Træer I Grønland – Godt Halvandet Hundrede Års Plantningshistorie

Træer i Grønland – godt halvandet hundrede års plantningshistorie

Meilby, Henrik; Kjær, Erik Dahl; Ræbild, Anders; Jacobsen, Birgitte; Høegh, Kenneth

Published in: Dansk Dendrologisk Aarsskrift

Publication date: 2019

Document version Også kaldet Forlagets PDF

Citation for published version (APA): Meilby, H., Kjær, E. D., Ræbild, A., Jacobsen, B., & Høegh, K. (2019). Træer i Grønland – godt halvandet hundrede års plantningshistorie. Dansk Dendrologisk Aarsskrift, 2019, 26-71. http://www.dendron.dk/aarsskrift/docs/212.pdf

Download date: 29. sep.. 2021

Træer i Grønland – godt halvandet hundrede års plantningshistorie

Trees in Greenland – well over 150 years of planting history

Henrik Meilby, Anders Ræbild, Erik Dahl Kjær, Birgitte Jacobsen, Kenneth Høegh

Foto overfor: Formodentlig Grønlands tykkeste træ; Larix sibirica RESUMÉ i Sydgrønland. Det omfattede plantnin- I nogle områder af Sydvestgrønland er ger ved Qanasiassat, tæt ved Rosenvinges somrene i det indre af landet så lune og træer, ved lufthavnen i Narsarsuaq (61°N) lange, at forholdene er sammenlignelige og ved Kuussuaq (60°). med områder i Skandinavien, Nordame- Fra 1970erne blev forsøgene endvi- rika og Sibirien, hvor der gror boreal skov. dere udstrakt til lokaliteterne Qooqqut Ikke desto mindre er antallet af større na- og Ameralla (64°N) i fjordsystemerne lidt turligt forekommende vedplanter begræn- øst for Nuuk og sletterne i indlandet øst set og omfatter primært fjeldbirk (Betula pu- for lufthavnen ved Kangerlussuaq (67°N). bescens var. pumila), blågrå pil (Salix glauca), Specielt ved Narsarsuaq er plantningsar- grønlandsk røn (Sorbus groenlandica) og bejdet fortsat, og i 2004 blev Kalaallit Nu- bjerg-el (Alnus alnobetula ssp. crispa), hvoraf naata Orpiuteqarfia (Det Grønlandske Ar- kun fjeldbirken opnår højder på mere end boret) indviet. Træer er endvidere blevet 3-5 meter. Den ringe artsrigdom skyldes plantet i haver i Vestkystens byer. Nogle af formentlig landets isolerede beliggenhed træerne ved Qanasiassat er nu over 60 år i kombination med den forholdsvis korte gamle, og de ældste træer ved Narsarsu- tid, der er forløbet siden indlandsisen trak aq er over 50 år. Begge steder har mange sig væk fra kystlandet ved istidens ophør. træer passeret ungdomsfasen, og nogle er Siden den dansk-norske præst Hans over 10 meter høje. Egede kom ankom til Grønland i 1721 og Forfatterne påbegyndte i 2013 registre- etableringen af kolonierne langs kysten ringsarbejde i Narsarsuaq og Qanasiassat. begyndte, har der været eksperimenteret Der er tidligere udarbejdet beskrivelser af med mulighederne for planteavl. Det først plantningshistorien, men på baggrund af kendte forsøg på at indføre nye træarter det igangsatte registreringsarbejde og der- var, da herrnhuterne i 1846 udsåede frø ved opnåede erfaringer finder vi, at tiden af rødgran i nærheden af deres missions- nu er inde til at give en opdateret oversigt, station ved Alluitsoq-fjorden (Lichtenau så vidt muligt baseret på de oprindelige Fjord) i Sydgrønland. kilder. De næste forsøg fandt sted knap 50 år senere i begyndelsen af 1890erne, hvor der blev udsået frø af rødgran og skovfyr EQIKKARNERA i de inderste dele af Tunulliarfik-fjorden Kalaallit Nunaata kitaata kujataani piffi- (Skovfjord eller Eriksfjord), lidt længere it ilaat aassami ima kialaartigalutillu qaa- mod nord. Enkelte af disse træer, således manertutigisarput allaat Skandinaviami, nogle skovfyr kendt som ”Rosenvinges Ameriakkami Avannarlermi Sibiriamilu træer”, eksisterer stadig. piffiit ilaannut meqqutaasalinnik orpip- I første halvdel af det 20. århundrede passuaqarfiusunut assersuunneqarsinna- var der en del andre, spredte forsøg på at allutik. Taamaakkaluartoq orpikkat na- så eller plante træer, og fra 1950erne blev linginnaasumik naasartut assigiinngitsut der i et samarbejde mellem landbrugs- killeqarput tassaanerullutillu avaalaqiaku- forsøgsstationen ved Upernaviarsuk, lidt luut (Betula pubescens var. pumila), siit (Salix øst for Qaqortoq (Julianehåb), og Ar- glauca), napaartut (Sorbus groenlandica) aam- boretet i Hørsholm startet forsøgsplant- malu pallerit (Alnus alnobetula ssp. crispa), ta- ning i større skala på en række lokaliteter aneqartunillu avaalariakuluut kisimik 3-5

28 meterinik angissuseqalersarlutik. Orpikkat Narsarsuup eqqaani orpissanik ikkussui- tamaani naasartut assigiinngitsut taamak nerit ingerlatiinnarneqarsimapput tama- ikitsiginerinut nunap avinngarusimasumi tumalu kingunerisaanik Kalaallit Nunaata inissisimaneranik patsiseqarsinnaavoq, Orpiuteqarfia (Det Grønlandske -Arbo tamatumalu saniatigut sermeqarfiit ser- ret) 2004-imi pilersinneqarluni. Kitaani mersuaqarnerata nalaanni pilersimasut illoqarfinni naatsiivinni orpinnik ikkus- aatsaat ukiuni kingullerpaani sermeerus- suisoqartarportaaq. Qanassiassani orpiit simanerinik patsiseqarsinnaalluni. Hans ilaat massakkut 60-it sinnerlugit pisoqaas- Egede nunatsinnut pimmalli sineriam- suseqarput Narsarsuarmilu orpiit pisoqa- milu niuertoqarfinnik pilersitsiortorne- anerit ukiut 50-t sinnerlugit pisoqaassuse- rit kingorna naasunik naatitsisarnissamik qarlutik. Piffinni marluusuni taaneqartuni periarfissat paasiniarlugit misileraanerit orpiit inuusukkunnaarnikuupput ilaallu ingerlanneqartarsimapput. Orpinnik nu- 10 meteriinit takinerulernikuullutik. Atu- natsinni nalinginnaasumik naaneq ajor- akkiortut 2013-imi Narsarsuarmi Qanasi- tunik eqqusseriarneq ilisimaneqartoq assanilu nalunaarsuinerit aallartinnippaat. siulleq tassaavoq Qatanngutigiinniat Ku- Naasut naasartut oqaluttuassartaat pillugit jataani Alluitsup Kangerluani Alluitsumi siusinnerusukkut allaaserinnittoqarnikuu- ajoqersuisoqarfimmi eqqaani sallilikkias- voq, taamaattorli nalunaarsuisarnerit aall- sanik 1846-imi orpissanik ikkussuisima- artinneqartut taamaasillunilu misilittakkat nerat. Misiliineq tulleq ukiut 50-it qaangi- aallaavigalugit isumaqarpugut paasissu- ummata 1890-ikkunni ingerlanneqarpoq tissaviit aallaavigalugit nalunaarsuinissaq Tunulliarfiup qinnguatungaani, tassalu piffissanngortoq. siullermik misiliiffiusumit avannarpasin- nerusumi, ilatigut sallilikkiassanik skovfyr- inillu ikkussuisoqarmat. Orpiit pineqartut ABSTRACT ilaat ”Rosenving-ip orpiinik” taaneqartar- In some parts of interior Southwest tut ullumikkut suli piupput. 1900-ikkut Greenland summers are long and mild ukiuisa affaasa siulliit ingerlaneranni inuit enough for the conditions for tree growth allat orpissanik siammarteralutillu ikkus- to be comparable to those found in parts suinermik misiliisarsimapput, 1950-ikku- of Scandinavia, North America and Si- niillu Qaqortup kangiani Nunalerinermut beria that have boreal forest. In spite of misileraavik Upernaviarsummiittoq Ar- this, the number of larger native woody boretet Hørsholmimiittoq suleqatigalugu species is very limited and mainly includes Kujataani piffinni assigiinngitsuni misile- Mountain Birch (Betula pubescens var. pumi- raallutik orpissanik annertuumik ikkussu- la), Northern Willow (Salix glauca), Green- isimapput. Tamanna Qanassiassani Ro- land Rowan (Sorbus groenlandica) and Green senving-ip orpiisa eqqaannguani aamma Alder (Alnus alnobetula ssp. crispa), among Narsarsuup mittarfiata eqqaani (61°N) which only the Mountain Birch achieves Kuusuaq-armi pisimalluni. 1970-ikkunni- heights of more than 3-5 metres. The low lu sumiiffinni misileraanerit annertusine- species richness is presumably due to the qarput Qooqquni (64°N) Nuup kangiani isolated location of Greenland in combi- kangerluit ilaanni aammalu Kangerlus- nation with the relatively short time that suarmi (67°N) mittarfiup kangiani -nar has passed since the Ice Sheet retreat- saamanersuit ilaanni. Pingaartumik ed from the coast after the most recent

29 glaciation. Since the Danish-Norwegian years old, and the oldest trees at Narsar- Lutheran Missionary Hans Egede arrived suaq are more than 50 years. Many trees in Greenland in 1721 and the establish- at both localities have passed the youth ment of colonies along the coast began, the stage and some measure more than 10 me- possibilities for plant cultivation have been tres in height. Starting in 2013 the authors explored through experimental plantings. of this paper have initiated registration of The first known attempt to bring in exotic trees at Narsarsuaq and Qanasiassat. The tree species was made in 1846 by mission- history of tree planting in Greenland has aries of the Moravian Church (Brethren’s previously been presented in writing, but Congregation from Herrnhut) who sowed inspired by our registration activities and seeds of Norway Spruce (Picea abies) in the the experience gained through this work, vicinity of their mission at the Alluitsoq we find that the time has now come to pro- Fiord (Lichtenau Fiord) in South Green- vide an updated overview, as far as pos- land. The next attempts were made about sible based on the original sources. 50 years later, in the beginning of the 1890s, when seeds of Norway Spruce and Scots Pine (Pinus sylvestris) were sown near INDLEDNING the head of the Tunulliarfik Fiord, a bit Med en samlet udstrækning på 2.670 km further to the north. A few of these trees, fra Nunap Isua (Kap Farvel) i syd (59°46’ Scots Pines known as ‘Rosenvinge’s Trees’, N) til Kap Morris Jesup (83°39’ N) i nord, still exist. In the first half of the 20th Cen- er det klart, at der må være store klima- tury additional scattered attempts were forskelle mellem Syd- og Nordgrønland. made to sow or plant exotic tree species, Eftersom Nunap Isua ret præcist ligger på and from the 1950s the agricultural sta- samme breddegrad som Oslo, ligger det tion at Upernaviarsuk, east of Qaqortoq endvidere lige for at tænke sig, at der må (Julianehåb), in collaboration with the Ar- være steder, hvor der kan gro træer. boretum in Hørsholm (north of Copenha- Havet omkring Grønland er dog koldt gen), started experimental planting on a sammenlignet med havene omkring Dan- larger scale at locations in South Green- mark og Norge. Den kolde havstrøm og de land. This work included planting at Qa- store mængder polaris, der hvert år driver nasiassat, close to ‘Rosenvinge’s Trees’, med strømmen sydpå langs Grønlands øst- at the airport in Narsarsuaq (61°) and at kyst og i nogen udstrækning fortsætter op Kuussuaq (60°). From the 1970s the ex- langs vestkysten, indebærer, at sommerte- periments were extended to the localities mperaturen langs yderkysten overalt er for Qooqqut and Ameralla (64°) in the fiord lav til at tillade trævækst. systems just east of Nuuk and to the plains Kystlinjen er imidlertid stærkt indskå- in the inland east of the airport at Kanger- ret og omfatter en række store fjordkom- lussuaq (67°). Particularly at Narsarsuaq plekser, der flere steder rækker mere end the planting activity has continued, and 100 km ind i landet. I de indre dele af in 2004 Kalaallit Nunaata Orpiuteqarfia disse fjorde hersker et mere kontinentalt (The Greenland Arboretum) was inaugu- klima med varmere somre end ved yder- rated. Trees have also been planted in gar- kysten, og vegetationen i indlandet er ofte dens in towns along the West Coast. Some frodig og præget af mere varmekrævende of the trees at Qanasiassat are now over 60 arter, deriblandt større vedplanter.

30 I Sydgrønlands fjordområder er der langs de sydgrønlandske fjorde har fået ca. da også over de seneste 250 år opbygget 300 års fred for menneskelig udnyttelse. et grønlandsk landbrug, baseret primært Efter etableringen af kolonierne har på fåreavl, men også kvægavl og grønsags- der dog været behov for brændsel til op- dyrkning, et erhverv som for tiden omfat- varmning af huse og drift af bagerier og ter godt 40 bedrifter med 1100 ha land- trankogerier. Til dels er dette blevet kla- brugsjord og 240.000 ha fjeldgræsning ret med lokale tørv og importerede kul. (Grønlands Statistik 2017, s. 16-17). I Diskobugten blev der også produceret Da nordboerne etablerede sig i Syd- grønlandske kul fra slutningen af 1700- vestgrønland omkring år 1000, skete det årene, som dog i de første mange år kun i en varmeperiode, hvor forholdene må blev brugt i de omkringliggende bygder. have været gunstige for trævækst. Gen- I Sydgrønland blev der i mange år hen- nem de ca. 450 år, de beboede landet, har tet brænde inde i fjordenes birkekrat. Dette deres behov for træ til konstruktioner og førte til bekymringer om, hvorvidt den na- ikke mindst brændsel dog uden tvivl haft turlige vegetation blev overudnyttet, og stor betydning for vegetationens karakter, blandt andet derfor blev der relativt tid- ligesom deres dyr har græsset vegetationen ligt gjort eksperimenter med udplantning ned og begrænset genvæksten. af eksotiske træer. De første eksperimenter Nogle steder er der da også fundet tegn var spredte, i lille skala og blev overvejen- på, at husdyrenes nedgræsning af vegeta- de udført ved udsåning på stedet. tionen har ført til kraftig erosion af jord- Efter II. Verdenskrig blev der fra bunden, afblæsning og klitdannelse (Ja- 1950erne igangsat mere fokuserede cobsen og Jakobsen 1986; Jacobsen 1987; plantningsforsøg, som dels blev base- Fredskild og Ødum 1990). ret på udplantning af planter produceret Nordbobygderne blev forladt engang i i Danmark eller Island eller opgravet på midten eller slutningen af 1400-årene, og oprindelsesstedet, dels skete med planter vegetationen fik derefter fred til at vokse produceret ved forsøgsstationen Uperna- frem igen. Det er endda muligt, at den viarsuk, der ligger tæt ved byen Qaqortoq succession, der startede, da nedgræsnin- i Sydgrønland. gen ophørte, stadig kan spores på nogle lo- Der er nu gået cirka 65 år siden plant- kaliteter (Jørgensen et al. 2013). ningsforsøg i større skala blev igangsat i I løbet af 1200-årene indvandrede 1950erne. Det er desuden ca. 40 år siden Thule-folket, der er den vestgrønlandske påbegyndelsen af de plantninger, der ef- befolknings eskimoiske forfædre, til Nord- terhånden blev til et arboret, umiddelbart grønland og etablerede sig efterhånden øst for lufthavnen ved Narsarsuaq i Syd- langs med Vestgrønlands kyster. Hovedkil- grønland. den til det træ, de brugte til konstruktion Siden 2013 har vi med støtte fra G. B. af både, slæder og huse (taget), var driv- Hartmann’s Forskningsfond arbejdet på tømmer, og det meste brændsel var spæk en gennemgang og registrering af plant- fra havpattedyr. ningerne i arboretet, og vi har i den for- Fra nordboerne forsvandt engang i bindelse også gennemført undersøgelser 1400-årene og til etableringen af den nyere af en nærliggende ’skovplantning’ på loka- tids dansk-norske kolonier i 1700-årene liteten Qanasiassat (de kommende rafter). må man derfor tænke sig, at vegetationen De grundlæggende spørgsmål er fortsat

31 hvilke muligheder, der er for trævækst i forhindret spredning af mange af de bo- Grønland, og hvilke arter og provenienser, reale træarter til dalstrøg, hvor klimaet i der synes mest egnede. Disse spørgsmål er princippet burde muliggøre skovdannel- tidligere behandlet i en række ældre artik- se (Ødum 1979, s. 222; Bjerge og Ødum ler og afhandlinger (se fx Bjerge og Ødum 1987, s. 87). 1987; Ødum 1990, 1991; Andersen og Når kun en enkelt større vedplante- Sevel 2002; Ødum og Hagman 2003), art, fjeldbirken (Betula pubescens var. pumila), men på baggrund af det arbejde, vi har indtil videre er indvandret til Grønland, gennemført over de seneste år, synes vi, at kan man derfor formode, at det hænger det er på tide at gøre status. sammen med disse forhindringer i kom- I denne artikel giver vi en oversigt over bination med den – i spredningsbiologisk det klimatiske grundlag for trævækst, den forstand – korte tid der er gået siden den naturlige vegetation af træer og buske, sidste istid. Undersøgelser af iskerner fra baggrunden for træplantning og træplant- Indlandsisen og sedimentkerner fra hav- ningens historie. Det Grønlandske Ar- bunden ud for Sydgrønland indikerer så- boret i Narsarsuaq udgør med dets store ledes, at der i tidligere mellemistider vok- samling af forskellige træarter og proveni- sede arter af Picea i det sydlige Grønland enser grundlaget for en selvstændig fortæl- (Steig og Wolfe 2008). ling, som vi har fremlagt i Ræbild et al. På baggrund af store forskelle mel- (2019). lem øst og vest og mellem syd og nord kan Grønland inddeles i syv overordnede kli- maregioner (Cappelen 2018, s. 19). I Syd- KLIMA OG VEGETATION grønland skelner Feilberg (1984) mellem Havet omkring Nordøstgrønland er isdæk- fem veldefinerede vegetationszoner med ket det meste af året, og i løbet af vinte- en hyper-oceanisk, lavarktisk zone omfat- ren og foråret fragter havstrømmen langs tende øerne yderst mod havet, en ocea- Østgrønlands kyster store mængder is nisk, lavarktisk zone i de ydre fjordområ- mod syd. Dele af isen når i løbet af foråret der, en suboceanisk lav- eller subarktisk helt ned sydpå, hvor den møder en arm zone i de indre fjordområder, en subkonti- af Golfstrømmen og føres videre op langs nental lavarktisk zone ind imod indlands- Sydvestgrønlands kyster. Det er den is, der isen nord for Ivittuut og en subkontinen- er kendt som Storisen. tal, subarktisk zone ind mod indlandsisen Om vinteren lukkes mange fjorde af omkring Narsarsuaq. vinteris, og Vestisen breder sig fra de ca- Den subarktiske zone afgrænses lidt for- nadiske øer i vest over Baffin-bugten og skelligt, og hvor Feilberg (1984, s. 9) benyt- Davis Strædet, som regel så langt sydpå ter forekomsten af to boreale urter som som til Diskobugten, men af og til også grundlag, foreslår Löve (1970, s. 69) den po- længere mod syd. I april-juni bryder vin- lare trægrænse, hvilket nogenlunde svarer terisen op, men havet er året rundt koldt, til 10 °C isotermen for middeltemperaturen så klimaet ved Grønlands yderkyster er kø- i årets varmeste måned. I begge tilfælde kan ligt om sommeren. de indre fjordområder omkring Narsarsuaq Ligesom i andre nordatlantiske områ- og Ivittuut beskrives som subarktiske, hvil- der har de vidtstrakte havområder, yder- ket også stemmer med forekomsten af højt- kystens kolde klima, bjergkæder og bræer voksende skovlignende birkekrat.

