MINNIE OG MOSKOWITZ Minnie and Moskowitz

lang række tilbageblik på Camilles bro ler man f. eks. har så velsiddende og ■ EN DEJLIG PIGE SOM MIG Une belle fille comme moi. Frankrig 1972. Dist: gede liv, der har været en lang kamp udfordrende kitler. Også den lårkorte og Columbia. P-selskab: Les Films du Carrosse/Co- for at komme op ad den sociale rang opslidsede kjole, som Camille har på, lumbia S.A. Ex-P: Marcel Berbert. P-leder: Claude Miler, l-leder: Roland Thenot. P-ass: Jean-Franpois stige fra børnehjemsbarn til kendt san da hun forlader observationshjemmet, Stevenin. P/Instr: Franpois Truffaut. Instr-ass: Su gerinde. Det er en barsk kamp i det virker helt forkert og uden gran af rea zanne Schiffman, Bernard Cohn. Manus: Franpois Truffaut, Jean-Loup Dabadie. Efter: Henry Farrells mandsstyrede samfund, hvor Camille i lisme. roman »Such a Gorgeous Kid Like Me«. Foto: første omgang vælger at kæmpe på I det hele taget gælder det for denne Pierre-William Glenn. Kamera: Walter Bal/Ass: Anne Kripounoff. Farve: Eastmancolor. Klip: Yann mændenes betingelser ved at sælge sin film, at Truffaut har haft fat i den brede Dedet. Ark: Jean-Pierre Kohut. Rekvis: Jean-Claude krop, for så at prøve at rydde dem af pensel. Hant der ellers er en mester i Dolbert. Kost: Monique Dury. Musik: Georges De lerne. Tone: René Levert. Medv: Bernadette Lafont vejen, når hun opdager, at hendes krop antydningens kunst, har tilsyneladende (Camille Bliss), Claude Brasseur (Murene), Charles ikke er nok til at opnå, hvad hun vil. helt mistet respekten for sit publikum og Denner (Arthur), Guy Marchand (Sam Golden), Philippe Léotard (Clovis Bliss), Gilberte Géniat Flash-back teknikken og selve ramme skærer det hele ud i pap for os, f. eks. (Isobel Bliss), Gaston Ouvrard (Fængselsvagt), An historien giver Truffaut lejlighed til at i scenen fra barndomshjemmet, hvor dré Dussollier (Sociologen Stanislas Previne), Anne Kreis (Héléne), Daniéle Girard (Florence fortælle to sideløbende historier på to Camille fikst får arrangeret et mord på Golden), Martine Ferriere (Fængselssekretæren), forskellige tidsplaner. Den første er sin brutale og fordrukne far. Efter drabet Jacob Weizbluth (Alphonse), Michel Delahaye (Marchal), Annick Fougerie (Leder af pigehjem spækket med sindsoprivende begiven får vi et nærbillede af den 9-årige Ca met). Længde: 98 min., 2685 m. Censur: Grøn. Udi: heder: drab, skududvekslinger, jalousi milles ansigt, der sender et selvtilfreds Palladium, Prem: Dagmar 13.9.72. scener og sex, og den anden, der i be nik ud til publikum. Vores anelse om, at Indspilningen startet 14. februar 1972. gyndelsen har et videnskabeligt skær det er hende, der har arrangeret mor over sig, Stanislas’ sociologiske under det, bekræftes nu med fuld musik. Intet søgelse af Camilles liv, udvikler sig til overlades til fantasien. Truffaut griber en pinlig kærlighedshistorie, idet Stanis os alfaderligt i armen og siger »Se!« Minnie las selvfølgelig forelsker sig i Camille. Et andet groft eksempel er frysningen og Moskowitz I slutsekvensen samles trådene fra de af Camilles frække fjæs, da hun i nat to historier, og vi får svaret på, hvorfor klubben er på vej ind med en bakke til Mon ikke Philippe de Brocas »Pariser- undersøgelsen ikke er udkommet som Sam Golden. Roser« (1960) var den film der startede bog. Stanislas, der har fået reddet Ca Filmen virker uinspireret, og der køres denne bølge af »swingende« film, der mille ud af fængslet, arresteres