftstedshenvisninger Luk 24:36-39; Joh 1:1-14; ApG 4:10-12; 2 Ne 2:8; 25:26; Alma 5:48; L&P 110:3-4 Studiehjælp »Planlæg studieaktiviteter, som opbygger din tro på Frelseren« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 22). Når I studerer, kan I for eksempel stille jer selv spørgsmål som: »Hvordan kan disse belærin- ger hjælpe mig til større forståelse af Jesu Kristi forsoning? Hvordan kan disse lærdomme hjælpe mig til at blive mere lig Frelseren?« Noter 1. Se »Symbolet på Kristus«, Den danske 7. Se »Vær ikke vantro«, Stjernen, apr. Stjerne, dec. 1976, s. 3, 4. 1990, s. 2, 4. 2. »Hjørnestenene i vor tro«, Stjernen, 8. I Conference Report, apr. 1966, s. 85-87. rapport fra den 154. halvårlige 9. Se »Hvad skal jeg da gøre med Jesus, generalkonference, s. 42, 43. der kaldes Kristus?«, Den danske 3. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, Stjerne, maj 1984, s. 2-4. s. 280. 10. Se »Vi ser til Kristus«, Liahona, juli 4. Se »Han er ikke her, han er opstået«, 2002, s. 101. Liahona, juli 1999, s. 83. 11. »Jeg ved, at min Forløser er Guds søn«, 5. »Han er ikke her, han er opstået,« s. Salmer og sange, nr. 81, tekst af Gor- 83-84. don B. Hinckley. 6. Se »Han er ikke her, han er opstået,« s. 84-85.

136 KAPITEL 9

Vidnesbyrdets værdifulde gave

»Vi taler forskellige sprog. Vi lever under forskellige forhold. Men i hjertet hos hver enkelt af os slår et fælles vidnesbyrd.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv »Den tidligste erindring, jeg har om at have følt noget åndeligt,« sagde præsident Gordon B. Hinckley, »var, da jeg var fem år gammel, en meget lille dreng. Jeg græd af smerte på grund af ørepine … Min mor hældte bordsalt i en pose og varmede den på komfuret. Min far lagde blidt hænderne på mit hoved og gav mig en velsignelse, hvori han revsede smerten og sygdommen med det hellige præstedømmes myndighed og i Jesu Kristi navn. Derefter tog han mig ømt i sine arme og lagde den varme pose med salt på mit øre. Smerten dulmedes og forsvandt. Jeg faldt i søvn i min fars trygge favn. Mens jeg gled over i søvnen, genlød ordene fra hans velsignelse i mit sind. Det er den tidligste erindring, jeg har om udøvelsen af præstedømmets myndighed i Herrens navn. Senere i min barndom sov min bror og jeg i et soveværelse, som ikke blev varmet op om vinteren … Inden vi kravlede op i den varme seng, knælede vi og bad vore bønner. De var enkle udtryk for taknemlighed. Jeg kan huske, at jeg hoppede op i sengen, når jeg havde sagt amen, og trak tæppet op om ørerne og tænkte på det, jeg netop havde gjort, nemlig talt til min Fader i himlen i hans Søns navn. Jeg havde ikke den store kundskab om evangeliet. Men jeg følte en vedvarende fred og tryghed ved at kommunikere med himlen i og gennem Herren, Jesus … Det vidnesbyrd voksede i mit hjerte, da jeg som missionær læste Det Nye Testamente og Mormons Bog, som bar yderligere vidnesbyrd om ham. Den kundskab blev mit livsgrundlag, underbygget af min barndoms besvarede bønner. Siden da er min tro vokset meget

137 Kapitel 9

Som sidste dages hellige er vi forenede i vores vidnesbyrd om Jesus Kristus.

138 Kapitel 9 mere. Jeg er blevet hans apostel, udpeget til at gøre hans vilje og forkynde hans ord. Jeg er blevet hans vidne for verden.« 1

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vidnesbyrd er Kirkens store styrke og kilden til tro og aktivitet. Vi er blevet som en stor familie, der er spredt ud over denne store verden. Vi taler forskellige sprog. Vi lever under forskellige forhold. Men i hjertet hos hver enkelt af os slår et fælles vidnesbyrd: I og jeg ved, at Gud lever og står ved roret i dette hans hellige værk. Vi ved, at Jesus er vor Forløser, som står som leder af denne kirke, som bærer hans navn. Vi ved, at Joseph Smith var og er en profet, der står som leder af denne tidernes fyldes uddeling. Vi ved, at præstedømmet blev gengivet på hans hoved, og at det er kommet ned til os i vor tid i en ubrudt linje. Vi ved, at Mormons Bog er et sandt vidne om Herren Jesu Kristi eksistens og guddommelighed.2 Det, som vi kalder vidnesbyrd, er Kirkens store styrke. Det er kildevældet til tro og aktivitet … Det [er] lige så virkeligt som enhver anden kraft på jorden. Herren beskrev det, da han talte til Nikode- mus og sagde: »Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden« ( Joh 3:8). Dette, som vi kalder vidnesbyrd, er svært at definere, men dets frugter er helt tydelige. Det er Helligånden, der vidner gennem os.3

2 Vidnesbyrd er en sagte, opmuntrende stemme, der styrker os, når vi går i tro, og tilskynder os til handling. Personligt vidnesbyrd er den faktor, der ændrer folks levevis, når de kommer ind i Kirken. Det er det element, der motiverer medlemmer til at opgive alt for at tjene Herren. Det er den sagte, opmuntrende stemme, der uden ophold opretholder dem, der lever i tro til deres livs sidste dag. Det er en gådefuld og vidunderlig ting, en gave fra Gud til mennesket. Det ophæver skellet mellem rig og fattig, når man kaldes til

139 Kapitel 9 at tjene. Det vidnesbyrd, som bæres i vores folks hjerte, driver dem til et stærkt ønske om at gøre deres pligt. Det findes i ung såvel som i gammel. Det findes i seminareleven, i missionæren, i biskoppen og stavspræsidenten, missionspræsidenten, søsteren i Hjælpeforeningen og i enhver generalautoritet. Det høres fra dem, der ikke har nogen stilling bortset fra medlemskab. Det er selve kernen i dette værk. Det er det, der bevæger Herrens værk fremad i hele verden. Det tilskynder til handling. Det kræver, at vi gør det, som vi bliver bedt om. Det fører visheden med sig om, at der er et formål med livet, at nogle ting betyder langt mere end andre, at vi befinder os på en evig rejse, og at vi skal stå til regnskab over for Gud … Det er dette element, svagt og noget mat til at begynde med, der bevæger enhver undersøger i retning af omvendelse. Det driver enhver nyomvendt mod sikkerhed i troen … Hvor end Kirken findes, føles denne kraft. Vi rejser os og siger, at vi ved … Den enkle kendsgerning er, at vi virkelig ved, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at dette er deres værk og deres rige. Ordene er enkle, udtalelsen kommer fra hjertet. Det virker alle vegne, hvor Kirken findes, alle vegne, hvor der er missionærer, der underviser i evangeliet, og alle vegne, hvor der er medlemmer, der fortæller om deres tro. Det er noget, der ikke kan modbevises. Modstandere kan citere skriftsteder og diskutere lærdomme i det uendelige. De kan være kløgtige og overbevisende. Men når der er en, der siger »jeg ved«, er der ikke noget at diskutere. Det accepteres måske ikke, men hvem kan modbevise eller fornægte den indre sjæls sagte stemme, der taler med personlig overbevisning?« 4 »Lys i vores liv« [David Castañeda], hans hustru, Tomasa, og deres børn [boede] på en ufrugtbar, lille forfalden gård i nærheden af Torreón [i Mexico]. De ejede 30 høns, to grise og en mager hest. Hønsene forsynede familien med nogle få æg og skaffede nu og da en lille ekstraskil- ling. De levede i fattigdom. Så kom missionærerne til dem. Søster Castañeda sagde: »Ældsterne fjernede skyklapperne fra vore øjne og bragte lys ind i vores liv. Vi vidste intet om Jesus Kristus. Vi vidste intet om Gud, før de kom.«

140 Kapitel 9

Hun havde fået to års skolegang og hendes mand slet ingen. Æld- sterne underviste dem, og med tiden blev de døbt … De opbyggede gradvis en succesrig forretning, hvor faderen og hans fem sønner arbejdede. Med uforbeholden tro betalte de deres tiende. De satte deres lid til Herren. De efterlevede evangeliet. De tjente, hvor end de blev kaldet til det. Fire af deres sønner og tre af deres døtre har været på mission … De er blevet hånet af deres kritikere. Deres svar er et vidnesbyrd om Herrens kraft i deres liv. Omkring 200 af deres familiemedlemmer og venner har tilsluttet sig Kirken på grund af deres påvirkning. Over 30 sønner og døtre blandt familie og venner har været på mission. De har skænket den grund, hvorpå kirkebygningen nu er bygget. Børnene, der nu er voksne, og forældrene skiftes til at tage til Mexico City hver måned for at tjene i templet. De er et levende vidnesbyrd om Herrens værks store kraft til at opløfte og ændre mennesker. De er et typisk eksempel på tusinder og atter tusinder i hele verden, der oplever mormonismens mirakel, når et vidnesbyrd om værkets guddommelighed kommer ind i deres liv.5 »Det er sandt, ikke? Hvad andet betyder så noget?« Jeg mødte en søofficer fra et fjerntliggende land, en dygtig ung mand, der var kommet til USA i forbindelse med sin videregående uddannelse. Nogle af hans kolleger i den amerikanske flåde, hvis opførsel havde fanget hans interesse, fortalte på hans anmodning om deres religiøse opfattelse. Han var ikke kristen, men han var interesseret. De fortalte ham om verdens Frelser, om Jesus Kristus, der blev født i Betlehem, og som gav sit liv for hele menneskeheden. De fortalte ham, at Gud den evige Fader og den opstandne Herre viste sig for drengen Joseph Smith. De talte om nutidige profeter. De underviste ham i Mesterens evangelium. Ånden rørte hans hjerte, og han blev døbt. Han blev præsenteret for mig, lige inden han skulle rejse tilbage til sit fædreland. Vi talte om alt dette, og derpå sagde jeg: Din familie er ikke kristne. Hvad vil der ske, når du vender hjem som kristen og især som en mormonsk kristen?« Det var som om, der gik en sky for hans ansigt, og han sagde: »Min familie vil blive meget skuffet. »Måske vil de ikke have noget med

141 Kapitel 9

mig at gøre og vil anse mig for død. Med hensyn til min fremtid og min karriere, så tror jeg, at alle muligheder vil være lukkede for mig.« Jeg spurgte: »Er du villig til at betale så høj en pris for evangeliet?« Hans mørke øjne, der var fugtige af tårer, skinnede i det tiltræk- kende brune ansigt, da han svarede: »Det er sandt, ikke?« Jeg skammede mig over at have stillet spørgsmålet og svarede: »Jo, det er sandt.« Hertil svarede han: »Hvad andet betyder så noget?« Disse spørgsmål vil jeg gerne stille jer: »Det er sandt, ikke? Hvad andet betyder så noget?« 6 Et nyt syn på livet Jeg lyttede engang til en ingeniør, som kort forinden havde tilsluttet sig Kirken. Missionærerne var kommet til hans hjem, og hans hustru havde inviteret dem indenfor. Hun havde med iver modtaget deres budskab, mens han følte sig trukket ind i det mod sin vilje. En aften fortalte hun, at hun ønskede at blive døbt. Han blev rasende. Vidste hun ikke, hvad det ville betyde? Det ville kræve tid. Det ville betyde betaling af tiende. Det ville betyde et farvel til deres venner. Det ville betyde, at de skulle holde op med at ryge. Han tog sin frakke, stormede ud af huset og smækkede døren efter sig. Han gik rundt i gaderne og bandede ad sin hustru, bandede ad missi- onærerne, bandede ad sig selv for at have tilladt missionærerne at undervise dem. Efterhånden blev han træt, hans vrede kølnedes, og i sit hjerte følte han pludselig et ønske om at bede. Han bad, mens han gik. Han bønfaldt Gud om et svar på sine spørgsmål. Og så kom det, klart og utvetydigt – næsten som om en stemme havde udtalt ordene, der lød: »Det er sandt.« »Det er sandt,« sagde han atter og atter til sig selv. »Det er sandt.« En fred fyldte hans hjerte. Mens han gik hjemad, begyndte restrik- tionerne og kravene, som han havde været så ophidset over, at se ud som muligheder. Da han åbnede døren, fandt han sin hustru knælende i bøn … Han fortalte den forsamling, han talte til, om glæden, der var kommet ind i deres tilværelse. Tiende var ikke et problem. At dele deres midler med Gud, som havde givet dem alt, syntes let nok. Tid

142 Kapitel 9

»Hvem kan modbevise eller fornægte den indre sjæls sagte stemme, der taler med personlig overbevisning?« til at tjene var ikke et problem. Det krævede kun lidt omhyggelig planlægning af ugens timer. Ansvar var ikke et problem. Det fik dem til at udvikle sig og gav dem et nyt syn på tilværelsen. Derefter bar denne intelligente og højtuddannede mand – en ingeniør, der var vant til at håndtere praktiske problemer i den verden, vi lever i – med tårer i øjnene et højtideligt vidnesbyrd om det mirakel, der var sket i hans tilværelse.7 »Det dyrebareste i mit liv.« For nogle år siden talte en intelligent og højtuddannet ung kvinde ved en konference i Berchtesgaden i Tyskland for amerikanske sol- dater, der var medlemmer af Kirken. Jeg var til stede og hørte hende. Hun var major i hæren, læge og en meget anerkendt specialist på sit felt. Hun sagde: »Mere end noget andet i verden ønskede jeg at tjene Gud, men selv om jeg forsøgte, kunne jeg ikke finde ham. Det forunderlige mirakel er, at han fandt mig. En lørdag eftermiddag i september 1969 var jeg hjemme i Berkeley i Californien, da det ringede på døren. Der stod to unge mænd, klædt i jakkesæt med hvid skjorte og slips. Deres er hår var velfriseret. Jeg var så imponeret over dem, at jeg

143 Kapitel 9 udbrød: ›Jeg ved ikke, hvad I sælger, men jeg køber det.‹ En af de unge mænd sagde: ›Vi sælger ikke noget. Vi er missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og vi vil gerne tale med dig.‹ Jeg inviterede dem indenfor, og de talte om deres tro. Dette var begyndelsen til mit vidnesbyrd. Jeg er mere taknemlig, end jeg kan udtrykke, for privilegiet og æren ved at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Den glæde og fred, som dette glade evangelium har bragt mig, er som at være i himlen her på jorden. Mit vidnesbyrd om dette værk er det dyrebareste i mit liv – en gave fra min himmelske Fader, som jeg altid vil være taknemlig for.« 8 Det samme er tilfældet med hundredtusinder i mange lande, mænd og kvinder med intelligens og uddannelse, i forretningslivet og i praktiske fag – nøgterne og praktiske mennesker, som arbejder i det virkelige liv. I deres hjerte brænder der et stille vidnesbyrd om, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at dette værk er guddommeligt, at det blev gengivet til jorden for at velsigne alle, der vil benytte dets muligheder.9

3 Vi kan hver især få et vidnesbyrd om, at Gud og hans elskede Søn lever og om gengivelsen af deres værk. Dette vidne, dette vidnesbyrd, kan være den allermest dyrebare af alle Guds gaver. Det er en himmelsk gave, når der gøres den rette indsats. Det er enhver mands og kvindes mulighed og ansvar i denne kirke selv at opnå en overbevisning om sandheden af dette store sidste dages værk og om dem, der leder det, nemlig den levende Gud og Herren, Jesus Kristus. Jesus viste os vejen til at opnå et sådant vidnesbyrd, da han sagde: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« ( Joh 7:16-17). Vi vokser i tro og viden, når vi tjener, når vi studerer, og når vi beder. Da Jesus bespiste de 5.000, så og undrede de sig over det mirakel, som han havde udført. Nogle kom tilbage igen. Disse belærte

144 Kapitel 9 han om sin guddommelighed og om sig selv som livets brød. Han anklagede dem for ikke at være interesserede i læren, men snarere i at stille deres legemes sult. Nogle af dem, der hørte ham og hans lære, sagde: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?« ( Joh 6:60). Hvem kan tro på det, som denne mand underviser i? »Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv [og jeg tror lidt mismodigt]: ›Vil I også gå jeres vej?‹ Simon Peter svarede ham: ›Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige‹« ( Joh 6:66-69). Dette er det store spørgsmål og det svar, som vi alle må tage stilling til. Hvis ikke til dig, så »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.« Det er denne overbevisning, denne stille, indre vished om reali- teten af en levende Gud, hans elskede Søns guddommelighed, om gengivelsen af deres værk i denne tid og om de herlige tilkendegivelser, som er kommet heraf, som for hver enkelt af os bliver vores tros grundvold. Det bliver vores vidnesbyrd … Jeg [har] for nylig været i Palmyra i New York [i nærheden af, hvor Joseph Smith modtog det første syn]. Om de begivenheder, der fandt sted i dette område, må man sige: »Enten skete det, eller også gjorde det ikke. Der kan ikke være noget gråt område, ingen mellemvej.« Og da hvisker troens stemme: »Det skete. Det skete, lige som han sagde, at det skete.« I nærheden ligger Cumorahøjen. Derfra kom den gamle optegnelse, som Mormons Bog blev oversat fra. Man må enten acceptere eller afvise dens guddommelige oprindelse. Overvejelse af beviserne må føre til, at enhver mand og kvinde, der har læst den i tro, siger: »Den er sand.« På samme måde er det med andre elementer i denne mirakuløse begivenhed, som vi kalder gengivelsen af det oprindelige evangelium, det oprindelige præstedømme og genoprettelsen af den oprindelige kirke.

145 Kapitel 9

Dette vidnesbyrd er nu, som det altid har været, en erklæring, en ligefrem påstand om sandheden, som vi kender den.10

4 Vi skal leve op til vores vidnesbyrd og fortælle andre om det. Paulus sagde til Timotheus: »Giv agt på dig selv« – lyt til det her – »og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig« (1 Tim 4:16). Hvilken vidunderlig vejledning, som Paulus gav til den unge Timotheus. Han fortsatte med at sige dette: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7). Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft – kraften i budskabet; og kærlighed – kærlighed til folket, kærlighed til det, som vi kan tilbyde; besindighed – de enkle forståelige principper om Jesu Kristi gengivne evangelium. »Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8). Mine brødre og søstre, skam jer aldrig over vidnesbyrdet om vor Herre … Det er en stor opgave, en befaling, som vi har fået: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre.« 11 Dette er Guds hellige værk. Dette er hans kirke og rige. Det syn, som udspillede sig i den hellige lund, foregik præcis, som Joseph Smith berettede. Mit hjerte rummer en sand forståelse af betydningen af det, der skete der. Mormons Bog er sand. Den vidner om Her- ren Jesus Kristus. Hans præstedømme er blevet gengivet og findes blandt os. Dette præstedømmes nøgler, som er blevet overdraget af himmelske væsner, udøves til vores evige velsignelse. Det er vores vidnesbyrd – jeres og mit – et vidnesbyrd, som vi må leve op til, og som vi må bære for andre. Jeg efterlader enhver af jer dette vidnesbyrd, min velsignelse og min kærlighed og min indbydelse til fortsat at være en del af dette store mirakel i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.12

146 Kapitel 9

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvordan bidrager jeres personlige vidnesbyrd til at styrke Kirken? (Se afsnit 1). • Præsident Hinckley lægger vægt på, at vidnesbyrd styrker os og »tilskynder os til handling« (se afsnit 2). Hvordan har jeres vidnesbyrd styrket jer? Hvordan har jeres vidnesbyrd påvirket jeres handlinger? Hvordan kan I personligt anvende det, I lærer i beretningerne i afsnit 2? • Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys lærdomme om at få et vidnesbyrd? (Se afsnit 3). Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at få et vidnesbyrd? Hvad kan vi gøre for at styrke vore vidnesbyrd? • Hvorfor tror I, at vores vidnesbyrd vokser sig stærkere, når vi bærer det? Hvordan har I overvundet frygten for at fortælle andre om jeres vidnesbyrd? Hvordan er I blevet velsignet af andres vidnesbyrd? (Se afsnit 4). Skriftstedshenvisninger 1 Kor 12:3; 1 Pet 3:15; Alma 5:43-46; 32:26-30; Moro 10:3-5; L&P 8:2-3; 80:3-5 Til underviseren »Efterhånden som du kommer til at kende og forstå hver person, vil du være bedre forberedt til at undervise i lektioner, som passer til deres individuelle forhold. Denne forståelse vil hjælpe dig med at finde måder til at hjælpe hver person med at deltage i samtalerne og andre undervisningsaktiviteter« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 34). Noter 1. Se »Mit vidnesbyrd«, Stjernen, juli 7. Se »Det er sandt, ikke?«, s. 5-6. 2000, s. 84. 8. »Det er sandt, ikke?«, s. 6-7. 2. »Lyt ved Åndens kraft«, Stjernen, jan. 9. »Det er sandt, ikke?«, s. 6. 1997, s. 5. 10. Se »Vidnesbyrd«, s. 75. 3. »Vidnesbyrd«, Stjernen, juli 1998, s. 73. 11. Discourses of President Gordon B. 4. Se »Vidnesbyrd«, s. 73-74. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, 5. Se »Vidnesbyrd«, s. 74-75. s. 369. 6. Se »Det er sandt, ikke?«, Stjernen, okt. 12. »Et fuldkomment klart håb – Til nye 1993, s. 3-4. medlemmer af Kirken«, Liahona, okt. 2006, s. 5.

147 Præsident og søster Hinckley havde et lykkeligt og kærligt ægteskab og blev styrket af den »stille og sik[re] vished om genforening og evigt partnerskab.«

148 KAPITEL 10

Nær ægteskabets evige partnerskab

»De bedste følelser i livet, det menneskelige hjertes mest gavmilde og tilfredsstillende impulser finder udtryk i et ægteskab, der står rent og ubesmittet over verdens ondskab.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv En aften, da præsident og søster Hinckley stille sad sammen, sagde søster Hinckley: »Du har altid givet mig luft under vingerne, og jeg elsker dig for det.« 1 Præsident Hinckley kommenterede på den udtalelse fra sin hustru og sagde: »Jeg har bestræbt mig på at anerkende [hendes] karakter, personlighed, ønsker, baggrund og ambitioner. Jeg har givet hende frihed. Ja, givet hende frihed! Ladet hende udvikle sine egne talenter. Ladet hende gøre tingene på sin egen måde. Jeg har givet hende plads og været forbløffet over, hvad hun formår.« 2 Søster Hinckley støttede på samme vis sin mand – som far, i hans personlige interesser og i hans omfattende tjeneste i Kirken. I størstedelen af de år, hvor Gordon B. Hinckley og Marjorie Pay voksede op, boede de i den samme menighed, og i mange år boede de over for hinanden. »Jeg så hende første gang i Primary,« mindedes præsident Hinckley senere. »Hun læste højt. Jeg ved ikke, hvad det gjorde ved mig, men jeg har aldrig glemt det. Og så voksede hun op og blev en smuk, ung pige, og jeg var fornuftig nok til at gifte mig med hende.« 3 De havde deres første date – en kirkefest – da han var 19 og hun var 18. »Denne unge mand bliver til noget,« sagde Marjorie til sin mor bagefter.4 Deres forhold fortsatte med at udvikle sig, mens Gordon gik på University of Utah. Så i 1933, året efter han blev færdig med skolen, blev han kaldet til at tage på mission til England. Da han

149 Kapitel 10 kom tilbage i 1935 fortsatte de med at gå ud sammen, og i 1937 blev de gift i templet i Salt Lake. Da søster Hinckley tænkte tilbage på de første år af deres ægteskab, sagde hun: »Pengene var små, men vi var fulde af håb og optimisme. Denne første tid var ikke den rene lykke og idyl, men vi var fyldt med beslutsomhed og et stort ønske om at skabe et lykkeligt hjem. Vi elskede hinanden, det var der ingen tvivl om. Men vi måtte også vænne os til hinanden. Jeg tror, at alle ægtepar må vænne sig til hinanden. Allerede i begyndelsen forstod jeg, at det ville være bedre, at vi arbejdede hårdere på at vænne os til hinanden, end at vi hele tiden forsøgte at ændre på hinanden – hvilket jeg opdagede var umuligt … Man må give og tage og være meget fleksibel for at skabe et lykkeligt hjem.« 5 Præsident Hinckley blev kaldet som generalautoritet i 1958, og i de første år af hans tjeneste blev søster Hinckley sædvanligvis hjemme for at tage sig af deres fem børn, mens han rejste rundt på opgaver for Kirken. Da deres børn var blevet store, rejste bror og søster Hinckley ofte sammen – noget, som de holdt meget af. I april 1977 havde deres 40-års bryllupsdag, mens de var på en lang tur for at møde de hellige i Australien. Den dag skrev præsident Hinckley i sin dagbog: »Vi befinder os i dag i Perth i Australien, og selve vores tilstedevæ- relse repræsenterer det, som er opnået igennem årene. Vi har tilbragt dagen med at møde missionærerne i Perth-missionen i Australien. Det har været en vidunderlig dag, hvor vi har hørt vidnesbyrd og er blevet undervist. Missionærerne gav Marjorie en brystbuket, noget jeg ikke selv havde haft tid til at få fat på til hende. Vi kunne skrive et helt bind om de sidste 40 år … Vi har haft vore kampe og vore problemer. Men i det store hele har livet været godt. Vi er blevet umådeligt velsignet. I denne alder begynder man at fornemme betydningen af evigheden og værdien af evigt partnerskab. Hvis vi havde været hjemme her til aften, havde vi sikkert haft en eller anden form for familiemiddag. Men vi er langt væk hjemmefra i Herrens tjeneste, og det er en dejlig oplevelse.« 6 Toogtyve år senere, da præsident Hinckley tjente som Kirkens præ- sident, skrev han et brev til søster Hinckley og udtrykte sine følelser

150 Kapitel 10 efter at have været gift i mere end 60 år. »Hvor har du været en dyrebar ledsager,« sagde han. »Nu er vi blevet gamle sammen, og det har været en dejlig oplevelse … Og når døden en dag i fremtiden blidt lægger sin hånd på en af os, vil tårer blive udgydt, ja, men vi vil også føle en stille og sikker vished om genforening og evigt partnerskab.« 7 I begyndelsen af 2004 var bror og søster Hinckley på vej hjem fra indvielsen af templet i Accra i Ghana, da søster Hinckley faldt om af udmattelse. Hun genvandt aldrig sine kræfter og gik bort den 6. april 2004. Seks måneder senere ved oktoberkonferencen sagde præsident Hinckley: »Da jeg holdt hendes hånd og så det jordiske liv svinde fra hendes fingre, må jeg indrømme, at jeg blev overvældet. Inden vi blev gift, havde hun været min drømmepige … Hun var min kære ægtefælle i mere end to tredjedele af et århundrede, min ligemand over for Herren, ja, i virkeligheden min overmand. Og nu på mine gamle dage er hun atter blevet min drømmepige.« 8 Præsident Hinckley blev i sin sorg styrket ved at vide, at han og Marjorie var blevet beseglet for al evighed. »At miste en så højtelsket partner, som man i lang tid har vandret med i solskin og skygge er fuldstændigt ødelæggende,« sagde han. »Der er en altoverskyggende ensomhed, der tager til i styrke. Det gnaver smertefuldt i selve ens sjæl. Men i nattens stilhed høres en stille hvisken, der siger: ›Alt er vel. Alt er vel.‹ Og den røst fra det ukendte bringer fred og vished og en usvigelig forvisning om, at døden ikke er enden, at livet fortsæt- ter, at der er arbejde, der skal udføres og sejre, der skal opnås. Den stille røst, der ikke kan høres med jordiske ører, bringer forsikring om, at lige så sikkert, at der har været en adskillelse, så vil der være en glædelig genforening.« 9

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vor himmelske Fader indstiftede ægteskabet fra begyndelsen. »Hvor er ægteskabet dog smukt i vor evige Faders plan, en plan, som er givet i hans guddommelige visdom til sine børns lykke og sikkerhed og til fortsættelsen af slægten.

151 Kapitel 10

Han er vores Skaber, og han planlagde ægteskabet fra begyndelsen. På tidspunktet for Evas skabelse »sagde Adam: ›Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød …‹ Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød« (1 Mos 2:23-24). Paulus skrev til de hellige i Korinth: »Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden« (1 Kor 11:11). I en nutidsåbenbaring har Herren sagt: »Og videre, sandelig siger jeg jer, at den, der forbyder ægteskab, er ikke ordineret af Gud, for ægteskabet er indstiftet af Gud for menneskene« (L&P 49:15) … Der er i sandhed ingen, der læser i skrifterne, både de gamle og de nye, der kan tvivle på ægteskabets guddommelighed. De bedste følelser i livet, det menneskelige hjertes mest gavmilde og tilfredsstillende impulser finder udtryk i et ægteskab, der står rent og ubesmittet over verdens ondskab. Et sådant ægteskab er, tror jeg, det ønske, mænd og kvinder overalt har håbet på, længtes efter, bedt om.10

2 I templet kan en ægtemand og hustru blive beseglet for al evighed. [Templerne] tilbyder velsignelser, som ikke kan fås noget andet sted. Alt, hvad der foregår i disse hellige huse, har med menneskets evige beskaffenhed at gøre. Her bliver ægtemænd og hustruer og børn beseglet som familier for al evighed. Ægteskabet er ikke »til døden jer skiller«. Der er for evigt, hvis parterne lever, så de er vær- dige til velsignelserne.11 Har der nogensinde levet en mand, som virkelig elskede en kvinde, eller en kvinde, som virkelig elskede en mand, som ikke har bedt om, at deres forhold måtte fortsætte på den anden side af graven? Er noget barn nogensinde blevet begravet af forældre, som ikke længtes efter en forvisning om, at deres kære igen måtte blive deres i den næste verden? Kan det menneske, der tror på evigt liv, tvivle på, at himlens Gud vil skænke sine sønner og døtre den mest dyrebare egenskab i livet, den kærlighed som finder sit mest meningsfulde udtryk i familieforholdet? Nej, logisk set må familie- forholdene fortsætte efter døden. Det menneskelige hjerte længes

152 Kapitel 10 efter det, og himlens Gud har åbenbaret en måde, hvorpå dette kan sikres. De hellige ordinancer i Herrens hus sørger for det.12 Hvor er den vished dog dejlig og den fred trøstende, som udspringer af kundskaben om, at hvis vi gifter os på den rette måde og lever rigtigt, kan vores forhold vare ved, selv om døden venter og tiden går. Mennesker kan skrive kærlighedssange og synge dem. De kan længes og håbe og drømme. Men alt dette er kun romantiske længsler, medmindre der udøves en myndighed, som er større end tiden og døden.13

3 Mand og hustru vandrer side om side på en evig rejse. Da Gud i begyndelsen skabte mennesket, skabte han i henhold til sin plan to køn. Denne tosomheds forædlende udtryk findes i ægteskabet. Det ene menneske komplementerer det andet.14 I ægteskabets fællesskab er der hverken mindreværd eller overlegenhed. Kvinden går ikke foran manden, og manden går heller ikke foran kvinden. De vandrer side om side som søn og datter af Gud på en evig rejse.« 15 Ægteskaber er i sin rene form et partnerskab af ligeværdige, hvor ingen udøver herredømme over den anden, men snarere opmuntrer og hjælper den anden i det ansvar og i den stræben, som han eller hun har.16 Hustru, se din ægtemand som din dyrebare partner, og lev vær- digt til dette partnerskab. Ægtemand, se din hustru som den mest værdifulde velsignelse i tid og evighed, en Guds datter, en partner, som du kan gå med hånd i hånd gennem solskin og storm, gennem alle livets farer og triumfer.17 Jeg tænker på to [venner], jeg kendte … i årene i high school og på universitetet. Han var en dreng fra en by på landet, almindelig af udseende, uden penge eller en lovende fremtid. Han var vokset op på en gård, og hvis han havde en tiltalende kvalitet, så var det hans evne til at arbejde … Men selv med sit rustikke udseende, havde han et smil og en personlighed, der syntes at synge af godhed. Hun var en pige fra byen, der kom fra et velstående hjem …

153 Kapitel 10

Der skete noget magisk mellem dem. De blev forelskede … [De] lo og dansede og studerede sammen i disse år. De giftede sig, og folk undrede sig over, hvordan de kunne tjene nok til at holde sig i live. Han kæmpede sig igennem sin uddannelse og endte blandt de bedste i sin klasse. Hun spinkede og sparede og arbejdede og bad. Hun var en opmuntring og en støtte, og når det hele var virkeligt svært, sagde hun stille: »På en eller anden måde klarer vi det.« Styrket af hendes tro på ham, blev han ved gennem disse svære år. Deres børn kom, og sammen elskede de dem og tog sig af dem, og gav dem den tryghed, der kom af deres eget eksempel på kærlighed til og loyalitet over for hinanden. Nu er der gået over 45 år. Deres børn er voksne og gør dem, Kirken og de lokalsamfund, de bor i, ære. For nylig, da jeg var med et fly fra New York, gik jeg ned ad gangen i kabinens halvmørke og så en kvinde med hvidt hår. Hendes hoved hvilede på hendes mands skulder, mens hun blundede, og hans hænder omsluttede varmt hendes. Han var vågen og genkendte mig. Hun vågnede, da vi begyndte at tale. De var også på vej tilbage fra New York, hvor han havde forelæst på en af landets højere lære- anstalter. Han sagde ikke så meget om det, men hun talte stolt om den ære, der tilfaldt ham … Jeg tænkte på det, da jeg satte mig på min plads i flyet. Og jeg sagde til mig selv, at deres venner dengang kun så en bondedreng fra landet og en smilende pige med fregner på næsen. Men de to så i hinanden kærlighed, loyalitet, fred, tro og fremtiden. Kald det kemi, hvis I vil, måske var der lidt af det, men der var meget mere. Der var snarere noget guddommeligt, der blomstrede op, som var plantet af den Fader, der er vores Gud. I deres skoletid havde de levet værdigt til denne blomstring. De havde levet med dyd og tro, med påskønnelse og respekt for sig selv og hinanden. I de år, hvor de kæmpede arbejdsmæssigt og økonomisk, havde de fundet deres største jordiske styrke i deres fællesskab. Nu, hvor de var blevet ældre, fandt de deres fred, deres stille tilfredsstillelse sammen. Og udover det, så var de forvissede om en lykkelig evighed sammen under pagter, de havde indgået for længe siden, og løfter, de havde afgivet for længe siden i Herrens hus.18

154 Kapitel 10

4 Gud vil ikke tilbageholde nogen velsignelser fra værdige personer, der ikke er gift. På en eller anden måde har vi sat et skilt på en meget vigtig gruppe i Kirken. Der står: »Enlig.« Jeg ville ønske, at vi ikke gjorde det. I er individer, mænd og kvinder, Guds sønner og døtre, ikke en masse af folk, der ligner hinanden og handler ens. I adskiller jer ikke grundlæggende fra andre, fordi I tilfældigvis ikke er gift. Vi er alle ganske ens af udseende og følelsesmæssige reaktioner, i vores evne til at tænke, ræsonnere, til at være ulykkelige, til at være glade, til at elske og blive elsket. I er lige så vigtige som alle andre i vor himmelske Faders plan, og i følge hans barmhjertighed vil ingen velsignelse, som I ellers ville være berettigede til, blive tilbageholdt for jer for evigt.19 Tillad mig nu at sige nogle ord til dem, der aldrig har fået mulighed for at blive gift. Jeg forsikrer jer om, at vi er opmærksomme på den ensomhed, som mange af jer føler. Ensomhed er en bitter og smertefuld ting. Jeg formoder, at alle folk har følt den på et eller andet tidspunkt. Vores hjerte rækker ud til jer i forståelse og kærlighed … Denne tid i jeres liv kan være vidunderlig. I er modne. I har døm- mekraft. De fleste af jer har uddannelse og erfaring. I har den fysiske, psykiske og åndelige styrke til at løfte og hjælpe og opmuntre. Der er så mange derude, som har brug for jer … Sørg for, at jeres åndelige batterier er fuldt opladede, og tænd andres lamper.20 Til jer, der ikke er gift … Gud har givet jer forskellige talenter. Han har givet jer evnen til at hjælpe andre med deres behov og velsigne dem med jeres mildhed og omsorg. Ræk ud til en, der har brug for det … Føj kundskab til kundskab. Udvikl jeres forstand, og opøv fær- digheder på et bestemt område. I har uanede muligheder, hvis I er beredte til at drage fordel af dem … Føl ikke, at Gud har forladt jer, fordi I er enlige. Verden har brug for jer. Kirken har brug for jer. Der er så mange mennesker og sager, der har brug for jeres styrke, viden og talenter.

155 Kapitel 10

Bed, og mist ikke håbet … Lev det bedste liv, som I kan, og Her- ren vil i sin store visdom og i evighederne besvare jeres bønner.21 Jer, der er fraskilte, skal vide, at vi ikke betragter jer som en fia- sko, fordi et ægteskab slog fejl … Det er vores opgave at undlade at fordømme, men derimod at tilgive og glemme, at opløfte og hjælpe. Vend jer til Herren, i jeres svære tider, han har sagt: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile … For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28, 30). Herren vil ikke afvise jer eller vende jer ryggen. Svarene på jeres bønner er måske ikke dramatiske; I forstår dem måske ikke med det samme eller påskønner dem ikke. Men tiden vil komme, hvor I vil vide, at I er blevet velsignet.22

5 Lykke i ægteskabet kommer ved at vise kærlig omsorg for sin partners velbefindende. Plej og nær jeres ægteskab. Vogt det, og arbejd for at holde det solidt og smukt … Ægteskabet er en kontrakt. Det er en overens- komst. Det er en forening mellem en mand og en kvinde efter den Almægtiges plan. Det kan være skrøbeligt. Det kræver næring og stor indsats.23 Jeg har behandlet hundredvis af skilsmissesager gennem årene, og jeg er overbevist om, at hvis man blot fulgte ét enkelt råd, ville det løse dette alvorlige problem bedre end på nogen anden måde. Hvis hver eneste mand og hver eneste hustru bestandigt ville gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre deres ægtefælles velbefindende og lykke, ville der være meget få skilsmisser om nogen overhovedet. Der ville aldrig være skænderier. Man ville aldrig rette anklager mod hinanden. Man ville ikke høre vredesudbrud. I stedet for mishandling og ondskabsfuldhed ville man finde kærlighed og omsorg … Løsningen på de fleste ægteskabelige problemer ligger ikke i skilsmisse. Den ligger i omvendelse og tilgivelse, i udtryk for venlighed og omsorg. Den findes i anvendelsen af den gyldne regel. Det er et smukt syn, når en ung mand og en ung kvinde giver hinanden hånden ved alteret i en pagt for Gud om, at de vil ære og elske hinanden. Hvor trist er det da ikke, når der nogle få måneder

156 Kapitel 10

»Plej og nær jeres ægteskab. Vogt det, og arbejd for at holde det solidt og smukt.« eller nogle få år senere lyder skældsord, ondskabsfulde og sårende bemærkninger, vrede stemmer og bitre beskyldninger. Sådan behøver det ikke at være, mine kære brødre og søstre. Vi kan hæve os over disse »svage og ynkelige« handlemåder i vores liv (se Gal 4:9). Vi kan være opmærksomme på og erkende hinandens guddommelighed, som vi har som børn af vor Fader i himlen. Vi kan leve sammen i ægteskabet, som Gud har indstiftet, og udføre det, som vi er i stand til, hvis vi udøver selvdisciplin og afstår fra at forsøge at disciplinere vores ægtefælle.24 Ethvert ægteskab støder ind imellem ind i stormvejr. Men med tålmodighed, gensidig respekt og overbærenhed kan vi klare os igennem disse storme. Hvor man har begået fejl, kan man und- skylde, omvende sig og tilgive. Men begge parter må være villige til at gøre det … Jeg har erfaret, at det virkelige grundlag for lykke i ægteskabet ikke ligger så meget i romantik, men i en ivrig interesse for sin ægte- fælles velbefindende. Man opbygger ikke tillid, kærlighed eller lykke ved blot at tænke på sig selv og at få opfyldt sine egne ønsker. Kun hvor der findes uselviskhed, vil kærligheden med dens ledsagende egenskaber blomstre.25

157 Kapitel 10

Mange af os skulle hellere holde op med at finde fejl og begynde at se efter dyder … Uheldigvis er der nogle kvinder, som gerne vil forme deres mand efter deres egne begreber om en ideel ægtemand. Nogle ægtemænd betragter det som deres suveræne ret at tvinge deres hustru til at indpasse sig efter, hvad de anser for ideelt. Det kan aldrig gå. Det vil kun føre til stridigheder, misforståelser og sorg. Parterne må have gensidig respekt for hinanden. Der må være mulighed for, at den enkelte kan udvikle sig og give udtryk for sine talenter, og de må opmuntre hinanden til dette.26 Vær fuldstændig tro og trofast over for jeres udvalgte ledsager. I forhold til tid og evighed vil hun eller han være det mest værdifulde, som I nogensinde vil få. Hun eller han vil fortjene det allerbedste, som findes i jer.27

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley sagde, at vor himmelske Fader indstiftede ægteskabet mellem en mand og en kvinde »til sine børns lykke og sikkerhed« (afsnit 1). Hvordan kan denne viden påvirke for- holdet mellem en mand og en hustru? Hvordan kan en mand og en hustru sørge for, at deres ægteskab »står rent og ubesmittet over for verdens ondskab«? • Hvilke velsignelser er der ved et evigt ægteskab i dette liv og i evigheden? (Se afsnit 2). Hvilke oplevelser har givet jer en større påskønnelse af evige forhold? Hvordan kan vi undervise vore børn i vigtigheden af evigt ægteskab? • Hvorfor skal et ægteskab være »et partnerskab af ligeværdige«? (Se afsnit 3). Hvad kan I lære af historien i afsnit 3? Hvordan kan en mand og en hustru udvikle den slags styrke i deres ægteskab? • Hvordan kan præsident Hinckleys løfter og råd i afsnit 4 hjælpe folk, der ikke er gift? Hvordan kan principperne i dette afsnit anvendes af alle mennesker? Hvorfor er det vigtigt at bruge vore talenter og evner til at tjene andre? • Hvordan kan en mand og en hustru »plej[e] og nær[e]« deres ægteskab? (Se afsnit 5). Hvad har I lært om, hvordan en mand

158 Kapitel 10

og en hustru kan overvinde udfordringer og finde større lykke sammen? Hvilke eksempler har I set på det? Skriftstedshenvisninger 1 Kor 11:11; Matt 19:3-6; L&P 42:22; 132:18-19; Moses 2:27-28; 3:18, 21-24 Studiehjælp »Når du hver dag afsætter tid, personligt og sammen med din familie, til at studere Guds ord, vil der herske fred i din tilværelse. Den fred kommer ikke fra verden udenfor. Den kommer i det hjem, fra din familie og fra dit eget hjerte« (Richard G. Scott, »Gør udøvelsen af tro til din første prioritet«, Liahona, nov. 2014, s. 93). Noter 1. I »Kvinden i vores liv«, Liahona, nov. 13. »Det ægteskab, som varer ved«, 2004, s. 85. Liahona, juli 2003, s. 7; se også Den 2. I »Hjemme hos familien Hinckley«, danske Stjerne, nov. 1974, s. 478. Liahona, okt. 2003, s. 32. 14. »Kvinden i vores liv«, s. 84. 3. I Jeffrey R. Holland, »President Gordon 15. Se »Personlig værdighed til at udøve B. Hinckley: Stalwart and Brave He præstedømmet«, Liahona, juli 2002, s. 60. Stands«, Ensign, juni 1995, s. 10-11. 16. »Jeg tror«, Stjernen, mar. 1993, s. 7. 4. I Glimpses into the Life and Heart of 17. »Hvad Gud har sammenføjet«, s. 71. Marjorie Pay Hinckley, red. Virginia H. Pearce, 1999, s. x. 18. »And the Greatest of These Is Love«, foredrag holdt på Brigham Young Uni- 5. I Glimpses, s. 184. versity, 14. feb. 1978, s. 2-3, speeches. 6. Gordon B. Hinckleys dagbog, 29. apr. byu.edu. 1977. 19. »To Single Adults«, Ensign, juni 1989, 7. I Gerry Avant, »A Tender Farewell to s. 72. an Elect Lady«, Church News, 17. apr. 20. »To Single Adults«, s. 72-73. 2004, s. 4. 21. »Live Up to Your Inheritance«, Ensign, 8. »Kvinden i vores liv«, s. 82. nov. 1983, s. 82-83. 9. I Marjorie Pay Hinckley, Letters, 2004, 22. »To Single Adults«, s. 74. s. 264; se også R. Scott Lloyd, »Apostle’s Work Continues beyond Veil«, Church 23. »Lad os vandre i Herrens lys«, Liahona, News, 31. juli 2004, s. 3. jan. 1999, s. 118. 10. Se »Hvad Gud har sammenføjet«, 24. Se »Kvinden i vores liv«, s. 84. Stjernen, juli 1991, s. 68. 25. Se »Jeg tror«, s. 7. 11. »Det, jeg ved«, Liahona, maj 2007, s. 85. 26. Se Basis for lykke i hjemmet, pjece, 12. »Hvorfor disse templer?«, Liahona, okt. 1984, s. 5-6. 2010, s. 24; se også Ensign, aug. 1974, 27. Se »Du må ikke begære«, Stjernen, s. 39-40. feb. 1991, s. 8.

