Vrede Unge Mænd

Vrede unge mænd

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 1 11/03/11 11.41 Af samme forfatter: Skyld – Historien bag mordet på Antonio Curra, 2007

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 2 11/03/11 11.41 Aydin Soei VREDE UNGE MÆND Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 3 11/03/11 11.41 Vrede unge mænd – optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark Copyright © 2011 Aydin Soei & Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-477-7

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 4 11/03/11 11.41 Indhold

Forord 7

En aften på Blågårds Plads 9 • Fra Iran til Avedøre i 80’ernes Danmark – da ‘minirockerne’ blev erstattet af en ny gruppe drenge 11

Optakt: Optøjer som toppen af isbjerget 23

Februar 2008 – Den første aften med optøjer 25 • Toppen af isbjerget 30

1. Amerikanske tilstande 37

Uroligheder på Nørrebro i 1997 39 • Rodney King-optøjerne som forvarsel til Europa 44

2. 2001 – Skæringspunkt for en ny tid 51

Terrorangreb og politisk systemskifte 53

3. 2003 – Når bopælen bliver en belastning 65

„Men når jeg siger Frederiksberg, så er der ikke alle de fordomme“ 67 • Mistilliden til medierne og bydelsnationalismen 79

4. Kampe om medborgerskabet og medierne 99

Det splittede folk og kulturkampen i 2005 101 • De fraværende stemmer og mistilliden til medierne 108 • Mediestereotyper i katastrofesituationer 113

5. Franske optøjer og kampe om anerkendelsen 119 Optøjer rammer Europa i solar plexus 121 • Kampen om republikken og voldens artikulation 130

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 5 11/03/11 11.41 6. Franske tilstande i Danmark 141

Påvirkningen fra venstreﬂøjsaktivister og politiets fokus på etniske minoriteter 143 • Klublukninger og visitationszoner – vreden optrappes 156 • Dråben der får bægeret til at ﬂyde over 165 • Kampen om mediedagsordenen 171 • Muhammed- tegningerne stjæler scenen 181

7. Folkeskolen i brand – når hudfarve og ulige forudsætninger falder sammen 195

Enhedsskolen under angreb – lige adgang betyder ikke lige udfald 197 • Hudfarven som en markør for balladen 208 • Opdelingen i ‘sorte’ og ‘hvide’ skoler 219

8. Betingelser for tillid og demokratisk samtale – optøjerne artikuleres 233

Et brev bliver til 235 • En genoptagelse af urolighederne afværges 241 • Tillid avler tillid – mistillid avler mistillid 246

Epilog: En bandekrig kommer til byen 259

Subkulturen i bikerbander og gadebander – to sider af samme sag 261 • En stat i staten 276

Noter 297

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 6 11/03/11 11.41 FORORD

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 7 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 8 11/03/11 11.41 En aften på Blågårds Plads

Der var færre mennesker på Blågårds Plads end sædvanlig, da jeg og en gruppe venner i sensommeren 2009 satte os ved et af de udendørs caféborde. Det var dagen efter et af de mest spektakulære skyderier i løbet af bandekonflikten. Flertallet af kvarterets caféer befinder sig på hovedstrøget Blågårdsgade, der starter og slutter på hovedtrafikårerne Nørrebrogade og Åboulevarden. Tom- melfingerreglen er, at desto tættere på Nørrebrogade og weekend desto mere travle er caféerne. I dag er der dog ikke mange andre end os, der har slået sig ned, og pladsens 3-4 caféer virker i det hele taget drænet for gæster. Vi er en broget flok på ca- féen. Få meter væk sidder en gruppe studerende ligesom jeg og mine venner og nyder den lune sommeraften med drinks og fadøl. Ved de to sidste borde sidder der kun mænd, hvoraf flertallet har etnisk minoritetsbaggrund. Den ene gruppe er optaget af en samtale om deres studier og om skikke forbundet med den muslimske højtid Ramadanen. Ved vores sidebord sidder en håndfuld unge fyre, hvoraf flere er kendte skikkelser fra den såkaldte Blågårds Plads-gruppe, som Rigspolitiet har betegnet som en organiseret bande. De få gæster står i kontrast til de mange unge lokale mænd, der dominerer pladsen uden for caféerne. Nogle sidder på bænkene og snakker med vennerne, mens andre nøjes med at give hånd og veksle nogle få ord, inden de smutter videre ud i natten. På trods af en stor udskiftning befinder der sig frem til kl. 23.00 konstant mellem 20-30 unge på Blågårds Plads. Enkelte forsvinder hver gang man kan ane en patruljevogn nærme sig, for igen at dukke op minutter senere, når politiet er ude af syne. „Der er en underlig stemning. Det har der været siden i går,“ bemærker en af dem fra mit bord, der selv bor i kvarteret. Den foregående nat har der fundet et væbnet angreb sted mod rockergrupperinger på Nørrebro, og frygten for flere skyderier i bydelen er derfor særligt nærværende denne weekend. Alle de unge mænd der var forsamlet på Blågårds Plads en fredag aften i august 2009 havde et udseende, der gjorde, at de kunne forveksles med bande medlemmer, selvom kvarterets organiserede bande reelt blot tæller 5-10 mænd, som imidlertid kan trække på flere unge i området. Som jeg sad der med udsigt ud over Blågårds Plads, dagen efter at ukendte gerningsmænd

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 9 11/03/11 11.41 havde affyret skud i Jægersborggade mod politiet under en kilometer derfra, kom jeg uundgåeligt til at tænke over den verserende bandekonflikt. Jeg begyndte – uden at reflektere nærmere over det – at associere hver og en af de unge mænd på Blågårds Plads med kriminalitet generelt og bandekonfliktens skyderier i særdeleshed. De 20-30 unge mænd gled sammen i en homogen masse, hvor den enkeltes individuelle særtegn blev udvisket. Jeg fik nærmest et chok, da det gik op for mig, at en af dem dernede på pladsen vinkede til mig. Jeg opfattede først med nogle sekunders forsinkelse, at det var en ung mand ved navn Omar. Da jeg herefter kastede et fornyet blik på gruppen af unge på Blågårds Plads, gik det op for mig, at jeg faktisk for ikke så længe siden havde interviewet flere af dem. Ud over Omar var den næste jeg genkendte en ung mand, der nikkede og smilede bredt til mig. Han hedder Abas og er sammen med Omar en af hovedpersonerne i denne bog. Omar er universitetsstuderende med kridhvid straffeattest, mens Abas fik en plet på straffeattesten som stor teenager. Begge er i starten af tyverne og i job og uddannelse og bidrager til denne bog med at sætte ord på, hvordan det opleves at vokse op som ung mandlig minoritet på Nørrebro i starten af det 21. århundrede. Da jeg genkendte de to unge mænd gik det pinligt op for mig, at jeg selv – med mit udseende – sagtens kunne blive opfattet som potentielt farlig, hvis jeg trådte ud i kredsen på Blågårds Plads – på grund af mit køn (mand), min alder (ung), tøjstil (denne aften en grå hættetrøje), hudfarve (brun). Men naturligvis også på grund af lokaliteten (et område der befinder sig på Socialministeriets liste over ghettoer i Danmark).

Som denne bog viser, er det sjældent de samme mennesker, der deltager i gadeoptøjer og i de organiserede banders skyderier på gaden. Men der er et sammenfald, når det gælder oplevelsen af modborgerskab. Medborgerskab kan vendes til modborgerskab via en række faktorer som manglende uddannelse, negative forventninger og stigmatiseringen ved at bo i områder, der generelt opfattes som et problem i den offentlige debat. Begge former for konﬂikter har derfor rod i frustrationerne blandt unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund i områder på Nørrebro og i andre gamle arbejderkvarterer, der i dagens Danmark ofte omtales som ‘indvandrerghettoer’. Og det er historien om disse unge mænd – og om dem med en lignende baggrund som holdt sig fri af konﬂikterne – jeg her vil fortælle. Jeg har tidligere beskæftiget mig med de unge mænd på Nørrebro og i Tingbjerg i bogen ‘Skyld’, der afdækkede årsagerne bag mordet på en italiensk

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 10 11/03/11 11.41 rygsækturist på Nørrebro tilbage i 2003. Siden da har jeg gennem foredrag, workshops og almindelige samtaler jævnligt haft muligheden for at disku tere sociale problemer med skolelærere, socialarbejdere, pædagoger og unge fra indvandrerrige boligområder. Det samme har jeg via mit virke i foreningen Ansvarlig Presse, der gennem de sidste tre skoleår har afholdt over 400 workshops på indvandrerrige skoler. Her har jeg især snakket med de unge om deres oplevelse af den offentlige debat omkring etniske minoriteter og om de særlige problemstillinger angående bandekriminalitet, optøjer og andre fænomener, der regelmæssigt ﬁnder vej til spalterne.

Fra Iran til Avedøre i 80’ernes Danmark – da ‘minirockerne’ blev erstattet af en ny gruppe drenge

Sammenfaldet mellem forfatterens egen biografi og denne bogs indhold er sikkert større end almindeligvis, hvilket jeg gerne vil give et par ord med på vejen. Jeg kom som 4-årig til Danmark fra Iran sammen med mine forældre i 1986 i den periode af Danmarkshistorien, der er blevet kaldet de store flygtnin- geår. Det var her, Danmark for alvor begyndte at ændre farvesammensætning i gadebilledet. Få steder var dette mere synligt end i landets hovedstad og i de gamle arbejderkvarter på den Københavnske Vestegn, hvortil der blev henvist særligt mange af de nyankomne flygtninge og indvandrere. Deriblandt min familie. Vi flyttede til Avedøre Stationsby i Hvidovre. Jeg skulle blive teenager, før det gik op for mig, at Avedøre Stationsby havde ry for at være et belastet område, og nogenlunde samtidig begyndte jeg også at reflektere over det besynderlige i, at et af de første ord, jeg som fireårig lærte i Danmark var „øl“. I løbet af min første sommer på Københavns Vestegn var mændene på bænkene de første ‘indfødte’ danskere, som jeg havde kontakt med, og de jublede den dag, jeg gentog ordet for indholdet af den grønne flaske, som den ene af dem havde peget på. Denne første sommer i Danmark fremstod de voksne på bænkene som repræsentanter for det ‘hvide’ Danmark. Senere overtog skolelærere, bibliotekarer og pædagoger den rolle. Jeg kunne bedst lide bibliotekarerne, som ikke satte en til at øve skråskrift i et hæfte. Da jeg begyndte at komme i biblioteket var det ikke til at se – i hvert fald ikke for mig – at det tidligere havde været præget af ballade og uro. For mig var det

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 11 11/03/11 11.41 som en dagligstue, hvor man kunne slå sig ned i sofaerne og bruge timer på at bladre i tegneserier. Ti år forinden havde kommunen set sig nødsaget til at ansætte en biblioteksbetjent til at holde de drenge i skak, der gik rundt med cykelkæder og læderjakker og generede biblioteksgæsterne. Dengang blev ballademagerne rubriceret som ‘minirockere’. Det var typisk arbejderklassebørn, som ikke var indskrevet i fritidsklub, og som positionerede sig imod skolelærere, bibliotekarer og pædagoger. Den første biblioteksbetjent opdagede snart, at ‘minirockerne’ ikke forsvandt bare fordi han råbte ad dem. Han tog derfor initiativ til at starte et værested for de klubløse unge, hvilket genskabte roen i og omkring biblioteket. Senere indskrev biblioteksbetjenten sig på Gladsaxe Børnehave- og Fritidshjemsseminarium, hvor han afsluttede sit studium med et speciale, der var inspireret af oplevelserne med ‘minirockerne’. Efter endt uddannelse fortsatte den gamle biblioteksbetjent sit virke med drenge og unge mænd fra uddannelsesfremmede familier i Avedøre Stationsby. Gennem årene dukkede stadig flere drenge med en anden og mørkere hudfarve op i gadebilledet – mange flere end man så dengang i 1970’erne. „Dengang hed de minirockere, i dag hedder de 2. generations indvandrere,“ forklarer den tidligere biblioteksbetjent Birger Mosholt i dag.1 Da begrebet ‘minirockere’ blev brugt som en trusselsbetegnelse for drenge og unge mænd i starten af 1970’erne, boede der blot omkring 20.000 etniske minoriteter i Danmark med rødder i 3. verdenslande. Efter de store flygningeår hvor jeg og min familie kom hertil, var antallet steget til det tidobbelte. Før jeg havde påbegyndt mit tiende år, var der opstået en udbredt fortælling blandt mig og mine venner om, at ‘indvandrerdrengene’ var stærkere end de ‘hvide’ drenge. Altså bortset fra de etnisk danske drenge, hvis fædre havde et arbejde, hvor de tog fysisk fat. Vi var enige om, at de også måtte være stærke. De ‘nye’ drenge i Avedøre og arbejderklassens drenge var ofte socialt tæt på hinanden, hvorfor der ofte opstod naturlige venskaber og en fælles identitet som dem, der lavede ballade. Reelt bestod ‘balladen’ sjældent af andet og mere end at stjæle æbler fra folks haver, stjæle planker og rør fra en nærliggende byggeplads og i at iværksætte fejder og slåskampe mellem drenge fra forskellige boligblokke. Ballademageridentiteten gjorde imidlertid, at jeg så op til de store drenge, som jeg syntes var de mest rå, og at jeg jævnligt kom op at slås i frikvartererne, hvilket næsten fik mig smidt ud af den lokale folkeskole. En dag proklamerede jeg over for min mor, at jeg gerne ville være bandemedlem, når jeg blev stor. Jeg var på det tidspunkt ti år, og forstod ikke bander som en størrelse, der organiserede sig omkring kriminalitet. Jeg og de andre små drenge opfattede

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 12 11/03/11 11.41 derimod banderne som en slags beskyttere af os og lokalområdet som helhed. Som barn i 80’ernes Avedøre formanede de andre drenge ofte en om, at man ikke måtte bevæge sig alene ind i det nærliggende skovområde, hvor der var bander af såkaldte grønjakker. De var ifølge de større drenge racister, som tævede alle de indvandrere de kunne komme til. Frygten for grønjakkerne gjorde, at jeg og mine venner så op til de store drenge og unge mænd, der var fysisk stærke, og som organiserede sig i bander, der i vores verden var til for at bekæmpe racistiske grupper. Selvom den igangværende bandekonflikt her tyve år senere har en anden karakter, kan synet på de lokale bander som ‘beskyttere’ af kvarteret mod racister (i dag indtager „rockere“ skurkerollen) genfindes blandt dem, der vokser op i de kvarterer, der har været hårdest ramt af skyderierne på gaden. Mere herom i denne bogs afsluttende kapitel: En bandekrig kommer til byen. Til min mors store lettelse fik jeg aldrig opfyldt barndomsdrømmen om at blive bandemedlem, og jeg blev heller ikke smidt ud af skolen. Jeg og min familie flyttede i midten af 1990’erne fra Avedøre til en anden københavnsk forstad, Gladsaxe. Vi flyttede fra et indvandrer- og børnerigt boligområde til et andet almennyttigt boligbyggeri, som var domineret af et stort antal ældre. I løbet af den første uge på min nye skole lagde jeg en enkelt gang an til en slåskamp med en dreng, som jeg opfattede som klassens mest irriterende elev. Til min overraskelse tog han ikke imod udfordringen, udmøntet i det los over skinnebenet, jeg gav ham. Og hvad der overraskede mig endnu mere: der var ingen af de andre elever, der begyndte at heppe på en slåskamp. Flere af dem kiggede derimod undrende på mig. En af mine klassekammerater spurgte mig efterfølgende, hvorfor jeg dog ville slås. Det kunne jeg ikke svare på. Jeg gik i den pågældende klasse i Gladsaxe de næste fire folkeskoleår, og episoden var stort set det tætteste jeg her kom på en slåskamp. På den gamle skole i Avedøre kom jeg ligesom mange andre af drengene op at slås flere gange om ugen, og vi heppede ofte i en rundkreds på vores klassekammerater, når der opstod slåskampe (som regel mellem ‘stærke’ repræsentanter for de enkelte skoleklasser). En af grundene til at jeg som en lille knægt i Avedøre Stationsby havde på taget mig en identitet som en af de rå børster var, at jeg langt fra kunne udmærke mig ved lektierne og skolearbejdet. Jeg hørte blandt de udvalgte elever, der i perioder ikke havde dansktimer med klassekammeraterne, men blev sendt ud til særlig læsetræning sammen med en håndfuld andre af skolens „læsesvage“ elever. Takket være den intensive læsetræning kom jeg efterhånden efter det. Efter en noget langsom start i 5. klasse i min nye skole i Gladsaxe,

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 13 11/03/11 11.41 hvor jeg i begyndelsen gav de nye klassekammerater mærkatet ‘stræbere’, endte jeg med at blive temmelig skrap til at læse og skrive. Derefter gik vejen videre over gymnasiet, hvor jeg pludselig befandt mig i en undervisningssammen- hæng, hvor jeg var den eneste med mellemøstlig baggrund i klassen, hvilket er en tendens, der har gjort sig gældende på min uddannelsesvej lige siden. Min egen historie om folkeskolens og uddannelsens betydning for udviklingen af en ballademageridentitet er ikke atypisk, hvilket man kan læse i gennemgangen af den stadig mere socialt og etnisk delte folkeskole i denne bogs 7. kapitel: Folkeskolen i brand. Efter at jeg var flyttet til Gladsaxe, gik det efterhånden op for mig, at mine nye venner ikke delte mit positive syn på Avedøre Stationsby og Vestegnen. Og da jeg op gennem teenageårene forsøgte at holde en slags mental kontakt til den gamle hjemstavn ved at følge flittigt med i mediedækningen af Vestegnen, opdagede jeg, at de områder der kom i pressens søgelys ofte blev beskrevet som indvandrerghettoer. Billedet hænger sammen med en henvisningspolitik, hvor især socialdemokratisk dominerede kommuner med meget almennyttigt boligbyggeri gennem årene har taget imod mange nyankomne flygtninge og indvandrere. Mange af disse havde ikke uddannelser med i bagagen fra hjemlandet, og dem der havde, endte ofte alligevel bagest i køen til job takket være 1980’ernes høje arbejdsløshed. Min mor havde en bachelor i fysik, da hun ankom til Danmark fra Iran, men kombinationen af et udenlandsk eksamensbevis, en manglende kandidatgrad, høj arbejdsløshed og ringe danskkundska- ber gjorde, at et job inden for fysikken ikke var realistisk. Min mor begyndte forfra på uddannelsesmøllen og lærte flydende dansk. Hun tog først en dansk gymnasieuddannelse og færdiggjorde efterfølgende et studium som ingeniør, da jeg var midt i mine teenageår. Min far ville ikke tage en uddannelse, og insi- sterede over for sin sagsbehandler på, at han var håndværker – med eller uden papirer. Som bevis tog han en persisk guitar med på socialkontoret, som han havde bygget. Han fortalte bagefter, at sagsbehandleren havde været imponeret af instrumentet, men at hun havde givet udtryk for, at man i Danmark skulle tage en uddannelse som håndværker for at kunne arbejde som håndværker. Min far fortsatte med at tjene lidt penge på hjemmebyggede guitarer, men tilhørte ellers gruppen af arbejdsløse etniske minoriteter, som udgjorde en stor økonomisk udgift for de mange Københavnske Vestegnskommuner, der op gennem 1980’erne havde taget imod et stort antal flygtninge og indvandrere. I slutningen af 1990’erne sagde en række socialdemokratiske borgmestre fra de københavnske forstæder og vestegnskommuner stop. Fordelingen af de nyankomne indvandrere og flygtninge bidrog til et stadig mere både socialt

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 14 11/03/11 11.41 og etnisk skævt boligmarked, og borgmestrene kritiserede det paradoksale i, at landets rigeste kommuner typisk også var dem, der tog imod færrest nyankomne indvandrere og flygtninge. Som en teenager der havde oplevet Danmark set fra de socialdemokratiske forstæders perspektiv, fattede jeg hurtigt sympati for argumentet om at standse den skæve fordeling, hvor de almennyttige boligområder der i forvejen led under høj arbejdsløshed skulle tage imod flest indvandrere og flygtninge. Det bidrog til et stadig mere socialt opdelt boligmarked, der igen smitter af på de lokale folkeskoler. Jeg så derfor måbende til, da den daværende regering med den socialdemokratiske folketingsgruppe i spidsen dukkede op på tv-skærmene. Vestegnsborgmestrene blev banket på plads med slet skjulte undertoner om, at de talte grimt om indvandrere og flygtninge.

De vrede unge mænd – taberne i uddannelsessystemet Når etniske minoriteter fra landets gamle arbejderkvarterer til stadighed fremhæves i den offentlige debat som nogle, der skaber usikkerhed og utryghed, handler det især om den gruppe, der historisk har været mest synlige og larmende i det offentlige rum – de unge mænd. Denne markante mandlige dominans med hensyn til hvem der befinder sig i risikozonen for at ende i kategorien potentielt sikkerhedsmæssigt truende, hænger blandt andet sammen med at den sociale mobilitet blandt unge mænd i Danmark generelt nærmest har stået stille siden 1970’erne, hvorimod kvin- derne har haft fuld damp på, så de i dag udgør majoriteten på de videregående uddannelser. Når det gælder efterkommere af indvandrere er polariseringen mellem kønnene endnu tydeligere, og især i dette årtusinde er de unge kvinder løbet fra deres brødre. Kvindelige efterkommere af indvandrere overhalede således i skoleåret 2009/2010 for første gang de jævnaldrende etnisk danske kvinder, når det gælder andelen som er i gang med en videregående uddannelse (6 ud af 10). Hos mændene er der betydeligt flere, der tabes i uddannelsessystemet. Mens 28 procent af de kvindelige efterkommere af indvandrere fra 3. verdenslande ikke har fået taget en uddannelse efter folkeskoletiden, gælder det samme for hele 42 procent af de 25-39-årige mænd.2 Til sammenligning er det kun hver femte blandt de etnisk danske mænd, der ikke får taget en uddannelse efter folkeskolen, og konsekvenserne kan klart aflæses på arbejdsmarkedet. Hvor efterkommere med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse kan bryste sig af en beskæftigelsesfrekvens på 88 procent, er det tilsvarende tal 60 procent

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 15 11/03/11 11.41 blandt dem uden uddannelsesbeviser. Kvindernes succeshistorie i forhold til uddannelse har betydet, at de har brudt mønstret fra første generation af kvindelige indvandrere, der haltede markant efter mændene på arbejdsmarkedet. Etniske minoritetspiger i aldersgruppen 16-29 år har således i gennemsnit en højere beskæftigelse end både deres fædre og deres brødre.3 Som vi skal se i denne bog, står Danmark langt fra alene, når det gælder en udvikling, hvor især de ufaglærte unge mænd risikerer at ende i bunden af samfundet med ringere muligheder for at skabe det gode liv for sig selv og vinde anerkendelse blandt deres medborgere. Mens det langt hen ad vejen er lykkedes ufaglærte kvinder at fastholde job inden for især servicesektoren, er mange af de ufaglærte mandejob forsvundet sammen med industrisamfundet. De manglende jobmuligheder blandt de ufaglærte mænd udgør en del af baggrunden for nogle af de optøjer, der med jævne mellemrum rammer gamle arbejderkvarterer rundt om i Europa. Denne problematik er beskrevet i kapitlet Franske tilstande og kampe om anerkendelse. Optøjer i storbyerne kan i et sociologisk perspektiv tolkes som udtryk for opsamlet afmagt og vrede ved oplevelsen af manglende livsmuligheder og anerkendelse. Som det fremgår af denne bog udgør afmagten og den ophobede vrede hos den enkelte imidlertid ikke en mekanisk størrelse, der automatisk fører til, at denne reagerer med vold og optøjer. Uddannelse og de livsmuligheder som følger med eksamensbeviserne, udgør en klar skillelinje mellem dem, der lader oplevelsen af skam og ydmygelse få aﬂøb i vold, og dem der i stedet lader indignationen og vreden få aﬂøb gennem demokratiske samtalekanaler. Når uddannelse og job udgør en buffer imod brugen af vold, hænger det dels sammen med rationelle overvejelser, hvor de der risikerer at tabe mest ved deltagelsen i optøjer, simpelthen afstår. Desuden er uddannelse en kilde til selvværd, som, ifølge psykologiske studier, har afgørende betydning for folks modtagelighed over for skam og nederlag.4 Psykologiske eksperimenter har vist, at skam og nederlagsoplevelser også er smertefulde for individer med højt selvværd, men at de har lettere ved at afmontere skammen og håndtere vreden.5 Folk med lavt selvværd er derimod tilbøjelige til at opleve skammen ved diskrimination, negative forventninger fra omverdenen og ydmygende oplevelser som overvældende og uhåndterbare størrelser.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 16 11/03/11 11.41 Ghettomærkatet som trusselsbillede Det er slående så ofte de unge, som udtaler sig i denne bog, har svært ved at genkende mediernes og politikernes portræt af deres kvarterer. Men det er en erfaring, de ikke er alene om. Eksempelvis konkluderer en trivselsundersøgelse blandt beboere i 13 udsatte bydele i København – hvoraf flertallet også befinder sig på Socialministeriets ghettoliste – at otte ud af ti beboere er glade for at bo der og ikke ønsker at flytte. Et overvejende flertal udtrykker imidlertid også frustrationer over, at deres boligområde har et dårligt image i offentligheden. I 2004 fremlagde Socialministeriet en liste over 25 boligområder, hvor mere end 40 procent af beboerne stod uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, og hvor boligselskaberne fik dispensation til at måtte afvise boligsø- gende, som ikke var i job eller uddannelse. Listen blev hurtigt kendt som en slags uofficiel ghettoliste. I anden halvdel af tierne har politikere, meningsdannere og medier refereret til denne liste, når de henviste til landets såkaldte ghettoer, selvom staten på dette tidspunkt endnu ikke havde udarbejdet nogen officiel definition på, hvornår et dansk boligområde er en ghetto. Det er dermed først med lanceringen af regeringens såkaldte ghettoliste i efteråret 2010, at staten herhjemme officielt rubricerer danske boligområder som ghettoer. 29 boligområder havnede på regeringens ghettoliste, fordi de opfylde to ud af følgende tre kriterier: 40 procent af beboerne er uden for arbejdsmarkedet, mindst halvdelen af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra lande, der ikke er vestlige, og mindst 270 personer ud af 10.000 indbyggere har en dom for at overtræde straffeloven, våbenloven eller loven om narkotika. Den sociale faktors betydning for definitionen af danske ghettoområder indebærer, at disse adskiller sig fra områder, der historisk er blevet rubriceret som ghettoer. Ordet stammer således fra forskellige stater og kirkers forsøg på at afgrænse jøder, sorte og andre fra resten af samfundet alene på baggrund af religion eller hudfarve. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i oktober 2010 ved Folketingets åbning for første gang løftede sløret for, at regeringen ville identificere 29 ghettoer i Danmark, drejede dette sig således ikke om ghettoer i ordets oprindelige forstand, i og med at de danske områder er etnisk diverse. Det er imidlertid svært at overse, at ordet ghetto benyttes entydigt negativt. Dette viste sig allerede ved statsministerens lancering af, at vi skulle have en formel ghettoliste herhjemme, hvor han betegnede „ghettoerne“ som „huller i Danmarkskortet“. „Steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende,“ fortsatte Lars Løkke Rasmussen og fremdrog en sammenhæng mellem ghettoerne og unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, der skaber uroligheder. Stats-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 17 11/03/11 11.41 ministerens tale bar præg af, at den faldt i kølvandet på en sommer, hvor der havde fundet optøjer sted i Vollsmose i Odense, Gellerup Parken i Århus og Mjølnerparken på Nørrebro. „Når brandmænd kun kan komme ind og udføre deres arbejde under politibeskyttelse. Når skoler og institutioner bliver udsat for hærværk. Når chikane og kriminalitet er trådt i stedet for respekt. Når parallelle retssystemer vokser frem. Så er værdier som tillid, frihed og ansvar ikke-eksisterende,“ lød det fra statsministeren. „Vi vil rive murene ned. Vi vil åbne ghettoerne mod samfundet. Da jeg besøgte Tåstrupgård i august måned, slog det mig, at der i et boligområde på størrelse med den by, jeg selv bor i, ikke er én eneste butik. I andre ghettoer er det nærmest umuligt at gå rundt. Det er stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund. Det er dé fæstninger, vi skal bryde igennem.“ Få uger efter offentliggjorde regeringen sin ghettoliste, og protesterne kom prompte fra en række af landets boligafdelinger. „Selvom der sikkert følger penge med, vil vi meget gerne sige nej tak. Vi vil ikke kaldes ghetto, for vi mener, at det kan blive en selvopfyldende profeti. Alene ordet kan få ressource- stærke personer til at holde sig væk,“ udtalte direktøren i Thisted Bolig, Ove Jensen, der anmodede Socialministeriet om at blive fjernet fra listen hurtigst muligt.6 Også landets politikredse udtalte en usædvanlig kritik af politikernes brug af ghettobegrebet, som de mente skabte en unødig frygt i befolkningen og et forvrænget billede af virkeligheden i de omtalte kvarterer. Politikerne spænder ben for politiets, boligselskabernes og kommunernes arbejde for at løse de reelle problemer i landets udsatte boligområder, når de portrætterer kvartererne som kriminelle arnesteder, lød det fra en række politidirektører. „I den senere tid har vi gentagne gange hørt ordet parallelsamfund, som skulle være en karakteristik af Gellerup. Jeg synes, det er problematisk at bruge sådan et ord. Der er også brugt vendinger som, at politiet skal erobre området tilbage fra lovløse tilstande. Det er alt sammen efter min mening med til at give et billede af situationen, som i høj grad er forkert,“ forklarede politidirektør Jørgen Illum fra Østjyllands Politi.7

Blågårdskvarteret på Nørrebro er et af de nye områder, der siden efteråret 2010 ofﬁcielt er blevet rubriceret som en ghetto.8 Området omkring Blågårds Plads ville imidlertid blive strøget af Socialministeriets ghettoliste, hvis opgørelsen over beboerne i Danmarks „ghettoer“ ikke alene medtog dem, der bor i almennyttigt boligbyggeri, men også inkluderede beboerne i de samme områders ejer- og andelslejligheder.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 18 11/03/11 11.41 Jeg selv og en stor del af Blågårdskvarterets veluddannede og velbjærgede beboere tæller således ikke med i statens kortlægning af beboerne i „ghettoerne“, hvor der kun kigges på kvarterets knap 900 almennyttige lejligheder. Beboerne i kvarterets andelslejligheder, hvoraf de mest mondæne har udsigt over Søerne i København, er imidlertid ikke medtaget i rubriceringen af om- rådet som en ghetto. Det kan i det hele taget være svært at genkende området i regeringens signalement af danske ghettoer som „typisk betonbyggeri fra 1960’erne og 1970’erne, der ikke fremstår indbydende og attraktive,“ som det hedder i udspillet ‘Ghettoen tilbage til samfundet – et opgør med parallelsamfund i Danmark’, der fortsætter: „Folk, der ikke bor i områderne, har ingen naturlig grund til at komme her. Der er ingen butikker eller arbejdspladser.“ En gåtur ad kvarterets hovedstrøg afslører hurtigt, at området er præget af blandede boligformer, hvor blokke med almennyttige boliger og andelslejligheder blot er adskilt af de ti skridt, som der er fra den ene side af gaden til den anden, og at der er en „naturlig grund“ til, at Blågårdsgade trækker et stort antal mennesker udefra. Gaden er således fuld af butikker, caféer, kunstnerfælles- skaber samt spisesteder med alt fra iransk og marokkansk mad til raw food og de obligatoriske shawarma-steder, som ﬁndes overalt på Nørrebro. Hvis man imidlertid bevæger sig væk fra den befærdede Blågårdsgade og Rantzausgade (hvor jeg selv bor) falder både antallet af butikker og købekraften, samtidig med at antallet af paraboler på blokkene viser sammenfaldet mellem kvarterets almennyttige lejligheder og dets mest indvandrerrige gader. Det er især de unge i områdets almennyttige lejligheder, der bidrager til, at Blågårdskvarteret fortsat skaber overskrifter i forbindelse med kriminalitet, som tilfældet har været det hele vejen op gennem 1900-tallet, hvilket vi skal se i kapitel 3 (Når bopælen bliver en belastning). Farveaspektet ved frygten for kriminalitet begået af de unge mænd i landets gamle arbejderkvarterer anno 2011 er svært at komme udenom, og især Nørrebro har udviklet sig til et symbol på frygten for kriminalitet i et stadig mere multietnisk samfund. Som det ses i kapitel 4 (Kampe om medborgerskabet og medierne) har udlæn- dingepolitikken desuden været øverst på mediernes og politikernes dagorden ved hvert folketingsvalg i årtusindets første tiår, og, ifølge valgforskningen, er det usikkert, hvorvidt disse valg ville være faldet ud til borgerlig side, hvis det ikke var for indvandrings- og integrationspolitikkens betydning.9 Etniske minoriteter er således en samfundsgruppe, der til stadighed tales meget om i den offentlige debat, men desværre kniber det mere med at tale med denne gruppe af danskere, hvis stemmer derfor ofte er fraværende i den demokratiske samtale og forhandling om fremtidens Danmark.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 19 11/03/11 11.41 På denne bogs sider kommer „stemmer“ tilhørende de etniske minoriteter til orde, der som oftest gør negativt opmærksomme på sig selv i mediebilledet. Bogen tegner et portræt af Danmark set fra et ungdomsperspektiv i boligom- råder, der stadig oftere rubriceres som „ghettoer“ af omverdenen, samtidig med at den beskriver baggrunden for, hvorfor især de unge mænd i disse bo- ligområder er i risikozonen, hvad angår kriminalitet, manglende uddannelse, job og den deraf formindskede mulighed for at vinde anerkendelse blandt deres medborgere. De unges beretninger suppleres i bogen af forklaringer fra social- og klubmedarbejdere, skolelærere og politimænd samt sociologiske forklaringsmodeller på den oplevelse af modborgerskab, som går igen blandt mange af de unge mænd. Det er således en sociologisk tilgang til emnet med udgangspunkt i interviews, der har været bestemmende for bogens journalistiske fortælling.

Vreden bag de landsdækkende gadeoptøjer i februar 2008, der startede på Nørrebro, og derefter bredte sig til en del andre steder i landet, er ikke blot udtryk for en forbigående tilstand. En afdækning af mediernes, folkeskolens, politiets, politikernes og – selvsagt de unges – rolle i begivenhederne dengang hjælper os forhåbentlig også til at forstå, hvordan vi undgår, at vreden udvikler sig til en permanent tilstand. Samtidig afdækkes de eksisterende barrierer, der forhindrer generationer af unge mørklødede mænd i at føle sig anerkendt som ligeværdige medborgere i et Danmark, der bliver stadig mere multietnisk. Betingelserne for et ligeværdigt medborgerskab kræver blandt andet en indsats for at minimere det uddannelsesefterslæb, som især de mandlige efterkommere af indvandrere, har svært ved at undslippe. Men det kræver også, at etniske minoriteter selv bidrager til den evige forhandling om medborgerskabet, danskheden og ligeværdigheden i vort samfund, og at medier og politikere viser viljen til at inddrage etniske minoriteter i den demokratiske samtale. Som denne bog viser, kan den demokratiske samtale medvirke til at forebygge, at unge udtrykker sig gennem vold. Dette viste sig ved de landsdæk- kende optøjer i 2008, hvor en gruppe unge i Blågårdskvarteret endte med at afslutte optøjerne på Nørrebro med et åbent brev til offentligheden, der forklarede baggrunden for urolighederne. Politiets og politikernes velvillighed til at mødes og diskutere vreden bag optøjerne betød, at en genoptagelse af afbrændingerne blev afværget samtidig med, at dialogen med de unge førte til konkrete løsningsforslag. Omar og Abas spillede en vigtig rolle i tilblivelsen af brevet ‘Sandheden bag urolighederne’, ligesom de begge spiller en central rolle i denne bog. Jeg har

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 20 11/03/11 11.41 bevidst valgt at minimere antallet af unge, der citeres direkte i bogen, selvom jeg har talt med mange. Dels af hensyn til formidlingen, dels fordi de unges udsagn og forklaringer har vist sig at ligge meget tæt op ad hinanden. Omar og Abas er valgt som hovedkilder blandt de unge ud fra en vurdering af, at de med deres alder, sociale baggrund og straffeattester bedst repræsenterer feltet af stemmer, der udgør fundamentet for denne bog. Vi følger dem fra deres barndom i slutningen af 1990’erne og frem til udgangen af 2010, hvor de har udviklet sig til unge mænd, der fortæller om opvæksten i et af Danmarks mest berygtede kvarterer. Min forhåbning med denne bog er, at den kan bringe stemmer og holdninger op til overﬂaden og dermed yde et lille bidrag til forhandlingen om et fremtidens Danmark – et samfund hvor alle har mulighed for anerkendelse og for at skabe sig et værdigt liv uden at slå om sig på omverdenen undervejs. Jeg ved, at dette også er årsagen til, at både kilder og forlag har takket ja til at medvirke og muliggøre nærværende bog. For dette skal de af hjertet have tak.

Aydin Soei København, februar 2011

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 21 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 22 11/03/11 11.41 OPTAKT: OPTØJER SOM TOPPEN AF ISBJERGET

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 23 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 24 11/03/11 11.41 Februar 2008 – Den første aften med optøjer

Typisk står beboerlokalerne, der vender ud mod Blågårds Plads, ubrugte hen om aftenen. Bortset fra på søndagsaftener, som er ugens mest søvnige tidspunkt i kvarteret. Her tropper en gruppe fra kvarterets storebrorgeneration ugentligt op i Projekt Rabarberlandet, når startfløjtet lyder til ugens store tv-kamp i den spanske fodboldliga. Til daglig tilbyder Projekt Rabarberlandet rådgivning og hjælp til at komme i arbejde til voksne beboere på Indre Nør- rebro, mens kvarterets børn får tilbudt lektiehjælp samt fiske- og biografture. Men på fodboldaftener minder Projekt Rabarberlandet mere om en privat dagligstue end et boligsocialt projekt. Her trækker gruppen af fodboldentu- siaster lokalets mørke gardiner for og skruer godt op for lyden af tv’et. Den anden søndag i februar 2008 sidder den 34-årige socialarbejder Anoir Hassouni som sædvanlig klinet til skærmen sammen med syv-otte venner. Kun en konstant brummende lyd i lokalet afslører, at denne aften adskiller sig fra enhver anden fodboldaften. De tilstedeværende vælger dog at ignorere lyden indtil slutningen af første halvleg for i stedet at vie deres totale opmærksomhed til fjernsynsskærmen. I løbet af de første 33 minutter af kampen bringer Real Madrid sig foran 3-0 mod oprykkerne fra Valladolid. En af vennerne bryder tavsheden. Han vil vide, hvem det er, der åbenbart modtager en sand kaskade af sms’er. I et kort øjeblik flytter opmærksomheden sig fra spillerne på skærmen til mobiltelefonerne i lommerne. Ingen der tjekker, har modtaget hverken beskeder eller opkald, og brum- melydens vigtighed overdøves af yderligere to mål fra hjemmeholdets side, der går til halvleg med en pauseføring på 5-0. Først her kigger Anoir Hassouni på sin mobiltelefon og ser på skærmen, at der er en håndfuld ubesvarede opkald. Telefonen har stået på lydløs, og den første til at få fat i gadeplansmedarbejderen er hans svigerfar. Han bor få meter væk i en lejlighed med direkte udsigt til Blågårds Plads. Svigerfaderen vil vide, hvad Anoir laver. Svaret kommer bag på den ældre mand. – Sidder du og ser fodbold? Hele bydelen er i brand, men du sidder bare og ser fodbold.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 25 11/03/11 11.41 Da Anoir trækker gardinet fra, kan han se, hvad der har skabt den vibrerende og sydende lyd under fodboldkampen. En gruppe unge har kørt containere fra kvarterets baggårde ud på pladsen. Her har de sat ild til dem. Anoir kan ikke tro sine egne øjne. Den eneste af langsiderne langs Blågårds Plads, hvis ruder ikke er blevet smadret, er den, hvor han og de andre har siddet og set tv. Han styrter ud af lokalet, og sammen med en af de andre fodboldvenner der er ansat som gadeplansmedarbejder i Københavns Kommune, begynder han at råbe efter de unge: „Hvad fanden sker der?“ Hans kollega virker lige så forvirret. I løbet af kampens første 45 minutter er containere og biler blevet stukket i brand rundt om i hele Blågårdskvarteret, mens de to opsøgende gadeplansmedarbejdere, hvis job blandt andet består i at afværge scener, som dem der udspiller sig foran dem, har befundet sig i et lokale midt i det hele med tv’et skruet op på max. Anoir arbejder til daglig på Nørrebro og har boet i bydelen hele sit liv. Ved synet af en voksen person, der kender både de unge og deres forældre, sætter de ﬂeste af de store drenge og unge mænd fra kvarteret i løb. Unge fra andre bydele stikker dog først af med nogle sekunders forsinkelse, når de ser, at gadeplansmedarbejderne er nogle, som de lokale rødder ikke har lyst til at stå ansigt til ansigt med. I et kort øjeblik er Anoir Hassouni rådvild. En del af de unge han kunne genkende, er ikke nogen, der plejer at lave ballade. Desuden undrer han sig over, at unge udefra åbenbart er gået sammen med lokale om at sætte ild til ting. Men han når ikke at overveje situationen ret længe, da lyden af et råb minder ham om, at situationen langt fra er under kontrol. En kvinde har fra sit vindue fået øje på en gruppe unge, der forsøger at tænde ild til endnu en container. Drengene stikker dog af, så snart de ser og hører Anoir komme løbende. Som gadeplansmedarbejder har Anoir Hassouni som regel tjek på, hvad der foregår i kvarteret. Han ved, at undtagelsestilstanden mellem de unge og politiet siden kalenderen skiftede til 2008, er spidset til. Han opfatter de lokale rødders sindsstemning som en trykkoger, der nærmest har haft on-knappen trykket permanent i bund. Flere uger inden urolighederne bryder ud i februar hører gadeplansmedarbejdere, klubpædagoger og bydelens kriminalpræventive betjent nemlig historier om politivisitationer, som giver anledning til bekymrede samtaler i bydelen. Ligesom socialarbejdere på Nørrebro har den kriminalpræventive betjent i bydelen i stigende grad frygtet, at de unge ville lade deres frustrationer få aﬂøb i optøjer. Uroen fornemmes også af den betjent, der er ansvarlig for politiets daglige kriminalpræventive arbejde på Vesterbro. Den interne bekymring i

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 26 11/03/11 11.41 politiet vedrørende enkelte kolleger, der har skruet lige lovlig meget op for machoattituden i møderne med de unge på gaden, kommer imidlertid ikke offentligheden til kendskab i løbet af optøjerne. Først da en uges uroligheder er overstået, vælger ﬂere betjente at gå i medierne med en kritik af politiets egen rolle i den optrapning af vrede, der er gået forud for optøjerne. „Tiden er måske inde til, at vi i politiet er nødt til at kigge lidt på os selv,“ lød det fra den kriminalpræventive betjent på Vesterbro.10 Det der var startet som en lokal konﬂikt på Nørrebro, havde først spredt sig til store dele af Storkøbenhavn for derefter at ramme byer på Fyn og i Jylland samt andre dele af Sjælland. Kritikken fra egne rækker gjorde indtryk på ledelsen hos Københavns Politi. „Vi gør utrolig meget for at undgå racisme. Både på skolen, under uddannelsen og når vi sender folk på gaden, gør vi meget ud af, at alle skal omgås med respekt og værdighed. Men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at det sker, og når nogle af vores egne folk siger det, så er der jo grund til at råbe vagt i gevær,“ udtalte politidirektør Hanne Bech Hansen.11

Folk, der arbejder med børn og unge i kvarteret ved, at mange af de unge mænd med indvandrerbaggrund har vænnet sig til, at en del af det at bo i kvarteret er, at de risikerer at blive stoppet af politiet på gaden. Ligesom mange andre gamle arbejderkvarterer er området overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Selvom det er et fåtal af de unge, der bedriver kriminalitet, har mindretallets gerninger haft den konsekvens, at ordensmagten fra 90’erne og frem har haft et særligt fokus på unge mænd med indvandrerbaggrund i Blågårdskvarteret. Normalt må politiet kun bede om navn og cpr-nummer, når der ikke foreligger begrundet mistanke om kriminalitet, og for mange af de unge er det at skulle redegøre for sin identitet over for ordensmagten blevet en normaltilstand. Men et nyt tiltag har ændret spillereglerne: visitationszoner. De giver politiet beføjelser til at visitere folk, uden at der foreligger begrundet mistanke, der kan danne baggrund for en sigtelse. Visitationszoner blev for alvor udbredt omkring årsskiftet til 2008, hvor syv forskellige bydele i Køben- havn blev udnævnt til områder, hvor politiet kunne kropsvisitere efter våben uden begrundet mistanke. Begrundelsen var en række knivstikkerier i bylivet i Københavns centrum.12 Brugen af visitationszoner bryder et princip i dansk retspleje om, at politiets indgreb i borgernes frihed ved kropsvisitationer på gaden skal være begrundet i en konkret mistanke. Af hensyn til borgernes bevægelsesfrihed samt

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 27 11/03/11 11.41 privatlivets fred er visitationszoner derfor begrænsede til at vare en måned ad gangen, men de kan i princippet forlænges, så længe det skal være. Som vi skal se, nåede store dele af København da også at være visitationszone i to år, før de blev ophævet i januar 2010 kort efter en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der erklærede de britiske visitationszoner – som har dannet forbillede for den danske praksis – i strid med menneskerettig- hedskonventionens artikel om retten til privatliv. Politiets visitationer var i starten af 2008 særligt omfattende i Blågårds- kvarteret på Indre Nørrebro, hvor politiet siden årsskiftet havde intensiveret en stresstaktik, der gik ud på at smide unge væk, så snart de stod stimlet sammen i en gruppe. Der fandt særligt mange kropsvisitationer sted i Folkets Park, som politiet havde mistænkt for at være et træfpunkt for lokale unges hashhandel. Man kan groft sagt dele de typiske brugere af den lille park op i to grupper: Unge fra Blågårdskvarteret, der hænger ud på parkens plæne, og unge venstreorienterede fra store dele af København, der kommer for at benytte tilholdsstedet Folkets Hus, som ligger direkte ud til parken. Siden rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i 2007 er Folkets Hus blevet et stadig vigtigere tilholdssted for venstrefløjsaktivister, der afholder caféer, debatarrangementer og folkekøkkener. De to grupper har til daglig ikke meget med hinanden at gøre. Efter at København bliver omdannet til én stor visitationszone brydes den usynlige linje imidlertid stadig oftere. Brugerne af Folkets Hus kommer i starten af 2008 uundgåelig til at være øjenvidner til de visitationer, der i denne periode finder sted på de to parallelle gader Stengade og Griffenfeldsgade, som Folkets Park ligger imellem. Blandt de unge fra Fol- kets Hus udvikler visitationerne af Blågårdskvarteret sig til et samtaleemne. Venstrefløjsaktivister i Folkets Park bliver ikke selv visiteret, men er øjenvidner til, at de mørklødede mænd jævnligt stoppes af politiet, når de nærmer sig parken. Flere af de unge fra Folkets Hus tager kontakt til nogle af de lokale unge for at snakke med dem om visitationerne. Gymnasieeleven Omar var en af dem, der i denne periode snakkede med nogle af de jævnaldrende unge, der holder til i Folkets Hus. „De blev jo ikke visiteret selv. Men de så visitationerne i Folkets Park. De så, hvordan folk blev ydmyget og kunne se, at den var helt gal.“ Medierne havde i 2007 berettet om deltagelsen af „andengenerationsindvandrere“ under de uroligheder, der brød ud ved rydningen af Ungdomshuset. Men det har ikke tilsvarende været fremme, at etnisk danske venstrefløjsak- tivister året efter både rådgav og deltog i det, som nogle medier udråbte til „Danmarkshistoriens værste indvandreroptøjer“.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 28 11/03/11 11.41 „Der var flere autonome, som dukkede op og hjalp til. Det så jeg selv. De var der, og det kom ikke frem i mediedækningen, som kun fokuserede på, at det var indvandrere,“ lyder det blandt andet fra Abas.13 Barndomsvennerne Omar og Abas bor begge i nærheden af Folkets Park. Abas havde en plet på sin straffeattest, mens Omar ikke havde nogen kriminelle forseelser i bagagen. Omar og Abas deltog – ligesom flertallet af de unge på Nørrebro – ikke i afbrændingerne, og de peger blandt andet på frygten for at skulle tage en ufrivillig pause fra uddannelsen som årsag til, at de ikke sluttede sig til kampene på gaden. Omar var i 2008 i gang med det sidste år af sin gymnasieuddannelse, mens Abas var i lære som tømrer. Begge blev de i denne periode kropsvisiteret flere gange om ugen. „Du kan møde de samme mennesker, der har set dig blive visiteret, og så tænker de helt sikkert: ‘Ham der, han er vist en værre en.’ I stedet kunne politiet trække os til side, hvor der ikke var nogen, der kunne se os. Det gør de ikke. De visiterer os lige for øjnene af en masse mennesker,“ fortæller Abas, der i denne periode var særligt bekymret for, hvad hans mester ville sige, hvis han hørte, at hans lærling ofte blev stoppet af politiet: „Du bor jo på Nørrebro og møder en masse mennesker på Nørrebro. Jeg er håndværker. Hvis nu jeg skal hjem hos en eller anden på Nørrebro for at udføre et job, og han har set mig blive tjekket af politiet, så vil det få en eller anden konsekvens for mit arbejde.“ Særligt en visitation frustrerede Abas. Her blev han tvunget til at hive ned i bukserne på gaden, hvorefter den pågældende betjent lyste ham i kønsdelene. Abas hører blandt dem, der forud for optøjernes udbrud klagede og fik en undskyldning fra politiet, fordi han var blevet afklædt på gaden.14 Afklædninger i forbindelse med visitationer på gaden er ikke tilladt i henhold til Politiloven, som visitationszonerne hører under, og den ulovlige praksis gav anledning til bekymring blandt såvel politibetjente som kommunalarbejdere på Indre Nørrebro og andre bydele i København, der var omdannet til visitationszoner. Den kriminalpræventive betjent på Nørrebro var en af dem, der var begyndt at sende indberetninger videre i systemet i ugerne op til optøjernes udbrud i 2008. Her klagede han over, at nogle af hans kolleger ikke kunne håndtere de nye magtbeføjelser, da de pludselig måtte stoppe enhver borger uden at være tvunget til at begrunde, hvorfor de kropsvisiterede nogle og lod andre gå. „De her unge er vokset op med visitationer, så det var ikke selve kontrollerne, der var problemet: Det var måden, der blev talt til dem på og af- klædningerne midt på gaden, der gjorde forskellen,“ forklarer Harun Y. Rubin, der har arbejdet som kriminalpræventiv betjent på Nørrebro i seks år. Her har han blandt andet skullet opbygge relationer til bydelens kriminalitetstruede

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 29 11/03/11 11.41 unge og i samarbejde med socialvæsen og skoler bidrage til at få dem videre i job og uddannelse. I løbet af årene som kriminalpræventiv betjent har Harun Y. Rubin lært, at der kan opstå interessekonflikter mellem indsatsen for at forebygge kriminel adfærd blandt unge og loyaliteten i forhold til nogle politikolleger, der spænder ben for dette arbejde. Dette dilemma har aldrig været større, end da der blev indført visitationszoner. „Jeg har flere gange diskuteret det her med betjente. ‘Du er den voksne, og du er politimand. Du bør være for stor til at gå i konfrontation med de unge på den måde’. Der er det så, at jeg flere gange er blevet mødt med antydninger: Er du med os, eller er du med dem?“ Også Socialforvaltningen i Københavns Kommune klagede over visitationerne til Københavns Politi. En af de socialarbejdere under Socialforvaltningen, der indberettede afklædningerne, var Rafik Benchekh. „Det drejede sig om klager, hvor vi sagde: ‘Prøv at høre her: I er gået for langt med de her visitationszoner’. Der var blevet indsendt masser af mundtlige og skriftlige klager til Københavns Politi herinde fra. Der var kaos, og vi advarede om, at det her kunne udvikle sig i en farlig retning,“ fortæller Rafik Benchekh, der derfor ikke var overrasket, da optøjerne brød ud på Nørrebro søndag den 10. februar 2008. Det der kom bag på ham og andre kommunalarbejdere var, at urolighederne fortsatte i en hel uge, hvor de tiltog i styrke i takt med, at stadig flere bydele rundt om i landet overtog stafetten fra Nørrebro.

Toppen af isbjerget

Modsat tidligere optøjer, der var startet af unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, spredte en weekends turbulens sig således fra et lokalt fænomen til gadeuroligheder i store dele af landet. I løbet af ugen blev der antændt omkring 700 større eller mindre brande fra Nørrebro, Vesterbro, Amager, Tingbjerg, Nordvest og Valby i Københavns Kommune til de københavnske vestegnskommuner i Ishøj, Rødovre og Høje Taastrup til Kokkedal, Nivå, Farum og Birkerød i Nordsjælland – og derfra videre til Slagelse samt Kalundborg i det vestlige og sydvestlige Sjælland, Vollsmose i Odense samt boligområder i Aalborg, Viborg, Horsens og Århus Vest. Værst går brandene ud over Storkø- benhavn, hvor politiet registrerer omkring 400 brande.15 Fælles for de påsatte brande er, at de ﬁnder sted i områder, der er domineret af alment boligbyggeri

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 30 11/03/11 11.41 med en stor andel af etniske minoriteter og beboere, der er overrepræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne. Spørgsmålet er, om urolighederne i februar 2008 ville have bevæget sig meget uden for Nørrebros grænser, hvis ikke der eksisterede en fælles fortæl- ling om manglende anerkendelse som ligeværdige medborgere blandt mange unge mænd med indvandrerbaggrund i områder med alment boligbyggeri, der jævnligt rubriceres som „ghettoer“ i den offentlige debat? Der er et stort sammenfald mellem de områder, der var plaget af ildspåsættelser og uro i løbet af optøjerne i 2008, og de 29 almennyttige boligområder, som regeringen i efteråret 2010 udråber til ghettoer. De 29 områder er spredt ud på 17 kommuner. 10 af disse kommuner var i løbet af de landsdækkende optøjer i 2008 plaget af ildspåsættelser og uroligheder i deres „ghettoer“. Det der primært adskiller områder, der beﬁnder sig på regeringens ghettoliste, men som ikke var plaget af ildspåsættelser og uro i løbet af de lands- dækkende optøjer i 2008, er at disse områder har en højere andel af førtids- pensionister og ældre, mens de uroplagede områder er kendetegnet ved en stor andel af unge etniske minoriteter. Dette hænger blandt andet sammen med en bydelsmarginalisering, der er særligt nærværende, når det gælder unge mænd med indvandrerbaggrund. Og som vi skal se, udgjorde den fælles oplevelse af at blive stemplet på baggrund af hudfarven og postadressen en væsentlig bestanddel af den ophobede vrede, der lå bag en uges landsdækkende optøjer i 2008. De unges reaktioner på møderne med politiet i de nyindførte visitationszoner skal derfor forstås som et symbol på de ekstraomkostninger, som de unge føler, at de skal ‘betale’ for hudfarven, alderen og bopælen i deres kampe for at blive anerkendt i det danske samfund. Som Omar udtrykker det: „Mange har en følelse af at være andenrangsborgere. Og det, at folk inderst inde godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark, gør jo ondt.“ Der havde op til udbruddet af optøjerne udviklet sig en fortælling blandt unge på Nørrebro om, at skillelinjen for visitationerne gik på hudfarve og ikke på folks sociale position i samfundet og deres reelle handlinger. Derfor støttede mange moralsk op om optøjerne på trods af, at ﬂertallet af de unge i Blågårdskvarteret på Nørrebro, hvor optøjerne startede, ikke selv tændte ild til biler og containere. „Ham der er tilfreds med sit liv, vil ikke risikere at miste alt ved at tænde ild til ting. Mange af dem, der startede optøjerne, var dem der havde nothing to lose. Men da optøjerne så gik i gang, var der andre, der også hoppede med,“ fortæller Omar. „Det her samlede folk, for de var forargede. Gymnasieelever oplevede jo den samme diskrimination som kriminelle. Lige- gyldigt om folk deltog eller ej, så var alle i kvarteret frustrerede og vrede.“

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 31 11/03/11 11.41 Som vi skal se i næste kapitel, var vreden blandt de unge mænd på Nør- rebro i slutningen af 1990’erne imidlertid i højere grad forbeholdt unge med manglende eksamensbeviser og job, mens frustrationerne og oplevelserne af negativ forskelsbehandling i samfundet i dette årtusinde går på tværs af sociale skel blandt unge mænd med indvandrerbaggrund. Udviklingen i vreden hænger sammen med en større fortælling: I takt med at stadigt ﬂere unge med en etnisk minoritetsbaggrund er kommet i uddannelse og job i løbet af det sidste årti, er andelen der føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet faldet markant.16 Til gengæld er etniske minoriteters oplevelse af diskrimination fra politikeres og mediers side vokset massivt i samme periode. Analysebureauet Catinét Research har målt oplevelsen af diskrimination blandt indvandrere og efterkommere med et halvt års mellemrum de seneste ti år. Ved den første måling i 2000 angav 40 procent, at de oplevede diskrimination, og en femtedel pegede på, at det var i forbindelse med jobsøgning, at de var blevet udsat for negativ forskelsbehandling. I 2010 var det en tredjedel af landets indvandrere og efterkommere, der følte sig udsat for en diskrimination, og kun 9 procent pegede på jobsøgning som årsag.17 Tilsvarende positive udvikling ses på uddannelsesinstitutioner. I dag peger knap en femtedel til gengæld på medierne som kilde til diskrimination mod 8 procent for ti år siden, samtidig med at en tiendedel føler sig diskrimineret af politikere mod kun 4 procent tilbage i 2000.18 Oplevelsen af diskrimination har således skiftet karakter fra det nære til i højere grad at kredse om den offentlige debat vedrørende etniske minoriteter, islam og det multietniske samfund. Oplevelsen af negativ forskelsbehandling og af at blive betragtet som modborger i det danske samfund er derfor ikke blot forbeholdt den vrede unge mand med minoritetsbaggrund, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, og som har en socialt svag familiebaggrund. Tværtimod opleves det som mere krænkende, når unge der tager uddannelser og passer deres job, stadig oplever, at de ikke bliver anerkendt som fuldgyldige medborgere i det nye Danmark. Undersøgelser viser således, at det er de bedst uddannede borgere med indvandrerbaggrund, der føler sig mest diskrimineret i det danske samfund. Højst sandsynligt fordi borgere, der føler, at de med deres uddannelse og job burde have gjort sig fortjent til at blive anerkendt fuldt ud som ligeværdige medborgere, er mere opmærksomme på negativ forskelsbehandling og reagerer kraftigere heroverfor.19

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 32 11/03/11 11.41 Der er således et afhængighedsforhold mellem selvværd og den enkeltes oplevelse af agtelse og anerkendelse fra omverdenen, og en underliggende præmis for denne bog er, at mennesker skaber og forhandler en positiv selvidentitet ved at indgå i sociale fællesskaber og ved at se sig selv som en del af et større socialt system som medborgere i det samfund, de lever i. Menne- skelig interaktion består af tildeling og tilbageholdelse af anerkendelse, og den underliggende teoretiske inspiration for denne bog bygger blandt andet på den tyske socialﬁlosof Axel Honneths systematisering af anerkendelsens betydning for en positiv selvidentitet. Axel Honneth opstiller tre kriterier for anerkendelse, hvoraf det første består af en omsorgens og kærlighedens sfære, hvor den enkelte i sine personlige og nære relationer bliver „anerkendt som et individ, hvis trang og ønsker er af enestående værdi for en anden person.“20 Når det drejer sig om de unge etniske minoritetsmænd, der er interviewet til denne bog, er det ikke manglende omsorg og kærlighed blandt deres nære, der er kilde til den oplevelse af mindreværd, som de indimellem føler sig ramt af. Oplevelsen af manglende anerkendelse består derimod i oplevelsen af konkret diskrimination, og i at de jævnligt føler sig portrætterede som potentielt sik- kerhedsmæssige, økonomiske samt kulturelle trusler mod samfundet. Samtidig føler de unge sig såret over, at de med jævne mellemrum beskrives som en art fremmedelementer, selvom de alle er født i Danmark. Axel Honneths næste to sfærer for anerkendelse indkapsler baggrunden for denne oplevelse af modborgerskab. Honneths anden betingelse handler om moralsk respekt, hvor den enkelte anerkendes „som en person, der besidder den samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker“. Solidaritetens anerkendelse udgør den sidste betingelse for et positivt selvværd, og i denne hedder det, at man skal føle sig som „en person, hvis evner er af grundlæg- gende værdi for et konkret fællesskab“.21 Et individ kan godt operere med en positiv selvidentitet uden, at betingelserne for anerkendelse i alle tre sfærer er til stede samtidig. Men hvis oven- stående basale menneskelige agtelse og anerkendelse er fraværende i en grad, hvor den enkelte grundlæggende ikke føler sig som et (lige)værdigt individ, vil der være en overhængende fare for, at det indvirker negativt på selvværdet, som er en forudsætning for den enkeltes overskud til at træffe selvstændige valg og sammensætte det gode liv for sig selv. Et sådant destruktivt selv kan kamme over i, at den enkelte langer ud mod omverdenen, men det kan ligeså vel munde ud i en apatisk og opgivende tilstand. „Anerkendes individet ikke, eller er det ude af stand til at få følelses- mæssig støtte, kognitiv agtelse eller respekt og social agtelse, risikerer det at

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 33 11/03/11 11.41 miste det positive forhold til sig selv, som er grundliggende for dets udvikling,“ skriver Axel Honneth.22 Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, etniske minoriteter og andre, der af nogen kan opfattes som både økonomiske og kulturelle trusler for nationalstaten vil i denne optik være i risikozonen for ikke at blive anerkendt som solidariske individer, der kan eller ønsker at bidrage til fællesskabet. Bor- gere der føler sig systematisk fremstillet som trusler og som normbrydende på baggrund af deres alder, bopæl, køn, religion og hudfarve vil derimod typisk føle, at de ikke anerkendes som moralsk tilregnelige medborgere. Som vi skal se, er denne oplevelse særligt nærværende blandt de unge mænd i denne bog, der føler, at omverdenens negative syn på dem måske allertydeligst indkapsles i det territoriale trusselsbillede: „Ghetto“. Følelsen af modborgerskab blandt mange unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, der deltager i optøjer, består ofte af en oplevelse af at blive stigmatiseret på grund af både hudfarve og en socialt underprivilegeret position – og ofte er vreden over disse to former for stigmatisering svær at adskille. Den risikerer imidlertid, som vi skal se, at blive selvforstærkende i særligt stigmatiserede boligområder, der jævnligt trækker overskrifter i medierne, og hvor sammenfaldet mellem en stor andel beboere uden uddannelse og job og en stor andel af etniske minoriteter er blevet stadig større. Afbrændingerne herhjemme i februar 2008 hørte op efter en uge, men grundtonen i den underliggende vrede bag optøjerne lever videre, og ilden har sidenhen bidt sig fast som en mere permanent måde at udtrykke sig på blandt frustrerede unge mænd med bopæl i landets gamle arbejderkvarterer. Ligesom det er sket i stigmatiserede boligområder i Frankrig fra 1980’erne og frem til de største gadeoptøjer i Europa siden ungdomsoprøret i 1968: tre ugers afbrændinger af biler og containere i de franske forstæder i efteråret 2005. Undervejs i denne beretning vil vi spejle Danmark i og sammenligne det med lande, hvor gadeoptøjer i årtier har afsløret en ophobet og underliggende vrede blandt frustrerede borgere, og netop her står de franske optøjer i 2005 centralt. Disse optøjer er blevet fremhævet som udtryk for, at de vesteuropæ- iske velfærdstaters store fokus på at udrydde den økonomiske fattigdom og skabe omfordeling gennem skatter og universelle velfærdsgoder ikke sig selv skaber lige betingelser for anerkendelse og ligeværdighed. Økonomi spiller uundgåeligt en rolle i hierarkiet borgerne imellem, men det samme gør uddannelsesbeviser og den enkeltes etniske og religiøse tilhørsforhold samt bopæl. Efter de franske optøjer i 2005 udtrykte den postkoloniale historiker Achille Mbembe det således: „Gennem de nylige optøjer betaler Frankrig prisen for

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 34 11/03/11 11.41 det dobbelte gebyr, som det bliver ved med at påføre disse befolkningsgrupper: gebyret på ‘klassen’ og gebyret på racen.“ 23 Som vi skal se i denne bog hænger oplevelsen af, at nogle borgere skal ‘betale’ mere end andre for at blive anerkendt som ligeværdige medborgere imidlertid ikke blot sammen med, at de føler sig pålagt ekstra gebyr for racen og klassen. Bopælen (stigmatiseret boligområde), kønnet (mand) og alderen (ung) spiller også en rolle for den marginalisering, som de unge mænd indimellem føler sig udsat for.24 Meget tyder på, at gadeoptøjer blot udgør toppen af isbjerget, når det drejer sig om minoritetsborgere, der føler, at deres hudfarve, køn og bopæl bidrager til, at de skal betale et ekstra gebyr for at blive anerkendt som (lige)værdige medborgere i det nye multietniske Danmark. De landsdækkende optøjer i 2008 blev i medierne udråbt til ‘franske tilstande’, fordi tv-billederne ledte tankerne hen på uroligheder i de franske forstæder. Tilbage i slutningen af 90’erne havde lignende uroligheder på Nør- rebro givet anledning til, at pressen berettede om ‘amerikanske tilstande’ med henvisning til, at det pludselig ikke var bz’ere og autonome, der satte bydelen i brand, men unge mørklødede mænd, der blev sammenlignet med sorte i de amerikanske ‘ghettoer’. Vi begynder denne bog med de ‘amerikanske tilstande’ i Danmarks måske mest medieomtalte bydel anno 1997. De unge fra dengang er i dag voksne mænd, men mistilliden er gået i arv til de efterfølgende generationer, hvoraf et stort antal i dette årtusind konsekvent lyver om deres postnummer i møderne med nye bekendtskaber, når de efter folkeskolen for alvor begynder at bevæge sig uden for deres egen bydel.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 35 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 36 11/03/11 11.41 1. AMERIKANSKE TILSTANDE

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 37 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 38 11/03/11 11.41 Uroligheder på Nørrebro i 1997

En sommerdag i 1997 får på mere end én måde Danmark til at stå på den anden ende. Det er agurketid, og besøget fra Bill Clinton kommer som sendt fra himlen. Medierne følger den amerikanske præsident minutiøst med ekstra udsendelser og udsendte reportere fra det øjeblik Airforce One lander i Køben- havn, til Clinton vinker farvel efter et døgn i Danmark. På den amerikanske præsidents program er et timelangt møde med den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Fredag den 11. juli sætter de to mænd hinanden stævne for at stille skarpt på internationale menneskerettigheder og for at tale om, hvordan Danmark og Europa bliver stadig mere multietnisk. Samme dag får et voldeligt sammenstød mellem politi og unge med indvandrerbaggrund medierne til at rapportere om, at Danmark er ved at få „amerikanske tilstande“.25 Konfrontationen ﬁnder sted på Nørrebro, og de amerikanske tilstande henviser næppe til billedet af USA som en harmonisk smeltedigel. I weekenden den 11.-13. juli 1997 kaster unge på Nørrebro sten mod politiet, smadrer ruder og sætter ild til parkerede biler. Det er en anholdelse fredag eftermiddag, der indleder begivenhederne. To betjente fra lokalpolitiet er på patrulje ved Blågårds Plads. Politimændene beder nogle af de unge om at skrue ned for deres bilradio, da en teenager råber „bøsserøve“ efter dem. Politimanden, der efterfølgende forsøger at anholde den unge fyr, beskriver selv forløbet sådan her:

„Der står 10-15 personer, og vi kunne jo have valgt at overhøre det, men så løber han, og jeg griber fat i ham, og han prøver så at rive sig løs, og jeg prøver at holde fast i ham. Lidt markant på min side, at det ﬁnder jeg mig ikke i, at han skal være sej og skulle stikke af, og der føler jeg, at hvis han når at stikke af fra mig, så er det en sejr, og så sidder de alle sammen og kigger. Der kan man så sige: „Jamen, du kunne bare have fået ham bagefter“. Og der har du det her magtspil igen. Det er en sejr for mig at få fat i ham og sige, at du skal med, og de andre ser, at det ikke lykkes ham at stikke af. Og det ville være en sejr for ham at slippe væk. Det, der så sker, er, at vi ruller omkuld i en busk, hvor han ligger nederst, og det er en tjørnebusk, og det

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 39 11/03/11 11.41 gør pisseondt, ingen tvivl om det. Han vil slå sig fri, og jeg holder ham så fast, og så kommer alle de andre myldrende til, helt tæt på og siger, at jeg skal slippe ham, og jeg siger, de skal skride. Det vil de ikke, og jeg holder så fast i ham, og så begynder de modigere at stå og slå og kaste med sten osv.“ 26

Den anholdte var løbet ind i en baggård, og en gruppe af de unge iler til stedet, da de hører deres ven råbe inde fra tjørnebusken. I minutterne efter anholdelsen er Blågårds Plads et kaos af råbende mennesker.27 De unge er overbevist om, at de lige har været vidner til politivold – og politiet på deres side har netop overværet vold mod ordensmagten. I bogen ‘Rødderne på Blågårds Plads’ går sociologen Lulu Hjarnø bag om urolighederne den 11.-13. juli 1997. I bogen fortæller ﬂere af de unge, at de efter weekendoptøjerne i sommeren 1997 stillede op til interview med pressen; anonymt. Formålet var at forklare, at urolighederne var en reaktion på, at de unge følte sig systematisk forfulgt af politiet.28 Forud for optøjerne var gået nogle måneder, hvor politiet havde anlagt en såkaldt „stresstaktik“ over for de unge.29 Det lykkedes at stresse kvarterets unge, men resultatet var ikke nødvendigvis det ønskede. Politiets kontroller blev opfattet som diskriminerende, og den daværende socialdemokratiske socialminister, Karen Jespersen, meldte ud, at det danske samfund også bar en del af ansvaret for, at optøjerne kunne opstå: „Der er fejl på begge sider. Vi danskere har svigtet ved ikke at lukke dem ind på arbejdspladserne. De driver rundt, de har ingen penge og vil gerne gå i byen som andre unge, men kan ikke – det placerer dem i den situation.“ 30 Hvor socialminister Karen Jespersen pegede på diskrimination på arbejdsmarkedet og på diskotekerne, forbandt hun ikke optøjerne i sommeren 1997 med en negativ forskelsbehandling fra politiets side. Fejlene og den normløse adfærd fra de unges side var i Karen Jespersens retorik tæt forbundet med kultur. „De har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne. Deres ansvar er rettet mod familien,“ udtalte Karen Jespersen til Berlingske Tidende. „De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark må man være dansker.“ Set fra de unges synsvinkel skulle årsagen til urolighederne i sommeren 1997 imidlertid ikke ﬁndes i, at de ikke havde „lært samme ansvar over for samfundet som danskerne“. I drengenes optik handlede udbruddet af optøjer om, at de følte sig ydmygede ved jævnligt at blive stoppet i deres eget kvarter. „Det er politiet, der angriber os. De chikanerer os hele tiden,“ udtalte en af områdets unge til Jyllands-Posten.31 Forholdet mellem de unge mænd og medierne blev efter sommerens uro-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 40 11/03/11 11.41 ligheder forværret. I mange tilfælde oplevede de unge, at de blev citeret uden for sammenhæng, når de forsøgte at forklare sig, og de følte, at journalister bevidst søgte at beskrive hele bydelen og dets mørklødede beboere som en kollektiv størrelse, der ikke ønskede at overholde samfundets love og regler. Efter sommeren 1997 blev en uskreven regel således cementeret blandt de unge: Her i kvarteret gider vi ikke tale med journalister. Politiinspektør Poul Lind udtalte ligeledes, at pressens dækning af konﬂikten i sommeren 1997 samt af Nørrebro generelt stigmatiserede kvarteret og spændte ben for det kriminalpræventive arbejde i bydelen.

„Nu kommer vi ind på det problem, som jeg nok synes er det største i alt det her. Medierne interesserer sig ikke for Indre Nørrebro, før der kommer den her konfrontation, og så går de ned og beskriver et billede af selve konfrontationen. Og nu bliver det pludselig en bydel i oprør, og vi kan næsten genkende billederne fra London, Paris og andre steder (…) Det er da rigtigt, at viser du et billede af noget, der brænder, så ser det voldsomt ud. Men derfra og så til at sige, at sådan er forholdene på Nørrebro! Sådan var forholdene den time fotograferne var der, men de generelle forhold på Indre Nørrebro er noget andet end det, medierne viser.“ 32

Affødt af den store mediedækning af urolighederne i 1997 gav den daværende socialdemokratiske overborgmester i Københavns Kommune, Jens Kramer Mikkelsen, et løfte om jobgaranti, som de unge i Blågårdskvarteret på Nør- rebro havde store forhåbninger til. Flere af de unge takkede ja, men vendte skuffede hjem fra kommunen.33 Såvel de unge selv som socialvæsenet og lokale aktører på Nørrebro konstaterede i slutningen af 1990’erne, at jobgarantien ikke adskilte sig fra de eksisterende tilbud om råd og vejledning. Kun ét politisk forslag fik reel betydning for de unges hverdag: forslaget om mere lokalpoliti. Som en konsekvens af de unges åbne opgør med politiet i sommeren 1997 fik nærpolitiet på Indre Nørrebro fordoblet antallet af nærbetjente. Det betød imidlertid ikke, at tilliden mellem politiet og de unge umiddelbart blev større. På nærpolitistationen blev beslutningen om at øge antallet af betjente til 30 mand kaldt for „helt vanvittigt“. Problemet var, at mange af de nye ansigter ikke havde lyst til at arbejde på en nærpolitistation, men blev lånt fra andre politiafdelinger. Ifølge chefpolitiinspektør Poul Lind, den daværende chef for nærpolitiet, udførte disse betjente et stykke arbejde „uden at lægge følelser i det“. De nye betjente fik derfor „intet forhold“ til beboerne på Indre Nørrebro. „Og så får du den her afstand mellem politi og borger – i stedet for dem, vi

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 41 11/03/11 11.41 havde dernede, og som havde kendskab til borgerne og kunne gå hen og snakke med dem,“ fortæller Poul Lind.34 Måske var det en af grundene til, at det ef- terfølgende ikke lykkedes nærpolitiet at opbygge tillidsskabende relationer til de unge. I stedet voksede mistilliden og eksisterer fortsat den dag i dag. Efter urolighederne i juli 1997 indførte Københavns Politi en „nultolerance-politik“ over for potentielle ballademagere på Nørrebro. De unge havde med deres optøjer bekræftet billedet af, at der var „noget at komme efter“. Den hårde linje betød imidlertid, at flere lokale beboere anlagde en skeptisk holdning til ordensmagten ifølge rapporten „Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro 1997-2001“.35 I det nye årtusind blev nærpolitiet på Nørrebro beskå- ret, så der blot var seks lokalbetjente tilbage i sommeren 2009, hvor historien gentog sig selv: En aften med uroligheder på Nørrebro førte her til, at antallet af nærbetjente endnu en gang blev sat op i en tid, hvor bandekonflikt og skyderier i gadebilledet havde føjet sig til trusselsbilledet af de stigmatiserede boligområder, som vi skal se i denne bogs epilog. I slutningen af det sidste årti er mærkatet ‘amerikanske tilstande’ blevet til ‘franske tilstande’, når det handler om optøjer. Men selvom varedeklarationen har skiftet navn, er det til stadighed typisk konfrontationer med politiet, der op gennem det nye årtusinde udløser gnisten bag optøjer, der finder sted i såvel Blågårdskvarteret på Nørrebro som i andre stigmatiserede boligområder rundt om i landet. Nogle af de mindre drenge, der tilbage i slutningen af 1990’erne så udbrændte biler tæt ved deres trappeopgange, er Omar og Abas, der i dag er i starten af tyverne, men hvis historier om at gennemleve teenagealderen i et af Danmarks mest omtalte boligkvarterer vil blive gennemgået i denne bog. De to mænd var ti år gamle, da de var vidner til optøjerne i sommeren 1997, og havde svært ved at forstå, hvad der præcist foregik i deres kvarter. De havde imidlertid en klar fornemmelse af, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Omar forklarer det sådan her: „Jeg var lille, og så de afbrændte biler med mine egne øjne. Det var min storebrors generations kamp. Da jeg blev større, forstod jeg det bedre, da jeg selv begyndte at blive visiteret og ydmyget af politiet.“ Politiet er til stadighed en kilde til oplevelsen af modborgerskab blandt unge mænd i socialt udsatte boligområder, men forholdet til ordensmagten udgør blot et enkelt element i en fælles fortælling om manglende anerkendelse og livsmuligheder, når det drejer sig om større optøjer, som dem der fandt sted ved de landsdækkende afbrændinger af biler og containere i 2008.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 42 11/03/11 11.41 Opsparet vrede som forudsætning for større optøjer Sociologer har kortlagt, at der som udgangspunkt skal mindst to elementer til at fordre optøjer med deltagelse af en større gruppe: En eksplosiv vrede der antændes af en konkret begivenhed, og en mere grundlæggende opsparet vrede der er næret af forudgående frustrationer. Den underliggende vrede bag op- tøjer er typisk et produkt af de generelle livserfaringer for en samfundsgruppe, som kan antændes ved en episode, der opfattes som et symbolsk udtryk for en gruppes (underprivilegerede) position i samfundet.36 Sådan har billedet set ud ved alle store raceoptøjer i USA op gennem historien. Den samme model har gjort sig gældende for uroligheder i de franske forstæder fra 1980’erne og frem til de største gadeoptøjer i Europa siden 1968, som ramte Frankrig i efteråret 2005. Ved disse optøjer var det også en konfrontation med politiet, som an- tændte vreden og en diskussion om, hvorvidt den franske republik sikrede alle borgerne et værdigt liv, der ikke var begrænset af negativ forskelsbehandling og manglende livsmuligheder. Klassebevidstheden har særligt via fagforeninger og socialdemokratiske regeringer fyldt meget i den sociale kamp i efterkrigstidens Vesteuropa, hvorimod problemer omkring diskrimination og etnisk undertrykkelse har stået i baggrunden. I 60’ernes og 70’ernes Danmark var mange danskere således enige om, at diskrimination var noget, der foregik alle andre steder end herhjemme, for eksempel i USA og Sydafrika. Vi danskere følte os højt hævet over et „besynderligt fokus på personers hudfarve,“ som ﬁlosofferne Kasper Lippert-Rasmussen og Jesper Ryberg udtrykker det i bogen Født og forbliver lige og frie?37 Den eneste diskrimination i datidens Danmark, som danskerne kunne blive enige om eksisterede, var kønsdiskrimination. Rødstrømpebe- vægelsen gjorde det nemlig dengang klart for befolkningen, at den traditionelle arbejdsdeling mellem kønnene var systematisk diskriminerende mod kvindekønnet. Diskrimination og kampe om anerkendelse optog imidlertid ikke en væsentlig politisk dagsorden, og det var derfor også symptomatisk, at kønsdiskrimination ofte blev betragtet som et led i en større kamp efter devisen „ingen kvindekamp uden klassekamp – og ingen klassekamp uden kvindekamp“.38 De stigmatiserede boligområder står måske allermest i kontrast til det intellektuelle vesteuropæiske selvbillede som et værdighedens rum, hvor vel- færdsstaten giver borgerne de bedst mulige betingelser for at udleve det gode liv. For eksempel har de franske sociologer Pierre Bourdieu og Loïc Wacquant kritiseret den markedstankegang, som langt hen ad vejen har domineret den amerikanske stats forhold til sine borgere i efterkrigstiden. Det amerikanske

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 43 11/03/11 11.41 samfund har med sin manglende solidaritet kort sagt ikke levet op til den franske revolutions paroler: Frihed, lighed og broderskab. I dag slår en række politiske filosoffer og sociologer til lyd for, at de største kampe for anerkendelse af menneskers ligeværdighed i nutidens Europa ikke længere drejer sig om kvinde- og arbejderkamp. Årsagen er naturligvis de sidste årtiers ændrede farvedemografi, hvor særligt etniske minoritetsborgere kæmper for at blive anerkendt som moralsk tilregnelige og værdige individer, der kan bidrage til samfundets solidariske fællesskab. Særligt europæiske intellektuelle har ellers i efterkrigstidens Europa peget fingre ad uligheden og raceadskillelsen i USA, når gaderne på den anden side af Atlanten har været præget af uroligheder. Dette mønster gjorde sig blandt andet gældende ved frifindelsen af ordensmagten i en sag om politivold i 1992, som førte til en uges optøjer i South Central Los Angeles.

Rodney King-optøjerne som forvarsel til Europa

Den britiske sociolog Scott Lash stillede allerede i 1994 en dyster diagnose for Europa: Det var ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt, men om hvornår og i hvilken by den europæiske version af Rodney King-optøjerne fra 1992 ville ﬁnde sted.39 Optøjerne i South Central Los Angeles var de mest voldsomme i nyere amerikansk historie og udsprang af en gruppe betjentes anholdelse af den sorte amerikaner Rodney King, der havde kørt for stærkt i spirituspåvirket tilstand. Historisk har forskellen mellem boligområder, der i efterkrigstiden har fået mærkatet ghettoer i henholdsvis USA og Europa, været at de europæiske ikke har været etnisk homogene, og at skillelinjen mellem de socialt ekskluderede og det øvrige samfund ikke lige så entydigt har fulgt kategorien „race“.40 Fortæl- lingen om „brune mennesker“, der tyr til vold som en reaktion på oplevelsen af undertrykkelse og diskrimination, er for længst blevet en del af den amerikanske populærkultur, som bliver distribueret globalt. Anholdelsen af Rodney King kunne nemt være gledet ud i intetheden som historien om endnu en anholdelse af en ung mand, der ikke kunne overholde færdselsreglerne. At den endte med at aktivere tusindvis af borgere i både voldelige og ikke-voldelige protester, hang ikke blot sammen med den rent fysiske skade, politiet havde forvoldt. Det der adskilte historien om

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 44 11/03/11 11.41 Rodney King fra andre beretninger om politibrutalitet, var det faktum, at den voldsomme anholdelse blev transmitteret direkte ind i de amerikanske dagligstuer. En amatørfotograf optog fra sin lejlighed hele scenen, og takket være hans kameralinse, blev anholdelsen foreviget og afspillet gang på gang på såvel amerikanske som udenlandske tv-stationer. Det var selve billederne af betjente, der slog løs med politistave, der gjorde, at anholdelsen af Rodney King blev et symbol på den i USA’s historie stadig nærværende undertrykkelse af sorte. I løbet af en videosekvens på knap halvandet minut når betjentene at tildele King seks spark og 56 slag med politistave.41 Derudover blev han også lammet med en strømpistol. Da politiet fire dage efter anholdelsen frafaldt deres anklager mod Rodney King og løslod ham med et brækket ben og brud på kæbe og kindben, var han blevet en berømt mand takket være mediernes dækning af sagen. Den 29. april 1992 faldt der dom i sagen mod de fire betjente: De blev kendt ikke-skyldige, og reaktionen kom prompte. Tusindvis af hovedsageligt sorte og spansktalende amerikanere gik i løbet af tre dage på gaden. Videosekvensen med den brutale anholdelse af Rodney King mobiliserede imidlertid en indignation på tværs af hudfarver, og både medierne og centrale politiske figurer satte spørgsmålstegn ved dommen. En af dem var Los Angeles’ borgmester. Efter optøjerne udtalte han: „Juryen bad os om at acceptere den følelseskolde og brutale vold mod en hjælpeløs mand. Nej, vores øjne bedrog os ikke; det vi var vidner til var en forbrydelse.“42 I løbet af de første og mest voldsomme dage af optøjerne i 1992 modtog brandvæsenet på et tidspunkt opkald angående ildspåsættelser en gang i mi- nuttet. På trods af at den kendte komiker og skuespiller Bill Cosby i løbet af optøjernes anden dag gik på tv for at bede folk om at bruge deres tid på at se det sidste afsnit af komedieserien The Cosby Show i stedet for at smadre og brænde ting af på gaden, kunne antallet af afbrændinger efter en uges optøjer gøres op til 3600, mens 2000 mennesker pådrog sig skader.43

Fra formel raceadskillelse til uddannelse som afgørende skillelinje South Central Los Angeles har en historie for gadeoptøjer og konﬂiktfyldte møder mellem politiet og områdets unge mænd. South Central er et område med en halv million beboere, der siden midten af 1960’erne har været domineret af høj arbejdsløshed og fattigdom. Særligt borgere fra middelklassen – både hvide og sorte – er siden 60’erne sivet bort fra kvarteret. Områdets position som opholdssted for Los Angeles’ mest ressourcesvage borgere blev

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 45 11/03/11 11.41 forstærket af virksomhedernes tilbagetrækning fra området. Samtidig valgte mange arbejdsgivere i det sydlige Los Angeles i løbet af 80’erne at fyre sorte arbejdere, der havde tilkæmpet sig relativt høje lønninger og rettigheder ved at organisere sig i fagforeninger. Mange af disse primært ufaglærte medarbejdere blev skiftet ud med nyligt indvandrede arbejdere fra Mellemamerika, der fandt sig i lavere løn og kortere ferie samt skæve og lange arbejdstider. At South Central Los Angeles særligt siden slutningen af 60’erne har været domineret af beboere uden den uddannelse og købekraft, der skulle til for at fastholde og tiltrække arbejdspladser, hænger langt hen ad vejen sammen med den historiske pendant til Rodney King-urolighederne: optøjerne i kvarteret Watts i South Central i 1965. Urolighederne i Watts sendte chokbølger gennem det amerikanske samfund, og var indtil 1992 indskrevet som de værste optøjer i Los Angeles’ historie. Urolighederne i 1965 bærer sin del af skylden for en demograﬁsk udvikling, hvor de mest ressourcestærke beboere ﬂyttede i afmagt over volden, og de underliggende sociale problemer, som antændte afbrændingerne. I en undersøgelse fra den såkaldte Kerner-kommission blev det allerede i 1968 konkluderet, at politidiskrimination og -vold havde tændt gnisten til 60’ernes gadeoptøjer, men at den underliggende vrede skyldtes mere komplekse strukturelle forhold. Undersøgelsen pegede således på, at fattigdom, raceadskillelse samt mangel på job- og uddannelsesmuligheder var hovedårsagen til, at tusindvis af sorte borgere gik så langt som til at ty til vold som udtryksmiddel. Undersøgelsen fra Kerner-kommissionen gjorde indtryk på USA’s davæ- rende præsident, Lyndon B. Johnson, i sluttressernes USA. „Den eneste virkeligt langsigtede løsning angående hvad, der er sket, ligger i et angreb – på ethvert niveau – på de forhold, som skaber fortvivlelse og vold,“ udtalte han og fortsatte: „Vi ved alle, hvad det er for forhold: uvidenhed, diskrimination, slum, fattigdom, sygdom, mangel på job. Vi bør angribe disse forhold, da dette er den eneste måde at opnå et anstændigt og ordentligt samfund på i USA.“44 Særligt en af Kerner-kommissionens konklusioner fra slutningen af 60’erne er sidenhen blevet ivrigt citeret. Heri advarede undersøgelsen om, at USA „bevæger sig i retning mod to samfund, et sort, et hvidt, delte og ulige“. I en rapport, der blev udarbejdet knap tre årtier senere på baggrund af Rodney King-optøjerne, konstaterede en undersøgelseskommission, at „i 1992 bevæger Los Angeles sig også mod et samfund opdelt af race – blot er skillelinjerne nu tegnet i sort, brunt, gult og hvidt.“45 Det er muligvis ikke tilfældigt, at en opsparet vrede brød ud i South Central Los Angeles i starten af 90’erne, selvom den formelle og juridiske raceadskillelse ikke længere eksisterer.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 46 11/03/11 11.41 Optøjerne i nyere tid kan ydermere virke paradoksale set i lyset af, at 80’ernes USA forsøgte at mindske uligheden mellem sorte og hvide borgere via tiltag som kvoteordninger og positiv særbehandling. 1980’erne er imidlertid også det årti i nyere amerikansk historie, hvor den økonomiske polarisering mellem borgerne er vokset allermest, og taberne har været de borgere, der ingen uddannelse har – uanset hudfarve.46 Mens det amerikanske bruttona- tionalprodukt per indbygger således er øget med 75 procent siden slutningen af 1970’erne, når man regulerer for generelle prisstigninger i samfundet, har gennemsnitslønnen for mandlige arbejdere i manuelt arbejde ikke rykket sig ud af stedet.47 Det er således blevet stadig mere tydeligt, at den økonomiske ulighed rammer såvel hvide som sorte, brune og gule borgere, og at skillelinjen især går ved uddannelsesniveauet. På trods af den øgede brug af politikker, der giver positiv særbehandling af afroamerikanere via kvoteordninger, er de økonomiske skel mellem sorte og hvide borgere således fortsat med at vokse, fordi sorte amerikanere generelt har et lavere uddannelsesniveau. Det samme gør sig gældende for en stor del af de latinoborgere, der i dag udgør flertallet af beboerne i South Central Los Angeles. I 1980 var 80 procent af South Centrals halve million borgere sorte. Denne befolkningsgruppe er i dag halveret, hvorimod latinoer udgør over halvdelen af beboerne i området. Bag diskene i bydelens købmænd og små butikker finder man imidlertid nærmest kun medarbejdere med koreansk eller filip- pinsk baggrund, hvilket har ført til spændinger i kvarteret. Rapperen Ice Cube, der er fra South Central, gør i nummeret „Black Corea“ nar af koreaneres accent og slutter af med en trussel om at nedbrænde koreanskejede butikker: „So pay respect to the black fist, or we’ll burn your store, right down to a crisp“.48 Forud for Rodney King-optøjerne i 1992 var spændingerne mellem sorte og koreanske amerikanere i South Central blevet intensiveret af, at en koreansk butiksejer havde skudt og dræbt en lokal kvindelig beboer, som han (fejlagtigt) troede var bevæbnet. Koreanske butikker blev brændt af i løbet af optøjerne, og en butiksejer blev skudt. Angrebene på de koreanske butikker er blevet udlagt som et udtryk for, at mistro, foragt og racisme kan opstå, når underprivilegerede grupper kæmper om de samme knappe ressourcer.49 De tydelige spændinger mellem koreanere og sorte i South Central er et eksempel på, at udøvelsen af racisme logisk nok ikke er forbeholdt majoriteten i et samfund. Desuden giver mordene på koreanere under optøjerne et fingerpeg om, at Rodney King-urolighederne næppe ensidigt kan opfattes som almindelige (underprivilegerede) borgeres sociale kamp imod undertrykkelse

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 47 11/03/11 11.41 og diskrimination i det amerikanske samfund. Rodney King-optøjerne blev udløst som en følge af politivold og fattige sortes oplevelse af uretfærdighed. De intensiverede bandeskyderier og tabet af menneskeliv peger imidlertid i retning af, at den massive sociale uro ikke kan forklares ved social indignation, diskrimination og arbejdsløshed alene. Kriminelle bander brugte således den sociale uro i South Central til at gøre et regnskab op med lokale fjender og optøjerne blev fulgt op af omfattende røverier i lokale butikker. I alt 55 mennesker mistede livet ved optøjerne. Som vi skal se, gør et lavere uddannelsesniveau og højere arbejdsløshed sig også gældende ved optøjer i stigmatiserede boligområder i Danmark og Frankrig – om end i mindre målestok – men urolighederne har her ikke på samme måde været fulgt op af berigelseskriminalitet eller korporlige angreb på medborgere.

Hvem sætter ild til den sociale kontrakt? Med mord og massive afbrændinger in mente overrasker det næppe, at Rodney King selv virkede rystet, da han på tredjedagen af optøjerne tonede frem på skærmen med ordene: „Folkens, jeg vil bare gerne spørge, om vi ikke bare kan ﬁnde ud af det med hinanden?“ I løbet af sin tv-optræden henvendte Rodney King sig direkte til vrede borgere i det sydlige Los Angeles, hvor han også selv boede. „Please, vi kan godt komme ud af det med hinanden. Vi kan komme ud af det med hinanden. Jeg mener, vi sidder alligevel alle fast her nogen tid endnu. Lad os i stedet forsøge at komme videre. Lad os forsøge at få det til at fungere. Kan vi ikke holde med at gøre det … gøre det forfærdeligt for de ældre og for børnene? Det er bare ikke i orden.“ Et år senere blev to betjente dømt for at have udøvet overdreven fysisk magt ved anholdelsen af Rodney King, som modtog 3,8 millioner dollars i erstatning. Pengene brugte han på at starte et hiphop-pladeselskab, der blandt andet skulle sætte fokus på sociale problemer i ghettoen. Hiphoppen er historisk opstået i Bronx i New York i 1970’erne og blev for mange et alternativ til kriminalitet og gadebander i stigmatiserede områder.50 Ifølge den svenske kulturforsker Ove Sernhede er hiphop i dag „det sidste led i kæden af musikalske udtryk“, som er blevet til ved „kulturelle krydsbe- frugtningsprocesser mellem Afrika og Europa.“51 Identiﬁkationen med den amerikanske hiphopkultur og ikke mindst med den vrede og frustration, der historisk er blevet skildret heri, kommer til at virke som afsæt for såvel danske, svenske og franske rapperes tekster om diskrimination, fordomme og ghettoen. Et eksempel på en gruppe, der jævnligt italesætter sådanne emner, er

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 48 11/03/11 11.41 den danske gruppe Rap Movement, der rapper om de danske optøjer i 2008 i nummeret ‘Danmark i flammer’. Nummeret blev skrevet i løbet af selve op- tøjerne: „Jeg kan relatere til Danmark i flammer, så jeg spytter min smerte til dig (…) De siger Danmark er i flammer, men hvem satte ild til det?“ Det er svært entydigt at sætte fingeren på, hvem der sætter ild til Danmark eller andre lande, der har været ramt af større gadeoptøjer. Det enkle svar er: Det gør de borgere, der vælger at udtrykke sig gennem vold i stedet for at benytte sig af demokratiske samtalekanaler og kunstneriske udtryk som musiktekster mv. Vreden udgør særligt en trussel mod den solidaritet, der er så vigtig for den sociale kontrakt mellem borger og stat i de europæiske vel- færdsstater, der ikke blot er afhængige af, at borgerne anerkender staten som den institution, der har voldsmonopolet inden for nationalstatens grænser. Velfærdsstaten er også dybt afhængig af, at borgerne er velvilligt indstillet i forhold til at betale høje skatter, som sikrer alle adgang til sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Optøjer der er foranstaltet ved konfliktfyldte møder med statens udøvende magt, kan for alvor udvikle sig til en trussel mod den sociale kontrakt mellem borgeren og staten, når mistilliden ikke indskrænker sig til politiet alene, men også rammer andre af samfundets institutioner; for eksempel uddannelsesinstitutioner, domstole og det folkevalgte parlament. Undersøgelse på undersøgelse har gennem tiden vist, at Danmark er et af de lande i verden, hvor borgerne generelt har størst tillid til såvel hinanden som til statens institutioner, hvorfor udfordringerne i forhold til at skabe en social kontrakt mellem borgere og stat præget af tillid og respekt ikke burde befinde sig i samme kategori som på den anden side af Atlanten. Kommunalarbejdere, der arbejder med unge i det almene boligbyggeri, forklarer imidlertid til denne bog, at mange unge etniske minoriteters tillid til særligt medierne, politiet og til Folketingets politikere er dalet i dette årtusinde. Meget tyder på at faktorer som den politiske udvikling siden slutningen af 90’erne, de konfliktfyldte møder med politiet og en ophidset mediedebat om etniske minoriteter, hvor de unges egne stemmer stort set er fraværende, har indvirket negativt på oplevelsen af et medborgerskab, der går på tværs af sociale, etniske og religiøse skel. Som vi skal se i denne bog, eksisterer følelsen af modborgerskab også uafhængigt af det parlamentariske klima, da konkrete sociale problemer og en dansk folkeskole, hvor halvdelen af de tosprogede elever afslutter deres skolegang uden tilstrækkelige kundskaber til at kunne læse en avis, også indvirker negativt på etniske minoriteters muligheder for at blive anerkendt som ligeværdige medborgere. Den værdipolitiske udvikling i løbet af et årti, der

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 49 11/03/11 11.41 om noget har stået i udlændingepolitikkens tegn, har imidlertid bidraget til, at fortællingen om manglende anerkendelse i stadig højere grad går på tværs af sociale skel, og at særligt religionen har vundet frem i mange unge minoriteters fortælling om barriererne for at blive fuldt anerkendt som medborgere i Danmark.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 50 11/03/11 11.41 2. 2001 – SKÆRINGSPUNKT FOR EN NY TID

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 51 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 52 11/03/11 11.41 Terrorangreb og politisk systemskifte

Poul Nyrup vidste næppe, hvor stor en betydning indvandrings- og integrationspolitikken ville få for regeringsgrundlaget, da han i 1997 tog imod en storsmilende Bill Clinton. Konfrontationen i sommeren 1997 gav for alvor anledning til at sammenligne de nye „mørke“ danskere med sorte i amerikanske ghettoer, hvad angår gadeoptøjer, kriminalitet og normløs adfærd. Weekenden med uroligheder på Nørrebro i 1997 var en af sommerens mest omtalte begivenheder og føjede sig til en lang række af historier i slut- 90’ernes mediebillede. Sammen med spørgsmål om indvandring, religiøse hovedtørklæder og etniske minoriteters ringe tilknytning til arbejdsmarkedet gjorde historierne om minoritetsunges kriminalitet sit til at give de borgerlige og Dansk Folkeparti medvind i løbet af de sidste år af 90’erne. Godt nok gene- robrede Poul Nyrup og Socialdemokratiet med nogle afgørende grønlandske og færøske mandater lige akkurat regeringsmagten året efter besøget fra den amerikanske præsident. Valget i 1998 var imidlertid en klar indikation af, hvor magtfuldt og centralt et emne det såkaldte udlændingespørgsmål var i det nye politiske landskab. Ved hvert folketingsvalg siden 1998 har udlændingespørgsmålet således været det emneområde, der har fyldt mest i mediernes dækning under valg- kampene, og det har ifølge valgforskningen også ligget højt på borgernes dagsorden. I såvel Danmark som i Sverige og Norge indtager velfærdsproble- mer og værdispørgsmål en dominerende plads i den politiske dagsorden, men Danmark skiller sig ud på ét væsentligt punkt: Hvor ﬂygtninge- og indvan- drerpolitik har toppet mediernes dagsorden ved hvert valg i Danmark siden 1998, er spørgsmålet ikke på noget tidspunkt nået højere op end en beskeden syvendeplads i nogle af vores nordiske nabolande.52 En af konsekvenserne af den massive udlændingedebat i Danmark er, at emnet har sin egen selvfor- stærkende dynamik. Politiske aktører peger ﬁngre ad hinanden og bruger den politik, der føres over for de nye danskere som en væsentlig markør for hvilke værdier, der bør være normsættende i Danmark. Med etableringen af Dansk Folkeparti bliver indvandrerpolitikken i 90’- erne særligt afgørende for, hvor borgerne sætter deres kryds. I slutningen af årtiet var Dansk Folkeparti stadig et oppositionsparti, som både Venstre og

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 53 11/03/11 11.41 Konservative tøvede med at omfavne. Op til folketingsvalget i 1998 sagde Venstres daværende partiformand Uffe Ellemann-Jensen således om et samarbejde med Dansk Folkeparti: „Vi vil overhovedet ikke gå i forhandlinger med dem. De vil ikke få nogen indflydelse.“ Mere kendt er udmeldingen fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i oktober 1999 skrev politisk danmarkshistorie, da han under Folketingets åbningsdebat konstaterede, at „stuerene, det bliver I aldrig“ med henvisning til Dansk Folkepartis udlændingepolitik.53 Faktiske problemer vedrørende tvangsægteskaber, arbejdsløshed og kriminalitet blandt etniske minoriteter skaber unægtelig en naturlig basis for et parti, der sætter fokus på disse problemer. Med etableringen af Dansk Folkeparti i 1995 fik Danmark et parti, der har gjort forsvaret af en særlig national egenart til sin mærkesag, og som har bidraget til en national mobilisering i den borgerlige politiske lejr, som især fra slutningen af 90’erne har kunnet øjne nye flertalsmuligheder ved eksistensen af et nyt parti. Andre partier har skaffet stemmer på at „modmobilisere“, og særligt Det Radikale Venstre har forsøgt at gøre sig til garant for det „anstændige Dan- mark“, der er åbent over for omverdenen og en stadigt mere omgribende globalisering. Dansk Folkeparti og De Radikale har stået for hver sin ende af spektret og positioneret sig over for hinanden. I bogen Om Politisk Tæft forklarer en tidligere pressechef for Det Radikale Venstre sågar, at de to partier indtil for få år siden ringede og tippede hinanden på forhånd, før de kom med et politisk udspil, der handlede om etniske minoriteter og indvandring.54 På den måde kunne den politiske modpart nå at forberede sig i forhold til udspillet og stå klar med en hurtig modreaktion, så begge partier kunne mobilisere ekstra stemmer. Den politiske strategi hænger sammen med en forventning om, at vælgerne ikke blot definerer deres politiske identitet ud fra, hvilke partier de kan identificere sig med, men også hvilke partier, de ikke kan forlige sig med. Også blandt vælgerne har udlændingespørgsmålet indtaget en vigtig symbolsk betydning som en skillelinje mellem lavt- og højtuddannede borgere. Hvor de højtuddannede for eksempel positionerer sig ved at tage afstand til de lavtuddannedes lave kulturelle kapital, „dårlige smag“ og naive nationale forestillinger,55 opponerer de lavtuddannede mod højtuddannedes „smagsdommeri“ og „politiske korrekthed“. Holdningen til indvandrere og efterkommere er da også det emne, der i størst grad splitter de danske borgere, og Danmark tilhører et af de mest polariserede folkefærd i Vesten, når det gælder holdningen til etniske minoriteter – kun overgået af Frankrig. I den største undersøgelse af sin art har cirka

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 54 11/03/11 11.41 33.000 borgere fra 27 vestlige lande gennem det såkaldte ISSP-samarbejde (International Social Survey Program) besvaret spørgeskemaer angående deres holdning til det nationale.56 Aalborg Universitet har stået for den danske del af undersøgelsen, der blev publiceret i 2007, og som giver mulighed for at sammenligne det særligt danske med andre vestlige lande. En af hovedkon- klusionerne i undersøgelsen er, at vi hører til blandt de tre mest polariserede folkeslag i vesten, når det gælder holdningen til etniske minoriteter. Særlig de ældre og lavtuddannede hælder i retning af „meget indvandrerfjendske holdninger“, mens de unge og højt uddannede hælder mod „overnormalt indvandrervenlige holdninger.“ 57 Socialdemokraterne er om noget et parti, der siden 90’erne har kæmpet for at finde en balance mellem debattens yderpoler, og som særligt har mistet de lavtuddannedes stemmer blandt andet takket være udlændingepolitikken. Når specielt Socialdemokraterne har været trængt i defensiven af indvan- drerpolitikkens dagsordensættende potentiale, skyldes det, at partiet frem til katastrofevalget i 2001 stod særligt langt fra sine vælgere, når det gjaldt holdningen til indvandrere og flygtninge. En valgundersøgelse fra 2003 viste, i hvor høj grad vælgerne opfattede, at der var et sammenfald mellem deres egen holdning til, hvor mange flygtninge et land bør modtage, og de politiske partiers holdning til spørgsmålet.58 Særligt SF, Kristendemokraterne og Socialdemokraterne blev af deres vælgere opfattet som langt fra egne holdninger. SF’s vælgere angav sig selv som moderat positive over for indvandring, mens de opfattede partiet som væsentligt mere åbent over for indvandring. Socialdemokraterne blev opfattet som endnu længere fra deres egne vælgere: Et gennemsnit af de socialdemokratiske vælgere placerede således sig selv på skalaen som negative over for indvandring, mens partiet blev opfattet som positivt indstillet. Til sammenligning viste undersøgelsen, at Venstres og Det Konservative Folkepartis vælgere i såvel 1994 som i 2001 mente, at partiet havde samme holdning som dem selv, når det handlede om, hvor mange flygtninge Danmark bør modtage. Da Helle Thorning Schmidt i sommeren 2009 således udtalte, at Socialdemokraterne ikke skal tilbage til „90’ernes slingrekurs“, skal dette derfor tages med et gran salt. Socialdemo- kraternes kurs var ikke nødvendigvis mere slingrende dengang, end den er i dag. Kursen var stabil indtil slutningen af 90’erne – den blev blot opfattet af vælgerne som holdningsmæssigt langt væk fra deres egen kurs. Venstrefløjen og Socialdemokratiet havde reelt allerede i 1994 mistet flertallet af arbejderstemmerne og har sidenhen i stigende grad udviklet sig til „elitepartier“, men det var først ved valget i 2001, at udviklingen blev cemen-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 55 11/03/11 11.41 teret.59 Hvor syv ud af ti af alle arbejdere ved folketingsvalget i 1990 havde stemt på Socialdemokratiet, så valgte kun 42 procent af disse vælgere ved valget i 2001 at sætte deres kryds ud for Danmarks gamle arbejderparti, der for første gang i 80 år måtte give afkald på titlen som Danmarks største parti. Det skete blandt andet på grund af udlændingepolitikken, der som hovedtema for valgkampen i 2001 optog hele 42 procent af alle avisartikler og tv-indslag i de danske nyhedsmedier.60 Valget i 2001 fandt sted to måneder efter angrebene på World Trade Center. Poul Nyrup Rasmussen, der var presset i meningsmålingerne, forsøgte at erobre stemmer på den såkaldte statsmandseffekt i kølvandet på 11. september ved at spille op til strammere terrorlovgivning, hvorefter han udskrev folketingsvalg. Her kom statsministeren hurtigt under pres i en debat om strammere udlæn- dingelovgivning, især fordi der ikke var enighed om kursen på de indre linjer, hvor blandt andre Karen Jespersen brød partilinjen ved offentligt at udtrykke forståelse for Venstres analyse af indvandrings- og integrationspolitikken.61 Poul Nyrup Rasmussens nærmeste partifæller havde tidligt advaret imod en løbsk udlændingedebat efter angrebet på tvillingetårnene i New York. På Christiansborg og i offentligheden forsøgte de at lægge låg på den borgerlige oppositions argumenter for en strammere udlændingepolitik ved at frem- hæve, at det var urimeligt at diskutere terrorisme og udlændingespørgsmål i samme åndedrag. Efter Venstres årsmøde i slutningen af september måned beskyldte udenrigsminister Mogens Lykketoft blandt andet oppositionens leder Anders Fogh Rasmussen for at føre en „frygtens politik“. „Flere og flere danskere er dybt og ægte bekymrede over den slappe politik, som bliver ført. Flere og flere spørger sig selv: Hvad er det, der er ved at ske med det danske samfund?“, udtalte daværende oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen om den danske udlændingepolitik ved landsmødet. „To ud af tre anmeldte vold- tægter i København bliver begået af udlændinge. Der er stadig flere eksempler på, at store grupper unge indvandrere fejt lokker politiet i baghold og angriber betjentene. Der er bykvarterer i Danmark, hvor politiet nu kun kan patruljere med omfattende forstærkning.“ Ved valget den 20. november 2001 vandt Anders Fogh Rasmussen stats- ministerposten, og Venstre blev Danmarks største parti. Dansk Folkeparti overhalede samtidig Socialdemokraterne som det parti, der høstede flest arbejderstemmer. Udtalelser fra Poul Nyrup og andre ledende politikere op igennem 90’erne om, at selve antallet af nytilkomne flygtninge og indvandrere var uden betydning for integrationsprocessen i Danmark, forstummede efter valget i 2001.62

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 56 11/03/11 11.41 I fortællingen om det nye årtusinde udgør året 2001 derfor et afgørende skel, der markerer et farvel til et 90’ernes politiske klima, hvor særligt SR-regeringen havde forsøgt at nedtone problemerne ved et stadig mere multietnisk samfund, hvor de nye danskere reelt er overrepræsenterede i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikker. Folketingsvalget i 2001 markerede for alvor værdipolitikkens indtog på den politiske scene i en tid, hvor højkonjunktur og lav arbejdsløshed i samfundet blandt andet betød, at fokus blev ﬂyttet fra økonomisk politik til en værdipolitik, hvor etniske minoriteter og islam kom i fokus. Den danske politiske debat om integration og indvandring kom desuden til at tjene som optakt til en national debat, hvor islam og frygten for terrorhandlinger bidrog til, at ﬂere unge etniske minoriteter på tværs af sociale skel oplevede at blive skåret over én kam som potentielle trusler.

Angrebet på de to tårne og religionen som modreaktion Den første halvdel af 2001 konsoliderede den nye værdipolitiske akse i dansk politik, samtidig med at årets gang mindede om, at der andre steder i verden fandt folkemord og store katastrofer sted. Frem til september måned holdt de udenrigspolitiske historier sig imidlertid lidt på afstand, mens de nationale værdikampe blev udkæmpet i en virkelighed, hvor tale om „den muslimske trussel“ kunne affejes som ren spekulation. I januar indsættes George W. Bush som USA’s 43. præsident. I februar kommer udviklingsminister Anita Bay Bundegaard fra Det Radikale Venstre i strid modvind, da hun foreslår, at mennesker fra områder med hungersnød og sygdom skal kunne søge asyl i Danmark. Samme måned indrykker Dansk Folkepartis Ungdom en annonce og producerer en plakat med ordlyden: „Massevoldtægter, Grov vold, Utryg- hed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet: Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os.“ Annoncen koster to år senere Morten Messerschmidt og tre andre fra Dansk Folkepartis Ungdom 14 dages betinget fængsel.63 I marts måned sprænger Afghanistans Taleban-styre antikke bud- dhastatuer i stumper som led i styrets målsætning om, at alle statuer i Afghani- stan skal ødelægges, fordi de er „ugudelige“. I maj måned ﬁnder SR-regeringen en grund i Brøndby til Danmarks første muslimske gravplads. Ved muslimske gravpladser bliver de afdøde ikke gravet op, og en ny gravplads vil signalere, at staten anerkender, at Danmark ikke længere er en etnisk homogen nation. Den socialdemokratisk ledede regering har blot glemt, at grunden tilhører Københavns Kommune. En muslimsk gravplads er her i 2011 endnu ikke

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 57 11/03/11 11.41 realiseret. Den 10. september lider Arbeiderpartiet i Norge med statsminister Jens Stoltenberg i spidsen et stort nederlag – ikke siden 1927 har partiet haft så dårligt et valg. To måneder senere skulle det komme til at gå samme vej for de danske socialdemokrater. De fleste af de dagsordensættende historier fra 2001 er imidlertid formentlig langsomt gledet ind i det bagerste af bevidstheden. Med den blotte hukommelse som eneste sejl, eksisterer året 2001 nærmest ikke før 11. september 2001. Det er normalt, at nytårets tilbageblik på det forgangne år har det med at fokusere på de sidste måneder, men med angrebene på World Trade Center og folketingsvalget to måneder senere var der særligt god grund til, at sidste halvdel af kalenderåret stjal rampelyset i tilbageblikket på 2001. Efter angrebene på World Trade Center er en af de store nye fortællinger i den vestlige verden skiftet fra „Efter den kolde krig“ til „Efter 11. september“.64 Selvom der ikke nødvendigvis er en klar sammenhæng mellem alle de politikker og udviklingstendenser, som tilskrives 11. september og angrebene på World Trade Center, så udvikler denne fortælling sin egen selvforstærkende dynamik. Angrebene den 11. september var en påmindelse om skrøbeligheden i den liberale vestlige verdensorden. Men i modsætning til under den kolde krig stod Vesten denne gang over for en svært definerbar fjende i en krig mod terrorisme, der ikke synes at have nogen realistisk slutdato. På trods af at alverdens statsledere oven på angrebene var hurtige til at understrege, at folk skulle afholde sig fra at lade vreden og frustrationen over 11. september gå ud over tilfældige borgere med muslimsk baggrund, var der nogle, også herhjemme, som lod deres vrede gå ud over butikker drevet af etniske minoriteter. Det fik statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at mane til besindighed: „Vi skal ikke have konflikter ind i Danmarks gader, som vi desværre har set et par ulykkelige eksempler på. (…) Det, vi har foran os, er ikke en konflikt mellem religioner og ikke en konflikt i forhold til islam, men en konflikt i forhold til terrorister,“ sagde den daværende statsminister, der allerede dagen efter angrebene havde meldt ud, at Danmark ville hjælpe USA i krigen mod terror. Også Anders Fogh Rasmussen meldte ud, at krigen mod terror ikke skulle opfattes som en krig mellem religioner.65 I ugerne efter angrebet på World Trade Center var Dansk Folkeparti ene parti om utvetydigt at sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme. Ved sit landsmøde i Vejle, der fandt sted ugen efter angrebene på World Trade Center, udråbte partiet herboende muslimer som en femte kolonne for islamistisk terrorisme. „Islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet ved vold,“ fastslog partiets pressemedarbejder for folketingsgruppen Michael Rex. Til stående bifald fra de 700 delegerede sagde

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 58 11/03/11 11.41 partiets daværende EU-parlamentsmedlem, Mogens Camre, at „hovedparten af indvandrede muslimer i Danmark kommer hertil for at erobre nyt land“. „Det, vi står overfor, er ikke blot en kortvarig militær operation. Det drejer sig om at drive denne ondskabens ideologi ud af den vestlige civilisation.“ Mogens Camre afveg kun ét sted fra det manus, han forud for sin tale havde uddelt til de journalister, der stod for pressedækningen af landsmødet. „Alle vestlige lande er infiltreret af muslimer. Nogle taler pænt om os. Men de venter kun på at blive nok til at få os fjernet,“ sagde Mogens Camre. I det omdelte manuskript stod der, at muslimer i vestlige lande kun ventede „på at blive nok til at slå os ihjel.“ Partiformand Pia Kjærsgaard bakkede op om udtalelserne til landsmødet og understregede, at partiets budskab var, at landets muslimske indvandrere truede Danmarks sikkerhed, danskheden og kristendommen. Samtidig sagde partilederen om regeringens og De Konservatives opfordring til danske muslimer om at gå i dialog: „Vi ønsker dem held og lykke. Men vi tror ikke, det lykkes.“ 66 Dialog synes generelt at være kodeordet for en stor del af de politiske diskussioner om islam og muslimske borgere i denne periode. SR-regeringen holdt på den ene side døren åben for dialog, mens den på den anden side værgede sig ved at bidrage til billedet af en regering, der var for „slap“ over for udlændinge. Balancegangen faldt ikke altid heldigt ud til regeringens side, hvis man spørger dem, som politikerne offentligt inviterede til „dialog“. „Det er ikke godt for Danmarks fremtid, hvis politikerne ikke er deres ansvar bevidst og i stedet opildner til had og modvilje mellem mennesker,“ skrev den danskfødte imam Fatih Alev i en kommentar i Politiken, hvor han kritiserede statsministeren for at sige ét men gøre noget andet.67 Poul Nyrup Rasmussen havde aflyst et planlagt møde med repræsentanter for danske muslimer den 25. september. Den officielle forklaring var mangel på tid, men det kom senere frem, at Statsministeriet drøftede navnene på listen med politikeren Naser Khader, der ikke fandt dem „moderate“ nok. Det fik imamen Fatih Alev til at melde ud, at statsministerens afvisning af dialog med muslimer var vand på Dansk Folkepartis mølle. „Linjen var altså lagt for, hvad der er ‘stuerent’,“ skrev Fatih Alev. „Når statsministeren én gang for alle slår fast, at almindelige praktiserende muslimer er fundamentalister, som man skal undlade at være i dialog med, så er det ret naturligt, at Pia Kjærsgaard fortsætter ud og konsekvent opfordrer til kamp mod det fundamentalistiske islam.“ Ved at bidrage til et billede af troende muslimer som „fundamentalister“ gravede politikerne ifølge Fatih Alev og andre meningsdannere med muslimsk baggrund „dybere grøfter mellem befolkningsgrupperne.“

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 59 11/03/11 11.41 Ikke kun i Danmark men i store dele af verden balancerede regeringsledere på en knivsæg, hvor de på den ene side sendte signaler om, at det var terrorister, der skulle føres „krig“ imod, mens de på den anden side brugte ordet terrorist til at fremme en national dagsorden. Når det gjaldt om at bruge terroren til at gøre nationale regnskaber op, var regeringsledere rundt om i verden ikke sene til at gribe stafetten efter terrorangrebet. Den 12. september udsendte Ruslands præsident, Vladimir Putin, en erklæring om, at de to gamle koldkrigsmagter i dag har en fælles fjende. For Rusland handlede det om muligheden for øget international opbakning til at slå tjetjenske oprørsstyrker ned. Israel optrap- pede i løbet af få døgn angrebene mod det palæstinensiske folk, og den 14. september sammenlignede Israels Ariel Sharon den palæstinensiske leder Yassir Arafat med Osama bin Laden. Terrorangrebene fik således hurtigt konsekvenser langt ud over USA. Angrebene på verdens største supermagt markerede en global undtagelsestilstand, som politiske aktører rundt omkring i verden kunne drage fordel af i en national sammenhæng. Angrebene på WTC igangsatte overalt heftige diskussioner af behovet for strammere terrorlovgivning. EU-Kommissionen forhandlede i oktober 2001 om en handlingsplan mod terrorisme, mens De Konservative herhjemme forsøgte at sammensætte partiets egen terrorliste. På listen figurerede 49 organisationer, som partiet ville have forbudt i Danmark, heriblandt Mujahedin Khalq. I farten havde De Konservative overset, at de selv havde kontakt med denne bevægelse, og at Per Stig Møller havde tilkendegivet sin støtte til Mu- jahedin – en gruppe som tidligere havde kæmpet imod sovjetiske soldater i Afghanistan i 80’erne, og som Ronald Reagan havde kaldt „frihedskæmpere“. I 2001 var Mujahedin i opposition til det afghanske Taliban-styre. „Vi er nødt til at indlede en kamp mod terror og terrorister. Der er ikke nogen vej uden om, og jeg ved godt, at det her kan få betydning for den personlige frihed på nogle områder. Men frihed er jo ikke noget værd, hvis vi ikke har tryghed,“ lød det fra den konservative leder Bendt Bendtsen i slutningen af september 2001. Anders Fogh Rasmussen medgav ligeledes, at kampen mod terror kunne betyde en indskrænkning af liberale frihedsrettigheder som forenings- og ytringsfrihed. Diskussionen var foranlediget af tv-billeder af en gruppe jublende unge med palæstinensisk baggrund i Vollsmose samme dag, som terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon fandt sted. „Hvis I hader Danmark, hvis I hader den vestlige kultur, hvis I hader de vestlige frihedsidealer, så rejs til et andet land,“ skrev Anders Fogh Rasmussen i sit nyhedsbrev på baggrund af tv-billederne. Han fik støtte af Karen Jespersen, der som indenrigsminister

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 60 11/03/11 11.41 et par måneder endnu havde det ministerielle ansvar for integrationen af etniske minoriteter. En lang række politikere med indvandrerbaggrund samt dansk-palæstinensiske organisationer og andre minoritetssammenslutninger var hurtige til at udsende pressemeddelelser, der tog afstand fra de borgere i Danmark, som jublede over andre menneskers død. Mange af de foreninger og sammenslutninger, som dengang udtalte sig i medierne på vegne af etniske minoriteter, havde ikke religion som sit omdrejningspunkt. Landets davæ- rende største paraplyorganisation for etniske mindretal i Danmark udtrykte, at minoritetsborgere der jublede over 11. september, var „med til at bidrage til et forvrænget billede af de etniske minoriteter i den vestlige verden.“ „Det er afskyeligt, at man som borger i et demokratisk samfund, der bygger på menneskerettigheder, kan sympatisere med handlinger som den i går,“ skrev IND-sam i en pressemeddelelse. Også i boligområdet Tingbjerg holdt mange af de unge vejret ved tv-billederne af de sammenstyrtede tårne. Ligesom alverdens andre tv-seere sad de unge klinet til skærmen i Rutens Fritids- og Ungdomsklub i Tingbjerg, hvor de så de nu velkendte billeder af det andet ﬂy, der rammer World Trade Center på repeat. „Jeg glemmer aldrig 11. september. Vi sad alle og så det i klubben, og folk havde jo svært ved at tro deres egne øjne,“ fortæller daværende klubleder Gitte Larsen. Ligesom mange andre så hun og de andre unge også billederne af de jublende mænd fra Vollsmose på tv. Reaktionerne fra de unge i klubben var splittet. „Vi havde reaktioner fra den ene yderlighed til den anden. Vi havde nogle, der kom og råbte ‘Ja mand, så røg amerikanerne’, og så havde vi nogle, der sagde ‘Fuck, prøv at se, hvor mange der dør’.“ Særligt de unge over 16 år tilhørte den gruppe, som „ytrede sig på en anden måde,“ forklarer Gitte Larsen. „Når først man går i gang med dialogen om, hvad er det vi kigger på, om det så er 11. september eller afbrændinger, så giver det en anden vinkel på tingene. Og dér er de store bedre til at tage dialogen.“ En af de unge, der sad klinet foran klubbens fjernsyn 11. september, er Amir, der i dag er studerende på en videregående uddannelse. Dengang var han 14 år gammel og forstod ikke, at et terrorangreb på den anden side af Atlanten kunne få konsekvenser for ham og hans venner i et dansk lokalområde med en stor andel af etniske minoriteter. Da der fandt terrorangreb sted i Madrid i 2004 og i London året efter, var det så småt gået op for ham, at islam kunne opfattes som en trussel, forklarer Amir:

„Tingbjerg er jo nok ikke den bydel i Danmark, som folk udefra har det mest positive billede af. Før blev vi bare fremstillet som kriminelle og bal-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 61 11/03/11 11.41 lademagere, fordi vi var herfra. Det nye var, at vi pludselig blev fremstillet som kriminelle og muslimer. Og ofte føltes det, som om de to ting blev blandet sammen, som når man snakkede om terror og islam. Så områder som Tingbjerg er ikke længere bare en ‘gammeldags’ kriminel trussel. Nu er den også blevet en religiøs trussel. Og så kan man forklare, lige så meget man vil, at man ifølge koranen ryger i helvede for at slå ihjel. Man har allerede tabt på grund af nogle idioter, der misbruger religionen.“

I den retorik, som har gjort sig gældende efter 11. september, oplever mange af de unge minoritetsmænd, at religion, integration, kriminalitet og terrorisme er blevet blandet sammen i én stor pærevælling. Ali, der er vokset op i Blå- gårdskvarteret på Nørrebro, er i slutningen af tyverne og uddannet fra teknisk skole. Han mener, at islam i stadig højere grad udgør et ekstra gebyr, som er blevet lagt til prisen for at have indvandrerbaggrund i Danmark.

„Hvad med at kigge på folks sociale situation i stedet? Jeg ville da heller ikke sige, at Peter Lundin er, som han er på grund af en eller anden „dansk kultur“, eller fordi han lever i et kristent land. For det første fordi jeg selv er en del af den kultur – jeg er jo født og opvokset i Danmark. For det andet er det fornærmende at putte folk i kasser på den måde for at svine en masse mennesker til.“

Unge, der skabte „amerikanske tilstande“ på Nørrebro i sommeren 1997, gav i bogen Rødderne fra Blågårds Plads udtryk for, at de var mindre religiøse end deres forældre, men de betegnede stadig sig selv som muslimer på samme måde, som man kan være kristen uden at praktisere religionen i det daglige.68 Ali deltog i urolighederne i februar 2008 og opfatter sig som mere religiøs end forældrene, selvom han medgiver, at afbrændinger og religiøsitet ikke går hånd i hånd. Ali forklarer, at et øget fokus på hans og vennernes religion har betydet, at ﬂere fra hans omgangskreds har sat sig mere ind i islam, fordi de føler, at de har skullet forsvare deres religiøse ophav. Man bliver ikke muslim ved ritualer som dåb eller konﬁrmation på samme måde som inden for kristendommen. Man bliver derimod født ind i islam, hvis ens forældre er muslimer, men det betyder ikke, at religionens rolle som en markør for de unges identitet er en fast størrelse, der eksisterer uafhængigt af det omgivende samfund. Unders- øgelser peger således på, at de unge etniske minoriteter har overhalet forældre- generationen, når de skal angive religionens betydning for deres daglige levevis, hvor situationen var stik modsat i slutningen af 90’erne.69 Meget tyder på,

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 62 11/03/11 11.41 at den religiøse mobilisering i det nye årtusinde blandt andet er sket som en modreaktion på et politisk klima, hvor ikke blot etniske minoriteters sociale position, men også religion har været meget på dagsordenen. Det er derfor, at kombinationen af en bopæl i et stigmatiseret område og et etnisk, socialt og religiøst gebyr, medvirker til, at mange unge føler, at barriererne for at blive anerkendt fuldt ud som (lige)værdige medborgere kan virke uoverstigelige. Det var med henvisning til unges brug af religionen som en modreaktion, at Anders Fogh Rasmussen i 2009 udtalte, at debatten om tørklædet i hans regeringsperiode har virket mod hensigten. Da udtalelsen faldt, havde Anders Fogh Rasmussen smidt statsministerkasketten efter otte år på posten: „Jeg synes nogle gange, at debatten om tørklæderne blev noget overgearet, og det var med til at gøre problemet værre, fordi man fremkalder en modreaktion hos nogle yngre kvinder med muslimsk baggrund, som i en slags protest mod det tager tørklædet på.“ En af de lokale unge fra Nørrebro, der i kølvandet på angrebet på World Trade Center og regeringsskiftet i 2001 iførte sig et tørklæde i protest, var en dengang 13-årig pige i Blågårdskvarteret. Hun er datter af den 60-årige forretningsmand Al-Kassab, der i kapitel 6 i denne bog ufrivilligt skal blive dråben, der får bægeret til at ﬂyde over for de unge på Indre Nørrebro, som tyr til optøjer og afbrændinger af biler og containere. I denne beretning fra året 2001 er det imidlertid hans teenagedatter, der indtager hovedrollen. Datteren gik i 2001 i en folkeskole, der lå rundt om hjør- net fra familiens bopæl på Indre Nørrebro. Da hun dagen efter 11. september kom hjem fra skole, fortalte hun sine forældre, at hun var ved at blive smidt ud. Ifølge Al-Kassab var datteren ikke ligefrem et dydsmønster i skolen, og lærerne havde tidligere brokket sig over hendes indsats. Alligevel troede han i første omgang ikke på, at skolen ville smide hende ud af 7. klasse. Skolen bekræftede imidlertid over for Al-Kassab, at datteren ikke var velkommen længere. Ifølge Al-Kassab havde datteren i løbet af en diskussion i klassen om angrebet på World Trade Center svaret sin lærer, at de tusindvis af ofre for 11. september intet var at regne for, hvor mange palæstinensere, der hvert år døde som følge af fattigdom og bombardementer. Den 13-årige pige måtte vinke farvel til skolen og måtte tilbringe de næste måneder hjemme uden undervisning, selvom der er undervisningspligt i Danmark. Nogle uger senere sad Al-Kassab uden for sin butik på Griffenfeldsgade, da en betjent, han kender fra nærpolitiet, kom forbi, og spurgte, hvordan det gik. „Jeg sagde til ham, at Osama bin Laden netop havde fået sin bedste alli-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 63 11/03/11 11.41 erede i Danmark. Jeg var rasende. ‘Hvorfor siger du det,’ spurgte han mig, og så fortalte jeg ham, hvad der var sket. Han syntes, det lød underligt, og lovede mig, at han ville tjekke op på det.“ Mens Al-Kassabs datter i 2001 ventede på et nyt skoletilbud, nåede hun at give sine forældre lidt af en overraskelse. En dag Al-Kassab kom hjem fra arbejde, sagde hans kone til ham, at der var kommet en „gæst“ på besøg. „Jeg tænkte, hvem kan det være. Så kiggede jeg ind i stuen og så min egen datter. Først kunne jeg næsten ikke genkende hende – hun havde taget et tørklæde på. Vi havde aldrig snakket om, at hun skulle have tørklæde på. Jeg spurgte hende, hvorfor hun havde taget tørklæde på, og så sagde hun, at hun havde fundet ud af, at de ikke kan lide muslimer i det her land.“ Nogle måneder senere blev familien Kassab kontaktet af betjenten fra lokalpolitiet, som sagde, at han havde fået overtalt skolen til, at de skulle give datteren en chance til, på betingelse af at familien i den første tid mødte til samtaler om pigens opførsel hver anden uge. Samtalerne blev dog aldrig til noget, fortæller Al-Kassab: „Efter en uge ringede de og sagde, at jeg ikke behøvede at komme til samtale, fordi hun havde opført sig så pænt. Ugen efter ringede de igen og aﬂyste samtalen. Jeg sagde: ‘Det kan ikke passe.’ Jeg ville have på skrift, at hun opførte sig pænt, så jeg vidste, at det ikke bare var noget, de sagde. Men hun endte med at være den af mine børn, der klarede sig bedst i skolen.“ Al-Kassabs datter har siden hun blev smidt ud af skolen i 2001 taget en mellemlang uddannelse og har beholdt tørklædet på. Hvor den offentlige debat om muslimske piger og kvinder med etnisk minoritetsbaggrund primært har handlet om tørklæder, har særligt spørgsmål om kriminalitet fyldt meget, når det handler om unge mænd med indvandrerbaggrund i „ghettoerne“. Og spørgsmålene vedrørende det islamiske hovedtørklæde og etniske minori- tetsmænds overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne har uundgåeligt påvirket langt ﬂere end de syv procent af befolkningen, som er indvandrere og efterkommere. Når det gælder den nye værdipolitiks betydning for regeringstaburetterne er det såkaldte indvandrerspørgsmål formentlig det emne, der i det nye årtusinde har fået sindene mest i kog, og i følge valgundersøgelser er der stor usikkerhed om, hvorvidt folketingsvalgene i 2001 og 2005 ville være faldet ud til borgerlig side, hvis man fraregner indvandrings- og integrationspolitikkens betydning.70 Det er i denne udlændingepolitiks tiår, at Omar og Abas gennemlever overgangen fra ungdomsliv til voksenliv i den bydel, der måske ses som det største symbol på et Danmark, der i løbet af få årtier har udviklet sig til et multietnisk samfund.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 64 11/03/11 11.41 3. 2003 – NÅR BOPÆLEN BLIVER EN BELASTNING

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 65 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 66 11/03/11 11.41 „Men når jeg siger Frederiksberg, så er der ikke alle de fordomme“

Sommeren 2003 markerer et vendepunkt for Omar, Abas og deres jævnald- rende venner. Det er efter denne sommer, at de to barndomsvenner træder ud af hver deres folkeskoles trygge rammer på Indre Nørrebro. „Indtil da gik vi alle sammen på Blågård Skole eller Hellig Kors Skole og mødte ikke nye mennesker. Derfor kunne vi ikke føle det – mærke de forventninger folk kan have til en, fordi man er herfra,“ fortæller Omar. Efter folkeskoletiden gik det for alvor op for drengene, at kombinationen af bopælen, hudfarven og kønnet kunne spænde ben for dem, når de forsøgte at komme ind på diskoteker og ﬁnde praktikpladser. Drengene oplevede her, at deres position som unge andengenerationsindvandrere ofte først medførte negative forventninger, når bopælen blev føjet til. Konsekvensen har været, at Omar og Abas har gjort som så mange andre fra Blågårdskvarteret på Indre Nørrebro: Systematisk løjet sig til en anden adresse, når de har mødt nye bekendtskaber uden for bydelen. Efter 9. klasse startede Omar på Frederiksberg Gymnasium, mens Abas fortsatte i 10. klasse på Vesterbro for derefter at starte i teknisk skole. For Abas var mødet med 10. klassen på Vesterbro en af hans første oplevelser af, at forventningerne til folk fra Nørrebro kan hænge ved, når man cykler ud af kvarteret. „På den første dag kiggede læreren lige på os fra Nørrebro, og så sagde han højt til alle sammen: ‘De der drenge, det er Nørrebro-drengene’. Vi kiggede bare på hinanden, os der kendte hinanden, og undrede os over, hvad det lige gik ud på,“ fortæller Abas. Otte ud af ti beboere i Københavns største områder med almennyttigt boligbyggeri – som samtidig typisk også er hovedstadens mest indvandrerrige kvarterer – angiver, at de er tilfredse med deres bopæl.71 Det samme er de unge, der er interviewet til denne bog, som alle bor i disse kvarterer, som kommunen betegner som udsatte områder, mens Socialministeriet og regeringen betegner dem som ghettoer. De unge oplever, at omverdenen ikke har samme positive syn på deres bydel som dem selv, og generelt er det blot en fjerdedel af beboerne i Københavns udsatte boligområder, der svarer ‘ja’ til, at deres bydel har et godt ry. Oplevelsen af omverdenens syn på bydelen og dens

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 67 11/03/11 11.41 mørklødede beboere er årsagen til, at Omar og Abas efter folkeskolen valgte at lyve om deres bopæl, når de mødte nye mennesker, som de vidste, de ikke skulle omgås i længere tid af gangen. „Det er der rigtigt mange, der gør,“ lyder det fra Abas, før han kaster sig ud i en mere detaljeret udredning af de unges imaginære adressekar totek: „Der er mange, der siger Søerne, Sankt Hans Torv og ved Forum på Frederiksberg. Der er også nogle, der siger Østerbro ved Tri- anglen. Eller ved Nørrebro ved Søerne. Af en eller anden mærkelig grund, så hvis man siger Nørrebro ved Søerne, så bliver man også accepteret, selvom det jo også hører til Blågårdskvarteret. Men der er aldrig nogen, der siger Roskilde eller andre steder, der er langt væk.“ Selv har Abas efter folkeskoletiden konsekvent angivet ‘Frederiksberg’, når nye bekendtskaber har spurgt til hans bopæl. „Når jeg siger Stengade, så har de allerede dømt mig. Men når jeg siger Frederiksberg, så er der ikke alle de fordomme,“ forklarer Abas. „Så siger folk bare okay, og spørger: ‘Bor du i andel eller ejer’, og ‘Er du glad for det’? Så er det pludselig nogle helt andre spørgsmål. Så vil folk pludselig ﬁnde ud af, om jeg er rig, ved at spørge om det er min egen ejerlejlighed, jeg bor i.“ Barndomsvennen Omar er gået i en mere akademisk retning med en gymnasial uddannelse og et universitetsstudie, men også her har bopælen hængt ved, når det handler om at vinde accept i møderne med andre mennesker. Han har imidlertid beholdt hjemkommunen som bopæl, når han har løjet sig til en anden adresse. Siden han som 16-årig afsluttede folkeskolen og begyndte at bevæge sig uden for de vante rammer, begyndte han at angive det mondæne „Sankt Hans Torv“ på Nørrebro som bopæl, når han mødte nye mennesker gennem sin uddannelse og i nattelivet. „Det var i den tid, vi opdagede, at mange halvt for sjov spurgte ind til, om vi gik med kniv og den slags, og at de kiggede anderledes på os, når vi sagde Blågårds Plads og Nørrebro. Vi opdagede, at folk mødte os mere åbent, hvis vi sagde andre adresser. Og det har mange så gjort lige siden,“ lyder det fra Omar, der uddyber: „Sank Hans Torv lyder bare mere acceptabelt end Blågårds Plads eller Blågårdskvarteret, selvom der er mindre end en halv kilometer imellem.“ Blågårds Plads og Sankt Hans Torv er begge knudepunkter på Indre Nørre- bro, og det er ikke tilfældigt, at der kan være forskellige associationer knyttet til de to områder. Det ene område er forbundet med smarte butikker og caféer. Det samme er dele af det andet område. Kvarteret omkring Blågårds Plads er imidlertid i højere grad domineret af almennyttige boliger og særligt områdets unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund har i nyere tid erobret overskrifterne med historier om kriminalitet. Kvarteret er imidlertid også domineret

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 68 11/03/11 11.41 af et stort antal studerende, der tiltrækkes af det rige udvalg af caféer og kvarterets mangfoldighed, hvorfor det ikke er tilfældigt, at Blågårds Bibliotek har sat det som målsætning at være Københavns mest populære bibliotek blandt studerende. Det er derfor noget andet at angive Blågårdskvarteret som bopæl som ung studerende med etnisk dansk baggrund end som en, der tilhører kategorien „andengenerationsindvandrer“, som er et udtryk, der i den offentlige debat sjældent forbindes med borgere, der besidder en stor mængde økono- misk og uddannelsesmæssig kapital. Baggrunden for hudfarvens betydning for forventningerne til de forskellige beboere hænger blandt andet sammen med boligmarkedets udvikling. Når en beboer med indvandrerbaggrund er flyttet ud af en andelslejlighed på Indre Nørrebro, har det på grund af boligprisernes himmelflugt typisk været købestærke etnisk danske beboere, der har haft råd til at flytte ind. Dette er også årsagen til, at Sankt Hans Torv i dag har skiftet de gamle bodegaer ud med smarte caféer, samtidig med at områdets præg af gammelt arbejderkvarter nærmest er forsvundet. Området er præget af andels- og ejerboliger og i takt med, at arbejderklassen er flyttet ud, er primært studerende og folk i arbejde flyttet ind. Det er i denne sammenhæng, at Sankt Hans Torv i dag har opnået et ry som et velfriseret område, der blandt andet går under øgenavne som Lille Århus og Thomas Helmigs Plads – med slet skjult hentydning til de mange jyske studerende, der er flyttet til området takket være forældrekøb. Få hundrede meter væk befinder Blågårdskvarteret sig, hvor middelklassens rykind ikke i samme grad har sat sit præg på grund af kvarterets miks af almennyttige boliger og andelslejligheder. Forskellen i købekraft, social status og den etniske sammensætning mellem forskellige boligområder, der ligger få stenkast fra hinanden, er årsagen til, at unge som Omar og Abas i dette årtusinde har set en fordel i at lyve sig til et andet boligkvarter end det, deres forældre i sin tid har valgt til dem selv og deres børn. „For selvom et område som Sankt Hans Torv for eksempel er så tæt på Blågårds Plads, så ser man det slet ikke som en del af Nørrebro – så ser man det som et sted med lækre cafeer, og som et sted, hvor folk har ressourcer,“ forklarer Omar. Et af de steder, hvor de unge oftest har løjet om deres adresse, er i nattelivet. Når de da overhovedet er kommet ind på diskotekerne. „Så opdagede vi, at vi blev afvist gang på gang, fordi vi ser ud, som vi gør, og fordi der står Køben- havn N på vores sygesikringsbeviser,“ forklarer Omar. „Det var en underlig alder, fordi vi pludselig kunne mærke de ting på vores egen krop, som de ældre drenge har fortalt om.“

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 69 11/03/11 11.41 Nattelivet er i det hele taget en scene, som ﬂere af de unge forbinder med skam. Det har været et af de steder, hvor et samlet gebyr for kønnet, hudfarven og bopælen er kommet klarest til udtryk, når de unge er blevet afvist i døren til diskotekerne, og når dørmændene har lukket dem ind, har de unge ofte påbegyndt en linedans, hvor de har forsøgt at undgå samtaler om bopæl. Abas og Omar forklarer, at det oftest har været i møderne med unge kvinder i nattelivet, at de har løjet om deres adresse. „Der kan man mærke en forskel ved, at pigerne ofte synes, at man er god nok, hvis man siger, at man bor på Frederiksberg. Man kan også godt bevise, at man er god nok, hvis man siger Blågårds Plads. Det kræver bare mere. Hvis man ender med at snakke lang tid med en pige og har brudt isen, så kan man fortælle sandheden der,“ fortæller Abas. Han og Omar var især opsatte på at møde andre unge i nattelivet som teenagere, men i dag har de droppet diskotekerne. Fravalget er et spørgsmål om selvrespekt, forklarer Omar: „Jeg følte mig som en hund, hver gang jeg havde stået i køen hele vejen hen til dørmanden bare for at blive afvist. Det ville jeg til slut ikke udsætte mig selv for.“ Fortællingerne om diskrimination i nattelivet opleves som ekstra stigmatiserende, fordi et jævnaldrende publikum kigger på, imens afvisningerne foregår, og ligesom ved politiets kontroller på gaden hæfter de unge i denne bog derfor ord som „ydmygende“ og „krænkende“ på denne form for diskrimination. Og de unge oplever denne negative forskelsbehandling som et langt voldsommere symbol på, at hudfarve, køn og bopæl kan spænde ben for et ligeværd med andre borgere, end når de føler en mere „fjern“ form for stigmatisering i form af blandt andet mediedækningen af etniske minoriteter. Diskriminationen i nattelivet opleves desuden som mere uretfærdig blandt de københavnske mænd med indvandrerbaggrund end for eksempel politiets kontroller, fordi hudfarvediskriminationen i højere grad ser ud til at være dikteret af et hensyn til indtjening frem for sikkerhed. Afvisningerne på nogle af diskotekerne er således sat i system ved kvoteordninger for, hvor mange mænd med indvandrerbaggrund, der må lukkes ind per aften, hvorfor afvisningerne rammer på tværs af straffeattester og sociale skel.

Farvegebyret på diskoteker I 2006 besluttede et tv-hold at teste, hvorvidt etniske minoriteter blev afvist systematisk i det københavnske natteliv. I programmet Dags Dato på TV 2 kunne seerne følge med i, hvordan unge med indvandrerbaggrund to fredage i træk blev nægtet adgang til diskotekerne La Hacienda og Krasnapolsky i København.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 70 11/03/11 11.41 En af begrundelserne var, at de ikke havde et medlemskort. Skjulte optagelser viste, at en kontrolgruppe af etnisk danske unge kort efter uden problemer kom ind på diskotekerne – uden at blive bedt om at fremvise et medlemskort. Begrundelserne for at afvise unge med indvandrerbaggrund er generelt blot et påskud for at opretholde et image som et sted, der er fri for indvandrere, forklarede en tidligere dørmand fra La Hacienda i programmet. „Ejeren har sagt til mig, at jeg ikke må lukke mere end 20 eller 30 indvandrere ind hver fredag og lørdag. Det var en ordre fra ejeren,“ fortalte dørmanden. I 2008 blev der for første gang lavet en spørgeskemaundersøgelse angående folks oplevelser med afvisninger i nattelivet, og der tegnede sig et tydeligt møn- ster i svarene. Tre gange så mange unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund er ifølge undersøgelsen fra Catinét Research blevet nægtet adgang til festerne i nattelivet sammenlignet med etnisk danske landsmænd. Samlet set har over halvdelen af alle minoritetsmænd oplevet at blive afvist på et diskotek. Afvisningerne tager til dels afsæt i det postnummer, der fremgår af syge- sikringsbeviset, men ﬁnder i endnu højere grad sted på baggrund af de unge mænds hudfarve, forklarer blandt andre Ali Hayat, der har arbejdet som dørmand på adskillige større diskoteker i storkøbenhavnsområdet. Han var i 2004 en af de første dørmænd, der stod frem i medierne for at fortælle, at de ﬂeste diskoteker i Københavns Indre By har „systematisk racesortering i døren“. Han beskriver, hvordan han selv bar sig ad med systematisk at afvise mænd med indvandrerbaggrund i døren sådan her:

„Der er mange teknikker. Jeg opfandt en dresscode, der ikke eksisterede, eller sagde: ‘Jeg kender dig ikke, så du kommer ikke ind’. Så er der den med, at man skal stå på en gæsteliste, som også er frit opfundet. Jeg krævede også at se id-kort, og hvis det så var i orden, så skulle jeg pludselig se et medlemskort, selvom det ikke krævedes den aften. Alt sammen efter ordre fra diskoteksejerne, der opererer med kvoter på maksimalt 15-20 indvandrere.“72

Én måde at camouﬂere racediskriminationen i nattelivet på foregår ved at sætte etniske minoriteter til at agere gate keepere til diskotekerne. „Det er almindeligt kendt i branchen, at man hyrer indvandrere til at afvise de mange unge indvandrere, som man ikke vil have ind,“ forklarer den tidligere dørmand Ali Hayat. „Dels virker det jo ulogisk, at en indvandrer skulle afvise en anden alene på baggrund af race. Dels regner diskoteksejerne med, at indvandrere har nemmere ved at acceptere at blive afvist af en af deres egne. Og desuden virker ansættelsen af indvandrer-dørmanden jo i sig selv antiracistisk.“

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 71 11/03/11 11.41 Mange af de unge fra områder som Nørrebro og Tingbjerg har venner og bekendte, der selv er endt som dørmænd, som har kunnet forklare dem spillereglerne for at blive lukket ind på diskotekerne. De unge skal først og fremmest ankomme til diskotekerne en og en eller to og to, så antallet af mørklødede mænd ikke skræmmer de øvrige gæster eller ejeren, der i nogle tilfælde overvåger køen foran diskoteket. De skal tage pænt tøj på, og så skal de helst sørge for at ankomme med nogle unge kvinder, da et stort antal kvinder har det med at tiltrække gæster og er godt for forretningen. Nogle af de unge minoritetsmænd dropper diskotekslivet, mens andre tager de uskrevne regler til sig. Bekim Maksuti fra Tingbjerg tilhører sidstnævnte gruppe. Han har gennem årene ﬁnpudset sine strategier for at blive lukket ind til festerne i nattelivet. „Man er nødt til at play the game, hvis man vil ind på diskotekerne,“ siger Bekim Maksuti, der er rapper i hiphopgruppen Blok 27. „Jeg kommer for eksempel næsten altid en time før, diskoteket åbner, for hvis man kommer sent, har man ikke en chance.“ De gange han som teenager er blevet afvist på diskotekerne, har Bekim Maksuti i stedet for at tage bussen hjem benyttet lejligheden til at undersøge, hvordan han kunne bryde indgangskoden til nattelivet. Han har gang på gang sat sig på en kantsten foran de diskoteker, hvor han er blevet afvist, for at lære hvordan de øvrige gæster bærer sig ad for at blive lukket ind. „Diskoteket kan afvise en, men de kan ikke smide mig væk for bare at kigge. På den måde har jeg lært en masse tricks,“ forklarer Bekim Maksuti. „Det handler om, at det er en vigtig del af en persons ungdomsliv at kunne feste sammen med andre unge, og det ville jeg ikke smide væk. Derfor har jeg kæmpet for at lære koderne.“ Bekim Maksuti peger på sin gymnasiale uddannelse som årsagen til, at han som oftest lukkes ind på diskotekerne. Gymnasietiden har efterladt ham med viden og værktøjer til lettere at afkode normerne uden for bydelen Tingbjerg. „I gymnasiet lærte jeg, hvor vigtigt det er at regne koderne ud for, hvordan man skal tale og opføre sig, alt efter hvem man er sammen med og hvor,“ forklarer Bekim Maksuti. Ved at observere diskotekskøerne har Bekim Maksuti fundet ud af, at kropssproget og de sociale koder i køen spiller en afgørende rolle for, hvorvidt man ﬁndes værdig til en adgangsbillet til festen eller ej. Desuden forsøger Bekim Maksuti at undslippe kategorien som hård – og fattig – ‘ghettodreng’, når han skal i byen. „Kasketten, den ryger. Jeg tager stramme bukser på og oversprøjter mig med parfume. Jeg sprøjter det også i håret, så jeg er sikker på, at dørmanden kan lugte det. Hvis dørmanden tror, man er en pretty boy fra Hellerup, så har man en bedre chance for at komme ind. Derfor bruger jeg parfumen, så han kan lugte, at jeg har penge,“ forklarer

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 72 11/03/11 11.41 Bekim Maksuti og fortsætter: „Det handler om, at man med sit kropssprog skal signalere til dørmanden, at selvfølgelig skal jeg ind. At det er ham, der er en andenrangsborger og en under dog –ikke en selv.“

Efter i flere år at have afvist at nogle diskoteker forskelsbehandler på baggrund af hudfarve, erkendte diskotekernes egen brancheforening, Horesta, i 2010 for første gang offentligt, at der finder racediskrimination sted på nogle diskoteker. „Vi ved, at kvoteringen foregår under bordet flere steder. Det er helt uacceptabelt at sortere på den måde,“ udtalte formanden for Horesta Natteliv, Erik Bresling.73 Baggrunden for diskriminationen er, at „lige børn leger bedst“, lød det fra brancheforeningen. „De, der har samme indstilling til at feste, skaber bedre rammer, end hvis du blander mange forskellige typer. Hvis nydanskerne bliver for mange, oplever flere steder, at gæsterne føler sig utrygge og forlader stedet.“ Samme udmelding om kvoter for, hvem der kan deltage i nattelivet, lyder fra en tidligere barchef for et diskotek i Indre København, som udtaler sig til denne bog. Han forklarer, at det særligt er de mest populære diskoteker i centrum af København, der benytter sig af kvoter. Det handler simpelthen om konkurrence, indtjening og at mørklødede mænd er blevet en markør for „lav klasse“. „Jeg har flere gange fortalt indvandrere, at det ikke er personligt. Men hvis de danske kunder kommer ind en aften, og der er fyldt med indvandrere, så risikerer vi, at de aldrig kommer igen. Vi risikerer, at diskoteket får ry for at være et tabersted, hvis vi ikke driver den politik.“ Som barchef har han været ansvarlig for at forklare dørmændene, at der er en kvote for, hvor mange mænd med indvandrerbaggrund, de må lukke ind. Diskotekerne har derimod ikke noget problem med unge kvinder med indvandrerbaggrund, da et stort antal kvinder generelt tiltrækker kunder og er godt for forretningen; uanset hudfarve. „Vi afviser unge mænd, som er for- nuftige og flinke, og som bare vil have en skæg aften. Det er jo dem, vi afviser flest af, men det er antallet, det handler om. Jeg har derfor flere gange sagt til indvandrere, at de skal komme tidligt på aftenen, hvis de skal have en chance. De kan ikke komme sent på aftenen og så forvente at komme ind.“ Den tidligere barchef mener, at diskotekerne ville stoppe den systematiske diskrimination, hvis der ikke var en økonomisk gevinst ved at fastholde en farvebalance, der svarer til, hvordan diskotekerne så ud for tyve år siden. „Og lige så længe konkurrenterne gør det, lige så længe bliver diskotekerne ved med at afvise indvandrermænd, fordi det er godt for forretningen,“ forklarer han. Økonomiske midler vinder da også i stadig højere grad over for argumenter

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 73 11/03/11 11.41 om straf, hvad angår lokalpolitikeres forslag til bekæmpelse af diskriminationen i nattelivet. I Københavns Borgerrepræsentation er det blevet foreslået at tage bevillingen fra diskoteker, der diskriminerer. Frankrig er et eksempel på et land, hvor politikerne har forsøgt at be- kæmpe diskriminationen ved at ramme restauratørerne på pengepungen. Den systematiske diskrimination i nattelivet er ikke nødvendigvis en praksis, som ﬂertallet af diskoteksgængerne ville billige, hvis de blev direkte adspurgt: Skal vi afvise gæster, der er mørklødede for din skyld? En del af grundlaget for diskriminationen synes derfor at være, at den foregår som en skjult praksis. I Frankrig pålægges diskotekerne imidlertid at hænge dommen op i døren, hvis de dømmes for diskriminerende praksisser, så gæsterne tvinges til at tage stilling til, om de har lyst til at lægge deres penge det pågældende sted.

Strategier til hvordan man kan aflæse de usynlige koder for succes, er ikke kun en del af overvejelserne om, hvordan man som ung mand med indvandrerbaggrund kommer ind på diskotekerne ved at møde op i køen tidligt på aftenen, ankomme med et stort antal unge kvinder og opbygge et godt forhold til dørmanden. Omar har tilsvarende brugt sine evner til at afkode, hvordan han skal tale og gebærde sig ved forskellige lejligheder, hvor hudfarven og bopælen ellers kunne spænde ben for ham. Det gælder blandt andet, når ordensmagten har stoppet ham uden for hans lejlighed i Blågårdskvarteret for at spørge til cpr-nummer og navn. Selvom hans tøjstil og udseende ikke adskiller sig fra de andre unges, ender det ofte med, at politiet lader Omar gå videre uden at tjekke hverken hans kriminalregister eller hans lommer, når han først åbner munden. „Det er uddannelsen, der hjælper på det punkt. Jeg kan formulere mig godt, fordi jeg har gået på gymnasiet. Jeg kan skifte i måden jeg taler på, alt efter hvem jeg taler med. Det har hjulpet mig rigtig meget i sådan nogle situationer,“ forklarer Omar. Som vi skal se senere i bogen er Omars position som „akademikeren“ blandt barndomsvennerne en del af forklaringen på, at han – modsat barndomsvennen Abas og ﬂere af de andre fra kvarteret – slap for at skulle pille bukserne af på åben gade i forbindelse med de visitationszoner, der i starten af 2008 bidrog til at udløse de landdækkende gadeoptøjer. Politi- ets kontroller er med til at manifestere den særlige territoriale stigmatisering, som de unge i Blågårdskvarteret, føler de bliver udsat for, når de tænder for tv’et, når de tager i byen, og når de angiver deres rigtige bopæl i mødet med nye mennesker.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 74 11/03/11 11.41 Overvejelser omkring hvordan et eksamensbevis kan tjene som et værn mod en territorial og etnisk stigmatisering, går igen blandt de ﬂeste af de unge, der er interviewet til denne bog.

Måske denne ordveksling mellem Omar og Abas bedst indkapsler overvejelserne omkring de unges motivation for at fremvise et uddannelsesbevis:

Omar: Ved du, hvad uddannelse er? Det er, at når en person taler ned til dig, så kan du sige til ham: ‘Jeg er udlært tømrer’. Så er det som om, du har vist ham et skilt. Så skal han pludselig se dig med andre øjne. Så har du ødelagt hans stereotype billede af dig. Det er, hvad uddannelse er. Det er ikke sikkert, at du får arbejde på baggrund af uddannelsen. Men du kan ødelægge en fordomsfuld persons stereotype billede. For indvandrere tager jo ikke uddannelser i sådan en persons øjne. Det, at man har en uddannelse, det kan lukke munden fuldstændig på fordomsfulde personer. Det er sådan en tilfredsstillelse. Abas: Det jeg elsker allermest ved uddannelse, det er inde på arbejdet, når de andre spørger: ‘Hvad laver dine brødre?’ Min ældste bror, han er udlært bager, den næstældste er også bager, men er ved at læse videre til medicinalingeniør. Ham over mig er IT-supporter, og min lillebror læser til produktionsingeniør. Så nu har jeg to brødre, der læser til ingeniør. Og det lukker virkelig munden på folk, når jeg siger, at jeg har to brødre, der læser til ingeniør, for så tænker de: ‘Okay, han er indvandrer, han er uddannet, og hans brødre er i gang med uddannelser, der er bedre end vores.’ Omar: Så uddannelse er noget, der gør, at man rykker op i hierarkiet. Abas: Det er også derfor, jeg har tænkt: Det kan godt være, jeg er tømrer, men det kan godt være, at jeg læser videre. Der er jo heller ikke mange byggepladser. Så sådan nogle manuelle jobs, det er usikkert.

Uddannelse udgør det vigtigste redskab for unge som Omar og Abas, når det handler om at undslippe sammenfaldet mellem en etnisk og territorial stigmatisering, som er blevet tydeligere i takt med, at det danske boligmarked er blevet stadig mere opdelt.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 75 11/03/11 11.41 Den territoriale stigmatisering Den svenske kulturforsker Ove Sernhede har ud fra sit feltarbejde og sine interviews med unge i Sveriges stigmatiserede bydele konkluderet, at især unge mænd fra disse områder er genstand for „dæmoniseringsprocesser“. Den territorielle stigmatisering trænger som en „giftgas“ ind i hver eneste afkrog af livet i de bydele, der i mediernes og store dele af samfundets optik er blevet udråbt til et problem. En forkert adresse har en negativ indflydelse på „skolen, socialkontoret, foreningslivet, relationer mellem mennesker og individernes indre selvbilleder“, skriver Ove Sernhede. „Ingen kan unddrage sig denne gift,“ påpeger han om det gebyr for bopælen, som bliver stadig mere tydeligt, når det gælder bydele, hvis beboere både opfattes som socialt og etnisk forskellige fra billedet af majoritetsborgeren. „Stigmatiseringen bidrager til at forme stereotype forestillinger om kriminalitet, om modsætninger mellem forskellige racer, kulturer og religioner – alt sammen forestillinger, der skaber frygt og moralsk panik.“ 74 De skandinaviske velfærdsstater har ellers længe været forskånet for den europæiske udvikling, hvor byrummene har været kendetegnet af en ikke blot social, men også en etnisk opdeling.75 Ligesom der er opstået bred enighed i den svenske socialforskning om, at ghettolignende forstæder og bydele i Stockholm, Malmø og Gøteborg i stigende grad besidder de samme træk som franske forstæder, kan vi i Danmark heller ikke løbe fra, at vores (stor)byrum er blevet stadig mere opdelte. Den stigmatisering som ligger til grund for de unges løgne, når de ikke står ved deres bopæle, hænger således sammen med en reel udvikling, hvor særligt større områder med almennyttigt boligbyggeri i storbyerne fremstår som en social, etnisk og kriminel trussel for det omgivende samfund. På blot få årtier er andelen af beboere i det almennyttige boligbyggeri, der er arbejdsløse førtidspensionister og enlige forsørgere uden erhvervsuddannelse, steget markant. I 1982 boede 13 procent af beboerne i det almennyttige boligbyggeri i områder, hvor mindst en tredjedel af familierne kunne defineres som ‘socialt svage’. Tyve år senere bor 28 procent af beboerne i et område, hvor mindst en tredjedel af naboerne kan defineres som socialt svage.76 Samtidig er andelen af indvandrere og efterkommere i det almennyttige boligbyggeri næsten fordoblet i perioden 1994 til 2002, så etniske minoriteter udgør en femtedel af alle beboerne i disse boligtyper. I forhold til hele befolkningen bor tre gange så stor en andel af Danmarks etniske minoriteter i de almennyttige boliger.77 „Det er især de københavnske almene boliger, der har en meget

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 76 11/03/11 11.41 høj koncentration af de etniske minoriteter, og stigningen har været stor,“ påpeger en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut, der fortsætter: „Det samme er tilfældet i en række større provinsbyer, der også har mange – og et stigende antal – indvandrere. Så der er en meget skæv geografisk fordeling af minoriteterne i landet.“ 78 Side om side med borgere, der blev boligløse ved omfattende bysaneringer og nedrivninger af gamle ejendomme i landets største kommuner, er særligt nyankomne flygtninge og indvandrere gennem årene blevet henvist til bestemte almennyttige boligområder som Mjølnerparken på Nørrebro, Gellerup Parken i Århus, Vollsmose i Odense og Tingbjerg i Brønshøj. Tingbjerg er måske det bedste eksempel på, hvordan henvisningspolitik- ken nogle steder er gået imod boligselskabernes og arkitekternes vilje. Da en af Danmarks måske mest betydningsfulde arkitekter og byplanlæggere Steen Eiler Rasmussen udtænkte grundideen for Tingbjerg under 2. Verdenskrig, var ordet ‘gæstearbejder’ – og i endnu mindre grad ‘andengenerationsindvandrer’ – ikkeeksisterende i det danske ordforråd. Steen Eiler Rasmussen frygtede allerede under opførslen af Tingbjerg i midten af 1950’erne, at en sanering af brokvartererne kunne betyde, at Københavns Kommune ville flytte de socialt svageste fra specielt Vesterbro og Nørrebro de knap 10 kilometer ud af byen og ind i hans hjertebarn. Tingbjerg er i højere grad end en bydel som Nørrebro fysisk adskilt fra resten af København, og arkitektens oprindelige planer om at anlægge en togstation og adskillige busruter til ‘Menneskebyen Tingbjerg’ er for længst skrottet. Det samme gælder visionerne om, at bydelen skulle være et indkøbsmekka. Bydelen kunne simpelthen ikke mønstre den købekraft, der skulle til for at tiltrække tilstrækkeligt med forretningsfolk og handelsdrivende. Bydelens hovedstrøg, Ruten, byder således ikke på andre indkøbsmuligheder end et par supermarkeder, en grønthandel, et par kiosker og et pizzeria. Da Steen Eiler Rasmussen i 1960’erne fremsatte sine advarsler mod at skabe en bydel af „fattiglemmer“, kunne man ane de første tegn på, at det kan være fristende for en kommune at bruge store områder med almennyttigt boligbyggeri som et oplagt sted at anbringe boligløse. En del af Tingbjergs første tilflyttere var således borgere, som havde mistet deres bolig i forbindelse med store saneringer i Københavns brokvarterer. Men det var især, da anden etape af Tingbjerg stod færdig først i 70’erne, at det blev klart, at kommunens anvisningspolitik ikke stemte overens med arkitektens ideer om at sikre en ressourcestærk bydel med beboere fra såvel høje som lave sociale lag. Byfornyelser betød, at flere og flere uden uddannelser og job rykkede fra brokvartererne og ind i både Tingbjerg og lignende bolig-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 77 11/03/11 11.41 områder.79 En af dem, der skiftede bopæl til Tingbjerg i starten af 1970’erne, var Gitte Larsen, hvis mor blev henvist af kommunen til Tingbjerg sammen med sine tre børn. Moren havde som så mange andre af bydelens nye beboere ikke en højere uddannelse med i bagagen. Gitte Larsen var to år, da familien flyttede til Tingbjerg, og hun har boet og arbejdet i bydelen lige siden. Hun har bidraget til bydelens arbejde med børn og unge i to årtier som både klubleder og som afdelingsleder på den lokale Tingbjerg Skole. „Det var måske ikke sådan nogle som os, den kære arkitekt havde tænkt sig skulle flytte ind, da han tegnede Tingbjerg. Men det var sådan nogle som os, der endte med at bo her,“ fortæller Gitte Larsen. „De problemer som er forbundet med Tingbjerg, forbindes i dag med indvandrerne og deres børn, men folk glemmer, at de sociale problemer altid har været en del af Tingbjergs historie. Omverdenen kigger bare mere grimt på Tingbjerg nu, fordi problemerne forbindes med noget etnisk,“ forklarer Gitte Larsen. De første tyrkiske gæstearbejdere flyttede til Tingbjerg i midten af 70’erne, og siden er bydelen blevet mere og mere multietnisk. Det lave uddannelsesniveau blandt mange af de danske og udenlandske beboere i Tingbjerg er hængt ved og er blevet forstærket, således at andelen af Tingbjergs beboere uden for arbejdsstyrken i dag er 90 procent højere end i resten af Københavns Kom- mune som helhed. Samtidig er andelen af førtidspensionister dobbelt så høj, og 57 procent af Tingbjergs beboere har ikke anden uddannelse end folkeskolen med i bagagen. Arkitekten bag Tingbjerg blev ved med at skrive læserbreve og klager over den kommunale henvisningspolitik frem til sin død i starten af 90’erne.80 I dag er der udstillet en buste af Steen Eiler Rasmussen på Tingbjerg Skole, der for alvor ændrede farvesammensætning i 1990, som var det første år, hvor tosprogede elever udgjorde halvdelen af de nystartede elever i skolens 1. klasser. I dag har skolen omkring 80 procent tosprogede elever. Tingbjerg Skole har desuden gennemgået samme udvikling som tilsvarende skoler i storbyernes gamle arbejderkvarterer, hvor særligt de ressourcestærke forældre fravælger de lokale skoler, hvilket har bidraget til en stadigt større både etnisk og social opdeling i storbyens folkeskoler, som vi skal kigge nærmere på i kapitel 7.81 På Tingbjerg Skole har udviklingen betydet, at elevtallet siden 90’erne er dalet fra 1200 til omkring 500 elever, fortæller Gitte Larsen. Hun har som afdelingsleder på Tingbjerg Skole om nogen haft udviklingen tæt inde på kroppen, og hun oplever, at stigmatiseringen af bydelen er blevet væsentlig større i takt med, at en stor andel af bydelens dørskilte er skiftet ud med fremmedklingende navne.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 78 11/03/11 11.41 „Jeg bor her jo selv, og jeg er ikke i tvivl om, at vi alle bliver dømt for at bo her, for ‘hvem fanden gider bo i Tingbjerg,’ tænker folk. Og så bliver vi sådan nogle lavere-rangerende mennesker. Og det er jo især sådan noget, man skal høre for som dansker, og det er pisseracistisk: ‘Bor du derude med alle de perkere, hvordan kan du holde det ud?’. Det er jeg meget træt af at høre på, og det er en dom, der falder hele vejen rundt. Derfor er der også mange fra Tingbjerg, som ikke vil sige, at de bor her, og som siger, at de er fra Brøns- høj, hvis du møder dem på Mallorca. Folk vælger ikke at sige, at de er fra Tingbjerg, for hold da op, hvor skal vi passe på, at vi ikke bliver sat i bås.“

Få sager afspejler bedre oplevelsen af at blive kollektivt stemplet på baggrund af postnummer, som da en italiensk rygsækturist blev stukket ihjel på Nørrebro i sommeren 2003 – samme sommer som Omar og Abas afsluttede 9. klasse. Den stempling, som Abas og Omar følte sig udsat for i 2003, hang således ikke blot sammen med, at de i stigende grad bevægede sig uden for bydelen. Den handlede også om, at mange af bydelens unge følte sig kollektivt dømt, da Nørrebro nok engang kom i pressens søgelys for en historie om kriminalitet begået af „andengenerationsindvandrere“. I 2003 forstod drengene for alvor de beklagelser, som de havde hørt på fra deres storebrødre i flere år, hvad angik mediernes dækning af Nørrebro generelt og etniske minoriteter i særdeleshed. Oplevelsen af de negative kategoriseringer i medierne af såvel de unge selv som af det almene boligbyggeri blev institutionaliseret af det officielle Danmark ved indførelsen af flere udvisningsdomme samt visitationszoner, der særligt har ramt Danmarks stigmatiserede bydele.

Mistilliden til medierne og bydelsnationalismen

Da gadeplansarbejder Rafik Benchekh fredag den 15. august 2003 kommer kørende ned ad Blågårdsgade, ser han en sort Chrysler med TV 2’s logo holde parkeret. Klokken er omkring 23, og Rafik genkender straks to unge fra sit arbejde i kvarteret. Han kalder dem hen til sig. Ugen igennem har områdets beboere været omgivet af flere journalister og politifolk end sædvanlig. Begge parter forsøger at komme først med svaret på, hvem der lørdag nat dræbte en italiensk rygsækturist i kvarteret. I denne periode er områdets unge nået til enighed om ikke at udtale sig

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 79 11/03/11 11.41 til medierne. End ikke anonymt. De unges tavshed er konsekvensen af flere overvejelser: Dels er den en reaktion på alvoren i sagen, dels hænger den sammen med et ideal om, at man ikke ‘stikker’ andre fra området til hverken politi eller medier. Desuden er tavsheden et udtryk for en grundlæggende mistillid til medierne, som har det med at blive cementeret, hver gang Nørrebro kommer på det kriminelle Danmarkskort. Da Rafik Benchekh har parkeret sin bil, går han hen til den sorte Chrysler og spørger på arabisk de to drenge, hvad der foregår. „De griner og fortæller mig, at de er blevet tilbudt 1.000 kroner hver for at lade sig interviewe af TV 2 og fortælle, hvad de ved om mordet på Antonio Curra,“ fortæller Rafik Benchekh. Dagen forinden har politiet anholdt to drenge fra henholdsvis Blågårds- kvarteret og Tingbjerg, som er mistænkt for mordet på den italienske ryg- sækturist Antonio Curra, der blev dræbt natten til lørdag den 9. august på Nørrebro. De to drenge forsøger at berolige Rafik Benchekh med, at de ikke havde tænkt sig at videregive de rygter om sagen, som florerer i kvarteret. De havde bare tænkt sig at stikke folkene fra TV 2 en regulær løgnehistorie for at score de 2.000 kroner, forklarer de. Det beroliger ikke Rafik. Tværtimod. Mediedækningen af Nørrebro står i denne periode uundgåeligt i mordets tegn, og de unge føler, at de ikke kan gå frit rundt i kvarteret uden at blive stoppet af journalister, der vil vide, om de kan levere nye oplysninger om mordet. Når kvarterets beboere passerer de lokale kiosker, ser de desuden deres egen bydel pryde avisernes løbesedler med avisoverskrifter som „Fra rabarberland til araberland“ og „Nørrebro holder hånden over morderne“. I starten af ugen beretter Ekstra Bladet om, at mordet fandt sted, da italieneren gik stille og roligt ned ad Blågårdsgade, hvor han pludselig blev „passet op af indvandrerflokken.“ Desuden giver formiddagsaviserne flere bud på hændelsesforløbet op til mordet, som politiet og de unge i området kun kan ryste på hovedet af: „Et andet rygte, som Ekstra Bladet har hørt, er, at nogle fyre i en hashklub lørdag pludselig får at vide, at en turist har købt et stort kvantum hash, og at navngivne personer derfor forfølger turisten for at røve hashen fra ham, hvilket som bekendt endte fatalt.“ 82 I temanummeret ‘Når tale bliver guld’ sætter Fagbladet Journalisten få måneder efter mordet på den italienske rygsækturist kritisk fokus på, hvor langt journalister går for den gode historie, når de befinder sig i ‘ghettoen’. Rafik Benchekh er en af de social- og klubarbejdere, der udtaler sig om sine oplevelser med journalister, som forsøger at bryde igennem lydmuren i de stigmatiserede boligområder.83 I Journalisten beretter han om episoden be-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 80 11/03/11 11.41 skrevet ovenfor, som han afbrød, da TV 2 Nyhederne forsøgte at købe sig til oplysninger fra nogle af kvarterets unge. „Jeg går hen til journalisten og spørger, om det er rigtigt, at de giver 1.000 kroner for et interview? TV 2-journalisten spørger, om jeg ved noget. Jeg svarer, at det kommer an på, om det er rigtigt, at de vil betale for et interview,“ fortæller Raﬁk Benchekh.84 Journalisten fra TV 2 svarer bekræftende og fortæller gadeplansmedarbejderen, at det er helt normalt at betale ekspertkilder. „Det gør mig pisse sur. Jeg spørger ham, hvad fanden vi er eksperter i? At være andengenerationsindvandrere på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt eller hvad?“ beretter Raﬁk Benchekh til Journalisten i december 2003. TV 2’s nyhedschef udtaler imidlertid i artiklen, at kanalen ikke betaler kilder, „hvis eneste kvalitet er, at de var til stede ved en begivenhed, for at stå frem på tv.“ Han erkender imidlertid, at der „har været en situation mellem TV 2-journalister og kilder på Nørrebro, der kunne opfattes som et tilbud om betaling for interview.“ „Det er åbenbart nødvendigt at gøre reglerne tydelige for alle,“ udtaler nyhedschefen.85

Når Rafik Benchekh blev så vred over episoden, hænger det blandt andet sammen med, at han generelt oplever, at medierne bidrager til at reproducere negative forventninger til de unge fra kvarteret. Denne virkelighed modarbejder, ifølge socialarbejdere på Nørrebro, indsatsen for at give de unge den tillid til omverdenen og det selvværd, der kan bidrage til, at de kan skabe sig et værdigt liv. De unges oplevelse af at blive mødt af negative forventninger dømmer dem dog ikke til at reproducere arbejdsløshed og sociale problemer, lyder det fra Raﬁk Benchekh:

„De unge ved godt, at de bare skal arbejde hårdere end mange andre. Og når de bliver udsat for konstante fordomme, betyder det ikke nødvendigvis, at de tager dem på sig og ikke bliver til noget i livet. Men stemplingen opfattes som sårende, og på et eller andet tidspunkt lukker folk af og holder op med at stole på, at samfundet vil dem det bedste. Det gør ikke vores job som socialarbejdere på Nørrebro lettere, når politikere og medier konstant bliver ved med at fremstille alle de her drenge som et kollektivt problem.“

Socialarbejderes oplevelse af at mediedækningen af unge i alment boligbyggeri dæmoniserer dem på baggrund af deres bopæl, er ikke blot en Nørrebro- historie. Samme nat som en italiensk rygsækturist blev slået ihjel på Nørrebro

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 81 11/03/11 11.41 var der ungdomsfest i bydelen Herredsvang i Århus. Ud på aftenen omringede nogle af festdeltagerne en pengetransport og bankede på bilen, mens de råbte. Chaufføren blev skræmt og ringede til politiet, der mødte op med seks vogne og i fuldt beredskab. Politiet kritiserede efterfølgende TV 2 / Østjylland for at have bidraget til, at en almindelig anholdelse eskalerede til uroligheder, der involverede 30-40 unge. „Vi havde en anholdelse, som normalt forløber stille og roligt, men den gik helt amok, da den anholdte så tv-stationens kameraer og journalister. På den måde ødelægger de meget herude i området,“ lød det fra chefpolitiinspektør Kurt Wollesen fra Århus Politi.86 Ordensmagten mente ydermere, at TV 2 / Østjylland bidrog til at fastholde og forstærke en højspændt stemning i bydelen. Det kom til udtryk den 12. august, da TV 2 / Østjylland bragte indslaget „Krigserklæring fra unge indvandrere“. Kurt Wollesen advarede direkte TV 2 mod at bringe indslaget, som han kritiserede for at skævvride virkeligheden.“Virkeligheden i medierne svarer ikke til virkeligheden,“ lød det fra chefpolitiinspektøren, der mente, at der var „for megen fokus på det negative,“ og at mediedækningen af Århus Vest slet ikke harmonerede „med den gode tendens, der er og har været de sidste par år.“ I indslaget udtalte to unge sig anonymt og sagde, at „betjente vil blive mødt med sten og ﬂasker, hvis de møder op i det vestlige Århus.“ Det er en hård udtalelse, men politiet genkender de to teenagere fra indslaget. De er 15 år gamle og er ikke kendt som de rå børster, de fremstår som i indslaget. Da Kurt Wollesen blev bedt om at kommentere på indslaget, fandt han at TV 2 præsenterede et forvansket billede af såvel Århus Vest som af de to drenge. Chefpolitiinspektøren bad journalisten om at genoverveje at bringe indslaget. „Det gjorde han åbenbart ikke, og næste dag sagde jeg direkte til journalisten: ‘De to unge havde en ren straffeattest, indtil du bragte indslaget’.“87 De to blev begge tiltalt efter Straffelovens § 136 stk. 1 for „offentlig tilskyndelse til forbrydelse“, hvor strafferammen går fra bøde og op til ﬁre års fængsel. Ledelsen ved TV 2 / Østjylland afviste politiets kritik og meldte ud, at indslaget var lavet helt efter bogen. „Det var jo en dramatisk situation, der opstod, og det dækker vi selvfølgelig. Vi hørte politiet, og vi hørte den anden part i skikkelse af de to drenge. Det var en helt normal fremgangsmåde, og vi vender alle historier, vi beskæftiger os med, hjemme på redaktionen, inden vi bringer dem. Det gjorde vi også i dette tilfælde,“ udtalte tv-direktør Peter Kramer. De to mindreårige drenge gav imidlertid efterfølgende udtryk for, at de ville ønske, at tv-stationen havde vendt de mulige konsekvenser af deres udtalelser

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 82 11/03/11 11.41 med dem. Og at journalisten havde givet dem den kildebeskyttelse, som de var blevet lovet. Den ene udtalte efterfølgende til Fagbladet Journalisten:

„Efter at de havde optaget interviewet, sagde jeg til dem, at de skulle lave min stemme om, og det sagde de ja til, men de gjorde det ikke. Så jeg blev jo ret hurtigt genkendt. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne skade mig, så jeg fortryder det meget i dag. TV 2 / Østjylland forklarede ikke, at mine udtalelser var kriminelle, og jeg ville ikke have sagt noget som helst, hvis jeg havde vidst det.“ 88

I dagene efter festen i Århus Vest bidrog TV 2 / Østjyllands dækning af begivenhederne, ifølge klubledere, til uro i bydelen. Journalisterne var kata- lysatorer for, at ﬂere unge blev opildnede og vrede på både ordensmagten og medierne selv, lød det fra blandt andre lederen af Klubberne i Gellerup, Anders Glahn:

„Mange af vores unge søger de berømte 15 minutters berømmelse og vil gerne i tv. Hvis vi ikke havde haft medierne herude i forbindelse med balladen, havde vi sammen med vore samarbejdspartnere løst problemerne ret hurtigt. Men vi var oppe imod TV 2 / Østjyllands jagt på sensationer. Deres fremgangsmåde er helt uacceptabel, og det har intet med journalistik eller dokumentation at gøre – det er rent reality-tv, hvor de producerer og iscenesætter deres egen virkelighed ude af trit med de faktiske forhold.“

En af de fremgangsmåder, som klubberne var særligt kritiske over, drejede sig om at købe informationer af mindreårige beboere i Århus Vests almennyttige boligbyggeri. TV 2 / Østjylland bragte dagen efter festen i Århus Vest en reportage fra stedet, hvor stationen uden held havde forsøgt at få fat i øjenvidner, der ville udtale sig om sagen. I temanummeret fra Fagbladet Journalisten fortæller to piger, der dengang var henholdsvis 14 og 15 år, hvordan de blev tilbudt penge af TV 2 / Østjylland for at udtale sig. De to piger havde været til fest i Klub2teket, der ligger midt i Herredsvang, da urolighederne var brudt ud. Da de dagen efter urolighederne var på vej til klubben, blev der kaldt på dem fra en sendevogn. „Var I med til festen?“ spurgte journalisten ifølge de to piger. „Ja“. Herefter blev de to piger tilbudt 200 kroner for at fortælle om aftenens begivenheder. „Vi sagde mest ja for sjov, selv om de 200 kroner lokkede,“ forklarer den ene af de to. Da de hørte journalistens spørgsmål, besluttede de

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 83 11/03/11 11.41 to piger sig imidlertid for at afbryde interviewet. På journalistens spørgsmål kunne pigerne fornemme, at indslaget næppe ville komme til at tegne et særlig positivt billede af deres bydel. „De fremstiller jo Herredsvang som et rigtigt dårligt sted, så vores venner ikke tør komme her. Men sådan er her slet ikke i virkeligheden, og det går jo ud over os og klubben på den måde,“ udtalte pigerne efterfølgende til Fagbladet Journalisten.89 Efter det mislykkede interview gik de to piger ind i ungdomsklubben, hvor ﬂere af deres kammerater kunne fortælle, at de også var blevet tilbudt penge af TV 2 / Østjylland. En af konsekvenserne var, at klubberne i Århus Vest i denne periode boykottede TV 2 / Østjylland, som de beskyldte for at „dæmonisere“ bydelen og dens beboere.90 Lederne af fritids- og ungdomsklubberne i Gel- lerup, Bispehaven og Herredsvang forklarede i forbindelse med deres boykot, at de ikke var fortalere for, at pressen skulle afholde sig fra at beskrive de reelle problemer, som eksisterer i et område som Århus Vest. De mente imidlertid ikke, at TV 2 / Østjylland tegnede et retvisende billede af problemernes omfang i bydelen, men „fordrejer og forvansker virkeligheden,“ som klublederen fra Gellerup udtrykte det. Lederen for en af de andre klubber i bydelen forklarede, at kanalens sensationslyst „gør én mistroisk over for journalister og medier, og tilliden til dem har lidt et alvorligt knæk.“91

Da optøjer bryder ud på Nørrebro i 2008 og spreder sig til andre bydele rundt om i landet, gentages historien. Klub- og socialarbejdere fra Århus, Odense og København beskylder endnu en gang nyhedsmedier for at puste til ilden. Også politiet går ud og kritiserer medierne for i nogle situationer at overdrive omfanget af afbrændingerne ved at rapportere om, at hele bydele er i brand, når det drejer sig om enkelte skraldespande. På den ene side udgør pressen en demokratisk garanti for at borgerne oplyses om det samfund, de lever i, og medierne har i denne optik et ansvar for at skildre virkeligheden. Ordensmagten – inklusive de kriminalpræven- tive betjente – og socialarbejderne forholder sig imidlertid kritiske over for fremstillingen af „ghettoen“, som de føler ofte er præget af sensationsjagt og overdrivelser; det kan ødelægge grundlaget for at udføre socialt arbejde og forebygge kriminalitet i disse områder. Når det drejer sig om beretningerne om brændende containere og optøjer, er de mulige konsekvenser af en oppu- stet mediedækning forudsigelig. Unge fra andre boligområder reagerer nogle gange ved at overtage stafetten fra afbrændingerne, når de får indtrykket af, at ‘alle de andre’ gør det. Nogle fordi de ikke vil stå tilbage for de andre bydele,

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 84 11/03/11 11.41 andre fordi de kan genkende de frustrationer, som de forestiller sig, motiverer afbrændingerne i de andre områder.

Nørrebro og det multietniske samfund Det er muligvis ikke tilfældigt, at Nørrebro endte med at blive epicentret for de optøjer, der spredte sig til store dele af landet i vinterferien 2008, og den megen mediedækning om beboeres hærværk og kriminelle handlinger er heller ikke et nyt kapitel i bydelens historie. Nørrebro fremstår som et symbol på et stadig mere multietnisk Danmark, men når bydelen erobrer dagsordenen i medierne, er det ofte ikke for det gode. Andelen af såvel etniske minoriteter som af arbejdsløse og førtidspensionister er – som beskrevet i sidste kapitel – steget betydeligt i de gamle arbejderkvarterer, og der er ofte en sammenhæng mellem den stigmatisering, som er etnisk betinget, og den, der udspringer af sociale forhold. Billedet af Nørrebro er imidlertid ikke blot et produkt af nuværende sociale forhold, men udgør også en fortsættelse af bydelens særlige historie som klassens slemme dreng. Denne rolle benævnes imidlertid i stigende grad med etniske termer, som når aviserne benytter sig af overskrifter som „Gazastriben på Nør- rebro“ eller „Fra rabarberland til araberland“. Den ene overskrift handler om en folkeskole i Blågårdskvarteret, mens den anden drejer sig om det tragiske mord på en italiensk turist i bydelen. Sidstnævnte historie handler ganske vist om en kriminel handling, der blev begået af en Nørrebro-beboer med tyrkiske rødder. Bydelens ry som et arnested for optøjer og kriminalitet blev imidlertid grundlagt 100 år før, den første shawarma blev langet over disken i 1980’erne. Sociologen Rene Karpantschof har gennemgået, hvordan Nørrebro allerede i slutningen af 1800-tallet skabte sig et ry for optøjer og uro, som er holdt ved lige siden. Aviserne berettede dengang om „Kolossale Opløb paa Nørre- bro“, hvor butiksruder blev knust og politiet blev sat ind på Nørrebrogade, i Korsgade, i Slotsgade og andre af de gader, som politiet også i dag har særligt fokus på.92 Urostifterne var ifølge samtidens aviser en blanding af „Bøller“, „Drenge“ og „Socialistisk Pøbel“, der også rev konservative valgplakater ned og kastede sten mod politiske modstandere. En konservativ avis kaldte slet og ret forholdene for „Terrorisme paa Nørrebro“. 93 Karpantschof beskriver, hvordan patruljerende betjente, der var til fods og naturligt nok uden radio til at tilkalde forstærkning, måtte bæres hjem, når de blev omringet af datidens bander som „Lersøen’s Bøller“ på ydre Nørrebro, mens der omvendt klage- des over „grænseløst brutale Betjente.“ Volden blev også dengang mødt med

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 85 11/03/11 11.41 politisk fordømmelse og krav om mere og hårdere politi. Opløb er imidlertid blevet ved med at poppe op på Nørrebro, samtidig med at skiftende opdra- gelsesformer heller ikke har kunnet sætte en stopper for, at uroen bryder frem i bydelen fra tid til anden. I nyere tid har bydelen lagt brosten til en række af efterkrigstidens største uroligheder, når BZ’ere, skarpe EU-modstandere, arbejdere og autonome er røget i åben konfrontation med politiet på gaden. Det er således ikke tilfældigt, at lederen af Blågårds Bibliotek på Indre Nørrebro ved sin tiltrædelse i jobbet i 2005 som velkomstgave af medarbejderne fik overrakt en sløjfeindbunden brosten. Brostenen var såvel en hentydning til bydelens historie som til mulige fremtidige udfordringer i jobbet. Velkomstgaven skulle således vise sig at blive et varsel om rydningen af Ungdomshuset i 2007 og udbruddet af det, der i nogle medier skulle blive kaldet ‘Danmarkshistoriens værste indvandrerop- tøjer’ et år senere. Her måtte bydelen endnu en gang lægge scene til stenkast og afbrændinger, der også gik ud over bibliotekets ruder, og som igen satte Nørrebro på Danmarkskortet. Hvor konflikter og kampe med politiet i en bydel som Nørrebro tidligere var forbeholdt arbejdere og venstrefløjsaktivister, har billedet af konflikter på gadeplan fået et farveaspekt i takt med, at stadig flere indvandrere og efterkommere er flyttet ind i de gamle arbejderkvarterer. Overgangen til det multietniske Danmark har på den ene side været præget af dansk-tyrkiske venskabsklubber og borgere, der har doneret køkkengrej til de nyankomne. På den anden side har udviklingen til det multietniske Danmark også været præget af demonstrationer og voldelige protester. Allerede i 1984 refererede Dronning Margrete til de konflikter, der blev stadigt mere synlige i takt med, at Danmark bevægede sig i retning af et multietnisk samfund:

„Med vidt forskellige baggrund kommer ﬂygtninge hertil, kvæstede somme tider på sind og krop. Vi tager imod dem og er nok også lidt stolte over, at de har valgt netop vort lille paradis, men når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfrihe- den, og skuffelsen melder sig på begge sider. Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. (…) Så kommer vi med vores „danske humor“ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt.“

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 86 11/03/11 11.41 Dronningens tale vakte opsigt, men den ændrede ikke ved, at den nye befolk- ningssammensætning langt fra blev vel modtaget blandt alle landets borgere. I weekenden den 26.-28. juli 1985 samledes omkring 300 ‘gammeldanskere’ i Kalundborg og kastede sten og flasker mod et hotel, hvor iranske flygtninge var indlogeret. I forlængelse af optøjerne i byens centrum smed ukendte ger- ningsmænd en benzinbombe ind i et nærliggende asylcenter. Før de stak af, hængte gerningsmændene sedler op med budskabet: Sorte svin – rejs hjem!94 Dagene efter fulgte flere benzinbomber rundt omkring i landet. Senere på ef- teråret måtte politiet splitte en ophidset forsamling på 300-400 mennesker på Vesterbro, der protesterede imod tilstedeværelsen af flygtninge og indvandrere i Danmark. Bander af grønjakker, der ville tæve fremmedarbejdere, var en del af forsamlingen. De voldelige reaktioner er blevet tolket som en følge af det stigende antal flygtninge, der kom til landet i 1980’erne, og der findes også eksempler på, at protesterne udgik fra de nyoprettede asylcentres danske naboer.95 Bekymringen for forandringerne i nationens farvepigmentering kom imidlertid ikke blot til udtryk i voldelige protester. I 1986 forsøgte et flertal i Folketinget at sætte en stopper for Danmarks modtagelse af flygtninge, og den offentlige debat var præget af bekymring for, at flygtningestrømmene var en trussel mod velfærds- statens økonomiske grundlag.96 Da gæstearbejderne i slutningen af 1960’erne begyndte at ankomme til Danmark, var de ellers netop blevet inviteret for at sikre en fortsat høj produktivitet i et lille land i Norden, der manglede arbejdskraft, særligt i de manuelle erhverv. Dengang var det en udbredt holdning, at disse primært tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske mænd ville rejse ud af landet igen inden for få år. 1970 boede der da også kun omkring 20.000 mennesker med indvandrerbaggrund i Danmark. Datidens antagelse om, at tilstedeværelsen af disse nye mørklødede borgere blot repræsenterede en fase i historien, kom til udtryk i artiklen ‘Velkommen Mustafa’ i Arbejdsgiveren nr. 6 fra 1970:

„Har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises. Byrden ved at holde en reserve falder derved på gæstearbejderen personligt eller hans hjemland. Gæstearbejderen bringer normalt hverken kone eller børn med. Det betyder, at vort erhvervsliv kan vokse hurtigere, idet der ikke kræves sekundære investeringer i børnehaver, skoler, boliger og hvad der ellers følger af at have familier. Endelig er gæstearbejdere særligt velkomne, fordi vi kun behøver at foretage ganske ringe investeringer i nybygninger og maskiner for at sætte dem i gang – de har intet imod forskudt arbejdstid.“ 97

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 87 11/03/11 11.41 Knap en tiendedel af den danske befolkning har i dag indvandrerbaggrund, og særligt blandt mange unge i storbyerne har kontakten med jævnaldrende etniske minoriteter gennem opvæksten været sikret gennem institutionslivet, hvor eksistensen af det multietniske samfund i dag er svært at ignorere. For eksempel har en tredjedel af folkeskolens elever i hovedstaden indvandrerbaggrund. Danmarks udvikling hen imod et multietnisk samfund er imidlertid gået stærkt. Ved indgangen til 1980’erne havde Danmark omkring 150.000 borgere, der var indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og dette tal er sidenhen steget med 350 procent på tre årtier. Danmarks historie som et multietnisk samfund er derfor stadig relativt ny. Set i det perspektiv er det forståeligt, at ændringen af nationens farvesammensætning i løbet af det, der er blevet kaldt de store ﬂygtningeår i midten af 80’erne, har krævet en del omstilling blandt en del af de danskere, der har været vant til at skelne borgere fra turister på hudfarven alene. I denne periode af Danmarkshistorien blev Karen Kruse Hansen ansat på Indre Nørrebro som børnebibliotekar. Fra 1985 og frem har hun oplevet, hvordan nye beboere ved navn Hassan og Fatima i stigende grad blev en integreret del af gadebilledet på Nørrebro. Hun har oplevet den ene generation efter den anden komme i biblioteket. I sine første år på jobbet oplevede hun, at mange af de etniske minoriteter tog biblioteket til sig. Men ikke altid for at låne bøger eller bladre i tegneserier. „Tosprogede bruger biblioteket mere end etnisk danske børn. I starten var det, fordi mange tosprogede ikke var indskrevet i en institution, og det var et sted, hvor børnene kunne være, når forældrene skulle købe ind. Men nu hvor børnene er blevet voksne og selv er blevet forældre, giver de det videre til deres børn, uanset om børnene går i institution eller ej,“ forklarer Karen Kruse Hansen. Når de nye borgere i dag overtager stafetten fra de gamle Nørrebro-beboere, hænger det langt hen ad vejen sammen med, at de har den samme sociale baggrund som dem, der i forvejen boede i bydelen, mener Karen Kruse Hansen. Det er imidlertid ikke længere blot unge med en socialt svag familiebaggrund, der oplever, at de bliver dømt ude af samfundet. I takt med at bydelen er blevet stadig mere multietnisk, er hudfarve og religion i stadig højere grad blevet en faktor, som bidrager til, at frustrationerne går på tværs af sociale skel.

