Det servicetomme land - Et projekt om ikke at forvente for meget Et specialeprojekt af Søren R. Holm Aalborg Universitet By-, Energi– og Miljøplanlægning, Urban Planning and Management Juni 2013 Institut for Planlægning Vestre Havnepromenade 5 9000 Aalborg Telefon (+45) 99 40 84 29 Fax (+45) 98 15 37 88 http://www.plan.aau.dk Synopsis Nærværende speciale handler om, hvordan man kan styre afviklingen af specielt landdistrikter vha. et differentieret serviceniveau. Dette sker Titel: ved introduktion og analyse af servicetomme Det servicetomme land områder. Dette er et nyt planlægningskoncept, — Et projekt om ikke at der må anses for at være en del af kontrolleret forvente for meget afvikling, et samlende begreb for en relativt uudforsket gren af planlægning, der omhandler styring af afvikling. Projektperiode: Via et multicasestudie, baseret på litter- 01-02-2013 til 06-06-2013 aturstudie og interviews, af hhv. Næstved, Guld- borgsund og Lolland Kommuner, der alle har Projektgruppe: lavet politikker og planer, der relaterer sig til UPM42013-8 kontrolleret afvikling og servicetomme områder, bliver disse to begreber undersøgt og analyseret. Deltager: Rapporten gennemgår hvordan de tre case- kommuner har planlagt for afvikling, hvad konsekvenser har været og kan forventes at være, samt en nærmere afgrænsning af, hvad Søren Rahbek Holm servicetomme områder indebærer, hvor grænsen for det går og hvad konsekvenserne af det kan være. Vejleder: Jørgen Møller Hovedkonklusionen er en række anbefalinger til, hvordan man skal planlæge for servicetomme Oplagstal: 3 områder: man skal erkende at afviklingen finder sted; man skal udpege et geografisk område, der Antal sider (inkl. bilag): 123 (199) skal være genstand for servicedifferentiering; og man skal lave en klar definition af hvilke services, Afsluttet d. 06-06-2013 borgerne i de udpegede områder kan forvente. Ydermere bliver vigtigheden af borgernes for- ventninger understreget. Borgerne skal kunne vide præcis hvad, de skal kunne forvente, eller rettere, de skal ikke kunne have for store for- ventninger til serviceniveauet. Rapportens indhold er frit tilgængeligt, men offentliggørelse (med kildeangivelse) må kun ske efter aftale med forfatterne. Summary This thesis deals with how to control decline, especially in rural areas, through a differentiated level of service. The thesis initiate by describing how Danish rural areas are declining due to urbanisation and that there is no way back to the good old days. This means that rural areas have to be treated differently in planning, but that is not always the case. Thus, there is a need for a new understanding of rural areas and a new way of planning for it. Therefore, the notion of service empty areas as a solution to this problem is suggested and investigated in the thesis. Service empty areas builds upon the concept of decline management and both are described prior to the analysis. This leads to the main research question: How can service empty areas by used to accommodate the decline of rural areas in Denmark? This question is investigated through a multiple case study of the municipalities of Næstved, Guldborgsund and Lolland, conducted through literature study and interviews with a planner from each of the municipalities along with an interview with a local spokesperson and a local politician, both from Guldborgsund Municipality. These are all described as a part of the analysis. Before answering the main research question, some issues are to be addressed. Firstly, the consequences that the three municipalities have experienced so far, and what they expect to appear in the future, together with what consequences service empty areas might have if taken to the extreme, have been analysed. It was found that for many people there will be no significant difference, but for there are people to whom less service will mean that they will have to move to sustain live, leaving those without the ability to move to another place much worse off. A stepwise introduction of service empty areas is necessary. Secondly, the concept of service empty areas is defined, by discussing the limits of it. It can be anything from ‘suburb’ to ‘national park’ as long as there is a difference in service level. Taken to the extreme, there seems to be a limit when it comes to domestic help, where people cannot provide for themselves to have a decent life. This also seems to reach the boundaries of the Danish welfare state. Despite the different approaches of the three municipalities they are complimentary to each other. Thus, three general rules can be outlined as the answer to the main research question: v 1. The decline, if any, must be acknowledged before it can be accommodated. 2. It is necessary to make a clear distinction between specifically identified areas subject to a lower level of service and the rest, e.g. the difference between urban and rural areas. 