159 »Vi opfordrer forældre til at vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn.«

160 KAPITEL 11

Hjemmet – grundlaget for et retskaffent liv

»Jo mere I opdrager jeres børn i Jesu Kristi evangelium med kærlighed og høje forventninger, desto mere fred vil der sandsynligvis være i deres liv.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Sidst i 1973 besluttede Gordon og Marjorie Hinckley modstræbende at flytte fra deres hjem i East Mill Creek i Utah, så de kunne bo tættere på Kirkens hovedsæde i Salt Lake City. Præsident Hinckley, der på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, afsatte noget tid nytårsaften det år til at skrive om deres hjem. Hans ord afslørede hans følelser for stedet, men de afslørede i større grad hans tanker om en kærlig familie. »Hvor er det vemodigt at tage afsted,« skrev han. Han huskede tilbage på familiens anstrengelser med at bygge hjemmet op og dyrke det omkringliggende stykke jord. Så vendte hans tanker sig mod forhold – til hinanden og til Gud. »Her legede vi sammen, mens vore børn voksede op, og her bad vi sammen. Her lærte vi og vore børn vor himmelske Fader at kende, vi lærte, at han lever og lytter og besvarer os. Jeg kunne skrive en bog … ikke til verden, men til de fem børn, deres ægtefæller og deres efterkommere. Og hvis jeg på rette måde kan udtrykke historien om det hjem, så vil der være tårer og latter, og en stor, stille, gennemtrængende, kærlig ånd, der vil røre hjertet hos dem, der læser, for dem, der boede og udviklede sig der, elskede hinanden, de elskede deres naboer, de elskede deres Gud og Herren Jesus Kristus.« 1 Præsident Hinckley vidnede gennem sin tjenestegerning om vigtigheden af kærlige, trofaste familier. Under hans ledelse udstedte

161 Kapitel 11

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum: »Familien: En proklamation til verden,« som ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev som »et opråb om at beskytte og styrke familien«.2 Efter at have læst proklamationen op ved Hjælpeforenin- gens møde i september 1995 sagde præsident Hinckley: »Alle nati- oners styrke grundlægges inden for hjemmets fire vægge. Vi beder indtrængende vore medlemmer overalt om at styrke deres familie ved at tilpasse sig de værdinormer, som har holdt gennem tiderne.« 3

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Familieforhold er det helligste af alle forhold. Familien er guddommelig. Den blev indstiftet af vor himmelske Fader. Den omfatter det helligste af alle forhold. Kun gennem den kan Herrens hensigter opfyldes.4 Vi er en kirke, der bærer vidnesbyrd om vigtigheden af familien – om faderen, moderen, børnene – og om det faktum, at vi alle er Gud vor evige Faders børn. Forældre, der bringer børn til verden, har et ansvar for at elske disse børn, at tage drage omsorg for dem og tage sig af dem, at undervise dem i de værdier, der vil velsigne deres liv, så de kan vokse op og blive gode borgere … Jeg vil gerne understrege det, som I allerede er bekendt med, og det er vigtigheden af at binde vores familie sammen med kærlighed og venlighed, med påskønnelse og respekt, med undervisning i Herrens veje, så at jeres børn vil vokse i retskaffenhed og undgå de tragedier, der påvirker så mange familier over hele verden.5 Det er afgørende, at I ikke forsømmer jeres familie. Intet af det, I har, er mere dyrebart.6

2 Fædre og mødre har det privilegium at tage sig af deres børn og undervise dem i Jesu Kristi evangelium. »Vi opfordrer forældre til at vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn efter evangeliske principper, hvilket vil bevare dem tæt til Kirken. Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og

162 Kapitel 11 intet andet kan erstatte det eller varetage dets afgørende funktioner i opfyldelsen af dette gudgivne ansvar.7 Jeg er sikker på, at intet sikrer større succes i forældrerollens vanskelige ansvar end et program for familieliv, som udspringer af evangeliets lærdomme: At hjemmets far kan iklædes Guds præste- dømme; at det er hans privilegium og forpligtelse som ansvarlig for vor himmelske Faders børn at give dem det, de behøver; at han skal lede hjemmet i præstedømmets ånd »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed« (L&P 121:41); at hjemmets mor er Guds datter, en intelligent, hengiven og kærlig sjæl, som kan iklædes Guds Ånd; at det er hendes privilegium og pligt som ansvarlig for vor himmelske Faders børn at nære disse børn i deres daglige behov; at hun sammen med sin mand skal undervise disse i »læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse … [og] at bede og at vandre retskaffent for Herren« (L&P 68:25, 28). I et sådant hjem er forældre elsket, ikke hadet. De er påskønnet, ikke frygtet. Og børnene betragtes som gaver fra Herren, som skal plejes, næres, opmuntres og vejledes. Der kan til tider være uoverensstemmelser, der kan være mindre skænderier. Men hvis der er bøn og kærlighed og hensyntagen i familien, vil der være en grundvold af hengivenhed, som altid knytter familien sammen, og en loyalitet, som altid vil være en ledestjerne.8 Nu nogle ord til enlige forældre … [I] bærer udmattende byrder i jeres daglige kampe med at opdrage børn og sørge for, at deres behov bliver mødt. Det er en ensom pligt. Men I behøver ikke at være helt alene. Der er mange, rigtig mange i denne kirke, der vil række ud til jer på følsom og forstående vis. De ønsker ikke at trænge sig på, hvor de ikke er ønsket. Men deres interesse er ægte og oprigtig, og de velsignes, når de velsigner jeres og jeres børns liv. Tag imod deres hjælp. De har brug for at yde for deres egen skyld såvel som for jeres skyld. Vi har tusindvis af gode biskopper i denne kirke. Vi har tusindvis af gode kvorumsledere. Vi har tusindvis af vidunderlige søstre i Hjælpeforeningen. Vi har hjemmelærere og besøgslærere. De er

163 Kapitel 11 jeres venner, anbragt af Herren for at give af deres styrke til hjælp for jer. Og glem aldrig, at Herren selv er en kilde til styrke, større end nogen anden. Jeg blev rørt af en oplevelse, som … en enlig forælder fortalte om, hun opdrog syv børn, og hun bønfaldt sin Fader i himlen om, om hun kunne komme til ham, bare for en nat, for at finde trøst og styrke til morgendagens prøvelser. Et kærligt svar kom til hendes sind næsten som en åbenbaring: »Du kan ikke komme til mig, men jeg vil komme til dig.« 9 Jo mere I opdrager jeres børn i Jesu Kristi evangelium med kær- lighed og høje forventninger, desto mere fred vil der sandsynligvis være i deres liv.10

3 Gennem familiebøn kan børn vokse i tro på den levende Gud. Se jeres små. Bed med dem. Bed for dem og velsign dem. Den verden, som de træder ud i, er en indviklet og hård verden. De løber ind i modgangens voldsomme søgang. De får brug for al den styrke og al den tro, som I kan indgyde dem, mens I endnu har dem omkring jer. Og de får også brug for en større styrke, som kommer fra en højere magt. De skal gøre andet end bare at glide med strømmen. De skal opløfte verden, og de eneste løftestænger, som de har til rådighed, er et eksempel fra deres eget liv og den overtalelseskraft, som ligger i deres vidnesbyrd og deres kundskab om det, som hører Gud til. De får brug for Herrens hjælp. Bed med dem, mens de er små, så de kan lære den kilde til styrke at kende, som altid er til rådighed i nødens stund.11 Jeg kender ikke noget, der kan være til større gavn og have større indvirkning på jeres tilværelse end at knæle sammen i bøn. Alene ordene: Vor Fader i himlen, har en kolossal virkning. I kan ikke sige dem oprigtigt og anerkendende uden at fornemme, at I på en eller anden måde skal stå til regnskab for Gud … Jeres daglige samtaler med Herren vil give jer fred i jeres hjerte og en glæde i jeres liv, der ikke kan komme fra nogen anden kilde … Jeres kærlighed vil blive stærkere. I vil komme til at værdsætte hinanden mere og mere.

164 Kapitel 11

Jeres børn vil blive velsignet med den trygge fornemmelse, som kommer af at leve i et hjem, hvor Guds Ånd er. De vil kende og elske deres forældre, som respekterer hinanden, og de vil udvikle større respekt i deres hjerte. De vil opleve tryghed gennem de milde ord, de hører. De vil være beskyttede af en far og mor, som er ærlige over for Gud, over for hinanden og over for deres medmennesker. De vil modnes i taknemlighed, når de hører deres forældre i bønner udtrykke taknemlighed for store og små velsignelser. De vil få større tro på den levende Gud.12

4 Familieaften kan samle forældre og børn, når de lærer om Herrens veje. Jeg kan huske, da jeg var en lille dreng, fem år gammel, at præ- sident Joseph F. Smith bekendtgjorde for hele Kirken, at de skulle samle deres familie til familieaften. Min far sagde: »Kirkens præsident har bedt os om at gøre det, og vi vil gøre det.« Så vi samledes alle til familieaften. Det var sjovt. Han sagde: »Vi skal synge en sang.« Vi er ikke sangere … Vi prøvede bare at synge og grinede af hinanden. Så vi lavede en masse andre ting. Men ud fra den oplevelse kom der langsomt noget, der var vidunderligt – en vane, der hjalp os, som bragte os sammen som familie, som styrkede os, og i vores hjerte voksede der en overbevisning om værdien af familieaften.13 Jeg er taknemlig for, at vi som kirke og en grundlæggende del af vores program har den praksis med en ugentlig familieaften. Det er en betydningsfuld ting, at tusindvis af familier over hele verden i disse travle tider gør en oprigtig indsats for at hellige en aften om ugen til at synge sammen, til at belære hinanden om Herrens veje, til at knæle sammen i bøn, takke Herren for hans barmhjertighed og nedkalde hans velsignelser over vores liv, vores hjem, vores arbejde, vores land. Jeg tror, at vi undervurderer det kæmpestore gode, som kommer af dette program.14 Hvis I har nogen tvivl om værdien af familieaften, så prøv det. Saml jeres børn omkring jer, undervis dem, bær vidnesbyrd for dem, læs skrifterne sammen og hav det hyggeligt sammen.15

165 Kapitel 11

5 Forældre bør begynde at undervise deres børn, når børnene er helt små. Ikke længe efter at vi blev gift, byggede vi vores første hus. Vi havde ikke ret mange penge, så jeg udførte det meste af arbejdet selv. Jeg var helt alene om at anlægge haven. Det første af de mange træer, som jeg plantede, var et tretorn, og jeg så for mig, hvordan dets skygge en skønne dag ville svale huset om sommeren. Jeg anbragte det i et hjørne af haven, hvor vinden blæste kraftigt ind fra bjergslugterne mod øst. Jeg gravede et hul, stak de nøgne rødder ned, hældte muld omkring dem, vandede det og glemte alt om det. Det var kun en lille kvist, omkring halvanden centimeter i diameter. Det var så smidigt, at jeg med lethed kunne bøje det i alle mulige retninger. Jeg passede det ikke synderlig meget i det følgende år. Men så en vinterdag, hvor alt løvet var faldet af grenene, kiggede jeg tilfældigvis ud af vinduet og fik øje på det. Jeg lagde mærke til, at det hældede mod vest, helt kroget og ude af balance. Jeg fattede det ikke. Jeg gik ud og lagde hele min vægt imod det for at rette det op. Men stammen var nu næsten 30 centimeter i diameter. Mine kræfter kunne slet ikke måle sig med det. Jeg hentede en trisse og en talje i mit redskabsskur, jeg gjorde den ene ende fast til træet og den anden til en stærk pæl. Jeg trak i rebet. Trisserne bevægede sig kun en lille smule, og træstammen skælvede svagt. Men det var det hele. Det syntes, som om træet sagde: »Du kan ikke rette mig op nu. Det er for sent. Jeg er vokset sådan op, fordi du har forsømt mig. Og nu bøjer jeg mig ikke.« I desperation greb jeg til sidst min sav og savede en af de store grene mod vest af. Jeg trådte tilbage for at betragte mit værk. Jeg havde savet en stor del af træet af og efterladt et stort ar, som var 20 centimeter bredt. Og kun en enkelt gren strakte sig mod himlen … For nylig kiggede jeg igen på træet. Det er stort, det har rettet sig meget op, og det gør stor gavn. Men hvilke svære lidelser måtte det ikke gennemgå i sin ungdom, da jeg måtte bruge hårde midler for at rette det. Da jeg plantede træet, ville et stykke snor kunne have holdt det fast trods vindens rusken. Jeg kunne og burde have anbragt den snor, det havde været så let, men jeg gjorde det ikke. Og derfor bøjede det sig for de kræfter, som slog imod det.

166 Kapitel 11

»Saml jeres børn omkring jer, undervis dem, bær vidnesbyrd for dem, læs skrifterne sammen og hav det hyggeligt sammen.«

Børn er som træer. Mens de er små, kan deres liv formes og ledes på rette vej, som regel uden meget besvær. Som forfatteren til Ord- sprogene skrev: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den« (Ordsp 22:6). Den oplæring har sin rod i hjemmet.16 Esajas sagde: »Alle dine [børn] skal være oplært af Herren, dine [børn] får stor lykke« (Es 54:13). Led jeres sønner og døtre, vejled og rådgiv dem fra de er helt små, lær dem om Herrens veje, så de må have fred som deres ledsager hele livet igennem.17

6 Hvis børn gør oprør, bør forældrene blive ved med at bede for dem, elske dem og række ud til dem. Jeg er klar over, at der er forældre, som trods kærlig omsorg og en flittig og trofast indsats for at undervise deres børn, ser dem vælge en anden vej og græder, mens deres vildfarne sønner og døtre bevidst følger en kurs, der kan få tragiske konsekvenser. Jeg har stor medfølelse for dem, og til dem vil jeg citere Ezekiels ord:

167 Kapitel 11

»En søn skal ikke bære straffen for sin fars synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd« (Ez 18:20).18 Til trods for alle de ting, som I prøver at gøre, så er der engang imellem et rebelsk barn. Men bliv ved. Giv aldrig nogensinde op. I har ikke tabt, så længe I prøver. Bliv ved.19 Hvis nogen af jer har et barn eller en af jeres kære, der er [rebelsk], så giv ikke op. Bed for dem, elsk dem, ræk ud til dem og hjælp dem.20 Det kan til tider synes at være for sent … Men så husk på mit tretorn. Indgriben og lidelse gjorde det til noget smukt, som i dag yder en velkommen skygge for middagsheden.21

7 Vi styrker vores familie, når vi søger himlens hjælp og nærer kærlighed og respekt for hinanden. [At opdrage børn] er måske ikke let. Det er måske ladet med skuf- felse og udfordring. Det vil kræve mod og tålmodighed … Kærlighed kan gøre forskellen – kærlighed, som gavmildt gives i barndommen, og som når op gennem ungdommens kejtede år. Den vil gøre noget, som penge ødslet på børn aldrig kan gøre. – Og tålmodighed, med tungen i tømme og kontrol over vrede … – Og opmuntring, som er hurtig til at rose og langsom til at kritisere. Disse ting vil sammen med bøn udvirke mirakler. I kan ikke forvente at gøre det alene. I behøver himlens hjælp til at opfostre himlens børn – jeres børn, som også er børn af deres himmelske Fader.22 Med få undtagelser er hvert eneste barn et produkt af sit hjem, hvad enten det er godt, dårligt eller der hersker en ligegyldig indstilling. Når børn vokser med årene, bliver deres liv stort set en videreførelse eller afspejling af hjemmets undervisning. Hvis der er hårdhed, misbrug, ukontrolleret vrede og troløshed til stede, er frugterne sikre og tydelige, og de vil sandsynligvis blive gentaget i den efterfølgende generation. Hvis der på den anden side er over- bærenhed, tilgivelse, respekt, hensynsfuldhed, venlighed, barmhjertighed og medfølelse, vil frugterne igen være tydelige, og de vil blive evigt belønnet. De vil være positive, gode og vidunderlige. Og når

168 Kapitel 11 forældre viser og belærer om barmhjertighed, vil det gå igen i den næste generations liv og handlinger. Jeg taler til fædre og mødre overalt med en bøn om at undlade hårdhed, kontrollere vores vrede, sænke vores stemme og at handle med barmhjertighed, kærlighed og respekt for hinanden i vores hjem.23 Det blev sagt fordum, at »et mildt svar afvender vrede« (Ordsp 15:1). Vi kommer sjældent i vanskeligheder, når vi taler mildt og stille. Det er kun, når vi hæver stemmen, at gnisterne flyver, og små tuer bliver til store, stridsomme bjerge … Stemmen fra himlen er en stille, sagte stemme; (se 1 Kong 19:11-12); på samme måde er den hjemlige freds stemme rolig og dæmpet.24 Selvfølgelig er der brug for disciplin i familien. Men grov disciplin eller brutal disciplin fører ikke til forbedring, men derimod til vrede og bitterhed. Den retter ikke op på noget, men forværrer blot problemet. Den er selvødelæggende.25 Der findes ingen irettesættelse i hele verden, der virker så godt som kærlighed. Den har sin egen magi.26 Lad os fortsætte med at styrke familien. Lad ægtemænd og hustruer fremme en absolut loyalitet over for hinanden. Lad os ikke tage hinanden for givet, men lad os hele tiden arbejde på at fremme kærligheden til og respekten for hinanden.27 O Gud, vor evige Fader, velsign forældrene til at undervise dem, der er så værdifulde, de børn, der er kommet fra dig, med kærlighed og tålmodighed og opmuntring, så de sammen kan blive bevaret og vejledt til det gode og i deres opvækst bringe velsignelser til den verden, som de vil være en del af.28

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley belærte om, at familien »omfatter det helligste af alle forhold« (afsnit 1). Hvordan kan denne sandhed påvirke vores forhold til vores familie? Hvordan kan det påvirke den måde, vi prioriterer vores tid og vore aktiviteter på? • Hvorfor bør forældre »vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn efter evangeliske principper«? (Se afsnit 2).

169 Kapitel 11

Hvordan har evangelisk undervisning i jeres hjem velsignet jeres familie? Hvordan kan forældre blive bedre til at hjælpe deres børn til at efterleve evangeliet? • Gennemgå præsident Hinckleys lærdomme om velsignelserne ved familiebøn (se afsnit 3). Hvorfor tror I, at familiebøn giver velsignelser? Hvilke velsignelser har I oplevet ved at have regelmæssig familiebøn? Hvad mister vi, hvis vi forsømmer familiebøn? • Hvad kan vi lære af Gordon B. Hinckleys oplevelse med familieaften som dreng? (Se afsnit 4). Hvilke velsignelser har I fået i jeres familie ved at afholde familieaften? • Gennemgå præsident Hinckleys historie om tretornet (se afsnit 5). Hvordan kan I bruge denne historie? • Hvordan kan præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 6 hjælpe forældre til et barn, der er kommet på afveje? Hvordan kan for- ældre og andre række ud i kærlighed? • Hvorfor er det vigtigt for forældre at disciplinere deres børn med kærlighed i stedet for vrede? Hvad kan forældre gøre for at disciplinere med kærlighed? Hvordan kan man i familien nære en kærlighed og respekt for hinanden? (Se afsnit 7). Skriftstedshenvisninger 5 Mos 11:19; En 1:1-5; Mosi 4:14-15; Alma 56:45-48; 3 Ne 18:21; se også »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129. Til underviseren »Man kan synes, at man mangler forståelse af et bestemt princip, som man forbereder sig på at undervise i. Men når man studerer det under bøn, bestræber sig på at efterleve det, forbereder sig på at undervise i det og så fortæller andre om det, vil ens eget vidnesbyrd styrkes og blive større« (se Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 19).

170 Kapitel 11

Noter 1. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 14. I Conference Report, okt. 1965, s. 51. The Biography of Gordon B. Hinckley, 15. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 212. 1996, s. 333. 16. Se »Fire enkle ting, som kan hjælpe 2. M. Russell Ballard, i »Today’s Family: vore familier og vore lande«, Stjernen, Proclamation Still a Clarion Call«, lds. juni 1996, s. 6. org/prophets-and-apostles/unto-all-the- world/proclamation-on-family-is-still-a- 17. »Stor bliver børnenes fred«, Liahona, clarion-call; hentet 12. maj 2015. jan. 2001, s. 67. 3. »Stå fast mod verdens list«, Stjernen, 18. »Disse, vore små«, Liahona, dec. 2007, jan. 1996, s. 101. s. 6. 4. Se »Sandhedens søjler«, Liahona, maj 19. »Inspirational Thoughts«, Ensign, aug. 2002, s. 5. 1997, s. 4. 5. Teachings of Gordon B. Hinckley, 20. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 54. 1997, s. 208. 21. »Fire enkle ting, som kan hjælpe vore 6. Discourses of President Gordon B. familier og vore lande«, s. 9. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, 22. Se »Tilskynd barnet til at følge den vej, s. 387. det skal gå«, Stjernen, jan. 1994, s. 57. 7. Brev fra Det Første Præsidentskab, 23. »Salige er de barmhjertige«, Stjernen, 11. feb. 1999, i »Brev fra Det Første juli 1990, s. 62. Præsidentskab«, Liahona, dec. 1999, s. 1. 24. »Dersom Herren ikke bygger huset«, 8. »Sandhedens søjler«, s. 6. Den danske Stjerne, okt. 1971, s. 315. 9. »To Single Adults«, Ensign, juni 1989, 25. »Se jeres små«, s. 5. s. 74. 26. »Atmosfæren i vore hjem«, Stjernen, 10. »Stå fast mod verdens list«, s. 99. nov. 1985, s. 4. 11. »Se jeres små«, Liahona, mar. 2001, s. 7. 27. »Tak Herren for hans velsignelser«, 12. Se Basis for lykke i hjemmet, pjece, Liahona, juli 1999, s. 105. 1984, s. 10-11. 28. »Tilskynd barnet til at følge den vej, 13. Discourses of President Gordon B. det skal gå«, s. 57. Hinckley, Volume 2, s. 402.

171 Nefis eksempel på lydighed inspirerede den unge Gordon B. Hinckley.

172 KAPITEL 12

Lydighed: Efterlev bare evangeliet

»Evangeliets veje er enkle … Ydmyg jer og vandr i lydighed.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Da Gordon B. Hinckley var omkring 14 år gammel, havde han en oplevelse i Tabernaklet i Salt Lake, der fik ham til at træffe en vigtig beslutning. Han mindedes senere: »[ Jeg] hørte præsident Heber J. Grant fortælle om de erfaringer, han havde gjort sig, da han læste Mormons Bog som dreng. Han talte om Nefi og den store indflydelse, som Nefi havde haft på hans liv. Og så citerede han med en stemme så fuld af overbevisning, at jeg aldrig vil glemme det, disse storslåede ord fra Nefi: ›Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem‹ (1 Ne 3:7). Jeg traf da i mit unge hjerte en beslutning om at bestræbe mig på at gøre det, som Herren havde befalet.« 1 Gordon B. Hinckley havde altid den beslutning i sit hjerte. År senere, da han var Kirkens præsident, ledte hans lærdomme tilbage til det budskab, han havde hørt som ung mand. Da han talte til en gruppe sidste dages hellige ved en regionalkonference, sagde han: »Jeg er blevet interviewet af mange journalister. Den ene ting, som de siger, er: ›Hvad skal være dit tema, mens du er præsident?‹ Jeg siger ganske enkelt: ›Det samme tema, som jeg har hørt gentaget i denne kirke af Kirkens præsidenter og apostle så langt tilbage, som jeg kan huske: Bare efterlev evangeliet, så vil enhver, der gør det, i sit hjerte modtage en overbevisning om den sandhed, som han efterlever.‹« 2

173 Kapitel 12

Ved præsident Hinckleys første generalkonference som Kirkens præsident opfordrede han alle til at prøve at efterleve evangeliet lidt bedre: »Nu, mine brødre og søstre, er tiden kommet for os til at stå lidt mere ranke, til at løfte vores blik og udvide vores forstand i en større forståelse af den storslåede, tusindårige mission for denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er tiden til at være stærk. Det er en tid til at bevæge sig fremad uden tøven og med fuldt kendskab til omfanget og betydningen af vores mission. Det er tid til at gøre det, der er ret, uanset følgerne. Det er en tid, hvor vi bør overholde befalingerne. Det er en tid til at række ud med venlighed og kærlighed til dem, der er i en ulykkelig situation, og til dem, der vandrer i mørke og smerte. Det er en tid til at være hensynsfulde og gode, anstændige og høflige over for hinanden i alle forhold. Med andre ord – til at blive mere kristuslignende.« 3 Præsident Hinckley fortsatte med at lægge vægt på dette budskab. Ti år senere gentog han disse ord ved generalkonferencen og fulgte op ved at sige: »I må bedømme, hvor langt vi er kommet med at opfylde den invitation, der lød for 10 år siden.« 4

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vi er et pagtsfolk, og der følger store forpligtelser med den pagt. Vi er et pagtsfolk, og det er et meget alvorligt anliggende. Da dette værk blev genoprettet, og Herren fremsatte formålene med denne genoprettelse, sagde han, at en grund til genoprettelsen var, at hans evigtvarende pagt skulle gengives. Denne pagt … blev ind- gået mellem Abraham og Jahve, da den mægtige Jahve aflagde et stort og højtideligt løfte til Abraham. Han sagde, at hans efterkommere ville blive som sandet på havets bred, at alle nationer skulle velsignes gennem ham. Han indgik denne pagt med ham om, at han ville være deres Gud, og de skulle være hans folk … Der blev da oprettet et forhold, der fik evige konsekvenser for det evige liv hos alle, der tog del i det. Det, der ligger i dette, er storslået: Hvis

174 Kapitel 12

»Hver gang vi tager nadveren … påtager [vi] os Jesu Kristi navn og forpligter os til at holde hans bud.« vi handler, som Guds børn bør handle, vil han være vores Gud og velsigne os, elske os, lede os og hjælpe os. I denne uddeling er denne evigtvarende pagt blevet bekræftet igen. Vi har i virkeligheden indgået denne pagt, da vi blev døbt. Vi blev så at sige en del af hans guddommelige familie. Alle Guds børn er en del af hans familie, men der er på en speciel og vidunderlig måde et særligt forhold mellem Gud og hans pagtsbørn. Og når vi bliver medlem af Kirken … bliver vi en del af et pagtsfolk; og hver gang vi tager nadveren, så ihukommer vi ikke kun Guds Søns offer, han som gav sit liv for hver af os, men der er det ekstra element, at vi påtager os Jesu Kristi navn og forpligter os til at holde hans bud, og over for os forpligter han sig til, at han vil velsigne os med sin Helligånd. Vi er et pagtsfolk, og der følger store forpligtelser med den pagt. Vi kan ikke være almindelige mennesker. Vi bør hæve os over mæng- den. Vi bør stræbe lidt højere. Vi må være lidt bedre, lidt venligere, lidt mere gavmilde, lidt høfligere, lidt mere betænksomme og række mere ud til andre.5

175 Kapitel 12

Vi er et folk, der har indgået en højtidelig pagt og påtaget os Her- ren Jesu Kristi navn. Lad os stræbe lidt mere efter at holde buddene, at leve, som Herren har bedt os om at leve.6

2 Herren forventer, at vi efterlever evangeliet i enhver henseende. Vi lever i en tidsalder, hvor kompromis eller eftergivenhed hersker. I de situationer, vi dagligt konfronteres med, ved vi, hvad der er rigtigt, men under pres fra vore jævnaldrende og forførende stemmer fra dem, som vil overtale os, overgiver vi os. Vi går på kompromis. Vi slår os til tåls. Vi giver efter, og vi skammer os over os selv … Vi bliver nødt til at udvikle styrke til at følge vores overbevisning.7 Evangeliets veje er enkle. Nogle af kravene kan for jer synes at være elementære og unødvendige. Forsmå dem ikke. Ydmyg jer og vandr i lydighed. Jeg lover jer, at resultaterne vil være vidunderlige og tilfredsstillende.8 Min inderlige bøn er, at vi alle prøver at leve lidt mere op til den guddommelighed, der er i os. Vi kan gøre det bedre, end det vi gør nu. Vi kan blive bedre, end vi er nu. Hvis vi altid ville holde os vores guddommelighed for øje og huske, at Gud er vores Fader, og at alle mennesker er søskende, ville vi være lidt mere tolerante, lidt venligere og række lidt mere ud for at løfte og hjælpe dem omkring os. Vi ville være mindre tilbøjelige til at nedværdige os til de ting, som tydeligt er upassende for os.9 Den religion, som I er en del af, gælder syv dage om ugen, og ikke bare om søndagen … Den er der hele tiden – fireogtyve timer om dagen, syv dage om ugen, 365 dage om året.10 Herren forventer, at vi holder vores liv i orden, at vi efterlever evangeliet i enhver henseende.11

3 Gud vil udøse velsignelser over dem, som vandrer i lydighed mod hans befalinger. Herren gav profeten Elias besked på at gå hen og skjule sig ved bækken Kerit, hvor han skulle drikke af bækken og få mad af rav- nene. Skriften fremkommer med en enkel og pragtfuld udtalelse

176 Kapitel 12 om profeten Elias: »Så gik han, og han gjorde, som Herren havde befalet« (1 Kong 17:5). Ingen protester. Ingen undskyldninger. Ingen udflugter. Profeten Elias gik ganske enkelt hen og »gjorde, som Herren havde befalet«. Og derved undgik han de frygtelige ulykker, som ramte dem, der spottede, protesterede og tvivlede.12 Hele historien i Mormons Bog er en beretning om et folk, der, når de var retskafne, når de tilbad Jesus Kristus, havde fremgang i landet og blev rigt og overmåde velsignet af Herren; og når de syn- dede og var på afveje og glemte deres Gud, så oplevede de ulykke, krig og problemer. Jeres sikkerhed, jeres fred, jeres fremgang ligger i lydighed mod den Almægtiges bud.13 »Hold bestandigt mine befalinger, så skal du modtage en krone af retfærdighed« (L&P 25:15). Dette var Herrens løfte til Emma Hale Smith. Det er Herrens løfte til enhver af jer. Lykken ligger i at holde buddene. For en sidste dages hellig … er der kun elendighed i overtrædelse af disse bud. Og hver, som overholder dem, har løftet om en krone … af retfærdighed og evig sandhed.14 Ægte frihed ligger i lydighed mod Guds råd. I fordums tid blev der sagt, at »budet er lampe og belæringen lys« (Ordsp 6:23). Evangeliet er ikke en undertrykkende filosofi, som så mange anser det for at være. Det er en plan for frihed, der disciplinerer vore lidenskaber og leder vores opførsel. Dets frugter er søde, og dets belønninger er rigelige … »Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!« (Gal 5:1). »Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed« (2 Kor 3:17).15 Vores tryghed ligger i omvendelse. Vores styrke kommer af lydighed over for Guds befalinger. Lad os stå fast imod det onde, både hjemme og ude. Lad os leve værdigt til at modtage himlens velsignelser, ændre vores liv om nødvendigt, og se hen til ham, alles Fader.16 Vi har intet at frygte. Gud står ved roret. Han vil gribe ind til fordel for dette værk. Han vil udøse velsignelser over dem, som vandrer i lydighed mod hans befalinger. Sådan har hans løfte lydt. På hans evne til at holde det løfte, kan ingen af os tvivle.17

177 Kapitel 12

4 Kirkens ledere viser vejen og opfordrer medlemmerne til at efterleve evangeliet. Nogle siger: »Kirken skal ikke bestemme, hvad jeg skal mene om dette eller hint, eller hvordan jeg skal leve mit liv.« Nej, svarer jeg, Kirken skal ikke bestemme, hvordan nogen skal tænke eller gøre. Kirken udstikker kursen og opfordrer alle medlemmer til at efterleve evangeliet og nyde de velsignelser, som følger af en sådan levevis. Kirken bestemmer ikke over nogen, men den giver gode råd, den forsøger at overbevise, den opfordrer indtrængende, og den forventer loyalitet af dem, som hævder at være medlemmer af den. Da jeg læste på universitetet, sagde jeg engang til min far, at jeg følte, at generalautoriteterne havde overskredet deres kompetence, da de havde anbefalet noget bestemt. Han var en meget klog og god mand. Han sagde: »Kirkens præsident har undervist os, og jeg opretholder ham som profet, seer og åbenbarer, og jeg agter at følge hans råd.« Jeg har … virket i nogle af Kirkens øverste råd … Jeg vil gerne vidne for jer om, at skønt jeg har siddet til bogstaveligt talt tusindvis af møder, hvor Kirkens retningslinjer og programmer er blevet drøftet, har jeg aldrig været til ét, hvor vi ikke søgte Herrens vejledning, eller hvor nogen tilstedeværende nærede ønske om at fremføre noget, som ville forulempe eller tvinge nogen.18 Jeg siger på vegne af hver eneste, at [vi, der sidder i Kirkens ledende råd] ikke søger personlige mål. Vi søger kun at opnå Her- rens mål. Der er personer, som kritiserer, når vi kommer med en udtalelse, et råd eller en advarsel. Forstå, at vore anmodninger ikke er motiverede af egoistiske ønsker. Forstå, at vore advarsler ikke er ubegrundede. Forstå, at afgørelse om at udtale sig om forskellige emner ikke nås uden overvejelse, drøftelse og bøn. Forstå, at vores eneste ambition er at hjælpe jer hver især med jeres problemer, jeres vanskeligheder, jeres familie og jeres tilværelse … Der er intet ønske om at undervise i andet end det, som Herren ønsker …

178 Kapitel 12

Vores ansvar er beskrevet af Ezekiel: »Menneske, jeg stiller dig som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig« (Ez 3:17). Vi har ingen egoistiske ønsker i noget af dette, bortset fra vores ønske om, at vore brødre og søstre må være lykkelige, at fred og kærlighed må herske i deres hjem, og at de vil blive velsignede med den Almægtiges magt i deres forskellige retfærdige gøremål.19 Gud giver ustandseligt, på sin egen måde, udtryk for sin vilje, hvad angår hans folk. Jeg vil hermed bære vidnesbyrd for jer om, at denne kirkes ledere aldrig beder jer om noget, som I ikke kan udføre med Guds hjælp. Det kan godt være, at vi føler os utilstrækkelige, eller at det, vi bliver bedt om, ikke falder i vores smag eller er, som vi havde tænkt os det. Men hvis vi vil prøve med troens hjælp, og hvis vi beder og er beslutsomme, så kan vi udføre det. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at de sidste dages helliges lykke, de sidste dages helliges fred, de sidste dages helliges fremgang, de sidste dages helliges velstand og dette folks evige frelse og ophøjelse afhænger af at vandre i lydighed mod rådene fra Guds præstedømme.20

5 Små beslutninger kan føre til store resultater. Jeg kan beskrive et princip … som, hvis det overholdes, i høj grad vil øge chancen for, at vore beslutninger vil være rigtige, og i sidste ende, at vores fremgang og lykke i livet vil blive umådeligt forøget. Dette store princip er bevar troen … Jeg kan ikke i detaljer fortælle jer, hvordan I skal træffe alle beslutninger. Men jeg kan love jer, at hvis I træffer jeres beslutninger ifølge evangeliets standarder og Kirkens lærdomme, og hvis I vil bevare troen, vil jeres liv bære virkelig gode frugter, og I vil komme til at kende meget til lykke og mange resultater.21 For mange år siden arbejdede jeg for jernbanen … Det var dengang, hvor næsten alle kørte med passagertog. En morgen fik jeg en opringning fra min kollega i Newark i New Jersey. Han sagde: »Tog nummer det og det er ankommet, men der er ingen bagagevogn

179 Kapitel 12

Præsident Hinckley sammenlignede vore beslutninger med hængslerne på en låge ind til en gård. med. Et eller andet sted har 300 passagerer mistet deres bagage, og de er vrede.« Jeg gik straks i gang med at finde ud af, hvor den kunne være havnet. Jeg fandt ud af, at vognen var lastet korrekt og koblet på toget i Oakland i Californien. Den var overgået til vores selskab i Salt Lake City [og var til sidst ankommet] til St. Louis. Der overgik den til et andet jernbaneselskab, som skulle føre den til Newark i New Jersey. Men en skødesløs sporskifter på St. Louis’ banegård flyttede et lille stykke stål blot 7,5 cm, et sporskifte, og løftede derpå en stang for at koble vognen af. Vi fandt ud af, at den bagagevogn, som skulle have været i Newark i New Jersey, faktisk befandt sig i New Orleans i Louisiana – 2.400 km fra sit mål. En flytning af et sporskifte på kun 7,5 cm på banegården i St. Louis af en skødesløs medarbejder havde sendt vognen ud på det forkerte spor, og afstanden til dens egentlige mål voksede dramatisk. Sådan er det også med vores liv. I stedet for at følge en støt kurs trækkes vi i en anden retning af en fejlagtig ide. Bevægelsen bort fra vores oprindelige mål kan være minimal, men hvis vi fortsætter, kan denne lille bevægelse blive til et stort svælg, og vi befinder os langt fra det sted, som vi havde til

180 Kapitel 12 hensigt at tage til … Det er de små ting, som livet drejer sig omkring, der har stor betydning for vores tilværelse.22 Jeg kom engang hen til en stor låge ind til en gård. Jeg løftede låsen og åbnede lågen. Hængslerne bevægede sig så lidt, at man knap kunne se det. Men den anden enden af lågen åbnede sig i en stor bue med en radius på fem meter. Hvis man kun så på hængs- lernes bevægelse, ville man ikke drømme om den store bevægelse, der skete på grund af den lille bevægelse. Sådan er det også med beslutninger i vores liv. Nogle små tanker, nogle små ord og nogle små handlinger kan have enorme konsekvenser.23

6 Ved at efterleve evangeliet styrker vi Kirken og hjælper Guds værk til at vokse over hele jorden. I kan gøre [Kirken] stærkere ved jeres måde at leve på. Lad evangeliet være jeres sværd og jeres skjold … Fremtiden bliver storslået, når den Almægtige ruller sit glorvær- dige værk ud og velsigner alle, som vil acceptere og efterleve hans evangelium.24 Jeg ser en vidunderlig fremtid i en meget usikker verden. Hvis vi vil holde fast ved vore værdier, hvis vi vil bygge på vores arv, hvis vi vil vandre i lydighed mod Herren, hvis vi ganske enkelt efterlever evangeliet, vil vi blive velsignede på en storslået og vidunderlig måde. Vi vil blive anset for at være et ejendomsfolk, som har fundet nøglen til en særlig form for lykke.25 Lad hver mand og kvinde og barn beslutte sig for at gøre Herrens værk bedre og stærkere og større end det nogensinde før har været. Det er kvaliteten af vores liv, der gør forskellen. Det er vores beslutning om at efterleve Jesu Kristi evangelium, der gør forskellen. Det er en personlig sag. Hvis vi alle beder, er Kirken så meget stærkere. Og sådan er det med ethvert evangelisk princip. Lad os være en del af dette store værk, der går fremad, og som vokser på hele jorden. Vi kan ikke stå stille; vi bliver nødt til at gå fremad. Det er absolut nødvendigt, at vi gør det. Den personlige overbevisning, der findes

181 Kapitel 12

i hjertet hos hver eneste af os, er Kirkens virkelige styrke. Uden den har vi meget lidt af noget som helst; med den har vi alt.26 Jeg opfordrer jer hver især, uanset hvor I som medlemmer af denne kirke er, til at rejse jer og med en sang i hjertet gå fremad, efterlev evangeliet, elsk Herren og opbyg riget. Sammen vil vi holde kursen og bevare troen, for den Almægtige er vores styrke.27

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor er det således, at vi som Herrens pagtsfolk »ikke [kan] være almindelige mennesker«? (Se afsnit 1). Hvordan har de pagter, som I har indgået med Gud, påvirket jeres daglige liv? • Præsident Hinckley underviste om, at »vi bliver nødt til at udvikle styrke til at følge vores overbevisning« (afsnit 2). Hvordan går vi nogle gange på kompromis med vore overbevisninger? Hvordan kan vi styrke os selv til at modstå fristelse? • Hvordan kan vi anvende den beretning, som præsident Hinckley fortæller om profeten Elias? (Se afsnit 3). Hvordan ville I svare en, der synes, at buddene er for begrænsende? Hvordan har I set, at det at adlyde buddene bringer frihed, sikkerhed og fred? • Gennemgå præsident Hinckleys forklaring på, hvordan Kirkens ledere kommer med råd og advarsler (se afsnit 4). Hvordan er I blevet velsignet ved følge Kirkens lederes råd? • Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys beretning om den mistede bagagevogn? (Se afsnit 5). Hvorfor gør små beslutninger eller handlinger sådan en stor forskel i vores liv? Hvilken lille beslutning har gjort en stor forskel i jeres liv? Hvordan kan vi bedre få øje på små afvigelser, der kan lede os væk fra Guds sti? • Hvordan kan efterlevelse af evangeliet hjælpe os til at klare al usikkerheden i verden? (Se afsnit 6). Hvordan kan efterlevelse af evangeliet forenkle vores liv? Overvej, hvordan I mere aktivt kan styrke Kirken og hjælpe Guds værk til at vokse over hele jorden? Skriftstedshenvisninger 5 Mos 4:39-40; Hebr 5:8-9; L&P 64:33-34; 93:26-28; 98:22; Abr 3:24-26; TA 1:3

182 Kapitel 12

Studiehjælp »At læse, studere og overveje er ikke en og samme ting. Vi læser nogle ord, og vi får måske nogle ideer. Vi studerer, og vi afdækker måske temaer og sammenhænge i skriften. Men når vi overvejer, indbyder vi til åbenbaring gennem Ånden. For mig er overvejelse tankeprocessen og bønnerne, efter at jeg har læst og studeret skriften nøje« (se Henry B. Eyring, »Tjen med Ånden«, Liahona, nov. 2010, s. 60). Noter 1. »Hvis I er villige og lydige«, Stjernen, 14. »Hvis du er trofast«, Stjernen, rapport juni 1995, s. 3-4. fra den 154. halvårlige generalkonfe- 2. Teachings of Gordon B. Hinckley, rence, s. 73. 1997, s. 404. 15. I Conference Report, apr. 1965, s. 78. 3. »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, 16. »De tider, vi lever i«, Liahona, jan. juli 1995, s. 72. 2002, s. 86. 4. »Indledende bemærkninger«, Liahona, 17. »Dette er Mesterens værk«, s. 72. maj 2005, s. 4. 18. »Loyalitet«, Liahona, maj 2003, s. 60. 5. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 19. Se »Kirken er på rette kurs«, Stjernen, 148-149. jan. 1993, s. 57. 6. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 146. 20. Se »Den, der er villig og lydig«, Den 7. Se »Byg dit tabernakel«, Stjernen, jan. danske Stjerne, nov. 1972, s. 455. 1993, s. 49. 21. »Keep the Faith«, Ensign, sep. 1985, 8. »Alt at vinde – intet at tabe«, Den s. 3, 6. danske Stjerne, apr. 1977, s. 49. 22. »En profets råd og bøn for ungdommen«, 9. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. Liahona, apr. 2001, s. 34-35. 160-161. 23. »Keep the Faith«, s. 3. 10. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 404. 24. »Hold kursen – bevar troen«, Stjernen, 11. Discourses of President Gordon B. jan. 1996, s. 72. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, 25. »Se mod fremtiden«, Stjernen, jan. s. 412. 1998, s. 71. 12. Se »Hvis I er villige og lydige«, s. 4. 26. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 13. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 138-139. 406-407. 27. »Hold kursen – bevar troen«, s. 72.

