DANSKE STUDIER UDGIVNE AF GUNNAR KNUDSEN OG MARIUS KRISTENSEN 1927 FOR UNIVERSITETSJUBILÆETS DANSKE SAMFUND KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG H.H.THIELES BOGTRYKKERI INDHOLD HENRIK USSING, Steen Blichers Talesprog i JENS LUND, Den formodede Oldtidshavn ved Ferring 16 H. G. TOPSØE-JENSEN, Et Stykke Folkepoesi fra vore Dage 21 POUL HEURING, Gennembruddet i Georg Brandes' Udvikling 35 ALBERT JENSEN, Den forklædte Bejler 44 GUDMUND SCHOTTE, Daner og Eruler 65 MARIUS KRISTENSEN, Bidrag til dansk Ordhistorie 75 V. Verdenshjørnerne 75 VI. Nogle nyfundne olddanske Ord 77 VII Orgrant 78 H. BILLESKOV JANSEN, Daldøs 97 ALF BO, Om Melodi i Tale og Sang 101 H. G. OLRIK, Om Ingemanns Morgensalmer 118 VILH. LA COUR, Oldtidshavnen ved Ferring 139 PAUL V. RUBOW, Omkring H. G. Andersen 147 PETEH GROVE, Del danske Udlyds-r 155 HARALD RUE, Lidt om Gennembruddet i Georg Brandes' Udvikling 162 FRA SPROG OG LITTERATUR Om Rungsteds Lyksaligheder (A. N. B. Fich) 80 Et Hardsysselmaal [Peter Skautrup] (Gunnar Knudsen) 82 Oddumstenen (Fr. Orluf) 83 Klopstocktiden og Johs. Evald [Leopold Magon] (Aage Houken) 84 Aladdin og Samtidens Dom (H. G. Topsøe-Jensen) 87 Fred hviler over Land og By (Johan Borup) 88 Solbaandskæp (Johan Repstock) 89 Ingemann-Studier [Kjeld Galster] (H. G. Topsøe-Jensen) 91 Blicherske Soldaterhistorier (O. Bauditz) 93 Smanke (Gunnar Knudsen) 96 Den læderne Mand (S. Tvermose Thyregod) 175 Et hidtil ukendt Brev fra Holberg (C. Elling) 179 To Digte af Hans Adolph Brorson (C. Behrend) 180 Or(d)grant (Alfr. Thomsen, Marius Kristensen) 182 Nydansk fortællende Prosa (Marius Kristensen) 186 Aladdin og Faust (H. G. Topsøe-Jensen) 188 KULTUR OG FOLKEMINDER Lidt om Ligkister af Straa (Christine Reimer) 169 Tysk Overtro [E. Hoffmann-Krayer og H. Bachtold-Staubli] (Gunnar Knudsen) 173 Indholdsfortegnelse til Danske Studier 1916-1927 192 STEEN BLICHERS TALESPROG AF HENRIK USSING teen Blicher er en af vor Litteraturs store Sprogkunstnere.- S Naar han vil det, skriver han baade paa Prosa og Vers et ypperligt, rammende og fyndigt Rigssprog. Uden Anstrengthed giver han en Tone af Middelalderens Krønikestil i Fiore og Fioretta; med smaa Midler genkalder han det 17de og 18de Aarhundredes Sprogfarve i Præsten i Vejlby og i En Landsbydegns Dagbog; i Juleferierne og Høstferierne skriver en Skolemand fra Slutningen af det 18de Aarh. sit elskværdigt pertentlige Dansk. Peer Spillemands forflojne Stil er rask Københavnersprog fra Blichers Studentertid. Et jydsk Ord eller en jydsk Vending løber med i Pennen i Ny og Næ. Til Tider — f. Eks. i De tre Helligaftener og i Færgeborg — er Retsskrivningen Rigsmaalets, men Ordvalg og Ordforbindelser er Jydsk. Og til andre Tider — som i E Bindstouiv — skriver han helt Jydsk, og det endda snart Østjydsk og snart Vestjydsk og snart en Blanding af bægge Dele. Blichers Skrift-Sprog er som en Natur- stamme, hvori der er sat Podekviste af flere forskellige forædlede Sorter. Vi vil prøve at tage denne oprindelige Sprog-Stamme lidt nærmere i Øjesyn, jeg mener søge at danne os et Begreb om, hvor­ ledes Blichers Sprog har lydt, naar han talte det mellem Jævnlige. Vi vil — i hvert Fald foreløbig — taalmodigt lade os snærte af Heibergs Satire over Spidsborger-Sjælen; vi vil ikke bryde os stort om Værket, som Poeten Blicher har gjort; men vi vil føle vort Hjærte brænde af Begærlighed efter ham selv at kende. Ganske vist vil vi ikke hæfte os ved, hvordan han spiser og drikker, hvordan han nyser, hvordan han hikker; men dog vil vi prøve paa at lære ham at kende ret privat; det er Pastor Blichers rent private Omgangs- og Talesprog, vi vil søge at stifte Bekendtskab med. Danske Studier. 