Repertoiret ...... 48 Kom frit frem ...... 49 Indhold Howard Hawks-interview...... 50 Arthur Penn-interview...... 54 Bunuel - Mizoguchi - R a y ...... 59 Fritz L an g ...... 70 Close up ...... 67

Filmene: „Les anges du péché“ (Syndens engle) ...... 75 „Kumonosu-djo“ (Blodets trone) ...... 77 „The World of Henry Orient" (Peter Sellers i dur og mol) ...... 78 „Alphaville" (Lemmys mærkelige eventyr) ...... 79

Bøgerne: Ib Monty & Morten Piil: „Se — det er film " ...... 80 Robin Wood: „Hitchcock’s Films" ...... 81 Peter Cowie: „The Cinema of Orson Welles" .... 81 Jean Collet: „Jean-Luc G o dard "...... 82

Tidsskrifterne...... 84 Filmindex LXXV I (John Wayne 1 9 3 5 -3 9 )...... 85 Minikritik ...... 87

Forsidebilledet: Laura Devon og Howard Hawks under indspilningen af Hawks’ „Red Line 7000", der omtales i interview’et side 50. Side 46 øverst: Alfred Hitchcock sammen med Julie An­ drews og Paul Newman under optagelserne til hans opus 50, „Torn Curtain" efter Brian Moores originalmanu­ skript. Nederst: Jean Pierre Cassel i Jean Renoirs „Le caporal épinglé", der er fra 1961, men som nu er indkøbt for Danmark.

REDAKTION: POUL MALMKJÆR, IB MONTY (ansvarsh.) og JØRGEN STEGELMANN

47 REPERTOIRE T Denne rubrik omfatter film af interesse for „Kosmorama“s læsere, i dette nummer premierer i tiden 15/9-14/11 1965 (redaktionens slutning). Stopur angiver længden ved gennemsynet, og den anføres kun, når den afviger fra filmcensurens opmåling. ALPHAV1LLE (Lemmys mærkelige eventyr), Frankrig 1965. Anmeldt i dette nr. LES ANGES DU PECHE (Syndens engle), Frankrig 1963. Anmeldt i dette nr. L’INSOUMIS (Forræderen), Frankrig 1964. Alairt Cavaliers film er en delvis remake af Godards „Den lille soldat", kompetent gjort i den gamle stil, men mod slutningen mindre og mindre fængslende, mere og mere melodramatisk artificiel. (2790 m + 365 m - 115 min. Stopur: 112 min.). THE GREATEST STORY EVER TOLD, U.S.A. 1965. George Slevens’ Kristus-film er ædel og upersonlig, et tungt orgie i banale billedvirkninger og sødladen fromhed. Kun sjældent bryder et stykke temperament igennem: Telly Sav alas' Pilatus, kameraets lange køretur, da det følger Van Heflin på hans urolige vej gennem den forstenede menneskemængde ved Lazarus’ grav. (5275 m - 193 min.). THE IPCRESS FILE (Lynaktion Ipcress). England 1965. Spion- og agentthriller iscenesat med verve og kolorit af Sidney J. Furie og med en ganske spændende præstation af Michael Caine som den næsten menneske­ lige agent. En underholdede afveksling fra resten af banden og en tiltalende tendens i retning af miljøskildring og personkarakteristik (2795 m - 109 min,). KUMONOSU-DJO (Blodets trone), Japan 1957. Anmeldt i dette nr. LORD JIM (Lord Jim), England 1965. Richard Brooks forliser som mange andre ambitiøse amerikanske instruk­ tører sit ærlige forsøg på at kombinere spænding og karakteranalyse. Peter O’ Tooles lidelser er uudholde­ ligt ekshibitionistiske. (4325 m - 158 min. Stopur: 153 m in.). A MAN ON THE BEACH (Manden på stranden), England 1955. Joseph Loseys kortfilm er ikke meget vel­ lykket, men meget losey’sk i beskrivelsen af den hysteriske, kriminelle hovedperson og i belysning, foto vinkler. Vist som forfilm til den polske „Tigeren fra Auschwitz". (21 m in.). SPENCER'S MOUNTAIN (Hurra for livet), U.S.A. 1963. Delmer Daves' lille folkekomedie priser kønt og med ægte sentimentalitet det jævne, lykkelige hverdagsliv på landet. Henry Fonda og Maureen O’Hara går smukt ind for deres figurer. (2930 m - 103 m in.). W ESTBOUND (De red vestpå efter guld), U.S.A. 1959. En af Budd Boettichers små Randolph Scotl-westerns. Ikke særlig opsigtsvækkende, men ganske effektivt lavet og med en række detaljer, der glæder øjet. (1890 m — 69 min.). THE WORLD OF HENRY ORIENT (Peter Sellers i dur og mol), U.S.A. 1964. Anmeldt i dette nr. ZORBA THE GREEK (Zorba grækeren), Grækenland 1965. Det er deprimerende at se Michael Cacoyannis’ budskabsfilm på „Aldrig om søndagen"-niveauet. Græsk primitivisme, postuleret livsnærhed, tomt buld­ rende livsudfoldelse fremhæves banalt-reaktionært på bekostning af det reflekterede menneske. Mest fængslende i enkelte ekstremt misantropiske og morbide afsnit, hvor Cacoyannis er på sporet af græsk uduelighed, sløvhed og brutalitet. (3910 m - 140 min.).

Maureen O’Hara og Henry Fonda i Delmer Daves’ „Spencers Mountain“ (Hurra for livet).

48 Der bliver ofte sagt smukke ord om „Kosmorama", hvilket naturligvis glæder os. Der bliver også engang imellem sagt mindre smukke ord om os, og det kan naturligvis ikke undre. Det ville være kedeligt og unatur­ ligt, hvis alle fandt alt i tidsskriftet godt og rigtigt. Det kritiske, der siges om os, tager vi naturligvis også til efterretning, og med fare for også at blive kaldt narcissistiske vil vi dennegang på denne plads be­ skæftige os med os selv. Anledningen er bl. a. nogle småpolemiske ud­ fald mod os i dette nummers læserbreve, hist og her opsnappede menings­ tilkendegivelser og Anders Bodelsens anmeldelse af nr. 71 i „Informa­ tion" den 4. november, der sikkert kan opfattes som udtryk for en ret udbredt indstilling til os. Sammenfattende går anklagerne mod os ud på, at vi er selvsikre, selvhøjtidelige, os selv nok, at vi mener for meget, at vi ikke argumenterer tilstrækkeligt pædagogisk for vore meninger, at vi afsiger uimodsigelige domme, at vi ikke er interesserede i debat, eller at vi ikke er tilstrækkelig taktisk dygtige til at fremkalde debat, at vi er en sluttet kreds, der har isoleret sig fra alle andre, at vi er en kreds, der er ude af stand til at argumentere med hinanden, og at vor linie først og fremmest er negativ kritik af alt, hvad der skrives uden for „Kosmorama". Dette er vist de væsentligste indvendinger, og man­ ge af vore læsere har måske allerede nikket samtykkende. Vi kunne naturligvis leve op til beskyldningerne og fare vrede op, men vi vil dennegang narre Bodelsen og ikke forsøge at forsvare os, hvilket ville tage mere plads end den her tilmålte. Vi vil tværtimod så mildt og ven­ ligt, som det er os muligt, indtrængende bede vore kritikere om at formulere deres kritik mindre kortfattet, mere argumenterende og mere analyserende, kort sagt ikke lade sig smitte af vor påståede fornærmede tone. Vi vil meget gerne have en frugtbar debat om „Kosmorama“s indhold og form og kritiske synspunkter i gang i vore spalter. Det er muligt, at vor facon virker aldeles paralyserende på vore læsere, men vi har dog vanskeligt ved at tro det. Hvem tror dog i alvor, at alle tre redaktører altid er enige om alting. Det stjernesystem, som indføres fra dette nummer, vil forhåbentlig overbevise om, at redaktionen ikke altid optræder som en samstemmende treenighed. Men på den anden side kan vi ikke se, at det er nogen dødssynd, at vi ikke ustandselig gør undskyldninger for vore meninger og gør opmærksom på, at andre kan have andre meninger. Vi erkender, at vi har haft fiasko med at fremkalde nye, unge, entu­ siastiske og flittige filmskribenter, men vi mener ikke, at vi alene har skyld i fiaskoen. Vi har på mange måder, og meget ofte, opfordret mange til at skrive i „Kosmorama" om, hvad de er begejstrede for eller optaget af, og næsten alt stof i „Kosmorama" er kommet til veje på bestilling. Hvis der uden for „Kosmorama" trivedes en filmkritisk aktivitet, kunne man måske angribe os for at lukke os ude fra debatten, men en sådan filmkritisk virksomhed eksisterer jo ikke. Vi er overbe­ vist om, at der rundt omkring tales og diskuteres meget om film. Men danske filmentusiaster adskiller sig fra udenlandske entusiaster, der også holder af at skrive om film. Vi vil naturligvis nødig have „Kosmo- rama“s spalter forvandlet til en diskussionsklub, og når man kan iagt­ tage, på hvilket værtshusniveau den såkaldte kulturdebat almindeligvis befinder sig herhjemme, må vi indrømme, at vi er temmelig glade for, at vi ikke deltager i de almindelige slagsmål. Men vi vil meget gerne optage nye medlemmer i kredsen. Altså, kom frit frem.

49 HOWARD HAWKS Et interview ved Axel Madsen

Kun den meget store ville vove at kalde sin nye produktion til mange millioner dollars for en genindspilning af en film, som allerede var lavet to gange før. Sådan som Howard Hawks begyndte „Eldorado" med de ord: „Det er „Rio Bravo" endnu en gang, plus en stump af „Red River“ .“ Hawks er 69 år gammel, stadig meget ma­ ger og på sin vis albino med snehvidt hår, snehvide øjenvipper og øjenbryn. Han be­ gyndte sin nye film - stjerner: John Wayne og Robert Mitchum - knap en måneds tid efter, at han var blevet færdig med „Red Line 7000“ , den anden bilvæddeløbsfilm i hans lange kar­ riere. I „Eldorado**, hvis manuskript er skre­ vet af Leigh Brackett, en midwestern lærerinde, der også skrev „Hatari!**, og som var med på manuskripterne til „The Big Sleep“ („Stern- wood-mysteriet“ ) og „Rio Bravo**, spiller Mitchum en forhenværende gun-fighter, der nu er sherif, og Wayne en frygtet revolver­ mand, som tilbagebetaler Mitchum en gammel personlig gæld. „„Rio Bravo** var lige præcis det modsatte af Bred Zinnemanns „High Noon“ („Sheriffen**), hvor G ary Cooper spil­ lede en sherif, som forgæves søgte efter hjælp,** fortæller Hawks, kort før han tager af sted til optagelserne i den mexicanske grænseby. „Det var det omvendte, som skete i „Rio Bravo**: Wayne var en sherif, som hele tiden måtte kassere ukvalificeret hjælp, selv om han gav sin tidligere vicesherif Dean Martin en ny chance. Men her i „Eldorado** drejer vi histo­ rien endnu en gang.** Hawks, som instruerede sin første film i 1928 og syv film senere lavede gangsterfilm- klassikeren „Scarface**, sagde, at han afskyede Zinnemanns „High Noon“ så stærkt, at han med vilje vendte op og ned på både historie og personer i „Rio Bravo** fra 1958, og gjorde det i den grad, at Wayne blev gal over det. „Wayne gik hele tiden og syntes, at Dean Martin stjal scenerne fra ham i den film,** kluklo Hawks, „men han har nu altid været så tudevorn. Og helt tilbage i „Red River** i 1948 gik han også og brokkede sig over, at Mont gomery Clift, der spillede hans adoptiv­ „Jeg synes ikke, det lykkedes for mig i „The søn, var den virkelige hovedperson.1' Big Sky". Hvad der også mangler i denne Hawks har kun lavet yderligere én western, film, er en menneskelig varme mellem Douglas „The Big Sky" („Pelsjægerne") fra 1952 med og pigen (Elizabeth Threatt). Men fejlen er Kirk Douglas i rollen som jæger og eventyrer. min, jeg skulle aldrig have placeret Douglas „Westerns handler altid om venskab, om i netop den rolle. Han er fortræffelig, når han virkeligt venskab mellem mænd, og de adskil­ er hårdkogt, men når en rolle kræver nuancer ler sig mere fra hinanden i landskab og kulis­ og mere inderlig følelse, virker han ikke tro­ ser end i personer og handling. Det var jo værdig." også sådan, at heroismen i det gamle western­ Måske laver Hawks sin næste film i Europa. miljø ikke havde så meget med mod som med Han har en millionærven, der ejer oliestatio­ hårdnakkethed at gøre, evnen til at holde ud. ner i Nordsøen ud for Holland, og han har Nu er udholdenhed jo ikke særlig velegnet foreslået, at Hawks laver en film, der udnyt­ for film, for man kan ikke presse den sam­ ter disse olieboringsøer i et bistert drama om men, sådan som man kan med mod, i en be­ mænd, som i måneder ad gangen lever sam­ kvem 24-timers dramatisk tidsenhed. Ifølge men i disse trange lokaliteter. selve sin natur har det noget med det ved­ „Jeg kan godt lide ideen, og vi laver den varende at gøre." nok, hvis selve det strategiske lader sig ud­ Hawks fortalte, at han prøvede at filme ud­ arbejde. Vi bliver nok nødt til at bygge en holdenhed i „Red River", som spænder over filmby på strandbredden, hale alt ud med rundt regnet 25 år i en John Waynes pioner­ både og muligvis overtage et olietårn i flere tilværelse, og at han igen var ude efter at uger." fange denne undvigende egenskab i sin nye „Red Line 7000“ (titlen refererer til det film. antal omdrejninger i minuttet, som motoren i

1Vatter Brennan, Lauren Bacall og Humphrey Bogart i „To Have and Have Not".

51 en sportsvogn foretager, og 7000 er det kritiske med snøren"), som han nu finder er alt for punkt) har i hovedrollerne en gruppe unge lige ud ad landevejen. skuespillere, hvoraf de fleste er racerentusiaster „Publikum må aldrig kunne gætte, hvad der og halvprofessionelle i stock-car-løb: John vil ske. I „I Was A Male War Bride" („Jeg Cratvjord, Norman Aid en og James Caan (den var en mandlig krigsbrud"), hvor C ary Grant sidste er også med i „Eldorado"), og pigerne var en fransk officer, der giftede sig med Ann er Gail Hire og Laura Deton, sidstnævnte gan­ S heridan, men på grund af hærens regulativer ske som Lauren Bacall et Hawks-fund af den ikke kunne komme i seng med hende, kunne hårdkogte type med barytonstemme. ingen gætte sig frem til, hvordan det hele De tekniske vanskeligheder ved at fange skulle ende. Jeg tror, at overraskelse og fart spændingen i et bilvæddeløb, som Hawks før­ - træk ikke de enkelte gags i langdrag! - er ste gang kæmpede med i 1932 i „The Crowd hovedhjørnesten i en komedie. Roars“ („For fuldt drøn") med James Cagney, I komedier stikker man ofte det forkerte var mange. Nøglescener blev taget med seks ben ud med en morsom titel, hvorpå man Panavision-kameraer, hvoraf et par var pla­ siger: „Nu skal vi lave en morsom film." Jeg ceret på specialbyggede vogne, der kørte med kan godt lide at begynde en komedie som en en hastighed af 200 km. halvvejs tragedie, sådan som i „Hatari!". „Det er det samme som med mændene i Men der eksisterer ingen regler. Rollerne i „Hatari!" - kørerne i „Red Line 7000“ er manuskriptet skal være troværdige og fængs­ ude på at leve farligt. De lever farligt, men lende. Ved fængslende forstår jeg, at der er ingen af dem dør. Det har været meget mor­ tale om et menneske, som kender sit job og somt at lave den." udfører det ordentligt. Kludrer han i det, er Hawks vil gerne lave flere komedier, men han en karikatur. I en western er den, der ikke i stil med „Man s Favorite Sport" („Ude ikke forstår at bruge sin revolver, patetisk."

Humphrey Bogart og Martha Vickers i „The Big Sleep".

52 Den altid meget reserverede og høflige klassiker fra 1941 „The Måltese Falcon" Hawks smiler ved den tilfældighed, at to af („Ridderfalken"). hans top-klippere er danske af familie og fød­ „Bogart spillede en fyr, der havde noget for sel. Christian Nyby, der blev født i Los An- med sin kompagnons kone. Da hans kompag­ geles en uge efter sine forældres ankomst fra non bliver dræbt, sætter han sig straks for at Kolding, klippede „To Have and Have Not“ hævne ham. Han var ligeglad med at komme i („At have og ikke have“ ) fra 1944, „The Big seng med kompagnonens kone, men det pinte Sleep“ fra 1946, „Red River" fra 1948 og ham, at drabet måske ikke ville blive opklaret." „The Big Sky“ . Nyby fik sin chance i 1951, Hawks anser sin filmatisering af Ernest He- da Hawks opfyldte et gammelt løfte og lod mingways „To Have And Have Not" fra 1944 ham instruere „The Thing“ („Manden fra med manuskript af Faulkner og Jules Furth- Mars"), en science fiction-film. Hawks produ­ man for at være hans Bogart-klassiker. Hvis cerede filmen, som „Cahiers du Cinéma" kaldte denne beretning om en fribytter fra vore dage, en variation over Faust-temaet, og som blev der indblandes i et spil mellem Vichyfolk og betragtet som en top science fiction-film i de Frie Franske på Martinique, har rang af me­ tider. sterværket og igen vises verden over, så til­ „Jeg kan huske, at de største vanskeligheder kommer hele æren Bogart. havde vi med at gøre det overbevisende, at „Det var meget nemt at arbejde med ham, videnskabsmændene ikke dræbte Tingen med og vi undervurderede alle hans talent. Han var det samme, men i stedet lod den leve." næsten altid en snerrende hårdkogt mand med Nyby, som instruerede „Hell on Devil’s Is­ regnfrakke og revolver. Han kostede rundt land" i 1957, „Young Fury" („Cowboyban­ med alle, fra førstelusen til førstedamen. Pri­ den") i 1964, og som netop nu i Hongkong vat var han måske ikke helt så hårdkogt, men er blevet færdig med „Operation CIA", kal­ han prøvede som en gal på at optræde, som der Hawks „den største instruktør, som nogen om han var det, når han førte banden an, sinde har levet". Huston, Judy G arland og Frank Sinatra. Hawks’ anden danske klipper er den Hor- Jeg fik den idé at lade Bacall tage luven sens-fødte Folmar Blangsted, som klippede fra ham i hver eneste scene i filmen. Hun „Rio Bravo", en film, hvor både Hawks og skulle være præcis lige så hårdkogt med sin hans klipper improviserede en hel del. hæse, dybe stemme og sit lurende blik. Det er „Vi blev enige om, at folk var trætte af hi­ ikke mange stjerner, der ville have givet en storier, og i stedet for at udvikle en handling debuterende skuespillerinde lov til at gå så koncentrerede jeg mig om personerne og per­ hårdt mod sig gennem en hel film og stjæle sonkarakteristikken. Og i virkeligheden hæl­ ikke bare scene efter scene, men den hele film." der jeg stadig stærkt til den betragtning, at Hawks’ yndlingsfilm er stadig „Scarface" handlingen er det mindst væsentlige element. fra 1932, hans meget gennemsigtige skildring Det gik op for mig under den film, der kom af Al Capones gangsterliv. umiddelbart før, „Land of the Pharaohs" „Det var sandheden om Capone. Da jeg („Farao’s gyldne skat"), hvor William Faulli­ bad Ben Hecht skrive drejebogen, sagde jeg ner havde to andre manuskriptforfattere at til ham, at jeg ikke var ude på at lave en arbejde sammen med, og ingen af dem fik gangsterfilm, men en film om familien Capone, stablet en helt god handling på benene." som om det var familien Borgia, der åbnede Det er Hawks, der har fået æren for at have en forretning i Chicago. Drejebogen blev til skabt den moderne filmhelt: manden, der på 11 dage. Vi fik de incestuøse undertoner handler hurtigere, end han tænker og fatter. med i forholdet mellem Paul Muni og hans Han siger selv, at hans eget billede af en mo­ søster (Ann Dvorak), men der var ingen cen­ derne helt er Humphrey Bogart i John Hustons sor, der fangede os."

