8 Viva Interview SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012

Endnu en Koppel eller helt sin egen? Billie Koppel fik musikken ind før modermælken, hun har den berømte Koppelfamilies musiktalenter flydende i sine årer, og musik er da også hendes levevej. Men hvordan er det at være en Koppel? Har efternavnet banet vejen for hende, eller har det været en spændetrøje? Billie Koppel er lige fyldt 40 år og ser her tilbage på første del af sit liv, hvor noderne har været hendes trofaste følgesvende i tykt og tyndt.

PARASTOU BOOYASH | [email protected] FOTO: NIKOLAJ LINARES | [email protected] SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012 Interview Viva 9

BILLIE KOPPEL Billie Koppel er 40 år og kæreste med sin musik- partner og producer, Frank Hasselstrøm. Sam- men har de Romeo på 8 år og Charlie på 6 måne- der. Tilsammen danner parret bandet Catbird, der ikke går op i, hvilken genre, deres musik er i. Nogle beskriver det som jazz, andre som punk.

Billie Koppel er også uddannet danser og har desuden spillet teater.

Billie Koppel er datter af musikerne Annisette og Thomas Koppel, der dannede Savage Rose.

THE SAVAGE ROSE Blev dannet i 1967 af blandt andre brødrene Thomas og Anders Kop- pel og Annisette Hansen (senere Koppel). Ban- dets interesse for politik og retfærdighed har blandt andet ført dem til Libanon og USA, og de har også spillet til an- ti-George Bush-demon- strationer. Bandet har udgivet 22 album, hvor- af det sidste blev udgi- vet efter Thomas Kop- pels død. The Savage Rose blev i 2006 ud- valgt som en del af Kul- turkanonen.

Fortsættes E 10 Viva Interview SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012

ra bag tæppet kan hun se, at folk er ved at finde sig til rette foran scenen. Hun er spændt. Når alt og alle er klar, træ- der hun sammen med sine forældre og familiens hund ind på scenen. Hun skynder sig hen til sin selvvalgte plads: under sin fars klaver. Udsigten til publi- Fkum er noget særligt herfra, hvor hun ligger, side om side med sin hund. Hun mærker kærligheden fra scenen ned til publikum og tilbage igen. Kon- certstemningen gør et meget stort indtryk på hende, og hver gang hendes forældre, Annisette og Thomas Koppel, og deres band, Savage Rose, spiller, ligger hun på sit yndlingsspot under kla- veret. For her er hun tæt på sine forældre og en del af musikken. Hun er tryg.

