r o u n d a b o u t billedkunstnernes forbund fyn roundabout ISBN 87-91353-16-5 © BKF FYN og de enkelte kunstnere Redaktion: Peter Tybjerg, Anne Bjørn, Ole Lejbach, Birgitte Fløe, Lone V. Petersen & Svend-Allan Sørensen Omslagsfoto: Anne Bjørn Sats & design: Svend-Allan Sørensen Enhver benyttelse af materialet uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt i.h.t. gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Bogen er sat med Arial, Century Gothic & Kozuka Mincho Std. Uden støtte fra Fionia Bank, Den Faberske Fond, Møllerens Fond, Aslaug og Carl Friis’ legat, Middelfart Sparekasse, Folkesparekassen, Assens Kommune, Faaborg Kommune, Langeskov Kommune, Middelfart Kommune, Munkebo Kommune og Kultursekretariatet Odense Kommune var denne bog aldrig blevet en realitet. TAK. Printed in Denmark by Clausen Offset 2004 www.bkf-fyn.dk billedkunstnernesr o u n d forbund a b o fyn u 2004 t www.bkf-fyn.dk Forlaget BKF-Fyn.dk Indholdsfortegnelse: S.5: Forord S.80-81: Jens Uffe Rasmussen S.6-7: BLÅ BL.A. Essay ved Lars Bukdahl S.82-83: Jette Nevers S.84-85: John Frans S.8-9: Amy Grandt Nielsen S.86-87: John Hansen S.10-11: Anna Birkbøll Jensen S.88-89: Jørgen Steensen S.12-13: Anne Bjørn S.90-91: Jørgen Svenstrup S.14-15: Anne Marie Egemose S.92-93: Karen Kastrup S.16-17: Anne Marie Frank S.94-95: Lars J. Falkenberg S.18-19: B.C. Meibom S.96-97: Lone V. Petersen S.20-21: Benny W. Dalberg S.98-99: Melsene Laux S.22-23: Birgitte Fløe S.100-101: Merethe Bloch S.24-25: Birgitte Lykke Madsen S.102-103: Mette Agerbæk S.26-27: Birgitte Struckmann S.104-105: Mette Birckner S.28-29: Birgitte Thorlacius S.106-107: Morten Krogsgård S.30-31: Bjarne Kingo S.108-109: Niels Bjerre S.32-33: Bo Thobo-Carlsen S.110-111: Nina Ferlov S.34-35: Bo Valentin Petersen S.112-113: Ole Hempel S.36-37: Carl Henning Aarsø S.114-115: Ole Lejbach S.38-39: Carsten Rudolfsen S.116-117: Ole Pultz S.40-41: Eiler Madsen S.118-119: Palle Rico Hjorth S.42-43: Emmy Lund S.120-121: Peter Stengade S.44-45: Erik Brandt S.122-123: Peter Tybjerg S.46-47: Erling Janum S.124-125: Pia Løye S.48-49: Flemming Knudsen S.126-127: Poul R. Weile S.50-51: Frank Jensen S.128-129: Robert R. Leyh S.52-53: Frede Troelsen S.130-131: Roger Fohlmann S.54-55: Hanna Ólafsdóttir S.132-133: Rudi Lau S.56-57: Hanne Skyum S.134-135: Sabine Jensen S.58-59: Hans Kjær S.136-137: Solveig Moa S.60-61: Hardy Ernst S.138-139: Stefan Bannow S.62-63: Helga Benediktsdóttir S.140-141: Steffan Herrik S.64-65: Ida Holm Mortensen S.142-143: Svend-Allan Sørensen S.66-67: Indigo Richards S.144-145: Søren Scheffmann S.68-69: Inge Heise S.146-147: Thorkild Havmøller S.70-71: Inge Lindholm S.148-149: Trine Maria Høy S.72-73: Inge Vittrup S.74-75: Ingsi Croon S.152-154: Kunstinstitutioner i Fyns Amt S.76-77: Jens Enevold S.156-164: Medlemmer S.78-79: Jens Galschiøt “roundabout” Rundt om Fyn og ud i alle hjørnerne. Et længe ønsket katalog over Fyns professionelle billedkunstnere med medlemskab i Billedkunstnernes Forbund er nu endelig blevet realiseret. Med velvillig økonomisk støtte fra en lang række eksterne sponsorer, og internt med et bidrag fra de deltagende billedkunstnere. Vi ranker ryggen lidt i