To nye Pollack-film

Tre døgn for ning er komedier, er »Condor« dødsens­ I tilfældet »Condor« er det så meget alvorlig. Hvor Hitchcocks helte klarer mere ærgerligt, som Pollack netop sty­ »Condor« sig frelst igennem trængslerne på et rer godt fri af kiss-kiss-bang-bang-film- Vi har tidligere i Kosmorama (nr. 111) overskud af vandede vittigheder og for­ klichéerne resten af vejen. Hans ClA- beskæftiget os med og rykte indfald, slipper Joe Turner kun le­ folk og hans lejemorder er tegnet for­ hans film (til og med »Jeremiah John­ vende fra sit eventyr, fordi han helt aka­ bløffende meget anderledes, end man son«). Siden har Pollack lavet tre film demisk kan vurdere og analysere sin har set tidligere, og hans helt er heldig­ (»«, »« og situation, og fordi han kan øse af sin vis ikke så smart, at man bliver distan­ »Three Days of the Condor«), der ikke enorme boglige viden om spionbran­ ceret flere kilometer, da han tager fat føjer noget nyt til billedet af ham. Han chen. Hvor Hitchcocks skurke kæmper på at opklare filmens mysterium. har placeret sig solidt i Hollywoods for en uklart beskrevet idealistisk sag, Pollack hævder atter sit ry som god »mainstream« og laver dygtige under­ har Condors fjender deres sag placeret person-instruktør. , der holdningsfilm, hvis genialitet sjældent i dagens avisoverskrifter: magten over i sine senere film har haft en vis hang vælter nogen bagover. Hvad der gør råstofferne, invasion i Mellemøsten, olie til ultra-brite-monotoni, fungerer perfekt Pollack så interessant, er først og frem­ til USAs lamper. i hovedrollen som den jagede Condor. mest den kendsgerning, at han systema­ Man skal ikke klandre »Condor«, at får mere ud af sin pin­ tisk arbejder sig igennem Hollywoods den er mere virkelighedsnær end Hitch­ agtige kliché, end filmen havde fortjent, standard-genrer, en efter en, og at hans cocks løsslupne eventyrfilm. Det er ikke og underspiller så effek­ ubestridelige talent hele tiden kan brin­ blot et spørgsmål om holdning, men og­ tivt, at jeg først blev klar over, hvem ge positive overraskelser og hæve fil­ så om stil. Pollack er er realistisk instruk­ han var, da jeg læste filmens credits. mene op til det niveau, hvor de med tør. Hans historier og hans billeder rum­ og er rimelighed kan kaldes for kunst. (Efter mer ingen dobbelttydigheder. Spørgs­ foruroligende i et par mindre roller. min ringe mening vil »Jamen, man sky­ målet er så, om en realistisk film som Ib Lindberg der da heste?« blive stående som en af »Condor« bliver mere elementært spæn­ klassikerne i tressernes amerikanske dende end en velsmurt komedie som film). »Menneskejagt«. I begge film kan man Yakuza »Tre døgn for 'Condor’« er en glat roligt på forhånd gå ud fra, at vor helt Ifølge en Newsweek-artikel skulle der suspense-film, der fortæller en meget overlever anslagene mod hans liv. Og være 180.000 yakuza’er i Japan. Det ly­ Hitchcock’sk historie. Joe Turner - ko­ dermed er jo også det første lag af rea­ der ikke rart, for yakuza er japansk for denavn: Condor - arbejder for CIA. Han lisme skrællet af »Condor«. Problemet gangster eller mafia! Fænomenet dyr­ er ikke agent i marken, men sidder lunt bliver, om Pollack kan gøre sin hoved­ kes vellystigt af den japanske filmindu­ på et harmløst kontor og læser bøger persons odyssé plausibel indenfor fil­ stri, hvor yakuzaerne har erobret samu­ og tidsskrifter for efterretningstjenesten. mens realistiske rammer. Og det kan raiernes plads som nationalhelte på Da han en dag kommer tilbage fra ind­ han kun delvis, forekommer det mig. samme måde som gangsterne har di­ køb, finder han resten af kontorets per­ Jeg skal ikke nægte, at »Tre døgn for stanceret cowboyen i amerikansk film. sonale dræbt. Han sætter sig straks i 'Condor'« rummer megen elementær Depraveret folklore for depraverede forbindelse med sit hovedkontor, men spænding. Men den har ondt ved at samfund. - som vi allerede begynder at gætte på finde balancen mellem røverhistorie og Og nu er der oven i købet slået to dette tidspunkt - det er faktisk ClA-folk, realistisk funderet suspense. Jeg lod fluer med et smæk. Sidney Pollack kryd­ der står bag massakren. Joe er derfor mig især irritere af filmens midterafsnit, ser yakuza med privat-eye i sin seneste jaget af både de gode og de onde, og hvor Joe Turner bringer sig i sikkerhed film - »The Yakuza«. Det er Robert Mit- han må forlade sig på sine egne res­ hos en vildtfremmed dame, som han chum, der er detektiven. Dorsk og lako­ sourcer, indtH han kan afsløre mysteriets samler op på gaden og nærmest kid­ nisk ankommer han til Kyoto for under rette sammenhæng for sine »gode« napper. I en film, der så køligt som bistand af en tidligere yakuza at befri overordnede. Joe vælger dog at gå et »Condor« hævder sin egen realisme (så­ en (blakket) vens kidnappede datter. skridt videre for at sikre sit liv. Han dan arbejder CIA sgu!), virker netop Mere ophidsende end som så er histo­ giver også sin historie til »New York klichéen med den frelsende, amourøse rien ikke, men filmen har også ambitio­ Times«. engel urimeligt klichéagtig og påklistret, ner ud over skrønen. Den vil fortælle »Tre døgn for 'Condor'« udsætter sig som om filmen nødvendigvis skal rumme noget om mænd, der søger deres livs selv for at blive sammenlignet med flere en række af Hollywoods standardele­ tyngdepunkt i det rituelle. Der nås imid­ af Hitchcocks film (først og fremmest menter. Den ellers så sobre Pollack fal­ lertid aldrig ned under ritualernes aller­ »De 39 trin« og »Menneskejagt«), og der desværre ofte for fristelsen til at mest udvendige attributter. Instruktørens sammenligningen er frugtbar, hvis man tvære kærlighedshistorierne ud i synet forhold til sujettet strækker ikke læn­ vil vurdere skiftende tiders smag og på sine film, og han opnår blot at tabe gere end til foranstaltning af maniere­ holdning indenfor en og samme genre. den vigtigste eller mest spændende del rede optrin å la Nippon, og manuskriptet Hvor Hitchcocks film i deres grundhold­ af historien af syne. ved den Orient-entusiastiske Paul Schra-