I forældrenes fodspor I dag er 40-årige Billie Koppel en musiker, der lever af sin egen musik. Hun har langt fra travlt, når hun taler, selvom hun fortæller, at hun egent- lig skal nå en masse ting lige i dag. Hendes store, brune øjne er så intense, at de røber hendes for- skellige følelser ved at matche de emner, hun taler om. Man er ikke i tvivl, når hun bliver melankolsk, glad eller nysgerrig. Øjnene siger det hele. Hendes talestemme er, modsat øjnene, lys. Den lyder uskyldig, sagte og sød, mens hun for- tæller, at hun har fået noget af det kunstneriske talent forærende: »Musikken gjorde sikkert allerede indtryk på mig, da jeg lå i min mors mave. Der blev jeg nok stimuleret af vibrationerne og blev ét med mu- sikken. En af de gange, jeg var med på scenen og kiggede frem fra min ’hule’ under klaveret, gik jeg hen og hev min mor i kjolen og sagde, at nu var det altså min tur til at synge for publikum. Og »Der har ikke ligget en mørk sky over mig om BILLE KOPPELS gange også min søsters stemme. Så inde i mig selv det fik jeg lov til. Da var jeg fem år,« fortæller Bil- noget, jeg skulle leve op til. At jeg skulle gå i MUSIK må jeg sætte mig selv fri og adskille tingene. Jeg lie Koppel, der siden ikke har lagt mikrofonen fra mine forældres fodspor var naturligt. Jeg blev er min egen og har fundet min plads. Derfor må sig. På denne varme sensommerdag sidder hun meget tidligt involveret i deres musik. Senere Startede som korsanger jeg lade være med at tænke på, hvad folk synes. under kulturhusets birketræ i det kvarter, der blev jeg korsanger i deres band. Men hvis jeg var i Savage Rose i 1996. For jeg vil ikke have en følelse af at skulle dikte- både har betydet meget for hendes opvækst og blevet skolelærer, var det lige så godt,« siger Bil- res. Det føles lidt klaustrofobisk indimellem. Men musik: Københavns Sydhavn, hvor håndværkere, lie Koppel alvorligt og fortsætter: Har indspillet sange med jeg mærker også megen kærlighed fra folk og pensionister og skæve eksistenser fylder meget i »Jeg er jo en del af familien og er rigtig stolt af musikere som Branford føler på ingen måde, at jeg står i skyggen af mine billedet. Området giver hende så meget, at hun det. En af de ting, jeg i starten af min karriere Marsellis, Ray Fuller og forældre.« nu er flyttet tilbage til sit gamle barndomshjem i sagde til mig selv, var, at jeg skulle huske, at jeg Pauhlinha Da Costa. haveforeningen. var datter af Annisette og Thomas Koppel. Uan- Spændetrøje og muligheder »Det er her, jeg føler mig hjemme. Det er her, set hvad, skal jeg holde fast i det. Hvis jeg ikke Blev nomineret til årets Billie Koppel holder en kort pause og lader den mine forældre altid holdt en dør åben for fiske- havde gjort det, ville jeg leve et liv i flugt og sangerinde til Danish tiltrængte brise lege med sit hår i den hede sen- ren, der lige havde brug for at lette sit hjerte, for angst, fordi jeg så ikke ville være mig selv.« Music Awards i 2003. sommervarme, uden at hun bagefter føler trang til kvinden, der var blevet forladt af sin mand eller Mens hendes forældres musikforventninger til at rette på det. Hun forklarer, at selvom der ikke en, der bare ville varme sit hjerte med noget hende har været fraværende, har Billie Koppel Dannede i 2001 bandet har været nogle forventninger fra hendes familie, musik. Og den forskellighed, jeg var omringet af, mødt mange forventninger fra andre mennesker Catbird med sin mand, har hun en indre kamp med sine egne forventnin- har også præget min musik, der har lidt af alle på sin vej. Især er hun ofte blevet sammenlignet Frank Hasselstr. ger: genrer i sig. Det har v¡et en berigelse at opleve, at med sin mor. Billie Koppels øjne stråler og åbner De har udgivet fire »Jeg vil bare gøre mit bedste hver gang. Men jeg verden består af mange forskellige afkroge,« sig endnu mere, når snakken falder på hendes albummer: føler ikke, at jeg gør det godt nok, og jeg er aldrig siger hun, mens hun kigger på de to håndvær- forældre. Samtidig rynkes brynene, mens hun Sliding from the moon selv tilfreds med de ting, jeg laver. For jeg kan jo kere, der lige tager sig en kold fyraftens i skyg- forklarer, at hun tager folks forventninger med (2003) altid gøre det bedre. Når jeg indspiller, skal nogen gen. blandede følelser: Old Tapes (2005) stoppe mig i tide, ellers bliver jeg ved med at »Da jeg mødte omverdens forventninger første Among Us (2008) cykle rundt i det samme. Det skyldes en søgen Forventningerne til en Koppel gang, blev jeg overrasket. For forventninger var Sweet Cry (2011) efter at udtrykke de helt rigtige følelser i mine Selvom Billie Koppels forældre har videregivet jo ikke noget, jeg havde med i bagagen. Nogle sange. Nogle gange er det en kamp om, hvordan hende deres stærke musikgener og fodret hende gange kan jeg mærke, at nogen prøver at fast- jeg når helt derind, hvor jeg finder følelserne. Og med forskellige musikalske indslag, har de ikke holde mig i rollen som Annisette Koppels datter. så kan jeg være fuldstændig tømt efter at give alt i haft nogle krav om, at hun skulle blive noget ved Så handler det hele om at lytte til min stemme mig. Men det, at jeg ikke synes, jeg gør det godt musikken: sammenlignet med min mors stemme. Og nogle nok, holder mig i gang og driver mig.« SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012 Interview Viva 11

ET UDPLUK AF KOPPEL- FAMILIEN Billie Koppel er født i 1972. Hendes familie består af: Thomas Koppel (1944 - 2006), komponisten, sangeren og stifteren af Savage Rose (Billie Kop- pels far).