bestyrelsen og ditto katalogudvalget. At stå fadder til et katalog, der favner så bredt og det at kunne præsentere et sprudlende fynsk kunstliv. Vi ved det selvfølgelig godt, kunstnerne imellem, at det syder og gærer på Fyn. Det er ikke ensbetydende med, at kunstens brugere ved det. Myten om elfenbenstårnet lever stadig i bedste velgående i den offentlige bevidsthed, og det kan vi ikke rigtig bruge til noget. Vi synes dette katalog bringer myten til torvs, og viser at fynske kunstnere for længe siden er kravlet ned fra højderne. Med denne udgivelse vil vi i dialog og som indledning har vi valgt et essay af digter og kritiker ved Weekend- avisen, Lars Bukdahl. Han fik frie hænder til at skrive om farver. Det utraditionelle indlæg drager paralleller til problematikker, der også er i billedkunsten. Med det håber vi, at tanker sættes i gang – at der reflekteres og en debat vækkes. Og således kommer vi rundt og ud i alle hjørner. Lone V. Petersen formand for BKF-Fyn 5 BLÅ BL.A. - et notat om farver & poesi af Lars Bukdahl Der er masser af farver i poesien, ork dog! Samtidig må farver siges at være emblemet par excellence på bogstavelighedens afmagt, eftersom poesien næsten aldrig er i farver. Selv her på min moderne computerskærm falder skriften i staver sort på hvidt. Måske er det ligefrem på grund af den emblematiske afmagt, at farverne florerer så betydeligt i poesien og skiftevis tynges ned med/som mening og dekoration. Læser man nyligt afdøde Hans Mølbjergs glimrende bog Et flag for grønhedens idé. Læsninger af farvesymbolikken i dansk lyrik fra romantik til ekspressionisme (1987), er det slående, hvordan farverne gennem og på trods af alle litterære epoker: romantik, biedermeier, romantisme, impressionisme, ekspressionisme, insisterer på at betyde ad helvede til. Her er Mølbjerg inde over symbolisten Johannes Jørgensen: ”Samme effekter som udtryk for en dyb sjælelig fastholdelse finder vi hos Johs. Jørgensen. En stærk virkning står i ”Foraarsevangelium” (1894). Vinca-blåt er at sidestille med violblåt: ”I Havens Bede staar Vinca blaa/ og Paaskeliljernes Guld.” Den indre farve i komplementariteten, den hvori blåt og gyldent mødes, skulle på lys- planet være hvidt. Når dertil så yderligere lægges hvidt, får denne treklang et særligt liv. Og vi møder netop disse komponenter i Johs. Jørgensens digt ”Gylden Taage” (1898). Og her er der intet inflatorisk ’vi’. Ingen overtagelse af det guddommelige, men ren religiøs oplevelse – oplevelse indefra: ”Dagen er hvid og er gylden/ blaaner og funkler og ler./ Jeg standser og ser omkring mig/ jeg kender ej Verden mer.” I de tre farver udtrykkes spiritualiteten på farveskalaens øverste trin. Et sikkert tegn på poetisk kitsch har altid været kunstfærdige (evt. ”bare” malerfaglige) farveadjektiver og –kvalifikationer; jeg vil f.eks. hævde, at det ikke (længere) er muligt at skrive et bare hæderligt digt, der indeholder ordet zinnober-blå. Hvis man altså ikke lige er Jørgen Gustava Brandt, der med velberåd hu (og overlegent talent) gerne går alt for vidt, f.eks. finder man i samlingen Det stilfærdige orgie, 2003, digtet ”Kludetæppe”, som bl.a. inkluderer passagen ”og med suitens sabelblå