53 ARTHUR PENN

Et interview ved Axel Madsen

Ikke siden Elia Kazan er grænsen mellem scene Hvordan forholder „The Chase" sig til den og lærred blevet mere heldigt overskredet end linie, De arbejder på? af Arthur Penn, en 43-årig instruktør, der er „Fint. Der er et interessant teknisk problem i den misundelsesværdige situation at være i at skulle arbejde med så enormt et projekt. efterspurgt af alle. Penn har netop prøvet at Som De ved, har jeg aldrig før arbejdet i det tumle med film på Hollywood-manér efter at store format. Der må i hvert fald være 200 have instrueret „Toys in the Attic“ på Broad- omkring mig i øjeblikket. Efter denne film way og „The Miracle Worker" („Helen Kel­ vil jeg gå i gang med noget af samme stør­ lers triumf“ ) på TV, Broadway og film. relse, men med noget, som virkelig skal være „The Chase“ er hans fjerde film, og opta­ en film. Detteher er a movie, og det, jeg gerne gelserne afsluttedes den 28. august i år. Hans vil lave, er en film. Men jeg vil også gerne første, „The Left-Handed Gun“ („Billy the være sikker på at have et lignende udstyr til Kid“ ), var en økonomisk fiasko, hans anden min rådighed, for den næste film, jeg vil lave, var „The Miracle Worker“, og hans tredie, er en western i den store stil, en kompliceret „Mickey One“ , havde verdenspremiere ved western. Det skal være en meget usædvanlig festivalen i Venedig i år. film, noget i retning af den mytiske stil fra Den dag jeg aflagde besøg på „Columbia“s „The Left-Handed Gun“ . scene 12, var „The Chase" en myldrende myre­ Og hvordan er Hollywood, rent teknisk? tue af skuespillere, statister og teknikere. Penn „Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at jeg var i gang med at optage en af de mest om­ kan arbejde særlig godt på denne måde. Jeg hyggeligt gennemarbejdede selskabsscener, som er ikke tilstrækkelig tyrannisk til at kunne få man nogen sinde har optaget på „Columbia". mine medarbejdere til at arbejde, som jeg vil, „The Chase" handler om en by i Texas, og til at få billederne til at se ud, som jeg vil historien udspiller sig i løbet af de 24 timer, have, at de skal se ud. Det er svært for mig at som en flygtet fange tilbringer dér. Filmen arbejde på en produktion, der bliver lavet i præsenterer os for et mikrokosmos af sydstats­ atelier af folk, som har lavet den slags film dekadence og er en studie af en by, der rege­ hele deres liv. De er præget af en meget fast res af en oliefyrste (E. G. Marshall). Der er arbejdsmetode, og jeg kan ikke ændre denne to i byen, som han ikke kan købe, knuse eller metode." på anden måde beherske, hans datter (Jane Synes De selv, at De arbejder i retning af Fonda) og byens sherif (Marlon Brando) — og cinéma-vérité ? i denne situation ligger konflikten. „Nej. I grunden føler jeg snarere, at jeg

54 går i den anden retning, mere i retning af kon­ forøger filmens kraft. Snarere svækker det trollerede film, i retning af det antikke græ­ ganske givet kraften." ske teater, med mere præcise, stærke og vold­ Kunne man tænke sig en amerikansk Truf- somme elementer. Voldsom på en anden måde faut? end i James Bond-filmene f. eks., voldsom på „Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, at der i en anden måde end den moderne voldsomhed. Hollywood er en sådan instruktør. Jeg tror, Jeg prøver på at få noget af den klassiske at det ville være umuligt at lave „Jules og voldsomhed frem igen. Jeg tænker på den Jim " i et Hollywood-atelier, fordi vi ikke har voldsomhed, der vokser ud af karaktererne ret mange skuespillere med den form for ind­ som hos Ibsen. Dette forudsætter naturligvis forståethed med instruktøren, som man har i forhold mellem personerne af større intensitet Frankrig. Jeanne Moreau er en vidunderlig end den, man f. eks. finder i James Bond- hengiven kvinde, der tror på de folk, som filmene, hvor man dræber en anonym person hun arbejder med. Det kender vi ikke. Vore for en anden anonym person, hvor den ene stjerner er industrier, hver stjerne er i sig selv anonyme organisation kæmper mod en anden en industri. De er alt for højt udviklede øko­ anonym organisation. I „The Chase“ er det nomiske mekanismer til overhovedet at kunne tanken at etablere meget nære forbindelser være sådan." mellem personerne og så se, hvad der sker Mod eller med deres egen vilje? som en følge af voldsomheden.1' „Sikkert mod deres egen vilje. Det er men- Og „Mickey One"? „Jeg synes egentlig, at det er den af mine Patty Duke og Inga Swenson i „The Miracle Worker". film, som jeg er mest glad for at have lavet. Jeg synes, at den kommer meget nær på, hvad man kunne kalde en amerikansk stil inden for den moderne film." Lidt i retning af Richard Lesters film, den amerikanske instruktør, som . . . ? „Nej, jeg har ikke set „The Knack" („D et"), men jeg så „A Hard Day’s Night" („En hård dags nat"), som var vidunderlig."

Jeg ved, at det er et temmelig omfattende spørgsmål. Men i hvilken retning går vi. I hvilken retning går Hollywood eller ameri­ kansk film? „Jeg tror ikke, at amerikansk film i virke­ ligheden kan komme ret langt. Det er en pragtfuld teknisk perfekt maskine, som i hæn­ derne på enkelte af mestrene, som Hitchcock, Hatvks og den slags fyre, har kunnet udvikle sig til meget fin kunst, i melodramer og action film. Om den store amerikanske film også kan skabe det udsøgt bevægende, personlige, spon­ tane, moderne . . . om den kan indfange det menneskelige, er jeg mere tvivlende overfor. Hele komitémekanismen er meget indviklet herude. En film bliver ikke lavet af én hjerne, men af mange. Og især når omkostningerne stiger. Jo dyrere filmen bliver, jo flere hjer­ ner kommer til at spille med, ikke dårlige hjerner, gode hjerner. Men det betyder ikke, at man for hver ny hjerne, der kommer til, nesker, der føler sig lige så stærkt kunstnerisk inden for arbejdsdisciplinen. Jeg arbejder gan­ engagerede som europæerne, men det sociale ske almindeligt med dem. Ikke så meget i system i Amerika er så meget anderledes, at denne film („The Chase"), fordi den egent­ når en stjerne først for alvor begynder, og lig ikke er min film i den forstand, at jeg det vil sige, når han eller hun begynder at an­ ikke rigtig kan fortælle dem, hvorledes de skaffe sig managere og agenter og bliver et skal reagere. Denne film bliver lavet for Sam aktieselskab, er det meget vanskeligt at stige S pi egel, og det er meget vanskeligt - men ned af piedestalen for at være med i en „Jules hvis jeg lavede min egen film, ville jeg sige, og Jim“ . Og dette gælder også for filmselska­ at skuespillerne ville få friheden til inden for berne. De oplever også den ubønhørlige eska­ historiens rammer at udtrykke sig selv per­ lation, hvorved indtægterne bliver større og sonligt, ikke nødvendigvis som jeg ville have større, hvilket bevirker, at man meget hurtigt det, eller som jeg ville fortolke det. Det er ikke har råd til at lave små film.“ ikke usædvanligt. Det er i meget høj grad den Selv cinéma-vérité-folkene går nu i gang amerikanske metode, Actor’s Studio-metoden, med widescreen, farver etc. som jeg er overbevist om, at mange instruktø­ „Ja, netop." rer bruger. Kazan gør det i hvert fald.“ Hvorfra tror De, at nye amerikanske film­ Måske er dette et banalt spørgsmål. Men skabere vil komme ? hvad er efter Deres mening forskellene mellem „Jeg tror . . . Hvis jeg skulle begynde i dag ? teater og film? Jeg ville tage et 16 mm kamera med lyd, gå „Jeg tror, at den mest fundamentale forskel ud og lave en 16 mm film, blæse den op i ligger i, at man på teatret er nødt til at sige alt 35 mm, rende rundt med den under armen, for at få det meddelt videre. Det gør man ikke indtil jeg fandt en udlejer, således at jeg kunne på film, og det forekommer mig, at film bli­ få nok penge til at lave en ny film på den ver bedre, jo mere tavse de bliver, inden man samme måde.“ skal bruge sproget. På teatret tvinges man kon­ Hellere på den måde end gennem komiteer stant til at finde på fikse måder, hvorpå man eller . . . kan simulere naturalisme for simpelt hen at „Der skal selvfølgelig nok komme nogen få folk til at sige noget, som de normalt aldrig frem i Hollywood. Jeg mener, der er altid ville sige. På film kan man håbe på at fange unge talentfulde fyre til stede. Man begynder netop det øjeblik af sandhed, der så vidt mu­ at høre om dem. Jeg har ikke set noget af ligt ligner det, som vi selv erfarer. Sidney Pollock, men jeg hører, at han er ta­ Filmen har også en mulighed for at operere lentfuld, og måske også Silverstein * Men film på en mangfoldighed af planer og med mange må være personlige, det må være au te ur en, der meningslag, som det er meget vanskeligt at virkelig har en idé, og som laver sine film for gøre for et skuespil, medmindre det drejer sig at udtrykke denne idé. Dette bliver stadig van­ om det poetiske drama som hos Sbakespeare, skeligere, fordi man prøver at møde op med hos hvem det udsøgte valg af sprog udtrykker sin idé hos en producent. Man må fremlægge idé på idé på idé, illusion på illusion, allusion sin idé på en måde, således at den kan forstås på allusion. Man kan ikke presse alle disse af mere end ét menneske, og når man skal til mange meningslag ind i det naturalistiske tea­ at gøre dette, er det næsten usvigelig sikkert, ter. Dér siger man: „Vil du have noget at at man må præsentere ideen i mere alminde­ drikke, skat?“ . „Ja, jeg vil gerne have noget lige vendinger, og inden der går ret lang tid, at drikke." „Vil du i badeværelset?" „Dér er ender man med at have en film, der ikke læn­ badeværelset." Der ligger ikke meget andet i gere er en personlig fi!m.“ det, end hvad man siger. På film er det helt Hvad synes De er det mest værdifulde, en anderledes. Godard er selvfølgelig en mester instruktør kan give skuespillerne? i den kunst . . .“ „Jeg mener, at det er atmosfæren af frihed Og Fellini... „Ja, i „La strada". Lag på lag til det bliver * Pollock har netop efter mange ir i TV, bl. a. på en slags „divina commedia". I „ 8 ^ “ er der „The Delenders", lavet sin første film „The Siender allusioner i strukturen, som får genkendelsens Threat" med Sidney Poitier og Anne Bancroft. Elliot Silverjteins første film er „Cat Ballou". klokker til at ringe, ikke nødvendigvis be-

56 vidst genkendelse, men det er den gode kunsts „Jeg ved det ikke fuldstændigt. Det, der genkendelse. Man kan sige „Jeg forstår me­ skete, var, at nogle af de mennesker, der var ningen med dette“ uden nødvendigvis at fatte indblandet i den, i høj grad manglede oprig­ det fuldt og helt. Det er vanskeligt at gøre tighed. I virkeligheden skete der det, at jeg dette på teatret, meget vanskeligt, og det er optog i tre eller fire dage. Det var den sidste sandelig også vanskeligt at gøre det i Holly­ uge i august, da vi kunne være i fred i Paris’ wood. Vorherre bevares!“ gader, og vi lavede derfor de hurtige ting i Ville De nævne „Who’s Afraid of Virginia filmen. Vi havde nogle dages prøver med nogle Woolf" ? af skuespillerne, med Scofield og Michel Si­ „Det er et af de mest enestående af de ny­ mon, der var flinke fyre, da Burt Lancaster ere dramatiske arbejder. Dette skuespil har viste sig. Han var til stede halvanden dag, den særlige kvalitet at opsummere meningslag, tror jeg, og han fandt ud af, at han ikke der ligger langt over dets tilsyneladende mi­ kunne lide, hvad jeg lavede, eller at jeg var nutbanalitet, den bevidste banalitet i det, der ved at føre filmen hen, hvor han ikke ville siges, af personer, der bevidst siger banale have den. Under alle omstændigheder kunne ting. Men meningsekkoerne i dette skuespil hverken han eller filmens producer bekvemme er usædvanlige, og jeg synes, at De valgte sig til at sige noget til mig. De talte aldrig netop det usædvanlige skuespil. Det er et af mere med mig. De gjorde det ved at telefo­ de få skuespil, som jeg ville kalde vellykket i nere til New York, og så telefonerede New den forstand, at oplevelsen af at være til stede York til mig, og det var ikke videre rart. Jeg ved skuespillet er større end dets øjeblikkelige fandt aldrig rigtig ud af, hvad der skete. Jeg betydning. Det står nærmere ved det, jeg for­ synes, at John Frankenheimer var moralsk for­ står ved en god film. Når jeg ser en god film, pligtet til at sætte sig i forbindelse med mig, har jeg lignende følelser af mangfoldighed, men det gjorde han aldrig. Han gjorde nogle at den omgiver mig, at den virkelig fylder forsøg. Han ringede til min agent, skønt jeg min bevidsthed og fylder rummet med betyd­ blev i Paris 10 dage efter, at han selv var ninger, som jeg kan nyde at samle op, når jeg ankommet. Han ringede aldrig til mig, selv ser den, og efter at jeg har set den.“ om han bliver ved med at sige, at han gjorde Blot for en ordens skyld: Hvad var historien det.“ omkring „The Train“ („Toget“ )P Har De set „The Train“ ?

Warren Beatty i „Mickey One". „Nej, men jeg kan forestille mig, hvordan østlige universiteter. Tre år med stort set ør- resultatet blev. Jeg mener, jeg kender Franken- kesløse anstrengelser for at få foden inden for heimers arbejde tilstrækkeligt til, at jeg kan på teatret afsluttedes, da den anden verdens­ forudsige resultatet. Det er stort, fysisk over­ krig brød ud. Mens han lå i træningslejr i vældende og psykisk urimeligt. Han kender Fort Jackson, S. C., mødte Penn Fred Coe, der ikke meget til mennesker, og det har han al­ dengang var instruktør ved et teater i Colum- drig gjort. Derfor skjuler han sig altid bag bia. Det blev et betydningsfuldt møde for kameravirtuoseri og meget moderne store em­ Penns senere karriere. ner. Jeg tror ikke, at han forstår nogen af Efter krigen, og efter at Penn havde stude­ dem. Jeg tror, at han er villig til at grave i ret på veteran-legater i Italien, fik han arbejde hvilke som helst følelser blot for at give dem inden for underholdningsbranchen i „Colgate etiketter. Jeg tror, han vil gøre, hvad det skal Comedy Hour“ i NBC. Efter indbydelse fra være, for at kunne udøve denne særlige form Fred Coe instruerede han i 1953 nogle som­ for filmisk styrke, som han er meget talent­ merserier og fik fast plads i Coes stab. Det fuld til.“ næste (logiske) skridt var at gifte sig med Er der nogle moderne temaer, som De gerne den tidligere Peggy Maurer. Var hun ikke lige­ ville tage op? frem chefens datter, så var hun i det mindste „Ja, jeg arbejder i øjeblikket på nogle ting, stjerne i et af chefens TV-shows. som interesserer mig. Jeg kan ikke lade være Mange TV-skuespil og adskillige belønnin­ med at sætte dem i forbindelse med den sær­ ger senere fik Penn overdraget instruktionen lige rolle, amerikanerne, De forenede Stater, af William Gibsons „Two for the Seesaw", spiller i verden, både socialt og politisk. Jeg som Coe producerede på Broadway. Penn blev arbejder med nogle ting, der har at gøre med derefter interesseret i et andet af Gibsons ar­ problemet i forbindelse med den lederrolle, bejder, „The Miracle Worker“ . Han instru­ som er blevet lagt på dette land, om mangelen erede en TV-version for „Playhouse 90“ af på forberedelse til denne rolle og om den denne sande historie om en døvstum og blind ulighed, der er mellem, hvad jeg opfatter som kvinde. Den blev succes, og den fik Gibson bevidsthedsstandarden i dette land og i den til at skrive et skuespil, som Penn satte op på øvrige verden. Dette er et særligt isoleret land. Broadway i 1960. Et år efter fulgte „The Jeg har også været optaget af, hvad der er Miracle Worker“ som film. Den blev lavet sket med menneskene i vort land siden Mc- ind imellem Penns Broadway-engagementer Carthy-forhørene. Vi lever nu et meget forsig­ „An Evening With Nichols and May“ og Pu- tigt liv, i hvilket det er farligt at udtrykke litzer-prisstykket „All the Way Home". ideer, og det er i virkeligheden et af de pro­ Det, der især har fået kritikerne til at lægge blemer, som findes i „Mickey One“ , jeg mener, mærke til denne instruktør, som kommer fra „Mickey One“ begynder med at beskæftige sig TV, er hans fremragende instruktion af skue­ med dette tema.“ spillere. Penns ry hviler imidlertid ikke blot på glorificering hos de intellektuelle. Produ­ Efter „The Chase" vender Penn tilbage til centen Sam Spiegel og to selskaber har været Broadway for at sætte skuespillet „Wait Until parat til at investere penge i den måde, han Dark“ af Frederick Knott op på Barrymore kan behandle skuespillere på. Theatre. Det skal have premiere i januar 1966. Penn har fået en producer-instruktør-kon- Lee Remick skal spille hovedrollen i stykket, trakt med „MGM", hvor han skal filmatisere der allerede er købt af „Warner Bros.“, som Thomas Bergers „Little Big Man". Indspil­ vil have Audrey Hepburn til hovedrollen. ningen kan finde sted, når Penn ønsker det, „Det er ikke, fordi jeg svigter filmen,“ gri­ og han skal selv vælge stjernerne. Hans kon­ nede Penn, „men Broadway er et godt sted trakt med „Columbia" er usædvanlig i den til overfladisk arbejde, til at have sjov og til forstand, at han fuldstændig frit kan vælge og at tjene penge." producere to film. Den eneste begrænsning Penn, der engang blev kaldt instruktør af for ham er, at filmene skal holdes på 1 million kroppens og sjælens elementære bevægelser, dollars planet, og at han skal vælge emner, der blev født i Philadelphia og studerede ved ikke kan skaffe vrøvl med censuren.