„Beboeres følelse af manglende anerkendelse går langt tilbage, og den har været her i al den tid, jeg har været ansat. Det her kvarter har været præget af unge, der har lidt nederlag på nederlag på nederlag. Det her handler ikke blot om racisme, men også om et socialt problem. Når forældrene har svært

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 88 11/03/11 11.41 ved at få arbejde og ikke kan magte tilværelsen, så kan børnene ofte heller ikke. Blågårdskvarteret har en 150 år gammel historie, hvor fattigdom og nød indgår. Men med de nye unge, så skal der det tredobbelte til for at blive anerkendt. Og når de har kæmpet for at overkomme de sociale hurdler og så stadig ikke bliver anerkendt i samfundet, så er der mange, der siger: ‘Så må det være fordi, jeg er indvandrer eller muslim’.“

Fortællingen om unges uroligheder og kriminalitet på Nørrebro er så rodfæ- stet, at den bekræftes i mediedækningen af Nørrebro gang på gang. Det på trods af, at der er adskillige andre bydele i København, hvor kriminalitetsraten er højere, forklarer Harun Y. Rubin, der siden 2004 har været politiets repræ- sentant for det kriminalpræventive arbejde på Nørrebro. „Hver eneste morgen trækker jeg en liste over kriminalitet, som er foregået det sidste døgn, og ofte er der ikke en eneste alvorlig forbrydelse på Nørrebro på listen. Men det er jo ikke det billede, journalister fremstiller. Nørrebro og medierne er en historie for sig selv,“ lyder det fra den kriminalpræventive betjent på Nørrebro. „Hvis disse ting skete i Sydhavnen, så ville journalister ikke skrive om det, selvom der statistisk er mere kriminalitet der.“ I rapporten 10-Punktsplanen på Nørrebro fremgår det, at emnerne kriminalitet og uro har dannet baggrund for 4-10 procent af alle de artikler, som de landsdækkende aviser har skrevet om København fra 2000 til 2005.98 De ﬂeste af hovedstadens bydele adskiller sig ikke væsentligt fra dette billede. Bortset fra Nørrebro. Når det gælder Nørrebro handler mellem en tredjedel og 60 procent af alle artiklerne i Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Information, B.T. og Ekstra Bladet i samme periode om kriminalitet.99 På trods af at beboerne i bydelen gennem det meste af historien har tilhørt de lavere samfundslag, kædes mediernes dækning af Nørrebro dog sjældent sammen med sociale problemer som arbejdsløshed, manglende uddannelser og en ressourcefattig familiebaggrund. Fra 1998 til 2006 giver de landsdækkende aviser blot spalteplads til én artikel, der direkte handler om sociale problemer på Nørrebro.100 I forbindelse med rapporten har aktører bestående af alt fra politimænd til socialarbejdere, skoleinspektører, gadeplansmedarbejdere, og medarbejdere fra Socialforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen udtalt sig om arbejdet med børn og unge i bydelen. Det går igen i udtalelserne fra de forskellige aktører, der arbejder med børn og unge på Nørrebro, at de ligesom mange unge fra bydelen ikke opfatter medierne som en neutral kommentator på sidelinjen. Der er en udbredt oplevelse

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 89 11/03/11 11.41 af, at Indre Nørrebro har været underlagt en særlig bevågenhed fra mediernes side, samt at dækningen ofte har været „unuanceret og med et negativt fokus i sammenligning med andre bydele“.101 Pressen har i „denne optik i høj grad været med til at skabe myten om kampplads Nørrebro i dens ensidige fokusering på uro, ballade og kriminalitet,“ konkluderer rapporten fra Københavns Kommune.102 En mediedækning, der forstærker indtrykket af Nørrebros beboere som kriminelle, bidrager ikke blot til stereotyper og fordomme, som gør det sværere at få praktikpladser og job. Et alvorligere problem er måske, at de unge ikke altid kan gennemskue, at mediernes (over)fokusering på ‘kampplads Nørrebro’ ikke nødvendigvis hænger sammen med virkeligheden. I 10-punktsplanen på Nørrebro beskrives det sådan her:

„Der kan være en tendens til, at muslimske unge, børn og voksne tager de skræmmebilleder på sig, som bliver fremstillet i medierne. De bliver enten hårde, kede af det og/eller mistroiske og defensive i forhold til majoriteten i samfundet. På denne måde kan medierne være med til at skabe et kon- ﬂiktfyldt billede af „dem og os“, som kan være en hæmsko for arbejdet med at løse problemer blandt børn og unge med anden etnisk baggrund.“ 103

Den kriminalpræventive betjent på Indre Nørrebro, Harun Y. Rubin, peger på en undersøgelse af skolelever fra Ringsted som et eksempel på, hvordan et forvrænget billede af virkeligheden kan påvirke unge i en negativ retning. Tre kriminologer undersøgte i årene 2001-2003 de ældste folkeskoleelevers forhold til tobaksrygning, drikkeri, narkotikabrug og kriminalitet i Ringsted Kommune. Det viste sig, at risikoadfærd blandt de unge opleves som både sjov, spændende og statusgivende. Undersøgelsen konkluderede, at en sådan risikoadfærd var omgærdet af sociale overdrivelser: Hovedparten af de unge antager, at omfanget af risikoad- færd blandt deres jævnaldrende er væsentlig større, end det faktisk er.104 Spørge- skemaundersøgelser blandt alle Ringsteds unge viste således, at hovedparten af dem har væsentlig overdrevne antagelser om forbruget af smøger, joints, narko og alkohol blandt deres venner og andre unge. For eksempel ryger 20 procent af de 11-24-årige i kommunen, men de tror, at 41 procent af deres jævnaldrende gør det. Gennem overdrevne fortællinger forvrængede de unge hinandens syn på og forestillinger om, hvordan den sociale virkelighed ser ud.105 Disse overdrivelser medvirkede til, at den enkelte for eksempel overdrev sit eget indtag

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 90 11/03/11 11.41 af rusmidler for ikke at være „anderledes“, og fordi risikoadfærden kunne give social prestige. De unges forvanskede billede af virkeligheden udviklede sig derfor til selvopfyldende profetier. Ringstedundersøgelsen fandt således frem til, at de unges risikoadfærd ændredes, når de blev gjort opmærksom på, at de ikke var „unormale“, hvis de mødte op i skole mandag morgen uden at have drukket sig fulde, røget joints og baldret ruder. Når de unge diskuterede andres reelle indtag af rusmidler og kriminelle adfærd, viste det sig, at det nuancerede deres indtryk af hinanden og dem selv – hvorefter mængden af risikoadfærd faldt.106 Som vi skal se senere i denne bogs kapitel om folkeskolen og fællesskaber blandt drenge, risikerer kombinationen af den status blandt de andre unge, som risikoadfærden kan give adgang til sammen med omverdenens syn på drenge fra „ghettoen“ at bidrage til udviklingen af en såkaldt „ballademageridentitet“, som får de unge til at dømme sig selv ude i en tidlig alder. Særligt drenge, der har svært ved at opnå status og anerkendelse ved hjælp af deres skolemæssige kundskaber, ender ofte med at påtage sig denne ballademageridentitet. Når det drejer sig om Nørrebro, er Harun Y. Rubin i den grad opmærksom på, hvordan et forvrænget billede af bydelen forstærker de unges oplevelse af risikoadfærd. For ud over de overdrivelser, der ﬁnder sted i det sociale samspil mellem mennesker, påvirkes de unge af de billeder, som de oplever, at omverdenen har af deres bydel. Derfor er Harun. Y. Rubin og mange af bydelens social- og klubmedarbejdere også særligt varsomme, når det drejer sig om at give interviews om kriminalitet i bydelen:

„Det er frustrerende, for det er svært at bebrejde nogen som sådan for det billede, der eksisterer af Nørrebro. Bydelen er i forvejen udlagt negativt og risikoen er, at vi fastholder unge i et negativt selvbillede. Når vi bliver ved med at holde fast i, at Nørrebro er et forfærdeligt område, så begynder de unge at leve op til det billede. Især de ressourcesvage. ‘Vi kommer fra Pladsen (Blågårds Plads, red.)’, siger de, fordi folk har et billede af, at hvis man er derfra, så er man hardcore. Det negative billede er næsten ikke til at komme af med, og når folk kommer udefra, kan de jo ikke genkende Nørrebro ud fra det mediebillede, der er blevet skabt.“

Bydelsnationalisme Omar og Abas var omkring 10 år gamle, da deres storebrødre i forbindelse med optøjer i slutningen af 90’erne fortalte dem, at journalister kun var in-

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 91 11/03/11 11.41 teresseret i at tegne et negativt portræt af såvel Nørrebro som af etniske minoriteter. Mistilliden til pressen blandt deres generation eskalerede imidlertid først for alvor i sommeren 2003, da det kom frem, at nogle journalister tilbød børn og unge penge for at udtale sig til medierne. Mindretallet af den danske journaliststand benytter sådanne metoder, ligesom det er et fåtal af landets politibetjente, der agerer uhensigtsmæssigt i møderne med unge på gaden og et mindretal af de unge i „ghettoerne“, der begår kriminalitet. Ofte fylder de få blot meget og bidrager til at skabe stereotype antagelser vedrørende hele befolknings- og faggrupper. I tilfældet med de få journalister, der tilbød betaling til mindreårige til gengæld for informationer om et mord, betød denne praksis, at ungdommen i en hel bydel lukkede sig om sig selv, når det gjaldt lysten til at udtale sig i offentligheden. Abas forklarer det sådan her:

„Der var ikke nogen, der ville udtale sig, for folk havde ikke noget at sige til det. Men så begyndte journalisterne at ville snakke med vores små brødre, altså dem, der var helt små. Og det er altså børn ned til 10-11-år, de ville have oplysninger fra. Børn i den alder ved jo ikke særlig meget. De kan have hørt alle mulige rygter og så bare fortælle løs. De spurgte dem, om de havde noget at sige, og sagde at de ville betale dem, og jeg ved ikke hvad. Vi snakkede om det dengang: at folk skulle sige til deres små brødre, at de ikke skulle snakke med journalister.“

Mistilliden til politiet eskalerede ligeledes, da ordensmagten meldte ud i medierne, at lokale beboere tilbageholdt oplysninger om mordet, hvilket gav anledning til artikler i landsdækkende medier om, at Nørrebro „holder hånden over morderne“. Som Anoir Hassouni beskrev det dengang: „Det er samtaleemnet i øjeblikket. Bemærkningerne rammer hele miljøet. Det går selvfølgelig ud over integrationen, fordi beskyldningerne omfatter alle indvandrere. Og det får også dem, som måske ved noget, til at holde mund.“ På dette tidspunkt havde Anoir Hassouni et job som eksportingeniør, hvilket han kort tid efter sagde op, fordi han brændte mere for at arbejde med børn og unge i det kvarter, hvor han selv er født og opvokset. Han gik ned i løn og blev kommunalt ansat som gadeplansmedarbejder og uddannelsesrådgiver. Som vi skal se senere i bogen, spillede Anoir Hassouni en aktiv rolle for at få unge på Nørrebro til at stoppe med deres afbrændinger under de ugelange optøjer i februar 2008, ligesom han fem år forinden havde stået for et af lyspunkterne i kvarteret i kølvandet på mordet på den italienske turist. Her stablede han et mindearrangement på benene til ære for den dræbte turist. „Jeg tog initiativ til mindehøjtideligheden

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 92 11/03/11 11.41 for netop at vise respekt over for den dræbtes familie og signalere, at vi andengenerationsindvandrere er vrede over mordet. Nu bliver vi mistænkeliggjort. I stedet burde politiet sige, hvem de mener, der skjuler oplysninger,“ lød det fra Anoir Hassouni efter mindehøjtideligheden.107 Når sagen om den italienske rygsækturist stadig fremhæves af unge på Nørrebro, hænger det langt hen ad vejen sammen med, at de føler, at mis- tænkeliggørelsen efterfølgende er blevet sat i system. Takket være de politiske implikationer af drabet, der har cementeret mistilliden til den udøvende magt.

Bydelsnationalisme som kompensation og modreaktion Efter mordet på en italiensk rygsækturist på Nørrebro i 2003 blev mange af de unges umiddelbare vrede over drabsmandens handling projiceret over på samfundet, da det et år senere lå fast, at den pågældende skulle udvises. Den 17-årige drabsdømte var den første nogensinde, der ﬁk stadfæstet en udvisningsdom på trods af, at han er født og opvokset i Danmark. Tilbage i 1999 havde en anden ung mand, der havde levet hele sit liv i Dan- mark, modtaget en udvisningsdom ved landsretten. Den pågældende boede på Fyn, men på trods af den geograﬁske afstand betød nyheden om udvisningen, at jævnaldrende etniske minoriteter på Nørrebro begyndte at kaste med sten i protest. Afgørelsen om at udvise den pågældende blev imidlertid senere omstødt af en enig Højesteret. Begrundelsen var, at en udvisning ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privat- og familieliv, fordi den pågældendes tilknytning til Danmark var så stærk.108 Højesteret omstødte imidlertid ikke beslutningen om at udvise en borger, der er født og opvokset i Danmark, fem år senere, hvilket har dannet præce- dens og banet vejen for, at der i dag skal mindre til for at udvise borgere, der har en større tilknytning til Danmark end til deres forældres fødested, så der i princippet er lovhjemmel til at udvise i sager om groft hærværk og ildspåsæt- telser af skure og biler. Samtidig er Højesteret blevet mere tilbageholdende med at annullere Østre og Vestre Landsrets domme om udvisninger på grund af hensynet til den dømtes privat- og familieliv. Fra 1999 og fem år frem omgjorde Højesteret ni gange domme om udvisning med udtrykkelig henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Men dette er ikke sket i én sag siden 2004, hvor der faldt dom i sagen om mordet på den italienske turist på trods af, at antallet af udvisningssager er steget.109 Dommen fra 2004 kom som et chok for de unge i kvarteret, ligegyldigt om man havde sympati for den udvisningsdømte eller ej, forklarer Omar: „Efter

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 93 11/03/11 11.41 den dom blev vi bevidste om, at vi lever i et land, hvor du kan blive udvist, selvom du er født og opvokset her. Udvist til det land, hvor forældrene kommer fra, og som man ikke kender.“ Når de unge reagerer på den øgede brug af udvisningsdomme, hænger det sammen med, at de ser disse domme som en manifestation af, at deres hudfarve alene udgør en skillelinje for, hvem der kan blive fuldt anerkendt som medborgere i Danmark. Abas forklarer, at dette også er årsagen til, at han selv og mange af hans venner og bekendte følte sig sårede, da der fra Christi- ansborg i 2009 kom et udspil, der tilbød etniske minoriteter 100.000 kroner for at rejse „hjem“. Følelsen gør sig gældende både blandt de unge, som har et rødbedefarvet pas, og dem der ikke har et dansk statsborgerskab:

„Det gør jo, at folk føler sig mere udenfor. For sådan en som mig, der har dansk statsborgerskab og er født og opvokset her. Hvor skulle jeg rejse hen? Når jeg er i Danmark, så spørger folk mig: „hvor kommer du fra“. Min far er libaneser, min mor er palæstinenser, men de ﬂygtede til Jordan på grund af krig. Og når vi rejser til Jordan, og folk spørger mig, hvor jeg er fra, så siger jeg Danmark. Så man ved ikke rigtig, hvor man er fra. Så hvor skal jeg rejse hen? Jeg har aldrig været i Libanon, jeg har aldrig været i Palæstina. Jordan, der har jeg været et par gange, men hvis jeg skulle bo der – jeg ved ikke engang, hvad jeg skulle stille op.“

Den øgede brug af udvisningsdomme efter mordet på den italienske rygsæk- turist er vidt debatteret. Sagen skabte imidlertid også grobund for et nyt lovforslag i 2004, der ikke tiltrak sig ligeså meget opmærksomhed. Det var på baggrund af det medieeksponerede mord i Blågårdskvarteret, at regeringen i 2004 foreslog at gøre det muligt at udpege hele bydele til områder, hvor politiet må kropsvisitere borgerne, uden at der foreligger begrundet mistanke. I grundlaget for at indføre visitationszoner under Politiloven anføres det, at disse kun kan forlænges for en måned ad gangen og kun i nøje afgrænsede områder, da visitationszoner kan være et brud på liberale principper om retten til privatliv og til bevægelsesfrihed.110 Udvisningsdommene og visitationszonerne har det til fælles, at mange af de unge opfatter dem som et symbol på, at alle borgere ikke er lige for loven, og at hudfarve udgør en skillelinje for, hvem politiet vælger at pege på, når der skal visiteres. Som Omar udtrykker det: „Alle de her love og nye procedurer, de giver en følelse af: ‘Okay, jeg er åbenbart ikke velkommen i det land, hvor jeg har boet hele mit liv. Det gør ondt’.“

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 94 11/03/11 11.41 Det går igen blandt de unge, at de ﬁnder det sårende, når de oplever, at meningsdannere og medborgere insisterer på, at Danmark skal fortsætte med at være en etnisk homogen nation. Omar beskriver følelsen af, at nationen ikke er klar til at indoptage unge, der ser ud som ham, sådan her:

„Jeg er ikke accepteret som pakistaner i Pakistan og heller ikke som dansker i Danmark. Der er mange unge, der er i identitetskrise, fordi de har det på samme måde. Det er en del af virkeligheden, hvis man bor i et kvarter som det her. Man er ikke en del af noget som helst – man er en del af samfundet på kanten. Og man skal hele tiden kæmpe for at vise omverdenen, at man kan være en værdifuld del af det land, hvor man er født og opvokset.“

Det er en søgen efter en identitet i et fællesskab, der er større end det enkelte individ, som gør sig gældende, når de unge dyrker en særlig bydelsnationalisme som en slags kompensation for, at de ikke føler sig hjemme eller anerkendt som en del af det nationale fællesskab. Den svenske kulturforsker Ove Sernhedes studier af unge minoritetsmænd i de svenske forstæder viser, at de dyrker en ‘territoriel mytologi’, som udgør en slags nationalism of the neighborhood. Når de unge føler, at den nationale identitet ikke efterlader plads til etniske minoriteter, får det sted, hvor de unge vokser op og har deres venner, en mere „afgørende identitets- og tryghedsskabende faktor“.111 Det samme gør sig gældende blandt de unge fra territorialt stigmatiserede bydele, der har udtalt sig til denne bog. De unges bydelsnationalisme er identisk med den symbolske værdi, som arbejdere tidligere tillagde de kvarterer, de var vokset op i, og deres modreaktioner mod særligt folkeskolelærere minder – som vi skal se senere i bogen – i påfaldende grad om den anti-skolekultur, som tidligere har hersket blandt nogle arbejderbørn. En af de væsentlige forskelle på den bydelsnationalisme, der gjorde sig gældende i de gamle arbejderkvarterer, og den, der i dag kan ﬁndes i mange indvandrerrige, almennyttige boligområder, er imidlertid islams fremkomst i fællesskabet blandt mange af beboerne. Religionen har især vundet frem blandt unge etniske minoriteter i de stigmatiserede bydele siden 90’erne. Omar og Abas forklarer, at religionen således har betydet mere for deres generation af unge end for deres storebrødre og deres jævnaldrende, der i slutningen af 90’erne især kæmpede for at få job. Etniske minoriteters stigende tilknytning til arbejdsmarkedet i løbet af 00’erne er en klar succeshistorie. Men hvor frustrationerne grundet mangel på job er dalet, har oplevelsen blandt årtusindets nye muslimske teenagere været, at de gang på gang er blevet bekræftet i, at

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 95 11/03/11 11.41 religionen udgør en selvstændig omkostning for dem, når det handler om at blive anerkendt som ligeværdige medborgere. At efterkommere af indvandrere i dag har overhalet deres forældres generation, når de skal angive, hvor religiøse de er, skyldes ifølge Raﬁk Benchekh, at bekendelsen til islam er blevet en modreaktion mod det politiske klima blandt mange unge, der er født i Danmark og frustrerede over, at barriererne for at blive anerkendt som en ligeværdig del af nationen virker uoverstigelige.

„Det her er meget møntet på ens muslimske baggrund, og derfor gør det også, at man ad den vej bliver tvunget til at kigge på sig selv i spejlet og tænke: ‘Hvem er jeg, og hvorfor er jeg det’. På den måde bliver man mere interesseret i den baggrund, man har. Og den baggrund, som vores egne forældre havde. De har jo bare tænkt, at nu skulle de komme herop og blive en del af et samfund, som gør det lettere for deres børn at leve et godt liv. Men børnene har i dag fået det sværere, fordi de ikke kan lide den måde, deres forældre er blevet behandlet på. De vil gerne behandles lige som alle andre borgere. For de er født her, og de føler ikke, at de bliver behandlet lige på grund af de fordomme, der er om muslimer.“

Det er en udbredt opfattelse blandt de unge, at udvisningsdomme og såkaldte integrationstiltag blot er en del af denne kamp om kultur og værdier, hvor de ved deres blotte tilstedeværelse opfattes som en trussel. Som en af de unge formulerer det: „Vi er blevet en del af en værdikamp. En kulturkamp.“

Kulturen som udtryk for menneskers værdi Unge der har udtalt sig til denne bog, opfatter store dele af den såkaldte kultur- kamps fokus på islam som en form for racisme, når debattører argumenterer for, at en muslimsk tro ikke kan forenes med demokrati, og at en særlig kultur blandt mænd med mellemøstlig baggrund skaber kriminel adfærd. Selvom hudfarven ikke nævnes direkte i sådanne udtalelser, er det svært at løbe fra, at den udgør en markør for, hvem der er bærer af denne mellemøstlige kultur og religion. Når det tages for givet, at etnicitet automatisk er koblet sammen med en statisk kultur, der afgør individets handlinger, er der ikke langt til idéen om, at en indbygget racial essens determinerer individers handlinger. Flere af de unge i denne bog påpeger da også, at negative udmeldinger om deres såkaldte „mellemøstlige kultur“ og religion minder om biologiske argumenter om nogle menneskers mindreværd.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 96 11/03/11 11.41 Der er et klart magtforhold forbundet med racismebegrebet, og grupper, der er meget indvandrerpositive og kritiske over for Vestens kolonialisme, har derfor en (misforstået) tendens til at bruge udtrykket racisme som udtryk for et vestligt fænomen og dermed negligere, at borgere i Mellemøsten naturligvis også kan være racister. Omvendt anvender grupper, der er meget indvandrerskeptiske på samme måde en meget snæver deﬁnition af racisme for derved at bevise, at de ikke er racister. Dette betyder imidlertid ikke, at de ikke benytter sig af samme logik som den gammeldags, biologisk forankrede racisme, skriver historikeren Poul Due- dahl i ph.d.-afhandlingen ‘Fra overmenneske til UNESCO-menneske’: „Visse partier anvender nationen, kulturen, skæbnefællesskabet og traditionen som det overordnede udgangspunkt for sammenligning af menneskers værdi.“ 112 Internationale forsøg på at aﬂive undertrykkelse og racisme ved at erstatte ordet race med etnicitet og kultur har derfor langt hen ad vejen slået fejl. Den gammeldags racisme, hvor folk tillægges en laverestående status som mennesker på baggrund af deres biologiske race, er i efterkrigstiden blevet erstattet af etnicitet, kultur og religion i både Danmark og store dele af Vesten, skriver Poul Duedahl. Han konkluderer, at hvor „raceideologierne byggede på forestillinger om eksistensen af biologiske racer, byggede nyracismen altså på en forestilling om menneskers forskellige drifter som udtryk for forskellige kulturelle traditioner“.113 De unges fortællinger om, at de ikke opfattes som ligeværdige individer i forhold til at blive anerkendt som moralske individer, der er af værdi for fæl- lesskabet hænger sammen med, at der i den hjemlige – polariserede – debat jævnligt fremkommer kulturelle argumenter om, at etniske minoriteter med rødder i Mellemøsten ikke kan tilslutte sig Grundloven og demokratiske værdier på grund af deres kultur og religion. Konsekvensen er, at mange af de unge føler, at de ikke regnes som en ligeværdig del af det nationale fællesskab. Der eksisterer imidlertid en kløft mellem de unges oplevelse af ikke at være anerkendte som medborgere og deres reelle oplevelser af at blive diskrimineret og behandlet mindreværdigt af medborgere. Dette er muligvis ikke tilfældigt. Selvom det ikke nødvendigvis er det indtryk, man får ved at tænde for tv’et, bakker danskerne nemlig i højere og højere grad op om et medborgerskabsideal, som ikke afhænger af etnicitet, men af den enkeltes uddannelse, job og deltagelse i demokratiet.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 97 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 98 11/03/11 11.41 4. KAMPE OM MEDBORGERSKABET OG MEDIERNE

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 99 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 100 11/03/11 11.41 Det splittede folk og kulturkampen i 2005

På De Konservatives landsmøde i september 2005 holdt daværende kulturmi- nister Brian Mikkelsens en tale, hvor han bekendtgjorde, at „kulturkampens nye front“ var et opgør med „den „multikulturelle ideologi“. Multikulturalis- men blev her fortolket som en slap kulturrelativisme, hvor staten og samfundet ikke sætter grænser for kulturelle skikke og normer, der er undertrykkende og udemokratiske. „En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk,“ fastslog Brian Mikkelsen. Tidligere på året havde De Konservative og Ven- stre genvundet regeringsmagten ved et valg, hvor der aldrig for alvor opstod spænding om resultatet. Anders Fogh Rasmussen havde to år forinden sagt om den nye politiske magtbalance i Danmark, at det „afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten“. I et interview i Weekendavisen havde han proklameret: „Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Dan- marks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer.“ 114 Ved valget i februar 2005 forsøgte Socialdemokraterne med Mogens Lykke- toft i spidsen at erobre dagsordenen ved at sætte fokus på ældre, børnefamilier og fyrede slagteriarbejdere. Selvom de arbejdsløse slagteriarbejdere bidrog til, at „arbejdsløshed“ rykkede op på en andenpladsen på listen over de emner, medierne fokuserede mest på i deres valgdækning, forhindrede det ikke, at Socialdemokraterne i 2005 endte med det dårligste valgresultat siden jord- skredsvalget i 1973. Da Socialdemokraterne var blevet reduceret til Danmarks næststørste parti ﬁre år forinden, optog det såkaldte udlændingespørgsmål hele 42 procent af alle avisartikler og tv-indslag, og valget i 2005 viste, at interessen for integration og indvandring stadig var til stede. Udlændinge- spørgsmålet trængte endnu en gang det gamle arbejderparti i defensiven, og emnet løb endnu en gang med mest sendetid og ﬂest spaltemillimeter. Det viste sig atter som den nye værdipolitiks mest stridsomme emne, og bidrog til en kulturkamp om den danske nationale identitet langt ud over de ophedede valgperioder.

101

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 101 11/03/11 11.41 Kulturministerens tale i efteråret 2005 er et eksempel på en generel kul- turpolitisk udvikling, hvor kampen om kulturen siden regeringsskiftet i 2001 i stadig højere grad er blevet til en kamp om den nationale identitet og Dan- marks fremtidige udvikling. Disse deﬁnitionskampe om nationens identitet og kultur sker som led i en nationalt orienteret idé om, at menneskets frihed og muligheder for at træffe meningsfulde valg i livet er betinget af den historisk nedarvede kulturelle tradition i et samfund.115 Kulturministeren udtrykte det selv sådan: „Kulturarven beriger os og styrker vores identitet som danske borgere i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer. Kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger i samfundet. Vi skal gøre alt for at indvandrerne og deres efterkommere bliver fortrolige med det danske samfund, dets historie og dets demokratiske principper.“ Danmark står langt fra alene i Europa, når det gælder etnisk og kulturel oprustning som modreaktion på globalisering og indvandring. Både national værdikamp og kulturkanonen er således et symbol på en tendens i mange europæiske lande: at staterne i en tid, hvor nationalstater bliver stadig mere multietniske, opprioriteter den nationale kultur på vegne af sine borgere. Flere amerikanske intellektuelle har omvendt meldt ud, at europæiske lande må formulere nye nationale fortællinger, der bygger på idéen om et politisk fællesskab i stedet for etniske kriterier og tilbageskuende myter, for at indvandrere og efterkommere skal kunne anerkendes som fuldgyldige og ligeværdige medborgere. Den europæiske nationalisme skal således smide en del af sit etniske og kulturelle arvegods for at bevæge sig i retning af et politisk medborgerskab, som det kendes fra USA. Idéen om, at det amerikanske politiske fællesskab i højere grad kan indoptage etniske minoriteter og tilstedeværelsen af forskellige kulturer og religioner end et kulturelt ideal for medborgerskab, ﬁnder grobund i argumenter om, at synet på muslimske medborgere er mere positivt på den anden side af Atlanten. En undersøgelse fra Pew Research Institute fra 2007, der er den største undersøgelse af amerikanske muslimers trivsel sammenlignet med muslimer i Europa, har vist, at en femtedel af amerikanerne har et negativt syn på muslimer, mens tallet i lande som Frankrig, Polen, Tyskland og Spanien er dobbelt så højt. At idéen om et politisk fællesskab skulle fostre denne tolerance hænger imidlertid dårligt sammen med, at Frankrig, der historisk er blevet fremhævet som alle politiske fællesskabers moder, hører til blandt et af de vestlige lande, hvor befolkningen insisterer mest på monokultur, og hvor mistilliden til særligt muslimer er stor. Mange der har rejst og boet på den anden side af Atlanten, har formentlig også bemærket, hvordan frygten for den store illegale immi-

102

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 102 11/03/11 11.41 gration af latinamerikanere langt hen ad vejen indtager rollen som Amerikas svar på den muslimske trussel og på tilsvarende vis sætter den amerikanske tolerance på prøve.

Det er derfor svært at komme udenom, at rationelle overvejelser omkring indvandrere og deres efterkommeres sociale ressourcer, uddannelse og kvalifikationer spiller en afgørende rolle i synet på dem, hvad enten det drejer sig om nationer, der historisk har bygget på idéen om et politisk fællesskab eller gamle kulturnationer, hvor en nedarvet kultur og etnicitet har haft stor betydning for den nationale selvforståelse. Undersøgelsen fra Pew Research Institute peger da også på, at det er de amerikanske muslimers uddannelsesniveau og sociale position i det amerikanske samfund, der udgør den vigtigste skillelinje mellem holdningen til disse minoriteter i USA og Europa.116 Meget tyder således på, at negative kategoriseringer af de nye mørklødede europæere og deres religion hænger sammen med, at disse i mange europæi- ske lande forbindes med et nyt pjalteproletariat, der i nye farver har erstattet arbejderklassens børn som en social underklasse. Hvor indvandrere med muslimsk baggrund i Vesteuropa primært er kommet som gæstearbejdere, der især skulle bidrage med ufaglært arbejdskraft i industrien – og dermed socialt set har tilhørt arbejderklassen – og som flygtninge, har situationen været en anden i USA. I USA klarer borgere med muslimsk baggrund sig væsentligt bedre øko- nomisk end i Europa. Kun to procent af de amerikanske muslimer befinder sig i samfundets laveste indkomstgruppe. I Storbritannien er det 22 procent. Forklaringen på den markante forskel er enkel: uddannelse. To ud af tre muslimer i USA har en bachelor eller en højere eksamen på cv’et. Det er ikke bare betragteligt flere end i Europa. De amerikanske muslimer er også bedre uddannede end den gennemsnitlige amerikaner. Her lyder gennemsnittet for alle trosretninger med bacheloreksamen eller mere nemlig på 44 procent af borgerne.117 Den sociale dimension forklarer ydermere, hvorfor stereotype forestillinger om andre samfundsgrupper og kulturer ændrer sig over tid snarere end at være fastlåste størrelser. I dag stereotypiseres den muslimske kvinde jævnligt som undertrykt, mens hun i den seksuelt strenge victorianske tid fra europæisk hold blev fremstillet som sensuel og æggende. I middelalde- ren betragtede kristne i Europa muslimer som hedonistiske livsnydere, mens muslimerne anså de europæiske „frankere“ for beskidte og tilbagestående. „I dag er situationen omvendt,“ bemærker den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen, der noterer, at der i Norge kun klages over „indvandrerbørns

103

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 103 11/03/11 11.41 manglende sprogkundskaber og identitetsforvirring, når de tilhører arbejderklassen.“118 Etniske minoriteter med rødder i 3. verdenslande har generelt i Danmark og Europa et lavere uddannelsesniveau og er overrepræsenterede i ledigheds- statistikker i forhold til majoritetsborgerne på samme måde som en stor del af de, der stemmer på indvandrerskeptiske partier. Det lavere uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter i Europa betyder, at disse borgere generelt besidder en lavere såkaldt kulturel kapital i form af viden og uddannelse. Snarere end en kultur, der bygger på en art mellemøstlig etnicitet, er det således den enkelte etniske minoritets uddannelsesniveau samt muligheder for at arbejde og yde til fællesskabet, der er afgørende for at blive anset som en anerkendelsesværdig medborger. Her har den tyske forfatter Hans Magnus Enzenberger indkapslet forholdet mellem eksklusion, fremmedhed og en socialt underprivilegeret position i samfundet med disse rammende ord: „Fremmede bliver mere og mere fremmede, jo fattigere de er.“ 119

Uddannelse og kulturel kapital som skillelinje for medborgerskabet Måske arbejde, uddannelse og økonomi også er årsagen til, at de indvandrere, der har bosat sig i Danmark i dette årtusinde, tilsyneladende er blevet mindre og mindre fremmede i forhold til de, der kom hertil i 80’erne og 90’erne. Dette ville forklare det måske største paradoks ved vælgernes adfærd ved folketingsvalget i 2005: at vælgerne ikke straffede regeringen for at udstede ﬂere opholdstilladelser end tilfældet havde været ﬁre år forinden, da en SR- regering sad ved magten. Politologen Hans Jørgen Nielsen har på baggrund af folketingsvalget i 2005 analyseret, hvorfor vælgerne ikke straffede regeringen, når der stik imod de borgerlige målsætninger ved det foregående valg ikke var ankommet færre indvandrere til Danmark. Han konkluderer, at årsagen er, at vælgerne er pragmatisk og rationelt orienterede, når det gælder deres tilgang til etniske minoriteter. Vælgerne er med andre ord imod „indvandrere, der koster, men vil gerne have dem, der bidrager til samfundet.“ 120 Tilstrømningen af indvandrere er fortsat steget siden valget i 2005, og der er de sidste ti år næsten sket en fordobling i antallet af opholdstilladelser. Udviklingen har reelt ophævet det stop for arbejdskraftindvandring, som blev indført, efter at omkring 20.000 gæstearbejdere i årene 1967-1973 havde slået sig ned i Danmark. Fire årtier senere, i 2010, blev der i løbet af ét år alene givet opholdstilladelser til 60.000 mennesker og kun en tiendedel af disse var asylansøgere eller familiesammen-

104

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 104 11/03/11 11.41 førte. Indvandringen har således skiftet karakter, og dette ser ud til at være årsagen til, at danskerne ikke protesterer imod den massive stigning i antallet af nye borgere fra andre lande. Mens flygtninge og familiesammenførte under Nyrup-regeringen udgjorde de store grupper, er studerende og arbejdskraft fra Polen, Kina og Tyskland nu klart i overtal.121 Indvandreres og efterkommeres jobkvalifikationer og uddannelse udgør generelt de vigtigste kriterier for de etniske danskeres velvilje, viser en under- søgelse fra European Social Survey.122 Den røde tråd synes generelt at være etniske minoriteters muligheder for tilpasning i samfundet, mens langt de fleste danskere svarer „nej“ til, at etniske kriterier bør afgøre, hvem der må indvandre til Danmark. Bortset fra Dansk Folkeparties vælgere, mener danskerne således ikke, at indvandrere skal være hverken „kristne“ eller „hvide“ for at få adgang til Danmark. Etnicitet spiller imidlertid en større rolle, når danskerne bliver spurgt, hvad de ville sige til at få en indvandrer som chef eller som „indgiftet i den nære familie“. I spørgsmålet fra European Social Survey blev der skelnet mellem indvandrere, der „ligner os“ og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Kun vælgere fra Venstre og DF havde svært ved tanken om en indvandrer fra et ikke-vestligt land som chef. Når det gjaldt om at få en indvandrer ind i familien, havde det imidlertid en stor betydning for alle andre end Enhedslistens vælgere, om personen „ligner os“ eller ej. „Når det rykker tæt på – til familien – kan det være sværere at bevare tolerancen,“ konkluderer Hans Jørgen Nielsen i sin analyse.123 Generelt peger de større internationale undersøgelser imidlertid på, at danskerne i højere grad bakker op om et medborgerskabsideal, der bygger på et politisk fællesskab, hvor borgerne forpligter sig som aktive medborgere, der deltager på arbejdsmarkedet og i demokratiske institutioner, mens opbakningen til en etnisk homogen nation bliver stadig mindre. Et Danmark hvor det er respekten for samfundets institutioner og viljen til at indgå i demokratiet og på arbejdsmarkedet, der udgør grundlaget for det nationale fællesskab, har da også bedre kår end et Danmark, hvor det er individets etniske baggrund og religion, som afgør, hvorvidt man anerkendes fuldt ud som medborger, viser den internationale værdiundersøgelse. „Specielt hvis man ser på det på langt sigt, da yngre og bedre uddannede forholder sig langt mere kritisk til det kulturelle end det politiske fællesskab,“ konkluderer politologen Christian Albrekt Larsen, der har skrevet bogen Danskernes nationale forestillinger på baggrund af den største internationale undersøgelse af borgernes holdninger til nationen, kulturen og etniske minoriteter i dette årtusinde.124

105

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 105 11/03/11 11.41 Meget tyder derfor på, at danskerne i højere grad bakker op om et multietnisk samfund, hvor social integration på arbejdsmarkedet og på udannelses- institutionerne er vigtigere kriterier for, hvornår minoritetsborgere accepteres som medborgere end, at minoriteterne skal assimileres til en form for etnisk dansk kultur. Det ville generelt være naivt at tro, at Danmark som samfund kan vende tilbage til det etnisk homogene og hvide Danmark, der eksisterede indtil globaliseringen og de etniske minoriteter blev en del af den nationale virkelighed. De etniske minoriteter rykkede for alvor ind i det danske gadebil- lede i midten af 80’erne, men de nye danskere, som denne bog beskæftiger sig med, har boet hele livet i Danmark og fra barnsben gået i danske institutioner. Måske er der udsigt til, at deres børn vil vokse op i et Danmark, hvor de etniske parametre betyder mindre for billedet af, hvornår man er „rigtig dansker“. På trods af at Danmark historisk har været en kulturel nation, hvor fæl- les etnicitet og kultur har afgrænset vores nationale identitet fra ‘de andre’, anvender danskerne i dag i høj grad det politiske fællesskab og opbakning til demokratiet til aktivt at forme vores nationale fællesskab. Hele 68 procent af danskerne svarer således, at „det er meget vigtigt“, at respektere danske politiske institutioner og love for at være rigtig dansk. Her er vi kun overgået af svenskerne, franskmændene og amerikanerne, der i høj grad bruger respekten for det politiske fællesskab som en identitetsbærende konstruktion for nationen. Samlet set viser det sig, at „forestillingen om et politisk fællesskab har bedre kår end forestillingen om ét samlende kulturelt fællesskab“, konkluderer Christian Albrekt Larsen og påpeger, at dette er en „vigtig erkendelse i forbindelse med den intense indvandrerdebat“ i Danmark. Svenskerne og nordmændene er godt nok mindre tilbøjelige til at bruge etnisk oprindelse, kristendom og nationalfølelse til at skelne mellem ‘dem’ og ‘os’, men tilpasning og jobkvaliﬁkationer er ikke desto mindre de to faktorer, der spiller den afgørende rolle for danskernes syn på indvandrere og efterkommere.125 De ﬂeste borgere er således negativt stemt over for udsigten til etniske minoriteter, der udgør en økonomisk og sikkerhedsmæssig trussel, mens de er positive over for arbejdskraftindvandring.126 Hans Jørgen Nielsen konkluderer på den baggrund, at når den borgerlige regering ikke er blevet straffet for det stigende antal indvandrere siden regeringsskiftet i 2001, så skyldes det, at „indvandringen er ændret, så den indvandring, der kan belaste, er mindsket, mens arbejdskraftindvandringen er steget.“ 127 Nyttebetragtninger spiller derfor langt hen ad vejen en rolle for borgernes syn på etniske minoriteter.128 Arbejde og uddannelse står her centralt i overvejelserne. Snarere end at pege entydigt på individets etnisk-kulturelle ophav i dette eller hint land, er

106

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 106 11/03/11 11.41 det således nødvendigt at inddrage uddannelse, viden og tilpasningsdygtig- hed for at forstå, hvorfor nogle mennesker har lettere ved at blive betragtet som anerkendelsesværdige end andre. Her kan den franske sociolog Pierre Bourdieus begreb kulturel kapital bruges til at indkapsle, hvorfor særligt ud- dannelsesmæssig baggrund har en betydning for det enkelte individs livsmuligheder og chancer for at modtage anerkendelse. Den kulturelle kapital kan endvidere være et pejlemærke for, hvordan man agerer mest hensigtsmæssigt i en undervisningssituation, på arbejdspladsen eller i diskotekskøen, hvis man ønsker at modtage sociale point eller overbevise chefen om en lønforhøjelse. Bourdieu fremhæver, at særligt institutionaliserede udtryk for lærdom og dannelse, såsom eksamensbeviser og akademiske titler, viser omverdenen, at man har indsamlet viden, der er samfundsmæssigt anerkendelsesværdig, og at man er i stand til at aﬂæse forskellige sociale koder og dermed tilpasse sig.129 Endvidere viser undersøgelser, at uddannelse, arbejde og evnen til at mestre det danske sprog, er de faktorer som står højest på listen over, hvilke krav man bør opfylde for at blive inkluderet i det nationale fællesskab, hvis man spørger de etniske minoriteter i Danmark selv. Såvel de nye danskere som de etnisk danske borgere peger på social integration på arbejdsmarkedet og på uddan- nelsesinstitutionerne som de vigtigste kriterier for, hvornår minoritetsborgere bør accepteres som medborgere, mens opbakningen til en kulturel assimilation er langt mindre.130 Det er imidlertid ikke nødvendigvis denne virkelighed, som Omar, Abas og deres jævnaldrende venner ser formidlet, når de følger med i medierne og i den polariserede og til tider ophedede politiske debat angående etniske minoriteter.131 Mediebilledet af etniske minoriteter samt politikernes brug af kulturbegrebet og islams tilstedeværelse i Danmark falder mange af de unge, der er interviewet til denne bog, for brystet, fordi de føler, at de bliver fremstillet som „fremmedelementer“, selvom de er født og opvokset i Danmark. Oplevelsen af at blive opfattet som modborgere går igen både hos dem, der med deres job, uddannelse og håndhævelse af loven lever op til deres med- borgeres ønsker for medborgerskabet i Danmark og blandt dem, der har sorte straffeattester og er arbejdsløse. Denne virkelighed risikerer at skygge for social- og uddannelsespolitikker, der samlet set kan løfte etniske minoriteters kulturelle kapital, uddannelsesniveau og muligheder for at blive anerkendt som medborgere, og den bidrager ydermere til at forstærke et modsætningsforhold mellem danskhed og en mellemøstlig baggrund. Opdelingen i Os og Dem i mediebilledet er ikke blot et produkt af, at pressen rettelig videreformidler vore folkevalgte politikeres holdninger og

107

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 107 11/03/11 11.41 meninger. Det handler også om, at billedet af de sociale kløfter forstærkes ved, at etniske minoritetsborgere i den grad er underrepræsenterede som kilder i medierne – og som almindelige medborgere – medmindre det handler om kriminalitet og integrationsproblemer. Etniske minoriteter er en gruppe, der tales meget om i medierne, men som sjældent selv kommer til orde.

De fraværende stemmer og mistilliden til medierne

I 1940’erne udviklede den amerikanske psykolog Kenneth Clark en test, som skulle finde ud af, hvordan raceadskillelse påvirker børns selvværd. Testen gik over i historien som ‘the doll test’. I den såkaldte dukketest lod Kenneth Clark børnene vælge mellem to identiske dukker. Den ene hvid – den anden sort. Et overvældende flertal af de sorte børn valgte den hvide dukke. Da testen blev udført på hvide børn, faldt valget i endnu højere grad på den hvide dukke. Det var imidlertid de sorte børns svar på, hvorfor de valgte den hvide dukke frem for den sorte, som vakte størst opmærksomhed i datidens USA. De sorte dukker blev påhæftet ord som ‘grim’, ‘dum’ og ‘ildelugtende’, mens de hvide dukker, blev opfattet som flotte og attråværdige. Ifølge Kenneth Clark havde de sorte børn internaliseret samfundets syn på brun hud – og på dem selv. I Clarks optik var samfundets syn på hudfarve nært forbundet med den formelle raceadskillelse, der dikterede, hvor sorte måtte bosætte sig, hvor de måtte stå til koncerter, og hvilke pladser i bussen, som var reserveret sorte. Raceadskillelse og negative kategoriseringer af befolkningsgrupper kan bidrage til at fastholde folk i stereotype identiteter, som de ikke selv har valgt samt gøre vold på det enkelte individs muligheder for at konstruere en værdig og meningsfuld identitet. Kenneth Clark har med henvisning til effekterne af diskrimination og negative stereotyper konkluderet: „Ophobningen af negative billeder (…) efterlader en med et massivt og destruktivt valg: enten at hade sig selv, sådan som omgivelserne systematisk kræver, eller slet ikke at have et selv, at være ingenting.“ 132 Racediskussionerne er siden Kenneth Clarks forsøg ikke forsvundet på trods af, at det amerikanske samfund formelt har lagt raceadskillelsen bag sig. Både voldelige og ikke-voldelige kampe for anerkendelse som 1960’ernes store gadeoptøjer, retssager og mere traditionelle demokratiske samtaleformer,

108

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 108 11/03/11 11.41 har bidraget til ophævelsen af den formelle raceadskillelse. Men de sociale og mentale grænser mellem sort og hvid har vist sig langt mere hårdføre. Senere undersøgelser har således vist, at en position som en etnisk/racemæssig minoritet i Vesten – der er underrepræsenteret i mediebilledet, kulturlivet og i den offentlige debat – i sig selv kan føre til, at ‘hvidhed’ udvikler sig til det ‘normale’ og attråværdige blandt børn. Meget tyder på, at samme billede gør sig gældende herhjemme. I 2008 stod Institut for Menneskerettigheder bag en dansk version af dukketesten, hvor 41 børn med etnisk minoritetsbaggrund blev bedt om at vælge mellem en hvid og en brun dukke. Børnene har i sagens natur forældre, der selv er etniske minoriteter, og de har bopæl i København – mange på Nørre- bro – hvormed det at se mennesker i deres lokalmiljø, som ligner dem selv, er en del af deres dagligdag. Alligevel er der ikke nogen af børnene i den danske dukketest, der entydigt vælger den brune dukke. Til gengæld vælger 37 børn den hvide dukke, når de skal pege på, hvilken de helst vil lege med, eller hvilken der er pænest.133 I et dokumentarisk filmklip fra tilblivelsen af den danske dukketest, kan man se, at flertallet af børnene har en hudfarve, der er tættere på den hvide end på den brune dukke, der i sin tid skulle symbolisere afroamerikaneren i det amerikanske samfund. De mest ‘blege’ af børnene i den danske dukketest ville i USA formentlig blive anset som ‘hvide’. Alle børnene i den danske dukketest peger imidlertid på den brune dukke, da de bliver spurgt, hvilken dukke de selv ligner mest. Meget tyder således på, at positionen som minoritet i sig selv betyder, at børnene ikke opfatter sig selv som tilhørende kategorien hvid, der bevidst og ubevidst opfattes som synonym med danskhed og normalitet. Positionen som minoritet kan således i sig selv bidrage til, at helt små børn placerer sig selv i en kategori som mindre værdifulde i det danske samfund, lød det i 2008 fra Institut for Menneskerettigheder efter tilblivelsen af dukketesten herhjemme. „Det er 60 år siden, at Verdenserklæringen blev til. I den første artikel lyder det, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Men børnene i filmen lader til at se flertallets udtryk, nemlig den hvide hud og de blå øjne, som mere værdifuldt. Det kan pege på, at vores samfund ikke er så gode til at inkludere mindretallene, som vi måske går og tror,“ lød det fra daværende vicedirektør Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder.134 En manglende inklusion kan for alvor få grobund, hvis etniske minoriteter har en social position i samfundet, der betyder, at en større andel tilhører de lavere lag af samfundshierarkiet på grund af arbejdsløshed, manglende ud-

109

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 109 11/03/11 11.41 dannelse og en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. Denne sociale virkelighed forstærkes imidlertid ofte ved mediepraksisser, der overdriver og forvansker billedet af etniske minoriteter. Ifølge medieforskningen forstærkes sociale kløfter mellem majoritets- og minoritetsdanskere herhjemme af, at pressen sjældent fremstiller etniske minoriteter som gode og konstruktive medborgere.135 Reelle problemer risikerer dermed at blive opfattet som større i befolkningen, end der er grobund for i virkelighedens verden, og som vi har set, udgør en af de største udfordringer i det sociale arbejde med børn og unge i en bydel som Nørrebro netop, at mediedækningen af bydelen giver næring til sociale overdrivelser. Omar peger på, at han og hans venner var tilbøjelige til at tro på den virkelighed om deres bydel, som blev portrætteret i medierne i løbet af barndommen. En virkelighed hvor historier om moralsk utilregnelige andengenerationsindvandrere i mediernes dækning af Nørrebro bekræftede ham og hans venner i, at det var ‘normalt’ for en ung mand fra Blågårdskvarteret at ende som kriminel, selvom ﬂertallet i virkelighedens verden ikke ender i en kriminel løbebane. „Da vi var børn, så vi medierne som dem, der leverede sandheden. Så de unge følger med i medierne uden at være kildekritiske over for, hvordan verden bliver fremstillet. Og det er farligt, for hvis man ikke er kildekritisk, så bliver fremstillingen til virkelighed,“ lyder det fra Omar. De mange politiske italesættelser af integrationsproblemets omfang er sproghandlinger, der cementerer og forstærker kløfter i den virkelige verden og kløfterne forstærkes yderligere ved en mediepraksis, hvor indvandrere og efterkommere fortrinsvist er nogle, man taler om i den offentlige debat– det er sjældent nogle, man taler med.136 En undersøgelse fra analysebureauet PMA af mediernes brug af kilder i 2005 har således vist, at blot en halv procent af de, der udtaler sig i de landsdækkende medier har etnisk minoritetsbaggrund. Undersøgelsen blev foretaget i uge 37 tilbage i 2005 og konkluderede, at ud af 8.612 avisartikler og 273 indslag i radio og tv i 12 landdækkende medier, var kun 50 indslag eller artikler befolket med en eller ﬂere indvandrerkilder. Det svarer til en halv procent – eller en 99,5 procent „indvandrer-fri zone“, som ugebrevet A4 udtrykker det.137 Optællingen fra analysebureauet PMA viser, at indvandrerne i dag har en underrepræsentation på mindst 1.200 procent som kilder i de danske medier.138 De tre væsentligste stereotyper, som verden deles op i, er køn, alder og hudfarve. Mediernes nyhedskriterier og bredere samfundsstereotyper angående køn, alder og etnicitet er ifølge social- og medieforskningen påfal- dende ens på tværs af vestlige landegrænser, og pressen anses ydermere som

110

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 110 11/03/11 11.41 den institution, der sammen med familien, spiller den største rolle, når det handler om udbredte stereotyper i samfundet.139 Hvor de fleste må antages at kende en af det andet køn og folk i forskellige aldre, gør det samme sig ikke altid gældende, når det drejer sig om etniske minoriteter. Flere undersøgelser har således vist, at flertallet i befolkningen ikke har nogen personlig kontakt til etniske minoriteter, hvorfor de må antages at få en stor del af deres viden om disse medborgere fra pressen.140 Når etniske minoritetskilder imidlertid dukker op på tv-skærmen og i avisspalterne, fremstår de imidlertid sjældent som medborgere, der udtaler sig om genkendelige emner som ventelister på sygehusene, offentlig transport eller politik. Undersøgelsen fra analysebureauet PMA viser således, at etniske minoritetsborgere sjældent bliver interviewet om andre emner end integration og kriminalitet. I løbet af en nyhedsuge udtalte 57 ud af 67 ‘indvandrerkilder’ sig om et af disse emner. Meget tyder på, at det er frygten for signalforvirring og en bekymring for, om den gængse mediebruger kan identificere sig med en mørklødet medborger, der er hovedårsagen til, at medierne ofte afholder sig fra at bruge etniske minoriteter som kilder i historier, der ikke handler om integration og kriminalitet. Det viser en rundspørge blandt 105 journalister, som Ugebrevet A4 har foretaget som reaktion på den begrænsede brug af minoriteter i medierne.141 I rundspørgen svarede kun syv af de 105 journalister ‘ja’ til, at medierne dækker indvandrere og efterkommeres hverdagsliv tilfredsstillende. Mere end tre ud af fire journalister svarede, at de har etniske minoriteter i deres private netværk. Alligevel mente flertallet, at det er journalistisk problematisk at lade etniske minoriteter optræde på lige fod med majoritetsdanskerne: „Så langt er vi bare ikke kommet endnu i vores overgang fra monokultur til flerkultur,“ lød det fra en journalist og souschef fra Politiken. En journalist på TV 2-Nyhederne og Dags Dato forklarede ligeledes, at han vælger etniske minoriteter fra som såkaldte hverdagskilder af frygt for, at seerne kunne blive forvirrede af at se disse borgere udtale sig om andet end kriminalitet eller integration: „Jeg gider ikke have et i øvrigt godt indslag ødelagt af, at jeg ved, at folk sidder derhjemme ved kakkelbordet og bliver distraherede af, at det er indvandrere – jeg kan høre min egen far sidde og kommentere på det. Det trækker simpelthen energi ud af indslaget og skaber forvirring.“ 41 ud af de 105 adspurgte journalister angav i undersøgelsen, at der er emner, som dårligt lader sig belyse med en såkaldt „indvandrerkilde“, fordi det vil fordreje historien og gøre den til en „indvandrerhistorie“.142 Næsten lige så mange journalister tilkendegav imidlertid, at det er på tide at introducere

111

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 111 11/03/11 11.41 læserne og seerne for den verden, de lever i. Dansk-afrikanske Philip Sampson fra Ritzaus udlandsredaktion undrede sig således over, at nyhedsmedierne i Storbritannien kan bruge britiske borgere med indisk og pakistansk baggrund som genkendelige medborgere, mens det tilsyneladende er umuligt i Danmark. „Hvis man skal tegne et repræsentativt billede af Danmark og indvandrernes rolle her, så må man altså gå bort fra det der gammeldags billede af, at indvandrere er nogle, man interviewer om Blågårds Plads og kiosker, der svindler,“ udtalte han.143

Syv ud af ti etniske minoriteter har en lille eller nogen tillid til medierne, mens 20 procent har en høj tillid, viser en undersøgelse foretaget af analysebureauet Catinét for Integrationsministeriet i 2009.144 Mens mængden af uddannelse normalt øger den enkelte borgers tillid til samfundets institutioner, går mistilliden til medierne i højere grad på tværs af sociale skel, når det drejer sig om etniske minoriteters holdning til medierne. Den væsentligste forklaring er, at mange ikke kan genkende sig selv i det danske mediebillede af etniske minoriteter, hvor de sjældent kommer til orde som genkendelige medborgere.145 Det samme gør sig gældende blandt mange af beboerne i landets indvandrerrige boligområder. Som Omar fra Blågårdskvarteret på Nørrebro siger: „Reaktionen på mediedækningen har været at lukke af. ‘Lad dem bare skrive, hvad de har lyst til. Jeg gider i hvert fald ikke tale med dem’.“ Omar og de andre unge fra Blågårdskvarteret oplever, at etniske minoriteter i mediebilledet konstant fremhæves som nogle, der er væsensforskellige fra andre borgere. „Man lærer i folkeskolen, at medierne er objektive og neutrale, men når så klokken bliver to, og man har fået fri, så oplever man en helt anden virkelighed,“ siger Omar og fortsætter: „Alle indvandrere kommer under den samme kategori, og alle går jo ikke rundt med et skilt, hvor der står, at man ikke er den stereotyp, som folk forventer man er. Vi er helt almindelige mennesker, der passer vores skole, og som håber på at få et godt liv.“ Vekselvirkningen mellem en mediepraksis hvor borgere med etnisk minoritetsbaggrund er fra- værende som genkendelige kilder og mange minoritetsdanskeres manglende lyst til at snakke med journalister bidrager til en cirkelslutning, der i sidste ende fastholder etniske minoriteter i en kategori som en art fremmedelementer i det danske samfund. Indtrykket af, at det er etnicitet og religion som betinger disse borgeres valg, handlinger og værdi forstærkes desuden ved, at såkaldte religiøse overhoveder er overrepræsenterede som kilder i medierne, hvor de ofte påtager sig rollen

112

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 112 11/03/11 11.41 som repræsentanter for alle landets muslimske medborgere. Det tavse flertal, som er i arbejde og uddannelse, forbliver derimod i hovedreglen tavse, fordi de ofte ikke kan genkende sig selv i den verserende debat om integration, islam og kriminalitet, hvormed religiøse repræsentanter har fået bevilget ekstra taletid. Fraværet af det tavse flertals stemmer i den offentlige samtale er faktisk et paradoks, da det netop ofte er disse borgeres sociale position med uddannelse og job der er en medvirkende årsag til, at de ikke ønsker at blande sig i en offentlig debat om etniske minoriteter, hvor historier om kriminalitet og forfejlet integration er i højsædet: de hverken kan eller vil identificere sig med disse typer historier. Men netop ved at forblive tavse bidrager de til, at stereotype antagelser om etniske minoriteter som en kollektiv gruppe får lov at leve videre. Når det gælder Omar, Abas og andre unge fra et kvarter som Blågårdskvarteret, der ikke begår kriminalitet, men er under uddannelse og i arbejde, bidrager de ydermere til at holde liv i bredere negative antagelser om unge minoritetsmænd i deres kvarter, når de ved mødet med nye mennesker lyver om deres bopæl.

Mediestereotyper i katastrofesituationer

Indimellem bliver der med ét sat massivt fokus på indgroede tankebilleder, når de indvirker på ‘den virkelige verden’ på brutal hvis. Blandt andet når der opstår tilstande af socialt kaos som følge af optøjer og naturkatastrofer. I kølvandet på orkanen Katrinas hærgen i New Orleans i 2005 var mediernes dækning stærkt omdiskuteret. Ved mødet med Katrina i sommeren 2005 havde det i første omgang set ud til, at New Orleans ville slippe for de store ødelæggelser. Lige indtil byens diger brød sammen og lod Mississippi oversvømme tre fjerdedele af byen. Naturkatastrofen endte med at koste omkring 1500 mennesker livet og satte 80 procent af byen New Orleans under vand. New Orleans er USA’s næst fat- tigste by, og det var de socialt dårligst stillede borgere, der boede tættest på ﬂodlejet. Af disse fattige borgere var ﬂertallet afroamerikanere. Sorte borgere var også overrepræsenteret, når det gjaldt dem, der i mangel på køretøjer ikke havde forladt byen forud for orkanens komme.146 Efter oversvømmelserne blev der sat kritisk fokus på mediernes stereotype beskriver af disse borgere. Der var således adskillige eksempler på, at pressen

113

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 113 11/03/11 11.41 formidlede borgeres tyverier af madvarer fra efterladte og ødelagte butikker forskelligt alt efter, om den pågældende var mørk i huden eller ej. Den 30. august bragte nyhedsbureauerne AP og AFP for eksempel billeder af to nærmest identiske situationer, hvor efterladte borgere med tøjet klæbende til kroppen kæmpede sig gennem vandmasserne. Det ene billede forestiller en sort mand med en pose, og den tilhørende tekst beretter: „En ung mand går gennem flodvand, der når til brystet, efter at have plyndret en købmandsbu- tik.“ Det andet billede forestiller en ung mand og en ung kvinde, der bærer poser og rygsække, og billedteksten lyder: „To beboere vader gennem vand, der når til brystet, efter at have fundet brød og sodavand.“ Det fremgår ikke af billederne, hvad de pågældende har i deres poser og tasker. Pressedækningen var præget af beretninger om en eksplosion i voldtæg- ter, røverier og mord begået af sorte. Mordraten var imidlertid lavere i løbet af disse uger med kaos i forhold til den samme periode året forinden, og de fleste af påstandene om voldsom kriminalitet viste sig efterfølgende ikke at holde stik.147 Pressen havde i sin jagt på aktuelle nyhedshistorier i vidt omfang ukritisk videreformidlet udokumenterede påstande til de amerikanske borgere. En politiinspektør fra politiet i New Orleans blev i New York Times citeret for at aflægge denne statusrapport fra forholdene i et kongrescenter, hvor folk søgte tilflugt fra oversvømmelserne: „Turisterne går rundt der, og så snart disse individer ser dem, bliver de jagtet. De tæver dem, de voldtager dem på gaderne.“ I et interview to uger efter, hvor roen igen så småt havde sænket sig over New Orleans, indrømmede den pågældende politiinspektør, at hans mest chokerende udmeldinger havde vist sig ikke at være sande. „Vi har ingen officielle beretninger, der dokumenterer nogen mord. Ingen officielle beretninger om voldtægter eller seksuelle krænkelser.“148 Der fandt uundgåeligt kriminalitet sted i det kaos, som herskede, mens New Orleans stod under vand. Overdrivelserne af kriminalitetens omfang og væsen bidrog imidlertid til, at efterladte borgere fremstod som kalkulerende kriminelle, der benyttede sig af de tragiske ødelæggelser til at berige sig selv. Mediedækningen af uroen genererede desuden en frygt, som direkte påvir- kede og forsinkede redningsarbejdet, fordi ambulancefolk ikke turde køre ind til den „virkelighed“, som florerede som løse beretninger på tv. For eksempel besluttede et ambulancefirma at ignorere assistanceanmodninger på baggrund af udmeldinger om, at bevæbnede banditter havde røvet vandbeholdningen fra en brandstation i byen Covington. Denne beretning viste sig, ligesom så mange andre, heller ikke at have hold i virkeligheden.149

114

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 114 11/03/11 11.41 Billedet af sorte som kriminelle og fattige Når sorthed stereotypiseres negativt i det amerikanske samfund, hænger det langt hen ad vejen sammen med antagelser om sorte som en underklasse, hvorfor det ville være ﬁrkantet at beskylde biologisk racisme for at ligge bag den negative kategorisering af sorte borgere. Det hænger snarere sammen med idéen om en særlig „sort fattigdomskultur“, som indvirker på den amerikanske befolknings generelle holdning til, hvorvidt staten bør gøre mere for at bekæmpe fattigdom ved sociale politikker eller ej. Socialpsykologer har sporet en tydelig forskel i befolkningens opbakning til sociale ydelser, midler til efteruddannelse og højere mindsteløn alt efter, om fattigdommen anses som et distinkt „sort problem“ eller ej. Svarpersoner der tror, at ﬂertallet af de fattige er afroamerikanere, udviser således en meget lille opbakning til en social indsats over for fattigdommen, hvorimod opbakningen er større blandt de, der har et mere realistisk billede af fattigdomsbilledet i USA. Undersøgelser viser, at amerikanerne typisk associerer underklassen, som de sorte antages at tilhøre, med arbejdsløshed, børn uden for ægteskab, kriminalitet, stoffer og afhængighed af sociale ydelser. Der er imidlertid stor forskel på den reelle andel af fattige afroamerikanere, og den amerikanske befolknings antagelser om, hvor stor en andel af USA’s sorte, der er fattige. 29 procent af USA’s fattige borgere er afroamerikanere. Den gennemsnitlige amerikaner mener imidlertid, at 50 procent af USA’s fattige har sort hudfarve. 55 procent af amerikanerne mener desuden, at størstedelen af USA’s fattige er sorte.150 Flere amerikanske undersøgelser peger på, at kløften mellem den ‘virkelige’ verden og den forestillede virkelighed om sorte i USA hænger sammen med, at medierne fortsætter med at reproducere de eksisterende stereotyper om sorte borgere. Den amerikanske socialpsykolog Martin Gilens har over en femårig periode undersøgt, hvor stor en andel af de billeder, som illustrerer artikler om fattigdom i udvalgte magasiner og tv-nyheder, der forestiller sorte borgere.151 Martin Gilens konstaterer, at der reelt er en overrepræsentation af sorte på sociale ydelser, men at kløften mellem virkeligheden og mediernes billedside er ude af proportioner. Både tv-nyheder og magasiner som Newsweek og Time har en stor over- repræsentation af sorte borgere på billedsiden, når nyhederne handler om fattigdom. Såvel tv som magasinerne illustrerede således omkring 60 procent af alle historier om generel fattigdom med billeder af sorte på trods af, at disse borgere udgør under en tredjedel af USA’s fattige.152 Undtagelsen er, når me-

115

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 115 11/03/11 11.41 dierne portrætterer de såkaldte working poor: borgere der er fattige, selvom de besidder et job. Gruppen af fattige, som amerikanerne har mest sympati for, er netop folk, der på grund af den lave amerikanske mindsteløn lever under USA’s fattigdomsgrænse, selvom de arbejder. Blot én procent af billedsiden i disse historier indeholder billeder af sorte. Til gengæld udgør afroamerikanske borgere næsten hele billedsiden, når det handler om arbejdsløse på sociale ydelser. Martin Gilens har interviewet billedredaktørerne på forskellige nyheds- magasiner og konkluderer på den baggrund, at de i det daglige vælger at portrættere de fattiges udseende ud fra, hvordan de tror, at majoriteten af mediebrugerne mener, at fattige ser ud. Dette sker ud fra en forventning om, at læserne har lettere ved at genkende billedet af en ‘almindelig’ fattig, hvis det indeholder en afroamerikaner, hvorimod et billede af en person, der ikke stemmer overens med indlejrede forestillinger om fattige risikerer at ‘støje’.153 Disse processer foregår ofte ubevidst og forstærkes, når journalister og fotografer arbejder under tidspres, konkluderer Martin Gilens.154 „Det forvrængede portræt af USA’s fattige vil uundgåeligt forstærke negative stereotyper angående sorte, der er sølet ind i fattigdom, og bidrage til troen på, at fattigdom primært er et „sort problem“,“ konstaterer Martin Gilens.155 Faren ved at fattigdom bliver identificeret som et racefænomen i stedet for et socialt fænomen er, at disse antagelser gør skade på såvel sorte over én kam som de, der reelt er fattige. Rige som fattige sorte må stå model til, at deres hudfarve i sig selv identificeres med forudindtagede negative antagelser, mens de, der reelt er fattige, taber ved, at den folkelige opbakning til fattigdomsbe- kæmpelse og sociale initiativer forplumres af, at fattigdommen opfattes som racemæssigt determineret.156 I og med at det førende stereotype billede af sorte i USA handler om kriminalitet, gentager det samme sig, når stereotypen af den kriminelle sorte mand reproduceres ved mediernes overdrevne brug af ‘sorte billeder’. Ved valget af disse billeder bidrager medierne endvidere til billedet af ‘normalamerikaneren’ – der antages ikke at være kriminel eller fattig – som en hvid person. Som vi skal se, er der betydelige lighedspunkter mellem mediernes re- produktion af stereotype billeder af sorte i USA og pressens fremstilling af såkaldte andengenerationsindvandrere i Danmark og unge i de franske for- stæder. Disse kategoriseringer hænger sammen med, at sorte amerikanere og etniske minoriteter fra 3. verdenslande i Europa reelt er overrepræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikker. Som med de fleste stereotyper gemmer der sig derfor bag trusselsbilledet

116

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 116 11/03/11 11.41 af unge sorte og brune mænd fra især „ghettoen“ et gran af sandhed. De negative kategoriseringer af unge mænd er således opstået ud af en eksisterende virkelighed, men stereotypiseringerne minder mest af alt om den karikatur, der opstår, når man kigger på sig selv i en spejlsal. Størrelsesforholdene på næse, fødderne og ører er forvrænget i en grad, der skygger og fremhæver andre dele af kroppen, og man fremstår sjældent kønnere, end man i virkeligheden er.

Et halvt år efter orkanen Katrina oversvømmede New Orleans, ramte billeder af kaostilstande i et vestligt land igen tv-skærmene verden over, da der udbrød optøjer i de franske forstæder. Ligesom tilfældet havde været det ved orkanen Katrina, førte optøjerne til en diskussion af pressens brug af stereotyper i mediernes skildring af forstæderne og deres beboere. I løbet af mediedækningen af de franske optøjer havde flere medier fejlagtigt forklaret udbruddet af optøjerne som et produkt af organiserede bander og fundamentalistiske muslimers hærgen. Optøjerne gav ydermere anledning til en offentlig diskussion af mediernes generelle dækning af de franske for- stadsghettoer, hvor beboerne selv sjældent kom til orde. En diskussion som ikke tilsvarende gjorde sig gældende i kølvandet på mediernes dækning af en uges landsdækkende afbrændinger ved de ‘franske tilstande’ i Danmark tre år senere, som vi skal gennemgå i kapitel 6. At særligt de kulturelt og socialt mest underprivilegerede stemmer er underrepræsenterede i den demokratiske debat er langt fra nyt; hverken i Frankrig, USA eller Danmark. Medierne har generelt en tendens til at reproducere de magtfuldes definitioner af virkeligheden, fordi disse har den største adgang til pressen, hvormed journalister bidrager til at fastholde eksisterende magtstrukturer og sociale ordener i samfundet; ofte ubevidst.157 De unges „stemmer“ blev i da også i meget begrænset omfang repræsenteret i medie- dækningen af optøjerne i Frankrig, hvorimod ordensmagten og regeringen i massiv grad satte dagsordenen. I medierne egen evaluering af dækningen slog flere mediefolk imidlertid fast, at „de franske medier ikke var klar“ til at dække begivenheder i forstæ- derne, eftersom pressekorpset manglede viden om livet derude, og fordi minoriteter er underrepræsenterede på mediearbejdspladserne.158 I et radioindslag kritiserede direktøren for den franske tv-kanal TV5, at det eneste billede af den franske minoritetsungdom, som generelt ramte tv-skærmen var som „biltyve, narkohandlere og flashy alfonser“. Medierne har ansvar for at formidle reelle problemer vedrørende nogle etniske minoriteter, men Frankrig har brug for,

117

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 117 11/03/11 11.41 at også den mørklødede doktor og den algerisk-franske politiker rammer tv- skærmene, lød det fra mediedirektøren på TV5.159 Dette ville bidrage til, at unge ﬁk andre forbilleder en de kriminelle, der uundgåeligt kom til at fremstå som repræsentanter for forstæderne med den nuværende mediedækning. Det går igen i forskningen vedrørende de belastede franske forstæder, at medierne ikke blot har udbredt men også forstærket eksisterende stereotyper angående ikke-hvide beboere i disse områder som en fundamental trussel mod den etablerede orden i Republikken.160 Denne trussel er siden starten af 1990’erne i stigende grad blevet beskrevet i etniske termer, og frygten for forstæderne, les banlieues, er i dag tæt forbundet med en frygt for ‘de farvede’ beboere i forstædernes sociale boligbyggeri. Intellektuelle i Europa havde ellers endnu en gang peget ﬁngre, da Katrina afslørede dræbende uligheder i det amerikanske samfund i 2005, som blev tillagt både racemæssige over- og undertoner. Fraværet af stat, marked, job og udsigter til uddannelsesmuligheder i de amerikanske ghettoer har gennem årene både i og uden for USA fået skylden for en stor del af den sociale armod, der er blevet afsløret ved sådanne tilstande af socialt kaos.161 Den franske sociolog Pierre Bourdieu har konstateret, at hvor USA historisk har forsøgt at positionere sig globalt som det centrale omdrejningspunkt for det frie marked, har Frankrig tilsvarende placeret sig selv som epicentret for universelle menneskerettigheder.162 Det kan i den sammenhæng virke paradoksalt, at netop Frankrig i efteråret 2005 skulle lægge scene til de største gadeuroligheder i Europa i nyere tid. Optøjer hvor man som iagttager skulle være mere end almindeligt farveblind for at overse, at urolighederne i de franske forstæder havde et klart farveaspekt. Et halvt år efter orkanen Katrinas hærgen, blev en dyster forudsigelse hevet frem af gemmerne, da de franske optøjer brød ud. I 1994 havde sociologen Scott Lash slået fast, at det blot var et spørgsmål om, hvornår og hvor den europæiske version af Rodney King-optøjerne ville bryde ud i Europas gamle arbejderkvarterer. Kvarterer der er blevet hårdt ramt af det nye arbejdsmarkeds marginalisering af særligt de uuddannede mænd samtidig med, at såvel staten som markedet i stadig højere grad har overladt disse boligområder til sig selv.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 118 11/03/11 11.41 5. FRANSKE OPTØJER OG KAMPE OM ANERKENDELSEN

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 119 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 120 11/03/11 11.41 Optøjer rammer Europa i solar plexus

I stedet for at sove i Nationalforsamlingen burde I lytte til os, vi er det unge Frankrigs røst – Vi vil kneppe Frankrig, til hun elsker os, oprøret slutter ikke, før I fatter, at vi er franskmænd, og at vi er her for at blive. Den franske rapgruppe Son Tres.163

Vi beﬁnder os i et Frankrig i brand. En politijagt på en gruppe unge i den parisiske forstad Clichy-sous-Bois resulterede i slutningen af oktober 2005 i to teenageres død, da de skjulte sig i en transformatorstation, hvor de blev dræbt af elektriske stød. Episoden førte til optøjer, der på to uger spredte sig til 274 bydele rundt om i Frankrig. Følgende optagelse fra franske TF1 er fra november 2005. Med skjult kamera har en journalist optaget denne sekvens, hvor politibetjente har stoppet en gruppe drenge på gaden i en forstad til Lyon for at tjekke deres id-kort. Her beder en af drengene om en forklaring på, hvorfor politiet har stoppet netop ham og hans venner på gaden.

Politimand: Hold kæft! Den unge mand: Du siger til os, at vi skal holde kæft, men vi har intet gjort galt, monsieur. Politimand: Vil du have, at jeg skal tage dig hen til en transformatorstation? Den unge mand: Undskyld, monsieur, du taler ikke særlig rart til mig, jeg talte ikke sådan til dig, monsieur. Politimand: Så lad være med at tale til os! … Vi siger til dig, at du skal rykke tilbage, så ryk tilbage! Den unge mand: Hør, monsieur, vi taler respektfuldt til jer, men I svarer ikke tilbage på samme måde. Vi er respektfulde! Betjenten svarer: Hey, vil du gerne grilles ligesom dine venner? Vil du ind i en transformatorstation? Bliv du bare ved, så skal vi nok tage dig med hen til en (transformation, red.). Den første unge mand: Tror I virkelig, at kvarteret her vil hidse sig ned, når I opfører jer sådan? Politimand: Vi er skide ligeglade med, om kvarteret hidser sig ned eller ej. På en måde er vi desto gladere, desto mere lort, der ﬁnder sted.164

121

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 121 11/03/11 11.41 Særligt den ene af betjentenes retoriske spørgsmål, om en af de unge fra Lyon ville med „ind i en transformatorstation“, skabte stor offentlig debat om, hvorvidt politiet bevidst provokerede unge i de uroplagede forstæder. Halvanden uge forinden havde en gruppe drenge i Clichy-sous-Bois skudt genvej gennem en byggegrund på vej hjem fra fodbold, da politiet mødte op. Ved synet af politiet løb de unge, men det lykkedes politiet at stoppe seks af dem.165 17-årige Zyed Benna og 15-årige Bouna Traoré ﬂygtede med en tredje og endte med at skjule sig i, hvad der viste sig at være, en transformatorstation. Kun den tredje af drengene overlevede de elektriske stød. Politiet og Nicolas Sarkozy hævdede i medierne, at drengene havde været indbrudstyve. Dette viste sig ikke at være sandt, hvorefter den daværende indenrigsminister ændrede forklaring: de tre unge var slet ikke blevet jaget af politiet, lød det derefter fra Sarkozy. Den overlevende af de tre modsagde imidlertid indenrigsministerens nedtoning af politiets rolle, da han blev udskrevet af hospitalet med forbrændinger. Halvanden måned efter at hans to venner mistede livet, og han selv blev svært skadet, gav han et interview, hvor han fortalte, at de tre drenge ikke turde bevæge sig ud af transformatorstationen, fordi de følte sig truede ved lyden af politisirener og gøende politihunde. „Jeg ville gerne ud, jeg ville gerne hjem, vi havde jo intet gjort!“ udtalte Muttin Altun til franske Libération.166 Drengene nåede at opholde sig tredive minutter i transformatorstationen, og Zyed Benna og Bouna Traoré døde på stedet, da elektriciteten ramte. Indenrigsminister Sarkozy kan muligvis have haft ret i, at drengene blot troede, at de blev jagtet af politiet. Det åbner imidlertid et nyt spørgsmål: hvorfor er ikke-kriminelle drenge i en forarmet fransk forstad så bange for politiet, at de vælger at gemme sig i en transformatorstation? Sarkozy beskæftigede sig på intet tidspunkt i løbet af de tre ugers gadeoptøjer med dette spørgsmål, og nøjedes med at melde ud, at „politiet ikke jagtede dem fysisk“, når han blev konfronteret med tv-optagelser af politifolk, der truer unge, eller når sociologer kritiserede ordensmagten for at agere unødig voldsomt i disse forstæder.167 De to teenagere blev begravet den 29. oktober i et begravelsesoptog, der i den grad mobiliserede borgere, der viste deres sympati med de afdøde og samtidig demonstrerede imod politiets fremfærd i forstæderne. Mange havde T-shirts på med budskabet ‘døde for ingenting’. Op mod 30.000 deltog i be- gravelsesoptoget. Kort efter begravelsen begyndte de første optøjer i Clichy- sous-Bois og urolighederne spredte sig hurtigt til andre nordlige parisiske forstæder og derfra videre til en lang række forstæder til byer som Lille, Lyon,

122

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 122 11/03/11 11.41 Rouen, og Toulouse.168 De unges vrede og frustrationer blev ikke mindre af, at politiet dagen efter optøjernes begyndelse smed en tåregasgranat ind i en moske i Clichy. Denne temmelig spektakulære aktion er af mange iagttagere blevet fremhævet som en handling, der pustede til det udbrud af vrede, som de to drenges død havde udløst.169 I løbet af de næste tre uger blev 10.000 biler brændt af, 120 politifolk såret, 3.200 personer anholdt og 200 offentlige bygninger stukket i brand, heraf mange skoler i forstæderne. Daværende præsident Jacques Chirac indførte som svar en kontroversiel nødretslov med udgangsforbud i forstæderne – med den begrundelse, at op- tøjerne var iscenesat af organiserede kriminelle og af islamister, der ikke havde respekt for franske værdier. Den franske premierminister Villepin meldte ud, at Frankrig havde at gøre med uromagere, som „ikke skyr nogen midler for at sprede vold og kaos.“ 170 En officiel rapport fra den franske efterretningstjeneste som forklarede baggrunden for optøjerne, blev lækket til pressen flere uger efter flammerne var døet ud, kædede imidlertid optøjerne i forstæderne sammen med arbejds- løshed, manglende uddannelse, diskrimination, dårlige boligforhold og de generelt ringe fremtidsudsigter for unge i forstæderne.171 Efterretningstjenesten konkluderede, at optøjernes store spredning var udtryk for en folkelig opstand blandt frustrerede unge i forstæderne. I forskningen og medieanalyser af årsagerne til tre ugers gadeoptøjer i efter- året 2005 er der enighed om, at Zyed Benna og Bouna Traorés død var gnisten, som antændte de unges opsparede vrede i de franske forstæder, hvor særligt forholdet til politiet er præget af mistillid. Men der er også ret bred enighed om, at udmeldinger fra ledende politikere i regeringen bidrog til optrapningen af den vrede, som gik på tværs af mange forstæder. Forud for optøjerne havde særligt justits- og indenrigsminister Nicolas Sarkozy gentagne gange antændt vreden i forstæderne med sine udtalelser. Blot to dage inden de to drenge i Clichy-sous-Bois mistede livet, gjorde Sarkozy sig upopulær blandt mange unge forstæderne, da han holdt tale i forstaden Argenteuil. Her forstyrrede en gruppe unge mødet og råbte slagord. Som svar på et tilråb fra en kvinde, der spurgte, om han ikke kunne hjælpe med at slippe af med „dette racaille“, svarede Sarkozy: „Er I trætte af dette racaille? Bare rolig vi skal snart slippe af med dem.“ 172 Racaille betyder ‘rakkerpak’ eller affald. Trods kritik fastholdt indenrigsministeren udtrykket „racaille“. Hvor udtrykket tidligere havde været et pseudo-racistisk skældsord, bidrog Sarkozys konsekvente brug af ordet til, at det vandt indpas i offentligheden som en måde at omtale ‘problematiske unge’

123

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 123 11/03/11 11.41 i forstæderne; særlig dem, der er mørkere i huden end den gennemsnitlige franskmand. At de unge fra de franske forstæder bliver proppet i negative kategorier er ikke nyt. Den tidligere franske indenrigs- og forsvarsminister Jean-Pierre Che- vènement har således tidligere kaldt unge fra forstæderne for ‘små barbarer’. Hårdere straffe og hyppigere kontroller af beboerne i forstæderne – de såkaldte banlieues – er ydermere en linje, som blev påbegyndt allerede i slutningen af 90’erne under den socialistiske regering. I den borgerlige Chiracs Frankrig havde hans indenrigsminister i det nye årtusinde imidlertid skruet op for retorikken som hård mand og nedprioriteret det kriminalpræventive arbejde i de franske forstæder yderligere. Iagttagere har endvidere peget på, at Sarkozy i forbindelse med optøjerne i 2005 med sine udtalelser hævede overliggeren for let antændeligt sprogbrug. To uger inde i optøjerne blev Sarkozy inviteret til et tv-interview om les banlieues, hvor han kraftigt tilbageviste, at der kunne ligge sociale spørgsmål som arbejdsløshed, diskrimination, politivold og stigmatisering bag optøjerne. I interviewet slog indenrigsministeren til lyd for mere kontrol: „De er bøller og rakkerpak, jeg holder mig til mine skydere.“ Senere skulle Sarkozy fortryde udtrykket – fordi det var for ‘mildt’. „Ærlig talt, hvis jeg skulle fortryde noget, er det, at jeg brugte udtrykket rakkerpak, det er alt for mildt et udtryk, hvis man kigger på den juridiske stamtavle på nogle af dem, der blev anholdt i løbet af optøjerne. Det er republikkens love og ikke bandernes love, som bør gælde.“ 173 Justitsministerens linje over for beboerne i de såkaldte banlieues havde i årene op til optøjerne i 2005 i forvejen bidraget til, at han ikke var den mest populære minister blandt unge i forstæderne – og heller ikke blandt mange af de betjente, som han ville have til at foretage ﬂere sigtelser. I 2003 beskyldte det franske politiforbund således det politiske pres fra justitsministeren for at være skyld i nogle bemærkelsesværdige politipraksisser. Kritikken kom i kølvandet på en række historier i medierne i løbet af 2003, som havde skabt debat om ordensmagtens fremgangsmåder. Medierne havde blandt andet berettet om en politidirektør, der havde sendt et brev til alle betjente i et distrikt, hvor de blev bedt om at „booste tallene“. „Den tekniske kontrol af distriktet, der er ved at blive udarbejdet, viser et tydeligt underskud i vore tal, hvorfor indsatsen skal forøges for at muliggøre præsentationen af statistikker, der er i overensstemmelse med det udstykkede gennemsnit,“ fortsatte brevet. Det franske politiforbund hæftede sig også ved en anden sag, som forbundet mente, var et direkte resultat af det politiske pres, som blev lagt på politidirektørernes skuldre. Avisen Libération opsnappede i

124

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 124 11/03/11 11.41 oktober 2003, at en politichef i Languedoc-Rousillon i utilfredshed med ‘tallene’ i sin afdeling sendte konkrete mål for, hvor mange sigtelser hver enkelt betjent skulle foretage om dagen: nærbetjente skal sigte minimum syv borgere om dagen, stod der i retningslinjerne for betjente i distriktet. Hundepatruljer skulle sigte minimum to, en normal dagsvagt skulle sigte minimum seks om dagen, og en aftenvagt bør minimum føre til to sigtelser.174 Året efter i 2004 annoncerede den franske regering ydermere, at „loven ville blive genoprettet“ inden året var omme i 20 udvalgte bydele, som Sarkozy itale- satte som „forbryderområder“. Ikke overraskende gav beboere i disse bydele udtryk for, at de ikke brød sig om det mærkat, som indenrigsministeren havde givet deres bydel.175 Da Sarkozy samme år som optøjerne brød ud i 2005 var ved at køre sig selv i stilling som præsidentkandidat, introducerede han en såkaldt resultatkultur (‘culture du résultat’) inden for politiet. Den nye politik dækkede over ﬂere politikontroller og nultolerance over for beboerne i de franske forstæder. Dette har bidraget til, at de unge i forstæderne i stigende grad har følt, at de blev forfulgt af politiet.176 Forholdet mellem politiet og unge i forstæderne har i forvejen ikke været præget af den største grad af tillid. Møder mellem unge fra de franske for- stæder og politiet, er ofte udmundet i et særdeles voldeligt slutfacit. En fransk historiker har således optalt, at 195 unge fra de franske forstæder fra 1977 og frem til 2005 har mistet livet ved konfrontationer med politiet.177 Kategorien ‘uheld med døden til følge’ er, ifølge tal fra det franske efterretningsvæsen, årsag til hele 34 ud af de 48 større optøjer, som har fundet sted i de franske forstæder i 1990’erne. I mange af disse sager er politiet blevet frikendt eller har modtaget milde domme, hvilket har ført til øget mistro til såvel politiet som hele retssystemet fra de unges side. Mistilliden til politiet er desuden blevet forstærket ved, at der er blevet skruet ned for antallet af lokalbetjente, som kender de unge og deres kvarterer. At Sarkozy som indenrigs- og justitsminister stiller sig skeptisk over for nærpo- litiets fokus på at skabe relationer og tillidsforhold til unge i forstæderne kom måske bedst til udtryk i marts 2003, da han med stort kameraopbud besøgte nogle lokalbetjente i Toulouse. Betjentene fortalte ministeren, at de havde arrangeret en fodboldkamp med unge fra et såkaldt ‘sensitivt’ boligområde. Sarkozy skældte betjentene fra lokalpolitiet ud foran rullende tv-kameraerne: „I er ikke socialarbejdere. Den bedste prævention er sanktion.“ 178 Sanktionen har det særlige CRS-politi skullet stå for ved at rykke ind i forstæderne for at foretage razziaer efter stoffer og illegale immigranter ved

125

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 125 11/03/11 11.41 aktioner, der internt i politiets rækker er blevet beskyldt for til tider at være for hårdhændede.179 I kølvandet på optøjerne i 2005 udtrykte den franske efterretningstjeneste bekymring over den fremfærd, som uropolitiet fremviste i forstæderne under urolighederne. Efterretningstjenesten beskyldte betjente fra CRS-politiet for at bidrage til vreden bag optøjerne ved at „slå først og tænke bagefter.“ En repræsentant for det franske efterretningsvæsen udtrykte det sådan her:

„Vi siger ikke eksplicit, at vores kollegaer skabte problemerne. Vi undgår at kritisere hinanden. Men vi har indberettet til vores overordnede, at unødvendig provokation finder sted. Med mindre formålet er at få tændt ild i områderne igen. I felten møder jeg flere og flere forældre og familier, der beretter om vold fra politiets side. For nylig fortalte en far og hans teenagedatter mig om, hvordan deres hus var blevet beskudt med politiets flash-balls (gummikugler, red.). Uden nogen grund.“180

Vreden bag optøjerne Det udbrud af vrede, som antændte de franske optøjer i 2005, var som sagt de to teenageres død i forstaden Clichy-sous-Bois, en iboende mistillid til ordensmagten samt en regering og en brandfarlig indenrigsminister, der var ved at køre sig selv i stilling som ‘hård mand’ til præsidentposten. Den bagvedliggende rage bestod af en følelse af at være andenrangsborger og er anderledes kompliceret at indkapsle. På det punkt adskiller optøjernes underliggende natur sig ikke fra den kategorisering som modborgere, som unge på Nørrebro og andre stigmatiserede bydele i Danmark og andre lande føler sig udsat for. Hvor optøjer og demonstrationer i forstæderne tidligere blev opfattet som en uundgåelig konsekvens af de unges livsforhold i forstæderne, bliver disse optrin i dag i højere grad fortolket som et produkt af en forrået kultur. Kulturgeografen Mustafa Dikec konkluderer i sin analyse af forstæderne fra starten af 1980’erne til i dag, at de unge borgere i les banlieues i stadig mindre grad behandles som en demokratisk ‘stemme’ i offentligheden. Beboerne og les banlieues bliver tværtimod i stadig højere grad betragtet som illegitim ‘støj’, der forstyrrer den sociale orden.181 Med ovenstående in mente, er det derfor en meget sigende titel, når Mustafa Dikecs værk om de franske optøjer i 2005 er benævnt Badlands of the Republic. Bogen beskriver, hvordan les banlieues fra starten af 1980’erne indskrev sig i den franske offentlighed, som en kilde til frygt, der tiltog i styrke i løbet af de

126

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 126 11/03/11 11.41 næste årtier. Der skal igen en voldsom farveblindhed til for ikke at opdage, at såvel en fransk som en svensk og dansk underklasse i stigende grad har fået kulør, og at mange af disse bor i de stigmatiserede boligområder. To forsider fra magasinet L’Express er sigende for den ændrede farvedimension i de franske forstæder. ‘Banlieues: „Hooligans“ taler til jer’, lød overskriften på magasinets forside i september 1973 med henvisning til voldelige bøller, som de kendes fra den britiske fodboldkultur. Forsidetegningen og nyhedshistoriens billeder forestillede alle unge hooligans fra arbejderklassen. Teksten til artiklen indledtes med ordene: ‘Ved portene til store byer produceres tusinder af bøller’. Forsidetegningen af disse hooligans forestiller hvide unge i læderjakker og cowboystøvler, som kigger direkte ud på den udefrakommende beskuer med sammenknebne øjne. I samme periode i Danmark blev lignende børn og unge fra arbejderkvarterer tildelt tilnavnet ‘minirockere’; i dag har mange af disse arbejderkvarterer fået ry som ‘indvandrerkvarterer’ og udtrykket ‘andengenerationsindvandrere’ har langt hen ad vejen overtaget den trusselskategori, som ‘minirockerne’ tidligere udgjorde. Ligesom offentligheden i Danmark næppe forbinder de største trusler fra ungdommens side med udtrykket minirockere i dag, hedder den franske forstadstrussel heller ikke længere ‘hooligans’ fra arbejderklassen. To årtier efter L’Express’ historie om forstædernes produktion af hooligans kommer les banlieues endnu en gang på forsiden. ‘Banlieues – Immigration: Undtagel- sestilstand’, hedder forsiden i juni 1991, der handler om social uro som følge af immigration og kriminalitet begået af de unge i forstæderne. Denne gang er det et fotograﬁ taget om natten af en håndfuld unge, hvis ansigter ikke er synlige. De står foran skyggen fra noget betonbyggeri. Modsat tegningen af ‘hooligans’ to årtier forinden illustrerer forsiden med de ‘nye’ bøller i 1991 nogle, der kigger bort fra kameraet; de står med ryggen til. Disse unge lever i republikkens Badlands, som i 2005 rystede Frankrig og til dels også resten af Europa. I efteråret 2005 viste de unge, at voldelige optøjer, hvor der er en klar farvedimension forbundet med uroen, ikke blot er forbeholdt USA.

Sociologen Pierre Bourdieus nære kollega Loïc Wacquant har gennem 90’erne været bannerfører for en analyse af den franske forstad, hvor han har argumenteret for, at de franske forstæder adskiller sig fra den amerikanske ghetto ved, at de ikke er etnisk homogene. Waquant mener, at de to former for boligområder begge beﬁnder sig i

127

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 127 11/03/11 11.41 bunden af storbyens urbane hierarkier, hvormed de bidrager til majoritets- samfundets eksklusion af beboere, der har postadresse i disse kvarterer. Han afviser imidlertid, at racen definerer den europæiske ghetto. Waquant har ret i, at såkaldte ghettoer i de fleste europæiske lande typisk er gamle arbejderkvarterer, der ikke er kendetegnet ved, at indbyggerne har én etnicitet eller race. Det synes imidlertid for bastant at afvise, at farve i dag ikke betyder noget for billedet af ‘ghettoen’ i offentligheden. På trods af, at indbyggerne i disse områder med socialt boligbyggeri ikke har én etnisk baggrund, udgør mørk hudfarve en væsentlig identitetsmarkør for såvel beboerne selv som majoritetssamfundet, når talen falder på disse boligområder.182 Spørgsmålet er, i hvor høj grad det er sociale spørgsmål som manglende job og uddannelse, der skaber størst ulighed i unge forstadsbeboeres muligheder for at vælge det gode liv, og i hvor høj grad et gebyr for racen betyder, at disse unge skal kæmpe hårdere end deres jævnaldrende? Et gebyr for klassen og et gebyr for racen er ikke nødvendigvis to selvstæn- dige størrelser, der kan adskilles. Grunden til, at omkostningerne ved racen er blevet stadig tydeligere i Frankrig hænger langt hen ad vejen sammen med de sociale vilkår udløst af manglende job og uddannelse. Hvis vi zoomer ud, vil vi se, at udviklingen i Frankrig langt hen ad vejen hænger sammen med en global økonomisk udvikling, hvor særligt de manuelle arbejdere i form af de uuddannede mænd er blevet de store tabere. Ar- bejdsløsheden i de franske forstæder er jævnligt blevet fremhævet som en af de væsentligste bagvedliggende årsager til urolighederne i 2005. Ungdoms- arbejdsløsheden i Clichy-sous-Bois, hvor optøjerne brød ud, er således på hele 50 procent. Arbejdsløshed er ikke et nyt fænomen i de franske forstæder, men disse bydele er – ligesom lignende gamle arbejderkvarterer rundt om i Europa – blevet ramt hårdere af arbejdsmarkedets udvikling med udflytning af arbejdspladser til udlandet. Samtidig har et generelt højere uddannelsesniveau og færre ufaglærte job medført, at mangel på uddannelse ikke længere blot afgør hvilke typer af job, man kan få: uddannelse afgør i stigende grad, om man overhovedet kan få et arbejde.183 Frankrig har i efterkrigstiden været et land, der i højere grad end de fleste vesteuropæiske lande har benyttet sig af uuddannet arbejdskraft på store fabrikker. I Clichy har en stor del af beboerne tidligere arbejdet hos Renault og Citroën, der lå tæt ved.184 Udstødelsen på arbejdsmarkedet har ydermere haft en kønsmæssig slagside i det meste af den vestlige verden. At især unge mænd i de stigmatiserede bydele fastholdes socialt uden ad-

128

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 128 11/03/11 11.41 gang til arbejdsmarkedet skyldes ikke blot kombinationen af diskrimination, negative stereotyper og manglende uddannelse – det hænger også sammen med det faktum, at de traditionelle mandefag er under pres. Hvor den økono- miske udvikling med stadig mindre manuelt arbejde i industrialiserede lande særligt har kostet de ufaglærte og lavtuddannede mænd deres arbejde, er kvin- derne ikke blevet ramt i samme grad. Den nederste del af arbejdsmarkedet er i dag således langt hen ad vejen reserveret til kvinder, der kan ﬁnde arbejde som kontorpersonale og i servicesektoren. Uden blik for de unge mænds manglende fremtidsudsigter på arbejdsmarkedet som følge af manglende uddannelse reduceres de værste optøjer i Europa siden 1968 let til ‘støj’ og irrationel vold. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at frustrationerne og oplevelsen af andenrangsborgerskab blandt beboere i de franske forstæder udfordrer den franske nationalstats historiske selvforståelse som politisk fællesskab og som et vær- dighedens rum. Såvel den statslige som den ikke statslige vold har én ting til fælles: den dæk- ker over begge parters impotens. Ordensmagtens anholdelser og visitationer kan i sig selv ikke løse de unges asociale opførsel, som får næring af manglende arbejde og uddannelse samt stigmatiseringen af forstæderne. Volden kan næppe løse det problem, de unge selv angiver som en af de vigtigste årsager til, at uroligheder bryder ud i les banlieues: mangel på arbejde, diskrimination og udviklingen af en underklassens subkultur, der risikerer at bidrage til asocial opførsel og kriminalitet. De unge i forstæderne kan på deres side ikke løbe fra, at deres bydele er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, og de formår sjældent at artikulere deres frustrationer, hvormed deres afbrændinger fremstår irrationelle og som et produkt af moralsk utilregnelighed.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 129 11/03/11 11.41 Kampen om republikken og voldens artikulation

Vort land har ikke oplevet de eksplosioner af vold som nogle arbejderklas- sekvarterer i udlandet har været ude for de senere år. Levy-rapporten, 1988.

Kommer Frankrig til, på samme måde som De Forenede Stater eller England, at opleve svigtede kvarterer og områder med ukontrollerede sociale eksplosioner? Dubedout-rapporten, 1983.185

Uroligheder i de franske forstæder kan spores tilbage til 1970’erne, men det er særligt optøjer fra 80’erne og frem, der har påvirket politiseringen af det sociale boligbyggeri i forstæderne som en trussel. I løbet af 1970’erne og 80’erne blev optøjerne særligt sammenlignet med britiske fodboldbøllers vold og hærgen. Den amerikanske ‘racetænkning’ stemte ikke overens med den franske stats erklærede målsætning om, at etnicitet, kultur og religion ikke bør udgøre en vigtig bestanddel i republikkens identitet. Den franske republikanske model for national identitet, hvor det er et politisk fællesskab og demokratiske institutioner, som udgør nationalstatens sammenhængskraft, er særligt af historikere blevet fremstillet som inklude- rende over ‘fremmede’. At det er det formelle og politiske medborgerskab, som er i centrum for statens forventninger og krav til borgerne går igen på et institutionelt plan. Modsat historiske kulturnationer som Tyskland og Dan- mark, har individer automatisk modtaget statsborgerskab ved fødslen, hvis de blev født i lande som Frankrig, USA og Canada, uanset om deres forældre var immigranter eller ej. En etnisk-kulturel opfattelse af nationalfællesskab har historisk ikke slået rod som en konkurrent, men snarere som en ingrediens i det politiske nationalfællesskab.186 Den ekspansive lov om statsborgerskab i Frankrig, som automatisk gør andengenerationsindvandrere til statsborgere, stemmer overens med en statscentreret og tilpasningsvenlig selvforståelse, som historisk korresponderer med den revolutionære politiske aktør Talliéns bemærkning i foråret 1795: „de eneste fremmede i Frankrig er de dårlige statsborgere.“ 187 Medlemskab af den franske nation er derfor blevet deﬁneret ved politiske

130

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 130 11/03/11 11.41 og ikke ved etniske termer. Dette er hovedårsagen til, at det den dag i dag er meget begrænset, hvad der føres af statslige statistikker på baggrund af etnicitet og religion i Frankrig. Hvor efterkommere af immigranter i Frankrig ‘forsvinder’ i statistikkerne, hvor de anføres som franskmænd, er Danmark gået i den anden grøft ved politisk at vedtage, at ikke blot anden generation af immigranter med dansk statsborgerskab anføres som ‘efterkommere’. Efter en aftale mellem DF og den borgerlige regering i 2009 anføres nu også tredje generation af indvandreres børn som ‘efterkommere’ i statistikkerne i stedet for som danskere, hvilket er usædvanligt selv i en europæisk sammenhæng, hvor nationerne mange steder har været relativt etnisk homogene indtil for få årtier siden. Den franske model kan spænde ben for demokratiske diskussioner – og løsninger – på et velin- formeret grundlag, når det gælder spørgsmål om diskrimination, minoriteters sociale position og eventuelle overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne, fordi tallene ganske enkelt ikke eksisterer. Dermed bidrager berøringsangsten for at diskutere et sammenfald mellem et race- og et socialt gebyr potentielt til, at status quo opretholdes, når det gælder disse borgeres livschancer. Den danske model risikerer derimod at fastholde danskere med en mørk hudfarve, hvis egne forældre er født i landet, som nogle der ikke anerkendes fuldt ud som medborgere i Danmark. Her risikerer staten at fastholde et kulturelt billede af nationen fra en tid, der ikke længere eksisterer. Ligegyldig hvilket nationalt ideal republikken Frankrig og kongeriget Dan- mark tilstræber, har begge lande det til fælles, at de – sammen Østrig – hører til blandt de mest polariserede lande i den vestlige verden, når det gælder holdningen til etniske minoriteter. Dette faktum udfordrer særligt det franske selvportræt som en farveblind nation, hvor etnicitet og hudfarve ingen betydning har. Den franske stat har som erklæret målsætning gennem historien søgt at sikre universelle frihedsrettigheder, der skulle komme alle autonome individer til gode, og som ikke var forbeholdt indfødte franskmænd. Frankrig er i denne optik med den franske historiker Michelets ord en „strålende mor, som ikke er vores alene, og som må bringe ethvert folk til frihed.“ 188 Da en fransk fodboldspiller med caribiske rødder tilbage i 2006 tørnede sammen med den højrenationale politiker Jean-Marie Le Pen, repræsenterede deres argumenter derfor ikke blot en kamp om ord men en pågående deﬁ- nitionskamp om den nationale identitet og franskheden. Jean-Marie Le Pen havde tidligere kaldt den franske nations fodboldmandskab, der vandt VM i 1998 for „kunstig“, fordi holdet, ifølge politikeren, ikke repræsenterede det ‘virkelige’ Frankrig.

131

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 131 11/03/11 11.41 Formanden for partiet Den Nationale Front gentog i løbet af fodbold VM i 2006 sin kritik om, at træneren „skulle have været lidt mere forsigtig“ med antallet af „farvede“, som var „overdrevent“. 16 spillere ud af en trup på 23 var således ikke hvide i huden. En af spillerne var Lilian Thuram, som er den spiller, der har spillet flest kampe på det franske landshold. „Jeg er ikke sort, jeg er fransk,“ lød forsvarsspillerens svar til Le Pen. Jean-Marie Le Pen er ikke en hr. hvem som helst. Han har flere gange stillet op til det franske præsidentvalg, og i 2002 skabte han et ramaskrig i store dele af Europa, da det lykkedes ham at slå det socialistiske partis kandidat i første valgrunde af præsidentvalget, hvorefter Chirac og Le Pen kæmpede om vælgernes gunst. „Han er tydeligvis ikke klar over, at der er franskmænd, som er sorte, franskmænd, som er hvide, franskmænd, der er brune. Det er særlig slemt, når man tænker over, at dette er en mand, der har forhåbninger om at blive Frankrigs præsident, men som tydeligvis ikke ved noget om fransk historie eller det franske samfund,“ lød det fra Lilian Thuram på et pressemøde under verdensmesterskabet i fodbold.189 Thuram kom som ni-årig til Frankrig og er vokset op hos en mor, som gennem hårdt arbejde holdt sammen på den faderløse familie med fem børn. Franske sociologers studier af den franske forstad fremhæver, at en stor del af nordafrikanske, pakistanske og caribiske unge i de fattige forstæder er socialt dømte til at skulle reproducere det sociologen Pierre Bourdieu benævner „verdens elendighed“.190 Lilian Thuram repræsenterer i denne optik en undtagelse, som ikke blot indskriver sig som et ikon blandt fodboldelskende franskmænd. Han er også en mand, der har indskrevet sig i den franske offentlighed som en intellek- tuel, der er velbevandret i slaveriets historie, og som har udvist en dagsaktuel interesse i dele af den bevidste rap-musik fra forstæderne.191 I dag bevæger den franske 1998-verdensmester i fodbold sig lige så hjemmevant i tv-studier, kulturhuse og boglader, efter udgivelsen af bogen ‘Mine sorte stjerner’ (Mes étoiles noires), hvor han zoomer ind på amerikanske borgerretskæmpere som Marcus Garvey, Martin Luther King, Malcolm X og Rosa Parks. Mange af de øvrige ‘helte’ i bogen er relativt ukendte, hvilket er en del af årsagen til, at den sorte hudfarve ofte udgør en markør for mennesker, der indtager rollen som ofre eller skurke. „I min bog nævner jeg for eksempel alle de sorte forskere og videnskabsmænd, der står bag store opfindelser, lige fra køleskabet, trykpres- sen, pacemakeren og blyantspidseren. Listen er lang, men for de fleste er kendte sorte kun sportsfolk, musikere eller sangere. Det samme gælder vores historie:

132

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 132 11/03/11 11.41 for de fleste dukker sorte mennesker først frem med slaveriet.“192 Partipolitik har han holdt sig fra. Det på trods af, at Nicolas Sarkozy har tilbudt ham en ministerpost, efter han indtog landets præsidentembede. Lilian Thuram takkede nej. Lilian Thuram er derfor ikke en ganske almindelig pensioneret sportsstjerne, når han som en national personlighed indskriver sig i gruppen af postkoloniale tænkere, der slår på, at det afgørende ikke bør være, hvor man kommer fra, men hvor man som individ og som samlet nation er på vej hen. Thuram og resten af det franske landshold fik at vide, at Le Pen havde sået tvivl om de fleste spilleres berettigelse på landsholdet lige før en kamp mod Spanien under VM- turneringen i 2006. Frankrig vandt kampen 3-1 og tog dermed et skridt på vej mod endnu et verdensmesterskab. Forsvarsspilleren benyttede sejren til at slå et slag for det, han kaldte „det ægte Frankrig“. I den pågående definitionskamp om nationale identiteter har store sportsgrene og kulturelle udtryk haft et samlende potentiale for oplevelsen af et medborgerskab på tværs af etniske og kulturelle skel, hvilket Thuram ikke var sen til at påpege efter sejren over Spanien: „Da folk fejrede vores sejr, fejrede de os som franskmænd, ikke som sorte eller hvide. Det betyder ikke noget, om vi er sorte eller ej, for vi er franske.“ 193

Lilian Thuram erobrede også overskrifter, da Frankrig i 2005 lagde grund til tre uger med optøjer. Han var én af de få landskendte personligheder, som i løbet af urolighederne trådte frem med et forsvar og en forståelse for baggrunden for de unges handlinger, som af nogle blev betegnet som „den parisiske intifada“ på grund af bydelenes andel af beboere med ‘mellemøstligt’ udseende.194 Thuram fastholdt, at han ikke forsvarede volden i sig selv, men at han ønskede at forklare de levevilkår, som de unge levede under. Da Sarkozy under optøjerne fastholdt, at de unge var rakkerpak, der skulle „spules væk“ fra gaderne, svarede Thuram, at hvis de unge var rakkerpak, „så var han også „rakkerpak“.195 De franske optøjer er blevet beskyldt for ikke at være en politisk og social kamp, fordi de unge ikke selv artikulerede ud til offentligheden, hvad det var for en samfundsorden, de kæmpede for.196 Meget tyder imidlertid på, at op- tøjerne snarere end traditionelle ideologiske kampe primært bør opfattes som et forsøg på at opnå synlighed omkring følgerne af den gradvise deklassering, som de uuddannede og de manuelle arbejdere er blevet udsat for i de gamle arbejderkvarterer. På trods af, at urolighederne muligvis ikke kan anskues som en politisk kamp i traditionel forstand, gør en fælles grundfortælling sig

133

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 133 11/03/11 11.41 gældende som en bevæggrund for at slutte sig til de voldelige optøjer. Den slovenske ﬁlosof Slavoj Zizek har kategoriseret urolighederne som en metasamtale.197 Urolighederne var et forsøg på at teste, om der overhovedet eksisterer en kommunikationskanal mellem forstæder og mainstreamsamfundet. Budskabet bag de franske optøjer blev ganske vist i ringe omfang artikuleret af de unge i forstæderne via de kanaler, som mange akademikere og meningsdannere typisk benytter. Nogle af årsagerne til urolighederne blev imidlertid artikuleret gennem rappens sprog via den blomstrende hiphopscene i Frankrig. Son Tres var en af de rapgrupper, der forsøgte at indkapsle den ophobede vrede bag optøjerne i deres tekster. Blandt andet med linjerne: „I stedet for at sove i Nationalforsamlingen burde I lytte til os, vi er det unge Frankrigs røst – Vi vil kneppe Frankrig, til hun elsker os, oprøret slutter ikke, før I fatter, at vi er franskmænd, og at vi er her for at blive.“ Hvis de unges optøjer ses som et socialt opråb om anerkendelse, bør de ikke opfattes som et krav om at blive anerkendt, som nogle der er kulturelt forskellige fra resten af nationens borgere. Snarere end at stille religiøse og kulturelle særkrav, synes optøjerne at repræsentere et budskab om, at de unge ønsker at synliggøre sig som borgere, der vil anerkendes fuldt ud som medborgere i den franske nation.

Volden som socialt stilbillede „Frankrig har to ansigter,“ forklarer en ung mand, da han bliver opsøgt af en udenlandsk filmmand i en forstad til Paris i løbet af urolighederne. „Det ansigt de viser dig. Det der indeholder chikke gader, Champs-Élysées, Eif- feltårnet, de smukke monumenter. Men det er ikke Frankrig,“ slår den unge mand fast. „Frankrig er det, du ser bag mig,“ siger han og vender sig om mod parkeringspladsen med de afbrændte biler. „Frankrig er de hårde forstæder og elendigheden. For to måneder siden troede du at Frankrig var sådan, du troede, at alting var fint, men det er ikke Frankrig.“ En af de unge forklarer i den pågældende dokumentarfilm, at „det var den eneste måde, vi kunne blive hørt.“ „Det her er et budskab om fortvivlelse. De lytter ikke. Det her er den eneste måde, vi kan blive lyttet til. Du ville for eksempel ikke være kommet til Frankrig, hvis det ikke var for det her.“ Billeder af røgsværtede og sønderknuste biler chokerede muligvis middel- klasse-Frankrig, men det var beboerne i forstæderne, der selv måtte lide under de fleste af skaderne. Det var deres biler og skoler, der måtte lade livet ved af-

134

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 134 11/03/11 11.41 brændinger. Urolighederne havde imidlertid ikke blot materielle omkostninger for beboerne i disse forstæder. Ligesom det tidligere er sket i Los Angeles, har den sociale uro i de stigmatiserede boligområder ydermere sat skub i de mest ressourcestærke beboeres planer om at ﬂytte fra de forarmede forstæder, hvormed skolerne efterlades med en stadig mere socialt skæv elevsammensætning. I det nyklassiske sociologiske værk ‘Weight of the World’ interviewes en skoleleder fra en fransk grundskole i en forstad, hvor der har været optøjer i starten af 90’erne. Her giver han udtryk for frustrationen over, hvordan elever fra de mest ressource- stærke familier trækkes ud af skolerne i les banlieues, hvorefter lærerne i stadig højere grad døjer med en elevkultur, der tager afstand fra skolens boglige værdier. Slutresultatet er en negativ social spiral, forklarer skolelederen:

„I sidste ende, hvad beder de unge tabere fra blokkene så om? De beder om muligheden for at leve. Nå ja, de ender med at bede om et interessant arbejde, men landet er ikke i stand til at tilbyde dem et interessant arbejde, fordi de ikke er uddannede (…) mirakler ﬁnder i sidste ende ikke sted. Så de er vrede, de er vrede på institutionen, de er parat til at smadre alt, der giver dem en følelse af en form for nederlag, men jeg har ikke mange løsninger.“ 198

Skolelederen forklarer, at han er „fuldstændig overbevist om, at problemet er opstået ved, at man har stablet en masse problemfamilier sammen, uanset deres sociale oprindelse, uanset deres racemæssige oprindelse.“ Optøjerne i les banlieues viser muligvis det omgivende Frankrig, at beboerne i disse forstæder eksisterer, men ønsker de ressourcestærke familier at lade deres børn eksistere i denne virkelighed? Næppe. En beboergruppe med et højere uddannelsesniveau, en større viden om deres rettigheder og en større tillid til, at det kan betale sig at råbe op, ville ellers kunne bidrage til at artikulere den frustration og de livsvilkår, som eksisterer i les banlieues, og som gav sig udslag i optøjer, der ramte alle franske storbyer i løbet af tre uger i 2005. Undtagen Marseilles der gik fri på trods af, at byen har en af Frankrigs højeste koncentrationer af beboere med etnisk minoritetsbaggrund og en tilsvarende høj arbejdsløshedskurve.

135

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 135 11/03/11 11.41 Hiphoptekster som forvarsel om vreden Marseille adskiller sig imidlertid fra andre af Frankrigs storbyer ved, at byens minoriteter ikke bor i adskilte bydele takket være byens indsats for at sprede nyankomne ﬂygtninge og indvandrere i stedet for at henvise disse til isolerede boligområder. Desuden er byen også kendetegnet ved at have en større andel journalister og politifolk ansat med etnisk minoritetsbaggrund. Det er en politisk målsætning for byen, at den skal skabe forudsætningerne for en samlet by-identitet for beboerne, der kan fungere som et alternativ til den nationale identitet, som så mange af minoritetsborgerne føler, at de bliver forment.199 Og så er det en af de byer i Frankrig der har den rigeste hiphopscene. Marseilles bidrager direkte økonomisk til workshops i hiphop-tekst- skrivning, der kan hjælpe de unge til at lære at formidle deres liv og oplevelser i ord. Indsatsen for de unge er generelt kendetegnet ved, at kommunen aktivt bidrager til rammerne for, at de unge kan dyrke deres kreative ungdomskul- turer i stedet for at opfatte dem som en trussel. Særligt byens hiphopskole tiltrækker unge med minoritetsbaggrund. Hiphoppen er en kilde til identitet og selvværd, forklarer en af eleverne, en 17-årig rapper, der drømmer om at udgive et album. „Det er mere end blot et budskab, det er en sindstilstand, det er en kultur, det er et liv.“ Hiphoppen er en kunstart, der tager udgangspunkt i de unges eget liv og er en potentiel kilde til respekt og anerkendelse. Rapperen Prodige Namor, der har afholdt hiphop-workshops for unge i Marseille siden 1998, forklarer det sådan: „Vi har en masse mennesker fra Algeriet, Tunesien, Marokko og Comoro-øerne og alle vil gerne vise, hvem de er, og hvor de kommer fra. Det er en måde at (…) vise hvem de er, og at de duer til noget.“ 200 Hiphoppens potentiale som en måde at artikulere budskaber og oplevelser om undertrykkelse og krænkelser er dels dens styrke. Men det kan også opfattes som en slagside, fordi ikke alle borgere nødvendigvis ønsker at få budskaber, der kan forarge, ud i det offentlige rum. Som pædagogik- og sociologiprofessor Peter McLaren udtrykker det: „Rap udfordrer følelsen af sikkerhed og tryghed i middelklassehjem og middelklassekvarterer. Den peger på eksistensen af et konkret raseri og en generel fortvivlelse.“ 201 For nogle udgør rappen en negativ æstetik, der bør underkastes kontrol, og så vidt muligt undgås. For andre besidder hiphoppen et potentiale som en platform, hvor man kan forsøge at skabe en fælles etik baseret på dyder som frihed, lighed og broderskab. Dette kan ske i forsøget på at bruge hiphoppens potentiale som medium til „at lave revner i rummet af hvidhed og ved at fremme politisk solidaritet i form af et forestillet samfund, hvor man sammen kæmper mod undertrykkelse.“202 Den

136

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 136 11/03/11 11.41 amerikanske hiphoppioner Afrika Bambaataa deﬁnerede i sin tid hiphopkulturen som bestående af elementerne rap, breakdance, grafﬁti, dj’ing. Sidenhen har han imidlertid slået til lyds for, at oplysning bør udgøre hiphoppens femte element. Rappen synges i dag på alverdens sprog, om det så er i Iran, hvor der rappes om et undertrykkende regime eller i Sydafrika, hvor farvede synger om behovet for en fælles national identitet eller i Danmark, hvor særligt den politiske italesættelse af minoriteter og ‘ghettoer’ har erobret terræn i raptek- sterne fra ‘ghettoen’. Flere af disse tekster italesætter direkte noget, man kunne kalde „oplysning til borgerne om ghettoen“. Et af eksemplerne stammer fra en gruppe teenagere fra Vollsmose, der i 2005 udsendte nummeret ‘Ghetto’, som tilkendegiver, at „hvis du lytter, har jeg måske noget, jeg kan lære dig?“ I nummeret forsøger de unge at lære offentligheden, at unge ikke hænger på gaden i ‘ghettoen’ for at overfalde folk, men fordi man „pakker syv i to rum“. „Men til hver en tid, kan I lægge skylden fra jeres egne hænder, så kan I skrive om os på jeres forside, men alle her prøver bare at være en af de få, der når videre til det bedre,“ lyder budskabet fra de unge, før nummeret rammer sit omkvæd:

„Jeg har ikke valgt at bo her, jeg har ikke valgt at være her, jeg har ikke valgt at leve livet som en perker, jeg har ikke valgt at være den person, alle hader, forstår du, jeg bliver svinet til alle steder, og så siger I, I ikke forstår, at vi er fucked up, vi prøver at passe ind, men det er aldrig godt nok, men vi lever med det, for det er livet som en perker, hvis du lytter, har jeg måske noget, jeg kan lære dig.“

Den underliggende vrede bag de optøjer, der ramte Danmark i februar 2008, har været formidlet gennem sådanne hiphoptekster i årene op til urolighederne. Gruppen Blok 27 fra Tingbjerg advarede allerede i 2005 i nummeret Gadens Dæmon om, at man har „brug for dialog – et helt nyt input,“ hvis man vil undgå gadeoptøjer ved at „vække en kæmpe, som ellers sover.“ Blok 27 har ligesom en række andre undergrundskunstnere udviklet deres færdigheder som rappere gennem nye, kommunalt støttede tilbud og initiativer. Projektet Ghetto Gourmet, der har udgivet en cd med unge fra Tingbjerg, Amager, Nørrebro og Århus har som ofﬁciel målsætning at „eksponere nogle af de positive kreative resurser, der desværre ofte bliver overset i den daglige indvandrerdebat“ for på den måde at vise, at „de unge har andet og mere at byde på end afbrændte biler.“ 203

137

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 137 11/03/11 11.41 I Frankrig blev en retslig undtagelsestilstand indført som en følge af voldsomme optøjer. I Danmark gik en lignende indskrænkelse af borgeres be- vægelsesfrihed forud for de danske optøjer i februar 2008. Indførelsen af de danske visitationszoner, der giver politiet ret til at visitere enhver borger uden begrundet mistanke, indtager en central plads i fortællingen om ophobningen af den vrede, der førte til begivenhederne i 2008. Rapperen Mati G var en af de unge, der deltog i Ghetto Gourmets forsøg på gennem musikken at artikulere nogle af de frustrationer, der går igen ved afbrændingerne af biler i februar 2008. Han blev udsat for tilfældige kropsvisitationer i København i måneden op til udbruddet af optøjer, men valgte volden fra, da afbrændinger bredte sig fra Nørrebro til hans boligområde i Urbanplanen på Amager. Han skrev i stedet rapnummeret ‘Mit Kbh’, der starter med ordene:

„Klar til sandheden – her kommer den. Der var engang en lille dreng, som prøvede at blive stor, blive velrespekteret i samfundet og få en stolt mor. Ville sætte sit aftryk på verden, kunne ikke vente et øjeblik, gik i skole, ville have en uddannelse. Havde smukke ambitioner men var ramt af en forbandelse.“

Nummeret er særligt inspireret af nogle oplevelser med politiet i tiden op til udbruddet af optøjer i 2008, hvor Mati G blev visiteret flere gange på en dag. Det var særligt én visitation, som gjorde indtryk på rapperen, der er ustraffet, og som på dette tidspunkt gik i gymnasiet. Mati G havde været i Amagercen- tret med nogle af sine klassekammerater. Da gymnasievennerne trådte ud af centret, blev Mati G kaldt hen af nogle betjente. Foran sine klassekammerater, der alle var etnisk danske, fik rapperen endevendt lommerne. I sangen ‘Mit Kbh’ præsenterer Mati G visitationen som den oplevelse, der overbeviste ham om, at „frihed, lighed skulle være vores virkelighed, men sådan som det går, har det ingen del i vores sandhed.“ I månederne op til afbrændingerne i februar 2008 fandt en voldsom optrapning af utilfredsheden og frustrationen sted blandt mange minoritetsunge i områder med almennyttigt boligbyggeri i København. Vreden flød over, da en ældre mand i forbindelse med en ulovlig parkering i Blågårdskvarteret på Nørrebro blev slået af politiet. Afbrændingerne afslører et dybereliggende problem med en velfærdsstat, hvis boligområder og folkeskoler bliver stadig mere socialt og etnisk opdelte. Folkeskolen forventes at være den vigtigste institution, når det gælder velfærds- statens forsøg på at skabe lighed i individets livschancer, men den danske folke-

138

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 138 11/03/11 11.41 skole indtager sidstepladsen i Norden, når det handler om at udligne elevernes forskellige sociale og økonomiske forudsætninger fra hjemmet. Ligesom ved optøjerne i Frankrig gik skoler herhjemme heller ikke fri, da afbrændinger blev en del af gadebilledet. De unge rammer dermed samfundet der, hvor det måske er svagest. De „franske tilstande“ i Danmark ville ydermere næppe have bredt sig til et landsdækkende fænomen, hvis ikke der eksisterede en fælles underliggende vrede blandt unge minoritetsmænd, som føler, at de skal betale et uretfærdigt socialt og etnisk gebyr i forsøget på at skabe sig et værdigt liv.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 139 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 140 11/03/11 11.41 6. FRANSKE TILSTANDE I DANMARK

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 141 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 142 11/03/11 11.41 Påvirkningen fra venstreﬂøjsaktivister og politiets fokus på etniske minoriteter

Der er gode billeder i brosten, brændende biler og containere. Efter rydningen af Ungdomshuset i marts 2007 var en konstant summen af helikopterpropeller i flere dage en del af lydbilledet på Nørrebro. Da Nørrebro brød i brand igen et år efter, var nyhedshelikopteren, sendevogne og tv-kameraer endnu en gang allestedsnærværende i bydelen. Hvor medierne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset i udpræget grad pegede på de autonome som de skyldige i gadeuordenen, blev uromagerne ved februar måned 2008 hurtigt udpeget som andengenerationsindvandrere. Rydningen af Jagtvej 69 er i mediebranchen blevet betegnet TV 2 News’ svar på den første Golfkrig. Ligesom CNN fik sit store seergennembrud ved hjælp af dramatiske billeder fra USA’s første indtog i Saddam Husseins Irak, fik TV 2 News sit hidtil største seerscoop med sin dækning af en national begivenhed, der vakte associationer til væbnede kampe i udlandet. Tekniske og krigslignende termer som ‘knibtangsmanøvre’204 fandt vej til en nyhedsdækning, hvor mange timer blev fyldt ud med reportere, der var live i felten og talsmænd for ordensmagten, der redegjorde for politiets spritnye strategier til at håndtere demonstranter og de allernyeste køretøjer, der kunne skære igennem barrikader og brændende containere. Da Nørrebro igen lagde asfalt til en uges afbrændinger i februar 2008, var nyhedskorpset på plads, og især den billedbærende del af dækningen fyldte meget. Selvom politiet i løbet af den første aften med optøjer foretog en række anholdelser, blev kun en enkelt person tiltalt. Resten blevet taget med af politiet ved såkaldt præventive anholdelser, hvor pressen knipsede løs, forklarer Omar. To gymnasielever endte på denne måde ufrivilligt med at få deres billede i Ekstra Bladet. „De blev i løbet af urolighederne anholdt på Rantzausgade og løsladt samme aften. Dagen efter var de på forsiden af Ekstra Bladet, fordi en fotograf havde taget et billede af dem,“ forklarer Omar. „Medierne tænker jo ikke på konsekvenserne af deres dækning. De hælder bare benzin på bålet i forhold til unge, der i forvejen er stigmatiserede.“ I det hele taget blev de unges mistillid til journalister og fotografer allerede i løbet af de første dage af optøjerne igen bekræftet, forklarer Omar: „Det er

143

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 143 11/03/11 11.41 jo en krænkelse af privatlivet, når pressen bare tager billeder af en, som om man var i en zoologisk have. Jeg har også oplevet, at nogle bare kom forbi og tog billeder, og så kørte de videre. De skulle bare have et hurtigt billede. Især TV 2 News var slemme i løbet af optøjerne – de var her konstant.“ Når de unge på denne måde føler, at deres kvarterer omdannes til en skue- plads for fotografer, bekræftes de i, at de bliver bedømt på deres udseende og bopæl i stedet for deres reelle handlinger. Urolighederne i februar 2008 ville imidlertid næppe have ført til optøjer, hvis ikke der i årevis havde fundet en ophobning af vrede sted blandt særligt unge fra de gamle arbejderkvarterer. Arbejderkvarterer, hvor den stigende andel af mørklødede har betydet, at den historisk velkendte marginalisering på baggrund af manglende uddannelse og job i stigende grad er blevet suppleret med oplevelsen af frustrationer blandt beboere, der føler, at deres hudfarve og religion udgør en ekstra omkostning, når det handler om at finde job, få adgang til diskoteker og i det hele taget føle sig anerkendte som medborgere i Danmark. Derfor udgør vreden bag optøjerne næppe blot en historie, der kan indskrænkes til Nørrebro. Selve det faktum at optøjerne startede på Nørrebro har givetvis bidraget til ekstra opmærksomhed fra såvel den bredere offentlighed som fra unge fra andre københavnske bydele, der hurtigt sluttede sig til urolighederne. Som vi har set, indtager Nørrebro en plads i bydelenes Danmarkshistorie som et sted, der historisk har gjort opmærksom på sig selv gennem sensationelle optøjer, og som den dag i dag er i stand til at trække overskrifter. Derfor følger unge fra boligområder, der indimellem betegnes som „ghettoer“ også ivrigt med i mediernes dækning af særligt Nørrebro. „Nørrebro er først på beatet med moden på godt og ondt. De unge er gode til at markedsføre deres budskaber via mund til mund, og så fløj TV 2 News’ helikopter jo over os, da urolighederne startede. Det betyder jo, at unge fra resten af landet kan se billederne,“ lyder det fra gadeplansmedarbejder Anoir Hassounoi, der fortsætter: „Det startede herinde, og så var det en dominoeffekt, fordi andre unge i andre bydele kunne genkende vreden.“ Spørgsmålet er blot, om dominoeffekten ville have været en realitet, hvis ikke Jagtvej 69 var blevet ryddet et år forinden, og hvis ikke der i forvejen eksisterede en dybt nedgroet mistillid til ordensmagten fra de unges side? Som beboere på Nørrebro kunne de unge fra Blågårdskvarteret ikke undgå at blive påvirkede af urolighederne i deres bydel i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, og flere havde da også selv deltaget i urolighederne. Blandt alle de lokale på Nørrebro, som har udtalt sig til denne bog – fra gadeplansmedarbejdere, til kriminalpræventive betjente, klubfolk, bibliotekarer og de

144

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 144 11/03/11 11.41 unge selv – lyder det, at optøjerne i februar 2008 næppe ville være brudt ud i samme størrelsesorden, hvis det ikke havde været for de uroligheder, som ramte bydelen i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset mindre end et år forinden. Påvirkningen fra Ungdomshusurolighederne bærer ydermere en del af ansvaret for, at de unge mænd fra Blågårdskvarteret var bedre organiserede end ved uroligheder i 90’erne samtidig med, at molotovcocktails blev føjet til de brosten, som de tidligere havde benyttet ved lignende uroligheder. Udviklingen hænger til dels sammen med, at flere unge fra Blågårdskvarteret havde deltaget i urolighederne i forbindelse med Ungdomshuset i 2007, hvor de havde observeret og lært, hvordan venstrefløjsaktivister byggede barrikader og benyttede motolovcocktails. Op til udbruddet af optøjerne i 2008 rådgav venstrefløjsaktivister imidlertid også direkte unge fra Blågårdskvarteret i, hvordan de blandt andet kunne kombinere ild og barrikader. „De lærte rød- derne at brændende containere, som man skubber ud på vejen, skaber trafikpropper, og at det er en god måde at tiltrække politiet,“ fortæller Omar. Og under urolighederne deltog venstrefløjsaktivister ligeledes. „Mange autonome kom og tilbød deres hjælp. De kunne se, at det her var en politisk kamp. Det var gruppen den ‘Sorte Blok’ fra de autonome, der deltog. De har det samme had til politiet, som mange herinde fra.“ Hadet er ikke ligefrem noget godt udgangspunkt for dialog. Men som vi skal se, lykkedes det ved slutningen af optøjerne i februar 2008 politiet og de unge fra Blågårdskvarteret at indgå i en dialog, der førte til, at det mindretal af betjente, der afklædte unge på gaden stoppede med denne praksis, og til at de unge følte, at deres stemme blev anerkendt som værd at lytte til. Selvom venstrefløjsaktivister på Nørrebro indimellem samarbejder med lokale unge med indvandrerbaggrund om ildspåsættelser og gadekampe, er der ofte verdener til forskel på den sociale baggrund og uddannelse, som de to grupper har i bagagen. Som en af de unge venstrefløjsaktivister, der deltog i planlægningen af uroligheder i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset udtrykker det: „Jeg følte nogle gange, at vi udnyttede nogle af de lokale mænd på Nørrebro med indvandrerbaggrund. Vi vidste, at de ville stille op og hjælpe med at lave riots, når vi ringede til dem og sagde, at det var kampe mod politiet, men samtidig var der mange, der helst ville undgå, at de kom til festerne i Ungdomshuset, fordi de bare opførte sig anderledes. De har ofte en anderledes holdning til homoseksualitet, og de endte ofte også med at gramse på pigerne. Forskellen er, at en stor del af den yderste venstrefløj er akademikerbørn, så afstanden kunne være rigtig stor, når det ikke handlede om at bekæmpe politiet.“

145

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 145 11/03/11 11.41 Den pågældende venstrefløjsaktivist er en ung kvinde, der ved rydningen af Ungdomshuset var i slutningen af teenagealderen. Hun fremhæver, at det var en udbredt holdning i Ungdomshuset, at friheden fra sexisme, homofobi og undertrykkelse på baggrund af en anderledes kultur og religion skulle ses som én kamp, hvorfor den sociale afstand mellem venstrefløjsaktivister og etniske minoriteter med en uddannelsesfremmed baggrund blev tolereret. Derfor forsøgte hun og andre venstrefløjsaktivister også at række hånden ud til etniske minoriteter i udsatte boligområder, som de anså som nogle, der i samfundet blev betragtet som vore dages pjalteproletariat. Kontakten var imidlertid præget af misforståelser og fordomme fra begge sider. Den unge venstrefløjsaktivist fremhæver en oplevelse, hvor tyve unge venstrefløjsakti- vister hoppede på en bus til Nivå Centret i Nordsjælland for at mødes med unge fra det nærliggende almennyttige byggeri, Nivåhøj. Nivå Centret blev på dette tidspunkt brugt som et tilholdssted for unge fra Nivåhøj, efter at deres lokale klub lukkede og 80 unge fra den ene dag til den anden ikke længere havde noget sted at hænge ud med vennerne. De unge i Nivå stillede krav om en klub eller et værested over for kommunen uden at ønsket blev imødekommet. Gruppen af unge fra Nivåhøj begyndte i stedet at hænge ud i Nivå Centrets overdækkede gade, hvis hovedindgang er placeret ved den lokale togstation. Indimellem stod de unge bare og snakkede. Andre gange spillede de fodbold – både i centret og foran det. Til gene for de hand- lende, butiksejere og buschauffører. For de unge var deres tilstedeværelse i det lokale center både udtryk for protest og mangel på bedre tilholdssteder. Området havde i ugerne forinden været præget af, at lokale unge der kastede sten, kanonslag samt flasker efter politiet og bildæk der blev sat i brand og kastet ud på vejen foran centret. Urolighederne spredte sig desuden til nabobyen Kokkedal, der også er præget af almennyttige boliger og etniske minoriteter samt mange beboere med et lavt uddannelsesniveau. Da de unge venstrefløjsaktivister fra København ankommer til Nivå Cent ret omkring kl. 22 om aftenen, hiver de efter få minutter et sort banner frem, hvor der med gotiske hvide bogstaver står: „Fuck racismen. Vi er alle bare perkere i magthavernes øjne.“ Banneret bliver hængt op i den ene side af centergaden, og nogle af de unge fra begge grupper indvilger i at posere foran banneret til ære for den venstreorienterede nyhedsportal Modkraft, der har fulgt med venstre- fløjsaktivisterne fra Ungdomshuset. På billedet ses en gruppe unge mænd med indvandrerbaggrund iført kasketter og hættetrøjer og venstrefløjsaktivisterne, der er klædt helt i sort, og hvis ansigter knap er synlige, fordi de er dækkede af sorte tørklæder forneden og sorte hætter foran. Med mindre man ved det,

146

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 146 11/03/11 11.41 er det nærmest ikke til at se på billedet, at flertallet af venstrefløjsaktivisterne er unge kvinder. „Fællestrækket for de to grupper er marginalisering, og det politiske grundlag for mødet er anti-racisme og protest mod politichikane,“ skriver Modkraft i sin artikel om mødet i Nivå Centret.205 Formålet med mø- det var imidlertid ikke bare at snakke og tage billeder. Venstrefløjsaktivisterne havde taget kontakt til unge fra Nivå efter at have fulgt med i mediedækningen af urolighederne i Nivå Centret og aftalen var at samarbejde om gadeoptøjer. „De havde mistet deres klub, og vi havde mistet vores Ungdomshus og vi havde et klart formål med at tage til Nivå. Det var at lave riots med de unge derfra,“ forklarer en af de unge kvinder fra Ungdomshuset. Der er imidlertid flere betjente fra lokalpolitiet i Nivå Centret, da de to grupper mødes. „Så sagde de lokale til os, at de ikke gad lave riots alligevel. De havde lige haft en god snak med politiet, der ville støtte dem i at få en ny klub. Der var flere betjente i civil, som vi var mistroiske over for, og som vi automatisk så som fjenden, men så pegede de lokale drenge på dem og sagde: ‘De der, det er lokale betjente, og dem skal man være gode venner med. Det er dem, der kan hjælpe os med at få en ny klub’.“ Herefter hev en af de lokale unge mænd en fodbold frem, hvorefter de to grupper begyndte at spille fodbold med hinanden. Venstrefløjsaktivi- sterne tog tilbage til København og havde på busturen svært ved at vurdere, hvorvidt turen nordpå havde været en succes eller ej. „Det var jo en akavet stemning, for vi havde fordomme om, at de bare var helt vilde og var imod alle politimænd, og så viste det sig, at de havde et godt forhold til de lokale betjente. Omvendt havde de også fordomme mod os, da de så at det meste af gruppen var piger. ‘Ha ha, I skal være to personer om hver politimand, hvis I vil i kamp mod dem’, sagde de.“ Både Nivå og Kokkedal var indblandet i de landsdækkende gadeuroligheder året efter, og de unge fra disse områder har generelt mere til fælles med de unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, der startede urolighederne på Indre Nørrebro end med venstrefløjsaktivisterne fra det tidligere Ungdomshus. Særligt uddannelsesniveauet udgør en vigtig skillelinje mellem de borgere, der forbliver tavse, og dem der bruger deres demokratiske stemme til at klage, skrive læserbreve og gå til medierne, hvor de gør opmærksom på oplevelser og tendenser, som de finder uretfærdige. Dette er en af de væsentligste årsager til, at vreden bag urolighederne i 2008 nåede at udvikle sig til ildspåsættelser og gadekampe. Unge fra Blågårdskvarteret og andre stigmatiserede boligområder viger som regel tilbage fra at klage til myndighederne og forklare deres vrede i den offentlige debat, før det er for sent. Som socialarbejder Rafik Benchekh forklarer det: „Der er meget, meget få af de her unge, som klager. Hvis du tager en,

147

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 147 11/03/11 11.41 der klager, så har der i hvert fald været hundrede overtrædelser eller ting, man kunne have klaget over, før der er en, der har klaget.“ Omvendt forholder det sig typisk med de venstreﬂøjsaktivister, der ved Ungdomshus-urolighederne klagede over såvel tabet af et værested som over konfrontationer med politiet på gaden.

Uddannelse som skillelinje for de manglende klager Når venstrefløjsaktivister oplever, at der er ekstra fokus på dem fra politiets side, foregår dette typisk i forbindelse med den sociale uro, der kan opstå i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset eller ved større internationale topmøder. Oplevelsen af at blive mistænkeliggjort er i disse tilfælde ikke en permanent tilstand, og den hænger heller ikke nødvendigvis sammen med, at unge venstrefløjsaktivister i det daglige begår kriminalitet og har en ringere arbejdsmarkedstilknytning samt et lavere uddannelsesniveau end deres jævn- aldrende medborgere. Tværtimod. Mange af disse unge er studerende og har overskud til at sætte sig ind i lovgivningen samt organisere sig – godt hjulpet på vej af deres forældre. Dette gjorde sig gældende efter rydningen af Jagtvej 69, hvor der blev indgivet så mange klager over politiet, at Politiforbundet på et tidspunkt foreslog, at man skulle gøre det sværere at klage over ordensmagten. En gruppe forældre til Ungdomshusets brugere dannede gruppen ‘Forældre mod politibrutalitet’ med det formål at sikre „den grundlovssikrede ytringsfrihed og forsamlings- ret“ og „bevidne politiets eventuelle unødige magtanvendelse, i forhold til for eksempel chikane, uretmæssige anholdelser eller voldsanvendelse.“ 206 Denne gruppe stillede en hel pakke til rådighed for forældre og Ungdomshusbru- gere bestående af vejledning, retshjælp og oplysning om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Gruppen stablede sågar et netværk af såkaldte gadeterapeuter op bestående af „professionelle psykologer og terapeuter, som stiller sig til rådighed for de unge med den hjælp, de unge måtte have brug for.“ 207 En sådan mobilisering af viden, ressourcer og kulturel kapital fra foræl- drenes side gjorde sig ikke tilsvarende gældende i forbindelse med de politivisitationer, som fik vreden til at bryde ud blandt unge i Blågårdskvarteret året efter rydningen af Ungdomshuset. Netop dette faktum blev påpeget af skoleleder Lise Egholm fra Rådmands- gade Skole i forbindelse med „indvandreroptøjerne“. Hun mente ikke, at politikerne i tilstrækkelig grad havde forstået, at man ikke blot kan løse problemet

148

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 148 11/03/11 11.41 bag optøjer ved at pege på forældrenes ansvar, da mange af disse forældre er „lemlæstede fysisk eller psykisk“. „Det var snarere i forhold til forældrene til aktivister i Ungdomshuset, at man kunne tale om forældreansvar og dårlig opdragelse. Det var privilegerede, uopdragne unge, som svinede og hærgede et kvarter. Der er en verden til forskel på de to grupper af forældres ressourcer!“ lød opsangen fra skoleinspektøren.208 Beboernes gennemsnitlige uddannelsesniveau i Blågårdskvarteret og de ﬂeste af de boligområder, der lagde grund til optøjer, spiller en væsentlig rolle for, hvorfor der er så få, der råber op ved brug af demokratiske kanaler som læserbreve, klagebreve og mails til ansvarlige politikere, når de føler sig uret- færdigt behandlet. At forstå og benytte sig af „systemet“ er ikke en naturgiven evne, og når det gælder klager over politiet, er det ikke de borgere, der stoppes oftest af politiet, som klager over ordensmagten. Ifølge en brugerundersøgelse af politiklagesystemet er den ‘typiske’ klager en mandlig funktionær på mellem 30 og 49 år. Han har en lang eller mellemlang uddannelse, bor sammen med kone eller samlever i eget hus. Sammenlignet med befolkningen som helhed er klagerne således veluddannede og kan betragtes som ressourcestærke borgere. 45 procent af klagerne har en lang uddannelse og 22 procent har en mellemlang uddannelse.209 Kontrasten er endnu tydeligere, når det tages med i overvejelserne, at der er en overvægt af borgere med et lavt uddannelsesniveau, som typisk kommer i konﬂikt med loven, slår rapporten fast.210 Der er således en tendens til, at desto højere uddannede borgerne er, desto mere tilbøjelige er de til at reagere, når de føler, at de bliver diskrimineret eller generelt behandlet uretfærdigt.211 Mønstret er således det samme ved klager over politiet som ved undersøgelser vedrørende diskrimination, hvor de bedst uddannede minoritetsborgere i størst grad svarer ‘ja’ til, at de er blevet diskrimineret i det danske samfund det seneste år. Disse borgere oplever ikke nødvendigvis mere diskrimination end lavtuddannede, men de er typisk mere følsomme over for uretfærdige praksisser, fordi de føler, at de med deres uddannelser og job har gjort sig fortjent til at blive respekteret som anerkendelsesværdige medborgere.212 Der er med andre ord større sandsynlighed for, at den 30-årige ingeniør vil råbe diskrimination ved en diskoteksafvisning eller en krænkende visitation end en 18-årig ufaglært. Den færdiguddannede og mere livskloge vil ydermere have opbygget en større kulturel kapital bestående af viden og uddannelse, der hjælper til at afkode, analysere og sætte sig ind i handlings- muligheder, når han udsættes for krænkelser.213 Disse forskelle i uddannelsesniveau kan endvidere havde en betydning for, hvilken behandling borgerne får i mødet med staten. Et forskningsprojekt,

149

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 149 11/03/11 11.41 der har gennemgået 148.000 danske kræftsager viser, at socialt dårligt stillede ikke kommer så hurtigt igennem systemet, som højtuddannede borgere, der er bedre til at sætte sig ind i reglerne og kræve deres ret. Desuden skubbes de dårligt stillede muligvis ubevidst ud på et sidespor, fordi sundhedspersonalet ikke er vant til, at de klager.214 Meget tyder på, at det samme mønster gør sig gældende i politiets tilgang til borgerne. Politibetjente ved i hvilke (ressourcestærke) bydele, de skal træde varsomt, og hvilke beboere, der sjældent råber op via officielle klagekanaler, forklarer den kriminalpræventive betjent Harun Y. Rubin. Dette er en del af baggrunden for, at mistilliden mellem unge i de stigmatiserede bydele og ordensmagten fortsætter år efter år. „Derfor kan politiet også gøre nærmest hvad som helst i sådan et område, for folk klager ikke. Hvis flere klagede, så ville der måske ske noget,“ forklarer Harun Y. Rubin. Problemet med de få klager bunder dels i manglende tiltro til, at det kan ‘betale sig’ at protestere via de officielle kanaler. Dels i at mange ikke kan overskue processen der går forud for at indsende en klage, hvor de først skal afkode, hvilke rettigheder de har for derefter at sætte sig ind i, hvad ‘Politi- klagenævnet’ overhovedet er for en størrelse. Som Harun Y. Rubin udtrykker det: „Jeg har flere gange sagt til de unge: så klag da over det? ‘Der sker jo ikke en skid, ‘ siger de. ‘Politiet får alligevel ret’.“ Motivationen til at klage bliver ikke større af, at chancerne for at få medhold er så små. Fra 1997 til 2007 er antallet af klagesager over politiet steget med omkring 50 procent, men færre end en tiendedel af disse sager resulterede i en udtalt kritik eller en beklagelse over politiets arbejde.215 Abas hører således til en af undtagelserne – han har både klaget og fået medhold. Det faldt imidlertid ikke Abas naturligt at indsende en officiel klage over politiet. Sagen drejede sig om, at Abas var blevet udsat for en ulovlig po- litipraksis, hvor han var blevet bedt om at tage bukserne af midt på gaden for derefter at blive lyst i kønsdelene med en lommelygte. Symptomatisk for de unge på Indre Nørrebro var der kun to personer, der i tiden op til optøjerne valgte at klage over de visitationer, som de selv peger på som hovedårsagen til udbruddet af optøjerne. Symptomatisk er det også, at de to unge mænd ikke søgte hjælp hos forældrene, men hos kommunalt ansatte, da de skulle udfylde en klage til ‘Politiklagenævnet’. I Abas’ tilfælde var det end ikke hans egen idé at formulere en klage til politiet: „Det var første gang, jeg har klaget over noget,“ fortæller Abbas og fortsætter: „Jeg havde fortalt folk om, hvordan jeg skulle tage bukserne af i forbindelse med en visitation, og så kom lederen af medborgerhuset op til mig og sagde, han syntes, jeg skulle klage, og at han

150

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 150 11/03/11 11.41 gerne ville hjælpe mig. Jeg troede ikke på, at der ville ske noget ved at klage, men han overtalte mig.“ Abas’ klage førte til, at han fik en beklagelse fra politiet. Den pågældende betjent fortsatte imidlertid med at komme på Nørrebro, indtil gentagne klager fra Socialforvaltningen medførte, at Københavns Politi forflyttede ham til en anden bydel. „Det er åbenbart ikke nok, at borgerne selv klager. Man skal op i de offentlige forvaltninger, før det går videre og gør en forskel,“ lyder det fra Rafik Benchekh, der selv er ansat under Socialforvaltningen. Også på Ydre Nørrebro blev unge bedt om at smide bukserne på gaden. Kareem vidste modsat Abas ikke, at afklædningerne var ulovlige. Han modsatte sig imidlertid instinktivt af tage bukserne af på gaden. „I den periode op til optøjerne, så hver gang man så en politibil, så blev man visiteret. Jeg er også blevet spurgt, om jeg ville tage mine boxershorts af. Jeg sagde ‘nej’. ‘Så skal du med på stationen’, sagde politimanden. Så valgte jeg at knappe mine bukser op,“ fortæller Kareem, der har ren straffeattest. „De udnytter, at vi ikke ved, hvilke rettigheder vi har. De her visitationer har ført til meget mere had til politiet. Alle kan sætte sig ind i, hvordan det er at blive stoppet på den måde på gaden, og folk var vrede.“ Vreden mod politiet voksede i de første måneder af 2008, men den er hverken ny eller blot forbeholdt mænd med indvandrerbaggrund. Denne gruppe har imidlertid ofte sværere ved at undslippe politiets søgelys ved blot at skifte tøjstil eller afholde sig fra at begå kriminalitet.

Etniske minoriteter, rockerlignende typer og unge i hiphop-tøj i politiets søgelys Nogle unges følelse af at blive diskrimineret mere end andre er ikke en ny tendens, og unge mænd med indvandrerbaggrund får i den henseende muligvis ikke en anderledes behandling end arbejderklassens børn har fået gennem årti- er i de samme bydele, som ﬂere steder har fået mærkater som „indvandrerghettoer“. I dag involverer konﬂiktfyldte møder med ordensmagten langt fra kun etniske minoriteter. Flere undersøgelser viser, at både etniske minoritetsmænd og borgere med kasketter, hiphop-tøj eller et såkaldt rockerlignende udseende særligt er i politiets søgelys på gadeplan. „Mennesker, der på denne baggrund „ligner“ de kriminelle, politiet har kontakt med til daglig, bliver ofte kontrolleret,“ lyder det fra kriminologen Lars Holmberg.216 Han har med sit ph.d.- projekt ‘Politiets skøn i retssociologisk belysning’ lavet det mest omfattende feltstudie herhjemme af konsekvenserne ved politiets opdeling af borgerne i ‘de

151

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 151 11/03/11 11.41 typologisk skyldige’ og de ‘gode lovlydige borgere’. Ved at interviewe betjente samt køre med i deres patruljevogne i otte måneder finder Lars Holmberg, at „temmelig stereotype tegn og signaler“ i højere grad dikterer, hvem politiet stopper end konkrete forhold. Desuden er politiet langt mere tilbøjelige til at give bøder til folk, der ligner de ‘typiske kunder’ for småforseelser i forhold til ‘de gode borgere’, der oftest slipper med en advarsel. „Forskelsbehandlingen opfattes af mange politifolk som en form for positiv særbehandling, og derfor ikke egentlig diskriminerende, fordi man i alle tilfælde kun retsforfølger mennesker, der har begået en lovovertrædelse,“ forklarer Lars Holmberg.217 Denne forskelsbehandling skyldes langt hen ad vejen, at betjentene ved, at det kun er en mindre del af de anmeldte lovovertrædelser, der opklares, og dermed straffes, ligesom de ved, at langt de fleste straffelovsovertrædelser begås af en mindre gruppe af ‘faste kunder’. „Det er et grundvilkår for politifolk, at de ser kriminalitet alle vegne: deres sanseapparat er trænet til bedst muligt at opfange signaler på afvigende adfærd og kriminalitet, og de får øje på meget, den almindelige borger overser,“ skriver Lars Holmberg og konkluderer, at dette er årsagen til, at mange betjente fastholder mistanken mod dem, der ‘ligner’ kriminelle uanset, om de har en plettet straffeattest eller ej. „Betjentene er sikre på, at den pågældende er skyldig i et eller andet, men de har ingen beviser, og dermed ikke nogen mulighed for at reagere. Dette kan nemt føre til en oplevelse af afmagt hos en betjent, der virkelig gerne vil gøre en indsats over for kriminaliteten.“ 218 Politiets negative forskelsbehandling af unge med indvandrerbaggrund og andre, der ligner ‘faste kunder’, skyldes således ikke blot stereotyper, men også rationelle overvejelser over, hvem der fylder op i kriminalitetsstatistikkerne og derfor mest sandsynligt også har undgået straf for noget af al den kriminalitet, der aldrig opklares. Selvom etniske danske mænd fylder mest op i kriminalitetsstatistikkerne, når det gælder antal, er der for eksempel ingen tvivl om, at minoriteten af indvandrere og efterkommere fylder uforholdsmæssigt meget i kriminalitetsbilledet. Sandsynligheden for at en mand med indvandrerbaggrund har en plettet straffeattest er således næsten 50 procent større. Korrigerer man imidlertid for forskelle i alder, falder tallet til 38 procent, fordi etniske minoriteter har en lavere gennemsnitsalder end majoritetsbefolkningen, og fordi unge generelt begår mere kriminalitet end ældre borgere. Hvis man yderligere tager højde for forskelle i arbejdsmarkedstilknytning mellem den etnisk danske befolkning og etniske minoriteter, reduceres tallet betragteligt. Så er etniske minoritetsmænd blot overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne med fire procent. Tallene tyder på, at overrepræsentationen

152

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 152 11/03/11 11.41 af etniske minoriteter i kriminalitetsstatistikkerne snarere bunder i forskelle i uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet end i en mellemøstlig kulturel baggrund, der driver minoriteter til kriminalitet. Den samme tendens gør sig gældende for det etnisk danske mindretal, der lever syd for den tyske grænse. Kriminalitetsraten hos det danske mindretal er ligeledes 50 procent højere end hos den lokale, tyske befolkning.219 At forklare denne overrepræsentation i de tyske kriminalitetsstatistikker ud fra en særlig etnisk dansk kultur ville være lige så forsimplet, som når synlige minoriteters kriminalitet herhjemme alene tilskrives en særlig mellemøstlig baggrund. Alt peger på, at kriminalitet i udpræget grad er et socialt problem, men den sociale yderposition i samfundet er ofte langt større blandt borgere med indvandrerbaggrund. Sociale korrektioner i statistikkerne ændrer ikke i sig selv ved antallet af kriminelle i den virkelige verden, som er den virkelighed, ordensmagten naturligt tager udgangspunkt i. Politiets arbejde på gadeplan kan imidlertid let føre til generaliseringer på baggrund af stereotype tegn som tøjstil og hudfarve, og møderne mellem „de typologisk skyldige“ og ordensmagten udgør derfor et væsentligt dilemma. Hvis vi som samfund ønsker et politi, der arbejder pro aktivt på at tage kriminalitet i opløbet, er det nærmest uundgåeligt, at ordensmagtens kontroller også rammer folk, der ikke tidligere har begået kriminalitet. Borgere der ifølge politiet vurdering ligner potentielt kriminelle, vil i denne sammenhæng blive udsat for mere kontrol af ordensmagten end de, der ikke gør. Særligt etniske minoriteter er i risikozonen for at blive kontrolleret jævnligt – og de kan ikke blot komme ud af politiets søgelys ved at skifte tøjstil. „Der er efterhånden ganske mange tegn på, at visse typer af unge, blandt andet andengenerationsindvandrere, er udsat for en endog meget hyppig kontrol fra politiets side. Denne kontrol rammer ikke kun dem, som tidligere har begået kriminalitet,“ lyder fra Lars Holmberg.220 Samme konklusion gør sig gældende i undersøgelsen Konﬂikt på gadeplan fra 2003, som er det hidtil mest omfattende særskilte studie af møderne mellem politiet og etniske minoritetsmænd på gadeplan. De unge i undersøgelsen fra Kokkedal Kommune i Nordsjælland boede typisk i almennyttigt boligbyggeri i områder, hvor beboerne er overrepræsen- terede i ledigheds- og kriminalitetsstatistikker. Gruppen af unge havde stort set alle oplevelser med politiet fra almindelig omgang i nærområdet – fra kropsvisiteringer til anholdelser og sigtelser. Men „i modsætning til gældende opfattelse var det meget få af de unge, som kunne betegnes som kriminelle,“ konstaterer undersøgelsen fra Center for Ungdomsforskning.221 Til gengæld var der en lille hård kerne af unge, som lavede langt det meste af al kriminaliteten;

153

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 153 11/03/11 11.41 mest røverier og indbrud.222 Alligevel blev ﬂertallet af de unge, som hang på gaden jævnligt stoppet til rutinetjek af politiet. Nogle af de unge fra Kokkedal indlagde ligefrem en tidsbuffer, når de skulle til vigtige aftaler, så de havde tid til at blive stoppet af politiet. Når politiet jævnligt stoppede ikke-kriminelle unge i Kokkedal skyldtes det, at de tog udgangspunkt i stereotype tegn på, hvordan en kriminel ser ud. De minoriteter, der faldt inden for kategorien som potentielt kriminelle, betegnede betjentene som ‘andengenerationsindvandrere’ eller ‘2.g’ere’. Betegnelsen dæk- kede i politiets sprogbrug ikke over efterkommere af indvandrere men over en gruppe, der ser anderledes og mørkere ud end majoritetsbefolkningen: En gruppe af unge mænd mellem cirka 12 og 25 år, som ifølge betjentene „ofte er stærkt kriminelle“. Undersøgelsen konkluderer, at en konsekvens af ordensmagtens kategorisering af disse unge drenge er, at „den utilsigtet bliver til en slags rettesnor for, hvordan politiet behandler de unge generelt.“ 223 Og det uanset, om betjentene i deres arbejde bliver bekræftet i, at de unge på gaden rent faktisk er kriminelle eller ej. Såvel studiet fra Kokkedal som ph.d.-projektet fra Lars Holmberg konkluderer imidlertid, at mange betjente ved interviews ikke vil anerkende, at hudfarve kan være en markør for hvem, der bliver stoppet det offentlige rum. Lars Holmberg fremhæver en episode fra et klasseværelse, hvor han underviste elever fra Politiskolen:

„En del af holdets elever fastholdt, at de ikke standsede personer alene på baggrund af etnisk tilhørsforhold, men at de alene standsede de særligt mistænkelige. En af politiaspiranterne, der selv havde anden etnisk baggrund end dansk, protesterede: Han havde i sin tid på Politiskolen ﬁre gange oplevet at blive standset i sin privatbil uden nogen konkret grund. Han spurgte, om andre af hans holdkammerater havde oplevet noget lignende. Det havde de ikke. Den unge mand sagde, at han jo i sagens natur havde et godt forhold til politiet, og derfor ikke tog særlig meget anstød af de hyppige kontroller, men at han da godt kunne føle sig diskrimineret.“ 224

Ofte skal der ikke andet til end at slå op i avisen for at konstatere, at kategoriseringer af mennesker som potentielt kriminelle og som moralsk utilregnelige ikke er forbeholdt politiet alene. Begrebet andengenerationsindvandrer har for længst ændret sig fra at være en teknisk term, der markerer, at en borger er efterkommer af en indvandrer til et udtryk, der – sammen med udtrykket udenlandsk baggrund – typisk bruges i medierne til at betegne unge kriminelle

154

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 154 11/03/11 11.41 mænd med et mellemøstligt udseende, som for en stor dels vedkommende er danske statsborgere. En særlig mellemøstlig etnicitet og voldskriminalitet er således to fænomener, der er blevet kædet sammen i medierne; blandt andet på grund af kildeafsmitning fra ordensmagten, som udgør den kilde, der får mest taletid, når det drejer sig om mediernes krimidækning. Andengenerationsindvandreren som en trusselskategori, der dækker over moralsk utilregnelige, unge minoritetsmænd, har ﬂere gange i dette årtusinde givet luft under vingerne til argumenter fra partier, der generelt ønsker strengere straffe. Hvor det var et knivdrab på en italiensk turist på Indre Nørrebro, der i 2004 gav anledning til politiske forslag om at indføre særlige visitationszoner, hvor politiet måtte kropsvisitere enhver efter våben uden begrundet mistanke, var det et knivmord i Indre By, der i starten af 2008 gav næring til politiske forslag om at gøre visitationszonerne permanente. På årets første lørdag blev den 19-årige Anton i 2008 stukket ihjel på Strøget i København af en jævnaldrende ved navn Rasmus på vej hjem fra en bytur. „Knivdrabet skete kort før kl. 06 ved Strøgets udmunding i Kgs. Nytorv, da tre unge med udenlandsk baggrund kom i skænderi med to danskere, fordi de angiveligt ville have fat i den enes hue. Skænderiet udartede sig og kostede den 19-årige livet,“ skrev Ritzaus Bureau, der var først med nyheden om drabet. Karakteristikken ‘udenlandsk baggrund’ blev citeret i adskillige medier, hvormed en mørk hudfarve endnu en gang blev hæftet på en voldsepisode i nattelivet.225 Mordet viste sig ganske rigtigt at dreje sig om en hue, men da journalister knap et år senere satte sig i Københavns Byret for at skrive om retssagen, kunne de berette, at den drabssigtede var en 20-årig kridhvid mand ved navn Rasmus, mens offeret var mulat. På baggrund af den tidligere fejlagtige beskrivelse af drabsmanden valgte nogle medier mod sædvane at beskrive den ‘drabssigtede’ som etnisk dansk i deres reportager fra retssagen, hvor etnicitet typisk kun nævnes i sådanne sager, når det drejer sig om etniske minoriteter. Den 20-årige blev hurtigt omdøbt „rigmandssønnen“, og særligt formiddagsaviserne gjorde læserne opmærksomme på, at den sigtede slet ikke ligner en morder. B.T. skrev om den 20-årige, at han „kommer fra gode kår, har gået på en prominent privatskole, og hans forældre ejer et in-sted i en eksklusiv del af København.“ „Han er med andre ord ikke det gængse billede af en drabsmand, og han lignede heller ikke en koldblodig morder, da han afgav forklaring i Københavns Byret i dag. Faktisk lignede han mest en lidt usikker og nørdet gymnasieelev med briller og ﬂadt hår, lige da han trådte ind i den stuvende fulde retssal.“ 226

155

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 155 11/03/11 11.41 Mordet i Indre By bidrog til argumenterne for, at politiet skulle kropsvisitere ﬂere borgere efter våben, men meget tyder på, at dem der ligner den 20-årige Rasmus generelt går fri, mens folk med Omars og Abas’ udseende jævnligt bliver udsat for kontroller. Sidstnævnte kategori af borgere er overrepræsenterede i krimi nali tetsstatistikkerne, men deres rolle som the usual suspects har imidlertid, ifølge politiets egne statistikker, betydet, at en tilfældig ung mand med indvandrerbaggrund har haft fem gange så stor sandsynlighed for at blive stoppet, når store dele af København i perioder har været omdannet til visitationszoner.

Klublukninger og visitationszoner – vreden optrappes

I oktober 2006 kom justitsminister Lene Espersen med en usædvanlig opsang til politiet.227 Hun mente, at politiet i højere grad skulle anmode Justitsministe- riet om at omdanne hele bydele til visitationszoner. Politikerne havde vedtaget muligheden for, at politiet kunne kropsvisitere uden begrundet mistanke i særlige zoner, men indgrebet blev, i justitsministerens optik, brugt for lidt. Fra slutningen af 2007 og i løbet af det første kvartal af 2008 omdanne- des syv bydele i København til såkaldte visitationsområder på baggrund af knivstikkerier i Indre By, og politikere stod allerede i kø for at gøre zonerne permanente.228 I starten af 2008 meldte Lene Espersen ud, at hun ikke ville udelukke et forslag fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om at indføre permanente visitationszoner som et middel imod knive i nattelivet. Ordens- magten selv takkede imidlertid ‘nej’ til forslaget. „Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at politikerne vil give grønt lys for, at folk kan blive visiteret dag og nat, på lørdage og søndage,“ lød det fra politidirektør Hanne Bech Hansen i januar 2008.229 „Det betyder jo eksempelvis, at betjente på eget initiativ frit vil kunne vælge at tage et afbræk fra patruljeringen med et par timers visiteringer. Hvis det er dét, man ønsker, så er det et retspolitisk spørgsmål, og den slags blander jeg mig ikke i.“ 230 Mulighederne for at visitere uden begrundet mistanke var et nyt redskab for betjente på gaden. Senere på måneden – få uger inden optøjerne brød ud i Københavns gader – måtte Ledelsessekretariatet ved Københavns Politi da også udsende en orientering, hvor det blev indskærpet, at betjente ikke må

156

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 156 11/03/11 11.41 afklæde folk på gaden, og at retten til at visitere uden begrundet mistanke kun gælder, når der skal kontrolleres for våben. Visitationszonerne i Danmark var blevet til efter britisk forbillede, men i Storbritannien visiterer politiet ikke længere uden begrundet mistanke. I januar 2010 erklærede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nemlig de britiske visitationszoner for at være i strid med Menneskerettighedskonventio- nens artikel om retten til privatliv, efter at to britiske borgere havde rejst sagen. En praksis som lufthavnskontrol er kun tilladt, fordi borgerne har mulighed for at fravælge at flyve, forklarede dommen fra Menneskeretsdomstolen, der både underkender vilkårlige visitationer og visitationszoner i så store områder, at det reelt ikke er muligt for borgerne at fravælge muligheden for at bevæge sig ind i disse. Domstolen slog fast, at visitationszoner i almindelige bolig- områder er i strid med retten til privatliv. De danske visitationszoner er ikke efterprøvet juridisk, men de har både indbefattet kontroller uden begrundet mistanke og derudover omfattet store områder – såsom hele bydele. Ugen efter dommen blev visitationszonerne ophævet i København. Da havde store dele af hovedstaden i to år været én stor visitationszone. Nørrebro var den første bydel, der i efteråret 2007 blev udpeget som visitationszone. Det fremgår af Station Bellahøjs papirer, at beslutningen om at indføre visitationszone på Nørrebro hænger sammen med flere knivsager, der har fundet sted i Indre By. Indre By er den bydel, der lægger asfalt til flest sager om vold i nattelivet, og som generelt byder på mest kriminalitet. Bydelen har i gennemsnit ni gange så mange anmeldelser for tyveri som gennemsnittet i København, seks gange så mange for chikane og fire gang så mange for vold og trusler som resten af København. Ordensmagten begrundede i efteråret 2007 visitationszonen på Nørrebro med, at politiet havde mistanke om, at gerningsmændene fra voldssager i Indre By ofte bevægede sig gennem Nørrebro. „Den analyse, der er foretaget, viser efter vores opfattelse, at der er en forøget risiko for anvendelse af våben, og derfor sætter vi ind med kontrol,“ lød det fra en politiadvokat fra Københavns Politi.231 Professor i strafferet Jørn Vestergaard kritiserede imidlertid tiltaget for at være på kant med loven. „Politiledelsens begrundelse for at etablere de aktuelle visitationsområder er ikke særlig overbevisende,“ udtalte Jørn Vestergaard med henvisning til, at visitationszoner kun må indføres, hvis der er en forøget risiko for alvorlige voldshandlinger i visitationsområdet.232 Generelt er der ikke tegn på flere knivstikkerier, kunne det Kriminalpræventive Råd konstatere, og landets skadestuer havde fra 1995 til 2005 ikke set flere knivsårede. Heller ikke

157

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 157 11/03/11 11.41 på Nørrebro var volden tiltagende forud for indførslen af visitationszoner. „Tallene er meget små, og volden er ikke stigende,“ konkluderede strafferets- professoren, der havde kigget nærmere på begrundelsen for visitationszonen på Nørrebro. Han kunne konstatere, at der hen over sommeren havde været fjorten voldssager i bydelen. Til gengæld havde der i august måned været 23 sager med simpel gadeuorden. Selvom vicepolitiinspektør Kim Østergaard fra Station Bellahøj erkendte, at tallene var meget små, argumenterede han for, at sager om gadeuorden også spiller en rolle i et kriminalpræventivt perspektiv: „Der er jo en tendens til, at uorden kan eskalere. Det er ligesom en fodboldkamp, hvor dommeren ikke griber ind fra starten. Så kan det gå galt. Derfor er det nødvendigt med visitationerne.“ 233 Hvis politiets rolle i visitationszonerne er at opdrage borgerne til – for nu at blive i fodboldmetaforikken – ikke at lave beskidte tacklinger, kan det virke paradoksalt, at ordensmagten kun sætter ind over for en af hovedstadens bydele. Det svarer til en dommer, der kun ﬂøjter frispark over for det ene hold. Professor Jørn Vestergaard kaldte det på denne baggrund „meget uheldigt“, at politiet efter hans overbevisning strakte reglerne til det yderste. „For der er altid en risiko for overdreven nidkærhed over for bestemte grupper. Visitationer kan bidrage til oplevelsen af vilkårlighed og overgreb, og det kan igen fremme polarisering og radikalisering. Så de samfundsmæssige omkostninger ved en visitationsordning må afvejes nøje over for det konkrete behov.“ 234

Advarslen fra strafferetseksperten kan i dag virke næsten profetisk. De unge i Blågårdskvarteret opfattede allerede fra begyndelsen visitationszonerne som et symbol på, at deres bopæl udgør en ekstra omkostning i forhold til omverdenens syn på dem. „Visitationerne startede på grund af episoder i Indre By, men det fører til visitationer hos os, selvom Nørrebro intet havde med det at gøre,“ lyder det fra Omar. „Endnu en gang blev vi bekræftet i, at folk forventer, at vi er kriminelle, bare fordi vi bor her. Det er jo stigmatiserende ad helvede til.“ Desuden bekræftede visitationszonerne unge mørklødede mænd på tværs af bydele i, at også hudfarve udgør en skillelinje for, hvem der kan bevæge sig frit på gaden, og hvem der risikerer at blive stoppet af politiet. „Jeg synes, det er forkert at tømme lommerne på folk, fordi man bare bedømmer dem på udseendet. Jeg synes, det er forkert, at jeg skal stoppes med mine venner, når vi er på vej hjem fra fodbold, bare fordi vi går på gaden,“ lyder det fra Kareem, der bor på Ydre Nørrebro. Kareem er i starten af tyverne og har en uplettet straffeattest. Det samme gælder de ﬂeste af de venner, han omgås. I perioder med visitationszoner er

158

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 158 11/03/11 11.41 Kareem blevet stoppet to-fire gange om måneden, men det er langt fra hver gang, han har fundet møderne med politiet ubehagelige. Han understreger således, at „nogle politimænd er rigtig flinke og bare udfører deres arbejde.“ Andre er „magtliderlige og taler grimt til en.“ Problemets kerne er derfor ikke, at unge som Kareem, Omar og Abas aldrig møder flinke betjente, som de kan tale med. Det er snarere, at de i perioder med visitationszoner har følt, at de ikke har haft nogen retsbeskyttelse mod de betjente, der udgør et mindretal, men som ikke desto mindre fylder meget i de unges bevidsthed. Det er de betjente, som de unge internt kalder for „magtliderlige“, „Rambo“ og „macho“. I visitationszonerne behøver politiet ikke begrunde deres kontroller, hvilket er normal praksis, hvorfor de unge føler, at de „magtliderlige“ betjente får friere tøjler end normalt. Kareem forklarer, at han og hans venner oplever, at deres retssikkerhed er under angreb, når deres boligområde omdannes til visitationszone: „I gamle dage sigtede de en, hvis man skulle visiteres, og så frafaldt sigtelsen, når de ikke fandt noget. Nu er det sådan, at hvis du er i visitationszonen, så er det nok til, at du skal tjekkes. Man får ikke nogen forklaring eller noget. Og det er jo alle unge, der bliver visiteret. Også færdiguddannede og fami- liefædre med kone og børn. Og politiet gør det efter udseende – ikke efter, hvad man har gjort.“

Det er en gennemgående fortælling blandt unge fra Tingbjerg, Nørrebro og andre gamle arbejderkvarterer, der har været omdannet til visitationszone, at mørklødede borgere er i risikozonen for at blive visiteret. Politiet har hverken kunnet oplyse til denne bog, hvor mange der blev visiteret i ugerne op til optøjerne i 2008, eller hvordan den etniske sammensætning har været på de visiterede borgere. Modsat briterne har politikerne herhjemme nemlig ikke pålagt ordensmagten at registrere eller offentliggøre antallet af visiterede, eller hvilken etnicitet de visiterede har. I Storbritannien skal politiet udsende en begrundelse, hvis deres statistikker viser, at enkelte befolkningsgrupper er væsentligt overrepræsenterede i visitationsstatistikkerne. Københavns Politi udsendte imidlertid i august 2009 – næsten to år efter, at visitationszoner første gang var blevet indført på Nørrebro – en vurdering af andelen af indvandrere og efterkommere blandt de sidste 1.000 visitationer, der var blevet lavet. Statistikken, som var lavet ud fra efternavnene på de visiterede, viste med chefpolitiinspektør Per Larsens ord, at der er en „nogenlunde fifty- fifty“ fordeling mellem etniske danskere og etniske minoriteter, der er blevet visiteret.235 Kun fire procent af de visiterede var kvinder.236 Som vi har set, er

159

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 159 11/03/11 11.41 den statistiske sandsynlighed for, at en mand med indvandrerbaggrund har sort straffeattest knap 50 procent større end en etnisk dansk mand. En mand med etnisk minoritetsbaggrund har imidlertid flere hundrede procents større risiko for at blive stoppet af politiet. Ifølge de tal politiet har udsendt, er sandsynligheden i København for at blive visiteret 514 procent større for mænd med indvandrerbaggrund end etnisk danske mænd. Hvis tallene indskrænkes til de 15 til 29-årige, som er dem, der fylder mest i såvel kriminalitets- som visitationsstatistikkerne, så lyder overrepræsentationen på 493 procent.237 Vicepolitidirektør ved Københavns Politi Mogens Kjærgaard Møller for- tæller, at det store antal visitationer af etniske minoriteter ikke handler om, at politiet bruger etnicitet som en markør, når de kigger efter kriminalitet. „En meget stor del af de foretagne visitationer har således fundet sted i områder, hvor der findes en stor repræsentation af etniske minoriteter. Såfremt visitationerne vurderes i forhold hertil, vil der næppe være en overrepræsentation,“ skriver Mogens Kjærgaard Møller.238 „Der foreligger dog ingen nærmere un- dersøgelser herom,“ erkender vicepolitidirektøren. Meget tyder imidlertid på, at beboersammensætningen ikke alene kan forklare den etniske skævhed i statistikkerne. Selv på Ydre og Indre Nørrebro, som er de to områder, hvor der har fundet flest visitationer sted, udgør etniske minoriteter et klart mindretal. Ud af Nørrebros 70.000 beboere har omkring hver tredje minoritetsbaggrund.239 Hvis overrepræsentationen af etniske minoriteter i visitationsstatistikkerne ydermere kunne forklares ved, at politiet overvejende visiterer i afgrænsede, indvandrerrige områder, åbner dette for en potentiel ny konflikt: disse visitationer frakender muligvis etnicitet som en markør for, hvem politiet udvælger til kontroller, men ordensmagtens intense fokus på indvandrerrige boligområder bekræfter blot den territoriale stigmatisering, som mange af beboerne her føler sig udsat for.

Politiets visitationer opleves som diskriminerende Diskrimination opleves af de unge særligt ydmygende, når der er publikum på – når de bliver afvist på et diskotek eller stoppet af politiet på gaden. „Det er virkelig ﬂovt at blive visiteret foran andre,“ forklarer blandt andre Omar. Han giver dette eksempel:

160

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 160 11/03/11 11.41 „Der var en aften, hvor jeg kom gående hen til hjørnet af Blågårdsgade og Nørrebrogade. Jeg stod ved kiosken lige over for Danske Bank. Der var propfyldt med unge mennesker. Kvarteret er jo blevet trendy, så der kommer mange til på min egen alder om aftenen, der skal i byen. Pludselig står der en betjent, som havde visiteret mig dagen før på Stengade. Så råber han: ‘hey, du der – du bliver lige der’. Folk kiggede sådan på mig. Jeg følte mig skyldig og kriminel uden at være det. Det var så klamt at blive visiteret foran alle de mennesker.“

De feststemte jævnaldrende gjorde ham ikke mindre vred ved den visitation, han blev udsat for. Omar droppede for flere år siden at gå i byen, fordi han gang på gang blev afvist på diskotekerne i Indre By. I dag er Omar universitetsstuderende, og når han befinder sig på universitetsgangene, føler han, at han er ligeværdig med sine jævnaldrende, men samme oplevelse gør sig ikke gældende, når der finder politikontroller sted i hans kvarter, og når han overvejer at tage i byen. Den enkelte minoritetsborgers oplevelse af at blive diskrimineret kan bestå af alt fra simple nonverbale signaler i den offentlige transport – eksempelvis når en medborger trækker håndtasken til sig eller ved følelsen af, at folk ikke vil sidde ved siden af en i bussen – til oplevelsen af, at alene ens navn udgør en barriere i forhold til arbejdsmarkedet, og til at man som Omar bliver valgt fra, når det gælder adgangen til diskotekerne. Derfor kan politiets visitationer ikke ses som en enkeltstående årsag til udbruddet af såkaldte ‘indvandreroptøjer’ i februar 2008. Politiets visitationer trykkede blot på udløserknappen, når det gjaldt puljen af ophobede frustrationer og negative oplevelser, der havde overbevist mange af de unge om, at deres hudfarve, køn og bopæl placerer dem lavt i samfundshierarkiet. Uden indførelsen af visitationszonerne havde frustrationerne og vreden imidlertid ikke nødvendigvis udmøntet sig i de kollektive voldshandlinger ved afbræn- dinger af biler og containere. Mange af de unge fra Blågårdskvarteret blev i starten af året 2008 kropsvisiteret flere gange dagligt, mens minoritetsunge fra Tingbjerg og på Ydre Nørrebro typisk blev stoppet et par gange om ugen, lyder det fra de unge selv. Amir fra Tingbjerg forklarer, at hans bydel næppe havde overtaget stafetten fra Nørrebro ved optøjerne i februar 2008, hvis ikke der havde været fællesnævnere for de unges vrede i de to bydele:

161

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 161 11/03/11 11.41 „Unge fra Tingbjerg kan jo relatere til, hvordan de har det på Nørrebro, fordi vi er vant til at blive stoppet af politiet. Det er jo ydmygende, når man bliver visiteret på Ruten (hovedstrøget i Tingbjerg, red.), hvor folk køber ind, og hvor man risikerer, at ens naboer og familie ser en stå op ad en mur. Det man så her i Tingbjerg, var ren copy cat af Nørrebro, men det ville aldrig være sket, hvis ikke de unge havde et had til politiet, og hvis ikke, de var frustrerede over, at de godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark“

Risikoen for konfrontationer med politiet er i det nye årtusind blandt andet blevet forstærket ved klublukninger, der har ført til, at stadig ﬂere unge har anlagt en livsstil, hvor de hænger på gaden. Til historien om udbruddet af op- tøjerne i 2008 og den eksisterende mistillid til ordensmagten hører en generel fortælling om nedskæringer i lokalpolitiet og det lokale fritids- og klubliv.

Nedskæringer i lokalpoliti og klubtilbud Det er symptomatisk at størstedelen af de visitationer, som puster til vreden mod politiet, finder sted ved møder med betjente „udefra“, som de unge ikke kender i forvejen, og som ikke har det store lokalkendskab. De stadig færre møder med lokalbetjente er desværre kendetegnende for det seneste tiår, hvor Danmark et stykke hen ad vejen har gennemgået samme udvikling som Frankrig, hvor nærpolitiet er blevet beskåret. I sommeren 1997 havde en weekend med optøjer betydet, at antallet af betjente hos lokalpolitiet blev fordoblet til 30 mand. Da der mere end et årti senere udbryder landsdækkende uroligheder, hvor der igen bliver sat fokus på behovet for betjente med lokalkendskab, er nærpolitiet reduceret til seks mand. De unge har generelt et fint forhold til kvarterets lokalpoliti og til de betjente, der i flere år har patruljeret på Nørrebro. „Veteranbetjentene taler tit med de unge, og de kan føre en samtale med os,“ forklarer Omar og uddyber: „De stiger ud af politibilen, når de vil tale med rødderne. De kan skelne mellem, hvornår de skal være hårde, og hvornår de skal vælge dialogen. Og de kan skelne mellem, hvornår de unge siger noget for sjov, og hvornår de unge siger noget, der ikke er for sjov.“ Derfor er det også ofte møderne med betjente, der er nye på Nørrebro, som giver anledning til konflikter, forklarer Omar: „Jeg tror, at de måske er bange for os, og derfor stiger de ikke ud af bilen. De kører bare op på siden af os og ruller ned. Og så begynder de ellers at udspørge. ‘Hvorfor kommer du ikke ud af bilen, hvis du vil sige noget’, siger man så til dem. ‘Hvorfor holder du ikke

162

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 162 11/03/11 11.41 bare kæft’, kan der så være nogle, der svarer igen. Det er jo sådan konfrontationer opstår.“ Chefen for lokalpolitiet på Indre Nørrebro meldte i kølvandet på optøjerne i 2008 ud, at en tredobling af antallet af nærbetjente var på hans ønskeliste, men at ressourcerne i første omgang var givet bedre ud et andet sted. Den bedste måde at reducere kriminaliteten er en kombination af politi- og social- arbejde, og sidstnævnte var mere trængende, lød det fra lokalpolitiet. „De er blevet kraftigt beskåret og har slet ikke de ressourcer, som de tidligere har haft,“ udtalte Søren Wiborg, der især gerne ville have ﬂere gadeplansmedarbejdere og en større indsats for at få unge i arbejde.240 Nedskæringerne inden for den kommunale sektor truer særligt den forebyggende indsats i boligområder, hvor mange af de unge har en uddannelsesfjern familiebaggrund, lød det fra politikommissæren. Nultolerance var ikke det bedste middel over for disse unge. „Det er ganske få, der er uden for pædagogisk rækkevidde. De har de samme drømme som alle andre unge.“ 241 For kvarterets kriminalpræventive betjent har en af de største udfordringer i jobbet netop været, at nedskæringer i socialarbejdet og klubtilbuddene for unge har gjort det sværere at få fat i dem, der mangler et skub i forhold til job og uddannelse. Når de unge mangler klubtilbud, betyder det ikke blot, at de hænger mere på gaden og i baggårde med risiko for, at naboer føler sig generet. Det øger også tilstrømningen til hashklubber, forklarer Harun Y. Rubin:

„Det er et kæmpe problem med unge, der ikke har samme tradition for at være hjemme som mange etnisk danske børn, fordi de ikke har deres eget værelse. Derfor har de heller ikke samme tradition for at invitere hjem. De mangler generelt steder at hænge ud, og nogle bruger så hashklubber. Men når de unge får et sted, som man giver dem ansvar for, så siger det til gengæld spar to for deres moralkodeks, og man ser gang på gang, at de vokser som personer.“

Eftersom klubtilbuddene til unge over 18 år er blevet beskåret fra starten af årtusindet, har Abas, Omar og deres venner brugt den lokale computercafé som et tilholdssted, da de blev for gamle til den lokale klub. Når drengene ikke havde spillet på computerne i nogle timer, men blot brugte caféen som opholdssted, blev de pænt bedt om at gå. Når vejret var godt, hang drengene ud i Folkets Park, som de bor i nærheden af. Her blev de imidlertid ofte jaget væk af politiet. Frustrationerne var særligt til at føle på, når de unge oplevede, at de blev mødt med en hård attitude fra

163

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 163 11/03/11 11.41 politiets side. Harun Y. Rubin forklarer, at den indimellem hårde attitude fra betjentes side ofte hænger sammen med, at politiet bliver tilkaldt på falske forudsætninger af naboer, der føler sig utrygge ved unge, der hænger på gaden. Dette gjorde sig også gældende i månederne op til udbruddet af optøjer i vinterferien 2008. „Der var reelt nogle problemer. Der var for eksempel en opgang tæt ved Folkets Park, der fik brudt hoveddøren op flere gange,“ fortæller Harun Y. Rubin. „Problemet er bare, at når folk ringer, så overdriver de ofte for at være sikre på, at politiet dukker op. Nogle gange blev der så sendt hundevogne, og de unge oplevede, at betjentene udefra var nedladende og truende.“ Nu og da udgør naboklagerne et dilemma for politiet, for selv hvis de tilkaldte betjente ved, at de unge hænger på gaden, fordi de ikke har andet sted at være, så skal betjentene have is i maven for ikke at gene dem væk. Abas for- tæller, at frustrationerne blev dulmet, når enkelte betjente forklarede, hvorfor de unge ikke måtte stå foran kiosken ved Folkets Park, som efterhånden var blevet et fast sted at mødes for kvarterets klubløse unge: „De sagde, at mange beboere ikke tør gå ud foran kiosken, fordi de er bange for os. Jeg tror, de var nervøse, når vi stod ved Folkets Park. Vi har jo ikke lyst til, at vores naboer skal føle sig generede, men nogle gange glemmer folk, at vi også bor her.“ De unge fik, ifølge gadeplansmedarbejdere, på et tidspunkt direkte forbud mod at stå foran den lokale kiosk ved parken af politiet. „Når man giver de her drenge forbud mod at stå ved Folkets Park, så står de ved Blågårds Plads. Man skubber bare problemet videre i stedet for at løse det,“ forklarer gadeplansmedarbejder Rafik Benchekh. Han har siden starten af 00’erne beklaget sig over konsekvenserne ved at skære tilbuddene til unge over 18 år væk i de lokale klubber, men først ved afbrændingerne i 2008 afsattes der fra politisk hold midler til, at disse tilbud kunne genopstå. Som vi skal se senere i bogen, ville det muligvis have kostet menneskeliv under bandekonflikten, hvis ikke politikerne forinden havde afsat midler til at få de unge over 18 år væk fra gaden og ind i klubberne. For de, der starter på en uddannelse og flytter i egen bolig, har klubluknin- gerne i 00’erne muligvis ikke været det store problem. For andre har de haft større konsekvenser. „Man nedprioriterer den forebyggende indsats, og det bekymrer mig, at vi ikke får mulighed for at gå ud på gaden og tage kontakt til de unge, der har behov for hjælp og støtte,“ udtalte gadeplansmedarbejder Ali Haseki i forbindelse med afbrændingerne i 2008.242 Et af formålene med opstarten af det lokale værested Gadepulsen i slutningen af 90’erne var netop at undgå de konfrontationer, der kan opstå, når klubløse unge hænger på gaden

164

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 164 11/03/11 11.41 og ikke får et skub til at komme i uddannelse eller i arbejde. „Der opstod et tomrum for de unge, da Gadepulsen blev omlagt. Ingen har lyst til at være i en hashklub eller hænge på gaden, men der var ikke andre steder at være. De fleste drenge her er ikke flyttet hjemmefra, når de er 18 år, og mange af dem har ikke et arbejde. Vi vidste fra dag ét, at det ville blive et problem,“ lyder det fra Rafik Benchekh.243 Problemet viste sig ved optøjerne i vinter ferien 2008, hvor et håndgemæng mellem et medlem af kvarterets forældregeneration og ordensmagten skulle blive den gnist, som til de unges overraskelse viste sig også at have konsekvenser ud over Nørrebros grænser. Den 60-årige Al-Kassab havde i 2001 fået hjælp af en betjent fra nærpolitiet til at genindskrive sin teenagedatter på den lokale folkeskole, der havde smidt hende ud. Syv år efter er det en batalje mellem Al-Kassab og en politibetjent fra Bellahøj Politi, der får en gruppe unge i kvarteret til at gå i en voldelig konflikt med politiet.

