Borgerne, Politikerne Og Det Pjattede Demokrati

BORGERNE, POLITIKERNE OG DET PJATTEDE DEMOKRATI

En retorisk kritik af borgerforslags potentiale for retorisk medborgerskab

Katrine Falk Lønstrup

Amalie Hypolit Københavns Universitet Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Afdeling for Retorik

Katrine Falk Lønstrup og Amalie Hypolit

Borgerne, politikerne og det pjattede demokrati: En retorisk kritik af borgerforslags potentiale for retorisk medborgerskab

Citizens, Politicians, and a Foolish Democracy: A Rhetorical Critique of the Potential for Rhetorical Citizenship in the Danish Citizens’ Initiative

Vejleder: Kristine Marie Berg

Afleveret den 31. december 2018

Antal tegn: 298.263 (124,3 ns)

Fordeling af afsnit: Fælles: 6-41, 50-52, 72-74, 90-93, 111-129 Amalie: 41-44, 57-65, 74-86, 93-98, 106-111 Katrine: 44-50, 52-57. 65-72, 86-90, 98-106

Forsideillustration: Ditte Ahlgren, iBureauet Abstract

This master’s thesis examines the limitations on and opportunities for the enactment of rhetorical citizenship in the Danish Citizens’ Initiative (borgerforslag), a democratic innovation proposed as a tool for direct democracy and deeper citizen participation. The initiative was passed in 2017 by the Danish Parliament and took effect on Janu- ary 24, 2018. Since its effective date, Danish citizens entitled to vote have been allowed to submit legislative proposals on the website borgerforslag.dk. If a proposal acquires 50.000 signatures, the Danish Parliament is compelled to deliberate and decide upon the proposal. In rhetorical terms, citizens’ initiative thus subscribes rhetorical agency to ordinary citizens and enables them to enact their rhetorical citizenship by composing a proposal. However, this thesis argues that in its current state citizens’ initiative does not fully live up to this promise. Rather than enhancing democratic inclusion, citizens’ initiative appears to privilege citizens capable of using the institutionalized language and rhetorical con- ventions of the Parliament. This claim relies on a close-reading of a comprehensive number of proposals in combination with a textual-intertextual analysis of the first three proposals that reached 50.000 signatures as well as their reception and deliberation in the public and the Parliament. The analyses show that the promise of agency in the act of citizens writing legislative proposals implemented directly in the political process is a hard one to fulfill. Following a current trend in rhetorical criticism focusing on the rhetoric of ordinary citizens, this thesis contributes to a growing field of rhetorical citizenship as suggested by Kock and Villadsen (2012). It does so by demonstrating how theory on rhetorical agency, publics, and vernacular rhetoric can be combined with the method of textual-intertextual analysis. This is done to study the active, participatory dimension of rhetorical citizenship. At the same time, the rhetorical approach emphasizes the need for qualitative rather than merely quantitative studies of democratic inno- vations such as the Danish citizens’ initiative. Indhold

Kapitel 1. Indledning ...... 6 Borgerforslag som demokratisk deltagelse ...... 8 TEORI OG UNDERSØGELSESDESIGN ...... 13 Kapitel 2. Teori ...... 14 Retorisk medborgerskab som ramme ...... 14 En dialektisk forståelse af handlekraft ...... 16 Offentligheder og offentlig meningsdannelse...... 19 Vernakulær og institutionel retorik ...... 20 Kapitel 3. Undersøgelsesdesign ...... 24 Tekstnær analyse af de første 56 borgerforslag...... 24 Tekstlig-intertekstlig analyse i tre casestudier ...... 25 Sammensætning af artefakt gennem orienterende læsning ...... 27 Casestudie 1: Studenterorganisationers kampagne på sociale medier ...... 28 Casestudie 2: Borgeres debat i et kommentarspor ...... 29 Casestudie 3: Institutionelle aktørers debat i traditionelle medier ...... 30 ANALYSE ...... 32 Kapitel 4. Borgerforslag: Vernakulær retorik i et institutionelt format ...... 33 De institutionelle rammer for borgernes deltagelse ...... 33 Hvordan ser borgerforslagene ud? ...... 36 Manglende beherskelse af den institutionelle teksts dele ...... 36 En kakofoni af forskellige dagsordener ...... 37 Ekspertkilder, sammenligninger med andre lande og personlige vurderinger ...... 41 Postulater, præsuppositioner, underforståelser og vage referencer ...... 44 Indignation og modstand mod politikerne ...... 47 Delkonklusion ...... 50 Kapitel 5. Når et borgerforslag lægger demokratisk pres på politikerne...... 52 Et mobiliserende borgerforslag ...... 53 Institutionel forslagstekst og vernakulære bemærkninger ...... 53 De studerende i opposition til politikerne ...... 55 Antagelse om en etableret enighed ...... 56 Forslagsstilleres kampagne for borgerforslaget ...... 57 En eksisterende modstand #droploftet ...... 58 En etableret handleposition ...... 60 Borgerforslag som demokratisk pres ...... 62 Folketingsdebatten og det demokratiske dilemma ...... 65 Oppositionspolitikere som talerør ...... 65 Useriøse, forkælede studerende og ansvarlige politikere ...... 66 Fra uddannelsespolitik til borgerforslag som demokratisk idé ...... 69 Delkonklusion ...... 72 Kapitel 6. Når et borgerforslag kan afvises som misinformerende ...... 74 Et tvetydigt, indigneret borgerforslag ...... 74 Uklar handling ...... 75 Manglende informationer ...... 75 Appel til modtagerens indignation ...... 76 En uoplyst debat blandt borgere ...... 77 En mudret debat ...... 78 Retorisk interferens: OK18, østfolk og Putin ...... 80 Den almindelige dansker og de grådige politikere ...... 82 Politikerne som udemokratiske ...... 84 Folketingsdebatten og de forvirrede borgere ...... 86 Tilbage til den konstaterende fase ...... 86 Borgernes indignation som forårsaget af misforståelser ...... 87 Borgernes indignation som legitim reaktion på uretfærdige vilkår ...... 89 Delkonklusion ...... 90 Kapitel 7. Når et borgerforslag tvinger politikerne til at tage stilling ...... 93 Et gennemskrevet borgerforslag med få nuancer ...... 94 En principiel sag om barnets tarv ...... 95 Fraværet af andre perspektiver ...... 96 En polariseret debat blandt de berørte aktører ...... 98 Modstanderes forsøg på at generobre handlekraft ...... 98 En legitim taleposition for fortalere ...... 103 Folketingsdebatten og det ensidige borgerforslag ...... 106 Imod omskæring og imod forbud ...... 106 Enighed om værdier, uenighed om fortolkning ...... 107 En sag med flere perspektiver ...... 109 Borgerforslagets tvetydighed som afsporende ...... 110 Delkonklusion ...... 111 DISKUSSION, KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING ...... 114 Kapitel 8. Diskussion og vurdering ...... 115 Borgerforslags potentiale for retorisk medborgerskab ...... 116 Grænser for retorisk medborgerskab gennem borgerforslag ...... 117 En hensigtsmæssig måde at inkludere borgere på? ...... 121 Diskussion af undersøgelsesdesign ...... 124 Kapitel 9. Konklusion og perspektivering ...... 127 Litteratur ...... 130 “Democracy is, at best, a reflection of the culture in which it is situated, and it carries the price of permitting the wise and the foolish their say” 1 Hauser 2004a: 1

Indledning

“Det er så dette pjat, snart 50.000 danskere mener, vi skal behandle i Folketinget”, proklamerede Søren Pind (V) på Facebook 29. marts 2018. De 50.000 danskere, han henviste til, havde skrevet under på et såkaldt borgerforslag1 om at afskaffe ministerpension. Siden januar 2018 har borgere i Danmark nemlig kunnet stille forslag på hjemmesiden borgerforslag.dk. Får et forslag 50.000 borgere til at sætte en digital underskrift, skal det behandles i Folketinget som et beslutningsforslag. Ikke overraskende udløste det stærke reaktioner i kommentarsporet, da Pind kaldte forslaget for “pjat”. “Så det at folket har en mening er noget pjat? Jeg vil mene det er DEMO- KRATI”, skrev en borger f.eks., mens en anden kaldte Pind for “himmelråbende usympatisk”. Et umiddelbart blik på Pinds Facebook-opslag synes således at be- kræfte den spænding, der ifølge Gerard A. Hauser altid har været mellem “the elite, who invoke their privilege to decide based on superior training to engage in rational deliberation” på den ene side og “the common citizens, who point to their numbers as the expression of public will” på den anden (Hauser 2004a: 2). Foruden reaktionerne på sociale medier kvitterede Berlingske med en ledende artikel, hvor chefredaktør Tom Jensen kritiserede folketingsmedlemmer og ministre, herunder særligt Pind, for ikke at “tage pænt imod borgerne, når nu de benytter sig af Folketingets opfordring til direkte deltagelse i den politiske debat”. “Som bekendt”, fortsatte Jensen, “er antallet af partimedlemmer styrtdykket, og det demokrati, der engang var stærkt repræsentativt, savner i dag vælgernes deltagelse”.2 Og borgerforslagsordningen blev da også netop indført med det formål at styrke den demokratiske deltagelse gennem mere direkte demokrati. Spørgsmålet er selvfølge- lig, om det så er den rette måde at engagere borgerne på. For mens borgerforslag er

1 I specialet bruger vi betegnelsen “borgerforslag”, selvom den juridisk korrekte betegnelse er “borger- drevne forslag”. 2 Jensen: “Søren Pind og det pjattede demokrati”, Berlingske.

Side 6 af 137 en demokratisk prisværdig idé, der i teorien giver alle stemmeberettigede borgere mulighed for at udøve retorisk medborgerskab, kan man som retoriker spørge, om det i praksis ikke kræver lidt mere at opnå handlekraft end “en god sag og en internetadgang til borgerforslag.dk”, som Pernille Schnoor optimistisk har udtalt.3 Bor- gerforslag er nemlig ikke det samme som et læserbrev eller en kommentar på Face- book; tværtimod er det en tekst, der skal kunne fungere uden yderligere tilretning direkte i den politiske beslutningsproces. I den forbindelse synes flere spørgsmål at være påtrængende: Er borgerforslag i det hele taget en tilgængelig form for deltagelse? Hvad sker der, når borgernes retorik overføres til den institutionelle kontekst, som Folketinget repræsenterer? Bliver borgernes forslag anerkendt som legitime bidrag i folketingsdebatten, eller er de lette at afvise, fordi de umiddelbart kan tænkes at bryde normerne for politiske beslutningsforslag? Og er borgerforslag i det hele taget en hensigtsmæssig måde at inkludere borgere på? Disse spørgsmål vil vi søge svar på ud fra følgende problemformu- lering:

Hvilke muligheder og begrænsninger skaber borgerforslag for borgeres udø- velse af retorisk medborgerskab?

Specialet er en retorisk kritik (Lund & Roer 2014; Villadsen 2009) af borgerforslagene og deres reception. Denne kritik er baseret dels på en tekstnær analyse af et repræ- sentativt udsnit af borgerforslag, dels på nærlæsninger af de tre borgerforslag, som først fik 50.000 underskrifter, og de intertekstuelle reaktioner, de afstedkom i den offentlige debat såvel som i folketingsdebatten (Ceccarelli 2001a; Hauser 1999: 275- 277). Foruden dette indledende kapitel består specialet af tre dele. Første del består af vores teori og undersøgelsesdesign. I kapitel 2 redegør vi for det teoretiske grundlag for specialet, hvor vi introducerer retorisk medborgerskab som ramme og de tre teoretiske indgangsvinkler til vores undersøgelse, nemlig retorisk handlekraft, offentligheder og offentlig meningsdannelse samt vernakulær og institutionel retorik. Det leder videre til kapitel 3, hvor vi præsenterer vores undersøgelsesdesign, herunder hvordan vi har sammensat det materiale, vi analyserer. Anden del består af analysen, som er opdelt i fire kapitler. I kapitel 4 undersø- ger vi, hvilke krav Folketinget stiller til borgernes kompetencer, hvorefter vi foretager en tekstnær analyse af et repræsentativt udsnit af borgerforslag, mere præcist de 56 forslag, som blev stillet den første måned. Denne analyse giver os ikke alene indsigt i borgerforslag som retorisk fænomen, men også om de rammer, politikerne

3 Schnoor: “Gode demokrater burde elske borgerforslag”, Politiken.

Side 7 af 137 har sat for borgernes deltagelse, synes at være tilgængelige, og hvordan borgerne forhandler disse rammer. På baggrund af vores analyse af det brede udsnit af borgerforslag går vi i kapitel 5, 6 og 7 nærmere ind i, hvordan borgerforslagene cirkulerer i offentligheden, og hvordan politikerne modtager borgernes forslag. Hvis borgerinddragelse skal fungere, kræver det nemlig ikke alene, at borgerne engagerer sig, men også at politikerne rent faktisk lytter til borgerne. Dette undersøger vi i tre casestudier, hvor vi foretager en tekstlig-intertekstlig analyse. På baggrund af analyserne i anden del af specialet foretager vi i tredje del en samlet vurdering og diskussion af, hvilke muligheder og begrænsninger der er forbundet med borgerforslag, og i hvilket omfang borgerforslag i det hele taget er en hensigtsmæssig måde at inkludere borgere på. Dette gør vi ud fra et ideal om, at man som retorisk medborger har adgang til at ytre sig og påvirke kollektive beslutninger (Villadsen 2008). Afslutningsvis diskuterer vi vores fremgangsmåde, og hvad denne kan bidrage med til studiet af retorisk medborgerskab, før vi slutter af med en konklusion.

Borgerforslag som demokratisk deltagelse Inden for politologien er borgerforslag ifølge Maija Setälä og Theo Schiller et såkaldt “citizens’ initiative”, som refererer til “procedures that allow citizens to bring new issues to the political agenda through collective action, that is, through collecting a certain number of signatures in support of a policy proposal” (Setälä & Schiller 2012: 1). Borgerforslag betragtes som en form for direkte demokrati, fordi de “allow citizens to be directly involved in the policy-making process” (ibid.). Mens borgerforslag i f.eks. Schweiz kan lede direkte til en folkeafstemning, hvis de opnår det på- krævede antal underskrifter, bliver de i Danmark behandlet i Folketinget af de par- lamentarikere, som borgerne har valgt til at repræsentere dem. Hvor førstnævnte betegnes “full scale initiative”, bruges betegnelsen “agenda initiative” om ordninger som den danske, fordi den lader borgere sætte en dagsorden, men altså ikke bestemme udfaldet af den (ibid.). Den handlekraft, som den danske borgerforslagsord- ning tilskriver borgerne, kan dermed mere præcist beskrives som “a form of discursive power or, more precisely, a power to influence the parliamentary decision- making agenda by proposing new legislation” (Christensen m.fl. 2017: 212). Med andre ord har borgerforslag altså et åbenbart potentiale for borgeres retoriske handlekraft. Indførelsen af borgerforslag i Danmark såvel som i en række andre europæiske lande skal ses i forbindelse med en stigende interesse for borgeres deltagelse (Setälä & Schiller 2012: 3). Som professor i statskundskab Kasper Møller Hansen påpeger,

Side 8 af 137 har spørgsmålet om, hvordan og hvorfor borgere skal inddrages i den politiske beslutningsproces mellem de formelle valg, en lang demokratiteoretisk historie og går tilbage til f.eks. Rousseau, Tocqueville, Mill og Dewey (Hansen 2010: 19). I 1960’erne opstod der med væksten i sociale bevægelser og den såkaldte “participatory revolu- tion” fornyet interesse for borgeres deltagelse i form af mere direkte demokrati (ibid.; Christensen m.fl. 2017: 412). Hvor fokus inden for deltagelsesdemokratiet er, at så mange som muligt skal deltage i den politiske beslutningsproces, sker der i slutningen af 1980’erne et skifte i politisk teori til et fokus på deliberation (Hansen 2010: 20). John Dryzek, som er en central figur inden for denne teoridannelse, taler sågar om en deliberativ vending. Essensen af demokrati er ifølge Dryzek “now widely taken to be deliberation, as opposed to voting, interest aggregation, constitutional rights, or even self-government” (Dryzek 2002: 1). I et deliberativt demokrati henter politiske beslutninger derfor legitimitet “in terms of the ability or opportunity to participate in effective deliberation on the part of those subject to collective decisions” (ibid.). Fælles for deltagelsesdemokrati og deliberativt demokrati står således et ideal om inklusion, som borgerforslag altså synes at kunne imødekomme. Borgerforslag kan netop muliggøre, hvad Dryzek kalder en “transmission” af sager fra ”public space”, den offentlige sfære, som borgerne er en del af, til et “empowered space”, hvor beslutninger bliver truffet (Dryzek 2009), og dermed altså inkludere borgere i den politiske beslutningsproces. Danmark er som nævnt ikke det første land, der har indført borgerforslag. Der eksisterer således allerede lignende ordninger i flere forskellige europæiske demokratier, f.eks. Østrig (siden 1963), Spanien (siden 1978), Polen (siden 1997), Holland (siden 2006) og som det seneste eksempel Finland (siden 2012) (Christensen m.fl. 2017: 411 f.), som netop har været inspirationskilde for den danske ordning.4 Også på supranationalt niveau i EU er der blevet indført borgerforslag som en del af Lis- sabon-traktaten (2012). Der eksisterer imidlertid få politologiske studier af disse initiativer. I antologien Citizens’ Initiatives in Europe fra 2012 konstaterer redaktørerne Setälä og Schiller, at der indtil da kun fandtes studier på henholdsvis polsk og spansk (Setälä & Schiller 2012: 6). Siden Setälä og Schillers antologi er der foretaget et kvan- titativt studie af den finske ordning, som indikerer, at borgerforslag har skabt mere demokratisk inklusion, særligt blandt unge, som ellers ofte er politisk inaktive, og at borgerforslag udgør en tilgængelig form for deltagelse, eftersom internettet udgør et væsentligt rekrutteringsnetværk (Christensen m.fl. 2017: 412). Det finske studie kommer imidlertid med en indvending, som synes særligt påtrængende for os som retorikere. Som Christensen m.fl. påpeger, afhænger netop

4 1. behandling af L108, 2017-18.

Side 9 af 137 agendainitiativer af parlamentarikernes vilje til at tage dem seriøst, og i den forbindelse lader kvaliteten af forslagene til at kunne udgøre et ømt punkt. Det finske parlament har således klaget over kvaliteten af nogle af de forslag, som de skulle behandle, og selvom disse klager ”may be justified at times”, som Christensen m.fl. lidt kryptisk formulerer det, udgør de også ”a risk that discourses that do not conform to certain prevailing norms are excluded from decision making in parliament” (ibid.: 428). Sat på spidsen bliver ”dårlig kvalitet” måske en kattelem, som politikerne kan liste ud af, når de af den ene eller anden årsag ikke vil tage stilling til et borgerforslag. Derfor opfordrer Christensen m.fl. til også at studere, hvad den politiske teoretiker Iris Marion Young kalder “internal exclusion”. Young skelner mellem ekstern og intern eksklusion; hvor ekstern inklusion er praksisser, som “keep some individuals or groups out of the fora of debate or processes of decision-making, or which allow some individuals or groups dominative control over what happens in them” (Young 2000: 52), refererer intern eksklusion til, at borgere ekskluderes, selvom de formelt set er inkluderet:

Having obtained a presence in the public, citizens sometimes find that those still more powerful in the process exercise, often unconsciously, a new form of exclusion: others ignore or dismiss or patronize their statements and expressions. Though formally included in a forum or process, people may find that their claims are not taken seriously and may believe that they are not treated with equal respect. The dominant mood may find their ideas or modes of expression silly or simple, and not worthy of consideration (...) I call these familiar experiences internal exclusion, because they concern ways that people lack effective opportunity to influence the thinking of others even when they have access to fora and procedures of decision-making. (ibid.: 55)

Mens Christensen m.fl. fokuserer på ekstern eksklusion, når de undersøger, hvor mange og hvilke borgere der har skrevet under på et af de finske borgerforslag, er vi netop mere interesserede i, “the extent to which certain modes of communication or formats of initiatives are privileged over others” (Christensen m.fl. 2017: 428). Ved at undersøge, hvordan borgerne ytrer sig inden for de rammer, som politikerne har fastsat, og hvordan disse ytringer bliver modtaget, bidrager vi således til en mere kvalitativ forståelse af mulighederne for deltagelse gennem borgerforslag. I modsæt- ning til mere kvantitative tilgange til deliberativt demokrati har vi som retorikere netop fokus på, hvad specifikke ytringer gør (Kock & Villadsen 2017: 575). Mens der er få politologiske studier af borgerforslag, er der os bekendt ingen retoriske bidrag, på trods af at dette genstandsfelt efter vores mening altså i høj grad kalder på retorisk opmærksomhed. Særligt inden for rammen af retorisk

Side 10 af 137 medborgerskab (Villadsen 2008; Kock & Villadsen 2012; 2014; 2017) mener vi, at det er oplagt at studere borgerforslag. Ordningen udspringer netop af et ønske om at lade borgere komme til orde og styrke deres demokratiske deltagelse, hvilket afspejler den normative og præskriptive forventning, der ligger i det at være en medborger, nemlig at vi som medborgere har adgang til at påvirke kollektive beslutninger, hvad enten det er som aktive i en forening eller som kritisk bevidste vælgere (Villadsen 2008). Når vi studerer borgerforslag og dermed borgeres retorik, lægger vi os samtidig i forlængelse af en række retorikere, som har opfordret til udvide retorikkens interessefelt til at inkludere retorik, som ikke kommer fra en privilegeret taleposition (Ono & Sloop 1995; Hauser 1999; Geisler 2014: 11; Kock & Villadsen 2012, 2014, 2017). Særligt Gerard A. Hauser står til indtægt for denne orientering. I Vernacular Voices fra 1999 beskriver han, hvordan retorikere traditionelt har tildelt kanoniserede politiske taler mere opmærksomhed end borgeres uformelle hverdagsretorik, hvilket ifølge Hauser er en blindgyde, hvis man vil vide, hvordan den offentlige mening dannes (Hauser 1999: 88). I en dansk kontekst ses denne interesse udmøntet i Ras- mus Rønlevs ph.d.-afhandling om danske netavisers potentiale som webmedier for retorisk medborgerskab blandt borgere (Rønlev 2014). Men hvor de kommentarspor, som Rønlev analyserer, primært er fora for kommunikation mellem borgere og kun i sjældne tilfælde får samfundets magt- og medieelite til at reagere, er selve idéen med borgerforslag imidlertid, at de skal fungere som en kanal for kommunikation fra borgere til politikere; politikerne er således forpligtede til at forholde sig til borgernes forslag, hvis de får 50.000 underskrifter. Samtidig adskiller netavisernes kommentarspor sig grundlæggende fra borgerforslag, idet sidstnævnte ikke ligefrem indbyder til uformel hverdagsretorik, men derimod tilskynder borgerne til at påtage sig en formel retorik, som passer til den institutionelle kontekst, borgerforslagene skal fungere i, nemlig Folketinget. Idet vi undersøger borgernes retorik i en institutionel frem for en mere uformel kontekst, adskiller vi os fra, hvad flere af de nævnte retorikere opfordrer til. Så- ledes læner vi os mere op ad Karen Tracy og Robert Hariman, som har studeret så- kaldt “ordinary democracy”, som netop er lokale, men dog formelle, beslutnings- processer såsom skolebestyrelsesmøder (Tracy 2007; Hariman 2007). Som Tracy og Hariman påpeger, er borgerne udfordret af de formelle krav, de skal leve op til, når de skal argumentere for deres sag ved disse skolebestyrelsesmøder. Samtidig er de imidlertid ifølge Hariman underlagt et socialt pres for ikke at fremstå bedrevidende, hvilket resulterer i, at selv de allermest veluddannede borgere ligefrem underspiller deres retoriske kompetencer og i stedet fremstår uformående og undskyldende

Side 11 af 137 (Hariman 2007: 226). Denne nedtoning af egne kompetencer synes ikke at være på spil i borgerforslag; tværtimod er der nok snarere tale om, at borgere fejler i deres forsøg på at optræde institutionelt.

Side 12 af 137 TEORI OG UNDERSØGELSES- DESIGN ”Having obtained a presence in the public, citizens sometimes find that those still more powerful in the process exercise, often unconsciously, a new form of exclusion: others ignore or dismiss or pat- 2 ronize their statements and expressions.” Young 2000: 55

Teori

I dette kapitel præsenterer vi indledningsvis retorisk medborgerskab, hvorefter vi introducerer de tre teoretiske indgangsvinkler til vores undersøgelse, nemlig retorisk handlekraft, offentligheder og vernakulær retorik, som alle er relevante i studiet af retorisk medborgerskab (Kock & Villadsen 2012: 6 f.; 2014: 9; 2017: 576).

Retorisk medborgerskab som ramme Christian Kock og Lisa Villadsen har med betegnelsen retorisk medborgerskab eller “rhetorical citizenship” foreslået en konceptuel ramme for udforskningen af, hvordan borgere deltager og engagerer sig i det offentlige liv (Kock & Villadsen 2012; 2014; 2017). I introduktionen til deres første antologi om retorisk medborgerskab skriver de, at retorisk medborgerskab er “a way of conceptualizing the discursive, processual, participatory aspects of civic life” (Kock & Villadsen 2012: 5). Retorisk medborgerskab er altså ikke en teori, men en måde at konceptualisere og forstå borgeres demokratiske deltagelse på. Således er der heller ikke knyttet bestemte metoder til udforskningen af dette fænomen; Kock og Villadsen opfordrer derimod netop til en tværfaglig tilgang (ibid.: 8). Til retorisk medborgerskab knytter sig to komplementære sider: en aktiv, deltagende, kommunikerende side og en mere passiv, modtagende, lyttende side. Deli- beration dækker nemlig både over borgernes udveksling af retorik i private og offentlige samtaler og deres reception af den retorik, som de opfanger (Kock & Villad- sen 2012: 5; 2014: 13; 2017: 572). Denne tosidede forståelse er forankret i Aristoteles, hvis etik ifølge Kock og Villadsen fokuserer på individets “indre deliberation”, som er efterfulgt af et individuelt valg, mens hans retorik er offentlig deliberation forud for kollektive valg. I ideen om retorisk medborgerskab forenes disse dimensioner. Selv de borgere, der blot er modtagere af offentlig retorik, f.eks. ved at læse et borgerforslag, må altså foretage en “indre deliberation”, hvor de tager stilling til den retorik, de opfanger.

Side 14 af 137 Med dets fokus på deliberation fremhæver retorisk medborgerskab “the fact that legal rights, privileges and material conditions are not the only constituents of citizenship; discourse that takes place between citizens is arguably more basic to what it means to be a citizen” (Kock & Villadsen 2014: 11). Dermed bygger retorisk medborgerskab snarere på en republikansk end en liberal forståelse af medborgerskab. Hvor sidstnævnte betoner rettigheder og frihed som afgørende for medborgerskab, sætter førstnævnte borgernes deltagelse og deliberation i centrum (Kock & Vil- ladsen 2012: 1). Den republikanske opfattelse af medborgerskab har rødder i de græ- ske bystater og den romerske republik, hvor offentlig deliberation blandt borgerne var afgørende for fællesskabets beslutninger, mens den liberale tradition ikke tildeler deliberation samme betydning, fordi borgere antages at have stabile præferencer og interesser, som varetages af de repræsentanter, de vælger (ibid.: 3). Der er naturligvis langt fra Athens direkte demokrati til moderne repræsentative demokratier, men ifølge Kock og Villadsen er der i et stadig mere fragmenteret og segmenteret samfund netop brug for at “reinvogorate the republican-rhetorical aspect of citizenship”, hvor også borgere deltager i deliberation. For dermed bliver demokrati “less like a marketplace and more like a forum” (ibid.). Retorisk medborgerskab kan ses som en parallel til en strømning inden for politisk teori, nemlig deliberativt demokrati. Som Kock påpeger, har deliberativt demokrati “meget til fælles med det at ville sætte retorisk medborgerskab på dagsordenen, blot kommer den så at sige fra den modsatte side til det område hvor politisk tænkning og retorik overlapper” (Kock 2008: 65). Deliberativt demokrati har ligeledes rødder i republikanismen, men har samtidig elementer fra det liberale demokrati (Habermas 1994). Ligesom andre retorikere (f.eks. Ivie 1998: 491; 2002: 277; Hauser & Benoit-Barne 2002: 261 f.; Hauser 2004a: 12) skriver Kock og Villadsen sig imidlertid op imod, hvad de betragter som en tendens blandt deliberative demokrater til at idealisere rationel argumentation og konsensussøgning (Kock & Villadsen 2017: 576).5 De argumenterer for nødvendigheden af at udvide rammerne for, hvad der anerkendes som legitime bidrag til den offentlige debat, ligesom de fremhæver uenighed som et grundlæggende vilkår, vi ikke skal forsøge at eliminere (ibid.). Der- med nærmer Kock og Villadsen sig politiske teoretikere som f.eks. førnævnte Young og Dryzek, som taler om henholdsvis “communicative democracy” (Young 2000: 62) og “discursive democracy” (Dryzek 2002: 3) som en bredere og mere

5 Kock og Villadsen oplyser ikke, præcis hvilke deliberative demokrater de tager til indtægt for denne tendens, men vi antager, at det er teoretikere, der bekender sig til Habermas’ diskursetik (se f.eks. Habermas 1973: 240).

Side 15 af 137 inkluderende forståelse af deliberativt demokrati.6 Det gælder både, hvad angår de kommunikative praksisser og de steder, hvor deliberation kan foregå: “A deliberative democracy cannot easily be sought in a single forum. Instead, it should be sought in the contributions of multiple sites—and representations across these sites” (Dryzek 2010: 320). Som Kock og Villadsen skriver, bør offentlig retorik ikke blot studeres som en teoretisk eller idealiseret konstruktion; vi bør også studere “actual civic discourse” (Kock & Villadsen 2012: 5), fordi “public political debate would benefit from increa- sed attention to various manifestations of rhetorical practice” (Villadsen 2012: 169). Dermed lægger de sig i forlængelse af Hauser, som understreger, hvordan man som kritiker må forstå demokratisk deltagelse som noget, der manifesterer sig i praksis gennem alt fra “the negotiating table to the myriad forms by which free people ex- press their social, political, and personal aspirations and identities” (Hauser 2004a: 12). For at forstå denne forskelligartede demokratiske deltagelse er det nødvendigt at beskæftige sig med praksis. Eller med Hausers ord: “tend to the messy business of a democracy's rhetoric” (ibid.: 3).

En dialektisk forståelse af handlekraft Den aktive, deltagende side af retorisk medborgerskab er tæt knyttet til ”rhetorical agency” (Kock & Villadsen 2012: 7; Villadsen 2012: 169), som netop grundlæggende handler om “the relative capacity of speech to intervene and effect change” (Hoff Clausen 2018: 287). Agency er dog ikke et entydigt begreb. Tværtimod har det været genstand for flere forskellige udlægninger. Når Hauser i sin introduktion til et tema- nummer af Philosophy & Rhetoric om netop agency skriver, at dette har en “chame- leon-like quality”, er det altså ikke helt ved siden af (Hauser 2004b: 186). Det tætteste, Hauser selv kommer på en definition, er, at det er “a central conceptual consideration for understanding language use and humanity”, som cirkulerer blandt “different intellectual traditions, generating questions, methodological considerations, and levels of analysis” (ibid.). Ifølge Joshua Gunn og Dana Cloud, som i en artikel fra 2010 opsummerer de forskellige udlægninger, er der tre grundlæggende forskellige positioner: en kritisk posthumanistisk, en traditionel humanistisk og en pragmatisk dialektisk (Gunn & Cloud

6 At hverken Young eller Dryzek på trods af deres velvilje over for retorikkens rolle i demokratiet ikke selv er retorikere, kan muligvis ses i deres forståelse af, hvad retorik er: Young taler om retorik som en kommunikativ kategori på linje med ”greetings” og ”narrative”, som skal ses som ”three modes of communication in addition to making arguments” (2000: 56), ligesom Dryzek ser retorik som “a form of communication” på linje med “testimony” og “humor” (2009: 1381).

Side 16 af 137 2010: 52-57). Mens den humanistiske position, retorikken traditionelt har kredset om, idealiserer den handlekraftige retor, som alene med sine nøje udvalgte ord formår at skabe forandringer, har en posthumanistisk kritik af det autonome subjekt sat spørgsmålstegn ved, om agency i det hele taget er muligt, og i givet fald for hvem. Ifølge Gunn og Cloud argumenterer teoretikere, der bekender sig til den posthuman- istiske vending, for ”(…) a decentering of the all-powerful, choice-driven, radically free subject and an attention to larger structural, material, or discursive objects that limit and/or constitute the subject” (ibid.: 54). Fokus skal altså i stedet være på struktur, hvilket ifølge posthumanisterne ”helps to resituate agency as a capacity – and not only a human capacity – for action that is both constrained and enabled by structures, contexts, and so on” (ibid.). Gunn og Cloud er kritiske over for at forstå enten subjekt eller struktur som determinerende for agency. I stedet plæderer de for den mere pragmatiske forståelse, hvor agency opstår i en dialektisk bevægelse mellem subjekt og struktur og dermed ”is to be situated somewhere between the subject and structure, a meeting place of interiors and exteriors” (ibid.: 55). Denne position er ifølge Gunn og Cloud den mest udbredte blandt retorikere (ibid.), og vi ser den således også hos flere. F.eks. argumenterer Cheryl Geisler for, at muliggørelsen af agency ikke kan forklares alene med retors retoriske kompetencer; de vilkår, som vedkommende handler under, er lige så afgørende (Geisler 2004: 13 f.). I en dansk kontekst er et tidligt eksempel Elisabeth Hoff-Clausen, Christine Isager og Lisa Storm Villadsen, der i en artikel fra 2005 bebuder, at agency “forekommer lovende som forbindelsespunkt mellem de instrumentelle og skabende aspekter af retoriske handlinger” (Hoff-Clausen, Isager & Villadsen 2005: 56). De uddyber, hvordan ”(...) det retoriske sprog på en gang skaber en virkelighed og skabes af virkeligheden, og at retor har mulighed for at påvirke virkeligheden med sine ord samtidig med, at han eller hun konstitueres som taler af samme virkelighed” (ibid.). I deres oversættelse af ”agency” til henholdsvis handleposition og handlekraft betoner de netop denne tosidede forståelse af handlekraft. Mens det instrumentelle aspekt refererer til retors kompetencer og evne til at opnå handlekraft i en given situation, handler det skabende, konstituerende aspekt om selve retors handleposition, altså ”de omstændigheder, retor både konstituerer og konstitueres af” (ibid.: 57). Et toneangivende bidrag til den dialektiske forståelse af agency kommer fra Karlyn K. Campbell, som pointerer, at agency er “(...) communal, social, cooperative, and participatory and, simultaneously, constituted and constrained by the material and symbolic elements of context and culture” (Campbell 2005: 3). Ifølge Campbell refererer agency grundlæggende til ”the capacity to act, that is, to have the competence to speak or write in a way that will be recognized or heeded by others in one’s

Side 17 af 137 community” (ibid.). Campbell tillægger således form betydning, idet f.eks. genrer er afgørende for modtagerens evne til at opfange, kategorisere og identificere ”how a symbolic act is to be framed” (ibid.). En anden, der også vægter form, er Erin Rand, som imidlertid kritiserer Campbell for ikke at distancere sig tilstrækkeligt fra det, hun betragter som et retorcentreret syn på agency (Rand 2008: 299). I stedet for at se agency som ”the ability of rhetors or texts to act”, som Campbell ifølge Rand gør, foreslår Rand, at ”agency is textual”, i den forstand at agency “can be exercised only through available and socially recognizable forms of discourse” (ibid.). Rand definerer således agency som ”the capacity for words and/or actions to come to make sense and therefore to create effects through their particular formal and stylistic con- ventions” (ibid.). Disse konventioner skal ifølge Rand forstås som specifikke materi- aliseringer af institutionel magt, og de er derfor både produktive, idet de muliggør, at en tekst overhovedet kan forstås, og begrænsende, fordi de bestemmer, hvordan en tekst skal forstås. De stilistiske valg, retor træffer, og forståeligheden af den diskurs, der produceres, er med andre ord ”both enabled and constrained by formal conven- tions” (ibid.: 314). Ligesom Campbell abonnerer Rand således på en dialektisk for- ståelse af agency, men hvor Campbell ifølge Hoff-Clausen synes at knytte agency til retor og retors kompetencer, forstår Rand altså agency som primært forbundet med form, i og med at ”shared language and conventionalized ways of acting together are conditions of possibility for rhetorical agency” (Hoff-Clausen 2018: 288). Når realiseringen af handlekraft er betinget af forskellige interagerende om- stændigheder, som både Campbell og Rand betoner, betyder det samtidig, at den effekt, ord vil have, er uforudsigelig (ibid.: 295). Ifølge Hoff-Clausen kan end ikke de mest kompetente retorer kontrollere, hvordan ord bliver ”interpreted, put to use, and circulated by publics, or what might come from this circulation in the short or long run” (ibid.). Den uforudsigelighed, der ligger i agency, kalder Campbell for “perverse” og “protean” (Campbell 2005: 14), mens Rand taler om “queerness” og “undecidability” som noget, der gør en bestemt form “available to exploration and exploitation” og dermed muliggør agency (Rand 2008: 311). I vores forståelse af handlekraft indtager vi ligeledes en dialektisk position. Som Hoff-Clausen opfordrer til, tilstræber vi således “neither to locate rhetorical agency exclusively in individuals, nor to practically dissolve it in the governance of structures over subjects more or less lacking in will” (Hoff-Clausen 2018: 192). Vi anerkender dermed, at borgernes kompetencer har stor betydning for deres handlekraft, men at borgerne samtidig er begrænset af de institutionelle standarder, som politikerne har fastsat for deres deltagelse, de konventioner, som knytter sig til politikernes beslutningsforslag, og den måde, der argumenteres på i folketingssalen.

Side 18 af 137 Samtidig finder vi forståelsen af agency som resultat af teksters cirkulation interessant, idet borgerforslagenes afsendere netop ikke kan kontrollere deres cirkulation og den offentlighed, der konstitueres, når forskellige personer tillægger borgerforslagene opmærksomhed. Som Michael Warner påpeger, kan tekster netop ‘‘be picked up at different times and in different places by otherwise unrelated people’’ (Warner 2005: 51), hvorfor det altså er uforudsigeligt, hvad der vil ske, og hvilken handlekraft der vil opstå, når et borgerforslag cirkulerer.

Offentligheder og offentlig meningsdannelse Når et borgerforslag cirkulerer, bliver der konstitueret offentligheder, i og med at nogle viger borgerforslaget opmærksomhed. To centrale teoretikere, der har bidra- get til en retorisk forståelse af offentligheder og offentlig meningsdannelse, er Mi- chael Warner (2002; 2005) og Gerard Hauser (1999; 2004a; 2007). Warner definerer en offentlighed som en “cultural form, a kind of practical fic- tion (Warner 2005: 8), som konstitueres retorisk, idet subjekter bliver adresseret som en offentlighed. Offentligheder er dermed selvorganiserende og opstår som et mål i sig selv. De er med andre ord “autoteliske” (ibid.: 67), hvilket vil sige, at en offentlighed kommer til live, fordi den bliver adresseret: “It exist by virtue of being addres- sed” (ibid., original kursiv). Man kan dermed ikke på forhånd antage, hvem der vil være en del af en given offentlighed, ligesom man heller ikke kan måle en offentlighed som en empirisk størrelse. Det afhænger derimod af, hvem der involverer sig i diskursen: “Attention is the principal sorting category by which members and non- members are discriminated” (ibid.: 87). Fordi en offentlighed afhænger af en form for opmærksomhed, går den i opløsning, så snart denne opmærksomhed forsvinder: “Publics, by contrast, lacking any institutional being, commence with the moment of attention, must continually predicate renewed attention, and cease to exist, when attention is no longer predicated” (ibid.: 88). Ligesom Warner er Hauser interesseret i, hvad der konstituerer en offentlighed. For begge er svaret, at en offentlighed konstitueres retorisk og ikke ud fra iden- titeten på de personer, som deltager i en offentlighed. Hvor Warner skriver om “the kind of public that comes into being only in relation to texts and their circulation” (ibid.: 66), skriver Hauser tilsvarende om “(…) a public understood as an emergent body of those who are tending to an issue through their active participation in the deliberative processes that bear on it” (Hauser 2007: 335). Ligeledes beskæftiger Hauser sig med “the way arguments circulate within the political public sphere” (ibid.: 337), hvormed han ligesom Warner lægger vægt på offentligheder som noget

Side 19 af 137 processuelt; noget, der konstitueres, i og med at diskurser cirkulerer: “A public’s es- sential characteristic is its shared activity of exchanging opinion (Hauser 1999: 64). I modsætning til denne forståelse af offentligheder som noget, der opstår gennem en vedvarende udveksling af meninger, står ifølge Hauser to dominerende modeller for offentlig meningsdannelse, nemlig “the rational deliberation model” og “the opinion poll model”. I den førstnævnte anskues den offentlige opinion som en intersubjektiv konsensus, der kommer til udtryk, når rationelle aktører debatterer i én sfære. I den anden model betragtes offentlig meningsdannelse som en kendsger- ning, der kan identificeres gennem meningsmålinger. Problemet med de to modeller er ifølge Hauser, at “[n]either conceptualizes discourse in ways that account for the rhetorical processes by which those without official status – the actual members of the publics – communicate to one another and respond to the messages they receive” (ibid.: 84). Som alternativ til disse to modeller foreslår Hauser en “vernacular rhetoric model” (ibid.: 83). Han lægger således vægt på, at man for at studere offentlig meningsdannelse ikke kun skal beskæftige sig med den institutionelle retorik, som retorikken har en lang tradition for, men altså også den vernakulære, der florerer blandt almindelige, aktive borgere i alle samfundets sfærer (ibid.: 88). Det er nemlig i denne “mul- tilog” af diskursive udvekslinger, verbale såvel som nonverbale (ibid.: 105 f.), at den offentlige mening skabes og formes. Med andre ord er offentligheder noget, der træ- der frem gennem manifesteringer af vernakulær retorik:

There can be no such thing as a public opinion independent of the discourse that tests ideas and leads to judgment. This body of discourse exceeds that of institutional speakers by locating evidence that a public has emerged, how it understands the issues, and the opinions, however ephemeral, it is forming through vernacular exchanges among social actors. (ibid.: 109)

Den forståelse af offentligheder og offentlig meningsdannelse, vi finder hos Warner og Hauser, er relevant for os, fordi det giver os mulighed for at forstå, hvordan cirkulationen af borgerforslag kan være med til at konstituere og forhandle en offentlig mening. Ligesom især Hauser forstår vi netop denne offentlige mening som en, der opstår gennem både vernakulære og institutionelle udvekslinger, hvorfor vi ikke be- grænser vores analyse til at handle om enten borgernes eller politikernes ytringer.

