Kopi fra DBC Webarkiv Kopi af: Popmor & popfar Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. www.dbc.dk e-mail: [email protected] POPMOR Lina Rafn og Paw Lagermann mødtes som teenagere. I dag udgør de popduoen Infernal, der er Danmarks største musikalske eksportvare. De har altid haft en fornemmelse af, at de skulle følges ad, men dengang i 1. g, anede de ikke, at de ville ende som ... 18 Ud & Se MARTS 2007 POPFAR & TEKST PER JUUL CARLSEN FOTO SIF MEINCKE MARTS 2007 Ud & Se 19 VERSKUD. Det ord dukker konsekvent op i selskab med Lina Rafn og Paw Lagermann. Det er ikke, fordi de bader i penge. De hævder selv, at de endnu ikke har tjent de Omillioner af kroner, alle forestiller sig, på deres interna- tionale hit ’From Paris to Berlin’. Der er derimod tale om et psykisk overskud. Der hviler en særlig ro og balance over dem, som om de har været hele verden rundt og har set det hele og prøvet lidt af hvert, og ved, at der ikke er nogen grund til at hidse sig op over bagateller. Alene fotosessionen vidner om et overskud. Paw og Lina er blevet bedt om at tage konsekvensen af, at de efterhånden har dannet par i Infernal i 10 år. De har rejst i tourbus og klædt om sammen på alverdens spilleste- der, fra Ballerup over Blackpool til Brindisi, og selvom det er mange år siden, de delte seng som kærester, ligner de et ægtepar, viet af tilværel- sen som popmusikere. – Vi er ofte blevet beskyldt for at for at opføre os som et gammelt ægtepar, så det er kun morsomt for os at få taget sådan nogle billeder, tilstår den meget talende Paw, mens han smider joggingsættet og træk- ker i sit civile popstjernetøj. Den endnu mere ordrige Lina tilføjer: – Vi kan godt genkende os selv i de forstadstyper. Hvis vi tusser rundt og skal gøre os klar til et eller andet, lad os sige, at vi kun har taget ét fladjern med på turné, og vi begge to skal bruge det, så kan jeg sagtens traske ind på Paws hotelværelse i badekåbe eller underdrenge. Blandt kendere af popmusik er det lidt af en overraskelse, at 30-årige Lina Rafn og 29-årige Paw Lagermann stadig render rundt og lader sig fotografere til magasinbrug. Infernal skyllede ind på den danske musikscene i midten af 1990erne i samme boom af dansk musik som Aqua og en lang række navne, der for længst er glemt igen. Infernal havde fx også døgnfluestemplet hængende over hovedet. Alene deres første store hits, hvor sækkepiber garnerede de typiske europæiske danserytmer, lød, som om det blev skabt af et par mennesker, der bare nød deres 15 minutters berømmelse, inden de skulle tilbage på arbejde. Men Infernal havde ikke tænkt sig at forsvinde. De blev hængende i branchen, forsøgte at følge med tidens nye krav til klang og rytme, tog deres små succeser og fiaskoer og sled og slæbte, indtil singlen ’From Paris to Berlin’ blev et hit. En sådan udholdenhed i popbranchen, hvor opturene og nedturene er ekstreme og opslidende, vidner om to mennesker, der ikke så let giver op eller lader sig gå på. – Sådan er vi blevet, konstaterer Lina og fortsætter: – Det er ikke noget, der er kommet til os på et sølvfad og er helt naturligt for os. Vi har gjort et stykke arbejde med os selv. Her skal man så forestille sig, at siderne i Ud & Se begynder at flyde ud og blive slørede til tonerne af tusinder af ekkoindhyllede harper, præcis som i en gammel Hollywoodfilm. Vi tager et flashback, til den- gang Infernal reelt blev skabt. Dengang popsucces og psykisk overskud endnu var en fjern og utilnærmelig luftspejling. Vi tager tilbage til 1993, da den nye dansemusik med house og techno skabte nyt liv i det københavnske klubliv. Her er et par unge mennesker drevet med strømmen. De ligner deres 14 år ældre udgaver. Deres frisurer og tøj og udstråling er bare anderledes end i 2007. Her går den 16-årige Paw Lagermann og leger med tanken om at blive bager. Det er ikke, fordi han er specielt interesseret i gærs forunderlige biologi eller de tekniske 20 Ud & Se MARTS 2007 finesser bag en croissant. Der er, som Paw konstaterer 13 år senere, ’en helt syg årsag’ til, at han vil være bager. Så kan han gå direkte fra fest til arbejde. Som han også konstaterer i dag, ’man tænker ikke så langt, når man er 16 år.’ Paw indvier sin veninde og senere kæreste, 1. g’eren Lina, i sine planer. Det udløser et større skænderi, der handler om alt andet end bagerfagets realiteter. Det drejer sig i langt højere grad om fremtids- drømme, om at turde gå efter sine håb og ikke vælge den løsning, der vil plage én resten af livet. – Nej, det er simpelthen ikke godt nok, du skal mere end det, lyder Linas svar til Paws idé om at ælte dej efter festerne. Det er første gang, de to ikke bare er enige om alting. Det er deres første skænderi. – Selvom Paw og jeg ikke var kærester dengang, var vi alligevel tæt knyttet. I virkeligheden var det vel musikken, der bandt os sammen, uden at vi tænkte over det. Vi følte os bare forbundet. Vi talte meget sammen. Uden at jeg havde sat ord på det, havde jeg en følelse af, at vi ville komme til at følges ad. Og så gik der snobberi i den. Jeg havde det sådan ’hør her, du er for klog og dygtig til at blive bager.’ Der er ikke noget i vejen med at være bager, men jeg så et potentiale i Paw og sagde ’du kan gøre noget stort, du kan sagtens tage en gymnasial uddannelse og videregående uddannelse,’ for jeg syntes, han havde masser at byde på, og at han var et reflekterende menneske allerede dengang. – Jeg tror samtidig, jeg var lidt forvirret selv. Der var helt klart en splittelse i mig. Jeg havde danset sportsdans, siden jeg var ni år, og det blev for alvor til noget, da jeg var 12 år. Jeg var også skidegod i skolen. Jeg er sådan en, der læser noget, og så husker jeg det, og så kan jeg det. En boglig vej ville have været pærelet, men der var også en kunst- nerisk vej, som dengang mest af alt var dans. Jeg spillede på to heste og tænkte, at jeg ville hoppe på den, der løb stærkest. Jeg tror, det var vores forældre, der talte ud af vores mund dengang. Mine forældre er sådan nogen med gymnasial uddannelse og akademikerambitioner. I det hele taget havde Paw ikke tænkt så meget over, hvad han ville med sit liv. Han boede i København, i Vanløse, hos sin mor, der var ud- dannet skiltemaler, men valgte at gøre rent på den skole, Paw gik på. – Der skulle være tid og plads til børn, så det var noget med at vælge et job, der ikke krævede det helt store. Hun valgte børnene i stedet for den store uddannelse. Jeg tror nok, hun havde været et gladere menneske i dag, hvis hun havde valgt for sig selv. Det nytter jo heller ikke noget over for børnene i den sidste ende, at man ikke har været tilfreds. Min mor er en glad nok dame, men ikke så glad, som hun kunne være. Allerede dengang var det kommende Infernals liv fyldt med musik. Hverken Lina eller Paw havde nogen konkrete drømme om at frem- føre musikken selv, men Paw havde altid bundet sine drømme og forhåbninger op på musik. Da han var 10 år, fik han fik nogle plader med elektronisk musik, et stereoanlæg og et par ’hovedbøffer’ af sin storesøster. – Så lå jeg på min seng og hørte de her plader tordnende højt. Det var min første musikalske oplevelse, hvor jeg gik længere ind i det, end at MARTS 2007 Ud & Se 21 22 Ud & Se MARTS 2007 OM INFERNAL jeg syntes, det var et godt nummer. Jeg havde et meget lavt selvværd Lina Rafn, f¿dt 1976, på det tidspunkt, så jeg lå og havde sådan nogle drømme om, hvor fedt opvokset i Herlev. Paw det kunne være at spille den her musik live. Jeg havde ikke defineret, Lagermann, f¿dt 1977, hvordan jeg ville gøre det, og mine tanker var heller ikke særlig pran- opvokset i Vanl¿se. gende, for det var noget med, at jeg stod og spillede musikken på et lad Infernal blev dannet i 1997 af en lastbil, der kørte ind på en campingplads. Jeg havde ikke gjort med S¿ren Haahr som mig nogen tanker om, jeg spillede guitar eller keyboards. Jeg spillede tredje medlem. F¿rste bare musikken, og så stod mine venner og sagde ’øh, hvor er han sej, single, ÕSorti de LÕenferÕ, han spiller musik.’ Jeg nåede aldrig rigtig længere i min dagdrøm – og udkom samme r og gjor- så startede den forfra med, jeg kørte ind på campingpladsen. Det var de straks trioen til en af første gang jeg tænkte ’øjjj, hvor ku’ det være skidefedt.’ de mest popul¾re p den – Det var ikke fordi, jeg var typen, der var alene og blev mobbet eller danske klubscene. Siden noget, da jeg gik i skole. Jo, det blev jeg også, men når jeg ser billeder har Infernal, der hurtigt fra dengang, står jeg altid i midten og har venner omkring mig. Jeg blev en duo, udsendt tre havde en masse gode venner i Vanløse, men måske har jeg følt mig egentlige album, ÔInfernal trynet og har haft brug for at hævde mig.