og an hele vejen igennem med gamle, velprø nu langt om længe er ved at ebbe ud? klages for et mord, som hun selvfølgelig vede tricks: linsenedblændinger, over Altså alle disse film om forholdsvis an har begået. gange, hvor lyden kommer før billedet, stændige piger der møder forholdsvis I sine beskrivelser af forskellige kvin nogle silhouetagtige nærbilleder af an ekscentriske unge mænd der løber og deskikkelser er Truffaut nået til luderen. sigter taget i profil. Desuden er der en springer og hopper til barok- eller jazz Camille har lighedspunkter med mange hel del Godard-imitationer, f. eks. sce musik, og som finder på en masse åh så af Truffauts tidligere personer. Børne nen, hvor Clovis får at vide, at Camil morsomme ting? Disse fiim hvor den hjemsbarnet med den grusomme barn le er ham utro med sangeren, der er uudholdeligt vitale munterhed kun af dom kender vi både fra Antoine i »Ung taget med en kæmpemæssig plakat i brydes af nogle enkelte ikke mindre åh flugt« og Marion i »Den falske brud«. baggrunden og en masse larm på lydsi så alvorlige afsnit med stakler der sid Barnet, som samfundet gør til forbryder. den - eller biljagten på den amatørfilm, der og fortæller deres bedrøvelige livs Men endnu tydeligere er ligheden med der skal afsløre Camilles uskyld, hvor vi historie på caféer - og som slutter med Julie Kohier fra »Bruden var i sort«. bl. a. set personerne tale, men ikke hø at fyren og pigen til sidst træder ind i Både Camille og Julie udnytter mænde- rer det på lydbåndet. ægtestanden? ne, og disse bliver straffet, fordi de er Der er gået 10 år, siden Truffaut lave John Cassavetes’ ny film, »Minnie and så dumme og naive og kun er ude på at de sin geniale »Jules og Jim«. Der er Moskowitz«, forholder sig på en del komme i seng med dem. I »Une belle sket meget med Truffaut på de 10 år. punkter klart til denne type film, dog Fille comme Moi« optræder 5 mænd: Hans reaktionære syn på kvinden - det ikke for at køre videre på den tamme, den drikfældige og stupide Clovis med te mytiske væsen, der er i pagt med »svingende« succes, men snarere for at moderbindinger, den rå og selvoptagne naturen, som vi så det i tilfældet Ca punktere myten om den lykkelige eks- sanger Sam Golden, rotteudrydderen thrine - er ikke blevet mindre reaktio centriker, for at komme bag om genren Arthur, lommefilosof og katolik med teg nært. Den idealistiske og romantiske og dens figurer, ind til en mere bitter, nedrengen i orden, når troen ikke læn Truffaut, som samtidig var en varm og realistisk og moderne sandhed om den gere slår tii, en smart glatpoleret forret kærlig menneskekender, er faldet helt ne slags mennesker. Og gennemgående ningsmand (advokaten) og endelig Sta ned på det hårde, dyriske stade med en lykkes det Cassavetes at få vendt vran nislas, den intellektuelle og naive rare meget menneskefjendsk indstilling. gen ud af genren. Kun et par steder fyr. For dem alle gælder det, at de er »Alle kvinder er ludere undtagen min synes den at have været stærkere end karikerede så groft, at de mister enhver mor!« Dette Balzac-citat, som Truffaut han, som f. eks. hvor Donau-valsen form for interesse. Det er med disse også anvendte i »Bruden var i sort«, sy (hvad har dog ikke »2001« forvoldt af mænd, Camille driver sit spil, og histo nes nu at kunne ændres tii »Alle kvinder ulykker?) toner frem som ledsagelse til rien om denne Femme Fatale mister er ludere, også min mor!