Vernakulær og institutionel retorik Betegnelsen vernakulær retorik bliver ofte brugt til at beskrive den retorik, der står i opposition til den institutionelle. Som Chris Ingraham påpeger, har man helt tilbage

Side 20 af 137 til antikken opereret med en opdeling mellem “the mass of ordinary citizens” og “the elite”, hvor det vernakulære er blevet associeret med “massens” retorik (Ingra- ham 2013: 2). Hvad vernakulær retorik mere præcist dækker over, er der imidlertid forskellige bud, men fælles for de grundlæggende teoretiske bidrag er, at det verna- kulære defineres ud fra dets non-institutionelle natur (Ono & Sloop 1995; Hauser 1999; Howard 2010; Ingraham 2013). Som nogle af de første formulerede Kent Ono og John Sloop i 1995 et teoretisk grundlag for at lave retorisk kritik af vernakulær retorik (Ono & Sloop 1995: 20). Ono og Sloop definerer vernakulær retorik som “discourse that emanates from specific localized communities” (ibid.: 39) og ”discourse that resonates within and from his- torically oppressed communities” (ibid.: 20). Ifølge Ono og Sloop er det altså, hvem afsenderen er, der afgør, hvorvidt der er tale om vernakulær eller institutionel retorik. Mens det institutionelle knytter sig til magtfulde agenter, eksisterer den verna- kulære retorik i lokale, marginaliserede fællesskaber. Ligesom Ono og Sloop placerer Hauser det vernakulære i modsætning til det institutionelle, som han knytter til “official and empowered elites” eller “leading voices speaking and writing from institutional seats of power” (Hauser 1999: 105; 109). Den institutionelle retorik har altså sit udspring i en form for magtelite, og denne elite har privilegeret adgang til “the state’s steering apparatus and/or the media’s agenda-setting mechanisms” (ibid.: 39). Stilistisk er den institutionelle retorik kendetegnet ved bl.a. at være “orderly” (ibid.: 100) og “formal” (ibid.: 36), mens den vernakulære retorik beskrives som en form for “everyday dialogue” (ibid.), en “ca- cophony” (ibid.: 100) og som “the untidy communicative practices that prevail in everyday political relations at the level of talk” (ibid.: 44, original kursiv). Hauser begrænser imidlertid ikke som Ono og Sloop det vernakulære til primært at omfatte marginaliserede grupper; det er mere generelt den retorik, som florerer mellem “common people” eller “society’s active members” (ibid.: 105, 35, original kursiv). Hvor Ono og Sloop lader vernakulær retorik definere af, hvilke agenter der udtrykker sig, er det vernakulære hos Hauser snarere en form for kommunikativ praksis, der har en dialogisk kraft i sig, hvormed offentligheder konstitueres i alle samfundets sfærer.7 Selvom Hauser og Ono og Sloop har forskellige opfattelser af det vernakulære, opretholder de dog en adskillelse mellem det vernakulære og det institutionelle.

7 Forskellen på Hauser og Ono og Sloop knytter sig naturligvis også til, at de har forskellige ærinder. Hvor Hauser ønsker at præsentere en model for offentlig meningsdannelse, “the vernacular rhetoric model” (Hauser 1999: 83), er Ono og Sloops ærinde at udvikle en emancipatorisk model for retorisk kritik af verna- kulær retorik (Ono & Sloop 1995: 21).

Side 21 af 137 Denne forståelse nuancerer Robert E. Howard, når han peger på, at det vernakulære og det institutionelle ikke kan ses som uafhængige størrelser, men at de derimod betinger hinanden:

Because the vernacular comes into meaning as a result of being rendered distinct from that to which it is subordinate, it can never be completely separate from institutions. Instead, the institutional authorizes the vernacular in the sense that all ver- nacularity relies on the institutional to create the grounds on which the vernacular can enact its distinction. In this way, the vernacular emerges only when it imagines its dialectical twin as prior: the institutional. (Howard 2010: 251)

Det vernakulære står altså ifølge Howard i et dialektisk forhold til det institutionelle, hvor det ene ikke kan forestilles uden det andet. Howard foreslår at konceptualisere det vernakulære som en dialektisk diskursiv modalitet, hvormed han anser tekster såvel som diskursive agenter og den agency, de opnår, som hybrider mellem verna- kulære og institutionelle modaliteter: “(...) the vernacular as a dialectical mode of discourse hybridizing not just texts but also discursive agents and the agencies they deploy” (ibid.: 241 f.). En sådan dialektisk forståelse af vernakulær retorik ses også hos førnævnte Ingraham, der påpeger, at “(...) as a dialectical concept, the vernacular can meaningfully be understood only in reference to that which it is not: in short, specialized, official, institutional, learned, or elite” (Ingraham 2013: 2). Både Ingra- ham og Howard konstaterer, at det vernakulære kan have noget kraftfuldt over sig netop i kraft af dets anderledeshed. Mens det for Ingraham er en “tremendous, sometimes subversive power” (ibid.), mener Howard, at “[t]he vernacular is powerful because it can introduce something other than the institutional into an institutional realm” (2004: 251). Betegnelsen vernakulær retorik går altså igen hos langt de fleste retorikere, men det er forskelligt, hvad dens modsætning bliver kaldt. Vi bruger i dette speciale betegnelsen institutionel retorik, da vi beskæftiger os med det institutionelle som en diskurs, der primært ”er retorisk privilegeret i kraft af sin tilknytning til samfundsinstitutioner som det politiske system og pressen” (Rønlev 2014: 54).8 Når vi skriver om institutionel retorik, er det særligt den retorik, der knytter sig til det politiske system i form af Folketinget og til den politiske beslutningsproces. Det er med andre ord den retorik, som dominerer i det, Dryzek kalder “empowered space” (Dryzek 2009: 1385).

8 Med betegnelsen “institutionelle aktører” refererer vi således heller ikke kun til politikere, men også til personer, der udtaler sig i kraft af en tilknytning til en bestemt institution. Når vi bruger betegnelsen “almindelige borgere”, henviser vi tilsvarende til de borgere, der i den kapacitet, de ytrer sig, ikke er tilknyttet nogle samfundsinstitutioner.

Side 22 af 137 I vores forståelse af vernakulær retorik læner vi os desuden op ad Howards og Ingrahams udlægning af vernakulær retorik som dialektisk, i den forstand at vi ser vernakulær retorik som noget, der er betinget af dets institutionelle modstykke, dvs. politikernes beslutningsforslag. Når vi overordnet set betragter borgerforslag som primært vernakulære, er det altså, fordi de gennemgående afviger fra politikernes beslutningsforslag, og ikke som sådan fordi det er borgere, som er afsendere. Der vil således også være nogle borgerforslag, som nærmer sig deres institutionelle modstykke mere end andre, selvom størstedelen bærer præg af den hverdagslige, mere uformelle retorik, som Hauser beskriver som vernakulær. Vi adskiller os dermed grundlæggende fra Ono og Sloop, i og med at vi ikke betragter afsenderen som afgø- rende for, hvorvidt noget er vernakulær retorik, ligesom vi ikke betragter de borgere, som benytter sig af vernakulær retorik, som historisk marginaliserede. Det betyder dog ikke, at vi ignorerer, at en del af de borgere, der får mulighed for at komme til orde gennem borgerforslag, kan være nogle, der ikke ellers har adgang til den offentlige debat, ligesom vi anerkender, at den vernakulære retorik i nogle borgerforslag kan resonere særligt stærkt hos grupper, som føler sig marginaliserede eller glemt af politikerne. Hvor Ono og Sloop desuden mener, at den retoriske kritik af vernakulær retorik bør have et frigørende sigte (Ono & Sloop 1995: 21-24), mener vi ligesom Rønlev ikke nødvendigvis, at det er et problem i sig selv, at der findes en kommunikativ elite i form af politikere, meningsdannere og lignende med adgang til de etablerede institutioner, hvad enten der er tale om medier, kulturinstitutioner eller parlamentariske institutioner (Rønlev 2014: 55) . Vi betragter det derimod som et uundgåeligt grund- vilkår i et repræsentativt demokrati. Problemet opstår imidlertid, som Young minder om, når borgerne formelt gives adgang til den politiske beslutningsproces, men stadig ekskluderes indirekte gennem bestemte kommunikative praksisser, som de ikke behersker (Young 2000: 55). Selvom borgere med andre ord gives en handleposition, er det altså ingen garanti for, at de også kan opnå handlekraft.

Det teoretiske fokus på retorisk handlekraft, offentlig meningsdannelse og vernaku- lær retorik giver os anledning til at stille følgende undersøgelsesspørgsmål: Hvilke vernakulære og institutionelle træk kendetegner borgerforslagene? Hvordan hånd- terer borgerne den udfordring, der ligger i borgerforslagenes institutionelle format? Hvilke begrænsninger for borgernes handlekraft ligger der i de institutionelle rammer, som kendetegner borgerforslagsordningen? I hvilke fora cirkulerer borgerforslagene, og hvordan bliver den offentlige mening formet gennem cirkulationen? Hvordan vi mere konkret går til værks, kommer vi ind på i det følgende, hvor vi præsenterer vores undersøgelsesdesign.

Side 23 af 137

“No single text can create a public. Nor can a single voice, a single genre, even a single medium.” 3 Warner 2005: 90

Undersøgelsesdesign

For at kunne svare fyldestgørende på, hvilke muligheder og begrænsninger der ligger i borgerforslag som deltagelse, foretager vi to komplementære studier: en tekst- nær analyse af et bredt udsnit af borgerforslag og en tekstlig-intertekstlig analyse af de tre borgerforslag, som først fik 50.000 underskrifter, hvor vi også ser på cirkulationen og receptionen af disse. Vores analysemateriale består således af en omfattende samling af artefakter, som tilsammen giver os indsigt i de “kommunikative vilkår for denne type retorisk deltagelse” (Kjeldsen 2008: 48). Når vi ikke nøjes med alene at analysere borgerforslagene, er det, fordi en analyse af et bredt udsnit af borgerforslagene nok kan fortælle os, hvordan borgere ytrer sig gennem borgerforslag, men ikke hvordan de modtages. Netop modtagelsen er vigtig, for som Young påpeger, kan borgere mangle “effective opportunity to influence the thinking of others even when they have access to fora and procedures of decision-making” (Young 2000: 55). I det følgende præsenterer vi først vores analytiske fremgangsmåde, hvorefter vi gennemgår, hvordan vi har sammensat vores artefakt i de forskellige analyser.

Tekstnær analyse af de første 56 borgerforslag I første analyse er vi interesserede i, hvilke krav der fra politisk side bliver stillet til borgernes kompetencer, og hvordan borgerforslagene så tager sig ud i praksis. For- målet med denne analyse er at karakterisere borgerforslag som retorisk fænomen og på den baggrund at vurdere, hvilke muligheder og begrænsninger de institutionelt fastsatte rammer giver borgere for at ytre sig. Dette søger vi svar på gennem en tekst- nær analyse. Først nærlæser vi Folketingets officielle vejledning, som er tilgængelig på borgerforslag.dk, hvormed vi få indblik i de forventninger, der er til borgerne. Disse forventninger er relevante at analysere, fordi de er med til at betinge den handlekraft, borgerne kan opnå. Det ville således også være nærliggende at benytte vores

Side 24 af 137 fund i denne del af analysen som en rettesnor for, hvordan vi efterfølgende læser borgernes retorik, da en sådan fremgangsmåde ville gøre det ligetil at konkludere, om borgerforslagene lever op til politikernes forventninger. På denne måde ville vi imidlertid risikere at gå for reduktionistisk til værks. Vi bestræber os i stedet på først og fremmest at læse borgerforslagene på deres egne præmisser og derefter at holde dem op imod de forventninger, politikerne har til borgerne. Dermed opnår vi, som Geisler opfordrer til, en “richer understanding of rhetorical agency by examining how rhetors without taken-for-granted access do, nevertheless, manage to exercise agency” (Geisler 2004: 11). Når vi derefter nærlæser borgerforslagene, er vi interesserede i, hvad der kendetegner borgernes retorik, og hvordan borgerne forhandler de rammer, som politikerne har sat for borgernes deltagelse. Da der 1. oktober 2018 allerede var stillet 230 borgerforslag, analyserer vi ikke alle forslagene, men kun et repræsentativt udsnit. Dette udsnit består af de 56 forslag, der er blevet stillet i løbet af den første måned, efter ordningen blev indført, altså fra 26. januar til 26. februar.9 Ud fra en orienterende læsning (Hoff-Clausen 2008) har vi vurderet, at disse forslag er repræsenta- tive. Der er med andre ord ikke mærkbare udsving i den første måned eller nye be- mærkelsesværdige tendenser i de forslag, der er stillet senere. Umiddelbart kunne man forestille sig, at forslag, som opnår særlig bred cirkulation og mange underskrifter, ville opnå status af efterlignelsesværdige og dermed udgøre referencepunkter for nye forslagsstillere. En sådan udvikling har vi dog ikke identificeret, og det er desuden ikke vores ærinde at karakterisere borgerforslag som genre.

Tekstlig-intertekstlig analyse i tre casestudier Da retorisk medborgerskab ikke kun handler om at kunne komme til orde, men også om at blive hørt, er det ikke tilstrækkeligt kun at se på, hvordan borgere ytrer sig. Derfor undersøger vi også, hvordan borgerforslagene bliver modtaget af andre borgere såvel som politikere, og hvilken debat de faciliterer. Dette gør vi i tre casestudier, hvor vi tager udgangspunkt i de forslag, som først opnåede 50.000 underskrifter og dermed blev fremsat som beslutningsforslag i Folketinget, nemlig:

• Forslag om at afskaffe uddannelsesloftet (FT-5) • Afskaffelse af ministerpension og pension til ministerbørn (FT-616) • Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn (FT-124).

9 De 230 forslag havde tilsammen fået 593.845 underskrifter. I alt fire forslag (1,7 %) havde fået 50.000 underskrifter, 11 (4,8 %) havde fået mellem 10.000 og 49.999, otte (3,5 %) havde fået mellem 5000 og 9999, 39 (17 %) havde fået mellem 1000 og 4999, 130 (56,5 %) havde fået mellem 100 og 999, og 38 (16,5 %) havde fået under 100 underskrifter.

Side 25 af 137 Når vi også ser på forslagenes modtagelse, følger vi Michael C. McGee, som netop advarer mod at analysere en tekst adskilt fra konteksten. Det betyder nemlig, “quite simply that one is no longer dealing with discourse as it appears in the world” (McGee 1990: 283). Ifølge McGee eksisterer der ikke én afsluttet tekst, da tekster altid vil indgå som del af en større kontekst, hvorfor man som retorisk kritiker må studere en sammensætning af flere diskursive fragmenter for at beskæftige sig med samspil- let mellem tekst og kontekst (1990: 287). Også Jens E. Kjeldsen peger på nødvendig- heden af at forstå konteksten for offentlig retorik, da en sådan forståelse gør os bedre “i stand til at skabe rammer som giver alle borgere evne og mulighed for retorisk deltagelse i samfundet” (Kjeldsen 2008: 48). I de tre casestudier foretager vi derfor, hvad Leah Ceccarelli introducerer som “close textual-intertextual analysis”, som består af en nærlæsning af den primære tekst, som i vores tilfælde er de tre borgerforslag, og de tekster, som opstår som re- spons på denne (Ceccarelli 2001a: 9). Således lægger vi os i forlængelse af flere retorikere, som har opfordret til også at studere, hvordan retoriske tekster bliver modtaget, frem for at nøjes med nærlæsning (Ceccarelli 2001b; Leff 2001; Houck & No- casian 2002: 675; Houck & Kiewe 2015). Da formålet med ordningen ikke kun er at give borgere mulighed for at sætte den parlamentariske dagsorden, men også den offentlige, ser vi både på, hvordan de tre forslag bliver modtaget i Folketinget, og hvordan de cirkulerer i offentligheden. Vi følger med andre ord de tre forslag i både “public space” og “empowered space”, som Dryzek kalder henholdsvis offentlige fora såsom medier og internettet og de fora, hvor politiske beslutninger bliver truffet (Dryzek 2009: 1385). Dermed undersøger vi netop, hvordan “public space can influence empowered space” (ibid.). Hvilke udsnit af borgerforslagets cirkulation vi fokuserer på, er baseret på vores orienterende læsning, som vi uddyber nedenfor. Når vi i alle tre casestudier analyserer debatten i Folketinget, er det, fordi vi netop er interesserede i, hvad der sker, når borgernes dagsorden overføres til Folketinget, Dryzeks ”empowered space”, hvor politikerne har magten til at realisere borgernes dagsorden. De tre casestudier er således bygget op i tre trin, hvor vi nærlæser:

• Borgerforslaget • Et udsnit af borgerforslagets cirkulation • Folketingsdebatten.

Som Ceccarelli definerer nærlæsning, består denne i at “scrutinize a work in order to determine how its form was designed to achieve its function” (Ceccarelli 2001a: 6). En nærlæsning kan vise, “how an audience was invited to respond”, men den gør

Side 26 af 137 ikke kritikeren i stand til at konkludere noget om “the actual persuasive influence of the text” (ibid.: 7). Som supplement foreslår Ceccarelli derfor tekstlig-intertekstlig analyse, hvor kritikeren ikke kun nærlæser den primære tekst, men også receptionen af denne. Den tekstlig-intertekstlige analyse afdækker ”fragments of reception that indicate how audiences interpreted the primary text” (ibid.: 4), hvormed kritikeren kan sige noget om, hvordan en teksts interne form og eksterne funktion hænger sammen (ibid.: 8). I stil med McGee fremhæver Ceccarelli altså vigtigheden af at tage højde for, hvordan en tekst fungerer i samspil med en kontekst (ibid.: 6). Når vi også ser på, hvordan borgerforslagene cirkulerer, er det desuden, fordi det netop er i cirkulationen af en tekst, at offentligheder tager form. Som Warner påpeger, bliver offentligheder ikke skabt af én enkelt tekst, men gennem en cirkulation af tekster, som refererer til og bygger videre på hinanden, hvormed der opstår en form for refleksivitet om at være en del af en offentlighed (Warner 2005: 90). Li- geledes påpeger Hauser, hvordan den offentlige mening opstår gennem cirkulation, hvorfor man som retorisk kritiker bør undersøge “the way arguments circulate within the political public sphere” (Hauser 2007: 337).

Sammensætning af artefakt gennem orienterende læsning Når vi bevæger os udover en analyse af blot borgerforslagene og også tager receptionen med, er vores første opgave som kritikere at sammensætte et artefakt, der er ”suitable for criticism” (McGee 1990: 288). Særligt når vi studerer offentlig meningsdannelse, må vi, som Hauser opfordrer til, “piece together the morass of disparate discursive evidence that indicates how statements were understood, discussed, supported, and responded to” (Hauser 1999: 277). I udvælgelsen af de fragmenter, vi analyserer, læner vi os som i første analyse op ad Hoff-Clausen, idet vi på baggrund af en orienterende læsning af receptionen af borgerforslagene foretager nedslag i en række repræsentative nøgletekster, der “(…) vurderes at være særligt prægnante fragmenter at studere” (Hoff-Clausen 2008: 64 f.). Fremgangsmåden har været den samme på tværs af alle tre casestudier, i forhold til hvordan vi har sammensat vores artefakt. Vi har orienteret os tre steder: på Folketingets hjemmeside, i mediernes dækning og på sociale medier. For det første har vi altså læst alt det materiale, der ligger på Folketingets hjemmeside om de tre borgerforslag. Det inkluderer folketingsbehandlingerne og det øv- rige materiale, der knytter sig til disse, navnlig bilag, henvendelser, spørgsmål og svar, samrådsspørgsmål og betænkninger. For det andet har vi orienteret os i mediernes dækning af borgerforslagene. Det har vi gjort ved at søge på Infomedia på “borgerforslag” og henholdsvis “uddannelsesloft”, “ministerpension” og “omskæring”,

Side 27 af 137 primært i de landsdækkende dagblade. Desuden har vi orienteret os i det materiale, som DR har publiceret om borgerforslag, herunder f.eks. Debatten og Deadline på DR2 samt P1 Debat foruden de artikler, der er skrevet, ligesom vi har orienteret os i kommentarspor til de artikler, vi har udvalgt, både på avisernes hjemmesider og deres Facebook-sider. For det tredje har vi gennemset Twitter og Facebook for opslag fra alle de politikere, der har været til stede ved de tre behandlinger i Folketinget, og de politikere, som i øvrigt har været engagerede i debatten om de respektive borgerforslag.10 Vi har koncentreret vores søgning om perioden, fra hver af de tre borgerforslag blev publiceret på borgerforslag.dk til 1. december 2018. Derudover har vi orienteret os på Facebook og Twitter for de aktører, der har deltaget i debatten, herunder forslagsstillere og diverse interesseorganisationer. På baggrund af vores orienterende læsning har vi altså udvalgt de fragmenter, vi nærlæser. Som nævnt analyserer vi selve borgerforslaget og Folketingets 1.-behandling af borgerforslaget i alle tre casestudier. Derimod varierer det, hvilke fragmenter vi har valgt at inddrage til at belyse borgerforslagenes cirkulation. Hvad vi mere konkret har udvalgt i hver af de tre casestudier, gennemgår vi i det følgende.

Casestudie 1: Studenterorganisationers kampagne på sociale medier I denne analyse har vi på baggrund af vores orienterende læsning af borgerforslagets cirkulation indkredset vores materiale til primært at bestå af fragmenter af forslagsstillernes og en række oppositionspolitikeres kampagne for at afskaffe uddannelsesloftet. Det synes nemlig primært at være dem, der faciliterer borgerforslagets cirkulation. Borgerforslaget cirkulerer især på sociale medier, hvor det bliver delt af forslagsstillerne og oppositionspolitikere, som ligeledes er modstandere af uddannelsesloftet. Det sker især under hashtagget #droploftet, som vi derfor har fulgt på både Twitter og Facebook. Vi ser altså primært på forslagsstillernes og en række oppositionspolitikeres ytringer. Når vi ikke medtager eksempler på, hvordan borgere interagerer med borgerforslaget, er det, fordi mange af de borgere, der engagerer sig i f.eks. kommentarspor til indlæg på Facebook, blot tilkendegiver en holdning med et “enig!”, et like eller en ros til forslagsstillerne. De fleste af de aktører, der udtaler sig, synes desuden at være enige med forslagsstillerne, hvorfor vi altså kun har få eksempler på ytringer

10 Karen Klint, Mette Reissmann, Flemming Møller Mortensen, Christine Antorini (S), Carsten Kudsk, Jeppe Jakobsen, Jens Henrik Thulesen Dahl, Liselott Blixt (DF), Søren Pind, Erling Bonnesen, Ellen Trane Nørby, Mads Fuglede, Kristian Jensen, Jane Heitmann (V), Stine Brix, Eva Flyvholm, Pelle Dragsted (EL), Leif Mik- kelsen, Laura Lindahl, Henrik Dahl, May-Britt Kattrup (LA), Pernille Schnoor, Carolina Magdalene Maier, Josephine Fock (ALT), Martin Lidegaard, Morten Østergaard, Rasmus Helveg Petersen (R), Jacob Mark, Kirsten Normann Andersen (SF), Erik Lund, Mette Abildgaard og Naser Khader (K).

Side 28 af 137 fra modstandere med - og det drejer sig primært om udtalelser i avisartikler, hvor enkelte politikere, som går ind for uddannelsesloftet, er blevet spurgt om deres holdning til borgerforslaget. Dette står i kontrast til særligt forslaget om en mindstealder for omskæring, som udløste stærke reaktioner fra modstandere. Modsat de andre to forslag inddrager vi desuden ytringer, som går forud for borgerforslaget, fordi selve borgerforslaget synes at bygge videre på en eksisterende modstand mod uddannelsesloftet. I vores orienterende læsning kunne vi således konstatere, at ytringer tilbage fra 2016 og 2017 var nærmest enslydende med borgerforslaget. For at forstå, hvordan borgerforslaget blev modtaget, har vi altså set på, hvad det er for en offentlighed, borgerforslaget taler ind i og er med til at opretholde.

Casestudie 2: Borgeres debat i et kommentarspor Borgerforslaget om ministerpension adskiller sig grundlæggende fra de to andre, i og med at forslagsstillerne ikke er personer, som allerede i et eller andet omfang er offentligt kendte, eller som repræsenterer en institution; de har med andre ord ikke en etableret handleposition at tale ud fra. Ligeledes synes de ikke at have “allierede” i form af politikere eller organisationer, der taler deres sag og deler borgerforslaget, som det er tilfældet ved de to andre borgerforslag. I vores orienterende læsning er vi således kun stødt på få politikere, som ytrer sig om borgerforslaget på sociale medier. Heller ikke i de traditionelle medier beret- tes der meget om borgerforslaget. Et stort antal landsdækkende såvel som regionale og lokale aviser bringer et Ritzau-telegram, i anledning af at forslaget opnår 50.000 underskrifter.11 Den debat, borgerforslaget skabte, er således ikke båret af institutionelle aktører såsom politikere, talspersoner for organisationer, meningsdannere og lignende. I stedet forekommer det primært at være blandt borgere, at forslaget cirkulerer og debatteres, navnlig på sociale medier og debatfora såsom Nationen på Eks- tra Bladet.12 Vi koncentrerer os derfor om, hvordan andre borgere modtager forslaget. I vores analyse tager vi udgangspunkt i Ritzau-telegrammet, som det blev bragt af DR og delt på DR Nyheders Facebook-side. Mere præcist analyserer vi kommentarsporet på Facebook til DR’s opslag om artiklen, hvor de opfordrer læsere til at give deres mening til kende. Når vi ser på den debat, som lige netop DR’s publicering af Ritzau-telegrammet skabte, skyldes det flere forhold. For det første bragte DR i

11 Baseret på en Infomedia-søgning. 12 Netop Ekstra Bladet fulgte forslaget lidt tættere end andre medier, idet de f.eks. allerede bragte en artikel om forslaget, da det kun havde 10.255 underskrifter. Vi har dog valgt at se bort fra Ekstra Bladet, hvilket især skyldes, at den debat, Ekstra Bladet faciliterer, forekommer at være præget et groft debatmiljø, hvor den ene grove kommentar synes at tiltrække den næste, hvilket vi mener, vil give os et fordrejet billede af receptionen af borgerforslaget.

Side 29 af 137 modsætning til de øvrige medier telegrammet med et billede af borgerforslaget, som læserne dermed selv kunne læse. For det andet har DR Nyheder 361.246 følgere på Facebook, hvorfor vi kan antage, at nyheden blev eksponeret for mange borgere. For det tredje opdagede vi i vores orienterende læsning, at DR’s artikel var den, som skabte mest interaktion. Der var indtil 6. november 2018 i alt 11.670 personer, som havde reageret på artiklen, mens mere end 2000 havde kommenteret, og 696 havde delt artiklen, hvilket er bemærkelsesværdigt mange. Det skyldes formentlig ikke kun det høje antal følgere, men også at artiklen blev delt med en klar opfordring til læ- serne om at give deres mening til kende. Da det ikke er muligt for os at nærlæse alle kommentarerne, har vi udvalgt de 20 kommentarer, som flest har interageret med i form af kommentarer eller likes. Derudover nærlæser vi de kommentarer, der er skrevet som svar på de oprindelige 20 kommentarer, hvilket betyder, at vi nærlæser i alt 203 kommentarer.13 I analysen af kommentarsporet inddrager vi desuden løbende DR-artiklen. Når vi også ser på DR’s artikel, handler det om, at den videreformidler borgerforslaget i en medieret form, og det således er DR, der faciliterer den debat, vi studerer. Det er altså ikke udelukkende borgerforslaget, der fungerer som oplæg til debatten, men også artiklen fra DR, hvorfor deres valg af f.eks. fokus umiddelbart er relevant.

Casestudie 3: Institutionelle aktørers debat i traditionelle medier I vores orienterende læsning af borgerforslagets cirkulation konstaterede vi hurtigt, at omskæring er et splittende spørgsmål, som i årevis er blevet debatteret heftigt i både traditionelle medier og forskellige kroge af internettet. Det er derfor vanskeligt at indkredse den debat, borgerforslaget rejste. De fragmenter, vi analyserer, viser derfor kun et lille, men dog repræsentativt, udsnit af den del af debatten, som er båret af aktører, der også tidligere har ytret sig i debatten, og som foregår i de traditionelle medier. Hvad der var særligt interessant ved cirkulationen af borgerforslaget om om- skæring i forhold til de to andre, var netop, at de traditionelle medier i så høj grad syntes at tage borgerforslaget op og tilbyde forskellige aktører en taleposition. Såle- des bragte flere medier nyhedsartikler om emnet samt interviews med og debatind- læg fra forskellige relevante aktører. En Infomedia-søgning på “omskæring” i

13 Et spørgsmål, vores fremgangsmåde rejser, er, om det er de mest polemiske indlæg, folk reagerer på, og om de dermed giver et forkert billede af kommentarsporet i øvrigt. På baggrund af vores orienterende læs- ning af hele kommentarsporet og flere andre kommentarspor i øvrigt er det dog vores vurdering, at de udvalgte kommentarer er repræsentative. Vi kan heller ikke sige, om de, der kommenterer, har læst artiklen og forslaget, eller om de blot reagerer på DR’s Facebook-opslag. Uanset hvad kan kommentarsporet give os indsigt i, hvordan nogle borgere reagerer på den dagsorden, som forslaget sætter, og det er det, vi interesserede i.

Side 30 af 137 landsdækkende dagblade i perioden fra 1. februar 2018, hvor borgerforslaget blev fremsat, til 2. december 2018, altså kort efter Folketingets 1.-behandling, gav således også 474 hits. Derudover har både DR og Berlingske omfattende temaer om netop omskæring, ligesom bl.a. Altinget bragte debatindlæg fra flere af de centrale aktører som optakt til borgerforslagets behandling i Folketinget.14 At forslaget om omskæring i så høj grad blev debatteret i de traditionelle medier, er dog ikke ensbetydende med, at det ikke også cirkulerede på sociale medier. I de kommentarspor, vi har orienteret os i, synes de argumenter, vi har identificeret i de traditionelle medier, imidlertid at gå igen. En begrænsning ved den udvælgelse af fragmenter, vi har foretaget, er, at vi ikke kan sige noget konkret om, hvordan almindelige borgere har forholdt sig til spørgsmålet. Da det særegne ved lige netop dette borgerforslag dog var, at det i udpræget grad blev debatteret i de traditionelle medier af institutionelle aktører, har vi udvalgt denne del af debatten, også selvom det betyder, at vi ikke får perspektiverne fra andre borgere med.

For kort at opsummere: Mens vi altså nærlæser borgerforslagene og folketingsdebatten i alle tre casestudier, uddrager vi forskellige udsnit af borgerforslagets cirkulation, som vi har fundet særligt interessante. Når vi bruger plads på at beskrive sam- mensætningen af vores materiale, skyldes det, at en del af vores undersøgelse består i selve indkredsningen af forslagenes cirkulation, der varierer fra forslag til forslag og afslører særegne aspekter ved hvert forslag. Før vi når til de tre casestudier, hvor vi udfolder, hvordan de tre forslag så cirkulerer i forskellige fora, analyserer vi i det følgende kapitel de første 56 forslag med det formål at afdække, hvad der generelt kendetegner borgerforslag som demokratisk deltagelse.

14 DR Tema: Omskæring af drenge; Berlingske Emne: Omskæring; Altinget: Beslutningskæde for B 9.

Side 31 af 137 ANALYSE “Det er ikke et forslag der skal findes penge til på finansloven, men et forslag der kan spare en masse millioner og det er der vel brug for” 4 borger, borgerforslag.dk

Borgerforslag: Vernakulær retorik i et institutionelt format

I det følgende beskriver vi indledningsvis, hvilken funktion borgerforslag har i den politiske beslutningsproces, hvorefter vi nærlæser den vejledning, der ligger på borgerforslag.dk, for at få indblik i, hvilke krav der stilles til borgerne. Vi argumenterer for, at de formelle konventioner for borgerforslag som format afspejler en forestilling om borgerne som en slags “mini-politikere”, der kan udtrykke sig i samme institutionelle sprog som politikerne. Som vi efterfølgende viser gennem en tekstnær analyse, er forslagene snarere kendetegnet ved en vernakulær retorik, som står i kontrast til politikernes beslutningsforslag. På den baggrund vurderer vi, at de institutionelle konventioner for borgerforslag synes at være utilgængelige for de fleste borgere.

De institutionelle rammer for borgernes deltagelse Rammerne for borgernes deltagelse er forholdsvis stramt defineret, idet et borgerforslag skal kunne indgå i lovgivningsprocessen som et reelt beslutningsforslag på linje med de forslag, som politikerne i øvrigt fremsætter. Før vi går nærmere ind i, hvilke krav til borgerne der kan læses i vejledningen, er det derfor relevant at frem- hæve nogle karakteristika ved politikernes beslutningsforslag: Et beslutningsforslag anviser klart og utvetydigt en handling, f.eks. at regeringen skal fremsætte et lovforslag, indkalde partierne til en forhandling eller lignende. Desuden er beslutningsforslag karakteriseret ved at være sprogligt nøgterne, veldokumenterede, både hvad angår konstateringen af det problem, som forslaget skal løse, og effekten af forslaget, og juridisk gennemarbejdede. Endelig er de udstyret med et finansieringsgrundlag, hvis forslaget ikke er økonomisk omkostningsfrit at gennemføre.15 Når borgerforslag

15 Dette baserer vi på en overfladisk læsning af de 50 beslutningsforslag, der 1. december 2018 er stillet i Folketingsåret 2018/19.

Side 33 af 137 har samme funktion som beslutningsforslag, stiller det altså ikke alene høje krav til borgernes forståelse af den politiske beslutningsproces, f.eks. hvad det vil sige at “pålægge regeringen” at gøre noget, og hvilke handlinger man i det hele taget kan opfordre til. Det stiller også høje krav til borgernes kendskab til en lang række aspekter af den sag, deres forslag vedrører, og ikke mindst deres retoriske kompetencer. Ligesom et beslutningsforslag består et borgerforslag på et formelt plan af en hovedtitel, som kort og dækkende opsummerer forslagets indhold, en forslagstekst, som er selve den tekst, Folketinget skal vedtage, og bemærkninger. I bemærknin- gerne begrunder man sit forslag og forklarer, hvorfor man stiller forslaget, hvad det går ud på, hvilken effekt det skal have, og eventuelt hvad det koster at gennemføre forslaget. Når et borgerforslag fremsættes som beslutningsforslag i Folketinget, sæt- tes det ind i præcis samme skabelon som folketingspolitikernes og ministrenes beslutningsforslag. Alene på selve formatet bærer rammen for borgernes deltagelse altså præg af institutionelle konventioner. Ser vi på den officielle vejledning, bliver dette indtryk bekræftet. I vejledningen til hovedstillere kan man således læse, at forslagsteksten skal kunne “forstås uden bemærkninger, for hvis dit forslag i sidste ende vedtages af Folketinget, er det de formuleringer, der står i forslagsteksten, som gælder”. Hvor folketingspolitikere og ministre har embedsmænd og partiapparater at støtte sig til, når de udformer beslutningsforslag, skal den borger, der ønsker at stille et forslag, imidlertid selv sørge for, at forslaget er udformet på en måde, så det kan indgå i beslutningsprocessen. I vejledningen kan man desuden aflæse høje forventninger til borgernes evner til at vurdere de samfundsmæssige konsekvenser af deres forslag. Borgerne tilskyn- des således til i bemærkningerne at begrunde deres forslag og f.eks. forklare, “hvilke problemer det skal løse og hvilken effekt du ønsker at opnå med dit forslag”. Det tilføjes hertil, at man også kan skrive, “hvad det vil koste at gennemføre forslaget”. Selvom det blot foreslås, at borgerne “eventuelt” kan redegøre for et forslags øko- nomi, er netop det økonomiske aspekt en fast konvention for de beslutningsforslag, politikerne stiller. I den offentlige debat om borgerforslag har folketingsmedlem Mette Reissmann (S) således til Jyllands-Posten udtalt, at man “også skal udvise øko- nomisk ansvar, når man fremsætter borgerforslag”, for hvis “man ikke kan anvise, hvor pengene skal komme fra, har det ikke nogen gang på jorden”. Sådanne udtalelser understøtter forventningen om, at borgerforslagene skal leve op til samme standarder, som politikerne har for deres egne forslag. Mens det ovenstående handler om forventninger, er der også 22 konkrete regler, et forslag skal overholde, for at det kan blive godkendt af Folketingets Admini- stration og dermed blive publiceret på borgerforslag.dk. F.eks. kan et forslag ikke

Side 34 af 137 blive godkendt, hvis det “ikke udgør noget konkret forslag, herunder hvis det i det væsentligste har karakter af en ren meningstilkendegivelse eller en opfordring til ikke nærmere bestemt handling vedrørende en problemstilling”. Det betyder, at det ikke er nok at pege på et eksisterende problem. At man peger på et problem, indeholder nemlig ikke nødvendigvis et forslag til en konkret handling. Hvis et forslag skal godkendes, er det altså et krav, at man som borger også er i stand til at pege på en løsning på det problem, man har identificeret. Med andre ord stilles der, for at et forslag overhovedet kan blive vist på borgerforslag.dk, nogle temmelig høje krav til, at man som borger kan overskue de mulige løsninger på et problem i samfundet og muligvis også er i stand til at sætte sig ind i nogle tekniske forhold om alt fra udled- ning af drivhusgasser til sygehuspolitik. Endelig fremgår det i vejledningen, at bemærkningerne “bør formuleres sådan, at de giver et grundlag for, at andre kan vurdere forslagets begrundelse, indhold og forventede virkninger”. Selvom det bemærkes, at “Det er helt op til dig, hvad du vil skrive”, fremgår det, som vi udfolder i analysen af politikernes modtagelse af forslagene, at der ikke er helt frie rammer, hvis borgerforslaget skal betragtes som et legitimt bidrag til den politiske beslutningsproces. Og denne formulering efterfølges da også af en opfordring til, at man som minimum beskriver, hvorfor man foreslår noget, hvad det går ud på, og hvilken effekt man ønsker det skal have. Kort sagt anbefales forslagsstillerne altså at give grunde til, hvorfor de foreslår, hvad de gør, hvilket kan siges at være en grundlæggende forudsætning for, at andre borgere såvel som politikere kan tage stilling.

Opsummerende ligger der fra Folketingets side en forventning til borgerne om, at de kan formulere sig skriftligt på et højt og præcist plan, at de har indsigt i komplekst forvaltnings- og lovgivningsarbejde, at de ikke blot kan pege på problemer, men også komme med løsninger og tilmed overskue effekten af disse løsninger, samt at de kan redegøre for et finansieringsgrundlag. Den ideelle forslagsstiller er altså en form for “mini-politiker”, som besidder mere eller mindre de samme kompetencer som politikerne. Den handlekraft, som borgerne bliver tilbudt i form af borgerforslag, kan dermed siges at være begrænset af, i hvor høj grad borgerne er i stand til at handle som politikerne ved at påtage sig samme institutionelle retorik, som folke- tingsmedlemmerne benytter.

Side 35 af 137 Hvordan ser borgerforslagene ud? Hvad der mere konkret kendetegner den måde, hvorpå borgerne udnytter borgerforslag, viser vi i det følgende. Vi ser overordnet på, hvordan borgerne behersker det institutionelle format, og hvordan de argumenterer for deres forslag.

