Knud Jeppesen – the Road Movie Rejsebreve Fra Et Forskerliv

Knud Jeppesen – The Road Movie Rejsebreve fra et forskerliv

Thomas Holme Hansen

Artiklen er en lettere revideret og udvidet udgave af den festforelæsning med titlen ‘Knud Jeppesen – The Roadmovie’, som forfatteren holdt den 23. november 2007 i Aarhus Universitets aula i anledning af Musikvidenskabeligt Instituts 60-års jubilæum. 1 Tekstens causerende præg er bibeholdt, ligesom kilde- henvisninger er holdt på et minimum. Med mindre andet er angivet, stammer alle de anførte citater fra breve – fra Knud Jeppesen til Alice Jeppesen – i Lotte og Kristian Jeppesens private samling af familiens korrespondance. Forfatteren har naturligvis indhentet tilladelse til anvendelsen af brevene. Åbenlyse korrekturer er stiltiende indføjet. 2

Første rejsemål – 1912 “Kære Forældre. Det er i Dag Søndag og jeg har meget travlt. … i Aften har vi Premiere paa Operaen “Mignon”. Heri spiller jeg Harpe og dirigerer et Kor bag ved Scenen. De forlanger mange mærkelige Ting af mig hernede. Lige før Koret kommer maa jeg spille Harpe i Orkesteret og saa i Løbet af 3 Takters Pause ile under Scenegulvet op paa Sce- nen. Saa holder de alle Døre aabne for mig og jeg flyver som en vanvittig over Kasser og Theaterrekvisiter op paa Scenen hvor Koret venter paa mig. Det kan naturligvis ikke blive godt, naar jeg saadan maa overstyrte mig. I gaar ved Generalprøven gik det ogsaa fuldkommen umuligt. Nu haaber jeg at kunne faa en Prøve til i Aften under Forestillin- gen med Koret og hvis det saa ikke gaar, gaar jeg i Skomagerlære med det samme, eller begaar andre fortvivlede Ting” (29.9.1912). Vi skriver 1912, og det er Knud Jeppesen (1892-1974), vores hovedperson, som i hast skriver en epistel hjem til sine forældre. Det er et års tid siden, at han blev student fra Rungsted Kostskole, og han befinder sig nu, 20 år gammel, i den vestprøjsiske by Elbing (Elbląg), ikke langt fra det nuværende Gdansk, hvor han afprøver drømmen om at blive dirigent. Brevet fortsætter: “Det er i det Hele taget en haard Kur for en ung Musiker fra de idylliske hørs- holm-rungstedske Lyksaligheder pludselig at blive kastet ud i et tysk Theater. Det er som at blive kastet i Vandet for én, der ikke kan svømme[;] man faar sig et Par ordent- lige Dukkerter (og det har jeg ogsaa faaet, og vil rimeligvis faa endnu flere) men lærer hurtigt hvortil man har sine Arme og sin Energi. … selv om det ikke altsammen er morsomt hernede, meget af det er endog meget lidt morsomt, saa vil jeg holde ud saa længe jeg paa nogen maade kan, det er min Pligt mod Eder og mig selv. Jeg véd jeg har Evner, maaske store, som Dirigent”. Jeppesen har siden barndommen været overbevist om, at musikken er hans vej i livet – og gå-på-modet og selvtilliden fejler ikke noget. Han har taget kunstnernavnet Richard Buch og fået stilling som 2. kapelmester ved byens stadsteater. Året efter får

han et tilsvarende engagement i byen Liegnitz (Legnica), og i 1914 er han ved at skrive kontrakt med et større teater i Berlin, da Første Verdenskrig bryder ud og tvinger ham hjem til Danmark. Hvilket var ret heldigt – for ellers var Musikinstituttets jubilæum nok ikke blevet afholdt, og i hvert fald ikke i 2007.

Uddrag af Knud Jeppesens brev til sine forældre, 29. september 1912.

Efter hjemkomsten skiftede Jeppesen nemlig spor for livet. I skomagerlære gik han dog ikke, men han blev organist og teorilærer, hvilket skaffede brød på bordet, og han blev en af verdens førende musikforskere, hvilket skaffede plads i historiebøgerne, og som sagt gør ham til lidt af en hovedperson ved dette jubilæum, 60 år – sådan cirka – efter at han grundlagde faget musik ved Aarhus Universitet. I det følgende skal ikke berettes nærmere om alt dét, vi i forvejen ved om Knud Jeppesen, dvs. studierne hos Thomas Laub 3 og Guido Adler, den berømte Palestrina- disputats og kontrapunktbogen, venskabet med Carl Nielsen, 4 alle kompositionerne, alle artiklerne, alle nodeudgivelserne 5 og alle hædersbevisningerne. I stedet for vil beretningen fortsætte som den begyndte, nemlig med Jeppesen rundt på sine rejser. Ind imellem bringes dog lidt fakta og et par glimt fra universitetsverdenen, idet Jeppe- sens rejse jo i en vis forstand endte på Aarhus Universitet.

I rejsebrevene får man glimt af, hvad det ville sige at være omrejsende musikforsker i 1920’erne, 30’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne, og hvad man som sådan kunne komme ud for. For eksempel i marts 1926, da Jeppesen for første gang besøgte den by, som hans store renæssance-idol, Palestrina, var opkaldt efter. Det blev en fængslende oplevelse – næsten!