Annisette Koppel (f. 1948) sangerinden i bla. Savage Rose (Billie Koppels mor).

Naja Rosa Koppel (f. 1980) sangerinde og komponist, (Billie Koppels søster).

Herman D. Koppel (1908 -1998), kompo- nist, pianist, musikpro- fessor og Ridder af 1. Grad af Dannebrog. Mel- lem årene 1922 til 1994 skrev han næsten 300 musikværker (Billie Koppels bedstefar).

Anders Koppel (f. 1949), medstifter af The Savage Rose, medlem af trioen Bazaar, og komponist til bla. otte balletter, 150 film, 50 teaterstyk- ker og tre musicals. (Billie Koppels onkel).

Nikolaj Koppel (f. 1969), pianist, musikchef og studie- vært, (Billie Koppels fætter).

Marie Carmen Koppel (f. 1971) Danmarks førende gospel og soul- diva (Billie Koppels kusine). Kilde: Wikipedia

Hver dag, når Billie Koppel går til og fra sit hjem og barndomshjem i haveforeningen, passerer hun vejen, der er opkaldt efter hendes far og sender varme tanker mod manden, der var grundstenen i hele famlien Koppel.

Fortsættes E 12 Viva Interview SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012

Hvordan er det at danne band med sin mand? »Det er på godt og ondt. Det er en fantastisk gave, fordi det binder os sammen og gør vores forhold stærkt og intenst. Når jeg har så mange følelser i musikken, er det godt, han er med. Men vi bliver også dybt uenige nogle gange. Og i processen er der voldsomme følelser på spil. Men det binder os sammen, og vi har en dyb forståelse for hinanden.«

Hvordan vil du selv beskrive din optræden, når du er på en scene? »Jeg udtrykker det, jeg føler. Når jeg er på en scene bliver jeg helt draget af det, og jeg ser måske åndssvag ud, mens jeg synger, men jeg er ærlig over for mine følelser. Det er en sær blanding med vildskab, oprør og generthed. Min stemme er nærmest som et instrument, hvor jeg på skift kan synge stærkt og lyst. Det er kontraster, der afspejler min personlighed.«

Hvordan deler du ud af dine personlige tanker og privatliv, når du skriver sange? »Jeg udtrykker den historie, jeg gerne vil fortælle. Så jeg videregiver noget, der er oprigtigt, og de følelser, jeg har.«