58 BUNUEL*MIZOGUCHI* RAY

AF IB MONTY

En af de mange sider af Filmmuseets virk­ i vore kommende serier („Golddiggers of somhed, som ikke er almindeligt kendt, men 1933“ ), og atter andre må vi gemme til andre som er uhyre vigtig, er de interne forevisnin­ sammenhænge (f. eks. Gavin Lamberts præ- ger af film for udenlandske filmkritikere og antonioni’ske „Another Sky“, Kubricks storby­ filmhistorikere, der i stadig større antal gæster melankolske „Killer’s Kiss“, Roziers cinéma Det danske Filmmuseum. De fleste kommer na­ vérité-spillefilm „Adieu Philippine“ , Berlan- turligvis for at se Dreyers film, men vore gas sorte komedie „El verdugo“ og Godards samlingers alsidighed går op for flere og flere „Charlotte et son Jules“ og „Les carabiniers“ ). (undtagen for danske filmfolk, der jo i øvrigt Men jeg kan ikke nære mig for at orientere i almindelighed heller ikke er meget interes­ om otte film af Bunuel, Mizoguchi og Satyajit seret i at se andre end deres egne film). Re­ Ray. Alle disse film tilhører en os „fremmed41 sultaterne af sådanne besøg kan spores i artik­ filmkunst, og næppe nogen af dem har ringe­ ler og bøger. Et mere håndfast resultat af et ste chance for at komme frem kommercielt her­ kritikerbesøg, nemlig Richard Rouds visit i hjemme, hvilket er beklageligt for de filminter­ april i år, har været serien „The Best From esserede, der nok kunne trænge til at få deres the Danish Film Museum“ på „The National synspunkter på netop disse tre instruktører ud­ Film Theatre“ i London. Fra august til de­ dybet og nuanceret. Alle tre er stadig mere be­ cember blev vist ca. 40 af vore film, naturlig­ rømt end kendt ved selvsyn herhjemme. vis Dreyers og Benjamin Christensens film, Dette gælder naturligvis mindst Bunuel, der men også 25 amerikanske film, der blev be­ jo har fået alle sine film fra og med „Cela tragtet som sjældenheder i London. s’appelle l’aurore44 („Mod ny dag44, 1955) vist Det er kun naturligt, at et filmarkiv stiller kommercielt i Danmark. Til gengæld er hans sine film til rådighed for filmspecialisterne, mexikanske, såkaldt kommercielle, periode fra men værdien af denne virksomhed går måske 1947 til 1955 stadig ikke tilstrækkelig oplyst. især op for en, når man selv gæster andre Måske har vi set hovedværkerne fra disse år, filmarkiver. Et todages ophold i London i for­ „Los Olvidados44 („Fortabt ungdom44, vist i bindelse med vor egen serie, og på vejen tre biograferne og af museet), „Robinson Crusoe44 dage på „La Cinématheque Royale de Bel- (vist i biograferne) og „El“ og „Ensayo de un gique“ i Bruxelles gav således mig lejlighed crimen44 (begge vist af museet), men er det til at se 18 spillefilm og nogle kortfilm, som dem alle? Man har stadig „Susana44 og „El jeg aldrig havde set før, og som var håndpluk­ bruto44 på ønskelisten, og endelig bør man kede ud af lister, som opfordrer til snarligt naturligvis stræbe efter at se alle Bunuels film. genbesøg. Det skal siges, at nogle af filmene Det var derfor i højeste grad spændende at blev set i biograferne, hvilket blot skal minde få lejlighed til at se „Subida al cielo44 fra 1951, om, at der stadig er en del film, der går vor „La ilusion viaja en tranvia44 fra 1953 og næse forbi. „El rio y la muerte44 fra 1954. Ikke alle film var naturligvis mesterværker, „Subida al cielo44 betragtes som en af Bunu- men de var alle interessante at se, alle film, els mest muntre film, og med sin meget løst som man har lyst til at skrive om. Men jeg skitserede historie, med det næsten improvi­ skal forsøge at nære mig. Enkelte af filmene serede præg, der gør indtryk af, at det er en får vi lejlighed til at behandle, når de kom­ hurtig og lavt-budgetteret produktion, er den mer til Danmark (bl. a. Ichikawas „Tokyo sikkert karakteristisk for hans stil fra denne pe­ Olympiaden4* og V ar das „Le bonheur“ ), andre riode. Filmen forekommer næsten sjusket gjort. får vi forhåbentlig mulighed for at præsentere Bunuel har ikke haft tid eller lyst til at kæle

59 for det ydre, og i sin episodiske form holdes len, og som spilles æggende sensuelt af Lilia den først og fremmest sammen af et person­ Prado. ligt syn. Det konventionelle mexikanske i fil­ Mellem „Subida al cielo“ og „La ilusion men, eksteriørerne, de meget snakkesalige per­ viaja en tranvia“ ligger fem film, blandt andre soner, den larmende folkelighed, hele bag­ „El“ og „Robinson Crusoe“, men de to først­ grunden kunne uden vanskelighed accepteres nævnte er mest beslægtede. i en middelmådig mexikansk eller spansk ruti­ I „La ilusion viaja en tranvia“ begynder vi nefilm, men Bunuels personlighed slår igennem atter med en saglig præsentation af de lokali­ i den provokerende fremstilling af hovedperso­ teter, hvor filmen foregår, i dette tilfælde Me­ nerne. xico City. Den løst skitserede historie er også Filmen starter på den sædvanlige noncha­ denne gang kun et påskud til at få karakteri­ lante bunuelske facon med en præsentation af seret et udsnit af den mexikanske bybefolkning. en mexikansk landsby. Som så ofte begynder vi To sporvognsarbejdere har slidt med at repa­ næsten i travelogue-stilen. En speaker fremviser rere en gammel sporvogn. Da de er færdige, miljøet. En kone er ved at dø, og hendes søn­ får de at vide, at den alligevel skal kasseres. ner er allerede begyndt at skændes om arven. De stjæler den og kører rundt i natten med En af dem, den sympatiske, må rejse bort fra deres sporvogn. Da det bliver dag, viser det sin nygifte kone for at få testamentet gjort lov­ sig svært for dem at få sporvognen bragt formeligt gyldigt hos en sagfører i en anden by. tilbage til remisen. Især volder en utroligt Og hermed begynder busturen og filmen. I nævenyttig og geskæftig pensionist besvær. I bussen fristes den unge nygifte mand på det skildringen af denne mavesure person, for mest ophidsende af landsbyens frække pige, hvem orden og lovlighed er blevet en mani, og den unge mand bliver svag. Han står længe har Bunuel samlet al sin irritation over små­ imod, og Bunuel forlyster sig med at parodi­ borgerlig selvretfærdighed og dømmesyge, og ere sin egen surrealistiske stil fra „Un chien man fryder sig med Bunuel over, at knarken andalou“ og „L’age d’or“ i nogle drømme- til sidst bliver gjort til grin, selv om han scener, hvor den unge mand får afløb for sin egentlig har ret. Men Bunuel får under den seksuelle appetit på pigen og bedrager konen. natlige køretur langet ud efter mange latter­ Ikke blot har Bunuel fået anbragt et meget lige mennesker, og filmen er et satirisk tvær­ typisk mexikansk selskab i bussen, men han snit af byen, en serie skitser, muntre og fanta­ hober også de mest utrolige forhindringer for stiske, og de fleste af dem med de bizart- rejsens gennemførelse op. Det bliver uvejr og poetiske indslag, som giver den hurtigt lavede oversvømmelse. Det lykkes omsider pigen at film sit umiskendelige bunuelske præg. I en blive helt alene i bussen med den unge mand sekvens beskrives således en dilettantforestil­ på en bjergvej i et forrygende uvejr, og da ling over et bibelsk motiv. Der er noget mærk­ falder han naturligvis for hendes utilsløret på­ værdigt patetisk over amatørernes håbløse bak­ gående sexappetit. Da pigen først har fået stil­ sen med de sceniske problemer, en menneske­ let sin sult, mister hun interessen for den unge lig dobbelttydighed, som gang på gang gør mand. Han står tilbage med skrupierne og sin det vanskeligt for dem, der gerne vil rubricere ærbare kone, et begær lever videre i ham, efter Bunuel i en bestemt bås. at han er kommet hjem, hvor Bunuel naturlig­ „El rio y la muerte“ fulgte umiddelbart ef­ vis har ladet moderen dø, således at den unge ter denne film, og adskiller sig meget væsent­ mand kommer for sent til alt. I en ubesværet ligt fra de to omtalte komedier. „Floden og humoristisk form får Bunuel sagt, hvad han døden“ er formelt mere egal og forekommer vil om mexikansk puritanisme og hykleri, om fra Bunuels side at være et mere ambitiøst an­ den særegne blanding af dyd og liderlighed, lagt værk, ikke en satire, men et angreb. Fil­ der trives under den hede sol og i skyggen af men angriber den mexikanske forestilling om den katolske kirke. Motivet finder vi jo i næ­ æren, der går forud for alt andet, som fører sten alle Bunuels film, men måske mest sorg­ over i blodhævn, og som er anledning til me­ løst og veloplagt afslappet i „Subida al cieIo“, ningsløse drab. Filmen foregår i en landsby, hvor sympatien især samler sig om pigen, der hvor to familier er godt i gang med at ud­ ikke stikker sin seksuelle grådighed under sto­ rydde hinanden, fordi det ene drab fører det

60 Lilia Prado og Esteban Margues i drømme scenen fra „Subida al cielo". andet med sig. Det grusomme er måske ikke fordret til at hævne sig. Opfordringen fore­ selve drabene, men den omstændighed, at de kommer ham absurd. Han er kommet fuld­ foregår, uden at nogen protesterer. Man accep­ stændig på afstand af landsbyen, og Bunuel trer dem som en del af en hæderlig tilværelse. får uden skematiseren karakteriseret de enorme Bunuel har selv sagt, at filmen handler om forskelle i det mexikanske samfund mellem „døden å la Mexicaine“ , og at den indeholder landsbyboernes middelalderlige livsindstilling syv dødsfald, fire begravelser og jeg ved ikke og byboernes nutidige fornuftsholdning. Lægen hvor mange ligtog. Og den er gennemstrømmet tager til landsbyen, og i et sidste opgør får af en protestfølelse, som forstærkes, netop fordi han skræmt hævnspøgelset bort. Hans mod­ Bunuel skildrer alle disse frygtelige drab på stander forsoner sig med ham med ordene: „Til en fuldstændig selvfølgelig måde, beskriver helvede med landsbyen”, et spøgelse er bort­ dem som en del af hverdagen. Filmen angriber manet. ikke bestemte personer, der opretholder dette Filmen er smukt gennemarbejdet, og den ærestyranni. Den søger at underminere en al­ bæres af en kontrolleret lidenskab, en ægte mindelig mexikansk livsindstilling, en mangel optagethed af de mennesker, der ruinerer deres på respekt for livet, fordi man ikke regner dø­ tilværelse på grund af irrationelle forestillin­ den for noget. Transporten af de dræbte fra ger. Denne film fortjener at nævnes blandt landsbyen over floden til kirkegården på den Bunuels mest betydelige, fordi det er en af de anden side er en næsten dagligdags begiven­ film, hvori han tydeligst og smukkest appelle­ hed. Over for denne massive selvdestruktion rer til fornuften, til den menneskelige solidari­ sætter Bunuel fornuften i form af en læge, der tet, til kærligheden til livet, og hvori han mest har forladt sin familie i landsbyen, og som er lidenskabeligt angriber dødskulten, underkastel­ ved at gøre videnskabelig karriere i storbyen. sen og passiviteten. Da han til sidst er den eneste overlevende Mange holder især af Bunuel, fordi de fin­ mand i familien, bliver også han opsøgt og op­ der ham så provokerende, de bader sig gysende

61 i hans påståede forkærlighed for den makabre lige psykologi viser sig også tydeligt i portræt­ spøg, den sorte humor, og Bunuel synes af og tet af den forfulgte pige. Filmen er roligt og til at tænke lidt for meget på denne del af sit naturligt iscenesat med enkelte højdepunkter, publikum. I ingen af de tre nævnte mexikanske der viser frem til Mizoguchis senere mester­ film er der meget af den Bunuel, og netop der­ lige billedkontrol og kompositionsfornemmelse. for er de interessante, hvis man søger at få Især vil man huske en scene, hvori pigen taler mere balance i billedet af denne instruktør, med en ung mand i forgrunden af billedet, der ikke er stor, fordi han siger skrappe ting, der ligger helt i skygge. Samtalen finder sted men fordi han elsker livet så højt, at han ikke ved havnen, og de passerende skibe i baggrun­ kan tolerere dem, der vil hindre livsudfoldel­ den af billedet er badet i sol. Den rationelle sen. forklaring er, at de unge står i skyggen af en Om netop „El rio y la muerte“, der er blandt lagerbygning, men kompositionen får dette Bunuels mindst kendte film, har han selv ytret præg af naturlig betydningsfuldhed og skøn­ en frygt for, at filmen vanskeligt ville kunne hed, som Mizoguchi kan fremkalde som ingen forstås uden for Mexico uden kendskab til den anden. Kontrasten mellem sol og skygge hæn­ mexikanske holdning til døden. Frygten er ger naturligvis sammen med scenens indhold: ubegrundet. Bunuels mexikanske film kræver Den alvorlige samtale mellem de to unge en ingen forudsætninger for at blive forstået og ganske almindelig hverdag i et ganske almin­ oplevet, hvis man er modtagelig for filmkunst, deligt miljø. Sådan sætter man hverdagen i et og de er blot få blandt utallige beviser på den poetisk perspektiv. enkle sandhed, at den store kunst ikke lader „Yuki fujin ezu“ fra 1950 kan minde om sig begrænse af det nationale. Kenji Mizogu­ „Naniwa hika“ . Også den foregår i nutiden, chis film er lignende beviser. Der vil nødven­ og også den har som hovedperson en kvinde, digvis være meget, som et europæisk publikum der lider. Hovedpersonen er en gift kvinde, vil være usikker overfor, når det drejer sig madame Yuki, der beundres af en ung pige. om japansk film, men følelserne er universelle, Hun kommer for at bo hos hende og får at og Mizoguchi var en af filmkunstens største vide, at madame Yuki ikke er så lykkelig, psykologiske realister. Vi kender ham nu først som den unge pige tror. Til dels med den og fremmest fra hans jidai-geki, kostumefil­ unge piges øjne oplever vi derefter madame mene, men i trediverne var han især tiltrukket Yukis tavse tragiske historie. Hun er gift med af samtidsstof, og „Naniwa ereji“ eller „Na- en brutal ægtemand, der har rigeligt med el­ niwa hika“, som den også kaldes, fra 1936 skerinder, men som stadig ubarmhjertigt kræ­ betragtes som en af hans bedste film fra tre­ ver sin ægteskabelige ret hos madame Yuki, diverne. der selv har søgt at skaffe sig en elsker. Men Den er i det ydre en ganske simpel hver­ elskeren er en alt for sværmerisk romantisk dagshistorie om en ung pige, der for at skaffe tilbeder, og madame Yuki splittes mellem el­ 300 yen bliver tvunget til at prostituere sig skeren og ægtemanden, der giver hende den for sin familie, der derefter afviser hende, seksuelle tilfredsstillelse, som den følsomme hvorefter hun til sidst vandrer videre i verden, elsker ikke kan give hende. Madame Yuki er helt alene. Filmen opbygger i en rolig og klar en kvinde, der stiller krav til livet, som ikke realistisk stil med et væld af detaljer et bil­ kan opfyldes. Hun elsker livet, og hun elsker lede af et korrupt samfund, hvor pengene re­ kærligheden, og hun kan derfor ikke udholde gerer, og hvor menneskene bliver udsat for en tilværelse, hvor hun ikke får mulighed for ydmygelser og forhånelser på grund af pen­ at leve sin kærlighed ud, men hvor hun skal gene. I denne film lægger man især mærke til stykke den ud i enten romantisk sværmeri el­ den afdæmpede kritiske realisme, der i for­ ler vulgær seksuel tilfredsstillelse. Madame bindelse med en tone af indignation og på et Yuki vælger da til sidst selvmordet. I pragt­ grundlag af ægte engagement fører angrebet fuldt plastiske billeder, der rummer en sær mod den materialistiske afstumpethed betyde­ naturmagi, begår madame Yuki selvmord i ligt mere effektivt igennem, end hvis Mizo­ Biwa-søen nær Kyoto, en lokalitet, der tra­ guchi var henfaldet til mere krasse midler. ditionelt er hjemsted for legender. Mizoguchi Mizoguchis særlige forståelse for den kvinde­ synes dermed ligesom at knytte heltinden i

62 Moderens død i „Subida al cielo“. dette moderne melodrama til rækken af liden­ ikke vil bøje sig for urimelige krav fra sin de kvinder i hans gendai-geki, kostumefilmene. overherre. Statholderen må for at undgå for­ Thi med al respekt for kunsten i de to nutids­ følgelse drage fra sit hjem og sprede sin fa­ film (og med „Akasen chitai“ („Skammens milie. Statholderens hustru flygter med sine gade“ ) i erindringen) må man dog foreløbig to børn, en dreng og en pige. Inden familien sige, at den Mizoguchi, som man sætter blandt skilles, siger faderen til sin lille søn, at en de allerstørste filmkunstnere, finder man først mand, der ikke har plads for medlidenhed, ikke og fremmest i kostumefilmene. Man husker er menneskelig, og han maner ham til at være Kurosawas ord: „Nu hvor Mizoguchi er borte, hård mod sig selv, men overbærende over for er der meget få instruktører tilbage, der ser andre. Dette enkle budskab er filmens. Hustru­ klart og realistisk på fortiden.“ en og børnene flygter. De er skræmt, og Mizo­ I „Sansho Dayu“ fra 1954, der følger lige guchi skildrer deres situation med sin fanta­ efter „Saikaku ichidai onna“ og „Ugetsu mo- stiske evne til at lægge perspektiv i hændel­ nogatari" (der begge er vist af Filmmuseet serne. Et af filmens første højdepunkter af og Århus-studenternes filmklub i år), kon­ intim følelseskraft er således en scene, hvor fronteres man atter med dette klare og utro­ de to børn skal samle grene til et bål, som ligt menneskeligt vedkommende forhold til man skal varme sig ved om natten i det fri. fortiden. „Sansho Dayu“ er et udadleligt me­ Børnene begynder at knække grenene af træ­ sterværk som de to foregående, en film, der erne, og pludselig får dette arbejde dem til voldsomt drager tilskueren ind i en verden, for et kort øjeblik at glemme deres desperate lige så nærværende som den, vi er i nu. „San­ situation. De leger og ler og mindes en anden sho Dayu“ foregår i det 11. århundrede og tid. Mizoguchi har anbragt kameraet et stykke handler om mennesker, der sætter sig op mod over børnene. Vi ser ned mod dem i det skum­ uretten og umenneskeligheden. Vi møder først rende lys, og vi hører deres pludren og latter en statholder, der er et ædelt menneske, som en smule distant. Scenen er ren filmpoesi, et

63 af disse øjeblikke, som man aldrig glemmer. mesterværk. Den er også fortalt utroligt spæn­ En mesters enkle beretten om lykken midt i dende. Ustandselig føjes der nye træk til hi­ ulykken. Motivet varieres i øvrigt fint senere storien, rejses nye perspektiver, og som i de i filmen. to umiddelbart foregående film er der ikke et Over for harmonien i denne scene står en billede, der ikke lægger til helheden, og som scene, der følger kort efter. Røvere fratager ikke er fyldt til det optimale med følelse. Mi­ moderen børnene. De føres bort i en båd, mens zoguchi bevæger sit kamera roligt, han fore­ moderen rædselsslagen og skrigende af smerte trækker total- og halvnære billeder, som han holdes tilbage på bredden. Mizoguchi viser her, fylder med liv og bevægelse, og han frem­ hvorledes han trænger igennem enhver histo­ kalder en miljø- og tidsautenticitet, der be­ risk maskering ind til en helt universel og ry­ virker, at man næsten føler, at man er flyttet stende menneskelig situation. 9 århundreder tilbage i tiden. Uanset det hi­ Filmen, der bygger på en bog, fortsætter storiske og det eksotiske er man draget ind i nu med i en rigdom af detaljer at berette om personernes verden. Man tænker og føler med de to børns videre skæbne. De bliver slaver dem. Mizoguchi var en af de mest menneske­ hos en fyrste og vokser op. Drengen bliver lige, de mest medlidende og medfølende kunst­ hård af den grusomme tilværelse. Filmen er nere, filmen endnu har kunnet opvise. Han voldsom i sin fordømmelse af enhver form syntes at kende livet i alle dets afskygninger, for menneskeligt slaveri. Efter forskellige til­ og han kunne elske det trods ondskaben, bru­ dragelser ender sønnen imidlertid selv som taliteten, ulykkerne. Det var et frygteligt tab, statholder, og han tager faderens linie op, er at han skulle dø, netop som han tilsyneladende tro mod faderens ord. Han er blevet skilt fra var inde i sin allerrigeste periode. sin søster, og han ser hende aldrig mere. Der­ Der er god mening i at placere inderen Sa- imod genfinder han til sidst moderen som en tyajit Ray i selskab med Bunuel og Mizoguchi. ældet og afsindig kvinde. „Sansho Dayu“ , der I Rays film finder man den samme menneske­ er i sort-hvid, er ikke blot blandt de smukke­ lige modenhed, det samme dybe engagement i ste film, man mindes at have set, et visuelt tilværelsen, den samme viden om livets vanske-

Det unge agtepar i „ Devi“ .

