Jørgen Sonnes Frise - et oprør mod det gamle hierarki og de etablerede normer

A f HANNEMARIE RAGN JENSEN

Det er med nogen tøven, jeg tager dette emne op. ske udtryk til udsmykningen udgør en helhed, Jørgen Sonnes Frise har i den danske kunsthistorie som giver de tre kunstarter de bedste udfoldelses­ allerede fået en omfattende omtale i årenes løb.1 muligheder og en selvstændig andel af helheden. Kan der siges mere om Sonnes Frise på Bindesbølls museumsbygning, som huser Thorvaldsen, hans skulpturer og hans samlinger? Bindesbølls og Sonnes værk Umiddelbart må svaret desværre være nej. Der I et brev til N. L. Høyen skrev Constantin Hansen kan ikke direkte siges mere om Sonnes Frise, idet den 25. august 1840 fra Firenze »Det er beklageligt, det originale værk ikke længere eksisterer på muse­ naar Architecten disponerer over Localiteten, og ets ydermure. Tekniske svagheder, vejrlig og nød­ man siden kommer og forlanger af Maleren, at han vendige redningsforsøg har forlængst berøvet os skal bringe Eenhed tilveie i Decoratjonen. Man muligheden for at nærlæse dette monumentale ar­ kunne da idetmindste forlange, at der maatte være bejde for at få mere at vide om de kunstneriske ud­ en Plan, en Mening i, som forudsatte Mulighed«.2 tryksmidler, Sonne benyttede sig af. Det er sørge­ Bemærkningen refererer til de vanskeligheder Con- ligt, da værket er enestående, og der ikke findes an­ statin Hansen og Georg Hilker havde med at ska­ dre værker af tilsvarende karakter. be en sammenhængende udsmykning, som kunne Det generer ganske vist ikke generation efter tilpasses den arkitektoniske udformning af forhal­ generation af kunsthistorikere, mig selv indbefat­ len i Købehavns Universitet. Universitetets hoved­ tet, at tale om Sonnes Frise - eller for at nævne et bygning var blevet genopført i 1836 af Peder Mal­ tilsvarende, samtidigt eksempel, Constantin Han­ ling, men han havde forladt opgaven i vrede, før et sens udsmykning på Københavns Universitet - på forslag til udsmykningen blev formuleret af N. L. trods af, at der ikke findes mange kvadratcentime­ Høyen, og således var der ingen kontakt mellem ter tilbage af udsmykningerne in situ. Det, som er malerne og arkitekten. bevaret af originalen, er så nedbrudt, at det kun Disse problemer havde Jørgen Valentin Sonne kan give et svagt indtryk af den oprindelige virk­ og M. G. Bindesbøll ikke. Alt tyder på, at de løste ning. Ikke desto mindre skrives og tales der om, og opgaven i enighed. Den arkitektoniske helhed er undervises og eksamineres der fortsat ufortrødent intakt, og de malede forløb udfolder sig selvstæn­ i Sonnes udsmykning, og med god grund for Son­ digt og i perfekt harmoni med arkitekturen. I det­ nes koncept har ikke mistet sin kunstneriske styr­ te samarbejde har Bindesbøll opfyldt den ideale ke og kulturhistoriske værdi. Konceptet kan der fordring til arkitekten, sådan som Constantin fortsat siges meget om på trods af de mange kloge Hansen har formuleret den i en artikel om »De og indsigtfulde præsentationer af frisen, der fore­ »skjønne Kunsters« Enhed«: »... det er først, naar ligger. Arkitekter, malere og kunsthistorikere har Bygningen ved den harmoniske Sammensætning bidraget med informationer og analyser, der har af Linier, Flader og Former udtrykker en Stem­ forstået at udrede mange af dette monumentale ning, en Karakter, en Idee, at den bliver et Kunst­ maleris forskellige virkemidler og udsagn. værk, - Architecten udtaler Karakter, Tanke, Stem­ De implicerede ved frisens tilblivelse, den store ning som Plastiker«.3 Jørgen Sonne har med den billedhugger, arkitekten og maleren, tillægges for­ malede frise fulgt bygningens arkitektoniske skellig indflydelse på det endelige resultat, men der karakter, og den tanke som har formet bygningen. hersker ikke tvivl om, at Thorvaldsens værker, Bin­ Georg Jacobsen har i sin analyse af kompositionen desbølls udformning af Den kongelige Vognremi­ peget på Sonnes stærke fornemmelse for den arki­ ses arkitektur og Sonnes valg af teknik og stilisti­ tektoniske rytme.4 Han forklarer, hvorfor de to bil­

