I New York Vells Udtryk)

vælde direkte ved at lege med selve il »Frankie og Johnny« — at de moderne lusionsbegrebet i deres film: tegnerens maleriske og grafiske former har smit redskab fremtryller for vore øjne en fi tet af på den. Tendensen, som lykke gur, som derefter bliver levende (Storm ligvis stadig virker, kan man naturlig P. i »De tre små Mænd«, Disney i vis kun billige og ønske fortsat, vel at »Make Mine Music« f. eks.), eller ting mærke inden for filmkunstens egne og personer opstår og ændrer sig på rammer. Som Manvell må man på for lærredet »af sig selv« uden ydre foran hånd gøre sig klart, at det ikke er ledning (UPA i flere film, McLaren muligt — og forresten næppe heller i »Chants populaires«-serien, Jørgen ønskeligt, jvf. hvad der ovenfor er Roos i »Opus I«). At denne romantiske sagt om tegnefilmkunstnerens særlige ironi især er at finde i de ældre og i talent — at gøre den tegnede film til de nyeste tegnefilm siger noget cen en variant af den moderne grafiske bil tralt og typisk om tegnefilmkunstens ledkunst. Den er en ny kunstart in its historiske udvikling. Manvell lægger op own right, i sin udvikling afhængig på til en stimulerende undersøgelse af det godt og ondt af de kunstneriske, tekni te emne ved at vise, at siden tegnefil ske og økonomiske vilkår, den har at men i tyverne financielt fik fast grund virke under. under fødderne har den, uanset en Werner Pedersen. uhæmmet fantasiudfoldelse i valget af milieuer, figurer og dramatiske situa tioner, i sit fremtrædelsespræg bevæget sig hen imod en stadig større grad af realisme ( representationalism er Man- I New York vells udtryk). Dette tænker vist de fær DANNYS SIDSTE KAMP (City reste på, når de overværer f. eks. en for Conquest). Produktion: Hal Anders Ands udfoldelser. Men det er jo B. Wallis og William Cagney for Warner 19M). Manuskript: indlysende rigtigt. Hos Disney sigter John Wexley efter roman af Aben Kandel. Instruktion: alle virkemidler, streg, farve, rumillu Anatole Litvak. Foto: James sion, lyd, klipning osv. mod at give Wong Howe og Sol Polito. Mu sik: Max Steiner. Medv.: James den tegnede verden en real eksistens Cagney, Ann Sheridan, Elia Kazan, Arthur Kennedy, Frank (inden for genrens konventioner na Craven, Anthony Quinn, Donald turligvis). Disney-filmene stræber med Crisp, Frank McHugh, George Tobias, Jerome Cowan, Ward andre ord på deres måde bort fra den Bond, Thurston Hall. frie fantasi mod håndgribeligheden — »City for Conquest« — »Dannys sid hvilket kanhænde er en af årsagerne ste kamp« — er produceret af Warner til, at vi er adskillige, der i de senere i 1940 og er tydeligt nok en film, der år har fundet dem stadig mere maski falder inden for kategorien »The War ner Heavy«. Man får i det hele taget nelt opfindsomme og tørre just i det ikke noget ringe indblik i den ameri fantastiske. kanske filmproduktions linier ved at tage En del af forklaringen på denne ud sit udgangspunkt i de store produce rende firmaer, der virkelig — hvad man vikling mod det reale finder Man sjældent gør sig klart herhjemme — vell deri, at tegnefilmen tidligt lod sig hver har sine særpræg og også i dag inspirere af tegneseriens artistiske og har tendenser til at specialisere sig. dramatiske traditioner, mens det først Warner red i trediverne den oven er i de allerseneste år — i Amerika nævnte kæphest, en art folkelige melo dramaer, hvis helte var hverdagens ame (via tegnere som Steinberg og Thurber) rikanere ansigt til ansigt med hver med UPA-film som »Madeline« og dagens problemer. »City for Conquest« 9 »City for Conquest« sin vistnok ene ste filmrolle, og den senere så berømte instruktør leverer en spændende, om end lidt vel teatralsk og påtrængende præstation. I samspil med en typisk filmskuespiller som Cagney afsløres Ka- zans voldsomme, noget udvendige spille stil, hvor nuancer synes bandlyst. Men personality har han — man er over bevist om, at man har en ægte og tem peramentsfuld kunstner foran sig, og det er under alle omstændigheder givet, at hans præstation i »City for Con quest« fra 1940 giver nøglen til mangt og meget i hans egne film, ligesom det sikkert vil være fængslende at sammen ligne netop »City for Conquest« med Elia Kazans egen New York-skildring »Der vokser et træ i Brooklyn«. Jørgen Stegelmann. Elia Kazan som skuespiller. Fra »Dannys VIRKELIGHED sidste Kamp«. DEN LILLE FLYGTNING (Little Fugitive). Produktion: hører til genrens bedste, dens beretning Rau Ashley og Morris Engel 1953. Manuskript og instruk om den vanskelige vej til den attrå tion: Ray Ashley, Morris En værdige sukces er tegnet med klar en gel og Ruth Orkin. Dialog: kelhed i de fire hovedpersoners skæbner, Ray Ashley. Foto: Morris En gel. Musik: Eddy Manson. og dens billede af storbyen er broget Medv.: Richie Andrusco, Ricky og levende gengivet af to så fremragende Brewster, Winnifred Cushing, fotografer som James Wong Howe og Jay Williams, Will Lee, Char Sol Polito. lie Moss, Tommy de Canio. Bedst er filmen i sin indledning, hvor Man vil næppe have noget at indven storbyen præsenteres; konsekvent og de mod disse to punkter: smukt gennemforer man denne lidt am 1. Handlingen i »Den lille Flygtning« bitiøse ramme og giver dermed filmen udspilles bl. a. i en del af Brooklyn, ikke blot perspektiv, men sandelig og der ikke yder børn de bedste vækstkår. så et stænk af poesi. Anatole Litvak har Gadens brutalitet, tegneseriernes og instrumenteret med den nærmest sejge fjernsynets her ikke mindst hypnotise nøjagtighed i detaillen, som er hans rende magt, alt det kan ikke være sundt. kendemærke; han taber henimod slut Handlingen udspilles også på Coney ningen sit greb i filmen, men i de sid Island, hvor der mildest talt ikke er ny ste billeder genoptager han tråden fra deligt, hvor massen tramper omkring og starten og får dermed filmen rundet vulgariserer terrænet. fint af. Glimrende er James Cagney som 2. »Den lille Flygtning« protesterer bokseren, der med ulyst kæmper sig ikke, ja, den satiriserer endda kun såre frem mod stjernerne; sandsynligvis er spagt, måske endog slet ikke. Milieuerne rollen også af den art, som denne ud er gjort poetiske, de er set med barne- mærkede skuespiller holder mest af. Man øjne, i hvilke næsten alt er dragende, bør nemlig lægge mærke til, at blandt fil fængslende, spændende. mens producenter er Cagneys broder Man må protestere mod, at den ikke William Cagney; som bekendt skabte protesterer, kan »Den lille Flygtning« de sammen med H. C. Potter få år se være god, skønt begge punkterne oven nere »Livet er jo dejligt«, hvis mennesker for er rigtige, fører den falske værdier og stemninger har mange berørings til torvs? punkter med en film som »City for »Vredens Druer« var anderledes, den Conquest«. Endelig har Elia Kazan i var både poesi og protest. Ligeså, om- 10.

Load more