64 Ægtemanden (Soumitra Cbatterji) i „Devi“. lige vilkår og den samme medfølelse. Når som kunstnerisk skabende menneske. I Apu- man hidtil kun har kendt Ray fra Apu-trilo- trilogien beskriver Ray en udvikling, og Ray gien, er det med den største spænding, man er på udviklingens parti, han er i de tre film går til andre af hans film. I de tre Apu-film en moderne, liberal og fremskridtsvenlig får man indtrykket af en filmkunstner, der kunstner, dybt optaget af den kamp mellem digter på et afgrænset stof, en kunstner, der det gamle og det nye, som præger Indien i så at sige undertrykker kunsten for at lade dag. selve stoffet fremtræde. Film som „Jalsaghar“ I „Jalsaghar“ beskriver Ray en tilstand. Fil­ og „Devi“ er derfor i allerhøjeste grad med men leder uvilkårligt tanken hen på Tjekhol'. til at nuancere billedet af Ray. De viser, at han Hovedpersonen er en næsten tjekhovsk figur, er en kunstner, der arbejder uhyre bevidst, en adelsmand, der er blevet en mærkeligt he­ ja næsten raffineret, med sit stof. roisk overlevende i en tid, hvor hans type „Jalsaghar“ (The Music Room), der er fra for længst burde være forsvundet. Aristokra­ 1958 og lavet mellem „Aparajito" og „Apur ten bor i et palads, der er ved at falde ned Sansar“ , er en film, der på mange måder ad­ over hovedet på ham, hans økonomiske situa­ skiller sig væsentligt fra trilogien, hvori Ray tion er fortvivlet. Han må sælge ud af familie­ så ganske tydeligt på sin blidt indtrængende juvelerne, men gør det for at holde sine el­ måde protesterede mod en indisk verden, der skede musikalske soireer i paladsets musik­ stillede sig hæmmende i vejen for den fattige værelse, der er det centrale i paladset og i Apus udvikling. På flere måder er trilogien aristokratens tilværelse. Hans søn drukner, og jo en moderne parallel til Dons ko js Gorki- en pengeudlåner søger helt at ruinere ham, trilogi, først og fremmest i kraft af, at hoved­ men efterhånden synes aristokraten at leve i en personen er et menneske, der kommer ud af helt uanfægtet tilværelse, alene opslugt af mu­ folket, og som søger at skabe sig en tilværelse siknydelsen. Parvenuer gør han rasende ved

65 sin arrogante ligegyldighed over for dem. Han terende og mest udtalt kritisk over for indi­ har noget, de aldrig kan købe, og efter en ske forestillinger. sidste sublim oplevelse af indisk musik og dan­ Umaprasad er en ung mand, søn af en herre­ sekunst i musikværelset raser adelsmanden af mand. Han er netop blevet gift, og filmen ind­ sted på sin hest ud over stranden, kastes af leder med en ualmindelig smuk skildring af hesten og bliver dræbt. hans kærlighed til sin 17-årige unge kone. I denne film, hvor atmosfæren er næsten alt, Han må forlade hende for at fuldende sine får man det mest overvældende indtryk af studier i Calcutta. Mens han er borte, får fa­ Rays iscenesættertalent. Filmen begynder med deren en nat en vision. Han får den opfattelse, langsomme, søgende billeder i det spindel­ at svigerdatteren er udset til at være en mate­ vævsfyldte palads, indfanger adelsmanden, der rialisering af gudinden Kali, og han anbringer sidder på taget, fuldstændig indsunken i drøm­ hende i et rum, hvor hun æres af egnens be­ merier, men tempoet og rytmen veksler med boere. Da Umaprasad, der ikke tror på sin fa­ raffineret balance i filmen. Dansenummeret i ders guder, vender tilbage, bliver han forfær­ filmens slutning piskes hektisk op til et kli­ det ved at se sin elskede hustru være revet bort maks, der helt logisk fører over i aristokra­ fra ham. Han prøver at bringe hende tilbage tens sidste vilde ridt. Han dør, som han har til en menneskelig tilværelse, og den unge kone levet i sine højdepunkter, utilnærmelig fjern higer selv efter at leve i sin kærlighed til for fornuft, hovmodig, selvtilstrækkelig, men Umaprasad, men hun er usikker og er efter­ det er Rays triumf som menneskeskildrer, at hånden ikke selv klar over, om hun virkelig han også formår at gøre adelsmanden til et er udset til at være et redskab for guderne. menneske, der ikke kan undgå at fængsle os. Til sidst bliver hun vanvittig, og Umaprasad Man forstår, at inderne selv synes, at det er mister hende for evigt. Rays mest indiske film. I portrættet af adels­ Denne historie om religiøst vanvid, der går manden har han tydeligvis indfanget noget imod den naturlige livsudfoldelse, har Ray karakteristisk indisk, den passive hengivelse til fortalt med en behersket indignation, der un­ nydelse, den totale mangel på interesse for det derstreger det håbløst afmægtige i den mo­ praktiske liv og tilbøjeligheden til at gøre derne inders kamp mod fortiden. Samtidig gør dette til en menneskelig dyd. Der er noget for­ han faderens holdning så uafklaret, at man tvivlende afmægtigt i filmen, en stolthed over aldrig rigtig bliver klar over, om hans opfat­ at jage mod udslettelsen. I „Jalsaghar“ kan telse af svigerdatteren som en guddommelig man sikkert også mest tydeligt aflæse en kon­ inkarnation skyldes ægte religiøs følelse, eller flikt i Ray, som han måske har fælles med om den er blandet op med jalousi og begær mange andre kunstnere og intellektuelle fra efter den unge kvinde. Han vil måske frarøve sin generation, den fornuftprægede trang til sønnen hende. Han kan ganske vist ikke selv reformeren, til vækkelse af inderne, der strides komme til at eje hede, men han kan besidde med den følelsesbetonede længsel efter en tid, hende som religiøst symbol. Det er næppe no­ som er uigenkaldeligt forbi. gen tilfældighed, at den gamle spilles af den Den samme konflikt mellem det gamle og samme skuespiller (Chhabi Biswas), der spil­ det ny Indien finder vi også som grundlag lede adelsmanden i „Jalsaghar“ . De er vari­ for „Devi“ (The Goddess) fra 1960, hvis anter af samme type, rummer samme hovmo­ historie, der baserer sig på en idé af Rabin- dige blindhed over for livets krav. Men heller dranath Tagore, synes at være mere traditio­ ikke den unge ægtemand er uden skyld i, at nelt konstrueret. I Apu-trilogien og i „Jalsa- historien udvikler sig mod sit tragiske klimaks. ghar“ koncentrerer Ray sig om en skildring af Han er den unge intellektuelle inder, der vil karakterer, og hændelserne er direkte følger af gøre oprør mod fortiden, der i teorien har personernes psykologi. I „Devi“ kan man i gjort op med de gamle ritualer og fordomme, høj grad tale om en historie med personer. men som dog er for svag til at føre kampen Temaet er tilsyneladende det første, personerne igennem, der selv stadig er for stærkt bundet elementer i en handling. Og blandt de fem af en fortidig livsholdning, som man ikke Ray-film, jeg nu har set, er den i hvert fald bryder med, ligesom man skifter skjorte. det værk, hvor Ray er mest tydeligt argumen­ I dette personlige og intime drama har Ray 66 naturligvis givet et billede af en almen indisk arbejder inden for for os eksotiske miljøer, konflikt, og man må atter beundre Rays evne snarere fordi de repræsenterer en klassisk film­ til netop at nå frem til det almene gennem kunst, der hæver sig over de hidsige moderne det individuelle. I sin form er filmen klassisk eksperimenter, en filmkunst, der ikke er for­ enkelt fortalt med dybdevirkninger, der ikke hippet på at demonstrere filmkunstens egenart. er fremkaldt ved sindrige fortælletricks, men Man indbydes ikke til ørkesløse diskussioner ved en stadig mere intens fordybelse i perso­ om form kontra indhold, når det drejer sig nernes gestus, mimik og placering i miljøet og om disse film. De har kunstens selvfølgelighed, over for hinanden. Blidt og næsten melankolsk de er film med et indhold i den eneste tænke­ afløser scenerne hinanden med en uafvendelig lige form. Det er film, som er med til at forme naturlighed, indtil der ikke gives nogen vej ud. ens syn på tilværelsen og menneskene. Det er ikke film, som har store chancer hos det film­ Hvor forskellige de her omtalte film end kan entusiastiske publikum, der synes at være være, og hvor indbyrdes forskellige de tre in­ mere interesseret i sin egen filminteresse end i struktører end kan forekomme, er det samlede filmene („Apur sansar“ kunne som bekendt indtryk af de otte film dog en fornemmelse af kun gå 4 dage i København), men det er film, samhørighed. Ikke blot fordi de tre kunstnere der overlever de filmkritiske konjunkturer.

CLOSE UP

I sidste nummers leder („Vore egne formater") tagende kritikere de oftest er enige med, kan skrev vi, at det tilsyneladende er uoverkomme­ stjernerne måske være vejledende. Læsere, der ligt for laboratorierne at anbringe undertekster hidtil har opfattet „Kosmorama“s redaktion efter formatet på filmene. Vi har nu fået op­ og mere faste medarbejdere som en 100 % lyst, og dokumenteret, at laboratorierne er i enig gruppe, kan måske også hente opmuntring stand til at præge tekster svarende til såvel i den nye rubrik, der naturligvis ikke skal normal format som widescreen (og Cinema- tages som nogen definitiv karakterbog. Vi vil Scope). Ansvaret for forkert tekstning kan alt­ samtidig benytte lejligheden til at takke de så ikke placeres hos laboratorierne, og vi beder kritikere, der fulgte vor opfordring til at del­ dem om undskyldning. tage, og som naturligvis ikke har bundet sig I. M . for al fremtid. Antallet af deltagende kritikere kan variere fra gang til gang, og det er ikke nødvendigvis de samme kritikere, der optræder Som det vil bemærkes, indfører „Kosmorama" i hvert nummer. med dette nummer et „stjernesystem" i lighed med det, som man kender fra en række uden­ I.M. landske tidsskrifter (bl. a. „Cahiers du Ciné- ma“s „Conseil des dix", „Filmkritik“s „Rat- Errata: schlag frir Kinogånger" og „Chaplin“s „Tio om tio"). Vi er ganske klar over, at denne I billedteksten til western-fotoet på side 35 i form for filmbedømmelse hverken er særlig „Kosmorama 71“ havde miss Perdue fået sit nuanceret eller særlig udtømmende, men det fornavn forvansket til Dirilys. Det korrekte er nye system må ses i sammenhæng med vor Derelys. I John Wayne-indexet i samme nr. øvrige orientering om de nye film, i anmel­ optrådte „Life of Jimmy Dolan" uden dansk delserne og i „Repertoiret", hvor filmene vur­ titel. Den meget vidende Mikael Sne har gjort deres. Det nye system siger formentlig mere os opmærksom på, at filmen havde dansk pre­ om kritikerne end om filmene, men for læsere, miere den 29-1.1934 under titlen „Mesterbok­ der efterhånden finder ud af, hvilke af de del­ serens Hemmelighed".

67 Danmarks Radio, den 4. november 1965. ene var aktuelle, boganmeldelserne er aktuelle, I Rosenørnsallé er vi dybt rørt over, at portrætter af aktuelle instruktører er aktuelle, „Kosmorama“ ofrer spalteplads på vore film­ og den linie i filmkronikken, som Monty ikke udsendelser, men samtidig såre bedrøvede over kan se, er måske netop at bringe aktuelt film­ den ensidige, kritiske behandling, vi bliver stof. Det turde vist være en noget mere positiv- udsat for (jvf. sidste nummer af „Kosmora- linie end Kosmoramas, hvis mest iøjnefaldende ma“ ). Vi bestræber os for at lave aktuelle, linie synes at være forarget kritik af ethvert filmoplysende programmer for et bredt film­ film journalistisk initiativ, der ikke netop ud­ interesseret publikum i København og provin­ går fra Kosmoramas egen sluttede kreds. sen. Til den ende bliver alle væsentlige Dan­ Chr. Braad Thomsen, markspremierer hver uge kommenteret. Ud journalist. over den ugentlige anmeldelse har vi hver fjortende dag yderligere 25 minutter til rådig­ hed. Disse 25 minutter bruger vi til at be­ Når man som filminteresseret overværer Det handle produktionen i filmmæssigt interessante Danske Filmmuseums forevisninger, forventer lande, og vi tegner billeder af instruktører og man ganske naturligt, at museets indledninger skuespillere, der er oppe i tiden. Af og til er skrevet af fagfolk, som har set de film, supplerer vi disse foredrag med små lydglimt de skriver om. fra film i de tilfælde, hvor lyden naturligt kan I den senere tid har vi bemærket en række supplere det talte ord og således bringe lytte­ unøjagtigheder, som kunne tyde på, at dette ren nærmere emnet. Vi har endvidere bragt, ikke er tilfældet. Hvorledes kan man f. eks. og vil fortsat bringe, aktuelle interviews, og vi i indledningen til „The Front Page“ skrive: dækker de store festivaler ved allerede på dis­ „Milestone triumferer demonstrativt over mi­ ses afslutningsaftener at omtale de prisbeløn­ krofonerne i et par sekvenser, hvor han lader nede film. Endelig kommenteres væsentlige kameraet køre 360 ° rundt om bordet. . . , så nyheder inden for filmlitteraturen. demonstrativt, at han på det nærmeste under­ Den udvidede filmkronik har siden starten streger over for tilskueren, at mikrofonen er i februar i år blot været sendt 14 gange. Vi anbragt netop i midtpunktet af den cirkel, vil fortsat sende og søge den udbygget, idet vi kameraet tegner med sin tur: i lampen over dog stadig vil holde os for øje, at vi henvender bordet.“ Det er en vildledende oplysning, da os til det biografpublikum, der ikke går i bio­ der simpelt hen ikke findes nogen lampe over grafen for blot at slå et par timer ihjel, men bordet. Man får mistanke om, at Malmkjær for at bivane gode kunstneres præstationer på ikke har set filmen. Det er ikke første gang, lærredet. Vi kan hjælpe dem i deres valg ved han er på glatis, i anmeldelsen af „The As­ i vore udsendelser at være aktuelle og oply­ phalt Jungle“ bringer han et forkert citat af sende. en af filmens nøglereplikker (på engelsk, na­ Behandlingen af filmstoffet i den udvidede turligvis !). filmkronik må aldrig stivne i sin form, og Malmkjær er imidlertid ikke alene om at filmkronikken vil derfor være anderledes om skrive ud i tågen. I indledningen til „Young to år. Hvordan så „Kosmorama“ ser ud til den Mr. Lincoln1' beskriver Stegelmann overgangen tid, ja det kan vi blot gisne om i Rosenørns­ fra første til anden sekvens skrupforkert. allé. I indledningen til „Il Tempo si é’ Fermato11 Bent Evold formår Bodelsen ikke at give et korrekt hand­ Programsekretær. lingsreferat. Ydermere ser han teknisk fuld­ kommenhed (belysningen), hvor enhver med lidt erfaring tydeligt ser det modsatte. Malm­ Før Ib Monty kritiserer radioens filmkronik, kjær har ligeledes svært ved at erindre en var det måske rimeligt, om han gjorde sig den ganske simpel handlingsgang. I indledningen ulejlighed at lytte til den. Efter kritikken at til „Foreign Correspondent11 skriver han, at dømme kan han ikke have lyttet meget. Han kun Haverstock går op ad trappen uden para­ efterlyser f. eks. interviews og har åbenbart ply. Det er ikke rigtigt. Haverstock kommer ikke bemærket, at kronikken i sin korte leve­ ud på trappen fra hotellet, derfor har han tid har bragt interviews med Palle Kjærulff- ingen paraply. Schmidt, Theodor Christensen, Erik Hauers- Ovenstående kan synes at være petitesser, lev, Ole Roos og Camera-folkene. Han efter­ men når man tager i betragtning, at „Kosmo- lyser mere aktuelt stof og burde måske i den rama“s medarbejdere hyppigt bygger hele ana­ anledning fortælle læserne, hvilken filmkronik- lyser op på detaljer af lignende art, vil man udsendelse han ikke finder aktuel. Interview­ forstå deres betydning. I øvrigt er de nævnte

68 fejl blot et udpluk af en større samling, og og Ole Arne Sejersens brev og har svaret di­ ønsker man i „Kosmorama“ at oprette en ru­ rekte. brik i smag med den, „Cahiers“ en overgang /. AL bragte under titlen „Les erreurs“, er vi le­ veringsdygtige. Da „Kosmorama“ jo ynder at drive klapjagt på tilsvarende forseelser hos Kære Sejersen Bros., andre, må vi umiddelbart tro, at tanken har Vi går naturligvis let hen over bemærkningen interesse. om, at vi ikke skulle have set filmene. Den er Hvorom alting er, ønsker man at introducere for billig i al almindelighed — men, måske kan en film for et filminteresseret publikum, må man sige, at den følger hovedlinien i resten man først selv have set den — og set den op­ af brevet: mangel på eftertanke. Når vi nu har mærksomt. Man må uafbrudt betragte lærredet overstået fornærmelserne, som stadig synes at og ikke lade sig distrahere, det er en af de få skulle være hovedbestanddelen i enhver form ting, vi helt og fuldt kan give Gilles Jacob for debat i Danmark, kan vi gå over til argu­ ret i. mentationen. Vedr. mikrofonens placering i Med venlig hilsen, „The Front Page": Det væsentlige for mig har Gorm og Ole Arne Sejersen. været, at mikrofonen var placeret midt over • bordet for at muliggøre den omtalte kamera­ bevægelse. Hvis De mener, at den var place­ Jeg er ikke i stand til på dette tidspunkt at ret under bordet, kan der måske komme en imødegå Gorm og Ole Arne Sejersens angreb diskussion ud af det. Under en af køreturene på min indledning til „Young Mr. Lincoln", kom der imidlertid en lampelignende genstand da jeg ikke har set filmen siden april i år til syne - det kan have været mikrofonen, der og ikke har den tilstrækkelig present til at smuttede med, men jeg foretrækker at tro, at kunne erindre, på hvilket punkt min beskri­ den har været camoufleret som lampe for alle velse er „skrupforkert" - så meget mindre, eventualiteters skyld. Det var en udbredt prak­ som jeg ikke er klar over, hvad der skjuler sis på den tid. Ib Monty, som så filmen sam­ sig bag det noget usikre „overgangen fra før­ men med mig, gjorde ingen indsigelser mod ste til anden sekvens". Men d’herrer har sik­ denne observering. At De så ikke har set tin­ kert nok ret, og det skal være mig en kær gesten, tja, måske har billedet stået en anelse pligt med det første at gennemse filmen og for højt på lærredet, da De så filmen. finde frem til fejlen i min indledning. Gorm I „Asfaltjunglen" er jeg igen „på glatis", og Ole Arne Sejersen har, så vidt jeg kan for­ som De så rammende udtrykker det. Jeg be­ stå, opbygget en samling af fejl og misforstå­ klager. Vigtigere er det dog for mig at vide, elser i „Kosmorama“s artikler, og jeg finder om citatet er så forkert, at det har ført til en det meget rimeligt, om vi, der har begået disse fejlagtig tolkning af den? Mener De det? fejl og misforståelser, bliver gjort bekendt med Endelig „Udenrigskorrespondenten": I mit samlingen. Jeg formoder, at den er blevet til referat af handlingsgangen i samme indledning af rent pædagogiske grunde, og det er jo en hedder det bl. a.: „Senere er Haverstock til god pædagogisk regel, at den, der har begået stede, da Van Meer ankommer til et møde". en fejl, bliver gjort opmærksom på fejlen for Det refererer til den kritiserede sekvens. Må­ derigennem at kunne forbedre sig. Skulle sam­ ske har jeg ellers svært ved at „erindre en gan­ lingen mod forventning være opbygget af an­ ske simpel handlingsgang", men De har i dre årsager, er man derimod lige ved at finde hvert fald det største mas med at læse inden­ den lidt skadelig, i hvert fald for samlerne, ad. Og igen: Hvad er det væsentlige i scenen; der da kunne have anvendt tiden bedre. Ole hvad er det, jeg vil fremhæve i Hitchcocks Arne Sejersen kunne for eksempel have an­ billede? Jeg tror i øvrigt, at jeg har misfor­ vendt den til at følge en opfordring til at stået en senere del af samme sekvens, og den skrive i „Kosmorama", som han for fem år udbydes hermed til en lidt mere velfunderet siden gennem fælles bekendte modtog fra mig. kritik. Jørgen Stegelmann. Hvordan fordeler De egentlig arbejdet? Hvem af Dem følger med med fingeren i ind­ ledningen, og hvem får lov at se filmen? Prøv En oplysning: Alle skribenter baserer deres at læse indledningen i fred og ro, det giver indledninger på mindst ét gennemsyn af den det største udbytte, og måske kan vi komme samme kopi, som vises for medlemmerne, højst frem til at diskutere fortolkninger og analyser to uger før filmen vises i serierne. i stedet for kommafejl. PS. Anders Bodelsen har fået kopi af Gorm Poul Malmkjcer.

