Anmeldelser 123

højere grad tilpassede sin melodik til harmo- Berkaak og Ruud tager afstand fra udeluk- nierne – bluesskemaet er altså blevet en fastlagt kende at se rockkulturen som oppositionel, og formel, som musikeren kan spille med eller gennem beskrivelser af øvning, interviews med imod. Dette anser Lilliestam for at være et den enkelte musiker og beskrivelser af dennes skriftkulturelt træk. forhold til musik og ambitioner viser de, hvor- Bogens tredje kapitel bygger på musikeres ledes rockkulturen også skaffer sine medlem- udtalelser om mundtlig overlevering i praksis, mer indsigt i samfundets strukturer og realite- og her berøres problemer i forhold til termino- ter. Musikerne repræsenterer hver deres hold- logi, spillestil, komposition, tekster og under- ning til musik, og spektret er bredt. Jeg har visning. Kapitlet er meget anvendeligt i en un- læst bogen flere gange i løbet af det sidste år, dervisningsmæssig sammenhæng, idet her er og jeg er stadig fascineret af dette forskningsar- empiriske eksempler på alle mulige vinklinger bejde, der er så indsigtsfuldt, og som formidles af emnet „Rock som Gehörsmusik“. så fremragende til læserne. Gehörsmusik, blues, rock og muntlig tradering Både de to forfattere til denne bog og Lars er en yderst velorienteret og -orienterende Lilliestam er i øvrigt med i netværket Nordisk bog, der kan anvendes som supplement til de Rockforskning, som nu har bestået i fem år un- sædvanligvis meget personfikserede fremstillin- der NorFAs vinger. ger af rockmusikkens historie, idet Lilliestam Charlotte Rørdam Larsen har stor indsigt i udviklingen af rockens musi- kalske materiale. Sproget er klart, og de musi- kalske analyser er gode illustrationer af forfatte- rens pointer. Skal man komme med en lille indvending, må det blive, at Lilliestam i det sidste kapitel berører så mange facetter af rocken som mundtlig kultur, at det er svært for Plader læseren at bevare overblikket. Den svenske musikforskning synes at ad- skille sig fra den danske ved en større grad af åbenhed og orientering om forskningsarbejder F.L.Ae. Kunzen og Jens Baggesen: Holger inden for forskellige musikkulturer. Således Danske. Inga Nielsen (), Henriette vidner bogens litteraturliste om en stor orien- Bonde-Hansen (Titania), Inger Dam Jensen teringsflade inden for det musikvidenskabelige (Rezia), Marianne Rørholm (Almansaris), Gert felt. Henning-Jensen (Holger), Johannes Mannov Bogen Sunwheels, fortellinger om et rockeband, (Kerasmin), Johan Reuter (Buurman/Bobul), udgivet af Universitetsforlaget i Oslo, er den Guido Paëvatalu (Muftien), Radiosymfoni- mest fængslende fagbog, jeg har læst i lang tid. orkestret, Radiokoret, Thomas Dausgaard Igennem to år har to nordmænd, musik- (dirigent). dacapo 8.224036-37. (2 cd’er). forskeren Even Ruud og antropologen Odd Are Berkaak, fulgt et rockorkester på nært Det litterære bunkeslagsmål, der er gået over i hold. Bogen beskriver et ualmindeligt spæn- historien som Holger-fejden, henviste for lang dende feltarbejde, som forfatterne hele tiden tid den store opera til en sekundær rolle på den beskriver både indfølende og analyserende. danske scene. Ophobede spændinger i forhol- Fremstillingen er bygget op om historien om det mellem dansk og tysk og mellem borger- Sunwheels, urbandet for det band, forskerne skab og hof væltede frem i foråret 1789. Egent- fulgte. I den første del af bogen beskrives lig var vist et ret uskyldigt drengeårenes orkester gennem fortællinger midtpunkt i mudderkastningen, men polemik- kommenteret af de to forskere. I anden halvdel ken tog livet af værket, der endte som et af de præsenteres vi for de nuværende band- mest respekterede spøgelser i dansk musik- medlemmer og deres fortællinger om sig selv historie. Et mesterværk, bedyres der overalt, og om bandet. Forfatterne ser populær- men det er ikke blevet hørt eller set bortset fra kulturen som en mødeplads hvor brud og ved enkelte behjertede forsøg på genoplivning. modstand – rockkulturens altid fremhævede Nu foreligger Holger på det medium, der i oprør – lever side om side med en forsonende vore dage hurtigst og lettest – når man ser bort og samlende praksis – the band must go on. fra en kostbar TV-produktion – kan føre en