32 FRA SYD TIL NORD, FRA KYST TIL ligger på 90-130 mm, så ligger den ved INDLAND Aasiaat (knapt 69°N) ved Qeqertarsuup Middeltemperaturen i juli måned ligger Tunuas sydkyst på knap 30 mm (Fig. 1). ved yderkysten typisk på 6-7 °C. Dette I indlandet er klimaet betydeligt mere gælder, uanset om man er helt sydpå ved kontinentalt end ved kysten. Dette inde- Nunap Isua eller ca. 1000 km længere bærer året rundt en mindre nedbør end nordpå ved Qeqertarsuup Tunua (Disko- ved kysten, men det indebærer også, at bugten), om end forårets komme er tidli- forskellen på vinter- og sommertempera- gere og vækstperioden længere, jo længere turerne er betydeligt større end ved yder- sydpå man kommer. kysten. Vintertemperaturerne varierer til gen- Igen er der desuden klare forskelle mel- gæld meget mellem syd og nord. Middel- lem syd og nord. I Narsarsuaq (61°N) er temperaturen ved Sydgrønlands kyster er i januar-middeltemperaturen med -6,8°C januar mellem -4 og -6 °C, men ved Qe- kun godt 1 grad lavere end ved Qaqor- qertarsuup Tunua er den mellem -13 og toq ved kysten, men ved Kangerlussu- -15 °C. aq (67°N) er januar-middeltemperaturen Der er tilsvarende en markant nedbørs- -19,8°C, hvilket er 7 grader lavere end gradient fra syd til nord, og hvor nedbø- ved Sisimiut ved kysten. Omvendt er ju- ren ved Sydgrønlands kyster i juli måned li-middeltemperaturen i Narsarsuaq med 10,3 °C (1961-1990) ca. 3 grader højere end ved Qaqortoq, mens Kangerlussuaq med en juli-middeltemperatur på 10,7 °C (1973-1999) er over 4 grader varmere end Sisimiut (DMI 2018). Hvad angår dagtemperaturerne i sommerperioden, minder Sydgrønlands indland en del om Islands kystområder (fx Reykjavik), Færøerne (Tórshavn) og dele af Nordnorge (fx Tromsø), selv om disse har udpræget kystklima med højere nat- temperaturer, højere nedbør og højere vintertemperaturer. Der er også mange klimatiske ligheder mellem Narsarsuaq og de indre strøg i Nord-Island, f.eks. bygden Reykjahlíð ved Mývatn, som ligeledes har udbredt kratskov af fjeldbirk. I forhold til Danmark er Sydgrønlands indland betydeligt køligere med en middeltemperatur, der ligger 5-6 grader lavere i sommermånederne. For eksempel er Fig. 1. Klimanormaler for en række af Danmarks Me- klimanormalernes middeltemperatur i juli teorologiske Instituts stationer i Syd- og Vestgrønland, ifølge DMI (2018) 16,6 °C på Bornholm 1961-1990 (bortset fra Ilulissat og Kangerlussuaq): Middeltemperatur (T: °C) og nedbør (N: mm) for ja- og 15,4 °C i Midt- og Vestjylland. nuar og juli måned. Se også Fig. 2. Kilde: DMI (2018). Professor C. A. Jørgensen (1971, s. 13)

33 giver følgende karakteristik af den grøn- litteratur, og der er opstillet en lang række teorier landske sommer: ”Den danske maj måned er om grundene til forandringen, uden at det dog er den, hvis klima ligner den grønlandske sommer lykkedes at bevise nogen af dem”. mest. Også heri, at de grønlandske sommerdage På et vist plan har man i de næsten 70 viser tilsvarende bratte temperaturændringer: varmt år, der er gået, siden de skrev dette, fået et i solskinnet, men isnende i skyggen og efter sol- billede af nogle af de faktorer som indvir- faldet. ker på klimaet i Grønland. Blandt andet Det gælder i det hele taget, at det sydgrønland- relaterer det mønster, der er kendt som ske klima ter sig mere voldsomt end det danske. den Nordatlantiske oscillation (NAO), sig Når solen skinner brænder den hårdt på; når det i lighed med andre fluktuationsmønstre til regner, styrter vandet ofte ned i strømme; og når det trykforholdene i atmosfæren (fx Cappelen blæser sydost går vindstyrken helt til tops i ska- et al. 2001, s. 23-24). Disse er igen relate- laen. Men til gengæld er de gode sommerdage (og rede til temperaturforholdene i de nordat- dem kan der være mange af) også virkelig gode: helt lantiske havområder. blikstille og solblanke, man fristes til at bruge ud- For eksempel optrådte der i slutningen trykket paradisiske om dem.” af 1960erne og begyndelsen af 1970erne en længere periode med usædvanligt lave KLIMAETS UDVIKLING OG overfladetemperaturer og særligt stor ud- BETYDNING bredelse af havis. Episoden startede i Som i andre sammenhænge dækker tem- Grønlandshavet sidst i 1960erne og bredte peraturmiddelværdierne over meget store sig langs de grønlandske kyster og til La- variationer, både over døgnet og inden for bradors kyster i de følgende år. Det førte den enkelte måned, men middeltempera- også til afvigende saltindhold, og hæn- turerne varierer også selv en del fra år til delsen er derfor blevet omtalt som ”The år og over længere tidsperioder. Specielt 1960’s-70’s Great Salinity Anomaly”. variationerne over længere tidsperioder En af konsekvenserne af anomalien giver i relation til de globale klimaforan- var, at Betula pubescens i Qinngua-dalen i dringer anledning til megen forskningsak- Sydgrønland, Picea glauca på Labradorky- tivitet, bekymring og forventning. sten og New Foundland og Pinus strobus på For Grønlands vedkommende har kli- Newfoundland udviste markant reducere- mavariationerne altid haft stor betydning, de årringsbredder i en årrække i 1970erne ikke mindst for landets bærende erhverv, (D’Arrigo et al. 1992). fangst og fiskeri, men også for nordboti- Løbende meteorologiske målinger dens og nutidens landbrug. Variationerne startede i 1784 i Nuuk, dengang kolonien har derfor længe givet anledning til diskus- Godthaab. Senere, i 1807, startede målin- sion. ger i Ilulissat og Qaqortoq. Qaqortoq lig- For eksempel indleder Jensen & Fri- ger centralt i Sydgrønland, men desværre strup (1950) deres artikel således: ”Meteo- mangler et stort antal målinger fra 1800- rologiske målinger inden for alle egne af Arktis årene fra denne station. viser, at der for tiden foregår en betydelig klimaæn- Lidt længere mod nordvest etablere- dring, som særlig har gjort sig gældende på de høje des kryolitminen ved Ivittuut i 1859, og breddegrader. Klimaet bliver mildere, dette gælder her blev der fra 1873 med stor regulari- især vintertiden. Om årsagerne til denne klimafor- tet udført meteorologiske målinger. Målin- andring findes efterhånden en meget omfangsrig gerne stoppede dog da minen var tømt i

34 begyndelsen af 1960erne. Længere mod Selv om sommer-middeltemperatu- øst, ved Narsarsuaq i fjorden Tunulliar- rerne (juni-august) kun varierer med et fik, anlagde amerikanerne i 1941 en base, par grader, kan variationen få stor betyd- som efter nedlæggelsen i 1958 blev taget ning for trævæksten i marginale områder. i brug til civile formål (i 1959). Her har Sommertemperaturerne i slutningen af DMI siden 1961 foretaget meteorologiske 1800-tallet lå omkring 8 grader ved Ivit- målinger. tuut, men fra omkring 1930 er temperatu- Temperaturerne ved Ivittuut og rerne steget. I de seneste 20 år fra midten Narsarsuaq er sammenlignelige, og i Fig. 2 af 1990erne har niveauet snarere ligget er temperaturserier for de to stationer der- omkring 10 grader i gennemsnit for juni- for vist sammen (se også Cappelen 2018). august. Dette må alt andet lige betyde en Ivittuut ligger dog forholdsvis tæt ved markant forbedring af vækst- og overlevel- yderkysten, og nedbøren er derfor en del sesmulighederne for indførte træarter fra højere end ved Narsarsuaq. boreale områder i Nordamerika, Skandi- Fra slutningen af 1800-tallet til om- navien og Sibirien. kring 1930 skete der en ret betydelig mildning af klimaet. Dette påvirkede specielt BEGRÆNSENDE FAKTORER temperaturen i vintermånederne, men I almindelighed anses den mest afgøren- også i juni-august skete der en tempera- de begrænsning for trævækst ved alpine turforøgelse på et par grader. Mildningen og boreale trægrænser for at være varme- varede ved indtil omkring 1970, hvoref- summen i sommertiden. En sommer med ter der indtrådte en køligere periode, som utilstrækkelig varme medfører dårlig af- varede ved til omkring 1990. Siden da er modning af træernes skud, og den efter- der igen sket en mildning, som har ført følgende vinter vil så føre til skader og til- til færre meget kolde vinterperioder, men bagedøen på grund af frost, udtørring og også lidt varmere somre. mekaniske skader forårsaget af vind og

Fig. 2. Middeltemperaturens udvikling i de indre dele af Sydgrønlands fjorde. Grøn: juni-august; grå: gennemsnit for hele året. Data fra Ivittuut (DMI 1873-1960) og Narsarsuaq Lufthavn (DMI 1961-2015), se kortet i Fig. 8. Kilde: Cappelen (2016).

35 fygesne (fx Ødum 1990). Selv de bedst nyanlagte lufthavnsvej i Qaqortoq optræ- tilpassede vedplanter opnår derfor deres der såvel lave fjeldbirk som enkelte bjerg- bedste udvikling på steder, hvor der er no- el, en sandsynlig indikation på gunstige genlunde læ og hvor vinterens snelæg yder mikroklimater. en vis beskyttelse. Krattene trives som nævnt ikke uden I mange områder af Sydvestgrønland nogenlunde læ. Rosenvinge (1889, p. 81) begrænses mulighederne for frodig træ- nævner fx om birkebuske, der vokser frem vækst endvidere af jordlagets tykkelse og som lave hække i læ af større sten, at ”Saa- vandholdende evne, idet varme somre ofte danne enlige Buske ere tillige meget oplysende, idet også er forholdsvis tørre (Fig. 3). Böcher de angive hvad det er for en Vind, der er den be- (1979) nævner således, at fjeldbirkens stemmende. De gaa nemlig alle i samme Retning spredning til de lune indre dele af fjord- og vise på det Tydeligste, at det er den bekjendte komplekserne ved Nuuk og Kangerlussu- Sydostvind, som træder hindrende i Vejen for Krat- aq sandsynligvis bremses af områdernes tenes Fremkomst…”. lave nedbør og luftfugtighed. Den omtalte ”Sydostvind” er de føns- Kratvegetation optræder både i Syd- torme, som ofte, og særligt i vinterhalv- grønland og længere nordpå primært inde året, rammer Sydgrønland med store i fjordene, hvilket antyder sommertempe- vindhastigheder og høje temperaturer, raturens store betydning. I overensstem- hvor der selv midt om vinteren kan være melse med dette er det ofte ved foden af perioder med dagtemperaturer på mere sydvendte fjelde, at man på steder med end +10 °C. På steder, hvor der ikke er god vandforsyning finder de frodigste krat. læ for fønstormene, er snelægget ustabilt, Specielt pilekrattene optræder dog også i og planternes skud og knopper er derfor vid udstrækning på nordvendte skrånin- ubeskyttede over for vindens kraftigt ud- ger. Selv ved en kystnær lokalitet langs den tørrende virkning og de mekaniske skader,

Fig. 3. Samvariation mellem middeltemperatur og akkumuleret nedbør for perioden juni-august i Narsarsuaq (1961-2015). Korrelationskoefficienten er -0,50. Kilde: Cappelen (2016).

36 den forårsager. Når det gælder dårligt til- ofte med det blotte øje ane, at træernes passet plantemateriale kan fønstormene vækst i særligt tørre år påvirkes negativt. desuden medføre afbrydelse af vinterhvi- len i utide. Kuivinen & Lawson (1982) undersøgte KRATVEGETATION OG VED- sammenhængen mellem klimafaktorer og PLANTER I GRØNLAND årringsbredde hos fjeldbirk i Qinnguada- Den botaniske undersøgelse og beskrivel- len ved Tasermiut-fjorden på grundlag af se af Grønland startede i det små allerede boreprøver fra 20 træer, som Karl Kuivi- kort tid efter den dansk-norske præst Hans nen havde indsamlet i 1978 til sin kandi- Egedes ankomst til landet, og det ældste datafhandling. Som klimaserie brugte de herbarium er dennes søn Paul Egedes fra data fra Ivittuut. Deres resultater viser, at 1739. En egentlig undersøgelse af Grøn- birkens vækst i Qinnguadalen påvirkes po- lands planteverden på videnskabeligt ini- sitivt af forårets og sommerens temperatu- tiativ kom dog først i gang i 1800-årene, rer, men negativt af temperaturerne i det og sidst i århundredet var turen kommet forudgående efterår. De finder desuden en til plantesamfundene (Holmen 1975). positiv virkning af forårsmånedernes ned- Plantesamfundene blev beskrevet af bør. professor Eugenius Warming (1888), som Lignende mønstre er siden blevet ob- blandt andet skelner mellem krat og lyng- serveret for Alnus alnobetula ssp. crispa fra heder, to grupper af plantesamfund som Arsukfjorden nord og nordøst for Ivittuut begge domineres af vedplanter, hvoraf de af Jørgensen et al. (2015). For stikprøver fleste dog må henregnes til dværg- eller af Salix glauca fra Diskobugten blev der i halvbuske. Kratvegetation, specielt af blå- samme studie konstateret lignende virk- grå pil (Salix glauca s.l.), forekommer i hele ninger for temperaturens vedkommende, det sub- og lavarktiske område på lokalite- mens nedbøren tilsyneladende ikke op- ter, hvor sommervarmen er tilstrækkelig til trådte som en vækstbegrænsende faktor. at tillade større vedplanters udvikling. Jo Muligvis på grund af negativ korrela- længere nordpå man kommer, des længe- tion mellem sommertemperatur og –ned- re fra yderkysten optræder krattene derfor. bør (se Fig. 3) er der dog tegn på, at en På grund af det lune klima i Sydgrøn- øget sommertemperatur ikke i alle tilfælde lands indland adskiller vegetationen om- virker positivt. Således finder Gamm et al. kring og syd for Ivittuut og Narsarsuaq (2018) en negativ korrelation mellem tem- (ca. 61°N) sig tydeligt fra områder længere peratur og vækst hos Salix glauca og endnu mod nord. Warming (1888) besøgte dog mere udpræget hos Betula nana på en lun ikke selv Sydgrønland, og den første grun- og tør indlandslokalitet tæt ved Indlands- dige beskrivelse af landsdelens plantesam- isen øst for Kangerlussuaq lufthavn. At fund er derfor den, der blev udarbejdet det særligt er på en så kontinental lokali- af Lauritz Kolderup Rosenvinge (1896). tet, at tørke bliver en begrænsende faktor, På grund af sin bosættelseshistorie adskil- er måske ikke overraskende. ler Sydgrønland sig i øvrigt også fra andre Også ved Narsarsuaq (Fig. 3), hvor landsdele ved at have et islæt af plantear- nedbøren er højere, men hvor korrelatio- ter, der formodes indslæbt eller indført af nen mellem juni-augusts middeltempera- nordboerne (fx Pedersen 1972). tur og nedbør er så høj som -0,5, kan man

37 KRATTENES STØRRE Fjeldbirk VEDPLANTER Højtvoksende krat af fjeldbirk (Betula pu- Overalt i Syd- og Vestgrønland finder man bescens var. pumila) forekommer kun i de så langt nordpå som til den 72. bredde- varmeste, subarktiske indre dele af de syd- grad omkring Upernavik krat af blågrå pil grønlandske fjorde (Ødum 1979, s. 223). (Salix glauca ssp. glauca og Salix glauca ssp. Fjeldbirken er med hensyn til vækstform callicarpaea). Krattene findes ikke yderst som regel forkrøblet buskagtig med ned- ved kysten, men udgør en almindelig vege- liggende stammer (Fig. 4), der i nogen af- tationstype på beskyttede lokaliteter med stand fra forgreningspunktet rejser sig fra god vandforsyning, et jordlag af passende jorden og opnår højder på 3-5 meter, på tykkelse og sikkert snedække om vinteren. særligt beskyttede lokaliteter endda 7-8 I det subarktiske indre af Sydgrønland når meter eller en anelse mere. krattene højder på 2-3 meter, undtagelses- En levende beskrivelse af hvordan vis lidt mere, og længere nordpå eller læn- et sådant højtvoksende subarktisk birke- gere ude mod kysten bliver de en smule la- krat – en grønlandsk birkeskov – kan op- vere. I det lune indre af Vestgrønland når leves i al sin kompleksitet (og uigennem- krattene selv længere mod nord højder på trængelighed) har botanikeren Tyge W. op til 2 meter, og langs vandløb ved Kan- Böcher (1976) givet i en beskrivelse af en gerlussuaq er Salix glauca ssp. callicarpaea ”skovtur” i Klosterdalen i den inderste del endda i stand til at nå højder på 3-5 meter af Tasermiut-fjorden, øst for Nanortalik (Böcher 1979). (60°N).

