Stærkt Team Novo Nordisk-Mandskab Er Klar Til at Inspirere Danmark
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
Team Novo Nordisk stiller med det stærkest mulige mandskab i dette års PostNord Danmark Rundt. Foto: Martin Nordmark 2017-08-02 10:29 CEST Stærkt Team Novo Nordisk-mandskab er klar til at inspirere Danmark Det amerikanske Pro Kontinentalhold Team Novo Nordisk kører igen i 2017 med i PostNord Danmark Rundt. Holdet har, som det første af de deltagende hold i årets danske rundtur, sat navne på holdkortet. Når PostNord Danmark Rundt 2017 indledes den 12. september fra Frederiksberg Rådhus, bliver det igen med det amerikanske Pro Kontinentalhold Team Novo Nordisk på startlisten. - Vi har igen i 2017 valgt at invitere Team Novo Nordisk til at køre med i PostNord Danmark Rundt af flere grunde. At man kan drive et professionelt cykelhold, udelukkende med ryttere der har diabetes 1, er et meget flot projekt. Projektet og holdets mission bakker vi fuldt op omkring. Det her hold og dets ryttere fortjener om nogen klapsalver og støttende tilråb langs ruten, siger løbsdirektør Jesper Worre og uddyber: - Holdet er amerikansk, hovedsponsoren er dansk, og ikke færre end seks nationaliteter er på holdkortet. Vi er glade for, at et stærkt og internationalt Team Novo Nordisk igen i 2017 kører med i PostNord Danmark Rundt, siger løbsdirektøren. Stærkeste Team Novo Nordisk-mandskab Team Novo Nordisk stiller til start med rytterne Fabio Calabria (Australien) Romain Gioux (Frankrig), Joonas Henttala (Finland), David Lozano (Spanien), Javier Megias (Spanien), Andrea Peron (Italien), Charles Planet (Frankrig) og Martijn Verschoor (Holland). Otte ryttere som, ifølge holdets General Manager Vassili Davidenko, er der stærkeste mandskab Team Novo Nordisk kan stille: - De seneste år har vi måtte fordele vores stærkeste ryttere mellem PostNord Danmark Rundt og løb på hjemmebanen i USA. Men med dette års flytning af løbet til september, kan vi stille med vores stærkest mulige hold, siger Vassili Davidenko og uddyber: - PostNord Danmark Rundt er en stor udfordring, hvor også mange unge talenter fra de danske kontinentalhold kører rigtig stærkt. Men med mange års erfaring fra løbet, så ved vi hvad vi skal forvente. Vi er trygge ved løbet profil, og vi tror på at vi kan vi indfri vores sportslige mål. Vi skal køre aggressivt, køre med i udbruddene og tro på, at vi kan blande os i topstriden på etaperne. Danmark inspirerer holdet Også holdets spanske rytter David Lozano glæder sig til gensynet med Danmark og cykelløb på højeste niveau: - Vi sætter altid cirkel omkring PostNord Danmark Rundt, så snart vi ser kalenderen. Vi er motiverede og forberedte, for når vi kommer til Danmark, vil vi gerne vise det bedste vi kan. Vi møder så mange mennesker undervejs i løbet, som støtter holdets projekt og vores unikke program. Vores teams mission er at inspirere, uddanne og styrke mennesker, der er ramt af diabetes. Når vi kører i Danmark inspirerer de samme mennesker også holdet. - Selvom etapeprofilerne i Danmark ikke passer perfekt til mig som ryttertype, så nyder jeg altid køre i Danmark alligevel. Det føles som om vi kører på hjemmebane. Jeg glæder mig til at tage udfordringen op, og jeg er forberedt på hvad Danmarks Tour bringer mig og mit hold i år, slutter en forventningsfuld David Lozano. 1. etape af PostNord Danmark Rundt 2017 slutter i år i Kalundborg hvor det amerikanske mandskabs danske hovedsponsor, Novo Nordisk, har hovedsæde. I Uge 32 offentliggøres yderligere tre holds deltagelse i PostNord Danmark Rundt 2017. PostNord Danmark Rundt køres fra den 12. til 16. september over 760 kilometer fra Frederiksberg Rådhus til målstregen på Strandvejen ud for Tangkrogen i Aarhus. Få overblik over alle fem etaper her. .