10 Til venstre Robert Redford som ’Condor’ i Pollacks agentfilm »Tre døgn for ’Condor’«. Nederst Takakura Ken og Robert Mitchum i »Yakuza«.

der, der har fået professionel hjælp af Robert Towne, har ikke et sekund fat i den ritualiserede livsførelses psykolo­ giske, religiøse eller politiske aspekter. Godt nok præsenteres den revolver­ trætte privatdetektiv fra Los Angeles og hans japanske makker, den tidligere yakuza, som anakronismer, mænd hvis tid er forbi, men det synes ikke som om filmens fædre er klar over, at deres værk samtidig viser, at det fortfarende er anakronismerne, der behersker ver­ den. For det er sådan set det eneste, man kan blive en smule optaget af un­ dervejs: filmen som et ufrivilligt symbol. Et billede på den verden i hvilken den er blevet til og for hvilken den er tænkt. I bestræbelserne på at befri den uskyldige pige af kæltringernes klør går de to anakronismer gevaldigt til værks. Det lykkes dem at få massakreret det meste af, hvad de kommer i nærheden af, her iblandt også filmens unge, der alle går til grunde. De gamle mænds sejr - fremtidens nederlag! Efter de sadistiske orgier og diverse masochistiske ceremonier tager yaku- zaen og detektiven så afsked i lufthav­ nen. Et højtideligt øjeblik, for de har lært at respektere hinanden, mænd af ære. Det er meningen, vi skal beundre dem. Men se dig tilbage og du ser de­ res blodige værk. Så starter flyet og med det forsvinder Mitchum ind i en stor, sort sky, der er tænkt som svan­ ger af skæbne, men som bliver helt anderledes skæbnesvanger, hvis den opleves som slet og ret forurening. Det er jo hjem til Los Angeles, smogtown, at Mitchum flyver. Den ufrivillige symbolik er eklatant. En film, der handler om et japansk­ amerikansk skæbnefællesskab, der går tilbage til krigen, ender naturligvis på vækstsamfundets mødding. Sådan er det jo også gået i virkeligheden. Det er superindividualismens yderste konse­ kvens. Og de gangsterplagede, industri- forgiftede overflodssamfund USA/Japan har det som andre undergangslande før dem. De dyrker deres eget forfald, for­ di den pirring snart er den eneste, deres overophedede, gejle og betændte krop kan mærke. Niels Jensen

11