Dråben der får bægeret til at ﬂyde over

Al-Kassab er gangbesværet og går med stok. Han bor med sin familie på Grif- fenfeldsgade med udsigt over Folkets Park på Nørrebro og har kort til arbejde. Hans butik ligger lige ved siden af boligen. Bilen tager han derfor typisk kun, når han skal handle. Hvis der ikke er en parkeringsplads ledig, har Al-Kassab gennem årene fået for vane at parkere ud for Folkets Park og vente på en ledig plads i nærheden af bopælen. Den 60-årige mand vil ikke belaste sit dårlige ben mere end højst nødvendigt. Om eftermiddagen er der en jævn tilstrømning af biler, der kører til og fra Griffenfeldsgades kiosker, grønthandlere, frisører og skræddere. Derfor tager det sjældent mere end et kvarters tid, før en parkeringsplads bliver ledig. Lørdag den 9. februar 2008 holder Al-Kassab som så mange gange før og venter på at kunne parkere, da han forsøges genet væk af politiet. Det er denne episode, der ender med at blive den berømte dråbe, der sætter gang i optøjerne. Som nævnt var Al-Kassabs datter syv år forinden blevet smidt ud af den lokale folkeskole efter en diskussion i klassen om World Trade Center. Al- Kassab har også ﬂere sønner. Den ældste er i starten af 30’erne, og den yngste er i 2008 14 år gammel. Gennem årene har Al-Kassab fulgt kvarterets knægte

165

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 165 11/03/11 11.41 tæt fra barndom til voksenliv takket være sine sønner og den centrale placering af hans butik lige uden for Folkets Park. Når han fra tid til anden har hørt historier om den ene og den anden af de unge, der har været på vej ud i noget snavs, har Al-Kassab ikke været sen til at hive fat i den pågældende. Mange unge er på denne måde blevet inviteret ind til en snak i Al-Kassabs butik gennem årene. Den ældre mand har hørt til kvarteret siden 1980’erne. „De unge ved, at jeg er en, man kan snakke med uden at jeg går videre med det til deres forældre. Der er mange her i kvarteret, som ikke føler, at de kan snakke med deres forældre, fordi forældrene ikke forstår dem. Og fordi forældrene ikke lytter. Det ved folk, at jeg gør,“ forklarer han. Det går igen blandt de unge i kvarteret, at Al-Kassab er en respekteret mand. Han er også en mand med temperament. Det er kommet til udtryk ﬂere gange i starten af året, hvor han har blandet sig i politiets visitationer. „Jeg kunne jo se det ske fra min butik og gik derfor selv ud og sagde til politiet: ‘Hvis I skal gøre det der, skal I tage dem med på stationen’,“ fortæller Al-Kassab, der også brokkede sig, når politiet forsøgte at tage de unge med ind i baggårdene for at gøre visitationerne mere diskrete. Betjentene var derfor ikke de højest placerede på Al-Kassabs liste over favoritpersoner, da en banken på bilruden en lørdag eftermiddag gør ham opmærksom på, at han holder ulovligt. Den pågældende betjent fortæller ham, at han må holde og vente på en parkeringsplads et andet sted end foran Folkets Park. Det vil Al-Kassab ikke. Da den uniformerede betjent insisterer, stiger Al-Kassab ud af bilen. Og låser den. „Så siger han til mig, at jeg skal låse bilen op, eller han anholder mig.“ Al-Kassabs version af den efterfølgende episode, der satte Nørrebro i brand, lyder sådan her:

„Så anhold mig, siger jeg til ham. Så siger han, at han vil slå mig med politi- staven, hvis jeg forsøger at gå væk og efterlade bilen. ‘Vil DU slå mig. Det gør du bare,’ siger jeg til ham. Han var jo nærmest bare en dreng. Så trækker han fandeme staven og slår mig på skulderen. Jeg kigger bare på ham for at vise, at han ikke får mig til at fjerne bilen ved at slå mig. Han hæver staven igen, og så griber jeg fat i den. Han holder i den ene ende, og jeg holder i midten. Det betyder, at jeg bare kan vride den ud af hånden på ham, hvis jeg vil. Så kommer hans kollega til, og de skubber mig, så jeg vælter og banker hovedet ned i jorden. Jeg vælter jo let på grund af det her ben. Så bliver jeg slået igen, mens jeg ligger ned.“

166

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 166 11/03/11 11.41 Allerede samme dag hører hundredvis af unge om episoden i Griffenfeldsgade. Da optøjerne bryder ud den efterfølgende aften, nægter politiet i første omgang, at episoden med Al-Kassab har fundet sted. Ordensmagten bekræf- ter imidlertid senere, at der har „været en episode med en ældre mand“ i Griffenfeldsgade. Herefter går statsadvokaten ind i sagen. Efter halvandet års efterforskning konkluderer statsadvokaten, at betjentene slog og væltede Al- Kassab omkuld, men at det „ikke var uberettiget, fordi manden blandede sig i politiarbejdet.“ „Vi ﬁnder ikke, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod betjentene,“ lyder det fra statsadvokaten, da undersøgelsen er afsluttet.244 Al-Kassab rettede sig reelt ikke efter politiets formaninger, men blandt tilhørerne blev episoden i Griffenfeldsgade ikke udlagt som et produkt af en ældre mands stædighed og temperament. Flere af kvarterets unge var vidner til episoden og de råbte til betjentene, at de skulle lade den ældre mand være. Blandt dem handler sagen om, at nogle betjente alt for hurtigt forfalder til en machoattitude i stedet for at snakke ordentligt med folk. „Der står nogle drenge, og de blander sig selvfølgelig. To af dem bliver anholdt. Det havde jeg det rigtig dårligt med, for det var jo ikke deres skyld. Da jeg kommer til mig selv, sætter jeg mig på kantstenen, og så er der heldigvis to andre drenge, der hjælper mig. De henter noget vand inde i kiosken ved siden af og hjælper mig op,“ fortæller Al-Kassab. Beretninger om den type konfrontationer med politiet når først for alvor offentligheden i slutningen af en uges optøjer, da unge fra Blågårdskvarte- ret udformer erklæringen ‘Sandheden bag urolighederne’. „I bund og grund handler urolighederne om måden, vi bliver mødt af politiet på, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende,“ skriver de unge i det åbne brev til offentligheden, hvis tilblivelse vil blive beskrevet i kapitel 8. „Det der ﬁk os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet. Dette er langt over vores grænser, og dette vil vi aldrig acceptere,“ forklarede de unge bag erklæringen.245

En anden type kriminelle ved optøjerne Antallet af betjente uden lokalkendskab, optrapningen af antallet af visitationer og de manglende tilholdssteder og klubtilbud til unge over 18 betød, at beboere på Nørrebro og socialarbejdere, der fulgte udviklingen i ugevis havde frygtet en episode, som den der fandt sted, da en ældre beboer røg i konfrontation med politiet. „Måden som man blev visiteret på plus den cocktail af, at der

167

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 167 11/03/11 11.41 var en masse unge, som ikke havde et sted at hænge ud midt om vinteren og ikke havde haft det i lang tid, gjorde os nervøse. Det at kunne være i fred, det er ens personlige frihed. Denne her personlige frihed, som vi går så højt og helligt op i, i Danmark, den bliver altså krænket gang på gang foran øjnene af andre borgere,“ fortæller Rafik Benchekh. Han var teenager, da medierne berettede om ‘amerikanske tilstande’ på Nørrebro i sommeren 1997 og fortæller, at optøjerne 11 år senere ikke blot adskilte sig ved at vare i længere tid og brede sig til andre dele af landet. Uro- lighederne i februar 2008 mobiliserede i højere grad støtte på tværs af sociale lag inden for bydelen, fordi visitationszonerne betød, at politiets kontroller ramte bredere end tidligere. Dette betød, at flere end normalt støttede op om at udtrykke sig gennem optøjer, også selvom flertallet ikke deltog direkte i afbrændingerne.“Fordi der var så mange, der blev kropvisiteret. Også mig selv og andre kommunalarbejdere,“ forklarer Rafik Benchekh. Der er ikke økonomisk vinding forbundet med optøjer – tværtimod tiltræk- ker sådanne uroligheder sig ekstra opmærksomhed fra politiets side, hvilket organiserede kriminelle typisk forsøger at undgå – og volden ved gadeoptø- jerne var ikke rettet mod personer, men havde til hensigt at gøre materiel skade. Netop disse kendetegn har sociologer tidligere opstillet som kendetegn ved optøjer rundt om i verden, hvor hensigten er at artikulere en reel vrede eller social kamp, mens der typisk vil være andre dagsordener på spil, når optøjer også fører til berigelseskriminalitet og væbnede overfald.246 Der blev imidlertid kastet med sten mod andre mennesker i løbet af urolighederne herhjemme i 2008. I de fleste tilfælde mod mænd i uniformer. Dette skyldes ifølge Omar og Abas, at udbruddet af optøjerne var udtryk for en konkret vrede, der var rettet mod politiet. De gik selv på gaden, da optøjerne brød ud, men lod være med at deltage i ødelæggelsen af deres eget kvarter. Begge fremhæver uddannelse og job som årsagen til, at de nøjedes med at være tilskuere. Generelt er uddannelse det bedste middel til at undgå en plettet straffeattest i et kvarter, hvor en del af barndomsvennerne ryger ud i en kriminel løbebane og ikke er sene til at tilslutte sig gadeuroligheder. Omar forklarer det sådan her: „Hvis man for eksempel har et år tilbage, så kan det være, man kigger den anden vej, fordi man gerne vil gøre sin uddannelse færdig. Så uddannelsen kan holde folk fra at ryge ud i noget lort.“ Abas forklarer ligeledes, at frygten for at miste en hårdt tilkæmpet læreplads hos en håndværksmester var den vigtigste årsag til, at han afstod fra at slutte sig til optøjerne, og at uddannelsen i det hele taget er årsagen til, at han fra slutningen af teenageårene begyndte at sige

168

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 168 11/03/11 11.41 ‘nej’, når gamle venner indimellem spurgte, om han havde lyst til at „lave nogle lette penge“. Desuden er presset fra barndomsvennerne generelt mindre, hvis man er i en position, hvor man har noget at miste, forklarer Abas: „Vennerne vil ofte ikke presse en person til at deltage i noget, hvis det ødelægger uddannelsen for den person.“ Alis historie er en anden. Han fortæller selv, at han havde „nothing to lose“, da han greb en brosten og stillede sig op i fortroppen ved udbruddet af optø- jerne. Ali har en erhvervsfaglig uddannelse, men havde mistet sit job samme år, optøjerne brød ud, da han fik en fængselsdom. Nogle af hans venner tævede en fyr fra et andet kvarter, som de var kommet i uføre med. I dombogen fremgår det, at Ali ikke deltog direkte i afstraffelsen. Han var imidlertid til stede og gjorde intet for at stoppe overfaldet. Ali mener selv, at det er uretfærdigt, at han fik en plet på straffeattesten, som spænder ben for hans forsøg på at finde et nyt job. Visitationszonerne var blot brænde til bålet. „Bare det, at der står 2200 på ens sygesikringsbevis gør, at man skal kæmpe hårdere. Hvis man så samtidig er mørk, så er det endnu sværere,“ lyder det fra Ali, der fortsætter: „Hvis man så samtidig har sort straffeattest, hvad skal man så gøre? Jeg kan ikke få lov til at bruge min uddannelse til noget. Og så kom de der visitationer oveni.“ Det er ikke lykkedes Ali at finde et job siden optøjerne i 2008, og da kvarterets unge mænd blev ramt af en kollektiv oplevelse af at være under angreb, tog han skridtet fuldt ud og meldte sig, som vi skal se senere, til det private vagtværn i kvarteret, der blev orkestreret af Blågårdskvarterets organiserede kriminelle. På en bandekonference med deltagelse af politi, socialarbejdere og forskere i efteråret 2009 erkendte lederen af bandeenheden i Københavns Politi, at tilliden mellem politiet og de unge på Nørrebro havde lidt et knæk som følge af ordensmagtens ageren i visitationszonerne. Derfor ville ordensmagten foretage færre visitationer og i stedet gå mere målrettet efter dem, som politiet reelt har en begrundet mistanke mod, udtalte lederen af bandeenheden. „Vi har fundet ud af, at visitationer i flæng bare skaber frustrationer, og at vi ikke fik noget som helst ud af det,“ sagde Jakob Vilner.247 Socialarbejderne på Nørrebro peger på, at hvis man var kommet til en sådan erkendelse tidligere, så ville optø- jerne i februar 2008 sandsynligvis aldrig være brudt ud, selvom størstedelen af frustrationerne bag urolighederne rækker langt ud over visitationszonerne alene. Ved bandekonflikten var Alis vrede primært rettet mod rockergrupperinger

169

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 169 11/03/11 11.41 og deres skyderier mod hans bydel. Ved optøjerne i februar udgjorde politiet og deres visitationer omdrejningspunktet for vreden. Særligt en bestemt visitation havde overbevist Ali om at slutte sig til gruppen af unge, der ville bruge volden som middel til at vise deres utilfredshed med politiets visitationer.

Kampene starter ved Folkets Park Da Ali i starten af februar 2008 bliver stoppet af politiet midt på Stengade på Nørrebro, spørger han de to betjente, om afklædningen ikke kan foregå under et halvtag få meter væk. Det regner og Ali vil gerne undgå at blive gennem- blødt, når han skal tage sin jakke af. Desuden har han ikke lyst til, at naboer, venner og bekendte skal se ham blive visiteret på gaden. Den unge mands forespørgsel bliver afvist. „Jeg skulle tage mine sko, sokker og bukser af midt på gaden, så alle mine naboer kunne se det. Er du klar over, hvor ydmygende det er? At jeg ikke kunne få lov til at gå ind under taget, kan jeg kun se som en ren magtdemonstration,“ fortæller Ali. Efter han har taget sko og strømper af, bliver han bedt om at hive ud i sine boxershorts. Politiet lyser ned i hans skridt med en lommelygte. „Så fik jeg lov til at gå efter ti minutter med våde sokker og bukser. Man blev stoppet hele tiden. Hver gang vi var samlet mere end to personer, så blev vi stoppet. Lige uden for vores egne lejligheder. Forestil dig det: ikke at kunne gå i fred i sit eget kvarter.“ Den betjent der gik forrest ved denne visitation er den samme, som også havde fået Abas til at hive ned i sine bukser på gaden – den som havde fået ham til at indsende en formel klage til politiet. Efter optøjerne bliver den på- gældende betjent forflyttet fra Nørrebro på baggrund af klager fra de unge og fra kvarterets socialarbejdere. Selvom de fleste af kvarterets unge har et godt forhold til staben af politifolk på Nørrebro, skal der blot ganske få betjente til for at ødelægge de unges syn på hele politistyrken og føre til en generel konfliktoptrapning. Som daværende gadeplansmedarbejder Anoir Hassouni udtrykker det: „Nogle politifolk misbruger deres magt, og nogle enkelte betjente er faktisk nok til at få en bydel til at koge.“ Da politiet ugen efter visitationen af Ali kører op ad Stengade for at rydde Folkets Park, står Ali i forreste geled sammen med 20-30 andre. Det er søndag aften og de unge har mørkelagt gaden ved at kaste cykelkæder op på el-lednin- gerne. Et gammelt trick som især er blevet anvendt af venstrefløjsaktivister i kvarteret gennem årene. Gruppen vil vise deres utilfredshed med brosten og molotovcocktails og ved, at det blot er et spørgsmål om tid. „Der gik måske

170

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 170 11/03/11 11.41 15 minutter, så kom politiet brasende i deres salatfade,“ fortæller Ali og fort- sætter: „Vi stod klar med brosten. Normalt skal man ikke røre politiet, men vi var nødt til det, for vi følte os så krænkede. Hvis vi skulle beholde vores ære, kunne vi ikke bare se til, mens politiet gang på gang ydmygede os. Da vi begyndte at kaste sten mod politiet, trak de sig tilbage, og så tænkte vi: ja, vi kan trænge dem tilbage.“ Da politiforstærkningerne ankom og tåregassen blev affyret, spredte de unge sig til alle sider. Ingen fra gruppen, der starter optøjerne, anholdes. De kender kvarteret, og nogle af dem har nøgler til ﬂere forskellige baggårde, så de hurtigt kan ryste betjentene af ved at låse sig ind og løbe i alle mulige retninger. Nogle fortsætter mod kvarterets centrale plads, hvor ﬂere slutter sig til. Blågårds Plads er til daglig et samlingssted, hvor mange af de lokale unge hænger ud side om side med studerende, der drikker kaffe og spiser sandwich på pladsens caféer. Denne søndag aften er pladsen domineret af teenagere og unge mænd, der løber rundt mellem brændende containere og bekymrede forældre, som er på udkig efter deres børn.

Kampen om mediedagsordenen

Omgivet af brændende containere kigger Anoir Hassouni spørgende på betjentene. Gadeplansmedarbejderen har stået og pustet ud efter at have løbet efter flere drenge på Blågårds Plads, da to politimænd stiller sig foran ham og en anden kommunalarbejder fra kvarteret. De fleste af dem, som kaster med brosten og brænder skraldespande og containere af denne søndag aften, er minimum 15 år yngre end Anoir Hassouni, der er midt i trediverne. Han forsøger at forklare betjentene, at han er ansat i kommunen. Den ene af betjentene insisterer imidlertid på, at Anoir og hans kollega skal blive, hvor de er. Anoir Hassouni opfatter den anden politimand som mere tilbageholdende. Efter en håndfuld minutter giver den insisterende af de to betjente op over for protesterne og lader udsigten til en anholdelse blive ved truslerne. Efter mødet med politibetjentene bevæger Anoir Hassouni sig tilbage mod den ene langside af Blågårds Plads for at danne sig et overblik over situationen. For tyve minutter siden så han en fodboldkamp sammen med en gruppe andre mænd i Projekt Rabarberlandets lokaler, i mellemtiden er stadig flere

171

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 171 11/03/11 11.41 repræsentanter for kommunens arbejde med børn og unge kommet på gaden. Blandt andre den boligsociale medarbejder Esam Rashwan, der står og vogter over Projekt Rabarberlandets ruder, da Anoir Hassouni møder op. Esam Rashwan har brugt første halvdel af aftenen på at fare rundt i kvarteret for at finde sine egne to teenagesønner. De havde begge tigget ham om at få lov til at følge begivenhederne på gaden, da han slæbte dem hjem. Især den ene af sønnerne var dybt fascineret og sammenlignede billederne på gaden med scener fra amerikanske film. Esam Rashwan belønner sønnernes eventyrlyst ved at parkere dem hos deres mor. Al-Kassabs ældste søn er også på gaden denne aften. Ikke for at deltage i urolighederne, men for at fortælle kvarterets kommunalarbejdere og forældre, hvorfor de unge er gået amok. Ved mødet med Al-Kassabs søn går det op for Anoir Hassouni og Esam Rashwan, at det bliver svært at stoppe optøjerne ved blot at råbe ad de unge på gaden. De to mænd vælger en strategi, hvor de for- søger at forhindre de yngre drenge på 13-16 år i at blive opslugt af optøjerne. Det er de ældste teenagere samt mænd i tyverne, der har startet optøjerne, og de yngre drenge forstår ikke nødvendigvis baggrunden for urolighederne. Mange af dem vil blot gerne være en del af „showet“ på Nørrebros gader og kopiere kvarterets ældre drenge. Esam og Anoir går ved 22-tiden i gang med at ringe rundt til forældre i kvarteret, så de forstår vigtigheden af at holde deres børn inden døre. På et tidspunkt støder de på en far fra kvarteret, hvis teenagesøn de forestiller sig kunne blive grebet af stemningen og slutte sig til urolighederne. Den pågældende far ringer febrilsk til sønnen. Sønnen forsøger imidlertid over telefonen at overbevise faren om, at han slet ikke befinder sig i kvarteret denne aften. Faren insisterer, og i løbet af et kvarter dukker drengen op, hvorefter far og søn forsvinder sammen. Klokken lidt i tolv støder Anoir Hassouni på en anden far fra kvarteret, der er anderledes sikker på, at hans søn ikke er indblandet i aftenens uroligheder. Faren fortæller, at han netop har talt i telefon med sønnen, der har forsikret ham om, at han er sammen med nogle venner på Amager. På dette tidspunkt er der efterhånden faldet nogenlunde ro over kvarteret. Anoir står og spejder ud over Blågårds Plads, da hans blik stopper ved det lokale bibliotek, der i løbet af aftenen har fået smadret ni ruder. Synet af skikkelser, der er trængt ind i biblioteket får kommunalarbejderen til at bande højlydt. De er yngre end dem, der har startet optøjerne, og Anoir Hassouni vurderer, at de ikke er fra kvarteret, da han ikke har set dem før. Han genkender kun én af drengene, og vender sig mod den ubekymrede far ved sin side. „Hvis din søn er

172

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 172 11/03/11 11.41 på Amager, hvem er så det der,“ siger Anoir Hassouni og peger på biblioteket. Manden svarer ham ikke. Han farer i stedet ind på Blågårds Bibliotek for at hive sønnen ud. Omkring midnat dør den første aftens uroligheder så småt ud. Ifølge kommunalarbejdere på Nørrebro betød særligt forældre og ældre søskendes indsats, at mindre børn ikke deltog i optøjerne. Dette viste sig, ifølge en opgørelse fra Rigspolitiet, at være symptomatisk for optøjerne på landsplan. Den yngste af de tilbageholdte var 13 år gammel, men størstedelen af uromagerne var 17-23 år. Politiets opgørelse gik stik imod de udmeldinger, der var fremkommet fra en række politikere i løbet af optøjerne. Blandt andet fra daværende justitsminister Lene Espersen der i medierne meldte ud, at børn helt ned til tiårsalderen deltog i optøjerne, hvilket hun senere måtte trække tilbage. „Det bemærkes, at Københavns Politi har oplyst, at det har været Københavns Politis oplevelse, at der i forbindelse med urolighederne har deltaget børn helt ned til tiårs alderen,“ forklarede Lene Espersen i et svar til Folketingets retsudvalg.248 Ju- stitsministeren havde fremhævet uromagernes alder som et tegn på, at særligt forældre tilhørende etniske minoriteter ikke tog ansvar nok for at opdrage deres børn. Efter optøjerne roste en række af landets største kommuner imidlertid forældrene til børn i de almene boligkvarterer, der var hårdest ramt af urolighederne, for at have udvist stort ansvar ved at gå på gaden og sende deres børn hjem i seng. København, Furesø og Rudersdal Kommune, Århus, Odense og Ishøj lagde grund til afbrændinger i løbet af ugen, og disse kommuner meldte efterfølgende ud, at lokale netværk af forældre, opsøgende kommunalarbejdere og ansatte i de lokale fritids-ungdomsklubber havde en stor del af æren for, at urolighederne ikke havde udviklet sig værre, end tilfældet var.249 For lokale netværk i de urohærgede bydele rundt om i landet kom de kommunale arbejdere, der beskæftiger sig med børn og unge på overarbejde i løbet af optøjerne i vinterferien 2008. På Nørrebro havde gadeplansmedarbejderne allerede før optøjerne brød ud udsigt til en travl uge.

Forslag om hårdere straffe og udvisningsdomme Gadeplansmedarbejderne i København arbejder til daglig med at hjælpe særligt de klubløse unge med at komme i uddannelse og i job. Desuden arrangerer gadeplansmedarbejderne ﬁlmaftener og forsøger på anden vis at give unge et alternativ til at hænge på gadehjørnerne. Vinterferien er den uge på året, hvor

173

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 173 11/03/11 11.41 kommunens opsøgende team af gadeplansmedarbejdere på Nørrebro har kontakt med ﬂest unge på én gang. Her arrangerer gadeplansmedarbejderne hvert år en fodboldturnering, som er åben for alle kommunens unge. Sådan har det været ti år i træk, når Nørrebrohallen har lagt gulv til omkring 1000 fodboldglade unge, hvoraf de ﬂeste er 9-17 år gamle. Turneringen handler ikke blot om skæg og ballade. Ungdomskriminaliteten har det med at stige i skoleferierne, men det lokale kriminalpræventive samarbejde mellem Skole, Socialvæsen og Politi (SSP) har konstateret et fald i kriminaliteten i vinter ferien gennem de sidste ti år, som tilskrives den stort anlagte fodboldturnering. Det er med turneringen lykkedes at holde de unge, der ikke er indskrevet i nogle klubtilbud, beskæftigede i vinterferien. Med Nørrebro i brand i løbet af aftenen og nattetimerne i vinterferien 2008, blev reglerne imidlertid sat ud af kraft. Gadeplansmedarbejderne befandt sig i en situation, hvor de med det blotte øje kunne se på randerne under en del af de unges øjne, at de godt nok spillede fodbold i dagtimerne, men at de spænede rundt på gaden til langt ud på natten for at overvære urolighederne. Størstedelen af de fodboldglade drenge tog ikke direkte del i ildspåsættelserne, og mange blev bedt om at gå, hvis de kom for tæt på, forklarer Abas: „Selv hvis der var nogle på 15 år, så blev de sendt væk, for de var alt for små. Sådan nogle små nogle, forstår jo ikke budskabet.“ Baggrunden for optøjerne er ellers et hedt samtaleemne i pauserne mellem kampene i løbet af vinterferiens fodboldturnering. Også blandt de voksne. En af de kommunalarbejdere, der i sin tid var med til at starte turneringen, går mandag i medierne med et bud på baggrunden for den foregående aftens uroligheder på Nørrebro. „Politiet har ikke handlet særlig hensigtsmæssigt, det her er bare kulminationen,“ lyder det fra socialarbejder Ali Haseki. Han er leder af Projekt Gadepulsen, der siden slutningen af 90’erne har været den institution, der har haft størst kontakt til de klubløse unge i bydelen. „Det er mit indtryk, at hensigten bag urolighederne var at vise utilfredsheden med politiet og visitationer uden grund. Politiet stresser folk. Det kulminerer så i weekenden, hvor nogle ældre beboere bliver antastet uden grund,“ fortæller Ali Haseki til Berlingske Tidende. Flere fra Blågårdskvarteret havde på dette tidspunkt selv taget tilløb til at fortælle omverdenen om baggrunden for optøjerne. Nogle af de unge, der deltog i urolighederne, ringede således til formiddagsaviserne, kort efter optøjerne var blevet skudt i gang med stenkast ved Folkets Park. „Unge 2. generationsindvandrere på Nørrebro i København er gået i åben krig mod politiet i gadeuroligheder, der minder om urolighederne i Paris,“ skrev B.T.

174

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 174 11/03/11 11.41 på baggrund af opkaldet fra de unge. I artiklen citeres de unge for at udtale: „Det startede med, at en af vores fædre protesterede, da politiet ville anholde en af os. De trak kniplerne. Hvis de ‘fucker’ med vores fædre ‘fucker’ vi med dem.“ Avisen har derudover talt med en lokal beboer, der har boet i Blågårds- kvarteret på Nørrebro i 16 år. „Det er problemer mellem de unge indvandrere og så politiet, der ligger bag. Politikerne må løse dem,“ lyder det fra beboeren. De unge „truede samtidig med flere optøjer,“ fortsætter artiklen, hvor „B.T.s mand på stedet“ konstaterer, at det „er helt vildt herude, her er tåregas og det brænder. Det er unge 2. generationsindvandrere, der står bag.“ Ovenstående karakteristik af uromagerne går også igen i politiets beskrivelser, og det fremkommer på intet tidspunkt i løbet af en uges mediedækning, at også etnisk danske venstrefløjsaktivister deltager i urolighederne. Disse slutter sig til på andendagen, da et såkaldt mandagsmøde i Folkets Hus på Nørrebro bliver afbrudt af to lokale unge mænd. De træder ind i lokalet iført masker og fortæller, at de har brug for hjælp. Det er kun fair, at brugerne af Folkets Hus deltager i urolighederne, når nu unge fra Blågårdskvarteret også deltog i venstrefløjsaktivisters „kampe“ i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, lyder devisen fra de to maskeklædte mænd, der også gav en længere udredning om Al-Kassabs konfrontation med politiet. „Så var der flere fra mødet, der tog deres egne masker på og løb ud for at slutte sig til optøjerne,“ fortæller en af mødedeltagerne, som påpeger, at det særligt var historien om, at politiet havde „slået en ældre mand“, der gjorde indtryk. Historien om Al-Kassab kommer offentligheden for øre samme dag, men politiet afviser i første omgang, at episoden har fundet sted med henvisning til, at politiets døgnrapport ikke melder noget om, at politiet har haft „fat i nogen på Nørrebro lørdag.“ „Jeg tror, at der er tale om kedsomhed i vinterferien,“ anfører vicepoliti- inspektør Kaj Lykke Majlund i stedet som årsag til optøjerne. Kedsomhed i skoleferien blev flere gange anført som årsag til optøjerne af ordensmagten, men vinterferien har hverken før 2008 og heller ikke siden ført til gadeoptøjer. Da Al-Kassab selv udtaler sig til medierne mandag og graffiti med ordene politiet skal ned med nakken, pryder facaden på Blågårds Bibliotek, vender politiet på en tallerken og bekræfter, at der „har været en episode, hvor en cirka 50-årig mand var i et skænderi med et par betjente.“ „Om det er den sag, der har udløst det her, ved jeg ikke. Men jeg tror mere, det er et påskud for at få gang i gaden,“ udtaler informationschef i Københavns Politi Flemming Steen Munch til Politiken. Han fremhæver ikke kedsomhed som årsag til urolighederne, men spekulerer i en anden mulig forklaring,

175

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 175 11/03/11 11.41 som falder mange af de unge på Nørrebro for brystet. Ifølge Flemming Steen Munch kan det meget vel tænkes, at en bande af organiserede kriminelle fra Blågårds Plads-gruppen var med til at starte nattens uroligheder. På dette tidspunkt har en ny statusrapport om bandekriminalitet i Danmark fra Na- tionalt Efterforskningscenter (NEC) slået fast, at Blågårds Plads-gruppen består af 12 medlemmer, som „kan trække på et ukendt antal unge ‘soldater’ fra bandemiljøet.“ Københavns Politi har derfor indsat mere politi på gaden i området, ligesom der er blevet indført visitationszone, hvorfor „de i forvejen er ret irriterede over, at politiet er til stede,“ forklarer Flemming Steen Munch, Såvel Rigspolitiets egen analyse af de anholdte ved optøjerne som Rigspoli- tiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), der observerer bander i Danmark, afkræfter sammenkædningen af bandekriminalitet og optøjerne i vinterferien 2008.250 En måned efter optøjerne udsendte Rigspolitiet en analyse på baggrund af de anholdelser, der blev foretaget i løbet af ugens uroligheder, som viste, at uromagerne ikke var en del af nogen kendte kriminelle grupperinger. Analysen viste, at uromagerne rundt om i landet, ligesom tilfældet havde været ved de franske optøjer i 2005, var lokale beboere, hvoraf en stor andel ikke tidligere har været tilbageholdt af politiet. „De er ikke tilknyttet nogen kendte grupperinger, og de bor tæt på de steder, hvor de begår kriminalitet. Det drejer sig om op til to kilometer fra bopælen,“ forklarede vicepolitiinspektøren ved Rigspolitiet Ove Bundgård Larsen til TV 2 News.251 Allerede mens optøjerne stod på, fulgte den lokale kriminalpræventive betjent på Nørrebro hovedrystende med i nogle af sine kollegers forklaringer på baggrunden for de unges vrede. „Det gav jo slet ikke mening: forbrydere og narkohandlere ødelægger jo deres business, hvis de starter optøjer. De er slet ikke interesseret i sådan nogle afbrændinger,“ forklarer Harun Y. Rubin.

Pressen opfattes som politiets forlængede arm Desto mere billedet af unge med en anderledes hudfarve end majoritetsdanske- ren kædes sammen med narkohandel og organiseret kriminalitet, desto mere oplever Harun Y. Rubin, at politikernes fokus skifter fra sociale initiativer til hårde straffe og udvisningsdomme. Han henviser blandt andet til regeringens bandepakke, der indeholder forslag om, at det skal være lettere at udvise borgere uden statsborgerskab for ulovlig våbenbesiddelse og til optøjerne i 2008, hvor udvisningsdomme ligeledes var et løsningsforslag, som blev diskuteret på Christiansborg.

176

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 176 11/03/11 11.41 Det paradoksale er, at de politiske løsningsforslag ofte gør mere skade end gavn, lyder det fra den kriminalpræventive betjent på Nørrebro. „Politikernes reaktioner hjælper sjældent noget i et kriminalpræventivt perspektiv. De reagerer med forslag om at udvise flere og at trække forældrene i sociale ydelser. Men hvordan vil man for eksempel udvise AK81, og hvem er det i det hele taget, der er med i sådan en gruppe?“ spørger Harun Y. Rubin. Desto længere tids ophold en ikke-statsborger har haft i Danmark, desto længere skal frihedsstraffen være, før han kan udvises. Tendensen i lovgivningen har imidlertid i de senere år gjort, at der ved visse former for kriminalitet kan udvises uanset varigheden af en fængsling og den dømtes tilhørsforhold til Danmark. Hvor mordet på en italiensk rygsækturist fem år forinden havde givet anledning til den første udvisningsdom over en, der er født og opvokset i Danmark med henvisning til sagens alvorlige karakter, er der i dag lovhjemmel til, at selv hærværk kan udløse en udvisning. „Der er således allerede regler, der sikrer udvisning ved grov kriminalitet uanset varigheden af den pågældende udlændings ophold i Danmark. Det gælder blandt andet, hvis den pågældende dømmes for brandstiftelse eller groft hærværk,“ lød det således i et svar fra Integrationsministeriet, da Dansk Folkeparti under urolighederne i 2008 forespurgte, om uromagerne kunne udvises.252 Et af hovedargumenterne for en ændring af den danske lovgivning, som har gjort det muligt at udvise unge med et større tilhørsforhold til Danmark end til forældrenes oprindelseslande, har været den potentielle kriminalpræven- tive effekt ved disse udvisninger. Man kan imidlertid stille spørgsmål ved den afskrækkende effekt ved udvisningsregler, når selv medlemmer af Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg må stille spørgsmål til Integrationsmini- steriet for at finde ud af, hvilke typer domme, der kan udløse en envejsbillet ud af Danmark. Heller ingen af de unge, der har udtalt sig til denne bog, var klar over, at brandstiftelse kunne udløse en udvisning. Langt størstedelen af de tilbageholdte unge ved optøjerne kan desuden ikke udvises, da de er danske statsborgere.253 Harun Y. Rubin mener, at mange af de politiske udmeldinger er udtryk for symbolpolitik, men at signalerne ofte spænder ben for det kriminalpræventive arbejde i en bydel som Nørrebro. „Forslagene skraber i overfladen og løser ingenting. Forslagene gør bare, at indvandrere kan sige: se bare, hvem der er andenrangsborgere i dette land.“ I et kriminalpræventivt perspektiv var nogle af udtalelserne fra politiet i løbet af optøjerne i 2008 ligeledes med til at gøre vreden endnu større blandt unge på Nørrebro. Dette blev tydeligt for Harun Y. Rubin, da han mødte op

177

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 177 11/03/11 11.41 til andendagen af fodboldturneringen i Nørrebrohallen. Han når ikke engang at passere entréen til fodboldbanerne, før en gruppe drenge er over ham. Drengene i hallen er især oprørte over udtalelser fra lederen af Nørrebros Lokalpoliti, der er faldet dagen efter udbruddet af optøjerne. Den kriminal- præventive betjent beslutter sig for selv at få syn for sagen. Da Harun Y. Rubin kommer hjem, ﬁnder han det indslag på nettet, som de unge er oprørte over. Indslaget er fra TV 2 Nyhederne, der ud over chefen for lokalpolitiet har talt med to unge, som forklarer baggrunden for optøjerne. Den ene af kilderne er en lokal ung mand, mens den anden er kommet ‘udefra’ for at tage del i optøjerne. Uroen er et forsøg på at blive hørt, forklarer fyren udefra, der ifølge indslaget er en 16-årig skoleelev: „Folk skal forstå, at alle indvandrere ikke er terrorister, de er ikke kriminelle, de er ikke fucked up. De er normale mennesker af kød og blod.“ Men så hjælper det vel ikke at lave vold, spørger reporteren. „Det hjælper ikke at lave vold, men hvad skal man gøre, hvis man har talt alt for meget.“ Men hvorfor gør I det så? „Hvorfor vi gør det. Ok. Fortæl mig, hvis vi ikke gjorde sådan noget, hvordan skulle billedet så komme ud? Skal vi bare sidde på vores røv og sige: Prøv og hør her: jeg har brug for noget hjælp.“ Skoleeleven forklarer, at baggrunden for konﬂikten er, at politiet kører rundt og mistænkeliggør folk udelukkende i kraft af deres hudfarve. Indslaget fortsætter: Den holdning er han ikke alene om. Vi har i dag talt med mange, der mener det samme som ham, men som ikke ønsker at stå frem ved ansigt. Blandt andet Muhammed, der var tæt på begivenhederne i aftes: „Det her er vores reaktion på, at når politiet laver dumme ting, så vil vi selvfølgelig gerne vise, at vi er uenige i det, de gør. Det er derfor, vi sætter ild til containere og biler.“ Som seer bliver man ikke meget klogere i forhold til, hvad politiet laver af „dumme ting“, og de lettere abstrakte anklager bliver kategorisk afvist af lederen af Nørrebro Lokalpoliti med henvisning til, at politiet ikke handler „unødigt voldsomt“. „Vi er meget bevidste om, hvad det er for nogle mennesker, vi synes, tilhører målgruppen af dem, som handler med hash, og dem som går med våben,“ siger lederen af nærpolitiet, Søren Wiborg, i indslaget. Han udtaler endvidere, at „hvis der er nogle, der føler sig forulempet, så må de henvende sig, og så må man kigge på en eventuel erstatning.“ I løbet af en uges mediedækning fremgår det ikke af politiets udtalelser, at borgere rent faktisk har henvendt sig og fået medhold i deres klager over blandt andet afklædninger i visitationszonerne. Harun Y. Rubin ved, at det i forvejen er op ad bakke at overbevise de unge

178

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 178 11/03/11 11.41 om, at de hellere skal indsende officielle klager frem for at tænde ild til ting. Hans job bliver ikke lettere af, at hans kolleger i politiet fremstiller visitationerne på gaden som en størrelse, der rammer „målgruppen“ bestående af hashhandlere, og folk der går med kniv. Urolighederne ville muligvis være stoppet efter et par dage – og optøjerne være blot endnu en ‘Nørrebro-historie’ – hvis ikke ordensmagten havde provokeret de unge ved at rubricere de visiterede under én kam som hashhandlere og kriminelle, lyder det fra lokale aktører. En af dem er politiets ansvarlige for det kriminalpræventive SSP-samarbejde i bydelen. „Man kaster brænde på bålet ved at sige, at afbrændingerne skyldtes, at politiet havde forstærket sin indsats mod narkohandlere. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan alle de, der var blevet visiteret, reagerede, da de blev sat i hartkorn med kriminelle narkohandlere,“ forklarer Harun Y. Rubin. Samme udmelding kommer fra Nørrebros opsøgende socialarbejdere og fra de unge selv. „Det de sagde i fjernsynet om, at det er på grund af hash: Altså hvor mange mennesker er involveret i den hashhandel. Det er meget få mennesker. Jeg ryger ikke hash, jeg sælger ikke hash, men jeg blev stoppet alligevel – hele tiden,“ lyder det fra Abas, der uddyber: „Det var sådan noget, der gjorde os ekstra sure, for hvad fanden var det, de snakkede om. De betragtede os alle sammen i kvarteret på forhånd som én stor flok hashhandlere. Det her havde ikke med hash at gøre.“ Mange af de unge fra Nørrebro føler i løbet af optøjerne, at deres klager forsvinder i et hul i den offentlige debat, og at de ikke bliver taget seriøst i samme grad, som andre borgere ville blive det i samme situation. Det går igen blandt de unge, at de oplever, at politiet nærmest har monopol på at definere virkeligheden i mediernes dækning af optøjerne. Det hjælper imidlertid ikke på de unges egne muligheder for at fremstå troværdige i pressen, at de i løbet af en uge med optøjer kun vil stå frem som anonyme kilder. At ordensmagten besidder meget definitionsmagt, når det handler om mediernes dækning af kriminalstoffet, hvor politiet ofte er den eneste kilde, der kan levere oplysninger, er muligvis ikke overraskende. Alligevel er der meget, der tyder på, at ordensmagtens sprogbrug og udmeldinger oftere ryger ukritisk igennem det journalistiske filter og ud til offentligheden, end tilfældet er for andre magtfulde institutioner i samfundet. Det konkluderer undersøgelsen Politiet som kilde. „Journalister gør altså rutinemæssigt politiets oplysninger til sine egne og fremstiller dem som fakta. På den måde sløres grænsen mellem politiet og journalisten til et punkt, hvor det er umuligt at afgøre, hvis stemme der høres,“ forklarer undersøgelsen, der bygger på interviews med ledende

179

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 179 11/03/11 11.41 politifolk og ansatte ved mediernes kriminalredaktioner samt en analyse af politistoffet i såvel landsdækkende som lokale medier i løbet af en almindelig nyhedsuge. Undersøgelsen er den første af sin art, der ser på forholdet mellem journalister og politiet, og særligt ét resultat betegnes som „overraskende“: At medierne i seks ud af ti tilfælde bruger politiet som en såkaldt skjult kilde, når politiet er blevet interviewet til en historie. I disse tilfælde fremgår det ikke, at de oplysninger medierne formidler til borgernes stammer fra ordensmagten. Undersøgelsen konstaterer på denne baggrund, at „det store antal politihisto- rier uden klar kildeangivelse tyder på et forhold mellem politi og journalister præget af tillid og autoritetstro.“ 254 Undersøgelsen kritiserer krimijournalistik- kens ukritiske tilgang til politiet. „Forbrugerne forventer ikke, at journalister deler politiets syn på verden,“ lyder det i rapporten, der fortsætter: „En del af den merværdi, som journalistikken tilfører informationsformidlingen i samfundet, er en kritisk distance til kilderne, der skal bruges til at perspektivere det, som ellers nemt kunne blive til reklame eller propaganda.“ 255 Politiets store deﬁnitionsmagt i mediernes formidling af krimistoffet har gennem årene betydet, at der blandt unge i områder som Blågårdskvarteret og Tingbjerg er opstået en fortælling om, at pressen fungerer som politiets forlængede arm. „Der er en følelse af, at det altid er politiets version af en historie, der kommer frem og ikke de unges,“ lyder det fra Omar. Han forklarer, at mediernes formidling af fænomenerne „andengenerationsindvandrere“, „narkohandel“ og „kedsomhed“ som årsager til optøjerne ikke kom bag på kvarterets unge.“Reaktionen på mediedækningen har gennem årene været at lukke af og sige: Lad dem bare skrive, hvad de har lyst til. Jeg gider i hvert fald ikke tale med dem.“ Som vi skal se, bliver lysten til at udtale sig i medierne ikke større, da politiet sigter en teenager fra Kalundborg for „offentlig tilskyndelse til forbrydelse“, da han fredag i vinterferien stiller op i et tv-interview for at forklare baggrunden for urolighederne. Hans udtalelser tager udgangspunkt i Jyllands-Postens Muhammedtegninger, der pludselig dumper ned i historien, da de bliver genoptrykt i 17 forskellige aviser midt i en uge, der er præget af optøjer.256 Baggrunden for genoptrykningen var, at Politiets Efterretningstjeneste, samme uge som urolighederne fandt sted, pågreb to mænd med tunesiske rødder, der angiveligt planlagde et attentatforsøg på tegneren Kurt Westergaard, der står bag den kendte tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.257

180

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 180 11/03/11 11.41 Muhammedtegningerne genoptrykkes, og optøjerne breder sig To år efter at Muhammedkarikaturerne havde kastet Danmark ud i den angiveligt værste internationale krise siden Anden Verdenskrig, genoptrykte en lang række danske aviser midt på ugen tegningerne for at markere et forsvar for retten til at ytre sig. Genoptrykningen af karikaturerne bidrager til, at optøjer- ne for alvor udvikler sig fra at være et storkøbenhavnsk fænomen til at blive en størrelse, der breder sig til almennyttige boligområder rundt om i landet. Meget tyder på at desto længere væk fra optøjernes epicenter på Nørrebro man kommer, desto yngre er uromagerne og desto mere er volden udtryk for en såkaldt copy cat-effekt, hvor unge i nogle bydele kopierer måden at lave optøjer på uden nødvendigvis at kende de konkrete årsager til urolighederne, udover hvad de hører fra medierne. Ved såvel danske som udenlandske optøjer spiller pressens formidling uundgåeligt en selvstændig rolle for udbredelsen af uroligheder. Som Omar udtrykker det: „Det er jo ikke sådan, at unge herfra, ringer rundt til hele landet og beder folk brænde ting af. Medierne var vores spindoktorer.“ Torsdag spredte optøjerne sig til Slagelse, Ringsted samt Kokkedal, Nivå, Birkerød og Farum i Nordsjælland, mens København og Vestegnen fortsatte med at lægge biler og containere til afbrændinger. Medierne følger nærmest urolighedernes spredning time for time i løbet af torsdagen, hvor der bliver registreret 110 afbrændinger. Perioden fra fredag eftermiddag til lørdag bliver den hidtil mest hektiske med 400 brande. Et af de områder, hvor urolighederne eskalerer i denne periode, er i boligområdet Klosterparken i Kalundborg. På dette tidspunkt har optøjerne for længst udviklet sig fra et lokalt fænomen, til en størrelse, som de unge på Nørrebro ikke tilnærmelsesvis har nogen kontrol over. Hvis de da på noget tidspunkt havde været i nærheden af at have det.

Muhammedtegningerne stjæler scenen

Kalundborg har været fri for afbrændinger i to dage, da politiet vælger at sigte og fængsle en 17-årig dreng for at have opfordret til opløb i medierne. De første afbrændinger ramte Kalundborg efter genoptrykningen af Mu- hammedtegningerne. Her benyttede ukendte personer anledningen til at hænge tegninger op rundt omkring i boligområdet Klosterparken, der angiveligt skulle forestille profeten Muhammed.

181

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 181 11/03/11 11.41 Da Danmarks Radio torsdag rullede ind i Klosterparken, udgjorde Ka- lundborg stadig blot et lille ekko af de optøjer, som havde ramt København og vestegnskommuner som Brøndby, Ishøj, Hvidovre, Albertslund og Greve i løbet af ugen. Der var i Kalundborg blot brændt en container af på dette tidspunkt. „Indslaget fra Kalundborg er et godt eksempel på, hvordan man skaber noget, der ellers ikke ville være skabt,“ lød det fra daværende chefpoli- tiinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen.258 På baggrund af den 17-åriges udtalelser til Danmarks Radio valgte politiet fredag at sigte den 17-årige for „offentlig tilskyndelse til forbrydelse“. Dagen efter starter anden bølge af af- brændinger i Klosterparken. Den 17-årige blev tiltalt og straffet efter den samme paragraf i straffeloven, der i 2003 havde givet to teenagere fra Århus en plettet straffeattest, da de udtalte sig om uroligheder i Århus Vest til TV 2 / Østjylland. I sagen fra Århus havde den ene af de dømte efterfølgende forklaret, at journalisten fra TV 2 havde lovet, at hans stemme ville blive sløret, og at tv-stationen i øvrigt heller ikke havde fortalt den mindreårige kilde, at hans udtalelser var strafbare. Hovedpersonen i sagen fra Kalundborg følte sig, ifølge hans forsvarsadvokat, ligeledes snydt af journalisten bag det indslag, der kostede ham en fængsling og et afbrudt uddannelsesforløb. „Ifølge drengen fortalte journalisten ham, at han måtte sige, lige hvad han ville, fordi vi har ytringsfrihed i Danmark. Det gjorde han så, hvorefter han blev anholdt og sigtet for offentligt at opfordre til en forbrydelse,“ udtalte hans forsvarsadvokat, da teenageren havde siddet varetægtsfængslet i tre måneder.259 Modsat sagen fra Århus, hvor TV 2 / Østjylland afviste, at stationen havde ageret uhensigtsmæssigt, beklagede DR’s nyhedschef, at stationen ikke havde formået at beskytte den mindreårige fra Kalundborg. „Det er en rigtig gråzone sag rent etisk, for på den ene side har offentligheden krav på at få at vide, hvorfor de unge er så vrede, og på den anden side har vi en forpligtelse til at beskytte vores kilder. Hvis vi havde vidst, at politiet ville opfatte hans udtalelser som en opfordring til fremtidig vold, så ville vi have sløret ham. Men sådan opfattede ingen på redaktionen udtalelsen,“ lød det fra nyhedschef Ulrik Haage rup. At udtalelsen skulle være en opfordring til andre unge om at deltage i uroligheder, er da heller ikke nødvendigvis en sandhed, der er givet på forhånd. Bedøm selv ud fra udtalelsen: „Vi vil altid gøre det her, indtil de kommer til at respektere os. Det kommer til at ske mere og mere. Og i aften kommer der til at ske meget mere.“ Derudover bekræftede den 17-årige til Danmarks Radio, at genoptrykningen af Muhammedtegningerne havde bidraget til at ophidse de unge. Netop

182

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 182 11/03/11 11.41 denne detalje er med til at hæve indslagets samfundsmæssige relevans, så folk kan forstå, hvorfor urolighederne breder sig, forklarede Ulrik Haagerup. Han forsvarede ydermere videreformidlingen af den 17-åriges udtalelser med, at medierne bliver nødt til at beskrive urolighederne, selvom nogle unge måske går på gaden og reagerer på det, de læser i avisen eller ser på tv-skærmen. „Hver gang vi videreformidler holdninger, så er der nogen, der kan reagere på det. Det er en del af nyhedsformidlingens rolle, at man videregiver en del af virkeligheden, og ingen kan komme uden om, at der sker noget i gadebilledet i de her døgn. I den forbindelse er det en relevant journalistisk opgave at fortælle, hvem der gør det, og hvorfor gør de det. Alternativet er, at man fortier, hvad der sker, og det er ikke vores opgave,“ lød det fra Ulrik Haagerup.260 De problemer, der ligger bag kriminelle handlinger og unges oplevelse af modborgerskab, forsvinder næppe ved, at medierne holder op med at beskrive fænomener som optøjer, hærværk og anden asocial adfærd, der ﬁnder sted i det offentlige rum. Mediernes ansvar for at viderebringe informationer, der har samfundsmæssig betydning, og som kan bidrage til den demokratiske debat, kan imidlertid i visse tilfælde være i konﬂikt med retsstatens forsøg på at modvirke kriminel adfærd, hvis selve pressens dækning opildner unge på gaden. Både politiet og lokale aktører i de uroplagede områder kritiserede således i løbet af optøjerne tv-medierne for at bidrage unødigt til udbredelsen af afbrændingerne ved at tegne et forvansket billede af urolighedernes omfang, der forstærkede de unges lyst til at slutte sig til urolighederne. „Jeg synes, at medierne skal være mere ansvarsbevidste og sætte et minimum, så man ikke skriver om enhver brand i en skraldespand,“ advarede chefpolitiinspektør Per Larsen, der fortsatte: „Medierne bør generelt passe på, at de ikke er med til at skabe mere ballade.“ 261 Ved de franske optøjer i 2005 valgte de større franske medier at ‘forsinke’ deres formidling af større konkrete brande med et døgn for at demotivere unge ballademagere, der fulgte med ved tv-skærmene. Det samme gjorde sig ikke gældende i den danske presse, der ikke har samme erfaring som de franske nyhedsmedier i at dække optøjer fra „ghettoen“. Tværtimod betød antallet af indslag og artikler, som blev kombineret med gamle billeder af brændende skraldespande til at konstruere et billede af virkeligheden ‘her og nu’, der ikke nødvendigvis svarede til, hvordan det så ud på gaden i de uroplagede områder, når beboerne kiggede ud ad deres vinduer. Allerede på dag et af optøjerne bemærkede lokale aktører på Nørrebro, at mediernes tilstedeværelse var mere massiv end noget, de tidligere havde oplevet.

183

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 183 11/03/11 11.41 Hvor befolkningen ved de ‘amerikanske tilstande’ på Nørrebro i sommeren 1997, som er beskrevet i første kapitel af denne bog, typisk måtte vente på morgendagens aviser eller aftenens tv-nyheder for at høre nyt om uroen – hvis ikke man lyttede intenst med på radioen – kunne man i 2008 følge med i gadeoptøjernes udvikling time for time takket være internettet og TV 2 News. Mens der i slutningen af 90’erne blev produceret lidt under 32.000 nyhedsenheder ugentligt i de danske medier, steg antallet til lidt over 75.000 nyhedsenheder i 2008. Antallet af nyhedsjournalister er imidlertid nogenlunde det samme, og udviklingen har betydet, at en større del af nyhedsstrømmen består af opdateringer og genbrug af de samme historier. For et årti siden bestod 42 procent af nyhedshistorierne af genbrug og lån, mens næsten hele to tredjedele af nyhedsstrømmen i dag er variationer af de samme historier.262 Eksplosionen i antallet af nyhedsenheder gør betingelserne for, at unge i uroplagede områder kan følge med i optøjerne time for time væsentlig bedre end for et årti siden, og på Nørrebro sidder mange af de unge da også klistret til skærmen for at følge med på blandt andet TV 2 News. I uroplagede bydele som Tingbjerg, Nørrebro og Gellerup Parken i Århus dannede lokale aktører i løbet af ugen et beredskab af beboere, socialarbejdere og frivillige fra idræts- og ungdomsklubberne, som gik på gaden for at skabe tryghed og dysse de unge ned. Helle Hansen, der har boet i Gellerup gennem 30 år, har forklaret, at det lokale netværk var en af hovedårsagerne til, at politiet kunne melde om relativ ro i Århus lørdag aften. Men det var ikke denne virkelighed, der ramte tv-skærmene, forklarer forkvinden for beboerforenin- gen: „Lørdag aften var der kun en enkelt papirkurv, som blev brændt af her i området, men alligevel beskrev TV 2 News det, så man troede, at det var en borgerkrig.“ 263 Helle Hansen mener imidlertid, på trods af det til tider forvanskede billede af optøjerne i medierne, at der lå en reel vrede bag tv-billederne, som samfundet bør tage seriøst. Hun henviser til en sms, som blev sendt rundt mellem de unge under urolighederne i 2008. Her forlød det, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard skulle have foreslået, at Muhammed-tegningerne blev lavet til plakater, så man kunne sætte dem op på opslagstavlen derhjemme. Beboerformanden fra Gellerup vurderer, at hovedårsagen til at lokale etniske minoriteter i Århus kan identiﬁcere sig med københavnske unges vrede og frustrationer særligt skyldes det sidste årtis politiske klima, hvor generaliseringer af etniske minoriteter og muslimske medborgere har bekræftet mange mørklødede unge i, at de i store dele af samfundet bliver opfattet som økonomiske og sikkerhedsmæssige trusler. Meget tyder således på, at den un-

184

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 184 11/03/11 11.41 derliggende vrede og oplevelse af modborgerskab ikke nødvendigvis adskiller sig synderligt blandt uromagere i Århus og København på trods af, at den udløsende faktor bag urolighederne i de forskellige bydele ikke nødvendigvis er den samme. Som Helle Hansen udtrykker det:

„Hvis sådan en besked ﬂyver rundt i landet, så vil den provokere nogle, som i forvejen oplever sig trådt på. Alle her har selv oplevet eller kender nogle, der har ringet angående et job for at få at vide, at det var besat og efterfølgende erfaret, at arbejdsgiveren havde foretrukket en (etnisk, red.) dansker. Eller også har de oplevet eller hørt om venner, som er blevet afvist ved diskoteker. Når man mange gange møder den lille afvisning, så sætter det spor.“ 264

Imamerne inddrages i debatten Blandt unge på Nørrebro og i Tingbjerg blev det især mødt med hovedrysten, da medierne i løbet af optøjerne begyndte at interviewe imamer i København om, hvordan de ville stoppe afbrændingerne. „Vi blev rigtig sure, da tegningerne blev genoptrykt, og der var folk, der sagde, så stopper balladen ikke foreløbig. Men de blev genoptrykt midt på ugen, og der var jo uroligheder før det,“ fortæller Abas. „Og alligevel så begynder folk at sige, at man skal snakke med imamerne. Men imamerne har ikke noget at sige, de kan ikke gå ind og stoppe balladen.“ Abas peger særligt på et indslag fem dage inde i optøjerne, hvor TV 2 byder velkommen til fredagsnyhederne med en historie, hvor to imamer og den radikale muslimske organisation Hizb ut-Tahrir bliver bedt om at forklare, hvordan de vil overtale de unge til at stoppe afbrændinger i gaderne. Indslaget fra TV 2 starter med billeder af højtråbende tilhængere af Hizb ut-Tahrir i de københavnske gader. Journalisten fortæller seerne, at en demonstration fredag på Nørrebro er en protest imod genoptrykningen af Muhammedtegningerne. Dernæst klippes til billeder optaget tidligere på ugen af brændende biler på Nørrebro. Herefter zappes over til Imam Abdul Wahid Pedersen, før journalisten i en speak fortæller, at „en imam gør sig klar. Ønsket om fred er på dagsordenen til fredagsbønnen. ‘Hvis nogen lytter til, hvad vi siger, så burde reaktionerne være, at der kommer mere ro på. Men desværre har vi ikke en tryllestav at svinge med’,“ forklarer imam Abdul Wahid Pedersen. Herefter klippes til en anden religiøs forkynder, imam Mostafa Chendid. Kameraet følger hans fredagsbøn, hvor man ser ham tale direkte til moske- gængerne: „Selvtægt har aldrig været en del af islam. Det I har gjort i dag i

185

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 185 11/03/11 11.41 Bagsværd, Gellerup og Århus, hvor I har brændt biler og skoler. Det er ikke i overensstemmelse med Profetens arv. Det er ikke i overensstemmelse med Profetens lære. Han sympatiserer ikke med det, I laver. I kan udtrykke jeres vrede ved at skrive et brev eller ved at deltage i en lovlig demonstration. Sig det, I gerne vil sige, lovligt.“ De to imamer udtaler sig begge om afbrændinger af biler og containere. Udtalelserne i indslaget bliver imidlertid kædet sammen med Muhammedteg- ninger og organisationen Hizb ut-Tahrir, der er forbudt i flere vestlige lande og i stort set hele Mellemøsten. Organisationens talsmand kommer på skærmen, da TV 2 stiller om til et direkte interview, der skal uddybe TV 2 Nyhedernes åbningsindslag. Modsat imamerne udtaler han sig ikke om afbrændinger. Han fortæller om Hizb ut-Tahrirs holdning til genoptrykningen af Muhammedteg- ningerne: „Vi vil aldrig nogensinde finde os i krænkelse af vores profet,“ starter talsmand Fadi Abdullatif. „Nu hører vi i indslaget, at flere imamer siger, at det ikke er i overensstemmelse med islams lære at gå ud og brænde skoler af og biler osv.,“ lyder det fra studieværten, der fortsætter: „Det går jeg ud fra, at du også er enig i. Hvorfor demonstrerer I muslimer så ikke for en mere fredelig løsning på denne her konflikt i stedet for at demonstrere imod noget, der er ganske lovligt. Ville det ikke være mere et forsvar for islam at demonstrere, at I faktisk ikke sympatiserer med de her ulovlige aktioner?“ Ved dette spørgsmål, hvor Hizb ut-Tahrirs demonstration kædes sammen med såvel genoptrykningen af Muhammedtegningerne som afbrændinger af biler og containere, tøver talsmanden en brøkdel af et sekund. „Nu skal man passe på med at fjerne fokus fra sagens kerne,“ udtaler han. „De her uroligheder – som er uacceptable – startede flere dage før avisernes genoptrykning af disse krænkende tegninger. Så de har ingen relation til hinanden.“ Han fortsætter: „Vi mener, at de her uroligheder ikke skyldes en tilfældig årsag men flere års systematisk diskrimination og hetz mod muslimer, der afføder sådanne reaktioner, som vi alle sammen er imod.“ Denne måde at ophøje religiøse grupper og forkyndere til eksperter udi alverdens spørgsmål, der involverer mørklødede medborgere, blev allerede problematiseret af den danskfødte imam Fatih Alev under den første Muham- medkrise, som havde afsløret, at dem der råber højest ikke nødvendigvis er dem, der repræsenterer flest. Fatih Alev kritiserede, at han og andre religiøse forkyndere i offentligheden blev præsenteret som nogle, der kunne udtale sig om alt fra integration, islam og terror til kriminalitet. Herefter trak han sig selv tilbage fra rampelyset. „Selvom imamer som Abu Laban, Abdul Wahid Pedersen og undertegnede blot leder en fredagsbøn for nogle få hundrede

186

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 186 11/03/11 11.41 mennesker, kommer det i medierne til at se ud som om, vores ytringer har en betydning for den almene muslim i Danmark – et stort flertal af de danske muslimer er jo verdslige og kommer slet ikke i moskeerne,“ udtalte Fatih Alev.265 Medierne er ikke ene om fra tid til anden at ophøje enkelte imamer til at tale på vegne af et publikum, de ikke nødvendigvis råder over, hvorved religiøse forklaringer vinder indpas på alt muligt andet end fortolkningen af religiøse skrifter. Under den såkaldte bandekonflikt, der startede et halvt år efter optøjerne, meldte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech således ud, at imamerne måtte tage deres ansvar på sig og fastslå, at skyderier er uforeneligt med islam. På denne baggrund lavede TV 2 et indslag, hvor talsmanden for Islamisk Tros- samfund blev bedt om at svare på, om imamer ikke burde stoppe bandekonflikten. Han svarede, at religion næppe var årsagen til bandekonflikten. Han mente desuden heller ikke, at bandemedlemmer med etnisk minoritetsbaggrund gik i moske – på samme måde som at rockerne næppe gik i kirke. Indslaget om, at imamerne skulle løse bandekonflikten var blevet til på baggrund af en politisk forenkling af virkeligheden. Historien om, at imamer i fællesskab med Hizb ut-Tahrir skulle stoppe bilafbrændinger og gadeoptøjer har derimod ikke nogen politisk afsender, og der optræder ikke andre kilder end de religiøse forkyndere. Hvor indslaget om imamernes rolle i bandekonflikten repræsenterer en virkelighed udtænkt i ministerkorridorerne, ser det andet indslag ud til at præsentere en virkelighed, der er tænkt og idéudviklet i et redaktionslokale.

Ytringsfrihed er ikke lig med ytringslighed Det er ikke blot religiøs krænkelse, der er årsag til vreden i forbindelse med genoptrykningen af Muhammedtegningerne i løbet af en uges optøjer i 2008. Flere af de unge fra København begrunder vreden med, at de ikke føler, at der er lige adgang til liberale frihedsrettigheder som bevægelses- og ytringsfrihed for alle borgere i Danmark. De stigmatiserede bydeles unge er i forvejen under- repræsenterede i den demokratiske debat, når det gælder om at få deres egne stemmer på banen. Amir fra Tingbjerg var en af de få fra sin bydel, som gav et interview i pressen. Her forklarede han til TV 2 News ugen efter optøjerne, at beboerne i Tingbjerg var kede af, at et mindretal af unge uromagere var skyld i, at huslejen sandsynligvis ville stige på grund af skadernes omkostninger. Når Amir imidlertid blev spurgt omkring årsagerne til optøjerne, veg han tilbage

187

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 187 11/03/11 11.41 fra at svare. Årsagen var sagen fra Kalundborg, som generelt ﬁk lysten til at medvirke i medierne til at dale hos Amir og hans venner i Tingbjerg.

„Alle snakkede jo om ham fyren, der blev anholdt for at snakke med medierne, og så tænkte man: ‘Okay, jeg skal sgu ikke risikere noget.’ I forvejen ydmygede politiet os i visitationszonerne, og så kunne de bagefter anholde os, hvis vi brugte vores ytringsfrihed. Så meget er vores ytringsfrihed åben- bart værd, at det kun er politiet og politikerne, der kan bruge den, mens vi andre bare skal tie stille.“

Friheden til at ytre sig i Danmark er formelt set lige, men det er en kilde til frustration blandt de unge, at de ikke oplever, at man lytter til dem, når de fortæller, at de ikke føler sig anerkendte i det danske samfund. Abas fortæller, at han ofte oplever, at blive mødt med mistro, når han giver udtryk for, at ens hudfarve reelt kan have betydning for mulighederne for at komme ind på diskoteker, finde en praktikplads og bevæge sig frit omkring på gaden uden at blive stoppet af politiet. Mange af de unge vælger af samme grund at holde igen med deres kritik af de forhold, som får dem til at føle sig som modborgere. „Så det kan godt være, at vi ifølge loven har samme ytringsfrihed som alle andre, men hvad er det værd, hvis vi bliver betragtet som fundamentalister, hver gang vi siger, at vi bliver mødt af en form for racisme,“ lyder det fra Abas, der uddyber: „Når jeg for eksempel har fortalt kolleger om nogle af de ting, vi oplever i samfundet, så har jeg flere gange prøvet, at de har peget på mig og sagt, at jeg er ekstrem. Og det gør jo, at man ikke kan diskutere den racisme, som vi føler os udsat for.“ Dette er en af årsagerne til harmen over Muhammedtegningerne blandt unge på Nørrebro, forklarer Omar og Abas. Her har karikaturerne nemlig udviklet sig til et symbol på, at vi i Danmark har ytringsfrihed, men at denne ret langt fra er lige for alle. „Mange herinde tror ikke på, at ytringsfriheden er lige for alle. For hvis man tilhører nogle, der konstant svines til i pressen, hvor meget lytter folk så til en?“ spørger Omar. Artiklen ‘Muhammeds ansigt’, der supplerede publikationen af karikaturtegningerne i efteråret 2005 begrundede disse med, at nogle muslimer „gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.“ Det går igen blandt flere af de unge, der har udtalt sig til denne bog, at disse ord sammen med tegningerne ikke i samme grad ville være blevet fortolket som et udtryk for, at Jyllands-Posten opfatter muslimske borgere som moralsk

188

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 188 11/03/11 11.41 utilregnelige, hvis ikke det var fordi, de unge i forvejen opfattede avisen som islamforskrækket. Unge som Omar, Abas, Amir og Kareem opfatter således publikationen af tegningerne som endnu et slag i en ophedet kulturkamp, hvor de især står uforstående over for argumenter om, at etniske minoriteter ikke forstår liberale værdier som ytringsfrihed og demokrati, fordi Mellemøsten ikke har gennemgået oplysningstiden. „For vi er jo ikke opvokset i Mellemøsten – vi er opvokset i Danmark og har gået i danske skoler. Hvis vi ikke forstod demokratiet, var det jo fordi, der var noget galt med de danske skoler og det danske samfund,“ lyder kommentaren fra Amir. For Abas’ vedkommende meldte indignationen over karikaturtegningerne sig for alvor, da Jyllands-Postens chefredaktion modsagde kulturredaktøren efter, at han havde proklameret, at avisen også ville trykke antizionistiske tegninger på kultursiderne. „Og så blev han sendt på ferie, da han ville trykke holocausttegninger. Så tænkte jeg: ‘Hvorfor gjorde de ikke det samme i forbindelse med Muhammedtegningerne.’ Det snakkede vi meget om herinde. Det er fordi, man ikke ønsker at genere jøder, men muslimer må man åbenbart gerne håne. Men altså ikke jøder. Folk kunne ikke forstå, hvorfor det i det hele taget er nødvendigt at håne.“ Muhammedtegningerne har ført til afbrændinger af danske flag, handels- boykot og afbrændinger af ambassader. Alt sammen i Mellemøsten. Når det gælder danske muslimer, er Muhammedtegningerne i overvejende grad blevet mødt med skuldertræk, og muslimske borgere har blot benyttet sig af deres ytrings- og forsamlingsfrihed til at protestere og demonstrere med lovlige midler. I Blågårdskvarteret kunne det imidlertid let være gået anderledes. Her var der flere, der diskuterede muligheden for at lade deres vrede få afløb i optøjer. Konflikten blev imidlertid afværget ved, at storebrorgenerationen i kvarteret bad de unge i teenagealderen om at ignorere Jyllands-Postens publikationer af tegningerne. Folk havde ellers holdt vejret fra efteråret 2005 og et halvt år frem, hvor snakken om optøjer flere gange blev bragt på banen. „Det var ikke sådan, at vi lavede en afstemning, men vi snakkede om det og blev enige om at lade være med at lave noget,“ forklarer Omar. Overvejelserne om at artikulere en utilfredshed med Jyllands-Postens behov for „hån, spot og latterliggørelse“ ved optøjer blev affejet med henvisning til, at det ville skade muslimer i Danmark generelt og kvarteret i særdeleshed. Omar forklarer det sådan her:

„Nogle af de ældre sagde: ‘Lad være med at lave kaos. For det er det, de gerne vil have. At I går ud og laver noget lort, så de kan bevise, at muslimer er

189

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 189 11/03/11 11.41 ballademagere.’ Jeg kan også huske, at nogle sagde: ‘Hvorfor lave kaos over nogle tegninger, når muslimer dør hver dag i andre lande i verden. Men- neskeliv er vigtigere end tegninger.’ Jeg blev selv sur, da jeg så tegningerne, men jeg kan huske, at folk sagde, lad være med at lave lort, som de kan skrive om, for så virker vi endnu mere beskidte.“

Optøjerne eskalerer, og skoler brændes af De samme overvejelser om at uroligheder kunne ryge tilbage som en boome- rang på kvarteret, gjorde sig gældende op til optøjerne i vinterferien 2008. Vreden var her blot større og mere eksplosiv end ved publikationen af karikaturtegningerne. Optøjerne i 2008 udgjorde på den ene side en reaktion på oplevelsen af modborgerskab, men brugen af vold bekræftede samtidig billedet af unge etniske minoritetsmænd som moralsk utilregnelige individer. Frygten for en kollektiv straf var da også en overhængende trussel blandt både de unge og kvarterets socialarbejdere, mens de fulgte med i mediedækningen af urolighederne. Mens ballademagere var flittige med tændstikkerne nat efter nat, passede flertallet af de unge deres skolegang på landets uddannelsesinstitutioner, påpegede blandt andre direktøren for Københavns Tekniske Skoler. „Uroen præger dagligdagen på skolen. Vores elever med anden etnisk baggrund end dansk er utrolig kede af det, der sker. For de ved godt, at lige så snart, at nogen med deres baggrund laver ballade, kaster det også skygger hen over dem,“ lød det fra skoleleder Mogens Nielsen. „Der er jo ingen arbejdsgivere, som kan se, om det var dem, der rendte rundt på gaderne om natten og futtede containere og biler af sammen med vennerne.“ Heri ligger det måske største paradoks i optøjernes væsen. Urolighederne risikerer at spænde ben for de unges muligheder for at blive opfattet som anerkendelsesværdige medborgere i det danske samfund samtidig med, at det netop er den manglende anerkendelse som solidariske og moralsk tilregnelige medborgere, som de unge i højeste grad efterlyser. Det var særligt fra fredag og frem, at stadig flere af de unge blev overbevist om, at de måtte gøre noget for at stoppe de voldelige kampe. Alene fra fredag eftermiddag til søndag blev der antændt omkring 500 brande rundt om i landet. Som en reaktion på dette mødes unge fra Blågårdskvarteret søndag eftermiddag og skriver et åbent brev til offentligheden, hvori de afblæser optøjerne på Nørrebro. Ali havde været med til at starte urolighederne, men

190

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 190 11/03/11 11.41 besluttede at støtte op om en våbenhvile, da skoler og institutioner blev brændt af og flammerne flere gange var tæt på at få fat i beboelsesejendomme. „Når vi skrev brevet, var det fordi, alle var enige om, at nu var det gået for langt. Det her var jo en kamp mod politiet, og så blev skoler pludselig brændt af. Vi var enige om, at vi måtte komme ud med vores historie, så vi kunne stoppe det her.“ Særligt to ildspåsættelser lørdag gjorde indtryk på de unge. Denne dag finder de to måske største og mest omtalte brande i løbet af ugen sted, da Tingbjerg Skole stikkes i brand, og der sættes ild til et garageanlæg og otte biler i Urbanplanen på Amager. Ved sidstnævnte brand står flammerne så højt, at de slikker op ad en af ejendommene, hvis beboere må evakueres. Flere almennyttige boligselskaber rundt om i landet meldte i løbet af ugen ud, at de ville blive nødt til at sætte lejen op for at dække forsikringsomkost- ningerne ved brandene. Direktøren i boligforeningen, der administrerer ejendommene i Urbanplanen, hvor beboere måtte evakueres, kaldte det i medierne „tragisk, at beboerne bliver dobbeltramt,“ da de både skal leve med frygten for brande og for at blive ramt på pengepungen. „Utrygheden er dog værst,“ lød det fra direktøren for boligforeningen. Utrygheden gav også anledning til konflikt blandt unge i Urbanplanen. „Der var en intern kamp der, fordi mange syntes, at det var gået over stregen, og fordi en af drengene også havde familie, der boede i den ejendom, der måtte evakueres,“ lyder det fra en medarbejder fra en af de lokale fritids- ungdomsklubber på Amager, der fortsætter: „Men de her drenge, de kan jo ikke styre det, når der er ild indblandet. Og det er også mit klare udtryk, at de ikke nødvendigvis vidste, hvad de ønskede at få ud af afbrændingerne. Det var mest af alt udtryk for en primitiv måde at udtrykke deres frustrationer på.“ Ligesom på Nørrebro stod særligt de ældste teenagere og unge i starten af tyverne bag afbrændinger på Amager, lyder det fra klubfolk fra Urbanplanen. Ifølge disse stod en gruppe på omkring 10 unge i slutningen af teenageårene og starten af tyverne her for urolighederne. Ligesom på Nørrebro er en del af baggrunden, at unge der fylder 18 år ikke må komme i de lokale klubber, når de ikke længere hører under børne- og ungeforvaltningen. „Og så er det, at de her unge har været fanget i ingenmandsland lige siden. Alle ved jo, hvem det er, der lavede balladen under urolighederne i vinterferien,“ forklarer klubmedarbejderen fra Urbanplanen på Amager. Man kan derfor relativt let forudsige, hvem der vil deltage i sådanne optøjer, og hvem der vil lade være, forklarer han: „Det er den samme historie, hver gang: Det er unge, der er blevet 18 og ikke kan komme i gang med en uddannelse, fordi de ikke har lært nok

191

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 191 11/03/11 11.41 i folkeskolen, og så samtidig får revet hverdagen op med rode, når de heller ikke er velkomne i klubben længere – det skaber jo en utrolig frustration og tomhed. Nogle klarer den og får udfyldt tomheden, hvis de får en sød kæreste, der kan give dem selvværd og selvtillid. Andre ryger jo ud i noget skidt.“

Også afbrændingen af skoler bærer på en historie, der bunder i nederlag i skolen og manglende fremtidsmuligheder. Da 15 meter høje ﬂammer står op af Tingbjerg Skole, som delvist nedbrænder lørdag aften, er dette ikke blot med til at overbevise unge på Nørrebro om, at deres ‘kamp’ har taget overhånd. Skoleafbrændingerne fremkalder spørgsmål, der rører ved nogle af grund- værdierne i den universelle velfærdsstat. For hvad er årsagen til, at mange drenge i de stigmatiserede bydele har et anstrengt forhold til netop den offentlige institution, der i størst grad forventes at skabe lighed i borgernes muligheder for at vælge det gode liv for sig selv? Som den radikale integrationskonsulent Manu Sareen udtalte dagen efter branden på Tingbjerg Skole: „Skolerne er et symbol på samfundet for de unge. Det er der, de kan ramme samfundet – måske endda på et af de steder, hvor det er svagest.“ Folkeskolen er den vigtigste institution i velfærdstaten, når det handler om at udligne de uligheder, der skyldes børn og unges forskellige forudsætninger fra hjemmet. Som vi skal se, går den stadig mere socialt og etniske opdelte folkeskole imidlertid særligt ud over dem, der har mindst kulturel kapital med hjemmefra i skoletasken, og særligt drengene er her i risikozonen for at fejle i uddannelsessystemet. Tosprogede drenge har langt hen ad vejen overtaget positionen fra arbejderklassens drenge, som nogle der søger status i grupper, der tager afstand fra de skolefærdigheder, de har svært ved at leve op til. En af konsekvenserne er, at antallet af elever med en mørk hudfarve i stigende grad er blevet en markør for ballade og ringe faglige resultater i den danske storbyskole. Enhedsskolen er i stigende grad blevet opdelt i sorte og hvide skoler, hvilket spænder ben for velfærdsstatens muligheder for at udligne sociale forskelle, som er uundgåelige ved skolestart som følge af forskellige familieressourcer. Lige så længe halvdelen af alle etniske minoritetsbørn afslutter folkeskolen uden at være i stand til at læse en avis, lige så længe vil samfundet formentlig fejle, når det handler om at undgå en etnisk underklasse, der er overrepræ- senteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikkerne. Og lige så længe vil ilden som udtryksform være en mulighed i et Danmark, hvor der er et stort sammenfald mellem de sociale og etniske gebyrer, som mange unge minori-

192

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 192 11/03/11 11.41 tetsmænd føler, at de betaler. Vi starter historien om den danske folkeskole i Tingbjerg, før turen kommer til udviklingen af antiskolekulturer samt opdelingen i sorte og hvide skoler.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 193 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 194 11/03/11 11.41 7. FOLKESKOLEN I BRAND – NÅR HUDFARVE OG ULIGE FORUDSÆTNINGER FALDER SAMMEN

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 195 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 196 11/03/11 11.41 Enhedsskolen under angreb – lige adgang betyder ikke lige udfald

Han har som regel kun dyrene som selskab, når han møder om morgenen som den første medarbejder i Tingbjerg Fritid. Normalt tager det klubleder Kim Valbjørn halvanden time at køre fra bopælen til arbejde, men denne lørdag nat tilbagelægger han ruten Lolland-København på en time. Kim Valbjørn har frygtet for opkaldet hele ugen, efter at Tingbjerg sluttede sig til de optøjer, der startede på Nørrebro weekenden forinden. Vagtselskabet fortæller ham, at ukendte gerningsmænd har kastet molotovcocktails ind i klubben omkring 2.30 om natten. Klublederen kan fra flere kilometers afstand se lysskæret over Tingbjerg og frygter, at Tingbjerg Fritids heste, hængebugsvin, kaniner og enlige æsel er ved at omkomme i flammerne. Da han drejer ind ad Tingbjergs hovedstrøg, går der imidlertid ikke mange minutter, før det går op for ham, at det er Ting- bjerg Skole, der oplyser himlen. 15 meter høje flammer står op fra skolen. Kim Valbjørn stiger knap ud af bilen for at observere brandmændenes forsøg på at begrænse skaderne. Hans førsteprioritet er at finde ud af, hvorvidt Tingbjerg Fritid kommer til at slå dørene op efter vinterferien eller ej. Svaret viser sig hurtigt, da han ruller ind foran klubben, hvor en gruppe naboer er forsamlet. „En af dem jeg talte med samme aften, havde ikke nået at se gerningsmændene. Men da han hører knaldet og står op for at kigge ud af vinduet, ser han en mand i en sort bil, som standser op og slukker branden med en pulverslukker. Gerningsmændene var der øjensynlig ingen spor af. „Der blev kastet tre molotovcocktails ind i klubben, men det er altså nogle, der er kommet kørende i bil, for de var væk med det samme, for ingen af naboerne nåede at se dem,“ forklarer klublederen. Brandattentatet mod Tingbjerg Skole er ligeledes uopklaret, og flere lokale skolelærere samt klub- og socialarbejdere peger på en vrede blandt unge, der er vendt mod folkeskolen som institution og samfundet generelt som årsagerne til, at gerningsmændene kunne finde på at sætte ild til den vigtigste institution i bydelen. Der fandt 14 brandforsøg sted på skoler rundt om i landet i løbet af ugen. Skoleafbrændinger rammer blandt andet i Odense, Birkerød og Københavns Nordvestkvarter, men brandene når ikke at få ordentligt fat

197

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 197 11/03/11 11.41 nogle af disse steder. Det går kun for alvor galt på Værebro Skole i Gladsaxe og Tingbjerg Skole. Når flere skoler ikke blev brændt af i et gammel køben- havnsk kvarter som Nørrebro, hænger det sammen med den tætte bebyggelse i bydelen, påpeger flere lokale aktører. „Naboerne kan jo se skolerne fra deres vinduer, og én ting er at brænde en container af, noget andet er en skole. Det vil folk ikke finde sig i. Men at der er mange unge, der er vrede på skolerne – det er det samme i mange af de her kvarterer,“ forklarer Anoir Hassouni. Hvor Nørrebro ligger centralt i bybilledet, befinder Tingbjerg sig derimod så langt ude i periferien af storbyens rum, som man kan komme i Københavns Kommune. Boligområdet har postnummer i det gamle arbejderkvarter Brøns- høj, men befinder sig flere kilometer fra denne bydels centrum. To busruter fører ind i Tingbjerg, og på den sidste kilometer af strækningen, fra Brønshøj Torv til Tingbjerg, er ruten omgivet af volde og Utterslev Mose. Tingbjerg har derfor naturen som nærmeste nabo, og transportmulighederne er langt fra de københavnske brokvarterers tætte net af Metro, S-tog og busruter. Det har derfor haft store konsekvenser for ‘billøse’ beboere, når den offentlige transport til bydelen enkelte gange har været indstillet på grund af teenageres stenkast mod busser. Med sit forstadspræg, den fysiske adskillelse fra resten af storbyen og de ringe offentlige transportmuligheder, minder Tingbjerg således i højere grad om billedet af fysisk segregerede franske forstæder end Nørrebro, som med sin centrale placering ydermere har lettere ved at fastholde og tiltrække beboere, der er i job og under uddannelse. Til gengæld har Tingbjergs 5000 beboere adgang til brede karreer og institutioner, der er omgivet af naturområder med plads til leg og klatren i træer. Ulempen ved den megen luft er, at bydelen er let tilgængelig for potentielle brandstiftere, der i aften- og nattetimerne er fri for tilskuere i form af naboer. Bydelen forsøgte imidlertid i løbet af en uge med uroligheder, at holde brandene i ave med et frivilligt korps, der var synlige på gaderne i aften- og nattetimerne. Flere af Tingbjergs unge mænd meldte sig til teamet af brandvagter. En af dem er Majid, som i dag er i midten af tyverne. Han hørte til dem, der forsøgte at overtale lillebrorgenerationen i kvarteret til at afholde sig fra at kopiere „Nørrebros kamp“. „I Tingbjerg var de unge også frustrerede over visitationer. Jeg blev også selv visiteret. Lad dem gøre deres arbejde var det eneste, vi kunne sige til de unge. Vi ville jo ikke have vores bydel ødelagt af de her brande. Den manglende respekt for samfundet og for deres egen bydel går ikke igen blandt alle de unge. Slet ikke.“

198

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 198 11/03/11 11.41 Majid var en af de frivillige brandvagter, der lørdag nat nåede først frem til storbranden på Tingbjerg Skole. „Jeg var udgående medarbejder, og der var egentlig ret stille og roligt. Det var koldt og blæste ad helvede til. Der var minusgrader. Lige pludselig var der så flammer over det hele. Jeg var henne ved terrasserne og begyndte så at løbe mod skolen,“ fortæller Majid om synet, der mødte ham, da han nåede frem til sin gamle folkeskole. „Jeg har selv boet 25 år i Tingbjerg. Det var mine gamle minder, jeg kunne se blive brændt ned.“ Det tog brandvæsenet halvanden til to timer at slukke branden. I mellemtiden sørgede Majid for, at ingen nærmede sig branden. Nogle mindre børn var også kommet på gaden med deres forældre. „Nogle få var i nattøj og kunne se deres skole brænde,“ fortæller Majid. Da skolegangen blev genoptaget mandag, mødte eleverne imidlertid op til klasselokaler, der til forveksling lignede sig selv. De anslåede 20 millioner, som brandskaderne beløb sig til, dækker nemlig over de dele af skolen, hvor eleverne sjældent bevæger sig hen. En fløj af skolen består af lærerværelse samt tilstødende lokaler, og det var denne del af skolen, der nedbrændte. Dette er muligvis ikke tilfældigt, påpeger skoleleder Joy Friman. Hun tror ikke, at indskrevne elever stod bag. „Men det har måske været tidligere elever,“ siger hun og fortæller, at nogle unge utvivlsomt tager negative minder med sig fra deres folkeskoletid. „En stor del af dem, der bor herude, har gået her på skolen. Derfor er det måske heller ikke tilfældigt, at gerningsmændene har tændt ild et sted på skolen, hvor brandvæsenet ikke kunne komme til. Der ligger måske også en symbolik i, at det netop er den fløj af skolen, hvor lærerværelset er, der er blevet brændt af.“ Ligesom flere andre aktører fra Tingbjerg og Nørrebro peger skoleinspek- tøren på Tingbjerg Skole på det paradoksale ved unge, der brænder ting af i frustration over deres sociale position i samfundet og derved bekræfter det negative billede af deres bydel og sig selv, som de netop føler sig frustrerede over. Joy Friman udtrykker det sådan her:

„Brandstiftelse er ikke noget, de unge herfra har fra Mellemøsten, det er noget de har fra Nørrebro, og mediedækningen af Nørrebro. De bruger de samme metoder, som de har set blive brugt på Nørrebro. De her brande var helt klart udtryk for en måde at vise sine frustrationer på. Mange af de unge føler sig stigmatiserede, men det triste er, at når de viser deres frustrationer på denne måde, så bliver de mere stigmatiserede.“

199

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 199 11/03/11 11.41 Dermed fortsætter Tingbjergs drenge og mænd i et spor som unge i franske forstæder har fulgt siden 1980’erne: desto mere de unge fra les banlieues har udtrykt sig gennem vold som en reaktion på deres oplevelse af andenrangsborgerskab, desto mere har de bidraget til den territoriale stigmatisering af deres egne boligområder. I diskussionen om voldens væsen har særligt skoleafbrændingerne fået debattører i den franske offentlighed til at stille et dybereliggende spørgsmål om livsvilkårene i forstæderne: når unge brænder skoler af i deres egne om- råder, er dette så udtryk for de nederlag og antiskolekulturer, som er særligt nærværende blandt drenge fra uddannelsesfremmede hjem? Og er afbræn- dingerne i det større billede desuden et bevis på, at den franske velfærdsstat har fejlet i sit forsøg på at udligne uligheder mellem børn, som har forskellige forudsætninger med hjemmefra? Disse spørgsmål kan med fordel også stilles herhjemme.

Folkeskolen og den immaterielle ulighed I sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2002 udtrykte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at Danmark skulle være et land, hvor man skulle kunne gå fra at være søn af en bistandsklient til at blive bankdirektør. Det er en „ﬂot vision,“ lyder det fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i en rapport, der bygger på det hidtil mest omfattende studie af uddannelse og ulighed på tværs af generationerne fra efterkrigstiden og frem til nutidens Danmark. „Men der er lang vej, når denne undersøgelse indikerer, at der er stor forskel på chancerne for lige kloge og dygtige børn af henholdsvis bank- direktøren og bistandsklienten.“ 266 Folkeskolen har historisk stået i centrum som den samfundsinstitution i velfærdstaten, der mere end nogen anden forventes at bidrage til lige muligheder for borgerne i vort samfund uanset social baggrund og størrelsen på familiens bankkonti. Historien om antallet af danskere, der læser videre efter grundskolen er da også en succeshistorie. Mens fattigdom og deraf følgende dårlige bolig- og helbredsmæssige forhold var den store trussel i Danmark og andre europæiske nationalstater i første halvdel af 1900-tallet, erobrede uddannelsessystemet fra 1960’erne ter- ræn i debatten om betydningen af arv og miljø. Visioner om at skabe større social lighed via et generelt uddannelsesløft i samfundet, er langt hen ad vejen lykkedes. Mens fem procent af en undersøgt ungdomsårgang fra 1930 blev studenter umiddelbart efter 2. verdenskrig, var tallet steget til det femdobbelte

200

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 200 11/03/11 11.41 for den årgang, der blev født i 1954. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidligere kendt som Socialforskningsinstituttet og stadig forkortet SFI) der har observeret tredje generation siden deres fødsel omkring 1980, gælder det, at 38 procent heraf har taget en gymnasial uddannelse. Tal fra Undervisningsministeriet peger endvidere på, at ud af den ungdomsårgang, der i 2005 forlod folkeskolen, vil 53 procent starte på en gymnasial uddannelse og 38 procent på en erhvervsuddannelse. Velfærdsstatens målsætning om uddannelse til alle er dermed langt hen ad vejen lykkedes, men SFI sår derimod tvivl om, hvorvidt sloganet ‘lighed gennem uddannelse’ holder stik. Målsætningen gør sig gældende på sjette årti, men „erkendelsen af, at det er sværere end som så at skabe den ønskede lighed, har færre år på bagen,“ lyder det fra SFI.267 Den lige adgang til folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser har nemlig ikke ført til, at arbejderklassens børn har overrendt gymnasierne og universitetsgangene. 79 procent af dem, hvis far ikke har en studentereksamen, får heller ikke selv en studentereksamen, og hvis vi hopper videre til tredje generation, viser det sig, at 69 procent af disse heller ikke tager en gymnasial uddannelse. Til sammenligning får seks ud af ti blandt dem, hvis far har en studentereksamen selv en gymnasial uddannelse.268 Selvom velfærdstaten sikrer formel lighed ved at sikre lige adgang til uddannelsesinstitutioner, ﬁnder der altså en systematisk ulighed sted, når det gælder udfaldet af børn og unges uddannelsesforløb. Som SFI udtrykker det: „I et samfund hvor folk får muligheder efter deres evner, er den sociale faktor uden betydning, men det er på trods af målet om dette ikke tilfældet.“ Der konkluderes, at velfærdsstaten har haft stor fokus på at udligne økonomisk ulighed men ikke tilpas blik for den immaterielle uligheds betydning for børns livsmuligheder. Ulighed, der handler om forskelle i kulturel kapital, viden og evner til at afkode sociale normer, er langt hen ad vejen blevet overset i velfærdsstatens fokus på økonomisk omfordeling. „Det er lykkedes bedre for velfærdsstaten at udligne betydningen af forskellen mellem de økonomisk rige og fattige end mellem de kulturelt rige og fattige,“ hedder det i undersøgelsen fra SFI, der samtidig konstaterer, at uddannelsesbeviser i dag udgør den væ- sentligste skillelinje for borgernes muligheder for at vælge det gode liv for sig selv.269 Særligt på denne side af Atlanten, hvor et socialt sikkerhedsnet i de vest- europæiske velfærdsstater, en lige adgang til uddannelse og høje mindsteløn- ninger sikrer, at den ‘gammeldags’ økonomiske forarmelse holdes i ave, er det i det hele taget tydeligt, at ulighedens væsen har skiftet karakter. Den sociale

201

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 201 11/03/11 11.41 ulighed har ændret udseende fra efterkrigstidens fokus på at udrydde den gammeldags fattigdom, hvormed ingen skulle gå sultne i seng, til nutidens fokus på uddannelsens betydning for arbejde og et værdigt liv.271 Og dette i såvel Danmark som i USA og Frankrig, hvor uddannelsen er blevet en stadig tydeligere markør for, hvem der inde og ude i samfundet. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd kalder dette en „ny ulighed“, der hovedsageligt er betinget af manglende uddannelse.

„Det drejer sig om følelsen af at være uden for i et samfund, der stiller stadig større krav om menneskers evner til at mobilisere personlige kompetencer og træffe personlige valg og dermed om en udvikling, hvor der er mulighed for at grupper, der tidligere kunne klare sig på et velstruktureret og mindre kompliceret arbejdsmarked, hvor man kunne klare sig på baggrund af evnen til fysisk at tage fat, står over for risikoen for at falde udenfor.“ 271

Der er desuden et klart kønsaspekt ved konsekvenserne af manglende uddannelse. Kvinder uden uddannelser har i højere grad haft succes med at fastholde job i servicesektoren og i kontorbranchen, mens de uudannede mænd er blevet de store tabere i den globale udvikling på arbejdsmarkedet, hvor der bliver færre manuelle job. De franske optøjer i 2005 blev også fortolket som et symbol på de stadig sværere betingelser for uuddannede mænd, der er frustrerede og vrede over både manglende livsmuligheder og den stigmatisering, nogle føler sig udsat for. Hvor manglende uddannelse tidligere betød, at de unge mænd ‘kun’ kunne få manuelle job, kan de manglende eksamensbeviser i dag betyde, at den enkelte slet ikke kan få et job samtidig med, at de også går glip af den anerkendelse som uddannelsesbeviset i sig selv giver. I et gammelt arbejderkvarter som Tingbjerg mærker man udviklingen på tæt hold. Gitte Larsen, der har arbejdet med børn og unge i Tingbjerg igennem ﬂere årtier, forklarer, at de sociale udfordringer i bydelen i dag grundlæggende er de samme som tidligere, da det var arbejderklassens drenge, der ikke ﬁk taget en uddannelse. Uddannelsesbevisernes voksende betydning for borgernes muligheder for at blive anerkendt, har imidlertid bidraget til, at særligt de bogligt svage drenge – på tværs af etniske skel – er mere stigmatiserede end tidligere:

„Folk der blev til noget før i tiden, var jo heller ikke altid bogligt gode. Du kunne også blive byens bedste snedker. Det er sværere at få en chance i dag. Folk har jo altid været opdelt. Lige så vel, som nogle kan være gule og nogle

202

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 202 11/03/11 11.41 hvide, så er der også nogle, der er til det faglige, og nogle der ikke er. Men i dag er det, som om at hvis ikke du har et bogligt hoved, så er du et dårligere menneske. Så er du af lavere rang. Og det synes jeg ikke er okay. Hvis ikke man har det ordentlige boglige hoved, så er folk hurtige til at sige, at så er man nok fra en eller anden belastet familie, og så kan man nok kun komme til at arbejde i et pizzeria eller en grønthandler.“

Det er i det perspektiv, at konsekvenserne af den danske folkeskoles sidsteplads i Skandinavien skal anskues, når skolens evner til at lære eleverne at læse på et niveau, der gør det muligt at tage en ungdomsuddannelse svigter. 16 procent af alle danske elever i 9. klasse mangler således færdighederne til at kunne læse og forstå indholdet i en avis. Til sammenligning er det blot fem procent af de ﬁnske skoleelever, som tilsvarende læser på et niveau, der er utilstrækkeligt, når det gælder muligheden for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Når det gælder etniske minoriteter gennemfører kun halvdelen folkeskolen uden såkaldte funktionelle læsekompetencer.

Manglende læsefærdigheder og praktikpladser Den relativt store andel af elever, der gennemfører den danske folkeskole uden disse funktionelle læsekompetencer bærer, ifølge den internationale Pisa-undersøgelse, hovedansvaret for Danmarks sidsteplads i Norden, når det gælder andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. I Danmark er det knap hver femte, der aldrig kommer videre efter folkeskolen, mens det i de andre nordiske lande gennemgående er hver tiende elev, der aldrig starter på en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen Pisa Etnisk 2005, som bygger på undersøgelser af hver fjerde danske 9. klasseelev med ikke- vestlig baggrund, har tydeliggjort det nedslående facit for den etniske slagside i uddannelsessystemet herhjemme: 53 procent af de etniske minoritetselever afslutter folkeskolen med så ringe læsefærdigheder, at de får svært ved at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.272 Problemet er ikke distinkt dansk men snarere europæisk. De såkaldte Pisa-undersøgelser af, hvor godt 15-årige elever i de 30 OECD-lande er rustet til at møde udfordringerne i fremtidens informationssamfund, har således gentagne gange vist, at særligt elever med immigrantbaggrund sakker bagud i såvel Danmark som vore europæiske nabolande. Dette er baggrunden for, at mange minoritetsunge rundt om i Europa risikerer at falde udenfor og havne i bunden af samfundshierarkiet.273

203

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 203 11/03/11 11.41 Det står særlig slemt til blandt de unge mænd med indvandrerbaggrund, hvor blot hver anden får taget en ungdomsuddannelse. Selvom mange indskriver sig på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, er frafaldet stort. Særligt på de erhvervsfaglige uddannelser, hvor seks ud af ti mandlige etniske minoritetsstuderende dropper ud, mens det tilsvarende tal for etnisk danske elever er 30 procent.274 Undersøgelser fra såvel Integrationsministeriet som Det Nationale Forsk- ningscenter for Velfærd viser, at frafaldet kun i beskedent omfang skyldes, at de unge vælger at skifte uddannelse. De unge udviser endvidere en høj grad af motivation for at få en uddannelse.275 Pilen peger på, at årsagerne til frafaldet skal findes ved, at mange ikke kan håndtere de boglige krav på erhvervsud- dannelserne samtidig med, at særligt etniske minoriteter har problemer med at finde praktikpladser. Sidstnævnte udgør et konkret strukturelt problem i opbygningen af uddan- nelserne, som kan koste både ‘brune’ og ‘hvide’ elever eksamensbeviset, uanset at de opfylder de faglige krav. Der er nemlig færre lærepladser, end der elever på de tekniske uddannelser, hvilket kan virke paradoksalt set i lyset af den politiske målsætning om at motivere flest muligt til at tage en ungdomsuddannelse. Hvis virkeligheden fra de tekniske skoler overførtes til de gymnasiale uddannelser, ville det svare til, at man efter de to første år pegede på et stort antal elever med beskeden om, at der ikke længere var plads til dem efter sommerferien, fordi uddannelsen ikke længere kunne rumme dem fysisk. Den hårde kamp om praktikpladserne forstærker den etniske slagside ved frafaldet på de erhvervsfaglige uddannelser. Det større fravalg af etniske minoriteter som praktikanter skyldes ifølge en rapport fra Integrationsministeriet frygt for dårlig kemi mellem den unge og de øvrige ansatte samt forventninger om, at unge minoriteter vil skræmme kunder væk og være dyrere at oplære.276 Frygten for de kulturelle skel er endvidere stor blandt virksomheder, der aldrig har haft etniske minoriteter som praktikanter.277 De manglende praktikpladser rammer særligt de bogligt svageste elever, men når det gælder de etniske minoritetselever risikerer også de dygtige elever at måtte droppe uddannelsen. Dette skyldes, at virksomhedslederne er tilbøjelige til at vurdere elever med fremmedklingende navne under én kategori – og i denne er ansættelse af unge minoriteter forbundet med ekstraomkostninger, lyder det i rapporten fra Integrationsministeriet.278 Ifølge rapporten oplever såvel de unge praktik- søgende som virksomhedsledere derfor, at indvandrere og efterkommere skal have højere faglige kvalifikationer end danske unge for at få en praktikplads. Virksomhederne tilkendegiver med andre ord, at unge med en anden etnisk

204

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 204 11/03/11 11.41 baggrund er ringere stillet i praktiksøgningen, men at det ikke er umuligt at få en plads, når det gælder de fagligt dygtigste minoriteter. Abas hører blandt dem, der i løbet af uddannelsen som tømrer, var tæt på droppe ud, fordi han ikke kunne finde en praktikplads. I løbet af knap et år mødte han hver torsdag op hos en uddannelsesvejleder for at skrive ansøgnin- ger, og han mødte personligt op for at aflevere disse til mester. Han mener, at det både er hans navn og hans bopæl, der bidrog til at hæve kravene til ham fra potentielle virksomheder, der skulle bruge en lærling. Desuden havde han ikke det samme voksennetværk som nogle af klassekammeraterne, der fik en praktikplads gennem en onkel eller en ven af familien. Hans netværk består langt hen ad vejen af jævnaldrende venner og kommunalt ansatte uddannelsesvejledere. Det er derfor også meget sigende, at Abas til slut kom til en samtale hos en mester, der skyldte en ven en tjeneste, som tilfældigvis skyldte en ansat i Københavns Kommune en tjeneste – som på sin side gjorde en af kommunens uddannelsesvejledere en tjeneste ved at trække på sit netværk. Abas fik ikke lærepladsen med det samme efter ansættelsessamtalen. To måneder senere blev han imidlertid ringet op af mester, der tilbød ham en mulighed for at bevise sit værd. „Jeg startede så som arbejdsmand i tre måneder, men det får man ikke sin uddannelse af. Men jeg kæmpede og til slut, så fik jeg den – lærepladsen.“ Når Abas fortæller om sine problemer med at finde en læreplads, nævner han ikke ordet diskrimination, som når talen falder på afvisninger på diskoteker og politivisitationer. Han nævner heller ikke samfundets medansvar for at have indrettet uddannelsessystemet på en måde, hvor der reelt ikke er lærepladser nok til alle. Dette er symptomatisk for dem, der kæmper med at finde lærepladser. De manglende praktikpladser giver sjældent anledning til, at eleverne begynder at kritisere strukturen på uddannelsen og påpege, at det er „samfundets skyld“, konkluderer SFI i en undersøgelse af fænomenet.279 De unge kigger i stedet ofte indad med negative følger for samfundets bestræbelser på at få flest muligt til at tage en udddannelse: „Der er en tendens til, at de unge – der jo i øvrigt er i en særlig følsom fase af deres liv – ser praktikpladsproblemet som et personligt problem. De hælder til, at der nok er noget i vejen med dem selv, hvis de ikke kan skaffe sig en praktikplads. Et forhold der næppe er særligt befordrende for at klø på og prøve at få gjort sin uddannelse færdig.“ 280 Konsekvenserne ved fraværet af uddannelse og job rammer ikke kun det enkelte individ. De manglende eksamensbeviser udgør også en væsentlig skillelinje for, hvem der er i risikozonen for havne i en kriminel løbebane. Især de drenge, der afslutter folkeskolen uden funktionelle læsekompetencer, ender

205

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 205 11/03/11 11.41 ofte i et mønster, hvor de søger anerkendelse i maskuline fællesskaber, der er præget af asocial adfærd.

Uddannelse og kriminalitet Forskning peger på at et grundskoleforløb, der ruster unge til at tage en uddannelse, udgør den bedste form for kriminalitetsforebyggelse. Herhjemme peger den hidtil mest omfattende undersøgelse af sin art på, at forældrenes erhvervsmæssige uddannelse sammenholdt med unges egen skole- og erhvervsuddannelse samt arbejdsmarkedstilknytning udgør den altdominerende beskyttelsesfaktor, når det gælder risikoen for at ryge ud i en kriminel løbebane. Strukturelle forhold i samfundet har dermed den største betydning, når det gælder kriminalitet. „Vi kan altså overordnet konkludere, at det at have et arbejde eller være i gang med en uddannelse beskytter unge mod at blive voldelige og kriminelle,“ skriver sociologen Mogens Nygaard Christoffersen, der har stået for det danske bidrag til undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med Lancaster University i Storbritannien. Forskerne bag undersøgelsen har fulgt alle drenge, der er født i 1980 i Danmark i deres ungdomsår frem til udgangen af 2003. Ud af de i alt 29.944 drenge blev 1.778 dømt for butikstyveri, 1.585 blev dømt for vold, mens nogenlunde samme antal blev dømt for indbrud (1.208) i løbet af deres 23 første leveår. De unges liv før den første dom blev undersøgt for forskellige faktorer. Det viste sig her, at forhold som forældre/barn-relationen under opvæksten, skoleforløbet, boligområdets belastninger og den unges individuelle ressourcer vanskeligt kunne bruges til at forudsige, hvordan det ville gå det enkelte barn, da det er mindretallet af unge med selv svære familieforhold i hjemmet – såsom vold i hjemmet og kriminelle fædre – der havner i kriminalitet. De forskellige faktorer kan imidlertid tilsammen fungere som en indikator, mens ud dannelse i sig selv fremstår som den altoverskyggende skillelinje for, hvem der er i risikozonen for at begå kriminaliteten. „Hvis vi samtidig husker, at frafaldet på ungdomsuddannelser stadig udgør et stort problem, er udfordringen ligetil,“ lyder analysen og peger på, at vi som samfund kan reducere kriminalitet ved at „sikre barnets udviklingschancer – blandt andet gennem støtte til svage familier, kvalitetsbørnehaver, et ordentligt skolesystem, der har ressourcer til at støtte de svage elever, uddannelsesmuligheder og et arbejde til de unge.“ 281 Folkeskolen spiller en afgørende rolle, når det handler om indsatsen for at begrænse de forhold, der har størst betydning for borgernes kriminelle

206

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 206 11/03/11 11.41 mønstre, anslår undersøgelsen. „Man må ind og analysere, hvorfor så relativt mange unge oplever skolen som et nederlag og derfor ikke har mod på at gå i gang med en uddannelse,“ konkluderer Mogens Nygaard Christoffersen. Sammenhængen mellem folkeskolen og kriminalitet giver et ﬁngerpeg om, at det store antal tosprogede drenge, der slutter deres folkeskoletid uden evnerne eller lysten til at læse videre, er afgørende for etniske minoriteters overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. Dette mønster er tydeligt i et gammelt arbejderkvarter som Nørrebro, hvor de tosprogede drenge langt hen ad vejen har overtaget de modstandskulturer mod folkeskolen, som tidligere var forbundet med arbejderklassens drenge. De kriminalpræventive medarbejdere i bydelen fremhæver således folkeskolen som den vigtigste institution, når det handler om at forhindre, at unge ryger ud i kriminalitet. De kriminelle unge viser sig nemlig gang på gang at være nogle, der er „blevet smidt ud eller har følt sig uretfærdigt behandlet“ i skolen, skriver gadeplansmedarbejder Ali Haseki i artiklen ‘At arbejde med grupper – en introduktion til bande- og gruppelivet.’ „En af de ting drengene har til fælles, er nederlag. Og ﬂere nederlag. De har oftest hver især haft en masse nederlag i folkeskolen på den ene og den anden måde, både fagligt og sprogligt.“282 Den kriminalpræventive betjent Harun Y. Rubin peger på, at manglende kompetencer fra folkeskolen gang på gang spænder ben for samfundets be- stræbelser for at give unge et alternativ til destruktive fællesskaber.

„Mange af de unge kommer ud af skolen uden baggrund for noget som helst. Nogle er så bogligt svage, at de ikke kan klare teknisk skole. Men ofte bliver de indskrevet alligevel, og i stedet for at vedkende sig, at de ikke kan klare det bogligt, så klarer de det ved at komme op at slås, så de smides ud. Og så er de voldsmænd og forbrydere, får de at vide. Ok, de kan ikke klare skolearbejde, og så kan de lige så godt være forbrydere. Det er bedre at sige, at de droppede ud af teknisk skole, fordi de tævede inspektøren end at sige, at de ikke er i stand til at lægge 2 og 2 sammen. De søger derfor anerkendelse som nogle, der er seje, og så bliver de i den gruppe, hvor de anerkendes for det, de kan, og hvor de boglige kundskaber ikke betyder noget.“

Sociologer har navngivet disse drenge og mænd som såkaldt vilde unge, hvis gruppefællesskaber er domineret af ekspressive maskulinitetsbegreber, uden at dette nødvendigvis behøver at munde ud i en kriminel løbebane.283 Det positive aspekt ved disse gruppefællesskaber er blandt andet det øgede

207

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 207 11/03/11 11.41 selvværd, den enkelte kan få gennem tilhørsforholdet. For nogle af disse unge er behovet for at søge anerkendelse for fysisk styrke inden for gruppen blot et overgangsritual, som gradvist glider i baggrunden i takt med, at drengene bliver til mænd, der studerer, arbejder og stifter familier. For andre er det for sent, når de først indser behovet for boglige færdigheder. Bagsiden ved gruppefællesskaber, der bygger på en modidentitet til boglige færdigheder og samfundets dominerende værdier, er nemlig, at de unge selv bidrager til at havne i bunden af samfundets hierarki, når de dømmer sig selv ude i skolen. Dette sker, når drengene allerede i folkeskolen bekræfter hinanden i, at det ikke er socialt anerkendelsesværdigt at lave sine lektier, hvorved de forringer fremtidsmulighederne på et stadig mere vidensintensivt arbejdsmarked. Sær- ligt grupper af drenge fra ikke-boglige hjem er tilbøjelige til at skabe en fælles modidentitet til folkeskolen, som kan resultere i en ond cirkel blandt disse elever og nogle af deres lærere. Denne modidentitet har i stadig højere grad fået en hudfarvedimension i takt med, at Danmark er blevet multietnisk, og storbyskolerne er blevet både mere socialt og etnisk opdelte. Tosprogede har langt hen ad vejen overtaget positionen og identiteten fra arbejderklassens børn, som dem de andre ikke vil lege med.

Hudfarven som en markør for ballade

Tematikken om drenge der havner i opposition til lærerne, lektierne og skolen, er sandsynligvis lige så gammel som folkeskolen selv. Når grupper af tosprogede drenge i det almennyttige boligbyggeri kæder folkeskolen sammen med nederlag, følger de således et mønster, som har gjort sig gældende i de gamle arbejderkvarterer, før disse overhovedet ﬁk et ry som indvandrerkvarterer og som ‘ghettoer’. Nok har etnicitet som markør erobret terræn i debatten om drenge, der har en ‘antiskolekultur’ som en del af deres gruppeidentitet, men vi skal ikke længere end en generation tilbage, før det var arbejderklassens børn, der var genstand for den samme diskussion, når det drejede sig om potentielle ballademagere i de vesteuropæiske grundskoler. I det klassiske værk ‘Learning to Labour’ undersøgte den britiske sociolog Paul Willis allerede i slutningen af 1970’erne, hvordan arbejderklassedrenge selv bidrog til deres egen fremtid som ufaglærte lønarbejdere, når de dannede

208

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 208 11/03/11 11.41 modstand mod skolen. Drengenes opposition til grundskolen var, ifølge den britiske sociolog, en væsentlig årsag til, at arbejderklassedrenge fik arbejder- klassejob på trods af, at den gratis og universelle adgang til uddannelse burde sikre en større social mobilitet. På trods af, at disse lads – britiske knægte – havde svært ved at leve op til skolens boglige krav, oplevede de selv, at de befandt sig øverst i det sociale hierarki blandt skolens elever. For de unge mænd, der påtog sig en ballademageridentitet, var det at fremstå som maskuline det mest betydningsfulde, hvorimod der blev taget afstand til skolemæssig kunnen. Den anerkendelse som disse arbejderklassedrenge oplevede, at de ikke kunne få del i ved skolens officielle krav om boglig flid, modtog de i stedet i gruppefællesskabet og fra en del af skolens øvrige elever, der beundrede den fysiske styrke, som disse drenge udviste.284 Det paradoksale – dengang som i dag – er imidlertid, at sådanne unge nok kan ‘bytte’ den manglende boglige anerkendelse for fysisk styrke og en machofacon i skolegården, men disse maskuline værdier kan efter skoletiden ikke nødvendigvis omsættes til samfundsmæssig anerkendelse. Forskning peger på, at det typisk er manglende kultural kapital – her forstået som viden og evnerne til at afkode, hvad der forventes af eleverne i en enhedsskole baseret på særligt middelklassens værdier – som er den mest afgørende faktor, når det handler om at forklare, hvorfor elever fra ikke-boglige familier ofte ender i bunden af karakterskalaen. Manglende kulturel kapitel er et fælles vilkår for både drengene og pigerne fra ikke-boglige hjem. I løbet af skoletiden viser pigerne sig imidlertid ofte bedre til at indordne sig under skolens værdier og søge anerkendelse for de boglige færdigheder, der primært belønnes i klasselokalet.285 Når det gælder grupper af drenge fra uddannelsesfremmede hjem, udgør de oppustede maskuline idealer på en og samme tid en modstand mod boglige værdiers betydning for det sociale hierarki i samfundet, samtidig med at modstanden dømmer de unge til at reproducere selvsamme hierarki. Parallellen til arbejderklassens børn er tydelig, når det gælder studier af identitet, ballade og maskuline fællesskaber blandt etniske minoritetsdrenge. I dansk sammenhæng bruger de tosprogede børn imidlertid også etniciteten og religionen i dannelsen af modstandsidentiteter. Etnicitetens fremmarch som en markør for ballade i folkeskolen bliver stadig mere tydelig i takt med, at etniske minoritetsbørn udgør en større andel af eleverne i storbyernes folkeskoler. Når en tredjedel af eleverne i Københavns folkeskoler er etniske minoritetsunge, er dette ikke kun et vidnesbyrd om en multietnisk hovedstad. Det stigende antal tosprogede betyder også, at minoritetsdrengene fylder stadig mere i gruppen

209

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 209 11/03/11 11.41 af unge, der klarer sig fagligt ringe og laver ballade i frikvartererne, hvilket ikke går lærernes opmærksomhed forbi. „Om end de ﬂeste lærere ikke ønsker at forstå det som et spørgsmål om etnicitet oplever de, at der faktisk er forskel på børnene,“ skriver antropologen Laura Gilliam på baggrund af ph.d.-afhandlingen ‘De umulige børn og det ordentlige menneske’. Her har hun observeret en folkeskoleklasse i syv måne- der, da de gik i henholdsvis 4. og 6. klasse og lavet interviews med både elever og lærere. Den pågældende skole ligger i et tidligere arbejderklassekvarter, der i dag er præget af både almennyttigt boligbyggeri og mondæne lejligheder. Eleverne var i 6. klasse nået til en fælles forståelse af, at de var en af skolens værste klasser, som ingen lærere gad undervise. På trods af at hele klassen pådrog sig en klasseidentitet som „helt umulige“, opfattede børnene det i ni ud ti tilfælde imidlertid som, at det var klassens drenge, som lærerne beklagede sig over.286 Pigerne opførte sig langt mindre ekspressivt, hvorfor lærerne, ifølge Gilliam, ﬁk en helt anden sympati for pigerne. Dette bidrog til en relation, der i højere grad motiverede pigerne til at kæmpe for at klare sig i skolearbejdet samtidig med, at pigerne ikke skabte en modkultur til skolen i samme grad som drengene. Drengene holdt derimod fest i timerne, hvis de kunne komme til det, og i frikvartererne kom de ofte op at slås, drillede de andre børn og smadrede skolens inventar. Dette gjaldt alle klassens ni drenge, men eleverne havde en tendens til at overse, at de to etnisk danske drenge typisk også deltog i balladen. Børnene oplevede generelt, at der var en klar sammenhæng mellem klassens ry og det faktum, at klassen med sine 75 procent tosprogede børn var en af skolens mest indvandrerrige. 287 Urolighederne blev ført tilbage til de syv minoritetsdrenges etnicitet og religion. En af årsagerne var, at prototypen på en indvandrer ifølge skoleeleverne selv var en muslim, og ballademagerne blev derfor kategoriseret som muslimske indvandrere. I forhold til arbejderklassens børn, der tidligere skabte ballademageriden- titeter ud fra et ideal om råstyrke og en familiebaggrund, hvor faren beskæf- tigede sig med manuelt arbejde, tyder meget på, at religion og etnicitet føjer sig til som endnu en markør for, hvem de unge opfatter som ballademagere i folkeskolen. I klasselokalet forsøger lærerne ellers at nedtone de etniske og religiøse markører. Dette hænger sammen med folkeskolens traditionelle lighedsideologi, hvor lærerne forsøger at praktisere en form for etnicitetsblindhed over for børnene. Derfor gør mange lærere meget ud af ikke at omtale elevernes kulturelle

210

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 210 11/03/11 11.41 baggrunde i klasseværelset. Dette sker ud fra et sympatisk og idealistisk ønske om at nedtone de forskelle, der kan skabe distance blandt børnene. En rapport fra Undervisningsministeriet peger imidlertid på, at denne dybt indgroede lighedsideologi i folkeskolen resulterer i en kløft mellem mange skolers officielle målsætning, der ønsker at inddrage elevernes forskellige sproglige og kulturelle baggrunde i undervisningen, og den reelle undervisning. I rapporten er skoleledere, lærere og elever fra 22 indvandrerrige skoler blevet interviewet, og selvom ni ud af ti skoleledere giver udtryk for, at „mangfoldige kulturbag- grunde anvendes som en styrke i undervisningen“, så er billedet et andet, når det er lærerne og eleverne, der bliver spurgt. Fra elevernes side konstateres det, at deres kultur og sprog ikke inddrages i undervisningen, og lærerne forklarer, at de „ikke ønsker at stemple tosprogede elever som anderledes end etnisk danske elever.“ Det giver sig udslag i typiske udsagn, som „vi ønsker ikke at lave særforanstaltninger for tosprogede elever“, og „vi gør meget for, at alle elever skal føle sig ens“.288 På trods af denne etnicitetsblindhed i lærernes ønsker for undervisningen finder Laura Gilliam, at det „slående er, hvor ofte lærere på lærerværelset og i interviews omtaler individuelle tosprogede elever, såvel piger som drenge, som problematiske.“ Selvom de etniske forskelle nedtones i klasseværelset, er elevernes hudfarve en størrelse, som lærerne noterer sig, når de deler eleverne op på det indre landkort over, hvem der laver ballade, hvem der rækker hånden op i timerne og hvem, der afleverer deres blækregninger til tiden. I den 6. klasse, Laura Gilliam fulgte, brugte eleverne da også lige præcis de betegnelser, som folkeskolen typisk fravælger af politiske og sociale årsager, når de skal markere, hvem der tilhører gruppen af ballademagere. Alle eleverne i klassen fandt det givet, at de børn, som de betegnede som arabere, muslimer, indvandrere og udlændinge, lavede mere ballade, mens de etnisk danske børn blev opfattet som artige, flittige og dygtige. Børnenes virkelighed i skolen var derfor langt fra skolens målsætninger om at ignorere etniske forskelle, der kunne skabe en distance mellem børnene.289 Allerede da eleverne gik i 4. klasse, var det tydeligt, at skolebørnene noterede hudfarven på dem, som de mente, lærerne opfattede som ballademagere. Lærerne kom her ved en række lejligheder til at udpege, hvem der var de hårde rødder. På flere skovture med alle eleverne fra 4. til 6. klasse valgte lærerne at samle potentielle ballademagere fra de forskellige klasser i én gruppe på 20 drenge for, at „de andre kunne få en god tur.“ 290 Ud af de i alt seks klasser, som var med på skovtur, var der 27 etniske minoritetsdrenge og 32 etnisk danske drenge. Ud af en gruppe på 20 potentielle ballademagere var 16 af disse etniske minori-

211

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 211 11/03/11 11.41 tetsdrenge, og det var tydeligt fra elevernes bemærkninger, at både de, der var kommet i balladegruppen og de andre elever noterede, hvem der ifølge lærerne blev anset som problematiske. Eleverne drog deres egne konklusioner derefter, og dette bidrog til de tosprogede drenges ballademageridentitet i skolen. „Det ideal, som lærerne trækker frem om ‘den gode elev’ i deres udtalte krav og dundertaler, er tydeligt genkendeligt for alle elever som den etnisk danske elev, såvel dreng som pige,“ skriver Laura Gilliam og peger på, at børnene ser og registrerer, hvilke elever, der bliver taget ud til ekstra undervisning, hvem der bliver smidt uden for døren og hvem, der bliver rost eller skældt ud.291 Når lærerne „igen og igen skælder ud på de drenge, der bliver kategoriseret som muslimer eller indvandrere“, konkluderer børnene, at „lærerne synes, at de muslimske indvandrerdrenge er slemme, at den kategori, de tilhører, er stigmatiseret, og at de er væsentligt anderledes end børn i andre kategorier,“ skriver Laura Gilliam.292 Dette er langt fra et særegent dansk fænomen. Amerikanske studier peger på, at hvor hvide drenge, der laver ballade i skolen, typisk bliver fortolket som barnagtigt frække og naturligt uartige, så opfattes de sorte drenge i hø- jere grad som små voksne. Mens de hvide drenge ofte anses som de gode slemme drenge, bliver tilsvarende adfærd fra sorte drenge oftere opfattet som intentionelt skadelig, fordi disse børn opfattes som små voksne uden barnlig naivitet. Den samme kategorisering fandt, ifølge Laura Gilliam, ligeledes sted i den københavnske 6. klasse, som hun fulgte. De to etnisk danske drenge i klassen kom fra „dårligt stillede“ familier og lavede ballade ligesom klassens resterende syv drenge, men blev opfattet som drengeagtige. Især den ene af de etnisk danske drenge lavede meget ballade, og blev ofte irettesat af lærerne. De blev imidlertid sjældent rigtigt gale på ham, hvorimod minoritetsdrengenes adfærd blev opfattet som „destruktiv, problematisk og bekymrende.“ Selv umiddelbart fordomsfrie lærere kommer i denne sammenhæng til at reagere hårdere over for de elever, der opfattes som ballademagere, end over for de mere „konforme“ børn, konkluderer Gilliam. Lærerne deler sig i to hovedgrupper, når de skal forklare tosprogede elevers eventuelle problemer i skolen: de benytter sig enten af en kulturel eller en social forklaring. De lærere der forklarer tosprogedes ballade og ringere resultater i folkeskolen ved kultur, benytter sig typisk af en traditionel kulturopfattelse, der binder de etniske minoritetsbørn til forældrenes hjemlandskultur, som formodes at leve stort set uforandret videre i deres hjem i Danmark. Disse lærere peger typisk på, at den „kultur børnene kommer fra“ ikke giver dem

212

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 212 11/03/11 11.41 den opdragelse, opbakning og ballast, som skal til for at klare sig i skolen. En stor gruppe lærere peger imidlertid på, at det snarere end kulturelle forskelle er etniske minoriteters dårligere socioøkonomiske vilkår, der stiller tosprogede børn ringere, når det gælder skolearbejdet. Fælles for såvel den sociale som den kulturelle mangelforklaring er, at skolens rolle i reproduktionen af børnenes sociale baggrund overses, og at man i stedet retter bebrejdelsen mod forældrene, konstaterer Laura Gilliam, der mener, at lærerne hermed overser, at de selv indgår i en ond cirkel, hvor de er med til at forstærke drengenes modstandskultur mod skolen. Elevernes erfaringer med skolen har overbevist dem om, at lærerne faktisk forventer af dem, at de laver ballade og er dårlige til skolearbejdet, og denne „stigmatisering har drengene vendt til opposition,“ skriver Laura Gilliam. De etniske minoritetsdrenge vender således ballademageridentiteten til en fælles styrke og opposition til skolen, ligesom tilfældet har været blandt de unge lads i Storbritannien og sorte elever i USA. Nok er denne onde cirkel ikke ny i en skolesammenhæng, men i „en multikulturel skole“ i nutidens samfund „resulterer det i, at børn, og særligt drenge, af forskellig indvandrerbaggrund skaber en fælles muslimsk indvandreridentitet,“ konstaterer Laura Gilliam. De etniske minoritetsdrenge indgår i en ond cirkel bestående af kulturel marginalisering, negativ selvidentitet og opposition til folkeskolen, lærerne indgår i denne destruktive proces – om de vil det eller ej – via deres proble- matisering af visse børn, hvor køn og etnicitet fungerer som en ledetråd for lærernes bevidste og ubevidste fortolkning af elevernes handlinger.293 Spørgsmålet er blot, om „erfaringer med skolen“ og negative forventninger fra lærernes side alene kan forklare dannelsen af en ballademageridentitet blandt minoritetsdrenge, når disse på tværs af landegrænser ofte ender i den samme ballademagerposition? Når både etniske minoritetsdrenge i Europa og sorte elever i USA gang på gang havner i en ballademageridentitet, kunne noget tyde på, at negative lærerforventninger på baggrund af hudfarve ikke kan udgøre hele forklaringen. Lave lærerforventninger i nogle indvandrerrige klasser bør derfor ikke nødvendigvis behandles som et spørgsmål, der primært bunder i etnicitet, men som et fænomen, der også eksisterede før storbyens folkeskoler blev multietniske. Særligt elevernes forskellige sociale bagage fra hjemmet spiller en væsentlig rolle, når etniske minoriteter langt hen ad vejen har overtaget arbejderklassedrenges rolle som ballademagerne i grundskolen.

213

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 213 11/03/11 11.41 Forskellige sociale forudsætninger som grundlag for ballademageridentiteten Godt nok går det igen, at etniske minoriteter er særligt udsatte for negative forventninger fra deres lærere i en gennemgang af de sidste fire årtiers internationale forskning i emnet. De mest dybdegående studier viser imidlertid, at læreres lave forventninger til minoritetselever i mange tilfælde er velbegrundede.294 Når minoritetselevers sociale baggrund medtages i disse undersøgelser, viser det sig, at disse elever lider af samme problem som arbejderklassens børn før i tiden: de er ofte fagligt ringere klædt på til at leve op til skolens boglige krav. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har tilsvarende konkluderet, at etnicitet ikke i sig selv kan forklare, hvorfor tosprogede sakker agterud i den danske folkeskole, når der korrigeres for sociale forskelle.295 At mange tosprogede oplever lave lærerforventninger, hænger således sammen med, at en stor andel af disse elever reelt præsterer dårligere end gennemsnittet af danske skoleelever på grund af manglende kundskaber til både det boglige samt til at afkode lærernes normer og forventninger.296 Forklaringen skal findes i de unges sociale og uddannelsesmæssige familiebaggrund og i selvforståelsen blandt drenge fra uddannelsesfremmede familier.297 Tal fra SFI viser således, at hvor 20 procent af de etnisk danske skolebørn har en ressourcesvag eller delvist ressourcesvag familiebaggrund, er de tosprogede børn „langt vanskeligere stillet end de danske børn.“ Hele 72 procent af de tosprogede i SFI’s undersøgelser har en ressourcesvag eller delvist ressourcesvag baggrund, hvilket til dels forklarer mange tosprogedes omtumlede tilværelse i folkeskolen.298 43 procent af børnene har en ressourcesvag familiebaggrund, mens 29 procent har en delvist ressourcesvag baggrund. Familierne har især svage ressourcer med hensyn til økonomi, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, mens området, der handler om omsorg for barnet, svarer til ressourcerne for de etnisk danske familier i undersøgelsen fra SFI.299 SFI konkluderer, at den sociale bagage hjemmefra spiller en væsentlig rolle for både elevernes relationer til lærerne og deres tilgang til at stille spørgsmål, når der er noget, de ikke forstår i skolen. Allerede i 1. klasse får 14 procent af børnene fra ressourcesvage familier konflikter med lærerne, og knap en tredjedel af disse elever havde koncentrationsproblemer ved skolestart. Blandt børnene fra de ressourcestærke familier var det kun 3 og 13 procent, der til sammenligning havde disse problemer.300 Koncentrationsproblemerne og de faglige vanskeligheder forstærkes af det paradoks, at de elever der har mest brug for hjælp, oftest er dem, der beder

214

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 214 11/03/11 11.41 mindst om den. Denne tendens vokser med alderen og den stigende selvbe- vidsthed. Undersøgelser har således vist, at elever fra uddannelsesfremmede familier ikke er bange for at stille spørgsmål i børnehaveklasser, men at dette ændrer sig med tiden.301 Hvor elever hvis forældre har uddannelser ofte har lært i hjemmet, at det er en styrke at stille spørgsmål, vælger elever for hvem boglige værdier er mere fremmede oftere at gemme sig, når de ikke forstår fagene. Dette bunder hovedsagelig i skam, men mange af disse elever vælger ofte at vise modvilje mod skolen for at give indtryk af, at de ikke vil – frem for at afsløre, at de ikke kan.302 Fællesskabet i en gruppeidentitet, hvor drengene tager synligt afstand fra både ‘duksene’ i klassen og lærernes krav, kan her virke som en form for beskyttelse mod den potentielle ydmygelse ved at vise sine svagheder, og det er næppe tilfældigt, at det netop er de socialt ringest stillede drenge, der oftest havner i disse gruppefællesskaber. Hvis diagnosen på mange tosprogede drenges ballademageridentitet i skolen overser denne sociale dimension, er der en overhængende risiko for, at løsningsforslagene bliver tilsvarende utilstrækkelige. Dette gælder sandsynligvis også de forslag, som Laura Gilliams fremkommer med i forhold til, hvordan den onde cirkel mellem mange tosprogede drenge og deres lærere kan brydes. Hun foreslår at genindføre modersmåls- undervisningen i folkeskolerne samt fokusere på de positive aspekter ved minoritetselevernes etniske og kulturelle baggrund. Den slags tiltag udgør givetvis en anerkendelse af disse tosprogede elevers kulturelle baggrund, men vil næppe være tilstrækkeligt til at løse problemer med dannelsen af antiskolekulturer blandt drenge fra uddannelsesfremmede familiebaggrunde. Et problem som har været nærværende i den danske folkeskole, længe før begreber som ‘modersmålsundervisning’ og ‘tosprogede’ indtog skolens rum. Pædagogiske og kulturelle diagnoser på tosprogede drenges ballademagerposition risikerer at skygge for strukturelle forklaringer såsom elevernes sociale baggrund og andelen af elever med en uddannelsesfremmed familiebaggrund på den enkelte skole. Som vi skal se i næste kapitel, spiller sidstnævnte en hovedrolle, når det drejer sig om betingelserne for at få skabt en positiv elevkultur i klassen. Desuden risikerer pædagogiske praksisser, der fokuser på minoritetselevers forskellighed fra deres jævnaldrende klassekammerater, at fastfryse disse i identiteter, de ikke selv har valgt. Det går netop igen blandt en del af de minoritetsunge, der har udtalt sig til denne bog, at de hellere vil anerkendes som medborgere, der har samme ønsker og præferencer i livet som deres

215

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 215 11/03/11 11.41 jævnaldrende etnisk danske kammerater, frem for at blive betragtet som grundlæggende forskellige fra dem.

Manglende samtale bidrager til hudfarvestereotyper og sociale overdrivelser De unge, der har udtalt sig til denne bog peger endvidere på, at der er meget mere på spil end samspillet mellem lærere og skolelever, når etnicitet bruges som målestok for, hvem der er ballademagere, og hvem der ikke er. De unge reagerer på det samfund, de lever i, hvor etniske minoriteter reelt er socialt ringere stillet ved skolestart end jævnaldrende etnisk danske børn, og hvor etniciteten reelt opfattes som en strømpil for betingelserne for at blive anerkendt som en ligeværdig medborger – både i og uden for skolen. Skoleelever befinder sig således ikke i et vakuum i deres skoletid, hvor de er blinde for det omgivende samfund og de diskussioner af islam, etniske minoriteter og ‘ghettoen’, som kommer til udtryk i den offentlige debat. Dette betyder ikke, at der inden for folkeskolens rum ikke kan opstå en opdeling af eleverne på baggrund af stereotype karakteristika, men disse kategorier rækker utvivlsomt også ud over folkeskolens rum. En dansk undersøgelse af seks klasser på tre forskellige skoler fra 2004 peger således på, at der på skolerne skabes forskellige elevkategorier i samspillet mellem elever og lærere, som fastholder begge parter i bestemte mønstre. Undersøgelsen konkluderer, at disse kategorier reelt hæmmer indlæringen hos dem, der havner i marginaliserede elevkategorier som „dovne og fagligt svage drenge“, „tørklædepiger“, „mindre dygtige“ og „andengenerationsindvandrerdrenge og ballademagere“. Disse kategorier er ifølge undersøgelsen ikke blot udtryk for billeder og forståelser, som gør sig gældende i hovederne på lærere og skoleelever – de afspejler snarere dominerende samfundsmæssige stereotyper og betragtninger. Når unge påtager sig en identitet som ballademagere eller outsidere, er det således samspillet mellem deres egen kulturelle, økonomiske og sociale kapital, deres nære omgivelser – inklusive folkeskolen, familien og vennerne – samt dominerende samfundsstereotyper, der har betydning for den biografi, de skriver om sig selv. I denne selvbiografi spiller sociale overdrivelser uundgåeligt en stor rolle, når grupper af drenge definerer deres egen adfærd som risikobetonet, og når især drengene påtager sig en ballademageridentitet, som i folkeskolen ofte forbindes med status. Den såkaldte Ringstedundersøgelse har således vist, at flertallet af de unge i de ældste folkeskoleklasser tror, at jævnaldrende drikker,

216

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 216 11/03/11 11.41 ryger og laver mere ballade, end tilfældet faktisk er.303 Disse overdrivelser gør sig gældende, fordi de unge overdriver omfanget af deres egen risikoadfærd. Ringstedundersøgelsen har imidlertid vist, at oplysning og diskussion af unges reelle kriminalitet og indtag af rusmidler i klasselokalet, fører til, at unges risikoadfærd falder, hvorimod den stiger, når de unge er uoplyste om graden af denne adfærd. Meget tyder på, at samme type sociale mønster gør sig gældende, hvad angår børns syn på hudfarvens betydning for folks adfærd. Der er desuden en sammenhæng mellem manglende oplysning og børns tendens til at udvikle negative stereotyper omkring mørklødede og sorte minoriteter. En amerikansk undersøgelse fra 2009 har vist, at børn får et mere nuanceret syn på sorte, når de har snakket om race og hudfarve med voksne, hvorimod mørk hudfarve i højere grad bliver forbundet med ubehag, hvis emnet bliver fortiet. Det er den danske forsker Birgitte Vittrup, der har foretaget den i USA meget omtalt undersøgelse ved University of Texas, hvis foreløbige resultater blev offentliggjort i Newsweek i 2009.304 Undersøgelsen konkluderer, at når forældre tager en snak om hudfarve med deres børn, minimeres risikoen markant for, at børnene tænker negativt om folk, der ikke er hvide i huden. Problemet er blot, at mange lader som om, forskelle i hudfarve ikke eksisterer, når det kommer til deres børn. I 2006 rekrutterede Birgitte Vittrup omkring 100 familier med børn i aldersgruppen 5-7 år, der alle var hvide i huden, til at deltage i en raceundersøgelse.305 Da to tredjedele af forældreparrene fik at vide, at de selv skulle snakke hudfarve med børnene, løb testen imidlertid delvist af sporet. Fem forældrepar valgte helt at melde sig ud af forsøget, og de fleste af forældrene undlod at tage samtalen med børnene. Det overlod de i stedet til forskeren. „Vi vil ikke gøre vores barn opmærksom på hudfarve,“ lød beskeden fra flere af forældrene.306 „Problemet er bare, at børn lægger mærke til hudfarve. De fleste foræl- dre vil gerne have, at deres børn er hudfarveblinde, men det er de ikke,“ lyder det fra Birgitte Vittrup. Børnene kan nemlig se, at andre har en anden farve end dem selv, og hvis forældrene ikke italesætter det, så finder børnene selv en måde at gøre det på. Og den er ofte negativt ladet, viser undersøgelsen fra University of Texas. „Forældre tænker, at hvis vi bare lukker øjnene for, at der er noget, der hedder racer, så bliver der ingen problemer med det. Men det dur ikke, fordi der for det første er synlige raceforskelle, og for det andet er der en masse racestereotyper i samfundet generelt,“ konstaterer Birgitte Vittrup.307 Det viste sig, at de som aldrig havde talt om deres egen eller andres hudfarve

217

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 217 11/03/11 11.41 med forældrene var mere tilbøjelige til at tro, at sorte mennesker er onde. Og selvom de aldrig havde talt om emnet med forældrene, svarede 12 procent af børnene ‘ja’ til, at deres forældre ikke kunne lide sorte – på trods af, at samtlige forældrepar i undersøgelsen havde angivet, at de var positivt stemt over for idealet om et multietnisk samfund med plads til forskellighed.308 I de tilfælde hvor forældrene havde taget en snak med deres børn, hvor de havde forklaret, at de sorte godt nok har en anden hudfarve, men at de stadig har det meste til fælles med ‘os’, viste det sig, at børnene var mere positivt stemte over for sorte mennesker. „De var for eksempel mere overbevist om, at det er OK at have venner af en anden race, og at deres forældre godt kunne lide mennesker med en anden farve,“ siger forskeren, der sammenligner snakken om hudfarve med de samtaler, forældre tager med deres børn om forskellen på mænd og kvinder. Desuden sammenligner hun med de samtaler om handikap- pede, som ﬁnder sted i skolen, hvor der lægges vægt på, at et fysisk handicap ikke forhindrer besiddelsen af menneskelig værdighed: Disse samtaler med børn i hjemmet og i skolen handler om at afmystiﬁcere og understrege andre menneskers ligeværd, selvom de ser anderledes ud.309 Men hvor handikap og kønsforskelle er noget, som typisk diskuteres i familier og i skoler, er hudfarve i højere grad tabubelagt. Den manglende samtale kan føre til negative stereotyper blandt helt små børn. Folkeskolen som institution risikerer derfor paradoksalt nok at skabe distance mellem børnene, når lærerne i klasselokalet oftest forsøger at undgå samtaler om børnenes forskellige hudfarver af frygt for, at netop dette skaber større distance mellem børnene. Forsøg på ignorere elevernes udseende er betinget af en misforstået idé om, at samtaler om hudfarve kan stå i vejen for lærernes ideal om lighed, men resultatet risikerer at blive det stik modsatte, hvor eleverne selv læser – ofte negative – kendetegn ind i ‘de andres’ hudfarve. Især i Danmarks indvandrerrige bydele kan den manglende samtale om hudfarve antage næsten tragikomiske dimensioner. En fraværende hudfarvesnak kan her minde om den lyserøde elefant i lokalet, som alle lader som om ikke eksisterer. Som vi skal se, har hudfarve for de unge, der har udtalt sig til denne bog, gennem folkeskoletiden været særdeles nærværende. Både når de unge har skullet vælge uddannelse, når de har oplevet, at lærerne ikke forventede særlig meget af dem, og når deres etnisk danske klassekammerater en efter en stoppede i klassen. Det bliver desuden stadig sværere at ignorere, at hudfarve har udviklet sig til en markør for, hvilke lokale skoler der fravælges af især ressourcestærke forældre. Den stigende opdeling i såkaldte sorte og hvide skoler bidrager

218

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 218 11/03/11 11.41 yderligere til at forstærke de faglige afstande mellem etniske minoritetselever og etnisk danske elever.

Opdelingen i ‘sorte’ og ‘hvide’ skoler

Da Abas begyndte sit sidste skoleår på Hellig Kors Skole på Nørrebro i 2002, blev eleverne i klassen delt op i to grupper. „Vi blev delt op efter de kloge og de mindre kloge. Og i den klasse med de mindre kloge, der var ikke nogen danskere. Lad mig sige det sådan,“ lyder det fra Abas. De to grupper fik hver sin lærer og hver sit klasseværelse, men det var kun i de to store fag dansk og matematik, at de havde separat undervisning. „Det var for at se, hvor vi stod, og hvad vi kunne,“ fortæller Abas, der selv kom i den gruppe, som han og de andre døbte „de mindre kloge“. Lærerne undgik på deres side betegnelser som kloge og mindre kloge. Det blev heller ikke problematiseret, at de etnisk danske elever reelt udgjorde næsten hele den flok elever, som lærerne tænkte kunne egne sig til gymnasiet – sammen med nogle få minoritetspiger. Fortællingen om at ‘danskerne’ var de dygtige elever eksisterede i forvejen – skillelinjerne for opdelingen i klassen blev blot sat i system af lærerne i 9. klasse. Opdelingen blev altså en mere direkte markering af den identitet som gruppen af „mindre kloge“ (minoritets)drenge allerede havde påtaget sig. Hvad pigerne tænkte om det hele, gjorde Abas og hans drengevenner sig ikke mange tanker om. De vidste bare, at pigerne generelt var lidt mere ambitiøse. Abas bemærkede ikke, at nogle af „de mindre kloge“ var ærgerlige over at være havnet i gruppen af „mindre kloge“. Sådan var det bare, og desuden gav ingen af de etniske minoritetselever – i hvert fald ikke drengene – udtryk for, at de havde en forhåbning om at tage en gymnasial uddannelse. Abas valgte ligesom flertallet af drengene fra klassen at tage 10. klasse med, inden han vinkede farvel til folkeskolen. Omar skulle egentlig være startet i den samme 10. klasse som barndomsvennen Abas. Han var ligesom Abas og de fleste af vennerne blevet erklæret ‘uegnet’ til gymnasiet. Omar valgte imidlertid at gå op til optagelsesprøven på Frederiksberg Gymnasium for de elever, der ikke var blevet erklæret egnet af deres folkeskolelærere. Han kom ind, gennemførte og startede senere på et universitetsstudium.

219

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 219 11/03/11 11.41 „Jeg har altid villet læse videre og gå på universitetet. Mine lærere skub- bede mig bare i en anden retning, selvom jeg sagde, at det ikke var den vej, jeg ville.“ Selvom Omar var blevet stemplet uegnet i slutningen af 9. klasse, havde han allerede i starten af skoleåret fået et ﬁngerpeg. Det skete, da han og klassekammeraterne skulle udfylde en seddel med, hvad de ville læse, når de var færdige med skoleåret. „Min lærer kom hen og sagde til mig, at det ville være godt for mig med 10. klasse uden at spørge, hvad jeg havde tænkt mig. Læreren forventede bare, at jeg ville på teknisk skole. Uden overhovedet at have spurgt mig.“ Omar er næppe den eneste elev, der har oplevet, at lærernes syn på hans formåen ikke stemte overens med hans egne forventninger, og lærere kan da også ligesom alle andre faggrupper tage fejl i deres vurderinger. Det viste sig herhjemme i forbindelse med en landsdækkende test af elevers færdigheder i læsning og matematik i 3. og 8. klasse, som fandt sted i 2000. I forbindelse med undersøgelsen blev lærere bedt om at forudsige, hvordan deres elever ville klare sig i testen. Generelt hang lærernes forudsigelser af elevernes resultater i matematik rimelig godt sammen med de faktiske gennemsnitsresultater. Det samme gjorde sig gældende for elevernes læseresultater i 3. klasse. Når det gjaldt 8. klasseelever, var der imidlertid „en betydelig usikkerhed“ i lærernes vurderinger af deres elevers læsefærdigheder.“Der er ganske mange elever, der er blevet vurderet som ‘nogenlunde læsere’, som læser på et niveau, der ligger over gennemsnitsscoren for de elever, der blev bedømt som ‘gode læsere’ eller endog som ‘meget gode læsere’,“ konkluderer undersøgelsen. 310 Undersøgelsen peger på, at der er en overhængende risiko for, at elever nes opfattelse af lave forventninger kommer negativt til udtryk i deres arbejdsind- sats og deres præstationer. I en international rapport fra OECD bliver det ydermere slået fast, at særligt tosprogede elevers oplevelse af lave lærerforventninger i Danmark er „bekymrende set i lyset af interna tionale under søgelser, der viser den knusende effekt ved lave lærerforventninger på elevernes motivation og indsats.“ Rapporten advarer imod, at lærernes forventninger udvikler sig til selvopfyldende profetier og henviser til det første afgørende forskningsprojekt angående sammenhængen mellem lærernes forventninger og elevernes præstationer i skolen.

Selvopfyldende profetier i folkeskolen I 1968 gennemførte amerikanerne Rosenthal & Jacobson et projekt, hvis resultater førte til voldsom debat. De to forskere gennemførte først en intel-

220

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 220 11/03/11 11.41 ligenstest af alle elever fra børnehaveklassen til 5. klasse på en amerikansk skole. Til lærerne fortalte de ikke, at der var tale om en almindelig IQ-test. Lærerne fik derimod at vide, at eleverne havde været udsat for en nyudviklet test fra Harvard University, der kunne beregne hvilke børn, der havde et sær- ligt stort læringspotentiale. Rosenthal & Jacobson fortalte på denne baggrund lærerne, hvilke 20 procent af eleverne der var i besiddelse af særligt gunstige læringspotentialer det kommende år. Disse elever var imidlertid udvalgt fuld- stændig tilfældigt, dette vidste lærerne blot ikke. Et og to år senere gentog forskningsprojektet IQ-testen på skolens børn, og resultatet var, at der var en højere tilvækst i intelligenskvotienter blandt de elever, som var blevet tilfældigt udvalgt som udstyret med „særligt stort læringspotentiale“. Den fejlagtige information til lærerne om elevernes læringspotentiale skabte en selvopfyldende profeti, som i dag ofte omtales som Rosenthal-effekten. Siden har der været gennemført flere hundrede forskningsprojekter i emnet, og i en gennemgang af de sidste 35 års forskning konkluderes det, at det fortsat er relevant at fokusere på selvopfyldende profetier i relation til lærerforventninger.311 Senere studier har imidlertid nuanceret Rosenthal-effekten ved at påvise, at lærere ikke uden videre godtager falsk viden, hvis de kender eleverne godt og de forkerte oplysninger står i kontrast til deres faktiske indtryk af eleverne.312 Det er således primært lærere, der er nye i faget, eller som ikke har haft de pågældende elever særlig længe, der risikerer at fejlvurdere eleverne. Forholdet til lærerne er da også en af de væsentligste årsager til, at Omar har taget et væsentlig mere negativt billede af sin gamle folkeskole videre med i livet, end tilfældet har været for Abas. De to har gået på hver sin skole på Indre Nørrebro med blot få hundrede meters afstand. Hvor Omar har haft let ved det boglige, har det været sværere for Abas, der opfatter sig selv som en, der „ikke er god til skolearbejde.“ Derfor syntes han også, at lærernes forventninger om, at han skulle på teknisk skole stemte fint overens med hans egne ambitioner. Abas havde desuden et tæt forhold til sine lærere, hvoraf flere havde fulgt ham siden de små klasser. Omar havde derimod i 9. klasse kun én lærer, som han havde haft i mere end et år. Han mener ikke, at det er tilfældigt, at netop denne lærer var bedre til at vurdere hans evner end resten af lærergruppen. „Han fortalte mig også i 9. klasse, at han syntes, jeg havde det, der skulle til for at blive egnet til gymnasiet, men at de to andre lærere, der havde noget at sige, syntes, det var en dårlig idé. I dag er jeg glad for, at han gav mig den advarsel, fordi jeg så kunne forberede mig på selv at kæmpe mig i gymnasiet.“ Omar oplevede, at den pågældende lærer i mindre grad vurderede ham ud fra det faktum, at hans klasse blev opfattet som en problemklasse, og at han

221

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 221 11/03/11 11.41 med sit karseklippede hår „godt kunne ligne en ballademager“. I slutningen af folkeskoletiden bestod Omars klasse mestendels af en elevgruppe, der havde en uddannelsesfremmed familiebaggrund. Der var blandt drengene opstået en antiskolekultur og en opfattelse af at være dem, de andre ikke ville lege med. Denne selvopfattelse styrkedes af, at eleverne blev overbevist om, at lærerne ikke kunne lide dem. Lærerudskiftningen talte sit eget tydelige sprog, mener Omar. „Der var meget ballade i vores klasse, men det burde voksne kunne håndtere i stedet for at opgive vores klasse. I 7. og 8. klasse havde vi ingen faste lærere. Det var et stort tab for mig, at jeg ikke havde nogen stabile lærere. Det har jeg først kunne se senere i livet,“ fortæller Omar. „Folkeskolen er et vigtigt fundament, og man frarøver folk meget, hvis de ikke får en god skolegang. Jeg lærte jo intet i de to år, og jeg kan slet ikke huske, at jeg har lavet lektier i 8. klasse. Vi vidste godt, vi gik på en taberskole, og at lærerne helst ville være fri for os.“ Den urolige periode i hans klasse var både præget af en stor lærerudskift- ning, som igen medførte mere uro, og en elevflugt, som skabt en krisestemning. Fra 6. klasse og to år frem blev Omars klasse mere end halveret. „I 8. klasse gik vi kun otte elever i klassen – fire indvandrerpiger og fire indvandrerdrenge. I 6. klasse var vi 20 elever, men i løbet af to år stoppede alle de danske elever. I 9. klasse blev vi så slået sammen med parallelklassen, og så gik der to danske piger i klassen. Ingen pralede af at gå på Blågård Skole. Det var jo os, ingen gad have med at gøre.“ I Abas’ klasse blev de etnisk danske elever derimod, og det bidrog til, at der ikke opstod den samme slags krisetilstand, som prægede Omars sidste skoleår. „Vi var meget lige med næsten lige mange indvandrere og danskere. Der var ikke nogle, der gik ud i vores klasse, fordi der var for mange indvandrere. Det har mange af mine venner oplevet, og det er jo ikke noget, der gør, at man bliver mere stolt af sin skole.“

Flere af de unge, der er interviewet til denne bog, peger på, at det ikke var forbundet med stolthed at gå på det, nogle af dem kalder „ghettoskoler“. Opfattelsen af at deres barndomsskoler havde et dårligt ry, kæder flere af dem sammen med, at den etniske sammensætning blev stadig mere skæv i løbet af de sidste skoleår, hvor børnene med etnisk minoritetsbaggrund kom i overtal. Det går imidlertid igen, at det først er efter folkeskoletiden, at de unge for alvor har reflekteret over, at der var en farvedimension ved elevflugten. „Som børn tænkte vi ikke på, at det var alle vores hvide klassekammerater, der stoppede

222

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 222 11/03/11 11.41 i klassen. Vi tænkte, at det var fordi forældrene havde råd, at de sendte deres børn i privatskole. Og det fandt vi ikke spor underligt. Vi vidste, at vi gik på en skodskole,“ forklarer Omar. „Det har en utrolig negativ virkning, at skolerne er så etnisk opdelte. Det er ekstremt farligt, fordi eleverne så kommer til at tænke på den måde i så tidlig en alder, hvor de opdeler verden efter hudfarve.“ Meget tyder på, at også forældre tænker i hudfarve. Undervisningsmini- steriets rapport ‘Dette virker på vores skole’ konstaterer, at det er „andelen af tosprogede elever, der påvirker forældrenes skolevalg,“ når det handler om den stigende opdeling i sorte og hvide skoler i særligt Storkøbenhavn, Odense og Århus.313 Og som vi skal se, bygger fravalget af de lokale folkeskoler på en frygt, der kun delvist kan retfærdiggøres. Mens det i Frankrig er blevet stadig mere tydeligt siden starten af 90’erne, at de mest ressourcestærke forældre i de franske forstæder trækker deres børn ud af de lokale folkeskoler, er denne tendens for alvor slået igennem i Danmark i løbet af det sidste årti. Igen viser Hans Magnus Enzenbergers udtalelse om at „de fremmede bliver mere og mere fremmede, jo fattigere de er,“ sig rammende for den eksklusion, der hænger sammen med en socialt underprivilegeret position.314 Meget tyder på, at de der beskrives som ‘fremmede’ også bliver mere og mere fremmede, desto mørkere i huden de er. I hvert fald i den danske folkeskole. Den sociale og etniske opdeling i særligt storbyerne virker i denne sam- menhæng som en bremseklods for velfærdsstatens ideal om, at folkeskolen skal sikre lige muligheder på baggrund af evner, lyst og motivation og ikke socioøkonomisk baggrund.

Den etnisk og socialt opdelte folkeskole som barriere for mulighedslighed En skoleelev med en ressourcesvag baggrund har i vores nordiske nabolande en større sandsynlighed for at komme i en skoleklasse med et stort antal elever, der har bedre boglige forudsætninger med fra hjemmet, og alt tyder på, at det netop er den socialt opdelte folkeskole, der er årsagen til, at Danmark indtager en lidet ﬂatterende førsteplads i Norden: vi er det skandinaviske land, hvor elevernes socialøkonomiske baggrund har den største indﬂydelse på, hvilke faglige kompetencer eleverne tager med sig ud af folkeskolen. Forældrenes ressourcer og den sociale sammensætning på skolerne ser ud til at betyde mere end forskelle i pædagogiske principper og økonomiske ressourcer på de enkelte folkeskoler. Når der tages hensyn til den sociale sam-

223

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 223 11/03/11 11.41 mensætning på de enkelte folkeskoler viser en analyse af karaktergennemsnit- tene, at der for langt de ﬂeste kommuner kun er en lille forskel på resultatet af den pædagogiske tilgang på de enkelte skoler. Hele 83 procent af alle danske elever går for eksempel i folkeskole i kommuner, der beﬁnder sig 0,1 karakterpoint fra „det forventede“ karaktergennemsnit, som kan forudsiges ved den sociale sammensætning på skolerne i den enkelte kommune. På trods af forskelle i pædagogiske principper, skolestørrelser og økonomiske ressourcer på de enkelte skoler, er det altså i langt overvejende grad den sociale elevsammensætning, der afgør hvilke skolefærdigheder og forudsætninger, eleverne tager med sig ud af skolen. I analyserne af de internationale Pisa-undersøgelser konstateres det, at Danmark er det nordiske land, der har den største variation i præstationsni- veauet mellem skolerne – med Sverige i hælene. Island og Finland er bedst til at udligne elevernes socioøkonomiske baggrund og er samtidig også de lande, der har den mest afbalancerede elevsammensætning på skolerne.315 Gabet i Danmark og Sverige skyldes således, at folkeskolerne i disse lande er de mest socialt opdelte. Ulighed i livsmuligheder er således ikke blot et produkt af størrelsen af forældrenes indtægt og den kulturelle kapital børnene tager med ind i uddannelsessystemet, men kan også være betinget af bopælen og elevsammen- sætningen i den lokale folkeskole. Hvis man sammenligner Københavns Kommune med den nærliggende Gentofte Kommune, udspringer uligheden i folkeskolernes karaktergennemsnit ikke blot af den ulige sociale bagage, som eleverne hver især har fået med sig fra familien, men også af det faktum, at en stor andel af elever med en ressourcesvag baggrund kan havne i en såkaldt negativ klassekammerat-effekt. I København kommer 24 procent af folkeskolens børn fra ressourcesvage familier. Det tilsvarende tal er 8 procent i Gentofte, og det lille antal elever fra ressourcesvage hjem betyder, at elever i Gentofte typisk går i klasser med en stor andel elever fra økonomisk og uddannelsesmæssigt ressourcestærke familier. 316 I København ser billedet dramatisk anderledes ud, og skolerne er væsentligt mere socialt segregerede. I en klasse med 20 elever, vil en etnisk mi- noritetselev således statistisk komme i en klasse, hvor 13 ud af 20 elever enten selv har minoritetsbaggrund eller kommer fra ressourcesvage hjem. En etnisk dansk elev fra et ressourcestærkt hjem går derimod statistisk set i en klasse, hvor der blot er to danske børn med en ressourcesvag baggrund samt to børn med minoritetsbaggrund, hvoraf den ene har en ressourcestærk baggrund.317 Der skal blot et lille antal børn fra ressourcestærke hjem til, før det kan få en

224

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 224 11/03/11 11.41 positivt afsmittende effekt på klassens samlede elevkultur, mens den negative klassekammerateffekt først sætter ind, når mere end 30 procent af klassen har en decideret ressourcesvag familiebaggrund.318 En mere ligelig fordeling af elever med ressourcesvag baggrund er således alfa og omega for, at Danmark kan rykke bort fra sidstepladsen i Norden, når det handler om folkeskolens evner til at skabe lige rammer for eleverne uanset deres socioøkonomiske baggrund. Hvis man kigger på karaktergennemsnittet for København og Gentofte, viser det sig da også, at forskellen på de „ressourcestærke“ elever er marginal, mens der var en markant forskel på karaktergennemsnittet for børn fra ressourcesvage familier: her fik køben- havnerne et snit på 7,36 mens børn fra ressourcesvage familier i Gentofte fik et snit på 8,05 (på 13-skalaen). Der er således en stærk sammenhæng mellem folkeskolens geografiske placering, elevernes sociale baggrund og de selvsamme elevers muligheder for at komme ud af folkeskolen med forudsætningerne for at kunne tage en ungdomsuddannelse. Med til billedet hører, at folkeskolerne i København generelt er dyrere i drift målt per elev end folkeskolerne i Gentofte. Årsagen er, at kommunerne må poste flere økonomiske midler i skoler med lave karaktergennemsnit og elever med særlige faglige behov i et forsøg på at bringe dem på omgangshøjde. Dette er også årsagen til, at en folkeskole på Nørrebro generelt er dyrere at drive end en skole på Østerbro på trods af, at de to bydele grænser op til hinanden. Undersøgelser har da også sået tvivl om, hvor stor en effekt det har, når kommunerne tilfører flere økonomiske midler til skoler med mange elever fra uddannelsesfremmede hjem, hvis der ikke tilsvarende rettes fokus på at få en socialt bredere elevsammensætning.319 Forældrenes uddannelsesniveau har vist sig at være „suverænt den bag- grundsfaktor, som er bedst til at forklare forskelle i karakterniveau,“ konkluderer en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har sammenlignet elevpræstationer i landets folkeskoler på baggrund af elevernes køn, etnicitet og sociale baggrund. Efter forældrenes uddannelse følger familiens indkomst og elevens køn på listen over faktorer, der har størst betydning for karaktererne.320 Først på plads nummer ni følger spørgsmålet „om der er en stor koncentration af etniske minoriteter på skolen.“ Det kan med andre ord være fint at fokusere på elevers etniske baggrund i forhold til modersmålsundervisning, men den slags pædagogiske indsatser har sandsynligvis en langt mindre effekt på karaktergennemsnittet end faktorer, der kræver en politisk indsats: at kommunerne tilstræber en elevsammensætning på skolerne, der så vidt muligt

225

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 225 11/03/11 11.41 holder sig under tærsklen på 30 procent elever fra såkaldt ressourcesvage hjem. „Kommer andelen af børn fra ressourcesvage hjem over denne tærskel, kan de enkelte forældre faktisk med god grund frygte en negativ klassekammerateffekt,“ konkluderer undersøgelsen.321 Det tyder altså på, at andelen af børn fra etniske minoriteter ikke i sig selv er afgørende, så længe man ikke kommer over den tærskel, hvor „læsset vælter“ i forhold til andelen af elever med en ressourcesvag baggrund. „Derfor er det formentlig også vigtigere at sætte ind for at styrke elevkul- turen i de mange skoler, hvor der er et svagt islæt af elever fra ressourcestærke hjem – end at fokusere på den etniske dimension, hvis virkning er mere usikker,“ lyder anbefalingen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. På trods af at der er blevet postet ﬂere penge i de ‘sorte skoler’ per elev, er karakterskellet mellem etniske minoriteter og etnisk danske elever således vokset år for år, fordi andelen af elever fra ressourcestærke hjem er faldet på de pågældende skoler. En redegørelse for integrationsindsatsen i Københavns Kommune for 2010 har senest vist, at hvor tosprogede børn i 2006 havde et karaktergennemsnit, der lå på 92 procent af de etnisk danske elevers, så er tallet sidenhen faldet til knap 86 procent.322 Når skolerne er blevet fravalgt af de etnisk danske forældre og de ressourcestærke etniske minoritetsforældre, betyder det, at det særligt er minoritetselever med en uddannelsesfremmed familiebaggrund, som står tilbage.

Frygten for de ressourcestærke forældre Det kan virke paradoksalt, at det særligt er de uddannelsesmæssigt mest res- sourcestærke borgere, der er de første til at protestere ved udsigten til, at de etniske minoriteters børn kommer for tæt på. Valgundersøgelser viser jo gang på gang, at de højest uddannede også er dem, der udtrykker størst tolerance over for etniske minoriteter. En kynisk tolkning kunne være, at det er nemt at udtrykke tolerante holdninger, så længe reelle problemer – som ﬁndes i bolig- områder, der er kendetegnet ved manglende sociale ressourcer – ikke er tæt på. Socialdemokraternes Mette Frederiksen er en af de politikere, der i nyere tid har slået mest på tromme for, at det er asocialt, når forældre fravælger de lokale folkeskoler. I 2005 gav hun forældre denne bandbulle: „Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for at folkeskolen fungerer. Det betyder altså, at man må blive og tage kampen op … kæmpe

226

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 226 11/03/11 11.41 for at forbedre skolens faglighed og miljø i stedet for at tage børnene ud af skolen.“ Fem år senere ramte den socialdemokratiske politikers forhold til folkeskolen endnu en gang avisspalterne – blandt andet under overskriften: „Er folkeskolen ikke ﬁn nok til dine børn, Mette?“ 323 Da Mette Frederiksen som forælder selv stod i den situation, at datteren skulle starte i skole, blev den lokale folkeskole i Ballerup valgt fra til fordel for Hareskovens Lilleskole. „Som forælder skal jeg tænke på mit barn. Men som politiker kæmper jeg for ﬂere midler til folkeskolen,“ forklarede hun.324 Også Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning Schmidt og næstformand Henrik Sass Larsen har valgt den lokale folkeskole fra til deres børn på trods af, at partiprogram- met fremhæver, at en stærk faglighed forudsætter et stærkt fællesskab og en fælles folkeskole. Denne dobbelthed med hensyn til, hvad borgerne angiver som bedst for fællesskabet og bedst for mig – og mit barn – er ikke nødvendigvis atypisk ud fra individets måde at handle på. I økonomisk teori tales der om det kollektive handlingsdilemma, og overført til folkeskolen svarer dette til, at forældre på individbasis mener, at det er en god idé med en fælles og repræsentativ folkeskole, men at de ud fra rationelle overvejelser om, hvad der giver størst udbytte for dem selv fravælger fællesskabet i den lokale folkeskole for deres egne børn. Politologen Peter Nannestad har argumenteret for, at denne form for rationel egennytte er årsagen til, at lavtuddannede generelt nærer større uvilje mod etniske minoriteter. Ifølge Nannestad bunder denne uvilje i, at lavtuddannede er i størst fare for at miste deres job til medborgere med indvandrerbaggrund.325 Dette forklarer det opblussende fremmedhad i kølvandet på 70’ernes oliekrise og den medfølgende arbejdsløshed, der trak sine spor op til 90’erne. Rationalitetens rum ophører imidlertid, når også borgere, der ikke berøres af de etniske minoriteters tilstedeværelse, tilsvarende udviser etnisk modvilje. Meget tyder derfor på, at forklaringen om rationel egennytte ikke kan bruges til at forklare alle borgernes holdninger og handlinger i forhold til det samfund, vi indgår i – heller ikke i folkeskolen. Modviljen mod indvandrerrige skoler er nemlig et stykke hen ad vejen ligeledes irrationel, når det gælder frygten for en såkaldt negativ klassekammerateffekt, der også trækker de ressourcestærke børns motivation for skolearbejdet nedad. En undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed har vist, at den negative klassekammerateffekt ved tilstedeværelsen af etniske minoritets- børn i klasserne er mindre end almindeligvis antaget. Det er underordnet for

227

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 227 11/03/11 11.41 de etnisk danske elevers færdigheder, om de går på en skole med 10, 20 eller 40 procent elever, der er mørkere i huden end dem selv. Det er først, når mere end halvdelen af skolens elever har etnisk minoritetsbaggrund, at det har en negativ effekt på klassens resterende elever. Derfor er fravalget af den lokale folkeskole måske nok et resultat af rationelle overvejelser, men meget tyder dog på, at disse overvejelser ofte bygger på fordomme og antagelser uden hold i virkeligheden, når det handler om, hvor stor en betydning tilstedeværelsen af etniske minoritetselever har for skolekulturen og det faglige niveau. På landsplan er der således blot 42 folkeskoler med over 50 procent etniske minoriteter, hvilket svarer til, at der på tre procent af landets folkeskoler kan være grund til bekymring for en negativ klassekammerat-effekt, der skyldes omfanget af etniske minoriteter på skolen. Alligevel ses et mønster, hvor især de uddannelsesmæssigt stærke forældre fravælger den lokale folkeskole for deres børn, så snart andelen af tosprogede stiger – typisk når en fjerdedel til en tredjedel af eleverne er tosprogede – hvorefter de resterende etnisk danske forældre og de ressourcestærke minoritets- forældre følger trop.326 I en by som København, hvor en tredjedel af skoleleverne har minoritetsbaggrund, kan det derfor være svært at leve op til ressourcestærke forældres forventninger til andelen af tosprogede på skolerne. På denne baggrund udtalte daværende undervisningsminister Bertel Haarder i 2007, at „det er et vigtigt budskab fra kommunerne til forældrene at sige, at her sørger vi for så stor en spredning af eleverne, at I ikke behøver at være bekymret for, at det går ud over jeres børn.“ Udtalelsen faldt på baggrund af en rapport fra Undervis- ningsministeriet, som viste, at kun 28 procent af indvandrerrige kommuner har som selvstændigt mål at påvirke fordelingen af elever. Århus er en af undtagelserne. Her har kommunen tilbudt minoritetsfor- ældre, at deres børn kan få plads på folkeskoler med få tosprogede elever. Den såkaldte Århus-model, hvor kommunen reserverer pladser til tosprogede elever på indvandrerfattige skoler og betaler for, at eleverne kan køre til skole over større afstande, tager udgangspunkt i elevernes etnicitet alene og ikke deres sociale baggrund. Og dette udgør måske det største problem ved den modellen. Den risikerer i realiteten at bidrage til, at distriktsskolerne i yderligere grad drænes for kulturel kapital, fordi det typisk er de mest ressourcestærke etniske minoritetsforældre, der siger ja til tilbuddet. I hovedstaden har spredning af tosprogede ligeledes været et tema, der i ﬂere år har givet politikerne panderynker. Et af de mest kontroversielle poli-

228

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 228 11/03/11 11.41 tiske forslag tilsidesætter reelt retten til privat- og familieliv ved at påtvinge spredning af tosprogede børn på baggrund af sprogtest – om forældrene vil det eller ej. Men „fordelingseffekten er usikker,“ hedder det i rapporten fra Undervisningsministeriet. Der er således ingen beviser for, at spredning af tosprogede elever i det store billede virker. De ressourcestærke forældre vil nemlig med al sandsynlighed blive ved med at fravælge skoler på grund af den etniske og sociale sammensætning, og hovedårsagen til den stigende etniske opdeling af skolerne forsvinder næppe ved spredning af de tosprogede.327 Derimod risikerer spredningsstrategien at have utilsigtede konsekvenser for såvel det enkelte ‘tvangsspredte’ barn som for selve eksistensgrundlaget for en enhedsskole, der er lokalt forankret. Disse bivirkninger ved en strategi, hvor børn køres i busser rundt til skoler længere væk fra hjemmet, betyder for det første, at „elevernes mulighed for at lege sammen efter skoletid begrænses, da skole og bolig er adskilt,“ advarer rapporten fra Undervisningsministeriet, der fortsætter: „For det andet forvær- res betingelserne for det i forvejen vanskelige forældresamarbejde.“ Bagsiden ved en spredningsstrategi er desuden, at der er en overhængende risiko for skolelukninger på indvandrerrige skoler, så længe det er andelen af minoritetselever, der er afgørende for forældres fravalg af lokale folkeskoler. „Det vil betyde, at de tosprogede elever vil skulle fordeles på de omkringlig- gende skoler, som dermed risikerer at løbe ind i den selvforstærkende spiral,“ lyder det i rapporten. Problemet med at være dem, de andre ikke vil lege med, vil dermed blot ramme naboskolerne, hvilket risikerer at udmagre skolerne i lokalområdet yderligere. Rapporten konstaterer, at kommunernes mest udbredte strategi i forhold til at bremse opdelingen i sorte og hvide skoler har slået fejl. De mange forsøg på at omlægge indvandrerrige folkeskoler til såkaldte magnetskoler, der får tilført ekstra ressourcer og særligt attraktive rammer for – som en magnet – at tiltrække etnisk danske elever, har ikke vist sig at kunne fastholde de ressourcestærke forældre.328 Erfaringerne taler nemlig for, „at problemerne er alvorligere og mere strukturelle end som så,“ lyder det i rapporten fra Un- dervisningsministeriet.329 For når den stigende opdeling i sorte og hvide skoler skyldes de etnisk danske forældres bekymring for andelen af minoritetselever på enkelte skoler, så „nytter det ikke – i et fordelingsperspektiv – at skolens undervisningstilbud er attraktivt.“ 330 Det positive ved magnetskoleﬁlosoﬁen er, at den bygger på et frivillighedsprincip, der ikke er politisk sprængfarligt. „Til gengæld er fordelingseffekten yderst tvivlsom,“ påpeger rapporten, der også skyder forsøgene på at ændre elevsammensætningen via kampagner og

229

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 229 11/03/11 11.41 andre kommunikationsaktiviteter ned. „De kan heller ikke i sig selv ændre på andelen af tosprogede og vil derfor – uanset om de er koblet op på magnet- skolefilosofien eller ej – have en begrænset effekt.“ Undersøgelsen fra Undervisningsministeriet peger på, at ændringer af skoledistrikter ser ud til at være det mest effektive middel, når det handler om at skabe mere socialt sammensatte skoler. Fordelen ved denne model er ydermere, at børnene stadig går i skole i nærområdet, hvormed de kan lege sammen og udvikle relationer på tværs af etniske og sociale skel. Det sker imidlertid sjældent, at kommunerne ændrer skoledistrikterne, og man kan „undre sig over, at disse redskaber ikke er mere udbredte,“ anslår rapporten og peger på, at det sandsynligvis ikke er „tilfældigt, hvilke grupper der skal bære omkostningerne ved et givet tiltag.“ 331 Problemet ved at ændre skoledistrikterne er således fra politikernes synsvinkel, at de ressourcestærke forældre bliver direkte berørt af sådanne tiltag. Det er ikke blot teoretiske overvejelser, der ligger til grund for lokalpolitikernes tilbageholdenhed. Un- dersøgelsen konstaterer, at der flere gange har „været eksempler på massive forældreprotester mod sådanne initiativer,“ når kommunerne har forsøgt at ændre skoledistriktet.332 Når politikerne hidtil har valgt løsningsmodeller, der kun har ringe effekt, og som næsten entydigt lader de etniske minoriteter bære omkostningerne, så skyldes det ifølge rapporten fra Undervisningsministeriet, at de ikke ønsker at gøre sig upopulære blandt store vælgergrupper bestående af majoritetsdanskere. Når det gælder såkaldte ressourcestærke etnisk danske forældre, forstær- kes deres valgmuligheder i den universelle velfærdsstat ved, at de tilhører en gruppe, som politikerne meget gerne vil stille tilfredse. Rapporten fra Un- dervisningsministeriet konstaterer således, at det særligt er frygten for disse forældre og den magt, som de besidder, der er årsagen til, at lokalpolitikere afholder sig fra ændringer af skoledistrikter. „Disse forældre vil have en meget konkret interesse i, at deres velfungerende skole fortsætter, som den altid har gjort – sandsynligvis bakket op af lærere og ledelse på skolen, som har samme interesse,“ forklarer rapporten: „Det betyder, at forvaltningerne og de respektive politikere skal være så fokuserede på at ændre på elevsammensætningen, at man er villig til at risikere en mediestorm. En mediestorm, hvor de ressourcestærke forældre kan true med at flytte deres børn til privatskoler.“ Etniske minoriteter udgør derimod en samfundsgruppe, som ofte kategoriseres negativt i samfundet, og som typisk er socialt svagere stillet end

230

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 230 11/03/11 11.41 majoriteten, konkluderer rapporten, der på denne baggrund tilslutter sig kon- klusionerne fra udenlandske undersøgelser, som viser, at „svage målgrupper med en negativ social konstruktion vil modtage færre goder og ﬂere byrder end lignende målgrupper med en positiv social konstruktion.“ Det er således også i folkeskolen kombinationen af et socialt samt et etnisk gebyr, der bidrager til en ulighed i uddannelseschancer. Helt på samme måde som kombinationen af negative stereotyper samt fordomme og en socialt underprivilegeret position gør sig gældende ved diskrimination i nattelivet og ved ansøgninger til praktikpladser samt ved mediernes fravalg af etniske minoriteter som hverdagskilder. Når nogle borgere oplever, at de skal ‘betale’ et ekstra gebyr i forhold til andre medborgere i deres bestræbelser på at skabe en værdig tilværelse for sig selv og en positiv selvidentitet, hænger disse ‘gebyrer’ ofte sammen med en reel underprivilegeret position. De ulige muligheder for anerkendelse som følge af borgernes forskellige sociale positioner og ressourcer forstærkes imidlertid af negative stereotyper, når det gælder etniske minoriteter rundt om i Europa og her i Danmark.333 Negative stereotyper – altså skræmmebilleder – af unge mænd med indvandrerbaggrund kan manes i jorden ved oplysning og ved, at disse borgere i højere grad kommer til orde i den offentlige debat, men de negative forventninger vil formentlig fortsætte lige så længe etniske minoriteter reelt er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne og har en lavere uddannelse end majoritetsbefolkningen. Den etniske og socialt opdelte folkeskole udgør en stopklods for velfærdsstatens bestræbelser på at udligne de sociale forskelle, der også har en etnisk dimension. Nøglen til at bryde den negative spiral i folkeskolens etniske og sociale opdeling er politiske initiativer, der også berører de ressourcestærke foræl- dre. Politiske initiativer der går hånd i hånd med en demokratisk debat om ulemperne ved en delt folkeskole, og spørgsmålet om hvor meget den såkaldte klassekammerateffekt reelt betyder. Uden en sådan debat vil den pris som særligt unge minoritetsmænd fra det almennyttige boligbyggeri betaler blot fortsætte med at vokse, når skolerne er delt op efter hudfarve. Samtidig spænder den delte folkeskole ben for samfundets bestræbelser på at skabe en oplevelse af fællesskab, samhørighed og følelsen af at være medborgere i samme land.334 Skolen spiller nemlig en central rolle som et sociali- serings- og mødested for alle børn og udgør en ‘lille offentlighed’, der opdrager til den store offentlighed, som de unge bliver en del af efter folkeskolen, og når de som myndige for alvor kan indtræde som demokratiske medborgere. Den delte skole risikerer derfor at bidrage til en generel offentlighedskultur,

231

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 231 11/03/11 11.41 hvor der skabes afstand mellem borgerne på baggrund af hudfarve og social position.

Kombinationen af nederlag i klasselokalerne og den stadig mere etnisk delte skole risikerer at bidrage til, at skolelærere i indvandrerrige boligområder bliver opfattet som nederlagets budbringere og som en art kolonimagt.335 Den svenske kulturforsker Ove Sernhede har via sine feltstudier observeret, hvordan mange unge i ‘ghettoerne’ opfatter socialarbejdere, lærere, fritidsledere og administrativt personale som en ‘besættelsesmagt’, der hver morgen drager på arbejde i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder for at opretholde lov og orden. Ved fyraften tager de deres bil og drager hjem til deres egne, og så „erstattes de af vagtselskaber og politi – besættelsesmagten har vagtaﬂøsning,“ skriver Ove Sernhede.336 Oplevelsen af at lærere og andre kommunalt ansatte repræsenterer en be- sættelsesmagt gør sig i særdeleshed gældende, når disse systematisk forsøger at lære de unge det, man kalder frustrationstolerance: at de unges skal tolerere og ignorere deres frustrationer og vrede. Hvis frustrerede unge mænd med indvandrerbaggrund imidlertid bidrager til den demokratiske samtale med egne stemmer, kan det fungere som et middel til at afværge og løse konﬂikter, og de unge føler samtidig, at deres mening også har værdi for samfundet. Evnen til at tilbageholde vrede kan være et positivt gode, men den kan også udvikle sig til mistillid, når unge i ‘ghettoen’ opfatter frustrationstolerancen som et middel til at fastholde status quo i samfundet, og hvis de oplever, at lærere, pædagoger og socialarbejdere ikke anerkender baggrunden for frustrationerne. Tilliden mellem unge på Nørrebro og en række kommunalt ansatte repræ- sentanter for staten spillede en afgørende rolle for, at unge i slutningen af en uge med optøjer i februar 2008 endte med at artikulere deres frustrationer i en skriftlig erklæring. Gadeurolighederne i 2008 endte således med i højere grad at udvikle sig til en artikuleret social kamp, end tilfældet havde været for de franske optøjer i efteråret 2005. For de unge på Indre Nørrebro betød deres åbne brev til offentligheden, at de blev indbudt til et forsoningsmøde med ordensmagten, og at der igen blev opstartet klubtilbud for de ældre drenge i kvarteret.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 232 11/03/11 11.41 8. BETINGELSER FOR TILLID OG DEMOKRATISK SAMTALE – OPTØJERNE ARTIKULERES

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 233 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 234 11/03/11 11.41 Et brev bliver til

På sidstedagen af den årlige fodboldturnering i Nørrebrohallen samles en gruppe på fem-seks gadeplansmedarbejdere. De opsøgende kommunalarbejdere har i løbet af ugen haft rig lejlighed til at snakke med bydelens unge om afbrændingerne, og det tager dem blot få minutter at træffe en beslutning. Det er fredag eftermiddag, og optøjerne har udviklet sig til et landsdækkende fænomen. „Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og tænkte, vi må gøre noget. Ingen var tjent med situationen, som den var, hvor de unge ødelagde det for sig selv og deres bydel,“ forklarer Anour Hassouni. Han og de øvrige gadeplansmedarbejdere gav derfor sig selv og kvarterets unge en deadline på to dage til at få bragt et stormøde i stand. Og det vigtigste punkt på dagsordenen var at diskutere, hvordan urolighederne på Nørrebro kunne stoppes. For nogle af kvarterets unge krævede det overtalelse at få dem med på idéen, mens andre kastede sig ud i et større arbejde for at få venner og bekendte til at dukke op. Omar og Abas hørte til sidstnævnte gruppe. „Der var opstået en generel forståelse af, at vi var blevet misforstået. Med den mediedækning der var, vidste vi, at vi var nødt til at gøre noget for at undgå at blive stigmatiseret endnu mere,“ forklarer Omar. „Vi unge vidste bare ikke, hvor vi skulle starte, og hvad der skulle til. Der hjalp gadeplansmedarbejderne til.“ Udfordringen i forhold til at stoppe optøjerne bestod i at samle en gruppe, der reelt havde mandat til at tale på vegne af kvarterets unge. For at træffe en fælles beslutning var det afgørende, at alle grupperinger var repræsenteret, forklarer Omar.

„Det er nemt at organisere sig herinde, hvis man vil, for folk kender hinanden. Jeg tilhører gruppen af 20-23-årige, og i den gruppe er der tre under- grupper, og sådan ser billedet generelt ud. I min gruppe er vi fem-syv drenge. Spørg mig ikke, hvordan grupperne er opstået. Det handler om, hvilken blok man er vokset op i, hvem man har gået i skole og klub med og den slags. Jeg var selv med til at organisere, at der var en repræsentant fra hver gruppe i kvarteret, så de 20 drenge, der var til stede, repræsenterede faktisk hele kvarteret.“

235

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 235 11/03/11 11.41 Mødet startede kl. 14.00 søndag eftermiddag. Her blev det hurtigt tydeligt, at opbakningen til at stoppe urolighederne for manges vedkommende stod og faldt med, at de unges version af, hvorfor optøjerne i første omgang var brudt ud på Nørrebro, nåede ud til politiet, politikerne og den brede offentlighed. „De unge fortalte os, at de godt kunne stoppe brandene, hvis det var. Men de ville gerne have deres budskab ud. Det var afgørende for dem,“ forklarer Anoir Hassouni. Problemet var blot, at en stor del af forsamlingen ikke havde tillid til, at det nyttede noget at tale med pressen, og flere havde den opfattelse, at baggrunden for optøjerne ville blive skåret bort ved interviews i medierne. En af dem, der var mest skeptisk over for at udtrykke noget som helst gennem medierne, var Ali, der mente, at medierne kun var interesseret i at tegne ét billede af unge mænd med indvandrerbaggrund fra kvarteret, nemlig som „den vrede kriminelle indvandrer.“ Ali var selv en af dem, der havde sat gang i optøjerne, da han en uge tidligere stillede sig op med brosten i Folkets Park. Han bekræfter således selv den forestilling om en vred og voldelig indvandrer, som han samtidig protesterer imod. Problemet er imidlertid ikke, at medierne skildrer vreden, siger Ali. Det er derimod, at baggrunden for vreden er fraværende i pressens skildring af kvarteret. Han bygger sin holdning på unges negative erfaringer med pressen gennem årene generelt og på en artikel i særdeleshed, hvor han selv udtalte sig anonymt. „Og da jeg så artiklen, var det fuldstændig fordrejet. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Hele baggrunden for det, jeg sagde, var ikke med. Det eneste der var tilbage var en aggressiv indvandrer. Sådan er der rigtig mange, der har med medierne her i kvarteret. Det er derfor, ingen herinde gider snakke med journalister.“ Det var på grund af denne mistillid til medierne, at nogen i forsamlingen foreslog at forklare baggrunden for urolighederne i et åbent brev til offentligheden. På trods af sin skepsis i forhold til pressen valgte Ali at bakke op om forslaget: „Alle kunne jo se, at det ikke kunne blive ved, og vi var jo klar over, at vi ødelagde det for os selv, hvis vi ikke fik vores historie ud. Vi var ikke inter- esserede i, at det hele pludselig skulle handle om alt muligt med hashhandel, islam og Muhammedtegninger. Vi ville vise, at vi følte os krænkede af politiet, og at mange af os generelt følte os som andenrangsborgere.“ Opbakningen til brevet var imidlertid betinget af, at pressen ikke ændrede i indholdet. Anoir Hassouni måtte love, at han ikke sendte brevet til noget medie uden først at have fået en garanti for, at teksten blev trykt i sin helhed. „Der var flere, der sagde: ‘Hvordan kan vi være sikre på, at de ikke ændrer i

236

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 236 11/03/11 11.41 brevet?’ Andre sagde, at sådan et brev svarer til et læserbrev, hvor man heller ikke ændrer i indholdet. Det var nogle af dem, der har læst efter folkeskolen, som forklarede det for de andre, og heldigvis var det så det argument, der vandt,“ forklarer Anoir Hassouni. Så snart forsamlingen på Blågårds Plads havde besluttet at indstille optøjer- ne, blev der søndag eftermiddag sendt sms’er rundt, og i løbet af få timer vidste kvarterets unge, at de ville forbryde sig mod en fælles beslutning, hvis de gen- optog afbrændingerne. Samtidig kom der gang i processen med at diskutere indholdet af de unges erklæring. Anoir var den første til at gribe blok og pen. „Jeg begyndte at skrive nogle af de ting, de sagde ned, men så rev jeg papiret i stykker og smed det væk. Det var vigtigt, at det her var de unges brev, og at det var dem, der udformede det,“ forklarer han. De unge udpegede i stedet to gymnasieelever fra forsamlingen, der var vant til at udtrykke sig på skrift. Det tog cirka en time at blive enige om indholdet af de unges erklæring og yderlige en time at renskrive noterne i den lokale computercafé. „Da brevet var færdigt, foreslog jeg, at de unge skulle udpege en talsmand, som skulle supplere brevet,“ fortæller Anoir Hassouni. Der var entydig opbakning til, at Abas skulle tale på vegne af kvarterets unge i medierne. „Han var jo selv en af dem, der havde måttet trækker bukserne ned på gaden, og samtidig havde han spillet en stor rolle i forhold til brevet og var vellidt blandt de andre,“ forklarer Anoir Hassouni. Abas påtog sig dog ikke uden videre talsmandsposten: „Der var 20-25 unge, og de pegede alle på mig som talsmand. Jeg spurgte: ‘Som talsmand, hvad skal jeg så?’ Jeg skulle bare udtale mig om de ting, vi skrev om i brevet, sagde de.“ Abas ville kun tage posten på sig på én betingelse. Han ville kun udtale sig anonymt, og han ville ikke på fjernsynsskærmen. „Nogle ville have, at jeg skulle i direkte tv, men det ville jeg ikke. Jeg var bange for, at min mester, hvis han så mig på tv, så ikke ville have mig som lærling mere. Fordi han så ville tænke, at jeg var en værre en.“ Anoir Hassouni foreslog i stedet at tilbyde de unges erklæring til et dagblad, og at Abas uddybede indholdet ved et interview. Abas gav samme aften et interview til Politiken, som blev trykt sammen med erklæringen ‘Sandheden bag urolighederne’, der slutter med at slå fast, at de unge „vil stoppe med optøjerne herindefra med håb om at få respekt fra politi og medier i fremtiden“. „Dagen efter så drengene deres brev på forsiden af avisen. Sådan noget er aldrig sket her før. Kan du forestille dig deres reaktion. At de unge skrev det brev var en kæmpe succes. Brevet var med til at komme rygter til livs, og så var det endda de unges egne ord,“ forklarer Anoir Hassouni. Det åbne brev til

237

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 237 11/03/11 11.41 offentligheden blev trykt mandag den 18. februar, uden at der var ændret et komma i indholdet. De unges erklæring bringes ligeledes her i en uforkortet og uredigeret form.

Erklæring: Sandheden bag urolighederne „Nu har vi unge både set og læst en hel masse forskellige forklaringer fra politikere, eksperter og andre folk, som ikke har noget som helst at gøre med os unge! Der er lokale foreninger, der har udtalt sig om hemmelige møder med os unge, og dermed snakket os til ro. Det er fuldstændig uacceptabelt, for dette møde har aldrig fundet sted. De samme mennesker, der påstår dette, er folk vi aldrig har haft tillid til, snakket med, eller har noget med at gøre i vores dagligdag, hverken før eller nu. Samme folk mistænkeliggør os for hashhandel, det viser bare, hvor lidt de har med os at gøre. I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet på, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende. Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret op til flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt. Det er denne slags attitude, vi bliver mødt med af politiet i vores hverdag. Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet. Dette er langt over vores grænser, og dette vil vi aldrig acceptere. En ting er, at vi møder den behandling, men en anden ting er, at vores forældre møder den! Og politiet benægter, at denne hændelse har fundet sted. Hvordan kan det være, at der var to anholdte, lige efter episoden havde fundet sted. Dette vil politiet hverken tage ansvar for eller erkende. Det er den oprindelige historie fra „Folkerts Park“ på Stengade. Vi har taget kontakt til politidirektøren og fortalt vores version af sagen. I medierne udtaler man sig desuden om, at det handler om hashhandel, og arbejdsløshed som har medført kedsomhed i vores ferie. Hvilket er utroligt langt fra virkeligheden, da størstedelen af os er under uddannelse eller i arbejde. I vores fritid er vi nødsaget til at opholde os på gaden, da der ikke findes tilbud til os. Vi vil bare behandles uden at føle os diskrimineret grundet vores navn eller hudfarve af politiet og medierne, som stadigvæk omtaler os som indvandrere, til trods for, at vi er født her i landet.

238

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 238 11/03/11 11.41 Vi unge vil stoppe med optøjerne herindefra med håb om at få respekt fra politi og medier i fremtiden. Drengene fra Indre Nørrebro.“ 337

De unge mødes med politidirektøren Samme dag som de unge offentliggjorde deres åbne brev til offentlighed brød ﬂere kriminalpræventive betjente med deres selvvalgte tavshed i forhold til baggrunden for optøjerne. „Da først drengene havde skrevet deres brev, kunne jeg jo ikke længere sige ingen kommentarer til pressen. Jeg har trods alt også en forpligtelse over for de unge som kriminalpræventiv medarbejder,“ forklarer Harun Y. Rubin om årsagen til, at han valgte at kritisere nogle af sine egne kolleger inden for politiet. „Den seneste måned er visitationerne blevet grovere og mere ydmygende, og det her var gnisten. Mange af drengene stod og så på det, og det bredte sig som en løbeild,“ udtalte han.338 Samme melding lød også fra den kriminalpræventive betjent ved nærpolitiet på Vesterbro, Claus Bjørn Nielsen: „Tiden er måske inde til, at vi i politiet er nødt til at kigge lidt på os selv. Der er de der brodne kar, som nogle gange føler, de er i overtal. Så ser de nogle unge, som tidligere har været lidt provokerende i deres adfærd, og som nu går alene – så kan man give lidt tilbage.“ 339 Claus Bjørn Nielsen opfordrede kolleger, der overtræder reglerne til at lade være med at ødelægge det for resten af politistyrken – uanset, at nogle af de unge på gaden selv spiller macho. „Vi skal jo være professionelle og bruge de midler, vi har. Vi skal jo ikke spille med på samme jargon. Hvis vi spiller med musklerne, fordi vi er mange, så er vi jo ikke bedre end dem,“ lød det fra Claus Bjørn Nielsen.340 Politidirektør Hanne Bech Hansen indkaldte de to betjente til en samtale, hvor de kunne uddybe kritikken, og indskærpede derefter over for patruljerne, at de ikke må afklæde folk på gaden: „Det giver stof til eftertanke, når man hører sådanne anklager. Nu sætter vi ekstra ind over for de betjente, der skal ud i nattelivet og visitere efter knive eller narko, og sørger for, at de behandler folk respektfuldt.“ 341 Hanne Bech Hansen holdt desuden også et møde med de unges talsmand Abas og med gadeplansmedarbejder Anoir Hassouni på baggrund af brevet ‘Sandheden bag urolighederne’. Mødet fandt sted mandag og var blevet til efter henvendelse fra Anoir Hassouni. „Vi ville gerne fortælle om baggrunden for optøjerne uden presse. Hanne Bech Hansen stillede en masse spørgsmål og var meget lyttende. Du skulle have set Abas, da han trådte ind i Politigården. Man kunne se, hvor stolt og cool, han følte sig.“ Politidirektøren beskrev samme dag mødet sådan her i dagbladet Politiken:

239

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 239 11/03/11 11.41 „Vi snakkede i over en time. De fortalte om nogle ungdomsklubber, der skulle lukke, om episoden med den ældre mand, som de nævner i brevet, og vi talte om de visitationer, som de synes, der kan være problemer i.“ Anoir Hassouni ville vide, om ikke politiledelsen kunne sørge for, at de betjente der blev sendt på patrulje på Nørrebro havde nogle års erfaring, da dette, ifølge ham, ville føre til færre konflikter i forbindelse med visitationerne. „Det kunne ikke lade sig gøre, for det er en del af uddannelsen, at poli- tielever skal sendes ud og have erfaring. Også på Nørrebro, fortalte hun mig. Jamen, så kan det jo blive ved, som det har gjort siden 90’erne, hvor grønne betjente kommer ind på Nørrebro og ofte forventer det værste, fordi de ikke kender bydelen fra andet end medierne, sagde jeg.“ Urolighederne gav imidlertid anledning til, at Københavns Politi og Nørrebros gadeplansmedarbejdere påbegyndte diskussioner om et kursus, hvor socialarbejderne kunne klæde betjente på til møderne med de unge på gaden. Behovet for sådan et kursus blev, som vi skal se, igen aktualiseret, da bandekonflikten brød ud et halvt år senere. Politidirektøren ville imidlertid straks sætte en stopper for afklædningerne af unge på gaden. Kombinationen af mødet med Hanne Bech Hansen og klager fra kommunens socialforvaltning førte da også til, at den politimand, der havde lyst Abas i kønsdelene på gaden, blev forflyttet til patrulje i en anden bydel. „Hun hørte efter, hvad vi sagde, og noterede ned, hvad det var for nogle betjente, som mange af drengene havde klaget over. Jeg spurgte hende om, hvad hun kunne gøre for, at de ikke kunne komme ind på Indre Nørrebro, så der ikke opstod konflikter mellem drengene og politiet. Det ville hun kigge på, sagde hun,“ forklarer Abas. „Hun viste stor forståelse for os. Men hun kunne ikke forstå, at biler blev brændt af og så videre. Hun spurgte, om vi ikke også kunne se det. Så sagde jeg: ‘Jo, det kunne vi godt’.“ Kommunens nedskæringer i klubtilbud til unge over 18 år var det punkt på dagsordenen, der optog størstedelen af samtalen. „Hun spurgte så, hvad der kunne hjælpe på det her, så sådan nogle uroligheder ikke opstod igen. Så sagde jeg til hende: altså, vi mangler jo steder, vi kan være,“ fortæller Abas og uddyber: „Og så fortalte jeg hende, at når vi er så meget på gaden, så kan der let blive ballade. Vi havde ikke nogen klub dengang, så vi kom meget i netcaféen, og når det var godt vejr, så stod vi i Folkets Park. Jeg fortalte hende, at der var mange, der havde klaget over os, når vi stod på gaden, og at politiet kommer og smider os væk foran opgangene. Så forklarede jeg, at vi gerne ville have en klub for unge over 18, fordi vi ikke mere havde nogen steder at være, og fordi naboerne blev generede, når vi stod på gaden.“

240

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 240 11/03/11 11.41 Urolighederne ansporede Københavns Kommune til igen at opstarte klubtilbud for unge over 18 år på Nørrebro, hvor unge kan tilbringe tid med vennerne, og hvor dem der er gået i stå efter folkeskolen kan modtage uddannelses- og jobvejledning. Blandt de unge på Indre Nørrebro blev optøjerne til sidst artikuleret til den brede offentlighed på lovlig vis, men det samme gjorde sig ikke gældende i andre af de uroplagede områder. Som vi skal se, har ildspåsættelser sidenhen i stigende grad udviklet sig til en normaltilstand i udsatte boligområder rundt om i landet, men ifølge politiet har dette ikke været tilfældet på Indre Nørrebro, hvor de landsdækkende uroligheder i februar 2008 ellers var opstået. Ifølge ordensmagten hænger det blandt andet sammen med politiets forbedrede dialog med de unge og med de kommunalarbejdere, der arbejder i udsatte boligområder samt de nye klubtilbud. Det nye klubtilbud på Nørrebro og dialogen med politiet var imidlertid muligvis ikke blevet til noget, hvis ikke de unge på Nørrebro havde overholdt deres løfte om at „stoppe med optøjerne herindefra.“ Historien var imidlertid tæt på at få et andet udfald. Dagen efter at unge på Nørrebro havde holdt møde med ledelsen ved København Politi, var de tæt på at smide det hele på asfalten og genstarte optøjerne.

