rende og pinagtigt portræt af geniets gråd­ Jerry Lewis har for længst slået sit talent fast. kvalte barnagtighed og despotiske ophøjethed, Han er i dag USAs originaleste filmkomiker. og den groteske komik kunne næppe nogen Er det trivielt at fremhæve det? Han er dog anden have formet mere lystigt og bedrøveligt. ikke accepteret i samme omfang som Marx Carlsen udnytter alt dette roligt og årvågent, Brothers eller Gøg og Gokke er det. Måske men han har alene vanskeligt ved at give disse burde hans „The Nutty Professor'1 med jævne lange sæt af repetitioner en sådan dramatisk mellemrum have repremiere med efterfølgende placering, at vi begriber den forstærkelse af landsdækkende distribution. Den er et højde­ desperationen, som udvikler sig frem mod den punkt og et vendepunkt i hans produktion og sidste desperate afgørelse. i den moderne filmfarce. Den tegner det mest Sin største indsats som personinstruktør konsekvente billede af Jerry Lewis’ kunstne­ yder Carlsen i de scener, hvor filmen koncen­ riske ambitioner, som ban i film efter film trerer sig om eventyrets Ylajali, spillet helt havde arbejdet sig frem til. Fra den synes vidunderligt af Gunnel Lindblom. „Hvad er han at stræbe efter en spaltning af sine figu­ dog dette ?“ stønner den forvirrede Hamsun, rer. I „The Patsy", „The Family Jewels" og da Ylajali og han er ene og kærligheden viser nu i „Three on a Couch" søger han at præsen­ sig at være nok en dæmon i denne dæmoniske tere sig selv så „almindelig" som mulig, sam­ tilværelse. Den store kærlighedsscene mellem tidig med at han spiller andre roller eller Gunnel Lindblom og Per Oscarsson er i alle lader sin hovedskikkelse komme i situationer, henseender filmens højdepunkt og markerer i der kræver, at han „agerer" andre roller. Her Carlsens udvikling hans hidtil største triumf. i „Three on a Couch" er han blevet en talent­ I disse minutter i den klunketunge stue op­ fuld maler, anerkendt og præmieret. Han er lever man tragedien og humoren i mirakuløs et udpræget følelsesmenneske, og kun kærlig­ sammenvævning; den besatte romantiker og den heden, bevidstheden om muligvis at skulle romantiske borgerpige, et klodset og fortvivlet undvære sin elskede over en længere periode, erotisk sammenstød, en følelsesmæssigt mere kan få ham til at handle irrationelt. Han på­ og mere kompliceret og samtidig mere og mere tager sig da tre roller ( + en) for at skaffe klar og uimodsigeligt sandfærdig scene, og tre lækre piger af med deres komplekser; der­ efter dette forgæves møde en afslutning, der igennem skulle han kunne sikre sin egen lykke. kun skabes af en kunstner: Hamsun forlader De tre roller (en cowboy, en zoolog og en os for første gang i filmen, tilbage hos den sportsmand) er filmens egentlige farcefigurer. urolige og rådvilde pige står vi og lytter til Via dem kan Jerry Lewis udvikle sine gags og hans skridt, der hurtigt fjerner sig. Måske lægge en tilsyneladende uansvarlig satire ind i burde Carlsen have afsluttet sin film i netop historien. For det er jo grove løjer, han driver dette øjeblik. med psykiatrien, når han lader de tre klum- Denne scene er den centrale i „Sult", og mermikler blive redningen for de tre piger — den ikke blot overskygger filmens fejl og de det nærmer sig grov satire over „David og noget anstrengte tekniske idéer, som hist og Lisa“-metoden. Men ingen i den „almindelige" her