Palestrina – 1926 Jeppesen var i Rom, hvor han arbejdede i Vatikanbiblioteket. Han besluttede at besøge Palestrina, som ligger lidt syd-øst for Rom, og kom til byen om aftenen – sandsynligvis som den eneste turist. Da det var umuligt at komme retur til Rom samme dag, fandt han logi og et måltid. Herefter lyder beretningen: “Jeg gik mig nu en Aftentur i Byen. Vejret var saa smukt og jeg satte mig paa For- stykket af Pierluigi’s Statue (som er rejst i hvidt Marmor paa Torvet her – den er for- øvrigt rædsom) og trak frisk Luft og kiggede paa Stjernerne. Som jeg sad her skulde det ikke hænde mig hverken værre eller bedre end at jeg blev arresteret, idet Komman- danten fra det stedlige Gendarmerie (en sort, diabolisk Karl, med Napoleonshat og Kappe) nærmede sig med skæbnestunge Skridt og anmodede mig om at følge med til Politistationen, da man ønskede Oplysninger om min Personlighed. Heldigvis havde jeg mit Pas paa mig (den eneste Bagage jeg førte med fra Rom) saa jeg kunde tage Situa- tionen med Sindsro, hvad jeg da ogsaa gjorde. Jeg blev ført til en gammel skummel Kasse med en vældig Port der hvinede ulykkesspaaende paa Hængslerne og som lukke- de sig bag ved mig med en Absoluthed, som var det for bestandigt. Kommandanten tog nu højtidelig Plads og bekiggede mit Pas med stor Opmærksomhed idet han hoved- sagelig vendte det paa Hovedet (jeg tror ærligt slet ikke han kunde læse det), men da der var tilstrækkelig mange fine Stempler paa det erklærede han, at det var i orden” (11.3.1926). Så fængsel blev det altså alligevel ikke til. Jeppesen var myreflittig, hele livet, også om søndagen, og i ferierne. Og han rejste afsted, så snart hans arbejde – og ikke mindst Carlsbergfondets bevillinger – gjorde det muligt. Det gjorde bevillingerne tit – og ofte i uger og måneder ad gangen. Igennem det meste af sin karriere besøgte Jeppesen i bogstaveligste forstand snesevis af biblioteker i det meste af Europa for at eftersøge, afskrive og fotografere manu- skripter og tryk fra renæssancen. Og når han var på farten, skrev han sammen med sin kone, Alice. Sådan cirka ét brev hver vej om dagen, hvortil kommer breve til venner, familie og ikke mindst andre kolleger. Knud og Alice skrev selvfølgelig kun sammen, når han var bortrejst, eller – hvis Alice var med på rejsen, og det var hun jævnligt – når de skrev sammen med sønnen Kristian. Så det er i sagens natur et lidt ujævnt billede, der tegner sig, men dog alt i alt op mod 4-5000 bevarede breve, hvortil kommer omkring 100 lommebøger indholden- de noter om alt fra biblioteksbesøg, regnskaber, togtider, hoteller, valuta-beholdning og vandmærker – til huskøb i Århus og Alices cykellås. Meget af det er naturligvis af privat karakter, men ind imellem gemmer sig skildringer af livet i Europa, i turbulente tider, langt hjemmefra det lille, hyggelige Danmark.

Tiden er nu april 1936, og det trækker op til borgerkrig i Spanien. At det bryder løs om tre måneder, ved Jeppesen selvfølgelig ikke og han er på vej til musikviden- skabelig kongres – i Barcelona.

