skript af Steinbeck og instrueret af Mile­ andre at omsmelte et par af hans hoved­ stone. Filmen har ikke været vist i Dan­ værker i en kongenial filmisk form. Den mark). „Den glemte la n d sb y u a fh æ n ­ rigtige Steinbeck, digteren, møder vi i gigt produceret, med synopsis og kom­ Lewis Milestones „Mus og mænd“ (ma­ mentar af Steinbeck og delvis improvise­ nuskript Engene Solow efter skuespillet ret „på stedet“ i Mexico, er både fra „Mus og mænd“ ), og først og sidst i Steinbecks og instruktøren Herbert Kli- John Fords „Vredens druer11 (manu­ nes side et bevidst stilforsøg, en øvelse i skript: Nunnally Johnson). Ingen af den halv- eller trekvartdokumentariske disse to film trækker noget afgørende fra genre, med „rigtige11 mennesker i en Steinbeck. Når der dog er forskel på „rigtig11 handling i deres „rigtige11 mi­ dem skyldes det, at hvor „Mus og mænd11 lieu. Men til den ydre autencitet svarer er en heldig og tro reproduktion, hvis ikke det indre liv. Enkelheden er blevet tilskud til bogen alene ligger i Lon Cha- til noget altfor villet og tilstræbt, næsten ney jr.s og Burgess Merediths storartede preciøst. Herved er filmen blevet just spil som Lennie og George, dér er „Vre­ det den ikke vil være: Unaturlig og kunst­ dens druer11 en gendigtning, der har sin færdig. Noget lignende kan siges om den egen eksistens og værdi helt uafhængig mexicanske „Perlen11 (manuskript: Stein­ af romanforlægget. Man undres måske beck, Emilio Fernandez og Jack Wagner, over, at den „reaktionære11 Ford så ube­ instruktion: Fernandez). Også den stræ­ sværet har levet sig ind i og digtet videre ber efter en klar stilistisk simplicitet, på den „progressive11 Steinbecks med­ nemlig den folkelige legendes. Men også følelse og harme. Men det er nok ikke her tager det udspekulerede magten fra så mærkeligt som det kan se ud. Thi for det enkle og levende, en svaghed der Ford som for Steinbeck er drivkraften understreges yderligere af Fernandez’ sta­ kærligheden til det almindelige menneske, tiske, dekorative instruktion og kamera­ det navnløse, hverdagsheroiske, i den manden Figueroas lækre foto. Her mang­ mødes de trods forskellige udgangspunk­ ler den realistiske fordybelse i menne­ ter. Filmen „Vredens druer11 fremhæves skeskildringen, som kunde løfte legenden ofte med rette for sin store troskab mod ud over den dygtige pastiches snævre romanen. Men det betyder ikke, at de to grænser. „Viva Zapata11 endelig (manu­ værker er kongruente. Den opmærksom­ skript: Steinbeck) går i stykker på, at me undgår ikke at fornemme, at Ford den ikke kan leve op til sine egne pre- er mere intens i følelsen end Steinbeck, tentioner. Den reale Mexico-baggrund er mere sentimental om man vil. Men heri i orden, men hverken intrigen eller Za- ligger der ikke noget forræderi mod dig­ patafiguren har format til at bære den terværket, tværtimod. Netop ved at få os spændte artificielle symbolik, der forstær­ til at føle og leve stærkere med menne­ kes, ofte særdeles håndfast, af Elia Ka- skene gør filmen sig ydmygt til tjener zans pågående „filmiske11 virkemidler og for digterens tanker. kulminerer lidet overbevisende i den hvi­ de hests spogelsesridt i filmens slutbillede. Det synes altså som om talentet for det helt ægte og naturlige forlader Stein­ beck, når han skal skrive for filmen, PARADOKSET og erstattes af en hang til det konstrue­ rede og kunstlede, som ikke findes i de bedste af hans noveller og romaner. Til HENRY FONDA gengæld og heldigvis er det lykkedes AF IB M ONTY

Fonda, der den 16. maj fylder 50 år, er begyndt ved teatret, ligesom han fore­ løbig er endt der. Syv år er gået, siden han indspillede sin sidste film, og af hans egne udtalelser kan man forstå, at han betragter scenen som sit naturlige vir­ kefelt. Dog kunne han også i år med fuldeste ret fejre, at det er tyve år

Burgess Meredith og Lon Chaney jr. i z\fus og mænd