« Hvad mæn- en lykkens køretur gennem den califor fuldstændig sin berettigelse, fordi også dene angår, har de altid stået svagt, niske fløjlsnat i den bulede lastbil, eller Camille er fremstillet uden Truffauts men nu fremstiller Truffaut dem som en som ved den natlige badetur. sædvanlige fine og nuancerede menne flok lailende vatnisser, der kun har sex Men til gengæld kan mindst én af fil skekundskab. Hun er vulgær og fræk og i hovedet. mens scener ses som en helt klar kritisk udfordrende og samtidig stenhård. Som Dette sammenholdt med, at Truffaut kommentar til den »swingende« genre, Bernadette Lafont fremstiller hende bli nu har indledt et samarbejde med Co- nemlig den hvor Minnie (der naturligvis ver det en pige med et meget lille regi lumbia, gør, at man frygter, at den væ har lært om denne slags søgte ekscen- ster, en lækker krop og en stor kæft. gelsindede og usikre Truffaut, der læn triciteter i biografen) arrangerer sit og Sjældent har man hørt et så frodigt og ge har vaklet ideologisk, nu har fundet Seymours timede møde over en isan vulgært sprog (det eneste i filmen, der sig et ståsted og er sprunget på mam retning - og får en trekvart fiasko på virker overbevisende og realistisk). monkarrusellen. Truffaut har med denne det. Camilles udseende gør Truffaut alt film nået bunden. Man må håbe, at han Hovedpersonen Seymour Moskowitz for at udnytte, og der spares så sande vakler videre. Det kan fra nu af kun gå selv kunne ellers godt være gået hen og lig ikke på de grove virkemidler. Jeg fremad. blevet en af disse kun lidt bekymrede kunne godt lide at vide, i hvilke fængs Anna Eriksen ekscentrikere som skuespilleren Sey- 47 mour Cassels franske navnebror Jean især trængslen af de mange mennesker, som udtrykt f. eks. i den kønne scene Pierre en overgang specialiserede sig i. den overvældende kropslige nærhed, efter slagsmålet mellem Seymour og Men allerede udseendet sætter Sey- der kommer til at virke umenneskelig og chaperonen, hvor hun blidt fortæller mour i en klasse for sig. Med overskæg tvinger Seymour til at forsøge sin lykke Seymour at han ikke skal være ked af get og det lange hår er han både vildere på vestkysten. (Derimod gør man nok at hans eneste velrettede slag strakte og grimmere end de fleste swingere - bedst i at ignorere det ubehagelige hende og ikke chaperonen til jorden; og uden overskægget almindeligere overfald på Seymour da han har forsøgt han kan slet intet gøre, det hele er bare (men stadig grimmere). Og hvor den at snakke med en irsk pige; det smager en illusion, hvad de søger henimod sam traditionelle figur lod sin overskydende mere af filmfrase - og en hilsen til Cas men eksisterer simpelt hen ikke: »it’s a energi og sin livsglæde finde temmelig savetes’ yndlingsfilm, »The Public Ene- pretended place, it’s not there ...« Og bevidste udtryk i muntre løb og gymna my« - end af virkelighedsskildring). I Minnie skal forsøge at overbevise sig stiske udfoldelser, finder Seymours Los Angeles, derimod, er det den fysi selv om at denne mærkelige hjælpeløse energi og stærkt blandede, næsten for ske afstand mellem mennesker, dette og impulsive fyr virkelig er, som han tvivlede livsglæde mere ukontrollable mærkværdige og karakteristiske træk selv siger, »a clean guy«, at han er net udtryk i en ikke altid lige ufarlig verbal (som også en instruktør af et helt andet op den der kan få hende ud af den en og kropslig aggressivitet. I modsætning gemyt end Cassavetes, nemlig Jacques somhed, der efterhånden ligefrem er