09 123 11/01/08, 14:47 124 Anmeldelser

opera ud over verden og måske endda skærpe teksten og det danske sprog smidigt og uden interessen så meget, at den igen kan komme til ophold mellem akkompagnerede recitativer, opførelse: Stridens genstand er kommet som dramatisk arioso, sange og arier på en måde, en luksuriøs dobbelt-cd, der efter referaterne at som føles aldeles fri for tyngende konventio- dømme overalt er blevet mødt med begejstring ner. Dansens berusende befrielse går som et le- og overraskelse. demotiv gennem operaen hånd i hånd med Sikkerheden i syntesen af tidens stilarter, alfekorets ophøjede påmindelser om dydens den nøje beregnede symmetriske opbygning af løn. I 1789 var det fremtidens musik, romantik- de tre akter, brugen af sammenknyttende ele- kens spændingsfyldte spil mellem krop og sjæl, menter og motiver, for slet ikke at tale om den mellem natur og kunst og gammelt og nyt. indtagende melodiøsitet – alt slår en med for- Her musikalsk tegnet i spændet mellem folke- undring ved første møde. For en gangs skyld er vise og den erotisk henførte store soloscene. der guld for enden af regnbuen, og præsenta- Forbillederne er indarbejdet næsten umærke- tionen på cd lever op til det på lykkelig vis. ligt. Der en reverens til Hartmann og Ewalds Holger Danske er en eventyrlig trylleopera Fiskerne (Liden Gunver) i Kerasmins ballade over Wielands versroman Oberon med virtuos (De spøgelser dansed’), og f.eks. Gluck dukker udnyttelse af kontrasterende scenebilleder fra umiskendeligt op i starten af Rezias store scene østens pragthoffer, romantisk dunkel skov og (O fryd – ukendte kildren i mit bryst). Tredie bjerglandskaber med lyn og torden, som mu- akt rummer to sange, som har iørefaldende sikken følger i eksotisk ‘tyrkisk’ indfarvning af kvaliteter til at blive internationale slagere, en dramatisk orkestersats, der ubesværet for- Titanias „Sitrer sagte, gyldne strenge“ og Al- binder kontrasterne. Men operaen er først og mansaris’ „Bæver, gyldne strenge“ – samme sag fremmest en kærlighedshistorie, eller rettere udtrykt af modpoler. to: Alfekongen Oberon søger forsoning med De forbitrede kritikere i Holger-fejden sylfidernes dronning Titania, og det kan kun havde ret på nogle punkter, selv om vi i dag ske gennem to dødeliges dydige troskab gen- nok ikke vil tillægge manglerne særlig vægt. nem alle farer. Første akt er forberedelsen. Det nationale islæt er tyndt. Holger prokla- Oberon synger om sin længsel, møder Holger merer ‘Danmark er mit fødeland’ – det virker og hans tjener Kerasmin, slutter så at sige en som en halvhjertet gardering midt i begejstrin- pagt med Holger og forsyner ham med ‘det gen for det eksotiske. Og Almansaris’ forsøg på hemmelige våben’, hornet som alle må danse at forføre Holger er i sin utilslørede erotik lige efter. Samtidig i Bagdad drømmer sultanens til et forbud! datter Rezia om en lys prins fra Vesten. I anden Indspilningen bærer kun få og svage spor af, akt mødes Holger og Rezia, deres kærlighed at det for de fleste medvirkende er første gang, slår ud i lys lue, og med hornets og Oberons de fortolker værket. Thomas Dausgaard gør en hjælp gør de sig fri af sultanens magt. Alt teg- fornem indsats med Radiosymfoniorkestret, ner lyst for fuldbyrdelsen, men på hjemvejen musikken står levende og nuanceret, kun i bliver de fanget og gjort til slaver i Tunis. Tre- nogle af dansene fornemmer man lidt ufrihed, die akt er prøvelsen. Titania længes efter sin mere given sig hen ville klæde dem. Mange Oberon og følger med ængstelse det unge pars numre forgyldes af det skønneste obospil, og skæbne. Som slaver efterstræbes de af hen- der er flere fine violinsoloer – disse musikere holdsvis sultanen og sultaninden i Tunis, Bobul havde fortjent at blive nævnt ved navn. og Almansaris. Selv stående bundne på bålet Rollerne er blevet besat med en rigtig for- fraviger de ikke dydens vej. Det er løsenet – nemmelse for stemmernes karakter – det hjæl- dyden har fået sit, og de to par kan forenes. per til at visualisere personerne. Gert Henning- Egentlig er historien ganske skematisk, men Jensens nærmest overmodige tenor bringer Baggesen og Kunzen har udfyldt den med en helten Holger lyslevende på scenen, og Johan- fantasirigdom og en sensuel følsomhed, som nes Mannov er med præcis diktion hans tro giver personerne kød og blod. Der er en dug- følgesvend. Ellers er det kvindeskikkelserne, frisk betagelse af kærligheden i poesi og musik, der fascinerer. Inga Nielsen og Henriette som man er tilbøjelig til at tilskrive ophavs- Bonde-Hansen er i særklasse som Oberon og mændenes unge alder – de var henholdsvis 24 Titania, perfekt matchede og begge med en og 27 – noget lignende kom de tilsyneladende sjælden varme i klangen. Inger Dam Jensen og heller ikke senere til at skabe. Musikken følger Marianne Rørholm forsvarer de vanskelige,