En genoptagelse af urolighederne afværges

Han forsøger at ignorere lyden af en næve, der banker mod døren ind til lejligheden. Efter at have meldt sig syg på jobbet har Anoir Hassouni lagt sig i seng og slukket mobiltelefonen. Det er først på aftenen tirsdag, og de foregående døgns begivenheder har tæret på gadeplansmedarbejderen. Han har spillet en afgørende rolle i såvel tilblivelsen af brevet ‘Sandheden bag urolighederne’ som i planlægningen af et møde med ledelsen i Københavns Politi, og undervejs har han ﬂere gange overvejet risikoen for, at han ikke kunne blive i sin stilling, hvis det endte galt. „Jeg må indrømme, at der var meget på spil – for hvad nu, hvis det her ikke virkede, og afbrændingerne fortsatte. Det ville jo give bagslag. Mine arbejdsgivere i kommunen ville ikke kunne tage mig seriøst en anden gang, og de unge ville heller ikke kunne stole på mig igen, hvis ingen reagerede på deres brev. Jeg havde satset alt på det her, og jeg vidste, at det kunne koste mig jobbet,“ forklarer Anoir Hassouni.

241

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 241 11/03/11 11.41 Han var derfor lettet, da han vågnede tirsdag morgen ved tanken om, at Nørrebro havde været fri for ildspåsættelser i to dage, men han følte sig samtidig drænet for energi: „Det var nok stressen, der slog mig ud, og jeg besluttede mig for, at jeg skulle ligge i sengen hele dagen. Det ﬁk jeg bare ikke lov til.“ Personen der først på aftenen tirsdag banker på Anoir Hassounis dør, har ikke tænkt sig at gå med uforrettet sag. Han hedder Bekir Tokmak og er selv gadeplansmedarbejder. Han bliver ved med at banke på døren i ﬂere minutter, hvilket for lejlighedens ejermand føles som en evighed. „Jeg havde ikke lyst til at rejse mig fra sengen, men der blev bare banket hårdere og hårdere på døren. ‘Hvad sker der,’ tænkte jeg og åbnede døren,“ fortæller Anoir Hassouni og fortsætter: „Så stod Bekir der og sagde, at jeg skulle komme med. ‘Jeg er syg – jeg skal ingen steder,’ sagde jeg til ham. ‘Det skal du,’ sagde han. ‘De unge er ved at gå amok, og de snakker om at brænde ting af igen’.“

Normalt er der ingen adgang for unge over 18 år i Gadepulsen, der driver klub for unge på Indre Nørrebro, og som også koordinerer en del af det opsøgende gadeplansarbejde i bydelen. Da Anoir Hassouni møder op i klubben ved 18-tiden, har 25-40 unge indfundet sig. Flertallet er over 18 år gamle, og er blevet overtalt af kommunale klub- og socialarbejdere til at møde op i Gadepulsen, hvor chancen for at få de unge på andre tanker er større end på gaden, hvor der er kortere fra tanke til handling, når det handler om at gribe en brosten. „De var helt oppe at køre,“ fortæller Anoir Hassouni. Diskussio- nen om at genoptage optøjerne bundede i, at politiet tidligere på dagen havde anholdt en ung mand i kvarteret i forbindelse med en patrulje på Blågårds Plads, hvor den pågældende blandede sig i politiets visitation af en af hans venner. „Politiet havde så åbenbart bedt ham om at ﬁse af, og så havde han svaret provokerende igen med et: ‘Gu vil jeg ej – I kan selv ﬁse af’. Flere af de unge havde set anholdelsen, og de beskrev det som, at han var blevet kastet rundt og op ad en væg,“ fortæller Anoir Hassouni, der straks fornemmede, at situationen hurtigt kunne eskalere: „Der kan du bare se – det virker jo ikke, sagde de til mig. De talte om at starte optøjer igen. Først kunne jeg mærke en knude i maven, og bagefter blev jeg vred,“ fortæller Anoir Hassouni. „’Nu har I lavet en erklæring om, at balladen stopper – så skal I også sørge for, at den stopper,’ sagde jeg til de unge. ‘For ellers er der ingen, der vil tage jer seriøst en anden gang’.“ Modsvaret fra de unge var til at forudsige: „Jamen, vi kan jo heller ikke tage politiet seriøst, når de ikke lever op til deres løfte om at behandle os med respekt.“

242

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 242 11/03/11 11.41 Anoir Hassouni vidste, at det ikke nyttede noget at kaste sig ud i en diskussion om, hvem der var dummest: politiet eller de unge, der burde vide, at de risikerede at ødelægge det for sig selv og deres kvarter. Hans erfaring er, at svaret ligger midt imellem, og at konflikterne på gadeplan bliver ved, hvis ikke kvarterets unge tager deres del af ansvaret og lader være med at svare ordensmagten provokerende igen. Hassounis angst for nye optøjer udvikler sig til vrede, da den velkendte diskussion om „dumme politimænd“ endnu en gang dukker op. For flere år siden havde Anoir Hassouni droppet et ni-til-fire-job som ingeniør for i stedet at hellige sig arbejdet med at motivere og klæde unge på til at skabe sig et værdigt liv i det kvarter, hvor han selv voksede op. Hvad nytter dette arbejde, hvis de unge bevidst ødelægger det for sig selv, deres små søskende og hele kvarteret? Anoir Hassouni besluttede sig i det øjeblik for, at han selv ville sige sit job op, hvis de unge gjorde alvor af truslen om at genoptage optøjerne. „Jeg begyndte at tale med store bogstaver. Prøv at hør her, jeg kan ikke mere. I skal aldrig regne med min hjælp igen, hvis det her går amok igen. Og jeg mente det. Men så skete der noget. TV 2 News kørte i baggrunden, og så kom der et indslag.“ Det var et sammenfald af tilfældigheder, der på få minutter endte med at sætte en stopper for diskussionen blandt de unge om at genoptage urolighederne. Tilfældighed nummer ét: Et stort fladskærmsfjernsyn har været tændt under hele seancen, og hele selskabet vender opmærksomheden mod tv’et, da billeder af Blågårds Plads rammer skærmen. „I indslaget på TV 2 News udtalte en dame sig, som havde set episoden på Blågårds Plads. Hun var målløs. Hun sagde, at hvis det her ikke var politivold, så vidste hun ikke, hvad var. Og så kom Hanne Bech Hansen på skærmen: Anholdelsen havde været en fejl, sagde hun. Anerkendelsen af at politiet rent faktisk godt kan begå fejl, betød utrolig meget. ‘Anoir det virker’, var der en af drengene, der sagde til mig.“ Få minutter efter indslaget var rullet over skærmen satte tilfældighed nummer to ind: „De unge var dysset ned, og så skete det næste. Den anholdte trådte ind ad døren. Alle kiggede på ham. Han fortalte, at han havde oplevet en forskel på politistationen: politiet havde talt pænt og lyttet til ham. Og han ved, hvad han snakker om, for ham her, han har været hos Bellahøj Politi før. ‘De tilbød mig endda kakao,’ sagde han. De unge tolkede det som om, det var deres brev og mødet med Hanne Bech Hansen, der havde gjort forskellen.“ Og sådan gik det til, at en genoptagelse af optøjerne blev afværget. „Det her betød, at de unge pludselig følte, at de blev taget alvorligt og blev lyttet til. Og det var også en

243

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 243 11/03/11 11.41 stor sejr for os, der arbejder med de unge, fordi det var en positiv fortælling, vi kunne bygge videre på, så vi en anden gang kunne overbevise de unge om, at det kan betale sig at bruge sin stemme,“ forklarer Anoir Hassouni.342 „Men hvis de ikke havde levet op til deres ord og havde startet optøjerne igen, så var det nok ikke gået sådan. For hvordan skulle nogen så kunne stole på dem igen, og ville politiet og politikerne så tage dem alvorligt?

Dialog og oplysning som konﬂiktløsning Nogle af dem som tog de unge seriøst, da de afblæste urolighederne, var ledelsen i Københavns Politi, der ikke nøjedes med at mødes med Anoir Hassouni og de unges talsmand Abas. Københavns Politi indkaldte allerede i februar 2008 til yderligere dialogmøder med unge og forældre fra kvarterer, der havde været ramt af ildspåsættelser og hærværk samme måned. Davæ- rende chefpolitiinspektør Per Larsen deltog i disse dialogmøder, hvor det blev diskuteret, hvordan man kunne forhindre, at lignende optøjer ville opstå igen i fremtiden. Selvom Per Larsen i dag peger på, at det var konfrontationer med ordensmagten, som udløste urolighederne i 2008, mener han, at de unges frustrationer er udtryk for „et langt mere dybtliggende problem.“ Han peger på et dialogmøde i 2008, hvorfra den daværende chefpolitiinspektør særligt husker én episode: „Pludselig er der en ung mand, der rejser sig op og siger: hvorfor siger du og andre betjente altid, at vi er 2.g’ere. ‘Herregud, det ved jeg ikke, det er intern slang og en arbejdsbetegnelse,’ fortalte jeg ham. Så sagde han: ‘Du skal vide, at det pisser os af, når I altid kalder os 2.g’ere, og at mange opfatter det som en grim betegnelse. Og hvorfor taler I altid om Os og Dem,’ spurgte han så. ‘Gør vi det,’ spurgte jeg ham.“ 343 Ved den unge mands svar på chefpolitiinspektørens spørgsmål blev det tydeligt, at det „I“ som han refererede til, ikke blot drejede sig om politiet. Hans frustrationer drejede sig også om grundvilkårene som mørklødet minoritet i et land, der har svært ved at forlade idéen om, at Danmark er en etnisk homogen nation, forklarer Per Larsen. Betegnelsen andengenerationsindvandrere bruges sjældent i medierne, når det ikke handler om unge mørklødede mænd, der begår kriminalitet. Per Larsen er formentlig den ﬂittigst citerede politibetjent de seneste to årtier, men han havde ikke før det ovennævnte dialogmøde funderet over konsekvenserne ved, at betegnelsen andengenerationsindvandrer stort set kun benyttes syno- nymt med kriminalitet; hvad enten det drejer sig om første, anden eller tredje generation af borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Den tidligere chef-

244

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 244 11/03/11 11.41 politiinspektør fremhæver derfor mødet med den unge mand til dialogmødet som en personlig øjenåbner: „‘Jeg er født og opvokset her og føler mig som dansker,’ sagde han. ‘Men jeg bliver altid spurgt, hvor jeg er fra. Så siger jeg Nørrebro.’ Og så var det, at folk så spurgte ham, hvor han rigtigt var fra. Lige siden jeg mødte den mand, har jeg ikke brugt betegnelsen ‘2.g’er’, når jeg har udtalt mig i pressen. Jeg mister ikke noget ved at lade være, og når jeg nu er blevet gjort opmærksom på, at mange efterkommere føler sig kriminaliseret, når politiet kalder kriminelle unge mænd ‘2.g’ere’, så ville det være dumt, hvis jeg fortsatte med det.“ Når mange af de unge mænd i Blågårdskvarteret og andre stigmatiserede boligområder rundt om i landet ikke føler sig anerkendt som ligeværdige medborgere i Danmark, hænger dette, som vi har set, sammen med et politisk klima og et mediebillede, hvor etniske minoriteter ofte omtales men sjældent selv er repræsenterede i debatten som kilder – og som medborgere. Der eksisterer således et demokratisk underskud, som potentielt gør samfundet fattigere på idéer og løsninger, da holdningerne fra politikere og landets intelligentsia dermed ikke udfordres ved en demokratisk samtale med etniske minoriteter og andre borgere, hvis stemmer er fraværende i samfundsdebatten. Som vi har set, har dialogen desuden et potentiale for konﬂiktløsning, som tilfældet var ved de landsomfattende optøjer, der startede på Nørrebro i februar 2008. Når gaderne brænder, er der indimellem et budskab, som det er værd at tage alvorligt, og ved urolighederne i 2008 ophørte urolighederne som følge af, at de unge følte, at der blev lyttet til deres klager og opråb om politichikane og om at blive kaldt indvandrere, når man er både født og opvokset i Danmark. Både konfrontationer med politiet og oplevelsen af ikke være fuldt ud accepteret som en del af samfundets fællesskab spillede en afgørende rolle for udbruddet af optøjerne i 2008. Oplevelsen af at blive opfattet som fremmedelement, selv om man er født og opvokset i Danmark, er imidlertid det, som Per Larsen mener, er mest kendetegnende for uromagerne ved de landsdækkende optøjer i 2008: „Det tror jeg er hovedårsagen til, at det hele eksploderede. At man har en masse mennesker, som ikke føler sig velkomne, og hvis folk så oven i købet ikke har en uddannelse, så er man Palle alene i verden. Derfor betyder det også noget, hvad vi siger, og hvordan vi opfører os over for hinanden.“ Udtalelsen faldt ved et offentligt seminar i 2010, der egentlig handlede om den igangværende bandekonﬂikt, som brød ud et halvt år efter de landsdæk- kende optøjer i 2008.344 På dette tidspunkt havde Per Larsen forladt jobbet som chefpolitiinspektør og tiltrådt en stilling som særlig rådgiver for Københavns Kommune i den indsats imod bandekriminalitet, hvor politiarbejde alene ikke

245

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 245 11/03/11 11.41 slår til: den indsats, der drejer sig om at hjælpe og motivere unge til at bryde med kriminelle venner ved blandt andet at få dem i job og uddannelse.345 Når Per Larsen fremdrog de landsdækkende gadeoptøjer i en diskussion om, hvordan samfundet kan bremse tilgangen til kriminelle gruppefællesskaber, hænger det ikke sammen med, at det er den samme gruppe mennesker, der lavede gadeoptøjer i 2008, som affyrer skud på gaden. En fællesnævner blandt mange af dem, der brænder skraldespande og biler af, og dem der søger status, tryghed og respekt i kriminelle grupper, er imidlertid oplevelsen af manglende anerkendelse, om end de sociale problemer typisk er større blandt dem, der deltager i bandekriminalitet, fortæller den tidligere chefpolitiinspektør. Lige så længe et stort antal unge afslutter folkeskolen med en kuffert fuld af boglige nederlag og aldrig får taget en uddannelse, vil der være et „marked“ for kriminelle gruppefællesskaber. „Unge mænd, der af den ene eller anden grund føler sig fremmede i samfundet, og som også mangler uddannelsen, kan søge den status, de ikke får andre steder i kriminelle grupper. Så er de i det mindste noget og en del af et broderskab,“ lød det fra Per Larsen ved seminaret i 2010.346

Tillid avler tillid – mistillid avler mistillid

De unges erklæring til offentligheden, dialogen med politiet og åbningen af en ny klub bidrog alt sammen til, at de landsdækkende optøjer i 2008 blandt mange unge i Blågårdskvarteret på Nørrebro den dag i dag fremhæves som en succes og en anerkendelse af, at deres stemme tæller. Deltagelsen i den demokratiske samtale var ny for mange af de unge, men den har sat et varigt aftryk, mener Omar: „Det skulle tage 15 år, før folk blev overbevist om, at det er okay at udtale sig i medierne. Før i tiden skulle man høre for, at man havde udtalt sig. Nu er det ikke sådan længere, og man kan faktisk få et klap på skulderen for at have udtalt sig til medierne. Det skyldes succesoplevelsen med det brev, vi skrev. Det her var en social kamp, og hvis noget lignende sker en anden gang, organiserer vi os meget hurtigere, så vi kan få budskabet ud.“ Hvis man zoomer ud over Nørrebros grænser, er billedet imidlertid ikke det samme, og i et større perspektiv har urolighederne sandsynligvis gjort større skade end gavn, når det gælder unge mørklødede mænds muligheder for at undslippe omkostningerne ved negative stereotyper og fordomme på baggrund af deres bopæl og udseende. En væsentlig bestanddel af vreden bag urolig-

246

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 246 11/03/11 11.41 hederne i 2008 handlede om, at mange unge mænd med indvandrerbaggrund – særligt fra udsatte boligområder – følte, at de jævnligt blev portrætteret som moralsk utilregnelige individer i medierne og i den politiske debat om etniske minoriteter. De unge bekræftede paradoksalt nok det selvsamme billede ved at benytte ildspåsættelser og vold som udtryksmiddel. At urolighederne desuden kun blev artikuleret til den brede offentlighed på Nørrebro, mens forklaringen af voldens årsager i resten af landet blev overladt til gisninger og formodninger, forbedrede utvivlsomt ikke uromagernes muligheder for at blive opfattet som andet og mere end utilpassede andengenerationsindvandrere, der på primitiv vis gav udtryk for deres frustrationer. Optøjerne i 2008 har desuden bidraget til, at ildspåsættelser i stigende grad har udviklet sig til en normaltilstand i udsatte boligområder, og har igen ført til et yderligere negativt fokus på de boligområder, som statsminister Lars Løkke Rasmussen i efteråret 2010 benævnte „huller i Danmarkskortet“. De landsdækkende gadeoptøjer i 2008 trækker således linjer frem til i dag og er ifølge ordensmagten en del af årsagen til et normskred blandt unge i flere af landets udsatte boligområder, når det gælder holdningen til ildspåsættelser. Københavns Vestegns Politi konstaterede i en udtalelse til Justitsministeriet i november 2008, at der efter de landsdækkende uroligheder kunne „ses en klart stigende tendens i antallet af ildspåsættelser.“ 347 Københavns Vestegns Politi havde ved de landsdækkende uroligheder i 2008 registreret knap 240 brande og var dermed den politikreds, der sammen med Københavns Politi havde flest ildspåsættelser. Men hvor Københavns Politi kunne oplyse, at dialogmø- der, øget fokus på klubtilbud og øget patruljering i de berørte områder „har medført et markant fald i antallet af ildspåsættelser, ligesom kriminaliteten i de berørte områder generelt synes at være faldet“, var billedet et andet i Ishøj, Høje Taastrup, Brøndby, Hvidovre og Rødovre på den københavnske vestegn. Som reaktion på ildspåsættelser har man her „intensiveret den massive poli- timæssige tilstedeværelse og indsats i området i form af såvel uniformerede som civile betjente,“ men strategien har ikke forhindret ildspåsættelser af især skraldespande i at udvikle sig til en normaltilstand.348 Københavns Vestegns Politi konstaterer, at „der tilsyneladende er sket et skred i de unges holdning til begrebet ‘drengestreger’, og at det således ikke opfattes som særligt alvorligt at sætte ild til containere, skraldespande, biler og lignende.“ 349 Den mest spektakulære ildspåsættelse på Københavns Vestegn finder sted i maj 2010, hvor ukendte gerningsmænd totalskader 13 patruljevogne, gruppevogne og civile politibiler. Køretøjerne holder parkeret ved Politiskolen på Brøndbyøster Boulevard i Brøndby, hvor gerningsmændene også forsøger at sætte ild til selve

247

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 247 11/03/11 11.41 skolen. Københavns Vestegns Politi betegnede efterfølgende brandattentatet som „et angreb på politiet“. 350 I det hele taget har udviklingen i de udsatte boligområder siden de lands- dækkende uroligheder i 2008 næppe forbedret de unge mænds muligheder for at blive anerkendt som moralsk tilregnelige medborgere. Tværtimod. Hvor en stor del af den politiske debat og mediedækning af mænd med indvandrerbaggrund i slutningen af 90’erne og starten af årtusindet handlede om knivstikkerier og vold i nattelivet, har optøjer, ildspåsættelser og bandekonflikter uundgåeligt føjet sig til associationer knyttet til den unge mørklødede mand – særligt i de boligområder, som jævnligt rubriceres som „ghettoer“ i den offentlige debat. Årsagen hænger sammen med den væbnede konflikt, der brød ud mellem biker- og gadebander i efteråret 2008 samt de forsatte ildspåsæt- telser, der som et ekko af de landsdækkende optøjer har ramt de stigmatiserede boligområder med jævne mellemrum sidenhen. Dette var tilfældet i sensommeren 2010, hvor der inden for få uger fandt optøjer sted, som var vendt mod politiet i både Ishøj på Københavns Vestegn, Mjølnerparken på Nørrebro og Vollsmose i Odense. Selvom urolighederne ingen af stederne strakte sig over mere end nogle få timer, trak historierne om angreb på betjente med sten- og flaskekast overskrifter. Især forholdene i Vollsmose fik stor politisk bevågenhed i medierne. Her blev der i forbindelse med gadeoptøjer skudt direkte mod to politimænd. Selvom brosten og molotovcocktails blot en enkelt gang er blevet skiftet ud med skydevåben ved sådanne uroligheder, er episoden i Vollsmose sigende for en udvikling, hvor der de senere år er kommet et øget antal våben i omløb i forbindelse med bandekonflikten, som vi gennemgår i denne bogs epilog. Historierne om lovløse tilstande i „ghettoerne“ banede i efteråret 2010 vejen for ghettoudspil fra begge sider af Folketinget. Fælles for udspillene er, at de opstiller særregler for beboere i de udpegede områder, som ikke gælder for resten af befolkningen. SF og Socialdemokraterne foreslog udgangsforbud for børn efter kl. 22.00 i udsatte boligområder samt et specialkorps af særlige „ghettobetjente“ uden dog at pege på, hvornår et boligområde udgør en ghetto. Det gjorde til gengæld den borgerlige regering, som udpegede 29 boligområder som ghettoer ud fra en vurdering af andelen af beboere på arbejdsmarkedet og i uddannelse, andelen af kriminelle og til slut andelen af beboere med en ikke-vestlig baggrund. Regeringen lagde op til, at der skulle være tvungen børnehavegang for etniske minoritetsbørn i disse områder, hvis de ikke taler ordentligt dansk, og at beboerne desuden skulle have et automatisk nej til familiesammenføringer med ægtefæller og anden familie.

248

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 248 11/03/11 11.41 Udspillene bryder med traditionen for en høj grad af lighed i forvaltningen over for borgerne, som ellers historisk har været særligt fremherskende i de nordiske velfærdsstater.351 Jurister og eksperter i forvaltningsret stillede sig da også i kø for at kritisere VK-regeringens ghettoudspil for at være et indgreb i borgernes ret til privat- og familieliv i de 29 boligområder, der blev udpeget som ghettoer. Regeringens udspil til en politisk ghettopakke blev først fremlagt for offentligheden en måned senere end planlagt i efteråret 2010, da Justits- ministeriets jurister ikke kunne godkende alle forslagene. Professor i offentlig ret på Copenhagen Business School, Claus Haagen Jensen stillede det måske mest åbenlyse spørgsmål: „Hvorfor skulle man have mindre menneskeret, fordi man bor i en ghetto?“ Den borgerlige tænketank CEPOS påpegede desuden, at ghettoudspillet skar alle beboere i de udpegede problemområder over én kam. „Hvis man ikke ligger samfundet til last og er en borger, som overholder alle de love og regler, der gælder, så kan jeg ikke forstå, hvorfor man skal straffes og have færre rettigheder, blot fordi man har valgt at bo et bestemt sted. Forslagene virker som hurtige greb i tvangskassen,“ udtalte tænketankens chefjurist Jacob Mchangama, der mente, at „tvang“ over for borgerne ikke bør retfærdiggøres ved bopæl, men bør tage udgangspunkt i „mere objektive begreber som uddannelse og arbejdserfaring.“ Statslig regulering kan næppe siges at være nyt i den danske velfærdsstat, men der er ikke desto mindre opstået en stadig større ulighed, når det drejer sig om, hvem staten disciplinerer og kontrollerer. I værket ‘Fra folkestyre til markedsdemokrati’ skitserer professor i offentlig forvaltning Tim Knudsen velfærdsstatens udvikling fra 1973 frem til i dag, hvor han konstaterer, at statens tilgang til borgerne har udviklet sig fra welfare til workfare. Den universelle omsorg er i stigende grad erstattet af målrettede bestræbelser på at optimere borgerne til arbejdsmarkedet gennem uddannelse og arbejdsmarkedspolitik- ker. Omsorgen har i denne proces i stigende grad fået karakter af disciplinering, hvor især kravene til de ledige er blevet skærpet. Da VK-regeringen i 2009 meldte ud, at den var gået for langt i reguleringen af kommunernes praksis over for borgerne, pegede den daværende beskæf- tigelsesminister netop på beskæftigelsesområdet. „Men da vi kom til i 2001, vidste vi ikke særlig meget om, hvad den enkelte kommune gjorde i forhold til kontanthjælpsområdet. Det blev vi naturligvis nødt til at undersøge. Nu hvor vi har overblikket, kan det så godt være, at det er nødvendigt at gå den anden vej,“ udtalte Claus Hjort Frederiksen (V).352 Måske skal det øgede antal klager over ubetænksom og ydmygende sagsbehandling i blandt andet Københavns Kommune ses i sammenhæng med den øgede regulering og disciplinering

249

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 249 11/03/11 11.41 af især arbejdsløse og de svageste borgere. Hovedstaden har modsat resten af landets større byer en særlig ombudsmand, den såkaldte Borgerrådgiver, som er en uafhængig instans, som borgerne kan klage til. Den kommunale ombudsmand modtog i 2008 knap 2000 henvendelser fra borgere, der følte sig urimeligt behandlet, hvilket er en stigning på en tredjedel siden 2005. Mere end otte ud af ti klager vedrører Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Socialforvaltningen, og de senere år har borgerne fået medhold i over halvdelen af klagesagerne. Den kommunale ombudsmand konstaterer, at det typisk er de svageste borgere, der bliver udsat for den mest ydmygende sagsbehandling og konkluderer, at „antallet af sager, der fejlbehandles, trækker ud eller hvor borgerne behandles ubetænksomt, langtfra er tilfredsstillende.“ 353 Tim Knudsen peger på et paradoks ved denne udvikling, som gør sig gæl- dende i de ﬂeste af de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med. I en tid hvor EU betyder, at nationalstaten får stadig mindre magt til at regulere arbejdsmarkedet – og hvor kravet om arbejdskraftens fri bevægelighed samtidig indskrænker Danmarks muligheder for at afvise indvandring fra andre EU-lande – har staten samtidig indtaget en rolle som stadig mere regulerende over for de borgere, der ikke er på arbejdsmarkedet. Især de langtidsledige, som ofte mangler en uddannelse, udsættes for mere kontrol og disciplinering, når socialstaten i stigende grad udvikler sig til en konkurrencestat i sin omgang med borgerne. I den sociale konkurrencestat gradbøjes borgernes rettigheder nemlig i stadig højere grad efter borgernes position på arbejdsmarkedet, og en af konsekvenserne er, at arbejdsløse også bliver demokratisk pressede, da den politiske fokus på omsorg for dem, der ikke er produktive, daler.354 Det nye ved de politiske ghettoudspil er således ikke nødvendigvis, at staten gradbøjer borgernes rettigheder på en måde, der i nogle tilfælde kan opfattes som ydmygende og som en krænkelse af retten til privat- og familieliv. Det bemærkelsesværdige er, at bopælen er føjet til som en formel skillelinje for borgernes frihed fra tvang og regulering. Den ekstra omkostning som pålæg- ges beboerne i de områder, der politisk er blevet udpegede som „ghettoer“ skal føjes til det faktum, at mange i forvejen har oplevet en stigende grad af disciplinering og regulering af deres levevis på grund af manglende job og uddannelse. Konsekvensen kan meget vel være et samfund, hvor statens forsøg på at bekæmpe lovløse tilstande i „ghettoerne“ vækker genklang blandt de store vælgergrupper – der ikke nødvendigvis kender disse „tilstande“ fra andet end mediernes dækning – men hvor de beboere, der reelt bærer omkostninger ved særreglerne og den negative retorik omkring ghettoen, udgrænses og oplever sig selv som andenrangsborgere. Udviklingen er næppe befordrende

250

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 250 11/03/11 11.41 for oplevelsen af retfærdighed blandt borgere, der føler sig udgrænset af staten og kontakten med det offentlige generelt.355 En sådan oplevelse af formel uretfærdighed i kontakten med staten ser ud til at svække den samlede sociale kapital i samfundet, forstået som tilliden og oplevelsen af gensidighed mellem borgerne og det samfund, de lever i – populært betegnet som samfundets sammenhængskraft.

Tillid som forudsætning for sammenhængskraften Danmark er gang på gang i internationale målinger blevet fremhævet som det land i verden, hvor den sociale tillid er størst – både borgerne imellem og mellem borgere og stat. Forskningen viser, at den lave grad af ulighed i de skandinaviske lande spiller en afgørende rolle for den høje tillid borgerne imellem, ligesom det generelle velstandsniveau ikke overraskende indvirker positivt på den samlede mængde tillid i samfundet.356 Velfærdstaten leverer særligt gode kår for en høj grad af tillid, da den begrænser de store afstande i borgernes muligheder for at vælge det gode liv for sig selv. Samfund med stor økonomisk ulighed har således typisk et lavt tillidsniveau, da uligheden svækker social kontakt mellem borgerne og fælles interesser på tværs af kultur, religion og sociale skel.357 Desuden følger der også ofte konkrete fysiske og formelle afstande i lande, der er kendetegnet af stor ulighed, eksempelvis i form af ghettodannelser, hvor over- og underklasse lever i stærkt adskilte klynger; henholdsvis i indhegnede overklasseområder præget af vagtværn og videoovervågning og i underklasseområder, hvor staten, markedet og købe- kraften er fraværende. Den slags samfund er kendetegnet af en såkaldt partikulær tillid, der alene retter sig mod ens nære, samt de der er umiddelbart genkendelige og deler en række fælles kendetegn så som hudfarve, klædedragt eller religiøs overbevisning. Sammenhængskraften i Danmark er derimod præget af en særlig høj grad af såkaldt generaliseret tillid; det vil sige en form for upersonlig tillid, som også omfatter folk, man ikke kender. Den generaliserede tillid har derfor et potentiale for at kæde befolkninger sammen på tværs af økonomiske, religiøse og etniske skel og adskiller sig fra den partikulære tillid ved, at solidariteten ikke kun er vendt indad mod „ens egne“ men også udad mod ukendte andre.358 I et økonomisk perspektiv har forskere fremhævet en høj grad af tillid som en vigtig årsag til, at dansk økonomi klarer sig så godt som tilfældet er i den internationale konkurrence med virksomheder fra andre lande, der i mange tilfælde nyder fordel af både lavere mindstelønninger og skattetryk. Den ge-

251

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 251 11/03/11 11.41 neraliserede tillid findes særligt i lande med åbne økonomier i vækst, en lav grad af korruption og velfungerende demokratiske institutioner, hvor liberale frihedsrettigheder er sikret.359 Et mindstemål af tillid er en forudsætning for, at psykiske og sociale systemer ikke bryder sammen og for, at man kan udvikle nye tillidsrelationer i nye sociale sammenhænge. Den generaliserede tillid har derfor et frigørende potentiale, fordi den letter os for konstant at være på vagt.360 En tillidsrelation til ukendte andre kan ses som en personlig og social aflastningsmanøvre. Tillid er således „en mekanisme til reduktion af social kompleksitet“, som den tyske sociolog Niklas Luhman formulerer det.361 Den sociale tillid har et potentiale til at øge individets handlemuligheder, da tilliden skaber en tryghed og en optimistisk tilgang til det at træffe valg. Sammen med selvværd udgør tillid en afgørende immateriel værdi i moderne informationssamfund. Begge begreber kan øge individets muligheder, motivation og evner til autonomt at sammensætte sin egen selvbiografi, hvilket til stadighed aktualiseres i det individualiserede samfund, hvor der kræves risi- kovillighed af borgerne. Et kendetegn ved den følelsesmæssige og immaterielle dimension ved en høj grad af social tillid er tryghed, en følelse af retfærdighed og en oplevelse af et positivt medborgerskab med landsmænd, der formelt set er fremmede, men som man alligevel er følelsesmæssigt knyttet til gennem en gensidig solidaritet inden for nationalstatens grænser. Tillid ser således ud til at være en indikator på solidaritet og opmærksom- hed mellem borgerne inden for nationalstaten og bidrager til at øge opbakningen til, at fremmede medborgere, som ikke har de samme ressourcer som en selv, bør udstyres med samme muligheder for at vælge det gode liv for sig selv. På individniveau er tillidsfulde mennesker desuden mere tilbøjelige til at være aktive i foreningsliv og politik samt have et positivt syn på demokrati. Samfund hvor borgerne engagerer sig i deres omverden vil typisk have et højt niveau af gensidig menneskelig tillid, og et rigt foreningsliv er blandt andet blevet fremhævet som en kilde til den store mængde af social kapital i det danske samfund. Det er imidlertid karakteristisk for det danske samfund, at forholdet mellem staten og forenings- og organisationslivet gennem årtier har været præget af tæt samarbejde, og det er generelt svært at vurdere, om deltagelse i foreninger skaber mere tillid eller om tillidsfulde mennesker blot er mere tilbøjelige til at melde sig ind i foreninger og organisationer. Meget tyder på, at sidstnævnte er tilfældet, og nyere forskning peger desuden på, at det primært er økonomiske og institutionelle forhold, der fordrer den høje grad af tillid i de nordiske velfærdsstater.

252

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 252 11/03/11 11.41 En høj grad af generaliseret tillid er således både en forudsætning for borgernes fortsatte opbakning til velfærdstatens høje grad af omfordeling, mens den universelle velfærdsstats udformning omvendt ser ud til at være befordrende for den selvsamme tillid, som formentlig danner grobund for dens fortsatte eksistens. Hovedkilden til den høje grad af tillid i Norden ser nemlig ud til at skulle ﬁndes i de skandinaviske landes politik for omfordeling af samfundets ressourcer og i borgernes brede kontakt til det offentlige, der giver muligheder for universel adgang til uddannelse, sundhedsvæsen, ældre pleje mv. Få danskere har i løbet af livet ikke berøring med en bred vifte af institutioner, og ny forskning peger på, at den personlige kontakt med vel- færdsstaten er en vigtig komponent i dannelsen af social tillid. Ifølge svensk forskning har mistilliden til velfærdstatens institutioner det med at stige desto ﬂere særregler og selektive ydelser, der gives frem for universelle velfærdsydel- ser, der er rettet mod alle. De selektive ydelser går typisk til borgere, der lever op til en række økonomiske og helbredsmæssige kriterier. Sådanne selektive ydelser er forbundet med et skøn af de pågældende borgeres behov, som både kan medføre utryghed for den enkelte, men som også risikerer at munde ud i en ond cirkel af mistillid, da de offentlige institutioner ofte må sikre sig mod snyd og misbrug ved at indføre en større grad af kontrol.362 Sammenligner man forskellige landes niveau for social tillid, smitter særligt en høj grad af tillid til parlamentet, politiet og retssystemet positivt af på folks sociale tillid til deres medborgere. Hvis folk oplever, at man ikke kan stole på centrale offentlige institutioner som politi og domstole, så forværres kårene for tillidsfulde relationer til andre end de venner samt familie- og klanmedlemmer, der står folk nærmest.363 Den høje grad af social tillid og oplevelsen af at være i „samme båd“ i Danmark er således ikke blot funderet i den lave grad af økonomisk ulighed – den hænger også sammen med oplevelsen af offentlige institutioner og et politisk system, der opfattes som velfungerende og retfærdigt. Oplevelsen af retfærdighed er i sagens natur forskellig fra person til person, men det er ikke desto mindre lykkedes velfærdsstaten at sikre en høj troværdighed og en lav korruption via brugerkontrol, klageregler og en formel lighed i tilgangen til borgerne, som gennem 1900-tallet er blevet gradvist indbygget i de offentlige og demokratiske institutioner.364 Der er således en faldgrube ved særregler, der giver grupper af borgere færre rettigheder på baggrund af eksempelvis bopæl, hvor det ikke er gen- nemskuelige sociale kriterier ved den enkeltes livssituation og tilknytning til arbejdsmarkedet, der danner baggrund for forskelsbehandlingen. Sådanne

253

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 253 11/03/11 11.41 foranstaltninger har ikke blot en evne til at pirre retfærdighedsfølelsen, men risikerer også at begrænse borgernes tillid til staten. Når det gælder forslag om særreglerne for „ghettoens“ beboere, har politikere argumenteret for dem som et middel til at bekæmpe såkaldte parallelsamfund og til at opretholde samfundets sammenhængskraft, men de foreslåede politikker risikerer at føre til det stik modsatte: et samfund hvor staten opstiller parallelle systemer, hvor de der falder inden for det ene regelsæt, har færre rettigheder, mens flertallet af danskerne, der er i job og ikke har bopæl i udpegede ghettoområder, ikke nødvendigvis mærker den disciplinerende og regulerende stat på samme måde. Oplevelsen af afstand mellem beboere i ghettoen og resten af Danmark handler imidlertid ikke blot om en fysisk, men formentlig også om en social og kulturel afstand. Jo mindre socialt homogent et samfund er, desto mindre er den generaliserede tillid og solidariteten med fremmede medborgere.365 Danmarks udvikling mod et multietnisk samfund har imidlertid ikke betydet, at den sociale tillid i Danmark er faldet de sidste tyve år, selvom andelen af borgere med rødder i tredjeverdenslande er steget med flere hundrede procent. Og det på trods af at disse nye borgere i gennemsnit har et lavere uddannelsesniveau end de „gamle“ danskere. Tværtimod er tilliden steget, og den er givet videre til de unge generationer.366 Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er en forskel i tillid blandt minoritets- og majoritetsdanskere, som kan føres tilbage til social og økonomisk ulighed samt adskillelse i forskellige boligområder og en oplevelse af negativ forskelsbehandling. „Der tænkes især på grupper af flygtninge og indvandrere samt deres børn, som over længere tid har haft god grund til at føle mistillid,“ konstaterer blandt andre Klaus Le- vinsen, der er forsker i social kapital og tillid ved Syddansk Universitet.367 Når det gælder forældregenerationen blandt etniske minoriteter i Danmark, der er kommet til landet som voksne, er noget af mistilliden taget med i bagagen fra oprindelseslandet, mens mistilliden blandt efterkommerne er særligt høj blandt dem, det ikke er lykkes at tage en uddannelse, hvorved de er gået glip af en socialiseringsproces på uddannelsesinstitutionen, der i sig selv kan skabe tillid samt de fremtidsmuligheder, der er forbundet med et eksamensbevis. Men den lavere tillid blandt etniske minoriteter hænger også sammen med, at „en del desværre oplever mistillid i mødet med danske borgere og offentlige myndigheder,“ konkluderer Klaus Levinsen. Og her nærmer vi os tillidens selvopfyldende dynamik. På den ene side udvider tillid individets handlingspotentiale i takt med omfanget af tillid.368 Tillid avler med andre ord mere tillid og giver overskud til, at vi som medborgere føler overskud til at investere tid og kræfter i os selv

254

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 254 11/03/11 11.41 og hinanden. På den anden side fostrer mistillid typisk også mistillid og truer dermed den sociale sammenhængskraft i samfundet. „Udfordringerne handler derfor om fortsat at fastholde og udbrede tilliden på trods af en stigende kulturel heterogenitet. Dermed aktualiseres behovet for en anden beslægtet værdi, nemlig tolerance,“ konkluderer Klaus Levinsen. En høj grad af generaliseret tillid virker befordrende for oplevelsen af et solidarisk medborgerskab, der kæder befolkningen sammen på tværs af øko- nomiske, religiøse eller etniske skel. På individniveau er tillidsfulde mennesker nemlig mere tilbøjelige til at være tolerante over for minoriteter og fremmede, der har en anden religiøs og kulturel anskuelse. Mængden af tillid øger således tolerancen i samfundet, samtidig med at et minimum af tolerance er en forud- sætning for at undgå, at en utryghed ved ukendte medborgere udvikler sig til en mistillid, der bliver selvforstærkende borgerne imellem. En sådan iboende mistillid har det med at fremme negative forventninger og tære på kræfterne, fordi borgerne konstant er på vagt over for hinanden. Idealet er ikke her et fuldstændig konﬂiktløst samfund, hvilket kun totali- tære stater påstår at kunne tilbyde, men et samfund der tolererer opposition og en demokratisk udveksling af meninger og idéer. Jeg argumenterer derfor ikke her for en grænseløs tolerance, men for en tolerance, der er forudsætningen for liberale grundværdier: Individet bør ikke begrænses i sit valg af det gode liv for sig selv – inklusive retten til selv at vælge ægtefælle, seksualitet, religion og kultur – medmindre individet i sine valg begrænser andres ret og muligheder for at vælge det gode liv. Grænserne for tolerancen bør således ikke gå ved simpel forargelse, men ved krænkelser af andre individers værdighed og livsmuligheder. Tolerancen bør med andre ord ikke fungere som et skalkeskjul for regressive skikke og handlinger, der undertrykker andre individers frihedsrettigheder. Den bør derimod anskues som et middel til at sikre individets udviklings- og handlingspotentiale samtidig med, at et minimum af tolerance er en forudsætning for tilliden borgerne imellem. Der er imidlertid grænser for tolerancen, og såvel tolerancen som tilliden har svære kår, når den sociale afstand mellem borgerne er for stor. „Helvede er de andre,“ lyder et berømt citat fra den franske eksistentialistiske ﬁlosof Jean-Paul Sartre, og forskningen i social tillid peger da også på den ubehagelige kendsgerning, at tilliden bedst næres over for folk, der ligner os selv, og har nogenlunde samme sociale position i samfundet. Det betyder imidlertid ikke, at en økonomisk omfordeling via skatterne alene kan øge den mistillid, som mange mænd med indvandrerbaggrund føler sig udsat for. Som vi så i kapitel 7 om folkeskolen og uddannelsens betydning for ulighed i livsmuligheder, er

255

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 255 11/03/11 11.41 velfærdsstaten langt hen ad vejen lykkedes med at udligne økonomiske forskelle mellem rige og fattige, hvorimod det i langt mindre grad er lykkedes at udviske skellene mellem den uddannelsesbaggrund i familien, som hænger ved børns præstationer og oplevelser af sejre og nederlag i uddannelsessystemet. Det er især unge mænd fra uddannelsesfremmede familier, der ender som taberne i uddannelsessystemet og derfor befinder sig i risikozonen for at havne i bunden af samfundets hierarki. Som vi har set, medfører manglende uddannelse ikke blot økonomiske omkostninger for samfundet, men har også en lang række øvrige konsekvenser i form af en øget risiko for en tilværelse, hvor betingelserne for et positivt selvværd smuldrer samtidig med, at manglende uddannelse også er den største risikofaktor, når det gælder andelen af borgere, der ender i en kriminel løbebane. Hvis tilliden og oplevelsen af medborgerskab skal øges på tværs af etniske skel kræver det, at de sociale afstande minimeres. Folkeskolen indtager her rollen som den samfundsinstitution, der sammen med forældrene i størst grad kan klæde børn på til at skabe sig selv en meningsfuld og værdig fremtid. Do- minerende stereotyper fra majoritetssamfundet vil sandsynligvis eksistere lige så længe, minoritetsdanskeren er socialt ringere stillet end majoritetsborgerne, men som vi har set, gør oplevelsen af andenrangsborgerskab sig imidlertid også gældende blandt nogle af de unge mænd, der er i uddannelse og job. Frustrationer over at etnicitet og religion udgør en ekstra barriere for etniske minoriteter, der forsøger at vinde anerkendelse som danskere og ligeværdige medborgere, går således på tværs af sociale skel. Som Omar, der har ren straffeattest og passer et job ved siden af sit universitetsstudium, udtrykker det: „Det er en generel forståelse herinde, at der ikke er nogen middelvej i Danmark i forhold til at blive accepteret. Hvis man gerne vil accepteres, så skal man give afkald på alle sine værdier og blive til en robot. Det er åbenbart ikke nok at tage en uddannelse og have et stabilt arbejde.“ Nogle sociologer har meldt ud, at individer med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande først vil blive fuldt anerkendt som kulturelle medborgere i europæiske lande – hvis forestillede nationale fællesskab beror på idéen om et etnisk homogent folkefærd – når vi er nået til femte generation af de oprindelige indvandrere.369 Det svarer til, at fremtidens danske børn med rødder i tredjeverdenslande først vil blive fuldt anerkendt som en ligeværdig del af såvel det politiske som det kulturelle fællesskab i Danmark om yderligere tre-fire årtier. Så lang tid fortjener Danmark ikke at vente. Medmindre vi da virkelig ønsker en nationalstat, hvor stadig flere føler, at (lige)værdighed ikke er dem forundt, og hvor den høje grad af tillid mellem borgere og stat risikerer at dale.

256

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 256 11/03/11 11.41 Det er utopisk at tro, at Danmark kan vende tilbage til billedet af en etnisk homogen nation. Når fremtidens børn med etnisk minoritetsbaggrund går fra at være anden generation af indvandrere til tredje-, fjerde- og femte- generationsdanskere, vil det være forbundet med stadig ﬂere frustrationer og skadevirkninger på landets sociale sammenhængskraft og tilliden borgerne imellem, desto længere tid der går, før disse nye danskere bliver anerkendt som en ligeværdig og integreret del af den nationale identitet, som udgør det nye Danmark. Udfordringen består i at øge uddannelsesniveauet blandt især de unge mænd med indvandrerbaggrund, der i dag ofte tabes allerede i folkeskolen, samtidig med, at meningsdannere, politikere og medier må anerkende, at den demokratiske samtale bør afspejle, at den danske nation har ændret farvesammensætning. Det bedste middel til at opretholde den høje grad af sammenhængskraft og den generelle sociale tillid mellem danskerne – på tværs af hudfarve – er at sikre, at så mange som muligt har muligheder og ressourcer til selv at skabe det gode liv, og at den demokratiske samtale om Danmarks udvikling har deltagelse af et bredt spektrum af stemmer med et stærkt følelsesmæssigt bånd til den nation, hvori de lever, arbejder, studerer og drømmer om et godt liv for sig selv, deres børn og – forhåbentlig – deres medborgere. Det siger sig selv, at ansvaret for en sådan positiv udvikling af fremtidens Danmark påhviler alle borgere; uanset hudfarve, alder og social status.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 257 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 258 11/03/11 11.41 EPILOG: EN BANDEKRIG KOMMER TIL BYEN

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 259 11/03/11 11.41 Tiderne_Vrede unge mænd.indd 260 11/03/11 11.41 Subkulturen i bikerbander og gadebander – to sider af samme sag

I runder af to-tre minutter gælder det om at sprænge eller demontere bomber, redde eller tage gidsler – eller simpelthen udslette modstanderne med maskingeværer, bomber eller deslige. Efter hver runde bliver alle spillere bragt til live igen efter at have dystet i to hold: ‘terroristerne’ og ‘antiterroristerne’. Counter-Strike er det mest populære spil i den lokale computercafé i Blågårds- kvarteret, og det er en fast rutine for mange af kvarterets unge at smutte forbi til en dyst efter aftensmaden. En søndag aften i midten af september måned 2008 har computerspillerne været i gang i ﬂere timer, da jubelbrølene afbrydes af et automatgevær omkring kl. 22. „Så blev der bare rigtig Counter-Strike udenfor,“ forklarer Omar om øjeblikket, da to biler rullede langsomt forbi computercaféen og affyrede minimum 11 skud. Han befandt sig sammen med barndomsvennen Abas og cirka 20 andre unge i computercaféen. De ældste er i slutningen af tyverne, mens de yngste computerspillere er 12-13 år gamle. To mænd i slutningen af teenageårene og starten af tyverne blev ramt i henholdsvis ryggen og benet. Ifølge politiet og de unge i kvarteret tilhørte de to ikke nogen kriminel gruppering, og meget tyder på, at det var tilfældigt, at det netop var dem, der blev ramt, da projektilerne ﬂøj gennem både ruder og parkerede biler. Abas genkalder episoden sådan her:

„Det var koldt, og vi sad rigtig mange derinde og spillede den aften. Det var sjovt og folk spillede bare alle mod alle og grinte. Og lige pludselig kunne man bare høre lyden: duk, duk, duk. Og ruder der smadrede. Man nåede at tænke, hvad fanden er det? Og så råbte folk bare: ‘læg jer ned, læg jer ned’ og ‘de er ramt, de er ramt’. Og små børn hørte man råbe og skrige. Og nogle græd. Du ved jo ikke, hvad du skal gøre i sådan en situation. Så løb man ud, og så at to stykker er ramt. Og det er to venner, to rigtig tætte venner. Du ved ikke, hvad du skal gøre, du ringer til en ambulance, og hvor lang tid går der så. En halv time! Politiet kommer først og begynder at sikre området, som om vi vil hoppe på dem. Vi vil bare gerne have en ambulance. Alt sammen til lyden af små børn, der græder.“

261

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 261 11/03/11 11.41 Angrebet fandt sted en måned efter, at et lignende drive by-skyderi i Tingbjerg udløste den igangværende bandekonflikt i efteråret 2008. Skyderiet mod den lokale computercafé var det første skudattentat, hvor tilfældige beboere blev ramt og markerede et vendepunkt i Blågårdskvarteret, ligesom det er sket i andre områder, der lægger territorium til kriminelle grupperinger. I løbet af det første halvandet år af bandekonflikten mister otte mennesker livet og 73 såres, hvoraf en stor del viser sig ikke at være tilknyttet nogen kriminelle grupperinger. En opgørelse fra Rigspolitiet til Folketingets Retsudvalg i foråret 2010 viser, at politiet nærmest er på bar bund i to tredjedele af disse sager, der sjældent tager en afstikker fra de stigmatiserede bydele. Risikoen for at blive forvekslet med et bandemedlem eller ramt af et løsgående projektil, der affyres fra en bil eller motorcykel i fart er derfor størst i disse områder, hvor det ikke blot handler om at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Beboerne bor her det forkerte sted i forhold til at kunne ignorere de overskrifter som bandekonflikten trækker, og det er med henvisning til dette, at der på Nørrebro har været iværksat demonstrationer under parolen „lad være med at skyde på vores naboer.“ Blandt mange af de unge mænd i Blågårdskvarteret opstår der i løbet af bandekonflikten en fortælling om, at Hells Angels og dens støttegrupper har udset sig deres boligområde som fjendtligt land, og at skyderierne mod beboere udgør en territoriel markering, som også lever op til formålet, hvis det er en tilfældig ung mand, der rammes. Omar opsummerer holdningen blandt mange af de unge sådan her: „Rockerne kommer og skyder, fordi de skal have deres overskrift. De er ligeglade med, om det er en kriminel indvandrer eller bare en indvandrer.“ Det er imidlertid ikke tilfældigt, at der netop bliver skudt meget i gaderne omkring Blågårdskvarteret. I en radius af få kilometer befinder sig foruden en rockerborg også Jægersborggade, der er centrum for en del af Hells Angels’ handel med stoffer samt Mjølnerparken, der sammen med Blågårds Plads danner territorium for kriminelle grupperinger, der har erklæret krig mod Hells Angels. Især Blågårdskvarteret har en særlig historie med Hells Angels, og den såkaldte Blågårds Plads-gruppe har blandt andet samarbejdet med HA om at lave forretninger på narkohandel samt afpresning. De to grupperinger har ydermere jævnligt deltaget i hinandens fester, og kendisrockeren Brian Sand- berg har sågar i en periode delt lejlighed med en af topfigurerne fra den lokale bande i Blågårdskvarteret.

262

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 262 11/03/11 11.41 Rigspolitiet overvåger knap 30 personer, der mistænkes for at være tilknyttet Blågårds Plads-gruppen på den ene eller anden måde, men inderkernen består af knap 10 personer. De kan til gengæld trække på et ukendt antal ‘soldater’, der – ligesom rockernes støttegrupper – primært benyttes i aktioner, hvor risikoen for at blive taget af ordensmagten er størst. Blandt såvel rockere som gadebandemedlemmer benyttes termer som ‘soldater’ og ‘brødre’ som betegnelser for bandeaspiranter og et fællesskab, der indimellem vægtes ligeså højt som blodbånd. Disse bånd er i dag løst, når det gælder det tidligere fornuftsægteskab mellem Blågårds Plads-gruppen og HA, men det var netop rockernes behov for ‘soldater’, der var startskud til samarbejdet tilbage i starten af 90’erne. Her opdagede Hells Angels, at der i Blågårdskvarteret var en gruppe unge – såvel hvide som brune – som var klar på at lave hurtige penge og indgå i bikerban- dens kriminelle aktioner. De unge rødder kunne bruges til at gå forrest ved salg af stoffer på gaden og ved pengeafpresning. Det er denne brug af unge som kanonføde, der er årsagen til, at der ﬁndes fuldgyldige medlemmer af Hells Angels, som kan bryste sig af rene straffeattester på trods af, at de har gjort sig fortjent til deres rygmærke i en organisation, der har sin økonomiske grobund i vold, afpresning, bordeldrift og narkohandel. Det tidligere samarbejde med unge fra Blågårdskvarteret har bidraget til, at en del af HA’s knowhow udi ovenstående meritter er givet videre til Blå- gårds Plads-gruppen. Hells Angels har derfor paradoksalt nok selv bidraget til at bygge bandekonﬂiktens største modpart op på Nørrebro. I slutningen af 90’erne eksisterede der imidlertid, ifølge politiet, ikke organiserede kriminelle gadebander på Nørrebro og i andre gamle arbejderkvarterer i København, hvis man så bort fra rockergrupperingerne. I det nye årtusind har de løsere grupperinger af kriminelle på Nørrebro og i andre gamle arbejderkvarterer imidlertid i højere grad fået en decideret bandestruktur med en mere hierarkisk opbygning og en organisering, der er bygget op omkring kriminalitet.

Gadebandedannelser og tredje årti med væbnede kampe Efter halvandet års skyderier og 11 dræbte underskrev Hells Angels og Bandi- dos i 1997 en fredsaftale, der afsluttede en konﬂikt, som i medierne blev døbt ‘Den Store Nordiske Rockerkrig’. Mens de to bikerbander havde været optaget af at affyre panserværnsraketter og skudsalver mod hinanden, overtog andre kriminelle grupperinger en større del af blandt andet narkomarkedet.

263

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 263 11/03/11 11.41 Efter at have underskrevet en fredsaftale lavede Bandidos og Hells Angels et modtræk, der bestod i oprettelsen af lokale supportergrupper af unge mænd rundt om i landet. I starten af årtusindet stod det imidlertid klart, at de to bikerbander havde svært ved at kontrollere deres rockerlærlinge. Efter en række mediehistorier om rockersupportere, der udskrev såkaldte dummebøder i flæng, blev støttegrupperne nedlagt igen. I mellemtiden nåede bikerbandernes stigende organisering af rockeraspiranter at sætte sit præg på Nørrebro og andre gamle arbejderkvarterer, der er domineret af mange unge mænd, der er optaget af maskulinitet, fysisk mod og styrke. På Nørrebro bemærkede socialarbejdere i starten af årtusindet, at stadig flere unge begyndte at spejle sig i rockernes supportergrupper. „Er der grund til at være bange for fremtiden – bliver der flere bander og grupper? Jeg ved det ikke, men man kan måske godt mistænke fremtiden for, at der kommer en slags bandedannelser inden for de etniske rækker,“ skrev gadeplansmedarbejderen Ali Haseki i tidsskriftet Social Kritik seks år før, bandekonflikten brød ud.370 „Grunden til at jeg tror det, er, at der kommer flere og flere af de regulære banders support-teams. De rekrutterer yngre og yngre rødder, og i kraft af, at det er danske rødder, der får fodfæste i de her fællesskaber, kunne man godt mistænke rødder med anden etnisk baggrund for også at finde sammen i sådan nogle fællesskaber på den ene eller den anden måde, sådan så de kan forsvare sig mod supportergrupperne, der popper op i hele landet,“ fortsatte Ali Haseki.371 Den stigende organisering blandt mere eller mindre kriminelle unge i et område som Blågårdskvarteret fandt således i første omgang ikke sted som et modtræk til fuldgyldige rockere med rygmærker, men til de unge supportere, der brystede sig af at være under bikernes vinger. HA’s ideologiske og globale frontfigur Sonny Barger betegner i sin selvbiografi de unge prospects i organisationen, som „nogle der vil gøre hvad som helst, når som helst“ for at komme ind i det, han betegner som et eksklusivt broderskab, hvor der „er gang i næverne og kuglerne pifter.“ 372 Det var netop behovet for nogle, der ville „gøre hvad som helst“, som var baggrunden for, at Hells Angels i efteråret 2007 igen opstartede en supporter- gruppe. Da medierne første gang berettede om gruppen AK 81 (Altid Klar Hells Angels) i november 2007 ønskede HA’s talsmand Jørn Jønke Nielsen ikke over for TV 2 at oplyse om medlemstallet i den nye gruppe. Han nøjedes med at konstatere, at der var „nok – nok til alt“ og nægtede at uddybe, hvad der var „nok“ til.

264

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 264 11/03/11 11.41 Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, der følger den organiserede kriminalitet på landsplan, havde imidlertid en idé om, hvorfor HA ønskede at udvide. „Vi noterer os det med interesse, set i lyset af den polarisering, der er mellem rockerne og det kriminelle indvandrermiljø,“ udtalte kriminalin- spektør Kim Kliver fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter. Der var særligt gravet kløfter mellem Hells Angels og Blågårds Plads- gruppen, som eskalerede, efter at rockere og unge fra Blågårdskvarteret havde været ude at feste i byen sammen. På byturen stak unge fra Blågårds Plads- gruppen en fuldgyldig rocker ned med en kniv. Ifølge Blågårds Plads-gruppen var det en reaktion på, at HA havde forsøgt at rekruttere ‘soldater’ fra Blågårds Plads.373 Efterfølgende nægtede Blågårds Plads-gruppen at efterleve HA’s krav om at udlevere dem, der havde stået for knivstikkeriet til en omgang tæsk. Fjendskabet mellem de to kriminelle grupperinger optrappedes, idet HA oprettede støttegruppen AK 81 og brød ud i fælles væbnet front sammen med andre kriminelle unge, da en 19-årig mand blev skudt og dræbt i Tingbjerg. Såvel unge fra disse kvarterer som ordensmagten er overbevist om, at det er et medlem af Hells Angels nye støttegruppe, der begik drabet, som betød, at Danmarks største kriminelle gruppe for tredje årti i træk indskrev sig i en større væbnet kamp. I 1980’erne indgik Hells Angels i en bandekonflikt med rockergruppen Bullshit. I 1990’erne kom turen til Bandidos, og i 00’erne blev kampene udkæmpet mod en broget skare af gadebander med base i indvandrerrige, gamle arbejderkvarterer. Alle tre konflikter er blevet skudt i gang ved, at Hells Angels har slået til først med et drab, der har fået en modpart til at gengælde. Ligesom de væbnede kampe i 1980’erne og 90’erne er den nyeste bandekonflikt ikke nødvendigvis udtryk for, at det er modsatrettede værdier, der er årsag til konflikterne. Tværtimod er også denne konflikt udtryk for, at subkulturerne i rocker- og gadebanderne langt hen ad vejen er bygget op om de samme komponenter. Fællesnævnerne er større end forskellene i de opskruede respekt- og masku- linitetsidealer, der er dominerende i de kriminelle grupper. Det er generelt en del af både gade- og bikerbandernes æreskodeks, at de ikke kan lade krænkelser stå ugengældte. Hos Hells Angels er det sågar systematiseret i den globale bikerklubs reglement, at medlemmer aldrig må finde sig i en fornærmelse eller et angreb uden at tage til genmæle. Som klubbens globale frontfigur gennem 40 år, Sonny Barger, udtrykker det i sin selvbiografi: „Medlemmer bliver helt rutinemæssigt stemt ud af klubben – og tævet – hvis de ikke forsvarer sig.“ 374 En simpel nævekamp mellem to mænd i august 2008 udløste mordet

265

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 265 11/03/11 11.41 i Tingbjerg, som igangsatte en voldsspiral og blotlagde lighederne mellem biker- og gadebander gennem begge parters skyderier på gaden.

Drabet i Tingbjerg og subkulturerne i gade- og bikerbanderne Slåskampen finder sted på Nørrebro. Her kører en fremmed bil op på siden af manden fra Tingbjerg, der går under kælenavnet Herkules. „Ved du, hvem jeg er?“ spørger en mand med karseklippet hår, der er trådt ud af bilen. Fyren fra Tingbjerg ved godt, hvem manden er. Han har iransk baggrund og tilhører den første bølge af unge, der har meldt sig ind i Hells Angels’ nye støttegruppe. Før det tilhørte han en hooligan-fraktion i F.C. København, og så har han tidligere gjort sig uvenner med nogle unge i Mjølnerparken, som manden fra Tingbjerg er venner med. Desuden har de to kamphaner været sammen med den samme pige, „Jeg er AK’er,“ lyder det fra HA-supporteren. Herkules har ligesom mange andre unge fra Tingbjerg fra dag ét været skeptisk over for den nyoprettede støttegruppe. Allerede på dette tidspunkt har oprettelsen af AK 81 ført til en optrapning i konflikter i nattelivet, hvor grupper af berusede rockersupportere og unge, der identificerer sig med en rå ghettoidentitet flere gange har pustet sig op over for hinanden. Slåskampen mellem AK 81’eren og den unge mand fra Tingbjerg varer ikke mange sekunder, for nogle forbipasserende får stoppet håndgemænget. Den unge mand fra Tingbjerg tror, at han har fået sat sig tilstrækkeligt i respekt til, at han ikke skal bekymre sig mere om rockersupporteren. Den antagelse skal vise sig ikke at holde stik.375 En af de følgende aftener befinder han sig sammen med en gruppe venner, da en bil, de aldrig har set før, drejer op ad Tingbjergs hovedstrøg, Ruten. Drengene bliver overraskede, da der bliver skudt mod dem, men ingen rammes. Ifølge de unge fra Tingbjerg var det manden fra AK 81, der var kommet for at hævne sig – flankeret af en gruppe andre supportere. Der befandt sig, ifølge de unge fra Tingbjerg, sandsynligvis under en hånd- fuld skydevåben i bydelen på dette tidspunkt, men allerede dagen efter det første skyderi har nogle af bydelens unge anskaffet 9 mm-pistoler på det sorte marked. De stiller sig sammen med en gruppe ubevæbnede unge på det hjørne, hvor bilister drejer ind ad Ruten til Tingbjerg. På denne måde håber de at forhindre rockersupporterne i at køre længere ind i bydelen. Der er kun én vej, der fører ind til Tingbjerg, og én, der fører ud. Ifølge de unges egen udlægning af sagen kører rockersupporterne i al hast ud af bydelen igen, da der om aftenen kommer kugler tilbage i deres retning.

266

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 266 11/03/11 11.41 Tredje gang AK 81 kører ind i Tingbjerg bliver der, ifølge politiets tekniske undersøgelser, affyret minimum 25 skud. „Der var skudhuller i lejlighedsruder på 2. sal efter skuddene fra maskingeværet,“ forklarer Amir, som løb til stedet ved lyden af geværsalverne. Skuddene blev affyret fra en såkaldt AK 47-riffel, der er almindeligt kendt som maskinpistolen Kalashnikov, der siden 1947 er blevet brugt i snart sagt enhver større international væbnet konflikt. Fyren som AK 81, ifølge de unges udsagn var ude efter, gik fri af geværsal- verne. Det gjorde den 19-årige Osman Nuri Dogan imidlertid ikke. Politiet oplyste, at han ikke var kendt for at deltage i kriminelle aktiviteter. Han bar imidlertid en stiksikker vest – på dette tidspunkt havde de skudsikre veste endnu ikke vundet stor udbredelse blandt unge fra bydele, der udvikler sig til fjendeland for Hells Angels ved bandekonflikten. Konturerne til i hvor høj grad unge fra forskellige – ofte rivaliserende – bydele kunne finde sammen om en ydre fjende, viste sig allerede dagen efter mordet. Tingbjerg ligger i yderkanten af København, og beboerne er vant til at folk ‘udefra’ kun kommer til bydelen, hvis de kender nogen. Unge fra Stor- københavn lagde imidlertid vejen forbi den afdødes bydel for at lægge blomster og kondolere. „Der kom unge fra Nørrebro, Værebro, Amager og alle mulige steder fra for at sige, at det gjorde dem ondt,“ forklarer Amir, der selv var venner med den afdøde. „Hvis vi havde brug for hjælp, skulle vi sige til, var der flere der sagde. Normalt har vi ikke noget med hinanden at gøre, og det gjorde indtryk på os, at de kom til Tingbjerg på den måde.“ Samme dag varetægtsfængslede politiet den unge AK 81’er, som de unge i Tingbjerg mener, stod bag skyderiet. Grundet manglende beviser blev den pågældende imidlertid løsladt igen. I løbet af bandekonflikten har den pågæl- dende AK 81’er fået flere sigtelser på halsen for blandt andet at have tævet tilfældige unge på Nørrebro, hvilket ikke har øget tilliden til politiets evner til at beskytte beboere, som bor i områder, der har genlydt af pistolskud siden 2008. Først i januar 2011 har politiet indsamlet beviser nok til, at der kan rejses en reel tiltale mod manden for at have begået drabet i Tingbjerg „i forening med andre“, men det fremgår af anklageskriftet, at det ikke er lykkedes at finde frem til de øvrige gerningsmænd. Mistilliden til ordensmagten har i løbet af bandekonflikten spændt ben for politiets arbejde for at bremse tilgangen til de kriminelle grupperinger, men den har også bremset lysten blandt unge i de stigmatiserede bydele til at tippe politiet, uanset om de selv har nogen andel i de kriminelle grupperinger eller ej. Når det gælder folk med en reel tilknytning til biker- og gadebander udgør

267

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 267 11/03/11 11.41 holdningen til ‘stikkere’ i de kriminelle subkulturer et effektivt værn mod politiets forsøg på at fremskaffe beviser. Her betragtes selv det at give oplysninger om rivaliserende fjender til politiet som en af de værste former for forbrydelse mod fællesskabets idealer. Som talsmanden for Hells Angels Jørn Jønke Nielsen har udtalt: „Vi har den samme indstilling til stikkersvin, som man havde under Anden Verdenskrig, og som Biblen har til Judas.“ 376 En person der giver oplysninger til politiet vil derfor være i fare for at blive likvideret. Mindre forbrydelser mod fællesskabet kan imidlertid også føre til, at rockermedlemmer falder i såkaldt bad standing og ekskluderes fra organisationen. Hells Angels er en verdensomspændende virksomhed, der har sit udspring i USA, og der findes eksempler på medlemmer, der i andre lande har fået slebet deres tatoveringer af med en vinkelsliber, fordi de har overtrådt organisationens charter for god opførsel. „Det er rigtigt, at der har været et par eksempler på den slags, blandt andet i Sverige. Det må have været en, der har opført sig umådeligt dårligt,“ bemærker Jørn Jønke Nielsen.377 De gamle arbejderkvarterer har gennem tiden fostret mange af disse vilde unge, der ofte søger anerkendelse i en hyper-maskulinitet, der nogle gange fungerer som en kompensation for manglende uddannelse og boglige evner. De vilde unge ender ikke nødvendigvis i en kriminel løbebane, men risikoen for at bryde loven vil naturligt være til stede, når unge søger subkulturel anerkendelse i gruppefællesskaber, der er kendetegnet af et noget frigjort forhold til loven. Blandt dem der er havnet i kriminelle subkulturer, der i dag bekæmper hinanden, er flere vokset op side om side. Når et område som Mjølnerparken indgår i bandekonflikten er en af årsagerne, at flere af de nye medlemmer i AK 81 tog deres gamle bagage og personkonflikter med unge i Mjølnerparken med sig ind i Hells Angels, der på sin side fik nogle unge rekrutter i folden, som går forrest, når der skal begås attentater og slås på tæven. Sådanne vilde unge fra de gamle arbejderkvarterer – hvoraf en stor andel i dag har indvandrerbaggrund – er kendetegnede ved maskuline gruppefæl- lesskaber, der består at tre kulturelle hovedkomponenter: en arbejderklas- semaskulinitet (som typisk er opstået ved, at de unge er vokset op i almennyttigt boligbyggeri), hiphopkulturen (ofte med en identifikation med sorte amerikanere fra ‘ghettoen’) og en generel fortolkning af maskulin ære, der også bygger på forældrenes kultur. De unge rockersupportere i AK 81 er vokset op i en tid, hvor hiphoppen i deres barndom og ungdom i 90’erne udviklede sig til den mest udbredte ung- domskultur i verden, men for de fuldgyldige rockere glider identifikationen

268

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 268 11/03/11 11.41 med en global hiphopkultur i baggrunden til fordel for idéen om et globalt bikerfællesskab. Dette hænger sammen med alderen på de rockere, der har gjort sig fortjent til rygmærker. Nytårsaften 2010 fejrede Hells Angels sit 30-års jubilæum i Danmark, og adskillige af medlemmerne er efterhånden oppe i 50’erne. Gennemsnitsalderen er 40 år blandt de rockere, som med deres fuldgyldige medlemskab af det globale broderskab i HA underlægger sig de værdier og regler, som i 60 år har været udlagt fra epicentret i Californien, hvor Hells Angels blev grundlagt. Heri ligger en anden forskel, der hviler på andet end levealder, på gadebanderne og en bikerbande som Hells Angels. Epicentret for gadebandernes sammenhold er typisk lokalt baseret, mens HA har afdelinger i 26 forskellige lande, hvor de enkelte medlemmer typisk er tilknyttet en rockerborg, som kan forlades, hvis det er gunstigt at reetablere den nationale organisering af organisationen. Dette er årsagen til, at Hells Angels’ rockerborg på Nørrebro i dag nærmest står tom på grund af bandekonflikten, mens det ville være utænkeligt for gadebander i områder som Blågårdskvarteret, Mjølnerparken, Tingbjerg, Vollsmose, dele af Københavns Vestegn samt Århus Vest at operere andre steder end i det kvarter, hvor flertallet er født og opvokset. Det lokale territorium anses her som helt distinkt for såvel den enkelte som for gruppens identitetsgrundlag. Topstyringen og ensretningen af de kulturelle komponenter i Hells Angels minder derimod om den moderne franchise, der finder sted, når der åbnes 7-Eleven, McDonalds og andre verdensomspændende butikker, hvor der er strikse regler for, hvor meget de enkelte afdelinger må afvige i varesortiment, kundeservice og udseende på tværs af landegrænser. Ensretningen indbefatter også forholdet til vold i organisationens lokale afdelinger.

Bikerbandernes kultur som global franchise Hells Angels er en topstyret organisation med beskyttede varemærker. Da Danmark skulle på HA-verdenskortet for tre årtier siden, skulle det således godkendes i USA, hvorfra værdierne og klubbens charter også udstikkes. Medlemmerne i organisationen skal gå i samme slags tøj, køre samme type motorcykel, opføre sig efter klubbens regler for ære, respekt og broderskab, og i nogle afdelinger er visse typer musik sågar forbudt – i USA gælder dette rapmusikken, som forbindes med de ‘sortes kultur’. Som Benny Lihme, der er forfatter og redaktør af tidsskriftet Social Kritik, har bemærket, er den voldsideologi og den frygtens logik, som dyrkes i de for-

269

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 269 11/03/11 11.41 skellige nationale afdelinger af den globale bikerklub ligeledes påfaldende ens. Han noterer, at HA’s ledende ideologiske frontﬁgur, den snart 70-årige Sonny Barger, ved sit første besøg på europæisk grund i 1999 begejstret konstaterede, „hvor lidt forskel der er på amerikanske og internationale medlemmer.“ 378 Sonny Barger lægger i sine bøger ikke skjul på, at volden er en integreret del af Hells Angels’ værdigrundlag. Sin egen opdagelse af en voldens rationalitet forbinder Barger med skoletiden, hvor han gav den som pjalteproletarisk taberknægt i Eisenhowers Amerika.379 „For mig var slagsmål altid en konkurrence,“ skriver han og forklarer, at volden imidlertid først for alvor blev forbundet med magt, da den blev krydret med frygt – en frygt som nogle biker- og gadebandemedlemmer den dag i dag forveksler med respekt. I stedet for daglige slagsmål fandt Barger som ung ud af, at det er „nemmere i stedet at smadre én fyr så grundigt, at de ti næste fyre ikke tør prøve på noget.“ 380 Man kan argumentere for, at tilstedeværelsen af retsstaten gør volden irrationel – ligesom almindelig empati burde gøre – eller at strengere fæng- selsstraffe standser voldsideologien. Sådan er logikken imidlertid ikke i den optik, som Hells Angels anvender i sine afdelinger rundt om i verden. Sonny Barger argumenterer således for, at HA’ere er lige så frie i fængslet som udenfor. Organisationen har systematiseret, hvordan indsatte ‘brødre’ skal modtage regelmæssige besøg og et fast pengebeløb månedligt. Som i andre kriminelle grupper betyder en fængselsdom i HA endvidere, at den dømte kan vinde anerkendelse og rykke op i hierarkiet. Sonny Barger betragter derfor fængsler som kompetenceudviklende. „Jeg forlod fængslet stærkere, smartere og mere respekteret… Jail prepares you for the jungle on the streets,“ skriver Sonny Barger i bogen Freedom.381 Det samme argument benytter Barger, når han taler for fordelen ved at optage medlemmer, der har været i militæret. De har lært at bruge våben, indordne sig i et hierarki og slå ihjel. Den største udmærkelse ved brugen af vold gør sig netop gældende, når et HA-medlem dræber en fjende af organisationen. Her gør drabsmanden sig fortjent til betegnelsen Filthy Few, der sys på læderjakken så både ‘brødre’ og omverdenen kan se, hvad han har gjort for sit fællesskab. Benny Lihme betegner disse organiserede anerkendelsesmønstre i Hells An- gels som „voldspsykopati“ og fremhæver den tragiske Altamont gratiskon cert i 1969 som et tidligt eksempel på organisationens liberale forhold til menneskeliv. Her havde Rolling Stones hyret Hells Angels som scenevagter. Rockerne dræbte en af tilskuerne, hvorefter The Rolling Stones’ guitarist Keith Richards

270

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 270 11/03/11 11.41 nægtede at spille videre. Den beslutning ville HA-ikonet Sonny Barger imidlertid ikke finde sig i. „Jeg stillede mig ved siden af ham (Keith), stak min pistol ind i hans ribben og gav ham besked på at begynde at spille guitar, hvis han ikke havde lyst til at dø. Han spillede røven ud af bukserne,“ skriver Sonny Barger i sin selvbiografi som et eksempel på sit princip: „be in charge is the name of the game.“ „Nok en gang var Sonny Barger blevet bekræftet i, at vold virker,“ noterer Benny Lihme, der mener, at befolkningen gennem årene har fået en tendens til at blive blinde over for den systematiserede vold, som alle dage har fulgt de kriminelle bikerbander. „En ting er banaliseringen af vold, en anden er tilskuertilvænningen til den,“ skriver han.382 Benny Lihme giver således Sonny Barger ret, når HA-frontmanden skriver, at medlemmerne i Hells Angels bliver betragtet af samfundet som „acceptable outcasts“ modsat de amerikanske gadebander, der primært består af sorte og latinamerikanske borgere. Blandt de unge på Nørrebro opstod der tilsvarende i denne periode en opfattelse af, at de blev sat i en anden kategori end Hells Angels, når medier og offentlige meningsdannere skulle diagnosticere de ansvarlige for konflikten. Den ene part blev glemt, når bedre integration og udvisningsdomme blev fremhævet som et middel til at bremse konflikten i regeringens såkaldte bandepakke. Frustrationen var endvidere stor blandt socialarbejdere på Nørrebro, som oplevede at den offentlige debat og mediernes dækning spændte ben for deres muligheder for at bremse bandernes rekrutteringsgrundlag. „Hvis du er journalist, så læg på. Hvis du ikke er, så læg en besked,“ lød det på en af de mest erfarne gadeplansmedarbejderes telefonsvarer som reaktion på pressens dækning af konflikten. Mange unge på Nørrebro og i andre boligområder, der lægger territorium til gadebander, følte i denne periode, at de blev skåret over én kam, som nogle der var i bandekrig, uanset om de havde med de kriminelle grupperinger at gøre eller ej. Dette gjorde sig gældende, når de læste overskrifter som „Bande- krigen er indvandrernes skyld“ på forsiden af MetroXpress. Denne forside bygger på en spørgeundersøgelse fra analyseinstituttet YouGov Zapera, hvor et udsnit af borgerne er blevet adspurgt, om hvorvidt „rockerne“ eller „ind- vandrergrupperne“ bærer ansvaret for bandekonflikten. Tre ud af fire pegede, ifølge MetroXpress, på sidstnævnte, hvorfor avisen kunne indlede sin artikel med ordene: „Når København uge efter uge genlyder af skud og sirener fra politi og ambulancer, er det primært indvandrernes skyld.“ Hells Angels position som acceptable lovløse har herhjemme vist sig ved, at HA-talsmand Jørn Jønke Nielsen gennem bandekonflikten gentagne gange

271

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 271 11/03/11 11.41 har udtalt sig i medierne om, hvem der har skylden for bandekonflikten. Jønke er inviteret til interviews i Go’morgen Danmarks hyggelige rammer for at udlægge den bandekonflikt, han selv har en betydelig andel i. Talsmanden for HA er desuden gennem årene blevet inviteret ud som foredragsholder – deriblandt i diverse ungdomsklubber og institutioner for vilde unge – mens han stadig har ageret som frontfigur for Danmarks sandsynligvis mest organiserede kriminelle netværk. HA-talsmanden hører til blandt de udvalgte få, der bærer titlen Filthy Few, efter at han brat satte en stopper for rockerkrigen med Bullshit i 1980’erne med mordet på deres „præsident“, hvorefter den rivaliserende gruppe opløste sig selv. Intet tyder imidlertid på, at konflikten denne gang kan løses ved, at den ene part opløser sig selv. Både eksistensgrundlaget, voldsideologien og æresidealerne i en organisation som Hells Angels – der globalt bryster sig af sin dominerende postition med pagten „ingen over, ingen ved siden af“ – kommer under internt pres, hvis fornærmelser og angreb ignoreres. Det samme er tilfældet for de gadebander, der er indblandet i konflikten med Hells Angels, og jo mere et boligområde er under angreb, desto mere støtte vil der formentlig mobiliseres fra andre ‘ghettoer’, som er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Den opskruede æres- og voldsmentalitet har i bandekonflikten vist sig ved, at Hells Angels har ekskluderet den lokale klubledelse i Århus-afdelingen, fordi man ikke ønskede at deltage i krigen mod gadebanderne. Samme skæbne er overgået lederen af HA’s Odense-afdeling, da han undlod af svare tilbage på et angreb fra lokale gadebandemedlemmer fra Vollsmose. Blandt gadebanderne har æres- og hævnmentaliteten blandt andet på Nørrebro vist sig ved, at medlemmer af Blågårds Plads-gruppen en enkelt gang er gået til angreb på unge fra Mjølnerparken i utilfredshed med, at unge fra denne bydel i en periode ikke deltog ihærdigt nok i kampen mod Hells Angels. Forudsætningen for voldens dynamik er således, at de kriminelle grupperinger i bandekonflikten besidder de samme æres- og respektidealer. Ingen vil vende den anden kind til. Når medlemmer indvilliger i at begå vold for fællesskabet i biker- og gadebander er dette imidlertid ikke blot udtryk for tilvænning til en voldsideologi, men også et vidnesbyrd om gruppens betydning for den enkelte. I disse broder- skaber finder medlemmerne en identitet i et fællesskab, der – hvad enten man vil være ved det eller ej – tilbyder en alternativ kilde til anerkendelse, der kan virke særligt befordrende for dem, der ikke føler, at det omgivende samfund giver adgang til denne.

272

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 272 11/03/11 11.41 Når gruppen er det vigtigste I HA er fællesskabet en del af en global bikerkultur, som repræsenterer et paradoks. På den ene side promoverer medlemmerne og klubben udadtil sig selv som „bikere“, frihedselskende „outlaws“, som ikke vil bindes af samfundets konformitet. Dette står imidlertid i kontrast til, at den enkeltes medlemskab af den kriminelle organisation er betinget af, at han kan sige ‘ja’ til en intern lydig- hedskultur, hvor klubbens hierarkiske regler skal følges til punkt og prikke. Medlemskabet er derfor ikke udtryk for individuel frihed. Det har derimod „lighedspunkter med svage sjæles umyndiggørelse af sig selv i religiøse sekter,“ påpeger Benny Lihme med reference til den beskrivelse af HA-fællesskabet, som kommer til udtryk i Sonny Bargers bøger om den kriminelle organisation. I sin selvbiograﬁ anbefaler han således, at organisationen skal undgå, at alt for indgroede individualister søger optagelse, da afgivelsen af personlig frihed er en forudsætning for at kunne blive en del af broderskabet. „Are you ready to give yourself up?“ spørger Barger. Ikke desto mindre fungerer reglerne, ritualerne, anerkendelsen og trygheden inden for nogle kriminelle grupper i mange tilfælde befordrende for dem, der ikke kan eller vil leve op til samfundets krav om uddannelse og selvstændige valg, der i et bredere samfundsbillede er forbundet med værdi. Når unge helliger sig et kriminelt fællesskab, dømmer den enkelte sig muligvis ude i forhold til at kunne blive anerkendt som et moralsk tilregneligt individ, når personen bevæger sig uden for subkulturens asociale rammer. Paradoksalt nok stadfæster medlemskabet af mere eller mindre organiserede kriminelle bander dermed den selvsamme oplevelse af manglende anerkendelse, som i mange tilfælde er selve grunden til, at de unge tiltrækkes af disse fællesskaber. Lederen af Bandidos udtrykte tilbage i 2002 sammenhængen mellem oplevelsen af manglende anerkendelse og det store antal unge, der søgte optagelse i bikergruppen sådan her: „Samfundet skulle måske tænke på, hvorfor folk strømmer til os … hvis man bliver udelukket hele tiden, bliver man negativ.“ Udtalelsen faldt på et borgermøde i Køge, som Bandidos havde indkaldt til for at komme i dialog med lokalsamfundet, der var trætte af rockernes tilstede- værelse og havde forbudt Bandidos og gruppens rockeraspiranter adgang på diverse diskoteker og værtshuse. „Det kan godt være, I ikke vil vide af dem i Køge. Men de er født i Køge, de er vokset op i Køge, de bor her i Køge, og I kan ikke bare smide dem ud. De er her, og de fordamper ikke,“ lød det fra Bandidos’ leder. Især oplevelsen af manglende job- og uddannelsesmuligheder og en tilvæn-

273

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 273 11/03/11 11.41 ning til fællesskaber, der er præget af idealer omkring maskulin styrke og ære bør få advarselslamperne til at blinke, når det gælder potentialet for decideret organiseret bandedannelse. Manglende eksamensbeviser og job udgør her den største risikofaktor i forhold til, hvem der vælger at deltage i kriminalitet med bekendte og gamle barndomsvenner. Mønsteret i hvem der tiltrækkes af bander i forhold til dem, der tilslutter sig optøjer, som dem der fandt sted i vinterferien 2008, er her endnu klarere. Bandedannelser er ifølge både den kriminalpræventive betjent på Nørrebro samt socialarbejdere i bydelen i højere grad et socialt problem end urolighederne i februar 2008, hvor ﬂere af dem, der bakkede op om afbrændingerne var i arbejde og under uddannelse. Den kriminalpræventive betjent Harun Y. Rubin fremhæver et mønster, hvor særligt unge uden uddannelse og med dårlige læsefærdigheder tiltræk- kes af destruktive fællesskaber som et resultat af deres sociale position i samfundet.

„Og det er vanskeligt at komme ud af gruppen igen. Vi kan lave nok så mange tiltag, men gruppen er det vigtigste for de her unge, fordi de er afhængige af den anerkendelse, de får i gruppen. Der er ingen tvivl om, at det at være uden for samfundet betyder noget. Det at høre til og være en del af et samfund i samfundet er alfa og omega og uden denne oplevelse af at høre til, kan det kriminalpræventive arbejde være op ad bakke.“

Samme fortælling går igen blandt unge, der har udtalt sig til denne bog. Selvom frustrationer over oplevelsen af negative kategoriseringer og diskrimination af etniske minoriteter går igen blandt de unge, der brænder biler af, og dem der deltager i organiseret kriminalitet, er det den sociale position som er afgørende for, hvem der ender i organiseret kriminalitet. De unges gennemgående beretninger om, at de føler sig frustrerede over at blive skåret over én kam som moralsk utilregnelige individer, er således ikke en fortælling, der for de flestes tilfælde i sig selv fører til kriminalitet. Det er Abas og Omar eksempler på. De to mænd kender flere barndomsvenner og bekendtskaber, der i dag deltager i organiseret kriminalitet og peger på, at fællesnævneren for flertallet af medlemmerne i gadebanderne er, at de ikke har taget en uddannelse og har haft svært ved at finde vej ind på arbejdsmarkedet. Oplevelsen af modborgerskab blandt mange unge mænd fra det almennyttige boligbyggeri udmønter sig således oftest i organiseret kriminalitet, når den forekommer i kombination

274

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 274 11/03/11 11.41 med en fortælling om manglende livsmuligheder. „Lige meget, hvad folk siger, så er der ikke nogle, der vil leve med frygten for, at i dag kommer politiet og banker på din dør, og så skal du ind at sidde i ﬂere år,“ lyder det fra Omar. Han tilslutter sig ordsproget om, at „lediggang er roden til alt ondt“ og fremhæver, at de af hans gamle venner, der vil „løbe risikoen ved kriminalitet“ også er dem, der har de ringeste udsigter til job. „Måske man vil løbe den, når man er 15-16 år, fordi man gerne vil være sej i folks øjne, men når man er blevet ældre, så vil man bare ikke det der. Gør man det så alligevel, så er det fordi, der ligger nogle ting bag – det ved jeg efter at have boet så mange år her i kvarteret. Der er ingen, der ville risikere det, hvis de havde job, uddannelse og en fremtid.“

Da bandekonflikten var på sit højeste, repræsenterede den imidlertid for en stund en undtagelsestilstand i forhold til, hvilke unge der bakker op om gadebanderne, og hvem der holder sig på lang afstand af dem. En destruktiv bydelsnationalisme bidrog her til, at stadig flere unge, der ikke tidligere har været tilknyttet kriminelle grupperinger, meldte sig som frivillige i selvbestaltede vagtværn, der var orkestreret af gadebander. For nogle blev vagtposten en bagvej til et bandemedlemskab, men flertallet stoppede deres overvågning af rockere og AK 81’ere, da det et år inde i konflikten lykkedes politiet af få lagt en dæmper på antallet af skyderier i gaden. I mellemtiden havde mange unges forhold til politiet i et område som Blågårdskvarteret nået et lavpunkt. De unges frustration over ordensmagtens mislykkede indsats for at stoppe skyderierne i kvarteret udmøntede sig i en aftens uroligheder et år inde i bandekonflikten, da unge i kvarteret endnu en gang fik nok af politiets visitationer. Det er med baggrund i denne mistillid, at lederen af politiets bandeenhed i København måneder efter udtalte, at „vi har fundet ud af, at visitationer i flæng bare skaber frustrationer, og at vi ikke fik noget som helst ud af det.“ 383 En enkelt aftens optøjer i august 2009 og politiets efterfølgende erkendelse af, at de mange kontroller i visitationszonerne havde ramt for bredt, afsluttede bandekonfliktens første år, hvor stadig flere ikke-kriminelle iførte sig skudsikre veste, og hvor det forhøjede stressniveau forplantede sig til de lokale klasselokaler og klubber. I Tingbjerg endte unge med at brænde den lokale ungdomsklub ned kort efter udbruddet af skyderier i gadebillet, og på Nørrebro var stressniveauet særligt højt i slutningen af februar 2009. Her fandt den hidtil mest drabelige weekend sted i løbet af bandekonflikten. Desto mere utrygheden og skyderierne dominerede gaden, jo

275

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 275 11/03/11 11.41 mere begyndte de vilde unge i Blågårdskvarteret, Mjølnerparken og Tingbjerg at opføre sig, som om deres kvarter udgjorde en stat i staten.

En stat i staten

Et halvt år inde i bandekonflikten kørte den 25-årige Mustafa Shakir Hsow- nay til Mjølnerparken sammen med sin 10 år yngre fætter. Det var aften, og de to havde aftalt, at fætteren skulle overnatte hos Mustafa Shakir Hsownay i Sydhavnen. Den 15-årige skulle blot løbe op i forældrenes lejlighed og hente noget sengetøj. Den sidste weekend i februar 2009 bliver kulminationen på den hidtil mest blodige måned i løbet af bandekonflikten. Fredag aften bliver Mustafa Shakir Hsownay den første til at lade livet ved et drive by-skyderi, hvor han efter alt at dømme bliver forvekslet med en lokal, der har tilknytning til bydelens kriminelle. Da hans fætter hopper ind i bilen, når Mustafa Shakir Hsownay akkurat at bakke ud af P-båsen, før en sølvgrå jeep kører op på siden af ham. Der bliver affyret 13 skud gennem bildøren i førersiden. Mustafa Shakir Hsownay bliver ramt af fire skud i ryggen og nakken. Når der ringes 112 fra såkaldte udsatte boligområder rundt om i landet, er det ofte almindelig procedure, at politiet kører i forvejen for at afsikre området for ambulancerne. Allerede en måned inde i bandekonflikten havde unge et andet sted på Nørrebro, i Blågårdskvarteret, besluttet, at det var for risikabelt at vente på en ambulance, hvis nogen blev ramt af skud. Det havde simpelthen taget for lang tid at vente på, at politiet eskorterede ambulancerne ind, da to unge mænd var blevet skudt foran den lokale computercafe. „Der sagde folk: ‘Næste gang venter I ikke på en ambulance. Næste gang kaster I folk ind i en bil og kører dem selv til sygehuset,“ fortæller Abas. Efter attentatet mod Mustafa Shakir Hsownay anlagde unge i Mjølnerparken samme strategi efter at have oplevet ambulancer holde uden for bydelen og vente på, at politiet skulle nå frem. På trods af at politiet samme måned som attentatet på Mustafa Shakir Hsownay fandt sted, havde erklæret, at de ville „sætte sig på Nørrebro“, havde ordensmagten travlt med at gennemføre en hashrazzia på Christiania den aften, han blev skudt. Politipatruljerne var derfor fraværende i nærheden af Mjølnerparken, og da først ambulancefolkene ankom, stod det klart, at Mustafa Shakir Hsownay ikke ville overleve køreturen til Rigshospitalet i den tilstand,

276

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 276 11/03/11 11.41 han befandt sig i. Ambulancefolkene rejste i stedet et telt på stedet, hvor de i en time forsøgte at stabilisere den sårede uden held. Weekenden ender med at koste to liv og fire sårede. Fælles for skyderierne er, at ingen af ofrene har andel i bandernes kampe mod hinanden. I Mustafa Shakir Hsownays tilfælde kunne politiet oplyse, at man ikke havde så meget som en parkeringsbøde på ham.384 Weekendens skyderier ender alle i politiets pulje af uopklarede sager ligesom flertallet af bandekonfliktens attentatforsøg for øvrigt. Søndag eftermiddag bliver det næste mord begået. Her træder to unge med indvandrerbaggrund ind på Café Våren på Amager og spørger, om der er rockere til stede. Før bodegaens gæster når at svare, affyrer mændene en maskingeværsalve, der dræber én og sårer flere. Ligesom tilfældige borgere i lø- bet af bandekonflikten invalideres eller mister livet, fordi de ligner en firkantet stereotyp på et gadebandemedlem, kommer folk, der har tatoveringer, kort ma- skinklippet hår og hårdt pumpede muskler gentagne gange i farezonen, fordi de befinder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Dette er tilfældet ved skyderiet på Café Våren, som har fået ry for at være et ‘rockersted’ blandt unge på Amager.385 Politiet har en teori om, at gerningsmændene ikke er med i nogen kendte organiserede bander, men at de er lokale unge, som har ladet sig rive med af det anspændte klima og opereret på egen hånd. Det ændrer ikke ved, at mordet er uhyre koldblodigt, og at sådanne skyderier bidrager til at spænde stressniveauet til det yderste blandt såvel organiserede kriminelle som almindelige borgere, der tilfældigvis befinder sig i et område, der opfattes som territorium for gade- eller bikerbander. I disse boligområder udgør konflikten en sjældent set udfordring i forhold til socialarbejdere, klubfolk og skolelæreres arbejde med børn og unge. Bandekonflikten trænger sig her uundgåeligt ind på det mentale landkort hos en del af de børn, der har skyderierne tæt inde på livet i deres boligområde. Selv børn der ikke har været øjenvidner til skyderier på gaden bliver mindet om konsekvenserne af dem, når mænd i rullestole eller på krykker vidner om drive by-skyderierne i lokalområdet. For andre børn kommer skyderierne tættere på, når de befinder sig i en computercafé, der bliver beskudt, eller når de er øjenvidner til en ung mands død, som i tilfældet med den 25-årige Mustafa Shakir Hsownay i Mjølnerpar- ken. Her iagttog en større flok unge og børn genoplivningsforsøget på ham. Blandt dem var en gruppe klassekammerater fra en 5. klasse på en af de nærliggende skoler, hvis klasselokaler ikke kunne se sig fri for et øget stressniveau som følge af skyderierne i nærområdet. Flertallet af eleverne fra den

277

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 277 11/03/11 11.41 pågældende 5. klasse bor i Mjølnerparken eller i gaderne omkring området, og de tog bandekonflikten med sig ind i klasselokalet, forklarer klasselæreren for eleverne. Bandekonflikten bidrog straks til at skrue op for machoattituden blandt især drengene, lyder det fra to af klassens lærere, der begge har arbejdet på Nørrebro i årtier. Her har de oplevet, hvordan de tosprogede drenge gennem årene har overtaget de machoidealer, som tidligere var forbeholdt hvide arbejderklassedrenge indtil midten af 80’erne, hvor den etniske sammensæt- ning hastigt begyndte at ændre sig på Nørrebro og i andre af landets gamle arbejderkvarterer. De pågældende lærere har imidlertid sjældent oplevet en slå-på-tæven-logik sprede sig så hurtigt, som tilfældet var under bandekonflikten. Da eleverne et halvt år efter likvideringen af Mustafa Shakir Hsownay og et år inde i bandekonflikten mødte op til første skoledag efter sommerferien, var der nogle der manglede. Lærerne havde bedt forældrene til fire af klassens mest hårdføre drenge om at finde en ny skole til deres børn. For lærerne var dette en sidste udvej, som var nødvendig for at bekæmpe den stigende ballademageridentitet blandt klassens elever, men Københavns Kommune og den pågældende skole kan også takke sig selv for den stigende uro i klassen, forklarer klasselæreren. Klassen bar således allerede før bandekonfliktens udbrud præg af et øget stressniveau både blandt lærere og elever, som følge af at elevtallet året forinden var øget til knap 30. Det skete, da skolens to 4. klasser blev slået sammen for at spare penge på lærerlønninger. Konsekvenserne ved klassesammenlægningen var, ifølge lærerne, til at forudsige: mere social uro, klikedannelser og lærere, der fik mindre tid per elev til såvel det boglige som til at snakke med børnene om deres liv og oplevelser i dagligdagen. Denne virkelighed er et produkt af, at skolerne i Københavns Kommune i dag modtager tilskud per elev og ikke per klasse, som tilfældet var i 90’erne. Den pågældende klasse er således symptomatisk for en del skoler i indvandrerrige boligområder i Danmarks storbyer. Elevtallet er dalet på grund af særligt ressourcestærke forældres flugt, og der er ikke en eneste etnisk dansk elev tilbage i klassen. Klassesammenlægninger er en økonomisk konsekvens af de dalende elevtal, og utrygheden ved såvel bandekonflikt som optøjer i gadebilledet har næppe gjort betingelserne bedre for at stoppe elevflugten fra skolerne i de stigmatiserede bydele. Skolerne i de områder som bandekonfliktens aktører bruger som deres skydebane står i forreste række, når det gælder risikoen for, at vildfarne kugler skal ramme folkeskolen. Denne frygt har helt konkret ført til, at Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning på Nørrebro har udarbejdet en hand-

278

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 278 11/03/11 11.41 lingsplan for, hvordan en skole skal reagere på et eventuelt skyderi. „Elever og lærere bliver i lokalerne og går væk fra vinduerne, og skolens ledelse sørger for, at der sættes vagter ved udgangsdørene, der eventuelt låses automatisk,“ lyder det i vejledningen.386 Også inden for Socialforvaltningen har der været ført diskussioner om, hvordan medarbejderne skal håndtere skyderier. Her har nogle opsøgende socialarbejdere anmodet om tilladelse til at bære skudsikre veste, når de går på gaden for at snakke med unge. Nørrebro er den bydel i landet, der har lagt grund til ﬂest skyderier i løbet af bandekonﬂikten, men Socialforvaltningen vælger ikke at give tilladelse til brugen af skudsikre veste blandt kommunale medarbejdere. I stedet vedtages det, at socialarbejderne ikke skal opholde sig på gaden i aftentimerne, hvilket begrænser gadeplansmedarbejdernes muligheder for at opsøge unge.

En ny klub åbner Gadeplansmedarbejdere fungerer især som forbindelsesled mellem unge, der ikke er kommet videre efter folkeskolen og et uddannelsessystem samt en kommunal forvaltning, der kan virke uigennemskuelig for den enkelte. De opsøgende socialarbejdere kan særligt gøre en forskel for de unge, der med Rafik Benchekhs ord, har en familiebaggrund, hvor „forældrene har svært ved at magte at være forældre.“ Opgaven består i at få disse unge i job- og uddan- nelsestilbud samt give dem en motivation, som de ikke nødvendigvis har fået hjemmefra, til at tage ansvar for deres eget liv: „Der findes da nogle, der har ressourcerne i orden, og som bryder ringen. Det er det, vi prøver at gøre klart for de unge: Det, at du har en ikke-ressourcestærk familie, betyder ikke, at du selv ikke er ressourcestærk.“ Da gadeplansmedarbejderne i foråret 2009 stod i den særlige situation, at de efter mørkets frembrud ikke ville risikere at opholde sig på gaden ak- tualiserede dette endnu en gang behovet for klubtilbud på Nørrebro, hvor unge over 18 år er velkomne. Sådanne tilbud var blevet skåret bort i starten af årtiet, og bydelens socialarbejdere havde lige siden eftersøgt et værested, hvor man kunne komme i kontakt med unge, der er fyldt 18 år. Det er netop denne gruppe af unge, der typisk først rekrutteres, når lokale kriminelle i en tilspidset situation skal bruge såkaldte ‘soldater’. Betingelserne for at stoppe tilstrømningen til kriminelle grupperinger var alt andet end optimale, når de unge hang på gaden. Et halvt år inde i bandekonflikten var der endnu ikke åbnet et værested

279

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 279 11/03/11 11.41 for unge over 18 år på Indre Nørrebro, selvom kommunen kort efter gade op- tøjerne i februar 2008 havde vedtaget, at der skulle opstartes sådan et klubtilbud. Da bandekonflikten var på sit højeste, stod det klart, at de manglende klubtilbud nu kunne betyde liv og død. Efter de mange skyderier i februar 2009 slog en ny klub dørene op i al hast. Gadeplansmedarbejder Rafik Benchekh havde fået stillingen som leder af det nye værested, og han lagde personligt ud for en del af inventaret for at fremskynde åbningen. „Vores opgave er at få de unge væk fra gaden, få dem herop og få dem videre i livet. Vi kan være med til at give dem et indhold, som er bedre end at være ude på gaden, og vi kan prøve at bearbejde dem både via åbne og lukkede møder og uformelle og formelle diskussioner. Vores opgave er at dreje dem over imod at indordne sig under samfundsreglerne. De skal kunne sætte sig ud over sig selv og se sig selv i en større sammenhæng,“ forklarede Rafik Benchekh ved klubbens åbning i marts 2009.387 Lederen af den nye klub forklarede her, at stedet ikke ville udvikle sig til et kommunalt betalt tilholdssted for kriminelle, der indgår i væbnede kampe med rockere. „For den hårde kerne er her ikke, og vores medarbejdere ville mærke det, hvis der var den mindste illoyalitet over for stedet. Det vil betyde bortvisning.“ 388 Det nye værested bærer imidlertid den dag i dag præg af, at det er åbnet midt i en bandekonflikt i et område, hvor kriminelle og ikke-kriminelle uund- gåeligt kender hinanden på kryds og tværs, fordi de gennem barndommen har gået i de samme skoler og institutioner. Selvom det nye værested ikke bliver benyttet af kvarterets hårde kerne af kriminelle, befinder nogle af brugerne sig i periferien af det kriminelle miljø, mens mange har venner og bekendte, der har valgt at tage aktiv del i bandekonflikten. Værestedet har derfor taget sine forholdsregler, når 40-60 unge hver aften lægger vejen forbi. Klubben befinder sig i en låst opgang på 3. sal, og opgangen ind til klubben er video- overvåget. Ved åbningen af værestedet blev de ansatte ydermere stillet over for et spørgsmål, som næppe er relevant i særlig mange af landets klubber: skulle unge have lov til at komme inden for i klubben, hvis de bar skudsikre veste? Medarbejderne kendte selv til de unges frygt for at blive forvekslet med et bandemedlem på grund af bopælen og udseendet. „Du kan ikke få en, der har skudsikker vest på til at tage hjem først for at tage sin vest af og så komme herover bagefter, for hvad nu hvis han bliver skudt på vejen,“ forklarer en af klubbens medarbejdere. Klubben valgte derfor et kompromis. „Så vi fandt på at lave et rum, hvor alle skulle smide deres skudsikre veste, hvis de ville ind

280

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 280 11/03/11 11.41 i klubben. Vi havde ikke lyst til at sige, at alle der går med skudsikre veste er kriminelle – det ved vi, de ikke er.“ Frygten for at blive skudt kunne i gaderne omkring den nye klub iagttages ved det blotte øje, idet stadig flere unge bulede ud om livet. Deriblandt et stort antal unge, der ikke var involveret i kriminalitet. Unge som Omar og Abas smed de skudsikre veste igen, lige så snart det lykkedes politiet at dæmme op for antallet af skyderier i de sidste måneder af året 2009. I den mellemliggende periode trådte de ikke uden for deres dør uden at være iført en skudsikker vest. „Det er fordi, jeg skal gå på de her gader for at komme hen til min dør. Hvis kommunen gav mig en helikopter, der fløj mig til mit tag hver dag, så havde jeg ikke gået med skudsikker vest. Men så længe, jeg skal gå herhen til, og fordi jeg har set masser af mine venner blive skudt på grund af den her bandekonflikt, så bliver jeg nødt til det,“ forklarede Omar til denne bog, da skyderierne ramte med jævne mellemrum i 2009. Dengang iførte han sig sin skudsikre vest, hver gang han skulle cykle til forelæsninger på universitetet, tage på arbejde eller mødes med vennerne i kvarteret. „Det er et menneskeligt instinkt, at man prøver at forsvare sig selv mod en eller anden trussel. Og det gør jeg ved at tage skudsikker vest på. Hvad skal jeg ellers gøre? Farve mit hår blondt?“ Omar hører blandt de mange unge i kvarteret, der følte en stor lettelse ved at kunne skifte den lokale computercafé og gadehjørnerne ud med en ny klub, hvor han og hans venner kunne mødes uden frygt for, at der blev skudt mod dem. Alligevel frygtede Omar for gåturen hen til klubben og ligesom andre unge, der har udtalt sig til denne bog, afviser han, at han ville have tilbagelagt de få hundrede meter fra bopælen til det nyåbnede værested uden først at tage sin skudsikre vest på. Den nye klub for unge over 18 år ville næppe have fået en god start i kvarteret, hvis ikke den havde lavet en aftale med de unge om, at de gerne måtte træde inden for med deres skudsikre veste så længe, de smed dem i et lokale ved indgangen. „Det der er godt ved det her sted er, at der er ansat folk, der selv er vokset op på Nørrebro, og som forstår drengene. Så undgår man alle de der magtkampe. Så vi er sluppet for det, som for eksempel skete i Tingbjerg,“ forklarer Omar. Klubarbejdet i Tingbjerg udgør nærmest et kapitel for sig. Ud af de bydele, der lægger asfalt til flest skyderier, er Tingbjerg formentlig det boligområde, hvor de lokale fritids- og ungdomsklubber bliver hårdest ramt. Modsat Nørre- bro har Tingbjerg haft en klub, hvor også unge over 18 år var velkomne. Kort før Nørrebros unge fik et nyt værested, mistede Tingbjerg klubben Ungehuset Ruten, der lagde lokaler til unge op til 23 år. Efter mordet på Osman Nuri Do-

281

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 281 11/03/11 11.41 gan følte mange af Tingbjergs unge sig svigtet af de lokale klubber. Mistilliden gav sig udslag i, at de unge endte med at brænde deres egen klub ned.

Klubber nedbrændes og pædagoger sendes til krisepsykolog Mordet på den 19-årige Osman Nuri Dogan havde fundet sted på et tidspunkt, hvor væsentligt flere hang på gaden end sædvanlig. Årsagen var, at klubben Ungehuset Ruten på Tingbjergs hovedgade mod sædvane ikke slog dørene op umiddelbart efter sommerferien i 2008. De fleste af de unge, der ikke havde påbegyndt en uddannelse eller fundet et job efter folkeskolen kom i denne klub, som kort før skyderierne i bydelen blev kastet ud i en omfattende om- strukturering. Baggrunden var, at Tingbjerg Skole skulle overgå til at være en såkaldt heldagsskole, hvorfor der blev varslet nye medarbejdere, der ikke alle havde kendskab til bydelen og gruppen af børn og unge i den lokale klub. Nogle medarbejdere i bydelens forskellige fritids- og ungdomstilbud fik at vide, at de ikke kunne fortsætte i deres stillinger, andre gik i protest over, at Københavns Kommune efter deres opfattelse havde taget en beslutning hen over hovedet på dem om at centralisere klubarbejdet samt degradere flere af de daværende chefer. Da Osman Nuri Dogan blev skudt og dræbt på Ruten var frustrationen stor blandt unge, der mente, at han måske stadig ville være i live, hvis ikke klubben havde lukket dørene i på grund af en intern ballade om omstruktureringer og medarbejderudskiftning. Mistilliden eskalerede i de kommende måneder, hvor der fandt en nedsmeltning sted i Rutens Ungehus. Det bliver mere reglen end undtagelsen, at klubben holder lukket på grund af stridskampe mellem medarbejdere og særligt de ældste brugere af klubben. Begge parter er frustrerede. De unge er stressede over skyderierne på gaden og vil ind i den klub, som flertallet er kommet i, siden de var små børn. Medarbejderne er på sin side bekymrede over, at stadig flere unge ankommer i skudsikre veste. Klubbens nye ledelse vælger en politik, hvor folk med veste formenes adgang. De unge vil på deres side ikke gå fra hjemmet til klubben uden at føle sig beskyttet mod pistolskud ved at være iført vest. Hvis Osman Nuri Dogan havde været iført en skudsikker vest, ville han muligvis stadig have været i live, lyder rationalet den dag i dag blandt unge i Tingbjerg. Gitte Larsen hørte blandt dem, der var stoppet i klubben kort før mordet på Osman Nuri Dogan. Mens hun var leder af Ungehuset på Ruten, havde hun haft næsten daglig kontakt med mange af de unge mænd, der iførte sig skudsikre veste. Hun hører blandt de få medarbejdere i det lokale klub- og

282

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 282 11/03/11 11.41 skoleliv, der selv bor i Tingbjerg, og hun har kendt mange af de unge, siden de var små. I ugerne efter mordet på Osman Nuri Doga blev hun flere gang opsøgt af unge, der var frustrerede over, at de ikke kunne regne med, hvornår klubben holdt åbent, og hvornår den var lukket. De fleste dage havde klubben lukket, og når det ikke var tilfældet, var stemningen præget af stress, uro og frustrationer. Flere gange gav dette sig udtryk ved, at unge smed med møbler eller Cocioflasker. Gitte Larsen forklarede de unge, at hun ikke længere var ansat i klubben. Bag kulissen forsøgte hun imidlertid at forklare de nye medarbejdere i Tingbjerg Fritid, at det blot gav anledning til flere frustrationer i hele bydelen, når klubben ikke slog dørene op. Medarbejderne følte sig imidlertid utrygge ved en virkelighed, hvor de selv gik rundt i T-shirts, mens de unge ankom i skudsikre veste. Hvad nu hvis bevæbnede rockere tiltvang sig adgang til klubbens lokaler og skød løs i lokalerne, var der en af de nye medarbejdere, der spurgte Gitte Larsen. Sidste gang hun snakkede med en gruppe unge, der ville have klubben åbnet igen, kunne hun se, hvilken vej det gik. „Hvis ikke de åbner klubben, så brænder vi den fandeme ned, sagde de. Og det var så det, der skete,“ konstaterer Gitte Larsen. Den 24. september blev Ungehuset på Tingbjerg Torv sat i brand, men det lykkedes at tøjle flammerne. Tre dage senere blev klubben igen udsat for et brandattentat. Denne gang blev lokalerne totalskadede, og da flammerne døde ud, stod det klart, at der ikke ville blive åbnet klub i de samme lokaler. Da der igen åbnes ungdomsklub i Tingbjerg, sætter bandekonflikten et varigt aftryk på flere af medarbejderne. Klubleder Kim Valbjørn sender syv medarbejdere til krisehjælp hos Rigshospitalets psykologer. To af bydelens garvede pædagoger vender aldrig tilbage til Tingbjerg Fritid. En afdelingsleder i ungdomsklubben bliver ydermere langtidssygemeldt, og dennes afløser må også hurtigt erkende, at hun ikke er gearet til opgaven. Klubben ansatte herefter en 29-årige pædagogstuderende som afdelingsleder. Selim Aslan, kaldet Shoraz, er selv opvokset i Tingbjerg, og hans kendskab til de unge gør forskellen. „Det med stiksikre veste havde stået på endnu, hvis vi ikke havde ansat nye mennesker i ungdomsklubben, herunder Shoraz, der som afdelingsleder har fået skabt ro og respekt om det at være i klubben. De unge har fået et ejerskab til klubben – ikke mindst i kraft af hans evne til at skabe bæredygtige relationer til de unge,“ fortæller Stine Kart Nielsen, der er faglig leder i klubben.389 Ud

283

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 283 11/03/11 11.41 over ansættelserne af nye kræfter med kendskab til bydelen og dens unge, blev der også formuleret krise- og beredskabsplaner, så medarbejderne vidste, hvad de skulle gøre i tilfælde af ulykker, vold, dødsfald eller brandstiftelse. Derud- over etableredes et sikkerhedsrum med en dør, der kun kan åbnes indefra. Her kan klubbens brugere og medarbejdere beskytte sig bag sikkerhedsdøren i det tilfælde, at bevæbnede mennesker skulle trænge ind i klubben.

Den gradvise genetablering af tillid mellem unge og klubmedarbejdere har dog ikke betydet, at Tingbjergs klubber har kunnet få fat i alle de, der ved opstarten på bandekonﬂikten følte sig svigtet af bydelens pædagoger. Nogle har valgt fællesskabet i den lokale ungdomsklub fra til fordel for de grupperinger af kriminelle, der i stigende grad organiserer sig i en bandestruktur. Før mordet på Osman Nuri Dogan lagde Tingbjerg grund til hashhandlere og andre kriminelle, som til en hvis grad samarbejdede om at lave hurtige penge. De forskellige kriminelle aktører i Tingbjerg var imidlertid ikke organiseret i lige så høj grad som eksempelvis Blågårds Plads-gruppen for ikke at tale om rockerorganisationerne Hells Angels og Bandidos. Oplevelsen af en ydre trussel har imidlertid inspireret nogle af Tingbjergs unge til i højere grad at organisere sig på en måde, der minder om decideret bandedannelse. Derudover melder unge, der ikke tidligere har været en del af nogle kriminelle grupperinger, sig ind i en kamp mod Hells Angels, fordi de føler, at bydelen er under angreb. Det samme mønster gør sig gældende på Nørrebro, hvor bandekonﬂikten bliver en bremseklods for de målsætninger, som bydelens socialarbejdere havde opstillet efter optøjerne i vinterferien 2008.

Modsætningerne bygges op på ﬂere fronter Efter optøjerne i februar 2008 havde socialarbejdere i Københavns Kommune generelt og på Nørrebro i særdeleshed håbet på at kunne bygge videre på de unges åbne brev til offentligheden ved at fremdrage det som et eksempel på, at det kan betale sig at tage ansvar for sine omgivelser og sig selv. Derudover havde Københavns Politi og gadeplansmedarbejderne på Nørrebro taget initiativ til et efteruddannelseskursus for betjente, der patruljerer i et område som Nørrebro. „Kollegaerne skal have de rette værktøjer med i rygsækken, når de bevæger sig i bydelen. Det er for at sikre, at der ikke opstår ting om for eksempel retorikken, som de unge fokuserer meget på. Det kan også være, hvordan vi bedst

284

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 284 11/03/11 11.41 møder dem på gaden, eller bedst afleverer dem derhjemme, hvis det er det, vi skal,“ forklarede den første operative leder af bandeenheden, Henrik Sommer, i marts 2009.390 Behovet var atter blevet aktualiseret ved bandekonflikten, og planen for uddannelsen var, at bydelens gadeplansmedarbejdere skulle stå for undervisningen. Uddannelsen blev imidlertid aldrig til noget, og målet om at dæmme op for mistilliden til politiet blev ikke indfriet. Tværtimod blev fortællingen om et Os og Dem forstærket, og endnu en gang spillede politiets visitationer en væsentlig rolle. „Selvfølgelig har bandekonflikten betydet en nedgang i succes,“ forklarer Abas, der som de unges talsmand havde været positivt overrasket over ordensmagtens reaktion på de unges åbne brev til offentligheden ved gadeoptøjerne i februar 2008. „Men igen kan man spørge: hvor ligger ansvaret? Nu er bandekonflikten der, og så er det okay, at politiet hopper tilbage til de gamle rammer. De kunne også have valgt at bygge videre på den her succesoplevelse med at bygge tilliden op og lade være med at visitere alle.“ Hvor politiet havde foretaget 235 visitationer på en måned frem til optøjer- ne i vinterferien 2008, fandt der i perioden fra marts 2009 og frem til august måned 2009 15.000 visitationer sted i København. Det svarer til et gennemsnit på 2.500 visitationer om måneden. Visitationer hvor risikoen for at blive stoppet på gaden, ifølge politiets egen statistik, var fem gange større for mænd med indvandrerbaggrund end for etnisk danske mænd. I denne periode besluttede Omar sig en fredag aften for at tælle, hvor mange gange han blev visiteret, når han bevægede sig rundt i kvarteret. Optællingen startede kl. 20.00 og sluttede, da han igen indfandt sig i sin lejlighed omkring kl. 24.00, forklarer Omar:

„Otte gange. Jeg blev visiteret ﬂere gange på vej fra mit hjem til Blågårds Plads. Så igen på Pladsen. Et par gange i løbet af aftenen, når man bevægede sig rundt og så igen, da jeg skulle hjem i seng. Tilbage i februar 2008, tænkte jeg: det her er slemt og værre end noget, vi nogensinde har oplevet tidligere. Men med bandekonﬂikten, har jeg så kunnet se, at det faktisk godt kunne blive værre. Og når alle bliver visiteret – igen – så er det klart, at det skaber en enorm frustration. For jeg er jo ikke bandemedlem. Hvorfor skal jeg så hele tiden stoppes uden for mit eget hjem?“

Frustrationerne over visitationerne brød ud i lys lue et år inde i bandekon- ﬂikten. Ligesom ved optøjerne knap halvandet år forinden havde både socialarbejdere og unge i Blågårdskvarteret holdt vejret i ﬂere uger, da en simpel konfrontation mellem politiet og en ung mand, der nægtede at lade sig visitere

285

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 285 11/03/11 11.41 antændte den ophobede vrede en lørdag aften i august 2009. Det skete da den unge mands 35-årige storebror henvendte sig til betjentene på gaden for at få opgivet identiteten på den politimand, som havde visiteret hans bror, så han kunne indsende en klage over ham. Det fik begivenhederne til at eskalere. Han blev efterfølgende sigtet for at have sparket en betjent i maven. Anklageren krævede minimum et års fængsel, men da byretten valgte at sidestille vidneudsagnene fra betjentene og fra tilskuere, der havde set optrinnet fra de nærliggende caféer på Blågårds Plads, faldt sagen. Cafégæsterne havde protesteret højlydt ved optrinnet. „Han virkede på ingen måde truende, og derfor virkede det ubegrundet på mig, at man forsøgte at anholde ham“, forklarede et vidne i retten. Et andet vidne, der selv er jurist betegnede optrinnet som „overdreven magtanvendelse“. „Han havde en lille dreng på fire-fem år i hånden, da han gik hen og spurgte politiet om, hvem der havde slået hans mindre bror,“ lød det i retten fra juristen. Allerede da ordensmagten slæbte den 35-årige baglæns ud af kvarteret blev de første sten kastet. I løbet af få timer gravede venstrefløjsaktivister og lokale unge i forening brosten op for endnu en gang at omdanne Blågårdskvarteret til et kaos af ild og stenkast. Optøjerne gav anledning til, at der blev skruet op for antallet af betjente hos Nørrebro Nærpoliti, ligesom tilfældet havde været det efter urolighederne på Nørrebro i sommeren 1997. Endnu en gang gentog historien sig på Nørre- bro. Ledelsen i Københavns Politi meldte endvidere ud i pressen, at man var åben over for at gentage succesen med et dialogmøde med repræsentanter for kvarterets unge, som det var sket i forbindelse med gadeoptøjerne halvandet år forinden. De unge var imidlertid denne gang ikke i nærheden af at tage imod tilbuddet. „Det var præcist det samme som sidst, og det er utroligt, at politiet ikke er blevet klogere,“ udtalte Abas til denne bog få dage efter lørdagens uroligheder. „De har visiteret alle gang på gang på gang, og så vil de samtidig have, at de vi skal stole på dem. Og hvad har de fået ud af det? De har fundet et våben i en baggård. De har ikke fundet et eneste våben ved en visitation. Jeg skal ikke mødes med politiet igen. Man får ikke noget ud af det,“ fortsatte Abas. Visitationerne, de mange skyderier, utrygheden og politiets lave opklarings- rate i løbet af bandekonflikten bidrog alt sammen til den allerede eksisterende mistillid, der gennem årtier er blevet overdraget fra storebrorgeneration til lillebrorgeneration. I et område som Blågårdskvarteret er mistilliden over for ordensmagten

286

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 286 11/03/11 11.41 ikke forbeholdt beboere, der bedriver kriminalitet. Den gør sig også gældende blandt studerende som Omar, der har rene straffeattester, og som siden de tidlige teenageår har opbygget en fælles fortælling med vennerne om, at politiets kontroller sker på baggrund af stereotype forestillinger om, hvordan kriminelle ser ud. Konsekvensen er en grundlæggende mistillid til statens voldsmonopol, som ikke blot berører det direkte forhold mellem unge og politi på gaden. Mistilliden til politiet udgør en væsentlig komponent i den destruktive bydelsnationalisme, der indimellem gør sig gældende i Blågårdskvarteret og andre stigmatiserede boligområder. En bydelsnationalisme som risikerer at forstærke afstanden mellem disse kvarterer og det omgivende samfund. Omar forklarer det sådan her:

„Som indvandrer kan man blive stoppet af politiet i sin bil med sele på, og stadig føle sig nervøs, fordi man har mistillid til politiet og forventer, at politiet også har mistillid til os. Jeg siger ikke, at alle betjente laver problemer, men ligesom samfundet generaliserer omkring os, så kommer vi til at generalisere omkring politiet. Det at hver anden betjent taler grimt til en, bliver pludselig til, at alle betjente taler grimt. Det er konsekvensen af den mistillid, man bliver mødt med. Konsekvensen er også, at vi ikke stoler på, at vi får samme behandling og beskyttelse fra politiets side. Blågårds Plads er nærmest en selvstændig stat, fordi der er så stor en mistillid til systemet. Det er farligt, for det betyder, at vi bliver en mindre del af samfundet.“

Mistilliden og udviklingen af en stat i staten viser sig i bandekonﬂikten ved, at unge boykotter ambulancer, fordi de ikke tror på, at de får samme ‘service’ som andre borgere, og når de ifører sig skudsikre veste, fordi de ikke stoler på, at retsstaten kan eller vil beskytte dem. Det ultimative symbol på den destruktive bydelsnationalisme viser sig særligt på Nørrebro efter de mange skyderier i februar 2009. Her udbredes selvbestaltede vagtværn, som konkurrerer med politiet om at visitere borgere på gaden, som de synes ser mistænkelige ud.

Private vagtværn og en ny strategi fra ordensmagten At der opstår selvbestaltede vagtværn i danske boligområder er muligvis nyt herhjemme, men fænomenet har været udbredt i USA i årtier, hvor der generelt har eksisteret to former for vagtværn i stigmatiserede bydele, hvor beboerne er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Nogle vagter

287

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 287 11/03/11 11.41 har været tilknyttet de organiserede bander og har primært haft til formål at holde øje med, om politiet var på vej. Den slags vagter har således været en forudsætning for, at banderne har kunnet operere og sælge stoffer på gaden uden indblanding fra ordensmagten. Den anden type af vagtværn er historisk udsprunget af behovet for at holde udefrakommende farer ude og består ikke nødvendigvis af nogle, der er tilknyttet den organiserede kriminalitet. Her består vagterne af beboere, der typisk betragter sig selv som beskyttere af lokalområdet. Denne type vagtværn eksisterede også i South Central Los Angeles før den organiserede gadebandekriminalitet for alvor vandt udbredelse (her regnes mafiaen ikke med). Frem til 1960’erne udsprang behovet for vagtværn i de sorte inner city areas af truslen fra udefrakommende Ku Klux Klan-folk og andre, der gerne ville tæve sorte i det raceadskilte USA. I dag består flertallet af bandemedlemmerne i South Central Los Angeles af latinoer, og en del af banderne styres fra mexicanske fængsler. Samtidig er skillelinjen mellem de to former for vagtværn med årene blevet stadig mere flydende i takt med, at farerne udefra har ændret sig fra racistisk motiverede overfald til truslen fra bander fra andre boligområder, der ønsker at lave en territorial markering. Når beboere i de amerikanske inner city areas har organiseret sig i vagt- værn, der ikke har haft til formål at tjene penge på kriminalitet, hænger dette blandt andet sammen med, at staten ofte ikke er særlig nærværende i disse boligområder, hvilket også betydet et fravær af nærbetjente, der kan skabe en oplevelse af tryghed blandt beboerne. Modsat den europæiske ‘ghetto’ – som primært er gamle arbejderkvarterer, der består af alment boligbyggeri – har sociologer generelt rubriceret de amerikanske ghettoer, som områder der er kendetegnet ved et fravær af stat, hvorfor lokalområderne ofte selv organiserer og finansierer mange af de opgaver, som staten står for herhjemme. Det gælder den lokale kirke, medborgerhuse, ind- samlinger til nødstedte beboere og midler til de lokale folkeskoler, som typisk er afhængige af den boligskat, som beboerne betaler, hvorfor fattige områder typisk ender med fattige skoler. I nogle tilfælde bidrager afstanden til statens institutioner til, at nogle beboere danner deres egen stat i staten med private vagtværn. I et historisk lys er den slags forordninger temmelig særegne i en skandi- navisk velfærdsstat, hvor spørgsmål om sikkerhed og socialt arbejde i landets lokalområder i højere grad er lagt i hænderne på staten. Selvom staten generelt ikke er lige så nærværende i Europas gamle arbejderkvarterer i dag som for

288

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 288 11/03/11 11.41 blot et årti siden, har denne udvikling ikke slået igennem i samme grad i det almennyttige boligbyggeri i de skandinaviske lande, hvilket også viser sig ved en bydel som Nørrebro. På trods af at lokalpolitiet på Nørrebro før bandekonflikten brød ud var blevet kraftigt beskåret, kan bydelen langt fra rubriceres som et område, hvor velfærdsstatens institutioner er blevet udhulet, som tilfældet har været det i en del af de franske forstæder. Nørrebro byder således både på et lokalt socialcenter samt en bred vifte af folkeskoler samt klubber, for ikke at tale om et væld af sociale projekter, der er finansieret ved statslige midler. Statens udøvende magt er desuden repræsenteret ved både lokalpoliti og betjente fra større politistationer. Problemet består således ikke så meget i et fravær af socialarbejdere og betjente. Det består primært i, at der i løbet af bandekonflikten opstår en fortælling om, at retsstaten kun kontrollerer og ikke beskytter de unge. Som en af de selvbestaltede vagter udtrykte det i efteråret 2009: „Det ville være dejligt ikke at skulle agere vagt og gøre politiets arbejde. Men når politiet er herude, visiterer og chikanerer de os. Når de har vendt vores lommer, kører de igen, og så kommer den anden part herind og skyder.“ 391 Tidligere eksisterede der løst organiserede vagtordninger i Blågårdskvarte- ret, der holdt øje med, om politiet var på vej. Bandekonflikten betød imidlertid at flere unge, der ikke tidligere havde været tilknyttet organiseret kriminalitet, meldte sig til selvbestaltede vagtværn, der skulle holde øje med, at rockere ikke kørte ind i kvarteret. Den ovenforstående vagt hørte til blandt disse unge. Han opfattede ikke sig selv som kriminel og påpegede, at vagtværnet ikke fik løn for at patruljere i området. Han var klar over, at „han balancerer på grænsen af det lovlige“, da han udtalte sig til Dagbladet Information i efteråret 2009. Kort tid efter opløste vagtværnene sig selv igen, da antallet af skyderier faldt, hvorfor meget tyder på, at tilstrømningen til vagtværnene langt hen ad vejen var udtryk for en undtagelsestilstand. En undtagelsestilstand der gjorde at unge, som ikke tidligere havde været en del af nogle kendte kriminelle grupperinger, meldte sig som vagter. Den pågældende vagt havde da også ren straffeattest, forklarede han. „Hver dag, når jeg arbejder som vagt, risikerer jeg at blive taget af politiet og få en alvorlig plet på straffeattesten. Så det er ikke for sjov, jeg gør det. Men jeg har besluttet at prioritere det her, fordi det handler om min egen og mine venners sikkerhed.“ Vagtens opgave var primært at få øje på ‘rockerlignende typer’ og visitere dem for våben. Han var i efteråret 2009 i gang med at læse en række adgangsgivende fag for at komme ind på Ingeniørhøjskolen, men troppede op

289

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 289 11/03/11 11.41 på gaden, så snart han havde fri fra skole. „Så jeg har ikke tid til at arbejde ved siden af, for jeg bruger min fritid som frivillig i vagtværnet,“ forklarede han.392 I interviewet blev han præsenteret som en 23-årig tømrer, der bor på Indre Nørrebro. Han bad journalisten udelade en enkelt detalje, som kunne gøre ham genkendelig for politiet: at han er etnisk dansk. Flertallet af vagterne var etniske minoriteter, men flere unge forklarer, at det var en fordel med de etnisk danske vagter, da de havde lettere ved at slippe igennem politiets kontroller. „Medierne snakker hele tiden om bandevagter, men de forstår ikke, at de fleste ikke er bandemedlemmer. Mange er studerende, som bare ikke vil have, at deres venner og søskende bliver skudt. Og så er det lige meget, om man hvid, sort, brun, eller hvad man er,“ lød det fra Abas, mens der stadig jævnligt blev skudt på gaden, og vagterne var synlige i gadebilledet. „Vi er her jo for at passe på jer, siger betjentene. Men det er de jo ikke. Jeg har flere gange forklaret en betjent: Efter klokken otte, så er der bare dødt på gaden – så ser vi ikke én af jeres biler.“ Hvor Abas og Omar i denne periode havde anskaffet sig skudsikre veste, afholdt de sig dog fra at melde sig til det lokale vagtværn. Hovedårsagen er den samme, som da de to unge mænd ved optøjerne i vinterferien 2008, sagde nej til at deltage i afbrændinger af biler og containere af. De ville ikke risikere at miste deres praktikplads og job. „Ellers ville vi gøre det. Man har jo lyst. Det handler om at beskytte sit kvarter og alle dem, man elsker,“ lyder rationalet fra Omar. Omvendt melder Ali, der dannede fortrop, da der blev kastet brosten mod politiet og brændt biler af i februar 2008, sig til kvarterets vagtværn. I USA har det i praksis vist sig svært at fastholde opdelingen mellem de to typer af vagtværn, som har eksisteret, og ofte er de, der har meldt sig som vagter for at sikre tryghed i kvarteret selv blevet indlemmet i kriminalitet på gaden. Det samme bliver tilfældet for nogle af de selvbestaltede vagter i løbet af bandekonflikten. Nogle af vagterne er bevæbnede med mobiltelefoner, så de kan ringe efter personer, der bærer skydevåben. Andre vagter er bevæbnede med pistoler, hvilket udvisker den skillelinje, som nogle af vagterne har opstillet, mellem kriminalitet og simpel beskyttelse af kvarteret – særligt når pistolerne er blevet udleveret af folk, der er involveret i organiseret bandekriminalitet. Svære udsigter til at finde arbejde på grund af en plettet straffeattest bidrog til, at Ali ikke blot mødte op på vagt med en mobiltelfon. Han blev en af de vagter, der bar pistol, da han meldte sig som ‘soldat’ for den hårde kerne af kriminelle i kvarteret. Ved en enkelt episode hævede han sit våben og skød mod en ‘ude-

290

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 290 11/03/11 11.41 frakommende’, som han mistænkte for at være rocker. Den manglende tiltro til politiet og angrebene udefra bidrager i løbet af bandekonﬂikten til, at unge som Ali ad bagvejen bliver tilknyttet den organiserede bandekriminalitet. Udviklingen går ikke ordensmagtens øje forbi. I efteråret 2009 erkendte politiets bandeenhed i København, at tilliden mellem politiet og de unge på Nørrebro var brudt. Politiets mange visitationer på gaden har været med til at give de unge et negativt og fejlagtigt billede af politiet, lød det fra chefen for Københavns Politis bandeenhed Jakob Vilner. „Før visiterede vi i ﬂæng på Nørrebro, men vi ved nu, at det ikke har den rette effekt. Det har medvirket til, at de unge i området nærer mistillid til os, og det er beklageligt. Der skal genskabes en tillid, så de unge ikke føler sig nødsaget til at fungere som gade- vagter,“ sagde han.393

I stedet for de mange visitationer på gaden anlagde politiet i efteråret 2009 en strategi, som handler om at kortlægge, hvem der deltager i bandekonflikten samt indsamle efterretninger om den organiserede kriminalitet for derefter at iværksætte koordinerede razziaer. Ved den hidtil største koordinerede politirazzia slog politiet i oktober 2009 til mod 16 private boliger og rockerborge rundt omkring i København samt to adresser i Sverige.394 32 mennesker blev i første omgang anholdt. „Der er tale om en allerede planlagt aktion, som vi har fremrykket, fordi vi havde in- dikationer på, at noget var i gære,“ forklarede lederen af Københavns Politis bandeenhed. Timingen for aktionen hang sammen med, at ukendte gerningsmænd tre dage forinden havde gennemført et attentatforsøg, der havde en karakter, som gjorde, at det normalt ville føre til et kontant modangreb. Attentatforsøget var særegent og fik særlig megen medieomtale ved, at det tog en geografisk afstikker fra de stigmatiserede bydele. Hidtil havde politiet generelt nedtonet risikoen for, at tilfældige borgere kunne blive ramt af vildfarne kugler. Nu lød der andre toner. „Det værste er, at uskyldige nu bliver udsat for stor fare,“ udtalte således Rigspolitichefen, Jens Henrik Højbjerg, da kuglerne fandt vej til Hellerup. „Vi skal have stoppet dette vanvid,“ fortsatte han. Udtalelsen faldt efter, at der i oktober 2009 blev skudt ind gennem ruderne på Strandvejen 195, der huser restauranten Sticks’n’Sushi, hvor en håndfuld rockere spiste deres aftensmåltid. Der var yderligere fire gæster og to ansatte på spisestedet, men de slap alle uskadte.

291

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 291 11/03/11 11.41 Brian Mikkelsen, der dengang var justitsminister, bor blot få hundrede meter fra gerningsstedet, og hans papdatter var ansat i den selvsamme Sticks’n’Sushi. Ligesom Rigspolitichefen var han oppe i det røde felt, da han tonede frem på tv-skærmen. Her konstaterede han, mere end et år inde i en bandekonflikt, hvor de mange skyderier i det almennyttige boligbyggeri havde kostet flere uskyldige menneskeliv, at skyderierne kunne ramme „almindelige mennesker“. „Det er en helt forfærdelig situation, at man på den måde skyder på må og få i Danmark. Vi skal sætte hårdt ind mod skyderierne, mod banderne og rockerne. Det er en fuldstændig uacceptabel situation, vi er i,“ lød det fra justitsministeren i TV2 News.395 Han krævede handling, og det fik han. Få dage efter præsenterede Rigspolitiet et nyt bandetiltag for justitsministeren. Oprettelsen af endnu en bandeenhed ved navn ‘Task Force Øst’ bestående af 75-80 mand, som skulle fokusere på at forebygge skudopgør. „Forskellen til vores tidligere tiltag er, at denne enhed kun skal arbejde fremadrettet. Vi skal samle et billede af, hvem der arbejder sammen i det kriminelle miljø – og hvorfor de arbejder sammen,“ forklarede rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, der begrundede den nye enhed med, at det hidtil ikke var lykkedes politiet, at neutralisere konflikten. På dette tidspunkt var omkring 100 personer med tilknytning til organiserede biker- eller gadebander varetægtsfængslede, men det var kun lykkedes politiet at rejse sigtelse i en tredjedel af sagerne; ofte fordi ofre og vidner ikke ville udtale sig.396 Ved et større efterforskningsarbejde og en kortlægning af biker- og gadebandemedlemmers hærgen lykkedes det ordensmagten at slå til i en række razziaer og sætte en prop i bandekonfliktens dynamik af skyderier, der gengældes ved hurtige modangreb. Herefter svinder vagtværnene ind samtidig med, at unge mænd som Abas og Omar smider deres skudsikre veste. Da det lykkes ordensmagten at neutralisere det store antal skyderier ved at skifte taktik fra stressaktioner på gaden til koordinerede aktioner og forebyggelse, føler Omar og Abas for første gang i løbet af bandekonflikten, at politiet også er til for at beskytte dem.

Fremtidsperspektiver Bandekonﬂikten er ikke slut og spørgsmålet er, om ikke vi må erkende, at skyderier i gadebilledet er en blivende tilstand, som kan blusse op i perioder. Skyderierne vil formentlig fortsætte med at runge i gaderne fra tid til anden, men nedgangen i antallet af drive by-skyderier og tilvænningen til bandekon- ﬂikten har minimeret frygten blandt de unge i et område som Blågårdskvarte-

292

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 292 11/03/11 11.41 ret. Unge som Omar og Abas er vendt tilbage til en mere ‘normal’ levevis uden skudsikre veste og selvbestaltede vagtværns visitationer af borgere i kvarteret. Da visitationszonerne i København ophæves i foråret 2010 efter to år med en juridisk undtagelsestilstand, der har gjort det muligt for politiet at visitere enhver borger uden mistanke, føler særligt de unge minoritetsmænd i Blå- gårdskvarteret endvidere, at de i højere grad sidestilles med deres naboer og medborgere, når det gælder deres ret til at bevæge sig frit rundt på gaden. Den genetablerede tryghed og ændringen i politiets strategier i løbet af bandekonflikten sikrer, at rammerne for bevægelsesfriheden i højere grad er til stede for disse unge. Trygheden og følelsen af at blive behandlet som moralsk tilregnelige bidrager ydermere til at skabe oplevelsen af et medborgerskab, der går på tværs af køn, socialt ståsted, etnicitet og bopæl. Som denne bog har vist, sikrer liberale minimumsrettigheder imidlertid ikke i sig selv nødvendigvis det enkelte individ betingelserne for et værdigt liv. Såvel en persons sociale position som religion, etnicitet, kultur og køn har betydning i de værdihierarkiseringer af mennesker, som uundgåeligt også finder sted i Danmark og andre liberale demokratier. Det er når sådanne værdi- hierarkiseringer gør vold på det enkelte individs selvforståelse og identitet, og når de negative kategoriseringer munder ud i ulige muligheder for at vælge det gode liv, at man må betragte dem med alvor. Et eksempel er unge, der må droppe at færdiggøre uddannelsen, fordi deres hudfarve udgør et uoverkom- meligt gebyr ved forsøget på at finde praktikpladser, eller når et forvansket billede af „ghettoen“ spænder ben for det sociale arbejde, fordi indtrykket af kriminaliteten blandt unge i disse boligområder udvikler sig til selvopfyldende profetier og bidrager til nogle gruppefællesskabers asociale adfærd. En generel medborgerskabsekspansion i et liberalt samfund som det danske er i denne bogs optik afhængig af to hovedfaktorer. Den ene handler om de kategoriseringer, som den enkelte borger hensættes i af sine medborgere, af medierne og af meningsdannere i samfundet. Denne sociale virkelighed eksisterer imidlertid i en vekselvirkning med borgernes ressourcer og kulturelle kapitel. Den kulturelle kapital er særlig afhængig af uddannelse, der ofte giver øgede evner til at afkode normerne og koderne i de sociale felter, som den enkelte befinder sig i – hvad enten det så er på gaden, på arbejdspladsen eller til middag med svigerfamilien. Men som vi har set, giver eksamensbeviserne også i sig selv øgede muligheder for at vinde anerkendelse som medborger. Uddannelse og kulturel kapital giver borgerne en bagage, som uundgåeligt indvirker på såvel individets livsmuligheder som de kategoriseringer, der indvirker på den enkeltes liv.

293

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 293 11/03/11 11.41 Faktorer som negative kategoriseringer og et ophedet parlamentarisk miljø, når det handler om etniske minoriteter, foruden fraværet af de nye danskeres demokratiske stemme, udgør i denne sammenhæng blot krudtrøgen i den fortælling om manglende anerkendelse, som opstår når unge ikke føler, at de betragtes som (lige)værdige medborgere af det omgivende samfund. Når det gælder de unge, der i størst grad føler sig betragtet som modborgere, udgør manglende livsmuligheder grundkernen. Folkeskolen udgør nøglen, når det handler om at skabe et samfund, hvor unge etniske minoritetsborgere ikke gang på gang reproducerer det sociale medborgerskabsunderskud, som har gjort sig gældende for generationer af etniske minoriteter, siden de første gæstearbejdere kom til Danmark i slutningen af 1960’erne. Så længe halvdelen af alle minoritetselever afslutter folkeskolen uden kundskaber til at kunne læse og forstå en avis, lige så længe vil etniske minoriteter i Danmark være væsentligt overrepræsenterede blandt borgere, som tiltrækkes af kriminalitet og lever et liv på kanten af samfundet, og som betragtes derefter blandt deres medborgere. Den danske folkeskole er den dårligst placerede i Norden, når det handler om dens evner til at løfte elever, der har en uddannelsesfremmed baggrund. Den socialt opdelte folkeskole bærer en del af ansvaret, og udviklingen hen imod ‘sorte’ og ‘hvide’ skoler i storbyerne øger sammenfaldet mellem tosprogede elever og unge, der efter skoletid ikke evner at tage en ungdomsuddannelse. Denne udvikling forværrer dermed rammerne for velfærdsstatens forsøg på at skabe en lighed i livschancer for alle børn, der går på tværs af både sociale og etniske skel. Folkeskolens problemer med drenge, der skaber en antiskolekultur forhøjer ydermere risikoen for, at en lillebrorgeneration af såvel ‘hvide’ som ‘brune’ børn senere i livet tiltrækkes af den subkulturelle anerkendelse, de kan modtage som ‘soldater’ og ‘brødre’ i asociale fællesskaber. Uanset hvor meget en stat bedriver økonomisk omfordeling, vil betingelserne for anerkendelse og for at kunne sammensætte et værdigt liv for sig selv i et liberalt samfund sandsynligvis til en vis grad altid forblive ulige. Hvor velfærdstaten langt hen ad vejen er lykkedes med at udrydde den gammeldags fattigdom i efterkrigstiden, har det vist sig langt sværere at udviske forskellene i kulturel kapital og værdihierarkier. Hierarkier der godt nok er en uundgåelig konsekvens ved menneskelig interaktion, men som særligt kan udvikle sig til hetz, når det drejer sig om grupper af borgere, der både besidder mindre kulturel kapital end gennemsnittet, og som et stykke hen ad vejen også bærer på en anden kulturel ballast. Samfundet kan bekæmpe diskriminerende og krænkende praksisser, hvor

294

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 294 11/03/11 11.41 nogle borgere på baggrund af alder, køn, race og religion ofte krænkes, men når det gælder det enkelte individs valg i livet, vil det være dennes eget ansvar at sammensætte sin selvbiografi – og dette på en måde, så den enkeltes valg ikke krænker andres værdighed og frihed til at vælge det gode liv. Grundlaget for forandring, når det gælder etniske minoriteters generelle medborgerskabsunderskud, drejer sig derfor ikke blot om at anerkende, at der reelt eksisterer et gebyr på baggrund af bopælen, hudfarven og den folkeskole, det enkelte barn indskrives i af sine forældre. Det er også betinget af en anerkendelse af, at individet i sidste ende træffer sine egne valg, hvormed en uddannelsesfremmed baggrund i sig selv ikke bør bruges som undskyldning for asocial adfærd. Som Rafik Benchekh forklarer om sit arbejde med de unge, der er endt i en kriminel løbebane: „De ved godt, at mit arbejde er at få dem i en bestemt retning, og det er der ingen, der vil gå imod. Der er heller ingen, der vil have, at deres små brødre skal gå i deres fodspor. Det er en vej, de kun har valgt for sig selv.“ De fleste af de unge i de stigmatiserede boligområder ender med at træffe valg, der ikke gør vold på deres medborgere og på samfundets love. På trods af, at mange af områdernes unge minoritetsmænd i løbet af årtusindets første årti har følt, at de er blevet hensat i en kategori som moralsk utilregnelige individer, gælder det for langt flertallet, at de bidrager positivt til fællesskabet i samfundet. Dette gælder Omar og Abas, der i denne bog har givet os et indblik i, hvordan det har været at træde ind i såvel teenage- som voksenlivet i et årti, der om noget har stået i værdi- og udlændingepolitikkens tegn. At regne det mindretal der ender i kriminelle grupperinger som nogle, der på forhånd har været dømt til denne position, er det samme som at diagnosticere flertallet som ‘undtagelser’ og ‘mønsterbrydere’ på trods af, at det ikke er tilfældet. I sin grundsubstans bidrager denne undtagelseslogik ligeså meget til at fastholde de negative kategoriseringer og selvopfyldende profetier, som når nogle meningsdannere har skiftet biologien ud med etniske og religiøse argumenter for, hvorfor etniske minoriteter og muslimer hører til nederst i samfundets værdihierarki.

Da bandekonflikten var mest tilspidset i 2009 opførte en gruppe teenagere på Nørrebro en forestilling, der tog udgangspunkt i deres eget liv via hiphop-dans, rap og skuespil. Stykket gav udefrakommende mulighed for at få et indblik i de unges verden, hvor særligt bandedannelser på dette tidspunkt var nærværende, og ﬂere af drengene havde også selv snuset til gruppefællesskaber med et lemfældigt forhold til loven. Forestillingen gav ydermere de unge mulighed for at se sig selv udefra ved diskussionerne omkring replikker, der skulle

295

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 295 11/03/11 11.41 portrættere dem og deres bydel. Og ikke mindst for at give de unges eget bud på, hvordan de selv og deres bydel kan udvikle sig mest positivt. Essensen af de unges betragtninger blev indkapslet i stykkets afsluttende monolog. „Man skal lære at give og tage imod ubetinget kærlighed. Man skal acceptere folk, som de er, og man skal lære den største gave af alle,“ lød det fra en teenagefyr, der herefter kiggede direkte ud på publikum til de sidste ord: „Den sørgeligste ting i livet er spildt talent, og de valg du vælger vil præge dit liv for altid. Men du kan spørge, hvem som helst i dette kvarter, og alle ville svare, at det er endnu en fortælling fra Nørrebro.“ Denne fortælling fra Danmarks måske mest omtalte bydel er samtidig historien om snart sagt ethvert af Danmarks gamle arbejderkvarterer, der siden 80’erne hastigt har ændret farvesammensætning, og hvis beboere i dette seneste værdipolitikkens årti har antændt såvel fysiske som politiske brande – og for nogles vedkommende slukket dem igen. Når de har haft muligheden og truffet valget.

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 296 11/03/11 11.41 NOTER

1 Alle har brug for den daglige dosis anerkendelse, af Tine Bjerre Larsen, Dagbladet Information, 25. juli 2007 2 Tal og fakta om integration - Befolkning, uddannelse, beskæftigelse, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, september 2010 3 I 2009 var beskæftigelsesfrekvensen blandt efterkommerkvinder 64 procent, mens den var 62 procent blandt efterkommermænd med ikke-vestlig oprindelse. Blandt forældregenerationen af indvandrere var 49 procent af indvandrerkvinder og 60 procent af indvandrermænd fra ikke-vestlige lande i den erhvervsaktive alder i beskæftigelse. 4 Thomas J. Scheff, Shame and Conformity: The Deference-Emotion System, American Sociological Review, nr. 53, s. 395-406, 1988 og Helen B. Lewis, Shame and Guilt in Neurosis, New York: International Universities Press, 1971 5 Thomas J. Scheff, Shame and Conformity: The Deference-Emotion System, American Sociological Review, nr. 53, s. 395-406, 1988 og Helen B. Lewis, Shame and Guilt in Neurosis, New York: International Universities Press, 1971 6 Danske områder vil stryges af ghettoliste, af Mads Bonde Broberg, Jyllands-Posten, 04. november 2010 7 Politidirektører: Drop ordet ghetto, af Troels Jensen, DR.dk, 13. oktober 2010 8 Området opfylder ikke Socialministeriets gamle kriterium for belastede bydele om, at mere end 40 procent af beboerne skal være uden for uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Til gengæld har over halvdelen af beboerne i områdets almene boliger etnisk minoritetsbaggrund, og kvarteret overskrider også kri- minalitetsgrænsen på 270 dømte beboere ud af 10.000 beboere, da 2,8 procent af beboerne har en dom i bagagen, hvilket betyder, at en fraflytning af ganske få beboere vil betyde, at området ikke længere officielt kan kalde sig en ghetto. Generelt er det i flere områder ganske små ændringer, der betyde, at de ryger af ghettolisten. Tåstrupgård er bl.a. kommet med på listen, fordi over halvdelen af beboerne har etnisk minoritetsbaggrund og fordi, der er 274 dømte ud af 10.000 indbyggere, hvilket er 4 dømte over grænsen. Dermed opfylder området påkræ- vede to ud af tre kriterier for at blive rubriceret som „ghetto“, hvorimod kvarteret ligesom Blågårdskvarteret på Nørrebro ikke lever op til kriteriet om, at over 40 procent af beboerne skal være uden job eller arbejde. I Blågårdskvarteret er der 283 dømte ud af 10.000, hvormed kvarteret – ligesom flere andre af områderne på ghettolisten – muligvis ville slippe for mærkatet som „ghetto“, hvis regeringen

297

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 297 11/03/11 11.41 opdaterede tallene på listen, da statistikkerne for antal dømte bygger på op mod fem år gamle tal. 9 Jens Peter Frølund Thomsen, Konflikten om de nye Danskere, Akademisk Forlag, 2006 10 Politidirektør: Indvandrerunge skal behandles med respekt, Af Marie Hjortdal, Andreas Lindqvist og Mette Koue, Politiken, 19. februar 2008 11 Samme 12 Fra slutningen af 2007 og i løbet af det første kvartal af 2008, var syv bydele i Kø- benhavn udpeget som visitationsområder. Det drejede sig om Tingbjerg, Østerbro, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, City, Amager og Valby. Nørrebro var den bydel, der først blev udpeget til visitationszone, og baggrunden for dette forklares i kapitel 6. 13 Mere om påvirkningen og samarbejdet mellem venstrefløjsaktivister og lokale unge mænd fra stigmatiserede boligområder i kapitel 6, hvor der også sættes fokus på forskellene i uddannelse mellem disse to grupper, og hvilken betydning det har for artikulationen af krav og klager fra henholdsvis venstrefløjsaktivister på Nørrebro og de lokale unge mænd 14 Københavns Politi kan imidlertid ikke oplyse, hvor mange borgere, der har klaget, fordi dette ville kræve en manuel optælling, som politiet ikke har ressourcer til at lave. De kan blot konstatere, at der forud for urolighederne har været klager over visitationer i visitationszonerne, og at politiet har givet medhold i nogle af disse. 15 Besvarelse af spørgsmål nr. 1209, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. oktober 2008. Til spørgsmålet er indhentet udtalelse fra Rigspolitiet, og besvarelsen faldt 5. november 2008, sagsnr.: 2008-150-09900 16 Politikere og medier holder diskriminationen i kog, af Michael Bræmer, Ugebrevet A4, nr. 5, 2010 17 Samme 18 Samme 19 Birgit Møller og Lise Togeby. Oplevet diskrimination. En undersøgelse blandt etniske minoriteter, Nævnet for etnisk ligestilling, 1999 20 Axel Honneth, Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, s. 90-94, 2003 21 Axel Honneth, Behovet for anerkendelse, s. 90-94, 2003 22 Axel Honneth, Behovet for anerkendelse, s. 17-18, 2003 23 Citeret fra Jeppe Wedel-Brandt, Mod Muren – om unge banlieusarder og de franske forstadsoptøjer 2005, s. 41, I Social Kritik, nr. 114 2008 24 Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, Blackwell Publishing, 2007 25 Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, Sydjysk Universitetsforlag, 1998, s. 10-11 26 Samme, s. 56 27 Samme, s. 56 28 Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, 1998, s. 10-11

298

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 298 11/03/11 11.41 29 Niels Rohleder, Drengene på Blågårds Plads, Informations Forlag, 1997 og Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, 1998 30 Citeret fra Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra, Lindhardt & Ringhof, s. 83-84, 2007 31 Citeret fra Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra, s. 84, 2007 32 Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, s. 21, 1998 33 Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, s. 114, 1998 34 Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, s. 20-25, 1998 35 Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro, foretaget for Københavns Kommune af Center for Alternativ Samfundsanalyse, 2001, 36 Michael Omi og Howard Winant, The Los Angeles ‘Race Riot’ and Contem- porary U.S. Politics, s. 109, I Reading Rodney King – reading urban uprising, Red. Robert Gooding-Williams, 1993 og Wedel-Brandt, Mod Muren – om unge banlieusarder og de franske forstadsoptøjer 2005, s. 32, I Social Kritik nr. 114, 2008 37 Kasper Lippert Rasmussen og Jesper Ryberg, Født og forbliver lige og frie? – om diskrimination og etik, s. 7, 2007 38 Samme 39 Citeret fra Ove Sernhede, Forstadens „Truende“ Unge Mænd, I Social Kritik, nr. 108 marts 2007 40 Loïc Wacquant, Red Belt, Black Belt: Racial Division, Class Inequality and The State in The French Urban Periphery and the American Ghetto, 1996 41 Los Angeles marks 1992 riots, af David Willis, BBC NEWS, 30. april, 2002 42 Brenda Wall, The Rodney King Rebellion, PhD., 1992 43 Samme, s. 5 44 Los Angeles marks 1992 riots, af David Willis, BBC News, 30. april, 2002 45 Curtis R. Tucker m.fl, To rebuild is not enough: final report and recommendations of the Assembly Special Committee on the Los Angeles Crisis, 28. september, 1992, http://www-lib.usc.edu~anthonya/la/reb/i.htm 46 Samme 47 David Hollinger, Postethnic America, Basic Books, 2005 48 David Hollinger, Postethnic America, s. 223 49 Citeret fra Sune Qvotrup Jensen, Fremmed, farlig og fræk. Unge mænd og etnisk/ racial andenhed – mellem modstand og stilisering, s. 236-237, Ph.d. ved, FREIA, Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Uni- versitet, 2007 50 Jeff Chang, Can’t Stop Won’t Stop : A History of the Hip Hop Generation, St. Martin’s Press, 2005 51 Samme 52 Ove Sernhede, Los Angered: Stadsdelsnationalism och global stamgemenskap, s. 281, I Storstadens omvandlingar, red. Sernhede m.fl., 2006

299

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 299 11/03/11 11.41 53 Ole Borre, Kampen om den politiske dagsorden, 2007, s. 303, i Ræson nr. 2, 2007 54 Christian Albrekt Larsen, Danskernes nationale forestillinger, s. 63-64, Aalborg Universitetsforlag, 2007 55 Jonathan Bugge Harder og Sigge Winther Nielsen, Om Politisk Tæft, Thomson Reuters, 2008 56 Se f.eks. Pierre Bourdieu, Distinktionen – En Sociologisk Kritik Af Dømmekraften, 1995 57 Besvarelsen af spørgeskemaerne foregik i 2003 og undersøgelsen blev publiceret i sin helhed i 2007 ved udgivelsen af bogen Danskernes nationale forestillinger af Christian Albrecht Larsen. Den internationale værdiundersøgelse har også haft enkelte spørgsmål om national identitet og lægger til grund for bogen Det er dansk fra 2002 af Peter Gundelach. Undersøgelsen under ISSP-samarbejdet mellem 27 lande er imidlertid mere udbygget og giver dermed et bredere indblik i danskernes forestillinger om den nationale identitet sammenlignet med andre lande. 58 Christian Albrekt Larsen, Danskernes nationale forestillinger, 2007 59 Vælgerne skulle placere sig selv og partierne på en skala fra – minus 100 til plus 100 i forhold til, hvor positive de var over for modtagelse af flygtninge. Minus 100 dækker således over det mest skeptiske yderpunkt i synet på Danmarks modtagelse af flygtning, mens plus markerer den mest positive holdning et parti eller en borger kan have til Danmarks modtagelse af flygtninge. SF’s vælgere placerede for eksempel sig selv på plus 9 i forhold til holdningen til modtagelse af flere eller færre flygtninge, mens de placerede partiet på plus 38. Socialdemokraterne blev opfattet som endnu længere fra deres egne vælgere: Et gennemsnit af de socialdemokratiske vælgere placerede således sig selv på minus 26 og partiet på plus 17, når det gjaldt holdningen til modtagelse af flygtninge (Jens Peter Frølund Thomsen, Konflikten om de nye danskere, 2006) 60 Jens Peter Frølund Thomsen, Konflikten om de nye danskere, 2006 61 Ole Borre, Kampen om den politiske dagsorden, s. 303, 2007 62 Politik: Terror kan ændre Europa, af Thomas Larsen, Børsens Nyhedsmagasin, 1. oktober 2001 63 Jens Peter Frølund Thomsen, Konflikten om de nye Danskere, 2006 64 De dømmes i Østre Landsret for overtrædelse af racismeparagraffens skærpede bestemmelse i stk. 2, der omhandler propagandavirksomhed. Annoncen byder på to billeder. Et billede af tre lyshårede piger med underteksten „Danmark i dag.“ Billedet ved siden af viser tre hætteklædte, blodplettede mænd, som fremviser Koranen. „Danmark om 10 år“, lyder budskabet ved dette billede. „Mig bekendt står der ikke ét ord forkert på den plakat,“ udtalte partileder Pia Kjærsgaard bl.a. forud for dommen. 65 Thomas Hylland Eriksen, Bag Fjendebilledet, Informations Forlag, 2002 66 Dansk bekymring for etniske sammenstød(skribent ukendt), Berlingske.dk (fra Ritzaus Bureau), 8. oktober 2001

300

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 300 11/03/11 11.41 67 DF blæser til hellig krig mod islam (skribent ukendt), Ritzaus Bureau 16. september 2001 68 Det misvisende ord ‘fundamentalisme’ (klumme), af Fatih Alev, Politiken 20. oktober 2001 69 Lulu Hjarnø, Rødderne fra Blågårds Plads, 1998 70 Syv ud af ti af de 15-20-årige og 58 procent af de 21-30-årige danske muslimer svarer således i en spørgeskemaundersøgelse fra Catinét Research, at religionen har betydning for deres daglige levevis. Derefter falder procentdelen støt, desto ældre de adspurgte er, for at ende på 25 procent af de 51-60-årige borgere med baggrund i lande, hvor islam er hovedreligion. Catinét Research for ugebrevet A4, Unge muslimer søger identitet i religionen, 2006 72 Jens Peter Frølund Thomsen, Konﬂikten om de nye Danskere, 2006 72 Trivselsundersøgelse blandt beboere i 13 boligområder, Københavns Kommune, NIRAS Konsulenterne A/S, 2008 73 ‘Det skal ikke være et perkersted’, af Lars Wikborg og Nagieb Khaja, Berlingske Tidende, 15. oktober 2004 74 Diskoteker har kvoter for antallet af nydanske gæster, af Jakob Sheikh, Politiken, 27. august 2010 75 Ove Sernhede, Territorial Stigmatisering, s. 7, i Social Kritik nr. 118, maj 2009 76 Samme 77 Niels Glavind, Eksklusive – og ledighedsramte boligområder, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2004 78 Hans Skifter Andersen, Den Sociale og etniske udvikling i almene boligafdelinger, Statens Byggeforskningsinstitut, 2005 79 http://www.sbi.dk/boligforhold/boligomrader/den-sociale-og-etniske-udvikling- i-almene-boligafdelinger/ﬂere-indvandrere-i-almene-boligomrader/ 80 Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra, 2007 81 Samme 82 Samme 83 Citeret fra Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra, 2007 84 Ekspert i hvad?, af Kent Kjersgaard-Hansen og Per Vinther, Fagbladet Journalisten, 17. december 2003 85 Samme 86 Samme 87 Unge tiltalt efter tv-indslag, af Kent Kjersgaard-Hansen og Per Vinther, Fagbladet Journalisten, 17. december 2003 88 Samme 89 Samme 90 Piger takkede nej til penge, af Kent Kjersgaard-Hansen og Per Vinther, Fagbladet

301

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 301 11/03/11 11.41 Journalisten,17. december 2003 91 Bliv væk, af Kent Kjersgaard-Hansen og Per Vinther, Fagbladet Journalisten, 17. december 2003 92 Samme 93 Lyt til Nørrebros ballademagere, af René Karpantschof, Dagbladet Information, 9. november 2009 og René Karpantschof & Flemming Mikkelsen, Vold, politik og demokrati i Danmark efter 2. verdenskrig, I Arbejderhistorie, nr. 1 2008 94 Lyt til Nørrebros ballademagere, af René Karpantschof, Dagbladet Information, 9. november 2009 95 René Karpantschof & Flemming Mikkelsen, Vold, politik og demokrati i Dan- mark efter 2.verdenskrig, I Arbejderhistorie, nr. 1 2008 96 Samme 97 Anne Brøcker, Udlændingelovgivning i Danmark 1983-86: Faktorer i den politiske beslutningsproces, s. 341, I Politica, Bind 22: Danmark og indvandrerne Danmark og indvandrerne, 1990 98 Citeret fra Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra, 2007 99 Henning Hansen og Anne Kathrine Kirkegaard, 10-punktsplanen på Indre Nør rebro – en evaluering, s. 25-28, 2007 100 Samme 101 Samme 102 Samme 103 Henning Hansen og Anne Kathrine Kirkegaard, 10-punktsplanen på Indre Nørrebro – en evaluering, s. 34, 2007 104 Samme 105 Flemming Balvig, Lars Holmberg & Anne-Stina Sørensen, Om forebyggelse af risikoadfærd – erfaringer fra Ringstedforsøget, 2005, www.ringstedprojektet.dk 106 Samme 107 Samme 108 Kritik af politiets metoder på Nørrebro, af Lars Halskov, Matias Seidelin og Line Vaaben Vennekilde, Politiken, 13. august 2003 109 Hans Kornø, Dem og Os, s. 21, Tiderne Skifter, 2000 110 Skriftlig besvarelse af spørgsmål 139 stillet af Folketingets Retsudvalg til Justits- minister Brian Mikkelsen, sagsnr.: 2008-792-0722, 2009 111 Beslutningen træffes af politidirektøren – og den skal begrundes skriftligt. Der skal angives de „forhold der begrunder, at der på det pågældende sted er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, der indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd,“ står der i Justitsministeriets cirkulære. 112 Sernhede, citeret fra Sune Qvotrup Jensen: Ove Sernhede, ‘Los Angered: Stadsdels- nationalism och global stamgemenskap, s. 281, I Sernhede & Johansson (eds.), Storstadens omvandlingar, 2006

302

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 302 11/03/11 11.41 113 Poul Duedahl, Fra Overmenneske til UNESCO-menneske, s. 293, Ph.d.-afhandling, Aalborg Universitet, 2007 114 Samme 115 Bent Blüdnikow, Kulturkampen, Weekendavisen, 17. januar 2003 116 For eksempel er ‘historisk stabile igangværende foreninger af mænd og kvinder med særlige forpligtelser til hinanden og en forståelse af et fælles liv’, ifølge ﬁlosoffen Michael Walzer en forudsætning for det, han kalder ‘communities of character’, hvor borgerne har en følelse af forpligtelse og solidaritet med deres medborgere. (Michael Walzer, Spheres of Justice – a defense of Pluralism and Equality, 1983, BasicBooks) 117 Muslim Americans Middle Class and Mostly Mainstream, Pew Research Center, 2007, http://pewresearch.org/assets/pdf/muslim-americans.pdf 118 Samme 119 Thomas Hylland Eriksen, Bag Fjendebilledet, s. 88, 2002 120 Samme 121 Hans Jørgen Nielsen, Hvilken slags indvandrere ønsker man? s. 171, I Det nye politiske landskab – Folketingsvalget 2005 i perspektiv, 2007 122 Indvandringen er fordoblet under V og K, af Hans Davidsen-Nielsen, Politiken, 30. december 2010 123 Hans Jørgen Nielsen, Hvilken slags indvandrere ønsker man? s. 173, I Det nye politiske landskab – Folketingsvalget 2005 i perspektiv, 2007 124 Samme 125 Christian Albrekt Larsen, Danskernes nationale forestillinger, s. 61-62, 2007 126 16 procent af danskerne mener, at kristendom er vigtigt for at være dansk, 32 procent mener, at man skal have dansk familiebaggrund, og 37 procent peger på, at man skal være født i Danmark for at kunne være dansk. Sproget er imidlertid det vigtigste. 76 procent mener, at man skal kunne sproget for at være dansk. Blandt de etniske minoriteter, der har svaret på spørgeskemaundersøgelsen er tallet højere; formentlig belært af erfaring. Her svarer 85 procent, at man kunne sproget for at være dansk. Sprogets betydning for den nationale identitet har stor betydning for det nationale fællesskab i såvel idealet for den etnisk-kulturelle nation som i den politiske nation, hvor der kræves et fælles politisk sprog for at være aktive medborgere. (Christian Albrekt Larsen, Danskernes nationale forestillinger, 2007) 127 Hans Jørgen Nielsen, Hvilken slags indvandrere ønsker man? s. 164, I Det nye politiske landskab – Folketingsvalget 2005 i perspektiv, 2007 128 Samme 129 Politologen Jens Peter Frølund Thomsen peger imidlertid på, at folks syn på etniske minoriteter ikke blot afhænger af, om de selv er i fare for negative følger fra indvandring eller ej men også af fordomme og bredere samfundsstereotyper. Dette betyder imidlertid ikke, at de manglende konsekvenser for den enkelte ved indvandring og fremkomsten af et multietnisk samfund betyder, at denne nød-

303

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 303 11/03/11 11.41 vendigvis er dikteret af irrationelle bekymringer, når det gælder holdningen til etniske minoriteter. Bekymringerne kan også tolkes som et udtryk for, at danskerne benytter sig af nyttebetragtninger, der ikke kun tager udgangspunkt i umiddelbar personlig vinding men også i et hensyn til et større fællesskab, hvor de afvejer, hvor stor en gevinst kontra byrde, etniske minoriteter er for det danske samfund som helhed. 130 Se Pierre Bourdieu for mere om begrebet kulturel kapital. Fx Distinktionen – En Sociologisk Kritik Af Dømmekraften, 1995 131 Se f.eks. Hans Jørgen Nielsen, Hvilken slags indvandrere ønsker man? og Christian Albrekt Larsen, Danskernes nationale forestillinger 132 Politologer og medieforskere i Norden konkluderer desuden, at pressen forstærker allerede eksisterende holdninger angående etniske minoriteter, og den massive fokus fra medier og politikere på udlændingespørgsmålet er formentlig den vigtigste grund til, at danskerne er væsentlig mere polariserede, når det gælder holdningen til etniske minoriteter, end tilfældet er i vore nordiske nabolande. (Bo Petterson, Indvandring och integration i Danmark och Sverige: Likt og olikt i debatt och politisk praxis, I Bortom Stereotyperna - invandrare och integration i Danmark och Sverige, Red. Ulf Hedetoft mfl., Makadam Förlag, 2006) 133 Jesper Ryberg, Diskrimination og sprog, I Født og forbliver lige og frie? – om diskrimination og etik, s. 59, 2007 134 Se den danske dukketest på http://www.menneskeret.dk/danmark/film+-+dukketesten 135 På trods af at Institut for Menneskerettigheder fremhævede strukturelle årsager, mediebillet og bredere samfundsstereotyper som årsag til børnenes valg af de hvide dukker, tager instituttets mest konkrete forslag på baggrund af dukketesten ikke livtag med disse bagvedliggende årsager. Her har Institut for Menneskerettigheder sammen med pædagogernes fagforening, BUPL, i stedet anbefalet, at børnehaver skal sørge for at have dukker og andet legetøj, der repræsenterer hele hudfarvespek- tret i samfundet. „Så vil de danske børn opleve, at verden er mangfoldig. Og dem, som ikke er danske, bliver afstivet lidt i deres selvværd,“ lød det fra formanden for BUPL, Henning Pedersen. Spørgsmålet er bare, hvor stor en forskel det vil gøre i selvværdet blandt etniske minoritetsbørn at skifte nogle af de hvide dukker ud med brune i deres børneinstitutioner? I selve begrundelsen for at anskaffe flere brune dukker benytter formanden for pædagogernes fagforening selv udtrykket „dem, som ikke er danske“, når han skal beskrive de børn, der skal have højnet selvværdet ved hjælp af en brun dukke. Med en sådan italesættelse af børn, der er danske, men som har en etnisk minoritetsbaggrund indskriver formanden for landets pædagoger sig – formentlig ufrivilligt – i en eksisterende national fortæl- ling om, at en dansker er hvid. 136 Bo Petterson, Indvandring och integration i Danmark och Sverige: Likt og olikt i debatt och politisk praxis, I Bortom Stereotyperna – invandrare och integration i

304

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 304 11/03/11 11.41 Danmark och Sverige, Red. Ulf Hedetoft mfl., Makadam Förlag, 2006 137 Se fx Jacob Gaarde Madsen, Mediernes konstruktion af flygtninge og indvandrer- spørgsmålet, 2000 og Jens Peter Frølund Thomsen, Konflikten om de nye danskere, 2007 138 Jens Peter Frølund Thomsen, Konflikten om de nye danskere, s. 234 139 Medierne taler ikke med indvandrere, Tanja Nyrup Madsen, Ugebrevet A4, http:// www.ugebreveta4.dk/2005/32/Baggrundoganalyse/Mediertalerikkemedindvan- drere.aspx 140 Samme 141 Rikke Andreassen, Der er et yndigt land – medier, minoriteter og danskhed, Tiderne Skifter, 2007 142 Journalister: Indvandrere forstyrrer Budskabet, Tanja Nyrup Madsen, Ugebrevet A4, 10. oktober 2005 /nr. 33 143 Folketingspolitikeren Kamal Qureshi hører til blandt undtagelserne, som en der er mørk i huden, men som qua sin position som sundhedsordfører får lejlighed til at udtale sig om andet end etniske minoriteter, kriminalitet og integration. Men det kan nogle gange holde hårdt, har han forklaret i Ugebrevet A4. Da han på et tidspunkt i en direkte valgudsendelse på Danmarks Radio blev spurgt af studieværten, om han ville gå efter nogle ordførerposter, hvor han kunne drage nytte af sin baggrund, svarede Kamal Qureshi ja – han ville som læge selvfølgelig gå efter posten som sundhedsordfører. „Bagefter gik det op for mig, at det slet ikke var det, han mente med spørgsmålet,“ fortæller Kamal Qureshi. „Som indvandrer bliver man hele tiden puttet i den etniske kasse, og det betyder, at man ikke får brugt den faglige viden og ballast, folk kommer med. Man forholder sig kun til det etniske.“ (Tanja Nyrup Madsen, Journalister: Indvandrere forstyrrer Budskabet, Ugebrevet A4, 10. oktober 2005 /nr. 33.) 144 Journalister: Indvandrere forstyrrer Budskabet, Tanja Nyrup Madsen, Ugebrevet A4, 10. oktober 2005 /nr. 33 145 Nydanskere har ikke tillid til medierne, Magasinet NYIDANMARK, Nr. 4, 2009 146 Samme 147 David Hollinger, Postethnic America, 2005, Basic Books 148 Slavoj Zizek, Violence, s. 83, 2009 149 Citeret fra Slavoj Zizek, Violence, s. 84, 2009 150 Slavoj Zizek, Violence, s. 84-85, 2009 151 Begge undersøgelser citeret fra Martin Gilens, Race and Poverty in America: Public Misperceptions and the American News Media, I The Public Opinion Quarterly, Vol. 60, 1996 152 Det drejer sig om Time, Newsweek, and U.S. News and World Report, hvor 214 billeder er analyseret (hvoraf 635 fattige borgere afbildet) samt 534 historier om fattige og fattigdom på tv-kanalerne ABC, NBC og CBS. Martin Gilens har således optalt, hvor stor en andel af de fattige borgere på billedsiden, der er afroamerika-

305

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 305 11/03/11 11.41 ner, og hvilke typer historier om fattigdom, som er illustreret ved billeder af disse borgere. 153 Martin Gilens, Race and Poverty in America: Public Misperceptions and the American News Media, I The Public Opinion Quarterly, Vol. 60, 1996 154 Martin Gilens, Race and Poverty in America: Public Misperceptions and the American News Media, I The Public Opinion Quarterly, Vol. 60, 1996 155 Samme 156 Samme 157 Samme 158 Se fx Kenneth Thompson, Moral Panics og Stuart Hall mfl., Policing the Crisis: Mugging the state and law and order, Macmillan, 1998 159 Riots Highlight Lack of Diversity in French Media, af Sylvia Poggioli, 8. december, 2005, National Public Radio, www.npr.org 160 Samme 161 Se A.G. Hargreaves, A deviant Construction: The French media and the Banlieues, I New Community, 1996 og Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, 2007 samt Waquant, Fattigdommens Fængsler, 2008 162 Se fx Loïc Wacquant, Red Belt, Black Belt: Racial Division, Class Inequality and The State in The French Urban Periphery and the American Ghetto, s. 234-274, 1996 og Curtis R. Tucker m.fl. To rebuild is not enough: final report and recommendations of the Assembly Special Committee on the Los Angeles Crisis, 1992 163 Pierre Bourdieu, Modild, Hans Reitzels Forlag, 2001 164 Citeret fra Ove Sernhede, Forstadens „truende“ unge mænd, i Social Kritik Nr. 108, marts 2007, s. 22 165 Indslag i Franske TF1 den 6. november 2005. Her som gengivet i Dikec, Badlands of the Republic, s. 161-162 166 Jeppe Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstads- optøjer 2005, s. 33, I Social Kritik nr. 114, 2008 167 Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, s. 161-162, 2007 168 Citeret fra Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, Dikec, s. 161-162, 2007 169 Jeppe Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstads- optøjer 2005, s. 33, Social Kritik nr. 114, 2008 170 Samme 171 Tine Brødegaard Hansen, Oprør fra forstæderne, Ræson, marts 2006 172 Samme 173 Jeppe Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstads- optøjer 2005, s. 34, Social Kritik nr. 114, 2008 174 Libération, 21. november 2005, Citeret fra Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, Dikec, s. 166, 2007 175 Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, s. 164, 2007 og Waquant, Fattigdommens Fængsler, 2007

306

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 306 11/03/11 11.41 176 Samme 177 Loïc Wacquant, Urban Outcast – a Comparative Sociology of Advanced Marginality, Polity Press, 2008 178 Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, s. 175-176, 2007 179 Le Canard enchaîne, 5, marts 2003, citeret fra Dikec, s. 164, 2007 180 Generelt har udviklingen i de franske forstæder gået i retning af, at staten har trukket sig stadig mere tilbage, så disse boligområder er blevet øer adskilt fra det omgivende samfund. I Skandinavien har staten i form af lokalpoliti, socialarbejdere m.m. ikke trukket sig tilbage fra de stigmatiserede boligområ- der i samme grad som i mange andre europæiske lande. Netop dette faktum spiller en afgørende rolle i forhold til, at de unge fra Nørrebro i højere grad fik artikuleret deres frustrationer og deres sociale kamp i februar 2008, end de franske forstadsunge havde gjort tre år forinden. 181 Quand les RG cognent sur la police, i Le Canard enchaîne, 7. juni 2006, citeret fra Dikec 182 Udviklingen i 1980’erne kontra 1990’erne: I 1980’erne var den franske regerings ‘løsning’ på optøjer, arbejdsløshed og kriminalitet i forstæderne, at disse skulle løses ved socialpolitik samt bedre job- og uddannelsesmuligheder. I starten af 1980’erne havde det franske socialistparti erobret regeringsmagten for første gang i årtier. Regeringen indførte stemmeret ved lokalvalg for immigranter med opholdstilladelse og suspenderede endvidere udvisninger af ikke-statsborgere, som var arbejdsløse. Optøjer i 1990’erne indskrev sig i et Frankrig, der lig med resten af Vesteuropa blev stadig mere multietnisk. Landet var præget af en ophedet diskussion omkring islam og religiøse hovedtørklæder, som fik yderligere næring ved internationale begivenheder som den første Golf Krig og det iranske præstestyres fatwa over Salman Rushdie. På samme vis opstod optøjerne i efteråret 2005 i en anspændt atmosfære præget af eftervirkningerne af 11. september: et øget politisk fokus på terrorisme, sikkerhed og islam. Bombeangreb i Bali og London samt krige i Irak og Afghanistan har bidraget til ophedede politiske debatter i store dele af Europa om immigranter og islam som en potentiel sikkerhedstrussel. I Frankrig udgør les banlieues det geografiske rum for denne frygt. 183 Ove Sernhede, Forstadens „truende“ unge mænd, Social Kritik, nr. 108, marts 2007 184 Jeppe Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstads- optøjer 2005, Social Kritik nr. 114, 2008 185 Samme 186 Begge rapporter citeret fra Dikec, s. 40-41, 2007 187 Roger Brubaker, Citizenship and Nationhood in France and Germany, s. 10, 1992 188 Citeret fra Roger Brubaker, Citizenship and Nationhood in France and Germany, s. 7, 1992 189 Samme 190 Dominic Fifield, We are Frenchmen says Thuram, as Le Pen bemoans number of black

307

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 307 11/03/11 11.41 players, The Guardian, 30. juli 2006, http://www.guardian.co.uk/football/2006/ jun/30/worldcup2006.sport3 190 Jeppe Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstads- optøjer 2005, s. 44, Social Kritik nr. 114, 2008 191 Samme 192 Fodboldstjerne angriber racisme i ny bog, af Michael Seidelin, Politiken, 6. februar 2010 193 Dominic Fifield, We are Frenchmen says Thuram, as Le Pen bemoans number of black players, The Guardian, fredag den 30. Juli 2006, http://www.guardian.co.uk/ football/2006/jun/30/worldcup2006.sport3 194 Jeppe Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstads- optøjer 2005, s. 44, Social Kritik nr. 114, 2008 195 Samme 196 Hvis urolighederne var en politisk kamp med konkrete løsningsforslag, blev denne således ikke artikuleret via velkendte kanaler som pressemeddelelser, læserbreve, foreningsdannelser mm. De unge fra forstæderne fulgte ikke den materielle ødelæg- gelse op med forslag til, hvordan banliesarderne i samfundets yderkanter kunne opnå forudsætningerne for job, selvværd og et mere værdigt liv. 197 Slavoj Zizek, Violence, s. 64-66, 2009 198 Balaz og Sayad, Institutional Violence, s.502, I Weight og the World, Red. Pierre Bourdieu mfl. 199 Mustafa Dikec, Badlands of the Republic, 2007 200 French Rap Musicians Blamed for Violence, af Sylvia Poggioli, 14. december 2005, National Public Radio, www.npr.org 201 Peter Mclaren, Gangta Pedagogy and Ghettocentricity – The Hip-Hop nation as a counter-public Sphere, I McClafferty, Challenges of Urban Education, State Univer- sity of New York Press, 2000, citeret fra Michael Hviid Jacobsen, Frygtkultur og risikosamfund, I Social Kritik, nr. 84, december 2008 202 Samme 203 Pressemeddelelse, juli 2008, Om cd’en ‘Når blokken kalder’ fra Ghetto Gourmet, der kan købes i alle Tiger butikker rund om i landet til en rund 20’er. 204 Termen dækker over, at ordensmagten som en knibtang splitter en flok demonstranter i to ved at jage dem i løb og dernæst køre mod gruppens flanke i politiets ‘salatfade’ fra to sider. På denne måde kan en gruppe af demonstranter splittes midtover og yderligere spærres inde, så de kan blive anholdt. 205 Ungdomshusaktivister og Nivå-rødder mødes, af Ole Wugge Christiansen, Modkraft, 17. maj 2007 206 http://www.foraeldremodpolitibrutalitet.dk/public/ 207 Samme 208 Den brændte uskyld, af Else Marie Nygaard, Kristeligt Dagblad, 22. februar 2008 209 Bente Bjørnholt og Carsten Jørgensen, En brugerundersøgelse af politiklagesystemet

308

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 308 11/03/11 11.41 (for Justitsministeriet), Aalborg Universitet, 2008 210 Der er måske en sammenhæng mellem klagernes forholdsvis ressourcestærke profil og indholdet af deres klage. De adspurgtes hyppigste klagesager (31 procent) er såkaldte ‘bløde’ sager, dvs. klagesager, der alene vedrører politiets måde at tale til klageren på. Hertil kommer 25 procent klagesager, der både vedrører politiets fysiske adfærd og deres måde at tiltale klageren på. Kun 15 procent klager over det, de opfatter som politiets hårdhændede adfærd. Dertil kommer 23 procent klager, som er rubriceret som ‘andet’. 211 Bente Bjørnholt og Carsten Jørgensen, En brugerundersøgelse af politiklagesystemet, Aalborg Universitet, 2008 212 Birgit Møller og Lise Togeby. Oplevet diskrimination. En undersøgelse blandt etniske minoriteter, Nævnet for etnisk ligestilling, 1999 213 Pierre Bourdieus, Distinktionen – En sociologisk kritik af dømmekraften, 1995 214 De dårligst stillede dør oftere af kræft, af Christian Hüttemeier, Politiken, 26. november 2008 215 Betænkning om behandling af klager over politiet, Betænkning nr. 1507, Udvalgs- rapport udarbejdet for Justitsministeriet, 2009 216 Lars Holmberg, Politiets skøn – diskrimination i praksis? Rapport fra NSfK’s 42. forskerseminar i Bergen, Norge 2000, Susanne Branner og Anthony Ansel-Henry, Konflikt på gadeplan – når etnisk minoritetsungdom og politiet mødes,Center for Ungdomsforskning, 2003 217 Lars Holmberg, Politiets skøn – diskrimination i praksis? Rapport fra NSfK’s 42. forskerseminar i Bergen, Norge 2000, s. 108-111, 2000 218 Lars Holmberg, Typologier og performance – to perspektiver på politiets skøn, s. 77-88 219 Forsker: Rumænske kriminelle er ikke værre end danskerne, af Flemming Ytzen, Politiken, 8. marts 2010 220 Lars Holmberg, Politiets skøn – diskrimination i praksis? Rapport fra NSfK’s 42. forskerseminar i Bergen, Norge 2000, s. 108-111, 2000 221 Susanne Branner og Anthony Ansel- Henry, Konflikt på gadeplan – når etnisk- minoritetsungdom og politiet mødes, s. 55, Center for Ungdomsforskning, 2003 222 Samme 223 Samme 224 Lars Holmberg, Visitation uden mistanke – et retspolitisk skråplan, Lov & Ret, maj 2004, 14. Årgang 225 Politiet efterlyser to vidner i drabssag, Ritzaus Bureau, 5. januar 2008 226 Drabstiltalt rigmandssøn: Jeg ved ikke hvorfor, jeg stak Anton, af Linette Jespersen, B.T., 3. november 2008 227 Politiet på kanten af loven, af Niels Northroup, Ritzaus Bureau, 16. september 2007 228 Det drejer sig om Tingbjerg, Østerbro, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, City, Amager og Valby.