til andre ekscentrikere på film er Sey- Demy, har med i sin Los Angeles-film, begyndt at give hende hallucinationer. mour ikke en fyr der klarer sig takket »The Model Shop«) at al menneskelig Men det lykkes da - og filmen for være sine ekscentriciteter, men en der kommunikation foregår i biler eller på vandler sig pludselig til en hyldest til klarer sig på trods af dem. Han forsikrer parkeringspladser. Uden for deres biler familien og ægteskabet som institutio ganske vist at piger altid plejer at falde føler Los Angeles’ borgere sig tydeligt ner. Den lykke som slutbilledet viser - for ham, når han giver den hele armen, nok fortabte og usikre, og stillet ansigt med børnene og bedstemødrene og men bortset fra at den søde ægspisende til ansigt med hinanden kender de til Seymour som indianer, allesammen i pige han samler op faktisk synes at kun syneladende ingen anden form for kom det grønne - kaster ligefrem et nyt lys ne lide ham, er der intet i filmen der munikation end voldelige overfald. tilbage over den anden ægteskabshisto tyder på at dette er sandt. Tværtimod Netop dette er et af de mest karakte rie som filmen har med: Minnies elsker synes hans impulsivitet snarere at brin ristiske træk ved figurskildringen i »Min der vælger at vende trofast tilbage til ge ham i vanskeligheder hele tiden. nie and Moskowitz«, og ikke kun ved kone og børn, da konen har forsøgt Og det samme gælder Gena Rowlands skildringen af Seymour: deres neuroti selvmord. Da fyren slår op med Minnie figur som Minnie. Også hun kunne være ske voldsomhed som hele tiden lurer i museet oplever vi ham nærmest som blevet en af de sædvanlige kvindefigu lige under den anspændte overflade og fej og ussel; på baggrund af slutbille rer fra ekscentrikerfilmene, sød, køn, ofte slår ud i lys lue. Den lurer i den dets ægteskabelige lykke må hans forholdsvis begavet, men først og frem uafbrudte råben - for man taler jo aldrig handling måske snarere ses som udtryk mest interesseret i at blive gift. Men med hinanden i filmen, man råber til for en erkendelse, der også skal være Minnie er ældre, trættere og usikrere hinanden - den lurer i New Yorker- filmens pointe: at trygheden og lykken end den traditionelle figur (hun bruger bumsens lange tirader (den glimrende på den ene side kun findes i de små f. eks. ikke solbrillerne for at se sød og Tim Careys figur taler ligefrem om at familiegrupper, men at de på den anden pudsig ud, men for at skjule sig), og man skal passe på hvad man siger til side faktisk findes der (og det er i øv hendes ønske om at blive gift og få børn ham når man arbejder med ham højt rigt en pointe der også antydes på en og orden i sit liv er ikke udtryk for en oppe over byen, på toppen af skyskra helt anden led, nemlig ved den måde romantisk ugebladsdrøm, men tværtimod berne), og den lurer meget tæt ved rollerne er besat på: Gena Rowlands er for skuffelse over det liv hun lever. Hen overfladen hos moderen med det gen Cassavetes’ egen kone, mødrene er de des ønske om at blive gift er en reak stridige barn i flyvemaskinen. Og den res mødre, børnene deres og Seymour tion mod romantikken; hun har prøvet bryder gang på gang igennem, måske Cassels, og Cassel selv er en gammel det »frie« liv med løse og faste elskere stadig med en vis gemytlighed, da en ven af familien der f. eks. var PR-mand og er blevet frataget sine illusioner. sort bargæst efter en forholdsvis lille på »Shadows« og med som skuespiller Det er filmene der får