183 »Der findes ingen erstatning for produktivt arbejde. Det er processen, hvorved drømme bliver til virkelighed.«

184 KAPITEL 13

Fred og tilfredshed gennem timelig selvhjulpenhed

»Vi lærer vore medlemmer at være selvforsynende. Vi skal kunne sørge for os selv og klare vore egne behov.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Som barn lærte Gordon B. Hinckley selvhjulpenhedens principper, når han arbejdede sammen med sine forældre og søskende. Han mindedes senere: »Vi boede i noget, jeg opfattede som et stort hus … Der var en stor græsplane med mange træer, som tabte millioner af blade, og der var altid en usandsynlig masse arbejde, som hele tiden skulle gøres … Vi [havde] en kakkelovn i køkkenet og en kakkelovn i spisestuen. Et fyr blev senere installeret, og hvor var det en vidunderlig tingest. Men det havde en umættelig appetit efter kul, og der var ingen automatisk fyringsmekanisme. Kullene måtte skovles ind i fyret og omhyggeligt dynges op hver aften. Jeg lærte en stor lektie af dette uhyre af et fyr: Hvis man vil holde sig varm, må man arbejde med skovlen. Min far havde en ide om, at hans drenge burde lære at arbejde både om sommeren og om vinteren, så han købte en gård på to hektar, som efterhånden blev udvidet til over tolv hektar. Vi boede der om sommeren og vendte tilbage til byen, når skolen begyndte. Vi havde en stor frugthave, og træerne skulle beskæres hvert forår. Far tog os med til beskæringsdemonstrationer, der var arran- geret af eksperter fra landbohøjskolen. Vi lærte en stor sandhed – at man med stor sikkerhed kan afgøre, hvilken slags frugt man vil plukke i september ud fra den måde, hvorpå man beskærer træerne i februar.« 1

185 Kapitel 13

Med disse sandheder som sin personlige grundvold underviste præsident Hinckley ofte ved hjælp af praktiske ting om at efterleve evangeliet. Han vidnede om de velsignelser, der kommer af hårdt arbejde, og han tilskyndede de sidste dages hellige til ikke at leve over evne og at forberede sig til katastrofer, der kunne indtræffe i fremtiden. Udover at undervise i disse principper kom præsident Hinckley også med forslag til, hvordan de hellige kunne følge dem. For eksempel introducerede han i april 2001 den selvsupplerende uddannelsesfond, som han sagde, var inspireret af Herren.2 Gennem dette program kunne folk donere til en fond, der ville yde kortvarige lån for at hjælpe kirkemedlemmer, der kvalificerede sig, hovedsageligt hjemvendte missionærer, til at få en uddannelse af en art, der kunne føre til et meningsfuldt arbejde. Når folk tilbagebetalte deres lån, ville pengene gå ind i fonden for at hjælpe fremtidige deltagere. Den selvsupplerende uddannelsesfond har hjulpet titusindvis af mennesker til at blive selvhjulpne. Den giver, som præsident Hinck ley engang sagde, »håbets klare lys«.3

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Når vi udviser retskaffenhed i vores arbejde, bliver vores liv velsignet for evigt. Jeg tror på arbejdets evangelium. Der findes ingen erstatning for produktivt arbejde. Det er processen, hvorved drømme bliver til virkelighed. Det er processen, hvorved tilfældige visioner bliver til dynamiske præstationer.4 Lidt leg og lidt driveri er godt. Men det er arbejde, der gør forskellen i en mands eller kvindes liv … Det er arbejde, der giver os mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Vi kan ikke bestride behovet for at arbejde med dygtige hænder eller uddannede sind, hvis vi skal udvikle os og få succes enkeltvis eller samlet.5 Jeg har opdaget, at livet ikke består af en række af heroiske handlinger. Livet er, når det er bedst, et spørgsmål om vedvarende godhed og anstændighed og at gøre det, der er brug for, når der er brug for det, uden fanfarer. Jeg har lagt mærke til, at det ikke er genierne, der gør forskellen i verden. Jeg har lagt mærke til, at

186 Kapitel 13

»Børn har brug for at arbejde sammen med deres forældre … De vil lære, at arbejde er prisen for renlighed, fremgang og velstand.« arbejdet i verden i høj grad bliver udført af mænd og kvinder med almindelige talenter, der arbejder på en ekstraordinær måde.6 Børn har brug for at arbejde sammen med deres forældre – at vaske op sammen med dem, vaske gulve sammen med dem, slå græsplæne, beskære træer og buske, male og reparere og gøre rent og lave hundredvis af andre ting, hvor de vil lære, at arbejde er prisen for renlighed, fremgang og velstand.7 Det geniale i denne kirke er arbejde. Alle arbejder. Man kan ikke udvikle sig, medmindre man arbejder. Tro og vidnesbyrd om sandheden er ligesom musklen i min arm. Hvis man træner den, bliver

187 Kapitel 13

den stærk. Hvis man kommer den i en slynge, bliver den svag og slap. Vi sætter folk i arbejde. Vi forventer store ting af dem, og det utrolige og vidunderlige er, at de klarer det. De producerer.8 Der sker ikke noget i denne kirke, medmindre man arbejder. Det er ligesom en trillebør. Den bevæger sig ikke, før man tager fat i de to håndtag og skubber den. Hårdt arbejde fører Herrens værk fremad, og hvis man har lært at arbejde ærligt, vil det velsigne ens liv for evigt. Jeg mener det af hele mit hjerte. Det vil velsigne jeres liv for evigt.9

2 Vi har et ansvar for at hjælpe andre til at løfte sig selv op og blive selvhjulpne. Der er et gammelt ordsprog, som siger, at hvis man giver en mand en fisk, så har han mad til en dag. Men hvis man lærer ham at fiske, så kan han spise resten af sit liv … Må Herren velsigne os med indsigt og forståelse til at udføre dette, så det ikke alene hjælper vore medlemmer åndeligt, men også timeligt. Der påhviler os en meget alvorlig forpligtelse. Præsident Joseph F. Smith sagde … at en religion, som ikke hjælper en mand i dette liv, højst sandsynligt ikke gør meget for ham i livet herefter (se »The Truth about Mormonism«, tidsskriftet Out West, sep. 1905, s. 242). Hvor der findes omfattende fattigdom blandt vore medlemmer, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem med at løfte sig selv op, så de kan etablere et liv, som bygger på uafhængighed, og som kan opnås ved uddannelse. Uddannelse er nøglen til muligheder … Det er vores højtidelige forpligtelse … : »Bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ« (L&P 81:5). Vi må hjælpe dem til at kunne klare sig selv og få succes. Jeg tror ikke, at Herren ønsker at se sit folk dømt til at leve i fattigdom. Jeg tror, at han vil lade de trofaste nyde jordens goder. Han ønsker, at vi skal gøre dette for at hjælpe dem.10 Vi mener, at den enkelte skal gøre alt, hvad han kan, for at klare sig selv. Når han har opbrugt sine midler, bør han bede sin familie om hjælp. Når familien ikke kan gøre mere, træder Kirken til. Og når Kirken træder til, er det vores hensigt først og fremmest at klare vedkommendes øjeblikkelige behov og siden at hjælpe så længe, som

188 Kapitel 13 det er nødvendigt, men samtidigt hjælper vi ham med at uddanne sig, finde nyt arbejde og komme på fode igen. Det er hele formålet med dette storslåede velfærdsprogram.11 De, der har deltaget som modtagere i dette program, er blevet skånet for »lediggangens forbandelse og understøttelsens onder«. Deres værdighed og selvrespekt er blevet bevaret. Og de myriader at mænd og kvinder, der ikke har været direkte modtagere, men som har taget del i at dyrke og behandle mad og utallige lignende foretagender, vidner om den glæde, der findes i uselvisk at tjene andre. Ingen, der er vidne til dette program med alt det, det indebærer, og med dets enorme resultater, kan med nogen god grund tvivle på åbenbarelsens ånd, der tilvejebragte det, og som har øget dets praktiske kraft til noget godt.12 Vi vil fortsætte. Der er altid et behov. Sult og nød og katastrofer har vi altid hos os. Og der er altid mennesker, som er blevet grebet af evangeliets lys, og som er villige til at tjene og arbejde og opløfte jordens nødlidende. I en tilsvarende hensigt har vi stiftet den selvsupplerende uddannelsesfond. Den er blevet til noget takket være jeres gavmilde bidrag … Der ydes lån til værdige unge mænd og kvinder til uddannelse. Hvis ikke, ville de være fanget i den stagnerende fattigdom, som deres forældre og forfædre har kendt i generationer … Herrens Ånd vejleder dette værk. Denne velfærdsindsats er timelig og kommer til udtryk i form af ris og bønner, tæpper og telte, tøj og medicin, beskæftigelse og uddannelse rettet mod bedre beskæf- tigelse. Men dette såkaldte verdslige arbejde er blot et ydre udtryk for en indre ånd – Herrens Ånd, ham om hvem det siges, at han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).13

3 Profeter har opfordret os til at forberede os åndeligt og timeligt på kommende katastrofer. Vi lærer vore medlemmer at være selvforsynende. Vi skal kunne sørge for os selv og klare vore egne behov. Og vi opfordrer vore medlemmer til at have noget på lager, at planlægge fremadrettet, at have … et forråd af mad, og at spare op til dårligere tider, hvis det

189 Kapitel 13

er muligt. Katastrofer rammer folk, når de mindst venter det, det være sig arbejdsløshed, sygdom og den slags.14 Denne gamle verden [er] ikke fremmed over for ulykker og katastrofer. De af os, som har læst og tror på skrifterne, er bekendt med profeternes advarsler om katastrofer, der er indtruffet, og som stadig vil indtræffe. … Hvor ærefrygtindgydende er ikke åbenbaringens ord i Lære og Pagter afsnit 88 angående de katastrofer, der skulle ramme efter ældsternes vidnesbyrd. Herren siger: »For efter jeres vidnesbyrd kommer vidnesbyrdet fra jordskælvene, der skal fremkalde stønnen i hendes midte, og menneskene skal falde til jorden og skal ikke være i stand til at stå oprejst. Og ligeledes kommer vidnesbyrdet fra tordenens røst og lynets røst og uvejrets røst og røsten fra havets bølger, der skyller over sine bredder. Og alt skal være i bevægelse; og hjertet skal visselig synke i livet på menneskene; for der skal komme frygt over alle mennesker« (L&P 88:89-91) … Ligesom der har været katastrofer før i tiden, forventer vi flere i fremtiden. Hvad gør vi? Nogen har sagt, at det ikke regnede, da Noa byggede arken. Men han byggede den, og regnen kom. Herren har sagt: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte« (L&P 38:30). Den primære forberedelse er også beskrevet i Lære og Pagter, hvori der står: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte, førend Herrens dag kommer« (L&P 87:8) … Vi kan leve således, at vi kan påkalde os Herrens beskyttelse og vejledning. Dette er en førsteprioritet. Vi kan ikke forvente hans hjælp, hvis vi ikke er villige til at holde hans bud. I Kirken har vi beviser nok på straffedomme for ulydighed i både eksemplet med det jereditiske og det nefitiske folk. De gik begge fra storhed til fuldstændig ødelæggelse på grund af ugudelighed. Vi ved selvfølgelig, at det regner over retfærdige så vel som uret- færdige (se Matt 5:45). Men selvom de retfærdige dør, er de ikke fortabt, men frelses gennem Forløserens forsoning. Paulus skrev til

190 Kapitel 13 romerne: »For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren« (Rom 14:8) … Vores folk er… blevet rådet og opmuntret til at gøre sådanne forberedelser, som vil sikre overlevelse, hvis en katastrofe skulle indtræffe. Vi kan lægge vand samt grundlæggende fødevarer, medicin og varmt tøj til side. Vi bør også lægge lidt penge til side til dårlige tider.15 Vi har et velfærdsprogram, som visse steder har faciliteter til at oplagre sådanne ting som korn. Det er vigtigt, at vi har det. Men det bedste sted at have et lager af mad er i hjemmet. Og vi bør også lægge penge til side. Det bedste velfærdsprogram er vores eget velfærdsprogram. Fem eller seks bøtter hvede i hjemmet er bedre end en skæppe i velfærdstjenestens kornkammer … Vi kan begynde i det små. Vi kan begynde med fødevarer til en uge og så udbygge det til en måned og siden til tre måneder. Jeg taler her om fødevarer, som kan dække de grundlæggende behov. Som I alle ved, er dette ikke en ny opfordring. Men jeg er bange for, at mange føler, at det langtrækkende forråd ligger uden for deres formåen, så derfor gør de slet ikke noget. Begynd i det små … og arbejd lidt efter lidt frem mod et rimeligt mål. Læg regelmæssigt lidt penge til side, så vil I blive overraskede over, hvor hurtigt det løber op.16

4 Vi nyder uafhængighed og frihed, når vi undgår gæld, hvor det er muligt, og lægger penge til side til trange tider. Vi er igen og igen blevet rådet omkring uafhængighed, om gæld, om sparsommelighed. Alt for mange af vore medlemmer er dybt forgældede for noget, som ikke er helt nødvendigt … Jeg opfordrer jer som medlemmer af denne kirke til at komme ud af gæld, hvor det er muligt, og til at lægge lidt til side til en regnvejrsdag.17 Tiden er inde til at sætte vores hus i orden … Præsident J. Reuben Clark jun. sagde ved præstedømmemødet ved konferencen i 1938 … : »Er du først i gæld, er du ledsaget af renter hvert minut, dag og nat. Du kan ikke undgå dem eller løbe

191 Kapitel 13 fra dem. Du kan ikke fjerne dem. De giver hverken efter for lokken, krav eller ordrer. Og hver gang du står dem i vejen, krydser deres vej eller nægter at imødekomme deres krav, så vil de knuse dig« (Conference Report, apr. 1938, s. 103). Jeg erkender, at det selvfølgelig kan være nødvendigt at låne penge til at købe et hus for. Men lad os købe et hus, som vi har råd til og således mindske de ydelser, der uden nåde eller henstand konstant vil hænge over vores hoved … Siden Kirkens begyndelse har Herren talt om dette med at have gæld. Han sagde til Martin Harris gennem åbenbaring: »Betal den gæld, du har stiftet hos bogtrykkeren. Frigør dig for trældom« (L&P 19:35). Præsident Heber J. Grant talte gentagne gange om dette emne … Han sagde: »Hvis der er en enkelt ting, der vil bringe fred og tilfredshed ind i det menneskelige hjerte og ind i familien, er det at leve, så man ikke bruger mere, end man tjener. Og hvis der er nogen enkelt ting, der slider og skuffer og bringer hjertesorg, så er det at have gæld og forpligtelser, som man ikke kan leve op til« (Gospel Standards, saml. G. Homer Durham, s. 111). Vi bringer budskabet om uafhængighed ud til hele Kirken. Vi kan ikke opnå uafhængighed, hvis der hviler store gældsbyrder på husstanden. Man har hverken uafhængighed eller frihed fra trældom, når man er økonomisk forpligtet over for andre. I administrationen af Kirkens anliggender har vi forsøgt at være et eksempel. Vi har af princip strengt fulgt den kutyme at lægge en vis procentdel af Kirkens indtægter til side hvert år til dårlige tider. Jeg er taknemlig for at kunne sige, at Kirken i al dens virke, i alle dens foretagender, i alle dens afdelinger, er i stand til at fungere uden lånte penge. Hvis vi ikke kan klare os med, hvad vi har, vil vi beskære vore programmer. Vi vil mindske udgifterne, så de passer til indtægterne. Vi vil ikke låne … Hvilken vidunderlig følelse er det ikke at være fri for gæld, at have lidt penge på kistebunden til dårlige tider, hvor de kan findes frem, hvis det bliver nødvendigt …

192 Kapitel 13

Jeg anmoder jer indtrængende … om at se på jeres økonomiske situation. Jeg anmoder jer indtrængende om at være beskedne i jeres udgifter, at beherske jer, når I foretager køb, at undgå gæld, hvor det er muligt. Betal jeres gæld ud, så hurtigt I kan, og befri jer fra trældom. Dette er en del af det timelige evangelium, vi tror på. Måtte Herren velsigne jer … således at I kan sætte jeres hus i orden. Hvis I har betalt jeres gæld, hvis I har lagt noget til side, om det så blot er lidt, da kan uvejret brøle omkring jer, men I vil have et ly til jeres hustru og børn og fred i jeres hjerte.18

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley lærte os: »Der findes ingen erstatning for produktivt arbejde« (afsnit 1). Hvordan har arbejde været en velsignelse for jer? Hvad har I lært af hårdt arbejde? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at lære at arbejde? • Hvilket ansvar har vi over for dem, der har timelige behov? (Se afsnit 2). Hvordan kan vi hjælpe andre til at blive selvhjulpne? Hvordan er jeres liv blevet påvirket af tjeneste, som I har givet og modtaget? • Gennemgå de forberedelser, som præsident Hinckley rådede os til at træffe, så vi er forberedte på trange tider (se afsnit 3). Hvornår har I set vigtigheden af at forberede jer til trange tider? Hvilke små, trinvise ting kan vi gøre for at forberede os selv? • Gennemgå præsident Hinckleys råd om gæld og økonomi (se afsnit 4). Hvorfor er det vigtigt, at vi udviser disciplin i den måde, vi bruger penge på? Hvordan kan gæld påvirke os timeligt og åndeligt? Hvordan kan forældre lære deres børn at bruge deres penge klogt? Skriftstedshenvisninger 1 Thess 4:11-12; L&P 1:11-13; 78:13-14; 104:13-18; Moses 5:1 Til underviseren »Vær forsigtig med ikke at afslutte gode samtaler for hurtigt for at forsøge at nå alt det, som du har forberedt. Selv om det er vigtigt

193 Kapitel 13 at gennemgå alt materialet, er det vigtigere at hjælpe eleverne med at mærke Åndens påvirkning, afklare deres spørgsmål, øge deres forståelse af evangeliet og styrke deres beslutning om at holde befalingerne« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 64). Noter 1. Se »Nogle lektier jeg lærte som dreng«, 10. »Kirkens selvsupplerende uddannelses- Stjernen, juli 1993, s. 54. fond«, s. 62, 67. 2. Se »Kirkens selvsupplerende uddannel- 11. Se »Det er jo ikke sket i en afkrog«, sesfond«, Liahona, juli 2001, s. 61. Stjernen, jan. 1997, s. 52. 3. »Ræk ned for at løfte andre«, Liahona, 12. »President Harold B. Lee: An jan. 2002, s. 67. Appreciation«, Ensign, nov. 1972, s. 8; 4. »Jeg tror«, Stjernen, mar. 1993, s. 5. se også Heber J. Grant, i Conference Report, okt. 1936, s. 3. 5. Se »Jeg tror«, s. 5. 13. »For jeg var sulten, og I gav mig noget 6. One Bright Shining Hope: Messages at spise«, Liahona, maj 2004, s. 61. for Women from Gordon B. Hinckley, 2006, s. 24. 14. »Det er jo ikke sket i en afkrog«, s. 52. 7. Teachings of Gordon B. Hinckley, 15. »Er I beredt, behøver I ikke at frygte«, 1997, s. 707. Liahona, nov. 2005, s. 61, 62. 8. Discourses of President Gordon B. 16. Se »Til brødrene i præstedømmet«, Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, Liahona, nov. 2002, s. 58. s. 532. 17. »De tider, vi lever i«, Liahona, jan. 9. »Den levende profets ord«, Liahona, 2002, s. 84, 85. mar. 2000, s. 30. 18. Se »Til drengene og til mændene«, Liahona, jan. 1999, s. 65-66.

194 KAPITEL 14

At miste sig selv i tjeneste for andre

»Må den sande betydning af evangeliet udfolde sig i vores hjerte, så vi forstår, at vores liv, som er givet os af Gud vor Fader, skal bruges i tjeneste for andre.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Den unge Gordon B. Hinckley kæmpede sig gennem de første uger som fuldtidsmissionær i England. Han var syg, da han ankom, og hans forsøg på at forkynde evangeliet blev gentagne gange afvist. Under den svære tid blev han velsignet med det, han senere kaldte »dagen for min afgørende beslutning« – en oplevelse, der påvirkede hans tjeneste resten af hans liv. »Jeg var ret så mismodig,« mindedes han. »Jeg skrev et brev hjem til min gode far og sagde, at jeg følte, at jeg spildte min tid og hans penge. Han var min far og min stavspræsident, og han var en klog og inspireret mand. Han skrev et meget kort brev til mig, hvor der stod: ›Kære Gordon, jeg har fået dit seneste brev. Jeg har kun ét forslag: Glem dig selv og gå i gang med arbejdet.‹ Jeg havde tidligere på morgenen under skriftstudiet med min kammerat læst disse Herrens ord: ›For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det‹ (Mark 8:35). Disse af Mesterens ord, efterfulgt af min fars brev med hans råd om at glemme mig selv og gå i gang med arbejdet, trængte helt ind i min sjæl. Med min fars brev i hånden gik jeg ind i vores soveværelse i huset på 15 Wadham Road, hvor vi boede, lagde mig på mine knæ og gav et løfte til Herren. Jeg indgik pagt med ham om, at jeg ville prøve at glemme mig selv og miste mig selv i hans tjeneste. Den julidag i 1933 blev dagen for min afgørende beslutning. Jeg fik nyt lys i mit liv og ny glæde i mit hjerte.« 1

195 Kapitel 14

»Hvis vi påstår, at vi tilbeder og følger Mesteren, er vi så ikke også nødt til at leve vores liv i tjeneste, ligesom han gjorde?«

196 Kapitel 14

Det lys forlod aldrig Gordon B. Hinckleys liv. Fra den dag af viede han sit liv til Herren ved at tjene andre. Ved præsident Hinckleys begravelse nævnte præsident Henry B. Eyring nogle af præsident Hinckleys bedrifter: Opførelsen af templer over hele jorden, opfø- relsen af mindre templer for at fremme tempeltjenesten, oprettelsen af den selvsupplerende uddannelsesfond og opførelsen af Konfe- rencecentret. Derefter sagde han: »Hans personlige eftermæle overgår denne korte liste og min evne til at beskrive det. Men hans præstationer har dog alle ét til fælles. De velsignede altid den enkelte med muligheder. Og han tænkte altid på dem med de færreste muligheder, den almindelige person, som kæmpede for at klare hverdagens problemer og udfordringerne ved at efterleve Jesu Kristi evangelium. Mere end en gang prikkede han mig i brystet med sin finger, når jeg kom med et forslag, og sagde: ›Hal, har du husket den person, der kæmper?‹« 2 »Jeg ønsker at være i sving og gøre noget,« sagde præsident Hinck ley. »Jeg ønsker at gå hver dag i møde med beslutsomhed og et mål. Jeg ønsker at udnytte hver time, jeg er vågen, til at opmuntre, til at velsigne dem, hvis byrder er tunge, at opbygge tro og styrke vidnesbyrd.« 3

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vores liv er en gave fra Gud og skal bruges i tjeneste for andre. Der er … megen fattigdom og store behov over hele verden, så meget oprør og ondskab, så meget smuds og snavs, så mange splittede hjem og ødelagte familier, så mange ensomme mennesker, der lever et farveløst liv uden håb, så meget lidelse over det hele. Så derfor bønfalder jeg jer. Jeg bønfalder jer om, at I i al jeres søgen efter verdslig rigdom også vil give for at gøre verden en lille smule bedre.4 Hvis verden skal blive bedre, må kærligheden bevirke en ændring i menneskenes hjerte. Det kan ske, når vi ser bort fra os selv for at vise Gud og andre vores kærlighed, og gør det af hele vores hjerte, hele vores sjæl og af hele vores sind.

197 Kapitel 14

I en nutidsåbenbaring har Herren erklæret: »Og hvis I alene har min ære for øje, skal hele jeres legeme blive fyldt med lys, og der skal ikke være noget mørke i jer« (L&P 88:67). Når vi betragter Gud med kærlighed og taknemlighed, mens vi tjener ham med alene hans ære for øje, vil syndens mørke, selviskhedens mørke og stolthedens mørke forsvinde fra os. Vi vil få en stadig større kærlighed til vor evige Fader og til hans elskede Søn, vor Frelser og Forløser. Vi vil få en større fornemmelse for, hvordan vi tjener vore medmennesker, tænker mindre på os selv og bliver bedre til at række andre hånden. Dette kærlighedsprincip er noget fundamentalt i Jesu Kristi evangelium.5 Hvis vi påstår, at vi tilbeder og følger Mesteren, er vi så ikke også nødt til at leve vores liv i tjeneste, ligesom han gjorde? Ingen kan med rette hævde at eje sit eget liv. Vores liv er en gave fra Gud. Vi kom ikke til verden ved egen kraft. Vi forlader heller ikke verden efter eget ønske. Vore dage er talte, og ikke af os selv, men efter Guds vilje. Mange af os anvender vores liv, som om det tilhørte os alene. Vi kan øde det bort, hvis vi vil. Men derved er vi svigefulde over for en stor og hellig tillid. Mesteren gjorde det uendeligt klart, at »den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Mark 8:35).6 Min elskede brødre og søstre, udfordringen er stor. Der findes muligheder overalt omkring os. Gud vil gerne have os til at udføre hans arbejde – og gøre det med energi og glæde. Det arbejde er, som han har defineret det, at »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder og styrk[e] de matte knæ« (L&P 81:5). Det er at tjene dem, der er i nød. Det er at trøste de sørgende efterladte. Det er at besøge enken og de faderløse i deres trængsler. Det er at give de trængende mad, de nøgne tøj og give husly til dem, der ikke har tag over hovedet. Det er at gøre som Mesteren gjorde, der »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).7 Mit budskab til jer i dag … er, at I beslutter jer for at bruge en del af jeres tid, når I planlægger jeres livsværk, på dem i kval og nød, uden at tænke på belønning. Der er brug for jeres evner, hvad de end er. Jeres hjælpende hænder vil løfte nogen ud af deres lidelsers

198 Kapitel 14 smuds. Jeres faste røst vil opmuntre nogen, som ellers måske ganske enkelt ville give op. Jeres evner kan ændre livet på en forunderlig og vidunderlig måde for dem, der er i nød. Hvis ikke nu, hvornår så? Hvis ikke jer, hvem så? 8 Må den sande betydning af evangeliet udfolde sig i vores hjerte, så vi forstår, at vores liv, som er givet os af Gud vor Fader, skal bruges i tjeneste for andre. Hvis vi tjener på den måde, så vil vore dage blive fyldt med glæde og fryd. De vil, hvad der er mere vigtigt, blive indviede til vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, og til velsignelse for alle, hvis liv vi berører.9

2 Tjeneste er den bedste medicin mod selvmedlidenhed, selviskhed, fortvivlelse og ensomhed. Jeg husker engang, jeg besøgte et universitet, hvor jeg hørte de sædvanlige og almindelige beklagelser, ungdommen kommer med, beklagelser over presset i skolen – som om det var en byrde og ikke en mulighed for at få del i jordens kundskab – beklagelser over deres bolig og over maden … Jeg … gav disse unge mennesker det råd, at dersom presset i skolen var for stort, hvis de syntes, at de måtte beklage sig over deres bolig og maden, så kendte jeg en kur imod deres problemer. Jeg foreslog, at de lagde deres bøger til side et par timer, forlod deres værelse og gik rundt og besøgte de gamle og ensomme, de syge og mismodige. Jeg har opdaget, at hvis vi beklager os over vores liv, så er det i reglen, fordi vi kun tænker på os selv. I mange år hang der et skilt på væggen hos en skomager, hvor jeg var kunde. Der stod: »Jeg beklagede mig over, at jeg ingen sko havde, indtil jeg så en mand, som ingen fødder havde.« Den bedste medicin mod selvmedlidenhedens syge er at glemme sig selv i tjeneste for andre.10 Jeg tror, at for de fleste er den bedste kur mod ensomhed at arbejde og tjene andre. Jeg vil ikke forklejne jeres problemer, men jeg tøver ikke med at sige, at der er mange andre, hvis problemer er meget alvorligere end jeres. Gør en indsats for at tjene dem, hjælpe dem og opmuntre dem. Der er så mange drenge og piger,

199 Kapitel 14

»Der er så mange derude, hvis byrder I kan løfte.«

der klarer sig dårligt i skolen på grund af manglende opmærksom- hed og opmuntring. Der er mange ældre, som lever i elendighed, ensomhed og frygt, som ville opleve fornyet håb og glæde ved en hyggelig samtale i ny og næ … Der er så mange, som er blevet såret, og som har brug for en barmhjertig samaritaner, der kan forbinde deres sår og hjælpe dem videre. En lille smule venlighed kan bringe store velsignelser til den lidende og glæde til den, der hjælper vedkommende.11 Der er så mange derude, hvis byrder I kan løfte. Der er de hjem- løse, der er de sultne, der er de nødlidende omkring os. Der er de ældre, der er alene på plejehjem. Der er handicappede børn og unge på stoffer, og de syge og dem, der er bundet til hjemmet, som trænger til et venligt ord. Hvis I ikke gør det, hvem gør så? Den bedste modgift, jeg kender mod bekymringer, er arbejde. Den bedste medicin mod fortvivlelse er tjeneste. Den bedste kur mod udmattelse er udfordringen ved at hjælpe en, der er endnu mere træt.12 Hvorfor er missionærerne lykkelige? Fordi de mister sig selv i tjeneste for andre.

200 Kapitel 14

Hvorfor er de, som arbejder i templerne, lykkelige? Fordi deres kærlighedsarbejde virkelig er i harmoni med Frelserens store sted- fortrædende arbejde for menneskeheden. De hverken beder om, eller forventer tak for det, som de gør. For størstedelens vedkommende kender de ikke mere end navnet på det menneske, på hvis vegne de arbejder.13 Giv udtryk for de ædle ønsker, der ligger i jeres hjerte om at række ud for at trøste, støtte og opbygge andre. Når I gør det, så vil selviskhedens fordærvende gift forlade jer, og den vil blive erstattet af en dejlig og vidunderlig følelse, der ikke synes at komme på nogen anden måde.14

3 Når vi rækker ud for at hjælpe andre, finder vi vores sande jeg. En søndag morgen for nogle år siden befandt jeg mig i en stavs- præsidents hjem i en lille by i Idaho. Før morgenbønnen læste familien et par skriftsteder sammen. De læste blandt andet nogle af Jesu ord, som står optegnet i Johannes 12:24: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.« Der er ingen tvivl om, at Mesteren henviste til sin egen forestå- ende død, idet han erklærede, at dersom han ikke døde, så ville hans mission i livet stort set være formålsløs. Men jeg ser yderligere en mening med disse ord. Det synes mig, at Herren til enhver af os siger, at medmindre vi mister os selv i tjeneste for andre, så vil vores liv stort set være levet uden noget virkeligt formål, for han fortsætter med at sige: »Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv« ( Joh 12:25). Eller som det står i Lukas: »Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det« (Luk 17:33). Den, der kun lever for sig selv, vil med andre ord visne og dø, mens den, der glemmer sig selv i tjeneste for andre, vil udvikle sig og blomstre i dette liv og i al evighed. Om formiddagen til stavskonferencen blev den stavspræsident, som jeg havde boet hos, afløst efter 13 års trofast tjeneste. Alle gav udtryk for stor kærlighed og påskønnelse, ikke på grund af hans

201 Kapitel 14

velstand eller hans stilling i forretningsverdenen, men på grund af det store arbejde, han så uselvisk havde ydet. Han havde uden tanke for sig selv kørt titusinder kilometer i al slags vejr. Han havde bogstaveligt talt brugt tusinder af timer i andres interesse. Han havde tilsidesat sine personlige anliggender for at hjælpe mennesker, der trængte til hans hjælp. Og på den måde havde han bjerget sit liv, og de mennesker, han havde tjent, betragtede ham som en stor mand.15 For mange år siden læste jeg om en ung pige, der tog ud på landet for at være skolelærer. Blandt eleverne i sin klasse havde hun en pige, som var dumpet før, og som ville dumpe igen. Pigen kunne ikke læse. Hun kom fra en familie, som ikke havde penge til at tage hende med ind til en større by for at blive undersøgt, så man kunne finde ud af, om hun havde et problem, der kunne rettes. Den unge lærer mente, at pigens vanskeligheder kunne skyldes et dårligt syn, og hun aftalte med pigen at få hendes øjne undersøgt, alt sammen på lærerens egen regning. Problemet blev fundet, og det viste sig at kunne klares ved hjælp af briller. Det varede ikke længe, før der åbnede sig en helt ny verden for pigen. For første gang i sit liv så hun helt tydeligt ordene foran sig. Den unge lærers løn var ikke særlig stor, men ud af den smule hun havde, gjorde hun en investering, der fuldstændigt forandrede en dumpet elevs liv, og ved at gøre det, fik hun en ny dimension i sit eget liv.16 Og når I tjener, så vil jeres liv blive tilføjet en ny dimension. I vil finde nye og stimulerende bekendte. I vil finde venskab og selska- belighed. I vil vokse i viden, forståelse og visdom samt i jeres evne til at handle.17 Og jeg vidner om, at når I hver især rækker hånden ud for at hjælpe andre, så vil I finde jeres sande jeg og være til stor velsignelse for den verden, I lever i.18

4 Kirken giver mange muligheder for uselvisk tjeneste. Brødre og søstre, I bliver aldrig lykkelige, hvis I udelukkende tænker på jer selv. Glem jer selv i den bedste sag i verden, nemlig Herrens værk – kvorummernes og organisationernes, tempeltjene- stens, velfærdstjenestens og missioneringens værk. I velsigner jer selv, når I velsigner andre.19

202 Kapitel 14

»Og når I tjener, så vil jeres liv få en ny dimension.«

Der findes intet andet værk i hele verden, der skænker så megen lykke som dette værk. Den lykke er ganske særlig. Den kommer af at tjene andre. Den er virkelig. Den er enestående. Den er vidunderlig.20 Lad Kirken blive din gode ven. Lad den blive den bedste partner. Tjen der, hvor du kaldes til at tjene. Gør, hvad du bliver bedt om. Enhver stilling, som du kaldes til, vil øge dine evner. Jeg har tjent i mange forskellige ansvarsområder i denne storslåede organisation. Ethvert virke har medført sine egne velsignelser. Det kræver … uselvisk hengivenhed, urokkelig loyalitet og tro. Du kommer til at tjene i mange forskellige stillinger i løbet af dit liv.

203 Kapitel 14

Nogle af dem virker måske små, men der er ingen små eller ubety- delige kaldelser i denne kirke. Enhver kaldelse er betydningsfuld. Enhver kaldelse er nødvendig for værkets fremgang. Nedgør aldrig et ansvar i Kirken … Gør plads til Kirken i din tilværelse. Lad din kundskab om dens lærdomme øges. Forøg din viden om dens organisation. Lad din kærlighed til dens evige sandheder blive stærkere og stærkere. Kirken vil måske bede dig om at yde ofre. Den vil måske bede dig om at give det allerbedste, som du kan give. Det vil ikke være et afsavn, for du vil opdage, at det bliver en investering, som giver afkast så længe du lever. Kirken er et reservoir af evige sandheder. Tag imod den og hold fast ved den.21 Vil I gerne være lykkelige? Så glem jer selv og fortab jer i denne store sag. Brug jeres kræfter på at hjælpe andre mennesker. Udvikl en tilgivende ånd i jeres hjerte mod enhver, som måtte have for- nærmet jer. Se hen til Herren, og lev og arbejd for at opløfte og tjene hans sønner og døtre. Hvis I gør det, vil I komme til at kende en glæde, som I ikke har kendt til før. Jeg er ligeglad med, hvor gamle I er, hvor unge I er, det er lige meget. I kan opløfte folk og hjælpe dem. Himlen må vide, at der er så mange, mange mennesker i denne verden, som har brug for hjælp. Så forfærdelig mange. Lad os få den fordærvede, selviske holdning ud af vores liv, mine brødre og søstre, og række lidt længere ud og lidt højere op for at tjene andre … Rejs jer, rank ryggen, og løft dem, hvis knæ er matte, og støt dem, hvis arme er slappe. Efterlev Jesu Kristi evangelium. Glem jer selv.22

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley belærte om, at vores liv er en gave fra Gud, der skal bruges til at tjene andre (se afsnit 1). Hvordan kan vi gøre det til en livsstil at tjene andre? Hvad tror I, det betyder at tjene alene med Guds ære for øje? Hvordan har andres tjeneste velsignet jer? • Hvorfor får tjeneste os til at overvinde selvmedlidenhed, selviskhed og ensomhed? (Se afsnit 2). Hvordan har tjeneste gjort jer

204 Kapitel 14

lykkelige? Når I læser præsident Hinckleys beskrivelse af folk i nød, så beslut jer for, hvordan I og jeres familie kan række ud for at tjene. • Hvorfor hjælper det os til at »finde [vores] sande jeg«, når vi mister os selv i tjeneste for andre? (Se afsnit 3). Hvad kan vi lære af historierne i afsnit 3? • Præsident Hinckley gav os dette råd: »Glem jer selv i den bedste sag i verden, nemlig Herrens værk« (afsnit 4). Hvilke velsignelser har tjeneste i Kirken givet jer? Skriftstedshenvisninger Matt 20:25-28; 25:34-40; Joh 13:35; Mosi 2:16-18; 18:8-9; L&P 64:33 Studiehjælp »Mens du studerer, skal du være meget opmærksom på begreber, som kommer til dit sind, samt følelser i dit hjerte« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18). Overvej at skrive de indtryk ned, som du modtager, selvom de virker irrelevante for det, du læser nu. Det kan være netop det, som Herren ønsker at åbenbare for dig. Noter 1. Se »En proklamation til verden«, 11. Se »En samtale med enlige voksne«, Stjernen, nov. 1987, s. 6. Stjernen, nov. 1997, s. 20-21, 22. 2. Henry B. Eyring, »Alting ordner sig«, 12. »To Single Adults«, s. 73-74. Mindenummer: President Gordon 13. Se »Giv dig selv til Herrens tjeneste«, s. 5. B. Hinckley, 1910-2008, tillæg til Liahona, apr. 2008, s. 27; se også s. 26. 14. »To a Man Who Has Done What This Church Expects of Each of Us«, foredrag 3. »Vidnesbyrd«, Stjernen, juli 1998, s. 73. holdt på Brigham Young University, 17. 4. Discourses of President Gordon B. okt. 1995, s. 6, speeches.byu.edu. Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, 15. Se »Thi den, som vil frelse sit liv«, s. 1. s. 543. 16. Se »Men størst af alt er kærlighed«, s. 4. 5. »Men størst af alt er kærlighed«, Den danske Stjerne, aug. 1984, s. 5. 17. »Kirkens kvinder«, Stjernen, jan. 1997, s. 66-67. 6. Se »Hvad ønsker Frelseren, at vi skal ofre? Vi skal ofre os selv«, Stjernen, 18. »Thi den, som vil frelse sit liv«, s. 8. dec. 1986, s. 3; se også lds.org/ 19. »Sandhedens søjler«, Liahona, maj liahona/1986/12/the-gift-of-self. 2002, s. 8. 7. »To Single Adults«, Ensign, juni 1989, 20. »Fryd dig over privilegiet ved at tjene«, s. 75. Verdensomspændende oplæringsmøde 8. Discourses of President Gordon B. for præstedømmeledere, 21. juni 2003, Hinckley, Volume 1, s. 544-545. s. 23. 9. Se »Giv dig selv til Herrens tjeneste«, 21. »Livets forpligtelser«, Liahona, maj Stjernen, aug. 1987. s. 6. 1999, s. 5, 6. 10. Se »Thi den, som vil frelse sit liv«, Den 22. Teachings of Gordon B. Hinckley, danske Stjerne, feb. 1983, s. 5. 1997, s. 597.

205 »Med [præstedømmet] er intet umuligt i forhold til at fremme Guds rige.«

206 KAPITEL 15

Det hellige præstedømme

»Jeg elsker denne kirkes præstedømme. Det er vitalt og levende. Det er centralt for dette værk. Det er den kraft og myndighed, hvormed Gud vor Evige Fader udfører sit værk på jorden.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv I 1980 deltog ældste Gordon B. Hinckley og hans hustru, Marjorie, på en tre-ugers tur rundt om i Asien, de talte ved områdekonferen- cer og deltog i indvielsen af templet i Tokyo i Japan. Før de vendte hjem, rejste de til Sendai-missionen i Japan, hvor ældste Hinckley præsiderede over dannelsen af den første stav i missionen. Lige før et møde med det nye stavspræsidentskab henvendte ældste Hinckley sig til missionspræsidenten Kiyoshi Sakai. »Han spurgte en overrasket præsident Sakai, om han havde noget indviet olie, og tilføjede så: ›Jeg er så udmattet; vil du give mig en velsignelse?‹ Præsident Sakai huskede: ›Jeg var så bange og følte mig for svag til at skulle velsigne en Herrens apostel. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne give velsignelsen på engelsk. Ældste Hinckley sagde, at det var fint med japansk. Så ældste Hitoshi Kashikura, regionalrepræsentanten, og jeg fortsatte.‹ Efter velsignelsen var givet, sagde ældste Hinckley ganske enkelt: ›Tak, tak. Nu kan jeg tage hjem i morgen.‹ Den næste morgen så ældste Hinckley stærk og sund ud, og da præsident Sakai spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: ›Dai Jobu, bedre end fint. Jeg har det godt.‹ Nogle dage senere modtog præsident Sakai et takkebrev fra ældste Hinckley, der skrev: ›Jeg takker meget for den velsignelse, som du gav mig. Jeg begyndte med det samme at få det bedre. Min bedring var hurtig og fuldstændig. Søster Hinckley og jeg er meget taknemlige for det privilegium, vi havde ved at bo i missionshjemmet.‹« 1

207 Kapitel 15

Præsident Hinckley vidnede ofte om præstedømmets velsignelser, fra mirakuløse, men midlertidige velsignelser med dertilhørende fysisk helbredelse, til evige, bindende velsignelser gennem tempelordinancerne. Han sagde: »Jeg tror på, at der ligger en guddommelig myndighed i hans præstedømme – myndighed til at velsigne, myndighed til at helbrede, myndighed til at styre Guds anliggender på jorden, myndighed til at binde det i himlene, som er bundet på jorden.« 2

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Gud har gengivet præstedømmet og nøglerne til Himmeriget. [Præstedømme]myndighed blev overdraget mænd i fordums tid. Den mindre myndighed blev givet Arons sønner, så de kunne for- valte det timelige såvel som forrette visse hellige ordinancer. Det højere præstedømme overdrog Herren selv til sine apostle, sådan som han sagde til Peter: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19). Præstedømmet blev i sin fylde gengivet ved, at Johannes Døber … og … Peter, Jakob og Johannes kom … Og ligeledes ved at Moses, Elias og profeten Elias kom, de medbragte hver især præste- dømmenøgler for at fuldende arbejdet med at gengive alle tidligere uddelingers handlinger og ordinancer i denne, den store og sidste tidernes fyldes uddeling. Præstedømmet er blevet gengivet … Vi ved det, for vi har set præstedømmets kraft. Vi har set, hvordan syge er blevet helbredt, de lamme er kommet til at gå, og vi har set, hvordan de, der har været i mørke, har fået lys, kundskab og forståelse.3 Profeten Joseph Smith beskrev ved en lejlighed [præstedømmet] med disse ord: »Præstedømmet er et evigt princip og eksisterede hos Gud fra al evighed og vil [eksistere] i al evighed uden dages begyndelse og års ende« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 186). Det er i sandhed den Almægtiges kraft, givet til menneskeheden til at handle i hans navn og i hans sted. Det er en overdragelse

208 Kapitel 15 af guddommelig myndighed, forskellig fra alle andre kræfter og myndigheder på hele jordens overflade. Det er ikke overraskende, at det blev gengivet til menneskeheden af opstandne væsener, der besad det i fordums tid, så der ikke var noget spørgsmål angående dets myndighed og gyldighed. Uden det ville det kun være en kirke af navn, uden myndighed til at administrere de ting, der hører Gud til. Med det er intet umuligt i forhold til at fremme Guds rige. Det er guddommeligt af natur. Det er både timeligt og evigt i dets myndighed. Det er den eneste magt på jorden, som rækker på den anden side af dødens slør.4

2 Præstedømmet er den kraft og myndighed, hvorved Gud udfører sit værk. Jeg elsker denne kirkes præstedømme. Det er vitalt og levende. Det er centralt for dette værk. Det er den kraft og myndighed, hvormed Gud vor evige Fader udfører sit værk på jorden.5 Det hellige præstedømme rummer myndigheden til at lede Guds riges anliggender på jorden. Ved åbenbaringer fra Herren præside- rer tre præsiderende højpræster over Kirken. De assisteres af et råd med Tolv Apostle, som assisteres af … De Halvfjerds. Et præside- rende biskopråd bestående af tre mænd er ansvarlig for timelige anliggender under ledelse af Det Første Præsidentskab. Alle disse er præstedømmeembeder. De leder ved den myndighed, der er guddommeligt givet. Sådan er det i stavene og i menighederne med præsidentskaber og biskopråd. Sådan er det i kvorummerne. Organisationslederne udfører deres arbejde under ledelse af og med bemyndigelse fra præstedømmet. Uden præstedømmet ville der være rammerne til en kirke, men ikke det rette indhold. Dette er Jesu Kristi kirke, og den ledes af den myndighed, der er »efter Guds Søns orden« (L&P 107:3).6

3 Alle kan nyde godt af velsignelserne ved præstedømmet. [Præstedømmet] … er en del af Gud vor evige Faders plan for at velsigne sine sønner og døtre i alle generationer.7

209 Kapitel 15

Det hellige præstedømme omfatter myndigheden til at velsigne. For dem med Det Aronske Præstedømme følger myndigheden til at administrere symbolerne på Herrens kød og blod til forsamlingen, han som gav sit liv som et offer for alle. Nadveren og deltagelsen i disse symboler er selve hjertet af vores tilbedelse på sabbatsdagen. Det indbefatter en fornyelse af pagter med Gud. Det rummer et løfte om, at hans hellige Ånd vil være hos os. Det er en uforlignelig velsignelse, der kan nydes af alle, og som er mulig på grund af den myndighed, der er givet til værdige unge mænd … Med Det Melkisedekske Præstedømme følger myndigheden til at overdrage Helligånden. Hvor er det dog en stor velsignelse at blive påvirket af et medlem af Guddommen, og at have modtaget denne gave ved håndspålæggelse af dem, der har handlet med guddommelig myndighed. Hvis vi fortsat vandrer i dyd, kan vi nyde opfyldelsen af det løfte, som Herren gav os, da han sagde: »Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid« (L&P 121:46). Præstedømmet omfatter myndigheden til at velsigne de syge. Er der nogen inden for min hørevidde, der ikke har udøvet eller følt denne guddommelige kraft? Kan nogen af os tvivle på dens virkning? Vi kunne fortælle om mirakler, hellige og vidunderlige, som vi selv har været vidne til … Med det hellige Melkisedekske Præstedømme følger myndigheden til at velsigne med profeti, at trøste, at støtte, at lede. Vi har patriarker i vores midte, der ifølge den myndighed, de besidder, angiver slægts- linje og udtaler velsignelser som vejledning til os. Disse velsignelser kan blive som et anker, som vi kan holde fast i gennem livets storme. Med det hellige præstedømme følger den ultimative myndighed til at besegle på jorden, og den besegling er gyldig i himlene. Det er enestående og vidunderligt. Den er den myndighed, der bliver udøvet i Guds templer. Det angår både de levende og de døde. Den er selve kernen i evigheden. Det er guddommelig kraft overdraget af den Almægtige som en del af hans store plan for udødelighed og evigt liv for mennesket. Hvor værdifuld er ikke Guds gave, som vi har fået.8

210 Kapitel 15

4 Guds sønner, der bærer hans guddommelige myndighed, må være tro over for det allerbedste, som findes i dem. Enhver værdig mand kan, uanset nationalitet, etnisk baggrund eller nogen anden årsag modtage præstedømmet. Det er lydighed mod Guds befalinger, der er den afgørende faktor. Overdragelsen af det baserer sig kun på værdighed for Herren … Så vidunderligt er dette præstedømme. Rigdom er ikke en faktor. Uddannelse er ikke en faktor. Menneskers ære er ikke en faktor. Den afgørende faktor er at være accepteret af Herren.9 Tiden er inde for alle os, der er blevet ordineret til enten Det Aron- ske eller Det Melkisedekske Præstedømme, og til ethvert embede deri, til at reflektere over vores liv, til at vurdere vore ufuldkommen- heder og til at omvende os fra en opførsel, der ikke stemmer overens med det høje og hellige hverv, vi har modtaget … Ingen mand, ung eller gammel … der er blevet … ordineret, kan tage let på det, som han bærer. Han er partner med Gud, og på ham hviler en solid og hellig forpligtelse til at leve som en, der er værdig til at tale og handle i Guds navn som hans egnede repræsentant.10 Selv om de, som har myndigheden, lægger deres hænder på vores hoved og ordinerer os, så kan vi godt ved vores adfærd tabe og miste enhver ret til at udøve denne guddommelige myndighed … »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed, ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen« (L&P 121:41-42). Brødre, det er inden for disse parametre, at dette præstedømme må finde sit udtryk. Det er ikke en kappe, som vi tager af og på, som vi selv vil. Det er, når det udøves i retskaffenhed, ligesom vores legemes væv en del af os, til alle tider og i alle forhold.11 Vi må være tro over for det allerbedste, som findes i os. Vi er Guds sønner og har fået den ære at besidde hans guddommelige myndighed. Vi lever i en verden med ondskab. Der er en konstant kraft, som drager os ned, som lokker os til at tage del i det, som

211 Kapitel 15

er fuldstændig uforeneligt med det guddommelige præstedømme, som vi bærer … Jer mænd giver jeg en udfordring. Løb bort fra den flodbølge af smuds, som ellers ville få magt over jer. Flygt fra verdens ondskab. Vær loyale over for jeres bedre jeg. Vær loyale over for det bedste i jer. Vær trofaste over for de pagter, som er knyttet til Guds præstedømme.12 Til hver eneste leder, til hver eneste lærer i denne kirke, til alle dem, som virker i et præstedømmeembede, kommer der det hellige ansvar at forstørre denne præstedømmekaldelse. Vi er alle ansvarlige for andres velfærd, vækst og udvikling. Vi lever ikke blot for os selv. Hvis vi skal forstørre vore kaldelser, så kan vi ikke blot leve for os selv.13 Mange mænd synes at tænke, at fordi de er blevet ordineret, er præstedømmet deres i al evighed til at udøve, som de ønsker. De mener, at de kan bryde en pagt eller en befaling hist og her og synde på den ene eller anden måde og stadig have præstedømmets kraft i sig, og at Gud vil godkende det, de udtaler i hans hellige navn og i Forløserens navn. Det bliver en forhånelse, og jeg tror, at de i sådanne tilfælde misbruger Guds navn. De spotter hans elskede Søns navn. De vanhelliger den hellige gave, der blev modtaget gennem ordination, og den myndighed, som de har mistet på grund af overtrædelse … Jeg vil med min røst advare alle, drenge og mænd – undgå synd. Overtrædelser er uforenelige med guddommelig myndighed. Sky pornografi som pesten. Undgå seksuelle synder af enhver art. Sky uærlighed og bedrag. Jeg beder jer indtrængende bremse ethvert tegn på stolthed eller forfængelige ambitioner. Jeg beder jer om at se ind i jer selv, se om I har noget ønske om herredømme eller tvang over for jeres hustru eller børn … Jeg er overbevist om, at vor Fader i himlen ikke er tilfreds med nogen mand eller dreng, som accepterer at blive ordineret og derpå kaster sig ud i forskellige onder. I selve processen, når han accepterer ordinationen, indgår han en ed og pagt mellem sig selv og Gud.14 Ingen mand, ung eller gammel, lever op til præstedømmets standarder, hvis han nedværdiger og fornedrer kvinder, hvis han ikke

212 Kapitel 15 udviser den rette respekt for Guds døtre, som vor Fader i himlen ønsker, at de bliver vist.15 Lad os være gode ægtemænd og fædre. En mand, som er tyran i sit eget hjem, er ikke værdig til at bære præstedømmet. Han kan ikke være et passende redskab i Herrens hånd, når han ikke viser respekt og kærlighed mod den partner, han selv har valgt. På samme måde vil en mand, som er et dårligt eksempel for sine børn, som ikke kan styre sit temperament, eller som hengiver sig til uhæderlige eller umoralske aktiviteter, opdage, at hans præstedømmekraft er borte.16 Den hustru, som du vælger, vil være din lige … Hun er ikke din tjener, din ejendom eller noget som helst i den retning. Hvor tragisk og modbydeligt er ikke fænomenet hustrumishandling. En hvilken som helst mand i denne kirke, som mishandler sin hustru, som ned- værdiger hende, som fornærmer hende, eller som udøver uretfærdigt herredømme over hende, er uværdig til at bære præstedømmet. Selv om han er blevet ordineret, vil himlene trække sig tilbage, Herrens Ånd bedrøves, og det vil være enden på præstedømmets myndighed hos denne mand. En hvilken som helst mand, som har lod i dette, er uværdig til at have en tempelanbefaling … Hvis der er nogen … som er skyldig i en sådan adfærd, så kalder jeg jer til omvendelse. Gå ned på knæ og bed Herren om at tilgive jer. Bed til ham om styrke til at kontrollere jeres tunge og jeres tunge hånd. Bed jeres hustru og jeres børn om tilgivelse. … Jeg er sikker på, at når vi står foran Guds domstol, bliver der ikke talt meget om den rigdom, som vi måtte have samlet i livet, eller om nogle af de æresbevisninger, som vi har opnået. Men der bliver stillet dybdegående spørgsmål om vore hjemlige forhold. Og jeg er sikker på, at kun de, som har vandret gennem livet med kærlighed og respekt og værdsættelse af deres ægtefælle og børn, vil modtage disse ord fra vores evige dommer: »Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).17

5 Et præstedømmekvorum kan være et stærkt anker for dets medlemmer. Jeg er overbevist om, at Herren ikke kun har tænkt sig, at præste- dømmet skulle være en klasse i teologi søndag morgen. Selvfølgelig

213 Kapitel 15 er opbygningen af åndelighed, styrkelse af vidnesbyrd gennem effektiv evangelisk undervisning en vigtig opgave for præstedøm- met. Men det er kun en enkelt del af kvorummets funktion. Ethvert kvorum skal være et arbejdende broderskab for ethvert medlem, hvis formålet med det skal opfyldes … Præstedømmekvorummet er Herrens organisation for mændene i Kirken, ligesom Hjælpeforeningen er Herrens organisation for kvinderne i Kirken. De har hver især blandt andet som ansvar at hjælpe dem, der er i nød, for at være eksistensberettigede. Da Hjælpeforeningen blev organiseret af profeten Joseph Smith, sagde han til foreningens kvinder: »De … vil komme den fremmede til undsætning, hælde olie og vin i den ulykkeliges sårede hjerte, og tørre den forældreløses tårer bort og få enkens hjerte til at fryde sig« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 447). Jeg vil håbe, at det samme må kunne siges om mændene i præstedømmet. Det bliver en vidunderlig dag … når vore præstedømmekvorum- mer bliver et styrkende anker for enhver mand, der hører dertil; når enhver sådan mand virkelig vil være i stand til at sige: »Jeg er medlem af et præstedømmekvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- lige. Jeg er parat til at støtte mine brødre i alle deres behov, ligesom jeg er overbevist om, at de er rede til at støtte mig i mine. Når vi arbejder sammen, vil vi vokse åndeligt som Guds pagtssønner. Når vi arbejder sammen, kan vi stå oprejst uden forlegenhed og uden frygt, uanset hvilken modvind vi måtte komme ud i, økonomisk, socialt eller åndeligt.« 18

6 I hjemmene og i Kirken arbejder mænd og kvinder sammen for at føre Herrens værk fremad. Det er mændene, der bærer præstedømmet, ja. Men min hustru er min partner. I denne kirke går manden hverken foran sin hustru eller bag ved hende, men ved hendes side. De er jævnbyrdige partnere i dette liv i et storslået værk.19 Der er styrke og store evner hos denne kirkes kvinder. Der er lederskab og styring, en vis ånd af uafhængighed og dog stadig stor

214 Kapitel 15

Kirkeledere og -medlemmer – mænd og kvinder – arbejder sammen og »udfører deres arbejde under ledelse af og med bemyndigelse fra præstedømmet«. tilfredsstillelse ved at være en del af dette, Herrens rige, og ved at arbejde hånd i hånd med præstedømmet for at føre værket fremad.20 Jeg takker min evige Fader for gengivelsen af det hellige præste- dømme, således »at enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn« (L&P 1:20). Jeg har set det skønne og det forunderlige i præstedømmet og i dets ledelse af denne bemærkelsesværdige kirke. Jeg har mærket dets kraft flyde gennem mig for at velsigne og helbrede de syge. Jeg har set den forædlende virkning, det har givet ydmyge mænd, der er blevet kaldet til store og vigtige opgaver. Jeg har set det, når de har talt med kraft og myndighed fra det høje, som om Guds røst talte gennem dem. Jeg takker Herren for det vidnesbyrd, han har givet mig om helhe- den i evangeliet, og dets bredde og dybde og højde. Det er bestemt til at velsigne sønner og døtre i alle tidens slægter – både levende og døde.21

215 Kapitel 15

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Gennemgå præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 1 om gengivelsen af præstedømmet. Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at få et vidnesbyrd om disse sandheder? • Præsident Hinckley har sagt: »Det hellige præstedømme rummer myndigheden til at lede Guds riges anliggender på jorden« (afsnit 2). Hvordan gælder denne sandhed for stave og menigheder? For kvorummer? For Hjælpeforeningen? Hvordan styrker præstedøm- mets myndighed jeres tjeneste i Guds rige? • Gennemgå i afsnit 3 de velsignelser, som vi alle kan modtage gennem præstedømmet. Hvordan har I oplevet præstedømmets kraft og velsignelser? • Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys lærdomme om forskellen på præstedømmets myndighed og præstedømmets kraft? (Se afsnit 4). Hvad tror I, at det betyder for præstedømmebærere at »være tro over for det allerbedste, som findes i dem«? Hvorfor skal præstedømmebærere »ikke blot leve for [dem] selv«? • Hvad gør indtryk på jer i afsnit 5 angående præsident Hinckleys beskrivelse af præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen? Hvad kan vi gøre i vores menighed for at følge hans råd? • Hvorfor har mænd og kvinder brug for at arbejde sammen som »jævnbyrdige partnere« for at udføre Herrens værk? (Se afsnit 6). Skriftstedshenvisninger Hebr 5:1-4; 1 Ne 14:12-14; Alma 13:1-9; L&P 84:33-44; 88:133; 112:30-32 Til underviseren »Stil spørgsmål, som kræver, at eleverne finder svar i skrifterne og de sidste dages profeters lærdomme« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 62).