Barcelona – 1936 “Vi kom nu til den spanske Grænsestation. Tolden var komisk. Det eneste der interes- serede dem, var den lange Stang til mit Fotografistativ. De troede vist, det var et mystisk Skydevaaben, og først efter at jeg i personlig Extraaudiens hos hans Majestæt Overtolderen havde forevist min “Leica” faldt der Ro over Sindene” (18.4.1936). Jeppesen kommer fra et besøg hos en kollega i Köln, og har slået følge med nogle tyske musikforskere, som også skal til kongressen i Barcelona, heriblandt Theodor Kroyer. I Tyskland oplevede Jeppesen nazisternes regime på allernærmeste hånd, og berettede troligt hjem til Alice: “I Tyskland lever man i Udpræget Grad fra Haanden til Munden og ingen synes at være tilfredse. Man fortalte mig, at fornylig i et Kölnsk Biografteater var blevet forevist et Billede af Göring i en Flyvemaskine. Saa havde pludselig en Kone raabt “da fliegt unser Butter![”]. En ganske sjov Historie hørte jeg ogsaa om en fattig Arbejder, der havde anmodet “Winterhelfswerk” om en Barnevogn, men kun havde faaet løse Dele til en saadan “og hvordan han saa end skruede det sammen, blev det til et Maskin- gevær”.” (16.4.1936). Hvor vanskelige forholdene rent faktisk var for de tyske musikforskere fremgår også af Jeppesens beretning: “Jeg fulgtes i toget fra Paris med Kroyer, dennes Kone, samt 3 af hans Assistenter + en ældre sødligt fedladen Dame (vi vil kalde hende Frau Schultze). De havde ingen Valuta faaet og havde derfor til at leve for paa hele Rejsen kun 10 Mk. hver. … jeg laante Kroyer-Folkene Penge til de første Dages allernødvendig- ste Udgifter i Barcelona. Det er imidlertid en underlig Situation, idet det synes, som om alle Tyskere har faaet Valuta nægtet, og vi følgelig her kun vil have en ganske tilfældig og ringe tysk Repræsentation” (18.4.1936). Jeppesens farverige beretning fra den spanske grænsestation fortsætter i øvrigt med flere underholdende optrin og detaljer: “Kroyers Assistent Gerstenberg havde en Kasse Cigarer med; det kunne ikke tilstedes. Hvorpaa Assistent 1-2 + mig erklærede, at vi var enige om Kassen. Godt erklærede Tolderen saa, De kan beholde Cigarerne, men Kassen tager vi. Saa rejste vi med Cigarerne, men lod Kassen tilbage. … næppe havde Toget sat sig i Gang før Frau Schultze skreg som en stukket Gris: Mein Koffer, mein Koffer, sie haben mir ihn weggenommen. Hele 3die Klasse-Vagonen kom i vildt Oprør, Kroyers lange Skæg svajede som Ossians for Nordenvinden, indtil endelig Frau Schult- zes Koffer kom for Dagen. Hvis der havde været en Nødbremse, havde jeg øjeblikkelig standset Toget og var til Fods gaaet til Barcelona” (18.4.1936). På trods af vanskelighederne nåede Jeppesen frem til Barcelona, til den måske mest betændte internationale kongres, der er blevet afholdt inden for musikviden- skaben – med de nazistiske musikforskere i hård konfrontation med de flygtede jødiske kolleger og resten af Europa. Men det er en helt anden historie.

Genvordighederne var dog langt fra afsluttede, da Jeppesen efter kongressen – som vanligt – fortsatte sin rejse rundt til forskellige biblioteker i Spanien og Portugal. Ved indrejsen til Portugal var der igen problemer: “Paa den spanske Grænsestation blev vi, endskønt vi kun var 30-40 Rejsende, opholdt i over 5 Timer og Toget til Porto var forlængst afmarcheret. Det var en Taalmodighedsprøve af Rang; vi stod inde- spærret i en Ventesal uden Stole eller nogen Art Bekvemmelighed i 5 Timer. Udenfor stod der spanske Soldater med ladte Geværer og hindrede én i at trække frisk Luft paa Perronen” (9.5.1936). Men han slap hjem uden en skramme.

At være gift med Jeppesen har ikke altid været lige nemt. Meget tyder på, at han var lidt ‘kantet’, så til hans temperament og til hans karriere behøvedes en bagstopper; og det fik han i Alice Jeppesen (1895-1987), født Krayenbühl. Hun var ikke en frøken hvem-som-helst, men – som man blandt andet kan læse på forsiden af Tidens Kvinder fra 1922 6 – indehaver af seks danske mesterskaber i tennis, flere danske mesterskaber i skøjteløb, samt én af kun syv kvindelige kandidater fra Polyteknisk Læreanstalt. Denne bemærkelsesværdige kvinde opgav en for den tid ret usædvanlig karriere og helligede sig fuldstændigt ægteskabet med Jeppesen, som de indgik i 1923. Foruden alt det praktiske, det huslige, osv., blev Alice ganske enkelt Knuds personlige assistent, og varetog en lang række opgaver i forbindelse med hans forskning og arbejde. Og arbejdes og forskes, dét skulle der. For enhver pris ser det næsten ud til, når beretningen springer et par år frem, til 1939. Nu er det en endnu større krig, der er rykket faretruende tæt på.

New York – 1939 “Kæreste lille Alice. Alt er gaaet ganske som under normale Forhold, og de Mennesker, jeg har truffet paa Rejsen, om Tyskere, Franskmænd eller andre Nationer har alle været paafaldende venlige. Det er lige som om de under Trykket af den truende Kata- strofe føler Trang til at være menneskelige saalænge det endnu er muligt” (25.8.1939). Jeppesen er i Paris, i slutningen af august. Denne by, som han så tit besøgte og holdt så meget af, er denne gang dog kun en mellemstation. Det egentlige mål for rejsen er USA, hvor det amerikanske musikvidenskabelige selskab afholder sin første internationale kongres i New York. Så Knud Jeppesen skal afsted. Det er vigtigt. I Paris er Bibliothéque Nationale , som han selvfølgelig helst skal ind omkring, lukket på grund af krigsfaren, så Jeppesen tager ud til kysten og afventer situationen i Le Havre: “Jeg nyder egentlig at have nogle Dage uden overhængende Pligter”, skriver han, “Alt vel her, omend Situationen ser farlig ud” (27.8 hhv. 28.8.1939). Alice, derimod, er meget nervøs, skriver hver dag, og ringer rundt og forhører sig om Knuds muligheder for at vende hjem til Danmark. For al personbefordring gennem Tyskland er måske allerede indstillet. Jeppesen har købt billet på 3. klasse til en af de store oceangående passager- dampere, Ile de France , som lørdag den 1. september skal afgå mod New York. Med

alle passagerer ombord ligger skibet imidlertid et helt døgn ved kajen i Le Havre, inden det søndag eftermiddag stævner ud. Da lodsen skal i land ved Southampton, får Jeppe- sen ham til at tage et brev med til Alice. Men det når aldrig frem.