Fig. 4. Krat af fjeldbirk (Betula pubescens var. pumila) i dalen øst for Narsarsuaq lufthavn (61°11’N; 45°21’V). I forgrunden ses blågrå pil (Salix glauca). Foto: HM, august 2007.

38 Tilvæksten i birkekrattene er begræn- højder på op til 3-4 meter. Bortset fra to set, og for en lokalitet i fjorden Sermilik kendte lokaliteter (øst for Qassimiut og ved Narsaq (61°N), hvor krattet havde umiddelbart ved Qaqortoq) har arten af en højde på ca. 2,5 m, nåede Elkington en eller anden grund ikke bredt sig ind i og Jones (1974) således frem til en skøn- de sydgrønlandske fjordområder. Kun i et net biomasseproduktion på netto 1,98 ton enkelt område i indlandet af Vatnahverfi, tørstof/ha årligt, hvoraf så meget som 60 sydøst for Qaqortoq, er der på baggrund % blev allokeret til løvet. Birkens fremto- af pollenundersøgelser fundet tegn på, at ning varierer meget, og dette skyldes for- arten muligvis i løbet af de seneste 1500 mentlig til dels, at den hybridiserer med år har haft en mindre population (Ledger den nordamerikanske kirtelbirk (Betula et al. 2016). glandulosa Michx.), der syd for Nuuk-områ- I lighed med andre arter af el kan det erstatter dværgbirken (Betula nana L.) i bjerg-el gennem symbiose med bakterier birkedominerede heder. af slægten Frankia (i rodknolde) binde kvæl- Den flotteste udvikling når birkekrat- stof fra luften. Dette kan være en medvir- tene længst sydpå og inde mod Indlands- kende årsag til dens optræden på nylig isen. Rink (1857, s. 162) skriver således at blotlagt og stort set sterilt substrat foran ”De smukkeste Dale med Birkekrat findes omkring bræer under tilbagetrækning, fx sådan som de sydligste Fjorde, ved Nennortalik og Lichtenau, det kan ses i den indre del af Arsuk fjord. men ere rigtignok, i Forhold til Landets Udstræk- ning, indskrænkede til meget smaa Pletter”. Spe- Grønlandsk røn cielt Qinnguadalen øst for Tasermiut-fjor- En art, der nogenlunde på samme måde den ved Nanortalik har gennem tiderne som fjeldbirken er begrænset til det indre tiltrukket sig opmærksomhed derved at af Sydgrønlands fjorde og det sydligste birketræerne her opnår usædvanligt store af Grønlands vestkyst (til 63°N), er det dimensioner, at vegetationen i det hele lille træ Grønlandsk røn (Sorbus groenlan- taget fremstår som særligt frodig og arts- dica (Schneid.) Löve & Löve). Den er en rig, og at landskabets fjelde er særdeles im- nordamerikansk art, som forekommer i ponerende. nåleskoven i Quebec og Labrador op til Qinnguadalen blev i 1930 fredet, og skovgrænsen for hvidgran, sortgran og fredningen er i dag udstrakt til områder- nordamerikansk lærk. ne vest for og ud imod Tasermiut-fjorden Arten danner ikke selvstændige krat, (Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af men forekommer i stedet spredt i frodige 19. april 2005). På lignende måde forelig- krat, typisk af pil og birk, hvor den i pi- ger der en ældre fredning af den birkeskov lekrat som regel optræder på de lidt mere i Klosterdalen, som Böcher (1976) tog på tørre pletter, men oftest på lokaliteter i ly ”skovtur” i (Landsrådsvedtægt af 30. juni for fønvinden. Den opnår højder på 2-3 1970). m, undtagelsesvis op til 5 m (Rosenvin- ge 1889, s. 81; Böcher et al. 1978, s. 92; Bjerg-el Böcher 1979). Fra Ivittuut i syd til Maniitsoq i nord fore- Grønlandsk røn er forholdsvis varme- kommer på lune og gerne fugtige skrånin- krævende, men med blomstring i midten ger i det indre af fjordene krat af bjerg- af juli er dens frø i stand til at modne i de el (Alnus alnobetula ssp. crispa), der opnår varmere somre (Ødum 1990, s. 43).

39 Krav til vækstforhold Fjeld-ene I de områder, hvor flere af de kratdannen- Den eneste naturligt forekommende nåle- de arter forekommer, bemærker man hur- træart, fjeld-ene (Juniperus communis L. ssp. tigt, at arterne må stille forskellige krav til alpina), er ikke kratdannende og kan knapt vækstforholdene, for de findes oftest i mere nok beskrives som en større vedplante, i eller mindre adskilte populationer. Fjeld- hvert fald ikke hvis man derved hentyder birken og rønnen er varmekrævende og til højden. I stedet er den overalt kryben- optræder derfor som regel på lune, veldræ- de eller espalierende, og en enkelt plan- nede og tørre steder (Rosenvinge 1889, s. te kan på lune steder danne en udstrakt 80). krone, som til gengæld for sit store areal Blågrå pil kræver omvendt ikke så ikke rager højere op end 10-20 cm over megen varme og udvikler sig bedst, hvor den jord, de klipper eller de sten, der sik- der er rigelig adgang til vand, så den op- rer den et lunt mikroklima. træder ofte på kølige og fugtige skrånin- Fjeld-ene er almindelig fra Sydgrøn- ger, gerne i nærheden af vandløb. Ellens land til ca. 69°N (Böcher et al. 1978, s. udbredelse er som nævnt begrænset, men 53). De krybende ”stammer” af ene vok- i den sydlige del af dens udbredelsesom- ser meget langsomt og kan opnå en anselig råde er det tydeligt, at den trives bedst på alder. Der er således adskillige eksempler lune og fugtige skråninger på yderfjordslo- på stammer med 2-300 årringe (Lægaard kaliteter, mens den længere nordpå optræ- 1975). Den kan også opnå betydelig tyk- der på mere tørre lokaliteter længere inde i kelse, og som det fremgår af Fig. 5, kan fjordene (Böcher 1975, s. 167-177). man af og til støde på ”stammer” med en

Fig. 5. Stammediametre og antal årringe i stammeskiver af tre naturligt forekommende arter af større vedplanter, Salix glauca, Betula pubescens og Juniperus communis, samt to individer af Picea abies, sået af herrnhutiske missionærer ved Alluitsup Kangerlua/Lichtenau Fjord (61°N; 45°V) i 1846 og opgravet i 1886, hvor de havde nået en højde på ca. 3 fod. Kilde: Rosenvinge (1896, s. 147-159).

40 diameter på 15-20 cm. På individer af stor Bierke Træe” (Bruun 1777, s. 21). tykkelse og høj alder er kambiet dog ofte Hinrich Rink (1857, s. 162) skriver dødt på flere sider, veddet delvist blottet og mere generelt om tilgængeligheden, at væksten derfor stærkt asymmetrisk. ”Skovbrændet er indskrænket til den sydligere Deel af Landet, til Fjordene og til Steder, hvor høie Fjelde give Læ, det kan derfor langtfra faaes al- BRÆNDSELSBEHOV OG SPÆDE levegne, men selv på de mest begunstigede Pladser PLANTNINGSFORSØG maa man gjøre længere Togter for at samle det.” (1846 – II. VERDENSKRIG) Dertil kommer, som han skriver, ”Ogsaa Traditionelt var det brændsel, som den findes Birkebrændet selv der, hvor det groer, altid grønlandske befolkning brugte, overvejen- længere op fra Strandbredden, end det sædvanlige de tran afsmeltet af spæk fra havpattedyre- Brændsel, hvilket gjør Indsamlinger, da Alt skal ne og opsuget i fedtstenslampernes væger bæres paa Ryggen, noget besværlig.” (Rink 1857, af mos. Det gav varme til kogning af kød, s. 163-164). men det gav også lys og varme i vinter- Skovbrændet blev altså ikke betragtet boligerne. Ved udendørs kogning om som- som specielt lettilgængeligt eller rigeligt, meren brugte man ofte lyngbrændsel, som og allerede tidligt begyndte man derfor de fleste steder var (og er) let at indsamle. at diskutere hvorvidt denne udnyttelse af Efter etableringen af kolonierne langs krattene ville føre til udtømmelse af res- kysten steg brændselsbehovet. Som sup- sourcerne. Ifølge en indberetning fra 1793 plement til tørveskæring omkring kolo- gengivet af Haagen (1995, s. 16) var ”Sko- nierne begyndte man efterhånden at ind- vene efter Kolonisationen i saa høj Grad forhug- føre brændsel fra Europa i form af kul og gede, at alle de anseligere Træer nu for længst er brænde. Sidst i 1700-årene startede man borte og næppe maalt og beskrevet af nogen Grøn- også kulbrydning i Diskobugten (”Kul- lands-Botaniker”. brækkeriet på Disco”), sådan at Nordgrøn- I forbindelse med spørgsmålet om land kunne forsynes med lokale kul. Tør- krattenes tilstand og fremtidige bidrag til veskær og kul gav det brændsel, der var brændselsforsyningen diskuterede man nødvendigt til opvarmning af koloniens også, hvilken betydning nordboernes for- boliger samt til trankogning og bagning. brug af træ mon havde haft, dels for ud- I Sydgrønland brugte man også ”skov- bredelsen af krattene, dels også for størrel- brænde”, som blev hentet i birkekrattene sen af stammerne. langs med fjordene. Købmand Andre- For eksempel skrev Rosenvinge (1896, as Bruun havde sammen med assistent s. 154) følgende overvejelser vedrørende Aaron Arctander fået til opgave at berejse årsagen til, at de enebærstammer hvor Julianehaab distrikt (Sydgrønland) i 1777- man havde talt det største antal årringe, 1778 for at beskrive de gamle nordbobe- ikke også var de tykkeste: ”Hvorpaa dette byggelser og undersøge mulighederne for beror, turde være vanskeligt at afgjøre; muligvis kvægavl og agerdyrkning. Han beskriver spiller det nogen Rolle, at Enen er meget yndet til således den 27. august 1777, hvordan han, Brændsel, og at de tykkeste Stammer blive mest for at undgå mangel på brændsel hen over efterstræbte. Ganske vist bliver der nutildags al- vinteren, ”Lod desaarsage mine Folk med Cha- drig samlet Brænde paa mange af de Steder, hvor luppen og en leiet Koene Baad Fahre ind i Tun- de tykkeste Enebærstammer findes, men det maa nuliarbiks Fiorden for derfra at hiembringe noget erindres, at Nordboerne have levet i disse Egne i

41 det mindste endnu i det 15de Aarhundrede, og da brændehugst, og indebar samtidig, at vede ældste Enestammer skrive sig fra omtrent lige getationen i mange områder blev vold- saa fjern Tid, er der Mulighed for, at Nordboernes somt påvirket af fårenes vintergræsning Brændeforbrug er Skyld i, at man ikke nutildags (Høegh 1988, s. 51-53). finder endnu tykkere og ældre Stammer i det Indre Diskussionen om brændehugsten fort- af Landet end Tilfældet er”. satte i mange år, og for eksempel udtalte Hvad angår hugsten efter etableringen professor C. A. Jørgensen til Jørgensen af kolonierne mente Rink (1857, s. 164) (1955, s. 26) at ”… den naturlige skovbevoks- ikke at der var noget bæredygtighedspro- ning har lidt stærkt. Det er i og for sig ikke så blem og skrev ”Skjøndt det kan være besværligt meget naturen, der er imod trævækst, som det er nok at skove Brænde selv i Julianehaabs Distrikt, menneskenes hærgen. Der er drevet rovdrift på be- er det dog ubegribeligt, at man i ældre Indberetnin- voksningerne gennem tiderne. Oprindelig er der ger derfra, endog af den dueligste og mest bereiste skovet til danskernes og udenlandske missionærers Handelsbetjent finder den Yttring, at i den store husopvarmning, bagning o.s.v., men det må huskes Fjord Tunnudliorbik i 1813 Birken allerede var at der nu er 4000 sjæle i Julianehåb-distriktet, udtømt, og at i den nærmeste Fjord ved Juliane- der får en stadig stigende levefod, med dertil sti- haab endog Enen var udtømt. Thi man kan endnu gende brændselsbehov.”. den Dag i dag i den sidstnævnte Fjord hente sa- Til trods for adgangen til alternative ameget Birkebrænde man ønsker sig og Enen kan brændsler som fx flaskegas mente han, at man have endnu nærmere. Det vilde og være for- ”en rationel og positiv måde at afhjælpe behovet for underligt, om det sparsomme Forbrug ved de faa brændsel og smågavntræ fremover er at plante ny Europæerne skulde kunne udøve nogen kjendelig skov, fortrinsvis af nåletræer” (Jørgensen 1955, Formindskelse i Forraadet af et Naturprodukt paa s. 26). Professor Jørgensen (1949, s. 78) saa store Landstrækninger; i det høieste blive vel de skriver da også selv, at ”Ved at færdes i Di- største Buske paa de meest benyttede Steder tagne striktet faar man imidlertid et bestemt Indtryk af, nærmest Stranden, og man maa gaae noget høiere at de lettest tilgængelige krat udnyttes over Evne, op for at søge dem.” saaledes at Birken i de fleste fjordnære Krat helt Efter et besøg i Tasermiut-fjorden eller delvist er forsvundet og afløst af Pil eller af i 1889 siger botanikeren Nikolaj E. K. Ris- eller græsheder”. Hartz (1894, s. 21-22) tilsvarende at ”… Han tilføjer, at den stigende fåreavl gaar man en Fjerdingvej ind i Landet, tror jeg virker i samme retning, derved at fårene ikke, at der er hugget noget som helst; i Strandens bider planterne kraftigt og hæmmer gen- umiddelbare Nærhed er det derimod ubestrideligt, væksten. Han nævner også, at regulerende at Skovhugsten har bevirket, at Krattene ere lavere foranstaltninger bør overvejes, men at det og mindre tætte end de vilde have været i Naturtil- ville være bedre at plante ny skov af nå- standen”. letræer. Professor C. A. Jørgensens over- Nogle årtier senere har situationen vejelser førte til ganske omfattende plant- muligvis set noget anderledes ud. Etable- ningsforsøg, men allerede lang tid forinden ringen af Sydgrønlands fåreholdererhverv var udsåning og –plantning af nåletræer startede i begyndelsen af 1900-tallet, og i blevet forsøgt af flere andre. perioden fra 1930 til 1960 flyttede mange familier ind i fjordene som fåreholdere. DE TIDLIGSTE FORSØG MED Dette medførte en betydelig udvidelse af NÅLETRÆER det område, hvor krattene blev udsat for Det tidligst kendte forsøg på udsåning eller