Manglende beherskelse af den institutionelle teksts dele En betragtelig del af borgerforslagene er mangelfulde, når det kommer til, hvad de forskellige dele af teksten bør indeholde, altså hvad der skal stå i titel, forslagstekst og bemærkninger. I mange tilfælde siger titlen ikke noget om, hvad forslaget består i, men angiver i stedet blot et tema. Mere bemærkelsesværdigt er det, at forslagstekst og bemærk- ninger i mange forslag er rodet sammen. Forslagsstillerne begynder måske på be- mærkningerne, dvs. begrundelserne for forslaget, i selve forslagsteksten – og når de så når ned til bemærkningerne, gentager de blot, hvad de lige har skrevet i forslagsteksten, eller konstaterer, at forslaget er vigtigt, og opfordrer folk til at støtte. Et sigende eksempel er, når det i bemærkningerne til et forslag blot konstateres, at ”[b]emærkningerne til forslaget menes dækket under selve forslaget ovenfor” (FT- 109). Når mange forslagsstillere tilsyneladende forstår det sådan, at de skal præsen- tere deres argumenter i forslagsteksten, kan det skyldes, at der i vejledningen til hovedstillere står, at forslagsteksten “skal kunne forstås uden bemærkninger, for hvis dit forslag i sidste ende vedtages af Folketinget, er det de formuleringer, der står i forslagsteksten, som gælder”. Det, der skal forstås ved den formulering, er imidlertid, at den konkrete handling, man foreslår, skal fremgå i sin helhed; ikke hvorfor man skal udføre denne handling. Et eksempel på den manglende beherskelse af formatet ses også i et forslag om psykofarmaka-midler (FT-66).16 Forslagets emne fremgår i titlen, hvor der står “Re- striktioner på psykofarmaka”, men om der skal indføres nye restriktioner, eller om de eksisterende restriktioner skal lempes, fremgår ikke. De første 169 ord af forslagsteksten afslører heller ikke handlingen; de består af en definition af psykofarmaka og en beskrivelse af brugen af disse midler. Først til slut i forslagsteksten fremgår det, hvad forslagsstillerne foreslår: at psykofarmaka-midler skal forsynes med restriktioner for anvendelse. Fordi det, der burde stå i bemærkningerne, står i forslagsteksten, er det eneste, der står i bemærkningerne, en kort konstatering: “Det er meget, meget vigtigt, der bliver gjort noget mod dette. Alt for mange mennesker er ska- det eller døde.” Denne begrundelse for, hvorfor man skal indføre restriktioner på psykofarmaka, bliver suppleret af en begrundelse i forslagsteksten, hvor der

16 Se også f.eks. FT-109, FT117, FT-138, FT-180 og FT-226.

Side 36 af 137 henvises til en videnskabelig undersøgelse af bivirkninger og skade som følge af an- tidepressiver, men står ellers alene, selvom det netop ifølge vejledningen er i be- mærkningerne, man skal argumentere for, hvorfor ens forslag er en god idé. Et fåtal af forslagene følger formatet fuldt ud. Et eksempel er forslaget om at indføre grøn mad i alle offentlige organisationer (FT-131), som indeholder en præcis forslagstekst: “Folketinget anmodes om at vedtage ved lov, at alle offentlige køkke- ner som en fast valgmulighed skal tilbyde et plantebaseret måltid, som er mættende og nærende”. Et andet eksempel er forslaget om nedsat medielicens for unge og studerende (FT-110), hvor der i forslagsteksten står: “Folketinget pålægger i forbindelse med medieforliget 2018 forligsparterne at indføre nedsat medielicens for unge/studerende svarende til §10 omhandlende mulighed for nedsat medielicens for pensionister”. Udover at formuleringen “Folketinget pålægger” bliver brugt, refererer forslagsstillerne til forligsparterne, som netop er dem, der skal forhandle, når regeringen har fremsat et forslag til en aftale, et forlig, ligesom forslagsstillerne henviser til den paragraf i den eksisterende medieaftale, som skal ændres.17 Det kan lyde som et mindre teknisk problem, at flere borgere bytter rundt på de forskellige dele. En større beherskelse af borgerforslagets form vil imidlertid ikke rokke ved et mere fundamentalt problem knyttet til tekstens funktion, nemlig at der skal baseres lovgivning på den, hvilket kræver en præcision, politikerne i modsæt- ning til borgerne kan få assistance fra et embedsværk eller partiapparat til.

En kakofoni af forskellige dagsordener Betragter vi borgerforslagene som en samlet tekst, fremstår den, med Hausers ord, kakofonisk (Hauser 1999: 92, 100, 102) – som et sammensurium af vidt forskellige dagsordener, der udspringer af forskellige civile sfærer. De handler om alt fra DNA- register til hunde og hastighedsgrænse for motorcykler over udfasning af fossile brændstoffer og forbud mod brug af pesticider til stop for mulighed for spontan asyl og udmeldelse af EU. Mens størstedelen af forslagene omhandler politiske spørgs- mål, der også i øvrigt debatteres i Folketinget, rejser borgerne også problemer, som ellers ikke får nævneværdig opmærksomhed i folketingsdebatten, f.eks. aktiv døds- hjælp eller juridisk abort til mænd. Hauser beskriver flere steder almindelige borgeres engagement i offentlige anliggender som en interesse, der antændes, fordi de ”feel issues intersect with the conditions of their lives in ways that require their attention” (ibid.: 32), og fordi forskellige sager ”touch their lives” (ibid.: 36), eller de oplever ”issues confronting them” (ibid.: 91). Almindelige borgere, skriver Hauser, ”make arguments about public

17 Se også f.eks. FT-67, FT-111, FT-124, FT-174 og FT-273.

Side 37 af 137 problems that intersect with their lives” (Hauser 2007: 339). Således kan man også i flere af forslagene spore et engagement, som muligvis er opstået, fordi borgere i deres hverdag er blevet konfronteret med sager, som har kaldt på deres opmærksom- hed:

Jeg kører på en meget belastet strækning fra Taulov til Skanderborg Nord hver dag. Jeg kører meget tidligt for at nå frem pga belastningen (FT-73)18

Ofte ligger det (hunde- og kattelort, red.) på boldbaner, fortove, gågader, stier og ved legepladser, hvor mange færdes. Det er ulækkert, både at træde i, og i forhold til sygdomme, orm og infektioner som overføres via afføring (FT-196)

Dette er nødråbet fra en 8 årig pige, som kæmper for at komme hjem til sin plejefa- milie igen. Hun har været anbragt siden hun var 3 måneder til hun var 8 år. Hun fik 10 dage til at forlige sig med tanken om et nyt liv, ½ times indkøring i ny familie og rammer. Hun er gået i stykker, hun kæmper for at komme hjem for at få sit liv tilbage (FT-34)

Og nu kan problemet (at der kan gøres indsigelse mod en lokalplan, red.) så opstå - hvilket det gjorde i mit tilfælde! (FT-138)

Støt forslaget - der kan komme den dag, hvor det bliver aktuelt for dig selv, dine børn eller dine bekendte. Så er det rart, at muligheden (for at bygge en garage om til en bolig, red.) er på plads (FT-420)

At borgere argumenterer ud fra de problemer, de oplever i deres hverdag, afspejles også i den talesproglige eller hverdagslige karakter, som ifølge Hauser karakterise- rer vernakulær retorik (Hauser 1999: 103), og som mange af forslagene indeholder. Det ses f.eks. i brugen af fyldord, som afviger fra den sprogligt kondenserede, neu- trale stil, som ofte præger politikernes beslutningsforslag, f.eks. “helt uden”,19 “på sin vis” (FT-193), “nok sjældent” (FT-277), “er der vel brug for” (FT-270), “ret fremherskende” (FT-192), “kræver vist næppe” (FT-149), “helt fair” (FT-180), “Jeg er godt klar over” (FT-73) og “Vi ved godt” (FT-109). Det er netop sådanne fyldord, som skaber redundans og får sproget til at virke ”untidy” (Hauser 1999: 46). Derudover indeholder forslagene også hverdagsagtige vendinger såsom “Man siger jo” (FT-73) eller “det koster dyrt” (FT-138), ligesom hyperbler er et hyppigt genkommende træk, som heller ikke ses i mere formelle, institutionelle tekster: “snart sagt alle områder”, “på ingen måde” (FT-182), “fordi lastbilerne absolut skal overhale hinanden”, “I årevis

18 Uddrag fra borgerforslag bringes uden korrekturrettelser. 19 Med mindre andet er angivet, er kursiveringer vores.

Side 38 af 137 er midlerne blevet udskrevet til højre og venstre” (FT-66), “overalt i vores byer” (FT- 196). Disse træk er alle med til at give forslagene et vernakulært udtryk, fordi de står i stærk kontrast til den institutionelle retorik. At borgerne i et bredt omfang fremsætter forslag om problemer, som berører dem i deres ”daily life” (Hauser 1999: 36), er dog ikke ensbetydende med, at de generelt set ikke forsøger at transcendere disse til at omhandle det fælles bedste eller med Hausers ord ”suspend biases for the greater good” (ibid.: 109). Det er ellers netop en bekymring, som forskellige politikere har fremført, herunder Karen Klint (S), som ”frygter (...) at man så ikke viser det fælles samfundsansvar, men at man næsten gør ligesom lobbyister og går efter et meget smalt emne”.20 Forslagsstillerne gør tværtimod, som de også bliver tilskyndet til i vejledningen, i mange tilfælde for- søg på - med dokumentation eller ej - at tage hensyn til samfundet som helhed. Det gælder, uanset om det handler om gavnlige effekter for samfundsøkonomien, mil- jøet, folkesundheden, integration eller noget andet, der vedrører, hvad man kan betragte som det fælles bedste:

Det (udfasning af egenbetaling på daginstitutioner, red) kan derfor have positive effekter på integration og sammenhængskraften i lokalsamfund (FT-224)

Det (gratis tandlæge, red.) vil i sidste ende være godt for samfundsøkonomien, idet det vil spare mange virksomheder for tabte arbejdstimer, når medarbejderne ikke melder sig syg på grund af tandpinen (FT-109)

En anden effekt (af nedsat moms på økologisk frugt og grønt, red.) er mulig generel bedre sundhedseffekt med mulig besparelse på de offentlige sundhedsudgifter (FT-119)

Det (grøn mad i alle offentlige køkkener, red.) vil gavne samfundsøkonomien (...) Det er veldokumenteret, at mere plantebaseret kost reducerer forekomsten af bl.a. hjerte-kar-sygdomme, kræft og diabetes, som alle er en stor økonomisk belastning for sundhedsvæsenet (FT-131)

Dette (udfasning af egenbetaling på daginstitutioner, red.) kan øge arbejdsstyrken på kort sigt (FT-224)

Også for samfundet vil der komme økonomiske fordele (af borgerløn til langtidsledige, langtidssyge og borgere under uddannelse, red.). En arbejdsløs, en syg, en fattig koster samfundet mange penge i offentlige ydelser (FT-257)

Vi sparer leje af lokaler, trykning og udsendelse af valgkort. Det (online valg, red.) er ikke et forslag der skal findes penge til på finansloven, men et forslag der kan

20 1. behandling af L108, 2017/18.

Side 39 af 137 spare en masse millioner og det er der vel brug for (...) Det gør også at stemmeprocenten bliver langt større (FT-270)

En frigivelse af cannabis vil medføre penge i statskassen til sundhedssektoren, uddannel- sessektoren med flere (FT-306)

En investering i en letbane har et negativt samfundsmæssigt afkast på mere end 8 milliarder kr. beregnet over letbanes levetid. Der er et bedre og billigere alternativ til let- banen i form af hurtigbusser, som vil kunne fragte lige så mange passagerer, som en letbane (FT-381)

Kommunerne sagsbehandling af syge borgere er i dag mangelfuld i forhold til syg- domsforløbet, langtrækkende og fastholder syge borgere i deres sygdom. Dette er dårligt for borgeren og bekosteligt for samfundet (FT-117)

At forslagsstillerne i de fleste af eksemplerne ovenfor ikke kommer med nærmere detaljer om, f.eks. hvor bekostelig sagsbehandlingen i kommunerne er, hvor mange tabte arbejdstimer tandpine forårsager, eller hvor stor en økonomisk udgift leje af lokale, trykning og udsendelse af valgkort er, er sigende for den måde, forslagene berører økonomi på. Det handler netop oftest snarere om, hvad det pågældende forslag vil have af potentielle positive økonomiske effekter på samfundet, frem for hvad det vil koste, og hvordan det skal finansieres, som vejledningen ellers opfordrer til. Det står i kontrast til politikernes beslutningsforslag og den politiske debat i øvrigt, hvor netop økonomi, som allerede nævnt, ofte spiller en afgørende rolle. Da man ikke kan give flere penge til ét område uden at tage dem fra et andet, beror sådanne beslutninger på en helhedsvurdering. Således har f.eks. Christine Antorini (S) kritiseret borgerforslag for at være “de stærkes udenomsparlament”, hvor man ikke er “forpligtet til at tage helhedshensyn”. De borgere, der stiller borgerforslag, kan ifølge Antorini slippe afsted med udelukkende at “tage hensyn til egne mærke- sager, privilegier og interesser, men ikke de svære beslutninger om økonomi, sam- fundshensyn og sammenhængskraft”.21 Et eksempel, som i den forbindelse bør nævnes, fordi det med over 20.000 underskrifter er et af de mest populære forslag, er forslaget om arveafgift (FT-146). Det går ud på, at “arveafgiften (boafgift) afskaffes for nærmeste familie, dvs. den nuvæ- rende afgift på 15% reduceres til 0%”. I bemærkningerne, som består af én helsæt- ning på blot 27 ord, står der intet om, hvor mange penge arveafgiften indbringer staten, og hvor pengene ellers skal komme fra - på trods af at der umiddelbart er tale om et forslag, som vil være vanskeligt at gennemføre på grund af det provenu, som

21 Antorini: “Borgerforslag er de stærkes udenomsparlament”, Politiken.

Side 40 af 137 staten vil miste.22 Der er dog også enkelte forslag, hvor det foreslås, at noget skal finansieres ved at nedprioritere noget andet. Et eksempel er et forslag om udfasning af egenbetaling til daginstitutioner (FT-224),23 hvor den foreslåede udfasning skal finansieres gennem en tilsvarende udfasning af børneydelsen, hvormed der altså, i Antorinis forstand, tages hensyn til helheden. Disse eksempler er dog snarere und- tagelsen end reglen. På trods af at de færreste borgere altså tilvejebringer et finansieringsgrundlag, er det dog ikke, fordi borgerne generelt set ikke har blik for samfundet som helhed, også selvom man formentlig kan diskutere, om borgerløn eller gratis tandlæge reelt set vil være gavnligt for samfundsøkonomien.

Ekspertkilder, sammenligninger med andre lande og personlige vurderinger Det er ikke kun interessant, hvordan borgerne udlægger den effekt, et forslag vil have, både for individet og samfundet, men også hvordan de begrunder de problemer, deres forslag skal løse, navnlig gennem undersøgelser, erfaringer fra andre lande eller personlige erfaringer, som kan fungere som rygdækning for, hvorfor noget skal ændres. Ifølge Hauser udfordrer almindelige borgeres “norms of reasoning, standards of evidence, and modes of argumentation (...) the presuppositions and rationality of authority” (Hauser 2007: 339). Og der er da også umiddelbart grund til at antage, at et borgerforslag ikke vil kunne levere den standard, som kendetegner politikernes beslutningsforslag, da borgerne netop hverken har partiapparat eller embedsværk til rådighed. Ikke desto mindre er en væsentlig del af forslagene udstyret med henvisninger til etablerede kilder, f.eks. undersøgelser, ekspertudtalelser fra forskere eller myndigheder, som således giver rygdækning til borgernes påstande:

Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2013 ville 43% af de adspurgte i aldersgruppen 18- 35 år fravælge samtlige af DRs kanaler, hvis det betød, at de undgik at betale medielicens (FT-110)

56 % af borgerne ønsker at spise mindre kød (Coop Analyse 2018) (…) Forskere fra Oxford University vurderer, at verden kan spare 700 milliarder US dollars om året i sundhedsudgifter (direkte og indirekte, inklusive tabte arbejdsdage), hvis kosten følger WHOs anfalinger (Oxford University 2016) (FT-131)

Studier fra Berkeley universitetet viser at sikkerheden forhøjes for motorcyklister (...). Forskere, ledet af Dr. Thomas Rice fra Safe Transport Research and Education Center

22 Se f.eks. også FT-5, FT-62, FT-119, FT-192 og FT-257. 23 Se også FT-171.

Side 41 af 137 (SafeTREC), gennemgik næsten 6.000 motorcykel-involverede trafikkollisioner mellem juni 2012 og august 2013 (FT-196)

Finansministeriet beregnede for 2014, at belastningen af den ikke-vestlige indvan- dring udgjorde mere end 30 mia. kroner om året (FT-273)

Professor ved Aarhus Universitet Claus Holm betegner det som en dramatisk udvikling (FT-300)

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ingen evidens for, at løftede pegefingre, sanktioner eller skræmmehistorier har nogen forebyggende effekt (FT-345)

Ved Kærgård Klitplantage viser nye målinger fra DTU, at der hvert år siver 100 kg kræftfremkaldende stoffer ud i Grindsted Å (FT-350)

Norges sundhedsmyndigheder vurderer, at det norske sundhedsvæsen kan spare 12 milliarder norske kroner (NOK) om året, hvis kostrådene følges (...) (Helsedirektora- tet Norge 2016) (FT-131)

Som det fremgår ovenfor, går enkelte endda så langt som til at udstyre teksten med klassiske akademiske henvisninger i parentes efter udsagnet. Der er dog også forslagsstillere, der henviser til undersøgelser eller eksperter uden at specificere, hvilke der er tale om:

(...) flere undersøgelser har da også vist, at borgerne føler, at nærdemokratiet er blevet svækket ved reformen (FT-111)

Eksperter i Danmark og Sverige har påvist hvor skadelig råstofudnyttelsen er for både planter og dyr på grund af ødelæggelsen af deres habitat og har henstillede til at råstofudnyttelsen forbydes (FT-149)

Det potentielt problematiske i sådanne tilfælde er, at læseren, hvad enten det er andre borgere eller politikere, ikke kan vurdere troværdigheden af disse udsagn. Ligesom nogle henviser til autoriteter for at give rygdækning for deres på- stande, er der andre, som benytter sammenligninger med andre lande, f.eks. for at vise, at det, der foreslås, allerede er praksis i nogle lande og derfor ikke er usædvan- ligt at foreslå:

Grundlæggende et helt igennem sympatisk forslag - i tråd med andre Europæiske lande (FT-180)

Der er et lignende pilotprojekt i gang i øjeblikket i Finland. Der kan med fordel un- dersøges, hvordan dette forløber og eventuelt bruge erfaringer herfra til

Side 42 af 137 udformning af det danske pilotprojekt. Det er et andet nordisk land og derfor ikke så langt fra Danmark værdipolitisk og på andre måder (FT-192)

Motorcykelbanespaltning er en almindelig praksis i mange lande over hele verden - især i de meget urbaniserede områder i Europa og Asien (FT-209)

Mexicos højesterets domstol har tidligere afgjort, at cannabis til medicinsk brug og dyrkning, er en menneskeret, der ikke er strafbar (FT-306)

Og med hensyntagen til at det i andre EU lande er normalt (FT-139)

(...) det vil derfor være ønskeligt vi, som svenskerne, forbyder råstofudvinding for at give flora og fauna optimale forhold (FT-149)

Sammenligninger bliver også brugt som belæg, når nogle foreslår, at det, der gælder ét sted, også bør gælde et andet sted, fordi disse steder er sammenlignelige og derfor bør være underlagt samme vilkår:

I dag er der MEGET forskellige regler i fly-industrien, olie-industrien, sundhedssektoren, forskning, landbrug, nuklearforskning og private hjem. Det virker forkert, at f.eks. personalet i et fly må udsættes for 10 og i nogle tilfælde 100 gange så meget stråling som en forsker, der ved, hvad de arbejder med og er uddannet til at tage forholdsregler (FT- 188)

Tænk hvis folk også skulle betale for at gå til andre speciallæger - så som øjnelæge, øre- og halslæge, hudlæge m.fl. (FT-109)

Mens der er mange, som henviser til forskellige kilder eller praksis i andre lande, er der også en del, som ikke henter rygdækning for deres påstande, men blot nøjes med at præsentere deres personlige holdninger:

jeg vil mene det er bedere hvis man (i stedet for at give karakterer, red.) afholder samtaler med hver enkelt elev, hvor man her efter får en skriftlig udtalelse om hvordan det går fagligt og socialt (FT-226)

Jeg synes at man skal have ret til at have den hund man har lyst til, men jeg synes også at det betyder, at man skal kunne håndtere den, ikke mindst for dyrets egen skyld (FT-259)

Det er min mening at alle former for valg, det være sig kommunalvalg, folketings- valg, valg i forhold til EU. Ganske enkelt alle valg, hvor borgerne skal høres, skal foregå online via NEMID + CPR-nummer (FT-270)

Side 43 af 137 Den Europæiske Union er, efter min mening en udemokratisk og korrupt institution, som forhindrer Danmark i, at agere som en selvstændig og frit nation (FT-76)

Hvad der er værd at bemærke, er, at forslagsstillerne i disse tilfælde faktisk tilkendegiver, at der er tale om en personlig holdning. Det er ikke tilfældet i mange andre forslag, hvor det, der egentlig er en subjektiv holdning eller opfattelse af virkeligheden, præsenteres som en etableret sandhed.

Postulater, præsuppositioner, underforståelser og vage referencer En udbredt tendens i forslagene er netop, at konstateringen af og definitionen på det problem, forslaget skal løse, fremstilles som noget, der ikke står til diskussion, eller som der allerede er etableret enighed om, hvorfor der ikke er brug for nogen uddyb- ning eller præcisering. Et eksempel er et forslag, der opfordrer til folkeafstemning om udmeldelse af EU, hvor flere påstande om EU præsenteres, som om de ikke er postulater, men veletableret viden:

EU har udviklet sig til en udemokratisk mastodont, der handler mod nationalsta- ternes interesser, og som har udgjort,- og udgør, en reel trussel mod disse national- staters suverænitet (...) EU er i sin nuværende form et, slet skjult, forstadie til en føderal stat (FT-193)

I andre forslag præsenteres det ligeledes uden yderligere præcisering, at indvan- drere ikke bliver integreret i samfundet, at psykofarmaka bliver udskrevet “stik imod deres anvendelsesmuligheder” og har ledt til “lidelser, lemlæstelser og død”, og at jobcentre sender fysisk syge patienter til psykiater for at trække sagsbehandlingen i langdrag:

De, der opnår midlertidig eller varig opholdstilladelse i Danmark, bliver i stort omfang slet ikke eller dårligt integreret i samfundet (FT-273)

Der er altså tale om meget stærke midler, der i årevis er blevet udskrevet stik imod deres anvendelsesmuligheder mod diffuse ikke videnskabelige dokumenterede sygdomme, hvilket har medført mange lidelser, lemlæstelser og død (FT-66)

Overalt i jobcentrene sendes fysisk syge borgere til psykiater, for så kan sagsbehandlingen trækkes i langdrag, og sagen kan ikke afsluttes med f.eks. en førtids- pension (FT-191)

I det sidste eksempel samt i eksemplet om folkeafstemning ovenfor har postulaterne desuden nærmest karakter af motivspekulation: EU er et “slet skjult forstadie til en føderal stat”, og jobcentrene holder med vilje fysisk syge borgere hen for at undgå at

Side 44 af 137 give dem førtidspension. Når udsagn som disse ikke bakkes op af informationer, der kan sandsynliggøre de udlægninger, der præsenteres, er det ikke svært at afvise forslagene som ensidige eller unuancerede. En lignende tendens er, hvad Kock kalder “fuzzy references”, altså vage eller upræcise referencer (2016: 9), hvor der på en upåfaldende måde refereres til en ikke nærmere defineret mængde, som er vanskelig at identificere:

Mange borgere er irriteret over at hundeluftere ikke samler op efter hunden eller kat- ten (FT-196)

Der er mange borgere og patienter der har været udsatte for at deres egne undersø- gende læger’s vurderinger er blevet underkendt af aflønnede Lægekonsulenter og eksterne aktører… (FT-182)

(...) mange borgere glemmer aldrig den uretfærdige fornemmelse af at være blevet psykiatriseret og ført bag lyset af psykiateren og sagsbehandleren, som begge i stedet burde have hjulpet borgeren (FT-191)

Mange arbejdsløse, syge og fattige føler de er kommet i klemme i systemet (FT-257)

Der er rigtig mange der arbejder på deltid (...) (FT-226)

Sørg for at gøre børnechecken indtægtsafhængig, så folk, der tjener mange penge, ikke behøver at få en børnecheck på 4.000 kr. i kvartalet pr. barn. Her kan I hente mange penge! (FT-171)

Sådanne referencer har karakter af indtryk, som ikke nødvendigvis har nogen konkret, afgrænset oprindelse, men er opstået gennem forskellige diskursive udvekslinger, f.eks. i uformelle, hverdagsagtige møder med andre borgere eller med Hausers ord “daily conversations with coworkers, neighbors, superiors, subordinates, community and church contacts, group members, friends, and family” (Hauser 1999: 65). Disse møder åbner hver især for “a discursive space that exceeds the boundaries of entirely personal and private matters” (ibid.). Mens de ovenstående eksempler er mere eller mindre tydeligt postulerende, fremstår andre antagelser mere implicitte. Det gælder f.eks. brugen af præsupposi- tioner, altså ord og udtryk, som indeholder påstande, der antages i forvejen at være enighed om. Præsuppositioner bliver anfægtelige, når de fremsættes med det formål at få modtageren til ukritisk at acceptere antagelser, som vedkommende måske ellers ville være uenig i (Kock 2013: 3). Denne type antagelser kommer f.eks. til udtryk i et forslag om basisindkomst, hvor det præsupponeres, at der er en stigende ulighed og en allerede eksisterende “alles kamp mod alle”, og at robotter vil føre til “sociale

Side 45 af 137 kollaps”. Ligeledes præsupponeres det i et andet forslag, at beslutninger om ikke at ville donere ens organer er “asociale”:

Basisindkomst kan bekæmpe den stigende ulighed, idet den vil gøre det vanskeligt at fortsætte alles kamp mod alle, som er ret fremherskende lige nu, samt forebygge sociale kollaps, idet udviklingen går i retning af, at robotter vil blive anvendt i stigende omfang til varetagelse af mange af arbejdsopgaverne (FT-192)

Hvis man virkelig har en stærk modvilje mod at give sine organer videre, er det helt fair, man kan framelde sig – men det bør på ingen måde være det asociale valg som skaber en forholdsregel for alle (FT-180)

Ligesom præsuppositioner er et genkommende træk, forekommer implikaturer også hyppigt, hvor det f.eks. underforstås, at unge i dag bliver mødt med mistænkeliggø- relse og kontrol, at uddannelsesloftet fastlåser unge og ikke giver dem mulighed for omvalg eller tilbygning, eller at syge ikke får den ro, der har brug for:

Vi burde møde de unge mennesker med åbenhed og tillid, i stedet for mistænkelig- gørelse og kontrol (FT-67)

I fremtiden skal det ikke være sådan, at man som ung fastlåses, uden mulighed for omvalg eller tilbygning (FT-5)

Vi skal have et system hvor syge borgere for den ro der skal til for at overvinde deres sygdom (FT-117)

De implicitte antagelser optræder samtidig sprogligt i brugen af jo, hvor forslagsstillerne uden at argumentere nærmere for påstanden indikerer, at der er tale om noget indiskutabelt og næsten selvindlysende:

Det må jo være klart, at hvis borgerne går til eftersyn hvert halve år, så vil man også opnå en bedre tilstand af tænderne (FT-169)

Det er jo absurd og uheldig lovgivning til frustration for kommuner og borgere!!!!”, Det er jo fuldstændig absurd og er at gøre grin med skatteborgernes penge (...) (FT- 138)

En sidste særligt fremtrædende tendens, der bør nævnes i relation til manglende præcision, er den beskedne brug af gendrivelser. Det gør sig bl.a. gældende i forslaget om at indføre online valg (FT-270).24 Her præsenterer forslagsstillerne

24 Se f.eks. FT-66, FT-76, FT-104, FT-193 og FT-226.

Side 46 af 137 udelukkende de fordele, der måtte være ved at digitalisere valg, såsom besparelse af udgifter til “leje af lokaler, trykning og udsendelse af valgkort”, og at det vil være belejligt for borgerne at slippe for at “starte deres bil (med tilhørende forurening) hvis de har en, bare for at komme til et forsamlingshus og sætte et kryds på et stykke papir, et kryds de på få minutter kunne sidde trygt derhjemme eller hvor de nu be- finder sig, kunne sætte via deres smartphone eller computer”. Der bliver ikke fore- grebet ellers oplagte indvendinger mod en digitalisering, f.eks. en øget risiko for at blive hacket. I forslaget bliver det derudover fremhævet som en positiv effekt, at stemmeprocenten vil stige ved online valg, hvilket fremføres som en indiskutabel sandhed, en slags logisk følge. Det er dog højst noget, man kan formode og altså ikke forudse. At flere forslag ikke kommer eventuelle modargumenter i møde, giver ligesom postulaterne og præsuppositionerne indtryk af, at modtageren antages allerede at være enig i, at der er et problem, og hvad dette problem består i. Det forhindrer muligvis ikke borgere, som allerede er enige, i at støtte et forslag, men den manglende præcision bryder i høj grad med den forventning, der er til tekster, som skal indgå i den politiske beslutningsproces. Netop disse træk kan samtidig siges at være typiske for de diskursive udvekslinger, som foregår på internettet, hvor der kan være “ex- clusionary practices, privileged viewpoints, reckless claims based on flimsy evidence and supported by specious arguments, and so forth” (Hauser 2007: 338).

Indignation og modstand mod politikerne Et påfaldende træk, der står i stor kontrast til den institutionelle retorik, er indignation. At appellere til indignation er ikke i sig selv usædvanligt i en politisk kontekst. Men i lovgivningstekster fremstår indignerede udsagn til en vis grad kontroversi- elle, fordi de bryder med de forventninger, der er til sådanne tekster: at de skal appellere til informeret stillingtagen og ikke til følelser. I den institutionelle tekst, som borgerforslag netop er, fremstår indignation således som noget, der “violate[s] some norms of public deliberation” (Klujeff 2012: 110), hvilket er kendetegnende for det, Marie Lund Klujeff kalder provokerende stil. Ifølge Klujeff er den provokerende stil en “distinctly nonofficial discursive practice, a deliberate violation of the norms of official communication and communicative action”, hvad der samtidig gør provokerende stil beslægtet med vernakulær retorik (ibid.: 105). En måde, der bliver brudt med den institutionelle norm på, er gennem følel- sesudbrud, som ses i form af udråbstegn og versaler. Nedenfor understreger versa- lerne i “STOP”, “OVERGREB”, “RETSSIKKERHEDEN” og “MENNESKERET- TIGHEDERNE”, netop hvor uretfærdigt det, der finder sted, er, ligesom “NEJ” bliver

Side 47 af 137 brugt til at betone, hvor dårligt karaktersystemet er. På samme måde tjener udråbs- tegn en amplificerende funktion:

STOP psykiatriseringen af fysisk syge borgere. (...) Det er et voldsomt OVERGREB, et angreb på RETSSIKKERHEDEN og en overtrædelse af MENNESKERETTIGHE- DERNE (...) (FT-191)

Er karakterer systemet et godt redskab til, at skolen får kommunikeret til eleven, hvor han eller hun klarer sig fagligt? NEJ! (FT-226)

Mist ikke synet, hvis du er blevet 65 år, for så får du ingen hjælp! (FT-171)

Danskerne stemte i sin tid for EF, altså et europæisk handels,- og politi samarbejde,- intet mere! (FT-193)

Et lettere ekstremt, men dog ikke enkeltstående, eksempel på indignation ses i forslaget om at ændre planloven (FT-138):

Forslag til Planloven - tid til forandring og retfærdighed!

Og nu kan problemet så opstå - hvilket det gjorde i mit tilfælde!

Først siger de ja og når en masse arbejde er udført, så sige de nej! (hvad foregår der lige...).

(...) selvom både Erhvervst. og Stifet tidligere godkendte selv samme bebyggelse!!!!

Det er jo absurd og uheldig lovgivning til frustration for kommuner og borgere!!!!

Denne indignation bliver samtidig koblet til et behov for retfærdighed, når forslagsstillerne beskriver, hvem der bør støtte forslaget: “[i] princippet alle borgere der går ind for retfærdighed”. Appel til retfærdighed optræder også i flere andre forslag, f.eks. når en bestemt lovgivning bliver betragtet som uretfærdig, eller der bliver talt om det uretfærdige i, at borgere bliver udsat for “tåbelige jobtrænings forløb og ak- tiveringer” (FT-257):

At forvente, at disse unge mennesker, efter de lige har afsluttet deres skolegang og evt. er i gang med en videregående uddannelse, skulle bestå indfødsretsprø- ven, er ydmygende. At udsætte dem for sagsbehandlingstider, der for tiden er oppe på 1½ til 2 år, er urimeligt (FT-67)

Hermed (ved brugen af lægekonsulenter, red.) er borerens retssikkerhed ikke eksisterende, hvilket vi ikke kan være bekendt i et retssamfund og en velfærdsstat (FT- 190)

Side 48 af 137

Borgernes oplevelse af uretfærdighed, f.eks. at det er “urimeligt” og “ydmygende”, at “unge mennesker”, der “lige har afsluttet deres skolegang”, skal kunne bestå ind- fødsretsprøven, afspejler endnu et kendetegn ved den provokerende stil, nemlig at den let kan kombineres med en position som offer: ”It is a nonofficial public discursive practice that is easily combined with a speaking position of the outraged, or even victimized” (Klujeff 2012: 110). Den uretfærdighed, borgerne oplever, er ofte forårsaget af politikerne, som i forslagsstillernes øjne træffer forkerte beslutninger, har forkerte prioriteter eller måske slet ikke handler, når der er brug for det:

Sammen må vi alle råbe politikerne op, ændrer vilkårene for udsatte børn og dem der kæmper hver dag for at forbedre deres liv og chancer i livet (FT-34)

Politikerne ønsker ikke at beskæftige sig med området (med ioniserende stråling, red.), da der ikke er stemmer i det (FT-188)

Dette problem er forårsaget af en manglende forståelse fra politikernes side om hvorfor borgerne melder sig syge (FT-117)

Folketinget har imidlertid gennem mange år valgt at se gennem fingre med disse misforhold og dermed skabt en tilstand, hvor drengeomskæring trods lovstridighe- den er tolereret og har fået karakter af en undtagelse fra gældende lov og ret (FT- 120)

Justistministeren er kriminel i sin handling og bør indstilles af et flertal i folktinget til en rigsretssag (FT-42)

Med uddannelsesloftet gjorde regeringen det modsatte. De begrænsede vores muligheder. De fastlåste os. De sparede på ungdommen – og på fremtiden (FT-5)

Når “politikerne”, “Folketinget”, “justitsministeren” eller “regeringen” bliver itale- sat som fjender, bliver der talt et fællesskab til eksistens i opposition til politikerne, der “skal råbes op” eller beskyldes for at “se igennem fingre” med nogle “misforhold”. Dermed bliver der i flere forslag konstitueret en modoffentlighed, altså et fæl- lesskab, der er ”(…) constituted through a conflictual relation to the dominant public” (Warner 2002: 423). Den indignerede stil, der kendetegner mange forslag, kan siges at understøtte konstitueringen af disse modoffentligheder, idet denne stil netop bryder med de institutionelle normer. Bruddet med de institutionelle normer er samtidig, hvad der kan give en slags vernakulær kraft. Som Howard påpeger, kan det vernakulære netop være “powerful because it can introduce something other than the institutional into an institutional realm” (Howard 2010: 251). Det kan give en slags vernakulær autoritet, da det giver

Side 49 af 137 indtryk af, at borgerne er investerede i den sag, de advokerer for, hvilket umiddelbart står i kontrast til forestillingen om en form for “karrierepolitiker”, som, popu- lært forstået, ikke har nogle ideologiske pejlemærker, men går ind i politik for karri- erens skyld og blot beskæftiger sig med det, der er stemmer i, for at få en periode mere i Folketinget. Denne forestilling synes at repræsentere, hvad Hariman beskriver som realistisk stil, der sprogligt er kendetegnet ved en stræben efter rationalitet og “common sense”, og som netop fungerer som “the central conception and major mode of legitimation in modern politics” (Hariman 1995: 4, 19, 47).

Delkonklusion Borgerforslagene efterlader umiddelbart ikke megen tvivl om, hvorvidt almindelige borgere er i stand til at udarbejde forslag, som kan indgå direkte i den politiske beslutningsproces som beslutningsforslag, der skal handles på. Det korte svar er, at det kan de ikke. Borgerforslagene synes snarere at bekræfte, at demokrati i praksis kan være “rowdy” (Ivie 2002: 279), “unruly” (Asen 2004: 192), “messy” (Hauser 2004a: 3) eller måske ligefrem “ugly” (Hariman 2007: 219). Størstedelen af forslagene har så- ledes også snarere karakter af læserbreve, korte debatindlæg om problemer, borgerne støder på i deres hverdag, end tekster, der kan fungere i en parlamentarisk sammenhæng. Mens der faktisk er nogle, som skriver gennemarbejdede, velargu- menterede forslag, synes langt de fleste forslagsstillere at mangle de kompetencer, det kræver at skrive et forslag, der lever op til de forventninger, der er fra politisk side. Borgerne påtager sig kort sagt ikke den rolle som “mini-politikere”, vejledningen ansporer til. På et helt simpelt plan bytter mange om på tekstens dele, men problemerne går også dybere end dét. Særligt problematisk er det, at mange forsømmer at give til- strækkeligt med informationer til, at man kan tage stilling. Tværtimod synes en del forslagsstillere at antage, at der allerede er enighed om den sag, som præsenteres. Det ses ikke mindst i brugen af præsuppositioner, postulater og implikaturer. Selvom flere forslagsstillere faktisk forsøger at argumentere ud fra, hvad de betragter som det fælles bedste, hvilket er et lyspunkt, fremstår mange af disse argumenter også i varierende grad tvivlsomme, formentlig fordi borgerne ikke har ressourcer til at forudsige effekterne af et bestemt forslag. Ikke overraskende er det således også et fåtal af forslagene, som præsenterer et finansieringsgrundlag. Men lige så mangelfulde mange af forslagene fremstår, lige så urealistisk er det måske at forvente, at borgerne rent faktisk skulle kunne levere juridisk såvel som økonomisk holdbare beslutningsforslag. Som Mette Reissmann (S) selv påpeger i Po- litiken, hvor hun kritiserer borgerforslagene for netop at være ugennemarbejdede,

Side 50 af 137 har politikerne nemlig “et embedsværk, som er fyldt med eksperter og kompetente medarbejdere, som har en indsigt i de forslag og problematikker”, som behandles.25 At forvente, at borgerne kan levere lige så gennemarbejdede beslutningsforslag, som politikerne kan, synes derfor at være “unfair to those who are struggling to be citizens against the odds” (Hariman 2007: 223). En ekstra retorisk udfordring for borgerne er, at et borgerforslag i praksis ikke kun er en formel tekst, som skal leve op til bestemte institutionelle konventioner, men også en mobiliserende tekst. Således er der en væsentlig forskel på borgernes og politikernes retoriske situation (Bitzer 1968). Hvor politikerne udelukkende skal adressere den lovgivende forsamling, skal borgerne for overhovedet at få adgang til Folketinget i første omfang mobilisere andre borgere til at skrive under. Borgerne skal således balancere forskellige retoriske hensyn, hvilket ikke forekommer nemt. Den konklusion, der ligger lige for, er altså, at borgerforslag ikke er skabt for borgere, da de selvsagt ikke besidder de samme retoriske kompetencer som politikerne. Ifølge både Howard og Ingraham kan borgernes vernakulære retorik dog samtidig havde noget kraftfuld over sig, netop fordi den afviger fra den institutionelle kontekst, den optræder i (Howard 2010: 251; Ingraham 2013: 2). En velvillig læsning af mange af forslagene er således også, at de har en form for nerve i sig, en indignation, som potentielt kan fungere engagerende (Klujeff 2012: 101). Som Young argumenterer for, vil “disruptive or emotional forms of expression“, som indignation kan karakteriseres som, dog ofte blive “excluded from serious consideration not because of what is said, but how it is said” i fora, som er kendetegnet ved “norms of orderliness” (Young 2000: 56). Selvom et borgerforslag, der bryder med de institutionelle normer, kan engagere andre borgere, er det altså samtidig ikke utænkeligt, at denne uregerlighed kan vise sig at være begrænsende for borgernes handlekraft, når borgerforslaget skal behandles i Folketinget. For at undersøge dette ser vi i de følgende kapitler nærmere på, hvilke reaktioner tre forskellige forslag har afstedkommet i henholdsvis offentligheden og i folketingssalen.