216 Kapitel 15

Noter 1. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 12. »Loyalitet«, Liahona, maj 2003, s. 58, 59. The Biography of Gordon B. Hinckley, 13. »At forstørre vore kaldelser«, Stjernen, 1996, s. 377. juli 1989, s. 40. 2. Se »Faderen, Sønnen og Helligånden«, 14. Se »Kun ved retfærdighedens Stjernen, mar. 1998, s. 6. grundsætninger«, Stjernen, maj 1993, 3. Se »Troens fire hjørnesten«, Liahona, s. 22-23. feb. 2004, s. 6. 15. I »News of the Church: »Priesthood 4. »Priesthood Restoration«, Ensign, okt. Restoration Honored«, s. 76. 1988, s. 71. 16. Se »Ræk ned for at løfte andre«, 5. »Hvorfor vi gør nogle af de ting, vi Liahona, jan. 2002, s. 60. gør«, Liahona, jan. 2000, s. 68. 17. Se »Personlig værdighed til at udøve 6. »Priesthood Restoration«, s. 72. præstedømmet«, s. 60. 7. Teachings of Gordon B. Hinckley, 18. Se »Præstedømmekvorummernes 1997, s. 475. ansvar for velfærdstjenesten«, Den 8. »Priesthood Restoration«, s. 72. danske Stjerne, apr. 1978, s. 132-133. 9. Se »Stavspræsidenten«, Liahona, maj 19. Se »Det er jo ikke sket i en afkrog«, 2000, s. 59, 60. Stjernen, jan. 1997, s. 51. 10. I »News of the Church: Priesthood 20. Se »Kirkens kvinder«, Stjernen, jan. Restoration Honored«, Ensign, juli 1997, s. 64. 1983, s. 76. 21. »Mit vidnesbyrd«, Stjernen, jan. 1994, s. 49. 11. »Personlig værdighed til at udøve præstedømmet«, Liahona, juli 2002, s. 58.

217 »Beviserne på sandheden og gyldigheden af [Mormons Bog] findes i bogen selv. Beviset på, at den er sand, får man ved at læse den.

218 KAPITEL 16

Styrken i Mormons Bog

»Mormons Bog er … et stærkt vidnesbyrd om Herrens guddommelighed i en verden, der vakler i troen.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Da Gordon B. Hinckley var en ung mand, tillagde han sig en vane med skriftstudium. »Som missionær læste jeg et par kapitler i Mormons Bog hver aften, inden jeg gik i seng, og det gav mig en overbevisning, som aldrig siden har forladt mig – nemlig, at dette er Guds ord, som er gengivet til jorden ved den Almægtiges kraft og oversat ved Guds gave og kraft for at overbevise jøder og ikke-jøder om, at Jesus er Kristus.« 1 Hans kundskab og vidnesbyrd om Mormons Bog påvirkede mange mennesker efter hans mission, da han arbejdede for Kirkens komité for radio, PR og missionslitteratur. Han fik til opgave at skrive manuskripter for en serie radioudsendelser, der hed A New Witness for Christ. Serien gjorde skriftsteder fra Mormons Bog levende for lytterne. På det tidspunkt sagde han til en bekendt: »Jeg har altid troet, at det bedste, vi kan gøre, er at få folk så interesserede i Mor- mons Bog, at de vil læse den. Det er på det tidspunkt, at Ånden kan bære vidnesbyrd om dens guddommelighed.« 2 Præsident Hinckley lagde igennem sin tjenestegerning vægt på vigtigheden af Mormons Bog. I august 2005 udfordrede han som præsident for Kirken de sidste dages hellige til at læse hele bogen inden årets udgang. Han sagde senere: »Det er forbløf- fende, hvor mange der klarede den udfordring. Alle, der gjorde det, blev velsignet for deres indsats. Da de fordybede sig i dette ekstra vidne om vor Forløser, blev deres hjerte mere levende, og deres ånd dybt rørt.« 3

219 Kapitel 16

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Mormons Bog vidner hånd i hånd med Bibelen om Jesus Kristus. I fordums tid sagde Frelseren, at enhver sag skal afgøres på to eller flere vidners udsagn.4 Ligesom Bibelen er et vidne om den gamle verden, er Mormons Bog et vidne om den nye. De går hånd i hånd for at erklære, at Jesus er Faderens Søn.5 Mormons Bog … vidner om ham, der blev født i Betlehem i Judæa og døde på højen Golgata. Mormons Bog er endnu et stærkt vidnesbyrd om Herrens guddommelighed i en verden, der vakler i troen. Selve bogens forord, som blev skrevet af en profet, der levede i Amerika for halvandet årtusind siden, erklærer kategorisk, at den blev skrevet for at »overbevise jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag.« 6 Der er intet, vi kan gøre, som har større betydning for os, end at forstærke den urokkelige overbevisning om, at Jesus er Kristus … Og mine brødre og søstre, det er formålet med fremkomsten af denne bemærkelsesværdige og vidunderlige bog.7

2 Ved Helligåndens kraft kan vi modtage et vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige oprindelse. Jeg har læst Mormons Bog, som [ Joseph Smith] oversatte ved Guds gave og kraft. Helligånden har givet mig et vidnesbyrd om denne hellige optegnelses oprindelse.8 Dens oprindelse er mirakuløs. Når beretningen om dens oprindelse fortælles til et menneske, som ikke kender den, er den næsten ikke til at tro. Men bogen er her, man kan holde den i sine hænder, man kan læse den. Ingen kan bestride dens eksistens. Alle anstrengelser for at redegøre for dens oprindelse udover den redegørelse, som Joseph Smith gav, har vist sig at mangle substans.9 Beviset på dens sandhed, for dens gyldighed i en verden, der kræver beviser, ligger ikke i arkæologi eller antropologi, skønt dette

220 Kapitel 16 måske kan være en hjælp for nogle. Det beror ikke på undersøgelser af ord eller historiske analyser, skønt dette måske bekræfter sandheden af bogen. Beviserne på sandheden og gyldigheden af den findes i bogen selv. Beviset på, at den er sand, får man ved at læse den. Det er en bog fra Gud. Fornuftige mennesker kan måske have deres oprigtige tvivl om dens oprindelse, men de, som har læst den med en bøn i hjertet, har ved en kraft, som overgår deres naturlige sanser, fået et vidnesbyrd om, at den er sand, at den rummer Guds ord, at den skildrer det evige evangeliums frelsende sandheder, at den er »[kommet] frem ved Guds gave og kraft … for at overbevise jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus«.10 [Moroni] skrev sit sidste vidnesbyrd i den bog, der bærer hans navn, og som afslutter den nefitiske optegnelse. Han skrev som en, der havde en særlig kundskab om, at hans optegnelse med tiden ville komme frem i lyset … I det sidste kapitel i sit eget skrift bar han vidnesbyrd om opteg- nelsen om sit folk og lovede kategorisk, at de, der ville læse den, ved Helligåndens kraft ville kunne kende sandheden af den (se Moro 10:3-5). Ingen anden bog indeholder et sådant løfte. Selv hvis Moroni ikke havde skrevet andet, så ville dette løfte i hans afsluttende vidnesbyrd for evigt kendetegne ham som en mand med et klart vidnesbyrd om evig sandhed. For han sagde: »Ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:5).11

3 Et vidnesbyrd om Mormons Bog fører til en overbevisning om andre sandheder. Hver eneste gang vi opfordrer nogen til at læse Mormons Bog, gør vi dem en tjeneste. Hvis de læser den under bøn og med et oprigtigt ønske om at kende sandheden, vil de gennem Helligåndens kraft få at vide, at bogen er sand. Ud fra denne viden vil der tilflyde en overbevisning om sandheden af mange andre ting. For hvis Mormons Bog er sand, så lever Gud. Ud fra denne bogs sider strømmer vidnesbyrd efter vidnesbyrd om den højtidelige kendsgerning, at vor Fader eksisterer, at han er en person, at han elsker sine børn og søger at gøre dem lykkelige.

221 Kapitel 16

Hvis Mormons Bog er sand, så er Jesus Guds Søn, Faderens Enbårne i kødet, født af Maria, »en jomfru, yderst smuk … mere end alle andre jomfruer« (se 1 Ne 11:13-21), for bogen vidner om dette i en beskrivelse, der ikke har sin lige i noget andet litterært værk. Hvis Mormons Bog er sand, så er Jesus virkelig vor Forløser, verdens Frelser … Hvis Mormons Bog er sand, så var Joseph Smith Guds profet, for han var redskabet i Guds hænder til at bringe dette vidnesbyrd om vor Herres guddommelighed frem i lyset. Hvis denne bog er sand, så er [Kirkens præsident] en profet, for han har alle de nøgler, gaver, magter og myndigheder, som profeten Joseph havde, da han frembragte dette sidste dages værk. Hvis Mormons Bog er sand, så er Kirken også sand, for den har den samme myndighed, som bragte denne hellige optegnelse frem i dagens lys, og den virker blandt os i vore dage. Det er en genoprettelse af den kirke, som Frelseren oprettede i Palæstina. Det er en genoprettelse af den kirke, som Frelseren oprettede, da han besøgte [det amerikanske] kontinent, som nævnt i denne hellige optegnelse. Hvis Mormons Bog er sand, så er Bibelen også sand. Bibelen er den gamle verdens vidne; Mormons Bog er den nye verdens vidne. Bibelen er Judas optegnelse, og Mormons Bog er Josefs optegnelse. Og de kan nu samles i én hånd, hvilket er en opfyldelse af Ezekiels profeti (se Ez 37:19). De fortæller samstemmende, at verdens For- løser er verdens Konge, og at hans rige findes.12

4 Mormons Bog indeholder lærdomme, der kan hjælpe os til at finde løsninger på problemer i vore dages samfund. [Mormons Bog] er en optegnelse om nationer, som for længst er forsvundet. Men i sin beskrivelse af problemerne i vore dages samfund er den lige så aktuel som morgenavisen, blot langt mere klar, inspireret og inspirerende med hensyn til løsningen på disse problemer.13 Jeg kan slå op i den og læse, og den er skrevet i et sprog, der både er smukt og opløftende. De gamle optegnelser, som den er oversat fra, kom op af jorden som en røst, der hvisker fra støvet. Den

222 Kapitel 16 er fremkommet som et vidnesbyrd om generationer af mænd og kvinder, som levede på jorden, kæmpede med modgang, skændtes og krigedes, og som i forskellige perioder efterlevede den guddommelige lov og nød fremgang, og i andre perioder forsagede deres Gud og led undergang.14 Jeg kender intet andet skrift, der med så stor tydelighed fortæller om de tragiske konsekvenser, der rammer de samfund, som følger en kurs, der er i modstrid med Guds befalinger. På dens sider beskrives to forskellige civilisationer, der blomstrede i den vestlige verden. De begyndte hver for sig som en lille nation, hvor folket levede i frygt for Herren. Men med deres velstand fulgte voksende onder. Folk gav efter for ambitiøse og intrigante lederes rænker. Ledere, som undertrykte dem med høje skatter, som beroligede dem med tomme løfter, og som tolererede – ja endog opmuntrede til løsagtigt og vellystig levned, som førte dem ud i frygtelige krige, der resulterede i millioners død og den endelige og totale udslettelse af to store civilisationer på to forskellige tidspunkter … Intet andet helligt skrift illustrerer så klart den kendsgerning, at når mennesker og nationer lever i frygt for Gud og er lydige mod hans befalinger, får de fremgang og vækst, men når de lader hånt om ham og hans ord, sker der et forfald, og hvis det ikke stoppes med retfærdighed, vil det føre til afmagt og død. Mormons Bog bekræfter ordsproget i Det Gamle Testamente: »Retfærdighed opløfter et folk, som synd er folkene skændsel« (Ordsp 14:34).15

5 Mormons Bog har kraft til at ændre vores liv og vores perspektiv. I august 1830 rejste Parley Parker Pratt som lægprædikant fra Ohio til det østlige New York. I Newark langs Erie-kanalen forlod han båden og gik 16 kilometer ind i landet, hvor han mødte en baptistpræst ved navn Hamlin, der fortalte ham »om en bog, en MÆRKELIG BOG, en MEGET MÆRKELIG BOG! … Denne bog gav sig ud for oprindeligt at være skrevet enten på guld eller bronze- plader af en gren af Israels stammer, og den skulle være fundet og oversat af en ung mand i nærheden af Palmyra i staten New York ved hjælp af åbenbaringer eller englebetjening. Jeg spurgte ham,

223 Kapitel 16

Mormons Bog havde en stor indvirkning på Parley P. Pratt, der senere blev apostel. hvor man kunne få fat i bogen. Han lovede, at jeg skulle få lov at se den næste dag hjemme hos ham … Næste dag gik jeg hjem til ham, og for første gang så jeg ›MORMONS BOG‹ – denne bøgernes bog … som blev det vigtigste middel i Guds hænder til at lede hele min fremtidige kurs i livet. Jeg åbnede den med iver og læste titelbladet. Derpå læste jeg flere vidners vidnesbyrd om, hvordan den blev fundet og oversat. Efter dette begyndte jeg at læse indholdet i rækkefølge. Jeg læste hele dagen. Det var en byrde for mig at spise, jeg havde ingen lyst til mad. Det var en byrde at sove, da natten kom, for jeg ville hellere læse end sove.

224 Kapitel 16

Mens jeg læste, hvilede Herrens ånd over på mig, og jeg vidste og forstod, at bogen var sand på en lige så enkel og umiskendelig vis, som et menneske forstår og ved, at det lever« (Autobiography of Par- ley P. Pratt, 3. udg., Salt Lake City: Deseret Book Co., 1938, s. 36-37). Parley P. Pratt var da 23 år. Læsningen af Mormons Bog påvirkede ham så dybt, at han snart blev døbt og medlem af Kirken, og han blev en af dens mest effektive og mægtige forkæmpere … Parley Pratts oplevelse med Mormons Bog var ikke enestående. Da den første udgave af bogen udkom, gik det første eksemplar fra hånd til hånd og blev læst, og stærke mænd og kvinder i hundredvis blev så dybt grebet, at de i opgav alt, hvad de ejede, og i årene derefter var det ikke få, der gav deres liv for det vidnesbyrd, de bar i deres hjerte om sandheden af denne bemærkelsesværdige bog. I dag … læses den af langt flere end på noget andet tidspunkt i dens historie … Dens tiltrækning er lige så tidløs som sandheden, lige så universel som menneskeheden.16 [Mormons Bog] har påvirket millioner, som bønsomt har læst den og overvejet dens budskab. Jeg vil gerne fortælle om en af disse … Han var forretningsmand og havde succes med sine foretagender. På en rejse mødte han to af vore missionærer. De prøvede at få en aftale med ham, så de kunne undervise ham. Han afviste dem, men omsider sagde han ja til at lytte. Han godtog lidt lemfældigt, det de havde at sige. Han blev overbevist i sit sind om, at de fortalte sandheden, men han blev ikke berørt i sit hjerte. Han besluttede at læse Mormons Bog. Han sagde, at han havde været en mand af verden, uden tilbøjelighed til at fælde en tåre. Men da han læste bogen, løb tårerne ned ad hans kinder. Den gjorde noget ved ham. Han læste den igen og følte det samme. Det, der var sindets omvendelse, blev hjertets omvendelse. Hans liv ændrede sig, hans måde at se tingene på blev anderledes. Han hengav sig til Herrens værk. I dag udfylder han en høj og hellig kaldelse i det værk, han er kommet til at elske.17 Lad mig fortælle [en anden] historie om Mormons Bog. Jeg hørte en mand, der var bankmand i Californien, fortælle denne historie. Han sagde, at hans sekretær røg, røg hele tiden. Hun var afhængig

225 Kapitel 16

af at ryge. Hun kunne ikke holde op. En dag sagde hun til ham: »Hvordan kan jeg holde op med at ryge?« Han tog en Mormons Bog frem fra sit skrivebord og gav den til hende. Han sagde: »Du skal læse den her.« Hun sagde: »OK, jeg læser den.« Hun kom tilbage et par dage senere og sagde: »Jeg har læst 200 sider, og jeg har ikke set ordet rygning nogen steder. Jeg har ikke set ordet tobak nogen steder. Jeg har ikke set noget, der omtalte det.« Han sagde: »Bliv ved med at læse.« Hun kom tilbage nogle dage senere og sagde: »Jeg har læst 200 sider til – ingen omtale af rygning, ingen omtale af nikotin, ingen omtale af noget som helst i forbindelse med tobak.« Han sagde: »Bliv ved med at læse.« Hun kom tilbage tre eller fire dage senere. Hun sagde: »Jeg har læst hele bogen. Jeg så ikke tobak nogen steder; jeg så ikke rygning nogen steder. Men,« sagde hun, »på grund af at jeg har læst denne bog, har jeg i mit hjerte mærket en indflydelse, en kraft, der har fjernet mit ønske om at ryge, og det er vidunderligt.« 18 Lad mig fortælle jer om et brev, som jeg modtog … Det var fra en mand, som skrev: »Jeg sidder i et statsfængsel. Jeg stødte for nylig på Mormons Bog i fængslets bibliotek. Jeg har læst den, og da jeg læste om Mormons sorg over sit faldne folk – ›O, I skønne, hvor kunne I vige fra Herrens veje! O, I skønne, hvor kunne I forkaste den Jesus, som stod med åbne arme for at tage imod jer! Se, hvis I ikke havde gjort dette, ville I ikke være faldet‹ (Morm 6:17-18) – var det som om, at Mormon talte til mig. Kan jeg få et eksemplar af denne bog? Vi sendte ham en Mormons Bog. Nogen tid senere kom han ind på mit kontor som et helt nyt menneske. Han var blevet grebet af ånden i Mormons Bog, og i dag har denne mand succes, han er restitueret, tjener ærligt til livets ophold og kan forsørge både sig selv og sin familie. Det er en sådan virkning, denne storslåede bog har i folks tilvæ- relse, når de læser den under bøn. Kære søskende, jeg kan uden forbehold love jer, at hvis I hver især bønsomt vil læse Mormons Bog, uanset hvor mange gange I allerede

226 Kapitel 16 har læst den, så vil I have Herrens ånd i jeres hjerte i større målestok. Jeres beslutning om at være lydige mod hans bud vil forstærkes, og I vil få et større vidnesbyrd om, at Guds Søn virkelig lever.19

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor har vi brug for Mormons Bog? Hvilke skriftsteder i Mor- mons Bog har styrket jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus? Hvilke eksempler har I set på, at Mormons Bog og Bibelen går »hånd i hånd« som et vidne om Frelseren? (Se afsnit 1). • Hvorfor tror I, at løftet i Moroni 10:3-5 er mere vigtigt end et fysisk bevis på Mormons Bog? (Se afsnit 2). Hvilke oplevelser har I haft med det løfte? • Når I gennemgår afsnit 3, så læg mærke til de sandheder, vi kan få en viden om, når vi har et vidnesbyrd om Mormons Bog. Hvordan vidner Mormons Bog om disse sandheder? • Tænk på nogle af »problemerne i vore dages samfund« (afsnit 4). Hvordan kan Mormons Bog hjælpe os med at finde løsninger på disse problemer? Hvilke skriftsteder i Mormons Bog har hjulpet jer, når I har stået over for personlige udfordringer? • Tænk over historierne i afsnit 5. Hvis nogen spurgte jer om Mormons Bog, hvad kunne I da sige om, hvordan den havde påvirket jer? Skriftstedshenvisninger Es 29:9-18; 1 Ne 13:35-41; 2 Ne 29:6-9; Moro 10:27-29; L&P 20:8- 12; 42:12-13 Studiehjælp »Jeg er taknemlig for den vægt, der er blevet lagt på studium af skrifterne. Jeg håber, at det for jer vil blive noget langt mere behageligt end en pligt – at det snarere vil blive en kærlighedsaffære med Guds ord. Jeg lover jer, at når I læser, vil jeres forstand blive oplyst, og jeres ånd vil blive opløftet. Det kan først virke kedeligt, men det vil ændre sig til en forunderlig oplevelse med tanker og ord om guddommelige ting« (Gordon B. Hinckley, »Jeres indre lys«, Stjernen, juli 1995, s. 101).

227 Kapitel 16

Noter 1. »Gaver, som man kan tage med hjem fra 9. Se »Fra himlens høje hvælv en hellig sin mission«, Liahona, mar. 2007, s. 22. engel for«, Den danske Stjerne, maj 2. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 1980, s. 12. The Biography of Gordon B. Hinckley, 10. Se »Troens fire hjørnesten«, Liahona, 1996, s. 100. feb. 2004, s. 5-6, citerer Mormons Bogs 3. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker«, titelblad. Liahona, maj 2007, s. 116. 11. I Heroes from the Book of Mormon, 4. »Inspirational Thoughts«, Ensign, juli 1995, s. 198. 1998, s. 2. 12. Se »Mormons Bog«, Stjernen, okt. 5. »De store ting, Gud har åbenbaret«, 1988, s. 6-7. Liahona, maj 2005, s. 82. 13. Se »Mormons Bog«, s. 6. 6. »Symbolet på vores tro«, Liahona, 14. »Troens fire hjørnesten«, s. 5. apr. 2005, s. 4, citerer Mormons Bogs 15. Se »Mormons Bog«, s. 6. titelblad. 16. Se »Mormons Bog«, s. 2-3. 7. »Excerpts from Recent Addresses of President Gordon B. Hinckley«, 17. »Mormon bør betyde ›mere godt‹«, Ensign, juli 1997, s. 72. Stjernen, jan. 1991, s. 54. 8. »Tro hans profeter«, Stjernen, juli 1992, 18. Discourses of President Gordon B. s. 48. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, s. 402-403. 19. Se »Mormons Bog«, s. 7.

228 KAPITEL 17

Bliv ved med at lære livet igennem

»Vi må blive ved med at udvikle os. Vi må fortsætte med at lære. Det er en guddommelig befaling, at vi skal øge vores viden.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv »Jeg elsker at lære,« sagde præsident Gordon B. Hinckley. »Jeg nyder enhver mulighed for at opnå kundskab. Jeg tror i sandhed på og har ivrigt igennem hele mit liv støttet stræben efter uddannelse – for mig selv og andre … Fra mit synspunkt er det at lære både en praktisk ting og en åndelig ting.« 1 Præsident Hinckleys medtjenere i Kirkens ledelse forundredes over hans evne til at samle viden og anvende den i sit arbejde. Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jeg har aldrig mødt et menneske, der kan blive så velinformeret ved at læse og gennem kontakt med andre mennesker. Når han en aften er til middag hos nogen, tager han afsted med en viden om denne persons ekspertise.« Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolvs Kvorum har sagt: »Det, der gør præsident Hinckley unik, er, at han husker det, han har læst og udtrækker det, som han gerne vil beholde. Han har et veludviklet intellekt. Han kan trække på det, han ved, for at træffe en klog beslutning.« 2 Præsident Hinckley fulgte i sin livslange bestræbelse på at lære og forbedre sig selv sine forældres eksempel. Han fortalte følgende historie om, hvordan hans far Bryant S. Hinckley var opsat på at lære: »Da han var omkring den alder, som jeg er nu, var han pensioneret. Men han var aktiv. Han boede i et meget enkelt, men hyggeligt hjem på landet. Han havde en frugthave, og han elskede at give frugten væk. I haven var der græsplæner og buske og træer. Der

229 Kapitel 17

»Stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118).

230 Kapitel 17 var en stenmur på 60 centimeter, der adskilte det ene niveau fra det andet. Når vejret var godt, sad han på muren med en gammel hat på hovedet, der skyggede øjnene for solen. Når vi besøgte ham, sad jeg ved siden af ham. Hvis man tilskyndede ham lidt, så fortalte han om sit liv … Han havde undervist. Han var en succesfuld forretningsmand. Han præsiderede over den største stav i Kirken med flere end 15.000 medlemmer. Han havde tjent som missionspræsident og i mange andre stillinger. Og nu var han pensioneret og sad dér på muren. Han læste meget og havde et vidunderligt bibliotek. Han var en fremragende taler og forfatter. Næsten helt til den dag han døde, kort tid før han fyldte 94, læste og skrev han og overvejede den kundskab, som han havde erhvervet. Jeg opdagede, at når han sad på muren i timevis på en varm dag, så tænkte han over det, som han havde læst i sit bibliotek. Jeg synes, at han blev ældre med ynde og på en vidunderlig måde. Han havde sine bøger med de værdifulde skatte, de indeholdt tanker fra store mænd og kvinder fra alle tidsaldre. Han holdt aldrig op med at lære, og når han sad på muren, tænkte han dybt over, hvad han havde læst aftenen før … Hvorfor fortæller jeg jer om en gammel mand og den mur, som han sad på? Jeg fortæller jer det, fordi jeg tror, at det er en lektie for os alle. Vi skal aldrig holde op med at lære. Vi tror på evig udvikling, og at dette liv er en del af evigheden, og at det skal leves på en givtig måde helt indtil enden.« 3

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Herren ønsker, at vi uddanner os, så vi hver især kan få fremgang og bidrage til samfundet. I tilhører en kirke, som belærer om betydningen af uddannelse. I har en befaling fra Herren om at uddanne jeres sind og jeres hjerte og jeres hænder. Herren har sagt: »Undervis I flittigt … både i det, der er i himlen og på jorden og under jorden; det, som har været, det, som er, det, som snart skal ske, det, som er hjemme, det, som er ude; folkeslagenes krige og forviklinger og de straffedomme, som

231 Kapitel 17

er lagt på landet; og også en kundskab om lande og om riger – så I på alle måder kan være forberedt« (L&P 88:78-80).4 Vi i Kirken har fået et vidunderligt løfte af Herren. Han har sagt: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24). Det er en fantastisk udtalelse. Det er et af mine yndlingsskrift- steder. Det taler om vækst, udvikling og den vej, der fører til guddommelighed. Det går hånd i hånd med disse storslåede udtalelser: »Guds herlighed er intelligens, eller med andre ord, lys og sandhed« (L&P 93:36); »hvis en person ved sin flid og lydighed opnår større kundskab og intelligens i dette liv end en anden, så har han en tilsvarende fordel i den kommende verden« (L&P 130:19) … Sikke en vidunderlig udfordring, som findes i disse vidunderlige udtalelser. Vi må blive ved med at udvikle os. Vi må fortsætte med at lære. Det er en guddommelig befaling, at vi skal øge vores viden … Herren har sagt følgende til dig og mig: »Søg visdomsord i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro. Organiser jer … Hold op med at være uvirksomme (L&P 88:118- 119, 124).5 Herren ønsker, at I skal dygtiggøre jer, jeres hoved og hænder, uanset hvilket område I vælger. Uanset om det er at reparere køle- skabe eller at blive en dygtig kirurg, så skal I uddanne jer. Søg den bedste uddannelse, I kan få. Bliv en person med et ry for godt arbejde i den verden, som ligger foran jer … I vil bidrage til Kirkens ære, og I vil blive rigt velsignede på grund af den uddannelse. Der er ingen tvivl, overhovedet ingen, om, at uddannelse betaler sig. Kortslut ikke jeres liv. Hvis I gør det, vil I betale for det igen og igen og igen.6 Det er ikke nok kun at leve, kun at overleve. Det påhviler hver af os, at udruste os således, at vi kan gøre noget nyttigt i samfundet – opnå mere og mere lys, så vores personlige lys kan være med til at oplyse en formørket verden. Og dette er muligt ved at lære, ved at uddanne os, ved at gå fremad og vokse i både sind og ånd.7

232 Kapitel 17

»Begynd tidligt med at introducere børnene til gode bøger.«

2 Med planlægning og selvdisciplin kan forældre skabe en atmosfære af lærdom i deres hjem. Det er fantastisk interessant at iagttage unge menneskers sind udvide sig og blive styrket. Jeg er en af dem, der kan se de store muligheder, fjernsynet har for at øve en positiv indflydelse. Men jeg stiller mig også blandt dem, der beklager det frygtelige tidsspilde og de spildte muligheder, når børnene i visse hjem time efter time sidder og ser fjernsynsprogrammer, der hverken oplyser eller styrker dem. Da jeg var dreng, boede vi i et stort, gammelt hus. Et af værelserne kaldte vi for biblioteket. Der stod et solidt bord og en god lampe, tre-fire behagelige stole i godt lys og reoler med bøger langs med væggene. Der var mange bøger, som min far og mor havde anskaffet sig igennem mange år. Vi blev aldrig tvunget til at læse dem, men de stod, så de var lette at komme til, og hvor vi kunne få fat i dem, når vi havde lyst. Der var stille derinde. Vi forstod alle, at det var et sted for studium. Der var også tidsskrifter – Kirkens tidsskrifter og to eller tre andre gode tidsskrifter. Der var historiebøger, bøger om litteratur, fagbøger, ordbøger, et leksikon og et verdensatlas. Der var naturligvis ikke

233 Kapitel 17 noget fjernsyn dengang. Radioen kom til, mens jeg voksede op. Men der var en atmosfære, en atmosfære, der fremmede indlæring. Nu skal I ikke tro, at vi var meget lærde. Men vi blev påvirket af god litteratur, de store filosoffers store værker og et sprog, der var skrevet af mænd og kvinder, der tænkte dybt og skrev smukt. Der findes mange hjem i dag, hvor man ikke kan have et sådant bibliotek. De fleste familier har for lidt plads, men med lidt plan- lægning kan man indrette et hjørne, som kan blive et sted, hvor man kan lukke sig ude fra støjen omkring sig, og hvor man kan sidde og læse og tænke. Det er vidunderligt at have et skrivebord, eller bare et bord, ligegyldigt hvor almindeligt det er, hvor Kirkens standardværker ligger sammen med nogle få gode bøger, Kirkens tidsskrifter og andre ting, der er værd at læse. Begynd tidligt med at introducere børnene for gode bøger. Den mor, som ikke læser for sine små børn, gør både dem og sig selv en bjørnetjeneste. Ja, det kræver tid, og endda meget tid. Det kræver selvdisciplin. Det kræver planlægning og budgettering af dagens timer og minutter. Men det vil aldrig blive kedeligt for jer at se de unge sind lære personer, udtryk og ideer at kende. God læsning kan udvikle sig til en kærlighed, som vil være langt mere frugtbar i sin langtrækkende virkning, end så mange andre aktiviteter vore børn indlader sig på … Forældre … introducer de store filosoffer for jeres børn, store ideer, evige sandheder og det, som bestandigt virker opbyggende og motiverende … [Prøv på i jeres hjem] at skabe en en atmosfære af lærdom og den udvikling, som følger deraf.8

3 Uddannelse åbner mulighedernes port for de unge og de unge voksne. Dette er en mulighedernes dag for jer unge mennesker, det er en vidunderlig tid at være på jorden på. I står på toppen af alle tidligere tider. I har adgang til lærdomme fra alle, der har været på jorden, de lærdomme bliver sammenfattet til fag, hvor I kan opnå kundskab på forholdsvis kort tid, den kundskab, som mennesket har haft svært ved at få i alle de tidligere århundreder. Undervurder

234 Kapitel 17 ikke jer selv. Gå ikke glip af jeres store mulighed. Gå i gang, arbejd på det, studér flittigt.9 Det er så vigtigt, at I unge mænd og unge kvinder får al den uddannelse, som I kan få … Uddannelse er den nøgle, som åbner mulighedernes port for jer. Den er værd at yde ofre for. Den er værd at yde en indsats for, og hvis I uddanner jer bogligt og håndværks- mæssigt, vil I kunne yde bidrag til det samfund, som I er en del af, og I vil være eksempler, der gør jeres kirke ære. Mine kære unge brødre og søstre, udnyt alle de muligheder for uddannelse, som I har adgang til, og I, fædre og mødre, bør opmuntre jeres sønner og døtre til at få en uddannelse, som kan velsigne deres liv.10 Måske har I ikke midlerne til at få al den uddannelse, I kunne tænke jer. I må klare jer, så langt jeres penge rækker, og derefter drage fordel af stipendier, legater og de studielån, som I magter at betale tilbage.11 Jeg er ligeglad med, hvad I ønsker at være, så længe det er ærligt. Bilmekaniker, murer, blikkenslager, elektriker, læge, advokat, køb- mand, men ikke tyv. Men lige meget hvad I er, så brug muligheden for at blive god til det og få det bedste ud af den mulighed. Samfun- det vil belønne jer i henhold til jeres værdi, når det ser den værdi. Lige nu er det den store forberedelsesdag for jer hver især. Det betyder ofre, og flere ofre. De ofre vil blive den bedste investering, som I nogensinde har foretaget jer, for I vil høste udbytte af dem resten af jeres liv.12 Jeg opfordrer hver eneste af jer unge piger til at opnå al den uddannelse, som I kan skaffe jer. I vil få brug for det i den verden, I vil komme ud i. Livet er blevet uhyre konkurrencepræget … Verden er i forandring, og det er derfor meget vigtigt, at vi forbereder os på at følge denne forandring. Men der er også et lyspunkt ved alt dette. Ingen anden generation i verdenshistorien har tilbudt kvinder så mange muligheder. Jeres første mål må være et lykkeligt ægteskab, som er beseglet i Herrens tempel, og derefter opdragelsen af gode børn. Uddannelse kan hjælpe jer til at virkeliggøre disse idealer.13 Kvinder i Kirken såvel som i samfundet har et umådeligt stort ansvar for at handle i overensstemmelse og i fuldstændig harmoni med ægteskab, moderskab og opdragelsen af gode og dygtige børn.14

235 Kapitel 17

Hele viften af menneskelig stræben ligger nu åben for kvinder. Der er ikke noget, som I ikke kan gøre, hvis I vil lægge jeres sjæl i det. I jeres drøm om den kvinde, I kunne tænke jer at blive, kan I medtage et billede af en, der er egnet til at tjene samfundet og yde et betragteligt bidrag til den verden, som hun bliver en del af.15 Jeg er taknemlig for, at kvinder i vore dage har de samme muligheder [som mænd] for at få en uddannelse, lære et håndværk og enhver anden form for menneskelig kundskab. I har lige så meget ret som mænd til Kristi Ånd, som oplyser enhver mand og kvinde, der kommer til verden (se L&P 84:46). Fastsæt jeres prioriteter i forhold til ægteskab og familie, men stræb også efter en uddannelse, der vil føre til et tilfredsstillende arbejde og et produktivt job i tilfælde af, at I ikke bliver gift eller til en følelse af sikkerhed og tilfredsstillelse i tilfælde af, at I bliver gift.16 I [unge mænd] står over for store udfordringer, som ligger forude. I bevæger jer ind i en verden med hård konkurrence. Få al den uddannelse, I kan. Herren har belært os om betydningen af uddannelse. Den vil kvalificere jer til flere muligheder. Den vil sætte jer i stand til at gøre noget værdifuldt i den store verden af muligheder, som ligger forude. Hvis I kan komme ind på en videregående uddannelse, og det er det, I ønsker, så gør det. Hvis I ikke ønsker en videregående uddannelse, så lær et fag eller få en handelsuddannelse, hvor I kan styrke jeres færdigheder og øge jeres muligheder« 17 Jeg håber, at I [unge mennesker] vil se på de uddannelsesmulig- heder, I har, som en stor velsignelse. Jeg ved, at det er trættende. Jeg ved, at det er svært. Jeg ved, at I til tider bliver mismodige. Jeg ved, at I til tider overvejer, hvorfor I gør det. Men blev ved, vær udhol- dende, og bliv ved med at lære. I vil aldrig fortryde det, så længe I Iever, men I vil regne det for en stor velsignelse.18

4 Undervisningen af ånden er ligeså vigtig, om ikke vigtigere, som undervisning af sindet. Jeg har dyb respekt for de stærke kræfter af kundskab, der er repræsenteret i vor tid. Aldrig før er så mange blevet uddannet i verdens lærdomme. Hvor er det en stor ting – den intensive undervisning af en stor procentdel af verdens unge, som dagligt mødes

236 Kapitel 17 ved deres underviseres fødder for at opsamle kundskab fra alle menneskets tidsaldre. Omfanget af den kundskab er overvældende. Den omfatter stjer- nerne i universet, jordens geologi, landenes historie og folks kultur og sprog, regeringers handlemåder, handelslovgivning, atomets egenskaber, kroppens funktioner og sindets vidundere. Med så megen tilgængelig kundskab skulle man tro, at verden ville være tæt på at være i en fuldkommen tilstand. Men vi bliver hele tiden gjort opmærksomme på den anden side af mønten – samfundets dårligdomme, stridigheder og problemer, der bringer fortvivlelse til millioner af mennesker. Hver dag bliver vi i højere grad opmærksomme på det faktum, at livet er mere end videnskab og matematik, mere end historie og litteratur. Der er behov for en anden uddannelse, for uden den vil den verdslige lærdom højst sandsynligt blot føre til ødelæggelse. Jeg taler om en uddannelse af hjertet, af samvittigheden, af karakteren og af ånden – disse udefinerbare aspekter af vores personlighed, der så sikkert bestemmer, hvad vi er, og hvordan vi opfører os i vores forhold med hinanden … Da jeg tjente som missionær i England, tog jeg til K.F.U.M London Central. Jeg formoder, at den gamle bygning har været væk i lang tid, men jeg glemmer aldrig de ord, der modtog gæsterne i foyeren, hver gang de kom ind. Det var Salomos ord: »Køb indsigt for alt, hvad du ejer« (Ordsp 4:7). Indsigt i hvad? Indsigt i os selv, i formålet med livet, i vores forhold til Gud, der er vor Fader, i de store guddommelige principper, der i århundreder har været den nødvendige forudsætning for menneskets virkelige fremgang! … Når vi fordyber os i vore verdslige studier, så lad os også tilføje udviklingen af vores ånd. Hvis vi gør det, vil Gud velsigne os med den fred og de velsignelser, som alene kommer fra ham.19 Jesus sagde: »Lær af mig … For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:29-30). Jeg vil gerne foreslå, at vi følger denne formaning, som er givet af Guds Søn. I al vores lærdom, lad os også lære af ham. I al vores

237 Kapitel 17

»I al vores studium må vi søge kundskab om Mesteren.«

studium må vi søge kundskab om Mesteren. Den viden vil på en vidunderlig måde komplementere vores verdslige uddannelse og vil give os karakter og en fylde i livet, som ikke kan komme på nogen anden måde.20 Jeg opfordrer jer til aldrig at glemme, at undervisningen af ånden er ligeså vigtig, om ikke vigtigere, som undervisningen af sindet.21 Kirkens storslåede uddannelsesprogram har fremgang. Arbejdet med at oplære elever gennem seminar- og institutprogrammet går stadig fremad … I, som har deltaget i dette program, kender dets enorme værdi. Vi vil gerne tilskynde alle, som har mulighed for det, til at drage nytte deraf. Vi tøver ikke med at love jer, at jeres kundskab om evangeliet vil blive øget, jeres tro vil blive styrket, og I vil knytte vidunderlige kontakter og venskaber.22 Lad os påtage os Herrens navn og derpå i tro gå fremad for på en relevant måde at formidle det, som vil berøre menneskeheden og bringe fred og glæde til verden. Verden har brug for en generation af mænd og kvinder med uddannelse og indflydelse, som kan og vil forsvare og oprigtigt og ligefremt erklære, at Gud lever, og at Jesus er Kristus.23

238 Kapitel 17

5 Lige meget, hvor gamle vi bliver, kan vi erhverve viden, samle visdom og blive ved med at gå fremad. At tilegne sig viden er en vidunderlig proces, hvorved århundre- ders samlede viden er blevet sammenfattet og filtreret, således at vi i løbet af kort tid kan lære det, som oprindeligt krævede lange rækker af forsøg, hvor man prøvede sig frem. Uddannelse er den store omdannelsesproces, hvorved abstrakt viden bliver til nyttig og produktiv handling. Det er noget, som aldrig behøver at ophøre. Uanset hvor gamle vi bliver, kan vi erhverve viden og bruge den. Vi kan samle visdom og få gavn af den. Vi kan blive underholdt gennem det mirakel at kunne læse og opleve kunst, hvilket øger livets velsignelser og glæde. Jo ældre jeg bliver, des mere nyder jeg tankevækkende forfatteres ord, både ældre og nyere, og at grunde over det, de har skrevet.24 Ingen af os … ved nok. Læringsprocessen stopper aldrig. Vi skal læse, vi skal observere, vi skal tilegne os viden, og vi skal overveje de indtryk, vi får … Jeg tror på forbedring. Jeg tror på vækst … Vær i stadig vækst, mine brødre og søstre, hvad enten I er tre- dive eller halvfjerds. Jeres flid i den henseende vil få årene til at gå hurtigere, end I måske ønsker, men de vil være fyldt med en forunderlig glæde, der vil give jer krydderi på tilværelsen og styrke i jeres lærdom.25 Lige øst for [Brigham Young University i Provo i Utah] ligger der et bjerg. Jeg er overbevist om, at [mange] har set op på dette bjerg og tænkt: »Hvis bare jeg kunne klatre op på toppen, så ville det være spændende at se dalen på den anden side.« Men de af jer, der har klatret derop, har opdaget, at dalen kun er en lille og forholdsvis lav sænkning, og at der på den anden side er mange andre høje bjerge, der skal bestiges. Sådan håber jeg også, at det er med jer … I vil se, at selvom den undervisning, I har fået, [nok har] været god, så er der endnu større muligheder og udfordringer forude. Suppler jeres forråd af information, øg jeres viden, bliv ved med at lære livet igennem.26

239 Kapitel 17

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor er det vigtigt, at »opnå mere og mere lys« gennem uddannelse? (Se afsnit 1). Hvordan kan det at lære hjælpe os til hver især at få fremgang? Hvordan kan det at lære hjælpe os til at »oplyse en formørket verden«? • Gennemgå præsident Hinckleys beretning om, hvordan hans forældre skabte en atmosfære af lærdom i deres hjem (se afsnit 2). Hvordan kan vi hjælpe børn til at udvikle en kærlighed til at lære? Hvordan kan vi hjælpe børn til at få et ønske om at søge lærdom fra kilder, der oplyser og motiverer til det gode? • Hvordan åbner uddannelse »mulighedernes port« for de unge og de unge voksne? (Se afsnit 3). Hvordan kan de unge og de unge voksne være opfindsomme og drage nytte af muligheder for uddannelse? • Hvordan vil I forklare betydningen af vendingen »undervisningen af ånden«? (Se afsnit 4). Hvordan kan vi uddanne hjertet, karakteren og ånden? Hvordan har åndelig undervisning og verdslig undervisning i jeres liv komplementeret hinanden? • Hvorfor bør vi fortsætte med at lære hele livet? (Se afsnit 5). Hvor- dan kan vi bibeholde en livslang kærlighed til lærdom? Hvad har I lært for nylig, som er særligt værdifuldt for jer? Skriftstedshenvisninger Ordsp 1:5; 2 Pet 1:1-8; 2 Ne 9:28-29; 28:29-30; L&P 6:7; 90:15; 131:6; 136:32-33 Til underviseren Et forslag til at få startet en drøftelse om præsident Hinckleys lærdomme er at bede deltagerne om at fortælle om, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet (se yderligere forslag på side vi-vii i dette hæfte).

