Carl Nielsen Musik Som F.Eks

Carl Nielsen musik som f.eks. Nielsens Det uudsluk kelige. Og dette forbløffende danske ord – et stridens æble er i sig selv eksplosivt og frembrusende. Tale ved åbningen af udstillingen 15. For nylig, da jeg besøgte København, maj 2009 blev jeg grebet af en voldsom trang til at standse folk op på gaden og sige: ”Det uudslukkelige”! af professor Karl Aage Rasmussen, Det Jyske – Om mr. Ross gav efter for Musikkonservatorium denne usædvanlige trang, ved jeg ikke. Men han kunne nok have skræmt et par idste år fik den amerikanske københavnere ... musikskribent og kritiker ved The SNew Yorker, Alex Ross, verdens ores kultur har altid haft brug omspændende opmærksomhed for en for og gavn af at blive set 600 siders mursten med titlen The Rest is Vudefra. Leonard Bernstein Noise, en storslået, medrivende fortælling pladeindspillede Nielsens 5. symfoni, og om musikken i det 20. århundrede. i 1965 dirigerede han Espansiva, da han Forfatteren har længe været blandt mine fik Sonning-prisen. Og han afdækkede yndlingsskribenter på musikområdet, og både en anden følemåde og en anden hans stjerne blev ikke mindre, da han for komponistpersonlighed bag musikken, nylig på sin meget besøgte blog stillede end vi var vant til. spørgsmålet: ”Hvem er den mest un- Mytologisering af offentlige dervurderede komponist i det 20. årh.?” personer er uundgåelig, i tilfældet Niel Og svarede: ”Navnet er Carl Nielsen.” sen har den været overvældende, han Han fortsatte: ”Amerikanske orkester- var en offentlig person i en grad som musikere stønner ganske vist hørbart når en komponist af i dag slet ikke kan Nielsen dukker op på deres pulte. Hans forestille sig. Og myten har desværre vane med at skive svimlende hurtige igen og igen været inficeret af fortielser passager og derefter lade dem skifte fra eller privat-idealistisk skønmaleri. Først instrumentgruppe til instrumentgruppe på det seneste, især på grund af John kan få virtuoser til Den 15. maj åbnede Det Kongelige Biblioteks Fellows utræt- at lyde som fumlere. store sommerudstilling med ovennævnte telige arbejde med titel om komponisten Carl Nielsen (l865-1931) Og tilhørere går ofte i anledning af færdiggørelsen tidligere på at gøre Nielsens fra en Nielsen-sym- året af udgivelsen af alle hans kompositioner ikke-musikalske arv foni lettere bedøvede, i Carl Nielsen Udgaven, den første danske offentligt tilgængelig ”Gesamtausgabe” af en komponist. uden helt at fatte Åbningstalen blev holdt af forfatteren og i fuldt, ucensureret hvad det var, der komponisten Karl Aage Rasmussen, der selv er omfang, tør man tro ramte dem. en af vore største Carl Nielsen-kendere. at vi kan blive rigtig Men egentlig kan kun Beet kloge på mennesket Carl Nielsen. hoven mønstre magen til den eksplosive I årenes løb er det sket grad dynamiske fremdrift der kendetegner vist i en form der mest minder om et

Humoristisk ’Polyfoto’ af Carl Nielsen, fotograferet i Nykøbing Mors (Det Kongelige Bibliotek). Agatha Christie plot. Langsomt, pirren ”Min stemme bliver tyk når de, ofte uventet, afdækkes stadigt nye jeg skal tale om mig selv, når jeg prøver sider af gåden, indtil alle de nødvendige at skrive om mig selv bliver blækket tykt brikker til mysteriets løsning er blotlagt. og klumpet, pennen sprutter, det hele Og alligevel er slutningen altid over- kommer til at se farligt ud”, meddeler rumplende. Men mens den utålmodige Nielsen en journalist i 1926. Men da kan bladre frem til de sidste sider og havde han ikke desto mindre udtalt sig få spændingen udløst i en krimi, må vi offentligt om sig selv i et kvart århund stadig vente på Nielsen-gådens endelige rede, med en beredvillighed og iver der løsning, måske for altid. De femten over faktisk er sjælden blandt hans samtidige skrifter der fokuserer udstillingen her kolleger. Og tilsyneladende hist og her viser i sig selv hvor mange kontraster, med en vis erindringsoptimisme eller dobbeltbunde og kimærer der stadig undertiden lidt selvbiografisk rettelak. spiller med, når man prøver at se for sig – Året efter