Carl Nielsen Musik Som F.Eks
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Carl Nielsen musik som f.eks. Nielsens Det uudsluk kelige. Og dette forbløffende danske ord – et stridens æble er i sig selv eksplosivt og frembrusende. Tale ved åbningen af udstillingen 15. For nylig, da jeg besøgte København, maj 2009 blev jeg grebet af en voldsom trang til at standse folk op på gaden og sige: ”Det uudslukkelige”! af professor Karl Aage Rasmussen, Det Jyske – Om mr. Ross gav efter for Musikkonservatorium denne usædvanlige trang, ved jeg ikke. Men han kunne nok have skræmt et par idste år fik den amerikanske københavnere ... musikskribent og kritiker ved The SNew Yorker, Alex Ross, verdens- ores kultur har altid haft brug omspændende opmærksomhed for en for og gavn af at blive set 600 siders mursten med titlen The Rest is Vudefra. Leonard Bernstein Noise, en storslået, medrivende fortælling pladeindspillede Nielsens 5. symfoni, og om musikken i det 20. århundrede. i 1965 dirigerede han Espansiva, da han Forfatteren har længe været blandt mine fik Sonning-prisen. Og han afdækkede yndlingsskribenter på musikområdet, og både en anden følemåde og en anden hans stjerne blev ikke mindre, da han for komponistpersonlighed bag musikken, nylig på sin meget besøgte blog stillede end vi var vant til. spørgsmålet: ”Hvem er den mest un- Mytologisering af offentlige dervurderede komponist i det 20. årh.?” personer er uundgåelig, i tilfældet Niel- Og svarede: ”Navnet er Carl Nielsen.” sen har den været overvældende, han Han fortsatte: ”Amerikanske orkester- var en offentlig person i en grad som musikere stønner ganske vist hørbart når en komponist af i dag slet ikke kan Nielsen dukker op på deres pulte. Hans forestille sig. Og myten har desværre vane med at skive svimlende hurtige igen og igen været inficeret af fortielser passager og derefter lade dem skifte fra eller privat-idealistisk skønmaleri. Først instrumentgruppe til instrumentgruppe på det seneste, især på grund af John kan få virtuoser til Den 15. maj åbnede Det Kongelige Biblioteks Fellows utræt- at lyde som fumlere. store sommerudstilling med ovennævnte telige arbejde med titel om komponisten Carl Nielsen (l865-1931) Og tilhørere går ofte i anledning af færdiggørelsen tidligere på at gøre Nielsens fra en Nielsen-sym- året af udgivelsen af alle hans kompositioner ikke-musikalske arv foni lettere bedøvede, i Carl Nielsen Udgaven, den første danske offentligt tilgængelig ”Gesamtausgabe” af en komponist. uden helt at fatte Åbningstalen blev holdt af forfatteren og i fuldt, ucensureret hvad det var, der komponisten Karl Aage Rasmussen, der selv er omfang, tør man tro ramte dem. en af vore største Carl Nielsen-kendere. at vi kan blive rigtig Men egentlig kan kun Beet- kloge på mennesket Carl Nielsen. hoven mønstre magen til den eksplosive I årenes løb er det sket grad- dynamiske fremdrift der kendetegner vist i en form der mest minder om et Humoristisk ’Polyfoto’ af Carl Nielsen, fotograferet i Nykøbing Mors (Det Kongelige Bibliotek). Agatha Christie plot. Langsomt, pirren- ”Min stemme bliver tyk når de, ofte uventet, afdækkes stadigt nye jeg skal tale om mig selv, når jeg prøver sider af gåden, indtil alle de nødvendige at skrive om mig selv bliver blækket tykt brikker til mysteriets løsning er blotlagt. og klumpet, pennen sprutter, det hele Og alligevel er slutningen altid over- kommer til at se farligt ud”, meddeler rumplende. Men mens den utålmodige Nielsen en journalist i 1926. Men da kan bladre frem til de sidste sider og havde han ikke desto mindre udtalt sig få spændingen udløst i en krimi, må vi offentligt om sig selv i et kvart århund- stadig vente på Nielsen-gådens endelige rede, med en beredvillighed og iver der løsning, måske for altid. De femten over- faktisk er sjælden blandt hans samtidige skrifter der fokuserer udstillingen her kolleger. Og tilsyneladende hist og her viser i sig selv hvor mange kontraster, med en vis erindringsoptimisme eller dobbeltbunde og kimærer der stadig undertiden lidt selvbiografisk rettelak. spiller med, når man prøver at se for sig – Året efter udkom Min mennesket bag Det uudslukkelige, ”Solen fynske Barndom ... er så rød, mor”, Commotio, Fynsk Forår, Maskarade, ”Underlige Aftenlufte”, sig selv kan konkrete data, fakta og ”Snurretoppen”, ”Tågen Letter,” og alt efterladenskaber aldrig fortælle hele det andet. I historien om et menneske eller et Det er en myte under kon- liv, uundgåeligt indgår de i et spindelvæv stant revision, stadig mere rummelig af fragmentariske minder, anekdoter, og menneskeligt troværdig – som beskrivelser eller flyvske citater, mange et ansigt ændrer udseende når man kun overleveret fra mund til mund. Alle lærer dets ejer nærmere at kende. Men offentlige personer bærer masker afpas- samtidig også mere og mere sammen- set til lejligheden, og alle, uden und- sat og modsigelsesfyldt: Et menneske tagelse, forklæder af og til sider af deres i livsnær svingen