I56 HANNEMARIE RAGN JENSEN Fig. i. Jørgen Sonnes Frise set fra Prins Jørgens Gård.

ledforløb mod Kanalen og mod Slottet, så forskel­ uheldiges vandgang i yderste venstre felt, et uheld lige de er, fungerer så overbevisende. Mod Kanalen ikke en ulykke (som den der skete ved Thorvald­ er arkitekturen taktfast og stram, alle mellemrum sens ankomst) og den afsluttende modtagelsessce­ er regelmæssige og gentages uden vaklen. Netop nes betydningsfuldhed bæres frem af kompositio­ denne stramhed udnytter Sonne til at give fortæl­ nens rytme. Fortællingens længde udfyldes af lingen fremdrift. Bådenes bevægelse på vandet fra grupper med voksende betydning og delagtighed i venstre mod højre, frem til kulminationen, det øje­ modtagelsen: båden med det muntre lag, så både­ blik da Thorvaldsen, den længe ventede, nu omsi­ ne med Hammerich, Grundtvig, de kære veninder, der tilbagekomne, fædrelandets berømte søn, sæt­ byens repræsentanter, digterbåden, et hornorke­ ter foden på land. De nærmeste af kunstnerkoloni­ ster, familierne Lehmann, Puggaard, Stampe og en træder ham ivrigt i møde, mens de øvrige af Raffenberg og endelig alle vennerne blandt de bil­ modtagelseskommiteen presser sig frem i en kom­ dende kunstnere. pakt gruppe. Det er en både enkel og overbevisende fremstil­ ling. Bådene langs Kanalen, den vuggende bevæ­ Et historiemaleri, et gruppeportræt gelse, trækket i årerne ned mod Kanalens vand og eller en ny genre ? gentagelsen af de svingende og hilsende høje hatte, Billedfrisens størrelse taget i betragtning er det ri­ er med til at understrege den vuggende balance. meligt at spørge om det, der er afbildet: En land­ Modsætningen mellem den lille anekdote om den gang, ganske vist Thorvaldsens landgang og som

