”Vi er de grønne” Konstruktionen af europæisk identitet i danske mediers klimadækning

Af Leif Hemming Pedersen og Magnus Boye Bjerregaard Vejleder: Mark Ørsten Almindeligt enkeltfagsspeciale, januar 2016 ”Vi er de grønne” – Konstruktionen af europæisk identitet i danske mediers klimadækning

Speciale i Journalistik på Roskilde Universitet, afleveret 28. januar 2016. Af Leif Hemming Pedersen og Magnus Boye Bjerregaard Vejleder: Mark Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab

Omfang: Det tilladte omfang for dette speciale er mellem 70 og 90 standardsider.

Det faktiske omfang af specialet er 223.128 tegn svarende til 89,3 sider á 2500 tegn.

NB: Da størrelsen på en standardside blev ændret ved overgangen fra f15 til e15, og der efterfølgende har hersket forvirring omkring sidestørrelsen, har specialeskrivende i e15-semesteret fået dispensation til at anvende sidestørrelsen på 2500 tegn.

Bedømmelsesform: På grundlag af det skriftlige materiale og en mundtlig prøve.

Bilag til dette speciale: Bilag 1: Bilag1_Indholdsanalyse.xlsx Bilag 2: Bilag2_Artikeloptælling.xlsx

Forsideillustration: © Magnus Boye

II

Formidlende artikel

Følgende formidlende artikel er skrevet til bloggen EU Crisis in the Press (http://blogs.lse.ac.uk/eurocrisispress), der sorterer under London School of Economics and Political Science. Bloggen indeholder formidlende indlæg af forskning og debat omkring “the politics of public discourse in Europe”, og er således henvendt til en målgruppe, der interesserer sig for og beskæftiger sig med europæisk politik og medier. Bloggen er åben for eksterne bidrag og bidragsyderne udgøres både af forskere, debattører og journalister og indeholder blandt andet også interviewformater. Et typisk blogindlæg fylder mellem 750 og 950 ord. Vores bidrag fylder 867 ord.

“We are the green ones”: How news on climate change make ‘us’ European

By Leif Hemming Pedersen and Magnus Boye Bjerregaard

As research on European integration ever so often seems to point out, the European Union suffers from a democratic deficit. The challenge lies in the distance between lawmakers and citizens, between the EU-elite and the national publics, and between the very national identities of the European people. When searching for a bridge over these distances we just as often end up in a “chicken and egg” type of problem - do we need a common European public to mend the fractures in the European democracy, or do we need a fully democratic union before a common public can arise?

III

No matter how we view this challenge it seems increasingly clear that the utopian dream of one European people with one common identity united in one common public discussion will not present itself any day soon.

So, in academia, we have set out to look for the EU. We search in the everyday discussions of each national public and first and foremost we search carefully for the EU in the national media. And as we search, the more EU we find in terms of topics, actors and communicative exchange across borders the happier we get. However, the EU we get a glimpse of once in awhile is often not the EU of community, cohesion, and common identity. More often than not, we find an EU that keeps its distance to the citizens, or worse, an EU, which is seen as an external force seeking to usurp the national democracy one directive at a time. This description will be recognized in media across nations such as the UK, Greece, Hungary and Denmark.

Searching for the EU in national media coverage is not a trivial task by any stretch of the imagination. A frequently used method is simply that of counting - how often is the EU mentioned in the news? While such a method indeed gives an impression of the extent to which the union has been recognised as a political force to be reckoned with, it also has its limits. Thus, if one accepts that public spheres are fragmented and multiple, one must also agree that searching for Europe within all of these spheres at once can lead to a distorted impression of how each fragment of the public sphere relate to the Union. Is the EU represented in the same way in energy coverage as in health care coverage? Is Europe more generously described in news on the environment than it is within the context of domestic policy issues?

In a newly published master thesis we set out to examine exactly how the EU is described in Danish media when reporting on climate change. It turns out - judging from more than 280 media texts - that it’s not that bad. Though far from being put on a pedestal, the EU is recognised as ambitious when it comes to curbing climate change and is often pictured as in line with - and not opposed to - Danish politics. European politics in this area are actually legitimised and - if media discourse is a kind of representative for public discourse - the politics are actually legitimised by “a public”.

IV

More importantly we see that - looking closely - news on climate change has the potential to feed the formation of European identity. Phrases such as “we are the green ones”, “we know it’s a challenge” and “we must do something about it” all refer to the EU. In fact - in our thesis - pronouns like ‘we’ pointing to the EU appear in almost as many news articles and television broadcasts as pronouns referring to Denmark - respectively in 25 and 26 percent of the data.

It might be tempting to disregard these findings since the phrases in question are primarily uttered by Danish politicians and as such might be simply a convenient association to the - in this particular case - popular European Union. But this does not mean that the identity is not present, that the framework of identification is not established or that the Union doesn’t get to be what it longs to be - a positive community.

Rather, it shows that when searching for European identity in the media we must not only count the visible, we must also make the uncountable visible. And instead of viewing the legitimacy of Europe as an either-or question, we have to differentiate the specific coverage of issues, where EU politics can be everything from The Bully of Brussels or the EU bomb under national democracy to a force of good or a common ally with common adversaries - and maybe even to issues where the nation and the union stand together as a common ‘we’.

And so, we must keep posing questions like: What is the EU in news on finance or agriculture? What about news on technology or transportation? When we, in academia, have left behind the idea of one European identity and one public sphere it seems only fitting that we should also look further than the idea that there is only one way- and not multiple - that EU can appear across a range of diverse issues in national media coverage.

V

VI

Abstract

Research on EUropean democracy and integration has pointed to the construction of European identity and the Europeanisation of national public spheres as means to mitigate the broadly recognized democratic deficit of the European Union. However, as pointed out by Olausson (2010), studies of Europeanisation and the impact of news media in European identity construction have tended to quantitatively focus on the visibility and frequency of ‘EU topics’ and EU actors in the news. Thereby missing the potentiality of a ‘hidden’ and naturalized European identity construction and legitimation of EU politics. This thesis examines the construction of European identity in the coverage on climate change in Danish news media. Based on public sphere theory, nationalism theory, and identity theory the thesis utilizes a twofold analytical approach; performing both a content analysis of 285 news articles and television broadcasts and a discourse analysis of prominent textual tendencies based primarily on the systemic theory of language. The findings suggest the presence of a naturalized European identity construction in Danish news coverage on climate change where the national identity is transcended and incorporated into the European identity. Thus, the thesis put forward the idea that European identity construction and Europeanisation of national spheres should be understood in terms of - and in relation to - ‘banal transnationalism’. Furthermore, the thesis stresses the importance of studying these phenomena in the issue-specific news coverage such as climate change; future research could look into the topics of environmental politics, energy politics, culture politics and defense politics. Finally the thesis underlines the potential of a combined quantitative and qualitative approach in describing the relationship between collective identity and Europeanisation, which has only been vaguely established by previous studies that use both concepts.

VII

VIII

1 Indledning ...... 1

1.1 Fremgangsmåde...... 3

1.2 Afgrænsning ...... 4

2 Teori...... 7

2.1 Den offentlige sfære og europæisering...... 7

2.1.1 Opgør med utopien ...... 11

2.2 Europæisk fællesskab og den mediekonstruerede identitet...... 13

2.2.1 Identitet som teoretisk begreb ...... 14

2.2.1.1 Kollektiv civil identitet ...... 15

2.2.1.2 Europæisk identitet - en status ...... 17

2.2.2 Konstruktion af identitet gennem medier ...... 20

2.2.2.1 Analyse af identitetskonstruktion i mediediskurs ...... 23

3 Metode ...... 29

3.1 Diskursanalyse ...... 29

3.1.1 Det diskursteoretiske afsæt ...... 30

3.1.2 Det lingvistiske aftryk ...... 32

3.1.3 Den analytiske værktøjskasse ...... 34

3.2 Analysedesign ...... 36

3.2.1 Empiri: Udvælgelse og indsamling ...... 37

3.2.1.1 Søgetermer ...... 37

3.2.1.2 Valg af medier ...... 38

3.2.1.3 Samplingperiode og samplestørrelse ...... 40

3.2.1.4 Validitet ...... 42

3.2.1.5 Reference til empiri ...... 43

3.2.2 Analysekategorier...... 43

3.2.2.1 Kilder ...... 47

3.2.2.2 Kollektiv identifikation - tekst og citat ...... 48

IX

3.2.2.3 Transitivitet ...... 52

3.2.2.4 Benævnelse ...... 58

3.2.2.5 Visuel symbolik...... 59

3.2.3 Statistisk metode ...... 61

4 Analyse ...... 65

4.1 Grundlæggende betragtninger: Empirien fra oven...... 66

4.1.1 Aktualitet og nyheder ...... 68

4.1.2 Klimaproblematikken som common sense...... 69

4.2 Repræsentation af EU - Et positivt fællesskab ...... 72

4.2.1 Sæt et ansigt på - Personificering af EU ...... 78

4.2.2 Transitivitet - Et agerende Europa ...... 82

4.2.3 Når EU truer - Negativ repræsentation af EU ...... 85

4.3 Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’ ...... 87

4.3.1 Tv og det tydelige ‘vi’ ...... 95

4.3.2 Ækvivalens ...... 97

4.4 Europas Andethed - Kulglade kinesere og uambitiøse indere ...... 100

4.4.1 EU som Danmarks Andethed ...... 104

4.5 Afrunding: Europæisering i klimadækningen ...... 106

4.5.1 Den elitære ...... 109

4.5.2 Den realistiske ...... 111

5 Konklusion ...... 117

6 Litteraturliste...... 121

7 Vejledning til bilag ...... 129

X

1 Indledning

De seneste års mediedækning i Europa har beskrevet et kontinentalt fællesskab i krise. Den økonomiske krise, Grækenlands og Storbritanniens mulige udmelding af EU - Grexit og Brexit - og senest den såkaldte flygtningekrise har alle uomgængeligt og demonstrativt atter bragt spørgsmålet om en fælles europæisk identitet øverst på dagsordenen i medlemsstaterne og i EU’s institutioner.

I den internationale forskningslitteratur har dette spørgsmål imidlertid været en allestedsnærværende historisk følgesvend i unionens snart 70-årige historie. Det sidste kvarte århundrede har spørgsmålet imidlertid fået en mere presserende betydning. Siden Maastricht-traktaten er der for EU-borgerne blevet tydeliggjort en diskrepans mellem unionens krav til medlemslandenes demokratiske standard og EU’s eget såkaldte demokratiske underskud (Eriksen 2014: 53-55) - eksemplificeret af det retoriske spørgsmål: “Could the EU be a member of the Union if it applied?”.

Det demokratiske underskud er på systemplan skabt af unionens struktur, hvor hverken Kommissionen eller Domstolen er demokratisk valgte (Ørsten 2004: 95), forstærket af EU-elitens generelle undervurdering af, hvordan det europæiske projekt opfattes som en trussel mod den nationale identitet og selvstændighed (Wilson-Rood 2013: 148), og opstået i forlængelse af “decades of nation-building fueled by over three decades of war” (ibid:148). Konsekvensen har været en omsiggribende kritik af EU som en “technocratic and elite-driven juggernaut” (Eriksen 2014: 53).

Problemstillingen er ikke gået EU forbi. Således er unionen siden 1992 blevet “increasingly concerned with democracy and legitimacy” (Eriksen 2014: 48). Over 30 år efter Rom-traktaten blev underskrevet, begynder EU’s whitepapers (WP) i 1990’erne at identificere skabelsen af en europæisk identitet som vejen til at legitimere unionens hegemoniske magt (Wilson-Rood 2013:146). Et europæisk folk bliver i WP-diskursen nøglen til unionens sammenhængskraft, og den fælles identitet skal ikke bare skabe loyalitet over for det europæiske projekt, men også sikre demokratisk deltagelse blandt EU-borgerne (ibid: 147). Således udpeger både EU - i WP-diskursen - og forskningslitteraturen en europæisk offentlig sfære som en mulig

1 bro over det demokratisk tomrum (Ørsten 2004; Eriksen 2005), mens europæisk identitet fremstår som en betingelse for en fælles europæisk offentlighed (Eriksen 2005, 2014). For som Eriksen (2005: 342) spørger: “Can there be a public sphere when there is no collective identity?”

For forskning i både identitet og offentlig sfære er mediernes rolle en central komponent. Mediernes evne til at skabe såvel som afspejle identitetsskabelse er fast etableret på tværs af de samfunds- og humanvidenskabelige discipliner (Anderson 2006; Billig 1995; Thompson 1995; Höijer 2007; Petersoo 2007), og ideen om den offentlige sfære inkluderer ofte antagelsen om en medieret demokratisk samtale (de Vreese 2012), hvor civile borgere, organisationer og magthavere lader meninger brydes og på den måde legitimerer statens love og magtudøvelse (Eriksen 2005; de Vreese 2012).

En offentlig sfære, som oprindeligt konceptualiseret af Habermas (1991 [1962]), er dog forblevet en utopisk størrelse i relation til EU. I stedet er opstået tanken om flere ‘deloffentligheder’ (Ørsten 2004) eller segmenterede transnationale offentligheder, der ikke begrænser sig til det nationale rum, men som særligt udgøres af politiske og økonomiske eliter (Eriksen 2005). Ligeledes har forestillingen om en europæisering af nationale sfærer vundet fodfæste i forskningslitteraturen (de Vreese 2012), mens europæisk identitet bliver anskuet som et tillæg til - og ikke en erstatning for - den nationale identitet (Risse & van de Steeg 2003; Wodak & Boukala 2015).

En lang række studier, der har fokuseret på europæiseringen af nationale sfærer, har således også ledt efter indikatorer på europæisk identitet (se fx Trenz 2004; Brantner, Dietrich & Saurwein 2005; Sifft m.fl. 2007; Pfetsch, Adam & Eschner 2008). Studier som disse har imidlertid ofte med en kvantitativ tilgang fokuseret på tilstedeværelsen af ‘EU-emner’ og EU-aktører i de nationale medier (Olausson 2010); “The more frequently EU topics appear in various national media, the better the breeding-ground for a sense of community and for the development of ‘Europeanized national public spheres’ it is argued” (ibid: 139).

Men som Olausson (2010) bemærker, kan dette valg af genstandsfelt betyde, at man overser en spirende europæisk identitet og legitimering af europæisk politik, der 2

optræder ‘skjult’ eller tages for givet som common sense i den daglige nyhedsdækning. I et studie af svenske mediers klimadækning har Olausson (2010) fundet belæg for netop denne tese om identitetskonstruktion, og det er disse opdagelser, vi i dette projekt ønsker at kvalificere, videretænke og underbygge. Olausson (2010) opfordrer til ny forskning, der kan afprøve analysens tese på tværs af EU-landene. Danmark og danske medier er i denne sammenhæng et velegnet næste skridt i spørgsmålet om en europæisk identitet i klimadækning, fordi landet overordnet befinder sig tæt på det europæiske gennemsnit i forhold til befolkningens indstilling til unionen (de Vreese 2003: 6) og samtidig har en kvantitativt bedre dækning af EU end de øvrige nordiske lande (Tjernström 2009).

Disse overvejelser giver følgende problemformulering:

Hvordan konstrueres europæisk identitet gennem danske nyhedsmediers dækning af klimaproblematikken?

1.1 Fremgangsmåde

Projektets metodiske tilgang er todelt:

1) Vi foretager en indholdsanalyse af 213 artikler og 72 tv-indslag indsamlet over perioder fordelt på tre år. Indholdsanalysen designes overordnet på baggrund af identitets- og nationalismeteori, mens de konkrete variabler udledes af blandt andet Hallidays (2003) begrebsapparat for systemisk funktionel lingvistik. Indholdsanalysen vil indeholde både kvalitative såvel som kvantitative analysekategorier. 2) Resultatet af indholdsanalysen vil efterfølgende danne grundlag for en samlet analyse af repræsentationen af EU i klimadækningen gennem tekstnær diskursanalyse. De diskursanalytiske redskaber henter vi blandt andet fra Fairclough (1995), men da han ofte tilskrives en generel, deduktiv analytisk tilgang (Wodak & Meyer 2009), komplimenteres diskursanalysen med tekstanalytiske tilgange fra lingvistikken (Jeffries 2010; Andersen, Petersen & Smedegaard 2001).

3

Mens kvantitative og kvalitative metoder traditionelt set anses som dikotomiske modstillinger (Ørsten 2004: 187), har forskningslitteraturen gentagne gange understreget tydelige fordele - og sågar behov for - en kombination af de to tilgange . I rendyrkede kvantitative indholdsanalyser, bemærker Ørsten (2004: 196), “lever sprogets latente niveau ofte et upåagtet liv”. Omvendt kan de kvantitative betragtninger underbygge eller agere som kontekst for den kvalitative analyse (Ørsten 2004). Synergieffekten ved kombinatorikken opsummeres præcist af Hansen m. fl. (1998: 91):

“[W]e wish to stress (...) that content analysis is and should be enriched by the theoretical framework offered by more qualitative approaches, while bringing to these a methodical rigor, prescriptions for use, and systematically rarely found in many of the more qualitative approaches.”

Indholdsanalysens deskriptive resultater samt kvalitative kategorier skal i dette projekt muliggøre en analytisk sammenstilling af empirien med den teoretiske forestilling om kollektiv identitet. Samtidig muliggør inddragelsen af en lingvistisk tekstanalyse en fremstilling af, hvad der rent faktisk ‘foregår’ i de enkelte tekster (Jeffries 2010: 6), og hvordan en repræsentationen af en kollektiv identitet optræder eller ikke optræder på tekstniveau.

1.2 Afgrænsning

Som det senere vil blive uddybet beskæftiger dette projekt sig med medieteksters potentiale til at konstruere eller forstærke europæisk identitet. Vi har således afgrænset os fra enhver form for undersøgelse af receptionen af disse tekster hos modtageren.

Empirien udgøres i dette projekt af klimadækning fra print og tv-medier med en vis repræsentation af EU. Vi har i sampling af denne empiri af tidsmæssige årsager afgrænset os fra at afgøre, hvor stor en andel af den generelle danske klimadækning vores empiri udgør.

4

Projektets empiri vil trække på et bredt udsnit af medietekster fra danske tv-, net- og printmedier. Dette gøres for at skabe et bredt funderet grundlag for analysen, som vil berøre forskelle blandt medietyper. Vi vil imidlertid afgrænse os fra at foretage egentlige komparative analyser af de forskellige medier.

5

6

2 Teori

Diskussionen af, hvorvidt konstruktionen af en fælles europæisk identitet kan observeres i danske mediers dækning af klima, indskriver sig i et komplekst og facetteret forskningsfelt inden for human- og samfundsvidenskaberne. Det teoretiske udgangspunkt for dette speciale spænder således over de generelle begreber offentlig(e) sfære(r), identitet og (medie)diskurs, og kan – overordnet og tentativt – siges at vedrøre sammenhængen mellem netop disse begreber. Dette kapitel indkredser denne sammenhæng og indebærer uomgængeligt en nærmere begrebsafklaring af tre så vide og mangfoldigt anvendte begreber.

2.1 Den offentlige sfære og europæisering

Centralt i forskningen, der adresserer spørgsmålet om europæisk identitet, står ofte en teoretisk diskussion af ideen om en europæisk offentlig sfære. Denne ide og dertilhørende diskussioner relaterer sig næsten uden undtagelse i større eller mindre grad til Jürgen Habermas’ definition af konceptet Öffentlichkeit (offentlig sfære), som han oprindeligt beskæftigede sig med i sit værk Strukturwandel der Öffentlichkeit fra 1962. Mens dette indflydelsesrige værk først blev oversat til engelsk i 19891, blev selve Habermas’ forståelse af konceptet en del af den engelsksprogede forskningslitteratur allerede i 1974, da én hans artikler blev oversat og publiceret i det engelske tidsskrift New German Critique. Her oversatte ægteparret Sara og Frank Lennox ”Öffentlichkeit” til “the public sphere”, og selvom denne oversættelse har været genstand for debat2, har begrebet opnået massiv international udbredelse i netop denne oversatte form. I Habermas’ (1991 [1962]) oprindelige historiske og filosofiske afhandling, beskriver han den offentlige sfæres opståen og transformation i England (Storbritannien), Frankrig og Tyskland fra det 18. århundrede og frem. Han definerer i bred forstand den (politiske) offentlige sfære som den sfære, private borgere udgør, når de i fællesskab former en offentlig mening. Eller som han præcist sammenfatter begrebet i den føromtalte artikel fra New German Critique:

1 Værket blev oversat til dansk i 2009 af Henning Vangsgaard med titlen Borgerlig offentlighed. 2 Se blandt andet Kleinstübers ”Habermas and the public sphere: From a German to a European perspective” (2001) for en grundig gennemgang af oversættelsens etymologiske og kulturelle konsekvenser. 7

“By the ”public sphere” we mean first of all a realm of our social life in which something approaching public opinion can be formed. Access is guaranteed to all citizens. A portion of the public sphere comes into being in every conversation in which private individuals assemble to form a public body. (…) The public sphere as a sphere which mediates between society and state, in which the public organizes itself as the bearer of public opinion.” (Habermas 1974: 49-50)

Habermas (1974, 1991 [1962]) gør endvidere klart, at i den offentlige sfære agerer folk hverken som forretningsfolk, professionelle eller som folkevalgte, der er underlagt statsbureaukratiet, men som borgere, der konfererer uden restriktioner og således er garanteret forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Han påpeger desuden, at kommunikation i så stor en gruppe af mennesker kræver et bestemt system, hvilket han mener, medierne udgør.

Ud over debatten om den rette oversættelse af Öffentlichkeit er selve Harbermas’ forståelse af konceptet også blevet kritiseret. Flere forskere har påpeget en afstand mellem den teoretiske (og ideelle) og den observerbare (og reelle) offentlige sfære (de Vreese 2012: 5). Herunder at den offentlige sfære bygger på antagelsen, at det offentlige og private er adskilt, at den udelukkende er baseret på fornuft og rationalitet, at begrebet er for fokuseret på diskussion frem for handling, og at forbindelsen mellem disse er for vagt defineret. Hertil kommer, at den offentlige sfære forudindtager homogenitet og konsensus, selvom det offentlige og politiske liv ofte er karakteriseret af det modsatte (ibid: 5).

Ikke desto mindre har Harbermas’ arbejde med begrebet affødt en bred forskningstradition på området i især Europa og står - som nævnt ovenfor - også helt centralt i diskussionen om det europæiske demokratiske system og europæisk identitet. Habermas’ oprindelige forskning beskæftigede sig dog ikke med en europæisk offentlighed som sådan (de Vreese 2012). Således er diskussionen om behovet for - og eksistensen af - en fælles europæisk offentlig 8

sfære opstået i takt med udviklingen af den Europæiske Union og den såkaldte europæiske integration i denne sammenhæng, hvor ikke mindst Habermas (2001: 17) selv har været en tydelig fortaler for behovet for en sådan sfære:

“There will be no remedy for the [EU] legitimation deficit (...) without a European-wide public sphere - a network that gives citizens of all member states an equal opportunity to take part in an encompassing process of focused political communication.”

Flere forskere - inklusiv Habermas selv - har imidlertid påpeget, at det oprindelige koncept fra 1960’erne ikke kan overføres til EU (Ørsten 2004: 102ff), og at en europæisk offentlig sfære altså ikke eksisterer (Baisnée 2007: 494). Debatten har således affødt en lang række forsøg på at skabe en definition for europæisk(e) offentlig(e) sfære(r) (se fx van de Steeg 2002; Brantner, Dietrich & Saurwein 2005; Eriksen 2005) og i tillæg adskillige metaforer for, hvilken forståelse af det oprindelige begreb, der er den mest rammende:

“Forum, space, arena, and network are some of the most common.” (de Vreese 2012: 6)

De Vreese (2012: 6) leverer en skarp opsummering af karakteristikkerne for en europæisk offentlig sfære baseret på forskningen på området:

“• it would have a transparency function (being a space for all social groups and opinions), • it would have a validating function (being a space for voicing, debating and possibly revising one’s own opinion), • it would have an orientation function (being a space for voicing and being confronted with opinions), • it would have a legitimating function (being a space where opinions and policies are made visible, a forum for gaining (or not) public resonance and legitimacy), • it would have a responsive function (being a space for policy makers to infer opinions of the citizenry), 9

• it would have an accountability function (being a space where power holders would be discussed and held accountable), and • it would have a participatory function (being a space in which contributions would be encouraged).”

Centralt for denne liste er selvfølgelig den offentlige sfæres potentielle legitimering af det europæiske demokrati gennem kommunikative processer (samtaler) mellem bestemte aktører, hvormed medierne bliver det helt afgørende rum i den europæiske offentlighed. Medierne bliver traditionel set også betragtet som den bedste “proxy” for en offentlig sfære (de Vreese 2012: 7), og som van de Steeg (2002: 502-503) påpeger, bliver der i visse tilfælde sat lighedstegn mellem medierne og den offentlige sfære. I denne sammenhæng er det imidlertid vigtigt at undgå en mediecentrisk (media-centric) fortolkning, som Hjarvard (2009: 679) understreger i konteksten af globaliseringens betydning for den offentlige sfære i Europa og medlemslandene:

“The presence and impact of global or regional problems within national political spheres may not even primarily be a media-driven process. In the case of Europe (...) the creation of a general publicity around EU issues in member countries - as well as the rise of specialised and professionalized fora for more or less public debate about EU - have largely been driven by political and economic forces. The EU has tried to use media to foster a Europeanization of the public sphere. The reverse has not been the case: The EU has not been called for by a mediated transnational publicity.”

Klimaforandringer kan om noget betegnes som et af disse ‘globale problemer’, der har en tilstedeværelse i den nationale politiske sfære, men som næppe kan betragtes som udelukkende medieskabt eller udtryk for en EU-drevet europæisering, men snarere som et resultat af andre politiske (og naturmæssige) årsager. Under alle omstændigheder udgør medierne et vigtigt genstandsfelt i studier af en europæisk offentlig sfære:

“Very few people have direct experiences with EU politics and many policy competences of the EU do not spark interpersonal discussions 10

without being prompted by the media. In sum, when studying the public sphere the media is an inevitable component as they can be seen as a market place of idea, statements and images of Europe, nations in Europe and the process of European integration.” (de Vreese 2012: 7)

Diskussionen om europæisk offentlighed skal altså i høj grad ses i sammenhæng med mediernes rolle som en markedsplads for repræsentation af Europa, EU og - kunne man tilføje - europæisk identitet. Sammenhængen mellem medier og identitet vil blive uddybet i afsnit 2.2.2 (‘Konstruktion af identitet gennem medier’), mens det her blot skal understreges, at det netop er i den komplekse forbindelse mellem mediers rolle som offentlig sfære, mediernes identitetsskabende funktion og mediernes legitimering af (europæisk) demokrati, at vi mener, mediedækningen af klima i særlig grad har potentiale til at konstruere en europæisk identitet.

2.1.1 Opgør med utopien

For at forstå betydningen af diskussionen omkring en europæisk offentlighed er det især afgørende at se på to udbredte antagelser: 1) At manglen på en fælles identitet og en fælles offentlig sfære er medvirkende til at skabe eller fastholde EU’s demokratiske underskud, hvad angår en folkelig legitimering af EU (Eriksen 2005; Wilson-Rood 2013), og 2) at løsningen på dette ikke nødvendigvis er at efterstræbe (ej heller fra et analytisk standpunkt) en - med de Vreeses (2012) ord - “utopisk” ide om en fælles supranational offentlighed. I stedet foreslås det at anskue den demokratiske legitimering som et spørgsmål om en såkaldt europæisering af de nationale offentlige sfærer (de Vreese 2012: 10). En skelnen mellem disse har selvfølgelig et normativt skær, men som de Vreese (2012: 9) påpeger, har ideen om en europæisering vundet fodfæste i forskningslitteraturen:

“In the literature in the past two decades we can observe a development from focusing on a ‘public sphere heavy’ notion of a singular, pan-

11

European public sphere to focusing on a ‘public sphere light’ notion of co- existing national public spheres in regard to European politics. The by now largely rejected notion of a singular, supra-national, pan-European public sphere was conceptualized as communicative space requiring a common language, a shared identity and a transnational media system.”

Omfanget af en sådan europæisering og metoden til at kortlægge den, er der imidlertid ikke konsensus om (de Vreese 2012: 10). Mange studier har - ofte med et kvantitativt tilsnit - fokuseret på mediedækningen af ‘EU-emner’ og EU-aktører samt kommunikativ udveksling og ligheder på tværs af nationale sfærer (se fx Brantner, Dietrich & Saurwein 2005; Sifft m.fl. 2007; Pfetsch, Adam & Eschner 2008). En vigtig distinktion i denne sammenhæng har været mellem vertikal og horisontal europæisering (Koopmans & Erbe 2003), hvor vertikal europæisering bredt formuleret henviser til nyheder om EU og EU’s politikker og institutioner, og hvor nationale aktører adresserer eller adresseres af EU-aktører, mens horisontal europæisering omhandler nyheder omkring begivenheder og emner fra andre EU-lande, og hvor nationale aktører adresserer eller adresseres af aktører fra andre EU-lande.

Samlet set har store dele af forskningen i europæisering således haft et fokus, der ifølge Olausson (2010: 139) ofte har været ud fra devisen:

“The more frequently EU topics appear in various national media, the better the breeding-ground for a sense of community and for the development of ‘Europeanized national public spheres’.”

Olausson (2010) påpeger imidlertid, at det ikke nødvendigvis er her, man finder konstruktionen af en europæisk identitet som en hjørnesten til at beskrive europæiseringen af nationale offentlige sfærer. I stedet betragter hun spørgsmålet om europæisk identitet “in terms of the discursive construction of ‘common sense’” (Olausson 2010: 139). Europæisk identitet skal i denne forbindelse ses som

12

“(...) an identity constructed in the news media more or less beyond the horizon of awareness, discursively embedded and ‘hidden’ in everyday news reporting as the natural order of things. (...) [Thus] in order for a European identity to take root, it needs to be established as a discursive ‘habit’ analogous to national identity, which to a large extent has already assumed the character of common-sense knowledge.” (Olausson 2010: 139)

Det er i denne sammenhæng, at mediernes dækning af et emne som klima bliver relevant. Olausson (2010) pointerer, at dette er et emne, der ikke er et decideret ‘EU-emne’ og ej heller udspringer fra EU's institutioner, men som til gengæld “concern people on an everyday basis – regardless of national belonging – and therefore function as a starting-point for the construction of a ‘common self- understanding’” (Olausson 2010: 139).

Denne form for identitetskonstruktion er også genstandsfeltet for dette speciale, og således kan man anføre, at spørgsmålet om identitet træder i forgrunden i relation til diskussionen af en europæisk offentlig sfære. Eller som den norske statskundskabsforsker Erik O. Eriksen (2005: 342) opridser det i et retorisk spørgsmål: “Can there be a public sphere when there is no collective identity?”.

Dermed er vejen banet for næste afsnit, hvor vi vil introducere og situere vores teoretiske forståelse af begrebet kollektiv identitet og dets relation til ideen om en europæisk identitet.

2.2 Europæisk fællesskab og den mediekonstruerede identitet

Vi vil i dette afsnit først og fremmest diskutere identitet som begreb og fænomen. I afsnittets første halvdel vil vi således dykke nærmere ned i identitetsbegrebet i en teoretisk kontekst og afsøge en brugbar definition på kollektiv identitet. Endelig vil vi kort berøre Eurobarometerets (Europa-Kommissionen 2015a) forsøg på at kortlægge en europæisk identitet empirisk.

13

I afsnittets anden halvdel gennemgås teori om potentiel konstruktion af kollektiv identitet gennem medier, hvortil vi blandt andre inddrager Thompson (1995) og Billig (1995). Afsnittet går efterfølgende videre til at definere analytiske begreber, som tager primært afsæt i Höijers (2008, 2011) operationalisering af Moscovicis (2000) teori om social repræsentation. Disse begreber skal senere anvendes til at analysere medieteksternes potentiale til at konstruere europæiske identitet.