240 Kapitel 17

Noter 1. Standing for Something: Ten Neglected 14. »Youth Is the Season«, New Era, sep. Virtues That Will Heal Our Hearts and 1988, s. 47. Homes, 2000, s. 59. 15. »Hvordan kan jeg blive den kvinde, 2. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: jeg drømmer om at blive?«, Liahona, The Biography of Gordon B. Hinckley, juli 2001, s. 115. 1996, s. 449-450. 16. »Ten Gifts from the Lord« Ensign, nov. 3. Discourses of President Gordon B. 1985, s. 89. Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, 17. »Nyomvendte og unge mænd«, s. 406-407. Stjernen, juli 1997, s. 49. 4. »En profets råd og bøn for ungdommen«, 18. Discourses of President Gordon B. Liahona, apr. 2001, s. 34. Hinckley, Volume 1, s. 370. 5. »En samtale med enlige voksne«, 19. »With All Thy Getting Get Stjernen, nov. 1997, s. 22. Understanding«, Ensign, aug. 1988, 6. »En profets råd og bøn for ungdommen«, s. 2, 5. s. 35-36. 20. »With All Thy Getting Get 7. Standing for Something, s. 67. Understanding«, s. 5. 8. Se »Atmosfæren i vore hjem«, Stjernen, 21. »President Hinckley Visits New Zea- nov. 1985, s. 2. land, Australia, and Mexico«, Ensign, 9. Teachings of Gordon B. Hinckley, aug. 1997, s. 77. 1997, s. 171-172. 22. Se »Miraklet muligt på grund af tro«, 10. »Inspirerende tanker«, Liahona, juni Den danske Stjerne, okt. 1984, s. 97. 1999, s. 4-5. 23. »With All Thy Getting Get 11. »Hold jer på den ærefulde vej«, Understanding«, s. 5. Liahona, maj 2004, s. 113. 24. »Jeg tror«, Stjernen, mar. 1993, s. 4. 12. Teachings of Gordon B. Hinckley, 25. Teachings of Gordon B. Hinckley, 172-173. 298-299. 13. Se »Forbliv trofast«, Stjernen, juli 1996, 26. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 299. s. 95.

241 Præsident Gordon B. Hinckley sagde: »Lad dyd være en hjørnesten, hvorpå I bygger jeres liv.«

242 KAPITEL 18

Dyd – en hjørnesten, hvorpå vi bygger vores liv

»I er, hver eneste af jer, børn af en guddommelig Fader i himlen. I blev skabt af ham i jeres Skabers billede. Jeres legeme er helligt. Det er templet for jeres ånd. Besmit det ikke med synd.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Da præsident Gordon B. Hinckley talte til studerende ved Brigham Young University i 2007, sagde han: »Jeg lagde mærke til noget interessant forleden. En tidlig lørdag morgen i Salt Lake City blev Key Bank-bygningen revet ned med en række velplacerede sprængladninger. Det skete på tre eller fire sekunder, og der kom en kæmpe støvsky, der rullede mod nordvest. Processen kaldes implosion, i modsætning til en eksplosion. Bygningen blev opført for næsten 30 år siden. Jeg formoder, at det tog mindst et år, måske to at bygge den. Nu var den væk på nogle sekunder. Det, mine venner, er historien om så mange liv. Vi nærer dem meget omhyggeligt i en årrække. Så befinder vi os i farlige situationer. Fejl forekommer. Kyskhed bliver kompromitteret. Der sker en implosion, og en støvkugle er alt, hvad der er tilbage. Jeg blev mindet om det, da jeg huskede på en ung mand og en ung kvinde, der kom til mit kontor. Han var en pæn dreng, og hun var en smuk pige. De var universitetsstuderende. Deres fremtid så lys og strålende ud. Men de gav efter for fristelsen … De fik tårer i øjnene, da de talte med mig. Men der var ingen flugt fra den virkelighed, som de stod over for. Der var sket en implosion i deres liv, og et tårn af drømme var styrtet sammen.

243 Kapitel 18

Lad det ikke ske for jer. Stil jer ikke i vejen for at opnå jeres potentiale ved at gå på kompromis med jeres forpligtelse over for moralen. I er, hver eneste af jer, børn af en guddommelig Fader i himlen. I blev skabt af ham i jeres Skabers billede. Jeres legeme er helligt. Det er templet for jeres ånd. Besmit det ikke med synd. Jeg vil nu vende tilbage til illustrationen med tårnet, der styrtede sammen, og minde jer om, at der i dets sted vil blive opført en ny og smuk bygning. På lignende vis kan de, som har overtrådt, vende tilbage til deres Forløser, vor Frelser Jesus Kristus og gennem forso- ningens kraft blive gjort rene og nye igen.« 1

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Dydig levevis bringer storslåede og vidunderlige velsignelser. Der er intet i hele verden så pragtfuldt som dyd. Den skinner uden at miste sin glans. Den er dyrebar og smuk. Den er uvurderlig. Den kan ikke købes eller sælges. Den er frugten af selvbeherskelse … Herren har givet en vidunderlig befaling. Han har sagt: »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker« (L&P 121:45). Dette er en befaling, som I skal holde med ihærdighed og disciplin. Og til den er der knyttet en forjættelse med storslåede og vidunderlige velsignelser. Han har sagt til dem, som lever dydigt: »Da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed … Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid« (L&P 121:45-46). Er der nogen større og smukkere forjættelse end denne? 2 Er der en gyldig grund til dyd? Det er den eneste vej til at blive fri for fortrydelse. Den fred i sindet, der følger deraf, er den eneste personlige fred, som ikke er forfalsket. Og udover alt dette er der Guds aldrig svigtende løfte til dem, der vandrer i dyd. Da Jesus af Nazaret talte på bjerget, sagde han:

244 Kapitel 18

»Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud« (Matt 5:8). Det er en pagt oprettet af ham, der har magten til at opfylde.3 I må og skal indse, at både erfaringerne og guddommelig visdom viser, at dyd og moralsk renhed er vejen til karakterstyrke, fred i hjertet og lykke i livet.4 Lad dyd være en hjørnesten, hvorpå I bygger jeres liv.5

2 Når vi hæver os over verdens snavs og umoral, nyder vi større glæde, sikkerhed og fred i sindet. Hvis vi kigger rundt omkring i verden, virker det som om, at man har afskaffet al moral. Det er blevet almindeligt at bryde gamle standarder. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at man har opgivet ellers hævdvundne principper. Man har glemt at beherske sig selv, og løse seksuelle forhold er blevet almindelige. Men, mine kære venner, vi må ikke acceptere det, som er blevet almindeligt i verden. I har som denne kirkes medlemmer en højere og mere krævende standard. Den byder jer, som var det en røst fra Sinaj, at I ikke må give efter. I må styre jeres lyster.6 Paulus’ ord til de hellige i Korinth er lige så anvendelige for os i dag, som de var for dem, han skrev dem til. Han sagde: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I« (1 Kor 3:16-17).7 Igen Paulus’ råd til Timotheus: »Hold dig selv ren« (1 Tim 5:22). Dette er enkle ord. Men de er umådeligt vigtige. Paulus siger faktisk: Hold jer væk fra det, der vil nedbryde jer og ødelægge jer åndeligt. Hold jer væk fra TV-udsendelser, som fører til urene tanker og urent sprog. Hold jer væk fra videoer, som vil føre jer til onde tanker. De vil ikke hjælpe jer. De vil kun skade jer. Hold jer væk fra bøger og blade, der er vulgære og modbydelige i det, de siger og portrætterer. Hold jer selv rene.8 Ægteskabet er indstiftet af Gud, og ægteskab skal indgås mellem en mand og en kvinde. Det er den institution, som han har indstiftet til at bringe børn ind i verden. Seksuelle forhold under andre

245 Kapitel 18

Dyd er »vejen til et lykkeligt liv«.

omstændigheder er overtrædelse og er i modstrid med Jesu Kristi evangeliums lærdomme.9 Vi tror på kyskhed inden ægteskabet og fuldstændig troskab i ægteskabet. Sådan er det. Det er vejen til et lykkeligt liv. Det er vejen til sand tilfredshed. Det giver fred i hjertet og fred i hjemmet.10 Ingen familie kan have fred, intet liv kan være fritaget for modgangens storme, medmindre familien og hjemmet er bygget på en grundvold af sund moral, troskab og gensidig respekt. Der kan ikke herske fred, hvor der ikke er tillid. Der kan ikke være frihed, hvor der ikke er loyalitet. Kærlighedens varme solskin vil ikke komme frem i umoralens morads.11 Jeg mener, at ethvert barn burde være så velsignet at blive født i et hjem, hvor det er velkomment, hvor det vil blive passet, elsket og velsignet med begge forældre og have en far og en mor, som er trofaste over for hinanden og deres børn … Stå fast mod verdens list. Producenterne af vores underholdning og leverandørerne af meget af vores litteratur ønsker, at I skal tro anderledes. Århundreders samlede visdom forkynder klart og sikkert, at den større lykke, den større tryghed, den større fred i sindet og kærlighedens større og dybere reservoir kun kan opleves af mennesker, som lever i overensstemmelse med dydens standarder før ægteskabet, standarder gennemprøvet af tiden – og som fortsætter med fuldstændig trofasthed i ægteskabet.12

246 Kapitel 18

Vi lever i en verden med snavs og umoralitet og bekymringer. Hæv jer over det, stå lidt rankere, lad verden bag jer og gå, som Herren ønsker, at I går.13

3 Pornografi er vanedannende og ødelæggende, men vi kan hæve os over den. Jeg vægrer mig i nogen grad ved at tale om et emne, som jeg har omtalt før. Jeg gør det ud fra Almas ord: »Det er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse« (Alma 29:9) … Jeg taler om pornografi i alle dens afskygninger … Den er djæ- velsk. Den er i total uoverensstemmelse med evangeliets ånd, med det personlige vidnesbyrd om det, som hører Gud til … Alle, som er involverede heri, bliver ofre. Børn udnyttes, og deres liv bliver alvorligt skadet. De unges sind bliver forvrænget med falske begreber. Fortsat eksponering leder til en tilvænning, som det næsten er umuligt at bryde. Der er så mange … som ikke kan lade det være. Deres energi og deres interesser bruges på at søge i blindgyder efter dette rå og slibrige uvæsen. Den undskyldning, som gives, er, at det er svært at undgå, at det ligger lige inden for rækkevidde, og at man ikke kan undslippe det. Lad os antage, at stormen raser, og vinden hyler, og sneen hvirvler omkring jer. I vil opleve, at I ikke er i stand til at standse den. Men I kan klæde jer ordentligt på og søge ly, så vil stormen ikke påvirke jer. På samme måde behøver I ikke, selv om internettet er gennem- syret med slibrige materialer, at se på det. I kan søge tilflugt i evangeliets ly og i dets lærdomme om renhed, dyd og livets renhed. Jeg ved, at jeg taler meget direkte og tydeligt. Jeg gør det, fordi internettet har givet omfattende adgang til pornografi oven i det, der er tilgængelig på dvd’er og videoer, på fjernsynet og i aviskiosker. Det leder til fantasier, som er ødelæggende for ens selvrespekt. Det leder til illegitime forhold og leder ofte til sygdomme og kriminel aktivitet med mishandling.14 I lever i en verden med forfærdelige fristelser. Pornografiens vul- gære snavs skyller hen over jorden som en afskyelig opslugende

247 Kapitel 18

tidevandsbølge. Det er gift. Se det ikke, læs det ikke. Det vil ødelægge jer, hvis I gør det. Det vil fjerne jeres selvrespekt. Det vil frarøve jer fornemmelsen for livets skønheder. Det vil flå jer ned og skubbe jer ud i en sump af onde tanker og muligvis onde handlinger. Hold jer fra det. Undgå det, som I ville undgå en modbydelig sygdom, for det er lige så dødbringende. Vær dydige i tanke og gerning.15 Der findes så meget smuds, begær og pornografi i denne verden. Som sidste dages hellige må vi hæve os over det og stå imod det. I kan ikke tillade jer at beskæftige jer med det. I kan simpelthen ikke tillade jer at beskæftige jer med det. Hold det ude af jeres hjerte. Ligesom tobak er det vanedannende, og det vil ødelægge dem, der omgiver sig med det. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker« (L&P 121:45).16

4 Med disciplin og en indsats kan vi kontrollere vore tanker og handlinger. Være rene i sindet, og I vil da have større kontrol over jeres legeme. Det blev i fordums tid sagt: »Ligesom han tænker i sit hjerte, så er han« (Ordsp 23:7; 1895-ov ersættelsen). Urene tanker fører til urene handlinger.17 Når vi fristes, kan vi erstatte onde tanker med tanker om [vor Frelser] og hans lærdomme. Han har sagt: »Og hvis I alene har min ære for øje, skal hele jeres legeme blive fyldt med lys, og der skal ikke være noget mørke i jer, og det legeme, der er fyldt med lys, fatter alting. Helliggør derfor jer selv, så I alene har Gud i sinde, og så skal de dage komme, da I skal se ham; for han vil fjerne sløret fra sit ansigt for jer, og det skal ske til hans egen tid og på hans egen måde og efter hans egen vilje« (L&P 88:67-68).18 Jesus gav befaling om, at vi skulle styre vore tanker såvel som vore gerninger. Han sagde: »Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte« (Matt 5:28) … Vores mentale kontrol må være stærkere end vore fysiske ønsker eller kødets lyst. Når tankerne bringes helt i overensstemmelse med den åbenbarede sandhed, så vil vi opføre os passende … Enhver

248 Kapitel 18 af os kan ved selvdisciplin og den rette indsats have styr på vore tanker og gerninger. Det hører med til udviklingen af åndelig, fysisk og følelsesmæssig modenhed … Vi bønfalder vores folk alle steder om at efterleve vor Skabers lærdomme og hæve sig over de verdslige ting, som kan virke til- trækkende, og som ofte fører til de tragedier, som kommer af at overtræde moralloven.19

5 De, der har været indblandet i umoralsk opførsel, kan blive tilgivet og kan hæve sig over fortiden. Jeg ønsker ikke at være negativ. Jeg er af natur optimistisk. Men i sådanne anliggender er jeg realist. Hvis I er involverede i en sådan opførsel, er tiden nu til at lave om på det. Lad dette være timen for jeres beslutning. Lad os tage den bedre vej.20 Hvis I begynder at give efter for omgivelsernes pres, så disciplinér jer selv. Stands, før det er for sent. I vil for evigt være taknemlige over, at I standsede op. Vær tro mod jer selv og det bedste i jer.21 Lad mig … forsikre jer om, at hvis I har begået et fejltrin, hvis I er blevet indblandet i nogen former for umoralsk opførsel, så er alt ikke tabt. Erindringen om dette fejltrin vil sandsynligvis hænge ved, men handlingen kan blive tilgivet, og I kan hæve jer over fortiden og leve et liv, der fuldt ud er antageligt for Herren, hvis I har omvendt jer. Han har lovet, at han vil tilgive jer jeres synder og ikke længere huske på dem (se L&P 58:42) … Kirkeledere [kan] hjælpe jer i jeres vanskeligheder. I kan lægge ethvert onde, som I har været indblandet i, bag jer. I kan gå fremad med et fornyet håb og accept til at langt bedre liv.22

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley lærte os, at der er »en gyldig grund til dyd« (afsnit 1). Hvordan kan I svare nogen, der argumenterer for, at der ikke er nogen gyldig grund til dyd?

249 Kapitel 18

• Hvorfor er dyd »vejen til et lykkeligt liv«? Hvorfor giver dyd »fred i hjertet og fred i hjemmet«? (Se afsnit 1 og 2). • Præsident Hinckley sagde: »Som sidste dages hellige må vi hæve os over [pornografi] og stå imod den« (afsnit 3). Hvad kan vi gøre for at hæve os over den? Hvordan kan vi hjælpe andre til at hæve sig over den? Hvad tror I, det vil sige at stå imod den? • Når I læser præsident Hinckleys råd i afsnit 4, hvad lærer I så om at kontrollere jeres tanker? Hvilke praktiske ting kan vi gøre for at holde vore tanker rene? Skriftstedshenvisninger Sl 24:3-4; Matt 5:27-28; Fil 4:6-8; Jakob 3:2; L&P 46:31-33; 59:6; TA 1:13 Studiehjælp Når du læser, så »understreg og marker ord eller vendinger, så du kan skelne mellem begreberne i et enkelt [skriftsted] … I marginen kan du skrive skriftstedshenvisninger, som forklarer de skriftsteder, du studerer« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 22, 23). Noter 1. »True to the Faith«, foredrag holdt på 11. Se »Vor søgen efter fred og frihed«, Brigham Young University, 18. sep. Stjernen, sep. 1990, s. 5. 2007, s. 2-3, speeches.byu.edu. 12. »Stå fast mod verdens list«, Stjernen, 2. »Hvordan kan jeg blive den kvinde, jeg jan. 1996, s. 98. drømmer om at blive?«, Liahona, juli 13. »Inspirational Thoughts«, Ensign, feb. 2001, s. 114, 115. 2007, s. 7. 3. »Words of the Prophet: Blessed Are the 14. Se »Et tragisk onde blandt os«, Liahona, Pure in Heart«, New Era, juli 1999, s. 4. nov. 2004, s. 59-62. 4. »Ærbødighed og moral«, Stjernen, juli 15. Se »Nogle tanker om templer, 1987, s. 45. fastholdelse af nyomvendte og 5. I Conference Report, okt. 1964, s. 118. missionering«, Stjernen, jan. 1998, s. 56. 6. »Hold jer på den ærefulde vej«, 16. »Den levende profets ord«, Liahona, Liahona, maj 2004, s. 114. okt. 1997, s. 14. 7. »Jeg tror på disse tre«, Liahona, juli 17. »Vær rene«, Stjernen, juli 1996, s. 49. 2006, s. 4. 18. »Et tragisk onde blandt os«, s. 62. 8. Se »Nyomvendte og unge mænd«, 19. »Ærbødighed og moral«, s. 44. Stjernen, juli 1997, s. 48. 20. »Et tragisk onde blandt os«, s. 62. 9. »Tro stå til Herren«, Stjernen, sep. 1996, s. 6. 21. »Forbliv trofast«, Stjernen, juli 1996, s. 96. 10. »Det er jo ikke sket i en afkrog«, Stjer- 22. »Hvordan kan jeg blive den kvinde, jeg nen, jan. 1997, s. 46. drømmer om at blive?«, s. 114.

250 KAPITEL 19

Præstedømmeledelse i Jesu Kristi Kirke

»Herren våger over sit værk. Dette er hans rige. Vi er ikke som får uden hyrde. Vi er ikke som en hær uden hærfører.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Præsident Gordon B. Hinckley mindedes: »Mit første ansvar i Kir- ken, den første stilling jeg nogensinde fik, var at være rådgiver for den dreng, der præsiderede over vores diakonkvorum. Vores dygtige biskop kaldte mig ind og talte med mig om denne kaldelse. Jeg var dybt imponeret, Jeg var bekymret og lidt urolig. Jeg var, tro det eller ej, en ret genert og kejtet dreng, og jeg tror, at kaldelsen til at tjene som rådgiver i diakonernes kvorum foruroligede mig lige så meget, min alder og erfaring taget i betragtning, som min nuværende kaldelse, min alder og erfaring taget i betragtning, gør.« 1 Præsident Hinckley udtrykte lignende følelser i 1961, da han blev kaldet til at tjene som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. I sin første generalkonferencetale som apostel sagde han: »Jeg tror, at jeg mærker noget af den ansvarsbyrde, det er at stå som vidne for Herren Jesus Kristus over for en verden, der er så uvillig til at acceptere ham. ›O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig.‹ Jeg er overvældet af den tillid, som Herrens profet viser mig, og af disse, mine brødres, udtryk for kærlighed … Jeg beder om styrke, jeg beder om hjælp, og jeg beder om tro og villighed til at være lydig.« 2 Den 1. april 1995 talte præsident Hinckley til præstedømmemødet ved generalkonferencen, efter Kirkens medlemmer for første gang havde opretholdt ham som deres profet og præsident. I de fore- gående 14 år havde han tjent som rådgiver til tre andre af Kirkens

251 Kapitel 19

Det Første Præsidentskab, 1995. Præsident Gordon B. Hinckley (i midten), præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver (til venstre) og præsident James E. Faust, andenrådgiver (til højre).

252 Kapitel 19 præsidenter. Han havde gentagne gange vidnet om deres guddommelige kaldelse og anmodede indtrængende de sidste dages hellige om at følge deres råd. Nu, hvor han selv befandt sig i denne stilling, var hans følelse af afhængighed af Herren ikke blevet mindre siden dengang han var diakon eller nyligt kaldet apostel. Tværtimod var han blevet endnu mere klar over sit behov for Herrens støtte og styrke. Han sagde: »Jeres oprakte hænder ved den højtidelige forsamling i formid- dags blev et udtryk for jeres villighed og ønske om at opretholde os, jeres brødre og tjenere, med jeres tillid, tro og bønner. Jeg er dybt taknemlig for denne tilkendegivelse. Jeg takker jer, hver enkelt af jer. Jeg forsikrer jer om, som I allerede er klar over, at efter Herrens fremgangsmåde kan man ikke stræbe efter et embede. Som Herren sagde til sine disciple: ›Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer‹ ( Joh 15:16). Dette embede er ikke et, man stræber efter. Retten til at udvælge ligger hos Herren. Han er herre over liv og død. Han har magten til at kalde. Han har magten til at fjerne. Han har magten til bevare. Det ligger alt sammen i hans hænder. Jeg ved ikke, hvorfor der i hans store plan skulle være plads til sådan en som mig. Men da jeg nu har denne kappe på, indvier jeg alt, hvad jeg har af styrke, tid, talent eller liv, til arbejdet for min Mester for at tjene mine brødre og søstre. Jeg takker jer atter … for jeres handlinger i dag. Det, jeg vil bede om i mine bønner, er, at jeg må være værdig. Og jeg håber, at jeg bliver erindret i jeres bønner.« 3

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Herren kalder hver af Kirkens præsidenter, efter at han har prøvet, lutret og forædlet dem. Jeg har arbejdet sammen med Kirkens præsidenter lige fra præsi- dent Heber J. Grant og fremefter … Jeg har kendt alle disse mænds rådgivere, og jeg har kendt De Tolvs Råd, som har siddet, mens disse mænd har været præsidenter. De har alle været menneskelige. De har haft menneskelige karaktertræk og måske visse menneskelige svagheder. Men frem for alt har Gud udøst åbenbaring og inspiration

253 Kapitel 19

over hver eneste en af dem i deres liv. De, der har siddet som præ- sidenter, har været profeter på en helt virkelig måde. Jeg har på nærmeste hold været vidne til, at Ånden har åbenbaret sig for dem. De er hver især blevet præsidenter efter mange års erfaring som medlemmer af De Tolvs Råd og i andre stillinger. Herren har lutret og forædlet enhver af dem og ladet dem opleve skuffelser, fejltagelser, sygdom og sorg. Alt dette blev et led i den store forædlingsproces, der så smukt er afspejlet i deres levevis. Mine kære venner i evangeliet, dette er Guds værk. Dette er hans kirke, og den tilhører hans elskede Søn, hvis navn den bærer. Gud vil aldrig tillade en svindler at stå som dens overhoved. Han udnævner selv sine profeter, og han vil inspirere og lede dem.4 Nogle har udtrykt bekymring om, at Kirkens præsident formo- dentlig altid vil være en ældre mand, hvilket jeg kun kan besvare med: »Hvilken velsignelse!« … Han behøver ikke at være ung. Han har og vil fortsat have yngre mænd til at rejse over hele jorden til at udføre arbejdet i dette værk. Han er den præsiderende højpræst, og han er i besiddelse af alle det hellige præstedømmes nøgler og Guds åbenbarings røst til sit folk … Der er noget fantastisk betryggende ved at vide, at … vi vil have en præsident, som er blevet disciplineret, skolet og prøvet, hvis trofasthed mod værket, og hvis retskaffenhed i sagen er blevet hærdet i tjenestens smeltedigel, hvis tro er modnet, og hvis nærhed til Gud er blevet fremelsket over en periode på mange år.5 Jeg taler … i taknemlighed over, at vi har en profet til at lede os i disse sidste dage. Jeg beder om jeres loyalitet mod ham, som Herren har kaldet og salvet. Jeg beder jer være urokkelige i jeres støtte til ham og i efterlevelsen af hans ord. Jeg har … sagt, at hvis vi har en profet, har vi alt. Hvis vi ikke har en profet, har vi intet. Vi har en profet. Vi har haft profeter siden grundlæggelsen af denne kirke. Vi vil aldrig stå uden en profet, hvis vi lever værdigt til at have en. Herren våger over sit værk. Dette er hans rige. Vi er ikke som får uden hyrde. Vi er ikke som en hær uden hærfører.6

254 Kapitel 19

2 Når Kirkens præsident dør, bliver seniorapostlen den næste præsident. En sådan myndighedsomlægning [til en ny præsident for Kirken], som jeg har været med til nogle gange, er smuk og enkel. Det er Her- rens måde at gøre tingene på. Han har på sin måde udvalgt profeten til at være medlem af De Tolv Apostles Råd. Det er ikke en karriere, man vælger. Han bliver kaldet, som apostlene blev på Jesu tid, og som Jesus sagde til dem: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer« ( Joh 15:16). Årene går. Den nye præsident er oplært og opdraget til at klare sine embedspligter. Han har rejst over hele verden for at opfylde sin apostolske kaldelse. Det er en lang vej at gå, inden han er forberedt og har lært de sidste dages hellige at kende, hvor de end er, og de ham. Herren har prøvet hans hjerte og hans beskaffenhed. Begivenhedernes naturlige rækkefølge gør, at der bliver en tom plads i dette råd, og der må udnævnes nye. I denne proces bliver en bestemt mand til seniorapostel. Alle præ- stedømmets nøgler ligger latent i ham og hans medbrødre, hvilket de alle får ved deres ordination. Men myndigheden til at anvende disse nøgler er begrænset til Kirkens præsident. Ved præsidentens død sættes denne myndighed i funktion hos seniorapostlen, som derpå udnævnes, indsættes og ordineres til profet og præsident af sine medbrødre i De Tolvs Råd. Der finder intet valg sted. Der er ingen valgkamp. Der er kun denne rolige og enkle udførelse af en guddommelig plan, hvorved Kirken får sine inspirerede og prøvede ledere. Jeg har været vidne, personligt vidne, til denne forunderlige fremgangsmåde. Jeg vidner om, at det [er] Herren som [udvælger profeten].7 Ved præsident [Howard W.] Hunters bortgang blev Det Første Præsidentskab opløst. Bror Monson og jeg, der havde tjent som hans rådgivere, indtog vores plads i De Tolvs Kvorum, som blev den præsiderende myndighed i Kirken … Alle de nulevende ordinerede apostle [samledes] fastende og i bøn i det øvre værelse i templet. Her sang vi en hellig salme og bad sammen. Vi modtog Herrens nadver og fornyede i det hellige

255 Kapitel 19 symbolske minde vore pagter og vores forhold til ham, der er vor guddommelige Forløser. Præsidentskabet blev derpå reorganiseret i henhold til en vele- tableret praksis gennem mange generationer. Der var ingen valgkampagne, ingen strid, ingen ambition om embedet. Det var stille, fredeligt, enkelt og helligt. Det skete efter det mønster, som Herren selv har fastlagt.8

3 Herren har givet principper og procedurer for at styre sin kirke, hvis præsidenten ikke er i stand til at fungere fuldt ud. Præsident Hinckley kom med følgende udtalelse i 1992, da han tjente som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: Overhovedet for Kirken er Herren Jesus Kristus. Det er hans kirke. Men den jordiske leder er vores profet. Profeter er mænd, som har fået en guddommelig kaldelse. På trods af kaldelsens guddommelighed er de almindelige mennesker. De er udsat for jordelivets problemer. Vi elsker, ærer og ser op til profeten af i dag, præsident Ezra Taft Benson. Han har været en stor og begavet leder. En mand, hvis stemme har lydt højt over hele verden som vidnesbyrd om dette værk. Han bærer alle præstedømmets nøgler på jorden i dag. Men han har nået en alder, hvor han ikke kan gøre mange af de ting, som han engang kunne. Det forringer ikke hans kaldelse som profet, men det medfører nogle begrænsninger på hans fysiske aktiviteter.9 Præsident Hinckley kom med følgende udtalelse i 1994, da han tjente som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: Medlemmerne af Kirken er naturligvis ivrige efter at vide, hvordan præsident Benson har det. Han er nu i sit 95. år … Han lider meget under sin alder og sygdom, og har været ude af stand til at opfylde visse vigtige pligter i sit hellige embede. Denne situation er ikke uden fortilfælde. Andre af Kirkens præsidenter har også været syge eller ude af stand til at virke fuldt ud i månederne eller årene forud for deres død. Det er også muligt, at dette vil ske i fremtiden. De principper og procedurer, Herren har bestemt for ledelsen af sin kirke, tager højde for sådanne situationer. Det er vigtigt …

256 Kapitel 19

De Tolv Apostles Kvorum i 1965. Siddende, fra venstre mod højre: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen (på armlænet), Joseph Fielding Smith (kvorumspræsident) og LeGrand Richards. Stående, fra venstre mod højre: Gordon B. Hinckley, Delbert L. Stapley, Thomas S. Monson, Spencer W. Kimball, Harold B. Lee, Marion G. Romney, Richard L. Evans og Howard W. Hunter. at der ikke er nogen tvivl eller bekymring om ledelsen af Kirken og udøvelsen af de profetiske gaver, inklusive retten til at modtage inspiration og åbenbaring med hensyn til administrationen af Kirkens anliggender og programmer, når en præsident er syg eller ude af stand til at virke fuldt ud. Det Første Præsidentskabs og De Tolv Apostles Råd, som er kaldet og ordineret til at bære præstedømmets nøgler, har myndigheden til og ansvaret for at lede Kirken, administrere dens ordinancer, udlægge dens lære og etablere og opretholde dens virke. Enhver, der er ordineret til apostel og opretholdt som medlem af De Tolvs Råd, opretholdes som profet, seer og åbenbarer. Som sine forgæn- gere var præsident Benson seniorapostel, da han blev kaldet som Kirkens præsident. Hans rådgivere er taget fra De Tolvs Råd. Derfor har alle medlemmerne af Det Første Præsidentskabs Kvorum og De Tolvs Råd modtaget nøglerne, rettighederne og myndigheden, der hører til dette hellige apostelembede.

257 Kapitel 19

Lad mig citere fra Lære og Pagter: »Fra det melkisedekske præstedømme skal tre præsiderende høj- præster, som er udvalgt af gruppen, udpeget og ordineret til dette embede og opretholdt ved kirkens tillid, tro og bøn, udgøre et kvorum, som er præsidentskabet for kirken« (L&P 107:22). Når præsidenten er syg eller ude af stand til at virke fuldt ud i alle sit embedes pligter, udgør hans to rådgivere tilsammen Det Første Præsidentskabs Kvorum. De fortsætter med præsidentskabets daglige arbejde. Under exceptionelle omstændigheder, hvor kun en af disse kan fungere, kan han handle på vegne af præsidentskabet, som det står at læse i Lære og Pagters afsnit 102, vers 10-11 … Rådgiverne i Det Første Præsidentskab fortsætter deres arbejde. Alle større spørgsmål om retningslinjer, procedurer, programmer eller læresætninger overvejes imidlertid altid alvorligt og under bøn af Det Første Præsidentskab og De Tolv sammen. Disse to kvorummer, Det Første Præsidentskabs Kvorum og De Tolvs Kvorum mødes, hvor hver person har fuld frihed til at udtrykke sin mening, og de overvejer ethvert stort spørgsmål. Lad mig igen citere Herrens ord: »Og enhver beslutning, som træffes af et af disse kvorummer, skal træffes ved enstemmighed, det vil sige, at hvert medlem i det pågældende kvorum skal være enig i dets beslutninger, for at give deres beslutninger samme kraft eller gyldighed i forhold til hinanden« (L&P 107:27) … Lad det være klart for alle, at Jesus Kristus leder denne kirke, som bærer hans hellige navn. Han våger over den. Han leder den. Stående ved Faderens højre hånd leder han dette værk. Det er hans ret og magt at kalde mænd, som han vil, til høje og hellige embe- der og til at afløse dem ifølge sin vilje ved at kalde dem hjem til sig. Han er Mesteren over liv og død. Jeg bekymrer mig ikke over den situation, vi står i. Jeg accepterer disse omstændigheder som et udtryk for hans vilje. Jeg accepterer ligeledes ansvaret for at handle i samråd med mine brødre og gøre alt, hvad vi kan for at fremme dette hellige værk i en indvielsens, kærlighedens, ydmyghedens, pligtens og loyalitetens ånd.10

258 Kapitel 19

4 Apostle er særlige vidner om Kristi navn i hele verden. Når [apostlene] er ordinerede i det hellige apostelembede og indsatte som medlemmer i De Tolvs Råd, forventes det, at de først og fremmest helliger sig arbejdet i deres embede. De vil … bruge deres liv på det ansvar, de har, for at stå som særlige vidner om Kristi navn overalt i verden … Det er med disse mænd som med alle os andre, der er mennesker. De har deres stærke sider og deres svage sider. Men fra nu af og resten af deres liv skal deres hovedinteresse være fremgangen i arbejdet for Gud her på jorden, så længe de forbliver trofaste. De skal nu beskæftige sig med vor Faders børns velbefindende, både dem som er i Kirken, og dem som står udenfor. De skal gøre alt, hvad de kan for at trøste dem, der sørger, styrke de svage, opmuntre dem, der vakler, gøre sig til venner med de venneløse, give de fattige næring, velsigne de syge, bære deres vidnesbyrd – ikke kun på grund af tro, men på grund af en sikker kundskab om Guds Søn, deres ven og Mester, hvis tjenere de er … Jeg vidner om deres broderskab, deres hengivenhed, deres tro, deres flid og deres fantastiske arbejde for Guds riges fremgang.11

5 Det Første Præsidentskab og De Tolv søger åbenbaring og fuldstændig enighed, før de når til en beslutning. Ingen beslutninger udgår fra Det Første Præsidentskabs og De Tolvs overvejelser, før der er fuld enighed blandt alle involverede. I begyndelsen af en sådan diskussion kan der være meningsforskelle. Det er at forvente. Disse mænd kommer fra forskellige baggrunde. Det er mænd, der er vant til at tænke selv. Men før der træffes en endelig afgørelse, er vi nået frem til en enighed i sind og røst. Dette må man forvente, hvis Herrens åbenbarede ord bliver fulgt (se L&P 107:27) … [Da jeg tjente] som medlem af De Tolvs Råd, og [i den tid] jeg har tjent i Det Første Præsidentskab, er der aldrig blevet truffet nogen større beslutning, hvor denne procedure ikke er blevet fulgt … I denne proces, hvor mænd giver udtryk for deres egne meninger,

259 Kapitel 19 har jeg hørt ideer og begreber blive sorteret. Men jeg har aldrig oplevet alvorlige uoverensstemmelser eller personlige uvenskaber blandt mine brødre. Jeg har tværtimod set noget smukt og bemær- kelsesværdigt – en tilnærmelse af forskellige synspunkter, under Helligåndens indflydelse og under åbenbaringens kraft, indtil der er total harmoni og fuld overensstemmelse … Jeg kender ingen andre ledende organer af nogen slags, hvorom dette kan siges.12

6 En stavspræsident kaldes ved inspiration for at tjene som rådgiver for biskopper og som folkets leder. Præsidenten for staven er en embedsmand, som er blevet kaldet ved åbenbaring til at stå mellem biskoppen i menigheden og Kir- kens generalautoriteter. Han besidder et meget vigtigt ansvar. Han bliver undervist af generalautoriteterne, hvorefter han underviser biskopperne … Stavspræsidenten tjener som en rådgiver for biskopperne. Hver eneste biskop ved, at når han har et alvorligt problem at klare, så er der med det samme nogen til rådighed, som han kan dele sin byrde med og modtage vejledning fra. Han udgør endnu et sikkerhedsnet i fastlæggelsen af værdig- hed hos dem, der besøger Herrens hus … Stavspræsidenten bliver ligeledes den anden dommer i afgørelsen af værdighed hos dem, som drager ud for at repræsentere Kirken i missionsmarken. Han interviewer også missionærkandidaten, og kun når han er sikker på vedkommendes værdighed, godkender han anbefalingen. Han er også blevet givet myndighed til at indsætte dem, som er blevet kaldet på mission og afløse dem, når de har fuldført deres tjeneste. Og hvad vigtigst er, så er han den øverste, ansvarlige disciplinær- rådsembedsmand i staven … Han bærer det meget tunge ansvar at påse, at den lære, som der undervises i i staven, forbliver ren og uplettet. Det er hans pligt at sørge for, at der ikke undervises i falske lærdomme eller udøves falske skikke. Hvis en bærer af Det Melki- sedekske Præstedømme eller for den sags skyld et andet medlem er på afveje, skal han i visse situationer vejlede dem, og hvis vedkommende fastholder sin praksis, så kræves det, at stavspræsidenten

260 Kapitel 19 griber ind. Han indkalder overtræderen til et disciplinærråd, hvor man kan fastsætte en prøvetid eller udelukke vedkommende af fællesskabet eller af Kirken. Det er en meget byrdefuld og uvelkommen opgave, men stavs- præsidenten må udføre den uden frygt eller partiskhed. Alt dette sker i harmoni med Åndens vejledning og er fremsat i afsnit 102 i Lære og Pagter. Han må derefter gøre alt, hvad han kan, for at arbejde sammen med og, når tiden er inde, at bringe den, som er blevet disciplineret, tilbage. Alt dette og meget mere udgør hans ansvar. Det følger heraf, at han selv må være et eksempel for sine medlemmer … Og fordi vi nærer så stor tillid til [stavspræsidenter], opfordrer vi de lokale medlemmer til ikke at opsøge generalautoriteterne for at rådføre sig med dem og for at få velsignelser. Medlemmernes stavspræsidenter er blevet kaldet med den samme inspiration, som generalautoriterne er blevet kaldet med.13

7 Biskopper er hyrder for hjorden. [Kirken] kan vokse og øges i antal, som den sikkert vil. Dette evangelium skal bringes ud til hver eneste nation, slægt, tungemål og folk. Der må aldrig i den nærmeste fremtid ske en stilstand eller et ophør med at række ud, at gå fremad, at opbygge eller at udbrede Zion ud over hele verden. Men mens alt dette sker, skal der fortsat være et nært forhold mellem hvert eneste medlem og en vís og omsorgsfuld biskop eller grenspræsident. De er hjordens hyrder, hvis ansvar det er at tage vare på relativt små grupper af folket, således at ingen glemmes, overses eller forsømmes. Jesus var den sande hyrde, han tog sig af dem, der var i nød, en ad gangen, idet han velsignede dem individuelt.14 Kirkens biskopper [er] … på meget bogstavelig vis … Israels hyrder. Hver eneste [i Kirken] står til ansvar over for en biskop eller grenspræsident. Det er voldsomme byrder, som disse biskopper bærer, og jeg opfordrer hvert eneste medlem af Kirken til at gøre alt,

261 Kapitel 19 hvad han eller hun kan for at lette den byrde, som vore biskopper og grenspræsidenter arbejder under. Vi må bede for dem. De har brug for hjælp, når de bærer deres tunge byrder. Vi kan støtte dem mere og være mindre afhængige af dem. Vi kan hjælpe dem på alle mulige måder. Vi kan takke dem for alt det, de gør for os. Vi slider dem ned på ganske kort tid med de byrder, vi lægger på dem … Hver eneste [biskop] er en mand, som er blevet kaldet ved profe- tiens og åbenbarelsens ånd og indsat og ordineret ved håndspålæg- gelse. De besidder alle nøglerne til at præsidere i deres menighed. Hver eneste er højpræst, den præsiderende højpræst i sin menighed. Hver eneste bærer et kolossalt ansvar i sin forvaltning. Hver eneste står som en far for sin flok. Ingen modtager penge for sin tjeneste. Ingen biskop i en menighed får kompensation af Kirken for sit arbejde som biskop. Kravene til deres stilling er i dag de samme, som de var på Paulus’ tid, da han skrev til Timotheus (se 1 Tim 3:2-6) … I sit brev til Titus tilføjer Paulus, at »som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på … han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod« (Tit 1:7, 9). Disse ord beskriver rammende en biskop i dag i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.15 Jeg tilskynder Kirkens folk, hvor I end er, til, når I udsættes for prøver, først at forsøge selv at løse problemerne. Gennemtænk dem, undersøg de alternativer, I har, bed Gud om hjælp og søg Herrens vejledning. Hvis I ikke selv kan løse problemerne, så tal med jeres biskop eller grenspræsident. Han er en Guds mand, kaldet gennem det hellige præstedømmes myndighed til at være hyrde for hjorden.16

262 Kapitel 19

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor har vi brug for levende profeter? Hvad gør indtryk på jer ved Herrens »forædlingsproces« som forberedelse til at kalde en præsident for Kirken? (Se afsnit 1). • Hvilke indtryk får I, når I læser præsident Hinckleys beskrivelse af, hvordan en ny præsident for Kirken bliver valgt? (Se afsnit 2). Hvorfor er det vigtigt at vide, at præsidenten bliver valgt ved »en guddommelig plan, hvorved Kirken får sine inspirerede og prøvede ledere«? • Hvilke principper og procedurer har Herren oprettet for at lede Kirken, hvis præsidenten ikke kan fungere fuldt ud i alle sine pligter? (Se afsnit 3). • Hvordan viser apostlene i de sidste dage omsorg for alle Guds børn, »både dem som er i Kirken, og dem som står udenfor«? (Se afsnit 4). Hvordan har nylige generalkonferencer omtalt dette emne? Hvordan har I nydt godt af de levende profeter og apostles lærdomme? • Studér præsident Hinckleys lærdomme om, hvordan Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum når frem til beslutninger (se afsnit 5). Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå de når frem til beslutninger? Hvordan kan vi anvende disse principper i vores familie og i Kirken? • Når I gennemgår afsnit 6 og 7, hvad lærer I da om en stavspræsi- dents og en biskops kaldelse? Hvordan kan vi bedre støtte vore kirkeledere? Skriftstedshenvisninger Ef 2:19-20; 4:11-14; L&P 1:38; 21:1-6; Abr 3:22-23; TA 1:5-6 Til underviseren »Bær vidnesbyrd, når Ånden tilskynder dig dertil, ikke kun ved lektionens afslutning. Giv dem, som du underviser, mulighed for at bære vidnesbyrd« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 45).

263 Kapitel 19

Noter 1. »Vel står det til, hvor mange giver råd«, 9. Se »Kirken er på rette kurs«, Stjernen, Stjernen, jan. 1991, s. 46. jan. 1993, s. 55. 2. I Conference Report, okt. 1961, s. 115- 10. Se »Gud står ved roret«, Stjernen, juli 116; citerer »O, se hvilken kærlighed«, 1994, s. 56, 57. Salmer og sange, nr. 114. 11. Se »Særlige vidner om Jesus Kristus«, 3. Se »Dette værk handler om mennesker«, Liahona, apr. 1984, s. 100-101, 104. Stjernen, juli 1995, s. 54. 12. »Gud står ved roret«, s. 56. 4. Se »Styrk hinanden«, Stjernen, juni 13. Se »Stavspræsidenten«, Liahona, maj 1985, s. 4. 2000, s. 60-62. 5. Se »Han blunder ikke og sover ikke«, 14. »Dette værk handler om mennesker«, Den danske Stjerne, okt. 1983, s. 8, 9. s. 56. 6. »Tro hans profeter«, Stjernen, juli 1992, 15. Se »Israels hyrder«, Liahona, nov. s. 50. 2003, s. 60. 7. Se »Kom og vær med«, Stjernen, rapport 16. Se »Efterlev evangeliet«, Stjernen, fra aprilkonferencen 1986, s. 44. rapport fra den 154. halvårlige general- 8. Se »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, konference i Jesu Kristi Kirke af Sidste juli 1995, s. 70. Dages Hellige, s. 70.

264 KAPITEL 20

Fællesskab med dem, som ikke er af vores tro

»Lad os række ud og hjælpe gode mænd og kvinder uanset deres religiøse overbevisning og uanset, hvor de bor.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Præsident Gordon B. Hinckley sagde i november 1994 ved en konference for religiøse ledere: »Vi har forskellige doktrinære opfattelser. I anerkendelse af vore teologiske forskelle tror jeg, at vi har en fælles bevidsthed om de onder og problemer, der er i verden og i det samfund, vi lever i, og om vores store ansvar og mulighed for offentligt og privat at stå sammen om de sager, som omhandler dyd og moral, respekt for alle mænd og kvinder som Guds børn, behovet for høflighed og belevenhed i vore forhold og bevarelsen af familien som det guddommeligt forordnede grundlag for vores samfund … Vi har alle i vores hjerte et ønske om at hjælpe de fattige, opløfte de plagede, trøste, indgyde håb og hjælpe alle, der af en eller anden grund er i problemer eller smerte. Vi anerkender behovet for at hele samfundets sår og erstatte vor tids pessimisme med optimisme og tro. Vi må anerkende, at der ikke er noget behov for modbeskyldninger eller kritik over for hinanden. Vi må bruge vores indflydelse til at stilne vrede stemmer og hævngerrig argumentation … Vores styrke ligger i vores frihed til at vælge. Selv i vores forskellighed findes der styrke. Der findes dog større styrke i det mandat, Gud har givet hver enkelt af os, til at arbejde for at opløfte og velsigne alle hans sønner og døtre, uanset deres etniske oprindelse, hvilket land de kommer fra eller andre forskelle …

265 Kapitel 20

Præsident Hinckley opfordrede os til at gå sammen med dem, der ikke er af vores tro »i gode samfundsanliggender«.