riske kostumestykke til den moderne sam­ Et af de smukkeste stills fra -»Vredens tidsskildring. Trods vidt forskellige roller druer«. Fonda som Tom og Jane Darwell som Ma Joad. i film af stærkt varierende kvalitet, har han altid takket være sit skarpe blik tur, modelbyggeri, amatørfotografering for den perspektivrige detalje opfattet og trompetspil. Alle er de udtryk for den dem og fyldt dem med originalt og ukon­ indre aktivitet og skabertrang, som mest ventionelt liv. Idet han er gået ud fra fuldgyldigt ytrer sig i hans spil. Kun sin type og altid i fornemste forstand når han spiller, lever han efter venners har spillet på sit indre, er flere af hans udsagn, ind imellem eksisterer han blot. skikkelser blevet hævet op i et almen­ Han er i amerikansk, og europæisk, film- menneskeligt plan. og teaterverden et usædvanligt fænomen En af grundene til denne ægthed kan ved den omstændighed, at han sætter man finde i den alvor, hvormed han be­ den personlige kunstneriske tilfredsstillel­ tragter sin metier. Film- og teaterinstruk- se over jagten på ydre sukces, hvilket tøren Bretaigne Windust, der har kendt han da også har måttet betale for ved ham gennem tyve år, har sagt om ham: bl. a. aldrig at have været på listen „Han går rundt med en slags hellig gral over de højst betalte stars og aldrig at — det at spille er indviet gerning for have modtaget en Oscar! ham, han ville føre korstog for det, og „Hank“ , som han officiøst benævnes, alt andet må vige for det.“ Hans non­ fødtes i den lille provinsby Grand Is­ chalante flegma, der kan antage karak­ land (Nebraska) i en familie uden sce­ ter af indelukkethed, dækker over en niske traditioner. Faderen var bogtrykker, indre spænding, der engang imellem kræ­ men om det var hans tilknytning til ver sin udløsning, om ikke andet så i bøgernes verden, der var skyld i Henrys form af practical jokes, næsten en hobby tidligt vakte litterære interesse, er uvist. på linie med hans utallige andre: han I hvert fald skrev han, da han var tolv maler med fotografisk nøjagtighed, sam­ år gammel, en roman i to kapitler, hvor­ tidig med at han dyrker keramik, skulp- om det i hans eget forord med tydelig

15 selvfølelse hedder: „I denne fortælling drømmeland, Broadway. Han prøvede alt, levendegør forfatteren et ungt menne­ hvad der havde tilknytning til teater­ skes drengeår.“ Hans opvækst forløb el­ verdenen, begyndte som statist, men op­ lers regelmæssigt i det stilfærdige mid­ nåede lidt efter lidt at få mindre roller. delstandsmilieu, hvor den eneste ydre Hans debut i New York fandt sted i forandring var den, at familien, da han 1929 i „The Game of Love and Death“ . var elleve år, flyttede til Omaha. Hans Han vakte dog ikke større opsigt, end at skrivelyst var stadig levende, og da han den følgende tid blev en evig kamp for 18 år gammel kom til University of roller. Sortest så det ud i sommeren Minnesota var det for at studere journa­ 1931, og han måtte arbejde som altmu­ listik. Han brød sig dog ikke om univer­ ligmand nordpå ved Surry Playhouse i sitetslivet, og efter et par års studier Maine. Som teatermaler lykkedes det brod han i 1925 af og vendte tilbage til ham at komme tilbage til New York til Omaha, hvor han de følgende år havde Westchester Playhouse. Således gik tiden forskellige mere eller mindre løse jobs. med at fare fra det ene teater til det På dette tidspunkt vaktes imidlertid hans andet, bestandigt i håb om det store teaterinteresse, og på anbefaling af en gennembrud. Blandt de stykker, han mrs. Dorothy Brando kom han til Omaha spillede i, var „I loved you Wednesday", Community Playhouse. Over 20 år efter „Forsaking all others" og „The swan“ . kom han iøvrigt på Broadway til at spille For Theatre Guild arbejdede han som mod sin velgørerindes datter Jocelyn, der dubleant, indtil han i 1934 fik en lille havde den eneste kvindelige rolle i „Mr. sukces som komiker i revyen „New faces". Roberts". Men ellers er den teaterglade Den førte til en mindre rolle i „It’s a mrs. Brandos væsentligste bidrag til skue­ wise child", men så kom chancen. Skue­ spillerstanden dog vel nok hendes nu spillerinden June W alker havde lagt ikke helt ukendte søn Marlon. mærke til ham i rollen, og hun fik pro­ Efter nu at have haft lejlighed til at ducenten og forfatteren Max Gordon til stå på en scene begyndte det at regere at engagere ham som hendes medspiller i den unge Fonda, og i 1928 drog han i „The farmer takes a wife", Gordons vestpå for i Cape Cod at slutte sig til dramatisering af en roman af Walter D. Falmouth Stock Company, et turnerende Edmonds. Fonda slog an, teatret var selskab af teaterstuderende fra bl. a. Har- erobret. I mellemtiden var han efter et vard og Princetown. Blandt de unge ide­ bevæget ægteskab blevet skilt fra Mar­ alistisk indstillede mennesker befandt sig garet Sullavan, der allerede tidligt var James Stewart og Margaret Sullavan, slået igennem. Også James Stewart hav­ som han efter et par års stormfuldt be­ de i nogen tid klaret sig bedre på scenen, kendtskab giftede sig med i 1931. Men men det gjorde ikke skår i deres ven­ før den tid havde han haft sin første skab. De holdt troligt sammen og boede rolle hos truppen. Det blev en fiasko, og gennem længere tid i et lille værelse på et stykke tid arbejdede han derfor som Madison Square Hotel. teatermaler, et felt han var begyndt at „The farmer takes a wife" blev en stor dyrke allerede i Omaha. Efterhånden fik og langvarig sukces, og takket være den han dog ganske god sukces også som kom Fonda gennem Walter Wanger til skuespiller, og han spillede med dem i Hollywood for at spille sin rolle i Victor tre sommersæsoner bl. a. i Washington, Flemings filmatisering af stykket. Han Baltimore og New Jersey. Det var dog blev hængende, og de næste 13 år spil­ New York, der lokkede, og som tusinder lede han med enkelte afbrydelser kun på andre forsøgte han nu at trænge ind i film, dog ikke fordi han altid var op-

16 berts" af Thomas Heggen og Joshua Lo­ gan efter den førstes roman. Det havde premiere i slutningen af 1948 og blev en formidabel sukces, ikke mindst for Fon­ da, der spillede i det i over 3 år. Alt tegnede lyst, da han ramtes af en per­ sonlig ulykke. Hans anden kone Franc es Seymour Brokaw, som han havde været gift med siden 1936, og med hvem han havde en dreng og en pige, begik i april Fra »My Darling Clementine«. John Ireland og 1950 selvmord efter et nervøst sammen­ Fonda som Wyatt Earp. brud. Beundret af nogle, fordømt af fle­ re, spillede han dog samme aften, og tændt af en hellig ild for denne særlige december samme år giftede han sig til kunstform. „I begyndelsen var det noget vennernes overraskelse med den kun 22- nyt og spændende," siger han, „og den årige Susan Blanchard, steddatter af ope­ tekniske side fængslede mig. løvrigt er rettepaven Oscar Hammerstein. der visse pengebeløb, som man simpelt­ I december 1951 fik han rollen som hen ikke kan sige nej til, og jeg levede den velsituerede Charles Gray, vicepræ­ flottere end nogensinde før. Derfor un­ sident i en New Yorkerbank, i Paul Os­ derskrev jeg en langfristet kontrakt. Nog­ borns dramatisering af John P. Mar- le af filmene var sjove at lave — „Jesse quands roman „Ingen vej tilbage". Hans James", „Young Mr. Lincoln", „Vredens sidste sukces: Anklageren i Herman druer", „En moderne Eva", „De døde Wouks „The Caine Mutiny Court Mar- ved daggry" og enkelte andre, men efter­ tial", den rolle José Ferrer spillede i den hånden opdagede jeg, at jeg ikke var udvidede filmatisering. så lykkelig som skuespiller. Jeg begyndte Om hans sceniske fremtræden kan at se mig om efter et skuespil. Så kom vi kun gøre os vage forestillinger på krigen og endelig „Mr. Roberts". Jeg var grundlag af de amerikanske anmeldelser, tilbage på teatret, og det er der, jeg fø­ og det er heller ikke her stedet at gå ler, at jeg hører hjemme." nærmere ind på hans teaterkarriere. I al­ Da krigen kom, meldte Fonda