lang række tilbageblik på Camilles bro­ ler man f. eks. har så velsiddende og ■ EN DEJLIG PIGE SOM MIG Une belle fille comme moi. Frankrig 1972. Dist: gede liv, der har været en lang kamp udfordrende kitler. Også den lårkorte og Columbia. P-selskab: Les Films du Carrosse/Co- for at komme op ad den sociale rang­ opslidsede kjole, som Camille har på, lumbia S.A. Ex-P: Marcel Berbert. P-leder: Claude Miler, l-leder: Roland Thenot. P-ass: Jean-Franpois stige fra børnehjemsbarn til kendt san­ da hun forlader observationshjemmet, Stevenin. P/Instr: Franpois Truffaut. Instr-ass: Su­ gerinde. Det er en barsk kamp i det virker helt forkert og uden gran af rea­ zanne Schiffman, Bernard Cohn. Manus: Franpois Truffaut, Jean-Loup Dabadie. Efter: Henry Farrells mandsstyrede samfund, hvor Camille i lisme. roman »Such a Gorgeous Kid Like Me«. Foto: første omgang vælger at kæmpe på I det hele taget gælder det for denne Pierre-William Glenn. Kamera: Walter Bal/Ass: Anne Kripounoff. Farve: Eastmancolor. Klip: Yann mændenes betingelser ved at sælge sin film, at Truffaut har haft fat i den brede Dedet. Ark: Jean-Pierre Kohut. Rekvis: Jean-Claude krop, for så at prøve at rydde dem af pensel. Hant der ellers er en mester i Dolbert. Kost: Monique Dury. Musik: Georges De­ lerne. Tone: René Levert. Medv: Bernadette Lafont vejen, når hun opdager, at hendes krop antydningens kunst, har tilsyneladende (Camille Bliss), Claude Brasseur (Murene), Charles ikke er nok til at opnå, hvad hun vil. helt mistet respekten for sit publikum og Denner (Arthur), Guy Marchand (Sam Golden), Philippe Léotard (Clovis Bliss), Gilberte Géniat Flash-back teknikken og selve ramme­ skærer det hele ud i pap for os, f. eks. (Isobel Bliss), Gaston Ouvrard (Fængselsvagt), An­ historien giver Truffaut lejlighed til at i scenen fra barndomshjemmet, hvor dré Dussollier (Sociologen Stanislas Previne), Anne Kreis (Héléne), Daniéle Girard (Florence fortælle to sideløbende historier på to Camille fikst får arrangeret et mord på Golden), Martine Ferriere (Fængselssekretæren), forskellige tidsplaner. Den første er sin brutale og fordrukne far. Efter drabet Jacob Weizbluth (Alphonse), Michel Delahaye (Marchal), Annick Fougerie (Leder af pigehjem­ spækket med sindsoprivende begiven­ får vi et nærbillede af den 9-årige Ca­ met). Længde: 98 min., 2685 m. Censur: Grøn. Udi: heder: drab, skududvekslinger, jalousi­ milles ansigt, der sender et selvtilfreds Palladium, Prem: Dagmar 13.9.72. scener og sex, og den anden, der i be­ nik ud til publikum. Vores anelse om, at Indspilningen startet 14. februar 1972. gyndelsen har et videnskabeligt skær det er hende, der har arrangeret mor­ over sig, Stanislas’ sociologiske under­ det, bekræftes nu med fuld musik. Intet søgelse af Camilles liv, udvikler sig til overlades til fantasien. Truffaut griber en pinlig kærlighedshistorie, idet Stanis­ os alfaderligt i armen og siger »Se!« Minnie las selvfølgelig forelsker sig i Camille. Et andet groft eksempel er frysningen og Moskowitz I slutsekvensen samles trådene fra de af Camilles frække fjæs, da hun i nat­ to historier, og vi får svaret på, hvorfor klubben er på vej ind med en bakke til Mon ikke Philippe de Brocas »Pariser- undersøgelsen ikke er udkommet som Sam Golden. Roser« (1960) var den film der startede bog. Stanislas, der har fået reddet Ca­ Filmen virker uinspireret, og der køres denne bølge af »swingende« film, der mille ud af fængslet, arresteres og an­ hele vejen igennem med gamle, velprø­ nu langt om længe er ved at ebbe ud? klages for et mord, som hun selvfølgelig vede tricks: linsenedblændinger, over­ Altså alle disse film om forholdsvis an­ har begået. gange, hvor lyden kommer før billedet, stændige piger der møder forholdsvis I sine beskrivelser af forskellige kvin­ nogle silhouetagtige nærbilleder af an­ ekscentriske unge mænd der løber og deskikkelser er Truffaut nået til luderen. sigter taget i profil. Desuden er der en springer og hopper til barok- eller jazz­ Camille har lighedspunkter med mange hel del Godard-imitationer, f. eks. sce­ musik, og som finder på en masse åh så af Truffauts tidligere personer. Børne­ nen, hvor Clovis får at vide, at Camil­ morsomme ting? Disse fiim hvor den hjemsbarnet med den grusomme barn­ le er ham utro med sangeren, der er uudholdeligt vitale munterhed kun af­ dom kender vi både fra Antoine i »Ung taget med en kæmpemæssig plakat i brydes af nogle enkelte ikke mindre åh flugt« og Marion i »Den falske brud«. baggrunden og en masse larm på lydsi­ så alvorlige afsnit med stakler der sid­ Barnet, som samfundet gør til forbryder. den - eller biljagten på den amatørfilm, der og fortæller deres bedrøvelige livs­ Men endnu tydeligere er ligheden med der skal afsløre Camilles uskyld, hvor vi historie på caféer - og som slutter med Julie Kohier fra »Bruden var i sort«. bl. a. set personerne tale, men ikke hø­ at fyren og pigen til