266 Kapitel 20

Må Herren velsigne os, så vi kan arbejde sammen om at fjerne alt had, snæversynethed, racisme og andre ord og handlinger, der bringer splid, fra vores hjerte og jage det væk fra vores samfund. Den spydige bemærkning, de racistiske udtalelser, hadefulde skældsord, ondskabsfuld sladder og nedrig og ondsindet rygtespredning bør ikke have plads iblandt os. Må Gud velsigne os alle med den fred, der kommer fra ham. Må han velsigne os med et taknemligt hjerte og med viljen til med respekt at færdes blandt hinanden, forene vores indsats for at velsigne det samfund, vi er så heldige at bo i.« 1 Et år efter, at præsident Hinckley kom med dette budskab, talte han til en gruppe verdslige ledere. Det var en lille gruppe – kun omkring 30 personer – men det var en gruppe med vidtrækkende indflydelse: Præsidenter, chefredaktører, producere og journalister, der repræsenterede de store nyhedsmedier i USA. I en »behagelig og nogle gange humoristisk udveksling« kom han med »et overblik over Kirken rent internationalt og kommenterede missioneringen, humanitært arbejde og de uddannelsesmæssige bestræbelser og tilbød dernæst at besvare spørgsmål … Han besvarede hvert eneste spørgsmål oprigtigt og uden tøven eller nogen antydning af forlegenhed.« De tilstedeværende udtrykte en vis overraskelse over hans åbenhed, hvortil han svarede, at det eneste han ikke ville tale om, var detaljerne i de hellige tempelordinancer. »Døren er åben for alt andet,« sagde han. På et tidspunkt under spørgsmål-og-svar-delen sagde Mike Wal- lace, seniorjournalist ved tv-udsendelsen 60 Minutes, at han gerne ville lave en særlig udsendelse om præsident Hinckley. Præsident Hinckley stoppede kort op og svarede derpå: »Mange tak. Jeg tager chancen.« 2 Præsident Hinckley indrømmede senere, at han var lidt ængstelig ved at skulle interviewes af Mike Wallace, der havde ry for at være en hård journalist. Han forklarede, hvorfor han sagde ja til et interview på trods af denne ængstelse: »Jeg følte, at det gav os mulighed for at vise nogle positive sider af vores kultur og budskab til mange millioner af seere. Jeg

267 Kapitel 20

konkluderede, at det er bedre at benytte sig af mulighederne selv i stiv modvind end blot at læne sig baglæns og intet gøre.« 3 Det omfattende interview indeholdt følgende ordveksling: Mike Wallace: »Hvordan ser De på ikke-mormoner?« Præsident Hinckley: »Med kærlighed og respekt. Jeg har mange venner, som ikke er mormoner. Jeg respekterer dem. Jeg nærer den største beundring for dem.« Mike Wallace: »Selv om de ikke har set lyset endnu?« Præsident Hinckley: »Ja. Til enhver, som ikke tilhører denne kirke, vil jeg sige, vi anerkender alle de dyder og det gode, som I har. Kom med det, og lad os se, om vi kan føje noget til det.« 4 Da interviewet var overstået, var præsident Hinckley og Mike Wallace blevet venner. Mike Wallace talte om præsident Hinckley som en »varm, betænksom, anstændig og optimistisk leder,« der »fuldt ud fortjener den næsten universelle beundring, som han modtager«.5

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Når vi husker på, at alle mennesker er Guds børn, rækker vi mere ud for at løfte og hjælpe dem, der er blandt os. Vi må aldrig glemme, at vi lever i en verden med store forskel- ligheder. Jordens folk er alle vor Faders børn og er af mange og forskelligartede religiøse overbevisninger. Vi er nødt til at udvikle tolerance og påskønnelse og respekt for hinanden.6 Der er ingen grund til, at der skal herske konflikter mellem forskellige grupper i noget land. Lad folk belære deres børn om, at vi alle er børn af Gud, vor evige Fader, og lige så sikkert som det faderskab er en kendsgerning, lige så sikkert er det, at der skal herske broderskab.7 Hvis vi altid ville holde vores guddommelighed for øje og huske, at Gud er vores Fader, og at alle mennesker er søskende, ville vi være lidt mere tolerante, lidt venligere og række lidt mere ud for at løfte og hjælpe dem omkring os. Vi ville være mindre tilbøjelige til at nedværdige os til de ting, som tydeligt er upassende for os. Vi er Guds børn, og vi elsker ham. Opfør jer lidt mere på den måde.8

268 Kapitel 20

2 Vi bør leve med respekt, påskønnelse og venskab blandt folk, der ikke deler vores tro. »Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (TA 1:11). Hvor er det dog vigtigt – at når vi tror på at tilbede Gud i overensstemmelse med vores egen overbevisning, at vi ikke bliver arrogante eller selvretfærdige eller stolte, men at vi giver andre ret til at tilbede ifølge deres ønsker. Mange af verdens problemer kommer på grund af konflikter mellem religioner. Jeg er glad for at sige, at jeg kan sidde sammen med mine katolske venner og tale med dem, at jeg kan sidde sammen med mine protestantiske venner og tale med dem. Jeg ville forsvare dem, som denne kirke har gjort og fortsat vil gøre, og forsvare dem i denne verden.9 Jeg bønfalder vore medlemmer overalt om at leve med respekt og påskønnelse for dem, der ikke er af vor tro. Det er et stort behov for høflighed og gensidig respekt blandt personer med forskellig tro og holdninger. Vi må ikke være tilhængere af nogen lære om etnisk overlegenhed. Vi lever i en verden med forskellighed. Vi kan og skal respektere andre, hvis lære vi måske ikke er enig i. Vi må være villige til at forsvare andres rettigheder, som måske er ofre for fanatisme. Jeg vil gerne gøre opmærksom på denne udtalelse af Joseph Smith fra 1843: »Hvis det er blevet vist, at jeg har været villig til at dø for en ›mormon‹, så erklærer jeg frimodigt for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare rettighederne for en baptist, en presbyterianer eller et andet godt menneske fra ethvert andet religiøst samfund. For det samme princip, der ville trampe på de sidste dages helliges rettigheder, ville også trampe på katolikkernes eller andre samfunds, som måske er upopulære og for svage til at forsvare sig selv (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 376).10 Vi må ikke holde os for os selv. Vi må aldrig stille os an som værende mere hellige. Vi må ikke være selvretfærdige. Vi må være storsindede og åbne og venlige. Vi kan beholde vores tro. Vi kan

269 Kapitel 20

dyrke vores religion. Vi kan holde af vores måde af tilbede på uden at fornærme andre. Jeg vil benytte lejligheden til at bønfalde jer om en tolerant og elskværdig ånd, om venskab og kærlighed til mennesker fra andre trosretninger.11 Vi må ikke blive ubehagelige, når vi taler om doktrinære forskelle. Der er ikke plads til bitterhed. Men vi kan aldrig opgive eller gå på kompromis med den viden, som er kommet til os gennem åbenba- ring og ved direkte overgivelse af nøgler og myndighed fra dem, som besad dem i fordums tid. Lad os aldrig glemme, at dette er en genoprettelse af det, som er blevet fastsat af verdens Frelser … Vi kan og vil respektere andre religioner. Vi anerkender det gode, som de i stort omfang udfører. Vi må lære vore børn at være tolerante og venlige over for mennesker, som ikke tilhører vores tro.12 Vi søger ikke at skade andre kirker. Vi søger ikke at gøre andre kirker fortræd. Vi skændes ikke med andre kirker. Vi diskuterer ikke med andre kirker. Vi siger ganske enkelt til dem af en anden tro, eller som ingen tro har: »I kommer med den sandhed, som I har, og lad os se, om vi kan føje noget til det.« 13

3 Vi kan arbejde sammen med andre for en god sag uden at gå på kompromis med vores lære. Vi kan og arbejder sammen med andre religioner inden for forskellige områder i den uendelige kamp mod sociale onder, som truer de skattede værdier, der har betydning for os alle. Disse mennesker tilhører ikke vores tro, men de er vore venner, naboer og kolleger på mange områder. Det glæder os at forlene styrke til deres indsats. Men i alt dette er der ikke tale om at gå på kompromis med læresætninger. Det er der ikke noget behov for, og det må der ikke være fra vores side. Men der findes en grad af fællesskab, når vi arbejder sammen.14 Lad os ikke glemme, at vi tror på at være godgørende og gøre godt mod alle mennesker. Jeg er overbevist om, at vi på en effektiv måde kan lære vore børn, at vi ikke behøver at være bange for, at de mister deres tro, hvis de er venlige og betænksomme over for dem, som ikke tror på denne kirkes lære … Lad os involvere os i

270 Kapitel 20

»Vores venlighed kan blive det mest overbevisende argument for det, som vi tror på.« gode samfundsanliggender. Der kan være situationer med alvorlige moralske problemstillinger, hvor vi ikke kan bøje os af principielle årsager. Men i sådanne tilfælde kan vi være uenige på en høflig måde uden at være ubehagelige. Vi kan anerkende den oprigtighed, der næres af mennesker med en anden holdning, som vi ikke kan acceptere. Vi kan tale om principper frem for personligheder. I sager, som forbedrer miljøet i samfundet, og som er skabt til at velsigne alle dets borgere, kan vi træde frem og hjælpe til … Lær dem, som I er ansvarlige for, vigtigheden af gode manerer som borgere. Tilskynd dem til at blive involverede og huske på, at i offentlige overvejelser er det logiske ræsonnements stille stemme mere overbevisende end protestens larmende, skingre stemme. Når vores folk accepterer et sådant ansvar, vil de velsigne deres samfund, deres familie og Kirken.15 Vi må aldrig give efter for de onde kræfter. Vi kan og skal bevare de standarder, som denne kirke har stået for, siden den blev organiseret. Der er en bedre vej end verdens vej. Hvis det betyder, at vi må stå alene, så må vi gøre det.

271 Kapitel 20

Men vi vil ikke være alene. Jeg er sikker på, at der er millioner af mennesker over hele verden, som sørger over det onde, som de ser omkring sig. De elsker det dydige, det gode og det opløftende. De vil også opløfte deres røst og give af deres styrke for at bevare de værdier, som er værd at bevare og fremme.16 Lad os bede for de gode kræfter. Lad os række ud og hjælpe gode mænd og kvinder uanset deres religiøse overbevisning og uanset, hvor de bor. Lad os stå fast imod det onde, både hjemme og ude … Vi kan være en positiv indflydelse i denne verden, hver eneste af os.17

4 Når vi behandler andre med kærlighed, respekt og venlighed, viser vi, at vi er Jesu Kristi sande disciple. Når vi fremmer vores helt klare mission, arbejder vi i henhold til det mandat, som er blevet givet os af den opstandne Herre, som har talt i denne sidste og endelige uddeling. Dette er hans enestående og vidunderlige sag. Vi bærer vidnesbyrd og vidner om ham. Men vi behøver ikke at gøre det med arrogance eller selvretfærdighed. Som Peter udtrykte det, så er vi »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk«. Hvorfor? Så vi kan »forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte [os] ud af mørket til sit underfulde lys« (1 Pet 2:9) … Lad os være Kristi sande disciple, huske den gyldne regel, og gøre mod andre, som vi ønsker, at de skal gøre mod os. Lad os styrke vores egen tro og vore børns tro, samtidig med at vi er elskværdige over for andre, som ikke tilhører vores tro. Kærlighed og respekt vil overvinde ethvert element af fjendskab. Vores venlighed kan blive det mest overbevisende argument for det, som vi tror på.18 Jeg vil foreslå, at I udvikler en kærlig indstilling til at hjælpe og opmuntre dem, som ikke er medlemmer af Kirken, samt lede dem på en pæn og venlig måde til de venskabsbånd, som kan sætte dem i kontakt med Kirkens vidunderlige programmer. Jeg tænker på Edwin Markhams digt: Han tegnede en cirkel, som lukkede mig ude – som en kætter, en rebel, én man håner.

272 Kapitel 20

Men kærligheden og jeg var kloge nok til at vinde: Vi tegnede en cirkel, som omfattede ham! 19 Vi behøver bestemt ikke at prale af [vores religion] eller være arrogante på nogen måde. Den slags går stik imod Kristi Ånd, som vi stræber efter at tilegne os. Denne Ånd kommer til udtryk i hjertet og sjælen, ved vores stille og ydmyge livsstil. Vi har alle set dem, som vi næsten misunder, fordi de har udviklet en adfærd, der, uden at nævne det, vidner om evangeliets skønhed, som de har gjort til en del af deres liv. Vi kan sænke vores stemme et par decibel. Vi kan gengælde ondt med godt. Vi kan smile, når det havde været lettere at blive vred. Vi kan udvise selvbeherskelse og selvdisciplin og ignorere enhver hån, som møder os.20 Fatter vi, og forstår vi virkelig den kolossale betydning af det, vi har? Dette er hele summen af menneskenes generationer, det afsluttende kapitel i hele menneskehedens panorama. Men dette giver os ikke ret til at være overlegne. Det burde snarere gør os ydmyge. Det pålægger os et ufravigeligt ansvar for i Mesterens ånd at drage omsorg for alle andre. Det var Mesteren selv, der sagde: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 19:19). Vi må fralægge os al selvretfærdighed og hæve os over smålige egeninteresser … Vi, som tilhører denne generation, er frugten af alt, hvad der er gået forud. Det er ikke nok blot at være kendt som medlem af denne kirke. Der påhviler os et højtideligt ansvar. Lad os se det i øjnene og arbejde på det. Vi må leve som Kristi sande disciple ved at vise næstekærlighed over for alle, ved at gengælde ondt med godt, ved at undervise i Herrens veje ved vores eksempel og ved at yde den vældige tjeneste, som han har opridset for os.21 Fra indvielsesbønnen til Konferenceentret i Salt Lake City i Utah: Må vi medlemmer af din kirke være gæstfrie og venlige. Må vi fastholde de standarder og skikke, som vi er kendt for, og give andre det privilegium at »tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (TA 1:11). Velsign os, at vi kan række ud som gode naboer og være alle behjælpelige. Må vi løfte andre og styrke de matte knæ hos enhver

273 Kapitel 20

med problemer (se L&P 81:5). Må vi alle bo sammen i fred med påskønnelse og respekt for hinanden.22

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor er det i vores forhold til andre en hjælp at huske på, at vi alle er Guds børn? (Se afsnit 1). Hvordan kan vi udvikle en større påskønnelse og respekt for andre? Hvordan kan voksne lære børn at påskønne og respektere andre? • Gennemgå præsident Hinckleys råd om vores forhold til folk, der ikke deler vores tro (se afsnit 2). Hvordan kan vi se, om vi udviser arrogance eller selvretfærdighed i disse forhold? Hvordan kan vi være mere venlige og vise større kærlighed over for dem, der har en anden tro? • Hvorfor er det vigtigt, at Kirkens medlemmer arbejder sammen med andre folk om en god sag? (Se afsnit 3). Hvilke eksempler er der på det? Hvordan kan vi bedre gøre vores indflydelse gældende for det gode i vores samfund? • Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 4 om at være en discipel? Hvordan har I set, at kærlighed og respekt har overvundet fjendske følelser? Hvorfor er vores opførsel over for andre »det mest overbevisende argument for det, som vi tror på«? Tænk over, hvordan I konkret kan række ud til andre. Skriftstedshenvisninger Matt 7:12; Luk 9:49-50; Joh 13:34-35; 1 Joh 4:7-8; L&P 1:30; 123:12- 14; TA 1:13 Studiehjælp »Når du føler den glæde, der kommer ved at forstå evangeliet, ønsker du at anvende det, du lærer. Stræb efter at leve i harmoni med din forståelse. At gøre det vil styrke din tro, kundskab og vidnesbyrd« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 19). Noter 1. Teachings of Gordon B. Hinckley, 2. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: 1997, s. 663-664. The Biography of Gordon B. Hinckley, 1996, s. 537-538.

274 Kapitel 20

3. »Ihukom hele din kirke, o Herre«, 12. »Vi bærer vidnesbyrd om ham«, Stjernen, juli 1996, s. 85. Stjernen, juli 1998, s. 4. 4. »Det er jo ikke sket i en afkrog«, 13. Discourses of President Gordon B. Stjernen, jan. 1997, s. 52. Hinckley, Volume 2, s. 350. 5. Mike Wallace, i Gordon B. Hinckley, 14. Se »Vi bærer vidnesbyrd om ham«, s. 4. Standing for Something: Ten Neglected 15. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 131. Virtues That Will Heal Our Hearts and Homes, 2000, s. viii. 16. »Stå fast og urokkelig«, Verden- somspændende oplæringsmøde for 6. »Værket går fremad«, Liahona, juli ledere, 10. jan. 2004, s. 20. 1999, s. 5. 17. Se »De tider, vi lever i«, Liahona, jan. 7. »Fire enkle ting, som kan hjælpe vore 2002, s. 86. familier og vore lande«, Stjernen, juni 1996, s. 7. 18. Se »Vi bærer vidnesbyrd om ham«, s. 4, 5. 8. »Messages of Inspiration from 19. Se »Fire forslag for drenge«, Den danske President Hinckley«, Church News, 5. Stjerne, apr. 1982, s. 74: citerer Edwin okt. 1996, s. 2. Markham, »Outwitted«, i The Best Loved Poems of the American People, udv. 9. Discourses of President Gordon B. Hazel Felleman, 1936, s. 67. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, s. 417. 20. Se »At hver enkelt må blive et bedre menneske«, Liahona, nov. 2002, s. 100. 10. Se »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, juli 1995, s. 72; se også Kirkens 21. »Nu stråler lyset i sin pragt«, Liahona, præsidenters lærdomme: Joseph Smith, maj 2004, s. 83-84. 2007, 342. 22. Indvielsesbønnen for Konferencecentret, 11. »Remarks at Pioneer Day i »Dette storslåede år ved årtusindskiftet«, Commemoration Concert«, Ensign, Liahona, jan. 2001, s. 84. okt. 2001, s. 70.

275 »Lad os række ud til verden i vores missionærindsats [og] undervise alle, som vil lytte til budskabet om evangeliets gengivelse.«

276 KAPITEL 21

Missioneringens mirakel i de sidste dage

»Jeg indbyder jer til at blive en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk og besidder et overvældende ønske om at hjælpe missionærerne i det vældige ansvar, som de har.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Som ung mand var Gordon B. Hinckley en trofast præstedøm- mebærer, men han forventede ikke at blive kaldet til at tage på en fuldtidsmission. »Det var under den værste økonomiske krise i verdenshistorien,« forklarede han senere. »Arbejdsløsheden [i Salt Lake City] var på omkring 35 %, og de fleste arbejdsløse var ægtemænd og forsørgere, eftersom det kun var meget få kvinder, der arbejdede på den tid. Der var meget få missionærer, der tog afsted på det tidspunkt … Jeg fik en bachelorgrad og planlagde på en eller anden måde at kunne tage min kandidateksamen. Så kom biskoppen med noget, jeg syntes, var et chokerende forslag. Han talte om en mission.« 1 Gordon accepterede sin biskops »chokerende forslag«, og i 1933 blev han kaldet til at tjene i England – som en af blot 525 missionæ- rer, der blev kaldet det år.2 Han kom ud for mange prøvelser under sin mission, men hans tjeneste forankrede hans tro: »Det var ikke nemt at arbejde i missionsmarken. Det var vanskeligt og nedslående. Men hvor var det alligevel vidunderligt. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg nok var en selvisk ung mand, da jeg ankom til Storbritannien. Det blev en stor velsignelse for mig, at jeg kunne tilsidesætte mine egne selviske interesser for de større interesser i arbejdet for Herrens sag …

277 Kapitel 21

Jeg er dybt taknemlig, fordi jeg oplevede at blive missionær. Det kom til at påvirke nogle få menneskers tilværelse, og de har igennem årene givet udtryk for taknemlighed. Det har betydet noget for mig. Men jeg bekymrede mig aldrig over, hvor mange jeg eller de andre missionærer døbte. Jeg følte mig tilfreds med, at jeg gjorde det, som Herren ønskede, at jeg skulle, og at jeg var et redskab i hans hånd til at udføre hans hensigter. Under denne oplevelse fik jeg en kundskab og en urokkelig overbevisning om, at dette i bund og grund er Guds sande og levende kirke, som blev genoprettet gennem en profet til velsignelse for alle, som vil acceptere evangeliet og efterleve dets principper.« 3 Præsident Hinckleys mission lagde kursen for en livslang dedika- tion til Herrens værk. I løbet af sin tjeneste som præsident for Kirken rejste han mere end 1,6 millioner kilometer til mere end 70 lande for at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.4 Præsident Hinckley tilskyndede ofte Kirkens medlemmer til at gå sammen med ham om at fortælle andre om evangeliet. Flere end 400.000 fuldtidsmissionærer reagerede på det kald i løbet af hans tid som præsident. Ved hjælp af deres tjeneste og medlemsmissio- nærernes arbejde blev flere end 3,5 millioner nyomvendte døbt i den periode.5 Præsident Hinckley var som altid optimistisk og delte en omfattende vision om, hvordan Herrens værk ville fortsætte med at vokse: »Hvis vi går fremad og aldrig mister målet af syne, ikke taler ondt om nogen, efterlever de storslåede principper, som vi ved er sande, vil værket gå fremad i storslåethed og magt for at opfylde jorden. Døre, der nu er lukkede for forkyndelsen af evangeliet, vil blive åbnet.« 6 »Vores håb for fremtiden er stort, og vores tro er stærk. Vi ved, at vi knap nok har ridset i overfladen af det, der skal ske i årene forude … Vores byrde ved at gå fremad er kolossal. Men vore muligheder er storslåede.« 7

278 Kapitel 21

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vi skal række ud til verden i vores missionærindsats og undervise alle, som vil lytte. Vi har guddommelig bemyndigelse til at bringe evangeliet ud til alle nationer, slægter, tungemål og folk. Vi har fået befaling om at undervise og døbe i vor Herre Jesu Kristi navn. Den opstandne Frelser sagde: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15) Vi medvirker i et storslået og altopslugende korstog for sandhed og retfærdighed.8 Der blev missioneret, inden Kirken blev organiseret. Det er fortsat lige siden på trods af mange vanskeligheder i de tider, som vores folk har gennemgået. Lad os, hver og en, for os selv beslutte os for at leve op til de nye muligheder, til en ny erkendelse af ansvar og en fornyet accept af ansvaret for at hjælpe vor himmelske Fader i hans vidunderlige værk med at bringe udødelighed og evigt liv til sine sønner og døtre overalt på jorden.9 Lad os som sidste dages hellige række ud til dem, der ikke tilhører vores tro. Lad os aldrig handle med arrogance eller med en frelst indstilling. I stedet bør vi hellere vise kærlighed og respekt og hjælp- somhed over for dem. Vi misforstås meget, og jeg er bange for, at det for en stor del er vores egen skyld. Vi kan være mere tolerante, bedre naboer, venligere, et bedre eksempel end i fortiden. Lad os lære vore børn at behandle andre med venskab, respekt, kærlighed og beundring. Det vil give langt bedre resultater end en egoistisk og arrogant indstilling … Lad os række ud til verden i vores missionærindsats, undervise alle, som vil lytte til budskabet om evangeliets gengivelse, tale uden frygt, men også uden selvretfærdighed om den første åbenbaring, vidne om Mormons Bog og om gengivelsen af præstedømmet. Lad os, mine brødre og søstre, gå ned på knæ og bede om muligheder for at bringe andre til evangeliets glæde.10 Det er forunderligt og vidunderligt, at tusinder bliver berørt af Helligåndens mirakel, at de tror og tager imod og bliver medlemmer. De bliver døbt. Deres liv er for altid forandret til det gode. Der finder mirakler sted. Troens frø bliver sået i deres hjerte. Det svulmer, alt

279 Kapitel 21

imens de lærer. Og de antager princip efter princip, indtil de har hver eneste af de vidunderlige velsignelser, som de, der vandrer i tro i denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, får.11

2 Vi skal hjælpe fuldtidsmissionærerne med at bringe andre til kundskab om sandheden. Jeg traf en kvinde i Sydamerika, som er lige var blevet medlem af Kirken. Optændt af kærlighed til det, som hun havde fundet, havde hun begejstret fortalt andre om det. I løbet af kun syv måneder efter sin dåb havde hun henvist 300 bekendte til missionærerne, så de kunne undervise dem om evangeliet. På et tidspunkt var 60 af dem kommet ind i Kirken. Flere er formentlig kommet ind siden. I São Paulo i Brasilien traf jeg den unge missionær, som havde undervist hende i evangeliet. Han var også omvendt og var under store økonomiske ofre rejst på mission for at repræsentere Kirken. Den kvinde, jeg taler om, var en af 43, som han på det tidspunkt havde været med til at føre ind i Kirken. Denne unge mand fra Brasilien var blevet til mere end 100 omvendte – 43, som han selv havde omvendt, og 60 med dem, som hun havde omvendt. Og der var flere på vej fra andre, som han havde omvendt.12 Alt for mange af os betragter missionering som blot at banke på døre. Enhver, som kender til dette arbejde, ved, at der er en bedre måde. Det er gennem Kirkens medlemmer. Hver gang der er et medlem, som præsenterer en undersøger, er der straks et netværk. Medlemmet bærer vidnesbyrd om sandheden af dette værk. Han ønsker inderligt, at hans ven, der ikke er medlem, må opnå lykke. Han bliver begejstret, når hans ven gør fremskridt og lærer evangeliet at kende. Fuldtidsmissionærerne står måske for selve undervisningen, men medlemmet vil, hvor det er muligt, støtte den undervisning ved at tilbyde sit hjem som stedet til at fortsætte denne missionærindsats. Han vil bære oprigtige vidnesbyrd om guddommeligheden af dette værk. Han vil være der til at besvare spørgsmål, når missionærerne ikke er til stede. Han vil være en ven med den nyomvendte, som gennemgår en stor og ofte vanskelig forandring.

280 Kapitel 21

»Muligheder for at fortælle om evangeliet findes overalt.«

Evangeliet er ikke noget at skamme sig over. Det er noget at være stolt af. »Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« skrev Paulus til Timotheus (2 Tim 1:8). Der findes muligheder for at fortælle om evangeliet overalt … Processen med at bringe nye mennesker ind i Kirken er ikke udelukkende missionærernes ansvar. De har størst succes, når medlemmerne bliver kilden, hvorfra nye undersøgere bliver fundet. … Lad os udvikle en bevidsthed i hvert eneste medlems hjerte om deres evne til at bringe andre til kundskab om sandheden. Lad dem arbejde på det. Lad dem bede med stor oprigtighed derom. … Mine brødre og søstre, vi kan lade missionærerne forsøge at gøre det alene, eller vi kan hjælpe dem. Hvis de gør det alene, vil de banke på døre dag efter dag, og høsten vil være ringe. Eller vi kan som medlemmer hjælpe dem med at finde og undervise undersøgere … Må der i hver eneste stav udvikle sig en opmærksomhed på muligheden for at finde dem, der vil lytte til evangeliets budskab. I denne proces behøver vi ikke at fornærme nogen. Vi behøver ikke at være arrogante. Den mest effektive pjece, som vi nogensinde vil bære rundt på, vil være det gode i vores egen tilværelse og vores eksempel. Når vi nu involverer os i denne indsats, vil vores tilværelse

281 Kapitel 21

blive bedre, for vi må være på vagt, så vi ikke gør eller siger noget, der kan hindre fremgangen hos dem, vi forsøger at føre hen til sandheden … Der er behov for en tilførsel af entusiasme på alle niveauer i Kirken. Tag dette emne op nu og da ved nadvermøderne. Lad præstedømmet og Hjælpeforeningen drøfte det ved deres ugentlige møder. Lad de unge mænd og unge piger tale om og planlægge, hvordan de bedst kan bidrage til dette yderst vigtige hverv. Lad tilmed primarybørnene tænke på, hvordan de kan hjælpe. Mange forældre er kommet ind i Kirken på grund af et barn, der blev inviteret til Primary … Brødre og søstre, alle I som findes i menigheder og stave samt distrikter og grene, jeg indbyder jer til at blive en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk og besidder et overvældende ønske om at hjælpe missionærerne i det vældige ansvar, som de har for at bringe evangeliet til hver slægt, stamme, tungemål og folk. »Marken er allerede hvid [og klar] til høst« (L&P 4:4). Herren har gentagne gange forkyndt dette. Skal vi ikke tage ham på ordet? 13 På vegne af missionærerne … vil jeg gerne bønfalde de hellige om at gøre alt, hvad de kan for at skaffe henvisninger [fra folk], som de måske kan undervise. I vil blive glade, hvis I gør det. Alle, som I ser komme ind i Kirken på grund af jeres indsats, vil bringe jer glæde. Det løfte giver jeg til hver eneste af er.14

3 En fuldtidsmission bringer varig glæde til dem, der tjener. Vi må skærpe kravene for værdighed og kvalifikationer hos dem, som rejser ud i verden som repræsentanter for Herren Jesus Kristus.15 Verden i vore dage har brug for den kraft, der ligger i et rent vidnesbyrd. Den har brug for Jesu Kristi evangelium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det. Vi opfordrer forældre til at begynde at oplære deres børn i en tidlig alder [til at tjene som missionær]. Hvis de beder familiebøn, holder familieaften, læser i skrifterne, hvis far og mor er aktive i Kirken og taler begejstret om Kirken og evangeliet, så vil børnene

282 Kapitel 21 vokse op i hjem, hvor de får et naturligt ønske om at undervise andre i evangeliet. I sådanne hjem er der som regel tradition for at missionere. Der laves en opsparingskonto fra børnene er helt små. Drengene vokser op med en naturlig forventning om at blive kaldet som missionær for Kirken. En mission bliver lige så naturlig for en drengs plan for livet, som at han får sig en uddannelse.16 Missionering er hovedsageligt et præstedømmeansvar. Som sådan må vore unge mænd bære hovedbyrden. Det er deres ansvar og forpligtelse.17 Unge [mænd], jeg håber, at I alle forbereder jer på at tjene som mis- sionærer. Jeg kan ikke love jer sjov. Jeg kan ikke love jer magelighed og bekvemmelighed. Jeg kan ikke love, at I vil være fri for mismod, for frygt eller for direkte fortvivlelse til tider. Men jeg kan love jer, at I vil vokse, som I aldrig før har vokset i en tilsvarende periode i hele jeres liv. Jeg kan love jer en lykke, der vil være enestående og vidunderlig og vedvarende. Jeg kan love jer, at I vil tage jeres liv op til revision, at I vil prioritere på en ny måde, at I vil leve nærmere Herren, at bøn vil blive en virkelig og vidunderlig oplevelse, at I vil vandre med tro på resultatet af det gode, som I gør.18 Vi har behov for nogle unge kvinder [til at tage på mission]. De udfører et bemærkelsesværdigt arbejde. De kan komme ind i hjem, hvor ældsterne ikke kan … [Men] unge kvinder bør ikke føle, at de har en forpligtelse ligesom den, de unge mænd har. Nogle af dem har et stort ønske om at tage afsted på mission. Hvis det er tilfældet, bør de rådføre sig med deres biskop såvel som deres forældre … Jeg vil sige til søstrene, at I vil blive respekteret lige højt, I vil blive anset for at gøre jeres pligt, jeres anstrengelser vil være lige så acceptable for Herren og Kirken, hvad enten I drager på mission eller ej.19 Sammen med behovet for unge ældster og søstre er der et voksende behov for ægtepar i missionsmarken. Ældre ægtepar gør et vidunderligt arbejde i missionerne. Der er brug for mange flere. Især har vi brug for dem, som taler andre sprog. De kan tjene i mange funktioner under ledelse af fintfølende og hensynsfulde missionspræsidenter.

283 Kapitel 21

»Verden i vore dage … har brug for Jesu Kristi evangelium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det.«

Med et øget antal af folk, der går på pension, mens de stadig har et godt helbred og energi, er der mange, som kan udfylde et enormt behov i Herrens værk.20 Vi [har] pensionerede mænd og kvinder, der udfører meningsfulde missionærfunktioner for denne kirke over hele verden. De vokser i antal. De tager derhen, hvor de bliver kaldet til. De tjener, hvor der er brug for dem. Venskaber opstår, evner deles, muligheder åbnes for nogen, der aldrig vil glemme de mænd og kvinder, der er kommet blandt dem i en fuldstændig uselvisk ånd for at undervise dem og gøre godt. De modtager ingen penge. De tager afsted for egen regning. Deres hengivenhed kan ikke måles. Frugterne af deres indsats kan ikke gøres op.21

4 Når vi præsenterer andre for evangeliet, vil Herrens Ånd hjælpe os til at overvinde forskellene mellem os. Fordi vi alle har den samme herkomst [som Guds børn], er vi modtagelige for den samme sandhed. Det faktum, at nogens hud har en lidt anden farve, at deres øjne ser lidt anderledes ud, at de

284 Kapitel 21 måske har noget anderledes tøj på, gør på ingen måde ham eller hende til et andet slags menneske. Mænd og kvinder i hele verden reagerer i bund og grund på den samme måde på de samme stimuli. De søger varme, når de fryser, de kender til den samme slags smerte, de oplever sorg, og de kender til glæde … Når forskelle – enten mellem vore naboer eller i andre kulturer – synes at stå som forhindringer, når vi søger at fortælle andre om evangeliet, fjerner stille høflighed sædvanligvis de forhindringer. Når vi overholder Herrens bud om at præsentere andre for evangeliet, vidner jeg om, at Herrens Ånd vil hjælpe os til at overvinde forskellene mellem ham, der underviser, og ham, der bliver undervist. Her- ren tydeliggjorde denne proces, da han sagde: »Derfor forstår den, der prædiker [ved Ånden], og den, der hører [ved Ånden], hinanden, og begge bliver opbygget og glæder sig med hinanden« (L&P 50:22). Jeg er overbevist om, at det bedste middel, vi hver især har i vores kaldelse til at fortælle andre om evangeliet, er Herrens Ånd. Vi har alle set det hos andre. Når vi udfører Herrens værk, har vi også mærket det inde i os selv. Ved sådanne lejligheder synes overfladiske forskelle på os og dem, vi underviser, at falde fra vore øjne som skæl (se 2 Ne 30:6). En varm følelse af slægtskab og forståelse kommer frem, hvilket er vidunderligt at se. Vi forstår bogstaveligt talt hinanden, og vi bliver bogstaveligt talt opbygget og fryder os sammen.22

5 Når vi går fremad i tro, vil Herren velsigne vore bestræbelser på at præsentere andre for evangeliet. Vi er i sandhed engageret i et forunderligt værk og et under … Himlens Gud har udvirket dette sidste dages mirakel, og det, vi har set, er blot en forsmag på større begivenheder i kommende tider. Værket vil blive udført af ydmyge mænd og kvinder, unge og gamle.23 Værket vil lykkes, fordi det er Herren, som har lovet følgende: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

285 Kapitel 21

Lad os gå fremad i tro med det kald, Gud har givet, og med de velsignelser, Gud har lovet os. Idet vi gør dette, vil Herren velsigne vore anstrengelser. Lad os gøre vores del for at fortælle andre om evangeliet, først og fremmest som et godt eksempel, dernæst gennem inspireret forskrift. Stenen, der blev revet løs af bjerget, men ikke ved menneske- hånd, skal fortsætte med at rulle frem, indtil den har opfyldt hele jorden (se Dan 2). Jeg vidner for jer om såvel denne sandhed, som om den sandhed, at hver af os kan bidrage på måder, som passer til vore omstændigheder, hvis vi vil søge vejledning og inspiration hos vor himmelske Fader. Det er Guds værk, vi udfører, og med hans velsignelse vil vi ikke fejle.24

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor er vi til tider bange for at forkynde evangeliet? Hvordan kan vi overvinde den frygt og række ud mod andre? (Se afsnit 1). Hvilke mirakler i forbindelse med missionering har I set? • Hvorfor har missionærer »størst succes, når medlemmerne bliver kilden, hvorfra nye undersøgere bliver fundet«? (Se afsnit 2). Hvordan kan medlemmer også hjælpe fuldtidsmissionærerne? • Hvorfor har en fuldtidsmission en så stor indflydelse på dem, der tjener? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at forberede sig til at tage på fuldtidsmission? (Se afsnit 3). Hvordan kan familier hjælpe ældre ægtepar med at forberede sig til at tjene? • Gennemgå afsnit 4. Hvilke fælles karakteristika har alle mennesker? Hvordan kan vi overvinde forskelle, der synes at være forhindringer for at fortælle andre om evangeliet? Hvordan har I set Herrens Ånd hjælpe folk til at overvinde forskelle? • Præsident Hinckley lagde vægt på, at Herren vil velsigne vore bestræbelser på at fortælle andre om evangeliet, hvis vi »går fremad i tro« (afsnit 5). Hvordan kan I øge jeres ønske og tro om at fortælle andre om evangeliet?

286 Kapitel 21

Skriftstedshenvisninger Es 52:7; Matt 28:19-20; Alma 26:1-5; L&P 1:20-23; 4; 18:15-16; 38:40-41 Til underviseren »Vær ikke bange for stille stunder. Folk har ofte brug for tid til at tænke over og besvare spørgsmål eller til at udtrykke det, som de føler. Du kan holde en pause, efter du har stillet et spørgsmål, efter der er blevet fortalt om en åndelig oplevelse, eller når en person har svært ved at udtrykke sig« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 66-67). Noter 1. Se »Spørgsmålet om at tage på 13. Se »Find lammene, vogt fårene«, mission«, Stjernen, rapport fra april- s. 119, 120-121, 124. konferencen 1986, s. 38. 14. Teachings of Gordon B. Hinckley, 2. Se Sheri L. Dew, Go Forward with 1997, s. 374. Faith: The Biography of Gordon B. 15. Se »Til brødrene i præstedømmet«, Hinckley, 1996, s. 58. Liahona, nov. 2002, s. 57. 3. Se »Spørgsmålet om at tage på 16. Se »Missionærtjeneste«, Stjernen, mar. mission«, s. 38. 1988, s. 2, 4. 4. Se »Indledende bemærkninger«, 17. »Nogle tanker om templer, fasthol- Liahona, maj 2005, s. 5. delse af nyomvendte og missionering«, 5. Se »Jeg er ren«, Liahona, maj 2007, s. 60. Stjernen, jan. 1998, s. 5. 6. »Se mod fremtiden«, Stjernen, jan. 18. Se »Til drengene og til mændene«, 1998, s. 69. Liahona, jan. 1999, s. 64. 7. »Indledende bemærkninger«, s. 6. 19. »Nogle tanker om templer, fastholdelse 8. »Tro mod troen«, Stjernen, juli 1997, s. 67. af nyomvendte og missionering«, s. 57. 9. »Find lammene, vogt fårene«, Liahona, 20. »There Must Be Messengers«, Ensign, juli 1999, s. 124. okt. 1987, s. 2. 10. »Tid til at begynde noget nyt«, Liahona, 21. Discourses of President Gordon B. juli 2000, s. 106. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, s. 517-518. 11. »Troens mirakel«, Liahona, juli 2001, s. 83. 22. Se »Vi har et arbejde at udføre«, 12. Se »Frygt ikke, tro kun«, Stjernen, maj Stjernen, juni 1988, s. 6. 1996, s. 6. 23. Se »Vi har et arbejde at udføre«, s. 6, 7. 24. Se »Vi har et arbejde at udføre«, s. 7.

287 »Herren forlod de nioghalvfems for at finde det mistede får.«

288 KAPITEL 22

Ræk ud i kærlighed til nyomvendte og mindre aktive medlemmer

»Vi må hele tiden [være] opmærksomme på den umådeligt store forpligtelse til at indføre dem, der kommer ind i Kirken som nyomvendte, i fællesskabet … og til kærligt at række ud til dem, som … træder ind i inaktivitetens skygge.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Et emne, som præsident Hinckley lagde vægt på igennem sin tjeneste som præsident for Kirken, var vigtigheden af at række ud til nyomvendte og til dem, der ikke er aktive i Kirken. Han kom med mange eksempler på sine egne bestræbelser angående dette, hvoraf han bedrøvet beskrev en af dem som »et af mine nederlag«. Han forklarede: »Mens jeg var missionær på De Britiske Øer, underviste min kammerat og jeg en ung mand, og jeg fik lov til at døbe ham. Han var veluddannet. Han var dannet. Han var flittig. Jeg var så stolt af denne begavede unge mand, som var kommet ind i Kirken. Jeg følte, at han havde alle de egenskaber, der kunne gøre ham til en leder blandt vores folk. Han var ved at foretage den store tilpasning fra at være nyomvendt til at være medlem. I en kort periode, før jeg blev afløst, fik jeg lov at være hans ven. Derpå blev jeg afløst for at vende hjem. Han fik en beskeden opgave i grenen i London. Han vidste intet om, hvad der forventedes af ham. Han begik en fejl. Lederen af organisationen, hvor han tjente, var en mand, som jeg bedst kan beskrive som én, der manglede kærlighed og var rig på kritik. På

289 Kapitel 22 en ret ubarmhjertig måde gik han efter min ven, som havde begået en ubetydelig fejl. Den aften forlod den unge mand den lejede sal krænket og såret … Han sagde til sig selv: ›Hvis det er den slags mennesker, de er, så vil jeg ikke komme tilbage.‹ Han gled ind i inaktivitet. Årene gik … Da jeg [igen] var i England, forsøgte jeg desperat at finde ham … Jeg vendte hjem, og endelig efter lang tids søgen var jeg i stand til at finde ham. Jeg skrev til ham. Han svarede, men uden at nævne evangeliet. Næste gang jeg var i London, ledte jeg igen efter ham. Den dag, jeg skulle rejse, fandt jeg ham. Jeg ringede til ham, og vi mødtes på en undergrundsstation. Han omfavnede mig og jeg ham. Jeg havde næsten ingen tid, før jeg skulle nå mit fly, men vi talte kort sammen og efter min opfattelse med oprigtig interesse for hinanden. Han omfavnede mig igen, før jeg gik. Jeg besluttede, at jeg aldrig igen ville miste kontakten med ham … Årene gik. Jeg blev ældre, ligesom han gjorde. Han blev pensioneret og flyttede til Schweiz. Da jeg engang var i Schweiz, gjorde jeg en ihærdig indsats for at finde den landsby, hvor han boede. Vi tilbragte det meste af en dag sammen – han, hans hustru, min hustru og jeg. Vi havde det vidunderligt, men det var tydeligt, at troens ild var død for længe siden. Jeg prøvede på enhver tænkelig måde, men jeg kunne ikke finde en måde at tænde den på igen. Jeg fortsatte min korrespondance. Jeg sendte ham bøger, blade, plader med Tabernakelkoret og andre ting, som han udtrykte påskønnelse for. Han døde for nogle måneder siden. Hans hustru skrev for at informere mig om det. Hun skrev: »Du var den bedste ven, han nogensinde havde.« Tårerne løb ned af mine kinder, da jeg læste det brev. Jeg vidste, at jeg ikke havde slået til. Måske, hvis jeg havde der for at samle ham op, da han første gang blev slået ud, kunne han have fået noget helt andet ud af sit liv. Jeg tror, at jeg kunne have hjulpet ham dengang. Jeg tror, at jeg kunne have forbundet det sår, som han havde fået. Jeg har kun én trøst, jeg forsøgte. Jeg har kun én sorg, det mislykkedes.