309

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 309 11/03/11 11.41 229 Politichef ønsker ikke permanente visitationszoner, af olst, 8. januar 2008, 230 Samme 231 Politiet på kanten af loven, af Niels Northroup, Ritzaus Bureau, 16. september 2007 232 Samme 233 Samme 234 Samme 235 Dem og os, af Carsten Ellegaard og Orla Borg, Jyllands-Posten, 30. august 2009 og Ballade kommer efter politiets våbenjagt, Ritzaus Bureau, 23. august 2009 236 18.000 visitationer gav 300 våben, af Andreas Lindqvist, Politiken, 18. januar 2010 237 Tal fra Statistikbanken, Danmarks Statistik, 3. kvartal af 2009 og Københavns Politis egen statistik over visitationerne i perioden 15. september 2008 til 15. januar 2010. I denne periode udføres der 17.884 visitationer, og dette har ført til 315 såkaldt våbenrelaterede sigtelser i alt. Politiets statistik viser, at alderstrinene 18 til 23 år kommer ind på de seks første pladser over de mest visiterede. Det er netop denne aldersgruppe, som ifølge klub- og socialmedarbejdere har manglet steder at være, fordi klubvæsenet typisk ikke er åbent for unge over 18 år. De 16 mest visiterede aldersgrupper er i nævnte rækkefølge: 20 år, 19, 18, 21, 22, 23, 17, 16, 24, 25, 26, 27, 28, 30, 29, 15 år. 238 Svar på aktindsigt fra Københavns Politi, Ledelsessekretariatet. Journalnr.: 0100- 10170-00038-10, 3. marts 2010. 239 www.danmarksstatisti.dk. Tal fra 2008. 240 „Nørrebros unge drømmer også om et godt liv“, af Anna Bridgwater, Magasinet Politi, nr. 7 2008 241 Samme 242 Nørrebro skærer i forebyggelse, af Camilla Olsen og Christian Engell, DR.dk, 15. februar 2008 243 Værested skal holde unge nydanskere fra gaden, af Ditte Clemen, Berlingske Tidende, 27. februar 2009 244 Betjente frikendt for vold mod ældre mand, Ritzaus Bureau, 19. november 2009 245 Erklæring: Sandheden bag urolighederne, af „Drengene fra Indre Nørrebro“, Poli- tiken, 18. februar 2008 246 Michael Omi og Howard Winant, The Los Angeles ‘Race Riot’ and Contem- porary U.S. Politics, s. 109, I Reading Rodney King – reading urban uprising, Red. Robert Gooding-Williams, 1993 og Wedel-Brandt, Mod muren – om unge banlieusarder og de franske forstadsoptøjer 2005 247 Politiet ønsker mere samarbejde mod bander, af Morten Skjoldager, Politiken, 16. september 2009 248 Uromagere var ældre end ministeren troede, skribent ukendt, Politiken, 29. februar 2008 249 Forældre ﬁk unge hjem fra ballade, af Frank Hvilsom, 22. februar 2008

310

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 310 11/03/11 11.41 250 Ifølge oplysninger som lederen af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, Kim Kliver gav på debatmødet ‘Bandekrigen i medierne’, 2. april 2009 251 Politiet meldte ud, at 80 ud af de 133 tilbageholdte ved urolighederne tidligere havde været tilbageholdt af politiet, men kun en brøkdel blev dømt og mange blev taget med af politiet ved såkaldte præventive anholdelser, hvor der ikke nødvendigvis foreligger konkret mistanke om en kriminel handling. Tallene siger ikke meget om, hvor mange af de tilbageholdte der reelt har været sigtet for en kriminel gerning og endnu mindre om, hvor mange der er tidligere dømt og har sorte straffeattester. (Uromagere var ældre end ministeren troede, Ritzaus Bureau, 29. februar 2008) 252 Besvarelse af spørgsmål 35 (UUI alm. del) stillet af Folketingets Udvalg for Ud- lændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 15. februar 2008, besvaret 14. marts 2008 253 97 ud af de tilbageholdte personer ved optøjerne er danske statsborgere, hvormed de ikke kan udvises, mens 36 personer ikke er statsborgere. Besvarelse af spørgsmål 35 (UUI alm. del) stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrations- politik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 15. februar 2008, besvaret 14. marts 2008. 254 Kirsten Sparre, Politiet som kilde, Rapport udgivet af Center for Journalistik og Efteruddannelse, 2002, http://www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00351265 255 Samme 256 De 17 aviser, som genoptrykte tegningen var: Berlingske Tidende, B.T., Århus Stifstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro- Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjerne, Lemvig Folkeblad, Kristeligt Dagblad, Fyens Stiftstidende, Information, Nyhedsavisen, metroXpress, Der Nordschleswiger, Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. 257 Tegningen af profeten Muhammed med en bombe i turbanen er vidt og bredt tolket som, at Westergaard sætter lighedstegn mellem en religion og terrorisme, men meget tyder på, at dette er udtryk for en udbredt misforståelse. Tegneren har selv gentagne gange forklaret, at tegningen tværtimod symboliserer, at enkelte islamister tager en religion som gidsel i deres forsvar for brugen af vold, som netop fordømmes i koranen. Hvis man vælger rent faktisk at betragte tegningerne falder det hurtigt i øjnene, at flertallet er harmløse tegninger, der også kunne være bragt i et shia-muslimsk land som Iran, hvor der er tradition for at have billeder af profeten hængende. En undtagelse er imidlertid den af de 12 tegninger, hvor profeten Muhammed fremstilles med en sabel i hånden, en bjælke for øjnene og to tildækkede kvinder i baggrunden med opspilede øjne. 258 17-årig fængslet for optræden i tv, af sosp, 15. februar 2008, http://nyhederne-dyn. tv2.dk/krimi/article/10441176/ 259 Stadig fængslet efter tv-interview, af ptho 30. apr. 2008, http://nyhederne.tv2.dk/ article/id/11400187/

311

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 311 11/03/11 11.41 260 17-årig fængslet for optræden i tv, af sosp, 15. februar 2008, http://nyhederne-dyn. tv2.dk/krimi/article/10441176/ 261 Samme 262 Anker Brink Lund, Ida Willig & Mark Blach-Ørsten, Hvor kommer nyhederne fra?, Ajour, 2009 og Ida Willig, Vi har brug for en ny nyhedslineal, Dagbladet Information, 12. november 2009 263 Den brændte uskyld, af Else Marie Nygaard, Kristeligt Dagblad, 22. februar 2008 264 Samme 265 Aydin Soei, En pærevælling af frygt, Dagbladet Information, 31. december 2005 266 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 28, 2005 267 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 43, 2005 268 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 23-25, 2005 269 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 24, 2005 270 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 17, 2005 271 Samme 272 Niels Egelund, PISA Etnisk 2005 – kompetencer hos danske og etniske elever i 9. klasser i Danmark 2005, Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2007 273 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 17, 2005 274 Deborah Nusche, Gregory Wurzburg and Breda Naughton, OECD Reviews of Migrant Education Denmark, marts 2010 275 Udlændinge på ungdomsuddannelserne – frafald og faglige kundskaber, Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, Ministeriet for ﬂygtninge, indvandrere og integration, januar 2005 og Niels Ploug, Social arv, Socialforsk- ningsinstituttet, 2005 276 Udlændinge på ungdomsuddannelserne – frafald og faglige kundskaber, s. 28, Tæn- ketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, Ministeriet for ﬂygtninge, indvandrere og integration, januar 2005 277 Samme 278 Samme 279 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, 2005 280 Samme 281 Kan et barn – en dreng – blive opdraget til vold og kriminalitet?, Af Mogens Nygaard Christoffersen (kronik), Berlingske Tidende 14. oktober 2008 282 Ali Haseki, At arbejde med grupper – en introduktion til bande- og gruppelivet, s. 89, Social Kritik nr. 81, 2002 283 Sune Qvortrup Jensen, Subkulturel Pædagogik – snarere end kulturel pædagogik med vilde unge, I Social Kritik, nr. 80, 2002 284 Paul Willis, Learning to Labour: How working class kids get working class jobs, Ashgate, 1977 285 Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, 2005, Laura Gilliam, „Det er os, der laver ballade“: Etniske minoritetsbørns erfaringer i en københavnsk folkeskole,

312

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 312 11/03/11 11.41 I Lokale hverdagsliv, fjerne forbindelser, s. 57, (Red.) Karen Fog Olwig m.fl., Hans Reitzels Forlag, 2005 og Else Christensen Dorthe Agerlund Sloth, Børn med anden etnisk baggrund ved skolestart, Socialforskningsinstituttet, 2005 286 Laura Gilliam, „Det er os, der laver ballade“: Etniske minoritetsbørns erfaringer i en københavnsk folkeskole, I Lokale hverdagsliv, fjerne forbindelser, (Red.) Karen Fog Olwig m.fl., Hans Reitzels Forlag, 2005 287 Samme 288 „Dette virker på vores skole“ – Erfaringer fra skoler med mange tosprogede elever, s. 16-17, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 289 Laura Gilliam, „Det er os, der laver ballade“: Etniske minoritetsbørns erfaringer i en københavnsk folkeskole, I Lokale hverdagsliv, fjerne forbindelser, (Red.) Karen Fog Olwig m.fl., Hans Reitzels Forlag, 2005 290 Samme 291 Samme 292 Samme 293 Ann Arnett Ferguson, Bad boys. Public schools in the making of black masculinity, The University of Michigan Press, 2001, citeret fra Laura Gilliam, „Det er os, der laver ballade“: Etniske minoritetsbørns erfaringer i en københavnsk folkeskole, s. 71-72, 2005 294 Lee Jussim & Kent D. Harber, Teacher Expectations and Self-Fulfilling Prophecies: Knowns and Unknowns, Resolved and Unresolved Controversies, I Personality and Social Psychology Review 2005, Vol. 9 No. 2, side 131-155. Citeret fra Dette virker – Læreres forventninger til tosprogede elever, s. 39, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 295 Else Christensen Dorthe Agerlund Sloth, Børn med anden etnisk baggrund ved skolestart, Socialforskningsinstituttet, 2005 296 Rickard Jonsson, Blatte betyder kompis. Om maskulinitet og språk i en högstadieskola, Ordfront, 2007 og Else Christensen Dorthe Agerlund Sloth, Børn med anden etnisk baggrund ved skolestart, Socialforskningsinstituttet, 2005 297 Else Christensen Dorthe Agerlund Sloth, Børn med anden etnisk baggrund ved skolestart, Socialforskningsinstituttet, 2005 og Laura Gilliam, „Det er os, der laver ballade“: Etniske minoritetsbørns erfaringer i en københavnsk folkeskole, 2005 298 I undersøgelsen fra SFI indgår fem områder i kortlægningen af familiernes sociale ressourcer: økonomi, arbejde, uddannelse, omsorg og netværk. Hvis familierne har en lav bruttoindkomst eller selv oplever familiens økonomi som dårlig eller modtager kontanthjælp, betegnes deres økonomiske ressourcer som svage i under- søgelsen. Hvis forældrene i familien er arbejdsløse på interviewtidspunktet i 2003 eller har været arbejdsløse i perioden 1999-2002, betegnes familien som svag på arbejdsmarkedet. Hvis mindst en af forældrene ikke har en kompetencegivende uddannelse, betegnes familien som uddannelsesmæssig ressourcesvag. Familie- opbrud, der medfører at børnene som 7-årige har levet i tre eller flere familier,

313

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 313 11/03/11 11.41 depression hos barnets mor, alkoholproblemer hos barnets far eller mange skæn- derier i familien medfører alt sammen, at familien betegnes som omsorgsmæssig ressourcesvag i undersøgelsen. (Niels Ploug, Social arv, Socialforskningsinstituttet, s. 31-32, 2005) 299 Else Christensen, 7-Årige børn med anden etnisk baggrund, Socialforskningsinsti- tuttet, 2005 300 Niels Ploug, Social arv, s. 31-32, Socialforskningsinstituttet, 2005 301 Good & Brophy, 2003, citeret fra Dette virker – Læreres forventninger til tosprogede elever, s. 39, Undervisningsministeriet, 2007 302 Thomas L. Good & Jere E. Brophy, Looking in Classrooms, 2003, Pearson Educa- tion, her citeret fra Dette virker – Læreres forventninger til tosprogede elever, s. 39, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 303 Flemming Balvig, Lars Holmberg & Anne-Stina Sørensen, Om forebyggelse af risikoadfærd – erfaringer fra Ringstedforsøget, 2005, www.ringstedprojektet.dk 304 See Baby Discriminate, af Po Bronson og Ashley Merryman, Newsweek, Newsweek, 5. september 2009, 305 Samme 306 Børn ned til et halvt år bider mærke i hudfarveforskel, Af Rasmus Thirup Beck, Politiken, 13. september 2009 307 Samme 308 See Baby Discriminate, af Po Bronson og Ashley Merryman, Newsweek, 5. Sep- tember 2009 og Børn ned til et halvt år bider mærke i hudfarveforskel, af Rasmus Thirup Beck, Politiken, 13. september 2009 309 Samme 310 Peter Allerup, Jan Mejding og Lilli Zeuner, Færdigheder i læsning og matematik – udviklingstræk omkring årtusindskiftet, Danmarks Pædagogiske Universitet og Socialforskningsinstituttet, 2001, citeret fra Dette virker – Læreres forventninger til tosprogede elever, s. 39, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 311 Lee Jussim & Kent D. Harber, Teacher Expectations and Self-Fulﬁlling Prophecies: Knowns and Unknowns, Resolved and Unresolved Controversies, I Personality and Social Psychology Review 2005, Vol. 9 No. 2, side 131-155. Her citeret fra Dette virker – Læreres forventninger til tosprogede elever, s. 39, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 312 Samme 313 „Dette virker på vores skole“ – Erfaringer fra skoler med mange tosprogede elever, s. 82, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 314 Thomas Hylland Eriksen, Bag Fjendebilledet, s. 88, 2002 315 Niels Egelund, PISA 2006 undersøgelsen – en sammenfatning, s. 11, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 2007 316 Niels Glavind, Skoler og karakterer – effektivitet og klassekammerateffekt, Arbejder- bevægelsens Erhversråd, 2005

314

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 314 11/03/11 11.41 317 Samme 318 Samme 319 Niels Egelund, PISA 2006 undersøgelsen – en sammenfatning, s. 11, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 2007 og Niels Glavind, Skoler og karakterer – effektivitet og klassekammerateffekt, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2005 320 Niels Glavind, Skoler og karakterer – effektivitet og klassekammerateffekt, Arbej- derbevægelsens Erhvervsråd, 2005 321 Samme 322 Tosprogede rutsjer ned ad karakterskala, af Hans Davidsen-Nielsen, og Jacob Fugl- sang, 8. juni 2010 323 Er folkeskolen ikke fin nok til dine børn, Mette?, af Christian Krabbe Barfoed, 5. maj 2010 324 Samme 325 Peter Nannestad, Den svære integration: danskerne og de nye etniske minoriteter, I Ubekvemme udfordringer – Aktuelle tendenser i den danske og europæiske indvan- drerdiskussion, Syddansk Universitetsforlag, Red. Peter Seeberg, 2001 326 Der ligger således et paradoks i, at de uddannelsesmæssigt mest ressourcestærke danskere, ifølge valgforskningen, er dem, der angiver, at have størst tolerance i forhold til kulturel og etnisk forskellighed, men at mange af disse samtidig er de første i rækken til at fravælge de indvandrerrige folkeskoler i lokalområdet. Pointen er, at de fleste af disse forældre næppe fravælger skolerne, fordi de som sådan har noget imod minoritetsbørn, men at de blot ikke ønsker at tage nogen chancer, når det gælder deres børns skolegang. 327 „Dette virker på vores skole“ – Erfaringer fra skoler med mange tosprogede elever, s. 80, Undervisningsministeriet, Rambøll Management, 2007 328 Samme 329 Samme 330 Samme 331 Samme 332 Samme 333 David Lockwood, Civic Integration and Class Formation, The British Journal of Sociology, Vol. 47 No. 3, Blackwell Publishing on behalf of The London School of Economics and Political Science, s. 531-550, september 1996 334 Else Christensen Dorthe Agerlund Sloth, Børn med anden etnisk baggrund ved skolestart, Socialforskningsinstituttet, 2005 og Bolette Moldenhawer, Skolen – en nøgle til integration af etniske minoritetsbørn?, AMID Working Paper Series 25/2002 335 Ove Sernhede, Territorial Stigmatisering, s. 7, i Social Kritik nr. 118, maj 2009 samt Bourdieu m.fl., Weight og the World 336 Ove Sernhede, Los Angered og forstadens krigere, I Social Kritik, nr. 74, 2001, s. 45. Citeret fra Sune Qvotrup Jensen, Fremmed, farlig og fræk, Ph.d. Afhandling, FREIA, Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg

315

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 315 11/03/11 11.41 Universitet, 2007 337 Erklæring: Sandheden bag urolighederne, af „Drengene fra Indre Nørrebro“, Poli- tiken, 18. februar 2008 338 Politi: De unge klager over racistiske betjente, af Andres Lindqvist, Politiken, 18. februar 2008 339 Samme 340 Samme 341 Samme 342 Optøjerne i februar 2008 inspirerede bl.a. kommunalarbejdere i Københavns Kommune og på Nørrebro i særdeleshed til at bygge videre på erfaringerne fra de unges erklæring samt til at indgå i en tættere dialog med ordensmagten. Kommunen iværksatte bl.a. et uddannelseskursus for kommunale gadeplans- og klubmedarbejdere, hvor der blev lagt vægt på kommunikation og diskussioner om, hvordan unges stemmer og livserfaringer i fremtiden kan formidles til den bredere offentlighed. Forfatteren var selv blandt oplægsholderne på dette efteruddannelseskursus. 343 Seminaret ‘Maﬁa og bandekriminalitet, to sider af samme sag?’, Copenhagen Business School, 14. april 2010 344 Samme 345 Samme 346 Samme 347 Københavns Vestegns Politi registrerede i løbet af februar 2008 236 påsatte brande, mens København Politi oplyser, at de registrerede 148 brandsager. Storkøbenhavn tegnede sig dermed for over halvdelen af de cirka 700 ildspåsættelser, som blev registreret i løbet af urolighederne rundt om i landet (Besvarelse af spørgsmål 1209, som folketingets retsudvalg har stillet justitsminister Brian Mikkelsen, 5. november 2008, sagsnr.: 2008-150-0900, til brug for besvarelsen har justitsministeriet indhentet udtalelse fra Rigspolitiet) 348 Besvarelse af spørgsmål 1209, som folketingets retsudvalg har stillet justitsminister Brian Mikkelsen, 5. november 2008, sagsnr.: 2008-150-0900, til brug for besvarelsen har justitsministeriet indhentet udtalelse fra Rigspolitiet 349 Samme 350 Politiet efter storbrand: „Det er et angreb på politiet“, 14. maj 2010, Ritzaus Bureau 351 Måske dette også danner baggrunden for, at sager om diskriminerende lovforslag og ulighed i myndighedernes sagsbehandling samt i hospitalernes behandling af patienter besidder en evne til at pirre og forarge, når det gælder borgernes retfær- dighedsfølelse herhjemme. Det var f.eks. tilfældet, da Dansk Boldspilsunion og en række store virksomheder sikrede sig hurtigere sagsbehandling hos Udlændinge- service, men sagsbehandlerne modtog billetter og rejser til fodboldkampe eller da en folketingskandidat fra Ny Alliance (nu Liberal Alliance) ved folketingsvalget i 2007 foreslog, at fynboer modsat resten af befolkningen skulle betale en såkaldt

316

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 316 11/03/11 11.41 flad skat på 40 procent. Sådanne sager stikker ud fra lighedsidealet i velfærdssta- ten, hvor brugerkontrol, klageregler og en formel lighed i tilgangen til borgerne gennem 1900-tallet er blevet gradvist indbygget i de offentlige og demokratiske institutioner. (Klaus Petersen, (U)retfærdigt! Og hvad det så kommer velfærds- staten ved? I 13 Værdier bag den danske velfærdsstat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007). 352 Claus Hjort: Ja, vi er gået for langt, af Niels Krogsgård, Berlingske Tidende, 19. maj 2009 353 Borgerrådgiverens beretning 2008, af Johan Busse, rapporten kan findes på http:// www.kk.dk/Borger/Borgerraadgiveren//~/media/E8B68811B368401E9162 E9821 DE2B13B.ashx og Mand fik angstanfald under samtale i jobcenter, af Frank Hvilsom, Politiken, 17. MAJ 2009 354 Tim Knudsen, Fra folkestyre til markedsdemokrati, Akademisk Forlag, 2007 355 Oplevelsen af retfærdighed er ellers befordrende for samfundets solidaritet og individets oplevelse af tillid til såvel sine medborgere som til staten. Retfærdighed er et abstrakt begreb, der næsten altid diskuteres konkret som uretfærdighed. Al- ligevel kan retfærdighed med god ret opdeles i to kategorier: formel retfærdighed, som hviler på et formelt regelsystem, og som hævder, at ens forhold burde give ens resultater samt social retfærdighed, som er baseret på oplevelsen af store og uværdige forskelle i økonomi og levevilkår. (Klaus Petersen, (U)retfærdigt! Og hvad det så kommer velfærdsstaten ved? I 13 Værdier bag den danske velfærdsstat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007, s. 140 356 Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, I 13 Værdier bag den danske velfærds- stat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007, s. 76 og Lars Skov Hansen, Tillid til hinanden – nogle refleksioner, Social Kritik, Nr. 113, marts 2008 357 Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, I 13 Værdier bag den danske velfærds- stat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007 358 Lars Skov Hansen, Tillid til hinanden – nogle refleksioner, Social Kritik, Nr. 113 marts 2008 og Staffan Kumlin og Bo Rothstein, Making and breaking social capital, I Comparative Political Studies, vol. 38, s. 41-42, 2005 359 Samme 360 Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, I 13 Værdier bag den danske velfærds- stat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., 71, Syddansk Universitetsforlag, 2007 361 Citeret fra Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, s. 70-71, I 13 Værdier bag den danske velfærdsstat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsfor- lag, 2007 362 Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, s. 77, I 13 Værdier bag den danske velfærdsstat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007 363 Lars Skov Hansen, Tillid til hinanden – nogle refleksioner, I Social Kritik, nr. 113 marts 2008

317

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 317 11/03/11 11.41 364 Klaus Petersen, (U)retfærdigt! Og hvad det så kommer velfærdsstaten ved?, I 13 Værdier bag den danske velfærdsstat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007 365 Lars Skov Hansen, Tillid til hinanden – nogle refleksioner, I Social Kritik, nr. 113 marts 2008, Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, I 13 Værdier bag den danske velfærdsstat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007 og Staffan Kumlin og Bo Rothstein, Making and breaking social capital, I Comparative Political Studies, vol. 38, 2005 366 Klaus Levinsen, Social Tillid og velfærdsstaten, I 13 Værdier bag den danske velfærds- stat, red. Jørn Henrik Petersen m.fl., Syddansk Universitetsforlag, 2007, 78 367 Samme 368 Niklas Luhmann, Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, s. 83, Hans Reitzels Forlag, 1999 369 Flemming Røgilds, Race, Lejrtænkning og Nonracial Humanisme – en samtale med Paul Gilroy, I Social Kritik, nr. 84, 2002 370 Ali Haseki, At arbejde med grupper - en introduktion til bande- og gruppelivet, Social Kritik, nr. 81 2002 371 Ali Haseki, At arbejde med grupper - en introduktion til bande- og gruppelivet, Social Kritik, nr. 81 2002 372 Benny Lihme, Vold som mentalitet, kronik i Berlingske Tidende, 12. juli 2009 373 Hvervning førte til knivoverfald på Hells Angels, af Frank Hvilsom, Politiken, 19. maj 2010 374 Benny Lihme, Vold som mentalitet, kronik i Berlingske Tidende, 12. juli 2009 375 Aydin Soei, Når pistoler bliver til normalitet, kronik i Politiken, 20. september 2008 376 Fællesskab: Et uhelligt broderskab, af Rasmus Bo Sørensen og Kristian Villesen, Information, 1. september 2006 377 Samme 378 Benny Lihme, Vold som mentalitet, kronik i Berlingske Tidende, 12. juli 2009 379 Samme 380 Samme 381 Samme 382 Samme 383 Politiet ønsker mere samarbejde mod bander, af Morten Skjoldager, Politiken, 16. september 2009 384 Sune Fischer, Johnny Frederiksen, Michael Holbek Jensen, Bandekrig – blodbrødre & håndlangere, Ekstra Bladets Forlag, 2010 385 Samme 386 Citeret fra Sune Fischer, Johnny Frederiksen, Michael Holbek Jensen, Bandekrig – blodbrødre & håndlangere 387 Vores opgave er at få de unge væk fra gaden, få dem herop og få dem videre i livet, af Marianne Bom, Ugebrevet A4, 9. marts 2009

318

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 318 11/03/11 11.41 388 Samme 389 Pædagoger i kampzonen, af Else Marie Andersen, Børn & Unge nr. 20 / 2009 390 Betjente ved for lidt om Nørrebro, skribent ukendt, Urban 26. marts 2009 391 Selvbestaltet vagtværn: ‘Vi er ikke kriminelle’, af Farhiya Khalid, Dagbladet Infor- mation, 11. november 2009 392 Samme 393 Samme 394 Sune Fischer, Johnny Frederiksen, Michael Holbek Jensen, Bandekrig – blodbrødre & håndlangere, Ekstra Bladets Forlag, 2010 395 Citeret fra Sune Fischer, Johnny Frederiksen, Michael Holbek Jensen, Bandekrig – blodbrødre & håndlangere, s. 227 396 Intensivering af bandeindsatsen – Oprettelse af Task Force, http://www.politi.dk/ da/aktuelt/nyheder/2009/bandeindsats_taskforce_231009.htm, 23. oktober 2009

Tiderne_Vrede unge mænd.indd 319 11/03/11 11.41 Skyld

– Historien bag mordet på Antonio Curra Jeg ved ikke, hvorfor det endte med Ferhat, som det gjorde. Det er nok mest min skyld. Jeg tror først, jeg rigtig opdagede, at jeg var far, da Ferhat var omkring syv år gammel, og selv efter det tog jeg ham aldrig med i biografen eller til andre ting, som man som far skal gøre. Det er nok 70 procent min skyld, at Ferhats liv er endt sådan her. Det danske system og miljøet her i Tingbjerg har nok omkring 20 procent af skylden. Og så er der jo 10 procent tilbage til min søn, hvis det da er så meget. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt at placere skyld, når det drejer sig om et helt menneskes liv.

Adem Kilic, far til morddømte Ferhat Kilic Jesper Dehn Møller og Aydin Soei

Skyld

– Historien bag mordet på Antonio Curra

Lindhardt og Ringhof Skyld – Historien bag mordet på Antonio Curra © Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, 2007 Udgivet af Lindhardt og Ringhof Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfoto: © Svane Nicolai/Polfoto Bogen er sat med Janson og trykt hos GGP Media GmbH Trykt i Tyskland 2007 ISBN 978-87-595-2790-0

www.lrforlag.dk 1. udgave, 1. oplag 1

9. august 2003 - 14. august 2003

elv et lydløst billede af de fem drenge i gården ville af- Sosløre, at tingene ikke er, som de plejer at være. Hvis drengene så sig selv udefra, ville de ikke selv tro på scenen, der udspiller sig. For det første samles de fem drenge fra Blågårds-kvarteret normalt ikke så tidligt på dagen i denne gård. Med sine små stier, der forgrener sig ud til de om- kringliggende gader, Åboulevarden, Gartnergade, Kors- gade og Blågårdsgade, udgør den kvadratiske gård en færdselsåre i kvarteret, som på dette tidspunkt af dagen typisk giver ly til børn, der tumler rundt på legepladsen omgivet af buske, birketræer og bænke. Og så er gården efter mørkets frembrud også et yndet samlingspunkt for en del af kvarterets unge, der mellem buskads og træer kan dele deres joints i skjul for forældrenes blikke. I dagens anledning er drengene renset for hashklumper og knive, der kan give politiet en grund til at slæbe dem med hen på stationen. Godt nok har den lokale ordensmagt kun ret til at af- kræve drengene deres navn og CPR-nummer, hvis der foreligger en begrundet mistanke om en kriminel handling. Men efter nattens knivstikkeri hænger nerverne i laser. Der er ingen tid at spilde, før den uundgåelige konfronta-

5 tion med kriminalpolitiet: Den sande version af historien skal på bordet, før områdets unge bliver afkrævet en forklaring af betjente, fædregrupper og pædagoger. Drengene ville i dagtimerne normalt mødes i Hassans gård på den anden side af Blågårdsgade. Men det er ikke her, at italieneren lagde sin vej forbi i nat. Det er, som om forklaringen på nattens hændelse skal findes på selve det sted, hvor Kilic-fætrene mødte den italienske rygsækturist. Drengene har svært ved at dæmpe sig. – Hvad fanden lavede du? Er du dum i hovedet? Hassan vil vide, hvad der skete i løbet af natten, før italieneren med et stik i maven styrtede ud af gården og op ad Blågårdsgade. Han kræver et svar på, hvad der førte til, at han i løbet af få minutter natten til d. 9. august 2003 selv blev involveret i en mordsag. Da italieneren omkring klokken halv fire i nat blev stukket ned, holdt en taxa med tre passagerer blot få meter fra gerningsstedet. Tilfældet ville, at Hassan var en af passagererne. Han blev derfor vidne til et brutalt overfald, hvor gerningsmanden viste sig at være en af hans venner fra området. En god ven, der ligesom han selv har boet hele sit liv i Blågårdsgade. 20 år for Hassans vedkommende, næsten 18 for Hizir Kilics. I løbet af barndommen har de to drenges omgang med hinanden udviklet sig fra leg i gyngerne i Hassans baggård til røveri af mindre børns mobiltelefoner og lommepenge. Hassans spørgsmål bliver begyndelsen på et højlydt skænderi, der kan høres tydeligt af gårdens beboere. Hvor Hizir virker forstenet oven på at blive konfronteret med sin handling i nat, er hans knap to år yngre fætter anderledes meddelsom. – You are not a good pusher, råber Ferhat Kilic i et for-

6 søg på at gengive, hvad den italienske rygsækturist havde råbt til hans fætter blot et halvt døgn forinden. Normalt holder Ferhat ikke til på Indre Nørrebro, men i dette øjeblik er han stærkt ophidset, og selvom han er på udebane, lægger han ikke en dæmper på sig selv. – Hvad fanden har du gang i? Hvad er dit problem? fortsætter Ferhat, mens han stirrer på Hizir for at frem- provokere en reaktion. Hassan stemmer i. – Næste gang skulle du bruge en køl- le. Hvad tænker du på? Inderkredsen af vennerne i området kan sagtens tale hårdt til hinanden til daglig, men denne gang er det alvor. Hassan har ikke tidligere råbt med en sådan alvor ad sin ven. Men Hassans vrede kan alligevel ikke måle sig med Ferhats arrigskab. – Ham der, han er ikke normal. Han er syg i hovedet, råber han og kigger alvorligt på Hassan. – Du så selv, hvad han gjorde. Mange af gårdens beboere har vinduerne stående på vid gab i sensommervarmen. Hizir kigger nervøst op og ned ad de mange vinduer på de brune og grå facader, der omslutter gården. – Hold nu kæft mand. Folk kan høre os. Hizir forsøger flere gange at tysse på de andre, men ordene preller af på dem. – I så det selv, lyder det igen fra Ferhat. – Han gjorde sådan her, og med store armbevægelser og udspilede øjne, rekonstruerer han Hizirs udfald mod den italienske turist. Ferhats demonstration af sin fætters handling forstær- ker drengenes efterveer fra nattens chok, da Hizir svin- gede vildt om sig med kniven. Hassan og de øvrige ryster på hovedet og kigger ankla- gende på Hizir, der på sin side ikke vil acceptere anklager-

7 ne. Han begynder selv at hæve stemmen i et forsøg på at overbevise de andre om, at det var italieneren, der begyndte. Og hvis Hassan og de andre i taxaen ikke havde været så passive, var det aldrig sket, forsøger Hizir. – Det var ham, der startede med at slå mig, og bagefter tog han fat i Ferhat. Ordene er møntet på Hassan, der blot reagerer med en hovedrysten. Vennens fordømmelse gør noget ved Hizir. Alt ved hans kropsprog peger på, at der her står en dreng, der føler sig uretfærdigt anklaget. Han angriber kontra. – Hvorfor kom du ikke ud af taxaen og hjalp os andre? råber han. – Hvad snakker du om, hva’? Hvad fanden snakker du om, svarer Hassan. Han har fået nok af at tale med sin barndomsven og smutter. Drengene behøver ikke at nævne over for hinanden, at denne historie ikke må slippe ud.

Mens Hizir, Hassan og de to andre drenge fra gården ikke har mere end nogle få meter hjem, skal Ferhat med bussen til Tingbjerg i Københavns Nordvest-kvarter. Ferhats bevægelser mangler mål, da han træder ud af porten til Blågårdsgade. Han føler sig pludselig groggy og afkræftet, som han rammes af det skarpe sollys ude på den åbne gade. Ferhat går i sine egne tanker omkring 50 meter fra det sted, hvor Blågårdsgade rammer Åboulevarden, da han hører en af de yngre knægte fra kvarteret råbe: – Det er ham der. Ferhat kigger forvirret efter ‘ham der’, indtil det går op for ham, at knægten peger i retning af ham selv. – Det er ham, der er Hizirs fætter.

8 To fyre i 20’erne har kørt rundt og ledt efter ham. Den ene vinker Ferhat hen til en bil, der holder parkeret få meter fra det sted, hvor hans fætter stak italieneren ned i nat. Den ene af de to fyre i bilen er storebror til et af vidnerne i taxaen, der så overfaldet. – Var min bror med til det her? vil han vide. Ferhat har aldrig set de to mænd før og føler sig utryg ved at stå foran to fremmede fra kvarteret dagen efter knivstikkeriet. Fra hvor han står, kan Ferhat skimte italienerens blod på asfalten. Han får fremmumlet, at fyrens lillebror ikke har gjort noget galt. Den bekymrede storebrors reaktion får Ferhats skuldre til at slappes en anelse. Ferhats svar får tydeligvis fyren til at ånde lettet op. Det varer imidlertid ikke mange sekunder, før han kigger bestemt på Ferhat. – Du er ikke herfra, konstaterer fyren. – Hvor er du fra? – Tingbjerg. – Se at komme væk. Tag hjem til Tingbjerg med det samme, siger fyren. Ferhat føler musklerne spændes ved de efterfølgende ord. – Din fætter er en færdig mand. Tag væk nu. Mens Ferhat tilbringer en halv times tid i 2A-bussen på vej hjem til forældrene, funderer han over, om de to mænd har ret. Er Hizir virkelig en færdig mand? Han ved det ikke, men en ting står i hvert fald klart. Ferhat har gennem en hel opvækst præget af kriminalitet aldrig overvejet at angive nogen til politiet, og hans egen fætter bliver i hvert fald ikke den første. Han skal ikke nyde noget af at blive kendt som ‘stikker’ blandt sin egen familie samt de unge i Tingbjerg og på Indre Nørrebro.

9 Rygtet om nattens overfald har bredt sig som ringe i van- det i Blågårds-kvarteret. Mange af områdets unge er lør- dag på gaden for at diskutere rygter og påstande om overfaldet med deres jævnaldrende. Og selvom det hurtigt står klart, at Hizir og hans yngre fætter har været indblandet i nattens knivstikkeri, iværksætter flere af de ældre drenge deres egne undersøgelser af sagen for at være helt sikre på, at deres lillebrødre ikke er involverede. For det trænede blik er det tydeligt, at noget er galt. Det kan beboeren Manu Sareen fra Blågårdsgade nummer 49 tydeligt mærke, da han tidligt lørdag aften støder på Hassan og en håndfuld andre på vej ind i gården. Manu og Hassan bor i samme opgang og har kendt hinanden de sidste syv år. Hassans forældre har flere gange babysittet for deres overbo. Manu har på sin side i løbet af årene gentagne gange fulgt med Hassans forældre hen i det lokale socialcenter og hjulpet dem med at forstå de tekniske termer i kommunens breve. Manu kan kancellisproget på finger- spidserne. Han er nemlig selv ansat som integrationskonsulent i kommunen og holder til daglig til i Børne- og Un- gerådgivningen på Åboulevarden tæt ved Blågårdsgade. Derfor er de lokale unge både en integreret del af Manus privat- og arbejdsliv. Når noget er galt i Blågårds-kvarteret er integrationskonsulenten derfor ofte den første fra kommunen, som ved besked. – Hvad sker der, Hassan, siger Manu, da han henvender sig til den 20-årige i gården. – Hvad er der galt, mand? Der er en totalt underlig stemning i området. – Ikke noget, Manu, det går fint, svarer Hassan undvigende.

10 Manu kan fornemme, at han foreløbig må se langt efter et svar.

‘Ung Turist kæmper for sit liv’. Spiseseddelen står søndag morgen foran Blågårdsgades to kiosker og viser områdets unge, at rygterne om et overfald natten til lørdag må have noget på sig. Endnu en gang har Nørrebro stjålet overskriften i Ekstra Bladet, som er den eneste af landets aviser, der vælger at prioritere historien om knivstikkeriet højere end til en lille notits. Den italienske rygsækturist var netop kommet til København med tog til Hovedbanegården lørdag aften mellem klokken 22- 23.00, da han valgte at begive sig ud på en gåtur mod Nørre- bro. Da han omkring kvart i tre natten til lørdag gik på Åbou- levarden og 50 meter ned ad Blågårdsgade blev han passet op af indvandrerflokken. Det var her, han første gang blev stukket inden han forsøgte at flygte. Pis, udbryder Manu Sareen, da han har læst starten af historien. Manu bor ikke mere end 50 meter fra gerningsstedet, og han har en stærk formodning om, at Hassan og de andre drenge ved, hvad der er sket. – Vi ved ikke præcist, hvad der er foregået, men da det var ovre nåede offeret at sige, at han havde været udsat for et røveri, inden han sank sammen, siger Niels Bogs-Grarup, vicekrimi- nalkommissær ved Københavns Politi.(…) Det lykkedes politiet sent lørdag at få kontakt med forældrene, som hurtigst muligt vil sætte kursen mod København. Historien om knivstikkeriet kører i de elektroniske medier, og i løbet af eftermiddagen kommer meldingen: Den italienske turist er død af sine kvæstelser. Afgået ved døden klokken 12.30. Hans forældre nåede akkurat at komme frem til Rigshospitalets Traumecenter, inden han udånde- de.

11 Manu Sareen er en af de mest brugte kilder angående integrationsstof i København, og han ved, at der ikke vil gå lang tid, før medierne begynder at ringe til ham. Manu bliver nærmest helt træt ved udsigterne til, at han endnu en gang skal til at forsvare sin bydel og de unge i medierne. Hvis bare det var sket på den anden side af Åboulevar- den. Så ville overskrifterne hedde ‘knivstikkeri på Frede- riksberg’, og så havde historien været en helt anden, tænker Manu. Inden længe er hele Blågårds-kvarteret invaderet af journalister, politifolk og nysgerrige sjæle. Manu bevæger sig ned på gaden, og han får hurtigt sorteret ud i sladderen og finder frem til det mest insisterende rygte, som han hører fra et par 10-12-årige knægte. – Det må være en anden, er Manus umiddelbare reaktion. – Er I sikre på, at det ikke er en anden Hizir? Han må have vished og opsøger Hizir i hans opgang. – Hizir, det var ikke dig, vel? Hizir kigger ned i jorden og siger ikke et ord. Manu hæ- ver stemmen. – Hizir, var det dig? – Nej, det var ikke mig, mand. Manu kan med det samme se, at noget er galt. Hizirs ansigtsudtryk forekommer Manu at antage så dybe folder, at det minder ham om en rosin. Manu har svært ved at tro på ham.

Mange vil se selve mordstedet, men først på eftermiddagen tiltrækker et udenlandsk ægtepar sig særlig meget op- mærksomhed. De unge er hurtige med tommelfingrene. ‘Italienerens forældre er her,’ står der i SMS-beskederne, og i løbet af få minutter er en kerne af 20-30 unge på gaden. Alle vil se offerets forældre.

12 Francesco og Caterina Curra bevæger sig op mod hjør- net af Blågårdsgade og Åboulevarden, hvor de stopper op. En betjent peger lydløst på et afspærret område på omkring 10 kvadratmeter. Det bliver hurtigt tydeligt for tilskuerne, at de er vidne til et sammenbrud. Modsat sin kone nøjes Francesco ikke blot med at lade tårerne tale for sig. Han sætter sig på knæ og kysser sin afdøde søns blod- pletter på asfalten. Mellem hans hulk slipper nogle italienske gloser ud. Hassan og de andre drenge forstår ikke Francescos ord, men mange er ikke desto mindre påvirke- de af synet. Hassan, og flere af de der har det tætteste forhold til Hi- zir, er kort sagt rystede ved synet af den myrdede italieners forældre. Stemningen blandt rødderne i Blågårdsgade er klar. Selvjustits kan ikke redde Hizir ud af denne knibe. Ingen har tænkt sig at stikke barndomsvennen til politiet. Men i dette øjeblik er stemningen ikke til at tage fejl af: Hizir har virkelig dummet sig denne gang. I løbet af de næste timer kommer flere af drengene hen til Manu Sareen, der også befinder sig på gaden. Han er rystet. Ikke blot på grund af den kendsgerning, at en ung mand er blevet dræbt, men også fordi mange af drengene ikke har vist en sådan medfølelse i mange år. Has- san er den sidste af drengene, integrationskonsulenten taler med i løbet af eftermiddagen. – Det var synd for ham, Manu. – Ja, det er det, svarer han.

I en pakketrans-vogn i Københavns Nordvest-kvarter sidder Adem. Han har som sædvanlig kørt med pakker fra tidlig morgen og har stadig en lang arbejdsdag foran sig. Mobiltelefonen ringer.

13 – Politiet har netop været her for at hente Ferhat. – Ja, det skulle jo komme, svarer Adem sin kone. Hans søn har reelt været på flugt, siden han onsdag aften stak af fra en lukket institution, hvor han var anbragt på grund af flere domme for tyveri og vold. – De var mange, Adem. Det vrimlede med betjente. – Tag det roligt. De har bare hentet ham, fordi han endnu en gang er stukket af. Gennem de sidste fem år har Adem vænnet sig til at blive ringet op eller få besøg af politiet på grund af sønnens evindelige lovovertrædelser, der tæller alt lige fra at stjæle parfume i Føtex til tyveri af højtalere, smykker og flad- skærme ved villaindbrud. – Jeg er hjemme om nogle timer, så snakker vi om det. Et anonymt tip fra en forælder til en af de unge i om- rådet har søndag eftermiddag ført politiet frem til fætre- ne. Politiet har ligeledes fået kontakt til den taxachauffør, der natten til lørdag holdt i krydset Åboulevarden/Blå- gårdsgade få meter fra gerningsstedet. Mandag morgen skal han forsøge at udpege fætrene. Det kan han ikke, tilkendegiver han over for politiet. Ordensmagten mangler grundlag for at kunne stille Fer- hat og Hizir over for en dommer, der kan sige god for at varetægtsfængsle dem. Fætrene bliver derfor løsladt samme dag, som formiddagsaviserne første gang afslører den myrdede italieners identitet: Han hedder Antonio Curra og stammer fra byen Villasanta nær Milano. Han nåede kun at tilbringe fire timer i København som rygsækturist, før han stødte på Ferhat og Hizir Kilic på Indre Nørrebro. Politiet opretholder imidlertid sigtelsen. En sporhund har allerede lørdag morgen snuset sig frem til en foldekniv i en gård, der ligger mellem Murergade og Blågårdsgade.

14 Kniven, der har spor efter blod, var svøbt i en lærredspose og skjult i bunden af en blomsterkasse. Kniven var af mærket Mauser. På Hizirs værelse finder politiet senere et tomt knivhylster med påskriften Mauser. Kniven skal nu undersøges for DNA-spor efter den af- døde italiener. Det samme skal en T-shirt, som politiet finder på Ferhats værelse. T-shirten har en mørk plet, der ligner et blodstænk.

Zeki Kilic sidder hjemme hos sin storebror, Ilias Kilic, da dennes søn Hizir mandag formiddag bliver kørt hjem til forældrene i Blågårdsgade. Det første, Zeki bemærker, er den hvide plastikdragt, som nevøen er iført, fordi politiet har konfiskeret hans tøj som muligt bevismateriale. Da Hizir har fået skiftet det knitrende plastik ud med bomuld, får Zeki en chance for selv at komme i snak med nevøen. Hans storebror har allerede fortalt ham, at Hizir har ført kniven, og Zeki er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der er sket. Han føler sig en smule roligere til mode efter en times samtale med Hizir og Ilias. Nevøen melder nemlig klart ud, at det var ham, der stak italieneren, og at han vil meddele politiet, at hans yngre fætter, Ferhat, intet har med italiener-mordet at gøre, hvis de skulle blive anholdt igen. – Det er godt. Det er den eneste rigtige beslutning, siger Zeki. Ilias derimod siger ingenting.

Mens Hizir sidder hjemme ved forældrene efter at være blevet løsladt, sidder Ferhat i en bil på vej til Nordjylland. For selvom ordensmagten ikke har beviser nok til at beholde ham på Københavns Politigård, så mangler han sta-

15 dig at afsone en del af sin ungdomssanktion. Han er allerede stukket af fra tre ungdomsinstitutioner, og politiet ønsker at minimere risikoen for endnu en flugt. Så selvom Ferhat officielt bliver sendt til en fjerde i rækken, kommer han ikke til at sidde sammen med andre unge. I stedet bliver Ferhat kørt til et sommerhus i nærheden af ungdomsinstitutionen Solhaven i Nordjylland, hvor han i to døgn bliver mandsopdækket af pædagoger. I løbet af denne tid laver han stort set ikke andet end at se tv på sit værelse. Kommer du ikke ud til os andre? spørger pædagogerne indimellem. – Hvorfor skulle jeg? svarer Ferhat, da en af pædagoger- ne henvender sig. Derefter lader Ferhat som ingenting, når pædagogerne spørger, om han har lyst til at snakke. Sådan har Ferhat reageret over for lærere og pædagoger hele livet, når de antændte hans vrede ved at tysse på ham eller skælde ud. Og Ferhat er vred. Han forstår ikke, hvad han laver alene i et sommerhus sammen med fire voksne. – Hvorfor er der ikke andre unge, og skal jeg ikke i skole eller noget? spørger Ferhat med en attitude, der er alt andet end imødekommende. Vi skal lige lære hinanden bedre at kende først, lyder det fra en af pædagogerne. Ferhat synes, det er kedeligt og vil bare gerne hjem. Han forsøger desperat at få lov til at ringe til sin far, som han endnu ikke har fået lov til at tale med siden anholdelsen søndag. Han truer flere gange pædagogerne med, at han vil ‘gå amok’ på dem. Onsdag eftermiddag får pæda- gogerne nok og giver ham lov til at ringe. – Hvor er du? er det første, Adem spørger sin søn om, da han hører stemmen i telefonen.

16 Samtalen foregår på tyrkisk. – Jeg ved det ikke helt. Et eller andet sted i Jylland. Jeg er i et sommerhus med nogle pædagoger. De holder øje med alt, hvad jeg gør. I nogle sekunder siger ingen af dem noget. Adem for- står ikke, hvorfor hans søn ikke befinder sig på en normal institution. – Kan du ikke sige til dem, at Yusuf har fødselsdag, og at de må lade mig gå, så jeg kan være med til at fejre fødsels- dagen? – Jo det skal jeg nok. Bare giv røret videre til en af dem, så skal jeg nok sige det til dem. Adem har stadig intet hørt om, at hans søn skulle være indblandet i mordet på Antonio Curra, og har derfor ingen ide om, hvorfor sønnen bliver mandsopdækket i et sommerhus i stedet for at blive placeret i et normalt ung- domsbehandlingshjem. Adems forsøg på at få sønnen hjem afvises af den pæda- gog, han får i røret. Ferhat vil ikke længere finde sig i det. Han begynder at råbe op om, at han smutter LIGE NU. Det lykkes den mordsigtede dreng at komme ud af sommerhuset og spæne væk fra pædagogerne. Den 15-årige dreng fra Tingbjerg aner imidlertid ikke, hvor han er, og farer derfor vild. Efter at have løbet rundt på må og få i en times tid finder han et busstoppested, hvorfra man kan tage bussen til Aalborg. En bil kører op til busstoppestedet. – Har du lyst til at få et lift, spørger den kvindelige fører. Han har ingen penge og ingen mobiltelefon, så hans første reaktion er: ja, helt sikkert. Ferhat bliver imidlertid mistænksom over for kvinden, da hun stiger ud af bilen og går hen imod ham. Han opdager inden for få sekunder, at

17 fire-fem mænd har fået sneget sig ind på ham, mens han har siddet ved busstoppestedet. Ferhat spurter af sted, og mens han løber hører han pæ- dagogernes råb: – Stop, Ferhat. Fuck det. Fandeme nej, tænker Ferhat og løber videre, men inden for få minutter er han omringet. Han bliver kørt tilbage til sommerhuset, hvor pædago- gerne denne gang ikke tør løbe nogen risiko med den mordsigtede dreng. Han bliver låst inde på værelset. Ud- mattet efter jagten falder han hurtigt i søvn. Lidt over midnat bliver døren låst op, og to kriminal- betjente træder ind. Ferhat er endnu en gang anholdt og sigtet for mordet på Antonio Curra. Fem timer senere bliver hans fætter Hizir Kilic afhentet hjemme hos sine forældre i Blågårds- gade. 2

Forår 1986 - 26. august 1986

an er træt af rødbeder. xxxxxxxxxx xxxxxxxxxx xxxx xx HooFør kalenderåret 1971 var mere end nogle få må- neder gammelt, og Adem end ikke havde levet sit første år, smagte han sin første rødbede i form af en tallerkenfuld dybrød grød. Sådan har det været for babyerne i Kilic- familien i generationer, hvor slægtsnavnet har været sy- nonymt med at dyrke og sælge rødbeder til den tyrkiske stat. I løbet af hans første 16 leveår og frem til hans bryllup i foråret 1986 er der nærmest ikke gået en dag, uden at Adem Kilic har spist rødbeder i en eller anden afskygning. Kogte, stegte, moste eller syltede. Derfor fremsatte Adem et noget mærkværdigt krav – med et strejf af humor – til sine forældre, da de for knap et halvt år siden indviede ham i deres planer for hans gifter- mål med en fire år ældre kvinde. Og Adem har fået sin vilje: Der har ikke været skyggen af rødbeder på menuen i løbet af de tre dage, brylluppet har varet. Og det er den længste periode, så langt tilbage Adem kan huske, hvor han ikke har sat tænderne i den farverige rodfrugt. Adems nye kone, Meral, skal nu bo i Kilic-familiens hvidkalkede hus, der også lagde grund til de to første dage

19 med bryllupsfest, hvor hundredvis af gæster og en strøm af gaver bidrog til festlighederne. Den tredje dag bliver holdt hos brudens forældre, som traditionerne foreskriver. Den flere dage lange ceremoni tillader et bryllup, der fungerer som et åbent hus, hvor såvel naboer som slægt- ninge og venner fra nær og fjern kan komme og gå, som det passer dem, nat og dag. Adem mister allerede overblikket over mængden af gæster på førstedagen af festlighederne. Når det gælder antallet af gæster, kan man bilde Adem hvad som helst ind, da det hele er overstået. Om der var 300 eller 3000 gæster til brylluppet, er ét fedt for den 16-årige dreng. Og det på trods af at en midlertidig tilvækst på flere hundrede gæster i Adems landsby uundgåeligt bliver bemærket. Byen er nemlig så lille, at den end ikke har et navn på landkortet og blot lægger grund til omkring 70 huse og en enkelt større grusvej. Den nærmeste by med en størrelse, der gør den fortjent til at bære et navn på landkortet, hedder Kulu og ligger omkring 30 kilometer væk.

For den spinkle dreng drejer en stor del af bryllupsfest- lighederne sig om ren overlevelse. Det meste af tiden sidder Adem og spiser i skrædderstilling på det bløde hånd- vævede tæppe for at have noget at tage sig til. Primært fordi han hverken gider eller tør beskæftige sig med fe- stens hovedattraktion: dansegulvet. Selvom flere tager fat i hans arme for at hive ham op fra gulvet, lykkes det ham i alle tre dage at afværge langt de fleste forsøg med et halv- skræmt ansigtsudtryk og en forsikring om, at han nok skal bidrage på dansegulvet senere. Desuden føler Adem sig lidt befippet ved den megen opmærksomhed fra en folkemængde, hvoraf han knap nok

20 kender halvdelen. Det føles, som om der er hundredvis af gæster, han aldrig har set før. En af dem, han ikke kender, er hans egen brud. Kilic- familien har hørt om den 20-årige Meral og hendes gode rygte via en fælles bekendt. Hun har ry for at være en sød, pligtopfyldende og med- gørlig pige. Essentielle egenskaber for en kone til en land- mand. Ligesom stort set alle familier i den lille landsby er hendes familie bønder, og de kan godt acceptere at blive vævet ind i Kilic-familien. For selvom den lille bondefamilie ikke er decideret vel- havende, råder den over både en bil, en traktor samt en motorcykel. Og med en månedsindkomst, der svarer til 2000-3000 kroner i vore dage, hører Adem Kilic bestemt ikke til blandt den fattige del af landsbyens indbyggere. Han har råd til både kød, smør, æg og mælk. Efter tredjedagen af brylluppet flytter Meral ind i Kilic-familiens hus, der er blandt landsbyens største. En tung, kvadratisk betonejendom, der skyder to etager op i luften, for dermed at give mere end rigeligt med plads til sine beboere. Kilic-familiens antal i det sydlige Tyrkiet tæller nemlig kun Adem, hans mor, to storesøstre og en onkel. Alligevel er holdningen blandt landsbyens beboere, at familien bestemt har potentiale til at skyde sin velstand i vejret. Og familiens håb om at rykke op ad landsbyens økonomiske rangstige befinder sig i Europa. Adems far og to storebrødre har nemlig søgt lykken i et nordisk land, der hedder Danmark. Kilic-familiens medlemmer i landsbyen lever derfor ikke blot af deres afgrø- der, men i høj grad også af de penge, som Adems far og brødre sender hjem hver måned.

21 Det har allerede kastet et af landsbyens største huse af sig og nu også muliggjort, at familien i dette forår 1986 har finansieret den yngste søns giftermål.

Som barn af en tyrkisk mand, der søger lykken i Europa, er det begrænset, hvor meget Adem har set til sin far i løbet af sin opvækst. Og hans historie er ikke enestående. Børn og mødre i Tyrkiets landsbyer har vinket farvel til mange mandlige indbyggere siden starten af 70’erne. Det er gået hårdest ud over den fattige kurdiske del af Tyrkiet, hvor Adems familie er bosat. Den sydlige del af Tyrkiet blev fra starten af 1970’erne drænet for arbejdsdygtige mænd, der i håbet om vellønne- de job tog turen til central- og nordeuropæiske lande. Især Tyskland og de skandinaviske lande importerede mange tyrkiske arbejdere. Som følge af 1960’ernes højkonjunktur og produktions- boom skreg central- og nordeuropæiske lande nemlig efter arbejdskraft, og drømmen om at spare en stor sum penge op til et større hus og mere landbrugsjord lokkede mange tyrkiske mænd ud på et rejseeventyr, der i første omgang som oftest ikke inkluderede kone og børn. Langt de fleste af gæstearbejderne havde næsten ikke anden joberfaring med i bagagen ved ankomsten til Dan- mark end arbejde i små familielandbrug. For mange gæ- stearbejdere var det at drage væk fra familien gennem læn- gere tid en øvelse, de havde erfaring med, før de drog til Danmark. I vintersæsonen måtte mændene typisk vinke farvel til landsbyen i månedsvis for at finde arbejde i de store byer for at brødføde familien. For Adem Kilics far og tusindvis af andre mænd fra egnen omkring byen Kulu var en rejse på 130 kilometer mod nord til Ankara eller 160 kilometer mod syd til

22 Konya blot blevet suppleret med en flyvetur fra en af de to millionbyer på omkring fire timer til et lille land i Europa ved navn ‘Danimarka’. Adems far hedder Hizir, og som 32-årig havde han i 1969 ikke alene præsteret at gøre sin kone gravid med deres femte barn. Han var også med til at skrive demografisk danmarkshistorie. Hizir hørte nemlig til blandt de første gæstearbejdere, der kom til Danmark – et par år inden der for alvor startede en kraftig indvandring af især tyrkere, pakistanere, albanere og jugoslavere, en indvandring der tog fart i begyndelsen af 1970’erne. Ligesom for de andre af de nye borgere i det danske samfund, var Hizirs hensigt at rejse tilbage til kone og børn efter nogle få års økonomisk gevinst på det danske arbejdsmarked. Derfor så han det ikke som et problem, at han rejste fra to sønner, to døtre og en kone, der bar på hans ufødte tredje søn, da han købte en enkeltbillet til Danmark. Hizir etablerede sig i byen Hedehusene mellem Køben- havn og Roskilde. Han fik et job på en pelsfabrik, og et halvt år efter, i marts 1970, blev Adem født. Godt nok var familierne til tyrkiske mænd, der drog mod lande med eksotisk klingende navne, ofte klar over, at tilværelsen som gæstearbejder tusindvis af kilometer hjemmefra ville byde på et andet tidsperspektiv end blot få måneders sæsonarbejde i Ankara. Holdningen var typisk, at det drejede sig om et par års hårdt arbejde, og det var også det tidsperspektiv Kilic-familien regnede med, da Hizir i 1969 rejste ud som den første i familien. Da Adems bryllup finder sted, er den tidsramme imidlertid for længst overskredet. For Adems far, Hizir, er et par år blevet til 17, da vi når 1986. For Adems ældste bror, Ilias, er et par år blevet til

23 14, mens den mellemste bror Zeki foreløbig kun har boet i Danmark i fire år.

Hvis man lægger årene på dansk grund sammen, har Kilic- familien akkumuleret mange års erfaringer og oplevelser, når det gælder det lille nordiske land. Adem må imidlertid kigge langt efter det, han forestiller sig må være en guld- grube af historier. Som den yngste søn har han, siden han var helt lille, plaget sin far og ældste bror for gode fortæl- linger fra Danmark. Men de er ikke meget for at fortælle nærmere hverken om danskernes væsen, hvad de får friti- den til at gå med eller arten af deres arbejde i Danmark. Hans far har imidlertid ikke noget imod at fortælle om udbyttet af sit fabriksarbejde. Når udgifter til husleje, mad og tøj er trukket fra, sparer Hizir Kilic mellem 40.000 og 70.000 kroner op om året, som ikke blot får Kilic-familiens økonomi til at hænge sammen, men også levner plads til, at Adem som en af de få unge landsbyboere kan drøne rundt på områdets grusveje på sin motorcykel. Det nærmeste Adem er kommet på at vride en beskrivelse af Danmark ud af sin far er tillægsordene ‘koldt’ og ‘mørkt’. Hizir fortæller sin yngste søn, at arbejdet på pelsfabrikken i Danmark er hårdt, men han kommer ikke nærmere ind på, hvad arbejdet går ud på. Han er tilfreds med livet i Danmark, fordi han tjener penge, siger han. Men det er også det.

Hvad Adem ikke kan få at vide om livet i Danmark fra sin far og sine storebrødre, har han gennem årene fået be- kræftet af de jævnaldrende ‘danske’ tyrkere, som besøger landsbyen hver sommer. Tyrkiske drenge, som enten er født i Danmark, eller hvis fædre har valgt at tage dem

24 med. I bagagen fra Danmark har de historier med om fæ- nomener, Adem kun kan fantasere sig til. I rundkredse på forskellige gadehjørner sidder byens ‘lokale’ unge næsten hver aften med ørene stive og lytter til, hvad deres jævnaldrende fra Danmark har at fortælle om tilværelsen i Norden. De fortæller om fænomener som barer og diskoteker. Ord der i 1986 var lige så fremmedartede for Adem, som ‘shawarma’, ‘ramadan’ og ‘2. generationsindvandrere’ formentlig var for de fleste danskere. Men selvom han kun delvis kan forstå de danske tyrkeres beskrivelser af ordene, sluger han deres historier råt. Blandt landsbyens unge repræsenterer Danmark en drøm om penge på lommen, frihed og damer. De unge tyrkere fortæller om, hvordan de fester med øl og søde piger i det fjerne land. Smukke danske piger med lyst hår og blå øjne, som iføl- ge historiefortællerne selv er vilde med tyrkiske fyre. Og de vestlige tyrkere har ikke bare været sammen med en dansk pige – de har været sammen med adskillige, praler de over for deres publikum i rundkredsen. Adem ved, at han i landsbyen ikke vil kunne komme i nærheden af at lade sine teenagelæber berøre en piges, før han er blevet gift. På intet tidspunkt falder det ham ind, at der kan have været pyntet på historierne. Han ved bare, at han ser op til de danske tyrkere, som i hans egne øjne er ham overlegne både materielt, og når det gælder erfaringer med barer, fester og piger. Der er også en verden til forskel på de lokale drenges påklædning og det tøj, som de unge danske tyrkere har på. Deres tøj er behæftet med mærker, som Adem knap kan udtale navnene på, deres sko er farverige, og i stedet for

25 lærredsbukser bærer de jeans. Et mere råt udseende som flere af de unge tyrkere supplerer med en smøg i kæften. Adem føler sig rent ud sagt som en bonderøv i forhold til de unge tyrkere fra Danmark. Og han føler sig pinligt berørt over sin egen hudfarve i forhold til de danske tyrkere. Hårdt udendørs arbejde har gjort Adems hud nærmest læderagtigt brun, og den står derfor i kontrast til de danske tyrkeres lyst-grålige kulør. Den afslører tydeligt, at de ikke er afhængige af at arbejde udendørs i 35 graders varme. Om vinteren kan Adem holde sin trang til at rejse til Danmark nede, men så snart tyrkerne fra Danmark melder deres ankomst om sommeren, tager udlængslen over. Men det er ikke blot fantasierne om Danmark, der som et drømmeland gennem barndommen har givet brændstof til Adems trang til at starte et nyt liv hos sin far. Det skyldes også ønsket om at have en far, som han ikke kun ser et par måneder om året. Da han var helt lille, bar faren ham rundt på armen nærmest døgnet rundt, når han var hjemme i landsbyen. Og da Adem lærte at gå, gik far og søn hånd i hånd på gaderne og kørte rundt for at besøge farens venner på egnen. Adem føler, at faren favoriserer ham, fordi han er den yngste og har let til smil. I løbet af barndommen dag- drømmer han om farens ankomst i juli måned, mens han sidder og terper i den lokale skole. Adem har aldrig været specielt interesseret i skolearbejde og ser frem til, at han har udstået sine otte års skolegang, så han kan komme ud og tjene rigtige penge. Men det er alligevel en stor om- væltning for Adem, da han som 13-årig bliver taget ud af skolen for at arbejde fuld tid i rødbederækkerne. Arbejdet, byen og hverdagen keder ham, og barndommens fantasier om Danmark udvikler sig og bliver som en besættelse for

26 den rastløse teenager. Han vil selv til Danmark. Og nu, hvor han er blevet gift, vil han ikke længere acceptere et nej fra sin far.

Siden 1969 har Hizir hvert eneste år tilbragt juli måned hos sin familie i løbet af den danske industriferie, og når tiden har nærmet sig for, at arbejdet har skullet genop- tages på pelsfabrikken, har bønnen fra Adem været den samme: ‘Tag mig med’. Siden Adem afsluttede sine otte års skolegang, er bønnen ikke blot blevet fremsat i løbet af farens besøg. Hizir må lægge øre til sin yngste søns fore- spørgsel året rundt, når Adem hver 14. dag sender ham et brev, eller når han et par gange om året ringer fra posthuset, der ejer landsbyens eneste telefon. Adems far har aldrig været en mand af mange ord, og han har sjældent begrundet sit ‘nej’ med andet end et ‘fordi jeg siger det’. Gennem de sidste tre år har Adem spurgt så mange gange, at hans far ikke kan lade være med at grine kort og dybt af sin søns vedholdenhed, før han lader ordet falde i røret: ‘Nej’. Adem kommer i de situationer uundgåeligt til at tillægge farens latter en diabolsk undertone. Og det gør ham vred, selvom han ikke for alvor kan finde på at sige sin far grundlæggende imod. Det var netop vreden over endnu et afslag fra faren, der for et halvt år siden var med til anspore Adem til at anlæg- ge en skjult dagsorden, da hans forældre præsenterede ham for ideen om at blive gift med Meral. Han vidste, at hans far aldrig ville tillade ham at rejse fra Tyrkiet, medmindre han havde ansvaret for at brødføde sin egen familie og derfor havde brug for penge til ting som børnetøj, eget hus og landbrugsjord. Giftermålet var en mulig vej til Danmark.

27 En uge efter at brylluppet har fundet sted, skal Hizir tilbage for at passe jobbet i Danmark. Op til afrejsen gentager et mønster sig, som er blevet gentaget hvert år, siden Adem for tre år siden stoppede sin skolegang for at arbejde fuld tid i marken. – Du er jo en gift mand nu. Du har pligter og et ansvar over for din kone, svarer Hizir på sin søns anmodning. – Jeg vil aldrig nogensinde kunne forsørge en familie ordentligt, hvis jeg bliver her. Lad mig komme med dig til Danmark. Du ved, jeg er moden nok til det. Det sidder nærmest på rygraden af Hizir at afværge sin yngste søns forespørgsel, men alligevel aner Adem en vis tøven hos faren. Adem er den af Hizirs sønner, som er den mest udad- vendte og snakkesalige, og i forhold til storebrødrene Zeki og Ilias kan han virke nærmest overgearet. I dette øjeblik forsøger Adem at fremmane et blik, der er mere intenst og insisterende end vanligt. – Baba, jeg vil til Danmark. – Det er ikke, som du tror. Det er hårdt arbejde. Hårde- re end du regner med. Farens ord afskrækker på ingen måde Adem. Han har jo hørt de unge tyrkere fra Danmark fortælle om livet i det skandinaviske land. – Jeg ved, det er hårdt arbejde. Men jeg kan klare det. Denne gang holder Hizir latteren i sig. Adem og Meral får ikke lang tid til at vænne sig til livet som mand og kone. Tre måneder efter brylluppet er Adems visum til Danmark gået igennem. Meral græder, da hun hører, at hendes mand rejser bort til et land, hun kun har vage forestillinger om. Hun giver imidlertid kun udtryk for, at hun accepterer hans beslutning, og at han må vide bedst.

28 Hvad Adem ikke ved, da han sammen med sin storebror Zeki springer på en bus til Ankara for at flyve til Danmark, er, at han skal være far. Han har nemlig gjort Meral gravid.

Det føles, som om Adems øjne er ved at falde ud af hovedet på ham, og blandt de tusind tanker, der flyver gennem hovedet, er der én, der er mere vedholdende end de andre: Det her er en fejl. Adem Kilic når at betvivle sin egen dømmekraft og beslutning om at starte en ny tilværelse i Danmark et utal af gange, mens taxaen kører fra Kastrup Lufthavn til den lejlighed på Vesterbro, der skal blive hans hjem det næste års tid. Zeki, der allerede har været i Danmark i fire år, be- mærker, at hans bror bliver usædvanligt stille, efterhånden som de nærmer sig lejligheden. Adem er chokeret. Han har aldrig set noget lignende. Selvom det er mørkt, oplyser neonlys og gadelygter byen i et skær af blåt, gult, hvidt og violet lys, som Adem finder helt surrealistisk. For den 16-årige dreng, der netop er landet i Danmark, virker byg- ningerne enorme og voldsomme, og han føler, at byen pulserer som en levende organisme. Den bydel, der lægger grund til Adems nye hjem er det mest skræmmende på turen. Vesterbro i 1986 byder Adem velkommen ved at fremvise et utal af butiksfacader med billeder af nøgne kvinder, der indbyder til ‘liveshows’ og ‘massage’. Selvom Adem ikke forstår de fleste af ordene, ved han godt, hvad ordet ‘sex’ refererer til, og han føler sig nærmest forlegen, hver gang han dechifrerer betydningen af neonbogstaverne. Da Adem den 26. august træder ind i sit nye hjem på Vesterbrogade, er det den første lejlighed, han nogensinde har sat sine fødder i. I lejligheden skal han bo sammen med Zeki, deres far samt et skiftende antal andre tyrkiske

29 mænd. I den tid, Adem når at bo i lejligheden, varierer antallet af beboere fra 10 til 15 mænd. – Det her er vores værelse, siger Zeki og viser sin lillebror ind i et lille rum, hvor de to skal bo sammen med deres far. Adem kigger ind i værelset, hvor der lige akkurat er plads til to senge samt en madras på gulvet. Der er trangt, men Kilic-familiens mænd er tilfredse. Deres værelse er større end de fleste andre i lejligheden. De forstår deres held, da en af sengene inde på et af de andre værelser en aften braser sammen. En sovende mand, der ligger under sengen, får banket al luften ud af kroppen. I det mindste er Kilic-familien ikke i så meget pladsmangel, at Adem som den yngste behøver at sove under en af de andres senge. Desuden er det billigt at bo i den nedslidte lejlighed. Den idealistiske advokat, som ejer lejligheden, forlanger kun den husleje af hver enkelt af beboerne, som de selv vurderer, at de kan betale. De fleste af tyrkerne i lejligheden betaler blot et symbolsk beløb i leje, mens andre bor gratis. En dag tilkendegiver en af mændene, at det vist er på tide, at han yder sin del, hvorefter han trasker ned på posthuset og indbetaler én krone for flere års logi. Zeki føler, at han udnytter udlejerens venlighed, hvis han ikke betaler, selvom han ved, at familien hjemme i Tyrkiet har hårdt brug for penge. Han betaler 1000 kroner om måneden, som Kilic-familien har besluttet må være deres andel af huslejen. Pengene dækker lejen for en far og hans to yngste sønner. Den ældste søn, Ilias, bor imidlertid i sin egen lejlighed på Nørrebro sammen med sin kone og tre børn. Adem har svært ved at sætte sig ind i sin 14 år ældre brors fasttøm- rede familieliv. Ilias har opkaldt sin yngste søn efter sin far,

30 Hizir. En søn, der så sent som i sidste uge rundede sit før- ste leveår. Adem finder tanken om en baby, der er fuldstændig af- hængig af en, skræmmende, og det er derfor også med meget blandede følelser, at han få måneder senere finder ud af, at hans førstefødte hviler i maven på Meral. Nyhe- den om en kommende søn ændrer det næste år på Adems holdning til storebrorens yngste barn Hizir. Synet af den 1-årige nevø minder ham om, at han skal være far til et barn i landsbyen, samtidig med, at han som månederne skrider frem, begynder at anse Hizir som en potentiel fremtidig legekammerat for sin egen søn. Adem og Merals første søn kommer til at hedde Ferhat Kilic. 3

Efterår 1986 - sommer 1991

dem Kilic har altid været lærenem, og han har i løbet Aoaf få dage lært, hvordan man smider morgenaviser ud, så det vækker mindst mulig opsigt. Det gælder om at sprede aviserne ud i skraldespande i så ensomme hjørner af Vesterbros gader som muligt, så man blot opholder sig ved de enkelte gerningssteder i nogle få sekunder. Adem sørger for at anlægge et stenansigt, hver gang han traver hen til en af de runde beholdere for at lade en tung stak Politiken og Jyllands-Posten ryge i med en dump lyd. Han forsøgte rent faktisk at levere aviserne rigtigt den første arbejdsdag. Men selvom Adem i løbet af sin skolegang har terpet de latinske bogstaver, som det danske og tyrkiske sprog har til fælles, kunne de danske ord ligeså godt have stået på arabisk. Kombinationen af undervis- ningsniveauet i et område, hvor forældregenerationen typisk var analfabeter, og hvor boglig viden ikke kunne dyrke markerne, gør, at Adem farer vild i junglen af Hansen, Nielsen og Jensen; for ikke at tale om navnene på de danske veje. Desuden føler Adem en trykken for brystet, hver gang han træder ud af den tyrkiske lejlighed, der for den 16- årige dreng udgør en sikker oase midt i det fremmede Kø- benhavn.

32 Adems tid som avisbud starter to dage efter, han er landet i Danmark og slutter en uge efter. I løbet af de første uger i Danmark tør Adem dårligt bevæge sig ad andre veje end Vesterbrogade på stræknin- gen mellem Valby Bakke og Tivoli. Men det er også en rute, der for en landsbyboer fra Tyrkiet byder på rigeligt med oplevelser. For Adem består Danmark i den første tid af et blandet sammensurium af indtryk, der inkluderer store imponerende bygninger, dyre biler, folk i mærkevaretøj samt kanyler på fortovene, en stedvis ram lugt af urin, og mennesker i forfald. Adem kan ikke undgå at blive injiceret af et dagligt miks af narkomaner, alkoholikere og prostituerede, hver gang han træder uden for gadedøren. Han kan ikke forstå, med hvilken tilsyneladende selvfølgelighed folk kan sidde og drikke alkohol på gadebænkene. Og så undrer han sig over udseendet på en særlig del af bænk-menneskene. – Er de mon blevet placeret der, tænker han. – I Tyrkiet har vi også mongoler, men der sidder de ikke på gade- hjørnerne. Senere finder Adem ud af, at de er grønlændere.

Adems femte og sjette aften i Danmark bliver tilbragt stå- ende ved Tivolis indgang ud mod Vesterbrogade. Det er sensommer, og han står i timevis og kigger knap 100 meter ind til et virvar af støj, lys og latter. Adem er fascineret. Den syvende aften træder Adem ind i den gamle have for at få afprøvet om forventningerne til drømmenes Kø- benhavn holder stik. Adem sidder i timevis på en bænk ved springvandet foran Tivolis Koncertsal og betragter havens gæster, mens han får bekræftet en del af det billede af Danmark, som de tyrkiske drenge i landsbyen har givet ham. Godt nok er

33 pigerne ikke alle sammen blonde, som han havde fået fortalt, men de er ikke desto mindre svære at holde øjnene fra i deres lette sommertøj. I løbet af de næste timer er der flere unge, der sætter sig hen til ham på bænken, og som oftest stiller de det uundgåelige spørgsmål: Hvor kommer du fra? Adem kigger meget ned i jorden og føler sig en smule overvældet over at skulle kommunikere på både dansk og engelsk. De fleste begiver sig videre efter at have fægtet med armene og forsøgt sig med engelske gloser i nogle få minutter. Men Adem føler sig ikke desto mindre beruset over den megen opmærksomhed. Han er overrasket over, hvor langt man kan komme med et dansk ‘ja’ og ‘nej’, et universelt medgørligt smil samt en gentagelse af bogstav- kombinationen A-d-e-m. – Du hedder Arr-dem? Han nikker. Beruselsen bliver ikke mindre den efterfølgende aften, hvor det samme gentager sig. Et af denne aftens møder bliver imidlertid længere end de øvrige. En solbrændt pige sætter sig hen ved siden af den sol- brune dreng med det knaldsorte hår og det aflange markerede ansigt. De fleste af hendes ord er i hans ører en plud- ren bestående af ukendte sammensætninger af bogstaver, men hendes smil er til at forstå. Og hun bliver siddende. På en eller anden måde lykkes det Adem og den unge pige at holde liv i en flere timer lang samtale samt dulme følelsen af forlegenhed ved de uundgåelige sprogproble- mer ved hjælp af smil, nik og opfordrende øjenbryn. De bliver siddende, til en Tivoli-vagt gør dem opmærksom på, at haven skal til at lukke for i aften. Pigen tager Adems hånd og fører ham med ud. – Har du lyst til at ses igen? spørger hun.

34 Spørgsmålet er næsten overflødigt. Selvfølgelig har Adem det. Den 16-årige dreng går mod strømmen af nyankomne indvandrere, der i deres fritid typisk kun nyder hinandens selskab. I løbet af hans første tre-fire måneder i Danmark omgås han stort set kun andre tyrkere, når han træder ind i lejligheden for at sove. Hans sociale liv fyldes ud med ture ud til københavner- forstaden Lyngby, hvor Tivoli-pigen bor, og hvor Adem det næste års tid tilbringer mange timer til privatfester, middagsselskaber og på bodegaer med hendes vennekreds, som hovedsageligt består af ingeniørstuderende. Han fortæller ikke de danske unge, at han er gift og skal til at være far. Han vil ikke føle sig udenfor, og de vil alligevel heller ikke kunne forstå det, tænker han. Desuden har Adem ikke selv vænnet sig til tanken om at blive far. Adem føler sig stadig mere sikker på det danske sprog i takt med, at månederne i selskab med de danske unge passerer. Han lærer endda at efterligne en masse af de stude- rendes sprogkoder på måder, man aldrig ville være i nærhe- den af på et danskkursus. Adem sørger imidlertid for ikke at tage udtryk som ‘op i røven med det’ og ‘sikke noget lort’ i sin mund, når hans far og storebrødre er i nærheden.

Mange års fascination af det land, han nu befinder sig i, medvirker kraftigt til, at Adem i den første tid i Danmark omgås danskerne så meget som muligt. Sådan er kutymen imidlertid langtfra blandt alle de unge tyrkiske mænd, han bor sammen med, samt en stor del af de unge landsmænd, han støder på. For selvom mange har kone og børn hjemme i landsbyerne, er der opstået en subkultur af unge tyrkiske mænd, der mellem de lange arbejdsdage finder adspredelse ved at mødes på barer og diskoteker.

35 Adem begynder så småt for alvor selv at blive sluset ind i det tyrkiske miljø og se stadig mindre til de danske studerende i Lyngby, i takt med at fascinationen af danskerne aftager, og han føler, at han kan have det lige så skægt sammen med de andre unge tyrkiske mænd. Efter det første år i Danmark begynder Adem at tilbringe størstedelen af sin fritid med en gruppe unge tyrkere, der lever livet med byture samt et fælles fodboldhold. Lang- somt bliver han klar over, at han selv er blevet en af de unge ‘danske’ tyrkere, der i landsbyens midte disker op med alle de sjove historier om barer, alkohol og danske piger. Nogle af de unge, han omgås nu, kommer også fra Kulu- egnen. Egnen udgør den del af Tyrkiet, som har eksporte- ret mest arbejdskraft til Vesten. Så meget, at indbyggertal- let i dag er mindre på egnen i Tyrkiet end det samlede antal af gæstearbejdere og deres efterkommere, der stammer fra Kulu, og som er bosat i Skandinavien og Tyskland. Alene i Sverige anslås der at bo omkring 30.000 indvandrere og efterkommere fra Kulu, mens der i selve Kulu by kun bor omkring 21.000 mennesker. Flertallet af de rejselystne mænd fra Adems landsby valgte imidlertid Danmark som ny arbejdsplads. For Adem udgør Danmark i 1986 i lige så høj grad en legeplads, som en arbejdsplads. Når han er allermest selvsikker – ofte i selskab med en øl og en bardisk – føler han sig ikke som en 17-årig dreng fra landet, men som en ver- densmand, der har travlt med at have det sjovt. Da Meral den 2. maj 1987 føder Adem en søn, glider nyheden nærmest ind i en tåget række af de kraftige san- seindtryk, den 17-årige dreng bliver bombarderet med i løbet af sit første år i Danmark. Et indtryk, der godt nok er mere vedvarende og insisterende, men ikke desto mindre langt væk.

36 Afstanden til trods er det, som om Ferhats ankomst til verden uundgåeligt sætter en klokke i gang, der tikker stadig højere i takt med, at familiens pres på Adem øges. Efter det mislykkede job som avisbud har Adem fået en stabil indkomst via sit nye arbejde i et industrivaskeri i Hellerup. Men Adem føler ikke, at hans indtjening endnu er stor nok til, at han kan hente sin kone til landet, argumenterer han over for familien. Det argument hjælper ham kun kort tid. Kilic-familien får i 1988 skrabet penge nok sammen til at åbne en kiosk i københavnerforstaden Søborg, og fra da af starter Adems arbejdsdage typisk klokken syv om morgenen med en tur på grønttorvet for først at slutte mellem klokken 22.00 og 24.00. Det går for alvor op for den nu 18-årige Adem, at hans far rent faktisk havde ret, da han i landsbyen advarede sin søn om, at livet som ufaglært i Danmark kræver hårdt arbejde. Selvom hans indtræden i voksenlivet kræver mere ansvar, tager han sig imidlertid stadig tid til at mødes med gruppen af unge tyrkiske mænd efter arbejde, men hans kontakt til den danske gruppe studerende i Lyngby har han for længst måttet vinke farvel til. Adems bror Zeki ser han og faren imidlertid stadig mindre til, efter at han i 1989, i en alder af 23, henter sin kone til Danmark og flytter væk fra det tyrkiske bofællesskab på Vesterbro for at danne familie på Nørrebro. Zeki er ikke den eneste. Selvom fodboldholdet består, snævres gruppen af tyrkiske mænd om aftenen ind, efter- hånden som stadig flere henter deres koner til Danmark. Adem er en af de yngste mænd i gruppen af gifte mænd, der stadig lever livet som ungkarl i Danmark, og han har bestemt ikke travlt med at etablere et familieliv uden for

37 Tyrkiet. Tanken om for alvor at skulle opdrage og tage ansvar for et treårigt barn gør ham skrækslagen, men Meral og Ferhat lander ikke desto mindre i Danmark den 22. august 1990. Efter fire år i Danmark kan Adem ikke læn- gere udskyde sine forpligtelser over for sin nu 24-årige kone, der kort efter ankomsten til Danmark bliver gravid med barn nummer to. Selvom Adem tydeligt husker, hvilket indtryk Vesterbro gjorde på ham selv, da han ankom til Danmark fire år tidligere, vælger han at etablere sig med kone og barn i bydelen. En toværelses lejlighed på Lyrskovgade for foden af Enghave Parken bliver Meral og Ferhat Kilics nye hjem i Danmark.

Adem har bestemt ikke lyst til at ændre på sine vante møn- stre med en 70-80-timers arbejdsuge og endnu mindre lyst til at give afkald på sin frihed til at drikke øl og hygge med kammeraterne, hvor og hvornår han har lyst. Hvis man trækker nattesøvnen fra, ser den treårige Fer- hat nu mindre til sin far, end da han boede i Tyrkiet, hvor de typisk så hinanden en måneds tid i sommerferien. Adem har i sin barndom ikke tilbragt tid på andre må- der med sin far, og han ved ikke, hvad han skal stille op med Ferhat, nu hvor de bor under samme tag. Løsningen bliver at tilbringe så meget tid uden for hjemmet som muligt. Han har heller ikke tid til andet. I en alder af 21 år åbner Adem i 1991 sin anden kiosk på Frederiksberg og bliver samme år far til sønnen Yusuf. En kombination af den nagende ulyst til at tage fader- rollen på sig samt kronisk søvnmangel gør også, at Adem ikke kan overskue at tilbringe for lang tid ad gangen sammen med sin ældste søn. Kort tid efter at Ferhat er kom-

38 met til Danmark, går det nemlig op for Adem, at sønnen er ustyrlig. Når Ferhat kommer i nærheden af en fjernbetjening, en video, tallerkener eller andet, der kan smadres, gør han det ofte. Alt elektronisk i familien Kilics hjem må i de kommende år skiftes ud. – Kan du ikke få ham til at lade være. Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal bruge alle mine penge på det her. Adem hæfter i højere grad sin irritation over Ferhat på sin kone end på sønnen selv. Ferhat er en lille, spinkel dreng af sin alder. Han er et halvt hoved mindre end de fleste jævnaldrende, og ribbe- nene stikker tydeligt ud på den magre dreng. Størrelsen og evnen til at fremvise et bredt, frækt smil af den slags, som er forbeholdt små børn, der har lavet ballade, giver nærmest Ferhat frit lejde til at slippe af sted med hvad som helst. Den firårige dreng er med andre ord mere end almindelig svær at skælde ud på, og Adem føler, at især kvinder har vanskeligt ved at sætte sig i respekt over for det charmerende barn. Og det er netop derfor, at sønnen er blevet så uregerlig i første omgang, mener hans far. – Hvis du og din mor ikke forkælede ham så meget i Tyrkiet, ville han kunne opføre sig ordentligt i dag. Meral siger ikke sin mand imod, men hun gør heller ikke meget for at sætte sig mere i respekt over for sin før- stefødte. Hun er imponeret og stolt, når hun sidder på en bænk i Enghave Parken og ser sin ældste søn tale dansk med andre børn. Han går ikke i børnehave, men efter et halvt år med andre børn på legepladsen, taler Ferhat dansk på niveau med sin far. Mor og søn tager hver dag i Enghave Parken, hvor Fer- hat går amok i gynger, vipper, træer og klatrestativer.

39 Men da Ferhat i 1991 bliver storebror til Yusuf, holder Meral fra den ene dag til den anden op med at give sin ældste søn konstant opmærksomhed, og han får så småt lov til at gå ned i Enghave Parken alene. På landet i Tyr- kiet er det helt almindeligt, at firårige børn leger på gaden uden forældrenes opsyn, da børnene nærmest bliver kollektivt opdraget af landsbybeboerne. Sådan var det, da Adem og Meral var børn, og på samme vis får Ferhat hurtigt frie tøjler til stort set at komme og gå, som han har lyst. Han er en dreng, der har mere end svært ved at opholde sig det samme sted i mere end nogle få minutter ad gangen, og i løbet af de næste år finder han sin ligemand i den jævnaldrende dreng Marc. Når Adem en sjælden gang imellem går ned i Enghave Parken for at hente sin søn op til aftensmad, står det klart for ham, at hans søn har ry for at være lidt af en ballademager på legepladsen. Flere gange får han en bemærkning med på vejen af de andre forældre, om at hans søn har stjålet de andre børns legetøj og fået dem til at græde. En sommerdag, hvor Adem ikke kan finde sønnen på legepladsen, bliver han hjulpet på vej af en af de andre fædre. – Er det din søn, der er en af de to terrorister? – Måske, svarer Adem. Manden peger hen mod et legehus på pladsen. – De gemmer sig derinde. Da Adem er listet op til legehuset, kan han gennem ind- gangshullet se, at de to drenge er krøbet sammen på hug, mens de forsøger at undertrykke en fræk latter. – Bøh, siger Adem og får de to drenge til at rulle rundt på gulvet af grin. Han kan ikke få sig selv til at skælde sin storsmilende søn ud, på trods af at han for længst burde have været hjemme.

40 Marcs far spørger flere gange Adem, hvis søn der laver mest ballade. – Helt klart min, griner Adem. Det er, som om de to mænd har opnået en fælles forståelse af, at deres børn er de frækkeste i kvarteret. 4

Sommer 1994 - efterår 1994

er var flere, der havde set de to små lømler og undret Dosig over, hvad to børn skulle med så mange aviser. Men at de ville forsøge at futte den store bunke papir af, havde ingen af øjenvidnerne imidlertid set komme. – Din søn og hans ven forsøgte at tænde ild til biblioteket. Politimanden ser alvorlig ud. – Brandvæsenet blev tilkaldt, så ilden bredte sig heldigvis ikke. Adem har svært ved at tro på betjenten. – Hvordan kan han det? Han er kun syv år gammel. Den ene af de to tilkaldte politimænd har fulgt Marc hjem til hans forældre, mens den anden nu står i familien Kilics entre. Han har fået æren af at følge Ferhat Kilic de 200 meter hen ad Lyrskovgade, der huser såvel Vesterbro Bibliotek og Kulturhus som familien Kilics lejlighed. – Ja, det er et godt spørgsmål. Men det har han altså gjort. På en eller anden måde har de to drenge fået startet en brand i bibliotekets elevator. Det er ikke første gang, at politiet gæster Vesterbro Bi- bliotek. I de senere år har Lyrskovgade 4 fået stadig flere problemer med uregerlige børn, der hver eftermiddag har invaderet biblioteket og brugt det som opholdssted af

42 mangel på bedre. Børn der for en stor dels vedkommende, ligesom Ferhat, ikke har været tilmeldt en børnehave, SFO eller fritidshjem. Spektaklet og larmen fra børnene er i 1994 blevet til så stor gene for både bibliotekets brugere og personalet, at Københavns Kommune samme år har set sig nødsaget til at skyde en portion penge i et nyt initiativ ved navn Bør- nekulturstedet: Et nyt opholdssted i bibliotekets kælder, hvor bydelens 6-12-årige kan deltage i aktiviteter. Men de danse- og teaterlege, som stedets daglige leder, der er uddannet dramapædagog, sætter i værk, vækker ikke den store interesse hos syv-årige Ferhat og Marc. At sætte ild til en bunke aviser i elevatoren er de to drenges modreaktion på kulturhusets nye strategi om at ‘aktivere’ dem i kælderen. Til Ferhats store skuffelse virker elevatoren stadig, næste gang han får dristet sig ind i bibliotekets lokaler. Ferhat har siden sin ankomst til Danmark fire år tidligere prøvet stadig flere grænser af, men med ankomsten af en uniformeret betjent bliver hans far for første gang konfronteret med myndighederne om sønnens udskejelser. At sønnen smadrer ting i hjemmet er en ting, men at han begår hærværk og tilsyneladende er ved at starte en karriere som pyroman bliver for meget for Adem. I løbet af det seneste års tid er frekvensen af naboklager over søn- nens slåskampe og verbale tilsvininger af andre børn blevet stadig hyppigere. Og det er først med de tiltagende klager over Ferhat, at det reelt går op for Adem, at han er far. Det er lykkedes Ferhat at tiltrække sig sin fars opmærk- somhed ved at slå om sig på omverdenen. Men måske ikke på den måde Ferhat havde ønsket. Adem har året forinden øget sin arbejdsbyrde med

43 åbningen af sin tredje kiosk, og der kan gå dagevis, uden at han taler med sin ældste søn. Ferhat har hidtil haft et tæt forhold til sin mor, mens faren har stået som en mere abstrakt figur, der har svævet i bevidstheden og dukket frem efter mørkets frembrud. Nu bliver faren lig med autoritet. Adem er i vildrede om sønnens opførsel og tyr til det eneste opdragelsesmiddel, han kender. For Ferhat kommer faren og fysisk afstraffelse fremover til at blive to sy- nonyme størrelser. Adem er selv som barn blevet auto- ritært opdraget, og sådan skal hans søn også disciplineres, når far og søn da endelig ser hinanden. Resten af tiden slipper Ferhat af sted med det meste.

Kombinationen af Ferhats udskejelser, pladsmangel og en bydel, som byder på brugte sprøjter og kondomer på for- tove og kælderskakter er medvirkende til, at Adem i sommeren 1994 tager imod et velment råd. En af kammeraterne på det tyrkiske fodboldhold anbefaler ham at tage imod et tilbud om at flytte til en lejelejlighed i Tingbjerg. Adem kender intet til bydelen, der har postnummer i Brønshøj i Københavns Nordvest-kvarter, men vennen forsikrer ham om, at det er et naturrigt og narkoman-frit område. Familien Kilic flytter fra en bolig med to slidte rum til en velholdt treværelses lejlighed i en af Tingbjergs karakteristiske boligblokke. Der er en verden til forskel på Tingbjerg og Vesterbro. Den konstante summen af liv på Vesterbro er skiftet ud med et byområde, der er blevet fremført på en bar mark omgivet af Københavns Vestvold, Utterslev Mose og Ha- reskovvejen; knap 10 kilometer fra indre by. En bydel der huser omkring 2500 lejligheder opført i gule bygninger, supermarkeder, børneinstitutioner, folke-

44 skoler, plejehjem, kirke og forretningsstrøg. Og så adskiller bydelen sig fra andre beslægtede boligområder med massivt socialt boligbyggeri ved, at ingen bygninger må skyde mere end tre etager op i vejret. Ideen med byggeriet af den nye bydel fra midten af 1950’erne bar præg af at give Tingbjerg landsbystemning i en moderne storby. Der er rigeligt med plads og lys mellem de sirligt anlagte rækker af ejendomme for at sikre, at forudsætninger- ne for idyl og snak naboerne imellem er opfyldt. Arkitekt Steen Eiler Rasmussens vision var at skabe et samfund inspireret af den engelske neighbourhood-tanke- gang, som gjorde op med tendensen til at bygge ensartede bebyggelser, hvor beboerne var reduceret til et husnum- mer og ikke kom hinanden ved. Den nu afdøde Steen Eiler Rasmussen begyndte allerede at lave de første skitser til det, han kaldte ‘Menneske- samfundet Tingbjerg’ under 2. Verdenskrig. Kvarteret blev opført ad to omgange i perioderne 1955- 58 og 1964-71, og det blev som planlagt fyldt med fritids- klubber, sportsfaciliteter som Brønshøj Boldklub og hånd- boldklubben IF Stadion, pensionistforeninger samt en ny type foreninger, der opstod op gennem 1970’erne og 80’erne: venskabsforeninger mellem indfødte danskere og indvandrere. Indvandrerstoppet fra 1973, der betød, at man skulle være flygtning for at få permanent opholdstilladelse, havde ikke sat en prop i antallet af indvandrere, der bosatte sig i Danmark. Tværtimod begyndte de gamle gæstearbejdere og deres børn i stigende grad at søge om familiesammenføring, som gjorde det muligt at få ægtefæller og børn under 20 år til landet, efterhånden som det gik op for stadig flere, at

45 deres ophold i Danmark langtfra blot bestod af en fransk visit. Dermed blev den første formodning fra starten af 1970’erne om, at indvandrernes ophold i Danmark var midlertidigt, modbevist. En formodning som blandt andet kommer til udtryk i artiklen ‘Velkommen Mustafa’ i Ar- bejdsgiveren nr. 6 fra 1970: „Har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises. Byrden ved at holde en reserve falder herved på gæstear- bejderen personligt eller hans hjemland. Gæstearbejderen bringer normalt hverken kone eller børn med. Det betyder, at vort erhvervsliv kan vokse hurtigere, idet der ikke kræves sekundære investeringer i børnehaver, skoler, boliger og hvad der ellers følger af at have familier. Endelig er gæstearbejdere særligt velkomne, fordi vi kun behøver at foretage ganske ringe investeringer i nybygninger og maskiner for at sætte dem i gang – de har intet imod forskudt arbejdstid.“ Gæstearbejderne medbragte koner og børn, og det var, kombineret med tilgangen af flygtninge i 1980’erne, med til at ændre den demografiske sammensætning i Danmark dramatisk. Fra at udgøre en gruppe på 20.000 i 1970, udgør antallet af borgere med indvandrerbaggrund i dag over 200.000, viser Integrationsministeriets tal fra 2006.

Som gammel landbofamilie i Tyrkiet værdsætter familien Kilic landsbymentaliteten i deres nye omgivelser, hvor de føler, at de trygt kan overlade syv-årige Ferhat til fri leg i Tingbjergs bare grønne arealer, i karreerne mellem de gule bygninger samt nede ved Utterslev Mose. Og Ferhat værdsætter i den grad sine nye omgivelser. Her er mere plads at boltre sig på end i det gamle brokvar- ter og Enghave Parkens gynger og vipper. Ferhat ser Ting-

46 bjerg som et fristed, der byder på leg og ballade. Og så værdsætter den lille dreng områdets udvalg af gemmeste- der i blandt andet kælderskakter, når han ikke gider sidde på skolebænken. Og skolen er langtfra et sted, Ferhat har lyst til at tilbringe mere tid end højst nødvendigt.

September 1994. En lærer i folkeskolen har typisk 40-45 minutter at gøre godt med, når han eller hun skal lære sine elever alfabetet, grammatik og brøkregning. Men for dansklærer Kjeld Reseke har undervisningstimerne i hans 1. klasse på Tingbjerg Skole den første måned efter skolestart været skåret ned til omkring 30 minutter. En halv time til at gennemgå ABC og klappe stavelser med 25 elever. Siden Ferhat Kilic startede på skolen, er det første kvarter af hver time nemlig gået med at udrede, hvad der er sket i frikvarteret. – Det var ikke mig! Hvorfor er du altid efter mig, forsvarer Ferhat Kilic sig. Og klasselærer Kjeld Reseke har da også svært ved at forstå, hvordan den spinkle dreng kan slippe af sted med at slå sine klassekammerater, der er mindst et halvt hoved højere. Ferhat er nemlig den mindste dreng i klassen. Men selvom han mest af alt ligner en fugleunge, der er tvunget ud på ukendt territorium, er de fleste af hans klassekammerater bange for ham. I begyndelsen har Kjeld Reseke da også haft sine alvorlige tvivl om, hvorvidt de andre elever taler sandt om Fer- hats adfærd i frikvartererne. – Rolig nu, Ferhat, jeg prøver bare at finde ud af, hvad der er sket, forsøger Kjeld Reseke og begynder at udspør- ge de andre elever, om de har set, hvad der er foregået. Som regel har Ferhat slået eller sparket en af de andre unger i skolegården. Kjeld Resekes indtryk er, at så snart

47 en af de andre elever siger det mindste til Ferhat, begynder hans arme at gå som møllehjul. Han har en klar teori om, hvor en stor del af årsagen til den lille drengs opførsel skal findes: I løbet af sine 24 år i lærergerningen har han sjældent oplevet en elev være så fagligt ringe klædt på ved skolestart. Som regel kan eleverne genkende bogstaver, og nogle kan stave til deres eget navn og sågar læse og skrive korte ord. Med Ferhat er historien en helt anden. Det virker, som om han aldrig har set et bogstav før. Kjeld Reseke er overbevist om, at drengens opførsel i skolegården er en kompensation for hans nederlag i klasseværelset. Det er godt nok ikke en påstand, han har fra Ferhat selv. Den lille dreng giver på intet tidspunkt sin klasselærer mulighed for at trænge ind bag facaden, og Kjeld Reseke tvivler på, at drengens sproglige evner rækker til at give udtryk for betragtninger om faglige mangler og eventuelle problemer i hjemmet. Desuden reagerer Ferhat vredt, når læreren for- søger at tale med ham. – Du er altid efter mig, jeg har jo ikke gjort noget, råber Ferhat, når han bliver konfronteret med frikvarterets slåskampe. Ferhat bliver ofte nærmest hysterisk i sit selv- forsvar. Når han er mest ophidset, kan han ikke blive siddende på stolen og slår demonstrativt ud med armene. – Jeg skrider, mand. Hvorfor siger du aldrig noget til de andre? Kjeld Reseke har svært ved at svare på spørgsmålet, for han bruger rent faktisk usædvanlig meget tid på at våge over den mindste dreng i klassen. Ferhat føler sig uretfærdigt behandlet. Han har svært ved at gennemskue forbindelsen mellem hans adfærd i frikvartererne og lærerens skældud. Den lille dreng føler reelt, at Kjeld Reseke forfølger ham af ond vilje. Ferhats

48 mistro over for læreren gør, at han nærmest fra dag ét på Tingbjerg Skole ingen respekt viser i dansktimerne. – Hvis de ikke behandler mig ordentligt, behandler jeg ikke dem ordentligt, gentager han over for sin bedste ven og klassekammerat, Shamsad, når de befinder sig uden for skolens område. Men Kjeld Reseke ignorerer som regel Ferhats beskyld- ninger om, at han bliver uretfærdigt behandlet. – Ferhat, sæt dig ned. Nu. Når det ikke virker, eller når den uregerlige elev forsø- ger at forlade timen, bruger læreren den afgørende trussel. – Ferhat, hvis du ikke opfører dig ordentligt, ringer jeg til din far. Den rutinerede lærer ved ikke, at hans opringninger til Adem som regel er lig med øretæver. Det er sjældent, at Kjeld må ringe og bede Adem hente sin søn, for Ferhat falder som regel til ro – i hvert fald delvist, når klasselæreren spiller ‘far-kortet’. Men i næste frikvarter gentager mønsteret sig igen, og timen bliver endnu en gang reduceret til en halv time.

Ferhat er langtfra den eneste elev på Tingbjerg Skole, som er urolig i timerne. Skolen er ikke blot bydelens største med sine cirka 600 elever, den er også et omdrejningspunkt i området med sin egen svømme- og sportshal, hvor unge kan komme uden for skoletid og spille badminton, basket og håndbold samt styrketræne i et af skolens kæl- derrum. Såvel ungdomsskolen som sportsklubber benytter sig af skolens store sportshal med dertilhørende tri- bune. En af Københavns ældste håndboldklubber IF Sta- dion, der i 2007 frister en tilværelse i 2. division, spiller således sine hjemmekampe i skolens store hal. Skolen blev opført i forbindelse med hele grundlæggel-

49 sen af Tingbjerg, og med et fysisk udseende af en heste- sko, der er opført i blot et plan, ser skolen ud, som om den har lagt sig fladt ned på maven midt imellem socialt boligbyggeri og grønne arealer. Indtil starten af 1990’erne blev den opfattet som en sportsskole, men det billede ændrede sig i 1990, hvor elever med indvandrerbaggrund i 1. klasserne begyndte at udgøre halvdelen af de nystartede elever. I dag beskriver skolen sig selv som en multikulturel skole med omkring 80 procent tosprogede elever. Da arkitekt Steen Eiler Rasmussen udtænkte grundideen for Tingbjerg, var ordet ‘gæstearbejder’ endnu ikke en del af danskernes ordforråd, og fænomenet ‘ghetto’ var ikke så udbredt som i dag. Men Steen Eiler Rasmussen gjorde sig allerede i forbindelse med opførelsen af bydelen tanker om, at et socialt boligbyggeri som Tingbjerg risikerer at udvikle sig til en ghetto-forstad, der fungerer som opbevaringssted for socialt svage borgere. Dette kommer blandt andet til udtryk i hans bog ‘Tingbjerg – forklaring til en byplan’ fra 1963. „I mange lande har det af offentligheden understøttede boligbyggeri et umiskendeligt præg af institution, og beboerne får et usynligt stempel på sig af at være en art fattiglemmer. Sådan er det lykkeligvis ikke i Danmark, og det er vigtigt for alle beboerne, at man heller ikke i fremtiden samler de dårligst stillede i særlige kvarterer.“ Steen Eiler Rasmussen frygtede især, at sanering af brokvartererne kunne betyde, at Københavns Kommune ville flytte de socialt svageste fra specielt Vesterbro og Nørre- bro de knap 10 kilometer ud af byen og ind i hans hjertebarn.

50 Allerede før Steen Eiler Rasmussen fremsatte advarslen i sin bog mod at skabe en bydel af ‘fattiglemmer’, kunne man ane de første tegn på, at det kan være fristende for en kommune at bruge store områder med socialt boligbyggeri som oplagt sted at anbringe boligløse. En del af Tingbjergs første tilflyttere var således borgere, som havde mistet deres bolig i forbindelse med store saneringer i København, såsom saneringen af Borgergade og Adelgade i indre by. Men det var især, da anden del af byggeriet af Tingbjerg stod færdig først i 70’erne, at det blev klart, at kommunens anvisningspolitik ikke stemte overens med arkitektens ideer om at sikre en ressourcestærk bydel med beboere fra såvel høje som lave sociale lag. Byfornyelser betød, at flere og flere dårligt stillede mennesker rykkede fra brokvartererne og ind i både Tingbjerg og nyere områder med socialt boligbyggeri. Samtidig flyttede de første tyrkiske gæstearbejdere til bydelen i midten af 70’erne. Det lave uddannelsesniveau blandt både mange af de danske og udenlandske tilflyttere i Tingbjerg er hængt ved og er blevet forstærket, således at andelen af Tingbjergs beboere uden for arbejdsstyrken i dag er 90 procent højere end i resten af Københavns Kommune som helhed. Det viser tal fra Statistisk Kontor under Københavns Kommune. Også når det gælder andelen af kontanthjælpsmodtagere, hører Tingbjerg til i førerfeltet. Her har bydelen tre gange så høj en andel bistandsklienter som kommunegennem- snittet. Samtidig er andelen af førtidspensionister dobbelt så højt, og 57 procent af Tingbjergs beboere har ikke anden uddannelse end folkeskolen med i bagagen.

Udviklingen har betydet, at de oprindelige planer om at anlægge en togstation og adskillige busruter til en ‘men-

51 neskeby’ med omfattende fritids- og indkøbsmuligheder blev opgivet. Bydelen kunne simpelthen ikke mønstre den købekraft og det menneskelige overskud, der tilnærmel- sesvis skulle sikre planerne om at skabe et indkøbsmekka af forretninger og socialt liv. Bydelens hovedstrøg, Ruten, byder således ikke på andre indkøbsmuligheder end en enkelt Aldi, Rutens Supermarked samt en grønthandel og et par kiosker. Selvom Aldien givetvis er værdsat af beboerne, har det ikke været nok til at virke som trækplaster til at få folk udefra til at lægge deres sparekroner i Tingbjergs butikker. Og for kioskernes vedkommende bliver overlevelsen ikke blot sikret ved det almindelige salg af smøger, øl og slik. Før Ferhat Kilic har nået teenageårene, bliver den ene af kioskerne i slutningen af 1990’erne hans foretrukne sted at købe hash og sælge hælervarer. Dette fremtidsscenarium har Adem naturligvis ikke forudset i løbet af familiens første år i Tingbjerg. Men ikke desto mindre ved han, at han bestemt ikke er tilfreds med Ferhats udvikling. Opringningerne fra skolelærer Kjeld Reseke er et irrita- tionsmoment, og han føler, at hans søn sidder fast i sin indlæring. Han udvikler en klar holdning til Tingbjerg Skole: Det er en skod-skole. Og eleverne består af uregerlige børn af arbejdsløse og sociale tabere, der ikke gider smøge ærmerne op og arbejde ligesom han selv. Han føler, at han gør rigeligt for at hjælpe på Ferhats skolegang og komme skolens bekymringer om sin søn i møde. – Hvad skal vi gøre, vi kan da ikke gøre mere. Jeg tager hans hånd hver morgen og følger ham i skole – resten må de da tage sig af, klager Adem gentagne gange til sin kone. Kontakten til såvel Ferhats skole som fritidsklub går

52 kun gennem Adem. Både fordi han som tyrkisk mand har ansvaret for familien, men også fordi Meral ikke kan dansk. Ved ankomsten til Danmark gik hun på danskkurser men måtte hurtigt give fortabt. Det var simpelthen, som om ordene ikke ville hænge ved, og Meral nåede hurtigt til den konklusion, at dansk ikke var et sprog, hun nogensinde ville mestre. Den dag i dag består kommunikation med danskere stadig af ord som ‘ja’ og ‘nej’, smil og stille nik. Selvom hun fra ankomsten til Danmark har arbejdet som rengøringshjælp, indtil hendes ryg sagde stop i 2005, har hendes kontakt med det danske sprog været sparsom. I det ensomme job med at gøre rent har Meral lært sig rengøringens fagsprog via symboler på bagside- etiketter på grønne og blå plastikdunke. Et kryds betyder ‘lokalirriterende’, dråber der faretruende drypper ned på en hånd fra et reagensglas betyder ‘ætsende’ og flammer betyder ‘brandfarligt’. Som tusindvis af andre indvandrerkvinder i landet har Meral taget de job, man kan få uden de store boglige og sproglige evner, og i disse fagområder er arbejde ikke nød- vendigvis lig med sproglig og kulturel integration. Meral er vokset op i et patriarkalsk samfund, hvor manden ofte har det sidste ord i hjemmet, og de manglende dansk- kundskaber forstærker Adems ansvar i forhold til børne- nes opdragelse. Han må tage sig af al kontakten til skoler og klubber og give sin kone et referat på tyrkisk.

Klasselærer Kjeld Reseke kan tilfreds notere sig, at Ferhat næsten hver morgen bliver fulgt i skole af sin far. Ferhat forholder sig roligt, mens faren er til stede. Men så snart Adem sætter sig ind i sin bil for at køre videre på arbejde, er det, som om den lille dreng har opsparet så meget energi, at han straks må banke den ud af kroppen. Der går

53 typisk ikke mange minutter, før han enten ryger i konflikt med en anden elev eller larmer i timerne. Det er tydeligt, at Ferhat ikke er vant til at sidde stille lang tid ad gangen, og at han er vant til at rende frit omkring. Et problem, der ikke er uvant for den største skole i Tingbjerg, når det gælder elever med fædre, der er fraværende en stor del af dagligdagen. Adem føler derimod, at det er undervisernes ansvar at lære sønnen at udvise disciplin i klasselokalet. Kjeld Resekes indtryk af den 24-årige far er, at han virker imødekommende og interesseret i, at sønnen gør hurtige fremskridt. Men Adems forventninger til sønnen er urealistiske, mener læreren. Adem vil ikke acceptere lære- rens påstande om, at det tager tid at lære at læse, og han forstår ikke, at hans søn ikke umiddelbart har de medfødte talenter udi bogstavernes verden. Kjeld Reseke synes, at Adem i høj grad bærer præg af at være en umoden far. Selvom han umiddelbart sørger for at leve op til lærernes forskrifter om at sørge for, at sønnen kommer i skole, forstår han ikke, hvad hans rolle som far egentlig indebærer. For en ting er at arbejde 12-14 timer om dagen for at forsørge sin familie, noget andet er at være en rollemodel for sine børn ved at lege med dem og tage sig tid til at snakke med dem. Desuden giver Adem – delvist hjulpet på vej af sin status som ejer af tre kiosker – udtryk for, at han har styr på såvel familien som forretningslivet og tilværelsen generelt, når Kjeld fortæller om sin bekymring over Ferhats opførsel. Efter klasselærerens mening kniber det derimod gevaldigt for Kilic-familien i Tingbjerg. Det er tydeligt, at Adem har mere end svært ved at finde hoved og hale i det danske skolesystem, og at han er ved at

54 drukne i det hav af basale informationer om, hvor meget forældrene skal hjælpe til med børnenes lektier, hvilken slags gymnastiktøj eleverne skal medbringe i skole, og hvad et penalhus skal indeholde. Klasselæreren overvejer efter Ferhats første måned på Tingbjerg Skole at indstille drengen til en specialklasse med højst 12 elever og to tilknyttede lærere for at modtage en mere intensiv undervisning. Han vurderer imidlertid, at en måneds observation af Ferhat ikke er tilstræk- keligt til at anbringe ham i en specialklasse. Efter to måneder anmoder Kjeld Reseke skolens ledelse om at placere Ferhat i en specialklasse. Men det er for sent. Adem har besluttet sig for, at Tingbjerg Skole ikke er det rigtige sted for hans søn, og han har derfor allerede bestemt, at sønnen skal på en anden skole. Desuden har han i månedsvis hørt Ferhat brokke sig højlydt over, at klasselæreren forfølger ham. Han er derfor tilbøjelig til at opfatte Kjeld Resekes udmelding om, at Ferhat bør gå i en anden klasse, som en handling af ond vilje. Han mener, at Kjeld Reseke reelt er ved at få sønnen smidt ud af klassen. Adem opsøger klasselæreren på skolen, og selvom samtalen blot varer få minutter, afslører den en dyb kløft mellem de to mænds holdning til Ferhats skolegang. – Man kan ikke lære et barn at læse på tre måneder. Ferhats problemer bliver ikke løst, ved at du flytter ham til en anden skole. Adem stoler ikke på læreren og er dybest set ligeglad med hans råd. Når han ikke har lært Ferhat at læse, fortjener han ikke en forælders respekt. – Hvis I ikke kan lære ham at læse i en normal klasse, hvordan skulle I så kunne gøre det i en anden klasse på skolen? Kjeld Reseke forsøger at forklare, at Ferhat vil modtage

55 intensiv undervisning i specialklassen, men der er ikke noget at gøre. Fem år og fem skoler senere havner Ferhat endelig i en specialklasse med blot en håndfuld elever. Først her lærer han at læse det, der svarer til tostavelsesord. 5

Juli 1996 - juli 1998

hamsad og Ferhat er bedste venner. Og når de er sam- Somen, er det sjældent, at de gider tilbringe mere tid end højst nødvendigt med andre af områdets jævnaldren- de. Denne dag er en afgørende undtagelse. – Jeg har mødt nogle nye venner, og vi skal mødes med dem nede ved mosen. Shamsad undrer sig over, hvad det kan være for nogle ‘venner’, og hvornår Ferhat mon kan have mødt dem. De to drenge tilbringer nærmest morgen, middag og aften sammen, når de da ikke går i skole. Her i skolernes sommerferie behøver drengene ikke frygte for en opringning til fædrene med beskeden: Din søn er endnu en gang ikke mødt i skole. De to drenge har gået sammen på Tingbjerg Skole ad to omgange. Første gang var, inden Adem meldte sin søn ud af skolen i 1. klasse. Anden gang, de to drenge vinkede farvel til muligheden for at lege sammen i frikvartererne, var for blot et par måneder siden, da Ferhat tog forskud på skolernes sommerferie. Ved denne lejlighed fik Adem besked om, at skolen ikke kunne tage imod hans søn efter ferien. Ind imellem de to ophold på Tingbjerg største skole har Ferhat nået at få Voldparken Skole med på sit CV over mislykkede skoleforløb.

57 Lige siden Ferhat og Marc for to år siden var ‘terrorister’ på legepladsen i Enghave Parken, har Adem vidst, at hans søn har et gen i sig, der fordrer ballade og drengestreger. Og den danske folkeskole giver med sin vage disciplin og dårlige lærere blot næring til det gen, mener Adem. Forskellen på Ferhat anno 1996 og hans tid på Vester- bro er imidlertid ikke blot alderen og de mislykkede skole- forløb. Det er også hans mod på at udvide legepladsen, hvilket de sidste to års erfaringer som en af de værste ballademagere blandt hans jævnaldrende har ført med sig. Det kan godt være, at Ferhat ikke kan finde ud af alfabetet, men han er bestemt ikke lavt placeret i Tingbjerg-drengenes hierarki. For Ferhat er altid med på den værste, og han får stort set altid sin bedste ven Shamsad til at følge med.

– Hva’ er du bange for? Jeg lover dig, de er gode nok. Kom nu mand. To meter høje buske hindrer mindre insisterende blikke i at få øje på drengene på den anden side af Åkandevej, der skiller Tingbjergs gule boligblokke fra Utterslev Mose. Og det er Shamsad glad for. Han er ni år, og han ved, at hans forældre bestemt ikke vil bryde sig om, at han hæn- ger ud med Ferhats nye venner. Og Shamsad er også selv lidt nervøs ved de fire drenge, der hver lørdag mødes ved mosens grillareal i hjørnet tættest ved Tingbjerg. De er ikke blot to-tre år ældre end Ferhat og Shamsad, de ryger også hash og drikker øl. Shamsad har ikke prøvet nogen af delene, mens Ferhat med stort velbehag har testet både det ene og det andet siden mødet med de ældre drenge. Shamsad siger nej tak til at ryge af den joint, der bliver sendt rundt i rundkredsen. Han nøjes med en guldøl, og det lykkes ham at bevare et ansigtsudtryk, der skjuler hans

58 mishag ved den lunkne Bjørnebryg. Efter at have indtaget øllen centiliter for centiliter, føler Shamsad sig en smule påvirket. Men det er intet i forhold til Ferhat og de andre. De er flade af grin og deres røde øjne afslører den joint, de netop har røget. – Skal vi tage en til? – Helt sikkert, lyder svaret fra den mindste af drengene. Ferhat glæder sig over at være en del af den ældre gruppe, og han føler, at han vokser i forhold til sine jævnaldrende. Der kan bestemt ikke være andre ni-årige, der ryger joints i Tingbjerg, tænker han. Lige indtil Shamsad et par weekender efter begynder at ryge med. Dels fordi han tror, det vil fuldbyrde hans medlemskab af gruppen at tage imod jointen i rundkredsen. Dels fordi han kan se, hvor meget de andre får kørt hinanden op i ukontrollable grineflip efter et par joints. Sham- sads første oplevelse med hash er umiddelbart en lille skuffelse. Man begynder ikke automatisk at grine af den søde røg. Men Shamsad har også med vilje taget så små hvæs, han har kunnet tillade sig uden at blive beskyldt for ikke at inhalere. Men han må indrømme, at hashen har fået ham til at slappe mere af i kroppen og tænke mindre over, hvordan han mon fremstår for de ældre drenge. – Var det ikke fedt, udbryder Ferhat, så snart gruppen har brudt op langt ud på aftenen, og de to venner er uden for de andre drenges hørevidde. Shamsad må medgive, at det var det. – Vi skal sgu lære at rulle joints selv. Så kan vi også ryge, når vi vil, siger Ferhat.

Adems telefon er begyndt at ringe stadig oftere på grund af sønnens konstante smårapserier. Ferhat stjæler med arme og ben; ofte uden tanke på, om han egentlig har lyst

59 til eller brug for en Gillette shaver, slikposer eller deodo- ranter. Nogle gange sælger Ferhat varerne, men ofte giver han dem væk til andre unge i Tingbjergs gule boligblokke. Mere for at fremvise sit mod og sine talenter med de spinkle lange fingre end for nødvendigvis at være flink. I virkeligheden kan mange af de andre unge rende ham, føler Ferhat. Derfor er han da heller ikke blandt de mest populære af Tingbjergs unge, selvom han er en af dem, man viser mest respekt for. Og det er også en af de tungt- vejende grunde til, at han og Shamsad i lange perioder nærmest er uadskillelige. Shamsad kender Ferhat bedst, og han er den, som Ferhat respekterer mest blandt sine jævn- aldrende. Han er med på den værste og ikke lige så ‘svag’, som mange unge. Ferhat har ikke meget til overs for unge, der har det FOR godt hjemme ved forældrene, og jævn- aldrende, der indrømmer, at de bruger nævneværdig tid på lektier, er også diskvalificeret. Når han går ned på Tingbjergs hovedstrøg, hvor mange af rødderne står og hænger uden for Rutens Supermarked, sørger han næsten altid for at lade et smil spille på læben. Nogle opfatter smilet som selvsikkert, andre som over- legent. Ferhat er bestemt ikke typen, der åbent uddeler komplimenter, og hans umiddelbart overlegne udstråling kan let opfattes som mangel på respekt over for både børn og voksne. Ferhats attitude og hurtige fingre gør, at han i de kommende år får skabt sig et ry for at være arrogant og kold. I supermarkederne er den spinkle dreng imidlertid ikke ligeglad med at blive taget. Han mærker hjertet banke tungt i brystet, hver gang han stiller sig op til kassen for at købe en lille pose Haribo, mens lommerne er fyldt med ubetalt gods. Langt de fleste gange slipper drengen væk med både va-

60 rerne og et skud endorfiner og adrenalin. Stoffer der pop- ulært er blevet kaldt ‘lykkehormoner’ eller ‘kroppens egne morfinstoffer’, og som uundgåeligt lokker et veltilfreds smil frem hos den spinkle dreng. Efter mødet med de ældre drenge ved Utterslev Mose bliver de naturlige eufo- ri-stoffer suppleret med Ferhats nye smag for hash. Det skal blive afgørende for hans fremtid. Joint for joint for- stærker hampen nemlig gennem årene Ferhats tendens til at virke ligeglad med alting. Når det går galt for Ferhat på hans røvertogter, får Adem typisk en henvendelse fra politi eller socialcenter. Opringning efter opringning bliver han til stadighed mere opmærksom på konsekvenserne af ikke længere at kunne leve livet som enlig tyrkisk mand i Danmark. I 1996 bliver han far til sin tredje søn i en alder af 26, og såvel socialcenter som familie, politi og lærere kræver, at han tager ansvar for sin førstefødte søn. Adems frustrationer over den stadig mere uregerlige Ferhat kommer ud ved at tæve sønnen. I løbet af årene 1995-1996 bliver det at give tæsk med flad og knyttet hånd en stadig mere normal del af farens opdragelse. Socialforvaltningen i Københavns Kommune ved godt, at der er noget alvorligt galt i Kilic-familien i Tingbjerg. Allerede i december 1995 gør en socialarbejder det lokale socialcenter opmærksom på, at Ferhat i det forgange år er blevet taget to gange for butikstyveri. Det er første gang, socialcenteret får en henvendelse vedrørende den spinkle dreng, fremgår det af Ferhat Kilics sagsmappe. Ved samme lejlighed udtrykker socialarbejderen bekymring for drengen. Han ikke bare stjæler, men går også ‘mangelfuldt’ klædt, og han har over for socialarbejderen udtrykt frygt for, at han ‘vil få smæk af far’. Socialforvaltningen tager imidlertid først et møde med

61 familien et halvt år efter, da Ferhat bliver smidt ud af Tingbjerg Skole for anden gang op til skolernes sommerferie i 1996. Denne gang holder socialcenteret et møde med Adem og Meral, hvor forældrene giver udtryk for, at de ønsker Ferhat væk fra ‘de forkerte venner’, og at de har svært ved at styre ham. Det bliver et ønske ægteparret mange gange fremover ytrer over for socialkontoret. Men det er ikke, fordi mødet fører til, at socialcenteret sætter et egentligt tiltag i værk i forhold til den niårige dreng. Adem oplyser ved denne lejlighed, at han tager foræl- dreorlov i en periode for at være mere sammen med Fer- hat. I den første tid sammen dyrker far og søn den kine- siske kampsport Weng Chun, hvor Adem og Ferhat for- mår at give hinanden god kamp til stregen. De blå mærker er ved disse lejligheder ok, synes Ferhat. Fællesskabet mellem far og søn bliver imidlertid ikke udbygget, for Adem har sit arbejde at passe. Aktiviteterne med sønnen stopper lige så brat, som de startede, hvorefter Ferhat lægger kampsporten på hylden. Adem finder på en anden dagsorden i forhold til sønnens opdragelses- metoder. Adem oplyser nemlig til socialkontoret, at forældre- orloven blandt andet skal bruges på at rejse en måneds tid til Tyrkiet, og at han overvejer at lade Ferhat blive tilbage hos den tyrkiske familie. På den måde kommer Ferhat væk fra kvarteret og vennerne, argumenterer Adem. I sagsmappen fremgår det ikke, hvad familiens socialrådgiver siger til at efterlade Ferhat i Tyrkiet.

Adem har altid været den mest flagrende af de tre brødre i en søskenderække på fem. Han er den yngste og den af de tre brødre, der har haft mindst kontakt til faren, Hizir. Da han i 1986 flyttede sammen med sin ene bror og far i et

62 lille værelse på Vesterbro, regnede han med, at det ville blive startskuddet til at udvikle et tættere forhold til faren. Ved ankomsten til Danmark blev Adem imidlertid klar over alders- og kulturkløften mellem sin egen og sin fars generation. Især forholdet til begreberne ære og respekt skiller de to mænd ad. Godt nok kræver Adem respekt af sine sønner, men hans definition af respekt stemmer ikke overens med hans fars fortolkning af ordet. Hvis Adem sidder med krydsede ben og en tilbagelænet holdning, giver Hizir ham besked på at tage sig sammen og lade være med at se så overlegen ud. Når Adem sætter sine fødder op på bordet, kalder faren ham for uhøflig, og når Adem flagrer rundt og ikke kan holde sammen på trådene i sin familie og sin uregerlige førstefødte søn, ryster Hizir blot på hovedet af ham. Adem har gennem barndommen altid følt, at han har været farens yndling, men årene med bopæl i samme land rykker ved hans holdning til faren. Hizir er ikke i samme grad som tidligere barndommens symbol på frihed, for- kælelse og sjove køreture rundt til venner og familie i det tyrkiske højland. Hizir repræsenterer nu en mur af autoritet og forventninger, og Adem føler sig derfor lettet og tilfreds, da faren i 1992 rejser tilbage til Tyrkiet. Adems mor kan dermed efter at have ventet i 23 år byde sin mand velkommen hjem igen. For Adem betyder farens farvel til Danmark, at han kan beholde en del af sin ære over for Kilic-familiens overhoved, da Ferhats opførsel gennem årene ikke læn- gere kan skjules for familien, der befinder sig i Danmark. Med Hizirs hjemrejse bliver Adems ældste bror Ilias den øverste i familiehierarkiet i Danmark. Adem knytter dog ikke særlig tætte bånd til sin 14 år ældre bror, som han betragter som en del af den ‘gamle’

63 generation. Ikke blot på grund af alderen, men også fordi Ilias med sin ankomst til Danmark i 1972 selv hører til bølgen af gæstearbejdere, hvis formål med opholdet i Dan- mark typisk var drømmene om indtjening til hus og bolig i hjemlandet. Adems farvel til landsbyen udgjordes af et stof, der i lige så høj grad byggede på drømme om frihed og sjove oplevelser. Adem har svært ved at sætte sig ind i den ældste brors fortsatte sparsommelighed, som han mener er et efterslæb fra 70’erne. Ilias og Adem er begge kommet til Danmark som teenagere, men der er en verden til forskel på Tyrkiet anno 1972 og 1986 og ligeledes på de to brødres opvækst i Tyr- kiet. Ilias er vokset op i en tid, hvor familien levede fra hånden til munden, mens Adem er vokset op med den trygge forvisning om, at familien i Danmark var et økono- misk sikkerhedsnet. Under Ilias’ opvækst i landsbyen ville det for eksempel være utænkeligt med teenagere på mo- torcykler i Kulu-regionen.

Både Adem, Ilias og den tredje bror, Zeki, har arbejdsdage på mindst 12 timer. Ilias kører bus om dagen og taxa om aftenen, mens Zeki arbejder som købmand. Især Adem og Ilias har imidlertid vidt forskellige syn på, hvad man skal stille op med de hårdt optjente penge. Ilias har såvel blandt de tyrkiske naboer i Blågårds-kvarteret som hos familien ry for at være en mand, der vender hver en 25-øre. En af de måder hvorpå Ilias sparer penge, er ved at lade være med fast at give sine fire børn lommepenge. Adem har respekt for sin ældste bror, men han har svært ved at sætte sig ind i brorens forhold til penge. Han synes,

64 at Ilias er nærig grænsende til det sygelige, og det er en af grundene til, at han så vidt muligt forsøger at undgå mere kontakt til broren end højst nødvendigt. En anden væsentlig grund er, at han ikke føler, at de har noget at tale om. Modsat forholdet til den mellemste bror har han aldrig opbygget et venskab til Ilias. Zeki har han derimod både spillet fodbold og festet med sammen med den unge gruppe af tyrkiske mænd, der i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne endnu ikke havde hentet deres koner til landet. Desuden var det Zeki, der sørgede for at hjælpe Adem med bolig og støtte til at vænne sig til en ny til- værelse langt væk fra landsbyens marker. Adem føler, at Ilias er anderledes snævert fokuseret på sine fire børn og sin kone. Han er en tilbagetrukket og alvorlig person, som ikke har let til smil. For Adem fremstår han nærmest mere som en faderfigur end som en bror, og det passer den 14 år yngre Adem godt, at hans kontakt til Ilias bliver skåret ned til et minimum, da han i 1994 flytter til Ting- bjerg. Adems tilknytning til sin ældste bror bliver bestemt ikke større efter et mislykket forretningseventyr. Adem sælger i 1994 sine tre kiosker for et millionbeløb og forsøger sig med en ambitiøs ide til at tjene hurtige penge. Sammen med to tyrkiske venner starter han et firma, der skal im- portere tøj, og tilsammen investerer gruppen 2,5 million kroner i projektet. Ingen af de tre har nogen erfaring inden for tøjimport, og forretningen går da heller ikke som forudset. Flere gange tror de tre mænd, at de har fået en god aftale med eksempelvis Bilka, indtil varehuset inden for et døgn meddeler, at de har fået tilbudt en bedre indkøbspris på billige T-shirts og trøjer. Gang på gang må firmaet se sig slået indenom, og når Adem senere i livet fortæller om sit even-

65 tyr som tøjgrossist, konstaterer han: – Tøjbranchen sover aldrig – det gjorde vi. Firmaet går konkurs i løbet af et halvt år. Næsten alle Adems vågne timer er de sidste fem år blevet brugt på at få vredet så mange penge ud af sine kiosker som muligt. Efter sin bankerot føler han, at det hele er smuldret mellem hans hænder. Han kom til Danmark for knap ti år siden, og det økonomiske bevis for hans hårde arbejde er nu ikke-eksisterende. Adem forbander de unge danske tyrkere, der i løbet af barndommens somre landede i landsbyen med spandevis af historier om det frie og rige liv i Danmark. For Adem har livet i Danmark hidtil budt på endog meget hårdt arbejde og indtjeningen har ikke været nær så let, som han forestillede sig. Efter tøjimportfirmaets konkurs mister Adem alle illusioner om, at man i Danmark kan få et job med en høj og hurtig indtjening uden en uddannelse i bagagen. Adems familierolle som den mest flagrende og modige bror har givet bagslag. Zeki forsøger at bakke sin bror op, mens Ilias er mere tilbageholdende. Adem føler ikke, at han modtager megen sympati fra den ældste bror, og det er med til at øge hans spirende irritation over Ilias’ personlighed. Ilias har altid levet et tilbagetrukket liv, og Adems undrende holdning til det, han betegner som brorens ensidige fokusering på egen pengepung, bliver til stærk modvilje. Ilias har for vane at fortælle meget åbent om, hvor mange penge hans hårde arbejde og sparsomme levevis har kastet af sig på bankkontoen. Efter det mislykkede forretningseventyr gider Adem ikke længere høre på broren. – Hvad så. Hvad vil du bruge pengene på, hva’? spørger Adem sin bror i et spydigt tonefald. Han bærer rundt på

66 en latent vrede over for broren, og op igennem 90’erne bliver den stadig mere tydelig, når han flere gange angriber Ilias for at have solgt ud af de værdier, der var skyld i, at han i første omgang tog fra Tyrkiet. Målet var jo at tjene nok penge til et liv med høj velstand for ham selv og hans familie i Tyrkiet. – Når du har så mange penge, hvorfor rejser du så ikke hjem? Der er ikke mere for dig at gøre i Danmark, udbryder Adem enkelte gange, når han og de to brødre mødes. Ilias har fire børn som alle er opvokset i Danmark, men det mener Adem ikke nødvendigvis er en forhindring for at tage til Tyrkiet. Målet med at sælge kioskerne og for- søge sig med tøjimport var netop at score en sidste gevinst, før Adem og familien skulle rejse tilbage til Tyrkiet. Hvis alt var gået efter planen, skulle Adem, Meral og deres sønner være rejst tilbage og have bosat sig permanent i An- kara efter nogle få års fortjeneste i tøjbranchen. At skulle vende tilbage til Tyrkiet virker herefter urealistisk, før Adem igen har fået opbygget en økonomi, der kan sikre børnenes skolegang, lægebesøg, bolig og mad, vand og el.

Adems tidligere forestillinger om, at Ferhat og Ilias’ jævn- aldrende søn, Hizir, kunne blive legekammerater er ikke blevet til virkelighed. Da Hizir fylder 11 år i august 1996, har de to drenge endnu kun set hinanden i forbindelse med højtider og fødselsdage, hvor familieforpligtelser og tradition bringer de to fædre og deres børn sammen. Ferhat har derfor kun et overfladisk kendskab til Blå- gårds-kvarteret på Indre Nørrebro, hvor hans knap to år ældre fætter bor, og Hizirs forhold til Tingbjerg befinder sig på omtrent samme niveau. Han har kun været i bydelen i udkanten af byen en håndfuld gange. De to drenge er da også lige så forskellige som deres

67 fædre. Ferhat føler, at Ilias helst ser sig fri for, at Hizir tilbringer for meget tid med Kilic-familiens sorte får. Han fornemmer tydeligt, at såvel Ilias som Zeki er klar over, at hans far har alvorlige problemer med at styre ham. Og familien ved da også godt, at Ferhat har udviklet sig til en tyveknægt af småsager i supermarkeder og i den fritidsklub, hvor han er indskrevet. Ferhat laver ikke bare ballade, han har også en anderledes respektløs tilgang til voksne end hans jævnaldrende. Det er ikke, fordi han taler grimt til familiens ældre. Han lader bare, som om han ikke hører de voksnes belæringer om ikke at pille ved maden, før den kommer på bordet, eller rode rundt med fjernbetjeninger, kopper og alt, hvad han ellers kan komme i nærheden af. Den spinkle dreng kan simpelthen ikke lade være med konstant at pille og veje ting med sine spinkle fingre, og når glas og tallerkener ryger på gulvet, kan Adem og Me- ral alene ved lyden af braget regne ud, at deres søn endnu en gang har været på spil. Ferhat slipper som regel af sted med at levere et bredt smil og et relativt overbevisende ‘undskyld, onkel’. Når han en sjælden gang besøger sin ældste onkel og sin næsten jævnaldrende fætter Hizir i Blågårdsgade 44, kan det for en udenforstående nærmest virke, som om Ferhat ejer lejligheden, mens de andre blot er gæster. Helt anderledes forholder det sig med Hizir. Det er, som om det faktum, at han er opkaldt efter sin farfar, smitter af på hans væremåde. Han er et hoved højere end Fer- hat, men når de to drenge står over for familiens tyrkiske mænd, er det lige før, Ferhat rager højere op end sin fæt- ter. For mens familiens rod udviser en selvsikker attitude og ikke just har den store agtelse for autoriteter, stirrer Hizir ofte ned i jorden, når han taler med en voksen tyr-

68 ker. Han er opdraget til, at desto ældre folk er, desto mere respekt fortjener de. Hizir virker umiddelbart genert i selskab med voksne, og han kigger sjældent sine ældre familiemedlemmer direkte ind i øjnene. Ordene ‘sød’, ‘høflig’ og ‘flink’ hænger ved ham, på samme måde som ‘indelukket’ og ‘mystisk’ gør. Både blandt voksne og børn. Der er dog forskel på Hizir inden og uden for lejligheden i Blågårdsgade, hvor han er født og opvokset.

Blågårdsgade udgør hovedstrøget i det net af gader i et kvadratisk boligområde, hvis langsider strækker sig omkring 500 meter. Blågårds-kvarterets hovedgade fører den halve kilometer fra Nørrebrogade til Åboulevarden på grænsen til Frederiksberg Kommune. Modsat kvarterets andre gader byder Blågårdsgade ikke blot på socialt boligbyggeri men også på caféer, antikvariater, udstillingsloka- ler, og så består ejendommene af såvel andels- som leje- lejligheder. Det blandede boligbyggeri medvirker til at skabe en mere lige fordeling mellem områdets danskere og indvandrere end i kvarterets andre gader. Alene det store opbud af private paraboler ud for de gule og grå husmure på områdets andre veje afslører en beboersammensætning, hvor flertallet af beboerne har rødder uden for Danmark. Blågårds-kvarteret har godt nok ikke samme beboer- sammensætning som Nørrebros største ‘ghetto’, Mjølner- parken, hvor over 90 procent af beboerne har flygtninge- og indvandrerbaggrund, men de etniske danskere er i klart undertal, så snart man bevæger sig uden for Blågårdsgade. Husprisernes himmelflugt har medvirket til, at gaden fra midten af 1990’erne har fået en mere blandet beboersam- mensætning, fordi mange indvandrere ikke har råd til at flytte ind i andelslejlighederne længere. Det har banket

69 købekraften i området op, samtidig med at Indre Nørre- bro generelt er blevet et mere mondænt og populært sted at gå i byen for især Københavns unge. Indre Nørrebro har udviklet sig fra arbejderkvarter til indvandrerkvarter til et sted, hvor det pæne borgerskab i stadig højere grad holder til. Blågårds-kvarteret har imidlertid ikke gennem- gået samme radikale ændring som det nærliggende Sankt Hans Torv, der i dag har fået tilnavne som ‘Lille Hellerup’ og ‘Thomas Helmig Plads’. Her er håndbajere og billard i den grad blevet afløst af caffé latte, blå kings og kulørte drinks. De ‘gamle’ beboere i Blågårdsgade omgås dog ikke nødvendigvis områdets cafégæster og de ressourcestærke tilflyttere i andelslejlighederne. Hizir og hans venner, hvoraf hovedparten er født og opvokset i området, nøjes med at betragte cafélivet fra bænkene på Blågårds Plads. Når vejret er godt, er pladsen et af de foretrukne steder at hænge ud og vente på, at venner og bekendte dropper forbi til et stille nik og et respektfuldt håndtryk. For den 11-årige Hizir består barndommens lege ikke længere i at holde kaniner og svinge sig på gyngerne i en af de nærliggende baggårde. I stedet er han i løbet af de sidste to år begyndt at ‘hænge ud’, og i stadig højere grad begyndt at tage de ældre drenges omgangstoner til sig, når han med en afslappet attitude rækker hånden frem til en høflig hilsen. – Hva’ så, Hizir, kører det? Hva’ laver du? – Stille og roligt. Hva’ med dig? Hvis Hizirs åbningshilsen er møntet på en god ven, fø- rer samtalen typisk til en snak om andre af kvarterets unge beboere, deres venner, familier, og hvor hårde de er.

70 Hizir er en del af ‘lillebror’-generationen, som i en stor del af offentligheden i løbet af 90’erne får tilnavnet 2. generations- eller 3. generationsindvandrere. Betegnelsen hænger især ved, når snakken falder på indvandrere og kriminalitet. Hizir hænger ud i en gruppe på 20-30 unge. De drenge, der nyder størst respekt i gruppen, er typisk også dem, der har de ‘sejeste’ storebrødre. Hvor Tingbjerg stadig er domineret af de gamle gæste- arbejdere og deres efterkommere, er de arabisktalende flygtninge og indvandrere dem, der fylder mest på Indre Nørrebro, og de er primært kommet til landet op gennem 1980’erne. I midten af 1990’erne har en stor del af Hizirs jævnaldrende derfor foregangsmænd og forbilleder i deres storebrødre, der er blevet gamle nok til at ‘lave rigtige penge’. Ældre drenge og unge mænd, der har et omdøm- me som nogle, der laver hurtige penge på hashhandel, tyveri og hæleri. Og som slår hårdt, hvis man kommer dem på tværs. Det er især en gruppe palæstinensere og pakistanere, der deler hashmarkedet imellem sig. I områder med en høj koncentration af indvandrere er de arabisktalende drenge ifølge lærere, pædagoger, politi og lokale beboere typisk kendt for at være kvarterets hårdeste. Derfor har mange voksne tyrkere fra især starten af 1990’erne undskyldt sig med, at det er påvirkningen fra arabiske tilflyttere, der er skyld i, at unge tyrkere ryger ind i en bane af kriminalitet. – Araber-forældrene kommer fra flygtningelejre, mens vi kom for at arbejde. I gruppen af unge, som Hizir færdes med på gaden, skelnes der imidlertid ikke så meget mellem nationalite- terne. Som unge, der er vokset op under andre omstæn- digheder end deres forældre, tillægger de sig mest hjem-

71 landets kultur i hjemmet. På gaden er det drengenes position i ungdomshierarkiet, der tæller. I dette hierarki er Hizir ikke en af dem, der går forrest. Han kan hverken opbygge en lederposition på sin spinkle bygning eller på en hård storebror. Til gengæld er han et vellidt medlem af gruppen, da han ikke spiller alt for smart, og fordi han behandler de rigtige med respekt. Og så er han også i stand til at vinde en diskussion over de fleste andre i gruppen af lokale 11-14-årige drenge, hvis det skulle blive nødvendigt. Da Hizir i august 1996 bliver 11, har han blandt voksne et ry for at være en intelligent dreng, der modsat de fleste af de unge, han tilbringer sin fritid med, klarer sig godt i skolen. Men i gruppen på gaden er hans skolemæssige talenter bestemt ikke noget, han skilter med. Her er det andre styrker, der tæller. Hizirs disciplin i forhold til lektier og hans høflige fremtoning blandt voksne gør, at man ikke uden videre opfan- ger nogen faresignaler angående hans udvikling.

Helt anderledes forholder det sig med Ferhat, der har udviklet en smag for hash og i løbet af efteråret 1996 lærer at rulle joints. Han og Shamsad er imidlertid hunderædde for at blive opdaget af deres forældre. De tager mange forholdsregler for at slette sporene efter hashen og for ikke at blive opdaget, inden de tager hjem til deres forældre. Ud over at bruge nogle dråber ‘Eyelite’, der fjerner det af- slørende røde i drengenes øjne, kravler de to venner også op i trætoppe i Utterslev Mose for at undgå at blive set. Sværere er det med den sødlige lugt af hash, der klæber til hænderne og risikerer at røbe drengenes forehavende ved mosen over for forældrene. Også her finder Shamsad og Ferhat på en kreativ løsning.

72 De brækker simpelthen et par grene af træerne og bruger dem som en slags stænger, hvormed de fører deres joints op til munden. Oppe fra højderne kan det være irriterende og tidskrævende at skulle hente tabt rygegods retur til trætoppene, men de to drenge bliver hurtigt temmelig ferme til at jonglere med deres joints. Det lykkes drengene at skjule deres brug af hamp for omverdenen i et lille års tid. Fritidsklubben Gavlhuset, der er den institution, der har den tætteste og mest kontinuerlige kontakt med den spinkle dreng, bemærker imidlertid en tydelig forandring i hans personlighed i løbet af 1997. Han har gået i klubben i knap to år, hvor pædagogerne har haft mere end svært ved at håndtere ham. I klubben har Ferhat ligesom i skolen opført sig som en slagsbror, men ydermere stjæler han fra de andre børns jakker og tasker. Pædagogerne har dog tidligere godt kunnet tale Ferhat til fornuft, når han er kommet i konflikt med andre børn. Og når han ikke har været oppe at køre i det røde felt, har han over for pædagogerne også udvist en evne til at forstå og leve sig ind i, at hans handlinger kan gøre andre ondt. Men lige lidt har denne forståelse betydet, når Ferhats temperament har kogt over. Brugen af hash gør, at temperamentet får et ordentligt nøk opad, samtidig med at Ferhat begynder at ignorere pædagogernes ‘snak’, som han efterhånden er godt træt af. Pædagoger og lærere er lavet af det samme stof. Ferhat er overbevist om, at alene titlerne ‘lærer’ og ‘pædagog’ di- sponerer dem til ikke at bryde sig om ham, og han bryder sig heller ikke om dem. Ferhat kan mærke, hvordan hashen gør det lettere at ignorere lærerne og pædagogernes formaninger og skælden ud. Hashen påvirker generelt Ferhats humør væsentligt

73 mere end Shamsads. Hvor rygningen primært gør vennen sløv og ugidelig, forstærker den Ferhats teorier om, hvad omgivelserne synes om ham. Og den negative attitude bliver bestemt ikke bedre, da hans forældre efter udsmid- ningen fra Tingbjerg Skole truer med at sende ham retur til Tyrkiet på ubestemt tid. Nu er det ikke bare tilfældige hjernedøde voksne, men også hans forældre, der ikke gider ham længere, tænker Ferhat. I første omgang dropper hans far imidlertid planerne om at sende sønnen alene til familien i Tyrkiet. I stedet vælger Adem en kompromisløsning, hvor han indmelder sønnen i en privat tyrkisk skole i Valby. Ferhat ser sit snit til at tolke situationen i en retning, der styrker hans image som en af Tingbjergs mest rå drenge. I Gavlhuset hører den ene af pædagogerne blandt andet, hvordan den spinkle dreng over for de andre unge smilende praler med, at han er for ‘hård’ til Tyrkiet. Pæda- gogerne har en kraftig formodning om, at hash kan være årsagen til den negative forandring i hans udvikling, uden dog konkret at kunne bevise mistanken. Gavlhuset be- mærker også, hvordan Ferhat nærmest begynder at ryste, når hans far møder op for at hente ham med hjem. Pæda- gogerne har en kraftig mistanke om, at han får tæv derhjemme, og at hans uregerlige adfærd i høj grad må hænge sammen med, at noget må være fuldstændig galt hjemme i Kilic-familien. ‘Han blev kold’ er en sætning, der går igen, når såvel pædagoger som familie og venner senere beskriver Fer- hats udvikling gennem 1997, hvor han fylder 10 år.

I foråret 1997 får socialcenteret i Tingbjerg en udtalelse fra den tyrkiske skole i Valby, hvori skolen skriver, at Fer-

74 hat mangler ‘opmærksomhed og forståelse’ fra sine foræl- dre. På trods af de ringende alarmklokker foretager socialcenteret sig ikke noget i sagen, før lederen af Gavlhuset i slutningen af året ringer familiens sagsbehandler op med et bekymret opråb: Siden socialcenteret et halvt år forinden sidst hørte om Ferhat, er han ikke alene blevet smidt ud af den tyrkiske skole for at have tændt ild til et bord – han er også blevet smidt ud af Voldparken Skole. Alt sammen uden socialcenterets vidende. Lederen af Gavlhuset har fået tilladelse af Adem til at ringe til familiens sagsbehandler efter at have gjort den 27-årige far opmærksom på, at sønnen ryger hash. Der når at gå knap tre måneder, før kommunen finder et nyt skoletilbud til Ferhat på en lokal folkeskole. Vanen tro hænger drengen blot ved i få måneder, hvorefter hans far selv overtager forsøget på at finde sønnen en skole. Lige lidt hjælper det. Adem får indtil juli 1998 sønnen indskrevet på yderligere to skoler, som imidlertid ikke når at lære drengen at kende, fordi han kun møder op en håndfuld gange. Fer- hats hashmisbrug bliver i denne periode blot endnu stør- re, i takt med at Adem fortvivlet forsøger at opdrage søn- nen ved hjælp af fysisk afstraffelse. Men det er som at slå i en dyne. Telefonopringningerne fra politiet bliver ikke færre, og nu drejer sønnens gerninger sig ikke længere blot om butikstyveri, men også tasketyverier og tyveri af knallerter. Adem giver over for kommunen udtryk for, at han ikke kan magte sønnens opførsel, og at Ferhat har brug for at gå i en skoleklasse med få elever, hvis han skal have noget ud af undervisningen. Ferhats sag bliver gentagne gange forelagt på gruppemøder mellem sagsbehandlerne i socialcenteret i løbet af det år, hvor Ferhat bliver ‘kold’.

75 Møderne fører imidlertid blot til andre møder, hvor sagsbehandlerne kun kan blive enige om at indhente udtalelser om drengen fra hans tidligere skoler, før de kan træffe en beslutning om, hvad man skal stille op med Ferhat. På et møde i november 1997 bliver sagsbehandlerne enige om, at ‘der formentlig skal tilbydes en skole, hvor Ferhat også kan bo’, men der bliver aldrig taget noget initiativ til at føre tilbuddet ud i livet. I juli 1998 slipper Adems tålmodighed op. Han sender sønnen på en syv måneder lang genopdragelsestur til Tyr- kiet. 6

Sommer 1998 - forår 1999

ynet af en håndfuld skæve drenge og lugten af hamp er Soikke lige populært blandt alle Murergårdens brugere. Med sine 13 år er Hizir en junior i gruppen, både når det gælder antal leveår og erfaringer med hash. Det er først i forbindelse med Hizirs første teenageår, at han er blevet en del af gruppen af drenge, der sidder på bænke og bag buske i Blågårds-kvarterets gårde og ryger joints. De fleste af de drenge, han færdes med, er et par år ældre end ham selv. Men aldersforskellen mellem Hizir og de ældre drenge har som regel ikke den store betydning, når fælles- skabet i gårdene består i at sidde i en rundkreds og små- snakke til lugten af glødende hamp. At være højt placeret i drengenes hierarki lader sig ikke gøre uden også at ryge hash. Joints, der bliver rakt rundt i en cirkel af teenagedrenge, udgør et socialt samlingspunkt, og når en dosis røg først har ramt lungerne, kan det i gruppen være svært ikke at opfatte øjeblikket som indbegrebet af ordet ‘hygge’. Men i denne henseende er hygge for drengene ikke nødvendigvis lig med definitionen af ordet blandt alle beboerne i de tilstødende ejendomme. Selvom Hizir, Hassan og de andre drenge holder antallet af rygere i deres gårde nede på en håndfuld stykker for

77 ikke at vække for meget opsigt, sker det alligevel, at beboere i Murergården brokker sig; men ikke direkte til drengene selv. Skæve drenge med røde øjne er et spørgsmål, der typisk bliver taget op på beboermøder, hvor det drøftes, hvad Murergården skal lægge grund til. Når tålmodigheden ikke rækker til at lade drengene passe sig selv, har nogle af beboerne i den ejendom, hvor Hassan bor, fundet et alternativ, som betyder, at de ikke selv skal konfrontere drengen og hans venner med hash- rygningen. Løsningen består ikke i at tale med Hassans forældre, der ikke kan dansk, men i at vandre op på ejendommens 4. sal og bede en relativt nytilflyttet beboer om at gøre noget ved problemet. Manu Sareen har blot boet i ejendommen siden 1997, og det er som regel ham, der får aben. Selvom han finder det lidt tragikomisk, at især en af de andre beboere fra de nederste lejligheder gider vandre helt op på 4. sal for at bede ham tale med hashrygerne i gården, kan han ikke få sig selv til at sige nej til opgaven. Han føler, at han har såvel et professionelt som et socialt ansvar for at imø- dekomme naboernes forespørgsel. Han er nemlig den af ejendommens beboere, der har opbygget det tætteste forhold til Hassan og hans forældre. Han ender derfor ofte sent om aftenen med at vandre de mange trin ned for at tale med Hassan, Hizir og de andre drenge i Murergår- den. Gården er placeret på venstre side af Blågårdsgade, når man bevæger sig de knap 50 meter mod Åboulevarden. Murergården er Hassans territorium, mens gården lige på den anden side er Hizirs. De to drenge er barndomsvenner, betragter sig som naboer, da blot 10 meter adskiller deres hjem på hver sin side af Blågårdsgade. Mens Has-

78 sans gård tidligere lagde grund til drengenes lege på vipper og gynger, stiller den i dag primært de bænke, de nu sidder ved, til rådighed for deres rygefællesskab. – Hva’ så drenge, kører det? spørger Manu Sareen. – Det kører Manu, hva’ med dig? svarer Hassan. Han har respekt for Manu, som hans forældre har høj agtelse for. Og Manu kan også godt lide Hassan, som han både har mødt på gaden og i hjemmet. Selvom Manu reelt virker interesseret i, hvordan det går med dem, ved drengene godt, hvorfor han er kommet ned til bænkene. – Drenge, vil I ikke gøre mig en tjeneste og lade være med at ryge i gården, spørger Manu Sareen efter nogle minutters small talk. Hizir er en af de mere stille af drengene, mens Hassan og hans storebror har det med at blive ophidsede, når de konfronteres med deres hashrygning. Det er imidlertid ikke Manu, de retter vreden mod. – Det er hende soen, der har bedt dig om det, er det ikke? Det er hende, der har sendt dig, mand. Manu Sareen svarer ikke på, om det er ‘soen’, der har bedt ham om at tale drengene ud af gården. – Hey drenge, det er sgu for jeres egen skyld, at jeg siger det til jer. Jeg kan i princippet være ligeglad, men I ved, at hvis der bliver klaget over jer, så kan I måske blive smidt ud af lejligheden. En af de gange, hvor Manu Sareen taler med drengene i gården, kommer der en uventet reaktion på hans forsøg på at tale gruppen til fornuft. Hassans storebror bakker ham nemlig op med en politisk iagttagelse, han netop har gjort. Som den ældste og højest rangerede i hierarkiet er han en, drengene lytter til. – Det er sgu rigtigt, mand. Jeg har hørt, at de vil smide

79 perkerne ud alle mulige steder, siger Hassans storebror og sender de andre et alvorligt blik. – Det er noget med, at de allerede er begyndt på det i Jylland. Manu Sareen smiler ved kommentaren, men hans for- håbning om, at skræmmebilledet ‘Jylland’ får drengene til at ryge et andet sted, bliver straks forvandlet til bekymring. Drengene er nemlig blevet synligt ophidsede ved tanken om at kunne blive smidt ud af deres eget kvarter. Hassans storebror laver en hurtig inddeling af områdets beboere op i nye og gamle, hvor de nye primært er velstil- lede etniske danskere, der er flyttet ind i kvarterets andelslejligheder. – Fuck dem, mand. Vi har boet her altid, og så kommer de bare som en flok fremmedarbejdere for at smide os ud, siger Hassans storebror. – Vi smadrer dem fandeme, supplerer en af de andre. Drengene er oppe at køre, og det er, som om der er op- stået enighed om, at nogen skal ‘smadres’. – Slap nu af, slap af, mand. I skal ikke smadre nogen, forsøger Manu. – I bliver ikke smidt ud, bare lad være med at ryge i gården. Efter nogle minutter går flokken hver til sit. Selvom Hassan og de andre i gruppen kan være lidt af nogle rødder, finder Manu Sareen dem søde og høflige. Når Hassan og Hizir er stødt på integrationskonsulenten efter en indkøbstur i et lokalt supermarked, har de således flere gange tilbudt at hjælpe ham med at bære indkøbs- poserne op til hans lejlighed på 4. sal. Desuden har Manu stadig et billede printet ind på nethinden af de to drenge fra den sommer, han flyttede til kvarteret, hvor han stille betragtede dem lege i gården.

80 Blot få skridt på den modsatte side af Blågårdsgade ligger kvarterets største gård, der med sine cirka 200 meter på hver langside rummer en legeplads, grillareal og en kirke- bygning, der huser en luthersk ungdomsforening. Des- uden har gården et væld af gangstier på kryds og tværs. Det er i en af lejlighederne, der støder op til denne gård, at Hi- zir Kilic bor. Hans gård forbinder kvarterets største veje, Gartnergade, Korsgade og Blågårdsgade samt en kort strækning af Åboulevarden. Lokalkendte skyder ofte genvej gennem det kvadratiske område, der imidlertid har det med at skifte karakter i de sene aften- og nattetimer. På disse tidspunkter omdannes en del af Blågårds-kvarterets gårde og pladser nemlig til opholdssteder for rygetræn- gende unge, der er mere interesseret i at inhalere varm røg end i kristne ungdomsforeninger og sandkasser. I aftentimerne får drengene som regel lov til at passe sig selv, men i dagtimerne udgør gårdenes buskadser og høje ikke på samme vis oplagte tilholdssteder for de unge. Mens drengene ikke er i tvivl om, at det er dem, der styrer kvarteret, når solen er gået ned, må de i dagtimerne finde sig i at skulle udkæmpe en stille magtkamp om retten til at te sig, som de vil, hvor de end vil. Og en stor del af kampen udkæmpes på gaden, hvor mange af områdets unge føler, at de bliver diskrimineret af politiet på grund af deres mørke hår og hudfarve. Gruppen af unge har et ry for at udgøre et hvidvask- ningsorgan, der stjæler og distribuerer især mobiltelefoner og mærkevaretøj. Desuden er det en udbredt antagelse, at man ikke kan være en del af gruppen på 20-30 drenge uden at bære et våben. Pædagoger fra ungdomsklubber i området anslår således, at ni ud af ti drenge fra den hårde kerne af rødder går med kniv. Det til trods er det en udbredt opfattelse i Hizirs grup-

81 pe af venner, at politiet kører en unødvendig hård hetz mod dem. Mellem de unge bliver ordene ‘panser’ og ‘svin’ jævnligt slynget ud som en reaktion på følelsen af, at ordensmagten forfølger netop dem. Derfor er ‘pansersvin’ også en ord- sammensætning, som de hårdeste af områdets drenge yn- der at benytte sig af, når det lokale politi bevæger sig ind på deres territorium. Medmindre politiet har en konkret mistanke om en kriminel forseelse, må de kun bede om- rådets rødder om at oplyse deres navn og CPR-nummer. Hvis de unge generer ordensmagten tilpas groft, forærer de imidlertid betjentene et alibi for at tage dem med på politistationen. Magtbalancen mellem de unge og politiet udgør en dans på en knivsæg, som let kan tippe over og over for omverdenen afsløre de unges og politiets vanskelige livs- og arbejdsbetingelser på Indre Nørrebro. En sommerdag i 1997 går det galt. Samme dag som Danmark for første gang nogen sinde har besøg af en siddende amerikansk præsident, udbryder der en åbenlys og voldelig konflikt mellem to lokalbetjente og en flok unge på Nørrebro. Præsident Bill Clinton og statsminister Poul Nyrup Rasmussen mødes den 11. juli til en timelang politisk debat, der stiller skarpt på deres holdninger til menneskerettigheder og konkrete visioner om fremtiden for et stadig mere multikulturelt samfund. Nogle timer senere jagter to betjente en af Nørrebros unge, efter at han med et provokerende råb indikerer, at de skulle have homoseksuelle tendenser. – Bøsserøve. Ordet flyver gennem luften, og ophavs- manden bag tilråbet sætter straks i løb i retning af en bag- gård, hvor en gruppe af hans venner opholder sig. De to betjente løber direkte ind på området og må finde sig i en

82 temmelig voldsom medfart uden dog at lide alvorlig fysisk overlast. Episoden sætter gang i en lavine, der er skyld i, at Nør- rebros unge efterfølgende bliver mødt med løftede pegefingre og fordømmelse fra både politikere og store dele af pressen. Hvad der konkret er sket i baggården bliver imidlertid aldrig helt klart ud fra mediernes dækning. Ekstra Bladet kalder episoden for et ‘baghold’ og skriver endvidere, at ‘bøllerne’ forsøgte at stjæle betjentenes stave og pistoler. Der er i medierne overvejende enighed om at godtage politiets egen forklaring på episoden. ‘Bøllerne’ er simpelthen en gruppe på 20-30 ‘hårdt belastede’ unge 2. generationsindvandrere på Nørrebro, der beskrives som henholdsvis ‘iskolde og fuldstændig ligeglade’. Sådan beskriver vagtleder Bent Olsen fra Nørre- bros Nærpoliti de unge over for Jyllands-Posten. Og poli- tidirektør Hanne Bech Hansen er ikke meget mildere i tonen. Hun kalder ligeledes i Jyllands-Posten de unge for ‘en hård kerne af uromagere, så barske, at de er uden for pædagogisk rækkevidde’. De er slet og ret gået amok og har trukket medløbere med i bølleoptøjer og vold, forklarer hun. De unge skal lære, at der fra politiets side fra nu af vil blive sat hårdt mod hårdt. Få dage efter bliver nærpolitistyrken på Nørrebro fordoblet, samtidig med at en særlig enhed af kriminalpoliti- folk bliver udstationeret i bydelen. Den daværende socialdemokratiske socialminister, Ka- ren Jespersen, tager få dage efter de unges overfald på de to betjente i Berlingske Tidende bladet fra munden med følgende analyse: ‘Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. De har ikke lært

83 samme ansvar over for samfundet som danskerne. Deres ansvar er rettet mod familien.’ Ministeren lægger imidlertid også en del af skylden for de unges ballade over på det danske samfund: ‘Der er fejl på begge sider. Vi danskere har svigtet ved ikke at lukke dem ind på arbejdspladserne. De driver rundt, de har ingen penge og vil gerne gå i byen som andre unge, men kan ikke – det placerer dem i den situation,’ siger hun. Hvad det er for et ansvar danskere skulle føle over for samfundet, kommer Karen Jespersen ikke ind på, men hun konstaterer, at: ‘De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark må man være dansker.’ Blandt Hizir og hans venner i kvarteret er holdningen til episoden i gården imidlertid en anden. At konflikten skulle have noget med at være dansker at gøre er ikke nød- vendigvis en virkelighed, man genkender blandt gruppen af unge. Nogle af drengene har et rødbedefarvet pas, mens andre, som Hizir Kilic, ikke har dansk statsborgerskab. Men det betyder ikke, at drengene i hverdagen tænker meget over, hvem der ‘blot’ har opholdstilladelse, og hvem der er fuldt formelt statsborgere i samfundet med alt, hvad der følger af rettigheder såsom stemmeret ved folketingsvalg samt en sikring mod at kunne blive udvist af landet. Set fra de unges synsvinkel skal årsagen til episoden med betjentene ikke findes i, at drengene ikke har ‘lært samme ansvar over for samfundet som danskerne’. Det handler om, at drengene har fået nok af at føle, at de bliver generet i deres eget kvarter. – Det er politiet, der angriber os. De chikanerer os hele tiden, lyder det blandt andet fra en af områdets unge i et interview i Jyllands-Posten, hvor der bestemt ikke læg- ges an til dialog. ‘Nærpolitiet har forrådt os. Vi vil aldrig mere snakke med dem igen, fortsætter den unge, som

84 ikke står alene med sin skepsis over for ordensmagten på Nørrebro. Drengene har i årevis følt sig overvågede og er mildt sagt trætte af at skulle oplyse deres navn og CPR-nummer konstant. Mange af drengene finder det ydmygende jævn- ligt at blive stoppet på åben gade. – Anhold os eller lad os for helvede være, svarer de unge gang på gang igen over for betjentene fra nærpolitiet. I den gruppe af unge, som Hizir er en del af, har den negative holdning over for politiet udviklet sig i en endog meget uforsonlig retning. Som et af gruppens medlemmer kort og godt udtrykker det over for Jyllands-Posten få dage efter episoden i gården: – Vi hader dem, og de hader os. Efter urolighederne i juli 1997 slog Københavns Politi fast, at der ville blive ført en såkaldt ‘no tolerance’-politik over for ballademagere på Nørrebro. Den hårde linje be- kræftede ikke blot mange af drengenes antagelser om, at politiet ‘hader’ dem, den øgede også lokalbefolkningens skepsis over for ordensmagten generelt. En rapport fra 2001, som Center for Alternativ Samfundsanalyse har foretaget for Københavns Kommune, konkluderer såle- des, at store dele af lokalbefolkningen, ifølge interviewe- des udsagn, efter denne periode følte sig ‘direkte forfulgt af politiet’.

De unge rødders fjendskab over for politiet er langtfra nyt, selvom det kun kommer offentligheden for øre, når der er voldsomme sammenstød i bydelen. To af de mest hadede personer blandt de unge udgør tilsammen en duo, som drengene kalder ‘stikkerbanden’. De to besidder stil- lingerne som henholdsvis klubleder og lokalbetjent i om- rådet.

85 Rene Johansen har i omkring tre årtier arbejdet i Kvi- sten, som han nu er leder af, mens Flemming Gulløv har et par årtiers erfaring som betjent på Nørrebro. Rene Johansen voksede op på Indre Nørrebro, da det var et hvidt arbejderkvarter, før indvandrere og flygtninge for alvor blev en del af virkeligheden i Danmark. I midten af 1970’erne var Rene Johansen som 16-årig med til at be- sætte en bygning, som han og vennerne kunne hænge ud i. I løbet af en håndfuld år udviklede opholdsstedet sig til en regulær fritids- og ungdomsklub, som Rene Johansen blev leder af. For Rene er det at være klubleder på Indre Nørrebro derfor ikke bare et regulært job, det er en integreret og stolt del af hele hans identitet. Kvisten er hans projekt, som ikke skal ødelægges af uregerlige unge, som gerne vil have adgang til hans klub. Mens flertallet af klubgængerne i Indre Nørrebros to andre klubber, Ry 27 og Askovgården, lyder navne som Hassan og Mustafa, er det kun hver tredje i Kvisten, som har indvandrerbaggrund. Han nægter kvarterets hårdeste drenge, som stort set alle sammen har indvandrerbaggrund, adgang til sin klub. Han stoler simpelthen ikke på, at gruppen af områdets 20- 30 unge med det dårligste ry vil overholde hans spilleregler for, hvordan man opfører sig i Kvisten. Det er en holdning, som han ikke bygger på overfladiske fordomme, men på sit kendskab til drengene ud fra sine møder med dem på gaden. For det første tror han ikke på, at de gider betale kontingent, for det andet er han fuldstændig overbevist om, at de vil rive hans klub fra hinanden, hvis de får lov at komme indenfor. Rene er nemlig ikke bare en lokal klubleder, der holder sig til sit eget ansvarsområde. Han påtager sig så meget ansvar for hele områdets udvikling, at han blandt såvel en

86 del af områdets unge som andre pædagoger og lærere har ry for at opføre sig mere som betjent end som regulær klubleder. Og det er et ry, der i høj grad hænger sammen med Renes parløb med betjent Flemming Gulløv fra Nør- rebro Nærpoliti. På trods af, at Indre Nørrebro er et om- råde med markante sociale problemer og en overrepræ- sentation i kriminalitetsstatistikkerne, har Nørrebro Nærpoliti ikke decideret en kriminalpræventiv medarbejder ansat – modsat stort set alle andre lokalpolitistationer i København. At Indre Nørrebro ikke har en medarbejder ansat i en kriminalpræventiv stilling, bliver uundgåeligt bemærket på andres politistationers kriminalpræventive afdelinger. Stillingen er nemlig essentiel for at kunne varetage det såkaldte SSP-samarbejde mellem skole, so- cialvæsen og politi, som siden starten af 1990’erne har været det primære middel til at forebygge en kriminel løbebane blandt landets unge. Vesterbro, Bellahøj, Gladsaxe, Amager og Østerbro har alle kriminalpræventive medarbejdere ansat, mens man på Nørrebro Nærpoliti har Flemming Gulløv. Hans primære funktion i området er egentlig at arbejde som regulær gadebetjent, men ved siden af dette arbejde er han og kollegaerne gennem årene nået frem til en fælles forståelse af, at Flemming nok skal tage sig af den kriminalpræventive del af det arbejde, som en lokal politistation er forpligtet til at udføre. Men Flemming Gulløv håndterer den krimi- nalpræventive del af jobbet på sin egen måde. Modsat andre kriminalpræventive betjente bærer han uniform, når han opsøger de unge på gaden. Det er imidlertid ikke kun Flemming Gulløvs fysiske fremtoning, der adskiller ham fra andre kriminalpræven- tive betjente, det er også hans måde at bedrive SSP-arbejdet på.

87 Når Flemming tager på såkaldte forældrebesøg hos områdets unge, kan man ikke nødvendigvis vide, om han møder op som kriminalbetjent eller kriminalpræventiv betjent. Nogle gange får forældrene stukket en bøde i hånden, fordi sønnen har kørt på knallert uden hjelm. Andre gange banker han på døren for at aflevere et par sandheder og nogle gode råd om den unges udvikling og opførsel på gaden. Men oftest giver han både en bøde og tager en alvorssnak med forældrene om deres søn. Flemming møder langtfra altid alene op, når han tager på visit hos områdets unge. Ved sin side har han ofte klubleder Rene Johansen. Hvad Rene Johansen som klubleder indsamler af informationer om de hårdeste rødders gøren og laden ryger videre til Flemming Gulløv, der så kan gøre noget ved problemet. Gruppen af 20-30 rødder har derfor ingen tiltro til hverken Kvisten som klub eller nærpolitiet, og det præger deres mistro til, at SSP-arbejdet reelt er til for at hjælpe dem. Når ‘stikkerbanden’ straffer dem med den ene hånd og giver gode råd med den anden, bliver de unge døve over for de velmente intentioner i SSP-samarbejdet. Rene og Flemmings sammenblanding af politi- og klubkasketten er ikke blot voldsomt upopulært blandt om- rådets unge. Det strider også mod et af SSP-samarbejdets vigtigste grundprincipper: at der skal være vandtætte skot- ter mellem SSP-arbejdet og regulært opklaringsarbejde. En betjent, der er ansat til at varetage en bydels kriminal- præventive indsats i samarbejde med socialvæsen og lokale skoler, kan således modtage en disciplinær straf for at give oplysninger videre, som er opnået i forbindelse med SSP- arbejdet, medmindre der er tale om alvorlige forbrydelser som mord og voldtægt.

88 Rene har vænnet sig til at blive kaldt for stikkersvin, når han støder på gruppen af hårde drenge på gaden. I løbet af 1998 bemærker han, at Hizir Kilic er ved at blive en fast bestanddel af den hårde kerne i gruppen. Hizir og de andre drenge forsøger jævnligt at bane sig vej ind til Kvistens indre af danske unge, computere og sofahjørner, men Rene Johansen får hver gang sat en stopper for deres planer. Når Rene tropper op i åbningen til klubben, kan synet af ham virke frygtindgydende. Han vejer omkring 100 kilo, har hænder, der nærmest er på størrelse med drengenes underarme, og så rokker han sig ikke en tomme, når der står 10 drenge foran ham, som vil ind i klubben. Han sætter hårdt mod hårdt og gør drengene opmærksomme på, at det vil få konsekvenser, hvis de forsøger at komme ind. De unge betragter ham lige så meget som politimand som pædagog, og man går ikke korporligt i clinch med ordensmagten for at få lov at spille computer. Desuden er det ikke selve klubben, men kampen mod Rene, der er den hårde gruppe af unges drivkraft til gang på gang at forsøge at skaffe sig vej ind til Kvisten. Klubben ligger i Gartnergade, der løber parallelt med Blågårdsgade, og baglokalerne støder op mod Hizir Kilics gård. Hizir og de andre drenge sørger for konstant at være synlige fra Kvistens indgangsparti ved at stille sig lige på den anden side af den cirka 10 meter brede Gartnergade. På den måde sørger de for konstant at stresse såvel Rene som de andre medarbejdere i klubben, og tilholdsstedet lige over for Kvisten bliver et af drengenes foretrukne, når de skal vise, at det er dem, der bestemmer i kvarteret. Når drengene søger hen til pladsen lige over for Kvisten, er det ikke for at hyggesnakke hen over en joint men for at være

89 højlydte og for at råbe hen mod klubben og tilfældige forbipasserende. Modsat gårdene byder tilholdsstedet i Gartnergade ikke på buske og træer, som skjuler drengene. Når drengene er mest oppe at køre, bemærker såvel Rene Johansen som naboer i området, at de unge fægter med deres knive på åben gade for sjov, og at de kyler rundt med tilfældige cykler. Og så er det, at politiet jævnligt bliver tilkaldt for at smide de unge væk. For godt nok kan Rene Johansen godt se forskel på, hvornår deres lege er for sjov og for alvor, men synet af en flok unge, der råber og fingerer kamp- handlinger, kan virke temmelig truende for udenforståen- de. Når drengene bliver smidt væk fra Gartnergade af politiet, opstår der typisk enighed i gruppen om, at de er blevet uretfærdigt behandlet. For hvordan kan man blive nægtet adgang til at opholde sig på et område få meter fra, hvor man selv bor, ræsonnerer drengene? Og efter episoden i juli 1997, hvor to betjente blev overfaldet i en bag- gård, føler drengene sig stadig oftere uretfærdigt smidt væk fra gadehjørner og pladser, så snart gruppen bliver for stor.

Overfaldet i juli 1997 fører ikke blot til, at politiet begynder at køre en hårdere linje over for Blågårds-kvarterets unge. Det giver også anledning til, at kommunen forsøger sig med en række socialpædagogiske tiltag, som får en meget blandet modtagelse. Især klubberne i området er skeptiske. De får nemlig af det lokale bydelsråd pålagt at skulle ansætte nogle nye pædagogmedhjælpere, som kan være i øjenhøjde med de unge. Fælles for pædagogmed- hjælperne er, at de har indvandrerbaggrund, at de er vokset op i området, og at de er tidligere straffet for alt fra vold til hæleri og tyveri. Desuden ansætter kommunen

90 nogle såkaldte ‘tidligere rødder’ til at starte et nyt være- sted for de 13-25-årige unge i området. Kommunen forestiller sig med initiativet, at de unge har mere respekt for nogle lokalkendte, der selv har sorte straffeattester, end folk der reelt har taget en uddannelse som pædagog. ‘I modsætning til Odense erklærer vi ikke storebrorgenerationen for uopnåelig – i stedet kan man sige, at vi har ansat storebrorgruppen og gjort dem til ‘tjenestemænd’,’ forklarer bydelsrådsformand Jesper Langebæk i rapporten ‘Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro’ fra 2001. I Indre Nørrebros tre klubber er man imidlertid mere skeptiske over for initiativet. Især klubberne Kvisten og Ry 27 er kritiske over for at skulle have tidligere kriminelle uden pædagogisk erfaring ansat og føler, at det er en beslutning, de får presset ned over hovedet. Klubberne vil gerne selv bestemme, hvem der skal agere gode rollemodeller for deres unge. Særligt Rene Johansen frygter, at det er uklogt at ansætte folk med den primære kvalifikation, at de har en kriminel fortid. Kvisten og Ry 27 skiller sig da også af med de tidligere kriminelle ansatte i løbet af nogle få år. I bydelens tredje klub, Askovgården, er historien imidlertid en anden. Her fortsætter man med at have to tidligere kriminelle pædagoger ansat indtil slutningen af 2003, hvor klubben bliver lukket. Askovgården adskiller sig da også fra de to andre klubber ved at være det sted, der henvender sig til kvarterets hårdeste og dårligst fungerende drenge. Det er også i denne klub, at pædagogerne giver de unge de frieste tøjler til at bruge stedet, som de har lyst til. I praksis har klubben imidlertid haft svært ved at hånd- tere sine brugere, slår rapporten ‘Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro’ fast. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Askovgården har været præget af

91 tyveri og hærværk. Alene et kig ind i klubbens lokaler viser, at det her ikke er et sted, hvor alle og enhver tør opholde sig. Sofaerne er gennemhullede og har lange flæn- ger som følge af, at klubbens brugere ikke kan dy sig for at skære i stoffet. Og også dybe ridser i borde og stole afslø- rer, at det her er en klub, hvor mange af brugerne bærer kniv. Det er fortrinsvis i denne klub, Hizir og de andre unge i hans flok holder til. Her kan de gøre, som de vil, uden så mange løftede pegefingre fra pædagogernes side. Ofte slipper de unge endda af sted med at ryge hash inde på klubbens område. I Kvisten og Ry 27 er man langtfra imponeret over, hvad der finder sted i Askovgården. Naboklubberne frygter, at Askovgården fungerer som andet end blot et socialt tilholdssted for områdets dårligst fungerende unge. Der florerer således mange rygter i klubmiljøet om, at Askovgården lægger lokaler til hæleri af især mobiltelefoner og hvidvaskning af penge. Mistanken bliver imidlertid først bekræftet i slutningen af 2003, da Hizir Kilic er røget i spjældet for noget langt mere alvorligt end hæleri. 7

Sommer 2003 og vinter 1999 - forår 1999

rengene er tydeligvis oppe at køre, da de træder ind i Dofælleslokalet i ungdomsklubben. Der er arrangeret en slåskamp mod nogle drenge fra Bispebjerg i Køben- havns Nordvest-kvarter, som starter inden for en halv time. Blågårdsdrengene versus Bispebjerg. De to kvarterer ligger i en radius på under fem kilometer, og der har traditionelt været en rivalisering mellem bydelene om, hvilket område der er det hårdeste. Klokken er omkring syv om aftenen, og der er kun to medarbejdere i Askovgårdens fritids- og ungdomsklub, da rygtet om en snarlig slåskamp bryder ud. Den ene medarbejder har arbejdet som praktikant i klubben hen over sommerferien, mens den anden har været ansat i flere år. Praktikanten Thomas ved ikke, hvordan han skal tackle de unges udmelding og vælger at holde lav profil. Den anden ansatte er selv vokset op i Blågårds-kvarteret og kender en del af storebrødrene til de unge i klubben fra barnsben af. Thomas ved, at han bliver opfattet som en udefrakommende og tør ikke at sige de unge imod. Den fastansatte siger bestemt heller ikke de unge imod. Til praktikantens overraskelse får meldingen om en snarlig slåskamp tvært- imod et stort smil frem på læben af den fastansatte. – Jeg kører jer, melder han ud til en håndfuld unge.

93 For praktikanten virker det, som om den fastansatte virker fuldstændig ligeglad med at holde sit forehavende skjult for ham. Thomas forholder sig passivt og prøver ikke at møde den fastansattes blik, da gruppen forlader klubben. Når de ikke er på klubbens område, er de teknisk set vel ikke mit ansvar, undskylder praktikanten sig. Han er dog bekymret for, om slåskampen kommer til at byde på våben. Han kan næsten ikke forestille sig andet. Den fastansatte meldte nemlig ud til de unge, at han havde nogle baseballkøller i sit bagagerum, lige før han trådte ud af klubben sammen med en lille flok drenge. Scenen udspiller sig i sommeren 2003, få måneder før klubmedlem Hizir Kilic er involveret i knivstikkeriet på den italienske rygsækturist Antonio Curra, og den er ikke usædvanlig for, hvordan forholdene har set ud i Askovgår- den siden slutningen af 1990’erne, lyder det fra flere af de unge i området.

Pædagogmedhjælperen med baseballkøllerne er den ene af to ansatte ud over klubbens leder. Den anden er Askov- gårdens souschef, som er ansvarlig for en del af klubbens daglige drift. Thomas udelukker imidlertid muligheden for at snakke med souschefen om sin mistro til den anden ansatte. Souschefen er nemlig i familie med denne. Praktikanten tør heller ikke i første omgang fortælle Askovgårdens leder, at den fastansatte ifølge de lærebøger, han har læst på pædagogseminariet, vist ikke udgør prototypen på en god rollemodel. Han frygter, at de unge og den ansatte selv i så fald ville finde ud af, at han var med- deleren. Thomas har en kraftig fornemmelse af, at et stempel som stikker vil betyde, at han må afbryde sit praktikforløb

94 i klubben. Dét, han imidlertid ikke ved, er, at klubbens leder, Helle Madsen, også selv er mistroisk over for den fastansatte pædagog, der er en mand i starten af 30’erne. Helle Madsen har kun været klubleder i Askovgården siden 1. januar 2003, og allerede i løbet af de første uger i jobbet konfronterer hun den ansatte. Det er fint at være i stand til at kunne tale i den samme jargon som de unge, men Helle Madsen synes, at den ansatte flere gange går langt over stregen. Han forherliger nærmest vold og bander voldsomt i sit sprogbrug, mener Helle Madsen. Hun synes, at han virker aggressiv, og hun frygter, at han er et dårligt forbillede for klubbens omkring 70 medlemmer. Allerede i løbet af det første månedlige fællesmøde mellem områdets klubledere, som Helle Madsen er med til, lufter hun sin bekymring for, hvilken negativ indflydelse den ansatte kan have på de unge. Helle Madsen fortæller de tre andre klubledere, at hun frygter, at drengene fortager sig noget i klubben, de ikke bør. Som ny i jobbet er hun påpasselig med ikke at udtale sig for skråsikkert, og hun slår fast over for de andre ledere, at det blot er en ‘fornemmelse’. Hun bemærker en pludselig indebrændt stemning i luften. Helle Madsen opfatter den umiddelbare stilhed som en bekræftelse af, at hendes intuition vedrørende klubben ikke kan være helt forkert. Den nye klubleder i Askovgården er ude efter et svar. – Hvis der foregår noget i Askovgården, som ikke burde finde sted, så vil altså jeg gerne vide det, slår Helle Madsen fast. De andre klubledere har i flere år talt om, at klubben ikke kan finde ud af at håndtere sine medlemmer, der nær- mest opfører sig fuldstændig, som de har lyst til, når de befinder sig i klubben.

95 Kvistens leder, Rene Johansen, er den første til at svare den nye klubleder i området. Han fortæller, at han har en fornemmelse af, at en del drenge i Askovgården begår hæ- leri. Men han har ingen konkrete beviser for, at tingene rent faktisk forholder sig sådan, fortæller han samtidig. Den ansatte, som Helle Madsen føler sig utryg ved, har indvandrerbaggrund, er vokset op i Blågårds-kvarteret og er blevet ansat som led i det kriminalpræventive arbejde på Indre Nørrebro, fordi han er tidligere kriminel og tilhører den såkaldte ‘storebrorgeneration’. Da Helle Madsen tiltræder som leder i Askovgården i januar 2003, har alle klubberne på Indre Nørrebro skilt sig af med de ansatte, der blev ansat efter urolighederne i 1997. Alle undtagen Askovgården. Her er souschefen blevet ansat som led i det socialpædagogiske initiativ, og han har så fået ansat den medarbejder, som Helle Madsen frygter, er et endog særdeles dårligt forbillede for klubbens brugere.

Tilbage i 1999 slår den spinkle Hizir Kilic allerede sine folder som en dreng, der er ved at lære, hvordan man tryller brugen af kniv om til penge. Hizir Kilic er fascineret af knive, og han tør godt fægte med et våben, hvis han bliver ophidset eller ser sit snit til at røve en mindre dreng for penge. Evnerne til at ‘lave’ hurtige penge har han trænet op i fællesskabet i Askovgården og på gaden. Hizir Kilics person i hjemmet og på gaden er imidlertid to væsensforskellige størrelser, og forældrene ved derfor ikke meget om, hvad han foretager sig blandt vennerne i kvarteret. På en ferie til Tyrkiet to år tidligere gav Hizirs ferme brug af kniv imidlertid familien et chok. Hizirs bedstemor kan være en streng kvinde, og da hun

96 ved en lejlighed kritiserede hans mors madlavning, blev Hizir rasende. Han fandt en kniv frem, hvorefter han jagtede bedstemoren rundt i familiens feriebolig i Ankara, indtil hun låste sig inde på et værelse. Bedstemoren blev umiddelbart skræmt ved episoden, men hændelsen har hurtigt udviklet sig til en fortælling, familien griner af. Og historien giver ved familiesammenkomster anledning til at konstatere, at den umiddelbart rolige dreng har et vist temperament. Ferhat Kilic kan ved disse lejligheder ikke lade være med at glæde sig over, at familien bliver op- mærksom på, at han ikke er den eneste unge med navnet Kilic, der kan lave ballade. Det er imidlertid først i foråret 1999, at Hizir Kilics for- ældre for alvor opfatter faren ved sønnens opførsel. Ilias Kilic bliver opsøgt af en jævnaldrende tyrkisk nabo, der beder Ilias om at gå en tur med ham. Han har et alvorligt emne, han gerne vil tale med Ilias om, slår han fast. På gåturen rundt i kvarteret fortæller naboen, at hans syvårige søn har haft et ubehageligt møde med den syv år ældre Hizir. Ilias’ søn har truet naboens dreng til at udlevere sin mobiltelefon ved at prikke til ham bagfra med sin kniv, mens han har holdt ham i et fast greb. Desuden har Hizir fået den syvårige til at tømme sine lommer for penge. – Det fik din søn fem kroner ud af, konstaterer naboen, mens han forsøger at fange Ilias’ blik. Det er imidlertid en disciplin, der viser sig svær. Ilias ser ud til at være mere end almindelig flov ved sønnens handling og kigger ned i jorden på størstedelen af gåturen. Ilias beklager sønnens opførsel, men derudover er det ikke mange ord, der kommer over hans læber. De to mænd har kendt hinanden i mange år, og naboen er overbevist om, at en del af forklaringen på Hizirs røveri

97 skal findes i, at drengen gerne vil have råd til det samme smarte tøj som de andre jævnaldrende i kvarteret. – Du skal give dine børn lommepenge. Hvis du ikke giver dem penge, er det sådan noget her, der kan ske, siger naboen. Ilias giver ham ret, men naboen er i tvivl om, hvorvidt det skyldes, at han er flov, eller om han reelt kan se menin- gen i at give Hizir lommepenge. Derudover mener naboen, at Ilias bør bruge mere tid med Hizir og vise ham mere omsorg. Men han går ikke så langt til at ytre dette over for den stolte mand, der er en af de gamle gæstearbejdere, der har boet længst i området. Det ville simpelthen krænke Ilias’ ære for meget, ræson- nerer naboen. Noget tid efter møder naboen Hizir selv på gaden og tager denne gang en gåtur med ham. Naboen er formand for en kurdisk forening i området, og han er overbevist om, at det ville være godt for Hizir at begynde at færdes i hans forening i stedet for at gå på gaden. Han nævner ikke direkte episoden med sin syvårige søn over for Hizir, men slår fast over for drengen, at han ikke kan blive ved med at lave ballade på gaden. – Hvorfor kommer du ikke i min forening? Vil du ikke komme forbi – så gør du mig glad, spørger naboen. Hizir er tydeligt forlegen ved situationen, og ligesom sin far kigger han meget ned i jorden, når han er pinligt berørt. Han lover imidlertid, at han nok skal kigge ind hos den kurdiske forening. I løbet af det næste halve år beder naboen Hizir om at slå vejen forbi foreningen gentagne gange. Hizir lover gang på gang at komme. Det sker bare aldrig.

98 Både pædagoger og politi er begyndt at bemærke Hizir Kilic som potentielt farlig på gaden. Hans historie er imidlertid ikke lige så omtumlet som den knap to år yngre fætter Ferhats. I januar 1999 er Ferhat kommet retur til Danmark efter syv måneder i Tyrkiet, uden at hans fremtidsudsigter i skolevæsenet umiddelbart er lysnet. Tiden hos hans morfar og mormor i landsbyen er gået med at bygge huler og lege gemmeleg med andre børn. Men skolegang er det ikke blevet til, og Ferhat har fået ubegrænset line til at rende rundt, som han har haft lyst til. Ferhat betegner opholdet i landsbyen som hyggeligt, selvom han har savnet sine forældre og sine to lillebrødre. Han vender hjem i fint humør og er opsat på at leve op til farens forventninger ved denne gang at gøre sit bedste i den klasse, han nu skal placeres i. Genopdragelsesturen kan imidlertid næppe betegnes som en egentlig succes, medmindre opholdet hos bedste- forældrene anskues ud fra en synsvinkel, der hedder ‘ude af syne – ude af sind’. Ferhats problemer er ikke blevet mindre, da han vender tilbage til Tingbjerg. Først to måneder efter hans hjemkomst, da den spinkle dreng forsøger at snige en pung op af en taske i Føtex, opdager Socialkontoret i Brønshøj/Tingbjerg, at Ferhat ikke er indskrevet på nogen skole. På det her tidspunkt er Ferhat igen begyndt at ryge hash, efter at landsbyens manglende udbud ellers havde tvunget ham til at blive røgfri. Der går fem måneder, før socialkontoret finder et skoletilbud til Ferhat i en specialklasse på Voldparken Skole i Tingbjerg. Skoleinspektør Leif Gudman Rasmussen har tidligere haft Ferhat Kilic indskrevet på sin skole i et for- løb, hvor den spinkle dreng jævnligt røg i slagsmål og intet fik ud af undervisningen. Han er skeptisk over at modtage

99 drengen på sin skole igen, men sagsbehandleren påpeger, at der ‘formelt set intet er til hinder for at lade Ferhat på- begynde i et specialgruppetilbud’ for at kunne opfylde kommunens undervisningspligt. I sagsmappen fremgår det, at skoleinspektøren derefter accepterer at få Ferhat indskrevet på sin skole. Men han er kun ‘formelt set’ enig, fremgår det af Ferhats Kilics sagsmappe. 8

Maj 1999 - juni 1999

ene Johansen fører en granskende finger langs de otte Rofamilienavne på den sorte metalboks, der sidder til højre for gadedøren til Blågårdsgade 44. Et par af plastikknapperne er gennem årene blevet så brændte af lighterflammer, at boksen ikke længere kan gengive enkelte af beboernes identitet. Det gælder dog ikke knappen ind til familien Kilic i 2. t.v. – Ja. Rene Johansen genkender stemmen i dørtelefonen. – Det er Rene fra Kvisten og Flemming fra Nørrebro Nærpoliti. Nogle lange sekunder passerer. Rene Johansen har ikke tal på, hvor mange hundrede gange han har gjort dette i årenes løb. Han og Flemming Gulløv har tilsammen næ- sten 50 års erfaring i at håndtere de unge i området. Rene bryder selv tavsheden. – Vi er kommet for at snakke med din far. En summen lader Rene Johansen og Flemming Gulløv forstå, at der i nogle sekunder denne juniaften er fri adgang til trappeopgangen. Rene har adskillige gange nægtet Hizir og hans venner adgang til Kvisten ved fysisk at placere sine 100 kilo ved indgangspartiet til klubben. Nu udspiller samme situation

101 sig med omvendt fortegn. Hizir spærrer for døren og virker mildt sagt ikke begejstret ved synet af ‘stikkerbanden’ stående foran familiens dør. – Hvad vil I? – Vi vil snakke med din far. – Om hvad? Rene er ikke et sekund i tvivl om, at Hizir udmærket er klar over, hvorfor de er der. – Vi vil gerne snakke med ham om dig og de ting, du har gang i, siger Rene Johansen. – Kan I ikke bare blande jer udenom? Hizir er blevet synligt ophidset ved tanken om, at de to mænd blot er få meter fra at fortælle hans far om deres bekymringer vedrørende sønnen. – Kan I ikke bare skride, siger Hizir i et toneleje og med et ansigtsudtryk, som Rene Johansen genkender fra de gange, hvor Hizir i løbet af det sidste halvandet års tid har råbt ‘stikkersvin’ efter ham på gaden. Ilias viser sig i døren bag ved Hizir. Der står to fremmede mænd på hans dørtrin. Flemming Gulløv i politi- uniform og Rene Johansen i sin egen uniform: en sort fleecetrøje mærket ‘Kvisten’. Han slår hurtigt blikket væk fra de to mænd og kigger spørgende på sin søn. Det er første gang, familien får besøg af en politibetjent. Rene og Flemming hører Ilias sige noget til sønnen på tyrkisk og bryder hurtigt ind ved at give Ilias hånden. De vil gerne give Ilias et førstehåndsindtryk, der overbeviser ham om, at de to mænd vil hans søn det bedste. Rene Jo- hansen frygter, at det ikke just er den version af besøgets formål, Hizir vil forsøge at give sin far på modersmålet. – Vi er bekymrede for din søn og tænkte på, om du havde tid til at tale med os? Ilias viser med en alvorlig mine de to mænd ind. For

102 Flemming Gulløv og Rene Johansen udgør besøget lidt af en balancegang. De vil ikke afsløre for meget om deres formodninger om Hizirs kriminelle aktiviteter med røveri, vold og pengeafpresning uden konkrete beviser. Men det er samtidig vigtigt, at de på umisforståelig vis får slået fast over for Ilias, at sønnens omgangskreds består af unge rød- der, der tilsammen har et kriminalregister som en telefon- bog. Samt at de er temmelig sikre på, at Hizir mere end en gang ikke har holdt sig tilbage fra at overtræde loven. Det er ganske få ord, der kommer over Ilias’ læber i løbet af den halve time, de tre mænd sidder omkring Ki- lic-familiens sofabord. Det samme kan ikke siges om Hi- zir. I løbet af de første fem minutter nægter han at sætte sig ned, og han bliver gentagne gange så ophidset, at han protesterer højlydt. – I skal ikke komme her. Hvorfor blander I jer i mit liv? råber han. Ilias virker flov og handlingslammet. Godt nok medgiver Ilias, at han godt er klar over, at sønnens venner måske ikke alle er guds bedste børn, men Rene Johansen føler ikke, at Hizirs far derudover har nogen føling med, hvordan han skal håndtere sønnen. En følelse, der bliver forstærket, da Rene og Flemming i slutningen af besøget tilkendegiver, hvorfor de har valgt at besøge familien netop nu. – Vi har hørt, at jeres familie skal til Tyrkiet i nogle må- neder her til sommer, og at Hizir ikke skal med. Vi er bekymrede for, at Hizir skal være overladt til sig selv. Det er, som om disse ord trykker på en knap i Ilias, der langsomt får ordene til at glide ud af ham. Ilias forsøger at forsikre de to fremmede mænd om, at de godt kan spare deres bekymring. Hizir er en god dreng. Han er dygtig i skolen og kan sagtens passe på sig selv.

103 – Desuden skal hans storebror også nok holde øje med ham. Han har lovet at passe på sin lillebror, fortsætter Ilias. Umiddelbart føler Rene Johansen sig en smule beroli- get ved udsigten til, at den ni år ældre storebror kan agere som en form for faderfigur i Ilias’ fravær. Lige indtil det går op for ham, at det er flere år siden, at storebroren flyttede hjemmefra.

– Nå, det var det, siger Rene Johansen, lige så meget henvendt til sig selv som til Flemming Gulløv, på vej ud af opgangen. Da de to mænd i minutterne efter evaluerer samtalen, er der ikke et gran af tvivl om, hvad de skal rapportere til socialforvaltningen: Dette var et hjemmebesøg, hvor familiens billede af sønnen er ude af trit med virkeligheden. Rene Johansen føler, at samtalen ikke nyttede noget. Den samme følelse gør sig gældende, da han og Flemming giver deres redegørelse om, at Hizir i flere måneder har lejligheden i Blågårdsgade nummer 44 for sig selv. Social- forvaltningen meddeler Rene Johansen, at den stiller sig tilfreds med familiens forsikring om, at storebroren nok skal passe Hizir, der af både lokalpoliti og klubpædagoger har fået betegnelsen utilpasset. – Det er som at forsøge at skrive sit navn i en spand vand, bemærker Rene Johansen over for Flemming Gul- løv. I løbet af sommeren støder Rene Johansen næsten dagligt på Hizir, der står og hænger på gaden sammen med de af kvarterets jævnaldrende, som er bedst kendt af politiet. Fra den dag, hvor Rene Johansen for første og sidste gang træder ud ad familien Kilics dør, råber Hizir ikke kun stikkersvin efter klublederen, når han befinder sig i en

104 beskyttet flok af venner. Når Rene Johansen i tiden derefter passerer den spinkle tyrkiske dreng alene, er han udmærket klar over, at der vil komme et verbalt angreb. ‘Fede svin’ eller ‘stikkersvin’. Ordet ‘stikkersvin’ passerer Hizirs mund så mange gange, at Rene Johansen udelukkende på stemmen lærer at skelne hans stemme fra de 20-30 andre af kvarterets unge, der råber ordet. En egenskab, han gennem årene har til- lært sig, når det gælder kvarterets hårdeste drenge.