udkom Min mennesket bag Det uudslukkelige, ”Solen fynske Barndom ... er så rød, mor”, Commotio, Fynsk Forår, Maskarade, ”Underlige Aftenlufte”, sig selv kan konkrete data, fakta og ”Snurretoppen”, ”Tågen Letter,” og alt efterladenskaber aldrig fortælle hele det andet. I historien om et menneske eller et Det er en myte under kon- liv, uundgåeligt indgår de i et spindelvæv stant revision, stadig mere rummelig af fragmentariske minder, anekdoter, og menneskeligt troværdig – som beskrivelser eller flyvske citater, mange et ansigt ændrer udseende når man kun overleveret fra mund til mund. Alle lærer dets ejer nærmere at kende. Men offentlige personer bærer masker afpas- samtidig også mere og mere sammen- set til lejligheden, og alle, uden und- sat og modsigelsesfyldt: Et menneske tagelse, forklæder af og til sider af deres i livsnær svingen mellem selvtillid og personlighed, om så blot for at forenkle tvivl, mellem følelse og intellekt, driftsliv forholdet til andre. Hvad der er “jeg“, og kærlighed, folkelighed og finkultur. og hvad der er “rolle“, kan sløres for en- Og noget der kan ligne en eksempla- hver, og naturligvis især for mennesker risk ærkedansker, kronisk usikker på der til stadighed konfronteres med det sin rolle i den store helhed, spændt ud offentlige billede af sig selv. mellem nationalt farvet selvfølelse og Når Nielsen selv præsenterer hvad Jørgen I. Jensen i sin bog, Carl sig, eller når samtiden, hjemme eller Nielsen, Danskeren, beskrev som ”bi- ude, bringer ham på bane, sker det kun person-syndromet”, mellem jantelov sjældent uden en henvisning til den og selvtilstrækkelighed, mindreværd og fattige spillemandssøn, hyrdedrengen, selvovervurdering; den evige danske den lille hornblæser o.s.v. I samtidens tvivlrådighed om selvværd og betydning, beskrivelser er han altid jævn, beskeden, fra Hamlet over Mikkel Tøgersen til, nå indtagende og ligetil, fuld af fynsk ja, måske en Peter Høeg. skælmeri og øjets smil, en charmetrold ingen, absolut ingen vedblivende kan det sig at den ikke er det!” Og han være vred på. I sine erindringer skriver hævder at når en kendt skandinavisk dirigenten Schnedler-Petersen: ”Var man kollega har komponeret filmmusik, må blevet gal i hovedet på ham for en eller det nok være fordi han ”har fået et par anden ting, han havde sagt eller gjort snapse for at lade sig overtale”. Men da – ikke før stod man overfor ham, før hans hjerteproblemer senere samme år alt var glemt. Man måtte ind under hans motiverede en læge til at forbyde ham at væsens trylleri!” komponere, holdt han kedsomheden fra Men som avisernes musikal livet ved at strikke, og skrev med fjerlet ske yndlings-orakel når tidens kultrelle selvironi til en kollega ved konservato- og politiske strømninger stod til tælling, riet: “Mon deres kone bryder sig om en kunne Nielsen være hård som flint og støveklud, så vil jeg lave en til hende? skabte ofte, tilsyneladende ubekymret, Jeg kan også hækle rød kant...” voldsomt postyr. Og ikke sjældent nød Ingen i dansk musikliv er i han faktisk rollen som provokatør, må sin egen tid blevet fejret så ofte og så man tro. storslået som Carl Nielsen. Men i no- I 1927 kalder han f.eks. jazz vember 1925, året for månedlange fest musik ”ækel og dødningeagtig”, han ligheder omkring hans 60-års fødsels- væmmes ved ”negerparfume” og flere dag, udtalte han sig pludselig bittert til år senere mener han stadig at jazz ”er Politiken om kunstneres lod, og påstod at massepsykose – den har ingenting at han ofte havde ønsket sig en tilværelse sige.” Hans holdninger kan dog svinge der gav mere guld end grønne skove. uberegneligt, året før han ækles ved ”Ifald jeg skulle leve mit liv om igen, ”negerparfume” hører han jazz som ville jeg piske alle kunstnergriller ud af ”en reaktion mod den dunkle musik, en mit hoved og gå i handelslære eller gøre tilbagevenden til musikken selv, om end i et nyttigt arbejde”, erklærer musikkens dens allerelementæreste form”. danske nationalklenodie. Og det skabte Den stilfærdige, venligt-milde naturligvis igen vældigt