Marstal Søfartsmuseum 2017

MARSTAL SØFARTSMUSEUM 2017

27. årgang

Redaktion: Erik B. Kromann

1 Udgivet af: Marstal Søfartsmuseum · Prinsensgade 1 · 5960 Marstal Tlf. 62 53 23 31 [email protected] · www.marmus.dk

ISBN ISBN 978-87-89829-70-8 – ISSN 1938-7844

Tryk: Mark & Storm Grafisk A/S · 5960 Marstal.

Forsidebillede: Marstalbarken Habils stranding ved Casablanca 1912. Papirklip af Karsten Hermansen med baggrund af Else Munkholm Bager.

Bagsidebillede: Luftfoto 2017. I nederste venstre hjørne ses en kant af flydedokken og agterskibet af Bonavista, oppe i land norddelen af Motorfabrik- ken Marstal. På selve Eriksens Plads ses det lange motorskur (med tagvinduer), den spanterejste skonnert, joller og bedding. Nord herfor museets skure, Spisehuset, hallen og Toldkammeret. Museets bygnin ger ses på landsiden af Havnegade, hvor strandkanten gik i fordums tid. I museumsgården anes det gode legeskib Martha.

2 INDHOLD

Karsten Hermansen Habils stranding ved Casablanca 1912 ...... 4

Jens Kromann Man slipper det aldrig helt...... 10

Karsten Hermansen Undervandsklokker*...... 15

Emil Hermansen Min ferietur til Grønland 1947...... 23

Jørgen Josephsen Min første hyre...... 35

Benny Boysen Skikket til udkig – på sømandsskole i 1960...... 45

Ole Mortensøn Sømandens sange...... 54

Leif Rosendahl Minde – Èt skibsnavn – tretten skibe...... 65

Karsten Hermansen Digteren i Marstal – Skoleholder Hans Andresen (1750-1821). . 82

John Kristensen Motorfabrikken »Marstal« Fra den 9. september 1934 – til ejerskifte den 15. marts 1981. . . 89

Torben Holm M/S Birthe Boye...... 111

Erik B. Kromann Årets gang...... 114

*Artiklen har været underkastet ekstern fagfællebedømmelse inden publiceringen.

3 Habils stranding ved Casablanca 1912

Af Karsten Hermansen

Fra Tvedestrand til Marstal andet kontinent og i korte glimt møder en Søfartsmuseets arkiv rummer mange fremmed kultur. spændende historier om skibe og deres Men historien begynder et andet sted. besætninger. Ind imellem kan man være så Den begynder i Norge, nærmere bestemt i heldig, at begivenhederne ikke bare er do- Tvedestrand, hvor Habil blev bygget på kumenteret med ord, men også med bille- Sagholmen af skibsbygmester E. Gunder- der. Et billede giver omgående en helt sen i 1895 til den lokale reder C. Wroldsen. anden stemning end mange tørt konsta Skibets længde over alt var 132,6 fod, terende oplysninger i en regnskabsbog. bredden var 30 fod, og dybgangen 12,2 Man kommer tæt på, og man kan bogsta- fod. Habil målte 372 bruttotons og 325 veligt talt se det hele for sig. nettotons og kunne sejles af en ni-mands Sådan er det med barken Habils stran- besætning.1 ding ud for Casablanca i januar 1912. Der N. Pedersen, som førte Habil fra leve- findes tre billeder, som lader os se, hvad ringen, sejlede kun med skibet i fem år. I der sker, samtidig med at vi bringes til et oktober 1900 blev Habil nemlig solgt til

Bark Habil af Tvedestrand, Norge, med hvidt skrog før salget til Marstal i 1900.

4 Strandingen Den 16. december 1911 afsejlede Habil Pascagoula, Mississippi, USA, med en ladning pitchpine bestemt for Casablanca, Marokko. Vejret var meget ustadigt, og der var tit og ofte svær sø og regnbyger. Skibet arbejdede hårdt i søen og blev gang på gang ramt af voldsomme søer. Præcis en måned efter afsejling ankom Habil til ankerpladsen ud for Casablanca, men det var ikke muligt at ankre, da der blæste en sydvestlig storm og kraftig sø, så der var kun én ting at gøre, nemlig at gå til søs igen og holde skibet gående for små sejl. Sådan gik der otte dage. Den 24. januar 1912 var vejret blevet bedre, og Habil ankrede på Casablanca Red. Allerede dagen efter opstod der imidlertid problemer. Bagbords kæde knækkede, og ankeret gik Skibsfører Chr. Rasmussen (1876-1953). tabt. Heldigvis kunne styrbords anker og et reserveanker tages i brug, og så kunne Marstal af et selskab, der havde Christen losningen af dækslasten begynde. H. Rasmussen (1861-1917) som bestyren- At losse på reden var problematisk, hvis de reder. Købmand Christen H. Rasmus- vejret var dårligt. Det var en velkendt er- sen var i forvejen bestyrende reder for den faring. Natten mellem den 26. og 27. ja tremastede skonnert Irene, som var byg- nuar blev det stormvejr med vestlig vind get i Svendborg i 1886.2 og høj pålandssø. Der lå en hel del damp- I de første år var A. Rasmussen fører af skibe uden om Habil, som derfor ikke Habil. Der var tale om Atlanterhavsfart kunne komme til søs. Den styrbords an- med mange dage i søen. Den 4. januar kerkæde knækkede, en ståltrosse i bag- 1901 afsejlede Habil Newport, Wales, med bords side brækkede, og endnu et anker kul til Guadeloupe i Caribien. Herfra gik gik tabt. I denne situation var det bedst at turen til Nantes i Frankrig med sukker og komme til søs, og der blev signaleret om rom i lasten. Efter et par ballastrejser blev hjælp. Men der kom ingen. Skulle Habil skibets første år i marstalsk eje rundet af til at redde sig ud til søs, måtte forsøget gø- med at sejle en ladning mahogni fra La res uden assistance; men det hele viste sig guna do Terminoz til Falmouth, England. forgæves, for den høje sø ville det anderle- Det var et mønster, som gentog sig i de des. Habil drev ubønhørligt mod land, og næste år.3 klokken 5.30 tog skibet grunden og bræk- I 1905 fikH abil den senere kroejer i kede ror og agterstævn. Ommel, Chr. Rasmussen (1876-1953), som Dele af dækslasten blev forrykket, dæk- fører. Rasmussen ejede en trediedel af ket gav sig, og skipper Bager var næsten skibet, men i 1911 valgte han ikke desto sikker på, at kølen var knækket. Beviserne mindre at forlade Habil til fordel for en drev i land i små stykker i de følgende dampskibskarriere.4 Den nye skibsfører dage. Besætningen kom i land ved hjælp blev marstalleren Chresten Hansen Bager af redningsbåden og fik logi i land, indtil (1883-1951). de fik nærmere ordrer.

5 Allerede næste dag havde vinden lagt et varpanker og forskellige stykker kæde, sig, og besætningen genoptog losningen af to kompasser, forskellige trædele – blandt dækslasten. Dagen derefter, den 29. ja andet døre – ti lanterner, tolv skovle, skibs- nuar, blev losningen af rumlasten påbe- klokken, flere forskellige ting som maling, gyndt. På dette tidspunkt stod vandet lige tjære, olie, kabysredskaber, signalflag og højt inden- som udenbords, men arbejdet tom emballage og sidst men ikke mindst fortsatte, og den 31. januar kunne anden- selve skroget. styrmand og to matroser afmønstres og Auktionen indbragte kr. 7.725,25, som hjemsendes. blev fratrukket erstatningssummen fra Sø Den 1. februar brækkede den store bram- assuranceforeningen »Ærø«. Erstatnings- stang og mesanstangen. Skibet huggede summen beløb sig dermed til kr. 23.768,94.5 hårdt i vandet, og såvel køl som bund blev knust. Losningen blev imidlertid fortsat Fotografiernes fortælling og afsluttet den 4. februar uden nævne- Det var historien, som den fremgår af de værdigt tab af ladning. På dette tidspunkt forskellige breve og opgørelser i forbin- var Habil blevet kondemneret. Det var delse med strandingen. Men nu kommer allerede sket den 30. januar på grund af fotografierne ind i billedet. kølsprængning. Nu gjaldt det om at få På det første billede står Habil på grund mest muligt ud af vraget og det bjærgede tæt ved kysten. Den lokale befolkning har gods. løftet op i deres tøj og er gået et stykke Den 5. februar blev der på foranledning ud i vandet for at betragte havaristen. På af den danske konsul afholdt en auktion. begge sider af skibet ses adskillige damp Der blev solgt 28 sejl, to sejlstumper, fem skibe, hvilket bekræfter skipperens forkla styk sejldug, tre både, tovværk, jernbeslag, ring om, at det ikke var muligt at stikke til

Habil af Marstal strandet ud for Casablanca den 27. januar 1912.

6 søs, fordi der lå så mange dampere uden står og undrer sig over fotografens arbej- om Habil. Billedet må være taget den 27. de, medens en anden – med fez på hovedet januar 1912. – forlader skuepladsen. Den totale øde- På det næste billede, som er taget nogle læggelse af Habil ses tydeligt på såvel rig dage senere, kan man betragte det hurtige som skibsside. forfald, som har ramt skibet. Riggen er På reden ses stadig mange dampskibe, ved at brække helt sammen, og den kraf og om bord på et af dem befandt sig tilfæl- tige pålandsvind har tilsyneladende skub- digvis Habils tidligere skipper og part bet Habil tættere på land. Der går nog- haver, Chr. Rasmussen, som derved blev le børn ude i vandkanten, men ellers er førstehåndsvidne til sit gamle skibs sørge- det påfaldende, at langt hovedparten af lige endeligt. Mange år senere fortalte Chr. strandens tilskuere er europæisk klædt. Rasmussen, at kysten var farligst i for- Der står en mand med fez på hovedet holdsvis stille vejr med store dønninger. yderst til højre, og der gemmer sig hist og Sådan var det også, da Habil strandede. her nogle marokkansk klædte mennesker. Bunden blev trykket ud af skibet, og der Det ændrer sig imidlertid på det tredie var intet at gøre, fastslog Rasmussen.6 billede hvor der ses mange kjortelklædte mennesker på stranden. Billedet er måske Gibraltar-Bager fra auktionsdagen den 5. februar 1912. Skipper C. H. Bager rejste hjem via Gi- Det kan i så fald forklare, hvorfor der braltar, hvorfra han den 15. februar 1912 er samlet så mange mennesker. Der er skrev hjem til rederen, at hele lasten var mindst to fotografer til stede, nemlig ham, bjærget på nær 100 planker, men at det der har taget dette billede, og ham, der vigtigste var, at der i det hele taget var står i billedets højre side. En marokkaner bjærget så meget fra skibet. »Der er selv-

Habil på vej mod sit endeligt i de sidste dage af januar 1912.

7 følgelig meget som kunde interessere Dem endnu, men jeg vil nu vente med Resten til vi kommer Hjem.«7 Under opholdet i Gibraltar kontaktede Bager den danske vicekonsul, hvor der skulle holdes søforhør og afgives søforkla- ring. Vicekonsulen hed Mr. Mackintosh, og som navnet antyder, var han ikke dansker. Det forhindrede ham dog ikke i at have en levende interesse for danskernes ve og vel i det fremmede, og i forbindelse med søforhøret opstod der en god kontakt mellem Bager og vicekonsulen. De havde stor glæde af hinandens selskab. Mr. Mackintosh var indehaver af han- delshuset W. C. Mathiasen & Co, og inden Bager rejste hjem til Marstal, spurgte han Mr. Mackintosh, om firmaet mon kunne bruge en mand med Bagers kvalifikatio- Gibraltar Bager (1883-1951). ner. Mr. Mackintosh lovede at overveje sagen og give besked, hvis det blev aktuelt. afdeling. Med til stillingen hørte også, at Og det blev det, så i september 1912 var han skulle lede forhaling og fortøjning af Bager tilbage i Gibraltar, hvor han blev de lossende kuldampere, som anløb Gi- tilsynsførende med firmaets kul- og olie braltar.

Habil som vrag på Marokkokysten i februar 1912.

8 Bager var en dygtig lods, og da han efter fulgte Bagers hustru og to sønner med. nogen tid var blevet eksamineret og auto- Senere blev familien hjemme i Marstal af riseret som lods, kunne han også lodse de hensyn til børnenes skolegang, men Bager mange turist- og passagerdampere, som selv nåede at få en 37 år lang karriere som anløb Gibraltar. Han gjorde det godt, og lods i Gibraltar. I 1949 vendte han hjem til det gode omdømme betød, at Bager blev Marstal og boede i sit hus »Gibraltar« i brugt til at oplære kommende lodser. Un- Vestergade (nu Barkvej 1a) frem til sin der Første Verdenskrig blev der brug for død i 1951.8 flere lodser, så Bager havde lodsaspiranter Uden Habils forlis i Casablanca havde med som føl i et par måneder ad gangen, Bagers karriere givetvis taget en anden før de nye lodser fik lov at stå på egne ben. retning, men sådan er det med tilfældig Efter det første års ophold i Gibraltar heder. De får ofte uventet stor betydning.

Noter 1. Jf. www.sjohistorie.no/no/skip/12586/default 2. Danmarks Skibsliste 1903 under Habil og Irene. 3. Marstal Søfartsmuseums skibskartotek under Habil. 4. Jf. Ærø Avis den 22. september 1951. 5. Søassuranceforeningen Ærøs arkiv. 135A22. Dispacher med bilag 1912 III. Dispache og bilag vedrørende bark Habil. Marstal Søfartsmuseums skibskartotek under Habil: C. H. Bager til Chr. H. Rasmussen, dat. 29. januar og 3. februar 1912. 6. Jf. Ærø Avis den 22. september 1951. 7. Marstal Søfartsmuseums skibskartotek under Habil. 8. Marstal Søfartsmuseum 0174A592. Chr. H. Bager (personlige dokumenter).

9 Man slipper det aldrig helt…

Af Jens Kromann (brodersøn til Ejner Friis Kromann)

Hvor længe kan et menneske slæbe rundt på en traumatisk oplevelse, der har lagret sig som en farvefilm i en afkrog af hjer- nens hukommelses-center? En farvefilm, der nægter at lade sig kon- trollere og som udløser sig selv med en voldsom kraft fra underbevidstheden – som uønskede og upassende ekstrafore- stillinger, når en dør smækker hårdt, ved lyden af metal mod metal eller bare en tilfældig kortslutning i baghovedet – en stille nat på springmadrassen i mareridtets favn. »Hele livet«, siger Ejner Friis Kromann. Han blev torpederet af en tysk ubåd i 1940 – og overlevede 15 kammerater, der druknede i et februarkoldt Atlanterhav – 200 sømil vest for Irlands nordspids. Dengang nyudlært kok på 21 år. I dag (år 2000) er Ejner 81 og han vågner stadig midt i mareridtet fra dengang, der var bud efter ham for alvor. (Ejner er født i Kors- Ejner Friis Kromann. gade 1, d. 9.10. 1919) En madrasoplevelse – javel, men lugte- starter en vanvittig sprint hen ad gangen, ne, lydene og angsten indeni slipper aldrig der skråner mere og mere opad. Vandet er helt. Elementer af en farvefilm, der altid lige i hælene på mig. Jeg kaster mig ud kører stand-by i baghovedet – filmen der gennem den åbne dør og i det samme luk- ikke knækker før manden knækker. ker vandet sig over mig med lynets hast – skibet synker og forsvinder under mig som Første mareridt: et eksprestog i frit fald. Jeg bliver suget Jeg står og hænger i kabysdøren – taler med skibet ned i det begsorte vand. med min ven og chef, hovmesteren. Et kæmpebrag og verden går i opløsning på Andet mareridt: et mikrosekund. Dørken forsvinder under Jeg bryder vandoverfladen som en iltsyg fødderne på mig og falder sammen med hval, hoster vand og får snappet lidt luft, hovmesteren ned i maskinen dybt nede og inden jeg bliver fanget af en kæmpe strøm- slår maskinfolkene ihjel i et inferno af røg hvirvel, som en tændstik i et badekar der og damp. Jeg hænger tilbage i armene med er ved at blive tømt. Jeg kører hurtigere og det høje dørtrin under armhulerne i et par hurtigere rundt i spiralen og ender med at sekunder, haler mig hurtigt op i gangen og blive trukket ned i midten af spiralen.

10 Tredje mareridt: jagt efter et jernkors for sænket tonnage, Mine lunger er ved at sprænges og jeg får vi aldrig at vide, men et øjeblik efter dukker op til overfladen og gisper efter møder Martin Goldschmidt sin domme- luft. Omkring mig de mange flydende kar- dag. bidlygter som vinterkolde stjerner i natte- Først et varselsskud med dækskanonen. mørket, den skarpe lugt af karbid. Vrag- Granaten kommer ind med en hvinen gods overalt – hæse råb og skrig om hjælp. og slår ned lige foran boven på Martin Og så kulden, der bider helt ind i sjælen. Goldschmidt og sender en kaskade af vand ind over fordækket. Maskintelegra- En steamer undervejs fen slår stop og i løbet af få minutter har En gammel og slidt steamer stønner sig steameren løbet farten af sig og ligger stil- gennem natten med godt 8-9 mil, på vej le – afventende og underdanig med strakt fra Safi i Fransk Marokko til Fredericia i og blottet hals. Danmark. Lasten er fyldt med superfosfat Ubåden dykker til periskopdybde og til de danske landmænd og deres marker. lægger sig i en fordelagtig vinkel på 90 gra- Tiden er den 13. februar 1940 og klok- der på steamerens længdeakse. Der går ken er godt 05.00. Fire-vagten er tørnet til godt 10 minutter før den godt 4,5 meter for en time siden og kokken har været lange torpedo bliver sendt afsted mod oppe på broen med frisk kaffe. Alt ånder midten af s/s Martin Goldschmidt af fred og ro, nattevagten er sparsomt besat, København. Torpedoen rammer de 2.400 mange sover. Vejret er stille, havoverfla- bruttoregistertons skib et øjeblik efter at den brydes kun af steamerens stævn i den dampmaskinen pustende og snøftende har sorte nat. Stedet er vest for nordspidsen af sat sig i gang igen. Den rammer midtskibs Skotland. og under vandlinien med et metallisk »GA-WONG« og udløser sin ladning af Dommedag nu kaos og død. Steameren knækker midt Et sted ude midtskibs manøvrerer en udover i to næsten lige store halvdele, som dykket tysk ubåd sig i stilling. Kanonen på forsvinder fra havets overflade på mindre fordækket er bemandet. Den kulsorte nat end 120 sekunder. danner et fløjlsblødt baggrundstæppe for det sortmalede danske skib s/s Martin Ejner fortæller Goldschmidt, der er oplyst af skarpe pro- »Et øjeblik efter jeg har kæmpet mig op til jektører ned langs begge skibssider, hvor overfladen anden gang, kommer en af redde store malede dannebrogsflag fortæller ningsbådene op lige ved siden af mig med om neutralitet og ikke-indblanding i den bunden i vejret og jeg kravler op på kølen nystartede 2. verdenskrig. På den sorte og får hjulpet en makker med. Et stykke skorsten viser et hvidmalet bælte med en væk blinker bådsmanden med en lomme- syvtakket stjerne, at rederiet er Progress lygte fra en flåde, der havde stået løs på fra København. den forreste lastluge. Vi springer i det is- Danmark er et neutralt land selv om 2. kolde vand og svømmer over til ham. Han verdenskrig er i gang lige uden for døren. var på fordækket da torpedoen ramte og Tyskland gav startskuddet godt fem måne- han blev kastet op i flåden og havde ikke der tidligere, da de gik ind i Polen den 1. engang fået våde sokker. september 1939. Det er hundekoldt, jeg er gennemblødt, Om ubådschefen ser sig gal på den syv- har kun tynde ternede kokkebukser og en takkede hvide stjerne og det jødisk klin- tynd hvid skjorte på, men på redningsflå- gende navn på skibssiden – eller han er på den var der vandtætte tanke med forskel-

11 Sjællands Tidende, 16. februar 1940:

Skibets fører Johannes Hansen var i første omgang rapporteret reddet, hvilket politiet meddelte hustruen i Marstal. Kort efter indløb meddelelsen om at Hansen var blandt de omkomne og politiet gik derpå til fru Hansens far, der måtte over- bringe det triste budskab.

12 ligt grej blandt andet islandske trøjer, der og ser at skibet drejer ned med kurs mod varmer dejligt. os. To mand mere er kommet op i en lille Det var en norsk båd, der i forvejen har motorbåd, som stod løst på dækket. De 25 søfolk fra et anden torpedosprængt har årer og ror over til os og vi samler os norsk skib med. En tysk ubåd skød nær- fem i motorbåden. Jeg får startet benzin- mest forenden af deres skib og da de kom motoren, men den kører ikke engang 10 i bådene havde tyskerne også skudt efter minutter, så er den færdig. Vi ror længe dem i redningsbådene. Men der var hel- rundt og leder efter overlevende, men fin- digvis for meget sø på det tidspunkt til at der ikke nogen. Det går meget stærkt i det de kunne ramme ordentligt. iskolde vand – nogle minutter er nok og Vi bliver sejlet ind til Orkneyøerne og en del er aldrig nået ud af skibet. kommer derfra via Kristiansand i Norge hjem til Danmark. Tilbage til livet Min far, der var skipper henter mig ved Vi opholder os i båden resten af natten og toget og da vi kommer hjem instruerer så yderligere to døgn og kulden sløver os han de andre familiemedlemmer om, at de meget. Den tredje aften eller nat ser vi ikke skal spørge mig for meget – jeg skal toplanterner fra et skib langt væk og vi selv fortælle, når jeg er parat til det. Der fyrer et par nødraketter og blus af, venter var jo ikke noget med krisehjælp dengang.

Ejner Friis Kromann var én af fem besætningsmedlemmer, af en samlet besætning på 20 mand, der blev reddet af norsk S/S Berto efter at en tysk ubåd havde sænket S/S Martin Goldschmidt den 13. februar 1940 (altså før tyskerne besatte Danmark!). Ejner ses i midten af de tre forreste om bord på den norske damper Berto, der desuden havde samlet 25 andre overlevende søfolk fra torpederet norsk skib.

13 Jeg husker, at det hele kom væltende På den anden side, så er jeg jo ung og jeg ind over mig efter nogle dage. Det var me- har troen på, at det nok skal gå alt sam- get voldsomt, for mange af mine gode men. Det gjorde det så også. kammerater druknede. Jeg tager ud at sejle igen og sejler under Man slipper det aldrig helt hele krigen. Men hver gang en jerndør Nu er det mere end 60 år siden og mare- smækker, springer jeg ud af køjen og løber ridtene er der stadig – de er brændt ind i på dækket. Jeg er blevet meget lydhør hjernen. Dem slipper jeg først, når jeg luk- overfor kritiske metal-mod-metallyde. ker øjnene for evigt«.

Ejner Friis Kromann døde den 24. november i 2015. Han var en god ven af museet, som han havde doneret hjembragte sager til. Han havde også sendt pengegaver og betænkte museet med 100.000 kr. i sit testamente.

14 Undervandsklokker

Af Karsten Hermansen

Et tåget emne af undervandsklokker på verdensplan står Undervandsklokker! Hvad er det for no- lidt mere hen i det uvisse. Det kan opslags- get? En google-søgning på internettet gi- værket Lights and Tides of the World in ver i tusindvis af resultater, men langt de cluding Fog-Signals (London 1915) til gen fleste handler om et musikalbum ved navn gæld give oplysning om. Den systematiske »Submarine Bells«, udgivet af et popband gennemgang af hele verdens fyrtårne og fra New Zealand i 1990. Spørgsmålet er så: tågesignaler giver et øjebliksbillede, som er alt dermed sagt om undervandsklok- falder nogenlunde sammen med under- ker? Er der grund til at bruge mere energi vandsklokkernes glansperiode. Det er et på dette emne? lykkeligt tilfælde, som naturligvis bør ud- Ja, det er der faktisk, for undervands- nyttes.1 klokker er ikke bare musik, men også et Men allerførst er der brug for lidt viden dybt seriøst forsøg på at hjælpe skibstra- om baggrundshistorien. fikken sikkert på vej i tåget vejr. Emnet er flygtigt berørt i Karl Wedes Undervandsklokkernes historie Ship’s Bells. Its History and Romance, som fra bunden af udkom i New York i 1972, men i skotske I 1826 fandt den schweiziske fysiker Jean- Alan Rentons Lost Sounds. The Story of Daniel Colladon (1802-1893) frem til ly- Coast Fog Signals fra 2001 får man grun- dens hastighed i vand. Undersøgelsen fandt dig besked. Renton bygger på kildemate- sted i Geneve-søen i Schweiz, hvor Colla- riale fra det engelske fyrvæsen Trinity don og matematikeren Charles-François House og giver derved præcis information Sturm (1803-1855) målte lydens hastighed om engelske forhold, men udstrækningen gennem vand til 1435 meter i sekundet.

Der findes adskillige bygninger under den samlende betegnelse Trinity House, som står for det engelske fyrvæsen. Her ses Trinity House i Hull.

15 Det var mere end fire gange hurtigere end anden så meget, at det hele blev håbløst. lydens hastighed gennem luften. De to Og dog. Hvis ideen var helt gal, havde det forskere slog nemlig på en nedsænket været håbløst, men det var ikke tilfældet, klokke og skød med gevær på samme tid. og løsningen dukkede op, da man i 1903 Skuddet og klokkeslaget blev hørt om- fandt på at droppe undervandsmikrofo- kring 14 kilometer (10 miles) væk på en nerne og i stedet placere modtagerudstyr anden båd. Den tidsmæssige afstand mel- inde i skibets skrog under vandlinien. En lem de to lydkilder gjorde det muligt at modtager i styrbords og bagbords side var beregne lydens hastighed gennem vandet. forbundet til styrehuset, hvor lydene kun- Dette forskningsresultat førte snart til ne høres i høretelefoner. Inden længe kun- overvejelser om muligheden for at høre ne også uøvede personer adskille under- ekko gennem vandet. I 1838 foretog Char vandssignalerne fra andre lyde, og man les Bonnycastle (1796-1840) de første kunne fastlægge afstanden til lydgiveren. kendte ekkolyds-forsøg, og i 1859 forsøgte Lyden kom fra elektrisk drevne klok- løjtnant Matthew Fontaine Maury (1806- ker, som blev slået an under vandet. Når 1873) fra den amerikanske marine at måle signalklokken kom fra en fast position, havdybder ved hjælp af lyd. Forsøget slog eksempelvis et fyrskib eller en speciel fejl, fordi Maury undlod at benytte en un- klokketønde, kunne et skib med modtager dervands-modtager til at opfange lyden, udstyr opfange signaler på en afstand af men ideen var i udgangspunktet rigtig nok. otte-ti sømil og dermed fastlægge sin posi- Forskerne var altså kommet på sporet tion og fortsætte sejladsen. Ifølge Jens Kusk af noget med lyd under vandet, men præ- Jensens Haandbog i praktisk Sømands- cis hvordan det kunne bruges, henstod lidt skab findes der mange beviser for, at man i det uvisse. I 1877-1878 udgav den britiske uden noget modtagerapparat kunne høre fysiker John William Strutt, måske bedre et fyrskibs undervandsklokke, inden det kendt som Lord Rayleigh (1842-1919), sit almindelige tågesignal blev hørt. Bare ved tobindsværk The Theory of Sound, hvori at lægge øret til skibssiden!3 han lagde grunden til den fremtidige aku- Der blev foretaget forsøg, som fastslog, stiske forskning.2 at undervandsklokker skulle have andre I 1896 stillede en F. J. Ivens forslag om mål end ordinære klokker for at opnå det et undervands-signalsystem, men Trinity bedst mulige signal. Idealklokken skulle House’s videnskabelige rådgiver, Lord veje omkring 63½ kilo, være 12 tommer høj Rayleigh, var nu ikke så imponeret. Han og 14 tommer i diameteren. Desuden skulle var personligt mere interesseret i mulighe- klokken være ret kraftig i godset, faktisk derne for trådløse elektriske tågesignaler. flere tommer tyk. Lord Rayleigh foreslog, Amerikanerne havde i nogle år forsøgt at klokken skulle afstemmes til tonen C, sig med undervandsmikrofoner, men det eller – endnu bedre – en halvtone højere. var nok lidt som om, man var løbet tør for Her lå fremtiden, tænkte The Submari- ideer til udviklingen af undervandssig ne Signal Company. Virksomheden, som nalering. Den spansk-amerikanske krig i lå i Boston, USA, var blevet grundlagt i 1898 satte imidlertid nyt skub i opfind- 1901 og var verdens første kommercielt somheden, idet to amerikanere, professor baserede institution, som forskede i lyd- Gray og mr. Mundy blev optaget af, hvor- givning under vand til fremme af en mere dan man kunne opfange fjendtlige torpe- sikker navigation til søs. Undervandsklok- dobåde. De to mænd spændte mikrofoner kerne passede perfekt til firmakonceptet, på siden af en båd, men den lyd, de opfan- så The Submarine Signal Company inve- gede, og bådens egen lyd forstyrrede hin- sterede en masse penge i udviklingsarbej-

16 Fysikeren Jean-Daniel Colladon (1802-1893) målte lydens hastighed i vand i samarbejde med matematikeren Charles-François Sturm (1803-1855). Undersøgelsen fandt sted i Ge neve-søen i Schweiz, hvor Colladon målte lydens hastighed gennem vand til 1435 meter i sekundet. Forsøget blev udført som vist på billederne (kilde: Peter Költzsch, Dresden, jf. www.sga-ssa.ch)

17 det, og det lønnede sig. Der gik ikke længe, En slagkraftig udbredelse? før flere rederier og såvel det amerikanske I indledningen til bogen Lights and Tides som det canadiske fyrvæsen viste interesse of the World including Fog-Signals fra 1915 for undervandsklokkerne. Gode rygter redegøres der for den tids eksisterende tå- løb i forvejen om, hvordan skibe takket gesignaler. Klokkerne står først, men her- være undervandsklokker var blevet ledt efter følger en lang række alternativer: på rette vej i tyk tåge uden hverken lys- og geværer, raketter, eksplosiver, horn, fløj- lydsignal gennem luften, og i 1905 blev de ter, sirener og diafoner. Diafonen – som første undervandsklokker installeret i en- svarer til det, man i daglig tale kalder et gelske fyrskibe på forsøgsbasis.4 tågehorn – blev regnet for den kraftigste Undervandsklokken blev på davider fi- lydskaber og var derfor installeret i stort ret ned fra fyrskibets side, og 25-30 fod un- set alle Canadas, herunder Newfound- der havoverfladen blev knebelen aktiveret lands, fyrtårne og -skibe. Horn, fløjter og ved hjælp af komprimeret luft. Det aktive- sirener var – i lighed med diafonen – som rende ur kunne indstille undervandsklok- regel dampdrevne. Dampfløjterne blev kens slag til præcis den tonekarakteristik, anvendt mange steder i USA efter 1851, som måtte ønskes. Nogle steder blev un- men i britiske farvande var horn og sire- dervandsklokkerne placeret permanent ner det foretrukne udstyr, om end diafo- under fyrskibenes vandlinie. Undervands- nen som nævnt vandt stor udbredelse i klokker på bøjer blev bølgeaktiveret.5 Canada. Generelt blev fyrskibenes klok- Allerede i 1907 havde undervandsklokker og gongonger efterhånden afløst af kerne vundet indpas på mange fyrskibe, håndhorn og sirener, som blev aktiveret af og installationerne fortsatte frem til be- damp eller komprimeret luft. gyndelsen af 1920’erne. Nogle få klokker Som vist i foregående afsnit stod under- blev placeret tæt ved kysten i nærheden af vandsklokkerne midt i deres blomstring i fyrtårne og fjernstyret ved hjælp af luft el- årene omkring 1915; men der var betyde- ler elektricitet. lig forskel på, hvor de blev benyttet og i Englænderne var ikke bare de første til hvilket omfang. Det var nemlig helt ud- at afprøve det nye udstyr i 1905. De tog præget et fænomen, som knyttede sig til det også til sig og installerede undervands- Nordamerika samt Nord- og Vesteuropa. klokker mange steder. South Stack Light Undervandsklokkerne var så godt som house i Wales fik en undervandsklokke i ukendte i Sydeuropa (Middelhavet), Afri- 1907. Fyrtårnet i Lizard i Cornwall, Eng- ka, Mellemøsten, Indien, Fjernøsten, Au land, kom med omkring 1908-1909, og The stralien og Stillehavet. I Brasilien var der Seven Stones-fyrskib fik en undervands- til gengæld syv undervandsklokker. klokke i 1913. Undervandsklokkerne fik med andre Danmark udgjorde ingen undtagelse, ord hovedsagelig succes i den del af ver- hvad angik installeringen af undervands- den, hvor bestræbelserne på at opfinde et klokker. Fyrskib No. XII fik en under- undervandssignal havde været størst. At vandsklokke i 1915, men klokken var ikke udviklingen blev sådan, er i grunden ikke meget værd, så længe skibene ikke inve- så svært at forstå. Europa og Nordamerika sterede i lytteudstyr.6 Flere fyrskibe i Kat- hørte jo til de steder i verden, hvor der sej- tegat fik efterhånden undervandsklokke- lede flest skibe med det særlige modtager- signaler, blandt andet om bord på fyrskibet udstyr, som kunne opfange undervands- Kalkgrund, hvor signalet var to grupper klokkernes signaler. Det er klart, at in- af tre slag med 45 sekunders interval.7 vesteringen skulle stå mål med afkastet, og jo færre potentielle brugere, der var til

18 systemet, jo mindre var tilskyndelsen til at bundet med den kristne kirke. Klokken foretage investeringen. blev dermed et umiddelbart valg, for klok- I den muslimske verden var klokker ken kunne jo høres viden om fra ethvert forbudte. Det satte naturligvis også sit ty- kirketårn. Det samme gjaldt altså også delige præg på brugen – eller rettere fra- som tågesignal. Det er bemærkelsesvær- været – af klokker som tågesignaler, hvad digt, at klokkerne endnu i 1915 var så enten det var over eller under havover stærkt repræsenteret som tågesignaler på fladen. Modsætningsvis stod klokkerne fyrtårne, bøjer og fyrskibe, selv om kon- stærkt inden for den vestlige verden, hvor kurrencen fra eksplosiver, sirener og horn klokkerne i over tusind år har været for- var tydelig.

Område Eksplosiver Sirener Horn Klokker Diafon Andet8 Undervands- klokker Storbritannien, Irland og 36 93 57 67 - 37 28 Nordatlanten Nord- og Vesteuropa 21 154 54 94 - 39 18 Middelhavet 6 15 3 28 - 5 1 Afrika 4 - 1 2 - 2 - Mellemøsten/Indien - - - 9 - 4 - Fjernøsten 9 45 2 20 - 36 1 Australien/Stillehavet 5 1 3 4 - 8 - Canada 10 3 92 9 70 11 9 USA - 69 20 216 19 85 31 Sydamerika (Brasilien) - 4 3 1 - - 7 I alt 91 384 235 450 89 227 95

Fyrtårnet i Lizard i Cornwall, England, blev opført med de to tårne i 1751. Omkring 1908- 1909 blev Lizard Lighthouse forsynet med en undervandsklokke lige ud for kysten.

19 Undervandsklokkerne klinger af og læserne af Dansk Søfartstidende kunne Umiddelbart efter Første Verdenskrig kun- fra tid til anden følge udviklingen i små og ne Chr. Bloch i sin artikel om fyrvæsen store notitser. I august 1918 blev der bragt skrive i Salmonsens Konversationsleksi- et referat af et foredrag, som den engelske kon: professor John Joly (1857-1933) havde »Som Signalmiddel anvendes f. T. kun holdt i London. Han slog til lyd for at Klokker, der anbringes saa langt nede i kombinere undervandssignaler med tråd- Vandet, at de ikke paavirkes af Bølgeslaget. løse telegrafsignaler. Det ville være den Slagværket bevæges ved Maskinkraft paa mest ufejlbarlige metode, mente Joly. For en saadan Maade, at der gives et vist Antal hver sømils afstand blev lyden gennem Slag med visse Mellemrum, hvorved Signa- vandet 0,6 sekund forsinket. Denne for- let kan faa Karakter. Undervandsklokker sinkelse kunne opgøres og omregnes til kan ogsaa anbringes paa Klokketønder, og afstanden fra signalgiveren. Men fremti- Klokkeværket sættes som Regel da i Bevæ- den var så småt under udvikling i form af gelse ved Tøndens Arbejden i Søen.«9 radiotelefoner, oplyste professor Joly.10 Med andre ord: undervandsklokkerne I Frankrig havde admiral Ernest Fran var nu blevet standard inden for fyrvæse- çois Fournier (1842-1934) fortalt Viden- net, men Chr. Bloch anede nok, at alting skabernes Selskab i Paris om den franske forandrer sig, for han tilføjede »f. T.«. ingeniør Loths opfindelse af elektriske Klokkerne var altså kun signalmiddel for kabler, der kunne vejlede skibe i tåge. Ide- tiden, og det ville nok ændre sig. en bestod i et armeret elektrisk kabel, som Ændringen var faktisk allerede på vej, blev nedsænket i sejlløbet. Ved at sende

Fyrtårnet i South Stack, Wales, blev opført i 1808. I 1907 blev der installeret en undervandsklokke 1500 yards vest af North Stack. Klokken slog fem slag hvert 20. sekund. Under- vandsklokken blev aktiveret ved hjælp af komprimeret luft, men var drevet af to fem- hestekræfters motorer i South Stack Lighthouse.

20 vekselstrøm igennem kablet opstod der et magnetisk felt, som skibe med en særlig sø- ger kunne følge og dermed ledes på rette vej. Kom skibet for langt fra den lagte kurs, blev de magnetiske udstrømninger mindre, og så vidste skibets fører, at der skulle rettes op på kursen. Efter nogle meget vellyk- kede forsøg besluttede den franske mari- neminister at udlægge denne type kabler i alle havne. Der var også planer om at læg- ge et kabel i Den engelske Kanal, så sej ladsen mellem Frankrig og England ikke Det danske fyrskib Kalkgrund – her på en skulle være afhængig af tåge og dis.11 tegning fra 1904 – var et af flere fyrskibe i I 1920 var amerikanerne også stærkt in- Kattegat, som blev udrustet med en under- volveret i indsatsen for at kunne færdes vandsklokke. mere sikkert til søs. Amerikanernes løs- ning hed Hydropelorus og bestod af 24 fastslås med en ganske lille unøjagtighed, hydrofoner i hver side af skibets skrog. hvilket var en stor fordel, hvis man skulle Hydrofonerne forstærkede alle under- undgå kollision i tåget vejr.13 vandslyde, og ved hjælp af et lille hjul I midten af 1920’erne overtog oscillato- kunne lytteren indstille instrumentet til at ren undervandsklokkernes rolle. Med et vise lydens retning i grader. Handlede det elektromagnetisk lydsignal af længere va- om at kende vanddybden, kunne appara- righed end klokken kunne man udnytte tet aflytte skibets egen lyds tilbagekast- fordelene ved elektrisk synkronisering og ning fra havbunden og omsætte det til en radiotransmission. Oscillatoren og under- målbar afstand. vandsklokken fungerede i princippet ud Hydropelorus blev brugt i den ameri- fra samme system, men oscillatoren kræ- kanske flåde og vandt stigende indpas i vede nyt modtagerudstyr. Til gengæld handelsflåden, men især undervandsbåde- kunne signalerne række mere end tre gan- ne havde glæde af udstyret ved sejlads ge så langt som undervandsklokkeslage- langs kysterne.12 ne.14 Der var altså mange forskellige tegn i I 1929 vurderede de delegerede ved The tiden på, at undervandsklokkernes æra International Lighthouse Conference, at var ved at klinge af. Det var et problem at undervandsklokker var umoderne og for- sende morsetegn ved hjælp af klokker på holdsvis dårlige som tågesignaler. Tiden grund af deres lange efterklangstid. Des- var løbet fra klokkerne, og radioen var uden var afstemningen af klokkerne vig- trådt i stedet, men klokkerne forsvandt tig. Af hensyn til modtagerapparaterne ikke fra den ene dag til den anden. Først skulle tonen nemlig helst være nøjagtig under Anden Verdenskrig gik under- ens på alle klokker. vandsklokkerne af brug. Der var ganske Fremtidens løsning blev trådløs telegra- vist enkelte undervandsklokker og oscilla- fi ved hjælp af strøm, der satte en mem- torer her og der helt frem til 1950’erne, bran i svingninger. Lydbølgerne blev op- men ikke mindst i krigsårene blev fyr fanget af en såkaldt akustisk modtager, skibene meget sårbare, fordi klokkerne monteret i skibssiden. Herfra blev signa- eksponerede dem, og flere af fyrskibene lerne omsat til hørbare lyde. Var der mon- kom under angreb. To skibe blev tilmed teret to modtagere, kunne lydens retning sænket efter fjendtlige angreb.15

21 I takt med at fyrskibene fik dynamoer, af klokker og en moderne tids naviga batterier og andet til brug for radioen, tionsudstyr. Undervandsklokkerne benyt- blev klokkerne erstattet af elektriske mem tede sig af både gammel og ny teknologi, bransirener, hydrofoner, som i modsæt- og det var netop i foreningen af disse to, ning til radiosignaler brugte 1,3 sekund at der blev udstukket en ny vej frem mod for at tilbagelægge en sømil. Ved at tælle sonaren, hvis navn både dækker over hi- sekunder fra modtagelsen af et fyrskibs storien og teknologien, idet sonar er en radiosignal og frem til modtagelsen af forkortelse af Sound Navigation and Ran- samme fyrskibs undervandssignal kunne ging. afstanden til afsenderen hurtigt og enkelt Undervandsklokkens glansperiode stræk- fastsættes. Ved at opfange signaler fra to ker sig fra omkring 1905 til 1920. Systemet kendte radiostationer kunne positionen blev så grundigt glemt, at undervands- fastlægges, og det udviklede sig efterhån- klokkerne i dag er helt forsvundet fra den den til, at radiofyrene blev ordnet i grup- kollektive erindring. Klokkerne blev over- per på op til seks stationer med synkroni- halet af nyere og bedre løsninger, men serede udsendelser.16 hvordan udviklingen var blevet uden undervandsklokkerne som et overgangsfæ- Klokken falder i slag nomen er ikke til at sige. Blev undervandsklokkerne en succes eller Det er velkendt, at man skal være lidt en fiasko? Det afhænger meget af syns- forsigtig med alt nyt. Det gælder også i vinklen. På den ene side set fik under- denne sammenhæng, for nok er klokkerne vandsklokkerne kun en kortere funktions- for længst udkonkurreret af bedre og mere periode som navigationsinstrument. På nøjagtigt navigationsudstyr, men den dag i den anden side set var undervandsklok- dag får et skib stadig ikke lov at sejle, uden kerne kulminationen på århundreders at skibsklokken følger med. Det er meget aktiv brug af klokker som tågesignal. Un- godt med al den nymodens teknik, men dervandsklokkerne blev så at sige for hvis alt går galt, er det som regel det gam- bindelsesleddet mellem den simple brug le, der virker!

