Jakob Schweppenhäuser også ved deres indlysende (bl.a.) lit- terære kvaliteter, der netop gør dem til dette: glimrende. For at finde belæg for denne på- stand er det nødvendigt at gå helt tæt på deres tekster, men inden da er nogle indledende manøvrer uom- BÆLTESTEDET gængelige. Først skal vi for overblik- kets skyld forsøge kort at indplacere Om uhørt ordspilsludomani og tenderen mod nul-værdi nutidens danske rap i en lidt større historisk kontekst. De fleste kan efter- i den sprogligt eksperimenterende danske rapoesi hånden fortælle historien om, hvor- dan hiphopkulturen spirede frem (+ enkelte udblik) mellem Bronx’ grå betonblokke i de sene halvfjerdsere, som reaktion på og alternativ til de bandekrige og rø- verier, de sortes kummerlige forhold i ghettoerne havde fremavlet. Hermed Frem for at gå i sociologisk have, som danske, næsten ikkeeksisterende, Lars Bukdahl har udført i forsøget på fortalt atter en gang. Mange kender man så ofte har gjort det, når skriften litterære rapkritik; muligvis ‘næsten at integrere dansk rap i det litterære også fortællingen om, hvordan det er faldet på rap, skal vi i det følgende ikkeeksisterende’ fordi litteraterne landskab – en respektindgydende og for Nikolaj/DJ Peyk med MC Einar i stedet gå til værks: vi skal betragte tilsyneladende kun har et kendskab heltemodig indsats. På sidstnævn- lykkedes at skabe hiphopmusik efter det enkelte værk, den enkelte pas- til ganske få spændende ting – disse te bogs bagside lyder påstanden, amerikansk forbillede men med et sage, det enkelte ord; rapuS fx. Flug- har så til gengæld fået en anstændig at “[a]lle væsentlige stemmer i den tydeligt anstrøg af dansk, specifikt: tende med denne bevægelse – fra behandling hos bl.a. Jan Aasbjerg Pe- danske raps 14 år unge historie er re- københavnsk/christianshavnsk, ånd, en kulturelt til en litterært funderet tersen: Sprogleg i dansk hiphop i Ap- præsenteret”. Træder man indenfor, som gjorde, at det faktisk gik hen og tilgang til rapstoffet – introduceres paratur 9, 2004, Peter Bo Andersen: modificeres dog postulatet med en blev en succes, kunstnerisk såvel som en række rappere, hvis tekster, det Smash Hits på munden. Højdepunkter lettere undskyldende gestus: “denne popularitetsmæssigt. Så kom Rockers skal hævdes, kan være spændende at i dansk raplyrik 1988-2001 i Reception antologi [kan] godt virke lige lovlig By Choice, Humleridderne, Østkyst underkaste en litterær undersøgelse. nr. 44, 2001 og i Rune Skyum-Nielsens konservativ, det er småt med reel un- Hustlers, Hvid Sjokolade, Kongehu- Disse rappere har hidtil befundet sig Nr. 1 – Dansk hiphopkultur siden 1983 dergrund og ungdom anno 2003, og set, Den Gale Pose/Jokeren, Malk De mere eller mindre (men mest mere) fra 2006, men først og fremmest hos når eller hvis betydelige players […] Koijn, Clemens, Sund Fornuft/Per V, langt væk fra massemediernes og Lars Bukdahl. glimrer ved deres fravær, må man tro Takt og Tone, L:Ron:Harald, Suspekt, desværre dermed også den litterære på, at det ikke er med min gode vilje” L.O.C., U$O, Niarn og nu fx Johnson kritiks søgelys. Nærværende artikel Polemik dér (Bukdahl 2004, p. 6). Den vilje, med – og nogle få andre rappere og rap- kan betragtes som et forsøg på at rid- Polemikrofontjek: one-two, yo-yo, i hvilken disse “betydelige players” så grupper – for hvem det også lykke- se konturerne op til anden måde at 2004 udkom både generationsmo- må være blevet udeladt (den onde?), des at vinde en vis lydhørhed uden angribe denne del af dansk rap på, en nografien Generationsmaskinen, in- skal vi i det følgende indlade os på for hiphopkredse, cirka hver på sin mere formelt orienteret og lingvistisk deholdende et længere rapafsnit, udfordre ved at insistere på en række måde. Det er ikke dem, det hér skal betonet, og artiklen bærer i sig håbet og rapantologien Poesi dér: to slags kunstnere, som ikke udelukkende handle om, det er i stedet nogle af om en mindre omkalfatring af den kulminationer på det pionerarbejde, bør “glimre ved deres fravær” men de andre. Det er der to i hinanden 1 indgribende årsager til: dels er det for – disse sprogets både afholdte og ler, Vrede, Formaning, Forargelse og drægtighed. Og der består bestemt på tide, at disse i deres både fra- og forhadte fikserbilleder. I dag betragtes lignende. Følelser baserede på Over- ikke et modsætningsforhold, snarere nærvær glimrende rappere indtræ- ordspillet ofte som forbundet med legenhed. Saaledes f. Eks. hos Schiller: et kærlighedsforhold, mellem ordspil der på den kritiske scene, det har de humoren; anderledes i barokken, “Nicht eine Schlacht – ein Schlachten og en såkaldt “hård rap-jeg-fortæller”, nemlig fortjent, dels rummer deres hvor man, fx Kingo, i begravelsesvers war’s zu nennen” […] [Ordspillet] kan det kunne være Tegnedrengen: “Bog- tekster