290 Kapitel 22

Udfordringen nu er større, end den nogensinde før har været, for antallet af nyomvendte er større, end vi nogensinde før har oplevet … Hver eneste nyomvendt er dyrebar. Hver eneste nyomvendt er Guds søn eller datter. Hver eneste nyomvendt er et stort og alvorligt ansvar.« 1 Præsident Hinckleys omsorg for nyomvendte og mindre aktive medlemmer var et resultat af hans oplevelse med at se, hvordan evangeliet velsigner folks liv. En journalist spurgte ham engang: »Hvad giver dig størst tilfredshed, når du ser Kirkens virke i dag?« Præsident Hinckley svarede: »Den største tilfredshed, jeg får, er at se, hvad dette evangelium gør for mennesker. Det giver dem et nyt syn på livet. Det giver dem et perspektiv, som de aldrig har oplevet før. Det hæver deres blik mod det ædle og guddommelige. Der sker noget med dem, som er mirakuløst at betragte. De ser hen til Kristus og bliver levende.« 2

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vi har et stort ansvar for at hjælpe den enkelte. Vi skal tage os af den enkelte. Kristus talte altid om den enkelte. Han helbredte de syge enkeltvis. I sine lignelser talte han om enkeltpersoner. Kirken tænker på den enkelte, selv om vi er mange. Uanset om der er seks, ti, tolv eller 50 millioner, må vi aldrig glemme, at det er den enkelte, der har betydning.3 Vi er ved at blive et stort verdensomspændende samfund. Men vores interesse og omsorg bør altid handle om den enkelte. Hvert eneste medlem af denne kirke er en individuel mand eller kvinde, dreng eller pige. Vores største ansvar er at se til, at hver enkelt kan blive »husket og få næring ved Guds gode ord« (Moro 6:4), således, at den enkelte får mulighed for vækst, for at udtrykke sig samt få oplæring i Herrens virke og veje, således at ingen mangler livets nødvendigheder, og at de fattiges behov dækkes, for at hvert enkelt medlem modtager opmuntring, oplæring og mulighed for at gå fremad ad udødelighedens og det evige livs vej …

291 Kapitel 22

Dette værk drejer sig om mennesker, hver især en Guds søn eller datter. Når vi beskriver Kirkens resultater, taler vi i tal, men alle vore anstrengelser må tilegnes den enkeltes udvikling.4 Jeg vil gerne understrege, at der er en meget positiv og vidunderlig vækst i Kirken … Vi har god grund til at være fortrøstnings- fulde. Men enhver nyomvendt, hvis tro bliver kold, er en tragedie. Ethvert medlem, der bliver uaktivt, er grund til alvorlig bekymring. Herren forlod de nioghalvfems for at finde det mistede får. Hans omsorg for [det ene] var så stor, at han gjorde det til temaet for en af sine store taler (se Luk 15:1-7). Vi kan ikke slappe af. Vi må hele tiden gøre Kirkens ledere og medlemmer opmærksomme på den umådeligt store forpligtelse til at indføre dem, der kommer ind i Kirken som nyomvendte, i fællesskabet på en meget oprigtig, varm og vidunderlig måde, og til kærligt at række ud til dem, som af en eller anden grund træder ind i inaktivitetens skygge. Der er mange beviser for, at det kan lade sig gøre, hvis der er en vilje til at gøre det.5

2 Hver eneste nyomvendt er værdifuld og er et stort og alvorligt ansvar. Jeg synes, at det største tab, vi kan lide i Kirken, er, når de, der har tilsluttet sig Kirken, falder fra. Med meget få undtagelser behøver det ikke ske. Jeg er overbevist om, at næsten alle, der bliver døbt af missionærerne, er undervist tilstrækkeligt og har fået kundskab og vidnesbyrd nok til at kunne stå inde for deres dåb. Men det er ikke nemt at gøre de forandringer, der skal til, når man tilslutter sig denne kirke. Det betyder, at gamle forbindelser må brydes. Det betyder, at man må forlade venner. Det kan betyde, at man skal aflægge en tro, som man har holdt af. Det kan kræve ændrede vaner og lyster, som skal undertrykkes. Det betyder i mange tilfælde ensomhed og endog frygt for det ukendte. Disse nyomvendte må næres og styrkes i denne vanskelige tid i deres liv. Der er betalt en fantastisk pris for hans eller hendes tilstedeværelse i Kirken. Missionærernes store anstrengelser og det, som det koster dem at tjene, adskillelsen fra gamle venner og den omvæltning, der sker ved alt dette, nød- vendiggør, at disse kostbare sjæle bydes velkommen, forsikres om

292 Kapitel 22

»Jeg opfordrer hvert enkelt medlem til at række ud i venskab og kærlighed til dem, som kommer ind i Kirken som nyomvendte.« sandheden og får hjælp i deres svage stunder, og at de får nogle ansvarsopgaver, hvorved de kan blive stærkere, at de opmuntres og takkes for alt, hvad de gør.6 Det har absolut ikke noget formål at missionere, hvis vi ikke beva- rer frugterne af denne indsats. De to ting kan ikke skilles ad. Disse nyomvendte er dyrebare … Hver eneste nyomvendt er et stort og alvorligt ansvar. Det er absolut bydende, at vi passer godt på disse mennesker, som er blevet en del af os … For nylig modtog jeg et meget interessant brev. Det er skrevet af en kvinde, som sluttede sig til Kirken for et år siden. Hun skriver: »Min rejse ind i Kirken var enestående og meget krævende. Det år, som er gået siden da, har været det hårdeste år, som jeg nogen sinde har oplevet i mit liv. Det har også været det rigeste år. Som nyt medlem fortsatte mine udfordringer hver dag« …

293 Kapitel 22

Hun siger, at »Kirkens medlemmer ikke ved, hvad det vil sige at være et nyt medlem i Kirken. Det er derfor næsten umuligt for dem at vide, hvordan de skal støtte os.« Mine brødre og søstre, hvis I ikke ved, hvad det vil sige, så udfor- drer jeg jer til at forestille jer, hvordan det må være. Det kan være meget ensomt. Det kan være skuffende. Det kan være skræmmende. Vi, som tilhører Kirken, er meget mere forskellige fra verden, end vi tror, at vi er. Denne kvinde fortsætter: »Når vi som undersøgere bliver medlemmer af Kirken, overrasker det os at opdage, at vi er trådt ind i en helt fremmed verden, en verden med sine egne traditioner, kultur og sprog. Vi opdager, at der ikke er noget menneske eller nogen kilde, som vi kan vende os til for at få vejledning på vores rejse ind i denne nye verden. I begyndelsen er denne rejse spændende, og vore fejl endog morsomme, men så bliver det frustrerende, hvorefter frustrationen til sidst bliver til vrede. Og det er i denne frustration og vrede, at vi forlader Kirken. Vi går tilbage til den verden, som vi kom fra, hvor vi vidste, hvem vi var, og hvor vi bidrog, og hvor vi kunne tale sproget.« 7 Nogle mennesker er kun blevet døbt, de er ikke kommet ind i fællesskabet, og efter to eller tre måneder, siger de farvel. Det er så vigtigt, mine brødre og søstre, at sørge for, at [de nydøbte medlemmer] bliver omvendte, at de i deres hjerte får en overbevisning om dette storslåede værk. Det er ikke kun noget, der skal forstås med hovedet. Det handler om hjertet, og at det bliver rørt af Helligånden, indtil de ved, at dette værk er sandt, at Joseph Smith i sandhed var Guds profet, at Gud lever, og at Jesus Kristus lever, og at de viste sig for drengen Joseph Smith, at Mormons Bog er sand, og at præ- stedømmet er her med alle dets gaver og velsignelser. Jeg kan ikke lægge nok vægt på dette.8

3 Hver eneste nyomvendt har brug for venskab, et ansvar og næring med Guds gode ord. Med det stadig stigende antal nyomvendte må vi gøre en stadig større og væsentlig indsats for at hjælpe dem, når de finder vej. Hver eneste har brug for tre ting – en ven, et ansvar, og at »få næring

294 Kapitel 22 ved Guds gode ord« (Moro 6:4). Det er vores pligt og mulighed at sørge for disse ting.9 Venskab [Nyomvendte] kommer ind i Kirken med begejstring for det, de har fundet. Vi må øjeblikkeligt bygge på den begejstring … [Vi må] lytte til dem, vejlede dem, besvare deres spørgsmål og være der for at bistå dem i alle situationer og under alle forhold … Jeg opfordrer hvert enkelt medlem til at række ud i venskab og kærlighed til dem, som kommer ind i Kirken som nyomvendte.10 Vi har en stor forpligtelse over for dem, der døbes ind i Kirken. Vi kan ikke ignorere dem. Vi kan ikke lade dem stå alene. De har brug for hjælp, mens de vænner sig til denne kirkes skikke og kultur. Og det er vores store velsignelse og ansvar at tilbyde den hjælp … Et varmt smil, et venligt håndtryk og et opmuntrende ord kan udrette mirakler.11 Lad os række ud til disse mennesker! Lad os blive venner med dem! Lad os være venlige mod dem! Lad os opmuntre dem! Lad os bidrage til deres tro og deres kundskab om dette, Herrens værk.12 Jeg bønfalder jer om … at I vil lægge jeres arme om dem, der kommer ind i Kirken, og blive venner med dem, og få dem til at føle sig velkomne og trøste dem, og så vil vi se vidunderlige resultater. Herren vil velsigne jer og hjælpe jer i denne store proces med at fastholde nyomvendte.13 Ansvar Denne kirke forventer noget af folk. Den har høje standarder. Den har en stærk lære. Den forventer omfattende tjeneste af folk. De driver ikke bare med. Vi forventer, at de gør noget. Det reagerer folk på. De tager imod muligheden for at tjene, og når de gør det, øges deres evner, deres forståelse og deres færdigheder til at udrette noget og gøre det godt.14 Giv [nye medlemmer] noget at lave. De vokser sig ikke stærke i deres tro uden øvelse. Tro og vidnesbyrd er ligesom musklerne i min arm. Hvis jeg bruger disse muskler og nærer dem, bliver de stærkere. Hvis jeg sætter min arm i en slynge og beholder den der, bliver den svag og ineffektiv, og sådan er det også med vidnesbyrd.

295 Kapitel 22

Præsident Hinckley underviste i, at nyomvendte har brug for at få muligheder for at tjene i Kirken.

Der er nogle af jer, der siger, at de ikke er parate til at påtage sig et ansvar. Men ingen af os var parate, da kaldet kom. Det gælder i hvert fald for mig. Tror I, at jeg var parat til denne store og hellige kaldelse? Jeg følte mig overvældet. Jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg føler mig stadig overvældet. Jeg føler mig stadig utilstrækkelig. Men jeg prøver at gå fremad, søger Herrens velsignelser og prøver at gøre hans vilje, og jeg håber og beder til, at min tjeneste vil være accep- tabel for ham. Det første ansvar, jeg havde i denne kirke, var som rådgiver til præsidenten for diakonernes kvorum, da jeg var tolv år gammel. Jeg følte mig ikke tilstrækkelig. Jeg følte mig overvældet. Men jeg prøvede, ligesom I gør, og efter det kom der andre opgaver, og aldrig med en følelse af tilstrækkelighed, men altid med en følelse af taknemlighed og en villighed til at prøve.15 Enhver nyomvendt, som kommer ind i denne kirke, bør straks tildeles et ansvar. Det kan være nok så småt, men det vil betyde meget for vedkommende.16 Den nyomvendte ved selvfølgelig ikke alt. Han eller hun vil sikkert begå fejl. Og hvad så? Vi begår alle fejl. Det vigtige er den vækst, som kommer gennem aktivitet.17

296 Kapitel 22

Næring ved Guds gode ord. Jeg tror, at disse nyomvendte har et vidnesbyrd om evangeliet. Jeg tror, at de har tro på Herren Jesus Kristus og kender til hans guddommelige eksistens. Jeg tror, at de virkelig har omvendt sig fra deres synder og er fast besluttede på at tjene Herren. Moroni [siger] om dem, efter at de er døbt: »Og efter at de var blevet modtaget til dåb og var blevet påvirket og renset ved Hel- ligåndens kraft, blev de regnet blandt Kristi kirkes folk; og deres navne blev nedskrevet, så de kunne blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og sørge for, at de bestandig var opmærksomme på bøn, idet de alene stolede på Kristi fortjenester, han som var deres tros ophavsmand og fulden- der« (Moro 6:4). I vor tid, som på den tid, bliver nyomvendte »regnet blandt [Kir- kens] folk … så de [kan] blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og sørge for, at de bestandig var opmærksomme på bøn«. Lad os hjælpe dem, når de tager de første skridt som medlemmer.18 Det er absolut nødvendigt, at den nyomvendte mand eller kvinde bliver tilknyttet et kvorum i præstedømmet eller Hjælpeforeningen, Unge Piger, Søndagsskolen eller Primary. Han eller hun må opmuntres til at komme til nadvermødet for at nyde nadveren og forny de pagter, som blev indgået ved dåben.19

4 Der er alt at vinde og intet at tabe ved at komme tilbage og blive aktiv i Kirken igen. Der findes tusinder rundt om i verden … som er medlemmer af Kirken af navn, men har forladt den, og som nu i deres hjerte længes efter at vende tilbage, men ikke ved hvordan og er for frygtsomme til at prøve … Til jer, mine brødre og søstre, som har taget jeres åndelige arv og er gået og nu oplever en tomhed i jeres liv, vil jeg sige, at vejen står åben for at vende tilbage … Hvis I vil tage det første frygtsomme skridt for at vende tilbage, vil I blive taget imod med åbne arme, og kærlige venner vil byde jer velkommen.

297 Kapitel 22

Jeg tror, at jeg ved, hvorfor nogle af jer forlod os. I blev fornær- mede over en tankeløs person, som gjorde jer fortræd, og I mis- forstod hans handling som betegnende for Kirken. Eller I er måske flyttet fra et område, hvor folk kendte jer, til et område, hvor I faktisk stod alene, og der voksede I op med ringe kundskab om Kirken. Eller I kan være blevet tiltrukket af andet selskab eller andre vaner, som I følte var uforenelige med Kirken. Eller I kan have følt jer klogere med hensyn til verdens visdom end jeres venner og bekendte i Kirken og med en vis foragt have trukket jer tilbage fra deres selskab. Det er ikke min hensigt at dvæle ved årsagerne. Jeg håber heller ikke, at I gør det. Læg fortiden bag jer … I har alt at vinde og intet at miste. Kom tilbage, mine venner. Der findes mere fred i Kirken, end I længe har kendt. Der findes mange, hvis venskab I vil komme til at nyde.20 Mine elskede brødre og søstre, som måske er kommet på afveje, Kirken har brug for jer, og I har brug for Kirken. I vil finde mange ører, som vil lytte forstående. Mange hænder, der vil hjælpe jer med at finde vej tilbage. Andre hjerter vil varme jeres. Der vil blive fældet tårer, ikke bitre tårer, men glædestårer.21

5 For sidste dages hellige, der atter bliver aktive i Kirken, vil det føles godt at være hjemme igen. En søndag var jeg i en by i Californien til en stavskonference. Mit navn og billede havde været i den lokale avis. Telefonen ringede i stavscentret, da stavspræsidenten og jeg trådte ind i bygningen den formiddag. Telefonopringningen var til mig, og ham, der ringede, sagde sit navn. Han ønskede at se mig. Jeg undskyldte mig fra det møde, som jeg skulle have afholdt tidligt denne formiddag og bad stavspræsidenten sørge for det. Jeg havde noget vigtigere at foretage mig. Han kom, min ven, sky og lidt frygtsom. Han havde været væk i lang tid. Vi omfavnede hinanden ligesom brødre, der længe havde været adskilt. Til at begynde med var vores samtale kejtet, men den blev hurtigt ivrigere, da vi talte om den tid, vi havde tilbragt sammen i England for mange år siden. Der var tårer i denne stærke mands øjne,

298 Kapitel 22 da han talte om Kirken, som han engang havde været så aktiv i, og så fortalte han om de lange, tomme år, der fulgte efter. Han dvælede ved dem ligesom en mand, der taler om et mareridt. Da han havde beskrevet disse bortødede år, talte vi om hans tilbagevenden. Han mente, at det ville vanskeligt og måske pinligt, men han ville prøve. For kort tid siden modtog jeg et brev fra ham. Han skrev: »Jeg er tilbage. Jeg er tilbage, og hvor føles det godt at være hjemme igen.« Og så til jer, mine venner, som ligesom ham længes efter at komme tilbage, men tøver med at tage det første skridt: Prøv. Lad os møde jer, hvor I nu står, og tage jer ved hånden og hjælpe jer. Jeg lover jer, at det vil føles godt at være hjemme igen.22

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor bør »vores interesse og omsorg … altid handle om den enkelte«, selv i en verdensomspændende kirke? (Se afsnit 1). Hvornår er I blevet velsignet af nogen, som tog sig særligt af jer? Hvordan kan vi være mere opmærksomme, når vi ser efter den enkelte? • Hvad kan vi lære af, og hvordan kan vi anvende det brev, som præsident Hinckley fortæller om i afsnit 2? Tænk over, hvad I kan gøre for dem, der arbejder på at opbygge deres tro. • Hvorfor har enhver nyomvendt brug for venskab, ansvar og næring ved Guds gode ord? (Se afsnit 3). Hvordan kan vi blive venner med nyomvendte? Hvordan kan vi støtte nyomvendte i deres ansvar i Kirken? Hvordan kan vi hjælpe nyomvendte til at »få næring ved Guds gode ord«? • Hvorfor er det nogle gange svært for medlemmer at vende tilbage og blive aktive i Kirken igen? (Se afsnit 4). Hvordan kan vi hjælpe folk til at vende tilbage? Hvornår har I oplevet eller set den glæde, der følger, når en vender tilbage til Kirken? • Hvad lærer I af den historie, som præsident Hinckley fortæller i afsnit 5? Tænk over, hvordan I kan række ud og hjælpe nogen, der ikke er aktive i Kirken, til at »komme hjem igen«.

299 Kapitel 22

Skriftstedshenvisninger Luk 15; Joh 10:1-16, 26-28; 13:34-35; Mosi 18:8-10; Hel 6:3; 3 Ne 18:32; Moro 6:4-6; L&P 38:24 Studiehjælp »Mange synes, at det bedste tidspunkt at studere på er om morgenen, efter … nattens hvile … Andre foretrækker at studere i de stille timer, efter at dagens arbejde og bekymringer er forbi … Tidspunktet på dagen er måske ikke så vigtigt, men derimod det at afsætte et regelmæssigt tidspunkt til studium« (Howard W. Hunter, »Studium af skrifterne«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 98-99). Noter 1. Se »Nyomvendte og unge mænd«, 11. »Inspirerende tanker«, s. 4. Stjernen, juli 1997, s. 47. 12. »Latter-day Counsel: »Excerpts from 2. »Nyomvendte og unge mænd«, s. 48. Recent Addresses of President Gordon 3. »Inspirerende tanker«, Liahona, okt. B. Hinckley«, Ensign, juli 1999, s. 73. 2003, s. 5. 13. »Words of the Prophet: Reach Out«, 4. »Dette værk handler om mennesker«, New Era, feb. 2003, s. 7. Stjernen, juli 1995, s. 55-56. 14. »Inspirerende tanker«, s. 3-4. 5. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, 15. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 538. s. 537-538. 16. Se »Inspirerende tanker«, Stjernen, nov. 6. Se »Missionærtjeneste«, Stjernen, mar. 1998, s. 7. 1988, s. 5-6. 17. »Find lammene, vogt fårene«, s. 122. 7. Se »Find lammene, vogt fårene«, 18. »Nyomvendte og unge mænd«, s. 48. Liahona, juli 1999, s. 122. 19. »Find lammene, vogt fårene«, s. 122-123. 8. »Messages of Inspiration from President Hinckley«, Church News, 5. apr. 1997, s. 20. Se »Alt at vinde – intet at tabe«, Den 2; se også »Inspirerende tanker«, s. 3. danske Stjerne, apr. 1977, s. 47, 48, 49. 9. »Nyomvendte og unge mænd«, s. 47. 21. Se »Og Peter gik udenfor og græd bitterligt«, Stjernen, aug. 1994, s. 7. 10. »Nogle tanker om templer, fastholdelse af nyomvendte og missionering«, Stjer- 22. Se »Alt at vinde – intet at tabe«, s. 49. nen, jan. 1998, s. 55.

300 KAPITEL 23

Velsignelserne ved det hellige tempel

»Tempelordinancerne bliver de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv »Jeg mener ikke, at et medlem af Kirken har modtaget alt, hvad denne kirke tilbyder, før han eller hun har modtaget sine tempelvel- signelser i Herrens hus,« sagde præsident Gordon B. Hinckley til præ- stedømmemødet ved oktoberkonferencen i 1997. »Vi gør derfor alt, hvad vi kan for at fremskynde opførelsen af disse hellige bygninger og dermed gøre velsignelserne deri mere alment tilgængelige.« 1 Han nævnte flere templer, der var i forskellige stadier i forhold til planlægning og opførelse, og så kom han med en bekendtgørelse, der ændrede livet for folk over hele verden: »Der er mange områder i Kirken, som er fjerntliggende, hvor antallet af medlemmer er beskedent og sandsynligvis ikke vil vokse ret meget i den umiddelbare fremtid. Skal de, der lever sådanne steder, for evigt nægtes velsignelserne ved tempelordinancer? Da vi besøgte et sådant område for nogle måneder siden, overvejede vi bønsomt dette spørgsmål. Det er min overbevisning, at svaret kom klart og tydeligt. Vi vil opføre små templer i nogle af disse områder … De vil blive opført efter tempelstandarder, som er meget højere end standarderne ved kirkebyggeri. De vil have plads til dåb for de døde, begavelses- ceremonien, beseglinger og alle andre ordinancer, der kan modtages i Herrens hus for både levende og døde.« 2 Inspirationen til denne plan kom mere end 20 år tidligere, da præsident Hinckley var formand for Kirkens tempelkomité. Han var bekymret over, at mange sidste dages hellige ikke havde let adgang

301 Kapitel 23

Templet i Colonia Juárez i Chihuahua i Mexico

302 Kapitel 23 til templets velsignelser, og han skrev i sin dagbog: »Kirken kunne bygge [mange mindre] templer for det samme, som det koster at bygge templet i Washington, [der på det tidspunkt var under opfø- relse]. Det vil bringe templerne til folket i stedet for at folk skal rejse over store afstande for at komme til dem.« 3 I 1997 bragte en åbenbaring fra Herren denne idé til live. Præ- sident Hinckley fortalte noget om denne åbenbaring, da han bad indvielsesbønnen for templet i Colonia Juárez i Chihuahua i Mexico. »Det var her i det nordlige Mexico,« bad han, »at du åbenbarede ideen og planen for mindre templer, fuldstændige i enhver nødvendig detalje, men passende i størrelse til behovene og omstændighe- derne for Kirkens medlemmer i dette område af din vingård. Den åbenbaring kom på grund af et ønske og en bøn om at hjælpe dit folk i disse kolonier, som har været tro og loyale.« 4 Seks måneder efter bekendtgørelsen om at bygge mindre templer kom præsident Hinckley med endnu en betydningsfuld bekendtgørelse: »Vi har … rejst langt omkring blandt Kirkens medlemmer. Jeg har været sammen med mange, som har ganske lidt af denne verdens gods. Men i deres hjerte har de en stor, brændende tro på dette værk i de sidste dage. De elsker Kirken. De elsker evangeliet. De elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje. De betaler deres tiende, hvor beskeden den end er. De yder utrolige ofre for at besøge templet. De rejser i dagevis i faldefærdige busser og gamle både. De sparer sammen og undværer meget for at kunne gøre det. De har brug for templer i nærheden – små, smukke og praktiske templer. Jeg benytter derfor denne lejlighed til for hele Kirken at bekendtgøre et byggeprogram, hvor vi straks vil opføre 30 små templer … Det vil være et enormt projekt. Der er ikke forsøgt noget tilsvarende nogensinde før … Det bliver i alt 47 nye templer foruden de 51, der nu fungerer. Jeg tror, at vi nok hellere må føje yderligere 2 til, så vi når 100 ved udgangen af dette århundrede, nemlig 2.000 år ›efter vor Herre og frelsers, Jesu Kristi, komme i kødet‹ (L&P 20:1). På dette område går vi fremad i et tempo, som vi aldrig før har set.« 5

303 Kapitel 23

Den 1. oktober 2000 indviede præsident Hinckley templet i Boston i Massachusetts, nummer 100 af fungerende templer. Inden året var omme, indviede han to templer i Brasilien. Og da han døde den 27. januar 2008, havde Kirken 124 fungerende templer og 13, der var blevet bekendtgjort. Af de 124 fungerende templer havde præsident Hinckley deltaget i planlægningen og opførelsen af de fleste og havde personligt indviet 85 af dem. Selv da præsident Hinckley bekendtgjorde det store antal nye templer, og selv når han beundrede deres skønhed, mindede han de sidste dages hellige om formålet med disse hellige bygninger: At velsigne enkeltpersoner og familier, en efter en. Da han talte om templet i San Diego i Californien, sagde han: »Hvilken storslået, smuk bygning det er. Men hvor smuk bygningen end er, så er den kun et middel til at nå et mål, og ikke selve målet. Den bygning blev opført og indviet, for at der kan udføres hellige ordinancer, som Herren har åbenbaret i denne tid.« 6 Ved en anden lejlighed sagde han: »Ingen person har hele evangeliet, før han er i stand til at modtage [templets ordinancer]. Og ansvaret ligger hos os for at sørge for, at disse muligheder er til- gængelige. Jeg ved ikke, hvor længe endnu jeg holder, men jeg håber at ende mine dage, mens jeg bygger Herrens templer, bringer templerne til folket, så de kan få de vidunderlige velsignelser, som man kan få [der].« 7

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Templer er udtryk for vores vidnesbyrd, og de repræsenterer det ypperligste i vores tilbedelse. Hvert eneste tempel, der er bygget af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, står som udtryk for dette folks vidnesbyrd om, at Gud vor evige Fader lever, at han har en plan til velsignelse af sine sønner og døtre i alle tidsaldre, at hans elskede Søn, Jesus Kristus, som blev født i Betlehem i Judæa og korsfæstet på Golgatas kors, er verdens Frelser og Forløser, og hans sonoffer muliggjorde opfyldelsen af planen for evigt liv til hver eneste, som accepterer og efterlever evangeliet.8

304 Kapitel 23

Alt, hvad der sker i templet, opløfter og forædler. Det handler om livet her og livet efter graven. Det handler om den enkeltes betydning som Guds barn. Det handler om familiens betydning som den Almægtiges skaberværk. Det handler om, at ægteskabet kan vare evigt. Det handler om at fortsætte til større herlighed. Det er et sted med lys, et sted med fred, et sted med kærlighed, hvor vi beskæftiger os med det, der hører evigheden til.9 Hvert eneste tempel … har faktisk stået som et monument over vores tro på menneskesjælens udødelighed, at dette jordiske liv, som vi går igennem, er en del af en fortsat vandring opad, så at sige, og at lige så sikkert, som der er liv her, vil der også være liv der. Det er vores faste overbevisning. Den udspringer af Frelserens forsoning, og templet bliver, som jeg har nævnt, forbindelsen mellem dette liv og det næste. I templet beskæftiger vi os med det, der hører udødeligheden til.10 Disse enestående og vidunderlige bygninger og de ordinancer, der bliver udført i templerne, repræsenterer det højeste i vores tilbedelse. Disse ordinancer er de mest dybsindige udtryk for vores teologi.11 Hellige sager kræver hellig overvejelse … Men når I går ud ad dørene til Herrens hus, så vær tro mod den hellige tillid, og tal ikke om det, der er helligt. Herren sagde: »Husk, at det, som kommer ovenfra, er helligt og skal omtales med varsomhed, og som Ånden holder en tilbage« (L&P 63:64). Og atter: »Tag ikke let på det, der er helligt« (L&P 6:12).12

2 Gennem templets ordinancer modtager vi evangeliets største velsignelser. Disse templer, der er spredt over hele verden, er nødvendige for den fuldstændige opfyldelse af Frelserens forsoning. Her under det hellige præstedømmes myndighed vil de hellige ordinancer, der ikke blot leder til frelse, men også til evig ophøjelse, blive forrettet.13 Jesus Kristus, Guds Søn, gav sit liv på på korset på Golgata og sonede for menneskehedens synder. Han var et stedfortrædende offer for enhver af os. Gennem dette offer fik alle mennesker et løfte om opstandelse. Det er kommet gennem Guds nåde, uden

305 Kapitel 23 anstrengelser fra menneskenes side. Men udover dette fik vi det hellige præstedømmes nøgler, som blev overdraget de tolv af Her- ren, da han gik blandt dem, hvilke nøgler blev gengivet i denne uddeling af dem, som havde dem i fordums tid – gennem dem er der kommet mange, yderligere velsignelser, deriblandt disse ene- stående og betydende ordinancer, som gives i Herrens hus. Kun i disse ordinancer virkeliggøres udøvelsen af »præstedømmets fylde« (L&P 124:28).14 Tempelordinancerne [er] de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.15 Til templets velsignelser for både mænd og kvinder, som er vær- dige til at komme der … hører tvætninger og salvelser, for at vi kan være rene for Herren. De omfatter belæringer, hvor vi får tempelbegavelsen med dens ansvar og velsignelser, som motiverer os at leve i overensstemmelse med evangeliets principper. De omfatter beseglende ordinancer, hvorved det, som bindes på jorden, også bindes i himlen og derved tilvejebringer en fortsættelse af familien.16 [Engang] blev jeg kaldt ud til hospitalet til en mor, som lå i de sidste stadier af en dødelig sygdom. Hun døde kort tid efter og efterlod sig mand og fire børn, heraf en lille dreng på seks år. Deres sorg var både inderlig, dyb og tragisk. Men gennem deres tårer skinnede en smuk og sikker tro på, at ligesom der nu herskede en sorgfuld adskillelse, skal der en dag være et glædeligt gensyn, for det ægteskab var begyndt med en besegling for tid og al evighed i Herrens hus med det hellige præstedømmes myndighed … Mange er rejst så langt … for at opnå tempelvielsens velsignelser. Jeg har set en gruppe sidste dages hellige fra Japan, som – før der blev opført et tempel i deres eget land – havde nægtet sig selv mad for at kunne få råd til den lange rejse til templet i Laie på Hawaii. Inden vi opførte et tempel i Johannesburg i Sydafrika, mødte vi folk, som havde givet afkald på nødvendigheder for at kunne få råd til den 11.000 km lange flyvetur fra Sydafrika til templet i Surrey i England. Der var et lys i deres øjne, smil i deres ansigter og vidnesbyrd på deres læber, som bekræftede, at det havde været alle ofrene værd. Og jeg kan huske, at jeg i New Zealand for mange år siden hørte et vidnesbyrd fra en mand, som kom fra den fjerneste ende af

306 Kapitel 23

Australien, som var blevet viet af de borgerlige myndigheder, men som så siden var blevet medlem af Kirken sammen med sin hustru og sine børn, og derefter havde rejst den lange vej tværs over det store kontinent, over Det Tasmanske Hav til Auckland og videre ned til templet i den smukke dal Waikato. Så vidt jeg husker, sagde han: »Vi havde ikke råd til at komme. Vores jordiske gods bestod af en gammel bil, vore møbler og vore tallerkener. Jeg sagde til min familie: ›Vi har ikke råd til at rejse.‹ Så kiggede jeg på min smukke hustru og vore dejlige børn og sagde: ›Vi har ikke råd til ikke at rejse. Hvis Herren vil give mig styrke, kan jeg arbejde og tjene penge til en anden bil og nye møbler og tallerkener, men hvis jeg skulle miste en af mine kære, ville jeg være fattig både i dette liv og i det næste.‹« 17 Er det noget under, kære søskende, at jeg ved åbningen af … templer har set stærke mænd græde, når de omfavnede deres hustru ved alteret i disse hellige huse? Jeg har set forældre græde, når de favnede deres børn ved disse selvsamme altre. Ved den myndighed, der udøves her, har de lært, at hverken tid eller død kan bryde de bånd, som binder dem sammen.18

3 Templet er en helligdom beregnet til tjeneste, hvor vi modtager frelsende ordinancer på vegne af dem, der er døde uden at have modtaget evangeliet. Der er utallige millioner, som har vandret på jorden, men som aldrig havde mulighed for at høre evangeliet. Skal de nægtes de velsignelser, som stilles til rådighed i Herrens templer? Ved levende stedfortrædere, der virker på vegne af de afdøde, bliver de samme ordinancer tilgængelige for dem, som har forladt dette liv. I åndeverdenen kan disse mennesker frit acceptere eller afvise disse jordiske ordinancer, som udføres for dem, deriblandt dåb, vielse og besegling af familier. Der er ingen tvang i Herrens værk, men der skal være muligheder.19 Dette er en helligdom beregnet til tjeneste. Det meste af det arbejde, der udføres i dette hellige hus, udføres stedfortrædende på vegne af dem, der er gået på den anden side af dødens slør. Jeg kender ikke til noget andet, som kan sammenlignes med det. Det nærmer sig næsten mere det stedfortrædende offer, Guds Søn ydede

307 Kapitel 23

på vegne af hele menneskeheden, end noget andet arbejde, jeg kender til. Der forventes ikke tak fra dem, som på den anden side nyder godt af denne hellige tjeneste. Det er de levendes tjeneste på de afdødes vegne. Det er en tjeneste udført i sand uselviskhed.20 Drenge og piger [er] i stort antal … blevet mindet om, at disse templer ikke kun er noget for deres forældre, men også for dem. Når de fylder 12 år, kan de træde ind i Herrens hus og virke som stedfor- trædere ved dåb for dem, der er på den anden side af dødens slør. Hvor er det en storslået og uselvisk tjeneste. Hvor er det vidunderligt for vore unge at være involverede i denne fuldstændigt uselviske handling til fordel for andre, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv. Hånd i hånd med denne forøgede tempelaktivitet går en vækst i vores slægtshistoriske indsats. Computeren kan med dens forskellige muligheder fremskynde dette arbejde, og mennesker benytter sig af de nye teknikker, der tilbydes dem. Hvordan kan man undgå at forstå, at Herren står bag alt dette? I takt med at mulighederne med computerne øges, vokser antallet af templer for at tilpasse sig den stigende slægtshistoriske indsats.21 Vi er ansvarlige for velsignelserne, de evige velsignelser, over for alle, der har levet på jorden, de utalte og utallige generationer af mænd og kvinder, der har levet på jorden, alle, der lever på jorden nu, og alle, som kommer til at leve på jorden. Vi har et stort ansvar. Vi må stå lidt rankere og arbejde lidt hårdere for at udføre det.22 På den anden side vil de, der ikke er døde, men lever som ånder, fryde sig og blive glade, når de vågner og går fremad på deres vej mod »udødelighed og evigt liv« (Moses 1:39).23

4 Der venter os store velsignelser, hvis vi holder os værdige og tit tager til templet. Jeg vil gerne … udfordre jer alle denne dag til at få orden i jeres liv, til at være værdige til at drage til Herrens hus og der tage del i de velsignelser, der er jeres særlige velsignelser … Kravene er store, men velsignelserne er større.24 Jeg opfordrer vore medlemmer overalt, med al den overtalelse, jeg kan præstere, til at leve værdigt til at have en tempelanbefaling,

308 Kapitel 23 til at få en og betragte den som et værdifuldt aktiv, og til at gøre en større indsats for at tage til Herrens hus og få del i den ånd og de velsignelser, man får der.25 Uanset om I kan komme [til templet] ofte eller ej, så vær værdige til at få en tempelanbefaling, og hav den altid i lommen. Den minder jer om, hvad der forventes af jer som sidste dages hellige.26 Jeg er overbevist om, at hver eneste mand eller kvinde, som tager til templet i en oprigtig ånd og i tro, forlader Herrens hus som en bedre mand eller kvinde. Der er behov for stadig forbedring hos os alle. Der er behov for med mellemrum at forlade verdens støj og tumult og træde inden for murene i Guds hellige hus og der mærke hans Ånd i omgivelser præget af hellighed og fred.27 Denne hellige bygning bliver en skole, hvor man lærer om de smukke og hellige ting, der hører Gud til. Her får vi et overblik over en kærlig Faders plan for sine sønner og døtre i alle slægtled. Her ser vi den vidunderlige historie om menneskets evige rejse fra den førjordiske tilværelse gennem dette liv til livet herefter. Der undervises i store grundlæggende sandheder med tydelighed og enkelhed, og de forstås af alle, som hører derpå. … Templet er også et sted, hvor man kan modtage personlig inspiration og åbenbaring. Utallige er de, som i belastede perioder, når der skulle træffes vanskelige beslutninger, og komplicerede problemer skulle løses, er kommet til templet i fastens og bønnens ånd for at søge guddommelig vejledning. Mange har vidnet om, at selv om de ikke hørte åbenbaringens stemme, oplevede de på dette tidspunkt eller senere inspiration om, hvilken kurs de skulle følge, og det blev svaret på deres bønner. Dette tempel er en kilde til evig sandhed. »Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste« ( Joh 4:14). Her undervises i de sandheder, som er af guddommelig beskaffenhed og af evig betydning. Dette hus bliver for dem, som træder inden for disse mure, et pagtens hus. Her lover vi, højtideligt og helligt, at efterleve Jesu Kristi evangelium på højeste niveau. Vi indgår pagter med Gud, vor evige Fader, om at efterleve de principper, som er det sikre grundlag for al sand religion.28

309 Kapitel 23

»Tag til Herrens hus og føl hans Ånd og tal med ham der, og I vil finde en fred, som I ikke finder andre steder.«

Er jeres liv fyldt med bekymringer? Har I problemer, bryderier og bekymringer? Ønsker I at få fred i jeres hjerte og en mulighed for at tale med Herren og meditere over hans vej? Tag til Herrens hus og føl hans Ånd og tal med ham der, og I vil finde en fred, som I ikke finder andre steder.29 Prøv i mørke tider at tage til Herrens hus og der lukke verden ude. Modtag hans hellige ordinancer, og tilbyd jeres forfædre dem. Sid ved slutningen af sessionen i templet stille i det celestiale værelse, og tænk over de velsignelser, I har modtaget på egne vegne, eller som I har tilbudt dem, der er gået forud. Jeres hjerte vil svulme af taknemlighed, og tanker om de evige sandheder i Herrens store plan for lykke vil gennemtrænge jeres sjæl.30 I denne støjfyldte, fortravlede og konkurrenceprægede verden er det et privilegium at have et helligt hus, hvor vi kan opleve den hel- liggørende indflydelse fra Herrens Ånd. Et vis element af selviskhed fortsætter med at trænge sig ind på os hele tiden. Vi må overvinde det, og der findes ingen bedre måde end at drage til Herrens hus og der tjene i et stedfortrædende arbejde til gavn for dem, som er gået på den anden side af dødens slør …

310 Kapitel 23

Jeg opfordrer jer til at drage større fordel af dette velsignede privilegium. Det vil lutre jeres væsen. Det vil skrælle den selviske skal af, som de fleste af os lever i. Det vil bogstavelig talt bringe et helliggørende element ind i vores liv og gøre os til bedre mænd og kvinder.31 Jeg ved, at I har travlt. Jeg ved, at I har meget at se til. Men jeg giver jer det løfte, at hvis I tager til Herrens hus, bliver I velsignede, og jeres liv bliver bedre. Mine elskede brødre og søstre, jeg beder jer om at drage nytte af den store mulighed for at tage til Herrens hus og der tage del i alle de vidunderlige velsignelser, som I kan modtage der.32

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley sagde, at tempelordinancer er »de mest dybsindige udtryk for vores teologi« (afsnit 1) og »de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde« (afsnit 2). Hvilke velsignelser har I modtaget gennem disse ordinancer? • Præsident Hinckley talte om mænd og kvinder, der udgød glædes- tårer i templet (se afsnit 2). Hvorfor frembringer tempelordinancer, ud fra det, som I har oplevet, sådanne dybe følelser? • Præsident Hinckley sagde om arbejdet med at forløse de døde: »Hvor er det vidunderligt for vore unge at være involverede i denne fuldstændigt uselviske handling« (afsnit 3). Hvad kan for- ældre og unge gøre for at arbejde sammen i denne tjeneste? • Hvad kan vi gøre for at afsætte tid til at tjene og tilbede i templet? Hvordan kan vores tjeneste i templet påvirke vores liv uden for templet? (Se nogle eksempler i afsnit 4). Hvordan har det velsignet jer at tage til templet? Skriftstedshenvisninger 2 Mos 25:8; 1 Kong 6:11-13; L&P 88:119-120; 109:12-13, 24-28; 110:1-10; 128:22-24

311 Kapitel 23

Studiehjælp »Fortæl om det, som du har lært. Når du gør dette, vil dine tanker blive mere klare, og din evne til at huske det vil øges« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 17). Noter 1. »Nogle tanker om templer, fastholdelse 15. »Nye templer muliggør evangeliets af nyomvendte og missionering«, største velsignelser«, s. 94. Stjernen, jan. 1998, s. 50. 16. Se »Templer og tempelarbejde«, Den 2. »Nogle tanker om templer, fastholdelse danske Stjerne, nov. 1982, s. 2. af nyomvendte og missionering«, s. 50. 17. »Det ægteskab, som varer ved«, 3. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: Liahona, juli 2003, s. 4. The Biography of Gordon B. Hinckley, 18. Se »Fryd jer i denne dejlige periode 1996, s. 325. hvor templer bliver bygget«, s. 45. 4. »This Is a Day Long Looked Forward 19. Se »Hvorfor disse templer?«, Stjernen, To«, tekst til indvielsesbønnen til juni 1992, s. 6. templet i Colonia Juárez i Chihuahua i Mexico, 6. mar. 1999, Church News, 13. 20. Se »Templet i Salt Lake City«, Stjernen, mar. 1999, s. 7. nov. 1993, s. 5-6. 5. Se »Nye templer muliggør evangeliets 21. Se »Velkommen til konference«, største velsignelser«, Stjernen, juli Liahona, jan. 2000, s. 4. 1998, s. 93. 22. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 640. 6. Discourses of President Gordon B. 23. Discourses of President Gordon B. Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, Hinckley, Volume 1, s. 154. s. 311-312. 24. Discourses of President Gordon B. 7. Teachings of Gordon B. Hinckley, Hinckley, Volume 1, s. 362. 1997, s. 641. 25. »Om missioner, templer og 8. Se »Dette fredfyldte Guds hus«, forvaltninger«, s. 56. Stjernen, juli 1993, s. 72. 26. »Inspirerende tanker«, Liahona, apr. 9. Teachings of Gordon B. Hinckley, 2002, s. 4. 623-624. 27. »Om missioner, templer og 10. »Inspirerende tanker«, Liahona, maj forvaltninger«, s. 56. 2001, s. 16. 28. »Templet i Salt Lake City«, s. 6. 11. »Om missioner, templer og forvaltninger«, 29. »Excerpts from Recent Addresses of Stjernen, jan. 1996, s. 55. President Gordon B. Hinckley«, Ensign, 12. »Hold templet helligt, Stjernen, juli apr. 1996, s. 72. 1990, s. 45. 30. One Bright Shining Hope: Messages 13. »Shining Star in a World Oppressed for Women from Gordon B. Hinckley, with Darkness«, tekst til indvielsesbøn- 2006, s. 103. nen til templet i Manhattan i New York, 31. Se »Afsluttende bemærkninger«, 13. juni 2004, Church News, 19. juni Liahona, nov. 2004, s. 104-105. 2004, s. 5. 32. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 624. 14. Se »Fryd jer i denne dejlige periode hvor templer bliver bygget«, Stjernen, oktoberkonferencen 1985, 1986, s. 45.

312 KAPITEL 24

Jesu Kristi forsoning: Uendelig i sin udstrækning, og dog så dybt personlig

»Jeg bærer vidnesbyrd om … Herren Jesu Kristi forsoning. Uden den er livet meningsløst. Den er slutstenen i vores livs hvælving.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv Den 1. januar 2000 stod præsident Gordon B. Hinckley i spidsen for Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, da de udgav deres samlede vidnesbyrd om Frelseren. I budskabet, der hed »Den levende Kristus«, erklærede de: »Vi bærer vores vidnesbyrd om, at han virkelig levede et enestående liv, og at hans store sonoffer rummer uendelig kraft. Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.« 1 I en generalkonferencetale tre måneder senere vidnede præsident Hinckley om den store indflydelse, som Frelseren havde haft på hans eget liv. Han talte varmt og personligt og blev til tider overvældet af sine følelser: »Men af alt det, som jeg er taknemlig for her til morgen, er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus, den Almægtige Guds Søn, Freds Fyrsten, den Hellige … Jesus er min ven. Ingen anden har givet mig så meget. ›Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner‹ ( Joh 15:13). Han gav sit liv for mig. Han åbnede vejen til evigt liv. Kun en Gud kunne gøre det. Jeg håber, at jeg er regnet som værdig til at være hans ven. Han er mit forbillede. Hans levevis, hans fuldstændig uselviske opførsel, hans hjælpsomhed mod de nødlidende og hans store offer

313 Kapitel 24

Alt afhang af ham – hans sonoffer …D et var slutstenen i [Faderens] store plan.

314 Kapitel 24 står alt sammen som et forbillede for mig. Jeg kan ikke helt leve op til det, men jeg kan bestræbe mig på det … Han er min helbreder. Jeg ser med ærefrygt på hans underfulde mirakler. Og jeg ved, at de har fundet sted. Jeg anerkender sandheden af dette, fordi jeg ved, at han er herre over liv og død. Hans tjenestegernings mirakler vidner om en vidunderlig form for omsorg, kærlighed og medmenneskelighed. Han er min leder. Jeg er beæret over at være en af en lang række af mennesker, som elsker ham og har fulgt ham gennem de to årtu- sinder, som er gået siden hans fødsel … Han er min Frelser og min Forløser. Ved at give sit eget liv, i smerte og ufattelig lidelse, har han rakt ud for at løfte mig og enhver af os og alle Guds sønner og døtre fra det evige mørkes dyb, som fulgte efter døden. Han har tilbudt noget bedre, en sfære af lys og indsigt, vækst og skønhed, hvor vi kan gå fremad på den vej, der fører til evigt liv. Min taknemlighed kender ingen grænser. Min tak til Herren har ingen ende. Han er min Gud og min Konge. Fra evighed til evighed hersker og regerer han som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Der er ingen ende på hans herredømme. Natten sænker sig ikke over hans herlighed. Ingen anden kan træde i hans sted. Ingen vil nogensinde gøre det. Uden plet og lyde af nogen art er han det Guds Lam, som jeg bøjer mig for, og ved hvem jeg henvender mig til min evige Fader i Himlen … Taknemlig og med uformindsket kærlighed bærer jeg vidnesbyrd om alt dette i hans hellige navn.« 2

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Vor himmelske Faders kærlighed kommer til udtryk ved den gave, som er hans enbårne Søn. Jeg føler mig meget ydmyg, når jeg tænker på min himmelske Faders store kærlighed. Hvor er jeg taknemlig for at vide, at Gud elsker os. Omfanget af den ufattelige kærlighed kom til udtryk i den

315 Kapitel 24

gave, at hans enbårne Søn kom til verden for at indgyde os håb i hjertet, tilføre vores forhold venlighed og omsorg og frem for alt frelse os fra vore synder og lede os ad den vej, der fører til evigt liv.3 Frelserens førjordiske tjenestegerning Faderen til os alle fremsatte i kærlighed til os, sine børn, en bedre plan, hvorunder vi havde frihed til at vælge vores livsbane. Hans førstefødte Søn, vores ældre bror, var nøglen til planen. Menneskene ville få handlefrihed, og med den handlefrihed fulgte ansvar. Men- neskene kunne følge verdens veje og synde og snuble. Men Guds Søn ville påtage sig et legeme og tilbyde sig selv som offer for at sone for alle menneskers synder. Ved unævnelig lidelse ville han blive den store Forløser, hele menneskehedens Frelser.4 Frelserens jordiske tjenestegerning I hele historien finder vi ingen mere majestætisk end ham. Han, den mægtige Jahve, lod sig føde på denne jord i en stald i Betlehem. Han tilbragte sine drengeår i Nazaret og »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52). Han blev døbt i Jordanflodens vande af Johannes, »og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ›Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!‹« (Matt 3:16-17). I løbet af sit treårige jordiske virke udrettede han, hvad ingen før havde udrettet. Han underviste, som ingen tidligere havde undervist. Så kom tiden, hvor han skulle ofres. Der blev afholdt et måltid, hans sidste sammen med De Tolv i dette liv. Da han vaskede deres fødder, lærte han dem noget om ydmyghed og tjeneste, som de aldrig ville glemme.5 Lidelsen i Getsemane have Siden fulgte lidelsen i Getsemane, »hvilken lidelse«, sagde han, »fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd (L&P 19:18).6

316 Kapitel 24

I Getsemane have led han så meget, at hans sved blev som blod- dråber, da han indtrængende bad til sin Fader. Men alt dette var en del af hans store sonoffer.7 [ Jeg sad engang] i skyggen af et gammelt oliventræ [i Getsemane have] og læste om Guds Søns frygtelige kamp, hvor han vidste, hvad der ventede ham, og han svedte blod og bad til sin Fader om at lade dette bæger gå ham forbi – men ikke desto mindre sagde han: »Ske din vilje, ikke min« … Jeg fik en overvældende følelse af, at han ikke bad for sit liv, han tænkte ikke på den prøvelse i form af den fysiske smerte, han snart skulle møde, den forfærdelige, brutale korsfæstelse. Det var selvfølgelig en del af det, er jeg sikker på. Men jeg tror i høj grad, at det for hans vedkommende var en fornemmelse af hans rolle i den evige velfærd for alle Guds sønner og døtre, fra alle tidsaldre. Alt afhang af ham – hans sonoffer. Det var nøglen. Det var slutstenen i den store plan, hvorved Faderen havde tilvejebragt det evige liv for sine sønner og døtre. Hvor frygteligt det end var at se det i øjnene, og hvor byrdefuldt det end var at føre det ud i livet, så han det i øjnene, han udførte det, og det var storslået og vidunderligt. Jeg tror, at det overgår vores fatteevne. Ikke desto mindre ser vi det i små glimt og må lære at påskønne det mere og mere og mere.8 Tilfangetagelse, korsfæstelse og død Han blev grebet af brutale og hensynsløse hænder, og i klar modstrid med loven blev han midt om natten ført frem for Annas og siden for Kajfas, den snu og ugudelige leder for Rådet. Tid- ligt næste morgen blev han endnu engang fremstillet for denne beregnende og onde mand. Derefter blev han ført til Pilatus, den romerske statholder, hvis hustru sagde: »Hold dig fra denne ret- færdige mand« (Matt. 27:19). Romerne, der ønskede at fralægge sig ansvaret, sendte ham videre til Herodes, den korrupte, tøjlesløse og ugudelige hersker over Galilæa. Kristus blev mishandlet og pryglet. Hans hoved blev kronet med skarpe, stikkende torne, en purpurrød kappe blev hånligt slynget om hans blødende ryg. Atter blev han ført frem for Pilatus, til hvem mængden råbte: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« (Luke 23:21).