JØRGEN SONNES FRISE - ET OPRØR MOD DET GAMLE HIERARKI OG DE ETABLEREDE NORMER I57 sådan betydningsfuld, nu også er billedets egent­ havde været med til at fejre Thorvaldsen ved hjem­ lige emne. Den lange fortælling, de mange ivrige komsten og derfor følte en særlig tilknytning til bil- deltagere understreger, at dette er en begivendhed. ledfrisen. De mange repræsentanter af folket, arbej­ Samtidig er fremstillingen forunderlig enkel og dere og sømænd, medvirker til at understrege, at uden ceremonier. Øjensynligt uden noget system Thorvaldsen var en søn af folket, og at han på trods ses mænd, kvinder og børn, gamle og unge mellem af sin berømmelse vedblev at være et almindeligt hinanden, alle trænger sig frem for at se, for at hyl­ menneske, som huskede sin fødeby København. de og hilse. Der er ikke stillet an til en ceremoniel Thorvaldsen gik i land den 17. september 1838, modtagelse med festport og taler, der er tale om et og Sonne udførte udmalingen af modtagelsen i hjerteligt håndtryk og et venskabeligt klem. Søfolk, 1847 og blev færdig med hele udsmykningen i løbet musikere, digtere, skuespillere, billedkunstnere, det af et par år. Der forløb således næsten ti år mellem dannede, det gode københavnske borgerskab ved den virkelige tildragelse og gengivelsen. Den op­ udvalgte familier med nær tilknytning til Thor­ nåede distance til historiemaleriet gennem det liv­ valdsen, politikere (borgerrepræsentanter) og fami- lige, uhøjtidelige fortælleforløb og forsamlingens liefædre med fruer udgør repræsentanterne for den sammensætning har øjensynligt bevirket, at der længe og utålmodigt ventende nation. ikke opstod samme problem for Sonne som for Som historiemaleri er frisen efter normerne for Constantin Hansen, da han malede den Grundlov­ det monumentale figurmaleri eller historiemaleri­ givende Rigsforsamling i 1862. Da flere af de kend­ et problematisk. Ikke fordi Sonne maler den histo­ te politikere, som deltog i 1848, stadig færdedes i de riske begivenhed som en aktuel reportage i samti­ københavnske gader, måtte han vælge. Enten kun­ dens klædedragt, eller fordi han har forholdt sig ne han gengive situationen historisk korrekt, det meget frit til den historiske virkelighed og har ma­ vil sige portrættere forsamlingen, som den måtte let den kreds omkring Thorvaldsen, som burde have set ud i 1848, med fare for at blive kritiseret være til stede ved hjemkomsten, hvad enten de var for, at hans portrætter ikke lignede. Eller han kun­ det eller ej, men på grund af det udtryk han har ne vælge at prioritere portrætfremstillingen og så valgt.5 At skildre et sejrrigt indtog var absolut re­ høre for, at de vellignende portrætter ikke var hi­ spekteret og forsvarligt. Thorvaldsen var rejst ud storisk korrekte. og havde vundet international berømmelse og kan Stiliseringen af figurerne er en medvirkende på den vis siges at vende sejrrig hjem, og billedet årsag til, at Sonnes Frise hverken passer ind i grup­ skal sikkert også forstås på det plan. Der kan hel­ peportrættets eller i historiemaleriets traditionelle ler ikke herske tvivl om, at billedhuggerens lands­ norm, og dette fremhæves yderligere af farvehold- mænd modtog den berømte mester med åbne ar­ ningen. Da udmalingen stod frisk i farven, var der me, og at der var tale om en længe ønsket forening. flere som undrede sig over farvevalget. Det er sand­ Bruddet med historiemaleriets tradition kommer synligvis Gottlieb Bindesbøll, som har bestemt, at derimod til udtryk i manglen på iscenesættelse. baggrunden for hele fremstillingen skulle være Her er skildret en hyppigt gentaget scene, en land­ sort. Dermed udelukkes et naturalistisk og illusio­ gang, noget ganske dagligdags i en hovedstad do­ nistisk billedrum. En sprængning af arkitekturen mineret af en havn. En ikke særlig iøjnefaldende og en ophævelse af murfladen forhindres. Sonne eller heroisk begivenhed set i historiemaleriets per­ har holdt sig inden for vægmaleriets snævre palet spektiv, snarere er der her tale om en genrescene i og har valgt at give fremstillingerne en abstrakt monumentalt format. karakter både ved hjælp af farverne og konturerne. Det akademiske genrehierarki antastes yder­ Netop på dette punkt træder han ind i en langt ligere af de mange portrætter, samtidig med at det ældre tradition, som kaster vrag på århundreders som gruppeportræt afviger fra denne genres defi­ stræben efter at efterligne naturen. Han stiliserer nition, idet der er næsten ligeså mange ubekendte, formen og forenkler farven for at fastholde noget det vil sige anonyme deltagere, som der er kendte essentielt på dette tidspunkt, da mangt og meget i ansigter. Det har muligvis været en pointe og en samfundet er i bevægelse. Frisens placering ved styrke, da der i generationer har været københavne­ bygningens sokkel kan opfattes som et modtræk re, som har kendt nogen, som kendte nogen, som til den stilistiske abstraktion fra virkeligheden og

I58 HANNEMARIE RAGN JENSEN afbalancerer derved forholdet mellem udtryksmid­ Fig. 2. Sonnes Frise. Nord­ ler og budskab. Billederne vokser op af gadeplanet siden. Feltet med Thorvald­ sens modtagelse. Farvelagt og byens pulserende liv i Kanalen, hvor fiskebåde­ fotolitografi a f F. C. Lunds ne daglig bragte varer til torvet. Den er velovervejet aftegning efter Sonnes kar­ anbragt nede ved soklen, byens borgere betragter toner. 1889. den i øjenhøjde. Her skal ikke skues opad.6 I første halvdel af det 19. århundrede lægges der i omtalen af malerkunsten stor vægt på billedets udtryk. Betydningen bag denne lange fortælling om Thorvaldsens hjemkomst kan således ind­ kredses ved hjælp af de valgte virkemidler og for­ tællingens udtryk. Billedets idé kan søges i frem­ stillingens abstraktionsniveau. Thorvaldsens Mu­ seum afspejler et tidspunkt, da en ny national iden­ titet og borgerlig selvfølelse er under opbygning. De gamle institutioner og kongehuset er under for­ vandling, en ny samfundsstruktur og en ny grund­ lov er undervejs. For Sonne (oprindeligt ville han træde ind i militæret og frivilligt deltage i krigen i 1848) såvel som for samtiden var begrebet fædrelandskærlig­ hed, og alt hvad der kunne styrke og tjene fædre­ landet, et nærværende og bærende begreb i sam­ menhæng med offentlig fremtræden. I andre værker fulgte Sonne N. L. Høyens opfor­ dring til at skildre den danske oprindelighed i bondens fysiognomi og det danske landskab, men på Thorvaldsens Museum har han konkretiseret det nye samfunds nationale selvbevidsthed. Thor­ valdsen var rejst ud, var blevet berømt og feteret, og alligevel vendte han hjem - af fædrelandskærlig­ hed, og han blev modtaget af en skare, som kend­ te og delte den følelse med ham. Mod Kanalen har Sonne således brudt med de traditionelle genrer. Han har malet et historiema­ leri og et gruppeportræt i hverdagsklæder for at skabe en allegori over det danske folks fædrelands­ kærlighed båret frem af det dynamiske borgerskab