momenter, som for en litterær gerne undertiden inddrog et ordspil. udtrykke Indignation, Trusler, Haan staveligt talt: S-K-R-I-D” (og lad det betragtning langt overstråler (hoved- Det ville man sjældent se en moderne osv. […] Ordspillets Forudsætning også stå som en diskret kommentar parten af) de tidligere opremsede salmedigter, fx Johannes Johansen, er en vis Overlegenhedsfølelse, og til Jokerens opfindsomhed i omgan- og i denne sammenhæng nu også gøre (men måske Simon Grotrian!), i […] dets Væsen er at forbløffe ved at gen med samme talemåde: “Vi rocker opbremsede rapperes ditto i sprog- dag kan ordspillet ikke rigtigt forliges forvrænge en ventet Mening (Albeck huset – bogstaveligt talt”). lig spændstighed, nytænkning og fx med en sorgfuld stemning. Men hvad 1940, p. 209f.). opacitet. Hvorfor kender litteraterne så med vrede, hån og overlegenhed, Ordspild? Eller: sproglig morild dem så ikke? Først og fremmest: fordi som heller ikke umiddelbart er sjove Ordspillet som polemisk, karikerende, Arbejder man kunstnerisk med sprog, de ikke er kendte. Næsten kun den sindstilstande? Jan Aasbjerg Petersen latterliggørende – udtrykkende over- må man forholde sig til både dets popmedieeksponerede rapmusik hævder, “at en sprogleg dårligt stem- legenhed over for stoffet, stemningen fysiske, sanselige del (klang, rytme, når frem til universiteterne, aviserne mer overens med forestillingen om og over for den, polemikken retter sig udstrækning, evt. udseende), som og de kritiske tidsskrifters skribenter en hård rap-jeg-fortæller […] Sprog- imod. Og Albeck havde, i 1940, altså peger på sproget selv, og til dets be- – og den behandles følgende netop, legen vil være for pjattet og under- ikke rap i tankerne, skønt man fristes tydningsbærende del (semantik, refe- og ganske rigtigt, som popkulturelt, minere troværdighed i skildringen af til at tro det, for hun indkredser noget rentialitet), som peger på noget uden måske popsubkulturelt, fænomen. en hård person” (Aasbjerg Petersen nær indbegrebet af moderne battle- for sproget, nemlig verden. Ordspillet Den uvishedens slugt, som åbner sig 2004, p. 46). Lad os her forsøge at rap i sin karakteristik af ordspillet. Det indtager en særlig position i forhold mellem akademikere funderet i den underminere troværdigheden af Aas- væsentlige er således, at ordspillets til dette sprogets janushoved. finkulturelle lyriske tradition og sub- bjerg Petersens påstand ved at kaste funktion i sit væsen ikke ligger langt Betragter man ordspillet fra lingvi- kulturelle undergrundsrappere, sy- endnu et blik tilbage i tiden: hos Ulla fra en grundlæggende holdning eller stisk hold, kan det være frugtbart at nes uoverspringelig: kritikkerne ved Albeck hedder det, at ordspillet for attitude i den sprogligt eksperimen- tage de strukturalistiske grundbegre- ikke, at det, disse rappere laver, er reformatorerne var “[f]or det første terende danske rap (fra nu af blot ber i anvendelse. Hos den strukturelle spændende, for de kender det ikke, agitatorisk, indhamrende. For det an- kaldet rappen eller rapoesien), så- sprogvidenskabs grundlægger, Ferdi- og rapperne ved ikke, at det, de laver, det polemisk, karikerende – altså lat- dan her hedder det fx hos rapperen nand de Saussure, hedder det, at der i kunne være spændende for den litte- terliggørende”. Albeck skriver videre: SuparDejen: “Det tætteste, du kom- sproget kun eksisterer forskelle uden rære kritik, hvis ikke de er ligeglade – mer på musiker, må være … hmm … positive termer. Noget er kun noget, så vidt, så skidt. Lad os nu derfor vove Ordspillet som Figur synes altsaa at usikker” (SuparDejen på ?, Int-u-kon). fordi det ikke er noget andet. Sproget springet! staa i Forbindelse med en overlegen Man kommer så afgjort tæt på – men virker, ikke fordi der er en naturlig for- Holdning […] dermed har vi fastsat mangler altså lige et m og har et en- bindelse mellem fx lyden [køs] – eller Ord- og overlegen: grænserne for Ordspillets omraade: kelt k for meget. Begreberne på Al- bogstavkombinationen ‘kys’ – og det- fra Schiller til SuparDejen Overlegenhed overfor den, man po- becks ordspilskarakteriserende liste: te læbernes bløde møde (tegnene er Men først tilløbet. Første skridt: ord- lemiserer imod – som hos Reforma- Overlegenhed, Trusler, Vrede, Forma- arbitrære), men fordi ‘kys’ er forskel- spillet. Da den rapoesi, vi her skal be- torerne – Overlegenhed i Forhold ning, Forargelse, Indignation og Haan ligt fra alle mulige andre ord, ‘men- skæftige os med, i vid udstrækning er til Stoffet og Stemningen som hos er om nogen nøgleord (som Basta) i talgeografi’ fx. Dette forskelsprincip forankret i denne sproglige figur, kom- Romantikerne. Hvor vi finder Ordspil rappen, og påstanden skal her lyde, kommer undertiden i knibe: Sproget mer det følgende i høj grad til at dreje