317 Kapitel 24

Med vaklende skridt vandrede han ud til Golgata, hvor hans for- pinte krop blev naglet til det mest umenneskelige og smertefulde henrettelsesmiddel, som nogen sadistisk hjerne har kunnet udtænke. Og dog råbte han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).9 Der findes ikke noget stærkere billede i hele historien end billedet af Jesus i Getsemane have og på korset, alene: Menneskehedens Forløser, verdens Frelser, som udvirkede forsoningen. Jeg kan huske, dengang jeg var med præsident Harold B. Lee … i Getsemane have i Jerusalem. Vi kunne fornemme, om end i meget ringe omfang, den frygtelige kamp, som fandt sted her, en kamp, der var så intens, at Jesus, mens han alene kæmpede i ånden, blødte fra hver eneste pore (se Luk 22:44; L&P 19:18). Vi mindedes forræderiet fra en, som var kaldet til et stort tillidshverv. Vi mindedes de onde mænd, som brutalt lagde hånd på Guds Søn. Vi mindedes den ensomme skikkelse på korset, som i fortvivlelse råbte: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27:46). Men verdens Frelser holdt modigt ud og udvirkede forsoningen for os.10 Timerne gik, mens hans liv smertefuldt ebbede ud. Jorden rystede, forhænget i templet flængedes. Fra hans tørre læber lød ordene: »›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.‹ Da han havde sagt det, udåndede han« (Luke 23:46). Det var forbi. Hans jordiske liv var overstået. Han havde givet det som løsesum for alle. De, der elskede ham, havde mistet alt håb. Glemt var de løfter, han havde givet. Hans legeme blev hurtigt, men ømt lagt i en lånt grav på aftenen før den jødiske sabbat.11 Opstandelse Tidligt søndag morgen kom Maria Magdalena og nogle andre kvinder ud til graven. Mens de skyndte sig afsted, spekulerede de på, hvordan de skulle rulle stenen væk fra indgangen. Da de nåede frem, så de en engel, som talte til dem: »Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt. 28:5-6).

318 Kapitel 24

»Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt 28:6).

Det var aldrig sket før. Den tomme grav var svaret på det ældste spørgsmål. Som Paulus så smukt udtrykte det: »Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?« (1 Kor 15:55).12

2 Gennem Frelserens forløsende offer vil alle mennesker opstå fra graven. Den opstandelsesmorgen … er et mirakel for hele menneskeheden. Det er Guds krafts mirakel. Hans elskede Søn gav sit liv for at sone for alle menneskers synder, et offer i kærlighed til alle Guds sønner og døtre. Og ved at yde det offer brød han dødens bånd.13 Der er intet mere universelt end døden, og intet mere strålende af håb og tro end forsikringen om udødelighed. Den store sorg, som

319 Kapitel 24 ledsager døden, tabet, der følger en af vore kæres bortgang, bliver alene mildnet af visheden om Guds Søns opstandelse … Hver gang dødens kolde hånd rammer, skinner billedet af Herrens Jesu Kristi triumf gennem det øjebliks tristhed og mørke, Guds Søn, som ved sin uforlignelige og evige magt overvandt døden. Han er verdens Forløser. Han gav sit liv for hver enkelt. Han tog det igen og blev førstegrøden af dem, som sov. Han står triumferende som Kon- gernes Konge over alle andre konger. Han står som den Almægtige over alle herskere. Han er vores trøst, vores eneste virkelige trøst, når den jordiske nats mørke tæppe lægger sig over os, når ånden forlader det menneskelige legeme. Højt over hele menneskeheden står Jesus Kristus.14 Jeg husker, at jeg engang talte ved en god mands begravelse. Han var en god ven, hvis godhed havde inspireret mig til at yde lidt mere. Igennem årene havde jeg oplevet hans smil, hans venlige ord, hans fremragende intellekt og hans vidtfavnende virke for andre. Og så døde han, der havde været så klog og god, ganske pludseligt. Jeg så på hans livløse legeme. Der var hverken genkendelse, bevægelse eller ord at spore … Jeg så op på den grædende enke og hendes børn. De vidste, ligesom jeg vidste, at de aldrig mere i dette liv skulle høre hans stemme. Men en vidunderlig dejlig ånd, der var ganske ubeskrivelig, gav os fred og trøst. Den syntes at sige: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (SI 46:11). Den syntes endvidere at sige: »Tag det roligt. Det er alt sammen en del af min plan. Ingen undgår døden. Selv min elskede Søn døde på korset. Men ved at gøre det blev han opstandelsens herlige før- stegrøde. Han fjernede dødens brod og berøvede graven dens sejr.« I mit sind kunne jeg høre Herren tale til den sørgende Martha: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« ( Joh 11:25-26).15

320 Kapitel 24

3 Gennem Frelserens sonoffer tilbydes vi muligheden for ophøjelse og evigt liv. Den Almægtige være lovet. Hans herliggjorte Søn brød dødens lænker, den største af alle sejre … Han er vores sejrrige Herre. Han er vor Forløser, som sonede for vore synder. Gennem hans forløsende offer skal alle mennesker opstå fra graven. Han har banet vejen, hvorved vi ikke blot kan opnå udødelighed, men også evigt liv.16 Jeg fatter kun i begrænset omfang betydningen af hans forsoning. Jeg kan ikke begribe den fuldt ud. Den er så uendelig i sin udstrækning, og dog så dybt personlig, at dens virkning overgår vores forstand.17 Storheden i denne forsoning evner vi ikke fuldt ud at forstå. Jeg ved kun, at den fandt sted, og at det var for min og din skyld. Lidelsen var så stor, smerten så voldsom, at ingen af os kan fatte, at Frelseren gav sig selv i løsesum for hele menneskehedens synder. Det er gennem ham, vi opnår tilgivelse. Det er gennem ham, det sikre løfte kommer om, at hele menneskeheden skænkes frelsens velsignelser med opstandelse fra de døde. Det er gennem ham og hans store, altomfattende offer, at vi, gennem lydighed, tilbydes muligheden for ophøjelse og evigt liv.18 Er vi ikke alle fortabte sønner og døtre, som har behov for at omvende os og tage del i vor himmelske Faders tilgivende barmhjertighed og derpå følge hans eksempel? Hans elskede Søn, vor Forløser, henvender sig til os med tilgivelse og barmhjertighed, men samtidig med at han gør dette, kræver han omvendelse … Herren har engang sagt – og jeg citerer fra en åbenbaring givet til profeten Joseph: »Derfor befaler jeg dig at omvende dig – omvend dig, for at jeg ikke skal slå dig med min munds stok og med min harme og med min vrede, og for at dine lidelser ikke skal blive svære – hvor svære ved du ikke, hvor intense ved du ikke, ja, hvor tunge at bære ved du ikke. For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

321 Kapitel 24

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg; [Denne] lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd … Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig« (L&P 19:15-18, 23).19 Når verdenshistorien engang gennemgås, når menneskets inderste dybder ransages, vil intet til syvende og sidst være så vidunderligt, så majestætisk, så fantastisk som den nådegerning, hvor den Almægtiges Søn, prinsen i Faderens kongerige, han, der engang havde talt som Jahve, ham, der havde indvilget i at komme ned til jorden som et spædbarn født i Betlehem, gav sit liv i fornedrelse og smerte, så alle Guds sønner og døtre til alle tider, der alle skal dø, kan opstå og leve evigt. Han udrettede noget for os, som vi ikke selv kunne gøre … Profeten Esajas erklærede: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar … Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4-5). Dette er den forunderlige og sande beretning om julen. Jesu fødsel i Betlehem i Judæa er forordet. Mesterens treårige tjenestegerning er prologen. Det storslåede hovedindhold i historien er hans offer, den fuldstændig uselviske handling at lide en smertefuld død på korset på Golgata for at sone for alle menneskers synder. Efterskriften er opstandelsens mirakel, der giver os vished om, at »ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Der ville ikke være nogen jul, hvis der ikke havde været nogen påske. Jesusbarnet fra Betlehem ville blot være et barn som alle andre, hvis det ikke havde været for den forløsende Kristus i Get- semane have og på Golgata og opstandelsens triumferende realitet. Jeg tror på Herren Jesus Kristus, den evige og levende Guds Søn. Ingen anden så stor har vandret på denne jord. Ingen anden

322 Kapitel 24 har ydet et offer, der tåler sammenligning med hans, eller skænket en velsignelse, der kan måle sig med hans. Han er verdens Frelser og Forløser. Jeg tror på ham. Jeg forkynder hans guddommelighed uden tøven eller forbehold. Jeg elsker ham. Jeg siger hans navn med ærbødighed og forundring. Jeg tilbeder ham, som jeg tilbeder hans Fader, i ånd og sandhed. Jeg takker ham og knæler for hans elskede Søn, der for så længe siden rakte armene ud til enhver af os og sagde: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28) … Jeg håber, at enhver af jer må tage sig tid, måske blot en time, til stille meditation og overvejelse af denne Guds Søns storhed og majestæt.20 Jeg bærer vidnesbyrd om … Herren Jesu Kristi forsoning. Uden den er livet meningsløst. Den er slutstenen i livets hvælving. Den bekræfter, at vi levede, før vi blev født på jorden. Livet på jorden er blot en trædesten til en mere strålende tilværelse i fremtiden. Sorgen over døden lindres ved løftet om opstandelsen.21 Jesus er Kristus, Guds forudordinerede Søn, der indvilligede i at komme til jorden, der blev født i en krybbe, i et erobret land blandt et besat folk, Guds Søn, Faderens Enbårne i kødet, Faderens før- stefødte og ophavsmanden til vores frelse. Han er vor Forløser og vor Frelser, ved hvis forsoning evigt liv bliver muligt for alle, der vil vandre i lydighed mod hans lærdomme.22

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Hvorfor gav vor himmelske Fader os »den gave, som … hans enbårne Søn« er? (Se afsnit 1). Hvad kan I gøre for at vise taknemlighed for denne gave? Hvad tænker og føler I, når I læser præsident Hinckleys sammenfatning af det, som Frelseren har gjort for os? • Sammenlign i afsnit 2 de ord, som præsident Hinckley bruger til at beskrive døden, med de ord, han bruger til at beskrive opstandelsen. Hvad lærer I af forskellen i disse ord? Hvordan påvirker jeres vidnesbyrd om Frelserens opstandelse jeres liv?

323 Kapitel 24

• Hvad har I lært af præsident Hinckleys vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning? (Se afsnit 3). Hvordan her forsoningen velsignet jer personligt? Hvad føler I, når I tænker over Frelserens offer for jer? Planlæg et tidspunkt, hvor I kan afsætte tid »til stille meditation og overvejelse« om Frelseren. Skriftstedshenvisninger Es 53; Joh 3:16; 11:25; 2 Ne 9:6-13; Alma 7:11-13; 34:8-10; Hel 14:13-19; L&P 18:10-12 Til underviseren »Når du ved hjælp af bøn forbereder dig til at undervise [kan du] blive vejledt til at fremhæve bestemte principper … Du kan nå til en forståelse af, hvordan du bedst kan forelægge visse tanker. Du kan få øjnene op for eksempler, illustrationer, og inspirerende histo- rier i livets enkle gøremål. Du kan føle dig tilskyndet til at bede en bestemt person om at hjælpe med lektionen. Du kan blive mindet om en personlig oplevelse, som du kan fortælle om« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 47-48). Noter 1. »Den levende Kristus: Apostlenes 12. Se »Sejren over døden«, s. 4-5. vidnesbyrd«, Liahona, mar. 2008, s. 43. 13. »Sejren over døden«, s. 5. 2. Se »Mit vidnesbyrd«, Stjernen, juli 14. Se »Denne herlige påskemorgen«, 2000, s. 83, 85. Stjernen, juli 1996, s. 68. 3. Se »Den forunderlige og sande 15. Se »Den forunderlige og sande beretning om julen«, Liahona, dec. beretning om julen«, s. 4. 2000, s. 4. 16. »Han er ikke her, han er opstået«, 4. »Vi ser til Kristus«, Liahona, juli 2002, Liahona, juli 1999, s. 85. s. 102. 17. »Den forunderlige og sande beretning 5. »Sejren over døden«, Stjernen, apr. om julen«, s. 4. 1997, s. 4. 18. Se »Tilgivelse«, Liahona, nov. 2005, s. 86. 6. »Sejren over døden«, s. 4. 19. Se »Af jer forlanges det, at I tilgiver«, 7. »Det, jeg ved«, Liahona, maj 2007, s. 83. Stjernen, nov. 1991, s. 5-6. 8. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, 20. Se »Den forunderlige og sande s. 29-30. beretning om julen«, s. 4, 6. 9. »Sejren over døden«, s. 4. 21. »Det, jeg ved«, s. 84. 10. Se »Lev efter din overbevisning«, 22. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: Liahona, sep. 2001, s. 2, 4. The Biography of Gordon B. Hinckley, 11. Se »Sejren over døden«, s. 4. 1996, s. 560.

324 KAPITEL 25

Gå fremad i tro

»Hvis der er noget, som I og jeg har behov for … [er det] den slags tro, der får os på knæ for at bønfalde Herren om vejledning og derefter med et mål af guddommelig tillid rejse os og gå i gang med arbejdet for at få de ønskede resultater.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv »Da jeg tog af sted på mission [som ung mand],« mindedes præ- sident Gordon B. Hinckley, »gav min kære far mig et kort, hvorpå der stod fire ord. Det var Herrens ord til synagogeforstanderen, der havde fået at vide, at hans datter var død: ›Frygt ikke, tro kun!‹ (Mark 5:36).« 1 Da den unge ældste Hinckley tjente i England, stod han over for mange udfordringer, hvor han havde brug for at huske de fire ord. Han beskrev senere en af de oplevelser: »En dag bragte tre-fire London-aviser anmeldelser af et genoptryk af en gammel, hadefuld bog, som blev udgivet for at være mormo- nernes historie. Præsident Merrill [min missionspræsident] sagde til mig: ›Tag ned til forlæggeren og gør indsigelse mod det.‹ Jeg så på ham og skulle til at sige: ›Da ikke mig‹. Men jeg sagde spagfærdigt: ›Javel, sir.‹ Jeg tøver ikke med at sige, at jeg var rædselsslagen. Jeg gik op på mit værelse og havde det, som Moses må have haft det, da Herren befalede ham at opsøge Farao. Jeg opsendte en bøn. Jeg havde ondt i maven af skræk, mens jeg gik hen til stationen på Goodge Street for at tage undergrundsbanen til Fleet Street. Jeg fandt frem til forlæggerens kontor og gav receptionisten mit visitkort. Hun tog det, gik ind på kontoret og vendte kort efter tilbage med en besked om, at forlæggeren ikke havde tid til at tale med mig. Jeg svarede, at jeg havde rejst over 8.000 kilometer, og at jeg ville vente. I løbet af

325 Kapitel 25

»Tro er til syvende og sidst vores eneste virkelige og evigtvarende håb.«

326 Kapitel 25 den næste times tid forsvandt hun ind på hans kontor to-tre gange; og til sidst bød han mig indenfor. Jeg vil aldrig glemme det syn, der mødte mig, da jeg trådte ind. Han sad og røg på en lang cigar og så på mig med et blik, der syntes at sige: ›Lad være med at forstyrre mig.‹ Jeg havde boganmeldelserne i hånden. Jeg kan ikke huske, hvad jeg derefter sagde. En anden magt syntes at tale igennem mig. Til at begynde med var han meget modvillig, ja, tilmed fjendtlig. Men så begyndte han at bløde op. Han endte med at love at gøre noget ved sagen. Inden for en time fik samtlige boghandlere i landet besked på at sende bøgerne tilbage til forlaget. Med store omkostninger fik han tilføjet en erklæring forrest i bogen, hvori der stod, at bogen ikke kunne betragtes som historisk, men kun som ren skønlitteratur, og at den ikke havde til hensigt at såre de velansete mormoner. Flere år senere ydede han Kirken en anden stor tjeneste, og hvert år frem til hans død modtog jeg en julehilsen fra ham.« 2 Da ældste Hinckley tog imod opgaven med at besøge forlæg- gerens kontor, udviste han det, der blev et livslangt træk ved ham: Tag imod udfordringen i tro; bønfald Herren om hjælp og gå så i gang med arbejdet.

Gordon B. Hinckleys lærdomme 1 Tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan blive kilden til et liv med mening. Hvis der er noget, som I og jeg har behov for for at få held med tingene og få dem til at lykkes i denne verden, så er det tro, dette dynamiske, magtfulde og vidunderlige element, som Paulus sagde verden blev skabt ved (se Hebr 11:3). Jeg henviser ikke til noget overjordisk koncept, men til en praktisk pragmatisk, udøvende tro – den slags tro, der får os på knæ for at bønfalde Herren om vejledning og derefter med et mål af guddommelig tillid rejse os og gå i gang med arbejdet for at få de ønskede resultater. En sådan tro er et aktiv uden sidestykke. En sådan tro er til syvende og sidst vores eneste virkelige og evigtvarende håb … Tro kan blive kilden til et liv med et formål. Der er ikke nogen mere overbevisende motivation til værdifulde bestræbelser end

327 Kapitel 25

kundskaben om, at vi er Guds børn, at Gud forventer, at vi gør noget med vores liv, og at han vil hjælpe os, når vi søger hjælp … Når jeg taler om tro, så er det ikke i en abstrakt betydning. Det er som en levende, livgivende kraft, der kommer med en anerkendelse af Gud som vor Fader og Jesus Kristus som vor Frelser … Tro på et guddommeligt væsen, på den Almægtige, er den store kraft, der kan flytte os og forandre vores liv.3 For lang tid siden arbejdede jeg for en af vore jernbaner, hvis spor snoede sig igennem passene i disse bjerge. Jeg rejste ofte med toget. Det var dengang, der kørte damplokomotiver. Disse store uhyrer på skinner var enorme og hurtige og farlige. Jeg tænkte ofte på, hvordan lokomotivføreren turde foretage den lange rejse hele natten igennem. Men så indså jeg, at det ikke var én lang rejse, men snarere en konstant fortsættelse af en kort rejse. Maskinen var for- synet med en stærk frontlanterne, som oplyste sporene 400 til 500 meter frem. Lokomotivføreren kunne kun se denne strækning, men det var nok, fordi den hele tiden lå synlig foran ham hele natten igennem, indtil en ny dag gryede … Og således er det med vores evige rejse. Vi tager ét skridt ad gangen. Ved at gøre dette, stræber vi frem mod det ukendte, men troen oplyser vejen. Hvis vi dyrker denne tro, skal vi aldrig vandre i mørke … Den udfordring, som hvert enkelt medlem af denne kirke står over for, er at tage det næste skridt, at tage imod det ansvar, som han er kaldet til, selv om han måske føler sig utilstrækkelig, og at gøre dette med tro og med en fuldstændig forventning om, at Herren vil oplyse vejen foran ham.4

2 Tro er grundlaget for vidnesbyrd og styrken i Herrens værk her på jorden. Kirkens eneste virkelige rigdom [ligger] i dens folks tro.5 Det er forunderligt og vidunderligt, at tusinder bliver berørt af Helligåndens mirakel, at de tror og tager imod og bliver medlemmer [af Kirken]. De bliver døbt. Deres liv er for altid forandret til det bedre. Der finder mirakler sted. Troens frø bliver sået i deres hjerte.

328 Kapitel 25

Det svulmer, alt imens de lærer. Og de antager princip efter princip, indtil de har hver eneste af de vidunderlige velsignelser, som de, der vandrer i tro i denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, får … Denne dyrebare og vidunderlige troens gave, denne gave fra Gud, vor evige Fader, er stadig styrken i dette værk og den stille livsnerve i dets budskab. Troen ligger til grund for det hele. Troen er kernen i det hele. Hvad enten det drejer sig om at tage på mission, efterleve visdomsordet, betale tiende, så er det det samme, det handler om. Det er troen i os, som kommer til udtryk i alt, hvad vi gør … Styrken i denne sag og dette rige findes ikke i dens timelige aktiver, hvor imponerende de end måtte være. Den findes i dens medlemmers hjerter. Det er derfor, den har medgang. Det er derfor, den er stærk og vokser. Det er derfor, den er i stand til at præstere de vidunderlige ting, den gør. Det stammer alt sammen fra troens gave, som den Almægtige overdrager de af sine børn, som ikke tvivler og ikke frygter, men går fremad … Troen er vidnesbyrdets grundvold. Troen ligger til grund for loyalitet over for Kirken. Troen repræsenterer ofre, som med glæde gives for at fremme Herrens værk.6 Evangeliet er godt nyt. Det er et budskab om triumf. Det er en sag, der skal modtages med begejstring. … Lad os ikke være bange. Jesus er vores leder, vores styrke og vores konge. Dette er en tidsalder med pessimisme. Vi har en mission med tro. Mine brødre og søstre overalt, jeg kalder jer til at bekræfte jeres tro, til at bevæge dette værk fremad over hele verden … »Brødre, skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr!« (L&P 128:22). Således skrev profeten Joseph i en salme. Denne store sags fortid er glorværdig. Den er fyldt med heltegerninger, mod, dristighed og tro. Vor tid er vidunderlig, mens vi går fremad og velsigner menneskers tilværelse overalt, hvor de vil lytte til budskabet fra Herrens tjenere. Fremtiden bliver storslået, når den Almægtige ruller sit glorværdige værk ud og velsigner alle, som vil acceptere og efterleve hans evangelium, ja, det rækker tilmed ud

329 Kapitel 25

og velsigner for evigt hans sønner og døtre i alle slægtled gennem den uselviske indsats hos dem, hvis hjerte er fyldt med kærlighed til verdens Forløser … Jeg opfordrer jer hver især, uanset hvor I som medlemmer af denne kirke er, til at rejse jer og med en sang i hjertet gå fremad, efterleve evangeliet, elske Herren og opbygge riget. Sammen vil vi holde kursen og bevare troen, for den Almægtige er vores styrke.7

3 Med tro kan vi hæve os over frygt og enhver hindring eller udfordring i vores liv. Hvem af os kan sige, at vi aldrig har været bange? Jeg kender ingen, som er blevet skånet fuldstændig for dette. Der er selvføl- gelig nogle, som oplever mere frygt end andre. Nogle lykkes det hurtigt at komme over den, mens andre indfanges af den og bliver slået ned af den, idet den overvinder dem helt. Vi lider af frygt for latterliggørelse, frygt for at lave fejl, frygt for ensomhed og frygt for uvidenhed. Nogle frygter nutiden, andre fremtiden. Nogle slæber rundt på syndens byrde og vil give næsten alt for at kunne ryste denne byrde af sig, men er bange for at ændre livsførelse. Lad os indse, at frygt ikke kommer fra Gud, men at denne gnavende, ødelæggende magt tværtimod kommer fra sandhedens og retfær- dighedens modstandere. Frygt er det modsatte af tro. Den har en skadelig virkning og kan endog være dødbringende.8 Paulus skrev til Timotheus: »Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8). Jeg ville ønske, at ethvert medlem af denne kirke ville hænge disse ord op et sted, hvor de ville få øje på dem hver morgen, når de begynder deres dag. De kunne give os mod til at tage til orde; de ville give os tro til at prøve; de ville styrke vores tro på Herren Jesus Kristus. Jeg tror, at mange mirakler så ville finde sted over hele jorden.9 Jeg talte en dag med en ven, som var flygtet fra sit fædreland. Da hans land tabte en krig, blev han arresteret og interneret. Det var

330 Kapitel 25

»Skam dig … ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:8). lykkedes hans hustru og børn at komme væk, men han sad i fængsel i over tre år, hvor han ikke kunne komme i forbindelse med sine kære. Den mad, han fik, var ussel, leveforholdene var dårlige, og der var ingen udsigt til, at det ville blive bedre. »Hvad hjalp dig igennem hele denne mørke tid?«, spurgte jeg. Han svarede: »Min tro; min tro på Herren, Jesus Kristus. Jeg lagde mine byrder på ham, og da så det hele meget lysere ud.« 10 Det ordner sig alt sammen. I skal ikke bekymre jer. Det siger jeg til mig selv hver morgen. Det hele ordner sig. Hvis man gør sig bedste, vil det hele ordne sig. Sæt jeres lid til Gud, og gå fremad med tro og tillid til fremtiden. Herren vil ikke svigte os. Han vil ikke svigte os.11 Kan nogen af os sige, at hvis vi havde større tro på Gud, så ville vi kunne gøre det bedre, end vi gør nu? Der er ingen forhindring, der er for stor, ingen udfordring, der er for svær, hvis vi har tro. Med tro kan vi hæve os over disse negative elementer i vores liv, der konstant trækker os ned. Med en indsats kan vi udvikle evnen

331 Kapitel 25

til at undertrykke de impulser, der fører til nedværdigende og onde handlinger. Med tro kan vi kontrollere vore lyster. Vi kan række ud til dem, der er mismodige og nedslåede, og vi kan varme dem ved vores egen tros styrke og kraft.12

4 Når vi udøver vores tro, vil Herren få den til at blive større. Når I bruger jeres tid og talenter i Herrens tjeneste, vil jeres tro vokse og jeres tvivl forsvinde.13 Kirken vil bede jer om at gøre mange ting. Den vil bede jer om at tjene i forskellige stillinger. Vi har ikke professionelle til at tjene. Det er jer, der tjener i Kirken, og når som helst I bliver kaldet til at tjene, må jeg så indtrængende opfordre jer til at tage imod kaldet, og når I gør det, vil jeres tro blive styrket og blive større. Tro er som musklen i min arm. Hvis jeg bruger den, hvis jeg nærer den, bliver den stærk; den kan gøre mange ting. Men hvis jeg putter den i en slynge og ikke bruger den, så vil den blive svag og ubrugelig, og sådan er det også med jer. Hvis I tager imod enhver mulighed, hvis I tager imod enhver kaldelse, så vil Herren gøre det muligt for jer at udføre den. Kirken vil ikke bede jer om at gøre noget, som I ikke kan gøre med Herrens hjælp.14 Det er min bøn for os allesammen – Herre, »giv os en større tro« (se Luke 17:5). En større tro vil kunne slå bro over usikkerhedens og tvivlens afgrund … Herre, giv os en større tro, så vi kan hæve os over de ynkelige forsøg på at fordreje dit store og hellige værk. Styrk os. Hjælp os til at opbygge og udvide dit rige i henhold til din bemyndigelse, så dette evangelium kan blive forkyndt til hele verden som et vidnesbyrd til alle nationer … Skænk os tro til at se udover de øjeblikkelige problemer og få øje på de mirakler, der vil ske i fremtiden. Giv os tro til at betale vores tiende og offerydelser og sætte vores lid til dig, du Almægtige, at du vil åbne himlens sluser, således som du har lovet os. Giv os tro til at gøre det rette, og så lade følgerne komme.

332 Kapitel 25

Skænk os tro, når modgangens storme slår os ned og kaster os til jorden. Når vi møder sygdom, må vores tillid til dig så blive stærkere ved præstedømmets kraft. Må vi følge Jakobs råd: »Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask« ( Jak 5:14-15; fremhævelse tilføjet) … Herre, når vi vandrer i dødsskyggens dal, så giv os tro til at smile gennem vore tårer i bevidsthed om, at det alt sammen er et led i en kærlig Faders evige plan, at når vi træder over tærsklen fra dette liv, så går vi ind til et andet og herligere liv, og at alle gennem Guds Søns forsoning skal opstå fra graven, og at de trofaste skal gå ind til ophøjelse. Giv os tro til at udføre forløsningsarbejdet for de døde, så dine evige hensigter kan blive opnået for dine sønner og døtre i alle generationer. Fader, skænk os tro til at følge dine råd i de små ting, der kan betyde så utroligt meget … Herre, giv os mere tro på hinanden og os selv og større evner til at gøre godt og udrette store ting … Fader, giv os mere tro. Jeg synes, at det, vi har mest brug for af alt, er mere tro. Derfor kære Fader – giv os større tro på dig og på din elskede Søn, på dit store evige værk, på os selv som dine børn og på vore evner til at gå og gøre efter din vilje og dine forskrifter. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.15

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål • Præsident Hinckley underviste om, at tro på Gud er »den store kraft, der kan flytte os og forandre vores liv« (afsnit 1). Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at lære om troens kraft? Hvordan har I set, at når vi »stræber … frem mod det ukendte … oplyser [troen] vejen«?

333 Kapitel 25

• Hvad kan vi lære af afsnit 2 om kilden til Kirkens styrke? Hvordan er tro og offer forbundet med hinanden? Tænk over, hvordan I kan give agt på præsident Hinckleys kald om at »bevæge dette værk fremad over hele verden«. • Hvorfor tror I, at tro har kraft til at hjælpe os, når vi har prøvelser? (Se afsnit 3). Hvornår har tro hjulpet jer til at hæve jer over frygt? Hvornår har tro hjulpet jer til at hæve jer over andre forhindringer? • Gennemgå præsident Hinckleys bøn i afsnit 4. Hvilke ord i den bøn har en særlig betydning for jer? Hvordan kan tro være med til at overvinde usikkerhed og frygt? Hvordan kan tro hjælpe os til at se udover problemerne og se miraklerne? Skriftstedshenvisninger Joh 14:12-14; Rom 5:1-5; 2 Ne 26:12-13; Moro 7:33-38; L&P 27:16-18 Til underviseren »Når vi studerer skrifterne regelmæssigt og flittigt og indtræn- gende søger Åndens vejledning, vil vi være modtagelige for indsigt i, hvordan vi skal forberede lektionerne. Vi vil også være beredt til at modtage og følge tilskyndelser fra Ånden, mens vi underviser (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 14). Noter 1. I Conference Report, okt. 1969, s. 114. 9. Se »Frygt ikke, tro kun«, Stjernen, maj 2. »Hvis I er villige og lydige«, Stjernen, 1996, s. 6. juni 1995, s. 6. 10. »Vær ikke vantro«, Stjernen, apr. 1990, 3. Standing for Something: Ten Neglected s. 5. Virtues That Will Heal Our Hearts and 11. »Latter-day Counsel: »Excerpts from Homes, 2000, s. 109-110. Recent Addresses of President Gordon 4. Se »Vi lever i tro«, Liahona, juli 2002, B. Hinckley«, Ensign, okt. 2000, s. 73. s. 80-81. 12. Standing for Something, s. 109-110. 5. »Kirkens tilstand«, Stjernen, juli 1991, 13. Se »Han er opstanden, som han har s. 56. sagt«, Den danske Stjerne, sep. 1983, 6. »Troens mirakel«, Liahona, juli 2001, s. 10. s. 83, 84, 85. 14. »Inspirational Thoughts«, Ensign, juni 7. »Hold kursen – bevar troen«, Stjernen, 1999, s. 2. jan. 1996, s. 71, 72. 15. Se »Herre, giv os mere tro«, Stjernen, 8. Se »Gud har ikke givet os en kujonsk jan. 1988, s. 51, 52, 53. ånd«, Stjernen, feb. 1985, s. 21.

334 Billedfortegnelse

Side 42: Detalje fra Joseph Smiths Side 138: Herren Jesus Kristus, af Del første syn, af Greg K. Olsen Parson Side 50: En hyrde, af Howard Lyon Side 172: Nefis brækkede bue, af Side 60: Brigham Young på Ensign Michael Jarvis Nelson Peak, af A. VaLoy Eaton Side 196: Detalje fra Kristus helbreder Side 64: Detalje fra Kristus og den rige den syge ved Betesdas dam, af Carl unge mand, af Heinrich Hofmann. Bloch Med tilladelse fra C. Harrison Con- Side 224: Parley P. Pratt læser i Mor- roy Co., Inc. mons Bog, af Jeff Hein Side 80: For enden af Parley’s Street, Side 238: Detalje fra Kristi billede, af af Glen S. Hopkinson Heinrich Hofmann, med tilladelse Side 86: Redning af håndkærrekom- fra C. Harrison Conroy Co., Inc. pagni, by Glen S. Hopkinson Side 288: Ikke længere fortabt, af Greg Side 124: Detalje fra Bjergprædike- K. Olsen nen, af Harry Anderson Side 310: Foto © Deseret Morning News Side 129: Frelserens undervisning om Side 314: Kristus i Getsemane, af at være en discipel, by Justin Kunz Harry Anderson Side 132: Vejen til Emmaus, af Jon Side 331: Detalje fra Kristus med McNaughton dreng, af Carl Bloch

335 Indeks

A D Apostle, 44, 255, 257-258 Det første syn, 44, 46-49, 57 Arbejde Dyd behovet for, 186-188 byg vores liv på, 243-249 er det geniale ved Kirken, 187-188 i vore tanker, 248-249 lektier lært ved, 185 medfører velsignelser, 244-245 værdien af, 95-96, 244 B Beredt til nødsituationer, 189-191 E Beslutninger, 179-181 Enighed blandt Det Første Præsidentskab Biskop, 261-262 og De Tolv, 259-260 Bøn blandt Kirkens medlemmer, 65 bringer velsignelser og glæde, med folk af en anden tro, 265-267 105-107 Enlige voksne, 155-156 familiebøn fører til mirakler, 108- 111 Evangeliet familiebøn hjælper børn til at er et budskab om triumf, 73-75 vokse i tro, 164-165 er gengivet gennem Joseph familiebøn i Gordon B. Hinckleys Smith, 43-44, 46-53 hjem, 105 giver os grund til at glædes, 71- kraften i, 105-112 73, 97 søg svar på, 111-112 F Børn Familieaften, 165 bør opdrages i lys og sandhed, 98 Familiebøn bør tidligt forberedes på at tage fører til mirakler, 108-111 på mission, 282-283 hjælper børn til at vokse i tro, bør undervises, når de er små, 164-165 166-167 i Gordon B. Hinckleys hjem, 105 deres liv vil afspejle undervisning i familien, 168-169 Familien deres uskyldighed, 51 er indstiftet af vor himmelske er gaver fra Herren, 163 Fader, 162 oprørske, har brug for kærlighed er samfundets grundlæggende og bønner, 167-168 enhed, 51, 109 forhold i, er de mest hellige, 162 kan besegles for al evighed, 51 Kirkens holdning til, 62

337 Indeks

proklamation om, 31, 162 gennem Joseph Smith, 43-44, styrkes gennem kærlighed og 46-53 respekt, 168-169 indledt ved det første syn, 44, Familieproklamationen, 31-32, 46-47, 57 161-162 renæssancen og reformationen gik forud for, 45-46 Fastholdelse af nyomvendte, 32-33, 289-299 Guddommen, 48-49 Forsoning. Se Jesus Kristus, hans Gud Faderen. Se Vor himmelske forsoning Fader Forældre Gæld, 191-193 bør bede for deres børn, 107, H 164, 167-168 Helligånden bør ikke opgive oprørske børn, hjælper os til at overvinde for- 167-168 skelle, 284-285 bør skabe en atmosfære af indlæ- hvisker åbenbaringer til os, 115- ring i deres hjem, 233-234 122 bør tidligt forberede børn på at kan være vores konstante ledsa- tage på mission, 282-283 ger, 117-118, 121-122 bør tøjle deres vrede, 168-169 oplyser, opbygger og opløfter os, enlige, 163-164 119-121 er ansvarlige for at undervise og vejleder os, når vi tjener der- tage sig af deres børn, 162-164 hjemme og i kirken, 117-118 Frafald, 44-45, 50 vidner om sandheden, 117, 220- Fred 221 bed om, 108 Hinckley, Ada Bitner (mor), 2-7, 8- gennem dydig levevis, 245-247 9, 67, 93, 137 gennem selvhjulpenhed, 185-193 Hinckley, Bryant Stringham (far), kan findes i templet, 308-311 2-8, 67, 79, 93, 137, 185, 195, Frelsesplanen, 52, 309 229-231 Frygt, 73-75, 146, 330 Hinckley, Gordon B. Fædre arbejder for Denver and Rio deres ansvar, 163 Grande Railroad, 15 præstedømmebærere skal være bekendtgør kaldelsen af område- gode, 211–213 præsidentskaber, 22-23 Se også Familien; Forældre bliver interviewet på 60 Minutes, 27, 267-268 G bliver præsident for Kirken, 24- Genoprettelsen 26, 251-253 af evangeliet, 43-53 er vært ved vinter-OL 2002 i Salt af præstedømmets nøgler og Lake City, 27-28 myndighed, 44, 47-48, 208-209

338 Indeks finder på at bruge film til tempel- præsenterer »Familien: En prokla- begavelsen i templet i Bern i mation til verden«, 30, 162 Schweiz, 16-17 som far, 13-14, 105, 161 fremmer åndelig og verdslig som ægtemand, 13, 149-151 undervisning, 30-31, 229-239 står over for prøver på sin tro får konstateret kræft, 37 som ung mand, 5-6 får sin eksamen fra University of sørger over sin hustru Marjories Utah, 6, 55 bortgang, 37, 151 gør kur til Marjorie Pay, 6, 12-13, udnævnes som sekretær for Kir- 149 kens missionærkomité, 15-16 hans arv, 2-3, 79-81 udnævnes til sekretær for Kirkens hans barndom, 3-4 komité for radio, PR og missi- hans begravelse, 38-39 onslitteratur, 10-12, 15, 57, 219 hans død, 38-39 Hinckley, Marjorie Pay (hustru) hans forældre, 2-9, 67, 93, 137, blev kurtiseret af Gordon B. Hin- 229-231 ckley, 6, 12-13, 149 hans fuldtidsmission, 6-9, 67, 195, hendes død, 37, 151 277-278, 325-327 hendes ægteskab med Gordon B. hans fødsel, 2 Hinckley, 13-14, 93-94, 149-151 hans rejser, 9-10, 28-30, 43, 93, Hjem 150, 278 Gordon B. Hinckleys, 161 hans tjeneste i Det Første Præsi- grundlaget for et retskaffent liv, dentskab, 20-24, 251-253 161-169 hans tjeneste i De Tolv Apostles skab en atmosfære af lærdom i Kvorum, 18-20, 251 hjemmet, 233-234 hans uddannelse, 4-6 Se også Familien hans vidnesbyrd, 4, 6, 36, 137- 138, 313-315, 322-323 Hjælpeforeningen, 99-100 hans ægteskab med Marjorie Pay, I 12-14, 93-94, 149-151 Inddragelse i fællesskabet indvier det 100. fungerende tem- af dem, der ikke er af vores tro, pel, 34, 304 265-274 indvier Konferencecentret, 35-36 af nye og mindre aktive medlem- lægger vægt på fastholdelse af mer, 289-299 nyomvendte, 32-33, 289-299 modtager Præsidentens Friheds- J medalje, 28 Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages modtager åbenbaring om at Hellige bygge små templer, 33-34, de første ledere af, forudså dens 301-303 rolle i fremtiden, 58-59, 83 præsenterer den selvsupplerende er genoprettet gennem Joseph uddannelsesfond, 30-31, 186, Smith, 43-44, 46-53 189 fylder jorden, 46, 57-58, 286

339 Indeks

hvert medlem af, har en vigtig Kirkens selvsupplerende uddannel- rolle, 60-61 sesfond, 30-31, 186, 189 læresætninger i, der adskiller den Kristus. Se Jesus Kristus fra andre kirker, 48-53 Kvinder organiseringen af, 50-51, 251-262 arbejder sammen med præste- som et banner for folkene, 55-65 dømmebærere, 98-99, 214-215 åbner muligheder for tjeneste, deres ansvar i Kirken, 98-99 202-204 deres hellige plads i Guds plan, Jesus Kristus 94-95 »Den levende Kristus: Apostlenes muligheder for, 235-236 vidnesbyrd«, 36, 313 som Guds døtre, 93-102 er den centrale figur i menne- styrken i trofaste, 100-102 skets historie, 44 Kærlighed få et vidnesbyrd om, 131-134, er evangeliets grundkerne, 198 144-146 familien styrkes gennem, 168-169 hans forsoning, 128, 313-323 i ægteskabet, 151-158 hans førjordiske tjenestegerning, kan ændre hjerter, 197 316 ræk ud med, til mindre aktive hans jordiske tjenestegerning, medlemmer, 292 126-128, 316 til dem, der ikke er af vores tro, hans korsfæstelse, 128, 317-318 272-274 hans opstandelse, 128-130, 318- 319 L lover at være hos os, 64, 285 Lydighed nogle benægter hans guddom- betyder at efterleve evangeliet, melighed, 131-132 173-182 og vor himmelske Fader er kræves af os i enhver henseende, adskilte væsener, 48-49 176 Vi ser hen til, 125-135 styrker Kirken, 181-182 viste sig for Joseph Smith, 44, vejen til lykke, 71 46-49 velsignelser kommer gennem, 64, Joseph Smith. Se Smith, Joseph 176-177 K Lykke fremelske, 67-76 Kirkens præsident gennem bøn, 105-107 kaldet af Herren, 253-254 gennem missionering, 282-284 når han ikke er i stand til at fun- gennem tjeneste, 199-201 gere fuldt ud, 256-258 Herrens plan er en plan for, 70 seniorapostlen bliver den næste, i ægteskabet kommer ved at vise 255-256 kærlig omsorg, 156-158 kommer fra kundskab om evangeliet, 71-73, 97

340 Indeks

M oversat af Joseph Smith, 220, 222 Mindre aktive medlemmer som et vidne sammen med Bibe- inviteres til at komme tilbage til len, 49–50 Kirken, 297-299 Mødre ræk ud med kærlighed til, 292 deres ansvar, 162-163 Mishandling, 213 deres hellige kaldelse, 97-98 Se også Familien; Forældre Missionering bringer lykke, 282-284 O er et præstedømmeansvar, 283 Omvendelse forbered børn til, 282-283 er et af evangeliets første princip- Herren vil velsigne vores indsats per, 71 med, 285-286 er mulig på grund af Frelserens hjælpes ved familiebøn, 109-111 forsoning, 321-322 hjælp fuldtidsmissionærerne med fra umoralsk opførsel, 249 deres, 280-282 Omvendte til Kirken i de sidste dage, 277-286 er dyrebare, 291-294 præsident Gordon B. Hinckleys, har brug for et ansvar, 291-292, 6-9, 67, 195, 277-278, 325-327 294-296 ræk ud til verden gennem, 279-280 har brug for næring ved Guds Modgang gode ord, 291, 294, 297 forberedelse til, 189-191 har brug for venskaber, 294-295 hos pionererne, 3, 79, 82, 83-87 Opstandelse i Mormons Bog, 223 er mulig på grund af Frelserens, tro kan hjælpe os til at udholde, 319-323 330-332 Jesu Kristi, 128-130, 318-319 vær standhaftig på trods af, 69 Optimisme, 67-76 Mormons Bog beretningen om, 177, 222-223 Ordinancer bærer vidnesbyrd om Jesus Kri- for de afdøde, 51-52, 307-308 stus, 49–50, 220 templets, er Kirkens største vel- et vidnesbyrd om, fører til en signelser, 305-307 overbevisning om andre sand- P heder, 221-222 Pagter, 121, 174-176, 309 Gordon B. Hinckleys udfordring til at læse, 219 Pionerer hjælper os til at finde løsnin- alle Kirkens medlemmer er, 87-89 ger på denne tids problemer, deres arv, 79-90 222-223 fra Willies og Martins håndkærre- kan ændre vores liv og vores kompagnier, 84-86 perspektiv, 223-227 gjorde de deres tro til virkelig- kraften i, 219-227 hed, 81-83 modtage et vidnesbyrd om, i Kirkens første tid, 3, 58-61, 220-221 79-86

341 Indeks

nutidige, 81, 87-89 Seniormissionærer, 283-284 Pornografi, 121, 212, 245-249 Smith, Emma, 95-97, 177 Pratt, Parley P., 223-225 Smith, Joseph Profeter hans første syn, 44, 46-49 er sædvanligvis ældre mænd, 254 hans vidnesbyrd, 130 giver os råd om at være timeligt Kirken blev genoprettet ved, 43- og åndeligt forberedte, 189-191 44, 46-53, 139 kaldes af Herren, 253-254 oversatte Mormons Bog, 220, 222 Præstedømmet Stavspræsident, 260-261 Det Melkisedekske, 209-210 T dets kraft og velsignelser, 207-215 Taknemlighed, 70-71 dets kvorummer kan være et stærkt anker, 213-214 Templer dets myndighed og nøgler blev er steder med fred og åbenba- gengivet, 44, 47-48, 139, 208- ring, 308-311 209 er udtryk for vores vidnesbyrd, enhver værdig mand er berettiget 304-305 til at have, 211 familier kan besegles i, 152-153, Gud udfører sit værk gennem, 306-307 209 ordinancer for de døde udføres, kan velsigne alle Guds børn, 307-308 209-210 velsignelser ved, 301-311 og Kirkens organisation, 50-51, åbenbaring om at bygge små, 33- 251-262 34, 301-303 værdighed til at bære, 211-213 Tjeneste Prøvelser. Se Modgang er den bedste medicin, hvis man er ulykkelig, 199-201 R find vores sande jeg ved, 201-202 Respekt Helligånden vejleder os i, 117-118 for dem, der ikke er af vores tro, i Hjælpeforeningen, 99-100 269-270, 272-274 i templer, 307-308 styrker familieforhold, 168-169 Kirken giver muligheder for, 202-204 S mist os selv i, 195-204 Sabbatsdag, 62-63, 121 Tolerance, 268-270, 272-274, 279 Selvhjulpenhed Tro bringer fred, 185-193 er grundvolden for vidnesbyrd, gennem den selvsupplerende 328-330 uddannelsesfond, 30-31, 186, er kilden til et liv med formål, 189 327-328 hjælp andre til at opnå, 188-189 gå fremad med, 325-333

342 Indeks

hjælper os til at hæve os over indstiftede familien, 162 frygt og modgang, 330-332 og Jesus Kristus er adskilte væse- hos pionererne, 81-83 ner, 48-49 retskafne kvinders, bringer kraft, tilskynder os til at bede til ham, 101-102 107-108 øges, når den udøves, 332-333 velsigner dem, der holder hans Træ, der vokser skævt, 166-167 befalinger, 64 viste sig for Joseph Smith, 44, U 46-49 Uddannelse Vær standhaftig, 75-76, 174-176, gennem den selvsupplerende 204, 247 uddannelsesfond, 30-31, 186, 189 Æ giver muligheder, 232, 234-236 Ægteskab livet igennem, 229-239 er et evigt partnerskab, 149-158 præsident Gordon B. Hinckleys, er et partnerskab mellem ligestil- 4-6 lede, 153 åndelig, er lige så vigtig som er udtænkt af vor himmelske verdslig, 236-238 Fader, 151-152 Gordon B. Hinckleys, med Marjo- V rie Pay, 13-14, 93-94, 149-151 Velfærd, 188-189, 191 lykke i et, kommer ved at vise Vidnesbyrd kærlig omsorg, 156-158 er Kirkens store styrke, 139, 181- vær tro og trofast i et, 158 182, 328-330 Ø -ets gave, 137-146 om Mormons Bog, 220-221 Økonomi, 189-193 præsident Gordon B. Hinckleys, Å 4, 6, 36, 137-139, 313-315, 322- Åbenbaring 323 kommer ved en stille, sagte styrker os, når vi går i tro, 139-144 stemme, 118-119 vi skal bære det og leve op til nutidig, 52-53 det, 146 om at bygge mindre templer, 33- vores liv bør være et symbol på 34, 301-303 vores, 126 om at bygge templet i Hong Vor himmelske Fader Kong, 115-117 elsker os, 315-316 Ånd. Se Helligånden er den sande kilde til styrke, 95 er Fader til vores ånd, 52, 76, 107-108 er overhovedet for denne kirke, 64, 177 få et vidnesbyrd om, 144-146 har et legeme, 48-49

343