69 ^ritj Cattø

AF OLE MICHELSEN

Fritz Lang har engang selv sat spørgsmålstegn Han har for eksempel fundet det moralsk for­ ved betegnelsen „ekspressionisme1*, som om kasteligt, at Lang lader sin heltinde i den denne etikette forekom ham værdiløs. Ikke smukke „Der milde Tod“ vælge at redde et desto mindre bliver man under studiet af Langs barn i stedet for sin nylig afdøde elskede, om værk konstant henvist til hans ekspressionisti­ hvem hun har et temmelig barsk væddemål ske arv fra de tyske malere og teaterfolk, og gående med Døden. Men hans indvending er især den franske filmkritik har tilstræbt at typisk gallisk og holder næppe stik, hvis man låse ham fast i en ekspressionistisk bås, der i anlægger et lidt bredere syn på kærlighedens nogen grad kan skade tilegnelsen af hans første væsen og går videre end det rent personlige og måske bedste film fra 1919 og op til begyn­ forhold mellem mand og kvinde. I filmens delsen af trediverne. slutscene står pigen inde i et brændende hospi­ Den stærkt venstreorienterede franske film- tal med et nyfødt barn i armene, og Døden, historiker Georges Sadoul har aldrig kunnet der har lovet hende den elskede tilbage, hvis forlige sig med Langs mystiske og overrealisti­ hun formår at gribe ind i skæbnens spil og ske verdensbillede, og han lægger i sin film­ hindre blot ét menneske i at dø, inden dets historie ikke skjul på, at han i nogen grad timeglas udrinder, står med armene åbne parat betragter Langs værk som resultatet af en til at tage imod barnet, hvis hun bestemmer sig fremadskridende vesteuropæisk dekadence, til at skænke ham det. Men hun afstår natur­ først og fremmest udtrykt i skyld- og forføl­ ligvis fra det — ikke ud fra et borgerligt kri­ gelseskomplekset, som Sadoul altid henviser terium om, at hun ikke kan lade være, fordi til, når han omtaler film som „M“ og „Dr. det er det, alle venter af hende, men ud fra Mabuse“ , og siden i den lethed, hvormed den den kærlighed hun nærer, og som er en kærlig­ landflygtige Lang gled ind i den amerikanske hed til det levende, symboliseret i scenen i filmindustri. - Kredsen omkring „Cahiers du kroen, hvortil de i begyndelsen ankommer i Cinéma“ har derimod altid taget Lang i for­ selskab med den langhårede, langkappede død. svar, rost ham og ligestillet ham med idealet Døden sætter sig for enden af bordet, hvor det Hitchcock, men bedømmelsen af ham som lykkelige unge par skal drikke af det samme kunstner har altid mere eller mindre været krus for at besegle deres forhold. På dette præget af politiske kriterier, og det kan derfor tidspunkt får pigen øje på en hundehvalp, være praktisk engang imellem at se bort fra som hun begejstret kaster sig over. Hun for­ de politiske og ydre omstændigheder for at lader sin elskede for at lege med hundehvalpen finde ind til den uhyre frugtbare filmmand, og nogle kattekillinger i kroens køkken. Netop hvis betydning trods mange analyser og megen i dette øjeblik dør han, og hans sjæl går bort interesse endnu ikke synes at ligge fast. med Døden, og bordet er tomt, da den unge Hos Lang træder man ind i et univers, hvor pige kommer tilbage. Imidlertid kan man ikke murene er høje og tillukkede, og hvor menne­ bebrejde Lang, at han lod hende fjerne sig, skesjælen får eller snarere tvinger en opmærk­ da situationen lå helt naturligt for hende. Hen­ somhed frem, som kræver nogen dybdeboring des kærlighed skulle have ført til nyt liv, og nogen fantasi, før afgrunden åbner sig, og skabt af hende, og det er derfor forklarligt og et svagt lys kastes over de mørke lidenskaber, hverken borgerligt eller uborgerligt, at hun i som de langske mennesker dirigeres af. Fransk­ den sidste scene vælger at redde spædbarnet, manden Frangis Courtade har villet pådutte som er i færd med at brænde inde. Den galli­ Lang en borgerlig moral gennemsyret af lu­ ske indvending, at pigen skulle have ofret bar­ thersk protestantisme og germansk tyngde. net for at frelse sin elskede, holder ikke, hvis

70 man kigger den efter i krogene, og Francis han så let sprang fra stumfilmen over til tale­ Courtades kritik, som her kun er illustreret filmen, da han fra det første øjeblik var klar med et enkelt eksempel, men som i hans bog over, at det drejede sig om at fortælle en hi­ om Lang er meget omfatende, virker lidt sek­ storie, naturligvis med udnyttelsen af alle for­ terisk og typisk for den stærkt politisk infil­ håndenværende stilistiske muligheder, men al­ trerede franske kritik. drig som et stilistisk eksperiment i sig selv. Det er imidlertid sikkert, at det aldrig har Som et eksempel på det kan man gense be­ været Langs stærke side at skildre kærlig­ gyndelsen til „Das Testament des Dr. Ma- heden som det centrale, det bærende i menne­ buse“, hvor hele filmens urolige og pressede skelivet. I „Der miide Tod“ spiller kærlighe­ rytme bliver angivet af maskinlyden, der ham­ den en vigtig rolle, ikke som psykologisk midt­ rer i takt med den flygtende mands hjerte. punkt, men som en ramme om en bredt fortalt Effekten er ikke blevet forældet, da der er legende, hvor skæbnetroen og den menneske­ dækning for den i det direkte handlingsforløb. lige utilstrækkelighed er de væsentligste fakto­ Den er rigtigt hørt og rigtigt anbragt af Lang. rer. Filmens stemning minder i meget om Hvor en mand som René Clair nærmest måtte H. C. Andersen, og drejebogen kunne teore­ kæmpe mod lyden som et onde, der skulle be­ tisk set godt have været udformet af ham. nyttes af rent kommercielle grunde, faldt det Dødsfiguren er den kendte fra overleveringer naturligt for den teknisk interesserede og våg­ og sagn i de nordiske og centralgermanske lan­ ne tysker at udnytte den med fuldstændig sik­ de, og denne film er måske den, der står mest kerhed fra begyndelsen. alene og på en måde stærkest i Langs samlede Denne overlegne og sikre beherskelse af produktion. Dens feagtige, uhyggelige middel­ filmteknikkens muligheder er formodentlig en alderfortællinger har ikke set sin lige i fil­ af de meget væsentlige grunde til, at hans film mens senere udvikling, og dens skarpe spil på virker så lidt forældede, som de i realiteten kontrasterne mellem sort og hvidt har gjort gør ved gensynet i dag. Hvad der imidlertid den til ekspressionismens film par excellence. også medvirker til at fange og vedligeholde I forbindelse med netop denne film bliver det interessen for hans film i dag, er den omstæn­ ofte fremhævet, at rammehandlingen med Dø­ dighed, at Lang aldrig har været i bekneb den og den unge pige, der søger sin elskede, for en god historie. Til at begynde med skrev er det stærkeste i filmen, hvorimod resten, de han jo selv i stribevis af drejebøger, som til tre indlagte noveller, hvori Lang benytter sit hans store sorg blev realiseret af andre, og da kendskab til det eksotiske med virtuositet, bli­ han kom i gang selv, var det ham og hans kone ver beskyldt for at være uden større betyd­ Thea von Harbou, der skrev filmene i et tæt ning, da de på en måde ikke bringer noget nyt, og meget frugtbart samarbejde, der desværre men falder ind i den almindelige produktion blev afbrudt, da han tog stilling mod nazisterne af eventyrfilm, som på det tidspunkt hærgede og hun for dem. Men film som „Das wan- det internationale filmmarked. Betragtningen dernde Bild“ 1920, „Der milde Tod“ 1921, forekommer at være uretfærdig, især over for „Dr. Mabuse, der Spieler“ 1922, „Nibelun- en så bredt anlagt filmproduktion som Langs. gen“ 1923-24, „Metropolis" 1926, „Spione" Lang underholdt de filminteresserede i tyverne 1928, „Die Frau im Mond" 1928, „M “ 1932 i en stil, som man i filmmuseerne rundt om­ og „Das Testament des Dr. Mabuse" 1933, med kring i verden næppe gør sig forestilling om, andre ord hele den frugtbare stumfilmperiode når man andagtsfuld mødes for at overvære og de to første talefilm er produkter af von en tilbagevenden til en ekspressionistisk skole, Harbou og Langs samarbejde. Man kan derfor som i dag mere betragtes som en filmgenre vanskeligt tale om Fritz Lang fra stumfilms­ eller stil, men som dengang kun var en krus­ perioden uden også at nævne Thea von Har- ning på en overflade, hvorunder der foregik bous navn. mange andre ting. Anskuer man Lang som en Hvordan arbejdsfordelingen mellem de to stilist, forklejner man ham unægtelig og tager har været, kan man kim gisne om, men over­ noget af den umådelige charme ved ham væk. fladisk set kan det virke, som om det var I alle hans film er stilen underkastet historien, hende, der havde ideer, og ham, der havde og det har måske været en af grundene til, at overblikket, teknikken og den billedmæssige

71 Bernhard Goetzke og Lil Dago ver i „Der miide Tod".

fornemmelse til at udtrykke det skrevne på ligste film fra den første tyske periode. - film. 1 hvert fald er der næppe tvivl om, at Langs stof har stadig interesse, men hvorfor? Lang i sin senere produktion ikke har fundet Et af de vigtigste emner i hans film er for­ en drejebogsforfatter, som stod mål med Thea brydelsen, og der er det mærkelige ved for­ von Harbou. - Man kommer ud i det stærkt brydelsen, at den i modsætning til korstog, subjektive ved at forsøge at fremhæve de mest vaudeviller og passionsdramaer ikke forældes. vellykkede af Langs værker, men tager man Den filmkunstner, som i dag laver en film om et tværsnit af de lovord, som er blevet hans Kains mord på Abel, og som skildrer det djæ­ film til del, vil man konstatere, at „Der miide velske had og magtsygen bag forbrydelsen, Tod“, „M“ og „Das Testament des Dr. Ma- kan regne med, at hans film vil blive set, buse“ ligger på førstepladserne, også hele hans hvorimod den, der laver en historisk sæde­ senere amerikanske produktion taget i betragt­ skildring fra det gamle Israel, næppe vil vække ning. den samme opmærksomhed. Hos Lang følger Bortset fra den overlegne teknik og det gode man oftest forbryderen og den organisation, stof, hvad er der så ydermere ved Langs film, han har skabt, med større begejstring end hel­ der bevirker, at de stadig spilles og ikke blot ten eller heltinden, hvilket måske er lidt uret­ i filmmuseerne? — Den parisiske biograf „Dra- færdigt, da det er de to sidste, som bliver gon“ har for kort tid siden haft meget stor udsat for de største vanskeligheder. Men det succes på en serie gamle uhyggelige film, normale og det gode spiller unægtelig sjæl­ hvor „Dr. Mabuse, der Spieler“, „Der miide dent nogen væsentlig rolle i hans film, selv om Tod“ og „Metropolis1' blandt andet stod på det gode sejrer, og Dr. Mabuse enten straffes programmet. Den relativt store biograf var ved at blive gal eller ved at dø. Kommissær fyldt hver aften, og det franske filmmuseum Lohman er måske en af de få undtagelser fra præsenterer i denne sæson mindst to Lang­ reglen. film om ugen, og nu har Det danske Film­ Lang har skabt to af de mest uhyggelige og museum fulgt trop med en serie af de betyde­ modbydelige personer i filmhistorien: Dr.

72 „Metropolis" - maskinmennesket pyntes til fest. Til herre Fritz Lang.

Mabuse og sædelighedsforbryderen i „M“ . I engel, der lagde sin sjæl i at bekæmpe den det sidste tilfælde er det mere gerningerne, spirende nazisme i Tyskland. Det er rigtigt, at der er modbydelige, end manden selv (hvem han elskede sin frihed så højt, at han ikke har ikke følt et gran af medlidenhed med ham kunne finde sig i at leve under Hitlers regime, i slutscenen, hvor han i sin nød råber: ich men derfra og så til at sige, at han er en poli­ kann nicht daf tir, ich kanti nicht dafur?) Hvor­ tisk kunstner, er et temmelig langt spring. Han imod Mabuse er ondskaben selv i dens reneste har hentet sit stof fra efterkrigens Tyskland, og mest kompromisløse form. Den rendyrkede, men formodentlig ikke ud fra sociale kriterier, konsekvente destruktionstrang i Dr. Mabuses og man må ikke glemme, at det var nazisternes karakter er måske en sjældenhed, for selv mor­ egen dårlige samvittighed eller anderledes ud­ dere sover til middag og leger med kanarie­ trykt: deres politiske forsigtighed, der fik dem fugle, mens seksualforbryderen i Peter Lones til at standse „Morder unter uns“ (den oprin­ skikkelse er langt mere almindelig og med delige titel på ,,M“ ). I Alfred Eibels bog „Fritz et i denne forbindelse lidt kedeligt ord „ak- Lang“ kan man læse, hvor forundret han blev, tuel“ . Begge repræsenterer de latente kræfter da han efter at have valgt arbejdstitlen „Mor­ i mennesket, som til stadighed må bekæmpes, der unter uns“ modtog en række trusselsbreve men som hårdnakket overlever, og som hver fra medlemmer af det nationalsocialistiske par­ dag manifesterer sig på ny. ti, der opfattede titlen og emnet i hans film Fra venstreorienteret fransk kritikerhold som direkte antinazistisk propaganda, hvad den har man hyppigt angrebet Langs verdensbil­ altså ikke var tænkt som fra Langs side - op­ lede, fordi man finder det typisk for den vest­ rindeligt. Året efter, i 1932, lavede han „Das lige verdens moralske opløsning, men Lang Testament des Dr. Mabuse“, men filmen nå­ lader sig ikke skyde ind i en politisk bås. Det ede ikke at få premiere, før nazisterne forbød er lige så forkert at angribe hans korrupte den. Ligeledes i Eibels bog kan man læse om verden, hvor forbrydere, mordere og spioner Langs møde med den daværende propaganda­ færdes, som det er at fremhæve ham som en minister Goebbels. Ministeren, der „char-

73 merende og venligt" tog imod den rædselsslagne godt stykke tid efter den anden verdenskrigs Fritz Lang, fortalte, at man havde konfiskeret afslutning. filmen, fordi man ikke rigtig havde kunnet Langs første tyske periode, som det er inden lide slutningen. Den egentlige grund til for­ for denne artikels rammer at behandle, var budet, at Dr. Mabuses teorier i et og alt var naturligvis stærkt præget af tiden og miljøet identiske med nazisternes, kom han derimod mellem de to verdenskrige. Men den er også ikke ind på, men nøjedes med at sige, at det præget af det tyske menneskes oprindelse til­ ikke var straf nok for forbryderen at blive gal bage i en nordgermansk fortid („Nibelungen") i slutningen af filmen. Han skulle have været og dets konfrontation med dets tekniske frem­ „destrueret af folket". tid („Die Frau im Mond"). Sammen med de Det kan være svært at afgøre med nøjagtig­ enkelte store forbrydertyper, han har skabt, hed, hvor meget angreb mod nazisterne der lå står de undertiden surrealistiske miljøer og de­ i den nye udgave af Dr. Mabuse. Emnet var res menneskelige yderpunkter, som man finder jo allerede 10 år gammelt, og overmenneske- i næsten alle hans film. Om han kaster sig ud forbryderen havde set dagens lys længe før i den rene science-fiction, som det er tilfældet nazisterne var trådt ind på den politiske arena, i „Die Frau im Mond", eller i det H. C. An- og da den oprindelige udgave fra 1922 tilmed dersenske eventyr i „Der miide Tod", finder havde været en meget stor kommerciel succes, man altid en miljøskildring, som i hele sin er det muligt, at de mange opfordringer fra karikatur skaber et solidt univers, hvor gøglere producenter, som gerne ville sætte penge i et og genier, galninge og akrobater, finansfyrster, nyt Mabuse-projekt, også har været medvir­ japanske selvmordere, perverse og blinde fær­ kende årsager til, at Lang gav sig i lag med des mellem hinanden, og undertiden ligner den nye udgave. - Dette være ikke sagt for at hinanden til forveksling. forklejne den antinazistiske indsats, som man Middelaldermenneskene i „Der miide Tod" senere har tillagt filmen, men spørgsmålet er, er voldsomt tegnet, og hovedpersonerne står om Langs indsats i alt dette ikke snarere lig­ underlig svagt i forhold til bipersonerne, apo­ ger på det kunstneriske plan, i det store kend­ tekeren, dommeren, præsten og byens fordruk­ skab han havde til den germanske sjæl, til ne honoratiores i det hele taget. Man ser Nietzsches indflydelse og til Freuds landvin­ næppe hans film i dag for at følge de ofte dinger inden for psykologien. melodramatiske kærlighedshistorier f. eks. Havde hans karakter imidlertid været lidt „Der goldene See", som er lavet efter en anderledes, lidt mindre fri og lidt mere oppor­ feuilletonrecept, hvorefter datidens mest gæng­ tunistisk, havde han måske taget imod det se underholdningsfilm og romaner blev lavet. smigrende tilbud, som Føreren kom med til Heri adskiller det nye Lang-publikum sig sik­ ham gennem sin propagandaminister. Disse to kert fra det gamle, der efter sigende i sin tid havde nemlig engang set „Metropolis" sam­ med stor glæde har fulgt Kay Hoogs fortræ­ men, og Føreren havde ved den lejlighed be­ deligheder i det fjerne Østen, sådan som man mærket, at han godt kunne tænke sig, at Lang i dag følger Belmondo i Rio eller i Hong- skulle lave den nazistiske film. Det blev imid­ Kong hos Philippe de Broca. lertid aldrig til noget, fordi Lang var i besid­ Miljøet hos Lang er ikke realistisk i den delse af et temmelig stort fysisk mod, og han forstand, at det ligner virkeligheden. Emile skal, stadig ifølge sit eget referat af mødet Zola har givet ekspressionismen en definition, med Goebbels, direkte have understreget, at som man umiddelbart også kan bruge på Lang: han havde jøder blandt sine nærmeste slægt­ Kunsten er naturen set gennem et tempera­ ninge. — Goebbels’ kommentar hertil: Hvem ment, og deri ligger vel forklaringen på noget der er jøder, skal vi nok bestemme! af den kraft, man stadig kan suge ud af hans Samme aften sluttede Langs første tyske pe­ film. Men han er også underholderen, rytme­ riode. Det lykkedes ham at stikke af med to­ mesteren, den overlegne tekniker, som var get til Belgien, og selv om skattevæsenet for­ tyve år forud for sin tid, og deri ligger måske søgte at lokke ham hjem nogle uger senere en anden del af forklaringen. under påskud af, at hans skatteregnskab var i uorden, genså han ikke sit fædreland før et ★

74 FILMENE

danne skildringer, han ønskede at bruge sin Debut’en filmkunst. Særlig fængslende for ham var LES ANGES DU PÉCHÉ (Syndens engle), utvivlsomt denne échange, der finder sted: Frankrig 1943. Prod.: Syrops (Roland Tual). det lykkes Anne-Marie at frelse Théréses sjæl Instr.: Robert Bresson. M anus.: Fader Bruck- - eller i hvert fald gøre hende modtagelig for berger, Jean Giraudoux og Robert Bresson. Nåden -, men kun ved uden forbehold at ofre Dialog: Jean Giraudoux. Foto: Philippe Ago- sig; ikke blot må den stolte lære den bitreste stini. Klipning: Yvonne Martin. Dekor.: René Renoux. Musik: Jean-Jacques Grunen- ydmygelse at kende, hun må også dø. Bresson wald. Sang: Iréne Joachim („Salve Regina"). ville selv have kaldt sin film L’Échange; „Syn­ Medv.: Renée Faure (Anne-Marie), Jany Holt dens Engle“ er naturligvis et producentpåfund (Thérése), Sylvie (Priorinden), Mila Parély — det er i grunden en temmelig utiltalende ti­ (Madeleine), Marie-Héléne Dasté (Moder St. tel, og Bresson skal da også kun have ladet Jean), Yolanda Laffon (Madame Lamaury), sig overtale, fordi Claudel jo havde skrevet et Paula Dehelly (Moder Dominique), Sylvia Monfort (Agnes), Gilberte Terbois (Søster drama med titlen L’Échange. Marie-Joseph), Louis Seigner (fængselsdirek­ Anne-Marie vælger den sværeste opgave, tøren) , George Cohn (politichefen). fordi hun føler sig kaldet dertil. Til at be­ Dansk distrib.: Atlantic Film I/S — 1960. gynde med er det kun en sjæl, hun vil søge at Dansk prem.: 29.10.1965, Camera. Længde: frelse, men efterhånden bliver hun som besat 2500 m (92 min.). af tanken om at være den, der bjærger netop Théréses sjæl, Thérése, som repræsenterer den vanskeligste opgave. Anne-Marie kan ikke give „Syndens Engle“, Robert Bressons første spille­ op, for hun er kommet til at elske denne sjæl. film, er en kærlighedsfilm, så at sige, og ikke Da hun ved den årlige udtrækning af deviser en kriminalfilm. Det er en skildring af en stor får tildelt denne: „Dersom du har hørt det og ægte kærlighed: et menneske ofrer sig for at frelse et andet menneskes sjæl. ord, ved hvis hjælp Gud knytter dig til et Kriminalhistorien, som jo på intet tidspunkt andet menneske, er dine ører herefter ingen dramatiseres, har kun tjent som en slags an­ nytte til. Alle andre ord vil da kun være et ledning til at fortælle historien om disse to ekko af det ord“, føler hun, at hun er blevet kvindesjæle, og den dokumentariske skildring Guds redskab, at hendes kærlighed til Théréses af klosterlivet har knap andet formål end at sjæl skyldes Guds vilje. skaffe et egnet miljø for den egentlige historie. Hun er naturligvis så eksklusivt beskæftiget I øvrigt har Bresson ikke selv ansvaret for den med sin opgave, at der ikke kan blive tid til dokumentariske side af sagen; det må bæres samvittighedsransagelse; skuffelsen er derfor af hans med-drejebogsforfatter, dominikaner­ dyb, da hun under sin rundgang for af de an­ præsten Fader Bruckberger, der ikke blot for­ dre nonner at få la correction fraternelle får synede Bresson med ideen til denne film om serveret en række sandheder. Visse af Anne- Béthanie-klostret, men også var til stede under Maries egenskaber må bringe hende i konflikt optagelserne for at overvåge, at skildringen med klostrets kvindelige Ottaviani, Mére af klostertilværelsen virkelig blev dokumen­ Saint-Jean. Men Bressons historie handler ikke tarisk, således at han trygt kunne medgive fil­ om „hovmodet, der står for fald“ . Måske er men sit nihil obstat. Hverken Bresson eller det de samme egenskaber, hendes selvstændig­ dialogforfatteren Jean Giraudoux kendte ret hed, hendes stolthed, hendes stædighed, hen­ meget til klosterlivet. des viljestyrke, der vil kvalificere hende til at Det er åbenbart, at Bresson ikke i første være Guds redskab, til at frelse Théréses sjæl. række har villet skabe en film om Béthanie- Priorinden synes at fornemme, at Gud kan klostret; men emnet kunne give ham lejlighed have sine planer med Anne-Marie; denne får til at skildre menneskers indre liv, og det var, derfor lov til at prøve at løse den vanskelige som vi senere har kunnet få at vide, til så­ opgave, hun har påtaget sig. Næsten hver