42 plantning af indførte træarter i Grønland dukker også senere op i litteraturen, idet omtales af Rosenvinge (1896, s. 159) og O. E. Olsen (1929, s. 40) nævner, at Pastor blev udført af herrnhutiske missionærer Chemnitz ved Lichtenau har modtaget et fra Alluitsoq (Lichtenau), som i 1846 ud- træ, som skal have været 4-5 alen højt. En såede frø af rødgran i det indre af fjorden alen er 0,6281 m, så det svarer til 2,5-3,1 Alluitsup Kangerlua (Lichtenau Fjord). m. Han nævner desuden, at ”Landbrugsin- Den præcise lokalitet fremgår ikke, og Al- spektør S. Sigurdsson fra Island har i 1923 set et luitsoq ligger selv for tæt ved yderkysten. Eksemplar af Gran fra Agdluitsok, 3 Meter højt” En sandsynlig mulighed er et sted omkring (Olsen 1929, s. 40 f.n.). På det tidspunkt den nordre arm af Alluitsup Kangerlua, har det været 77 år gammelt. hvor elven løber ud i fjorden fra det store Rosenvinge (1896, s. 159) omtaler også vandfald, Qorlortorsuaq, der siden 2007 udsåning af frø af norsk rødgran og birk har huset et vandkraftværk, som forsyner ved Qinngua i Tunulliarfik-fjorden og ved byerne Qaqortoq og Narsaq med elektri- ”Kagsiarsuk” (nu Igaliku Kujalleq) i Igali- citet. kup Kangerlua (Igaliko-fjorden). Udsånin- At Herrnhuternes træer var sået her- gen skete på foranledning af premierløjt- inde sandsynliggøres af, at lokale kilder nant C. H. Ryder (som ledede og deltog ifølge Høegh (1988, s. 58-59) fortæller, at i flere ekspeditioner i Grønland i 1882- der i begyndelsen af 1900-tallet blev hen- 1892). Frøene blev i 1891 af den Kgl. tet juletræer og pyntegrønt ved Qorlor- Grønlandske Handel sendt til Kolonibe- torsuaq. Endvidere bemærkede allerede styrer Carl Lytzen i Qaqortoq, som året Aaron Arctander (1778, s. 102) at der her efter, altså i 1892, foranstaltede dem ud- ”voxer efter Grønlandsk Maade en anseelig stor sået. Birkeskov, hvilken er den største, jeg endnu har seet her i Grønland”, og området har således et ROSENVINGES TRÆER klima, der er gunstigt for trævækst. De træer, der blev sået ved Tunulliarfik i At Herrnhuternes rødgranfrø spirede, 1892, dukker op mange steder i litteratu- og planterne overlevede en rum tid, frem- ren og omtales ofte som værende plantet går af, at der i 1886 blev optaget to ek- eller sået af Professor Rosenvinge. Hans semplarer, som Rosenvinge (1896, s. 159) rejser til Grønland fandt imidlertid sted i omtaler som værende af en højde på ca. 1886 (til Vestgrønland mellem Upernavik 3 fod og med diametre på hhv. 37 og 63 og Paamiut; Rosenvinge 1887) og 1888 (til mm. Rosenvinge var sådan set i Grønland Sydgrønland mellem Nuuk og Qaqortoq; i 1886, men ved den lejlighed besøgte han Rosenvinge 1896), så han var ikke selv in- ikke Sydgrønland. Det viser sig, at i hvert volveret i den praktiske side af sagen. fald den ene af de nævnte rødgraner blev Professor Rosenvinges nøjagtige invol- hjembragt af Nikolaj Hartz (1894, s. 18), vering i udsåning af træer i området frem- som fik den af en Assistent J. Lund under går af en samtale, som han havde med et besøg ved Alluitsup Paa (Sydprøven) i Knud Oldenow (1935, s. 70). Han forkla- 1889. I stammetværsnittene kunne der tæl- rede her, at ”… han – paa Foranledning af les 34 og 33 årringe som for det tykkeste af Kolonibestyrer Lytzen – fra en Skovrider i Fin- de to træer i de sidste leveår var indtil 3,3 marken modtog Frø af Gran og Bjergfyr, som han mm brede (Rosenvinge 1896, s. 159). sendte op til Udsaaning netop ogsaa ved Kingua i Herrnhuternes graner fra 1846 Tunugdliarfikfjorden”. De omtalte ”Bjergfyr”

43 Under alle omstændigheder ser det altså ud til, at der både blev sået i 1892 og 1893, hvilket også forklarer, hvorfor der siden omtales to separate plantninger ved Qinngua i Tunulliarfik (Mosegaard 1949, s. 8; Jørgensen 1955, s. 27; Pedersen 1972, s. 92-93). De udsåede træer blev besøgt og også undersøgt ved flere lejligheder. Olsen (1929) nævner for eksempel, at en Assi- stent Bugge i 1896 hentede prøver af rød- granerne og hjemsendte dem med et skib (S/S Castor), som undervejs forliste. Hr. Hastrup gjorde derfor året efter (1897) endnu et forsøg, hvor der blev hjemsendt nogle eksemplarer af en højde på ca. 6 tommer til Botanisk Museum. Fig. 6. En af rødgranerne iblandt Rosenvinges træer De udsåede træer udviklede sig godt, ved Qanasiassat (61°14’N; 45°29’V) i den inderste del af fjorden Tunulliarfik, fotograferet for knapt 90 år og da de var omkring 40 år skrev Oldenow siden. Bemærk koglerne på grenene nær toppen. Se (1935, s. 71), at de ”… vokser den Dag i Dag i også Fig. 7. Foto: Magister Poul Hansen, august 1930, god Stand …”. Oldenow fik trykt to fotogra- Narsarsuaq Museum (også trykt hos Oldenow 1935, fier som var taget af Magister Poul Han- s. 73). sen i august 1930. Disse fotografier ses i Fig. 6 og øverste venstre hjørne af Fig. 7. skal nok forstås som skovfyr, men var altså Som det fremgår, var træerne på dette sandsynligvis fra Finmarken (Ødum og tidspunkt (i 40-års alderen) mandshøje Hagman (2003, s. 274) beskriver dem som eller mere, og bedømt på topskuddene ty- værende fra Troms Fylke). deligvis i god vækst. En af rødgranerne Træerne blev udsået i 1893 på en skrå- bærer kogler (Fig. 6), men Oldenow (1935, ning på østsiden af fjorden ”paa den Plads, s. 71) udtrykker sig pessimistisk: ”… jeg har som Professoren under sine lokale Undersøgelser set en saadan Kogle, den var 10 Centimeter lang, havde fundet bedst egnet” (Oldenow 1935, s. men umoden, idet der ikke en Gang var ansat Frø 70) i en eksisterende bevoksning af birk i den”. og pil og med god læ for fønvinden. Hvad Med tiden faldt antallet af tilbagevæ- han mente med ”bedst egnet” fremgår mu- rende træer, og planteavlskonsulent Mose- ligvis af Rosenvinges (1889, s. 81) egen be- gaard (1949, s. 8) skriver, at der ”Ikke langt skrivelse af en lokalitet ved Qinngua. Han fra den amerikanske base Bluie West I fandtes 2 skriver: ”Det smukkeste Krat, jeg har set, fandtes ca. 50-årige ”skove”, plantet eller sået af Kolde- på det sidstnævnte Sted [Qinngua i Tunulliarfik] rup Rosenvinge. Den ene bestod af 1 levende fyr og paa den østlige Side af Elvedalen; Birkebuskene 2 døde graner, medens den anden havde 10 levende vare her ualmindelig høje og veludviklede og stode træer op til 3½ m højde”. ikke tættere, end at man med Lethed kunde gaa Af de to ”skove”, som nævnes af Mo- ind imellem dem. Hist og her forekom indblandet segaard (1949, s. 8) er den, der ses i Fig. 7, Røn…”. nok den, der ”havde 10 levende træer op til 3½

44 m højde”. Terrænet og kystlinjen i baggrun- Helt frem til 1960erne klarede både den af Poul Hansens fotografi fra 1930 skovfyr og rødgran sig godt, men vinteren stemmer i hvert fald med den lokalitet, 1965-66 var næsten uden sne, og foråret hvor man stadig i dag kan se resterne af blev meget tørt. Dette tog ifølge Sestoft det, der med tiden kom til at hedde ”Ro- (1970, s. 12) livet af mange stedsegrøn- senvinges træer”. ne nåletræsplanter ved fåreavlsstationen

Fig. 7. Rosenvinges træer ved Qanasiassat (61°14’N; 45°29’V) i den inderste del af fjorden Tunulliarfik. Billederne viser træernes udvikling over 86 år, fra de var knap 40 år i 1930 til 2016, hvor de havde groet i 125 år. Rødgranerne er gået ud for en del år siden, og de af fyrretræerne, der stadig lever, er nu hårdt angrebne af lus. Foto: Magister Poul Hansen, august 1930, Narsarsuaq Museum (øverst t.v.; også trykt hos Oldenow 1935, s. 71), Søren Ødum, august 1983 (øverst t.h.), BJ, august 2004 (nederst t.v.), og HM, august 2016 (nederst t.h.).

45 Upernaviarsuk, men det slog også en af Forsyning med Brændsel”. Her berørte rødgranerne blandt Rosenvinges træer han som det sidste emne spørgsmålet om, ihjel. Et fotografi fra omkring 1960 anty- ”hvorvidt en rationel Skovdyrkning er mulig eller der ellers, at i hvert fald en af rødgraner- er forsøgt i Grønland og da med hvilket Resultat” ne var mere vital end fyrretræerne (Bjerge (Helms 1898, s. 13 f.n.). 1970, s. 213; Nielsen 1975, s. 382). Han omtalte foruden rødgranerne fra De tilbageværende træer voksede siden- 1846 og de rødgran og birk, som i 1891 hen rigtig godt, til dels på grund af lævirk- blev sendt til Kolonibestyrer Lytzen i Ju- ningen fra en plantning, som i 1950erne lianehaab også, at der i 1891 ved Ivittuut blev etableret lige nord for dem og som blev ”… plantet en Del Naaletræer, hvis Art jeg ses til højre i fotografierne i Fig. 7. Böcher ej mindes; i 1893 stod en Del af dem endnu, til- (1977, s. 252) nævnte, at der næppe var syneladende ganske godt; senere har jeg intet hørt mere end 8 skovfyr og 3 rødgraner tilbage, om dem.”. Olsen (1929, s. 42) omtaler også men tilsvarende tal blev nævnt af Jørgen- nåletræer sået ved Ivittuut: ”Hr. Kolonibesty- sen (1955, s. 27), så det har nok været lidt rer A. C. E. Petersen har i 1905 inden for Ivigt- mindre i 1970erne. utbruddets Enemærker set nogle unge Fyrreplan- En figur i Bjerge og Ødum (1987, s. 89, ter, som Doktor Deichmann nogle Aar i Forvejen Fig. 4) viser, at plantningen i 1983 var re- havde saaet. Planterne var kraftige og sunde, ca. duceret til en rødgran og nogle få fyrre- 9-10 cm høje.” træer, og Høegh (1988, s. 62) fandt i 1987 Dette kan dog næppe være de samme en rødgran og seks levende skovfyr på ste- nåletræer som Otto Helms (1898) omtaler, det. Ifølge Ødum (1990, s. 46) og Ødum for Helms var jo læge i Ivittuut allerede i og Hagman (2003, s. 274) var rødgranen 1890-1891, mens Henrik Deichmann først fortsat i live i 1990, og der var på det tids- fik sin medicinske eksamen i 1898 og se- punkt også seks fyrretræer tilbage. Som nere blev distriktslæge i Julianehaab i 1903 det fremgår af Fig. 7 var rødgranen 21 år (Johnsson & Dehlholm, 1907). Der må senere, i 2004, gået ud. derfor være tale om nogle andre planter. I 2013 var fyrretræernes kroner endnu Helms (1898) omtaler også, at der i kolo- sunde, og der var fire levende træer tilba- nibestyrerens have i Sisimiut, (67°N) blev ge. I 2016 og 2017 var træerne imidlertid plantet en del ”bjergfyrplanter” i 1892, li- blevet voldsomt angrebet af skjoldlus og så gesom der i sommeren 1893 blev sået frø ikke ud til at have langt igen. Hvad angår af hvidgran og ”bjergfyr”, ligeledes ved højdeudviklingen angiver Ødum (1979, s. Sisimiut (Helms, 1898, s. 14). 223) en højde på 5-6 m, Ødum og Hag- Endelig nævner Olsen (1929 s. 42) at man (2003) angiver en højde på ca. 6 m, Kolonibestyrer Rasmus Müller året efter, og i 2013 målte vi højden af de tilbagevæ- i 1894, plantede nogle unge granplanter i rende fire skovfyr til 6,7-7,8 m. Sisimiut, men at disse kun blev nogle få år gamle. Ved Arktisk Station på Qeqertar- ANDRE PLANTNINGSFORSØG FØR suaq (69°N, ved Godhavn på Disko-øen) II. VERDENSKRIG forsøgte botanikeren Morten Peder Porsild Otto Helms, der var læge i Ivittuut sig også på et tidspunkt med såning af gra- (1890-91) og Arsuk (1893), holdt den 19. ner, men det mest ekstreme forsøg på at marts 1898 et foredrag i ”Forstlig Dis- udså skovtræer i Grønland er dog nok det cussionsforening” med titlen ”Grønlands som blev udført i 1921, hvor en Ingeniør

46 Jørgensen ifølge Olsen (1929, s. 42) udså- Foruden disse udfordringer er det mu- ede ”bjergfyr” på Kap Wynn (ca. 75°N) ligt, at Rosenvinge allerede på dette tids- i Nordøstgrønland. Kap Wynn befinder punkt har været bekymret for de mulige sig omkring 50 km nordøst for Daneborg, konsekvenser af at indføre fremmede træ- hvor Siriuspatruljens hovedkvarter i dag arter til Grønland. I en samtale med Knud ligger. Disse forsøg fik ingen praktisk be- Oldenow (1935, s. 70) er han nemlig ci- tydning, og alt tyder på at de hurtigt for- teret for at have sendt frø til udsåning op svandt (Høegh 1988, s. 65). ”… ikke uden Betænkeligheder af plantegeogra- I forbindelse med Otto Helms’ (1898) fisk Art, idet han [Rosenvinge] egentlig ikke synes, foredrag i Forstlig Discussionsforening at det er helt korrekt saaledes at »lave om« paa blev muligheden for at frembringe ny skov Vegetationen – senere Fund kan blive vanskelige i Grønland diskuteret. Ved den lejlighed at bestemme, naar det eksempelvis ikke vides med var Helms og Dr. Kolderup Rosenvinge Sikkerhed, om en Plante er oprindelig i et Lands tilbøjelige til at tvivle på, at det var muligt, Flora eller indført”. mens professor Eugenius Warming mente, Om han desuden har bekymret sig for at der burde gøres flere forsøg, særligt med ukontrolleret spredning er ikke klart. Men ”bjergfyr”. Som årsag til deres tvivl frem- måske har bekymringen været begrænset, hævede Helms og Rosenvinge vinden (føn- for om de frø han selv opsendte til udså- storme), det store snefald og det tynde ning ved Qinngua i Tunulliarfik i 1893 jordlag. nævner Oldenow (1935, s. 70) at ”… han

Fig. 8. Geografisk placering af de vigtigste af de plantninger, der er nævnt i teksten. Kortet til venstre viser vest kysten fra Nunap Isua/Kap Farvel (59°47’N; 43°54’V) i syd til Sisimiut (66°56’N; 53°42’V) i nord. Kortet til højre over Sydgrønland dækker fra Nunap Isua (59°47’N; 43°54’V) i syd til øen Toornaarsuk (61°20’N; 48°38’V) lidt nord for bygden Arsuk (61°11’N; 48°27’V). De nummererede historiske plantningslokaliteter er 1: Qinngua, 2: Qassiarsuk (ved fjorden Tunulliarfik), 3: Igaliku Kujalleq (oprindelig benævnt Qassiarsuk, ved Igalikup Kanger- lua), 4: Tasiluk, og 5: Itilleq.