sig som mindelighed er hans teaterspil sikkert menig, muligvis for at leve op til det lidet forskelligt fra hans spil på film, helteideal, han så ofte på film havde han er ingen teatralsk skuespiller, men personificeret. Man søgte at gøre brug udmærker sig ved tysthed og en stilfær­ af hans filmkunnen, men Fonda insiste­ dig styrke, der i første række har hen­ rede på, at han ville gå den normale vej. vist ham til et moderne repertoire. Eks­ Han gik ind i flåden i august 1942, men empelvis har han i det sidstnævnte styk­ først i april 1944 overflyttedes han som ke lagt den anklagende løjtnant an på stabsofficer til aktiv tjeneste på øen Kwa- en stædig ærlighed, fjernt fra Ferrers jalein i Stillehavet. Til sin store sorg deklamatoriske kynisme. kom han dog aldrig i kamp. Fra 1935 til 1948 spillede Fonda i 40 Efter krigen vendte han tilbage til film, hvoraf en halv snes hører til tredi­ filmen, men i 1948 forlod han den til vernes og fyrrernes bedste inden for de fordel for teatret. Det første stykke, han forskelligste genrer, og hvoraf en stor del optrådte i efter 11 års fravær, var „Blow af de øvrige i kraft af hans spil hævedes ye winds", men sit egentlige come-back over det gennemsnit, de ifølge deres an­ fik han i efterkrigsskuespillet „Mr. Ro­ læg tilhørte. Der er noget paradoksalt

17 deri, at Fonda, der foretrækker teatret, uden tvivl har ydet sin dybeste kunst på film. Det er påfaldende, når man be­ tragter hans sceniske repertoire, hvor meget ringere kunstneriske arbejder, de har været i sammenligning med hans bedste film. Han har aldrig spillet i et klassisk skuespil eller i et af de nyere Den forvirrede Fonda i »En moderne Eva«. amerikanske seriøse dramer. Han har næ­ sten kun optrådt i typiske Broadway- lig uden at være banal. Men han vok­ stykker, smart teaterskrædderi, underti­ sede snart ud af disse roller, og skønt den intelligent og dygtig underholdning, han altid har bevaret visse faste træk, men altid uden dybere poetiske eller dra­ kom han hurtigt til at spille i ydre for­ matiske kvaliteter. I sine film har han stand meget forskellige roller. Det gener­ derimod gang på gang haft stof at ar­ te kunne antage karakter af distraktion, bejde med, der til fulde udløste hans ligesom det lidet udadvendte ved hele evner for menneskefremstilling, og in­ hans fysiognomi kunne anvendes som struktører, hvis opfattelse af deres arbej­ middel til at udtrykke en vis selvoptaget­ de måtte stemme overens med Fondas hed og livsfjernhed. Den tilsyneladende eget syn på sin metier. Når han til sy­ mangel på energi brugte han med ironi vende og sidst foretrækker teatret, er i roller som playboys, fuldendte driverter, det af de samme grunde som de fleste håbløst upraktiske og fummelfingrede. store skuespillere: Atmosfæren, den inten­ Typiske er de to lystspil fra 1941, Stur- sive spænding og den højt priste direkte ges’ „En moderne Eva“ og Wesley Rugg­ kontakt med publikum. Kun på teatret ies’ „Doktorens mand“ begge med Bar­ kan man nå til den mest fuldkomne bara Stanwyck som hans aktive modpol. grad af selvudfoldelse, mens man på film I den første var han en millionærsøn kun er et lille led i et hele. For en skue­ med opdagelsesrejser som hobby, ganske spiller må dette som regel gå fremfor uden erfaringer overfor kvinder, der alt andet, selv for en så lidet ekshibitio­ hemningsløst og naivt betages af en nistisk skuespiller som Fonda. eventyrerske, som ganske fører den tro­ Han kom til Hollywood som et teater­ skyldige yngling rundt ved næsen. Man navn og lanceredes straks i hovedroller. husker hans meget uheldige entreer; „The farmer takes a wife“ blev også som ustandselig vælter han ting på gulvet el­ film et trækplaster, og han behøvede ler snubler i portierer og gulvtæpper. I ikke at kæmpe for den langfristede kon­ den anden, der langtfra kunne måle sig trakt. Man fandt snart ud af, at han var med Sturges’ elegante slapstick-komedie, en type, der