Noter 1. Emnet er også kortfattet omtalt i Karsten Hermansen (2016): »Havets klokker«; i: Marstal Søfartsmuseum. Årbog 2015, Marstal, s. 93f. 2. Alan Renton (2001): Lost Sounds. The Story of Coast Fog Signals. Caithness, s. 143. https://dosits.org/people- and-sound/history-of-underwater-acoustics/the-first-studies-of-underwater-acoustics-the-1800s/ (University of Rhode Island). 3. Jens Kusk Jensen (1924): Haandbog i praktisk Sømandsskab (4. udgave), s. 350f. 4. Renton (2001), s. 143f. Se også: http://asa.scitation.org/doi/abs/10.1121/1.4920303 5. Lights and Tides of the World including Fog-Signals, 1915, s. X-XI (findes i Marstal Søfartsmuseums arkiv. 0057A0015). 6. Renton (2001), s. 65, 143ff, 188. www.horns-rev.dk 7. Lights and Tides of the World including Fog-Signals, 1915, s. 190. 8. Gruppen »Andet« omfatter gevær, trompet, gongong, fløjte og raket. 9. Chr. Bloch (1920): »Fyrvæsen« i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg, bd. IX, s. 195. 10. Dansk Søfartstidende, 15. august 1918, s. 187f. 11. Dansk Søfartstidende, 28. oktober 1920, s. 253. 12. Dansk Søfartstidende, 4. november 1920, s. 260f. 13. Dansk Søfartstidende, 25. november 1920, s. 277f. 14. Renton (2001), s. 144f. 15. Renton (2001), s. 146ff. 16. John Nielsen (1960): »Hovedlinier i fyrvæsenets historie fra 1830 til 1945«; i: Årbog 1960. Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Helsingør, s. 124. Hermansen (2016), s. 93f.

22 Min Ferietur til Grønland 1947

Af Emil Hermansen

En af forrige års gaver til museet var en Marstal Havn i den rigningsudgave. Muse- Kaj Staugaard-akvarel af tremastskonnert et har ingen beretning fra 1933-sejladsen, Nordstjernen af Marstal i hjemhavnen men til gengæld en fra 1947, idet nu længst 1933 – men kun med to master. Hvordan afdøde postpakmester Emil Hermansen, hænger det sammen? Nordstjernen, der Marstal, det år var en tur på Grønland var rigget som tremastet bramsejlsskon- med Nordstjernen, der på det tidspunkt nert, havde fået rigget ræerne ned i 1932 i længst igen var rigget op til tremastet mo- forbindelse med installation af hjælpe torskonnert. motor. Den blev i 1933 chartret ud til Under sejladsen havde den dengang grønlandstur for Knud Rasmussen. I den 70-årige pensionerede postpakmester, der forbindelse blev mesanmasten taget ud, oprindelig var sejlmager, deltaget i for- idet skonnerten skulle medbringe et fly til skelligt forefaldende arbejde om bord så- Grønland – så derfor er skibet tegnet i som at reparere sejl og andet skibsarbejde

Nordstjernen i Marstal 1933, akvarel af Kaj Staugaard. Museet har nu 10 af Staugaards fine stykker fra Marstal Havn.

23 og har desuden nedfældet følgende dag- og Kulingen tog til, saa Søen blev efter bogsfortegnelser: haanden høj. Farten var ikke stor, men Med Velvillie af Hr. Skibsreder E. B. frem kom vi, og op paa Dagen den 31. Kromann, her, og Skibsfører V. Sørensen, faldt Vinden om til N. Ø. Ved Midnat pas- af 3-mastet Motorskonnert Nordstjernen seredes Skagen, og den 2. August saa vi af Marstal fik jeg en uforglemmelig Ferie- Norges Kyst. Kl. 20.00 passerede vi Lin- tur til Grønland paa ca. 2 Maaneder. Ski- desnæs. Paa Hundevagten Søndag den 3. bet lastede Bygningsmateriel og Proviant August sattes Klokken en Time tilbage, og til det nordligste Grønland ved Grønlands paa Morgenvagten ligeledes en Time. Det Handels Plads i København. var ikke saa underligt, at jeg havde udso- Onsdag den 30. Juli Kl. 8 stillede jeg om vet Kl. 5. bord, da Skibet skulde sejle Kl. 9. Lodsen Med omvekslende Vind og Vejr saa vi stillede ogsaa til Tiden; men en Motordel, Onsdag den 13. Kap Farvel i Nord og de som vi ventede paa, foraarsagede, at det første store Isbjerge omkring os. Det var blev hen over Middag, inden vi kom af et pragtfuldt Syn naar Solen spiller paa Sted. Saa skulde der rettes Kompas, og disse tindrende hvide Kolosser, som vi un- først Kl. ca. 20.30 gik Lods og Kompasret- dertiden passerede ret nær. Nu har vi ca. ter fra Borde, saa Rejsen kunde begynde. 200 mil til Ivigtut, hvor vi skal ind for Olie. Kl. 21.15 passerede vi Skoleskibet Dan- Den 14. August, Taage hele Natten, mange mark for indgaaende; det blev fotografe- Isbjerge. Mod Middag lettede Taagen; vi ret af Skipperen og mig. Vinden var imod, ventede at naa ind inden Natten, men paa

Nordstjernen, der havde fået pillet ræerne ned i 1932 i forbindelse med installation af hjælpemotor, blev i 1933 chartret ud til grønlandstur for Knud Rasmussen. I den forbindelse blev mesanmasten midlertidigt taget ud for at give plads til et fly til Grønland. Flyet ses her under lastning i Københavns Havn (Foto: Forsvarsgalleriet).

24 grund af Kuling og Strøm imod naaede vi ind til en lille Boplads ude i Skærgaarden først ind til Grønnedal Kl. 22 – det er 4 og tage fire Lam med til Thule. Han var Kilometer nord for Ivigtut – og fortøjede ikke meget for det, men indvilligede dog ved et amerikansk Krigsskib. Grønnedal til sidst i at gøre det. Saa dampede vi af er en amerikansk Base med mange Barak- Sted efter at have afleveret vor Post, som ker; men der var saa mange smaa Fluer, afgik samme Aften med S/S Disko direkte som satte sig i Ansigtet paa mig under den til København. Paa Vejen ud passerede vi Spadseretur, jeg foretog imellem Barak- et smalt Sund, ca. 100 Meter bredt med kerne. Kun en halv Time holdt jeg Flue høje Klipper paa begge Sider. Vi fandt plagen ud. Paa tilbagevejen mødte jeg en snart bemeldte Boplads, hvor Flaget vaje- Del Arbejdere, som gik til Frokost, de fle- de fra et af Husene; det var en Dansker, ste engelsktalende, men enkelte hilste mig som boede der. Paa Stranden stod 10 a 12 med et »Godav« paa godt bredt Dansk. Vi Mand og Kvinder og rensede Torsk, som fik først Olie og Vand ved Middagstid og blev lagt paa Klipperne. Skipperen talte afsejlede saa til Ivigtut, hvor vi skulde med dem om bemeldte Faar, men der var have noget med til Thule. Vi naaede ikke ingen ved Bopladsen. Manden, som skul- at fortøje ved S/S Disko, som laa ved de aflevere dem, var der heller ikke; han Kajen, for en Motorbaad med fire Herrer var nok paa Jagt efter dem i Bjergene. Saa om bord kom langs Siden og afleverede drejede vi Skuden rundt og fortsatte Rej- det vi skulde have med. Samtidig blev sen til Godhavn, som ligger paa den store Skipperen indstændigt anmodet om at gaa Ø Disko, ca. 450 miles herfra. Der skal vi

Der findes desværre ikke nogle fotos bevaret fra Emil Hermansens tur med Nordstjernen til Thule i 1947. Her ses skibet under lastning af udrustning ved Grønlands Handel i Køben- havns Havn 1933 (Foto: Forsvarsgalleriet).

25 Flyet er taget om bord på Nordstjernen og surres forsvarligt til rejsen (Foto: Forsvars galleriet). have en Kendtmand om bord paa Rejsen sen kom saa om Bord. De fire Mænd som nordpaa. Kl. 21 passerede vi tre store Hva- roede ham ud, var i Isbjørneskindsbukser ler ret nær ved, de første, vi saa paa Fær- og Sælskindsstøvler. Samme Støvler hav- den. de Lodsen paa, men var ellers klædt paa Den 19. August Kl. 20. Nu har vi set som vi andre; han vilde nok skille sig ud Disko siden Kl. 15 og mangler endnu10 fra de andre Grønlændere. Sømil, inden vi naar ind til Godhavn. Det Vi afsejlede straks med fint Vejr. Den er mange Mil, vi kan se Øen, men luften er 20. August var det fint med høj Solskin. ogsaa høj og ren i Dag. Vi har i Dag passe- Masser af meget store Isbjerge. Lodsen ret de største og fineste Isbjerge, vi endnu gaar den meste Tid paa Fordækket; han har set. Paa Hellebanken, som vi passere- forstaar noget Dansk, men er ellers ikke de i Dag, saa vi nogle store 3- og 4-maste- nem at tale med. de Skonnerter, som fiskede Torsk fra de Den 22. August. Vinden lige imod og ret smaa Baade, der ogsaa bruges paa New frisk. Nu er vi i Melvillebugten. Masser af Foundlandsbankerne. Det skal nærmest Is, men ikke de store Bjerge. Vi venter at være Franskmænd og Portugisere, som fi- naa ind til Savisivik paa Meteorit-Øen, sker her. Vi kom saa til Godhavn Kl. 23. hvor vi skal losse først. Vi naaede ind Kl. Der kom straks en Baad ud med 3 Kvin- 23 og ankrede paa 7 Favne Vand. Kolo der og to Mænd. Vi fik noget Gods med, bl. nibestyreren med en voksen Plejesøn og 7 a to Kajakker, desuden 10 Stk. Rugbrød, Grønlændere kom straks om Bord. Vi men de var klæge og brændt, saa det var begyndte straks at losse, og det gik støt ikke, hvad vi forstaar ved dansk Rugbrød. hele Natten. Skipperen og jeg var i Land Vi har endnu ikke spist haardt Brød. Lod- hos Bestyreren og drak Kaffe. Ved Land-

26 stigningen tog Bestyreren mig under beg- Massevis, og mange Hunde laa spredt om- ge Arme bag fra for at hjælpe mig op af kring Hytterne, ligeledes Slæderne. Paa Baaden. Han fattede ikke, at saa gammel Briksen var Fjerdyner med blaa og hvid- Mand som jeg selv kunde komme op paa ternet Betræk, og ikke som før Skind. Klippen, for hans Svigerfar maatte altid Under Briksen laa en Rulle tørrede Sæl- hjælpes op og ned. Bestyreren havde væ- skind. Alle baade Kvinder, Børn og Mænd, ret 4 Aar paa Seminariet i Godthaab og gik i Bjørneskindsbukser, men Rævesk- talte udmærket Dansk. Vi hilste lige paa indspelsen med Posen til Barnet paa Ryg- Kateketen, men han forsvandt hurtig. Vi gen saa jeg kun en af. De som ikke havde havde Materiel med til en Kateketbolig og Smaabørn, havde strikkede, uldne Trøjer et Skolelokale. Der boede i alt 80-90 Men- paa, Mændene Bomuldsbusseronner med nesker. Bestyrerens Bolig var et pænt Træ- Hætte til at smøge op over Hovedet, men hus, 12 Alen langt og 11 Alen bredt og alle gik i Kamikker. D. v. s. Sælskindsstøv- pænt møbleret som i Danmark. De fleste ler med Mos eller lignende i Bunden Møbler havde Fruen selv lavet, nydeligt og Hareskindsstrømper: Mandens Støvler Snedkerarbejde; hun havde lært det af sin gaar til Knæet, Kvindens til Skridtet. Der Fader i Egedesminde. Potteplanter i Vin- var ogsaa en Kirkegaard, vel ca. 50 Meter duerne og Hængeblomster paa Væggen. oppe paa Fjeldet. Hvor mange Grave der Under Bordet laa et Skindtæppe i et nyde- var, ved jeg ikke saa nøje, da kun enkelte ligt Mønster, Ogsaa hjemmelavet. var markeret som Gravhøj. Jeg talte 7 á 8, Fruen forstod noget Dansk, men talte men kun paa to var der Gravsten, den ene ikke Sproget. Til Kaffen fik vi hjemmebagt over en 3-Aarig Pige. Paa graven laa nogle Kage og vanilliekranse, som smagte noget Tøjstrimler og smaa, hvide Sten over dem. saa dejligt; der var Fuglekongeæg i, og det Paa Stenen stod: »Innusuk (betyder for- maa have været mange, da en tørret Fugle- modentlig født), 1. Oktober 1942. Tokuser konge, som jeg fik i Thule, kun maaler (betyder formodentlig død) 16. Septem- 8 Centimeter uden Hoved. De havde 4 ber 1945«. Paa den anden stod: »Anadssis- Døtre fra 1 til 10 Aar. Der var en Træbyg- sor paringsmago Vittus Peter Ajorosalik ning til Butik og en til Lager. Grønlænder- David« ne boede i Hytter, som faldt sammen med Kl. 18 var vi færdig med Losningen, klar Terrænet, bygget af Jord og Sten som fra til Afsejling, men forinden maa vi runde Arilds Tid, men beklædt indvendig med Fuglebjerget, som i Rugetiden er fyldt Træ. Jeg blev forbavset, da jeg første Gang med Fuglekonger i Hundredetusindvis. Et var i en saadan Hytte; meget krumbøjet Grønlandsk Ordsprog siger, at i Danmark gik jeg igennem gangen, maatte saa paa er der lige saa mange mennesker, som der Knæ for at komme ind og se et pænt Træ er Fugle paa dette Bjerg. Tre Mand af gulv med afslidt Fernis. Briksen var ogsaa Besætningen besteg det, men fandt kun Træ og Væggene tapetseret med Billeder enkelte Reder med raadne Æg. Det er fra amerikanske Tidsskrifter. Paa Briksen Kvindens og større Børns Arbejde at fan- laa 3 Mænd og sov; en sad for Enden af ge disse Fugle ved at slaa en Ketsjer over Briksen, og paa den smalle Briks paa dem. De ligger paa Lur bag en stor Sten og Endevæggen sad den Kvinde, som jeg kom kan fange i Massevis paa den Maade. En ind med. Et Par Kasser som Køkkenbord Festspise var i hvert Tilfælde forhen disse og et Komfur kompletterede Indboet. smaa Fugle puttet i et uopskaaret Sælskin, Udvendig laa Jord og Sten halvejs op af som blev begravet eller dækket til i ca. 6 Væggene; et lille Vindue med 9 smaa Ru- Maaneder, saa var de tilstrækkeligt møre der gav Lys. Udenfor laa afgnavne Ben i til en rigtig Smaus.

27 Fra 100 Meters Højde saa jeg ud over jo ikke Tale om; men det internationale Vandet, eller rettere Isen; thi der var ikke Tegnsprog er vidunderligt i en saadan Si- aabent Vand at se. Is blev presset ind med tuation. Storm af S.V., saa sad vi der som i en Fæl- Søndag Aften havde Besætningen været de, til Vinden blev nordlig. Paa Syd – og til Dansefest i den store Jordhytte; der var Vestsiden af Fjældene var kun Graasten at gratis Biografforestilling og moderne se, men paa nord- og Østsiden laa Sne og Dans til Grammofonmusik. De havde mo- Is lige ned til Vandet. Naa vi forsøgte at ret sig godt, og særlig Kokken, som sludre- starte Maskinen, men først Kl. 19.15 lyk- de med dem i et kaudervælsk Sprog, som kedes det. Vinden var imod, men Vejret begge Parter synes at forstaa. Præstens godt, saa vi bugtede os frem imellem Is- Kone inviterede Skipperen, Styrmanden stykkerne ud til Cap York, saa var Farvan- og mig til Middag næste Dag. Vi fik Matak det frit, bortset fra de store Isbjerge. til Ris i Karry. Matak er Huden af Hval; Næste Formiddag, Søndag den 24. Au særlig Narhvalens Hud er delikat; den var gust Ankrede vi ved Stationen i Thule Kl. skaaret i ca. 2 cm og kogt. Det smagte 10.30. Straks efter kom Bestyreren samt Skipperen og mig fortræffeligt: vi fik to fire Tømrere om Bord; de havde hørt i Ra- store Portioner. Styrmanden var knapt saa dioen, at en gammel Postmand var med begejstret. Derpaa fik vi Dessert og Kaffe. om Bord og vilde nok hilse paa ham. De Om Eftermiddagen var Koloniens Da- blev saa budt ned paa et Velkomstbæger, mer samt Lægen og Præsten inviteret til og saa fik Skipperen Løfte om at begynde Kaffe om Bord. Det var et hyggeligt Sel- Losningen over Middag, og Kl. 14 kom skab, hvor snakken gik om alt muligt. Grønlænderne med en Motorbaad og en Det var jo en Begivenhed at faa Skib fra Lossepram og begyndte paa Dækslasten, Danmark; det sker kun en Gang om Aaret. som var ude Kl. 18. Paa det Tidspunkt kom Fra Vejrstationen kom flere Gange Tele- Skipperen om Bord med en Invitation til grafister om Bord; den ligger ca. 3½ Kilo- mig om at spise kogt Laks sammen med meter herfra, men Vejen gaar over et ham hos Bestyreren. Vi nettede os saa lidt Bjerg, saa sædvanlig benyttes en Rojolle. og kom i land, blev elskværdigt modtaget Det er en stor Station med 25 á 28 Menne- af Fruen og gik straks efter til Bords. sker i alt, hvor af Mange Amerikanere. Vi Fisken var udmærket, men af mangel paa fik den ikke at se, da Adgangen dertil var Kartofler fik vi Mos af tørrede Kartofler; besværlig. Kun Skipperen travede over der er meget godt, men en ny kartoffel Bjerget for at faa et Brev med en Flyve- havde været bedre. Efter Maaltidet serve- maskine, som var paa Besøg der. redes Kaffen i Dagligstuen, og efterhaan- Paa Reden laa en amerikansk Orlogs- den kom vor Styrmand og samtlige Dan- mand med 450 Mands Besætning, da vi ske i Kolonien. Vi havde en hyggelig Aften, kom ind; den sejlede næste Dags Morgen, og Kl. 23 gik vi om Bord igen. Hele Ko men kom ind igen Dagen efter. Om Efter- lonien bestaar af en halv Snes Træhuse, middagen kom en Landgangsbaad med 6 et Sygehus med 7 Senge, et Posthus, som Officerer og 4 Mands Besætning om Bord samtidig er Kontor for Bestyreren, en Kir- og besøgte os. ke og en Skole. Eskimoernes Boplads laa Højstkommanderende vilde ikke tro ca. 1 ½ km derfra direkte ud imod Havet paa, at vi var sejlet fra Danmark herop og bestod af ca. 10 Jordhytter og et Telt. med 7 Mands Besætning; der skulde Hytterne var fuldstændig som i Savigsivik, mindst være 20 efter hans Mening. Her er og de Beboere som jeg var i Forbindelse ingen Souvenirs at faa af nogen Art; det med, meget venlige; tale med dem var der var en Skuffelse. Jeg maa beundre Grøn-

28 lænderne, disse smaa Mænd og unge kom præcis, Motoren startedes, og saa Knøse, for deres Kræfter og Behændighed maatte Selskabet forlade Skibet. Ankeret ved Lossearbejdet; det er jo ret uvant for blev lettet, og præcis Kl. 14.30 afsejlede vi dem heroppe, hvor Trafikken er minimal. under mange Afskedshilsener. Nu har de De er ogsaa venlige og glade; som Regel et noget at tale om i Mørketiden. Nordstjer- stort Smil, særlig naar de faar Cigaretter. nens Besøg der vil længe erindres. Nu blev Torsdag over Middag var vi udlosset. Kl. Lageret fyldt igen, ogsaa med de ting, som 14 skulde Posten om Bord; forinden kom sætter lidt Krydderi paa Tilværelsen. Læ- hele Kolonien til et Afskedsglas. Posten gen fortalte mig, at han havde 16 Hunde;

Tremastet motorskonnert Nordstjernen, der var bygget i Troense 1913 som tremastet bramsejlsskonnert, ses her i starten af II. Verdenskrig i Københavns Havn. Inden Danmark blev besat kom skibet til England og var i britisk tjeneste under krigen. Skonnerten, der havde en lasteevne på 420 tons, forliste 1948 på Shetlandsøerne. Bemærk stående gaffel på fokkemasten. Skibet er påmalet nationalitetsmærker for at vise, at det er et skib fra neutralt land. Den 7.9.1939 skrev »Dansk Søfartstidende«: Ethvert dansk skib, der går i fart udenfor linierne Skagen-Vinga og Falsterbo-Balzerort, skal snarest muligt påmales 2 store danske flag på hver side af skibet samt skibets navn og derunder ordet »Danmark« i store tydelige bogstaver på hver skibsside. Endvidere skal alle sådanne skibe straks på et fra luften synligt sted på dækket så vidt muligt både for og agter vise et udbredt nationalflag eller lade et sådant påmale f.eks. lugepressenningerne. Endelig skal skibene dag og nat føre nationalflaget. Lov af 4. maj 1939.

29 af dem brugtes 9 til et Spand. Han kørte gen fra Kajen. Klippestykkerne laa nemlig sidste Vinter 2100 Kilometer i Hundeslæ- ca. 2 Meter ud og ikke mindst paa Grund de for at komme rundt i sit Distrikt. Om af min Alder; det er jo en sjælden Aargang Sommeren maa man pænt blive paa Syge- paa de Breddegrader. Der var ca. 60 huset, hvor der er en dansk Sygeplejer- Arbejdere, som bor i 1-Mands Værelser. ske og en grønlandsk Jordemoder. De Hver 10 Mand har en Spisemesse samt maa saa klare Ærterne, naar han er borte. fælles Dagligstue med Radio. Desuden er Paa Sygehuset var kun 3 Børn, da vi var der Kaffekøkken, W. C. og Styrtebad i der. hver Afdeling til 10 Mand. Karbadeværel- En meget stor Mindesten om Knud se ligger over Maskinhuset. Desuden har Rasmussen fortalte, at han havde anlagt hver Mand et Pulterkammer. Funktionæ- denne Koloni. rerne bor i hver sit Hus; de har jo Familien Saa gaar farten imod Syd, og Søndag med. Gifte Arbejdere maa jo pænt lade den 31. August Kl. 14.30 ankrede vi i God- Konen blive i Danmark. Der er ingen havn. Nu var det Dag, saa vi kunde se Grønlændere som Arbejdere, men en ung Byen. Der var vel ca. 30 meget pyntelige Grønlænder henter Mad, dækker Bord Træhuse, som vi maatte nøjes med at se fra o.s.v. Køkkenet er i en stor Murstensbyg- Skibet. Den smule Last, vi havde med fra ning; ligeledes Bageriet, som er ganske Thule, blev hurtigt losset, og vi sejlede nyt. Ellers er alle Husene af Træ med høj efter 1½ Times Ophold, da Lodsen var Kælder. Blandt andet var Sejlmagerværk- gaaet i Land. Der røg saa den Søndag; in- stedet i en saadan kælder, men der var god gen Anledning til at overvære en grøn- Varme og elektrisk Lys overalt. Paa Værk- landsk Gudstjeneste endnu. Vinden var stedet sad en gammel Skipper og syede de stadig god, og Onsdag Middag, var vi ud Seler, som Minørerne hænger i, naar de for Ivigtut, men med Taage. Den lettede borer i Klippevæggen i Bruddet. Han lave- Kl. 14.30, og Kl. 20.30 ankrede vi i Ivigtut de alt Tovværksarbejde, blandt andet Reb- Havn. stiger m.m. Nu var han ca. 65 Aar og vilde Næste Morgen gik vi til Grønnedal igen hjem og nyde Frugten af mange Aars Op- for Olie og var tilbage ved Bøje i Ivigtut hold der. Kl. 10.00. Straks efter kom en Marstal- Kryolitminen er 180 Meter lang, 80 ler om Bord med en Kammerat. De var Meter bred og 80 Meter dyb. Minørerne Arbejdere ved Kryolitbruddet, men paa hænger frit paa Klippesiden i Selen og Grund af Regnvejr var de fri. Da Koblin- borer huller med elektrisk Bor; over ham gen paa Maskinen var sat fast, fik vi to Me- paa Kanten af Gruben staar en Medhjæl- kanikere om Bord for at ordne det, men per, som er parat til at varte ham op med, først Søndag Eftermiddag blev de færdige. hvad han behøver til Boringen. Vi havde saa god Tid til at se det berømte Naar tilstrækkelig mange Huller er bo- Brud og hvorledes Arbejderne var instal- ret, stikkes Patronerne ind, forbindes med leret, og hvad de bestilte. Jeg blev inviteret Ledninger, og saa sprænges saa stort et til Middag i Messen Kl.16.30 og var der til Stykke ud, som Borehullet er dybt. Det 22.00, da jeg gik om Bord i øsende Regn. falder ned paa Bunden af Gruben, en For ikke at ulejlige Vagtmanden mere end Grab skovler det op i Tipvogne, som køres nødvendigt, kaldte jeg ham ind ret for Ski- hen til Elevatorskakten, føres op til Over- bet i Stedet for at gaa om i Baadehavnen. fladen og køres hen til Dampskibenes Da det var Lavvande, blev det dog langt Lasteplads og tømmes ud paa Kajen, hvor fra behageligt at klatre ned over Klippen det ligger i store Bunker, til Afskibning paa grund af Stenens Slibrighed og Skyg- finder Sted. Det gaar saa til København,

30 hvor det renses og males for igen for en anderledes pæn ud: nu havde jeg jo vildt- stor Dels Vedkommende at udskibes til voksende Fuldskæg. Han anbefalede mig Udlandet, særlig Amerika. Skønt Arbejds- at gaa til Barber næste Dag. Da jeg kom til tiden er 11 Timer daglig, er Arbejderne Køjs, spekulerede jeg lidt over det Forslag; godt tilfreds; der er jo sørget godt for de- Resultatet blev, at jeg nok vilde til Barber, res Fornødenheder; god Mad og god Løn men kun for at pudse Skægget af. opvejer jo meget. Hjemmelivets Hygge I Julianehaab skulde vi laste Proviant maa de undvære men det maa de fleste og Bygningsmaterielle til et nyt Beboel- Søens Folk jo ogsaa. Søndag Aften er der seshus til Vejrstationen i Prins Christians gratis Biograf. Vi blev inviteret med. Alle Sund. Da vi skulde sejle indenskærs dertil, Mand; det var et amerikansk Stykke. Da maatte vi have Lods med. I den Anledning vi laa ved Bøje i Havnen, pilkede Styr- kom Lodsen om Bord næste Morgen den manden 12 store Torsk og en Helleflynder. 9. September og præsenterede sig. Da han Det er meget sjældent at faa en Helleflyn- gik i Land Kl. 8, gik jeg med, for han skul- der paa kun 70 Meter Vand; de opholder de lodse mig til en Barber. Naa, vi travede sig helst i en Dybde af ca. 150 Meter. Den saa rundt paa Fjeldet imellem Grønlæn- vejede ca. 4 Kilogram og smagte udmær- derhusene og traf Barberen, som skulde ket. En Dag, jeg spiste i Land, serveredes paa andet og vigtigere Arbejde; saa til en Helleflynder; den er meget fed og egner anden Hytte med aabentstaaende Vindue; sig udmærket til Røgning, men vi fik den der var en Kvinde, som ogsaa fuskede i kogt med Laurbærblade, hel Peber m.m.; Faget. Hun modtog dog ikke Kunder i den smagte udmærket. Til hvert Maaltid Hjemmet, men vilde komme om Bord. Kl. serveredes Kaffe, The og Sødmælk. Brud- 10. Jeg travede saa rundt, op og ned imel- det havde 8 Køer, 1 Tyr og 2 Kvier. Stalden lem Husene, hvor jeg bl.a. mødte baade var moderne med brandfrit Loft o.s.v.; Køer og en Tyr fritgaaende, ogsaa en Ged, Dyrene staar altid paa Stald. Vasken var mange Høns og Gæs. Saa om Bord, til Bar- ogsaa gratis, kun stivet Manchetlinned beren skulde være der. Paa Vejen ud til skal der betales for. Da der ikke er megen Skibet passerede vi Dampskibet, og paa Anledning til at bruge Penge, kan en ugift Bakken stod 1ste Styrmanden, ogsaa en Mand spare mange Penge op i løbet af Marstaller, og bad mig om Bord. Jeg bad nogle Aar. saa en af Besætningen paa Nordstjernen Paa Grund af Taage uden for Skærgaar- om at meddele mig, naar Barberkvinden den, kom vi ikke af Sted Søndag Eftermid- kom, og saa gik vi ind til Styrmanden og dag, men næste Morgen Klokken 5 fandt sludrede igen. Noget efter kom 2den Styr- Afrejsen Sted til Julianehaab, hvor vi an- manden, igen en Marstaller, dog ikke bo- kom Kl. 22 og fortøjede langs Siden paa en ende her længer. De kendte jo mig godt dansk Damper. Det var mørkt, men Kap- som Postbud i Marstal og havde jo ikke i tajnen som stod og talte med vor Styr- deres vildeste Fantasi tænkt paa at mødes mand, kendte mig paa Røsten. Naa, saa med mig i Grønland. Naa, vi sludrede til kom Skipperen og inviterede ham over til Middag, og enden blev, at jeg spiste med i en Kop Kaffe og en Marstallersludder; Messen. Om Eftermiddagen var jeg i Land han var indfødt Marstaller, men flyttede til og saa mig om. At jeg vakte Opsigt, især København for 13 Aar siden. Det viste sig, blandt Børnene, er jo ikke saa underligt; at hans Kone og Styrmandens Mor var en gammel, hvidskægget Mand havde de særdeles gode Bekendte, begge fra Om- aldrig set før, sandsynligvis heller ikke de mel. Mig mindedes han jo som Postbud i Voksne. Grønlænderne har jo ingen Skæg, hans Gade, men da saa jeg rigtignok noget i hvert Tilfælde meget lidt og sort, og 70

31 Aar bliver kun meget faa; de bedømte mig almindelige. Paa Farten imellem Skærene da ogsaa til 60 Aar. var der 6 Kvinder, som roede; Skabnin- Byen, vel den største, har ca. 900 Ind- gens Herre passede Roret. Som Havnear- byggere, hvoraf ca. 30 danske, ligger male- bejdere saa jeg flere Kvinder end Mænd; risk op af Fjeldet. Husene er pænt ved det var dog ikke Tilfældet mod Nord. Bu- ligeholdt i Almindelighed, og der er mange tikken besøgte jeg flere Gange; det var store imellem, Grønlændernes er i Almin- morsomt at se Livet dér: der var stor plads delighed ikke større end Jordhytterne og stort Rykind, særlig mange Børn; men imod Nord og ligesom der alt i et Rum. naar hele Byen var henvist til én Butik, saa Dog er Briksen som Regel erstattet af skulde der jo blive Omsætning. Dog synes Senge. Hvis vi vilde nøjes med de samme tre Mand at klare den flot. Vi forsøgte og- Forhold, var der ingen Bolignød. Gader saa at handle der, men uden Rekvisition fandtes ikke i moderne Forstand paa Fjel- fra Kolonibestyreren gik det ikke, og den det; men langs Havnen og forbi Kirken og var ikke til at erholde. Sygehuset op imod Telegrafstationen var Vi laa for Anker med Fortøjningen ind i en Vej. Slagteriet laa ligeledes ved denne. Klippen og kunde ikke laste, før Dampski- Der er jo ret stor Faareavl omkring Byen, bet var udlosset, da det lagde Beslag paa og store Flokke kom ind hver Dag til Prammene. Slagtning; det var jo lige i Sæsonen. Et Onsdag den 10. September blev vi imod Fiskesalteri laa lige ved Fiskernes Lan- al Sædvane halet til Kaj og begyndte at la- dingsplads. Der laa som Regel to ca. 18 ste; det gaar betydeligt hurtigere end fra Fods Fladbundede Baade med Torsk, som Pram, saa vi blev færdig næste Eftermid- rensede og flækkede solgtes til Saltning. dag og sejlede Kl. 15.30 til Prins Christians Bestyreren viste mig rundt der, hvorledes Sund. Ved Mørkets Frembrud ankrede vi. Fisken blev behandlet, inden den afskibes Næste Morgen kl. 4 lettede vi, men en halv som Saltfisk. Paa Loftet fandtes et stort Time derefter ankrede vi igen for Taage, Lager af Snører, Kroge m.m., alt, hvad der som varede til Kl. 8.30, saa fik vi først klart bruges til Fiskeri, bl.a. en bred Rulle ret Vejr. Den Sejlads er storslaaet. Sneen lyste svær Bomuldsdug, som jeg studsede over. i Solen paa de højeste Klippetoppe, og Jeg var straks, som gammel Sejlmager, klar Fjeldene varierede meget i Højde og Form. over, at det var ikke til Sejl, men til hvad? For Sletteboere som os er det en sjælden Jo Forklaringen kom; det var til Kajak Oplevelse. overtræk. Hvem skulde tro det, at de ikke Kl. 15,30 anløb vi en Boplads og fik 7 havde Sælskind nok til det brug. Paa Lan- Grønlændere med som Arbejdere i Vejr- dingspladsen laa ca. 10 a 12 Kajakker, men stationen ved Losningen. Af Baade, som jeg saa dem ikke paa Vandet der. I det kom ud, købte vi Torsk og Laks samt Ka- Hele taget bliver de uhyre Fangstmulighe- jakmodeller, nydeligt Arbejde; de havde der ikke udnyttet ret meget, Grønland er kun tre, men lovede flere, naar vi kom til- jo meget træfattigt; men jeg saa dog aabne bage med Mændene. Cigaretter er det Baade, som lossede Brænde der; noget saa gængse Betalingsmiddel; de modtager me- kroget og vantrevent har jeg ikke set før, get nødigt Penge og absolut ikke danske. og saa blev det højtideligt vejet paa en stor En Grønlandsk Krone er lig en dansk, Decimalvægt. De tykkeste Grene, jeg saa, men Butikken tager kun imod dansk Skil- var ca. 10 cm i Diameter. lemønt, da de ikke har grønlandsk. De har De saakaldte Konebaade af Skind saa kun 1, 2 og 5-Kr. Stykker som vore Kroner jeg ikke, men fladbundede, lange, smalle og 10 Kr. Sedler. Om de har større sedler, Baade, knapt saa høje som Konebaade, var ved jeg ikke. I Ivigtut havde de særlige

32 Ivigtutpenge, som kun gjaldt der. Ankrede Brystet. For øvrigt var de alle mere eller Kl. 20.30, da Mørket faldt paa. mindre skæggede. Den yngste Telegrafist Kl. 5 Morgen Lørdag den 13. September var kun 19 Aar. De var meget gæstfrie; vi lettede vi, var ved Vejrstationen Kl. 7 og spiste af og til Middag hos dem. begyndte at losse med det samme. De Søndag den 14. September lossede vi havde en mindre Pram til det svære Gods, hele Dagen til Kl. 17. Mandag den 15. Sep- og begge vore Baade blev brugt til Resten. tember lossede vi til Kl. 14, da vi var fær- Det blev baaret op paa Klippen ca. 40 dig. Kl.11 kæntrede Prammen med fuld Meter, saa stablet paa en Slæde og en Last; 5 Bændler Stangjern gik til Bunds, Traktor spændt for, saa gik det med Fart og 5 nye Madrasser blev vaade. Over Mid- op til Magasinet. De var meget glade for dag kom 3-mastet Motorskonnert Sine af Traktoren; den friede dem for meget Slæb. samme Rederi ind fra Østkysten og for Kokken paa Stationen var om Bord og tøjede paa Siden af os. Jeg blev vel nok fortalte mig, at han havde været Kok forbavset ved at se Telegrafist Mathiasen med Marstalskonnerten Galatea, Kap- fra Marstal sammen med to andre Tele- tajn Friis, i 1933. Styrmanden Peter Peter- grafister staa i Hytten, men mere forbav- sen, Vestergade her i Marstal, var med set blev han ved at se mig; det var vel nok samtidig. Han havde langt Skæg ned paa en Overraskelse. De var paa Vej hjem fra

Tremastet motorskonnert Sine på 450 tdw., tilhørende rederiet E. B. Kromann, ses her afgå Marstal d. 30.11.1939 med neutralitetsmærker malet på siden. Sine traf på turen sammen med Nordstjernen i Sydgrønland. Sine var som barkentine indkøbt fra Frankrig 1938 under navnet Saint Charles og blev omtaklet til motorskonnert året efter. I 1948 strandede Sine på Azorerne på rejse fra Algier til St. Pierre, New Foundland, besætningen blev reddet. Det fortælles i forbindelse med strandingen på Azorerne, at besætningen befandt sig særdeles godt dér, og at befolkningen var yderst gæstfri, så rederiet måtte sende flere telegrammer inden søfolkene endelig rejste hjem. Skipperen var den dengang 76-årige Peder Hansen, Reberbanen, Marstal.

33 en Vejrstation paa Østkysten. Kl. 14 sejle- Aftenen kom en Mand om bord og solgte de vi i hinandens Kølvand og ankrede Kl. 3 udskaarne Træfigurer til Skipperen. Lør- 20 for Natten ved Bopladsen Augpilugtog dag den 20. September blev vi færdiglastet for at sætte vore Arbejdere i Land igen. Kl.10 og gik til Søs Kl. 12 med god Vind Der købte vi Husflidsgenstande, saasom og godt Vejr. Vinden holdt sig paa hele Kajakmodeller, Tasker, Huer, Vanter og Rejsen, og Onsdag den 1. Oktober ankom Sælskind. De fleste af Besætningerne var i vi til København efter en ualmindelig hur- Land til Kaffefest. tig Rejse. En meget interessant Tur var Tirsdag den 16. September lettede vi forbi, og den vil jeg mindes, saa længe jeg Kl. 5 og sejlede i Smaskregn og ankom til lever. Da jeg blev i København, hvor min Julianehaab Kl. 18. Hustru var, gik jeg om Bord hver Dag, Onsdag den 17. September ingen Last- indtil jeg den sidste Dag, Lørdag den 4. ning paa Grund af Regnvejr. Torsdag fik vi Oktober, sagde Farvel til Besætningen, 130 Tons Saltfisk ind. Fredag laster med 2 som jeg har haft saa meget godt sammen Gæng, faar ogsaa Uld og Fjer med. Om med.