Knud Jeppesens brev til Alice, 17. september 1939.

At Anden Verdenskrig var brudt ud dagen forinden, nemlig ved Tysklands angreb på Polen, finder Jeppesen først ud af, da han overhører en samtale mellem et par andre passagerer – og det viser sig, at skibet, som transporterer 1200 amerikanske statsbor- gere, faktisk blev tilbageholdt i Le Havre, indtil den amerikanske regering havde fået en garanti for skibets sikkerhed fra Hitler. Derhjemme er Alice ude af sig selv af bekymring. Om mandagen erklærer Eng- land krig mod Tyskland, og nogle få timer senere sænker en tysk u-båd ved en fejltagelse en anden stor oceandamper, Athenia , med 1100 civile ombord.

Alt dette ved Jeppesen ikke noget om, og selv om skibet er overfyldt, og saloner- ne, biblioteket og selv dækket bliver taget i brug til ekstra køjer, går turen godt. Under- vejs skriver han: “Jeg lever paa dette Skib ligesom udenfor alt, og kan egentlig knapt fatte, hvad det er med denne Krig. I Dag traf jeg paa Skibet en ung amerikansk Pianist. Vi kom i Snak og snart efter suste “[Intonazione] Boreale” om Kap med sin fysiske Kollega gennem den Gang, hvori Klaveret temporært befinder sig” (5.9.1939). I det overfyldte skib sidder Jeppesen altså i en korridor og spiller sit nye store orgelværk – uropført året forinden – mens ‘Nordenvinden’ (Boreale) suser. I desperation skriver Alice til sidst til Alfred Einstein i USA og spørger, om han kan bekræfte Knuds ankomst. I ti dage hører hun imidlertid intet, indtil Knud den 9. september omsider telegraferer og meddeler, at han er kommet godt til New York. Herefter beretter Jeppesen i adskillige breve om skyskraberne, den amerikanske atmosfære, middag på Harvard, milliardæren Morgans bibliotek, frokost på 64. etage, det nye radiohus med bl.a. fjernsyn og elektrisk forstærkede instrumenter – og meget andet. Opholdet i byen bliver selvfølgelig en enorm oplevelse for ham, og han kan heldigvis også meddele, at “Kongressen vil altsaa, som jeg nok tænkte det, finde Sted, trods Krigen i Europa. Jeg kan derfor ikke se rettere, end at det dog var godt jeg rejste” (10.9.1939), og at han ikke er den eneste musikforsker fra Europa, som har fundet det vigtigt at deltage, trods omstændighederne: “[Albert] Smijers, den rolige hollandske Monsignore, [mente] ligesom jeg, at vi var nødt til at rejse, naar vi ikke havde faaet Afbud” (19.9.1939). Også sønnen Kristians konfirmation kommer i så henseende i anden række. Knud påregner – ikke overraskende – lidt forsinkelser på hjemturen, og skriver til Alice: “Mener Du ikke det er bedst, vi saa venter med Konfirmationen?” (12.9.1939). Hertil kan Alice meddele, at Kristians konfirmationstøj netop er kommet fra skrædderen og heldigvis er så stort, at det godt kan bruges, selvom konfirmationen udsættes. Ægte- mandens sikkerhed kommer selvfølgelig i første række: “Forhaabentlig jager du ikke hjem, men afventer sikker og god Hjembefordring med svensk Skib. Forhast dig ikke for vor Skyld, men tænk kun paa Sikkerheden. Konfirmationen udsætter vi vel, hvis du ikke naar hjem” (13.9.1939). Et af de største indtryk fik Jeppesen givetvis, da han en nat var i Harlem og høre “Negrene spille Hot”. Hele kongressen tog nemlig til Harlem for – som Jeppesen skriver – “at høre Jazzen i dens Oprindelighed. En fed Negersangerinde skraalede noget, jeg (vistnok heldigvis) ikke forstod, og vred og vendte sig saa Sveden haglede af hende. Der kræves for at goutere dette, baade stærkere Næse og Øren, end jeg besidder; baade Hvide og Sorte dansede, dog ikke med hinanden. Negrenes Dans var voldsom, akroba- tisk, og dens Kærnepunkt bestod nærmest i, at den ene part slog Saltomortale over Ryggen paa den anden. De var kolossal[t] behændige, men ganske uden Ynde endsige Værdighed. Kom i Seng Kl. 4 i Morges, men er forbavsende lidt søvnig i Dag” (17.9 hhv. 19.9.1939). Efter opholdet i New York sejlede Jeppesen med den italienske oceandamper Rex – som senere i krigen blev sænket af Royal Air Force – til Napoli, hvorfra turen – om

hvilken der ikke foreligger detaljer – gik hjem til Danmark i starten af oktober; så vidt vides uden problemer, men alligevel for sent til at han kunne overvære sønnen blive konfirmeret.