kunne udnyttes. Han var var han en luddoven millionær, som var prædestineret til roller som „the boy gift med en kvindelig læge. I sin enorme next door“ . Den høje ranglede skikkelse forelskelse og skinsyge gik han så vidt, uden voldsom maskulin muskelpragt, den at han begyndte at bestille noget, han skødesløse drengede gang, den bløde, lidt blev slipssælger med verdens mindste tøvende stemme med den udpræget ame­ omsætning. Det er sikkert ikke en til­ rikanske diktionx det ærlige i hans øjne, fældighed, at han så ofte har spillet mod hele hans afslappede ydre apparition, Barbara Stanwyck, der som erotisk skue­ lidt indelukket og kejtet-genert, gjorde spillerinde hører til den frigjorte, aggres­ ham fuldendt i roller som den unge al­ sive type. Fonda er selv på dette om­ mindelige amerikaner. Han var alminde- råde mere passivt betonet, han har noget

18 af drengens forhold til kvinden i sig spillede han ham igen, dennegang op­ og er mere egnet til de forskellige sta­ taget af at ramme sin brors drabsmænd, dier af forelskelse end til det fuldbyrdede mindre af hævnlyst end af retfærdigheds­ forhold. Gosta Werner omtaler i „Kame­ trang. Han spillede denne Kohlhaas i ran går“ en scene fra „Syv piger jager westernmilieu med tavs beslutsomhed, en morder" (1938), hvor han, også mod udførende sit job ikke af tilbøjelighed, Barbara Stanwyck, spiller et moderne men af pligt. Atter den tirrede mand, frieri med en blufærdighed, der skyer der kommer i konflikt med loven af ret­ alle store udtryk. Man mindes to for­ færdig harme, men denne gang sikker i skelligartede udtryk for den fuldstændige sin sag, som han er sikker på hånden. erotiske betagelse, ironisk i „En moder­ Men allerede året iforvejen havde han ne Eva“ , da han første gang ser kvin­ indledt sit samarbejde med John Ford, den, og med stum overraskelse i „De der af alle hans instruktører har haft dode ved daggry", da han over baren størst betydning for ham. Samarbejdet ser et billede af en nøgen pige. mellem to af Amerikas største filmper­ Hans almindelige ydre i forbindelse sonligheder på hver sit felt kom til at med hans vege passivitet og ærlighed afføde 6 film i løbet af 9 år. Den første gjorde, at man fandt på at benytte ham var „Young Mr. Lincoln", hvor Fonda i dramatiske roller som outlaw mod sin mesterligt maskeret personificerede den vilje, den jævne, hæderlige mand, der unge energiske og alvorlige sagfører i indblandes i ting, han ikke selv har no­ Springfield. Allerede i Irving Cummings1 gen direkte skyld i, men som ramt ud­ „Geniets triumf" (1939) om Graham fra sin stærke retfærdighedsfølelse frygt­ Bell havde han gestaltet en historisk løst slår fra sig. Således i Dieterles anti­ personlighed. Den anden film, „Flammer fascistiske sensationsfilm om den span­ over Mohawk", var et pionerdrama, men ske borgerkrig, „Blokade" fra 1938. mesterstykket blev „Vredens druer" fra Men allerede året før havde han fået Hollywoods gyldne år 1940, hvor Fonda sit egentlige gennembrud i Fritz Langs i rollen som den unge amerikanske pro­ anden amerikanske film „Du lever kun letar Tom Joad skabte sit ypperste i det een gang". I denne effektive samfunds­ sociale rollefag. Med benyttelse af få anklagende film spillede han for første ydre midler byggede han Tom op, det gang forbryderen mod sin vilje, den lidt duknakkede forslidte og de bitre jagede, der uden at ville det til sidst træk om munden, den stærke, trodsige og som offer for samfundets uretfærdighed hårde hage, det fåmælte og ansigtet, der går amok i desperation, fordi den almin­ sjældent oplystes af et smil. Ikke en delige tilværelse, han ønsker, nægtes ham. nuance i Steinbecks sociale helt gik tabt En gangster, men af helt anden støbning i hans levendegørelse af ham, og i hans end f. eks. Cagneys Vart pour l’art-mor­ mund fik de halvfilosofiske replikker en der. Det var ikke vitalitet, han udstrå­ selvoplevet betydning. I sit samspil med lede, men