75 gang Anne-Marie overtræder kloster-regelen, (1943) - ifølge en af Bressons biografer var kan hun regne med priorindens overbærenhed. det endog lutter nat-optagelser. Det kan hel­ Når priorinden alligevel går med til at vise ler ikke have været synderlig nemt for den Anne-Marie bort, er det ikke, fordi hun skulle dengang ukendte, 36-årige Bresson at få sin være i stand til at forudse, at en sådan ydmy­ vilje igennem over for to så umådelig stærke gelse vil bringe Anne-Marie målet nærmere. personligheder som Jean Giraudoux, højt esti­ Anne-Marie går ganske simpelt for vidt. Prior­ meret, verdensberømt dramatiker og roman­ inden spørger, om Anne-Marie har fået at vide, forfatter, og fader Bruckberger, temperaments­ at hun vil blive relegeret, såfremt hun ikke fuld, belæst, selvsikker og med præstens for­ bøjer sig for kloster-regelen; da svaret er be­ hånds-autoritet (måske skal vi snart høre nær­ kræftende, har priorinden intet valg. Havde mere fra fader Bruckberger: han, der lige har Bresson ladet hende gennemtvinge en und­ vakt opsigt med sin kæmpemæssige, særdeles tagelse, hvilket fader Bruckberger i øvrigt al­ personlige og ejendommelige Kristus-historie, drig ville være gået med til, ville det have væ­ har planer om også at vække opsigt med en ret en hån mod klosterlivets grundprincip, og Kristus-//Vm). Det var nok ikke til at undgå, så ville det jo også have ødelagt hans historie. at der blev lidt for meget teater i „Syndens Men det er alene for Anne-Marie, Guds Engle“ : ikke blot havde den gamle teater­ vilje er utvetydig. Bresson selv røber intet om rotte Giraudoux skrevet dialogen, men teksten sin mening: det tilkommer ikke kunstneren at skulle også fremsiges af højst professionelle angive, hvad der er Guds vilje, endsige da at skuespillerinder med Renée Faure, førende opkaste sig selv til Vorherre ved at sætte lig­ tragedienne i Pariser-teatrenes moderne reper­ hedstegn mellem egen fortolkning og Guds toire (især Montherlant), i spidsen. Det må vilje. I den berømte kontrovers mellem Sartre trods alt have været en belastning for Bresson, og Mauriac om dette spørgsmål ville Bresson der selv er fortrolig med ordets kunst, som antagelig føle sig tvunget til at tage Sartres han siden skulle demonstrere, med en så „lit- parti. Bresson fortæller os ikke, at Gud be­ terær“ dialog. For at undgå misforståelser må lønner Anne-Marie med et mirakel; han for­ jeg hellere tilføje: Giraudoux var ofte også tæller os blot, at Anne-Marie når sit mål, da lidt for „litterær** på teatret, ja såmænd også hun har ofret alt, endog sit liv. Selv får hun i sine romaner. Under disse omstændigheder jo intet at vide om sin sejr. Da hun dør, be­ var det unægtelig beundringsværdigt, at det gynder Thérése at leve. Ikke før, det var pri­ lykkedes Bresson i sin første spillefilm at sen. skabe en „Bresson-film“ . Og det var en „Bresson-film“ . Meget karak­ teristisk for Bresson er f. eks. måden, hvorpå * de to hovedpersoner stilles over for hinanden. Som Anne-Marie over for Thérése genfinder Bresson var i virkeligheden en mester alle­ vi i „Les Dames du Bois de Boulogne** Héléne rede i sin første spillefilm, ikke mindst hvad over for Agnes, i „Journal d’un curé de cam- stilen angår. Allerede i „Syndens Engle“ ville pagne“ præsten over for Chantal (eller, i de man have kunnet gøre sig klart, hvad der scener, André Bazin var så begejstret for, præ­ skulle blive karakteristisk for Bressons stil, sten over for grevinden - se Se - det er eller som man med rette siger i Frankrig: film bind II, s. 159), i „Un condamné å mort Bressons klassicistiske stil. I dag, da vi kender s’est échappé** Fontaine over for Jost, og i Bressons følgende film, er det ikke særlig „Pickpocket** Michel over for Jeanne. svært at pege på bestræbelsen for at skildre Bressons fineste og mest skarpsindige fortol­ personernes indre liv eller at fremhæve, hvor­ ker, Amédée Ayfre, har gjort opmærksom på ledes alle andre hensyn får lov til at vige til Bressons forkærlighed for at placere sine per­ fordel for denne bestræbelse; lige så nemt er soner i omgivelser, der udelukker dem fra det at henvise til strengheden, til den næsten den øvrige verden: klostre, fængsler. I „Syn­ gennemførte stilisering. Filmen har svaghe­ dens Engle“ er der både kloster og fængsel; i der, i hvert fald i sammenligning med Bres­ „Dames** er Agnes’ og hendes moders lejlig­ sons følgende film, men når det gælder Bres­ hed en slags fængsel, hvortil Héléne har nøg­ son, er selv det næstbedste af usædvanlig høj len, og i „Journal** er der slottet (med gitter kvalitet. Dertil kommer, at visse af disse svag­ omkring) og præsteboligen. I „Un condamné**, heder kan undskyldes eller i det mindste for­ i „Pickpocket** og i „Jeanne d’Arc“ genfinder klares. Filmen blev optaget under krigen vi fængslerne.

76 Thérése i „Syndens Engle“ går fra den ene Kurosawa har måttet ofre ordene, og dermed slags fængsel til det andet og tilbage til det skrumper tragedien ind til et vildt og vold­ første igen. Men takket være Anne-Marie er somt melodrama. Personerne bliver kun sym­ det ikke den samme Thérése, der vender til­ boler. Vi får ikke mulighed for nogen indsigt bage til fængslet. Det forstår de andre nonner, i deres sjælekvaler. I det mindste forekommer en af dem siger, da Thérése går forbi hende: det ikke mig, at Kurosawa har evnet at trans­ „På gensyn, søster“ . formere den verbale poesi og karakterisering Det er en fornøjelse at notere, at „Syndens til visuel poesi og karakterisering på samme Engle“ er blevet en pæn succes i København, nuancerede plan som i tragedien. Alting bliver således at man regner med at kunne tage andre mere enstrenget, hvilket naturligvis ikke bety­ Bresson-film på programmerne. A bientot, Bres- der, at der ikke er fremragende scener, hvori son! det næsten lykkes Kurosawa at smelte virke­ Albert Wirnblad. lighed og sjælelig symbolisme sammen. F. eks. er scenen, hvor de to ryttere forvilder sig i tågen, fængslende. Kurosawa forlænger det for­ virrede ridt langt ud over, hvad den konven­ tionelle instruktør ville turde tillade sig. Og netop på den måde opnår han den absolut maksimale effekt af situationen. Han anvender M acbeth - sam u rai samme metode som i „Syv samuraier41, hvor KUMONOSU-DJO (Blodets trone), Japan angrebsbølgerne bliver ved og bliver ved. 1957. P rod.: Toho. Associate producere : Akira Andre steder synes man imidlertid nok, at Kurosawa og Sojiro Motoki. Instr.: Akira Kurosawas japanske ekspressionisme kører Kurosawa. Manus.: Hideo Oguni, Shinobu tomgang, og enkelte steder kommer vi næsten Hashimoto, Ryuzu Kikushima og Akira Kuro­ over i samurai-parodien. sawa efter Shakespeares „Macbeth". Foto: Asa- Først og fremmest svigter filmen imidlertid, ichi Nakai. Arkitekt: Yoshiro Murai. Musik: fordi den japanske Macbeth ikke kommer os Masaru Sato. Medv.: Toshiro Mifune (Take- toki Washizu), Isuzu Yamada (Asaji, hans ved. Vi får ikke indblik i Washizus sjælelige hustru), Takashi Shimura (Noriyasu Odagu- kamp, vi får intet indtryk af den samvittig­ ra), Minoru Chiaki (Yoshiaki Miki), Akira hedskamp, der skal rase i ham, og hans for­ Kubo (Yoshiteru, hans søn), Takamura Sasaki vandling fra tapper og loyal kriger til despot (Kunihura Tsuzuki), Yoichi Tachikawa (Ku- synes kun postuleret. Mifune spiller i sin liden­ nimaru, hans søn), Chieko Naniwa (trold­ skabelige overdrivelse næsten konstant som en kvinden) . vild karikatur. I det ydre ser han ud, som om Dansk distrib.: Camera. Dansk prem.: 1.10. 1965, Camera. Længde 3005 m (110 m in.). han spillede med munden fuld af generende hår. Han ser mere irriteret end vild ud. Heller ikke de andre personer er meget nuancerede, Kurosawas Macbeth-filmatisering er i flere hen­ og filmen er en af de mest umenneskelige i seender problematisk. Som Shakespeare-ti\m er Kurosawas ellers så menneskelige filmrække. den mislykket. Dette er mindst væsentligt. Welles’ to Shakespeare-film, der betragtes som At der er kraft, vitalitet og bevægelse i fil­ mislykkede af de litterære eksperter, er fængs­ men, kan enhver se. Washizus og Mikis ridt lende filmkunst. Værre er det, at „Blodets gennem skoven er rytmisk fuldkomment, mø­ trone“ som film ikke er vellykket. Den hører det med troldkvinden er fuld af mystisk poesi, afgjort hjemme i den svagere ende af Kuro­ og Washizus død er en tour de force, som sawas produktion. ingen gør Kurosawa efter. Men meget af det Der er ikke indført væsentlige ændringer i smukke og fængslende i filmen betager som historien, efter at den er flyttet til japansk formelle demonstrationer. „Blodets trone14 er middelalder. Det blodige drama om ondska­ en film, der meget ofte imponerer os. Det er bens magt passer fint ind i en japansk sam­ en film, der umiskendeligt bærer præg af at menhæng. Men selve historien i „Macbeth“ er være skabt af en stor filmkunstner, men man et skrapt melodrama, hvis ikke den bruges til holder ikke af filmkunstnere, fordi de impo­ belysning af karaktererne. Det gør den hos nerer en. Man holder af dem, fordi de bevæ­ Shakespeare, hvis skuespil får sin tragiske ger en. Kurosawa er en af dem, der kan be­ rejsning på grund af den psykologiske indsigt væge os som få. Derfor skuffes man dobbelt, i karaktererne og analysen af ondskabens sjæls­ når han blot imponerer. ødelæggende magt. Og alt dette ligger i or­ dene. Ib Monty.

77 me, og han har fået det helt fantastiske ud af Tip py Walker og Merrie Spaeth, der spiller To piger Valerie og Marian. Her er to enormt oplagte talenter, begge båret af sikkerhed og følelse, forbløffende autoritative i at redegøre for de THE WORLD OF HENRY ORIENT (Peter mange stemningsskift, og det vel at mærke in­ Seliers i dur og mol), USA 1964. Prod. Je- den for samme indstilling, uden klip eller rome Hellman, Pan Arts. Instr.: George Roy overtoning. I det hele taget er vel den første Hili. Manus.: Nora Johnson og Nunnally del af filmen den mest overbevisende; her ind­ Johnson efter førstnævntes roman. Foto: Bo­ ris Kaufman og Arthur J. Ornitz (Panavision, går gang på gang spillet en lykkelig forbin­ DeLuxe). Klip: Stuart Gilmore. Musik: El­ delse med Boris Kaufmans og Arthur /. Or­ mer Bernstein. Dekor.: Jan Scott. Kostumer: nitzJ vidunderlige New York-billeder og med Ann Roth. Medv.: Tippy Walker (Valerie Elmer Bernsteins musik. Men ser man filmen Boyd), Merrie Spaeth (Marian Gilbert), Pe­ mere end én gang, vil man opdage, hvor so­ ter Sellers (Henry Orient), Paula Prentiss lidt den holder tonen til det sidste. Ikke blot (Stella), Angela Lansbury (Isabel Boyd), Tom løber den parallelle historie om monster-piani­ Bosley (Frank Boyd), Phyllis Thaxter (Mrs. Gilbert), Bibi Osterwald (Boothy), Peter sten Henry Orient og hans konfuse kærligheds­ Duchin (Joe Byrd), John Fiedler (Sidney), eventyr med en umulig frue smukt i takt med Al Lewis (cigarhandleren), Fred Stewart (læ­ Valeries lige så håbløse, men knap så menings­ gen), Philippa Bevans (Emma), Jane Bucha- løse forgabelse i pianisten — men samtidig nan (Kafritz). lykkes det George Roy Hili at skabe den rig­ Dansk distrib.: United Artists. Dansk prem.: tige udvikling i disse forviklinger: Selvfølge­ 18.10.1965, Kino-Palæet. Længde 3025 m ligt og naturligt opfyldes forventningerne til (106 min.). tilværelsen, tværs gennem de hysteriske fata­ liteter bevæger kærligheden sig, og typisk nok ændrer alt sig - blot ikke Valerie og Marian. Det er, som om filmen vil sige, at takket være I denne komedie fortælles om to unge pigers deres drømme stabiliseres alt. Det er en slut­ mærkværdige verden af smægtende drømme og ning, der udfordrer mange, som gerne vil dygtig beregning. Valerie og Marian er teen­ trække det melankolske i forgrunden og be­ agers på vej ind i de voksnes verden, og de tone det fortvivlede og afstanden mellem men­ omsætter deres egen usikkerhed og private sor­ nesker. Men denne film er indstillet i anden ger i en meget kompliceret romance, som retning, og den skammer sig ikke ved sin men­ blandt andet forsøges gennemført af rent barn­ neskelige optimisme. agtig stædighed. Valerie og Marian er fulde „Peter Sellers i dur og mol“ er uafbrudt af kontakthunger og udadvendte på en særdeles fascinerende, vittig og gribende i et klogt af­ egoistisk måde, de er uden illusioner, men vekslende spil. Det musikalske akkompagne­ leger med dem alle. De lever i et eneste rod ment dvæler ved stemningerne i parkerne og af spontan edsaflæggelse for livstid, og de op­ på gaderne, og i et pragtfuldt koncertafsnit lever tilværelsen som noget vidunderligt med leger det frækt (men ikke forkasteligt) med mange muligheder for triumf og måske et par musikalsk opstyltethed. Peter Sellers og Paula for skuffelse og nederlag. Den voksne verden Prentiss gennemlever en række nervepirrende omkring dem begriber det meste og er i det rendez-vous’er, der navnlig er uforglemmelige hele taget ikke spor forhærdet eller afstum­ takket være hendes besværligheder med stem­ pet, når undtages Valeries mor, hvis egoisme men, og Peter Sellers er helt fortræffelig, når er modertyrannisk og fornedrende. Filmens ne­ han forlader koncerten ledsaget af forbitrede derlag tildeles derfor hende, fordi hun er lut­ tilhøreres skældsord. Angela Lansbury er på ter beregning og ingen følelse - alle de andre ny Amerikas mor nr. 1 og frygtelig som ingen går frelste gennem sjælekvalerne, navnlig pi­ sinde før, og Ann Roth har givet Valerie en gerne, der uden noget besvær formår at leve, frakke på, som i sig selv er indbegrebet af hyg­ som om intet er hændt. gelig elegance og sjusket sikkerhed. Overhove­ „Peter Sellers i dur og mol“ er en smuk og det er dette en gennemtænkt og velberegnet bevægende film om kærlighed og om to unge film, smuk i sine følsomme skildringer af en piger i New York. George Roy Hiil fortæller i hektisk og velkontrolleret ung verden og i sine en meget lunerig og varieret stil, der bl. a. til­ musikalske og poetiske billeder af de to pi­ lader ham at kopiere Pranqois Truffaut, uden at gers by. det virker ubehageligt. I filmens førstedel kred­ ser han om pigerne og leger med i deres drøm­ Jørgen Stegelmann.

78 sat til dansk, gengiver handlingen som følger: Poesiens sejr „Den hemmelige agent Lemmy Caution ankom­ mer til Alphaville. Indbyggerne, alphabeterne, ALPHAVILLE, UNE ETRANGE AVEN- TURE DE LEMMY CAUTION („Lemmys lever efter en anden logik. De kender ikke mærkelige eventyr"). Prod.: André Michelin/ mere ordet „lommetørklæde", fordi de ikke Chaumiane Productions, 1965. Manus og mere kan græde. Ejheller ordet „elske". Tak­ instr.: Jean-Luc Godard. Foto: Raoul Cou- tard. Musik: Paul Misraki. Klipn.: Agnes ket være analphabeten Lemmy Caution lærer Guillemot. M edv.: Eddie Constantine (Lem- alphabeten Anna (filmens Natacha) til sidst my), Anna Karina (Natacha von Braun), at græde". Hvilket naturligvis er en stærk for­ Akim Tamiroff (Henri Dickson), Howard Vernon (Von Braun), Michel Deiahaye (den­ kortning, men hans venden op-ned på betyd­ nes assistent), Jean-André Fieschi (prof. He- ningen af „analfabet" er pudsig, og ikke ckell), Jean-Louis Comolli (prof. Jeckell), ueffen. Laszlo Szabo. Dansk prem.: 25.10.1965 i „Carlton". Længde: 2720 m (99 min. - Stop­ Indtrykket af filmen kunne samles i ét ord: ur: 95 m in.). grafisk, der da skulle angive den stærkt mar­ kerede kontrastvirkning, der findes hele vejen Det ligger lige for at se en forbindelse mellem igennem, både visuelt, i udnyttelsen af bille­ Antonionis „Den røde ørken“ og Godards dets sort-hvide, og indholdsmæssigt, forstået „Alphaville“ . Begge film belyser deres instruk­ som en påfaldende unuanceret problematik. tørers forhold til det vita nova, teknikkens Godards angst for fremtidens afsjælede tekno­ krati forekommer noget ukontrolleret og let voldsomme fremskridt har påtvunget menne­ hysterisk, selv om man hellere end gerne hol­ skene. Det er en udvikling, der kan betragtes der med ham i, at en verden, hvor digtere som selvforskyldt eller uforskyldt, påtvunget får lov at færdes frit omkring, hvor ord som - som sagt - eller villet. Eller som en glidende „elske", „ømhed", „efterårsregn" m. m. stadig overgang med stadige indre modsætninger og har mening og kan finde klangbund, langt er brydninger. at foretrække. Antonioni og Godard havde lejlighed til at Men den hårdt trukne problemstilling kan diskutere disse ting med hinanden på Cannes- godtages, hvis man ser filmen som en allegori, festivalen i fjor, og deres betragtninger stod udtrykt med tegneseriernes skabeloner og kli­ at læse i Godards allerede klassiske interview cheer. I denne dimension virker forenklingerne, til „Cahiers du Cinéma“ . Det er fristende at og til Godards fordel, for den dybere person­ tænke sig, at Antonionis forhold til teknokra­ karakteristik har aldrig været hans stærke side. tiet og den moderne videnskab satte Godard Men mærkeligt nok indeholder „Alphaville" på sporet af „Alphaville“, men det er tilstræk­ scener, der hører til blandt hans smukkeste og keligt at konstatere dialogforholdet mellem de varmeste. Det gælder især scenen i hotelværel­ to film. At se „Alphaville“ som et svar på sets tidlige morgenlys, hvor Lemmy hjælper „Den røde ørken“ . Natacha til at erindre sin fortid i „de ydre Berømte er Antonionis udtalelser på Cannes- lande". Forbudte, fortrængte ord trænger atter festivalen 1960, hvor han (før præsentationen frem i hendes bevidsthed, da han læser op af „L’Avventura“ ) fremhæver skismaet mellem for hende af Eluards „Capitale de la Douleur", videnskaben, der er rettet mod fremtiden, og og med dem kommer følelserne, der gør hende den standende moral, der binder menneskene bange, fordi de er fremmede. til fortiden. Hans åbenlyse fascination af vi­ Det er glædeligt at se, hvor godt Godards denskaben og fremskridtet finder først sin - yndede citater denne gang fungerer i helheden. usikre — kunstneriske formulering i „Den røde Både „Smertens Hovedstad" og „Le grand ørken “, som dog ikke er mere usikker, end sommeil", som Lemmy læser, er naturlige at helhedsindtrykket domineres af hans posi­ kommentarer til det samfund, han er dumpet tive holdning, selv om han argumenterer dår­ ned i. ligt for den. Efter to gennemsyn finder jeg egentlig kun Godard, derimod, vender sig heftigt mod det et par ting, der skæmmer filmen for alvor. videnskabelige fremskridt og dets moralske Det gælder elektronhjernen Alpha 60, hvis følger, der i „AIphaville“ anskues negativt. syntetiske, grødede stemme belaster publikum Her skilles de to instruktører, i dyb uenighed mere end strengt nødvendigt, især i filmens over det samme spørgsmål. Godards film er en eneste (for mig) helt mislykkede scene, hvor aktuel kommentar, men for at sætte sagen på Lemmy overværer en af de forelæsninger, Na­ spidsen betragtes udviklingens yderste konse­ tacha følger. Udleveringen af de audio-visuelle kvens i en ikke alt for fjern fremtid. Jean hjælpemidler er godt forskruet. Collet, hvis bog om Godard nys er blevet over­ Og det gælder negativscenerne hen mod slut-