sidst træder ind i Både Camille og Julie udnytter mænde- rer det på lydbåndet. ægtestanden? ne, og disse bliver straffet, fordi de er Der er gået 10 år, siden Truffaut lave­ John Cassavetes’ ny film, »Minnie and så dumme og naive og kun er ude på at de sin geniale »Jules og Jim«. Der er Moskowitz«, forholder sig på en del komme i seng med dem. I »Une belle sket meget med Truffaut på de 10 år. punkter klart til denne type film, dog Fille comme Moi« optræder 5 mænd: Hans reaktionære syn på kvinden - det­ ikke for at køre videre på den tamme, den drikfældige og stupide Clovis med te mytiske væsen, der er i pagt med »svingende« succes, men snarere for at moderbindinger, den rå og selvoptagne naturen, som vi så det i tilfældet Ca­ punktere myten om den lykkelige eks- sanger Sam Golden, rotteudrydderen thrine - er ikke blevet mindre reaktio­ centriker, for at komme bag om genren Arthur, lommefilosof og katolik med teg­ nært. Den idealistiske og romantiske og dens figurer, ind til en mere bitter, nedrengen i orden, når troen ikke læn­ Truffaut, som samtidig var en varm og realistisk og moderne sandhed om den­ gere slår tii, en smart glatpoleret forret­ kærlig menneskekender, er faldet helt ne slags mennesker. Og gennemgående ningsmand (advokaten) og endelig Sta­ ned på det hårde, dyriske stade med en lykkes det Cassavetes at få vendt vran­ nislas, den intellektuelle og naive rare meget menneskefjendsk indstilling. gen ud af genren. Kun et par steder fyr. For dem alle gælder det, at de er »Alle kvinder er ludere undtagen min synes den at have været stærkere end karikerede så groft, at de mister enhver mor!« Dette Balzac-citat, som Truffaut han, som f. eks. hvor Donau-valsen form for interesse. Det er med disse også anvendte i »Bruden var i sort«, sy­ (hvad har dog ikke »2001« forvoldt af mænd, Camille driver sit spil, og histo­ nes nu at kunne ændres tii »Alle kvinder ulykker?) toner frem som ledsagelse til rien om denne Femme Fatale mister er ludere, også min mor!« Hvad mæn- en lykkens køretur gennem den califor­ fuldstændig sin berettigelse, fordi også dene angår, har de altid stået svagt, niske fløjlsnat i den bulede lastbil, eller Camille er fremstillet uden Truffauts men nu fremstiller Truffaut dem som en som ved den natlige badetur. sædvanlige fine og nuancerede menne­ flok lailende vatnisser, der kun har sex Men til gengæld kan mindst én af fil­ skekundskab. Hun er vulgær og fræk og i hovedet. mens scener ses som en helt klar kritisk udfordrende og samtidig stenhård. Som Dette sammenholdt med, at Truffaut kommentar til den »swingende« genre, Bernadette Lafont fremstiller hende bli­ nu har indledt et samarbejde med Co- nemlig den hvor Minnie (der naturligvis ver det en pige med et meget lille regi­ lumbia, gør, at man frygter, at den væ­ har lært om denne slags søgte ekscen- ster, en lækker krop og en stor kæft. gelsindede og usikre Truffaut, der læn­ triciteter i biografen) arrangerer sit og Sjældent har man hørt et så frodigt og ge har vaklet ideologisk, nu har fundet Seymours timede møde over en isan­ vulgært sprog (det eneste i filmen, der sig et ståsted og er sprunget på mam­ retning - og får en trekvart fiasko på virker overbevisende og realistisk). monkarrusellen. Truffaut har med denne det. Camilles udseende gør Truffaut alt film nået bunden. Man må håbe, at han Hovedpersonen Seymour Moskowitz for at udnytte, og der spares så sande­ vakler videre. Det kan fra nu af kun gå selv kunne ellers godt være gået hen og lig ikke på de grove virkemidler. Jeg fremad. blevet en af disse kun lidt bekymrede kunne godt lide at vide, i hvilke fængs­ Anna Eriksen ekscentrikere som skuespilleren Sey- 47 mour Cassels franske navnebror Jean især trængslen af de mange mennesker, som udtrykt f. eks. i den kønne scene Pierre en overgang specialiserede sig i. den overvældende kropslige nærhed, efter slagsmålet mellem Seymour og Men allerede udseendet sætter Sey- der kommer til at virke umenneskelig og chaperonen, hvor hun blidt fortæller mour i en klasse for sig. Med overskæg­ tvinger Seymour til at forsøge sin lykke Seymour at han ikke skal være ked af get og det lange hår er han både vildere på vestkysten. (Derimod gør man nok at hans eneste velrettede slag strakte og grimmere end de fleste swingere - bedst i at ignorere det ubehagelige hende og ikke chaperonen til jorden; og uden overskægget almindeligere overfald på Seymour da han har forsøgt han kan slet intet gøre, det hele er bare (men stadig grimmere). Og hvor den at snakke med en irsk pige; det smager en illusion, hvad de søger henimod sam­ traditionelle figur lod sin overskydende mere af filmfrase - og en hilsen til Cas­ men eksisterer simpelt hen ikke: »it’s a energi og sin livsglæde finde temmelig savetes’ yndlingsfilm, »The Public Ene- pretended place, it’s not there ...« Og bevidste udtryk i muntre løb og gymna­ my« - end af virkelighedsskildring).