Århus – 1946-47 Beretningen springer nu frem til 1946 og gør samtidig en lille afstikker til mere officiel- le tekster. I Aarhus Universitets årsberetning for 1946-47 står nemlig følgende at læse:

“Foranlediget ved Universitetsbestyrelsens Beslutning … om Oprettelse af et Professorat i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet har det humanis- tiske Fakultet … besluttet at indstille, at det fra 1. September ledige Embede … besættes med Dr. phil. Knud Christian Jeppesen ved Kaldelse, idet Fakultetet har udtalt, at Dr. Jeppesen saa afgjort er alle andre, der eventuelt kunne komme i Betragtning, overlegen, at en nærmere Gransk- ning af hans Kvalifikationer i Forhold til andres maa anses for overflødig”.7

Jeppesen har på dette tidspunkt virket som organist i København i næsten 30 år, og som lærer ved konservatoriet næsten lige så længe. Han er velanskreven og også som komponist er anerkendelsen begyndt at vise sig. Operaen Rosaura er blevet antaget ved Det kongelige Teater og han er blevet tildelt det Ancherske Legat. Men han har et gammelt hængeparti, en gammel drøm, en ambition som ikke er blevet opfyldt. I et langt senere brev skriver han, at stillingen i Århus var dét, han i sin ungdom havde anlagt sin fremtid på, og at han havde ventet i 22 år på opfyldelsen af denne ambition. Jeppesen sigter her til den i 1924 afholdte konkurrence ved Københavns Univer- sitet om docenturet i musikvidenskab, som senere blev til det første musikprofessorat i Danmark. Jeppesen tabte denne konkurrence – uretmæssigt mente de fleste, ikke mindst ham selv – og han bar givetvis hele livet rundt på et vist nag i så henseende. 8 I Århus, derimod, var Danmarks andet universitet endnu ungt og småt, men under voldsom udvikling. Allerede i 1941 var der forslag fremme om oprettelse af en lærestol i musikvidenskab, og i krigens sidste år indledes realitetsforhandlinger med Jeppesen, som omsider øjner sit mål. Han accepterer kaldelsen, og beretningens næste rejsebrev er derfor ikke fra det store udland, men fra Århus.

“Kollegium II, Aarhus Universitet 27/2 47 Kæreste Alice. Jeg tror alligevel, jeg bliver herovre foreløbigt, da jeg har det godt her, og Forbindelsen med København er saa umulig. Jeg har mit Værelse paa Uni- versit. og et udmærket Gæsteværelse paa Kollegiet. Man spiser udmærket og billigt i Studenterbespisningen, saa alt er forsaavidt saare vel. Jeg tæn- ker jeg bliver herovre til næste Torsdag med. Men jeg kommer naturligvis til at savne en Del ting, som jeg vil bede Dig sende mig i en Kuffert som Ilgods.

1) 2 Lagener 2) 1 Pudebetræk 3) Min Jaket med Tilbehør. 4) En hvid blød Skjorte 5) Nogle stive dobbelte Flipper 6) Det lyse Silkeslips, samt et sort-hvidt do. 7) Min Kjole 8) Hvid Vest 9) Hvidt Slips 10) Stive nedfaldende Flipper 11) Bukser til Kjolen (pas paa, at jeg faar det største Par.) 12) Mine sorte Sko 13) Ridderkors 14) Tændstikker 15) Sukker 16) Lidt extra Smørmærker 17) Sorte Sokker 18) Et Par extra, varme Sokker 19) Nogle Ansøgningsblanketter til Rask-Ørsted-Fondet, samt Kladden til min sidste Ansøgning til Fondet vedr. Acta. Det ligger i et Omslag mærket R.-Ø.-Fondet til venstre i mit Skrivebord 20) Klaverudtoget til Jægerbruden (ligger i Spisestuen). Vilde du være rar hurtigst muligt at sende mig alt dette? P.s. Jeg vilde ogsaa gerne have et af de strikkede Tæpper. Tak!”

Jeppesen var landet på campus, og – kan man vist rolig sige – in campo aperto , idet musikfaget jo i ingen henseende eksisterede i hverken materiel eller personel form. Langt senere beskrev Jeppesen de primitive forhold således, lettere ironisk: “Begyndel- sen var saadan set særdeles lovende: Paa en Bænk i fonetisk Laboratorium, trængt sammen som frysende Faar, sad de kun 4-5 stk. som havde meldt sig til Musikstudiet. Jeg siger frysende, for det var en isnende Februardag i den berømte Fimbulsvinter 1946-47”. Ingen tvivl om, at det nye fags opstart virkelig har været fra bunden af: En del af undervisningen foregik det eneste sted, hvor der var et flygel, nemlig i universitetets store auditorium, samt i aulaen, nærmere bestemt oppe på hylden bagerst i lokalet. Og historierne går blandt andet om en nodetavle, som udstandselig og med stort rabalder faldt ned på upassende tidspunkter. Den egentlige undervisning gik igang i efteråret 1947, men fik først fastere form fra efteråret 1948. Allerede efter nogle få måneder i Århus skriver Jeppesen dog til sønnen Kristian: “København savner vi ellers ikke. Jeg kan sige som Manden, hvis Kone var død: Jeg begynder efterhaanden at befinde mig vel. Alt forekommer mig at være lettere og enk- lere i Aarhus end derovre i Skyggen af Kuldecentralen paa Frue Plads” (9.10.1947). Og også Alices breve til Kristian vidner om gode år i Århus: “Far har uden Anstrengelse

haft sin Forelæsning i Dag, fra hvilken han i Reglen vender fornøjet hjem” (4.3.1948). Jeppesen er glad for de studerende, og han skriver selvfølgelig også en kantate til universitetet, som opføres første gang ved årsfesten i 1947.