79 ningen. Som Misrakis smukke musikalske mo­ Alpha 60 stiller under sit første rutineforhør tiv, der gerne bryder frem, så snart der er en af Lemmy følgende spørgsmål: — Hvad er det, eller anden følelsesmæssig dækning for det i der forvandler nat til dag, mørke til lys? Og billedet, kunne man tænke sig noget tilsva­ Lemmy svarer: - Poesien. Hvis man kan sige, rende for negativernes vedkommende; at de at „Alphaville“s mørke er von Braun, dens illustrerer særlige destruktive eller frustrerende lys Lemmy („Husk at journaliste og justice sider ved livet i Alphaville el. lign. Men de begynder med samme bogstaver!"), så er Anna optræder temmelig umotiveret og lader sig Karina dens poesi. Der synes at bestå en hem­ vanskeligt forstå som andet end pludselige på­ melig forståelse mellem hendes ansigt og ka­ hit. De synes ikke dikterede af nogen speciel meraet, der indkredser og kærtegner hende hensigt - andet end den at understrege filmens med en smertelig ømhed. Meget åbent udle­ grafiske karakter. verer Godard sig selv, men når derved nogle „Alphaville" er fotograferet med Ilford HPS af sine smukkeste resultater. Hvad Falconetti og uden brug af kunstigt lys, hvilket giver engang var for Anna Karina, vil hun selv være billederne en sjælden plasticitet i overgangene for den næste generation, når den til sin tid fra lyst til mørkt (nærbillederne af Akim Ta- sætter sig hen for at se „Livet skal leves" og mirojf), og en effektiv skumringsagtig kornet­ „Alphaville". Smukkere ros kan man vanskeligt hed i gengivelsen af byens kunstige halvlys. give hende. Natacha er hele tiden klædt i sort og hvidt. Øystein Hjort. BØGERNE

Se — det er bog ikke helt så realistisk som den filmstil, han stræbte efter som den ideelle, men hans stem­ Ib Monty og Morten Piil (red.) : „Se - det er meføring fortæller bedre end alle hans æsteti­ film, II.“ 228 s. ilt. Det Danske Filmmuseum ske betragtninger - om hvis værdi man i pa­ og Fremads Fokusbøger, 1965. Kr. 13,-. rentes bemærket ikke altid føler sig lige over­ bevist — noget om neorealismens position i Bedre læsning om filmkunsten end den, anto­ forhold til den omgivende produktion og af­ logien „Se — det er film" tilbyder, gives slører simpelt hen et tidsmiljø, et klima. Det ikke på dansk. Og der skal graves meget i den er i sig selv værdifuldt, for det er nybrydnings­ udenlandske litteratur for at få det samme arbejdet set indefra. Det er helt rigtigt at følge udbytte. Det er dette arbejde, de to redaktører hans betragtninger op med Karel Reisz’ frem­ har sparet os for, samtidig med at de i svøb ragende essay om de Sicas og Zavattinis „Um- præsenterer os for både filmhistorie og -æstetik. berto D .“ ; det er med denne film, hvor Zavat­ Udvalget, hvis omfang vi nu med bind 2 be­ tini endelig ene mand er ansvarlig for manu­ gynder at ane rækkevidden af, forekommer - skriptet, at han kommer nærmest sine idealer, om ikke definitivt - så dog i høj grad vel­ der næppe nogen sinde ville være realisable i dokumenteret og autoritativt. Alliancen: et deres fulde konsekvens. forlag med distributionsapparatet i orden, og Betimeligheden i overhovedet at kalde neo­ Filmmuseet, der leverer de f?.glige kvalifika­ realisme for neorealisme diskuteres af Amédée tioner, synes ideel, og det ville være ønskeligt, Ayfre, der ud fra både æstetiske og - især - om et sådant samarbejde også kunne etableres filosofiske overvejelser foretrækker at kalde med fremtidige udgivelser for øje. denne filmstil for fænomenologisk realisme. Bind 2 omfatter en relativt kort periode, Det er interessant, at Ayfre — selv katolik — men det er en periode, der til den ene side slutter med nogle betragtninger over neoreal­ afgrænses af neorealismens gennembrud i Ita­ isme og katolicisme. Det forekommer mig, at lien, til den anden af de store eneres film fra man i almindelighed har hæftet sig for lidt midten af halvtredserne; det er Bresson, ved denne side af sagen, der dog ikke er uden Bunuel, Ford, Kurosatva, Mizoguchi og Ozu. betydning, eftersom den italienske virkelighed, Og mange flere. filmene skildrer, også er en katolsk virkelig­ Den let profetiske tone, Zavattini anslår i hed. Det ville være interessant engang at se sit essay „Nogle ideer om filmkunsten", er dette spørgsmål behandlet isoleret. Mest åben-

80 bart tages der stilling til katolicismen hos Ros- sellini, der f. eks. i „Viaggio in Italia“ — den af hans film, museet senest har vist - åbenlyst bekender sig til en katolsk sindet mirakeltro. Men dette gælder en lang række af hans film, og Rossellinis forhold til katolicismen behand­ les da også ret indgående af Henri Agel. Det er glædeligt at se, at Rossellini har fået en plads i bogens sammenhæng; herefter skulle der ikke være nogen undskyldning for den undertiden temmelig platte opfattelse af ham, der gerne doceres herhjemme. Hele hans pro­ duktion fortjener en nyvurdering, ikke mindst på baggrund af den betydning han har haft for fransk film i de senere år; en betydning, som de unge franskmænd åbent vedkender sig. I det hele taget rummer dette bind rigeligt med stof egnet til at ryste det brede flertal i konventionerne. Det gælder den stedmoderligt behandlede western, der her behandles posi­ tivt af André Bazin og Lindsay Anderson. Sidstnævnte leverer med sit essay om John Ford bogens smukkeste bidrag, en karakteri­ stik i store træk forenet med en fin analyse af enkelte indstillinger giver det præcise og Hitcbcock — i egen ramme. samtidig nuancerede billede af Fords kunst. Det gælder den amerikanske kriminal- eller også kan præster es af danske skribenter (selv gangsterfilm, der udmærket anbringes i en om det hårdnakket dementeres gang på gang) større sammenhæng af Pierre Marcabru. Dog visér Stegelmanns og Ulrichsens bog tydeligt savner man en fyldigere vurdering af Hitch- nok, og der findes utvivlsomt mangt og meget cock end den, han leverer. Men det kommer blandt Filmmuseets indledninger, der fortjener måske i næste bind? Det gælder også den ja­ at reddes fra støv og glemsel. panske film, her oplyst ved fyldige uddrag af Foreløbig er vi mere end tilfredse med tinge­ Anderson og Richies bog, „The Japanese nes gang. Der er her skabt et fundament for Film“, der tilsammen giver en god indføring den alvorlige filminteresse, og når det store i både stil, teknik, og i de tre store instruktø­ vue engang skal tages over filmlitteraturen på rer, Kurosawa, Mizoguchi og Ozu. Man må dansk, må man kunne tale om et før og efter håbe, at dette kapitel kan åbne for en større „Se - det er film“. Den stiller fremtidige fortrolighed med de få japanske film, der vi­ udgivelser i et krævende lys. Øystein Hjort. ses i Danmark. Det ville være tiltrængt. Og det gælder musicalen, der vistnok ikke To metoder har megen klangbund herhjemme, når man ser Robin W ood: „Hitchcock’s Films" og Peter bort fra de senere produktioner, der profiterer Cowie: „The Cinema of Orson Welles", begge på teatrenes familiesucceser „West Side Story“, A. Zwemmer Limited, London 1965. „My Fair Lady“ . Kapitlet om musicalen har in­ Hitchcocks film kan sammenlignes med fikser­ teresse ikke mindst derved, at det er skrevet billeder, der utvivlsomt til stadighed vil fasci­ af danske kendere, Jørgen Stegelmann og Erik nere filmkritikere og stimulere dem til at op­ JJlrichsen. Stegelmanns lidt anstrengte reklame dage de mærkeligste figurer kamoufleret i de for „Showfilmens forvandling'4 i forrige num­ almindeligste omgivelser. Det var den franske mer af „Kosmorama“ forekommer unægtelig filmkritik, der indledte dette studium; og nu lidt ilde anbragt, al den stund uddraget af den, følger de skarpsindige engelske kritikere om­ der her første gang bringes på dansk, anbefa­ kring tidsskriftet „Movie“ efter og giver os ler både sig selv og bogen. deres version af mesteren, der heldigvis selv Men det frister til en kættersk tanke. Hvad synes ganske upåvirket af at blive gransket på med et afsluttende fjerde bind, et appendix kryds og tværs. til antologien indeholdende et udvalg af de „Movie“-skribenten Robin Woods Hitchcock- bedste danske filmessays? At det udmærkede bog er det mest imponerende stykke nyere film-

81 kritik i lange tider. Wood forkaster med over­ rer aktionærernes udbytte, men snyder marke­ bevisende argumenter franskmændenes opfat­ det for en lang række vigtige („usikre", „risi­ telse af Hitchcock som en primært katolsk kable") udgivelser. Der opstår vakuum både kunstner — det er rent moralske, snarere end her og dér, og med hensyn til filmlitteraturen religiøse problemer, der gang på gang går bedes den tænksomme læser overveje følgende igen i Hitchcocks produktion, mener Wood. interessante tal: ved denne tid er der udgivet Hitchcock dramatiserer visse tilgrundliggende ca. 125 bind i Gyldendals Uglebøger - af disse faktorer i „the human condition": forbindel­ er der 3 om film, hvoraf det ene tidligere har sen mellem det abnorme og det tilsyneladende været udgivet på dansk. „normale" („Strangers on a Train", til dels Ikke mærkeligt, at der pludselig dukker „Psycho"), det fysiske og moralske kaos, der bittesmå, ivrige forlag op, der med idealisme pludselig kan bryde frem i den mest banale og ihærdighed sætter sparepengene ind på at hverdag („The Wrong Man“, „The Birds“ , kortlægge de hvide pletter på branchens glo­ „North by Northwest"). Den menneskelige bus. Det os ubekendte forlag Bonde og Bonde kontakts terapeutiske værdi sættes op som har f. eks. taget et initiativ, der fra filminter- positiv modvægt mod disse destruktive kræfter. esseredes side fortjener al mulig opmærksom­ Der er ingen grund til at tage tilflugt til hed og støtte. De har startet udsendelsen af spidsfindigheder for at udlede disse hoved­ en serie instruktørbiografier i lighed med den, temaer, mener Wood - de kan opdages af en­ Norstedt i samarbejde med Svenska Filminsti- hver opmærksom tilskuer. Og Woods analyse, tutet agter at udsende på det svenske marked der næsten udelukkende koncentrerer sig om fra og med næste år. Dog er der ikke tale om Hitchcocks senere produktion, virker netop originale bidrag som for den svenske series overbevisende, fordi den baserer sig så tæt på vedkommende, men om en delvis omplantning filmenes „konkrete materiale" og først gen­ af franskmændenes velkendte „Cinéma d’aujour- nem en grundig detaljeanalyse drager sine kon­ d’hui". Ideen er fortræffelig og spændende; klusioner. når der derfor i det følgende vil blive rejst Peter Cowies Orson Welle s-bog virker lige alvorlige indvendinger mod forlagets første så eklektisk og selvudslettende som Woods udgivelse, gælder det således ikke initiativet, Hitchcock-studie er personlig og myndig. men måden, det er ført ud i livet på. Cowies metode har dog også sine fordele. Han Med „Télérama“-skribenten Jean Collets bog er en velorienteret skribent, der forstår at ci­ har man naturligt nok valgt at starte med en tere sine kollegers centrale og karakteristiske så centralt placeret kunstner som Godard. Go­ udtalelser og sætte dem ind i en helhed, der dard selv er berømt - eller berygtet - for sine personers ekscesser i halve åndrigheder, og giver et ganske dækkende billede af Welles’ mangesidige personlighed. Hvad bogen så­ for sine egne ikke altid klare maksimer („film er 24 sandheder pr. sekund", „travellings er ledes mangler i selvstændighed opvejes rigeligt et spørgsmål om moral" osv.). Imidlertid er af Cowies sobre grundighed, sunde dømmekraft der i det mindste en holdning bag hans egne og nære fortrolighed med emnet. Især her­ udtalelser, der røber meget om forholdet til hjemme, hvor Welles' film er ukendt land det medium, han har valgt at udtrykke sig i; for mange, kunne man ønske bogen mange fejlen ved dem er blot, at de for let forfører læsere. de ukritiske epigoner. En sådan epigon fore­ De to bøger betegner som helhed et smukt kommer Collet mig at være, hans indledende skridt fremad for engelsk filmkritik, som nu essay giver i bedste fald eksempler på gode — inspireret af franskmændene — er nået op enkelt-iagttagelser, men er i sin helhed et mis­ på et meget højt plan. Morten Piil. forstået spildprodukt af den specielle form for kritik, der yndes inden for „Cahiers du Cinéma“-gruppen. Definitionen lyder som føl­ Godards banemænd ger: „Den kritiske holdning, Rosseliini har Jean Collet: „Jean-Luc Godard“. 149 s. ill. lært os, kendetegnes især ved en moralsk hold­ „Collection film i dag“, Forlaget Bonde og ning. En holdning opbygget af forståelse, tole­ Bonde, København 1965. Kr. 22,50. rance, deltagelse og sympati. Den står den Der tales meget om forlagskriser for tiden, de fromme begejstring lige så fjernt som foragten ikke allerede meget veletablerede forlag kæm­ og ligegyldigheden" (s. 5). Inden for disse per for eksistensen med næb og kløer og især meget løse rammer er der plads til meget, også med pornografiske udgivelser, mens de vel­ til Collets højt svungne boulevardmetafysik, etablerede flyder behageligt af sted på en for­ der foregiver at være indforstået, men som sigtig og valen udgivelsespolitik, der nok sik­ tydeligt bærer præg af at være skrevet i kritik-

82 løs nærhed af mesteren. Der er ingen distancere^ inddeling af Godards film i to kategorier: til Godard og derfor heller ingen klar vurde­ i „Aandeløs", „Livet skal leves" og „Le Mé- ring af hans værk. I hurtig rækkefølge præsen­ pris" har han filmet sine følelser, i „Den teres man for uklare udsagn som: Godards dæ­ lille soldat", „En kvinde er en kvinde" og „Les mon er tvivlen; nøgleordet til det Godardske Carabiniers" sine ideer. univers kan være verbet: tage, osv. osv. Den Som brugsgenstand er den danske udgave postulerede tolerance, deltagelse og sympati imidlertid så mangelfuld, at den franske ikke rummer en hel del udvandet eftersnakkeri. I kan undværes ved siden af. Her er lidt pedan­ let omskrevet form genkendes mangt og meget teri påkrævet. Collets tekst er flere steder af­ fra Godards egne udtalelser og artikler, jfr. kortet, slutningen er en tilføjelse, men på be­ afsnittet „Godard om filmen“ . Over det hele kostning af ca. 10 sider i den franske udgave. er der lagt et slør af dybsindig højtidelighed, Alle Collets fodnoter mangler. Uddraget af der undertiden giver anledning til - forment­ drejebogen til „Le Mépris" er faretruende bar­ lig utilsigtet - moro: „ . . . det er måske det beret, således mangler f. eks. Fritz Langs mest enkle, der er det mest smertelige. Det Dante-citat, og sekvens 5 er sammentrængt og er Jeans lange monolog i „Charlotte et son derfor undertiden misvisende. I udvalget af Jules“, denne vidtløftige strudsemonolog, hvor Godards egne artikler er tilføjet hans betragt­ den forelskede svælger i illusioner, skiftevis ninger over „En gift kvinde", men følgende triumferende og tryglende, skiftevis moralsk er udeladt: „Défense et illustration du découp- og fuld af ømhed, indtil den grusomme sand­ age classique", „Le don d'ubiquité", „Regarder hed lukker munden på ham: „Nej, Jean, jeg autour de soi", „Avancer en terre inconnue" er kommet for at hente min tandbørste!“ “ (Cah. de Cinéma 15, 67, 72 og 85). Udvalget (s. 42). af Godard-kritik er i den franske udgave ord­ Det er ikke Collets essay, der retfærdiggør net efter de enkelte film; da disse kapitelover­ oversættelsen af denne bog, heller ikke det skrifter mangler i den danske udgave, er det kritiske panorama, der har overvældende slag­ både vanskeligt at orientere sig og undertiden side til panegyrikken, og som ikke bevæger vanskeligt at afgøre hvilken film, der tales om. sig en tomme uden for Paris. Men afsnittet I dette afsnit er i alt udeladt syv uddrag i for­ „Godard om filmen" er vigtigt, skønt vær­ hold til den franske udgave, tre om „Livet dien ikke altid er lige utvivlsom; det er til skal leves", tre om „Les carabiniers" samt det skade for udsagnenes klarhed, at de er revet eneste, der var om „Den lille soldat". I af­ ud af deres sammenhæng. Der er uddragene snittet med den lidt uheldige titel „Vidnes­ af drejebøgerne, hvor især afsnittet fra „Aan- byrd" mangler to bidrag, Agnes Guillemots og deløs“ er interessant, fordi den endelige dia­ Michel Piccolis; især det første af disse savnes, log her er sat op over for Truffauts original­ da Guillemot som bekendt har klippet de fleste manuskript, ligesom uddraget af „Le Mépris“ af Godards film. er velvalgt, idet det rummer Godards analyse I fortegnelsen over Godards film er der af Paul Javal (Michel Piccoli). kludder i rækkefølgen af dem, der har stået Seks sider af bogen opvejer Collets 50. Det trykt i „Arts"; nogle genfindes dog umotiveret er Truffauts „vidnesbyrd" om Godard, et fint under fortegnelsen over interviews med Go­ portræt af manden bag cigaretten og solbril­ dard, s. 149. Manuskriptet til „Une histoire lerne. Her kastes bl. a. interessante strejflys d’eau" anføres urigtigt som trykt i „L’avant over arbejdet med „Aandeløs", hvis manu­ scene du cinéma" nr. 5. Det skal være nr. 7. skript Truffaut byggede op omkring en virke­ Bibliografien over artikler om Godard mangler lig tildragelse. Godard overtog det, da Truffaut helt. Det er katastrofalt. tabte interessen for det til fordel for „Ung Bogen rummer de første tre dusin trykfejl, flugt", men ændrede slutningen fuldstændigt. nogle af dem er meningsforstyrrende i middel­ „I mit udkast sluttede filmen med, at helten svær grad. En skødesløs omgang med navne gik ned ad gaden, og folk vendte sig om, lige­ (det går især hårdt ud over Clouzot), punk­ som når de ser en filmstjerne, fordi hans bil­ tummer, kommaer og citationstegn er alvorligt lede var på forsiden af alle aviser. Det kunne generende. Oversættelsen har vanskeligheder have været slemt nok med denne uafgjorte slut­ med fagudtrykkene. ning. Godard valgte en dødelig slutning, fordi Det oplyses, at planlagte bind i serien - der han er mere pessimistisk end jeg. Han var i krukket sprogforvirring er døbt „Collection virkelig fortvivlet, mens han optog denne film. film i dag" — vil omfatte bøger om bl. a. Han havde behov for at filme døden, han Antonioni og Buhuel; med særlig forventning havde behov for denne slutning". Det er også ser undertegnede dog hen til den bebudede bog i dette portræt, Truffaut giver os sin velkendte om Truffaut af F ellin i. Øy stein Hjort.