2.2.1 Identitet som teoretisk begreb

Eksistensen og udmøntningen af eventuel fælles europæisk identitet er endnu omdiskuteret. Det akademiske konsensus er trods mange studier udeblevet (Crețu & Udrea 2004: 116). Konklusionerne strækker sig således fra, at europæisk identitet lever i bedste velgående til afmålte indikationer på, at identiteten er spirende (ibid). Endnu andre argumenterer for, at begrebet identitet udelukkende er en teoretisk størrelse og ikke noget, som skal ‘findes’ (ibid).

Manglen på konsensus understreges endvidere af en løs brug af identitetsbegrebet. Brubaker og Cooper (2000: 6) opponerer imod brugen af identitet som analytisk redskab i det hele taget, og argumenterer for, at ordet er blevet udvandet i talrige socialvidenskabelige studier, der kun løst definerer, hvad ordet dækker over:

“Conceptualizing all affinities and affiliations, all forms of belonging, all experience of commonality, connectedness, and cohesion, all self- understanding and self-identification in the idiom of ‘identity’ saddles us with a blunt, flat, undifferentiated vocabulary.” (Brubaker & Cooper 2000:2)

Brubaker og Cooper (2000) pointerer, at grænsen mellem identitet som analytisk begreb og identitet som praktisk begreb (forstået som identitet i ikke videnskabelig sammenhæng) er blevet udvisket - særligt i forbindelse med studier af nationalitet. Et eksempel på, hvordan identitetsbegrebet bruges løst kan findes i det såkaldte Eurobarometer (Europa-Kommissionen 2015a), der flere gange om året undersøger EU-borgernes holdning til en lang række emner. Undersøgelserne består af ansigt-

14

til-ansigt interview med omkring 1000 mennesker fra hvert EU-land - med enkelte undtagelser (se Europa-Kommissionen 2015b).

I den særskilte rapport, der undersøger borgernes fornemmelse af europæisk identitet, fremgår det, at barometeret undersøger “opinions of Europeans on European identity and citizenship” (Europa-Kommissionen 2015a: 2). Under punktet “The concepts of European citizenship and identity” uddyber barometeret (ibid), hvad undersøgelsen leder efter med tre spørgsmål:

“Do Europeans see themselves as European citizens? Do they know their rights as European citizens? Do they want more information on the subject?”

Mens første delspørgsmål indikerer en identitetsforståelse, hvor identitet opfattes som et tilhørsforhold til et fællesskab, er de to øvrige delspørgsmål konkret orienteret mod den praktiske del af dette medborgerskab. Sammenhængen mellem disse spørgsmål og den europæiske identitet - samt skillelinjen mellem borgerskab (citizenship) og identitet - bliver ikke nærmere beskrevet i Eurobarometerets rapport (Europa-Kommissionen 2015a).

Den historisk brede betydning - og efterfølgende akademisk kritik - af identitetsbegrebet understreger behovet for koncis begrebsafklaring og konsistent begrebsbrug.

2.2.1.1 Kollektiv civil identitet Thompson (1995: 186) skelner i ‘Media and Modernity’ mellem “self-identity” og “collective identity”. Førstnævnte betegner individets opfattelse af egne karaktertræk, mens den kollektive identitet beskrives som “the sense of oneself as the member of a social group or collectivity” (ibid). Nærmere bestemt kan den kollektive identitet beskrives som “the experience of belonging to certain social groups or collectives, constituted for example by age, profession, gender, ethnicity, or nationality” (Höijer 2007: 38). Kategoriseringen skal ikke opfattes som hårdt afgrænset: Både den personlige og den kollektive identitet er fx i deres natur begge sociale (Höijer 2007: 38).

15

Vi betragter her kollektive identiteter som situationelle eller - som Brubaker og Cooper (2000: 6) formulerer det - “multiple, fragmented, and fluid”. Etableringen af en kollektiv europæisk identitet skal af denne grund heller ikke opfattes som en erstatning af en national identitet, men nærmere som et ekstra lag i en kompleks og sammensat identitet (Olausson 2010: 140). Mouffe (2012: 629) går her så vidt som at kalde det formålsløst, “to expect people to relinquish their national identity in favor of a postnational European one”.

Bruter (2004) skelner i sine studier desuden den civile identitet fra den kulturelle identitet. Den kulturelle identitet - set i et europæisk perspektiv - indebærer identifikation med fællesskabet i kraft af etnicitet, geografi og kultur, mens den civile identitet indebærer identifikation med “political structures, the State, which can be summarised as the set of institutions, rights, and rules that preside over the political life of a community” (Bruter 2004: 26).

Heller ikke for dette skisma skal de to kategorier ses som hermetisk lukkede. Man kan argumentere for, at en fælles kulturel identitet kan underbygge en fælles civil identitet. I hvert fald er der ifølge data fra Eurobarometeret (Europa-Kommissionen 2015a) en positiv sammenhæng mellem europæisk identitet (her som selvopfattelse), og hvorvidt EU-landene opfattes som parter med fælles værdier.

Vi vil i dette projekt forstå identitet som en kollektiv civil identitet, der giver individet oplevelsen af at være borger i et politisk fællesskab eller - med Habermas og Derridas (2003: 293) ord - “a feeling of common political belonging”. Det skal bemærkes, at selvom vi med denne skelnen tager udgangspunkt i individet, vil det i analysen være medietekster, som vi undersøger. Man kan således forstå vores analytiske fokus som en teoretisk funderet vurdering af medieteksternes potentiale til at påvirke dels individets opfattelse af at være borger i et europæisk politisk fællesskab og dels motivationen til at indgå i dette fællesskab.

Vi vil gennem projektets analyse aflæse dette potentiale i etableringen af, hvad vi her benævner som identitetspositioner. Begrebet skal overordnet understrege projektets antiessentialistisk standpunkt, som også Mouffe (1995) situere sin forskning i identitetsskabelse ud fra. Identiteten bliver således “constructed by a diversity of 16

discourses, among which there is no necessary relation but a constant movement of overdetermination and displacement” (Mouffe 1995: 33). Begrebet identitetsposition skal altså her repræsentere identitetens midlertidige karakter - som en position, der kan skiftes ud. Samtidig indebærer begrebet en tydelig kobling mellem identitet og det lingvistiske begreb deiksis. Deiksisbegrebets nuancer - og vores brug af begrebet - vil blive dybdegående beskrevet i kapitel 3 (‘Metode’). Vi vil dog her relatere ideen om identitetsposition til den overordnede funktion af deiksis, som beskrevet af Jeffries (2010: 148):

“The general effect of deixis is to construct a focus on the particular time, place and social circumstance of the interaction which is underway.”

Dette sprogligt konstruerede fokuspunkt positionerer - med ord som ‘vi’, ‘de’ og ‘her’ - således teksten eller taleren ikke bare tidsmæssigt eller rumligt, men også socialt. Ydermere skaber dette deiksis mulighed for modtageren for at projicere sig selv ind i den konstruerede position og således “‘see’ things from the point of view of others” (Jeffries 2010: 149).

Det vil således være et væsentligt fokuspunkt for analysen at undersøge i hvilket omfang, der etableres identitetspositioner, som henviser til EU, for at konkludere på klimadækningens potentiale til at konstruere europæisk identitet.

2.2.1.2 Europæisk identitet - en status Hvis vi skal have yderligere forståelse af denne identitet er der sandsynligvis ingen bedre empirisk kilde end Eurobarometeret (Europa-Kommissionen 2016), der hvert år undersøger graden, hvormed respondenterne føler sig selv som EU-borgere. Det bør dog bemærkes, at barometerets data skal bruges med forbehold, der udspringer sig af barometerets formål og historie.

Jacques-René Rabier grundlagde og ledte fra 1958 til 1970 EU’s presseafdeling (Baisnée 2007). I 1973 grundlagde Rabier Eurobarometeret som en måde at måle EU-borgernes forhold til unionen såvel som andre politiske emner. Baisnée (2007: 499) bemærker dog - på baggrund af udtalelser fra Rabier - at barometeret også havde sigte som politisk værktøj: 17

“It could not be clearer: the goal was to create a European public opinion by measuring it and publicizing it.”

Fra Baisnées (2007) pointe kan vi i denne kontekst forstå et af formålene med at måle europæisk identitet som værende netop at skabe europæisk identitet. Det er med dette forbehold in mente, at vi begiver os videre til barometerets resultater.

I barometerundersøgelsen fra 2015 (Europa-Kommissionen 2015a: 15) angiver 27 procent, at de bestemt føler sig som borgere i EU, og yderligere 40 procent angiver, at de som minimum i nogen grad føler sig som EU-borgere. Samlet set udgør de ‘proeuropæiske’-respondenter den højeste andel siden spørgsmålet første gang blev stillet i 2010 (figur 1).

Figur 1 - Fordelingen af respondenters følelses af at være EU-borger over tid.

Direkte adspurgt, om respondenten ser sig selv som europæere frem for en given nationalitet, svarer 52 procent, at de ser sig som [nationalitet] først og dernæst europæer, mens 38 procent angiver, at de udelukkende betragter sig selv som [nationalitet] (figur 2). Blot otte procent ser sig selv som europæere før [nationalitet] - eller udelukkende som europæere.

18

Figur 2 - Fordelingen af respondenters identitetsopfattelse i forhold til EU og nationen.

Wilson-Rood (2013: 121) bemærker, at netop det faktum, at så få borgere synes at have ‘opgivet’ den nationale selvforståelse er en trussel mod unionen. Dette synes dog at stride mod vores tidligere beskrevne forståelse af identitet. Hvis den kollektive identitet opfattes - som i dette speciale - som situationel og multifacetteret, er der intet til hinder for den sideløbende eksistens af en national såvel som en europæisk identitet. Dette indikeres således også i svarene (og spørgsmålet) angivet i figur 2. I stedet må problematikken i forhold til legitimering af unionens magt anskues i de 38 procent af borgerne, som ikke definerer sig som europæere overhovedet. Til sammenligning er det blot fire procent, der ikke umiddelbart bekender en national identitet.

Igen ses dog Eurobarometerets metodiske inkonsistens: Respondenten spørges dels om denne ‘føler sig som borger i EU’ og dernæst om denne ‘ser sig selv som europæer’. Svarene på begge spørgsmål behandles i rapporten som indikation på respondenternes “sense of european citizenship” (Europa-Kommissionen 2015a: 15). Men som tallene angiver, er det ikke alle, der føler sig som borgere i EU, som samtidig ser sig selv som europæere. Præcis hvorfor, der hersker en forskel, behandles ikke i barometerets rapport om identitet (ibid).

Hvis vi betragter udviklingen (figur 1) i respondenternes svar som et udtryk for en voksende europæisk identitet, kan det antages, at afstanden mellem EU-borgerne 19 og unionens magthavere - som beskrevet af fx Wilson-Rood (2013) og Eriksen (2014) - er aftagende. Der er dog detaljer i Eurobarometerets data, som antyder, at der endnu hersker afstand mellem elitens og de lavtuddannedes og lavtlønnedes forhold til unionen. Respondenternes svar viser statistisk set en negativ sammenhæng mellem europæisk identitet og faktorer som uddannelseslængde, socioøkonomiske forhold og social status. Dette synes at understrege, hvordan en opfattelse af demokratisk underskud især kommer til udtryk blandt samfundets svært stillede grupperinger - med svag europæisk identitet til følge.

Afslutningsvist er det desuden værd at bemærke - omend ikke overraskende - at personer, der har et positivt billede af EU, er mere tilbøjelig til at føle sig som europæere, end borgere med en EU-kritisk holdning.

2.2.2 Konstruktion af identitet gennem medier

Medier er som genstandsfelt populært blandt identitetsstudier, og det teoretiske korpus rummer mange nuancerede bud på sammenhængen mellem medier og identitetsdannelse. Det er evident, at medier meget langt fra er den eneste - og måske heller ikke den vigtigste - kilde til det indhold, der former en kollektiv identitet. Som Bruter (2004) viser med sit fokusgruppestudie, kan fx en tilknytning til flere EU- lande gennem opvæksten være en drivkraft for europæisk identitet.

Omvendt er medier “the most obvious source of ‘images’ of Europe” (Bruter 2004: 27) Hertil kommer, at sociale identiteter kan betragtes som et fænomen, der skabes og nedbrydes diskursivt (de Cillia, Reisigl & Wodak 1999: 153), og mediediskurser er i den sammenhæng et relevant genstandsfelt.

Både Olausson (2010) og Thompson (1995) anvender metaforikken om, at identitetsskabelse næres eller fodres af det medieproduktioner - som et barn, der skal vokse eller en plante, der skal gødes. Selvom denne metaforik er forsimplet, er den praktisk, idet den tydeligt reserverer selve identitetsskabelsen til at foregå hos individet, mens medier leverer de “symbolske produktioner” (Thompson 1995), der kan drive processen.

20

Igen skal det understreges, at dette studie ikke tager udgangspunkt i individets identitetsskabelse, men i stedet analyserer massemedier, der som enhed kan hævdes at have størst potentiale til at skabe europæisk identitet i en bred forstand. Der er som nævnt flere teoretiske rammer, hvormed identitetsskabelse gennem medier kan forstås og analyseres. Grundlæggende argumenterer Thompson (1995:186) i The Media and Modernity for, at traditionernes oprindeligt store betydning for identitetsskabelse er blevet “reshaped” gennem massemedierne. Mens traditionerne ikke har tabt deres betydning for identitetsskabelse, har de gennem medierne fået et nyt liv:

“Tradition was deritualized; it lost its mooring in the practical contexts of everyday life. But the uprooting of traditions did not starve them of sustenance. On the contrary, it prepared the way for them to be extended and renewed by being re-embedded in new contexts and re-moored to spatial units which exceed the bounds of face-to-face interactions.” (Thompson 1995: 180)

Man kan således argumentere for, at mediepåvirkningen vejer tungere i skabelsen af europæisk end national identitet, fordi borgere naturligt udsættes for færre traditioner, der fordrer EU-fællesskab. Det kan dermed yderligere hævdes, at Europas befolkning i bred forstand er afhængig af massemedier for at skabe og tilgå fælles identitetsskabende traditioner.

I praksis kan identitetsskabelse gennem medier forstås inden for teorien om social repræsentation (fx Moscovici 2000), der udgør den teoretiske ramme for Olaussons (2010) analyse. Teorien udpeger en række “sociocognitive processes that explain how common understanding are (re)produced and transformed through various discursive processes such as news reporting” (Olausson 2010: 141). Social repræsentation - forstået som “a specific way of understanding, and communicating, what we know already ” (Moscovici 2000: 31) - er således måden, hvorpå sproget kontinuerligt skaber en fælles virkelighed og fælles forståelse af common sense. Uden denne fælles forståelse kan kollektivet ikke eksistere (ibid: 32). En fælles forståelse, der altså på daglig basis blandt andet skabes gennem mediediskurser.

21

Anskues fællesskabet forståelse af common sense i en national sammenhæng, kan man yderligere relatere mediers påvirkning af national identitet til teorien om banal nationalisme, som beskrevet af Billig (1995). Billig (1995: 93) fremhæver, hvordan markering af national identitet er tæt vævet ind i sproget:

“[R]outinely familiar habits of language will be continually acting as reminders of nationhood.”

Opretholdelse og skabelse af national identitet er således ikke nødvendigvis en eksplicit og bevidst proces, men derimod ofte “embedded in the routines of life” (Billig 1995: 38). I denne proces spiller medierne en afgørende rolle, idet “the deixis of homeland is embedded in the very fabric of the newspapers” (ibid: 94). Således pointerer Bärenreuter m.fl. (2009) på baggrund af Billig (1995), at formationen af supranationale identiteter - såsom ‘den europæiske’ - er begrænset af de mest indflydelsesrige massemediers nationale eller subnationale karakter. Ifølge denne tankegang er de historier, der bliver fortalt i medierne, og mediernes sprogbrug således underlagt den nationale kontekst, og medierne er dermed med til at konstruere ‘ideen’ om nationen, eller det forestillede fællesskab, som det konceptualiseres i Benedict Andersons (2006) indflydelsesrige Imagined Communities.

I relation til dette har Kumar (2012) imidlertid argumenteret for, at det banale aspekt af den kollektive identitetsdannelse kan overføres til andre identiteter end den nationale. I en kommentar til det britiske imperiums betydning for briternes kollektive identitet, skriver han således:

“People have many other identities than national ones - as spouses, friends, co-workers, members of different classes and religions (...) Nation and empire are at one level divergent but, at other levels, also convergent phenomena. Just as there is banal nationalism, there can also be ‘banal imperialism’.” (Kumar 2012: 301)

22

I forlængelse af Kumars (2012) udvidelse af den banale nationalisme vil det være et naturligt fokuspunkt for dette speciales analyse at undersøge empirien for en eventuel banal transnationalisme i form af europæisk identitet.

2.2.2.1 Analyse af identitetskonstruktion i mediediskurs Höijer (2008, 2011) har ud fra Moscovicis (1988, 2000) teori om social repræsentation lavet et metodisk grundlag for at identificere de forskellige måder, hvormed mediediskurser gør det ukendte kendt og genskaber en fælles forståelse af common sense. Disse kan grundlæggende opdeles i forankring (anchoring) og objektivisering (objectification).

Forankring Forankring er en proces, hvormed noget fremmed bliver sat ind i en kendt kontekst. Som ordet antyder gøres dette sprogligt ved at tøjre det fremmede fast til et sikkert sted - “To anchor is thus to classify and to name something” skriver Moscovici (2000: 42). Olausson (2010) bruger konkret to metoder til forankring som analytiske værktøjer: distinktion og emotion.

Distinktion relaterer sig til klassificeringen - navnligt den sproglige adskillelse gennem for eksempel de personlige pronominer som ‘vi’, ‘os’ og ‘dem’. Denne form for diskursiv kategorisering ligger i hjertet af diskurser om nationale identiteter (de Cillia, Reisigl & Wodak 1999: 193) og kan betragtes som essentielt for selve identitetsskabelsen:

“Indeed every form of collective identity means drawing a frontier between those who belong to the ‘we’ and those who are outside it.” (Mouffe 2012: 630)

Pronominerne konceptualiserer på denne måde tilhørsforhold - og modsætningsforhold - i tydelige potentielle identitetspositioner på den ene side og en konstitueret Andethed (otherness) (Mouffe 1995) på den anden side. Vi betragter således pronominerne som afgørende for manifesteringen af national (og transnational) identitet i en given diskurs.

23

Lingvistisk bruger nationale medier det nationale ‘vi’ som en selvfølge og antager dermed eksistensen af en national identitet (jf. Billig 1995: 94). Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det personlige pronomen 'vi' i medietekster altid henviser til et nationalt 'vi' (Petersoo 2007: 420ff). Både den selvfølgelige og uklare brug af 'vi'et' som identitetsmarkør er vigtig at have for øje i en diskursanalyse som denne, der identificerer og analyserer brugen af det nationale og europæiske ‘vi’, da selvfølgeligheden og uklarheden kan have en selvstændig analytisk værdi. Således ser vi et behov for et analytisk supplement til begrebet distinktion, da en sammenstilling af Danmark og Europa også forekommer uden en egentligt udpegelse af et ‘dem’ eller en Andethed.

Dette ses fx i fænomenet, som Petersoo (2007: 425) kalder det vandrende ‘vi’ - hvor det fællesskab, som pronomenet henviser til, skifter undervejs i samme tekst eller sågar samme sætning. Et eksempel på dette udpeger Olausson (2010) selv i sin analyse:

“Exactly the way we do things in Europe (...) says our Swedish Minister for Environment” (Rapport, 13. oktober 2005 i Olausson 2010: 148)

Olausson (2010) ser netop det vandrende ‘vi’ (omend hun ikke anvender begrebet) mellem det nationale ‘vi’ og det europæiske ‘vi’ som et udtryk for en transcendering eller inkorporation af en national identitetsposition i en fælles europæisk identitet:

“There is, however, reason to believe that the national identity position also functions as an anchoring mechanism in the construction of a common European ‘Us’ which bridges to some extent the established sociocognitive distinction between the national and the transnational.” (Olausson 2010: 148)

Det vandrende ‘vi’ gør det i visse tilfælde svært at udpege, hvad et givent ‘vi’ henviser til. Dette har som nævnt ovenfor en selvstændig analytisk værdi, men kan komplicere den kodning af pronominer, som er en del af vores indholdsanalyse.

24

Hvordan vi i indholdsanalysen forholder os til uspecificerede personlige pronominer vil blive beskrevet i afsnit 3.2.2.2 (‘Kollektiv identifikation - tekst og citat’).

Begrebet emotion relaterer sig til, hvad Moscovici (2000) kalder “at navngive”, men er ikke som analytisk værktøj udarbejdet af ham (Höijer 2011: 8). Forankring sker gennem emotion, fordi “an unfamiliar and abstract idea or phenomenon obtains a similar character” (Olausson 2010: 142). Emotionel forankring er i mediediskurser tydeligst, når rubrikker forankrer nye begivenheder eller fænomener “in feelings of fear or an approaching threat, or in feelings of anger, pity or compassion” (Höijer 2011: 9). Det er i forlængelse heraf værd at fremhæve, at netop EU oplever en form for negativ emotionel forankring i danske medier. En betydelig del af den danske mediedækning af EU kategoriseres af Ørsten (2004) under fortællerammen “EU som konfliktskaber”. Her sættes EU fortrinsvis op imod Danmark som en “truende Andethed” (ibid: 340). Dette kan blandt andet ses i den generelle tendens i danske medier, hvor “nye EU-initiativer/lovgivning [italesættes] negativt som en indgriben i nationalstatens Danmarks suveræne ageren” (Ørsten 2004: 342). Ørsten (2004: 393) noterer sig i relation til EU i tv-nyheder, at denne ramme som oftest bruges i indenrigsstof, mens EU i udenrigsstof har bedre muligheder for at fremstå som en selvstændig politisk aktør. Som Olaussons (2010) analyse antyder - og som dette projekt efterprøver i en dansk kontekst - kan klimadækningen netop lade EU fremstå som en væsentlig politisk aktør, der desuden kan sammenstilles med det nationale fællesskab:

“Just as the national identity is reinforced by means of a certain amount of self-glorification, the European identity is established through the very same mechanism. The sense of community pride and togetherness is established by the alleged excellence of the EU in responding to the threats of climate change. It is ‘We’, the EU, the ‘good guys’, who fight for the right thing.” (Olausson 2010: 148)

På samme måde viser et studie blandt rumænske unge, at situationer, der fremhæver EU’s opfattede positive værdier, fordrer europæisk identitet (Udrea & Crețu 2004: 120). Omvendt pointerer Udrea og Crețu (2004), at “EU understood in negative terms (...) can considerably reduce the sense of belonging to a common 25

European identity” (ibid:124). Endelig understreger emotionel forankring som analytisk redskab, at identiteter ikke alene kan forstås rationelt eller logisk, men nødvendigvis må indeholde en “affective dimension” (Mouffe 2012: 632).

Hvordan vi lingvistisk analyserer den positive og negative beskrivelse eller navngivning af EU, vil blive beskrevet i afsnit 3.2.2.4 (‘Benævnelse’).

Objektivisering Objektivisering er en proces, hvormed det abstrakte bliver gjort konkret. Gennem objektivisering tilskrives et abstrakt fænomen “physical characteristics and becomes an object that exist in the material world” (Olausson 2010: 142). Objektivisering gør således det uvirkelige virkeligt - eller med Moscovicis (2000) egne ord:

“Perceived at first in a purely intellectual, remote universe, it then appears before our eyes, physical and accessible.” (Moscovici 2000: 49)

Et tydeligt eksempel på dette i klimadækningen ses blandt andet, når et tv-indslag ledsager en nyhed om klimaforandringer med videobilleder af smeltende gletsjere og tørkeramt landbrug (Höijer 2011). Lingvistisk kan objektivisering forstås i relation til personificering som beskrevet af de Cillia, Reisigl og Wodak (1999). Personificering- eller menneskeliggørelse - forekommer, når en enhed (som fx EU eller et land) tilknyttes beskrivelser eller tilskrives egenskaber, der ellers er forbeholdt mennesker (de Cillia, Reisigl & Wodak 1999: 165). Samtidig sættes et sprogligt lighedstegn mellem enheden (landet) og individerne (borgerne):

“[W]ell Austria is not born to wage war that: / well we’ve lost every war so far - / we’ve lost every war, haven’t we?” (Eksempel fra de Cillia, Reisigl & Wodak 1999: 165)

I journalistikken kan EU desuden repræsenteres af en navngiven person såsom en kommissær eller kommissionsformand. Omend dette ikke lingvistisk forstås som en menneskeliggørelse, tjener det den samme social-repræsentative funktion - at sætte et konkret ansigt på en institution - en slags objektivisering - samt at tilbyde læseren 26

potentiale for identifikation. Jævnfør repræsentationen af EU som en truende Andethed (Ørsten 2004: 340) kan vi argumentere for, at EU ofte fremstår ikke- menneskelig og utilgængelig. Dette fremhæves endvidere af det forhold, at nationale medier har svært ved at behandle EU’s kompleksitet i den “nationalt forankrede journalistik” (Ørsten 2004: 93). Dertil kommer, at journalister har dårligere direkte adgang til informationer og kilder til EU-stoffet (ibid). Hvad Ørsten (2004: 92) kalder en “binding til nationalstaten” har således direkte konsekvenser for, hvordan EU- stoffet ultimativt behandles.

Vi vil i analysen undersøge, i hvor høj grad EU menneskeliggøres eller objektiviseres i mediernes klimadækning, og dermed i hvor høj grad EU gøres tilgængelig og menneskelig. Lingvistisk tager denne del af analysen afsæt i transitivitet som vil blive beskrevet i afsnit 3.2.2.3 (‘Transitivitet’). Ovenstående begreber inden for forankring og objektivisering vil blive inddraget i specialets analyse, og desuden tage del i det teoretiske grundlag, når vi i næste del projektet beskriver designet af indholdsanalysen.

27

28

3 Metode

Specialets metodekapitel kan inddeles i to halvdele. I første del vil vi med udgangspunkt i Fairclough (1995) og Jeffries (2010) beskrive projektets diskursteoretiske grundlag. De diskursive koncepter og begreber vil efterfølgende blive yderligere specificeret og operationaliseret i anden del af kapitlet, hvori designet af specialet indholdsanalyse præsenteres og begrundes. Afslutningsvis vil vi redegøre for valg af de statistiske test, som anvendes i analysen.

3.1 Diskursanalyse

For at identificere og analysere en abstrakt størrelse som europæisk identitet i de danske mediers klimadækning kræver det analytiske værktøjer, der netop beskæftiger sig med identitetskonstruktion i medietekster. Sådanne værktøjer finder man i særdeleshed i diskursanalyse. Givet denne opgaves komparative tilsnit i relation til Olaussons (2010) studie af europæisk identitet i svensk klimadækning er det ydermere fordelagtigt med et diskursanalytisk afsæt, da dette også er Olaussons (2010:141) metode:

“The analysis is based on qualitative discourse analysis, which enables a context-sensitive and in-depth exploration suitable to the study of meaning construction. In order to analyse the meaning-bearing elements of the news texts that work to naturalize certain identity positions, there is a need for analytical instruments able to uncover ‘hidden’ constructions of common- sense values, assumptions and worldviews.”

I sin diskursanalyse trækker Olausson (2010) som nævnt især på Moscovicis (1988, 2000) teori om sociale repræsentationer og Höijers (2008, 2011) heraf afledte analytiske model for nyhedsstudier. Som tidligere beskrevet vil vi også i dette projekt anvende analysemodellens begreber - forankring og objektivisering. Men det skal imidlertid påpeges, at vi på den ene side efterstræber en mere kvantitativt-funderet empiri-behandling og på den anden side en mere lingvistisk-funderet analyse, end man finder hos Olausson (2010). Dette skyldes ikke mindst et ønske om at tydeliggøre omfanget af den europæiske identitetskonstruktion i den danske

29 klimadækning samt den sproglige naturalisering af denne, hvilket vi ikke finder tilstrækkeligt ekspliciteret i Olaussons (2010) analyse.

3.1.1 Det diskursteoretiske afsæt

Dette projekts analyse vil tage et udgangspunkt i kritisk diskursanalyse (Critical Discourse Analysis eller CDA). Phillips (2015: 302) beskriver udøverne af denne analytiske retning således:

“Kritiske diskursanalytikere har ofte en baggrund i sprogstudier og bygger på den kritiske lingvistik. De har videreudviklet den kritiske lingvistik ved på tværfaglig vis at inddrage kulturteorien og sociologien.” (Phillips 2015: 302).

Således vil den tekstnære analyse samt dele af indholdsanalysen basere sig på kritisk diskursanalyse og kritisk lingvistisk3. Vi trækker her primært på Norman Fairclough (1995) og Lesley Jeffries’ (2010, 2014) teoretiske tilgange og analytiske redskaber, som vil blive introduceret herunder og yderligere uddybet i forbindelse med beskrivelsen af indholdsanalysens variabler samt med operationaliseringen af relevante begreber og redskaber i opgavens analyse.

Både som udøver og teoretiker står Norman Fairclough centralt i CDA-skolen og har i et mangfoldigt forfatterskab blandt andet beskæftiget sig med mediediskurs (media discourse). Han arbejder i denne sammenhæng ud fra antagelsen, at “we need to analyse media language as discourse, and the linguistic analysis of media should be a part of the discourse analysis of media” (Fairclough 1995: 16). Dette er en antagelse, vi deler, hvilket således kalder på en nærmere situering af vores teoretiske forståelse af begrebet diskurs og - i forlængelse heraf - begrebet tekst, som er centralt inden for kritisk diskursanalyse og i lingvistikken generelt. Som Wodak og Meyer (2009) imidlertid bemærker, er diskurs og tekst to begreber, som

3 I faglitteraturen benyttes termerne kritisk diskursanalyse og kritisk lingvistik ofte synonymt og senest synes førstnævnte at være den foretrukne betegnelse for begge termer (Wodak & Meyer 2009:1). 30

“(...) have been subject to a hugely proliferating number of usages in the social sciences. Almost no paper or article is to be found which does not revisit these notions, quoting Michel Foucault, Jürgen Habermas, Chantal Mouffe, Ernesto Laclau, Niklas Luhmann or many others. Thus, discourse means anything from a historical monument, a lieu de mémoire, a policy, a political strategy, narratives in a restricted or broad sense of the term, text, talk, a speech, topic-related conversations, to language per se.” (Wodak & Meyer 2009: 2-3)

Men selvom forskellige diskursanalytiske tilgange muligvis opererer med forskellige diskursbegreber, konvergerer de “i et syn på diskurser som konstituerende kræfter i konstruktionen af virkeligheden” (Phillips 2015: 299). Et syn, der også ligger til grund for dette speciale, og som Phillips (2015) beskriver på rammende vis:

“Vores måder at tale på organiseres i diskurser, der skaber repræsentationer af virkeligheden, som aldrig bare er spejlinger af en allerede eksisterende virkelighed - repræsentationerne er nemlig med til at skabe virkeligheden, herunder viden og identiteter.” (Phillips 2015: 299)

Denne grundanskuelse er også i overensstemmelse med Faircloughs (1995) teoretiske grundlag for analysen af medietekster (forstået som både skreven journalistik, tv-indslag, m.m.). Ifølge Fairclough (1995: 5) handler diskursanalysen af medietekster basalt set om at stille tre grundlæggende spørgsmål:

“1. How is the world (events, relationships, etc.) represented? 2. What identities are set up for those involved in the programme or story (reporters, audiences, ‘third parties’ referred to or interviewed)? 3. What relationships are set up between those involved (e.g. reporter- audience, expert-audience or politician-audience relationships)?”