I et klasselokale på 1. sal på Voldparken Skole i Tingbjerg i maj måned sidder fem drenge i alderen fra 7 til 15 år og kigger dybt i hver sin bog. Ved det ene af bordene sidder Ferhat og kæmper for at stave sig vej gennem en børnebog med hjælp fra skolelærer John Møller. /Deer vaar/ – Ja, Ferhat. Det er godt, lyder det fra John Møller. /En gaa/en gaa/ Ferhat kigger spørgende på sin lærer. – En gaaa, prøver John for at hjælpe Ferhat på vej. /Deer vaar een gaaa/ Ferhat får fremstammet de første fire ord, men de sidste stavelser, der kan fuldende sætningen vil bare ikke finde vej ud af Ferhats mund. Han fjerner blikket fra bogen og hen til John. – Gang, Ferhat. Ordet er ‘gang’, siger John Møller. – Det er okay, det går godt. Du gør det godt, Ferhat. Hvad siger du til at holde en lille pause? Ferhat nikker. De to har siddet med bogen i en halv time. Så længe har ingen lærer tidligere kunnet holde Fer- hat til en bog. Enten har der ikke været tid til, at Ferhats tidligere lærere kunne afsætte halvdelen af en undervis- ningstime til ham alene, eller også – og det har mere været

105 reglen end undtagelsen – er Ferhat simpelthen bare skre- det fra timen. Ferhat har endnu ikke haft en eneste lærer, han har brudt sig om. Men med John Møller er historien en anden. Den 56- årige skolelærer er ikke som de andre lærere, synes Ferhat. John er sikker på, at Ferhat er en intelligent dreng, der har potentiale til langt mere, end han giver udtryk for. – Du kan godt, Ferhat. Du kan gøre lige, hvad du vil. Du skal bare ville det, gentager John gang på gang for at forhindre sin elev i at smide bogen fra sig, når han er ved at kløjes i ordene. Den første gang, Ferhat hører John opildne ham på denne måde, ved han ikke, hvordan han skal reagere. – Hvad snakker du om, svarer han sin lærer i et toneleje, der for en udenforstående kan virke aggressivt. Ferhats nærmest instinktive reaktion på lærerens ‘snak’ er imidlertid et udtryk for, at han befinder sig i en uvant situation. Ferhat mindes ikke, at nogen anden lærer har givet udtryk for, at han troede på ham ligesom John. – Det jeg snakker om, er, at du kan mere, end du selv tror, svarer John Møller roligt. – Bare vent. Jeg har lært drenge, der var halvt så kloge som dig at læse. Du kan sagtens. John Møller er ansvarlig for en særlig skoleklasse med fem elever, hvor Ferhat netop er startet. En såkaldt ‘skolegruppe’, der er til for elever, som af kommunen har fået påhæftet prædikatet ‘uunderviselige’. Skolegruppen har eksisteret i et år med John som klas- selærer, da Ferhat starter i klassen. Det er kommunens formål, at klassen blot skal udgøre et midlertidigt tilbud til utilpassede børn. Men John mener reelt, at ordningen fungerer som en skraldespand for de børn, ingen andre vil

106 kendes ved. På den måde kan Københavns Kommune overholde sin lovpligtige undervisningspligt over for bør- nene i Skolegruppen. Og når ingen andre vil have drengene, sætter det nogle umiskendelige begrænsninger for mulighederne for at få børnene placeret i nogle andre tilbud. De fleste af klassens børn når at gå i Skolegruppen i hele og halve år, før kommunen finder dem en ny skole eller institution. Flere af eleverne giver over for deres klasselærer udtryk for, at ingen skoler bryder sig om at have dem rendende. Desuden oplever John, at ni ud af ti nytilkomne elever fø- ler sig dybt usikre, når de får stukket en bog i hånden. Følelsen af at være uønsket af skolevæsenet gør sig i høj grad også gældende for Ferhat. Stort set alle drengene i Skolegruppen bærer på en historie om, at forældrene på et tidspunkt har fået besked på, at sønnen ville have godt af at skifte til en anden skole. Og perspektiverne ved deres ophold i Skolegruppen er der ingen tvivl om: Dette er absolut sidste chance. Hver gang en ny elev starter i klassen, gør John det klart for dem, hvilket slags sted de er havnet. – Skolegruppen her er endestationen. Der er ikke andre muligheder for jer end det her. I kan hverken blive smidt ud eller sendt et andet sted hen, for I har prøvet alt andet. I kan kun komme væk på en måde, og det er ved at klare jer godt. Hvis I ikke klarer det godt, må I blive her hos mig.

John Møller har titlen af klasselærer i Skolegruppen. Men han er reelt også den eneste lærer. Simpelthen fordi de kollegaer, han spørger, takker nej til at kaste sig ud i at undervise de ‘uunderviselige’. Og der bliver fra skoleledelsens side ikke gjort de store

107 anstrengelser for at få integreret de øvrige lærere i Skole- gruppen. Klassen er nemlig ikke officielt Voldparkens ansvar, men derimod et tilbud under Familie- og Arbejds- markedsforvaltningen, der blot har sin fysiske beliggenhed på skolen i Tingbjerg. John må derfor flere gange selv ud at rekruttere nyud- klækkede 19-årige studenter til at bistå ham med undervisningen af klassens drenge. De unge lærervikarer har imidlertid i løbet af Skolegruppens etårige levetid kun hængt ved i et par måneder. Nogle gange skyldes de unge lærervikarers farvel til klassen, at de får nok, men oftest begrunder de deres afsked med studiestart på universitetet, eller at de skal ud på en dannelsesrejse, der inkluderer en stor rygsæk og mere eksotiske himmelstrøg end den lokale Utterslev Mose. John føler sig alene i arbejdet med de utilpassede unge. Og undervisningsforholdene har efter hans mening også meget tilbage at ønske. Der er hverken afsat ressourcer til nye bøger eller mere end 40 timer til hjemmebesøg om året. John bruger omtrent fem-seks gange så meget tid på at besøge elevernes forældre for at tale om, hvordan det går med deres søn. At inddrage familien er alfa og omega for at få eleverne engageret i at modtage undervisning. Det er ikke et princip, som John Møller har tilegnet sig som folkeskolelærer, men fra 25 års undervisning på diverse institutioner for utilpassede børn og unge. John har af erfaring lært, at desto mere fagligt svage og uregerlige børnene er, desto vigtigere er det med en lærer, der er i stand til at udvise en rolig og afslappet facon. I Skolegruppen bliver der derfor fra lærerens side hverken råbt, blæst i en fodboldfløjte eller ringet med en klokke. Hvis eleverne er urolige, kigger John blot på dem uden at sige et ord.

108 Som minutterne går, plejer eleverne stort set altid at blive stadig mere stille, fordi de ikke kan aflæse tegn på nogen form for frustration hos klasselæreren. Nogle gange har seancen en varighed af to minutter, andre gange bliver der ikke sagt noget i tyve minutter. Ferhat kan ikke lade være med at blive imponeret af, hvor respektfulde klassens elever er over for John, da han starter i Skolegruppen. På en eller anden måde føler han, at der er noget trygt over at blive undervist af en lærer, der ikke råber, og som gang på gang beroliger drengene med, at det er okay at være dårlig til brøkregning eller stavning. Ferhat har ikke tidligere oplevet, at han ikke er den dår- ligste i klassen, og det giver ham en ro til at blive siddende med John, når bogstaverne driller. Han føler sågar, at den rolige lærer giver ham særbehandling ved konstant at rose ham ved selv de mindste fremskridt. Det han ikke ved, er, at den rutinerede underviser bruger de positive vendinger på alle klassens elever for at motivere dem. Da klokken ringer ud til skolernes sommerferie i juni måned, har Ferhat lært at stave sig igennem to og tre- stavelses ord. To måneder efter at han trådte ind i Skole- gruppen, er han i en alder af 12 år for første gang i sit liv stolt af en bedrift opnået i skolen. Hans bedste ven Shamsad oplever det, Adem oplever det, og det samme gør John. Ferhat svarer ham ikke længere igen med et „hvad snakker du om“, men lader i stedet et lille smil spille på læben, når han hører Johns opmuntring. – Hvor er det flot, Ferhat.

Modsat Ferhat har flere af eleverne i hans klasse fået stillet en diagnose, der kan forklare pludselige vredesudbrud, koncentrationsproblemer og indlæringsvanskeligheder.

109 Flere af eleverne har damp eller autistiske træk, og de har brug for trygge rammer. John lader dem derfor ofte få lov til at blive inden døre i de store frikvarterer stik imod skolens officielle politik. Bortset fra Ferhat er Skolegruppens elever desuden fra andre dele af København, og de kender ikke andre end deres fire klassekammerater på skolen. De fleste kommer heller ikke til det i løbet af deres tid på Voldparken Skole. Ferhats klasselokale ligger nemlig også fysisk adskilt fra resten af skolen på 1. salen i en bygning, hvor ingen andre end Skolegruppen holder til. Det passer imidlertid Ferhat fint. Han synes, det er pinligt at høre til den gruppe af drenge, der blandt nogle af de andre børn i skolegården bliver kaldt ‘taberklassen’, og Ferhat vil helst undgå at blive set sammen med klassekammeraterne. Han vil ikke have, at vennerne i Tingbjerg tror, at han er ligesom ‘DAMP-børnene fra taberklassen’. Desto længere væk fra vennerne, Skolegruppen fysisk befinder sig, desto bedre, tænker Ferhat. Hen over sommerferien får Skolegruppen imidlertid et nyt klasselokale. Og det er Ferhat bestemt ikke glad for. En klasse for autister overtager lokalet på 1. sal, og Sko- legruppen må under protester fra John rykke ned i en bygning midt i skolegården. Endnu en gang har Johns klasse en etage for sig selv, men denne gang i stueplan, så skolens øvrige elever kan kigge direkte ind. Ferhat er en dreng, som mange af de andre børn i skolen kender, og det bliver i den kommende tid derfor et yndet indslag i skolegården at råbe ind ad vinduet til Sko- legruppen. – Hvad så, Ferhat. Kommer du ikke ud? Ferhat begynder at bruge mere tid i skolegården, hvor han kommer ind i den gamle rumle med at ryge ind i slås-

110 kampe og påkalde sig skoleinspektørens opmærksomhed. Inspektør Leif Gudman Rasmussen hører næsten dagligt fra skolens lærere, at Ferhat endnu en gang har været indblandet i en slåskamp. Han hører imidlertid ikke noget fra John Møller. Han har en anden opfattelse af Ferhat og mener, at drengens stadig mere utilpassede facon i skole- gården skyldes, at Ferhat – ligesom flere af de andre af hans elever – bliver provokeret på grund af deres gang i Skolegruppen. Efter en uges tid i det nye klasselokale begynder John konsekvent at trække gardinerne for, fordi han vil skåne børnene for, at der bliver råbt ind til dem. Han kan mærke på Ferhat, at han får stadig sværere ved at koncentrere sig om undervisningen i det nye lokale.

Det er ikke, fordi Ferhat på baggrund af sine nyerhver- vede læseevner har nogen planer om, at han for alvor skal til at gøre mere ud af det boglige. At han i den lokale grillbiks kan afkode, om menukortet byder på hans favoritpizza med shawarma, salat og creme- fraiche er mere end nok for Ferhat. Det er det imidlertid ikke for hans far. Adem værdsætter Johns evner til at holde Ferhat klinet til skolebordet længe nok til at lære noget. Alligevel beslutter han en måned efter sommerferien, at Ferhat skal videre fra Skolegruppen. Ferhat er som hans ældste søn det primære udstillings- vindue for familien og de tyrkiske venner til, hvor stor en succes Adem er som far. Adem er udmærket klar over, hvad Skolegruppen er for en størrelse. Den har på ingen måde prestige. Mens hans ældste brors jævnaldrende søn, Hizir, går i en privat tyrkisk skole i Valby, har hans egen søn først nu lært at læse.

111 Over for vennerne og ved familiesammenkomster nævner Adem derfor sjældent sønnens fremgang på skole- fronten. Adem har besluttet sig: Sønnen skal i en ny klasse. Midt i september melder Adem sønnen ud af Skolegruppen og beder familiens sagsbehandler om at finde en klasse til Ferhat. Ferhat har det ambivalent med at forlade Skolegrup- pen. På den ene side føler han ikke, han har noget til fælles med klassekammeraterne. På den anden side har han aldrig tidligere siddet i en klasse, hvor han følte sig så tilpas som i Skolegruppen. Desuden føler han endnu en gang, at faderen stiller for høje krav til ham. Han kan godt forestille sig at skulle håndtere et job på et værksted en dag, men han føler, at Adem forventer mere af ham, end han kan leve op til. Hvis han ikke kan tage en god uddannelse, skal han være en stor professionel fodboldspiller; hvis han ikke kan blive en stor fodboldspiller, skal han kunne gøre sig i forretningslivet. Ferhat har for længst opgivet at leve op til faderens for- håbninger. Han indvier imidlertid ikke sin far i sine overvejelser og bliver desuden heller ikke spurgt om, hvad han selv har lyst til. – Du starter et andet sted, så snart kommunen har fundet et nyt tilbud til dig, lyder beskeden fra Adem. Skolegruppens nye placering midt i skolegården og Adems udmelding om, at sønnen skal meldes ud af det særlige skoletilbud bliver startskuddet til endnu et under- visningsforløb, som Ferhat mentalt begynder at afskri- ve. Han begynder at skulke stadig mere og udfylder større huller i kalenderen med kælderindbrud, butikstyveri og

112 knallerttyveri. Adem begynder igen ugentligt at blive ringet op af politiet om, at hans søn er blevet taget for at have stjålet parfume i Føtex eller kørt uden hjelm på en stjålen knallert. Ferhat ved, hvad der venter derhjemme, når han er blevet taget af politiet og vandrer derfor ofte rundt i timevis, før han samler mod til at låse sig ind i lejligheden i Ting- bjerg. Hvert telefonopkald følges op af en byge af lus- singer og knytnæveslag, men det er, som om Adems forsøg på at disciplinere sin søn fysisk og verbalt ikke gør problemerne mindre. Det er ikke, fordi Ferhat bliver under dynen om morgenen. Faktisk går han typisk næsten de to kilometer hen mod skolen, før han beslutter sig for et mere attraktivt tilbud et stenkast fra destinationen: en internetcafe, der får hans ben til at føles for tunge til at gå de sidste meter hen til skolen.

En eftermiddag i starten af november ringer Adems telefon, mens han er ude at køre med pakker i sin varevogn. Det er Gladsaxe Politi. Adem overvejer ved ordene ‘politi’ per refleks, hvad Ferhat mon har gjort denne gang. Endnu et opkald, endnu et brudt løfte fra den ældste søn. Tankerækken afbrydes ved politimandens næste be- mærkning. – Det er din lille søn, siger politimanden. – Er det Yusuf? spørger Adem overrasket. Det kan ikke passe, tænker han. – Ja, det er din lille søn. Han er kørt galt på en knallert og har slået benet temmelig slemt, fortæller politimanden. – Han er styrtet på Mørkhøjvej i nærheden af krydset ved Novembervej, fortsætter han.

113 – Jeg er der om fem minutter. Da Adem når frem, kan han gennem bilruden skimte en lille knægt, der ligger halvt i fosterstilling og tager sig til det venstre ben bag en ambulance, en håndfuld cyklister og to uniformerede betjente. Han springer ud af varevog- nen, men stopper pludselig op få skridt fra sønnen, da han ser, at det er Ferhat, som er ved at blive tilset af to ambulancefolk. Adem står i, hvad der føles som en evighed, og betragter sønnen uden at røre sig ud af stedet. Ferhat prø- ver at skjule sine tårer for Adem, alt imens han undrer sig over, hvorfor faderen ikke kommer hen til ham. Den ene af betjentene sender Ferhats far et spørgende blik. – Skal du ikke gå hen til ham? Adem lader blikket hvile på betjenten i et par sekunder, før han leverer et svar, der er henvendt til såvel betjenten som hans ældste søn. – Det der er ikke min søn, siger han i en tone, der er mere opgivende end egentlig vred. Ferhat kan ikke tro sine egne ører, men han bider det i sig. Faderen skal ikke have sejren ved at se, hvor hårdt hans ord har ramt ham. Han siger simpelthen ikke et ord, som han ligger der på asfalten. Ferhat kigger i stedet ned ad benet. Den lygtepæl, han er drønet ind, mens han kørte omkring 50 kilometer i timen på en boret knallert, har slået et hul i hans skinneben, der er på størrelse med en tennisbold. Ferhat kan se sin egen skinnebensknogle. – Hvad er der sket? spørger Adem betjentene. – Han siger, at han er blevet sparket af knallerten af en motorcykelbetjent, der så er stukket af. – Det forstår jeg ikke. Hvorfor skulle en betjent sparke ham af knallerten? – Han har kørt uden hjelm, og knallerten ser ud til at

114 være stjålet, svarer betjenten og kigger hen mod en busk fem-seks meter væk, hvor den ramponerede knallert nu ligger. Rundt omkring på cykelstien og fodgængerfeltet ligger der sorte plastikstykker, som er blevet slået af knallerten i faldet. Den manglende plastikfront har Ferhat imidlertid selv pillet af tidligere på dagen for at få adgang til at kunne starte knallerten uden brug af en nøgle. – Men han kan jo også være styrtet af sig selv. Der er i hvert fald ikke spor efter en motorcykelbetjent, siger politimanden. Ferhat bliver kørt bort i en ambulance mod Bispebjerg Hospital, og Adem sætter sig ind i sin varevogn for at hente sin kone og følge trop.

Dagen efter er en søndag, og Ferhat nægter at sidde hjemme i forældrenes lejlighed hele dagen, når vennerne har fri fra skole. Det er simpelthen for kedeligt, synes Ferhat. Selv på krykker smerter det i benet, når han går, men Shamsad har en ide til, hvordan han kan gøre vennen mere mobil. Sammen med et par andre drenge fra området kommer han kørende ind foran Ferhats opgang med en indkøbsvogn. Resten af dagen bliver Ferhat kørt rundt langs Ruten. Da han igen træder ind i entreen til lejligheden på Arka- derne, kan han på forældrenes ansigtsudtryk straks se, at der er noget galt. Adem beder ham sætte sig ned ved stue- bordet. – Vi har talt om det her før, Ferhat. Jeg synes, du skal væk fra Tingbjerg. Det er bedst for dig og for hele familien. Vi har besluttet, at du skal til Tyrkiet. Ferhat sætter sig op med et kraftigt ryk. Han vil bestemt ikke bo hos bedsteforældrene i Tyrkiet.

115 – Jeg tager ikke til Tyrkiet igen. Hvad skulle jeg lave der? – Du skal, formaner faderen. – Det har jeg besluttet. Du rejser i morgen eftermiddag. Meral forholder sig tavs. Som sædvanlig accepterer hun sin mands ønsker. Desuden har hun ikke meget at skulle have sagt. Adem tog allerede beslutningen få timer efter sønnens knallertuheld og købte billetten tidligere på dagen, før han havde indviet hende i sine planer. – Jeg stikker af. Jeg vil ikke. – Du stikker ikke af. Vi tager sammen af sted i morgen. Adem må halvt løfte, halvt skubbe Ferhat ind på hans værelse. Han stikker en nøgle i døren udefra og drejer nøglen en halv omgang. Han frygter, at sønnen stikker af, hvis han ikke er låst inde i løbet af natten. Den efterfølgende morgen hører Ferhat inde fra sit aflåste værelse, at det ringer på døren lidt i 10. Han genkender Johns Møllers stemme og forsøger at lytte med ved døren. Han kan høre, at hans far og John diskuterer. Han har i tiden i Skolegruppen ikke tidligere hørt John tale i sådan et toneleje. Han er ikke direkte ophidset, men der er noget bestemt og insisterende over hans stemme, som ikke er til at tage fejl af. – Jeg synes virkelig, det er en rigtig dårlig ide, siger John. – Det nytter ikke noget at sende ham til Tyrkiet. Han er en god dreng i skolen og at sende ham væk løser ikke nogen problemer. Han har brug for at gå i en dansk skole. Adem siger ham ikke imod, men han åbner til gengæld heller ikke op for en reel dialog. Adem virker fortvivlet. – Hvad skal jeg ellers gøre. Han lytter jo ikke til mig, og han laver ikke andet end ballade. Hvorfor er han på den måde? Jeg forstår det ikke. Mange af de unge på de institutioner for utilpassede

116 børn og unge, hvor John tidligere har arbejdet, har haft tyrkisk baggrund. Gang på gang har han oplevet, hvordan fædrene for øjnene af ham fuldstændig har afskrevet deres egne sønner i en tilstand af ren frustration og afmagt. Det samme føler han sker i entreen ind til Kilic-familien i Tingbjerg. På intet tidspunkt i løbet af hans knap 30 år i faget har han oplevet, at fædrenes bebrejdelse af sønnerne har ført til en konstruktiv løsning af børnenes problemer. – Jeg synes virkelig, du skulle overveje at lade Ferhat blive i Danmark, forsøger han sig igen. Men der er ikke noget at gøre. Beslutningen er taget. 9

November 1999 - august 2000

erhat nægter at sige et ord, fra det øjeblik far og søn Foforlader Tingbjerg, til de lander i Ankara. På vej til Kastrup forsøger Adem flere gange at fange sønnens blik, men Ferhat sørger for konsekvent at kigge den anden vej. Adem gider ikke spilde ord på en person, der ikke vil kigge ham i øjnene. Det må han selv om, tænker Adem. Hvis han ignorerer mig, ignorerer jeg også ham. Først da de har indkvarteret sig på et hotel i Ankara, og Ferhat har lagt sig i sin seng på værelset, vælger Adem at bryde tavsheden. – Det er det bedste, siger han til sønnen. Ferhat er rasende, men nægter at vise faren, at han føler sig udstødt af familien. Han trækker dynen op over hovedet og vender ryggen til faren. Næste morgen lejer Adem en bil til den omkring 130 kilometer lange tur til landsbyen. Adem har valgt at turen hen til Ferhats bedsteforældre skal foregå i en lejebil af to grunde. For det første vil han ikke risikere, at den tavse dreng pludselig eksploderer i et vredesudbrud i en fyldt bus på en tyrkisk landevej. For det andet tænker han, at det vil være mest behageligt for sønnen, at de kører i en bil, hvor han lettere kan stavre sig ud på sine krykker. Selvom Ferhat

118 nægter at give udtryk for sin smerte, kan Adem godt regne ud, at et styrt, der har forårsaget et hul helt ind til knoglen i skinnebenet, må gøre mere end almindelig ondt. Da far og søn ankommer til Ferhats mormor og morfars hjem i Adems gamle fødeby, har Ferhat nægtet at spise noget i et døgn. Ferhats beslutning om at protestere mod opholdet hos bedsteforældrene ved hjælp af et stille oprør ændrer sig ikke, da de triller ind på landsbyens eneste kø- regade. Adem kører bort fra landsbyen igen, umiddelbart efter at han har overleveret sønnen til Merals forældre. Ferhat har lyst til at skrige af sin far, men han tænker, at det er bedre at fortsætte sin stumme sultestrejke for at vise faren, at han er ved at miste sin ældste søns respekt. Ferhat for- står ikke farens beslutning om at efterlade ham i en landsby med knap 100 hjem og nogle bedsteforældre, han knap nok kender. Hvorfor er han så ond ved mig, tænker Ferhat. Selv da Adem siger farvel til sønnen ved at gentage ordene, ‘tro mig, det er for dit eget bedste’, forholder Ferhat sig stadig fuldstændig tavs, mens han forsøger at holde tårerne tilbage og holde fast i krykkerne. Så snart lyden af motorstøjen fra farens lejebil ikke er hørbar længere, lader Ferhat følelserne bryde ud. På sin egen måde. Han giver slip på krykkerne og begynder at trampe taktfast i gulvet samtidig med, at tårerne omsider slipper deres tag i øjenkrogene. – Hvad laver du? Lad dog være. Dit ben, forsøger hans morfar. Ferhat tramper hårdere og bemærker, hvordan bedste- forældrenes stemmer langsomt forsvinder længere og læn- gere ind i det bagerste af hans bevidsthed.

119 – Ring til min far. Få ham til at komme tilbage og hente mig, skriger Ferhat. Han kan ikke længere dechifrere betydningen af bed- steforældrenes råb. Det føles, som om han ryger længere ind i en trance i takt med, at han tramper i gulvet. Han mærker heller ikke følelsen af en varm væske løbe ned ad sit ben. Nogle af stingene i skinnebenet er sprunget op, og da hans bedsteforældre ser blodet løbe ud på gulvet, får de omsider stoppet den 12-årige dreng. – Rolig nu Ferhat, vi skal nok ringe efter din far, forsø- ger bedsteforældrene at trøste ham. Senere på aftenen får Ferhat at vide af sine bedste- forældre, at de har fået fat i Adem, og at han er på vej. Det beroliger Ferhat, og han begynder derfor så småt at indtage føde igen. Det, Ferhat ikke ved, er, at Adem intet aner om, hvordan sønnen har voldt skade på sig selv. Bed- steforældrene har nemlig ikke kunnet få fat i deres sviger- søn. Adem er nemlig ikke kørt direkte til Ankara men stoppet på halvvejen og indkvarteret sig på et motel. Han er simpelthen i syv sind, om han nu også har taget den rigtige beslutning ved at efterlade sønnen i Tyrkiet. Så han har udskudt hjemrejsen til Danmark for at kunne sove på, hvad i alverden han skal stille op. Da han et døgns tid forinden forlod Tingbjerg med sønnen, var han overbevist om, at han gjorde det rigtige. Ferhat skulle simpelthen væk fra gaden og vennerne i den belastede bydel. Synet af sønnen i den lille landsbys rammer, som han selv for alt i verden gerne ville bryde ud af, da han var i Ferhats alder, har rokket ved Adems tiltro til sin egen beslutning.

I forhold til dengang Adem selv boede i landsbyen, er det nu ikke længere kun posthuset, der råder over en telefon.

120 Han kan derfor ringe direkte til svigerforældrene to dage efter, at de har modtaget Ferhat. – Din far er i telefonen. Han vil gerne tale med dig. Ferhat kan mærke hjertet banke i brystet. Han går lige til sagen, da han får røret i hånden. – Hvornår kommer du og henter mig? Han kan mærke, hvordan faren holder vejret i den anden ende af røret. – Er du på vej eller hvad, fortsætter Ferhat. Da han hører svaret fra sin far, smækker han røret på og stikker af fra bedsteforældrenes hjem. – Ferhat, jeg kan ikke hente dig. Jeg er tilbage i Ting- bjerg. Hvis Ferhat ikke vil bo hos bedsteforældrene, er det sådan det må blive. De kan simpelthen ikke holde fast i ham med magt, og han strejfer rundt i området, indtil den næste dag, hvor han får øje på et velkendt ansigt. Hans onkel Veci er tilfældigvis på besøg i byen, og Ferhat kan mærke, hvordan han uundgåeligt får et stort smil på læben ved synet af fasterens mand. Han humper hen til Veci, der kigger chokeret på den 12-årige nevø. Han fatter ikke, at Ferhat befinder sig i landsbyen. På de årlige ferier til Tyrkiet har et af højdepunkterne for Ferhat år efter år været at tilbringe tid med onklen. Veci er en mand, der er god til at give komplimenter, og han har altid højlydt fortalt Ferhat, at han er en god dreng. Når Ferhat er i nærheden af Veci, lader han det smil, han var kendt for i løbet af de tidlige barndomsår, bryde frem på læben. Onklen kan godt forstå, at Ferhat ikke har lyst til at bo i landsbyen hos nogle ældre familiemedlemmer af den gamle skole og tilbyder Ferhat at flytte ind hos sig. – Hvis det er i orden med din far, kan du bo hos mig og

121 din faster i stedet. Hvad siger du til det? spørger Veci. Ferhat smiler stort. Hvis han ikke kan komme tilbage til Danmark, er onklens selskab i nabolandsbyen et fuldgodt alternativ.

Veci aftaler med Adem, at han skal finde en god skole til Ferhat. Helst en der kan lære drengen noget disciplin. Onklen ved lige, hvilken skole Ferhat skal gå på. Den er placeret midt ude i ingenting omkring 15 kilometer fra onklens og fasterens landsby på en bjergskråning, hvor der ikke er noget, der kan distrahere Ferhat. Og hvor der absolut ingen mulighed er for at skaffe hverken alkohol eller euforiserende stoffer, medmindre man har tålmodighed og evner til selv at plante det i bjergets muld. Det afholder Ferhat sig imidlertid fra. Den nye skole, Ferhat kommer i, er verdener fra de danske folkeskoler, han har gået i. Normalt skal der meget til at bringe Ferhat ud af fatning, men da han træder ind på den tyrkiske skole, får han sig noget af et chok. Elever sidder på rad og række ved hver sin nedslidte pult og rokker frem og tilbage med hoved og overkrop, mens de læser op for sig selv, som om de var i trance. Ele- verne sidder med hver sin Koran, som de reciterer fra på et sprog, Ferhat ikke forstår. Det er arabisk. – Jeg kan ikke engang læse på dansk eller tyrkisk, hvordan skal jeg kunne gøre det på arabisk, tænker Ferhat. Den 12-årige dreng er på alle måder på fremmed grund, og han er mere ræd, end han nogensinde har været tidligere. Især skræmmer det ham at se, hvordan læreren håndte- rer de drenge, der laver en fejl i deres oplæsning eller går i stå. Læreren bevæger sig simpelthen fra lokalets midte hen til den pågældende elev og venter på, at drengen nær- mest rituelt placerer de bare fødder på kanten af pulten.

122 Herefter følger et rap over fødderne med lærerens spansk- rør. Fra at have hængt ud på Ruten i en forstad til Køben- havn er Ferhat nu fra den ene dag til den anden indskrevet på en koranskole i Tyrkiet sammen med omkring 50 andre elever.

Især den første uge på koranskolen er hård. Her kan Fer- hat ikke stjæle sig til respekt på samme måde som i Ting- bjerg, og hans venskab til Shamsad og de ældre drenge i københavnerforstaden hjælper ham ikke meget på koranskolen. Hans tyrkiske lyder gebrokkent sammenlignet med de andre drenges, og hans kendskab til Koranen er nærmest ikke-eksisterende. Dagen starter klokken otte om morgenen, hvorpå den står på koranlære med enkelte pauser til frokost og aftensmad, indtil drengene skal til deres dagseksamen klokken 19.00. Her skal de vise og redegøre for, hvad de har lært i løbet af dagen. Det er en session, som Ferhat imødeser med spænding og frygt. Sidstnævnte fylder mest, da tyrkeren fra Danmark har svært ved at gøre hurtige fremskridt ved skolepulten. De arabiske ord har svært ved at trænge ind. Ferhats hidtidige kaotiske skolegang i Danmark har ikke rustet ham til hurtig indlæring, og han hører ikke til den bogligt kløgtigste del af eleverne. Det lykkes ikke stedets voksne at lære Ferhat Kilic at recitere de arabiske ord fra Koranen i løbet af de omkring fire måneder, drengen opholder sig på skolen. Men modsat de andre elever bliver Ferhat ikke slået med spanskrøret, når han må give fortabt ved skolepulten. Den første uge på skolen græder Ferhat Kilic sig i søvn hver aften. Han savner især sine to små brødre, som han

123 kan virke ‘stor’ over for – på koranskolen føler han sig endog meget lille og utryg. Ferhat Kilic har mere end almindeligt svært ved at holde fast i en tankerække i mere end nogle få minutter, når overvejelserne omkring hans fejl, hans fremtid og hans position i familien begynder. I løbet af dagen er hans tanker travlt beskæftiget med, hvordan han kan indordne sig på skolen, hvilke høflighedstermer han skal bruge over for lærerne samt med konstant at lede efter tyrkiske gloser og ord. Men så snart Ferhat Kilic har lagt sig på sin madras i sovesalen, ryger tankerne unægtelig tilbage til Danmark, og et enkelt spørgsmål holder ham vågen til langt ud på natten: Hvordan kan min egen far gøre det her imod mig? Som aftenerne passerer, lærer Ferhat at holde de vrede tanker på afstand. Ikke fordi han er i nærheden af at tilgive sin far, men snarere fordi hans tanker begynder at kredse om nogle af hverdagsfornøjelserne derhjemme. Bare det at fantasere om at kunne vade hen til en grillbar på Ruten og bestille en pizza med shawarma og salatdressing eller et pitabrød med græsk bøf, fylder Ferhat med længsel efter at vende hjem. Ferhat Kilic betragter månederne på koranskolen som nogle af de værste i sit liv. Både mens han befinder sig på skolen, og når han senere i livet tænker tilbage på opholdet. Han får ellers særbehandling i forhold til de andre drenge på skolen. Lærerne stiller ikke de samme krav til Ferhat som til de andre elever, og han bliver heller ikke straffet fysisk for sine manglende boglige evner. Ferhat tilegner sig hurtigt tilnavnet ‘drengen fra Danmark’. Når Ferhat senere i livet fortæller om synet af små drenge, der disciplineres med et rap over fødderne, forkla-

124 rer han, at han selv følte et fysisk ubehag, hver gang han så spanskrøret svirpe gennem luften. For godt nok bryster Ferhat sig af, at han på ingen måde selv frygter fysisk smerte, men når han ser drengene på koranskolen blive afstraffet, føler han empati med dem. Og så føler han dår- lig samvittighed over, at jævnaldrende drenge bliver straffet fysisk, mens han slipper og blot kan se på. I Tingbjerg havde Ferhat skabt sig en identitet, som en af bydelens drenge, der har stiftet mest bekendtskab med vold, men på koranskolen er han pludselig i en privilegeret position.

Ferhats rolle som ‘den danske dreng’ giver ham ikke i sig selv ret til at slippe for fysisk afstraffelse. Årsagen til sær- behandlingen skyldes ifølge Kilic-familien, at Adem over telefonen fra Danmark tager en alvorlig snak med skolens inspektør. Her gør Adem inspektøren opmærksom på, at han ikke vil tolerere, at nogen lægger hånd på hans søn. Hvis Fer- hat skal disciplineres fysisk, er det Adem selv, der skal stå for udførelsen. Adem tilkendegiver over for inspektøren, at han har respekt for dennes undervisningsprincipper, og at han har hørt, at skolen har et godt ry. Men han advarer også om, at han vil jagte inspektøren ned, hvis nogen så meget som rører et hår på sønnens hoved. Hvis nogen tæver min søn, tæver jeg dem.

Ferhat er ikke den eneste elev på skolen, der drømmer sig hjem til familien. Efter et par måneder på skolen begynder Ferhat for alvor at lege med ideen om simpelthen at ‘skride fra det her hul’. Og flere af de andre drenge lytter intenst til Ferhats begrundelser for at stikke af. Hans argumenter om, at man ikke skal lade sig styre i livet, og at man

125 bare kan smutte, hvis man befinder sig et sted, man ikke bryder sig om, er langt fra den virkelighed, mange af drengene er vokset op med. – Selvfølgelig kan vi stikke af. I Danmark skred jeg også fra flere lorteskoler. Ferhat er god til at opildne landsbydrengene. I de første måneder på skolen har han tilegnet sig stadig mere respekt blandt de andre ved at fortælle om livet i Danmark med høje huse, computere og knallerter. Alkoholen og hashen nævner han imidlertid ikke noget om. Ferhat vil hellere end gerne stikke af fra den ene dag til den anden, og han kan mærke en dundrende rastløshed i kroppen blive stadig stærkere, som dagene skrider frem. Det strider imod den impulsive drengs natur at vente med flugten, men han ved, at det er en dum ide at løbe ned ad bjerget på egen hånd. Han skal have nogle medskyldige, så flugten ser bedre ud over for hans far, og så familien vil tro på, at det ikke kun er ham, der mistrives på koranskolen. En tidlig forårsmorgen, før solen er stået op, lykkes det Ferhat at samle en mindre flugtgruppe, der tager turen ned ad bjerget. De er en håndfuld drenge, der halvvejs sprutter af grin over deres handling og halvvejs pruster efter luft i løbet af det kvarters tid, det tager at komme ned ad bjerget. Da drengene rammer vejen ved bjergfoden, emmer luften af en triumferende stemning. Det er lykkedes. – Hvad gør vi nu, spørger en af drengene. Ferhat tror ikke sine egne ører. – Hva’ tror du? Vi skal videre. Kom. ‘Danskerdrengen’ er rastløs, men de andre vil ikke umiddelbart videre. Ferhat ved, at de ikke må spilde alt for lang tid, da der er 15 kilometers landevej til den nærmeste by. De vil være lette ofre for en lærers blik, der spejder ud

126 bag rattet på sin bil for at finde sine elever, og Ferhat vil derfor gerne nå ind til en by, før den manglende tilstede- værelse på skolen bliver opdaget. En af drengene siger klart fra, og en anden slutter sig hurtigt til ham. Duoen vil tilbage til skolen. De tilbage- værende drenge virker også, som om de har fået kolde fødder. De kan ikke beslutte sig for, hvorvidt de skal sige ja eller nej til at følge med Ferhat, og han beslutter derfor at slippe for deres selskab. – Gør som I vil. Jeg skrider, siger han og er allerede begyndt at trave væk, før drengene når at svare. Ved at få drengene med ned ad bjerget har Ferhat fået den undskyldning over for faren, han søgte, og han foretrækker at tilbagelægge resten af ruten hjem til onklen alene.

Onkel Veci venter nevøens ankomst. Inspektøren har ringet i forvejen. Ferhat føler en lettelse strømme gennem kroppen, da det går op for ham, at Veci allerede kender til historien bag flugten, og at onklen ikke umiddelbart har tænkt sig at sende ham retur op ad bjerget. I løbet af opholdet på skolen har Ferhat haft tilladelse til at besøge onklen og hans familie en gang om måneden, og Veci har derfor udmærket godt været klar over, at koranskolen ikke just vakte nevøens begejstring. Det har han fortalt videre til Ferhats far, og Adem er derfor ikke svær at overtale, da Veci ringer til ham. – Hvad siger du til at lade drengen arbejde i mit metal- værksted? Jeg er sikker på, at han vil kunne klare jobbet. Adem giver sin tilladelse. Han kan heller ikke se, hvad Veci ellers skulle stille op med drengen. Adem har af erfaring lært, at hvis Ferhat ikke gider være et sted, er han ikke til at holde styr på.

127 Veci rækker røret videre til hovedpersonen selv, som forsikrer sin far om, at han gerne vil arbejde for onklen. Selvom Adem er skuffet over endnu et mislykket skoleophold, kan han ikke lade være med at smile af, at Ferhat fik overtalt en hel flok lokale drenge til at tage flugten ned ad bjerget.

I de næste fire måneder er Ferhat og Veci sammen fra morgen til aften. Når aftensmaden står på bordet i onklen og fasterens hjem, føler Ferhat, at han efter dagens arbejde på metalværkstedet har gjort sig fortjent til maden. Han er stolt over at kunne hjælpe onklen i hans arbejde, og han er stolt over at have et job for første gang i sit liv. Når de to arbejder på at svejse metalgitre, der skal stå foran indgangspartierne ved huse og butikker, skorter det ikke på ros fra onklen. – Hvis mine egne sønner bare var halvt så kløgtige som dig, ville jeg være en meget lykkelig mand, er en sætning, som Veci flere gange bruger over for nevøen i tiden på metalværkstedet. Det får et stort smil frem på læberne af Ferhat. John Møller er den eneste person, der tidligere tilnærmelsesvis har givet ham så meget ros. Og Vecis opmuntrende be- mærkninger afspejler sig tydeligt i Ferhats arbejdsiver. Ferhat vil for alt i verden ikke skuffe en onkel, der har så meget tillid til ham. Han synes, det er fedt, at han ved fyraften konkret kan betragte, hvad han har svejset og banket sammen i løbet af dagen. Med bogstaverne i John Møllers timer var det derimod mere abstrakt, hvad indsatsen i klasselokalet kunne bruges til. Adem fornemmer i telefonen, hvordan Veci glæder sig over, at han modsat mange andre kan håndtere den spink-

128 le dreng. Og Adem er da også taknemmelig over, at Veci gør så meget for hans søn. Han kan tydeligt høre på Ferhat i telefonen, at han er glad, selvom sønnen ikke er meget for at indrømme det. Ferhat vil nemlig ikke lade faren tro, at han er for glad. Han frygter, at det simpelthen vil give faren en grund til ikke at hente ham hjem til Tingbjerg igen. Ferhat bliver 13 år gammel den 2. maj, og kort tid efter får han det svar i telefonen fra Danmark, som han har ventet på i månedsvis. – Du kommer ikke hjem nu, men vi kommer på ferie hos jer snart, og så får vi se. Det er ikke et løfte, men i det mindste afliver farens ord Ferhats frygt for, at han aldrig kommer hjem igen. Adem holder ferie i Tyrkiet i knap en måned, før han meddeler Ferhat sin beslutning: Sønnen skal hjem. Ferhat tager imod farens besked med et stille nik. Veci vil derimod gerne have en snak med Adem, før han tager Ferhat med sig. – Jeg værdsætter din søn meget. Han har gjort det godt hos mig, og hvis han var min søn, ville jeg være meget stolt af ham. Adem kan tydeligt fornemme, at svogeren har mere på sinde. – Adem, med al respekt. Du skal vise Ferhat mere tillid og slå ham mindre. Adem nikker. – Jeg tror, det er en god ide, hvis du slår drengen mindre, og hvis du bruger noget mere tid sammen med ham. Adem har tidligere fået samme besked af socialkontoret i Tingbjerg, hvor han lovede at tage orlov for at være mere sammen med sin søn. Nu siger Adem endnu en gang, at han nok skal begynde at lave ‘sjove’ ting sammen med Ferhat i stedet for blot at disciplinere ham.

129 På hjemturen til Kastrup Lufthavn siger Adem flere gange til Ferhat: – Der er en skoleplads parat til dig, når vi kommer hjem. Men fra nu af har du selv ansvaret for at klare det godt. Jeg stoler på dig. 10

Sommer 2000 - efterår 2000

det fjerne kan man høre et af de mest karakteristiske Iotræk ved Utterslev Mose om sommeren. En sværm af aggressive gæs, der skræpper i takt til morgentrafikkens rumlen på den bagvedliggende Hareskovvejen, der fører ind mod København. Men på Åkandevej, der huser Voldparken Skole og leder ud til Tingbjerg, skulle man næsten tro, at der var adgang forbudt for alle andre køretøjer end HT’s 2A’er. Trafikken består af cyklister, der kører på arbejde langs mosen, og lærere, der langsomt er ved at finde vej op ad stentrapperne ind til Voldparkens skolegård. En 13-årig dreng står og læner sig op ad sin cykel foran trapperne. Han kender kun en af skolens ansatte, og han kan se, at lærerens bil endnu ikke er kørt ind. John Møller kommer kørende ad Åkandevej og kigger en ekstra gang, da han fra lang afstand ser den spinkle skikkelse foran trappen. Han har ikke set drengen i otte måneder. Men da John står ansigt til ansigt med den tidligere elev, føles det, som om der er gået evigheder siden, de to sad og terpede bogstaver sammen. Det slår ham, at Ferhat er blevet flere år ældre. – Ferhat. Er du hjemme igen? Går det godt?

131 – Stille og roligt. Hvad med dig? – Ja, det går fint. John ved, at Ferhat ikke er typen, man har de lange, dybe samtaler med. Han kan mærke noget anspændt over drengens kropssprog. Det er knap en måned siden, Ferhat er vendt hjem fra Tyrkiet. – Må jeg starte i klassen igen? John føler stadig et ansvar for sin tidligere elev og er overbevist om, at Ferhat havde potentiale til at lære meget mere, da han stoppede i Skolegruppen. Han vil gerne have Ferhat tilbage. Men John kan ikke tage beslutningen alene. – Ferhat, jeg er tilbage om fem minutter. Jeg kan nemlig ikke tage dig tilbage uden tilladelse fra kontoret. Samtalen med skoleinspektøren får ikke det udfald, John havde regnet med. Leif Gudman Rasmussen afviser blankt at have Ferhat på skolen. De to mænd har altid haft forskellige opfattelser af drengen, og John bliver inden for en håndfuld minutter klar over, at de endnu en gang taler forskelligt sprog, når det drejer sig om en elev fra Skole- gruppen. Han føler, at han svigter Ferhat. Han forsøger imidlertid at virke rolig og upåvirket, da han giver sin tidligere elev den ærgerlige besked. Han ved nemlig, at Ferhat i forvejen har nogle aggressioner og en mistro over for lærere, pædagoger og socialrådgivere, som bestemt ikke vil blive mildnet ved at få at vide, at skolein- spektøren ikke vil have, at han sætter sin fod på Voldpar- ken Skole. – Ferhat jeg vil hellere end gerne have dig tilbage, men skoleledelsen siger, at der ikke må være flere i klassen. John ville ønske, han kunne nå at opfatte, hvordan Fer- hat tager afvisningen, men den tidligere elev springer med det samme op på cyklen. – Det er jeg virkelig ked af, Fer- hat, er det sidste han hører læreren sige.

132 Selvom John er den voksne person uden for familien, Ferhat har knyttet det tætteste bånd til i løbet af sin omtumlede tilværelse, har de to aldrig nogensinde været tæt på at tale følelser med hinanden. Og det har Ferhat så sandelig heller ikke tænkt sig at gøre nu. John Møller ser ham trampe hårdt i pedalerne op ad Åkandevej. De to har ikke set hinanden siden.

At opsøge sin tidligere klasselærer var et udtryk for de- speration fra Ferhats side. Kommunen har endnu ikke fundet et undervisningstilbud til ham, siden han vendte hjem fra Tyrkiet, og Ferhat kan mærke, hvordan hans far i løbet af den første måned efter hjemkomsten bliver stadig mere frustreret over, at han hele dagen hænger på Ruten med de gamle venner. Adem gør gang på gang sønnen opmærksom på, at han bør foretage sig noget konstruk- tivt. Men hvad vil det sige? – Du kan for eksempel gå i skole, siger Adem og ryster på hovedet. – Hvad skal jeg stille op med dig, hva’. – Se på dig. Du sover til over middag hver eneste dag. Ferhat var for en gangs skyld netop stået tidligt op for at sætte en prop i faderens bebrejdelser ved endnu en gang at starte i Skolegruppen. Han havde regnet med, at John med det samme ville have taget ham med op til første time. I stedet føler han nu, at han endnu en gang er blevet skod- det. – Jamen, de gør jo ikke en skid. Jeg kan jo ikke gå i skole, når ingen vil have mig. Når Ferhat spiller det kort, ved han, at faderens vrede vendes fra ham mod socialkontoret i stedet. Adem havde, få måneder inden han sendte sønnen med en enkeltbillet til Tyrkiet, bedt familiens sagsbehandler om at finde en efterskoleplads til Ferhat. Familiens sagsbehandler havde

133 på intet tidspunkt lukket for kassen og sagt nej til fore- spørgslen, men i stedet gjort opmærksom på, at der blev arbejdet på sagen. Samme mønster gentager sig nu, hvor Ferhat er kommet tilbage fra Tyrkiet.

Ferhat har aldrig været den store mester i ord, og i løbet af de første måneder efter sin hjemkomst, føler han ikke, at han er i stand til at tale bare nogenlunde ordentligt dansk. Da Shamsad møder ham første gang, få dage efter hjemkomsten til Danmark, kan han hverken tro sine egne øjne eller ører. Da de to drenge har småsnakket lidt, spørger han sin bedste ven, hvorfor han virker så stille. Og han er ikke sen til at gribe bolden, da han hører Ferhats forklaring. – Kan du ikke snakke dansk. Hva’ sker der for dig, din perker, griner Shamsad. – Luk røven, mand, siger Ferhat og giver vennen et knytnæveslag midt på skulderen. Ferhat og Shamsad falder hurtigt ind i den gamle jargon og ville, ligesom da de var mindre, tilbringe morgen, middag og aften sammen, hvis det ikke var fordi, de to teenagere nu oftest ligger i sengen til 12-13-tiden hver dag. De nøjes derfor som regel med at gå rundt sammen fra om eftermiddagen til sen aften eller tidlig morgen. Shamsad kan mærke, at den hjemvendte ven har ændret sig. Han virker mere rolig, og hans karakteristiske rastløse søgen efter spænding virker som dulmet. Ferhat takker også nej til at ryge med på de andre drenges joints, og det mindes Shamsad ikke er sket de sidste tre år. Shamsad kender grunden. – Jeg vil vise min far, at jeg godt kan lade være med at lave ballade, fortæller vennen. Ferhat har givet Adem et løfte om, at han ikke længere

134 vil modtage opkald på mobiltelefonen fra hverken Glad- saxe, Ballerup eller Københavns Politi. Men faderen har på en måde heller ikke holdt sit løfte om, at han ville komme i skole, så snart han kom hjem til Danmark, mener Ferhat. Og selvom han ikke just er vild med at gå i skole, synes han, det er pinligt over for de andre drenge i området, at han ikke har andet at tage sig til end bare at ‘hænge ud’. Han er den eneste blandt de jævnaldrende, som ikke går i en eller anden form for skole. Ferhat keder sig stadig mere, og efter en lille måneds tid kan Shamsad mærke, at den ‘gamle’ Ferhat vender tilbage i takt med, at han begynder at ryge hash igen. Han har ellers fortalt Shamsad, at hashen gør ham ‘underlig’, men flere gange må han give efter for sin egen trang, når han ser de andre dele en joint. Og desto mere Ferhat ryger, desto mere tvær bliver han. Hans humør svinger som et uregelmæssigt pendul. Især hvis en af de andre drenge spørger til hans skolegang eller oplevelserne i Tyrkiet, kan han i løbet af et splitsekund mestre et højlydt vredesudbrud, der får dem til at holde mund. – Hvorfor spørger du om det? Er du dum eller hva’?

Efter en lille måned i Danmark gider Ferhat ikke længere stille kriminaliteten på standby for socialkontorets og sin fars skyld. Han lader rastløsheden og trangen til at søge underholdning få frit løb. Det starter med de rutinepræ- gede tyverier af knallerter og ræs ned gennem Tingbjergs boligblokke samt tyveri af ældre folks tasker. Ferhat har imidlertid fået mod på større gevinster end smårapserier- ne, hvor der er en overhængende risiko for at blive snuppet af en butiksdetektiv.

135 Han og Shamsad laver en aftale med kioskmanden på Ruten om, at han får førsteoption på at købe deres hæler- varer, til gengæld for at de køber deres hash hos ham. I starten kører de to drenge ikke ud på indbrudstogt på deres stjålne knallerter mere end en eller to gange om ugen. De går primært efter at støvsuge villaer for kontanter og smykker, men andre let omsættelige varer som flad- skærme, dvd-afspillere og hi-fi-anlæg ryger ofte også med på knallerterne. På køreturen hjem kan drengene mærke et sus af adrenalin, når de frygter en politivogn rundt om hjørnet. Især når de er lastet med et fysisk større bytte, banker hjertet hårdt i brystet. Ved et af indbruddene dri- ster drengene sig til at snuppe et par standerhøjtalere, som de flere gange er tæt på at styrte med på hjemvejen. Ikke så meget på grund af en mangel på teknisk snilde, men i højere grad fordi de er fanget i et grineflip. De to drenge forestiller sig synet af sig selv set udefra: To spinkle knægte, der er blot en halv meter højere end de højtalere, de balancerer med. Siddende på én knallert.

Kioskmanden køber alt, hvad de to drenge bringer hjem af tyvegods, og de føler et kick, hver gang de får stukket et bundt pengesedler i hånden. Som andre børn spiller matador, begår Ferhat og Shamsad indbrud i Tingbjerg og omegn. Da de træder ind i tredje uge med ugentlige indbrud, beslutter drengene at afprøve, hvor mange penge det egentlig kan lykkes for dem at ‘lave’ på en uge. De kører simpelthen dagligt ud og begår bræk. I slutningen af ugen kan de to drenge ikke engang overskue at tælle, hvor mange kontanter de har samlet sammen. Når de står med vennerne, fortæller de gerne, at de ikke aner, om de har fem, ti eller femten tusind kroner på lommen.

136 De to drenge føler sig som lokale verdensmænd, der nyder de andres respekt. Men de ved ikke, hvad de skal bruge pengene til. Ingen af dem går særlig meget op i smart tøj, og hvis de køber en lovlig knallert, får forældrene med det samme bekræftet deres mistanker om, at de to drenge har gang i noget ulovligt. At sætte pengene i banken kan der ikke være tale om. Mange af pengene bliver brændt af, hvor de er blevet udleveret: i kiosken. Drengene dræber mange timer ved at spille på kioskens enarmede tyveknægte. Især Shamsad er som tryllebundet af maskinerne, når han først er kommet i gang. Spillemaskinerne får, især en af de første aftener efter den indbringende uge, tag i Shamsad. Han sidder og spiller i flere timer og taber flere og flere penge, men han vil simpelthen ikke stoppe. Han når at spille alle sine penge op, før han vender sig mod Ferhat for at låne nogle flere. Ferhat synes, vennen ter sig åndssvagt, men låner ham alligevel omkring 4000 kroner. – Slap nu af. Jeg skal nok vinde pengene tilbage. Men det gør Shamsad ikke. Da de to drenge træder ud af kiosken, er de blanket af. Ferhat føler sig lettet over, at han nåede at købe nogle gram hash af kioskmanden, før spillemaskinen åd alle deres penge. Og det er egentlig heller ikke, fordi de to venner er voldsomt ærgerlige over at have mistet pengene. – Fuck det. Vi laver bare nogle flere, siger Ferhat.

De to venner føler, at de kan gøre hvad som helst uden at blive knaldet af politiet. Selvom de jævnligt bliver stoppet af Bellahøj Politi, finder betjentene sjældent tyvekoster på dem. Men der bliver holdt øje med de to drenge. Den 18. september modtager socialcentret en statusrapport om Ferhat fra kriminalpolitiet, hvor der står, at han i løbet af

137 den sidste måned i stigende grad er begyndt at stjæle tasker fra især svage ældre langs Ruten, samt at han og Shamsad er mistænkt for 30 indbrud i og omkring Ting- bjerg. Det er derfor ‘nødvendigt med en meget hurtig social indsats over for Ferhat’ for at få ham væk fra Ting- bjerg, står der i rapporten fra kriminalpolitiet. Indsatsen fra socialcentret er imidlertid langtfra hurtig. Tre dage efter meddeler sagsbehandleren til Adem, at socialkontoret ikke kan hjælpe Ferhat, før kommunen har foretaget en ‘grundigere undersøgelse af drengens problemer’. Sagsbehandleren fortæller, at Familie- og Arbejds- markedsforvaltningen gerne vil have Ferhat midlertidigt placeret i en sikret institution for børn og unge, hvor han kan blive observeret og få stillet en diagnose, der forklarer hans adfærd. Adem er skuffet. Det er over et år siden, at han bad socialforvaltningen om hjælp til at finde en efterskoleplads til sønnen. Han må flere gange i løbet af mødet gøre sig mere end umage for ikke at kalde sagsbehandleren for en idiot. Og det hjælper ikke på Adems humør, at manden foran ham stadig kalder ham for ‘Adam’ efter at have været Kilic-familiens sagsbehandler i knap et år. Ved fremtidige møder kalder sagsbehandleren blot Adem for ‘du’ og skriver heller ikke ‘Adam’ men ‘Ferhats far’ i sin klients sagsmappe. – Hvis I bare sørger for den efterskole, bliver problemerne løst. Hallo, jeg kender min egen søn. Han bliver psykisk syg, hvis han kommer på en lukket institution, siger Adem. Adem og sagsbehandleren har vidt forskellige forestillinger om, hvor meget den uregerlige dreng kan klare. De to mænd bliver imidlertid enige om, at Ferhat fire dage

138 senere selv skal komme op på socialkontoret for at drøfte sin situation. På mødet accepterer Ferhat at komme til observation på en lukket institution. Han ved, at hans far er ved at få grå hår i hovedet af, at han ikke kan få en efterskoleplads, og et ophold på en sikret institution virker lige nu som den eneste måde, han kan tilfredsstille far og socialforvaltning: Det virker, som om begge parter bare gerne vil have ham væk. Med sønnens tøvende accept godtager Adem ideen om en sikret institutionsplads for Ferhat. 11

August 2000 - efterår 2002

løbet af de næste to år mister familien Kilic i Tingbjerg Ioal tillid til de sociale myndigheder, som på sin side modtager indberetning på indberetning fra politiet, om at Ferhats adfærd bliver stadig mere ukontrollabel. Både politi, fritidsklub og familien selv råber allerede i begyndelsen af 2000 socialkontoret op for at få dem til at finde en skole eller en institution til Ferhat uden for Tingbjerg. Denne bøn bliver gentaget flere gange i løbet af de næste to år, alt imens Ferhats kriminelle løbebane og hashmisbrug eskalerer, indtil politiet i maj 2002 meddeler socialkontoret, at Ferhats situation nu er ‘håbløs’. Følger man oplysningerne i Ferhat Kilics sagsmappe fra denne periode samt flere hundrede siders bekymrede indberetninger fra politiet samt klub- og skolevæsenet angå- ende drengens problemer, tegner der sig generelt et opgivende mønster i forhold til troen på, at Ferhats udvikling kan vendes.

7. august: Ferhat kommer hjem fra Tyrkiet.

140 11. september: Ferhats sagsbehandler bliver ringet op af kriminalpolitiet, der fortæller, at Ferhat er kommet tilbage til Danmark, og at han tre uger efter ankomsten til Danmark er blevet taget for et tasketyveri. Ferhat laver foreløbig intet, og sagsbehandleren aftaler med politiet, at drengens familie skal indkaldes til en samtale. Ferhat er endnu ikke sigtet for kriminalitet, men politiet møder ham flere gange om dagen.

12. september: Socialkontoret i Tingbjerg modtager en indberetning fra kriminalpolitiet om, at over en tredjedel af tasketyverier og over en fjerdedel af alle røverier, der har fundet sted i Tingbjerg og omegn, er sket, efter at Ferhat er kommet tilbage til Danmark. Politiet mistænker Ferhat for at være årsagen til stigningen, men mangler konkrete beviser. Politiet har afhørt Adem, der har fortalt, at han to må- neder forud for, at Ferhat skulle hjem til Danmark, skulle orientere socialkontoret om hans hjemkomst. Dette er ikke sket. Aftalen skulle sikre, at sagsbehandleren kunne finde et skoletilbud til Ferhat, til når han kom hjem. Adem har fortalt politiet, at han er indstillet på, at Fer- hat kommer væk fra København, så han kommer væk fra de gamle venner og vaner.

13. september: Ferhats sagsbehandler indkalder til et fælles møde i socialcentret for at drøfte drengens sag. Der er ikke tidligere foretaget en psykosocial undersøgelse på Ferhat for at finde ud af, om han har mentale og udviklingsmæssige problemer. Det bliver besluttet, at Ferhat skal sendes til en lukket afdeling på en institution, hvor man kan observere

141 hans adfærd og hans sociale kompetencer. Dette kræver imidlertid en tilladelse fra familien. Målet er, at socialforvaltningen bliver bedre klædt på til at vurdere, hvordan man kan vende Ferhats ‘uheldige psykosociale udvikling’.

14. september: Sagsbehandleren følger op på beslutningen til fællesmø- det og ringer til den socialpædagogiske døgninstitution Sønderbro, der er beliggende på Amager. Institutionen har imidlertid ikke flere ledige pladser.

15. september: En kriminalpræventiv politibetjent fra Station Bellahøj ringer og siger, at Ferhat har været til afhøring igen. Be- tjenten mener, at Ferhat bør anbringes uden for hjemmet. Drengen har ikke respekt for nogen som helst; ikke engang sin egen familie, vurderer den kriminalpræventive betjent. Sagsbehandleren modtager rådet fra den kriminalpræ- ventive betjent ved at oplyse denne om, at han afventer en statusrapport fra kriminalpolitiet, før socialkontoret på et team-møde kan tage en beslutning om, hvad man vil stille op med drengen.

18. september: Socialkontoret modtager rapporten vedrørende Ferhat fra kriminalpolitiet. Konklusionen lyder: ‘Det er nødven- digt med en meget hurtig social indsats over for Ferhat’.

21. september: Adem kommer til et møde i socialkontoret, hvor familiens sagsbehandler fortæller ham, at han ikke kan gøre noget for sønnen, før der foreligger en grundigere undersøgelse

142 af, hvad der kan være skyld i Ferhats problemer. Adem er dybt skuffet. Han havde regnet med, at kommunen inden for kort tid ville tilbyde ham en skoleplads. I stedet vil socialkontoret sende ham på en lukket afdeling. Adem frygter, at dette kan forværre Ferhats mentale tilstand. Efter de otte-ni måneder i Tyrkiet slår Ferhat nemlig fast, at han ikke vil væk fra sin familie igen.

25. september: Adem følger Ferhat hen til socialkontoret, så sagsbehandleren kan foreholde ham de oplysninger om kriminel ad- færd, som er blevet forelagt af politiet. Ferhat er i dårligt humør og bander højlydt. Han føler, at han er under anklage, og forstår ikke, hvad mødet konkret går ud på. Drengen tilkendegiver, at han har været indblandet i forbrydelser, men siger: – Det betyder ikke, at det er mig, der står for alle de overfald, der finder sted i Tingbjerg. Ferhat føler sig forfulgt af politiet, som stopper ham dagligt på gaden uden at tage ham med på politistationen. – Anhold mig, eller lad mig være, er Ferhats typiske reaktion på at blive stoppet. Sagsbehandleren oplyser Ferhat om, at indberetninger fra politi og klubvæsen konkluderer, at han er en ‘belastning’ for sine omgivelser. Sagsbehandleren fortæller endvidere, at socialvæsenet ifølge Serviceloven bør sætte ind med sociale initiativer som et ophold på en ungdomsinstitution. Formålet med Serviceloven er at forebygge sociale problemer samt hjælpe folk, der har særlige sociale problemer. Enhver der opholder sig lovligt i Danmark har ifølge Serviceloven ret til hjælp. I samme åndedrag som sagsbehandleren oplyser Ferhat om de rettigheder, Serviceloven sikrer ham, får drengen

143 imidlertid også at vide, at socialforvaltningen ikke kan hjælpe ham, som tingene foreligger lige nu. Der skal nemlig først foretages den grundige psykosociale undersøgel- se, hvor drengens sociale kompetencer samt indlærings- evne skal observeres på en lukket institution. Derfor skal Ferhat sige ja til at komme på et observationshjem for at kunne få hjælp af kommunen, får han at vide af sagsbehandleren. Ferhat siger til mødet, at han gerne vil have hjælp, og han siger derfor ja til at komme på et observationshjem.

4. oktober: Socialkontoret tilknytter en kriminalpræventiv betjent som støtteperson for Ferhat. Formålet er, at betjenten og Ferhat skal lave aktiviteter sammen, såsom at tage i biografen eller i Tivoli.

9. oktober: Adem giver tilladelse til, at Ferhat kommer på en sikret afdeling, hvor der kan foretages en psykosocial undersøgel- se.

23. oktober: Ferhats sagsbehandler finder ud af, at der ikke er en ledig plads til Ferhat i nogen af Københavns Amts lukkede afdelinger. Lederen af fritids- og ungdomsklubben Gavlhuset, hvor Ferhat er indskrevet, sender en indberetning til socialkontoret. ‘Ferhat skal anbringes uden for hjemmet, inden han udvikler sig til en stor kriminel’, skriver klublederen. Sagsbehandleren kontakter tre lukkede institutioner uden for hovedstadsområdet med henblik på at få drengen indskrevet til psykosocial observation.

144 30. oktober: Frederiksborg Amt, der bestyrer ungdomsinstitutionen Sølager, melder tilbage til socialkontoret i Tingbjerg, at Ferhat bør indskrives på en åben og ikke en lukket afdeling. Amtets pædagogiske konsulent efterlyser oplysninger, der indikerer, at Ferhat skulle modsætte sig at blive observeret på en åben afdeling. Ferhat har da også på mø- det den 25. september indvilget i frivilligt at komme til observation. Alligevel noterer Ferhats sagsbehandler, at ‘man må vel nok sige, at brevets indhold har overrasket os alle her i Tingbjerg’.

21. november: Sagsbehandler kontakter en ny lukket afdeling, men heller ikke her er der plads til Ferhat.

6. december: Socialkontoret beslutter til et fællesmøde at sætte beslutningen om at anbringe Ferhat til observation i bero. Der er her gået fire måneder, siden Ferhat vendte hjem fra Tyrkiet, hvor drengen har gået på gaden. Adem forstår ikke, hvorfor kommunen ikke vil arbejde for at sende drengen på en efterskole, når de lukkede institutioner nu ikke har plads til hans søn. Ferhat er rasende på kommunen og føler, at han er uønsket alle vegne. Socialkontoret beslutter, at Ferhat skal tilbydes eneundervisning i Gavlhuset. Dette tilbud bliver dog aldrig forelagt drengen. Det fremgår ikke af sagsmappen, hvad årsagen til det manglende tilbud om eneundervisning skyldes.

145 30. januar 2001: Adem og Ferhat tropper op til endnu et møde på socialkontoret. For Ferhats vedkommende er det det tredje mø- de med sagsbehandleren, han selv er med til, siden han vendte hjem fra Tyrkiet for et halvt år siden. Socialkontoret beslutter sig for at lade sin egen psykolog foretage test på Ferhat for at finde ud af, hvor mange kompetencer drengen har. Sagsbehandleren spørger såvel Adem som Ferhat, hvordan kontakten med støtteperso- nen fra politiets kriminalpræventive afdeling fungerer. Ingen af dem ved, hvem støttepersonen er. Ferhat oplyser dog, at han godt ved, at ‘han var politimand’. Sagsbe- handleren beslutter sig herefter for at stoppe udbetalingen af de såkaldte aktivitetspenge til den kriminalpræventive betjent. Han har hidtil modtaget 1500 kroner. Ferhat har ikke modtaget undervisning i Danmark siden 1999, eller det meste af to skoleår. Sagsbehandleren vurderer, at det haster med at få Ferhat tilbage på skole- bænken igen, og noterer, at såvel far som søn giver ‘stærkt udtryk’ for dette synspunkt. Af sagsmappen fremgår det imidlertid, at der herefter ikke bliver taget initiativer til at få Ferhat væk fra gaden i løbet af de næste knap fire må- neder. I februar og marts møder Ferhat op hos socialkontorets psykolog for at få foretaget en psykologisk under- søgelse. Ferhat bliver indkaldt til samtale hos psykologen fire gange og møder op hver gang. Adem bliver indkaldt tre gange og bliver væk hver gang. Det fremgår af indled- ningen til den færdige psykologiske undersøgelse. Ved en efterfølgende samtale viser det sig, at Adem er ‘så vred over det manglende skoletilbud, at han har opgivet forvaltningen’.

146 23. maj: Ferhat begår et røveri mod en 81-årig pensionist sammen med en jævnaldrende, og det får politiet til at kontakte socialkontoret endnu en gang. Politiet vil gerne høre, hvad socialforvaltningen har lagt af planer for at hjælpe Ferhat. Sagsbehandleren oplyser, at Ferhats sag er under behandling, og at der vil ‘ske noget inden for overskuelig fremtid’. Sagsbehandleren tager Ferhats sag op på et gruppe- møde, hvor centerpsykologen oplyser, at hans psykologiske undersøgelse af Ferhat er færdig. Undersøgelsen konkluderer, at Ferhats intelligens er under sinkegrænsen, og at hans selvværd er meget lavt. Socialforvaltningen beslutter, at den utilpassede dreng skal placeres uden for hjemmet, ligesom politiets kriminalpræ- ventive afdeling anbefalede for ni måneder siden.

1. juni: Det bliver besluttet, at Ferhat skal anbringes på Sønder- bros lukkede afdeling på Amager.

6. juni: Ferhat bliver indskrevet på den socialpædagogiske døgn- institution Sønderbro. Her undrer institutionen sig over den psykologiske undersøgelse fra socialkontorets psykolog. En observation af Ferhat giver ‘anledning til at bede om en revurdering’, fremgår det af en skrivelse fra Søn- derbro. En specialundervisningslærer foretager en socialpæda- gogisk test på Ferhat, som når frem til en noget anden konklusion end undersøgelsen fra socialkontoret. Heri skriver hun:

147 Jeg kan ikke konkludere, at drengen er dårligt begavet, især hans omtanke og koncentration i dansktestene viser, at han har de basale færdigheder i orden, men at de skal automatiseres.

Specialundervisningslæreren erkender, at Ferhats præsta- tioner i den grad er præget af, at han gerne vil give op, så snart han støder på en faglig udfordring, han ikke magter, såsom at læse alt over trestavelsesord. Hun konkluderer imidlertid, at overdreven ros har en ‘fantastisk virkning på ham. Det har den dreng simpelthen fået alt for lidt af i sin skoletid,’ skriver specialundervisningslæreren. Hun anbefaler, at Ferhat enten modtager undervisning alene eller sammen med få andre elever. Den nu 14-årige drengs gamle dansklærer i 1. klasse anbefalede for syv år siden, at drengen kom i en specialklasse med få elever, før Ferhat tog en rutschebanetur gennem Tingbjergs skoletilbud. Nu konkluderer en socialpædagogisk undersøgelse, at det er essentielt for Ferhat, at han føler sig tryg, for ‘ellers vil al indlæring være spildt’. Specialundervisningslæreren afslutter sin rapport med ordene:

Jeg må endnu en gang beklage, at jeg har mødt en undervis- ningspligtig elev, som tilsyneladende ikke har fået sammenhæn- gende undervisning i op til flere år i Danmark.

9. juli: Socialkontoret modtager den socialpædagogiske vurdering fra Sønderbro. Undersøgelsens konklusioner bliver ikke kommenteret i sagsmappen. Det fremgår af Ferhats sagsmappe, at han her får en ny sagsbehandler.

148 18. juli: Sønderbro kontakter socialkontoret i Tingbjerg og efterlyser videre planer for den spinkle dreng, da han er utål- modig efter at få at vide, hvad kommunen har af planer for ham. Ferhat har fået ny sagsbehandler, mens han har været på Sønderbro. Sagsbehandleren vurderer, at Ferhat nok ender med at blive anbragt på en institution ejet af Tvind, da de institutioner, kommunen hidtil har spurgt, ikke har haft plads til Ferhat.

23. juli: Ferhat får endnu en gang en ny sagsbehandler. Sagsbe- handler nummer tre siden hjemkomsten.

26. juli: Socialkontoret bliver endnu en gang ringet op af Søn- derbro, der slår fast, at Ferhat har behov for at vide, hvad der skal ske med hans liv efter opholdet på institutionen. Og hellere før end siden. Ferhats farfar, Hizir, som i 1969 ankom som gæstearbejder til Danmark, er død inden for den seneste uge. Ferhat har ikke haft mulighed for at deltage i begravelsen, idet han befinder sig på Sønderbro. In- stitutionen bemærker, at farfarens død har skudt drengens irritationsgrænse og temperament i vejret.

30. juli: Melding fra Tvind. Søfolkene i Vamdrup i nærheden af Kolding vil gerne tage imod Ferhat. Tilbuddet fra Vam- drup koster Københavns Kommune knap 70.000 kroner for tre måneders undervisning samt ansættelse af en støt- teperson.

149 24. september: Søfolkene i Vamdrup har alvorlige problemer med at styre Ferhat. I Tyrkiet havde han ikke adgang til hash, men efter at han har gået på gaden i Tingbjerg uden et skoletilbud i et år, er hans forbrug større end nogensinde. Pengene til hampen skaffer han ved at stjæle kasser med tomme flasker i lokale virksomheder i Vamdrup. I august tog Søfolkene Ferhat og otte andre uregerlige elever med op til de norske fjelde, fordi der på skolen gik forskellige rygter om massiv hashrygning. I de nøgne norske fjelde burde eleverne ikke kunne anskaffe sig euforiserende stoffer. Planen går dog i vasken. Ved en rasteplads langt væk fra land og by lykkes det nemlig for Ferhat og en anden elev at anskaffe sig noget hash. I skolens efterføl- gende Norgesrapport kaldes bedriften ‘helt uforståelig, for det var et meget mennesketomt område’. Turen til Norge varer ni dage, og Ferhat sørger for at opholdet bliver sluttet af med et brag, da han i løbet af den sidste aften på et hotel i Oslo sætter brandalarmen i gang. Efter Norgesturen anbringer Søfolkene i Vamdrup Fer- hat på Nyborg Søfartskoles båd H.C. Andersen. På et skib burde man kunne afholde drengen fra at ryge hash, lyder meldingen fra Tvind-skolen. Den mindskede adgang til at ryge sig skæv gør imidlertid Ferhats lyst til at vende hjem til Tingbjerg stadig større i løbet af det halve år, han opholder sig på Tvind-skoler. Tre forskellige skoler inden for Tvind-regi bliver det til i alt. Og tre gange stikker Ferhat af på grund af et voldsomt savn efter familien i Tingbjerg og hash på Ruten. De to første gange overtaler Adem ham imidlertid til at vende tilbage til undervisningen. Ud over flugtforsøgene forsøger Ferhat også at få Adem til at melde ham ud af Tvind-skolerne ved at fortælle sin

150 far, at han bliver udsat for racistiske bemærkninger. Adem bliver umiddelbart voldsomt ophidset over, at nogen skulle kalde hans søn for ‘perker’ eller andre nedsættende be- mærkninger. Han hidser sig imidlertid ned, da skolen i Vamdrup holder et møde med ham. Her forklarer skolen, at Ferhat i den grad forsøger at udøve ‘splitting’ ved at sætte faren og skolen op imod hinanden. Skolen betegner Ferhat som en ‘hård benægter’. Et ikke ualmindeligt ad- færdstræk hos folk, der er afhængige af stoffer.

6. november: Socialkontoret modtager en såkaldt fremtidsbog fra Tvind, som Ferhat har udarbejdet. Bogen består af otte sider, hvori Ferhat har udfyldt forskellige felter med, hvad der er hans målsætninger for det næste år, og hvilke kompetencer han håber at udvikle, mens han er indskrevet på Tvind. I feltet ‘hvordan er min type’ skriver Ferhat, at han er ‘rap’, men at han allerede er holdt op med at gå med ka- sket, og han fortsætter: ‘Når jeg glad, er jeg charmerende, det vil jeg gerne udvikle’. I feltet ‘mit forhold til min familie’ skriver Ferhat, at han gerne vil styrke familien ved at holde sig fra hash, at han gerne vil opføre sig ‘ordentligt’, og at han gerne vil passe godt på sin lillebror. Målet om at kvitte hashen dukker op igen i fremtidsbogen, når det gælder Ferhats planer for, hvordan han afhjælper sine svage sider. Det at ‘slappe af over for lærere’, er også noteret ned i dette felt. I det felt, hvor Ferhat ser sig selv om fem år, skriver Fer- hat, at han gerne vil på teknisk skole, og at han gerne vil i praktik som bilmekaniker. Det felt, der hedder ‘mit skoleforløb indtil nu’, efterlader Ferhat tomt.

151 19. november: En ny sagsbehandler overtager Ferhats sag. Sagsbehand- ler nummer fire siden hjemkomsten. Ferhat skifter fra skolen i Vamdrup til en anden skole inden for Tvind ved navn Fremtidens Højskole. En skole med omkring 10 elever fra 13 år og opefter.

28. januar 2002: Endnu en ny sagsbehandler. Nummer fem siden hjemkomsten. Får en hård start i jobbet med at holde rede på Ferhats sag. Bliver kontaktet af Fremtidens Højskole under Tvind, der fortæller, at Ferhat er stukket af tre uger tidligere efter et slagsmål med en af de andre elever. Hans bedste ven Shamsad er også indskrevet på højskolen – ligeledes på grund af hashmisbrug og kriminalitet – det meste begået sammen med Ferhat, som han nu fortsætter omgangen med på højskolen. Ferhats nye sagsbehandler understreger over for høj- skolen, at det er ‘uacceptabelt’, at den først underretter forvaltningen 20 dage efter, at Ferhat er flygtet tilbage til Tingbjerg. Højskolen beklager. Sagsbehandler nr. 5 tager kontakt til Adem Kilic, der giver udtryk for, at han er meget bekymret over, at sønnen ryger meget hash, og at hans kriminalitet, ifølge Adem, er blevet meget værre. De aftaler, at Adem skal køre sønnen tilbage på højsko- len dagen efter.

29. januar: Da Adem har pakket bilen og skal til at køre ned til høj- skolen i Fåborg, er Ferhat voldsomt ophidset. Han vil ikke tilbage til skolen på Fyn. – Jamen, det skal du, slår Adem fast. Ferhat forsøger at

152 stikke af, og Adem må sætte i løb for at fange ham. Det lykkes Adem at få fat i sønnen og skubbe ham ind i bilen. I det øjeblik Adem drejer tændingsnøglen, ser Ferhat imidlertid sit snit til at komme væk igen. Denne gang lykkes det ikke Adem at spurte op til sønnen. Ferhat har altid været lille og hurtig. Adem føler, at han hidtil virkelig har måttet køre på pumperne og bruge den sidste rest af autoritet over for sønnen for at overtale ham til at gå på Tvind-skolerne. Nu går den ikke længere. Han ringer til sagsbehandler nummer fem og fortæller, hvad der er sket. Sagsbehandleren noterer i sagsmappen, at Adem virker ked af det. Han giver udtryk for, at ‘det ikke var rart’ at skulle løbe efter sin egen søn. Ingen ved, hvor Ferhat gemmer sig. Adem har snakket med den lokale kiosk med de dertilhørende spillemaskiner og gjort det klart for ejer- ne, at de skal ringe til ham, hvis de ser sønnen.

6. februar: Adem ringer til socialkontoret og fortæller, at han her til morgen har fundet Ferhat. Sagsbehandleren fortæller Adem, at socialkontoret gerne vil tvangsanbringe Ferhat på en lukket afdeling. Adem indvilliger i beslutningen. Han ved ikke, hvordan han selv skal kunne styre Ferhat læn- gere.

7. februar: En medarbejder fra Tvind tager til Tingbjerg for at overtale Ferhat til at tage med tilbage til skolen i Fåborg. Adem har på forhånd advaret om, at det er umuligt at tvinge Ferhat tilbage. Han bliver hysterisk bare ved tanken om at skulle væk fra sin familie igen. Han føler, at genopdragelsesturen til Tyrkiet har kastet en forbandelse over

153 ham, hvor han konstant bliver kastet rundt til forskellige steder langt væk fra sin familie og sine venner. I sit stille sind bebrejder Ferhat sin far for at være skyld i ‘forbandelsen’, men dette siger han imidlertid aldrig til Adem. Medarbejderen fra Tvind tager Shamsad med til Ting- bjerg, fordi hun vurderer, at Ferhat lytter mere til vennen. Ved synet af Ferhat kan Shamsad imidlertid med det samme se, at det vil blive umuligt at få ham med tilbage. Tvind-medarbejderen ringer til sagsbehandleren og forklarer, at Ferhat er hysterisk. Ferhat forlanger at tale med sagsbehandleren, da han mener, det må være hendes skyld, at medarbejderen fra Tvind nu befinder sig i Tingbjerg. Han råber meget i telefonen, kalder sagsbehandleren en ‘so’ og smadrer efterfølgende mobilen.

15. februar: Socialforvaltningen og Tvind bliver enige om at opsige samarbejdet omkring Ferhat. Tvind-medarbejderen, der forsøgte at hente ham tilbage til skolen fra Tingbjerg, giver et resume af Ferhats ophold inden for Tvind. Hun fortæller, at Ferhat har nået at være ‘clean’, når han har været ude at sejle på Tvinds skib. Skolen har ved disse lejligheder oplevet, hvor dramatisk indtagelse af hashen påvirker Ferhats opførsel og humør. Når han ikke ryger, er han en ‘sød og morsom’ dreng, men når han indtager stoffer, bliver han aggressiv, konkluderer skolen. Medarbejderen fra Tvind anbefaler derfor, at Ferhat i første omgang kommer på afvænning, og dernæst bliver anbragt i ‘et lukket miljø’ væk fra vennerne i Tingbjerg. Socialkontoret holder et team-møde, hvor det bliver besluttet at tvangsanbringe Ferhat. Adem accepterer beslutningen. Tvangsanbringelsen bliver dog aldrig ført ud i livet.

154 28. februar: En betjent fra Station Bellahøj ringer til Ferhats sagsbehandler: Ferhat er mistænkt for en række indbrud i Ting- bjerg og omegn, men politiet har ikke formået at tage ham på fersk gerning. Efter at Ferhat er stukket af fra Tvind og har indfundet sig i Tingbjerg igen for knap to måneder siden, er kriminaliteten i Tingbjerg steget med næsten det dobbelte, fortæller politibetjenten.

4. marts: Socialkontoret anmoder om en akut plads til Ferhat på den lukkede ungdomsinstitution Solhaven. Socialforvaltningen stopper her med at notere Ferhats sag ned i kronologisk rækkefølge i denne måned. Det fremgår imidlertid af en redegørelse fra socialkontoret halvandet år senere, at socialkontoret fra marts 2002 til marts 2003 ikke tager initiativer til nogen former for so- cialpædagogiske foranstaltninger i forhold til Ferhat. I socialkontorets redegørelse fra 2003 forklares de manglende oplysninger om, hvad der er blevet foretaget i Ferhats sag i løbet af dette år, med at ‘der ventes på en plads på Sol- haven’. Socialkontoret indtager den afventende holdning på trods af, at Station Bellahøj kort tid efter, at Ferhat fylder 15 år i maj, sender en indberetning til socialkontoret, hvori det anbefales, at Ferhat straks kommer væk fra Tingbjerg. Hans nuværende situation betegnes i indberet- ningen som ‘håbløs’. ‘Han kan ikke komme væk fra de kammerater, han opholder sig sammen med’, slår indbe- retningen fra politiet fast. Socialkontoret sender politiets indberetning videre til ungdomsinstitutionen Solhaven, hvor kommunen ønsker Ferhat anbragt. I et brev til institutionen påpeger sagsbe-

155 handler nr. 5, at det ikke kun er politiet, der betegner Fer- hats situation som håbløs. ‘Familien kan ikke mere og har givet op over for Ferhat’, skriver sagsbehandleren og slår fast, at hun er bekymret for familien. Den har nu valgt at koncentrere sig om Ferhats to små brødre på 11 og 7 år. De har ‘endnu ikke kriminalitets- eller misbrugsproble- mer’, skriver sagsbehandleren. Den 11-årige lillebror, Yusuf, når dog at snuse til storebrorens kriminelle løbebane, fremgår det af redegørelsen om Ferhats sag fra august 2003. Da Ferhat opdager dette, tager han imidlertid en snak med sin bror, og gør det derudover klart over for brorens jævnaldrende, at de ikke skal begå drengestreger sammen med broren. Ferhats venner får også besked på at holde øje med, at broren ikke laver ballade. Derefter noterer de sociale myndigheder, at Yusufs kriminelle handlinger ophører på grund af Ferhats formaninger. Yusuf har altid været god i skolen og lærte modsat sin storebror allerede at læse i 1. klasse – til Adems store overraskelse. Det vil storebroren ikke have, at Yusuf smider over bord. Ferhat er meget stolt af sin lillebror, fordi han er bogligt lærenem, og han føler en rar tilfredsstillelse ved at have manet broren til fornuft. Ferhat bruger bedriften som et argument over for sig selv om, at det er det rigtige for ham at være hos familien i Tingbjerg. 12

November 2002

et er sidste weekend op til december, og juledekora- Dotionerne hænger i buer over Nørrebrogade. Kære- steparret Per og Maria er ved at låse deres cykler op uden for deres hjem på Lundtoftegade på Ydre Nørrebro. De skal på juleindkøb. En rød Honda Accord fra starten af 90’erne har i ti minutter sneglet sig utålmodigt frem langs Frederikssunds- vej i Københavns Nordvest-kvarter og rammer nu Nørre- bro Station. I bilen sidder far og søn. Ferhat, som tidligere har gået til Weng Chun, og Adem, der har undervist i kampsporten, der i sin tid er blevet udviklet af buddhi- stiske munke. Hovedprincippet går på at lære at slås i rea- listiske situationer ved hjælp af slag, spark, kast og benlås. Sønnen er knap 170 centimeter høj og vejer omkring 60 kilo. Adems mål skal øges med tallet 10 i såvel højde som vægt. Desuden er han i starten af trediverne. Det samme er den ene halvdel af kæresteparret, Per Wiegandt. Han er næsten to meter høj, bredskuldret og vejer 90 kilo, nærmest uden et gram fedt på kroppen. Han dyrker nemlig en udholdenhedssport ved navn Adventure Race, hvor man i hold på tre dyster i at cykle, løbe, ro og klatre 150 kilometer så hurtigt som muligt. Det er den lette version af udholdenhedsløbet. Per Wiegandt fore-

157 trækker distancen 250 kilometer. Det tager typisk mellem 22 og 30 timer. Adem holder utålmodigt for rødt. – Hvert eneste år, når vi nærmer os julen, render folk rundt alle vegne som æsler. Kæresteparret er kommet op på cyklerne og bevæger sig langs en cykelsti, der fører de 200 meter op til et lys- kryds i yderkanten af Nørrebrogade. I løbet af et minuts tid vil de ramme Nørrebrogade på det punkt, hvor den stærkt trafikerede vej lægger grund til Cafe Castro, en cykelhandel og en Fona. Desuden ligger der en herretøjsbutik ved navn Mister. Det er den, de to passagerer i den røde Honda skal ind i for at finde tøj til Ferhat. Adem undslipper endelig det røde lys og gasser op. Han skal nu blot tilbagelægge 300 meter hen til forretningen, men ser bagenden af en HT-bus nærme sig hastigt. Han kan ikke længere fremvise blot et gran af tålmodighed og lader foden give et tungere nøk på speederpedalen, så han hurtigt kan komme uden om den sløve 5A’er. Per og Maria er nu nået op til Nørrebrogade og venter sammen med en tredje cyklist på, at lyssignalet skal skifte til grønt, så de kan komme over på den anden side af gaden. På deres højre side holder der en håndfuld biler parkeret. På deres venstre side ligger tøjbutikken, som de to i bilen skal ind i, når de har fanget en parkeringsplads. Per Wiegandt betragter den røde Honda, idet den kommer kørende i høj fart rundt om en HT- bus. Umid- delbart fremtvinger den vovede overhaling ikke den helt store reaktion fra Pers side. Han cykler på Nørrebrogade dagligt og er vant til især taxaernes og varevognenes kon- kurreren om at lave de mest hasarderede overhalinger. Først da bilen efter overhalingen fortsætter i en højre

158 bue, der i løbet af sekunder vil bringe den på kollisions- kurs med de tre cyklister, begynder Per at blive nervøs. – Hvad fanden laver han, når han at råbe, da bilisten fortsætter sin kurs hen over cykelstien i retning mod de parkerede biler på Pers højre side. Adem sænker farten en anelse, men da han ser Maria og den tredje cyklist springe tilbage, speeder han endnu en gang op. Han ved, at hans kørsel på cykelstien ikke er noget, man skriver rosende om i køreskolernes teoribøger. Det gælder derfor om at komme så hurtigt som muligt videre hen til parkeringspladserne til højre for cyklisterne, men den store fyr sidst i rækken nægter imidlertid at vige en tomme. Per føler, at det er i hans gode ret at stå der og bliver rasende, da Hondaen tilmed rammer hans forhjul. Adem ruller ruden ned og giver Pers ophidsede råb optimale muligheder for at nå ind i kabinen. – Er du dum i hovedet. Du kan sgu da ikke køre der. – Hvad laver du? Flyt dig for fanden, råber Adem og gestikulerer vredt med armene over hovedet. – Din idiot. Er du dum eller hva’? Han fatter ikke, hvorfor den store cyklist ikke fjerner sig. Maria kan se, at føreren i bilen bliver stadig mere ophidset. Hun ved, at Per er typen, der temperamentsfuldt holder på sin ret, men selvom de står omgivet af mennesker, føler hun sig utryg ved situationen. – Flyt dig nu, Per, råber hun. Men det vil Per ikke. I stedet smækker han foden op på Hondaens kølerhjelm for at markere, at intet kunne falde ham mindre ind i det givne øjeblik. At Per tør røre bilen med sine beskidte støvler, er mere end førerens temperament kan klare.

159 Han synes, han kan skimte noget hånligt i cyklistens blik, og føler vreden koge over. Adem Kilic springer ud af sin bil, og Per Wiegandt fjerner straks foden fra køleren. Men det er for sent. Adem sparker ud efter ham. Han er imidlertid for vred til at opdage, at Per for længst har forudset hans udfald. Benets rotation i retning af modstanderens mave standses på halvvejen, da Per får fat i Adems fod. Per holder Adem fast og lægger sine 90 kilo ned over den spjættende mand på asfalten. – Slap nu af, forsøger Per. Adem indser hurtigt, at han ikke kan bryde ud af det tunge greb og holder op med at stritte imod. Han samler i stedet kræfter til et nyt angreb. Per giver slip, da han mær- ker manden under sig slappe af, men bliver klar over, at situationen langtfra er under kontrol, så snart Adem kommer fri. Siddende halvt på hug lægger Adem med spændte lår- muskler nemlig tydeligvis op til at forsøge sig endnu en gang. Noget kommer ham imidlertid i forkøbet. Maria synes, optrinnet med de to mænds hanekamp indtil videre har virket en smule komisk, fordi Adem er et hoved mindre end hendes kæreste, der uden det store be- svær har holdt ham nede. Hvorfor stopper han ikke bare, når hun at tænke, da hun i løbet af et splitsekund ser sin kæreste ligge på jorden. Synet af en far, der med magt er blevet holdt nede på asfalten, har fået Ferhat til at springe ubemærket ud af Hondaen. Han er næsten 30 kilo lettere end Per, men da han ser, hvor optaget den store mand er af at holde hans far i skak, beslutter han sig for at slutte optrinnet til familien Kilics fordel. Pers ansigt er fuldstændig blotlagt for et knytnæveslag, der bliver ført helt igennem.

160 Da Per mærker slaget, får han et blackout, der varer i flere sekunder. Han vågner ved, at han i benene bliver slæbt hen ad cykelstien. Kroppen ligger stille i et splitsekund, da den endnu en gang bliver sat i bevægelse i små ryk ved følelsen af spark, der rammer ham på benene og ryggen. Liggende halvt på cykelstien, halvt på kørebanen, prøver Per instinktivt at beskytte sig selv ved at indtage fosterstilling. Som han ligger der, når han at tænke, at hans overfaldsmænd ikke slår særlig hårdt. Det viser sig imidlertid senere, at det må være et stort skud adrenalin, som er udløst af situationen, der har dulmet smerten. Episoden får en brat slutning, da en kunde fra den nær- liggende Fona kommer styrtende ud for at stoppe overfaldet. Per får stavret sig op på benene i tide til at råbe efter sine overfaldsmænd, at de skal blive, indtil politiet når frem. Det nytter dog ikke noget. Efter optrinnet, der maksimalt har varet ti minutter, dirigerer Adem sin bil lige så hurtigt væk fra cykelstien, som han er kørt ind. Først da bilen kører bort, lyder det første og sidste råb fra bilens mindste passager. Tilegnet Per Wiegandt. – Jeg knepper din mor! Efter at have afhørt vidner i ti minutter spørger en politibetjent, om Per er okay. Per Wiegandt mærker stadig ikke meget til smerter. – Ja, der er vist ikke sket så meget, svarer han. – Hvad med din cykel, spørger politimanden. Per har nærmest stået i den samme position, lige siden han rejste sig op efter overfaldet. Men så snart han for- søger at gøre brug af sin førlighed ved at tage et skridt i retning af cykelstien, kan han mærke, at den er helt gal. En stikkende smerte går gennem hans ene knæ og fremtvinger en lammende følelse i hele det venstre ben.

161 Ved at støtte sig til cyklen på sin højre side og Maria på den venstre, humper Per Wiegandt hjem. Senere på dagen får han på Bispebjerg Hospital konstateret, at knæskallen er brækket. Knæet har måttet bøde for faldet efter Ferhats første slag. Per Wiegandt trøster sig med udsigten til, at overfalds- mændene bliver retsforfulgt. Et af vidnerne til dagens optrin har noteret nummerpladen på den røde Honda Accord. Overfaldet på Per Wiegandt bliver startskuddet til en række voldsdomme, der sender Ferhat på den ene lukkede institution efter den anden, indtil han i august 2003 støder på den italienske rygsækturist Antonio Curra. 13

Januar 2003 - maj 2003

eki Kilic kigger nervøst på sin spinkle nevø. Han tror Zoreelt ikke på, at Ferhat gider udføre det arbejde, der skal til i en købmandsbutik, men han gør lillebroren en tjeneste ved at hyre den 15-årige dreng. – Værsgo. Så er han din, siger Adem og træder ud ad den åbne dør, der giver adgang til Zekis butik i Vanløse. Ferhat er bestemt ikke tilfreds. Hvis man ser bort fra tre-fire måneders arbejde i onkel Vecis metalværksted i Tyrkiet, har Ferhat aldrig haft et job før. At arbejde med metal gider han godt, men en købmandsbutik – det er simpelthen for råddent. I løbet af den fire kilometer lange køretur fra Tingbjerg nåede Adem flere gange at fortælle sønnen, at han nu må lære at arbejde for føden. – Jeg burde for længe siden have lært dig, hvordan man tjener sine egne penge. Du har altid bare fået og fået, i stedet for at gøre dig fortjent til dine lommepenge. Det er min fejl, men nu skal du altså lære det. Hvis Ferhat havde valget, ville han meget hellere i praktik på et mekanikerværksted, hvor han kunne svejse og bore. At udføre et typisk indvandrerjob i et pizzeria, en grønthandel eller en kiosk er simpelthen for kedeligt og ‘slaveagtigt’. – Far, jeg gider ikke, det er pinligt.

163 Det gider Adem ikke høre på. Han mener, sønnen mangler disciplin. Og han er ikke i tvivl om, hvordan søn- nens ‘snobbede’ holdning til arbejde er opstået: Det er Ferhats bedstemor og mor, der i sin tid startede med at forkæle Ferhat, og siden har Adem selv bidraget til at for- kæle sønnen ved at give ham lommepenge uden at kræve andet til gengæld, end at han holdt sig fra ballade. Det gjorde han så ikke, og Adem har derfor ræsonneret sig frem til, at han som far burde have krævet nogle timers reelt arbejde fra drengen til gengæld for lommepengene. Adem kunne have sat knægten i sving i sine egne kiosker, før han solgte dem fra, men da var Ferhat endnu ikke fyldt 10. I dag kører han rundt med pakker i en varevogn og må derfor ty til Zeki for at få sat sønnen i sving. Da Adem er smuttet fra kiosken, kigger nevø og onkel på hinanden i nogle sekunder. Zeki har ikke set særlig meget til Ferhat i løbet af de senere år, men kender en del af fortællingerne i familien om, hvad nevøen har rodet sig ud i af kriminelle handlinger og mislykkede skoleophold. Ferhat ved, at onklen ikke er en mand af mange ord, og han vælger at bryde tavsheden som den første. – Er her altid så koldt? Det er minusgrader udenfor, og Ferhat fatter ikke, hvorfor Zeki absolut skal have døren ud til kulden stående åben. – Det er, så kunderne kan se, at der er åbent, forklarer Zeki. Ferhat synes, det er den dummeste forklaring, han læn- ge har hørt, men han holder det for sig selv og trækker i stedet den hvide hue længere ned over hovedet for at dæk- ke ørerne. I virkeligheden synes Zeki også, at det er hundekoldt i butikken, og han har lyst til at lukke døren. Det kan han

164 bare ikke nu, hvor den åbne dør er blevet et princip over for nevøen om god måde at drive forretning på. Zeki kan tydeligt se, at situationen bestemt ikke huer nevøen, der ser sammenbidt og anspændt ud. Han griber sig selv i at smile bredt af Ferhats afslørende kropssprog. Onklen har altid syntes, at nevøen inden under den hårde facade er et temmelig morsomt bekendtskab med alle de historier om afbrændte skoleborde og elevatorer, der knytter sig til ham. Han kan ikke lade være med at smågrine, da han griber en kost og rækker den til Ferhat. Han ved, at nevøen bestemt ikke vil bryde sig om at stå med en kost i hånden. – Værsgo. Fej. – Det mener du ikke, svarer Ferhat. – Jo selvfølgelig. Det er en af de ting, man laver i en forretning. Man fejer. Ind imellem strøgene med kosten stopper Ferhat op for at skrive beskeder på sin mobiltelefon. Han skriver med sin fætter Hizir, der arbejder i en Net- to i nærheden. Netop som Ferhat er blevet færdig med at feje, træder Hizir ind ad døren, og før Zeki ved af det, står hans to ne- vøer og sludrer i et hjørne. – Hva’ så. Skal vi smutte? Zeki kan godt høre, hvad de to drenge lægger af planer, og det er egentlig ikke, fordi han er alt for ærgerlig over, hvad der nu skal til at ske. Ferhat rækker ham kosten. – Værsgo. Så er jeg færdig, siger Ferhat og kigger alvorligt på sin arbejdsgiver. – Onkel er det i orden, at jeg tager på en lille tur med Hizir? Jeg skal nok komme tilbage. Snart. Zeki kender nevøen godt nok til at vide, at han ikke får

165 noget ud af at sige nej, da Ferhat bare ville smutte alligevel. – Smut I bare. Han ved, at drengene ikke vender tilbage, og det bliver da også Ferhats første og eneste rigtige arbejde, før han som indsat senere i livet bliver sat til at arbejde i Vestre Fængsel. Jobbet hos Zeki varer omkring en halv time.

De to fætre tager fra onklens købmandsbutik i Vanløse til Blågårdsgade 44, hvor de spiller playstation hjemme hos Hizir. Drengene er i løbet af det seneste års tid begyndt at se mere til hinanden uden for de faste familiesammenkomster ved diverse højtider. Det er primært computeren, der udgør samlingspunktet for de to drenge. Kamp- og skyde- spillene har været med til at levere råstoffet til et umiddelbart uforpligtende fællesskab mellem fætrene, hvor der er levnet plads til naturlige pauser i deres samtaler. Siden de er kommet op i teenageårene, er det, som om de har fået stadig mere at tale med hinanden om. Det er, som om Ferhat og Hizir er nået til en fælles forståelse af, at ingen af dem hører til blandt guds bedste børn. Hvor Ferhats bedrifter tidligere skreg til himlen i familien, har Hizir inden for det seneste år fået to voldsdomme. Hizirs overfald kan muligvis ikke måle sig med det at brække knæet på en cyklist, men de giver familien et synligt bevis på, at også Ilias’ søn har problemer med at overholde loven. Modsat Ferhat går Hizir med kniv, og modsat Ferhat nægter Hizir at bruge tid på danske venner. Ferhat ved, at fætteren ikke har meget tilovers for, at han i Tingbjerg ikke blot omgås andre unge med mørk hud men også har etnisk danske venner.

166 – De er mine venner, slår han fast over for Hizir. En af de danske venner hedder Peter, og han er Ferhats nye indbrudsmakker. En position han har overtaget fra Shamsad. Ferhats bedste ven er nemlig blevet sendt på genopdragelsestur til Afghanistan, efter at de to drenge i efteråret blev snuppet på fersk gerning af politiet i Ting- bjerg, mens de var i gang med at bryde en terrassedør op. Shamsads fravær er også en væsentlig del af årsagen til, at Ferhat stadig oftere er begyndt at søge ind mod Indre Nørrebro. Peter har nemlig kun tid til indbrud i weekenden, og Ferhat keder sig derfor ganske enkelt i hverda- gene. Det er oftere Ferhat, der tager turen fra Tingbjerg til Hizir og Nørrebro, end omvendt. Hizir er kendt for at være negativt stemt over for danskere, og modsat miljøet blandt rødderne i Tingbjerg er der da heller ikke plads til danskere i den hårde kerne af unge, som Hizir er en del af. Ved et overfald i foråret kommer Hizirs negative holdning til at slæbe jævnaldrende danskere ind i hans kvarter og omgangskreds da også tydeligt til udtryk. Her ødelægger Hizir en knallerthandel, som en af om- rådets unge er ved at indgå med en udefrakommende etnisk dansker. Efter at ‘danskeren’ har afleveret 2500 kroner for at kunne overtage knallerten fra den ‘lokale’ unge, bryder Hizir ind og giver den lokale sælger et slag i ansigtet med flad hånd og skubber ham omkuld, hvorefter han snupper pengene. Også danskeren får et enkelt slag i hovedet, før Hizir henvender sig en sidste gang til den lokale jævnald- rende og siger til ham, at han skal ‘skride med dansker- svinet’. Herefter sætter Hizir sig op på knallerten og kører væk.

167 Den lokale jævnaldrende, hvis knallerthandel Hizir har forpurret, anmelder episoden til politiet. Det får Hizir til at opsøge ham ved to forskellige lejligheder i løbet af marts måned med besked om, at han skal trække sin anmeldelse tilbage, hvis han ikke vil stikkes ned. Men lige lidt hjælper truslerne. Hizir bliver i Københavns Byret den 10. juni dømt for røveri og modtager samtidig en tillægs- straf for besiddelse af 3,5 gram hash.

Når Ferhat og Hizir ikke spiller playstation, sidder de ofte på Blågårds Plads og hænger ud. Her går samtalen som regel på, hvad det er for nogle typer, der færdes i området. En gang imellem kommer nogle af Hizirs venner hen til bænken for at sige hej. Ferhat har på denne måde efter- hånden lært fætterens bedste venner at kende i løbet af det seneste års tid. Han sørger dog for at holde lav profil, når han befinder sig i området. Normalt træder drengene fra Ishøj, Høje Gladsaxe, Værebro og Tingbjerg ikke ind på hinandens territorier, medmindre de har familie eller meget gode venner i de fremmede kvarterer. Mens Shamsad stadig befandt sig i Danmark, gav han flere gange udtryk for, at Ferhat burde holde sig væk fra Indre Nørrebro. De fleste af Ferhats jævnaldrende i Ting- bjerg begiver sig ikke ind i Blågårds-kvarteret, og blandt de unge er miljøet på Indre Nørrebro da også kendt for at være et af de hårdeste. – Ham der, peger Hizir fra bænken på Blågårds Plads. – Han er syg i hovedet. – Hvorfor er du så venner med ham? Ferhat forstår ikke Hizirs valg af venner, og han forstår ikke konceptet med at gå en større gruppe sammen. Han foretrækker tosomheden, når det gælder venner. Men i en rundkreds, hvor man deler en joint i Hizirs gård, er en

168 gruppe på en håndfuld imidlertid i orden. Begge fætre har et stort forbrug af hash, og når der ryges, kan Ferhat godt tolerere selskab af nogle få af Hizirs venner. Ferhat bryder sig dog ikke om at tilbringe alt for lang tid ad gangen i Blågårds-kvarteret, hvor han er på udebane. Tiden på gaden bliver derfor stadig primært brugt på Ruten i Tingbjerg, og besøgene hos fætteren udgør en form for adspredelse, når vennerne i Tingbjerg er i skole eller på arbejde. Blandt andre unge fra meget indvandrerrige områder har drengene fra Blågårds-kvarteret et noget blakket ry. De beskyldes ofte for at være for smarte i vendingen, og tidligere var drengene fra Nørrebro også berygtet for at være foran deres rivaler, når det gjaldt brugen af våben. Hizir har på egen krop oplevet, hvilke konsekvenser det kan have, når man over for andre ‘ghettodrenge’ fortæller, at man er en del af det hårde miljø på Indre Nørrebro. Da han i foråret 2002 er varetægtsfængslet på Ung- domsinstitutionen Sønderbro på Amager for sit knallert- røveri, er hans postnummer en del af årsagen til, at han får tæsk. På Sønderbro gør Hizir sig bemærket som en fyr, der kan snakke i timevis om, hvor hårde og magtfulde hans venner i Blågårds-kvarteret er. En af de andre unge bor i Avedøre Stationsby i Hvidovre og kender gennem nogle fælles venner Hizir fra barnsben af. Han har imidlertid ikke haft noget at gøre med Hizir de sidste par år, og han bryder sig ikke om den udvikling, Hizir har gennemgået i denne periode. I Avedøre-drengens optik nærmer Hizirs attitude sig det overlegne, når han taler om sine venner og bekendte. Hizir ser tydeligvis meget op til de ældre og mest rå drenge i sit kvarter, synes Avedøre-drengen, der finder den spinkle tyrkers snak ulidelig. Han kunne bedre

169 lide ‘den gamle Hizir’, som han tidligere betragtede som lidt af en ‘englebasse’. En dreng der opførte sig pænt og respektfuldt med en lidt genert udstråling. Sammen med en dreng med afrikansk baggrund invite- rer Avedøre-drengen Hizir ind på et værelse for at banke noget respekt ind i ham, så han kan lade være med at spille smart. Da flere pædagoger ved lyden af et rabalder løber ind på værelset, nægter drengene at fortælle, hvad der er sket. Der er ikke noget i vejen, lyder forklaringen fra drengene, selvom Hizir tydeligvis er forslået i ansigtet. Som normen tilskriver i miljøet, holder drengene selvjustits. Hizir hævner sig senere på de to drenge fra Sønderbro, men må selv bøde med flere knivstik.

Den 25. februar 2003 møder Ferhat og Adem op i retten for at have overfaldet Per Wiegandt. Ferhat har fået lov til at gå ude i det fri, mens parterne i sagen har ventet på at blive kaldt ind til Københavns Byret. Adem Kilic bliver idømt 80 dages fængsel for overfaldet, mens Ferhat slipper med 40 dages betinget fængsel. Selvom Ferhat er fyldt 15, bliver der i dommen lagt vægt på, at han har en ung alder, og at det er første gang, han bliver taget for en forbrydelse, efter at han har passeret den kriminelle lavalder. Derfor bliver Ferhats dom betinget. Det betyder, at retten finder det ‘upåkrævet, at den idømte straf fuldbyrdes’. Ferhat kan ikke tro sine egne ører, da han hører dommen blive læst op. Han kan ikke lade være med at smile, da det går op for ham, at han bare kan slentre ud af retten, selvom han har modtaget en dom for vold efter straffelovens § 244. Adem Kilic slipper imidlertid ikke. Han får 80 dages ubetinget fængsel og vælger derfor at anke dommen til Østre Landsret. Han mener, at Per Wiegandt startede

170 hele balladen foran Cafe Catro på Nørrebro, og at hans adfærd var lige så voldelig som Adems. Per Wiegandt er tilfreds med dommen over Adem, men kan ikke lade være med at blive stærkt provokeret over, at Ferhat Kilic slipper for straf. Hans knæ tillader endnu ikke, at han kan dyrke sport, og efter mødet med Ferhat og Adem Kilic har han været nødt til at gå med en benskinne i to måneder. Det, Per Wiegandt imidlertid ikke kan vide, er, at hans ønske om at få Ferhat Kilic buret inde allerede halvanden uge senere går i opfyldelse. På et indbrudstogt i Skovlunde sent på eftermiddagen onsdag den 5. marts bliver politiet nemlig tilkaldt af en nabo, mens Ferhat er ved at støvsuge villaen for smykker og elektronisk udstyr. Det lykkes Ferhat at stikke af gennem et vindue, men vennen Peter, der har holdt vagt uden for huset, bliver imidlertid taget med af ordensmagten.

Morgenen efter møder kriminalbetjent Dan Søberg op på arbejde i Gladsaxe Politi, hvor han får besked på, at Peter har angivet Ferhat som medskyldig i indbruddet. Dan Søberg og en kollega får nu til opgave at hente Ferhat i Tingbjerg. Omkring klokken 9.30 banker Dan Søberg og hans kollega på døren ind til Kilic-familiens lejlighed i Tingbjerg. Adem åbner døren på klem og kigger spørgende på de civilklædte betjente, der forklarer grunden til, at de står ved hans dørtrin. – Ferhat er ikke hjemme, siger Adem. Han skal til at lukke døren, da en spinkel barnestemme får Dan Søberg til at sætte foden i døren, så den ikke kan lukkes. Betjenten hører nemlig Ferhats femårige bror på den anden side af døren modsige sin far.

171 – Ferhat ligger da inde i sin seng. Adem prøver at lukke døren med vold, men Dan Sø- berg holder foden fast, samtidig med at hans kollega sæt- ter skulderen til døren og presser sig vej ind. Ferhat hører rabalderet fra entreen i lejligheden og står søvndrukkent op af sengen. Da betjentene ser Ferhat træ- de ud af sit værelse kun iført boxershorts og T-shirt, beder de ham tage tøj på og følge med til afhøring hos Gladsaxe Politi. Ferhat havde set det komme, at Peter ville angive ham for at få en mildere straf, og uden et ord traver han tilbage ind på værelset og begynder at tage tøj på. Dan Søberg stiller sig i åbningen ind til Ferhats værelse for at være sikker på, at han ikke hopper ud ad vinduet. Umiddelbart kan Dan dog ikke se nogen tegn på, at Ferhat skulle mod- sætte sig en anholdelse. Han reagerer roligt på hele situationen. Adem derimod begynder at hidse sig stadig mere op, så snart han bliver klar over, at politiet er få minutter fra at tage hans søn med sig. Han er rasende over, at betjentene har tvunget sig adgang til hans hjem uden at fremvise en ransagningskendelse først. – Hva’ fanden er det for noget, det kan I ikke, råber Adem. Ferhat bliver stadig mere urolig i takt med, at hans fars overfusninger af betjentene bliver højere. – I er nogle racister, hører han blandt andet sin far råbe. Dan Søbergs kollega ser sig nødsaget til at sætte en hånd for brystet af Adem for at presse ham tilbage, da han prøver at bevæge sig i retning af sønnens værelse. Formå- let med at presse Adem fysisk tilbage er også at sende et budskab til den ophidsede far om, at NU skal han slappe af; det fungerer bare stik modsat. Adem begynder bare at

172 råbe højere, hvilket får Ferhat til at blive urolig. Drengen vil ind til sin far, men Dan Søberg står i vejen. – Bare rolig, der sker ikke noget, forsøger Dan Søberg for at berolige Ferhat. Dan Søberg begynder imidlertid også selv at blive på- virket af råbene fra stuen. Selvom han ved, at han skal holde et vågent øje med Ferhat, kan han ikke lade være med at kigge sig over venstre skulder for at se, om kolle- gaen har styr på situationen. Da Dan Søberg drejer hovedet tilbage for at kigge ind til Ferhat, når han lige akkurat at se en knytnæve lige foran næseryggen, før han får et blackout. Råbene fra Adem forstummer med ét, da han ser sønnen slå en politimand ned. Han kan ikke tro sine egne øjne. – Ferhat, hvad har du gjort. Dét er jo en politimand, siger han til sønnen på tyrkisk. Ferhat står bomstille og betragter manden på gulvet, der bløder kraftigt ud af næsen. Han er også selv overrasket over, hvad der netop er sket. Det er en uskreven regel på gaden, at man ikke slår på ordensmagten, og desuden er Dan Søberg en veltrænet betjent, der er et hoved højere end Ferhat. – Jeg ved det ikke, siger han og står afventende i stuen. Dan Søbergs kollega behøver herefter ikke gøre det store for at styre far og søn; de sørger selv for at forholde sig helt roligt, indtil Ferhat er blevet lagt i håndjern. Det er ikke, fordi slaget fra Ferhat er specielt hårdt, bemærker Dan Søberg senere. Knytnæven sidder bare lige midt på næsen, og kommer fuldstændig bag på betjenten. Han mister bevidstheden i nogle få sekunder, men da han vågner igen, trykker han med det samme på en alarmknap, som betjente kan bruge i tilfælde af, at der er brug for for- stærkning. Inden for fem minutter ankommer en civilpa-

173 trulje på fire mand, hvorefter en hundepatrulje samt en såkaldt golfpatrulje med fem-seks mand også løber op i familien Kilics lejlighed. Adem har aldrig før set så mange betjente på en gang. De tager hans søn med sig, og Ferhat bliver denne gang varetægtsfængslet med det samme. Ferhats knytnæveslag brækker ikke næsen på Dan Sø- berg, men slaget får ikke desto mindre betjenten til at blø- de så meget på gulvtæppet, at Adem dagen efter smider tæppet ud. Den 6. maj bliver Ferhat dømt til at afsone fire måneder i en lukket afdeling på en ungdomsinstitution, hvorefter han skal anbringes et år i en åben institution.

Mens Ferhat er lukket inde på forskellige ungdomsinstitutioner, fra den morgen hvor politiet tager ham med sig og fire måneder frem, når hans fætter at opbygge et stadig hårdere ry, som én man bestemt ikke skal blive uvenner med. Historierne om ham begynder at løbe både i miljøet omkring Blågårds-kvarteret og blandt flere af de unge i Tingbjerg samt i ungdomsklubben Askovgården, hvor pædagogerne hører rygter om hans knivkampe. Han bliver kendt som én, der ikke bare går med kniv, men som også er klar til at bruge den. Hizirs hævntogt starter, kort før Ferhat bliver taget med af politiet den 6. marts, da han en dag får øje på den ene af de unge, der gav ham tæv på ungdomsinstitutionen Søn- derbro. Han ser drengen gå ind på en McDonald’s i Indre By og følger efter ham. Mens drengen står i kø, går Hizir op bag ham, og i løbet af nogle ganske få sekunder stikker han ham gentagne gange i lår og lænd, før han løber ud fra spisestedet. Det var hævnen over drengen med den afrikanske baggrund.

174 Ved en anden lejlighed på Vesterbro får Hizir øje på Avedøre-drengen fra Sønderbro og stikker ligeledes ham ned. Denne gang får hævnakten imidlertid konsekvenser for Hizir. Avedøre-drengen er 18 år og kendt af politiet for at have begået nogle mindre forseelser, men han er ikke en af de toneangivende unge i Avedøre-miljøet. Til gengæld har han en onkel, der gerne vil hjælpe ham med at give igen over for Hizir Kilic. Onklen kender en af Hizirs ældre venner i Blågårds-miljøet. Han ringer til sin ven og beder ham om at gøre ham den tjeneste at arrangere et forsoningsmøde, der skal foregå på Hizirs hjemmebane. Avedøre-drengen og hans onkel tager til Blågårds-kvarteret. Her venter de på Hizir og Hizirs ven. Da kvartetten er samlet, går der ikke mere end nogle få minutter, før Hizirs vens telefon ringer, og han bevæger sig derfor væk fra flokken for at kunne tale i fred. Avedøre-drengen træder hen til Hizir og giver udtryk for, at han gerne vil slutte fred. Avedøre-drengen rækker højre hånd frem, mens han har den anden begravet i venstre jakkelomme. Hizir modtager hans gestus, men i det samme Avedøre- drengen har fået fat i hans hånd, trækker han en kniv op af lommen med venstre hånd og stikker Hizir. Da Hizirs ven ser op fra mobiltelefonen og opdager, hvilket scenarium der er ved at udspille sig, begynder han at råbe højt og løbe hen imod de tre mænd. Avedøre-drengen og hans onkel ved, at det ikke drejer sig om mere end nogle få minutter, før de vil være omringet af bevæbnede unge fra området. De hopper ind i en flugtbil, der holder parat få meter væk. Episoden vækker genklang i kvarteret. Hizirs ven er ra-

175 sende over, at Avedøre-drengens onkel har forrådt ham ved at bruge ham som en lokkedue, der kunne få Hizir til at træde direkte ind i et baghold. Hizirs – i første omgang – private kamp mod Avedøre-drengene bliver herefter op- højet til en sag om principper og respekt. Blandt gruppen af drenge fra Hizirs vennekreds går snakken på, om ‘forræderen’ skal likvideres for at sende et signal. Nogle af de ældre drenge i området får imidlertid manet til besindighed. Han får lov til at slippe, men der er dog klar enighed om, at Blågårds-kvarteret fra nu af er lukket område for Avedøre-drengens onkel. For Hizir er kampen mod Avedøre-drengen dog ikke et afsluttet kapitel. Han anskaffer sig et skydevåben. 14

Maj 2003 - august 2003

et eneste Ferhat rigtig bryder sig om ved opholdet er Dokøreturene til Langelinje. Men udflugterne sammen med Michael Jensen til Helsingør er også okay. Michael er ansat på Ungdomsinstitutionen Sønderbro på Amager, og efter Ferhats første uge på institutionen har han fået tildelt opgaven at aktivere og mandsopdække den spinkle dreng. Indtil en måned tidligere var Ferhat indskrevet på den sikrede afdeling Nøddebakken i Midtsjælland, hvor han også nåede at fejre sin 16 års fødselsdag. Her kom han imidlertid i klammeri med institutionens fem andre unge. Af hans sagsmappe fremgår det, at gruppen af drenge på Nøddebakken stjal hans tøj, hvorefter medarbejderne vurderede, at han for sin egen skyld skulle overføres til en ny institution. På Sønderbro bemærker medarbejderne ligeledes fra begyndelsen, at Ferhat også tydeligt mistrives her. Han er en del af den ene af institutionens to sikrede afdelinger. Den gruppe, der sidder i Ferhats afdeling, består af fem drenge, der som en del af deres straf har arbejdspligt fra 9 morgen til klokken 15.00 om eftermiddagen. I løbet af ar- bejdsdagen bliver drengene primært sat til at lave smyk-

177 ker, når de da ikke småsludrer med Mikkel Helligsøe eller en af de andre ansatte fra Sønderbro. Ferhat er ikke just populær blandt de andre drenge. Han gider ikke arbejde, og han er fuldstændig lukket inde i sig selv. Og når han en sjælden gang imellem siger noget, er det for at kritisere eller provokere. Det er, som om han ikke forstår, at det kan koste ham nogle gevaldige øretæver at tale grimt til de andre, og Mikkel undrer sig over, at den mindste i gruppen også er den, der opfører sig dårligst over for de andre. Der er ingen tvivl om, at Ferhat bestemt ikke har affundet sig med, at han skal tage sin straf for at have slået en politimand ned. Han gider ikke flere institutioner og har ikke tænkt sig at samarbejde for at få det bedste ud af opholdet. Når Ferhat tænker på, at han kun har afsonet tre måne- der af sin straf på i alt et år og fire måneder, får han nær- mest lyst til at tude. Men han viser det ikke. Der er sket noget med Ferhat, siden han blev taget med af politiet og måtte vinke farvel til et liv i det fri. Opholdene i ungdoms- institutionerne har bekræftet den spinkle dreng i, at han må være offer for en forbandelse. De sidste to års tovtrækkerier mellem socialkontoret, politi, ungdomsinstitutioner og hans far er nærmest gået fuldstændig hen over hovedet på Ferhat. Han kan ikke længere hitte rede i, hvad de alle sammen vil med ham. Han er i denne periode kun én gang selv blevet spurgt af sin sagsbehandler: Hvad kunne du selv tænke dig? Spørgsmålet kom fuldstændig bag på Ferhat, fordi han aldrig har fået stillet spørgsmålet så direkte før. Normalt får han kun stillet lukkede spørgsmål som, ‘vi kan lige nu kun tilbyde dig et ophold på en Tvind skole – kunne du tænke dig det?’ I Ferhats sagsmappe fremgår det, at svaret på spørgs-

178 målet lyder, at han godt kunne tænke sig at flytte væk fra Tingbjerg til en lejlighed for sig selv. Helst et sted i Stor- københavn, så han er tæt på familien. Desuden svarer han, at han godt kunne tænke sig at komme i en specialklasse med få elever ligesom John Møllers skolegruppe. Ferhat føler ikke længere, at hans egne valg kan indvir- ke på hans livsbane. ‘Forbandelsen’ gør alligevel, at det nok skal gå galt for ham, hver gang han prøver. På Sønderbro bemærker man en tydelig forandring i Ferhats adfærd, i forhold til da han var indskrevet på institutionen for to år siden. Dengang konkluderede en social- pædagogisk undersøgelse ikke blot, at ‘Ferhat ikke er dårligt begavet’. En indberetning fra Sønderbro, vedrø- rende hans ophold dengang, til socialkontoret, slog også fast, at han ‘virker forbavsende normal’, og at han taler høfligt til personalet, er samarbejdsvillig og virker tillids- fuld. Han liver især meget op på ture ud af huset, og nyder tydeligvis kontakten på tomandshånd på disse ture. Ved ophold nummer to på institutionen er vurderingen af Ferhat en noget anden. Mikkel Helligsøe, der ofte har timer med Ferhats gruppe, har aldrig tidligere mødt en dreng, der virker så apatisk som Ferhat. Ferhat giver sjældent åbent udtryk for følelser, og det virker, som om han på forhånd har besluttet sig for, at han ikke vil bryde sig om opholdet på Sønderbro. Et par gange piller Mikkel Ferhat ud af gruppen og kører med ham til Langelinje, hvor Ferhat får en vaffelis. Formålet er at løfte Ferhats humør og at give de andre drenge i hans afdeling en pause fra ham. Personalet på Sønderbro vurderer, at det ikke nytter at have en negativt stemt dreng i en gruppe af fem, som udelukkende provo- kerer for provokationens skyld og kritiserer de andres ar- bejdsindsats. Især ikke når det drejer sig om unge, der i

179 mange tilfælde har stærkt brug for ros for at kunne udvikle sig og opbygge mere selvværd.

Køreturene ud i sommerlandet får til Mikkel Helligsøes forbløffelse ikke Ferhat til at ytre blot et lille smil eller et ‘tak’. Bedre går det imidlertid for en af de andre ansatte, Mi- chael Jensen. Han er den eneste på Sønderbro, som Fer- hat i løbet af opholdet når at vise rigtig respekt over for, og Michael er da heller ikke som de fleste. Ikke alene er han, på grund af sin egen opvækst på Nørrebro, i stand til at tale samme jargon som drengene på institutionen. Også med sit udseende skiller han sig ud fra de fleste ‘voksne’, de unge støder på. Han er to meter høj, har fuldskæg og vejer 110 kilo. Desuden er han næsten lige så bred over skuldrene, som Ferhat er høj. Ferhat tager sig i nærmest ærefrygtigt at nævne Mi- chaels størrelse, første gang de er ude at køre en tur sammen. – Ja, jeg er en ordentlig mother fucker, griner den 40-åri- ge pædagog. I løbet af den måneds tid, Ferhat opholder sig på Sønderbro, lykkes det Michael Jensen at få Ferhat åbnet en anelse op på deres køreture til Dyrehavsbakken, Kron- borg Slot i Helsingør og Langelinje. Det er ikke, fordi de har noget, der tilnærmelsesvis minder om dybe samtaler. For det meste småsnakker de om musik, vejret, og hvilke pizzaer der er deres favoritter. Ferhat kan godt lide sin pizza med shawarma, betror han Michael. Desuden kan han godt lide sol og varmt vejr, og så er tyrkisk musik og hiphop lige ham. På nogle af køreturene siger Ferhat nej tak til is. Han vil hellere have smøger. Ved disse lejligheder stopper Mi-

180 chael op ved en kiosk og beder Ferhat købe cigaretterne, mens han selv venter i bilen. På intet tidspunkt frygter Michael, at Ferhat skal forsøge at stikke af eller lave ballade inde i kiosken. Drengen udviser en rolig adfærd, og på køreturene med Michael er han da også veltilfreds. Han nyder turene, selvom han ikke kunne drømme om at indrømme det, da det ville kunne blive misforstået, som at han faktisk er tilfreds med sit ophold på Sønderbro. Men selvom Ferhat ikke ville undvære køreturene med Michael, forhindrer det ikke, at han dagligt overvejer at stikke af, når han befinder sig inden for Sønderbros ind- hegning. Ferhat er i høj grad impulsstyret. Lysten til at stikke af forsvinder derfor, når han får en is foræret på Langelinje og lysten til køreture ud i det fri forsvinder ligeledes, når han er i knottent humør i Sønderbros lokaler. Den 8. juli får Ferhat nok. Selvom han sidder på en lukket afdeling, lykkes det ham klokken kvart over seks om aftenen at kravle over det to meter høje hegn, der adskiller de fastsatte rutiner på Sønderbro fra livet i det omgivende samfund. Allerede to dage efter er Ferhat imidlertid tilbage på institutionen, da han bliver anholdt i forbindelse med, at politiet stopper ham og tre andre i en stjålen bil. Han har dog ikke været med til at stjæle bilen og slipper for at plette sin straffeattest yderligere. Efter at være tvunget tilbage til Sønderbro bliver Fer- hats adfærd stadig mere betænkelig. Institutionen har store problemer med at holde ham fra hashrygning, og i stedet for blot at ignorere medarbejderne udviser han i denne periode direkte truende adfærd. Det sker blandt andet en dag, hvor de fem drenge i Fer-

181 hats afdeling sidder og laver papirklip sammen med Mikkel Helligsøe. Ferhat synes, det er for latterligt at klippe i papir, og da han har siddet og kedet sig i dét, der føles som evigheder, bevæger han sig bag om Mikkel Hel- ligsøe. Han sætter i et splitsekund saksen for struben af medarbejderen og griner. Men Mikkel synes ikke, det er sjovt. Normalt følger Ferhat det, som umiddelbart virker som truende adfærd op med et smil, der forvirrer medarbejderne. De kan ikke finde ud af, om han mener det alvorligt, når han for eksempel giver dem en knytnæve i brystet, eller om opførslen er udtryk for dårlig humor. En ting er sikkert, det er de færreste på Sønderbro, der finder Ferhat særlig morsom, og institutionen beslutter derfor at overføre ham til en anden sikret afdeling. Den 24. juli må tre af Sønderbros medarbejdere korporligt tage fat i Ferhat for at køre ham til Middelfart, hvor han skal indskrives på ungdomsinstitutionen Egely. Ferhat fatter ikke, at han endnu en gang har fået at vide, at han er uønsket, og han vil ikke til en ny institution i en landsdel langt væk fra familie og venner. Han ved, at familien ikke længere vil besøge ham en gang om ugen, når han ikke opholder sig på Sjælland. Han kan mærke, hvordan det slår klik for ham, og i lø- bet af de næste timer føler han nærmest, han er i trance. Måneders opsparet vrede bliver udløst i råb, skrig og svin- gende arme og ben. Han forsøger at vriste sig løs. To mænd må fysisk sætte sig på den voldsomt ophidsede dreng for at holde ham i bilen, mens en tredje kører. Han prøver at spjætte og vride sig løs på næsten hele køreturen til Middelfart. – Jeg vil ikke, jeg vil ikke, giv slip på mig, lad mig være, fuck jer, messer Ferhat med tårerne løbende ned ad kin- derne på den knap to timer lange køretur til Vestfyn.

182 Michael Jensen er til stede, da hans tre kollegaer kommer retur, og han kan se, at de stadig er mærkede af den mildt sagt hårde køretur med en hysterisk Ferhat. Kolle- gaerne giver direkte udtryk for, at de føler sig rystede over oplevelsen.

Egely er historien om endnu et mislykket institutionsop- hold for Ferhat. På førstedagen giver han over for medarbejderne på ungdomsinstitutionen udtryk for, at der vil han absolut ikke være, og at han ikke har tænkt sig at samarbejde om at få det bedste ud af opholdet. På Egely er man ikke i tvivl om, at drengen mener det alvorligt, og en kvindelig medarbejder bliver derfor fire dage efter sat til at køre ham til en ny institution i Nordsjælland. Da Ferhat skulle overføres fra Sønderbro skulle tre medarbejdere sikre, at han ikke stak af. Denne gang er der kun én, og Ferhat har svært ved at forstå sit held. Da de nærmer sig Storebæltsbroen spørger Ferhat medarbejderen fra Egely, om hun ikke kan køre ind på en rasteplads ved Nyborg, så han kan få en burger på McDonald’s. Hun siger nej. Dernæst spørger han, om hun ikke kan køre ind på McDonald’s, så han kan tisse. Hun siger ja, og Ferhat stikker af, så snart bilen holder stille. Han hopper på et tog over Storebælt og er hjemme i Tingbjerg samme dag. Adem ved ikke, hvad han skal synes om, at sønnen er stukket af. Men han ved efterhånden, at han ikke længere direkte kan tvinge Ferhat til noget. Sønnen tillægger godt nok stadig hans ord vægt, men i det her spørgsmål vil det være spild af energi at forsøge at overtale Ferhat til frivilligt at afsone resten af sin dom. Desuden mener Adem, at myndighederne selv er ude om det, når de gang på gang lader ham stikke af. Han regner med, at politiet kommer forbi for at hente Ferhat inden for nogle ganske få dage.

183 Næste gang politiet kommer forbi familien Kilic i Ting- bjerg to uger senere, er det imidlertid ikke for at køre Fer- hat til en ungdomsinstitution men for at afhøre ham for et mord, hvor også hans fætter er indblandet.

Ferhat har tidligere hørt om Hizirs knivkampe med drengen fra Avedøre fra såvel fætteren selv som fra fælles bekendte. Da han først er tilbage i Tingbjerg igen, hører han imidlertid om det sidste nye i sagen. Efter at være blevet stukket ned af Avedøre-drengen i sit eget kvarter, har Hizir Kilic købt en pistol og opsøgt Avedøre-drengen for at sætte et definitivt punktum for deres kontrovers. Blandt drengene i Tingbjerg og Indre Nørrebro er der stor forskel på holdningen til at bruge kniv. Ifølge Ferhats sagsmappe, Kilic-familien og Ferhat selv samt diverse indberetninger fra Bellahøj Politi og klubvæsen, har Ferhat aldrig gået med kniv. Og de to fætre har da også gennem de sidste par år diskuteret det at bruge våben. Ferhat og hans bedste ven, Shamsad, har altid talt for, at man skulle løse kontroverser med næverne, mens Hizir med alderen er blevet en stadig større tilhænger af at bruge kniv. Hizirs klub Askovgården er kendt for at have et stort antal medlemmer, der går med kniv, og selvom medarbejderne i klubben modtager et kommunalt tillæg for at yde en såkaldt udvidet socialpædagogisk indsats i området, har den mere end almindelig svært ved at håndtere sine medlemmer. Hizir kommer som regel på lynvisit i Askovgården om aftenen, hvor han typisk dukker op sammen med tre til fem andre jævnaldrende, der er et par år ældre end ham selv. Gruppen er et par år ældre end de fleste af klubbens medlemmer og bruger derfor mere tid i en institution kal-

184 det Gadepulsen, der er beregnet for de ældre drenge i kvarteret, og som er startet af nogle lokale oven på urolighederne i Blågårds-kvarteret i sommeren 1997. Hizirs gruppe er uden tvivl en tand hårdere end de fleste af Askovgårdens medlemmer. For Thomas, der netop er startet som praktikant i klubben, virker det, som om Hizir og hans venner blot kommer i klubben for at få noget tid til at gå og for at skabe deres egen særegne form for sjov og ballade. Typisk ved at skubbe de yngre klubmed- lemmer væk fra sofaerne for at kunne slænge sig mageligt og tænde en joint. Thomas lægger mærke til, at de andre drenge ikke tør sige gruppen imod. Han vælger derfor og- så selv at holde lav profil. Hizir Kilic er ikke den i gruppen, der gør mest væsen af sig. Godt nok går der rygter om, at han har været involveret i nogle alvorlige knivstikkerier, men han er ikke den, som de andre drenge frygter mest, bemærker praktikanten. Den, der tiltrækker mest negativ opmærksomhed, er en af Hizirs bedste venner, der ikke så sjældent uddeler løfter om øretæver, når han dukker op i klubben. Flere af de unge i klubben virker direkte bange for ham. Så meget at de yngre drenge under en fodboldkamp på asfaltbanen på Blågårds Plads, som praktikanten overværer, tydeligvis lader være med at tackle den temmelig buttede fyr, hvorved han kan drible forbi dem med bolden. Og det på trods af at hans evner på en fodboldbane hverken byder på syn- derlig god teknik eller hurtighed. Hizirs gruppe opholder sig som regel maksimalt en halv time ad gangen i Askovgården. I løbet af disse minutter dæmper lydniveauet sig ofte blandt de yngre drenge, lige indtil Hizir og kompagni træder ud ad døren igen. Så fy- ger tilsviningerne over især den ‘tykke idiot’ af en bold- spiller.

185 Den efterfølgende sommer i 2004 skriver Hizirs ven sig ind i kvarterets CV over episoder med pistolskyderier, da han på en legeplads ved Sjællandsgades Skole trækker en skarpladt pistol frem for at vise sig over for nogle yngre drenge. Han går rundt med skyderen fremme og skyder på må og få efter nogle genstande, da en patruljevogn kø- rer forbi. Ved synet af politiet stikker Hizirs ven pistolen i lommen uden at sikre våbnet først. To gange går våbnet af, hvorved han skyder sig selv i låret og efterfølgende bliver sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Men i forsommeren 2003 er det Hizir Kilic, der gør sig bemærket ved at skyde med skarpt efter Avedøre-drengen. Episoden har vakt genlyd i både Avedøre Stationsby, Blågårds-kvarteret og i flere landsdækkende medier. Jyl- lands-Posten, Ekstra Bladet, B.T. samt nyhedsbureauet Ritzau skriver således om Hizirs hævnakt i slutningen af maj måned. Hizir har sammen med en ven kørt ud for at opsøge Avedøre-drengen i Avedøre Stationsby, som udgør en by i byen i Hvidovre Kommune med omkring 6000 beboere. Stationsbyen er et område, der er omkranset af en by- mur, der består af fire etagers socialt boligbyggeri. Aved- øre Stationsby er generelt en bydel, hvor alle ejendomme er alment boligbyggeri, og hvor tre ud af fire beboere hverken har en videregående eller en erhvervsfaglig uddannelse. Kort før midnat natten til fredag den 30. maj står Aved- øre-drengen og snakker med en ven få meter fra sin egen bolig, da Hizir dukker op. Ved synet af Hizir med en pistol i hånden, sætter Avedøre-drengen straks i løb mod sin trappeopgang. Hizir forfølger ham og affyrer to skud, før Avedøre-drengen når at søge tilflugt i sin opgang, hvor

186 han løber en etage op og banker hårdt på døren ind til sin egen familie. Hans mor har imidlertid hørt skyderiet udenfor og tøver med at lukke døren op. Hun ved ikke, at det er hendes egen søn, der bliver forfulgt, og han har på sin side ikke tid til at vente et sekund længere. Man skal ikke bruge en nøgle for at åbne gadedørene til Bymurens opgange, og Avedøre-drengen ved, at det kan koste ham livet. Hvis ikke han handler hurtigt, er han trængt op i en krog og er et let offer for Hizirs skud. Han spurter ned ad trapperne for at nå ud i friheden, før hans forfølger når ind i opgangen. Men det er for sent. Før han kan nå ud på gaden, kan han gennem ruden i gadedøren se, at Hizir er nået frem. Han skynder sig at sætte hænderne og kropsvægten mod døren for at holde Hizir ude, men Hizir hæver blot pistolløbet mod glasset i Avedøre-drengens øjenhøjde. Ved synet af pistolen tæt ved sit ansigt springer Avedøre-drengen tilbage netop som Hizir trykker på aftrækkeren. Hizir når at affyre fire skud gennem ruden og hører Avedøre-drengen skrige, før han stikker af. Han spurter hen til en sølvgrå bil, der holder rundt om hjørnet for at eskortere ham hurtigt væk fra gerningsstedet. – Det er ret utroligt og meget heldigt, at der ikke skete ham noget, udtaler vicekriminalinspektør i Hvidovre, Niels Kjøller, til en journalist fra Ekstra Bladet om hævn- akten. Avedøre-drengen var heldig. Hizir ramte ham ikke, og han slap med skrammer i ansigtet fra glasskårene. Da han stod i opgangen, føltes det imidlertid, som om der blev fyret på ham med et maskingevær. Væggene i opgangen er nemlig af beton, og det fik kuglerne til at rikochet- tere på murene og flyve om ørerne på den 18-årige dreng. Det ene af projektilerne endte således i hans hue efter at være prellet af en væg.

187 Niels Kjøller slår i Jyllands-Posten fast, at ‘alt tyder på en hævnaktion’, og at der ikke er ‘skyggen af tvivl om’, at formålet var, at den 18-årige skulle myrdes. – Når vi fanger gerningsmanden, bliver han sigtet for drabsforsøg, udtaler vicekriminalinspektøren ydermere. Hizir bliver imidlertid aldrig sigtet i sagen. Avedøre- drengen nægter nemlig at fortælle politiet, hvem gerningsmanden er, endsige udtale sig om, hvorfor nogen kunne finde på at skyde efter ham. Om Avedøre-drengen udtaler vicekriminalinspektøren endvidere: – Vi kender ham og hele den kreds, han færdes i. De udgør ikke en decideret bande. Men i de kredse er våben helt almindelige. Der skyder man bare, hvis man har en kontrovers.

Da Ferhat hører historien om fætterens nye rolle som re- volvermand, opsøger han ham i Blågårds-kvarteret, hvor han får genfortalt hele historien. Hizir er normalt ikke bleg for at fortælle røverhistorier om, hvor ‘hårde’ og ‘sindssyge’ forskellige mennesker er. Nu hvor han selv har hovedrollen i en historie, der hurtigt bliver udbredt blandt de unge i kvarteret, holder han sig heller ikke tilbage. I hvert fald ikke over for sin fætter og gruppen i den hårde kerne i Blågårds-området. Han fortæller dem, at han blev overrasket, da han dagen efter sit overfald greb en fjernbetjening og slog op på tekst-tv. Her stod der ganske rigtigt, at der var affyret seks skud, men at offeret havde OVERLEVET. Hizir troede i første omgang ikke sine egne øjne, betror han blandt andet sin fætter. Efter at have hørt om Hizirs skyderi oven på sin flugt på rastepladsen ved Middelfart, begynder Ferhat dagligt at komme hos fætteren i en uges tid. Han forklarer sin far,

188 at hans pludselige forkærlighed for Blågårds-kvarteret skyldes, at han gerne vil passe på sin fætter. Adem har hørt om nevøens hævntogt fra sin søn og har også talt med sin bror Ilias om Hizirs knivoverfald. Efter at være blevet stukket af Avedøre-drengen i sit eget kvarter, er familien for alvor blevet klar over, at Hizir er røget ud i alvorlige problemer. – Jeg er bekymret for ham, siger Ferhat til sin far. Adem ved ikke, om han skal tro sønnen. Han mistænker Ferhat for at have sat frekvensen af besøg til Blågårds- kvarteret en tand op for at gøre sig mere usynlig i Ting- bjerg, som sandsynligvis er det første sted politiet ville lede, hvis de ville smide ham retur til en ungdomsinstitution. Desuden er Adem næsten sikker på, at de to drenge ryger hash sammen i Blågårds-kvarterets baggårde. Men han orker ikke at konfrontere sønnen med mistanken. – Ja ja, gør bare som du vil, siger han til sønnen.

Det lykkes imidlertid ikke for Ferhat at undgå en ny tur i en sikret afdeling. Overfaldet mod Per Wiegandt forføl- ger nemlig stadig far og søn. De har anket straffen fra Københavns Byret, hvor Adem blev idømt 80 dage bag tremmer for overfaldet. Onsdag den 6. august tvinger Adem sønnen med i Østre Landsret, hvor dommen fra byretten bliver stadfæstet. Ferhat kan dog – til sin egen overraskelse – ikke bare trave ud af retssagen som en fri mand denne gang. To medarbejdere fra en sikret afdeling i Nordsjælland har taget opstilling i landsretten for at tage ham med til ungdomsinstitutionen Spidsen. Adem beder sin søn om frivilligt at følge med medarbejderne fra Spidsen, og da han ser sønnen følge med dem ud af retssalen, tror han, at han endnu en gang skal til at nær-

189 læse et kort for at finde ud af, hvordan han finder frem til sønnens nye opholdssted. Ferhat stikker imidlertid af samme aften, og mindre end tre døgn senere er han indblandet i en af de mest omtalte mordsager i Danmark i nyere tid. 15

9. august 2003

landt Ferhat og Hizirs venner og bekendte florerer Boder mange historier og rygter om, hvad der gik forud for det drabelige overfald på Antonio Curra en varm sommernat i august 2003. Detaljer om nattens begivenheder varierer, men essensen stemmer overens med den historie, man kan stykke sammen ved at studere uddrag fra diverse politirapporter, samt de oplysninger der er fremkommet i retssagerne mod de to fætre. Vi har valgt primært at basere historien om mordnatten på disse skrevne kilder, men for- tællingen byder alligevel på visse nye oplysninger, som ikke har været fremme før i forbindelse med retssagerne mod fætrene Kilic. I forbindelse med arbejdet med denne bog har Ferhat Kilic nemlig for første gang sagt ja til at lade sig interviewe angående sit liv, og hvad der egentlig skete den sommernat i august 2003.

Historien starter i Hizir Kilics baggård. Som så mange gange tidligere har Hizir tidligere på aftenen siddet og rø- get joints sammen med barndomsvennen Hassan, Ferhat og nogle andre kammerater. Omkring klokken 02.00 sidder imidlertid kun Kilic- fætrene og en lokal dansk-amerikansk fyr tilbage på den lille høj kaldet Bakkerne i Hizirs gård.

191 Der er opbrudsstemning i gruppen. Hassan er taget videre for at mødes med et par kammerater og komme videre i nattens program, og den dansk-amerikanske dreng taler om, at det ikke drejer sig om mange minutter, før han smutter. Bedst som han skal til at gå, får selskabet øje på en fremmed skikkelse, der træder ind i gården med en sovepose under armen. Den nyankomne er en ung fyr med mørkt krøllet hår, og selskabet kan se, at han bevæger sig hen mod deres tilholdssted ved Bakkerne. Han henvender sig til Hizir, og de begynder at små- snakke på engelsk. Ferhats ordforråd på engelsk er meget begrænset, og sammen med den dansk-amerikanske dreng vælger han at holde sig på nogle meters afstand af fætteren og den nyankomne dreng. I løbet af nogle minutter får Ferhat imidlertid sat brudstykkerne af engelske ord sammen til, at den fremmede er fra Italien. Han hedder Antonio Curra, er 19 år gammel og har med sin rygsæk begivet sig ud for at opleve verden. Han er trillet ind på holdepladsen ved Københavns Hovedbane- gård i Eurolines’ bus fra Berlin samme aften. Det meste af sin bagage har han deponeret i en boks på Hovedbanen, før han har taget turen til Indre Nørrebro, hvor han beslutter sig for at træde ind i en tilfældig baggård. Hizir holder en joint i hånden, og italieneren spørger ham, om det er hash. Det er det. Det er noget af et særsyn for drengene i gården, at en tilfældig person vover sig ind på Bakkerne som ubuden gæst. Især når klokken er over to om natten. Hizir lader dog Antonio Curra ryge med på sin joint. Lige indtil den dansk-amerikanske dreng efter en hånd- fuld minutter giver tegn til, at han vil til at smutte op i sin

192 lejlighed, der støder op til gården. Ferhat og Hizir bliver enige om, at det nok også er på tide, at de kalder det en nat. De to fætre vender ryggen til italieneren og bevæger sig i retning af Blågårdsgade, men når ikke ud af porten fra gården, før Antonio Curra når op på siden af dem. Endnu en gang henvender han sig til Hizir, og det irri- terer Ferhat. Der skal ikke meget til, før Ferhat bliver rastløs, og desuden fatter han ikke, hvad fætteren og italieneren taler om. Han skal ikke nyde noget af selv at forsøge sig på engelsk og holder sig et par meter fra fætteren og hans nye samtalepartner. I løbet de næste fem-ti minutter udvikler samtalen sig imidlertid til et skænderi. Et år senere fortæller fætrene i Østre Landsret, at samtalen i porten handlede om, at Antonio Curra gerne ville købe noget hash. Hizir vil imidlertid ikke i landsretten be- kræfte, hvorvidt han rent faktisk giver sig i kast med at sælge hash til den italienske turist eller ej. Han forklarer, at konflikten i første omgang startede, fordi Antonio Curra på et tidspunkt kalder Ferhat for ‘little’. Hizir tier imidlertid om mellemregningerne i historien, der fører til et skænderi og nattens første knivstik. Ferhat er anderledes meddelsom i retten vedrørende hashens rolle i det opståede skænderi. Han fortæller, at fætteren og Antonio Curra begynder på en hashhandel, der går galt. Italieneren hiver sin pung op af lommen, da Hizir gør tegn til, at han vil finde noget hash frem. Hvor mange penge det drejer sig om, siger Ferhat ikke noget om i landsretten. Ferhat fortæller imidlertid i forbindelse med tilblivelsen af denne bog, at hans fætter kræver 200 kroner af Antonio Curra den nat i porten.

193 Da Hizir har fået pengene i hånden, rækker han italieneren en klump hash, der nærmest svarer til ‘ingenting’. Ferhat bemærker, at det er så latterlig en lille klump, at det nærmest er en hån. Men det er ikke noget, han vil blande sig i. ‘Håneren’ er hans egen fætter, og italieneren er en fremmed, der bare kan skride, hvis han er utilfreds. Gade- prisen for et gram hash er på omkring 50 kroner, men der er under et gram i den klump, Hizir ifølge sin fætter over- rækker Antonio Curra. Den italienske rygsækturist vil have sine penge tilbage. Hizir nægter. Antonio Curra begynder at hæve stemmen. Hizir forsøger at ignorere italieneren og gider end ikke værdige ham et blik. Ferhat er imidlertid ikke lige så god til at lægge låg på sig selv som sin fætter. Han finder det meget underligt, at en fremmed turist tør træde direkte ind i en baggård på Indre Nørrebro og gøre vrøvl. Ferhat har en klar holdning til den fremmede: Han skal sgu ikke spille smart. Med sit sparsomme engelske forsøger han at gøre det klart for Antonio Curra, at han skal skride. Den italienske turist tager imidlertid ikke meget notits af den mindste af fætrene og koncentrerer sig i stedet om Hizir, der har hans penge. Alt tyder på, at Antonio Curra blandt andet henvender sig til Hizir med ordlyden: – You are not a good pusher. Et halvt døgn efter hører flere beboere i lejligheder, der støder op til gården, et nyt skænderi, hvor Hizir og Ferhat Kilic endnu en gang indtager rollerne som hovedpersoner. – You are not a good pusher, gjalder det ud over gården. Ferhat Kilic forsøger med fægtende armbevægelser at gengive den foregående nats begivenheder over for en lille flok drenge, hvoraf flere selv var til stede. Hassan og Hizir er blandt de ophidsede deltagere i skænderiet.

194 En lokal beboer og en gæst udefra, der hører råbene i gården, vælger at gå til politiet, da de er overbevist om, at skænderiet drejer sig om overfaldet på italieneren. Det ene af vidnerne har fra sin lejlighed udsyn over gården og kan se, hvordan den ene af drengene vifter frem i luften med en knyttet hånd for at vise, hvordan knivstikkene blev sat ind. Ingen af vidnerne kan imidlertid i retten svare på, om det er gerningsmændene selv, de har set i gården. Drengene var nemlig halvt skjult af de buske og træer, der omgiver Bakkerne. Ud over Ferhats højlydte udråb mod fætteren, deltager Hassan også i anklagerne mod Hizir ved blandt andet at råbe: – Næste gang skulle du bruge en kølle.

Da skænderiet mellem fætrene og den italienske rygsæk- turist går i gang natten til den 9. august, befinder den dansk-amerikanske dreng sig i sin lejlighed. Oppe fra 3. sal kan han høre, at noget er galt i gården. Han har en mistanke om, at der ved at opstå et slagsmål mellem vennerne og den fremmede i gården. Dansk-amerikaneren forsøger at få øje på italieneren og fætrene Kilic fra sit vindue på 3. sal. Men han kan intet se, da trioen befinder sig i den flere meter lange port. Han bliver i første omgang i lejligheden, indtil han hører et rabalder og højlydte råb, der tydeligt indikerer, at slåskampen er gået i gang. Han løber ned ad trappeopgangen for at finde ud af, hvad der er sket. Han finder Ferhat og Hizir i porten, og de fortæller ham, at de har været oppe at slås med italieneren. Forud er gået et skænderi mellem fætrene og italieneren, som har udviklet sig til, at Antonio Curra og Hizir Kilic begynder at hive i hinanden. På et tidspunkt svinger Antonio Curra armen tilbage og placerer en knytnæve i tindingen på Hizir, så han vælter ind i nogle cykler i por-

195 ten. Ifølge Hizir selv får han et kortvarigt blackout ved slaget. Det står ikke klart, hvorfor Antonio Curra i første omgang slog på Hizir, men begge fætre har siden hen forklaret i retten, at han sandsynligvis har følt, at Hizir skulle til at angribe ham. Splitsekunder forud for knytnæveslaget havde Hizir stukket hånden ned i lommen, og Antonio Curra opdagede muligvis ved denne lejlighed, at den stør- ste af Kilic-fætrene var ved at hive en kniv op af lommen. Efter at Hizir er blevet slået omkuld, ryger Antonio Curra og Ferhat i totterne på hinanden. De står og hiver hinanden i trøjerne, da den ældste fætter kommer på benene igen og finder en kniv frem fra lommen. Med et svirp med håndleddet folder han kniven ud i én bevægelse. Fer- hat står med ryggen til sin fætter og kan derfor ikke se Hi- zirs arm svinge gennem luften i hans højre side, før kniven rammer italieneren i maven. Ferhat kan inden for få sekunder se italienerens trøje blive gennemblødt af blod. Antonio Curras højrøstede krav om tilbagebetaling af penge er forstummet. Han griber sin sovepose og løber ud af gården.

Få minutter forinden er en anden ung mand også sat i løb knap 50 meter længere oppe ad Blågårdsgade. En taxachauffør skal netop til at køre bort efter at have sat en kunde af midt på gaden, da han ser en ung mand komme løbende. Manden åbner fordøren og sætter sig ind. – Det var godt, jeg nåede det, inden du kørte, siger han forpustet. Det er Hassan, som tidligere på aftenen har røget hash sammen med Hizir og Ferhat. Han har netop delt en joint med et par kammerater, og sammen skal de nu videre i

196 byen. De to venner når op til taxaen og sætter sig ind på bagsædet. Selskabet skal til Christiania, og taxachaufføren kører op mod Åboulevarden for at svinge til venstre mod Christianshavn. Taxaen holder for rødt ved krydset mellem Åboulevar- den og Blågårdsgade, da den italienske turist kommer gående. Han henvender sig til taxachaufføren og fortæller, at nogen har forsøgt at berøve ham hans penge. – De stak mig, siger han og løfter op i sin T-shirt, så taxachaufføren og de tre passagerer kan se det ovale stik- sår i hans mave. Antonio Curra spørger passagererne i taxaen, om de har en mobiltelefon, han kan låne. Det er der ingen, der har, får han at vide. Taxachaufføren ville under normale om- stændigheder kunne kalde alarmcentralen op fra sin radio, men den er slukket, og det vil tage tid at tænde den. Da taxachaufføren senere skal give sin version af aftenens begivenheder, forklarer han, at den italienske turist virkede synligt påvirket af enten alkohol eller stoffer, og at han følte sig utryg ved passagererne i taxaen. De var fra Blå- gårds-miljøet, og der er det sikrest at ‘holde lav profil’, forklarer han, da han den 26. oktober 2004 bliver kaldt ind som vidne i Østre Landsret. En af passagererne på bagsædet tilbyder Antonio Curra, at han kan få et lift til Rådhuspladsen, så han kan komme væk fra området. Italieneren siger nej tak. Han vil låne en mobiltelefon. Kunden på bagsædet peger nu til højre og forklarer den sårede italiener, at der ligger en telefonboks på Rantzausgade omkring 200 meter derfra. Det koster ingenting at ringe til alarmcentralen, forklarer passageren til den italienske turist. Antonio Curra tager imod rådet og begynder at gå i retning mod telefonboksen. Da han bevæger sig væk fra

197 bilen, bemærker taxachaufføren, at han har et lille smil på læben. Han virker rolig og fattet. Den italienske rygsækturist løber imidlertid hastigt tilbage til taxaen og peger i den retning, han er kommet fra. Denne gang udstråler hans kropssprog bestemt ikke ro. Taxachaufføren kan se frygt i øjnene på Antonio Curra. Og med god grund. Hizir Kilic er nemlig løbet op til den italienske turist; tæt forfulgt af sin mindre fætter.

Hvad der præcist er årsagen til, at Kilic-fætrene endnu en gang møder Antonio Curra efter at have stukket ham første gang, er der delte meninger om. I retten fortæller begge fætre, at de støder på ham tilfældigt, da Hizir Kilic vil følge sin fætter op til 2A’eren, der kører til Tingbjerg. Forklaringen stemmer overens med fætrenes faste rutiner, når de har tilbragt nogle timer sammen i Hizirs kvarter. Såvel flere venner som familien selv bekræfter, at det var en fast bestanddel af fætrenes afskedsritual, når Ferhat havde været på besøg, at Hizir fulgte ham op til bussen. For at komme op til 2A’eren skal fætrene forbi krydset, hvor Antonio Curra er stoppet op for at låne en mobiltelefon. Da retssagen imod de to fætre går i gang i Østre Lands- ret i oktober 2004, argumenterer anklagemyndigheden imidlertid for, at fætrenes andet møde med den italienske rygsækturist var alt andet end tilfældigt. Det var et mord skrevet i koldt blod, hvor begge fætre forfulgte Antonio Curra for at gøre det af med ham, lød argumentet. Ferhat Kilic forklarede som sagt i retten, at mødet med italieneren ved krydset Blågårdsgade og Åboulevarden var tilfældigt. Men i de interviews, han har givet til denne bog, har han indrømmet, at dette ikke passer. Han har tidligere tiet, men i og med at han og Hizir har tabt retten til at

198 blive boende i Danmark ved den sidste nationale ankein- stans i Højesteret, har han og fætteren ikke meget at tabe ved, at sandheden kommer frem, siger han. Da dansk-amerikaneren er kommet ned fra sin lejlighed ved lyden af et slagsmål i porten, får han at vide, at fætrene har været oppe at slås med italieneren. De er begge synligt ophidsede. Stemningen er ikke til at tage fejl af: Hvad bilder italieneren sig ind? Desuden er Ferhat også sur på sin fætter. Han mener, at kontroverser skal afgøres med næverne. På dette punkt bliver de to fætre nok aldrig enige. Ferhat ville hellere end gerne have nået at stikke italieneren en flad eller to, da Hizir pludselig hev en kniv frem og satte en brat stopper for kontroversen. Hizir er svær at nå ind til. Det er, som om han ikke kan slippe tanken om, at italieneren gav ham en knytnæve. Der er i Ferhats øjne ingen tvivl om, at Hizir er rasende. Han bliver ved med at kigge ud af porten for at holde øje med den italienske turist. Han kan se, at turisten står ved en taxa knap 100 meter derfra. På et tidspunkt kan han se, at Antonio Curra bevæger sig væk fra taxaen. Og så er det, at Hizir Kilic løber ud af porten for at nå op til ryg- sækturisten. Ferhat løber efter, og det samme gør den dansk-amerikanske dreng. Ferhat råber noget på tyrkisk, lige da fætteren er sat i løb. Ifølge ham selv er det ordene ‘yapma, yapma’, der kommer ud af hans mund. ‘Lad være, lad være.’ I dag fortryder Ferhat, at han ikke råbte på dansk, da vidner dermed muligvis kunne have hørt ordene og forstået betydningen. Såvel begge fætre som dansk-amerikaneren, der løber lige i hælene på dem, forklarer endvidere i retten, at Fer- hat forsøger at hive i Hizir for at stoppe ham. Da Antonio Curra kommer løbende hen til taxaen ved

199 krydset mellem Blågårdsgade og Åboulevarden anden gang, vælger taxachaufføren at blive holdende, selvom lyset er blevet grønt. Da signalet lyser rødt igen, er fætrene nået op til ham. Klokken er omkring 02.30 og flere personer, der er på vej hjem efter en bytur denne fredag nat, cykler op til det røde lys. Seks cyklister og en taxa med tre af Hizirs venner som passagerer bliver således vidner til knivoverfaldet ved fodgængerfeltet blot få meter væk. Da Antonio Curra kan se, at en konfrontation med Hizir er uundgåelig, træder han nogle skridt frem mod ham. Det får Hizir til at trække sin springkniv op af lommen igen. Hizir Kilic er 184 cm høj, mens Antonio Curra blot er en enkelt centimeter lavere. Til gengæld er han væsentlig mere muskuløs end den spinkle dansk-tyrkiske dreng. Alligevel er kampen nærmest tabt på forhånd for den italienske rygsækturist. Han vælger at blive stående og slå ud med arme og ben i stedet for at forsøge at løbe væk. Det er ikke let for Hizir Kilic at nedlægge den italienske turist, og den senere obduktion af Antonio Curra viser da også, at han har ydet tydelig modstand. Han forsøger at få fat i Hizirs håndled for at få kniven ud af hånden på ham, men det lykkes ikke. Da Hizir støder kniven i Antonio Curras venstre skulder, er det, som om italieneren slet ikke er blevet ramt. Det er det første af tre kraftige knivstik, der rammer den italienske rygsækturist. Han bliver ved med at gribe ud efter kniven i Hizirs høj- re hånd, samtidig med at han forsøger at beskytte kroppen mod overfaldsmandens slag med armene. Obduktionen af den italienske turist viser, at han ud over fire kraftige stik har fået mindst fire sår, som obducenten betegner som afværgelæsioner.

200 Stikket i skulderen er ikke dødeligt. Det samme gælder stik nummer to, der borer sig fire centimeter ind i venstre side af ryggen. Hizir Kilic har svunget armen helt igennem for at kunne stikke hårdt ind i ryg og skulder, men Antonio Curra bliver stående. Den yngste fætter kan ikke tro sine egne øjne. Han er på dette tidspunkt fuldstændig rådvild over, hvad han skal gøre. Ifølge sin egen forklaring forsøger han i starten af overfaldet at hive sin fætter væk, men Hizir er væsentlig større end ham selv, og han er desuden bange for selv at blive ramt af kniven. Han løber i stedet bag om fætteren for at kunne komme om bag ved Antonio Curra på samme side af fodgænger- feltet, hvor taxaen holder. Herfra forsøger han at hive italieneren omkuld for på denne måde at få bremset overfaldet. Dette lykkes heller ikke. Men det er da også langtfra i løbet af hele overfaldet, at Ferhat fysisk forsøger at sætte en stopper for knivstikkeriet, fortæller han selv i dag. Han har aldrig været vidne til et knivstikkeri før, og i løbet af det tidsrum, hvor scenen udspiller sig, går der en rum tid med at kigge rådvild til. I retten beskriver Ferhat Kilic den rådvilde sindstilstand med, at han var gået i chok. Det samme gør den ene af taxaens passagerer. De to andre er steget ud af taxaen. De råber til deres ven, at han skal stoppe, men det virker ikke, som om han opfatter ordene. Flere af cyklisterne er også begyndt at råbe af Hizir og italieneren, og en kvindelig tilskuer skal til at bevæge sig hen til de stridende parter, da et råb fra en af de andre gør hende opmærksom på situationens alvor. – Lad være med at gå længere frem, han har en kniv. Flere af cyklisterne har indtil da ikke bemærket Hizirs

201 våben, og de har derfor opfattet spektaklet som en regulær slåskamp og ikke som et knivoverfald. De fleste af cyklisterne bemærker heller ikke præcist, hvad Ferhat foretager sig i løbet af overfaldet. Seks cyklister vidner i retten. Cyklist nr. 1 og 2 fortæller i Østre Landsret, at de ikke ved, hvad ‘den lille’ foretog sig i løbet af knivstikkeriet, og alle seks cyklister beskriver ‘den store’ som gerningsmanden. Cyklist 5 lægger i retten ud med at sige, at hun mener, begge fætre deltog i overfaldet. I næsten samme ånde- dræt siger hun imidlertid også, at hun ‘ikke så, om tredje- manden var indblandet’. Cyklisterne nr. 3, 4 og 6 er dem, der i retten giver klarest udtryk for, hvad de mener, Ferhat Kilic foretog sig i løbet af overfaldet. Cyklist nr. 4 beskriver, hvordan alle tre hev i hinanden, hvorefter ‘den lille’ til slut råber, at de skal løbe væk, mens cyklist nr. 3 og 6 fortæller, at det så ud, som om ‘den mindste’ forsøgte at stoppe overfaldet. Men det er ikke, fordi nogen af de seks cyklister er sær- lig sikre på, hvad Ferhat foretog sig i løbet af overfaldet. Adspurgt af Ferhat Kilics forsvarsadvokat, siger cyklist nr. 3 godt nok, at ‘det er korrekt, at det virkede, som om den tredje person forsøgte at stoppe de to parter’. Men i selv samme sætning slår cyklisten fast, at ‘de to kunne også sagtens have været sammen om at overfalde forurettede’. Dansk-amerikaneren er mere sikker i sin vidneforklaring. Han slår fast, at Ferhat Kilic forsøgte at stoppe overfaldet ved at hive i sin fætter under såvel løbeturen hen til Curra, som da Hizir først var nået op til den italienske turist. Hizir Kilic selv siger i retten, at han ‘mærkede’ Ferhat, mens han bevægede sig hen mod italieneren. Han forkla-

202 rer imidlertid ikke nærmere, hvad han mener med ‘mær- ker’. Ifølge Hizirs vidneforklaring mærkede han Ferhat anden gang, da fætteren sparkede ham i ryggen for at få ham væk fra Antonio Curra. Vidneforklaringerne fra passagererne i taxaen kaster ikke meget lys over begivenhedernes gang. Passagererne er Hizir Kilics venner, og alle som en bliver de ramt af hu- kommelsessvigt i retten. De kan ikke identificere ger- ningsmændene, de har ikke set nogen kniv, og de kan heller ikke sige noget om, hvad de præcist var vidner til, selvom taxaen holdt parkeret maksimalt fem meter fra gerningsstedet. Til gengæld afhører politiet den 14. august en fra ‘storebrorgenerationen’ fra Blågårds-kvarteret, der fortæller om en samtale, han har haft med en af passagererne fra taxaen. Han har kontaktet passageren en uge efter knivstikkeriet, da han fået mistanke om, at hans egen bror skulle være indblandet i mordet. Passageren fortæller til storebrorens lettelse, at lillebroren ikke er involveret i mordet, men at det er Hizir alene, der har begået drabet. Taxapassageren fortæller endvidere storebroren, at Ferhat forsøgte at stoppe slagsmålet, og at han i løbet af overfaldet havde råbt: – Slap af, slap af. Ferhat var under overfaldet desuden ‘forvirret og kunne ikke magte situationen’, fortæller passageren i taxaen til den bekymrede storebror. Dette fremgår af politirappor- ten af 14. august 2003. I retten kan passageren imidlertid ikke huske alt dette, siger han.

Uanset hvilken rolle Ferhat Kilic indtager i løbet af knivstikkeriet på den italienske rygsækturist, forhindrer det ikke hans fætter i at stikke sin kniv i Antonio Curra en tredje og sidste gang. Hizir og Curra står nærmest helt op

203 ad hinanden. Hizir bevæger i fuld kraft højre arm i et vandret sving, der rammer Antonio Curra i siden. Kniven skærer sig delvis igennem et ribben og borer sig videre ind i lungen på den italienske turist. Kniven ryger syv centimeter ind, viser den senere obduktionsrapport. Der er masser af pulsårer i lungerne. Det tredje knivstik er det, der ender med at få Antonio Curra til at udånde halvandet døgn senere. Men i løbet af selve natten til lørdag den 9. august får det dødbringende stik ikke Antonio Curra til at falde om eller lægge sig ned frivilligt. I stedet lykkes det ham ved en kraftanstrengelse at få armene om Hizir Kilic. En af cyklisterne opfatter det som en slags ‘omfavnelse’. Lige indtil cyklisten ser Hizir Kilic trække en kniv ud af den italienske turist. Herefter råber Ferhat til Hizir, at de skal stikke af. Og så er fætrene væk. Der er gået cirka ti minutters tid, siden Antonio Curra gik op til taxaen første gang for at låne en mobiltelefon. Nu da han er dødeligt såret, ringer en mobiltelefon på bagsædet af taxaen. Telefonen bliver rakt frem til Hassan på forsædet. – Der er lige sket noget, siger han til personen i den anden ende af røret og lægger på. Ved synet af en fodgænger med en mobiltelefon i hån- den, henvender en af passagererne på bagsædet sig til taxa- chaufføren med ordene: – Nu er der blevet ringet. Nu kan du godt køre. Taxachaufføren tør ikke andet end at gøre, som der bliver sagt. I løbet af den 10-15 minutter lange køretur ud til Chri- stiania er der flere af passagerernes mobiltelefoner, der ringer. Chaufføren forstår imidlertid ikke det sprog, passagererne taler.

204 Efter at Ferhat og Hizir er stukket af, er de løbet op i dansk-amerikanerens opgang. Drengene ved, at de skal gøre sig usynlige. De går op til 3. sal og banker på hos Hi- zirs 19-årige ven. Dansk-amerikaneren vil imidlertid ikke låse op til den lejlighed, hvor han bor sammen med sin mor. Hizir ringer op til ham klokken 2.48 i stedet, men samtalen varer kun et minut og 45 sekunder. Dansk-amerikaneren er rystet og vil ikke snakke med sin ven. Hizir giver imidlertid ikke op. Ti minutter senere ringer han til lejlighedens fastnettelefon og får fat i dansk-amerikanerens mor. Heller ikke hun vil lukke op. Fætrene bliver siddende i opgangen i en times tid, før Hizir finder et nyt nummer frem på mobiltelefonen. Det er til en ven, der har en nøgle til ejendommens vaskekæl- der. Ved overfaldet på Antonio Curra har Hizir skåret sig i tommelfingeren. Grunden til at han gerne vil ind i vaske- kælderen er, at han vil have såret forbundet. Sådan forklarer han i hvert fald i landsretten. I vaskekælderen griber Hizir et tilfældigt stykke tøj fra en tørresnor, som han holder fast mod sin tommelfinger. Men det er ikke det eneste, han gør. Det har hidtil stået som et ubesvaret spørgsmål, hvad fætrene gjorde af deres trøjer efter overfaldet på Antonio Curra. Ferhat fortæller imidlertid, at han og Hizir brænd- te deres trøjer i vaskekælderen. Især Hizirs trøje er smurt ind i blod, og han sætter som den første ild til den med en lighter, hvorefter Ferhat følger trop. Han har i løbet af knivoverfaldet stået så tæt på sin fætter og italieneren, at han også er blevet ramt af blodstænk. Afbrændingen af trøjerne bliver ikke afsløret i retten, hvor Hizir dog fortæller, at han dagen efter mordet smed sin T-shirt i en skraldespand på Blågårds Plads. Ferhat nøjes imidlertid med at smide sin T-shirt på so-

205 faen i sit værelse, da han kommer hjem til forældrenes lejlighed tidligt om morgenen. Politiet finder senere spor efter Antonio Curras dna på T-shirten, som de konfiske- rer i forbindelse med anholdelsen af Ferhat søndag aften. Ferhat havde ikke bemærket blodstænkene på T-shirten. Hizir er heller ikke god til at skjule sine spor. Efter at have brændt sin trøje pakker han mordvåbnet ind i en lær- redspose og lægger den under en blomsterkrukke i Mu- rergården på den modsatte side af Blågårdsgade. Kniven er dermed gemt af vejen blot 20-30 meter fra hans egen gård, hvor mødet med italieneren fandt sted og omkring 100 meter fra det kryds, hvor han senere overfaldt den italienske turist. Allerede samme dag snuser politiets sporhunde sig frem til våbnet, hvis knivhylster stadig befinder sig på Hizirs værelse. 16

14. august 2003 - september 2003

dem Kilic tror, at hans søn stadig befinder sig i et Aosommerhus i Nordjylland. Han har ingen anelse om, at Ferhat aftenen forinden har forsøgt at flygte fra ungdomsinstitutionens Solhavens pædagoger. Det er torsdag morgen, og Adem Kilic ved endnu ikke, at sønnen lidt over midnat er blevet anholdt for mordet på Antonio Curra. Han og konen Meral tror, at sønnen blev taget med af politiet søndag aften, fordi han skulle tilbage på en institution og afsone resten af sin ungdomssanktion. At hans egen søn skulle være involveret i mordet på en italiensk turist, ligger meget fjernt for Adem. – Har politiet været hos jer? Adem undrer sig over storebrorens spørgsmål, og han funderer over, hvad årsagen kan være til, at Ilias er mødt uanmeldt op i Tingbjerg. Det er ikke meget, de to brødre ser til hinanden ud over til højtider, så bare det faktum, at Ilias er kommet på besøg, får advarselslamperne til at blinke hos Adem. – Ja, de hentede Ferhat i søndags. Hvorfor? – Hvad sagde I til dem, spørger Ilias.

207 Adem finder storebrorens tonefald underligt, og han synes, han kan ane spot i brorens stemme. Hvad rager det hans bror, hvad familien snakker med politiet om? Ilias skulle hellere koncentrere sig om sine egne børn. Adem ved ikke, at Ilias netop er mødt op for at beskytte sin egen nære familie. Denne gang hænger arrestationen af Ferhat uløseligt sammen med anholdelsen af Ilias’ egen søn. Ilias har været øjenvidne til, at Hizir er blevet anholdt omkring klokken fem samme morgen. Adem svarer irriteret på brorens spørgsmål. – Han blev hentet af politiet uden for opgangen, mens jeg var ude at køre. Så der var ikke noget at sige til dem. Adem ved, at hans kortfattede svar til broren måske kan virke undvigende, men han forstår simpelthen ikke, hvad Ilias vil ham. Ilias kigger spørgende på ham i nogle lange sekunder. – Har du ikke hørt om ham italieneren, der er blevet overfaldet? spørger Ilias, nu i et stemmeleje, der for Adem ikke efterlader nogen tvivl om, at broren er irriteret på ham. Adem tilkendegiver, at jo, han har da hørt noget om en italiener, der er blevet stukket ned på Nørrebro. Var det ikke en bande indvandrere, der havde gjort det, spørger han uden egentlig at have den store interesse i svaret. – Du ved ingenting? spørger Ilias. Han kigger indtræn- gende på Adem. Lillebroren ligner et stort spørgsmåls- tegn. – De har anholdt Ferhat og Hizir for mordet. Det er, som om luften bliver banket ud af Adem, og i nogle lange sekunder vender og drejer han brorens ord i hovedet. Han har svært ved at holde tankerne samlet. Adem er chokeret. – Det er min søn, der stak ham, siger Ilias.

208 Han smutter kort efter, han er mødt op ved Adems dør- trin. Knivstikkeriet er en familietragedie, men Adem finder på en eller anden måde trøst i, at det ifølge hans storebror ikke er Ferhat, der har ført kniven. Han er imidlertid bekymret over, at han ikke har haft mulighed for at tale med sønnen selv for at finde ud af, hvor stor en rolle Ferhat har haft i mordet.

Ilias Kilic har af Hizir selv fået beskeden om, at sønnen har stukket den italienske rygsækturist. Også den mellemste bror, Zeki, har i nogle dage vidst, hvad der er sket. Han var på besøg hos Ilias, da politiet kørte Hizir hjem til lejligheden i Blågårdsgade, efter at det mandag morgen mislykkedes for politiet at få et vidne til at pege på fætrene som gerningsmændene. Selvom taxa- chaufføren har holdt parkeret nogle få meter fra gerningsstedet, meddeler han nemlig ved konfrontationen, at han ikke kan genkende gerningsmændene i de to rækker af unge mænd, som politiet har opstillet. Chaufføren kan end ikke udpege nogle af de unge i konfrontationsrækker- ne, der med et lille gran af sikkerhed kunne være mulige overfaldsmænd. Adem er ikke bare chokeret over det, Ilias netop har fortalt ham. Han føler sig også en smule til grin. Det er torsdag morgen. Og begge hans brødre har i flere dage vidst, at hans søn sammen med Hizir er hovedmistænkt i en omtalt mordsag, alt imens Adem blot har troet, at Ferhat er blevet kørt bort for at afsone resten af sin ungdomssanktion. Sønnens manglende afsoning for at have slået en politibetjent er da også årsagen til, at Ferhat modsat sin 17- årige fætter ikke har kunnet forlade Politigården i Køben- havn som en fri mand. Hizir har været tvunget til at blive

209 konfronteret af sin far, da han blev løsladt, mens Adem ikke har set Ferhat siden den første anholdelse.

Adem Kilic har hidtil ikke fulgt meget med i mordsagen, selvom historien har kørt i snart sagt alle medier, siden Antonio Curras respirator blev slukket søndag omkring klokken 12.30. Adem læser sjældent aviser og hans forbrug af medierne ligger generelt på et meget lille sted. Han har registreret nyheden om mordet på Nørrebro gennem avisernes spisesedler og har sporadisk hørt om sagen i pakketrans-vognens radio. Nu da han har fået at vide, at sønnen er anholdt, forsøger han at komme i kontakt med ham. Uden held. Der går over en måned, før Adem får lov at besøge sønnen. Han må nøjes med at følge med i mediernes dækning af sagen. Dagbladene kan først om fredagen nå at trykke nyheden om, at fætrene Kilic er blevet anholdt for anden gang. Men nyhedsbureauet Ritzau skriver i et telegram på selve dagen for anholdelsen, at ‘tre familiemedlemmer af tyrkisk afstamning er anholdt for det brutale knivdrab i Kø- benhavn’. Ritzaus nyheder er frit tilgængelige for et stort antal aviser og elektroniske nyhedsmedier i Danmark, og Ritzau hører dermed til blandt landets største nyhedsin- stitutioner. Da først historien om anholdelsen er ude på Ritzau, reporterer landets elektroniske medier hele torsdagen om de tre tyrkere, der ifølge bureauet har givet Antonio Curra ‘flere knivhug i ryggen’. Nyheden om, at tre tyrkere har begået mordet bidrager til spekulationerne om, at det er en ‘indvandrerflok’, der har overfaldet den italienske turist. En oplysning der stammer fra Ekstra Bladet søndag den 10. august i den aller- første artikel om knivstikkeriet, der finder vej til en lands- dækkende avis’ spalter.

210 Adem undrer sig over, hvem den tredje anholdte, som angiveligt skulle være et familiemedlem, er. Den tredje anholdte er dansk-amerikaneren, der var vidne til knivoverfaldet. Han har onsdag aften givet politiet et anonymt tip om, at det er hans ven Hizir Kilic, der har stukket den italienske turist ned, og at hans fætter fra Tingbjerg var med. Chefen for København Politis drabsafdeling Ove Dahl ser dansk-amerikanerens anonyme vidneudsagn som et væsentligt gennembrud i sagen. Han ved, at det i Blå- gårds-kvarteret er mere end almindeligt svært at få nogen blandt de unge til at udtale sig som vidner. Her ‘sladrer’ man ikke. Problemet for politiet er, at dansk-amerikaneren onsdag aften slår fast, at han ikke vil stå frem som vidne, men kun være anonym. Dette svækker hans vidneudsagns tro- værdighed i en retssag, og Ove Dahl forsøger derfor at overtale dansk-amerikaneren til at stå frem. Dansk-amerikaneren vil ikke være politistikker, tilkendegiver han flere gange over for Ove Dahl. Drabschefen tager en kontroversiel beslutning, han senere er blevet kritiseret for af blandt andre statsadvokaten. Han anholder og sigter dansk-amerikaneren for med- virken til drabet på Antonio Curra, selvom intet taler for, at den 19-årige har medvirket i overfaldet. På den måde kan politiet få dansk-amerikanerens anonyme forklaring ned på papir, så den kan blive brugt i en retssal. Frem- gangsmåden er bestemt ikke efter bogen, og dansk-amerikanerens vidneforklaring ender da også med at koste ham en omgang tæsk af nogle af de andre unge i området og får følger for hans daglige liv i København. Han må flytte til Jylland, hvor han begynder et nyt liv under jorden. Men politiet får en forklaring fra en sigtet, der dermed

211 ligger til grund for, at de efter anholdelsen af dansk-amerikaneren kan anholde fætrene Kilic natten til torsdag. Tre dage senere bliver dansk-amerikaneren imidlertid løsladt.

Meral kan ikke dansk, og hun må klynge sig til sin mand for at få informationer om sønnen. Torsdag den 14. august om eftermiddagen får familien dårligt nyt fra den beskik- kede forsvarsadvokat. Det er fra rettens side blevet besluttet, at Ferhat helt ekstraordinært skal i et lukket voksen- fængsel på trods af, at han er under 18 år. Det er simpelthen for risikabelt at have den 16-årige i en lukket ungdomsinstitution, når han tidligere er flygtet fra flere institutioner. At smide Hizir i et almindeligt fængsel er ikke lige så kontroversielt, da han den 20. august fylder 18 år. Adem er urolig for, om hans søn vil kunne klare at være spærret inde i et fængsel med voksne, men han trøster sin kone med, at det hele nok skal gå. Han tror på, at sønnen er uskyldig, og at Hizir alene ender med at komme i retten anklaget for mord. Adem har fundet råstoffet til sine forhåbninger i flere samtaler med Zeki, hvor broren for- søger at berolige ham. Hizir har nemlig lovet sin onkel Zeki, at han nok skal fortælle politiet, at Ferhat ikke har noget med mordet på den italienske turist at gøre. At Ferhat eller et andet familiemedlem skulle fortælle politiet om nattens begivenheder for at den yngste af fæt- rene skal kunne gå fri, er utænkeligt. Det er kun Hizir selv, der kan tilstå, og fætrene har lavet en klar aftale. Ferhat skal ikke sige et ord om, hvad der skete natten til lørdag den 9. august. Til gengæld skal Hizir nok redde sin yngre fætter ud af kniben, hvis anklagemyndigheden ikke dropper sigtelsen mod Ferhat. Den yngste af Kilic-fætrene er

212 overbevist om, at det er et spørgsmål om dage, før han bliver løsladt. Han har jo for helvede ikke stukket nogen ned, udbryder han flere gange under afhøringer og over for sin forsvarsadvokat. Og politiet har da også mere end almindeligt svært ved at indsamle vidneforklaringer fra lokale borgere fra Blågårds-kvarteret. I løbet af den første måned efter mordet får politiet et tocifret antal anonyme henvendelser vedrørende mordet. Når vidnerne imidlertid bliver spurgt, om de vil stå åbent frem med oplysningerne, lukker stort set alle fuldstændig i. Fætrene sætter deres lid til, at tavsheden blandt deres venner om, hvad der er sket, kan ende med at blive deres redning. Det får B.T. til at skrive en artikel, der handler om, at tavsheden blandt de unge i Blågårds-kvarteret ‘spænder ben for politiets efterforskning’. I artiklen udtaler drabschef Ove Dahl om de unge i Blå- gårds-kvarteret, at ‘de ved, hvem morderne er, men er tavse’. En måned efter mordet på Antonio Curra lider de to fætres forhåbninger om, at de muligvis ender med at gå fri, et alvorligt knæk. ‘Nye spor giver tyrkiske fætre et alvorligt forklarings- problem’, står der den 11. september i B.T., der ligesom landets øvrige landsdækkende medier har været ude til en pressekonference dagen forinden, hvor politiet har præsenteret nye beviser i Curra-sagen. Her har politiet offentliggjort, at der er fundet dna-spor fra den nu 18-årige Hizir på mordvåbnet. Desuden er der fundet spor af Antonio Curras blod på en T-shirt, der er fundet på Ferhats værelse i Tingbjerg.

I den B.T.-artikel hvori Ove Dahl klager over tavse vidner, lyder historiens indledning: De modbydelige mordere, der nat-

213 ten til søndag myrdede den sagesløse 19-årige italienske student på Nørrebro i København får hjælp af flere ukendte personer. B.T. står ikke alene med de malende ord, når mordet på Antonio Curra skal omtales. Ekstra Bladet skriver for eksempel to dage efter mordet, om den italienske rygsæktu- rists få timer lange ophold i København: Den eneste se- værdighed, han nåede at opleve i Danmark, var knivstikkende bæster, der skånselsløst jog deres våben i hans krop og tappede ham for liv. Historien om et drab på en 19-årig rygsækturist, der er rejst til Danmark for at opleve verden, men ender med at blive fløjet hjem i en ligkiste, ender da også med at blive en af de sidste årtiers mest omtalte drabssager i Danmark, og det placerer endnu engang Nørrebro på landkortet som en bydel præget af uro og kriminalitet. Hvor de landsdækkende aviser i perioden 1998-1999 og 2000-2001 bringer 9 artikler i alt om mordsager på Nør- rebro, er det tilsvarende tal for perioden 2002 til 2003 vokset til 83 artikler. Ud af disse handler 65 artikler om Curra-mordet. Det viser en optælling, som Center for Alternativ Samfundsanalyse har lavet i forbindelse med rapporten ‘10-punktsplanen på Indre Nørrebro’. Men positionen som klassens frække dreng blandt de københavnske bydele er langtfra ny for Nørrebro. Ud af alle de artikler, som Politiken, Berlingske Tiden- de, Jyllands-Posten, Information, B.T. og Ekstra Bladet bringer om Nørrebro i perioden 2002-2003, handler en tredjedel om kriminalitet og anden uro. Det tilsvarende tal for Østerbro og Vesterbro er på blot otte og ni procent, mens tallet for hele København er otte procent. Det frem- går af rapporten ‘10-punktsplanen på Indre Nørrebro’. Til sammenligning viser optællingen, at de landsdæk- kende skrevne medier hverken før eller efter mordet på

214 Antonio Curra fokuserer på en mulig sammenhæng mellem kriminalitet og eventuelle sociale problemer på Nør- rebro. Fra 1998 til 2006 giver de landsdækkende aviser blot spalteplads til én artikel, der direkte handler om sociale problemer. Til gengæld får mordet på den italienske rygsækturist medierne til at fatte interesse for fænomenet integration på Nørrebro. 11 artikler om integration bliver det til i årene 2002-2003, hvor de foregående fire år kun havde budt på 4 artikler i alt om integrationsproblematikker i bydelen.

I den indledende dækning af knivoverfaldet på Antonio Curra er det imidlertid ikke historier om generelle integrationsproblematikker, der stjæler dagsordenen men derimod spørgsmålene: Hvordan gik mordet til, og hvem er de skyldige? Journalister forsøger at levere varen ved nærmest at belejre Blågårds-kvarteret i et forsøg på at stykke deres egne fortællinger sammen om, hvad der præcist skete natten til lørdag den 9. august, og være det første medie, der kan afsløre, hvem gerningsmændene er, ved hjælp af egne undersøgelser. Med hensyn til sidstnævnte kommer politiet først. Men når det gælder en fremstilling af begivenhedernes gang forud for mordet, kappes medierne om at komme med nogle bud, der ikke nødvendigvis bygger på politiets efterforskningsarbejde. Politiet melder allerede to dage efter overfaldet ud, at motivet for drabet er uklart. Og selv 14 måneder senere, da retssagen mod Kilic-fætrene går i gang, kan drabsafde- lingen ved Københavns Politi stadig ikke med sikkerhed svare på, hvad der har været motivet for overfaldet. Opkla- ringsarbejdet tyder på, at italieneren med stor sandsyn-

215 lighed var på udkig efter et vandrerhjem samt noget hash, han mødte fætrene og ville købe hash af dem, kom i klammeri med dem, hvor han gav Hizir et knytnæveslag, og så eskalerede begivenhederne, indtil drabschef Ove Dahl havde en mordsag på skrivebordet. Ekstra Bladet og B.T. skriver imidlertid i flere artikler, at overfaldet på Antonio Curra skete som led i et gade- røveri. I løbet af de første dage efter mordet vælger Ekstra Bladet og B.T. som de eneste skrevne medier at bringe navnet på den myrdede italienske rygsækturist. De to aviser kalder ham imidlertid konsekvent for Antonio GIUR- RA og de to mistænkte gerningsmænd for 2. generationsindvandrere, selvom kun Hizir Kilic er født i Danmark. Desuden giver formiddagsaviserne nogle bud på hæn- delsesforløbet op til mordet, som politiet og de unge i området kun kan ryste på hovedet af. Et andet rygte, som Ekstra Bladet har hørt, er, at nogle fyre i en hashklub lørdag pludselig får at vide, at en turist har købt et stort kvantum hash, og at navngivne personer derfor forføl- ger turisten for at røve hashen fra ham, hvilket som bekendt endte fatalt. Sådan står der blandt andet i en artikel i Ekstra Bladet fire dage efter mordet. I artiklen bliver drabschef Ove Dahl konfronteret med oplysningerne, hvortil han svarer, at hvis der er noget rigtigt i rygterne fra de unavngivne kilder, ‘så vil jeg bede dem fortælle os det direkte’. Det fremgår i artiklen, hvor de har deres rygter fra, og flere drenge fra kvarteret fortæller i dag, at mindst en af de lokale unge blev betalt for at levere ‘rygter’ til formiddags- pressen i dagene efter mordet. At betale kilder i lukkede miljøer for at snakke er en fremgangsmåde, som B.T. i journalistkredse er kendt for

216 at benytte, når der for eksempel skal laves et interview med en prostitueret. Dette er inden for journalistbran- chen en kontroversiel fremgangsmåde, idet man kan risikere, at kilden opdigter kendsgerninger uden hold i virkeligheden for at få fingre i penge. En underviser fra journaliststudiet på Roskilde Universitetscenter har da også tidligere ringet og givet B.T. en reprimande for at have sendt en journalistpraktikant fra uddannelsesstedet ud til en prostitueret med 1000 kroner som lokkemad mod et interview. Som lokal beboer har integrationskonsulenten Manu Sareen selv journalisterne rendende i sin baggård i Blå- gårdsgade. Hans lejlighed støder op til Murergården, hvor politiet fandt Hizirs springkniv i en blomsterkrukke. Manu Sareen hører også rygterne blandt de unge om, at flere drenge er blevet betalt for at snakke med medierne. Det overrasker ham ikke. Manu Sareen har aldrig tidligere, og heller ikke siden, oplevet en sag, hvor journalister i så høj grad konkurrerer om en historie, som det sker i historien om mordet på Antonio Curra. Når Manu Sareen går ud ad sin hoveddør, kan han i dagene efter mordet ikke undgå at støde på diverse journalister, og han føler, at flere reportere nærmest forsøger selv at opklare mordet. En dag, da Manu Sareen passerer gerningsstedet be- mærker han, at et ældre par følger ham med øjnene. Net- op som parret skal til at stige ind i deres bil, ryster de på hovedet ad ham. I denne periode, hvor mediedækningen om overrepræ- sentation af indvandrere i kriminalitetsstatistikkerne er intens, ved han fra samtaler med de unge på gaden, at mæthedsniveauet er ved at være nået. Desuden er der flere, der over for såvel Manu som pædagoger i kvarteret

217 giver udtryk for, at de føler sig som dyr i Zoo på grund af de mange mennesker udefra, der kommer kørende til deres kvarter for at kigge på gerningsstedet. Krydset ved Blågårdsgade og Åboulevarden er overdyn- get med blomster og beskeder fra de hundredvis af mennesker, der er kommet forbi for at vise sympati med den afdødes familie og for at tage afstand fra vold. Nogle af beskederne er direkte henvendt til gerningsmændene. I en står der for eksempel: Til dem, der begik mord her lørdag nat! Jeg håber ALDRIG, I vil glemme den sorg I har påført en mor, far, søster, bror, mormor, morfar, farmor, farfar, fætre, kusiner og venner. Gid jeres forældre aldrig må opleve den sorg – for den forsvinder aldrig igen. Mange af de unge føler, at der fra samfundets side bliver presset en kollektiv skyld ned over hovedet på dem udelukkende på grund af deres hudfarve. Integrationskon- sulenten kan ikke lade være med selv at blive grebet af den samme følelse ved den lydløse konfrontation med det hovedrystende ægtepar. 17

September - november 2003

ed mordet på Antonio Curra i august får Helle MoMadsen i den grad sin sag for. Hun skal ligesom de andre klubledere i området forsøge at fravriste de unge deres ulovlige våben. Selvom Kilic-fætrene først bliver dømt for Curra-mordet i november 2004, ved både de unge i Askovgården og klubbens ansatte godt, at Hizir førte kniven. Mordet på den italienske turist har ramt lige ned i hjer- tekulen på Blågårds-kvarteret, og allerede inden for de første ti dage efter overfaldet på Antonio Curra bliver pjecen ‘Nej til kniv – Ja til liv’ trykt og omdelt i lokalområdet. Under punktet ‘tal med dit barn’ rådgiver pjecen foræl- dre om det ansvar, de har, for at få skabt et mere trygt lo- kalmiljø. Du kan tage en snak med dit barn om de problemer, der kan opstå, hvis han eller hun tager en kniv med til fest, sport eller i skolen. Pjecen opfordrer folk til at aflevere ulovlige våben hos nærpolitiet eller i områdets klubber. Fra den 22. august er Helle Madsens kontor på Askov- gården åbent for unge, der gerne vil af med deres kniv som led i politiets frit lejde-aktion på Nørrebro, hvor folk kan aflevere deres våben anonymt. Hun får dog lov til at vente

219 forgæves på de ulovlige våben. Ingen afleverer deres knive i klubben. Når hun og praktikanten forsøger at fortælle de unge om slagsider ved at have en kniv i lommen, bliver de blot mødt af skuldertræk. ‘Jeg har betalt penge for min kniv, og så gider jeg sgu da ikke at give den væk’, er typisk den besked de unge leverer til Helle Madsen og Thomas, når de bliver konfronteret med våbnene i deres lommer. Askovgården betegner sig selv som den klub på Indre Nørrebro, der tager imod områdets mest belastede børn. Blandt klubbens medlemmer hører de af områdets drenge, der klarer sig dårligst i skolen, og som har de sværeste forhold i hjemmet. Disse drenge er klart overrepræsenteret i Askovgården i forhold til i naboklubberne Kvisten og Ry 27. Mange af forældrene har ikke det mentale overskud til at rette op på drengenes kriminelle løbebane eller den faglige ballast til at hjælpe til med børnenes lektier. Askovgården er normeret til at have 60 unge indskrevet i ungdomsklubben og 45 børn i fritidsklubben. Der er imidlertid ikke indskrevet mere end omkring 70 medlemmer i klubben, på trods af at de færreste af Askovgårdens unge betaler kontingent. Ikke fordi drengene eller deres forældre ikke behøver at betale. De gør det bare ikke. Klubben ser på sin side gennem fingre med den manglende indbetaling, fordi dens bestyrelse frygter, at drengene bare vil rende rundt på gaden, hvis ikke de er indskrevet i en klub.

