Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Popmor & popfar

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. www.dbc.dk e-mail: [email protected] POPMOR

Lina Rafn og Paw Lagermann mødtes som teenagere. I dag udgør de popduoen Infernal, der er Danmarks største musikalske eksportvare. De har altid haft en fornemmelse af, at de skulle følges ad, men dengang i 1. g, anede de ikke, at de ville ende som ...

18 Ud & Se MARTS 2007 POPFAR &

TEKST PER JUUL CARLSEN FOTO SIF MEINCKE

MARTS 2007 Ud & Se 19 VERSKUD. Det ord dukker konsekvent op i selskab med Lina Rafn og Paw Lagermann. Det er ikke, fordi de bader i penge. De hævder selv, at de endnu ikke har tjent de Omillioner af kroner, alle forestiller sig, på deres interna- tionale hit ’From Paris to Berlin’. Der er derimod tale om et psykisk overskud. Der hviler en særlig ro og balance over dem, som om de har været hele verden rundt og har set det hele og prøvet lidt af hvert, og ved, at der ikke er nogen grund til at hidse sig op over bagateller. Alene fotosessionen vidner om et overskud. Paw og Lina er blevet bedt om at tage konsekvensen af, at de efterhånden har dannet par i Infernal i 10 år. De har rejst i tourbus og klædt om sammen på alverdens spilleste- der, fra Ballerup over Blackpool til Brindisi, og selvom det er mange år siden, de delte seng som kærester, ligner de et ægtepar, viet af tilværel- sen som popmusikere. – Vi er ofte blevet beskyldt for at for at opføre os som et gammelt ægtepar, så det er kun morsomt for os at få taget sådan nogle billeder, tilstår den meget talende Paw, mens han smider joggingsættet og træk- ker i sit civile popstjernetøj. Den endnu mere ordrige Lina tilføjer: – Vi kan godt genkende os selv i de forstadstyper. Hvis vi tusser rundt og skal gøre os klar til et eller andet, lad os sige, at vi kun har taget ét fladjern med på turné, og vi begge to skal bruge det, så kan jeg sagtens traske ind på Paws hotelværelse i badekåbe eller underdrenge. Blandt kendere af popmusik er det lidt af en overraskelse, at 30-årige Lina Rafn og 29-årige Paw Lagermann stadig render rundt og lader sig fotografere til magasinbrug. Infernal skyllede ind på den danske musikscene i midten af 1990erne i samme boom af dansk musik som Aqua og en lang række navne, der for længst er glemt igen. Infernal havde fx også døgnfluestemplet hængende over hovedet. Alene deres første store hits, hvor sækkepiber garnerede de typiske europæiske danserytmer, lød, som om det blev skabt af et par mennesker, der bare nød deres 15 minutters berømmelse, inden de skulle tilbage på arbejde. Men Infernal havde ikke tænkt sig at forsvinde. De blev hængende i branchen, forsøgte at følge med tidens nye krav til klang og rytme, tog deres små succeser og fiaskoer og sled og slæbte, indtil singlen ’From Paris to Berlin’ blev et hit. En sådan udholdenhed i popbranchen, hvor opturene og nedturene er ekstreme og opslidende, vidner om to mennesker, der ikke så let giver op eller lader sig gå på. – Sådan er vi blevet, konstaterer Lina og fortsætter: – Det er ikke noget, der er kommet til os på et sølvfad og er helt naturligt for os. Vi har gjort et stykke arbejde med os selv. Her skal man så forestille sig, at siderne i Ud & Se begynder at flyde ud og blive slørede til tonerne af tusinder af ekkoindhyllede harper, præcis som i en gammel Hollywoodfilm. Vi tager et flashback, til den- gang Infernal reelt blev skabt. Dengang popsucces og psykisk overskud endnu var en fjern og utilnærmelig luftspejling. Vi tager tilbage til 1993, da den nye dansemusik med house og techno skabte nyt liv i det københavnske klubliv. Her er et par unge mennesker drevet med strømmen. De ligner deres 14 år ældre udgaver. Deres frisurer og tøj og udstråling er bare anderledes end i 2007. Her går den 16-årige Paw Lagermann og leger med tanken om at blive bager. Det er ikke, fordi han er specielt interesseret i gærs forunderlige biologi eller de tekniske