1927. 1 2 HENRIK USSING Men det kan naturligvis kun ske ved at granske hans skriftlige Efterladenskaber. Vi vil gaa ud fra den Antagelse, at Blichers Talesprog var dansk Rigsmaal; han var jo Præsteson af gammel Præsteslægt og hans Moder var en Præstedatter, hvis Moder var af Herregaards- slægt. — Naar Faderen, Niels Blicher, i sin Topographie over Vium Præstekald fremstiller sig selv i Samtale med en Bonde af sin Menighed, taler Bonden Jydsk, mens Niels Blicher taler Rigsdansk. Men af samme Bog fremgaar det, at Niels Blicher interesserede sig for jydske Ord og Udtryk, ja var særdeles fortrolig med dem, vidste Besked med, hvad f. Eks. Urter og Blomster kaldtes af Almuen, samlede paa mærkelige jydske Ord, der afveg fra Skriftsprogets, og meddeler en Samling af dem med en Stavemaade, der giver et for­ trinligt Begreb om Ordenes jydske Udtale. Han har lagt Mærke til Forskellen mellem de forskellige jydske Egnes Sprog; Han roser Viumsproget for, at „visse slemme Udtaler, i forskjællige Strøg, ikke bruges her". Som saadan en slem Udtale anfører han fra sin Fødeegn, Starup i Vejle Amt, at det hedder aa tej en Gej, mens det i Vium mere overensstemmende med Rigsmaalet hedder: ta en Gjedd. „I Vesterlandet og Vensyssel hersker den ubehagelige Mundart: u, i Stedet for v. Dette beholder her (i Vium) meest sin rette Udtale". Niels Blicher føler sig altsaa mest tiltalt af de Udtaleformer, som stemmer mest med Rigssproget, og frastødt af dem, der fjerner sig derfra. Paa den anden Side anser han det for nødvendigt, at den, som skal færdes mellem jydsk Almue, ogsaa forstaar jydsk Sprog til Husbehov. Han slutter sin Fremstilling af Bondesproget i Vium med at sige, at han ikke syntes, han kunde gore den mere kort­ fattet, „naar ujydske Læsere skulde lære at forstaa Sproget, saa de nogenledes kunde tale.med enhver forekommende jydsk Bonde — og dette holder jeg for mueligt, ved Hjelp af ovenstaaende Anvisning". Uden Tvivl er den lille Steen i Vium vokset op med to for­ skellige Sprog; det ene var hans Faders og Moders rigsdanske Sprog, hvor man har undgaaet „visse slemme Udtaler" og skyet „ubehagelige Mundarter". Undervisningen af Steen og hans Kamerater har Niels Blicher sikkert drevet i samme lidt omstændelige Sprog som det, hvori han taler med Bønderne Hans og Jesper i sin Bog. Det samme Sprog i barnlig Skikkelse har Steen talt, naar han artig men be­ klemt sad paa Taburetten i de fine Stuer hos Grantanten paa Avnsbjærg. Men i Samtaler med Karle og Piger og Husmænd, STEEN BLICHERS TALESPROG 3 med Legekammerater blandt Bønderbornene har Steen tilegnet sig et Ordforraad og en Taleform, der har ligget ægte, uforfalsket Jydsk meget nær; Steen Blicher har været tvesproget lige fra Barndommen; kun derved kan det forklares, at jydske Ord og Vendinger helt uvilkaarligt melder sig for ham, naar han skriver. Til en viss Grad tænker han paa Jydsk, nemlig naar det drejer sig om landlige Genstande eller Virksomheder, hvorfor han bedst kender de jydske Ord, men ogsaa i Tilfælde, hvor