JØRGEN SONNES FRISE - ET OPRØR MOD DET GAMLE HIERARKI OG DE ETABLEREDE NORMER I59 Fig. 3. Sonnes Frise. Syd­ i fællesskab med repræsentanter for folket, kun­ siden. Skulpturerne bringes sten og videnskaberne med Thorvaldsen som cen­ ind i museet. trum.

Fig. 4. To arbejdere med et relief og busterne af Adam Oehlenschläger og Barones­ se Stampe.

Fig. 5 / Side 161. Ganymedes medJupiters ørn anbringes under anvisning på en bære­ bør.

l 6 0 HANNEMARIE RAGN JENSEN Det er jo store ord, som må vejes i forhold til frisen stalinder. Mens vægten af et relief, som ikke kan på museets væg ind mod Slottet. Georg Jacobsen identificeres, krummer ryggen på dens bærer, løf­ og Lars Rostrup Bøyesen har om denne del af ud­ ter en anden arbejder portrætbusterne af den dan­ smykningen fremhævet, hvorledes kompositio­ ske skjald Adam Oehlenscbläger, modelleret på Nysø nens rytme her er en ganske anden på grund af i 1839 og »den kærlighedsfulde og realistiske buste« uregelmæssigheder i arkitekturen (fig. 3).7 a f Baronesse Stampe (1842 i Rom). Baronesse Stampe Følges udsmykningens forløb fra kasserne, der var Thorvaldsens nære ven og værtinde på Nysø og losses, til skattene der føres ind i museet, præsen­ havde medvirket aktivt til, at Oehlenschläger blev teres borgerne for et udvalg af Thorvaldsens vær­ portrætteret (fig. 4).8 I det næste felt ses skulptur­ ker. Først Ganymedes (1817), den skønneste af alle gruppen En knælende moder med barn fra gavlgrup­ dødelige. Han vandt gudernes behag og førtes af pen over Vor Frue Kirkes indgangsparti. Så falder Zeus skjult i en ørns skikkelse til Olympen (fig. 5). tempoet på ny, idet et forbipasserende par i det I det smalle felt foran bærer en arbejder relieffet smalle felt foran beundrer relieffet af Hektor, som Amor hos Anakreon (1823). Relieffet fortolkes både bebrejder Paris, at han soger Helenas selskab fremfor at som et billede på den gamle digters kærlighed til deltage i kampen (1809) (fig. 6). I det næste felt bæres den unge Amor, som sårer ham med sin pil, og gruppen En siddende moder med sit barn, fra højre som en allegori på vinteren. Den anden arbejder side af gavlen på Vor Frue Kirke, frem i hælene på bærer en antik vase fra Thorvaldsens samling. ryttermonumentet af Jozef Poniatowski (1826-27). Transporten af den forbilledligt smukke Fyrst­ Han var Polens store frihedshelt og meget aktiv inde Maria Fjódorovna Baryàtinskaya (1818) er gået i som støtte for, at Polen kunne opnå selvstændig­ stå i næste felt. Thorvaldsen afleverede aldrig dette hed. Thorvaldsen har fremstillet ham som en arbejde, som er et af hans fornemste og formet romersk feltherre. I frisens midtfelt har monu­ efter antikt forbillede. Typen betegnes Pudicitia og mentet a f Pave Pius VII i Peterskirken (1824-30) stil­ refererer til fyrstindens kvindelighed og forbilled­ let sig på tværs. Enorm tårner paveskikkelsen sig lighed i lighed med de romerske matroner og ve- frontalt op og udfylder feltet foran to betragtende