34 Min første hyre

Af Jørgen Josephsen

For nogle år siden, nærmere betegnet i var almindeligt for eksempelvis Thomas 1985 påbegyndte Nationalmuseet at ud Kjærbøll der, født i 1885 oplevede en, sy- give en serie bøger, som de kaldte: Søens nes vi nu spændende og romantisk dren- Folk – Beretninger fra århundredeskiftet. getid på havnen i Kolding. Godt at han fik Det blev til i alt 8 bøger. Jeg abonnerede skrevet nogle af de erindringer ned, så vi og hver gang der, med ca. Et halvt års mel- kan glæde os over dem i dag. lemrum dumpede en ny bog i serien ind Derfor har jeg fået den ide, at det måske gennem brevsprækken, var jeg godt og kan interessere en eller måske oven i vel »lost« for omverdenen i de næste fjor- købet en anden, at læse lidt om, hvordan ten dages tid. En dejlig serie bøger, som jeg oplevede det at komme til søs i 1951. jeg er sikker på de fleste af jer kender. Skibsfarten har jo ændret sig en del siden Og et dejligt initiativ fra Nationalmuseets da. side. Så kommer historien om min første Men så er det jeger kommet til at tænke hyre. lidt. Når man læste i de der beretninger fra Jeg er født i maj 1934 og var således 16 århundredets begyndelse, forekom det jo år gammel i februar 1951, da jeg, af grunde som en fjern fortid – var beretningerne ro- jeg ikke skal besvære læseren med sprang mantiske, for de beskrev jo, stort set noget ud af skolen, realklassen og ville til søs – som ikke var mere. De var barske, for de nærmest for at slippe væk fra det hele. beskrev jo også nogle samfundsforhold, Selvom der blev brugt mange flere folk som havde ændret sig temmelig meget i i skibene end nu – og der var mange flere, den mellemliggende tid. Og endelig var gennemsnitlig meget mindre skibe end nu, det historie, om en tid man naturligt var var det ikke så lt at få en hyre. interesseret i at vide noget om, for det var Vi var mange om buddet, så det gjaldt jo Bedstefars tid de bøger beskrev, den- om at kende nogen, hvis det skulle lykkes. gang ens egen far og mor så småt var be- Blandt andet var det næsten umuligt at gyndt at tænke på at melde deres ankomst, komme til at sejle på dækket, som jeg ger- og blev således et led i kæden. Men vi skal ne ville. Sagen var den, at bortset fra små- vel ikke stoppe der? Nu er vi, der begynd- skibene, som jeg på daværende tidspunkt te at sejle til søs omkring midten af århun- ikke anede noget om, så havde Sømænde- dredet, så småt ved at »sluge ankeret« – nes Forbund monopol på anvisning af hy- altså give budstikken videre til dem der rer. Og da man ikke kunne blive medlem skal fortsætte med at sejle – nu ved hjælp af Sømændenes Forbund uden at have en af computere og satellitter og hvad ved hyre – og man ikke kunne få en hyre uden jeg. Selv den måde at bevæge sig rundt på, at være medlem, var det stort set en umu- bliver om ikke romantisk engang, så bliver lig affære, så jeg måtte basere mig på min det dog historie. fars bekendtskab med en kollega han hav- Jeg syntes jo selv, da jeg begyndte at sej- de på avisen hvor han arbejdede. le, at det var ikke noget særligt – det var Denne kollega var nemlig gammel tele- det almindelige, på samme måde som det grafist – og kendte nogen.

35 Denne telegrafist var nu ikke hvem som den specielle duft af disse appelsiner, helst. Hans navn var Aage Toft, som nogen blandet med alle de andre dufte, som der måske vil huske som en af bidragyderne til var i sådant et skib. Når jeg genkalder mig Christian Tortzens 4-binds værk: Søfolk den, eller lugter noget der minder om det, og skibe 1939-1945. Aage Toft var gået i så får jeg med det samme en frygtelig udland efter krigen og var blevet søfarts længsel. medarbejder ved Social-Demokraten (Nu Men jeg skulle jo arbejde, så jeg meldte Det frie Aktuelt), hvor også min far var mig, efter at have spurgt en matros om vej, ansat og han kendte en masse mennesker til hovmesteren, som så meget træt ud ef- indenfor skibsfart, så for ham var det en ter en, formoder jeg fugtig aften. Jeg kan relativ let sag at skaffe mig en hyre som ikke huske hvad han hed, men kahytsjom- hovmestermath i Det Forenede Damp- fruen, som han overgav mig til, vil jeg al- skibsselskab. Da jeg fik besked på, at jeg drig være i stand til at glemme. Else, hed på et nærmere angivet tidspunkt skulle hun – Silde-Else også kaldet, når hun altså give møde i D.F.D.S.es kælder på Kvæst- ikke hørte det. Fra Skagen var hun, deraf husbroen, hvor rederiets mand, som sør- vel navnet. En skrap kælling, som med gede for restaurationspersonale til skibe- hård og ubarmhjertig hånd nok skulle sør- ne, havde kontor. Jeg husker ikke hverken ge for at hovmestermatherne, vi var nem- hvad han hed eller hvad der blev sagt eller lig to, ikke skulle forfalde til hverken do- hvad jeg skulle have i hyre, blot at jeg skul- venskab eller andre unoder, så længe vi le give møde ombord i m/s Florida om var i arbejde. Og da vi var i arbejde fra morgenen den 4. marts klokken 7. Skibet halv syv om morgenen til i hvert fald halv ville da ligge i Kronløbsbassinet i Frihav- ti om aftenen, var der ikke megen tid til at nen. forfalde til noget som helst. Det var ikke meget jeg fik sovet den sid- Men før jeg begynder på at fortælle ste nat inden jeg skulle begynde på min hvad jeg skulle lave og hvor vi sejlede hen, voksentilværelse. Jeg forestillede mig alt må jeg nok hellere præsentere det gode muligt om hvad det ville indebære af skib Florida. spændende eventyr, palmer, sorte piger, Florida var bygget i 1944 i Helsingør orkaner og hvad der nu ellers hører til en som nr. 268, et motorskib på 4.065 tons sømands hverdag – og så var der jo ikke så dødvægt som åben og 4.825 som lukket megen tid til søvn. Men i hvert fald var det shelterdækker. Det Forenede havde det ikke så svært, som det plejede at være for med, som så mange andre større rederier, min rare mor at få mig ud af køjen og med at bygge i serier. Florida var i en serie den nyindkøbte køjesæk på skulderen tog med amerikanske statsnavne. Maine og jeg sporvognen, linie 1 fra Hellerup til Texas var andre, som var bygget til rederi- Nordhavnsgade, hvorefter der vel var et ets fart på Nordamerika primært, men hun kvarters gang ned til Frihavnen – som be- kom også til at sejle på både Sydamerika- stemt så noget anderledes ud dengang, farten, Vest – og Østmiddelhav og endte end den ser ud nu. Der var stort set skibe i sine dage under dansk flag i »Nordane- alle bassinerne travlhed med kraner og Line«. Som færdigbygget blev skibet imid- lossebomme. Lastbiler og skubbekærrer lertid lagt op i Holbæk Fjord til krigen var på kryds og tværs, masser af mennesker, forbi og man igen kunne få dieselolie. liv og larm. Florida sejlede under malteserkorset Da jeg kom ombord i Florida var de ved til hun blev solgt til nogle grækere i 1966, at losse appelsiner, som de havde haft med for endelig at blive hugget op i 1973. hjem fra Spanien og jeg kan stadig huske Da jeg mønstrede ombord i Florida var

36 M/S Florida. (Foto: DFDS). hun stadig et ungt skib, beskæftiget i den måneder været Middelhavet rundt og be- ene af Det Forenedes to middelhavsruter, søgt ni lande og skulle nu besøge det for- begge to stykgodsruter. De udgik begge jættede land: Amerikas forenede stater. I fra Danmark og Skandinavien, over nord- 1951 stod USA stadig for os danskere, europæiske havne til Middelhavet. Den ja vel for de fleste europæere, som det land ene rute vendte så i Italien, den anden rute der reddede verden fra nazismen, så en tog også det østlige Middelhav med. Så- rejse til dette land var noget af det stør- danne ruter er i de mellemliggende år ste som kunne overgå en vordende sø- blevet afløst af containerruter. Den tur jeg mand. mønstrede ud på, skulle have hele Middel- Så vidt jeg husker, sejlede vi fra Køben- havet – Levanten med og jeg synes jeg havn den 2. eller 3.juni 1951 og det tog os havde været utrolig heldig, sådan på min tolv dage at krydse Atlanten. Det var en allerførste tur til søs at komme så vidt uforglemmelig sejltur. Totalt vindstille og omkring. Ankomst København 26. maj. det store ellers meget urolige hav var plant Mine første tre måneder til søs var over- som et dansegulv. Solen skinnede fra mor- stået og jeg havde fået smag for sølivet. gen til aften, ja gik jo først ned omkring Desuden fik vi at vide, at næste rejse ikke køjetid henad halv elleve. skulle være en gentagelse af den første, Arbejdet var det samme som på turen men en tur til USA, en rute DFDS også til Middelhavet. Vi havde tolv passagerer besejlede. med, som dog var meget forskellige fra Så, efter en uges tid hjemme, hvor også dem vi havde haft med rundt i Middelha- min 17 års fødselsdag blev fejret i fami vet som alle var godt oppe i årene. De nye liens skød, var jeg parat til nye eventyr. passagerer var yngre. Nogle skulle besøge Tænk engang. I modsætning til de fleste af familie i USA, andre skulle arbejde, men mine landsmænd, havde jeg på kun tre de var, så vidt jeg husker, alle rare og flin-

37 ke og lidt drikkepenge fik vi to hovmester- kun et kort ophold der, før vi sejlede vi mather da også, da de gik i land i New dere til Charleston og nu smagte det jo York. lidt af syden. Det var i Charleston jeg for New York – en fantastisk oplevelse at første gang smagte vandmelon og det var komme sejlende til den by. Som man nær- her jeg købte mig en majspibe til 25 cent. mede sig, vi fik lods ved fyrskibet, blev tra- Vi var et par af drengene, som nåede en fikken intens med alle mulige fartøjer på tur op i byen om aftenen, hvor vi ikke kryds og tværs og så Frihedsgudinden, ma- gjorde andet end at daske rundt, på en jestætisk. Ved hjælp af et par slæbebåde »Ice cream bar« fik vi os en milkshake og blev vi skubbet ind til en pier i Brooklyn da vi tog bussen tilbage til havnen, ople og losning af noget af vores gods kunne gå vede vi, for første gang, raceadskillelsen i gang og vi sagde pænt farvel til vore pas- idet vi af chaufføren blev beordret op i sagerer. den forreste del af bussen, efter vi havde Kun to dage blev det til i New York, så sat os bagest. Den del var forbeholdt de det var ikke meget jeg fik set af den store sorte. by. En spadseretur rundt i Brooklyn, ikke Fra Charleston sejlede vi direkte til New så langt væk fra skibet, jeg skulle jo kunne Orleans. New Orleans havde jo dengang finde hjem igen. Jeg havde hævet 10 dol- en særlig klang i mine ører. Jeg var fuld- lars, mange penge, næsten 70 kroner, så stændig bidt af den gode gamle jazz fra det blev kun til et par iskager. Vi skulle jo New Orleans og Dixieland og heldigvis lå videre syd på langs den amerikanske øst- vi her i et par dage, oven i købet en søn- kyst og besøge flere havne. Men det var en dag, hvor jeg havde et par timer for mig fantastisk følelse bare det at vade rundt i selv om eftermiddagen, så Canal Street og gaderne, kigge på butikker, høre menne- Basin Street blev fundet, herligt. Jeg købte sker omkring een snakke amerikansk, også et par grammofonplader med Louis skønt en del, vi var jo i Brooklyn, snakke- Armstrong og Bunk Johnson, to af mine de italiensk. store forbilleder. Men vi skulle videre, næste havn var En tidlig morgen, mens vi lå i New Or Philadelphia, kun en enkelt dag, ingen leans, var jeg som sædvanlig tørnet til landlov. klokken syv og var gået i gang med den, Da det ikke var tilladt udenlandske ski- efter omstændighederne, store bakstørn, be at sejle med passagerer indenrigs melder havde hobet sig op i pantryet. Der var lem amerikanske havne, var vi jo dejligt fri mange glas, så der var jo nok blevet druk- for at skulle betjene de ekstra 12 personer, ket en del om aftenen. Da jeg havde klaret men skipperen, overstyrmanden og ma- det, var der lige tid til at trække vejret ude skinchefen skulle jo stadig vartes op og i sidegangen, hvorfra man havde et fint kahytsjomfruen, Silde Else, skulle nok sceneri foran sig, den grågrumsede Missis- vide at holde os to drenge beskæftiget. sippi, som dovent flød forbi med både og Samtlige passagerkamre skulle igennem skibe i alle størrelser. Og så var det jeg så en større renselsesproces og det var altså gebisset. I en brækpøl i rendestenen lå et John og lille mig der skulle stå for det, nøje gebis og jeg gættede straks på, at det måtte overvåget af Silde Else. Selv madrasserne tilhøre høkeren. Min første tanke var, at skulle af køjerne og luftes. Alle skotterne jeg kunne smide det over bord eller lade skulle vaskes ned, nok at se til, men alli det ligge. Strengt taget var det jo ikke min gevel kortere arbejdsdag, for der var jo in- sag med ham den fordrukne høker. Men gen aftenvagt. jeg samlede det op, forsigtigt, og vaskede Baltimore fik vi heller ikke set meget til, det i pantryet og lagde det så bare på bor-

38 det. Og der blev det liggende til op ad for- Dagen efter, tirsdag den 24. juli 1951, efter middagen, så forsvandt det, pudsigt nok 4 måneder og 21 dage om bord i mit første kort tid efter den klatøjede og sure høker skib, kunne jeg tage køjesækken på nak- var kommet på benene. Ingen kommenta- ken og tage sporvognen hjem til Strand rer. vejen 155. En sidste oplevelse med høkeren og Selv om jeg var indstillet på at komme Silde Else var, da en af matroserne fortalte videre så hurtigt som muligt, blev det alli- at han, da han skulle male noget på midt- gevel til en ferie hjemme, for min kusine skibshuset udenbords, fra malerstillingen skulle giftes den 4. august og jeg var invite- kiggede gennem et af vinduerne til et pas- ret med. Allerede dagen efter min afmøn- sagerkammer, så høkeren og Silde Else string, var jeg på besøg på J. Lauritzens kopulere. En historie som til stor moro for kontor i Hammerensgade, hvor min far og alle, måske med undtagelse af de to, løb jeg havde en snak med Tom Jørgensen, re- rundt i hele skibet. deriets chef for mandskabsafdelingen. Så vidt jeg husker, sejlede vi direkte fra Han og far var gamle bekendte, lige som New Orleans til New York. Undervejs den ene af de to redere, Knud Lauritzen blev der gjort klar til de tolv passagerer, var fars skolekammerat fra Gl. Hellerup som vi skulle have med til København. gymnasium, så det lå jo lige som i kortene, Vi lå et par dage i New York og en af at det var i det rederi min fremtid lå. Det dagene, mens høkeren og jeg var ved at vi snakkede med Tom Jørgensen om, var rette an til frokosten, kom det til en kon- hvordan mine chancer lå for at blive opta- frontation. Jeg ved ikke om jeg havde gjort get på rederiets søfartsskole i Kogtved til et eller andet der generede ham, eller jeg januar, hvilket Tom Jørgensen så godt som måske havde sagt noget forkert. I hvert lovede at jeg ville blive. fald begyndte han at skælde mig ud og be- Jeg nåede også at tilbringe lidt tid med gyndte at stikke ud efter mig med den sto- min gamle skolekammerat Palle, som var re kniv han havde i hånden. Jeg bakkede på ferie i sin fars sommerhus i Jægerspris, ud af pantryet, han efter mig og pludselig hvilket var helt fint. Godt at høre lidt om var jeg på vild flugt – ud i sidegangen, ag- besværlighederne ved at gå i skole, nu ten om midtskibs huset, han efter mig. hvor jeg var sluppet ud af det. Selvfølgelig kunne den stadig halvfulde og ældre mand ikke fange mig, men skræm- Ebba mende var det. Han faldt dog til ro, men Lidt under hundrede kroner havde jeg til- efter den oplevelse passede jeg på ikke at bage af min hyre, da jeg onsdag d. 8. august være ham for nær og ikke vende ryggen til tog med toget fra København til Helsin- ham og jeg var klar over at jeg blev nødt til gør, færge over til Hälsingborg, hvor en at mønstre af, når vi kom til København. venlig politimand forklarede mig vejen op Jeg behøvede dog ikke at sige op, høkeren til det der i Sverige hedder Sjöförmedlin- fyrede mig og det var en lettelse. gen. Der forklarede jeg hyrebassen bag Hjemturen over Atlanten lignede udtu- det store skrivebord, at jeg gerne ville ren; et ganske roligt hav, masser af solskin. have en hyre på et sejlskib. Jamen, han De tolv passagerer vi havde med hjem, var havde da lige sådant et skib til mig. Et bra ren rutine efterhånden og mandag d. 23. skepp. Ebba fra Ålabodarna. En hyre som juli lagde vi til i Frihavnen, hvor min fami- Kock Jungmann. Hyren på 195 svenske lie, far og mor og mine to brødre var mødt kroner lød jo godt. Det var da en lønfor- op for at ønske mig velkommen tilbage til højelse, som kunne mærkes. Jeg skulle mit fædreland. Det var nu hyggeligt nok. bare tage Landskrona-bussen og bede om

39 at blive sat af ved Ålabodarna. Billetten Imellem køjerne omkring palstøtten et kostede en bagatel af to kroner og chauf- bord og på et søm på palstøtten en petro- føren stoppede godt nok et sted på den leumslampe. Og så var der møgbeskidt. øde landevej og sagde at jeg bare skulle gå Der var jeg lige ved at tage sækken på ned ad grusvejen, så ville Ålabodarna nakken igen, men nu var jeg der, så – ja, dukke op. Det var en dejlig sommerdag, det var så altså betingelserne. sol fra en skyfri himmel og mange grader, Jeg fandt mit arbejdstøj frem af sækken, så jeg blev godt svedt af traveturen på et gik i gang med at finde ud af hvordan en par kilometer med den tunge køjesæk på primus fungerede. Ret hurtigt, efter et nakken, meget varmt. På vejen memore par mislykkede forsøg, der yderligere so- rede jeg navnet på det skib jeg skulle møn- dede lukafet lidt mere til, fandt jeg ud af at stre på. Ebba, Ebba gentog jeg. Jeg skulle forvarme med sprit, pumpe godt med tryk jo nødig tage fejl. Endelig var jeg der, og i petroleumsbeholderen, så tændte den da der kun lå et eneste skib i den lille havn, ganske fint. Hen agter til vandtønden efter var det jo ikke nemt at tage fejl. En køn ferskvand, i en gryde med det, så det kun- lille galease lå fortøjet på indersiden af ne blive varmt. Fandt en pøs, nogle klude ydermolen, så der travede jeg over og sat- og noget brun sæbe og så gik jeg i gang te køjesækken på dækket. Foruden Ebba med at vaske ned. Det gik der et par timer lå der såmænd bare et par fiskejoller i den med. Næste punkt på dagsordenen var så lille havn. Der var ingen mennesker om at få noget at spise. Det fede flæsk så ikke bord, men en venlig mand på kajen kunne for lækkert ud. Henne i styrehuset fandt fortælle mig hvor skipperen, G. V. Ohlsson jeg en vindsel med fiskesnøre og en pilk. boede. Det var små hundrede meter syd Jeg skar en luns af flæsket, satte det på pir- for havnen, et pænt ikke ret stort hus. Jeg ken og jeg var heldig ret hurtigt at få en bankede på og en trivelig lille mand med lille torsk på krogen. Jeg kogte så et par en pæn vom, lukkede op. Jeg præsenterede kartofler og stegte fileterne med lidt mar- mig som den nye Kock Jungmann. Hm, garine, der lå i en af kasserne. Den sidste sagde han og som jeg senere fandt ud af, lidt ubehagelige opdagelse jeg gjorde den- var han en meget fåmælt herre. Hans mest ne første dag var, at der i dette skib ikke brugte gloser var hm, ja, nej og jaså. Men fandtes noget toilet. I stedet var der en lil- han stak i sine træsko og hejste selerne på le trætønde, sandsynligvis en gammel sil- plads. Jeg gætter på at jeg har vækket ham detønde. Et mobilt toilet, som kunne flyt- af middagssøvnen. Han gik så med mig tes til læ, når man var til søs og som kunne ned til Ebba, pegede ned i lukafet forude, anvendes modsat landsiden, når skibet var hvor jeg skulle bo i den bagbords køje. Så i havn. Der var sandelig meget nyt at væn- hen til styrehuset, hvor han af en salttønde ne sig til. Alligevel sov jeg godt den første af træ tog et stykke fedt flæsk op, skar et nat i mit første »sejlskib med hjælpemo- par skiver af, viste mig hvor kartoflerne tor«. var og så gik han hjem igen. Senere fandt Næste morgen blev jeg purret ud af en jeg ud af lidt om Ebba: Pæn velholdt gale mand som viste sig at være bedstemanden. ase, bygget 1915, jeg ved ikke hvor. 47,49 Han var også skipperens bror. Han præ- BR.T. Lastede 115 tons. senterede sig som Lasse, selv om han hed Køjesækken ned i lukafet forude og jeg Karl. Han var, fandt jeg ud af senere, 65 år, bagefter. Jeg syntes ikke det var så rart, broderen G.V. Ohlsson to år yngre. De var det jeg så. En køje i begge sider, bag lejde- meget forskellige. Lasse kunne godt lide at ren et par kasser med tallerkner, bestik, snakke, så det var ham der lærte mig gryder og pande. En primus på dørken. skånsk. Han var heller ikke ret høj, men

40 slank og senet, mens broderen var en me- af lige dele tyske og russiske soldater, ret get typisk småskipper: Ikke ret høj, pæn fremmedartet. udstikkende vom, altid en vest under jak- Da vi jo sejlede udenlands, var der også ken og blød hat. Skipperen kom lidt sene- udførsel og jeg fik tildelt to kartoner ciga- re sammen med en dreng fra den lokale retter. Den ene solgte jeg til en havnear- købmand med provianten til den rejse vi bejder for 40 mark. Den officielle kurs var skulle påbegynde samme dag, så lidt før at en østtysk mark var lig med en vesttysk middag, tog vi fortøjningerne, efter at Las- D-mark, men købekraften var væsentlig se havde startet den gamle glødehoved- mindre, måske med undtagelse af prisen motor. Kursen sydlig, ned gennem Øre- på drikkevarer med alkohol i, som jeg sund. Vi skulle oven i købet til udlandet på smertefuldt senere erfarede. Ved middags- denne min første rejse med et udenlandsk tid begyndte vi at laste briketter, som skul- skib, nemlig til Wismar i DDR, Deutsche le til Ystad og vi nåede da at få ca. halvde- Demokratische Republik. len af lastrummet fyldt, inden fyraften. Lasse viste mig til rette med hvordan Efter aftensmaden og bakstørn, klædte jeg middagen skulle laves. Kartoflerne skulle mig om og gik, forsynet med pas, som skul- koges med skræl på og så skulle kotelet- le forevises ved havnevagten, igen lige så terne steges i rigeligt med margarine, som mange russere som tyskere. Egentlig ville altså så blev dyppelsen til det enkle mål- jeg bare en tur op i byen, købe mig en is tid. Det var nemt nok. Lidt sværere var det eller hvis der var et konditori, en kop ka- at vænne sig til at de to brødre smaskede, kao og en kage, men hurtigt fandt jeg ud når de spiste. Efter middag og bakstørn af, at den af krigen ramponerede by endnu var det tid at spule og skrubbe dæk. Det manglede meget i at blive genopbygget foregik med at hive en slagpøs udenbords, samt at sådan noget som forretninger eller hive pøsen op med vand kaste det ud over kiosker ikke fandtes. Men der var masser dækket og skrubbe med en kost. Lidt be- af røde flag spændt tværs hen over gader- sværligt, men da skibet ikke var forsynet ne og en masse højttalere larmede med med pumper, var det jo altså måden at opflammende taler om kommunismens holde skibet rent. Aftensmaden var lige lyksaligheder. Og så var der et pænt værts- så enkel som middagen. Tiloversblevne hus på et torv med pæne, lidt forfaldne kartofler blev snittet og stegt. Dertil et gavlhuse, vel nok fra 16-17 hundrede tal- par skiver brød, lidt pølse og sild. Dertil let. Der gik jeg så ind og fandt ud af at en vand. øl kostede en mark og en vodka også Ved ni tiden om aftenen viste Lasse mig kostede en mark. Så det fik jeg, hyggelig hvordan man fik lys i de fire lanterner vi stemning, oven i købet musik fra et klaver. skulle have hængt ud. Der var jo ingen Jeg tror på det tidspunkt i mit liv, havde elektricitet ombord, så jeg blev altså ud- jeg sammenlagt drukket to måske tre øl, nævnt til lampemand. Efterhånden blev så mine erfaringer med alkoholiske drikke jeg helt ferm til det med at pudse vægen, var ret begrænset. Men som sagt, jeg fik de tænde i god tid og justere flammen. to genstande og de smagte jo godt, så da Fredag morgen ankom vi til Wismar. jeg havde drukket dem, fik jeg et »sæt« Man kunne ikke undgå at mærke at vi var mere. Det smagte også godt og da jeg ikke kommet til et østland, besat af Sovjetunio- syntes jeg kunne mærke noget, fik jeg et nen. De to tyske toldere/politifolk som tredje. Og så var det jeg skulle en tur på kom ombord for at indklarere os, var fulgt toilettet, så jeg rejste mig og mit hoved be- af to svært bevæbnede sovjetiske soldater. ordrede fødderne til at gå fremad, men Hele havnen var bag pigtråd og bevogtet forbindelsen mellem hoved og fødder var

41 åbenbart afbrudt, for fødderne blev stå ved siden af kokkeriet. Jeg blev automa- ende, mens overkroppen var i bevægelse tisk udnævnt til lampemand, dog et ret lil- fremad. Resultat: Jeg væltede. Kom dog på le arbejdsområde. I forpeaken havde vi en benene og var pinligt klar over, at festen petroleumslampe, også en i maskinrum- var forbi og at jeg, så godt jeg kunne, måtte met, hvor den encylindrede glødehoved- finde vejen ned til skibet. Det lykkedes og motor sørgede for fremdriften. Men det jeg krøb til køjs. var de fire lanterner, der var de vigtigste, Lidt svært at komme ud af køjen næste så jeg fik da i hvert fald lært at pudse morgen, hovedet gjorde ondt. Og for at vægen ordentligt, og holde glassene rene. gøre det hele fuldkomment, blev jeg efter Men bortset fra det, så blev der ikke for- morgenskafningen sendt i lasten for med langt eller forventet meget af mig, så jeg hænderne at lempe briketter ud i siden, så kedede mig og savnede noget socialt liv. lastrummet kunne fyldes helt. Det var Men jeg lærte en masse svenske bade ikke morsomt, med tømmermænd og i anstalter at kende, for som sagt var mulig- kvælende hede at ligge og ånde briketstøv, heden for toilette ombord ikke til den helt mens jeg lempede briketter. Jeg hostede store rundvask. og harkede briketstøv i fjorten dage efter Med efteråret kom jo også dårligere og yderligere forsøg med alkohol, blev ud- vejr og det forsinkede jo ind imellem rej- skudt godt et år. Efter at lasten var blevet serne, når vi som vinddriver måtte blive i fyldt, lugerne lagt på og presenningerne havn. Der fik jeg mulighed for lidt socialt strakt, fik vi også dækslast til lønnings liv, idet jeg blev bekendt med andre unge, højde. Og selvfølgelig skulle vore depoter især danske, som var i gang med at indtje- fyldes op på den meget stilfærdige sejltur ne deres sejlskibstid. Det skabte afveks- til Ystad, så vi havde brændsel til kakke- ling og var hyggeligt. Som man kan forstå, lovnene, når det blev koldt. var mulighederne for de store kulinariske Efter Ystad gik der et godt stykke tid, udskejelser ret begrænsede med kun en inden vi igen kom udenlands. Vi var en tur enkelt primus til rådighed. Tre retter var på bedding i Landskrona og fik smurt bun- ofte forekommende på menuen: Kotelet- den med rød giftig maling, som man brug- ter, kogt makrel og stegt flæsk, alt med te det dengang og ellers var det småture kartofler og ikke andet. Koteletter blev rundt i det sydlige Sverige med »spann- det til i hvert fald 2 gange om ugen. mål«, som svenskerne kalder det, når det En gang i min tid ombord blev det dog er korn det drejer sig om. Nogle gange i anderledes. Vi lå færdiglastede med kali- løs vægt og andre gange i sække. Kun en salpeter i Stralsund midt i november og enkelt gang måtte Lasse og jeg i lasten og ventede på bedre vejr. En storm fra syd- stable kornsække på grund af manglende vest forhindrede vores afgang. Vi lå mange havnearbejdere. Når vi sejlede mellem de småskibe og ventede på bedre vejr og forskellige havne, satte vi et storsejl og en blandt dem var en hvid svensk fiskekvase fok, hvis vinden var til det, men ellers var hvis skipper var bekendt med min skipper, det småt med sømandsarbejde. I virkelig- G.V. Ohlsson. Fra fiskekvasen fik Ohlsson heden kunne de to brødre sagtens sejle en ål på ca. 75 centimeters længde og tyk skibet selv, men loven foreskrev nu en- og fed. Den kom han ombord med og gang, at der også skulle være en jungmand smed den ned i en pøs og sagde til mig, ombord og ham kunne man så bruge til at at nu skulle vi have ålesuppe til aftens- lave mad, spule dæk og tage luger af og mad. Der var jeg sat mat, for jeg havde al- på, så i virkeligheden kedede jeg mig lidt. drig hverken spist eller håndteret ål. Hel- Dog fik jeg et selvstændigt arbejdsområde digvis kom Lasse mig til hjælp, han var

42 jo da også barnefødt i Ålabodarna, så ål Grönhögen er en lille fiske havn i den havde jo været en del af hans liv. Han slog sydlige ende af Öland, på vestsiden og da et søm gennem ålens hoved ned i et stykke det ikke var så nemt at få havnearbejdere bræt, skar halvt omkring halsen på den, et sådan ude på landet, så blev det lille mig snit ned langs bugen og så var det en nem og en enkelt arbejder fra stenbruddet, som sag, dog skulle der lægges kræfter i, at måtte i lasten og stable disse Ölandssten, trække skindet af kalorius. Og så gik Lasse mange af dem op til to meter høje og en og jeg på skibsbesøg, for i ålesuppe skal meter i bredden. De første blev stillet der jo også grønsager og sådanne var der skråt op af skotterne til maskinrummet og ingen af i Ebba. Men det lykkedes os at forpeaken og de næste så udenpå. Det var tigge os til både gulerødder, et par por- arbejderen fra stenbruddet, der vidste rer og oven i købet en pastinak. En stor hvordan stenene skulle stå, så de kunne gryde fra naboskibet lykkedes det os at komme hele til destinationen. Det var låne. tungt arbejde. Et slæng med sten blev firet Da vi kom ombord igen, gik Lasse i ned i lasten. Så var det med at tage fat i gang med ålen og jeg gik i gang med grøn- den øverste stens spidse ende, hvis der var sagerne. Resultatet nød vi nogle timer se- en sådan og rejse stenen på højkant og nere. Ålen var for stor og fed, til at jeg sy- derefter vrikke den derhen i lastrummet, nes om den, men suppen var noget af det hvor den skulle stå. Det kom ikke på tale bedste jeg havde smagt. Så endelig kunne at bære dem. Jeg tror de mindste vejede Ebba leve op til at den var hjemmehøren- omkring 100 kilo. de i Ålabodarna. Men ikke alene var det tungt arbejde. Jeg tror det var to eller tre dage senere Arbejdshandsker havde jeg ikke, ej heller vejret havde bedret sig så meget, at vi kun- et læderforklæde, som stenbrudsmanden ne smide fortøjningerne og stævne mod havde, så ret snart var både hænder og Karlshamn. Vinden var stadig i sydvest, så bukser ret forrevne. Efter middag den før- storsejl og fok blev sat og vi trillede på de ste dag fandt jeg et par klude til hænderne, endnu ret voldsomme bølger i Østersøen bukserne opgav jeg. mod Karlshamn i Hanöbugten. Næste dag, lørdag d. 3. december var vi I Karlshamn var der brev om at jeg var færdiglastede ved ti tiden, men at sejle optaget på Kogtved Søfartsskole og skulle kom ikke på tale. Det blæste en kuling fra møde der d. 3. januar 1952. Samtidig blev vest og vejrudsigten sagde storm inden jeg bedt om at indbetale 470 kroner til middag. dækning af det tøj jeg ville få udleveret Og det blev storm. Selv om vi havde ved ankomsten. Der var også brev hjem- bundet stort set alt hvad vi havde af tros- mefra, hvor man udbad sig julegaveøn- ser mellem skib og land, lå vi en 1½ til 2 sker. Av ja, det var jo snart jul, så alt hvad meter fra kajen, så meget blev trosserne jeg havde på bogen blev hævet. Med lidt strakte, men heldigvis holdt de da. besvær lykkedes det mig at få sendt 400 Efter middag gik Lasse i maskinrummet svenske kroner hjem samt brev med mine og jeg blev sat til at spule dæk og skipper juleønsker. Og så gik jeg på indkøb og G.V. gik ned til sin middagslur. At spule brugte så godt som hele formuen på gaver dæk på EBBA foregik, som sagt, med en til familien. slagpøs og kost. Det havde jeg jo gjort Da vi var udlossede med kalisalpeteren, mange gange i de foregående måneder, gik vi i ballast til Grönhögen på Öland, men denne gang var speciel. Dels var jeg hvor vi skulle laste Ölandssten til Hälsing- godt træt på grund af det hårde arbejde borg. med stenene og dels var mine hænder for-

43 revne med sår og rifter, så at holde fast i at jeg ville blive afmønstret når vi kom til linen til slagpøsen var noget af en pine og Hälsingborg. Det var ikke lige hvad jeg galt gik det da også – jeg kom til at slippe havde regnet med. Jeg havde troet vi skul- linen da pøsen var udenbords og sank. Da le gøre en rejse mere, så der ville ikke være vi kun havde den samme pøs og dækket mange basseøre i afregning. Det blev til 8 ikke var færdigspulet, var jeg jo tvungen at dages hyre lig med 52 svenske kroner, da se om ikke jeg kunne få bjerget pøsen, jeg efter at have sagt farvel til de to gamle men hvordan? Først prøvede jeg med tog færgen til Helsingør og toget til Kø- bådshagen at nå bunden, men, desværre benhavn. forgæves, så jeg kunne ikke finde på anden Det var så min først hyre i et så kaldt udvej end at krybe i et par badebukser og sejlskib. Det lovede ikke godt for frem dykke ned efter den forpulede pøs. Som tiden. Og jeg manglede stadig 20 måne- sagt så gjort. Havnen var vel fire á fem der i sejlskibe, for at opfylde betingelserne meter dyb, så det var ikke problemet. Men for at kunne komme på navigationsskole. den vestlige storm havde gjort vandet al- Men når man har sagt A, så må man jo deles uklart, så selv om jeg dykkede fire også tage følgerne. fem gange og følte mig frem henover bun- Godt at være hjemme, men ikke godt at den, fandt jeg ingen pøs. Jeg måtte tæn være fattig. Heldigvis manglede købman- derklaprende give op, der var jo ikke just den på hjørnet af Høyrups Allé og Strand- sommertemperatur i vandet. vejen et bud, så allerede om mandagen, Ved kaffe tide klokken tre måtte jeg gå den 11. begyndte jeg en travl hverdag med til bekendelse over for skipper. Hm, hm, longjohn og tunge læs til Hellerups borge- sagde han og gik hen i styrehuset og fandt re, som desværre levede op til ryet som vindslen med pirk og snøre frem. Jeg viste nærigpråse, for det blev ikke mange drik- hvor omtrent jeg havde mistet pøsen, han kepenge, men det blev dog til at jeg kunne smed snøren ud og trak pøsen op. Hm, hm. have en skilling med mig, da jeg efter en Så kan du fortsætte hvor du slap og så blev dejlig jul med familien, en hyggelig nytårs- dækket gjort rent. aften med et par venner, den 3. januar Først om mandagen blev vejret tåleligt 1952 rejste til Svendborg for at begynde og vi slap fortøjningerne og stævnede mod på J. Lauritzens Søfartsskole i Kogtved. Hälsingborg. På vejen sagde skipperen at dette var sidste tur i det herrens år 1951 og Men det er en helt anden historie

44 Skikket til udkig – på sømandsskole i 1960

Af Benny Boysen

Hvorledes en dreng i hedens hovedstad, kostede kr. 375.-, men der kunne søges Herning, kunne finde på at ville til søs og statstilskud til værdige og trængende ele- ikke noget som helst andet, var meget ver. Her kunne min far som kommunalt svært for et par forældre at forstå. Vi var jo ansat arbejdsmand have passet ind, men så langt fra havet, som man overhovedet han betalte det fulde beløb af egen lomme. kan komme i Danmark. Tiden frem til september udfyldtes med Gennem nogle år havde jeg udfordret en plads som bydreng i Hernings store far- forældrene ved intenst at interessere mig vehandel, men endelig blev det septem- for skibe og skibsfart, og ved enhver lejlig- ber. Min fætter, der var lastbilchauffør, hed var jeg cyklet til Aarhus sammen med havde dagen før, jeg skulle møde i Frede- min lidt ældre bror blot for at se på skibe- rikshavn, en tur til Aalborg, og ham kørte ne og livet omkring dem. Nåede vi ikke så jeg med og overnattede hos en onkel, som langt, så var der dog havnen i Silkeborg, næste dag fik mig sendt med den rigtige men det var nu lidt af en surrogatoplevel- rutebil til Frederikshavn, hvortil jeg an- se. Selv mit køb af en blå sømandstrøje var kom med en fyldt køjesæk købt for kr. 28.- blevet opfattet som demonstrativt. hos H. B. Hansen på havnen i Aarhus. Tilladelsen kom som 15-årig, men først Det kan være svært at beskrive den efter at jeg i december 1959 var rendt af blandede følelse af glæde, uro og nervøsi- en læreplads, hvor der endnu ikke var ble- tet, der overvælder en dreng, der med en vet skrevet kontrakt. Nu kunne knægten køjesæk i hånden entrer en folkevognsbus, så selv finde ud af, hvad der skulle ske – som har sat et papskilt i forruden: Til Sø- og det kunne han. Politikens »Søfartens mandsskolen. Hvem Hvad Hvor« var allerede ved at være læst i laser, og her kunne man finde Indkvartering de råd, der var brug for. Sømandsskolen i Frederikshavn var en af Midt i januar 1960 kom der en stor brun de tre, som staten drev. Den var indrettet i kuvert fra Navigationsdirektøren på Kon- et nedlagt turisthotel og havde eksisteret gens Nytorv med positivt svar på min an- godt en halv snes år. Den havde plads til søgning – som behørigt var underskrevet 108 elever, og det fortæller lidt om søgnin- af min far – om optagelse som elev på Sta- gen, at jeg havde måttet vente på optagel- tens Sømandsskole. Den var imødekom- se i over et halvt år, men nu var jeg der met, og jeg kunne optages på holdet, som som elev nummer 59 på en af de fuldt op- begyndte midt i september på skolen i tagne 108 pladser. En af de første fælles Frederikshavn. Mit hjerte bankede vildt af beskeder var, at her brugte vi ikke vores glæde og taknemlighed. Det må næsten navne men omtalte og tiltalte hinanden have været at se uden på den blå sømands med den pågældendes nummer. trøje. Det forekom lidt militært, men vi fik Skolen optog sunde unge mænd mellem også forklaret hvorfor. Forklaringen var 15 og 18 år, og der havde jeg ikke besvær den, at hvis nu en af os havde været ude i med at passe ind. Et 3-måneders kursus noget skidt og gerne ville begynde på en

45 Skolen set fra luften. Da loven om sømandsuddannelser kom i 1949, stillede Frederikshavn kommune vederlagsfrit et nedlagt turisthotel til rådighed for staten. Selv om indretningen næppe kan betegnes som ideel, så fungerede det fint. Øverst oppe var »Kahytten« med den fantastiske udsigt over Kattegat. Herfra kunne vi tælle, om fyret på Hirsholmene nu også viste den fyrkarakter, som var angivet i søkortet. Det nedlagte hotel var blevet udvidet med en fløj med gymnastiksal, riggerloft og vaskehus. Det var en rigtig mandfolkeverden med en enkelt køkkenpige som eneste kvindelige indslag. Da piger begyndte at søge til søs, ændrede skolen navn fra sømandsskole til søfartsskole. frisk, så var mulighederne bedre, når man gulvet hed dørk og en spand var en pøs. Vi var sikret en vis anonymitet. blev hurtigt fortrolige med skibsfartens Eleverne blev inddelt i to vagter med de terminologi, og der var kun hån til overs ulige numre på styrbords vagt og de lige for den, som trådte ved siden af. på bagbords. Kamrene i stueetagen var til Vi lærte også hurtigt, at det ikke var no- styrbordsvagten. Bagbords var på første get som hed ja, og slet ikke noget som hed sal. Det var 3-mands kamre, men et enkelt ja, ja! Det hed javel! og det betød, »jeg har var til seks mand. Her fik jeg en underkøje. hørt det, og forstået det og agter at gøre Vi var fra numrene 49 til 59, og kom helt det« – som det blev forklaret os. fint ud af det med hinanden. Kun en enkelt af os havde prøvet at have et skibsdæk Stambesætningen under fødderne. Navnene husker jeg ikke, De to vagter var delt op, så ansvaret var og det var jo heller ikke meningen, men fordelt på fire styrmænd. Jeg var heldig at der var bl. a. andre roommates fra Køben- være på den del af vagten, hvor styrmand havn, Nykøbing Falster, Holstebro og en Anders Detlefsen havde ansvaret som en fra et drengehjem ved Køge. Vi deltes fint slags klasselærer. Han var god og venlig det om pladsen og de to håndvaske. meste af tiden og havde en standard Hvor jeg nød at være på skolen, hvor bemærkning om at »I kan få det med mig,

46 nøjagtigt, som jeg vil have det!« Detlefsen hånden dog temmelig løst på flere af dem. var en god lærer, som elskede at fortæl- Øretæver var ikke afskaffet. Stod man le om sin tid og oplevelser i amerikanske med en forseelse – og der var en »pris skibe under verdenskrigen, og dertil var liste« på næsten alle forseelser; det kunne han ikke bange for at benytte mange safti- for eksempel være nægtelse af landlov – ge udtryk og talemåder, som man først er altså ret til at gå uden for skolen om søn- begyndt at se på tryk, efter at den porno- dagen, – så kunne en sådan forseelse som grafiske censur er blevet ophævet. At noget regel veksles til en lussing. skulle være så stramt som en tyrerøv i flue- Vi elever havde vel heller ikke forvent- tid var et af de pænere udtryk, som vi lærte. ninger om, at lærerne var pædagoger, og Detlefsen forstod at få os til at lytte. det var heldigt nok. Han havde i 1939 været med skoleskibet »Danmark« til Amerika, men da skibet i Hverdagen april 1940 lå i Jacksonville for at returnere Hver morgen startede med en løbetur ned til Danmark, blev den tyske besættelse år- til vandet, hvor vi skulle brede armene ud sag til, at skibet ikke kom hjem før i 1945, for at åbne lungerne og tage nogle dybe så Detlefsen havde haft sine ungdomsår indåndinger for at få sovekammerluften derovre. ud og frisk søbrise ind. Det var for så vidt De andre styrmænd, der som vores skul- en god ide, men nogle lærere havde den le tiltales med titel eventuelt efterfulgt besynderlige praksis, at der altid var en el- af efternavn, var Therkildsen, den flinke ler anden form for straf til den, som kom Nielsen og den barske Kürstein. De to sidst tilbage. Uanset hvor meget vi skynd- sidstnævnte viste sig altid i uniform. te os, så ville der uvægerligt hver dag Skolens forstander var den 51-årige Jens være en, der blev sidste mand i feltet og Hindkjær Pedersen, som tidligere havde f.eks. blev sat til at feje. været lærer på navigationsskolen i Mar- Flaghejsningen var ligeledes fast ritual, stal. Ham så vi nu egentlig ikke ret meget hvor hele skolen var opstillet på geled og til i hverdagen på skolen. Det var mit under afsyngelse af »Vaj højt, vaj stolt, vaj indtryk, at han havde meget travlt med at frit vort flag« sattes flaget til tops, mens passe sit kandidatur som konservativ fol- det blev halet ned til et vers af »Danmark ketingskandidat i Hjørring-kredsen. Der i tusind år«. Der var en vis højtidelighed skulle være folketingsvalg i november. over disse ceremonier. Derimod var skolens inspektør Ole Jen- Så gik dagen ellers med forskelligt un- sen meget synlig i hverdagen og med en dervisning. Dels teoretisk om søvejsregler, venlig omgængelighed, som absolut ikke som man dæleme skulle kunne lige så godt prægede hele lærerstaben. Kürstein slap som kompasset ned til en kvart grad. Dels aldrig et smil, ros eller et venligt ord. Han praktisk med arbejde på riggerloftet eller i var da heldigvis på bagbordsvagten. havnen med bådmanøvrer, hvor vi lærte at Desuden var der to bådsmænd, som stod ro og vrikke en jolle, og så var der alle for den mere praktiske del af sømands knobene, som vi skulle kunne. skabet, Niels Wiesneck og Ivan Leth – Hver dag var der en gymnastiktime, sidstnævnte blev ofte på grund af sit lille med efterfølgende skylning under bruser- vævre korpus mand og mand imellem ne i vaskerummet. Her sørgede bådsmand uden for hørevidde omtalt som »Båds- Leth nidkært for, at genitalierne ikke blev mand Tung«. glemt, »Bare forhuden godt tilbage og se Det var denne kerne, der styrede sko- at få nakkeosten spulet ud!« len, var det om end med fast hånd, så sad Når dagen var forbi og aftenskafningen

47 Vi fik fortalt, at de både, der blev anvendt til bådøvelser, var kopier af de fangstbåde, som var blevet anvendt i de gamle hvalfangerskibe, og det gav jo bådene et vist historisk pift af gamle eventyr. Måske mest for os, som var fortrolige med den klassiske børnebogslitteratur. Bådene blev det meste af tiden roet. Det var først hen mod slutningen af kurset, at de blev forsynet med en lille gaffelrigning, og vi lærte betegnelserne om klo- og pikfald. Vores sidste tur i bådene var at flytte den fra pladsen ved tankskibsbroen i den gamle havn til en helt ny anlagt bro i fiskerihavnen ved Ørskovs skibsværft, som ses i baggrunden med en stålkutter på byggebedding.