47 [Rosenvinge] nærer i øvrigt ikke nogen egentlig nævner at disse træer i 1957 (altså ved en Tillid til, at slige Forsøg vil kunne lykkes i større alder på 24 år) var 1-2 m høje og havde Omfang, navnlig under Hensyn til de herskende, topskud på 20 cm. De er dog siden blevet varme Føhnvinde, der altfor hyppigt vil afbryde bidt helt ned af får (Bjerge 1970). Vinterens paakrævede Hvileperioder …” Umiddelbart før II. Verdenskrig var Der er ikke tegn på, at der i de første der endnu et plantningsinitiativ, som om- mange år blev gjort mange forsøg med ud- tales af Ødum (1990, s. 46), og som invol- plantning af løvtræer. I forbindelse med et verede Statsskovrider K. Kierkegaard fra besøg i Nuuk-fjorden (Godthåbsfjorden) Palsgaard Statsskovdistrikt og Direktør nævner Mosegaard (1949, s. 8) dog, at ”I S. C. E. Flensborg fra Hedeselskabet. På en sidefjord, hvor vegetationen er meget frodig, grund af verdenskrigen løb projektet dog indrettes der nu store bygninger for fåreavlsarbej- ud i sandet. det. Her var plantet bl.a. 6 egetræer, men de 5 var Böcher (1977, s. 252) beretter om et døde, og der var kun 4 grønne blade på den sid- plantningsforsøg udført ved Ivittuut i ste”. Efter beskrivelsen må dette sted være 1941, efter at Kaptajn R. Bang-Christen- lokaliteten Qooqqut (64°N), der ligger ved sen med kryolitskibet M/S Julius Thom- en sidefjord til Nuuk-fjorden, og hvor der sen på grund af isforholdene var blevet også siden blev plantet træer (Ødum 1976; tvunget ind nær Battle Harbour på Labra- 1983). Et andet eksempel nævnes af Pe- dors kyst. Her fik han den ide at opgrave dersen (1972, s. 92), som i 1961 fik frem- unge granplanter og medtage tre spand- vist en cirka 10 år gammel og 2½ meter fulde til Ivittuut, ”hvor de i samarbejde med høj bøgeplante (Fagus sylvatica) lige nord for formand Sørensen fra Kryolitbruddet blev plantet minebyen ved Ivittuut (se Fig. 8). på steder hvor vegetationen så frodig ud”. En række andre mindre plantningseks- Ødum (1990) og Ødum og Hagman perimenter blev forsøgt. Ødum (1990, s. (2003, s. 274) nævner, at det drejede sig 46) og Ødum og Hagman (2003, s. 274) om Picea glauca og Abies balsamea, og at træ- nævner, at C. Syrach-Larsen omkring erne stadig var i vækst men at toppene var 1930 sendte frø og planter af forskellige døet tilbage (formentlig baseret på obser- boreale arter til landbrugsstationen i Juli- vationer fra 1984). Ifølge Ødum (1990) anehaab, deriblandt Picea glauca fra Que- tenderer træerne til ikke at vokse sig høje- bec, Picea sitchensis fra Queen Charlotte re end 3 m, og et fotografi fra 1984 i hans Island, Picea engelmannii fra British Colum- Fig. 4 antyder at dette svarer nogenlunde bia, Larix gmelinii og Pinus cembra. Lederen til højden af en lægivende klippe. Forfat- af landbrugsstationen, K. N. Christensen, terne (HM) har besøgt stedet i 2000, hvor meddelte imidlertid i 1932 at alle planter træerne stadig var i god vækst. Billeder fra døde bort, dog tilsyneladende bortset fra 2010 viser at træerne nu er en del større, en Picea abies plantet i Qinngua-dalen ved med højder på op til ca. 4 meter (se An- Tasermiut-fjorden, hvor den stod beskyt- dersen 2010). tet af birkekrat og i 1984 havde opnået en højde på 2,1 meter (Ødum 1990). Derimod såede tømrermester Pavia PLANTNINGER I LIDT STØRRE Høegh i 1933 med større held nogle rød- SKALA FRA 1950ERNE graner ved Tasiluk sydøst for Qaqortoq Efter II. Verdenskrig begyndte udviklingen (nr. 4 på kortet i Fig. 8). Bjerge (1959) på mange måder at gå stærkt i Grønland,

48 også hvad angik spørgsmålet om hvilke starte et egentligt plantningsarbejde. udviklingsmuligheder, der er mht. have- Studierejsen i 1948 bekræftede, at der brug og skovbrug. var steder, hvor der måtte kunne gro skov I den forbindelse rejste havebrugskon- (Jørgensen 1955). Hvor man tidligere of- sulent Hans Mosegaard til Grønland i test havde forsøgt sig med udsåning på 1948. Dengang var en Grønlandsrejse sta- voksestedet mente Professor C. A. Jørgen- dig en omstændelig affære, og ”Under rejsen sen (1949, s. 79), at ”Skal Indførelsen af Naa- op med Disko stod barometret enten på storm eller letræer i Grønland lykkes, maa det ske ved, at unge helt nede på Cornelius Knudsen, og det var ikke Planter plantes ud i Terrænet.” altid, at rigsdagens medlemmer eller andre promi- I øvrigt nævner Professor Jørgensen nente passagerer viste sig ved bordet eller på dæk- (1949) at en sammenligning af klimafor- ket…” (Mosegaard 1949, s. 7). holdene i det inderste af Sydgrønlands Hans Mosegaard var tilsyneladende fjorde med forholdene i Nordnorge, Is- søstærk, og undervejs over Nordatlanten land, Alaska og Labrador, dvs. steder hvor fik han snakket ”… bl.a. med Peter Freuchen nåleskov er naturligt forekommende eller der skulle op for at anbringe canadiske rensdyr på med held er plantet, stiller de sydgrøn- én eller anden ø”, men ellers nævner han ikke landske lokaliteter lige så godt eller bedre noget om skibsrejsens øvrige deltagere og end de andre. Derfor kunne man formode, deres planer for Grønlands jordbrug. De at skovplantning med det rette plantema- har dog sandsynligvis været der, for efter at teriale ville kunne gøres med godt resultat. have beskrevet, hvordan han rejste rundt Rent praktisk forestillede Jørgensen med Fåreavlsbestyrer Christensen i fåre- (1949, s. 80) sig, at der forud for skovplant- avlsstationens motorbåd, nævner Mosega- ning i større skala skulle etableres en plan- ard at ”I stedet for … at slutte mig til skovbru- teskole i Narsaq, og at der burde ansættes gernes ekspedition, tilrådede hr. Christensen mig at en fastboende, forstligt uddannet mand, søge længere imod nord…” (Mosegaard 1949, som kunne lede planteskolen og forestå s. 8). Disse skovbrugere var botanikeren udplantningen. Hvad angår perspektiver- professor C. A. Jørgensen fra Landbohøj- ne skriver han, at man måtte regne med skolen og den på det tidspunkt aldrende at der ville gå et tiår ”… før der kan hugges forstander for Statens forstlige Forsøgsvæ- Juletræer og adskillige Tiaar, før Produktionen af sen, Dr. C. H. Bornebusch, der var taget Brænde og Gavntræ når et større Omfang” (Jør- til Sydgrønland for at undersøge mulighe- gensen 1949, s. 80). Det skulle dog vise sig derne for skovplantning. at gå langsomt i begyndelsen. Egentlig skulle arboretsforstander Dr. C. Syrach Larsen fra Arboretet i Hørs- DE FØRSTE STØRRE holm have været afsted, men han blev syg, PLANTNINGER og derfor blev det Bornebusch, der sam- Forberedelsen af plantningsarbejdet tog men med professor Jørgensen rejste rundt nogle år, men professor Jørgensen gik i i Sydgrønlands fjorde (Jørgensen 1955). gang med at indkøbe frø fra Alaska, Sibi- Studierejsen var inspireret af samtaler, rien, Sverige, Finland og Norge og fik frøet som professor C. A. Jørgensen havde haft sået i Arboretet i Hørsholm. I 1953 var de i sommeren 1947 under hjemrejse fra bo- første 20.000 planter klar og blev trans- tanisk feltarbejde i Grønland, og hvor der porteret til Grønland og plantet ud. var blevet slået til lyd for, at man skulle Da det grønlandske forår falder et

49 Fig. 9. Plantagen ved Qanasiassat (61°14’N; 45°29’V) i den inderste del af Tunulliarfik, fotograferet fra fjorden med 25 års mellemrum. Bemærk hvordan dækningsgraden og tætheden af birkekrattet ovenfor plantagen er steget over de 25 år. Foto: Søren Ødum, august 1991 (øverst) og HM, august 2016 (nederst). par måneder senere end det danske, var skovfyrrene fra Norge og ædelgranerne fra Finland man nødt til at tage planterne op i marts havde alle klaret transporten godt og så ved ud- og lægge dem på køl ved Planteavlsstatio- plantningen godt ud. Ca. 50 % er i de mellem- nen i Humlebæk, indtil man i maj kunne liggende år gået ud, resten står friske og grønne transportere dem op til udplantning på på udplantningsstederne. Men væksten har været det endelige voksested. Dette foregik den- meget ringe, kun nogle få cm om året” (Bjerge gang stadig med skib, og da transporttiden 1959, s. 105; Bjerge 1970, s. 214). Om var forholdsvis lang, var der en del planter den sibiriske lærk nævner Bjerge (1959), at (specielt birk og lærk), der gik i vækst og nogle få stykker har klaret sig og er 1-1½ derved tog skade. meter høje og de mest hurtigtvoksende. Skovfoged Poul Bjerge deltog i plant- Omkring ti år senere angav han lærkenes ningsarbejdet og blev ansat ved forsøgs- højde til 1½-3 m (Bjerge 1970). stationen, og da han fem år senere (i Som tidligere nævnt er fønstormene 1958) vurderede resultatet af plantnin- i Sydgrønland en faktor, der i høj grad gen beskrev han det således, at ”Sitkagra- begrænser trævækst. Derfor blev for- nerne og hvidgranerne fra Alaska, rødgranerne og søgsplantningerne fra starten etableret i

50 eksisterende krat af birk og pil, dels fordi nær ved Rosenvinges træer på lokaliteten disse krat kun findes, hvor der i forvejen er Qanasiassat (Fig. 9 og 10), der er en lun nogenlunde læ for fønstormene, dels fordi skråning på østsiden af fjorden, lidt nord krattet yder de unge planter en smule eks- for Narsarsuaq. Denne plantning findes tra beskyttelse. Endelig plantede man helst den dag i dag og er siden blevet suppleret på sydskråninger, hvor jordtemperaturen i og udvidet flere gange. sommerperioden er højest (Bjerge 1959). En mindre del af planterne blev sat At mikroklimaet i øvrigt er endog en lidt inde i landet på den vestlige side af del varmere i kratvegetation end på åben fjorden, ved fåreholderbygden Qassiarsuk, hede, fremgår for eksempel af studier som hvor man fandt en god plads på en syd- det Hansen (1973) udførte lidt syd for Pa- skråning ved en lille sø. Endelig blev en amiut (62°N). På baggrund af de højere del af planterne sat ved Itilleq (nr. 5 i Fig. temperaturer må det forventes, at man ved 8), overgangsstedet mellem Tunulliarfik- udplantning af træer i eksisterende krat fjorden og Igaliko-fjorden, på en lokalitet opnår bedre skudmodning, mindre døde- som forsøgsstationen ejede, men som ikke lighed og hurtigere vækst. blev anset for helt ideel, fordi den ligger ret De første af de større plantninger blev udsat for fønvinden (Bjerge 1959, s. 107). udført i det indre af Tunulliarfik-fjorden (i Ved Itilleq findes i dag en ny planta- 1953), og de fleste planter blev sat ganske ge i god vækst på ca. 7 hektar, hvor der i

Fig. 10. Til venstre: Interiør fra plantagen ved Qanasiassat (61°14’N; 45°29’V). Denne del af plantagen domineres af Larix sibirica var. sibirica (Pertuumaa, Finland) plantet 1959 og Pinus contorta var. latifolia plantet 1968 (provenienser: Jacobsen & Nielsen 2003, Bilag 4). Til højre: Formodentlig Grønlands tykkeste træ; Larix sibirica (med diameter ca. 40 cm) i den sydlige plantning ved Qanasiassat, umiddelbart nord for Rosenvinges træer. Foto: HM, august 2016 (venstre) og juni 2017 (højre).

51 Fig. 11. Øverst: Udsigt over plantningerne ved Kuussuaq (60°16’N; 44°43’V) ved fjorden Tasermiut. Nederst: Pinus contorta, Abies lasiocarpa, Picea x lutzii (P. glauca x sitchensis) og Larix sibirica ved Kuussuaq. Plantningerne blev etableret i 1959-1961, og var oprindelig en blanding af lærk og gran, men efter et omfattende angreb af lærkekræft er mange af lærkene gået til, hvorfor plantagerne i dag fremstår som domineret af granerne. Foto: BJ, juni 2003 (øverst) og KH, oktober 2006 (nederst).

52 2004-06, i anledning af Hjemmestyrets 25 På denne lokalitet var der også krat af års jubilæum, blev udplantet 22.000 plan- birk og pil, som indikerede, at vækstforhol- ter, repræsenterende antallet af børn født dene var gunstige. Ifølge Hartz (1894, s. under hjemmestyret. Der er tale om pri- 22), der besøgte stedet i 1889, ”var der øjen- mært sibirisk lærk, sitkagran og lutz-gran synlig hugget stærkt i Birkekrattet, men det er ogsaa (Picea x lutzii, krydsningen mellem P. glauca det Sted, hvor der er hugget mest”. Det passer og P. sitchensis). Inde i denne nye plantage fint med, at lokaliteten ligger umiddelbart findes en tæt lille pigtrådsindhegnet- be oven for kysten og tæt ved den gode ørre- voksning af nogle få overlevende træer fra delv Kuussuaq. de tidlige forsøg i 1950erne. Der er tale Plantningen ved Kuussuaq blev etable- om 8-10 sibiriske lærk samt en enkelt sit- ret i 1959-1961 og kom til at omfatte to kagran og en enkelt skovfyr. plantager på i alt ca. 5 ha (Fig. 11). Man startede med udplantning af 5.000 Larix PLANTEPRODUKTION OG PLANT- sibirica og Picea glauca i 1959. Året efter blev NING VED TASERMIUT-FJORDEN der plantet yderligere 10.000, og i 1961 På baggrund af den store dødelighed i de yderligere 5.000. første plantninger stod det klart, at den Som ved Qanasiassat blev plantningen lange transport burde undgås, og at plan- etableret i allerede eksisterende kratvege- terne derfor burde produceres på stedet. tation. Her var der imidlertid på plant- Det førte til at man i forsommeren 1953 ningstidspunktet kun få får, som ikke for- begyndte at anlægge en planteskole ved lo- måede at holde krattet nede, og derfor kaliteten Upernaviarsuk, på den dengang sparede man i første omgang hegningen nye landbrugsforsøgsstation lidt øst for (Bjerge 1962, s. 148). Senere nævner Bjer- byen Qaqortoq. ge (1985, s. 23), at plantningerne var ble- I sommeren 1954 blev de første frø af vet hegnet på grund af fårene. Plantnin- skovtræarter udsået i mistbænke. I første gerne indgår nu i et område, der sammen omgang blev der sået Picea abies og Pinus med birkeskoven i Qinngua, et stykke fra sylvestris fra Finland, Picea glauca og Picea x fjorden, er fredet jf. Hjemmestyrets be- lutzii fra Alaska, Larix sibirica fra Sibirien, kendtgørelse nr. 12 af 19. april 2005. Pinus sylvestris fra Norge og Picea sitchensis fra Sjælland (Bjerge 1959, s. 108). Siden PLANTNINGERNES UDVIKLING blev der gjort forsøg med bl.a. Picea maria- Plantningen ved Qanasiassat i Tunulliar- na fra Labrador, Betula papyrifera fra Cana- fik-fjorden trivedes fint, og da Poul Bjerge da og Sorbus aucuparia fra Norge. (1962, s. 144) i foråret 1961 havde været Mest succesfuld var i første omgang inde for at udplante yderligere 2.000 plan- Larix sibirica, som fra starten præsterede ter (Larix sibirica) som efterbedring konsta- topskud på 10-15 cm. Udprikling af de terede han, at de først udplantede planter første planter fandt sted på udækket mark især i sommeren 1960 var vokset rigtig godt i 1956 og 1957, og de 30-35.000 ”hjem- med topskud på 10-15 cm, og at planterne melavede” planter blev sidenhen grundla- måske derfor kunne siges at være kommet get for etableringen af en ny plantning lidt over det døde punkt. På dette tidspunkt, længere mod syd ved lokaliteten Kuussuaq otte år efter plantning, var en enkelt Larix (den store elv) i Tasermiut-fjorden, øst for sibirica blevet ca. 2 meter høj, mens andre Nanortalik (Bjerge 1959). var 1-1½ meter høje. De udplantede Picea

53 sitchensis og Abies sibirica var til sammenlig- forskellige arter, hvoraf i hvert fald Larix ning kun blevet ca. ½ meter høje, og Pinus sibirica og nogle arter af Picea og Pinus var i sylvestris stod stadig i stampe. stand til at forynge sig på stedet. Ved vores På samme tidspunkt (sommeren 1961) egen genmåling af plantagen i 2016-17 var den plantning, der var etableret ved en fandt vi frøplanter af Larix sibirica, Picea sp. lille sø vest for Qassiarsuk (nr. 2 i Fig. 8), i og Pinus sp. god vækst og bestod overvejende af Picea Ifølge Jacobsen og Nielsen (2003, s. abies, der fremstod som ”de smukkeste plan- 51) havde de største Larix sibirica var. sibi- ter, man kan tænke sig, små dejlige juletræer, 50 rica (plantet 1959) i 1982-83 nået en højde til 80 cm høje” (Bjerge 1962, s. 147). Denne på 4 meter, i 1987 5-6 meter, og i 2003 plantning findes ikke længere, og allerede var middelhøjden af de målte træer ca. 7 i Ødums (1983, s. 2) rapport om feltarbej- m. Pinus contorta var. latifolia plantet i 1968 det i august 1983 noterede han for den 6. havde i 2016 opnået højder på op til 10- august at Poul Bjerge og han selv ”Studerede 10½ m, mens der var individer af Larix si- effekten af græsning (herunder konstateret, at der birica på helt op til 11-12 m (Fig. 10). nu intet er tilbage af den oprindelig[e] lille plant- De udplantede Pinus sylvestris fra det ning ved Qagssiarssuk)”. nordlige Norge (Aust Finmark, 1953) og I begyndelsen vurderede Bjerge (1962, Finland (Pertuumaa, 1959) viste sig i lig- s. 148), at Larix sibirica vækstmæssigt var hed med de tilbageværende af Rosen- nummer 1, men efter et særlig tørt forår i vinges træer følsomme over for angreb slutningen af 1970erne og kølige somre i af skjoldlus, muligvis som følge af et par 1982-84 viste det sig at de var modtagelige varme og tørre somre, og de fleste var ved for angreb af lærkekræft (Lachnellula will- forfatternes besøg i 2016-17 enten døde kommii). En stor del af lærketræerne ved eller døende. Qanasiassat og Kuussuaq gik i de efterføl- Bjerge og Ødum (1987, s. 89) nævner gende år ud (Bjerge 1983 s. 67; 1985 s. 22; også, at selv om P. sylvestris, Abies sibirica og Ødum 1991, s. 52). Picea abies fra Sverige i midten af 1980erne Picea glauca og Picea x lutzii stod i stampe var i live ved Qanasiassat, så var de påvir- i en del år, men Bjerge (1983, s. 67) vur- ket af manglende skudmodning. Ved vores derede, at de Picea x lutzii (Kenai-halvøen, målinger i 2016-17 var de tilbageværende Alaska), der i 1960 var plantet ved Kuus- P. abies fra Helgeland i Nordnorge (plan- suaq, i 1982 havde nået en gennemsnits- tet 1953) op til 10-11 m høje og virkede højde på 2,1 meter med enkelte planter på overvejende sunde, men den mangelfulde helt op til 3,7 meter. På samme tidspunkt skudmodning hos fx P. abies og P. contorta var Pinus contorta fra Alaska, udplantet ved kan i nogle år konstateres tydeligt i arbo- Qanasiassat i 1968, blevet op til over 2 retet ved Narsarsuaq, hvor en del skud på meter høje. Bjerge og Ødum (1987, s. 89) træer, som ikke er dækket af sneen, står nævner dog, at kun provenienser af P. con- visne efter vinteren. torta fra lokaliteter nord for 55°N tegnede At dannelsen af skovklima betyder lovende. meget for træernes vækst fremgår af Jacob- Ved Jacobsen og Nielsens (2003) un- sen og Nielsens (2003, s. 33-35) analyser af dersøgelse og komplette registrering af diametervariationen hos de væsentligste træerne ved Qanasiassat i foråret 2003 be- plantepartier i plantagen ved Qanasiassat, stod plantagen af omtrent 2.300 træer af hvor Larix sibirica var. sukaczewii (plantet

54 Fig. 12. P. C. Nielsens lærke (Larix sibirica var sukaczewii fra Ural) plantet i Narsarsuaq (61°10’N; 45°24’V) som ammetræer i forbindelse med etablering af fænologiske haver i Sydgrønland i 1966 og fotograferet med 20 års mellemrum fra nogenlunde samme sted. Ældre fotografier fra 1976 og 1987 findes hos Ødum (1990, fig. 14, s. 54). Foto: Søren Ødum, juni 1998 (venstre) og HM, august 2018 (højre).