mellem selvtillid og personlighed, om så blot for at forenkle tvivl, mellem følelse og intellekt, driftsliv forholdet til andre. Hvad der er “jeg“, og kærlighed, folkelighed og finkultur. og hvad der er “rolle“, kan sløres for en- Og noget der kan ligne en eksempla- hver, og naturligvis især for mennesker risk ærkedansker, kronisk usikker på der til stadighed konfronteres med det 5 sin rolle i den store helhed, spændt ud offentlige billede af sig selv. mellem nationalt farvet selvfølelse og Når Nielsen selv præsenterer hvad Jørgen I. Jensen i sin bog, Carl sig, eller når samtiden, hjemme eller Nielsen, Danskeren, beskrev som ”bi- ude, bringer ham på bane, sker det kun person-syndromet”, mellem jantelov sjældent uden en henvisning til den og selvtilstrækkelighed, mindreværd og fattige spillemandssøn, hyrdedrengen, selvovervurdering; den evige danske den lille hornblæser o.s.v. I samtidens tvivlrådighed om selvværd og betydning, beskrivelser er han altid jævn, beskeden, fra Hamlet over Mikkel Tøgersen til, nå indtagende og ligetil, fuld af fynsk ja, måske en Peter Høeg. skælmeri og øjets smil, en charmetrold ingen, absolut ingen vedblivende kan det sig at den ikke er det!” Og han være vred på. I sine erindringer skriver hævder at når en kendt skandinavisk dirigenten Schnedler-Petersen: ”Var man kollega har komponeret filmmusik, må blevet gal i hovedet på ham for en eller det nok være fordi han ”har fået et par anden ting, han havde sagt eller gjort snapse for at lade sig overtale”. Men da – ikke før stod man overfor ham, før hans hjerteproblemer senere samme år alt var glemt. Man måtte ind under hans motiverede en læge til at forbyde ham at væsens trylleri!” komponere, holdt han kedsomheden fra Men som avisernes musikal- livet ved at strikke, og skrev med fjerlet ske yndlings-orakel når tidens kulturelle selvironi til en kollega ved konservato- og politiske strømninger stod til tælling, riet: “Mon deres kone bryder sig om en kunne Nielsen være hård som flint og støveklud, så vil jeg lave en til hende? skabte ofte, tilsyneladende ubekymret, Jeg kan også hækle rød kant...” voldsomt postyr. Og ikke sjældent nød Ingen i dansk musikliv er i han faktisk rollen som provokatør, må sin egen tid blevet fejret så ofte og så man tro. storslået som Carl Nielsen. Men i no- I 1927 kalder han f.eks. jazz- vember 1925, året for månedlange fest- musik ”ækel og dødningeagtig”, han ligheder omkring hans 60-års fødsels- væmmes ved ”negerparfume” og flere dag, udtalte han sig pludselig bittert til år senere mener han stadig at jazz ”er Politiken om kunstneres lod, og påstod at massepsykose – den har ingenting at han ofte havde ønsket sig en tilværelse sige.” Hans holdninger kan dog svinge der gav mere guld end grønne skove. uberegneligt, året før han ækles ved ”Ifald jeg skulle leve mit liv om igen, ”negerparfume” hører han jazz som ville jeg piske alle kunstnergriller ud af ”en reaktion mod den dunkle musik, en mit hoved og gå i handelslære eller gøre tilbagevenden til musikken selv, om end i et nyttigt arbejde”, erklærer musikkens dens allerelementæreste form”. danske nationalklenodie. Og det skabte Den stilfærdige, venligt-milde naturligvis igen vældigt pressepostyr. mand der på sine ældre dage møder En ugestid senere, under pressen i slåbrok og tøfler kan være svær overskriften ”Kunst og kontanter”, at genkende i den yngre der f.eks. ved uddybede Nielsen: ”Det materielle og sin datter Anne Maries fødsel skrev i sin det åndelige kan slet ikke skilles ad. dagbog at: ”Det var ikke med glæde vi Det er jo klart at uro og usikkerhed må modtog dette barn, for vi havde ønsket føre noget ind i arbejdet, der gør dette så inderligt at det blev en søn.” Med mindre intensivt. (...) Det må dog være sammenbidt skråsikkerhed fælder han livets mening, at ethvert arbejde får sin i 1922 dom over filmkunsten: ”Jeg kan passende løn.” ikke se på film som noget der har det Eftert endnu et par måneder mindste med kunst at gøre. Jo mere konkluderede han: ”Jeg fraråder ung- ædle bestræbelserne bliver for at gøre dommen at blive komponister, fordi det film til virkelig kunst, jo skarpere viser er umuligt at leve af det her i landet, Salmer og aandelige Sange, 1919, indeholder bl.a. musik til N.F.S. Grundtvigs salme ”Glæden hun er født i dag” og H.A. Brorsons ”Op alt den Ting, som Gud har gjort” (Det Kongelige Bibliotek). hvis man ikke har held med en foxtrot man vel over at vore musikalske forhold eller lignende (...) Jo større idealitet og er så små og vanskelige”, erklærer han. I intensitet, jo mindre bliver det peku- sine sidste, hjertesvækkede, pessimistiske niære udbytte, Publikum forstår det ikke, leveår klagede han igen og igen over sit det bliver ingen sukces.” hjemlands ”isnende ligegyldighed over Men kun få måneder senere for den gode musik”. oplevede Nielsen faktisk sin hidtil stør- Det er formentlig umuligt ste succes i udlandet ved en koncert i at se Nielsen i hel figur gennem disse Paris med bl.a.