det jydske Sprog som det mere primitive har et mere malende Udtryk, et mere særtegnende Ord, en Vending med en ejendommeligere eller inderligere Betydningsfylde end den, der findes i Rigssproget. For ethvert Menneske faar hvert enkelt Ord, han kender, sin Betydning og Klangfarve ved de Tanke-Associationer, der er knyttet til det, — for det meste knyttet til det i hans Barndom eller under hans Opvækst; snart er det Associationer til Genstande, Tildragelser, Sansefornemmelser fra Virkeligheden; snart er det Associationer til andre Ord, som man har hørt eller læst i For­ bindelse med det paagældende Enkeltord. — For en Dreng, der er vokset op under Forhold som Steen Blicher, bliver Rigsmaalet i stort Omfang Belæringens, Opdragelsens, Læsningens Sprog med Tankelilknytninger til Bogstaver, til Ord, til literære Vendinger, til abstrakte Begreber, — medens det Jydske knyttes til Livets egen Mangfoldighed. Vil han saa senere skildre netop denne Virkelighed, melder de jydske Udtryk sig uvilkaarligt som dem, der bedst dækker Tanken. Naturligvis kan en Forfatter af Hensyn til litterær Sprogtradition trænge et Sæt af Ord, der egentlig er ham naturlige, tilbage. Det er da ogsaa Tilfældet med Blicher i Begyndelsen af hans Forfatter­ skab. Han oversætter næsten hele „Ossian" uden med et Ord at røbe det ene af sine Modersmaal, det jydske. Forst til Slut, i Ossians sidste Sang, vover Blicher et malende Jydsk Udsagnsord: „Blomsten sænker sit tunge Hoved, neggrende stundom i Aftnens Pust". Her har Blicher ikke haft Sind til at skubbe det jydske Ord, der mindede ham om hans Hjemegns Oldinges rokkende og dirrende Hovedrysten, til Side. — Det samme Ord er ogsaa det forste jydske, Blicher bruger i et Digt; i Tidens Flugt siger han: Men du skalt fremad, frem uophørlig, ældes i Trængsler og Farer og Nød, til du engang med dit neggrende Hoved lægger dig til dine Forfædres Støv. 1* 4 HENRIK USSINS I Blichers forste Digtsamlinger, polemiske Skrifter, Komedier o. s. v. er det kun rent undtagelsesvis, at der kommer et jydsk Ord ind i det Rigsdanske (jeg ser naturligvis bort fra, at han lader Tjenestefolk, Hestehandlere o. s. v. tale Jydsk paa Scenen); — selv i det store Digt Jyllandsrejse i seks Døgn er det rent undtagelsesvis, at der forekommer et særlig jydsk Ord, som f. Eks. Knorkistemand, der betyder Skraldemand (men som i de oplysende Noter til Det danske Sprog- og Litteraturselskabs Udgave af Blichers samlede Skrifter IV 254 forklares som Lirekassemand) — eller forkrympet, der betyder vantreven, forvokset (men i samme Udgave IV 260 for­ klares som forfrossen). Det er forst efter, at Blicher er begyndt at skrive sine Noveller, at han giver frit Løb for de jydske Ord, naar han har Brug for dem. I Majhæftet af Nordlyset 1827 kom det fQrste rent jydske Stykke af Blicher: De forunelest Oer i Jens Jensens Lyu, hvor det jydske Sprog dog nærmest bruges i komisk Hensigt, for at under­ strege den fortællendes Troskyldighed og gore sig lystig over hans Misforstaaelse af ukendte Ord, hvilket ogsaa er Tilfældet med Uolie Vistisens Skryuels hjem fra Kjøvnhaun. I det forste Stykke bestaar Morsomheden i Jydens Misforstaaelse af franske, i det andet Tilfælde af københavnske Ord.
Details
-
File Typepdf
-
Upload Time-
-
Content LanguagesEnglish
-
Upload UserAnonymous/Not logged-in
-
File Pages207 Page
-
File Size-