25 Redanz: “Socialdemokrat: Borgerforslag udhuler det repræsentative demokrati”, Politiken.

Side 51 af 137 “Nu kan man også se unge mennesker forlade den her sal deprimerede, fordi nogle åbenbart har givet dem det indtryk, at fordi man samler nogle underskrifter, ændrer politiske partier umiddelbart holdning.” 5 Søren Pind, Folketinget

Når et borgerforslag lægger demokratisk pres på politikerne

I denne analyse ser vi på borgerforslaget om at afskaffe uddannelsesloftet. Indled- ningsvis foretager vi en nærlæsning af borgerforslaget, hvor vi viser, hvordan teksten både stilistisk og indholdsmæssigt markerer en afstandstagen til politikerne, som kan virke mobiliserende. Dernæst viser vi, hvordan forslaget ikke taler en ny offentlighed til eksistens, men forhandler og intensiverer en eksisterende modstand mod uddannelsesloftet, ført an af forslagsstillerne og en række oppositionspolitikere, som bidrog til at konsolidere forslagsstillernes handleposition. Selve forslaget fremstår i sig selv som endnu et fragment i en eksisterende kampagne mod uddannelsesloftet; det eneste nye, det tilfører debatten, er, at argumenterne er pakket ind i netop et borgerforslag. Som vi vil argumentere for, synes forslagsstillerne at bruge netop det faktum, at der er tale om et borgerforslag, til at lægge pres på politikerne, hvilket stiller politikerne i en situation, hvor de ikke kan afvise forslaget uden at blive anklaget for at være udemokratiske. Et par ord om konteksten: Det såkaldte uddannelsesloft26 blev indført i december 2016 af regeringen, Socialdemokratiet og DF for at frigive penge til en dagpen- gereform. Forslaget betød, at retten til at tage en ny uddannelse på samme eller la- vere niveau som en allerede afsluttet uddannelse blev begrænset. Allerede fra starten mødte forslaget modstand fra elev- og studenterbevægelsen og oppositionspartierne, særligt SF og Radikale. Og det var da også netop formænd fra en række stu- denterorganisationer, som stod bag forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet, der blev publiceret på borgerforslag.dk 26. januar 2018 som det første forslag

26 At vi bruger betegnelsen “uddannelsesloft” og ikke “begrænsning af retten til dobbeltuddannelse”, skal ikke forstås som en ukritisk overtagelse af den framing, som særligt modstanderne af denne politik benytter, ligesom der ikke fra vores side ligger nogen holdningstilkendegivelse i brugen af dette ord.

Side 52 af 137 overhovedet. Forslaget opnåede de fornødne 50.000 underskrifter på knap to uger og blev ligeledes som det første borgerforslag fremsat som beslutningsforslag med 1. behandling 23. marts 2018.

Et mobiliserende borgerforslag Som vi vil vise i det følgende, giver forslagsstillerne udtryk for at tale på vegne af en bred skare af studerende forenet i en social bevægelse i opposition til politikerne. Gennem forslaget søger de således med Warners ord at konstituere en modoffentlighed (Warner 2002: 423). Ressourcestærke danske studerende passer muligvis ikke ved første øjekast på den gængse forståelse af, hvad en modoffentlighed er. Ifølge Warner forstås “counterpublics” ofte som “subaltern”, altså nogle, der i f.eks. social eller politisk forstand er ekskluderede fra samfundets etablerede institutioner. Og det kan man ikke sige, at forslagsstillerne er. Warner, som vi læner os op ad, afviser imidlertid denne opfattelse, når han hævder, at de personer, som er en del af en modoffentlighed, ikke be- høver at være “subaltern” på andre parametre, end at de tager del i en modoffentlighed (Warner 2005: 56). Studerende, som i mange henseender vil være mere res- sourcestærke end mange andre samfundsgrupper, kan altså godt udgøre en modoffentlighed, når denne modoffentlighed er defineret ved dens modstand mod en dominerende offentlighed. Modoffentligheder er ifølge Warner først og fremmest kendetegnet ved at benytte andre strategier end dem, de etablerede politiske institutioner muliggør, såsom at stemme eller deltage i høringer (Warner 2002: 423). Selvom borgerforslag i sig selv er muliggjort af Folketinget, kan måden, et forslag bruges på, som vi har vist i den foregående analyse, stadig afvige fra og ligefrem skrive sig op imod det etablerede. At forslagsstillerne positionerer sig som en modoffentlighed, ses på et overfladisk plan i, at de underskriver sig som “elev- og studenterbevægelsen”, som traditionelt har markeret sig gennem aktivistiske manifestationer såsom store demonstrationer, når uddannelser er blevet forringet. Det aktivistiske betones desuden, når forslagsstillerne beskriver, hvordan de har forsøgt at gøre modstand mod uddannelsesloftet ved at protestere “på sociale medier, i indlæg, på gaden - og ved en tidligere under- skriftindsamling”, som altså kan betegnes som alternative, idet de foregår uden for de etablerede institutioner og ikke er dikteret oppefra.

Institutionel forslagstekst og vernakulære bemærkninger Måden, forslagsstillerne søger at konstituere en modoffentlighed på, sker ikke kun gennem en modstand mod “ideas or policy questions”, navnlig besparelse på uddannelse, men også gennem “the speech genres and modes of address that constitute

Side 53 af 137 the public” (Warner 2005: 119). Forslagsstillernes “mode of address” er en indigneret retorik, som stilistisk markerer en anderledeshed fra politikernes nøgterne gennem- gange af paragraffer og henvisninger til finansieringsgrundlag. Denne anderledeshed kan som sagt have en kraftfuld virkning (Howard 2010: 251), og som Hauser i tillæg dertil påpeger, kan særligt vernakulær retorik være mobiliserende for sociale bevægelser, som er i opposition til en dominerende offentlighed (Hauser og McClel- lan 2009). Allerede i forslagets titel, “Forslag om at afskaffe uddannelsesloftet!”, antydes forslagets vernakularitet med udråbstegnet, som man ikke ville se i et beslutningsforslag. Selve forslagsteksten fremstår imidlertid temmelig institutionel, idet forslagsstillerne med vendingen “Folketinget pålægger” og den konkrete henvisning til den lov, de ønsker ændret, benytter den institutionelle retorik, som kendetegner lovgivningsarbejdet:

Folketinget pålægger Uddannelses- og forskningsministeren at afskaffe begræns- ning af dobbeltuddannelse, som indført i L69, lov om ændring af lov om adgangs- regulering ved videregående uddannelser (begrænsning af dobbeltuddannelse) - eller bredt kendt som uddannelsesloftet.

At det netop er forslagsteksten, som fremstår institutionel, fortjener en bemærkning. Hvis forslaget i sidste ende vedtages af Folketinget, er det nemlig de formuleringer, der gælder - og altså ikke dem, der står i bemærkningerne. Sammenlignet med den overvægt af forslag, som bytter rundt på de forskellige dele i teksten, forekommer det derfor retorisk raffineret at lade forslagsteksten være udformet, så der kan etab- leres lovgivning på den, mens bemærkningerne derimod bruges til at mobilisere andre borgere til at skrive under. Dette sammenstød mellem den institutionelle forslagstekst og de vernakulære bemærkninger vidner som sagt om et besynderligt aspekt ved borgerforslagene generelt, nemlig at de skal fungere i flere forskellige sfærer på én og samme tid: De skal kunne indgå i lovgivningsarbejdet som formelle beslutningsforslag, samtidig med at de skal overbevise borgere uden for Folketinget om at skrive under. Bemærkningerne er i modsætning til politikernes beslutningsforslag netop snarere mobiliserende end informerende. Teksten er således ganske kort; foruden en afsluttende opremsning af organisationerne, som står bag forslaget, består bemærk- ninger kun af 178 ord. De er fordelt på ni afsnit, som hver især består af korte hel- sætninger. Der er hverken forvægt, passivkonstruktioner eller en særligt hypotaktisk sætningsopbygning, hvilket ellers er kendetegnende for tekster, som der skal baseres lovgivning på.

Side 54 af 137 De studerende i opposition til politikerne Ligesom vi i foregående analyse bemærkede, at et genkommende træk i forslagene er, at der bliver taget afstand til politikerne, bliver der også i dette forslag tegnet et billede af politikerne som fjender. En sådan afstandtagen kan synes påfaldende, fordi det er dem, der skal vedtage eller forkaste forslaget i folketingssalen. Bemærkningerne er således bygget op om et narrativ, hvor de studerende er ofre for politikernes beslutninger. Dette narrativ rammesættes allerede fra første afsnit, hvor regeringen tildeles rollen som antagonist, og de unge som protagonist. Forslagsstillerne konstaterer indledningsvis, at “regeringen” har indført et uddannelsesloft, som “begrænser de unges muligheder for at uddanne sig”. De politikere, som indførte loftet, fremstilles som kortsigtede og visionsløse; de “begrænser”, “fast- låser” og “sparer” på “ungdommen”. Politikerne modarbejder ikke alene “ungdommen”, men også “fremtiden”, som forslagsstillerne omvendt forbinder sig selv med gennem en parallel sætningsopbygning, hvor “os”, “ungdommen” og “fremtiden” optræder på samme plads i sætningen, hvilket giver indtryk af, at de står i stedet for hinanden: “De fastlåste os. De sparede på ungdommen - og på fremtiden”. Det under- støttes desuden af brugen af ordet “muligheder”, som optræder fem gange i teksten og dermed lægger emfase på de fremtidsudsigter, uddannelsesloftet fratager de studerende. De studerende er dog ikke kun passive ofre; de fremstilles også som nogle, der aktivt søger at gøre en forskel. I spidsen for dette projekt står repræsentanterne, der ikke bare kæmper deres egen og andre studerendes sag, men positionerer sig som nogle, der vil afskaffe uddannelsesloftet ”[t]il glæde og gavn, for den enkelte og for vores samfund”. Den position, læserne tilbydes i narrativet, er som en del af de studerendes modoffentlighed, og den konkrete manifestation af denne position er, at man støtter forslaget. Det understreges med den afsluttende direkte henvendelse, hvor forslagsstillerne opfordrer til fælles handling: “Vi håber, du har lyst til at støtte vores forslag, så vi sammen kan få afskaffet uddannelsesloftet!” Forslaget tilskriver således handlekraft til de borgere, som er utilfredse med uddannelsesloftet, og som altså med forslaget tilbydes en mulighed for at tage del i modstanden. Foruden en klar rollefordeling med protagonist (elev- og studenterbevægel- sen) og antagonist (regeringen) indeholder narrativet et konkret handlingsforløb, som fortælles i datid:

Med uddannelsesloftet gjorde regeringen det modsatte. De begrænsede vores muligheder. De fastlåste os. De sparede på ungdommen – og på fremtiden. Og oveni- købet udelukkende for at vinde en lille, kortsigtet besparelse.

Side 55 af 137 Massevis protesterede; på sociale medier, i indlæg, på gaden – og ved en tidligere underskriftsindsamling, hvor over 80.000 danskere skrev under.

I de to afsnit appelleres der til læserens følelse af indignation, hvilket sker gennem retoriske figurer. Når regeringens handlinger opremses i en treliste af begrænse, fast- låse og spare, der knytter sig til det, politikerne udsætter de studerende for, understreger det en oplevelse af uretfærdighed, hvor tilføjelsen “og på fremtiden” fungerer om slags klimatisk forstørrelse af problemets karakter. Det betones yderligere af kontrasteringen med den nutidige besparelse: “Og ovenikøbet udelukkende for at vinde en lille, kortsigtet besparelse”. Samtidig skaber de korte anaforiske sætninger en fremdrift, som virker medrivende, og som dermed er med til at give teksten dens mobiliserende præg. Stilistisk markerer forslaget altså en afstandtagen fra den offentlighed, som politikerne repræsenterer, hvilket sker gennem en narrativ opbygning og retoriske figurer, der skaber indtryk af indignation. Denne stil afviger samtidig fra den institutionelle retorik i politikernes beslutningsforslag, som snarere er præget af kancelli- stil, nøgterne redegørelser for lovgivning og et fravær af indignation. Ifølge Warner er netop stil med til at afgrænse, hvem der vil identificere sig med en given offentlighed, idet “[s]tyle performs membership” (Warner 2005: 142). Og det medlemskab, der tilbydes i forslaget, er altså som en del af en modoffentlighed.

Antagelse om en etableret enighed Også argumentatorisk markerer teksten et klart tilhørsforhold. Som Warner påpeger, er modoffentligheder også kendetegnet ved “different assumptions about what can be said or what goes without saying” (ibid.: 56). I forslaget er implicitte antagelser således med til at afgrænse, hvem der adresseres, idet forslagsstillerne tager for givet, at de, der læser forslaget, allerede er enige. Der står ikke noget om, hvad det vil koste at afskaffe uddannelsesloftet, og der henvises ikke til nogen un- dersøgelser, der viser, hvilke konsekvenser uddannelsesloftet har haft, f.eks. for fra- faldet på de videregående uddannelser. Det synes altså ikke umiddelbart at være en tekst, der søger at overbevise andre borgere eller politikere om, at uddannelsesloftet har været en dårlig idé. Når forslagsstillerne fremfører, at uddannelsesloftet skal afskaffes af hensyn til “vores samfund”, underforstås det, at uddannelsesloftet ikke er til gavn for samfundet som helhed. Hvorfor det ikke er det, argumenteres der imidlertid ikke yderligere for. Det konstateres blot, at uddannelse “er enormt vigtig, for den enkelte såvel som fores vores fælles samfund”. Når forslagsstillerne samtidig skriver, at uddannelsesloftet er en “forkert prioritering”, implicerer det, at uddannelse er noget, der skal

Side 56 af 137 prioriteres på bekostning af andre områder, navnlig en “lille, kortsigtet besparelse”, som ikke ekspliciteres. Idet der heller ikke argumenteres for, hvorfor uddannelse er den rette prioritering, adresseres læserne som nogle, der på forhånd er enige med forslagsstillerne i, at uddannelsesloftet skal afskaffes. Som Warner skriver, er det netop kendetegnende for en offentlighed, at den “appears to be open to indefinite strangers but in fact selects participants by criteria of shared social space (...)” (War- ner 2005: 106). At uddannelsesloftet blev indført for at frigive penge til dagpengereformen, går forslagsstillerne let hen over. Den besparelse, som indførelsen af uddannelsesloftet udgør, må vi forstå som det, forslagsstillerne beskriver som en “lille, kortsigtet besparelse”. Den fordel, som dagpengemodtagerne måtte have af den økonomiske gevinst ved afskaffelsen af uddannelsesloftet, antages dermed at være mindre end det tab af ret til flere uddannelser, som de studerende oplever. Hvor disse penge alternativt skal findes, kommer de ikke med noget bud på, men hjælpen til dagpen- gemodtageren skal ikke komme fra uddannelse.

Opsummerende kan vi altså sige, at forslaget adresserer folk, som i forvejen er enige i, at uddannelsesloftet skal afskaffes. Der er med andre ord tale om en stemmesam- lende retorik, idet der ikke gøres noget forsøg på at imødekomme modargumenter, f.eks. fra de politikere, som indførte uddannelsesloftet, ligesom der også synes at være en mangel på informationer. At forslagsstillerne ikke bidrager med nye argumenter for, hvorfor uddannelsesloftet skal afskaffes, kan ses som udtryk for en for- håbning om, at alene det, at 50.000 underskrifter er blevet indsamlet, vil ændre fler- tallets holdning. Det er altså antallet af underskrifter, som fremstår som det primære argument. Som vi vil vise i det følgende, kommer dette også til syne i den offentlige debat såvel som i folketingsdebatten.

Forslagsstilleres kampagne for borgerforslaget Modstanden mod uddannelsesloftet var som sagt ikke ligefrem ny; tværtimod talte forslaget ind i en uddannelsespolitisk modoffentlighed, som havde eksisteret, siden uddannelsesloftet blev vedtaget i 2016. Forslaget kan således ses som en intensive- ring og opretholdelse af et “ongoing space of encounter for discourse” (Warner 2005: 90). For at forstå den udbredelse og opmærksomhed, som forslaget fik, er det derfor nødvendigt først at rette blikket mod den modoffentlighed, som allerede blev konstitueret med vedtagelsen af uddannelsesloftet.

Side 57 af 137

En eksisterende modstand #droploftet Under parolen “Drop loftet!” igangsatte elev- og studenterbevægelsen allerede i slutningen af 2016 en underskriftsindsamling, hvor over 80.000 borgere gav deres støtte til at afskaffe uddannelsesloftet, og på Frue Plads i København mødte 1000 studerende op til demonstration. På sociale medier cirkulerede hashtagget #droploftet, som også blev brugt på t-shirts, bannere og lignende. På den måde tilkendegav de studerende en utilfredshed med den førte politik, som de ønskede et opgør med, og de positionerede sig således allerede tidligt som en modoffentlighed i opposition til de magtbærende partier, der indførte uddannelsesloftet. Også de partier, som havde stemt imod forslaget, førte kampagne for at tilbagerulle uddannelsesloftet. Ligesom elev- og studenterbevægelsen benyttede de formuleringen “Drop loftet”, som det f.eks. ses i de følgende to kampagneelementer fra Radikale og SF:

Den retorik, forslagsstillerne benytter i forslaget, fremstår som nævnt som en gen- klang af de tekster, der allerede cirkulerede i offentligheden. Som Warner påpeger, er det netop en forudsætning for at adressere en offentlighed, at den taler ind i noget: “Only when a previously existing discourse can be supposed, and when a respond- ing discourse can be postulated, can a text address a public” (2005: 90). En offentlighed kræver altså “preexisting forms and channels of circulation” (ibid.: 106), som f.eks. netop et hashtag, hvis den skal kunne opnå handlekraft. Som Campbell også påpeger, forudsætter handlekraft “others who know the words and syntax of a shared language” (Campbell 2005: 3). Således synes det at være af betydning for forslagstillernes retoriske handlekraft, at der allerede eksisterede en modstand på især sociale medier, som de kunne skrive sig ind i.

Side 58 af 137 Forslagets grundfortælling om regeringens kortsigtede politik, der begrænser og fastlåser de studerende ved at fratage dem deres muligheder og dermed også samfundets fremtid, ses således også tidligere. Det gælder f.eks. Rasmus Nordqvist (ALT), som i december 2016 tweeter, at “fremtiden ikke er som i dag”, hvorfor der er “behov for muligheder ikke begrænsninger”. Et andet eksempel er Morten Østergaard (R), der i 2017 tweeter, at de unge ikke skal sættes “i karantæne”, dvs. fastlåses, og at Radikale derimod “vil give dem muligheder”:

Oppositionspartierne positionerer sig på denne måde som en del af elev- og studen- terbevægelse modstand mod regeringens politik. Dermed tildeler disse partier de studerende handlekraft som ligeværdige meningsfæller, hvilket minder os om, at “a capacity to act is largely something we are granted by others and through the struc- turing of our circumstances” (Hoff-Clausen 2018: 296). Et yderligere eksempel kan illustrere den pointe: Når Pernille Skipper (EL) lægger et billede på Twitter af studerende foran Christiansborg, giver hun de studerende en handleposition, samtidig

Side 59 af 137 med at hun selv kan opnå troværdighed og dermed handlekraft som en oppositions- politiker, der lytter til de studerende, som lider under den førte politik:

Desuden bekræfter Skipper de studerende som en modoffentlighed, der står uden for det etablerede - ikke blot i overført betydning, men helt konkret, idet de studerende camperer foran Christiansborg. Med den direkte henvendelse til Venstre og Socialdemokratiet udstiller hun konkret, hvem vreden skal rettes mod, og positionerer sig som en, der deler de studerendes frustration. Når Skipper og andre oppositionspolitikere over en længere periode giver de studerende plads på deres egne kanaler, er de med til både at konstituere og konsolidere en handleposition for de studerende.

En etableret handleposition Efter forslaget blev offentliggjort på borgerforslag.dk, opnåede det hurtigt bred cirkulation. På de sociale medier blev det delt under det allerede udbredte hashtag #droploftet, som også bliver brugt ovenfor af alle tre politikere, og i de traditionelle

Side 60 af 137 medier reklamerede forslagsstillerne for forslaget, når de deltog i programmer på f.eks. TV 2, Radio24syv og DR. Ligeledes blev forslaget debatteret af politikere i medierne, f.eks. af Carolina Magdalene Maier (ALT) og Christine Antorini (S) i Deadline på DR2. I den forbindelse var det formentlig ikke uden betydning, at forslagsstillerne, ikke mindst i kraft af de politikere, som bakkede dem op, allerede havde en retorisk privilegeret taleposition, idet de havde adgang til traditionelle medier og desuden kunne promovere forslaget gennem deres egne kanaler på sociale medier. Desuden var flere af forslagsstillerne allerede selv etablerede navne i uddannelsesdebatten - særligt Jens Philip Yazdani og Sana Mahin Doost27, som side om side advokerede for forslaget i den offentlige debat, ligesom det også var de to, som afgav deputation til et udvalgsmøde i Uddannelses- og Forskningsudvalget.28 Da Yazdani på Twitter opfordrede folk til at skrive under, blev det således retweetet hele 101 gange, ligesom det fik 277 positive tilkendegivelser. F.eks. likede SF’s formand Pia Olsen tweetet og eksponerede dermed ikke alene sine følgere for opslaget, men også hendes støtte til forslaget.

På både Twitter og Facebook blev forslaget altså delt af en lang række organisationer og foreninger såvel som ungdomspartier og etablerede partier, ligesom også private brugere delte forslaget og gav deres holdninger til kende i kommentarspor. F.eks. blev der ført en egentlig kampagne for forslaget på Facebook-siden “Nej til begræns- ning af dobbeltuddannelse”, som blev oprettet af repræsentanter fra studenterorga- nisationerne, da uddannelsesloftet blev vedtaget i 2016. Her blev linket til forslaget løbende delt med opfordringer til at skrive under og dele opslaget med andre i ens eget netværk, hvad bl.a. Jacob Mark gjorde. Ligeledes blev der på siden delt opslag fra andre aktører, der opfordrede til at skrive under. F.eks. blev der delt et opslag af Olsen Dyhr, som opfordrede sine følgere til at støtte. Følgerne af siden blev også tilskyndet til selv at tage del i den meningsdannelse, der foregik omkring uddannelsesloftet, idet de f.eks. blev opfordret til at dele deres erfaringer med uddannelses-

27 Yazdani har været nomineret til Berlingskes “Årets dansker”-pris og optrådt på Politikens liste over årets debattører, mens Doost som formand for DSF var et velkendt ansigt i uddannelsesdebatten. 28 Deputation i Uddannelses- og Forskningsudvalget, 17. april 2018

Side 61 af 137 loftet. Måden, opslag bliver delt og interageret med på sociale medier, synes netop at muliggøre, hvad Warner betegner som et “citational field”, og dermed den inter- tekstualitet, der er konstituerende for offentligheder (Warner 2005: 98).29

Borgerforslag som demokratisk pres Ligesom der i forslaget lægges op til, at alene det, at der er indsamlet 50.000 underskrifter, skal fungere som et pres på politikerne, blev den offentlige debat også i bredt omfang vinklet som et spørgsmål om, hvordan politikerne ville behandle det første borgerforslag. Det var altså ikke så meget den uddannelsespolitiske substans, som fyldte, men snarere selve idéen om borgerforslag. I flere aviser kunne man således allerede på dagen for forslagets offentliggø- relse læse overskrifter som “Historiens første borgerforslag er stillet” og “Stude- rende stiller danmarkshistoriens første borgerforslag”30, hvor nyheden lod til at være borgerforslaget i sig selv. Der blev hurtigt fulgt op på sagen, og allerede på samme dag og dagen efter stod prognosen klar: Borgerforslaget ville ikke kunne samle et flertal i Folketinget, hvis det skulle nå så langt, fordi Folketingets tre største partier, Socialdemokratiet, DF og Venstre meldte ud, at de ikke ville støtte forslaget. “Dan- marks første borgerforslag skudt ned efter kun én dag”31 og “Uddannelsesloft er fredet - politisk nej til allerførste borgerforslag”32, lød overskrifterne nu, igen med vægt på, at det var det første borgerforslag, som var blevet “skudt ned”. Udsigten til en forkastelse af forslaget fik Doost til at proklamere, at “det nu (...) ikke kun [er] et spørgsmål om uddannelsesloftet”, men også “et demokratisk spørgsmål”, hvormed hun altså lægger op til et fokusskifte fra uddannelsespolitik til borgerforslag som demokratisk idé. Ligeledes konstaterer hun, at elev- og studen- terbevægelsen “ikke [kan] acceptere, at “[p]olitikerne indfører et system med nær- mest demokratisk sminke og pseudo-inddragelse”, uden hun dog ekspliciterer, hvad hun mener med dette.33 Få dage efter anklagede Yazdani i et opslag på Facebook politikerne for at “hate” på deres forslag, fordi de ikke er “enige”. Når Yazdani hæv- der, at de studerende er ofre for et “magtpolitisk spil”, hvor uddannelsesloftet egentlig ikke er nødvendigt, men blot en “lokumsaftale”, som er vedtaget af en “snæver kreds af politikere”, synes han at antyde, at disse politikere er udemokratiske og ikke kerer sig om borgernes “ve og vel”:

29 Warner berører kun overfladisk internettets betydning for konstitueringen af offentligheder (Warner 2005: 98), men det tilskriver vi det faktum, at hans essay oprindeligt er fra 2002, hvor der hverken fandtes Twitter eller Facebook. 30 F.eks. EkstraBladet, B.T., Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og TV 2. 31 Danielsen: “Danmarks første borgerforslag skudt ned efter kun en dag”, TV 2 Østjylland. 32 Vestergaard: “Uddannelsesloft er fredet - politisk nej til allerførste borgerforslag, Berlingske. 33 Ritzau: “Studerende kalder borgerforslag demokratisk sminke”, Jyllands-Posten.

Side 62 af 137

Bare ærgeligt, at de (penge, red.) for alt i fucking verden ikke må gå til de unge, som vi i stedet skærer på, nedprioriterer og fastlåser, både i deres uddannelser og i et magtpolitisk spil, hvor en lokumsaftale er vigtigere end vores ve og vel. For det er sgu kun derfor, at den lortelov om uddannelsesloftet stadig står. Fordi en snæver kreds af politikere har bekræftet hinanden i nødvendigheden af den. En nødven- dighed, der i den virkelige verden holder alt andet end stik. Og det er også kun derfor, at de hater på vores Borgerforslag. Det var jo for pokker ikke ment sådan, at borgerne nu skulle kunne komme og kræve deres vilje. Ovenikøbet en vilje, som vi, de voksne politikere, er uenige i! Og en vilje, der ikke engang er en gratis omgang.

Hvem præcis Yazdani hentyder til, når han nævner, at “de hater på vores Borgerfor- slag”, er ikke klart. Men at både han og Doost oplever en uvilje mod at tage forslaget seriøst, er formentlig ikke taget helt ud af den blå luft. Til et tweet, hvor Skipper kalder forslaget for “bragende vigtigt”, svarer Søren Pind (V) f.eks.: “Virkelig?” og kalder forslaget for “gak”. Folketinget har “jo” allerede behandlet det “flere gange”, så hvad skulle det nytte at behandle det igen?

Efter forslaget opnåede 50.000 underskrifter, var medierne igen med til at betone, at det altså ikke var et hvilket som helst borgerforslag, men Danmarks første borgerforslag. Og da udsigten til en forkastelse ikke havde ændret sig, lød en overskrift på DR nedslående: “Ingen store hurraråb: Danmarks første borgerforslag har ingen politisk fremtid”.34 På trods af at der ikke umiddelbart var udsigt til et flertal, udtrykte Yazdani forhåbninger om, at politikerne ville lytte, alene af den grund at det er et borgerforslag:

Jeg håber, at fordi det er danmarkshistoriens første borgerforslag, at politikerne ikke bare skyder det i sænk. Men at de rent faktisk lever op til demokratiets idealer om

34 Nielsen & Renard: “Ingen store hurraråb: Danmarks første borgerforslag har ingen politisk fremtid”, DR.

Side 63 af 137

at lytte til, hvad borgerne siger og lader offentlighedens stemme veje tungt, når der træffes beslutninger, så det ikke kun er lokumsaftaler. 35

Ellers falder hele ordningen jo til jorden. Som et dårligt eksempel på pseudo-inddragelse og magtarrogance fra Borgens store partier.36

Yazdani antyder, at fordi det er et borgerforslag, og ikke bare et hvilket som helst, men “danmarkshistoriens første”, bør politikernes behandling af forslaget altså ikke kun være et spørgsmål om uddannelsespolitisk substans. Politikerne bør derimod også have en særlig respekt for, at det er et borgerforslag, og “ikke bare skyde det i sænk”. Når Yazdani udtaler, at politikerne bør “leve op til demokratiets idealer om at lytte”, synes han imidlertid at sidestille dette med at vedtage forslaget, da han sætter det op som en modsætning til at forkaste forslaget. Forkaster politikerne forslaget, tager de ikke ordningen alvorligt, hvilket vil bekræfte Yazdani i, at det blot er “pseudo-inddragelse”. På Twitter forsøgte han imidlertid at foregribe lige netop dén tolkning:

Ikke desto mindre synes han stadig at bekræfte den udlægning, når han i et tweet lige efter samtidig spekulerer i, at det lige netop er “de store magtpartier, der afviser at genoverveje deres beslutninger”, og kæder dette sammen med deres modstand mod borgerforslagsordningen, hvorpå han konstaterer, at “[f]lertallets vogtere (...) ingen interesse [har] i at få udfordret deres magt”:

35 DR: “Danmarkshistoriens første borgerforslag. 50.000 vil have Folketinget til at stemme om uddannelsesloftet”. 36 Kvalvik: “Danmarks første borgerforslag skal i Folketinget”, Altinget.

Side 64 af 137

Således sker der en forhandling om, hvad der konstituerer elev- og studenterbevæ- gelsens modoffentlighed; nu er de ikke blot ofre for regeringens besparelser, men også potentielt for deres “magtarrogance”, hvormed de bliver demokratisk under- trykt. Som Warner påpeger, er offentligheder netop aldrig faste, for “when people address publics, they engage in struggles (…) over the conditions that bring them together as a public” (Warner 2005: 12). Og det synes at være, hvad der sker i de løbende ytringer, der fremstiller politikerne som magtfuldkomne og grundlæggende uinteresserede i at inddrage borgerne, særligt de studerende.

Folketingsdebatten og det demokratiske dilemma Som vi har argumenteret for, blev de studerendes modoffentlighed opretholdt, for- stærket og forhandlet gennem borgerforslaget og cirkulationen af det, hvormed der blev skabt betingelser for opnåelse af retorisk handlekraft. For at en modoffentlig- heds handlekraft kan realiseres, kræver det dog “institutionalized forms of power” (Warner 2002: 423), hvilket i denne sammenhæng kan forstås som den beslutnings- kompetence, der giver mulighed for at implementere og dermed realisere politiske beslutninger. Således er det af stor betydning, hvordan politikerne, som netop er “part of institutions producing collective decisions” (Dryzek 2009: 1385), behandler borgerforslaget i Folketinget, som vi nu vender os mod.

Oppositionspolitikere som talerør Ligesom grundloven ikke tillader borgere selv at fremsætte forslag i Folketinget, har de ikke mulighed for at ytre sig direkte i folketingsdebatten, men kun indirekte gennem deres forslag. Det er derfor ikke garanteret, at der er nogen, som vil tale deres sag. Ikke overraskende er der i folketingsdebatten om uddannelsesloftet flere politikere, som påtager sig at agitere for de studerendes forslag. Både Østergaard og Mark giver de studerende en stemme i folketingssalen ved at fungere som talerør for deres spørgsmål og historier. Mens Østergaard på Twitter forud for folketingsdebatten

Side 65 af 137 proklamerer, at han “låner” sine “spørgsmål ud til de borgere der har rejst debatten”, skriver Mark ud på Facebook og efterlyser historier fra borgere, der er blevet påvir- ket af uddannelsesloftet. Netop disse historier inddrager han i sin ordførertale, hvormed han sætter ansigt på de personer, der bliver beskrevet i forslaget, nemlig de studerende, som bliver “begrænset” og “fastlåst”:

Den første er fra Mette Thomsen, der læser arabiske studier, og som under flygtnin- gekrisen tænkte, at hun egentlig gerne ville hjælpe til på de danske hospitaler (...) Så hun tænkte, at når hun var færdig med sine arabiske studier, ville hun være sy- geplejerske.

Der er Anders Biegel, der har en kandidatgrad i idræt, men som ikke kunne finde noget job og blev lærervikar i den danske folkeskole. Han fandt ud af, at det er det, han brænder for, men nu kan han ikke komme ind på læreruddannelsen, fordi der er et uddannelsesloft.

Når Mark giver stemme til nogle af de “ramte” borgere, er han med til at forstærke det narrativ, der bliver konstrueret i forslaget, idet han eksemplificerer det med konkrete personer, som man kan identificere sig med. Samtidig kan historierne kompensere for manglen på nye perspektiver i forslaget, da de studerendes personlige historier viser konsekvenserne af uddannelsesloftet.

Useriøse, forkælede studerende og ansvarlige politikere Forslagsstillernes fremstilling af de studerende som ofre for politikernes kortsigtede beslutninger reproduceres hos Pernille Schnoor (ALT), der ikke alene beskriver uddannelsesloftet som begrænsende, men også italesætter de studerende som svage, fordi de ifølge hende ikke normalt kan komme til orde i den offentlige debat:

Mennesker får lov at komme til orde, mennesker, som normalt ikke har en oplevelse af at kunne komme til orde. Det er jo det, der er tale om her (…) det er nogle mennesker, et meget, meget stort antal mennesker, som har haft mulighed for at tilken- degive en holdning, hvilket de normalt ikke har - de bliver normalt ikke lyttet til.

Et af formålene med at indføre borgerforslagsordningen var netop at give borgere, der ikke normalt kommer til orde i den offentlige debat, en mulighed for at blive hørt. At det også skulle være tilfældet med netop forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet, er der dog ikke enighed om. Således anfægter både Pind, Mette Reissmann (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Schnoors udlægning:

Side 66 af 137

(...) faktisk har folk haft mulighed for at komme til orde før. Og jeg konstaterede også, at en hel del af de mennesker, der i øjeblikket tager til orde, også tog til orde, at vi behandlede det sidste gang og forrige gang. (Pind)

Jeg har jævnligt dialog med de konkrete forslagsstillere bag selve borgerforslaget. Så der er fri adgang (...) og jeg ved, at dem, der er til stede oppe på tilhørerpladserne, ofte er til kaffe hos mig, hvor vi har en debat om det konkrete og nærværende lovforslag. (Reissmann)

I hele forløbet omkring vedtagelsen for 1 år siden diskuterede vi forslaget grundigt. Jeg har bl.a. på mit kontor en stak med 70.000 underskrifter, som kom ind på davæ- rende tidspunkt. Vi lyttede, vi vurderede, og vi lavede de justeringer, som vi mente var rimelige. (Thulesen Dahl)

Hvor Pind, Reissmann og Thulesen Dahl kritiserer opfattelsen af forslagsstillerne som nogle, der ikke i forvejen bliver hørt, fremstiller Henrik Dahl (LA) tilmed de studerende som useriøse:

Fordi man kan uddanne sig så frit og så meget, kan jeg altså ikke sige mig helt fri for en fornemmelse, som er, at den meget voldsomme forargelse over det falsk be- tegnede uddannelsesloft (...) er en slags politisk hypokondri, altså en slags indbildt politisk sygdom, hvor der egentlig ikke rigtig er noget problem, men selvfølgelig nok en eller anden fornemmelse af ubehag. Som man kan høre (...) er langt de fleste af de indvendinger, man kommer med, meget søgte og afspejler først og fremmest en i og for sig rørende omsorg for unge mennesker, der nok i de fleste tilfælde har, hvad jeg vil tillade mig at kalde en lidt useriøs studiepraksis.

Ifølge Dahl er der slet ikke noget problem, for det er ikke regeringen, DF og Social- demokratiets politik, som begrænser de studerendes muligheder, men de valg, de studerende selv træffer, f.eks. på grund af en “lidt useriøs studiepraksis”. Og så- danne “useriøse mennesker”, ved han ikke, “hvor meget gavn samfundet har af”, som han senere siger. Dahl negligerer altså det problem, som både forslagsstillerne og oppositionspartierne mener, at uddannelsesloftet har medført. Samtidig fremstiller han de politikere, der ønsker at afskaffe uddannelsesloftet, som blødsødne og irrationelle, fordi de lader sig rive med af deres “rørende omsorg for unge mennesker”. Også Mads Fuglede (V) og Reissmann forsøger at korrigere billedet af de studerende, når de fremstiller dem som nogle, der kræver mere af samfundet, end hvad der er rimeligt:

Side 67 af 137

Jeg synes, det er fair, at man faktisk prøver at arbejde inden for det felt, man har uddannet sig til, især taget i betragtning af at man har fået en skattefinansieret uddannelse. (Fuglede)

Grundlæggende synes jeg, at det både er rigtigt og rimeligt, at man ikke, dagen efter man er færdig med den første uddannelse, betalt af fællesskabet, kan gå i gang med en tilsvarende uddannelse. (Reissmann)

Her underforstås det, at de studerendes krav om ubegrænset uddannelse hverken er “rigtigt”, “rimeligt” eller “fair”, for de studerende skylder nemlig fællesskabet at arbejde, når de har fået en “skattefinansieret uddannelse”, der er “betalt af fællesska- bet”. Uddannelsesloftet er derfor ifølge Fuglede udtryk for ansvarlig politik:

Ordningen er et udtryk for, at vi forvalter skatteborgernes penge med respekt og omhu, uden at vi dog på nogen måde bryder med princippet om, at der er fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. Politik er som bekendt en lang øvelse i, hvordan vi klogest forvalter skatteborgernes penge (...)

Indførelsen af uddannelsesloftet er ifølge Reissmann og Fuglede et eksempel på, at Socialdemokratiet og Venstre blot “forvalter skatteborgernes penge” på en “klog” måde med “respekt og omhu”, hvilket indebærer at tilgodese de borgere, der har mest brug for det. Som Pind uddyber, har Venstre netop prioriteret et “trygt dagpengesystem”, som ingen af kritikerne har præsenteret et alternativ til – det bliver dog hurtigt et svært gennemskueligt spørgsmål:

Aftalen sikrer 308. mio. kr. til et trygt dagpengesystem, penge, som jo nogle af kritikerne i hvert fald skylder at sige, hvor de penge alternativt skulle komme fra. (Pind)

Hvorfor skulle man ikke kunne finde 300 mio. kr. over tre år, så vidt jeg husker, i det økonomiske råderum, når man kan finde millioner til skattelettelser? (Øster- gaard)

I forhold til hvordan finansieringen dukker op, kender spørgeren jo udmærket me- kanismerne. Der sker det, at der er en forhandling, og så vurderer de, der sidder og forhandler, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til de finansieringsforslag, der er (...) Det er jo sådan, det fungerer. Og det er ikke hr. Morten Østergaard ube- kendt. (Pind)

Som dialogen ovenfor tydeligt udstiller, er det ikke ukompliceret at få et politisk regnestykke til at gå op, hvorfor det kan synes urimeligt at forvente, at de studerende skulle være bedre i stand til det end Østergaard. Til gengæld er det påfaldende, at

Side 68 af 137 de studerende ikke berører det forhold, at uddannelsesloftet blev indført for at fi- nansiere et “trygt dagpengesystem”. Dette giver politikerne frit spil til at fremstille de studerende som nogle, der ikke bare, som Dahl påstår, er useriøse, men måske også lidt forkælede. Således insinuerer Fuglede, at det, de studerende betragter som “en lille kortsigtet besparelse”, er et stort beløb for dagpengemodtagerne:

Jeg har noteret mig, at besparelserne i bemærkningerne til lovforslaget omtales som en lille kortsigtet besparelse, og til det må jeg bare sige, at jeg tror, der er nogle dagpengemodtagere, der vil være meget uenige i den holdning.

Samme anke fremfører Reissmann i både folketingsdebatten og på Twitter, hvor hun kritiserer Østergaard for ikke at tage konsekvensen af hans egne handlinger. Det får Doost til at anklage Reissmann for at spille dagpengemodtagere og studerende ud imod hinanden:

Måden, hvorpå de studerende bliver tillagt en forkælet indstilling til fordelingen af samfundets goder, vidner om, at end ikke erfarne debattører, som forslagsstillerne kan siges at være, kan kontrollere, hvordan deres ord bliver brugt (Hoff-Clausen 2018: 295; Rand 2008; Campbell 2005). I sit tweet giver Doost i hvert fald udtryk for, at det ikke var deres intention at negligere dagpengemodtagerne, og at politikerne bevidst “spiller grupper ud mod hinanden”.

Fra uddannelsespolitik til borgerforslag som demokratisk idé Ligesom forslagsstillerne selv rammesætter deres borgerforslag som ikke kun et spørgsmål om uddannelse, men også om borgerforslag som idé, sker der også i Fol- ketinget en sådan forskydning. Debatten bevæger sig således fra uddannelsesloftet til en mere generel demokratisk diskussion af borgerforslag og borgeres indflydelse

Side 69 af 137 i demokratiet. F.eks. påtaler Reissmann, “at man skal være opmærksom på, at 50.000 underskrifter jo ikke vedtager noget, det gør kun 90 mandater”, mens Pind anfægter, at “nogle” har vakt “falske forhåbninger” ved at give “det indtryk”, at 50.000 underskrifter alene skulle kunne ændre partiernes holdning:

Jamen altså, en af grundene til, at jeg er imod borgerforslag, er jo, at det vækker falske forhåbninger. Nu kan man også se unge mennesker forlade den her sal deprimerede, fordi nogle åbenbart har givet dem det indtryk, at fordi man samler nogle underskrifter, ændrer politiske partier umiddelbart holdning.