dørglimt i sprækkerne/ mellem de leverrøde forrykkede felter” og eftertrykkeligt afsluttes med følgende (”bare” malerfaglige) farvereferat: ”(Palet = okker + umbra/grønjord orange + lysokker/rødokker/lysokker okker (kraplak)/okker + umbra cadmiumgul + umbra + krap ultramarin + siena naturel umbra + kromoxydgrøn siena natur + koboltblå orange + umbra (grøn) + smaragd neapelgul (+ sort) sort (= ultramarin + brændt umbra) bestemme skriggul og irgrøn)”. Som understreger, at farverne hos Gustava Brandt er ren dekoration eller rettere ren farverigdom, menings- og betydningsløs og helt realistisk. Det store opgør med farvernes mening og betydning blev naturligvis foretaget i de gode tressere, dvs. dem fra og med ’65. Når konkretisterne ville befri bogstavet og ordet, var der ikke nogen vej uden om at komme inden om emblemet par excellence på bogstavelighedens afmagt også. På en side i Johs. L. Madsens mappe 20 opdigte (1965), står ordet ”BLÅT” selvindlysende skrevet med blåt. Samme år udgiver digteren og billedkunstneren Per Kirkeby det lillebitte hæfte ”Blå, 5”, på hvis første fem højresider fem stadig større blå rektangler er afbilledet: En lillebitte, en lidt større, en lidt større endnu, en meget større, der næsten fylder siden ud og en helt stor, der fylder siden helt ud. En radikalt enkel spændingsroman må man sige. Hæftets sidste tre sider er helliget ”et essay” af 6 digteren Hans-Jørgen Nielsen (eller rettere ”hans-jørgen nielsen”), ”om blå kvadrater”, sat med blå typer. Første del lyder sådan her og er åbenlyst løftet ord til andet fra et konversationsleksikon, hvis det ikke direkte er blevet klippet ud og klistret op, det er det nok: ”blaa kaldes en Genstand, naar den fortrinsvis sender b. Lys til Øjet ell. dog en blanding af Straaler, der gør samme Indtryk. B. Lysstraaler brydes stærkere end de grønne og mindre stærkt end violette; rent b. Lys vil man derfor finde i Spektret (seSpektrum ) mellem disse to Farver. Bølgelængden for den midterste Del af Spektrets b. er c. 470 Milliontedele mm. Mindre rent b. Lys får man ved at lade Sol- ell. Lampelys gaa gennem et Stof, der ikke indsuger de b. Straaler så stærkt som de andre (b. Koboltglas, ammoniakalsk Kobberopløsning og mange andre b. Stoffer). B. Straaler gør i Forhold til deres ringe Varmeevne et stærkere indtryk på Øjet end røde, og de virker kraftig paa de sædvanlige fotografiske Plader. Lys, der udgaar fra meget hede Legemer, saasom Sollys og elektrisk Buelys, er rigt paa b. Straaler, f.Eks. ved at lade det gaa gennem en Opløsning af tvekromsurt Kali, giver blandingen af Spekrets øvrige Farver Indtrykket af gulrødt; denne farve er altsaa Komplementfarven til b.” Hvilket i al sin altmodische nøgternhed paradoksalt nok lyder som den rene syrepoesi. Den mest suveræne og bogstavelige (dvs. anti-betydende) syrepoesi (også forstået som poesi, der opløser (/ skeletterer) i syre) om farven blå er at finde i Jørgen Leths tour de force-digtsamlingLykken i Ingenmandsland (1967), blå (og guld og sølv) har aldrig været den samme siden eller rettere har siden i spektakulær grad været sig selv hos alle rigtige digtere, som der til enhver tid er færre og flere af end som så.