skæmmer den. Den giver os ret til at historie er alligevel helt almindelig. I den vente det meget store af Henning Carlsen. givne situation har alle brug for stabiliserende Jørgen Stegelmann. indflydelse: her foregår det blot i en beher­ sket form, der minder mere om lystspil end om farce. Jerry Lewis synes at arbejde meget bevidst hen imod den smidige sammenknyt­ Balancen ning af lystspillet og farcen, som vel må kunne skabes, skønt filmen endnu ikke har kunnet THREE ON A COUCH (3 på en sofa), U.S.A. 1966. Prod.: Jerry Lewis. Instr. : Jerry Lewis. vise idealet. Han søger måske derigennem at Manus.: Bob Ross og Samuel A. Taylor efter nå frem til et udtryk for, at farcen er nærmere idé af Arne Sultan og Marvin Worth. Foto: virkeligheden, og vor virkelighed nærmere far­ W. Wallace Kelley. Musik: Louis Brown. M edv.: Jerry Lewis (Christopher Pride/War- cen end nogensinde. ren/Ringo Raintree/Rutherford/Heather), Janet Leigh (dr. Elisabeth Acord), Leslie Parrish I „Three on a Couch" er farcefigurerne (Mary Lou Mauve), Gila Golan (Anna bedre udviklet, mere gennemarbejdet end i Jacque), Mary Ann Mobley (Susan Manning), „The Family Jewels", de forskellige gags er James Best (dr. Ben Mizer), Kathleen Free- man (Murphy), Fritz Feid (attachéen), Renzo renere og med en stærkere snært af satire over Cesan a (ambassadøren), Bud dy Lester (den idealer (den amerikanske romantiske helt, berusede gæst). cowboy’en, sundhedsmanien og en holdning til Dansk distrib.: Columbia Film A/S. Dansk prem.: 9.8.1966, Nygade Teatret. Længde: videnskab, der nærmer sig hobby og quiz). 2985 m (105 min.). Smukkest lykkes vel zoologen, skønt det bedste

33 gag er den variation over et ældre Lucille Ball- håndfast fordømmelse af magtmisbrug og kor­ gag, der er højdepunktet i skildringen af sports­ ruption, krystalliseret i en række personer, hvis manden: forsøg på flækning af to træklodser ekstraordinære begavelse og specielle talenter med karateslag. Her trækkes scenen ud med ledes ind på et for dem selv skæbnesvangert en tilsyneladende foragt for begrebet timing, spor og udnyttes skrupelløst af omgivelserne - der klippes langsomt og omhyggeligt i be­ John Garfields mesterbokser i „Lev farligt" vidstheden om, at vi tilskuere på forhånd ken­ („Body and Soul" 1947), Broderick Crawfords der resultatet; det gælder kun om at pirre os, demagogiske top-politiker i „Alle kongens at spænde vor forventning en anelse mere, end mænd" (1949) og Paul Newmans billard-vir­ nogen anden har vovet. Og det gælder siden tuos i „Hajen" („The Hustier" 1961). Lig­ om at ødelægge os komplet med tilsyneladende nende motiver kan man efter alt at dømme umulige variationer over det uhyre enkle tema: finde i tyrefægter-filmen „Tapre tyre" (1951) træklodserne holdt og han slog hånden. Det og den historiske „Alexander the Great" kan næppe gøres bedre. (1956). Rossens film var som regel domineret Mindre spændende er udformningen af de af et intelligent, ordrigt og omhyggeligt udar­ „almindelige" (især Janet Leighs psykoanaly­ bejdet manuskript - nogen særlig original mise tiker og James Best s fødselslæge), hvor figu­ en scene faldt ikke i øjnene. Men i lyset af rerne ikke helt undgår staffage-præg. En ge­ „Lilith" kan der nok være grund til at tage nerende biting er også Janet Leighs for triste Rossens tidligere produktion op til fornyet be­ (ofte smagløse) påklædning. Der