én til at tro på alt provokation kaster sig helt ustyrligt ef - ligesom Gena Rowlands, forresten - i muligt, siger hun til sin aldrende ar ter Seymour, men ikke så lidt mere ube »Faces«). bejdskammerat, på kærligheden, roman hageligt da den krakilske og stærkt På baggrund af det barske samfunds- tikken, de rare fyre, idealerne - men alt neurotiske Zelmo Swift (Val Avery) for og menneskebillede filmen ellers giver det eksisterer slet ikke. Og hvad vi ser søger at tæske sig ud af skuffelsen over må man nødvendigvis opfatte denne af hendes forhold til sin nuværende gif den mislykkede frokost med Minnie. slutning som fad. Slutningen i »Hus te elsker (spillet af Cassavetes selv) Men mest præcise, overrumplende og bands« - med Gus (Cassavetes selv, kan kun bekræfte hendes desillusion - uhyggelige er de aggressive eksplosio igen) der vender hjem efter drukturen og få tilskueren til at undre sig over at ner som Cassavetes lader sine tilsyne til London til en formodentlig stærkt hun har kunnet holde ham ud så længe ladende normale, ikke-neurotiske, pæne forbitret kone - viste netop at Cassa det nu har stået på. medlemmer af borgerskabet blive ramt vetes godt kan hylde det ægteskabelige Tiden er simpelt hen en anden nu end af: Minnies elsker der dukker op fra sammenhold på en uromantisk, proble i tresserne, og har de muntre ekscentri- hendes køkken og gennemtæver hende, matiserende måde. Som morale må slut kerfilm nogensinde givet et rimeligt livs- og Minnies galante og omsorgsfulde ningen på »Minnie and Moskowitz« vel og samfundsbillede, så gør de det i ledsager hjem fra en mislykket danse ligefrem kaldes reaktionær (og igen alt hvert fald ikke mere. Og det er netop aften, der pludselig afslører sig som en for tæt ved den traditionelle ekscentri- Cassavetes’ styrke i »Minnie and Mos- skolet slagsbror med virkelig punch i kerfilm). For mig hører den i hvert fald kowitz« at han har formået at gengive næverne. ubetinget med blandt de overflødige noget af den desperation der (blandt På denne baggrund er det ikke mær scener og stumper af scener som Cas meget andet) præger USA i dag. Både keligt at de to har så svært ved at finde savetes unægtelig har det med at træk i miljøskildringen og i figurerne slår hinanden. Som Seymour siger så er det ke sine film i langdrag med. Men på en desperationen overbevisende igennem. meget vanskeligt med mennesker: man anden led er den måske også ærlig. I Meget fint er det f. eks. lykkedes Cas skal ikke bare lære deres sprog for at hvert fald forekommer det overbevisen savetes at få forskellen mellem New komme ind til dem, man skal også lære de at kun ved helt at vende samfundet York og Los Angeles frem, og dog skil deres følelser. Seymour skal med al sin ryggen, kun ved helt at lukke sig inde i dre begge byer som umenneskelige. I klodsethed og impulsivitet overvinde den lille familie, bag ægteskabets mure, New York er det larmen, snavset og Minnies opgiven, hendes resignation er det muligt at leve trygt og lykkeligt i

48 USA i dag. Og så er det endda et spørgsmål hvor længe denne mulighed endnu vil bestå. Søren Kjørup

