S5E5. Isabelle Eberhardt: Oprør Around the world, Ladybird and her crew ready for an adventure that nobody has ever tried before. USA holder vejret, da Amelia Earhart igen begiver sig ud på en rekordlang flyvetur, denne gang på vej rundt om Jorden. Then I ran into a storm, which was one of the most severe I have ever been in. Men hun styrter ned og er endnu ikke blevet fundet. Gertrud Bell knytter stærke bånd til de arabiske stammeledere under sine strabadserende og ikke ufarlige rejser i ørken- sandet. Every step in the desert, life and fire claim me. Dian Fossey lever blandt vilde bjerggorillaer i Rwanda og bruger helt utraditionelle me- toder for at komme tæt på de truede dyr. I had to crawl around for two years and came to imitate their peaceful vocalizations and their contentment vocalizations, "rawr" like this. Du lytter til Den Yderste Grænse. Jeg hedder Bjørn Harvig og har været formand for Eventyrernes Klub. I denne femte sæson skal vi på tur med de vildeste og mest fascine- rende kvindelige opdagelsesrejsende. Kvinder der på hver deres måde og mod alle odds ændrede verden. Jeg sidder og ser på et fotografi taget i 1895. Det er en ung kvinde. Hun er iklædt ma- trostøj, altså en mandsdragt. Hun har et meget kønt ansigt og meget fast blik. Hun hed- der Isabelle. Hun hedder Isabelle Eberhardt. I har lige hørt Ole Wøhlers Olsen introducere dagens hovedperson. Ole, du har siden 60'erne rejst over alt i Mellemøsten og Nordafrika og har et ekstraordinært indblik i regi- onen. Du har været ambassadør i blandt andet Saudi Arabien, Syrien og Algeriet og er medlem af Eventyrernes Klub. Og også i regi af klubben har jeg haft den fornøjelse at være med dig på rejser både i Jordan og Tyrkiet. I dag skal vi tale om et helt utroligt liv levet. Russisk-schweiziske Isabelle Eberhardt udfordrede alt og alle, da hun som ung journalist rejste til Nordafrika, forelskede sig i araberne, konverterede til en sufi-islamisk sekt og forklædt som mand under navnet ”Mahmoud Essadi” gennemrejste Sahara på dromedarer. Eberhardt søger helt ud over den yderste grænse af, hvad samtiden mener er tilladt - særligt for kvinder - og hun tager for sig af alle de forbudte varer: Alkohol, hash og sex, før hun bliver forsøgt myrdet. Så er der blevet lagt i kakkelovnen, Ole. Musikken, som vi har hørt her i baggrunden, er fra operaen "Songs of the Uproar," Sange fra Oprøret, der er bygget på netop Eber- hardts liv. Sangen, som vi hører nu, hedder "I Have Arrived," Jeg er Ankommet. Det emmer af magi og eventyr. Nummeret starter stille og roligt, men kryber så på en eller anden måde under huden på os, der lytter, og udvikler sig, så det bliver mere og mere energisk. Det bliver mere og mere rodet, næsten skørt. Og for mig, der lytter, så afspej- ler det på en eller anden måde i Eberhardts liv. Ole, fortæl om Eberhardts baggrund. Ja. Hun er født i Geneve i 1877 og har et ret kompliceret familieforhold i den forstand, at hendes mor Nathalie havde giftet sig med en 40 år ældre russisk general, og der er tre børn fra den forbindelse. Og så senere så stikker moren af med en huslærer, som hed- der Alexandre Trophimowsky, og han er en meget farverig person også. Han er tidligere ortodoks præst og er nu erklæret nihilist og anarkist. Og Nathalie får to børn... Hvad betyder det, at man er nihilist? Nihilist vil sige, at du er imod enhver form for organiseret samfund. Det var meget ud- bredt på den tid, især i russiske kredse, hvor man bl.a. lykkedes med at myrde en af de russiske zarer med en bombe, Alexander 2. Men det er et sidespring. Men hun har en ældre bror fra morens forhold til Trophimowsky, så de er to børn, og så har de tre halv- søskende fra morens første ægteskab. Og disse halvsøskende hader Trophimowsky, som i realiteten nok er hendes far. Men han vil ikke vedkende sig faderskabet, så hun er erklæret som uægte datter af Nathalie og får Nathalies, morens, familienavn: Eberhardt. Hun bliver undervist af denne huslærer, som sandsynligvis er hendes far. Hun får en meget grundig uddannelse, især inden for sprog og litteratur, og bliver utroligt meget hurtigt belæst, og hun lærer en masse fremmedsprog. Hun taler flydende russisk, itali- ensk, tysk, fransk, engelsk og så bliver hun undervist i latin og græsk og i klassisk ara- bisk. Og det er jo en kraftig portion. Hendes liv bevæger sig så i retning af Nordafrika, for det er dér, vi skal hen. Men hvor- for havner vi dér? Sagen er, at hun som 17-årig får en penneven, en fransk officer, som bor nede i Sahara. Og hun skriver ihærdigt sammen med ham og får fra ham et meget grundigt kendskab til regionen, til forholdene