I løbet af sit praktikophold er Thomas den af klubbens medhjælpere, der udviser størst ihærdighed i forhold til at få de unge i Askovgården til at benytte sig af frit lejde- aktionen. Efter nogle få uger giver han dog op. Han finder nogle af parolerne i pjecen en smule tragikomiske.

220 Lyt til hvad dit barn har at sige og fortæl, at det ikke er nød- vendigt at have en kniv med sig på gaden – en kniv giver kun falsk tryghed. Flere af drengene fortæller ham, at det er deres egne fædre, der har foræret dem deres første kniv. Nogle fortæller endda praktikanten, at deres fædre spørger dem, om de har husket deres kniv, når de er på vej ud ad døren derhjemme, nærmest som var kniven en be- klædningsgenstand. Som den klub på Indre Nørrebro, der gerne vil tage sig af kvarterets mest belastede børn, oplever Askovgården, at manglende ressourcer og sociale problemer hos de unge ofte er en arv fra forældrene. En del af forældrene til klubbens medlemmer er ikke i stand til at varetage et arbejde og især mange af fædrene har mentale problemer. Flere af dem er mærkede af krig og traumatiske oplevelser i det land, de i sin tid er flygtet fra. Fænomenet Posttraumatisk Stress Syndrom er således blandt beboerne på Nørrebro ikke blot et eksotisk ord, man læser om i aviser og fagbøger. De angstanfald, kon- centrations- og indlæringsproblemer og depressionslig- nende tilstande, som kan være følgevirkninger, er daglig- dags problemer blandt beboere i indvandrerrige områder med socialt boligbyggeri. At få forældrene til de kniv-bærende børn i Askovgår- den til at tage et ansvar for at få fejet våbnene væk fra bydelen, viser sig at være lidt af et Sisyfos-projekt. Politiet slår da også efter frit lejde-aktionen fast, at det ikke er de unge, der har afleveret deres våben. – Der er visse grupper af danskere og indvandrere, hvor vi oplever en forråelse, og dem er vi ikke nået ind til med den her kampagne, udtaler lederen af nærpolitistationen på Nørrebro, Søren Wiborg, i en artikel i Politiken. – For

221 dem er det status at bære våben. De føler det som en ret- tighed at kunne forsvare sig med våben. Du ser jo heller ikke rockere, som kommer og afleverer deres knive på grund af det her. I løbet af frit lejde-aktionen bliver der afleveret omkring 3000 knive og 1700 skydevåben, men de fleste af de indleverede våben stammer fra 2. Verdenskrig. Deriblandt et større antal bajonetter, der tæller med i statistikken som knive. Desuden indleveres der ammunition fra soldater, der ikke længere er i hæren, og våben fra jægere, der ikke længere har deres jagttegn.

I såvel Askovgården som i Kvisten samt blandt integrationskonsulenter og skolelærere på Indre Nørrebro oplever man, at flertallet af selv de hårde drenge i kvarteret tager klart afstand fra mordet på Antonio Curra. Det betyder ikke, at man ‘stikker’ gerningsmændene til politiet, men der er en klar enighed i kvarteret om, at Hizir Kilic er gået alt for langt denne gang. Ferhat kender man ikke det store til, da han ikke er fra området, og desuden hersker der blandt de unge usikkerhed om hans rolle i mordet. Over for Thomas giver flere af de unge udtryk for, at Hizir skal have sin straf for det, han har gjort. Flere af dem giver udtryk for, at mordet på Curra var en syg handling. Men det er ikke kun mordets voldsomhed, der ophidser de unge. En del er vrede over, at mordet på den italienske turist i den grad har skabt et øget fokus på kriminalitet blandt unge på Nørrebro. Mange føler, at hele området af det omgivende samfund bliver betragtet som en stor rede for kriminalitet og forråelse. For andre handler ophid- selsen om, at mordet kan komme til at koste dem penge. For det er ikke kun blandt medier og menigmand, at

222 øjnene rettes mod Indre Nørrebro i ugerne efter mordet. Også politiet har øget fokus på kriminaliteten i området, og det besværliggør handlen med hash og hælervarer. I Askovgården er der ikke unormalt, at en del af de unge nærmest skifter mobiltelefon ugentligt og desuden har råd til mærkevaretøj, uden at have et arbejde. En aften efter mordet brokker nogle af drengene sig højlydt over, at det vrimler med politi i området. De føler sig stresset over nogle nye skilte i området påhæftet ordene, ‘politiet holder skærpet tilsyn med denne butik’. Tre drenge omkring de 15 år har netop fået fingre i nogle stjålne dankort, som de gerne vil omsætte til tøj og andet gear i diverse butikker, men frygter, at de kan blive opdaget i ugerningen. Det skal gå stærkt med at bruge hævekortene, inden ejermændene opdager, at de er væk, og spærrer kortene. En af dem spørger den fastansatte pædagog i klubben til råds. Inden for et kvarter er drengene hoppet ind i en taxa. Pædagogen har fortalt både drengene og Thomas, at han kender et sted, hvor det er sikkert at bruge stjålne dankort. Et bordel på Frederiksberg, hvor de aldrig tjekker ID. Thomas har siden hen ofte tænkt på, om det rent faktisk lykkedes knægtene at få brugt dankortene på prostituerede.

Lige før efterårsferien i midten af oktober hiver Helle Madsen fat i Thomas for at tilbyde ham et fast job. Han beder om nogle dages betænkningstid, men allerede dagen efter har han et svar klar til Helle Madsen. Efter de første høflighedsfraser smider han bomben. – For at sige det, som det er, så vil jeg simpelthen ikke lægge navn til, hvad der foregår af ting og sager i denne her klub.

223 Praktikanten har hidtil set gennem fingre med sin mistanke om, at klubben muligvis fungerer som en form for hælercentral. Men kort forud for Helle Madsens jobtilbud har han været ude for en episode i klubben, der klart har overskredet hans moralske grænser. Det starter med, at Thomas sidder sammen med over ti drenge i et klublokale og ser en film med gardinerne trukket for. Roen bliver afbrudt af en masse råben på arabisk, da to unge vælter ind i lokalet. De er tydeligvis meget oprørte, bemærker Thomas. Drengene løber hen til vinduerne, hvorfra de kan se, at to politivogne og en hundepatrulje holder udenfor. Thomas har en nøgle til et lokale bagerst i klubben, der normalt er aflåst, og de to drenge, som politiet er ude efter, beder praktikanten om at skjule dem der. Ti drenge står og kigger på Thomas. Han har ikke mange sekunder til at overveje sin beslutning, men vurderer hurtigt, at han reelt ikke har noget valg. Efter at have skjult de to drenge beder tre af klubbens medlemmer ham ydermere om at gemme nogle smykker, tøj og penge. Praktikanten tør heller ikke sige nej til at opfylde dette ønske og låser sig derfor ind i et andet lokale, hvor han skjuler de varme sager under en madras. Så snart Thomas er tilbage i filmlokalet, træder der to betjente ind og begynder at kigge sig omkring. Politiet smutter imidlertid hurtigt igen, da drengene argumenterer for, at de umuligt har kunnet være vidner til nogen kriminel handling, da de har siddet og set film med gardinerne trukket for i flere timer. Praktikanten finder senere ud af, at de to unge på flugt havde overfaldet en mand og frarøvet ham 3700 kroner. Da praktikanten fortæller Helle Madsen om episoden,

224 føler hun sig på en måde en smule lettet. Hun har siden sin start i klublederjobbet i januar haft en kraftig mistanke om, at noget var råddent i Askovgården, og endelig har hun en anledning til at teste, hvordan virkeligheden reelt ser ud i hendes klub. Hun tager en snak med lokalpolitiet om oplysningerne fra praktikanten, og det bliver aftalt, at ordensmagten skal ransage klubben. Ved ransagningen finder politiet to store skraldesække i klubbens rengøringsskab med et indhold, der overbeviser Helle Madsen om, at hendes klub har været en kriminel rede blandt kvarterets drenge. Sækkene er fyldt op med mærkevaretøj. I souschefen og den yngre fastansattes personaleskabe finder politiet knive og tåregas samt en bunke kontanter, som politiet mistænker for at stamme fra forskellige indbrud. Helle Madsen bortviser sine to underordnede i Askov- gården, og et par timer senere er det meste af inventaret samt alle ruderne i klubben blevet smadret. De to ansatte var populære blandt medlemmerne, og flere af de unge vil ikke finde sig i, at de ikke kan bruge klubben som hæler- central. Askovgården må lukke ned. Helle Madsen vil ikke finde sig i hærværket og politian- melder drengene. Dagen efter bliver hun opsøgt af to 15-årige drenge fra klubben. Drengene har en kontant besked til hende. Hvis hun ikke trækker anmeldelsen tilbage, er det værst for hende selv. De to drenge henviser til en episode foran et københavnsk diskotek, hvor en dørmand har fået en stege- gaffel stukket i øjet. ‘Det samme kunne ske for dig,’ lyder advarslen fra drengene.

225 Helle Madsen har aldrig følt sig så skræmt i sit liv, men efter en snak med sin kæreste, venner og bekendte, beslutter hun sig for ikke at trække anmeldelsen tilbage. Da Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen senere laver en indstilling om at stoppe med at give tilskud til Askovgården, står der, at klubben i mange år har haft ‘store problemer med hærværk begået af unge medlemmer og uheldige ansættelsesforhold med opsigelser til følge’. Når Helle Madsen senere beskriver sin tid som leder for Askovgården, får kommunens forsøg med at ansætte kriminelle som pædagoger følgende ord med på vejen: – Man satte ræven til at vogte gæs. Halvandet år efter episoden med de to drenge bliver Helle Madsen opsøgt af en lokal socialpædagogisk medarbejder, der fortæller, at den ene af drengene har et stort behov for at tale med hende. Helle Madsens hænder begynder at ryste ved tanken, men hun siger ja til at mødes med drengen, hvis trusler mod hende har medvirket til, at hun indtil forsonings- mødet med drengen har gået til kriserådgivning. – Jeg vil gerne sige undskyld for dengang, siger drengen, da han sidder ansigt til ansigt med lederen af sin gamle klub i et klublokale i kvarteret. Han rykker nervøst frem og tilbage i stolen, og for Helle Madsen ser det ud, som om han virkelig fortryder. – Du må forstå, at vi var en gruppe, og så blev det bare til, at jeg skulle være en af dem, der skulle tage en snak med dig, siger drengen. Han kigger ned i bordet. – Jeg er ked af det.

Med lukningen af Askovgården bliver Indre Nørrebro omkring 70 drenge rigere, når det gælder unge uden klub-

226 tilbud. I stedet hænger de nu rundt på diverse gadehjør- ner. Det bliver en hård start i jobbet for bydelens nye kri- minalpræventive medarbejder. Som følge af mordet på Antonio Curra beslutter politi- direktør Hanne Bech Hansen, at Indre Nørrebro ikke længere kan se sig fri for at have en kriminalpræventiv betjent ansat. Bydelen får pålagt, at der skal ansættes en medarbejder, der udelukkende tager sig af det kriminal- præventive arbejde. Den nye kriminalpræventive medarbejder hedder Ha- run Y. Rubin, og han har tidligere varetaget kriminalpræ- ventive jobs på Vesterbro og i Tingbjerg. Jobbet på Indre Nørrebro er imidlertid hårdere end nogen af de andre steder. Han har aldrig oplevet et miljø, hvor de unge udviser så stor en modvilje mod politiet, som på Indre Nør- rebro. – Vi gider ikke snakke med dig, får han gentagne gange at vide i løbet af den første tid i jobbet, selvom han ikke bærer uniform og forsøger at overbevise de unge om, at han er der for at hjælpe dem. Efter en måned i jobbet på Indre Nørrebro lykkes det imidlertid Harun Y. Rubin at komme i dialog med en del af kvarterets ældre drenge. Han møder en fredag eftermiddag op i Gadepulsen til et møde, hvor der deltager omkring 30 unge, hvoraf flere giver udtryk for, at de er trætte af konstant at blive stoppet på gaden for blot at oplyse deres navn og CPR-nummer. Konflikten er ældgammel og virker nærmest som en gordisk knude. – Hvis nu politiet holdt op med konstant at stoppe jer, ville I så holde op med at råbe ad betjente på gaden, spør- ger Harun Y. Rubin ud i lokalet. Han tilbyder at tale med sine uniformerede kollegaer

227 om problematikken og bede dem om at lade være med at stoppe drengene på gaden medmindre, der foreligger en konkret mistanke om en kriminel handling. Til gengæld skal de unge holde op med at råbe ‘hiposvin’ efter politiet. Drengene fra Gadepulsen indvilliger, og lover at give besked om aftalen til andre af kvarterets unge. Herefter er der i knap et halvt år våbenhvile mellem de unge og politiet. Drengene råber mindre, og ordensmagten bestræber sig på ikke at bede om navn og CPR-nummer blot for at stresse de unge. Det betyder imidlertid langtfra, at kvarterets mest uregerlige drenge i dag føler tillid til, at betjentene i nærpoli- tiet reelt gerne vil hjælpe dem, og at følelsen af fjendskab er visket bort. De unges holdning til den betjent, der tidligere var ansvarlig for det kriminalpræventive arbejde, var, at hans ho- vedinteresse lå i at knalde dem for kriminalitet og ikke i at hjælpe til med eventuelle problemer. Denne tilgang til det kriminalpræventive arbejde gør sig ifølge rapporten ‘10-punktsplanen på Indre Nørrebro’ stadig gældende den dag i dag hos nærpolitiet i området. I rapporten står der således: Papirer og information bliver derfor ofte holdt tæt ind til kroppen og bag låst dør. Det har endda været diskuteret, om den kriminalpræventive medarbejder skulle placeres i samme bygning som socialforvaltningen. 18

November 2003 - november 2004

er er ikke en eneste af Ferhats venner, der har besøgt Doham i fængslet, selvom de efterhånden har haft rigeligt med tid. Den 17-årige dreng har siddet i Vestre Fængsel i 14 måneder. – Det er nu, jeg kan se, hvem der er mine rigtige venner, slår Ferhat fast over for sagsbehandleren, der sidder over for ham i Vestre Fængsels besøgsrum. Han er tydeligt frustreret over de manglende besøg fra vennerne. Adem og Meral har besøgt ham ugentligt og desuden givet ham 1000 kroner i lommepenge om ugen, så han har haft til mad og smøger. Der er en uge til, at Curra-retssagen skal skydes i gang, og Ferhat forklarer sagsbehandleren, at han regner med maksimalt at få fire års fængsel. Og en udvisningsdom kan der heller ikke være nogen risiko for. Det har hans advokat nemlig fortalt ham, forklarer Ferhat til sagsbehandleren. – Jeg vil godt hjem og bo hos min mor og far, når jeg kommer ud herfra, siger en usædvanlig rolig stemt Ferhat. – Og så vil jeg gerne i skole eller have et arbejde, så jeg kan tjene nogle penge. Ferhat forekommer skrøbelig, noterer sagsbehandleren i Ferhats sagsmappe den 20. oktober 2004. Sagsbehand- leren mener, at det reelt virker, som om den mordsigtede

229 dreng har fået et ‘ændret syn på sig selv i løbet af fængsels- opholdet’. Hver gang Ferhat er blevet smidt ud af en skole, har han brugt tiden med vennerne på Ruten og spejlet sig i den respekt, de har vist ham. Ferhat har ikke lyst til konkret at sætte ord på, hvad han mener om de manglende besøg. Han føler et decideret fysisk ubehag, når han tænker på, at det kun er hans nære familie, der har besøgt ham i fængs- let. Det er, som om hans egne venner har tildelt ham et knytnæveslag lige i solar plexus, der har fået ham til at granske indad. – Jeg må ud og finde nogle nye venner, når jeg kommer ud af fængslet, siger Ferhat til sagsbehandleren. Det er mange år siden, at Ferhat har talt så åbent med en sagsbehandler. Normalt kommer den spinkle dreng i dårligt humør alene ved at snakke om sagsbehandlere. Han har ikke lyst til at tænke på al den tid og energi, han og hans far har brugt på at tale med et utal af sagsbehandlere på socialkontoret i Tingbjerg. Det var ikke andet end snak, snak, snak. Ferhat kan ikke længere skelne alle de sagsbehandlere, han har haft, fra hinanden. Socialkontorerne i Tingbjerg, Indre Nørrebro og andre områder, hvor man har mange såkaldte ‘tunge’ sager, er belastet af, at de ansatte ikke holder lige så længe i jobbet som sagsbehandlere i mere ressourcestærke bydele. Man- ge søger således et job i en bydel som Østerbro efter et halvt år med tunge sager. Efter mordet på Antonio Curra vedtog Borgerrepræ- sentationen i Københavns Kommune en handleplan for Nørrebro, der blandt andet skulle modvirke kriminalitet blandt utilpassede unge. Virkeligheden har imidlertid været, at kommunens sagsbehandlere i gennemsnit kun er

230 ansat det samme sted et halvt år ad gangen, og at de nemt har op mod 100 klienter, hvor det politiske mål er maksimalt 40 for at sikre, at de enkelte borgeres sager bliver behandlet grundigt. For borgere som Ferhat Kilic betyder medarbejderud- skiftningen på socialkontorerne, at deres sager uundgåe- ligt bliver sat på standby, hver gang de bliver mødt af et nyt ansigt på socialkontoret, som skal sætte sig ind i deres pågældende sag. Og det præger Ferhats syn på sagsbehandlere: Det er nogen, som i en kort periode lader som om, de gerne vil hjælpe, men de gør ikke en skid, og så er de pludselig væk. Men hvor Ferhat tidligere overvejende har givet sagsbehandlere, skolelærere, inspektører og pædagoger skylden for sin kriminelle løbebane og mislykkede skoleophold, er han i dag i et anderledes selvransagende humør. – Jeg skulle ikke have stukket af fra institutionerne. Hvis jeg var blevet, så ville jeg ikke sidde her. Det er så dumt, mand.

Der er kun en uge til, at en retssag bliver skudt i gang, hvor han står anklaget for at have medvirket til et mord, der har printet sig ind i en stor del af befolkningens bevidsthed som usædvanligt brutalt. Ferhat Kilic virker som en dreng, der netop nu har et stort behov for kontakt med nogen udefra, der ikke er en del af familien. Han føler, at han over for forældrene må virke stærk. Han er derfor lettet over at kunne snakke med en, hvor kan give frit løb for frustrationerne over fængs- lingen. Det virker, som om Ferhat gerne vil snakke om hvad som helst, noterer sagsbehandleren efter mødet i fængslet. Han vil især gerne snakke om, hvordan det går med

231 hans 13-årige lillebror Yusuf. Fængslingen af Ferhat har været hård ved den mellemste af Adem og Merals sønner. Alle i Tingbjerg ved, at Yusufs storebror er fængslet for mord, og mange kommer med mere eller mindre skjulte hentydninger. Især en dag, da en lærer kommer ind til time i Yusufs klasse på Tingbjerg Skole med en stak gratisaviser, viser det sig tydeligt, at den 13-årige bærer rundt på inde- stængt vrede. Hans forældre er ulykkelige, og især hans mor slår ofte fast, at hendes søn bestemt ikke er en morder. Da stakken af gratisaviser bliver omdelt i klassen, får Yusuf øje på en artikel, der handler om de to ‘tyrkiske fæt- re, der i august slog den italienske rygsækturist Antonio Curra ihjel’. Herefter følger en episode, der overbeviser Yusufs lærere om, at drengen i høj grad trænger til luft- forandring og til at komme væk fra Tingbjerg. Yusuf får et raserianfald og begynder at rive gratisaviser i stykker og kaste rundt med afrevne papirstumper. Efter at Ferhat er blevet sigtet for mordet på Antonio Curra, har Adem flere gange bedt socialkontoret om hjælp til at finde en lejlighed langt væk fra Tingbjerg, fordi han frygter, at hans to yngste drenge ellers kan ende i en kriminel løbebane. Ligesom det i sin tid skete med deres storebror. Yusufs raserianfald forstærker Adems mistro til, at Tingbjerg er et godt sted for hans børn. Allerhelst vil Adem gerne flytte til Jylland; gerne Fredericia, da han har nogle venner der. Socialforvaltningen kan imidlertid ikke anvise en ny lejlighed, så længe Kilic-familien ikke ‘opfylder reglerne for boligindstilling’, får Adem at vide. Dette kræver nemlig, at familien decideret mangler tag over hovedet. Adem er rasende over svaret, som gang på gang bliver gentaget af socialforvaltningen. Kilic-familien bliver boende i Tingbjerg til de kriminal- præventive betjentes ærgrelse. Yusuf ryger nemlig ud i en

232 byge af småkriminalitet, da han begynder at omgås Fer- hats gamle venner, efter at broren er blevet fængslet. Som far har Adem oplevet turen med et barn, der starter i en kriminel løbebane før, og han føler sig nærmest helt drænet for energi, når han tænker på tidligere erfaringer. Modsat Ferhat har Yusuf imidlertid aldrig været nødt til at skifte skoleklasse, og Kilic-familien har derfor opbygget et godt samarbejde med hans klasselærer. Efter at Ferhat er blevet fængslet, træder hun og klassens mate- matiklærer ind og overtager en del af familiens kontakt med socialforvaltningen og den kriminalpræventive betjent i Tingbjerg. Ved et møde med socialkontoret i slutningen af 2004 får lærerne fra Yusufs klasse og den kri- minalpræventive betjent i Tingbjerg overbevist Kilic- familiens sagsbehandler om, at Ferhats lillebror skal væk fra Tingbjerg. Herefter bevilger socialkontoret penge til, at Yusuf kan komme på et efterskoleophold, og det sætter et stop for drengens kriminelle løbebane. Bellahøj Politi har ikke haft problemer med Yusuf Kilic siden. Op til, at retssagen mod Ferhat og Hizir skal skydes i gang i Østre Landsret, er det dog begrænset, hvor meget Adem og Meral fortæller den ældste søn om, hvordan hans fængsling har påvirket lillebroren. Samtalerne mellem Ferhat og hans forældre har i løbet af de 14 måneder, han har siddet i fængsel, udspillet sig efter et fast mønster. Forældrene spørger til hans humør og mentale helbred i løbet af besøgets første minutter, hvorefter Ferhat bruger en masse energi på at overbevise dem om, at han har det ok. Ved enkelte lejligheder afslø- rer han dog, at enkelte medfanger har mobbet ham ved at døbe ham Antonio. Det kan han ikke lide. Men han lover forældrene, at han nok skal forsøge at holde sig uden for slåskampe.

233 Selvom Ferhat er under 18, har han ekstraordinært siddet i voksenfængsel, siden han blev anholdt for Curra-mordet. Det har bekymret forældrene, der har besøgt ham hver uge. Den eneste gang et medlem af Kilic-familien ikke blankt afviser pressen, handler det da også om, at en mindreårig sidder i fængsel med voksne fanger. Adem Ki- lic udtaler sig kun en gang til pressen, og det bliver til et enkelt citat. ‘Jeg synes ikke, det er rimeligt at sende en 16-årig sådan et sted hen, men jeg stoler på retssystemet i Danmark og respekterer rettens afgørelse’, citerer en journalist fra nyhedsbureauet Ritzau Adem Kilic for at have sagt den 16. august 2003. I starten af varetægtsfængslingen får ingen af Kilic- fætrene lov at omgås andre fanger. Dette skyldes, at de begge er mindreårige, da de den 14. august 2003 bliver anholdt. For at kompensere for deres lave alder og beskytte dem imod eventuel uheldig påvirkning fra ældre og mere hærdede fanger, må fætrene derfor finde sig i at være isolerede i deres celler døgnet rundt, undtagen på den daglige gårdtur. For Hizir er isolationen kortvarig, da han allerede bliver myndig seks dage efter anholdelsen. Ferhat må finde sig i kun at have kontakt med sine medfanger, når han en gang om dagen får lov til at spadsere rundt i fængselsgården. En dag i starten af sin varetægtsfængsling hører Ferhat fætteren råbe efter ham på tyrkisk, da han er ved at blive ført fra cellen og ud på gårdtur. Hizir har selv været på gårdtur og er på vej ind, da han får øje på sin medtiltalte. Han når at levere en kort besked til Ferhat: Lad være med at sige noget. Få dage efter bliver Hizir overført til Bleg- damsvejens Fængsel. Det er imidlertid ikke, fordi Hizir Kilic havde behøvet

234 at minde fætteren om, at han ikke skal ‘sladre’. De to har forud for anholdelsen lavet en klar aftale om, at Ferhat ikke skal fortælle politiet noget om knivstikkeriet. Fætrene er nået til en fælles forståelse af, at de skal holde tæt, så længe de ikke er sikre på, at ordensmagten har stensikre beviser. På dette tidspunkt har politiet ikke fået resultaterne af den dna-undersøgelse af Hizirs kniv og Ferhats T-shirt, der binder fætrene til mordstedet, men efter en måned i fængslet foreligger dna-analysens resultater. Da Ferhat fem-seks måneder senere kommer til gentagne mentalundersøgelser i Blegdamsvejens Fængsel, er han derfor langtfra lige så sikker på, at han slipper for at blive tiltalt for mord i et anklageskrift fra statsadvokaten. På et af besøgene til Blegdamsvejens Fængsel ser Ferhat sin fætter gennem vinduet på et af fængslets lokummer. Hizir er tilfældigvis ude på gårdtur samtidig med, at Fer- hat er på toilettet. Som et led i efterforskningen i drabssagen er det vigtigt for politiet, at fætrene ikke har mulighed for at snakke med hinanden og afstemme deres forklaringer om mordnatten. Ferhat har derfor ikke haft mulighed for at sende fætteren det korte budskab, han nu råber ud gennem vinduet: – Tilstå. Du skal tilstå og sige, at jeg ikke har gjort noget. – Jeg tilstår, hvis vi skal i retten, råber Hizir Kilic retur til sin fætter. Ferhat må affinde sig med fætterens løfte. Han har reelt ikke andre valgmuligheder. Han kan ikke sælge fætteren for selv at gå fri, da han ville miste anseelse hos såvel venner som familie. Desuden ville han gøre sig selv til bytte for en mulig hævnaktion fra Hizirs venner. Adem Kilic støtter da også sin søn i denne beslutning.

235 Han forsøger imidlertid at ‘redde’ sønnen ved gentagne gange at opsøge sin storebror Ilias for at få ham til at tage en alvorssnak med sin søn. Beskeden fra Adem er klar: Få din søn til at fortælle politiet, at Ferhat ikke har medvirket til mordet. Problemet er, at en sådan indrømmelse fra Hizirs side ville åbne hans parader i forhold til politiets spørgsmål og styrke anklagemyndighedens i forvejen kraftige mistanke imod ham. Hvordan kan du vide, at din fætter ikke var med til at stikke italieneren, når du ikke engang vil ind- rømme, at du var til stede?

Efter et halvt år bag tremmer bliver Hizir Kilic overført fra Blegdamsvejens Fængsel til Vestre Fængsel. I løbet af den næste uge bor Hizir på 4. etage i Vestre Fængsels øst- fløj. Det samme gør Ferhat Kilic. Ved en fejl er de to fætre blevet placeret på samme etage. Hidtil har de to fætre kun kunnet kommunikere ganske kort med hinanden ved to tilfældige lejligheder. Nu kan de to fætre tale frit sammen. Ferhat vil have Hizir til at fortælle politiet, at han er uskyldig. Hizir vil have Ferhat til at fortsætte med at holde sin mund lukket over for politiet. Indtil videre er de to fætre kun sigtede for mord, og kan dermed stadig klamre sig til håbet om, at anklagemyndigheden ender med ikke at rejse tiltale. De to fætre genbesegler den hidtidige aftale, de har lavet om at holde tæt med oplysninger om mordnatten. Men Ferhat får føjet en afgørende klausul til aftalen. Hvis de to fætre stadig ikke er på fri fod efter otte måneder i fængsel, skal Hizir fortælle politiet, at hans fætter intet har med mordet på Antonio Curra at gøre.

236 Ferhat er nervøs. Hans far har fortalt ham, at han sagtens kan risikere at blive dømt for mord på lige fod med sin fætter, hvis der er tvivl om hans rolle i mordet. Det afgørende er, at Hizir giver en forklaring til politiet, som overbeviser anklagemyndigheden om, at Ferhat ikke kommer til at indgå i et anklageskrift på lige fod med sin fætter. Hvis vi skal være sikre på, at du ikke kan blive dømt for mord, skal Hizir have tilstået, før der bliver rejst tiltale imod jer, siger Adem til sin søn. Han har diskuteret sagen med flere venner samt Ferhats forsvarer. Ud over at give hånd på aftalen, bruger de to fætre mange ord på at tale om deres held ved at blive placeret i samme afdeling. Der går fem dage, før fængselspersonalet undrer sig over, at Ferhat og Hizir har samme efternavn og flytter fætrene fra hinanden. De otte måneder passerer, uden at Hizir tilstår. Til gengæld rejser statsadvokaten i starten af maj måned endelig tiltale for mord mod fætrene. Ferhat og Hizir bliver tiltalt for mordet på Antonio Curra på lige fod. Drabschef Ove Dahl havde ellers frygtet, at beviserne mod Ferhat Kilic ikke ville være tilstrækkelige til, at statsadvokaten ville tiltale ham for mord. Usikkerheden gik på, om begge fætre kunne tiltales for drabet eller kun den, der førte kniven. Spørgsmålet var, om statsadvokaten ville følge det udkast til et anklageskrift, som drabsafdelingens jurister havde lavet et forslag til. I bogen ‘Drabschefen’ giver Ove Dahl udtryk for sin til- fredshed over statsadvokatens anklageskrift. Det er jo ingen hemmelighed, at vi af og til bøvler lidt med Statsadvokaten. Vi er ikke altid helt enige i statsadvokatens afgørelse, men vi respekterer den selvfølgelig. Men at de begge

237 to kunne kobles til drabet med blod på en T-shirt og DNA på gerningsvåbnet hjalp vist i denne sag.

Da Ferhat Kilic den 20. oktober får besøg af en sagsbehandler, er der kun fem dage til, at han skal i retten anklaget for mord på lige fod med sin fætter. Hvis fætteren skulle have overholdt tidsfristen på de otte måneder, skulle han have reddet Ferhat ud af denne her knibe for et halvt år siden. Ferhat føler, at han har overholdt sin del af de to fætres aftale og er skuffet over, at Hizir ikke har tilstået. Over for sagsbehandleren giver Ferhat da også udtryk for, at han lige nu ikke er den største fan af Hizir Kilic. Han fortæller sagsbehandleren, at Hizir er sat i isolation, fordi han og en medindsat har slået en anden fange be- vidstløs efter at have truet ham med en skruetrækker, der er blevet slebet til i spidsen. – Det er pisse dumt, siger Ferhat til sagsbehandleren, der noterer, at den 17-årige især undrer sig over, at hans fætter tør bruge et våben i fængslet. ‘Specielt efter det, han sidder inde for’. Ferhat er dog mindre skuffet over sin fætters tavse linje denne dag, end han har været længe. Dagen efter ruller overskrifterne i landets aviser om, at den ældste af de drabstiltalte har tilstået. – Min klient var under 18 år på gerningstidspunktet og har været under vældigt pres, hvilket har været den direkte årsag til, at det tog ham lang tid at afgive forklaring, udtaler Hizir Kilics forsvarsadvokat, Jane Ranum, i Ber- lingske Tidendes torsdagsavis. Tilståelsen betyder, at dommere og nævninge i sagen nu ikke skal tage stilling til, hvorvidt Hizir Kilic var til stede på gerningsstedet, og om han førte kniven, men udeluk-

238 kende vurdere hvor hårdt han skal dømmes. På trods af tilståelsen holder anklagemyndigheden fast i, at begge fætre bør dømmes for manddrab. Der er fire dage til, at retssagen mod de to fætre skydes i gang, og med Hizirs tilståelse er det nærmest en forma- litet at få dømt i hvert fald den ene af de to fætre.

Tilskuerne til retssagen ligner ikke det gængse publikum, der normalt træder ind i landsretten en almindelig mandag morgen. En stor flok af Ferhat og Hizirs venner er mødt op for at følge retssagen, og i indgangspartiet bliver de mødt af metaldetektorer samt gennemsøgninger af tasker og jakker, før de kan træde ind i retslokalet. Efter- spørgslen efter at få lov at følge med i sagen er så stor, at retsbetjentene må afvise flere i døren, der gerne vil have en siddeplads og et glimt af de meget omtalte ‘mordere’. Allerede i løbet af retssagens første dag, kommer det indslag, som både medier og offentligheden har ventet på de sidste 14 måneder. Gerningsmændenes egen forklaring på, hvad der skete natten til lørdag den 9. august. Især Hizirs forklaring er blandt journalister og offentligheden ventet med spænding. Mens anklagemyndigheden læser anklageskriftet højt, stirrer Hizir og Ferhat ud i luften. Efter 14 måneders ven- ten på, hvorvidt det ville nå så vidt, som det har gjort, er Ferhat nærmest utålmodig efter at komme i gang. Han er især vred over mediedækningen af Curra-sagen, hvor han er blevet kaldt alt fra ‘rovmorder’ til en ‘brutal morder’. Nu vil han have renset sit navn. Da Hizir Kilic går i vidneskranken, tror Ferhat Kilic, at den er hjemme. Hizir tager nemlig hele skylden for mordet på sig og slår endvidere fast, at hans fætter forsøgte at stoppe ham.

239 – Min fætter hiver i mig og sparker mig for at få mig væk, siger Hizir i retssagen. Han fortæller endvidere, at han angrer det skete. – Jeg gjorde det ikke med vilje. Der var tumult, og der gik panik i mig. Jeg er meget ked af, at han er død. Ud over hans forældre er det mig, der er mest ked af det, siger Hi- zir til retten. Hizirs forklaring får hans fætter til at nikke, og han tager sig selv i at sende vennerne fra Tingbjerg på tilhører- pladserne et smil. I forhold til det dødbringende møde med Antonio Cur- ra ved taxaen, forklarer Hizir, at der gik panik i ham, da han mødte den italienske turist anden gang. Her bilder Hizir sig nemlig ind, at Antonio Curra tager en hånd ned ved bukselinningen for at trække et våben. – Måske han har et våben dernede, tænker jeg. Han træder et skridt hen imod mig og prøver at slå mig. Jeg trækker min kniv og rammer ham en gang, måske flere. I retten siger Hizir, at han aldrig har stukket nogen før, og denne oplysning får lov til at stå uimodsagt, idet den ældste af Kilic-fætrene aldrig er blevet anmeldt for brug af våben. At skyderiet imod en 18-årig dreng i Avedøre Sta- tionsby og mordet på Antonio er blevet begået af den samme gerningsmand, er der ingen af hverken nævningene eller de tre dommere i sagen, der ved noget om. Det gør til gengæld en del af Hizirs venner blandt publikum. De har også helt fra starten af efterforskningen vidst, at Hizir Kilic stak den italienske rygsækturist ned. Derfor kommer taxachaufførens vidneforklaring dagen efter også som en stor overraskelse for mange fra miljøet i både Tingbjerg og Blågårds-kvarteret. Forud for taxa- chaufførens forklaring er Ferhat Kilic overbevist om, at

240 han maksimalt kan få fire års fængsel for at have været oppe at slås med Antonio Curra første gang, han mødte ham i gården. Ferhat forestiller sig ikke, at chaufførens forklaring kan virke belastende for hans sag. Chaufføren kunne trods alt ikke udpege hverken ham eller hans fætter blot to døgn efter knivstikkeriet, så hvad skulle han kunne bidrage med, tænker Ferhat. Den 17-årige dreng ender med at tage fejl. På en dag hvor Antonio Curras forældre starter med at stjæle de fremmødtes opmærksomhed ved at møde op i retten med røde T-shirts med påskriften ‘Husk Antonio Curra!’ ender taxachaufføren med at tiltrække sig mest interesse. Mens cyklisterne fortæller, at de enten ikke har set, hvad Ferhat Kilic foretog sig i løbet af knivstikkeriet, eller at det så ud, som om han forsøgte at stoppe overfaldet, fortæller taxachaufføren, at ‘det var den lille, der stak’. Han siger endvidere, at den store samtidig slog og sparkede på italieneren. Efter Hizir Kilics tilståelse har de landsdækkende aviser op til retssagen præsenteret den ældste af to fætre som den, der stak gerningsmanden. Og da retssagen går i gang, er der da heller ingen af aviserne, der skriver, at det ifølge taxachaufføren var ‘den lille’, der førte kniven, som chauf- føren ifølge Østre Landsrets retsbøger fra sagen ellers er citeret for at have sagt i retten. I Jyllands-Postens spalter bliver udtrykket ‘den lille’ så- gar til ‘den ene’. I stedet kalder avisen ligesom flere andre medier taxa- chaufføren for et ‘kronvidne’ og hæfter sig ved den del af hans vidneforklaring, hvor han bekræfter anklagemyndigheden i, at begge fætre deltog i overfaldet.

241 ‘De angreb ham begge to lige uden for taxiens forrude. Det var meget vildt og voldsomt’, citerer Politiken blandt andet chaufføren for at sige.

Adem Kilic møder kun op i retten en dag. Han er blevet enig med Ferhats forsvarsadvokat om, at det nok er bedst, at han holder sig væk. Adem tror ikke, hans nerver kan holde til det. På retssagens femte dag den 3. november beslutter Adem sig imidlertid for at møde op i retten. Det er den næstsidste dag i retten, og Ferhats forsvarer har fortalt Adem, at dagen er afsat til procedurer fra både anklager og forsvarere. Retssagen har været præget af, at alle vidnerne fra selve Blågårds-kvarteret har haft mere end almindelig svært ved at huske, hvad de ellers tidligere har fortalt til politiet. De tre passagerer i taxaen har således i retten fortalt, at de ikke kan genkende gerningsmændene, og at der nok var en tre til fem overfaldsmænd. Når passagererne derefter har forladt vidneskranken, er de blevet mødt med skul- derklap og smil af deres venner fra Blågårds-kvarteret. Det ligger som en uomgængelig del af vennernes natur, at man ikke ‘stikker’ hinanden, og selvom en del mener, at Hizir fortjener en straf, har de ikke lyst til at agere bødler. Desuden er en stor portion af vreden over, at Hizir Kilic med Curra-mordet gik langt over stregen, nu blevet vendt mod anklagemyndigheden i sagen. Det er særligt kravet om udvisning, der har ophidset drengene. Den fælles forståelse, som drengene når til enighed om, kan koges ned til følgende: Hizir er født og opvokset i Danmark, og så kan man sgu ikke bare udvise ham. Anklager Anne Birgitte Stürup understreger imidlertid i løbet af retssagens femte dag, at drengenes modvilje mod

242 at angive folk fra miljøet ikke skal stå i vejen for, at ger- ningsmændene bliver dømt. – Dårlige hukommelser skal ikke forhindre, at retfær- digheden sker fyldest. Ingen skal have glæde af at kunne skræmme vidnerne, siger anklageren og bruger ord som likvidering og hævntogt om drabet. Hun fastholder, at begge fætre skal dømmes for mordet. Adem Kilic har været forberedt på, at anklageren ville fremstille hans søn som en morder. Det han imidlertid ikke har kunnet forudse, er, at Hizir pludselig får overrakt en foldekniv i retten. Anklageren og dommeren prøver uden held at folde mordvåbnet ud med to hænder, hvorefter Hizir Kilic bliver bedt om at prøve. Ferhats sagsbehandler, som sidder ved siden af ham i løbet af retssagen bemærker, at Ferhat gør et ryk i stolen, da hans fætter får overrakt mordvåbnet. Hizir folder uden problemer kniven ud. Med én hånd. Ved synet af Hizir, der folder mordvåbnet ud med én hånd, klapper Antonio Curras søster i hænderne. – Hvem var det? Ud, lyder retsformandens kontante reaktion. Adem forstår ikke, hvorfor Curras søster skal vises ud af retssalen. Han mener, at retsformanden ved at give lov til, at Hizir får overrakt en kniv midt i en retssag, udviser en mindre rationel adfærd, end den klappende søster. Adem tvivler nemlig på, at hans nevø besidder det filter, der kan modvirke, at han pludselig kunne finde på at svinge om sig med kniven i retten. Han ved, at Hizir forud for Curra-mordet har været involveret i alvorlige knivstikkerier, og han er overbevist om, at det præger ham. Det samme er flere unge fra Blågårds-miljøet, der har kendt Hizir, siden han var en lille knægt. De påpeger, at han begyndte at blive ‘underlig’, da han nåede teenagealderen og

243 for alvor begyndte at se op til de hårdeste drenge fra Blå- gårds-kvarteret. Den samme diagnose stiller den mentalerklæring, som er blevet udarbejdet til brug i retssagen mod fætrene Ki- lic. ‘Hans opvækst og udvikling har frem til puberteten væ- ret upåfaldende, men efter puberteten har han udviklet adfærdsforstyrrelser,’ står der blandt andet i mentalerklæ- ringen, der påpeger, at adfærdsforstyrrelserne er kommet, samtidig med at Hizir er begyndt at misbruge hash. ‘Hans indsigt i egne og andre menneskers følelsesliv er begrænset,’ lyder konklusionen i mentalerklæringen.

Ferhat Kilic har ikke på samme måde som sin fætter ad- færdsforstyrrelser, der gør, at han har svært ved at udvise empati og sætte sig ind i andre menneskers følelser. Til gengæld konkluderer hans mentalerklæring, at han har en meget impulsstyret adfærd, og at han kun er ‘jævnt begavet’. Han er ikke i nærheden af at være mentalt retarderet, men er ‘placeret lavt i normalområdet på grænsen til sinkestadiet’. Ferhats meget impulsstyrede adfærd og Hizirs begræn- sede evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser er på ingen måde usædvanlige træk for unge med lignende straffeattester. Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik udgav i 2001 en gennemgang af samtlige mentalundersøgelser af 15- 17-årige unge i perioden 1977-1997, der viste, at der blandt de kriminelle unge var betydelig overrepræsenta- tion af forskellige psykiske lidelser. Det samme konkluderer en undersøgelse fra Psykologisk Center i København, der bliver iværksat som reaktion på Curra-mordet, og hvis konklusioner bliver offentliggjort af psykolog Talli Ungar

244 Felding i en kronik i Politiken en uge før, retssagen mod Kilic-fætrene bliver indledt. Centeret har specialiseret sig i behandling af kriminelle unge og konkluderer, at den primære årsag til, at unge be- går kriminalitet, er en opvækst i familier med en hverdag præget af omsorgssvigt og fysisk afstraffelse som opdragelsesmiddel samt psykisk sygdom og misbrug af narko og alkohol blandt forældrene. Undersøgelsen konkluderer yderligere, at der ikke er nogen forskel på, hvorfor etnisk danske drenge og unge med indvandrerbaggrund bliver kriminelle. Psykologisk Center i København undersøger endvidere specifikt den mentale tilstand hos 14 unge med indvandrerbaggrund, der har en kriminel profil, der minder om Ferhat og Hizir Kilics. Halvdelen af dem har begået over ti kriminelle forhold på undersøgelsestidspunktet og haft en kriminel debut helt ned til otteårsalderen. Talli Ungar Felding konkluderer, at det er bemærkel- sesværdigt, at de kriminelle indvandrerdrenge udviser de klassiske elementer i en dyssocial personlighedsstruktur – det kliniske udtryk for ansvarsløs og antisocial opførsel i sygelig grad. De havde tidligt været aggressive – i nogle tilfælde var den usædvanlig stærke og ubeherskede aggression blevet bemærket allerede i børnehavealderen. Kro- nikken fra Talli Ungar Felding anslår endvidere, at næsten alle drengene havde udvist ‘personfarlig aggression’ ved slåskampe, ligesom de udviste ‘grov ligegyldighed over for andres følelser’. Desuden skulkede næsten alle drengene fra skole, og de fleste havde ‘tendens til at handle impul- sivt og uoverlagt og manglede evne til at føle skyld’. Den mest bemærkelsesværdige konklusion ved under- søgelsen er, at mens etnisk danske unge typisk modtager behandling, er der ingen af de 14 unge med indvandrer-

245 baggrund, der har modtaget professionel hjælp i psykologisk eller psykiatrisk regi. Ferhat og Hizir Kilic har fået foretaget mentalunder- søgelser, men har aldrig befundet sig på briksen for at modtage egentlig psykologisk eller psykiatrisk behandling.

Dagen før den sjette og sidste dag i retten, hvor dommen skal falde, får Ferhat besøg af sin sagsbehandler. Retssagen er ikke gået så smertefrit, som Ferhat havde regnet med. – Ham taxachaufføren dér, han må være dum i hovedet. Jeg har aldrig brugt en kniv i mit liv. Ferhat fastholder dog, at han maksimalt kan få en dom på fire års fængsel. Desuden fortæller Ferhat sagsbehandleren, at han snart kan starte på en frisk i livet, da han bliver 18 år i maj måned. – Og så bliver min straffeattest jo slettet, siger han. ‘Dette måtte jeg afkræfte, men Ferhat var ikke helt overbevist,’ noterer sagsbehandleren efter besøget. Adem Kilic er langtfra lige så optimistisk som sønnen, da sagsbehandleren taler med ham senere på dagen. Adem fortæller sagsbehandleren, at han ikke har tænkt sig at møde op ved domsafsigelsen, da han ikke tror på, at han mentalt kan klare endnu en dag i retten. Især, hvis sagen ikke falder ud til sønnens fordel. Sagsbehandleren tilbyder Adem at ringe ham op og videregive nævningenes afgørelse i sagen. – Du skal kun ringe til mig, hvis du har gode nyheder. Hvis der er dårlige nyheder, vil jeg ikke høre det.

9. november 2004. Det er den sidste dag i retten. De 24 nævninge i sagen er ikke i tvivl. De finder alle, at Hizir Kilic tildeles højest

246 mulig straf for mord begået, før man er fyldt 18 år. Otte års fængsel. Desuden tildeler nævningene ham to års til- lægsstraf for at have slået og truet en medindsat med en skruetrækker i Vestre Fængsel. I Ferhats sag er nævningene ikke helt så enige. 18 næv- ninge stemmer for, at han skal tildeles de maksimale otte års fængsel, mens seks nævninge mener, han skal have syv år bag tremmer. At fætrene ville blive dømt for mord, har der i offentligheden ikke været den store tvivl om. Mere kontroversielt er spørgsmålet om, hvorvidt man kan udvise unge, der er født og opvokset i Danmark. Kun én nævning stemmer imod at udvise Hizir Kilic. Det sker med en begrundelse om, at Hizir har boet i Danmark hele sit liv. Det har Ferhat ikke. Alligevel stemmer to af nævninge- ne for, at Ferhat skal have lov til at blive boende i Dan- mark efter at have udstået sin straf. De to nævninge mener, at en udvisning er for streng en straf med den usikkerhed, der har været i vidnernes forklaring angående Ferhats rolle i mordet. Ferhats forsvarer, Ulrik Rasmussen, havde i sine afsluttende procedurer argumenteret for, at beviserne imod Ferhat efterlod ‘vældig vældig meget tvivl’ om hans med- virken til mord. Han havde i retten slået på, at syv vidner har bekræftet, at Ferhat forholdt sig passiv i overfaldet på den italienske turist. Til dette svarede anklageren imidlertid, at vidnerne blot har givet udtryk for, at de ikke lagde mærke til, hvad ‘den lille’ præcis foretog sig i løbet af overfaldet på Antonio Curra. Dette betyder ikke, at han ikke deltog, argumenterede anklager Anne Birgitte Stürup i retten. På selve dagen for rettens afgørelse i Curra-sagen, er det ikke så meget selve dommen som de dømtes reaktion,

247 der fylder i aftenens tv-nyheder og morgendagens avisoverskrifter. Især beretningerne om Hizir Kilics råb, da han bliver ført ud af retssalen, kommer til at udgøre en uundgåelig del af mediernes dækning. Da retsformanden læser nævningenes afgørelse op for den ældste af fætrene, reagerer han på dommen med et grin, der bliver højere og højere. To retsbetjente griber fat i begge Hizirs arme for at føre ham ud af retslokalet, da han begynder at råbe ordene ‘fucking luderland’ og ‘pæ- dofil nation’. Ordene bliver gentaget flere gange, så de ikke er til at tage fejl af. Da dommen over Ferhat Kilic bliver læst op, reagerer han i første omgang langt mere afdæmpet end sin ældre fætter. Den manglende reaktion skyldes simpelthen, at han ikke forstår de ord, der netop er blevet læst op for ham. Sagsbehandleren og forsvarsadvokaten, der sidder ved hans side, forsøger at forklare ham, at han har fået otte års fængsel. – Får jeg lov at blive i Danmark, spørger Ferhat. – Nej, du er også blevet idømt en udvisningsstraf. I Ferhats sagsmappe står der, at da ‘det gik op for ham, greb fængselspersonalet fat i ham for at få ham ud’. Om Ferhats efterfølgende råb ud til nævningene, mens han bliver ført ud af retssalen, skriver sagsbehandleren endvidere, at det er ‘undertegnedes vurdering, at dette kunne have været forhindret, hvis undertegnede og forsvarer havde fået fem minutter med ham’. Da Ferhat bliver ført samme vej ud som sin fætter, råber han: – Er I glade nu, eller hva’?

Adskillelsen fra familien i 14 måneder har i forvejen tvunget Ferhat til at fundere meget over, hvorfor hans livsbane

248 har formet sig, som den har. Efter dommen i Østre Lands- ret begynder hans fars håndtering af hans uregerlige væ- sen at optage stadig mere plads i den morddømte drengs tanker. Ferhat mener ikke, at hans far skulle have sendt ham på genopdragelsestur og i koranskole. Det var den tur, der kastede en forbandelse over ham og forudbestemte, at alt, hvad han fremover rørte ved, skulle gå galt. Far og søn har aldrig talt så meget sammen, som efter at deres indbyrdes kontakt er blevet henvist til Vestre Fæng- sels besøgsrum. Hvor Ferhats kontakt til faren tidligere har været præ- get af, at han følte en masse skyld og skam over for Adem, er det, som om tiden i fængslet har gjort deres forhold mere jævnbyrdigt. I takt med at månederne er passeret, mens Ferhat har siddet i fængsel, begynder Adem nemlig selv at påtage sig stadig mere af skylden for sønnens problemer under opvæksten. Denne granskningsproces fra Adems side foregår ganske gradvist, indtil en dag hvor sønnen umisforståeligt banker det ind i farens hoved. – Far du skulle ikke have slået mig så meget som barn. Adem bliver helt stille. Luften i besøgsrummet er så tyk af usagte ting, at man nærmest kan skære i den, og Ferhat føler, at hans hjerte er ved at hamre sig vej ud af brystet. – Du skulle ikke have slået mig så meget, far. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg ikke kunne tænke ordentligt før i tiden. Så snart ordene har forladt hans mund, og Ferhat ser, at faren ikke umiddelbart ved, hvad han skal sige, begynder Ferhat at få dårlig samvittighed. Det er nogle ualmindeligt lange sekunder, der passerer, før Adem svarer sin søn. – Du har ret, jeg skulle have gjort tingene anderledes, siger han uden at kigge sin søn ind i øjnene.

249 – Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Du lavede jo hele tiden ballade. Meget længere er den samtale ikke. Det er, som om far og søns kortvarige opgør med fortiden har tømt dem for ord. De slutter besøget og har siden hen ikke talt om emnet. Efterskrift

en 15. marts 2005 stadfæster Højesteret landsrettens Dodom i sagen om mordet på Antonio Curra. Forud for retssagen var især gået spørgsmålet om, hvorvidt man kunne udvise to drenge, der er opvokset i Dan- mark. Med Højesterets afgørelse om, at begge fætre skal udvises, skriver Hizir Kilic sig ind i historiebøgerne som den første nogensinde, der bliver udvist af Danmark på trods af, at han er født og opvokset i landet. Hans far og søskende har alle dansk statsborgerskab, men han har på trods af flere tidligere ansøgninger om at få et rødbedefarvet pas fået afslag med henvisning til hans tidligere domme for vold og besiddelse af euforiserende stoffer. Uden et dansk statsborgerskab vurderer rigsadvokaten forud for domsafsigelsen i Højesteret, at der ikke er noget juridisk til hinder for at udvise en, der er født i landet. – Det er et indgreb i deres privatliv, men hensynet til at forebygge forbrydelser og beskytte borgerne vil helt utvivlsomt gøre, at indgrebet er ok. De dømte kan klare sig lige så godt – eller lidt kynisk sagt lige så dårligt – i Tyr- kiet, for de er dårligt integrerede, argumenterede rigsadvokat Henning Fode på den næstsidste dag i retten.

251 Kritikerne af en udvisning af de to fætre påpeger imidlertid, at det danske samfund uundgåeligt har et delansvar for den dårlige integration af Kilic-fætrene, og at det derfor ikke nytter noget at udvise dem. Det er at kradse på overfladen i stedet for at gøre noget ved det reelle integra- tionsproblem, vi har herhjemme. Forsvarsadvokaterne for Ferhat og Hizir Kilic påpeger endvidere, at deres familie i sin tid kom til Danmark som gæstearbejdere i en tid, hvor Danmark havde desperat brug for arbejdskraft, og at familierne har boet i Danmark i årtier. – Selvom Ferhat ikke går i operaen og ikke er i gang med en lang uddannelse, så er han en del af samfundet. Men det er samfundets bund. Han ryger hash, spiser burgere og spiller computer og har samme tilknytning til det danske samfund som andre danske rødder, lyder det blandt andet fra forsvarsadvokat Ulrik Rasmussen. Kun én gang tidligere har landsretten dømt en borger, der er født i landet til udvisning. I den sag omgjorde Høje- steret landsrettens afgørelse med henvisning til, at det stred imod Den Europæiske Menneskerettighedskonven- tions principper om retten til privatliv. Højesteret har imidlertid aldrig tidligere skulle tage stilling til en udvisningssag mod en, der er født i Danmark, hvor graden af den begåede kriminalitet er så voldsom, som tilfældet er med mordet på Antonio Curra. Sagen er derfor principiel og bliver afgørende for kommende domme i fremtiden, slår rigsadvokaten fast før domsafsigelsen. Seks dommere stadfæster Østre Landsrets udvisningsdom med henvisning til Ferhat og Hizirs omfattende strafferegister, samt at de har en ‘ikke uvæsentlig tilknytning til Tyrkiet, som de har besøgt cirka hvert andet år’. Dommer Marie-Louise Andreasen udtaler imidlertid i Højesteret, at ‘uanset den grove kriminalitet’, så er fætre-

252 nes ‘tilknytning til Tyrkiet og tyrkisk kultur ikke af en så- dan styrke og karakter, at det kan veje tungere end deres stærke tilknytning til det danske samfund og herboende personer’. Hun stemmer som den eneste imod at udvise Ferhat og Hizir. Når retten tildeler en udvisningsdom, bliver den dømte typisk eskorteret ud af landet efter at have afsonet halvdelen af fængselsstraffen. Det sker for at kompensere for, at en udvisning reelt fungerer som en dobbeltstraf til den dømte. Det betyder, at Ferhat og Hizir skal afsone henholdsvis fire og fem års fængsel. På trods af forsvarsadvokaternes ønske om at få afprø- vet, om udvisningsdommen er i strid med menneskeret- tighedskonventionerne, bliver Ferhat og Hizirs sag aldrig taget op i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Med stadfæstelsen af Østre Landsrets afgørelse ligger det derfor fast, at Ferhat Kilic bliver udvist af Danmark den 14. august 2007, mens Hizir bliver udvist til Tyrkiet et år senere.

Anklager i Højesteret, rigsadvokat Henning Fode, udtaler efter rettens afgørelse, at dommen skal statuere et eksempel ved at vise, at ‘man ikke kan begå kriminalitet her i landet og så være sikker på, at man fortsat kan få lov til at opholde sig her’. Integrationskonsulenter, klubpædagoger og den krimi- nalpræventive medarbejder på Nørrebro oplever imidlertid ikke, at dommen har en synderligt afskrækkende effekt på de unge i kvarteret, og antallet af knivstikkerier på Nør- rebro er kun steget siden mordet på Antonio Curra. Især blandt de mest utilpassede og ressourcesvage drenge tænker man ikke nødvendigvis særlig langsigtet, når man begår kriminalitet. Og der hersker blandt disse unge en

253 tendens til at fremstille sig selv som ofre for en mere eller mindre åbenlys racisme i samfundet. Arbejdsmarkedsforskere som Shahamak Rezaei og Marco Goli fra Roskilde Universitetscenter har sammen med diverse integrationskonsulenter siden årtusindskiftet peget på en udvikling, hvor ressourcesvage minoriteter melder sig ud af mainstreamsamfundet og i stedet danner små parallelsamfund. En stigende mistro til såvel medier som politikere og sagsbehandlere i kommunerne er en del af denne udvikling, lyder argumentationen. Tendensen er også blevet beskrevet i Magtudredningen, hvor det anslås, at et stigende antal ressourcesvage etniske minoriteter bliver isolerede på samfundets bund.

Hovedpersonen for denne bogs fortælling er Ferhat Kilic, og der er ingen tvivl om, at hans familie særligt siden flyt- ningen til Tingbjerg har levet i en form for parallelsamfund. Adem Kilic og hans kone Meral har godt nok levet op til samfundets forventninger om, at man arbejder, men den daglige rutine er foregået med så godt som ingen kontakt til etniske danskere. Da Ferhat startede sin tilværelse i Danmark som tre- årig, havde hans far knap nok passeret teenageårene, og gennem hele sønnens barndom har Adem haft svært ved at forstå, hvordan man opdrager et barn og indpasser sig i det danske skole- og socialsystem. Den 14. august 2007 udvises Ferhat Kilic for bestandig fra Danmark med en bagage, der består af både hans for- ældre og nogle minder fra Danmark, hvor hans dans med fængselsvagter fylder lige så meget som erindringerne om knallertrøverier og hashrygning i træerne ved Utterslev Mose. Fængslet har lagt rammerne om Ferhats hverdag de sid-

254 ste fire år, mens kriminalitet og misbrug var en del af Fer- hats virkelighed, før han endnu var fyldt ti år. Vel at mærke med socialvæsenets vidende, uden at der nogen sinde blev grebet ind, før graden af drengens kriminelle handlinger udviklede sig til indbrud i villaer og voldelige overfald. Socialvæsenets håndtering af Ferhat er langtfra ene- stående, anslår en undersøgelse fra Psykologisk Center i København oven på mordet på Antonio Curra. De danske socialforvaltninger yder generelt en alt for ‘tilfældig snarere end målrettet indsats i forhold til udviklingstruede børn med indvandrerbaggrund’, slår psykolog Talli Ungar Felding fast i en kronik i Politiken, hvor hun i forlængelse af undersøgelsen konkluderer, at sagsbehandlere ofte har en misforstået tolerant holdning til indvandreres kulturelle skikke. Socialforvaltningens bestræbelser på at respektere ind- vandrerforældrenes kultur får derfor let den utilsigtede virkning, at ‘udviklingstruede indvandrerbørn faktisk dis- krimineres i forhold til børn af etnisk danske forældre’, konkluderer undersøgelsen. Der er derfor ‘alt for mange eksempler på’, at sagsbehandlere ser passivt til, ‘når læger, skolelærere og politifolk indberetter om den dårlige behandling, drengen er udsat for i hjemmet, eller drengen selv gør opmærksom på urimelige hjemlige forhold’.

Omdrejningspunktet for fortællingen om Ferhat Kilic handler imidlertid langtfra kun om familiens oplevelser med socialvæsenet, og det ville være forfejlet at forklare hans udvikling i Danmark ud fra en enkelt faktor. Såvel Ferhats som Hizirs historie repræsenterer nogle generelle samfundsmæssige problemer, der skyldes dårlig social arv samt dårligt gademiljø og skole- og socialvæsen i et område med mange ressourcesvage familier.

255 Danmarks hovedstad lægger grund til de fleste scener i denne bog. Den københavnske folkeskole sender, ifølge undersøgelsen PISA København, halvdelen af sine elever med indvandrerbaggrund ud i samfundet uden de mini- mumsfærdigheder i læsning, som er nødvendige for at klare en ungdomsuddannelse. I forbindelse med arbejdet på denne bog har flere kriminalpræventive repræsentanter for skole, klub og politi givet udtryk for, at det særligt på skoler i områder med mange ressourcesvage familier er et problem med manglende ressourcer til støttetimer samt nye bøger til svage elever. Det bremser simpelthen indsatsen for at vende dårlig social arv i folkeskolen og dermed forhindre elever i at påbegynde løbebaner som Kilic-fætrenes.

Det kan ærgre, at et stort millionunderskud i Københavns Kommunes Uddannelses- og Ungdomsforvaltning kan risikere at gå ud over lærertimer og indkøb af skolebøger i byens skoler. Mangel på ressourcer til nyt materiale er utvivlsomt hverken blot et københavnerproblem eller en ny problematik, og selvom det ville være naivt at tro, at papirark alene skulle kunne vende dårlig social arv, har forfatterne af denne bog af nytteetiske årsager stor forståelse for, at læ- rere kan have lyst til at begå civil ulydighed ved at bryde copyright aftaler. Af hensyn til gældende aftaler med Copy-Dan kan vi ikke opfordre til dette på denne plads, men i stedet håbe på, at man fra politisk side vælger at føre stafetten videre til en generel diskussion af, i hvor høj grad de politiske målsætninger for at skabe stor social mobilitet og sikre et højt uddannelsesniveau i befolkningen hænger sammen med besparelser i folkeskolen og sagsbehandlere, der har svært ved at følge med papirbunkerne på skrivebordet.

256 Denne bog skal derfor ikke kun opfattes som en historie om et brutalt mord på en italiensk rygsækturist, men også som et indblik i nogle sammenhænge, der kan afdække en flig af sandheden om, hvorfor Danmark kører på fjerde årti med en integrationsindsats, der hidtil ikke har kunnet forhindre, at medborgere med indvandrerbaggrund har et lavere uddannelsesniveau end gennemsnittet og er over- repræsenterede i såvel kriminalitets- som ledighedsstati- stikker.

Aydin Soei og Jesper Dehn Møller København, juni 2007

Kilder

Fortællingen i denne bog bygger på interviews med over 50 personer samt aktindsigter i sagsmapper, retsbøger, politiindberetninger osv. Ud- over de primære kilder, som er angivet efter hvert kapitel, har vi lavet et utal af baggrundsinterviews med blandt andre kriminalpræventive medarbejdere, pædagoger samt unge og voksne med kendskab til såvel miljøerne i Tingbjerg og Indre Nørrebro som Kilic-fætrene. Disse samtaler har klædt os på til at kunne vurdere troværdigheden af de oplysninger, vi har indsamlet i arbejdet med denne bog, og har desuden givet os et redskab til at efterprøve vores primærkilders oplysninger i de konkrete interviewsituationer. Den fortællende journalistik, som denne bog bygger på, kræver en rekonstruktion af scener for at opnå en form, man normalt finder i skøn- litteraturens verden. For at sikre, at denne bog ikke skulle overskride grænserne for fakta, har vi bestræbt os på, at alle dens scener skulle bekræftes af mere end en kilde. Dette er lykkedes langt hen ad vejen takket være denne bogs hovedpersons samtykke til, at vi måtte få aktindsigt i hans sagsmappe samt i al korrespondance mellem de offentlige myndigheder vedrørende hans sag. Alligevel bygger passager i kapitel 9 ved- rørende Ferhat Kilics ophold på koranskole i Tyrkiet langt hen ad vejen udelukkende på Ferhats egne erindringer, og det samme er gældende for enkelte passager i kapitel 2 om Adems Kilics teenageår i Tyrkiet. Vi skylder en stor tak til alle de mennesker, der har villet dele ud af deres viden og dermed gøre denne bog mulig. Den største tak til Ferhat, Adem og Meral Kilic, som tilsammen har brugt hen ved 40 timer på at

259 fortælle os deres historie på trods af, at det ikke altid har været lige let at ruske op i fortiden.

Kapitel 1: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Zeki Kilic, Ilias Kilic, Manu Sareen, nabo Mustafa Ozcan, socialpædagogisk medarbejder Esam Rashwan, kioskejer Mustafa Yelli, Ove Dahl, Hassan (anonym, forfatterne er bekendte med hans sande navn). Retsbøger samt domme fra Østre Landsret og Højesteret samt dommene fra de to domstole. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. Avisartikler fra blandt andet Ekstra Bladet og B.T.

Kapitel 2: Kilder: Adem Kilic, Ferhat Kilic, Meral Kilic, Zeki Kilic. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic.

Kapitel 3: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Meral Kilic, Zeki Kilic. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic.

Kapitel 4: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Meral Kilic, Shamsad Safi, Kjeld Re- seke. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. ‘Tingbjerg – forklaring til en byplan’, Steen Eiler Rasmussens Teg- nestue. August 1963. Arbejdsgiveren nr. 6 fra 1970.

260 Kapitel 5: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Zeki Kilic, Shamsad Safi, Mustafa Özcan, Esam Rashwan, Rene Johansen. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic. Dombog fra Østre Landsret samt Højesteret.

Kapitel 6: Kilder: Manu Sareen, Rene Johansen, Harun Yusifi Rabin, Esam Rashwan, Helle Madsen, Adem Kilic, Ferhat Kilic, Zeki Kilic. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic. Rapporten ‘Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro 1997-2001’, udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Avisartikler fra blandt andet Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Ekstra Bladet.

Kapitel 7: Kilder: Rene Johansen, nabopar til Kilic-familien i Blågårdsgade, Esam Rashwan, Helle Madsen, praktikanten Thomas (navnet er opdigtet. Forfatterne er vidende om praktikantens rigtige navn), Adem Kilic, Ferhat Kilic, Zeki Kilic. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic. Rapporten ‘Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro 1997-2001’, udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Kapitel 8: Kilder: Adem Kilic, Ferhat Kilic, Shamsad Safi, John Møller, Leif Gudman Rasmussen, Rene Johansen, Flemming Gulløv, Helle Mad- sen, Ilias Kilic. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic.

261 Kapitel 9: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Zeki Kilic. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigt i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning samt klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic.

Kapitel 10: Kilder: Adem Kilic, Ferhat Kilic, John Møller, Leif Gudman Rasmus- sen, Shamsad Safi. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigt i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning samt klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic.

Kapitel 11: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Susanne Bøgh, Shamsad Safi, pæda- gog Rene Gülic. Ferhat Kilics sagsmappe. Aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. Samt diverse indberetninger vedrørende Ferhat Kilic fra disse instanser.

Kapitel 12: Kilder: Adem Kilic. Ferhat Kilic. Per Wiegandt. Maria Salling Ander- sen. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. Dombog af 25. februar 2003 fra Københavns Byret. Dombog fra Højesteret af 15. marts 2005.

Kapitel 13: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Zeki Kilic, Shamsad Safi, Dan Sø- berg, Per Wiegandt, Rene Johansen, Avedøre-drengen, Thomas fra Askovgården (ændret navn, forfatterne er bekendt med det rigtige navn). Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mel-

262 lem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. Dom og retsbøger fra Københavns Byret, Ballerup Byret samt fra Østre Landsret.

Kapitel 14: Kilder: Ferhat Kilic, Adem Kilic, Zeki Kilic, Shamsad Safi, Per Wie- gandt, Rene Johansen, Avedøre-dreng, Mikkel Helligsøe, Michael Jen- sen. Ferhat Kilics sagsmappe samt indberetninger fra ungdomsinstitutioner. Dom og retsbøger fra Københavns Byret samt fra Østre Lands- ret.

Kapitel 15: Kilder: Ferhat Kilic, Ove Dahl, Hassan (anonym, forfatterne er bekendte med kildens sande navn). Vidneforklaringerne i Østre Landsret og Højesteret samt dommene fra de to domstole. Uddrag fra diverse politirapporter og fra Antonio Curras obduktionsrapport. Ferhat Kilics sagsmappe. Til dette afsnit er der desuden foregået baggrundssamtaler med venner og bekendte til Ferhat og Hizir Kilic. Oplysningerne fra disse samtaler er udelukkende blevet brugt som baggrundsviden, der har klædt forfatterne på til at kunne vurdere vidneforklaringerne i retten. Da der er tale om bag- grundsoplysninger, fremkommer navnene på disse unge ikke.

Kapitel 16: Kilder: Adem Kilic, Ferhat Kilic, Manu Sareen, Rene Johansen, nabopar til Kilic-familien i Blågårdsgade, Harun Yusifi Rabin, Esam Rash- wan, Helle Madsen, Zeki Kilic, Ove Dahl, tidligere praktikant på B.T. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. Rapporterne ‘Kriminalprævention og Integration på Indre Nørre- bro 1997-2001’ samt ‘10-punktsplanen på Indre Nørrebro’, udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Kapitel 17: Kilder: Helle Madsen, Thomas (anonym, forfatterne er bekendt med han rigtige navn), Manu Sareen, Rene Johansen, Harun Yusifi Rubin, Esam Rashwan, Flemming Gulløv. Diverse avisartikler samt rapporterne ‘Kriminalprævention og Integration på Indre Nørrebro 1997-2001’ og ‘10-punktsplanen på Indre Nørrebro’, der er udarbejdet af Center for Alternativ Sam- fundsanalyse (CASA).

Kapitel 18: Kilder: Adem Kilic, Ferhat Kilic, Zeki Kilic, Meral Kilic, Ove Dahl, skolelærer Susanne Bøgh, forsvarsadvokat Ulrik Rasmussen. Rets- og dombøger fra Østre Landsret samt Højesteret. Ferhat Kilics sagsmappe samt aktindsigter i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning, klub- og skolevæsen angående Ferhat Kilic. Avisartikler fra blandt andet Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. “Drabschefen” af Stine Bolther. Aktindsigtsmateriale, rapporter samt bøger

Ferhat Kilics sagsmappe, hvori aktindsigt i al korrespondance mellem politi, socialforvaltning samt klub- og skolevæsen angående Ferhat Ki- lic indgår. Samt diverse indberetninger og undersøgelser omkring Fer- hat Kilic.

Dombog for Københavns Byret af 05.12.2000 i sagen mod Hizir Kilic.

Dombog for Københavns Byret af 19.04.2002 i sagen mod Hizir Kilic.

Dombog for Københavns Byret af 25.02.2003 i sagen mod Adem Kilic og Ferhat Kilic.

Dombog for Ballerup Byret af 06.05.2003 i sagen mod Ferhat Kilic.

Retsbog for Østre Landsret af 25.10.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic

Retsbog for Østre Landsret af 26.10.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic.

Retsbog for Østre Landsret af 27.10.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic.

Retsbog for Østre Landsret af 01.11.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic.

Retsbog for Østre Landsret af 03.11.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic.

265 Retsbog for Østre Landsret af 09.11.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic.

Dombog for Østre Landsret af 09.11.2004 i sagen mod Hizir Kilic og Ferhat Kilic.

Dombog for Højesteret af 15.03.2005 i sagen mod Hizir Kilic og Fer- hat Kilic.

Kriminalprævention og integration på Indre Nørrebro, december 2001. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) .

Tingbjerg og Utterslevhuse, Forudsætningsmateriale for Københavns Kommune 2003.

10-punktsplanen på Indre Nørrebro – en evaluering, februar 2007. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).

Eiler Rasmussen, Steen: Tingbjerg – forklaring til en byplan, Steen Eiler Rasmussen tegnestue, 1963.

Berger, Ågot: Mangfoldighedens Biblioteker, Bibliotekarforbundet, 2001.

Togeby, Lise: Fra fremmedarbejder til etniske minoriteter, Aarhus Universitetsforlag, 2003.

Bolther, Stine: Drabschefen, Ekstra Bladets forlag, 2006.

Andre skrevne kilder:

Ziadeh, Hanna: Palæstinenserne i Danmark: en høj profil, på godt og ondt, artikel lagt ud på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut.

Hornum, Malene og Haase, Charlotte: Mondæn udendørs dagligstue, artikel på www.paagaden.dk. 08.05.2006.

Arbejdsgiveren nr. 6, 1970.

266 Artikler

Ekstra Bladet

Hjorth, Jesper: Betjente gennemtævet af bøller, Ekstra Bladet, 12.07.1997.

Fleckner, Mette: Skudt i huen, Ekstra Bladet, 31.05.2003.

Pinborg, Niels: Offer for gaderøverier: Ung turist kæmper for sit liv, Ek- stra Bladet, 10.08.2003.

Pinborg, Niels: Teenagere anholdt for rovmordet, Ekstra Bladet, 11.08.2003.

Pinborg, Niels: Døde i armene på mor og far, Ekstra Bladet, 11.08.2003.

Fleckner, Mette: Ved hvem hans mordere er, Ekstra Bladet, 13.08.2003.

Rasmussen, Anton og Fleckner, Mette: På flugt da Antonio blev myrdet, Ekstra Bladet, 15.08.2003.

Fleckner, Mette: Afviste hjælp fra taxi, Ekstra Bladet, 16.08.2003.

Bolther, Stine: Antonio dræbt med denne kniv, Ekstra Bladet. 03.09.2003.

Skribent ukendt, artikel under mærket thejs: Skød sig i benet på legeplads, Ekstra Bladet, 01.06.2004.

Pinborg, Niels: Fuckfinger til Danmark, Ekstra Bladet, 24.07.2004.

Fleckner, Mette: Drabs-mistænkt taler ud, Ekstra Bladet, 06.10.2004.

Pinborg, Niels: Grinede af 10 års fængsel, Ekstra Bladet, 10.11.2004

267 Jyllands-Posten

Kongstad, Jesper: Indvandrere overfaldt betjente, Jyllands-Posten, 13.07. 1997.

Kongstad, Jesper og Prakash, Thomas: Nørrebro på kogepunktet, Jyl- lands-Posten 14.07.1997.

Kongstad, Jesper: En dag i ingenmandsland, Jyllands-Posten 15.07.1997.

Plesner, Eva: Hævnakt: Drabsforsøg mod 18-årig, Jyllands-Posten, 31.05.2003.

Ellegaard, Carsten: Drabssag: Massiv klapjagt på drabsmænd, Jyllands- Posten, 11.08.2003.

Larsen, Jesper Stein: Retssag: Mordtiltalt: Der gik panik i mig, Jyllands- Posten, 26.10.2004.

Larsen, Jesper Stein: Drabssag: Vidner: Antonio Curra blev slagtet, Jyl- lands-Posten, 27.10.2004.

Laugesen, Gerd: „Fucking luderland“, Jyllands-Posten, 04.04.2005.

Ellegaard, Carsten: Kriminalitet: Politiet: Flere bruger kniv, Jyllands-Po- sten, 20.12.2005.

B.T.

Larsen, Søren. Skød seks gange mod sit offer, B.T., 31.05.2003

Børsting, Mikael og Jensen, Charlotte Wendt: Forældre besøgte gerningsstedet, B.T., 11.08.2003.

Børsting, Mikael: Forældrene græd ud hos Italiens ambassadør, B.T., 11.08.2003.

Larsen, Søren: Turist-morderne får hjælp, B.T., 12.08.2003.

Andersen, Birger A.: 19-årig løsladt for turistdrab, B.T., 17.08.2003.

Juul, Lotte: Knivoffer om Antonio-mord: Det kunne ha’ været mig, B.T. 27.08.2003.

268 Søgaard, Jan: DNA binder fætre til Antonio-mordet: Nettet strammes, B.T., 11.09.2003.

Søgaard, Jan: Antonios morder kunne have dræbt mig, B.T., 18.07.2004.

Søgaard, Jan: Det koster at være voldsoffer i Danmark, B.T., 18.07.2004.

Johansen, Rikke Bjerge: Den sårede italiener bad taxichauffør om hjælp: Antonio blev henvist til en mønttelefon, B.T. 27.10.2004.

Jespersen, Linette: Vidner løj åbenlyst om Antonio-mordet, B.T., 28.10. 2004.

Jespersen, Linette og Johansen, Rikke Bjerge: Antonio-mordet: Dømte fætre amok efter drabsdom, B.T., 10.11.2004.

Berlingske Tidende

Wiig, Anders: Turistdrab: To anholdt for mordet, Berlingske Tidende, 11.08.2003.

Termansen, Jesper: Mistænkt for Curra-drab erkender at have ført kniven, Berlingske Tidende.

Termansen, Jesper: Nørrebro-drenge på en knivsæg, Berlingske Tidende, 14 11.2004.

Termansen, Jesper: Drabsdømt frygter udvisning mest, Berlingske Ti- dende, 09.03.2005.

Haslund, Elisabeth Arnsdorf: Endegyldig udvisning af Curras drabsmænd, Berlingske Tidende, 16.03.2005.

Skribent ukendt: Minister på besøg i splittet bydel, Berlingske Tidende, 14.07.2005.

Politiken

Seidelin, Matias: Røverier er fordoblet blandt indvandrere, Politiken, 12.08.2003.

269 Seidelin, Matias: Knivdrabet på Nørrebro: Vidner mistænkes for at lyve, Politiken, 13.08.2003.

Seidelin, Matias: Hvorfor hjalp de ikke?, Politiken, 13.08.2003.

Faber, Kim: To drenge fortsat i voksenfængsel, Politiken, 17.08.2003.

Halskov, Lars: „Hvorfor kunne de ikke nøjes med at slås med de bare næ- ver?“, Politiken, 24.08.2003

Ellesøe, Mads: Sigtet for drabsforsøg på Nørrebro, Politiken, 27.08.2003.

Ellesøe, Mads: Hylster til drabsvåben måske fundet hos sigtet, Politiken, 03.09.2003.

Hansen, Nanna Hyldgaard: To unge tiltalt for drab på italiensk turist, Po- litiken, 05.05.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla og Faber, Kim: Baggrund: Drabet, der ændre- de loven, Politiken, 10.08.2004.

Felding, Talli Ungar: Kronik: Mere end drengestreger, Politiken, 19.10. 2004

Ahlmann-Jensen, Camilla: Tiltalt: „Jeg førte kniven mod Curra“, Politiken, 22.10.2004.

Hansen, Nanna Hyldgaard: To unge tiltalt for drab på italiensk turist, Po- litiken, 05.09.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Nye oplysninger om drab på turist, Politiken, 26.10.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: „Jeg ville ikke dræbe“, Politiken, 26.10.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Vidner: Begge fætre overfaldt italiensk turist, Politiken, 27.10.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Bange og glemsomme vidner i drabssag, Politi- ken, 28.10.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Tumult mellem tiltalt og Curras far, Politiken, 04.11.2004.

270 Ahlmann-Jensen, Camilla: Ti og otte års fængsel for knivdrabet på Curra, 10.11.2004.

Groes-Petersen, Henrik: Udvisning bliver prøvesag, Politiken, 11.11.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Portræt: Fra „sød og rolig dreng“ til karakter- afviger, Politiken, 11.11.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Da sønnen blev dræbt af tre kraftige stik, Poli- tiken, 14.11.2004.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Dom i Curra-sag bliver principiel, Politiken, 09.03.2005.

Ahlmann-Jensen, Camilla: Fængsel og udvisning for drab stadfæstet, Poli- tiken, 16.03.2005.

Information

Berg, Rikke: Det vækker den indre svinehund, Information, 13.08.2003.

Ritzaus Bureau

Seks skud mod ung mand i Avedøre, Ritzaus Bureau, 31.05.2003.

Mindehøjtidelighed, Ritzaus Bureau, 12.08.2003.

Tre anholdt for drabet på den unge italiener, Ritzaus Bureau, 14.08.2003.

16-årige før dømt for vold, Ritzaus Bureau, 15.08.2003.

Tiltalt for knivdrab sigtet for livsfarlig vold i fængsel, Ritzaus Bureau, 10.09.2004.

Han mødte døden på Nørrebro, Ritzaus Bureau, 10.11.2004. Kristeligt Dagblad Fredag 20. februar 2015 8 | Mennesker Denne side er redigeret af Søren Kronholm

Dagens navn: eucharias

Eucharias, død 738, blev efter et fromt og ydmygt klosterliv ”Jeg hader ordet mønsterbryder” valgt til biskop af Orleans. Da han modsatte sig Karl Martels planer om at konfiskere kirkens gods, blev han landsforvist til Køln og siden til et kloster. Ingen danskere hedder Eucharias. Aydin Soei voksede op i et socialt belastet boligbyggeri og drømte om at blive bandemedlem. Han er 32 år, journa- Fødselsdag i morgen list og forfatter med speciale i, hvorfor nogle unge med indvandrerbaggrund ender med at blive netop bandemedlem

Saxofonist Benjamin Fhv. ekspeditionssekretær portræt 2 Aydin Soei skrev bogen ”Jeg havde nok mere fore- 40 Koppel, 41. - Komiker Grethe Fialla, 68. - Pastor »Vrede unge mænd« i kølvan- stillet mig, at jeg skulle have Omar Marzouk, 42. - Sogne- emer. Dan Thorkild Søren- af anne katrine restrup det på de mange optøjer i et arbejde af en slags. Men præst Susanne Engberg, 44. - sen, 69. - Skuespiller Helle [email protected] Tingbjerg og på Nørrebro. For jeg havde nogle pletter på Skuespiller Marina Bouras, Merete Sørensen, 69. - Kon- tiden er han i gang med at straffeattesten for cykeltyve- 45. - Billedkunstner Peter treadmiral Kristen H. Win- ydin Soei har haft skrive et selvbiografisk værk rier og den slags og ville alli- Holst Henckel, 49. ther, 69. - Fhv. kontorchef Ja- travlt med at tale med om sin egen opvækst, der gevel ikke kunne få et job. kob Lange, 69. - Professor, Ajournalister i den se- efter planen skal udgives i Derfor virkede gymnasiet Komponist, pianist overlæge, dr.med. Raben Ro- neste uge efter skuddrabene løbet af efteråret. – Foto: som en fin idé,” siger han. Nikolaj Bentzon, 51. - senberg, 69. i København. For Aydin Soei Dennis Lehmann/Scanpix. Det samme gør det, da han i Chefarkitekt50 Lise Lind, 52. - er formentlig en af de perso- gymnasiet beslutter sig for at Teolog, seminarielektor Mi- Skuespiller Niels Vi- ner i Danmark, der ved mest blive journalist og senere chael Riis, 55. - Forfatter, gild, 70. - Overlæge, om, hvad der ligger bag, når starter på universitet. Aydin journalist Hanne-Vibeke 7souschef0 Agnes Hauberg, 70. især unge med indvandrer- Soeis historie har ofte fået et Holst, 56. - Sognepræst Knud - Operasangerinde Lisbeth baggrund bliver bandemed- gengæld er han god til at velmenende ”mønsterbry- Erik Nielsen, 58. - Teolog, fag- Balslev, 70. - Pastor emer. lemmer. Aydin Soei har en slås. der” hæftet på sig. Selv har konsulent Jakob Schow-Mad- Bente Garver, 71. - Forsk- bachelor i journalistik og en ”Jeg blev ikke smidt ud, han et noget anstrengt for- sen, 59. ningschef, professor, overlæ- kandidat i sociologi og med- men det var nok tæt på. Jeg hold til netop det ord. ge, dr.med. Bente Danneski- borgerskab fra Syddansk var lidt en af de dumme ”Jeg hader det ord. Det Præsident for Køben- old-Samsøe, 71. - Folketingets Universitet. Han har som drenge i klassen. Jeg havde fastholder et billede, der ik- havns Byret Søren fhv. ombudsmand, professor, journalist arbejdet for Infor- svært ved at læse, og så hav- ke passer med den statisti- 6Venø0 Axelsen, 60. - Sogne- dr.jur. Hans Gammeltoft-Han- mation, Danmarks Radio og de jeg det ad helvede til der- ske virkelighed. Jeg ser ikke præst Jan Peter Chr. Schmidt, sen, 71. - Chief Imagination været vært på Radio24syv. hjemme, og så påtog jeg mig mig selv som en undtagelse, 61. - Sognepræst Sanne Busk Officer Rolf Jensen, 73. - Fhv. Han har skrevet bøgerne i stedet den der bølleidenti- og det er også forkert at sige Thøisen, 61. - Fhv. departe- karakterdanser Tommy Fris- ”Skyld – historien bag mor- tet,” siger han. til andre, især dem, som mentschef Peter B. Schultz, høi, 74. - Advokat Karen det på Antonio Curra” og kommer fra nogle hårdere 61. - Udviklingsdirektør, Østergaard Dyekjær, 75. - Ad- ”Vrede unge mænd – optøjer Moderen forlader faderen, miljøer, end jeg gør, at de er cand.mag. Susanne Vol- vokat Knud Lundblad, 77. - og kampen om anerkendelse da Aydin Soei er i begyndel- undtagelser, hvis de klarer qvartz, 62. - Sangskriver, Tapperichef Anders V. Ander- i et nyt Danmark”, der hand- sen af teenageårene. De flyt- sig godt. Sådan er det altså komponist, sanger, forfatter sen, 78. - Komponist Sven ler om udviklingen i landets ter til Gladsaxe, og flytnin- ikke. Man er en undtagelse, Pia Raug, 62. - Landsdommer Erik Werner, 78. udsatte boligområder fra miljø. Banderne var nogle, nen i 1993, da Aydin Soei er ny, lavere status i Danmark gen bliver afgørende for hvis man bliver bandemed- Svend Bjerg Hansen, 62. - slutningen af 1990’erne. der beskyttede lokalmiljøet. et år. Efter et kort ophold i og senere bliver alkoholise- Aydin. For selvom de i Glad- lem. Nogle teenagedrenge Professor, sektionsleder Kell Fhv. direktør Kaj G. ”Der er mange af de miljø- Det ville man selvfølgelig Uzbekistan kommer familien ret og voldelig. saxe bor i samme type bolig- tror nærmest, at det er mere Mortensen, 63. - Museums- Schou, 81. - Direktør, er, jeg har skrevet om, der er gerne være en del af,” siger til Danmark. De bliver anvist ”Min fars historie er nok byggeri som før, bliver Aydin normalt at blive bandemed- chef Torben Grøngaard Jep- cand.polit.80 Bent M. Hansen, mere rå end det, jeg selv Aydin Soei. en lejlighed i et kommunalt en af grundene til, at det ik- Soei placeret i en folkeskole lem end ingeniør. Vi er nødt pesen, 63. - Gartner, gartneri- 81. - Fhv. formand for Borger- kommer fra, men jeg kan boligbyggeri i Avedøre Stati- ke lige lå i kortene, at jeg et par kilometer væk i et til at fortælle dem, at sådan ejer Kristian Madsen, 63. - repræsentationen Bodil Jen- genkende meget af det i min Hans historie begynder i onsby. Efter ankomsten til skulle have en uddannelse i pænt middelklassekvarter. er virkeligheden altså ikke,” Sognepræst Ketty Lone Ol- sen, 82. - Direktør, civiløko- egen historie. Jeg drømte Iran. Hans forældre er kom- Danmark går det ned ad første omgang,” siger han. Det begynder at gå bedre i siger han. Aydin Soei bor på sen, 64. - Seniorforsker, nom Hans Theis Wester- selv om at blive bandemed- munister, og familien må bakke for faderen, der har De første år går det dårligt skolen, og han bliver indstil- Nørrebro og har en søn på to dr.scient.pol. Gorm Rye Ol- mann, 84. - Fhv. landbrugs- lem. Vi romantiserede det derfor flygte til Sovjetunio- svært ved at vænne sig til en i skolen for Aydin Soei. Til- let til gymnasiet. år. sen, 65. - Musiker, sanger, re- og fiskeriminister, bonde daktør Henrik Strube, 66. - Niels Anker Kofoed, 86. Cand.mag. Irene Nørr, 66. - Aktuelle navne Bestyrelsesformand Jørgen Redaktør Mogens Han sætter mennesket i centrum Ejbøl, 66. - Speciallæge Lene 90 Krebs, 90. - Fhv. kon- Bohr, 67. - Advokat og forfat- torchef, cand.polit. Birte Mil- Diabetesforening fik gelske og norske medtræne- ter Claus Boxenbaum, 67. - høj, 93. re. Her i fastetiden sætter Y’s Men’s-bevægelsen fokus på projektet ”Time of ny formand Alle over 18 år, der vil ar- Efter otte år på posten valgte bejde for et mere selvmords- Døde Fast”. Knud Hougaard Klausen står i 2014/2015 i spidsen for 3900 Y’s Men formanden for Diabetesfor- frit samfund, kan deltage i eningens træningen. Der er hidtil ud- Stevns-afde- dannet over en million første- v Forhenværende overlæge, daværende regentpar, kong eget firma var der overskud til ling Ebert hjælpere på verdensplan, dr.med. Sten Madsen, Kø- Frederik IX og dronning Ing- portræt at engagere sig i klubarbej- Pedersen at heraf foreløbig 50 i Danmark. benhavn, er død, 97 år. rid. Det betød på mange må- [email protected] det, hvor han blandt andet træde tilbage Typisk deltager rådgivere, Sten Madsen blev dr.med. i der et liv tæt på kongehuset, har været præsident i to om- på generalfor- vejledere, kontaktpersoner, 1949, og efter at have arbejdet hvor Sten Madsen ved flere et handler om menne- gange. Han har endvidere samlingen, der pædagoger, undervisere, på Statens Seruminstitut og lejligheder deltog i regentpar- sker. Sådan lyder leder stået i spidsen for regions- blev holdt onsdag aften på sagsbehandlere, præster, po- haft en række hospitalsstil- rets udlandsrejser, blandt an- Daf den danske Y’s konferencerne i Skjern i 1993 Birkehøj. Han har været for- liti med flere, der i hverdagen linger i København kom han i det til Thailand. Men’s-bevægelse Knud Hou- og 2011. Dette gav ham mod mand lige siden oprettelsen er i bred kontakt med menne- 1961 til det daværende Amts- Sten Madsen beklædte for- gaard Klausens motto. på mere og bragte ham ind i af lokalafdelingen i 2007 og sker ude i samfundet. sygehus i Næstved som over- skellige bestyrelsesposter, ”Egentlig er det et motto, regionsledelsen, og siden ønskede at blive afløst som læge på den medicinske afde- blandt andet i Hjerteforenin- som burde stå over alle blev han valgt som kommen- følge af svigtende helbred. Nyt hold kommuni- ling. gen og i Den Centrale Viden- klubår, for det er det centrale de leder af regionen. Efter to Som ny formand valgte be- Under Sten Madsens ledel- skabsetiske Komité. I 1996 til- i vores arbejde, at det handler års ”læretid” tiltrådte han styrelsen hidtidig næstfor- katører uddannet se udskiltes de forskellige deltes han Frihedsfondens om mennesker. Hvad enten vi sidste sommer som leder af mand Axel Karlshøj- Følgende er for nylig blevet medicinske specialer som Hædersgave. tænker på det daglige arbejde de danske Y’s Men, som også Jensen. uddannet Executive Masters børnesygdomme, fysiurgi og Sten Madsen trak sig i 1987 i klubberne, eller vi sætter fo- rummer klubber i den centra- in Corporate Communication neurologi i selvstændige af- tilbage, og efter nogle år flyt- kus på de mange projekter, le del af Østeuropa. Ny indsats for selv- fra Aarhus Universitet, delinger i løbet af 1960’erne, tede han med sin hustru, som Y’s Men’s bevægelsen Knud Hougaard har mange School of Business and So- ligesom der kom specialisere- Bibs, fra hjemmet i Holme- støtter ud over hele verden,” jern i ilden som leder, og han mordsforebyggelse cial Sciences: Anders Leh- de ambulatorier til. Således Olstrup ved Næstved til Kø- fastslår Knud Hougaard. er også for ganske nylig ble- Hver eneste dag dør to men- mann, kommunikationsdi- blev det tidligere amtssyge- benhavn, så parret kom til at Ud over mottoet vælger revet valgt som bestyrelses- nesker i Danmark af selv- rektør i HedeDanmark A/S, hus i årenes løb omdannet til bo tættere på børn og børne- gionslederen også et arbejds- medlem i den internationale mord. Et nyt program til selv- Ellen Stampe, journalist og et centralsygehus for den børn. Da han flyttede til Kø- tema, og Knud Hougaard har Y’s Men’s-bevægelse. I faste- mordsforebyggelse, ASIST, kommunikationsmedarbej- nordlige del af det daværende benhavn, kastede han sig valgt temaet: ”Empati og næ- tiden handler det dog pri- introduceres nu i Danmark. der i AOF Center Midtjylland, Storstrøms Amt og er stadig over undervisning i ”læge- stekærlighed”. mært om at sætte fokus på ASIST, som står for Applied Gitte Nørregaard, teamleder et af regionens største. dansk” for udenlandske læ- For Knud Hougaard hand- det internationale projekt Suicide Intervention Skills i Københavns Erhvervsakade- Ved siden af denne gerning ger, som har brug for oplæ- ler det om, at rette fokus væk ”Time of Fast”, hvor danske Training, er et supplement til mi, Hannah Maimin Weil, varetog Sten Madsen en an- ring i dansk lægeorganise- fra sig selv og i retning af Y’s Men bakker op om at de eksisterende tiltag, idet centerchef i Videncenter for den. Han var fra sin ungdom ring og om, hvordan ”skik og medmennesker. Ifølge ham 0 Knud Hougaard Klausen møder gang på gang på sine mange samle midler ind til forskelli- der også rettes fokus på risi- Arbejdsmiljø, Heidi en ven af kongehuset og kom brug” er på de danske syge- bruger danskerne alt for me- ture rundt i landet Y’s Men, der fortæller, at en af årsagerne til, at ge projekter i hele verden. kopersoner, der er atypiske Refsgaard Steensen, afde- til at virke som læge for det huse. get tid på at realisere sig selv: de er blevet medlemmer, er, at de har mødt omsorg og næstekær- En anden ting, der optager for statistikkerne, ud fra den lingsleder i Jobkompagniet ”Vi har brug for at rette lighed fra dag et i den klub, de er blevet medlem af. – Foto: Y’s regionslederen, er arbejdet antagelse, at alle mennesker Silkeborg, John Corey blikket mod medmennesket Men’s Club. med at udvikle Y’s Men’s-be- kan komme i risiko for selv- Morris, Alumni Relations Send nyt om navne til avisen og vise det empati. Det er vig- vægelsen. Et af hans mål er at mord, når livet spidser til. Manager på Aarhus Universi- tigt, at vi i vores klubber giver det daglige arbejde.” hvor han blev medlem af Programmet er en todages tet, , kommuni- Kristeligt Dagblad bringer uden beregning omtaler af: motivere klubberne til at få Lars Jensen 3 Runde fødselsdage, bryllupper (vielser og sølv- og guldbryllupper plads til hinanden på trods af Den 67-årige leder af de Skjern Y’s Men’s Club. Til nye medlemmer samt have workshop udviklet i Canada kationschef i Syddansk Er- mv), mindeord (som højst kan være på 3600 tegn, inkl. mellemrum), forskelle. Og endnu vigtigere, danske Y’s Men har været ak- trods for et hektisk liv som syn for, hvor der rundt i lan- af organisationen hvervsskole, Mette Heide ordinationer, jubilæer, ansættelser, fratrædelser, priser, legater, medal- at vi tager os af hinanden i tiv i bevægelsen siden 1982, statsautoriseret revisor med det kan skabes nye klubber. LivingWorks i 1983. Temple, MarCom Manager I jer og andre hædersbevisninger – meget gerne med tilhørende foto. Pioneren i Danmark er Brûel & Kjær Sound & Vibra- Send materialet til [email protected] eller pr. post til: Hanne Gullestrup, der er tion Measurement A/S, Ricco Kristeligt Dagblad, Navneredaktionen, Vimmelskaftet 47, Rundt i dag certificeret ASIST-træner. Andie Jensen, daglig leder/ 1161 København K. Hun blev intro- redaktør i Kulturinstitutionen Email/indsend venligst materialet så tidligt som muligt. Vi skal have det i hænde senest tre hele hverdage inden begivenheden. duceret til pro- Mono, Steen Dahl Pedersen, Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, herunder forkorte, i alt Asta Kidmose Kusk, i 1963 uddannet lærer fra se- Mors. Kirsten Mørch-Nielsen Sognepræst Søren grammet af to kommunikationschef i Dan- indsendt materiale. Pladshensyn betyder, at vi ikke kan garantere, at 90 Aarhus, har været minariet i Ribe og tog musik- og ægtefællen, organist Hen- 60 Vester Legarth, Ben- australske træ- marks Idrætsforbund, Ulla alt bringes. hjemmearbejdende og hjul- studier i England. I starten af rik Mørch-Nielsen, med hvem løse, blev teologisk kandidat nere, der i for- Kaspersen, kommunikati- pet til i sin nu afdøde mand, 1980’erne tog hun særuddan- hun blev gift i 1984, har siden fra Aarhus Universitet i 1982. bindelse med onschef i Sydøstjyllands Poli- I n dleveri ngsfrist for dødsan noncer kurvemager Ejner Kusks, nelsen til præst og fik ved ud- 1989 været lederpar af refugi- Samme år fik en internatio- ti, Ulrik Vosgerau, kommu- Der modtages dødsannoncer til morgendagens avis over telefon, virksomhed. Hun deltager i gangen af 1982 embede som et og også været aktive i kir- han ansættelse nal konference i Oslo tilbød nikationskonsulent på Aar- 3 telefax og e-mail dagligt mandag til fredag 8.30-15.00. gudstjenesten hver søndag i sognepræst i Køng, hvor hun kelivet på Mors. som sogne- at gennemføre en testwork- hus Universitet, Kate Indlevering af dødsannoncer lørdag, til indrykning mandag, kan kun Sct. Pauls Kirke, hvor hun har virkede indtil 1989. Da kom Kirsten Mørch-Nielsen har præst i Fugle- shop i Danmark. Philippa Clark, Marketing & finde sted telefonisk kl. 9-11.30. et godt netværk. hun til Mou Sogn, hvorfra tre børn. bjerg-Tystrup- Da der skal være to trænere Communications Manager i Telefon: 3348 0500 Fax: 3348 0501 Asta Kidmose Kusk interes- hun gik på pension i 1999. Haldagerlille på alle workshops, bliver Heden & Fjorden og Anne Mail: [email protected] serer sig meget for sin fami- Efter at Kirsten Mørch-Niel- Forskningsprofessor, Pastorat ved Hanne Gullestrup, indtil næ- Katrine Overgaard, Kontor- lie. Hun har tre børn, seks sen i 1968 på et hospital i dr.agro. Poul Næstved. I 1993 kom han til ste danske ASIST træner bli- chef på Syddansk Universitet. Løsning på dagens mi n i-krydsord børnebørn og ni oldebørn. New York under en operation Sørensen75 , Institut for Gene- Benløse Kirke ved Ringsted, ver uddannet i foråret 2015, Vandret: Humbolt. Arealer. Rist. Ve. Matine. Ds. Sari. I. Atter. Rar. Ude. blev ramt af hjertestop med tik og Bioteknologi, Forsk- hvor han har været siden. suppleret af australske, en- Regerer. Ed. Il. Nedrig. D. R. Gik. Egypten. Pastor emer. Kirsten efterfølgende hjerneskade, ningscenter Foulum, Tjele, Det lokale kirkeliv har altid Lodret: Harmdirrende. Urias. Aede. G. Mest. Arg. Dry. Batist. Eir. OL. Mørch-Nielsen, Mik- beskrev hun senere sine ople- kom til Landbohøjskolens af- haft første prioritet med Naturligt. Leverede. Gie. Tre. Irere. Kn. kelsbakke75 Refugium, Nykø- velser i bogen ”Lys bag dø- deling for husdyrgenetik efter blandt andet andet en række bing Mors, blev født i 1940 den”. Hun har ligeledes med- agronomeksamen i 1967, og kirkerejser, der nu i et samar- Løsning på dagens sudoku under tysker- virket i interviews på tv og til efter licentiateksamen i 1971 bejde med menighedsrådet er nes bombarde- blade og aviser. Hun har des- fik han en stilling som lektor. blevet fulgt op af en rejsehøj- menter i Eng- uden hold omkring 800 fore- I 1973 skiftede Poul Søren- skole. Søren Legarth deltager 148 932 576 land, hvor hen- drag om emnet. sen til fjerkræforsøgene, og i også i et nyt projekt på Benlø- 576 814 329 des far var sø- For nylig har Kirsten 1986 forsvarede han doktor- se Skole med integreret un- 932 756 418 mandspræst. Mørch-Nielsen skrevet ”Bo- afhandlingen ”Studium af ef- dervisning i kristendoms- 659 381 247 Efter krigens gen om mindelunden i Svinø” fekten af selektion for vækst kundskab. 721 645 893 1267 afslutning flyttede familien til og hun udfolder sig også som hos slagtekyllinger”. Han har siden 1983 været 483 279 165 Sydfyn til en præstegård, portrætmaler. Poul Sørensen er meget gift med sognepræst Marie 397 128 654 hvor der altid var altid masser Hun har endvidere startet anerkendt internationalt som Riisgaard Legarth, der er an- 815 467 932 af musik, da hendes mor var den økumeniske forening en betydende avlsforsker på sat i Sct. Mikkels Kirke i Sla- organist. Klosterhus, som oprettede fjerkræområdet. gelse. Sammen har de tre

264 593 781 SUDCL_ Kirsten Mørch-Nielsen blev Mikkelsbakke Refugium på sønner med familie. Onsdag 18. februar 2015 POLITIKEN Debat 7

Læserne Mener Dagens citat HOLM VS. NYBROE-LEDEREN net til hinanden, hensynet til hviler os alle sammen. Et si- Er vi sikre på, at dobbeltmordet i Mogens Bähncke, Svejgårdsvej vores blå planet, alt peger i gøjnerordsprog siger: 31, Hellerup: samme retning. Det kan ikke »Overlad hadet og bitterhe- Politikens leder lørdag 14.2.: ændres, kun forsinkes. Gå for- den til dem, der ikke er stærke København var et terrorangreb? anmeldelse af en anmeldelse, an nu! nok til at elske«. Holm vs. Nybroe. Jamen, på le- derplads? Hvad er nyt her? Er DF’S NAVLESKUERI TERRORISME I DK Mærker man en svag glæde over, at terro- en lille eller en stor sag, kan man diskute- det væsentligt? Er der analy- Casper Pedersen, Niels Bohrs Al- Thure Barsøe-Carnfeldt, Stor- Ordenes magt ren nu er blevet virkelig og ikke blot et re. Men nu er den blevet indiskutabelt se? le 23, VU , Odense: skovvej 60, Dronninglund: spøgelse? At Danmark har vundet sin ret stor. Den er ikke blot et dobbeltmord, Det ligner slaphed, hvis re- Selv om Danmark er afhæn- Så fik Mor Danmark for alvor OLE THYSSEN, til at være et fuldgyldigt medlem af civili- men et anslag mod de helligste værdier i daktionen vil stå inde for, at gigt af at sælge vores viden til taget sin mødom. Med terror- PROFESSOR, DR.PHIL. sationernes sammenstød? den vestlige verden. lederen på Politikens forside udlandet, ønsker DF at fjerne angrebet på mødestedet Der er massemøder overalt, nyhedsme- samler op på en lang uges tør- vores internationale uddan- Krudttønden og på den jødi- SIDEN DOBBELTMORDET på en filmin- I EN ÅBEN SITUATION skal man tage vare dierne kører sagen i båndsløjfe, politi- vevendinger og gennemtyg- nelser, som foregår på et an- ske vagtmand er Danmark nu struktør og en vagtmand er de danske ny- på ordene. Hvad er det, som er sket? Her kere udtaler sig sentimentalt, og almin- ninger med udgangspunkt i det sprog end dansk. Dette kommet med i den ubehage- hedsmedier gået amok i, hvad der min- kan ordene gå flere veje. delige mennesker lægger ord og følelser Nybroes bog og dens påstan- finder jeg skræmmende. Vi le- lige klub af misforståede teg- der om et massehysteri. Mord er frygte- Er det en forvirret og voldelig ung til. Gerningsstederne svulmer af blom- de. Det vil være løgn at påstå, ver i en verden, der bliver me- neserie- og ytringsfrie natio- ligt. Men opfølgningen på et mord kan mand, som har begået et dobbeltmord? ster, og i et valgår mindes man de ord, at Bjørn Bredal i lederen gør re og mere globaliseret. ner rundt om i verden. også være det. Så er det en sag for politiet, som tilsynela- som Hamlets stedfar sagde, da han skulle billedet mere klart. Vi lever i en verden, der kon- To døde civile og fem sårede Hvorfor den 22-årige Omar El-Hussein dende har opklaret sagen og dræbt den kommentere sin brors død: Vi skal med Han efterlyser tilmed den stant interagerer med hinan- politifolk blev soloterrori- myrdede først en deltager i et debatmø- formodede gerningsmand. Og så er den »klog sorg« se på sagen, »mens vi tillige samme klarhed hos Adam den. Ønsker DF virkelig, at vi stens resultat af en vanvids- de om blasfemi og dernæst en jødisk sag ikke længere. Vi har fulgt skemaet tænker på os selv«. Holm, som hans leder i for- skal lukke os om os selv? Øn- handling. Man må spørge PET vagtmand, står hen i det uvisse. Han er med forbrydelse, opklaring og – desværre tvivlende grad savner, når den sker DF virkelig at dræbe den om, hvor mange terrorkopi- Vi vil altid stå på det død og har intet efterladt. Hans venner er – dødelig straf. POLITIKERE ER hurtigt ude, særligt i et vikler sig ind i spørgsmål danske konkurrenceevne? ster Mor Danmark endnu fo- frie ord og den frie uforstående, og han synes ikke at være Eller er det et terrorangreb på umisteli- valgår, og selv om de står skulder ved uden svar, karaktergivning til Jeg ønsker, at Danmark fort- strer ved sit bryst. medlem af nogen religiøs gruppe eller ge værdier? Er det en ung mand, som i skulder og for nogle sekunder glemmer flere sider af kolleger og lig- sat skal kunne konkurrere Er vi for blødsødne, tager vi tankes side. Vi vil nogen terrorcelle. Derimod beskrives gråzonen mellem vold og jihad har fyldt deres fjendskab, overvejer de samtidig nende ligegyldigheder. mod resten af verden, og der- ikke de radikale muslimer al- altid kæmpe for han som voldelig og paranoid. sig med had til den vestlige livsstil og følt med kolde øjne, hvordan de selv kan bru- for er denne internationale vorligt nok? Hvor mange for- alles ret til at tænke sig berettiget til at sætte et terrorens nå- ge sagen. Terror er også en ressource og BÅDFLYGTNINGE profil, som disse engelskspro- søg og uddannelsesrejser skal og tale frit. Det er HANS DOBBELTMORD virker som kalke- lestik ind for at skabe forfærdelse og fortjener de største ord i skuffen. Ole Christian Bækgaard, Engle- gede uddannelser sikrer, helt de have, før de for alvor slår sådan, vi er. Og vi ret efter forløbet omkring Charlie Hebdo angst? Så er det en ganske anden sag. Der Det er her, kæden hopper af, og man fø- rup Gade 25, Kirke Såby: uundværlig. sig løs på uskyldige danskere? bliver aldrig for nogle uger siden: først et angreb på går rygter om, at han er blevet ’radikalise- ler et lille ubehag ved at se, hvordan der Amnesty International (John »Jeg er Charlie«. Muhammed-satirikere, dernæst på en jø- ret’ under et fængselsophold. Måske er vokser en betændt blomst af følelser og Dalhuisen) siger, det nu er EU, BEVÆGELSE OG INDLÆRING anderledes disk bygning. Men der er ingen erklærin- han en nyttig idiot for mere dystre typer. politik omkring en ulykkelig sag, hvor en der har ansvaret for, at båd- Martin Spang Olsen, Bårde- MULTIKULTISAMFUNDET Mette Frederiksen, ger, som direkte sætter mordene i en reli- Det vides ikke. Men der spekuleres in- ung mand, desværre, gik amok. flygtninge på vej til Europa bæksvej 3, Hørsholm: Alexander Stürup, næstfor- justitsminister (S). giøs eller politisk sammenhæng. tenst. Fremtidens terrorister kan nu se, hvor dør. Det var ligegodt satans! Søren Møller skriver til mig i mand DSU Vesterbro: I Berlingske Men medierne er ikke i tvivl. Terroren De danske medier har valgt det sidste meget opstandelse de kan vække med de- Hvad med de banditter, der sit indlæg (Pol. 13.2.), at der er En danskkurder synger er kommet til Danmark, ytringsfriheden spor, skønt det nok havde været klogere res bistik. Det virker næsten som reklame sender folk på havet i plimsol- mange veje til Rom, når det svensk folkesang, en formand og demokratiet og friheden er angrebet. at vælge det første. Om dobbeltmordet er for mere terror. lere og scorer kassen, hvad en- gælder læring. Det er desvær- for det jødiske samfund i Dan- ten deres klienter lever eller re ikke sandt – der er kun én mark taler om forbrødring dør? Hvad med lokale korrup- vej, og det er gennem sanser- med muslimer, en fransk am- te magthavere, der tillader og ne. Alligevel indgik sanseopti- bassadør lirer nogle danske profiterer af trafikken? merende bevægelse ikke i Un- gloser af, en integrationsborg- Hvis EU har et ansvar, er det, dervisningsministeriets ’For- mester af asiatisk herkomst er Stop nu med at såre os, Birthe Rønn! at vi tillader en fattigdom og søg med Læring i Bevægelse’, arrangør og en statsminister et anarki i Afrika, der driver hvilket måske var projektets på flydende fransk – selv limske verden. Ingen har pligt til at gøre, le er, fordi vi, der insisterer på et liberalt folk på flugt. Vi burde bruge største svaghed. Dansk Folkeparti kan ikke for- liberalisme hvad der er lovligt. Naturligvis. Men ej og demokratisk frihedsgrundlag, kæm- alle midler – økonomiske, ad- »Mon ikke vi i de kommen- nægte multikulturen og heller har nogen ret til at sanktionere, per for noget større. For en ret, der går ud ministrative, udviklingsmæs- de år vil blive klogere på, hvor- mangfoldigheden! MORTEN MESSERSCHMIDT, hvad der er lovligt. over den konkrete handling, holdning og sige og militære – på at skabe dan bevægelse kan være med MEP (DF) Og lige så lidt som nogen bør tvinges synspunkt. Retten til at udøve sine bor- afrikanske samfund, der giver til at skabe en god skole?«, BLIXEN OG SATIRE til en ulovlighed, bør man kunne tvinges gerrettigheder uden frygt for tvang, vold deres befolkninger trygge le- slutter Søren Møller. Jo, det Ivan Z. Sørensen, Strandgade 53, BIRTHE RØNN HORNBECH er både jurist fra at gennemføre en lovlighed. Dette har og terror. vevilkår. kunne man håbe på. Vi andre København: og venstrekvinde. På papiret. For med sit intet med muslimernes følelser at gøre. At krænke denne ret burde såre enhver har sådan set vidst det længe. Karen Blixen kunne være bi- indlæg i Politiken 17.2. stiller hun grund- Jeg kunne aldrig finde på at tegne Mu- liberal. Men Birthe Rønn Hornbech er til- LAD OLIEN BLIVE DERNEDE dende satirisk over for kri- læggende spørgsmål ved europæisk rets- hammed. Blandt andet fordi jeg ikke kan syneladende mere optaget af, hvorvidt Carsten Ole Hansen, Drejer- MEDMENNESKELIGHED stendommen og sin egen kul- dogmatik og traditionelle liberale prin- tegne. Men også fordi jeg ikke ser noget det sårer muslimerne at bringe tegnin- banken 12, Vissenbjerg: Josefine Ottesen, Skovvej 51, turbaggrund i øvrigt. Med sin cipper, der får én til at overveje, om Bir- formål med det. Men jeg havde håbet, at gerne, end om det sårer liberale at svigte Det var trist 13.2. at læse, at kli- Svendborg: storsindethed og vide åndeli- the Rønn nu også er så liberal. vi var villige til at dø for, at også de, vi er det liberale livsgrundlag. Jeg tror, Horn- maministeren vil suge Nord- En stor del af os er genetisk be- ge horisont fandt hun det ik- Hvorfor skal vi vedholdende tegne og uenige med, kunne have samme friheds- bech sårer mange her i landet med sine søen ren for olie. Et fatalt sig- stemt, både fysisk og psykisk. ke fornødent at gøre grin med bringe tegninger, som sårer muslimerne, rettigheder som os. Dette fællesskab mel- udtalelser. Skuffer og desillusionerer. La- nal! Lyt dog til FN’s Klimapa- Selvfølgelig kan livsførelse ha- andre folks kultur og religion. spørger den tidligere kirkeminister. Sva- der Birthe Rønn Hornbech sig ud af, når der afmagt og apati sprede sig. nel, som endnu en gang har ve indflydelse, men mange af ret er ganske enkelt: Vi skal ikke bringe hun stiller sine spørgsmål. Det er trist. Ja, jeg finder faktisk hendes udtalelser advaret. brikkerne er lagt på forhånd. OM YTRINGSFRIHED tegningerne, fordi de sårer. Ingen skal gø- krænkende og stødende for min moral Det går langt hurtigere end Religiøs og kulturel identitet, Birgit Dalgas, Esperance Allé 15, re noget for bevidst at såre andre. Nej, MED SAMME RET kunne hun nemlig og livssyn. Jeg vil derfor appellere til hen- frygtet. Kast alle ressourcer derimod, er altid en konstruk- Charlottenlund: tegningerne må og skal bringes, fordi de spørge: Hvorfor satte Giordano Bruno des følelser og bede hende stoppe. Det er ind i innovation og udvikling tion. Er man blevet mødt med Tak til Birthe Rønn Hornbech understreger det sekulære princip, at verden – og sig selv – i brand ved at påstå, for smerteligt for mig som demokrat og af vindkraft, vandkraft og den manglende respekt, ser man (V) for indlægget i tirsdagens sharia er underlagt dansk ret, og fordi at jorden var rund? Folk blev jo rædsels- tilhænger af lov og ret at høre på den termiske energi. Investerin- verden gennem den linse. Har Politiken, der satte ord på tan- den vold, som de til stadighed fremkal- slagne, mistede troen på kirken og Gud. slags fra en tidligere minister. gerne vil komme mangefold tillid været gennemgående, kemylderet i mit hoved. Det er der, netop ikke må vinde. Burde han ikke have tiet? Hvorfor revoke- Således er det forskelligt, hvad vi såres igen. De fossile brændslers tid møder man livets udfordrin- at misbruge ytringsfriheden, I Danmark sætter loven, hvad der er ret rede Luther ikke sine teser, da de førte over. Men skulle mine følelser være min- er forbi. ger på en anden måde. når man håner, sårer og ned- og uret. Ikke voldsmanden. Ikke Kora- borgerkrig og optøjer med sig? dre værd end andres? Vel ikke. Så stop da Alle ved det. Olieselskaber- Men ofte skal der kun et en- gør sagesløse mindretal – og nen. Ikke Bibelen. Det er et af de liberale, Eller fra vor egen tid: Hvorfor satte Lar- med at såre os liberale, Birthe Rønn ne ved det. Dong ved det. Både kelt medmenneskeligt møde skaber afmægtighed. Det har sekulære principper, som er blandt ho- ry Flint liv og lemmer på spil for at offent- Hornbech. Og mens du overvejer det, vil konventionelle vækstteorier, til for at skabe lys i et formør- ikke noget formål. Selv om det vedårsagerne til vor civilisations frem- liggøre billeder af letpåklædte damer, vi naturligvis kæmpe til vor død for din hensynet til klimaet, hensy- ket barnesind. Det ansvar på- er lovligt. skridt. Blandt andet i forhold til den mus- når kirken nu var imod? Svaret på dem al- ret til at blive ved med at såre – os … kroniken 18. februar 2015 18.2.2015 Den forråede subkultur skaber grobund for terror

FOR AT FORSTÅ, hvad der kunne få den 22- en sort midaldrende kollega fra Chicago, forbløffet. Da han årige Omar Abdel Hamid El-Hussein til der i sin ungdom var bandemedlem, og som barn blev in- brutalt at likvidere to mennesker og såre som har siddet inde for manddrab. Rafi volveret i bande- fem betjente i weekenden, må man forstå Peterson hedder manden, der i dag forsø- Tilbage i 2011 kriminalitet, var det miljø og den forråede subkultur, han ger at hjælpe folk ud af bandemiljøet i mødte jeg ger- det for at skaffe var en del af. Chicagos mest udsatte boligområder, ningsmanden, penge til mad, for- Gerningsmanden har ikke modtaget hvor han selv er opvokset. talte han, og han sin træning udi brugen af våben, vold og I Mjølnerparken stødte vi på en gruppe da jeg fulgte en anså derudover dehumanisering af andre mennesker i fra den lokale bande Brothas, der var syn- gruppe gade- ’ghettoen’ Mjølner- Syrien, men derimod i velfærdsstatens ligt fascinerede af den amerikanske soci- plansarbejdere parken som et rent AYDIN SOEI udsatte boligområder og via en tilknyt- alarbejder og af ideen om den amerikan- i Mjølnerpar- paradis i forhold ning til kriminelle grupperinger, der er ske ghettokultur, som spiller en stor rolle ken, til the hood,hvor mere inspireret af drive by-skyderier og i gadebandernes selvforståelse. Gruppen han var opvokset. en ghettoidentitet, som det kendes fra på 6-8 unge mænd diskuterede den ame- »Jeg havde ikke no- amerikanske film, end fra det Mellemøs- BANDER. Radikalisering sker i bander snarere end i Syrien. Arkivfoto: Kåre Viemose rikanske rapper Tupac, islam, ghettoer, get valg. Det har I«, sagde han og kaldte Unge fra udsatte boligom- ten, hans forældre er emigreret fra. drive by-skyderier og fænomenet overle- de brune unge i Danmark, der identifice- Oven på terrorangrebet på Charlie cepterer brugen af vold i et forsøg på at en grad, hvor de accepterer terrorangreb, velse med Rafi Peterson. Vi er i krig og bli- rer sig med den sorte ghettomands- råder lever i et modborger- Hebdo i Frankrig afsatte regeringen her- opnå et bestemt politisk eller ideologisk kan man herhjemme med fordel sam- ver skudt på af vores fjender, forklarede mands lidelseshistorie for »sand niggas«. skab i opposition til det hjemme omkring 60 millioner ekstra til mål og for at omgøre samfundet. Men vi menligne med de unge, der tiltrækkes af de ham. »Det er forfærdeligt, at I har importeret bekæmpelse af radikalisering. De milli- overser potentielt unge som 22-årige kriminelle gadebander, der betragter den værste del af den amerikanske kul- omgivende samfund. oner skal bl.a. forhindre unge i at drage i Omar Abdel Hamid El-Hussein ved at Mjølnerparken og andre udsatte bolig- SIDEN BANDEKONFLIKTENS udspring i ef- tur. Tror I, der finder drive by-skyderier Hvis vi vil terroren til livs, krig i Syrien og Irak og få dem ud af det koncentrere radikaliseringsindsatsen områder som deres territorier. Det er vel- teråret 2008 var der blevet skudt jævnligt sted i jeres forældres hjemlande, og hvor er første skridt at få dem til ekstreme miljø, når og hvis de vender om mennesker, der reelt er i stand til at kendt, at en del af de danske syrienskrige- i gaderne, og Mjølnerparken var et af de mange mennesker i Mellemøsten går hjem igen. Som samfund risikerer vi sætte ord på, hvilket type samfund de øn- re er tidligere bandemedlemmer, og hi- boligområder, som var hårdest ramt af rundt i sådan noget tøj som jer og barbe- at se sig selv i fællesskabet. imidlertid at ramme ved siden af i be- sker, og ved at overse risikofaktorer som storien om den 22-årige gerningsmand den forråede kultur bag skyderierne. De rer al håret af«, spurgte den amerikanske kæmpelsen af den voldelige radikalise- manglende uddannelse og forråede sub- viser, at det ofte er den hjemlige forråel- kriminelle i kvarteret lå ud over Hells An- socialarbejder polemisk. ring, hvis vi fokuserer mere på Syrien og kulturer i de boligområder, hvor de er op- se, der kommer først, når det drejer sig gels i krig med ligesindede gadebande- Irak end på de lokale risikofaktorer, der vokset. om tiltrækningen til kriminelle bander medlemmer i Blågårdskvarteret og Sjæl- JEG HAVDE indtil da ageret flue på væg- gør, at unge i udsatte boligområder er Politiet har meldt ud, at den 22-årige og radikaliserede miljøer – ikke den ør, der med jævne mellemrum – enkelte gen, men kunne ikke dy mig for et ind- overrepræsenterede, når det handler om har været en del af det københavnske udenlandske påvirkning.. gange med held – forsøgte at likvidere spark: »Når jeg tager til Iran med min lil- at havne i en kriminel bande eller blive bandemiljø omkring Mjølnerparken, hinanden. Murene i Mjølnerparken var lebror, der går rundt i store hiphopbuk- Aydin Soei er sociolog, foredragsforholder og radikaliseret. hvor han boede, og at han tidligere er TILBAGE I 2011 MØDTE JEG gerningsman- domineret af graffiti med budskaberne ser og kronrager sit hår, kigger min fami- forfatter til bøgerne ’Skyld’ og ’Vrede unge dømt for stump vold og besiddelse af vå- den, da jeg fulgte en gruppe gadeplansar- ’Død over BGP (Blågårds Plads) og AK81’ lie chokerede på ham. I Iran er det kun mænd’, der handler om unge mænd i udsatte FÆNOMENET radikalisering defineres of- ben. Når man skal kortlægge unge i fare- bejdere i Mjølnerparken, i anledning af at (Hells Angels’ støttegruppe). straffefanger, der ser sådan ud, siger de«. boligområder test som en proces, hvori en person ac- zonen for at blive religiøst radikaliseret i de danske socialarbejdere havde besøg af Den amerikanske socialarbejder var Rafi Peterson stemte i: »Ja, men det er POLITIKEN Onsdag 18. februar 2015 8 Debat

138 børn satte 1.000 30-årige kvinder 6,9 børn satte 1.000 19-årige kvinder i gennemsnitligt i verden i 2014 gennemsnit i verden samme år Kilde: Danmarks Statistik

RETTIGHEDER. Danskerne står fast på muslimers demokratiske rettigheder trods terrorangreb og Muhammedkrisen. De sondrer nemlig mellem islamister og almindelige muslimer som dem, der her afholder eid-fest i Valby Hallen. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard Terror. Frihedsrettigheder gælder for alle

Danskerne skelner klart ker i ’os og dem’, forsvinder lysten til at Spørgsmålene blev stillet med referen- fund, f.eks. nykristne. Og til alle de rettig- mer’ og ’islamiske fundamentalister’. Op- Selv om begivenhederne naturligvis beskytte ’de andres’ rettigheder. Men be- ce til bestemte grupper såsom de politi- heder, vi spurgte til. bakningen til muslimers rettigheder er skaber frygt for og vrede mod terrorister, mellem muslimer og høver det at gå sådan? Er det danske de- ske yderfløje, de autonome, nykristne For det andet var opbakningen til mus- stor. Opbakningen til islamiske funda- er det ikke givet, at disse følelser rettes fundamentalister, viser mokrati virkelig så skrøbeligt? grupper – og såvel muslimer som islami- limers rettigheder ikke mindre under mentalisters rettigheder er betydelig mod muslimer generelt. Et kvalificeret svar på dette spørgsmål stiske fundamentalister. krisen end efter. Om noget var den større. mindre. Det er islamiske fundamentali- erfaringer fra 2006. findes ved at se på den nære fortid. Vi fandt, at igennem hele perioden – Danskerne er ikke engle. Der er frem- ster, der vækker frygt blandt danskerne. LÆREN FRA Muhammedkrisen er, at dan- Danmark har før stået i en situation, under og efter den værste udenrigspoliti- medfrygt i ethvert samfund; vores under- Ikke den almene muslim. Resultatet var, skerne er parate til at stå fast på deres op- hvor der var pres på de demokratiske fri- ske krise siden Anden Verdenskrig – var søgelse tyder på, at fremmedfrygten at frygten for islamismen ikke vendes til bakning til muslimers rettigheder, selv Analyse hedsrettigheder. En situation er direkte der klar opbakning til muslimers rettig- hverken er større eller mindre i Danmark had mod muslimer. når dramatiske begivenheder sætter dis- forbundet medsituationen i dag. heder i den brede befolkning. end i de lande, vi normalt sammenligner Når danskerne skelner mellem musli- se værdier under pres. Modviljen mod is- Mens Muhammedkrisen var på sit hø- To ting er særligt bemærkelsesværdige os med. mer og islamister og støtter de førstes lamiske fundamentalister smitter ikke af MICHAEL BANG PETERSEN, RUNE SLOTHUUS OG RUNE STUBAGER jeste – med ambassadeafbrændinger og i den forbindelse. Den store tilslutning til muslimers ret- rettigheder, skyldes det bl.a. den måde, på den generelle holdning til muslimer. massedemonstrationer i Mellemøsten – For det første fik muslimer akkurat tigheder sker på trods af fremmedfrygt. de politiske aktører handler. Om majoritetsbefolkningen holder gennemførte vi en undersøgelse om dan- samme opbakning som grupper, der Når danskerne alligevel bakker op, fast i velviljen over for det muslimske skernes tolerance. Undersøgelserne viste, utvivlsomt hører til i det danske sam- skyldes det, at de skelner mellem ’musli- UNDER Muhammedkrisen var politiker- mindretal i Danmark og står fast på for- kølvandet på weekendens terroran- at danskerne stod fast på at forsvare mus- nes opbakning til de demokratiske ret- svaret for deres rettigheder, afhænger ik- greb i København melder et spørgs- limers rettigheder. tigheder – særligt ytringsfriheden – stærk ke mindst af, om politikerne og andre ak- I mål sig uvægerligt: Hvad sker der En række paralleller mellem dengang Danskernes opbakning til forskellige og entydig. tører er i stand til at fortsætte den linje, nu? Hvis angrebet viser sig at være isla- og situationen i dag gør, at vores bedste demokratiske rettigheder Også reaktionen blandt herboende som de har lagt i dagene efter angrebet. Kilde: Petersen, Slothuus og Stubager, 2014 mistisk motiveret, hvilke grøfter bliver bud er, at vold heller ikke denne gang vil 81 % 83 % muslimer var vigtig. Mange talte imod [email protected] der så gravet mellem majoritetsbefolk- rykke ved danskernes opbakning til et 71 % 68 % Jyllands-Postens tegninger, men de gjor- ningen og det muslimske mindretal? demokrati, der både inkluderer og be- Islamistiske 61 % de det velovervejet og uden vold. De vold- Michael Bang Petersen, Rune Slothuus og 51 % Bekymringen blandt politikere og de- skytter minoriteter. fundamentalister 51 % 50 % somme reaktioner kom andetsteds fra. Rune Stubager er professorer ved Institut battører er særligt, at et islamistisk an- I kølvandet på weekendens hændelser for Statskundskab på Aarhus Universitet. greb på ytrings- og forsamlingsfriheden I FORÅRET 2006 spurgte vi løbende dan- 18 % ser vi lignende reaktioner. Politikere rea- kan betyde, at danskernes tilslutning til skerne om deres opbakning til demokra- Muslim gerer med forfærdelse, men den er rettet Undersøgelserne er rapporteret i bogen muslimernes rettigheder udhules; at tiet. Vi spurgte til opbakningen til speci- mod gerningsmanden snarere end hele Paul M. Sniderman, Michael Bang angsten for islamistisk terror bliver til fikke gruppers konkrete demokratiske Nykristne befolkningsgrupper. Petersen, Rune Slothuus & Rune Stubager: . had mod almindelige muslimer. rettigheder: retten til at tale offentligt, Ret til at Ret til at Frihed fra 15094 Muslimske organisationer reagerer li- ’Paradoxes of Liberal Democracy: Islam, Bekymringen er reel. Socialpsykolo- retten til at undgå telefonaflytning og ytre sig demonstrere aflytning geledes med klar fordømmelse af hæn- Western Europe, and the Danish Cartoon gisk forskning har vist, at hvis folk tæn- retten til at demonstrere. delserne. Crisis’. Princeton University Press, 2014.

... Den forråede subkultur skaber grobund for terror

også i fængslerne, at kulturen med kron- boligområder er tur og ikke i Syrien, at han har modtaget lesskab, og dem, franske brødre, der begik terrorangreb om at få deres frihed igen. Det er det, I raget hår og løse bukser er opstået, når blevet taget som sin træning udi forråelse og brugen af vå- der ikke gør. mod Charlie Hebdo i Paris. gør. I skyder på hinanden, selv om I på det gælder den sorte mand i USA«. Ord- gidsler i en territo- ben. En afsluttet sko- tværs af territorier lever under samme vekslingen gjorde, at jeg tiltrak mig eks- Unge er blevet rial kamp mellem Spørgsmålet er, legang uden de HVIS VI SOM samfund skal undgå lignen- vilkår. I gør andre til fjender, der har præ- tra opmærksomhed fra de unge på ga- taget som kriminelle bander, Banden Brothas har siden weekendens om weeken- kompetencer, der de terroranslag i fremtiden, er det derfor cis de samme udfordringer som jer selv i den. Den ene af dem, som jeg tydeligt gidsler i en som har hvervet angreb taget afstand fra den 22-åriges an- dens attentater skal til for at fort- afgørende, at vi supplerer den principiel- stedet for at se det store billede. I skaber genkendte fra et foredrag på Rådmands- medlemmer af en greb på uskyldige civile og har forklaret, sætte med en ud- le og til tider banale hyldest af liberale fri- fjendebilleder og giver andre skylden for gades Skole, jeg havde afholdt nogle år territorial kamp ’lillebrorgenera- at de for få år siden ekskluderede ham fra ville have dannelse, udgør hedsrettigheder med en social indsats, alting, selv om I lever i et helt andet sam- forinden, kiggede direkte på mig. »Hvor i mellem krimi- tion’ ned til 13-14 år fællesskabet, fordi han var for utilregne- fundet sted, en kæmpe risiko- hvor vi via folkeskolen, de unges foræl- fund end det, hvor jeg er opvokset. Kig jer byen er du egentlig fra«, spurgte han. nelle bander, som såkaldte sol- lig. Men det ændrer ikke ved, at han har hvis ikke ger- faktor, i forhold til dre, ordentlige klubtilbud og et løft af lo- omkring, mand, det her er sgu ikke the »Jeg bor i Rantzausgade«, svarede jeg. som har dater og kanonfø- haft subkulturelt tilhørsforhold til et kri- ningsmanden hvem der ender på kalområderne bekæmper årsagerne til hoods i Chicago. I lever i et samfund, hvor hvervet med- de. Selv unge uden minelt miljø præget af opskruede ma- havde gennem- en kriminel løbe- fortællingen om modborgerskab blandt I reelt har chancen for at skabe jer et godt RANTZAUSGADE er den gade i Køben- relationer til ban- choidealer og et forhold til vold, som vil bane. Tosprogede unge i landets udsatte boligområder. liv.« havn, hvor der er blevet skudt flest gange lemmer af en dekonflikten skul- chokere de fleste danskere. gået en gradvis drenge og unge Vi kan ikke udrydde risikoen for atten- i løbet af bandekonflikten, og blandt by- ’lillebror- le i denne periode Han er vokset op som en del af en tabt tilvænning til mænd fra landets tatforsøg og angreb på uskyldige, men vi JEG SÅ FORBLØFFET til. Gennem årene har ens kriminelle bander anses den som et generation’ ned være varsomme lillebrorgeneration, der har valgt en for- vold i dette udsatte boligom- er nødt til at kigge på baggrunden for jeg interviewet og snakket med et utal af territorium, der tilhører bandemedlem- til 13-14 år som med at træde ind i rået gruppeidentitet til som en del af en miljø. Jeg tror råder er overre- den stærke fortælling om modborger- unge mænd fra udsatte boligområder, og merne i Blågårdskvarteret, som Brothas såkaldte områder som Mjøl- bande, der i flere tilfælde har taget men- det ikke præsenterede, når skab, der risikerer at udvikle sig til en jeg har aldrig tidligere hørt nogen tale på dengang bekrigede. Første gang jeg mød- nerparken, Blå- neskeliv for at hævne sig på gruppens det gælder unge selvopfyldende profeti. Vi skal bekæmpe den måde til de mest forhærdede unge te ham var han en skoleelev, der fremstod soldater og gårdskvarteret og vegne. Spørgsmålet er, om weekendens uden funktionelle denne ved at gøre de unge i landets ud- uden at blive mødt at protester. Gruppen som en ufarlig grinebider, men indtryk- kanonføde Tingbjerg, hvis de attentater ville have fundet sted, hvis ik- læsekompetencer, og mange søger en satte boligområder opmærksomme på, stod nærmest som forstenede og nikke- ket holdt ikke ved, da jeg stod over for selv boede i et kvar- ke gerningsmanden havde gennemgået subkulturel anerkendelse som kompen- at langt de fleste med den samme sociale de. Et par år efter sluttede Brothas fred ham i Mjølnerparken, hvor han var omgi- ter, der husede en rivaliserende gruppe. en gradvis tilvænning til vold i dette mil- sation for den taberposition, de havner i. og boligmæssige baggrund som dem med to rivaliserende bander i Køben- vet af bandemedlemmer. »Er du fra Plad- Dette betød blandt andet, at familier jø. Jeg tror det ikke. Når det gælder unge brune bandemed- selv ender med uddannelser og jobs i ba- havn, hvilket har bidraget til, at skudsal- sen?«, udbrød han og trådte et skridt fra Blågårdskvarteret og Mjølnerparken lemmer i landets udsatte boligområder, gagen, og at de derfor ikke er undtagelser verne har lydt stadig sjældnere i gaderne. frem mod mig. Det samme gjorde den var afskåret fra at tage deres sønner med, Bandemedlemmer og radikaliserede un- er det ikke unormalt, at de med den ene og mønsterforbrydere, hvis de klarer sig Skyderier er imidlertid toppen af isbjer- dengang 18-årige Omar Abdel Hamid El- hvis de ville besøge familiemedlemmer ge har oplevelsen af ’modborgerskab’ til hånd sværger til en konservativ fortolk- godt i livet. get, der vidner om defekter og syge sub- Hussein, som blev dræbt af politiet i og venner i hinandens respektive kvarte- fælles, hvor de føler, at de skal betale et ning af islam og en stærk krænkelsesfor- Det var netop for at bekæmpe de unges kulturer i samfundet, som stadig eksiste- weekenden efter sit bestialske attentater rer, fordi drenge og unge mænd risikere- ekstra gebyr, når det handler om at blive tælling som forfulgt religiøs minoritet, indgroede forestillinger, at danske kom- rer i bedste velgående – selv om proble- på civile. Jeg mærkede samtidig de kom- de tæsk alene på grund af deres bopæl. anerkendt som ligeværdige borgere. I mens de med den anden handler hash, er munalarbejdere havde inviteret Rafi Pe- merne for en stund bliver mindre synli- munale socialarbejdere rykke tættere på Mjølnerparken er måske det boligområ- denne krænkelsesfortælling kan indgå stærkt antisemitiske og skyder mod riva- terson til Mjølnerparken. Især gjorde det ge, når de ikke viser sig ved vold. for at skærme mig, og det lykkedes den de i København, hvor forråelsen har væ- både boligområdet, alderen og kønnet liserende bander. indtryk, da han spurgte de unge Brothas I weekenden genlød skyderierne i de ene af dem at overbevise de lokale bande- ret størst. Lillebrorgenerationen, der var (jeg bliver diskvalificeret, fordi jeg er en Selv om bandemedlemmernes krimi- bandemedlemmer, om de vidste, hvad københavnske gader så igen, og denne medlemmer om, at jeg boede i den ende store børn og teenagere, da bandekon- ung mand, der bor i en ghetto), hudfar- nelle handlinger typisk er motiveret af der skete, hvis man spærrede en stor gang på en måde, der muligvis vil ændre af Rantzausgade, der ligger længst væk flikten brød ud for syv år siden, har gen- ven og religionen samt den sociale positi- berigelse og identitetskampe, hvor man gruppe rotter ind i en flettet kurv, som vores samfund for altid. Lad os benytte fra Blågårds Plads, og at jeg ingen tilknyt- nemlevet en stor del af deres opvækst i et on i samfundet. En social taberposition bekæmper gruppens fjender, har de ople- man stillede på jorden? Gruppen rystede den triste anledning til at bore i, hvordan ning havde til deres fjender. miljø, hvor brugen af vold og skydevåben og opfattelsen af, at man ikke har noget velsen af modborgerskab og en social ta- på hovedet. vi bekæmper oplevelsen af modborger- Episoden er sigende for den forråede er eksploderet. Det er denne virkelighed, at miste ved at begå kriminalitet, udgør berposition til fælles med den 22-årige »Rotterne gnaver sig vej ud i friheden,« skab og forråede subkulturer blandt un- kultur, der særligt siden bandekonflik- som den 22-årige gerningsmand Omar ofte en skillelinje mellem dem, der søger Omar Abdel Hamid El-Hussein og med de svarede han. »Men hvis man derimod ryge mænd i landets udsatte boligområder. tens udspring i efteråret 2008 har infice- Abdel Hamid El-Hussein har været en del den subkulturelle anerkendelse i grup- unge, der tidligere er dømt for planlæg- ster kurven, begynder de at bide hinan- AYDIN SOEI ret udsatte boligområder. Unge i disse af, og det er som en del af denne subkul- per, der stiller sig uden for det større fæl- ning af terror herhjemme, samt de to den til blods i stedet for at samarbejde Så lang tid vi har skoler med majoritet af elever, der kommer fra fami- Panelets analyse lier med beskeden uddannelsesbaggrund, så vil både hvide som brune og mening drenge definere deres identitet imod skolen og andre autoriteter. Lige så lang tid har vi grupper af potentielle ballademagere, der kan lave optøjer. den geografiske ulighed og folkeskolen

Af Aydin soei | [email protected] tral Los Angeles fra 1992 ville finde havns Vestegns Politi konstatere (i et sted. Svaret blev Frankrig i efteråret svar til Justitsministeriet), at græn- 2005. serne for alvorlige drengestreger endensen er fortsat, men flere af Med tre ugers optøjer lagde Frank- havde rykket sig ud i udsatte boligom- T”ballademagerne” i landets gamle rig i midten af årtiet grund til de vær- råder i Københavnsområdet. Samme arbejderkvarterer har i dag en mørkere ste gadeoptøjer, vi har set i Europa si- år brød den igangværende bandekon- hudfarve end tidligere. Såvel hvide den ungdomsoptøjerne i 1968. Det er flikt ud, hvor flertallet af skyderierne som brune drenge finder ofte sammen derfor ikke tilfældigt, at Danmarkshi- har fundet sted i udsatte boligområder, i store grupper, der definerer deres storiens største gadeoptøjer i februar hvilket i sagens natur ikke har hjulpet identitet imod skolen og lærerne, når 2008 i medierne blev udråbt til ”fran- på hverken image eller følelsen af skolen domineres af et stort antal ele- ske tilstande” i løbet af en uge, hvor tryghed i disse områder. ver med en uddannelsesfremmed bag- der blev antændt omkring 700 brande Danmark står imidlertid langt fra grund. Hvis man overser betydningen rundt om i landets almene boligområ- alene, når det handler om uroligheder af disse drenges selvbillede og mod- der. og høje kriminalitetsstatistikker i lan- stand imod skolen, kan man aner- Allerede et halvt år efter de vold- dets gamle arbejderkvarterer, og det kende, rose og starte nok så mange somme gadeoptøjer i foråret 2008 bliver stadig mere tydeligt, at bopæl velmente sociale projekter. kunne Københavns Politi og Køben- og valg af folkeskole spiller en endog Kommer Frankrig til, på samme måde som USA eller England, at opleve svigtede kvarterer og områder Uro, hærværk og kriminalitet i gamle arbejder- med ukontrollerede sociale eksplosio- kvarterer, der jævnligt stemples som ghettoer, ud- ner? ” gør en fælles europæisk tilstand og vidner om dubedout-rapporten, 1983 Den britiske sociolog Scott Lash stil- den måske største fremtidige udfordring for den lede allerede i 1994 en dyster diagnose for Europa: Det var ikke længere et europæiske velfærdsstat: Den store gruppe af spørgsmål om, hvorvidt, men om hvor- unge mænd uden eksamensbeviser er i overhæn- når og hvor, den europæiske version af Rodney King-optøjerne i South Cen- gende fare for at havne i bunden af samfundshierarkiet.“

40 Boligen | november 20132012 Bettina post Thomas færgemand Birgit andersen aydin soei sOcIalRÅDgIveR, DeBaTTøR DIReKTøR I cOncITO sKOleleDeR JOuRnalIsT, FORFaTTeR

flemming Balvig gert nielsen lene andersen hans engell PROFessOR, KRIMInOlOg TIDl. DIReKTøR I Bl FIlOsOF POlITIsK KOMMenTaTOR

meget stor rolle, når det handler om den ressourcedelte folkeskole rere og skolearbejde, bliver næppe gla- ulighed i børn og unges chancer i li- De uundgåelige sociale forskelle imel- dere for skolen, ved at de skal tilbringe vet. lem børn som følge af familiens res- flere timer i skolen, og da lektiehjæl- sourcer forstærkes med andre ord af pen i heldagsskolen er et frivilligt til- Udstødte mænd den delte folkeskole og negativ påvirk- bud, vil mange af disse elever forment- Uro, hærværk og kriminalitet i gamle ning fra vennerne i såvel klasselokalet lig ikke benytte sig af den. arbejderkvarterer, der jævnligt stemp- som på gaden. Statistikkerne taler deles som ghettoer, udgør en fælles euro- res tydelige sprog: Det er især børn i geografisk betinget ulighed pæisk tilstand og vidner om den må- Danmarks landdistrikter og i landets Rundt om i Europas arbejderkvarterer ske største fremtidige udfordring for udsatte boligområder, som er i risiko- blev det tydeligt i 1970’erne, at især den europæiske velfærdsstat: Den zonen for at afslutte folkeskolen, uden drengene i folkeskolerne i disse områ- store gruppe af unge mænd uden ek- de kundskaber der skal til for efterføl- der fastfrøs sig selv i en social taber- samensbeviser, der er i overhængende gende at tage en ungdomsuddannelse. position ved at tage afstand fra sko- fare for at havne i bunden af sam- Den gode nyhed for børn i landets lens boglige værdier for i stedet at på- fundshierarkiet. Mens det langt hen ad udsatte boligområder, i forhold til dem tage sig en identitet som balladema- vejen er lykkedes ufaglærte kvinder at der falder udenfor i landdistrikterne, gere. fastholde deres job inden for især serer – trods alt – at der de senere år er ka- Børn vælger som sagt ikke selv de- vicesektoren og i kontorbranchen, er stet mange hundrede millioner kroner res forældre, og det er også sjældent, de uuddannede mænd nemlig blevet efter boligsociale aktiviteter i disse at de selv vælger bopælen, og hvilken de store tabere i den globale udvikling områder. Her er der især grund til at folkeskole de indskrives i. Et fremti- på arbejdsmarkedet, hvor de ufaglærte glæde sig over initiativer, der bidrager digt Danmark, hvor flest mulige kan mandejob er forsvundet sammen med til børn og unges selvværd, selvdisci- skabe sig selv et anerkendelsesvær- industrisamfundet. Samtidig har den plin og ansvarstagen for dem selv og digt liv, kræver, at vi ikke blot fokuse- sociale mobilitet blandt unge mænd i deres nærområder. Tidligere studier rer på størrelsen på forældres bank- Danmark – og i det meste af Europa – har vist, at såvel sunde fritidsaktivite- konti, men også på den geografisk be- nærmest stået stille siden 1970’erne. ter, lommepengeprojekter og fritidsjob tingede ulighed i livsmuligheder. Her er det især bekymrende, at den bidrager til ovenstående, der igen Hvis vi ikke lykkes med denne lang- stadigt mere socialt og etniske opdelte hænger uløseligt sammen med bedre sigtede udfordring, vil udsigterne til at folkeskole i Danmark betyder, at vi lig- skoleresultater. tøjle vreden og mærkbart nedbringe ger sidst i Norden, når det gælder sko- Den knap så gode nyhed er, at de bo- kriminalitetsstatistikkerne i landets lens evne til at føre elever op ad den ligsociale projekter langt fra kan gøre udsatte boligområder have ringe ud- sociale rangstige. Desto mere opdelt det alene. En mere ligelig fordeling af sigter. ¢ en folkeskole, desto større risiko for, at elever med ressourcesvag baggrund klasselokalerne i de skoler, der fravæl- er alfa og omega for at minimere ulig- ges af de mest ressourcestærke bebo- heden i livsmuligheder for vores børn ere, ender med at blive præget af en og unge. negativ skolekultur, hvor især dren- Heldagsskoler i sig selv er forment- aydin soeis mening kan gene tager afstand fra lærerne og sko- lig ikke den gyldne løsning. Elever, kommenTeres På WWW.blboligen.dk lens boglige værdier. der har opbygget en identitet imod læ-

Boligen | november 20132012 41 POLITIKEN ONSDAG 24. AUGUST 2011 Debat 7 Læserbreve, højst 100 ord, eller debatindlæg, Jourhavende debatredaktør På politiken.dk/leder kan man kommentere avisens ledere. højst 400 ord, sendes med navn, titel og postadresse Niels Nørgaard til Debatredaktionen. Indlæg kan sendes som e-mail til [email protected]

Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken. Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere med navn, titel og post-adresse til i indsendte tekster og til også at bringe teksterne Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes på politiken.dk/debat som e-mail til [email protected] læserne mener Dagens Citat

JØRGENSENS FORDOMME REGIONERNES SKÆBNE avisen fremover. Måske kunne Lad os nu få en seriøs Frits Schjøtt, Krebsen 82, Svend- Aksel Appel, formand, Radikale den omtalte erfarne journalist borg: Venstre, Region Sjælland, Alfar- hjælpe til her? Kommunikationseksperten vejen 33, Lejre: Kresten Schultz Jørgensen ud- Med megen undren har jeg BORGERKONTAKT debat om universiteterne breder sig over godt en halv si- fulgt debatten om regerin- Hans Bruun, Nørgaardsvej 40, de om et emne, han vist ikke gens samt DF’s hastværk med Storvorde: UNI’S SANDE TILSTAND billede af fordummede studerende, dårli- så gør det næppe nogen stor forskel i den rigtig har fået fat i – eller for at at nedlægge regionerne. Hvor Finansminister Claus Hjort HANNE LETH ANDERSEN ge ledere og vildledende markedsføring virkelige verden. citere en gammel floskel: Man har den folkelige debat fundet Frederiksen har i sin visdom OG JENS TOFTESKOV fremkalder for udenforstående kun én re- De fleste studerende tager faktisk deres PROREKTOR, PROFESSOR I UNIVERSITETSPÆ- kan blive så klog, at man kan sted? Hvorfor er det kun syge- bestemt, at det offentlige fra DAGOGIK OG PÆDAGOGISK KONSULENT VED aktion: Universiteterne er ubrugelige og studium alvorligt, men de billeder, HH undvære hovedet, men til gen- husene, man taler om? Hvad 2015 kun kommunikerer med CBS uduelige, hvorfor skal vi betale alle de fremkalder, findes også. Der er et ydre gæld vist aldrig så rask, at man med de andre opgaver, de lø- sine undersåtter – landets bor- penge til dem? pres på universiteterne, der gør det til en kan undvære kroppen. ser, hvem skal løse dem? Jeg gere – elektronisk. Slut med I ET DEBATINDLÆG i Politiken (20.8.) frem- HH er ked af, at universitetet er blevet et hensigtsmæssig reaktion at betragte de Og tatovering handler jo kunne få den tanke, at såfremt breve på god gammeldags København er lægger Hans Hauge (HH) grundlæggen- masseuniversitet. Det er en ny og kræven- studerende som kunder. Det rejser et vig- netop om det kropslige – som alle regionerne havde haft formaner. I sin iver for at spare begunstiget de en helt forståelig reaktion på tælle- de situation, som universiteterne må for- tigt spørgsmål: Hvordan skal vi opdrage kosmetiske manøvrer igen- mænd fra partiet Venstre, hav- 800 mio. kr. ser han fuldstæn- med ildsjæle, tænkning fra ministre og andre politi- holde sig til, mest ideelt i nært samarbejde studerende, der bliver optaget, til at nem alle tider har bidraget til de vi så haft en lignende situa- dig bort fra, at en meget stor kere. Det er rigtigt, at vi ikke har valgt det de med relevante aktører som f.eks. pro- blive selvstændige, kritiske og samarbej- at understrege og fremhæve tion? Men sådan må jeg selv- del af borgere over 65 år hver- der holder universitet, vi har. Det er kommet ovenfra fessionshøjskolerne, tænketanke og virk- dende studerende, som ikke lader sig pro- de kropslige aspekter af men- følgelig ikke tænke! Tag forsla- ken har eller får computer, og mange af fol- og udefra. somheder. grammere med mål, som de maskinag- neskets tilværelse, for mænd get af bordet, og lad os få en at de derfor bliver afskåret fra keskolerne på Når man har et masseuniversitet, kan tigt skal prøves i? som for kvinder. De nedladen- grundig analyse og en folkelig information fra kommune og et højt niveau. KONKURRENCESAMFUNDET er over os, og billedet selvfølgelig ikke hentes hos NO- Styrken i det danske uddannelsessy- de betragtninger om infanti- debat om regionernes frem- stat. Jeg tror, at finansministe- Men de gode og der er brug for at diskutere, hvordan vi vil MA, men det betyder ikke, at det rammen- stem er selvstændig og kritisk tænkning, lisme og antropologiske ex- tid. ren i sit hovmod helt har fastholde de værdier, vi har i det danske de billede er McDonald’s. på en solid vidensbasis. Målet er menne- cesser siger mere end mange glemt, at han ikke er boss. Han især de mindre uddannelsessystem. Kundegørelse er ik- Det er væsentligt at forholde sig til, sker, der kan og vil skabe et ansvarligt og ord om forfatterens fordoms- KYNISME er folkets tjener. En så stor om- gode folkesko- ke vejen frem, men at HH må konstatere, hvordan vi indretter masseuniversitetet, bæredygtigt samfund, og det kan ikke for- fulde og overfladiske forhold Henning Kirk, Mosegård Park lægning skal tilpasses borger- ler ville have at nogle af de yngre ansatte trives, peger hvilken samfundsmæssig opgave det har, muleres som »25 procent af en årgang til et betydningsfuldt kultu- 73, Værløse: nes behov og muligheder. Alle stor gavn af, på, at sagen måske alligevel med fordel hvordan vi tolker fordringen om forsk- skal have en universitetsuddannelse«. Det relt fænomen. Borgerlige politikeres massive kommuner har en ældrefor- hvis gammel- kan ses fra flere sider. ningsbaseret undervisning, og hvilke pla- er det, HH vil sige. Mit private gæt er, at han in- modstand mod en betalings- valtning, som jævnlig udsen- HH langer ud som altid: Der er ingen ceringer hhv. forskning og undervisning Men McDonald’s, det er altså for langt derst inde gerne selv ville have ring om København udtryk- der information til alders- dags dyder, forskningsfrihed, peer review er noget indtager heri. ude – og ikke rimeligt over for alle de for- en stor flot drage på overkrop- ker ikke blot mangel på trafik- gruppen. Hvis man ad disse som ro i klas- møg, team-arbejde har fanden skabt, café- At universitetet minder HH om en sko- skere og undervisere, der arbejder hårdt pen, men ikke rigtig tør. Det politisk fremsyn, men også en kanaler analyserer, hvor man- sen og faglige møder har konsulenter skabt, og evalue- le, fordi der bruges skoleord, det må stå på at skabe god undervisning på de dan- gør jo ondt at blive stukket i god portion kynisme. I 2007 ge borgere der ikke kan kom- resultater, kom ring virker aldrig. Det, som er så ærgerligt for hans egen regning. Hvis de studeren- ske universiteter. Hvis vi skal have politi- med tatovørens nåle. Men beregnede Miljøministeriet, munikere elektronisk, må det mere i fokus. for debatten, er, at det står helt uden un- de kalder sig elever, mens gymnasieelever kerne i tale, må vi have en seriøs debat. prøv med en lille sommerfugl at der årlig dør 3.400 danskere vel være muligt at fastholde derbygning og mod bedre vidende. HH’s og sygeplejeelever bliver til studerende, Også i medierne. på overarmen – så kunne det som følge af bilforurening. ’en skrivestue’, så det offentli- Der er ingen være, at modet trods alt duk- Det må formodes, at adskillige ge fortsat kan betjene alle sine modsætning kede op :-) hundrede københavnere ind- borgere. Måske kan Hjort Fre- mellem at ha- går i disse tal, ikke mindst da deriksen så kun spare 600 ve det sjovt og HOLD JER FOR ØRERNE trængslen på indfaldsvejene i mio. kr., men det må han tage lære noget Carsten T. Jensen, Vintervejen myldretiderne giver særlig som en mand. Rasmus Uddannelsesstart skal være gratis 24, Søborg: høj forurening. Oven i døds- Interessant at høre oppositio- tallene skal lægges, at langt KRARUPS SLAG Jarlov. MF (K). BRUGERBETALING hængig af økonomisk formåen. Sådan er Madsen har på et åbent samråd i Folketin- nen kalde VKO’s ’bag facaden’- flere oplever forværring af de- Flemming Nielsen, journalist, I Berlingske JONAS DAHL OG MARIANNE JELVED det desværre i dag. get argumenteret for at bevare brugerbe- annoncer for ’skræmmekam- res kroniske sygdomme. Ét er Møllegården 20, Egernsund: UNIVERSITETSORDFØRER FOR HHV. SF OG RADI- Hvis en socialrådgiver ønsker at benyt- talingen, fordi de optagskvalificerende KALE pagne’. Annoncerne stiller tabet af arbejdstimer og det Til lykke til Politikens redak- te sig af muligheden for at læse en kandi- kurser er studietidsforlængende. Vi kan helt legitime og yderst rele- produktionstab, der følger tion. Et større ridderslag end dat og gerne vil læse socialvidenskab på hverken genkende problemet eller se vante spørgsmål om Helles og trængselstrafikken. Her vil de at blive voldsomt kritiseret af I DANMARK har vi et princip om gratis ud- RUC, bliver hun nødt til at tage såkaldte brugerbetaling som en løsning. Villys politik og de følger, den borgerlige ikke engang lytte Søren Krarup (Pol. 19.8.) kan dannelse til alle. Det skal sikre, at alle, der ’indslusningskurser’, som koster knap vil få for os alle. Så hvorfor ikke til erhvervslivets bekymrin- man næppe forestille sig på evner og lyster, får en videregående ud- 10.000 kr. pr. semester. Disse kurser er ik- FOR DET FØRSTE er det forkert at tale om bare svare på spørgsmålene? ger. Et andet er, at man end ik- vore breddegrader. Når jeg læ- dannelse. ke særskilt oprettede kurser; den stude- en negativ studietidsforlængelse, når so- Kunne det måske skyldes, at ke bekymrer sig om køben- ser præstens udgydelser, kan Alligevel sker det i dag, at studerende rende sidder i samme undervisningsloka- cialrådgiverens adgang til kandidatud- svarene (hvis de overhovedet havnernes og de mange cyk- jeg blive helt misundelig over, skal betale for deres vej gennem det ordi- le som studerende på en bacheloruddan- dannelsen afhænger af at kunne tage kur- findes) er pinlige for opposi- listpendleres helbred. Rege- at jeg efter 46 år som journa- nære uddannelsessystem. Og desværre nelse, og de andre studerende følger kur- serne. Følger vi den logik, ville det også tionen, og at det er langt nem- ringspartierne har ingen for- list aldrig er blevet svinet til af vil videnskabsminister Charlotte Sahl- set gratis. være et problem, at man starter i gymna- mere blot at holde sig for ører- slag til at løse trængselspro- ham. Inspireret af Politikens Madsen ikke sikre gratisprincippet ved at siet eller på en hvilken som helst videre- ne og råbe ’skræmmekampag- blemerne, kun en bemærkel- dækning af Breivikdrabene i lukke for brugerbetalingen, der opkræ- OVER 800 STUDERENDE betalte i 2010 op gående uddannelse. I vores øjne er det ne’? Vælgere, som er tilfredse sesværdig passivitet over for Norge konkluderer Krarup, at ves for supplerende kurser mellem ba- mod 15.000 kroner for et semesters sup- godt, at folk uddanner sig, og det kræver, med den reaktion, røber en trængselsproblemernes øko- Politiken er en uanstændig chelor- og kandidatuddannelser. plerende kurser. I SF og R ser vi dette som at de bruger tid på det. del om sig selv. nomiske og helbredsmæssige avis. Jeg har læst rub og stub et dybt problematisk brud på gratisprin- konsekvenser. af, hvad Politiken har skrevet DA MAN INDFØRTE professionsbachelor- cippet. Andre steder i uddannelsessyste- FOR DET ANDET skal brugerbetaling ikke MORSOM STRIBE om sagen. For mig har dæk- titlen for uddannelser som lærer, pæda- met er optagskvalificerende kurser gra- bruges som en adfærdsregulerende me- Alice Vilstrup, Foldbyvej 4, ’EN UANSTÆNDIG AVIS’ ningen været sober og nuan- gog og socialrådgiver, gjorde man det tis. Det er gratis når en student skal tage et kanisme, som skal skræmme folk fra at Kastrup: Jørgen W. Jensen, Højvejen 14, ceret. Det tjener også avisen til muligt at bygge oven på disse uddannel- ekstra fag på højt niveau, og det er gratis, følge et bestemt studieforløb – det gør vi Søndag var en ganske særlig Dronningmølle: ære, at medarbejderne dæk- ser med en kandidatuddannelse. Det er når der skal tages særlige sprogkurser for ikke noget andet sted i det danske uddan- dag. Wulffmorgenthaler om- Når nu Søren Krarup ikke læ- ker Dansk Folkepartis daglige positivt, at det nu i princippet er muligt at starte på en bacheloruddannelse. Så- nelsessystem, og det skal vi heller ikke gø- handler hverken sex, pis eller ser Politiken, kan man da hå- ’politik’ journalistisk – og kri- for en bredere skare af mennesker at tage dan skal det også være, hvis man vil opta- re på dette område. I SF og R vil vi arbejde lort og er endog morsom og be, at han anstændigvis vil tisk, som en anstændig avis en kandidatuddannelse, men den reelle ges på en kandidatuddannelse. for at sikre gratisprincippet – også på de ganske intelligent. undlade at forfatte indlæg til skal/bør gøre. mulighed for at gøre det skal ikke være af- Videnskabsminister Charlotte Sahl- optagskvalificerende kurser.

kroniken 24. august 2011 ’Det brune spor’

HVORDAN ER samfundet muligt? Dette medlemmer og bandeaspiranter. politisk set baggrund i en ændring af re- her benævnt ghettoer), hvorfra gadebander søger medlemskab i landets biker- BENNY LIHME gode spørgsmål – og titlen på den tyske Tværtimod har bandeuvæsenet vokset geringens mere end ti år gamle program derne typisk har deres udspring, mens bander. Fællesskabet i HA og Bandidos sociolog Georg Simmels mere end 100 år sig større og større i samme periode, som for at bekæmpe den negative sociale arv flertallet af landets bandemedlemmer i beror ikke i samme grad som gadeban- OG AYDIN SOEI gamle bog – besvares for tiden af danske flere og flere bandemedlemmer er blevet til fordel for et integrations- eller inklu- HA, Bandidos og de- derne på en territorial afgrænsning i lan- politikere med løsninger baseret på tal, spærret inde. Ifølge Rigspolitiets Natio- sionsparadigme målrettet unge med res støttegrupper dets gamle arbejderkvarterer, men kan i målinger og klassifikationer. Når det dre- nale Efterforskningscenters overvåg- mellemøstlig baggrund. Integrationslo- ignoreres. I en tidli- højere grad sammenlignes med den mo- jer sig om den for sammenhængskraften ningskartotek var der i 2008 i alt 944 gikken fremhæver de unges kulturelle Statsministe- gere på året ud- derne franchise, der finder sted, når der Alt for meget undergravende bandekrig, har skiftende overvågede bandemedlemmer. Det tal er fremmedhed, mens de unges sociale po- rens forsøg på sendt rapport fra åbnes 7-Eleven og McDonald’s-butikker, justitsministre, ikke mindst Brian Mik- steget til 1.665 her i 2011. Og hvad der nok sition trænges i baggrunden. at skabe øget Rigspolitiet/Justits- hvor der er strikse regler for, hvor meget forebyggelse af kelsen, remset tal op foran tv-kameraer- vil overraske mange, er hele 1.123 af de Sammenlignet med andre lande står ministeriets Forsk- de enkelte afdelinger må afvige i varesor- ne på antallet af fængslede bandemed- 1.665 rockere, hvoraf langt flertallet er et- Danmark meget dårligt, hvad bande- samarbejde ningskontor, ’Rock- timent, kundeservice og udseende på kriminalitet foku- lemmer – og ligesom der er pasningsga- nisk danske. Det er således de to store forskning angår. Og igen ses det samme mellem det of- ere, bander og risi- tværs af landegrænser. HA har således af- ranti for de små børn på daginstitutions- amerikanske bikerklubber Hells Angels mønster, at mens der dog er nogen (kul- fentlige og det kofaktorer’, er der delinger i 26 forskellige lande, som er un- serer på etniske området, er der nu også indespærrings- og Bandidos, der tegner sig for den stør- tur)forskning omkring de ’etniske un- private for at retfærdigvis en del derlagt de værdier og adfærdskodekser, garanti for de bandekriminelle. Således ste vækst af nye bandemedlemmer. En ge’, er det stort set umuligt at finde skaffe praktik- registeroplysninger der udstikkes af epicentret i Californien, minoriteter, selv blev det i regi af politifolkenes resultat- vækst som i skrivende stund forøges forskning om danske drenges vandring om rockere inddra- hvor rockergruppen blev grundlagt for løn og målkrav i marts 2011 besluttet, at yderligere ved den dansk-tyske grænse, ind i rockerverdenen på trods af, at en pladser og ar- get. Men det er 60 år siden. om to tredjedele der til enhver tid og uanset hvad skal væ- hvad nok så mange genindsatte grænse- kriminel organisation som HA nu opere- bejde bør roses svært at se, hvad det På trods af forskellen i biker- og gade- re mindst 250 bandekriminelle i fængsel. vagter ikke kan ændre, ved åbningen af rer i Danmark på fjerde årti. Udløst af de kan bruges til, når bandernes identitet, når det gælder den af landets bande- Sådanne tal giver imidlertid ikke nød- en tysk Bandidos-afdeling i Padborg. senere års bandekrig er der, bedre sent rapporten samtidig fejlagtigt hævder, at lokale og globale forankring, er ligheder- vendigvis et retvisende billede af samfun- end aldrig, blevet afsat midler til bande- »rocker- og bandegrupper er et udpræget ne i gruppernes værdier langt større end medlemmer tilhører dets succes med at bremse tilgangen til BAG DE foruroligende tal gemmer der sig forskning. Uden om det sædvanlige prin- storbyfænomen«. Hvordan kan forskerne forskellene. En forudsætning for at sky- banderne, men risikerer derimod at give en paradoksal modsætning, som især bli- cip om udlicitering er disse midler blevet overse det åbenlyse forhold, at netop her derierne på gaden fortsætter på trods af, rockergrupper som befolkningen et falsk tryghedsbillede. ver tydelig, når man ser nærmere på sam- placeret hos Rigspolitiet/Justitsministeri- er der en markant forskel, idet rockerne at de for banderne ud fra et økonomisk For mens man må indrømme politiet en fundets indsatser for at forebygge bande- ets Forskningskontor og ikke på nogle af efterhånden stort set er over hele Dan- perspektiv er irrationelle (større politifo- HA og ... Bandidos betydelig effektivitet, står myndigheder- kriminalitet: Mens der er megen relevant vore universiteter. mark (spørg bare folk i Frederiksværk, kus på bande- og narkobekæmpelse mv.), ne på samme tid magtesløse over for den og også fantasifuld forebyggelse i for- Baggrunden for den netop udsendte Nykøbing F., Næstved, Padborg om det)? er f.eks., at en grundværdi i bandefælles- 16-årige knægt med uren hud, vokset op hold til etniske minoritetsunge i diverse rapport, ’Første led i fødekæden?’, anfø- For disse gruppers vedkommende er der skaberne er, at man ikke vender den an- på fastfood og stort skolefravær, som lokalsamfund, er der stort set ingen syn- res at være et ønske om at få mere viden ikke kun tale om et storbyfænomen. den kind til en fornærmelse. I HA’s værdi- vrangsindigt har iført sig en T-shirt med lige forebyggelsesinitiativer målrettet de om rekrutteringen til organiserede ban- Det er tydeligt, at forebyggelsen har charter beskrives det ligefrem, at med- budskabet: ’Respected by all – loved by mange rockeraspiranter, som de f. eks. der, herunder rockergrupperinger. Hvoref- lettere ved at komme ind på livet af unge lemmer bør eksluderes, hvis de ignorerer few’. optræder i Hells Angels-støttegruppen ter forskerne abonnerer blindt på en defi- med etnisk minoritetsbaggrund i områ- et angreb på ’klubben’. Benny Lihme er redaktør for tidsskriftet Social Sagt på en anden måde: væksten i an- AK81. Ser man nærmere på denne diskri- nition af bander, der ikke dækker rocker- der, som omverdenen har rubriceret som Ligeledes er der betydelige ligheder Kritik og forfatter. Aidin Soei er journalist og tallet af fængslede bandemedlemmer er minering i forebyggelsesarbejdet af sær- bander. Vi får således nok en gang en en- ’ghettoer’, end på etnisk danske overtato- mellem de i Danmark fødte unge mænd forfatter til bl.a. ’Vrede unge mænd’. ikke blevet fulgt af et fald i antal bande- ligt hvide etnisk danske drenge, har den sidig fokus på de lokalområder (dog ikke verede og selvstigmatiserede Brian-typer, med tyrkiske og marokkanske rødder og 8 ONSDAG 24. AUGUST 2011 POLITIKEN . af kvindelige amerikanske forskere af de mandlige får færre børn som følge af deres forskere lider 45% karriere, end de selv ville ønske 25% samme afsavn Debat Kilde: TIME

INDFLYDELSE. En ny undersøgelse blandt folketingspolitikerne viser, at langt hovedparten ser lobbyister som nyttige medspillere i det politiske arbejde. Hele 90 pct. af politikerne mener, at lobbyister gavner den politiske proces. Arkivfoto: Martin Lehmann Backup. Politikere er vilde med lobbyister Når regeringen i dag ge for, at politikerne kan navigere i deres der foregår, når lobbyister og politikere ne efterspørger dette. Disse hårde fakta er nye holdninger fra virksomheder og or- og disse dyder skal hele tiden indgå i dia- politikområder og holde sig ajour med mødes? Langt hen ad vejen er det udveks- brugbare, når politiske argumenter skal ganisationer, der også er eftertragtet in- logen med politikerne. Og det er i lobby- fremlægger sit forslag til virkningerne af lovgivning og politiske ling af synspunkter, der for lobbyisterne fremføres i politikerens egen folketings- formation for politikerne, så de kan styre isternes egen interesse, for ingen politi- initiativer. Og lobbyisterne bliver brugt skal tjene som middel til at overbevise po- gruppe, over for politiske modstandere efter f.eks. vælgeropbakning og potentiel- ker går tilbage til en lobbyist, der har ska- finanslov, vil lobbyister flittigt, selv om de varetager særlige kom- litikerne om at gå lobbyisternes vej i lov- eller i medierne. le alliancepartnere. det politikerens omdømme. have sat masser af mercielle eller politiske interesser. givningsprocessen. Og for politikerne Samtidig er lobbyisterne eftertragtede skal denne udveksling af viden og syns- SERVERET PÅ den rette måde kan talmate- hjælpere, når det gælder at forstå de rette DEN UDBREDTE brug af lobbyister og den fingeraftryk på forslaget. I EN NY undersøgelse blandt folketings- punkter gøre dem i stand til at forstå de riale udvalgt og indsamlet af lobbyister- sammenhænge på komplekse sagsområ- store nytteværdi, som politikerne tillæg- Lobbyister spiller en politikerne selv tilkendegiver over halv- politikområder, de agerer i, og få sat nyt ne være adgang til indflydelse hos politi- der, som politikerne kun har ringe tid til ger lobbyisterne, er et klart signal om, at delen, at de mødes med lobbyister mere perspektiv på deres politiske arbejde. kerne – både på kort sigt i forhold til aktu- at sætte sig ind i. Den generelle forståelse en bred palet af organisationer og virk- større og større rolle i end en gang om ugen. Og stort set alle Fol- Politikerne efterspørger værktøjer, de elle sager på den politiske dagsorden og for det aktuelle politikområde er derfor somheder, der er influeret af lovgivning, ketingets politikere mødes med lobby- kan bruge i deres politiske arbejde. Sær- på længere sigt, hvor lobbyister viser sig også værdsat (blandt 70 pct. af politiker- kan vinde terræn ved at arbejde direkte lovgivningsarbejdet. ister mindst en gang om måneden. ligt er talmateriale i form af konsekvens- værdifulde, og derfor har større mulig- ne). med den politiske påvirkningsproces. Politikerne mener, at lobbyisterne er beregninger, økonomiske analyser, med- hed for at præge politikudviklingen hos Denne imødekommenhed fra politi- Det handler om at tage den nødvendige analyse nyttige som medspillere i det politiske ar- lemsundersøgelser og befolkningsun- den enkelte politiker. kernes side skyldes deres umættelige in- dialog med de relevante politikere og ska- bejde. Hele 90 pct. mener, at lobbyister i dersøgelser i høj kurs – 78 pct. af politiker- De brugbare fakta kan bane vejen for formationsbehov, når det gælder indsigt i be den kontakt og synlighed i de politiske obbyister fra virksomheder og or- høj eller nogen grad gavner den politiske lovgivningens konsekvenser, der betyder miljøer, der kan give succes med interes-

ganisationer har ikke det bedste ry i proces, mens kun 7 pct. ikke mener, at lob- Kilde: DJ og Altinget, 2011. 73 af 179 MF’ere har svaret. noget for vælgerne. Men det kræver pro- sevaretagelsen. L medier og befolkning. Ofte bliver byister gavner i processen fra forslag til I hvilken grad mener du, Hvor ofte føler du det nyttigt fessionalisme at skabe værdi for politiker- Gribes lobbyismen rigtigt an, viser det lobbyisme-disciplinen omtalt med let lovgivning. Tallene viser, at folketingspo- at lobbyister gavner den at have talt med lobbyister ne, dels i forhold til at producere den nye sig, at der er rig mulighed for at være med skjult mystik og dets udøvere som skrup- litikerne i udbredt grad inddrager lobby- politiske proces? inden du beslutter dig for en viden, der er eftertragtet, dels ved at udvi- til at støbe kuglerne til den førte politik. pelløse bagmænd med ister som kilder til ideer, forslag og infor- holdning i en sag? se troværdighed og respekt over for den Og lobbyismen behøver ikke at udføres i kommercielle interesser, mation om de politiske sagsområder. politiske beslutningsproces. ly af mørket – faktisk er politikerne gene- der manipulerer sig vej Og den udveksling af information og I nogen grad I mindre Sjældent For mens lobbyisterne er brugbare og relt vilde med lobbyister. 67 % grad 18 % til politisk indﬂydelse. netværksdannelse, der opstår mellem 7 % umiddelbart vellidte blandt folketings- [email protected] Men nu viser det sig, at lobbyister og politikere, er ekstremt nyt- Slet ikke 1 % Ofte politikerne, er der en klar grænse, der ik- TROELS lobbyister er mere end tig for politikerne. I undersøgelsen tilken- Ved ikke 1 % 68 % Ved ikke 1 % ke må overskrides i udbytteforholdet Troels Johannesen er konsulent inden for JOHANNESEN velkomne blandt dem, degiver 81 pct., at det enten altid eller ofte Altid mellem politikere og lobbyister. For in- kommunikation og public affairs i Dansk Jour- der sidder med den politiske magt i Dan- er nyttigt at have talt med lobbyister, in- I høj grad 13 % gen politiker vil stå model til at blive nalistforbund. 73 ud af Folketingets 179 med- . mark, nemlig medlemmerne af Folketin- den man lægger sin politiske kurs, mens 23 % 11309 snydt eller manipuleret af lobbyisterne. lemmer deltog i undersøgelsen, der er foretaget. kun 18 pct. sjældent føler dialogen med Det betyder, at lobbyisternes vigtigste get i samarbejde mellem Altinget.dk og Dansk Faktisk er lobbyisterne helt nødvendi- lobbyisterne nyttig. Men hvad er det så, redskaber er troværdighed og integritet, Journalistforbund.