JØRGEN SONNES FRISE - ET OPRØR MOD DET GAMLE HIERARKI OG DE ETABLEREDE NORMER l6l smådrenge. Helt til paven i Rom er Thorvaldsens berømmelse nået, synes de at sige, mens paven vel­ signer de uskyldige små, og arbejderne slider i det med at flytte rullerne under monumentet. Foran denne markante cæsur i kompositionen ses trans­ porten på en vogn af astronomen Nicolaus Coperni­ cus (1822). Med blikket rettet i køreretningen, synes han at vente på, at arbejderne har fået pusten igen. Foran videnskabsmanden ruller digteren og helten fra den græske frihedskrig George Gordon, Lord By­ ron (1831). Foran digteren bæres portrætstatuen af Jelizaveta Alekséyevna Osterman-Tolstoy (1819). Forbil­ ledet til dette portræt er hentet fra »Agrippina« statuen i det arkæologiske museum i Napoli, som var et yndet forbillede og en ofte anvendt portræt­ type i samtiden. En buste af skuespillerinden Rosa Taddei (Rom 1826) bæres foran Fyrstinde Osterman. Rosa Taddei var berømt for at kunne improvisere digte, en kunst hun beherskede så mesterligt, at hun blev optaget som æresmedlem i det fornemme Accademia degli Arcadi i Rom. I samtidens skil­ dringer af hendes talentfulde optræden beskrives hendes person som fordringsløs og beskeden. Umiddelbart foran Rosa Taddeis portrætbuste ses Den knælende Dåbsengel (Rom 1827 eller 1828) fra Vor Fig. 6. Udsnit fra den oprin delige Sonnes Frise, i dag i Frue Kirke (fig. 7). I frisens sidste store felt skubbes Aarhus Kunstmuseum Schweizerløven (Rom 1819) fremad. Monumentet er

162 HANNEMARIE RAGN JENSEN sat over den under stormen på Tuilerierne i Paris Fig. 7. Dåbsenglen skubbes den io. august 1792 faldne schweizergarde. På en på plads på bærebøren. hestetrukken vogn føres værket frem mod rampen, ad hvilken det skal føres den sidste vej hen mod museets indgang. Her slutter det lange optog med et lille dramatisk optrin under forsøget på at træk­ ke den slumrende Schweizerløve op ad rampen. Schweizerløven er vel det bedste svar på ønsket fra Bindesbølls side om, at udsmykningen også skulle gøre lidt reklame for museet. Lidt menageri er der over det store, slumrende kattedyr (hg. 8).9 Det er et bemærkelsesværdigt udvalg af Thor­ valdsens livsværk, og på en mærkelig måde synes det ved nærmere eftertanke meget lidt repræsenta­ tivt for det fulde oeuvre. Hvorfor vælger Sonne så mange værker, som allerede kunne ses på eller i Vor Frue Kirke, samtidig med at de store antikke helte, guder og gudinder trænges i baggrunden til fordel for personifikationer af kristendommen. I stedet

JØRGEN SONNES FRISE - ET OPRØR MOD DET GAMLE HIERARKI OG DE ETABLEREDE NORMER 163 Fig. 8. Sonnes Frise. Schweizerloven på blokvogn trækkes og skubbes via en rampe ind i museet.

for de antikke værker bæres borgerlige dyder, især mellem museet og Slottet ser man Thorvaldsens moderkærlighed og den oprigtige kvindelighed, skulpturer, de er der og er der dog ikke. Hvis man som blev betragtet som familiens fundament, frem vil se den ægte vare, de rigtige værker, skal man føl­ mellem repræsentanter for kunst, videnskab og fri­ ge optoget (pilen) og gå med ind i museet. Her står hedskampens historiske og samtidige heroer. så Thorvaldsens værker, her er de store ideer mate­ Det er vanskeligt at komme på afstand af og at rialiseret. Den håndgribelige virkelighed, som Son­ overskue hele forløbet på slotssiden, og de mange ne skilter for, er at finde inde i museet i kunstens pauser i fortælleforløbet har givet rig lejlighed til verden. at udlægge og forklare de enkelte billeder. Ret be­ Er det en overfortolkning, at Sonne lokker den set er der i modsætning til kanalsiden snarere tale gode borger eller folket, som i tilknytning til den om enkeltkompositioner, men som sådan meget årlige udstilling på Charlottenborg omtales »Pøb­ fint og harmonisk opbyggede. len«, indenfor ved at friste med værker, som for­ Der er en særlig fascination i samspillet mellem tæller om fædrelandskærlighed, moderkærlighed, de monumentale kunstværker og det arbejdende inderlig tro, dåbens løfte, åndens frihed, som den folk, der bærer værkerne. Ligesom der er et samspil findes i digtekunsten og videnskaberne? Et univers mellem optoget frem mod museets indgang og til­ som er i pagt med tiden. Idealer og begreber som skuerne, både når det drejer sig om Sonnes tilføjel­ skulle vise vejen til dannelsen af det nye borger­ ser til frisen, og når det gælder den virkelige til­ skab. skuer, som står på pladsen. Også på slotssiden spil­ ler stiliseringen, den unaturalistiske farveholdning Sonnes forudsætninger og betoningen af konturen en rolle som en kon­ trast til figurernes bevægelse og den tætte sam­ I litteraturen om Jørgen Sonne og frisen på Thor­ menhæng mellem det bærende og det bårne. Bud­ valdsens Museum er det spørgsmål ofte blevet stil­ skabet føres ud til tilskueren gennem udtrykket og let: Hvordan kunne Bindesbøll forudse, at Sonne frisens abstraktionsniveau. Ikke alene oversætter kunne håndtere denne opgave? Det vækker forun­ Sonne usentimentalt og egentlig udramatisk det dring, at netop Sonne kunne udforme denne idé tunge arbejde til en fremstilling af tryk og træk, og fortolke den med linier og farver, som er i over­ men der er desuden noget tankevækkende i den ensstemmelse med det arkitektoniske udtryk. Det omhyggelige »oversættelse« af Thorvaldsens tredi­ vil sige, at han med egne midler kunne løfte sig ud mensionale skulpturer til todimensionale gengi­ af, - med Friederike Bruns ord - : »Den banale vir­ velser, som dog forgiver at være tredimensionale og kelighed« for at fastholde den inderste mening. illusionistiske som skulpturer, samtidig med at fri­ Svaret har været kendt hele tiden, men er blevet sens rum har relieffets todimensionale karakter. overset. Han var elev af professor ved Kunstakade­ Men forventningen til et reliefs grisaille gengivelse, miet i København J. L. Lund.10 Erik Moltesen skri­ sådan som det ses i Universitetets forhal, modvir­ ver med mange andre, at han ikke gjorde som sine kes af Sonnes brug af polykromien. Fra pladsen samtidige og fulgte Eckersbergs naturalisme, men