20 Ud & Se MARTS 2007 finesser bag en croissant. Der er, som Paw konstaterer 13 år senere, ’en helt syg årsag’ til, at han vil være bager. Så kan han gå direkte fra fest til arbejde. Som han også konstaterer i dag, ’man tænker ikke så langt, når man er 16 år.’ Paw indvier sin veninde og senere kæreste, 1. g’eren Lina, i sine planer. Det udløser et større skænderi, der handler om alt andet end bagerfagets realiteter. Det drejer sig i langt højere grad om fremtids- drømme, om at turde gå efter sine håb og ikke vælge den løsning, der vil plage én resten af livet. – Nej, det er simpelthen ikke godt nok, du skal mere end det, lyder Linas svar til Paws idé om at ælte dej efter festerne. Det er første gang, de to ikke bare er enige om alting. Det er deres første skænderi. – Selvom Paw og jeg ikke var kærester dengang, var vi alligevel tæt knyttet. I virkeligheden var det vel musikken, der bandt os sammen, uden at vi tænkte over det. Vi følte os bare forbundet. Vi talte meget sammen. Uden at jeg havde sat ord på det, havde jeg en følelse af, at vi ville komme til at følges ad. Og så gik der snobberi i den. Jeg havde det sådan ’hør her, du er for klog og dygtig til at blive bager.’ Der er ikke noget i vejen med at være bager, men jeg så et potentiale i Paw og sagde ’du kan gøre noget stort, du kan sagtens tage en gymnasial uddannelse og videregående uddannelse,’ for jeg syntes, han havde masser at byde på, og at han var et reflekterende menneske allerede dengang. – Jeg tror samtidig, jeg var lidt forvirret selv. Der var helt klart en splittelse i mig. Jeg havde danset sportsdans, siden jeg var ni år, og det blev for alvor til noget, da jeg var 12 år. Jeg var også skidegod i skolen. Jeg er sådan en, der læser noget, og så husker jeg det, og så kan jeg det. En boglig vej ville have været pærelet, men der var også en kunst- nerisk vej, som dengang mest af alt var dans. Jeg spillede på to heste og tænkte, at jeg ville hoppe på den, der løb stærkest. Jeg tror, det var vores forældre, der talte ud af vores mund dengang. Mine forældre er sådan nogen med gymnasial uddannelse og akademikerambitioner. I det hele taget havde Paw ikke tænkt så meget over, hvad han ville med sit liv. Han boede i København, i Vanløse, hos sin mor, der var ud- dannet skiltemaler, men valgte at gøre rent på den skole, Paw gik på. – Der skulle være tid og plads til børn, så det var noget med at vælge et job, der ikke krævede det helt store. Hun valgte børnene i stedet for den store uddannelse. Jeg tror nok, hun havde været et gladere menneske i dag, hvis hun havde valgt for sig selv. Det nytter jo heller ikke noget over for børnene i den sidste ende, at man ikke har været tilfreds. Min mor er en glad nok dame, men ikke så glad, som hun kunne være. Allerede dengang var det kommende Infernals liv fyldt med musik. Hverken Lina eller Paw havde nogen konkrete drømme om at frem- føre musikken selv, men Paw havde altid bundet sine drømme og forhåbninger op på musik. Da han var 10 år, fik han fik nogle plader med elektronisk musik, et stereoanlæg og et par ’hovedbøffer’ af sin storesøster. – Så lå jeg på min seng og hørte de her plader tordnende højt. Det var min første musikalske oplevelse, hvor jeg gik længere ind i det, end at