09 124 11/01/08, 14:47 Anmeldelser 125

mere sammensatte partier som Rezia og tidligt høstede anerkendelse som sin generati- Almansaris med held, selv om begges skikkel- ons betydeligste danske symfoniker endog med ser sandsynligvis vil vinde i dybde efter sceni- en meget stor anseelse også uden for landets ske opførelser. grænser. Da ligeledes kun et fåtal af symfo- Til udgivelsen hører et fremragende led- nierne er trykt, har vi med det nye pladesæt, sagehæfte med teksten og udførlige regianvis- indspillet 1992-96, for første gang muligheden ninger på dansk, engelsk og tysk. Operaens for at danne os et samlet overblik over dette baggrund belyses dels ved en kronologisk skit- monumentale oeuvre. se til Kunzens biografi og dels ved to udfør- Og monumentalt er det. En gennemlytning lige, reelt oplysende artikler, Heinrich W. af de seks plader vil uden tvivl fylde de fleste Schwabs om selve operaen og Ole Kongsteds lyttere med en dyb respekt for den kompro- om Holger-fejden – sådan skal det gøres! misløse og stærkt originale linie, Holmboe tid- Schwab får i en parentes gjort opmærksom på, ligt valgte at følge. At Vagn Holmboe allerede i at Kunzens partitur endnu ikke foreligger trykt. den 2. symfoni fra 1938-39 er „sig selv lig“ i en Et pålideligt trykt nodemateriale er afgørende grad, så de følgende værker i genren nærmest for operaens videre udbredelse og burde nu synes foregrebet her, er en af de forunderlige være en påtrængende opgave. Desuden er nys- erkendelser, disse plader byder den opmærk- gerrigheden efter at høre Kunzens og Bagges- somme lytter. ens anden store opera Erik Ejegod fra 1798 også Den 1. symfoni (1935) er for kammerorkes- voldsomt skærpet. ter og bærer med sin folkemusikprægede melo- Peter Woetmann Christoffersen dik og sin fremtrædende dyrkelse af det rytmi- ske element tydeligt vidnesbyrd om den unge Holmboes fascination af Kodály, Bartók og Stravinsky. Owain Arwel Hughes giver dette værk en spændstig og klart formuleret opfø- relse med velgørende spilleglæde i de burleske Vagn Holmboe: Symfoni nr. 1-13, Sinfonia in afsnit. Det veloplagte orkesterspil præger i øv- memoriam. Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske rigt alle pladerne. Med den 2. symfoni (1938- Operas Kor, Mogens Dahl (korleder), Owain 39) slog Holmboe for alvor sit navn fast, og Arwel Hughes (dirigent). BIS-CD 572, 573, 605, det er næppe for meget sagt, at dette vold- 618, 695, 728. (6 cd’er). somme og bredt anlagte værk er pladesættets store sensation. Det må forekomme komplet Da Knudåge Riisager i 1940 i Dansk Musik- uforståeligt, at et sådant værk ikke for længst er tidsskrift skrev sin berømte artikel med titlen blevet indlemmet i repertoiret. I Århus Symfo- „Symfonien er død – musikken leve!“, blev han niorkester og Hughes’ opførelse fremstår det i det følgende nummer af tidsskriftet kraftigt med en udtrykskraft og symfonisk bredde, som imødegået af Vagn Holmboe, og det blev også allerede i samtiden vakte opmærksomhed. Op- netop Holmboe, der med størst eftertryk skulle tagelsen realiserer uden problemer såvel de vise, at symfonigenren stadig kunne udfordre store dynamiske udsving som de fremtrædende danske komponister. Nu foreligger Holmboes soli. Ligesom de to nævnte symfonier har den store symfoniproduktion indspillet på cd, hvil- 3., Sinfonia rustica (1941), kun været spillet få ket er glædeligt og yderst fortjenstfuldt. Ud gange i de seneste årtier. Skønt den i yder- over de 13 nummererede symfonier, som er ble- satserne har et festligt, diverterende præg, hvi- vet til i perioden 1935-94, har Holmboe kom- ler der over mellemsatsen en skæbnesvanger poneret fire symfonier for stort orkester: dels stemning, som varsler flere af de følgende tre tidlige fra årene 1927-33, dels Sinfonia in symfoniers delvis dystre grundkarakter. Både memoriam fra 1954-55. Dette sidste værk er den 4. symfoni, Sinfonia sacra (1941, 1945), og medtaget i den nye pladeudgivelse. den 5. (1944) er stærkt præget af besættelsesti- Medens størstedelen af Holmboes store den. Sammenligner man Hughes’ fortolkning strygekvartetproduktion længe har været til- af den 4. symfoni med en optagelse fra 1975 gængelig på grammofonplade, har kun ganske med Herbert Blomstedt, Radiosymfoni- få af symfonierne, nemlig nr. 7, 8 og 10, opnået orkestret og Radiokoret (upubliceret), viser en plads i pladekatalogerne. Det kan for så vidt der sig overraskende forskelle i spilletid især i undre, når det tages i betragtning, at Holmboe de to første satser: Blomstedt 8:57 og 8:02,

09 125 11/01/08, 14:47