Register Over Svendborgs Indbyggere 1893 : Bind 1
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Register over SVENDBORGS INDBYGGERE 1893 Med indledning af POUL T HEST RUP % Bind 1 ARKIVSERIEN ODENSE 1982 Register over SVENDBORGS INDBYGGERE 1893 Med indledning af POUL THESTRUP Bind 1 ARKIVSERIEN ODENSE 1982 Indhold 1. Indledning Side i 1.1. Folketællinger Side i 1.2. Industrialiseringen Side iii 1.3. Den kommunale folketællings kvalitet Side V 1.4. Vandringsmønstre Side ix 2. Register over Svendborgs indbyggere 1893 Side 1 2.1. A - Hansen, Hansine Andrea (BIND 1) Side 1 2.2. Hansen, Hansine Anne - Kordt (BIND 2) Side 159 2.3. Krabbe - Petersen, Hans Marselius (BIND 3) Side 339 2.4. Petersen, Hans Morten - A (BIND 4) Side 519 INDLEDNING -i 1. Indledning 1.1. Folketællinger Folketællinger er blevet afholdt i Danmark siden 1769. Folketællingerne afholdtes for at de styrende i samfundet kunne få oplysninger om befolkningens størrelse og sammensætning. Da formålet således var rent statistisk, havde skemaerne til den første folketælling i 1769 ikke oplysninger om de enkelte personer, men var en slags sammentællingsskema for hvert sogn. Fra og med den anden folketælling i 1787 skulle de enkelte personers navne sammen med en række andre oplysninger om personerne opføres på folketællingsskemaet. Dette krævede man for på denne måde at kunne få en vis kontrol med skemaernes korrekte udfyldelse og for at kunne lave andre former for statistik end summariske sammentællinger. Folketælling afholdtes igen i 1801, men derefter først i 1834. Herefter blev tællingerne imidlertid sat i system, idet der nu var blevet oprettet en tabelkommission, det organ, der efterhånden skulle udvikle sig til Danmarks Stati stik. Der afholdtes nu tællinger med femårsinterval i 1840, 1845, 1850, 1855 og 1860. Herefter gik man over til kun at tælle hvert tiende år, nemlig i 1870, 1880 og 1890. Derefter skulle der faktisk have været tælling i 1900, men af hensyn til mulighederne for at foretage interationale sammenligninger besluttedes det, at alle lande skulle tælle i de år, som endte med 1 og 6. Der afholdtes derfor i stedet tælling i 1901, 1906, 1911, 1916 og 1921. Så vendte man tilbage til det foregående system og afholdt tælling i 1925, 1930, 1935, 1940, 1945, 1950, 1955, 1960, 1965 og 1970. Folketællingen i 1970 var den sidste, der blev afholdt ved, at hver enkelt person faktisk optaltes. Derefter nøjedes man med INDLEDNING -ii registertællinger. Det vil sige, man optæller på et bestemt tidspunkt hvilke personer, der står i cpr-registeret. Dette gør man udfra den antagelse, at cpr-registeret nu er af en sådan kva litet, at det vil være uøkonomisk at foretage en egentlig folketælling, idet man antager, at resultaterne af en sådan ikke vil være så forfærdeligt meget bedre end en registertælling. Udviklingen henimod at have permanente ajourførte registre over hele befolkningen begyndte med folkeregistrenes indførelse i 1924. Før denne tid havde hverken lokale eller centrale myndighe der et permanent ajourført register over hele befolkningen. Over skatteydere har der naturligvis været ført registre langt tilbage i tiden, eller i hvert fald lister, der ajourførtes årligt, men ikke-skatteydere registreredes ikke systematiskt. Efterhånden, som der opstod byer af betydelig størrelse, blev dette et problem for politiet og de administrative myndigheder De lokale myndigheder begyndte derfor mange steder i byerne at foranstalte årlige tællinger af hele befolkningen. Det er dog egentligt forkert at bruge betegnelsen tællinger om disse dataindsamlinger, da formålet her ikke primært var statistisk. Som det kunne ventes, synes sådanne årlige tællinger først at være gennemført i København, hvor man begyndte før år 1800, men provinsbyerne kom også efterhånden med. For Odense er der f.eks. bevaret alfabetiske registre til sådanne tællinger fra perioden 1886-1907, men vi ved, at de odenseanske tællinger blev fortsat efter dette tidspunkt. Det er som nævnt kun registre til tællingerne, der er bevaret for Odense. Selve tællingsskemaerne er gået tabt. For Svendborg er derimod selve tællingsskemaerne bevaret for næsten hvert år fra 1871 til 1923. Med folkeregistrenes indførelse i 1924 blev sådanne tællinger naturligvis overflødige. For nogle år er materialet fra Svendborg dog ukomplet, idet en del af skemaerne er gået tabt. Det bevarede materiale findes i Svendborg kommunale INDLEDNING iii arkiv, som for denne periode er afleveret til Landsarkivet for Fyn. Selv om dette materiale fra Svendborg er meget værdifuldt, er det imidlertid meget besværligt at bladre en hel tælling igen nem, hvis man blot søger oplysning om een person eller familie. På Landsarkivet har man derfor arbejdet med at udarbejde et alfabe tisk register til 1893-materialet. Dette år er valgt, fordi materialet ser ud til at være ret komplet for dette år. Den næste tælling, der kan blive udsendt register til, vil være den fra 1903- Dette vil dog først ske i 1983, idet selve tællingslisterne af hensyn til privatlivets fred først bliver almindeligt tilgængelige, når de er 80 år gamle. Registrene vil derfor heller ikke blive udsendt før. Det er så meningen, at der senere skal udarbejdes alfabetiske registre til materialet fra 1883 og fra 1873» men om det nogen sinde vil ske, kan ikke vides på nuværende tidspunkt. 