I forhold til disse spørgsmål kan det tentativt bemærkes, at det - givet af specialets problemformulering - er repræsentationen af EU, konstruktionen af dansk og

31 europæisk identitet samt relationen mellem disse, der vil være dette speciales genstandsfelt.

3.1.2 Det lingvistiske aftryk

Fairclough (1995) leverer altså en anvendelig diskursanalytisk tilgang til medietekster, der trækker på lingvistisk analyse, men det skal dog bemærkes, at Fairclough ofte betragtes som repræsentant for den såkaldte dialektiske-relationelle tilgang (Dialectical-relational Approach) inden for CDA-skolen (Wodak & Meyer 2009: 27). Den dialektiske-relationelle tilgang er en research-strategi, der anvender et deduktivt og generelt perspektiv i analysen af sprog og diskurs (Wodak & Meyer 2009: 20). Ifølge Wodak og Meyer (2009: 19) er denne research-strategi således en del af en gruppe af deduktivt-orienterede teorier, som er “more likely to illustrate their assumptions with a few examples which seem to fit their claims”. Dette kan til en vis grad også siges at være beskrivende for Olaussons (2010) diskursanalytiske tilgang, hvorfor vi som nævnt ovenfor har ønsket at styrke opgavens analyse ved at inkorporere en kvantitativ indholdsanalyse og opprioritere diskursanalysens lingvistiske redskaber i vores metodiske grundlag.

Faircloughs (1995) dialektisk-relationelle tilgang fokuserer på sociale strukturer og forsøger at identificere, hvordan specifikke sociale fænomener bliver lingvistisk manifesteret i diskurs(er), hvilket altså betyder, at tilgangen benytter en bred lingvistisk operationalisering (Wodak & Meyer 2009: 22), der ikke altid tillader en detaljeret lingvistisk analyse (Pedersen 2013: 8). Dette er kendetegnende for en lang række CDA-studier:

“[M]ost researchers integrate linguistic categories into their analyses – but to a different extent and with a different focus and intensity. CDA does not necessarily include a broad range of linguistic categories in each single analysis; one might get the impression that only a few linguistic devices are central to CDA studies.” (Wodak & Meyer 2009: 21)

32

Den brede operationalisering, som altså er særligt kendetegnende for den dialektiske-relationelle tilgang, kan imidlertid være en begrænsning i forhold til analysen af national (og europæisk) identitet, fordi selv tekster med modsatrettede formål ikke altid varierer tilstrækkeligt i deres identitetskonstruktion til, at det kan observeres og beskrives med få lingvistiske værktøjer (Pedersen 2013: 8):

“Therefore, in order to show how different identities, representations, and relations are linguistically manifested in some texts and differentiated from other texts with different ideologies, it will be necessary to draw on a larger extent of linguistic devices than the Dialectical-Relational Approach to CDA usually includes.” (Pedersen 2013: 8)

Det er i tråd med dette, når Jeffries (2010: 12) påpeger, at der er “a dearth of analytical advice available [within CDA]”. Jeffries (2010: 1) fortæller ydermere, at da hun stiftede bekendtskab med kritisk diskursanalyse, opdagede hun, at selv de mest centrale udøvere af disciplinen ofte var

“ (...) more interested in the contextual (and thus necessarily somewhat vague) features of powerful language, and were less concerned than me to provide a reasonably broad range of tools which would help to explain how texts are in a position to persuade the reader to alter or adapt her/his ideological outlook to match that of the text.”

Af samme grund forsøger Jeffries (2010) at give lingvistiske metoder en mere fremtrædende rolle inden for kritisk diskursanalyse og tilvejebringer således i bogen Critical Stylistics en række analytiske redskaber, som

“(…) on one level at least seem to function in a similar way to each other, and which cover not only the ground suggested by Fairclough, Fowler, Simpson and others but also include new tools which seem to me to work (at least semantically/pragmatically) in a similar way to the more traditional tools such as transitivity and modality” (Jeffries 2010: 15). 33

Jeffries’ (2010, 2014) redskaber vil blive præsenteret herunder, men først skal det kort nævnes, at de traditionelle lingvistiske redskaber, som Jeffries henviser til, tager afsæt i M. A. K. Hallidays (2003) indflydelsesrige systemisk funktionelle lingvistik, der er grundlæggende for både Jeffries’ (2010: 6), Faircloughs (1995: 17) samt dette speciales tekst- og sprogsyn. Generelt set bygger dette sprogsyn på de fire grundlæggende antagelser, at

“(i) Sprogbrug er funktionel. (ii) Sprogets funktion er at skabe betydninger. (iii) Disse betydninger påvirkes af den kontekst, de udvikles i. (iv) Sprogbrugen er en semiotisk proces, hvorved betydning skabes gennem valg” (Andersen, Petersen og Smedegaard 2001: 17)

For diskursanalytikeren, der trækker på den systemisk funktionelle lingvistik, bliver det dermed essentielt at etablere “what a text is doing” (Jeffries 2010: 6), hvilket igen relaterer sig til Faircloughs ovennævnte pointe, at diskursanalysen bør fokusere på teksters konstruktion af repræsentationer, relationer og identiteter. Det er således med dette sigtemål, at vi læner os op ad Faircloughs (1995) overordnede analytiske tilgang, men i høj grad benytter Jeffries’ (2010) mere detaljerede lingvistiske redskaber, som i det følgende afsnit kort skal introduceres.

3.1.3 Den analytiske værktøjskasse

Jeffries (2010) navngiver sine lingvistiske redskaber i lang tillægsform på engelsk, så selve redskabernes navn - på simpel vis - svarer på spørgsmålet omkring, hvad en given tekst “gør”:

● Naming and Describing ● Representing Actions/Events/States ● Equating and Contrasting ● Exemplifying and Enumerating

34

● Prioritizing ● Assuming and Implying ● Negating ● Hypothesizing ● Presenting the Speech and Thoughts of other Participants ● Representing Time, Space and Society. (Jeffries 2010: 15)

Af disse ti redskaber vil vi hovedsageligt anvende Naming and Describing (benævnelse), Representing Actions/Events/States (handlinger/hændelser/tilstande), Equating and Contrasting (sammenstilling og modstilling) Representing Time, Space and Society, selvom andre redskaber og den bagvedliggende lingvistiske teori vil blive inddraget, hvor det skønnes nødvendigt. I vid udstrækning indikerer disse redskaber, hvilke sproglige funktioner i en tekst, de forsøger at afdække, men som Jeffries (2010: 15) understreger, skal de ikke forstås som tekniske lingvistiske termer, men snarere som letforståelige konceptuelle kategorier, der kan relateres umiddelbart til den information, man som analytiker står overfor i en given tekst. Den lingvistiske lingo og det begrebsapparat, som lingvister anvender, vil - på linje med Jeffries (2010) fremgangsmåde i Critical Stylistics - således blive introduceret og uddybet undervejs i præsentationen af analysedesign (afsnit 3.2, ‘Analysedesign’) samt i projektets analyse (kapitel 4).

Her skal det imidlertid tydeliggøres, at vi analyserer medietekster ud fra et lingvistisk tekstbegreb, der anskuer tekst som både skriftlig og mundtlig kommunikation (Andersen, Petersen & Smedegaard 2001). Hermed henviser begrebet medietekster altså til indholdet af både artikler og tv-indslag. Med henvisning til begrebet multimodalitet, der tager højde for, at “discourses are often multimodally realized, not only through text and talk, but also through other modes of communication such as images” (van Leeuwen 2006: 292, citeret i Wodak og Meyer 2009: 16), vil vi i enkelte tilfælde også inddrage billedmateriale fra tv-indslag i diskursanalysen.

Afslutningsvis er det afgørende at påpege, at selvom dette speciale bygger på den kritiske diskursanalyses teori, metode, tværfaglige tilgang og metodiske relation til især lingvistikken, så foretager vi som sådan ikke en kritisk analyse i den forstand, at 35 analysen skal “produce and convey critical knowledge that enables human beings to emancipate themselves from forms of domination through self-reflection” (Wodak og Meyer 2009: 7), som i vid udstrækning er grundlæggende for CDA-skolen. Det vil sige den såkaldte ‘kritiske drivkraft’, der trækker tråde til Frankfurterskolens indflydelsesrige kritiske teori (Wodak og Meyer 2009: 6). Set i lyset af Max Horkheimers berømte essay “Traditional and Critical Theory” (2002), der plædere for, at socialvidenskaben bør være orienteret mod at kritisere og ændre samfundet i stedet for udelukkende at forstå og forklare det, vil vores forskningsinteresse nok blive dømt som værende traditionel i et vist omfang. Eller Horkheimer ville måske fratage os retten til adjektivet ‘kritisk’ og således blot kalde os diskursanalytikere. En dom, vi egentlig vil finde os fint til rette med.

3.2 Analysedesign

Vi vil i dette afsnit redegøre for projektets analysedesign. Dette indebærer de metodiske overvejelser og valg omkring indsamling af empiri, præsentation og definition af analysekategorier samt grundlæggende statistisk metode.

Afsnittets første del beskriver således de anvendte søgetermer, udvalgte medier og samplingperiode samt praktiske forhold angående empiriindsamlingen og validitet.

I anden del redegøres for indholdsanalysens variabler. Disse kan inddeles i to grupper. Således vil kodeskemaets første sæt variabler have kvantitativ, praktisk karakter. Dette indebærer fx journalistisk genre, antallet af EU-kilder samt antal ord. Omvendt vil kodeskemaets andet sæt variabler have kvalitativ karakter. Dette gælder analysevariabler som positive eller negative benævnelser af EU samt personlige pronominer, der henviser til EU og Danmark.

Afslutningsvist beskrives projektets statistiske tilgang. Her præsenteres og begrundes desuden valget af de forskellige statistiske test-typer, der anvendes i analysen.

36

3.2.1 Empiri: Udvælgelse og indsamling

Empirien i dette speciale består af:

1) 213 artikler bragt i danske medier over i alt fem måneder i årene 2013, 2014 og 2015. 2) 72 tv-indslag bragt på TV2 og DR1 i årene 2013, 2014, 20154.

Artikler og resumé af tv-indslag er fundet via Infomedia. Selve tv-indslagene er efterfølgende fundet i Statsbibliotekets digitale mediesamling, Mediestream.

3.2.1.1 Søgetermer Som beskrevet indledningsvis fokuserer dette speciale på klimajournalistik. Dette skal her forstås som journalistik, der fokuserer på klimaforandringer, global opvarmning og udledning af drivhusgasser. I forlængelse af disse temaer behandler klimajournalistikken i denne forståelse også politiske diskussioner af disse emner. Denne forståelse afgrænser således klimajournalistikken fra en mere generel behandling af problematikker inden for miljø og energi. Det skal dog understreges, at denne grænse ikke er hårdt trukket op. Projektets empiri indebærer således både artikler og indslag om energiaftaler og miljøpolitik. Fælles for denne type materiale er dog, at klima som tema inddrages i større eller mindre omfang.

Andet led i projektets krav til empiri er en vis repræsentation af EU. Dette indebærer selve EU samt EU-politiker, -kommissionen, -parlamentet med videre. Ørsten (2004: 206) sammensætter i sin undersøgelse af EU-journalistisk en søgestreng, der indeholder ord som ‘Parlamentet’, ‘Ministerrådet’ og ‘Kommissionen’. Vores pilotundersøgelse, der dækkede perioden 21/11/2014 til 23/12/2014 viste imidlertid, at disse ord ikke optrådte i relevante artikler uden den eksplicitte benævnelse af EU eller Europa, og er derfor blevet fravalgt i vores endelige søgestreng. Det er muligt, at dette i sidste ende har fjernet relevante artikler fra datamaterialet, men dette må vægtes op imod antallet af ‘falske positive’, som på grund af projektets tidsbegrænsning er med til at begrænse datamaterialets endelige størrelse.

4 1, januar 2013 til 31. oktober 2015 37

Disse overvejelser har sammen med pilotundersøgelsen ledt til følgende søgetermer:

EU* og klima* eller drivhusgas* eller drivhuseffekt* eller CO2* eller global opvarmning

Asterisk-symbolet betyder i denne sammenhæng, at søgningen skal returnere samtlige artikler med ord, som starter med fx EU. Dette betyder, at søgningen omfatter ‘Europa’, ‘euro’, ‘Europa-Kommissionen’ såvel som ‘klimaforhandling’, ‘klimaforandring’ og ‘klimatopmøde’.

Søgestrengen åbner for mange resultater, der ikke er relevante for dette projekt. Mest almindelige blandt disse er sproglige udtryk som ‘økonomisk klima’ eller ‘klimaanlæg’. Vi har dog ikke set mulighed for at skærpe søgetermerne yderligere uden at miste relevant data. Vi har i bilag 2 samlet en oversigt over det samlede fremkomne materiale og andelen af kodede artikler og indslag fra denne gruppe5.

Med hensyn til artikler fra skriftmedier er søgetermerne anvendt i den fulde tekst, mens vi i tv-indslag har søgt i de resumeer, der er tilgængelige gennem Infomedia. Denne søgefunktion er i sin natur mangelfuld, da der er tale om en gengivelse af tv på skrift. Forekomsten af relevante tv-indslag (klima og EU) er imidlertid så lille, at vi ikke fandt det muligt, at gennemse tv-programmer for at identificere indslag. Dette er altså en potentiel fejlkilde, der kan have udelukket relevant materiale og/eller lagt vægt på indslag, hvor fx EU har udgjort en central del af historien. På baggrund af vores analyse af tv-indslag har vi imidlertid vurderet, at resuméerne i Infomedia er tilstrækkeligt præcise til, at denne fejlkilde sandsynligvis har en tålelig effekt på analysens resultater.

3.2.1.2 Valg af medier Medierne i dette studie er udvalgt for at sikre et bredt udsnit af de største danske nyhedsmedier. Medierne kan inddeles i tre grupper: onlinemedier, printmedier og tv- medier. I kategorien onlinemedier indgår samtlige generelle nyhedssites blandt de

5 For en nærmere beskrivelse af dette bilag se kapitel 7 (‘Vejledning til bilag’). 38

50 mest besøgte hjemmesider i Danmark (jf. Danske Medier Research 2015). I kategorien printmedier indgår samtlige større landsdækkende dagblade. Endelig indgår i tv-kategorien samtlige nyhedsudsendelser på landets to største tv-kanaler.

Det er værd at bemærke, at Infomedias system ikke inddeler medier efter den almindelige dagligdags opfattelse. Således er fx Information.dk og Informations online abonnementsområde angivet i Infomedia som to forskellige kategorier. Andre kategoriseringer i Infomedia adskiller hovedmediet fra undersider, der har karakter af sektioner, men har deres eget domænenavn (såsom Berlingske.dk og Business.dk). Analysens empiriske grundlag tæller således tekster/indslag fra følgende medier og dertilhørende sektioner/undersider, som de er navngivet er Infomedia:

Tabel 1 - Udvalgte medier samt sektioner og undersider.

Printmedier Underkategori

Politiken

Berlingske

Jyllands-Posten

Information

Børsen Børsen Tillæg, Børsen Lørdag // Søndag

Kristeligt Dagblad

BT

Ekstra Bladet Online medier Underkategori ekstrabladet.dk Ekstra mx.dk politiken.dk b.dk business.dk, politiko.dk bt.dk børsen.dk Abonnementsområde, finans.borsen.dk, finans.børsen.dk (abbonementsområde)

39 information.dk Abonnementsområde jp.dk jp premium kristeligt-dagblad.dk

DR.dk

TV2 / Nyhederne Online politik.tv2.dk

1) finans.dk 2) epn.dk dagens.dk avisen.dk

Tv-medier (program) Underkategori (sendetid)

TV2 Nyhederne 06.00, 06.30, 07.00, 07.30, 08.00, 08.30, 09.00, 10.00, 12.00, 14.00, 16.00, 18.00, 18.20, 19.00, 20.00, 22.00

DR1 TV Avisen 17.50, 18.30, 21.00, 21.30, DR Update 12.00, 15.00, 17.50 DR 21 Søndag 21:00

Det bør bemærkes, at selvom nyhedsbureauet Ritzau ikke selvstændigt indgår i vores valg af medier, så adskiller vi i vores indholdsanalyse telegrammer fra Ritzau fra mediernes egenproducerede artikler.

3.2.1.3 Samplingperiode og samplestørrelse Olausson (2010) bruger i studiet “Towards a European Identity? The News Media and the Case of Climate Change” to serier om klima i to forskellige medier som empiri. Dette har fordelen af at give en klar afgrænsning af, hvilket materiale, der kan betragtes som relevant for studiet. Vi har dog i dette projekt ønsket et bredt grundlag for vores analyse, og det er således ikke tilstrækkeligt at henholde os til materiale fra klima-dedikerede tillæg eller serier. Det har fra starten været vores antagelse, at antallet af relevante artikler for dette projekt er relativt få, og vi har således i udvælgelsen af samplingperioder sigtet efter perioder, hvor vi formoder, at der findes en højere koncentration af relevante tekster end normalt. En lignende strategi bruges desuden af Ørsten (2012: 54), der i undersøgelsen af dækning af Danmarks EU- formandskab udvælger tre nedslagspunkter (tre uger), hvor der grundet konkrete

40

begivenheder kan formodes at være større (eller bemærkelsesværdig mangel på) medieomtale af formandskabet.

Ligeledes har vi for dette speciale således udvalgt samplingperioder, hvor vi kan antage, at medier har haft fokus på klimaproblematikken. Nærmere bestemt har vi koncentreret os om nyhedsdækningen af klima op til - og omkring - FN’s internationale klimatopmøder i én måned i 2013 og i to måneder i 2014 - altså i alt tre måneder. Dertil kommer en samplingperiode på to måneder i 2015 så tidsmæssigt tæt på klimatopmødet i Paris som praktisk muligt. Samplingperioderne er således - som i Olaussons (2010) studie - kvalitativt bestemte, men er ikke begrænset til dækning af de konkrete begivenheder - klimatopmøderne.

Med nyhedsdækning forstås i denne sammenhæng, at vi udelukkende fokuserer på journalistisk indhold. Debatindlæg (herunder ledere og kronikker) er således sorteret fra, mens eksempelvis analyser og baggrundsartikler indgår som nyhedsdækning i denne sammenhæng.

Som tidligere indikeret følger samplingperioden for tv-indslag ikke samplingperioden for artikler. Dette skal igen tilskrives den lave forekomst af relevante indslag over en given periode. Vi har her vægtet et højere antal samplede indslag over fordelen ved at have konsistente samplingperioder på tværs at de to typer empiri. Samplingperioderne er som følger:

41

Tabel 2 - Samplingperioder og kodede enheder (medietekster).

Fra Til Kodede enheder

Skrift

01/11/13 30/11/13 56

01/11/14 31/12/14 82

01/09/15 31/10/15 75 TV

01/01/2013 31/10/15 72

Kodede enheder i alt 285

For mange artikler gælder det, at de optræder flere gange i Infomedias søgeresultater. Dette sker både, når en nethistorie kommer i avisen dagen efter (eller omvendt), og når et telegram bliver bragt i flere medier. Infomedia kan til dels afhjælpe denne gentagelse ved at gruppere artikler med samme rubrik, men da telegrammer og artikler typisk justeres lidt på tværs af medier, er denne funktion langt fra ufejlbarlig. Vi har i vores analyse fravalgt dubletter af artikler, medmindre der er udført væsentlige ændringer - fx et ritzau-telegram, som tilføjes en ekstra kilde.

For tv-indslag gælder det, at den samme historie kan blive sendt i fx TV2 Nyhederne klokken 06.00, 07:00 og 08:00. Også her har vi vurderet, hvorvidt indslaget er en præcis gengivelse eller - som det ofte har været tilfældet - samme historie med et nyt interview eller lignende. I sidstnævnte tilfælde har vi medtaget indslaget i kodningen.

3.2.1.4 Validitet Det er vigtigt at understrege, at vi med skelnen mellem kvantitative og kvalitative analysekategorier ikke tillægger én af disse større videnskabelig validitet end den anden. Begge metoder er “afhængige af fortolkning, om end i varierende grad” (Ørsten 2004: 205).

42

De to typer af analysekategorier adskiller sig dog fra hinanden i den forstand, at der ved de kvalitative variabler typisk er større diskrepans mellem forskellige kodere (Ørsten 2004: 205). Vi har i dette projekt forsøgt at imødekomme denne udfordring ved at foretage test af den såkaldte ‘intersubjektive enighed’ (Ørsten 2004:205) på 35 artikler (omkring 16 procent af empirien fra skriftmedier). For tv-materialet gælder det, at vi har kodet samtlige indslag sammen, fordi talesproget ofte er mere tvetydigt - og derfor mere analytisk udfordrende - end det er tilfældet ved artiklerne.

Som Ørsten (2004: 205) bemærker, sikrer intersubjektiv enighed dog ikke nogen form for objektiv kodning, ligesom det ikke kan garanteres, at en anden gruppe kodere ville komme frem til samme resultat. Vi har i det følgende afsnit for så vidt muligt specificeret de lingvistiske kriterier, der indgår i hver analysevariabel, men da de lingvistiske analyseværktøjer “sits on the border between form and function or structure and meaning” (Jeffries 2010: 38), er dette ikke nogen fuldkommen opskrift. I forlængelse heraf skal det bemærkes, at vores ikke-kvantificerbare forståelse af klimajournalistikken medfører, at der i sampling af hver tekst ligger en kvalitativ vurdering af dennes relevans for specialets fokus. Dette er således ligeledes en potentiel fejlkilde ved indsamlingen af empirien til dette speciale. I ly af disse pointer er det således værd at understrege, at der nødvendigvis må tages disse forbehold for resultatet af særligt de kvalitative kategorier i dette speciale.

3.2.1.5 Reference til empiri Vi vil i det dette metodekapitel samt i analysen henvise til specifikke medietekster i vores empiri. Dette sker gennem en unik identifikations-streng, som hver medietekst er tilegnet - fx D_11_12_04. Denne ID kan efterfølgende anvendes til at finde den specifikke medietekst i indholdsanalysen (bilag 1), hvori man kan aflæse informationer som rubrik, medie og dato. For en nærmere forklaring af ID’en samt indholdet af indholdsanalysen se kapitel 7 (‘Vejledning til bilag’).

3.2.2 Analysekategorier

Vi vil i dette afsnit præsentere og begrunde valget af indholdsanalysens kategorier. Analysevariablerne er samlet i tabel 3 og bliver efterfølgende beskrevet enkeltvist.

43

Som Hansen m.fl. (1998) påpeger, er indholdsanalyse (content analysis) per definition en kvantitativ metode, som kan anvendes til at identificere og tælle forekomster af specificerede karakteristikker eller dimensioner ved tekster. Det teoretiske udgangspunkt for denne identifikation og optælling tilvejebringes imidlertid ikke af indholdsanalysens metodik og må derfor findes andetsteds:

“Content analysis is a method for analysing texts. It is not a theory. As a method, it provides no pointers to what aspects of texts should be examined, or how those dimensions should be interpreted. Such pointers have to come from a theoretical framework (...)” (Hansen m.fl. 1998: 99)

Som tidligere beskrevet (jf. afsnit 3.1, ‘Diskursanalyse’) tager denne opgave sit analytiske afsæt i diskursteori bredt forstået og i kritisk diskursanalyse og systemisk funktionel lingvistik i særdeleshed. Udvælgelsen af indholdsanalysens analysekategorier og opbygningen af et kodeskema er således sket i overensstemmelse med det diskursanalytiske teoretiske fundament og naturligvis også med sigte på, at indholdsanalysens optælling og resultater på bedst mulig vis relaterer sig til - og supplerer - projektets diskursanalyse.

Indholdsanalysens endelige kodeskema indeholder 21 analysekategorier for artikler og 23 analysekategorier for tv-indslag.

Tabel 3 - Analysekategorier og underkategorier for artikler og tv-indslag.

Artikler (21) TV-indslag (23)

Kategori: Underkategori Kategori: Underkategori

1. Titel 1. Titel

2. Medie 2. Medie

3. Dato 3. Dato

4. Længde

44

5. Genre 4. Genre

Kilder - 6. EU-kilde, Kilder - 5. EU-kilde, skriftlig eller skriftlig eller unavngiven unavngiven - 7. EU-kilde, - 6. EU-kilde, personlig personlig - 8. Danske - 7. Danske politikere politikere

Kollektiv - 9. Kollektiv - 8. identifikation, Sammenstilling identifikation, Sammenstilling tekst af DK og EU tekst af DK og EU - 10. Personligt - 9. Personligt pronomen, der pronomen, der henviser til EU henviser til EU - 11. Modstilling - 10. Modstilling af DK og EU af DK og EU - 12. Personligt - 11. Personligt pronomen, der pronomen, der henviser til DK henviser til DK

Kollektiv - 13. Kollektiv - 12. identifikation, Sammenstilling identifikation, Sammenstilling citat af DK og EU citat af DK og EU - 14. Personligt - 13. Personligt pronomen, der pronomen, der henviser til EU henviser til EU - 15. Modstilling - 14. Modstilling af DK og EU af DK og EU - 16. Personligt - 15. Personligt pronomen, der pronomen, der henviser til DK henviser til DK

45

Transitivitet - 17. Handling Transitivitet - 16. Handling - 18. Hændelse - 17. Hændelse - 19. Tilstand - 18. Tilstand

Benævnelse - 20. Positiv Benævnelse - 19. Positiv - 21. Negativ - 20. Negativ

Visuel symbolik - 21. EU-symbol - 22. DK-symbol - 23. Klima- symbol

Som det fremgår af tabel 3, består kodeskemaet af henholdsvis fem og fire såkaldte “identifier categories” (Hansen m.fl. 1998: 106-107) for artikler og tv-indslag: ‘Titel’, ‘medie’, ‘dato’, ‘genre’ og ‘længde’ (sidstnævnte dog kun for skriftmedier). Disse kategorier er selvsagt ofte standardkategorier i indholdsanalyser og inkluderes af praktiske årsager, men som Hansen m.fl. (1998: 107) påpeger, kan kategorier som ‘genre’ og ‘medietype’ have “much more far-reaching analytical potential”:

“[D]ifferent media formats/types/genres set different limits for what can be articulated, by whom, through what format/context.”

Disse udsige-positioner og grænser er på mange måder afgørende set fra en diskursanalytisk synsvinkel, hvilket også fremgår af opgavens analyse, hvor især forskellen på artikler og tv-indslag i dette henseende adresseres.

Derudover indeholder kodeskemaet fem analysekategorier yderligere, der er fælles for både artikler og tv-indslag og som endvidere er inddelt i 16 underkategorier. Dertil kommer én kategori - ‘visuel symbolik’ - som kun vedrører tv-indslag. Herunder følger en gennemgang af disse analysekategorier.

46

3.2.2.1 Kilder Kildetyper er ifølge Hansen m.fl. (1998: 108) en både vigtig og ofte anvendt kategori i indholdsanalyser på tværs af forskellige teoretiske “frameworks”:

“Whether informed by a hegemony framework, a constructivist perspective, social learning and modelling theory, or a social representations framework, the analysis of who is portrayed as saying and doing what to whom, and with what key attributes, is essential to an understanding of media roles in social representation and power relationship in society.”

Anvendeligheden af kildetyper som analysekategori er altså vidtrækkende, og som citatet her indirekte belyser, er det ligeledes en essentiel analysekategori, hvis det teoretiske udgangspunkt er diskursanalytisk - hvor analysen af sociale repræsentationer og magtforhold således er central (Fairclough 1995; Jeffries 2010). Ikke desto mindre er det endelige antal af underkategorier (kildetyper) skåret ned i forbindelse med testen af det oprindelige kodeskema, hvor hele ti forskellige kildetyper var i spil. Denne afgrænsning relaterer sig i nogen grad til praktiske og tidsmæssige hensyn i forbindelse med udarbejdelsen af analysen, men er i højere grad et udtryk for et ønske om rette fokus mere entydigt på EU-repræsentanter, skriftlige EU-kilder og danske politikere. Disse kildetyper repræsenterer og repræsenteres på flere måder (og i højere grad end andre kildetyper) i relation til ‘EU’ og ‘Danmark’ forstået som eksempelvis interesser, nation/institution, fællesskab, aktør m.m. og må derfor siges både at afspejle og påvirke konstruktionen af kollektive identiteter. Endvidere spiller opgørelsen af antallet af EU-kilder/aktører i nationale medier og deres respektive antal i forhold til nationale kilder/aktører en central rolle i karakteriseringen og vurderingen af europæiseringen af nationale offentlige sfærer og en europæisk offentlig sfære (de Vreese 2012: 11).

Således kodes antallet af navngivne EU-politikere, talspersoner og repræsentanter fra EU’s institutioner i én underkategori (‘personlige EU-kilder’), mens både politiske dokumenter, rapporter, forhandlingspapirer og unavngivne kilder fra EU (fx “en EU- forhandler”6) kodes i en anden underkategori (‘skriftlige og unavngivne EU-kilder’).

6 Information 2014, D_11_12_04 47

Begge kildetyper tælles imidlertid kun med, hvis de citeres direkte eller indirekte. Danske politikere tælles i en tredje kategori, men danske EU-parlamentarikere, kommissærer eller EU-talspersoner kodes som EU-kilder.

3.2.2.2 Kollektiv identifikation - tekst og citat Dette afsnit beskæftiger sig med to analysekategorier: ‘Kollektiv identifikation, tekst’ og ‘Kollektiv identifikation, citat’. Disse to kategorier har identiske underkategorier og præsenteres derfor her i et samlet afsnit.

Som kategori-navnene indikerer, skyldes opdelingen i to kategorier, at vi i forbindelse med kodningen skelner mellem, hvorvidt analysekategoriernes underkategorier optræder i tekst eller citat. Denne skelnen er ligetil, når det drejer sig om de skrevne artikler i datamaterialet, hvor citationstegn indikerer, hvornår der er tale om citater. I forbindelse med tv-indslag er det ikke på samme måde entydigt, og vi har derfor valgt at skelne mellem tekst og citat i tv på følgende måde:

Citat i tv: Udtalelser/sound bites fra kilder og fra reportere, der bliver interviewet af nyhedsværter (eller andre reportere) eller som reporterer fra et givent sted. Tekst i tv: Udtalelser/sound bites fra nyhedsværter samt speaks.

Med denne skelnen på plads kan vi dermed bevæge os videre til indholdet af analysekategorierne. Først og fremmest er disse kategorier medtaget i indholdsanalysen for at registrere, hvor ofte Danmark og EU sammenstilles og modstilles diskursivt set, og hvor ofte medieteksterne indeholder brugen af personlige pronominer, der henviser til henholdsvis Danmark eller EU. Sidstnævnte identifikation er således den mest ligetil, i og med det drejer sig om registreringen af bestemte ord (‘vi’, ‘os’ ‘vores’). Førstnævnte, derimod, kan i medieteksterne konstitueres på en lang række måder, der lingvistisk set kan komme til udtryk både pragmatisk, semantisk og syntaktisk.

Det skal dog påpeges, at der i disse analysekategorier ikke sigtes mod en optælling af forekomster, men blot en registrering af, hvorvidt de enkelte underkategorier optræder i en given tekst. Eksempelvis vil alle forekomster af et personligt pronomen (fx 'vi'), der henviser til EU, ikke blive optalt i den enkelte tekst; det vil blot blive 48

registreret, at ordet optræder i teksten. I det følgende vil begge elementer af analysekategorierne blive uddybet.