48 overstået, var der en times tvungen lektie- megen af tiden med snak om og advarsler læsning i klasselokalet. Det slap jeg hurtigt imod kønssygdomme, og vi kendte snart fri for, idet jeg var meget motiveret for un- navnene og symptomerne på dem alle. dervisningen og ikke havde besvær med at Skulle vi komme i fristelse på et lidt skum- læse og koncentrere mig på egen hånd. melt sted, »så er det bare på med to kon- Derefter var der forskellige muligheder, domer og en gummistøvle!« – lød styr- man kunne vælge at være med til. Jeg hav- mandens råd. de valgt at være med til bælteknytning, Et andet råd var aldrig at fugte i mun- hvilket jeg siden har haft megen glæde af den det hampegarn, vi brugte at sy med på at kunne. Mange benyttede også aftnerne riggerloftet. Vi skulle bruge det voks, som til at lære navigation og tage dueligheds- vi havde fået udleveret, men da voksklum- bevis i sejlads, men det var en helt frivillig pen var blevet brugt op, var der alligevel disciplin. Andre valgte træsløjd eller sad en dag en, der stak garnet i munden. Da blot i Kahytten, som var navnet på skolens løb beskeden til os: »Det skal han nok lade øverste etage, og læste eller spillede skak. være med, når han først har set en neger Der var sørget for os hele dagen igennem, stå og pisse ind i en balle hamp med en og vi kunne trætte gå til køjs. Men når ly- pik, der er halvt ædt op af syfilis!« set var slukket, dukkede vitserne og de Selv erhvervede jeg kun en enkelt ørefi- lidt vovede fortællinger op. En del be- gen af Detlefsens højre hånd. Vi havde gyndte dengang med »Der var en gang to haft en lidt afslappet time med god snak tossede« – er du med? og godt humør, men efter frikvarter skulle det være anderledes. Vi skulle tilbage til Drengesnak det maritime. »Nu skal vi snakke om tan- Det var vel også naturligt, at der med vo- ker!« – sagde styrmanden. res alder i en ren drengeverden var andre Stemningen fra forrige time sad endnu ting som optog os. Næppe mange af os i mig, så lidt for overfrisk udbrød jeg »De havde haft vores seksuelle debut, men så- er vel toldfri!« – »Najnoghalvtreds!« – dan skulle det helst ikke lyde. med tegn fra en bevægende kroget pege- Et tilbagevendende emne, som kunne finger blev jeg kaldt op til tavlen og mod- dukke op når som helst, også når nogen tog kontant betaling uden tilbud om at skulle række efter den russiske salat på veksle. bordet ved aftenskafningen, var det pige- fænomen, som omtaltes som »det røde«. Bådsmandens nederlag Der var ingen af os, som rigtig havde styr Det var ikke alle skolens regler, som var på, hvad det egentlig gik ud på, og selv om generelle. Nogle havde den enkelte lærer der blev ofret megen tid og snak derom, selv opfundet, og her havde bådsmand var der vist kun få, som var blevet klogere Leth et særligt talent. Så han f. eks. en elev, derpå, da vi rejste hjem. der trådte på et dørtrin, fik vedkommende Erfaringer var at hente på byens to kaf- straks besked på at hente en pøs med sæ- febarer med juke-boxe. Det var Peter Pe- bevand og vaske dørtrinnet grundigt. Her tersens i Danmarksgade og den i Havne- var det bare at sige Javel! gade. Det var her, man mødte piger, som Hvor vi dog undte ham det nederlag, kunne løfte lidt af sløret. som han hentede sig i en time, hvor vi hav- Et tilbagevendende emne efter køjetid de ham til tøjvask. Det var elev nr. 17, der var også de forskellige læreres status. Det- tildelte ham det. lefsen havde høj status, selv om han godt Bådsmanden havde den ide, at man kunne stikke en lussing. I hans timer gik skulle stå parat i vaskerummet med sin

49 pose med tøjklemmer, inden klokken var ophørt med at ringe. En dag kom 17 hæs- blæsende løbende med sin klemmepose som den sidste, efter at klokken havde rin- get af. Leth spærrede døren ved at stille sig med ryggen mod den ene dørstolpe, og i et forsøg på at være morsom klemte han med sin fremskudte mave 17 op mod den anden dørstolpe. »Havde han ikke hørt klokken ringe?« Jo, men han havde glemt tøjklemmer- ne og måtte tilbage. Her hjalp ingen undskyldninger, og inkvisitionen fortsatte med sammenbidte tænder. 17 svarede roligt på alle spørgsmål. Jo, han vidste godt, at man skulle stille, når klokken ringede og ikke efter. Leth tog et hestebid i 17’s bryst ved venstre armhule og drejede skindet rundt. Han blev rød i hovedet af anstrengelse ved sine fortsatte spørgsmål. 17 stod helt Benny Boysen i skoletrøjen. stille og svarede roligt og ærligt. Leth løftede op i skindet, mens han drejede. Særlige dage Han var nu rød i hovedet af ophidselse og Ud over al den maritime faglighed, som galde. 17 stod på gulvet og fortrak ikke en blev proppet i hovederne på os og de sø- mine, men stod urokkelig fast. Der lød in- mæssige rutiner, vi blev præsenteret for, så gen undskyldninger eller ynkelig klynkeri havde skolen også sine yderst velkomne som »jo, jo, jeg skal nok!« fra ham – end afbræk i forløbet. ikke vand i øjnene kom der. Bådsmanden Et af dem var et besøg med guidet rund- var nu helt oppe på tæerne, rød i hovedet visning på Alpha Motorfabrik i byen. Det og spruttende af raseri, mens 17 stod roligt var interessant, selv om vi alle satsede og værdigt. mod at blive dæksfolk frem for maskin- Pludselig gik det op for bådsmanden, folk. hvorledes situationen havde udviklet sig En særlig interessant fremvisning var stik modsat hensigten. 17 stod som situa den filebænk, som til daglig var Harald tionens herre, bådsmanden som dens ta- Nielsens arbejdsplads. Harald var byens ber. Leth slap drengen og i et forsøg på at og landets store fodboldstjerne på dette vinde os tilskuere for sig kiggede han ind i tidspunkt, men selvfølgelig var han for- flokken med påtaget ro: »Sådan en for- nuftigt blevet sat i lære som maskinarbej- bandet idiot!« – Til 17 lød det barskere: der, så der var noget at falde tilbage på. »Se så at komme på plads!« – Vi havde fat- »Tænk, her har han stået!«. Der var næ- tet, hvad det var, der egentlig var sket. sten noget sakralt over oplevelsen, men Det undrede mig såre, da jeg mange år desværre var Harald ikke på arbejde den senere hørte Fulton-skipperen Mogens dag. Frohn Nielsen i en fjernsynsudsendelse Vi havde en læge med et foredrag, som fremhæve bådsmand Leth som sit store udbyggede og supplerede det, som vi pædagogiske forbillede. kendte fra Detlefsens timer. Og vi havde

50 et meget interessant og belærende fore- seaftenen med kinddans i en veloplyst drag af en lokal bankmand, som absolut gymnastiksal med pigerne fra de ældste advarede os mod at stifte gæld og købe på gymnasieklasser på Frederikshavn Gym- afbetaling. Hans eksempler gik lige ind. nasium – men der var jo også den forestå- Så længe vi var på skolen var der nu ende eksamen. ikke mange problemer med opsparing. Vi Afvikling af revyen var lagt i hænderne måtte ikke ligge inde med kontanter. Alle på styrmand Therkildsen, som havde sam- penge skulle afleveres på kontoret, og be- let nogle af de elever, som mente sig i løbet blev indført på vores nummer i en besiddelse af et vist talent. Det må have bog, hvorfra der kunne hæves hos den været ret overkommeligt. Kun en enkelt vagthavende styrmand, når der var land- elev kunne spille klaver og det endda kun lov, men højst fem kroner. fire takter af en kendt blues-rundgang. En særlig dag – i hvert fald for forstan- Den kunne til gengæld spilles højt og gen- deren – var den dag, da der blev serveret tages i det uendelige. den gamle søret brune bønner. »Jeg ved, at I den ene ende af gymnastiksalen, der der er mange blandt mine gamle kolleger, havde alle zodiak-tegnene malet på væg- der ville misunde mig, hvis de vidste, at jeg gen over ribberne, kunne der etableres en sidder her og får serveret brune bønner!« scene, hvor de forskellige indslag kunne påstod forstanderen. Det var i hvert fald afvikles. ikke os elever, der misundte ham, men vi Det var arrangeret således, at det skulle tog det som en historisk oplevelse at have have karakter af en optagelse til fjernsy- prøvet retten, og kunne så glæde os over, net, og en papkasse på tre ben var blevet at den kun var på kostplanen denne ene sminket og klædt ud som fjernsynskamera gang. og forsynet med en kameramand, som Kokken Axel var en dygtig harmonika- skulle vise sig at spille rollen fuldt ud. spiller, og han ledede et par festlige sang Bagefter forlød det, at Therkildsen hav- aftener, hvor der af fuld hals blev sunget de været skidesur, for kameramanden, der fra Søfartssangbogen. var tiltænkt en helt ubetydelig birolle, var Da vi skulle synge nationalsangen »Der løbet med al opmærksomhed. Han bevæ- er et yndigt land«, rejste jeg mig for at af- gede sig ustandselig ind på scenen for at synge den stående, som jeg havde lært. Jeg måle lyset eller afstanden fra den ageren- var den eneste, der havde rejst mig, og da de hen til kameraet. Og nu han havde jeg blev stående, bredte der sig en vis uro i målebåndet fremme, kunne han lige så forsamlingen. Uroen blev forhøjet med godt måle bredden på vedkommendes skramlen af stole, efterhånden som andre bagdel og meddele publikum resultatet fulgte trop, og til sidst under »….sin top i uden et ord, men med oprakte arme og bølgen blååå«, stod hele forsamlingen op. himmelvendte øjne. Therkildsen behøve- Detlefsen undlod ikke i en senere time at de bestemt ikke være sur, for den mest kommentere episoden med en anerken- tyndbenede revy var nærmest blevet red- dende bemærkning. det. Og så var der jo pigeaftenen! Der var Mod afslutningen ikke blevet sparet på brusebad og Bryl- Efterhånden var vi så langt henne i forlø- creme og andet duftstof. Bådsmand Leth bet, at vi kunne se frem til afslutningen, havde dog proklameret, at man siden vi- som ville være 13. december. Inden da var kingetiden havde kunnet klare sig med der to ting at glæde sig til og en ting at sæbe lavet af selvdøde dyr, men det gik frygte. De første var skolens revy og dan- ikke den aften. Mange tanker var blevet

51 gjort omkring ens mulige held, som mindst bende blevet holdt godt øje med os. Jeg skulle resultere i et kys, en adresse og di- husker ikke meget fra den eksamen ud verse løfter. Der var sat vagt ved udgan over at jeg på riggerloftet under overvæ- gene fra skolens område den aften. relse af Detlefsen og en hidkaldt censor Selv var jeg uheldig at få kontakt med skulle lave det tredje indstik på en påbe- en yderst fornuftig pige fra Skagen. Det gyndt wiresplejsning. Lige det der med kom der et enkelt brev ud af, men det kan wiresplejsning var der ingen af os, der hav- nok være, at der var noget at snakke om de som livret. efter sengetid i de sidste nætter på stedet. Der skulle på et eksamensbevis gives karakter i seks discipliner: Opførsel, flid, Eksamen og afslutning orden, praktiske arbejder, bådtjeneste og Vi var nu nået frem til december. Forstan- teori. Højeste karakter var 3 for særdeles deren havde selv været til en slags eksa- god, 2 var for god og 1 var for mindre god. men og havde ved middagsbordet med en Og vi var meget spændte, selv om man vis beklagelse offentliggjort resultatet af egentlig ikke kunne dumpe. det nyligt overståede folketingsvalg, hvor Spændingen gik også på, hvem der ville han trods konservativ fremgang ikke var modtage de flidspræmier, som vi vidste blevet stemt ind. forskellige rederier og organisationer hav- Det var ved at blive sidste øjeblik, hvis de udsat. Særligt den fra A. P. Møller, for man havde sløvet den under opholdet og der vidste vi, at der hørte et tilbud om en skulle nå at indhente noget, for der var lø- hyre med. Det var en fin solid værktøjs

På sømandsskolen var der tradition for at få taget et billede af hele holdet kort før afslutningen. En række sådanne billeder prydede væggene i skolens spisesal – messen. Her er det efterårsholdet 1960. Jeg står selv med hovedet lidt på skrå som nummer tre fra højre i tredje øverste række. Lærerne på stolerækken er fra venstre styrmand Helge Therkildsen, båds- mand Ivan Leth, styrmand Anders Detlefsen, Styrmand Verner Nielsen, forstander Jens Hindkjær Pedersen, inspektør Ole Jensen, kok Axel Henriksen, styrmand Georg Kürstein og bådsmand Niels Wiesneck.

52 æske med bl. a. en træpren – vi havde nu lært, at det hed en fit. Den gik fuldt fortjent til 41, som hed Jesper og var fra Maribo. Han havde gennem hele opholdet delt kammer med et par af skolens værste rodehoveder, og deres kammer blev altid af os andre omtalt som Agadir, til minde om det jordskælv, som tidligere på året havde været i byen af samme navn i Marokko. Detlefsen ville uden tvivl have betegnet værelset som »en fransk horekasse i havsnød« – det var et af hans yndlingsudtryk. Det var tirsdag 13. december, der var afslutning. Der var et par flidspræmier mere, nemlig et cigaretetui fra Danmarks Styr- mandsforening, samt »The Ashley book of knots«. Jeg nåede ikke at registrere, hvem bogen var fra eller hvem der fik den, for næste nummer, der blev råbt op var mit »Najnoghalvtreds«. Jeg havde talt mine karakterer sammen til i alt 18 og håbet om præmie og evt. hyre levede endnu. En flot læderskede afslørede omridset af en merlespiger, og der fulgte et hånd- Benny Boysen som dæksdreng på M/T Ros skrevet brev med. »Du er af skolen udpe- borg i Port Said foråret 1961. get til at få dette gode merlespiger, som er skænket af rederiet C. K. Hansen til en gennemgået tre måneders kursus på Sta elev, der ved flid og interesse under ophol- tens Sømandsskole Frederikshavn« det på skolen har gjort sig fortjent dertil«. Det stempel var det hele værd. Vi fik som en af de sidste handlinger Om der fulgte en hyre med? Jo, jo, 7. overdraget vores søfartsbøger, som på side januar 1961 mønstrede jeg ud fra Ham- to havde fået et fedt stempel: »Skikket til burg som dæksdreng i C. K. Hansens M/T udkig« og med lidt mindre typer: »Har Rosborg.

53 Sømandens sange

Af Ole Mortensøn

Dansk Folkemindesamling, som nu er blevet en del af Det kgl. Bibliotek, har gjort en stor indsats for at indsamle folkelige viser og sange. I samlingens lydarkiv findes imellem Svend Nielsens mange optagelser 84 lydbånd med sange sunget af søfolk. Indsamlingen er foregået 1972-1996 med båndoptager og der synges af de folk som husker og har brugt sangene. Stemmerne er gamle og rustne, men det djærve og sangens indhold er ikke til at tage fejl af. Svend Nielsen udgav Hej sing op – danske søfolk synger i 1996. Desuden er der i tidens løb udgivet en række visebøger. Oscar Jensen udgav i 1923: Internationale sømands opsange. Broby-Johansen samlede og udgav i 1936 en række sømandsviser. Sø- mandsviser blev også indsamlet og udgivet af Viggo og Alvad Nielsen i 1941. Julius Strand- berg (1834-1903) var den største visemager i Danmark. Han skrev og udgav fra 1861 på sit forlag hundredevis af skillingsviser, deriblandt sømandsviser. 43 af Strandbergs viser er samlet i en visebog af Iørn Piø og udgivet i 1966. Hvad sang søens folk for 100 år siden? I dag tror mange fejlagtigt, at det var en slags shanty-potpourri, som blev brugt, når sømændene samledes i havnene og forlystede sig med fællessang og et krus øl. Men shanties var arbejdssange, som man benyttede i de store sejlskibe, når der skulle tages fælles tag i fald, skøder eller braser eller når man gik rundt i spillet på fordækket for at lette anker. I de store træskibes tid fandtes også sange, når der blev arbejdet ved pumperne. Disse skibe var ofte lække og krævede jævnlig pumpning. I dampskibene, som overtog mer og mer af søtransporten, var der ingen tradition for at synge. Sangen i sejlskibenes havde det dobbelte formål at styrke sammenholdet blandt folkene og samtidig være underholdning. Om der blev sunget i de danske skonnerter afhang selvfølgelig af om der i besætningen var folk, som kunne og ville synge. Det var langt fra altid tilfældet. I sejlskibenes sidste tid blev det mere og mere usædvanligt at underholde sig med sang. Grammofoner og senere radiofonien dækkede efterhånden behovet for at lytte til sang og musik. En sejlskibssømand fortæller: »Sang og musik det havde vi ikke noget af, men da skipperen på Rota, Olsen, fik en grammofon, kom han sommetider op på agterdækket med den og spillede, når vi lå med fint vejr« (Faaborgsømand). Men sunget blev der. En del unge søfolk nedskrev sangene som de hørte, samlede dem i deres egen lille sangbog. Nogle af disse sang- eller visebøger er bevaret og gennem dem får vi et indblik i, hvad der blev sunget i sejlskibenes sidste tid. Karl Johan Faurschou f. 1908 i Randers nedskrev de sange, som blev sunget ombord i hans tid til søs med sejlskibe. Som ung sejlede han med to thurinerskonnerter, nemlig 3msk. Erhardt og 3msk Britan- nia og herefter mønstrede han i de store sejlskibe i vestfarten. I 1926 påmønstrede han i Havrebarken Pax, hjemskrevet i Marstal og et af de sidste store sejlskibe under dansk flag. Året efter gik han om bord i havrebarken Claudia også af Marstal og i 1927-1928 var han med havrebark Germaine af Kalundborg, der aldrig nåede at få hjemstedet ændret til Marstal i lighed med de øvrige havrebarker. 1928-1929 kom han med barken Bossuet af Nantes. Derefter gik han over i dampskibe og sejlede i 40 år i D.F.D.S. Karl Johan Faurschou’s sangbog omfatter 25 sange eller viser, heraf er 9 engelske shan-

54 ties, mens 5 er svenske sømandsviser og 7 er danske sømandsviser. To viser er uden tilknytning til søen, nemlig bemærkelses- værdigt »King Kristian«, den danske kon- gesang oversat til engelsk og sikkert brugt ved højtidelige lejligheder i barkskibene under dansk flag, samt »Tipperary«, en engelsk marchsang, som blev populær i starten af første verdenskrig. I de store sejlskibe med dansk besætning var det åbenbart engelske traditionelle shanties som blev sunget til arbejdet. Når besætningen i havrebarken overvejende var dansk eller skandinavisk kunne danske og svenske sømandsviser nok også bruges til underholdning. Til gengæld rummer sangbogen ikke én eneste tysk eller fransk vise. De førstnævnte var vel efter ubådskrigen ikke populære i de store sejlskibe og de sidstnævnte var for frem- medartede. Skønt Faurschou udmønstrede med en fransk bark og blev dygtig til fransk, så har han ikke nedskrevet nogen fransk sang, men til gengæld skrevet en ordliste over alle franske betegnelser på sejlskibets rig og skrog og de franske kommandoer. De svenske viser blev sunget i skonnerterne. At de var så populære er lidt overrasken- de, men kigger man nærmere på de pågældende viser, opdager man, at de er skrevet og komponeret af professionelle folk, ikke af søfolk. Det er viser af høj kvalitet og spritnye i 1920-erne, hvor de altså hurtigt fandt vej også til danske sømænd som Faurschou. Vi- sen »Bland bränning och skär« var en revyvise fra 1923 med tekst af Karl-Ewert. Visen »Släckta fyrar« var skrevet og komponeret af makkerparret Valdemar Dahlquist (tekst) og Fred Winther (musik) i 1921. De to havde også ansvaret for den dejlige vise om »Axel Øman« udsendt 1922. »Från Frisco til Kap« var i 1923 skrevet af Martin Nilsson og havde musik af Ernst Rolf og samme personer udgav »En sjömann så glittrande glad« i 1924. Mange læsere kender sikkert de skønne viser, som Evert Taube sang. I 1919 var han i Skagen og skrev »Sju sömandsvisor och Byssan Lull«, men dem har Faurschou ingen af. En forklaring på hvordan de svenske viser blev populære giver en sømand: »Jeg sejlede sammen med nogle kammerater, som havde sejlet med svenske skibe, og svenskerne de må åbenbart ha’ sunget meget mere. Svensk det er jo et sprog, som egner sig til at bande og synge på, og de sange mine kammerater sang, det var svenske sømands- sange«. (sømand fra København). De engelske shanties var derimod gamle klassikere. Arbejdssange til at hale efter som »The flying Cloud« / »Blow Boys Blow fra 1813, »The flying fish Sailor« / »Blow the Man Down« fra 1860-erne, »Blow the Wind Westerly« / »The Fish of the Sea«, »Sally Brown« fra omkring 1840 og »Whisky Johnny« fra omkring samme tid. Arbejdssangen »Holystone« var der god brug for i barkskibene, hvor dækket skulle slibes med pimpsten, »holystone«. Desuden er nedskrevet pumpesangen »The Packet Ship« med det karakte- ristiske omkvæd: Pump ship! Packet ship! »Sally Brown« findes i adskillige versioner. I den gengivne version hos Faurschou er omkvædet: »Way, hay, Sally Brown« samt: »Spent my money on Sally Brown«. Også den gamle hvalfangersang »Blow the Wind Westerly« findes i forskellige versioner. Den har hele 27 strofer i Faurschou s version og sangen blev brugt, når ankret skulle tages op. En mand sang for og fra strofe 6 sang hver mand på skift en strofe om en fisk, mens de gik

55 Pax af Marstal rundt i ankerspillet. Sangen blev sunget på samme melodi som »Blow the Man Down«. En gammel klassiker som også findes i forskellige versioner er »Sacramento« / »On the banks of Sacramento«. Den er fra tiden med det store »goldrush« til Californien 1849. Det er typisk for de gamle shanties, at de er blevet improviseret, forkortet og forandret af brugerne.

Fejlskrivning og forvanskninger forekommer også f.eks. i »Ship Ahoy« eller som den hed »All the nice girls love a sailor« fra 1909 af A. J. Mill og B. Scott. Første strofe hedder i originalteksten:

»When the man o’ war or merchant ship comes sailing into port The jolly tar with joy, will sing out, Land Ahoy! With his pockets full of money and a parrot in a cage. He smiles at all the pretty girls upon the landing stage...«

I Faurschou’s sangbog er papegøjen dukket op i andet vers:

»When the man of a merchant ship come sailing into port. The Polly takes with you, he sings out land ohoy with his pocket full of money and a parrot in a cage, he smiles to all the pretty girls upon the landing stage ...«

56 Selv om de klassiske shanties dominerer, er der dog plads til enkelte nyere populære sange som den lige omtalte samt sangen »Show me the Way« fra 1925 af James Campbell og Reginald Conelly. Det må antages, at sangbogens danske sange overvejende blev sunget i skonnerterne og når skonnertbesætninger mødtes. Hvordan det foregik, har flere søfolk beskrevet: »Vi sad og sang, og det var sådan gamle sømandssange. Jeg kan huske at vi sang »Ge- orge Seaman«, »Ishavsvisen« og »Skuldas Forlis«. (Strynø sømand) »Der var en af os, der spillede på trækhamonika, og så sang de andre hvalfangersangen: Ude på ishavets bølger vi rasle og tumle omkring« eller »Alperosen: Hist på alpens spids, der hvor intet menneske tør gå«. »Ja hold da kæft alt det lort der!« (Rudkøbing sømand) To sange er helt lokale – dvs. skrevet af ukendte danske søfolk om skonnerter, nemlig Gefion af Thurø og Haabet af Faaborg. I mange af søfolkenes egne sange, enten de er danske eller udenlandske er en snert af social indignation. Det handler om os i forlogaret /dækshuset og dem agterude. Sangene kunne bruges som en social protest mod skippere og styrmænd, der behandlede deres besætning dårligt. Og i ovennævnte sange bliver der taget til orde mod forhold om bord. Hør først skæmtesang om Gefion med 10 strofer. Den starter med en strofe, som angiver hele situationen i skonnerterne, og at denne vise eller sang var en enkeltmandspræstation.

1. Og hør I gæve gutter der henne under bakken. Skal vi ikke ha’ os en rigtig sømandssang, mens vi ryger piben og nipper lidt til kaffen. Syng os lige en, helst en som er lidt lang, vi er jo ej forvænte, vi tar skam hvad du har. Tænd nu din snade og syng gamle far.

2. Sæt jer nu ned og hør om min vise. Visen om Gefion fra Thurø af, alle dens herligheder vil jeg nu prise synge om dens mandskab og om dens lukaf, om skipperen, om styrmand, om kok og om rig, alt er sandfærdigt lige på en prik.

...

6. Skipperen han er en rigtig gammel fanden. Han ligner i hovedet en krøllehårsmadras. Op og ned af dækket han joller hele dagen og vejret er ham aldrig rigtig tilpas. For tusind kroner skrå han æder på et år (her mangler en verselinie)

57 7. Styren er hans søn og han ligner den gamle. Han er lige så lang som han er tynd, når han går, kan man høre knoglerne skramle. Af tøj har han nogle gamle laser på, og så er han bange for den mindste smule vind. Så snart at vandet kruser, han bjærger fløjen ind.

8. Lukafet er et hul, jeg dårligt kan beskrive. Der findes ikke plads for os alle på én gang. Vandet ned køjerne og ned langs skottet driver. Vi sover i olietøj og 16 tommer vand. Det knirker og det knager i dæk og i skot, hvor har vi det hyggeligt, hvor har vi det dog godt.

9. Kokken er et svin. Han kan ikke lave maden og han er lige så fuld af løgn som hans mad er fuld af skidt. Forleden vi hældte et fad vælling over raden. Han lovede bod og bedring, men det hjalp kun så lidt. Og brødet han bager vi ikke æde kan. Vi lever kun af tobak og af vand.

...

Anderledes er sangen om Haabet af Faaborg, idet det er en fællessang med omkvæd. Indholdet er atter en skæmtende kritik af forholdene om bord.

1. Med Haabet af Faaborg vi havde det som så omkvæd: Ja hør I nu blot til! Der hedder det lad falde, hvad ikke kan stå omkvæd: Ja hør I nu blot til! Lad sejlene hænge, så længe som vi kan. På kassen kan snart vi ikke være for vand. omkvæd: Og dog skal vi være i godt humør!

2. En dag da vi rebede, det kulede lidt ... Vi haled i en bomdirk, der sprang itu ... Vi haled i et klofald, vi hyled og vi skreg, og fanden skulle ta mig om det ej gik samme vej ...

58 3. Vor styrmand det er dog en løjerlig fyr ... På gutterne kan han slet ikke holde styr ... Han hyler og han skriger som om han var gal, så snart der i braserne skal gives et hal ...

4. En sølov det har vi, det ved jo enhver ... for i den står skrevet for skipperen især ... At folk skal behandles med humanitet, men det er noget man til søs endnu aldrig har set...

5. Vor skipper han er gnaven, når vinden er imod ... Men det er han også selvom den er god ... Til drengen der vanker så mange klaps (her mangler en verslinje) ...

Visen slutter i øvrigt ligesom Gefion med en omtale af sømanden, forfatteren:

7. Denne vise den er klædt af en ærlig sømandssjæl, som kan tørne med en trosse og slå stik om en pæl, som kan drikke af et bæger, som en velopdragen, som kan ta sig af en pige, når det derpå kommer an.

Det skal tilføjes, at såvel Gefion som Haabet var eksisterende skibe. Gefion var en 3msk. bygget hos Ring Andersen 1898-99 og hjemmehørende på Thurø til 1927. Haabet var en 3msk. bygget i Odense 1871 og fra 1904 til 1923 hjemmehørende i Faaborg. Man kan derfor betegne disse viser som adresserede spotteviser. Flere af slagsen er kendt, bl.a. en om 3 msk. Alf af Rudkøbing og 3msk. Frida af Marstal. En anden gruppe af danske sange er tidens populære slagere. Det gælder f.eks. »Hils fra mig derhjemme«, som første gang blev fremført 1922 i Tivolirevyen med tekst af Ludvig Brandstrup. Grammofonplader blev sammen med revyerne vejen til store visesucceser. Valdemar Schiøler, skuespiller og revysanger, startede i 1909 med at indsynge populæ- re sange og viser på plade. »Champagne-Drengen« som findes i Faurschous sangbog er en revyvise. Også Anna Madsen, revysangerinde, indspillede mange sange på plade, bl.a. »Livets kår«, en ung piges klagesang, som optræder hos Faurschou. Forfatter og skuespiller Robert Schønfeldt, der skrev viser bl.a. til Valdemar Schiøler, skrev »Vennen«, en gadesangervals. Den kom på grammofonplade, også den vise fandt vej til Faurschous sanghæfte. Ukendt proveniens er der for visen »Sømandsskab«. Denne fører i 8 strofer den lyttende gennem skibenes konstruktion og brug og er formentlig skrevet af en ano- nym skibsbygger eller navigatør. Hvordan sangene fandt vej fra det ene skib til det næste har vi allerede hørt. Karl Johan Faurschou fortæller selv fra 3 msk. Erhardt om slagernes vej til skibene: »...Den næste dag ankom en ny kok, en underlig snegl og ca. 25 år. Han lavede heller

59 ikke særlig god mad, men elskede at spille på banjo. Bl.a. spillede han »Adrienne med sin luftantenne«, dette år (1925) sunget på Scala i København af Liva Weel...« »...Looe var en hyggelig fiskerby, ved lavvande stod skibet helt tørt...saltet blev losset, skovlet op i tønder og med håndspil hevet op af lasten og hældt ud i en hestevogn ... Næ- sten hver aften var vi en tur i land, drak en øl og spiste »fish and chips« og sang: »Yes we have no bananas, we have no bananas today«, som var meget kendt i hele Europa. Vi lærte sangen af fiskerne, som kom på pubben.« Akkompagnement til sangene kunne foruden harmonika og banjo, være mandolin, vio- lin og mundharpe. Trommer klarede man ved at benytte tønder eller gryder fra kabyssen. Karl Johan Faurschous sangbog er udateret – rimeligvis er den en renskrivning af en ældre sangbog. Derimod er den næste sangbog, samlet af sømanden Hans Kaspersen fra Ristinge med flere daterede og stedfæstede sange, f.eks. en række nedskrevet i Trouville og St. Maló i Nordfrankrig. Bogen indeholder 22 sange og viser samlet i årene 1896-1921. Hans Kaspersen kom fra landsbyen Jyderup ved Holbæk til Langeland og slog sig ned i Ristinge. Han var født 17. juni 1873 og gik til søs som ung mand. I hans visebog kan vi se, at han sejlede med skonnerter i Nordøstersøfart i årene 1896-1900, hvor viserne blev skrevet ned. Hans Kaspersen blev i januar 1900 gift med Kristine Hansigne Christensen, datter af en bådfører i Ristinge. Sammen fik de seks børn, ældst var Karen f. 1901, derefter Henry William f. 1903. Hans Kaspersen sejlede en tid som styrmand, men købte derpå en dæksbåd, og ernærede sin familien ved fragtsejlads. Da han selv ophørte med at skrive sange, fortsatte datteren Karen og sønnen Henry sangbogen. Deres interesse tyder på, at sang var noget man levede med i familien Kaspersen. Af de 22 sange er de 14 danske sømandssange, dvs. de handler om sømænd eller om skibe. Der er ingen »shanties« iblandt dem. Nogle er skillingsviser som »Med skibet Oce- ania« fra 1878, udgivet af Julius Strandberg. Mellem 1870 og 1890 kunne han årligt sælge en halv million skillingstryk, som via annoncer og handlende blev solgt over hele landet. Og på de mange markeder blev skillingsviserne sunget og trykkene solgt. Viserne havde ofte som emne dramatiske nyheder f.eks. mord, skibsforlis, ildebrand, jernbaneulykker o.l. Skillingstryk var almindelige indtil første verdenskrig, hvorefter de afløstes af sangpost- kort med tidens slagere og revyviser. Mange af sømandsviserne er sentimentale. Indholdet er typisk farvelsange som »Nu rejser han til fjerne lande«, »Kom pige følg mig ned til strand« og »Farvel, farvel min unge viv«. Eller det er sange om længsel efter kæresten og hjemve som »Når jeg ene på dig tænker«. Flere er sørgelige og dramatiske som »En sømands ulykkelige skæbne«, hvor kæresten venter forgæves på sin sømand, der drukner eller »Jeg var en ung sømand fra Dover«, hvor kæresten Sally dør og sømanden står ene og forladt ved hjemkomsten. Den sociale vinkel kommer med i flere sange. Begsnuden, sømanden har hverken gods eller guld men et ærligt sømandshjerte og en stærk arm, som det kommer frem i »Jack er kun matros og ikke andet« og i sangen »Der kommer en bonde ridende alt på sin hvide mær« eller som den også hedder »Den sømand han må lide«, nedskrevet i St. Maló d. 27.12 1897. Om et forlis handler »Sølivet det er en fornøjelig stand«, men besætningen kommer i land og når lykkeligt hjem til Ærø. Det er karakteristisk at adskillige af viserne er lange, helt op til 12-13 strofer. Det er epi- ske viser, hvor der udspiller sig en dramatisk handling, som vækker interesse hos publikum, i dette tilfælde kammeraterne. På sæt og vis kunne man have oplæst disse viser som fortæl- linger og ofte kneb det nok også med stemmen og melodien, men det betød ikke så meget. Det var følelsesregistret, som skulle sættes i sving: kærlighed, død, lykke og ulykke osv.

60 Hans Kaspersens sangbog rummer også sørgmuntre viser, f.eks. »Eriksens begravelse« skønt det umiddelbart lyder alvorligt, så er tonen en anden:

1. Eriksen han var ganske bra Han havde ellers det talent, at gjorde man vrøvl, blev man endevendt. Kuldrager var han som bekendt, Og han var den stærkest så omtrent. omkvæd: Julia, tak skal De ha.

2. Og da han nu kreperede, græd konen og så leverede hun os ham, og vi spadserede afsted med den stakkels spolerede.

3. På hver en kirkegård vi kom, så sagde de: Det er forkert, vend om Jeg sagde: Men kender De inte den, meget bekendte Eriksen?