Hertil kommer Schnoor med en bemærkning, hvor hun med konjunktionen “og” laver en kobling mellem det at lytte til de studerende og at give dem samme adgang til uddannelse, som politikerne selv har haft. Pind, som spørgsmålene er rettet til, svarer da også kun på det spørgsmål, der handler om at lytte:

Venstre var jo ude at skyde forslaget ned, inden det overhovedet kom i Folketings- salen. Skylder vi ikke de unge at lytte til dem? Og skylder vi dem ikke, at de har den samme adgang til uddannelse som vi, der sidder her i Folketingssalen, har haft? (Schnoor)

Jeg lytter jo, men jeg synes også, det er spil for galleriet, som jeg ikke er sikker på er klædeligt for folkestyret. (Pind)

I sin ordførertale uddyber Schnoor koblingen mellem at lytte til de studerende og at give dem ret til dobbeltuddannelse, når hun argumenterer for, at uddannelsesloftet skal afskaffes, ikke kun fordi det presser de studerende, men også fordi de unge så at sige mister det demokratiske mod, hvis de ikke bliver hørt. De unge er nemlig “tilbøjelige til [ikke] at engagere sig og aktivt deltage”, fordi “de oplever, at de ikke bliver taget alvorligt”. De unge har derfor brug for, at deres “mening bliver taget alvorligt i en større udstrækning, end den bliver i dag, og at man bliver hørt, og at det, man har på hjerte, bliver brugt meget mere direkte“. Det er altså ikke nok, at man bliver hørt; det, man har at sige, skal bruges “meget mere direkte”. Som Søren Pind imidlertid indvender: “Nu har jeg været i politik så længe, at jeg har lært, at der er en afgørende forskel på at lytte og så gøre, som der bliver sagt.” Spørgsmålet om, hvorvidt politikerne bør rette sig efter forslaget for at vise, at de tager borgerforslagsordningen seriøst, stopper ikke i folketingssalen. Dagen efter klager Doost således over den forskydning, folketingsdebatten tog fra uddannelsesloft til borgerforslag, som de ellers selv ansporede til i deres kampagne frem mod lovbehandlingen:

Side 70 af 137

I et svar til Doost indtager Reissmann den modsatte position, når hun hævder, at forslagsstillerne nødvendigvis må acceptere at “diskutere form”, når de vælger borgerforslag som “metode”, uden der på forhånd er flertal for forslaget. Dermed får hun samtidig insinueret, at borgerforslag ikke nytter noget, hvis de ikke allerede passer ind i partiernes partiprogram. På den måde retfærdiggør hun i et vist omfang Doosts kritik af, at de ikke har forholdt sig “reelt til emnet”:

I sit svar til Reissmann lader Doost til at være af den overbevisning, at politikerne nødvendigvis ville have skiftet mening, hvis de altså havde forholdt sig “reelt til emnet”. Men størstedelen af politikerne forholdt sig faktisk til emnet, selvom de også lod antyde, at der allerede var sat punktum for debatten om uddannelsesloftet:

Vi har jo været igennem den her diskussion adskillige gange, og som sagt har regeringen ikke ændret holdning. Alle de konkrete eksempler var også fremme ved den sidste behandling, og jeg har ikke noget nyt at føje til. (Pind)

Dengang endte vi altså med en (...) rimelig løsning, og derfor bliver jeg nødt til at være ærlig her i dag og sige, at det mener jeg sådan set stadig det er. (Thulesen Dahl)

Side 71 af 137

[Forslaget] ændrer jo ikke noget ved substansen i den meget grundige behandling af sagen, vi allerede har haft. (Dahl)

Som Østergaard lidt polemisk bemærkede efter Pinds ministertale, efterlod denne “en fornemmelse af, at uddannelsesministeren er sådan lidt brysk og måske lidt irriteret over at skulle ulejliges med at debattere den her sag en gang til”. Og der kom da heller ikke i første omgang noget ud af debatten, da politikerne - borgerforslaget til trods - ikke ændrede holdning til sagen.

Delkonklusion Som vi har vist, er forslaget præget af en retorik, som afviger fra politikernes juridisk gennemarbejdede, nøgterne tekster. Men hvor mange af borgerforslagene til en vis grad kan siges at afspejle en manglende beherskelse af det institutionelle format, synes forslagsstillerne i dette tilfælde snarere at forhandle det institutionelle format på en retorisk kompetent måde, som kan muliggøre handlekraft; de bruger bemærknin- gerne til at mobilisere andre borgere gennem en indigneret, opildnende stil, mens de lader forslagsteksten, som netop er den afgørende tekst i beslutningsprocessen, ind- fri de institutionelle krav, der er til denne. Borgerforslaget talte samtidig ind i en eksisterende modstand, hvilket understreger, at en offentlighed ikke opstår ud af det blå, men altid er intertekstuel (ibid.: 16). På samme vis afspejler borgerforslagets reproduktion af en eksisterende diskurs den dialektiske forståelse af handlekraft, hvor handlekraft “presupposes others who know the words and syntax of a shared language” (Campbell 2005: 3). Det vil sige, at handlekraft er betinget af en genkendelse af de ord, der bliver ytret, hvormed den symbolske handling kan forstås. Borgerforslaget kan netop ses som en del af en egentlig kampagne, ført an af elevorganisationer såvel som oppositionspolitikere under hashtagget #droploftet. Forslagsstillerne skulle således ikke rejse en ny debat, men blot puste liv i en eksisterende dagsorden; opretholde og intensivere et “ongoing space of encounter for discourse” (Warner 2005: 90). I den forbindelse synes organisationerne bag forslaget at have haft en særligt fordelagtig handleposition, dels i kraft af deres alliance med en række oppositionspolitikere, dels fordi de kunne udbrede forslaget gennem deres egne platforme på sociale medier, hvor borgerforslaget i stort omfang cirkulerede, og endelig fordi forslagsstillerne også allerede havde adgang til traditionelle medier. Selvom forslagsstillerne ikke præsenterede nye argumenter i borgerforslaget, tilføjede forslaget i sig selv en ny dimension til den eksisterende modstand. Spørgs- målet om uddannelsesloftet blev nemlig hurtigt ophøjet til ikke blot at handle om uddannelsespolitisk substans, men derimod om borgerforslag som en demokratisk

Side 72 af 137 idé. Som Campbell påpeger, kan handlekraft netop ikke kun opstå “out of performances or actions that, when repeated, fix meaning through sedimentation”, men også “in performances that repeat with a difference, altering meaning” (Campbell 2005: 7). Således kan fokusskiftet fra uddannelsespolitisk substans til borgerforslag som idé siges at rekonstituere de studerendes modoffentlighed som ikke bare un- dertrykt af regeringens sparepolitik, men også af magtfuldkomne, kortsigtede politikere. Hvor borgerne tilsyneladende fik mulighed for at udøve retorisk medborgerskab, synes politikernes handlekraft omvendt at blive indskrænket, fordi de ikke kan afvise forslaget uden at bekræfte borgerforslagets modoffentlighed i, at ordningen er “demokratisk sminke”. Argumenterne for at stemme imod kan dermed være nok så gode, så længe det at afvise forslaget betyder, at man ikke har lyttet til borgerne. Indledningsvis i specialet spurgte vi, hvilken handlekraft borgere kan opnå med borgerforslag, men det er altså nærliggende også at vende dette spørgsmål om: Hvilken handlekraft tildeler borgerforslag folketingspolitikerne, hvis det bliver demokratisk kritisabelt at afvise et borgerforslag? Påhviler der politikerne en særlig forpligtelse til at behandle borgerforslagene på en bestemt måde, blot fordi det er borgerne, som stiller dem? Og er det i så fald ikke lige så problematisk at klæde en særinteresse ind i et borgerforslag og dermed bruge det som en form for demokratisk pressionsmiddel mod politikerne? Som det fremgik af folketingsdebatten, afviste politikerne forslaget, men altså ikke uden anklager om hverken at have lyttet til borgerne eller forholdt sig til substans. Ikke desto mindre ændrede noget sig efterfølgende, for i juni annoncerede So- cialdemokratiet, at de ville afskaffe uddannelsesloftet, og kort efter fulgte LA trop. Doost tweetede derefter, at det “aldrig [var] sket uden vores pres som studerende”, hvilket Østergaard bekræftede, mens Per Clausen (EL) konstaterede: “Aktivisme nytter. Det tager bare lidt tid”. Så nyttede borgerforslaget alligevel noget? Det er vanskeligt at sige. Men en forudsætning for, at en modoffentlighed kan opnå handlekraft, er, at den opretholdes gennem en vedholdende cirkulation af diskurs (War- ner 2005: 96) – og borgerforslaget var måske netop med til at opretholde en modstand mod uddannelsesloftet. Udmeldingerne motiverede da også SF til at fremsætte et beslutningsforslag om at afskaffe uddannelsesloftet. Men også denne gang blev forslaget stemt ned. På trods af LA’s udmelding om at gøre uddannelsesloftet til et valgtema stemte de nemlig imod, igen med henvisning til et manglende finansieringsgrundlag.

Side 73 af 137

“Jeg synes også, at det er helt forståeligt, at man jo netop er forvirret over det, fordi det jo ikke er alle, der bidrager til den objektive oplysning.” 6 Karen Klint, Folketinget

Når et borgerforslag kan afvises som misinformerende

I dette kapitel ser vi på borgerforslaget om ministerpension. Indledningsvis viser vi, hvordan forslaget appellerer til indignation frem for informeret stillingtagen. Deref- ter undersøger vi, hvad dette betyder for den debat, forslaget faciliterer i henholdsvis et kommentarspor på Facebook og i folketingssalen. Vi argumenterer for, at forslagets appel til indignation kan engagere borgere til at ytre sig, mens dets manglende tilvejebringelse af informationer samtidig kan hæmme borgeres retoriske handlekraft, da deres ytringer dermed kan afvises som uoplyste. Et par ord om konteksten: Borgerforslaget blev fremsat 23. marts under OK1837 og opnåede på kun ti dage de nødvendige 50.000 underskrifter, hvorefter det blev fremsat 11. april. Op til fremsættelsen, hvorefter man ikke længere kunne skrive under, nåede forslaget at få 68.975 underskrifter. Modsat forslagsstillerne til forslaget om uddannelsesloftet er hovedstilleren af dette forslag, Frederik Mathiasen Nielsen, ikke retorisk privilegeret i kraft en tilknytning til en bestemt institution, som han taler på vegne af: Han er blot en it-konsulent, der efter eget udsagn aldrig tidligere har engageret sig politisk.38

Et tvetydigt, indigneret borgerforslag Hvor forslaget om uddannelsesloftet synes at afspejle en nærmest strategisk brug af vernakulær retorik, som kan fungere mobiliserende, giver forslaget om ministerpension ikke samme indtryk af retorisk kompetente forslagsstillere. Tværtimod bekræf- ter det umiddelbart, hvad vi konstaterede i analysen af de første 56 borgerforslag: at borgerforslag som format ikke synes at være udformet med borgere for øje.

37 OK18 refererer til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018, hvor der var udsigt til en storkonflikt. 38 Ritzau: “Borgerforslag om afskaffelse af ministerpension skal i Folketinget”, DR.

Side 74 af 137

Uklar handling Forslaget handler grundlæggende om politikernes pensionsvilkår, men det er uklart, præcist hvad der bliver foreslået. Af titlen fremgår det, at det er ministerpension og pension til ministerbørn, som skal afskaffes: “Afskaffelse af ministerpension og pension til ministerbørn”, hvilket adskiller sig fra forslagsteksten:

Det foreslås at særlige pensionsvilkår for medlemmer af folketinget afskaffes så pensionsvilkår følger pædagogernes overenskomst.

I forslagsteksten er det altså ikke pensionsvilkårene for ministre, men for medlemmer af Folketinget, som skal afskaffes, ligesom det foreslås, at folketingsmedlemmernes pension skal følge “pædagogernes overenskomst”. I bemærkningerne, som kun fylder 53 ord, er både ministre og folketingsmedlemmer nævnt, og som i titlen bliver der også refereret til ministerbørn, hvilket ellers er udeladt af forslagsteksten:

Ministerpension afskaffes, i stedet indbetaler arbejdsgiver og medarbejder til pensionsordning efter gældende overenskomst. Pension til ministerbørn bortfal- der herved også.

Folketingsmedlemmer og ministre følger den almindelige folkepensionsalder og kan ikke få udbetalt pensioner opsparet under udførelse af borgerligt ombud tidligere end denne alder.

Det uddybes altså ikke i bemærkningerne, om ministrenes pensionsvilkår også skal følge “pædagogernes overenskomst”, eller om det kun gælder folketingsmedlem- mers pensionsvilkår. For både folketingsmedlemmer og ministre gælder det, at de skal følge “den almindelige folkepensionsalder” og dermed “ikke [kan] få udbetalt pensioner opsparet under udførelse af borgerligt ombud tidligere end denne alder”. Det er altså ikke let at holde styr på: Uoverensstemmelserne mellem titlen, forslagsteksten og bemærkningerne gør det uklart, hvad forslaget egentlig går ud på. Grundlæggende forstår vi dog hensigten således, at det er særlige pensionsvilkår for folketingsmedlemmer og ministre, som skal afskaffes. Hvad disse særlige vilkår be- står i, ekspliciteres dog heller ikke.

Manglende informationer Ligesom det er uklart, hvad forslagsstillerne rent faktisk advokerer for, præsenteres sagens kendsgerninger, altså pensionsvilkårene, som om der ingen tvivl er om, hvad disse består i, og hvordan de i øvrigt skal forstås. Med andre ord er der ikke etableret et fælles udgangspunkt i den konstaterende og definerende argumentationsfase,

Side 75 af 137 hvilket kan være problematisk, hvis forslaget skal kunne ligge til grund for fælles handling (Jørgensen & Onsberg 2008: 39-45). Hvis det, borgerne skal tage stilling til, er, om politikernes særlige pensionsvil- kår skal afskaffes, kan det netop synes påfaldende, at forslagsstillerne ikke definerer, hvilke særlige vilkår der er tale om. Selvom det konkretiseres, at de særlige vilkår bl.a. må bestå i, at ministres børn kan få pension, og at politikernes pension på nu- værende tidspunkt er noget andet end en arbejdsmarkedspension, giver forslagsstillerne ikke yderligere informationer om de to forhold. Det fremgår ikke, f.eks. hvor mange børn der modtager ministerpension, og at børn af ministre kun får pension, hvis de er under 21 år, når ministrene går på pension. Det ekspliciteres heller ikke, at politikernes pension er en tjenestemandspension, hvor det særlige for ministre især består i, at de optjener fuld pension på otte år, altså omtrent dobbelt så hurtigt som en almindelig tjenestemand.39 Begge informationer ville formentlig kunne bidrage til at give andre borgere et mere informeret grundlag at vurdere forslaget ud fra. Som allerede nævnt foreslås det, at pensionsvilkårene for medlemmer af Folke- tinget skal følge “pædagogernes overenskomst”, hvilket forudsætter, at der er én overenskomst for alle pædagoger, uanset hvilke arbejdspladser der er tale om, hvilket ikke er tilfældet. Hvorfor det af alle offentlige ansatte netop er pædagogerne, der bliver fremhævet, fremgår heller ikke af forslaget. På den baggrund kan det diskuteres, hvorvidt det er muligt for borgere at træffe en beslutning ud fra de informationer, forslaget bidrager med, hvilket kan være problematisk, fordi offentlig retorik bør hjælpe med at “identify, understand and reflect on issues of common concern – by providing information and reasons that call on us to engage public issues and assist us in developing informed views on them” (Kock & Villadsen 2014: 16).40 Det er ikke kun problematisk for andre borgere, men også for den parlamentariske debat, som forslaget skal fungere som afsæt for.

Appel til modtagerens indignation Som belæg for, hvorfor politikernes pensionsvilkår skal ændres, skriver forslagsstillerne afslutningsvis i bemærkningerne: “Derved opnås en respekt og tillid fra befolkningen til landets politikere.” For at dette belæg kan godtages, må man acceptere flere implicitte antagelser: for det første at borgerne ikke allerede har tillid til og respekt for politikerne, og for det andet at mistillid og manglende respekt er et resultat af politikernes pensionsvilkår, som må antages at være urimelige.

39 Moderniseringsstyrelsen: Om ministerpension. 40 Kock og Villadsen vil nok ikke mene, at hver enkelt ytring skal kunne fungere som et grundlag for denne form for informeret stillingtagen; det handler nok snarere om, at offentlig retorik som helhed skal have den funktion.

Side 76 af 137 I den forbindelse er det ikke uden betydning, at forslaget taler ind i OK18, når det foreslås, at politikernes pension skal følge pædagogernes overenskomst. Denne information kan nemlig aktivere en indignation over, at politikerne med den ene hånd giver sig selv fordelagtige pensionsordninger, mens de med den anden forrin- ger vilkårene for offentlige ansatte. Ifølge hovedstilleren udspringer borgerforslaget netop af en indignation over OK18 – det blev angiveligt udtænkt efter en middag med nogle venner, hvoraf flere var offentligt ansatte og gav udtryk for at være blevet “tromlet” i forbindelse med OK18:

Da vi efter middagen var nået til kaffen, sad vi og snakkede. Der var en del offentligt ansatte i selskabet, og de følte sig tromlet her i forbindelse med overenskomstfor- handlingerne. De følte ikke, at forhandlingerne handlede om løn, men om at kæmpe for de goder, de har. Så forslaget er tænkt som en måde at forsvare de offentligt ansatte.41

Som Hauser påpeger, vil borgeres engagement i offentlige anliggender som nævnt ofte blive antændt, fordi de ”feel issues intersect with the conditions of their lives in ways that require their attention” (1999: 32). Det synes at være tilfældet for dette forslag, som kan ses som kulminationen på en oplevet uretfærdighed; et forsøg på at “forsvare de offentligt ansatte”.

Opsummerende appelleres der altså snarere til modtagerens følelse af uretfærdig- hed, og måske tilmed politikerlede, end til en informeret stillingtagen, da forslaget forsømmer at tilvejebringe et oplyst grundlag for debat. Hvad det betyder for debatten mellem borgere, ser vi på i det følgende.

En uoplyst debat blandt borgere De to grundlæggende træk, som vi identificerede i borgerforslaget, uklare eller manglende informationer og appel til modtagerens indre bevæggrunde, reproduceres i kommentarsporet. Samtidig er kommentarsporet netop karakteriseret ved, at borgernes “norms of reasoning, standards of evidence, and modes of argumentation challenge the presuppositions and rationality of authority”, som ifølge Hauser er kendetegnende for, hvordan “ordinary citizens make arguments about public problems that intersect with their lives” (2007: 339). Når “ordinary citizens” indgår i meningsdannelse, er det således, som vi allerede har været inde på, “not always noble” (Hauser 1999: 109 f.), hvilket viser sig i den debat, vi har identificeret i kommentarsporet.

41 Ritzau: “Borgerforslag om afskaffelse af ministerpension skal i Folketinget”, DR.

Side 77 af 137

En mudret debat Ligesom den konstaterende såvel som den definerende fase forslaget fremstår en anelse mudrede, synes der i kommentarsporet til DR’s artikel at versere flere forskellige bud på, hvad forslaget helt konkret går ud på. Det er den tekst, som ledsager DR’s link til forslaget, formentlig ikke uden skyld i.

I opslaget spørger DR således: “Mener du, at ministerpensionen skal afskaffes?”, hvilket godt nok er i overensstemmelse med forslagets titel, “Afskaffelse af ministerpension og pension til ministerbørn”, men de nævner ikke den grundlæggende nuance, at forslaget ikke lægger op til en fuldstændig afskaffelse, men snarere en om- lægning af ministrenes og i øvrigt også folketingspolitikernes pension. I artiklens brødtekst fremgår det, at der er tale om et “forslag om at afskaffe ministerpension

Side 78 af 137 og erstatte den med en almindelig arbejdsmarkedspension”, men det nævnes altså hverken i Facebook-opslaget, artiklens rubrik eller manchet. 42 DR’s udlægning af sagen som et spørgsmål om, hvorvidt ministerpension skal afskaffes, afspejles ikke overraskende i kommentarsporet. F.eks. lader det til, at Tove43 udelukkende forholder sig til DR’s oplæg, når hun giver udtryk for at forstå sagen som et spørgsmål om, hvorvidt politikerne skal have nogen pension overhovedet:

Selvfølgelig skal den afskaffes. Når de mener alle andre pensionister kan klare sig med en almindelig folkepension, burde de gå foran med et godt eksempel (Tove, 28 likes)

Kommentarsporet vidner dog ikke kun om, at det er uklart, hvorvidt ministerpensionen skal afskaffes helt, men ligeledes hvorvidt forslaget også handler om folketingsmedlemmernes pension. Således taler nogle brugere om enten ministres eller folke- tingspolitikeres pension, mens andre taler om “politikere” i mere bred forstand. Den tvetydighed, som kendetegner forslaget, synes altså at blive reproduceret i cirkulationen, når det i både borgerforslaget, DR’s opslag, Ritzau-telegrammet og kommentarsporet fremstår uklart, hvad det egentlig er, der er til debat. Med andre ord går debatten galt allerede i den konstaterende fase, da det ikke er samme spørgsmål, som debatteres. Ligeledes synes der på det mere definerende plan heller ikke at være enighed om, hvad henholdsvis ministrenes og folketingsmedlemmernes pensionsvilkår be- står i. Således hævder Tanja fejlagtigt, at politikerne får “40.000 kr om måneden resten af deres liv hvis de stopper eller fyres efter 1 års ansættelse”, hvilket 329 borgere liker. Den første, som svarer, er Henning, som anklager Tanja for at sprede “fake- News”, hvilket han i kontrast til Tanja får ét like for. Kort efter skriver han endnu en kommentar, hvor han så præsenterer de informationer, han selv mener, er rigtige, uden i øvrigt at oplyse, hvor han har disse informationer fra. I en anden tråd deler han et faktaark, som Enhedslisten har publiceret på deres hjemmeside, men det gør han ikke i denne tråd. Desuden lader det til, at han ved en fejl kommer til at skrive 7.000 kr. om året i stedet for 7.000 kr. om måneden, for tidligere i debatten har han

42 DR bruger også formuleringen “særlige pensionsvilkår”, hvor de gentager den formulering, der bliver brugt i forslagsteksten, hvormed de antyder, at der ikke er tale en om fuldstændig afskaffelse. Men da både artiklens rubrik og det spørgsmål, der stilles direkte, samtidig kan indikere, at der netop er tale om en fuld- stændig afskaffelse, er det ikke utænkeligt, at DR’s tvetydige oplæg kan have betydning for udlægningen af sagen i kommentarerne. 43 Da kommentarerne er offentligt tilgængelige på DR’s Facebook-side, anonymiserer vi kun delvist: Vi gen- giver brugernes fornavne, men ikke deres efternavne.

Side 79 af 137 omtalt 7.000 kr. som et månedligt beløb. Derefter anklager Steen, med hvem Hen- ning allerede har debatteret i en anden tråd, Henning for at sprede falske nyheder, dog ikke for forvekslingen mellem årligt og månedligt beløb, men for ikke at oplyse om, at rammen for, hvad ministre kan få, er højere end de 7.000 kr. Rammen er ifølge Steen 52.000 kr. om måneden. Udvekslingen mellem de to fortsætter over flere kommentarer, hvor de ikke på nogen måde giver udtryk for at forsøge at forstå, hvad den anden siger, hvilket synes at være kendetegnende for kommentarsporet i det hele taget.

Tanja, tror du selv på det du skriver om 40.000kr resten af livet, efter eet års ansæt- telse ? for du ved da godt det ikke passer, ikke sandt ? det er jo lodret forkert. Men har du flere fakeNews - så kom dog endelig med dem (Henning, 1 like)

Tanja - en minister der har været minister i eet år, får ca 7.000kr om året - fra han fylder 66 år - og lidt mindre efter folkepensionsalderen. Hold op med dine fake- News - du er ikke i Trump-land (Henning, 0 likes)

Henning (...), er der nogen her, der kommer med fake news, så er det dig! Politi- kerne får 7200 kr om måneden i pension efter ET år som minister, men rammen går op til 52000 kr om måneden i pension, når de bliver folkepensionister, og dertil kommer så folkepensionen på ca. 5000 kr. (Steen, 0 likes)

Mens nogle ligesom Steen og Henning debatterer sagens fakta, bliver dette ignoreret af langt de fleste, som i mange tilfælde i stedet blot præsenterer evaluerende på- stande om, at ministre og folketingsmedlemmer får for meget i pension, uden det altså står klart, hvad denne pension består i.

Retorisk interferens: OK18, østfolk og Putin Ligesom selve forslaget udsprang af et uformelt hverdagsmøde, der ansporede forslagsstillerne til at engagere sig, inddrager flere borgere også deres egne situationer, når de forholder sig til spørgsmålet om ministerpension. Som Hauser uddyber, har borgere og eksperter “different norms of reasoning; citizens draw on personal expe- rience to offer episodic accounts that function as their argumentative challenges to the institutional and professional norms of their expert interlocutors” (Hauser 2007: 337), hvilket netop træder frem, når borgerne argumenterer ud fra egne oplevelser:

Mine børn får da heller ikke pension efter mig efter 50 år på arbejdsmarkedet,så hvem fik den idé?? (...) Jeg har arbejdet en del år i Norge og fik ydelser fra den Norske stat i den tid da jeg var der,men det stoppede da fornuftigt nok da jeg kom hjem igen og havde min indkomst i Danmark.. (Jan, 15 likes)

Side 80 af 137

Næ og som mig jeg har arbejdet siden jeg var 13. Stoppede da jeg var 66. Har betalt skat hele mit liv. Så fjadrede jeg på at flytte til usa. Og vupti jeg blev skåret fra 15.200 til 5000. Det er sgu da ikke retfærdigt (Grethe, 1 like)

Borgerne inddrager ikke kun deres egen situation som referencepunkt, men også andre sager, der har fyldt i den øvrige offentlige debat. Som nævnt er forslaget skrevet ind i en kontekst af OK18, som blev voldsomt debatteret, og netop den debat er der flere, der refererer til:

Tænk hvis OK18 kunne arbejde ud fra de forhold.... (Kenneth, 8 likes)

Hvorfor fungere det ikke på samme måde som når de offentlig ansatte skal forhandle ny overenskomst? (Jannie, 16 likes)

Og hvor vil det være usmageligt netop i denne tid hvor offentlige ansatte tigger og beder efter mere i løn. (Louise, 4 likes)

Nu har folketingsmedlemmer så fået en lønstigning på 15 %, samtidig med, at So- phie Lhøde råber op om, at nu må de offentlig ansatte tage sig sammen da samfundet ikke har råd til disse stigninger på 7 % (Kate, 6 likes)

(...) et flertal i Folketinget har erklæret offentligt ansatte og almindelige arbejdsta- gere krig og arbejder for at gøre andre fattigere imens de beriger sig selv. (Rune, 4 likes)

Når disse borgere argumenterer, sker der en sammenblanding af to forskellige emner, nemlig politikernes pensionsvilkår og de aktuelle overenskomstforhandlinger. Dermed er der tale om en form for retorisk interferens; altså det fænomen, at forskellige debatter, som ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, “blandes sammen i politikeres, journalisters og borgeres indlæg og kommentarer”, hvilket manifesterer sig “ved at den sag eller det forslag som en debat handler om, optræder som referencepunkt og forståelsesramme i de indlæg og kommentarer som knytter sig til en anden debat” (Rønlev 2014: 95). Det er ikke kun OK18, der refereres til, men også andre tilbagevendende debatter, der i højere grad virker irrelevante. F.eks. drager Jan en parallel til østeuro- pæere, der har arbejdet i Danmark og sender børnepenge hjem til deres familie i hjemlandet, mens Steen henviser til både 30’erne og en verserende debat om Rus- land:

Det er lige så åndssvagt som som østfolk kan arbejde her i landet og opnå børne- penge efter de er rejst tilbage.. (Jan, 15 likes)

Side 81 af 137 (...) i trediverne ragede politikerne også til sig, så det er på tide, at få sat en stopper for deres grådighed. I mine øjne er det fremgang, og ikke bagstræberisk. F. eks. er Vladimir Putins formue er estimeret til ca. 500 mia. kroner, og den slags politikere har Danmark ikke slet råd til, så lad os få dem stoppet i tide. (Steen, 4 likes)

Gennem denne parallel til “østfolk” udstiller Jan, hvor “åndssvagt” det efter hans mening er, at ministres børn kan opnå pension, mens Steen bruger Putin som et skræmmebillede på, hvor politikernes grådighed kan ende, hvis ikke politikerne bliver “stoppet i tide”. Netop denne konstituering af politikerne som grådige går igen i stor dele af kommentarsporet, hvor de grådige politikere bliver sat i opposition til den almindelige dansker.

Den almindelige dansker og de grådige politikere Ligesom i forslaget, hvor politikerne ønskes sidestillet med pædagoger, impliceres der i kommentarsporet en modsætning mellem politikere og den “almindelige dansker”. DR-artiklen forstærker denne modsætning, idet ministrenes pensionsvilkår omtales som “fordelagtige”, hvilket konnoterer, at ministrenes pensionsvilkår er særligt gunstige sammenlignet med andres, navnlig de offentligt ansatte, som ifølge forslagsstilleren føler sig “tromlet”, som han udtrykker det i artiklen. Denne vinkling nuanceres ikke i artiklen, da der kun optræder én anden partskilde udover forslagsstilleren selv, nemlig Pelle Dragsted (EL), der deler denne opfattelse. Det er altså ikke kun i borgerforslaget, der appelleres til borgernes indignation, men også i artiklen. Kommentarsporet er således ikke overraskende præget af en indignation, som gen- nemgående kommer til udtryk gennem provokerende stil (Klujeff 2012). Den provokerende stil er som nævnt let at kombinere med en selvfremstilling som forarget, rasende eller måske ligefrem offergjort (ibid.: 110), hvilket synes at være tilfældet i kommentarsporet, hvor der er en gennemgående forargelse over, at politikerne i borgernes øjne forbedrer vilkårene for sig selv på borgernes regning:

Og væk med alle andre latterlige vilkår de selv har opfundet for at forgylde dem selv. (...) Pamperi af værste skuffe (Tanja, 329 likes)

Synes du det hele bare er super duper tror du de ligger vågne om natten over hvor meget lort de laver for den så ligegyldige pøbel? (Kasper, 3 likes)

Det er pamperi når man sidder og laver love og regler for alle andre, men laver særregler for sig selv. (Claus, 8 likes)

De røvrender jo befolkningen konstant. (Flemming, 4 likes)

Side 82 af 137

De øger lønnen til sig selv og rager til sig og sparket ned på alle os andre. (Guri, 33 likes)

Det vil blive stemt ned hurtigere, end nogen kan nå at sige “nasserøv”. De vil forsvare det med næb og klør, fordi det er “rimeligt” og “helt efter reglerne”. Og det er netop derfor, Folketingets medlemmer ikke fortjener andet end afsky og foragt. (Kasper, 76 likes)

Lars sølle Rasmussen og de andre kan ikke få nok (Jørgen, 1 like)

Sikke frådseri af borgernes penge (Gitte, 3 likes)

(...) men så får vi tilgengæld endnu en bekræftet hvilket hykleri og dobbelt morale der hersker bag borgens murer. (Peter, 73 likes)

Og egoismen og grådigheden hos ‘ny-adelen inde på Borgerne (Helene, 6 likes)

Som det fremgår, mere end insinuerer de fleste, at politikerne er egennyttige og grå- dige, og fordi politikerne har magt til både at vedtage, hvilke vilkår de selv skal have, og hvilke der skal gælde for de “almindelige danskere”, kan borgerne positionere sig som ofre for politikernes grådighed. Som Klujeff påpeger, er et centralt træk ved den provokerende stil, at den “tends to be ‘cited’ or copied in the responses” (ibid.). Således synes den ene deva- luerende påstand om politikere at fremprovokere den næste i en fælles forargelse over politikerne, som det fremgår ovenfor. Denne forargelse reproduceres ikke alene hos fortalerne for forslaget, som retter deres harme mod politikerne; den får også modstandere til at svare i en provokerende stil:

Hr. og fru Danmark er ikke ligestillet med vores politiker. Hr. og fru Danmark er bedst til at sidde i deres hjørnesofa og brokke sig lidt mens de spiser Dagmartærte (Sebastian, 3 likes)

Danmark er blevet et land fyldt med smålige og enfoldige tosser der nu har fundet et middel til at tage EBs Nationen og FB mentalitet helt ind i vores parlament. Sgu ynkeligt (Martin, 7 likes)

Jantelov af værste skuffe!!... (David, 0 likes)

Tilhængerne af borgerforslaget stræber øjensynligt efter at få trediverne tilbage. en god gang diktatur. (Henning, 2 likes)

Lige såvel som politikerne bliver fremstillet som grådige, bliver de forargede borgere altså kaldt “smålige og enfoldige tosser” og tilmed beskyldt for nærmest at

Side 83 af 137 underminere demokratiet, hvilket i begge tilfælde indkapsler den provokerende stil, som netop indeholder “ad hominem arguments and sometimes even a general attitude of derogation of other people’s opinions” (ibid.: 105).

Politikerne som udemokratiske Ligesom politikerne fremstilles som grådige, udtrykker flere en mistillid til politikerne, som fremstilles som udemokratiske. Denne mistænkeliggørelse af politikerne anspores der til i DR-artiklen, hvor Pelle Dragsted (EL) udtaler:

Vi har prøvet mange gange, og der er jo en aftale mellem de gamle magtpartier om ikke at vedtage denne slags ændringer, så jeg er ganske sikker på, at forslaget bliver stemt ned.

Dragsted refererer her til, hvordan han og Enhedslisten også tidligere har forsøgt at ændre vilkårene, men at “en aftale mellem de gamle magtpartier” ifølge Dragsted betyder, at han “er ganske sikker på, at forslaget bliver stemt ned”. Dragsted uddyber ikke, hvad en sådan aftale består i, men hans brug af “jo” indikerer, at en uddyb- ning ikke er nødvendig, idet “jo” giver indtryk af, at der allerede er etableret enighed om sagen. Da journalisten ikke har brugt andre partskilder, får Dragsteds påstande lov til at stå uimodsagte. Når Dragsted indikerer, at der eksisterer en allerede indgået “aftale” mellem “magtpartierne”, fremgår det desuden implicit, at borgernes oprør formentlig ikke vil gøre en forskel, da “denne slags ændringer” ikke vedtages. Drag- sted bekræfter ikke alene borgernes mistro til politikernes villighed til at forringe egne vilkår, men positionerer sig samtidig i opposition til “magtpartierne”; han har sammen med Enhedslisten forsøgt at ændre vilkårene, men har mødt modstand, ligesom borgerne nu vil. Denne forestilling om politikerne forstærkes i kommentarsporet, hvor forventningen hos mange borgere lader til at være, at politikerne ikke vil lytte til borgerne. Blandt flere andre udtrykker Louise, at det er et demokratisk problem, hvis politikerne ikke vedtager forslaget, fordi 50.000 tilsyneladende bør overgå 179:

Folket har talt. At der sidder 179 og stemmer nej tak til mindre løn bør slet ikke overgå 50.000. Selvfølgelig stemmer de nej. Og er det demokrati? Nope .. (Louise, 22 likes)

Fremstillingen af de 50.000 underskrifter som noget, der overgår de 179 folketingsmedlemmer, går igen hos Guri, som konstaterer: “Shit vi er mange og Fuck de er få”, hvortil hun i noget, der ligner en advarsel, proklamerer: “de skal til at tænke sig lidt bedre om.” Ifølge Guri er det en “kamp mellem befolkningen generelt og

Side 84 af 137

Christiansborg”, og det “er på tide vi viser dem hvor magten i virkeligheden ligger og det er i befolkningen”:

Det er på tide vi viser dem hvor magten i virkeligheden ligger og det er i befolkningen. Shit vi er mange og Fuck de er få, de skal til at tænke sig lidt bedre om (...) Dette er ikke en kamp mellem blå eller rød blok, nej det er en kamp mellem befolkningen generelt og Christiansborg. Så til de der ikke har skrevet under gør det, det er ikke ligegyldigt. Lad os vise dem at vi står sammen blå som rød (Guri, 33 likes)

Ligesom i debatten om uddannelsesloftet bliver de 50.000 underskrifter altså også her fremhævet som noget, der nødvendigvis må få politikerne til at stemme for forslaget; at forkaste forslaget bliver det samme som ikke at lytte, hvilket betragtes som udemokratisk. Den eneste demokratiske udvej bliver for mange borgere, at forslaget bør lægges ud til en folkeafstemning:

Det burde komme til en folkeafstemning.. det er trods alt OS de arbejder for. Vi burde bestemme deres løn- og pensionsvilkår. (Tanja, 329 likes)

Det er nok nærmere en folkeafstemning der skal til (Tina, 9 likes)

(...) hvor latterligt er det!! Det skal sendes til folkeafstemning, da det er vores penge der forgylder dem!!! (Kristine, 7 likes)

Hvor nogle opfordrer til en folkeafstemning, er der andre, der som Torben og Peter spekulerer i, hvorvidt borgerforslagsordningen blot er en illusion om “ægte demokrati”:

Den der idé med borgerforslag til afstemning i folketinget har jo vist sig at være en kæmpejoke. Det skal give indtryk af et ægte demokrati, men politikerne stemmer jo borgerforslagene ned!! (Torben, 371 likes)

Åh ville sådan ønske at borgerforslag ikke bare var en narresut der skal få folk til at tro på de har politisk indflydelse. (Peter, 6 likes)

Mens de fleste af de borgere, der svarer Torben, erklærer sig enige, er der også nogle, der forsøger at korrigere ham. Ifølge Allan og Susy er det ikke på grund af politikernes egeninteresser, at borgerforslag stemmes ned; det skyldes snarere borgerforslagenes kvalitet:

Måske det mere skyldes karakteren af forslagene end selve princippet (Allan, 9 likes)

Side 85 af 137

Vi skaber selv farcen, når fremsatte lovforslag bygger på forkerte fakta og i øvrigt er udarbejdet så de er uanvendelige at etablere lovgivning på. Desværre understøttes forslagene af personer, som end ikke undersøger fakta eller søger tilstrækkelig indsigt i forslagets konsekvenser (Susy, 1 like)

Når Allan og Susy anfægter borgerforslagenes kvalitet, udpeger de et centralt problem ved forslaget om ministerpension, som formentlig vil gælde størstedelen af forslagene, der netop, som vi har vist, ikke er udformet, så man kan basere lovgivning på dem. Idet lige netop dette forslag samtidig er omgærdet af en opfattelse af politikerne som grådige og magtfuldkomne, rejser det et paradoks: Forkaster politikerne forslaget, vil det blot bekræfte og forstærke mistilliden til politikerne, men samtidig kan de ikke uden videre stemme for en vedtagelse, når det er uklart, hvad det egentlig er, der skal vedtages. Hvad der så sker med forslaget, når politikerne skal tage stilling til det, ser vi på i det følgende.

Folketingsdebatten og de forvirrede borgere Som nævnt er det ikke klart, hvad det egentlig er, forslagsstillerne foreslår. I dets tvetydighed adskiller forslaget sig fra politikernes beslutningsforslag, som er kendetegnet ved en høj grad af præcision, fordi de skal udmøntes i konkret lovgivning. Derfor er det ikke overraskende, at den manglende præcision i borgerforslaget bliver anfægtet af politikerne, for når borgerforslaget behandles i det institutionelle forum, som Folketinget udgør, påkalder dets vernakularitet sig ekstra opmærksomhed.

Tilbage til den konstaterende fase Da man ikke kan etablere lovgivning, før der er enighed om de kendsgerninger, der vedrører det, der skal lovgives om, er det ikke overraskende, at politikerne i folketingsdebatten argumenterer markant mere i den konstaterende og definerende fase, end vi identificerede i såvel borgerforslaget som i kommentarsporet. Dette fremgår både af de mange fakta og udredninger, der præsenteres i debatten, og når politikere udlægger, hvordan de forstår forslaget. Forslagets tvetydighed bliver allerede fra starten af debatten ekspliciteret af Kristian Jensen (V), der i sin ministertale tilkendegiver, at han er gået særligt detaljeret til værks i sin gennemgang af pensionsreglerne, fordi han “synes, at den her diskussion skal føres på et oplyst grundlag”. På denne måde antyder han, at dette ikke har været tilfældet i den offentlige debat, der er gået forud. Uklarheden bemærkes også af Dragsted, som indleder sin ordførertale med formuleringen “[s]om vi læser forslaget”, før han giver sin fortolkning. Han konstaterer derefter, at forslaget “måske [er] lidt uklart formuleret”, og at “der er nogle

Side 86 af 137 uklarheder i forslaget”, men “sådan vil det nok være, når der er borgerforslag”. Li- geledes insinuerer Jacob Mark (SF), at der er nogle uklarheder, når han siger, at man ikke “bør tage alt, hvad der ligger i borgerforslaget, og sige, at det er enten det eller ikke noget”. Borgerforslagene er ligefrem “bedst respekteret”, hvis man udviser for- ståelse for, at borgerne “jo heller ikke [har] en hel administration bag sig”. Både Mark og Dragsted giver altså udtryk for at kunne se forbi borgerforslagets uklarheder i den fortsatte behandling af forslaget. Også Mette Abildgaard (K) bemærker den uklarhed, der er i borgerforslaget. Men da det ifølge Abildgaard kan være problematisk, hvis et borgerforslag videreformidler fejl og misforståelser, er der brug for en kvalificering af borgerforslagene:

(...) vi bør overveje, om man i et eller andet omfang skal tilbyde en eller anden form for kvalificering i forhold til nogle af de her borgerforslag, for (...) det er i alles interesse, at vi ikke videreformidler misforståelser og fejl. Jeg har også som politiker oplevet at blive ringet op af en masse journalister, som med henvisning til det her borgerforslag siger: Hvornår skal I have den samme pensionsalder? Og der siger jeg: Jamen det har vi fået (...) Så jeg tror ikke, man skal undervurdere, at det, at det her bliver fremsat som et borgerforslag, er med til at viderebringe den misforståelse, at der ikke er blevet rettet op på det, og at den ikke er den samme i dag, for det er den heldigvis.