1) Personlige pronominer Dette element vedrører brugen af personlige pronominer, der henviser til henholdsvis Danmark eller EU (‘vi’, ‘os’, ‘vores’). Som beskrevet i afsnit 2.2.2.1 (‘Analyse af identitetskonstruktion i mediediskurs’) er registreringen af disse pronominer og i særdeleshed brugen af ordet 'vi' (som også forekommer mest i datamaterialet) helt central for vores interesse i at undersøge, hvorledes europæisk og national identitet kommer til udtryk i mediernes klimadækning. Således er vi også bevidste om, at det kan være uklart og ambivalent, hvad et givent pronomen henviser til (Petersoo 2007: 420; Fairclough 2000: 35). Dette er yderst relevant fra et diskursanalytisk perspektiv, og diskussionen af dette vil også spille en fremtrædende rolle i specialets analyse, men i relation til kodningen af datamaterialet registrerer vi kun pronominer, hvor det så at sige er entydigt, hvad pronomenet henviser til, for at undgå eller minimerer fejlkodning. Således vil et 'vi' ikke blive registreret, hvis det er uklart, hvorvidt det henviser til eksempelvis Danmark eller EU.

2) Sammenstilling og modstilling Identifikationen af sociale relationer (relationships) mellem aktører i en tekst er af afgørende interesse fra et diskursanalytisk perspektiv til at beskrive den diskursive repræsentation af disse aktører (Fairclough 1995). Men til trods for at dette er et centralt element i den diskursanalytiske erkendelsesinteresse, er forskningslitteraturen overraskende begrænset i forhold til at beskrive, hvorledes modstillinger og sammenstillinger helt konkret realiseres på tekstniveau. Jeffries (2010, 2014) opstiller imidlertid en anvendelig lingvistisk model, der omhandler, hvorledes opposition og ækvivalens7 (equivalence) konstrueres, forstås og udløses i sproget - og som dermed kan være med til - semantisk set - at konstruere et “os og dem” i en given tekst. Jeffries (2010: 53-59) identificerer således en række syntaktiske ‘udløsere’ (triggers) for opposition og ækvivalens:

7 Jeffries (2010: 51-65) inkluderer begreberne opposition og ækvivalens under det analytiske redskab “Equating and Contrasting”, som vi kort har omtalt i afsnit 3.1.3 (‘Lingvistiske analyseredskaber’). Equating and Contrasting oversætter vi som sammenstilling og modstilling, mens oversættelserne ækvivalens og opposition altså henviser de engelske begreber opposition og equivalence. 49

Tabel 4 - Former for opposition.

Negated opposition X not Y; some X, no Y; plenty of X, a lack of Y etc. Transitional opposition Turn X into Y; X becomes Y; from X to Y etc. Comparative opposition More X than Y; less X than Y. Replacive opposition X instead of Y; X rather than Y; X in preference to Y etc. Consessive opposition Despite X, Y; X, yet Y; X still, Y etc. Explicit oppositions X by contrast with Y; X as opposed to Y etc. Parallelism He liked X. She liked Y; your house is X, mine is Y etc. Contrastives X, but Y.

Tabel 5 - Former for ækvivalens.

Intensive relational equivalence X is Y; X seems Y; X became Y; X appears Y; Z made X, Y; Z thinks X, Y; Z cause X to be Y etc.

Appositional equivalence X, Y, (Z) etc.

Metaphorical equivalence X is Y; The X of Y; X is like Y etc.

Forekomsten af disse udløsere og deres specifikke realiseringer i datamaterialet har været én af to præmisser for kodningen af sammenstilling og - især - modstilling af Danmark og EU. Jeffries (2010) model bygger på grundantagelsen, at der er en semantisk forbindelse mellem bestemte ord, således at de har mulighed for at være semantisk ens (synonymer) eller semantisk modsatte (antonymer), men at tekster samtidig har en ofte anvendt kapacitet til at skabe “new synonymies and oppositions, sometimes between phrases or clauses, or even whole paragraphs” (Jeffries 2010: 51-52).

I forhold til modsætninger specifikt skelner Jeffries mellem konventionelle og ukonventionelle modsætninger (Jeffries 2014: 9-10). I denne sammenhæng initierer det spørgsmålet, hvorvidt modstillingen af EU og Danmark i medietekster rent faktisk kan betragtes som en konventionel modsætning set ud fra den kognitive lingvistiks

50

begreb om opfattelsesmønstre8, som Jeffries model relaterer sig til. Dette spørgsmål og dets relevans for en diskursiv forståelse af relationen mellem EU og Danmark vil kort blive berørt i analysen (se afsnit 4.3.2, ‘Ækvivalens’). For nuværende skal det blot understreges, at vi trækker på Jeffries (2010, 2014) model som et analytisk redskab til at kode relationen mellem Danmark og EU som henholdsvis sammenstillinger og modstillinger.

Kodningen inden for disse analysekategorier trækker derudover på den lingvistiske model deiksis, som har været den anden præmis for identifikationen af modstilling og sammenstilling. Jensen (2006: 4) beskriver deiksis således:

“Ordet deiksis kommer fra det græske ord deiktikos, som betyder 'at pege på' (...) Generelt kan man sige, at alle teorier og ideer om deiksis tager udgangspunkt i, at der eksisterer et nulpunkt for deiksis, et såkaldt Origo: Jeg- her-nu. Det betyder, at enhver ytring finder sted på et ganske bestemt tidspunkt, på et ganske bestemt sted, og at den ytres af en ganske bestemt person. Traditionelt set findes der altså tre grupper af deiksis: tidsdeiksis, som indikerer, hvornår ytringen finder sted (bl.a. tidsadverbialer samt verbernes tempus), steddeiksis, som indikerer, hvor ytringen finder sted (stedsadverbialer og demonstrative pronominer etc.) og persondeiksis, som kan indikere, enten hvem den talende er, hvem modtageren af ytringen er eller en helt tredje mand (personlige og possessive pronominer samt de demonstrative pronominer).”

Deiksis har betydning for, hvordan vi som mennesker opfatter og beskriver verden ud fra såkaldte deiktiske centre. Som Jeffries (2010: 148) formulerer det:

“This focal position in time and space (...) is known as the ‘deictic centre’ of the speaker and the normal or default assumption for everyday interaction is that speakers are using the language in a way which assumes that they are at

8 Jeffries (2014: 89) definerer opfattelsesmønstre som “pervasive skeletal patterns of a preconceptual nature which arise from everyday bodily and social experiences and which enable us to mentally structure perceptions and events”. Se også Hanne Ruus’ Danske Kerneord. Centrale dele af den danske leksikale norm. Bind 1. (1995: 9-11) for en anvendelig dansk gennemgang af begrebet. 51

the deictic centre of their own speech, though they also recognize that others, including their addressees, are also at the centre of their own deixis. This (...) is known as ‘deictic projection’ and is a significant human ability, allowing us to ‘see’ things from the point of view of others.”

Deiktiske centre er på denne måde afgørende for, hvordan tekster afkodes og forstås og kan dermed have ideologiske effekter, idet der i tekster produceres deiktiske centre “that causes the reader to place him/herself mentally at that point in the deictic field created by the text” (Jeffries 2010: 156). Den underliggende antagelse synes dermed at være, at en læser kan være tilbøjelig til at ‘optage’ den udgave af virkeligheden, som en given tekst fremstiller.

I relation til analysekategorierne omkring modstilling og sammenstilling er det derfor atter brugen af de personlige pronominer i første person flertal, der er relevant i denne sammenhæng, da personlige pronominer som 'vi' i mange tilfælde vil inkludere læseren i et bestemt deiktisk center. Med afsæt i deiksismodellen har vi således valgt at kode alle tilfælde, hvor personlige pronominer, der henviser til EU i tekst (som defineret ovenfor) eller i citater af danske politikere, som en sammenstilling af Danmark og EU.

3.2.2.3 Transitivitet Denne analysekategori tager sit udgangspunkt i det såkaldte leksikogrammatiske system transitivitet, der er en central del af Hallidays (2003) systemisk funktionelle lingvistik.

I transitivitetssystemet - der i Hallidays (2003) model afspejler sprogets såkaldte eksperientielle metafunktion - “er det sætningens repræsentative betydning i form af handlinger, hændelser og tilstande, der er i fokus” (Andersen, Petersen & Smedegaard 2001: 118). Som Jeffries (2010: 38) påpeger, vedrører transitivitet blandt andet “the strand of meaning that relates most clearly to the verbal element of the clause, and stereotypically presents information on what is being done (actions), what is happening (events), or what simply is (states)”. I denne sammenhæng sigter

52

denne analysekategori og dertilhørende underkategorier mod en optælling af de tilfælde i en given artikel eller et givent indslag, hvor EU:

1) Handling: EU agerer/handler/forårsager m.m. (actions) 2) Hændelse: EU oplever en hændelse eller er mål/modtager for en ageren/handling (events) 3) Tilstand: EU tilskrives en kvalitet/besiddelse/evne m.m. (states)

Med afsæt i den leksikogrammatiske terminologi vil inddelingen i disse tre subkategorier afhænge af, hvilken participanttype EU er en del af i en given sproglig proces. Grundlæggende opererer transitivitetssystemet med fire procestyper (Materielle, Mentale, Verbale, Relationelle), fire generelle participanttyper (Medium, Agent, Beneficium og Inkorporativ) og en række processpecifikke participanter (Andersen, Petersen & Smedegaard 2001: 123-124). Vi vil i visse tilfælde referere til disse participant- og procestyper i analysen, hvor deres rolle vil fremgå af konteksten. Således vil vi ikke her gå ind i en nærmere lingvistisk redegørelse af disse typer, men blot give en række eksempler:

I sætningen - “For nylig vedtog EU, at udledningen af drivhusgasser fra de 28 medlemslande i 2030 skal være nedbragt med 40 pct.”9 - vil EU være en såkaldt agent i en materiel procestype, mens EU i sætningen - “Lige nu foregår den store vækst i CO2-udslip i lande som Kina, Indien og Mellemøsten, mens det rent faktisk er lykkedes for EU at skære i sine udslip”10 - er en såkaldt beneficent (dog også i en materiel procestype). I førstnævnte tilfælde ville sætningen blive talt med under ‘handling’-kategorien, mens sætningen i sidstnævnte tilfælde bliver talt under ‘hændelse’-kategorien. En sætning, der kodes under ‘tilstand’-kategorien, er eksempelvis: “Brasilien og EU er nøglespillere i kampen mod klimaændringer og arbejdet for bæredygtig udvikling”11, hvor EU er agent i en relationel procestype.

Selvom en sætnings procestype indikeres af sætningens verbale konstituent (verberne), er det vigtigt at påpege, at de fleste verber ikke kan klassificeres som

9 Jyllands-Posten 2014, D_10_12_02, fremhævning tilføjet. 10 Politiken 2014, D_01_12_01, fremhævning tilføjet. 11 Kristeligt Dagblad 2013, P_11_11_02, fremhævning tilføjet. 53 tilhørende en bestemt procestype, og derfor er det vigtigt at se på de omgivelser, som verbet optræder i (Andersen, Petersen & Smedegaard 2001: 122). Her spiller participanttyperne en afgørende rolle. I tabel 6 fremgår det, hvorledes vi koder handlinger, hændelser og tilstande i relation til EU, alt efter hvilken participanttype EU optræder i en given sproglig proces.

Tabel 6 - Kodning af handlinger, hændelser og tilstande efter participanttype og procestype.

Participanttype/ Medium Agent Beneficium Inkorporativ Procestype

Materiel middel Handling Optræder Hændelse Ikke relevant (EU eller ikke kodes Hændelse som)

effektiv Hændelse Handling Ikke relevant (EU kodes som)

Mental middel Handling Optræder Optræder Hændelse (EU eller ikke ikke kodes Hændelse som)

effektiv Handling Optræder Optræder ikke (EU ikke kodes som)

Verbal middel Handling Optræder Hændelse Ikke relevant (EU ikke kodes som)

54

effektiv Hændelse Handling Optræder ikke (EU kodes som)

Relationel> middel Tilstand Optræder Tilstand Ikke relevant attributiv (EU ikke kodes som)

effektiv Tilstand (EU kodes som)

Relationel> effektiv Tilstand Tilstand Optræder Optræder ikke identificerende (EU kodes ikke som)

Relationel> middel Ikke Optræder Optræder Optræder ikke eksistentiel (EU kodes relevant ikke ikke som)

Det er vigtigt at bemærke, at EU i to tilfælde kan indgå i participanttyper, der giver mulighed for en kodning i to forskellige underkategorier. Dette skyldes, at vi - med indholdsanalysens formål i sigte - til en vis grad har valgt at fastholde en mere intuitiv forståelse af handlinger, hændelser og tilstande, end systemisk funktionel lingvistik - traditionelt set - lægger op til:

1) I tilfælde, hvor EU optræder som medium i en materiel middelproces (fx “Det ønsker EU, der kommer til Lima med lovord om at begrænse udledningerne med 40 pct. i 2030 i forhold til 1990”12), ville procestypen traditionelt blive anskuet som en

12 Berlingske 2014, N_29_11_01, fremhævning tilføjet. Det skal bemærkes, at samme sætning begynder med “Det ønsker EU”, hvor EU er medium i en effektiv mental procestype. Dette bliver kodet som Handling. 55 hændelse (Andersen, Petersen & Smedegaard 2001: 131-134; Andersen 2003: 135). Her anvender vi imidlertid Jeffries (2010: 40-41) opdeling af materielle handlinger i intervention (“intentional and performed by a conscious being”) og supervention (“unintentional actions by conscious beings”) til at afgøre, hvorvidt en sådan sætning skal kodes under ‘handling’ eller ‘hændelse’. Ved en intervention kodes et givent tilfælde således som ‘handling’, mens supervention medfører en kodning som ‘hændelse’. Selvom sætninger som den ovennævnte altså traditionelt betragtes som en hændelse, betragter vi det som en intentionel handling fra EU’s side og har således kodet det som en ‘handling’. Til gengæld koder vi procestyper, som Jeffries (2010) betragter som ikke-intentionelle handlinger som ‘hændelse’.

Dette er et metodisk valg, som ganske vist henter sit belæg i systemisk funktionel lingvistik, men som samtidig adskiller sig på flere måde. Det er et valg, der bunder i et ønske om at identificere, i hvor høj grad EU som begreb/institution/enhed bliver ‘personliggjort’ (conscius being) og beskrevet som aktør/agerende. I denne sammenhæng er det derfor værd at bemærke, at den processpecifikke agent i en materiel middelproces netop benævnes “aktør” på dansk, selvom processen altså traditionelt kategoriseres som en hændelse. Det er samme forskningsmæssige intention, der ligger til grund for det følgende punkt.

2) I de tilfælde, hvor EU optræder som medium i en såkaldt mental kausalitetsproces, kodes tilfældet som ‘hændelse’. Eksempelvis: “Martin Lidegaard minder EU-kommissionen om at holde den grønne linje, når der ryddes op i lovgivningsarbejdet”13.

I de fleste tilfælde vil EU (eller andre ord der henviser til EU) syntaktisk set indgå i en nominalgruppe. Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at vi i kodningen kun medtæller nominalgrupper, der:

1) Henviser til EU eller EU’s institutioner som samlet enhed (fx ‘EU’, ‘EU- landene’, ‘EU-parlamentet’, ‘EU-domstolen’, ‘EU-formandsskabet’). 2) Udgøres af egennavnet ‘Europa’.

13 Information.dk 2014, D_16_12_03. 56

3) Udgøres af et pronomen i 1. person ental eller 1. person flertal, der henviser til EU: 'vi', “os” “vores”. Dette inkluderer også det indefinitte pronomen “man”.

Sætninger med nominalgrupper, der kun henviser til en del af EU eller EU’s institutioner (fx “nogle EU-lande”, “en gruppe i EU-parlamentet”, “de grønne EU- lande”) tælles således ikke med. På samme måde medtælles ej heller sætninger, hvor nominalgruppen udgøres af enkeltindivider (fx “EU-præsidenten”, “klimakommissæren”, “Manuel Barroso”, “EU’s forhandler”) i denne kategori. Dette skyldes både praktiske og analytiske årsager. Først og fremmest skønner vi, at de elementer af analysen, der vedrører diskussion af europæisk identitet og repræsentation af EU, ville utydeliggøres af en altomfattende definition af det, man kunne kalde EU-markører. Således opfatter vi ikke ordet “EU” i sætninger som “nogle EU-lande” som værende repræsentativt for EU - hverken reelt eller semantisk.

Fravalget af enkeltindivider, der ganske vist repræsenterer EU politisk eller på anden vis, skyldes førnævnte ønske om at identificere i hvor høj grad EU som bliver “personliggjort” og tilskrevet agentivitet. Den kvantitative identifikation af dette ville imidlertid blive utydeliggjort af en medtællling af enkeltindividers handlinger og hændelser, da enkeltindivider sprogligt set må forventes at “sige”, “mene”, “gøre” og så videre. Desuden er det et genremæssigt træk ved journalistikken, at den citerer kilder (individer) ved brug af aktive verber som netop “siger” og “mener”. At skelne mellem disse genrebestemte verber og andre verber kan bestemt have en interessant diskursanalytisk værdi, men vurderes - på baggrund af vores pilotundersøgelse og med denne opgaves forskningsinteresse in mente - at være unødigt tidskrævende og uhensigtsmæssigt. Dette har således bidraget til fravalget af nominalgrupper, der kun udgøres af enkeltindivider. Bemærk imidlertid, at disse enkeltindivider eller grupper af enkeltindivider medtælles i ‘kilder’-kategorien, og at det ligeledes registreres og kodes i ‘benævnelse’-kategorien, hvis disse enkeltindivider omtales henholdsvis positivt og negativt.

Endelig skal det påpeges, at denne analysekategori først og fremmest relaterer sig til det ene af transitivitetssystemets to delområder; kernetransitivitet. Dette delområde omhandler altså de forskellige typer af processer, som sproget rummer, og de 57 participanter, der deltager i processen, mens det andet delområde - cirkumstantiel transitivitet - specificerer de forhold og omstændigheder, hvorunder processen finder sted (Andersen, Petersen & Smedegaard 2001: 118). Dette indebærer, at de tilfælde i datamaterialet, hvor EU optræder cirkumstantielt (fx som lokalitet: “Ifølge ministeriet forventes CO2-udledningen at falde 22,8 procent i Danmark og 10 procent i EU i perioden 2010-2020”14), er udeladt af kodningen.

3.2.2.4 Benævnelse Analysekategorien ‘benævnelse’ tager udgangspunkt i Jeffries (2010: 17-36) analytiske værktøj “Naming and Describing”, hvor benævnelse således er vores fælles betegnelse for begge de funktioner, som Jeffries (2010) værktøj dækker over. Denne analysekategori behandler, hvordan afsenderen diskursivt beskriver og navngiver personer, objekter og hændelser, og relaterer sig således til forankringsprocessen emotion.

Som det fremgår i tabel 3, har vi inddelt denne kategori i to variabler - positiv og negativ benævnelse. Dette indebærer udover identificering af selve benævnelsen således også en vurdering af, om denne repræsentation set fra en EU-synsvinkel er overvejende positiv eller negativ. Analysekategorien udgør i denne forstand indholdsanalysens mest kvalitative element.

Som Jeffries (2010:17ff) bemærker er der typisk flere sandfærdige måder at beskrive det samme fænomen. Men valget af den aktuelle beskrivelse eller navngivning kan have stor indflydelse på, hvad der diskursivt kommunikeres. Benævnelser kommer lingvistisk til udtryk på flere forskellige måder.

Først og fremmest omhandler navngivning selve valget af navneord for et givent fænomen. Et klassisk eksempel på dette kan være navngivningen af en politisk forhandling som tovtrækkeri, studehandel eller lignende udtryk, der bærer positive eller negative konnotationer med sig. Det er værd at bemærke, at fordi navngivningen ikke formes som et udsagn, som modtageren kan være enig eller uenig med (fx “de politisk forhandlinger er en studehandel”), vil det være sværere for

14 Ritzau 2014, N_24_11_01 58

modtageren at sætte spørgsmålstegn ved det underforståede budskab (Jeffries 2010: 22).

Navneordet kan yderligere udvides eller modificeres af præ- og postmodifikatorer. Et eksempel på en præmodifikator (ofte adjektiver) ses i sætningen “Også EU og USA har stærke interesser i at sikre en effektiv beskatning af de multinationale selskaber”15, som egentlig erklærer, at EU ønsker noget bestemt, mens nominalgruppen “stærke interesser” ophøjer intensiteten af navneordet, og dermed hvor magtpåliggende, det er for EU. Ligeledes kan en postmodifikator udvide nominalgruppen som fx i sætningen “EU's klimamål om reduceret CO2-udledning og mere brug af vedvarende energi”16, hvor klimamålene ekspliciteres.

Endelig kan navngivningen ske gennem nominalisering, som skaber nominalgrupper, der inkluderer en proces og dens deltagere (Jeffries 2010: 25). Således kan en proposition som ‘EU angriber Danmarks PSO-afgift’ komme til udtryk således: “Derfor græder Landbrug & Fødevarer også tørre tårer over EU's angreb på den danske PSO-afgift.”17. Via nominalisering bliver påstanden fra første eksempel gjort til en samlet nominalgruppe og dermed underforstået i andet eksempel.

De lingvistiske metoder til at navngive eller beskrive et fænomen vil naturligvis ikke altid bære en positiv eller negativ mening. Ligeledes kan sætningens åbenlyse påstand være vægtet negativt eller positivt. Udsagn som disse vil vi ligeledes notere under benævnelse.

3.2.2.5 Visuel symbolik Vi har gennem Infomedia ikke umiddelbar adgang til billedsiden af samtlige relevante artikler fra print- og onlinemedier. Den visuelle del af indholdsanalysen går derfor udelukkende på indholdet af de tv-indslag, der indgår i vores empiri.

Kress og van Leeuwen (2006) har lavet en model for visuel grammatik, der følger Hallidays (2003) systemisk funktionel lingvistik. Metoden fungerer som en analytisk

15 Artikel: D_29_12_01 16 Artikel: D_19_12_01 17 Artikel: D_17_12_03 59 kategorisering af visuelle elementer, så de kan udgøre en lingvistisk beskrivelse af det visuelle (Wang 2014).

Modellen for visuel grammatik inddeler det visuelle indhold i tre niveauer: repræsentationelle strukturer, interaktive betydninger og kompositionelle systemer (Wang 2014: 270). De to sidstnævnte analyseniveauer - interaktive betydninger og kompositionelle systemer - beskæftiger sig med elementer som kameravinkel og kamerabevægelse samt kompositionen af motivet og billedets fokuspunkt, der opnås gennem linjer og farve (ibid). Repræsentationelle strukturer henviser derimod til “those visual processes which fulfil narrative and conceptual functions in the picture” (ibid). Dette analyseniveau dækker således over, hvad der ‘foregår’ i billedet.

I teorien foreskriver metoden en minutiøs notering af det visuelle indhold klip for klip. I praksis har vi dog ikke set det muligt eller meningsfuldt at inddrage denne præcision i indholdsanalysen. For at sikre en meningsfuld kodning af det visuelle indhold og samtidig holde os til variabler, der lader sig oversætte til et kvantitativt kodeskema, har vi således udelukkende beskæftiget os med kategorien symbolske processer under repræsentationelle strukturer. Begrebet symbolske processer behandler repræsentation af kulturelle/kommunikative symboler, der optræder i indslagene. I vores indholdsanalyse opdeler vi disse i tre analysevariabler:

1) EU-symboler - fx EU-flag, grafik med EU-stjerner, EU-bygninger, forhandlingssituationer i EU’s institutioner mv. 2) DK-symboler - fx Dannebrog, Christiansborg mv. 3) Klimasymboler - fx tørkeramt landbrug, smeltende gletsjere, rygende skorstene mv.

Disse tre variabler skal give et kvantitativt indblik i, hvilken visuel symbolik, der ledsager klima-indslagene. De to første kategorier kan beskrive, hvilket visuelt ‘ansigt’, der bliver sat på den nationale og den europæiske identitetsposition, og måden, hvorpå objektiviseringen af disse finder sted. Den tredje variabel - klimasymboler - kan give et indblik i, hvordan den abstrakte klimaproblematik konkretiseres og eksemplificeres.

60

3.2.3 Statistisk metode

Data fra indholdsanalysen har vi samlet i statistikprogrammet SPSS, hvor vi efterfølgende har brugt programmets funktioner til at teste statistiske sammenhænge og forskelle. Vi vil i dette afsluttende afsnit kort opridse, hvilke statistiske test, vi har anvendt, samt hvordan vi vil fortolke og formidle resultaterne af disse test.

Det første, der bør bemærkes i enhver brug af statistisk materiale, er, at en statistisk signifikant korrelation ikke nødvendigvis betyder, at de to variabler har et kausalt forhold. Således kan korrelationen - i et klassisk eksempel - mellem antallet af storke i Danmark og antallet af børnefødsler være statistisk signifikant, selvom “ingen vil postulere en sammenhæng” (Bøye 2006: 244).

Enhver signifikant sammenhæng bør derfor kunne begrundes teoretisk frem for matematisk. Vi vil således i vores analyse ikke lade statistiske pointer stå alene, men i stedet bruge datasættet som et analytisk udgangspunkt og en kvantitativ underbygning af kvalitative anskuelser.

Relevansen af en statistisk sammenhæng baseres her på statistisk signifikans (P). P-værdien er et udtryk for sandsynligheden for, om en given sammenhæng optræder tilfældigt, selvom hypotesen om en sammenhæng burde forkastes. P-værdien måles mellem 0 og 1, hvor en værdi på <0.05 betyder, at sandsynligheden for at få samme resultat ved en tilfældig sample er minimum under fem procent. SPSS benytter som standard 0.05 som signifikanskrav for P. For klarheds skyld vil vi i analysen udelukkende anvende begrebet signifikans med henvisning til denne statiske konstruktion.

VI benytter i analysen følgende metoder til at udregne statistiske sammenhænge: Spearmans korrelation, T-testen, Mann-Whitney-testen og Chi Squared-testen. Overvejelserne bag valg af disse testmodeller er betinget af:

A. Typen af variabler, der sammenlignes - dvs. hvorvidt variablerne repræsenterer ligestillede kategorier (nominal), logisk rangerede kategorier (ordinal) eller værdier (kvantitative).

61

B. Karakteren af dataet indeholdt i variablerne - dvs. hvorvidt data er normalfordelt.

Mann-Whitney-testen anvendes til at sammenholde en ordinal eller kvantitativ variabel med en nominal variabel (Ho 2014: 518). Vi kan således anskue, hvilken talmæssig forskel (median), der hersker i variabel X, når vi opdeler efter variablen Y. Mann-Whitney-testen tilhører gruppen af statistiske redskaber, der under ét hedder ikke-parametriske test (Ho 2014). Disse redskaber kan anvendes, når dataet ikke lever op til normalfordelingen (ibid: 507). Vi vil således bruge denne testmetode, når vores data ikke er normalfordelt18.

Chi Squared-testen anvendes til at sammenholde to nominale variabler og kan således vise frekvensen af hver kombination af værdierne i to variabler (Ho 2014: 508). Denne frekvens sammenholdes efterfølgende med den forventede værdi, hvis der ikke eksisterer en statistisk sammenhæng mellem de to variabler. Ligesom Mann-Whitney-testen anvendes Chi Squared-testen typisk, når data ikke er normalfordelt.

Lineær korrelation anvendes til at undersøge en evt. lineær sammenhæng mellem to kvantitative variabler. Vi bruger i dette projekt Spearmans korrelation, fordi denne test er mere velegnet end Pearsons korrelation, som SPSS anvender som standard, til at håndtere ikke-normal data og enkelte afvigende datapunkter (Ho 2014: 229).

For tre første test - Mann-Whitney, Chi Squared og Spearmans korrelation - vil vi anvende korrelationskvotienten (r) til at angive styrken af eventuelt signifikante sammenhænge. Korrelationskvotienten (r) måles mellem 1 og -1. Jo længere fra nul r-værdien lander, jo stærkere korrelation kan man statistisk argumenterer for. Man kan med en større sample (n) finde svage kvotienter, som stadig er statistisk signifikante (Fisker m.fl. 2002: 264), men kravet til korrelationens styrke bør generelt tage afsæt i feltet. Således bør man ikke tillægge samme krav til korrelationskvotienten inden for psykologi eller sociologi, som man kan forvente i test af fysiske love.

18 Dette kan i SPSS afgøres med Shapiro-Wilk-testen. 62

Cohen (1992) har for socialvidenskaben (social sciences) etableret en skala med tre niveauer til at beskrive en signifikant sammenhæng: svag, moderat og stærk. Når man tester ud fra tesen om, at to variabler intet har med hinanden at gøre, svarer de tre styrkegrader til r-værdierne 0,10, 0,30 og 0,50 (Cohen 1992: 99). Det er disse vurderinger af sammenhængens styrke, vi vil benytte i analysen.

Tabel 7 - Styrkegrader for signifikant sammenhæng i forhold til r.

Styrke af Svag Moderat Stærk sammenhæng

r 0,10 0,30 0,50

Endelig anvendes T-testen til undersøge, hvorvidt en middelværdi er signifikant anderledes end en given værdi (Fisker m.fl. 2002: 223). Dette anvendes i projektet til at bedømme, om en kvantitativ variabel i gennemsnit er signifikant anderledes end en given værdi - fx gennemsnittet af en variabel af samme type. Vi bruger i analysen desuden T-testen på en ordinal variabel, der angiver om en medietekst har overvægt af negative benævnelser (-1), har lige dele positive og negative benævnelser (0) eller har overvægt af negative benævnelser (1). Det skal bemærkes, at det under normale omstændigheder ikke betragtes som meningsfuldt at udregne et gennemsnit for en ordinal variabel (Bjerregaard 2013: 13). Dette kan fx ses i et spørgsmål, der beder respondenten vurdere et produkt på en skala fra et til fem:

“Selvom det er tydeligt, at en mulighed er ’højere’ end en anden, så kan afstanden mellem mulighederne ikke siges at være den samme.” (Bjerregaard 2013: 13)

Vi mener dog i dette tilfælde - qua variablens design - at variablens intervaller er matematisk ligestillede, og at gennemsnittet således giver en meningsfuld deskriptiv værdi.

63

64

4 Analyse

I dette kapitel fusionerer projektets kvantitative observationer og diskursanalytiske tilgang i en samlet kvalitativ analyse, der således trækker på både empirien og resultatet fra vores indholdsanalyse og relevante tekstuddrag fra artikler og tv- indslag.

Vi har struktureret analysen tematisk i afsnittene ‘Grundlæggende betragtninger: Empirien fra oven’, ‘Repræsentation af EU - Et positivt fællesskab’, ‘Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’’, ‘Europas Andethed - Kulglade kinesere og uambitiøse indere’ og ‘Afrunding: Europæisering i klimadækningen’. Disse fem afsnit er udpeget på baggrund af gennemgående tendenser i vores datamateriale og disse tendensers relation til projektets teoretiske grundlag. Afsnittene har således et fælles diskursanalytisk og identitetsteoretisk grundlag, men trækker på forskellige analytiske redskaber.

I afsnittet ‘Grundlæggende betragtninger: Empirien fra oven’ vil vi indledningsvist præsentere resultatet af vores indholdsanalyse på et overordnet plan. Dette skal give en grundlæggende forståelse af empiriens sammensætning og således den praktiske ramme og kontekst for den videre analyse. Herefter vil vi inddrage eksisterende medieteori og studier omkring henholdsvis EU- og klimadækning til at situere vores resultater i en mere generel kontekst.

I afsnittet ‘Repræsentation af EU - Et positivt fællesskab’ analyserer vi, hvordan EU fremstilles i den danske klimadækning. Dette tager analytisk afsæt i forankringsprincipperne emotion og objektivisering som beskrevet i teorien om social repræsentation og udføres i praksis ved brug af lingvistiske begreber og værktøjer som transitivitet og benævnelse.

I afsnittet ‘Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’’ analyserer vi den lingvistiske sammenstilling af Danmark og EU med hovedfokus på ‘vi’ets’ betydning for konstruktionen af identitet. Hertil anvendes begreberne deiksis, det vandrende ‘vi’ og naturalisering. Afslutningsvis inddrages det analytiske redskab ækvivalens.