er dog i ko- dømmelse, måske ikke mindst „Hajen", der stymeringen gjort forsøg på karakterisering nok er et klart disponeret idé-drama efter klas­ (Janet Leighs nederdel er af samme stof som siske mønstre, men samtidig rummer en mæng­ Jerry Lewis’ jakke i filmens begyndelse, den de foruroligende psykologiske over- og under­ entomologi-begejstrede Mary Lou er i flagren­ toner i skildringen af den sære trekant Paul de, flæset fortidighed, etc.). Newman-P/'/w Laurie-George C. Scott. Scotts „Three on a Couch“ er et skridt fremad efter selvbeherskede billard-spekulant drages mod „The Family Jewels", og man stiller forvent­ Newman med baggrund i en næsten homosek­ ninger til hans næste film. Kan han nå videre suel fascination, klæber sig igleagtigt op ad ad den vej ? At han kan finde balancen i spil­ ham og destruerer koldt og velovervejet rivalen let, tvivler man ikke om; kan han også finde Piper Laurie. den i instruktionen? I „Hajen" er pigen ofret for omgivelsernes Poul Malmkjær. ansvars- og karakterløshed, og Jean Seberg har på mange måder en tilsvarende rolle i „Lilith", selv om problemstillingen her er mere kompli­ ceret og skyldspørgsmålet vanskeligere at ud­ Robert Rottens mesterværk rede. I „Lilith" beskæftiger Rossen sig med LILITH (Lilith), U.S.A. 1964. Prod.: Robert sindslidende på et luksuriøst udstyret ameri­ Rossen-Centaur Productions/Columbia. Instr.: kansk nerve-sanatorium, og patienterne ses som Robert Rossen. Manus.: Robert Rossen og Ro­ bert Alan Arthur efter J. R. Salamancas roman ofre for det profit jagende og hårdhudede sam­ „Lilith". Foto: Eugen Shuftan. Klipning: fund, instruktøren så ofte har kritiseret i sine Aram Avakian. Musik: Kenyon Hopkins. De­ forrige film. Allerede i et tidligt Rossen-manu- kor. : Richard Sylbert og Gene Callahan. Med­ virkende : Warren Beatty (Vincent Bruce), skript — til Lewis Milestones krigsfilm „A Jean Seberg (Lilith), Peter Fonda (Stephen Walk in the Sun" (1945) - findes et eksempel Evshevsky), Kim Hunter (Bea Brice), Anne på Rossens forståelse og interesse for det psy­ Meacham (Mrs. Yvonne Meaghan), James Patterson (Dr. Lavrier), Jessica Walter (Lau­ kisk afvigende i portrættet af den nervened­ ra), Gene Hackman (Norman), Robert Reilly brudte sergent, der bukker under for krigslede (Bob Clayfield), Rene Auberjenois (Howie), og stress. Fælles med de sindslidende i „Lilith" Lucy Smith (Vincents bedstemor), Maurice Brenner (Mr. Gordon), Jeanne Barr (Miss har han „at have set for meget med for fint Glassman), Richard Higgs (Mr. Palakis). et instrument" - for at citere sanatoriets nerve­ Dansk distrib.: Columbia. Dansk prem.: 8.8. læge, der sikkert kan opfattes som Rossens 1966 i „Dagm ar". Længde: 2725 m (100 min. Stopur: 113 min.). talerør. „Lilith" udmærker sig ved en ganske upatroniserende respekt og ømhed for patien­ Indtil „Lilith", den nyligt afdøde Robert Ros- terne, og Rossen er utvetydigt „for" de nerve­ sens sidste film, blev udsendt, troede man sta­ nedbrudte: „Samfundet anser den, der befinder dig, at denne instruktør „blot" var en Holly- sig uden for dets normer, for syg. Men min wood-humanist af den gode gammeldags personlige opfattelse er, at samfundet, der selv venstreorienterede og en anelse firkantede type. er sygt, kun afviser en vis form for ufornuft." Hans yndlingstema forekom at være en ret (Rossen i „Cahiers du Cinéma" 177).

34