Uddrag af Knud Jeppesens brev til Alice, 27. februar 1947.

Det nye job i Århus har dog på ingen måde svækket Jeppesens rejselyst. Selvom han er godt på vej mod de 60, farer han rundt til Europas arkiver og biblioteker. Fra en rejse, hvor sønnen Kristian ledsager ham, sendes følgende ord således hjem til Alice: “Vi har været temmelig kraftigt på Farten. Det staar saaledes til, at hvis Du spørger mig om, hvor jeg var i Gaar, kan jeg nok efter lidt Betænkning svare Dig. Gælder Spørgsmaalet i Forgaars, kræver det dog omhyggelig Eftertanke, og hvad der ligger endnu længere tilbage, indlader jeg mig kun paa at besvare støttet paa skriftlige Optegnelser” (11.6.1949).

Jeppesens notoriske arbejdsomhed og livslange søgen bar som bekendt frugt på mange måder, men en af karrierens allerstørste triumfer kom i hus, da han oplevede dét, som alle musikforskere drømmer om: at finde helt ukendt musik af en stor komponist. Det drejer sig selvfølgelig om opdagelsen af de ti såkaldte Mantua-messer. Den musikalske verdenspresse slår som bekendt gerne hænderne sammen i jubel, når ubetydelige ‘scraps’ fra fx Mozarts eller gamle Bachs nodepen dukker frem fra århundreders – af og til nådige – glemsel. Jeppesen faldt ikke bare tilfældigt over ukendt musik af en hvilkensomhelst renæssancekomponist, det være sig i uddrag eller som komplette kompositioner – chancerne herfor var relativt gode i det 20. århundre- des første halvdel, hvor mange arkiver henlå stort set jomfruelige, hvorfor en del arkiv- nørder følgelig oplevede dette – han gik målrettet på jagt og fandt ikke mindre end ti komplette, hidtil ukendte messer af netop den komponist, som mere end nogen anden prægede og dominerede hans videnskabelige virke: Giovanni Pierluigi da Palestrina (1525/26-1594).

Mantova – 1950 Et kvart århundrede gik der, mindst, fra Jeppesen indledte sin eftersøgning og til de ti messer forelå i en moderne kildekritisk udgave til brug for alverdens musikinteresse- rede. For den mere akademiske side af sagen omkring dette fund har Jeppesen selv redegjort detaljeret i to artikler, publiceret i Acta Musicologica,9 samt i den omfangs- rige introduktion til de to bind i Palestrina-udgaven – Le Opere Complete di Giovanni Pierlvigi da Palestrina – som messerne offentliggjordes i. Brevene hjem til Alice fortæl- ler derimod dele af historien, som normalt aldrig ville finde vej til de officielt aner- kendte spalter. Først lidt om forhistorien. Allerede i 1930’erne – og måske endnu tidligere – var Jeppesen på jagt efter disse mystiske, forsvundne messer af Palestrina, men uden resultat. Herefter afbrød Anden Verdenskrig al videre søgen. I sommeren 1947 og i maj 1949 besøgte Jeppesen så igen Milano, men i begge tilfælde uden at kunne få adgang til de relevante arkiver. Først i maj 1950 får Jeppesen omsider den fornødne adgang og den 3. juni skriver han hjem fra Mantova: “Kæreste Alice. Den hovedsagelige Grund til at jeg tog hertil, var, at jeg tænkte mig Muligheden af, at man her kunde finde det Ms., hvoraf Hertugen af Mantova har taget de gregorianske Melodier, han sendte Palestrina og bad ham skrive Messer over. Godt, jeg begyndte i Gaar med at begive mig til Domkirken og standse to Præster og spørge dem, hvorledes man kunde faa Besked om, hvilke Musikalier, der fandtes i S. Barbara”. Herefter følger en detaljeret og farverig beskrivelse af Jeppesens renden forskellige kirkefolk i byen på dørene, hvilket så omsider giver resultat: “Jeg tilbage til S. Barbara og endelig efter nogen Tid indtræffer ogsaa Kustoden. … op af en stor Drag- kiste fremdrager han mere end 20 store Korbøger, og mellem dem endelig ogsaa den, hvis Existens jeg har supponeret og som nu til min store Overraskelse og Henrykkelse viser sig at have Realitet. Den bliver nu af Kustoden baaret i Triumf til Bispepalæet og Fundet rygtes hurtigt. Der bliver fuldt af sorte Kjoler omkring mig, og endelig holder