65

I afsnittet ‘Europas Andethed - Kulglade kinesere og uambitiøse indere’ analyserer vi, hvorledes en kollektiv europæisk identitet konstrueres på baggrund af sproglige oppositioner i klimastoffet. Til dette inddrages forankringsprincippet distinktion og begrebet Andethed, og analysen anvender endvidere lingvistiske termer som deiksis og opposition.

Endelig forholder vi i afsnittet ‘Afrunding: Europæisering i klimadækningen’ resultaterne af den kvalitative analyse til teorien om europæisk offentlighed. Med udgangspunkt i de Vreeses (2012) kategorisering af forskningsretningerne ‘den elitære’ og ‘den realistiske’ diskuterer vi, i hvilken forståelsesramme analysens resultater skal situeres. Afslutningsvis vurderer vi anvendeligheden af vores metodiske tilgang til at beskrive forholdet mellem begreberne kollektiv identitet og europæisering.

4.1 Grundlæggende betragtninger: Empirien fra oven

Vores indsamlede empiri består af indhold fra 23 medier19, som langt fra er ligeligt repræsenteret i den klimadækning, som involverer EU. Mediet med suverænt flest datapunkter i empirien er TV2 Nyhederne med 49 indslag, men som nævnt er tv- indslag samplet over en periode på tre år. Korrigeret for sampling-perioden er Ritzau den største leverandør af data til indholdsanalysen.

Figur 3 - Antallet af medietekster i 19 Printmedier og webmedier er her talt som selvstændige medier. empirien fordelt på medier. 66

Projektets empiri udgøres således i høj grad af de to tv-kanaler, de store morgenaviser og Ritzau. De forskellige samplingperioder mellem print- og tv-medier - hhv. fem måneder og hen ved tre år - giver empirien en vægtning mod tv, men som det fremgår af Eurobarometers faste undersøgelse af europæernes medievaner (Europa-Kommissionen 2014), er tv imidlertid stadig det langt vigtigste medietype for oplysning om EU og politiske nyheder i øvrigt. Grundet tv-mediets europæiske førerposition i denne sammenhæng samt det forhold, at dette projekt ikke har et komparativt sigte, hvad angår sammenligning af forskellige medietyper, finder vi det mere værdifuldt end skævvridende at have et højt antal medietekster fra tv. Ikke mindst fordi tegn på europæisering af nationale offentlige sfærer ofte er stort set fraværende i tv-nyheder (de Vreese 2012: 10-11), der således hyppigt står i kontrast til nyheder i det man på engelsk vil kalde ‘the quality press’. Muligheden for at analysere europæisering i tv isoleret set er således tilvejebragt af denne kritiske masse, som den udvidede samplingperiode har muliggjort. Som vi skal se, spiller tv- mediet en bemærkelsesværdig rolle i konstruktionen af europæisk identitet, hvormed denne identitetskonstruktions relation til europæisering af nationale offentlige sfærer bliver essentiel at adressere. Dette vil vi vende tilbage til i afsnit 4.3.1 (‘Tv og det tydelige ‘vi’’).

Hvad angår klimastoffet som genstandsfelt, finder Danielsen (2009: 106) i sin gennemgang af den danske klimadækning, at denne har “karakter af refererende rutinejournalistik” med tung vægt af Ritzau-telegrammer. Hertil kommer, at artikler fra nettet ofte genbruges på print i en let redigeret version eller omvendt (Danielsen 2009: 107). Vi kan i vores mere snævre udsnit af klimajournalistikken genkende disse betragtninger. Mange egenproducerede artikler fra dagbladene bringes således både i avis og på nettet, hvormed det ikke i figur 3 giver mening at skelne nærmere mellem de to platforme. Ligeledes er Ritzau storleverandør til klimadækningen. Nyhedsbureauet står således egenhændigt for 20,2 procent af empirien fra printmedier. Fordi vi i indholdsanalysen ikke medtager samme artikel flere gange, og fordi mange telegrammer bringes i en række medier, må det yderligere forventes, at Ritzau-materiale udgør en endnu større andel af det materiale, modtageren ser.

67

I den anden ende af vores skala på figur 3 findes de tabloide medier som Ekstra Bladet (print og online), BT (print og online), avisen.dk og MX.dk. På denne baggrund kan det dog ikke konkluderes, at disse medier har lav dækning af hverken klima eller EU generelt, blot at brudfladen mellem klima- og EU-journalistik er fraværende i de tabloide medier. Den afledte effekt af empiriens fordeling bliver imidlertid, at en stor del af vores empiri - på trods af et bredt udvalg af medier - kommer fra ‘the quality press’. Tidligere studier har vist, at den største del af EU- dækningen netop kommer fra de store morgenaviser (Ørsten 2012: 56), og det er ligeledes fra ‘the quality press’, at studier i europæisering af nationale sfærer samt framing- og diskursanalyser af EU-repræsentation ofte indhenter deres empiri (se fx Trenz 2004, Ørsten 2004, Oberhuber m.fl. 2005, Sifft m.fl. 2007, Just 2009). Så selvom vi efter Olaussons (2010) forbillede har valgt klima som stofområde og ydermere har fulgt de Vreeses (2012) opfordring til analytikere, der studerer europæisering, om at se udover ‘the quality press’, så må vi konstatere, at det - foruden i Ritzau-telegrammer - i vid udstrækning er i disse medier, at emnerne klima og EU sammenfalder.

4.1.1 Aktualitet og nyheder

Hvis vi kort anskuer vores empiri i ly af de klassiske nyhedskriterier - aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt (Willig 2011: 57) - ser vi en klar vægt af nyheder, der læner sig mod aktualitet. Således hænges nyhedsværdien som oftest op på konkrete begivenheder som fx politiske beslutninger. Omvendt synes sensationskriteriet at være svagest repræsenteret i indholdsanalysen. Denne observation ligger for så vidt i spænd med Danielsens (2009) betragtning af aktualitet som det bærende nyhedskriterium i den danske klimadækning.

Indholdsanalysen viser desuden en klar overvægt - 69,8 procent - af indhold, som vi betragter inden for nyhedsgenren (se figur 4). Endvidere er der et højt antal analyser og baggrundsartikler, der udgør henholdsvis 9,1 og 8,4 procent af det samlede materiale, hvilket synes at være i tråd med Ørstens (2016) analyse af henholdsvis nationalpolitisk stof, EU-stof og erhvervsstof, der viser, at journalister, der dækker europæisk politik, udgiver flere analyser og baggrunde end kolleger, der dækker

68

nationalpolitisk stof (Ørsten 2016: Figur 4 - Datamaterialets procentvise fordeling i genrer. Afsnit: The Depth of Coverage across the News Beats, første paragraf).

Man kan forstå det høje antal analyserende artikler som et journalistisk greb til at dække fx en kompleks begivenhed som et klimatopmøde, hvor de politiske processer ofte er langstrakte og/eller skjulte. Ørsten (2016: Afsnit: The Depth of Coverage across the News Beats, anden paragraf) fremhæver netop, at “the need for more background, commentary and analysis has to do with information overload and the complexities of modern societies, and indeed (...) news on the EU can have a lot of both information overload and complexity”.

Endvidere afspejles den høje andel af nyheder og ritzau-telegrammer i artiklernes længde. Således befinder den højeste koncentration af enheder sig i spektret omkring 250 til 450 ord, og omkring 60 procent af artiklerne er under 650 ord.

4.1.2 Klimaproblematikken som common sense

I mediernes diskurs bliver klimavidenskaben - som alle andre emner - “reconstructed and not merely mirrored” (Carvalho 2007: 223). Olausson (2010) påpeger, at medier i USA ifølge studier har en tendens til at fremhæve videnskabelig uenighed i klimajournalistikken, mens europæiske medier i højere grad dækker klimaproblematikken med en nærved videnskabelig konsensus som common sense- præmis.

Olausson (2010: 145) beskriver dette som et udtryk for mediernes “responsiveness to the political setting in which they operate”. Nærmere bestemt pointerer Ørsten (2012: 53), at “mediernes kritik af en given politisk beslutning vil være afhængig af,

69

hvorvidt der er uenighed omkring denne beslutning blandt de politiske magthavere”. Den politiske konsensus bliver således afspejlet i mediernes villighed til at kritisere en given beslutning.

Vi ser i vores empiri en klar tendens til, at danske medier deler denne common sense-forståelse og afspejler den politiske konsensus omkring klimaproblematikken som en politisk problemstilling, der kræver en indsats. Det behandles således som en naturlighed, at Danmark, EU og andre politiske instanser - i et vist omfang - bør begrænse negativ klimapåvirkning i form af udledning af drivhusgasser. På denne måde legitimerer mediernes common sense-forståelse på forhånd EU’s klimapolitiske dagsorden.

Billeder fra tv-indslag fra TV2 og DR1 illustrerer desuden en tydelig objektivisering af den ellers til tider abstrakte klimaproblematik. Således ledsages klimajournalistikken på tv ofte af tematiske dækbilleder af fx smeltende gletsjere, vindmøller, osende skorstene på kraftværker med videre (se billede 1). Et tydeligt eksempel på tv- mediernes indsats for at objektivisere klimaproblematikken ses i TV2 Nyhederne den 23.10.2014, hvor et topmøde i EU om klima kædes eksplicit sammen med oversvømmelser af danske hjem i Nordjylland20.

Billede 1 - Dækbilleder fra klimaindslag (TV Avisen 2014, T_09_14_01 og TV2 Nyhederne 2014, T_04_14_01)

Dette fænomen er ikke begrænset til vores empiri. Således bruger Höijer (2011) netop klimajournalistik som eksempel på objektivisering. Endvidere anfører Höijer (2011: 13), at den entydige visuelle diskurs afspejles af medieforbrugeren:

20 TV2 Nyhederne, 22:00, 2014, T_10_14_05 70

“That these images objectifies climate change is further shown by the fact that melting glaciers and polar ice, that is, concrete visual objects, are the single largest categories of free associations by the public when confronted with the word global warming”

Ovenstående citat viser, hvordan en bestemt fremstilling af klima har gjort fx gletsjere til konventionelle symboler for klimaforandringer. Kress og van Leeuwen (2006: 8) beskriver, hvordan metaforer kan “carry the day” og således blive en konventionel del af det semiotiske system. Dette ses fx i magasiner, som i stigende grad bruger ”conventional symbols to illustrate the essence of an issue, rather than documenting newsworthy events” (Kress & van Leeuwen 2006: 30). Således kan de klimarelaterede tv-billeder, der optræder i 44,4 procent af empirien fra tv, forstås som konventionelle symboler på klimaproblematikken. Den konventionelle symbolik kan anskues som første skridt i naturaliseringen af et metafor eller symbol (Kress & van Leeuwen 2006: 8), og det er således også på billedsiden muligt at påpege en etableret common sense-forståelse af klimaproblematikken gennem den konventionelle symbolik, der anvendes for at indramme emnet. Særligt tv-nyheder forsøger også sprogligt, at gøre klimaproblematikken vedkommende og relevant - som fx:

Vært: “Nu skal det handle om noget, der vedrører os alle sammen. Nemlig; hvordan redder vi kloden?” (TV Avisen 21:30, 2014, T_09_14_01)

Jævnfør Jeffries (2010) ses her, hvordan sætningen inkorporerer en forudbestemt holdning uden om den egentlige proposition (‘nu skal det handle om noget’). Common sense-forståelsen af klimaproblematikken kommer først og fremmest til udtryk via postmodifikationen, at dette ‘noget’ vedrører os alle. Det efterfølgende spørgsmål bygger ligeledes på en antagelse om, at kloden har brug for at blive reddet, og at redningen skal finde sted.

Som denne del af analysen viser, hersker der en tydelig common sense-forståelse af klimaproblematikken. Denne naturlige anerkendelse af klimaproblematikken og - 71 som vi skal se - EU’s politiske rolle på området opererer dermed som en common sense legitimering af EU som aktør i klimapolitikken. I næste afsnit analyserer vi blandt andet, hvorledes denne aktør-position manifesteres, og hvordan den diskursive repræsentation af EU tager sig ud i klimadækningen.

4.2 Repræsentation af EU - Et positivt fællesskab

Vi vil i det følgende analyseafsnit behandle, hvordan EU benævnes og repræsenteres - og hvordan dette påvirker mediernes potentiale til at skabe en europæisk identitet.

Olausson (2010: 48) finder i sin analyse en repræsentation af EU som “the ‘good guys’”, der kæmper for ‘det rette’ og er værd at identificere sig med. Mens det for dette projekt er for vidtgående at tale - som Olausson (2010: 48) gør - om en “glorification” af EU, ser vi i vores empiri en lignende tendens til positiv benævnelse af det europæiske fællesskab.

Indholdsanalysen viser en ikke-signifikant overvægt af positive benævnelser21. Der er således ikke statistisk belæg for at postulere, at EU i empirien hyppigere beskrives positivt end negativt. Anskues forholdet mellem de to variabler dog per medietekst, ses en signifikant overvægt af artikler med overtal af positive benævnelser i forhold til antallet af artikler med overtal af negative benævnelser22. Denne overvægt er beskeden, men dog bemærkelsesværdig, fordi det generelt må forventes, at negative benævnelser er i mest hyppige i medietekster (Olausson 2010: 142).

21 T-test: Mean = 0,49 testværdi = 0,39 p = 0,062 22 T-test: Mean = 0,09 testværdi = 0 p = 0,021 72

Tabel 8 - Fordelingen af positive og negative benævnelser.

Medie tekster hvor Positive benævnelser Negative benævnelser benævnelser = 0 sum / gennemsnit sum / gennemsnit

154 141 / 0,49 110 / 0,39

Positive benævnelser Positive benævnelser Positive benævnelser = Negative benævnelser > Negative benævnelser < Negative benævnelser

168 71 46

Empirien viser desuden en moderat til stærk negativ sammenhæng mellem positive og negative benævnelser23. Medietekster med negative eller positive benævnelser indtager således som oftest en ‘enten-eller’ position frem for at belyse positive og negative sider af EU og EU’s politik ligeligt. Dette forhold kan forstås som en effekt af den journalistiske vinkling, der typisk begrænser historier til én enkelt problemstilling samtidig med, at flere korte artikler er begrænset til én kilde.

Med afsæt i Faircloughs (1995) terminologi kan disse forhold ved medieteksterne beskrives som et resultat af institutionelle processer, der bliver beskrevet som “institutional routines such as editorial procedures involved in producing media texts” (Fairclough 1995: 59). Sammen med de såkaldte diskursprocesser, der i mere snæver forstand henviser til de transformationer, som medietekster undergår i forbindelse med produktion og konsumering, udgør institutionelle processer den dimension af et kommunikativt event (fx en medietekst), som Fairclough benævner diskurspraksis (Fairclough 1995: 59). Den diskurspraksis, der relaterer sig til klimadækningen, involverer altså ofte en institutionel proces med en ‘enten-eller’ vinkling, hvor EU enten beskrives hovedsageligt positivt eller hovedsageligt negativt. Dette er afgørende for at forstå den diskursive konstruktion af EU, diskurspraksissens funktion taget i betragtning:

“[D]iscourse practice [are] mediating between the textual and the social and cultural, between text and sociocultural practice, in the sense that the link

23 Blandt de medietekster, der har minimum ét tilfælde af positiv eller negativ benævnelse. Spearmans korrelation: r = - 0,439 p = 0,000 n = 131 73

between the sociocultural and the textual is an indirect one, made by way of discourse practice: properties of sociocultural practice shape texts, but by way of shaping the nature of the discourse practice, i.e. the ways in which texts are produced and consumed, which is realised in features of texts. (Fairclough 1995: 60)

Overfører vi dette til beskrivelsen af EU i klimadækningen, kunne man anføre, at de enkelte medieteksters overvægt af enten positive eller negative benævnelser skal forstås i en sociokulturel kontekst, hvor EU enten betragtes som værende ‘imod eller med’ det nationale fællesskab, når det kommer til klimaspørgsmålet - og altså sjældent ‘både-og’. Denne kontekst kommer så til udtryk i den enkelte tekst gennem mediernes typiske vinkling (dvs. institutionel proces). På denne måde afspejler medierne så at sige det nationale standpunkt, som vi eksempelvis også har set det i dansk krigsjournalistik (Jørndrup 2006).

Zoomer vi ind på de enkelte medietekster, tager de positive og negative benævnelser mange former sprogligt set. Den mest åbenlyse er direkte postulater:

“EU-landene er blevet enige om, at de samlet spiller ind med at ville sænke CO2-udslippet med mindst 40 pct. i 2030. Det er med længder det mest ambitiøse udspil til forhandlingerne ved klimakonferencen.” (Børsen 2015, S_16_09_02, fremhævning tilføjet)

“Det er fantastisk, at vi har samlet alle EU-landene om et udspil til de globale klimaforhandlinger. EU's udspil er, at det skal ende med, at vi skal reducere CO2-udledningen med mindst 50 procent i 2050 i forhold til 1990. Det er et ambitiøst mål - og hvis det lykkes, er det rigtig, rigtig flot” (Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i Politiko 2015 S_18_09_02, fremhævning tilføjet)

Ministerens udsagn kobler her ord som ‘flot’ og ‘ambitiøst’ til EU’s klimapolitik, og sågar ‘fantastisk’ om det forhold, at EU-landene står sammen. Lars Christian Lilleholt anvender desuden et europæisk ‘vi’ (som optræder i alt seks gange i artiklen), der yderligere styrker repræsentationen af et positivt fællesskab. Analysen af ‘vi’ som 74

identitetsmarkør vil blive behandlet dybdegående i afsnittet 4.3 (‘Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’’).

I ovenstående eksempel fra Børsen optræder ordet ‘ambitiøst’ ligeledes, og det er værd at bemærke, at netop ordet ‘ambitiøst’ er hyppigt optrædende blandt de positive benævnelser af EU i datamaterialet. For at låne Jeffries (2010: 8) formulering kan sprogbrugen her siges at bære den ideologiske antagelse (at EU har en ambitiøs klimapolitik) eksplicit. Ifølge Fairclough (1995: 14) vil propositioner, der bærer ideologi, dog oftest optræde som implicitte antagelser i tekster, og det bliver også ofte taget for givet, at den mindre åbenbare ideologiske indkodning i tekster er mest interessant for analytikere (Jeffries 2010: 8), fordi kritisk diskursanalyse netop fokuserer på antagelsen, at “some ideology may be ´naturalized’ to the extent that it becomes ‘common sense’ to members of the community” (Jeffries 2010: 9).

I ovenstående eksempler er den positive beskrivelse af EU's klimapolitik ikke ‘skjult’ eller taget for givet, men derimod eksplicitte (politiske) udtalelser. Dermed falder de på sin vis uden for Faircloughs (1995) karakteristik af ideologiske propositioner, hvilket - i parentes bemærket - leder opmærksomheden hen mod den ofte fremførte kritik af kritiske diskursanalytikere; at de ofte er så optaget af den samfundsmæssige makrokontekst og magt, at de overser den mere umiddelbare kontekst (fx som i dette tilfælde en dansk minister, der forsøger at fremhæve politiske resultater), og at kritisk diskursanalyse derfor i visse tilfælde opererer med en mere naiv forståelse af medietekster end andre mediespecialister (Breeze 2011: 514-515). Vi anskuer således også den - med Jeffries ord (2010) - eksplicitte ideologiske sprogbrug som essentielt for legitimeringen af EU.

Vender vi blikket mod den mere implicitte beskrivelse af EU, ser vi, at den positive benævnelse af EU - som tidligere beskrevet - også indgår i navngivningen af EU og dennes politik - her med præmodifikation i form af adjektivet ‘ambitiøs’ i en ellers nøgtern faktaboks fra Ritzau:

“Forud for mødet i Lima vedtog EU i oktober en ambitiøs plan med CO2- reduktioner på 40 procent i 2030 set i forhold til 1990.” (Ritzau 2014, D_12_12_01, fremhævning tilføjet) 75

Eller i dette interview med EU’s klima- og energikommissær Miguel Arias Canete:

“Set fra Canetes stol vil det [etableringen af en investeringsfond] bidrage til at nå de ambitiøse klimamål” (Jyllands-Posten 2014, D_19_12_01, fremhævning tilføjet)

Her anvendes igen ordet ‘ambitiøs’ i begge tilfælde, men bemærk den mere implicitte brug af ordet, som i eksemplet fra Ritzau gives af den genremæssige kontekst (faktaboksens traditionelle funktion) og som i eksemplet fra Jyllands-Posten gives af ordets placering i en anden emnemæssig kontekst (emnet investeringsfond). Dette peger igen på, at det tages for givet, at EU's klimapolitik er ambitiøs, og at denne antagelse således kan beskrives som naturaliseret i klimadækningen.

Denne navngivning og beskrivelse af EU kommer desuden til udtryk i sætninger, der med Jeffries (2010) ord medfører en logisk følgende - men ikke udtalt - påstand:

“Det at gå forrest, er jo også at vise de andre vejen på. Hvis Danmark ikke havde haft sin egen linje i det her, så var EU's linje ikke blevet så ambitiøst” (Rasmus Helveg Petersen til Ritzau 2015, N_24_11_01)

Underforstået i politikerens udsagn ligger således atter påstanden om, at EU’s linje er ambitiøs. På samme måde kan ord som ‘stadig’, ‘igen’ eller ‘fortsat’ medføre en underforstået præmis om en tidligere tilstand (Jeffries 2010: 97):

“Er EU stadig i centrum for klimaforhandlingerne, som man har været siden Kyoto-aftalen?” (TV2.dk 2014, 12_12_02, fremhævning tilføjet)

“EU-klimaaftale sikrer fortsat førerkurs” (Bannertekst fra TV2 Nyhederne 08:00, 2014, T_10_14_17, fremhævning tilføjet)

76

“Martin Lidegaard minder EU‐ Kommissionen om at holde den grønne linje” (Information 2014, D_16_12_03, fremhævning tilføjet)

Den positive beskrivelse af EU tjener som en klassificering - en forankring - der af Moscovici (2000: 42) beskrives som det første skridt på vejen til at gøre noget truende eller fremmed til noget genkendeligt. Denne klassificering er i sin natur ikke neutral:

“Neutrality is forbidden in the very logic of the system, where each object or being must have a positive or negative value (...)” (Moscovici 2000: 43)

Når vinklingen har en udpræget positiv værdi, træder den emotionelle forankring i medieteksterne således i kraft, hvorved den abstrakte politik (fx klimamålsætninger) bliver håndterbar. Den positive klassificering har således potentialet til at gøre en europæisk identitet ikke blot mere attraktiv, men også mere tilgængelig.

Ovenstående række af udklip eksemplificerer, hvordan der i særligt den EU-positive del af empirien etableres en fælles common sense-forståelse af EU’s klimapolitik som grøn og ambitiøs og en repræsentation af EU som en politisk frontfigur i klimaproblematikken. Denne tendens kan i høj grad aflæses som en legitimering af unionens magt på klimaområdet og er samtidig kendetegnende for den diskursive identitetskonstruktion af EU i medieteksterne (jf. Faircloughs andet grundlæggende spørgsmål i afsnit 3.1.1, ‘Det diskursteoretiske afsæt’).

Endvidere fremhæver Tjernström (2009: 90), at også kritik af EU “bidrager til at styrke legitimiteten”. Dette fænomen - og den negative repræsentation af EU - vil blive behandlet i afsnittene 4.2.3 (‘Når EU truer - Negativ repræsentation af EU’) og 4.4.1 (‘EU som Danmarks Andethed’). I næste afsnit behandler vi personificeringen af EU gennem kildebrug og visuel symbolik.

77

4.2.1 Sæt et ansigt på - Personificering af EU

Vi betragter i dette projekt den personlige repræsentation af EU som en objektivisering af unionen. Gennem talspersoner sættes ansigt på en ellers abstrakt og kompleks organisation. Der optræder i vores empiri navngivne EU-kilder i 24,6 procent af medieteksterne. Til sammenligning optræder navngivne danske politikere som kilder i 30,9 procent af teksterne.

Statistikken over antallet af navngivne EU-kilder er i høj grad båret af den danske klimakommissær Connie Hedegaard. Connie Hedegaard blev i slutningen af 2014 afløst af spanske Miguel Arias Canete, og dette medfører et markant fald i det gennemsnitlige antal personlige EU-kilder, der således kun optræder i 10,5 procent af medieteksterne fra 2015. Mest markant kan ændringen ses hos tv-medierne, der nærmest forsvinder ud af indholdsanalysen i 2015. Dette kan sandsynligvis delvist tilskrives manglen på en central, dansktalende kilde, omend dette forhold næppe udgør hele forklaringen. Ikke desto mindre antyder det relativt store fald i antallet af EU-kilder, at medierne endnu er - som Ørsten (2004: 92-93) påpeger - bundet til nationalstaten, og derfor “delvist afhængige af nationale politiske institutioner (...), når de skal skaffe sig oplysninger/kilder til EU-stoffet”.

Indholdsanalysen viser, at navngivne EU-kilder optræder signifikant oftere i medietekster med et europæisk ‘vi’ end ellers24. Denne svage til moderate sammenhæng synes at indikere en - ikke overraskende - velvillighed fra EU- politikere og talspersoner til at indtage en europæisk identitetsposition. Vi har dog i empirien yderligere observeret en tendens til, at danske ministre indtræder som talsperson for EU - og således som erstatning for en egentlig EU-kilde. Dette antydes endvidere af indholdsanalysen, som viser en moderat til stærk sammenhæng mellem danske politikere som kilder og den sproglige sammenstilling af EU og Danmark25. Fænomenet viser, at alene optællingen af personlige EU-kilder ikke giver et retvisende billede af, hvordan unionen repræsenteres gennem kilder og dermed den potentielle identifikation, medierne tilbyder. Tjernströms (2009: 91)

24 Mann-Whitney test: r = 0,259 p = 0.000 n = 285 25 Mann-Whitney test: r = 0,407 p = 0,000 n = 285 78

analyse af EU-journalistik i norden antyder, at dette ikke er enestående for danske kilder:

“Nogle af aviserne ser Frankrigs præsident, Sarkozy, som en tydelig og aktivistisk aktør. I flere af de sammenhænge, som nyhedsstrømmen denne uge handlede om, optrådte han jo snarere som EU’s formand end som sit lands præsident.”

Nøgleordet i ovenstående citat er sammenhænge. Vi mener ikke med denne analyse at påstå, at der eksisterer en konstant velvilje blandt danske politikere til at stå på mål for EU. I stedet kan fænomenet anskues som et udtryk for bekvemmelighed. For mediets side bliver den danske kilde en bekvem måde at traversere afstanden til EU - en afstand der her kan forstås som både praktisk, sproglig og identifikationsmæssig. På den anden side bliver EU i klimajournalistikken ofte en positiv politisk association for kilden, og identitetspositionen kan således indtages til politisk gavn for kilden. Dette ses fx i et interview med daværende klimaminister Rasmus Helveg Petersen:

Vært: “Nu flyver procenterne gennem luften her, og vi har så fået fastsat de her 40 procent og 27 procent, men helt overordnet set, hvis du skal sætte nogle ord på det, er det så tilfredsstillende?” Rasmus Helveg Petersen (RHP): “Ja, det er det. Der er selvfølgelig blevet givet og taget, og vi ville gerne have haft mere, sådan er det. Men når vi ser på EU udefra, når vi skal til at lave globale klimaforhandlinger, så kommer EU med de her tal og er de mest ambitiøse. Vi er de grønne, der kommer til at trække i de andre, trække i Kina, trække i USA. Så jeg er sådan set godt tilfreds, selvom når vi går ind i det der, så prøver vi selvfølgelig at få så meget som muligt af vores politik igennem, og vi har ikke fået det hele, men vi har fået meget. Set udefra kommer vi til at gøre en stor forskel som Europa” (TV2 Nyhederne 06:00, 2014, T_10_14_13)

Citatet illustrerer, hvordan ministeren skiftevis udtrykker sig på EU’s vegne med et europæisk ‘vi’ (“Vi er de grønne”) og på vegne af Danmark med et dansk ‘vi’ (“vi har ikke fået det hele”), for igen at anvende det europæiske ‘vi’ i den patos-tunge 79 slutsætning. Jævnfør de Cillia, Reisigl og Wodak (1999) kan man sige, at der i brugen af det personlige pronomen, der henviser til Europa og Europas befolkning, ligger en personificering af EU, hvor befolkningen (‘vi’et’) bliver sat lig den politiske institution (‘EU’). Den sproglige changering mellem det nationale og transnationale ‘vi’ - det vandrende ‘vi’ - vil vi analysere dybdegående i afsnittet 4.3 (‘Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’’).

De to skiftende identitetspositioner, Billede 2 - Klimaminister Rasmus Helveg Petersen og statsminister Helle Thorning-Schmidt (TV2 Nyhederne 2014, T_10_14_13 som der ses i indslaget med klimaministeren, understreges endvidere kraftigt af billedsiden. Først taler RHP med et animeret EU-flag i baggrunden. Idet ministeren tager det nationale standpunkt, klippes daværende statsminister Helle Thorning- Schmidt ind i udsendelsen (se billede 2). Ligesom identitetspositionerne i RHP’s udsagn glider sammen, kan vi med afsæt i Kress og van Leeuwens (2006) ide om symbolske processer observere, hvorledes de europæiske og nationale symboler i tv-indslaget anvendes på samme vis. Billedsidens funktion i dette tilfælde er et centralt eksempel på, hvordan “other semiotic modalities interact with language in producing meanings” (Fairclough 1995: 58), hvilket ikke begrænser sig til enkeltstående teksteksempler. Det kan således siges at være en gennemgående diskurspraksis for det Fairclough ville kalde mediernes diskursorden, der er en samlende betegnelse for de forskellige diskurstyper, som anvendes inden for en social institution eller et socialt domæne (Fairclough 1995: 55). Billedsiden er altså central i identitetskonstruktionen af EU og nationen eller som tidligere nævnt i common sense-repræsentation af klima som en problemstilling, der kræver en løsning. Og betydningen af billedsidens semiotik i særligt tv-indslagene skal 80

ydermere ses i relation til tv-mediets føromtalte førende position i forbindelse med nyhedsformidlingen til europæerne (Europa-Kommissionen 2014).

29 TV-indslag (40,2 procent) rummer som i ovenstående indslag en form konventionel symbolik for EU. Som det også er tilfældet i forhold til formidlingen af klimaproblematikken ledsages indslagene således ofte af dækbilleder med fx EU- flaget, EU-landenes flag foran EU-parlamentsbygningen, Kommissionsbygningen samt EU-ledere i uformel samtale i diverse møderum. Det er altså igen en brug af billedsiden som et symbol på “the essence of an issue, rather than documenting newsworthy events” (Kress & van Leeuwen 2006: 30). Mest tydeligt fungerer EU’s gule stjerner på blå baggrund som et konventionelt symbol på unionen. Både TV Avisen og TV2 Nyhederne bruger dette symbol i forbindelse med bannertekster for at indikere, at der her er tale om en EU-historie. Samme konventionelle symboler bruges rutinemæssigt til at placere de forskellige EU-korrespondenter (se billede 3).

Billede 3 - Korrespondenter i Bruxelles (TV2 Nyhederne 2014, T_10_14_07 og DR1 2014, T_01_14_01).

Vi betragter her disse konventionelle symboler i tv-indslagene som en effektiv objektivisering af EU. Værdien af netop denne objektivisering for konstruktionen af europæisk identitet kan dog diskuteres. Hvis vi eksempelvis husker på objektivisering som en opdagelse af “the iconic quality of an imprecise idea” (Moscovici 1984 i Höijer 2011: 13), så konkretiseres EU altså her af fx glasbygninger og flag. Denne repræsentation synes således ikke at bringe EU nærmere seeren, men snarere bekræfte den tidligere nævnte Andethed og utilgængelighed, der tillægges unionen.