Abildgaard kritiserer ikke kun forslaget; hun refererer også til medierne, som hun mener, ukritisk videreformidler de antagelser, der ligger i forslaget. Når hun konstaterer, at selv uddannede journalister tilsyneladende heller ikke kan gennemskue pensionsreglerne, vidner det om sagens kompleksitet, hvilket er et gennemgående emne i folketingsdebatten.

Borgernes indignation som forårsaget af misforståelser Som vi har vist, affødte borgerforslaget stærke reaktioner blandt borgere, hvilket også bliver bemærket af flere politikere. Der synes imidlertid at være forskellige bud på, hvad borgernes tilslutning skyldes. Mest påfaldende er det, at ingen sætter borgernes reaktion i forbindelse med OK18, som både borgerforslaget og borgerne ellers taler ind i. Bortset fra nogle enkelte synes de fleste at forklare borgernes reaktion som forårsaget af misforståelser. Som nævnt går Jensen efter eget udsagn detaljeret til værks i sin ministertale. Alene det, at talen fylder 1246 ord, mens forslaget kun indeholder 53 ord, giver indtryk af et forsøg på at udlede alle detaljerne - og der er flere politikerne, som takker ham for hans grundighed. I sin tale tegner Jensen et billede af, at der i offentligheden eksisterer nogle misforståelser om politikernes pension. Således siger han, at der er

Side 87 af 137

“nogle”, som får ministrenes mulighed for at få udbetalt deres ministerpension mod et livsvarigt førtidspensionsfradrag “til at lyde, som om det er en helt særlig ordning”, hvad det ifølge Jensen ikke er; det er “faktisk” en “helt almindelig ordning”, korrigerer han. Disse “nogle” specificerer han ikke nærmere, men senere i talen giver han medierne en del af skylden for misforståelserne omkring børnepensionen. Såle- des siger han, at man i “mediernes dækning (...) har (...) kunnet få det indtryk, at det sådan nærmest var en guldgrube for tidligere ministres børn”, hvor det underfor- stås, at det altså ikke er et retvisende billede af virkeligheden. Når han efterfølgende siger, at han derfor “gerne måske lidt mere detaljeret end normalt [vil] redegøre for, hvad reglerne egentlig er”, signalerer han, at en gennemgang vil afsløre, at vilkårene slet ikke er så urimelige. Senere siger han om netop børnepension og børnepensions- tillæg, at det “jo ikke [er] en viden, der fremgår ret tydeligt i nogen debat, for så ville diskussionen om, hvorvidt der er en skævhed eller ej, ikke være til stede”. Hvis borgerne blot forstod reglerne, ville der altså ikke været nogen debat. Også Karen Klint (S) fremstiller borgernes reaktion som et resultat af manglende oplysning. Når hun siger, at det er “helt forståeligt”, at man som borger er “forvirret”, synes hun at udelukke den mulighed, at borgernes indignation over politikernes vilkår kunne skyldes, at de rent faktisk har forstået, hvad det drejer sig om. Samtidig fremsætter hun det som en etableret sandhed, at det “jo ikke er alle, der bidrager til den objektive oplysning”, og at der “jo [florerer] (...) mange myter”, hvor- ved det impliceres, at der er nogle, som spreder disse myter. Klint hævder desuden, at det, borgerne, forholder sig til, “jo ikke [er] det sidste nye”, men i stedet “gamle aftaler” og “ældre ting”:

Jeg synes også, at det er helt forståeligt, at man jo netop er forvirret over det, fordi det jo ikke er alle, der bidrager til den objektive oplysning. Der florerer jo stadigvæk mange myter, som bunder i gamle aftaler og ikke i den sidste nye aftale, hvor efter- lønsordning og alt muligt andet er blevet begrænset meget mere. Så det er jo ikke det sidste nye, som befolkningen i al almindelighed forholder sig til. Det er ofte nogle ældre ting.

Leif Mikkelsen (LA) udlægger ligeledes borgernes reaktion som illegitim; den er dog ikke kun “affødt (...) af fejltolkninger”, men er også baseret på “lidt misundelse”. Desuden kæder han indignationen sammen med “den der politikerlede, som vi også tit taler om”, hvorfor han opfordrer til, at politikerne tager det alvorligt, at borgerne opfatter pensionsreglerne som urimelige:

Det her er måske nok også affødt noget af fejltolkninger og også lidt misundelse og kommer måske oven på den der politikerlede, som vi også tit taler om. Det er svært

Side 88 af 137

at sige, men det er her i hvert fald, og jeg synes, vi skal tage alvorligt, at der er den opfattelse af, at der ligger noget, der er urimeligt.

Ligesom Mikkelsen taler om både “fejltolkninger” og “misundelse”, udlægger Abildgaard sagen som et spørgsmål om “noget indebrændthed hos folk” og en “frustration” såvel som “nogle misforståelser og nogle myter”, hvilket kan virke en smule nedladende, når hun efterfølgende konstaterer, at pensionsreglerne “trods alt” ikke er mere uigennemsigtige; borgerne er altså blot for dumme til at forstå dem. Hun anfægter dog også de øvrige politikeres fremstilling af pensionsreglerne som notorisk uigennemsigtige og opfordrer til ikke at “gøre det system, vi har i dag, mere mystisk, end det trods alt er”:

Det er jo tydeligt, når et forslag som det her får så mange underskrifter på så kort tid, at der ligger noget indebrændt hos folk, at der ligger en frustration, men også at der ligger nogle misforståelser og nogle myter. Vi er også selv med til at tale den manglende gennemsigtighed op – altså, mere uigennemsigtigt er det trods alt heller ikke. (...) jeg synes også, vi har en forpligtelse til ikke at tale det op og gøre det system, vi har i dag, mere mystisk, end det trods alt er.

Det er ikke kun politikere fra de partier, der er modstandere af at ændre pensions- vilkårene yderligere, som begrunder borgernes reaktion i misforståelser. Også Jose- phine Fock (ALT) tolker reaktionen sådan, når hun påtaler, at “en af grundene til, at de (borgerne, red.) rejser den her dagsorden, er, at der er uigennemsigtige regler”. Selvom det kan kritiseres, at flere politikerne henkaster borgernes indignation som et resultat af misforståelser, og i øvrigt ikke sætter det i forbindelse med OK18, er det også relevant at bemærke, at det på grund af borgerforslagets manglende informationer er op til politikerne at definere, hvad problemet er; altså om det f.eks. er manglende gennemskuelighed eller “urimelige” pensioner. Hvis forslagsstillerne havde demonstreret, at de rent faktisk forstår politikernes pensionsvilkår, kunne politikerne formentlig ikke lige så let bruge dette som argument mod at ændre disse vilkår.

Borgernes indignation som legitim reaktion på uretfærdige vilkår Mens nogle altså forklarer borgernes indignerede reaktion med, at borgerne har mis- forstået, hvad pensionsvilkårene reelt består i, synes andre at forstå denne reaktion som et legitimt resultat af, at vilkårene netop er uretfærdige:

Synes ordføreren, at det er fair og et udtryk for den her balance, at en minister oven i sin milliongage kan optjene en fuld livslang pension, fra man når pensionsalderen,

Side 89 af 137

efter 4 års tjeneste, altså det, som det tager alle andre danskere et helt liv at optjene, også dem, som er tjenestemænd? (Dragsted)

Så ordføreren kan vel egentlig også godt forstå, at borgerne bliver lidt forvirrede, når man som lovgivende magt siger til dem, at de skal gøre én ting, mens man selv gør noget andet. Kan ordføreren ikke godt forstå, at borgerne bliver lidt forvirrede? (Kudsk)

Noget af det, som jeg tror er problemet for folk, er det her med, at hvis man er minister, optjener man livslang pension meget hurtigt (...) Kan ministeren se en fornuft i på et tidspunkt at lave den ordning om, så den svarer til det, der er på det almindelige arbejdsmarked, hvor man selv sparer op af sin løn? (Mark)

Det handler om rimeligheden og om, at vi ikke har et eller andet særligt vælde; et pensionssystem, der kun gælder for den her en lille gruppe af mennesker, hvor man har nogle særlig lukrative optjeningsvilkår. Det handler om rimelighed. (Jakobsen)

Som det fremgår af Carsten Kudsks (DF) udtalelse, består den uretfærdighed, borgerne oplever, i forskellen mellem politikernes og borgernes pensionsvilkår. Kudsk taler således ind i samme modsætningsforhold mellem politikere og “almindelige borgere”, som vi identificerede i kommentarsporet, hvor politikerne blev omtalt som grådige og dobbeltmoralske. Og netop det dobbeltmoralske berører Kudsk, når han siger, at borgernes “forvirring” skyldes, at “man som lovgivende magt siger til dem, at de skal gøre én ting, mens man selv gør noget andet”. I den måde, både Kudsk, Dragsted, Mark og Jeppe Jakobsen (DF) omtaler borgere og politikere på, bliver det præsenteret, som om politikere er fuldstændigt sammenlignelige med borgerne, hvorfor deres vilkår også må afspejle hinanden, hvis det skal være “rimeligt”, som Dragsted og Jakobsen flere steder kalder det. Med ord som “milliongage” og “rimelighed” synes de samtidig at mime den indignation, som man kan spore i borgernes vernakulære retorik. Selvom flere af disse politikere som nævnt også forholder sig til forslagets mangelfuldhed, anerkender de altså den indignation, forslaget udspringer af, og som borgerne giver udtryk for.

Delkonklusion Som vi har argumenteret for i denne analyse, kan det have uhensigtsmæssige konsekvenser for den offentlige såvel som den parlamentariske debat, at et borgerforslag er mangelfuldt. For andre borgere betyder det, at deres retoriske handlekraft kan begrænses, idet den offentlige mening, der skabes gennem cirkulationen af borgerforslag, kan afvises som baseret på et uoplyst grundlag. Omvendt er det også

Side 90 af 137 problematisk for de politikerne, der skal vedtage eller forkaste forslaget, fordi de ikke kan basere lovgivning på et forslag, som ikke lever op til de institutionelle krav. Forslaget appellerer, som vi har vist, snarere til indignation end informeret stillingtagen, og i borgernes modtagelse af forslaget lader indignation og forargelse kombineret med en manglende viden om sagens kendsgerninger til at være dominerende. Mens den provokerende stil, som præger kommentarsporet, nok kan have et potentiale for borgeres udøvelse af retorisk medborgerskab, fordi den kan påkalde sig opmærksomhed og fungere engagerende, synes den samtidig at ekskludere nogle fra at engagere sig i den offentlighed, der konstitueres. Således synes kommentarsporet mest af alt at være domineret af dem, der deler en harme over politikerne. Som Warner påpeger, vil “(...) each decision of form, style, and procedure” netop være forbundet med “hazards and costs in the kind of public it can define” (Warner 2002: 14), og heller ikke Klujeff opfordrer da til at romantisere over en stil, “where the reproduction of mockery and offense is central” (Klujeff 2012: 112), som netop er tilfældet i debatten om forslaget. Når den meningsdannelse, der foregår, desuden synes at være baseret på de misinformationer, der cirkulerer, og præget af retorisk interferens, som fordrejer debatten, er en omkostning muligvis, at den mening, der skabes, kan afvises som udtryk for borgernes uvidenhed og manglende kompetencer til at debattere, hvilket kan diskvalificere borgerne som retoriske medborgere, der skal tages alvorligt (Røn- lev 2014: 177). I Folketingets behandling af forslaget sker der ikke overraskende det, at politikerne anfægter både forslaget for dets mangelfuldhed og i mange tilfælde borgernes indignerede reaktion på forslaget, fordi denne blot er udtryk for misforståelser, som flere antyder. Selvom man til en vis grad kan kritisere flere af politikerne for at ud- lægge borgernes indignation som illegitim og måske endda naiv og derfor ikke tage borgerforslaget seriøst, sætter borgerforslaget imidlertid også politikerne i en vanskelig situation, hvor de nærmest kun kan skuffe. For hvad skal politikerne egentlig stille op med et forslag, der synes umuligt at basere lovgivning på, men som de samtidig ikke kan afvise uden at bekræfte cirkulerende fordomme om, at de er grådige, magtfuldkomne og ude af stand til at regulere egne vilkår? Ligesom det var tilfældet i forslaget om uddannelsesloftet, som dog ikke var præget af samme misinformation, men nok snarere mangel på argumentation, forekommer også dette forslag altså at kunne bruges som en form for demokratisk pressionsmiddel, som ikke umiddelbart synes at være konstruktivt for den demokratiske samtale.

Side 91 af 137

Selvom der var flere politikere, der lagde op til at støtte borgerforslaget, da det blev 1.-behandlet i Folketinget, endte borgerforslaget med at blive forkastet. Efterføl- gende var der påfaldende få politikere, der kommenterede sagen.44 At dømme efter de få, der udtalte sig, var det bl.a. forslagets mangelfulde og uklare karakter, der bar skylden. Dragsted udtalte således, at “det var svært at stemme for forslaget, når der var nogle ting i det, som var i strid med fakta”.45 Og på Twitter henviste både Drag- sted og Carolina Magdalena Maier (ALT) til borgerforslagets “uklarheder og faktu- elle fejl” og “en teknisk detalje”, der gjorde forslaget for “rigidt”. I folketingsdebatten udtrykte Dragsted ellers, at der måtte være et “råderum til regeringen (...) i forhold til at forsøge at udarbejde noget, der ligesom ligger i for- længelse af hensigten med forslaget”. En opfattelse, der blev delt af Jacob Mark, som opfordrede til at tage forslaget ”ind i det politiske maskinrum for at afklare, hvad intentionerne (...) er”, og hvordan det kan blive “tilrettet på en måde, så det er skarpt”. Som Dragsted og Mark udtrykte det, var borgerforslagets uklarheder ikke et problem, da “intentionen i borgerforslaget” er “soleklar”, som Mark konstaterede. Hvis det faktisk er muligt at rette et borgerforslag til, kan man undre sig over, hvorfor de politikere, der støtter intentionen, ikke bare tager det “ind i det politiske maskinrum” og retter det til. For hvis et forslag kan afvises på grund af en “teknisk detalje”, synes ordningen umiddelbart at være udstyret med en kattelem, som giver politikere en nem udvej, når de af den eller anden årsag ikke vil tage stilling til et forslag, hvilket forekommer lige så ukonstruktivt som det pres, borgerforslag kan lægge på politikerne.

44 Nogle medier bragte et Ritzau-telegram med rubrikken “Minister afviser borgerforslag: Vores pension er ikke en guldgrube”, hvor Jensens ministertale blev refereret, men selv udtalte sig han ikke yderligere. Ber- lingske og andre bragte desuden en artikel om, at Enhedslisten i 1.-behandlingen ville støtte forslaget, men alligevel endte med ikke at stemme for. 45 Persson: “Politikerne takkede nej til at afskaffe ministerpensionen”, Berlingske.

Side 92 af 137

“På den ene side har vi barnets ret til at bestemme over sin egen krop og på den anden side har vi retten til at praktisere sin religion. Det er de to rettigheder, der støder sammen.” 7 Stine Brix, Folketinget

Når et borgerforslag tvinger politikerne til at tage stilling

Omdrejningspunktet for dette kapitel er borgerforslaget om en kønsneutral mindstealder for ikke-medicinsk begrundet omskæring. Indledningsvis nærlæser vi forslaget, som adskiller fra det typiske forslag, idet det ved første øjekast fremstår både juridisk og sprogligt gennemarbejdet. Ikke desto mindre lider forslaget under fravæ- ret af andre perspektiver, idet forslagsstillerne udelukkende argumenterer ud fra barnets tarv. Som vi efterfølgende viser i analysen af forslagets reception i offentligheden og i Folketinget, er spørgsmålet nemlig mere komplekst, end forslaget lægger op til. Imidlertid formår forslaget at sætte en dagsorden, idet forskellige borgere engagerer sig i spørgsmålet, ligesom det tvinger politikerne til at tage stilling et spørgs- mål, de ellers undviger – måske netop på grund af dets splittende karakter. Den debat, der bliver skabt, viser i hvert fald, at spørgsmålet kan være polariserende, idet tilsyneladende inkommensurable værdier støder sammen. Et par ord om konteksten: Debatten om omskæring er ikke ny, men genopblus- sede kraftigt med borgerforslaget, der blev offentliggjort på borgerforslag.dk 1. februar. Selvom omskæring af drenge med jævne mellemrum har fyldt i den offentlige debat, har Folketinget aldrig taget stilling til dette spørgsmål. Som Naser Khader (K) udtrykte, da forslaget nærmede sig de 50.000 underskrifter, er omskæring af drenge “et følsomt emne, som man fra politisk side igen og igen har forsøgt at undgå”, men “nu går den ikke længere”.46 Efter godt og vel fire måneder opnåede forslaget de påkrævede underskrifter, hvorefter det blev fremsat som beslutningsforslag 4. oktober og 1.-behandlet 23. november. Det er foreningen Intact Denmark, som står bag forslaget. Forslagets hovedstil- ler er forkvinde Lena Nyhus, mens medstillerne tæller flere navne, som også

46 Khader: “Omskæring skal have en aldersgrænse”, Berlingske.

Side 93 af 137 tidligere har markeret sig i omskæringsdebatten.47 Under sloganet “Man skærer da ikke i raske børn” arbejder Intact Denmark for at forbyde omskæring af børn. Selv beskriver foreningen sig som “et fællesskab af ufrivilligt omskårne og allierede” med “forskellig kulturel og religiøs baggrund, for eksempel muslimsk, kristen og jødisk”, og hvor nogle “er troende, andre er ikke”.48 Foreningen er dog ikke ukontroversiel; den er ifølge nogle “først og fremmest kendt som en stærkt politiserende og polariserende interesseorganisation”,49 ligesom den er blevet anklaget for “udbredt brug af propaganda, fake facts, internetmobning og udskamning, alt sammen i en gryde af sydende vrede”.50 Morten Frisch, som er medstiller, men ikke medlem af Intact Denmark, er heller ikke ukendt i offentligheden. Som blot en af mange har Martin Krasnik f.eks. anklaget Frisch, der som overlæge og adjungeret professor har forsket i konsekvenserne af omskæring, for at opføre sig “uvederhæftigt og uredeligt”.51

Et gennemskrevet borgerforslag med få nuancer Selvom forslagsstillerne ikke er ukontroversielle, ligner forslaget på overfladen ikke noget, der skulle kunne fremprovokere stærke reaktioner. Tværtimod ligner det mere politikernes nøgterne beslutningsforslag, end det typiske borgerforslag gør. Det ses allerede i forslagsteksten, som klart angiver, hvilken handling der skal udfø- res:

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der indfører en kønsneu- tral mindstealder på 18 år for omskæring, som ikke er nødvendig af helbredsmæs- sige årsager.

De institutionelle træk går igen i både forslagets indhold og form. Hvad angår form, er forslaget kendetegnet ved en nøgtern sprogbrug, hvor der ikke er brugt metaforer, retoriske figurer, følelsesudbrud eller lignende, som optræder i mange andre forslag. Desuden fremstår teksten sprogligt gennemarbejdet; der er hverken sætninger, som ikke giver mening, eller stave- og kommafejl, hvilket ikke kan siges om borgerforslagene generelt. På et mere indholdsmæssigt plan er det, også modsat størstedelen af borgerforslagene, udførligt beskrevet, hvilke love der kan ændres, for at en

47Se f.eks. Ghasemi: “Rituel omskæring er uetisk”, Berlingske; Milgrom: “Kan du give mig min forhud tilbage? Politiken; Aktor: “Et forsvar for forhuden”, Information; Aktor: “Drengeomskæring er først og fremmest en etisk diskussion”, Kristeligt Dagblad; Baba: “Omskæring af drenge er ikke en pligt i islam - intet rask barn fortjener at blive skåret i”, Berlingske. 48 Nyhus: “Omskæring krænker barnets rettigheder”, Altinget. 49 Allarp: “Når gode mennesker ikke fortæller sandheden”, POV. 50 Staun: “Alle kneb gælder åbenbart, når folkestemningen mod omskæring skal skabes”, Politiken. 51 Krasnik: “Er du omskåret?”, Weekendavisen.

Side 94 af 137 mindstealder kan indføres. Derudover henvises der til en række konventioner, som Danmark ifølge forslagsstillerne vil imødekomme, hvis forslaget vedtages. Forslaget fremstår således ved første øjekast gennemarbejdet, hvilket kan tæn- kes at gøre modtagere, som måske ikke allerede har en forudindtaget holdning til Intact Denmark, mere tilbøjelige til at tillægge forslagsstillerne troværdighed.

En principiel sag om barnets tarv Borgerforslagets gennemgående argument for at indføre en mindstealder for om- skæring er barnets tarv og beskyttelse af børns rettigheder. Det fremgår allerede i de første to afsnit:

Børn hører til blandt samfundets mest sårbare borgere, da de er afhængige af voksnes omsorg og beskyttelse. Derfor har samfundet en særlig forpligtelse til at be- skytte børns grundlæggende rettigheder, indtil de når en alder og modenhed, hvor de kan overtage dette ansvar selv.

Lovgivningen skal derfor ligestille alle børn under 18 år uanset køn, kulturel baggrund eller forældres religiøse overbevisninger, så de får samme retskrav på krops- lig integritet og autonomi.

Disse to afsnit efterfølges af en række afsnit, hvor forslagsstillerne gennemgår de paragraffer, som de mener, skal ændres for at muliggøre en implementering af forslaget, nemlig sundhedsloven, straffeloven eller forældreansvarsloven. Forslagsstil- lerne foreslår desuden, hvordan de specifikke paragraffer kan formuleres:

A. Sundhedsloven Følgende kan tilføjes i § 17 Stk. 4.: ”Til indgreb, som ikke er til direkte sundheds- mæssig fordel for personen, kan hverken den mindreårige eller forældremyndighe- dens indehavere give informeret samtykke.”

B. Straffeloven Straffelovens § 245 a ændres således: ”§ 245 a. Den, som ved et legemsangreb, med eller uden samtykke, på en umyndig person bortskærer eller på anden måde fjerner ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.”

C. Forældreansvarsloven Forældreansvarslovens § 2 ændres til: ”Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling, herunder ikke-terapeutisk omskæ- ring.”

Side 95 af 137

Efterfølgende begrunder forslagsstillerne deres forslag yderligere, når de fremfører, at Danmark med et forbud vil leve op til en række konventioner: FN’s børnekonven- tion, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og bioetikkonventionen. Selvom dette umiddelbart fremstår gennemarbejdet, gemmer der sig en ikke ubetydelig im- plikatur, nemlig at Danmark forbryder sig mod disse konventioner ved at tillade omskæring af børn. Der er således ingen referencer til undersøgelser, eksperter eller andre autoriteter, som kan fungere som rygdækning for, at Danmark bryder de nævnte konventioner, hvilket kan gøre det let at afvise. At forslagsstillerne ikke henviser til f.eks. undersøgelser, som dokumenterer eventuelle fysiske og mentale konsekvenser for det omskårne barn, kan imidlertid muligvis forklares med, at de præsenterer forslaget som en principiel etisk og juridisk sag om børns rettigheder og ikke som en sundhedsfaglig sag. Dermed er det afgørende ikke, hvilke fysiske og psykiske konsekvenser omskæring kan have, og hvor stort et problem omskæring egentlig i praksis udgør. Det essentielle er, at om- skæring af børn fratager børns ret til selv at bestemme over deres krop. Således slutter de også forslaget med at gentage, at forslaget “sætter børns tarv og rettigheder i højsædet”. Det, forslagsstillerne præsenterer som effekten af forslaget, er altså en sikring af børns rettigheder. Der er dog særligt ét aspekt af forslaget, som fremstår tvetydigt, nemlig om forslaget vil legalisere omskæring af kvinder over 18 år. En logisk følge af det, der foreslås med formuleringen “kønsneutral mindstealder”, vil nemlig være en sådan legalisering. Om dette er tilsigtet fra forslagsstillernes side, er ikke klart, og deres udtalelser i medierne bidrager ikke til en klargørelse. På den ene side bekræfter Frisch med al tydelighed, at forslaget vil legalisere omskæring af myndige kvinder,52 mens Nyhus på den anden side har udtrykt, at hun føler sig misforstået, når intentionen med forslaget bliver udlagt sådan.53 Som vi vender tilbage til, er denne uklarhed dog ikke ligegyldig.

Fraværet af andre perspektiver At forslagsstillerne udelukkende argumenterer for et forbud ud fra hensyn til barnets tarv, betyder samtidig, at andre påtrængende perspektiver er fraværende. Sær- ligt bemærkelsesværdigt er det, at forslaget ikke nævner den grundlovsfæstede religionsfrihed, som forslaget umiddelbart er i strid med. Netop denne potentielle

52 Ritzau: “DF og K erklærer modstand mod borgerforslag om omskæring”, Kristeligt Dagblad. 53 Haugaard: “Borgerforslag om omskæring skaber ophedet debat i Folketinget”, Politiken.

Side 96 af 137 konflikt med grundloven er da også årsagen til, at borgerforslaget blev forsynet med en anmærkning fra Folketingets Administration.54 Det er ellers ikke, fordi forslagsstillerne ikke berører religion; de sætter det blot ikke i relation til religionsfrihed og retten til at danne trossamfund, som dermed synes at blive underkendt i forslaget. Således skriver de, at forslaget ”vil sikre, at børns grundlæggende ret til egen krop beskyttes i dansk lovgivning uanset deres køn, kulturelle baggrund eller deres forældres religiøse overbevisninger”, ligesom de taler om en ”afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed”, hvormed de formentlig refererer til de jødiske og muslimske trossamfund. Selvom forslaget vil have alvorlige konsekvenser for netop de jøder og muslimer, der praktiserer omskæring som en essentiel del af deres tro, tages der ikke hensyn til disse konsekvenser i forslaget. De personer, som forslaget vil have mærkbare konsekvenser for, fremstår dermed som et negeret publikum, tekstens “third persona”, som netop er karakteriseret ved at være bemærkelsesværdigt fraværende fra en bestemt diskurs, fordi det, der omtales, tydeligvis har relevans for disse personer (Wander 1984: 209 f.). Som nævnt har flere af forslagsstillerne jødisk og muslimsk baggrund, hvorfor det publikum, der fremstår som negeret, ikke som sådan er jøder og muslimer, men dem, der endnu ikke har “set lyset” og fralagt sig en forældet praksis. Når “religiøse overbevisninger” og “kulturel baggrund” fremstilles som noget, der står i vejen for børns “grundlæggende rettigheder”, “integritet og autonomi” og “sundhed”, underforstås det, at jødiske og muslimske forældre, der lader deres børn omskære, sætter deres egen religion og kultur over deres børns ve og vel, hvilket i et sekulært samfund som det danske fremstår irrationelt, som noget “unaccep- table, undesirable, insignificant” (ibid.).

For at opsummere: Forslaget ligner på overfladen mere politikernes beslutningsforslag, end det ligner et typisk borgerforslag. Ikke desto mindre indeholder forslaget væsentlige implikaturer, ligesom forslagsstillerne ignorerer de konsekvenser, forslaget kan have for de personer, som det i særlig grad vedrører, nemlig de muslimer og jøder, der praktiserer omskæring. I stedet gør forslagsstillerne omskæring til et principielt spørgsmål om barnets tarv. Det er ikke svært at forestille sig, at disse to perspektiver kan støde sammen.

54 Hvis Folketingets Administration ikke entydigt kan afgøre, om et forslag er i strid med grundloven, for- syner de det pågældende forslag med en anmærkning med henblik på juridisk afklaring, såfremt et forslag opnår 50.000 underskrifter.

Side 97 af 137 En polariseret debat blandt de berørte aktører Debatten både generelt om omskæring og borgerforslaget specifikt har groft skitse- ret stået mellem på den ene side dem, der taler for et forbud med udgangspunkt i individets selvbestemmelse og det faktum, at omskæring er et irreversibelt indgreb, og på den anden side dem, der mener, at et forbud vil være et brud på retten til at danne trossamfund og desuden mistænkeliggøre og fremmedgøre minoriteter. Kort sagt er omskæring altså, med Hausers ord, en kompleks sag:

Complex public problems bring multiple perspectives to bear, each with its own understanding of what constitutes the salient issue. They invite an intersection of various interest publics, each with its own interests at stake (...) (Hauser 2007: 335)

Spørgsmålet om omskæring er ikke alene komplekst, men også splittende, hvad der kommer til syne i debatten, som bærer præg af, at barnets tarv og religionsfrihed er to grundlæggende forskellige værdier, der ikke umiddelbart er sammenlignelige.

Modstanderes forsøg på at generobre handlekraft Efter forslaget blev publiceret på borgerforslag.dk, gik der ikke lang tid, før reaktionerne fra særligt jøder kom. En af de første, der markerede sig, var tidligere overrabbiner Bent Melchior. I en kronik argumenterer han for, at et forbud ikke alene vil være i strid med grundloven, men også føre til, at “jødisk liv i Danmark [vil] dø ud”.55 Det er retten til at danne trossamfund, som er det bærende argument i Mel- chiors kronik, men han forsøger også at genforhandle den subjektposition, som ar- gumentet om barnets tarv tilskriver dem, der praktiserer omskæring, nemlig som nogle, der forbryder sig mod børns grundlæggende rettigheder. Som Campbell påpeger, kan “subjectivity and agency (...) be understood as the ways in which individuals accept, negotiate, and resist the subject-positions available to them at given moments in a particular culture” (Campbell 2005: 4). Og i Melchiors tilfælde sker der altså en afvisning af den subjektposition, han tilbydes i forslaget:

Når de nu påstår, at min kone og jeg ikke har samme kærlighed til vores børn og børnebørn som andre forældre, så må jeg have lov til at henvise til, at vi faktisk ved, hvad vi gør, og at anklagen om mishandling er falsk.

TILFÆLDET HAR medført, at vi er de lykkelige forældre til fire drenge. Elleve af vores tolv børnebørn er drenge. Tretten af vores tyve oldebørn er drenge. Alle dren- gene er omskåret (...)

55 Melchior: ”At forbyde omskæring er i strid med grundloven”, Politiken.

Side 98 af 137

Hvad enten de er over eller under 18 år, den ældste af dem er 64 år gammel, så har ingen af dem klaget. Tværtimod.

De er deres forældre inderligt taknemmelige for, at det lille indgreb blev foretaget, da det netop var et lille indgreb. At de ikke pludselig som 18-årige skulle konfronteres med et indgreb af en helt anden størrelsesorden, med langt flere smerter og risiko for mange flere komplikationer.

Det er tydeligt, at Melchior selv genkender diskursen om barnets tarv som en i hans øjne urimelig og krænkende mistænkeliggørelse, når han lægger ord som “mishandling” i munden på fortalerne for et forbud, og når han skriver, at “de nu påstår, at min kone og jeg ikke har samme kærlighed til vores børn og børnebørn som andre forældre”, uden han dog identificerer, hvem “de” er. At omskæring ikke er et brud på barnets tarv, forsøger Melchior gennemgå- ende at gendrive med henvisning til, at de, der bliver omskåret, ikke “klager”. En enkelt gang lader han dette efterfølge af et udråbstegn som for at understrege, hvad han betragter som “det helt paradoksale”, nemlig at indføre et forbud mod en praksis, som de, det går udover, ikke har noget imod:

Det er jo det helt paradoksale ved den kampagne, der er ført imod omskærelse af drenge, at de, der påstås at være en slags ofre for deres forældres mishandling, de har ikke klaget!

At der faktisk er nogle omskårne mænd, som “klager”, herunder flere af forslagsstillerne, forholder Melchior sig til, når han anfører, at det drejer sig om “nogle ganske få mænd”:

Jo, man har nogle ganske få mænd, der bebrejder deres forældre, at de er omskåret, men det er ganske få, der bliver brugt som Tordenskjolds soldater.

Ligesom Melchior forhandler sin egen subjektposition ved at tage til genmæle mod, hvad han opfatter som krænkende, forsøger han at redefinere sine modstanderes subjektposition. De, der har klaget, herunder altså flere af forslagsstillerne, underkender Melchior nemlig, når han kalder dem for “Tordenskjolds soldater”. Når han tilmed siger, at de “bliver brugt”, insinuerer han, at de måske ikke selv er klar over, hvad de foretager sig. Ved at så tvivl om de jøder, der måtte være for et forbud, fratager han deres retoriske handlekraft, idet han ikke anerkender dem som legitime stemmer i debatten. Det forstærkes, når Melchior antyder, at jødiske fortalere for et forbud, er illoyale, idet han kalder omskæring for et “symbol på loyalitet og tillid, et symbol på identitet, som hører til et samfund”.

Side 99 af 137

De, der udnytter de jødiske fortalere som “Tordenskjolds soldater”, må forstås som den ikke nærmere definerede gruppe, som Melchior beskriver som “nogle fanatikere” og “en gruppe, der udgiver sig som vore venner”, men som “stikker en kniv i ryggen på vore samfund”. Melchior giver på denne måde udtryk for, at der er gedulgte intentioner på spil, selvom han samtidig tager eksplicit afstand fra, at debatten om omskæring skulle bunde i antisemitisme og islamofobi:

Det er blevet påstået, at hele debatten om omskærelsen er baseret på antisemitisme og islamofobi, had imod jøder og muslimer. Den opfattelse deler jeg ikke, selv om der sikkert er en del af underskrifterne til Folketinget, der kommer fra folk med den slags antipatier.

Men jeg vil gerne tro, at det i givet fald ikke er det, som folk i kampagnen for et forbud har haft i sinde. Jeg bilder mig ind, at antallet af danske antisemitter ikke er ret stort.

Melchiors henvisning til antisemitisme og islamofobi fremstår som en præteritio, en retorisk manøvre, hvor han foregiver ikke at ville tale om jødeforfølgelse, men alligevel gør det og måske tilmed fremhæver det. Når han taler om “jødisk liv”, som vil “dø ud”, vækker det netop associationer til jødeforfølgelse under 2. verdenskrig, og den parallel drager han også selv, når han siger, at det “ikke [er] første gang i historien, at man forsøger at pakke et overgreb (mod det jødiske samfund, red.) ind i på- standen om beskyttelse”. Ligeledes advarer han om, at Danmarks omdømme som et land, der værnede om de danske jøder under 2. verdenskrig, vil “svæve frit i luften som et stort spørgsmålstegn”, hvis et forbud indføres:

Historien om, hvordan man i 1945 med begejstring tog imod de danske jøder, da de vendte hjem fra tysk fangenskab og fra et liv som flygtninge i Sverige, vil svæve frit i luften som et stort spørgsmålstegn.

At jødisk liv vil “dø ud”, indebærer, at borgerforslagets negation af de jøder, der praktiserer omskæring, ifølge Melchior vil manifestere sig i den materielle verden. Melchior antyder således, hvad Wander også argumenterer for, nemlig at det nege- rede publikum ikke kun afvises i en diskursiv kontekst, men også i en social kontekst, hvor konkret politik, lovgivning eller traditioner udgrænser disse subjekter (Wander 1984: 210). På samme måde som når Melchior taler om et ikke nærmere defineret “de” og en “gruppe fanatikere”, synes en anden central aktør i debatten, journalist Samuel

Side 100 af 137

Rachlin56, at samle forskellige udsagn fra omskæringsdebatten op og tolke dem som et samlet polemisk, men også mere direkte antisemitisk og racistisk, angreb på jøder og muslimer. Således mere end antyder Rachlin, at hensynet til barnets tarv blot er et skalkeskjul for populisme og antisemitisme pakket ind i et “politisk korrekt” og “stuerent” forsvar for “de svageste”:

Når det ældste had møder nutidens populisme, går øvelsen ud på at legitimere det og gøre det stuerent og politisk korrekt for at få det til at fremtræde som noget helt naturligt og acceptabelt. Det bliver kamufleret som altruisme og hensynet til de svageste.

På dagen før Folketingets 1. behandling af forslaget gentog Rachlin i Politiken57 denne mistænkeliggørelse af forslagsstillerne ved at tale om deres “omsorg for de nyfødte drenges tarv” som et “dække”. Hvad forslagsstillerne dækker over, når de taler om beskyttelse af umyndige drenge, må forstås som antisemitisme, idet han i samme artikel taler om “dæmonisering af omskæring” som “antisemitternes bekvemme på- skud til at skille jøderne ud som børnemishandlere og mørkemænd”:

Hver antisemitisk epoke har haft sine egne påskud til at forfølge jøderne. Som f.eks. dæmonisering af omskæring er blevet antisemitternes bekvemme påskud til at skille jøderne ud som børnemishandlere og mørkemænd (...) Det har altid ført til forfølgelse og fordrivelse og er endt med pogromer og bålbrændinger ligesom på Krystalnatten for 80 år siden.

At Rachlin afslutningsvis indvender, at det “ikke [går] ud på at anklage alle modstanderne af omskæring for at være antisemitter” - hvad Melchior som nævnt også gør - fremstår i det lys som en hul gestus. Ligesom Melchior underkender Rachlin også de omskårne mænd, som er for et forbud, når han i et sarkastisk tonefald beskriver, hvordan der fra forslagsstillernes side “blev disket op med (...) skrøner om lemlæstelse og livsvarige traumer i blod og tårevædede beretninger om mænd, der savnede den forhud, de bogstaveligt var blevet afskåret fra og aldrig havde kendt”, som om det er historier, der er opfundet til lejligheden. Ligeledes devaluerer han fortalerne for en mindstealder ved at kalde dem for “forhudsfolket” og “forhudskampens befrielseshær”, ligesom han insinuerer, at Frisch skulle opfatte forhuden som “en selvstændig besjælet legemsdel, nær- mest et væsen med sit eget liv”. Ved at udstille Frisch og de øvrige fortalere for en

56 Rachlin: “Fra det ældste had til det nyeste tabu”, Berlingske. 57 Rachlin: “Omskæringsdebatten er gået grassat, når fremmede kvinder belærer mig om, hvordan jeg skal onanere”, Politiken.

Side 101 af 137 mindstealder som latterlige eller patetiske forsøger Rachlin altså at hæmme deres retoriske handlekraft; det, de siger, er blot udtryk for en kuriøs optagethed af et lille stykke hud, skal vi forstå:

Han talte også om ‘den geniale forhud’, som om der var tale om en selvstændig besjælet legemsdel, nærmest et væsen med sit eget liv. Man kunne frygte, at det næste ville være at kalde omskæring for mord på ‘den geniale forhud’.

Ligeledes sår Rachlin tvivl om troværdigheden af de læger, som har udtalt sig i debatten, og som han anklager for at fremføre “pseudovidenskabelige skrækhistorier” og desuden sprede “fake news”, uden han går nærmere ind i, hvem disse “andre læger” er:

ANDRE LÆGER TRÅDTE frem for at fremføre pseudovidenskabelige skrækhistorier om komplikationer ved omskæring trods deres fagfællers dokumentation af det modsatte. Ikke se, ikke høre, kun tale om de bloddryppende rædsler og de psyko- logiske traumer. Når man lever i en tid med fake news i højsædet, er intet så irrele- vant som sandheden.

På denne måde diskvalificerer Rachlin altså både omskårne mænd, som går ind for en mindstealder, og læger som ligeværdige samtalepartnere, hvormed han fratager dem retorisk handlekraft. Selvom borgerforslaget umiddelbart ikke tilbyder dem, der praktiserer omskæring, retorisk handlekraft, idet de negeres i forslaget, synes Melchiors og Rachlins udtalelser altså at illustrere den uforudsigelighed, der ligger i, at et borgerforslag kan blive “taken up by others in a variety of different and unfo- reseen fashion” (Rand 2008: 309). Borgerforslaget synes nemlig netop at mobilisere de personer, der føler sig krænket og foretager et “uptake” (Rand 2008: 310) ved at skrive sig op imod det, de opfatter som et diskriminerende angreb på en minoritet. Dette “uptake” synes samtidig muliggjort af, at andre aktører bakker op om deres udlægning og dermed legitimerer denne. Således var det langt fra kun folk med jø- disk baggrund, som markerede sig som modstandere af borgerforslaget. F.eks. konstaterede Søren Pind (V) i et tweet, at borgerforslaget ”atter vil sende danske jøder til Sverige”.