MARTS 2007 Ud & Se 21 22 Ud & Se MARTS 2007 OM INFERNAL jeg syntes, det var et godt nummer. Jeg havde et meget lavt selvværd Lina Rafn, f¿dt 1976, på det tidspunkt, så jeg lå og havde sådan nogle drømme om, hvor fedt opvokset i Herlev. Paw det kunne være at spille den her musik live. Jeg havde ikke defineret, Lagermann, f¿dt 1977, hvordan jeg ville gøre det, og mine tanker var heller ikke særlig pran- opvokset i Vanl¿se. gende, for det var noget med, at jeg stod og spillede musikken på et lad Infernal blev dannet i 1997 af en lastbil, der kørte ind på en campingplads. Jeg havde ikke gjort med S¿ren Haahr som mig nogen tanker om, jeg spillede guitar eller keyboards. Jeg spillede tredje medlem. F¿rste bare musikken, og så stod mine venner og sagde ’øh, hvor er han sej, single, ÕSorti de LÕenferÕ, han spiller musik.’ Jeg nåede aldrig rigtig længere i min dagdrøm – og udkom samme Œr og gjor- så startede den forfra med, jeg kørte ind på campingpladsen. Det var de straks trioen til en af første gang jeg tænkte ’øjjj, hvor ku’ det være skidefedt.’ de mest popul¾re pŒ den – Det var ikke fordi, jeg var typen, der var alene og blev mobbet eller danske klubscene. Siden noget, da jeg gik i skole. Jo, det blev jeg også, men når jeg ser billeder har Infernal, der hurtigt fra dengang, står jeg altid i midten og har venner omkring mig. Jeg blev en duo, udsendt tre havde en masse gode venner i Vanløse, men måske har jeg følt mig egentlige album, ÔInfernal trynet og har haft brug for at hævde mig. Jeg tror bare, jeg havde det AffairsÕ (1998), ÔMuzaikÕ rigtig godt på den campingplads. Det var et sted, jeg kom hver sommer (2001) og ÔFrom Paris to og var sammen med min far i tre-fire uger. Nej, nu ved jeg, hvorfor det BerlinÕ (2004). Albummet var den campingplads! Det var der, jeg havde min første kærlighed, en ÔFrom Paris to BerlinÕ og pige, der hed Annika, som jeg havde en større chance for at score, hvis singlen af samme navn jeg kom ind i den her lastbil og spillede fed musik. har gjort Infernal til ti- Nogenlunde samtidig viste Lina et andet gåpåmod nogle kilometer dens klart mest popul¾re længere nordpå. Hvis en tilfældig fremmed var trådt ind i klassen på danske popmusikere pŒ Borgerdiget Skolen i Herlev og havde spurgt ’hvem her i klassen bliver verdensplan. Singlen nŒ- berømt engang?’ ville læreren formentlig have strakt en forsigtig ede en andenplads pŒ den pegefinger i retning af en lille pige ved navn Lina på forreste række. engelske singlehitliste og – Du kan gå tilbage og se billeder af mig fra skolen. Hvor alle andre blev en af 2006Õs bedst står og roder i jorden eller har en finger i næsen, er jeg bare sådan s¾lgende singler i England. ’da-daaaah! her er jeg,’ på alle billederne. Det er topmorsomt. Helt Kun to andre danske orke- fra jeg var seks-syv år gammel, var jeg bare på! Der har været show- stre har ligget top tre pŒ biz i mig, fra jeg kunne kravle. Det er der ingen tvivl om. Men til at den engelske hitliste, Aqua begynde med, handlede det hele slet ikke om showbiz, men om at og Junior Senior. Infernal mine forældre havde en illusion om, at for at jeg kunne få kraftigt hår, har desuden optrŒdt pŒ det og ikke tyndt hår som min mor, skulle jeg være korthåret hele tiden. legendariske BBC-program Derfor rendte jeg rundt med togskinner på tænderne og var korthåret Top Of The Pops. Hvor og gik til svømning og var sådan en lille bastant pige. Og jeg var en af stort det blev i England de sidste til at få menstruation og bryster. I virkeligheden var jeg træt fremgik sidste sommer, da af, at alle troede, jeg var en dreng, indtil jeg var 13-14 år. ’Okay, jeg er Infernals fodbold-VM-ud- grim, og jeg er en dreng.’ Sådan opfattede jeg mig selv. Jeg ville bare gave af nummeret, ÔFrom være en prinsesse, så jeg begyndte at gå til dans, da jeg var de der otte- London to BerlinÕ, udkon- ni år. Havde du spurgt mig, hvad jeg ville være dengang, ville jeg have kurrerede den ofÞcielle sagt ’jeg skal være statsminister!’ Men helt klart, jeg ville gerne være VM-slagsang. BŒde album yndefuld prinsesse. Helt vildt. og single har v¾ret en stor – Min store kærlighed til musik kommer fra min far, der arbejdede succes i ßere andre lande. som edb-programmør, men var hi-fi-entusiast i sin fritid. Hele mit I alt 35 lande udsender i barndomshjem var indrettet så højttalerne skulle stå, hvor de lød dag duoens musik. Infernal bedst, og pladespilleren var sådan en, der blev trukket af en rem, så er sŒledes Danmarks motoren ikke gav rystelser i pickuppen og alt sådan noget. Stuen var st¿rste musikalske eks- indrettet, så man lige kunne flytte bordet og skubbe en stol ind i det portvare i ¿jeblikket. rigtige lytteperspektiv. Lige siden jeg var lille, har jeg været med min

MARTS 2007 Ud & Se 23 Jeg glemte simpelthen at gå på arbejde. Først da jeg kom hjem, tænkte jeg ’fuck, jeg skulle have været i videoforretningen i dag!’

far på Herlev bibliotek, hvor han sad og lyttede på særlige pickupper og højttalere sammen med andre hi-fi-entusiaster. Jeg måtte gerne være med derinde, og jeg havde den der særlige andægtige forståelse for, at man havde respekt for musikken. Man taler ikke, når der er mu- sik. Og jeg ventede, til musikken var færdig, med at tage en småkage, for man skulle ikke skramle, når de lyttede. Det forstod jeg godt. Det var helt naturligt for mig. Jeg er vokset op med sidde ved siden af min far på en pude og høre ’Autobahn’ med Kraftwerk i de der milliarder af minutter, den varede. I dag bliver jeg også fuldstændig tosset, hvis nogen skruer ned og begynder at snakke, mens vi sidder og hører et nummer sammen. ’Undskyld, det er tre et halvt minut langt, så gider du lukke røven og lytte med!?’ Jeg kan virkelig blive tosset. Og jeg glemmer aldrig dem, der har afbrudt et nummer. Dem skal jeg da ikke høre musik med igen, det er helt sikkert. Da Paw blev ældre, og voksede fra dagdrømmerierne om lastbilen og campingpladsen og Annika, mødte han en fyr, der hedder Roland. – Han er sådan et multitalent, der både kan synge og spille klaver, og han var et kæmpe orakel dengang, forklarer Paw. Roland arbejdede på samme hjemmecomputer som Paw, så Paw fik et program af Roland og sad og lavede om på de numre, Roland havde lavet. – Så begyndte jeg at pjække fra skole. Ikke meget, men lidt. Og jeg havde fået fat i nogle gamle mikrofoner og noget pis, som jeg hang op i loftet, og jeg lavede et nummer, der hed ’Luke, May the Force Be With You’. Jeg kunne ikke synge eller en skid. Jeg byttede bare rundt på elementerne i Rolands nummer og optog mig selv, hvor jeg råbte ’Luke, May The Force be With You!’ og lagde det ind i hullerne i musikken. Så havde jeg lavet et nummer. Det var da meget let. Det var stadigvæk før, Lina og Paw havde mødt hinanden, og meget længe før de fik den