1971), Larix sibirica var. sibirica (1959), Pinus European Research Office at gøre alvor sylvestris (1953 og 1959-1961) og Pinus con- af planerne, og der blev derefter opsendt torta var. latifolia (1968) alle udviste en ten- planter fra Arboretet i Hørsholm til for- dens til at træerne var mindre i plantagens søgsstationen i Upernaviarsuk. øst-rand, hvor de udsættes for fønvinden, I 1966 var det lykkedes at etablere ti og i vest-randen hvor de påvirkes af fjord- fænologiske haver med kloner af Salix vinden, mens variationen fra nord til syd glauca (blågrå pil fra Ivittuut), Ribes alpi- var mindre entydig. num (fjeldribs), Aconitum sp. (stormhat) og – som ammetræer – Larix sibirica var. sukacze- ETABLERING AF FÆNOLOGISKE wii (Sestoft 1970). Ved etableringen deltog HAVER I 1960ERNE blandt andet P. Chr. Nielsen fra Arboretet Endnu en plantningsaktivitet i området og Poul Bjerge fra Upernaviarsuk. har efterladt sig træer, som også kan ses De fænologiske haver blev fulgt i de den dag i dag. I 1950erne blev der etable- efterfølgende år, og fx i Narsarsuaq kan ret et storstilet agro-meteorologisk forsøgs- lærketræerne (omtalt som ”P. C. Nielsen’s anlæg i Europa med fænologiske haver be- lærke”) stadig ses på sletten nordøst for stående af kloner af forskellige træarter, landingsbanen (Fig. 12). Træerne havde i plantet fra Middelhavsområdet og hele 1983 nået en højde på 4,2 meter (Ødum vejen til det nordlige Skandinavien. 1983, kortbilaget s. 11). I 1987 målte det På et tidspunkt opstod den tanke i Dan- højeste træ 4,95 meter (Høegh 1988, s. mark, at det kunne være interessant at ud- 72), og modent frø af disse lærketræer strække netværket af fænologiske haver til kunne ifølge Ødum og Hagman (2003, s. Sydgrønland. I 1964 besluttedes det med 275) for første gang høstes i 1994. finansiel støtte fra United States sArmy’

55 UDVIDELSE AF PLANTNINGS- I juni 1976 blev disse udplantet i tre AKTIVITETEN FRA 1970ERNE overordnede områder, for det første i Syd- I 1967-1968 opholdt Søren Ødum fra Ar- grønland ved Narsarsuaq, Upernaviarsuk boretet i Hørsholm sig ved Harvard Fore- og Qaqortoq, for det andet ved det tidli- st i Massachusetts og gennemførte i den gere fåreholdersted ved Qooqqut-dalen forbindelse et antal rejser, blandt andet (64°N) ved Nuuk-fjorden, og for det tredje en større rejse langs Stillehavskysten fra tæt ved lufthavnen Kangerlussuaq (Søndre Californien til Alaska. Undervejs besøgte Strømfjord, 67°N). I alt omfattede mate- han University of Colorados fjeldstation rialet 139 plantepartier og bestod overve- vest for Boulder, og her opstod ideen om jende af Abies lasiocarpa, Picea engelmannii og at gennemføre en større indsamlingsrej- Pinus contorta. Det omfattede desuden mere se i Rocky Mountains for at finde frøkil- end 40 andre arter, men for disses ved- der til Hørsholm-arboretets samlinger og kommende var antallet af individer ud- indsamle materiale nær trægrænsen, som plantet på de enkelte lokaliteter beskedent. måske kunne trives i Sydgrønland. I Narsarsuaq blev der etableret en lille Indsamlingsekspeditionen blev gen- plantage øst for hotellet, og denne udgør i nemført i 1971 og omfattede frømateriale dag den ældste kerne i den sydlige del af fra 14 overordnede lokaliteter (Feilberg og Det Grønlandske Arboret. Ved Uperna- Ødum 1972). Af dette frømateriale samt viarsuk blev en del af planterne sat i en materiale indsamlet på en tidligere rejse i allerede etableret og indhegnet plantage det vestlige Canada og Alaska, hvor bl.a. fra 1960erne (Fig. 13 og Fig. 6 i Ødum Lars Feilberg deltog, blev der frembragt 1990, s. 49). Ved Qooqqut blev der anlagt ca. 3.000 små planter af træer og buske. en lille plantage nord for det daværende

Fig. 13. Indhegnet plantning af blandt andet Picea glauca, Picea x lutzii (P. glauca x sitchensis), Pinus sylvestris og Larix sibirica (plantet 1953-1960) ved forsøgsstationen Upernaviarsuk (60°44’N; 45°53’V), fotograferet med 31 års mellemrum fra nogenlunde samme sted. Kun Picea-arterne ses tydeligt i billederne. Der bemærkes en udvikling fra Krummholz-træer i 1987 til egentlige træer i 2018, et tydeligt tegn på det varmere klima i de seneste årtier, om end træerne fortsat er påvirkede af det marginale trægrænseklima. Foto: Søren Ødum, juli 1987 (venstre) og HM, august 2018 (højre).

56 hotel, og ved Kangerlussuaq blev der an- Ved trægrænsen kan der gå mange år lagt en plantning 4 km øst for lufthavnen. mellem gode frøår, og opgravning af plan- I Qaqortoq, Nuuk og på alle de øvrige lo- ter havde derfor også den fordel, at det kaliteter blev der desuden plantet i eksiste- derved var muligt at skaffe et større - ud rende haver (Ødum 1976). valg af provenienser. Det indsamlede ma- Ødum (1979, s. 224-225) fortæller, at de teriale omfattede arterne Picea glauca (10 fleste af de planter, der blev sat i Kanger- provenienser), Picea x lutzii, Picea mariana, lussuaq i sommeren 1976, døde på grund Abies lasiocarpa, Larix laricina, Populus tremu- af tørke og en kort vækstsæson. Der blev loides og Populus balsamifera (Ødum 1990, s. derfor plantet et større antal planter i maj 48). Foruden de nævnte plantepartier blev 1977, og disse kom meget bedre fra start. der i 1983 udplantet yderligere materiale Arbejdet fortsatte i 1978 og 1979 og om- fra rejsen til Rocky Mountains i 1971 samt fattede også Pinus sylvestris og Picea abies fra supplerende plantepartier fra Skandinavi- det nordlige Skandinavien (Ødum 1990, s. en og Sovjetunionen. 48). Det var ikke overraskende kontinen- Samlet set omfattede plantematerialet tale provenienser af forskellige arter, der otte provenienser af Abies lasiocarpa, elleve så ud til at klare sig bedst. Uheldigvis døde provenienser af Picea glauca, tretten prove- store dele af det der blev plantet i Kanger- nienser af Pinus sylvestris, og seksten prove- lussuaq i en række kolde somre i 1982-84. nienser af Pinus contorta (inklusive dem fra Ødum (1991, s. 55) ærgrede sig derfor over NISK), samt 1-3 provenienser af hver af ikke at have plantet mindst halvdelen af femten andre arter. Målt på plantetallet det materiale, der i 1976-78 blev plantet i var materialet domineret af Pinus contorta Kangerlussuaq, i Narsarsuaq i stedet for. og Picea glauca. I august 1981 gennemførte Søren Ved Narsarsuaq blev to nye udplant- Ødum m.fl. en indsamlingsekspedition til ningsområder udvalgt nordøst for den Alaska-Yukon, og på grundlag af et om- plantning, der blev etableret i 1976. De fattende materiale af opgravede planter fleste planter blev sat omkring vandsø- (ca. 4.000 stk.) indsamlet på denne rejse en øst for lufthavnen, men der blev også samt et større parti af Pinus contorta planter plantet og sået på sletten, de første planter (2.880 stk.) fra British Columbia og Yukon nordøst for landingsbanen nær P. C. Niel- leveret af Norsk Institutt for Skogforsk- sens lærke fra 1966. ning (NISK) blev plantningsforsøgene i Ved Qooqqut blev der etableret to nye Narsarsuaq, Qooqqut og Kangerlussuaq forsøgsflader i pilekrat nord og vest for den i august 1983 udvidet betydeligt (Ødum tidligere fåreholderbolig, den sidstnævnte 1983; Bjerge 1983, s. 67; Ødum 1990). umiddelbart vest for 1976-plantningen. Plantematerialet fra indsamlingseks- I Kangerlussuaq blev der etableret nye peditionen i 1981 var små selvsåede plan- plantninger på sletten øst for plantningen ter med rod, som blev sendt med fly med fra 1976, overvejende nord for vejen mod rødderne indpakket i mos. Udplantning Indlandsisen (Ødum 1983; Bjerge 1985, s. kunne derved finde sted i de umiddelbart 23). Der blev desuden plantet ved Kuussu- efterfølgende år, og ved plantning i august aq (Ødum 1990, s. 48; Leverenz og Chri- sikredes det, at planterne det følgende stensen 2004, s. 28). forår sprang ud på det rigtige tidspunkt (Ødum og Hagman 2003, s. 275).

57 ETABLERINGEN AF ARBORETET Kalaallit Nunaata Orpiuteqarfia / Det VED NARSARSUAQ Grønlandske Arboret / Arboretum Gro- Eftersom Narsarsuaq er etableret omkring enlandicum. Begivenheden er beskrevet i en international lufthavn, holdes områ- Dendrologisk Årsskrift af Jerry Leverenz det fri for fåreavl. Der ligger et fårehol- og Knud Ib Christensen (2004), som også i dersted på den anden side af den store korthed omtaler plantningshistorien og de smeltevandselv som løber ned over sletten mål med etableringen af arboretet, som (Narsarsuaq = den store slette), men elven man var blevet enige om. fungerer som en effektiv barriere for dy- Foruden Nissens (1992) anlægsrapport rene. Lufthavnen og havnekajen ved fjor- er der lavet en enkelt større studenterop- den Tunulliarfik gør det let at komme til gave af Andersen og Sevel (2002), som og fra stedet, og i terrænet giver et netværk for en række arter af Picea undersøger, om af veje og stier adgang til plantningerne. deres trivsel hænger sammen med klima- Da det endvidere – som tidligere beskrevet faktorerne på proveniensernes oprindel- – er et af de områder, der har det milde- sessteder. Arboretet har også været ud- ste klima, var det et oplagt sted at etablere gangspunkt for en række andre opgaver og et arboret. På den baggrund opstod ideen forsøg, og for et samarbejdsprojekt mellem om Det Grønlandske Arboret, som efter- Skovskolen i Nødebo og en faglig skole hånden kom til at omfatte ca. 200 ha. (Piareersarfik/Majoriaq) under Kommu- Op gennem 1980erne og 1990’erne ne Kujalleq om plantning, udtynding i den blev plantningerne i Narsarsuaq udvidet naturlige vegetation og etablering af stier. betydeligt (se Ræbild et al. 2019). Fra 1988 Forhåbentlig vil den igangværende regi- og fremefter startede etablering af mere strering og mærkning af en del af arbo- markante baggrundsbeplantninger som retets træer gøre det lettere for fremtidige skulle medvirke til at etablere et skovklima. studerende at gennemføre undersøgelser i Der blev desuden gennemført et par Det Grønlandske Arboret. studenterprojekter, hvor et større antal træer blev plantet, hovedsagelig i Narsar- PLANTNINGEN VED suaq, herunder ca. 18.000 planter i 1988 UPERNAVIARSUK (Høegh et al. 1989) og ca. 4.000 planter Ved forsøgsstationen ved Upernaviar- i 1989 (Bach og Høegh 1989). Plantema- suk blev der fra 1960 til 1965 etableret terialet omfattede primært Pinus contorta, en mindre plantning i en hegning. I 1960 Picea glauca, Picea abies og Picea x lutzii, og blev der i første omgang plantet Larix si- en væsentlig del af planterne blev sat i dal- birica, Picea glauca, Picea x lutzii fra Kenai- strøget nordøst for Narsarsuaqs vandsø. halvøen og Pinus sylvestris fra Nordnorge. En anlægsrapport for plantningerne blev I 1965 blev der plantet Picea sitchensis samt udarbejdet af Mads Nissen (1992). Denne endnu nogle hundrede Larix sibirica (Peder- er siden blevet opdateret, og den tilhø- sen 1972, s. 92-93). I 1976 blev der endvi- rende planteliste kan hentes på internettet dere udplantet et mindre antal Pseudotsuga (IGN, U.Å.b). menziesii, Tsuga heterophylla, Populus tremula, Som årene gik, voksede plantnin- Populus tremuloides samt et par arter af Noth- gerne ved Narsarsuaq til. I 2004, fem ofagus (Ødum 1976, s. 14). Samme år blev år efter Søren Ødums død, blev arbore- der endvidere plantet i planteskolen og tet i Narsarsuaq indviet under navnene ved bestyreren Poul Bjerges hus.

58 Upernaviarsuk ligger i den ydre del disse lokaliteter. I Kangerlussuaq kan man af fjorden Igalikup Kangerlua, cirka 10 dog på en tur langs vejen til Indlandsisen km øst for Qaqortoq, og klimaet er ocea- hurtigt overbevise sig om, at selv om væk- nisk. Somrene er derfor kølige og væksten sten er langsommere end i Sydgrønland, forholdsvis langsom. Ødum (1990, s. 49) så er der en del af det udplantede materi- nævner, at de cirka 30 år gamle planter ale, der klarer sig ganske fornuftigt og også af Picea x lutzii og Pinus sylvestris (hans Fig. med mellemrum sætter kogler. Om dette 6) var mindre end 1 meter høje, mens en- har ført til fertile frø vides dog ikke. kelte Larix sibirica af samme alder havde Som det ses i Fig. 14 er der provenienser nået 2 meters højde. Som det ses af Fig. af Picea glauca, der ser ud til at være sunde 13 var den hegnede plantnings højdeud- og i god vækst. Ødum og Hagman (2003, vikling over de næste 30 år indtil 2018 sta- s. 276) fortæller, at det kun er de nordlig- dig forholdsvis beskeden, med 3-4 meter ste provenienser af Picea glauca og Abies la- høje Picea x lutzii. siocarpa, der har overlevet i de nordligste udplantningsområder (altså Qooqqut og PLANTNINGERNE VED QOOQQUT Kangerlussuaq), og at Pinus sylvestris fra OG KANGERLUSSUAQ nordlige områder med tilsvarende dag- Vi har ikke foretaget nogen systematisk længde også kan være egnet. Ødum (1991, gennemgang og opmåling af træerne på s. 72) fremhæver Picea glauca fra Arctic

Fig. 14. Picea glauca i krat af Salix glauca. Plantning øst for Kangerlussuaq lufthavn (67°02’N; 50°35’V). Fjeldet ”Sugarloaf ”/Keglen ses i baggrunden. Bemærk den kraftige koglesætning på træet til højre. Foto: HM, august 2017.

59 Village i det nordlige Alaska som det mest Det er dog muligt, at de havde indhegne- egnede plantemateriale. de kvangårde som på Island og i Norge, og Som tiden er gået viser det sig dog, måske fandtes der klosterhaver ved Øster- at der også er andre arter, der har klaret bygdens klostre (Nørregaard 2005, s. 14). sig. Foruden de nævnte fremhæver Ødum Derimod gik der ikke mange år fra etab- (1990, s. 57) Populus balsamifera og Populus leringen af de første kolonier i 1700-tal- tremuloides, men en tur langs vejen afslø- let, før europæiske missionærer, købmænd, rer, at også fx Larix sibirica, Betula pubescens m.fl. begyndte at anlægge indhegnede køk- og Alnus crispa har overlevet. Pinus sylvestris kenhaver ved deres huse. De første koloni- og særligt Larix sibirica viser dog tydelige er blev anlagt fra Nuuk (Godthaab, 64°N) tegn på, at skudmodningen ofte er ukom- og nordover langs kysten, så haverne i be- plet. Baseret på det visuelle indtryk så det gyndelsen blev etableret under forholdsvis i sommeren 2017 ud til, at de største træer kølige forhold. ved Kangerlussuaq indtil videre er om- I 1774 blev kolonien Julianehaab kring 3-5 meter høje. (Qaqortoq, 61°N) anlagt, og allerede i 1800-tallet blev der etableret en lokal tra- dition med havedyrkning som en del af HAVEDYRKNING OG TRÆER den lokale sydgrønlandske kultur, dette I HAVER navnlig blandt beboerne i landbrugsbyg- Det er uklart, om nordboerne forsøgte sig den Igaliku. Sydgrønland er således et af med egentligt havebrug i middelalderen. de få områder i verden, hvor mennesker

Fig. 15. Poul Bjerge ved den lavineplantning i Qaqortoq (60°43’N; 46°02’V), som kommunen gav ham lov til at etablere på nabogrunden, efter at en lavine fra skråningen ovenfor havde raseret et hus og havde ramt Pouls bryg- gers. Foruden bedet med kål og salat ses: Abies lasiocarpa, Picea engelmannii, Picea glauca og Pinus contorta. Foto: HM, august 2018.

