En Hollywood- Veteran
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
ritistisk regie, for naturligvis er hun et sindbil OPENING NIGHT Zohra Lampert (Dorothy Victor), Laura Johnson lede, Myrties egen tabte ungdom, the first Opening Night. USA 1977. Dist/P-selskab: Faces (Nancy Stein), John Tueil (Gus Simmons), Ray Po- Distribution Corp. Ex-P: Sam Shaw. P: Al Ruban. wers (Jimmy), John Finnegan (Rekvisitør), Louise woman. Men at John Cassavetes på denne As-P: Michael Lally. P-samordner: Teresa Stoko- Fitch (Kelly), Fred Draper (Leo), Katherine Cassa håndfaste måde former en visuel konkretise vic. P-ledere: Foster H. Phinney, Ed Ledding. P- vetes (Vivian), Lady Rowlands (Melva Drake), David ring af en mental situation, føles som et ud ass: Carol Roux, Robert Bogdanoff, Raymond Vel- Rowlands (Dørvogter), Sharon Van Ivan (Shirley), lucci. Instr: John Cassavetes. Instr-ass: Lisa Hal Jimmy Christie (Kiosksælger), James Karen (Pic præget stilbrud midt i den psykologiske rea las. Manus: John Cassavetes. Foto: Al Ruban. colo), Jimmy Joyce (Bartender), Sherry Bain (Bar lisme. Skønt f.eks. rejsen til London i »Ægte- Farve: Metrocolor. Klip: tom Cornwell. P-tegn: pige), Sylvia Davis (Gangpige), Peter Lampert mænd« og strip-klubben i »Mordet på en ki Brian Ryman. Kost: Alexandra Corwin-hankin. (Maitre d'), Briana Carver (Lena), Angelo Grisanti nesisk bookmaker« havde klare metaforiske Komp: Bo Harwood. Dir/Arr: Booker T. Jones. Mu- (Charlie Spikes), Meade Roberts (Eddie Stein), sik-kons: Lee Housekeeper. Tone: Bo Harwood, Eleanor Zee (Sylvia Stein), Carol Warren (Carla), funktioner, er John Cassavetes aldrig tidligere Bill Varney, Joe G. Woo Jr. Medv: Gena Rowlands Peter Falk, Seymour Cassel, peter Bogdanovich, forfaldet til en så påtrængende symbolik som (Myrtie Gordon), John Cassavetes (Maurice Aa- Tony Roberts (Teatergæster). Længde: 143 min. den, Nancy repræsenterer. Her stivner den rons), Ben Gazzara (Manny Victor), Joan Blondell Udi: Dagmar. Prem: 7.9.79 - Alexandra. (Sarah Goode), Paul Stewart (David Samuels), kunstneriske inspiration i det kunstige påfund. Derfor bliver filmens midterdel ujævn, men der er dog stadig meget, der holder godt fast i éns opmærksomhed, nysgerrighed og med følelse. Selve fortællestilen kræver koncen tration med sine for Cassavetes karakteristi ske lange nærbilleder og bratte overgange En Hollywood- mellem scener og sekvenser - en stil, der uden traditionelle establishing shots eller for klarende fodnoter hele tiden kaster sig direkte ind midt i begivenhedernes og følelsernes tu multer. Og der er øjeblikke af sær og foruro veteran ligende styrke, f.eks. scenen med den mani ske Nancy uden for de våde bilvinduer. Tilsvarende styrke er der i spillet, ikke kun hos Gena Rowlands, men også i Ben Gazza- Jørgen Stegelmann ridser et kærligt og indforstået ras og Joan Blondeils nuancerede præstatio portræt af skuespillerinden Joan Blondell, en ner og hos Zohra Lampert, der gør betydeligt hærdet og forædlet veteran, der aldrig svigter en indtryk i sin lille rolle som instruktørens hårdt prøvede hustru, som siger desperate ting rolle og netop nu er aktuel i »Opening Night« og »The Champ« med et blidt smil. Samtidig har handlingen sin ganske elementære spænding: lykkes det at gennemføre premieren i New York, eller bry l\/Ie d sølvbeslagen stok vandrer Joan Blon der Myrtie endegyldigt sammen? dell gennem den af tårer så at sige totalt gen Mange scener rummer Cassavetes’ spe nemvædede »The Champ« og giver den cielle kornede og upolerede realisme, og når netop det tilskud af oprigtighed og varme, vi befinder os på teatret bag kulisserne, er der som man sidder og længes så voldsomt efter. tæt og intens atmosfære. Men når kameraet Hvor meget de andre i filmen end tvinger sig tager opstilling foran teaterscenen for at vise ud i den grådkvalte, det er hendes tårer man os uddrag af »The Second Woman«, bliver tror på. Måske er stokken ikke særlig typisk realismen flad og traditionel, og da Myrtie Joan Blondellsk, men oprigtigheden og var kommer sanseløst dinglende til den vigtige men er det. Hun er en af disse hærdede og premiere, kæntrer filmen helt. Ved hjælp af forædlede Hollywood-veteraner, der aldrig viljestyrke og sort kaffe gennemfører hun mi svigter en rolle, og i »Opening Night« viser rakuløst forestillingen, og i skuespillets sidste Joan Blondell, hvilken kunstnerisk styrke og og filmens næstsidste scene synes dialogen professionel autoritet hun er i stand til at mo mellem hende og medspilleren Cassavetes - bilisere, når rollen kommer hendes talent i vel en dialog løsrevet fra skuespillets tekst og møde. improviseret på stedet - at rumme en slags desillusioneret livsvilje, en art skæv demon stration af varme og humor, en forsigtig hyl J o a n Blondell er en ægte professionel, en af Joan Blondell dest til skuespilleren som den skabende og dem, der har gjort det hele med, Hollywood derfor trods al spleen ikke overflødige. fra 1930 og frem til i dag. En af dem, der