164 HANNEMARIE RAGN JENSEN han nævner ikke, at Sonne til gengæld modtog undervisning af Lund.11 Tilsvarende peger Julius Lange i anden sammenhæng på et slægtskab mel­ lem Sonne og senmiddelalderens mestre. Sonne synes inspireret af Giotto og hans efterfølgere »ved de strenge og stilfulde Linier (fig. 9)«.12 Da J. L. Lund og C. W. Eckersberg tiltrådte som professorer i 1818, var det deres ønske at reorgani­ sere undervisningen efter de tyske maleres, nazare- nernes idealer. De ville indføre renæssancebottega- ens mesterlære, det vil sige en undervisning, der, med den unge Rafael og den tidlige renæssance som stilistisk forbillede, skulle oplære de bedste elever gennem en daglig færden i lærerens male- stue og en progressiv deltagelse i udførelsen af sto­ re bestillinger. J. L. Lund samlede under sit ophold i Italien i 1801-1810 på rejser rundt om i landet en samling kalker og skitser af de gamle italienske mestres værker. Dette materiale byggede han op med henblik på at have en særlig trum f på hånden, når hans muligheder som professor skulle bedøm­ mes, og hans plan lykkedes. J. L. Lunds elever rapporterede ivrigt hjem til professoren om alt, hvad de så på vejen ned gen­ nem Tyskland til Italien. A f deres breve fremgår det utvetydigt, at de var overordentlig godt forberedte på, hvad de skulle se hos Lunds venner fra romer-

Fig. 9. J. L. Lund: Kalke a f detalje af Guido da Siena, Madonna di San Bernadino. Siena, Pinacoteca Nazionale.