60 af Inuit-oprindelse har havebrug og land- nordpå kan man af og til overraskes over, brug som en integreret del af kulturen, og hvad det er muligt at få til at gro af træer i dag ses de frodigste haver i de sydgrøn- og buske, ikke mindst når det plantes op landske byer, Qaqortoq og Narsaq. ad en sydvendt væg eller i læ af en klippe Generelt var haverne i begyndelsen (Fig. 16). køkkenhaver, men efterhånden blev der også gjort forsøg med dyrkning af pryd- planter. For eksempel dyrkede udsteds- AFSLUTNING OG bestyreren for Saqqaq (70°N) i Qeqer- PERSPEKTIVER tarsuup Tunua (Diskobugten), Hannibal Enkelte rester af de ældste udsåninger Fencker, fra 1940erne sommerblomster af eksotiske træer eksisterer endnu. Det og havde også held med at få en rose til er primært de fire tilbageværende af Ro- at gro (Nørregaard 2005, s. 66). Fåreavls- senvinges træer i bunden af Tunulliarfik- stationen flyttede midt i 1950erne til For- fjorden (Fig. 6 og 7). Større plantninger søgsstationen Upernaviarsuk lidt øst for eksisterer i dag på seks lokaliteter i Syd- Qaqortoq og begyndte her, foruden dens grønland, ved Qanasiassat (Fig. 9 og 10) arbejde med fåreavl og dyrkning af foder- og omkring Narsarsuaq (61°N), begge ved afgrøder og grøntsager, at eksperimentere Tunulliarfik-fjorden, og ved Kuussuaq med dyrkning af stauder, buske og træer. (60°N, Fig. 11), anlagt 1959-61 og Uiluit I 1971 udgav Den kongelige grøn- Nuua fra 1997, begge i Tasermiut-fjorden, landske Handel (KGH) en vejledning i tæt ved Nanortalik, samt Børnenes Skov i havedyrkning i Grønland (Nielsen 1971). Itilleq ved Igaliku fra 2004-06 og en plan- Blandt forfatterne var den daværende be- tage anlagt af Tasersuaq-skolen i tilknyt- styrer for Upernaviarsuk, skovfoged Poul ning til lejrskolen ved Tatsip Ataa nær Qa- Bjerge, og havebrugskonsulenten Hans nisartuut ved Igaliku Kangerlua. Mosegaard. Foruden at gennemgå en Der er desuden et par mindre plant- række hårdføre arter af stauder til have- ninger ved Upernaviarsuk (Fig. 13), tæt brug fortælles om mulighederne for dyrk- ved Qaqortoq, ved fåreholderstedet Ti- ning af træer og buske, både hjemmehø- merliit, og en lille plantning anlagt i 2015 rende arter som birk, røn, pil og el, men i et dalstrøg ved den kommende lufthavn også ribs, sibirisk lærk, gran og fyr fra umiddelbart bag Qaqortoq by. Nordskandinavien og Alaska (Bjerge og Længere nordpå er der plantninger ved Mosegaard 1971). Qooqqut og Ameralla i fjordene ved Nuuk I de seneste årtier har havebruget ud- (64°N) og ved lufthavnen Kangerlussu- viklet sig meget, og særligt interessen for aq (67°N, Fig. 14) ved fjorden af samme plantning af træer og buske er blevet mere navn. Der er også stadig en mindre plant- udbredt (Fig. 15). Her har navnlig havefor- ning ved Ivittuut (61°N), og der findes en- eningen i Qaqortoq spillet en stor rolle for kelttræer og grupper af træer i haver og udbredelse af kendskab til havebrug samt ved bygninger i de fleste af Sydvestgrøn- organisering af planteindkøb, hvor sær- lands byer (Fig. 15 og 16). ligt kloner af alaskapil og balsampoppel er Böcher (1977, s. 256) beskriver en vi- blevet populære i haverne. sion om den videnskabelige gavn man I dag fremstår de sydgrønlandske haver kunne få ved at have tre botaniske haver ofte særdeles frodige, men også længere placeret på ca. 61°N, 64°N og 69°N. Hvad

61 Fig. 16. Picea engelmannii, Larix sibirica, Salix sp. samt grønlandsk Alnus alnobetula ssp. crispa og Sorbus groenlandica, plantet i en have tæt ved kolonihavnen i den gamle del af Nuuk (64°11’N; 51°44’V). Træerne trives med en char- merende Krummholz-udvikling i det sommerkolde Nuuk. På bakken i baggrunden ses en statue af Hans Egede. Foto: HM, august 2017. han tænkte på var forsøgsstationen ved ved at udplante fremmede træarter og der- Upernaviarsuk øst for Qaqortoq (61°N), med lave om på vegetationen. Bjerge og lokaliteten Qooqqut (64°N) i Nuuk-fjor- Ødum (1987, s. 95) spørger da også reto- den og Arktisk Station ved byen Qeqertar- risk om det er ”berettiget at indføre og dyrke suaq (69°N) på øen af samme navn (tidl. fremmede planter i den grønlandske natur?” og Disko). Så vidt er det ikke kommet, men konstaterer, at det ikke er et spørgsmål der i stedet er Det grønlandske Arboret som er let at besvare, men at mennesker til hver nævnt blevet etableret ved Narsarsuaq i en tid har udnyttet naturressourcer og eks- 2004 (se Leverenz og Christensen 2004). perimenteret med mulighederne. Samlet set vidner plantningerne om, at Hvad angår forsøgene med skovtræer i en lang række eksotiske træarter kan over- Grønland mener Bjerge og Ødum (1987, leve langs Grønlands sydvestlige kyster, i s. 96), at med ”en potentiel skovgrænse i nok de mindste under de nuværende klimabe- 100-200 m højde på de gunstigste eksponeringer tingelser. vil selv de størst tænkelige plantager aldrig blive andet end ubetydelige frimærker i en vældig fjeld- UDVIKLING OG NATURALISERING verden.” De nævner også, at værdien af de Som beskrevet ovenfor gav Professor Ro- små forsøgsplantninger i mange årtier vil senvinge i en samtale med Knud Oldenow bestå i oplevelsen af nåleskovens speciel- (1935, s. 70) udtryk for betænkeligheder le miljø, og at overvejelser om fældning af

62 træer, klipning af pyntegrønt, hugst af ju- optælling, men vores indtryk fra observa- letræer og pæle kommer langt senere. tioner i 2013 er, at selvsåede planter fortsat Det har dog vist sig, at plantningerne forekommer i nogenlunde samme mæng- har udviklet sig en del hurtigere end Bjer- der og de samme steder som nævnt af ge og Ødum (1987) forestillede sig. Klip- Jacobsen og Nielsen (2003), men at selv- ning af pyntegrønt til salg i Brugseni i såningerne dog i overvejende grad ikke Qaqortoq har i de seneste år fundet sted i overlever fåregræsning. arboretet i Narsarsuaq, og i 2005 blev den første egentlige hugst af ”tømmer” udført TRÆERNES POTENTIALE, i plantagen ved Kuussuaq (IGN U.Å.a, MULIGHEDER OG RISICI Fig. 10). I plantagen ved Qanasiassat er I dag er det stadig relevant at overveje, der i en årrække fældet træer til brænde, hvor der kan gro træer i Grønland. Hvis og Poul Bjerge nævnte selv ved en samtale resultaterne i Nordmand et al. (2013) står i august 2018, at han mener, at plantagen til troende, så vil det kommende århund- nu trænger til tynding. redes klimaforandringer, specielt i det cen- De træer, der i 1976 og 1983 er ud- trale Vestgrønland, føre til, at markant plantet ved Qooqqut og Kangerlussuaq, flere arter vil finde egnede vækstforhold, er endnu forholdsvis små, men som det ses og vækstområdernes udstrækning vil blive i Fig. 14, er træerne ved Kangerlussuaq i forøget ganske meget. I så fald er det vig- god vækst. Ved Qanasiassat kan der end- tigste spørgsmål nok: Hvor og i hvilket videre ses naturlig foryngelse af specielt omfang er det ønskværdigt at have træer? Larix sibirica og Pinus sp. Ganske vist står Vestgrønlands fjorde er typisk adskilt de små planter på en skrænt med nøgen af fjeldkæder, så den naturlige spredning jord ned mod fjorden, og ganske vist er det mellem fjordområderne vil være langsom, overvejende på steder hvor fårene ikke har men træer er også blevet plantet ved huse let adgang, men alligevel kan synet af den i byer og ved fåreholdersteder. Med nogle nye generation godt få en til at overveje af de plantede arters konstaterede evne til om ikke nogle af de indførte skovtræarter at forynge sig naturligt bør man overveje, lige så stille er ved at ”gro fast” og natu- om de er, hvor man på længere sigt også vil ralisere sig. I betragtning af, at der kun er ønske at have dem. Strengt taget kan det gået 65 år siden plantagen blev etableret, jo ikke udelukkes, at nogle af de arter, der er det egentlig imponerende. i dag ses at gro godt og være i stand til at Jacobsen og Nielsen (2003, s. 43) vur- sætte spiredygtigt frø og forynge sig, om 50 derede på basis af koglesætning, at det er år vil blive betragtet som invasive. Larix sibirica, der har det største foryngel- Med træerne følger en forøget variati- sespotentiale, efterfulgt af Picea abies, Picea on i landskabet og nye habitater for insek- glauca, Pinus contorta og Pinus sylvestris. Ved ter, fugle og med tiden muligvis også pat- deres grundige gennemgang af arealet tedyr. Det er fx tydeligt, at Sydgrønlands fandt de 74 selvsåede Larix sibirica, 3 Pinus gråsiskener (Acanthis flammea rostrata) og de sp. og 3 Picea sp. Det er værd at pointe- sjældne vindrosler (Turdus iliacus coburni) re at Jacobsen og Nielsen (2003) udeluk- har taget nåletræsplantagerne til sig (Fig. kende fandt foryngelse på erosionspåvirket 17). Med de ændrede forhold følger dog bar jord, og ikke i græsbevoksning. også ændringer i jordbundstilstanden og Vi har ikke foretaget en tilsvarende fortrængning af den naturlige vegetation.

63 På de steder, hvor fårene græsser, vil nåletræer ikke kunne etablere sig, men græsningsområderne skifter også karakter. Hvis de frodigste og mest gunstigt beliggende dele af det sydgrønlandske lavland ændres af fåregræsning og landbrug, og de luneste dele af resten af landskabet tages i brug til nåletræsskove, vil den naturlige krat- og urtevegetation blive fortrængt til højere beliggende, mindre tilgængelige og mere udsatte lokaliteter. Man bør derfor holde øje med udviklingen og overveje, Fig. 17. Gråsisken (Acanthis flammea rostrata) på gren hvad man ønsker at opnå og bevare. af Larix sibirica i plantagen ved Qanasiassat (61°14’N; 45°29’V). Foto: HM, august 2016. Indsamlingsrejser med opgravning af småplanter til senere udplantning i Grøn- land har den praktiske fordel, at man arboretet har efterhånden fået rekreativ derved undgår det problem, at der ved værdi. Andersen og Sevel (2002, s. 7) ople- trægrænsen er langt mellem gode frøår, vede da også stor interesse for plantninger- hvilket også betyder at den slags frø nor- ne hos lokalbefolkningen, mens tilrejsende malt ikke findes på markedet (Jensen 1994, danskere typisk var mere forbeholdne, et s. 56). forhold som forfatterne tilskriver de sene- Ødum og Hagman (2003, s. 275) næv- ste årtiers diskussion af floraforurening i ner desuden, at man, ved opgravning af Danmark. nåletræsplanter og efterfølgende udplant- Ved Kangerlussuaq løber vejen mel- ning på steder hvor nåletræer ikke tidli- lem lufthavnen og Indlandsisen lige forbi gere har groet, muligvis opnår en fordel plantningerne, så mange turister kører i forhold til lokal fremspiring derved, at forbi dem. Selv om en egentlig skovturs- man samtidig med planterne introducerer oplevelse her ligger et stykke ude i fremti- mycorrhiza-svampe. Det kan fx nævnes, at den, er der en del, der bemærker træerne, den spiselige lærkerørhat (Suillus grevillei) er som nu rager op over den naturlige krat- blevet meget almindelig i plantningerne i vegetation. Narsarsuaq under de mange lærketræer. Træerne ved Qanasiassat er vokset Om man desuden på lignende vis uforva- godt til, og går man ind i plantagen, op- rende har fået indført andre organismer, lever man et miljø, der ikke adskiller sig som man ville have foretrukket ikke at få meget fra en plantage i Vestjylland (Fig. med i købet, er naturligvis et godt spørgs- 10). I de seneste år er plantagen blevet ud- mål, men der er ikke hidtil fundet tegn på videt ved plantning på en ca. 150 m lang at dette skulle være tilfældet. strækning, der adskiller plantagen fra Ro- Når lokale rejsende og turister venter senvinges træer. Syd for Rosenvinges træer på fly i Narsarsuaq, kan de gå på skovtur er der desuden reserveret yderligere et gennem arboretet og op på Signalhøjen areal på knap 100 ha til udvidelse af plant- (226 m), hvorfra der er en flot udsigt over ningerne. Med træhøjder på op til over 11 dalen og ind over Indlandsisen. Den mu- meter viser den eksisterende plantage, at lighed er der en del, der gør brug af, så det er muligt at opnå en ikke ubetydelig

64 træproduktion og biomasseakkumulation. arbejde er langtfra afsluttet, og vi håber Foruden de rekreative og produktions- derfor på at kunne fortsætte det, både i mæssige perspektiver giver udvidelse af Det Grønlandske Arboret, i plantagen ved plantningerne derfor også mulighed for at Qanasiassat, og måske også med tiden i en opnå øget kulstofbinding på land. Som be- af de andre større plantninger. Hvis klima skrevet af Høegh (1988) har læplantning ændringerne fortsætter som forventet, er ved marker i det indre af Sydgrønlands der ikke tvivl om, at mulighederne for træ- fjordområder endvidere potentiale til at vækst i Grønland bliver bedre og bedre. I forbedre lokalklimaet og beskytte marker- den forbindelse vil både de naturlige og de ne mod føn-vinden. plantede træbevoksninger tjene som vig- tige referencepunkter for den fremtidige DE KOMMENDE ÅR udvikling. Vi vil blive de første træplantere I disse år arbejdes der intenst på at udvikle en stor tak skyldig for deres vedholdende den grønlandske infrastruktur, og foruden forsøg på at etablere plantninger under til store udvidelser af lufthavnene i Nuuk tider særdeles vanskelige forhold. og Ilulissat er der fremskredne planer om etablering af en lufthavn ved Qaqortoq. Med etableringen af en sådan ny luft- TAK havn følger, at trafikken til lufthavnen ved Vi takker G.B. Hartmanns Familiefond Narsarsuaq fremover vil blive betydeligt for uvurderlig støtte til vores feltarbejde. mindre end i dag. Narsarsuaqs rolle er dog Desuden en varm tak til Ole Guldager allerede reduceret betragteligt, siden Air (Narsarsuaq Museum) som har stillet Ma- Greenland fra 2011 opgav direkte beflyv- gister Poul Hansens fotografier af Rosen- ning fra København i vinterhalvåret. vinges Træer (gengivet i Fig. 6 og 7) til rå- En nedgradering af Narsarsuaq vil be- dighed for os. tyde et yderligere fald i beskæftigelsen og dermed befolkningstallet. Det vil indebæ- re, at færre vil komme forbi og få lejlighed KILDER til at gå en tur i Det Grønlandske Arboret. Andersen, Ida Marie og Lisbeth Sevel, For dendrologer vil adgangen blive mere 2002. Trævækst i Det Grønlandske Arbo- besværlig. Det er naturligvis lidt ærgerligt, ret: En arts- og provenienssammenligning. men det bliver stedet heldigvis ikke mindre Bachelorprojektrapport, Arboretet, Insti- interessant af. tut for Økonomi, Skov og Landskab, Den Plantningsaktiviteterne har været dre- kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, vet af forholdsvis få menneskers nysger- København. 55 s. + 23 s. bilag. URL: righed, entusiasme og engagement, ikke https://ign.ku.dk/om/arboreter/arboret-gro- mindst Søren Ødums og Poul Bjerges. I enland/artikler-rapporter/bachelorprojektrap- dag repræsenterer specielt Det Grønland- port.pdf (set 4. november 2018) ske Arboretet en betydelig videnskabelig ressource. Indtil videre har det dog ikke Andersen, Kim, 2010. ”Og hvad er så det noget formelt institutionelt ophæng, men her?”. Blog på internettet med billeder det håber vi at kunne medvirke til at få af ”Ivigtut skov”. URL: https://langerejse- etableret i de kommende år. hjem.wordpress.com/2010/07/14/og-hvad- Det igangsatte måle- og registrerings- er-sa-det-her/ (set 24. Februar 2019).