3. A detailed plan/policy concerning which services the citizens can expect and at what level. And of course this plan (and the politicians) must be true to its words. Furthermore, it is essential that this plan does not promise more than it can deliver. When politicians lower the level of service, so should the expectations of the involved citizens too. The citizens want to know what they can expect in order for them to act from it. vi Forord Jeg er ikke særligt optimistisk anlagt, når det kommer til udvikling for livet på landet og i landsbyerne. I hvert fald ikke i den gængse måde at forstå ‘udvikling’ på. Der burde ikke længere kunne herske nogen tvivl om at landdistrikterne i Danmark, og udkantsområderne især, er under afvikling befolkningsmæssigt – det har trods alt stået på i mere end 60 år, og intet tyder på, at det ikke fortsætter ufortrødent. “Det er en katastrofe”, siger nogen, mens de beskylder samfundet, politikerne og de lokale beboere for ikke at gøre nok for at forhindre denne afvikling af, hvad der engang var. Andre går mere konstruktivt til værks og samler en forening, der har fællesspisning hver anden torsdag i skolen gymnastiksal, og hvor der rigtigt bliver hygget. Der findes i det hele taget et utal af gode initiativer, som nogen finder på og har succes med, mens andre prøver at kopiere ideen, uden den helt store effekt. Efterhånden har alle små landsbyer med bare en smule organiserede kræfter i sig en bålhytte, et rekreativt stisystem i et nærliggende krat, masser af aktiviteter og muligheder for unge nyuddannede med småbørn, samt meget lidt tilovers for den generelle samfundsudvikling. Alligevel lukkede købmanden sidste år, mens skolen lukker, når klokke ringer til sommerferie. Bussen kommer kun to gange om dagen og ingen er flyttet til området i lang tid, trods mange ledige og attraktive boliger til uhyre gode priser. Og vi er først lige begyndt at se i øjnene, at landdistrikterne – det åbne land, de mellemstore landsbyer, de små landsbyer og de helt små landsbyer – ikke kommer til at myldre med liv og udvikling, som i de glade 1950’ere. Det, der står tilbage nu, er mange steder en deprimerende stemning af tilbagegang og i sidste ende forfald. Og forfald er der nok af; faktisk så meget, at Regeringen har oprettet en pulje, som kommunerne kan søge med det formål at rive rønner ned. På trods af, at landsbyerne vrimler med lokalnostalgikere (som mig selv), har jeg endnu ikke mødt nogen, der er imod nedrivning af de værste rønner. Jeg er selv vokset op på et nedlagt landbrug langt ud på i landet, i en egn af Danmark, som i sig selv ligger langt ude på landet. Jeg har umiddelbart ingen planer om at flytte tilbage, end ikke til den nærmeste by, hvor der er masser af huse med god plads til den familie, jeg er ved at stifte. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har det sådan. Jeg kan godt synes, at det er ærgerligt, at der ikke er flere, der får lov til at få en opvækst på landet, som jeg har fået, med alt hvad det indebærer af stilhed og stjernehimmel, frisk luft, store vidder og muligheden for selv at køre traktor som 13-årig. Jeg kan generelt nævne rigtigt mange grunde til, hvorfor man skal bosætte sig på landet, men når sandheden skal frem, havde jeg nu nok foretrukket, at afstanden ind til mine venner havde været kortere. vii Til gengæld mener jeg ikke, at det er et problem, at landdistrikterne i Danmark er under afvikling. Når ingen gider bo der, og der ikke er noget arbejde at få, hvorfor skal vi så holde liv i de gamle klude? Det vi mangler, er derimod at tage et kig på lyset for enden af tunnelen. Hvad er der på den anden side af det triste grå, vi fokuserer så meget på i dag? Jeg mener, at der her er en mangel på visioner, ikke for befolkningsvækst og arbejdspladser – dem er der nok af – men for hvilke fordele, der er ved, at der er langt mellem husene, gode forhold for naturen, ingen trafik osv. Får vi ødegårdsturisme i Danmark? Får vi bare nogle store og forladte områder, hvor ingen tør bevæge sig hen, fordi ingen har hørt om, at der findes noget derude? Får landbruget friere rammer til faktisk at kunne etablere et optimalt landbrug efter dagens standarter? Bliver det pludselig attraktivt og dyrt at bo på landet igen, fordi der er så få huse, takket være Indsatspuljen? Det er der ikke rigtigt nogen, der har gjort sig nogen tanker om. Måske fordi der ikke er så mange penge i det. Med dette speciale, har jeg forsøgt at tage nogle skridt hen imod lyset. Jeg må erkende, at jeg ikke selv kommer med nogen visioner om, hvad der skal være på den anden side, men jeg præsenterer et redskab – servicetomme områder – der passer til den ufatteligt lange overgangsface, vi befinder os i disse årtier, et redskab, der passer til et område, hvor afvikling er en uundgåelig virkelighed, og hvor det kun er et spørgsmål om tid, før der kun er landbrug og stædige mennesker tilbage.