har Tror jeg da nok, for rent ud sagt forstår jeg oplevet succes og nederlag i en lang og ofte Men mærkeligt nok havde filmselskaberne ikke, hvad filmen vil med denne scene, som bitter blanding, en af dem, der selv har måttet svært ved at se det. De brugte hende meget, ganske savner konsekvens i forhold til hele kæmpe sig fri af de nemme og alt for selvføl men altid i en lidt nedladende andenrangs den foranliggende handling. Bagefter hyldes gelige placeringer, en af dem, der aldrig lod placering. Hun garanterede successer i lange Myrtie Gordon ved en premierefest, hvor Pe sig kue. Hendes styrke er en medrivende vel baner, men selskaberne lod hende hænge ter Falk og Seymour Cassel koket er anbragt oplagthed, der aldrig er kunstig energisk, en fast i typen og søgte aldrig længere. Derfor i cameo’er, men mig forekommer det, at John sødme, der aldrig er kvalm, og en repliksans, blev Joan Blondell først og fremmest en af Cassavetes har svigtet sin hovedperson - der balancerer spændende mellem det kyni tredivernes klassiske dumme blondiner, men ikke fordi han undlader at angive optimistiske ske og det medfølgende. Hendes præcision rigtig nok en ganske velbegavet dum blon løsninger på hendes problemer, for konklu er eminent, hun kan sin profession på fing dine, en klog pige, vanskelig at narre, og i sioner har han altid overladt det til tilskuerne rene, og hendes tonefald er præget af årvå øvrigt altid til at stole på, reel, uden svig, me selv at drage, men fordi han retrospektivt la gent og vigttigt lune. Hun er desuden, og har get sympatisk. Man kan sige, at hun blev slidt der dem skrumpe ind ved brat at indskrænke altid været det, sød at se på, ganske enkelt. af konventionerne, men hun mistede ikke sin perspektivet fra sindets krise til overvindelsen Hun er en af dem, der ser personligt og fortro styrke, og da konventionerne havde opædt af en kæfert. Den Myrtie Gordon, der har ligt på hver og en af os, hun blinker ikke vul sig selv, havde hun kræfter tilbage til nye og grædt og raset og taget livtag med en død gært, og dog er det, som om hun søger netop bedre blondiner. pige, ender med at finde sin redning i sort os. Intet under, at hun er blandt tredivernes Naturligvis er Joan Blondell ud af en teater kaffe, og det er for fattigt. allermest elskede stjerner. familie. Hun blev født i New York i 1909 og 163 gled så tidligt som muligt ind i forældrenes Som trediverne gik, kæmpede Joan Blon ste virkelig bevægende, og der var stort spil soldenumre og turede med dem, fra barnerol- deil sig til flere og flere roller, der dog havde af alle, af Peggy Ann Garner som pigen, der ler til ungpigeroller, og over hele verden: lidt af det usædvanliges stempel. I »Stage vokser op i Brooklyn, af James Dunn og Do- Amerika, Europa, Kina, Australien. Så rejste Struck« (1936) var hun den temperaments rothy MacGuire som hendes forældre. Men hun alene hjem til Amerika, blev skønheds fulde primadonna, der må afgive rollen til sin Joan Blondell stjal i alle sine scener al op dronning (»Miss Dallas«), og så fik hun roller unge konkurrent, i »Three Men on a Horse« mærksomhed til sig, simpelt hen fordi hun i sit på Broadway. Hun fik navnlig roller i selskab leverede hun et efter sigende fremragende spil udtrykte den varme, der var filmens inder med James Cagney, og dermed var den før sammenspil med Sam Levene og Frank ste inspiration og tema. ste del af filmkarrieren begyndt. For Warner Hugh, og i »The King and the Chorus Giri«, Hun burde have fået en Oscar for denne købte i 1930 deres forestilling samt begge skrevet af Groucho Marx og Norman Krasna, præstation, men hun måtte nøjes med stor stjerner, og næppe var Joan Blondeli i Holly var hun pigen af folket, der gifter sig med fyr slåede anmeldelser og en stemning af come wood, før hun var med i film efter film efter sten. Filmen er fra 1937 og blev på grund af back. Men tiden efter »A Tree Grows in film. Warner brugte hende i gangsterfilm og Edward den 8. Miss Simpson-affæren lagt på Brooklyn« blev præget af det omflakkende. melodramer, og langt oppe på rollelisten. Hun is for en tid, også herhjemme. Joan Blondell forlod for en tid filmen og var simpelt hen iøjnefaldende anvendelig, vendte tilbage til teatret, til Broadway og smuk, dygtig, effektiv, hurtig, ukuelig, og altid lange tourneer, og hun har i virkeligheden al i stand til at lade en rolle bide fra sig. Denne S a m m e år kom Tay Garnetts »Stand-In«, drig fået lov til at udvikle sit talent for fuld dumme blondine var det værd at holde øje lidt af et gennembrud for Joan Blondeil, for styrke. For når hun atter var i Hollywood, med, også i film, som i dag er gledet om i aldrig før havde hun i den grad fået lov til at tænkte man mest i de gamle baner, og det vil baggrunden af filmhistorien, fordi de er mas- vise sine evner som her i denne komedie om sige: Joan Blondell som pigen med den en ung mand (Leslie Howard) og hans forvir kvikke replik (»The Desk Set« og »Will Suc- rende møde med Hollywood.