65 Arctander, Aaron, 1778. Udskrivt af en 1971, Den kongelige grønlandske Han- Dagbog holden i Grønland af Aaron del. S. 51-56. Arctander paa en Recognoscerings- Reise i Julianæhaabs District i Aarene Bjerge, Poul og Søren Ødum, 1987. Skov- 1777-1779. Side 59-122 i: Ostermann, plantning og havebrug i Sydgrønland. H., 1944. Dagbøker af Nordmenn på I: Grønlands Planteverden, Tidsskrifterne Grønland før 1814. Norges Svalbard- og Urt (87-4) og Kaskelot (Nr. 76), Køben- Ishavs-Undersøkelser, Meddelelser Nr. 58, havn, s. 87-97. Oslo, 143. s. URL: https://brage.bibsys. no/xmlui/handle/11250/217310 (set 28. Bruun, Andreas, 1777. Dagbog holden oktober 2018). Også trykt i ”Samleren”, paa Undersøgning Reisen af Egnen ved Bind 6, 1793. Colonien Julianeshaab i Grønland, for 1777 og 1778. Side 1-57 i: Ostermann, Bach, Jens og Kenneth Høegh, 1989. H., 1944. Dagbøker af Nordmenn på Træplantningsforsøg i Narsarsuaq – Grønland før 1814. Norges Svalbard- og Sydgrønland 1989. Upubliceret rapport, Ishavs-Undersøkelser, Meddelelser Nr. 58, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Oslo, 143. s. URL: https://brage.bibsys. København. 25 s. no/xmlui/handle/11250/217310 (set 28. oktober 2018). Bjerge, Poul, 1959. Forsøgsplantning i Grønland. Tidsskriftet Grønland, 1959, Böcher, Tyge W., 1975. Det grønne Grøn- hæfte 3, s. 104-111. land. Rhodos, København. 256 s.

Bjerge, Poul, 1962. Skovplanterne i Grøn- Böcher, Tyge W., 1976. Skovtur i Taser- land. Tidsskriftet Grønland, 1962, hæfte miut, Sydgrønland. Naturens Verden, 4, s. 144-150. 1976, s. 337-343.

Bjerge, Poul, 1970. Skovbrug. I: Nielsen, Böcher, Tyge W., 1977. Plantningsforsøg Niels, Peter Skautrup og Christian Vibe i Grønland. Naturens Verden, 1977, (red.): J. P. Trap, Danmark, 5. udgave, s. 249-256. Bind XIV, Grønland, s. 213-215. Böcher, Tyge W., 1979. Birch woodlands Bjerge, Poul, 1983. Plantningsforsøgene and tree growth in southern Greenland. i Grønland. Skovbrugstidende, bind 69, Holarctic Ecology, Vol. 2, no. 4, s. 218- s. 66-68. 221.

Bjerge, Poul, 1985. Plantningsforsøgene Böcher, Tyge W., Bent Fredskild, Kjeld i Grønland. Tidsskriftet Grønland, 1985, Holmen og Knud Jakobsen, 1978. Grøn- hæfte 1, s. 21-24. lands Flora, 3. udgave. P. Haase & Søns Forlag, København, 326 s. Bjerge, Poul og Hans Mosegaard, 1971. I: Nielsen, P. Chr. (red.), Havedyrkning i Cappelen, John, Bent Vraae Jørgensen, Grønland / Kalâtdlit-nunãne nautsîvile- Ellen Vaarby Laursen, Lotte Sligting rinek. KGH Orientering, Nr. 42, februar Stannius and Rikke Sjølin Thomsen,

66 2001. The Observed Climate of Green- Ecology, Vol. 62 (3), s. 821-830. land, 1958-1999 – with Climatological Standard Normals, 1961-1990 / Klimao- Feilberg, Jon, 1984. A phytogeographi- bservationer i Grønland, 1958-1999 – cal study of South Greenland. Vascular med klimanormaler, 1961-1990. Techni- plants. Meddelelser om Grønland, Bio- cal Report 00-18, Danish Meteorological science, Vol. 15, s. 1-70. Institute, 152 s. URL: https://www.dmi. dk/fileadmin/user_upload/Rapporter/ Feilberg, Lars og Søren Ødum, 1972. TR/2000/tr00-18.pdf (set 21. Oktober Rapport over frøindsamling i Rocky 2018). Mountains. Upubliceret rapport, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Arboretet Cappelen, John (ed.), 2016. Greenland og Botanisk Institut, 24 s. og 35 s. bilag. – DMI Historical Climate Data Collec- tion, 1784-2015, DMI Report 16-04, Fredskild, Bent og Søren Ødum, 1990. Copenhagen, 100 s. URL: http://www. The Greenland Mountain birch zone, an dmi.dk/fileadmin/user_upload/Rapporter/ introduction. Meddelelser om Grønland, TR/2016/DMIRep16-04.pdf (set 27. Bioscience, Vol. 33, s. 3-7. Oktober 2018). Gamm, Cassandra M., Patrick F. Sul- Cappelen, John (ed.), 2018. Greenland livan, Agata Buchwal, Roman J. Dial, - DMI Historical Climate Data Collec- Amanda B. Young, David A. Watts, Sean tion, 1784-2017, DMI Report 18-04, M. P. Cahoon, Jeffrey M. Welker and Eric Copenhagen, 118 s. URL: http://www. Post, 2018. Declining growth of decidu- dmi.dk/fileadmin/user_upload/Rapporter/ ous shrubs in the warming climate of TR/2018/DMIRep18-04.pdf (set 23. Juli continental western Greenland. Journal 2018). of Ecology, Vol. 106, issue 2, pp. 640-654.

DMI, 2018. Klimanormaler for Grøn- Grønlands Statistik, 2017. Stati- land. Danmarks Meteorologiske Institut, stisk Årbog 2017, Kapitel 7, Fiskeri, København. URL: http://www.dmi.dk/ fangst og landbrug. (nov. 16, 2016), 36 groenland/arkiver/klimanormaler/ (set 24. s. Grønlands Statistik, Nuuk. URL: juli 2018). http://www.stat.gl/dialog/topmain. asp?lang=da&subject=&sc=SA (set 28. D’Arrigo, Rosanne D., Gordon C. Jacoby oktober 2018). and Edward R. Cook, 1992. Impact of recent North Atlantic anomalies on sur- Haagen, Birte, 1995. Jacob A. A. Arøe. rounding land areas based on dendrocli- Tidlige billeder fra Grønland. Red. matic evidence. Geophysical Research Karen Nørregaard. Rhodos, København. Letters, Vol. 19, no. 23, s. 2321-2324. 115 s.

Elkington, T. T. and B. M. G. Jones, Hansen, Kjeld, 1973. Microthermic ob- 1974. Biomass and Primary Productiv- servations in Arctic vegetation. Meddelel- ity of Birch (Betula Pubescens S. Lat.) ser om Grønland, vol. 194, no. 6, s. 1-32. in South-West Greenland. Journal of

67 Hartz, N., 1894. Botanisk Rejseberetning Jacobsen, Kingo, 1987. Studies on soils fra Vest-Grønland 1889 og 1890. Medde- and potential for soil erosion in the sheep lelser om Grønland, bind 15, s. 1-60. farming area of South Greenland. Arctic and Alpine Research, Vol. 19 (4), s. 498- Helms, O., 1898. Grønlands Forsyning 507. med Brændsel. Foredrag holdt i ”Forst- lig Discussionsforening” den 19de Marts Jacobsen, N. Kingo og B. Holm Jakobsen, 1898. Trykt på Foreningens Foran- 1986. C14 datering af en fossil overfla- staltning hos C. Nordlunde, Hillerød. dehorisont ved Igaliku Kujalleq, Syd- 16 s. URL: http://www.kb.dk/e-mat/ grønland, set i relation til nordboernes dod/113908034191.pdf (set 21. juli landnam. Geografisk Tidsskrift, bind 86, 2018). s. 74-77. URL: https://tidsskrift.dk/geografisktidsskrift/article/view/44393/53250 Holmen, Kjeld, 1975. Grønlands botani- (set 11. november 2018). ske udforskning. I: Danmarks Natur, Bind 10, Grønland og Færøerne, 2. udgave, Jacobsen, Birgitte og Katrine Hauberg Politikens Forlag, s. 304-311. Nielsen, 2003. Trævækst i Grønland. Et studie af indførte træarter. Bachelorpro- Høegh, Kenneth, 1988. Indførte skovtræ- jektrapport, Den kongelige Veterinær- og er i Grønland (Herunder skovgrænseøko- Landbohøjskole, København. 68 s. + 7 s. logi i og uden for Grønland). Upubliceret bilag. opgave i Skovhistorie I. Den Kgl. Vete- rinær- og Landbohøjskole, København. Jensen, Niels, 1994. Guide til Arboretet i 88 s. Hørsholm. Dansk Dendrologisk Årsskrift, bind XII. Dansk Dendrologisk Forening, Høegh, Kenneth; Mads Nissen og An- København. 237 s. URL: http://www. ders Jensen, 1989. Skovplantningsforsøg i dendron.dk/aarsskrift/docs/1994.pdf (set 4. Narsarsuaq, Sydgrønland – august 1988. november 2018). Upubliceret projektrapport, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Køben- Jensen, Ad. S. og Børge Fristrup, 1950. havn. 14 s. Den arktiske klimaforandring og dens betydning, særlig for Grønland. Geogra- IGN, U.Å.a Skovplantninger. Institut for fisk tidsskrift, Bind 50, s. 20-47. URL: Geovidenskab og Naturforvaltning, Kø- https://tidsskrift.dk/geografisktidsskrift/ benhavns Universitet. URL: https://ign. article/view/48445/61343 (set 23. juli ku.dk/om/arboreter/arboret-groenland/skov- 2018). plantninger/ (set 1. oktober 2018). Johnsson, John og Karl Dehlholm (red.), IGN, U.Å.b. Det Grønlandske Arbore- 1907. Den Danske Lægestand 1901- ts historie. Institut for Geovidenskab og 1907. Ottende Udgave. Jacob Lunds Naturforvaltning, Københavns Universi- Forlag (Baldur Borgen), København, 462 tet. URL: https://ign.ku.dk/om/arboreter/ s. URL: https://dis-danmark.dk/biblio- arboret-groenland/historie/ (set 28. oktober tek/905153.pdf (set 21. juli 2018). 2018).

68 Jørgensen, C. A., 1949. Skovplantning Leverenz, Jerrry and Knud Ib Chris- i Sydgrønland. Grønlandsposten, 8. år- tensen, 2004. Inauguration of Arbo- gang, nr. 7, s. 78-80. retum Groenlandicum (Kalaallit Nun- aata Orpiuteqarfia) on August 2, 2004. Jørgensen. C. A., 1971. I: Nielsen, P. Chr. Dendrologisk Årsskrift, Bind 22, s. 16-34. (red.), Havedyrkning i Grønland / Kalât- (URL: http://www.dendron.dk/aarsskrift/ dlit-nunãne nautsîvilerinek. KGH Orien- docs/163.pdf, set 1. oktober 2018). tering, Nr. 42, februar 1971, Den kongelige grønlandske Handel, s. 11-17. Löve, Doris, 1970. Subarctic and subal- pine, where and what? Arctic and Alpine Jørgensen, M. Blangstrup, 1955. Træer Research, Vol. 2, pp. 63-73. på Grønland. Horticultura, 9. årgang, nr. 2, s. 25-30. Lægaard, Simon, 1975. Krat. I: Dan- marks Natur, Bind 10, Grønland og Jørgensen, Rasmus Halfdan, Henrik Færøerne, 2. udgave Politikens Forlag, Meilby and Johannes Kollmann, 2013. s. 370-377. Shrub expansion in SW Greenland under modest regional warming : disentangling Mosegaard, H., 1949. Er der muligheder effects of human disturbance and graz- for havebrug på Grønland? Haven, 49. ing. Arctic, Antarctic, and Alpine Re- årgang, s. 6-10. search, Vol. 45, No. 4, pp. 515-525. Nielsen, P. Chr. (red.), 1971. Havedyrk- Jørgensen, Rasmus H., Martin Hallinger, ning i Grønland / Kalâtdlit-nunãne naut- Svenja Ahlgrimm, Juliane Friemel, Jo- sîvilerinek. KGH Orientering, Nr. 42, hannes Kollmann and Henrik Meilby, februar 1971, Den kongelige grønlandske 2015. Growth response to climatic change Handel. 57 s. over 120 years for Alnus viridis and Salix glauca in West Greenland. Journal of Veg- Nielsen, P. Chr., 1975. Jordbruget i Syd- etation Science, Vol. 26, pp. 155-165. grønland. I: Danmarks Natur, Bind 10, Grønland og Færøerne, 2. udgave, Politi- Kuivinen, Karl C. and Merlin P. Lawson, kens Forlag, s. 377-382. 1982. Dendroclimatic Analysis of Birch in South Greenland. Arctic and Alpine Nissen, Mads, 1992. Anlægsrapport for Research, Vol. 14, No. 3, pp. 243-250. Det grønlandske Arboret i Narsarsuaq, upubliceret rapport, Arboretet i Hørs- Ledger, Paul M., Kevin J. Edwards and holm, Den kongelige Veterinær- og Land- J. Edward Schofield, 2016. The biogeo- bohøjskole. 80 s. graphical status of Alnus crispa (Ait.) Pur- sch in sub-Arctic southern Greenland: Do Nordmand, Signe; Christophe Randin; pollen records indicate local populations Ralf Ohlemüller; Christian Bay, Toke T. during the past 1500 years. Polar Biology, Høye; Erik D. Kjær; Christian Körner; Vol. 39 (3), pp. 433-441. doi: 10.1007/ Heike Lischke; Luigi Majorano; Jens Pau- s00300-015-1790-0. lsen; Peter B. Pearman; Achilleas Psomas; Urs A. Treier; Niklaus E. Zimmermann

69 and Jens-Christian Svenning, 2013. A sydligste Grønlands Vegetation. Meddelel- greener Greenland? Climatic potential ser om Grønland, bind 15, s. 73-250. and long-term constraints on future expansion of trees and shrubs. Philosophi- Ræbild, Anders, Kenneth Høegh, Bir- cal Transactions of The Royal Society gitte Jacobsen, Erik Dahl Kjær og Henrik B, Vol. 368: 20120479. Meilby, 2019. Det Grønlandske Arbo- ret – ca. 40 år efter de første plantninger. Nørregaard, Karen, 2005. Grønlandske Dansk Dendrologisk Årsskrift, bind 36. haver. Det Grønlandske Selskabs Skrif- ter XXXVII, Det Grønlandske Selskab, Sestoft, Ingolf, 1970. Phenological Re- København, 96 s. search in Greenland 1964-1970. Final Technical Report, Meteorological Insti- Oldenow, Knud, 1935. Naturfredning tute, Copenhagen, 23 s. i Grønland. Det Grønlandske Selskabs Skrifter IX, G. E. C. Gads Forlag, Køben- Steig, Eric J. and Alexander P. Wolfe, havn. 389 s. 2008. Sprucing up Greenland. Science, Vol. 320, pp. 1595-1596. Olsen, O. E., 1929. Graner i Grønland. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift, Warming, Eugen., 1888. Om Grønlands 1928-1929, s. 39-44. Vegetation. Meddelelser om Grønland, bind 12, s. 1-245. Pedersen, Anfred, 1972. Adventitious plants and cultivated plants in Greenland. Ødum, Søren, 1976. Rapport om plant- Meddelelser om Grønland, Vol. 178, No. ning på Grønland juni 1976 af hoved 7, pp. 1-99. sagelig træer fra Rocky Mts., USA. Upub- liceret rapport, Arboretet, Hørsholm, Rink, Hinrich Johannes, 1857. Grønland 41 s. geographisk og statistisk beskrevet, Andet Bind, Det søndre Inspektorat, med Af- Ødum, Søren, 1979. Actual and poten- bildninger, Kaart og naturhistoriske Til- tial tree-line in the North Atlantic region, læg. Andr. Fred. Høst, Kjøbenhavn, 416 especially in Greenland and the Faroes. s. plus 172 s. tillæg. URL: https://babel. Holarctic Ecology, Vol. 2, pp. 222-227. hathitrust.org/cgi/pt?id=hvd.32044014547 673;view=1up;seq=9 (set 22. juli 2018). Ødum, Søren, 1983. Undersøgelser i for- søgsplantninger i Grønland og anlæg af Rosenvinge, Lauritz Kolderup, 1887. Fra supplerende forsøg. Rapport om feltar- en botanisk rejse i Grønland. Botanisk bejde i august 1983 udført af Poul Bjerge, Tidsskrift, bind 16, hæfte 4, s. 203-215. Upernaviarsuk Forsøgsstation og Søren Ødum, Arboretet. Upubliceret rapport, Rosenvinge, Lauritz Kolderup, 1889. Om Arboretet, Hørsholm, 23 s. Vegetationen i en sydgrønlandsk Fjord. Geografisk Tidsskrift, bind 10, s. 78-86. Ødum, Søren, 1990. Afforestation experi- ments reflecting the treeline conditions in Rosenvinge, Lauritz Kolderup, 1896. Det Southwest Greenland. Meddelelser om

70 Grønland, Bioscience, Vol. 33, pp. 43-61. Ødum, Søren, 1991. Choice of species and origins for arboriculture in Green- land and the Faroe Islands. Dansk Den- drologisk Årsskrift, Bind IX, s. 3-78. URL: http://www.dendron.dk/aarsskrift/ docs/1991.pdf (set 11. november 2018).

Ødum, Søren og Max Hagman, 2003. Choice of conifer plant material for South West Greenland. Proceedings of the 4th International Conifer Conference, Acta Horticulturae, Vol. 615, pp. 273- 279.