pressepostyr. mand der på sine ældre dage møder En ugestid senere, under pressen i slåbrok og tøfler kan være svær overskriften ”Kunst og kontanter”, at genkende i den yngre der f.eks. ved uddybede Nielsen: ”Det materielle og sin datter Anne Maries fødsel skrev i sin det åndelige kan slet ikke skilles ad. dagbog at: ”Det var ikke med glæde vi Det er jo klart at uro og usikkerhed må modtog dette barn, for vi havde ønsket føre noget ind i arbejdet, der gør dette så inderligt at det blev en søn.” Med mindre intensivt. (...) Det må dog være sammenbidt skråsikkerhed fælder han livets mening, at ethvert arbejde får sin i 1922 dom over filmkunsten: ”Jeg kan passende løn.” ikke se på film som noget der har det Eftert endnu et par måneder mindste med kunst at gøre. Jo mere konkluderede han: ”Jeg fraråder ung- ædle bestræbelserne bliver for at gøre dommen at blive komponister, fordi det film til virkelig kunst, jo skarpere viser er umuligt at leve af det her i landet, Salmer og aandelige Sange, 1919, indeholder bl.a. musik til N.F.S. Grundtvigs salme ”Glæden hun er født i dag” og H.A. Brorsons ”Op alt den Ting, som Gud har gjort” (Det Kongelige Bibliotek). hvis man ikke har held med en foxtrot man vel over at vore musikalske forhold eller lignende (...) Jo større idealitet og er så små og vanskelige”, erklærer han. I intensitet, jo mindre bliver det peku- sine sidste, hjertesvækkede, pessimistiske niære udbytte, Publikum forstår det ikke, leveår klagede han igen og igen over sit det bliver ingen sukces.” hjemlands ”isnende ligegyldighed over Men kun få måneder senere for den gode musik”. oplevede Nielsen faktisk sin hidtil stør Det er formentlig umuligt ste succes i udlandet ved en koncert i at se Nielsen i hel figur gennem disse Paris med bl.a. den 5, symfoni. Og året skumsprøjt og røgskyer, uanset mæng efter, i sommeren 1927, opførte selveste den af data. Alt kræver de rette briller, Furtwängler den 5. på ISCM festivalen både historisk, kulturelt og personligt. i Frankfurt, og igen tre måneder senere, Og det er et grundvilkår. Da Robert nu med Gewandthaus i Leipzig. Nielsen Craft, Stravinskys assistent og famulus, var i den syvende himmel ... ”der begyn efter Stravinskys død redigerede hans der dog at komme gang i det for mig i breve til udgivelse, opdagede han en Tyskland” fortæller han Axel Kjerulf helt anden person end den, han havde i Politiken. ”Men herhjemme?”, spø’r levet sammen med i et kvart århundrede. intervieweren. ”Ja, jo mere bedrøvet er Craft noterede: ”Mine tanker om ham ændrede sig. Men ikke mine følelser ...” I sin bog argumenterer Jørgen I. Jensen Da jeg i 2004 lavede den film troværdigt for at han bevidst brugte dem om Nielsen og hans musik som løbende til at opdage hidtil ukendte sider af sin vises på udstillingen her, havde jeg selv personlighed, og at han i nogen grad har- problemstillingen inde på livet. Dramaet moniserede sine indre modsætninger ved om ægteskabet mellem de to selvrådige at komponere. kunstnere er et stykke grum socialhisto De svage, sværmeriske og rie, og dét blev næsten uundgåeligt et bekræftelses-hungrende sider af hans tilbagevendende hovedtema. Anne Marie personlighed blev symbolsk sonet og Carl-Nielsen var et usædvanlig tidligt tøjlet i hans musiks dynamik. Musikken eksempel på en moderne, selvstændig gav ham indsigter, tankebaner og kvindelig kunstner der samlevede med en forståelsesformer der virkede ind på mand, hvis grundholdning til ægteskabets hans liv, som skyggen der i Andersens rollefordeling var som mænds var flest. eventyr kan løsrives fra, ja ligefrem over Hun led frygteligt under det, men holdt mande sit ophav. Og med sin støt vok- fast i sig selv med kolossal viljestyrke og sende følelse af medansvar for det fælles integritet ( – og hvornår får vi mon en- kulturliv, blev han et stærkt symbol på delig mulighed for at se hende portrætteret musikkens nødvendighed i verden som i hel figur?) andet og mere end noget der vedrører Nielsen var nok hvad vi i dag den enkeltes indre liv. kalder ”samspilsramt”, ikke blot var han Denne