4. Dog nej, de rigtig store mænd, de lider foragt – og se Eriksen, som dog var vores ven, ham måtte vi bære hjem igen.

Heldigvis kommer Eriksen i graven i femte strofe. En anden vise er »Den gang Noah i arken gik«. Den har 12 strofer og er en dansk arbejdssang, der sikkert blev benyttet ved ophaling af ankret, en slidsom og langsommelig affære. Lige som den oven for omtalte engelske capstan-shanty »Blow the Wind Westerly« er der et omkvæd: Hurra! og sangen kan gå fra mand til mand, idet der i hver ny strofe introduceres et nyt dyr fra Noahs ark. Sang til ophaling af ankret forekom også til orlogs. Fra torpedobåden Hvalrossen beretter telegrafist Johannes Otto Selsing i 1915: »På det opefter krummende fordæk var anbragt et spil med lodret akse til optagning af ankrene; når dette skete løb fire mand rundt om spillet og trak det med håndspager; hertil skulle der helst synges. Matroserne fra koffadifarten, hvoraf flere var i trediverne, kendte de gamle melodier.« Da Henry og Karen Kaspersen skrev faderens bog ud med nogle tilføjede sange, så købte Henry selv en bog og fortsatte dermed traditionen med at nedskrive sange. Bogen var sikkert med til søs, for ellers kunne det jo knibe at huske de mange verselinjer. Henry gik også søvejen, men tiden var i 1920-erne blevet en anden. Dampskibe overtog efterhånden det meste af fragtsejladsen. Tilbage blev dog en flåde af småskibe, dvs. jagter, galease og skonnerter, som efterhånden nedrigget og udstyret med råoliemotorer forsynede store dele af landet med stykgods og mindre portioner af kul, tørv, skærver,

61 træ, cement, sukker, korn og foderstoffer. Henry sejlede med disse småskibe rundt i Danmark, i Bælt- havet, Kattegat og Vestlige Østersø. Nogle af hans kammerater var i 1925 mønstret i Newfoundlands- farere som Start og Chr. H. Rasmussen af Marstal. Henry havde selv i 1920 været med Arken af Marstal til Newfoundland. Siden var han blevet gift og havde allerede en søn Verner i 1925, hvor han sejlede med Meta af Søby. Han overtog føringen af Diana, som han i mange år sejlede fragt med. Henry og konen flyttede til Helsned. Som ældre sejlede han som bedstemand med galeasen Ramshøj af Ristinge og anskaffede selv skib, en galease Lilleholm, som han i 1968 solgte til Lübeck. I 1920-erne var Ristinge et aktivt søfartssamfund med adskillige hjemmehørende fartøjer. Moderne Ristingefartøjer var motordæksbåd Brødrene skipper O. H. Christensen og motorpaketten Mjølner ejet af skipper Emil Mikkelsen. En skonnert Ternen Henry Kaspersen. var ejet af skipper Hans Clausen og en anden ditto Alice af skipper Anders Rasmussen Christensen. Frugtskipper Chr. Jensen havde gale asen Johanne. Galeasen Ramshøj var ejet af skipper Hans Nielsen og Ramshøj blev det sidste fragtskib hjemmehørende i Ristingen. Den blev solgt i 1967. Henry Kaspersens sangbog rummer 26 sange, heraf 16 sømandssange. De er indført fra 1921 til 1925 i de år, da Henry var forhyret på forskellige småskibe. De noterede po- sitioner er Kalundborg, Ristinge, Bagenkop, Altona Red og Nørre Sundby. Indholdet er meget som i hans fars sangbog, en blanding af gamle skillingsvise og nyere sømands- og revyviser. Visen »George Seeman tog ømt i favnen ...« er en skillingsvise skrevet og udgivet af Julius Strandberg i 1878. En anden skillingsvise er Elfsborgvisen fra 1883, mens »Nu flyver jeg mod himlens bue« også kaldt Hansa sangen er en revyvise, der blev fremført af sangerinden Ella Gregers på Scala revyen i 1912. Typiske skillingsvise er også »Når havet vredt sin mørke manke ryster«, om dampskibet Jarl, som i 1890 forsvandt med alle ombordværende på rejse fra Bornholm til Køben- havn. I samme kategori er sangen om udvandrerskibet Norges forlis i 1904 ved klippen Rockall ca. 270 sømil vest for Skotland. Det var det største skibsforlis i den danske passa- gerfarts historie. Af de 727 passagerer og 68 besætningsmedlemmer druknede 635. Skibet tilhørte Dampskibsselskabet Thingvalla. Stadig kendte sømandsviser er bogens »Skärgårdsflicka« og »Det var en kold og storm- fuld nat« også kaldt »Den sorte sejler« eller »Sømandens sidste rejse«. Operette- og filmskuespiller Axel Boesen indsang i 1921 »Skärgårdsflicka« på plade og den blev vældig populær. Gammel og romantisk er »Det var en aften silde, at månen skinned klar ...« også kaldt »Havfruen og fiskerdrengen«. Teksten er skrevet af B.S. Ingemann. »Hvalfanger- sang« er bogens første sang og er en hilsen fra Nordhavet til dem derhjemme. Til sømandssangene føjer sig flere af tidens populære viser, bl.a. »Alperosen« med 12 strofer, »Jeg elsker den gamle den vaklende rønne« samt den sørgelige »I en seng på ho- spitalet ...« også kendt som »Hospitalsvisen«. Muligvis har søster Karen indskrevet nogle af disse sange. Håndskriften er i alt fald anderledes og sangbogen afsluttes af Karen med

62 datering Helsned 24.3. 1944 med en afskrift af en vise skrevet om den lokale gamle doktor Søren Sørensen i Humble i 1917 måske af hende selv 16 år gammel? Nu har læseren stiftet bekendtskab med tre sømænd, som gjorde et nummer ud af at samle sangene, men flertallet af sømænd sang bare med, deltog i fornøjelserne. Alligevel satte de gamle sange sig spor og adskillige sejlskibsfolk kunne langt op i deres høje al- derdom huske deres favoritsang og nogle sang den ved festlige lejligheder. En af dem var skipper Arnold Hansen fra Lohals, ejer af sk. Lyra, senere sk. Laura og til sidst motor- skibet Ullalis. Hans favorit, som han selv gav til bedste, var visen om »Svarta Ellen«, om en svensk sjömans møde med Nyhavn og en af Nyhavns roser ved navn Ellen. Resultatet heraf fremstår i den her bragte sidste strofe og turde dengang være en kendt finale for mangen en Nyhavnsgast:

3. I Nyhavn jag supad och traskade omkring tills jag var full, och hen på kvällen jag dinglade ner i en förbannade beværtning och träffade en flicka, hon het Svarta Ellen

4. Hun tok mig runt halsen, hun satt på min fang hun sa jag var den käreste på jorden, mens jazz bandet spelade vi sypade och sjöng »For jag vil leva, jag vil dø i Norden«!

5. Men det blev sent och vi var tvugna att gå, jag hyrade en vagn til Islands Brygga. Jag frågade om prisen – på vagnen forstås, hun svarede mig och sade tjuga.

6. Hun bodde så mysigt, så trevligt, så bra och hun hadde Karlshamn på flakonen Jag kännde mig hemma, tog rock och flippen av och satte nya stift på grammofonen.

7. Men alt så småningom som timmarne glidit hun kastade så sitt liv och mera sedan jag minns exakt, det sista hun smith var jag, och det var ut ur lägenheten.

8. Och nu står jeg här, så ensam och övergiven, jag sockar och har så hemsk ontt i knöllen jag luktar av sprit, så jag tvivlar enda, at jag får gå igenom tullen.

63 Opsummerende kan det konstateres, at sømændene i sejlskibene i perioden fra 1890-1930 fulgte med tiden. At de langt fra var upåvirkede af omverden og mode. Det gjaldt såvel deres beklædning, landgangstøjet, som kan studeres på gamle fotografier, men det gjaldt altså også deres smag for viser og sange. Arbejdssangene – de klassiske shanties – ser ud til at være brugt lige så længe de store windjammere var i fart dvs. indtil slutningen af 1930-erne. I de mindre danske sejlskibe sang man tidens sømandssange, hvoraf mange i starten var skillingsviser, og senere var der tale om viser sunget på revyer og indspillet på grammofon. De dominerede indtil radioen kom, sejlskibene forsvandt og sømandssangen efterhånden forstummede. Sømandsvisen overlevede dog i en populær udgave, skønt der ikke længere blev sunget om bord i skibene. I Nordøstersøfart og i småskibsfarten holdt man sig til danske viser og sange, gerne suppleret med svenske sange. Engelske sange blev sjældent brugt i danske skonnerter og galeaser. Bemærkelsesværdigt få af sangene er skrevet af søfolk, men nogle af de bedste og mest kontante er. Det gælder f.eks. sangene »Gefion af Thurø« og »Haabet af Faaborg«.

Litteratur Jesper Asmussen: Sømandens sange og fantastiske historier, 1994 Børge Mikkelsen: Sømandssange. gamle og nye, 1941 Ole Mortensøn: Sejlskibssøfolk, 1987 H. T. Møller: Shantysang i sejlskibenes sidste dage. Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1964 Sigurd Sternvall: Sång under segel, 1935

64 Minde – Ét skibsnavn – tretten skibe

Af Leif Rosendahl

Minde betyder som bekendt erindring lodsvæsenet og handelen på floden. Nogle eller tanker om en person eller en hændel- år senere trak Boye sig tilbage fra sine se i fortiden. Vi kender det i vendinger stillinger i staten, og han etablerede sig som »de gode minder« eller »minder har efterfølgende som privat lods i Banana. man lov at ha«. Også i et udtryk som »i Det blev fortalt, at fra da af havde de mands minde« optræder ordet i betyd- offentlige lodser ikke noget at lave, for ningen af at kunne huske langt tilbage i Congo Boye havde overtaget alle lodsnin- tiden. Endelig brugers det ofte, når man ger, hvilket fortalte noget om, hvilket godt f.eks. siger »det minder mig om« i betyd- omdømme han havde blandt skibsoffice- ningen at man kommer i tanker om et el- rer. Han døde i Marstal den 18. juni 1932 i ler andet eller man forbinder en hændelse sit hus i Kongensgade. eller en ting med noget andet. Og så ken- Omkring 1960 blev huset indrettet til des ordet i forskellige sammensætninger sin nuværende funktion som restaurant og med andre ord såsom mindesten, minde- senere som bar og værtshus. Denne funkti- anker, mindesmærke, mindetavle og min- on har det haft siden under forskellige eje- dehøjtidelighed. I Marstal kendes ordet re. Der kan ikke knyttes nogen sammen- fra bygningen »Maren Minors Minde« i hæng mellem huset Minde og skibene af Teglgade. samme navn Navnet har i kombination med andre navne været brugt på mange Ærøsejlskibe Skibsnavnet Minde er, som det vil ses i de såsom Faders Minde, Familiens Minde, følgende, et ofte anvendt navn i den mar- Forældres Minde, Venners Minde og stalske flåde inden for samme familie- mange flere netop for at huske eller ære kreds, idet ikke færre end tretten skibe har familien. haft navnet Minde. Der findes også et hus i Marstal med navnet Minde. Det er den velkendte »Bar Den første Minde var en skonnert på 49 og Restaurant Minde« i Kongensgade 13. BRT. Den blev bygget i 1900 i Marstal af Huset blev dog ikke bygget til dets nuvæ- Johan Arnt Petersen til skibsfører R. M. rende funktion, men blev opført i 1910 Rasmussen, Marstal, som da var 29 år som privatbeboelse. Bygherren var Hans gammel. Den fik senere en lang række eje- Albert Boye, bedre kendt som »Congo re, som alle var svenskere. Den blev solgt Boye«. Boye var skibsfører fra Marstal første gang i oktober 1907 til Falkenberg Navigationsskole og var født 25. novem- i Sverige for 11.500 kroner. I 1917 blev ber 1848. Han sejlede som skibsfører på skibet købt af Carl Martin Karlsson i mange forskellige skib og tidligt i 1880 Halmstad, som anvendte skibet til bjærg- kom han til Congo, hvor han arbejdede ningsformål. I 1921 blev skibet solgt til med kortlægning og detaljeret opmåling Carl Elof Johansson, Vejbystrand, og da af Nedre Congo River. Senere blev han han døde overtog broderen den. I den havnekaptajn i de to vigtigste byer Ba svenske skibsliste fra 1923 optræder den nana og Boma, og han blev også chef for nu under navnet Ture. I 1940 blev den

65 solgt til fisker Amandus Martinsson, Kyr- Minde nummer to var en skonnert på 66 kesund, som omriggede den til galease BRT. Den blev bygget i Marstal i 1908 hos med en lastevne på 80 TDW hvilket sene- skibsbygmester Niels Hansen ligeledes til re blev øget til 110 TDW. Den havde da skibsfører R. M. Rasmussen, som også var fortsat navnet Ture. Den kom 1972 til reder for skibet. Besætningen var på 4 Stockholm for i 1989 at få sit gamle navn mand og en af dem var en dreng på bare Minde tilbage, stadig med hjemsted i 14 år. Styrmanden hed Hans Peter Albert Stockholm. Den genopriggede skonnert Boye og var 44 år gammel. Minde blev forliste i Bottenhavet 1999. udelukkende beskæftiget i østersøfarten herunder bl.a. i farten med kul fra Stettin til København. Minde blev den 1. september 1916 solgt til skibsreder Thorolf Elemhorst i Aren- dal, Norge. I 1917 fikM inde installeret sin første motor, en 2-cylindret Munktell glødehovedmotor på 50 HK. Riggen blev også stort set fjernet bortset fra underma- sten på fokkemasten og en bom til lastning og losning blev påmonteret. Agter blev der påbygget poop og ovenpå den et lille styrehus, så den smukke lille skonnert var næsten ukendelig. Den var formentlig beskæftiget i norsk kystfart. Sletskonnert Minde, NLDF, med en laste- Allerede i 1921 blev skibet solgt igen og evne på godt 80 tons, bygget Marstal 1900 kom nu til Kalmar, Sverige. Køberen var af Johan Arnt Petersen på den nuværende rederen Richard Wirén, som betalte en Eriksens Plads. Her ses den i magsvejr med sum på 21.000 svenske kroner for skibet. hele garderoben sat (Minde udtales med Skibet blev kort efter solgt videre til en hårdt »D«). skipper i Mölndal og blev døbt Marina. To år senere købte Richard Wirén skibet tilbage. 1924 blev skibet igen ombygget og Skibsfører Rasmus Mortensen Rasmussen fik fjernet poop og styrehus og fik samtidig kaldet »Minde-Rasmussen« blev født den atter skonnert rig. Ligeledes blev motoren 3. juli 1871 i Marstal. udskiftet med en mindre maskine af typen Han døde 25. november 1954 i sit hjem i Avance. Den registreredes nu som mo- Vestergade i Marstal. torskonnert, og den fik navnetP er-olof. Han blev begravet på Marstal kirkegård. I december 1924 gik skibet på grund ved Rasmussen blev gift med Caroline Sofie Bornholm, og i »Bornholmske Strandin- Hansen den 14. januar 1898 i Marstal Kir- ger, Bind II« kunne man læse følgende: ke. Caroline Hansen var født den 9. de- »Strandet 7/12 1924 kl. 02.30 i tåge og cember 1873 i Marstal og døde den 19. juni stille vejr med rolig sø ud for Hallene, en 1953 i Marstal. De fik tilsammen 6 børn. Et af disse børn var datteren Karen Elisabeth kvart sømil sydøst for Arnager, på rejse fra Rasmussen (1902-1995), som blev gift med Stettin og Swinemünde til Sölvesborg med Jørgen Rasmussen (1897-1942). Han blev 93 tons jernplader (skibsplader). Kom flot ejer og fører af Minde nr. 3, og han omkom samme dag kl. 15.30 ved egen hjælp og ind- ved minesprængningen 3. juli 1942. gik til Rønne havn med slemme bundska- der uden at være læk. Skibsfører: G. Pet-

66 Nummer to i rækken af Minder var ligeledes en sletskonnert også benævnt forenagterskon- nert. Den fik tildelt kendingsbogstaverne NQVL og var bygget i Marstal 1908 af Niels Han- sen på byggeplads syd for Eriksens Plads. Skonnerten ses her i fair brise med fuld last, ca. 110 tons.

Minde nr. to blev ombygget til motorskib, der er ikke meget tilbage af fordums skønhed, springet har den dog bevaret. Her ligger skibet i Arendal.

67 tersson. Ejer Richard Wirén, Kalmar. 67 brt I 1968 blev skibet købt af 6 unge men- og 49 nrt; bygget 1908 i Marstal. 5 mands nesker i Stockholm for 20.000 svenske besætning samt skibsførerens datter.« kroner, og det blev nu klassificeret som I april 1931 kom Per-olof til Figeholm fritidsfartøj. nord for Oskarshamn, hvortil det blev Siden 1988 har skibet heddet Constan- købt for 16.000 svenske kroner. I 1932 tia af Solna (Stockholm), hvor det blev blev der installeret en ny 35 HK motor i overtaget af Hakon Malmborg, som stifte- skibet. de Stiftelsen Solna-skuden. Den blev igen I 1939 kom Per-olof til Pataholm, hvor en sejler rigget som skonnert uden motor, den fik navnetM arina. Efter 2. verdens- og den anvendes nu som skoleskib for krig blev skibet nedrigget til motorgalease unge mennesker og skoleklasser. I 1993 med forskellige hjemhavne. I 1954 købte blev der af den svenske stat bevilget 50.000 sømanden Nils Erik Theodor Karlsson og kr. til restaurering af skibet, og den sven- hans søn Marina for 31.500 svenske kro- ske ejer lovede, at på skibets 100 års dag i ner. I 1961 er Lorenz Nilsson og hans søn 2008 vil det se ud, som dengang det var Gustaf ejer af skibet, og den sejler fortsat i nyt. I sommeren 2001 besøgte Constantia fragtfart. Marstal og igen i 2008 var den på besøg i

Minde i genoprigget udgave som svensk Constantia på vej ud af Marstal Søndre løb 2010 med nyt bovspryd. Det forrige spryd var brækket ved anløb af Marstal Havn efter nærkon- takt med M/S Caroline S, der lå fortøjet i havnehullet og fik en del havarier på styrehuset ved sammentræffet. Constantia, der var under vejs til Tall ships race, nåede frem i tide takket være kvik indsats fra Ebbes Bådebyggeri. Bag Constantia ses den hollandske barkentine Atlantis.

68 Minde, som den tager sig ud i dag i smukt restaureret tilstand som Constantia (Foto: Erik Dalhammer). den by, hvor den blev bygget for hundrede gen Rasmussen, skibet som ejer og som fø- år siden. Så sent som i sommeren 2016 an- rer. løb den atter Marstal i forbindelse med Tidligere skipper Olaf Stæhr fortæller kapsejladsen Fyn Rundt for Bevarings- om sejlads med Minde i årene forud for ud- værdige Skibe, hvor den beviste sine gode bruddet af 2. verdenskrig: sejlegenskaber og vandt sejladsen i grup- »Jeg kom med Marstal-skonnert Minde, pen for store skibe. hvor jeg var om bord i tre år og til sidst var bedstemand med en hyre på 125 kroner om Den tredje Minde var en skonnert på 91 måneden. BRT og med en motor på 60 HK, som var Vi havde en farefuld oplevelse om bord i blevet bygget i 1924 i Swinemünde, Tysk- Minde. Vi gik fra Nysted, hvor vi havde los- land, hvor den fik navnet Kolberg. Den set kalisalt og var således tomt skib. Moto- blev det sidste træskib, som blev bygget på ren var en 50 HK Tuxham, og skibet lastede Pommernværft i Swinemünde, og var byg- 160 tons, så der var ikke meget maskinkraft. get til Skipper Paul Westphal. Skibet blev På vej mod Travemünde lovede vejrmeldin- solgt i 1927 til Marstal, og det var igen gen nordøstlig storm, lige agter ind, så skip- skibsfører R. M. Rasmussen, der stod som peren gav ordre til at sætte to reb i skonnert- køber, og han omdøbte den til Minde. I sejlet. 1930 overtog Rasmussens svigersøn, Jør- Så kom snestormen, og sigtbarheden blev

69 under 100 meter, så skipperen mente, at det før. Vi kunne nu ikke få skonnertsejlet ned, blev for farligt og vanskeligt at holde på da skibet var bordfyldt af is og sne, og Travemünde. Vi forsøget at vende op mod blokkene var iset til, så vi måtte lægge til vinden, men det kunne vi ikke, så vi måtte med sejlet oppe og en rivende strøm og kovende og sejle på tværs af den egentlige storm agter ind. kurs, som var ca. sydvest. Efter at have Der stod en toldbetjent på kajen, som tog vendt flere gange anede vi til sidst ikke vo- imod en svær wire, så skibet langt om læn- res position men drev længere mod kysten. ge stoppede. Tolderen spurgte, hvordan i Letmatrosen og jeg stod på udkig forude alverden vi havde fundet ind i det vejr, og for eventuelt at få øje på noget, men da jeg skipperen svarede, at det var højere magter, kom agterud igen, kunne jeg høre, at skip- der havde hjulpet ham. Samme nat forliste peren bad til Vorherre, om han ville skåne en hollandsk coaster ved Darsser Ort, og de tre drenge han havde om bord. Kort alle omkom.« efter kom letmatrosen løbende hen agter I sommeren 1942 – den 3. juli – var Min- og råbte, at han havde set et lysglimt ca. 20 de på rejse fra Aalborg til Horsens med en grader om bagbord. Skipperen drejede ladning cement ført af Jørgen Rasmussen. bagbord, og så så vi lysbøjen, som leder ind Klokken 12.55 observerede man fra Ves- til Travemünde. borg fyr på Samsøs sydvestlige hjørne, at Vi holdt nu ind gennem løbet til havnen, et skib blev ramt af en voldsom eksplosi- hvor vi i øvrigt havde været mange gange on. Det var Minde, som havde ramt en

Det tredje skib med navnet Minde, NGPB/OUYC, kaldet for »Træminde«, var motorskonnert bygget i Swinemünde 1924 og med en lasteevne på 160 tons. Her ses den i Marstal Havn ved Eriksens Plads, bemærk de reducerede topstænger. Side på ses en af marstalflådens newfounlandsfarere tremastet sletskonnert Johanne, der i dag under navnet Loa af Ålborg er rigget som barkentine, en rigningsform, der i sejlskibenes tid blev anvendt i noget større skibe.

70 Navnebræt fra Minde, drevet i land på Tunø efter minesprægningen, og overdraget til museet i 2015 og maleri af skibet foræret af en søn af skibets fører og ejer Jørgen Rasmus- sen, der omkom ved krigsforliset sammen med den øvrige besætning. mine og derefter hurtigt sank. Den 4 mand af skibsfører R. M. Rasmussen, som gav store besætning omkom ulykkeligvis. En den navnet Minde IV. På en rejse fra Vejle senere dykkerundersøgelse viste, at hele til Nakskov med brunkul sank skibet den agterskibet fra forkant af storlugen var 19. august 1943 i Storebælt ud for Hov fyr bortsprængt, så vraget kunne ikke bjærges. efter en voldsom eksplosion. Skipper Jo- En del vraggods bl.a. et stykke med nav- hannes Hansen, Marstal, befandt sig i sty- nebrættet på drev i land på Tunø. I 2015 rehuset, som blev knust ved eksplosionen, blev det overdraget til museet og det er nu og han blev dræbt på stedet. Letmatros rigget op i museets krigsrum sammen med Willum Nansen, Gudme, omkom også ved maleri af skibet, skænket samme år af en ulykken, da det ikke lykkedes ham at søn af Jørgen Rasmussen. komme væk fra skibet. Det lykkedes for de to øvrige besætningsmedlemmer at De følgende skibe med navnet Minde, var bjærge sig op i masten, der ragede op over nu ikke længere skonnerter, men jern- vandet. De blev kort efter reddet af et for- eller stålskibe. bipasserende skib. Det blev ved det efter- følgende søforhør antaget, at eksplosio- Nummer fire i rækken var en logger på nen skyldtes krigsårsager. 113 BRT og med en motor på 87 HK. Den Minde IV blev senere hævet af assuran- blev bygget af stål i 1914 i Vlaardingen, cen. Vraget blev genopbygget foråret 1944 Holland og havde navnet Dina. Den blev på Sydhavns-Værftet, København, og afle- indkøbt i 1931 til Marstal og det var atter veret den 29. maj 1945. Det blev solgt af

71 Som led i udviklingen og de økonomiske muligheder blev nyanskaffelserne lidt handier med tiden. Den fjerde i rækken af Minde’r var en typisk hollandsk stållogger bygget i Vlaar- dingen 1914 og lastede 160 tons. Motorloggeren fik navnet Minde IV, OUYD, den mine- sprang under krigen i lighed med »Træminde«. assurandørerne til Dansk Eternit-Fabrik ske flåde og navngivet Fenris. Den blev A/S, Nørre Tranders og kom igen i fart un- anvendt som tender og bugserbåd. Den der navnet Alva af Ålborg. Den blev i havde en besætning 18 mand og var be- 1959 købt tilbage til Marstal af skibsfører væbnet med 2 stk. 47 mm patronkanoner. Mølback og førte fortsat navnet Alva. I Den kunne gøre en fart 12 knob. I 1916- 1972 blev den solgt til dansk Eternitfabrik 1919 var dens opgave at være vagtskib i i Ålborg, hvorfra den igen blev afhændet Køge Bugt under Sikringstyrken. Ved Sik- til Caribien, hvor den fik hjemhavn i ringsstyrkens ophævelse fortsatte den Kingston, Jamaica. I 1975 kom den til St. med at gøre tjeneste som tender for Øvel- Vincent, og i 1987 forliste den endegyldigt, seseskadren, budbringer, postbåd, slæbe- da den sank i Bottomtown Bay i nærheden båd etc. af Kingstown under den tropiske orkan I 1936 blev den solgt til DFDS med »Emily«. hjemsted i København og Esbjerg, hvor den fortsat var bugserbåd. Den femte Minde var også skrogmæssigt I 1954 købte Kaptajn Martin Nielsen, af loggertypen. Den blev bygget 1916 på København Fenris og ombyggede den til værftet Gebr. G. & H. Bodewes i Mar- lastskib på 155 TDW. Dampmaskinen blev tenshoek, Holland som dampskib med en udskiftet med en brugt Alpha diesel fra tregangs dampmaskine på 400 HK. Den 1945 på 193 HK. var bygget som som bugserbåd. I 1956 blev den så indkøbt til Marstal af I juni 1916 blev skibet indkøbt til den dan- Henning Eigaard Hansen og omdøbt til

72 blev åbenbart ikke til noget og i 1961 blev Minde solgt til Skibsreder Viggo Stevne Jansen, Rudkøbing og omdøbt til Elsa Jan. Den forliste i 1963 efter en stranding ved Cape Palmas. Den blev dog bjærget og solgt 1966 til W. J. Havens i Gibraltar. Fort- sat eksistens tvivlsom.

Henning Børge Eigaard Hansen var født den 21. oktober 1927 i Hyllede Mark nær Den kulfyrede slæbedamper Fenris, senere Kongsted ved Fakse Ladeplads. Minde nr. fem. Han døde på Ærøskøbing Sygehus den 13. marts 1989 og ligger begravet på Marstal Minde. Navnet blev valgt for at følge tra- Kirkegård. Henning Eigaard Hansen blev ditionen i familien. Den fik igen udskiftet gift i Marstal kirke med Elly Rasmussen den 19. juni 1955. Hun var barnebarn af maskinen med endnu en brugt en Alpha Rasmus Mortensen Rasmussen. diesel 1951 på 200 HK. Den førtes af Han tog sine nautiske eksaminer fra Røn- kaptajn H. C. Hansen og senere af Ei- ne Skipperskole og sejlede som styrmand i gaard Hansen. Den ankom i 1959 til Ska- Rederiet Torm, indtil han i 1956 købte eget gen, hvor den blev udbudt til salg med skib. ombygning til fiskeri for øje. Dette salg

M/S Minde, OYPM, nummer fem var bygget i Martenshoek i 1916 og var oprindelig bygget som slæbedamper. Som fragtskib kunne den gå med 155 tons. Her ses den blandt andre juleskibe i hjemhavnen julen 1958.

73 Den sjette i rækken af Minde’r, en forlænget motorlogger med en lasteevne på 340 tons og kendingsbogstaverne OZFX, var bygget i Leiden 1916. Her ses den med trælast.

Minde nr. seks i sin nuværende udgave som hollandsk tremastskonnert med påbygget klip- perstævn Rembrandt van Rijn.

74 Nummer seks i rækken var et fragtskib på navnet Minde. I 1969 blev de to master 269 BRT og med en maskine på 200 HK fjernet og blev erstattet af en kort lanter- og en lasteevne på 339 TDW. Skibet blev nemast forude. Skibet var på dette tids- bygget som dampdrevet fiskelogger i 1921 punkt beskæftiget i skrotfarten, hvor eget ved værftet Gebroeders Boot, Leiderdorp lossegrej ikke blev anvendt. I 1971 blev i Leiden, Holland som Jacoba af Katwijk. skibet solgt til Anders Kurt Nielsen, Egern- I 1928 blev Jacoba solgt til K K Jagemann sund, hvor den fik navnetK laus D. I 1986 og R S Karstens, Hamburg. Den blev om- blev den solgt til Frederikshavn for opbygget til motorskib og udrustet med en hugning, men blev imidlertid videresolgt dieselmotor og omdøbt til Anna Marta af til Holland, hvor den blev ombygget og Hamburg. omrigget til tremastet skonnert med klip- Igennem de næste mange år blev skibet perstævn med navnet Enno Doedens Star ombygget adskillige gange og fik også ny for senere – i 1995 – at blive omdøbt til maskine ilagt nogle gange, og det var lige- Rembrandt van Rijn. Den sejler nu som ledes under forskellige ejere. Senest i 1951 charterskonnert under Vanuatus flag. blev skibet forlænget for anden gang. Anna Marta blev indkøbt til Marstal af Det syvende skib var et fragtskib på 282 skibsfører Henning Eigaard Hansen i 1962 BRTmed en Deutz maskine på 250 HK og fra Hamborg og fik efter overtagelsen en lasteevne på 405 TDW. Skibet blev byg-

Den syvende Minde, OZJX, med lastevne på 405 tons, bygget i Papenburg 1951, ses her på slip i Ærøskøbing.

75 get i 1951 ved Johannes L. Meyers værft i skine på 270 HK samt en lasteevne på Papenburg i Tyskland og forlænget i 1955. ca. 430 TDW. Skibet blev bygget i 1950 i Den havde under tysk flag haft navnene Büsum, Tyskland. Skibet havde tidligere Hermann (1950-1968), Ostland (1968- sejlet under bl.a. navnene Antje Jensen af 1971) og Tina S (1971). Skibet blev købt til Uetersen og fra 1962-1966 som Hela af Marstal i 1971 af Henning Eigaard Han- Horsens. Derefter sejlede skibet under sen og fik navnetM inde. Allerede i 1972 navnet Hasseris med hjemsted i Ålborg. blev den solgt til skibsfører Lars Iver Den blev købt til Marstal i slutningen af Damkjær Iversen, Allerød og fik hjemsted 1973 af Henning Eigaard Hansen og fik i Holbæk og navneforandring til Jatile. I navnet Minde. Allerede i 1974 blev den 1978 blev skibet igen solgt denne gang til solgt til et partrederi i Frederikshavn og et partrederi i København og fik nu nav- fik navnet Lyra Kis. I september samme net Kirsten Dk med hjemsted i Holbæk. I år blev den solgt til firmaet Seacrest i 1982 blev den solgt til stevedoreformand Gibraltar, som overtog skibet i Frederiks- Erik Føns Andersen og fik navnetA nette havn. Efter et havari i Kielerkanalen for- Føns. I 1986 blev den solgt til Uniscrap satte skibet mod De Vestindiske Øer. Den Genvindingsindustri i Frederikshavn og i 4. januar 1986 blev den sat på grund ved december samme år blev skibet udslettet Mucurapo på Trinidad efter at være sprun- af skibsregisteret som ophugget. get læk på en rejse fra Cumana til St. Vin- cent. Skibet blev i 1986 bjærget og solgt Vi er nu fremme ved nummer otte i ræk- videre til ophugning. Først i 1992 rappor- ken af skibe med samme navn. Dette var teres den ophugget. et fragtskib på 300 BRT og med en ma

Nummer otte Minde, OYII, med lasteevne på 430 tons, bygget Büsum 1950, er her i Køben- havns Havn med broflaget sat.

76 Minde ni, OUQY, på 550 tons lasteevne, var hollandskbygget fra Martenshoek 1948. Her ses den i udbrændt udgave i Nyborg.

Skib nummer ni var også et fragtskib en Christensen, Nakskov. Skroget blev igen anelse større end de foregående skibe. Det videresolgt til Norge for ophugning, men var på 399 BRT og med en maskine på det skete ikke og skroget blev i stedet ned- 360 HK samt en lasteevne på ca. 550 TDW. rigget til lægter. Skibet blev bygget i 1948 ved Bodewes Scheepswerven, Martenshoek, Holland. Det tiende skib i rækken var et fragtskib Det fik det pompøse navnP resident Roo- på 283 BRT, ca. 330 TDW og med en ma- sevelt af Groningen. Fra 1960 var det i skine på 300 HK. Skibet blev bygget i 1947 svensk eje og havde navnet Comet af i Groningen i Holland. Den blev indkøbt i Stockevik. Fra 1963 sejlede den som Dana december 1975 af Henning Eigaard Han fjord af Styrsö også under svensk flag. sen fra Hadsund, hvor den havde sejlet un- Henning Eigaard Hansen købte skibet i der navnet Skjold og før det igen som oktober 1974 og selvfølgelig gav den nav- Maybe af Hadsund. Inden Hansen købte net Minde. Skibet var i februar 1975 på skibet, havde han sejlet som fører af rejse fra Stenungsund i Sverige til Kiel Skjold. I september 1975 lå de syd for med skærver, da der i Storebælt den 22. Møn, da de observerede en drivende opstod brand i apteringen og hele agter- slæbebåd. Det var Stella Mojac af Kø- skibet udbrændte. Minde blev slæbt ind til benhavn som havde været under bugsering Nyborg af Svitzers Frigga og blev senere af slæbebåden Hans af Odense. Stella kondemneret. Skibet blev senere samme Mojac havde fået sejlforbud af skibstilsy- år som vrag med ladning solgt til Poul net på grund af ringe stabilitet og deraf føl-

77 Den tiende Minde, OXFQ, var bygget i Groningen i 1947 med en lasteevne på 330 tons. Her med trælast i Saxkøbing. gende risiko for kæntring. Den var derfor Minde nummer elleve var et fragtskib på uden besætning. Ud for Møn blev vejret 155 BRT, 485 TDW og med en MaK maski- dårligt og slæbet søgte læ under land. Da ne på 300 HK. Den var bygget i 1956 på Stella Mojac truede med at kæntre, kap- Husumer Schiffswerft, Tyskland til skibs- pede man slæbewiren og lod skibet drive. reder Jørgen Jensen, Svendborg under Hans gik herefter ind i Klintholm Havn. navnet Jørgen Vesta. I 1959 blev den for- Stella Mojac blev betragtet som det, der længet og opmålt til 186 BRT, og det havde hed et dødt skib, da det var uden besæt- fået forøget dødvægten til 580 TDW. Den ning. Det lykkedes med godt sømandskab blev købt fra Svendborg af et partsrederi Henning Hansen og hans besætning på ved Henning Eigaard Hansen i november Skjold at få en slæbewire om bord i det 1976. Også dette skib fik navnet Minde. I døde skib, og for assurancens regning blev 1977 blev den solgt til et partsrederi i Ran- det slæbt ind til Fakse Ladeplads. Nogle ders ved kaptajn Per Bennedsen og fik måneder senere købte Hansen som nævnt navnet Malene Slotø. Den 9. februar 1985 Skjold, og som hans tidligere skibe fik var det på rejse fra Rotterdam til Höganäs denne også navnet Minde. Allerede i 1976 med en last bauxit, hvor skibet fik maskin- blev den solgt til Nørre Sundby, hvor den stop som følge af kølevandssvigt. På grund fik navnetH jorthals. I 1979 blev skibet af kraftig isdrift blev skibet herefter sat ind solgt videre til Davies Lloyd i Britisk Vest- på Hesselø, hvor den stod hårdt på grun- indien, som gav den navet Joanie med den. Besætningen på rem mand blev opta- hjemsted i Island Harbour. Den 16. 1988 get af helikopter. Malene Slotø drev i december sank det i det Caribiske Hav, marts fri af grunden og gik i drift og sank. mens besætningen blev reddet. Skibet blev efterfølgende mål for sports-

78 Den elvte Minde, OYGS, med 580 tons lasteevne var af Husumertypen med de kønne linjer fra 1956, her er den i hjemhavnen. dykkere, og på hjemmesiden kalender.dk- riet Ommel I/S ved Robert Stærke Kri- diver.dk/kalender/maleneslot skrives der: stensen. Den havde sejlet som Kleven af »Vraget ligger på bagbords side, og er Marstal, da Henning Eigaard Hansen over meget intakt. Der er mange muligheder for tog den i 1978, og han omdøbte den til at gå på opdagelse. Forsiden af brobyg- Minde. Skibet havde ligget oplagt i Mar- ningen er styrtet sammen hvilket gør det stal i 3 måneder under isvinteren 1978/79 muligt at penetrere den uden den store fare. og havde kun været i fart i tre uger, da den Indenfor er der adgang til flere forskellige på rejse fra Herøya i Norge til Sakskøbing rum. Vragets to lastrum er helt tomme og i april 1979 fik slagside med en fuld ladning her kan man også nemt svømme ind og salpeter i Skagerrak 30 sømil nordvest for kigge sig omkring. Den forreste del af vra- Skagen, enten fordi ladningen forskød sig get består af ankerspil og den forreste mast eller fordi den havde fået en læk. Vejret var er stadig intakt på vraget. på dette tidspunkt med frisk vind, men Fotografering: Brobygningen udgør det ikke noget foruroligende. Man forsøgte bedste sted for opdagelser med dit kamera. uden held at rette skibet op ved at fylde Den flotte fauna på vraget udgør også fine vand i tankene. Situationen blev så alvor- motiver.« lig, at man valgte at gå i redningsflåden og den 5. april kl. ca. 22.30 sank skibet på dybt Det tolvte skib var et fragtskib på 299 BRT vand. Den fem mand store besætning blev af typen halv shelterdækker på 625 TDW reddet og bjærget om bord i et tysk orlogs- og med en Alpha maskine på 300 HK. skib, som landsatte dem i god behold i Fre- Skibet blev bygget i 1965 ved H. C. Chri- derikshavn. Minde lå på så dybt vand, at stensens Stålskibsværft i Marstal til rede den ikke kunne bjærges.

79 Minde nr. tolv, halv shelterdækker med druknehul på 625 tons lasteevne med kendingsbogstaverne OUNE, var bygget på H. C. Christensens stålskibsværft i Marstal 1965. Den fik ikke nogen lang levetid under Mindenavnet. Her har Lars Staal fotograferet den under losning i Københavns Havn.