Side 102 af 137

Ligesom både Melchior og Rachlin drager han en parallel mellem det at indføre et forbud mod omskæring og forfølgelsen af jøder under 2. verdenskrig. Det sker, når han med en stråmand hævder, at forslaget “atter vil sende danske jøder til Sverige”, og afslutter sit tweet med de to hashtags #omskæring og #femmørkeår. Når Pind udstiller den forfølgelse af danske jøder, som forslaget efter hans mening er et udtryk for, er han samtidig med til at konstituere en handleposition for dem. Stigmatiserin- gen understreger nemlig behovet for, at de tager til genmæle. Det er ikke kun jøder, der fremstår som negeret publikum i borgerforslaget, men også de muslimer, for hvem omskæring står centralt. Det Islamiske Trossam- fund har således udtalt, at et forbud vil føre til “kriminalisering af helt almindelige borgere”, idet forslaget lægger op til “en straframme på op til seks års fængsel for at opdrage sit barn i den muslimske tro”.58 Det er en advarsel, som ligner den, Det Jødiske Samfund har fremført i deres kritik af, at forslaget i praksis vil føre til, at “det skal straffes med op til seks års fængsel at opfostre sit drengebarn i den jødiske tro”.59 I mod- sætning til jøder er muslimer dog påfaldende underrepræsenterede i debatten om omskæring. Årsagen til dette er vanskelig at spå om, men debattør og forfatter Tarek Hussein giver et bud, når han hævder, at “ræsonnement i mange muslimske kredse [er], at hvis det ikke var fordi, at omskæring var en jødisk praksis, så var et forbud blevet indført for længe siden”, hvorfor “man er bedst tjent med at holde så lav profil som overhovedet muligt og overlade kampen om den offentlige opinion til landets jøder”.60

En legitim taleposition for fortalere Mens der fra flere jødiske aktører var modstand mod forslaget, og mange i øvrigt bakkede dem op, var der flere organisationer såvel som kendte aktører, som støttede forslaget med samme argumentation som forslagsstillerne, nemlig af hensyn til barnets tarv. At borgerforslaget på den måde fik mange “ambassadører”, kan skyldes, at disse personer og organisationer ikke, som f.eks. Melchior, Rachlin og Pind, læste antisemitiske undertoner i forslaget. Som Campbell påpeger, indeholder tekster sig- naler, som guider modtagernes “uptake” og dermed gør dem i stand til at “catego- rize, to understand how a symbolic act is to be framed” (Campbell 2005: 7). Havde forslaget været sjusket, stærkt følelsesladet eller polemisk og eksplicit udpeget jøder og muslimer som fjender, havde det formentlig ikke i samme omfang muliggjort en attraktiv taleposition for fortalere af en mindstealder.

58 Det Islamiske Trossamfund: Om omskæring af drenge i Islam. 59 Det Jødiske Samfund: ”Forbud mod omskæring kriminaliserer jødisk tro”, Altinget. 60 Hussein: “Muslimer holder lav profil”, Berlingske.

Side 103 af 137

Der var især mange sundhedsfaglige organisationer og foreninger, som støt- tede borgerforslaget. Sex & Samfund bragte således et interview med Nyhus på deres hjemmeside, hvor de med et indlejret link opfordrede til at skrive under på forslaget og dermed konsoliderede Nyhus’ og Intact Denmarks handleposition.61 I Kri- steligt Dagblad uddybede generalsekretær Bjarne Christensen, at organisationen støt- ter borgerforslaget af principielle, etiske grunde, som forslaget lægger op til:

(...) vi mener, at børn har ret til en intakt krop. At fjerne forhuden er et irreversibelt (...) indgreb, som strider mod barnets kropslige integritet. Forældrene har simpelt- hen ikke ret til at tage en så radikal beslutning. Så for os er det et principielt spørgs- mål.62

Også Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet meldte sig som fortalere for et forbud. I et fælles debatindlæg tilkendegav de, at “[b]arnets bedste (...) altid [skal] komme i første række, uanset om det kan indskrænke voksnes behov for at udøve deres reli- giøse eller traditionsbundne ritualer”.63 Fra Dansk Kvindesamfund64 lød der på Fa- cebook ligeledes en opbakning til borgerforslaget, “fordi omskæring af børn - der ikke er nødvendig af helbredsmæssige årsager - er helt utilstedelig”. Hvad der er værd at bemærke, er, at de alle overtager forslagsstillernes argumentation; borgerforslaget tilskriver således ikke alene fortalerne for en mindstealder handlekraft, men låner også deres troværdighed til forslagsstillerne, som får konsolideret deres handleposition. Der var også flere med muslimsk eller jødisk baggrund, som bidrog til debatten på forslagsstillernes side. Mahican Gielen, en kvindelig læge med muslimsk baggrund, argumenterer i et debatindlæg for, at omskæring er “etisk uforeneligt med lægefaget”, fordi det er “et unødvendigt kirurgisk indgreb pålagt børn af deres for- ældre, inden børnene selv er myndige”.65 Samtidig fremstiller hun sagen som et spørgsmål om barnets tarv eller religion og tradition, når hun skriver, at “Danmark blot [skal] tage stilling til, om vi synes, at religion og tradition er nok til at blive ved med at give forældre lov til at skære i deres børn”. Og med styrkemarkøren “blot” synes hun at antyde, at det er et åbenlyst valg. Det fremstår desuden som et logisk, oplyst valg, når Gielen sætter omskæring i kategori med slaveri og korporlig afstraffelse, som for længst er afskaffet:

61 Sex & Samfund: Nu skal det være slut med omskæring af raske drengebørn. 62 Sex & Samfund: Vores opgave er ikke at nuancere debatten”, Kristeligt Dagblad. 63 Kjeldahl, Larsen og Lindholm: “Omskæring: Lad drenge bestemme selv”, Jyllands-Posten. 64 Opslag på Dansk Kvindesamfunds Facebook-side. 65 Gielen: “Jeg er læge, mor og muslim: Ingen børn bør udsættes for unødvendige operationer”, Berlingske.

Side 104 af 137

For mange år siden var korporlig afstraffelse også kutyme i både religion og tradition, men det er vi - heldigvis - kommet af med, da det nu er strafbart at slå sine børn eller hustru. Det samme gælder slaveri.

Også Naser Khader, der ligeledes deltog i debatten, opstiller et modsætningsforhold mellem barnets tarv og religiøse hensyn. Således fremfører han, at det “at ville ind- føre en aldersgrænse for omskæring [ikke] handler om antisemitisme, men om barnets tarv”.66 Når Khader netop adresserer spørgsmålet om antisemitisme, skriver han sig op imod den udlægning, der har været dominerende hos flere modstandere, nemlig at forbuddet skal ses som et udtryk for netop en forfølgelse af de danske jøder. Men ifølge Khader er det ikke tilfældet; det er derimod et spørgsmål om barnets tarv, som man forbryder sig mod ved at lade sine børn omskære:

Skal vi virkelig tolerere unødig smerte og risiko for efterfølgende infektion hos raske børn i religionsfrihedens tegn? Jeg gentager, dette handler ikke om at forbyde omskæringer, det handler om at sætte en aldersgrænse, så barnet selv kan bestemme. (...) Dette handler ikke om, at man er ude efter at genere minoriteter. Det handler om børns rettigheder i et moderne samfund og ikke andet.

Khader tager samtidig udgangspunkt i sin egen situation, idet han fortæller, hvordan hans holdning til omskæring er blevet formet af at være far:

Jeg blandede mig første gang i debatten om omskæring i 2004, da vores søn Hanni- bal blev født. Indtil da lå det nærmest i kortene, at han skulle omskæres, men da han så var kommet til verden, tænkte jeg: hvorfor skal han det? Jeg skulle hilse fra min søn og sige, at han er temmelig glad for at have fået lov til at beholde »skrællet«.

Ligesom Melchior henviser til, at hans sønner og børnebørn ikke har “klaget” over deres omskæring, nævner Khader omvendt, at hans søn er “temmelig glad” for ikke at være omskåret. Der er imidlertid også mænd, som i højere grad deler deres egen oplevelse af at være omskåret - dem, som Melchior implicerer, er illoyale, og hvis udsagn Rachlin omtaler som “tårevædede beretninger”. Således fortæller Mikael Aktor, en af medstillerne, hvordan hans omskæring har haft fysiske konsekvenser, uden han dog uddyber disse:

Jeg blev omskåret i 1949. Så det må jo have været den tidligere overrabbiner Bent Melchiors far, Marcus Melchior, der gjorde det. Jeg har nok været 8 dage gammel eller deromkring, så jeg har ingen erindring om det, og naturligvis har mine

66 Khader: “Omskæring skal have en aldersgrænse”, Berlingske.

Side 105 af 137

forældre fået det gjort i den bedste mening. Men at omskæringen havde fysiske konsekvenser, som jeg ufrivilligt blev påført for resten af livet, er der ingen tvivl om.67

Aktor modsætter sig også den anklage, Melchior retter mod de jøder, der støtter borgerforslaget, når de bliver omtalt som “Tordenskjolds soldater” og dermed ifølge Aktor får underkendt deres dømmekraft, ligesom han problematiserer, at andre i Melchiors menighed angiveligt kalder dem for “selvhadende” eller “jødehadende” jøder og anklager dem for “forræderi”. Ligesom Melchior genforhandler den subjektposition, som han oplever, at fortalerne for en mindstealder tildeler dem, der lader deres børn omskære, forsøger Aktor altså tilsvarende at tilbageerobre den handlekraft, som Melchior i hans øjne fratager ham ved at så tvivl om hans dømmekraft. Denne vedvarende mistænkeliggørelse af modparten og dermed forsøg på at begrænse vedkommendes retoriske handlekraft vidner om, at omskæring er et føl- somt emne, som det er vanskeligt at tage stilling til uden at støde nogen. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at politikerne ligefrem skal tvinges til tage det op i Folketinget.

Folketingsdebatten og det ensidige borgerforslag Som vi har vist, udlægger borgerforslaget spørgsmålet om omskæring som et simpelt og indlysende spørgsmål om barnets tarv, hvorimod den debat, der fulgte, viser, at omskæring langt fra er så enkel en sag. Tværtimod er der mange interesser på spil. I folketingsdebatten synes politikerne at forsøge at balancere de forskellige hensyn, og de debatterer således ikke forslaget alene på den præmis, forslagsstillerne lægger op til.

Imod omskæring og imod forbud Når borgerforslaget lægger op til, at en indførelse af en mindstealder for omskæring er et spørgsmål om at være for eller imod barnets tarv, konfronterer det modstandere af borgerforslaget med et dilemma; kontradiktoriske modsætninger som den, forslagsstillerne benytter, giver nemlig ikke plads til en tredje position, f.eks. at være imod omskæring og imod et forbud, fordi man måske prioriterer en anden værdi såsom religionsfrihed højere (Kock 2008: 75). Således synes flere i folketingsdebatten, uanset om de er for et forbud eller ej, at finde det påtrængende at gøre opmærksom på, at de ikke går ind for omskæring. Det ses, når Jane Heitmann (V), der er imod forslaget, tilsyneladende har behov for at sige, at hun selv aldrig ville lade sin egne børn omskære:

67 Aktor: “Jeg bliver kaldt for forræder, fordi jeg støtter en mindstealder for omskæring”, Politiken.

Side 106 af 137

Jeg er liberal – her banker et blåt hjerte – og jeg er så liberal, at selv om jeg aldrig selv kunne drømme om at lade nogen skære i mine børn uden en medicinsk begrundelse, kan jeg sagtens rumme, at der er trossamfund, f.eks. det jødiske eller muslimske, hvor det er en vigtig identitetsmarkør at omskære deres drengebørn.

Heitmann kan altså “sagtens rumme”, at andre vil “lade nogen skære i [deres] børn uden en medicinsk begrundelse”, men indikerer samtidig med sin personlige afstandtagen, at hun måske ikke betragter det som en hensyntagen til barnets tarv. Også Pernille Schnoor (ALT) henviser til, hvad hun som “mor” hælder til, nemlig at “tænke barnets tarv først”, hvormed hun ligesom Heitmann indikerer, at omskæring er at sætte barnets tarv i anden række. Når Schnoor og Heitmann begrunder deres personlige afstandtagen til omskæring i omsorgsfølelse for egne børn, taler de dog stadig ind i en forståelse af, at omskæring er ubarmhjertigt. Schnoor gør dog samtidig opmærksom på sin kulturelle forforståelse:

(...) det kan være svært for os at forsta ̊ og anerkende de ritualer og religiøse praksisser, som disse religioner har. Mit blik, mine normer og min kulturelle baggrund betyder nemlig rigtig meget, nar̊ jeg skal vurdere rimeligheden i f.eks. omskæring (...)

May-Britt Kattrup (LA) synes at være den eneste, som kommer med den nuance, at de forældre, der lader deres børn omskære, gør det “med kærlighed til barnet”:

Men selv om der for mig ikke er tvivl om, at man bør indføre en 18• arsaldersgrænse̊ for omskæring af drenge uden medicinsk grund, mener jeg, at debatten er blevet for skinger. Ingen almindelige forældre ønsker deres børn noget ondt, og ingen tvivl om, at omskæringen sker med kærlighed til barnet.

Selvom Kattrup altså anerkender, at “ingen almindelige forældre ønsker at gøre deres børn ondt” - heller ikke dem, hvis børn bliver omskåret - tager hun dog ligesom Schnoor og Heitmann afstand fra omskæring. I sig selv er omskæring ikke i barnets tarv, lader holdningen til at være.

Enighed om værdier, uenighed om fortolkning Hvorvidt en mindstealder for omskæring også er i barnets tarv, er der imidlertid ikke enighed om, selvom de altså muligvis er enige i, at omskæring i hvert fald ikke er. At diskutere ud fra samme værdier er netop ikke en garant for, at parterne af den grund vil træffe samme beslutning: “Ikke alene kan disse to nemlig prioritere disse værdier forskelligt; de kan f.eks. også fortolke dem forskelligt” (Kock 2008: 75). Såle- des argumenterer Flemming Møller Mortensen (S) for, at en mindstealder for

Side 107 af 137 omskæring netop ikke vil have barnets tarv for øje, hvormed han vender borgerforslagets logik på hovedet:

Hvis vores samfund forbyder omskæring af personer under 18 år, så risikerer vi, at omskæring stadigvæk vil finde sted, men vil finde sted i det skjulte, uden at der er en læge til stede, og dermed med stor risiko for patientens sikkerhed, drengenes sikkerhed.

Ligesom de fleste andre i debatten gør Møller Mortensen opmærksom på, at Social- demokratiet er imod omskæring, men netop fordi de er “et parti, som stiller os på de svages side, og [de] altid [har] børnenes tarv for øje”, er de imod et forbud, da det vil forværre situationen for de drenge, der omskæres. Den samme argumentation benytter Rasmus Helveg Petersen (R), når han fremfører, at Radikales forkastelse af forslaget “[f]ørst og fremmest handler (...) om børnene”, fordi de ligesom Møller Mortensen er bekymrede for konsekvenserne af et forbud, hvilket han giver et tænkt eksempel på:

Et forældrepar rejser til udlandet kort efter barnets fødsel for at fa ̊ foretaget en om- skæring, og herefter er de tilbage i deres helt almindelige dagligliv i Danmark. Men hvad sa ̊ med alle de børneundersøgelser, som man gar̊ til hos egen læge i de første 4•5 ar̊ af barnets liv? (...) kan vi risikere, at forældrene slet ikke møder op til de her børneundersøgelser af frygt for at blive indberettet? Er det til barnets bedste?

Også sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) sætter spørgsmålstegn ved, om borgerforslaget vil være gavnligt for børnene, men hvor de øvrige ordførere taler om omskæring af drenge, som potentielt vil foregå i det skjulte, baserer Trane Nørby sin bekymring på en læsning af, at borgerforslaget definitivt vil legalisere omskæring af kvinder. Ligesom der er enighed om at værne om barnets tarv, men ikke hvilken kon- sekvens borgerforslaget vil have for denne værdi, er der også enighed om, at religionsfrihed er vigtigt, men ikke hvad borgerforslaget betyder for denne frihed. For både Heitmann og Kattrup vejer religionsfrihed tungest i deres beslutninger, men de træffer denne beslutning ud fra forskellige tolkninger af, hvad det indebærer at værne om denne religionsfrihed:

Vi lever i Danmark, og hvis man kigger på det ud fra f.eks. religiøse perspektiver, synes jeg, det er vigtigt, at vi også i et land som Danmark kan rumme, at der er mindretalsreligioner, som, hvad skal man sige, har rituel omskæring af drenge som en identitetsmarkør. (Heitmann)

Side 108 af 137

Jeg mener klart, at retten til egen krop og religionsfrihed star̊ over alle andre hensyn (...) En omskæring er et mærke for livet; det kan ikke ændres. Hvis man senere i livet skulle være ked af sin omskæring af en eller anden arsag,̊ kan den mig bekendt ikke ændres. Vælger man senere i livet en anden trosretning, er man stadig om- skaret̊ og fysisk mærket med en anden religion end den, man selv vælger. Det er for mig ikke religionsfrihed. (Kattrup)

Både Heitmann og Kattrup vægter altså religionsfrihed som det tungeste argument, men modsat Heitmann fortolker Kattrup det som barnets ret til at vælge sin egen religion frem for forældrenes ret til at opdrage deres børn i en bestemt tro.

En sag med flere perspektiver Selvom de fleste i folketingsdebatten anerkender præmissen om, at barnets tarv er vigtigt, er der ingen, som accepterer det som det eneste perspektiv, der skal tages med i afvejningen. Trane Nørby er den, der mest vedholdende afviser at forholde sig isoleret til barnets tarv. Hun nægter ligefrem at diskutere spørgsmålet ud fra den præmis, at det udelukkende kan gøres til et principielt spørgsmål om barnets tarv – i regeringens overvejelser indgår nemlig mange flere perspektiver:

I regeringens overvejelser indgår både barnets perspektiv, sundhedsmæssige overvejelser, konsekvenser for trossamfund i Danmark, sikkerhedsmæssige, etiske og juridiske overvejelser og også refleksioner over udenrigspolitiske implikationer samt sikkerhedsmæssige konsekvenser, bl.a. i forhold til Danmarks udsendte soldater.

Hvad der ligger i “refleksioner over udenrigspolitiske implikationer samt sikker- hedsmæssige konsekvenser”, står ikke helt klart. Er det en ny Muhammedkrise? El- ler Danmarks bånd til USA? Det informerer Trane Nørby ikke om. Da hun af Kirsten Normann Andersen (SF) bliver spurgt ind til regeringens prioriteter, kigger hun nærmest demonstrativt ned i sine papirer og læser ovenstående op fra sin ordfører- tale igen. Det får Normann Andersen til at gentage sit spørgsmål. Heller ikke anden gang får hun dog svar på det, hun spørger om. Trane Nørby svarer nemlig ved at klandre SF for kun at tage hensyn til én dimension. Og i modsætning til SF anerkender regeringen ifølge Trane Nørby, “at der er flere facetter i den her sag”. Da det efterfølgende bliver Laura Lindahls (LA) tur, får Trane Nørby mere eller mindre samme spørgsmål:

Altså, jeg er med på, at der er flere dimensioner i det, og at man synes, det er mere kompliceret (...) Men hvis man kun tager barnets tarv og man siger, at man har

Side 109 af 137

overvejet barnets ret til egen krop, at det har man vægtet, hvad er det så for nogle konkrete overvejelser, man gør sig i forhold til barnets tarv (...)?

Lindahl får dog heller ikke andet svar end en konstatering af, at regeringen ikke vil se på noget isoleret: “Regeringen kigger ikke kun på ét punkt, regeringen kigger på det samlet.” Der bliver således fremdraget mange forskellige perspektiver, der alle kan betragtes som legitime, men dog samtidig lader til at være inkommensurable. Som Stine Brix (EL) påpeger, er der netop især “to fundamentale rettigheder støder sammen”, som man nødvendigvis må veje op imod hinanden for at afgøre, hvilket hensyn der vejer tungest.

Borgerforslagets tvetydighed som afsporende Som vi allerede har været inde på, er der i borgerforslaget uklarhed om, hvorvidt forslaget skal forstås sådan, at det i praksis vil lovliggøre omskæring af kvinder over 18 år. Men for Trane Nørby efterlader borgerforslaget ingen tvivl:

Forslaget lægger også op til at lovliggøre kvindelig omskæring, når kvinden fylder 18 år. Det er i mine øjne helt forkasteligt og noget, regeringen på det kraftigste tager afstand fra. Omskæring af kvinder er omfattet af straffeloven, og det ønsker vi fortsat at det skal være.

Når Trane Nørby efterfølgende opremser alle de konsekvenser, som pigeomskæring vil have for de piger, der vil blive omskåret, antyder hun, at borgerforslaget faktisk ikke har barnets tarv for øje, og at forslagsstillerne derimod har til hensigt at legalisere en praksis, som er til stor skade for de kvinder, der bliver omskåret:

Blandt de umiddelbare følger kan nævnes smertechok og psykisk chok pa ̊ grund af indgrebets karakter, blødning, smerter ved vandladning, infektioner, blodforgift- ning og stivkrampe, og senfølgerne er bl.a. smerter ved menstruation, ophobning af menstruationsblod i skede og livmoder ved infibulation, underlivssmerter, kro- nisk underlivsbetændelse, der kan medføre sterilitet, invaliderende vandladnings- problemer, gentagne urinvejsinfektioner, komplikationer i forbindelse med gravi- ditet og fødsel pa ̊ grund af uelastisk arvæv, smerter ved samleje og andre seksuelle problemer (...) Det er noget af det, som borgerforslaget vil muliggøre.

Ved at udpensle konsekvenserne skaber Trane Nørby en situation, hvor den eneste etisk forsvarlige udvej er at forkaste borgerforslaget. I stedet for at tage stilling til omskæring af drenge, som resten af Folketinget gør, selvom de også påpeger tvety- digheden i forslaget, forholder Trane Nørby sig udelukkende til omskæring af

Side 110 af 137 kvinder, som om det primært er det, forslagsstillerne har til hensigt. Også andre kommer altså ind på dette aspekt, men lader det ikke fylde så meget, som Trane Nørby gør. Helveg Petersen nøjes f.eks. med at konstatere, at borgerforslaget “desuden er behæftet med en passus”, der alene vil få Radikale til at stemme imod. Det er dog ikke alle, der er enige om, at borgerforslaget nødvendigvis vil legalisere kvindelig omskæring, hvilket i sig selv vidner om kompleksiteten af den lov- givningsmæssige diskussion. Schnoor læser således ikke forslaget som en legalisering af kvindeomskæring, idet hun konstaterer, at forslaget “i praksis vil sige et forbud mod omskæring af drengebørn, fordi det i Danmark jo allerede er strafbart efter straffelovens § 245 a at omskære piger og kan medføre fængsel i op til 4 år”. Hvor Schnoor slet ikke læser en legalisering af kvindeomskæring ind i forslaget, taler Brix om forslagets intention, som hun støtter, nemlig en mindstealder for omskæring af drenge under 18 år, men ikke dermed en legalisering af omskæring af kvinder. For at undgå en mulig misforståelse vil Brix og en række andre ordførere, navnlig Nor- mann Andersen og Kattrup, derfor stille et ændringsforslag, som vil betyde, at de kan stemme for forslaget.

Delkonklusion Som vi har vist i denne analyse, kan et borgerforslag sætte en offentlig dagsorden og tvinge politikerne til at forholde sig til et spørgsmål, de ellers ikke selv tager initiativ til. Det har imidlertid konsekvenser for den debat, der bliver faciliteret i både offentligheden og Folketinget, at forslagsstillerne gør omskæring til et principielt spørgs- mål om barnets tarv og ignorerer andre perspektiver såsom religionsfrihed, hvormed de i samme bevægelse negerer de borgere, spørgsmålet især vedrører. På den ene side tilbyder borgerforslaget i første omgang handlekraft til fortalere for en mindstealder, idet der konstitueres en offentlighed, de kan tale ind i, mens det fratager dem, der praktiserer omskæring, handlekraft, fordi deres handlinger fremstilles som uønskede og uacceptable (Wander 1984: 209 f.). På den anden side giver forslaget netop disse personer en tekst at skrive sig op imod, idet de kan bruge teksten som et bevis på, hvad de betragter som en forfølgelse af religiøse mindretal, hvormed de sår tvivl om forslagsstillernes motiver og således forsøger at diskvalificere forslagsstillerne som retoriske medborgere. Dette “uptake” (Rand 2008: 310) muliggør, at modstanderne kan redefinere den forståelse af omskæring, borgerforslaget fremmer, og betone vigtigheden af religionsfrihed. Mens det er ligetil at konstatere, at der foregår en heftig debat omkring borgerforslaget, er det imidlertid svært at sige, hvordan borgerforslaget i sig selv påvirkede debatten, da denne som nævnt ikke ny, men tværtimod i årevis med jævne

Side 111 af 137 mellemrum er blusset op. Selv når de forskellige aktører foretager et ”uptake” af lige netop borgerforslaget, synes de også at forholde sig den årelange debat, der generelt synes præget af “ad hominem arguments and sometimes even a general attitude of derogation of other people’s opinions” (Klujeff 2012: 105). Dette illustrerer netop, hvordan offentligheder er “essentially intertextual frameworks for understanding texts against an organized background of the circulation of other texts” (Warner 2005: 16). I modsætning til den offentlige debat, hvor omskæring altså længe har været på dagsordenen, var borgerforslagets 1.-behandling, første gang en mindstealder skulle debatteres i folketingssalen, hvor politikerne synes at omgå spørgsmålet med en vis forsigtighed. Hvor forslaget i den offentlige debat i udpræget grad bliver gjort til et simpelt spørgsmål om, hvorvidt man mener, barnet har ret til sin egen krop, eller om man vil værne om religionsfriheden, synes politikerne i folketingssalen i højere grad at betone spørgsmålets kompleksitet, når de giver udtryk for, at det kræ- ver en grundig afvejning af flere forskellige perspektiver og konsekvenser at tage stilling. Selvom forslaget i modsætning til størstedelen af de øvrige borgerforslag frem- står juridisk gennemarbejdet, viser det sig i folketingsdebatten, at heller ikke dette forslag tilsyneladende er udformet så præcist, at man kan basere lovgivning på det. Således er der blandt politikerne ikke enighed om, hvorvidt forslaget vil legalisere kvindelig omskæring, hvilket synes at afspore dele af debatten, især ført an af Trane Nørby, samtidig med at det illustrerer det forhold, at forslagsstillere mister kontrollen (Campbell 2005: 14; Rand 2008: 311) over et borgerforslag, når det kommer i ind Folketinget, hvor de ikke har mulighed for at korrigere uklarheder.

Ligesom det var tilfældet ved forslagene om uddannelsesloft og ministerpension, tilkendegav flere politikere, allerede inden forslaget var blevet 1.-behandlet, om de ville stemme for eller imod.68 Det var dog ikke blot de politikere, som senere skulle behandle forslaget, der udtrykte enten et personligt eller partipolitisk standpunkt; statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav, hvad der næsten kan lyde som en stats- garanti for, at forslaget ikke ville blive vedtaget. Halvanden måned inden borgerforslaget blev behandlet, tweetede Özlem Cekic i hvert fald efter et arrangement i sy- nagogen i København, at “statsministeren (...) sætter punktum for debatten, forbud mod omskæring af drengebørn”69, så de danske jøder “fortsat vil have frihed til at

68 Mens vi i de to seneste analyser har forholdt os til, hvad der skete, efter forslagene blev forkastet, er det ikke muligt i denne analyse, da borgerforslaget først bliver 2.-behandlet efter specialets aflevering. 69 Det skal bemærkes, at det er Cekics udlægning af Løkkes tale. Dog har Løkke, der i øvrigt er yderst aktiv på Twitter, ikke korrigeret hendes tweet.

Side 112 af 137 leve deres jødiske traditioner ud”. Dermed synes han at underkende dels vigtigheden af at træffe beslutninger på baggrund af deliberation, dels at deliberation potentielt kan rykke ved noget. Løkkes udmelding kan således ses som udtryk for, at han, uanset hvilke argumenter borgerne vil præsentere ham for, ikke vil ændre mening, ligesom han foregiver at have magten til at bestemme, hvordan de øvrige 178 medlemmer af Folketinget forholder sig spørgsmålet. I så fald nytter det ikke meget at stille et borgerforslag.

Side 113 af 137 DISKUSSION, KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING “We love our citizens, who are just incredible, no matter what, and who don't deserve any criticism because that will hurt their morale.” Hariman 2007: 219 8

Diskussion og vurdering

Vi har i vores analyse vist, hvilke muligheder og begrænsninger borgerforslag kan skabe for borgeres udøvelse af retorisk medborgerskab. Det har vi gjort ved at un- dersøge, dels hvordan borgere ytrer sig inden for de institutionelle rammer, borgerforslag tilbyder, og hvordan disse rammer bliver udfordret af borgeres vernakulære retorik, dels hvordan borgerforslag cirkulerer i forskellige fora og modtages og forhandles af andre borgere såvel som politikere. På den baggrund vil vi i det følgende forholde os kritisk vurderende til potentialet for retorisk medborgerskab, og i hvilket omfang borgerforslag i det hele taget er en hensigtsmæssig måde at engagere borgere på. Dermed går vi skridtet videre i den retoriske kritik, som netop ikke kun er en deskriptiv disciplin, men også en normativ. Det betyder, at man som retorisk kritiker må forholde sig vurderende til sit analysemateriale (Villadsen 2002: 8; Kock & Vil- ladsen 2017; Campbell & Burkholder 1997: 109). For at kunne foretage en sådan vurdering må man ifølge Campbell og Burkholder “(…) select the standard or combination of standards most appropriate for the discourse in question and the critical approach they employ” (Campbell & Burkholder 1997: 109). Den overordnede normative standard, vi vurderer borgerforslag som deltagel- sesform ud fra, er inklusion. Eller mere præcist deliberativ eller retorisk inklusion. Vi forstår nemlig ikke inklusion som et spørgsmål om, hvem der tildeles bestemte politiske rettigheder, men derimod i en mere deliberativt demokratisk forstand, hvor kollektive beslutninger henter deres legitimitet i, at de personer, som en bestemt beslutning vedrører, har haft mulighed for at komme til orde. Som Young betoner, afhænger “[t]he normative legitimacy of a democratic decision (...) on the degree to which those affected by it have been included in the decision-making processes and have had the opportunity to influence the outcomes” (Young 2000: 5 f.). Dette ideal finder vi netop sammenligneligt med den normative og præskriptive forventning,

Side 115 af 137 der ligger i idéen om retorisk medborgerskab, nemlig at borgere har adgang til at påvirke kollektive beslutninger (Villadsen 2008).

Borgerforslags potentiale for retorisk medborgerskab Der synes umiddelbart at være flere begrænsninger for borgernes udøvelse af medborgerskab, end der er muligheder. Lad os se på mulighederne først. Som Kock og Villadsen påpeger, har retorisk medborgerskab både en aktiv, deltagende og en passiv, modtagende side (Kock & Villadsen 2012: 5; 2014: 13; 2017: 572), og borgerforslag synes at muliggøre retorisk medborgerskab både for den, der stiller forslag, og den, der er modtager. De borgere, der skriver borgerforslag, kan få andre borgere og potentielt politikere til at forholde sig til et emne, og de borgere, der skriver under på et forslag, kan udøve retorisk medborgerskab ved at tage kritisk stilling til og eventuelt give deres støtte til et forslag. Borgerforslag giver således i princippet alle borgere en handleposition til potentielt at udvirke forandringer ved at sætte emner på den offentlige såvel som den parlamentariske dagsorden, hvad enten det er som forslagsstiller eller modtager af et borgerforslag. Borgerforslag synes således umiddelbart at være befordrende for demokratisk inklusion og muliggørelsen af retorisk medborgerskab. Som vi har vist i analysen af de 56 første borgerforslag, er der netop mange forskellige dagsordener, der kommer frem. Selvom nogle forslag er stillet af interesseorganisationer, herunder de to forslag om henholdsvis uddannelsesloft og mindstealder for omskæring, synes mange borgerforslag at være stillet af borgere, som af den ene eller anden årsag konfronteres med offentlige problemer, som de engagerer sig i; “public problems that intersect with their lives”, som Hauser ville formulere det (2007: 339). Det gælder, uanset om det drejer sig om principielle spørgsmål såsom omskæring, eller hvad man kan betragte som mere hverdagslige problemer som f.eks. lastbiler og busser, der overhaler på motorvejen, eller borgere, der ikke samler efterladenskaber fra deres hunde op. I modsætning til politikernes beslutningsforslag er borgerforslagene præget af en vernakulær retorik, som i mange tilfælde fremstår indigneret. Netop denne indignation kan være “powerful because it can introduce something other than the institutional into an institutional realm” (Howard 2010: 251), ligesom den kan “be very effective in getting people's attention and making important points” (Young 2000: 56). En kort ekskurs til begrænsningerne: Den retorik, der kan engagere og mobilisere andre borgere, forekommer, som vi har vist, uhensigtsmæssig i Folketingets vel- ordnede debatter, hvilket indkapsler en grundlæggende udfordring for borgerne: Borgerforslag skal på én og samme tid mobilisere andre borgere og fungere som lov- givningstekst.

Side 116 af 137 Uanset hvordan borgerne udtrykker sig, får de dog alle en handleposition, idet de kan stille et borgerforslag; om de også opnår handlekraft, er som sagt et andet spørgsmål. Handlekraft kan nemlig først realiseres, i og med at nogen tillægger et borgerforslag opmærksomhed; “when an audience attends to someone speaking, thus opening a possibility of influence” (Hoff Clausen 2018: 288). De tre borgerforslag, som har fået over 50.000 underskrifter, viser, hvordan det potentielle engagement fra de borgere, der stiller forslag, og dem, der tillægger dem opmærksomhed, med retorikeren Robert Asens ord kan siges at udvide det diskursive rum “by wi- dening public agendas and inviting greater participation” (Asen 2004: 199). De kan engagere folk, der er enige, såvel som dem, der er uenige, og på den måde skabe offentlige, diskursive rum, hvor der er plads til forskellige stemmer og perspektiver. Når borgerforslag cirkulerer i forskellige fora, muliggør de, at andre borgere såvel som politikere kan tage dem op og formulere en holdning og bidrage til en offentlig meningsdannelse. Hvis målet med borgerforslag ikke kun er at sætte den parlamentariske dagsorden, men også den offentlige, synes især forslaget om omskæring at bekræfte, at der er et potentiale i borgerforslag, selvom den debat, der blev skabt, også kan kritiseres, hvilket vi dog mener, snarere skyldes emnet end borgerforslaget som format.

Grænser for retorisk medborgerskab gennem borgerforslag At lave et borgerforslag kræver rent praktisk ikke meget andet end en internetadgang til borgerforslag.dk. Som Christensen m.fl. konkluderer om den finske ordning, er denne derfor en “relatively accessible form of participation since the Internet constitutes an important recruitment network” (Christensen m.fl. 2017: 412). Som vi har vist i vores analyse, er borgerforslag imidlertid ikke ubetinget en tilgængelig form for deltagelse. Én ting er nemlig at have “en internetadgang og en god sag”, som altså ifølge Pernille Schnoor (ALT) er alt, borgerne har brug for.70 Noget andet er at udforme et borgerforslag, der lever op til de institutionelle rammer for ordningen, og som samtidig kan motivere andre borgere til at skrive under, hvilket en god sag næppe kan kompensere for, uanset hvor god den måtte være. På baggrund af analysen af de 56 første borgerforslag kan vi således konkludere, at størstedelen af borgerne primært taler til borgere, som i forvejen er enige, mens de ikke synes at bekymre sig om, eller have evnerne til, at skrive et borgerforslag, som kan fungere som et holdbart beslutningsforslag. Det kommer ikke som den store overraskelse, da borgere ikke har et embedsapparat til at assistere dem med beregninger af, hvad et forslag vil koste at gennemføre, hvilke konsekvenser det vil

70 Schnoor: “Gode demokrater burde elske borgerforslag”, Politiken.

Side 117 af 137 have, og hvordan teksten i det hele taget skal formuleres, så der ingen tvetydighed er. Selvom det ikke umiddelbart synes at være en hindring for tilslutningen til et borgerforslag og konstitueringen af en offentlighed, at det ikke lever op til politikernes beslutningsforslag, kan det være et problem, når borgerforslag skal behandles i Folketinget, hvor borgernes rodede retorik kan “be excluded from serious consideration not because of what is said, but how it is said”, da “[n]orms of orderliness sometimes exclude disruptive or emotional forms of expression” (Young 2000: 56). Denne problematik kommer særligt til syne i borgerforslaget om ministerpension, som hurtigt opnåede de påkrævede underskrifter, på trods af at det på et helt basalt plan er uklart, hvad det egentlig er, forslaget går ud på. Fordi forslaget er upræcist og mangelfuldt, kunne det i folketingsdebatten udlægges som et resultat af borgernes misforståelser frem for en legitim reaktion på nogle pensionsvilkår, som forslagets støtter finder urimelige. Netop dette viser en potentiel ulempe ved den uforudsigelighed, der ligger i, at borgerforslag i Folketinget behandles løsrevet fra dets afsendere, fordi afsenderne dermed mister muligheden for at kontrollere, hvordan deres forslag bliver udlagt. Det er meget muligt, at de borgere, der har skrevet under på forslaget om ministerpension, ville mene det samme, hvis de var up to date på de seneste ændringer i politikernes pensionsvilkår, men når borgerforslaget mis- informerer eller ikke informerer tilstrækkeligt, er det let at affeje de 50.000 underskrifter som en uoplyst folkestorm, som vi så flere politikere gøre. At forslagsstillerne mister kontrollen over deres forslag, ses samtidig ikke kun i folketingsdebatten om forslaget om ministerpension, men også i de to om henholdsvis uddannelsesloftet og omskæring, som ikke på samme måde var mangelfulde. Uanset hvor kompetente forslagsstillerne er, kan de altså ikke kontrollere, hvordan deres forslag modtages, forhandles og eventuelt modsættes (Campbell 2005: 14; Rand 2008: 311). Særligt forslaget om ministerpension vidner også om en anden begrænsning ved borgerforslag, hvis vi ikke bare betragter dem som lovgivningstekster, men også som offentlig retorik, andre borgere skal tage stilling til. Når borgerforslag er af ringe kvalitet, kan det nemlig siges at begrænse andre borgeres udøvelse af retorisk medborgerskab, fordi forslagene dermed ikke giver et tilstrækkeligt grundlag, ud fra hvilket man kan tage stilling. Som Kock og Villadsen påpeger, må offentlig retorik nemlig som minimum “help us identify, understand and reflect on issues of common concern” ved at bidrage med “information and reasons that call on us to engage public issues and assist us in developing informed views on them” (Kock & Villad- sen 2014: 16). Uanset om vi vurderer borgerforslagene ud fra deres funktion som lovgivningstekster eller offentlig retorik, synes de altså at lade en del tilbage at øn- ske.