81

4.2.2 Transitivitet - Et agerende Europa

Som tidligere nævnt sker personificeringen af EU også gennem den sproglige repræsentation af unionen. Nærmere bestemt har vi i indholdsanalysen anvendt Hallidays (2003) leksikogrammatiske system transitivitet til at afgøre, om EU:

1) Agerer/handler/forårsager m.m. (Handling) 2) Oplever en hændelse eller er mål/modtager for en ageren/handling (Hændelse) 3) Tilskrives en kvalitet/besiddelse/evne m.m. (Tilstand)

Som beskrevet i metodekapitlet er analysekategorien ‘handling’ forbeholdt handlinger udført af tænkende væsner og er således en indikator for, om EU personificeres - og tilskrives menneskelig kvaliteter.

Indholdsanalysen giver ikke noget entydigt billede af, om fordelingen af transitivitets- kategorierne korrelere med øvrige variabler i analysen. Det er således også vigtigt at holde for øje, at denne gruppe analysevariabler ikke i sig selv siger noget om, hvorvidt EU skildres positivt eller negativt, men i stedet skal behandles som en flig af et samlet billede.

Tabel 9 - Hvor ofte handling, hændelse og tilstand optræder i den enkelte artikel (gennemsnit) og andelen af handling, hændelse og tilstand af den samlede kodning af transitivitet (i procent).

Gennemsnit - Handling Gennemsnit - Hændelse Gennemsnit - Tilstand

1,27 0,61 0,98

Andel - Handling Andel - Hændelse Andel - Tilstand

44,4 % 21,3 % 34,2 %

Indholdsanalysen viser, at gennemsnitstallet for ‘handling’ er signifikant højere end den næstmest anvendte analysekategori - ‘tilstand’26 - som igen er signifikant mere anvendt end ‘hændelse’-kategorien27. Repræsentation af EU som agerende - ’handling - optræder hyppigt i sætninger, hvor EU har vedtaget eller besluttet noget:

26 T-test: Gennemsnit = 1,27 testværdi = 0,98 p = 0,003 n = 285 27 T-test: Gennemsnit = 0,98 testværdi = 0,61 p = 0,001 n = 285 82

“EU har besluttet, at udledningen fra de sektorer, der ligger uden for kvoteordningen, i 2030 skal være 30 procent lavere, end de var i 2015.” (Politiken 2015, O_01_10_03)

“EU vedtager klimaaftale” (Bannertekst i TV2 Nyhederne 07.00, 2014, T_10_14_19)

“Det siger bl.a. EU klart nej til” (Information 2014, D_11_12_04)

Særligt sidstnævnte eksempel viser et EU, der tillægges menneskelige kvaliteter. Her bliver EU til en agent i en verbal procestype, som ellers er forbeholdt menneskelige aktører (Jeffries 2010: 42). Denne meget tydelige personificering er ikke normen. Empirien beskriver dog et EU, der - som ovenstående eksempler også viser - er agerende gennem politiske beslutninger og udmeldinger. Eksemplerne udfylder således - lingvistisk set - blandt andet den funktion, som i Hallidays (2003) leksikogrammatik kaldes sprogets ideationelle metafunktion, der “repræsenterer de ressourcer, vi betjener os af for at konstruere vores erfaring med verden omkring os (den ydre, reale verden) og inden i os (den indre, mentale verden)” (Andersen, Petersen og Smedegaard 2001: 23). Ifølge Fairclough (1995: 17) er det derfor i særlig grad den ideationelle metafunktion, der skaber repræsentationer af verden, og ved hjælp af transitivitetssystemet - der er én af måderne, hvorpå den ideationelle metafunktion fungerer - kan vi altså se, at EU i klimastoffet hovedsageligt repræsenteres som en agerende størrelse eller en handlende aktør.

I forlængelse heraf er det således værd at bemærke, at ‘hændelse’-kategorien, der typisk repræsenterer EU som en passiv instans, udgør en relativt lille del af de kodede transitivitets-kategorier. Et eksempel på repræsentationen af EU som passiv (kodet som ‘hændelse’), er nedenstående, hvor EU kan forstås som en beneficent i en materiel middelproces:

“Klimamål for EU fastlægges lige nu” (Bannertekst i TV Avisen 18:30, 2014, T_10_14_06) 83

Historien udspringer af samme begivenhed, som TV2 Nyhederne i et tidligere eksempel beskrev med bannerteksten “EU vedtager klimaaftale”. Her er det dog ikke unionen selv, der vedtager klimamål, men i stedet en begivenhed (klimamål fastlægges) som EU kommer ud for. Den sproglige proces tager i dette tilfælde både magt og initiativ væk fra EU. Effekten synes at være typisk for sætninger i ‘hændelse’-kategorien, selvom man i mange tilfælde stadig aner EU's handlings- potentiale:

“Så til EU og de andre i Vesten, siger jeg: Hjælp os - også for jeres egen skyld.” (Institutleder Nadim Farajalla til Politiken 2015, O_31_10_01)

“EU-politiker vil have EU ind i sag om sojabønner” (Rubrik på DR.dk 2013, P_11_11_01)

“Paven ønsker at møde EU's klima‐ og miljøministre forud for FN‐ topmøde om nye verdensmål senere på måneden og klimatopmødet COP21.” (BT.dk 2015, S_11_09_02)

Eksemplerne illustrerer, hvordan EU i transitivitets-kategorien bliver gjort til modtager - beneficium - for andre aktørers handlinger. Effekten er, at EU bliver den passive part og en størrelse, der handles på. Men selvom EU's handlekraft i et vist omfang mindskes, indikeres stadig en kapacitet til at hjælpe og gå ind i sager. I forlængelse heraf er det værd at bemærke, at repræsentationen af EU hyppigt simplificeres. Således fremstår EU fx ofte som beslutningstager uagtet hvilket organ i unionen, der har vedtaget noget. Dette kan direkte relateres til, hvad Ørsten (2004: 94) fremhæver som mediernes udfordring i at håndtere EU som “komplekst politisk system”. I den journalistiske praksis bør fænomenet dog også betragtes som en bevidst sproglig genvej, som tages for at undgå gumpetunge rubrikker eller ‘unødig’ kompleksitet i nyheden. Strategien leder uundværligt til interessante konstruktioner:

“EU er enig om nye bilers CO2-udslip fra 2020” Ritzau 2013 (E_27_11_01) 84

“EU enig om klimamål for det globale topmøde i Paris” Ritzau 2015 (S_18_09_01)

Ovenstående repræsenterer EU, som en instans, der kan være enig med sig selv. Sprogligt er dette en ufuldstændig konstruktion, hvor betegnelsen ‘EU’ bruges som substitut for det egentlige beslutningsdygtige politiske organ.

Afslutningsvis skal det påpeges, at vi i indholdsanalysen ikke har kodet for, om variablerne ‘handling’, ‘hændelse’, ’tilstand’ optræder i tekst eller citat. Tentativt kan der dog ses en lingvistisk forskel på talesproget fra kilder og det journalistiske sprog i særligt printmedier. Journalistisk tilstræbes således et levende og aktivt sprog, som falder til fordel for ’handling’-kategorien. Omvendt forsøger kilden ofte at beskrive verden (fx når Rasmus Helveg Petersen siger “vi er de grønne”28), hvilket favoriserer ‘tilstand’-kategorien.

Samlet set påpeger indholdsanalysens betydelige nik imod repræsentationen af EU som aktiv og agerende imidlertid på, at EU gennem systemet transitivitet repræsenteres på en måde, hvormed EU personificeres i medieteksterne.

4.2.3 Når EU truer - Negativ repræsentation af EU

Som det fremgik i tabel 8, bliver EU i empiriens medietekster med jævne mellemrum navngivet eller beskrevet negativt. Det sker i 72 medietekster, og i disse i snit ca. 1,5 gang pr. medietekst.

Der optræder i empirien 46 medietekster (15,4 procent), hvor der er flere negative benævnelser end positive (kontra 71 primært positive medietekster). En betydelig del af de ‘negative’ medietekster sætter modstilling mellem Danmark og EU - ofte i form af, at Danmark ønsker højere klimaambitioner fra unionen. Modstillingen mellem Danmark og EU og EU som Andethed vil blive behandlet dybdegående i afsnit 4.4.1

28 TV2 Nyhederne 06.00, 2014, T_10_14_13 85

(‘EU som Danmarks Andethed’), mens vi her vil fastholde fokus på benævnelsen af EU.

Negative benævnelser optræder flere gange i medietekster, der beskriver konsekvenser af EU’s politik for dansk erhvervsliv:

“EU-plan truer Vestas innovative teknologier” (Bannertekst fra TV2 Nyhederne 09.00, 2014, T_01_14_07)

“IT-virksomhed ærgrer sig over nej i EU” (Bannertekst fra TV Avisen 17:50, 2013, T_04_13_01)

Her ses tydeligt, hvordan EU bliver gjort til en reaktionær kraft, der siger “nej” og begrænser danske virksomheders innovation på klimaområdet. Bemærk imidlertid, at det er samme bagvedliggende imperativ - at være ambitiøs på klimaområdet - som i andre sammenhænge bringer EU og Danmark sammen (se afsnit 4.3.2, ‘Ækvivalens’ og 4.4, ‘Europas Andethed - Kulglade kinesere og uambitiøse indere). Hvor der altså ofte skabes “[a] sense of community pride and togetherness (...) by the alleged excellence of the EU in responding to the threats of climate change (Olausson 2010: 148), beskrives EU her i stedet som modsætningen eller ‘the bad guys’, men ud fra den samme grundlæggende præmis. Hvis vi her genkalder os Faircloughs (1995: 59) føromtalte opdeling i tekster, diskurspraksis og sociokulturel praksis, ser vi hvorledes mediernes diskursorden rummer forskellige diskurspraksisser, hvad angår repræsentationen af EU i tekster, men at disse praksisser er domineret af den samme sociokulturelle omstændighed; at klimaforandringer er et reelt problem, der skal gøres noget ved.

Den kraftigste negative lingvistiske benævnelse af EU ses i dækningen af den såkaldte PSO-afgift, der skal finansiere Danmarks grønne omstilling, men som EU i 2014 ville have afskaffet med henvisning til regler om statsstøtte. Her bruger en håndfuld artikler en militaristisk metaforik til at beskrive kontroversen:

“EU-angreb er en bombe under den grønne omstilling” (Rubrik i Jyllands-Posten 2014, D_16_12_02) 86

Her tegnes ligeledes et billede af EU som en ekstern magt, der yder negativ indflydelse på Danmark og ikke mindst de grønne ambitioner. I eksemplet ser vi, at ordene ‘angreb’ og ‘grønne’ tages for givet i sætningens nominalgrupper, og med copula-verbet ‘er’ fastlægges tilmed en intensiv relation (Jeffries 2010: 43) mellem det såkaldte angreb og dets effekt (at være en bombe under den grønne omstilling). At der er tale om et angreb er altså ikke til diskussion, ligesom det forhold, at angrebet er en bombe beskrives som et faktum. Gennem eksempler som disse kan man i denne del af empirien genkende den repræsentation, som Ørsten (2004) finder af EU som konfliktskaber.

Vi har i denne del af analysen set en multifacetteret repræsentation af EU, når det kommer til positive og negative benævnelser. Vi mener at se en tendens til at EU’s klimapolitik forstås som både ambitiøs og - i relation til common sense-forståelsen af klimaproblematikken - legitimeret. Omvendt kan vi tydelig se, at unionens rolle som en Andethed ikke er fraværende i dette udsnit af mediedækningen. Den negative beskrivelse af EU har endvidere en moderat til stærk sammenhæng med modstillingen af Danmark og EU29. Dette vil blive yderligere analyseret i afsnit 4.4.1 (‘EU som Danmark Andethed’).

Mere entydig fremstår billedet af EU som agerende og på denne måde personificeret på tekstniveau. Samtidig har vi vist, at den ellers ‘ansigtsløse’ union ikke kun kan blive menneskeliggjort og repræsenteret af EU-politikere eller talspersoner, men også af danske politikere. I forlængelse af dette vil vi i næste afsnit behandle, hvorledes brugen af personlige pronominer og ækvivalens kan skabe en transcendering af den nationale identitet og sammenstille Danmark og EU i en fælles identitetsposition.

4.3 Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’

Som vi har etableret i afsnit 2.2.2.1 (‘Analyse af identitetskonstruktion i mediediskurs’), er de personlige pronominer i første person flertal - og i særdeleshed

29 Mann-Whitney test: r = 0,420 p = 0,000 n = 285 87 det personlige pronomen 'vi' - fundamentale indikatorer på konstruktionen af kollektiv identitet. Således har søgningen efter det nationale ‘vi’ og det europæiske ‘vi’ været en central del af vores indholdsanalyse (se afsnit 3.2.2.2, ’Kollektiv identifikation - tekst og citat’). Dette afsnit er koncentreret om relationen mellem disse ‘vi’er’; den lingvistiske sammenfletning - om man vil - af det nationale og det europæiske 'vi' og ikke mindst relationens diskursive betydning for konstruktionen af europæisk identitet - dét, som Olausson (2010: 143) definerer som “transcendence of national identity”.

Mens medierne er stærkt medvirkende til at rekonstruere national identitet (se fx Billig 1995; de Cillia, Reisigl & Wodak 1999), har Olausson (2009, 2010) påpeget, hvorledes det nationale udsyn i nogle tilfælde også bliver integreret - eller transcenderer ind - i et europæisk perspektiv. Denne transcendens kan ligeledes observeres i de danske mediers klimadækning, og tendensen er især fremtrædende i brugen af de personlige pronominer i artikler og tv-indslag. En tendens som her skal adresseres diskursanalytisk ud fra begreberne deiktisk center, det vandrende 'vi', ækvivalens og - på et mere generelt plan - naturalisering.

For at tage udgangspunkt i sidstnævnte er naturalisering - som tidligere påpeget - et af de mest centrale begreber inden for kritisk diskursanalyse. Begrebet indbefatter “the notion that some ideology may be ´naturalized’ to the extent that it becomes ‘common sense’ to members of the community” (Jeffries 2010: 9). Det er således i tråd med dette, når Olausson (2010) peger på nødvendigheden af at observere konstruktionen af europæisk identitet i stofområder som klima, hvor en europæisk identitet ifølge Olausson (2010) bliver taget for givet via en række ‘diskursive vaner’.

Brugen af personlige pronominer i første person flertal er én af disse diskursive vaner, der rekonstruerer national identitet. Hvis vi i denne sammenhæng genkalder os indholdsanalysens skelnen mellem tekst og citat, kan man argumentere for, at den mest fremtrædende form for naturalisering af europæisk identitet optræder i de tilfælde, hvor en europæisk identitet tages for givet i selve (nyheds)teksten eller nyhedsoplæsningen; når en reporter eller nyhedsvært udtaler sig eller skriver om verdens beskaffenhed i sætninger, hvor kilder ikke citeres, og hvor teksten eller reporteren eksempelvis anvender de personlige pronominer ‘vi’, ‘os’ eller ‘vores’ med henvisning til EU. 88

I datamaterialet optræder denne Figur 5 - Fordelingen af ‘vi’er’ i tekst og citat. fremtrædende form for naturalisering dog kun i selve nyhedsteksten i begrænset omfang (se figur 5). Således er det eksempelvis kun syv medietekster, hvor ét eller flere personlige pronominer, der henviser til EU, optræder uden for citat. Dette kan med en vis sandsynlighed sættes i forbindelse med journalistik som genre (og nyhedsjournalistik i særdeleshed), hvor ideen om tilstræbt objektivitet og uvildighed er en grundpille i både teori og praksis (se fx Jønch-Clausen & Lyngbye 2007), og hvor afsenderen således er fraværende fra teksten (Meilby 2009: 79). Dette bekræftes også af det forholdsvis lave antal (19 tilfælde) af ‘vi’er’ i tekst, der referer til Danmark.

I relation til vores opdeling af nationale og europæiske ‘vi’er’ i henholdsvis tekst og citat, er det således anvendeligt at skelne mellem de to diskurstyper, som Fairclough (1995: 56) kalder genrer og diskurser:

“A discourse is a language used in representing a given social practice from a particular point of view. Discourses appertain broadly to knowledge and knowledge construction (...) A genre, by contrast, is a use of language associated with and constituting part of some particular social practice, such as interviewing people (interview genre) or advertising commodities (advertising genre).”

Udeladelsen af personlige pronominer i tekst og selve brugen af citater kan således - med udgangspunkt i Faircloughs terminologi (1995) - beskrives som konventionel sprogbrug inden for diskurstypen genre (i dette tilfælde genren nyhed eller nyhedsjournalistik), mens selve indholdet af citater kan analyseres som diskurstypen diskurs, i og med udtalelser fra politikere, eksperter med flere netop skaber repræsentationer, identiteter og relationer ud fra “a particular point of view”. 89

Tilsammen konstituerer disse diskurstyper diskursordener (Fairclough 1995: 56), og bredt formuleret er det således inden for diskursordenen ‘nyheder’, at vi lokaliserer transcenderingen af en national identitet over i en europæisk.

Denne transcendering og den tilknyttede naturalisering af en europæisk identitet i klimadækningen realiseres lingvistisk set på en lang række måder. Ser man på det fra et kvantitativ og strukturelt perspektiv, optræder personlige pronominer, der henviser til EU i enten tekst eller citat, i 24,6 procent af samtlige medietekster, mens personlige pronominer, der henviser til Danmark i enten tekst eller citat, optræder i 26 procent af alle medieteksterne (se figur 6). Omfanget af personlige pronominer, der giver læseren en mulighed for at Figur 6 – Fordelingen af 'vi'er' i empirien. træde ind i et deiktisk center (og dermed i en identitetsposition), er altså stort set det samme for både det europæiske deiksis og det nationale deiksis, hvilket tentativt indikerer, at (re)konstruktionen af europæisk identitet i klimadækningen optræder på lige vis med den føromtalte ‘vanemæssige’ nationale identitetskonstruktion.

I forhold til en egentlig transcendering af den nationale identitet afslører datamaterialet, at der en moderat til stærk positiv sammenhæng mellem personlige pronominer i medietekster (hvad enten de er danske eller europæiske) og den lingvistiske sammenstilling af Danmark og EU30. Dykker man ned på tekstniveau, sker denne transcendering i flere tilfælde, når en dansk minister benytter et 'vi', der inkluderer EU:

“EU vil samtidig arbejde for, at klimatopmødet i Paris skal ende med det, tidligere klimatopmøder ikke har kunnet levere: En bindende aftale. ‘Vi ved godt, det er en udfordring. Men skal en aftale have en effekt, er det helt afgørende for os, at landene er forpligtet til at leve op til de målsætninger,

30 Chi Squared test: r = 0,415 p = 0,000 n = 285 90

man bliver enige om. Derfor mener vi fra EU, at man løbende skal tjekke, at landene leverer det, de skal,’ siger Lars Christian Lilleholt.” (Politiko 2015, 18_09_02, fremhævning tilføjet)

Der bliver her skabt en tekstverden (Jeffries 2010: 146), hvor EU er aktøren, der kan trække alle verdens lande i retning af den tidligere uladsiggørlige bedrift: At lave en bindende international klimaaftale. Denne handlekraft bliver en dansk minister tilmed talsmand for. Brugen af de personlige pronominer “vi” og “os”, som endvidere bliver postmodificeret (styrket) af præpositionsstrukturen “fra EU” i et enkelt tilfælde - samt den underliggende præmis, at EU vil være i stand til at leve op til målsætningerne, mens andre lande (uden for EU) hellere må tjekkes efter i sømmene - skaber et tydeligt deiktisk center, som den danske læser vil kunne projicerer sig over i. Identitetskonstruktionen af EU og repræsentationen af EU's handlekraft er således eksplicit i citatet, mens relationen mellem Danmark og EU hviler implicit på antagelsen, at Danmarks minister kan udtale sig på vegne af EU.

At relationen mellem EU og Danmark kommer til udtryk på denne måde, er karakteristisk for klimadækningen. Som Olausson (2010: 147) bemærker: “The established national identity is an ever-present means of anchoring climate change in a familiar interpretative frame”. I lyset af dette er brugen af nationale ‘vi’er’ i hver fjerde medietekst i datamaterialet ikke overraskende, men at det europæiske 'vi' er lige så fremtrædende, henleder opmærksomheden på Billigs (1995) pointe om banale ords vigtige betydning til at ‘minde’ borgerne om deres identitet. Den banale nationalisme opererer ifølge Billig (1995: 93) “with prosaic, routine words, which take nations for granted, and which, in so doing, inhabit them. Small words, rather than grand memorable phrases, offer constant, but rarely conscious, reminders of the homeland, making ‘our’ national identity unforgettable”.

Selvom Billig (1995) altså kommenterer på den nationale identitetskonstruktion, tyder vores datamateriale på, at den europæiske identitet opererer på samme ‘banale’ måde i klimadækningen - altså naturaliseret, for at anvende den diskursanalytiske terminologi. Jævnfør Kumars (2012) pointe om, at det banale aspekt ikke er reserveret til national identitet, kan vi således anføre, at det også er muligt at tale om banal transnationalisme i form af en europæisk identitet. Hvis identiteten imidlertid 91 skal forstås som banal, står dette i et vist omfang i kontrast til den ide om europæisk identitet, som Habermas og andre knytter til den forestillingen om den rationelle, fælleseuropæiske offentlige sfære (Habermas 1991[1962]). Dette vil blive adresseret i afsnit 4.5 (‘Afrunding: Europæisering i klimadækningen’).

Transcenderingen af den nationale identitet ind i en europæisk sker således ofte i en tekstlig sammenhæng, hvor repræsentationen af både Danmark og EU - samt relationen mellem disse - realiseres med lingvistiske midler, der er mere eller mindre identiske, fordi den europæiske identitet bliver diskursivt integreret “within a familiar interpretative framework” (Olausson 2010: 141). Det er dette, Olausson (2010: 141) kalder forankring, der som tidligere nævnt kommer til udtryk gennem fænomenerne distinktion og emotion. I relation til personlige pronominer i flertal er distinktion som forankringsmekanisme tydelig gennem modsætningspar som vi/de og os/dem, som vi behandler i afsnit 4.4 (‘Europas Andethed - Kulglade kinesere og uambitiøse indere’).

De personlige pronominer i flertal spiller imidlertid også en central rolle i situationer, hvor der ikke nødvendigvis skabes en distinktion mellem et europæisk og/eller dansk “os” og en Andethed. Dette kan fx ses i denne udveksling mellem daværende klimaminister Rasmus Helveg Petersen (RHP) og en tv-vært i forbindelse med nyheden om et hemmeligholdt dokument fra EU’s handelskommissær, der viser, at en frihandelsaftale mellem EU og USA vil åbne for øget import af olie og gas til Europa:

Vært: “Hvad siger du til det her stykke papir?” RHP: “Jamen, det er ikke et, jeg har set, før Information bragte det. Men jeg synes overskrifterne er lidt dommedagsagtige. EU arbejder jo for at nedbringe udslip af CO2, og vi arbejder for på forskellig vis på at bruge mindre fossil energi...” Vært (afbryder): “Men det her stykke papir det tyder jo på, at EU de på den ene side arbejder for det, du lige nævner her, og på den anden side forhandler med amerikanerne om, at vi skal være klar til at købe olie og gas fra dem i forbindelse med en frihandelsaftale.”

92

RHP: “Ja, men EU importerer i forvejen for en milliard euro energi om dagen, men det så fra Saudi Arabien, og det er fra Rusland og sådan nogle steder. Om vi køber det dér eller i USA, har jo ikke noget at gøre med, hvor meget vi bruger herhjemme. Det må jeg sige. Så det med at det skulle være værre at importere det fra USA, end dér hvor vi importerer det fra i dag, det kan jeg slet ikke se nogen mening i.” Vært: “Men altså, de her kritiske klima... eller miljøorganisationer, de siger jo, at det uvægerligt vil føre til mere forbrug af fossile brændstoffer i Europa, hvis man åbner for denne her frihandel med amerikanerne. Kan du afvise det?” RHP: “Ja. Vi har jo vores egen klima- og energipolitik. Danmark kan jo importere alt det olie og gas, vi vil fra forskellige egne af verden, men vi har et ønske om ikke at bruge det. Det er på samme måde med EU-niveau. Det drejer sig om at lave en politik, hvor vi ikke bruger så meget. Det er ikke et spørgsmål om, hvor du så køber det, du bruger, henne.” (TV2 Nyhederne 06:00, 2014, T_05_14_02, fremhævning tilføjet)

I denne udveksling er der adskillige ‘vi’er’ i spil, hvoraf det i visse tilfælde er tydeligt, om der er tale om et ‘EU-vi’ (“vi skal være klar til at købe olie og gas”) eller et nationalt 'vi' (“Danmark kan jo importere alt det olie og gas, vi vil fra forskellige egne af verden”), men hvor der også benyttes ‘vi’er’, som er tvetydige i deres referencer (“Om vi køber det dér eller i USA, har jo ikke noget at gøre med, hvor meget vi bruger herhjemme”). Denne omskiftelige brug af 'vi'et' kan forstås ud fra Petersoos (2007) vandrende 'vi'. En samtale som den ovenstående viser således, hvordan der med de forskellige ‘vi’er’ henvises til forskellige referenter, og hvordan der også er en kontrasterende brug af 'vi'et' og konstruktionen af deiksis. I visse sætninger bliver EU således i første omgang betragtet som en selvstændig aktør med sin egen selvstændige identitet (EU “arbejder” og EU “importerer”), der placerer afsenderen i et deiktisk center uden for EU. Ikke desto mindre bliver EU dog hurtigt inkorporeret i afsenderens deiktiske center (“vi skal være klar” og “vi køber det”). Tv-medierne rummer - som vi senere vil beskrive - personlige pronominer langt hyppigere end det er tilfældet på skrift, men det vandrende ‘vi’ er ikke forbeholdt tv-medierne:

93

“- Jeg byder EU-kommissionens investeringsplan velkommen. Siden krisens start er investeringerne dalet i Europa. Det skal vi gøre noget ved, siger Helle Thorning-Schmidt i en skriftlig kommentar til Ritzau. (...) Helle Thorning-Schmidt mener dog, at Danmark har klare interesser i investeringsplanen - alene fordi der vil være danske arbejdspladser i, at samhandelspartnerne får mere gang i hjulene. - I de fleste tilfælde vil vi nok kunne skaffe billigere finansiering selv. Men vi skal selvfølgelig se på, om der også er gode danske projekter, som kan få finansiering fra investeringsfonden.” (Ritzau 2014, D_17_12_01, fremhævning tilføjet)

“Sagen er ifølge Martin Lidegaard en svær balance mellem en mere effektiv og borgernær EU‐ lovgivning uden for meget detailregulering ‐ og så ønsket om, at miljøpolitikken ikke neddrosles, men tværtimod bliver mere ambitiøs. ‐ Det er de to pejlemærker, vi har, og vi vil selvfølgelig værne om, at det ene ikke taber på det andets bekostning, og jeg har sagt lige ud til Timmermans, at det er Danmarks holdning, siger Lidegaard.” (Information.dk 2014, D_16_12_03, fremhævning tilføjet)

Fra Helle Thorning-Schmidt indtages her først en europæisk identitetsposition, hvorefter den daværende statsminister senere i artiklen favner læseren i et dansk ‘vi’. Omvendt skifter Martin Lidegaard i eksemplet fra Information mellem et europæisk og et dansk ‘vi’ med få ords mellemrum. Det vandrende ‘vi’ er et tydeligt eksempel på transcendering, og selvom man stadig aner kontrasten mellem en EU- identitet og en national identitet, bliver denne kontrast imidlertid ikke uundgåelig, for nu at låne Olaussons (2010: 149) ord om de nationale og europæiske identitetspositioner i svensk klimadækning:

“[T]he national and European identity positions do not inevitably function as contradictions and separated distinctions, and the discursive struggle between them does not automatically result in the elimination of one. It is thus not a question of either/or (...) [Thus] there is reason to argue that these two identity positions work interactively and mutually (re)construct each other” 94

Man kan argumentere for, at denne interaktive og gensidige (re)konstruktion ses i vores datamateriale i den moderate til stærke statistiske sammenhæng mellem brugen af både nationale og europæiske ‘vi’er’ og sammenstillingen af Danmark og EU31. Set i lyset af Faircloughs (1995) terminologi er der dermed etableret en gennemgående relation mellem det nationale og det europæiske som en kontinuerlig diskurspraksis.

4.3.1 Tv og det tydelige ‘vi’

Som nævnt har denne analyse ikke et komparativt sigte mellem specifikke medier. Imidlertid kan vi i empirien observere en iøjnefaldende forskel mellem flere variabler, når vi betragter tv-medier over for skriftmedier. Således kan vi se en moderat til stærk sammenhæng mellem brug af personlige pronominer og medietype32, samt en svag til moderat sammenhæng specifikt mellem medietype og personlige pronomen, der henviser til EU33. Der optræder personlige pronominer - både dem, der henviser til EU, og dem, der henviser til Danmark - i langt højere grad i tv-indslag end i skrevne medier, hvilket figur 7 illustrerer.

31 Chi Squared test: r = 0,415 p = 0,000 n = 285 32 Chi Squared test: r = 0,352 p = 0,000 n = 285 33 Chi Squared test: r = 0,250 p = 0,000 n = 285 95

Figur 7 - Fordelingen af ‘vi’er' i henholdsvis skrift- og tv-medier.

Der er flere grunde til at hæfte sig ved denne markante forskel på artikler og tv- indslag i relation til naturaliseringen af et europæisk 'vi' og transcenderingen af den nationale identitet ind i en europæisk. Først og fremmest er tv-medier i medieforskning flere gange betragtet som EU-blind:

“Television news, in particular, is virtually oblivious of a large-scale development in Europe and has not (yet) left the nation state.” (de Vreese 2012: 11)

Den europæisering som indholdsanalysen antyder står således i klar kontrast til de Vreese (2012: 12) beskrivelse af tv-nyheder som havende “virtually no trace of European public sphere.” I forlængelse heraf er det relevant at fremhæve, at tv er europæernes suverænt mest foretrukne mediekilde til at orientere sig om både

96

europæisk og national politik. Således angiver 77 procent af respondenterne i det faste Eurobarometer (Europa-Kommissionen 2014: 47), at de får de fleste af deres nyheder om europæisk politik (“european political matters”) fra tv. For nyheder om national politik (“national political matters”) angiver 82 procent, at tv er den mest anvendte nyhedskilde (ibid: 42). Præferencen mod tv er udtalt omend mindre ekstrem specifikt blandt danske nyhedsforbrugere. Tv er endnu den enkeltstående medieplatform, som flest mennesker betragter som deres vigtigste kilde til nyheder (Schrøder 2015: 25), og ni ud af ti danskere ser stadig tv hver uge (Christensen 2016). Det er dog værd at bemærke, at online medier (både aviser og tv) sammenlagt med sociale medier i nye studier for første gang slår tv som danskernes foretrukne nyhedskilde (Schrøder 2015: 24). I EU-landene generelt er tv stadig den absolutte topscorer som nyhedsleverandør, selvom internetnyheder er i kraftig vækst (Europa-Kommissionen 2014: 42).

Tager man således ‘vi’ets’ afgørende betydning for identitetskonstruktion i betragtning og tv-mediets førende rolle som nyhedskilde, kan den hyppigere brug af personlige pronominer i tv-indslag anskues som en afgørende indikator på en diskurspraksis eller - med Olaussons (2010: 13) ord - diskursiv vane, der skal til “in order for a European identity to take root”. Denne diskursive vane optræder netop naturaliseret i klimadækningen og foregår tilmed analogt for nationale og europæiske ‘vi’er’.