JØRGEN SONNES FRISE - ET OPRØR MOD DET GAMLE HIERARKI OG DE ETABLEREDE NORMER 165 tiden, nu fremtrædende kunstnere i Tyskland og Italien. Samtidig opsøgte de tilsvarende flittigt de gamle mestre, som de kendte gennem Lunds kal­ ker. Når denne viden sammenholdes med den vægt, der blev lagt på tegneøvelserne i Akademiets undervisning, og den indflydelse på smagen kon­ turtegningen havde for gengivelsen af kunstvær­ ker, som kun sjældent var tilgængelige for almin­ delige dannede borgere, så er det egentlig ikke så overraskende, at Sonne under sin rejse tilegnede sig forudsætninger for den store opgave.13 Mens Sonne opholdt sig i München, besøgte han den førende lærer i det traditionelle murmaleri, Peter Cornelius.14 Da Constantin Hansen og Georg Hil­ ker hver for sig rejste tilbage til Købehavn fra Rom, lagde også de vejen om ad München for at studere hos Peter Cornelius, inden de skulle give sig i kast med udsmykningen i Universitetets hovedbygning. Besøget hos Peter Cornelius og senere møder med andre tyske malere fra samme kreds15 kan for­ klare Sonnes specielle farveholdning, hans stræben Fig. io. Sonnes karton til Løvefeltets yderste venstre parti. Fra venstre ses konduktør, arkitekt J. F. Holm, museets efter en helhedstone i oliemalerierne, men kan li­ arkitekt M. G. Bindesbøll, murersvend Valbæk med ryggen geledes forklare hans åbenhed over for den opgave til og murerformand Jacobsen. Bindesbøll tilbød ham.'6 Dette forhindrer i øvrigt ikke, at både maler og arkitekt også har været in­ spireret af den samtidige interesse for polykrom ne brydningstid findes træk fra den ædleste klassi­ arkitektur. cisme blandet med den følsomme romantiks vir­ Det var Nazarenernes ønske at udbrede kun­ kemidler, eller der kan ske en sammensmeltning sten til folket, at male på offentligt tilgængelige mellem den italienske renæssance, det 19. århun­ steder og at lave værker, som hvermand kunne an­ dredes antikreception og senmiddelalderens og ro­ skaffe sig. Derfor tog de senmiddelalderens og mantikkens formidling af den kristne tro. renæssancens teknikker i brug. De genoplivede bå­ Sin placering til trods, klods op ad kongens de interessen for freskoteknikken og for træsnittet. slot, lyste Thorvaldsens Museum uanfægtet op for­ Der er en særlig optimisme i de fornyende til­ an C. F. Hansens nyklassicistiske slotsbygning. Mu­ tag. Ønsket om at tage de gamle traditioner op og seets glødende farver varslede med arkitekturens anvende dem i den nye tids tjeneste skabte forud­ særpræg nye tider og lokkede byens borgere over til sætningerne for at blande kortene på en ny måde, sig, sådan som det ses på Constantin Hansens ma­ at lade hånt om al god tone tillært på kunstakade­ leri (fig. i, s. 69). På nærmere hold inviterede Son­ mierne, at bryde med det akademiske hierarki og nes store fortælling om kærlighed - i alle afskyg­ skabe kunst i en demokratisk ånd for hele folket. ninger af ordets betydning, som fundament for Det var eller skulle blive legitimt at bruge af de samfundet og for den menneskelige skaben - alle midler, der stod til rådighed. Derfor kan der i den- til at følge med ind i museet.

l66 HANNEMARIE RAGN JENSEN NOTER Jvf. Hannemarie Ragn Jensen: For Fædrelandet og Friheden, i: Kunstværkets krav. 27 fortolkninger a f danske 1. Teksten bygger på litteraturen om Jørgen Sonne og kunstværker. Red. Ernst Jonas Bencard, Anders Kold og Thorvaldsens Museum som henvist i Weilbach Dansk Peter S. Meyer, København 1990, s. 126-139. Kunstnerleksikon bd. 7 København 1996, s. 503-505 og Jørgen Sonne 1801-1890. Red. Nina Damsgaard, Dyveke 6. Frisen på Neue Pinakothek er for eksempel placeret Helsted, Eva Henschen og Bjarne Jørnæs, København højt på murene. Werner Mittelmeier: Die Neue Pinako­ 1988, med særlig vægt på: thek in München 1843-1854. Planung, Baugeschichte und Fresken, München 1977. Lars Rostrup Bøyesen: Frisen paa Thorvaldsens Muse­ um, i: Kunstmuseets Aarssknft 1946-47, København 1947, 7. Georg Jacobsen: Thorvaldsenfrisen, op.cit. (note 1) s. 158-94. Lars Rostrup Bøyesen: Frisen paa Thorvaldsens Muse­ J. F. Holm: Veiledning ved Udførelsen a f Fresco-Malerier, um, op.cit. (note 1) Stuk og Cementmosaik, København 1850. 8. Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, bd. 1-3, Georg Jacobsen: Thorvaldsenfrisen. En Analyse, i: København 1963, bd. 2, s. 326-31. Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1979, s. 91-120 samt 9. Litteratur om Thorvaldsens skulpturer, se Bjarne Jør­ planchebind. næs: Billedhuggeren Bertel Thorvaldsens liv og værk, Køben­ Bjarne Jørnæs: Historisk genre - genreagtig Historie­ havn 1993. maleri, i: Cras, tidsskrift for kunst og kultur, nr. IX, 1975. Mikkel Bogh: Bertel Thorvaldsen. Dansk Klassikerkunst, Knud Millech: Thorvaldsens Museum. Bygningens København 1997. æstetiske funktion og idé samt udviklingen i forarbej­ derne, i: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum i960, 10. Weilbach Dansk Kunstnerleksikon, bd. 5, Køben­ s. 7-136. havn 1995, s. 174-175.