sjældne og konstante barn af almuens nagelfaste familiestruk- udveksling gav mig grundlag for at lade tur, han havde åbenbart altid svært ved liv og kunst få lige vægt i filmen, selv om at forlige den spontane livsoplevelse med dens primære hensigt naturligvis var at det praktiske hverdagsliv eller med sine lade hans musik komme til orde. etiske idealer. Han tilegnede sin hustru Filmen Lyset og Mørket var Hymnus Amoris og skrev på titelbladet mit første forsøg i genren. Og at lave at ”sammen skal vi to stige højere og en film om mennesker som forlængst er højere mod målet, og al vor stræben døde, mennesker af hvem der næsten skal være kærligheden i livet og i kun- ikke findes levende billeder, stiller sten.” Men hverdag og festtale er umage naturligvis særlige krav. Hvilke billeder sengekammerater. ”Til helvede med det skal man vise mens musikken spiller, skidt vi to kan lave, når det kan være på hvis ikke blot billeder af musikere eller bekostning af vores og børnenes lykke,” sangere? Hvilke billeder kan u-anmas- skriver han til sin kone, da hun befinder sende akkompagnere en tillids- og sjæle- sig på et længerevarende udlandsophold. krise mellem to mennesker der begge Den utro ægtemand var gentagne gange for længst tilhører historien? Der eksi på kollisionskurs i kærligheden, men sterer så vidt jeg ved kun to bevarede, blev nødt til at indse at han ikke kunne ultrakorte filmstumper med Nielsen, og kontrollere alting med selvcentreret vilje, begge er uden lyd. Hans stemme, hans og han gennemgik pinefulde selvopgør. diktion og tonefald har kun meget få Hymnus Amoris (cop. 1897) tilegnede Carl Nielsen sin kone, billedkunstneren Anne Marie Carl-Nielsen. Hun har også tegnet omslaget (Det Kongelige Bibliotek).

nulevende nogensinde hørt. sammen med historien om Nielsens Film er ikke et lysbilledshow. turbulente ægteskab, måtte jeg holde mig Men fotografier kan få filmiske kvaliteter, til denne idé, ganske som en komponist når deres indbyrdes rytme veksler, når udvikler et bestemt motiv eller tema. Og man zoomer ind eller ud, klipper på særlige i stedet for at føle mig som en begynder, mådet etc. Og det sker især når musik opdagede jeg til min forbløffelse at film tilføjer endnu et rytmisk kontrapunkt føltes som et velkendt terræn for en til billedernes rytme og vores tolkning komponist. Samtidig med at jeg – på af dét, vi ser. Musik påvirker altid den godt og ondt – slap for vanetænkning, måde, vi opfatter billeder på. Og når ord filmteori og forudfattede meninger om derefter tilføjer endnu et element, kan genren. forskellen mellem ubevægelige billeder og film af og til næsten forsvinde. agten på mennesket Nielsen har Men når billeder ledsager en ingen sæson, og den slutter sikkert fortælling, opstår tematiske, undertiden Jaldrig. Men kronvidnerne svinder symbolske betydninger. Da jeg besluttede ind, i løbet af føje år er John Fellows at anvende en bestemt billedsymbolik kæmpemæssige brevudgave komplet, tilbage står nye, knopskydende tolknin- egen drift finder det som vore strenge ger, læsninger, vurderinger og analyser af fædre i kunsten mente at kunne banke de eksisterende data. ind i hovedet på os.” Forår og sommer, sol og måne fødes, dør og vender tilbage. Mennesker er er måske også puddelens fødes, dør og vender ikke tilbage. kerne i sagen om Nielsen som Men Nielsen er ikke blot Het ”stridens æble”. Hansgeorg en svært gennemskuelig, sammensat Lenz genoptog begrebet i en stort personlighed. Han er – har nogen mon anlagt anmeldelse af Robert Simpsons glemt dét – en komponist af de helt bog Carl Nielsen, Symphonist fra 1954. store. Og så er han, og det kan én og Med pennen vanligt spids kritiserede anden nok glemme elller overse, en af Lenz englænderen for at ville ”dogma- århundredets betydelige musiktænkere. tisere” Nielsen ved at anbringe ham i På sin blog satte Alex Ross også et citat en arkivskuffe lige langt fra den roman- fra Nielsens essay ”Tidens Fylde”, trykt i tiske orkestertradition, som han efter Levende Musik. Og var forbløffet over at Simpsons mening ”intet har