ogsaa selve hans Eccelence Biskoppen med Følge sit Indtog og jeg bliver højtideligt forestillet for ham. Det er en fin lidt ironisk gammel Herre, øjensynlig ganske klog paa denne Verden ogsaa, som med gratiøs Værdighed underholder sig med Kætteren fra Gud ved hvor. Han giver mig imidlertid Tilladelse til at fotografere Ms. og det skulde saa gaa for sig i Morgen” (3.6.1950). Der er her tale om en vigtig kilde i puslespillet – efter alt at dømme det vigtige Kyriale – men endnu ikke om selve Palestrina-messerne, som tilsyneladende først duk- kede op nogle dage senere. Den 9. juni afsendes igen rapport til Alice: “Jeg er stadig i Milano under dramatiske Omstændigheder. Jeg har her fundet 10 ukendte Palestrina- Messer, men Stjernen har længe staaet over Milano og den musikologiske Atmosfære er nervøs. Italienerne vogter paa hver Trækning i mit Ansigt – maaske er De klogere end jeg maaske omvendt” (9.6.1950), og den 22. juni fortsætter Jeppesen: “Kæreste Alice. I Dag har jeg arbejdet paa Biblioteket i Milano. Meget spændende. Der synes at være en hel Række ukendte Palestrina-Messer der (jeg tør knapt hviske det til dig), men Italienerne synes at være paa Sporet og det er ikke usandsynligt, at de tager Kød- benet ud af Munden paa mig. De skulle være meget ubegavede om de ikke nu mærker, hvad Klokken er slaaet. Naa, jeg vil tage det med Fatning, om saa er, for det er jo næs- ten synd for dem, at de altid skal være tilbage for Udlændingene selv naar det gælder deres egen klassiske Musik” (22.6.1950 ). Der hersker ingen tvivl om, at visse personer faktisk forsøgte at ‘tage kødbenet ud af munden’ på Jeppesen. Blandt Jeppesen-arkivalierne på Statsbiblioteket i Århus vidner dels et af Jeppesen udarbejdet memorandum om sagen, dels en ca. 120 breve stor korrespondance – indbefattende det danske og det italienske undervisningsmini- sterium, det kgl. danske gesandtskab i Rom, lederen af biblioteket ved konservatoriet i Milano, den spanske musikforsker Higini Anglès, Palestrinaudgavens ‘Direttore’, samt adskillige andre – om et yderst problemfyldt forløb i kølvandet på Jeppesens opdagel- se. 10 I brevene figurerer udsagn af typen ‘ingen udlænding vil få lov til at udgive disse messer’, og det fremgår tydeligt, at Jeppesens anmodninger om mikrofilm af manu- skripterne bevidst blev ignoreret. Til sidst fik Jeppesen dog sine film og påbegyndte det editionstekniske arbejde, og sagen fik som nævnt sin endelige afslutning med udgivelsen af de to bind i Pale- strina-udgaven i 1954.

København? – 1949 I 1949, hvor Alice og Knud trods alt kun har været i Århus et par år, og hvor deres søn og alt det gamle og velkendte stadig er i København, kommer der højst overraskende – og så måske alligevel ikke – en forespørgsel fra Københavns Universitet: om Jeppesen kunne tænke sig dér at modtage kaldelse til professoratet efter den netop afdøde Erik Abrahamsen? Beslutningen om at opgive alt i København og flytte til Århus havde været meget svær, men denne er omend endnu sværere. Det har uden tvivl rykket i hver eneste akademisk fiber hos Jeppesen for én gang for alle at vise, hvor stor en fejltagelse, der

var blevet begået tilbage i 1924 – jf. udtrykket “Kuldecentralen paa Frue Plads” i det tidligere citerede brev – og Alice regner faktisk med, at han vil tage imod tilbuddet. De blev dog i Århus, men det kostede – altså for Aarhus Universitet. Helt præcist ét stk. musikinstitut, plus det løse! Musik trængte til at få tag over hovedet, så ingen tog det vel ilde op, at Jeppesen på en pæn måde gjorde sin forbliven ved universitetet afhængig af et hus til faget – og en sekretær. Det forlyder, at de 150.000 kroner, som krævedes til dette formål, blev fundet på en eftermiddag, og et års tid senere stod 250 kvadratmeter flunkende nyt musikinstitut færdigt til indvielse den 10. november 1950.

Århus – og Italien Der kunne siges meget om disse år. Knud og Alice køber Poppelhuset nede ved vandet i Risskov og de studerende hjælper til med flytningen. Der holdes censormiddage og mange andre middage, og de studerende inviteres til fødselsdag og til Skt. Hans-fest. Knud holder forelæsninger – over halve og hele år – om Mozarts “Don Juan”, Carl Nielsens symfonier, Bachs “Wohltemperierte” og Verdis operaer. I 1951 vælges han til dekan for fakultetet, og samme år skriver han den nok så berømte Rus-Kantate til musikinstituttet, som siden indgik i det årlige optagelsesritual. Udover de første lærerkolleger, Else Gottlieb, Johannes Nørgaard og Henrik Abrahams, træder andre personer ind på scenen, blandt andre Bjørn Hjelmborg, Bent Stellfeld og Finn Mathiassen, samt en række studerende, som assisterer professoren, heriblandt ikke mindst Jesper Jacobsen, for “hvad er et instititut uden en Jesper?”, som Jeppesen selv udtrykte det. Men Jeppesen er selvfølgelig stadig på farten. I 1952 tager Alice og Knud således afsted til Italien i næsten et helt år, hvor utallige biblioteker igen bliver besøgt – af og til under primitive forhold, som fx på Sicilien: “Det er lidt besværligt at komme hertil, kun en smal Æselsti med temmelig bratte Afgrunde til den ene Side; og vi holdt da ogsaa vort Indtog paa Æselryg. Forresten kan det være lidt besværligt, naar man paa Vej hjem fra Byen møder en enlig Ko, der er ude på sin Aftenpromenade. Der kan da opstå visse Etiketteproblemer, om hvem der skal have Foretræde. Forleden Nat var det to Væddere, som i timevis førte en brægende Konversation fra hver sin Side af Bjerg- kløften, vi bor ud til – formodentlig har det drejet sig om Fakultetsanliggender eller Fruentimmere” (brev til Kristian, 6.1 hhv. 26.1.1953). Da de kommer hjem i juni 1953, modtages de på banegårdspladsen i Århus af de studerende, som på stedet og med fuld hornmusik opfører en kantate til Jeppesen af Bent Stellfeld: Cantata all’occasione del ritorno del nostro carissimo professore, Canuto Jeppesen, in patria . Der var stil over det, dengang. Knud Jeppesen fortsatte sit rejseri, indtil han var langt oppe i 70’erne, men musikinstituttet sagde han farvel til allerede i 1957, efter godt 10 år som professor (idet han dog regnede det for sandsynligt, at han ville vende tilbage til instituttet som spøgelse). På det tidspunkt var instituttet allerede ved at være for lille, og nogle år senere fulgte en meget stor udvidelse. Derfor indviedes instituttet endnu engang i 1966.