KRONIKEN I MORGEN SØREN VILLADSEN ... ’Det brune spor’ Bekymrende centralisering

jævnaldrende etnisk danske unge, der til- fare for at være utilstrækkelige. vokser op i disse gamle arbejderkvarte- bejdere havde vandret en lang pilgrims- fundsmæssige liv? Og er det overhovedet ge normaldanskere det ene øjeblik ryster trækkes af tanken om hurtige penge og Ydermere tyder meget på, at den terri- rer, ender med at skabe sig selv et aner- rute i Spanien sammen med nogle unge rimeligt at inddæmme disse samfunds- på hovedet ad skyderierne på gaden, den subkulturelle anerkendelse, som de toriale stigmatisering af ’ghettoerne’ pa- kendelsesværdigt liv med uddannelser ’brune’ med sorte straffeattester. Bosse- mæssige patologier under overskriften hvorefter de finansierer de selvsamme kan modtage i bandernes fællesskaber. radoksalt nok bidrager til at forstærke og job. Derfor er det også altafgørende at turen efterfulgtes af jobmuligheder i den ’bander’? skudattentater i weekenden, når festen Fællesskaber, hvor en fysisk ekspressiv ballademageridentiteten blandt mange insistere på, at unge fra ’ghettoen’ og fra koncern, erhvervskvinden dengang var skal speedes op med stoffer? fremtoning og en altoverskyggende loya- unge beboere i disse områder, hvilket i uddannelsesfremmede familier ikke er direktør for. Statsministerens tur til HVIS MAN skal tro hovedresultatet i rap- litet over for gruppen vinder over de bog- sidste ende øger bandernes rekrutte- undtagelser og mønsterbrydere, hvis de ’ghettoen’ efterfulgtes af en Marienborg- porten ’Rockere, bander og risikofakto- SKAL DER tænkes nyt i forbindelse med lige værdier og den individualitet, der til- ringsgrundlag. tager en uddannelse – de følger tvært- invitation til udvalgte unge. Igen et kæm- rer’, er det noget af en social væksthæm- forebyggelse, er det nødvendigt for alvor lægges stadig større værdi i det omgiven- imod samme mønster som andre unge i pe mediecirkus, hvor landets leder lege- mer at snakke om ’bandeproblemet’. at indtænke ’det normale’ og ’almindeli- de samfund. Det er da også ganske nor- I BOGEN ’Vrede unge mænd’, som en af os samme sociale position. De hører der- de Kirsten Giftekniv mellem de unge og Gennem omfattende brug af registerdata ge’ samfundsborgeres gøren og laden i malt med etnisk danske medlemmer i de netop har udgivet, beskrives, hvordan imod til undtagelserne, hvis de vælger udvalgte erhvervsledere. Men statsmini- belyser rapporten, om der er særlige risi- forhold til landets bander – især dem gadebander, som medier og politikere myndigheder og politikeres (og til tider bandelivet, og en insisteren på dette fak- sterens forsøg på at skabe øget samarbej- kofaktorer på spil, når det drejer sig om som er personligt tæt på bandemedlem- har benævnt ’indvandrerbander’, og til- mediers) ’besættelse’ af lokalområder på tum er alfa og omega, hvis man ønsker at de mellem det offentlige og det private bandekriminelle sammenlignet med an- mer. Banderne i Danmark er langtfra her- svarende ’brune’ medlemmer i landets Nørrebro i København kan bidrage til en begrænse de selvopfyldende profetier og for at skaffe praktikpladser (og dermed dre kriminelle. Det er der ikke: »Den of- metisk lukkede verdener. For en forebyg- bikerbander. Alligevel følger den sociale ophobning af en til tider ustyrlig vrede, bremse tilgangen til banderne. Ansvaret muligheden for at færdiggøre en uddan- fentlige omtale af rocker/bandegrupper- gelsesstrategi betyder det, at ’normal- forebyggelse i høj grad ’det brune spor’, som bliver til en selvopfyldende profeti, for at gøre op med mange unges over- nelse) og arbejde bør roses. Uddannelses- ne kan give indtryk af lukkede miljøer ... danskere’ med relationer til bandemed- hvor boligområder, bander og etniske pa- når de unges barndomsgader konkret og drevne forståelse og internalisering af de- beviser, job og den øgede selvrespekt og Vurderet ud fra kriminelle aktiviteter er lemmer må ud af busken, hvis en effektiv rametre kædes sammen, som tilfældet kropsligt udarter til undtagelseszoner, res eget boligområde – og dem selv – som de livsmuligheder, som dette fører med grupperingerne så langtfra isolerede fra forebyggelse skal have en reel chance. En har været ved udarbejdelsen af landets hvor politiet kan visitere dem uden be- en taberkategori kan ikke afgrænses til sig, er altafgørende, hvis vi ønsker at mi- andre, men tværtimod er det meste af ingrediens for at komme banderne til første formelle ’ghettoliste’ i efteråret grundet mistanke. Kan det undre, at socialarbejdere, lærere og pædagoger. nimere tilgangen til kriminalitet og ska- den kriminalitet, de rocker/banderegi- livs kan være, at unge, der er på vej ind i 2010. Også Københavns Kommunes ud- mange af disse unge – på tværs af sociale Det tilfalder såvel politikere og medier be et samfund, hvor flest mulige har mu- strerede begår i forening med andre, re- en bandetilværelse, konfronteres med de valgte hotspot-områder, hvor der skal fo- skel – ikke føler sig fuldt ud anerkendt som samfundet som helhed. Men den til- lighederne for at skabe sig selv et (aner- lateret til personer uden for rocker/ban- nærmeste kære, som stiller dem stolen kuseres ekstra meget på kriminalitetsfo- som ligeværdige medborgere, når deres falder især den storebrorgeneration af kendelses)værdigt liv. Mønsteret er tyde- demiljøet ... Særligt har de større rocker- for døren (ja, det gode gamle eksempel, rebyggelse, er per definition etniske pro- skoler udpeges som ’taberskoler’ og de- unge, der i slutningen af teenageårene ligt: Især unge mænd, der ikke kan bryste grupperinger – Hells Angels, AK81 og Ban- hvor koner og kærester lukker for sex, blemområder, og når udvalgte unge skal res kvarterer får tildelt en ghettostatus har nået en alder og et refleksionsniveau, sig af eksamensbeviser, ender med at fyl- didos – mange kriminelle relationer til kan være ét blandt flere midler) og i det have en ny start med socialarbejderes qua en territorial stigmatisering med hvor deres udtalelser får særlig ørenlyd de op i arbejdsløshedsstatistikkerne, og personer uden for miljøet«. bredere perspektiv ved, at de mennesker, hjælp, er det i Tingbjerg eller Urbanpla- Christiansborg som afsender? blandt lillebrorgenerationen, der ofte det er især disse mænd, der gang på gang Hertil kommer de mange ikke-krimi- der oplever og ser noget, i stedet for at nen i København, det sker, samtidig med, Kombinationen af ghettostemplet og ukritisk påtager sig en rå ghettoidentitet. søger den subkulturelle anerkendelse og nelle relationer, som medlemmerne af stikke hovedet i busken træder frem med at muligheden for flere udvisningsdom- mange unges egen identitetsskabelse fællesskabet i såvel biker- og gadebander. disse grupperinger har i form af koner/ en moralsk afstandtagen til banderne. Vi me udgør en central del af regeringens som ’ballademagere’ og ’gangstere’ i ud- I ASKERØD syd for København valgte en Desto mere besynderligt er det, at de kærester, familie, venner og almindelige må erkende, at dannelsen af maskuline bandepakke. satte boligområder bidrager alt for ofte gruppe af unge fra storebrorgeneratio- forebyggelsesinitiativer, der hidtil er ble- borgere i øvrigt. Hvordan kan det være, at fællesskaber, der kan ende ud i kriminali- Den nuværende tilgang til banderne til at forstærke den underprivilegerede nen netop at råbe op offentligt og insiste- vet fremlagt i løbet af bandekonflikten, der er så meget normalitet på spil, når tet, er et urgammelt fænomen, som ud- ender derfor blot med at kradse i overfla- sociale position blandt mange af disse re på selvrespekt, da deres område blev synes at være forbeholdt de ’brune’ unge, det gælder afvigende grupper som Hells gør et fælles samfundsansvar. Kun sådan den af årsagerne til bandernes tiltræk- drenge og unge mænd, når trusselsmær- udpeget som ghetto af regeringen. Til de som er gruppevis og geografisk tilgænge- Angels, Bandidos og en broget skare af kan vi gøre os forhåbninger om at be- ningskraft på unge, fordi problematik- katerne udvikler sig til selvopfyldende unges overraskelse reagerede landets lige. Fejldiagnosen i den danske forebyg- gadebander rundt om i landet. Hvordan grænse tilgangen til banderne. ken i for høj grad afgrænses til et ’brunt’ profetier. statsminister ved at komme på besøg hos gelsesindsats skyldes formentlig i det kan det være, at banderne opnår en nær- AYDIN SOEI ghettofænomen. Når diagnosen på den Landets udsatte boligområder er reelt dem i ghettoen, iklædt et stort presseop- større billede, at man sætter kikkerten mest mytologisk status blandt mange BENNY LIHME igangværende bandekonflikt viser sig at overrepræsenterede i arbejdsløsheds- og bud. Statsministeren havde tilsyneladen- for det blinde øje, når det gælder det sto- unge mænd, der ofte allerede i folkesko- have et for snævert fokus, vil løsningsfor- kriminalitetsstatistikkerne, men faktum de lært noget af erhvervskvinden Stine re spørgsmål: Hvordan kan man egentlig len har påtaget sig en ballademageriden- WWW Har du kommentarer til Kroniken slagene tilsvarende være i overhængende er, at langt størstedelen af de unge, der Bosse, som med tv-hold og nogle socialar- afgrænse bandeliv fra det øvrige sam- titet, og hvordan kan det være, at så man- – gå ind på politiken.dk/kroniker weekendavisen SAMFUND Nr. 53 - 31. december 2009 5 Interview. »De religiøse minoriteter skyder sig selv i foden, hvis de tror, fl ertallet vil acceptere deres skikke, hvis de ikke selv accepterer religiøs satire.« Aydin Soei arbejder for en bedre dækning af indvandrerspørgsmål. Farlig journalistik

Af ARNE HARDIS politik på området, så man kommer fri af auto- at islamister har taget islam som gidsel. Mange matpiloten.« andre har forstået tegningen sådan, at man er HEN over bordet i Aydin Soeis lyse lejlighed terrorist, når man er muslim – måske har Jyl- på Nørrebro skubber jeg dagbladet Politiken Racistisk Muhammedtegning lands-Posten lært, at det er en god idé med en slået op på den side, hvor bladet skriver om det forklarende billedtekst, næste gang man vil tage meget omtalte overfald på en lærer på Abild- Det sidste eksempel, jeg vil diskutere med et meget kontroversielt emne op.« gårdsskolen i Odense. Artiklen fortæller, at Aydin Soei, handler selvfølgelig om nyklassi- Aydin Soei siger, at han fi nder tegningen med overfaldsmanden skal seks måneder i fængsel keren: Jyllands-Postens Muhammedtegninger. en krumsablet muslim med to tildækkede kvin- for at have angrebet sin niårige datters matema- Bør en ansvarlig presse afholde sig fra den slags der bag sig værre. Gav man manden en kalot på tiklærer under en skole/hjem-samtale. provokationer? hovedet og en pose penge i hånden i stedet for Vi får i artiklen at vide, at overfaldsmanden »Personligt kan tegningerne ikke ophidse sablen, ville alle kunne se, at den tegning var spyttede læreren i ansigtet, bed ham bag øret og mig. jeg er lidt ligeglad med dem. Jeg tager mig antisemitisk. slog ham med hånden og med en lille bordfl ag- i langt højere grad til hovedet over, at Anders »Det er den eneste tegning med racistiske stang. Men vi får også at vide, at overfaldsman- Fogh Rasmussen ikke ville mødes med de mus- elementer i sig. Alligevel mener jeg, at man den har palæstinensisk baggrund, mens læreren limske landes ambassadører. De repræsente- skal tolerere tegningen. selv om den kan virke kommer fra Marokko, og det oplyses, at de to rede trods alt en halv milliard mennesker. Han krænkende. Religiøse minoriteter skyder sig talte sammen på arabisk, lige inden det gik løs. burde mødes med dem, også fordi deres brev selv i foden, hvis de tror, fl ertallet vil tolerere Burde de oplysninger stå i en ansvarlig artikel, handlede om meget mere end Jyllands-Postens deres skikke, hvis ikke de selv tolererer satire. spørger jeg Aydin Soei; er de ikke irrelevante tegninger: en indvandrerkritisk radio, Louise Men det er vigtigt at forstå, hvilke mekanismer for en historie om et slagsmål mellem en far og Frevert og nogle udtalelser af Brian Mikkel- der er på spil: Hvis det havde været Politiken en lærer? sen. Ser man på tegningerne, er der jo fl ere af eller Information, der havde offentliggjort de Aydin Soei er 27 år, journalist fra Syddansk dem, der gør grin med Jyllands-Posten, og Kurt samme tegninger, ville de slet ikke have udløst Universitet og med i en lille gruppe, der kalder Westergaards tegning med bomben i turbanen samme reaktion. Fordi det var Jyllands-Posten, sig Ansvarlig Presse og arbejder for nedbryd- studsede jeg ikke over. Jyllands-Postens chef- indlæste mange en dem/os-tænkning i tegnin- ning af stereotyper i dækningen af unge med redaktør har forklaret, at tegningen skal vise, gerne.« indvandrerbaggrund. Gruppen tager rundt i hele landet på folkeskoler, gymnasier og ungdoms- skoler og diskuterer mediernes og elevernes egne fordomme. Foreningen har til det brug fået godt 400.000 kroner af Integrationsministeriets demokratipulje, hvilket ifølge Aydin Soei helt efter bogen har udløst et bekymret § 20-spørgs- mål fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup til den ansvarlige minister, Birthe Rønn Hornbech: Er hun ikke bekymret for, at foreningens arbejde kan munde ud i selvcensur i pressen? Den unge, ansvarlige journalist læser hurtigt Politiken-artiklen om den vrede Odense-far TDC MaxFree igennem og svarer med det samme: »I det her tilfælde er det relevant at nævne den etniske baggrund. De to mænd taler arabisk til alle os der sammen, og de kender hinanden i forvejen fra moskeen. Jeg tilhører ikke den skole, som siger, at man aldrig må nævne folks etniske eller reli- giøse baggrund. Det skal man, når det er rele- taler max vant, og her sker det på en god og præcis måde. Det dårlige eksempel ville være, at man bare skrev, at to indvandrere var kommet op at slås, Aydin Soei har orlov fra Krogerup Højskole for at skrive en bog om den vrede og frustra- den ene lærer, den anden far. Jeg siger selv, at tion, unge danske med indvandrerbaggrund føler. Arbejdstitlen er »Et nyt Danmark«. jeg har rødder i Iran og er søn af indvandrerfor- ældre – det er at tage personen Aydin alvorligt. måneder siden til et seminar om ytringsfrihed, skaber dem ikke, og oplysninger er da af det gode? Ubegrænset Det andet, hvor folk bare kaldes indvandrere, som mest handlede om, hvordan man bedst kan »Hvorfor? Ønsker man den oplysning for at tænder dem virkelig af.« begrænse ytringsfriheden af hensyn til folks skabe et bedre Danmark? Fordi man ønsker, at sms og mms Aydin Soei er skødesløst velklædt i mørke religion, og jeg har før interviewet fortalt ham, tredje generation skal få det bedre end anden nuancer, han ligner lidt en af de elegant opdres- at jeg fi nder udtrykket Ansvarlig Presse besyn- generation af indvandrere? Det tror jeg ikke er sede Hizb-ut-Tahrir-talsmænd, men det er et derligt. Pressen skal vel ikke først og fremmest grunden. Jeg tror, man ønsker at fastholde folk i decideret synsbedrag foruden en lodret fornær- være ansvarlig, men fri? en etnisk kategori. Vi har et totalt ophidset de- melse, han er tydeligvis meget verdslig i hele »Du sagde i telefonen, at du mener, pressen batmiljø allerede, den nye statistik vil stille sig i sin tilgang til tilværelsen. Han er født i Iran og skal udfordre, og det mener jeg jo også. Pres- vejen for reel oplysning.« kom til Danmark som fi reårig, efter at foræl- sen skal udfordre og oplyse. Men når vi taler – Men oplysninger er frie. Du skal vel ikke Nokia 6730 drene som aktive kommunister måtte fl ygte om indvandrerstof, er vi nødt til at se på, om bestemme, om de vil gavne eller skade. Det ville Stilrent design ud af landet. Nogen accent er da heller ikke til medierne går til stoffet med fairness og ret- virkelig krænke mig. • 3,2 megapixel kamera at spore i hans svar på mine spørgsmål – det færdighed og overholder basale journalistiske »I et liberalt samfund er oplysning normalt • Navigation med GPS skulle da lige være en særlig socialistisk accent; principper. For to år siden var jeg involveret i af det gode, men her bliver de brugt til at ret- • E-mail Aydin Soei strør om sig med tal, statistikker, en banal sag om Yallahrup Færgeby. To drenge færdiggøre undertrykkelse af andre; statistik- • Inkl. 5 mio. musik- SFI-rapporter og sociale kategorier, fra jeg fra Brøndby Strand havde hjulpet til med at få ken skal bidrage til at holde folk i et dårligt liv. numre med TDC Play kommer, til jeg går. serien op at stå, men var blevet sparket ud. I Oplysningerne kan bruges til at skabe dem et Jeg spørger, om han er socialist, og det ville den journalistiske dækning blev de konsekvent bedre liv, men her handler det om at udskille han nok have sagt ja til for fem år siden, siger kaldt indvandrere, selv om de er født her. Det er dem – og endda i den politiske retorik at ud- han. »Men kan man overhovedet være socialist altså faktuelt forkert at kalde dem indvandrere, skille dem som muslimer. Min egen lillebror har i dag? Jeg vil sige, jeg er socialliberal.« Hele og den slags oplever man gang på gang: Bør- reageret på denne adskillelse og er blevet meget to gange spørger jeg ham, om han er muslim, nene kategoriseres som deres forældre,« svarer overbevist muslim.« begge gange bruger han samme formulering: Aydin Soei. – Det er vel godt nok? »Jeg er født muslim, men ikke opdraget religi- Jeg indvender, at vi tværtimod hele tiden »Ja, men han burde have haft tid til at træffe øst og ikke praktiserende. Hvis man var med i forsøger at fi nde alle mulige omstændelige det valg senere i livet. Du siger, at statistik- en modkultur til shahen i Iran, var man enten beskrivelser for ikke at fornærme folk: Folk af ken ikke skaber, men afspejler eksisterende religiøs eller kommunist, og mine forældre var anden etnisk herkomst end dansk, andengene- problemer, men statistikken kan faktisk skabe kommunister.« rations-indvandrere, nydanskere, pæredanske, problemer. Vi kan ikke styre, hvordan den bli- gammeldanske og så videre i én klodset uen- ver brugt, og jeg påpeger, at den bliver brugt Det nationale fællesskab delighed. Alt sammen for at kunne skelne, men politisk til at skabe modsætninger i en debat, uden at generalisere unødigt. Kunne folk ikke der i forvejen er polariseret. Indvandrere og Første gang, Aydin Soei gjorde sig bemærket i bare slappe lidt af og eventuelt være stolte af, efterkommere vil blive polariseret ud i to grup- offentligheden, var som medforfatter til bogen at de er anden- eller tredjegenerationsbærere af per: på den ene side de gode og velintegrerede Skyld om historien bag mordet på den italienske en bestemt kultur? og på den anden side en gruppe, der lever i pa- turist Antonio Curra i 2003. Typisk for hans »Jeg kan da selv blive lidt irriteret over at rallelsamfund og identifi cerer sig helt med Mel- syn på tilværelsen søger bogen også de sociale skulle jonglere med de ord, men pointen er, at lemøsten og islam.« forklaringer på, at to tyrkiske fætre endte med de alle beskriver en bestemt gruppe også for at – Så statistikken skulle ikke laves? at slå den unge rygsækturist ihjel. holde den gruppe uden for det nationale fælles- »Jeg går ... jeg kan ikke gøre mig til dommer. »Det har undret mig at se, hvor domine- skab. Det gjorde indtryk på mig, da jeg så nogle Rent moralsk mener jeg, at man skal lave den rende de kulturelle forklaringer er. Hvis du unge, jeg underviste, få julelys i øjnene, da de slags statistik, når det er relevant, og personligt ser på mange af dagens konfl ikter i de gamle hørte Birthe Rønn Hornbech udtale, at en tred- kan jeg godt se en relevans, fordi statistikken arbejderkvarterer, der langt hen ad vejen er jegenerationsdansker er lige så meget dansk kunne bruges til at løse problemer med kri- blevet til indvandrerkvarterer, må man jo kon- som en 50.-generationsdansker. Det viser, at minalitet eksempelvis. Men du sagde, du ville statere, at de unge af anden etnisk herkomst benævnelserne har betydning. Men du har da blive krænket, hvis man lod være med at lave Med TDC MaxFree ryger hash og begår indbrud sammen med ret, vi bør kunne bruge vores tid og resurser sådan en statistik. Du skal bare huske på, at etnisk danske unge. Hashkulturen stammer bedre. Den bog, jeg skriver nu, volder også mange andre bliver krænket, når statistikken ikke fra landsbyen i Tyrkiet, men er primært mig problemer med hensyn til benævnelserne, laves, fordi de ser det som udtryk for, at de fort- et produkt af arbejderklassekulturen fra lokal- fordi den handler om unge med indvandrerbag- sat ikke indlemmes i det nationale fællesskab. 99,- området, som så siden hen er blevet kopieret grund.« Sådan som det politiske klima er, er der en og revideret af lillebrorgenerationerne. Hvis modsætning her, som gør det svært at give et det var mellemøstlig kultur, der skabte krimi- Ond statistik klart svar.« naliteten, burde første generation være mere – Hvorfor ikke vende det om? Stoppe klynkeriet kriminelle end efterkommerne. Risikoen ved Jeg smider endnu et eksempel på bordet, som vi og krænkelseskulturen og være stolte af, at man er de entydige kulturelle forklaringer er, at vi får en længere diskussion om: Danmarks Stati- tredje generation af en bestemt kultur? Mindsteudgift i 6 mdr. overser de subkulturer, gruppedynamikker og stik har for første gang lavet en befolkningssta- »Men hvornår er det, vi hører udtrykket an- sociale problemer, der især gør sig gældende tistik, som udskiller indvandrerefterkommernes dengenerationsindvandrer? Det handler altid om 3.292,- i områder med massivt alment boligbyggeri. børn for på den måde at få et mere præcist nogen, der bruger kniv, nogen, der begår krimi- For eksempel vil vi næppe løse problemet med indtryk af, hvor mange der vil have indvandrer- nalitet, nogen, der laver ballade. Problemet er vrede unge med indvandrerbaggrund, der slår baggrund i Danmark om 40 år. Inddragelsen af ikke, at man beskriver de ting, der eksisterer, løs på omverdenen, så længe 50 procent af alle tredje generation som ikke-danske føjer med et men at alle uden skelnen kaldes indvandrere tosprogede kommer ud af den københavnske slag godt 120.000 til gruppen med ikke-vestlig og på den måde får medansvar for de dårlige folkeskole som funktionelle analfabeter,« siger baggrund i år 2050. Hvad synes Aydin Soei om ting og kun for dem. Ugebrevet A4 har offent- han. det? liggjort en undersøgelse, der viser, at kun en I øjeblikket arbejder Aydin Soei på bog num- »Det er dybt kontroversielt og problematisk. halv procent af kilderne i medierne har indvan- mer to, Et nyt Danmark er arbejdstitlen, og den Det viser jo, hvor politiserede de her begreber drerbaggrund, og at de næsten kun blev spurgt handler om den vrede, unge danske med ind- er. Danmark er i forvejen speciel ved at ud- om kriminalitet eller integrationsspørgsmål. TDC MaxFree vandrerbaggrund føler, hvad enten de brænder skille anden generation i statistikken, og det Historier om dem som medborgere slet og ret containere og biler af eller ej. Frustrationerne er i sig selv kontroversielt. At inddrage tredje eksisterer ikke.« har de til fælles, forklarer han, og han er be- generation er absurd. På den anden side kan – Skal vi ligefrem lede efter de positive histo- kymret over, så mange unge han møder, som statistikken også være et brugbart redskab for rier? 0 0 0 499 3.193 kr./min. kr./sms kr./mms kr. m/mobil kr./min. udgift allerede meget tidligt boykotter pressen, fordi eksempel til at afdække, om tredje generation »Nej. Men den farligste journalistik er den, i 6 mdr. de ser den som permanent fjendtlig. For at gøre klarer sig socialt dårligt i samfundet. Det er der kører på automatpiloten uden tanke for, bogen færdig har Aydin Soei orlov fra Krogerup bare ikke derfor, statistikken laves. Det handler hvordan den virker. Jeg har selv på Informa- PS: Telefonen har TDC MaxFree, så du kan downloade musik, sms’e, mms’e og ringe lige Højskole, hvor han underviser i journalistik. om at skabe en angst for oversvømmelse, som tion været med til at lave aviser, hvor der ikke så meget, som du overhovedet gider. Bare hold dig inden for landets grænser og undgå indholdstakserede tjenester. Du kan dog kun ringe for 0 kr./min. 1 time ad gangen, Her i det progressive Danmarks kerneland har vil være stærkere, hvis man pumper statistik- optrådte en eneste kvinde. Alle tænker i ste- herefter koster det 0,80 kr./min., men det er ikke forbudt at ringe op igen. Bare husk, at han selv mærket til de etniske kategoriseringer, ken op. Indvandrerspørgsmålet er afgørende for, reotyper, og det gør jeg også selv, men det er jo opkaldsafgiften er 35 øre. TDC MaxFree kører over betalingsservice, og aftalen indgås for 6 måneder. Gerne længere. Oprettelsen koster 199 kr. Der tages forbehold for trykfejl. når forældrene kom til møder på skolen. »De hvem der har magten i Danmark; det blokerer muligt at tale med relevante kvinder, ligesom Tilbuddet gælder t.o.m 31.12.2009. tog for givet, at jeg arbejdede som rengørings- for, at Socialdemokratiet og venstrefl øjen får det tit er muligt at fi nde relevante personer med asistent eller i køkkenet,« smiler han. fl ere stemmer.« indvandrerbaggrund. Jeg opfordrer medierne til Besøg TDC Butik, tdc.dk eller ring 80 80 80 20 Selv mødte jeg ham første gang for et par – Statistikken afspejler faktiske forskelle, den ligesom andre arbejdspladser at formulere en

LAY-OUT: BENTE BRUUN, KORREKTUR: SARA HØYRUP 16 INFORMATION WEEKEND 28. FEBRUAR-1. MARTS 2015

Redaktør: Susan Knorrenborg. I redaktionen: Jon Faber, Line Bloch Kretzschmar, Ditte Jensen og Barbara Hilton Kronik: 7.500 enheder inkl. mellemrum. E-mail: [email protected] DEBAT E-mail: [email protected]. Telefon: 33 69 60 00. Fax: 33 69 61 10 Læserbreve: 1.000 enheder inkl. mellemrum. E-mail: [email protected] Kronik Frygtens kædereaktion

Når fremtidsløse kan bekæmpe oplevelsen af mod- den apatiske tilstand, hvor unge borgerskab. giver op, ryger hash og passer sig unge går amok, selv, er langt mere udbredt. Men bortforklarer vi det Danske tilstande den adfærd tiltrækker sig sjældent som et problem, der Da optøjer i løbet af 1980’erne be- den store bekymring og udløser gyndte at blive en del af virkelig- ikke den samme frygt som den har rødder uden for heden i de udsatte franske forstæ- udadreagerende. Begge grupper vores samfund. Oprør der, blev det i off entligheden kaldt af mænd repræsenterer imidlertid for »amerikanske tilstande« og den samme historie. i Frankrig kaldes sammenlignet med britisk hooli- Mens det langt hen ad vejen amerikanske tilstande, ganisme. er lykkedes ufaglærte kvinder at oprør i Danmark Da en gruppe unge med ind- fastholde deres job inden for især vandrerbaggrund for første gang i servicesektoren, er de uuddan- kaldes franske sommeren 1997 fulgte traditionen nede mænd blevet de store tabe- tilstande, mens fra bz’ere og autonome med ilds- re i den globale udvikling på ar- påsættelser og optøjer i Blågårds- bejdsmarkedet, hvor de ufaglærte oprør i Sverige kaldes gadekvarteret på Nørrebro, blev mandejob er forsvundet sammen danske tilstande. det af danske medier rubriceret med industrisamfundet. Samtidig Men modborgeren er som »amerikanske tilstande« med har den sociale mobilitet blandt henvisning til, at uromagerne var unge mænd i Danmark – og i det et fælleseuropæisk brune i huden. meste af Europa – nærmest stået problem, der ikke Historien gentog sig en søn- stille siden 1970’erne. I såvel Dan- kan løses, så længe dag i februar 2008. Her tændte en mark som i andre europæiske lan- gruppe unge i Blågårdsgadekvar- de bliver det stadig mere tydeligt, politikerne reagerer teret igen ild i gaderne. Denne at bopæl og valget af folkeskole med moralsk panik gang spredte ilden sig imidlertid spiller en endog meget stor rolle, for første gang herhjemme fra by- når det handler om ulighed i fordel til bydel og landsdel til landshold til børn og unges chancer i del og udviklede sig i løbet af en livet. uge til danmarkshistoriens stør- ste gadeoptøjer. Der blev antændt Opdelt folkeskole omkring 700 brande rundt om i Det er især bekymrende, at den landets udsatte boligområder, og stadig mere socialt og etnisk op- overskriften »franske tilstande« delte folkeskole i Danmark bety- Af Aydin Soei gik igen i mediernes dækning af der, at vi ligger sidst i Norden, når optøjerne med henvisning til, at det gælder skolens evne til at føre a roen havde sænket sig i Frankrig i efteråret 2005 havde elever op ad den sociale rangstige. 2005 efter fl ere dages gade- lagt asfalt til tre uger med ildspå- Jo mere opdelt en folkeskole, des- D kampe mellem politi og sættelser og uroligheder, der hav- to større risiko for en negativ sko- unge i Frankrigs forstæder, fi k de spredt sig fra den ene udsatte lekultur, hvor især drengene ta- politikerne travlt med at lance- forstad til den næste og udviklet ger afstand fra lærerne og skolens re tiltag, der skulle sikre fransk- til de sig værste gadeoptøjer, vi boglige værdier. De uundgåelige mændenes tryghed. For en ung har set i Europa siden ungdoms- sociale forskelle mellem børn, der indbygger i en af de uroplagede oprøret i 1968. følger af familiernes ressourcer, områder var analysen klar: Et halvt år senere udbrød der forstærkes med andre ord af den gennem støtte til svage familier, »De kunne ikke fi nde en løs- optøjer i Malmø, og ikke overra- delte folkeskole og af negativ på- kvalitetsbørnehaver, et ordentligt ning på arbejdsløshed i 20 år, men skende blev de benævnt »danske virkning fra vennerne i såvel klas- skolesystem, der har ressourcer til de har fundet løsningen på utryg- tilstande« i de svenske medier. selokalet som på gaden. at støtte de svage elever, uddan- hed på 20 minutter,« konstatere- Måske vi burde droppe auto- I den hidtil største undersøgel- nelsesmuligheder og et arbejde til de han. matreaktionerne, hvor vi distan- se af sin art fulgte SFI alle dren- Jeg ville inderligt de unge.« Hvis vi skal bekæmpe vreden cerer os fra udfordringerne i de ge født i 1980 frem til udgangen ❝ønske, at vi for en Undersøgelsen konkluderer li- og oplevelsen af modborgerskab, udsatte boligområder ved at indi- af 2003 for at fi nde ud af, hvilke gangs skyld lavede geledes, at unge i udsatte bolig- der bidrager til kriminelle bander kere, at problembørnene er en art faktorer der betød mest, når det områder har markant højere risiko og radikaliserede unges selvfor- fremmedelementer, hver gang de handlede om, hvem der røg ud i politik på området for at havne i kriminalitet, og at tælling i landets udsatte boligom- ter sig ustyrligt, asocialt og bru- kriminalitet. Det viste sig her, at ud fra en målsætning det ikke alene skyldes det lavere råder, kræver det andet og mere talt. uddannelse udgjorde den altover- om, at alle børn uddannelses- og indkomstniveau end politikudspil baseret på mo- skyggende skillelinje for, hvem og unge skal have i disse områder. Selv når man ren- ralsk panik. Første skridt er, at På bunden af hierarkiet der er i risikozonen for at begå kriser for socio-økonomiske forskel- vi vedkender os, at disse mænds Optøjer, bandekriminalitet og ra- minaliteten. Det afgørende er at værktøjerne til at le, er sandsynligheden for, at Ali handlinger ikke alene kan afskri- dikalisering udgør blot toppen slutte folkeskoletiden med læse- skabe et godt liv for eller Dennis fra ’ghettoen’ begår ves som hændelser, der hænger af isbjerget, når det handler om kundskaber, der muliggør, at man sig selv i stedet for kriminalitet, stadig 50 procent hø- sammen med forhold uden for problemer i udsatte boligområ- efterfølgende kan tage en kompe- at lave lovgivning, jere end risikoen for, at Niels fra landets grænser. Hvis man kigger der. Det er her, man i stadig hø- tencegivende uddannelse. Kartoff elrækkerne bevæger sig ud på historien for optøjer og ophob- jere grad fi nder symbolet på den Set i det lys skriger det til him- der skal tilfredsstille i en kriminel løbebane. SFI har ningen af kriminalitet i områder, måske største udfordring for den len, at omkring 40 procent af alle alle dem, der bor ikke undersøgt årsagen, men så- der jævnligt rubriceres som ghet- europæiske velfærdsstat: den sto- tosprogede drenge slutter folke- uden for områderne. vel mine egne som andre studier toer i Europa, viser der sig et møn- re gruppe af unge mænd uden ek- skoletiden uden såkaldte funk- Tænk, hvad man ville af unge mænd, der har opbygget ster: Vi fraskriver os vores eget samensbeviser, der er i overhæn- tionelle læsekompetencer. SFI en fortælling om modborgerskab ansvar for tilstandene i disse om- gende fare for at havne på bunden peger på, at vi som samfund kan kunne få for 1 milliard og det rå ’ghettoliv’, viser, at sub- råder, hvorfor vi risikerer at over- af samfundshierarkiet. De volde- reducere kriminalitet ved at »sikre kroner i disse kulturerne i disse områder ofte se, hvordan vi lokalt og nationalt lige reaktioner er undtagelsen – barnets udviklingschancer – bl.a. områder er domineret af nogle opskruede INFORMATION WEEKEND 28. FEBRUAR-1. MARTS 2015 17

Langt læserbrev: 2.200 enheder inkl. mellemrum. E-mail: [email protected] Kommentar: 4.300 enheder inkl. mellemrum. E-mail: [email protected] DEBAT

I 2008 bredte uroen i de udsatte boligområder sig over hele landet og udviklede sig i løbet af en uge til danmarkshistoriens største gadeoptøjer. Der blev antændt omkring 700 brande rundt om i landets udsatte boligområder, og overskriften ’franske tilstande’ gik igen i mediernes dækning af optøjerne. Foto: Mogens Flindt/ Scanpix

machoidealer med et mere lem- arrangement på Østerbro og den gere og off entlige meningsdan- reelt skal forestille at ramme. Risi- vel sunde fritidsaktiviteter, lom- fældigt forhold til vold og krimi- jødiske synagoge i Krystalgade. nere kommer med udmeldinger, koen er, at tiltagene fremkommer mepengeprojekter og fritidsjob nalitet end det, der gør sig gæl- Regeringen har reageret med en der skal genoprette social ro, og på baggrund af forsimplede diagno- bidrager til ovenstående, der igen dende blandt de fl este borgere. ny terrorpakke til næsten 1 milli- foretager konkrete handlinger for ser og derfor ingen virkning har. hænger uløseligt sammen med Det hænger blandt andet sam- ard kroner. Den vil desværre næp- at afværge truslen. bedre skoleresultater og fremtids- men med, at der er markant fl ere pe have nogen som helst virkning ■ Som konsekvens af forsikrin- På forkert kurs muligheder, ligesom den slags unge i disse områder, der aldrig på unge mænd som Omar. gen over for befolkningen om reel Jeg har i årevis skrevet og holdt fungerer som værn imod asociale kommer videre efter folkeskolen; Moralsk panik er den kollek- handling over for den potentielle foredrag om emnet, ligesom jeg subkulturer, kriminalitet og radi- som har pletter på straff eattesten; tive nationale panik, der opstår trussel går frygten i sig selv igen. har interviewet et utal af unge kale grupperinger. Lige nu befi n- er uden for arbejdsmarkedet; og ved begivenheder og tendenser, Politisk er det afgørende ved og deres forældre i disse bolig- der vi os imidlertid på en forudsi- som derfor søger identitet og sub- som opfattes som en trussel mod udbruddet af moralsk panik, at områder. Jeg ville inderligt ønske, gelig kurs, hvor vi indfører mere kulturel anerkendelse på gaden, samfundets sociale orden. I nyere magthaverne overbeviser os bor- at vi for en gangs skyld lavede po- overvågning og gør skade på de hvor kulturen forstærker de so- tid har større gadeoptøjer, bande- gere om, at de foretager konkrete litik på området ud fra en målsæt- selvsamme frihedsrettigheder, ciale forskelle, der i forvejen gør konfl ikt og 80’ernes aids-epidemi handlinger for at genoprette den ning om, at alle børn og unge skal som vi foregiver at beskytte. disse unge udsatte i forhold til at udløst fænomenet, som sociolo- sociale ro. Politiske udspil, som have værktøjerne til at skabe et [email protected] ende i en kriminel løbebane. gen Kenneth Thompson beskriver ikke nødvendigvis løser de kon- godt liv for sig selv i stedet for at som en frygtens kædereaktion. krete problemer bag optøjer, ban- lave lovgivning, der skal tilfreds- Moralsk panik Den består af fem elementer: deproblematikker og radikalise- stille alle dem, der bor uden for Desværre reagerer politikerne i ■ En særlig gruppe af mennesker ring, kan i denne henseende godt områderne. Tænk, hvad man ville Aydin Soei er sociolog, såvel Danmark som i andre lande defi neres som trussel mod sam- mildne befolkningens frygt, hvis kunne få for 1 milliard kroner i foredragsforholder og forfatter med moralsk panik og politik, der fundets værdier eller interesser. folk føler sig overbevist af politi- disse områder. Initiativer, der bi- til bøgerne ’Skyld’ og ’Vrede unge ikke løser de grundlæggende pro- ■ Denne trussel afb ildes af kernes forsikringer. drager til børn og unges selvværd, mænd’, der handler om unge blemer i de udsatte boligområder. medierne i en let genkendelig og Typisk har de politiske tiltag, selvdisciplin og ansvarstagen for mænd i udsatte boligområder. Jeg frygter, at den historie er ved utvetydig form. som fremkommer under moralsk sig selv og de områder, de bor i, at gentage sig oven på den 22-åri- ■ Der fi nder en hastig opbygning panik, til formål at tilfredsstille og udgør i det samlede regnestykke Indlægget bliver også bragt i ge Omar Abdel Hamid El-Hus- af off entlig bekymring sted. berolige de store vælgergrupper blot et greb i lommen. magasinet Kommunen i den seins nylige angreb på et debat- ■ Myndigheder, beslutningsta- frem for dem, som de politiske tiltag Tidligere studier har vist, at så- kommende uge INFORMATION TORSDAG 31. DECEMBER 2015 19 DEBAT

Teaterstykket ’Vores Klasse’ , som gik på Odense Teater i 2014, handlede om en skoleklasse i en lille by i Polen i 1930’erne, hvor halvdelen af børnene var kristne, den anden halvdel jødiske. Foto: Medierne gør stadig Emilia Therese/pressefoto muslimer til modborgere lationer mellem og i mennesker. det, der er sandt, så fi nder vi det. Men jeg er optimist, gorier, vi mennesker skaber for sig som almindelige cases, hvor Hvordan hver arkitekt lader kul- Så giver vi det liv. Vi kæmper, til vi at opretholde eksisterende stede blot optrådte, qua at de var turhistorien fl yde gennem pennen kan spille det, og så fremkalder vi for i 1990’erne reotyper, når vi præsenteres for netop, ja, medborgere. For ek- og til bygningen. det på scenen, så alle kan se det. illustrerede fakta, der burde nuancere eller sempel i historier om almengen- Hver eneste kulturarbejder er Det er vores fag. TV-Avisen alle eliminere et stereotypt syn på kendelige holdninger til folke- kun noget i kraft og i forlængelse Lige nu er det fag rasende vig- en befolkningsgruppe. skolen og prisen på elregningen. af historien og den fælles viden, tigt. Det, som vi kan, det er der indslag om Som en journalist fra TV 2 som faget rummer. Set i det lys er virkelig brug for. indvandrere med Ja, Obama er sort Nyhederne udtrykte det i A4: vi alle sammen kulturarbejdere. Det handler om at fremstille alle »Jeg gider ikke have et i øvrigt Skolelærere, håndværkere, politi- Vigtigt arbejde et billede af en dem, der ikke passer ind i de do- godt indslag ødelagt af, at jeg mænd. Alle. Og her rammer den vamle smag tørklædeklædt mor minerende kategorier, som und- ved, at folk sidder derhjemme af selvgodhed mig. Jeg skal lige til med en nettopose tagelser: Ja, Obama er sort, men ved kakkelbordet og bliver di- En lang malstrøm at sige, at risikoen for en ny euro- hans mor er jo hvid, og han er straherede af, at det er indvan- Men vi teaterfolk. I lyset af erfa- pæisk katastrofe har genforelsket i hver hånd og fra Hawaii. drere – jeg kan høre min egen ringernes henfald og vores videns mig i mit fag. Og det kan jeg sguda omringet af en hær Tidligere mente man, at vi far sidde og kommentere på det. udløbsdatoer er vi den alleryder- ikke. Jeg bremser mig selv, før jeg skabte disse underkategoriserin- Det trækker simpelthen energi ste avantgarde. Vi er elitesolda- instrumentaliserer neonationa- af børn. Dengang var ger, fordi vi er såkaldte ’survival ud af indslaget og skaber forvir- terne i kulturkampen for at puste lismens buldrende genkomst og der ingen, der råbte units’, der udsættes for så store ring.« nyt liv i næsten død viden. For vi den omsiggribende brutalisering op – men det gør vi i informationsstrømme, at vi er teaterfolk har ingen – ingen – mu- af alting til mit eget lumre formål: afh ængige af stereotyper for at Opsang til branchen lighed for at holde fast og fryse at gøre det lækkert og nødvendigt dag frigøre kognitiv kapacitet til at Etniske minoriteter vil være tiden. for mig at lave teater. kunne agere i det daglige. Fra overrepræsenteret som kilder Teaterkunsten er menneske- Men alligevel. Jeg går i disse 1980’erne og frem har forsknin- i mediernes historier om for lig midlertidighed sat i system. uger med den mærkelige dob- gen imidlertid vist, at vi menne- eksempel kriminalitet, lige så Vi skriver manuskripter. Vi op- belthed. Mit fag er vigtigere end KOMMENTAR sker snarere er ’meaning making længe brune borgere reelt er tager på video. Vi tager billeder. nogensinde før, det mærker jeg devices’, der i mange tilfælde overrepræsenteret i kriminali- Alt sammen som protest med det meget stærkt. Danmark og Euro- bruger væsentlig mere kognitiv tetsstatistikkerne, og det er selv- grundlæggende: Det er altid live. pa har desperat brug for ydmyge kapacitet på at opretholde eksi- følgelig en virkelighed, der skal Vores kunst er lige nu. mennesker, der tror på værdien af sterende stereotyper, end hvis vi dækkes, hvis vi ønsker social Men netop derfor er den så vig- at fremstille mennesker. Humane blot nuancerede vores menne- forandring. Problemet er, når tig. Fordi vi teaterfolk har erfarin- mennesker med mangler og fejl, skesyn, når vi blev præsenteret etniske minoriteter ikke frem- gen med at miste erfaringer. Vi sprækker, drømme og sår. Hårdt- Af Aydin Soei for informationer, der modbevi- står i mediebilledet i andre ty- gør det jo hele tiden, og vi gør det arbejdende teaterfolk, der tror på ser forenklende kategoriseringer per historier; som genkendeli- sammen med publikum. Vores fortidens erfaringer, og som er pa- anmarks Radio har med af mennesker. ge medborgere. Det er her, at de liv er en lang malstrøm af nu’er, rate til at stille sig til rådighed for, rette fået hug for kana- I et af de mere underhol- dominerende og nedværdigen- der brøler og larmer og forsvinder at de kan blive levendegjort i nu- D lens happening i forbin- dende eksperimenter inden for de stereotyper udfordres. Det mellem fi ngrene på os. tiden. delse med ’Året der gik 2015’, genren præsenterede en gruppe er ikke, når etniske minoriteter Teaterfolk arbejder i et fag, der Det er klart, at vi fra tid til an- hvor en række danske muslimer forskere i USA testdeltagerne fremstilles som mønsterbrydere, har systematiseret kampen for at den også fanger et hjørne af no- på skift rejser sig op og siger: for et billede af en sjusket klædt undtagelser, og når der klistres genvinde næsten glemte erfarin- get nyt. Noget, der ikke allerede »Jeg er muslim, men jeg er ikke advokat. Det forvirrede dem, for et ’men’ på, hver gang en brun ger. Vi er uddannet til at give krop er tænkt eller erfaret. Og det kan terrorist, jeg er muslim, men jeg en advokat går jo tjekket klædt, kilde udtaler sig som en demo- til meget spinkle skeletter af vi- vi også lave teater om. Det skal vi er ikke homofob, jeg er muslim, ikke? Den ene halvdel fi k derpå kratisksindet medborger. den, næsten glemte erfaringer fra sgu lave teater om. Men foreløbig. men jeg er ven med en jøde« til- at vide, at det pågældende foto Det er uforståeligt, at DR med et manuskript, en note eller en Lige nu. Er det for mig helt per- sat strygere og hele molevitten. forestillede en polsk advokat, og sin hær af mellemledere, som improvisation. Hvis der er noget i sonligt et udmærket mål at kæm- Indslaget fulgte umiddelbart vupti, så havde de mulighed for vi alle sammen betaler til, kan pe for at huske og reaktivere de efter et følelsesladet interview at lave en underkategori: Pol- begå så stor en fejl i Danmark erfaringer, der allerede er. At for- med faren til Dan Uzan, der blev ske advokater går sjusket klædt, anno 2015, hvor vi er ved at få længe erfaringernes holdbarhed. skudt og dræbt foran den jødi- men det gør ’normale’ advoka- en voksende etnisk middelklas- Bare lidt. ske synagoge natten til den 15. ter ikke. Den anden halvdel af se, som er bedre uddannede For jeg går i disse måneder med februar. testdeltagerne medgav derimod end forældrene, og som kræver den her rædselsfulde følelse af, at Flere af deltagerne har efter- efter at have set billedet, at jo, at blive mødt som ligeværdige vi kan risikere at miste det hele. følgende fortrudt deres medvir- det giver da ganske god mening, medborgere. Men forhåbentlig Alt det allerenkleste. Det aller- ken og forklaret, at de følte sig at advokater ligesom alle andre kan mediestormen oven på ’Året smukkeste. Det allervigtigste. udstillet som dyr i et bur, og at også kan være lapset klædt. der gik 2015’ virke som en op- Jeg forlader 2015 med en ople- deres ’men jeg er ikke …’ kom sang til den samlede danske me- velse af, at mit arbejde er blevet til at fremstå, som om de skulle Ved kakkelbordet diebranche. vigtigere. Og når jeg ser rundt på tage afstand fra terror, homofo- Vi arbejder med andre ord på Og her er så den positive side mine kolleger i det kulturelle felt, bi på grund af deres religion, og højtryk for kognitivt at oprethol- af historien: Da jeg var teenager så gælder det for os alle. det forstår man godt. de stereotyper hver især. Og her i 1990’erne, illustrerede TV-Avi- Og så lader jeg blikket glide vi- Selv om formålet formentlig har DR gjort opgaven lettere for sen alle indslag om indvandre- dere, og jeg ser min datters pæda- har været det modsatte, bidra- dem, der kan have en tendens re med et billede af en tørklæ- Men vi teaterfolk. goger i børnehaven. Jeg ser min ger DR med sit stunt til at opret- til at se danske muslimer som deklædt mor med en nettopose nabo, der er læge, og min anden holde billedet af danske musli- en homogen masse, der er væ- i hver hånd og omringet af en I lyset af nabo, der er tømrer. Jeg ser min mer som potentielle homofober, sensforskellig fra den alminde- hær af børn. Dengang var der ”erfaringernes ven, der sælger lovsamlinger og terrorister og antisemitter med lige danske medborger. DR er i ingen etniske minoriteter, der henfald og min svigerfar, der er sproglærer. en undtagelseslogik i dæknin- øvrigt hverken værre eller bedre råbte op, men det sker i dag på Jeg ser mine børn. Og jeg ser kun gen af etniske minoriteter. Den- end medierne som helhed. sociale medier og på debatsider- vores videns kulturarbejdere. Jeg ser kun kul- ne undtagelseslogik er desvær- En undersøgelse lavet for ne i aviserne – og det gør mig til udløbsdatoer er vi turarbejdere. re dominerende i det meste af ugebrevet A4 viste i 2005, at et- optimist. Skål for 2016. det danske mediebillede, og den niske minoriteter stort set kun den alleryderste er ødelæggende i forhold til at blev brugt som kilder i histori- [email protected] avantgarde. Vi er skabe et Danmark, hvor man fø- er om kriminalitet og integrati- [email protected] ler sig som medborgere frem for onsproblemer. En efterfølgende elitesoldaterne i modborgere på tværs af etniske rundspørge blandt mere end 100 kulturkampen for skel. danske journalister viste, at en Aydin Soei er sociolog, journalist Martin Lyngbo er direktør for Inden for socialpsykologien af årsagerne var, at de frygtede, og medlem af foreningen at puste nyt liv i Mungo Park opererer man med udtrykket at det ville ’støje’ og ’forvirre’, Ansvarlig Presse næsten død viden subtyping, som er de underkate- hvis brune medborgere udtalte POLITIKEN LØRDAG 20. SEPTEMBER 2008 Opinion 3 Opinionsredaktør Opinion Læserbreve, højst 100 ord, eller debat- Jourhavende debatredaktør På politiken.dk/lederpladsen kan man kommentere avisens Anita Bay Bundegaard Rådhuspladsen 37 indlæg, højst 400 ord, sendes med navn, Ellen Ø. Andersen Debatredaktører 1785 København V titel og postadresse til Debatredaktionen. ledere og se, hvem der skriver dem. Lars Hedebo Olsen (ledende), Telefon, Debat 33 47 23 31 Indlæg kan sendes som e-mail til Ellen Ø. Andersen, Søren Nielsen Telefon, Kronik 33 47 23 37 [email protected] Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes og Niels Nørgaard Fax 33 15 41 17 Vi bringer kun tekster alene sendt til med navn, titel og post-adresse til Hver dag blogger læserpanelet om dagens avis. Analyseredaktør Politiken. Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes Poul Anders Aarøe Pedersen Redaktionen forbeholder sig ret til at redi- på diskette med print eller som e-mail til Gå ind på blog.politiken.dk/laesernespanel Lederkollegiet Lars Trier Mogensen gere i indsendte tekster [email protected] Kronikredaktør Anders Jerichow og vær med i debatten læserne mener Dagens Citat

UIDEOLOGISK? ve en »så almindelig tilværelse MERE ØKOLOGI, TAK! Behov for reel nytænkning Poul Bertolt, Pilehavevænge 108, som muligt«. Det er ikke sjæl- Dan Jørgensen, MEP (S), 60 Rue Vallensbæk: dent en eufemisme for, at pati- Wiertz, Bruxelles: DAGPENGESYSTEMET lægsforsikringer, sprang fagbevægelsen for at undergrave den. De faglige a-kasser Den nye justitsminister og enten kan få lov at passe sig Fødevareminister Eva Kjer OVE DYRKILDE på. De ’gule’ a-kasser skulle ikke have det kunne styrke deres eget forsikringspro- skatteministeren skriver (Pol. selv i ensomhed og forpinthed Hansen beskylder mig for »at AFTENSKOLELEDER, AOF-AMAGER produkt for sig selv. Det blev en dyr sats- dukt, og arbejdsgiverne kunne give deres 18.9.), at der stadig skal flyttes i egen lejlighed. snorksove« (Pol. 16.9.). Det, jeg ning, som kun ganske få benyttede sig af. ansatte en ekstra tryghed. holdninger, og de siger f.eks.: Forstår man da ikke, at man- har formastet mig til at gøre, DET NUVÆRENDE dagpengesystem Hvorfor nu egentlig, når det at forsikre sig Lønmodtagere er forskellige. Nogle har »Vi ser faktisk ret uideologisk ge af disse mennesker er svært er at foreslå, at en større del af mangler incitamenter til at forsikre sig. mod ændret livssituation ellers breder mest brug for tryghed gennem en lang på, om en bestemt offentligt syge og som andre svært syge den danske svineproduktion Flere og flere unge vælger dagpengesyste- sig i samfundet. dagpengeperiode. De kortuddannede betalt og sikret service stilles har behov for tilstrækkelig lægges om til økologi. Og at vi met fra, fordi dækningen ved ledighed er har typisk risiko for længere ledighed, til rådighed af kommunen, af lang indlæggelse på hospital, bruger EU-støttekroner til det. så ringe i forhold til det, de kan tjene på ARBEJDSGIVERBETALTE sygeforsikringer men har også i kraft af deres løn et lavere en selvejende institution eller før de kan udskrives til de i øv- Det er rent nonsens ifølge arbejdsmarkedet. Desværre er mange un- blomstrer, og fagforeningerne har svært forbrug. Andre har brug for en høj dæk- af en privat virksomhed….«. rigt udmærkede tilbud i di- ministeren, fordi der slet ikke ge også blinde for, at massearbejdsløshed ved at finde deres ben i forhold til dem. Al- ning, men er ikke så fokuserede på en Forklar mig lige, hvor det striktspsykiatrien. er stor nok efterspørgsel efter Den skel- kan blive virkelighed i Danmark igen. le ved, at de underminerer vores offentli- lang periode. Gør dagpengesystemet flek- uideologiske ligger, når pri- økologiske koteletter i dag. sættende krise Når en ny periode med massearbejds- ge sygehusvæsen, men det er svært som sibelt, så er flere måske også tilbøjelige til vathospitalerne modtager BEVAR KLØVERMARKEN Nej, go’ dag mand økseskaft. i august 2008 løshed rammer os, er der derfor fare for, fagforening at sige nej tak, når arbejdsgi- at forsikre sig. næsten 30 pct. mere for en be- Jesper Madsen, Burmeistergade Den lave efterspørgsel skyldes at det danske samfund står helt anderle- veren tilbyder et kollektivt gode. Regeringen har kun et bud på ændrin- stemt ydelse (f.eks. en operati- 28, København K: jo blandt andet, at prisen er konfronterer des ringe forberedt end tidligere. Med Fagbevægelsen skulle måske lægge ger i dagpengesystemet. Det er lavere sat- on) end de offentlige sygehuse Politikens leder inddrager højere på økologiske produk- den europæ- langt færre forsikrede og dermed langt mærke til, at sygeforsikringerne netop er ser og kortere dagpengeperiode. Ingen af – selv om privathospitalerne (17.9.) hensynet til borgerne i ter end på konventionelle. Og iske offentlige flere, som bliver afhængige af en kontant- blevet en succes, fordi der er tale om kol- disse tiltag tilskynder folk til at forsikre ikke driver skadestuer og hel- sit forsvar for Kløvermarkspla- det er netop derfor, at det er tå- mening med hjælp, som ikke giver plads til udvikling lektive arbejdsgiverbetalte ordninger. sig. Hvad enten man er borgerlig eller ler ikke deltager i uddannel- nen. I den forbindelse kan det beligt, at regeringen har sagt sig selv. Skal for den enkelte, men som meget let fører Måske var der her inspiration at hente i venstreorienteret, må man kunne se en sen af kandidater og sygepleje- oplyses, at et stort flertal af nej tak til at bruge 20 procent til permanent udstødelse og fattigdom. forhold til tillægsforsikringer. Hvorfor ik- interesse i, at mennesker ved arbejdsløs- personale – og endelig slet ik- borgerne i nærområdet vil ju- af den landbrugsstøtte, Dan- Europa begå Vi kan ikke fortsætte med et system, ke satse på kollektive arbejdsgiverbetalte hed kan klare sig selv. Derfor er det sam- ke er udsat for den samme ble, hvis projektet endegyldigt mark får, til miljøformål, her- selvmord med som er opbygget til industrisamfundets tillægsforsikringer i dagpengesystemet fundsmæssigt galimatias at fortsætte den kontrol, som det offentlige sy- falder. Vi elsker vores grønne under omlægning til økologi. gas? Vil Europa ensartethed. Dagpengesystemet må rum- frem for kollektive sygeforsikringer? Det systematiske nedbrydning af vores kol- gehusvæsen er. vidde, hvor man kan sparke en stå fast eller me plads til forskellighed. ville være en ændring, som kunne styrke lektive dagpengeforsikring, som de bor- fodbold ad helvede til, løbe på AKADEMISK AMOKLØB bøje sig for Pu- Da det blev muligt med individuelle til- vores samfundsmæssige tryghed frem gerlige lægger op til. SVINERI kryds og tværs, drøne rundt Kurt Hartvig Petersen, Digevej 7, Bent Lauge Madsen, Kirkens- med sin drage, sende sit mo- Solrød Strand: tin-doktrinen? gaardvej 38, Lemvig: delfly til himmels og gøre Kunne Kronikredaktøren ikke Andre Glucks- Nå, skal man nu undersøge, hvad som helst, der kræver al- formå en af Politikens velskri- mann, fransk om der er et problem med re- buerum og højt til loftet. Over- vende journalister til i klar filosof. I Week- S, SF og R skærer i psykiatrien sistente bakterier fra de anti- borgmesterens magtbrynde tekst og rimelig kort form at endavisen biotika-overfodrede svin (Pol. og den ukritiske gentagelse af gengive tankegangen i Kroni- REGION HOVEDSTADEN kraterne, Socialistisk Folkeparti og Det gion Nord, så vil du få et bedre somatisk 17.9.). Jeg troede, det var en hel- reklamesloganet ’billige bo- ken af 17.9. om det for mig nye KJELD H. HASLUND Radikale Venstre vil. De vil skære midler hospital, end det nogensinde bliver mu- bredstrussel, man udmærket liger’ er kvalmefremkaldende. fænomen ’kulturalisme’. Det CAND.MERC. væk fra bl.a. psykiatrisk afdeling i Hille- ligt i Hillerød, og Region Hovedstaden vil var klar over. Sciences sidste ser interessant ud, men lixtal- rød. Med regionsrådsformanden, Vibeke spare over 1 mia. kr. De midler kunne bru- nummer (5894) har en lang SKRÆMMEKAMPAGNE let er mig en kende for højt. DET KONSERVATIVE Folkeparti er gået fra Storm Rasmussen (S), som frontfigur ges på for eksempel psykiatrien. række referencer og artikler Geoffrey Cain, Rebekkavej 5, Jeg går ud fra, at Politiken er budgetforhandlingerne i Region Hoved- marcherer de røde faner stolt for at give Jeg ved godt, at der er forskel på anlægs- og slutter med at citere WHO: Hellerup: interesseret i, at godtfolk kan staden. Vi konservative vil ikke tage noget de psykiatriske patienter dårligere for- og driftsudgifter. Men jeg ved også, at 1 »Vore bedsteforældre levede i Jens Martin Eriksen og Frede- læse bladets kronikker. fra de svageste i vores samfund. Vi ønsker hold – det er virkelig flot gået! mia. kr. svarer til et forbrug på 200 mio. en tid uden antibiotika. Det rik Stjernfelt peger på venstre- ikke, at forholdene for de psykiatriske pa- Nu ved jeg godt, at Vibeke Storm Ras- kr. i hele fem år. Det er dig, Vibeke Storm kan mange af vore børnebørn fløjens uformåen til at se, at DF FLYT METROSTATION tienter skal forringes. Vi konservative kan mussen som sædvanlig vil give regerin- Rasmussen, som skærer i psykiatrien – også komme til«. Det er en sag, ikke er racister (Kronik 17.9.). Ulla og Lene E. Nielsen, Thor- slet ikke forstå, hvordan andre partier gen skylden. Men kære fru Storm, det er det ansvar kan du ikke løbe fra. der er for alvorlig at overlade Venstrefløjen forstår ikke DF valdsensvej 21, Frederiksberg: kan have en sådan holdning og tage mid- ikke regeringen, som gennemfører dine Og hvor er det dog hult at læse her i Po- til fødevareministeren. og forstår heller ikke sig selv, Hvordan kan det gå til, at der ler fra de svageste og mest sårbare i sam- sære prioriteringer. Hvis du f.eks. ændrer litikken, at Det Radikale Venstre ikke vil siger Eriksen og Stjernfelt. er planlagt en metrostation fundet. hospitalsplanen, således at Frederiks- skære i psykiatrien – når man gør lige det i STØB EN NY HAVFRUE Men sandheden er snarere direkte på Gl. Strand, midt i et Men det er lige præcis det, Socialdemo- sund Hospital bliver områdehospital i Re- Region Hovedstaden. Josef Salamon, billedhugger, den, at venstrefløjen udmær- af de allerældste byområder i Soldraget 42, Birkerød: ket ved, at DF’erne ikke er raci- København. Et område, som er Besynderligt, at man skændes ster, men bruger skældsordet så unikt ved de karakteristiske om at sende eller ikke sende alligevel, fordi det skræmmer gamle huse tæt ved kanalerne; www.egoland.dk Den Lille Havfrue til Kina. folk fra at stemme DF. med livlig, men afslappet akti- Skulpturen i havnen er kun en vitet omkring caféer, restaura- bronzekopi af originalen i ler. VELGØRENHED tioner, sommerens antikvi- Man har allerede lavet flere af- Ingrid Salling Rasmussen (syge- tetsmarked og kanalrundfar- tryk i bronze, som er solgt fle- plejerske), Høgevej 7, Strøby: ten, der trækker masser af re steder. Så tag og støb en ny Ellen Hillingsø udtaler (Pol. turister til. Her skal bygges en og send den til Shanghai. 16.9.), at hun udøver ren velgø- metrostation, således at hele Bronzestøberen har origina- renhed ved at spille teater for området bliver forvandlet til len. 25.000 kr. per måned. et inferno af støj og andre ge- Jeg ved ikke, om det kan væ- ner under den mangeårige ENSOMME OG FORPINTE re E.H. nogen trøst, at vi i så byggeperiode. Efterfølgende Peer Liisberg, Dagland 10, Egå: fald er rigtig mange, der udø- med masser af henslængte Regionsformand Vibeke ver ren velgørenhed ved at gå cykler, hektisk cykel- og fod- Storm Rasmussen trækker i på arbejde. Mange af os endda gængertrafik m.m., der fuld- Pol. (17.9.) den gamle traver af til mindre summer end stændig vil forandre denne oa- stald: De sindslidende skal ha- 25.000 kr. om måneden. se til et stressende inferno.

kroniken 20. september 2008 Når pistoler bliver til normalitet

»DET VAR virkelig underligt at kigge ned i kriminelle domæner skulle ligge bag fremmed bil kører op på siden af ham. Si- bjerg, for at undgå, at der bliver skudt HA’. ’Jønke’ nøjedes med at konstatere, at kisten. Jeg har aldrig oplevet sådan noget skuddrabet. tuationen, der udspiller sig, er en ver- længere inde i bydelen, hvor løsgående der var »nok – nok til alt«. Han ønskede ik- før«. To af eleverne på Krogerup Højskole Ifølge de unge fra Tingbjerg, jeg har sion, jeg har fået fra venner til fyren fra projektiler kan risikere at ramme tilfæl- ke at uddybe, hvad der var ’nok’ til. skiftede for knap en måned siden en un- talt med, har rygterne imidlertid intet på Tingbjerg. digt forbipasserende. Der er kun én vej, Rigspolitiets Nationale Efterforsk- dervisningsdag i Nordsjælland ud med sig. Ifølge dem er konflikten startet som »Ved du, hvem jeg er«, spørger en der fører ind til Tingbjerg, og én, der fø- ningscenter, der følger den organiserede en begravelse i Brøndby. et simpelt klammeri, hvor en fyr fra Ting- mand med karseklippet hår, der er trådt rer ud. kriminalitet på landsplan, havde imidler- En ven, som de to elever har kendt, si- bjerg og et medlem af Hells Angels-støtte- ud af bilen. Fyren fra Tingbjerg ved godt, Da medlemmer af AK 81 en efterfølgen- tid en idé om, hvorfor HA dengang øn- den drengene som små terpede alfabetet gruppen AK 81 spontant pustede sig op hvem manden er. Han genkender ham de aften igen kører ind i Tingbjerg og af- skede at udvide. i Tingbjerg Skole og spillede computer i over for hinanden som et medlem af gruppen AK 81. Et fyrer skud mod gruppen af unge, skyder »Vi noterer os det med interesse, set i Rutens Fritidsklub, havde ugen forinden for halvanden må- skænderi udvikler sig til et knytnæveslag, de igen. Ifølge lyset af den polarisering, der er mellem mistet livet ved et skyderi, som politiet ned siden. hvor manden fra AK 81 ryger i jorden. Op- de unges egen rockerne og det kriminelle indvandrer- AYDIN SOEI har betegnet som »vanvittigt«. Men selv om be- trinnet varer imidlertid efter sigende ik- udlægning af miljø«, udtalte kriminalinspektør Kim Skuddene blev ifølge politiet affyret fra Våbenbrug og- givenhederne i ke mange sekunder, da nogle forbipasse- sagen virker Kliver fra Rigspolitiets Nationale Efter- en såkaldt AK 47-riffel, der er almindeligt så uden for de Tingbjerg ikke rende stopper håndgemænget. Den unge AK 81’s gæstebog det, som om forskningscenter tilbage i november. I Vi er nødt til at kendt som maskinpistolen Kalasjnikov, organiserede handler om orga- tror, at konflikten stopper her. Den anta- på nettet er HA-støtterne dag kan HA-støtterne ifølge Rigspolitiet og som siden 1947 er blevet brugt i snart bander risikerer niseret kriminali- gelse skulle imidlertid vise sig ikke at hol- eksploderet med bliver overra- mønstre over hundrede medlemmer, og fokusere langt me- set enhver større international væbnet tet, ændrer det ik- de stik. skede over, at betydningen af AK 81 i det danske gade- at blive en del budskaber som konflikt. I midten af august blev den så af- ke ved det faktum, En af de følgende aftener står han med »HA, I er Danmarks der kommer billede har vi nu fået en indikation på re på risikofaktorer fyret i en bydel i København, uden at poli- af normaliteten at en generel op- en gruppe venner, da en bil, de aldrig har kugler tilbage i med skyderier med både halv- og fuld- tiet kan nå til bunds i, hvad der er gået trapning i unges set før, drejer op ad Tingbjergs hoved- nye vikinger og deres retning, automatiske våben i Københavns gader. i lokalområderne, forud for et drab, der har været med til at våbenbesiddelser risikerer at munde ud strøg, Ruten. Drengene bliver overraske- forsvar« eftersom sup- Siden mordet på en fyr fra Tingbjerg antænde en måneds blodige konfronta- i, at vi som samfund får en ny lillebrorge- de, da de opdager, at der bliver skudt porterne i al for over en måned siden er antallet af hvis vi vil undgå en tioner mellem Hells Angels-støtter og un- neration, der bliver mere forrået, end mod dem fra bilen. Ingen bliver imidler- hast kører ud af bydelen. Tredje gang AK indlæg på AK 81’s gæstebog på nettet end- ge med indvandrerbaggrund. den ældre generation nogensinde har tid ramt. Ifølge de unge fra Tingbjerg var 81 kører ind i Tingbjerg og skyder, melder videre eksploderet med budskaber som ny generation af »Det er den mest alvorlige forbrydelse, været, fordi våben for dem bliver hver- det HA-supporteren fra AK 81, der var nogle lokale det til politiet – denne gang »HA, I er Danmarks nye vikinger og for- der er begået. Så synes jeg, man skal tilsi- dag. At imødegå denne udfordring kræ- kommet for at hævne sig – flankeret af en koster konflikten menneskeliv. svar«, og »vi må se i øjnene at vort gamle wannabe-gangstere. desætte eventuelle kodeks om, at man ik- ver, at myndighederne i langt højere gruppe andre supportere. stolte DANMARK atter er blevet inficeret. ke taler med politiet«, udtaler drabschef grad fokuserer på risikofaktorer i de un- Nogle af de unge fra Tingbjerg beslut- FOR EN måned siden var der sandsynlig- Hermed al min støtte til Danmarks ene- Ove Dahl således i nærværende avis om ges subkulturer og lokalmiljøer, end til- ter sig herefter for, at de må opruste med vis ikke mange, der havde hørt om AK 81, ste modstandsbevægelse«. Aydin Soei er journalist og medforfatter til de unge Tingbjergbeboeres stilhed angå- fældet er i dag. skydere for at kunne forsvare sig selv, de- og gruppens eksistens kom da også først bogen ’Skyld – historien bag mordet på ende drabet. res bydel – samt den ven, som de mener, til offentlighedens kendskab i løbet af no- UNGE FRA Tingbjerg og andre bydele i Kø- Antonio Curra’, der handler om to unge fra De manglende oplysninger om optak- KORT TID forinden det dødbringende er det egentlige mål for AK 81. Nogle af vember sidste år. benhavn, hvor der er en høj koncentra- Tingbjerg og Nørrebro. Han er næstformand ten til mordet har i løbet af den seneste skyderi i Tingbjerg i midten af august drengene får anskaffet 9 mm-pistoler. De Dengang ønskede ’Jønke’ ikke over for tion af borgere med indvandrerbag- i foreningen Ansvarlig Presse og underviser måneds tid åbnet banen for spekulatio- havde en af de unge fra bydelen været en beslutter sig for at stille sig på det hjørne, TV 2 at oplyse om medlemstallet i den grund, læser i disse dage med i gæstebo- på Krogerup Højskole. ner om, at narkohandel og kampe om tur på Nørrebro med nogle venner, da en hvor bilister drejer ind ad Ruten til Ting- nye gruppe, hvis navn står for ’Altid Klar gen på nettet, samtidig med at rygterne POLITIKEN TORSDAG 27. MARTS 2008 Opinion 7 Opinionsredaktør Opinion Læserbreve, højst 100 ord, eller debat- Jourhavende debatredaktør På politiken.dk/lederpladsen kan man kommentere avisens Anita Bay Bundegaard Rådhuspladsen 37 indlæg, højst 400 ord, sendes med navn, Ellen Ø. Andersen Debatredaktører 1785 København V titel og postadresse til Debatredaktionen. ledere og se, hvem der skriver dem. Lars Hedebo Olsen (ledende), Telefon, Debat 33 47 23 31 Indlæg kan sendes på diskette med print Ellen Ø. Andersen, Søren Nielsen Telefon, Kronik 33 47 23 37 eller som e-mail til [email protected] Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes og Niels Nørgaard Fax 33 15 41 17 Vi bringer kun tekster alene sendt til med navn, titel og post-adresse til Læserpanelet blogger om dagens avis Analyseredaktør Politiken. Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes Poul Anders Aarøe Pedersen Redaktionen forbeholder sig ret til at redi- på diskette med print eller som e-mail til Gå ind på blog.politiken.dk/laesernespanel Lederkollegiet Anita Bay Bundegaard gere i indsendte tekster [email protected] Kronikredaktør Anders Jerichow og vær med i debatten læserne mener Dagens Citat Gå i byen på nettet DET FORGIFTEDE SAM- onsområdet. Også de køben- med hver sin slags. Klokken Grundtvig og FUND havnske folkeskoler har en så- var 12 midnat, og tiden var in- Erling Salomonsen, Stadionvej kaldt lukkedag. Med de, men det var mig umuligt 17, Hundested: Københavns Kommunes bud- at åbne nogen af dem – og jeg Curt Sørensen fortjener en get for 2006 blev antallet af er ikke svagelig. Hvad gør demokratiet stor tak for sin Kronik i Politi- undervisningsdage nedsat fra man? Ja, jeg gav hver af dem et ken påskelørdag. Jeg mindes 200 til 199 dage om året. Sam- slag oveni med en hammer. ikke at have læst en mere præ- tidig blev der skåret fem mi- Skal de mon åbnes sådan? DEMOKRATIKANON livet ledte til folkehøjskoler, cis og klar analyse af den aktu- nutter hver dag af elevernes BENTE LYNGSØ men for hvem? For de bedre elle politiske situation sat ind i frikvarterer. Besparelsen har FORSINKELSER PENSIONIST, FHV. SEKRETÆR stillede bønders sønner, så de en større europæisk sam- medført, at eleverne i Køben- Benny Silvert, Skovåsen 27, Kr. kunne få en gang kulturel fer- fundsudvikling. Hans karakte- havn tilbydes mindre tid på Såby: »MEN HANS KAMP for frihe- nis for senere at kunne begå ristik af vores behandling af skolen end eleverne i resten af Lars Nordahl Lemvig fra DSB S- den og folket giver ham en sig på de bonede gulve i sogne- muslimerne med et tilbage- landet. Med den forbedrede tog bruger sin egen fordrejede Det giver ingen fuldt berettiget plads i denne råd, byråd og på Christians- blik på nazisternes jødehad økonomi i Børne- og Ung- form for statistik, når han op- mening, at vi kanon«, skriver Mogens H. borg. At folkehøjskolerne se- gør mange af os forstemte, for- domsforvaltningen må det gør DSB’s togforsinkelser (Pol. har danske Hansen i en anmeldelse af re- nere udviklede sig anderledes di Danmark er frontløber i derfor være på tide at tilbage- 22.3.). Det må være mere kor- geringens demokratikanon i er ikke Grundtvigs fortjeneste. denne ubehagelige proces. føre midler til skolerne. rekt at se på, hvor mange pas- soldater, der afsnittet om Grundtvig. Han var præst i Vartov Kirke Måtte enhver, som gerne vil ta- sagerminutter, der spildes på kæmper for Hvilket folk? i godt 30 år, altså midt i Køben- le om vores danske værdier, GRØNLAND ER UDELELIG forsinkelserne. Jeg har i en år- demokrati i Grundtvig stemte imod havn. Det kan ikke have und- læse hans beskrivelse af, hvad Peter Stauning, Enghaven Nord række rejst t/r Roskilde-Køben- Afghanistan, Grundloven i 1849, undsagde gået hans bevidsthed, at et der reelt er i færd med at ske 12, Allerød: havn. Her har jeg i mere end 25 og vi så vil oplysningstiden som i 1700- gryende oprør fra de nederste med danskheden. 5. april er det 75 år siden, den procent af afgangene oplevet tallet netop frisatte den enkel- lag var på vej. Tilsyneladende Internationale Domstol i Haag forsinkelser på mere end fem sende det offi- te ved at afvise religiøse og po- var han helt blind for de sva- DET FORGIFTEDE SIND tilkendte Danmark overhøj- minutter. Mine togrejser har cielle Danmark litiske autoriteter, og – ikke gest stilledes situation. Frank Dahlgaard, Søvej 29, Bag- hed over Nordøstgrønland. To fortrinsvis været i myldreti- til Kina, et tota- mindst – forsømte Grundtvig Femtenhundrede salmer sværd: år tidligere havde norske den morgen/aften. Det er her, litært regime, aldrig en lejlighed til med sin flød fra hans pen i en lind En gang imellem er det nød- fangstmænd okkuperet dele de store passagermasser beder krænker stemme i både Landsting og strøm. Minder lige om, hvad vendigt at tage til orde mod af Nordøstrønland i kong Haa- nytter togene, og de kan være Folketing at være med til, at afdøde Paul Hammerich sag- den tilsvining, som Dansk Fol- kon VII’s navn og navngivet ligeglade med, at alle tog kø- menneske- det ringest stillede byproleta- de om Grundtvigs overvæl- keparti udsættes for. Senest er området Erik den Rødes land rer rettidigt på andre tider af rettighederne riat ikke skulle opnå bedre vil- dende produktion, nemlig, at det sket i Politikens Kronik til minde om Grønlands sam- døgnet. Kathrine Lille- kår i hverdagen. Så hans kamp 9 ud af 10 vers er rimet vås. ’Det forgiftede samfund’ 22.3. hørighed med Norge i vikin- ør, sognepræst for folket havde så afgjort sine Var det ikke på tide med en hvor fhv. professor Curt Søren- getiden. En væsentlig begrun- OL I BEIJING og debattør, begrænsninger! af-ikonisering af antidemo- AV_`QNT N]_VY XY V 9\bV`VN[N` X\[PR_a`NY sen omtaler Pia Kjærsgaard delse for udfaldet ved dom- Henrik Schovsbo, Solsortvej 28, om danske Hans tanker om skolen for kraten Grundtvig? som »heksemutter« og i øvrigt stolen var hensynet til Holbæk: /FHQTHCVVGTUMQNGP sammenligner Dansk Folke- Grønlands enhed, som også Selvfølgelig skal vi deltage i OL politikere og parti med nazistpartiet i understreges af tidlige eski- i Beijing. Også når vi tænker OL. I Berlingske SPROGKURSER Rm.QWKUKCPC 1930’ernes Tyskland. En Kro- moiske bosættelser overalt i tilbage på Hitler-OL i 1936, for Tidende KURSUSSTART 14. APRIL 9MÛQ @Q`fXMRR `MXQ^ YQP 4MZ_ ;``[ 6ª^SQZ_QZ R[^RM``Q^ [S ^QW`[^ nik fuld af skældsord og udo- Grønland – også i nordøst. var den sande triumf den \w 2[^RM``Q^_W[XQZ [S É^Q MZYQXPQ^^[_`Q QXQbQ^& 8M^_ 2^[_` kumenterede påstande. Er Hvis sammenhængen mel- gang ikke, at den sorte ameri- ->E Ì 0N[QVPR /_RVag Ì % VMZaM^ » YM^`_ $ med sit forgiftede sind nu er persen (DF) og læserbreve i Po- at demonstrere sit systems og 9\bV`VN[N 9VcR » 8[aU_UMZM_ ZeQ YªPQ_`QP på pension. Realiteten er jo, at litiken – så er det egentlig Nor- sine ariske idrætsmænds tota- » WaZ_`ZQ^Q R[^RM``Q^Q R[^_WQ^Q [S PQNM``ª^Q^ hver gang medlemmer af DF ge snarere end Danmark, der le overlegenhed, endte med at BORGERGADE 12 /8 0MbUP_ 2[ZP [S ?MYXUZS _`ª``Q^ 1300 KØBENHAVN K 8[aU_UMZM 8UbQM^^MZSQYQZ`Q^ har fremsat ytringer, som blot har mest ’historisk ret’ til over- måtte bide rasende og for- Tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund smager af nazisme, er de på- højhed over området baseret smædeligt i gulvtæppet. No- gældende resolut blevet eks- på den dominerende norske get lignende kunne måske kluderet af partiet. tilstedeværelse i området gen- komme ud af mødet i Kina . nem omfattende fangstaktivi- www.egoland.dk PÅ EGEN REGNING tet i flere hundrede år. AFGHANISTAN Verner Madsen, Marselis Boule- Ifølge Haag-dommen er Finn Demescko, Søborgstræde 3, vard 38, Århus: Grønland udelelig, og snarere Rønne: Lad os så hurtigt som muligt end denne meningsløse debat En bemærkning til jordemo- få skiftet Anders Fogh ud med om udskillelse af Nordøst- der Christina Andersen (Pol. Lars Løkke, så vi kan få en stats- grønland burde alle kræfter 18.3.): Tillykke med, at du har minister med sunde interes- samles om beskyttelse af det fået din mand hjem i hel til- ser, nemlig cigaretter og whi- meget sårbare arktiske miljø stand. Nu er det jo sådan, at sky og nøgne piger – men selv- mod den øgende trafik og an- når Fogh/Gade har indgået en følgelig på egen regning. dre aktiviteter i polarområdet. pagt med Bush om at gå i krig, så kræver det mennesker. Men LUKKEDAGE I SKOLERNE UMULIGE LÅG der er ingen, der har tvunget Ole Hein Christensen, næstfmd.. Nina Fønss, Henrik Steffensvej 5, nogen til at gå i krig, flosklen for Københavns Lærerforening: Frederiksberg: med ’at gøre en forskel’ må vel ’Lukkedage’ er ikke kun et be- Jeg får livsvigtig medicin og snart få normalttænkende un- greb, vi kender fra instituti- havde netop købt to dunke ge danskere til at få øjnene op.

kroniken 27. marts 2008 Overhørte råb om hjælp

SAGEN OM DET meningsløse drab på et gået i skole i et halvt år og har flere gange kommer væk fra Tingbjerg snart, ender manglen på ressourcer og institutions- Kilic at have fem forskellige sagsbehand- 16-årigt avisbud er så tragisk, at man som været anbragt på institutioner. han som en stor kriminel«, står der pladser udgør i øjeblikket en uoverkom- lere. udenforstående får lyst til at rive sig selv i »Jeg bad om at få ham anbragt, efter at blandt andet i en af de mange indberet- melig strukturel barriere, når det gælder For hver gang drengen fik en ny person håret i frustration. Mordet er ikke blot en han havde truet mig. Men jeg fik at vide, ninger. om at forhindre og bremse en tidlig kri- tilknyttet af kommunen med besked om, fortælling om tabet af et ungt menneske- at de ikke havde ressourcer til at få ham minel løbebane. at denne person skulle hjælpe ham, skul- liv. undersøgt«, har hun blandt andet udtalt LIGESOM den 15-årige hovedmistænkte le der på ny tages de samme gamle be- Alt tyder på, at fortællingen om to ud af til TV 2 News. I stedet har moren brugt for sidste uges mord på et avisbud, var HVIS MAN kigger på sagen om Ferhat Ki- slutninger, som blev læsset op på dren- de tre anholdte unge også repræsenterer det lokale politi som sparringspartner i Ferhat Kilic ikke indskrevet i et skoletil- lic kan man se, at det på ingen måde er, gens sag. Nye møder og anmodninger til en desværre alt for velkendt historie om forhold til børnene. »De har været meget bud. Hans sagsmappe fra kommunen vi- fordi hans sagsbehandlere forholdt sig socialforvaltningen, der blev gentaget af et socialsystem, der ikke er i stand til at mere behjælpelige og også presset på for ser, at forældrene gentagne gange kon- passivt til indberetningerne om den un- politi og familien til den unge dreng; blot gribe ind over for unge, hvis opførsel får at få ham anbragt«. taktede forvaltningen med opråb om ge dreng. med en ny sagsbehandler. AYDIN SOEI advarselslamperne til at blinke i blitzfart. hjælp, fordi de ikke længere kunne styre Typisk ringede sagsbehandleren til en Ferhat Kilic fortalte i forbindelse med Fortællingen om mordet har klare pa- SOM FORFATTER til en bog, der handler drengen. institution, når de modtog en indberet- researchen til bogen ’Skyld’, at han miste- ralleller til den medieombruste sag om om den yngste af de to tyrkiske fætre, der Ligesom moren til den 15-årige drabs- ning for at høre, om de tilliden til sagsbehandlerne, i takt drabet på den italienske rygsækturist An- i 2004 blev dømt for mordet på den itali- tiltalte fik familien flere gange at vide, at det pågældende med at han gang på gang skulle forholde tonio Curra natten til 9. august 2003 og enske rygsækturist Antonio Curra, kan kommunen ikke kunne hjælpe sønnen, sted kunne under- sig til nye ansigter, der skulle ’hjælpe Den danske dob- burde få landets politikere til at genover- jeg kun tage mig til hovedet over, at hi- før den havde foretaget en socialpæda- søge drengen. Grun- ham’. Især fordi han følte, at forvaltnin- veje, i hvor høj grad politiske skåltaler storien tilsyneladende gentager sig. Den gogisk undersøgelse af drengen. Forvaltninger det de manglende gen havde en forpligtelse til at ’foretage beltmoral har sejret om social mobilitet og lige livschancer i yngste af de to dømte for Curra-mordet, Når man læser kommunens flere skaber ikke institutionspladser sig noget’, når nu både han og familien det danske samfund hænger sammen Ferhat Kilic, var 16 år på drabstidspunk- hundrede sider lange sagsmappe angå- mordere. – som også er årsa- havde indvilliget i, at han skulle anbrin- ad helvede til, når med nedskæringer på det sociale områ- tet, og familien havde flere gange bedt ende historien om Ferhat Kilic og hans gen til, at flere døm- ges uden for de vante omgivelser i Ting- de og de stadigt voksende papirbunker om at få ham anbragt uden for bydelen vej ind i en kriminel løbebane, er det ty- Kriminelle te børn end nogen- bjerg. det drejer sig om på landets socialrådgiverkontorer. Tingbjerg i København. deligt, at indsatsen for at få bremset den børns negative sinde sidder i vok- Til slut følte Ferhat ikke, at det var det I løbet af de to år, der ledte op til Curra- unge drengs kriminelle løbebane stran- udvikling senfængsler – endte værd at vade de 500 hundrede meter hen arbejdet med ud- DE TRE UNGE på henholdsvis 15, 17 og 19 mordet, strømmede et tocifret antal ind- der i socialforvaltningen på trods af starter typisk svaret gang på gang til socialkontoret, og han troede med eg- år, der er blevet varetægtsfængslet for beretninger ind til de sociale myndighe- utallige indberetninger. i familien og med et nej. ne ord ikke på, at ’systemet’ var interesse- satte børn og unge mordet på det jævnaldrende avisbud, er der fra det lokale politi og klubvæsen, Manglende knowhow er således ikke Sagen blev da lagt ret i at hjælpe ham. I en socialpædago- kendt af såvel politi som socialvæsen. hvor der i kraftige vendinger blev anmo- den primære årsag til, at hundredvis af som følge af ned i skrivebords- gisk undersøgelse, der bliver foretaget, Ifølge moren til de to anholdte brødre på det om at få drengen placeret uden for udsatte børn og unge hvert år står uden risikofaktorer skuffen, indtil næ- da han er 14 år gammel, slås det fast, at 15 og 17 år har hun forgæves forsøgt at rå- omgangskredsen i Tingbjerg. Desuden skoletilbud og tilbringer tiden med at i nærmiljøet ste indberetning lå han har fået for lidt ros i løbet af sin sko- be myndighederne op i fire-fem år og væ- advarede klubpædagoger og politifolk drive rundt på gaden. Socialvæsenet sid- på bordet flere må- letid og »simpelthen har fået alt for lidt Aydin Soei er journalist, næstformand i ret til »møde efter møde«. om, hvor galt det ville kunne gå, hvis der på pengekassen og beslutningsmo- neder senere. Sådan fortsatte rumlen i ud af sin skoletid«. foreningen Ansvarlig Presse og medforfatter Den 15-årige, som politiet mistænker kommunen ikke sørgede for skolegang nopolet i forhold til, om der skal sættes grove træk i flere år. En indberetning, et Undersøgelsen anbefaler, at Ferhat Ki- til bogen ’Skyld – historien bag mordet på for at have sat de dødelige slag ind over og socialpædagogiske tiltag over for ind med en social indsats over for unge, telefonopkald. I løbet af de to år op til lic enten modtager undervisning alene Antonio Curra’. for avisbuddet, havde ifølge sin mor ikke teenageren Ferhat Kilic. »Hvis Ferhat ikke der slår om sig på omverdenen. Men mordet på Antonio Curra nåede Ferhat eller sammen med få andre elever. Un- POLITIKEN Tirsdag 24. februar 2015 6 Debat

Læserne Mener Dagens citat KONGELIG LIGESTILLING EN SIMPEL LØSNING TÆNK JER GODT OM Regeringens nye terrorpakke Carsten Seeger, Aspevej 5, Øster- Niels Carlsen, Møllemarksvej Ole Birkhus, Herlufsholmvej 18, marie: 27A, Odense: Vanløse: Dronning Ingrid og kong Fre- Mange politikere vil stramme En stor del af vores ikke speci- derik blev omtalt under ét vores retspolitik, efter at den elt intelligente politikere på ligner moralsk panik som Deres Majestæter. Det vil senere dobbeltmorder blev Christiansborg er i disse dage være rimeligt, om den form løsladt før tid. For mig at se er ved at gå helt i selvsving om- også blev brugt om vores re- den simple løsning, at perso- kring overvågning. steri og regulær frygt, der typisk består af sering, kan i denne henseende godt mild- gentpar. På fransk er der nøje ner, hvis straf er anket af an- Jeg vil godt opfordre disse Terrorpakke fem elementer: ne befolkningens frygt, hvis denne føler sammenhæng mellem roy og klagemyndigheden med hen- politikere til at trække vejret 1) En særlig gruppe af mennesker defi- sig overbevist af politikernes forsikrin- royne (reine), men det kan ik- blik på strengere straf, ikke dybt og tænke sig godt om. Og AYDIN SOEI, neres som trussel mod samfundets vær- ger. Typisk har de politiske tiltag ved til- ke overføres til dansk. Så kun- kan løslades, før den forvente- læs/genlæs så den skrækindja- SOCIOLOG, FOREDRAGSHOLDER OG dier eller interesser. stande af moralsk panik til formål at til- FORFATTER ne vi nu ikke standse debatten de minimumsstraf er afsonet, gende roman ’1984’ af George 2) Denne trussel afbildes af medierne i fredsstille og berolige de store vælger- om prinsgemalens titel ved at da en mildere dom ikke er Orwell. Hvis det er sådan et en let genkendelig og utvetydig form. grupper frem for dem, som de politiske kalde ham og dronningen De- sandsynlig. Det kræver ingen overvågningssamfund, I øn- REGERINGENS NYE terrorpakke lugter af 3) Der finder en hastig opbygning af of- tiltag reelt skal forestille at ramme. res Majestæter? panikreaktion blandt politi- sker, så er jeg glad for, at jeg er moralsk panik, og jeg frygter, at vi ender fentlig bekymring sted. Den overhængende risiko ved disse kere, men blot en ændring af så gammel, at jeg kun skal le- med at udøve vold mod retten til privat- 4) Myndigheder, beslutningstagere og initiativer er, at de er hovsaløsninger, der HVOR ER DE GRØNNE BLÅ? dommernes praksis. ve i det i relativt få år. liv, uden at pakken vil virke på unge skabere af den offentlige mening kom- stilles på baggrund af forsimplede diag- Carsten Lambrecht, Jagtvej 17, Men jeg er dybt, dybt be- mænd som Omar og andre, der tiltræk- mer med udmeldinger, der skal genop- noser. Holbæk: STOP ENERGI FRA RUSLAND kymret for mine tre børne- kes af voldelige subkulturer. rette social ro, og foretager konkrete Kunne vi ikke for en gangs skyld forsø- Hvad er der blevet af de grøn- Jonas Kruse Scharling Jensen, Si- børn. Jeg håber så sandelig ik- Moralsk panik er den kollektive natio- handlinger for at afværge truslen. ge at gøre en forskel i forhold til de asoci- ne blå? Der var engang, de riusvænget 7, Fredericia: ke, at de skal opleve et sådant nale panik, der opstår ved begivenheder 5) Som konsekvens af forsikringen over ale subkulturer og sociale og uddannel- konservative havde en aktiv Rusland ved godt, at Europa vanvittigt samfund. Og husk I krisetider som og tendenser, der opfattes som en trussel for befolkningen om reel handling over sesmæssige problemer, som eksisterer i miljøpolitik. Sågar var de akti- er afhængig af russisk gas, og så lige på, at uanset hvor me- disse, vi er igennem mod samfundets sociale orden, og som for den potentielle trussel går frygten i de udsatte boligområder, så alle børn og ve i fredningssagen. Putin ved også godt, at vi ikke gen overvågning der etable- vender op og ned på folks verdensbillede. sig selv igen. unge får værktøjerne til at skabe et godt Hele den blå fløj stemte for- vil angribe de prorussiske op- res, vil man normalt ikke kun- her, kan samfundet I nyere tid har større gadeoptøjer, bandeliv i stedet for kun at tilfredsstille alle leden imod at gøre det for- røre i Østukraine. Men vi er ne stoppe tomhjernede fana- ofte risikere at blive konflikt og udbruddet af 80’ernes aids- POLITISK ER DET afgørende ved udbrud- dem, der bor uden for disse områder? budt at gødske og sprøjte på nødt til at se på og analysere tikere, før det er for sent. fyldt med frygt og epidemi indskrevet sig i historieskrivnin- det af moralsk panik, at magthaverne Jeg er overbevist om, at det vil fungere beskyttede naturområder Ruslands gøren og laden. Når mistillid til folk, der gen om moralsk panik. overbeviser os borgere om, at de foreta- mere effektivt – samt være væsentlig bil- (par. 3-områder), moser og Rusland en dag går ud af KÆRE CARSTEN JENSEN ikke minder om én Sociologen Kenneth Thompson har ger konkrete handlinger for at genopret- ligere – end at bruge pengene på mere overdrev. Uden gødning bli- Ukraine, hvem bliver så den Jesper Wiinholt, Højmarksvæn- selv. Det har vi også beskrevet, hvordan kollektive panikfølel- te den sociale ro. overvågning. Vi risikerer at gøre skade på ver væksten mere varieret og næste? Putin vil holde lidt get 105, Silkeborg: ser typisk danner en kædereaktion. Den- Politiske udspil, som ikke nødvendig- de selvsamme frihedsrettigheder, som vi lysåben. Uden sprøjtning be- igen, nu hvor olieprisen er så Jeg har igennem årene med oplevet i USA. Jeg ne reaktion er kendetegnet ved et gen- vis løser de konkrete problemer bag op- foregiver at beskytte til ingen verdens skyttes grundvandet, og den lav, som den er, men når olien stor fornøjelse læst dine rejse- tror, vi alle er nødt kendeligt mønster for moralsk panik, hy- tøjer, bandeproblematikker og radikali- nytte. naturlige mangfoldighed kommer op i pris, vil Putins bøger og især hovedværket til at bekæmpe det styrkes. krigsmaskiner igen rulle ind ’Vi, de druknede’. Ligeledes di- instinkt. Mangfol- Det var et lys i mørket, da over et uskyldigt land. ne artikler, kronikker og de- dighed er et lands Connie Hedegaard fik miljø- Europa har i den grad bidra- batindlæg i Politiken. milliarden på budgettet un- get til den nuværende situati- Stor var derfor ærgrelsen, styrke og ikke en der VK-regeringen. on, hvor vi kun ser på. I vores da jeg sidste sidste mandag svaghed. Det skal Men er der slet ingen grøn- jagt på grøn energi har vi læste dit angreb på Helle man huske på Tag ansvar, og vaccinér dit barn ne blå tilbage? gjort os selv afhængige af olie Thorning-Schmidt – et angreb, Rufus Gifford, og gas fra Rusland. Det må der har vist sig at være baseret USA’s ambassadør og behandling har været store. Der blev som ikke er vaccineret, beskyttet af den NOGET FOR NOGET stoppes! på forkerte antagelser. Mæslinger taget telefonisk kontakt til i alt 111 foræl- store gruppe, som er vaccineret. I Dan- Thomas Johannes Erichsen, Derfor, Carsten Jensen, bør i Danmark. dre. På baggrund af denne opsporing fik i mark har vi aldrig nået de 95 procent, og Amager Strandvej 156, Køben- ER DANMARK GLEMT? du rykke ud med en uforbe- Til Berlingske KAREN VITTING ANDERSEN alt 33 børn antistofbehandling. De fleste, antallet af børn, som ikke bliver vaccine- havn: Søren Kristensen, Sankt Annæ holden undskyldning og så OG ANJA POULSEN, fordi børnene var under 15 måneder, som ret mod mæslinger, er stigende. Det er et HHV. KLINIKCHEF, OVERLÆGE, DR.MED. OG Måske kan man slå en handel Gade 39, København: fremover holde dig væk fra OVERLÆGE, PH.D., BØRNEUNGEKLINIKKEN, er den alder, hvor man får mæslinge-fåre- problem for børn med nedsat immun- af med de krænkede islami- Er der en aftale, som alminde- den mødding, der befolkes af RIGSHOSPITALET syge-røde hunde-vaccinationen. 2 afslog. forsvar. ster: Vi holder op med at kari- lige danskere ikke kender til, Mogens Camre, Marie Krarup Herudover fik 12 andre børn antistofbe- Før vaccinen blev opfundet i 1980, dø- kere profeten, så snart I be- mellem eBay, Bruun Rasmus- og ligesindede. handling, fordi de havde nedsat immun- de omkring 2 millioner mennesker årligt gynder at deltage i samfun- sen og Lauritz.com, som gør, MANDAG 9.2. blev en pige indlagt på forsvar og derfor er i særlig risiko ved en af mæslinger. I 2012 var tallet reduceret til det. at vi ikke kan sælge på auk- POLSKE JØDER BLEV GLEMT Rigshospitalets BørneUngeKlinik med mæslingeinfektion. Embedslægerne for- omkring 150.000. Effekten af mæslinge- tion hos førstnævnte, men er Ingrid Grynberg, Westend 5, Kø- mistanke om lungebetændelse. anledigede relevant information til bar- vaccination på globalt plan kan næppe FORSKEL I HJÆLPEN tvunget til ublu gebyrer, hvis benhavn: Over de næste to dage blev barnet benets kontakter uden for hospitalet; vug- betvivles. Nanna Bjargum, Egebjergvej vi vælger sidstnævnte? Bo Lidegaard skriver søndag handlet på tre forskellige afsnit i klinik- gestue, brors børnehave, børnelægevag- En ikke så omtalt effekt ved mæslinge- 263, Nykøbing S.: Eller er Danmark bare ble- om de danske jøders historie. ken: børnemodtagelse, infektionsafsnit ten og egen læge, hvor barnet havde væ- vaccine, som er en levende svækket vacci- Sidste weekend gik en galning vet glemt i globaliseringen? Det undrer mig, at han ikke og sluttelig på et intensivt børneafsnit ret i smitteperioden. ne, er, at den stimulerer immunsystemet, amok og dræbte to uskyldige i med et ord nævner de knap pga. af udvikling i sygdommens alvor. så den ikke bare bekæmper mæslinger, København. For mindre end FORSLAG TIL TITEL 3.000 polske jødiske flygtnin- Mæslinger smitter, fra fem dage før ud- KOMPLIKATIONERNE ved mæslinger men også en række almindelige infektio- et år siden dræbte en psykisk Hans Kr. Didriksen, Poppel Alle ge, der kom til Danmark fra slættet kommer, og onsdag 11.2. blev bar- overstiger i betydelig grad bivirkninger- ner, der som regel bliver helbredt i Dan- syg mand en socialpædagog 32, Holstebro: 1969 til 73, fordrevet af den net diagnosticeret med mæslinger. ne ved vaccinationen. mark, men som hvert år dræber tusind- og en læge på forsorgshjem- Jeg kan godt forstå, at Henrik kommunistiske regering. Barnet havde været på tre afsnit, inden 10-15 procent af de børn, som får mæs- vis af børn på verdensplan. met Saxenhøj. I den aktuelle er utilfreds med sin kongelige På baggrund af intern util- diagnosen blev stillet. Det var derfor nød- linger, får – som barnet, der blev indlagt situation bevilger regeringen titel: prinsgemal! Han er da fredshed med styret udpege- vendigt at foretage en smitteopsporing på Rigshospitalet – behandlingskræven- HERMED opfordres alle forældre, som 1 mia. kr. til politi og PET. ikke gift med/gemal til en de den daværende regerings- blandt alle de børn, der havde været på de lungebetændelse. En meget alvorlig har sunde, raske børn, og som påtænker Hvor mange millioner blev prins. Han er gift med dron- chef Gomulka jøderne som en de tre afsnit, for at sikre, at børnene kun- komplikation ved mæslinger er hjerne- at fravælge at lade deres børn vaccinere der bevilget til at styrke be- ningen. Derfor vil den eneste »femte kolonne«, der samar- ne blive behandlet med antistoffer mod betændelse, der forekommer i 1 ud af mod mæslinger, til at tænke sig om en handlingen af de psykisk syge naturlige titel for ham være bejdede med det kapitalisti- mæslinger, hvis de ikke var blevet vacci- 1.000 tilfælde hos børn, som har mæslin- ekstra gang. og sikkerheden for de ansat- dronningegemal! ske Vesten om at skade Polen. neret, eller hvis de havde nedsat immun- ger. Til sammenligning forekommer Mæslingevaccinen beskytter både dit te? Kan statsministeren eller Hans Kongelige Højhed Langt de fleste af disse jødiske forsvar på grund af sygdom og behand- hjernebetændelse efter mæslingevacci- eget barn og alle andres. Og vigtigst af alt justitsministeren forklare Dronningegemal Henrik! Vil flygtninge blev hurtigt en del ling. nation i 1 ud af 100.000 tilfælde. beskytter vaccinen i særlig grad de børn, mig, hvorfor menneskeliv tak- han ikke være tilfreds med af det danske samfund og bur- Forløbet har ikke kunnet undgå at ska- I lægefaglige termer kalder man det der har brug for mest beskyttelse mod seres så vidt forskelligt i da- det, må han fortsætte med at de være nævnt som en del af be uro hos mange forældre, og omkost- flokimmunitet, når 95 ud af 100 personer smitte, f.eks. børn i kræftbehandling. Det gens Danmark? være sur. jødernes historie i Danmark. ningerne ved denne mæslingeopsporing er vaccineret. Så er de sidste 5 procent, handler om at tage et større ansvar.

... Dansk Folkeparti og folket – en illusion

danske folk og den danske historie. De jeg er udansk. Det ke kan diskuteres eller forandres. DF har kun ca. 20 procent imod de fundamentalistiske strømnin- velfærdsstaten, men den ultimative må- mener at kunne definere, hvad der er vil jeg hellere være fundet sandheden om, hvad der er af befolkningen, ger, jeg også møder. lestok for, at man reelt har en social be- dansk, og de ser det som deres opgave at end risikere at bli- dansk, og når man har fundet sandhe- som støtter DF, så vidsthed, er, om man vil beskytte de aller- beskytte dette. Det er bl.a. her, partiets Det er et ve spændt for DF’s den, er der jo ingen grund til at diskutere Den kultur, jeg det vil klæde dem, DER FOREGÅR en kulturkamp i Danmark svageste i samfundet. Her er både DF’s sande nationalistiske og autoritære sin- tydeligt nationalistiske denne. Det er et træk, som man kender gerne vil styrke, hvis de i deres reto- – og det skal der til enhver tid gøre i et de- meritter under VK-regeringen og deres delag viser sig, når de vil have monopol autoritært vogn. fra andre autoritære ideologier. Andre er en kultur, rik ville nøjes med mokratisk samfund. Kultur er en foran- gentagne forslag om at genindføre de la- på at vide, hvad der er og ikke er dansk. DF vil gerne stå skal indrette sig efter den absolutte sand- at hævde, at de re- derlig størrelse, og hvem siger, at der veste sociale ydelser et tydeligt tegn på træk, når man som forsvarer af yt- hed, og hvis man ikke gør det, er man der står for præsenterer et overhovedet findes en særlig dansk kul- partiets hykleriske sociale bevidsthed. HVORFOR ER DET nationalistisk, og hvor- hævder at vide, ringsfriheden; den udansk og skal slet ikke være her i landet, åbenhed og mindretal af be- tur? Der findes derimod forskellige kul- Nogle vil man gerne hjælpe i danskhe- for er det autoritært? Selve begreberne: lige præcis bliver fremstillet hvis man kommer fra en anden kultur. tolerance, folkningen og ikke turer, livsformer og ikke mindst forskelli- dens navn, men man forbeholder sig og- ’det danske folk’ og ’den danske kultur’ er hvad dansk som noget særlig multietnicitet, det danske folk. Til- ge interesser, som må brydes i et sam- så ret til at sparke til de allersvageste. i sig selv en konstruktion. Det er ikke na- kultur, danske dansk, og vi har jo AUTORITÆRE og nationalistiske ideologi- nedbrydning af svarende med de fund. turgivne eller objektive størrelser, som er ofte erfaret, at det i er lever bedst med at have fjendebilleder fundamentalisti- Den kultur, jeg gerne vil styrke, er en MÅSKE DANSK Folkepartis problem er, at defineret en gang for alle, sådan som det værdier og DF-sprog også be- – dem, der ikke ved, hvad dansk kultur er, de nationale ske religiøse grup- kultur, der står for åbenhed og tolerance, man der drømmer om at blive et folke- bliver fremstillet i Dansk Folkepartis par- dansk historie tyder ytringspligt, og som er modstykket til de demokrati- grænser, så vi i per i indvandrer- multietnicitet og nedbrydning af de nati- parti, men trods alt ikke har flertallet af tiprogram. er især når det drejer ske og frihedstænkende danskere. På den fremtiden ikke miljøet. Der er ikke onale grænser, så vi i fremtiden ikke defi- det såkaldte folk bag sig. De drømmer Det er begreber, der kan defineres på sig om at komme måde kompletterer DF’s autoritære hold- definerer os præcise tal på, nerer os som danskere, men som euro- måske i virkeligheden om et helt andet vidt forskellig måde, og ikke begreber, med nedsættende og generaliserende ninger jo faktisk fint de autoritære og som danskere, hvor mange der pæere og verdensborgere med fælles uni- folk, der ikke sætter spørgsmålstegn ved som DF har monopol på – uanset hvor udtalelser om andre kulturer, ikke fundamentalistiske træk, som vi desvær- desværre er netop verselle værdier og fælles kamp imod alle deres projekt. gerne de vil have det. Man pakker det ind mindst den islamiske. re også finder i nogle indvandrerkredse, men som så intolerante og former for intolerance og fundamentalis- I et bredere perspektiv er det heldigvis i formuleringer om, at DF vil beskytte heldigvis dog i begrænset omfang. europæere og fundamentalisti- me, inklusive de holdninger, vi finder i stadig langt flertallet af den danske og danskernes frihed og kultur, som om dis- MEN YTRINGSFRIHEDEN har intet særligt De to holdninger lever fint med at verdensborgere ske, som DF frem- Dansk Folkeparti, højreradikale partier europæiske befolkning, som ikke slutter se begreber er givet en gang for alle. med dansk kultur at gøre, den er heldig- brødføde hinanden. Et fjendebilleder opstiller dem, men rundt omkring i Europa og fundamenta- op bag de populistiske, autoritære og na- Det er her, det nationalistiske og auto- vis en universel værdi, som der kæmpes retholdes jo bedst, hvis fjendebilledet op- det er et forsvindende mindretal af de fle- listiske religiøse grupperinger. tionalistiske partier. Desværre er de øvri- ritære viser sig. Vi er som danskere noget for overalt på Jorden. Ligesom det forhol- fører sig lige så intolerant og konfrontere hundrede tusinder danskere, der har ge partiers følgagtighed over for deres særligt, og hvis fremmede skulle forma- der sig med andre basale menneskeret- rende som en selv. en ikkedansk baggrund. Det vil også klæ- MED DEN tidligere norske statsminister politik tydelig og i virkeligheden den ste sig til at ville ind i Danmark, har de ba- tigheder, som bl.a. kommer til udtryk i At gøre det at være dansk til noget, der de DF at erkende dette. Stoltenbergs ord efter Utøyamassakren største fare for de europæiske demokrati- re at indordne sig under den danske kul- FN’s menneskerettighedskonventioner. ikke kan diskuteres, og som er en helt skal vi bekæmpe ekstremisme med mere er. Måtte 2015 blive det år, hvor både de tur, vel at mærke i den definition, som DF Når nu DF er så ivrigt efter at kæmpe fast og entydig størrelse, er i virkelighe- NU KAN JEG høre nogle sige, at jeg jo sag- demokrati, mere åbenhed, mere toleran- anstændige borgerlige partier og cen- har givet den. Ellers kan de blive væk, for for ytringsfrihed og andre menneskeret- den lige så fundamentalistisk som de tens kan tale om tolerance og åbenhed, ce. Det er ikke DF’s projekt. De vil fasthol- trum-venstre tør tage den direkte kon- det værste, der kan ske for Danmark, er, tigheder, hvorfor er det så lige, at de gang holdninger, man finder i fundamentali- når jeg sidder som rektor i Rungsted af al- de enøjet nationalisme og autoritære frontation med både højrefløjen som hvis vi skulle blive et multikulturelt sam- på gang har sået tvivl om, hvorvidt Dan- stiske grupper, hvad enten de er muslim- le steder – langt fra ’virkeligheden’. Til holdninger til kultur og anderledeshed bl.a. Dansk Folkeparti og fundamentali- fund. mark fortsat skal tilslutte sig de internati- ske, kristne eller hinduistiske: Vi har pa- dem kan jeg oplyse, at vi på Rungsted og dermed skabe problemer for den soci- stiske grupper, der tager religionen som Jeg synes derimod, at den flotteste vi- onale konventioner? Ordet hykleri er vel tent på sandheden, og det må andre så Gymnasium har ca. 8 procent elever med ale sammenhængskraft. Derfor skal de- gidsel i deres kamp imod demokratiet. sion for Danmark ville være, at vi med den korrekte betegnelse. bare indrette sig efter. anden etnisk baggrund end dansk, heraf res holdninger bekæmpes i stedet for, at Det vil i sandhed være den kamp for tole- åbenhed og tolerance udvikler os til et Det er et tydeligt autoritært træk, når ganske mange fra den såkaldte ghetto vi falder på halen for deres overfladiske rance og åbenhed, som trods alt har væ- multikulturelt samfund. I DF-sprog er man hævder at vide, lige præcis hvad ARGUMENTATIONEN hos DF og de funda- Egedalsvænge i Kokkedal. Så fra min pænhed og hykleriske sociale bevidst- ret et adelsmærke for de europæiske de- man vel ikke dansk, hvis man har denne dansk kultur, danske værdier og dansk mentalistiske religiøse grupper er da og- egen hverdag kender jeg de såkaldte ind- hed. mokratier. vision i stedet for deres nationalistiske historie er. Så har man ophøjet sproglige så ens, da de begge hævder at repræsen- vandrerproblemer og ser det som en for- Netop den sociale dimension er DF’s MOGENS HANSEN tilgang til andre kulturer? Jeg må så leve begreber, som er særdeles flertydige og tere henholdsvis det danske folk og alle nem opgave for mig både at arbejde for forsøg på at komme ind i det pæne sel- med (og vil faktisk være stolt af det!), at diskutable, til entydige størrelser, som ik- muslimer. Ingen af delene passer. Det er en aktiv integration og samtidig gå aktivt skab. De gør sig gerne til tilhængere af Søndag 1. nov. 2015 POLITIKEN Debat 11

Læserne Mener Dagens citat Vi er ved skabe flere modborgere UMODENT SPROGVALG COLUMBUSÆG dre ocean’ og specielt tredje Lykke Andersen, Odinsgade 16, Thomas Stær, Rødegård 7, strofe: »Danmark, det banker Aalborg: København: på din dør, har aldrig set dig Her er han på linje med anti- til at få statsborgerskab ved en problematiske holdninger, ’Kusse, fisse, pik og patter ...’ Regeringen har opdaget, at så selvisk og ensom nogensin- statsborgerskab demokratiske salafister, der simpel skriftlig bekræftelse gælder det for flertallet af un- (jf. anmeldelsen af Liv Ström- uddannelsen til politibetjent de før. Danmark, pas på, du ik- ved de seneste folketingsvalg den dag, de består folkesko- ge, der er født uden statsbor- quist's tegneserie ’Kundska- kan skæres ned fra 3 til 2 år ke dør, du trænger til nogen, AYDIN SOEI, har opsøgt unge brune dan- lens afgangsprøve, med de gerskab i Danmark, at de med bens Frugt’ på bagsiden af uden konsekvenser. Det er jo der kysser din næse og nulrer SOCIOLOG OG FORFATTER skere på gaden for at overtale nye regler. Det var ellers en de nye regler udelukkende Kultursektionen 29.10. og en fantastisk, og regeringen er dine øer«. Sangen er forfattet i dem til at boykotte demokra- ret, som den forrige regering straffes for, hvem de er blevet del andre artikler igennem ti- her snublet over et sandt 1986. Aktuelt tankevækkende i DE MARKANTE stramninger i tiske valg. gav disse unge og samtidig født af. dens løb). columbusæg. Det er ingen sin form, poetisk, politisk og reglerne for at få tildelt stats- En lang række politikere sendte et signal om, at det at Det er både et socialt og et Går Politikens journalister i grund til at tro, at der skulle profetisk. borgerskab og den indføds- har – med god grund – for- være dansk og have en anden politisk lotteri, hvilken fami- 4. klasse? være grundlæggende forskel retsprøve, hvor ansøgere skal dømt disse antidemokrater etnicitet end majoritetens ik- lie du fødes ind i, og det er Er det mon muligt at få et på politiuddannelsen og alle VENSTRE HAR FÅET EN IDÉ svare på alt fra, hvornår og prædiket, hvor vigtig en ke udelukker hinanden, og at svært at fortænke politisk ka- pænere sprog i – måske – Dan- andre uddannelser. Det vil si- Karsten Paus, Hyllebjerg Alle 60, grundloven er fra, og hvornår dansk værdi demokratisk del- man bør være opdraget til at steløse unge i, at de føler det marks bedste dagblad? Vi er ge, at vi kan skære 1/3 af samt- Vanløse: vi vandt EM i fodbold, kan net- tagelse er, men de dømmer indgå fuldt ud som politisk uretfærdigt, at de ikke besid- trods alt voksne mennesker, lige uddannelser uden nogen Vores fælles kyst trues ikke op nu fejre 10-årsjubilæum, selv stadig flere borgere ude medborger, hvis man livet der samme rettigheder som der læser avisen. negativ effekt. Vi sparer der- alene af havet, men mest af alt og det har et flertal på Christi- med deres stramninger i reg- igennem har gået i danske in- deres jævnaldrende venner med en hulens masse penge, fra land og nærmere bestemt ansborg netop fejret ved end- lerne for indfødsret, når det stitutioner og skoler. og klassekammerater. CORYDONG som regeringen kan bruge på fra erhvervs- og vækstminister nu en gang at stramme krave- handler om at indgå fuldt ud i Nu skal disse danske unge Jo flere unge der lever hele Søren Rønhede, C. C. Hallsvej 11, skattelettelser til de rigeste 10 og hobbylandmanden Troels ne til, hvornår man kan mod- det politiske fællesskab i Dan- bestå og opfylde de mange deres liv i Danmark uden at Vordingborg: procent, der har haft det rig- Lund Poulsen. I årtier har vi tage det rødbedefarvede pas. mark. Ud over at kravene til krav på lige fod med menne- modtage den anerkendelse, Når nu statsmanden Corydon tig hårdt siden finanskrisen, kæmpet med tyskernes efter- Det er påfaldende, hvor me- selvforsørgelse og niveauet i sker, der er kommet til Dan- det er at blive tilbudt det rød- endelig lader sig interviewe, og som med rette ikke føler, at ladenskaber i det nordjyske, Efter at vi er blevet get postyr det har skabt, at et beståede danskkurser netop mark som voksne. Det er en bedefarvede pas, når de nær- kunne det have været rart, det kan betale sig at arbejde. nu skal scenariet gentages bange for islam, er borgerligt flertal i Folketinget er blevet sat op, er kravene til politisk foræring til Belal El- mer sig den alder, hvor de hvis spørgsmålene gik lidt med hotelbyggeri i strand- i denne uge besluttede at antallet af rigtige svar i ind- Khatib og andre antidemokra- som selvstændige politiske in- tættere på. FLYGTNINGE kanten for at tjene kortsynede vi næsten også stemme imod, at den 25-årige fødsretsprøvens multiple ter, som netop forsøger at tale divider bør bruge deres de- De 200.000 borgere, der Nicolai Sennels, Marstalsgade investeringslystne kapital- blevet bange for islamist Belal El-Khatib måtte choice-prøve blevet sat op, og til oplevelsen af modborger- mokratiske stemme, desto med deres underskrift prote- 17, København: ejere. 125.000 borgere har via vores egen kultur- få dansk stemmeret, samtidig de gamle spørgsmål om Saxo, skab hos unge danske musli- stærkere bliver fortællingen sterede mod det forhastede Sverige planlægger at lukke Danmarks Naturfrednings- kristne identitet. med at der har været tale om Jellingestenen og glorværdige mer, når de argumenterer for, om modborgerskab i vores salg af dansk infrastruktur til grænsen for flygtninge og gø- forening underskrevet en pro- Men dermed bliver en nærmest larmende tavs- sportspræstationer er blevet at man som etnisk minoritet samfund. Den samme fortæl- den gyldne spekulations- re det sværere at få asyl. Dan- test over denne vanvittige ad- vi både fremmede hed, når det drejer sig om den genindført. aldrig vil blive anerkendt som ling om modborgerskab, der bank, vil utvivlsomt mene, at mark står derfor til at blive en- færd. Så må vi blot håbe, at mi- principielle diskussion om Mest bekymrende er det, at ligeværdig medborger, og at bidrager til parallelsamfund her havde været en en god an- destation for titusinder af ministeren begynder at tjene fol- over for os selv og konsekvenserne ved de stram- unge, der er født og opvokset i liberale frihedsidealer ikke og den form for ideologisk ra- ledning til at bore i Dong- granter. ket og ikke udelukkende det nye mere regler for indfødsret. Danmark og har rene straffe- gælder for muslimer. Hvor Be- dikalisering, vi bruger milli- spørgsmålet. F.eks. er aftaler- Afventer Løkke et hand- snævre kapitalinteresser. Jonas Norgaard Indfødsretsprøven og en lang attester, ikke længere har ret lal El-Khatib straffes for sine oner på at bekæmpe. ne omkring skatteforholdene, lingslammet EU i stedet for at Mortensen, række skærpede krav til stats- som gør, at spekulationsbank- lukke grænserne effektivt, går TOLKEUDDANNELSE forfatter. borgerskab blev vedtaget ef- en kan anbringe de værdier, han over i historien som den Dorte Stig Madsen, Damvej 4, ter ønske fra DF ved finans- Danmark må ikke løbe fra sit torturansvar Til Kristeligt den henter ud af landet, i et statsminister, der gjorde Ribe: lovsforhandlinger i slutnin- – sandheden skal frem Dagblad skattely, aldrig blevet oplyst. størst skade på dansk velfærd Hvorfor mon regeringen er så gen af 2005. Torturoffer nr. 1 kommer til Danmark 5. november Tidligere energiminister Poul og kultur nogensinde. ligeglad med kompetent tolk- Ud over at bidrage til en al- Nielson har spurgt flere gan- ning? Og hvorfor vil den hver- lerede eksisterende fortælling Erstatningssagen for 23 irakiske torturofre mod den danske stat er efter nedlæggelsen af ge. Måske ville det også inter- PENGE PÅ KAMPFLY ken overveje oprettelsen af en om modborgerskab blandt Irakkommissionen sidste mulighed for at få sandheden frem. essere Margrethe Vestager? Noah Paludan, Skt. Pauls Kirke- tolkeuddannelse eller certifi- mange etniske minoriteter For første gang kommer et af torturofrene hertil. plads 7, Aarhus: cering af tolke? Ønsker rege- har stramningerne i indføds- Visum er nu udstedt af integrationsministeriet efter omgørelse af afslag i september. NEDSKÆRINGER Regeringen vil spare 8,7 mia. ringen ligefrem, at flygtninge ret betydet, at der på ganske få Denne sag har foreløbigt verseret i 4 år p.g.a. fortsatte forhindringer (se www.iraktortursager.dk). Mille Ahrenkiel, Kathrine Hau- kr. på uddannelsessystemet, og andre, der ikke får lært år er sket en radikal stigning i Næste omgang i sagen finder sted i Østre Landsret 9. november, hvor Søren Gade kræves afhørt. skov og Laura Lassen, gymna- grundskolen undtaget. Samti- dansk i en håndevending, skal antallet af politisk kasteløse. I HØRING sieelever 1 2.g på Aarhus Kate- dig vil de bruge 30 mia. kr. på føle sig usikre og bange, hvis 90’erne var det blot 2 procent dralskole: kampfly. Sådan burde det ikke de kommer i forbindelse med af den voksne danske befolk- Torsdag d. 5. november kl. 16-18 Kære Esben Lunde Larsen være. Måske er det kun mig, rets- eller sundhedsvæsenet? ning, der ikke kunne stemme Christiansborg, Fællessalen og Ellen Trane Nørby. der vil mene, at det er en dår- Er det nok en måde at skræm- ved folketingsvalg, mens tal- Ordstyrer: Bjørn Elmquist Hvordan skal vi komme vi- lig idé at spare på uddannelse, me folk væk fra Danmark? let i dag er oppe på syv pro- Velkomst ved Støtteforeningen for Irakiske Torturofre ved dere? I har udtalt til Politiken, når viden er Danmarks vigtig- Det er i hvert fald en måde cent. formanden, fhv. overvismand Christen Sørensen at der givetvis vil ske et fald af ste råstof. Og måske er det at modarbejde integrationen Danmark har i løbet af kort Qays Barrak Alsadoon: studiepladser på de videregå- kun mig, der vil mene, at Dan- på. Får man derimod hjælp tid fået en ny og voksende de- Konsekvenserne for mig og min familie efter Operation Green Desert. ende uddannelser som konse- mark kan klare sig med de fra en god tolk, der både ken- mokratisk underklasse, og i Hanna Ziadeh, Seniorrådgiver MENA, Dansk Institut for Menneskerettigheder: kvens af jeres finanslovsfor- kampfly, vi har. I det tilfælde der ens eget sprog og land og løbet af en håndfuld år vil Indtryk fra samtaler med 23 irakiske torturofre. slag med milliardnedskærin- vil jeg gribe chancen allerede Danmark og det danske sprog over en tiendedel af den dan- ger på uddannelser. Er I ude nu og undskylde til alle forar- godt, giver det langt snarere ske befolkning ikke have ret Bent Sørensen, ATSF: Dansk inspektion af fanger i irakiske fængsler. på at stresse Danmarks gym- gede parter. overskud til selv at komme vi- til at stemme ved folketings- nasieelever? Men helt ærligt, så ved vi dere med integrationen. valg, ikke have ret til beskyt- Claus Juul, Juridisk Konsulent, Amnesty International: Vi er på vores 2. gymnasieår det jo godt: Det er ikke kun Tolkeuddannelser mellem telse fra den danske stat, hvis Løber Danmark fra sit torturansvar? allerede bekymrede for, hvor- mig. de store indvandrer-/ flygtnin- de kommer galt af sted i ud- Christian Harlang, Advokat for 23 irakiske torturofre: dan vi skal komme videre ef- gesprog og dansk samt certifi- landet, og vigtigst af alt: ikke Retssagerne, status og perspektiv ter gymnasiet. Karakterkrave- SÅ DANSK cering af tolke som i Norge vil modtage den anerkendelse, Udtalelser/kommentarer fra: De politiske partier ne til mange universitets- Henning Sørensen, Øresunds også give uddannelses- og er- som statsborgerskabet giver Kommentarer og spørgsmål fra salen. uddannelser er allerede tårn- Parkvej 2, København: hvervsmuligheder til sprog- af, at de bliver anset som lige- * høje, og der er efterhånden Var til ’spil dansk-dag’ 29.10. i ligt begavede flygtninge og værdige medborgere i det Der vil være offentlig adgang til høringen i det omfang, der er plads. ikke plads til middelkarakte- en fyldt Hulsig Kirke. Inden ar- indvandrere og selvfølgelig land, de lever i. TILMELDING sker på e-mail stfit@stfit.dk rer. Færre studiepladser vil rangementet bladrede jeg lidt danskere. Belal El-Khatib har tidligere De, der er plads til, vil få besked herom via e-mail. Alle Folketingets partier er indbudt til høringen. lede til, at karakterkravene i Højskolesangbogen, som og- Men sproglige kompeten- offentligt tilkendegivet, at * formentlig vil stige yderligere så blev brugt flittigt denne af- cer er regeringen måske kun han ønsker demokratiet af- Høringen er arrangeret af Støtteforeningen for Irakiske Torturofre (STFIT, www.facebook.com/stfit15) på grund af den stigende ef- ten. Tilfældigt faldt jeg over interesseret i, når det drejer skaffet, og at det er uislamisk i samarbejde med Amnesty International, Inge Genefke og Bent Sørensens Antitorturstøttefond (ATSF), Retspolitisk Forening og Retssikkerheds-Initiativet. terspørgsel på pladser. Peter A.G.s ’Danmark, dit in- sig om dansk og engelsk? at stemme ved folketingsvalg. kroniken 1. nov. 2015 Tiden er inde til blive veganer

FOR NU AT BETYNDE med Adam og Eva. ukendte i befolkninger, der ernærer sig holdsvis store CAMILLA FANTONI Ifølge Første Mosebog sagde Gud til dem: meget mere vegetabilsk. mængder af dette LARS HENRIK LUNDSGAARD »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter Dagens kronikører er veganere og le- for at blive mæt, og frø på hele Jorden og alle træer, der bærer vende eksempler på, at det er en skrøne, Det er veldoku- spiser man sprøjte- frugt med kerne. Dem skal I have til fø- at mennesket har behov for fødevarer af menteret, at de fødevarer, får de«. animalsk oprindelse. Og vores helt klare økologisk føde- man selvsagt høje Dette skriftsted indikerer, at skabelses- overbevisning er, at netop det at leve 100 doser. Da man ofte beretningens forfattere allerede for et procent vegetabilsk er væsentligt, da vareproduktion spiser salater eller Vegansk mad er ikke kun et par tusind år siden var klar over, at vi kroppen, så længe den udsættes for belaster miljøet andre retter med ideelt set bør ernæres ved vegetabilsk animalske stoffer, vil opretholde et uhen- langt mindre en blanding af generationsopgør med kost. Og hvis vi leder lidt videre i Bibelen, sigtsmæssigt og belastende system til at end konven- frugter og grøntsa- mors fadkoteletter. Der er beskrives det også i Daniels Bog, hvordan nedbryde dem. tionel, og at ger, får man også Daniel helbredte sine mænd ved at give Vores erfaring er, at slipper den helt for en meget uheldig tale om et oprigtigt ønske dem plantebaseret mad. dette, indtræffer de klare positive foran- produkterne er synergieffekt af om at træffe et valg, der gør Men så kom jo syndefaldet. Eller på dringer i løbet af kort tid. sundere forskellige typer en gigantisk forskel for darwinsk: Mennesket fandt ud af at spise Vi bifalder, at nogle nøjes med gå en sprøjtemidler. sine kødfulde medskabninger. Og i dag del af vejen og bliver fleksitarer, altså hol- både dyr, mennesker og er menneskets appetit på kadavere af dyder kødfri dage, at nogle kalder sig vege- NOGLE VEGANERE hylder rå mad. Eller i kloden. rebørn og unge dyr, uudviklede fuglefo- tarer, fordi de afholder sig fra kød, men hvert fald opvarmer de aldrig maden til stre og vildtfremmede pattedyrs flyden- fortsætter med mælk og æg (ovo-lakto- over 42 grader, da den ellers mister bede babymad ikke bare et kolossalt klima- vegetarer) og andre kun fisk (pescetarer), tydningsfulde stoffer. Raw, som det kal- problem med den suverænt største ud- men skal det virkelig batte både for sund- des, er udbredt især i Californien og Au- ledning af CO2, et voldsomt forbrug af hed og klima, er vores anbefaling ren ve- stralien, hvor behovet for varm mad ikke vand og forurening og klimabelastning i UDEN KØD. Veganere spiser ikke produkter, som kommer fra dyr. Hverken kød, ganisme. Og selvfølgelig så økologisk opleves så udtalt som på vore breddegra- forbindelse med produktion af foder til mælk, æg eller honning. Men ifølge kronikørerne er veganisme en del af løsningen på som muligt. der. Netop i Australien blev et ældre læge- dyrene. Men også en helt unødvendig både vores sundheds- og klimaproblemer. Og så smager det godt. Foto: Magnus Holm Det er veldokumenteret, at økologisk par kendt, da de angivelig helbredte hen- måde at udfordre vores sundhed på. fødevareproduktion belaster miljøet des kræftsygdom ved en rawdiæt. Og kræfter hermed konklusionen fra The VI ERKENDER naturligvis, at der er langt langt mindre end konventionel, og at gennemførte The Raw Food Run, en tur EN NYLIG afsluttet undersøgelse på det China Study, verdens største studie af til vores drøm om et samfund, hvor dyre- produkterne er sundere. Og så smager Australien rundt på et år ved at gennem- californiske Loma Linda-universitet kon- sammenhængen mellem mad og sund- ne til vores fælles bedste får lov at være i produkterne bedre! føre et maratonløb om dagen! Lars Henrik Lundsgaard er uddannet kok, kluderede klart, at hverken en kost inde- hed. fred. Danskerne er det folkefærd i verden, De komplekse strukturer og de mange Indtil for nylig troede man, at indtagel- journalist og kraniosakralterapeut. holdende kød eller en såkaldt vegetarisk Med grundlæggeren af lægekunsten, der målt per indbygger spiser mest kød. beskyttende stoffer i økologiske planter se af døde dyr ikke bare var en livsnød- Camilla Fantoni er hypnotisør, yogalærer og kost indeholdende andre animalske Hippokrates, kan vi let omskrevet sige: Og vi er storforbrugere af æg og giver langt større smagsfylde og bedre vendighed, men at det også var det, som ernæringsterapeut inden for vegansk mad. bestanddele gav beskyttelse mod kræft, Lad din veganske kost være din medicin komælksprodukter. Vi har også et utal af konsistens. Når man lever af vegetabilske vi kunne takke for vores skridt fra abe til I dag er det international veganerdag men at en ren vegansk kost gjorde. Og be- og din medicin være din veganske kost. sygdomme og lidelser, der er stort set produkter, indtager man naturligvis for- tænkende menneske. REDIGERET AF MARTIN KRIEGBAUM

MANDAG 02. NOVEMBER 2015 L 1. SEKTION DEBAT / 21

KRONIKKEN Vi skaber en demokratisk underklasse

Danskhed. Politikerne er ude af trit med størstedelen af befolkningen, når de endnu en gang strammer reglerne for statsborgerskab.

for embedsmandsværket at vurdere ansøgernes »danskhed« AF AYDIN SOEI ud fra essays. I stedet blev der valgt en kompromisløsning, hvor sociolog og forfatter man skelede til de amerikanske multiple choice-prøver, hvor an- søgere skal svare på spørgsmål vedrørende landets demokratiske spilleregler og politiske historie. I den danske variant blev der imidlertid også tilføjet historisk-kulturelle spørgsmål bl.a. om, hvornår de danske håndboldkvinder havde vundet VM i hånd- bold, og hvem Grundtvig var. in mor var nervøs forud for samtalen med betjenten på Gladsaxe Politistation. »Nu er vi øren Krarup forklarede baggrunden for den nye prøve statsborgere,« udbrød hun som det første, da under en folketingsdebat sådan her: »Hvis Vesten ikke hun igen trådte ind ad døren til lejligheden. ser folkevandringssituationen i øjnene og træffer sine Dengang i midten af 90erne var det den lokale forholdsregler til at kontrollere den, vil Europa også Mpanserbasse, der vurderede, hvorvidt man besad de sproglige denne gang blive oversvømmet og gå under. kompetencer til at erhverve det rødbedefarvede pas. Jeg var 14 år SIndfødsretsaftalen af 8. december 2005 er et glædeligt frem- gammel og havde sjældent set min mor så glad som den dag, hun skridt på denne vej til tryghed og frihed for vore efterkommere.« fik at vide, at hendes ansøgning om statsborgerskab på vegne Det lykkedes Dansk Folkeparti at få institutionaliseret spørgs- af sig selv og sine to sønner ville gå igennem. Jeg forstod umid- målet om Danmark som et homogent kulturelt fællesskab, men delbart ikke hendes glæde, men statsborgerskabet bidrog til en et kendetegn for nationen er, at den er under evig forvandling og større følelsesmæssig tilknytning til det land, hvor min lillebror de »efterkommere«, som Krarup vil beskytte, ønsker formentlig er født, og som har været hjem for mig og min mor, siden vi kom ikke at leve i det still-billede af Danmark, som nogle national- til Danmark i de store flygtninge-år i midten af 1980’erne. konservative desperat forsøger at fastholde. Danskernes opbak- Siden 90erne er der blevet skruet voldsomt op for kravene, ning til et politisk fællesskab er allerede i dag større end til ideen før man kan få statsborgerskab. Konsekvensen er, at der i løbet om en kulturelt homogen nation. »Specielt hvis man ser på det af få år er opstået en ny og voksende demokratisk underklasse. på lang sigt, da yngre og bedre uddannede forholder sig langt Hvor blot to pct. af den voksne befolkning ikke havde ret til at mere kritisk til det kulturelle end det politiske fællesskab,« som stemme ved folketingsvalg i 90erne, er det tal næsten steget til det konkluderes i »Danskernes nationale forestillinger«. det firedobbelte på grund af de forhøjede krav til sprogkurser og Ved de seneste valg har det vakt politisk ramaskrig, når anti- selvforsørgelse samt den indfødsretsprøve, som den daværende demokratiske salafister har stillet sig op og erklæret, at det er VK-regering indførte for ti år siden. Et flertal i Folketinget læg- haram – forbudt ifølge islam – for danske muslimer at stemme. ger nu op til yderligere stramninger af reglerne for indfødsret, Politikere har stået i kø for at fordømme disse mennesker, mens der i forvejen hører til blandt de strengeste i den vestlige verden. de har lovprist demokratisk deltagelse – med rette – som en vig- Samtidig genindføres de historisk-kulturelle spørgsmål om Sa- tig dansk værdi. De selvsamme politikere har imidlertid i mange xos Danmarkshistorie, hvornår vi vandt EM i fodbold, og hvem tilfælde selv lagt stemmer til, at en stor og voksende del af befolk- der har skrevet Matador, der ellers under den forrige regering var ningen er udelukket fra at stemme ved folketingsvalg. røget ud. De forhøjede krav vil få udviklingen af en voksende de- På den ene side prædiker vore politikere demokratisk delta- mokratisk underklasse til at eskalere, og fremskrivninger viser, gelse og betoner vigtigheden af at bekæmpe radikalisering og at den allerede inden for en håndfuld år vil udgøre mere end en parallelsamfund, men med de nye og strengere indfødsretsreg- tiendedel af den danske befolkning. ler bidrager de selv til et Danmark med flere politisk kasteløse, Kravene til statsborgerskab og spørgsmålet om, hvor meget hvormed vore politikere forærer radikale kræfter bedre kår for man skal vægte kultur og historie, indgår naturligvis i den pågå- rekruttering af unge, der har boet hele livet i Danmark, når de ende definitionskamp om nationens identitet, og hvem der skal siger til dem: »Der kan du bare se – du vil altid være andenrangs- have lov til at kunne kalde sig fuldgyldige medborgere i Dan- borger i Danmark.« mark. Og heri ligger måske det største paradoks i de nye strenge- Udviklingen risikerer at bidrage til den stærke fortælling om re regler: Kløften mellem Christiansborgs førte politik og befolk- modborgerskab, som allerede gør sig gældende blandt en del et- ningen bliver stadigt dybere, når det handler om holdningen til, niske minoriteter, der ikke føler sig anerkendt som ligeværdige i hvem der bør anerkendes fuldt ud som medborgere. Danmark, hvilket igen er en risikofaktor i forhold til at stille sig uden for det større fællesskab. å trods af, at Danmark historisk har været en kulturel nation, hvor fælles etnicitet og kultur har afgræn- alafister taler især til unge, der føler sig betragtet som set vores nationale identitet fra »de andre«, anvender modborgere i Danmark, og når det handler om at over- danskere i dag i høj grad det politiske fællesskab og tale dem til at afholde sig fra valg, får de fremover en opbakning til demokratiet til at forme vores nationale hjælpende hånd fra et flertal på Christiansborg. De nye Pfællesskab, mens opbakningen til en etnisk homogen nation bli- strammere regler for statsborgerskab betyder nemlig, at ver mindre. Når man spørger danskere, har »forestillingen om et F Sunge, der er født og opvokset her og har rene straffeattester, ikke politisk fællesskab bedre kår end forestillingen om ét samlende længere automatisk tilbydes statsborgerskab den dag, de består kulturelt fællesskab«, konkluderer politologen Christian Al- Siden 90erne er der folkeskolens afgangsprøve som en anerkendelse af deres tilhørs- brekt Larsen, der har stået for den danske del af den hidtil største forhold og af de værdier og kundskaber, de har tilegnet sig. Nu internationale undersøgelse af borgernes holdninger til natio- blevet skruet voldsomt skal de bestå de mange prøver på lige fod med mennesker, der er nen. Resultatet fremgår af bogen »Danskernes nationale forestil- op for kravene, før man kommet til Danmark som voksne. linger« og ligger i tråd med tidligere undersøgelser fra European Det er to årtier siden, at min mor trådte ind ad døren og fortal- Social Survey, som også viser, at danskerne mener, at arbejdstil- kan få statsborgerskab. te, at vi nu var statsborgere, og jeg er nu selv blevet forælder til en knytning og politisk tilpasning og deltagelse bør være de vigtig- Konsekvensen er, at der søn, der er født som dansk statsborger i et langt mere multietnisk ste parametre for, hvem der anerkendes som medborgere. Danmark end dengang. Alt tyder på, at min søn kommer til at Udlændingepolitik var det mest dagsordensættende emne i løbet af få år er opstået vokse op i et Danmark, hvor han ikke skal bevise sin danskhed, ved valgene i nullerne, og spørgsmålet om statsborgerskab men jeg frygter for de mange, der ikke er så privilegerede. Og for begyndte især at fylde på den politiske arena i 2005, da Dansk en ny og voksende de- konsekvenserne, når et flertal på Christiansborg insisterer på at Folkeparti i forbindelse med forhandlinger om ny finanslov mokratisk underklasse. skabe en stadigt større gruppe politisk kasteløse, der går i skole, krævede strengere krav, og at ansøgere også skulle testes i deres betaler deres skat, men som holdes uden for det politiske fælles- kulturel-historiske viden. skab. Søren Krarup ledte an og plæderede for, at ansøgerne skulle skrive et essay, hvori de beviste deres loyalitet over for Danmark og forståelse for den nationale egenart og historie. Dette ønske LÆS FLERE KRONIKKER PÅ B.DK/DEBAT faldt dog på, at det ville være omstændeligt og praktisk umuligt B 2 # 46 13. november 2015 Bøger Weekendavisen

Belastet. To jævnaldrende debutanter udkommer på samme dag med hvert deres vidnesbyrd fra opvæksten i et udsat boligområde. Den ene spænder ben for sit eget projekt, mens den anden skildrer ungdomslivet på fornem vis. Vidnesbyrd fra ghettoen

FOTO: STIG STASIG/SCANPIX

Af AYDIN SOEI

Morten Pape: Planen. 548 sider. 300 kr. Politikens Forlag. Ahmad Mahmoud: Sort land – fortællinger fra ghettoen. 190 sider. 199,95 kr. People’sPress.

n ghetto er ikke en ghetto, er ikke en ghetto. Hvordan kan det være, at der kan være radikal forskel på beboernes sociale interaktion og stolthed over at bo i to forskellige »ghettoer«, der på overfladen er ens, når det Egælder beboersammensætning? Den klassiske Chicago-skole inden for sociologien har rubriceret »ghettoer« med socialt svage bånd som zones in transition, der ofte er »the port of first entry« for nytilkomne immigranter, hvorfra de mest ressourcestærke beboere typisk forsøger at komme væk på grund af dårlig boligstan- dard, kriminalitet og sociale problemer. Herhjemme sammenlignede de to sociologer Anja Jørgensen og Anne-Kirstine Mølholt i 2007 Urbanplanen på Amager i København og Herredsvang i udkanten af Aarhus, der har en kronik fra 2014, som muligvis smitter af på patisk sigte, og bogen er da også velgørende og til den selv samme ghetto- og offermentalitet, samme størrelse og beboersammensætning, romanens overlæssede prolog, der får mig til at vigtig i sin skildring af en etnisk underklasse som han forsøger at bekæmpe: Nemlig at man men som er vidt forskellige under overfladen. forestille mig en mand på en skammel, der an- domineret af et patriarkalsk livssyn, hvor far nærmest er dømt til at mislykkes, hvis man bor Socialarbejdere og beboere i Urbanplanen strenger sig for at bekræfte rave-publikummet og storebrødre bestemmer og afstraffer de i et udsat boligområde. påpegede, at området ikke havde problemer i det ualmindeligt hårde ghetto-liv. »Lorteøen øvrige familiemedlemmer fysisk, samtidig Fakta taler også imod »mønsterbryder«- med at skabe sociale fællesskaber, og en stor Amager var dér, hvor man kunne gemme det med at familien ingen loyalitet føler med det fortællingen. Andelen af unge med indvan- kerne, der havde boet i kvarteret i en længere grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken omgivende samfund og uden blusel dræner de drerbaggrund i landets ghettoområder, der årrække, tog ansvar for at lave lokale akti- ikke til at overse. Nu er dette stedet, du ikke offentlige kasser ved socialt bedrageri. tager en uddannelse, er steget fra 63 procent viteter, som var fraværende i Herredsvang. ønsker dine børn i nærheden af.« Tanken om i 2008 til 72 procent i 2013, og i Askerød er Her startede de fleste af de interviewede knap 600 sider med tung, klodset symbolik… den årlige fraflytning siden 2010 faldet til med at undskylde, at de boede i området, og men heldigvis vender sproget efter de første næsten det halve – og kriminaliteten med 40 en fjerdedel af beboerne flyttede årligt fra 20 sider, hvorefter Pape giver et nøgternt og procent. De unge i disse områder er dermed området. De pegede på områdets omdømme fascinerende indblik i sin barndoms kamp Hvor Morten Pape skildrer ikke nødvendigvis mønsterbrydere, hvis de som hovedårsagen. I nyere tid hænger dette for at finde sin plads i et voldeligt og barskt bliver sygeplejersker og maskinmestre. Det er omdømme uomgængeligt sammen med over- miljø på gaden og i skolen, der er et anarki af Urbanplanen på godt og de derimod, hvis de bliver kriminelle. Det ville repræsentationen af kriminelle unge mænd i wannabe-gangstere. Skildringen er autentisk, ondt, har Ahmad Mahmoud virke mere konsistent over for projektet, hvis de udsatte boligområder og en subkultur, som perker-dialogerne er skrevet, som børnene reelt Mahmoud påpegede over for de unge, at man bidrager til, at mange stiller sig uden for fæl- taler sproget (såvel de hvide som de brune), kun skidt at sige om Askerød ikke er en undtagelse, hvis man ender med at lesskabet. En SFI-undersøgelse af ungdoms- og den vildtvoksende fortælling giver et flot klare sig godt, hvorfor det må være slut med at kriminalitet herhjemme har tidligere vist, at indblik i, hvad det er for nogle machoidealer, i Greve. bruge en belastet social baggrund og bopælen selv når man renser for socio-økonomiske der dominerer blandt mange drenge i disse alene som en dårlig undskyldning for ikke at forskelle i uddannelsesniveau og arbejdsmar- områder. Allermest medrivende er Planen, når I den patriarkalske familieopbygning er gøre en indsats og indgå i det større fællesskab kedstilknytning er sandsynligheden for, at Morten Pape beskriver tæskene og konflik- Mahmoud som den næstyngste i en søsken- uden for »ghettoen«. Morten eller Ahmad fra »ghettoen« begår terne angående alkohol- og festkultur blandt deflok på syv blandt de laveste i hierarkiet, Bogens slutning er lidt af en maveplasker. kriminalitet 50 procent højere end for unge de hvide og brune unge, og når han skildrer og han beskriver en opvækst, hvor faren og Endnu en voldsepisode fulgt op af endnu et fra andre boligområder. Forskerne bag kon- den bydelsnationalisme, der fordrer, at de, der storebrødrene på skift afstraffer ham fysisk, og bryllup og den afsluttende sætning: »bruden kluderer, at det kunne tyde på, at der i disse normalt tæver ham, er villige til at beskytte ved en enkelt lejlighed brændemærker faren bliver behandlet som en prinsesse, med alt boligområder findes en bestemt subkultur, der ham med deres liv, når det er unge udefra, der ham med et cigaretskod. Behandlingen bliver hvad der hører til af nyt tøj, forkælelse og må forklare overrepræsentationen, men at der er ude på at søndersmadre ham. Morten Pape ikke bedre af, at han også fysisk adskiller sig fejring.« Slutningen vidner – ligesom bogens er tale om et uudforsket felt. skildrer fornemt splittelsen mellem bydelsna- fra de ældre brødre. Da Ahmad Mahmoud øvrige mangler – om dårligt redaktørarbejde. tionalisme og destruktiv adfærd og de unges afslutter folkeskolen, er han 173 cm høj og Det er synd, for ligesom Yahya Hassan danner TO vigtige nye udgivelser bringer os tættere stræben efter anerkendelse fra det omgivende har en kampvægt på 155 kilo, og mobningen Mahmoud spydspids i kampen for at bryde et på en forståelse af subkulturen i »ghettoen« samfund i sin flotte debut. er værst i hjemmet. »Du er så fucking fed og ødelæggende tabu: at den brune underklasse og viser nok en gang, hvor stor forskel der Hvor Morten Pape skildrer Urbanplanen dum … du er spild af plads … du bliver aldrig hidtil har været mere voldelig i opdragelsen af kan være mellem områder og beboere, der på godt og ondt, har Ahmad Mahmoud kun til noget, du burde erstattes med en hund,« er børnene end den hvide. Pape og Mahmoud er på overfladen virker ens. Hvor den svenske skidt at sige om Askerød i Greve. Måske er nogle af de tilråb, han beskriver i bogen. Da vokset op i hver sin dysfunktionelle familie i forfatter Jonas Hassen Khemiri for et årti det ikke tilfældigt. Askerød har i årevis haft ry han er 15 år gammel bliver ydmygelserne for »ghettoen«, men sidstnævnte har fået de fleste siden solgte over 200.000 eksemplarer af sin som et område med et atomiseret lokalsam- meget, og han forsøger at hænge sig i storebro- af sine tæsk i hjemmet og ikke på gaden. Hvor debut om opvæksten i et belastet område, har fund, et ikke-eksisterende klubvæsen og en rens bælte på badeværelset. den største integrationssucces det sidste årti har de unge stemmer fra »ghettoen« været stort årlig fraflytning, der ved udgangen af nullerne Sort land er hård læsning, og Mahmoud handlet om, at den unge generation af etniske set fraværende i den danske litteratur – med lå på 25 procent, da Ahmad Mahmoud stadig fortjener opbakning til sit opgør med et vol- minoritetskvinder har brudt deres mødres Yahya Hassan som markant undtagelse, boede hjemme hos sine forældre. deligt underklasse-Danmark, men væsentlige uddannelsesmønstre, handler den måske naturligvis. Derfor er det også bemærkel- aspekter som skolegang, gadeliv og venskaber væsentligste fremtidige kamp om mændene, sesværdigt – ja nærmest sensationelt – at de SORT land har modsat Planen et erklæret er stort set fraværende i fortællingen. Det og hvorvidt de overtager eller fraviger den jævnaldrende Morten Pape (født 1986) og socialt og politisk mål om at være et »opråb til samme er en forklaring på, hvordan han endte voldelige, autoritære opdragelseskultur, som Ahmad Mahmoud (født 1987) har samme dem, der lever i disse kulturelle parallelsam- med at tage en uddannelse og få sig et job som mange iblandt deres fædre har udøvet. Alene udgivelsesdato på hver sin debut om opvæk- fund«. Hvis vi skal bryde med en »kultur, der maskinmester i Novo Nordisk. Mahmoud kal- af den grund fortjener Ahmed Mahmoud et sten i henholdsvis Urbanplanen og Askerød i holder sine medlemmer væk fra det omgiven- der ellers sig selv for mønsterbryder, fordi han publikum. Greve på den københavnske vestegn. de samfund, så bliver vi nødt til at tale sam- tog en uddannelse, men spørgsmålet er, om Morten Papes Planen har netop vundet men«, påpeger Mahmoud. »Ikke mindst for han ved at beskrive sig selv som en særlig und- Aydin Soei er sociolog og har skrevet to bøger om BogForums debutantpris og er udsprunget af de kommende generationers skyld.« Et sym- tagelse på utilsigtet vis ender med at bidrage unge mænd i udsatte boligområder.

LAYOUT: LENA THURMANN KORREKTUR: FLEMMING GERTZ Søndag 22. November 2015 POLITIKEN Debat 11

Læserne Mener Dagens citat BEKYMRENDE SKRØNE indføre tilbageholdelse på kaldte Landstinget et penge- Ulf Haxen, Færøvej 11, ubestemt tid af udlændinge, kammer, skatkammer og ren- Tænk, hvis Islamisk Stat Kgs. Lyngby: og uden at de bliver stillet for tekammer, hvilket ikke var Projektleder inden for bi- en dommer inden 72 timer. venligt ment. Landstinget standsbranchen i Afrika syd Desuden vil de give private ak- blev dog alligevel en realitet, for Sahara, A. Krarup, skriver tører mulighed for at bruge der varede indtil 1953. havde en atombombe (Pol. 15.11.) om sine frustratio- magt, strips og håndjern ved ner over betjeningen på en ca- registrering og tilbageholdel- DERFOR BESKEDENHED fé i Zambias hovedstad, Lusa- se af asylansøgere og migran- Keld Henriksen, Dr. Tværgade en ung svensker i 2011 anholdt af politiet, hed, må vi indstille os på at begrænse ka. En oplevelse, der foranledi- ter. Folketinget har for nylig 27, København: Terror fordi han var ved at bygge en atomreak- nogle andre – og knap så vigtige – friheds- ger ham til en fortælling, som vedtaget stærkt diskrimine- Karen Altschul (Pol.18.11.) be- tor i køkkenet. Han kontaktede selv poli- rettigheder som f.eks. retten til privatliv, er hørt før i bistandskredse: rende love, som går ud på at der os sympatisk om at være THOMAS SØBIRK PETERSEN, tiet, da han var i tvivl om, om det, han som vi kender den i dag, eller retten til at Afrikanere er dovne, ugidelige fattiggøre flygtninge og blo- på vagt, når Venstres folke- PROFESSOR I ETIK, RUC havde gang i, var lovligt. rejse, hvorhen vi ønsker. og ineffektive. kere for familiens enhed for at tingspolitikere fører sig frem Denne innovative unge mand havde – Det er faktisk en forholdsvis lille pris at Min erfaring er en anden ef- få færre flygtninge til Dan- med den kvalmende floskel ’i JEG FRYGTER, at terrorhandlingerne i Pa- ifølge eget udsagn – fået fat i radioaktivt betale, hvis alternativet er atomar super- ter 5 års bistandsarbejde i un- mark. Hvad er der tilbage at al beskedenhed’. Når jeg tæn- ris kun er små bump på vejen mod en su- materiale fra udlandet og ved at skille sin terrorisme, der kan koste millioner af liv dervisningssektoren i Zam- forsvare af værdier, når man ker på Carl Holsts, Troels perterrorisme, som vil kræve millioner af røgalarm ad. Det er selvfølgelig ikke alle, og smadre vores stabile stater. bia. Efter overgangen fra det sætter retssikkerhed, velfærd, Lunds, Lars Løkkes og mange døde og true stabile staters eksistens. der er lige så fingernemme, og det kræ- engelske kolonistyre til selv- menneskerettigheder og fleres moralske og intellektu- Forestil dig, hvis Islamisk Stat havde ver stor specialviden, mange penge og DET ER vigtigt at understrege, at vi kun stændighed i 1964 påbegynd- menneskelighed over styr? elle niveau, må jeg konstatere, bragt en atombombe til sprængning i Pa- adgang til mere end bare nogle få gram kan vinde kampen mod terrorisme, hvis tes et undervisningsprogram at de har al mulig grund til at ris eller København. Så var helvede brudt beriget plutonium at bygge en atom- vi går på flere – lige vigtige – ben. fra grundskole til universitets- SKRÆMMENDE SKUD være beskedne. løs, og velmenende formaninger om ikke bombe. Men Islamisk Stat har mange Ét ben er den militære indsats, der be- niveau baseret på afrikanske Annette Rosenmunthe, Lundby Er der nogen, der at intensivere overvågningen af mis- penge mellem hænderne; der er vel- kæmper terrorisme i udlandet, og den værdier og zambisk historie. Hovedgade 63, Lundby: MUR AF TAVSHED for alvor tror, at tænksomme individer var med ét for- uddannede folk iblandt dem, og adgang efterretnings- og politimæssige indsats, Det tager sin tid at ryste et ko- Skud skræmmer, og mange Sune Henriksen, Hans Broges svundet i krudtrøgen og synet af lig i til plutonium eller beriget uran er ikke der bekæmper terrorisme i nationalsta- lonistyre af sig. I Zambia lyk- rammes af angst, når de hører Gade 39, Aarhus: eventuelle sovende terrorister i Vestens gaderne. en umulighed. Terrorister kan købe eller terne. kedes det for den første præsi- voldsomme og langvarige Intet mindre end en bidrags- Men skal vi overhovedet tage et sådant stjæle en atombombe (en atombombe Et andet vigtigt ben er den løbende op- dent, Kenneth Kaunda, at byg- skudsalver omkring sig og er bonanza har gennem de sene- storbyer lader sig dystopisk rædselsscenarie seriøst i vores med samme eksplosive kraft som den, dragelse, undervisning og forskning i, ge bro mellem landets syv kul- uvidende om, hvorvidt ofrene re år grebet ledelsen i realkre- bevæge til at opgive overvejelser om terrorbekæmpelse? Ikke der faldt over Nagasaki, fylder i dag ikke hvad demokrati er. Hvor går grænserne turelt forskellige stammesam- ’kun’ er fasaner, som i denne ditinstitutionerne med en kampen, når hvis man spørger Paul Krugman, profes- mere end en appelsin), eller de kan få ad- for, hvad en demokratisk stat bør tolere- fund på sameksistensens ide- tid skydes i tusindtal. milliardstor årlig regning til Danmark sender sor i økonomi, der i Politiken 18.11. skriver, gang til noget af det plutonium, som ikke re? Hvorfor er demokrati værdifuldt? Og ologi forankret i afrikansk Er man selv opskræmt og boligejerne som følge. kampfly mod det at »terrorisme ikke kan og vil ødelægge er tilstrækkeligt beskyttet af militære hvordan kan radikalisering minimeres? stammehumanisme. rådvild, er jægerne til gen- Efter Finanstilsynets nylige vores civilisation«. institutioner. Det første ben er der allerede politisk At skrønen om de arbejds- gæld højstemte, når de dyrker opgørelse om, at realkreditin- knopskydende Jeg kunne ikke være mere uenig. At ter- Ifølge forskere findes der uden for mili- vilje bag. Men det andet ben kræver en sky afrikanere endnu år 2015 deres hobby med de levende stitutionerne allerede sidste kalifat, hvis rorister, som f.eks. Islamisk Stat, gerne vil tære institutioner tilstrækkeligt med plu- mere langsigtet og identitetsskabende findes i bistandsbranchen, er skydeskiver. år levede op til EU’s og rege- blodtørstige ødelægge vores civilisation, er for det før- tonium til at levere råmaterialet til strategi, end den nye finanslovs forrin- bekymrende. Til andre tider flænses luf- ringens kapitalkrav, er der ik- medlemmer ste helt indlysende. Ifølge flere af deres 20.000 atombomber, der hver især har gelser på uddannelses- og forsknings- ten af brag og knald i sene af- ke længere grund til, at bran- opererer som hajer offentlige udtalelser og handlinger, er vi – en sprængkraft på størrelse med Nagasa- området lægger op til. Vi må tænke klogt IS ER IKKE EN STAT tentimer. Der er så tale om chen skal tjene så ufattelig de vantro – intet værd, og vores civilisa- ki-bomben. og langsigtet og øge indsatsen på social- Birgit Buddegård, Søvej 3, personer, der morer sig med mange penge på grund af i et underkuet tion bør underlægges et verdensom- og humanvidenskabelige områder som Dragør: at afprøve nytårsfyrværkeri i manglende konkurrence uoverskueligt spændende kalifat. EFTER terrorhandlingerne i Paris har statskundskab, sprog, kultur og religi- Umiddelbart efter at IS i 2014 utide eller på kongelig manér blandt få store aktører på om- folkehav? For det andet: Selv hvis det er rigtigt, at mange kommentatorer påpeget, at den onsforskning, etik og adfærdspsykologi. havde udråbt kalifatet, be- fejrer en fødselsdag. rådet. Kan dette enorme milli- Georg Metz, terrorister i 2015 ikke kan ødelægge vores vestlige verden ikke må reagere ved at til- Hvis vi kun vælger det første militære gyndte medierne at bruge Kan der nu ikke snart blive ardbeløb ikke bruges bedre – journalist. civilisation med f.eks. en atombombe, så sidesætte eller begrænse vores friheds- og politimæssige ben, minder det om navnet ’Islamisk Stat’. Men IS sat en stopper for disse upas- f.eks. til bedre vilkår for iværk- er der meget, der tyder på, at det om føje rettigheder. effekten af at putte et heksehyl i under- er ikke en stat, men en terror- sende udfoldelser, der i så høj sættere eller måske endda I Information tid bliver muligt. Det mener jeg, at vi kan blive nødt til. bukserne. Handlekraftigt, spændende, organisation uden legitimi- grad udleves på bekostning af lempelse af bundskatten? Viden om, hvordan man fabrikerer en Hvis vi skal bekæmpe terrorhandlinger i oplysende og hedt på den korte bane, jo- tet, og det er en form for aner- andre, og som indebærer, at Nu må muren af tavshed atombombe eller kan få adgang til radio- fremtiden og forsvare centrale friheds- vist. Men i længden for dumt, ineffektivt kendelse af terrororganisatio- alt for mange er i besiddelse af forsvinde, og politikerne må aktivt materiale, er velkendt. F.eks. blev rettigheder som ytrings- og religionsfri- og farligt eksplosivt. nen at anvende navnet – hvad livsfarlige våben? på banen. da heller ingen statsledere gør, heller ikke i Danmark. OM GRUNDTVIG LUKKET KREDS Efter terrorangrebet i Paris Michael Kongstad Nielsen, Vi- Nauja Lynge, Bernstorffsvej 21, har franskmændene besluttet rum Stationsvej 144, Virum: Viby J.: at kalde terrororganisationen Tak til Henning Tjørnehøj for Arktiske konferencer indehol- Personer med Downs syndrom forstår dig godt Daesh. IS har reageret med Kroniken 18.11. om Grundtvigs der ikke talere uden for de vrede over dette, og netop den manglende folkelighed, hans normale cirkler. Det er de tiden. Ja, han er generelt en glad ung hjælpe, hvor han kan. Han er en af dem, reaktion viser, hvor stor betyd- sociale blindhed og afsky for samme talere, der kommer downs Syndrom mand, men han har det samme følelses- mange ønsker udryddet, og det har han ning et navn har. offentlig fattighjælp. hver gang. Således opstår der register som alle os andre – han bliver bå- også forstået. Hvilket specielt kom til ud- Ord har det med at skabe, Til rækken af fortrædelige ikke nytænkning. MITZIE PITZNER, de sur og vred og ked af det. Og han spe- tryk forleden, da han kørte i tog, og over hvad de nævner – de farver vo- udtalelser og stemmeafgiv- Man ved på forhånd, hvem AIR PURSER kulerer over tingene på samme måde for ham sad en dreng på 12-14 år. res virkelighed. Vel netop der- ninger, som Grundtvig stod key-note-speakerne er, og kon- som alle andre. Min søn er meget glad for børn, og de for omtalte Politiken under for i årene omkring grundlo- ferencegæsterne er også de TÆNK DIG om, inden du højlydt giver ud- Men det er måske nogle andre ting, falder som regel også for ham. Han plejer Balkankrigen konsekvent Ko- vens tilblivelse i 1849, hører samme hver gang. Der skal jo tryk for udryddelse af alle med Downs han tænker på, såsom da han forleden at tale ivrigt med dem, men ikke forleden sova som netop Kosova og ik- dog formildende omstændig- et mirakel til for, at nytænken- syndrom. Det kunne være, at min søn stillede spørgsmålet: »Mor, hvorfor er jeg dag. Under hele togturen sad han med ke Kosovo. Gå gerne i front heder. Således stemte Grundt- de input opstår på disse kon- stod lige i nærheden, eller at han tilfæl- mongol?«. sin avis helt oppe foran sit ansigt og dæk- igen og bekæmp IS ved at vig imod, at der overhovedet ferencer. Det er på tide at an- digvis hørte radio eller så tv. Han er nem- Jeg ved godt, at det er ikke den kliniske kede sig til, og da han blev spurgt ind til, undlade at bruge det misvi- skulle være et andetkammer, vende crowdsourcing, inddra- lig hverken døv eller blind eller totalt forklaring, min søn søger. Han vil gerne hvorfor han dog gjorde det, lød hans sende ’Islamisk Stat’. Landstinget, bestående af ge befolkningen og søge eks- ubegavet. vide, hvorfor han ikke er som alle andre, svar: »Jeg vil ikke have, at drengen skal se, mænd på mindst 40 år med pertise langt væk fra denne Tværtimod er han et meget godt men- for det er han udmærket i stand til at gen- jeg er mongol«. BLIVER VI VÆRDILØSE? en årlig indtægt på mindst lukkede cirkel. Det ville f.eks. neske, som ikke kunne drømme om at nemskue, at han ikke er. Jeg ved ikke, om du som læser forstår Anne Nielsen, næstformand i 1.200 rigsbankdaler. være mere relevant at søge gøre nogen fortræd. Og han har en ene- Hvad han ikke selv ved – men som vi dybden af dette svar – men det gør jeg SOS mod Racisme, Fengersvej Grundtvig kunne ikke gå hjælp hos eksperter inden for stående evne til at fornemme, hvordan andre kan se – er hans enestående empa- som hans mor – og det skærer mig dybt i 19, Valby: ind for denne mangel på fol- udviklingslande med samme hans omgivelser har det. ti, evne til at forstå, hvordan andre men- hjertet. Så vær sød at tænke dig om, næ- Et flertal i Folketinget vil nu kelighed i demokratiet. Han udfordringer. ’De er altid så glade’, hører jeg hele nesker har det, og hans lyst til uselvisk at ste gang du giver din mening til kende. kroniken 22. nov. 2015 Vores indre fjende bor i ghettoen

DET BLODIGE terrorangreb i Paris kan tol- hammed Merah, som i 2012 skød og lede. For eksempel kes som en gengældelse fra Islamisk stat dræbte en fransk soldat og seks andre, har Frankrig efter for Frankrigs bombninger i Syrien. Men før politiets specialstyrker fik ram på weekendens an- hvis det er hele historien, overser vi, at de ham under en razzia i den forarmede for- De unge mørk- greb indført en fleste af terroristerne ved Paris-angrebe- stad, hvor han boede. lødede mænd i særlig nødretslov, ne var franske og belgiske statsborgere, Spørgsmålet er, hvordan det kan være, forstæderne der i nyere fransk der er opvokset i udsatte boligområder i at stadig flere franske, danske og europæ- historie har stået Europa. iske unge med bopæl i ’ghettoen’ bakker udgør en stadig som symbol på, at Angrebene peger endnu en gang på de op om bestialske kræfter som IS, der er større trussel i værdighed og be- europæiske ghettoer som en potentiel in- imod grundværdierne i de samfund, som forhold til vægelsesfrihed ik- AYDIN SOEI dre fjende. Unge mænd i de udsatte bo- disse unge er opvokset i. republikkens ke er lige for alle ligområder er mere modtagelige over for Opbakningen til vold af politiske og re- selvbillede franske borgere. destruktive subkulturer og radikale ligiøse grunde kan gå på tværs af sociale Sidst loven, der grupper end gennemsnittet, fordi de fø- skel, men vi er nødt til at anerkende, at giver borgerne ud- ler sig som modborgere – ikke medborge- rekrutteringsgrundlaget og modtagelig- gangsforbud, blev brugt, var i tre uger Ti år efter nogle af efter- re. heden over for radikale grupperingers med afbrændinger og uro i de franske budskaber er større i boligområder, hvor forstæder i efteråret 2005. Det er præcis ti krigstidens største gade- EFTER ANGREBENE ved Krudttønden og der i forvejen eksisterer en fortælling om år siden, at de franske forstæder tiltvang optøjer i Europa, indtager synagogen i Krystalgade fortalte Politiets modborgerskab. Mange af de mørkløde- sig opmærksomhed, da de lagde grund Efterretningstjeneste, at den radikaliserede unge fra ’ghettoen’ føler ikke, at libera- til de største gadeoptøjer, vi har set i Eu- ghettoen endnu en gang de gerningsmand havde en høj fore- OPTØJER. I Paris forstæder findes en modkultur, som flere gange inden for de le goder som værdighed ytringsfrihed, ropa siden ungdomsoptøjerne i 1968. Det rollen som en indre fjende. komst af såkaldt krimogyne faktorer. Nu sidste ti år har sat gaderne i brand. Arkivfoto: Thibault Camus bevægelsesfrihed og retten til at vælge var særligt efterkommere af immigran- Lad os prøve at forstå skulle man have større fokus på landets det gode liv tilkommer dem. ter og folk fra de tidligere franske koloni- udsatte boligområder, når det handler bandekriminelle Omar el-Hussein fra mennesker på barer og til koncerter frem er, der tændte ild til deres egne bydele. denne modborgerskabets om radikalisering. Mjølnerparken ville have likvideret to for symbolske, og ved, at der ud over au- DEN FRANSKE sociolog Pierre Bourdieu I løbet af de tre uger blev 10.000 biler anatomi. På almindeligt dansk vil det sige, at der mennesker i København i februar må- tomatvåben blev brugt bombebælter og har argumenteret for, at hvor USA i efter- brændt af, 3.200 personer anholdt og er et stort sammenfald mellem dem fra ned, hvis han ikke var blevet inspireret af sprængstoffer. Det tyder på en knowhow, krigstiden har stået som epicenter for 200 offentlige bygninger sat i brand, her- ’ghettoen’, der søger en gangsteridenti- angrebene på Charlie Hebdo, som blev der er leveret af udefrakommende kræf- global kapitalisme, har Frankrig i eget af mange skoler i forstæderne. Den davæ- tet i kriminelle subkulturer, og dem, der begået få uger forinden af unge, der lige- ter. Efterretninger peger da også på, at fle- selvbillede indtaget en identitet som epi- rende præsident, Jacques Chirac, indfør- tiltrækkes af radikale grupperinger, som ledes havde en kriminel fortid i udsatte re af gerningsmændene har kæmpet for center for ideen om, at alle mennesker er te en kontroversiel nødretslov med ud- er villige til at bruge vold af religiøse og boligområder i Frankrig. IS i Syrien. født frie og lige i værdighed og rettighe- gangsforbud i forstæderne – med den be- politiske formål. Det ændrer dog ikke ved, at de hidtil der. grundelse, at optøjerne var iscenesat af På dette punkt minder Frankrigs og DE NYE ANGREB i Paris adskiller sig på identificerede terrorister mestendels er De unge mørklødede mænd i forstæ- organiserede kriminelle og af islamister, Aydin Soei er sociolog og forfatter til flere Danmarks udfordringer om hinanden. skræmmende vis ved at være langt bedre vokset op i det selvsamme samfund, de derne udgør imidlertid en stadig større der ikke havde respekt for franske værdi- bøger om unge mænd i udsatte boligområder Spørgsmålet er derfor, om den tidligere koordineret, ved, at målene var tilfældige har angrebet. Det samme gælder Mo- trussel i forhold til republikkens selvbil- er. POLITIKEN Søndag 22. November 2015 12 Debat

9% af amerikanske pendlere er to eller ﬂere i bilen, når de kører på arbejde 20% af de amerikanske pendlere – den såkaldte carpooling, som bl.a. mindsker klimabelastningen. carpoolede i 1980. Kilde: Pew Research Center

JA/NEJ. En ny meningsmåling viser, at hele to tredjedele af tvivlerne stadig ikke mener, at de ved nok om tilvalgsordningen. Målingen viser også, at det er dansk deltagelse i Europol, der kan få tvivlerne til at hælde til et ja. Foto: Anders Rye Skjoldjensen EU. Folkeafstemningen handler om tillid

Stoler danskerne på, at ke er til at stole på i EU-politikken, og at heraf en klar overvægt af nejsigere. mistillid har fået lidt flere til at tvivle på der udtrykker mistillid til Folketinget i afhænger af, at vælgerne har tillid til Fol- deres garantier – f.eks. løftet om en vej- Der er lidt lavere tillid til Folketinget, Folketinget i denne sag. Det ændrer dog EU-politikken, har foreslået, at Danmark ketinget. Folketingets politikere kan ledende folkeafstemning om EU’s asyl- hvad angår forvaltningen af tilvalgsord- ikke, at der er flere, der stoler på Folketin- bør søge EU om mellemstatslige parallel- forvalte og føre EU-politik politik – ikke er noget værd. At der i dag ningen, hvor 47 pct. af vælgerne siger, at get end nærer mistillid. En tredjedel af aftaler. Men hvem tager beslutninger om TÆNKETANKEN Europa har også under- er historisk høj mistillid til politikerne på de i høj grad eller i nogen grad har tillid dem, der ikke har tillid til Folketinget, er at søge om parallelaftaler? Det gør et fler- søgt, hvilke argumenter der kan få ja- på det retlige område? niveau med energikrisen i 1973, har fået til Folketinget. 39 pct. har slet ikke eller bekymrede over, om Folketinget vil overtal i Folketinget. Præcis som i tilvalgsord- sigere, nejsigere og tvivlere til at ændre nejsiden til at køre hårdt på dette argu- meget lidt tillid til Folketinget, når det lade for megen suverænitet til EU. Den ningen. I tilvalgsordningen kan Dan- standpunkt. Det stærkeste argument, der ment. Morten Messerschmidt fra DF har gælder tilvalgsordningen. Det er især suverænitetsbaserede EU-skepsis spiller mark selv bestemme, om vi f.eks. skal kan få nejsigere og tvivlere til at stemme analyse skrevet: DF’s og Enhedslistens vælgere, der træk- stadig en betydelig rolle. med i Europol. Men ved parallelaftaler er ja, er, at »det garanterer fortsat dansk del- »Kan vi da ikke blot have tillid til det re- ker ned, mens japartiernes og Liberal Alli- Det er vigtigt, at der er tillid til Folketin- det EU, der bestemmer, om det er i EU’s tagelse i Europol«. Ud af 10 valgmulighe- præsentative demokrati, spørger nogen. ances vælgere trækker op. get i EU-politikken. Uanset om det bliver interesse. der angiver 21 pct. af nejsigerne, at dette ør folkeafstemningen 3. december Mit svar er her: Nej« (Pol. 5.11.). I september viste en YouGov-måling, at et ja eller et nej ved folkeafstemningen, argument kan få dem til at stemme ja er der talt meget om Europol og til- I sidste uge tog statsminister Lars Løk- 54 pct. af danskerne havde tillid til Folke- skal Folketinget tage stilling til, hvordan NEJSIDEN, der har mistillid til Folketin- ved folkeafstemningen. Også Folketin- F valg af konkrete direktiver. Men folke Rasmussen dog til genmæle: »Nej- tinget i forvaltningen af tilvalgsordnin- Danmarks forhold til EU på det retlige get, har formuleret et alternativ, der for- gets fremtidige rolle kan blive et vinder- keafstemningens hovedspørgsmål er siden mener ikke, at Folketinget er i gen. Nejsidens vedholdende fokus på område skal udvikle sig. De nejpartier, udsætter tillid til, at EU (kommissionen, argument. Hele 18 pct. af nejsigerne angi- frem for alt et tillidsspørgsmål: Skal det stand til at lave de valg. Det mener jeg er ministerrådet og Europaparlamentet) vil ver, at de overvejer at stemme ja, hvis gamle retsforbehold omdannes til en til- Folketingets fornemste opgave og an- efterkomme deres ønske. Det kan man »Folketinget selv kan bestemme, hvad vi valgsordning, hvor Folketinget fra sag til svar: at varetage Danmarks interesser ikke være sikker på, for Danmark har kun skal være med i på retsområdet«. Det er sag kan beslutte, om gennem bevidste politiske valg«. Med en tilvalgsordning fået 4 ud af de 6 parallelaftaler, vi har søgt selve essensen i tilvalgsordningen. At 16 % Danmark skal deltage i om EU-samarbejdet på Slet ikke tillid om. næsten en femtedel stadig angiver det konkrete dele af EU’s DET ER EN vigtig og principiel debat. Den det retlige område vil det Flere juridiske svar fra kommissionen som en vigtig grund, viser, at japartierne 23 % samarbejde om retlige fløj, der formår at overbevise vælgerne være op til Folketinget Meget lidt tillid og ministerrådet til bl.a. DF’s europa- heller ikke på dette punkt har fået kom- og indre anliggender? om, at man kan have tillid – eller mistillid fra sag til sag at beslutte, parlamentarikere har afsløret, at der i Lis- munikeret deres budskab effektivt. Derfor handler valget – til Folketinget i EU-politikken, vil stå om Danmark skal deltage I nogen grad tillid 36 % sabontraktaten ikke er forudset andre ju- Hvilket yderligere understreges af, at BJARKE i samarbejdet. MØLLER dybest set om, hvorvidt med stærke kort på hånden. ridiske modeller for Danmark end til- hele to tredjedele af tvivlerne angiver, at befolkningen har tillid En ny meningsmåling, som YouGov I hvilken grad har du I høj grad tillid 11 % valgsordningen i protokol 22. Trods dette de stadig ikke ved nok om tilvalgsordnin- til, at Folketinget kan har lavet for Tænketanken Europa, viser, tillid til Folketinget håber nejsiden på, at EU vil give en paral- gen. 4 % føre europapolitikken på dette område. at 56 pct. af vælgerne har høj eller nogen på dette område? Ved ikke lelaftale. Det er et af de største paradok- [email protected] Nejpartierne har i kampagnen udtrykt grad af tillid til, at Folketinget kan vareta- ser ved folkeafstemningen, at EU-skepti- mistillid til Folketinget. De har sagt, at jage danske interesser på EU-området. 35 Kilde: YouGov og Tænketanken Europa, 2015. kerne er allermest afhængige af, at folk Bjarke Møller, direktør i partierne vil føre folket bag lyset, at de ik- pct. har slet ikke eller meget lidt tillid – har tillid til EU, mens japartiernes model Tænketanken Europa

... Vores indre fjende bor i ghettoen

DENNE SÆRLIGE nødretslov blev sidst Loven minder bag optøjerne. »De er bøller og rakker- stadig mere socialt skæv elevsammen- hvor man stiller der. Samtidig risikerer vi at sende et sig- brugt i 1961, da algeriskfranske borgere den om de visita- pak, jeg holder mig til mine skydere«, lød sætning. sig uden for fælles- nal til alle beboerne i disse boligområder var ved at starte voldelige optøjer i for- tionszoner i Dan- det. I Bourdieus værk ’Weight of the World’ skabet. om, at vi anser dem som en indre fjende bindelse med den algeriske uafhængig- Mange tospro- mark, hvor tal fra Samme retorik gjorde sig gældende, da interviewes en skoleleder fra en fransk Den socialt og De unge fra ud- for nationen. På den måde bidrager vi til hedskrig. gede drenge Københavns Politi han et par år forinden besøgte nogle lo- grundskole i en forstad, hvor der har væ- etnisk skæve satte områder i den samme fortælling om modborger- Nogle kommentatorer har noteret, at fra de udsatte viser, at det pri- kalbetjente i Toulouse. Betjentene fortal- ret optøjer i starten af 1990’erne. Her gi- fordeling af Frankrig, Belgien skab, som antidemokrater benytter sig der ikke siden Anden Verdenskrig er ble- mært er unge te ministeren, at de havde arrangeret en ver han udtryk for frustrationen over, og Danmark kan af, når de rekrutterer unge fra udsatte vet slået så mange ihjel ved én aktion boligområder mænd fra de ud- fodboldkamp med unge fra et såkaldt hvordan elever fra de mest ressource- beboerne i på deres side ikke områder. som ved terrorangrebet i weekenden. kommer aldrig satte boligområ- sensitivt boligområde, hvorefter Sarkozy stærke familier trækkes ud af skolerne i ’ghettoen’ løbe fra, at deres Det handler derfor om at balancere på Dette gælder kun, hvis man ser bort fra videre efter der, der stoppes skældte dem ud foran rullende tv-kame- banlieues, hvorefter lærerne i stadig høje- bidrager til en bydele er overre- en knivsæg: Vi skal anerkende, at det ikke fransk politis håndtering af franskalgeri- folkeskoletiden uden begrundet raerne: »I er ikke socialarbejdere. Den re grad døjer med en elevkultur, der ta- subkultur, der i præsenteret i kri- er tilfældigt, at unge i ’ghettoen’ er mere eres opstande i 1961. Her blev 200 algeri- mistanke. Sand- bedste prævention er sanktion«. ger afstand fra skolens værdier. sig selv udgør minalitetsstatistik- modtagelige over for såvel radikalisering ere dræbt af fransk politik, og mange synligheden for, at Ali bliver hevet til side Dette betød videre, at der stod 700 elev- kerne, hvilket bety- som kriminelle subkulturer. Samtidig blev efterfølgende smidt i Seinen, hvoref- ved en tilfældig kropsvisitation, er fem HERI BESTÅR en afgørende forskel på den pladser ledige i distriktets erhvervssko- en væsentlig der, at unge i disse skal vi yde en indsats for at ændre de øde- ter parlamentet vedtog en lov, der gjorde gange så stor, som at Peter bliver stoppet. danske og den franske ’ghetto’. I Frankrig ler, fordi områdets unge sluttede grund- risikofaktor områder skal læggende selvfortællinger og løfte ud- det muligt at give borgerne udgangsfor- Ligesom de fleste optøjer i de franske har staten i stigende grad har trukket sig skolen uden de færdigheder, der skal til kæmpe for at vin- dannelses- og beskæftigelsesniveauet. bud. forstæder siden 1980’erne er antændt ved ud af disse områder, mens de gamle ar- for at læse videre. »Hvad beder de unge de anerkendelse som ligeværdige med- Over for de unge er det derfor afgøren- I oktober 2001 markerede Paris 40-års- konflikter og sammenstød mellem poli- bejderkvarterer i Danmark stadig kan tabere fra blokkene i sidste ende om«, borgere. De kan heller ikke løbe fra, at de at understrege, at selv om beboerne i dagen for massakren ved at opsætte en tiet og de unge, gør det samme sig også bryste sig af lokalpoliti, opsøgende soci- spørger skolelederen. »De beder om mu- den socialt og etnisk skæve fordeling af deres kvarter er overrepræsenteret i kri- mindeplade med ordene: »Til minde om gældende herhjemme. De unges vrede alarbejdere m.v. Samtidig er de udsatte ligheden for at leve. Nå ja, de ender med beboerne i ’ghettoen’ bidrager til en sub- minalitetsstatistikker og blandt dem, der de talrige algeriere, der blev dræbt under hænger blandt andet sammen med, at kvarterer i Danmark mindre og ikke lige at bede om et interessant arbejde, men kultur, der i sig selv udgør en væsentlig rejser til Syrien, er det et fåtal, der ender den blodige undertrykkelse af den frede- ordensmagten ses som et symbol på, at så fysisk afskåret fra det omgivende sam- landet er ikke i stand til at tilbyde dem et risikofaktor, når det handler om at blive med at vælge den vej i livet. lige demonstration 17. oktober 1961«. samfundet generelt betragter dem som fund, hvorfor vi herhjemme har bedre interessant arbejde, fordi de ikke er ud- tiltrukket af bander eller radikale grup- Det bringer mig til en politisk opfor- Fem årtier senere i 2005 blev loven moralsk utilregnelige og potentielt kri- betingelser for at modvirke radikalise- dannet (...) Så de er vrede, de er vrede på per. dring, når det gælder tilgangen til antira- brugt til at give udgangsforbud til dem, minelle. ring og den mistillid til det omgivende institutionen, de er parate til at smadre En SFI-undersøgelse af ungdomskrimi- dikaleringsindsatsen: Frem for at være der kunne være børnebørn af de algerie- samfund, som kan trives blandt ’ghetto- alt, der giver dem en følelse af en form for nalitet herhjemme har således vist, at motiveret af fortællingen om at bekæm- re, der i sin tid blev ramt af udgangsfor- DENNE SELVFORTÆLLING overdrives ens’ beboere. nederlag, men jeg har ikke mange løsnin- selv når man renser for forskelle i uddan- pe en indre fjende så lad os stræbe efter, buddet, og nu ti år senere er den endnu jævnligt blandt mange unge, når de be- Alligevel har vi mange af de samme ud- ger«. nelsesniveau og arbejdsmarkedstilknyt- at flest muligt i vores samfund kommer en gang hevet frem fra skrivebordsgem- kræfter hinanden i, at de betragtes som fordringer. Mange tosprogede drenge fra Tilsvarende har den franske republik ning, er sandsynligheden for, at Ahmed videre efter skoletiden og udlever deres merne. modborgere, hvormed sandsynligheden de udsatte boligområder kommer aldrig også haft svært ved at levere løsninger på fra ’ghettoen’ begår kriminalitet, 50 pro- potentiale inden for fællesskabet. Vi skal for at søge tilhørsforhold i destruktive videre efter folkeskoletiden. Danmark er denne følelse af modborgerskab, der i cent større end for unge fra andre bolig- sørge for, at de udsatte unge skaber sig et I PRINCIPPET gælder udgangsforbuddet parallelsamfund og subkulturer stiger. det land i Skandinavien med mindst soci- dag bidrager til, at ’ghettoens’ vrede un- områder, hvilket bl.a. skyldes asociale værdigt og anerkendelsesværdigt liv. alle, men i 1961 opretholdt politiet kun Men den forstærkes også ved politiske al mobilitet, og børn i ’ghettoen’ er dem, ge mænd i endnu højere grad anses som subkulturer, som forstærkes af oplevel- I sidste ende er denne målsætning den udgangsforbuddet over for mørklødede udmeldinger, der passer ind i modbor- der i størst grad er i farezonen for aldrig en mulig indre fjende. sen af modborgerskab. største solidaritetserklæring, vi kan sen- mennesker, i 2005 blev det brugt i for- gerskabets anatomi. at få taget sig en uddannelse. de den franske republik og de værdier, hold til unge i forstæderne. Nødretsloven Et eksempel på dette er et tv-interview OVERVÅGNING, anholdelser og visitatio- HVIS VI FORTSÆTTER med øget overvåg- som den bygger på, oven på weekendens markerer således en undtagelsestilstand, med den daværende franske justitsmini- I FRANKRIG har den sociale uro i de ud- ner udgør i denne sammenhæng symp- ning og politibemanding i kampen imod terroranslag. der rammer borgerne skævt, og den be- ster, Sarkozy, to uger inde i de franske opsatte boligområder sat skub i de mest res- tombehandling. De tiltag kan ikke i sig radikalisering og glemmer ovenstående AYDIN SOEI kræfter endnu en gang de mørklødede tøjer i 2005. Her tilbageviste han, at der sourcestærke beboeres planer om at flyt- selv løse de unges asociale opførsel, som virkelighed, vil oplevelsen af modborger- unge mænd fra forstæderne i, at de bliver kunne ligge sociale spørgsmål som ar- te fra de stadig mere forarmede forstæ- får næring af manglende arbejde samt skab og asociale subkulturer fortsætte anset som modborgere. bejdsløshed og manglende uddannelse der, hvormed skolerne efterlades med en uddannelse og destruktive subkulturer, med at trives i vore udsatte boligområ- We e ke n d av i s e n # 14 8. april 2011

Ansvarshavende chefredaktør Anne Knudsen Redaktionschef og samfundsredaktør Lili Ochsner [email protected] Kulturredaktør Henrik Wivel [email protected] Udlandsredaktør Ole Nyeng [email protected] Debatredaktør Pernille Bramming [email protected] Bogredaktør Anna Libak [email protected] Bøger er i denne uge redigeret af Bo Bjørnvig [email protected] Videnskabsredaktør Tine Eiby [email protected] Faktiskredaktør Vibe Termansen [email protected]

Udgivet af Weekendavisen A/S Pilestræde 34, 1147 København K. Telefon 33 75 25 33 Telefax 33 75 20 50 e-mail [email protected] www.weekendavisen.dk Abonnement 33 75 36 33 Tryk Berlingske Avistryk Annoncesalg Front Media Høgevej 5 D, 3400 Hillerød Telefon 48 22 44 50 Telefax 48 24 43 47 e-mail [email protected]

Sociolog Aydin Soei: »Det er farligt, når bydelsnationalismen udvikler sig destruktivt. Det så man under bandekrigen i 2009, hvor selvbestaltede vagtværn stod og holdt vagt i hver ende af Blågårdsgade. De visiterede ligefrem folk, for det havde de jo lært af politiet.« FOTO: MARIE HALD/SCANPIX

Integration. »Det er et lillebitte mindretal blandt de unge og et lillebitte mindretal blandt journalister og politiet, der ødelægger det for alle de andre,« siger sociolog Aydin Soei, der har undersøgt baggrunden for de uroligheder, som i februar 2008 blussede op i Blågårdskvarteret. Vrede unge mænd

Af JOAKIM JAKOBSEN serne ned på åben gade, mens en betjent lyste med en lygte på folk, der udtaler sig om, at mennesker fra Mellemøsten er ude Blandt disse brune og hvide drenge herskede den velkendte hans kønsdele. Abas fik senere en undskyldning fra politiet for af stand til at forstå demokratiets spilleregler. Jeg har det langt kultur, hvor man konstant afprøvede hinanden i slåskampe n apriltirsdag ved middagstid er Blågårds- denne episode, men han siger til Aydin Soei: »Jeg er håndvær- værre med velmenende antropologer, som hævder, at alle de og så op til de stærkeste, som også var gode beskyttere eller gade tæt på at myldre med mennesker. ker. Hvis jeg nu skal hjem hos en eller anden på Nørrebro for problemer, som fremhæves omkring etniske minoriteter, bare repræsentanter i opgør med drenge fra andre boligblokke eller Cyklister undgår hinanden og de gående, at udføre et job, og han har set mig blive tjekket af politiet, så er sociale konstruktioner, og at statistikkerne bare skal renses andre skoleklasser. I midten af 1990erne flyttede familien Soei mens de slår sving rundt om butikkernes vil det få en eller anden konsekvens for mit arbejde.« for social baggrund, og så er der slet ikke nogen problemer at til Gladsaxe. Et område, som var domineret af langt flere ældre blomsterstativer og fortovsskilte. Det mest Abas er siden udlært tømrersvend, mens Omar studerer på tale om.« beboere, og hvor der blandt drengene herskede helt andre ad- dramatiske på dette Nørrebro-strøg er fak- universitetet. Omar forklarer om vreden over at blive kropsvi- – Hvorfor er de værre at høre på? færdsnormer. Det havde Aydin bare ikke opdaget, så i løbet af tiskE de trafikpropper, som et stort antal varebiler forårsager. siteret: »Han, der er tilfreds med sit liv, vil ikke risikere at miste »De gør de etniske minoriteter en bjørnetjeneste. Der er jo den første uge lagde han op til en slåskamp med en klassekam- Inde på Harbo Bar forklarer sociolog Aydin Soei: alt ved at sætte ild til ting. Mange af dem, der startede optø- netop problemer at tale om. Og uanset hvor meget man renser merat. Ellers kunne han jo ikke markere sig. Men den anden »Det er en meget dynamisk gade med butikker og cafeer, et jerne, var dem, der havde nothing to lose. Men da optøjerne for alder og arbejdsløshed, ændrer det ikke på den kendsger- dreng tog ikke imod udfordringen. Så lossede Aydin ham over gå-i-byen sted. Det er hovedgaden i Blågårdskvarteret. Lige så gik i gang, var der andre, der også hoppede med. Det her ning, at der er større risiko for at blive slået ned af Ali end af skinnebenet. Aydin Soei ryster på hovedet ved cafébordet. her er det mest andels- og ejerlejligheder og derfor her, de mest samlede folk, for de var forargede. Gymnasieelever oplevede Peter. Ali gør det bare ikke, fordi han er brun.« »Det var helt forkert. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hele ressourcestærke beboere bor. Hvis du går få hundrede meter jo den samme diskrimination som kriminelle. Ligegyldigt om Til gengæld citerer Aydin Soei i sin bog talrige eksempler på klassen bare stirrede på mig: Hvorfor gør du dog det?« hen, kan du kigge ned ad sidegaderne og se alle parabolerne folk deltog eller ej, så var alle i kvarteret frustrerede og vrede.« sund selvransagelse blandt politiet. For nylig besøgte Aydin Soei sin gamle folkeskole i Avedøre. poppe op: Flere brune hoveder, lidt mindre købekraft. Nede Kropsvisiteringen på åben gade tydeliggjorde et skel. »Det er vigtigt for mig, at min bog ikke fremstår som en »I dag er der kun det halve antal elever. De ressourcestærke, for enden ligger Rantzausgade, som er den anden hovedgade For Omars gymnasiekammerater med blond hår blev ikke enøjet kritik af politiet. Efter min mening gør politiet generelt både etniske danskere og indvandrerfamilier, er flyttet eller med butikker og cafeer. Der bor jeg. Men se derovre ...« standset af politiet. Denne udskillelse demonstrerede ifølge et fremragende stykke arbejde, også her i kvarteret. Det er et har rykket deres børn til naboskolen, som så er overnormeret. Aydin Soei peger over på facaden på den modsatte side af Aydin Soei, hvad han kalder de ekstra »gebyrer«, som unge lille mindretal af betjente, der har anvendt ulovlig visitering, Men Nørrebro er det mest ekstreme tilfælde: Over 50 procent Blågårdsgade. Det er et hus i røde firsertegl. Streamers på vin- indvandrermænd må betale i samfundet: Et gebyr for at være hvor de afklæder unge. Problemet var, at der ikke var flere af børnene i den skolepligtige alder går slet ikke i skole på Nør- duerne i stueetagen fortæller: »Rabarberlandet – vi skaber job.« brun, et gebyr for at have et bestemt postnummer, et gebyr for inden for politiet, der skred ind for kollegerne og sagde: Stop rebro. Deres forældre sender dem ud af Nørrebro, fordi de ikke »Vi sidder her på en ultrahip café, hvor ni ud af ti kunder at være ung mand og et gebyr for at blive identificeret som lav nu med det der – du ødelægger det for hele politistyrken. Da har tillid til, at de lokale skoler kan klæde dem ordentligt på til er studerende eller folk fra de kreative erhverv. Men udsigten samfundsklasse. ledelsen i Københavns Politi blev opmærksom på problemet, livet og en fremtidig uddannelse. Det er en kæmpe falliterklæ- er altså til et boligsocialt projekt, hvor folk møder op for at få Det nye punkt er hudfarven. De tre sidstnævnte gebyrer reagerede de jo enormt hurtigt og satte en stopper for det,« ring. Her kan der gøres noget. Men det er også kompliceret. jobrådgivning. Det fortæller jo, at det er et mangesidet kvarter. har de unge mænd i Blågårdskvarteret til fælles med tidligere siger Aydin Soei. Det er meget lettere at rive en boligblok ned, end at overbevise Hverken cafeen eller Rabarberlandet er helt repræsentativ, men generationer af arbejderungdom på Nørrebro. De kunne også »Det er jo pointen: Det er et lillebitte mindretal blandt de de ressourcestærke forældre om, at de skal vælge den lokale de er her begge to, side om side. Det indebærer ikke nødven- blive bortdømt som skidt selskab. unge og et lillebitte mindretal blandt journalister og politiet, folkeskole.« digvis, at der er den store kontakt mellem de nye og de gamle I bogen fortæller flere unge, hvordan de ofte omformulerer der ødelægger det for alle de andre. De unge har også selv et – Det kan også kollidere med målsætningen om frit skolevalg, der beboere. De studerende og de venstreorienterede, som er deres bopæl for ikke at blive stemplet: »Jeg bor ved Søerne.« ansvar for at træde ind i den demokratiske proces. Derfor var blev indført i 2004. flyttet hertil, fordi de er tiltrukket af mangfoldigheden, sidder Men ofte hedder det også med stolthed: »Os fra Pladsen«. det en enormt positiv historie, da de skrev en erklæring om »Det er i hvert fald et problem. Svensk forskning har vist, at jo på cafeerne og kan kigge ud på indvandrerdrengene, der Aydin Soei taler om »bydelsnationalisme«, som også tidligere baggrunden for optøjerne. Det kom faktisk bag på dem, at de præcis fra midt i 1990erne, hvor Sverige indførte frit skolevalg, hænger ud på pladsen, siger Aydin.« blev vist frem med machoattituder. blev lyttet til: Politiken trykte deres erklæring, og politiledel- skærpedes den etniske og sociale polarisering i den svenske – Hvori består den grænse? »Det er der adskillige eksempler på fra fortidens Nørrebro. sen inviterede dem ind til en samtale. Men nu har de jo prøvet folkeskole. Med det frie skolevalg fik de ressourcestærke foræl- »Det er en usynlig barriere, som især består i uddannelse. Dengang var det også en del af de her arbejderteenageres iden- det.« dre et incitament til at flytte deres børn. Og det gælder både Der er stadig flere af drengene herinde, som tager en uddan- titet, at de var de seje og de fysisk stærke. Hvis der kom nogen etnisk danske og minoritetsforældre. Førhen kunne de vælge en nelse og kommer i job. På det punkt er det gået stærkt de sene- fra Vesterbro og spillede op, kunne de få nogen på lampen,« Aydins egen historie privatskole. Det står dem jo frit for. Men med det frie skole- ste ti år. Men de er stadig vrede unge mænd. De føler ikke, at uddyber Aydin Soei på cafeen. Det fællesskab ser han også i Med den sociale Nørrebro-arv er det efter alt at dømme en stor valg er det jo det offentlige, der betaler hele gildet. Det hænger de trods uddannelsen er fuldt ud anerkendte som ligeværdige dag. udfordring for det lovlydige flertal af de unge mænd at værge ikke sammen med tanken om en stærk folkeskole, en skole for medborgere. »De drenge, der har taget en uddannelse, måske en univer- sig imod stigmatiseringen. En lang stribe sociale og kulturelle folket. Førhen var det af idealistiske grunde vanskeligere for De usynlige grænser er emnet for Aydin Soeis nye bog »Vre- sitetsuddannelse, og har fået et fedt job, har jo venner, som koder skal skiftes ud, så personen ikke signalerer indvandrer- alle de venstreorienterede forældre her i området at skifte skole, de unge mænd – Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt måske er bandemedlemmer eller kontanthjælpsmodtagere. knægte i flok med gyngende skuldre. Aydin Soei fortæller, fordi de så skulle forklare vennerne: Vi vælger en privatskole, Danmark«. Aydin Soei (født 1982) er sociolog fra Syddansk De har gået i skole sammen eller er vokset op i samme blok. hvordan han selv som skoledreng kunne mistolke den socialt fordi vi ikke stoler på den lokale folkeskole. Det var lidt suspekt. Universitet og underviser i dag på Krogerup Højskole i blandt Blågårdskvarteret adskiller sig jo på flere punkter fra mange betingede kode. Nu kan de uden problemer flytte deres barn til en folkeskole et andet journalistik og medborgerskab. I sin bog gennemgår af de andre boligområder, som statsministeren har omtalt som Hans familie kom til Danmark fra Iran i i 1986, da Aydin andet sted i byen.« Aydin Soei baggrunden for de uroligheder, som i februar 2008 stenørkener. Det ligger så centralt, at de, der får en uddannelse var fire år. Familien fik anvist en lejlighed i Avedøre Stationsby – Foretrækker du betondanmark, hvor man sagde: Her er din blussede op i Blågårdskvarteret og på få dage spredte sig til og klarer sig godt, bliver boende. Det gør de jo ikke i samme på Københavns Vestegn. Soei-familien havde tradition for høj folkeskole – ti stille eller betal dig fra det? andre boligområder i hele landet. Med stenkast, hærværk og grad i Tingbjerg eller Taastrupgaard. Så der eksisterer et sam- uddannelse. Men i skolen gik Aydin sammen med børn af »Det er et punkt, hvor jeg er meget i tvivl. Men staten kan 700 ildebrande. Aydin Soei skriver i sit forord: menhold på kryds og tværs. Det er en styrke, men det kan de arbejderfamilier, som netop var rykket ud fra de nedslidte efter min mening godt sætte fastere rammer, når den finansierer »Vreden bag de landsdækkende gadeoptøjer (...) er ikke blot også være problematisk.« københavnske brokvarterer, som blev saneret. en dyr folkeskole, for effekten er meget stor. Vi får nogle enormt udtryk for en forbigående tilstand. En afdækning af medier- »Jeg lærte meget. De her arbejderdrenge havde virkelig lært skæve folkeskoler, som er langt mere etnisk og socialt opdelte, nes, folkeskolens, politiets, politikernes – og selvsagt de unges De farlige ord at klare sig selv. De skulle ikke have hjælp til noget som helst. end kvartererne er i forvejen. Så opdelte, at skolen ikke længere – rolle i begivenhederne dengang hjælper os forhåbentlig til at – Hvordan? Det har jeg taget med mig i livet,« fortæller Aydin Soei. Han svarer til befolkningssammensætningen i byen.« forstå, hvordan vi undgår, at vreden udvikler sig til en perma- »Det er farligt, når bydelsnationalismen udvikler sig skriver i bogen: nent tilstand.« destruktivt. Det så man under bandekrigen i 2009, hvor selv- »De ’nye’ drenge i Avedøre og arbejderklassens drenge var Aydin Soeis bog »Vrede unge mænd – optøjer og kampen for Den udløsende faktor bag urolighederne i 2008 var ifølge bestaltede vagtværn stod og holdt vagt i hver ende af Blågårds- ofte socialt tæt på hinanden, hvorfor der ofte opstod naturlige anerkendelse i et nyt Danmark« udkommer på forlaget Aydin Soeis bog de visitationszoner, som Københavns Politi gade. De visiterede ligefrem folk, for det havde de jo lært af venskaber og en fælles identitet som dem, der laver ballade.« Tiderne Skifter 12. april. indførte omkring årsskiftet 2007/8. Begrundelsen var en politiet. Her tog de unge loven i egen hånd og generede andre The Organic Pharmacy • sukí skin care • Logona • Jane Iredale m. fl. række knivstikkerier i Indre By. I syv bydele, herunder Blå- beboere. Det var dybt ubehageligt.« 25 06 2010 gårds-kvarteret, fjernedes restriktionerne for kropsvisitation, I den forbindelse hjælper det ifølge Aydin Soei ikke, at rege- så politiet kunne standse borgere på gaden og undersøge dem, ringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har Alkoholbehandling på Sjælland økologisk ansigtsløft uden at der forelå konkret mistanke. Det kræves ellers i dansk udpeget Blågårdskvarteret som et ghettoområde. Diskret og professionel retspleje. Zonerne blev ophævet i 2010 efter en dom ved Den »Selve begrebet ghetto er jo en trusselskategori. Og historisk behandling på Orelund Gods Se yngre ud med aktiv Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men forinden følte har det så negativ en ballast, at det skygger for løsninger. Jeg Anti-oxidant Face Gel og – en del af Valgt som nr. 1 talrige unge mænd med indvandrerbaggrund sig forulempet finder det absurd at bruge betegnelsen for områder, hvor man Face Firming Serum Behandlingscenter Tjele. af pure shops fra det eksklusive mærke og ydmyget af politiet. gennem historien har afgrænset jøder og sorte, om sociale kunder blandt Mere end 20 års erfaring 1275 økologiske The Organic Pharmacy Aydin Soei, der også har en journalistisk uddannelse, har problemstillinger i Danmark i 2011. Det betyder ikke, at med afhængighed. produkter talt med mange af kvarterets unge, men han fastholder to medierne skal vaske deres mund og lade være med at skrive Besøg Danmarks største unge mænd – Omar og Abas – som gennemgående skikkelser om dårlige sider af de her boligområder. Men medierne har et Vi har hjulpet tusinder økologiske parfumeri til et bedre liv iGrønnegadeogfå og kilder i bogen. Pointen er, at de to ikke deltog i urolighe- ansvar for ikke at udråbe dem som dødsensfarlige zoner. Lige- uden alkohol og /eller medicin. derne. Men de nærede den samme vrede som de unge, der gik som det har en destruktiv effekt, når statsminister Lars Løkke professionel rådgivning amok. Rasmussen taler om huller i danmarkskortet.« – Hvad er der galt med regeringens ghettoplan? Orelund Gods, Omar og Abas »Det er for let bare at pege fingre ad nogle områder, hvor Sjælland Omar gik dengang i 2008 i gymnasiet, mens Abas var i lære beboerne ofte ikke vil råbe højt. På den måde løser man ikke www. tjele.com/orelund som tømrer. De blev begge kropsvisiteret flere gange om ugen de sociale problemer, som virkelig findes. Det, der kan irritere Døgntelefon 70 20 40 80 Postordre: Fragtfrit ved køb over 500 Kr. op til urolighederne. Abas oplevede sågar at måtte trække buk- mig allermest i den danske integrationsdebat, er faktisk ikke Butikker: Grønnegade 31 & 36 • Kbh. K • Tlf. 33 17 00 70 • pureshop.dk

LAYOUT: LENA THURMANN KORREKTUR: FLEMMING GERTZ