tilfælles få mange reaktioner ... Hvorfor kendte med”, og fra den forkætrede moder vi ikke denne musikfilosof? Det fik Ross nisme - der ifgl. Simpson ikke indehol til at aftrykke hele dette essay, og det er der andet end ”hjernedød kakofoni, nok værd at reklamere for. Her viser det støj, impotens og ondskab”. ”moderne” i Nielsens tænkning sig så Men selv om det åbenbart klart at det den dag i dag ville fungere tiltrak Nielsen at være genstand for som dybe, manende ord ved komponi strid, er dette stridsæble ikke dyrket sters afgangseksamen: i hans egen abildgård, for Nielsen ”Teorier og profetier gælder passer simpelthen ikke i de gængse ar ikke. Nogle tror og håber på en ny kun- kivskuffer. At en komponist kan skrive stens Messias, andre mener at det hele er folkelige sange (f.eks. de vidunderlige i hjælpeløst forfald; begge parter er uden Bergstedt-tekster ”Solen er så rød, mor” for virkelighedens grund. Den ene part og ”Jeg ved en lærkerede”) så alment tror på mirakler, den anden at kunsten er at de bliver en del af den nationale jeg- 10 en menneskelig sag. følelse og samtidig planlægge den vold- For musikkens vedkommende somt eksperimenterende 6. symfoni, er er der det at sige at enhver har lov til at enestående, ja, muligvis uden sidestykke bruge tonerne som han vil. De gamle reg i musikhistorien. Og med sine stilistiske ler kan benyttes eller forkastes, ganske skred, traditionelle elementer, folkelige som man behager. Ingen skolemester melodik, krasse ”moderne” virkninger, tager nu mere i ørerne, hug og slag er små klassiske former og labyrintiske afskaffet, hån og skældsord høres ikke. cirkler uden forsøg hverken på syntese Men tro ikke at den hellige grav derfor eller konklusion, er den 6. symfoni et er velforvaret. Nu må du selv lytte, søge, veritabelt forvarsel om pluralisme, ja tænke, tie, veje og vrage, indtil du af din postmodernisme, om man vil. Sammenstødet mellem bagud- hos den aldrende Leos Janáçek; begge og fremadrettede æstetiske positioner realiserer en indre nødvendighed, begge tematiseres igen og igen i Nielsens sidste skrev sig helt personligt ind i tiden, ikke år. At han inden for få år kunne fristes for at kommentere, afspejle eller ændre af en dristig, næsten atonal udtryksform den, blot for at gøre den rigere. som i det sidste af de Tre klaverstykker og af de tunge polyfone stiløvelser i nær t par uger før sin død klokken ti mest uantastet lærebogsharmonik der minutter over midnat 3. okto- udgør store dele af orgelværket Commo Eber 1931 gav Nielsen hvad der tio, kan virke gådefuldt eller ligefrem skulle blive hans sidste interview. Også ubeslutsomt. Men han tænkte sig ikke til her var han usædvanlig klar og dyb. sin udtryksform. I avissamtaler gled han ”Gang på gang når jeg har altid af på spørgsmål om det ”moder været ude i naturen, er det sket at jeg ne” i hans kunst; men til en kollega har fået nogle satser i hovedet, frem- skrev han jordnært om klarinetkoncer kaldt ved en bæks rislen, træernes ten fra 1928 at ”det morer mig ikke at eller vindens susen. Men hvergang jeg komponere musik, hvis jeg skal blive forsøgte at anvende disse idéer, viste ved på samme måde.” Han orienterede de sig ubrugelige. (...) Stemninger er jo sig udelukkende med sin musikalske en personlig følelse, mens Kunst er en intuition. Og hvis resultatet ikke har kosmisk følelse, en mærkelig tilstand den indre røde tråd der f.eks. styrede hvor alt er led i et hele, hvor alle følelser Stravinsky gennem talløse stilforvandlin- er ægte.(...) Når kunsten slet ingen hen- ger eller den kompositionstekniske logik sigter har, men ligesom følger sin egen som blev bestemmende for f.eks. Béla lov og sit eget væsen, kan den gribe på Bartóks udvikling, så har det til gengæld en helt anden og mere oprindelig måde det skabende instinkts særlige stempel: end man ventede.” Ingen anden intet andet sted kunne – Læst i dag kan disse be- have komponeret denne musik. Vil man tragtninger næsten ligne et credo. Kunst søge samtidige paralleller, må det være er liv, og som dette ... uberegneligt.