dernede. Og det vil sige, at uden hun selv havde været i Nordafrika, begynder hun faktisk allerede dengang at skrive artikler for en avis, som hed La Nouvelle Revue Moderne, hvor hun blandt andet skrev et meget stort værk, som hed "Vision du Moghreb", altså en oversigt over Maghreb-området i Nord- vestafrika. Og det sætter gang i hendes interesse for at komme derned. Er det gennem pennevennen hun får det ret unikke indblik i regionen, eller det gennem litteratur, hun læser, eller hvordan? Det er både og. Hun læser selvfølgelig klassisk arabisk, så hun læser selvfølgelig også arabisk litteratur og litteratur om regionen. Og derudover er det selvfølgelig også, hvad hun får fra pennevennen. Men derudover dukker der så en algerisk-fransk fotograf op, og det var ham, der har taget det billede, som jeg nævnte her i begyndelsen af udsen- delsen. Han bor i Algeriet, i en større by i den nordøstlige del af Algeriet, som i dag hedder Annaba. Dengang kaldte franskmændene den for Bône. Og han inviterer hende derned. Hun tager derned sammen med sin mor. Og hvornår er vi der? Det er i 1897. Der er hun altså 20 år gammel. Og moren og hun finder hurtigt ud af, at den tilværelse de har sammen med de franske kolonialister dernede, som man kalder les pieds-noirs, sortfødderne, det hænger ikke sammen. Det er ikke det, de interesserer sig for. De vil ud at opleve det rigtige i deres øjne. Det rigtige er selvfølgelig ørkenen. Det er ikke byerne. Det er araberne, og det er berberne. Og de kaster sig over islam. De begynder at interessere sig for islam. Og Ole, allerede inden den her første rejse med moren har hun jo også været kritisk over for den franske magt, det franske kolonistyre, dernede. Fortæl, hvad er det, hun har skrevet? Ja. Det værk, jeg nævnte, som hedder "Vision du Moghreb," som hun skrev som 18-årig for den franske avis, den er dybt kritisk over for den franske besættelse af Algeriet. Og på det her tidspunkt har franskmændene altså været i der mere end en generation, fordi Algeriet blev angrebet af Frankrig i 1830. Det var formelt tyrkisk område, men det har det jo været de sidste forrige 200 år. Men lykkedes franskmændene i løbet cirka ti års krig at få pacificeret nogenlunde Algeriet. Og ledelsen af den algeriske modstandskamp var emiren Abd al-Qadir, som interessant nok bliver beskrevet meget heroisk og positivt af Karen Blixens farfar, som var tjenstgørende som fransk officer under den franske kampagne i Algeriet i 1830'erne. Men hun kommer så herned til et område, som hun allerede har beskrevet. Hun kommer ned sammen med sin mor, og hun er interesseret, meget fascineret af området og dets historie især. Og der falder også det element ind i den arabiske kultur, berbiske kultur, på stedet: Islam. Hvad er islam for noget? Men Ole, årsagen til, at jeg spurgte, det er også, fordi franskmændene måske allerede ved, hvem hun er, da hun lander. De ved, at der kommer en ung kvinde ned, som har været kritisk over for dem. Hvad betyder det? Ja, det er helt klart, at her dukker der en kritiker op, som har skrevet i en fremtrædende fransk avis en indædt kritik af kolonistyret dernede. Og det er jo ikke noget, der vækker begejstring hos kolonimyndigheder. Det er helt klart. Så de holder godt øje med hende. Og da det så også viser sig, at hun og moren rejser rundt og ikke integrerer sig i den franske koloni dernede, men primært bor sammen arabere og berbere - Hvad har hun gang i? Hvad har de gang i, de to kvinder? De er jo ikke franskmænd. De kommer fra Schweiz. De har russiske aner. Er de spioner for Tyskland, for England? Alle mistror alle på det tidspunkt. Og der er det måske meget rart lige ganske kort at ridse op, hvor- dan ser den politiske situation ud i Nordafrika på det tidspunkt? Ja tak. Hvis vi ser på Nordafrika, så kan vi se, at i 1500-tallet havde tyrkerne under Selim 1. og den store sultan Süleyman the Magnificent erobret Mellemøsten, og de havde erobret hele Nordafrika bortset fra Marokko, hvor der sad en sultan, som havde en elitehær, som det lykkedes at holde tyrkerne stangen. Men i de følgende 200 år er det meste af Nordafrika på tyrkiske hænder. Så sker der efterhånden det, at europæiske magter be- gynder at interessere sig for Nordafrika. Som nævnt først og fremmest Frankrig, der erobrer eller angriber Algeriet i 1830'erne. Og så ser vi, at Spanien besætter den nordli- ge del af det nuværende Marokko i 1860, at englænderne sætter sig på Egypten og Su- ezkanalen, som er meget vigtig for dem for deres transporter videre til Indien lidt sene- re, og vi ser, at man har givet et vink til i Italien om, at de har frie hænder i Tripolitania.