■ MINNIE OG MOSKOWITZ Minnie and Moskowitz. USA 1971. Dist: Universal. P-selskab: Faces Music, Inc. En Al Ruban Produk tion. P: Al Ruban. As-P: Paul Donnelly. P-ass: Ja mes Joyce, Elaine Goren. Instr/Manus: John Cassa- vetes. Instr-ass: Kevin Donnelly, Lou Stroller (New York-sekvenser). Foto: Arthur J. Irnitz, Alric Edens, Michael Margulies. Farve: Technicolor. Klip: Fred Knudtson. Kost: Helen Colvig. Musik-sup: Bo Har- wood. Tone: M. M. Metcalfe, Sr. Medv: Gena Row- lands (Minnie Moore), Seymour Cassel (Seymour Still/ I John Cassa Moskowitz), Val Ave'ry (Zelmo Swift), John Cassa- vetes’ Los Angeles vetes (Minnies elsker), Timothy »Tim« Carey (Mor gan Morgan), Katherine Cassavetes (Sheba Mosko lever menneskene witz), Elizabeth Deering (En pige), Elsie Ames mest i biler og på (Florence, Minnies veninde), Lady Rowlands (Geor- parkeringspladser, gia Moore, Minnies mor), Holly Near (Irish), Ju dith Roberts (Hustruen), Jack Danskin (Dick Hen- og når de står derson), Eleanor Zee (Mrs. Grass), Sean Joyce ansigt til ansigt (Ned), David Rowlands (Præsten). Længde: 115 min., 3170 m. Censur: Grøn. Udi: C.I.C. Prem: kender de ofte Carlton ingen anden form Indspilningen startet 23. marts 1971 med eksteriør for kommunikation optagelser i New York N.Y., derefter optagelser i end voldeligt Californien. overfald (Seymour NB: Filmen indeholder klip fra »The Måltese Faj- Cassel, Val Avery con« (John Huston - 1941) og »Casablanca« (Mi og Gena Rowlands chael Curtiz - 1942), med henholdsvis Humphrey Bogart & Mary Astor samt Humphrey Bogart & i »Minnie og Claude Rains. Moskowitz«).

men nybyggernes trang til at prise Her men brast og en miljøskildring, der nok Nybyggerne ren og høre hans ord kan ikke hamle op låner klicheer fra spaghetti-filmene men Symbolske muligheder i to scener fra med filmens distraktion af trivialiteterne også forstår at bruge dem. Den tabte anden del af Jan Troells lange udvan uden for kirkeruden, hvor et barn skider uskylds land, hvor naturen er bundet i drerhistorie - »Nybyggerne« - får dem i bukserne. frost eller dækket af støv, og hvor hver til at ligne hinanden, selvom de handler Nu kunne registreringen af de hver en bolig er enten en bule, en bank eller om det modsatte. Den ene viser, hvor dage, der bliver til livet, naturligvis være et horehus. ledes en mand redder et barn fra kulde et ypperligt motiv, hvis filmen bar vid »For sent, for sent, alting er for sent« døden ved at slå en okse ned og lægge nesbyrd om, hvad det disse nybyggere stønner Robert og hans afkræftede ud det ind i dyrets dampende kropshule. gjorde, gjorde dem til, men det sker brud kan gå på filmen selv. Den vil skil I den anden skærer indianerne en ny ikke. Den karakteristik der blev givet af dre fortidens håb om Amerika men er byggerkvinde op og nagler hendes dem allerede i første del - »Udvandrer skabt i en tid, for hvilken smerten over ufødte barn til husgavlen. Skulle disse ne« - udbygges ikke, intet nyt føjes til. Amerika er den afgørende erfaring. tildragelser læses symbolsk, måtte de Flimrende mellem de hastige glimt af Den vil anskue sit motiv uden idealise forstås som udtryk for naturens gavmild dagens dont står skitser af et par slid ring men har samtidig så megen respekt hed og bestialitet, lige ufølsomt givende somme folk, hvis livsstil er præget af for det slid der blev lagt i forsøget på og tagende. Mennesket frelst ved og nøjsomhed og pli, og hvis håb og ud at realisere idealerne, at den ikke vover udsat for alskabningens blinde, mørke holdenhed påstås at være større end en sammenfatning, der kunne komme til kraft. Men sådan skal de ikke forstås. deres længsel og træthed. Det postule at ligne en dom - eller i alt fald et re »Nybyggerne« er ikke nogen symbolsk rede kommer naturligvis i nogen grad af signeret: Var det umagen værd? Derfor film. Den er