4.3.2 Ækvivalens

Som vi har set ovenfor, er det personlige pronomen 'vi' et centralt element i transcenderingen af den nationale identitet over i en europæisk. Den lingvistiske sammenstilling sker imidlertid også i sætninger (eller hele medietekster), hvor et europæisk 'vi' ikke fremtræder, men hvor repræsentationen af Danmark og EU stadig etablerer en entydig relation mellem disse. Således indeholder 10,5 procent af artiklerne en lingvistisk sammenstilling af Danmark og EU, uden at der optræder et europæisk 'vi'. Dette udgør således omkring halvdelen af de medietekster, hvori der figurerer en lingvistisk sammenstilling af EU og Danmark (22,1 procent).

97

Når sammenstillingen ikke sker ved brugen af personlige pronominer, sker den typisk i form af ækvivalens (jf. afsnit 3.2.2.2, ‘Kollektiv identifikation - tekst og citat). Dette sker både, når Danmark er postmodifikator til EU, når EU er postmodifikator til Danmark, og hvor Danmark og EU er sideordnede, som det ses i disse tre respektive eksempler:

“Når EU - og herunder Danmark - ikke i de nationale mål vil forpligte sig på en indsats for u-landenes tilpasning, er det, fordi det betyder flere penge op af lommen.” (Information 2015, D_11_12_04)

“Klimaet har længe stået højt på dagsordenen i Danmark og resten af EU.” (Politiken 2015, S_18_09_03)

“Vores internationale finansielle bidrag opfylder i hovedreglen målsætninger under både klima- og udviklingspolitikken. Danmark, EU-kommissionen og flere udviklingsorganisationer mainstreamer i dag klima i deres udviklingsaktiviteter.” (Udenrigsminister Kristian Jensen i Information 2015, S_27_09_01)

Fælles for disse eksempler er imidlertid, at Danmark og EU indgår i samme sætningsled, som i alle tre tilfælde realiseres i samme nominalgruppe. Syntaktisk set er de dermed sidestillet, og inkluderer vi Jeffries (2010) skelnen mellem de tre typer af ækvivalens (se tabel 5 i afsnit 3.2.2.2, ’Kollektiv identifikation - tekst og citat’), vil vi ydermere kunne se, at disse tre eksempler er stilistisk sidestillet i form af appositionel ækvivalens, hvor konjunktionen “og” eller opremsningskommaet kæder EU og Danmark sammen. Selvom nationen og EU altså fremstår som separate identiteter, bliver de repræsenteret med fælles intentioner og handlinger på klimaområdet, hvad end de ikke vil have “flere penge op af lommen”, om de deler en ambitiøs klimadagsorden (læg mærke til bestemt entalsform: “dagsordenen”), eller om de er lige skyldige og/eller dygtige til at mainstreame udviklingsaktiviteter. Det er i øvrigt værd at bemærke, at udenrigsminister Kristian Jensen forsvarer Danmarks (“vores”) klima- og udviklingspolitik ved at henvise til, at EU-kommissionen og 98

udviklingsorganisationer gør det samme. Dette bygger på præmissen, at så må det være rigtigt eller i orden at gøre, og er dermed en indirekte legitimering af EU’s politik.

Selvom transcenderingen muligvis ikke er lige så tydelig som ved brugen af et personligt pronomen, så er denne ækvivalens diskursanalytisk set vigtig at hæfte sig ved. For som Jeffries (2010: 51) pointerer:

“If texts are involved in constructing some kind of version of the world for us to read/hear, then one of the things that they are likely to do is to tell us what they (or their authors) see as equivalent and what they see as contrasting.”

Dette gør tekster - som tidligere nævnt - ved at opsætte ækvivalens eller opposition mellem bestemte ord, der altså adskiller sig fra de konventionelle synonymer og antonymer, som et givent sprog indeholder (Jeffries 2010: 52). Vi kan sammenholde dette med Faircloughs (1995: 55) antagelse, at sprogbrug er “constitutive both in conventional ways which help to reproduce and maintain existing social identities, relations and systems of knowledge and belief, and in creative ways which help to transform them” og CDA-skolens overordnede interesse i at beskrive forholdet mellem tekster og sociale strukturer (Wodak & Meyer 2009). Således kan man stille spørgsmålet, hvorvidt denne ækvivalens mellem EU og Danmark, som vi ser i klimadækningen, kan betragtes som konventionel eller kreativt sprogbrug. Med andre ord: Hvorvidt EU og Danmark er et konventionelt modsætningspar - på samme måde som fx de britiske partier Labour og Conservative Party (Jeffries 2014: 10) - eller ej. Det er her relevant at fremhæve observationer fra tidligere studier af den generelle EU-dækning i forskellige nationale medier, der eksempelvis portrætterer EU som en “truende Andethed” (Ørsten 2004: 240), som antagonist eller distanceret fra borgerne (Just 2009: 256-260), eller at henvisningerne til EU som et kollektivt fællesskab eller et 'vi' er stort set fraværende (Sifft m.fl. 2007).

Omvendt ser vi i vores empiri altså en lingvistisk sammenstilling af Danmark og EU (både i forbindelse med ‘vi’-referencer fra danske politikere og i tekst samt ækvivalens) i 22,1 procent af alle medieteksterne, mens den lingvistiske modstilling

99 optræder i 11,2 procent af teksterne34. Den lingvistiske sammenstilling af Danmark og EU er altså mere tilstedeværende i den danske klimadækning end den lingvistiske modstilling, og som Fairclough (1995: 58) påpeger omkring sin analytiske tilgang til tekstanalyse, bør den kritiske diskursanalyse af specifikke tekster netop være “sensitive to absences as well as presences”. I den forbindelse synes det således væsentligt at notere, hvordan vi ser et bemærkelsesværdigt fravær af medietekster, der modstiller Danmark og EU.

Vi har i dette analyseafsnit vist, hvordan der i en væsentlig del af medieteksterne (24,6 procent) optræder en tydelig europæisk identitetsposition i kraft af et ‘EU-vi’. Vi har endvidere set, at den nationale identitet til tider transcenderes og inkorporeres ind i denne europæiske identitet. De personlige pronominer optræder særligt hyppigt i tv-medierne, der samtidig er EU-borgernes mest almindelige kilde til nyheder om unionen. Endelig sker der i empirien en lingvistisk sammenstilling af EU og Danmark, der er mere tilstedeværende end den lingvistiske modstilling.

4.4 Europas Andethed - Kulglade kinesere og uambitiøse indere

Det europæiske ‘vi’ skabes ikke i et vakuum, men er som ethvert politisk fællesskab afhængigt af sin modstilling - en Andethed, der i sin eksistens viser, hvad fællesskabet består af. ‘De’ er således en nødvendighed og ikke blot en konsekvens af ‘vi’:

“It is vital to recognize that, since to construct a “we” it is necessary to distinguish it from “them”, and that all forms of consensus are based on acts of exclusion (...)” (Mouffe 1995: 36)

Eksistensen af det europæiske ‘vi’ komplementeres således af en Andethed - ‘dem’ - der betinger ‘vi’ets eksistens. Det er på denne måde umuligt at beskrive eller

34 2,8 procent af medieteksterne rummer både en sammenstilling og en modstilling af Danmark og EU. 100

navngive EU positivt uden dette sker i (muligvis underforstået) opposition til en Andethed. EU’s Andethed er dog ikke konstant, og dens etablering kan forstås som en “urgent social contest involving such concrete political issues as immigration laws (...) and the direction of foreign policy, which very often has to do with the designation of official enemies” (Said 2003:332). Ikke ulig måden hvorpå et vandrende ‘vi’ kan henvise til skiftende fællesskaber, kan denne Andethed skifte fra situation til situation og over tid. Andethedens aktualitet er således “always subject to the continuous interpretation and re-interpretation of their difference from ‘us’” (Said 2003: 332).

Olausson (2009, 2010) finder i sine analyser en klar modstilling i klimajournalistikken mellem Europa og USA:

“The EU quite simply appears worth identifying with in relation to the climate issue, in contrast to the ‘evil’ USA.” (Olausson 2010: 144)

Olausson (2009, 2010) fremhæver en mediediskurs, der beskriver EU som en positiv kraft, når det kommer til at løse verdens klimaproblemer, mens USA ikke vil indse, at det er nødvendigt at handle (Olausson 2010: 143). Denne analytiske pointe ligger i pæn tråd med EU’s tidlige institutionelle identitetsdiskurs, som sigtede efter at fremhæve EU som noget unikt, “by juxtaposing it with other non-European (global) political actors (mainly the USA)” (Krzyżanowski 2015: 111).

På den relativt korte tid mellem dette studie og Olaussons (2010) analyse har de geopolitiske forhold imidlertid ændret sig, og den amerikanske regering forpligtede sig i 2014 sammen med Kina til begrænse CO2-udledning. Vi ser i dette studie en afspejling af disse omstændigheder i medieteksterne og dermed - med Saids’ (2003) ord - en genfortolkning af, hvordan den udpegede Andethed adskiller sig fra fællesskabet. I modsætning til Olaussons (2009, 2010) analyser ses i vores empiri primært Indien og til dels Kina som Andethed for det ‘grønne Europa’. Dette sker sprogligt primært gennem etablering af oppositioner:

101

“Lige nu foregår den store vækst i CO2-udslip i lande som Kina, Indien og Mellemøsten, mens det rent faktisk er lykkedes for EU at skære i sine udslip” (Politiken 2014, D_01_12_01)

“EU presser på for denne opfølgning, men store lande som Kina og Indien vil ikke have en sådan indblanding i deres fastsættelse af klimamål, og da USA også er modvilligt, er denne øvelse alvorligt i fare” (Information 2014, D_11_12_01)

Modstillingen i de ovenstående eksempler er tydelig gennem sætningernes opbygning, hvor EU og dets ‘modstandere’ bliver nævnt specifikt, og hvor ordene “mens” og “men” skaber henholdsvis en eksplicit og en kontrasterende opposition (jf. tabel 4 i afsnit 3.2.2.2, ‘Kollektiv identifikation - tekst og citat’). I andre tilfælde kan oppositionen imidlertid også etableres mindre eksplicit med en proxy for EU:

“Vestlige lande vil have store vækstøkonomier som Indien, Brasilien og især Kina til at forpligte sig til at skære i CO2-udslippet.” (Børsen 2013, P_24_11_04)

I dette tilfælde ser vi et deiktisk center, der inkluderer alle vestlige lande, og oppositionstypen er transitionel, i og med de såkaldte store vækstøkonomier skal gå fra uforpligtet til forpligtet. Implikationen er selvfølgelig, at det er de ikke nu, selvom de vestlige lande er. Læg i øvrigt mærke til kompromisløsheden ved modaliteten i verbalgruppen “vil have”, der også indikerer en form for modstridende interesser. Som Mouffe (1995) skriver, må eksistensen af en Andethed anskues som en betingelse for eksistensen af en kollektiv identitet. Ovenstående eksemplificerer, hvordan EU’s succes skabes i konteksten af Andethed, samt hvordan medieteksterne skaber en positiv EU-beskrivelse på bekostning af EU’s Andethed. Modstillede nationer fungerer således dels som en styrkelse af det positive fællesskab og dels som en legitimering af EU’s politik.

Europas Andethed kan også udpeges sprogligt gennem forankrings-processen, som Olausson (2010) kalder distinktion. Dette kan meget konkret ske gennem brugen af personlige pronominer, som følgende eksempel illustrerer: 102

“[D]et globale klimaproblem kan ikke løses, undtagen hvis Kina også tager sit ansvar... Indien, Brasilien - de store udviklingsøkonomier. Kina er i dag verdens største udleder af CO2. Og så kan man sige: ‘Nå ja, men de er jo også rigtig mange mennesker’, men de udleder altså snart lige så meget per kineser, som vi gør i Europa per europæer, og det siger altså bare noget om, hvor hurtigt velstandsstigningen sker i Kina. Men man kan godt have velstandsstigninger, uden at udledningen skal stige helt så meget, så de skal i gang med en meget stor omlægning. Der er heldigvis også mange gode initiativer i Kina både på vedvarende energi og energieffektivisering, for de ved også godt, at hvis ikke de får gjort det her rigtigt, så risikerer de at drukne i forurening.” (Klimakommissær Connie Hedegaard i TV2 Nyhederne 22.00, 2013, T_06_13_02, fremhævning tilføjet)

USA optræder stadig i vores empiri i flere tilfælde som en Andethed for Europa. Men i modsætning til Olausson (2010) finder vi, at EU og USA også samstilles i en gruppe, der i klimapolitisk regi italesættes positivt - fx:

“Både EU og USA har skærpet deres klimamål i det seneste år. Og det vil ikke kun gavne investorer i f.eks. Vestas” (Børsen 2015, O_08_10_01)

“En af de store [knaster] bliver at skabe fælles fodslag mellem udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien på den ene side og den rige verden, ikke mindst EU og USA, på den anden.” (Berlingske 2014, N_29_11_01)

Det er nærliggende - som tidligere nævnt - at henføre dette skift i konstitueret Andethed til ændringer i geopolitiske forhold og således blot en journalistisk beskrivelse af verdens tilstand. Et sådant standpunkt kan dog let blænde for det forhold, at lande som Kina og Indien også tidligere har ligget i klimapolitisk opposition til Europa. Det er således ikke givet, at Europas Andethed i 2010 skulle udgøres af USA. I stedet kan dette ses som et udtryk for, at Andethed ikke skal 103 forstås som en diametral modsætning til fællesskabet, men i stedet som det nærmeste situationelle ‘dem’. Carbó (1997: 95 i Petersoo 2007) beskriver, hvordan ethvert ‘vi’ “continues indefinetely until it reaches the boundary formed by another group marked by ’they’”. Citatet illustrerer, hvordan Andethed, som i ovenstående, findes tættest muligt på ‘vi’et’. I dette tilfælde udgøres tætheden af en kulturel berøringsflade mellem EU og USA, samt den almene gruppering som fx ‘vesten’. I andre sammenhænge er den nærmeste Andethed geografisk bestemt - som et lokalopgør i en fodboldliga.

I takt med at USA nærmer sig EU politisk, fungerer landet desuden dårligere som en modstilling, der kan styrke det positive europæiske fællesskab. Det er således nærliggende at skabe Andethed med nye ‘modstandere’, der igen kan fremhæve EU’s grønne politiske førerposition.

4.4.1 EU som Danmarks Andethed

Andethed kan i denne analyse ikke begrænses til forholdet mellem EU og dens ‘modstandere’. Som det er tilfældet i den generelle EU-journalistik ifølge Ørsten (2004), kan EU i situationer blive en Andethed over for Danmark. Således viser indholdsanalysen, at Danmark og EU modstilles i alt i 32 medietekster, hvoraf syv har modstilling i citat og tre i både citat og tekst. Dette sker altså i 11,2 procent af empirien.

I sin mest ekstreme form kommer oppositionen sprogligt til udtryk med krigsmetaforik og klare negative beskrivelser af unionen. I artiklen “EU-angreb er en bombe under den grønne omstilling” (D_16_12_02) beskrives en EU-politik som et angreb mod Danmark tre gange - i rubrik, underrubrik og indledning. Heri genkendes således beskrivelsen af EU, som en ekstern kraft, der yder negativ indflydelse på Danmark, som beskrevet af Ørsten (2004). Denne form for diskursivt kraftige opposition mellem EU og Danmark er dog langt fra normen. Ofte består den angivne opposition i, at Danmark ønsker en mere ambitiøs klimapolitik end det øvrige Europa, og beskrivelsen af EU som en indgribende negativ kraft er således begrænset. Der er dog en moderat til stærk sammenhæng mellem modstilling af Danmark og EU samt

104

negativ benævnelse af unionen35. Man kan således argumentere for, at medieteksterne fortrinsvist indtager et nationalt standpunkt, når konflikt mellem EU og Danmark beskrives. Som tidligere nævnt er dette en etableret diskurspraksis i danske medier (se afsnit 4.2 ‘Repræsentationen af EU - Et positivt fælleskab’), som også er blevet beskrevet i Jørndrups (2006) studie af dansk krigsjournalistik.

De personlige pronominer kommer til tider også aktivt i spil, når Danmark og EU modstilles. En borger bliver i et indslag fra TV2 Nyhederne interviewet på et gulv ødelagt af oversvømmelser, efter studieværten har fortalt om et klimatopmøde i EU:

Vært: “... Og vi har også Palle Jensen (PJ) med os, vores reporter fra Nordjylland, og jeg forstår, at dér er folk, der siger: Nu må politikerne handle.” PJ: “Det kan du tro, der er. Vi står her i stuen sammen med Bo Greve (BG), og som I kunne se lige før, så er gulvet i stuen hevet ud sammen med alle møblerne ( ... ). Og Bo Greve, hvad siger du til, at det åbenbart er så svært for politikerne at få gjort noget ved de her klimamål?” BG: “Jamen det kan jeg sådan set ikke forstå, når man tænker på, hvad der skete her i Elling for en uges tid siden - ja, eller hele Nordjylland - og kigger tilbage på, hvad der er sket ude i Europa af store vandmasser, der vælter ned og forårsager umenneskelig meget skade, så kan jeg jo ikke forstå, at der kan sidde en flok politikere nede i Bruxelles, der ikke kan finde ud af, at vi simpelthen er nødt til at gøre noget ved de drivhusgasser her og nu.” (TV2 Nyhederne 22:00, 2014, T_ 10_14_05)

I interviewpersonens svar etableres et deiktisk center, der lægger afstand fra EU. Således er formuleringer som ‘her i Elling’, ‘ude i Europa’ og ‘nede i Bruxelles’ alle med til at placere taleren væk fra EU. Udsagnet afsluttes dog med et favnende ‘vi’, der rummer både taleren og politikerne i EU. Det er desuden bemærkelsesværdigt, hvordan oplægget fra værten, reporterens delvist ledende spørgsmål og interviewpersonens svar laver en naturlig sammenkædning af det oversvømmede gulv, den globale klimaproblematik og EU’s politiske ansvar. Eksemplet illustrerer, hvordan EU’s politisk rolle kan legitimeres, selv i medietekster, der skaber opposition

35 Mann-Whitney test: r = 0,420 p = 0,000 n = 285 105 mellem Danmark og EU. Det er dog værd at bemærke, at den tydelige fremstilling af EU som en Andethed i ovenstående eksempel kommer fra en af de eneste ‘almindelige borger’, der kan findes i en verden af eksperter, parter og politikere, som klimadækningen udgør.

Vi har i dette analyseafsnit beskrevet et skift i rollen som EU’s ‘modstander’ eller Andethed. Vi ser ikke som Olausson (2010, 2009) et etableret modsætningsforhold mellem USA og EU - i stedet er det lande som Kina og Indien, der udpeges til klimaskurke i medieteksterne. Vi har desuden vist, hvordan Europa til tider i empirien agerer Andethed for Danmark.

4.5 Afrunding: Europæisering i klimadækningen

I de foregående afsnit har den overordnede analytiske rettesnor været Faircloughs (1995: 5) tre grundlæggende spørgsmål til analysen af medietekster: Hvordan bliver verden repræsenteret? Hvilke identiteter bliver der opstillet? Og hvilke relationer bliver der skabt? Vi har i de ovenstående afsnit forholdt os til repræsentationen af EU samt konstruktionen af national og europæisk identitet. Vi vil i dette afsluttende analyseafsnit forholde de analytiske pointer til diskussionen om en europæisk offentlig sfære, europæiseringen af nationale offentlige sfærer og det demokratiske (og kommunikative) underskud i EU. Dette har selvfølgelig været en underliggende tråd gennem hele den foreløbige analyse, men ligesom vi indledte kapitlet med at anskue vores empiri ‘fra oven’, vender vi nu blikket den anden vej, og med fødderne solidt plantet i analysen af datamaterialet skuer vi ud mod den analytiske horisont.

Som beskrevet indledningsvis kan debatten omkring europæisk identitet blandt andet forstås i konteksten af den udbredte antagelse, at EU lider af et demokratisk underskud. Selvom det kan være svært at udpege præcist, hvad dette underskud indebærer (Trenz & Eder 2004), kan man - som vi også har kortlagt - se en debat, der på mange måder centrerer sig omkring begreberne kollektiv identitet og (en europæisk) offentlig sfære samt forholdet mellem disse. Ved at adressere den diskursive konstruktion af EU og dets relation til nationen i den danske klimadækning har vi udpenslet billedet af en europæisk kollektiv identitet, som den konstrueres i

106

klimastoffet. Men hvad er implikationerne af dette billede for ideen om en europæisk offentlighed og i forlængelse heraf debatten om EU's demokratiske underskud?

Først og fremmest er det vigtigt at påpege debattens dialektiske karakter, som bygger på spørgsmålet: Er en europæisk offentlig sfære en betingelse for at nedbringe EU's demokratiske underskud, eller skal det demokratiske underskud nedbringes, før en europæisk offentlighed kan opstå? Eller som Risse og van de Steeg (2003: 18) mere lavpraktisk spørger: “Is this then a “chicken and egg” type of problem?”. Det er nærliggende at svare ‘ja’ til dette spørgsmål, men eftersom forskningen i vid udstrækning har bevæget sig væk fra ideen om en ‘utopisk’ fælleseuropæisk offentlighed og i stedet forsøger at finde spor af en “public sphere light” eller en europæisering af de national sfærer (de Vreese 2012), kan man argumentere for, at svaret i vid udstrækning skal findes i spændingsfeltet mellem national og europæisk identitet. Eller at spørgsmålet i stedet er et andet, som vi gennem Eriksen (2005: 342) påpegede indledningsvis: “Can there be a public sphere, when there is no collective identity?”.

I de foregående afsnit har vi set, hvorledes der sker en transcendering af den nationale identitet ind i en europæisk i den danske klimadækning, at EU’s klimapolitik generelt set legitimeres, og at der således skabes en mulighed for den danske mediebruger for en identifikation med det europæiske fællesskab. En identifikation som fra et diskursanalytisk perspektiv altså både afspejler og konstruerer en europæisk identitetsposition. Vi har imidlertid også set, at denne identitetsposition er naturaliseret - eller ‘skjult’, for nu at bruge Olaussons (2010) ord om det samme fænomen i den svenske klimadækning. Med andre ord bliver den kollektive europæiske identitet på mange måder taget for givet i klimadækningen. Med udgangspunkt i Billigs (1995) begreb om banal nationalisme har vi således foreslået, at denne naturaliserede europæiske identitet kan forstås som en banal transnationalisme (jf. afsnit 4.3, ‘Transcendering af national identitet - Det europæiske ‘vi’’).

Man kan anføre, at den banale og skjulte natur ved identitetspositionen på sin vis står i kontrast til den Habermasianske (1991 [1962], 1974) forestilling om en offentlig sfære, fordi den legitimering af EU, som denne identitetsposition i et vist omfang 107 indebærer og medfører, næppe kan beskrives som “the consensus of private individuals engaged in public discussion” (Habermas 1974: 54). Denne fortolkning implicerer dog, at en offentlig sfære sættes lig med en udtalt kollektiv identitet, men som Billig (1995: 8) påpeger, står identiteten netop i baggrunden af den offentlige diskurs:

“[N]ationhood provides a continual background for their political discourses, for cultural products, and even for the structuring of newspapers. In so many little ways, the citizenry are daily reminded of their national place in a world of nations. However, this reminding is so familiar, so continual, that it is not consciously registered as reminding. The metonymic image of banal nationalism is not a flag which is being consciously waved with fervent passion; it is the flag hanging unnoticed on the public building.”

Vores forslag om banal transnationalisme i form europæisk identitet udspringer således af empiriens indikation af en identitetskonstruktion og en legitimering af EU, der - med en omskrivning af ovenstående - ikke bevidst udbasuneres i passionerede udtalelser, men som står mellem linjerne i den offentlige klimadebat.

Hvis vi imidlertid relaterer dette til forskningen i europæisering af nationale offentlige sfære, står vi overfor en ny problemstilling: Vi kan muligvis lokalisere en diskursiv konstruktion af en europæisk identitet og en legitimering af EU's klimapolitik, men er dette et tegn på - eller lig med - en europæisering af den danske offentlighed, og kan det betragtes som ensbetydende med en udvikling mod et mindre demokratisk underskud for EU? Til at adressere dette spørgsmål vil vi trække på de Vreeses (2012) skelnen mellem retningerne inden for forskningen i europæiske offentlige sfærer, som han benævner henholdsvis den utopiske, den elitære og den realistiske. En navngivning som også indikerer den enkelte retnings syn på spørgsmålet om en fælles europæisk offentlighed. De Vreese (2012: 9) differentierer retningerne således:

“(1) One group [den utopiske] of studies has concentrated on the necessity and prerequisite for a “truly” European public sphere. (2) A second group [den elitære] of studies has focused on specific cases and specific segments 108

amongst which a European public sphere is or has been in existence. (3) A third group [den realistiske] of studies has focused on the indicators and extent to which Europeanization in the national public spheres can be identified.”

Som tidligere nævnt - og som de Vreese (2012: 9) selv gør klart - har en stor del af forskningen på området mere eller mindre afvist forestillingen om en singulær, supranational og paneuropæisk offentlig sfære (den utopiske retning), der blev konceptualiseret som et kommunikativt rum med et fælles sprog, et transnationalt mediesystem og en fælles identitet. Vi ser det derfor heller ikke som akademisk relevant at fokusere på den første af de Vreeses (2012) tre udpegede forskningsmæssige retninger. Vi vil i de følgende afsnit således indtage synsvinklen fra de to øvrige retninger - henholdsvis den elitære og den realistiske.

4.5.1 Den elitære

De Vreese (2012) identificerer den elitære retning i studier, som har udpeget såkaldte segmenterede transnationale offentlige sfærer, der endvidere konceptualiseres som “issue-specific communicative spaces, largely dominated by political and economic elites” (de Vreese 2012: 9). Sammenkæder vi dette med vores datamateriale, ser vi ligheder med denne konceptualisering. Selve vores empiriske grundlag er i sagens natur emne-specifikt, samtidig med at klimaområdet hovedsageligt er domineret af netop den politiske og økonomiske elite. Med meget få undtagelser udgør politikere, erhvervsfolk og interesseorganisationer kilderne i empirien, og Harbermas’ (1991 [1962]) ‘private borger’ er således langt væk fra at spille en rolle i dækningen. Et kendetegn som ofte bliver tilskrevet en transnational offentlighed, der tager “udgangspunkt i repræsentation og ikke participation” (Ørsten 2004: 103). Hertil kommer, at det for analysen relevante materiale i vid udstrækning skulle findes i, hvad der i international forskning ofte beskrives som ‘quality papers’ - og ikke i de mere tabloide medier.

Vi observerer altså det emne-specifikke kommunikative rum og aner tilmed konturerne af en transnational segmenteret offentlig sfære, hvis vi eksempelvis medtager Olaussons (2010) afdækning af samme fænomen i den svenske

109 klimadækning - om end det transnationale element blot består af et fælles emneområde og en ensartet europæisk identitetskonstruktion, idet der kun er et begrænset sammenfald af aktører på tværs af de nationale sfærer.

I relation til diskussionen om EU’s demokratiske underskud, påpeger Eriksen (2005: 351), at sådanne transnationale segmenterede offentligheder kan påvirke europæisk governance og dermed have en demokratiserende effekt, men de formår ikke for alvor at holde (EU’s) beslutningstagere demokratisk ansvarlige og lider selv af begrænsninger i relation til de demokratiske idealer for offentlige sfærer:

“Segmented publics based on the horizontal intermediation between bureaucrats, experts and organized interests fall way short of complying with the democratic proviso of openness and equal access.” (Eriksen 2005: 352)

Hvordan skal vi i forlængelse heraf forstå den identitetskonstruktion og diskursive legitimering af EU’s rolle, vi observerer i empirien? I det omfang, at klimadækningen kan anskues som et kommunikativ rum for en segmenteret offentlig sfære, tyder den diskursive legitimering af EU i empirien ligeledes på en demokratisk legitimering; klimaforandringerne er en problematik, der kræver en løsning, og EU’s politik legitimeres som løsningen inden for den segmenterede offentlige sfære. Dette stemmer også overens med Eriksens (2005: 349) pointe om, at transnationale segmenterede offentligheder udgøres af “a selection of actors with a common interest in certain issues, problems and solutions”.

Denne legitimering af EU’s politik er - qua den transnationale segmenterede offentlige sfæres elitære tilsnit - imidlertid ikke ensbetydende med det, vi kan kalde en ‘folkelig’ legitimering. Dette henleder opmærksomheden på det europæiske 'vi', der konstrueres i klimadækningen og som altså i vid udstrækning transcenderer det nationale 'vi'. For hvis de europæiske offentligheder er segmenterede og elitære, hvad betyder det så for den europæiske identitetsposition, der kan observeres inden for disse afgrænsede kommunikative rum? Hertil giver studierne inden for den elitære retning ikke mange svar. Og selvom den realistiske retning heller ikke kan siges at tydeliggøre forholdet mellem europæisk og national identitet og europæiske 110

offentlige sfærer (på trods af at begrebet kollektiv identitet anvendes om både national og europæisk identitet) tillader denne retning en ramme, hvor vi kan placere identitetsspørgsmålet. Dette kræver imidlertid, at vi bevæger os fra den elitære retnings fokus på transnationale segmenterede offentlige sfærer og i stedet diskuterer den diskursive repræsentation og konstruktion af EU i relation til den realistiske retnings fokus på europæisering af nationale offentlige sfærer.

4.5.2 Den realistiske

Mens den elitære retning således omhandler segmenterede offentlige sfærer på tværs af nationer, beskæftiger den realistiske retning sig som nævnt med studier i europæisering af nationale offentlige sfærer. Som beskrevet i afsnit 2.1.1 (‘Opgør med utopien’) er der dog ikke konsensus om omfanget af europæiseringen og metoden til at kortlægge den (de Vreese 2012: 10). De Vreese (ibid) påpeger imidlertid, at studier i europæisering er det perspektiv inden for forskningen i europæisk offentlighed, der har oparbejdet størstedelen af empirien på området. Således at forskningen derfor nu har opnået en empirisk modenhed (ibid: 16), så det nuværende fokus er på “specifying trends over time and identifying conditionalities for the development, while also focusing on the consequences of these constellations for citizens’ civic and political engagement with issues of European integrations” (ibid). En traditionel måde at vurdere udviklingen og betingelserne herfor er to kriterier:

“[A]n (increased) proportion of coverage of European themes and actors, and (...) the evaluation of these themes and actors from a perspective that extends beyond their one country and its interests” (de Vreese 2012: 10).

Afledt af disse generelle kriterier har empiriske studier således fokuseret på følgende indikatorer for europæiseringen af nationale sfærer:

“(1) the attention of national media for EU politics, (2) similarities between media coverage of EUropean issues in different Member States, (3)

111

communicative exchange between national public spheres, and (4) EUropean identity constructions.” (Bärenreuter m.fl. 2009: 13)

Førstnævnte af de generelle kriterier (der kan siges at inkludere de tre første indikatorer) har intentionelt ikke været i fokus i dette speciale, da vi som bekendt har udvalgt et emne-specifikt datamateriale, hvor udgangspunktet har været analysen af identitetskonstruktion. Som vi skal se, er det dog muligt - via vores fokus på identitetskonstruktion - at holde vores analytiske pointer op imod det sidstnævnte kriterium om, at ‘evalueringen’ af EU temaer og aktører skal række ud over det nationale perspektiv, hvilket blandt andet indebærer en mediedækning, der indtager et transnationalt perspektiv (Tjernström 2009). Det er vigtigt at bemærke, at dette ‘perspektiv’ ikke nødvendigvis skal opgøres udelukkende kvantitativ ved for eksempel at se på antallet af EU-kilder med mere.