idé at forsøge at leve af at spille musik. Ambitio- nerne var fortsat små, og drivkraften ved at lave musik var ikke stort andet end glæden ved at skabe. – Bare det at lave et nummer var fedt, som Lina konstaterer. Og Paw tilføjer: – Ja, det er faktisk rimelig simpelt. Det var ikke drevet af de store stjernedrømme. I hvert fald ikke i begyndelsen. Da jeg og en kammerat lavede musik sammen, var det meget små drømme. Dengang var det slet ikke allemandseje at få trykt en cd. Bare en cd med musik på – og et omslag til cd’en – det var virkelig stort. Af en eller anden omvej kendte min kammerat en læge, der kunne brænde cd’er. Det kostede 500 kroner, og alligevel var der fejl på engang imellem. Det var helt banalt sådan noget, der betød noget. Da jeg udgav min første plade med et band, jeg havde før, Exhibition, glemte jeg at gå på arbejde. Jeg blev så glad, og vi sad bare og gloede på pladen, og jeg glemte simpelt- hen at gå på arbejde. Først da jeg kom hjem, tænkte jeg ’fuck, jeg skulle

24 Ud & Se MARTS 2007 MARTS 2007 Ud & Se 25 Lille Paw som Superman. Fotografiet Infernal i kilt-perioden. Det er Paw Lagermann til venstre og Lina i barndomshjemmet i Herlev, hvor er fra barndomshjemmet i Vanl¿se. S¿ren Haahr, der ikke l¾ngere er en del af orkestret, til h¿jre. hifi-udstyr var noget man tog alvorligt.

have været i videoforretningen i dag!’ Det var helt nede på det plan. har vokal altid været lidt irriterende. Min mor har drevet Vangede Senere begyndte Paw at finde glæde i at se folk reagere og især danse Gymnastikforening i nogle og 30 år, og der må ikke være sang på, når til hans musik. de skal bruge musikken til at danse efter. Min far kunne heller ikke – Jeg synes bare det fedeste var, at man kunne spille på et diskotek lide vokalister, så jeg er vokset op i et hjem med instrumentalmusik. og se nogen danse med armene over hovedet, som han siger. Men han Vi hørte Andreas Vollenweider og Lee Ritenour i stedet. Hver gang der fandt også en anden drivkraft. kom vokalister indover, hoppede begge mine forældre op og ’æhjjjj, det – Folk begyndte at spørge ’skal du ikke have en uddannelse? Det er jo var noget prut, nu gik det lige så godt.’ Da vi så grundlagde Infernal, meget godt med noget at falde tilbage på.’ Og jeg tænkte ’fucking nej, var det også instrumentalmusik. Så sagde jeg lige et eller andet. Hvad de skal fanme ikke have ret. Jeg skal nok klare den.’ var det jeg sagde på vores første single? ’Sorti de l’enfer’. Hurra. Det Linas drivkraft var ikke mindst en decideret trang til at komme ud og var ikke vigtigt for mig. Jeg havde godt nok sunget i skolekor, men jeg væk og finde luftforandring. kunne jo ikke synge. Og så tænkte jeg, jamen lad os da prøve at lære – Jeg kan godt se i dag, at jeg søgte mod hele tiden at komme ud det. Nu har jeg fået kærlighed til det, men det skulle jo lige tage de der at optræde. Jeg søgte mod at gøre sportsdanserkarriere. Jeg tog min 10 år, før det blev en fornøjelse. idræt meget alvorligt. Jeg kom ikke til festerne og deltog ikke i det sociale på lige fod med mine klassekammerater. Min dans og min OMKRING 1991 stødte Lina og Paw ind i hinanden af uransagelige musik har nok hele tiden fungeret som min flugt, min undskyldning for veje. Lina havde en dansekammerat, der kendte én, der arbejdede i ikke at deltage, fordi jeg havde oplevelsen af, at jeg ikke rigtig hørte til. Super Brugsen, og han havde en ven, der kendte Paw. De blev venner Jeg kunne godt se, at jeg på en eller anden måde stak