træthed, fysisk og psykisk. Det moderen, Jane D ar well, nåede hans an­ vagtsomme i øjnene, smerten om mun­ tydende stil højden i retning af at med­ den, hver gang han ydmygedes, alt hæ­ dele et følelsesindhold alene gennem det vede denne moderne og tidstypiske gang­ tavse spil i øjnene eller i det tonefald, ster op i det socialt-patetiske plan. For hvormed han sagde de almindeligste Lang indspillede han i 1940 en slags ting. fortsættelse af Henry Kings „Jesse Ja­ Der skulle gå 5 år, inden han atter mes", hvor han havde spillet broderen spillede for Ford, denne gang i en west­ Frank. I „Frank James vender tilbage" ern: „M y darling Clementine". Fonda

19 havde ud af den berømte sherif Wyatt målløse gru i blikket, da han overværer Earp, kær for filmgængere, skabt et ori­ hængningen og den tavse skam over at ginalt portræt af en hæderlig, pligtop­ have svigtet gjorde præstationen til en fyldende, lidt træt mand, der ligesom usædvanlig og sand karakteristik af den undskyldte sit ry. Uforglemmelig i sin evige tilskuer. fine komik var scenen, hvori han med En anden af hans mere interessante usikker værdighed inklinerede for sin ud­ præstationer ydede han i Jean Gabins valgte og med stive bevægelser dansede rolle i Anatole Litvaks genindspilning af ud med hende. Den næste, „The fugi- Carnés „ — og ved Daggry" under tit­ tive“ fra 1947, betragter Fonda som sin len „The long night" (1948). Fra sam­ bedste film; den har ikke været vist me år er hans overdådige foreløbige herhjemme. Næst efter den sætter han punktum i King Vidors episodefilm sin sidste film for Ford, „Fort Apache" „Når enden er god", hvor han i et afsnit fra 1948, et genrebillede af militærlivet om to jazzmusikere og svorne venner, i 1860’erne, hvor han gik over i det iøvrigt skrevet af hans ven gennem man­ ældre rollefag. Hans oberst Thursday var ge år John O’Hara, i samspil med en en karakterstudie af en isoleret mand, anden gammel ven James Stewart spil­ ældet og træt, for hvem det eneste, der lede komedie i et sådant plan, at det var tilbage, bestod i ikke at tabe ansigt meste af, hvad der ellers præsenteres overfor sin garnison. Ensom, sær og under etiketten „elegant lystspil" tager udtørret af militærlivet, fejlede han til sig ud som fortvivlet-velment amatør­ sidst, fordi det menneskelige var blevet komedie. Hans stil var her udarbejdet til ham fremmed. et helt system af antydninger under skil­ Samtidig med sine film for Ford spil­ dringen af de to fuldstændigt sammen­ lede han for andre instruktører, og hans levede venner. Næsten uden replikker, galleri af skikkelser fra pionertiden fik med abrupte lyde, langsomme drejnin­ en interessant forøgelse med den unge ger af hovedet og løftede øjenbryn ud­ cowboy, der uden at ønske det hvirvles tryktes den totale forståelse mellem de ind i en lynchningsaffære i William A. to, for hvem omgivelserne overhovedet Wellmans studie i massepsykose: „De ikke eksisterer; de har deres fælles in­ døde ved daggry" (1943), en af de før­ teresse, og intet kan ryste dem i deres ste ideologiske westerns. Som iagttage­ nærmest apatiske flegma og enorme selv­ ren ser vi ham atter i den passive rolle. optagethed. Til en begyndelse sig selv nok, men ef­ Denne præstation er måske det fine­ terhånden oprørt over brutaliteten, rea­ ste eksempel på Fondas filmiske lystspil­ gerer han trods sin ubeslutsomhed ved stil. at stille sig uden for fællesskabet. Den Alt for længe har han været savnet på film, og når det nu forlyder, at han har startet sit eget produktionsselskab, er der grund til at glæde sig. Det sidste, vi ellers har hørt til ham, er, at han i marts i år i fjernsyn spillede den kendte klovn Emmett Kelly fra Ringling Bro­ thers cirkus, i dramatiseringen af den­ nes selvbiografi „Clown". Fra den lille skærm til det store lærred er der måske ikke så stort et spring. Vi kan kun håbe, at han gør det.

Barbara Stanwyck og Fonda i »Syv piger jager en morder«.