83 Denne rubrik omfatter tidsskrifter, der indeholder stof af interesse for „Kosmorama“s læsere. Tidsskrifterne kan læses i museets bibliotek. SIGHT AND SOUND. I efterårsnummeret skriver Tom Milne om Dreyer, Richard Roud om „Alphaville". Der er festivalrapporter fra Berlin, Moskva og Venedig, brev fra Paris og en analyse af Kurosawas „Blodets trone". MOVIE. Efterårsnummeret indeholder artikler om Richard Lester og Michael Powell og et interview med C live Donner om „Hva' nyt, Pussycat?“. De udførlige anmeldelser beskæftiger sig med „Le bonheur", „Chok“, „Major Dundee", „La baie des anges" og „Judex“. FILMS AND FILM ING. Novembernummeret bringer en selvbiografisk artikel af Jacques Tourneur, Peter Baker skriver om Venedig-festivalen, der er interviews med Alec Guinness, og Raymond Durgnats artikelserie er nu nået til farcerne: „Hoop-de-doo for Mr. L. & Mr. H .“ . FILM. De engelske filmklubbers tidsskrift bringer i sit efterårsnummer et interview med Roger Corman. FILM QUARTERLY. Efterårsnummeret rummer et indgående interview med John Huston og en artikel af Kirk Bond om Carl Th. Dreyer. William Johnson skriver livligt om Hollywood 1965, og fra Donald Richies med spænding ventede Kurosawa-bog bringes kapitlet om „Akahige". FILM CULTURE. Med sit sommernummer vender tidsskriftet tilbage til manifester og artikler om de eksperi­ menterende amerikanske filmfolk. Meget nyttigt er et 70 sider stort katalog over filmene fra „Film- Makers' Cooperative". FILMS IN REVIEW. Oktober-nummerets biografiske artikel beskæftiger sig med Constance Bennett. CAHIERS DU CINÉMA. Nr. 171 (oktober) indeholder et nyt langt interview med Godard og korte samtaler med Arthur Penn, Zoltan Fabri og Visconti. Pier Paolo Pasolini skriver om „Le cinéma de poésie“, og der er kommentarer til alle Venedig-festivalens film. CINÉMA 65. I nr. 100 (november) kan man finde en samtale med Antonioni og stof om den tyske ekspressioni­ stiske film. POSITIF. I nr. 71 (september) findes et interview med Don Siegel samt filmografi og rapport fra Cannes. L'AVANT SCENE DU CINÉMA. I nr. 52 (oktober) bringes manuskriptet til Reno'trs „La régle du jeu“, og i nr. 53 (november) bringes manuskriptet til Carnés „Le jour se léve“ („— og ved D aggry"). FILM KRITIK. I novembernummeret har man i serien „Zum Selbstverståndnis des Films" samlet udtalelser af Buhuel. FILM. Novembernummeret (nr. 11) behandler indgående „En gift kvinde" og bringer manuskriptet til Milos Formans „Sorte Peter". BIANCO E NERO. Juli-augustnummeret bringer en artikel om den kinesiske films historie. Grigori Kosintsev taler om sin „Hamlet“ -film, og der er en artikel om National Film Board of Canada med en liste over de vigtigste af denne institutions produktioner. Meget værdifulde er listerne med credits på alle film, præsenteret ved festivalerne i Cannes, San Sebastian, Annecy og Locarno. CHAPLIN. Novembernummeret (nr. 58) indeholder en artikel om Richard Lester. Stig Bjorkman har besøgt Joseph Losey under indspilningen af „Modesty Blaise", Francesco Rosi taler selv om „Nådestødet", og Peter von Bagh har analyseret Rossellinis „Viaggio in Italia". Nummerets filmografi er viet Billy Wilder. FILMRUTAN. Nr. 3 har artikler om Richard Lester, Antonioni, Per Lindberg (med filmografi) og polsk film. FANT. Tredie nummer af det nye norske tidsskrift bringer Antonionis dagbogsnotater fra sin skandinaviske rejse og interviews med Bo W iderberg og Agnes Varda.

Kurosawas „Akahige", der omtales udfarligt i „Film Quarlerly"

84 Al Taylor, Jack Rockwell, Charles King, George Chesebro, Tracy Lane, Chuck Baldra, Sam Flint, Film index lx x v i Tom London, Lew Meehan. D-prm .: 11. 10. 1937. JO H N W AY N E II. (1935-1939) King of the pecos (Texas konge). Republic 1936. I.: Joseph Kane. M .: Bernard McConville. F .: Ber­ nard McConville, Dorrell & Stuart McGowan. K .: AF JANUS BARFOED Jack Marta. K l.: Lester Orlebeck. Medv.: John Wayne, Muriel Evans, Cy Kendall, Jack Clifford, 5 = Serial Arthur Aylesworth, Herbert Heywood, Frank Glendon, Edward Hearn, John Beck, Mary Mc F = Forfatter (af originalfortælling) Laren, Bradley Metcalfe, Yakima Canutt. D-prm.: K = Kamera 22. 11. 1937. The oregon trail (Præriens blå drenge). Republic 1936. Kl= Klip I.: Scott Pembroke. M .: Jack Natteford, Robert Emmett, Lindsley Parsons. F .: Robert Emmett, The lawless fromier (Præriens blodhunde). Monogram Lindsley Parsons. K . : Gus Peterson. K l.: Carl 1935. I .: Robert N . Bradbury. M. & F . : Robert Pierson. Medv.: John Wayne, Ann Rutherford, N . Bradbury. K . : Archie Stout. K l.: Carl Pier­ Joseph Girard, Yakima Canutt, Frank Rice, E. H. son. Medv. : John Wayne, Sheila Terry, George Calvert, Ben Hendricks, Harry Harvey, Fern Em­ Hayes, Earl Dwire, Yakima Canutt, Jack Rock­ mett, Jack Rutherford, Marian Farrell, Roland well, Gordon D. Woods. D-prm .: 9. 12. 1935. Ray, Edward Le Saint, Gino Corrado, Octavio Girand, James Burke, Frances Grant, Dave Rainbow valley (Seksløberhelten). Monogram 1935. O'Brien, Tom Curran, Julia Griffith, Arnold I . : Robert N . Bradbury. M. & F . : Lindsley Par­ Gray, Frank Melton. D-prm.: 20. 12. 1936. sons. K . : W illiam Hyer. K l.: Carl Pierson. M edv.: John Wayne, Lucille Brown, Le Roy Ma- Wmds of the wasteland (Den mystiske prærieby). son, George Hayes, Jay Wilsey (Buffalo Bill Jr.), Republic 1936. I.: Mack Y. Wright. M. & F .: Bert Dillard, Lloyd Ingraham. D-prm.: 30.3.1936. Joseph Poland. K .: William Nobles. Medv.: John Paradise Canyon. Monogram 1935. I .: Carl Pierson. Wayne, Phyllis Fraser, Lane Chandler, Yakima Canutt, Douglas Cosgrove, Sam Flint, Lew Kelly, M .: Robert Emmett, Lindsley Parsons. F .: Linds­ Robert Kortman, Edward Cassidy, W. M. Mc ley Parsons. K . : Archie Stout. K l.: Gerald Ro­ Cormick, Charles Loreker, José Yrigoyen, Jack berts. M edv.: John Wayne, Marion Burns, Earle Ingram, Art Mix (George Kesterton), Jack Rock­ Hodgins, Yakima Canutt, Reed Howes, Perry well. D-prm.: 23. 11. 1936. Murdock, Gordon Clifford, Gino Corrado, John Goodrich. The lonely trail (De falske polititropper). Republic 1936. I.: Joseph Kane. M .: Bernard McConville, The dawn rider. Monogram 1935. I.: Robert N. Brad­ Jack Natteford. F .: Bernard McConville. K .: bury. M. & F . : Robert N . Bradbury. K . : Archie William Nobles. K l.: Lester Orlebeck. Medv.: Stout. K l.: Carl Pierson. Medv.: John Wayne, John Wayne, Ann Rutherford, Cy Kendall, Ro­ Marion Burns, Yakima Canutt, Reed Howes, Den- bert Kortman, Snowflake, Etta McDaniels, Sam ny Meadows, Bert Dillard, Jack Jones, Nelson Flint, Denny Meadows, Jim Toney, Yakima Ca­ Mc Dowell. nutt, Lloyd Ingraham, Bob Burns, James Marcus, Desert trail. Monogram 1935. I .: Lewis Collins. M. Rodney Hildebrand, Eugene Jackson, Floyd 6 F .: Lindsley Parsons. K .: Archie Stout. K l.: Shackleford, Jack Kirk, Jack Ingram, Ted Phelps, Carl Pierson ?. Medv.: John Wayne, Mary Korn­ Tracy Lane, Clyde Kenney, Bud Pope, Leon Lord, man, Paul Fix, Edward Chandler, Al Ferguson, Tom London. D-prm .: 14. 3. 1938. Lafe McKee, Henry Hall, Wally West. Sea spoilers (I kystvagtens tjeneste). Universal 1936. I. : Frank Strayer. M .: George Waggner. F . : Dor­ Westward Ho (De hvide ryttere). Republic 1935. I .: rell & Stuart McGowan. K .: Archie Stout, John Robert N. Bradbury. M. & F .: Lindsley Parsons. P. Fulton. Kl.: H. T. Fritch, Ray Lockhart. K . : Archie Stout. K l.: Carl Pierson. M edv.: M edv.: John Wayne, Nan Grey, W illiam Bake- John Wayne, Sheila Mannors, Frank McGlynn Jr., well, Fuzzy Knight, Russell Hicks, George Irving, James Farley, Dickie Jones, Earl Dwire, Wallace Lotus Long, Harry Worth, Ernst Hilliard, George Howe, Glenn Strange. D-prm .: 31. 8. 1936. Humbert, Ethan Laidlaw, Chester Gan, Cy Ken­ New fronlier (Hvor revolveren sidder løst). Republic dall, Harrison Green. D-prm.: 9. 5. 1938. 1935. I . : Carl Pierson. M. & F . : Robert Emmett. Conflict (Bokseren). Universal 1937. I.: David Ho­ K . : Gus Peterson. K l.: Gerald Roberts. M edv.: ward. M .: Charles Logue, Walter Weems. K .: John Wayne, Muriel Evans, Murdock MacQuar- Archie Stout. K l.: Jack Ogilvie. Medv.: John rie, Alan Cavan, Mary McLaren, Warner Rich- Wayne, Jean Rogers, Tommy Bupp, Eddie Borden, mond, Al Bridge, Sam Flint, Glenn Strange, Earl Frank Sheridan, Ward Bond, Harry Woods, Dwire. D-prm.: 1. 3. 1937. Bryant Washburn, Frank Hagney, Lloyd Ingra­ Lawless range (Sheriffens spion). Republic 1935. I.: ham, Margaret Mann. D-prm.: 6. 6. 1938. Robert N. Bradbury. M. & F .: Lindsley Parsons. California straight ahead. Universal 1937. I . : Arthur K l.: Carl Pierson. Medv.: John Wayne, Sheila Lubin. M .: Scott Darling. F .: Herman Boxer. K .: Mannors, Earl Dwire, Frank McGlynn Jr., Jack Harry Neumann. Kl. : Charles Craft, Erma Hors- Curtis, W allace Howe, Glenn Strange, Yakima ley. M edv.: John Wayne, Louise Latimer, Robert Canutt. D-prm .: 24. 1. 1938. McWade, Theodore von Eltz, Tully Marshall, The lawless nineties (Hvor lovene ikke respekteres). Emerson Treacy, Harry Allen, LeRoy Mason, Republic 1936. I . : Joseph Kane. M .: Joseph Po­ Grace Goodall, Olaf Hytten, Monty Vandergrift, land. F . : Scott Pembroke, Joseph Poland. K . : Lorin Raker. William Nobles. K l.: Lester Orlebeck. Medv.: I cover the war (Bomber over Orienten). Universal John Wayne, Ann Rutherford, Harry Woods, 1937. I : Arthur Lubin. M .: George Waggner. George Hayes, Al Bridge, Lane Chandler, Snow- F .: Bernard McConville. K .: Harry Neumann. flake, Etta McDaniels, Tom Brower, Cliff Lyons, K l.: Charles Craft. Medv.: John Wayne, Gwen

85 Gaze, Don Barclay, Pat Somerset, Major Sam F. : Luci Ward. Kl. : Tony Martinelli. Medv. : Harris, Charles Brokaw, Arthur Aylesworth, Earl John Wayne, Ray Corrigan, Max Terhune, Lorna Hodgins, Jack Mack, Franklyn Parker, Frank Gray, Kirby Grant, Polly Moran, William Royle, Lackteen, Olaf Hytten, Keith Kenneth, Abdulla, Sammy McKim, Perry Irvins, Stanley Blystone, Richard Tucker, James Bush. D-prm .: 10. 10. Burr Caruth, Roger Williams, Earl Askam, Olin 1938. Francis, Lenore Bushman. Idol of the crowds. Universal 1937. I . : Arthur Lu- Santa Fe stampede (3 musketerer på krigsstien). Re­ bin. M. : George Waggner, Harold Buckley. F. : public 1938. I . : George Sherman. M .: Luci Ward. George Waggner. K .: Harry Neumann. K l.: Char­ Betty Burbridge. F. : Luci Ward. K. : Reggie Lan­ les Craft. Medv. : John Wayne, Sheila Bromley, ning. K . : Tony Martinelli. M edv.: John Wayne, Charles Brokaw, Billy Burrud, Jane Johns, Hunt- Ray Corrigan, Max Terhune, June Martel, Wil­ ley Gordon Frank Otto, Russell Hopton, Virginia liam Farnum, LeRoy Mason, Martin Spellman, Brissac, George Lloyd, Hal Neiman, Clem Be- Genee Hall, Walter Wills, Ferris Taylor, Tom vans, Wayne Castle, Lloyd Ford, Lee Ford. London, Dick Rush, James Cassidy, Charles King, Adventure’s end (Mytteri på hvalfangeren). Universal Bud Osborne, Yakima Canutt, Nelson McDowell. 1937. I . : Arthur Lubin. M .: Bennett Cohen. F . : D-prm .: 19. 7. 1964. Ben Ames Williams. K . : Gus Peterson. K l.: The night riders. Republic 1939. I .: George Sherman. Charles Craft. Medv.: John Wayne, Diana Gib- M .: Betty Burbridge, Stanley Roberts. K . : Jack son, Moroni Olsen, Montague Love, Maurice Marta. K l.: Lester Orlebeck. M edv.: John Way­ Black, Paul White, Cameron Hall, Patrick J. ne, Ray Corrigan, Max Terhune, Doreen McKay, Kelly, George Cleveland, Oscar W. Sundholm, Ruth Rogers, Tom Tyler, George Douglas, Sam­ James Mack, Glenn Strange, Wallace Howe, my McKim, Kermit Maynard, Walter Wills, Jimmie Lucas, Ben Carter, Britt Wood. D-prm. : Ethan Laidlaw, Edward Peil, Tom London, Jack 22. 11. 1938. Ingram, William Nestell. Born to the west (Helltown) (Mellem kvægtyve og Three Texas steers. Republic 1939. I .: George Sher­ falskspillere). Paramount 1938. I.: Charles Bar­ man. F . : Betty Burbridge, Stanley Roberts. K. : ton. M. : Stuart Anthony. F. : Zane Grey. K. : J. Ernest Miller. Kl. : Tony Martinelli. Medv. : John D. Jennings. Kl. : John Link. Medv. : John Way­ Wayne, Ray Corrigan, Max Terhune, Carole Lan­ ne, Martha Hunt, Johnny Mack Brown, Monte dis, Ralph Graves, Roscoe Ates, Colette Lyons, Blue, Syd Saylor, John Patterson, Nick Lukats, Ted Adams, Billy Curtis, David Sharpe, Stanley James Craig, Lucien Littlefield, Johnny Boyle, Blystone, Lew Kelly, Ethan Laidlaw. Jack Kennedy, Alan Ladd, Lee Prather, Jack Da- ley, Vester Pegg. D-prm.: 15.9- 1938. Wyoming outlaw (En cowboy gør oprør). Republic Overland stage raiders. Republic 1938. I . : George 1939. I . : George Sherman. M .: Betty Burbridge, Sherman. M .: Luci Ward. F .: Bernard McCon- Jack Natteford. F .: Jack Natteford. K .: Reggie ville, Edmond Kelso. K .: William Nobles. K l.; Lanning. K l.: Tony Martinelli. Medv.: John Tony Martinelli. M edv.: John Wayne, Ray Corri- Wayne, Ray Corrigan, Raymond Hatton, Don gan, Max Terhune, Louise Brooks, Anthony Barry, Adele Pearce, LeRoy Mason, Elmo Lin­ Marsh, Ralph Bowman, Gordon Hart, Roy James, coln, Charles B. Middleton, Yakima Canutt, Jack Olin Francis, Fern Emmett, Henry Otho, George Ingram, David Sharpe, Jack Kenney, Curley Dres- Sherwood, Frank LaRue, Duke Lee, Archie Hall, den, Tom Coates, Edward Payse, Katherine Ken- Charles Whitaker, Edwin Gaffney Jr., George worthy. D-prm .: 26. 8. 1964. Plues. New frontier. Republic 1939. I . : Gerge Sherman. Pals of the saddle. Republic 1938. I . : George Sher­ M .: Betty Burbridge, Luci Ward. K . : Reggie man. M. & F .: Stanley Roberts, Betty Burbridge. Lanning. Kl.: Tony Martinelli. Medv.: John K. : Reggie Lanning. Kl.: Tony Martinelli. — Wayne, Ray Corrigan, Raymond Hatton, Jennifer Medv. : John Wayne, Ray Corrigan, Max Ter­ Jones, Eddy Waller, Sammy McKim, LeRoy M a­ hune, Doreen McKay, Josef Forte, George Doug- son, Harrison Greene, Dave O'Brien, Reginald las, Frank Milan, Ted Adams, Harry Depp, Dave Barlow, Burr Caruth, Jack Ingram, Hal Price, Weber, Don Orlando, Charles Knight, Jack Kirk, Bud Osborne, Charles Whitaker, William Nestell, Yakima Canutt, Art Dillard, Edwin Gaffney Jr. Bob Burns, Frankie Marvin, Bud McClure, Jack Red river range. Republic 1938. I . : George Sherman. Shannon, Curley Dresden, George Plues, Forrest M .: Stanley Roberts, Betty Burbridge, Luci Ward. Burns.

„Kosmorama" udgives af Det danske Filmmuseum, Vestergade 27, København K. Minerva 2686. Bibliotek og arkiver er åbent hverdage 12-15, tirsdag 19-21, lukket lørdag. „Kosmorama" koster tilsendt 14 kr. pr. årgang (5 numre). Enkelte numre 3 kr. Får kun i museets ekspedition, hverdage 9-16,30, lørdag 9-12, Byen 1503, giro 4 67 38. Følgende tidligere numre kan få s : 1. årgang ( 1- 9) 7 kr. Enkeltnumre kr. 1,00 (2 og 9 udsolgt) 2. årgang (10-17/18) 8 kr. Enkeltnumre kr. 1.00 3. årgang (19-27) 7 kr. Enkeltnumre kr. 1.00 (19 og 27 udsolgt) 4. årgang (28-36) 8 kr. Enkeltnumre kr. 1.00 5. årgang (37-45) 8 kr. Enkeltnumre 1 kr. 6. årgang (46-49) 8 kr. Enkeltnumre kr. 2.25 7. årgang (50-53) 8 kr. Enkeltnumre kr. 2.25 8. årgang (54-57) 8 kr. Enkeltnumre kr. 2.25 9. årgang (58-62) udsolgt 9. årgang nr. 60 W EEKEND 5 kr. 10. årgang (63-66) 10 kr. Enkeltnumre kr. 2.75 11. årgang (67-70) udsolgt Index 1.-8. årgang 2 kr.

Bagsiden: Jeanne Mor eau i Jacques Demys „La 8 6 baie des angesder nu - med lidt forsinkelse - kommer frem i Danmark. „ F-C-P“ udsender den under titlen „Englebuglen“ . ★ ***= MESTERVÆRK *** = SKAL ABSOLUT SES * * = b ø r s e s Anders Bent Frederik J. C. Poul Morten Bjørn Jørgen Herbert l i g e g y l d i g Bodelsen Gråsten Jungersen Lauritzen Maimkjær Ib Monty Piil Rasmussen Stegelmann Steinthal Les anges du péché (Syndens engle) * * * **** *** *** *** * * * ****** Kumonosu-Djo (Blodets trone) * * * **** *** *** ** ** * * * ** *** Hvordan har vi det ? (Henning Carlsen) *** ** ** ** **** ***

Alphaville *** ★ ★ * ★ ★ ★* ★** ★★ *★

The World of Henry Orient (Peter Sellers i dur og mol) * * * * * * * * * * * * * * * * * •

Lynaktion Ipcress ** ** ★ * *** ★ * * • *★ ★ ★ **

Zorba, grækeren ★ ★ ★* • * ★★★ ***

Lord Jim * ★ ★★ * ★ ★ **

Disse prægtige mænd ... * # ★ • *★ ** *

Von Ryans ekspres ★★★ * * * •

Rodlos ungdom (Wild Seed) * * * * *

Forræderen ** * ★ * ★

Hurra for livet (Spencer's Mountain) ** * ®