ud. Og kunne jeg og begyndte at lave musik sammen, bare for sjov. Et par år senere be- ikke selv se det, skulle jeg nok få det at vide. Jeg passede aldrig ind i gyndte Paw at flirte med tanken om at blive bager, hvilket Lina altså fik nogen klike. Jeg har det stadig sådan, at jeg sgu hellere vil ud at spille talt ham fra. Sådan blev det slået fast, at der var et mål med musikken. end at gå til fest nytårsaften. Infernal begyndte at tage form med Søren Haahr som tredjepart. Dengang gik Linas ambitioner stadig i en helt anden kunstnerisk ret- Søren kunne, ifølge Lina ’ikke kende forskel på mol og dur,’ men han ning. Hun forsøgte sig som danser, så seriøst at hun og hendes partner havde et gåpåmod, der sparkede trioen fremad. Mens Lina og Paw på et tidspunkt nåede en plads som nummer 76 på verdensranglisten havde ærefrygt over for de mægtige pladeselskaber, gik Søren i kødet for latindansere. I et forsøg på at finde en kvalificeret partner flyt- på dem efter devisen ’det er jo bare bankrådgivere’. Han forlod grup- tede hun som 17-årig fra Herlev til Århus og senere Ålborg, hvor hun pen efter det første album og åbnede senere Kalinka Bar i København. tilbragte en række år. I alt levede hun fire år i et særpræget nomadeliv Dengang var den nye dansemusik ved at indtage København, og der som danser i Ålborg, popmusiker i København og kæreste med sin var en stor interesse for dem, der rent faktisk kunne spille sådan noget musikalske makker, Paw. stads. Infernal blev hyret til at optræde på nogle temaaftener på Disko- – Jeg havde ikke engang en ambition om at lave en cd. Jeg ville bare tek In. Når der var nørdaften, optrådte de med et nørdnummer, på en ud at danse. Selvfølgelig ville jeg gerne være en del af noget musik, rumaften spillede de et rumnummer og så fremdeles, og deres skæbne men mest af alt ville jeg danse, og da vi startede Infernal, havde jeg blev besejlet, da der skulle være skotsk aften. Paw og Lina hyrede nogle heller ikke nogen ambitioner om at skulle være sangerinde. Egentlig sækkepibespillere til at give deres technorytme et skotsk præg, og

26 Ud & Se MARTS 2007 publikum var ellevilde. Men først da en af duoens første fans spurgte omkring dem var tidens poptechno, eller eurodance, som den også dem, hvornår nummeret skulle udkomme, gik det op for dem, at der blev kaldt, ved at sejre sig selv ihjel. Infernal måtte genopfinde sig selv. kunne knyttes noget større til deres musik. Pladeselskabet foreslog en cool undergrundsstil, men den slog aldrig De pudsede nummeret af, kaldte det ’Sorti de L’enfer’, uanset at an. Det andet album, ’Muzaik’, solgte 20.000 eksemplarer, en fjerdedel titlen brød stærkt med det skotske tema, og efterhånden solgte singlen af debutalbummet. 17.000 eksemplarer. De fortsatte med at udgive singler, der var hængt Altså måtte Infernal genopfinde sig selv på ny. Og det blev ikke nem- op på et tema og en særlig folklore, hvilket solgte som varmt brød, mere den her gang. Under arbejdet med opfølgeren, det tredje album, men samtidig stemplede det Infernal som en gimmick-gruppe og en gik det helt i stå. døgnflue, der ikke havde mere at byde på, når de løb tør for sjove gim- – Vi følte, at det var som at stå og tale til din hoveddør derhjemme, micks. Deres første album, ’Infernal Affairs’, solgte 80.000 eksempla- når vi lavede musik, forklarer Paw. rer, et imponerende antal, men glæden varede kort. Duoen tjente sølle – Vi kunne ikke bruge det til noget som helst. Det kunne ikke udgives. 