konkret. Den handler om den forenkling, hvormed disse menne holder den sig til detaljerne. Men de det synlige, hvilket er positivt men ikke sker er tegnet, men i første række deraf, alene holder ingen fast - så længe. i sig selv tilstrækkeligt. Nøgternhed er at deres stemning ikke er filmens. Dens Niels Jensen en dyd - også i kunsten. Forsigtighed grundfølelse er nemlig nederlagets. Un ikke - heller ikke i kunsten. Det er sym der nøgternheden og bag den holdning patisk at Troell og hans medarbejder på der vil sandheden om nybyggertilværel manuskriptet, Bengt Forslund, skyer den sen frem for mytologien omkring den, ■ NYBYGGERNE retoriske symbolik og fastholder den dirrer uafladelig - som den mest leven Nybyggarna. Sverige 1971. Dist/P-selskab: Svensk sigende detalje, men det er skade at de men aldrig klart vedgåede eller er Filmindustri. P: Bengt Forslund. P-leder: Curt L. Malmsten. P-ass: Lotti Ekberg, Suzanne Dansereau. detaljerne aldrig samles til udsagn. kendte? inspiration - skuffelsen over, at Instr/Foto/Klip: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, At filmen ikke når dertil skyldes gan den gamle verdens synd - fattigdommen Jan Troell. Efter: 2. del af Vilhelm Mobergs roman cyklus. Foto-ass: Rolf Holmqvist, Staffan Liljander. ske enkelt, at den ikke har gjort op med og intolerancen - også bliver den nyes. Farve: Eastmancolor. Lys: Bjorn Rydh. Ark: P. A. Heri ligner »Nybyggerne« selvsagt alle Lundgren. Rekvis: Peter Højmark. Kost: Ulla-Britt sig selv, hvad den vil sige. Den har Soderlund. Musik: Erik Nordgren. Tone: Sten Nor hverken tyngdepunktet i det historiske andre film om Amerika fra de senere år, len, Eddie Axberg, Berndt Frithiof. Lyd-E: Bjorn Dberg, Eddie Axberg. Makeup: Cecilia Drott/Ass: eller det psykologiske. Det nærmeste og får egentlig først samling på sig selv Rose-Marie Strom. Frisurer: Katinka Farago. Medv: den kommer et syn på historien - spe i de afsnit, hvor den følte desillusion Max von Sydow (Karl Oskar), Liv Ullmann (Kristi na), Eddie Axberg (Robert), Pierre Lindstedt (Ar cielt den amerikanske - er en alminde tager magten fra den villede nøgtern vid), Allan Edwall (Danjel), Monica Zetterlund (Ul lig, nøgtern antiheroisme og afmytologi hed. Nemlig der, hvor den beretter en rika), Eva-Lena Zetterlund (Elin, Ulrikas datter), Hans Alfredsson (Jonas Petter), Agneta Prytz (Fi- sering. Den ser ikke udflytningen til fuldbyrdet tragedie, Roberts lidelseshi na-Kajsa), Halvar Bjork (Anders Månsson), Tom C. Amerika som en saga, en folkelig skæb storie. Her svinder den impressionisti Fouts (Pastor Jackson), Peter Lindgren (Samuel Nojd), Per Oscarsson (Pastor Tomer), Oscar Ljung ne, men slet og ret som nogle menne ske flygtighed, de lyriske stemninger og (Petrus Olausson), Karin Nordstrom-Jåregård (Ju- skers umådelige møje og besvær med disse snapshots af dagligdag i Nord dit Olausson, hans kone), Larry Clementson (Mr. Abbot), Georg Anaya (Mario Vallejos), Bengt Otte- at klare dagen og vejen. Her rejses nok amerika mellem attenhundredeoghalv- kil (Frederik Mattsson), Margita Nystrom (Moran), et hus, men ikke det så meget som af- tredsernes begyndelse og tressernes Ed Carpenter (Sessionslægen), Yvonne Opstedt, Linn Ullmann (Børn). Længde: 219 min., 5980 m. barkningen af et træ under vejs, bliver midte til fordel for et knapt men koncist Censur: Ingen. Udi: Palladium: Prem: Alexandra motivet. Her holdes nok gudstjeneste, portræt af et menneske, for hvem drøm 5.9.72.