Det sidste skib – og det trettende – i den følgelig navnet Minde. Også dette skib lange række var et fragtskib af typen shel- mistede Henning Hansen ved et forlis. terdækker på 299 BRT, ca. 800 TDW og Den 11. juli 1987 var Minde på rejse fra med en MWM maskine på 500 HK. Ski- Rønne til København med skærver, da bet var bygget i 1966 på NV Scheepswerf den ud for Ystad tilsyneladende sprang Vooruitgang i Foxhol, Holland til Barker læk. Skibets eget pumpegrej var gået i Küsten Schiffer GmbH, Brake, og fik nav- stykker, og man havde derfor anmodet om net Almut. I 1972 blev den købt af rederi- hjælp fra et redningsskib med pumper om et Phønix i Esbjerg, hvor den fik navnet bord. Mens man ventede på redningsski- Phønix. I januar 1976 havde skibet været bet, havde man kontakt med et svensk tæt på forlis, idet den på rejse fra Peel, Isle marinefartøj, som lå i nærheden. Inden of Man til Kolobrzeg, Polen med en lad- redningsskibet nåede frem begyndte Min- ning sild i tønder pludselig fik slagside ud de at synke og besætningen måtte reddes for Mallaig i Vestskotland. Besætningen over på marinefartøjet. Minde sank på 44 opankrede skibet med alle lys tændt og gik meter vand og blev ikke bjærget. herefter i redningsflåden og blev samlet Vraget blev et meget brugt dykkermål op af færgen Suilven. Senere gik besæt- og man kan på vragguiden.dk læse: ningen atter om bord og fik rettet skibet »Den ligger på bagbord side, og er helt op igen. Phønix blev i 1980 købt til Mar- intakt. Hækken er trykket ned i bunden, stal af et partsrederi ved Henning Eigaard dog ikke mere end brobygningen er fri, Hansen og Jørgen Rasmussen og fik selv- hvor det også er muligt at komme ind med

80 Den trettende og sidste Minde, OZOK, var en hel shelterdækker fra Foxhol 1966 og med den største lasteevne af alle Minderne nemlig 800 tons. Den forliste som flere af sine forgæn- gere. Her ankommer skibet Nykøbing F. (Foto: Lars Staal).

en smule forsigtighed. I agterdelen af ski- se på. Det er også muligt at komme ind i bet bliver sigten dog nemt dårlig, da lasten forpeakens rum (malerrum mv.). Man skal der bestod af foderstof (??), ligger som et dog være opmærksom på at der sidder »kalklag« der nemt kan hvirvles op. For trawl fast i forskibet og masten. Det er sta- skibet er også ganske spændende, her er dig muligt at læse navnet Minde på stæv dybden knap så stor og der er en hel del at nen.«

Kilder F. Holm-Petersen, Ærø Sejlskibe, Skandinavisk Bogforlag 1928 Karsten Hermansen (red), Marstal Søfart 1925-2000, Marstal Søfartsmuseum 2000 Danske Coastere, Marstal Søfartsmuseum 2013 Marstal Søfartsmuseums skibsarkiv Dansk Søulykkesstatistik div. Årgange På samme köl i 100 år, Constantia 1908-2008 http://www.jmarcussen.dk/maritim/skibsliste/index.php www.navalhistory.dk/danish/skibene.htm http://www.vragguiden.dk/wreck http://kalender.dkdiver.dk/kalende kalender.dkdiver.dk r/maleneslot.html www.shipsspotting.com http://america.pink/rembrandt-van-rijn_3851473.html www.marstallere.dk Samtale med Elly Hansen, enke efter Jørgen Eigaard Hansen

81 Digteren i Marstal Skoleholder Hans Andresen (1750-1821)

Af Karsten Hermansen

Erindringen aktuelle sammenhæng. I 2017 udgav Na Skolelærere lever ofte længe i erindringen tionalmuseets kirkeredaktion »Danmarks hos eleverne. I visse tilfælde nedfældes Kirker« sin grundige redegørelse om Ærøs minderne, og en sjælden gang går minder- købing Kirke og Marstal Kirke. Heri ind- ne direkte ind i litteraturen, bliver oversat går Andresens navn flere gange, da han og når verden rundt. Sådan gik det med skrev tekster til både Marstal Kirkes klok- lærer Ishøy i Marstal. Han tiltrådte skole- ke og flere kirkeskibe. holderembedet den 1. januar 1821 og fik – takket være skibsmægler Albert E. Boyes Liv og levned omfattende erindringer – sit eftermæle tem- Hans Andresen blev født den 27. juli 1750 melig belastet af historier om unødvendig på Søby Skole. Hans liv begyndte på en megen vold og et krigslignende forhold skole, og der fortsatte den. I 1769 blev han mellem lærer og elever. Historien gik næ- ansat som medhjælper på Marstal Skole. sten uændret ind i Carsten Jensens roman Pastor Hornemann havde nemlig fore Vi, de druknede (2006) og kan dermed læ- slået, at man kunne lade Henric Roth passes i de omkring 600.000 eksemplarer, som se både degneembedet og skoleembedet romanen er trykt i. Ishøy – som ganske vist i Marstal. Men betingelsen var, at Roth hedder Isager i romanen – er sandelig ikke skulle betale den forrige skoleholder Hans blevet glemt. Han er blevet både berømt Pads enke seks rigsdaler årligt samt ansæt- og berygtet! te en medhjælper til det voksende antal Men hvad med hans umiddelbare for- elever. Unge Andresen fik en årsløn på 20 gænger? Hvem husker ham? Siger navnet rigsdaler. Når disse beløb var betalt, var Hans Andresen nogen noget i dag? Næp- der sjældent noget tilbage til Henric Roth. pe mange, og derfor er det måske på sin Han måtte selv gå rundt og opkræve sko- plads at ofre lidt opmærksomhed på den- lepengene hos beboerne, for amtstuen fik ne mand og hans værk. det ikke gjort. Opkrævningen var næppe I juli 1950 udkom et hæfte med titlen H. særligt effektiv, for ofte var der kun penge Andresen. Den gamle skoleholder – lokal- til forgængerens enke og medhjælper An- poeten. Lærer M. Blaksteen havde forfat- dresen. Det var ingen fornøjelse, og Sankt tet teksten, som bestod af en ret kort Hans Dag 1772 opsagde Roth sit skolehol- biografi og gengivelse af en række af derembede. Andresens digte til mange forskellige lej- Andresen blev straks opfordret til at ligheder. Blaksteen oplyste loyalt, at han søge embedet, og som sagt, så gjort, men havde sin viden fra C. T. Høys bog Træk af på den udtrykkelige betingelse, at han Marstals Historie i Skildringer og Billeder ikke skulle betale pension til Hans Pads (1913), som nedenstående også bygger på. enke. Da Andresen fik embedet og læste Desuden havde Blaksteen benyttet den sin bestalling, var der ikke desto mindre gamle skoleholders poesibog, som befin- stadig forpligtelse til at betale enkepen der sig i Marstal Søfartsmuseums samling, sion. Andresen klagede til kancelliet, men og som naturligvis også er benyttet i den amtmand, baron Teufel von Pirckensee,

82 som gerne ville beskytte enken, sørgede knapt syv måneders pensionisttilværelse – for, at forpligtelsen blev fastholdt. Det døde skoleholder Andresen og blev fulgt passede ikke Andresen, men ville han til graven af det største følge, nogen kunne have skoleholderembedet, var der ingen huske.1 vej uden om. Hans årsløn var omkring 70 rigsdaler, og efter giftermålet med den 11 år ældre Maria Cathrina Hansen (1739- Familien Andresen 1814) den 10. januar 1773 blev der god Hans Andresen (27. juli 1750 - 26. juli 1821). brug for alle pengene, for i løbet af de næ- Viet den 10. januar 1773 til Maria Cathrina ste ti år blev familien forøget med seks Hansen (1739 - 20. juli 1814) børn. Skoleholder Andresen havde en stram økonomi og kom efter eget udsagn i Seks børn: gæld til flere. Men med et stigende befolk- Ellen Hansdatter (24. oktober 1773 - 7. janu ar 1820) ningstal lettede situationen lidt. Der kom Anna Cathrine Hansdatter lidt flere penge i kassen, om end indkom- (12. januar 1775 - 18. februar 1816) sten aldrig nåede op på 100 rigsdaler. Det Ingeborg Hansdatter voksende befolkningstal betød naturligvis (16. november 1776 - 5. august 1805) flere elever, og ved udgangen af 1700-tal- Marie Kirstine Hansdatter let var elevtallet nået op på 200 elever (21. september 1778 - 26. september 1859) mod tidligere 140 børn. Der måtte en hjæl- Andreas Hansen per til, og så blev økonomien atter presset. (22. august 1780 - 19. januar 1837) I 1801 kom der besked fra kancelliet om, Christiane Hansdatter (14. maj 1783 - 14. marts 1805)6 at skolelønnen skulle indkræves af de lokale mænd i skoledistriktet. Det gik meget godt, da bønderne stod for opgaven, men de forlangte forståeligt nok, at de ikke Poesibogen skulle være alene om opgaven. De andre Skoleholder Andresens endnu eksisteren- mænd var imidlertid ikke særligt stabile, de poesibog vidner om den gamle lærers for de var alle søfolk og kunne derfor kreative aktivitet. 281 digte er samlet i ikke påtage sig opgaven. Det forudsigelige en lille bog med en brun, lidt miserabel resultat var, at indkrævningen af skole læderindbinding. Der er digte til utallige pengene igen faldt tilbage til tidligere ti- begivenheder. En speciel gruppe vækker ders ustabilitet, og skoleholder Andresen særlig opmærksomhed, og det er de man- måtte derfor søge indtægter andre steder, ge digte i forbindelse med dødsfald. Digte blandt andet ved at være skipperne be- ved dødsfald udgør mere end tre fjerde hjælpelige med korrespondance og reg- dele af poesibogens digte. Der er ingen ninger. tvivl om, at digtene ofte er skrevet på be- Sådan gik årene, og den 1. januar 1821 stilling, men der er også digte til familie sluttede en mere end 50 år lang karriere i og venner, naturligvis også skoleholderens Marstals skolevæsen. Men skoleholder egne børn og hustru. Ud af 210 digte ved Andresen var meget andet end sit embe- dødsfald er de 165 skrevet til børn (under de. Han havde naturligvis sin familie, var 15 år), og langt de fleste som spædbørn. I ægtemand og familiefar for sin kone og en tid, hvor mellem 13 og 15 procent af en de seks børn, som blev født i årene 1773- årgangs nyfødte børn døde inden barnets 1783. Desværre måtte Andresen i 1814 føl- etårs fødselsdag,2 kan det ikke undre, at ge sin kone til graven og i årene 1805-1820 der var brug for mange digte til netop den- ligeledes fire børn. Den 26. juli 1821 – efter ne svære situation.

83 Som eksempel på disse afskedsdigte ved Poesibogens 281 digte børnedødsfald kan man tage digtet over Emne Antal Johann A. Andresens unge søn: Dødsfald ...... 210 Far evig vel Forældre kiære! Voksne ...... 36 (heraf familie 6) Beklager Eder ikke meere Børn (op til 15 år) . . . . . 165 At ieg saa hastig bort fra Eder gik, (heraf familie 1) Betænk den Salighed ieg hisset fik: Ukendt alder ...... 9 En større Skat har ieg i Eye Gravskrifter ...... 11 (heraf børn 6) End alt det Jordens Guld kand veye Bryllupsvers ...... 27 Der hvor ey ont mig skal forføre, Fødselsdag ...... 5 Og Sygdom Sorg mig ikke røre, Navnedag ...... 7 O! der staar ieg som yndig Plant, Nytårsønske ...... 4 Hos mine Sødskend som ieg fandt Salme ...... 1 Kirkeskibe ...... 3 Der gik for mig til Lammets Throne Begivenheder ...... 2 Og bær med dem min Krands og Krone.3 Andet ...... 11 Et andet eksempel kan være ordene over Hans Christian Pedersens nyfødte barn,

Skoleholder Andresen skrev også digt i forbindelse med den store bybrand i Marstal: Anno 1815 den 30 October Da Marstalls Bye den hiemsøgt blev Med gruelig Ildsvaade Og Luerne for Vinden drev, Som indtil Skolen naaede Da vaagede Guds Forsyn saa, At dette Huus blev sparet Som midt i Ilden maatte staae, Ja Herrens Haand bevared Den største Deel af Byen med, Som uskadt blev tilbage Thi Ildens Magt ved dette Sted Sin Standsning maatte tage

84 den 14. maj 1805, hvor barnet netop nåede lupsversene blev givet, var de smukt pyn- at blive døbt, før det døde: tede, som det eksempelvis var tilfældet med Christen Christensen Black, som fik Næppe jeg til Lyset kom følgende hyldestbrev ved brylluppet den fik min Daab og Christendom 25. januar 1789: før i samme øyeblik jeg igen fra Verden gik Til Brudgommen Til den Gud mig Livet gav; Den Velbefarne Unge Karl Ved hans Almagt af min Grav Christen Christensen Black Jeg engang igen staaer op og Bruden Med min Siel og spæde Krop. Den Dydzirede Jomfrue Sophia M. Jacob:en De mange digte om dødsfald fortæller ikke Paa Bryllupsdagen den 25. Jan. 1789 alene om en sorg i familierne. Ind imellem får man andre oplysninger, som sætter li- Det Skib som ikke har et Roer vet ved havet i relief. Det kan – som i dette Paa Søen det ey sejler; tilfælde – vise sig i digtets overskrift: Den Mand der uden Hustru boer Han og det Beste feyler; Over Christian Carl Eschens Søn navnl. Vor Brudgom som en Seylingsmand Jacob C. Eschen som med 3 andre unge Forstaaer hvad det betyder; druknede paa Reden uden for Byen i Stor- Hand som var før i Eenlig Stand men den 15de November 1813. Men nu den Lykke nyder Livet i byen var heller ikke ufarligt: I Dag en Ægte Ven at faae Som Himlen Ham har givet; Over Hans Alb. Mortensens Datter Anna Hand glæder sig – Hand frydes maa! som blev slaget ihiel under Møllen den 22 Hun bliir Hans Deel i Livet. Julij 1811 født om Laurentij 1801 var 10 Lev yndig Brud og Brudgom kier Aar gammel. Lev vel fornøyet Begge! Et eksempel, som siger noget om tidens Gud give Dem hvad gavnligt er moralske retningslinier: Sit Amen hertil legge.4 Over et uægte Moderløst Barn Mette Ca thrine død 31 Julij 1813 4 Aar nogle Maa- neder gl. Ovenstående overskrift er undtagelsen fra reglen. Ofte blev barnets navn ikke nævnt, og moderens blev i hvert fald aldrig omtalt. Kun faderens navn nævnes, og det samme gjorde sig fra tid til anden gælden- de i bryllupsvers, men det skyldes nu nok snarere uvidenhed om brudens navn. Ge- nerelt er både brud og brudgom nævnt ved navn i Andresens bryllupsvers. Han skrev 27 i poesibogen. Produktionen omfatter blandt andet vers til hans søn og Søndag den 25. januar 1789 indgik Chri- svigerdatters bryllup, men også mange an- sten Christensen Black (1761-1847) ægte- dre, hvoraf de fleste er navngivne. Poesi- skab med Sophie Magdalene Jacobsdatter bogen rummer kun teksterne. Når bryl- (1765-1828).

85 Digtene vidner om en stærk forankring i Kom Marstalls Sogns Indbyggere den kristne tro. Andresen skrev kun en en- Til Herrens Huus herhid og see kelt salme. Til gengæld var den på hele 15 En Prydelse og Smykke! vers! Med Ønske Navn kom vel ihu Derved kand hver erindre nu Andresen og Marstal Kirke Hand og skal ønske Lykke Ud over poesibogen er der ikke mange spor tilbage fra Andresens digteriske virk- Først over Kongen som jo er somhed, men nogle er der dog. Skiltet med Guds Kirkes Fosterfader her Andresens digt i anledning af den store I disse Lande vorden! bybrand i oktober 1815 findes stadig på Ønsk got for KronPrindsens dernæst Marstal Søfartsmuseum. Tre kirkeskibe, Thi paa ham Haabet sig har fæst som Andresen skrev digte til, hænger sta- I Rigerne mod Norden! dig i kirken, og på den ældste klokke står en tekst af Andresen. Ønsk og at Herrens Huus det maa Den 27. februar 1778 blev krigsskibet Her aldrig have Mangel paa Kronprindsens Ønske ophængt. Andre- En sand retskaffen Lærer! sens digt lød sådan: Ønsk at det gaaer dem Lykkelig, Som har saa smukt fornøyelig KronPrindsens Ønske er mit Navn! Med Ziret Kirken ærer! Spørg nogen hvor jeg tager Havn Hvor Kaarsen hen skal være? Den følge med og give agt, Da fregatten Ærøe – som siden 1869 har Hvorhen jeg nu i Dag bliir bragt heddet Christian IX – blev ophængt den Guds Huus til Ziir og ære! 27. januar 1804 skrev Andresen følgende:

Linieskibet Kronprindsens Ønske. Fregatten Chr. d. IX, ex Ærøe.

86 See! vakre Marstalls Søemænd her så afgørende for Marstals tidlige søfart i Til Herrens Huus mig førte; Det sydfynske Øhav: Mit Navn Fregatten Ærrøe er! Ey Bølgens Vand mig rørte, Marstalls Sømænd hædret være Ey Stormens Brag mig giør fortred, Som mig har Guds Huus til ære Jeg Hviler ved en Lænke, Førte i en rolig Havn! Enhver af denne Meenighed Lykkens Vind den har mig dreven, Mig seer, kand derved tænke: Derfor jeg af dem er blevet At Himles Forsyn mange Aar Givet Seijerkrandsens Navn. Har hvilet over Stedet Hvor Søefart, Handel opkomst faaer Næst fregat, en Gallease Som mange haver glædet Øynes med fuld Takkelase, Ogsaa nu i Templen her; Gid Marstalls Søe Sted altid staae Samles da Neptunæ Sønner Med Held – Ey Lykken savne Ofver Hannem Tak og Bønner Saa hver især velsignet maae Som paa Bølgen Eder ber I Trygheds Bolig Havne! Ønsker Himlen vil ledsage Når Andresen skriver om, at bølgens Kongefloden alle Dage! vand ikke rørte skibet, skyldes det, at mo- Æret staar det Danske Flag! dellen efter sigende blev fundet drivende i Skrækket hver en Søemagt vige Nordsøen. Marstalsøfolk bjærgede model- Som imod vort Land og Rige len og riggede den op som kirkeskib. Med Yttrer sig med fiendlig Nag! den baggrundshistorie er der al mulig grund til at tale om held, hvilket Andresen da også Takker Hannem den Algode gør. Som for Marstalls Søefartsflode Samme dag blev jagten Seijerkrandsen Vaagede med Held og Fred! ophængt. Den skulle naturligvis også have Altid sand velsignet Næring, et par ord med på vejen foruden Andre- Enighed i hver Handtering sens eget notat i poesibogen om model- Krone dette Handels Sted!!! lens herkomst. Det kan måske forvirre lidt, at Andresen omtaler den lille jagt som Dette Skib blev vunden i et Skyde Selskab en galease i anden strofe, men det ændrer og siden foræret til Kirken ikke ved, at der er tale om jagten, som var I 1776 fik Marstal Kirke støbt en klokke i Egernførde af Johann David Kriesche. Den skulle være kirkens største klokke, og ud over Christian VII’s kronede mono- gram var klokken forsynet med et vers af Andresen, som lød sådan:

Heele Marstall Sogn og Bye Har kostet denne Klokke nye At ringe med ved Jordefærd Og andre legligheder meer Gid hver en Lyd fra den mon gaae Jagten Sejerkrandsen. Om Død og Dom os minde mae

87 Som det ses, mangler der et a i det allersid- digte af den gamle skoleholder. De få ud- ste ord. Den slags hænder, for når tekster valgte digte siger imidlertid noget om ty- skal støbes i klokkebronze, kræves der stor piske træk i digtningen, særlige anlednin nøjagtighed, da det ikke uden videre kan ger eller de endnu bevarede spor af Mar- gøres om. Klokken blev ikke gammel. I stals gamle digter. 1803 blev den omstøbt af P. Petersen i Andresen ville man vel kalde lejligheds- København og er nu den nuværende æld- digter, men når digtningen breder sig så ste klokke i kirkens tårn fra 1920. Skole- meget ud, som det er tilfældet her, repræ- holder Andresens tekst fulgte med og ek- senterer digtene ikke bare det synlige re- sisterer derfor stadig – uden stavefejl, men sultat af Andresens digteriske åre, men i her og der med spejlvendte bogstaver!5 lige så høj grad centrale nedslag i Marstals historie, både på det officielle niveau og i Andresens Marstal de nære relationer, hvor livet leves, hvor Der kunne nævnes mange, mange andre man fødes og dør.

Noter 1. C. T. Høy: Træk af Marstals Historie i Skildringer og Billeder, Nyborg, 1913, s. 105-108. M. Blaksteen: H. An dresen. Den gamle skoleholder – lokalpoeten, Marstal 1950, s. 5ff. 2. Hans Chr. Johansen: Dansk historisk statistik 1814-1980, København 1984, s. 112f. 3. Hans Andresens poesibog. Marstal Søfartsmuseum 0265A1. Hvor intet andet er anført, er alle citater herfra. 4. Som note 3 samt Marstal Søfartsmuseum 0350A0002. 5. Ærøskøbing Kirke Marstal Kirke. Danmarks Kirker, udgivet af Nationalmuseet, Svendborg Amt, Køben- havn 2015-2017, s. 1709f. 6. Jf. M. Blaksteen, anf.arb., s. 5 og www.marstallere.info (person-id: 19569).

Kirkeskibene overhales 1905. Størrelsen af Danmarks næststørste kirkeskib Chr. d. IX fremgår af fotoet. Derefter ses fuldskibet Kronprindsens Ønske, Seierkrandsen og et fjerde senere tilkommet kirkeskib, Immanuel, ophængt 1884.

88 Motorfabrikken »Marstal« Fra den 9. september 1934 – til ejerskifte den 15. marts 1981

Af John Kristensen

Firmaet Hansen og Rasmussen beskæfti- gede sig med maskinfremstilling og mo- torreparation. Firmaet var også forhandler på Ærø for Motorfabrikken »Danmark« i Rudkøbing. I september 1937 var der en »Bohave« udstilling i Marstal4, hvor Han- sen og Rasmussen udstillede en 2 cylinder »Danmark« benzinmotor. Roar Rasmussen tog sig fortrinsvis af det som havde med biler at gøre, og Aage Hansen fortrinsvis af skibsmotorrepara tion og begyndte fremstilling af små 2-takt benzinmotorer. Motorerne, som delvis var kopier af den svenske Gøta motor, blev naturligvis solgt som »Marstal Motorer«.5 Den første motor på 3-4 HK, som han kaldte Type B, var til gårdmand Peter Niel sen på Strynø Kalv. Samarbejdet mellem Roar Rasmussen og Aage Hansen varede til foråret 1939, hvor deres veje skiltes. Roar bibeholdt mekanikerværkstedet i Fiolstræde og Aage købte mekanikker Mikkelsens ejendom i Aage J. Hansen (13.03.1913-06.04.2004). Skippergade 2 (Havnegade 10), overfor det forhenværende posthus i Havnegade. Den Aage Johannes Hansen blev født i Haug- nye ejendom skulle indrettes til produk bølle på Langeland den 13. marts 1913. tions- og reparationsværksted, firmaet hav- Åge Hansen stod dels i lære hos smede- de fem ansatte inkl. Aage Hansen. Da det mester Harald Christensen i Vendelstor- nye lokale var indrettet, begyndte Aage pe, og dels på motorfabrikken »Danmark« at fremstille den lille benzinmotor i serier i Rudkøbing, hvor han fik svendebrev som på 10. Når der var solgt en 5-6 stykker, maskinarbejder. I 1934 rejste Aage Han- blev der påbegyndt en ny serie på 10 mo- sen sammen med lærekammeraten Roar torer. Rasmussen, til Marstal.1 De fik arbejde Krigsårene var vanskelige, det var spar- hos maskinmester Hari Thorsteinsson, der somt med skibsanløb og dermed skibs havde mekanikker- og maskinværksted i reparationer i de år, og der var mangel på Fiolstræde nr. 13.2 Da Thorsteinsson rejste materialer. I slutningen af krigen var fa- til Island, lejede de værkstedet. Aage og brikken klar med en prototype af en 4- Roar grundlagde den 9. september 1934 takt topventilet motor på 6 HK. Man var firmaet Hansen og Rasmussen. 3 forudseende, og konstruerede motoren så

89 Den 21. september 1934 fik Aage Hansen næringsbrev til industrinæring fra Mat. nr. 193.

90 Firmaet Hansen og Rasmussen har konsulteret Teknologisk Institut vedr. materialevalg til motorerne. Regningen for den to siders skrivelse var på 10 kroner.

91 robust, så den relativ nemt kunne omstil- les til dieselmotor. Til trods for besværlighederne under krigen, havde motorfabrikken behov for mere plads. Aage Hansen havde lejet et skur ved Friis og Madsens kulplads på havnen, til opbevaring af motorer og materialer. Den 5. august 1944 udbrød der brand i dette skur. Branden udviklede sig, og adskillige andre skure gik op i røg. Mo- torfabrikken fik ødelagt 7-8 motorer, nye som brugte. Der var brændsel- og brænd- stofmangel i Marstal i vinteren 1945, og A/S Marstal Staalskibsbyggeri’s elektrici- motorfabrikken måtte undvære strøm i 14 tetsværk, kaldet »Driften«. dage.6 I juli 1946 købte Aage Hansen den nu- totalt ombygget i 1947.7 Den gamle ejen- værende ejendom i Havnegade 11 af H. C. dom, Havnegade 10, blev solgt til fabri- Christensens Stålskibsværft. Ejendommen, kant Kaj Munksbøl for kr. 12.000, til over- hvor der tidligere havde været elværk, blev tagelse den 1. januar 1947. 8

Havnegade nr. 11 efter 1947. For neden i billedet ses de sort / hvide fliser, som var typiske for datidens elektricitetsværker.

92 Fra venstre er det en svend fra Langeland, Hans-Erik Kristensen, Åge Andersen og Tage Andersen. Man er i gang med en serie produktion af de ældre type »B« motorer, med den hjemmelavede karburator. Hans Erik Kristensen fremstillede prototypen af »D« motoren, og lavede specialværktøjet til den følgende serieproduktion. Foto fra 1949.

Aage Hansen.

93 Da varemanglen lettede et par år efter kri- Ærø Venstreblad skriver den 9. december gen, bevirkede det en voldsom udvikling 1948: for motorfabrikken. Aage Hansen indgik forhandleraftale med ingeniørfirmaet TRAVLHED PÅ Koefoed – Meyer i København, som skulle MARSTAL MOTORFABRIK varetage salget på Grønland og Færøerne. En allerede landsanerkendt virksomhed I efteråret 1948 får Åge en ordre til med 25 motorer klar til afsending og yder- Færøerne på 50 stk. 3 HK 2-takt motorer, ligere bestilling på 41 fire- og totaktsmoto- en ordre der blev færdig afviklet i løbet af rer. 1949.9 Fabrikken indkøber en automatisk For kun et par år siden tog den energi- Harrison drejebænk. ske unge fabrikant Aage Hansen initiati- vet til en større udvidelse af sin fabrik, der Forhandling af Alpha dieselmotorer samtidig fik til huse i nye og smukke loka- I slutningen af 1940erne fik Aage Hansen ler på Marstal havneplads, hvor der tid en forhandler aftale motorfabrikken Al ligere var savværk og maskinrum. Hansen pha Diesel i Frederikshavn. Motorfabrik- fik bygningen moderniseret på alle områ- ken Marstal kunne nu udføre autoriseret der, ligesom indretningen blev særdeles reparationer på Alpha motorer. Mange af praktisk og tidssvarende. nybygninger på H. C. Christensens Stål- Nu snurrer hjulene fra tidlig morgen til skibsværft blev udrustet med motorer fra sen aften, og der er fart i arbejdet. I øje- Frederikshavn. Den 13. marts 1954 afsejle- blikke er 10 mand beskæftiget med at de nybygningen Inger Klit efter en vel- fremstille motorer, som forsendes overalt i lykket prøvetur med sin Alpha motor. landet. Mange af de efterfølgende nybygninger af Vi havde i dag lejlighed til at se den an- »Caroliner« typen fik Alpha motorer in- seelige virksomhed i drift. Travle hænder stalleret, heriblandt det nuværende mu er beskæftiget med at fuldføre de mange seumsskib Samka. Disse motorer har værf- motorer, som er i ordre. Det hele går på tet givetvis indkøbt direkte fra Alpha en slags samlebånd, og der ligger i øjeblik- Diesel, men måske er der tilfaldet lidt pro- ket en halv snes af de anerkendte moto- vision til Motorfabrikken Marstal. rer klar til prøvekørsel. Fabrikanten oply- ser, at fabrikken om kort tid afsender 25 stk. i lighed med, hvad der forleden udgik derfra. Endvidere er der bestilt 16 stk. 4 takts motorer, og der ventes yderligere bestillinger på en del i den nærmeste fremtid. Aage Hansen, der som nævnt er sjælen i foretagendet, sætter de bedste forhåbnin- ger til fremtiden. Det har knebet en del med materialer, men der er heldigvis lys- ning at spore, og det er hans håb, at det virkelig må lykkes at bringe fabrikken frem på et niveau, så den kan få endnu større betydning for Marstal. Der sættes alle sejl til. Annonce med B&W Aplha Dieselmotorer Det er glædeligt, at der her i Marstal fra den 12.01.1951. endnu er unge og friske kræfter, der ikke

94 er bange for at gøre en indsats, som forhå- med en bygning til kontorer og tegnestue, bentlig vil komme ikke alene fabrikanten, og på 1. sal blev der indrettet beboelse til men også arbejderne og ikke mindst byen Aage Hansen, hans kone Eva og børnene, til gode. Jørn og Else. Der var forrygende travlhed på Motorfabrikken »Marstal«, der var Det var også tiden, hvor de gamle hånd ikke længere tid til at installere vand og betjente vandpumper i folks hjem skulle varme ude i byen, fabrikationen havde udskiftes med elektrisk pumpe og hydro- svært ved at følge med efterspørgslen på fortank. Det var især i Landsognet, der ikke motorer. For lærlinge med slunkne lom- havde adgang til vandværksvand. Kakkel mer, var der altid overarbejde at få. Der ovne skulle udskiftes med centralvarme. blev løbende indkøbt nye drejebænke og En del af disse VVS-opgaver blev udført andre maskiner, og en ny udvidelse var af motorfabrikken, f.eks. blev der installe- påkrævet. I 1963 blev fabrikken udvidet ret et nyt centralvarmeanlæg på Hotel i den nordlige ende. Der blev her indret- Danmark i 1960. tet prøverum, lager for rå- og færdigvarer I 1959 blev fabrikken mod syd udvidet samt frokoststue.

Rejsegilde i forbindelse med udvidelsen mod syd. I første række fra højre ses Hans Åge Nielsen, svenden Knud E. Hansen, Poul Elmann Hansen, to uidentificerede lærlinge, Flemming Bothe. For enden er Henry Iversen ved at servere smørrebrød.

Fra højre ses som nummer to-fem, lagermanden Hans C. Clausen, og lærlingene Tommy Clausen og Flemming Winberg samt havnefoged Jørgensen (med cigaren). (Fl. Winberg).

95 Fabrikkens første revolverdrejebænk ankommer omkring 1962, det er en brugt bænk af amerikansk fabrikat. Det er værkfører Torkild Thomsen med front mod fotografen. To lærlinge er behjælpelige med at få bænken trukket ind, den delvis skjulte er John Kristensen. Hvem den anden lærling var, huskes ikke. (Lilli Thomsen)

Motorfabrikken efter at Aage Hansen havde bygget til i begge ender. Den lave bygning med indgangen og de syv vinduer, er den eneste eksisterende bygning fra det hedengangne A/S Marstal Stålskibsbyggeri. Bygningen er opført i 1916-17 som kraftcentral/driftsbygning til værftet. Bygningen blev bygget klods op af det mod nord liggende Marstal Savværk.10 Sav- værket var en træbygning og er senere blevet erstattet at den høje murede bygning.

96 Eksportsalget skete ved hjælp af agenter store aktivitet på motorfabrikken, gav også eller hovedforhandler. Der var f.eks. for- arbejde til andre firmaer i byen. Snedker- handler i Tyskland og Holland, som var mester Grube leverede transportkasser, vigtige markeder for Motorfabrikken og benzintanke blev leveret af blikkensla- »Marstal«. I perioder i tresserne, blev der ger Eschen. ugentlig sendt motorer til Holland. Den

Prøverum.

Motorlager.

97 Personalet i 1960-erne hed. Bogholder var den slagfærdig Henry Torkild Thomsen flyttede i 1953 fra Hjør- Iversen. Roar Rasmussen, der var stoppet ring til Marstal, hvor han blev ansat som selvstændig mekanikker, var chef i som værkfører på motorfabrikken. Torkild prøverummet. I den første halvdel af 1960- Thomsen, som var særdeles kompetent, erne blev der ansat en lærling hver tredje indrettede motorproduktionen til serie måned, der var således ca. 16 lærlinge. produktion. Maskiningeniør Poul Chri- Med funktionærer, svende og arbejds- stensen, som var udlært på fabrikken, blev mænd, var der i den periode 30-35 ansatte. ansat i 1959. Poul Christensen bragte teg- Torkild Thomsen stoppede på motorfa- ningsmaterialet up to date, og var ansvar- brikken i 1969 for, sammen med en part- lig for konstruktive forbedringer og ny ner, at starte værftet Thomsen & Thomsen. konstruktion. Jørn Hansen, søn af indehaver, og John Med Torkilds Thomsens- og senere Poul Kastrupsen overtog værkførerstillingen. Christensens ansættelse, blev der tid for Aage Hansen, til at hellige sig salgsarbej- det, han sås kun lejlighedsvis på fabrikken. Aage var konstant på salgsrejser, deltog på udstillinger i Danmark og Tyskland. Den årlige Bådemesse i Forum i Køben- havn, var årets store udstillingsbegiven-

Henry Iversen, stående.

Torkild Thomsen har søgt og fået tilbudt job på motorfabrikken. Den tilbudte be- gyndelsesløn er kr. 3,56 i timen. Brevet er un derskrevet af Henry Iversen. (Lilli Thom- Prøvemester Roar Rasmussen og lærling Jan sen). Morsø.

98 Frede Pedersen. Lærling Jørn Hansen.

Knud E. Hansen ved horisontalfræseren, i færd med at fræse motorblokke.

Lærling Leif Christensen.

Åge Hansen, hans kone Eva og børnene Jørn Lærling Gunner Egholm Rasmussen. og Else.

99 Lærlinge og Svendestykker For lærlinge med slunkne lommer, var der På Motorfabrikken Marstal blev man ud- altid overarbejde at få. Især blev der over- lært som maskinarbejder. Fra en liste kun- arbejdet flittigt, for at få penge til svende- ne lærlingen udvælge, hvilken komponent gildet, med højt smørrebrød fra Hotel han ville fremstille som svendestykke. Når Danmark. komponenten var råbearbejdet, blev jer- net stemplet af prøvemesteren, og der var Værkførere og Lærlinge herefter ingen mulighed for at starte for- fra Motorfabrikken Marstal fra. Ved oprydningen på motorfabrikken Værkførere: fandt Gunner E. Rasmussen en liste, med Åge Andersen 76 navne på lærlinge som stod i lære på Thorkild Thomsen. fabrikken. John Kastrupsen. Jørn Hansen. Lærlinge: Svend Poulsen. Vel fabrikkens første lærling? Hans Holm Rasmussen, Kragnæs ...... ca. 1940-42 Prøvedorn fremstillet af Hans Erik Kristen Kjeld Bager fra Prinsensgade sen. Dornen består af 5 dele. Kaj Rasmussen (Østerled) Tage Egholm Andersen . . . 01-05-1946 Hans Erik Kristensen . . . . 01-11-1948 Poul Christensen ...... 01-04-1949 Gunner Kristensen . . . . . 01-08-1949 John Rusell ...... 01-05-1950 Hans Erik Egholm Stålholder fremstillet af Gunner E. Ras- Rasmussen ...... 01-04-1951 mussen. Holderen består af 7 dele. Ole Keld Hansen . . . . . 01-05-1952 Svend Christensen . . . . . 01-04-1953 Egon Thomsen ...... 01-05-1953 Per Svan ...... 01-08-1954 Flemming Bothe ...... 01-07-1955 Helge Egon Stærke . . . . . 01-09-1955 Sven Hermansen ...... 01-08-1956 Det var også muligt at afvige fra den offi- Hans Aage Nielsen . . . . . 01-05-1957 cielle liste med emner til svendestykker. Flemming Wiinberg . . . . 15-08-1957 Denne artikels forfatter, samt mange andre, Tommy Clausen ...... 01-08-1958 fremstillede en krumtap til en to cylinder John Kristensen ...... 01-05-1959 motor. Vi fik ikke senere mulighed for vise Hans Albert Jensen . . . . 01-08-1959 svendestykket til børn eller børnebørn, idet Hans Juul Andersen . . . . 01-09-1959 krumtappen stille og roligt blev »konfiske- Niels Alex Caspersen . . . . 01-04-1960 ret« af firmaet, og anvendt i motorproduk- Anton Lauritsen ...... 01-08-1960 tionen. Denne krumtap er udført af Flem- Jørgen Hansen ...... 01-09-1960 ming Winberg som blev udlært i 1962. Henning Eriksen ...... 01-05-1961 Flemming fik penge af sin mor, så han kun- Erik Marinus Hansen . . . . 15-08-1961 ne »frikøbe« sit svendestykke. Else Rosenbæk, kontor . . . 01-12-1961

100 John Christensen ...... 01-01-1962 Jørn Steen Dreyer ...... 01-01-1972 Jørn Hansen ...... 01-07-1962 Flemming Kock ...... 31-07-1972 Gunner Egholm Rasmussen . 01-09-1962 Poul Erik Jensen ...... 31-07-1972 Palle Schollert Jørgensen . . 01-01-1963 Niels Chr. Nielsen, Leif Christensen ...... 01-05-1963 udlært som drejer . . . . . 01-02-1973. John Egholm Anderse . . . 01-07-1963 Alex Johansen ...... 31-07-1973 Preben Helle Steen . . . . . 15-10-1963 Torben Feier ...... 31-07-1973 Palle Væver Hansen . . . . . 01-11-963 Gert Clausen ...... 01-10-1975 John Ove Kastrupsen . . . . 01-01-1964 Keld Dreyer ...... 02-08-1976 Ernst Kristensen ...... 01-03-1964 Bent Svane Rasmussen . . . 02-08-1976 Ole Boye Frandsen . . . . . 01-07-1964 Jan Johansen ...... 01-08-1978 Jan Morsø ...... 01-11-1964 Torben Helmann Hansen . . 01-08-1978 Henning Stegmann . . . . . 01-03-1965 John Petersen ...... 04-08-1980 Niels Albert Nygård Petersen 01-06-1965 Finn Ole Larsen ...... 04-08-1980 Anna Lise Groth-Christensen, Peter Hellerstedt Nyholm . . 03-08-1981 kontor ...... 01-08-1965 Bo Heine Hansen . . . . . 03-08-1981 Aage Sandholdt Clausen . . 01-04-1966 Otto Stegmann ...... 01-08-1983 Finn Dreymann ...... 17-10-1966 Peter Dennis Petersen . . . 30-07-1984 Knud Erik Hansen . . . . . 16-01-1967 Lars Pedersen ...... 30-07-1984 Gunnar Holmegaard . . . . 01-08-1967 Kurt Frede Kristensen . . . 01-08-1985 Carsten Laurits Pedersen . . . . 18-01-1968 Mogens Stærke ...... 02-08-1988 Ove Laurits Madsen . . . . 05-08-1968 Poul Petersen ...... 02-01-1969 M. Stærke var sandsynligvis den sidst ud- Johnny Hellman Hansen . . 04-08-1969 lærte på fabrikken. Peter Kurt Petersen . . . . 04-08-1969 Peder Helmann Hansen . . . 26-05-1970 Dato og årstal henviser til læreperiodens Max Kronborg ...... 02-08-1971 start.

101 Motortyperne

Motortype Ydelse Takt Cyl. Boring Slaglængde Cylinder- Omdr./min. HK mm mm volumen cm3 A 5-6 4 – Topventilet 1 98,4 110 830 1100 A 5-7 4 – Sideventilet 1 98,4 110 830 1100 A 2 12 4 – Sideventilet 2 98,4 110 1660 1100 B 3-4 2 1 85 85 480 900 C 7-8 2 2 85 85 960 800 D 3 2 1 70 70 270 1400 F 4 4 – Sideventilet 1 80 95 477 1100 F 5 4 – Sideventilet 1 88 95 580 1100 FS 1 5 4 – Sideventilet 1 88 95 580 1100 E 6 4 – Sideventilet 1 98,4 110 835 1100 FSR 1 7 4 – Sideventilet 1 88 95 580 1600 FH 1 7 4 – Sideventilet 1 88 95 580 1600 F 2 10 4 – Sideventilet 2 88 95 1160 1100 E 2 14 4 – Sideventilet 2 98,4 110 1670 1100 FS 2 14 4 – Sideventilet 2 88 95 1160 1600 FH 2 14 4 – Sideventilet 2 88 95 1160 1600 FSR 2 14 4 – Sideventilet 2 88 95 1160 1600 F 4 24 4 – Sideventilet 4 88 95 2320 1400

Motortype »A«. Motoren blev udviklet i slutnin- Motortype »B« gen af krigen. Det var en 4-takt topventilet motor.

102 Motortype »C«

Motortype »A«, sideventilet. Motoren blev fremstillet i een- og to cylinder version. Mo toren venter på at komme en tur til konser- vator.

Motor type »D«.

Snittegning af motor type »D«. Motorens krumtap er sammensat af fem dele.

103 Reduktionsgear (1:1,525) til at montere bag på et Watermota reversgear.

Installationstegning for motor type »F2«. Denne motor kunne også leveres med reduktionsgear. Ved at hæve omdrejningstallet til 1600 o/m, kunne motorydelsen hæves fra 10 til 14 HK. Motoren fik betegnelsen FS 2. Fabrikken fremstillede naturligvis også propelanlæg til motorerne.

104 Motortype »F4«. Denne motor blev udviklet i slutningen af 1960-erne. Der blev kun fremstillet 20 eksemplarer af denne motor. De kolossale omkostninger til at udvikle en ny motortype, er langtfra blevet dækket af Motor type »F«. Denne motor kunne også det beskedne antal solgte motorer. På grund leveres med reduktionsgear. Ved at hæve af myndighedskrav, var det blevet pro omdrejningstallet til 1600 o/m, kunne mo- blematisk med benzinmotorer på grund af torydelsen hæves fra 5 til 7 HK. Motoren brandfare. Derudover var der kommet man fik betegnelsen FSR 1. ge små dieselmotorer på markedet, motorer som havde en væsentlig bedre brænd- stoføkonomi.