60.000 kroner på pladen, mens pladeselskabet høstede den største del Folk kom stadig til vores koncerter, men ingen købte det. Vi stod med af gevinsten. Og som det så ofte er set før i popverdenen, var omstillin- nogle produkter, vi ikke kunne komme af med. gen fra dagligdag til den pludselige succes ekstrem svær at håndtere. – Vi følte, vi var gået i stå kreativt, og vores genre var blevet Paw og Lina var ikke forberedt på at køre den forretning, de var blevet, fuldstændig udvandet, og der var ikke nogen, der ville røre ved den, og og da popmusikken rykkede videre, og Infernal var blevet stemplet det hele var blevet meget svært, tilføjer Lina. som lidt platte gimmick-typer, gik succesen i stå. – Det var en grim tid. Så tog vi et selvudviklingskursus sammen, et Kombinationen af at være kærester og musikalske sparringspartnere meget intenst tredages kursus, hvor der blev stillet spørgsmål som blev for besværlig, og efter grundige overvejelser endte de med at ’hvad er det, du beklager dig over i livet?’ og ’hvordan plejer du at rea- fortsætte som musikalske venner. Samtidig gik Søren Haahr sin vej, gere?’, ’har du overvejet, om tingene kunne se anderledes ud?’ og, du og derudover kæmpede gruppen med deres image. Det var umuligt ved, ’hvad er det, der er sket i din barndom, siden du bliver ved med at at fortsætte med at spille pop baseret på muntre gimmicks og rundt stikke den samme kæp i hjulet på dig selv, hver gang du når til et

MARTS 2007 Ud & Se 27 bestemt punkt.’ Og den der selvindsigt, du får ved at grave ned i dig min far sagde lige det modsatte af, hvad han plejer at sige. Pludselig selv på den måde, betyder at du kan blive lidt mere korkpropagtig og sagde han ’prøv lige at høre her. Jeg er ligeglad med, hvad du laver, og flyde ovenpå selv i voldsomt stormvejr. hvad du gør. Bare du er lykkelig.’ Havde nogen sagt, at min far tænkte – Ingen af os var psykisk syge, og vi havde ikke brug for en psykiater sådan, ville jeg sige ’ja ja, du har ikke mødt min far. Nu skal jeg fortælle eller antidepressiver. Vi havde det sådan ’puha, vi sidder fast.’ Og så dig, hvordan min far er.’ Men siden da har jeg tænkt ’okay, I don’t know tænkte vi ’okay, hvad skal der til at hive os ud af det her dødvande.’ Jeg shit.’ Og hvis mine følelser kommer i oprør, eller jeg er ude af balance fandt ud af, at det hele handlede om noget med min far. Det var der, psykisk, ved jeg, at det er nok bare at kigge dybere end det og se, hvad jeg fandt ud af, at min far havde der ligger nedenunder. elsket mig helt vildt meget. Det Resultatet af selvudviklings- kunne jeg bare overhovedet ikke kurset var ikke til at tage fejl af. se. Alt, hvad jeg havde hørt, var De to medlemmer af Infernal min far, der spurgte, hvorfor lærte at slappe af, som Paw ud- fanden jeg ikke fik nogen uddan- trykker det: nelse, og hvorfor fanden blev På et eller andet – Det kan godt være man laver jeg aldrig bogholder, og at jeg et lortenummer den ene dag, var nederst på den sociale rang- men det får dig da ikke til at gå stige. ’Nej, far, det er ret sen- tidspunkt fik jeg ringet ned og sælge udstyret. Vi mi- sationelt, at jeg er 16 år og har stede pladeselskabet og manage- danset én sæsons jazz og har fået til ham med bankende ment på to uger. Der var ikke en plads i Cirkusrevyen, så fuck noget ondt i det, der skulle bare you, din fucking nar, mand.’ Og hjerte og klamme fyres nogle folk på selskabet, og du ved, hvis jeg havde spillet tre de folk, der røg ud, var dem, der job eller danset turnering hele håndflader, og jeg stod for vores musik. Afskeden dagen og lå og sov. ’Hvad er det med managementet var også også for et liv, du lever?’ spurgte nåede ikke engang at rimelig smertefri. Hvis vi ikke han. ’Jeg knokler!’ svarede jeg. havde været på det kursus, Sådan stødte vi sige ’far’, før jeg havde vi modtaget de to fyringer, sammen hele tiden. som om det ikke var meningen, – Så sagde jeg til min kursus- begyndte at tudbrøle. vi skulle lave musik. leder ’hvis jeg skal beklage mig over noget, vil jeg gerne beklage HER BEGYNDER Ud & Se at mig over min far. Han er følelsesmæssigt handicappet. Du kan ikke tale bølge og blive utydeligt igen. Siderne flyder ud og tusinder af harper om følelser med ham.’ Hvis kursuslederen havde åbnet for den snak klinger oven i hinanden som i en gammel film. Vi er ude af vores flash- ved et middagsselskab, havde jeg nok bedt hende om at lukke kæften, back, ude af tilbageblikket på Lina Rafns og Paw Lagermanns lange og men nu havde jeg ligesom selv åbnet for det. Så sagde hun meget tunge vej mod det modne overskud, vi er tilbage i 2007, hvor duoen klogt ’jeg vil gerne bede dig overveje, at din far ikke er følelsesmæssigt har deres hidtil største internationale succes med ’From Paris to Berlin’. handicappet, men at han godt ved, at du synes, han er det, og derfor De to medlemmer hævder, at det ikke betyder så meget, om de bliver snakker han ikke med dig om følelser.’ Og hver eneste gang jeg åbnede millionærer på deres musik. munden på resten af kurset, sagde hun ’har du talt med din far om – Hvis bare vi kan betale vores regninger, er vi glade, som Paw siger. det, vi snakkede om?’ Nej, det havde jeg så ikke lige, og jeg var bare Og han tilføjer med et stort smil: træt af det. Men på et eller andet tidspunkt fik jeg ringet til ham med – Vi gør meget ud af at lave god mad, når vi øver. To tredjedele af bankende hjerte og klamme håndflader, og jeg nåede ikke engang at tiden går med at stå i køkkenet, og der bliver stegt god bøf, og vi skal sige ’far’, før jeg begyndte at tudbrøle, og så fik jeg sagt ’far, jeg har have det sjovt. Der går feinschmecker i den på den gode, sociale måde. ikke været helt ærlig over for dig. Jeg troede ikke den sande historie Det er der, Infernal er drejet hen. Fra de barnlige drømme med stort var god nok til dig. Og når jeg tænker på det nu, kan jeg jo ikke lade hus, fede biler og lækkert studie, er det blevet lidt hippieagtigt med det være med at sige ’hold kæft, hvor har jeg været dum.’’ Jeg gjorde jo det, sociale i centrum. at jeg sagde ’okay, den jeg er, er ikke god nok til min far, så nu prøver Hvis ikke Paw og Lina havde fundet sammen om det fælles projekt, jeg sådan her. Nej, det virkede ikke, hvad med sådan her? Det virker Infernal – hvis Paw var blevet bager og Lina danserinde – var de for- heller ikke.’ Og det, min far så, var jo en datter, der aldrig nogensinde mentlig blevet gift og forenet i samme slags joggingsæt med en hånd- fortalte sandheden, så hvad mon sandheden er? Hvad er det for et liv, fuld børn omkring sig. Men som Lina svarer på spørgsmålet om, hvad hun lever? Han har selvfølgelig godt kunne se, at jeg løj, så da jeg tog berømmelsen har gjort ved dem: masken af og sagde ’sådan her er jeg i virkeligheden’, så jeg en helt – Jeg tror, det har gjort os meget klogere. Jeg tror ikke, vi ellers havde ny side af min far. Det vendte på fem minutters telefonsamtale, hvor fået mulighed for at grave så meget i os selv.

28 Ud & Se MARTS 2007