På trods af at vi altså ikke har beskæftiget os med omfanget af europæisering i den danske klimadækning, har analysen ikke desto mindre vist en EU-repræsentation i dækningen, der som beskrevet i foregående afsnit tenderer en segmenteret offentlighed. Som det indirekte fremgår af de ovenfor listede indikatorer på europæisering, deler en segmenteret transnational offentlig sfære mange kendetegn med en europæiseret national sfære. Som vi imidlertid påpegede i sidste afsnit, består det transnationale element (i den del af klimadækningen, vi har undersøgt) mest af alt af et fælles emneområde og en ensartet identitetskonstruktion. Det giver anledning til i højere grad at fortolke vores resultater som et udtryk for en europæisering af den nationale sfære. I denne sammenhæng er det først og fremmest vigtigt at påpege, at europæisering varierer i forhold til bestemte emner i de(n) nationale sfære(r):

“[T]he question as it is usually posed in the literature, namely whether “a” Europeanised public sphere exists, makes little sense if it is posed on this general level, unconnected to specific issues. For similar reasons, empirical data about the presence of European-level actors in media content across all issues have little meaning, since they obscure large differences between policy fields.” 112

(Koopmans & Erbe 2003: 18)

Koopmans og Erbe (2003) understreger denne antagelse på baggrund af en undersøgelse af europæiseringen af syv forskellige stofområder36 i en række tyske aviser. Variationer kan således være store på tværs af stofområder, hvilket altså kalder på sensitivitet over for det enkelte stofområde.

Hvis vi i forlængelse heraf returnerer til de ovennævnte kriterier for europæisering, kan vi som nævnt ikke beskrive omfanget af europæisering i den danske klimadækning, men derimod påpege, at ‘evalueringen’ (jf. de Vreeses 2012) andet oplistede kriterium) af EU’s klimapolitik og politiske rolle på flere måder rækker ud over det nationale perspektiv. Således har vi set, hvordan national identitet transcenderes ind i en europæisk, hvordan Danmark og EU sammenstilles i en fælles førerposition, og hvordan danske ministre i flere tilfælde helt konkret bliver til talspersoner for EU’s perspektiv. Dette er en form for europæisering, som formentlig ikke ville fremgå i en bred empirisk kortlægning på tværs af stofområder, men som ikke desto mindre spiller en betydelig rolle ifølge Koopmans og Erbe (2003: 19):

“Even if in most policy fields actors from the European level and from other member states do not play important roles, an important form of Europeanisation of public communication may be that national actors refer in the content of their claims to policies, institutions, or interests on the European level or in other member states.”

Lokaliseringen af denne form for europæisering, hvor nationale aktører så at sige ‘repræsenterer’ et europæisk niveau, understreger brugbarheden af en diskursanalytisk tilgang til området, og kan i relation til dette analyseafsnits gennemgående spørgsmål være et skridt på vejen til at forstå forholdet mellem kollektiv identitet og europæisering. Hermed mener vi, at hvis europæisering varierer i omfang og i type på tværs af stofområder, og hvis europæisering ikke udelukkende

36 Koopmans og Erbe (2003) afdækkende følgende stofområder: 1. “Monetary politics: currency politics and interest rate”, 2. “Agriculture: subsidies, livestock and dairy quotas, animal disease control”, 3. “Immigration: entry and exit”, 4. “Troops deployment”, 5. “Retirement and pension schemes”, 6. “Primary and secondary education”, 7. “European integration”. 113 skal observeres empirisk, men også i diskursive repræsentationer af EU, så kan man muligvis ane en sammenhæng mellem måden, hvorpå europæisering varierer, og måden, hvorpå den diskursive repræsentation og identitetskonstruktion varierer. Hvis vi for et øjeblik springer ud af teorien om europæisk offentlighed og anskuer pointen fra et identitetsteoretisk ståsted, er det således påfaldende at observere, hvorledes eksempelvis Brubaker og Coopers (2000: 6) beskrivelse af (kollektiv) identitet som værende “multiple, fragmented and fluid” (jf. afsnit 2.2.1.1, ‘Kollektiv civil identitet’) ligeledes kunne være en beskrivelse af en europæiseret national offentlig sfære.

Vi mener ikke, at denne sammenligning blot er semantisk. Således har vi på den ene side set, hvordan der i klimastoffet bliver skabt deiktiske centre, der tillader mediebrugeren at anskue politiske problemstillinger fra et europæisk perspektiv (som et europæisk ‘vi’), der samtidig legitimerer EU’s (klima)politik - hvilket jo netop er den rolle en offentlig sfære indtager i teorien (Habermas 2001; Sifft m.fl. 2007). Og på den anden side ved vi, at EU eksempelvis i traditionelt ‘EU-stof’ kan blive anskuet som antagonist eller som distanceret fra borgerne (Just 2009: 256-260), hvilket tyder på en manglende legitimering37. De nuancer, som dette implicerer, peger imidlertid atter på nødvendigheden af en forståelse for den diskursive repræsentation af EU til at komplementere det forskningsmæssige fokus på den empiriske kortlægning af europæiseringen af nationale sfærer (fx gennem optælling af EU-kilder og EU-emner).38 Et fokus som tager afsæt i kriteriet om, at europæisering indebærer en øget dækning af europæiske emner og aktører, men som efter vores opfattelse ikke i samme omfang formår at inkludere kriteriet om, at ‘evalueringen’ af disse emner og aktører skal række ud over det nationale perspektiv. Det kan skyldes, at sidstnævnte kriterium er blevet betragtet som værende for restriktivt (de Vreese 2012: 10), hvilket er en diskussion, vi ikke skal gå yderligere ind i her. Dog vil vi understrege de muligheder, en diskursanalytisk tilgang kan tilvejebringe i forsøget på at forstå forholdet mellem kollektiv identitet og

37 Dette betyder imidlertid ikke, at vi kun kan tale om en europæiseret national offentlig sfære i de tilfælde, hvor EU repræsenteres ‘positivt’ i et givent stofområde. Kritik af EU ikke ensbetydende med en manglende legitimering (Tjernström 2009: 90), men kan derimod ses som en integreret del af EU’s system gennem eksempelvis de EU-skeptiske partier (Eriksen 2014: 53). 38 Som Bärenreuter m.fl. (2009: 14) eksempelvis påpeger, er studier af europæisering, der fokuserer på nationale mediers opmærksomhed på EUropæiske emner, hovedsageligt kvantitative i deres tilgang. Udelukkende kvantitative studier er dog sjældne og bliver desuden kritiseret for utilstrækkelighed i forhold til emnet. 114

begrebet om europæisering af nationale sfærer - et forhold der synes underbelyst i flere af de studier, som ellers anvender begge begreber. En sådan tilgang kan bringes i spil i eventuelle fremtidige emnespecifikke (jf. Koopmans og Erbe 2003) studier af europæisk identitet og europæisering i andre emneområder end klima.

115

116

5 Konklusion

Vi har i dette speciale beskæftiget os med konstruktionen af europæisk identitet i danske nyhedsmediers dækning af klimaproblematikken. På baggrund af Olaussons (2010) studie af netop europæisk identitetskonstruktion i den svenske klimajournalistik, har vi tilgået dette genstandsfelt med den underliggende antagelse, at repræsentationen af EU i dette afgrænsede stofområde konstruerer en europæisk identitetsposition. En identitetsposition, der ofte fremhæves som en betingelse for EU’s demokratiske legitimation (Wilson-Rood 2013; Eriksen 2005).

Via en todelt analytisk tilgang, der har indebåret en indholdsanalyse af 213 artikler og 72 tv-indslag samt en diskursanalyse af relevante tendenser i disse medietekster, har vi efterstræbt at kortlægge denne identitetsposition i en dansk mediekontekst. Ydermere har specialet haft til hensigt at efterprøve, udbygge og komplementere Olaussons (2010) analytiske observationer samt metodiske fremgangsmåde for således at kvalificere denne tilgang til forskningen i europæisk identitet.

Vi har situeret specialet i diskussionen om en europæisk offentlig sfære og således adresseret den rolle, som europæisk identitetskonstruktions spiller i europæiseringen af nationale offentlige sfærer og - i forlængelse heraf - i den veletablerede problemstilling omkring EU’s demokratiske underskud.

Specialets analyse har vist, at EU legitimeres som politisk institution gennem klimadækningen. Med udgangspunkt i transitivitetssystemet i den funktionelle lingvistik og Faircloughs (1995) analytiske tilgang til medietekster har vi set, hvordan EU diskursivt repræsenteres som en agerende, aktiv og handlekraftig aktør. Gennem forankring og objektivisering indtager den abstrakte union rollen som en ambitiøs klimaforkæmper, der i et vist omfang adskiller sig fra mediernes almindelige typecast af EU, som en truende Andethed (Ørsten 2004) eller som antagonist og distanceret fra borgerne (Just 2009). Endvidere har vi vist, at danske politikere på linje med EU-kilder kan indtage en europæisk identitetsposition, som mediebrugeren har mulighed for at indtræde i, og som personificerer den ansigtsløse union, der ellers symboliseres af tv-mediernes arkivbilleder med bygninger af glas og stål. På

117 denne måde opbygges der en diskursiv relation mellem det nationale og det europæiske.

Denne diskursive relation fremstår ligeledes tydeligt i medieteksternes kontinuerlige konstruktion af et lingvistisk deiksis, hvor brugen af de personlige pronominer i første person flertal (‘vi’, ‘os’, ‘vores’) - der indikerer identitetsmæssigt tilhørsforhold - sammenstiller Danmark og EU. Således har vi set, hvordan det europæiske ‘vi’ optræder på linje med det danske ‘vi’ i klimadækningen. Dette medfører en naturalisering af det europæiske ‘vi’ i klimastoffet, således at det ofte tages for givet, at Danmark og EU står sammen som et fælles ‘vi’. Mest eksplicit har vi set dette ved hjælp af Petersoos (2007) begreb om et vandrende ‘vi’, der illustrerer, hvorledes både det nationale og det europæiske ‘vi’ i visse tilfælde bruges inden for samme sætning og paragraf som omskiftelige størrelser. Samlet set understøtter dette i høj grad Olaussons (2010) observationer i svensk klimajournalistik, og vi kan bekræfte, at den nationale identitet transcenderes og inkorporeres i den europæiske.

Denne identitetskonstruktion forstærkes yderligere af udpegningen af EU’s Andethed, der i empirien udgøres primært af Kina og Indien. På linje med Olausson (2010) ser vi endvidere, at identitetspositionen optræder ‘skjult’ eller - formuleret med udgangspunkt i den diskursanalytiske terminologi - naturaliseret. Således har vi foreslået, at Billigs (1995) toneangivende begreb om banal nationalisme kan udvides til at beskrive den europæiske identitetsposition som et udtryk for en banal transnationalisme.

Mens vi altså mener at se en tydelig legitimering af EU, samt næring til en potentiel europæisk identitet gennem klare og tilgængelige identitetspositioner, skal vi imidlertid understrege, at vi ikke - som Olausson (2010: 143) - ser en “glorification” af unionen. I det analyserede udsnit af den danske klimadækning bliver EU således også til tider en konstitueret Andethed for Danmark og beskrevet som en ekstern og negativ kraft over for nationen.

I relation til teorien om europæisk offentlighed pointerer analysen, at vores resultater både kan konceptualiseres som en transnational, segmenteret offentlig sfære og som en del af en europæiseret national offentlig sfære. Førstnævnte fortolkning 118

bygger primært på datamaterialets karakteristik: Empirien er emnespecifik, indeholder en kildegruppe, der hovedsageligt udgøres af den politiske og økonomiske elite, og indebærer en identitetskonstruktion, der kan betragtes som transnational grundet ligheder med den svenske klimadækning. Sidstnævnte fortolkning tager også afsæt i identitetskonstruktionen, men understreger denne identitetskonstruktions tilknytning til det specifikke stofområde og den danske offentlige sfære. Dermed nedtones det transnationale aspekt, i og med dækningen kun i begrænset omfang deler aktører på tværs af nationale sfærer. I begge tilfælde betragter vi imidlertid den diskursive legitimering af EU, som dækningen indeholder, som en demokratisk legitimering af unionen.

Fortolkningen af klimadækningen som en europæiseret offentlig sfære åbner desuden en mulighed for beskrive forholdet mellem kollektiv identitet og begrebet om europæiseringen af nationale offentlige sfærer. Der kan således drages en parallel mellem identitetskonstruktionen som værende situationel, multifacetteret og flydende og lignende karakteristikker ved europæiserede offentlige sfærer som værende mangfoldige, differentierede og emnespecifikke. Yderligere forskning vil være nødvendigt for at bekræfte og tydeliggøre denne sammenhæng.

På baggrund af dette speciales resultater er det vores holdning, at denne forskning bør undersøge indikationer på en banal transnationalisme, en naturaliseret europæisk identitet samt europæisering af nationale sfærer inden for andre emnespecifikke områder. Det er således værd at overveje, hvilke andre områder inden for politik og nyhedsdækning, der tentativt kan formodes at have potentiale til at konstruere europæisk identitet og legitimere EU’s politik. I forlængelse heraf er det bemærkelsesværdigt, at mens klimadækning er udpeget som genstandsfelt i dette projekt på baggrund af Olaussons (2010) studie, så er klima samtidig et af de politiske område, hvor dansk og europæisk lovgivning er smeltet mest sammen. Således viser en opgørelse fra tænketanken CEPOS, at omkring 45 procent af den lovgivning, der sorterer under Klima- og Energiministeriet, bunder i EU-vedtagne direktiver (Mchangama 2011: 8). Hvis denne forbindelse er indikativ for muligheden for en sammenstilling af EU og Danmark og europæisk identitetskonstruktion, vil det være oplagt at studere tilsvarende politikområder i mediedækningen.

119

Disse områder kunne eksempelvis være energipolitik, sikkerhedspolitik, miljøpolitik og kulturstof. Disse er alle områder, hvor EU har en lovgivningsmæssig stor indflydelse (Mchangama 2011: 8). Hertil kommer, at de to førstnævnte områder ydermere rummer en potentiel Andethed i mediedækningen i form af Rusland, og at dækningen af miljøpolitik må forventes at dele en række karakteristika med klimadækningen. Derudover kan kulturområdet - qua en fælles europæisk kulturarv og en grænseoverskridende kulturdækning - pege i retning af det Bruter (2004) kalder kulturel identitet, der eventuelt kan fungere som et fundament for den kollektive civile identitet, som dette speciale har fokuseret på. Endelig vil det være værdifuldt at efterprøve klimadækningens potentiale for europæisk identitetskonstruktion i andre EU-lande end Danmark og Sverige.

Afslutningsvis skal det påpeges, at vi ser et generelt behov for en afklaring af forholdet mellem identitet og begrebet om europæisering af offentlige nationale sfærer. For at beskrive dette forhold ser vi det som givtigt at kombinere europæiseringsstudiernes ofte kvantitative tilgang med mange identitetsstudiers primært diskursanalytiske tilgang. Kombinationen muliggør beskrivelsen af et forhold, som forskningslitteraturen ofte tager for givet og kan samtidig sikre et koncist begrebsbrug på tværs af studier, der er optaget af spændingsfeltet mellem identitet, offentlig sfære og EU’s demokratiske legitimation.

120

6 Litteraturliste

Andersen, Thomas Hestbæk. 2003. “Spændinger i sproget. Om leksikogrammatiske metaforer i dansk.” Syddansk Universitet.

Andersen, Thomas, Uwe Helm Petersen, og Flemming Smedegaard. 2001. Sproget som Ressource. Dansk systemisk funktionel lingvistik i teori og praksis. Odense: Odense Universitetsforlag.

Anderson, Benedict. 2006. Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. London: Verso.

Baisnée, Olivier. 2007. “The European Public Sphere Does Not Exist (At Least It’s Worth Wondering . . .).” European Journal of Communication 22(4): 493–503.

Billig, Michael. 1995. Banal Nationalism. London: Sage Publications. Hentet d. 27 januar 2016 (http://www.ebrary.com).

Bjerregaard, Magnus Boye. 2013. “På den anden side af betalingsmuren - et projekt om diffusion og adoption af betalingsmure hos danske netaviser.” Roskilde Universitet.

Brantner, Cornelia, Astrid Dietrich og Florian Saurwein. 2005. “Europeanisation of National Public Spheres: Empirical Evidence from Austria”. Forberedt til præsentation på First Communication Conference, 24-26 November 2005, Amsterdam.

Breeze, Ruth. 2011. “Critical Discourse Analysis and Its Critics.” Pragmatics 21(4):493–525.

Brubaker, Rogers og Frederick Cooper. 2000. “Beyond ‘Identity.’” Theory and Society 29(Januar):1-47.

Bruter, Michael. 2004. “On what citizens mean by feeling ‘European’: perceptions of news, symbols and borderless‐ness.” Journal of Ethnic and Migration Studies, 30(1):21-39.

Bärenreuter, Christoph, Cornelia Brüll, Monika Mokre og Karin Wahl-Jorgensen. 2009. “An Overview of Research on the European Public Sphere.” Eurosphere Online Working Paper Series, Nr. 3.

Bøye, Erik. 2006. Deskriptiv statistik. 4. udgave. Århus: Swismark

121

Carvalho, Anabela. 2007. “Ideological cultures and media discourses on scientific knowledge: re-reading news on climate change.” Public Understanding of Science 16(2):223-243.

Christensen, Dennis, red. 2016. Medieudviklingen 2015 - DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af de elektroniske medier. Hentet d. 27 januar 2016 (http://www.dr.dk/om-dr/fakta-om-dr/medieudviklingen).

Cohen, Jacob. 1992. “Statistical Power Analysis.” Current Directions Psychological Science, 1(3):98-101.

Crețu, Florina og Georgiana Udrea. 2012. “European Identity, Media and Otherness: Empirical Findings From a Framing Perspective.” Review of the Air Force Academy 20(1): 116-126.

Danielsen, Oluf. 2009. “Klimastoffet: Forsyningssikkerhed og global opvarmning.” S. 97-107 i Hvor kommer nyhederne fra? Den journalistiske fødekæde i Danmark før og nu, redigeret af M. Ørsten, I. Willig, og A. Brink Lund. Århus: Forlaget Ajour.

Danske Medier Research. 2015. “Toplisten.” Hentet d. 27 januar 2016 (http://www.fdim.dk/statistik2014/toplisten). de Cillia, Rudolf, Martin Reisigl og Ruth Wodak. 1999. “The Discursive Construction of National Identities.” Discourse & Society 10(2):149–73. de Vreese, Claes H. 2003. Framing Europe: Television News and European Integration. Amsterdam: Aksant Academic Publishers. de Vreese, Claes H. 2012. “The EU as a Public Sphere.” Living Reviews in European Governance 2(3). Hentet d. 27 januar 2016 (http://www.livingreviews.org/lreg-2007-3).

Eriksen, Erik O. 2005. “An Emerging European Public Sphere.” European Journal of Social Theory 8(3):341–63.

Eriksen, Erik O. 2014. The Normativity of the European Union. Houndmills, England: Palgrave Macmillan.

Europa-Kommissionen. 2014. Standard Eurobarometer 82 - “Media Use in the European Union”. Hentet d. 27 januar 2016 (http://ec.europa.eu/COMMFrontOffice/PublicOpinion/index.cfm/Survey/getSurve yDetail/yearFrom/2014/yearTo/2014/surveyKy/2041).

122

Europa-Kommissionen. 2015a. Standard Eurobarometer 83 - “European citizenship”. Hentet d. 27 januar 2016 (http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb83/eb83_citizen_en.pdf).

Europa-Kommissionen. 2015b. “Methodology - Instrument description”. Hentet d. 27 januar 2016 (http://ec.europa.eu/public_opinion/description_en.htm).

Europa-Kommissionen. 2016. “Public Opinion”. Hentet d. 27 januar 2016, (http://ec.europa.eu/COMMFrontOffice/PublicOpinion/index.cfm/General/index).

Fairclough, Norman. 1995. Media Discourse. London: Edward Arnold.

Fairclough, Norman. 2000. New Labour, New Language? London: Routledge.

Fisker, Kjeld, Krista Nørgård, Lars Thygesen og Roland Østerlund. 2002. Praktisk statistik for samfundsvidenskaberne. 5. udgave. København: Akademisk Forlag.

Habermas, Jürgen. 1974. “The Public Sphere: An Encyclopedia Article.” New German Critique 3(3):49-55.

Habermas, Jürgen. 1991 [1962]. The Structural Transformation of the Public Sphere: An Inquiry Into a Category of Bourgeois Society. Cambridge, Massachusetts: The MIT Press.

Habermas, Jürgen. 2001. “Why Europe Needs a Constitution.” New Left Review 11:5-26.

Habermas, Jürgen og Jacques Derrida. 2003. “February 15, or What Binds Europeans Together: A Plea for a Common Foreign Policy, Beginning in the Core of Europe.” Constellations 10(3):291–97.

Halliday, M.A.K. 2003. Collected Works of M.A.K. Halliday: On Language and Linguistics, redigeret af J. J. Webster. London: Continuum. Hentet d. 27 januar 2016 (http://www.ebrary.com.molly.ruc.dk).

Hansen, Anders, Simon Cottle, Ralph Negrine og Chris Newbold. 1998. ”Content Analysis” S. 91-129 i Mass Communication Research Methods. London: MacMillan.

Hjarvard, Stig. 2009. “News Media and The Globalization of the Public Sphere.” S. 671-689 i Media Studies. A Reader. 3. udgave, redigeret af S. Thornham, C. Bassett og P. Marris. Edinburgh: Edinburgh University Press.

123

Ho, Robert. 2014. Handbook of Univariate and Multivariate Data Analysis With IBM SPSS. 2. udgave. USA, Boca Raton: CRC Press.

Horkheimer, Max. 2002. “Traditional and Critical Theory.” S. 188–244 i Critical Theory: Selected Essays. New York: Continuum International Publishing Group.

Höijer, Birgitta. 2007. “A Socio-Cognitive Perspective on Ideological Horizons in Meaning-Making.” S. 33-50 i Ideological Horizons in Media and Citizen Discourses, redigeret af B. Höijer. Göteborg: Nordicom.

Höijer, Birgitta. 2008. “Sociala representationer i medietexter.” S. 139–64 i Mediernas språk, redigeret af M. Ekström. Malmö: Liber.

Höijer, Brigitta. 2011. “Social Representations Theory - A New Theory for Media Research.” Nordicom Review 32 (2):3-16.

Jacobsen, Henrik Galberg, red. 1996. Grammatisk talt: Anbefalede sproglige betegnelser. København: Dansklærerforeningen & Dansk Sprognævn.

Jeffries, Lesley. 2010. Critical Stylistics. Basingstoke: Palgrave Macmillan.

Jeffries, Lesley. 2014. Opposition In Discourse: The Construction of Oppositional Meaning. Bloomsbury Publishing. Hentet d. 27 januar 2016 (https://play.google.com).

Jensen, Line Berg. 2006. “Deiksis og demonstrative pronominer.” Handelshøjskolen i Århus.

Just, Sine Nørholm. 2009. “No Place like Home? The Role of the Media in the Framing of EUrope.” Journal of Language and Politics 8(2):244–68.

Jønch-Clausen, Heidi og Lise Lyngbye. 2007. “Hvad er fairness?” Journalistica 5: 91-108.

Jørndrup, Hanne. 2006. “Krigen på hjemmefronten” i Krigen i medierne, medierne i krig, redigeret af N. Nørgaard Kristensen og M. Ørsten. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Kleinstüber, Hans J. 2001. “Habermas and the Public Sphere: From a German to a European Perspective.” Javnost 8(1):95–108.

Koopmans, Ruud og Jessica Erbe. 2003. “Towards a European Public Sphere? Vertical and Horizontal Dimensions of Europeanised Communication”. WZB Discussion Paper, Nr. SP IV 2003-403, W2B Berlin Social Science Center.

124

Kress, Gunther og Theo van Leeuwen. 2006. Reading Images: The Grammar of Visual Design. 2. udgave. Taylor & Francis. Hentet d. 27 januar 2016 (www.mylibrary.com).

Krzyżanowski, Michał. 2015. “International Leadership Re-/Constructed? Ambivalence and Heterogeneity of Identity Discourses in European Union’s Policy on Climate Change.” Journal of Language and Politics 14(1):110–33.

Kumar, Krishan. 2012. “Empire, Nation, and National Identities.” S. 298-329 i Britain’s Experience of Empire in the Twentieth Century, redigeret af A. Thompson. Oxford: Oxford University Press.

Mchangama, Jacob. 2011. “EU-rettens stigende indflydelse på Danmarks demokratiske styreform.” Center for Politiske Studier.

Meilby, Mogens. 2009. Journalistikkens grundtrin: Fra ide til artikel. Århus: Forlaget Ajour.

Moscovici, Serge. 1988. “Notes towards a Describtion of Social Representations.” European Journal of Social Psychology 18:211-250.

Moscovici, S. 2000. “The Phenomenon of Social Representations.” S. 18-77 i Social Representations: Explorations in Social Psychology, redigeret af G. Duveen. Cambridge: Polity Press.

Mouffe, Chantal. 1995. “Democratic Politics and the Question of Identity.” S. 33-45 i The Identity in Question, redigeret af J. Rajchman. New York: Routledge.

Mouffe, Chantal. 2012. “An Agonistic Approach to the Future of Europe.” New Literary History 43(4):629–40.

Oberhuber, Florian, Christoph Bärenreuter, Michal Krzyzanowski, Heinz Schönbauer og Ruth Wodak. 2005. “Debating the European Constitution On Representations of Europe/the EU in the Press.” Journal of Language and Politics 4(2):227–71.

Olausson, Ulrika. 2009. “Global Warming — Global Responsibility? Media Frames of Collective Action and Scientific Certaincy.” Public Understanding of Science 18(4):421–36.

Olausson, Ulrika. 2010. “Towards a European Identity? The News Media and the Case of Climate Change.” European Journal of Communication 25(2):138-52.

125

Pedersen, Leif. 2013. “National Identities and Discursive Strategies in the Scottish Independence Referendum 2014 Debate - A Critical Discourse Analysis.” Roskilde Universitet.

Petersoo, Pille. 2007. “What Does ‘We’ Mean? National Deixis in the Media.” Journal of Language and Politics 6(3):419-36.

Pfetsch, Barbara, Silke Adam og Barbara Eschner. 2008. “The Contribution of the Press to Europeanization of Public Debates: A Comparative Study of Issue Salience and Conflict Lines of European Integration.” Journalism 9(4):465–92.

Phillips, Louise. 2015. “Diskursanalyse.” S. 297-320 i Kvalitative metoder: En grundbog, redigeret af S. Brinkmann and L. Tangaard. København: Hans Reitzel.

Risse, Thomas og Marianne van de Steeg. 2003. “An Emerging European Public Sphere? Empirical Evidence and Theoretical Clarifications”. Paper præsenteret på konferencen “Europeanisation of Public Spheres, Political Mobilisation, Public Communication and the European Union,” Science Center Berlin, 20-22 juni.

Ruus, Hanne. 1995. Danske Kerneord. Centrale dele af den danske leksikalske norm. Bind 1. København: Museum Tusculanums Forlag.

Said, Edward. 2003. Orientalism. 25th anniversary edition. New York: Vintage Books.

Schrøder, Kim. 2015. Danskernes brug af nyhedsmedier. Brugsmønstre og nyhedsrepertoirer. Center for Magt, Medier og Kommunikation, Roskilde Universitet.

Sifft, Stefanie, Michael Brüggemann, Katharina Kleinen-V. Königslöw, Bernhard Peters og Andreas Wimmel. 2007. “Segmented Europeanization: Exploring the Legitimacy of the European Union from a Public Discourse Perspective.” Journal of Common Market Studies 45(1):127-55.

Thompson, John. 1995. The Media and Modernity: A Social Theory of the Media. Stanford: Stanford University Press.

Tjernström, Vanni. 2009. “Nede i EU: En nordisk sammenligning.” S. 81-91 i Hvor kommer nyhederne fra? Den journalistiske fødekæde i Danmark før og nu, redigeret af M. Ørsten, I. Willig, og A. Brink Lund. Århus: Forlaget Ajour.

126

Trenz, Hans-Jörg. 2004. “Media Coverage on European Governance: Exploring the European Public Sphere in National Quality Newspapers.” European Journal of Communication 19(3):291–319.

Trenz, Hans-Jörg og Klaus Eder. 2004. “The Democratizing Dynamics of a European Public Sphere: Towards a Theory of Democratic Functionalism.” European Journal of Social Theory 7(1):5–25. van de Steeg, Marianne. 2002. “Rethinking the Conditions for a Public Sphere in the European Union.” European Journal of Social Theory 5(4):499–519.

Wang, Jiayu. 2014. “Criticising Images: Critical Discourse Analysis of Visual Semiosis in Picture News.” Critical Arts 28(2):264–86.

Willig, Ida. 2011. Bag nyhederne. Værdier, idealer og praksis. 2. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Wilson-Rood, Colleen. 2013. “Challenges to the European Project: The Role of Collective National Identity and the ‘Other’ in Shaping European Solidarity.” Doktorafhandling, Michigan State University.

Wodak, Ruth og Michael Meyer. 2009. “Critical discourse analysis: history, agenda, theory and methodology” s. 1-33 i Methods of Critical Discourse Analysis, redigeret af R. Wodak og M. Meyer. 2. udgave. London: Sage Publications.

Wodak, Ruth og Salomi Boukala. 2015. “European Identities and the Revival of Nationalism in the European Union: A Discourse Historical Approach.” Journal of Language and Politics 14(1):87-109.

Ørsten, Mark. 2004. Transnational politisk journalistik : Dansk EU-journalistik fra 1991-2001. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Ørsten, Mark, Ida Willig og Anker Brink Lund, red. 2009. Hvor kommer nyhederne fra? Den journalistiske fødekæde i Danmark før og nu. Århus: Forlaget Ajour.

Ørsten, Mark. 2012. “Pressen og EU-formandskabet.” Politik og Økonomi 85(3):51- 62.

Ørsten, Mark. 2016 (i tryk). “The Mediatization of Politics across News Beats.” I Journalism Re-examined: Digital Challenges and Professional Reorientations, redigeret af M. Eide, H. Sjøvaag og L. O. Larsen.

127

128

7 Vejledning til bilag

Bilagene til dette projekt udgøres af to regneark vedlagt som separate excel-filer.

Bilag 1 rummer indholdsanalysen. Foruden de kategorier, som medieteksterne er analyseret efter (se afsnit 3.2.2, ‘Analysekategorier’), rummer regnearket syv ekstra variabler. Disse variabler er aggregeret ud fra den analyserede data og har udelukkende haft til formål at gøre det lettere at foretage visse statistiske beregninger. Fx har vi i tilføjet den nominale variabel ‘Modstilling’, som afspejler, hvorvidt der i medieteksten er lingvistisk modstilling mellem EU og Danmark i enten tekst eller citat.

Som nævnt i afsnit 3.2.1.5 (‘Reference til empiri’) er hver medietekst udstyret med et unikt ID, som gennem rapporten er blevet anvendt for at henvise til specifikke tekster i empirien. Denne ID udgøres af et bogstav - relateret til samplinggruppen - fire cifre - relateret til dato - og to cifre - relateret til antallet af medietekster fra samme dato og samme samplinggruppe.

ID-bogstav Samplinggruppe

P November 2013

N November 2014

D December 2014

S September 2015

O Oktober 2015

E Ekstra søgeord - alle fem måneder

T TV - 01.01.2013 - 31.10.2015

Bilag 2 indeholder et overblik over vores kategorisering af det samlede samplede materiale. Arket indeholder således på enten dato- eller månedsniveau et overblik over følgende:

129

1. Antallet af analyserede artikler 2. Antallet af klimaartikler uden relevant repræsentation af EU 3. Antallet af artikler uden relevant klimaindhold 4. Antallet af frasorterede gengangere 5. Antallet af enheder kategoriseret som debatstof (herunder kronikker og ledere) 6. Det samlede antal enheder

130