Det kan altså konstateres, at Jeppesen blev ansat i 1946, at undervisningen først fik fastere form i 1948, at instituttet blev indviet i 1950 og igen i 1966. At man så siden har markeret årtierne, som ender på ‘7’, er en pudsig detalje, som sikkert ville have moret Jeppesen. Livet igennem holdt han mange taler og foredrag, og selv i ret seriøse sammenhænge var disse taler krydret med en lind strøm af anekdoter, historier og vittigheder. Han nævner selv på et tidspunkt et sundt formprincip, som går ud på, at enhver tale skal indeholde mindst tre morsomme historier, som overhovedet ikke be- høver at have sammenhæng med talens øvrige indhold. Hermed afrundes denne beretning. Knud Jeppesen var på farten hele livet, ikke ligefrem rodløs og identitetssøgende, og da slet ikke på motorcykel, men alligevel i evig søgen og med en ubændig rejselyst; så de mange rejsebreve er måske alligevel vidnes- byrd fra en slags privat road movie , som startede helt tilbage i 1912. Brevene og hans lommebøger er under alle omstændigheder det tætteste, man kommer på den dag- bog, han aldrig skrev. Et af Jeppesens fyndord var følgende: “Musikvidenskab hører til blandt de Stu- dier, om hvilket man siger, at de kan føre til alt, blot man springer af i Tide”. Om dette udsagn bærer mere sandhed i sig i dag, end på Jeppesens tid, kan man jo fundere lidt over. Jeppesen sprang ikke af, men kørte alligevel helt sit eget løb, hele livet.

Noter

1. Afslutningen af afsnittet ‘Århus 1946-47’ samt afsnittet ‘Mantova 1950’ (s. 8-10) har tidligere været publiceret – næsten ordret – i Thomas Holme Hansen: ‘ “... et lidet forsvarligt Tusmørke”. Om renæssancer, Knud Jeppesen og en fremsynet fodnote’; O. Høiris og J. Vellev (eds.): Renæssancens Verden. Tænkning, kulturliv, dagligliv og efterliv (Aarhus Universitetsforlag, 2006), s. 491-512. 2. Af hensyn til læsevenligheden er fraklip i citaterne – små såvel som lidt større – kun undtagelsesvist markeret. 3. Jf. Thomas Holme Hansen: ‘Thomas Laubs breve til Knud Jeppsen, 1914-1927 – en hel fortælling af- spejlet i en halv brevveksling?’; Dansk Kirkesangs Årsskrift , (2007-2013), s. 19-110. 4. Jf. Thomas Holme Hansen: ‘Carl Nielsen and Knud Jeppesen. Connections and Collaborations, Influences and Significances’; Carl Nielsen Studies , 5 (2012), s. 107-147. 5. Jf. Thomas Holme Hansen: Knud Jeppesen Katalog. Skriftlige arbejder, kompositioner og editioner – diskografi og bibliografi ; www.kb.dk/export/sites/kb_dk/da/publikationer/online/fund_og_forskning/download/kjkatalog.pdf En Knud Jeppesen-hjemmeside kan findes på: www.kb.dk/da/nb/samling/ma/fokus/jeppesen 6. Tidens Kvinder. Organ for Danske Kvinders Nationalraad , 4/6, 11. februar 1922. 7. Aarhus Universitet. Aarsberetning 1946-47 , s. 35. 8. Jf. Thomas Holme Hansen: ‘Konkurrencen om musik-docenturet i 1924 – en doku-soap med særligt henblik på Knud Jeppesen’; Cæcilia , 5 (1998-2001), s. 53-110. 9. Knud Jeppesen: ‘The recently discovered Mantova Masses of Palestrina. A provisional communica- tion’; Acta Musicologica , 22/1-2 (1950), s. 36-47; ibid.: ‘Pierluigi da Palestrina, Herzog Guglielmo Gonzaga und die neugefundenen Mantovaner-Messen Palestrina’s. Ein ergänzender Bericht’; Acta Musicologica , 25/4 (1953), s. 132-179. 10. Knud Jeppesens Samling, Statsbiblioteket, Århus, kapsel 24.