1.2. Industrialiseringen I slutningen af det 19» århundrede oplevede en del danske købstæder en industrialiseringsfase. På Fyn er det tydeligt, at mens befolkningstallet i Assens, Fåborg, Bogense, Kerteminde og Ærøskøbing ikke voksede væsentligt, så voksede det kraftigt i Odense og Svendborg, samt i Nyborg og Middelfart. Dette fremgår af den nedenstående figur over udviklingen i de fynske købstæders befolkningstal 1850-1921. I Nyborg og Middelfart skyldtes udvik lingen en vis industrialisering foruden byernes gode placering ved endepunkterne af jernbanen tværs over Fyn fra 1861. Svendborg blev ligesom Odense i anden halvdel af det nittende århundrede i høj grad en industriby. Det var imidlertid ikke blot industriali seringen eller mangelen på samme, der bestemte udviklingen i de fynske købstæders folketal. Med anlæggelsen af jernbanerne, der INDLEDNING -iv stort set alle førte direkte til Odense, fik denne Fyns største købstad en meget fordelagtig possition som handelscentrum for store dele af de fynske landdistrikter. De fynske købstæders befolkningsudvikling 185o-1911 5o.ooo - 4o.ooo- Odense 3o.ooo - 2o.ooo - Svendborg lo.ooo *- Nyborg 8.000 f 6.000 • Middelfart Assens Fåborg 4.000 - 3.000 !- Bogense Kerteminde 2.000 ~ 1.5oo - Ærøskøbing 1.000 -ill 1 1 i 1 1 1 185o 55 I860 187o 18 80 18 9o 19ol 06 1911 Man kunne direkte tale om Odense som edderkoppen i midten af spin det, hvor trådene i spindet var alle jernbanerne og vejene, der førte til Odense. Odense var da også meget aktiv for at banerne netop skulle få dette forløb. Den eneste fynske by, der tilsyne ladende kunne hamle op med Odense som handelsby, var Svendborg, men Svendborg havde jo også et sydligt opland i form af de sydfynske øer. Når man først var kommet sejlende til Svendborg, INDLEDNING -v skulle dér noget til, inden man derefter tog toget til Odense. Svendborg havde dog som nævnt også fået en industriel udvikling i det nittende århundredes anden halvdel. Ved århundredskiftet havde Svendborg således 3 jernstøberier, 2 bryggerier, 1 brændevinsbrænderi, 1 klædefabrik, 1 asfalt- og tagpapfabrik, 1 cementstøberi, 2 maskinvæverier, 3 dampvæverier, 1 hattefabrik, 1 andelssvineslagteri, 1 fællesmejeri, 1 margarinefabrik, 1 cikorie fabrik, 1 eddikebryggeri, 1 stentrykkeri, 1 stenhuggeri, 2 møbelfabrikker, 1 oliemølle, 3 dampmøller, 1 teglværk, flere toba ksfabrikker, mineralvandsfabrikker, savværker, farverier, garverier og bogtrykkerier, samt endelig Arbejdernes Fællesbageri. 1.3« Den kommunale folketællings kvalitet Den 13« september 1893 havde Svendborg byråd besluttet, at der som i tidligere år skulle indgives lister over alle beboere til kæmnerkontoret. Rent praktisk foregik det ved, at der udleveredes trykte skemaer til alle husejere med pålæg om at tilbagelevere dem i udfyldt stand til kæmnerkontoret inden 8 dage. Der blev samti digt truet med bøder på fra 2 til 5o kroner for husejere, der ikke efterfulgte pålægget. På listerne skulle der for samtlige personer, der opholdt sig i husene, anføres: navn, alder, fødested, ’’rang, stand og næringsvej”, arbejdsgivers navn og bopæl, samt hvornår personen var ankommet til Svendborg. For tjenestefolk skulle der desuden anføres, for hvor lang tid vedkom mende var fæstet, hvornår vedkommende var ansat, og hvor vedkom mende sidst havde tjent. Når byrådet uden videre kunne pålægge husejerne at give disse oplysninger, skyldtes det, at hjemmel hertil var givet i paragraf 21 af Lov af 15/5 1875 om tilsynet med fremmede og rejsende m.m. Paragraffens ordlyd var: INDLEDNING vi § 21. (Styvert Stynab eller © egner an b fan beftemme, at ber inbtit 2 ©ange aarlig fTal ombclcø ©fcmata, paa Ijvitfc enener $u8eter ba et pligtig inben 8 ©age naiagtig for enener i inil'ct fig epljolbenbe perlons IBebfoinntenbe at mebbele DplpSntng cm ^erfonenø 9laon, Stilling, Sliber cg bet 3.ibflpunft, ba Sebfømmenbe tog DpbolP i kommunen. Ser Æjaben« ^»wnø ilebfomntenbe forbliver bet i |aa ^enfeenbe ceb be ^ibtil gjælbenbe Seftemmelfer. Man møder ofte den antagelse, at de kommunalt foranstaltede tællinger var af en ringere kvalitet end de egentlige folketællinger. Denne antagelse må bygge på en implicit forudsætning om, at man var mindre nøjagtig, når man afholdt de kommunale tællinger. Det var imidlertid stort set samme måde de egentlige folketællinger og de kommunale tællinger blev foretaget på, så proceduremæssigt