Snittegning af Motortype »E2«

105 Benz. Produktionen blev i stigende grad baseret på underleverandørarbejde. Med importøren af Mercedes- Benz in- dustri- og marinemotorer, Scandinavian Engeenering A/S, blev der indgået en af tale om, at motorfabrikken til marinebrug, fik eneforhandling af den mindste Merce- des-Benz motor, type OM636. Motorfa- brikken købte motoren i industriudgave, og den blev så ombygget til marinemotor i Marstal. Motorfabrikken udviklede et U- gear for denne motor. Ved hjælp at dette Motortype E. vendegear, kunne motoren monteres bag- vendt i fartøjet, oven på skrueakslen. Antal producerede motorer En ny fabriksproduceret marinediesel motor var dyr, og det var blevet normalt, Motortype produktionsperiode Antal at mere eller mindre motorkyndige folk opsøgte en skrothandler, og købte en A 1945-1959 185 »god« dieselmotor for en slik. For at få en A2 1953-1960 39 brugbar marinemotor ud af den brugte B 1939-1971 689 mejetærskermotor, skulle der bruges en C 1949-1954 13 mængde specialudstyr, som: varmeveksler, D 1951-1989 704 vandkølet udstødningsmanifold, søvands- E 1959-1981 645 pumpe, svinghjulshus, revers- og reduk E2 1961-1974 198 F 1953-1985 966 F2 1963-1974 614 FS-1 1970-1982 169 FS-2 1970-1982 80 FSR-1 1970-1983 103 FSR-2 1970-? 78 F4 1967-1970 20 FH-1 1983-1989 16 FH-2 1982-1987 8

I alt 4527 motorer.11

Nye produkter I slutningen af 1960-erne mærkede man konkurrencen fra masseproducerede dieselmotorer fra store udenlandske fabrik- ker. Salget til fiskerbåde stoppede næsten, i denne sektor var især den norske dieselmotor Sabb, som overtog markedet. Mo- torfabrikken »Marstal« optog forhandling af fremmede motorer, f.eks. Mercedes- Brochure for Mercedes-Benz type OM636.

106 Den 9. september 1974 fejrede fabrikken sin 40 års fødselsdag. I den forbindelse udtalte Åge Hansens til Ærø Folkeblad, at fragt- og rejseomkostningerne i forbindelse med at drive virksomhed på Ærø, var en stor økonomisk belastning.

Fabrikken afhændes Vi er nået frem til 1980, Aage Hansen kan se tilbage på et travlt, hektisk og succes- fuldt liv. Efter 30 års konstant fremgang, havde han midt i 1960’erne over 30 medarbejder. Marineudstyr Som nævnt ovenfor, blev 1970-årene ugunstige for benzinmotorerne. Salget stag tionsgear m.m. Alt dette specialudstyr nerede og medarbejderstaben måtte til kunne købes hos Motorfabrikken »Mar- passes. Aage’s hustru, Eva, døde i 1976, hvil- stal«. Salg af dette udstyr gav et godt og nødvendigt bidrag til den daglige drift. Samarbejdspartneren, Scandinavian En- gineering A/S, havde en stor produktion af aggregater baseret på Mercedes-Benz dieselmotorer. Til denne produktion skulle der bruges en masse specielt produceret komponenter. Motorfabrikken var storle- verandør af disse komponenter.

40 års fødselsdag

107 ket tog hårdt på ham. At den seneste Produktionen af Marstal motorer stoppe- tilbygning nedbrændte den 14. november de i løber af 1980erne. Dog havde Ebbes 1980, og formentlig var underforsikret, var Bådebyggeri i 1992 en kunde som meget en begivenhed han gerne ville have und- gerne ville have en Marstal motor. Fabrik- været.12 Aage var blevet 67 år, og mente, at ken havde delene til at producere moto- det var tiden til at yngre kræfter kommer ren, og den sidste motor forlod således til. Via firmaets revisor blev Motorfabrik- fabrikken i 1992. Fabrikken var stadig le- ken »Marstal« sat til salg. veringsdygtig i reservedele til de gamle Den 15. marts 1981 overdrager den nu motorer, samt reparation af samme. 68-årige Aage Hansen Motorfabrikken Motorfabrikken »Marstal« blev solgt på »Marstal« til maskiningeniør Finn Li- tvangsauktion den 26. januar 2016 for gaard. 1.000 kroner. Køberne var de tre lokale »piger«, Nina Andersen, Julie Skaar og Tredobbelt 25 års jubilæum Lone Nørregaard. Bygningen var i en mi- I marts 1959 blev ingeniør Poul Christen- serabel stand, taget var delvis faldet ned, sen, smed Poul Christensen og maskin og der var rustskader på maskinpark og arbejder Frede Pedersen ansat på motor- komponenter. Takket være en flot dona fabrikken. Det var en festdag, da man den tion af direktør Claus Skov, bliver der i 1. marts 1984 kunne fejre de tre medarbej- foråret 2018 udskiftet tag på det meste af der. fabrikken.

Maskinarbejder Frede Pedersen, montør Poul Fr. Christensen og ingeniør Poul J. Christen- sen ved en MAN motor, som fabrikken var ved at speciel udruste til redningsbådsmotor.

108 En del af museets samling af Marstalmotorer.

Motormuseum sen regnede som fabrikkens grundlæggelse. Den På Eriksens Plads har Marstal Søfarts 21.9.1934 var dagen hvor han fik sit næringsbevis. 4. I Hotel Danmarks have. museum indrettet en afdeling for motorer, 5. Svend Poulsen fra Hvidtfeldtsgade var i lære på som er produceret på Ærø. Motorerne, som motorfabrikken fra 1939 til1943, altså i Havne for nogles vedkommende var rustklumper, gade nr. 10. Hans løn det første år var 2,5 kroner er restaureret og bragt i køreklar stand. om ugen, stigende til 10 kroner det sidste år. Alle de forskellige motortyper som blev Svend Poulsen var med til at fremstille prototypen af den topventilede type »A« motor. produceret af Motorfabrikken »Marstal«, Berettet af den 91 årige Svend Poulsen den er repræsenteret. Derudover er der benzin- 23.11.2014. motorer fra Søby Motorfabrik, Motorfa- 6. Ærøboen marts 1945 brikken »Ærø« og en motor fremstillet af 7. Ingeniørerne Alvard Bondegaard og Knud Jes- persen anlagde i 1906 A/S Marstal Stålskibsbyg- cykelfabrikken »Start« (brødrene Boye). geri. Da »Marstal og Marstal Landsogns kom- Man kan desuden se en Hundested- og en munale Elektricitetsværk« først sættes i drift den Søby glødehovedmotor i drift, og nyde den 12.12.1912, må værftet selv fremstille den strøm, kendte lyd fra disse motortyper. som det havde behov for. På en grund lejet af Marstal Handelsplads, Havnegade 11, opførte stål- skibsbyggeriet sit eget elektricitetsværk. Noter A/S Marstal Stålskibsbyggeri krakkede i 1925, 1. Ærø Venstreblad den 10.sept. 1934. og blev på tvangsaktion i 1927 solgt til H. C. 2. Mat. nr 193. (jf. vejviser 1932 tilhørte Fiolstræde Christensens Stålskibsværft. I 1935 kan det kom- nr. 13 maskinmester E Smith). munale elektricitetsværk også levere højspæn- 3. Den 9. september 1974 fejrede fabrikken sin 40 ding, og det er ikke længere tidssvarende for værf års fødselsdag, så det er den dato som Åge Han- tet at producere sin egen strøm. Værftets forhen-

109 henværende el. værk, nu kaldet Marstal Savværk anretninger, blev der solgt flødeskum ud af huset og driftsbygning, sælges i 1946 til motorfabrikant fra kl. 8 til kl. 22. Åge Hansen, og bliver hjemsted for »Motorfa- 9. Ærø Venstreblad den 3. november 1948. brikken Marstal«. 10. Savværket blev i 1900 opført at skibsbygmester Museets arkivkasse 0054A0013, 0076A0076 og Bager. I 1930’erne tilhørte savværket skibsbyg- Ærø Venstreblad 12. juli 1946 mester Edv. Hansen. 8. Fabrikant Kaj Munksbøl havde planer om at star 11. Listen er fundet af Gunner Egholm Rasmussen, te en tegnestiftproduktion, »Tuco« skulle stiften i den overvældende papirmasse som var på fa- hedde. Munksbøl forventede at fremstille 5000 brikken i foråret 2017. Gunner var kontor-sorte- æsker med tegnestifter dagligt. Det er uvist hvor ringsmester. mange tegnestifter Munksbøl fik fremstillet i 12. Marstal Brandvæsen og Falcks Redningskorps sin metalvarerfabrik. Godt halvandet år efter at kappes som regel om at være først på stedet, når havde overtaget bygningen, åbnede han og hans der bliver slåer alarm. Denne dag havde brand- kone, i august 1948, en kaffesalon og iskonditori bilen fra Dunkær dog for meget fart på, idet den i lokalerne. Kaffesalonen fil navnet »Kabyssen«, væltede undervejs. Branden blev slukket af Mar- og ud over »et hundrede og sytten« forskellige stal Brandvæsen.

Kilder: Ærø Folkeblad Fyns Amts Avis Palle Abramsson: Ærøske smede. Andrea Galsbo Erik Kromann: En by ændrer ansigt Karsten Hermansen, Erik Kromann m.fl.: Marstal Søfart 1925-2000 De fleste billeder er indleveret til arkivet af Aage Hansens børnebørn, Gitte og Rikke, Gunner Egholm Rasmussen: Avisudklip fra Ærø Venstreblad

110 M/S Birthe Boye

Af Torben Holm

Coasteren Birthe Boye af Marstal, 499’er import-skat. Dette var den amerikanske med en dødvægt på 1630 ts., leveret fra befragter godt klar over, så mon ikke det Nordsøværftet i Ringkøbing 1983 til I/S var årsagen til valget af Miragoane. De må Rederiet Erik B. Kromann, Marstal. B&W have glemt at smøre de rigtige steder Alpha hovedmaskine på 800 HK, 2 stk. Ombord i Birthe Boye var 7 danske lossebomme, hver med 15ts løfteevne. søfolk og 2 amerikanske befragtere. Kap- Birthe Boye sejler 1995-96 i timechar- tajnen var Flemming Lørup Silkeborg, ter for et amerikansk firma og anløb 6. Maskinmester Chresten Hansen Ommel, januar 1996 Miragoane på Haiti, dette var Matros Martino Batista, Søby. De øvrige skibets 11. anløb, idet der i 1995 havde besætningsmedlemmer var bosiddende i været 10 anløb af havnen, som er forløbet Jylland. Lasten bestod af stykgods, contai- uden problemer med myndighederne. Fra nere, 50 godt brugte amerikanske dollar- 1. januar 1996 er der imidlertid sket en æn- grin og 7 trucks, lastbiler. dring, idet Miragoane ikke længere er im- Det var lykkedes at losse 4-5 af trucks porthavn, hvilket ingen af de involverede på normal vis inden politiet kom uanmeldt parter havde fået besked om. Ingen ved og stoppede arbejdet. Politiet tog skippe- strengt taget hvad det handler om, men i ren med, men han kom dog tilbage. Der hovedstaden Port au Prince betales der efter blev der lagt arrest i skibet og be

M/S Birthe Boye i hollandsk farvand.

111 sætningen inkl. befragterne blev fængslet, Leth, som var bosiddende i Haiti, og som uden egentlig sigtelse. De blev aldrig frem havde forbindelser til Haitis regering for- stillet for en dommer. handlede om løsladelse. De delte alle samme celle, hvor forhol- For at gøre forløbet mere kompliceret, dene slet ikke levede op til danske nor- forlangte det Haitianske Toldvæsen plud- mer. Vilkårene var at sove på cementgulvet. selig 1,2 millioner US Dollars i told. Told- Amerikanerne formåede dog at skaffe væsenet forsøgte sågar at sælge Birthe underlag til sig selv. Sanitære forhold var Boye for at inddrive tolden. Ligeledes fik nærmest ikke eksisterende, vask var med de en slæbebåd til at forsøge at slæbe Bir- en pøs og et litermål, en tønde til afføring. the Boye til Port au Prince, men her kom Kosten var ensformig uden som sådan at lokale indbyggere til hjælp, og stenede slæ- være dårlig. Besætningen ansatte deres beren, som måtte sejle med uforrettet sag. egen kogekone, der daglig fejede for dem Besætningen havde hele tiden opbakning og lavede deres mad. Som fængslet på fra lokale. Da besætningen endelig blev Haiti er man på egen kost, blot man har frigivet, skete det midt på dagen, men de penge kan man få. Tæpper og smøger blev blev først bragt ombord efter mørkets hentet under de daglige besøg på Birthe frembrud. Politichefens prestige stod på Boye. Dieselolie til fængslets generator, spil. Præsidenten Jean Bertrand Aritistide kom ligeledes fra skibet, alternativet var forhandlede frigivelse med den lokale po- at sidde i mørke. I alt 16 dage var besæt- litichef, men her rakte hans magt ikke. ningen fængslet. Med tiden blev der løsnet Præsidentens tilkomne hustru var advokat lidt op, og besætningen fik lov at færdes i for fangerne, men forhandlingerne gik no- fængslets gårdhave. Ingen led fysisk eller get i stå på grund af deres bryllup og hvede psykisk overlast, ud over at det påvirker brødsdage og da de var slut, kom karne- mennesker at være spærret inde, uden vallet i vejen.. dom og uden udsigt til snarlig løsning. En Endelig bliver besætningen frigivet, de styrke for dem var, at de til stadighed var vil gerne hurtig hjem og rejser via Miami sammen og kunne støtte hinanden. til Danmark. Dog bliver skipperen og 7. januar kunne Flemming Lørup ringe mester ombord, så de kan overdrage skibet til Rederiet Kromann, og fortælle at de til en ny besætning, som ankommer fra alle var arresteret. Rederiet tog kontakt til Marstal. Dog kan skibet ikke frigives. Den Udenrigsministeriet. Den ministerielle nye skipper er Hans Petersen, Marstal mølle kværner ikke for hurtigt, men de fik og hans hustru, som dengang var matros, dog fat i den danske konsul Roald Mad- senere navigatør fra Marstal Navigations- sen, en mand af dansk slægt som i 100 år skole, og flere som jeg ikke rigtig har styr har været bosat i Haiti og ernæret sig som på (?). Besætningen bor nu ombord i skibet kaffe-plantører og eksportører. En forret- og laver vedligehold og forbereder afrejse. ningsmand med stor indflydelse, hans ind- Ombord i Birthe Boye er en civil vagt- flydelse rakte dog ikke til nogen løsning. mand. Hans job er at beskytte skibet. På En fra Miami indkaldt advokat kom, men kajen er der bevæbnede politifolk på vagt. han repræsenterede kun skibet. Besætnin- Besætningen iagttager politiets rutiner, og gen var bange for, at hvis skibet var væk, prøver deres årvågenhed af. Politiet vil hel- så ville ingen bekymre sig om dem. En am- lere til karneval end gå vagt. Vagtmanden bassade-sekretær Henrik Hahn fra Am- ombord som er den eneste engelsktalende, bassaden i Mexico blev tilkaldt. Den Hai- fortæller de, at de overvejer at sejle illegalt. tianske udenrigsminister var involveret i De tilbyder ham en rejse til Danmark, men sagen, også den danske journalist Jørn han har ingen pas. De giver ham 250 $ så

112 Coaster i Miragoane. han kan rejse til Port Au Prince efter pas. I sen på Haiti, men ikke til Miragoane, og ly af mørket kaster de los, får skibet vendt, ikke for denne afskiber. Hans Pedersen og sejler ud gennem den smalle, dårligt af- fortsatte i Birthe Boye. mærkede rende, her kunne alt være gået Dette er ikke den skinbarlige sandhed, galt. De når ud i åbent hav uden forfølgere. men en sammenskrivning af en masse Så da vagtmanden kommer tilbage er Bir- avisudklip fra Marstal Søfartsmuseum, en the Boye væk. Rejsen gik til Bahamas for telefonsamtale med Boye Kromann og bunkring, proviantering og supplering af ikke mindst Flemming Lørup, som nok besætning. Sagen fik konsekvenser for 7 kunne spinde en ende, han har jo det di- mand i politikorpset. For rederiet betød det rekte. betydelige tab, ikke at kunne disponere Filosofiske Marstallere spørger? Hvor over skibet i 37 døgn. Lasten endte med at længe havde 7 håndboldpiger fået lov at blive losset i afskibningshavnen. Rederiet sidde i udenlandsk fængsel, inden den dan Kromann genoptog med spænding sejlad- ske stat havde grebet ind?

113 Årets gang

Af Erik B. Kromann (EBK)

Betragtninger ren for en af de største tilskudsmodtagere, Danmark har et velfungerende og mang- det veldrevne Louisiana, Poul Erik Tøjner, foldigt museumsvæsen. De statslige kultur leverer således i Politiken en lidt nedla- midler er imidlertid ikke blevet trimmet i dende lakskosfnysen over de halmfodrede årevis og det bevirker uundgåeligt en hvis hjemstavnsbestøvlede institutioner: pro- slagside. Vi såkaldte mindre institutioner vinsens hjemstavnskulturelle museer set i er agterudsejlet i tilskudshenseende. Kul- forhold til metropolens moderne kunst. turordfører for DF, Alex Ahrendtsen, har Må i al ydmyghed belære om, at netop i gennem nogle år tilskyndet til eftersyn med kraft af at vi går med søstøvler, kan vi sop- henblik på en mere ligelig og gennemsku- pe lidt længere ud i verden og præstere elig fordeling af bevillingerne. Kulturmini- noget, der giver bølgeskvulp ud over den ster Mette Bock har taget initiativer til nære horisont, ja endda længere end syv- tjek af sagen. Udmeldingen om mulig om- milegrænsen. – Havet forbinder! – Natur- fordeling har meget forudsigeligt affødt ligvis har metropolsværvægtere et beret ubehag hos nogle af »de store«. Direktø- tiget krav om større tilskud, men »vi

Søfartsmuseets bygninger og område efter udbygningen 2016. Kort tegnet af arkitekt Claus Horn.

114 mindre«, har et lige så berettiget ønske ske lige gevaldigt er selvfølgelig ikke lad- om, at minimumstilskudsbommen får et sig-gørligt, rimeligt eller relevant. Slæb nu puf i opadgående retning, så at bemandin- ikke den opstaldelede centraliseringshest gen kan være rimelig til den nødvendige frem i debatten igen, den burde være af- opgavevaretagelse. mønstret i mangfoldighedens navn. Og Marstal Søfartsmuseum rummer og be- mangfoldighed er vel ikke så afskrækken- fordrer en væsentlig del af den maritime de? kulturarv specielt inden for sejlskibsfart, Ved godt at for at være politisk korrekt den mindre søfart og coasterfarten. Muse- skulle vi lovprise reformemsighed og stor- et løfter dermed en opgave af national be- fusioner, men den uniformerede kop te er tydning med forbindelser ud i verden, ikke lige vores hofdrik her på positionen, hvilket er ganske naturligt, da museet lig- og så kan vi jo i vores – mere eller mindre ger forankret midt i søfart og søfartshisto- – stille sind glæde os over, at den museale rien. Museet har opbygget en særdeles fusionsbuldozer Gud ske lov er justeret til solid vidensbank, baseret på arkivalier mere afstemte omdrejninger – omdrejnin- fra sejlskibs- og coasterrederier, mæglerfir ger, der på et tidspunkt havde fået en så- maer samt søassurance- og navigations- dan speed, at centrifugalkraften var i fare skolevirke. Museet har gode forbindelser for at sprænge flere gode lokalforank- til søfartens og søens folk, og det gir sjæl ringsfortøjninger. Den politisk-økonomi- – en søgrøn sjæl, der gennemsyrer museet. ske forkærlighed for store administrative Daglige forespørgsler fra ind- og udland enheder har vel efterhånden også nået sit om skibe og søfart vidner om museets po- klimaks. De mindre enkeltinstitutioner, sition inden for søens verden. På den der er fusioneret med måske syv andre en- baggrund stævner museet godt rustet ud i heder og dermed opfylder overordnede fremtidens museumsverden og vil sand- krav, behøver efter sammensmeltningen synligvis blive tildelt flere midler for at ikke nødvendigvis – hver for sig – at være holde skruen og søfartskulturen forsvar- blevet gearet bedre til deres egenopgaver ligt i vandet. Det er nævnt at museer med på deres position. en omsætning på under 6 mio. kr. skal være Formidling er én af hovedpillerne for B-museer med reduceret statstilskud og museumsvirksomhed. På Marstal Søfarts- mindre forskning*. Underlige måleenhe- museum retter vi formidlingen mod godt- der, men ikke forbløffende midt i en reg- folk i bred almindelighed. Vi har opfanget nedrengetid. Hvorfor ikke tage pejling og delvis forstået signalerne om, at forsk- af, hvorledes et museum kører – udover ningsformidlingspraksis skal styres i ret- de gængse vurderinger – også målt på ning mod akademiske tidsskrifter, hvor et tilfredsheden blandt brugerne, besøgstal snævert publikum af artsfæller (muligt) vil og de besøgendes vurdering. Eller afprøv granske udmeldingerne – helst på engelsk. denne vinkel: Hvad får vi for de antal til- Er det denne snævre formidling, vi skal skudskroner, vi giver her. Er der et rime- dyrke? – eller skal vi levere varen til en ligt afkast? Forskning eller undersøgelser bredere vifte (brugerne)? – en kort en- hører naturligvis med til ethvert museum, gelsksproget fagfællebedømt akademise- stort eller lille. Det er jo dog et af fun ret version kunne selvfølgelig tilgodese damenterne. At alle institutioner skal for- kravene. Formidling bygger på indsamling, registrering, bevaring, forskning – og skæ- rer man dette fundament væk, så kæntrer * Måske skal vi i regnskabet blot tillægge hyreværdien af de frivilliges ydelser, så hopper vi over den foreslåe- damperen nødvendigvis. Det er elemen- de 6 mio’s grænse? tær viden!

115 Marstal Søfartsmuseum har i sagens na- uden for rækkevidde og, når først disse tur gennem alle årene dyrket den politik mere landbaserede gæster har været inde i at formidle maritim kultur ikke blot til sø- den forunderlige blå (formidlings)verden, fartsinteresserede, men bestemt også til konverteres de i stor stil til gengangere. folk, der ikke er velsignet med »blåt blod«. Marstal Søfartsmuseums gæster giver ofte Til den ende har Carsten Jensens Vi, de udtryk for, at den udstukne formidlings- druknede i høj grad været med til at til- kurs er den rette: TV 2/Fyns brugere har trække et publikum, som ellers har været stemt museet ind på førstepladsen over

Kig engang på koncentrationen af søfartsfamilier i Marstal og Marstal Landsogn – ret over- vældende antal! (Fra Dansk Søfartshistorie, bind 5, s. 154)

116 de bedste fynske turistattraktioner. I en Bygninger, lokaler med indhold afstemning var flere end 2.200 brugere og fartøjer med til at sende Søfartsmuseet ind på en Ved årets start blev endnu et projekt søsat, førsteplads med en tredjedel af stemmer- en gennemgribende omkalfatring af mu- ne. Andenpladsen gik til Odense Zoo, seets tre første udstillingsrum omhandlen- mens Egeskov Slot snuppede tredjeplad- de jagt-, galease- og skonnertfart, identisk sen. Det er vi noget kry over. I lighed med med forløbet i søfartens udvikling på øen mange andre af vore kollegamuseer har vi og generelt rundt i øhavets søfartspladser. haft et godt løft i årets besøgstal, ikke kun I den forbindelse er et par vægge banket på grund af et ringe strandvejr, men – og ned for at skaffe mulighed for at bygge et det er vigtigt – som følge af en støt stigen- skibsdæk efter opmålingstegninger fra en de interesse for vort (søfarts)samfund og mindre jagt. Museets butik/entré har sam- dets historie, som hele museumsbesætnin- tidigt været under kyndig opfriskning/be- gen føler en værdisamhørighed med og handling af museumsfrivillig malermester dermed stolthed over. Og ihukommende Carlo Reffstrup. Da besøgstallet efterårs modeudytringerne beliggenhed, beliggen- dalede, kom der igen gang i den fortlø hed, beliggenhed, så er Marstal Søfarts bende bygningsopgradering. Museumspe- museum beliggende midt i søfarten og sø- del Tommy Christensen har i udstillings- fartshistorien på autentisk ankerbund. Den bygning I været i gang med at udskifte position er en ubetinget fordel, den ægt- ikke færre end 11 aldersbegåede vinduer hed efterspørges og værdsættes. med nye og med hvad dertil hører af ind-

Lars Groth Knudsen fra murerfirmaet Poul Elman i gang med udskiftning af sten i yder- mur.

117 Smakkejollen Mads Illum klar til søsætning i Eriksens Slæbested.

Et større hold af frivillige var tørnet til for rengøring af magasin Toldkammeret. Her er Kirsten Carlsen i sving.

118 dækning, nye vindueskarme m.m., hvilket Formidling medførte større malerarbejde i de berør- Omkalfatringen af museets anduvnings te udstillingslokaler, Carlo Reffstrup trak lokaler giver den besøgende den helt ret- igen i malertøjet. Vinduesarbejdet, der også te appetitvækkende oplevelsesindgang til omfattede tilmuringen af et gavlvindue, er søens forunderlige verden. Den besøgen- udført i samkøring med større renove- de går om bord i udstillingerne på et sejl- ringsarbejde af ydermurerne mod muse- skib – over et skibsdæk – på jagten Haabet umsgården, hvor adskillige kvadratmeter med skanseklædning, spil, mast, rig, luger, sten er blevet udskiftet for at få effektiv nedgangskappe m.v. Alt udført af et multi- bugt med fugt i det ældre murværk. kunstnersjak, bestående af museets skibs- Foranlediget af museumsnybyggeriet i bygmester Tommy med frivillig hjælp af 2016 er samtlige bygninger, skure, udhuse Helge Stærke (lokalerenovering, dæk og og halvtage blevet matrikelnummergen- trædrejning), Carlo Reffstrup (maleropga- nemgået og -reguleret godt og grundigt fra ver på skib og baggrund), Ole Stryn (rig- A til Z og omvendt – åbenbart ikke en geropgaver), Bjarne Christensen (smede- så pærenem tommestoksopgave. Denne arbejde) og ikke at forglemme gode råd efterårsmanøvre er i tilsyneladende løsre- fra øvrige besætning bl.a. Ebbe Bådebyg- ven udgave indgået til ejendomsvurde- ger – en god kombination, et boblebad af ringsmyndighederne, der til gengæld var skaberlyst med mulighed for ændringer nået frem til nogle forunderlige kvadrat- undervejs. Dét er lad-sig-gørligt i en over- meterkrumspring og deraf afledte ejen- skuelig institution, hvor man kan tage en domsvurderingsfejlslag, som man så efter- beslutning i en ruf, og hvor medarbejder- følgende kan bruge tid på at få rettet op virkelysten ikke stækkes i bureaukratisk på. Det befordrer kun lidet at meddele de benlås. Her viser fordelen sig ved selv- pågældende myndigheder, at Nu må I altså stændighed, der fremmer mangfoldighed tage en tørn på Vor Herres pullert, da disse og holder McDonaldiseringsensretning i myndigheder som regel er at regne for ave. Hele herligheden blev indviet med maritime analfabeter. Dét gavner nok stort fremmøde af medlemmer, hvilket mest på egen sjælefred i lighed med en tur vidner om museets position som en inte- på havet i jollen for at klare tankerne fri greret sammentømret del af det samfund, af bureaukratigalskabens blindgyder. Og det er forankret i. De fremmødte fik kryd- apropos joller, tresmakken Mads Illum, ret oplevelsen med tykke pandekager, der indgik i museumsflåden i 2016, er søsat fremstillet af bygmesterens hustru Anne- og i fart efter en større overhaling over Marie, og naturligvis en Riga. Nyarrange- vinteren, foretaget af Ebbe Bådebygger mentet giver en god klangbund for udstil- og Guillermo Aracama. lingerne om jagten, den skibstype, der var I efteråret blev der i magasinbygning grundstammen i stedets oprindelige skibs- »Toldkammeret« konstateret begyndende fart. Der har gennem tiden været registre- mugdannelser på effekter og arkivalier. ret ikke færre end ca. 1000 jagter alene ved Konserveringsafdelingen på Langelands Marstal toldsted (Marstal, Ommel, Krag- Museum tørnede til for besigtigelse og næs). Dertil kommer øens og øhavets jagt- planlægning for rengøring af hylder med flåder. Mange af jagterne blev fortømret indhold. Der blev anmodet om assistance og forlænget og nogle blev i den forbindel- blandt museets frivillige, der fluks gav til- se omtaklet til galeaser. Jagtfaconen med sagn om medvirken. To hold blev under- den buttede pluskæbede bov, det mere el- vist i at klare opgaven, som de har løst ler mindre hjerteformede agterspejl og med prisværdig ildhu – stor tak for det! kraftige spring, alt i alt et godt harmonisk

119 Rejsen gennem dansk søfart for de museumsbesøgende begynder naturligvis på et skibs- dæk. Her ses det nybyggede dæk fra jagten Haabet.

Før skibsdækket kunne bygges, skulle der brydes ned og bygges om. Tommy Christensen og Helge Stærke ses her i fuld sving.

120 Jagtens dæk og opstående er færdigt og Carlo Reffstrup er i gang med at grunde. Selvom det foregår liggende er det ikke verdens mest behagelige stilling, men det er jo også indstillin- gen, der tæller. søskib, dannede skole for Marstals efter- følgende skibsbyggeri i form af den jagtbyggede skonnert. Eksempler herpå er de fortsat eksisterende Bonavista, Bien (ned rigget til galease), Constantia ex Minde, Lilleholm og Aron – og jagtbyggede tre- mastskonnerter som Fulton og Marilyn Anne ex Frem samt Fylla, der som Fyn er bygget i Nyborg til et marstalrederi af bygmester Dreyer, udstationeret fra værft i Marstal. Den lokalt udviklede eller naturligt groede skrogtype kaldes her til lands for jagtbygget, i udlandet – især Sverige og Tyskland – for marstalbygget eller mar- stalskonnert, selv om skibet er bygget an- detsteds som i de nævnte lande. Jagtbygget skrog kunne ganske undtagelsesvis også anvendes til en firmastskonnert som den i Ærøskøbing i 1919 byggede Syd Georgia for rederi i Tønsberg, Norge. Dæksarrangementet for jagt Haabet er blevet vældig godt modtaget og for at fuld- Ole Stryn rigger jagten.

121 Linjedåb. Neptuns sendebud (Gunner Egholm) ankommer om bord på skibet (flådet i Eriksens Slæbested). Han beder skibets fører (Leif Rosendahl) om at kigge på skibets sø- kort for at tjekke om det er rettet korrekt efter kong Neptuns efterretninger og oplæser Neptuns besked. Bemærk galionsfiguren på sendebuddets fartøj yderst t.h.

Linjedåb. Om bord på flådet ses fra venstre Neptuns tjenere/drabanter (Mike Leonhart og Martin Robert), siddende i tronstolene Kong Neptun (Erik Kromann) og Dronning Amphitrite (Randi Andersen), dernæst Dommer (Sven Mathiesen), Biskop (Karen Mar- grethe Rosendahl), Kaptajn (Leif Rosendahl), Astronom (Laura Lynge), Doktor (Jonner Rasmussen), Barber (Danilo Arancibia) og offeret på bordet er Tommy Christensen. Ud over Tommy blev de formastelige bolværksmatroser Guillermo Aracama, Peter »Solvogn« og Veronica Højmark Steffensen også døbt.

122 føre denne proces, er Tommy gået i gang kører rundt i landet for at sætte fokus med at bryde hul i dækket (og rummets på lokalhistorie. Eftermiddagen indledtes gulv) for dermed at bane vej gennem ned- med Linjedåb i slæbestedet ved Eriksens gangskappe på skibets dæk til kælderrum Plads, idet Ækvator som følge af klimafor- med det formål dér at opbygge del af andringerne og vore beregninger er flyt- forskibet, der rummer skibets lukaf. Den tet, således at den nu går gennem netop besøgende kan dermed opleve beboelses- Eriksens Plads. Et større optog (alle med forholdene på småskibene fra dengang. gyldigt Ækvatordåbsattest) foretog dåben Dette er muliggjort takket være midler fra af de formastelige, der forsøgte at snige sig SFDSs Fond. over linjen uden attest. I TV2 Fri’s serie Museet besøges af mange lejrskoler – Hotelkampen om tre holds B&Bs konkur- også øens egne skolebørn kommer ofte. rence i Ærøskøbing foregår en stor del af Museets nye frivillige, lærer Benthe Søn- den ene udsendelse med holdet Jacob og dergaard, har i samarbejde med kollega Gertrud på Marstal Søfartsmuseum. På fra Marstal Skole udarbejdet materiale til opfordring af og i samarbejde med de to en fagdag på museet, opbygget over mate- arrangerede vi en aften på museet med matiske opgaver, hvor bl.a. størrelsesfor- fremvisning af to af udsendelserne med hold på modeller sammenholdt med de smagsprøver af proviant og drikkelse og rigtige skibe, Bonavista og Samka, belig- sang af Marstal Småborgerlig Sangfor- gende i havnen, indgår – en glimrende an- ening, der var med i samme udsendelse. skuelsesundervisning. Museet har igen været en del i medier- Litteratur om søens verden er vel meget nes periskop. DR Ks Sømand af Verden naturligt mestendels møntet på sømanden bragte adskillige optagelser fra museet og og hans mer eller mindre farverige søfærd. Eriksens Plads. Museet har været behjæl- Kvinden i forholdet, sømandskonen, er i peligt ved DR1s optagelser på Marstal så henseende ofte ladt i stikken. Selvfølge- Værft (hal og flydedok) og Marstal Mo- lig er der mere kulør på sømandens hårdt- torfabrik ved 10. og sidste afsnit af den vejrsberetninger, beskrivelser af landgang store dokumentarserie Historien om Dan- på fjerne kyster og i eksotiske havnebyer. mark. Afsnittet omhandler hændelser på Beretningen om sømandshustruen hjem- B&W, hallerne herfra er imidlertid fjernet me og om den medsejlende hustru, der er eller rigget om. DR Kultur har på museet med til søs for oplevelsen og samværet el- og på holmen Kalkovnen optaget en ud- ler er forhyret i kabyssen, skal imidlertid sendelse til Historiequizzen med Adrian nødvendigvis også føres til bogs for at Hughes og to quizhold, TV2Fyn og Fyns fuldende billedet af sømandslivet. Der er Amts Avis har dækket Samkas deltagelse i ganske vist skrevet herom, men der er et Folkemødet i Allinge. TV2 har bragt ind- efterslæb at tage fat på. Den side af sø- slag og interview fra museet i forbindelse mandslivet hanker Marstal Søfartsmuse- med afsløring af krigssejlermonument i um op i med nyudgivelse Sømandskoner Mindelunden i Ryvangen. Den2radio har fra Marstal, der bygger på skrevne kilder, været på besøg for at lave en udsendelse især fra museets righoldige arkiv, og på in- om Bonavista og Marstal søfart. I samspil terviews med kvinder i søfartssamfundet, med Motorfabrikken Marstal havde vi en spændende og nærværende beretninger eftermiddag/aften forskellige udskejelser om en livsform, som vi til hverdag ikke på Eriksens Plads, Sømandsviser og mo- tænker så meget over er noget specielt, vel tortakter, hvor DR1, Aftenshowet, var til fordi det er naturligt i en sømandsby som stede og desuden Peter og Solvognen, der Marstal. Med denne bog forfattet af Mette

123 Havsteen Eriksen Mikkelsen, Marstal Sø- ler al anden søfartslitteratur. I magasinet fartsmuseum, er der føjet nogle værdiful- 上海中国航海博物馆主办 (National Ma de sømil til belysningen af sømandskoner- ritime Research Business, Shipping and Cul nes tilværelse, den nødvendige beretning ture: Danish Norwegian Shipping in Chi- for at omfavne historien om sølivet. Bo- na for 300 Years) bringes en 1800-tals gen er på 94 sider og kan købes formedelst beretning af Peter Gebert Steen med ind 225,- kr. Desuden har museet udgivet bo- ledning af Karsten Hermansen Six Years gen Samka den sejler bare, en forlænget on the Coasts of China. Artiklen har været udgave af den tidligere og længst udsolgte bragt i museets årbog 2011 (på dansk). og efterspurgte Samkabog, begge forfattet af Leif Rosendahl, der har ført nyudgivel- Særudstillinger, sen helt op til dato. Bogen er på 73 sider foredrag og arrangementer og kan erhverves for 199 kr. (medlemmer Museets egen-producerede særudstilling får 5% på museets egne udgivelser). Det Forlist med mand og mus for 100 år siden, er selvfølgelig Mark & Storm, der står for opbygget af Annemette Aracama og Vero- trykningen af bøgerne. Samme firma står nica Højmark Steffensen, blev åbnet d. 26. for trykningen af 52 siders udgivelse Sø maj. Desværre gik der mange søfolk til hesten, forfattet af Anne Stegmann Folting dengang, ikke mindst grundet krigsforlis. Haase, en beretning om familiesejlads på Alene i 1917 sænkede tyske ubåde 22 ski- verdenshavene med faderen, der var skip- be af den marstalske handelsflåde. Mange per i A. P. Møller. Museet forhandler na- sømandsfamilier blev berørt, når en eller turligvis bogen, ligesom vor butik forhand- flere inden for kredsen blev derude. 53 sø-

Åbning af særudstillingen Forlist med mand og mus. Veronica Steffensen (kan skimtes midt i billedet i hvid skjorte) fortæller om baggrunden.

124 Den 22. maj 1917 sænkedes 3 mastet topsejlsskonnert Freden af Marstal på rejse Setu- bal-Thorshavn med 273 ts. salt beordret på »afveje« til engelsk inspektion i Stornoway. På ruten lå tyske ubåde klar med modtagelsen af de skibe, der i stribevis blev serveret for dem via stejl engelsk inspektionspolitik. Denne kendsgerning ændrer ikke ved at det var tyske ubåde, der bestialsk nedslagtede skibe og besætninger. Freden blev beskudt uafbrudt også under udsætning af bådene, således at storbåden blev gennemhullet. Der var 4 marinesoldater ombord som prisemandskab og to af disse såredes under udsætningen, den ene døde kort efter. Ubåden skød fortsat efter bådene medens de roede bort. Storbåden måtte snart efterlades i synkefærdig stand, så nu var de 8 mand i den lille skibsjolle på åbent hav, den 5 mands besætning samt 3 marinesoldater. Skibsføreren og kokken døde senere under stra- badserne. Den 7. dags aften samledes de forkomne overlevende op af 3 mastet bramsejlsskonnert Cimbria af Marstal, kptn. Albertsen, der ligeledes – under skarp protest – var beordret til inspektion i Stornoway på rejse Setubal-Thorshavn med 404 ts. salt. Efter endt inspektion afgik Cimbria Stornoway på sin afbrudte rejse, men udplyndredes og sænkedes af tysk ubåd 3. juli uden varsel. Besætningen nåede at gå i begge bådene og ro væk, men blev indhentet af ubåden og slæbt med tilbage til skibet, hvor Kristian Albertsen blev be ordret ombord i ubåden. Tyskerne stjal endog nogle af besætningens private ejendele. Efter fuldendt ugerning frigav tyskerne Albertsen tilbage, og søfolkene roede til Suderø, Fær øerne, hvortil de ankom den 5. juli. På fotoet ses de tyske marinesoldater i færd med at fragte »varer« fra Cimbria over til ubåden.