Side 118 af 137 Vi bør selvfølgelig ikke glemme, at en del borgerforslag faktisk er både velar- gumenterede og velskrevne. Men selv for de forslag, som umiddelbart lader til at være af høj kvalitet, er der grænser for den handlekraft, der kan realiseres. Det nytter nemlig ikke meget, at et forslag er kompetent skrevet, hvis ikke der er nogen, der lytter. Selvom internettet meget vel kan udgøre et væsentligt ”recruitment network” (Christensen m.fl. 2017: 412), er det ikke alle, der har adgang til en platform, hvorfra de kan dele et borgerforslag. Som vi har vist i vores analyse af borgerforslaget om uddannelsesloftet, havde det umiddelbart stor betydning for forslagets cirkulation, dels at forslagsstillerne havde deres egne platforme på sociale medier, hvorfra de kunne rekruttere støtter, dels at forslaget kunne påduttes det allerede udbredte hashtag #droploftet og dermed identificeres som en del af en eksisterende kampagne mod uddannelsesloftet. Omvendt viser borgerforslaget om ministerpension, at det kan være uforudsigeligt, hvilke borgerforslag der pludselig “går viralt”. Som Asen påpeger, er inklusionen af flere stemmer demokratisk prisværdig, fordi flere perspektiver dermed kommer frem: “More voices bolster public agendas because they raise distinct perspectives and encourage different ways of participating” (Asen 2004: 199). Mens borgerforslag gør det muligt at rejse opmærksomhed om forskellige perspektiver, der måske ellers ikke kommer frem i offentligheden, herunder særligt de spørgsmål, som politikerne gerne forbigår, hvilket spørgsmålet om omskæring er et eksempel på, er det vanskeligt at argumentere for, at borgerforslag muliggør “different ways of participating”. Tværtimod er borgerforslag, som vi har vist, en temmelig afgrænset, institutionelt defineret måde at deltage på, som tilmed synes at volde mange borgere besvær. Retorisk medborgerskab, som Kock og Villadsen præsenterer idéen, bygger netop på Asens opfordring til, at vi betragter medborgerskab som en diskursiv modalitet, vi kan tage på os, frem for noget, vi har, f.eks. statsborgerskab. Selvom borgerforslag muliggør retorisk medborgerskab, er det i en noget mindre rummelig forstand end den form for engagement, som ikke er “sanctioned by ruling authorities” og underlagt “management and direction by those in power”, og som står “in tension with established authorities and institutions” (ibid.: 195). Det er muligt, at borgerforslag kan cirkulere og blive brugt på en måde, som er uregerlig eller “unruly” (ibid.). Men de grundlæggende rammer for deltagelse gennem borgerforslag synes ikke at efterlade megen plads til alternative strategier, idet borgerforslag også skal kunne fungere i Folketinget, hvor der er mere eller mindre ufravigelige konventioner for, hvordan man udtrykker sig. På trods af at alle borgere formelt har adgang til at stille borgerforslag, synes de konventioner, der er indlejret i tekster, som skal indgå i den politiske beslutningsproces, at favorisere de borgere, der har kompetencerne til at udforme forslag på

Side 119 af 137 samme måde som politikerne. Som Dryzek påpeger, kan en udfordring for “deliberative capacity” netop være “when elites cultivate a form of language unavailable to the masses as a way of bolstering their standing and power” (Dryzek 2009: 1395). Som vi har vist, blev særligt forslaget om ministerpension ikke taget seriøst, men også forslaget om uddannelsesloftet blev til en vis grad behandlet som useriøst, fordi forslagsstillerne ikke præsenterede et finansieringsgrundlag, som er normen for politiske tiltag. Folketingsdebatten om omskæring forløb anderledes, men også i den fremstod nogle politikere, herunder i særdeleshed Ellen Trane Nørby (V), nølende over for at forholde sig til forslaget, fordi man, ifølge Trane Nørby, altså ikke kan nøjes med at forholde sig til ét perspektiv, som forslaget lagde op til. Ud fra et ideal om inklusion kan ordningen dermed kritiseres for at fremme en form for intern eksklusion, hvor borgere kan opleve, at politikere “ignore or dismiss or patronize their statements and expressions”, at deres forslag “are not taken seriously”, og at de ikke bliver behandlet “with equal respect” (Young 2000: 55). Politikere behøver ikke være enige i borgernes forslag, men de bør med Hausers ord “respond to them as legiti- mate contributions to the deliberative process” (Hauser 2004a: 9). “Otherwise”, fortsætter han, “these views and those who hold them are not being treated as equal, which violates the horizontal relations among citizens participating in a deliberative process that is more than nominally democratic” (ibid.). Selvom vi altså ud fra et ideal om inklusion kan kritisere borgerforslag for at tilbyde en temmelig utilgængelig form for deltagelse og dermed gøre det svært for borgerne at opnå handlekraft, selv når de formelt har fået adgang til at deltage, mener vi, at borgerne må have nogle grundlæggende kompetencer. Således anerkender Young da også, at det ikke nytter noget, hvis borgernes retorik er “completely inco- herent” (Young 2000: 70), hvilket måske er at sætte barren for lavt. Vi deler således Harimans opfattelse af, at det ikke nødvendigvis er konstruktivt at omfavne en “per- vasive leveling or the abandonment of explicit standards in the name of democratic inclusion” (Hariman 2007: 223). For hvis vi ikke stiller krav til borgernes retorik og insisterer på, at de kan “do better”, svigter vi dem, da “a low level of articulateness does not help the common people; quite the contrary, it aids entrenched power, par- ticularly in a democratic society (ibid.: 232). Selvfølgelig må vi som kritikere anerkende, hvordan “some standards are unfair to those who are struggling to be citizens against the odds”, men samtidig ikke bare skal hylde alene det, at borgerne deltager, uanset kvaliteten af denne deltagelse: “To give up on eloquence, however, is to give up on them”, konstaterer Hariman således (ibid.: 223). Frem for at lukke øjnene for “anxieties that will not and should not go away”, bør vi se selve debatten om standarder som en del af den demokratiske praksis: “A vital democratic society will be

Side 120 af 137 one that argues about the standards of public speech, works out the right standards for specific settings, and learns from both embarrassing and innovative performances” (ibid.: 224).

En hensigtsmæssig måde at inkludere borgere på? Som nævnt i specialets indledning skal initiativer såsom borgerforslag ses i forbindelse med en stigende interesse for forskellige former for direkte demokrati. Men hvis borgerne ikke har kompetencer til at skrive borgerforslag, der kan fungere i den politiske beslutningsproces, og politikerne i øvrigt ikke synes at betragte borgerforslagene som legitime bidrag, er det så i det hele taget en hensigtsmæssig måde at inkludere dem på? Noget tyder på, at det ikke er. Den uregerlighed, der kendetegner borgernes engagement såvel som deres retorik, minder os om, at “publics do not exercise their political competence only through the orderly debates of parliamentary bodies” (Hauser 1999: 100). At borgernes vernakulære retorik bogstaveligt talt presses ned i en skabelon, som er lavet til juridiske tekster udfærdiget af uddannede embedsmænd, synes nærmest på forhånd at være dømt til at mislykkes. Mens der rent faktisk er gennemarbejdede borgerforslag, vil størstedelen af borgerforslagene formentlig først og fremmest bekræfte modstandere af ordningen i, hvorfor et moderne demokrati fungerer bedst repræsentativt. Initiativer, der har elementer af direkte demokrati såsom borgerforslag, bliver netop ofte kritiseret for at underminere det repræsentative demokratis institutioner (Setälä & Schiller 2012: 3). Det repræsentative demokrati bygger på en idé om, at borgere uddelegerer deres politiske magt og ansvar til deres repræsentanter, som så træffer beslutninger på deres vegne. Denne uddelegering retfærdiggøres særligt ved, at politiske beslutninger kræver tid, som borgere, der er optagede af alle mulige andre aktiviteter, ikke har, og bestemte kompetencer, som borgerne ikke besidder, hvilket vores analyse netop har bekræftet. Måske netop derfor synes Kock også at være skeptisk over for at gøre borgerne mere direkte deltagende, idet han mener, ikke alle spørgsmål, der skal træffes beslutninger om i et demokrati, er “af en sådan art at borgere har mulighed for at ytre sig om dem”, for “uanset hvor meget man kan ønske at borgerne får større ytringsret og medbestemmelse om alle de forhold der berører deres dagligdag, så er det ikke alle forhold som man kan kende fra sin dagligdag“ (Kock 2008: 66). Men skal borgerne så bare lytte til politikernes retorik og deliberere “tacitly, in their own minds” (Kock & Villadsen 2012: 5), kunne man fristes til at spørge. Det mener vi ikke nødvendigvis.

Side 121 af 137

Men hvis borgerforslag skal bidrage med mere end en form for kolorit, “et demokratisk pift”,71 til de parlamentariske institutioner, synes en form for opkvalificering af borgerforslagene at være nødvendig. Selvom man kan kritisere ordningen for at være ekskluderende, ændrer det nemlig ikke på det grundlæggende forhold, at borgerforslag skal fungere som beslutningsforslag. Og uanset hvordan man vender og drejer det, kræver borgerforslagene derfor en vis kvalitet. Man kan i den forbindelse undre sig over, at Folketinget tilsyneladende ikke har fundet det nødvendigt at tilbyde en form for assistance til de borgere, der ønsker at engagere sig politisk ved at stille et borgerforslag, da dette netop ville gavne den demokratiske inklusion. Da ordningen blev debatteret i Folketinget, var der kun én politiker, som forudså denne problematik, nemlig Benny Engelbrecht (S), som bemærkede, at der nødven- digvis måtte “være en relativt stor administrativ assistance til at bistå de mennesker, som i givet fald skal fremsætte beslutningsforslaget”.72 Så længe politikerne kan henvise til tekniske detaljer i et forslag som undskyldning for ikke at stemme for eller måske i det hele taget forholde sig til forslag, gør det ikke den store forskel, at borgere har mulighed for at stille forslag. Hvis borgere skal forfatte borgerforslag, der skal fungere som egentlige beslutningsforslag, bør man altså som minimum sørge for en form for opkvalificering af forslagene, så dårlig kvalitet ikke bliver en kattelem for politikere, der af den ene eller anden grund ikke har lyst til at tage stilling. Hvis borgerforslagene bliver mere mere præcise og informerende, vil de måske også i højere grad facilitere debat om forslagenes substans, frem for at den offentlige debat såvel som folketingsdebatten kommer til at handle om, hvor mange borgere der har skrevet under. Som vi har vist i analysen af borgerforslagene om henholdsvis ministerpension og uddannelsesloft, kan borgerforslag nemlig blive “a rhetorical form in their own right” (Hauser 1999: 191; 2004a: 7), hvor selve det, at 50.000 borgere har skrevet under, bliver ledsaget af en forventning og måske ligefrem et krav om en form for særbehandling i Folketinget, uanset hvor ringe argumenter det pågæl- dende forslag ellers indeholder. Dermed risikerer borgerforslag at erstatte deliberation med “the objectivist discourse of the percentage array of responses to survey questions” (Hauser 1999: 197). I både den offentlige debat og folketingsdebatten om uddannelsesloftet så vi således, hvordan borgerforslag som demokratisk idé blev brugt til at lægge pres på politikerne, således at en afvisning af forslaget blev det samme som at undergrave ordningen. Noget lignende var på spil i borgernes debat om ministerpension, hvor der blev konstrueret en forestilling om, at politikerne skulle rette sig efter borgerforslaget, fordi de 50.000 underskrifter skulle ses som den

71 Folketinget: Om borgerforslag. 72 1. behandling af L108 2017/18.

Side 122 af 137 offentlige mening. Mens vi mener, at politikerne må forpligte sig på at tage borgernes forslag seriøst, når de inviterer dem ind i den politiske beslutningsproces, er vi også af den overbevisning, at det er demokratisk problematisk, hvis borgerne for- venter, at 50.000 underskrifter skal berettige til en form for særbehandling i Folke- tinget. At behandle borgerforslagene som legitime, ligeværdige bidrag må være at vurdere dem på deres substans frem for antallet af underskrifter. Selvom det ikke just fremstår konstruktivt, når Pind på Twitter kalder et borgerforslag for noget “pjat”, er han faktisk en af de få, der vedholdende har insisteret på at forholde sig til netop borgerforslagenes substans. “Det eneste jeg er forpligtet på, er min samvittighed, og den pålægger mig at vurdere ethvert forslag på sin præ- mis. Ikke om det er borgerdrevet eller ej”, skrev han således som reaktion på, at han i Berlingske blev kritiseret for ikke at tage ordningen alvorligt.73 Denne problematik adresserede Pind også i folketingsdebatten om afskaffelsen af uddannelsesloftet, hvor han antydede, at det var ildeset at forholde sig til substans, hvis man vel at bemærke ikke var tilhænger af borgerforslaget, fordi “nogle åbenbart har givet dem (forslagsstillerne, red.) det indtryk, at fordi man samler nogle underskrifter, ændrer politiske partier umiddelbart holdning”. Om Pind rent faktisk til enhver tid forholder sig til substans, hvad angår borgerforslag, er i denne sammenhæng mindre interessant, end at han peger på et centralt problem: at det kan være et demokratisk problem, hvis borgerforslag bliver brugt som en form for pressionsmiddel og dermed fratager politikerne retorisk handlekraft. Hvis politikerne ikke kan afvise et borgerforslag uden at risikere at fremstå magtfuldkomne og udemokratiske, synes borgerforslagsordningen ikke umiddelbart at være befordrende for den demokratiske samtale mellem borgerne og deres valgte repræsentanter. Hvorvidt borgerforslag er en hensigtsmæssigt måde at inkludere borgerne på, handler grundlæggende også om, hvorfor man i det hele taget ønsker at inddrage borgerne direkte i den politiske beslutningsproces. Er det, fordi man mener, at borgere rent faktisk har noget at bidrage med? Eller er det snarere for at legitimere den politiske beslutningsproces, fordi man så kan sige, at man inddrager borgerne? Som Kasper Møller Hansen opfordrer til, er der brug for “at bevæge sig væk fra en naiv opfattelse af, at borgerinddragelse pr. definition er godt og ønskværdigt, til en for- ståelse, hvor politikerne og embedsmændene afvejer borgerinddragelsens fordele og ulemper. Og ikke mindst at pointere, at borgerinddragelse er et middel og ikke et

73 Pind: “Nej, Berlingske, jeg vil ikke tage borgerforslag alvorligt”, Berlingske. Efterfølgende skrev Pind i øvrigt på Twitter: “Jeg dømmer som sagt borgerforslag på deres indhold. Derfor brød jeg mig heller ikke om den overskrift, Berlingske gav mit indlæg. Den var misvisende”.

Side 123 af 137 endegyldigt mål i sig selv” (Hansen 2010: 11). Det, mener vi, også gælder for borgerinddragelse gennem borgerforslag.

Diskussion af undersøgelsesdesign Gennem specialet har vi vist, hvordan man som retorisk kritiker kan benytte retorisk medborgerskab som konceptuel ramme for udforskningen af, hvordan borgere deltager og engagerer sig i det offentlige liv (Kock & Villadsen 2012; 2014; 2017). Da retorisk medborgerskab ikke er et konkret teoretisk begreb, man som retorisk kritiker kan bruge til at foretage analyse og fortolkning, må man inddrage andre teoretiske perspektiver, der kan forbinde denne konceptuelle ramme med retorisk kritik som fremgangsmåde (Rønlev 2014: 18). Hvordan man kan gøre dette, har vi vist ved at koble teori om retorisk handlekraft, vernakulær retorik og offentligheder med tekstlig-intertekstlig analyse, som netop har givet os adgang til at forstå, hvilke muligheder og begrænsninger borgerforslag skaber for retorisk medborgerskab. Med vores brug af tekstlig-intertekstlig analyse skriver vi os samtidig ind i en udvikling inden for retorikforskning, hvor flere retorikere opfordrer til et øget fokus på reception (f.eks. Kjeldsen 2008; Ceccarelli 2001b; Rønlev 2014; Houck & Nocasian 2002; Kiewe & Houck 2015). Vi har således givet et eksempel på, hvordan tekstlig- intertekstlig analyse kan bidrage til studiet af retorisk medborgerskab, som netop har fokus på “the performative as well as receptive practices” (Kock & Villadsen 2017: 574). Samtidig forekommer tekstlig-intertekstlig analyse nødvendig, når man beskæftiger sig med offentlig meningsdannelse, idet offentligheder per definition er intertekstuelle eller med Warners ord “an ongoing space of encounter for discourse” (Warners 2005: 90). Som Warner netop konstaterer: “No single text can create a public. Nor can a single voice, a single genre, even a single medium” (Warner 2005: 90). Derfor må man som kritiker ifølge Hauser “piece together the morass of disparate discursive evidence that indicates how statements were understood, discussed, supported, and responded to (...)” (Hauser 1999: 277). I modsætning til en kvantitativ tilgang til studiet af borgerforslag, der fokuserer på, hvor mange og hvem der deltager (f.eks. Christensen m.fl. 2017), har vi med vores kvalitative tilgang vist, hvordan borgerne ytrer sig inden for de rammer, som politikerne har fastsat, og hvordan disse ytringer bliver modtaget. Som Asen påpe- ger, ligger værdien af større deltagelse netop ikke “in its quantitative but its qualitative contributions” (Asen 2004: 199). Dermed kan vi bidrage med en forståelse af, hvad der sker, efter borgere har fået formel mulighed for at sætte en parlamentarisk dagsorden. Alene det, at borgerne får en handleposition, er nemlig, som vi har vist, ikke nogen garanti for, at de kan opnå handlekraft. Når vi studerer borgernes

Side 124 af 137 deltagelse gennem borgerforslag, understøtter vi samtidig det behov, der er for at forstå retorisk medborgerskab gennem studier af praksis (Kock & Villadsen 2012: 5; 2017: 9; Asen 2004: 199; Hauser 2004a: 3). Med vores speciale anerkender vi ikke alene behovet for at studere praksis, men også nødvendigheden af, at normerne for offentlig deliberation må være forankret i denne praksis. Som Hauser påpeger, må normerne udspringe af en “understanding commensurate with how it [democracy] is lived” (Hauser 2004a: 3), ligesom Villadsen argumenterer for, at man som kritiker må bidrage til “explicating and negotiating the communicative norms for public deliberation” med udgangspunkt i “various manifestations of rhetorical practice“ (Villadsen 2012: 169). Det er netop vores omfattende tekstnære analyse af, hvordan borgerne ytrer sig i praksis, som gør os i stand til at vurdere de normer, der er indlejret i borgerforslagsordningen. Vores problematisering af disse normer udspringer dermed af en identificering af, at de færreste borgere synes at være i stand til at leve op til de institutionelle krav, der f.eks. indebærer, at de skal kunne stille et juridisk gyldigt beslutningsforslag. En udfordring ved at studere et fænomen som borgerforslag har været, at det er et komplekst felt med et omfattende antal tekster. Da man som kritiker ikke kan studere et så omfattende materiale, ligger der først og fremmest en opgave i at af- grænse og sammensætte det artefakt, der kan ligge til grund for ens analyse (McGee 1990: 287). Som det fremgår af vores analyse, har vi sammensat et artefakt, der ikke alene består af en lang række borgerforslag, men også fragmenter fra både den offentlige debat og den debat, der har fundet sted i Folketinget. Vores analysearbejde gik således allerede i gang i selve udvælgelsen af fragmenter, idet vi netop på baggrund af vores orienterende læsning udvalgte de fragmenter, der er særegne for hver af borgerforslagenes cirkulation; det vil sige de fora, hvor borgerforslagets cirkulation har været særligt interessant. Således ligger der også et kvalitativt bidrag i, at vi har tilladt vores tekster at guide, hvor vi finder de fragmenter, der giver mening i hvert af de tre casestudier. Det havde måske været nærliggende på forhånd at have fastlagt en bestemt sammensætning af fragmenter, som så kunne være gældende for alle tre casestudier, i stedet for f.eks. i den ene analyse at kigge på sociale medier, og i den anden på traditionelle medier. En sådan fremgangsmåde ville gøre os i stand til at foretage en komparativ analyse af de tre borgerforslag, men til gengæld ville den i mindre grad give os blik for det særegne ved hvert forslag, som vi er netop interesserede i. Da vi som kritikere har udvalgt nogle fragmenter frem for andre, foregiver vi ikke at kunne sige noget om alt, hvad der måtte være relevant i relation til borgerforslag. Vores analyse skal dog ikke desto mindre ses som et konkret eksempel på,

Side 125 af 137 hvordan man som retorisk kritiker kan gå til et mangefacetteret felt. Med andre ord, hvad man som kritiker kan gøre, når man skal skabe overblik over en debat eller et bestemt fænomen som borgerforslag, der cirkulerer i mange forskellige fora blandt både borgere og institutionelle aktører.

Side 126 af 137

“Ja, en brevsprække i Christiansborgs mure, kunne man kalde det. Eller et direkte folkeligt kabel ind i be- slutningsgangen. Man må håbe, at forslaget vedtages, og at initiativrige borgere bruger det seriøst, så det le- 8 der til en varig indstrømning af frisk luft på Christians- borg. Og ikke bare bliver en uskøn bygningsrevne, som S og V kan forlange muret til hurtigst muligt” David Rehling, Information

Konklusion og perspektivering

Vi har i dette speciale undersøgt, hvilke muligheder og begrænsninger borgerforslag skaber for borgeres udøvelse af retorisk medborgerskab. Dette har vi gjort i to trin. For det første har vi foretaget en tekstnær analyse af et bredt, repræsentativt udsnit af borgerforslag, som har gjort os i stand til at konkludere, at borgerforslag som format er en utilgængelig form for deltagelse, der for de fleste borgere ikke synes at være befordrende for udøvelsen af retorisk medborgerskab. For det andet har vi i tre casestudier foretaget en tekstlig-intertekstlig analyse af, hvordan de tre borgerforslag, som først fik 50.000 underskrifter, blev modtaget, forhandlet og modsat i den offentlige såvel som i den parlamentariske debat, hvormed vi kunne konkludere, at borgerforslag under de rette omstændigheder kan have potentiale for borgernes opnåelse af retorisk handlekraft. Når vi skriver, at det er betinget af de rette omstændigheder, er det, fordi vores analyse netop bekræfter, at handlekraft ikke alene kan forklares med forslagsstillernes retoriske kompetencer; de vilkår, som de handler under, forekommer lige så afgørende. Det gælder ikke kun selve de formelle rammer, som altså kan virke begrænsende, men også den adgang, forslagsstillere har til at udbrede deres forslag i traditionelle såvel som på sociale medier, hvormed der kan konstitueres en offentlighed. Endelig er borgerne af- hængige af, at politikerne betragter borgerforslagene som legitime bidrag til folketingsdebatten og dermed anerkender borgerne som retoriske medborgere. Dette er, som vi har vist, ikke ubetinget tilfældet, hvormed borgerne indirekte kan ekskluderes, selv efter de formelt er blevet inviteret indenfor i den politiske beslutningsproces. At vores konklusion ikke er lige så optimistisk som det mere kvantitative finske studie (Christensen m.fl. 2017), hvad netop demokratisk inklusion angår, peger på, at en kvalitativ, retorisk tilgang som den, vi har demonstreret, kan bidrage med vig- tige nuancer.

Side 127 af 137 Vi indledte dette speciale med at konstatere, at borgerforslag er en demokratisk prisværdig idé. Tanken om at gøre borgerne mere direkte deltagende i den politiske beslutningsproces er nok velment, men som vi har vist igennem specialet, er borgerforslag måske ikke den rette måde at gøre det på. For nu at sige citere en, der har udtrykt det mere polemisk, end vi selv ville gøre, nemlig Robert Hariman: “one finds little that is loveable”, som han fyndigt bemærker efter at have studeret almindelige borgeres retorik (Hariman 2007: 220). Det er ikke kun borgernes retorik, der bærer skylden for vores forholdsvis mådeholdne konklusion. Endnu vigtigere er de rammer, Folketinget har sat for borgernes deltagelse. At borgerne ikke har kompetencer til at skrive tekster, der kan fungere direkte i den politiske beslutningsproces, bliver kun tydeligere af, at borgernes i mange tilfælde uregerlige, vernakulære retorik presses ned i et stramt, institutionelt format, hvor forslagenes mangelfuldhed nærmest synes at påkalde sig ekstra opmærksomhed, hvilket da også har vist sig at kunne udgøre et problem, når borgerforslagene behandles i Folketinget. Kort sagt synes borgerforslag altså paradoksalt nok ikke at være skabt for borgere.

Da vi med vores speciale os bekendt stadig er de eneste, der har undersøgt borgerforslag systematisk – om ikke andet, så i hvert fald i et retorisk perspektiv – vil det være en overdrivelse at sige, at emnet er udtømt. Hvordan kan man så ellers studere borgerforslag? To bud er værd afslutningsvis at fremhæve. Mens vi argumenterer for, at de institutionelle krav kan begrænse borgerne, synes det relevant for det første at overveje, om det egentlig i alle tilfælde er en util- gængelig form for deltagelse, eller om nogle borgere rent faktisk forstår formatet, men blot vælger at gøre noget andet, end hvad der lægges op til – og i givet fald hvorfor. En måde at undersøge dette på kunne være gennem en brugerorienteret retorisk kritik, hvor borgere observeres, mens de udformer et borgerforslag. Brugerorien- teret retorisk kritik består af en kombination af forskningsinterview og protokolana- lyse, hvorigennem man som kritiker får indblik i “konkrete aktualiseringer og recep- tioner” af en tekst (Hoff-Clausen 2008: 86 f.). Således vil man i relation til borgerforslag kunne undersøge, hvordan f.eks. vejledningen bliver læst og forstået, og hvordan denne forståelse manifesterer sig i de konkrete forslag. I stedet for kun at analysere den deliberation eller meningsdannelse, der finder sted, efter et borgerforslag er blevet stillet, som vi har gjort, vil det for det andet være interessant også at få indblik i den deliberation, der går forud for dette, altså den deliberation, der finder sted, når et borgerforslag bliver udformet. Et sted, man kan opsøge dette, er på Facebook, hvor der findes flere eksempler på, at hovedstillere skriver ud og søger medstillere til diverse forslag. I vores orienterende læsning på

Side 128 af 137 Facebook stødte vi f.eks. på en borger, der efterspurgte lærere, der ville være med at udforme et forslag om at tilbagerulle folkeskolereformen, og i sit opslag inviterede hun til et borgermøde, hvor de i fællesskab ville udforme forslaget. For at få adgang til et sådant borgermøde vil det være nødvendigt at benytte metoder såsom delta- gerobservation, hvor man således kunne overvære, hvordan borgere delibererer med det formål at udforme et borgerforslag. Uanset hvilken fremgangsmåde man vælger, kan vores speciale forhåbentligt fungere som et fundament for videre retorisk udforskning af borgeres demokratiske deltagelse gennem borgerforslag, ligesom vi håber, at perspektiver som dem, vi har præsenteret, vil blive taget i betragtning, når ordningen skal evalueres i folketings- året 2019/2020. Således vil vi til slut opfordre til, at man, såfremt ordningen fortsæt- ter, vil tilbyde borgere hjælp til at opkvalificere deres forslag. Det vil formentlig ikke kun gavne borgerne, men også politikerne, der skal tage stilling til forslagene.

Side 129 af 137 Litteratur

Asen, Robert (2004). A Discourse Theory of Citizenship. Quarterly Journal of Speech, 90: 189-211. Bitzer, Lloyd F. (1968). The Rhetorical Situation. Philosophy & Rhetoric, 1 (1): 1–14. Campbell, Karlyn K. (2005). Agency: Promiscuous and protean. Communication and Critical/Cultural Studies, 2 (1): 1-19. Campbell, Karlyn K. & Thomas R. Burkholder (1997). ”Evaluation: The Final Stage of Criticism”. I: Critiques of Contemporary Rhetoric. 2. udgave. Belmont: Wadsworth Publishing Company: 109-131. Ceccarelli, Leah (2001a). ”Inspiring Interdisciplinarity”. I: Shaping Science with Rhet- oric. The Cases of Dobzhansky, Schrödinger, and Wilson. Chicago: University of Chicago Press: 1-9. Ceccarelli, Leah (2001b): Rhetorical Criticism and the Rhetoric of Science. Western Journal of Speech Communication, 65: 314-329. Christensen, Henrik S. m.fl. (2017). The Finnish Citizens’ Initiative: Towards Inclu- sive Agenda-setting? Scandinavian Political Studies, 40 (4): 411-433. Cloud, Dana L. (2001). Which voices? Whose democracy? Argumentation and Advo- cacy, 37 (4): 210-213. Dryzek, John (2002). “Introduction: The Deliberative Turn in Democratic Theory”. I: Deliberative Democracy and Beyond: Liberals, Critics, Contestations. Oxford: Ox- ford University Press: 1-6. Dryzek, John (2009). Democratization as Deliberative Capacity Building. Comparative Political Studies, 42 (11): 1379-1402. Dryzek, John (2010). Rhetoric in Democracy: A Systemic Appreciation. Political The- ory, 38 (3): 319-339. Geisler, Cheryl (2004). How Ought We to Understand the Concept of Rhetorical Agency? Report from the ARS. Rhetoric Society Quarterly, 34 (3): 9-17. Geisler, Cheryl (2005). Teaching the Post-Modern Rhetor: Continuing the Conversa- tion on Rhetorical Agency. Rhetoric Society Quarterly, 35: 107-113. Gunn, Joshua & Dana L. Cloud (2010). Agentic Orientation as Magical Voluntarism. Communication Theory, 20: 50-78. Habermas, Jürgen (1973). “Wahrheitstheorien”. I: H. Fahrenbach (red.), Wirklichkeit und Reflexion. Neske: 211-265. Habermas, Jürgen (1994). Three Normative Models of Democracy. Constellations, 1 (I): 1-10.

Side 130 af 137 Hansen, Kasper M. (2010). Borgerinddragelse. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Hansen, Kasper M. (2012). “Deliberative Democracy: Mapping Out the Deliberative Turn in Democratic Theory”. I: C. Kock & L. S. Villadsen (red.), Rhetorical citizenship and public deliberation. University Park: The Pennsylvania State Univer- sity Press: 13-27. Hariman, Robert (1995). “Introduction”; “No Superficial Attractions and Ornaments: The Invention of Modernity in Machiavelli's Realist Style”. I: Political Style: The Artistry of Power. Chicago: University of Chicago Press: 1-49. Hariman, Robert (2007). “Amateur Hour: Knowing What to Love in Ordinary De- mocracy”. I: K. Tracy, J. P. McDaniel & B. Gronbeck (red.), The Prettier Doll: Rhetoric, Discourse, and Ordinary Democracy. Tuscaloosa: University of Alabama Press: 218-249. Hauser, Gerard A. (1999). Vernacular Voices: The Rhetoric of Publics and Public Spheres. Columbia: University of South Carolina Press. Hauser, Gerard A. (2004a). “Rhetorical Democracy and Civic Engagement”. I: G. A. Hauser & A. Grim (red.), Rhetorical Democracy: Discursive Practices of Civic En- gagement. New York & London: Routledge: 1-14. Hauser, Gerard A. (2004b). Editor’s Introduction. Philosophy and Rhetoric, 37 (3): 181- 187. Hauser, Gerard A. (2007). Vernacular Discourse and the Epistemic Dimension of Public Opinion. Communication Theory, 17: 333-339. Hauser, Gerard A. & Chantal Benoit-Barne (2002). Reflections on Rhetoric, Delibera- tive Democracy, Civil Society, and Trust. Rhetoric & Public Affairs, 5(2): 261-275. Hauser, Gerard A. & Erin D. McClellan (2009). “Vernacular Rhetoric and Social Movements: Performances of Resistance in the Rhetoric of the Everyday”. I: S. M. Stevens og P. M. Malesh (red.), Active Voices: Composing a Rhetoric for Social Movements. Albany: State University of New York Press: 23-46. Hoff-Clausen, Elisabeth (2008). “Retorisk kritik - fra tale til webtekst”; “Den overbe- visende politiker online: Ritt i nye rammer”. I: Online Ethos. Webretorik I politiske kampagner, blogs og wikis. Frederiksberg: Samfundslitteratur: 55-136. Hoff-Clausen, Elisabeth (2018). “Rhetorical agency. What enables and restraints the power of speech?”. I: Ø. Ihlen & R. L. Heath (red.), The Handbook of Organiza- tional Rhetoric and Communication. Hoboken: John Wiley & Sons: 287-299. Hoff-Clausen, Elisabeth, Christine Isager & Lisa S. Villadsen (2005). Retorisk agency – hvad skaber retorikken? Rhetorica Scandinavica, 33: 56-65. Houck, Davis W. & Michaela Nocasian (2002). FDR’s First Inaugural Address: Text, Context, and Reception. Rhetoric and Public Affairs, 5: 649-678.

Side 131 af 137 Howard, Robert G. (2010). “The Vernacular Mode: Locating the Non-institutional in the Practice of Citizenship”. I: D. C. Brouwer & R. Asen (red.), Public Modalities: Rhetoric, Culture, and the Shape of Public Life. Tuscaloosa: University of Alabama Press: 240-261. Ingraham, Chris (2013). Talking (About) the Elite and Mass: Vernacular Rhetoric and Discursive Status. Philosophy & Rhetoric, 46 (1): 1-21. Ivie, Robert L. (1998). Democratic deliberation in a rhetorical republic. Quarterly Jour- nal of Speech, 84: 491-505. Ivie, Robert L. (2002). Rhetorical Deliberation and Democratic Politics in the Here and Now. Rhetoric and Public Affairs, 5: 277-285. Jørgensen, Charlotte & Merete Onsberg (2008). “Argumentationens dynamik”. I: Praktisk argumentation. 3. udgave. København: Nyt Teknisk Forlag: 39-45. Kiewe, Amos (2015). “Letters to Franklin D. Roosevelt following the First Fireside Chat. The Case for Studying Effects”. I: A. Kiewe & D. W. Houck (red.), Effects of Rhetoric and the Rhetoric of Effects. Past, Present, Future. Columbia: The Uni- versity of South Carolina Press: 178-192. Kiewe, Amos & Davis W. Houck (2015). “Introduction”. I: A. Kiewe & D. W. Houck (red.), The Effects of Rhetoric and the Rhetoric of Effects. Past, Present, Future. Co- lumbia: The University of South Carolina Press: 1-28. Kjeldsen, Jens (2008). ”Retoriske omstændigheder”. Rhetorica Scandinavica, 48: 42-63 Klujeff, Marie Lund (2012). “Provocative Style: The Gaarder Debate Example”. I: C. Kock & L. S. Villadsen (red.), Rhetorical citizenship and public deliberation. Uni- versity Park: The Pennsylvania State University Press: 101-114. Klujeff, Marie Lund & Hanne Roer (2009). “Retorisk kritik – en oversigt”. I: M. L. Klujeff & H. Roer (red), Retorikkens aktualitet. 2. udgave. København: Hans Reit- zels Forlag: 9-35. Kock, Christian (2008). Fornuftig uenighed. Rhetorica Scandinavica, 48: 64-83. Kock, Christian (2013). Virtue reversed: Principal argumentative vices in political debate. OSSA Conference Archive, 93: 1-9. Kock, Christian (2016). Inception: How the Unsaid May Become Public Knowledge. Rhetoric, Discourse and Knowledge, 9: 275-286. Kock, Christian & Lisa S. Villadsen (2012). “Introduction: Citizenship as a Rhetorical Practice”. I: C. Kock & L. S. Villadsen (red.), Rhetorical citizenship and public deliberation. University Park: The Pennsylvania State University Press: 1-10. Kock, Christian & Lisa S. Villadsen (2014). “Introduction: Rhetorical Citizenship as a Conceptual Frame: What We Talk About When We Talk About Rhetorical

Side 132 af 137

Citizenship”. I: C. Kock & L. S. Villadsen (red.), Contemporary Rhetorical Citizen- ship. Leiden: Leiden University Press: 9-26. Kock, Christian & Lisa S. Villadsen (2017). Rhetorical citizenship: studying the discursive crafting and enactment of citizenship. Citizenship Studies, 21 (5): 570- 586. Leff, Michael C. (2001). Lincoln at Cooper Union: Neo-Classical Criticism Revisited. Western Journal of Speech Communication, 65: 323-348. McGee, Michael C. (1990). Text, Context, and the Fragmentation of Contemporary Culture. Western Journal of Speech Communication, 54: 274-28. Ono, Kent A. & John M. Sloop (1995). The Critique of Vernacular Discourse. Commu- nication Monographs, 62 (1): 19-46. Rand, Erin J. (2008). An Inflammatory Fag and a Queer Form: Larry Kramer, Polem- ics, and Rhetorical Agency. Quarterly Journal of Speech, 94 (3): 297-319. Rønlev, Rasmus (2014). Danske netaviser som webmedier for retorisk medborgerskab. Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet. Setälä, Maija (2006). On the problems of responsibility and accountability in referen- dums. European Journal of Political Research, 45: 699-721. Setälä, Maija & Theo Schiller (2012). “Introduction”. I: M. Setälä & T. Schiller (red.), Citizens’ Initiatives in Europe. Basingstoke: Palgrave Macmillan: 1-14. Tracy, Karen (2007). “Introduction: A Moment of Ordinary Democracy”. I: K. Tracy, J. P. McDaniel & B. Gronbeck (red.), The Prettier Doll: Rhetoric, Discourse, and Ordinary Democracy. Tuscaloosa: University of Alabama Press: 3-21. Villadsen, Lisa S. (2002). Dyre ord, men hvad dækker de? Rhetorica Scandinavica, 23: 6-20. Villadsen, Lisa S. (2008). Temaintro: Retorisk medborgerskab. Rhetorica Scandinavica, 48: 37-41. Villadsen, Lisa S. (2009). “Retorisk kritik”. I: C. Jørgensen & L. S. Villadsen (red.), Retorik. Teori og praksis. 2. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur: 195-218. Wander, Philip (1984): ”The Third Persona: An Ideological Turn in Rhetorical Theory”. Central States Speech Journal, 35: 197-216. Warner, Michael (2002). Publics and Counterpublics (abbreviated version). Quarterly Journal of Speech, 88(4): 413-425. Warner, Michael (2005). Publics and counterpublics. New York: Zone Books. Young, Iris Marion (2000). “Introduction”; ”Inclusive Political Communication”. I: Inclusion and Democracy. Oxford: Oxford University Press: 1-15; 52-80.

Side 133 af 137 Mediekilder Aktor, Mikael: “Jeg bliver kaldt for forræder, fordi jeg støtter en mindstealder for omskæring”, Politiken, 6. marts 2018. Allarp, Anne Sofie: “Når gode mennesker ikke fortæller sandheden”, POV Internati- onal, 9. juli 2018. Altinget: Beslutningskæde for B 9, https://www.altinget.dk/decisionchain/b-9-borgerforslag, senest besøgt 15. december 2018. Antorini, Christine: “Borgerforslag er de stærkes udenomsparlament”, Politiken, 23. marts 2018. Berlingske Emne: Omskæring, https://www.berlingske.dk/emne/omskaering, senest besøgt 15. december 2018. Danielsen, Rikke (Ritzau): “Danmarks første borgerforslag skudt ned efter kun en dag”, TV 2 Østjylland, 27. januar 2018. Dansk Kvindesamfund, Facebook, 14. februar 2018, https://www.facebook.com/114595531906624/posts/1894910543875105/, senest besøgt 2. december 2018. Det Jødiske Samfund: ”Forbud mod omskæring kriminaliserer jødisk tro”, Altinget, 21. november 2018. Det Islamiske Trossamfund: Om omskæring af drenge i Islam, 2. maj 2018. DR: “Danmarkshistoriens første borgerforslag. 50.000 vil have Folketinget til at stemme om uddannelsesloftet”, 8. februar 2018. DR Tema: Omskæring af drenge, https://www.dr.dk/nyheder/tema/omskaering-af- drenge, senest besøgt 15. december 2018. Ejsing, Jens: “Studerende: Nyt uddannelsesloft er en karantæne”, Berlingske, 31. januar 2017. Folketinget: Deputation i Uddannelses- og Forskningsudvalget, 17. april 2018. Folketinget: Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe uddannelsesloftet (B 82) 2017/18, senest besøgt 22. december 2018. Folketinget: Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af ministerpension og pension til ministerbørn (B 140) 2017/18, senest besøgt 22. december 2018. Folketinget: Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af 18-årsmindstealder for omskæring af raske børn (B 9), senest besøgt 22. december 2018. Folketinget: Forslag til lov om etablering af en ordning for borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget (L 108) 2017/18, senest besøgt 22. december 2018. Folketinget: Om borgerforslag, senest besøgt 22. december 2018. Gielen, Mahican: “Jeg er læge, mor og muslim: Ingen børn bør udsættes for unød- vendige operationer”, Berlingske, 7. maj 2018.

Side 134 af 137

Haugaard, Mie: “Borgerforslag om omskæring skaber ophedet debat i Folketinget”, Politiken, 23. november 2018. Hussein, Tarek: “Muslimer holder lav profil”, Berlingske, 25. april 2018. Jensen, Tom: “Søren Pind og det pjattede demokrati”, Berlingske, 1. april 2018. Khader, Naser: “Omskæring skal have en aldersgrænse”, Berlingske, 16. april 2018. Kjeldahl, Rasmus, Per Larsen og Jonas Keiding Lindholm: “Omskæring: Lad drenge bestemme selv”, Jyllands-Posten, 3. maj 2018. Krasnik, Martin: “Er du omskåret?”, Weekendavisen, 24. november 2017. Kvalvik, Kristoffer: “Danmarks første borgerforslag skal i Folketinget”, Altinget, 8. februar 2018. Melchior, Bent: ”At forbyde omskæring er i strid med grundloven”, Politiken, 25. februar 2018. Moderniseringsstyrelsen: Om ministerpension, https://modst.dk/media/29525/oktober-18-faktaark-om-ministervederlag-ministereftervederlag-og-ministerpension.pdf, senest besøgt 1. december 2018. Nielsen, Nicolas S. og Theodora Renard: “Ingen store hurraråb: Danmarks første borgerforslag har ingen politisk fremtid”, DR.dk, 8. februar 2018. Nyhus, Lena: “Omskæring krænker barnets rettigheder”, Altinget, 22. november 2018. Persson, Sebastian: Politikerne takkede nej til at afskaffe ministerpensionen, Berling- ske, 4. juni 2018. Pind, Søren: “Nej, Berlingske, jeg vil ikke tage borgerforslag alvorligt”, Berlingske, 4. april 2018. Rachlin, Samuel: “Fra det ældste had til det nyeste tabu”, Berlingske, 7. maj 2018. Rachlin: “Omskæringsdebatten er gået grassat, når fremmede kvinder belærer mig om, hvordan jeg skal onanere”, Politiken, 22. november 2018. Redanz, Mille: “Socialdemokrat: Borgerforslag udhuler det repræsentative demokrati”, Politiken, 24. marts 2018. Rehling, David: “Med borgerforslag kan Alternativet åbne en sprække i Folketingets tykke mure”, Information, 27. november 2017. Ritzau: “Borgerforslag om afskaffelse af ministerpension skal i Folketinget”, DR, 31. marts 2018. Ritzau: “DF og K erklærer modstand mod borgerforslag om omskæring”, Kristeligt Dagblad, 30. april 2018. Ritzau: “Studerende kalder borgerforslag demokratisk sminke”, Jyllands-Posten, 27. januar 2018.

Side 135 af 137

Schnoor, Pernille: “Gode demokrater burde elske borgerforslag”, Politiken, 1. april 2018. Sex & Samfund: Nu skal det være slut med omskæring af raske drengebørn, https://sexogsamfund.dk/content/nu-skal-det-vaere-slut-med-omskaering-af- raske-drengeboern, senest besøgt 15. december 2018. Sex & Samfund: Vores opgave er ikke at nuancere debatten”, Kristeligt Dagblad, 20. februar, 2018. Staun, Susanne: “Alle kneb gælder åbenbart, når folkestemningen mod omskæring skal skabes”, Politiken, 8. maj 2018. Vestergaard, Sine Schack (Ritzau): “Uddannelsesloft er fredet - politisk nej til aller- første borgerforslag, Berlingske, 28. januar.

Side 136 af 137