Erik Moltesen: Sonnes Frise og dens Forudsætninger, 11. Erik Moltesen: Sonnes Frise og dens Forudsætninger, København 1926. op.cit. (note 1) Th. Oppermann: Sonnes Frise paa Thorvaldsens Muse­ 12. Julius Lange: Nutidskunst, København 1873. um, i: Meddelelser fra Foreningen for Kunsthaandværk og Selskabet for dekorativ Kunst. 1922, s. 17-22. 13. Robert Rosenblum: The International Style of 1800. A Study in Linear Abstraction, New York - London 1976. Steen Eiler Rasmussen: Thorvaldsens Museum og Fri­ sen, i: Arkitekten, LI. Årgang, juli-august 1949, s. 117-138. Bjarne Jørnæs: Der Kontur in Thorvaldsens Kunst, i: Gerhard Bott og Heinz Spielmann: Künstlerleben in Rom. Else Kai Sass: Der polychrome Bildfries an der Aussen- Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Der dänische Bildhauer und wänden des Thorvaldsen Museum in Kopenhagen, i: seine deutsche Freunde. Nürnberg 1991, s. 67-74. Muzeum 1 tworca, Festskrift til Stanislaw Lorentz, Warszawa 1969. 14. Frank Büttner: Peter Cornelius. Fresken und Fresken Projekte, bd. 1-2, Wiesbaden 1980. 2. Brev fra Constantin Hansen til N. L. Høyen. Det kgl. Bibliotek, Ny kgl. Samling, 1857-2. Stefanie Bildmeier: Gemalte Kunstgeschichte. Zu den Entivürfen des Peter von Cornelius fü r die Loggien der Alten Hannemarie Ragn Jensen: Universitetets vestibule, i: Pinakothek. (Miscellenia Bavaria Monacensia), München Constantin Hansen 1804-1880, Thorvaldsens Museum- 1983. Aarhus Kunstmuseum, 1991, s. 70. Gisold Lammel: Peter von Cornelius; Beitrag zur Neu- H. P. Rohde: En guldaldermaler i Italien. Kunsthistorisk renaissancemalerei, i: Historismus - Aspekte zur Kunst im mosaik sammensat a f breve og optegnelser hidrørende fra 19. Jahrhundert. Red. Karl-Heinz Klingenburg, Leipzig Constantin Hansen og hans kreds, København 1977, s. 148. 1985, s. 123-140. 3. Constantin Hansen: De »skjönne Kunsters« Enhed, i: 15. Stig Miis: Nazarenerne i Rom, 1: Kunst og Liv i Thor­ Nordisk Universitets Tidskrift, 9. årg. 1. hefte, 1863. valdsens Rom. Red. Bjarne Jørnæs, Torben Melander og 4. Georg Jacobsen: Thorvaldsenfrisen, op.cit. (note 1) Stig Miis, København 1992.

5. Sonne har, ligesom Constantin Hansen siden med 16. Sonnes nære forståelse for Nazarenernes intentioner billedet af den grundlovgivende rigsforsamling, for­ og valg af forbilleder fremgår i øvrigt af hans bidrag til holdt sig til den historiske begivenhed, således som han udsmykningen af værelse 21 i Thorvaldsens Museum. mente, den burde have taget sig ud.

JØRGEN SONNES FRISE - ET OPRØR MOD DET GAMLE HIERARKI OG DE ETABLEREDE NORMER 167 ENGLISH SUMMARY Sonne’s ability to live up to M. G. Bindesbøll’s expectations derived from his having had as his Jørgen Sonne’s Frieze teacher in the Royal Academy of Fine Arts in - a Break with the Old Hierarchy Copenhagen, Thorvaldsen’s friend, Professor J. L. and Established Norms Lund. Through Lund’s links with the German Concerning both extent, content and technical Romantic School, Sonne is introduced to the method, Sonne’s work is unique in Danish visual Nazarenes’ idealistic desire to paint for the people art. It is likewise difficult to find comparable exam­ and their initiatives in renewing painting both ples in European decorative art of the period. This technically and thematically. The many breaches article therefore signifies an attempt to develop with academic tradition and the old hierarchy of further a reading of the layers of significance to genres in Sonne’s decorations are justified on the which Sonne has given form with the frieze on basis of the frieze’s being contemporaneous with Thorvaldsens Museum by examining whether it radical changes in Danish society and the estab­ can be put into a contemporary context which can lishment of a new national self understanding. partly justify Sonne’s technical experiment, and partly illuminate the choice of motifs and stylistic expressions.

168 HANNEMARIE RAG N JENSEN