125 folk fra Marstal Sogn omkom under I. ver- ten af tønden, det foregik i Trollesalen. denskrig, dertil kom de øvrige forlis, der Klassikeren Tommys Byg-selv-skib arran- var hyppige i datidens søfart. Det var des- gement hører til årets børnevenlige akti værre ikke uden grund, at Marstal fik til- viteter – ud over det eftertragtede legeskib navnet: Enkernes by. S/S Martha og skibsmast i museums Trollesalen opfylder virkelig sin funk gården. Byg-selv-skibene stod i stort antal tion såvel som særudstillingslokale og som ud fra nybygningsværftet i museumsgår- foredragssal. Lutherdagen, arrangement af den såvel i sommerperioden som i efter- Ærø Folkeuniversitet med Karsten Her- årsferien. Der var sømandskostspisning i mansen som allestedsværende medaktør Eriksens Hal med godt og vel fuld tilslut- foregik bl.a. her med stor tilslutning fra ning og Småborgerlig underholdning og nær og fjern. Folkeuniversitets foredrags- fællessang. Museet var denne jul beman- dage, tilrettelagt og gennemført med stor det med en 500-hundrede talrig nisseska- arbejdsindsats af Annemette, Veronica og re, udstationeret af Anders Rehde Nielsen Karsten, strakte sig over en efterårsweek- tidl. leder af Faaborg kulturhistoriske mu- end i Trollesalen med spisepauser på Fem- seer. Mere end 200 børn besøgte nisser- masteren og et enkelt større arrangement ne og de forskellige juleaktiviteter i løbet på Navigationsskolen. Verdens tilstand med af december. SuperBrugsen i Marstal har forfatteren Carsten Jensen beslaglagde meget gavmildt foræret godteposer til hele også alle 110 siddepladser i salen. Lang- styrken! turssejlerne Margareta og Thomas Veber med børn gæstede igen museet, hvor de Gaver/erhvervelser fortalte og viste billeder om sejlads over Museet har modtaget en samling maritim Atlanten med titlen Et år uden sko. Fra faglitteratur fra Steen Kristoffersen, og fra Parcelhus til palmestrand. Salen har også Leif Rosendahl en samling sømandsskøn- været i brug som koncertsal i forbindel- litteratur, forskellige maritime effekter se med guitarist Peter Halls koncert og bl.a. kompas i messingnathus og nautiske Sangen af Ærø. Marstal Skipperforenings instrumenter. Fra Lykke Lausten er mod- generalforsamling blev som vanligt af- taget en samling fotoalbums og fotos ved- holdt i museets filmlokale. Bybevarings- rørende H. C. Christensen-skibsrederslæg- foreningen Snorren har afholdt med- ten. Fra skibsmægler Steen Haugsted er lemsarrangement i Trollesalen. modtaget et halvt hundrede fotoalbum Karsten Hermansen har været på farten med skibe og en stor samling maritim lit- med foredrag om Ærøs historie i Vester teratur. Samka-skipper Peter Carlsen har Aaby Præstegård, tre gange på Marstal doneret et stokanker, et stort Johan Kock- Skole om Luther og reformationsjubilæet, maleri af hollandsk kuf for rum vind er Luther-rundtur i Marstal, åbningstale ved doneret af Susanne Herup Søvang, fra Kunsthøjskolens udstilling på Søby Havn Henny Boutrup Hansen er modtaget Pur- Mindesmærker, rundvisning i Ommel og vis-skibsportræt af barkentineren Maren Marstal Kirker for ÆldreSagen og fore- og Krull-maleri af Ommelshoved. Et stort drag om reformationsjubilæet Stenstrup Krull-maleri af Drejet anno 1943 er for- Kirke og Forsamlingshus. EBK har holdt æret af Jens Andersen. Fra Palle Jørgen- foredrag om Marstal Søfart i Millinge og sen, Esbjerg, er modtaget skibsportræt af om Bøyes Ærøfilm anno 1936 for forenin- tremastet bramsejlsskonnert H. H. Peter- gen Vennerne på Ærø Hotel. sen, som hans morfar har sejlet med og Museet har som noget nyt fastelavns- lille skibsmodel fremstillet om bord samt mandag arrangeret tøndeslagning Havkat personfotos med tilknytning til. Fra Gilles

126 Jørn Foss (m. solbriller) overdrager model af Samka til Marstal Søfartsmuseum. Modellen, udført af modelbygger Fritz Jørgensen, blev naturligvis fragtet ad søvejen Rudkøbing-Mar- stal med den rigtige Samka. Bestyrelsesmedlem af Samkaforeningen og fører af skibet på rejsen Søren Vestergaard overtager på vegne Søfartsmuseet (Foto: Søren Stidsholt Nielsen).

Fortinau, Pornic, Frankrig, er modtaget en mester og Politimester ved Overrækkelsen hel del materiale og fotos af Marstalskon- af Diplomer fra the Royal humane Society nerter og andre skonnerter fra det sydfyn- til to Officerer fra den danske Handels ske område, der har anløbet de franske flaade. kanalhavne. Fra Karsten Landro, Ommel, Mændene var Førstestyrmand A. K. Han er modtaget personlige papirer fra hans sen og Hovmester Svend Nielsen, som hav- far, Aksel Kristian Hansens tid i England de reddet en britisk Sømands Liv under under krigen som styrmand, Certificat of meget vanskelige Omstændigheder. Deres Registration (Newcastle), søfartsbog, an- Skib laa i London Dok i Januar i mørkt og erkendelsesskrivelse fra det danske kon- taaget Vejr. sulat i anledning af, at han har modtaget Nielsen saa Hr. James Purdie, Kanoner i The Royal Humane Society’s Certifikat R.N., falde ned fra Landgangen, da han gik for redningsdåd, som han og en anden sø- om Bord paa sit Skib. Han slog Alarm, og mand udførte d. 15. januar 1944. Herom Hansen lod sig straks glide ned ad Fortøj- hedder det i skrivelsen: Smuk Rednings- ningen, men kunde ikke lokalisere Purdie. daad paa Floden Nielsen fulgte efter med en Fakkel og begge søgte, men kunde ikke finde ham lige med Hull hylder to Danskere. det samme. Til sidst var de i Stand til at Danskernes fremragende Mod blev i Gaar lokalisere Kanoner Purdie ved Bobler paa hyldet paa Hulls Raadhus af Byens Borg- Overfladen, og Hansen dykkede under

127 Vandet og fandt Purdie med Ansigtet nede Fuglen, foræret af Birgit Jensen, hvis far i Mudderet. Han maatte anstrenge sig uma- har sejlet med skibet, og hvis farfar »Fu- adeligt for at faa ham op og holde hans glen-Schmidt« har ført sejleren. Desuden Hoved oven Vande, indtil Nielsen kom til er modtaget en funktionsdygtig model i med en Line, og Purdie blev taget om bord. størrelsesforholdet 1:20 af en tregangs De foretog derefter Førstehjælp og reddede maskine. Den gennemførte maskinmodel ham. er fremstillet af afdøde maskinmester på Under Redningsarbejdet flød begge Mænd M/F Ærøsund, Kurt Andersen, Ærøskø- i Mudder og Slam, og i sin anderkendende bing, og efter hans ønske nu overdraget til Omtale hyldede Metropolitan Police dem museet af hans enke Anne Røndal Ander- ikke alene for selve Redningsdaaden men sen. Fra samme giver er indgået skibspor- ogsaa for de promte Forholdsregler, de træt af tremastet bramsejlsskonnert J. Ko- havde taget ved at give Førstehjælp, for foed, ført af Kurt Andersens farfar, Klaus hvilken specielt Hansen fortjente Hyldest. Andersen, Græsvænge. Hans Christian Ved Overrækkelsen af Diplomerne sagde Hansen, Ærøskøbing, har skænket en Borgmesteren, at han var stolt af at give spanterejst model i skala 1:20 af fiskekut- denne Anderkendelse for en meget tapper ter Torino af Esbjerg. Den er konstrueret Daad. Han refererede til Venskabet, som af skibsbygmester Armand Christensen, altid havde eksisteret mellem Hull og Dan- Ærøskøbing Skibs- og Bådebyggeri. Kut- mark, og udtalte, at man ventede Helteger- teren blev leveret fra værftet i 1974. Mo- ninger fra et saadant Folkefærd. dellen er bygget af giver, som har arbejdet Politimesteren sagde, at dette var en Hyl- i mange år på værftet også da Torino blev dest til alle Søfarende, som aldrig vidste, bygget. naar Slaget faldt og aldrig ville give efter. Af andre indgåede effekter kan nævnes Det var en stor Glæde for os at se, at den stort indrammet foto af M/S Miranda og Danske Uafhængighedsaand aldrig var et lille engelsk gæsteflag, der har den spe- blevet knust, og at deres Holdning vilde cielle historie, at det blev hejst på marstal- medvirke til Hitlers Fald. Han imødesaa doktoren Skalkams lystfartøj Buddha med Forventning den Tid, hvor Handelen under ophold i Middelfart i krigens tid med Danmark kunde genoptages. i forbindelse md engelsk bøf-spisning. Fra arvingerne efter Birthe Bothe er Den spisevane faldt besættelsesmagten så modtaget et maleri, kystparti, af J. E. C. stærkt for brystet, at doktoren blev an- Rasmussen. Samling maritime bøger og holdt. Læs herom i forlængelsen af årsbe- platter er tilgået efter Jens Kjerulff. Model retningen. Karsten Hermansen, der kan af det gode skib Samka er skænket af ski- betragteligt mere end sit Fader Vor, har bets fører og ejer 1986-92, Jørn Foss, Rud- foræret fire af sine fornemme papirklip købing og hjembragt af den rigtige Samka. forestillende forlissituationer af marstal- Modellen er bygget af Fritz Jørgensen, sejlerne Habil og Ærø. Fra Erling Jensen Thurø, der er mester for flere af museets er modtaget en kasse med 22 drenge skibsmodeller. Som antagelig kendt af fle- sømandsromaner fra omkring 1950’erne re, reparerer og nybygger Fritz modeller af Cai Schaffalitzky de Muckadell, her bl.a kirkeskibe, en håndtering, der kører iblandt Den sidste Graaspurv om Marstal over Marstal Søfartsmuseum. Museet har skonnert af samme navn. Samlingen indgår desuden fra Michel Kurth, Neumünster, i museumsbiblioteket, som tidstypisk ung- modtaget et H. A. Hansen-skibsportræt af domsbogsamling. Museets bibliotek rum- sletskonnert Hroar, et Albe Rise-skibs- mer en skatkiste af faglitteratur om skibe portræt af H. C. Christensen barkentinen og søfart samt Ærølitteratur og desuden

128 romaner og rejseskildringer, der hører sø- det i 30 år, andre netop tiltrådt), i kabys- ens verden til. Bøgerne kan studeres i mu- sen, i butikken, i bådehallen, i motorafde- seets bibliotekslæsestue, og som der står i lingen, med mangfoldige praktiske gøre- anmeldelsen af Muckadells søromaner mål som maler-, rigger og smedearbej- Drengene vil elske dem, og deres fædre vil de, med modelbygning, rengøringsarbejde, læse dem i smug… Kig ind og læs, studer filmopgaver, oversættelsesopgaver, post- eller blot: Kig i smug. og årbogsomdeling, bibliotekshåndtering, rundvisning m.m. Nogle mere synlige end Økonomi andre. I årets løb har Kaare Vagner, Na- Bonavista-projektet, hvortil der er bevil- tacha Friis og Merete Faurby Steengaard get 10 mio. kr. fra Den A. P. Møllerske været ansat på museet på kortere tidsfor- Støttefond, økonomistyres over National- løb og på slutningen af året Sandra Esben- museets administration. HEMPEL har sen. Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen doneret maling til Bonavista og Samka. er overgået til opgaver på Ærø Museum. Winnie og Torben B. Christiansen har Veronica har via fondsdonationer været doneret 10.000 kr. som væsentligt bidrag inde det meste af året for at digitalisere og til opførelse af det nye skibsdæk i jagt/ finregistrere arkivalier i museets brandsik- galeaserummet samt yderligere fire gange re box. Frivillige folk er glædeligvis kom- 5.000 kr. til udbygning af museets sam- met til. Gunner Egholm har været aktiv i linger, hvilket har muliggjort erhvervelse fotoarkivet et par år, David Thygesen-Tas- af flere Carl Rasmussenværker, heraf to hev er tiltrådt som rundviser, Kirsten malerier, det ene fra den italienske kyst, Carlsen er tørnet til i butikken, Benthe fem tegninger og et studiestykke. Fra Lau- Søndergaard assisterer med praktiske gø- ritzen Fonden er til projektansættelse af remål og skoleprojekt, Randi Andersen Veronica, modtaget 75.000 kr. der sammen yder fartøjsassistance, Knud Krogsgaard med tilsvarende beløb fra Augustinus Fon Jensen er i gang med historietjek på skibs- den og 45.000 kr. fra Dronning Margrethes radioer, Hanne Christensen har været i og Prins Henriks Fond har muliggjort, at gang med fotoarkivet og andre gøremål projekt med digitalisering af samling kun- og sidst på året er Holger Petersen gået i ne videreføres. 5.000 kr. er modtaget af gang med arkivarbejde. Årets personale- Rise Sparekasse til motorafdelingen. Syd- udflugt (forhyrede, frivillige og bestyrelse) fyenske Dampskibsselskabs Fond har ved gik til »Flagskibet« i Hjortespring, et festlig sammenkomst på Hotel Troense nybygget stort hus med kontorer, stillet med inviterede gavemodtagere doneret til rådighed for iværksættere af museets 58.000 kr. til færdiggørelse af lukafprojekt mangeårige medlem og supporter Kai jagt Haabet. Dige Bach. Kai, hustruen Nete og med- Modelbyggerne har haft travlt og har lemmer af Gadedrengekoret tog imod os dermed tilført museet midler. Fritz Jørgen- 31 museumsgaster + chauffør med åbne sen har bl.a. overhalt modeller for rederiet velkomstarme, Riga’er og anden drikkelse Simonsen og kirkeskib R. W. Rasmussen i samt flotte velkomstord og sang. Efter be- Sønder Broby kirke, og Einer Sillemann sigtigelse af bar og privatmuseum kom vi har haft fat i lokale skibsmodeller. til selve »Flagskibet«, der er udformet som skib med navnebræt, flagspil og anker. Personalia Flagskibets indre er udsmykket med re- Den frivillige stab udfører et kæmpestort produktioner fra Marstal Søfartsmuseum og værdifuldt arbejde i museets forskellige af H. A. Hansen-skibsportrætter og Carl afdelinger: På arkivet (hvor en har arbej- Rasmussen-søstykker i fuld størrelse, im-

129 Kai Dige Bach, Nete og besætning tog imod med åbne arme til årets udflugtsselskab på 32 M/K. Bag Kais arm observeres Kaj Frandsen, manden, der bliver holdt hånd over, er Guil- lermo og personen under strikkehøllen i Ærøfarver er filmgasten Bent Staalhøj.

Ud over hjertelig velkomst og fornøjelig barrunde samt rundvisning i hele etablissementet blev selskabet herskabeligt trakteret i »Flagskibet«. Nærmest rundt bordet observeres mu seumsfrivillige Marianne Frederiksen (bistår med rengøring og årbogsomdeling), de tre ølflaskeholdende herrer, fotoarkivarerne Kaj Frandsen og Kjeld Jensen samt siddende Bjarne Christensen (smedearbejde), der overvåges af søster Tove (kabyssens hovmester).

130 Vikingeskibsmuseet i Roskilde havde fornøjelsen af vores besøg som venlig gengældelse for vor husning af Havhingsten med besætning tidligere på året. ponerende og et flot gesandtskab for mu- supermarked – og lige så vigtigt bevarin- seet. Mættet af indtrykkene og ikke mindst gen af indhold. Motorfabrikken ligger i en god frokost fortsatte vi i »Jesper Bus«- sammenhæng med Eriksens Plads og der- bussen til Vikingeskibsmuseet i Roskilde, med Søfartsmuseet, både bogstaveligt og hvor vi ud over de gængse fornemme ud- på alle andre måder, i samklang til gensi- stillinger og forklaringer om vikingetiden dig fremtidig gavn. En anden nærliggende havde lejlighed til at snakke med både- virksomhed trapper ned. Efter flere år med byggerne. Det blev en god dag. røde tal på bundlinjen for Marstal Værft har ejeren Cai Larsen besluttet at forhale Øvrigt flydedokken i Marstal Havn til firmaets Tre gæve kvinder har erhvervet Motorfa- anden dok i Svendborg. Bortbugseringen brikken Marstal, en tidslomme, et indu- blev foretaget 26.-27. januar 2018. Under- striminde af rang og en særdeles vigtig ligt at se ændringen af havnebilledet, hvor havneidentitetsbygning. Den hidtidige ejer den store dok med de markante kraner havde ladet stå til gennem flere år uden har været særdeles dominerende i 28 år. mindstemål af vedligehold, så det var no- Havnerummet virker igen meget større og get af en mundfuld – en renovering og op- lysere (hvis man skal se lyspunkterne). rydning af dimensioner – som de nye ejere Det er naturligvis et mærkbart tab for by- velovervejet påtog sig. Det var de fuldt ens havneaktiviteter. Værftet bibeholder klar over og samtidigt havde de loddet værftsbygningerne på havnen og lejemålet stemningen i byen for redningsaktionen. af beddingerne. Virksomheder langs hav- Opbakningen har været gevaldig, både fra nen med museet som aktiv deltager går nær og fjern, hvad hjælpsomme hænder og sammen om fortsat at kunne slipsætte ski- økonomiske bidrag angår. Motorfabrik- be, som det har været tilfældet siden 1906, ken blev reddet, og det er godt for hele da beddingerne blev færdigbyggede. Den havnemiljøet – tænk blot den ubærlige tan gang var der et helt andet kundegrundlag, ke, at bygningerne var blevet revet ned til alene den lokale flåde af handelsfartøjer fordel for P-plads eller kønsløst moderne talte dengang hele 314 skibe (heraf 65 un-

131 Det imponerende vikingeskib Havhingsten besøgte Eriksens Plads, hvor mandskabet slog lejr og benyttede værftshallen til morgenskafning og selvfølgelig muligheden for at besøge museet.

Motorfabrik(k)en Marstal stævner fremtiden i møde i oplagt samspil med Søfartsmuseet. Her fabrikken i vinterhabit.

132 der 20 brt.), de fleste selvejere, en hel del omkring havnens fremtidige erhverv har partsrederier og desuden deciderede re- base på museet. Dokken er forsvundet fra derier. I dag er selvejere og smårederier havnebilledet, til gengæld er der optimis- så godt som væk fra dansk flag, dels på me på en anden bov, idet det private fær- grund af ulige finansieringsmuligheder geselskab ÆrøXpressen er etableret og og dels fordi der ikke længere findes enhe- har rejst kapital til bygning af hurtiggåen- der inden for kategorien småskibe, bortset de færge mellem Marstal og Rudkøbing. fra entreprenørfartøjer, ligesom coaster- Ikke færre end 1246 har tegnet aktier. ne stort set er væk fra dansk ejerskab og Banklån er på plads ligesom Den grønne mange gange ejet af investeringsfonde Fond har stillet kapital til rådighed ud fra med bl.a. pensionskasser som interessen- den betragtning at der er tale om en kort ter. Der er imidlertid fortsat flere fartøjer, og derfor miljøvenlig rute, hvor eldrift ta- der ønsker at benytte beddingerne i Mar- ger over ved ankomst/afgang. Maskineriet stal, M/S Samka, skonnerten Bonavista, er desuden forberedt til ren el-drift. Da tyske charterskibe som tremastskonnert Marstalfærgen i 2013 blev forflyttet fra Pippilotta og træskibe, der skal en tur ruten skete der et markant dyk i antal rundt om Ebbes Bådebyggeri. Erhvervs- af cykelturister til Marstalområdet, bl.a. kontoret arrangerede på baggrund af dok- mærkbart på museet og på vandrerhjem- flytningsplanerne offentligt møde i Erik- met. Den kategori gæster kan vi nu få til- sens Hal med godt 100 fremmødte, hvor bage, når færgen indsættes sommer 2019. grupper fremlagde idéer, hvor museet Eriksens Hal udgør glimrende rammer selvsagt er repræsenteret. Arbejdsgruppen for arrangementer med mange deltagere,

Flydedokken under bugsering ud af Marstal Havn den 26. januar 2018.

133 således har ærøtours ved Allan Harsbo hvervsforeningen været i Riga inviteret af også gæstet hallen i forbindelse med mu- Den danske Ambassade og Det danske seumsbesøg. KDY har afholdt træf i Mar- Kulturinstitut. Formålet er at søge at få stal med 19 fartøjer, hvor besætningerne en søfartsudstilling rigget an i Samkas naturligvis var på rundtur på museet. lastrum, til Riga august 2018 i anledning af Søren Vestergaard, Carl Jørgen Heide Letlands 100 års jubilæum som selvstæn- og EBK har som repræsentanter for Mar- dig republik (med mellemliggende magt- stal Småborgerlige Sangforening, Søfarts- sygeovergreb fra Tysklands og Ruslands museet, M/S Samka og Turist- og Er- side). I samme anledning har Søren V og

Årets havnearkitektbesøg resulterede i et bord/bænkearrangement til Eriksens Plads. Her sættes »låget« på i forbindelse med grillspisning på pladsen.

134 Skulpturen I SKAL IKKE BLIVE GLEMT! på Marstal Havn.

EBK været inviteret til Den lettiske Am- år hvor museet afholdt større mindehøj bassade i København senere på året. tidelighed og særudstilling I skal ikke blive Arkitektvennerne ved Kristian Hansen glemt og udgav CD-rom med samme titel. har igen været på museet, denne gang blev Museet var lige så naturligt stærk medak- det til et bord/bænkearrangement med tør for etableringen af det store monu- overdækning i form af en jolle. Museet har ment på Havnen i 2006 I skal ikke blive sammen med Havnen, Maritimt Center glemt. EBK var inviteret med til afslø Ærø, Turistforeningen og Marstal Småbor- ringen i Ryvangen. I samme forbindelse gerlige Sangforening været involveret i in- bragte TV2 Nyhederne optagelser fra ternational Sea shanty festival. 150 sange- Marstal fra museets krigsrum og fra skulp- re fra vore sydlige nabolande kom sejlende turen på Havnen. Kort efter viste DR Hi- i seks skonnerter og lod sammen med storien om Danmark. Her var fravær af småborgerlige struber sangrøsten gjalde i søfartsnationen Danmarks søfart total, – også vejrmæssigt – et par gode dage og ihverttilfælde efter vikingetiden. Yderme- aftner. re blev de danske krigssejleres indsats Sortladne Hav er navnet på nationalt IGEN forbigået i dyb tavshed i forbindel- mindesmærke for omkomne krigssejlere, se med omtalen af danskernes kamp mod der blev afsløret i Ryvangen d. 29. august. nazismen – og det så kort efter afsløringen Det var så sandelig også på tampen, kun et af krigssejlermonumentet i Mindelunden! forsvindende lille fåtal er fortsat tilbage. – Pinligt! Bortprioritering eller blot uvi- Krigssejlernes sag har Marstal Søfartsmu- denhed? Så vi skal fortsat være på banen, seum af naturlige årsager været i brechen der er behov for et søfartsmuseum af vor for i mangfoldige år bl.a. i årbog 1995, det skabelon!

135 Samka var – skønt M/S – inviteret til dampertræf i Flensborg. Her ses skibet sammen med S/S Bussard på fjorden, foreviget af Søren Stidsholt, der gennem »Koøjet« og »Søsiden« melder nyt fra den blå verden i Fyns Amts Avis.

Samka haft sejlads til Stryn med det gode skib. Den gode Caroliner kom godt fra start Skønt motorskib var Samka inviteret med 2017 med installation af nyt radarsystem, til dampskibstræf i Flensborg. I forbindel- klasning af skibet inkl. maskine, skruetøj se med flensborgturen blev det gode skib i m.v. Der skal selvfølgelig sejles en del op nyhedsweb omtalt som fyrskib Fehmarn- for at klare udgifterne. Heldigvis har der belt, jo ukendskab til søfart er ikke kun et været rimelig opsejling de forgangne år, dansk fænomen, men måske er etiketten indtægter der strækker langt takket være fyrskib ikke helt forkert, da skibet kan ihærdige frivillige, der bemander og vedli- være med til at sprede oplysning om sø- geholder skibet. Det er de samme kræfter fart. suppleret med andre hjælpende hænder, Fra sommerperioden blev der fulgt op der knokler på under dokning, en indsats, på sidste års Bibiana-børnehavnekunst- der er med til at holde klasningsudgifterne sejlads i tre måneder med anløb af danske i ave, ligesom værfter og andre reparatører havne. Desuden har skibet lagt dæk og holder sig på et nobelt regningsplan. På lastrum til arrangementer langs kaj bl.a. slutningen af 2017 har Samka været i dok HF-Søfartselevers eksamensfest. for sandblæsning og coating af master, En speciel charter var en ladning fra bomme, skanseklædning, bak- og poopdæk Stege til Østerby, Læsø, med tang af en samt lugekarme, et job der igen har krævet god kvalitet, anskaffet via A. P. Møller stor frivillig indsats. Desuden blev skibet fondsmidler, til tækning af de kendte tra- bundsmurt ved samme lejlighed Der har ditionelle tangtage på øen, og hvor åle- været god beskæftigelse og rigeligt at se græsset i farvandet omkring Stege er af til for de frivillige besætningsmedlemmer en god kvalitet til formålet. Det gav an i 2017. Sejlads med MIFs Old Boys til ledning til nogle betragtninger over sejl- Bagenkop startede sejladserne, Samka har skibshistorisk og coasterhistorisk anløb af desuden deltaget i øvelse for Søværnet i Stege. Storebælt, i Ærøforeningsfest i Køben- Lørdag d. 29. april 2017 skrev avisen havns Havn, i Folkemøde i Allinge som Sjællandske under overskriften »Sjælden platform for debatmøder i regi af Ærø gæst i havnen i Stege«: Museumsskibet Kommune, Samsø Kommune og Danmark Samka af Marstal lagde torsdag til i Stege på Vippen samt med Bibiana-udstilling i Havn for at laste tang til Læsø. Det er så lasten. Marstal Værfts medarbejdere har vidt vides første gang i 32 år, at Stege Havn

136 137 træ til den irske vestkyst. Herfra går den i ballast til Canada for at laste træ til Douglas. Herefter er der stille omkring Frida indtil lørdag den 29. marts, hvor avisen skriver:

Frida går til Canada. Kaptajn Hans Friis, Marstal ankom i dag hertil med mandskab til tremasteren Frida, der har overvintret i Stege havn. Mandska- M/S SAMKA har fået en del af tangdæks bet gik straks igang med at rigge sejlene til lasten om bord i Stege. og gøre Frida klar til en rejse til Canada. Hvis ellers vind og vejr tillader det, skal på den måde får besøg af en coaster. Det Frida afsejle allerede onsdag direkte til var en gæst ud over det sædvanlige, som Parrsborough i Nova Scotia, hvor den skal torsdag formiddag lagde til i Stege Havn og indtage en ladning træ til Douglas på øen begyndte at laste tang fra den lokale pro- Man i det irske hav. Det vurderes at Frida duktion med henblik på videre fragt til for tiden er Danmarks største sejlskib uden Læsø, hvor tanget skal bruges til tangtage. hjælpemotor. Hele rejsen tilbage til Man er For coasteren Samka repræsenterer noget, i gunstigt tilfælde beregnet til at vare fire man ikke har set i Stege Havn i mange år: måneder. Der har ikke ligget coastere i Stege, siden sukkerproduktionen stoppede i 1989, så Den 12. april skriver avisen: det er omkring 32 år siden. Søfartsmuseets Frida er gået. medlem Niels Christiansen, der jævnligt Den store og stolte tre-mastede Frida af holder museet orienteret om, hvad der Marstal, der i januar måned kom ind i sker af søfartsinteresse i området, og som Stege havn med kul til Christoffersen og har skrevet Skibsforlis på Møen, udgivet Hansen, og siden har ligget her, kunne en- på museets forlag, var på havnen og tog delig i går afsejle fra Stege. Den blev slæbt fotos samt sendte avisen. Samtidigt korre- ud af to motorbåde fra Masnedsund, der sponderede vi om det sidste anløb af Stege førte den gennem Masnedsundbroen, hvor- med en ren sejler, tremastet topsejlsskon- efter Frida ville sætte sejlene til og ved egen nert Frida af Marstal, og Niels Christian- hjælp fortsætte op gennem Storebælt og visen fandt følgende fra Møns Folkeblad. dere til Canada for at indtage last til øen Man. Den 27. januar (søndag). Vi vil aldrig mere få Frida at se i Stege Frida kom i havn i middag. havn, da forholdene her er for vanskelige Marstal tre-masteren Frida med 430 tons at klare for et så stort sejlskib uden motor. kul til Christoffersen og Hansen, har siden Der var en besætning på syv mand om den 30. december ligget ved Kalvehave, bord, da den gik herfra. hvor den er blevet lægtret for godt 100 tons. I formiddags slæbte motorfærgen Møn tre- NB: Avisen beretter i hele perioden om masteren til Stege havn. Tremasteren har dårligt vejr med blæst, regn og sne. Mon fået et midlertidigt spil – så nu har vi atter ikke vejret er skyld i, at vinteropholdet i spillet gående. Når Frida får udlosset her Stege blev så langt. Hele området ved Ste- i Stege, sejler den til Danzig for at laste ge var i perioden belagt med is.

138 Tremastet topsejlsskonnert FRIDA i Stege efter udlosning af kulladning februar 1938.

FRIDA ankommer Douglas Isle of Man den 14. august 1938 med trælast fra Parrsboro, Nova Scotia, hvor sejleren havde ligget fra 4. til 28. juni.

139 Bonavista havnens oplæggerpæle er det blevet til i de Som husket af mange, gled skonnerten forløbne år. Skibet har hele tiden været Bonavista igen ud i sit rette element den publikumstilgængeligt dog med nogen be- 26. maj 2012, Pinselørdag, efter 4 års gæ- sværlighed i en periode, hvor skibet lå i stevelbesøgt formidlingsrestaureringspro- pælene. Formidlingen ruller fortsat videre. jekt på Eriksens Plads (godt 60.000 besø- Nu sker der noget igen, i slutningen af gende om året). Stabelafløbningen tiltrak 2016 kom der et telefonopkald fra Den A. skibe, fartøjer og lystkuttere i hundredevis P. Møllerske Støttefond til Søfartsmuseet og besøgende i tusindvis. Vi, der var så hel- om, at der var bevilling på vej til færdig dige at overvære begivenheden den dag, istandsættelse af skibet. Meddelelsen blev fik et kollektivt løft, saltvandet i blodet forståeligt nok modtaget med stærk fornø- kom til at rulle hurtigere. Siden da har det jelse i maritime kredse. gode skib ikke gjort de lange rejser, forha- Klargøringen og efterfølgende sejlads ling fra fast liggeplads inden for havnens med den smukke harmoniske jagtbyggede område for beddingssætning og en tur ud i skonnert er et krabat middel til bekæm-

Bonavista i vinterhi ved Eriksens Plads, nytåret 2017/18. Foren for Bonavista ses masterne fra Ann-Mari, der er under reparation og syd herfor den oplagte coaster Henriette. I dokken observeres M/S Terneskjær af Bergen – det sidste skib, der dokkede her.

140 pelse af den tiltagende maritime analfabe- stal Søfartsmuseum. Driften af skibet fi- tisme, der for alvor tog rovs, da vi mistede nansieres via statsmidler og privat spon- storebæltsfærgerne, og havne blev indheg- sorstøtte fra ommelsboen Claus Skov. net – tiltag, der har fået den søgrønne sjæ- lekulør til at visne. Det er så vores opgave, Som varskoet serveres hermed Engelsk som søfartsformidlere, at få frisket kulø- bøf i Middelfart – et slag eller en middag ren op igen, og her indgår Bonavista som for »ytringsfriheden« i en tid, der var grum et vigtigt element. Ingen tvivl om, at tiden ikke mindst for Marstals sømandsbefolk- taler for større bevidsthed og værnen om ning, og der var behov for at drive gæk vor søfartskultur og dermed den sejlende med besættelsesmagten: kulturarv som netop Bonavista og M/S Et af Marstal Sejlklubs medlemmer, Samka er ypperlige eksempler på – begge doktor Christian Skalkam, måtte sande, at fra tiden før engangsbægerkulturen. Ski- forholdene havde ændret sig i besættelses- bene er bygget for at kunne holde, kram- tiden og ikke mere var ganske frie. I 1941 met skulle være langtidsholdbart. Særde- forberedte han sin sommerferie, der skulle les væsentligt er det, at formidlingen eller være en sejltur på 18 dage med sin ketch serveringen af såvel skonnertæraen som Buddha. På grund af minefare måtte tu- coastertiden finder sted i autentiske omgi- ren indskrænke sig til Det sydfynske Øhav velser, og der er just Marstal Havn med og Lillebælt. Med sig på turen havde den Eriksens Plads stedet! gode doktor sin familie bestående af ko- I februar 2017 blev det første møde af- nen, tre friske unger (Rikke, Peter og Ka- holdt i Søfartsmuseets messe mellem reren) og en skibshund foruden grønlænde- præsentanter fra Den A. P. Møllerske Støt- ren Umanak, også kaldet »Grønland«. tefond, der har muliggjort færdigrestau- Efter at have oplevet en langsommelig og reringen, fra Nationalmuseet, der ejer ski- kedelig kapsejlads ved Faaborg, blev kur- bet, og Marstal Søfartsmuseum, der skal sen lagt mod Bjørnø, hvor Umanak gik drive skibet. Starten på renoveringen er overbord i forsøget på at bjærge slæbe nu glædeligvis skudt i gang og skal foregå jollen, som var blevet bordfyldt i den til langs kaj ved Eriksens Plads. Der er indgå- tagende sø. Efter at have bjærget både et kontrakt med Ærø Møbler (med Ebbe mand og jolle, sejlede Skalkam mod Bøj- Bådebygger tilknyttet) om skibstømrer- den Bro, hvor Buddha grundstødte gan- og apteringsarbejde, maskininstallation og ske solidt og måtte bjærges af et par ven tekniske installationer foretages af Mariti- lige fiskere, som blev betalt med lidt me Engineering, master og rundholter, der hollandsk shagtobak. Skalkam fortæller skal tilvirkes på Eriksens Plads, som godt om det videre forløb: formidlingsprojekt samt blokke er gået til Torsdag middag går turen til Aabenraa, Ebbes Bådebyggeri og smedearbejdet af men da der er høj sø og Kryds, naar vi kun beslag m.v. går til Det Gl. Værft. Ud over et stykke ind i Fjorden. Vinden løjer helt af, disse lokale firmaer bliver sejlene syet hos og Ankeret gaar Kl 23.30 inde under Fjor- Hansens Efterfølger, Nyhavn og riggerar- dens nordlige Kyst. Da Sejlene er beslaaet bejdet er overdraget til Bent Hartvig, As- beder jeg Grønland se efter, om Ankeret sens Værft. Skibet skal være søklar den 17. holder, -»fint« siger han, og vi gaar til Køjs. maj. 2019, den del af arbejdet, der er for- 4 Timer senere vækkede han mig, og ved midlingsegnet, vil være tilgængeligt for nærmere Undersøgelse befandt vi os midt publikum. Bonavista-projektet kører i et ude i Fjorden, frit svævende med 15 Meter tæt samarbejde mellem Den A. P. Møller- Kæde og Anker og ingen Bund – det var ske Støttefond, Nationalmuseet og Mar- næsten blikstille. Efter at have faaet Anke-

141 ret paa Dækket og sat Sejlene, tog Grøn- og befri ham. Nu var vi 3 Mand og Forha- land Roret for at bringe os til Aabenraa lingen gik smertefrit. hurtigst muligt. Kl 8 purrede han, og vi laa Sejlene blev sat, og vi gled af Sted mod endnu paa samme Sted og ingen Luft. En Middelfart. Men det var en uheldets Dag: Minestryger med Grejerne ude gik ud af først tabte Grønland sin Navigatørhue, en Fjorden – der havde om natten været engel- omrigget Tuborgkasket, senere sin lille ske Bombere. Fredag ved 12-tiden gik vi strikkede Hue med den store Kvast. Da de ind i Aabenraa Havn, og saa da, at der laa var samlet op, havde vi meget Besvær med flere af den tyske Marines Fartøjer. Paa at komme i kontakt med Lodsbaaden, hvor Havnepladsen var tysk Militær ved at op- vi skulde have legimationspapirer for at købe Heste. Det gjorde mig ondt, for selv gaa under Lillebæltsbroen. Børnene var om de ikke alle kommer til Fronten, kom- sikre paa, at vi ikke kunde passere under mer de sikkert under en anden Mentalitet. Broen med den høje Mast, men de blev Efter at have provianteret blandt andet overbevist. Et Øjeblik efter laa Buddha vel Kød til engelsk Bøf og mange andre lækre fortøjet paa Siden af en stor Fiskekutter, Ting, startede vi Lørdag formiddag. Grøn- der igen havde en Lastbaad mellem sig og land var i daarligt humør. Han havde været Kajen, lige ud for Hotel »Melfar«, som var i land – det skulde han hver formiddag, for- besat af tyske Soldater. Maskingeværer ca- di han ikke kunde vænne sig til W. C.et om- moufleret med Bøgegrene var opstillet paa bord, men i dag var han kommet ind paa Terrassen, og paa Flagstangen var Hage- en Afholdsbeværtning. Der var nu ikke an- korset hængt. Naa, schvamm darüber, som det at gøre end at kommandere »Øl« hvor- en bekendt oversætter med: Svampen dryp- efter hans runde Ansigt klarede op, og med per. Rikke bliver fulgt til Toget, og jeg gaar et Spring gik han paa Hovedet ned i Kahyt- en Tur med Karen og Peter for at vise dem ten og kom nynnende op med en Øl i hver Lillebæltsbroen. Ved 13-Tiden vender vi til- Haand. bage og fornemmer den liflige Duft af En- Da dagen var gået, lagde besætningen og gelsk Bøf. I Begejstring hejser jeg det lille især Umanak sig til ro. Næste dag blev spi- engelske Gæsteflag i Vantet og begiver mig leren sat op gennem Lillebælt til Fænø. En ud paa en Rotur inviteret af Peter. Da vi har fortøjning blev lagt om en gammel, svær roet i ca. 10 Minutter og er ved at vende til- pæl, og selskabet kunne derpå nyde en af bage til Bøffen, hører jeg en ubehagelig de smukkeste pladser i Danmark – næsten tysk Stemme, der raaber ned i Buddhas inde i bøgeskoven på Fænø. Dette ophold Kahyt. »Wo ist der Besitzer?« – »Hier«, forløb rimeligt fredeligt bortset fra, at skibs svarer jeg ude fra Jollen. hunden, Tjavs alias Klaus Fup, fik læsterli- »Sind Sie Engländer?« – »Nein, ich bin ge klø af en gal hejre på strandbredden. Däne«. »Warum haben Sie das englische Besætningen kunne gå til ro, dog uden at Flag gesetzt?«. »Ich soll englisch Beef zum vide, hvad der ventede forude. Mittag haben«. Jeg var imidlertid kommet Søndag Morgen var der tidlig Start, for ombord, tog det engelske Flag ned og satte Rikke skulde hjem til Marstal – hun skul- Marstalstanderen. Oberleutnant Müller var de udskiftes med Ole. Det var vanskeligt temmelig echaufferet og sendte en af de to at komme fri, da en større Sejlbåd, som Menige, han havde bragt med, afsted til laa udvendig for os, først maatte forhales. Kriminalpolitiet. Jeg gav mig ro til at spise Grønland blev under Forsøget hængende min engelske Bøf, nød et Par Glas Rødvin paa Maven paa Fortøjningspælen, og først og Melon til Dessert. da jeg fik Hjælp af Nabokutterens Ejer lyk- Så kom der en Civil i Kahytten. Det viste kedes det at hive Buddha mod Strømmen sig at være den danske Tolk. Han mente, at

142 Ketchen Buddha i Jollehavnen, Marstal. jeg havde sat ild til en Krudttønde, at den bord undervejs, tre sejlpinde knækkede, var gruelig gal, det var en Demonstration, og skibet nær var blevet ramt af lyn under og det maatte jeg forstå. Saa gad jeg ikke et voldsomt tordenvejr. Om sejlturens af- høre paa ham længere og begyndte at kon- slutning fortæller doktoren: versere Grønland og min Kone. Nu kom Da der var gjort bakstørn og gjort klart Kriminalbetjenten og saa gik Toget til Poli- Skiv, gik Turen for halv Vind og godt med tigaarden med undertegnede i Spidsen, saa luft til Ærøskøbing til Selskab med Be- Tolk og Betjent og som Bagtrop de 3 Uni- kendte, hvor Bøffen i Middelfart blev drøf- formerede. Paa Politigaarden kommer en tet meget heftigt. Den eneste der tog det no- Kriminalbetjent til, men han forstaar heller genlunde roligt var den Implicerede. Naa, ikke Situationen set med mine Øjne. Politi- vi fik jo en Del Likører, Sjusser og Øller. mesteren bliver indkaldt. Der konfereres Mandag. Sidste Dag af Turen. Stemnin- med Statsadvokaten i København, saa bli- gen var lidt vemodig. Nu havde vi det lige ver der taget Rapport, og Kl. 5 er Retten sat, saa rart og saa er det Slut, men saadan er og det bliver vedtaget at sætte mig i Arrest. det jo altid. Turen gik uden om Birkholm Alt dette skete paa en Søndag Eftermiddag, og Strynø med Anløb af sidstnævnte Øs blot fordi jeg var glad over at skulde have lille Havn, hvor der er livligt Arbejde med engelsk Bøf til Middag. Tørvelosning. Kl. 17 starter vi for Marstal og er hjemme Kl.19 efter to mindre Grund- Dr. Skalkam maatte to dage i arresten, stødninger paa Kryds i det smalle Løb lige før han kunne tage tilbage til Buddha. In- før Havneindløbet. Aftenen fejres i god den da havde en venlig skipper fra Ommel Stemning med Referat af de morsomste af overtaget det uheldsramte skib. Skalkam Oplevelserne. Bøffen i Middelfart blev til benyttede lejligheden til at besøge lidt fa- 14 Dages Hæfte, og det er i denne Ferie, at milie efter løsladelsen. Han vendte tilbage ovennævnte er nedskrevet. Salem aleikum! til besætningen og nød de sidste fem dage Aka de puha! som Grønland plejede at af ferien. Der skete ikke yderligere dra- sige. matik, bortset fra et par uheldige gik over- Arresten 18/9 1941

143 Shantyfestival på Havnen.

Skolefagdag i december på museet. Bemærk at modellerne er bemandet med nissegaster.

144

145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278