Da Billie Koppel bliver spurgt til, om det »Det var helt fantastisk at lytte til min farfar E mon har givet pote eller har hæmmet hende at (Herman D. Koppel, red.), der spillede på flyglet, have det berømte efternavn, kigger hun søgende og det er spændende at følge mine andre familie- på alle de forskellige mennesker, der hygger sig i medlemmers succes og liv.« Kulturhusets have i sensommerens solstråler. Billie Koppel må lede lidt efter ordene og Der går noget tid, før hun svarer: prøve at overdøve larmen fra Kulturhuset, når »Det har været meget blandet. Jeg er ikke enig hun skal forklare, hvorfor hun tror, så mange af med mig selv om, hvorvidt det har hjulpet mig hendes familiemedlemmer er musikere, når der eller ej. På nogle punkter har det givet mig en fri- nu ikke findes en opskrift på, hvordan man får hed. Det, at min karriere startede i mine foræl- musiktalent. dres band, gav mig jo mange erfaringer med tur- »Vi børn har haft musikken som et sprog. Jeg neringer og publikum. Det ville ikke have været kan huske, jeg som lille også altid sang dagen det samme, hvis ikke jeg var startet der. Og den lang. Jeg kunne slet ikke holde kæft. Det skulle sparring og det input, jeg har fået af mine foræl- bare ud. På det tidspunkt var det bare ikke karri- dre, har også spillet ind. Samtidig føles det som erebundet. Musikken var og er vores åndedræt. en spændetrøje med folks fordomme og forvent- Det er en nødvendighed. Det er nok lige som et ninger om mig i forhold til mine forældre,« siger barn, der lærer at tale. Musikken er en del af Billie Koppel. vores sprog og giver os mulighed for at kunne Hendes intense øjne afslører hendes nysgerrig- udtrykke noget stærkt. Når det er sagt, så føler hed og undren, da hun afbryder sig selv med at jeg også nogle gange, at der er kommet nogle sige, at hun sommetider tænker, hvordan tingene ubeskrivelige kræfter forærende til mig. Det følte havde været, hvis hun ikke var den, hun er: jeg også i forbindelse med min fars død.« »Jo, nogle gange ville jeg gerne prøve at se, hvordan det ville være at være en anden musiker. Da familiens grundsten gik bort For eksempel én, der ikke har de samme forbin- En af de største veje i haveforeningens kvarter delser til og følelser om familien, og som ikke fyl- hedder Thomas Koppels Vej og er opkaldt efter der i mediebilledet. Derfor er det dejligt at spille Billie Koppels far. Den vej går hun forbi hver dag, i udlandet, hvor vi kan mærke, at det kun er os, mens minderne om ham varmer hendes hjerte. der er på scenen, det handler om. Danmark er et Han døde pludseligt af et hjerteslag i 2006, mens lille land, hvor folk nogle gange tænker: ’Nå, det han, Annisette Koppel og Billies søster, Naja er bare endnu en Koppel’. Så får jeg lyst til at Rosa Koppel, var i Puerto Rico. rejse langt væk til et sted, hvor folk ikke kender »Ud over at min fars død var ganske uvirkelig en. Herhjemme er jeg er jo bare endnu en i ræk- og helt igennem forfærdeligt for mig, var det al sorgen var vi ved at kaste op af grin.« Billie OPKALDT EFTER ken af Koppler.« endnu værre, fordi jeg ikke var der sammen med Koppels stemme er stadig sagte, mens hun kalder BILLIE HOLIDAY resten af familien. Vi er alle utrolig tætte, så det de svært beskrivelige følelser frem: Koppel-talentet var meget mærkeligt, at det hele skulle klares »Hele perioden var meget surrealistisk for »Der er ikke noget, der Solen har rykket på skyggerne under birketræet, over telefonen. Hans død kom som et kæmpe mig, men jeg har altid haft et afklaret forhold til, hæmmer mig i at leve op så Billie Koppel må flytte sin stol lidt for ikke at chok for os. Han var på toppen af sin karriere, at man lever og dør. Men pludselig var der en til mit navn. Jeg er glad få strålerne, der reflekterer i bordet, direkte i havde lige indspillet et nyt klaveralbum og var væg, der var væk, og man kunne kigge ud i noget for mit navn, og trods øjnene. Fra kulturhuset kommer både klapsalver, ved at fuldføre sine egne drømme.« uendeligt. Jeg følte lidt, at jeg kunne forenes med min kærlighed til Billie høje råb og musik, men Billie Koppel lader ikke Billie Koppels blik er fjernt, mens hun kigger det mærkelige univers. At jeg kunne stikke Holiday, prøver jeg ikke til at være generet af, at støjniveauet er steget. på træets gule blade, som brisen har fået med sig armen ud og mærke det. Det var ekstremt og eks- at lyde som hende.« Hun tager en længere pause, mens hun prøver at i sin fangst. De er landet på bordet foran hende, tra nødvendigt for mig at synge i den periode. Jeg finde de rette ord til at beskrive, hvordan det og hun lader dem ligge, mens hun forklarer om brugte især naturen og nattens ro til at synge. egentlig er at være en ’Koppel’. Det er svært for perioden efter Thomas Koppels død: Folk sagde, jeg skulle slappe af. Men jeg havde al- BILLIE HOLIDAY hende, da hun jo ikke har prøvet andet end at »Min far var træstammen i familien, og nu drig været mere klar og haft så stort et behov for (1915-1959) være en Koppel hele livet, forklarer hun. skulle vi prøve at få det til at fungere uden ham. at synge. Det fik mig til at føle en samhørlighed »Det er jo min identitet, og det er naturligt for Vi var i en lang periode i en underlig boble. Vi med hele universet. Med min far.« Amerikansk jazz-sanger- mig at v¡e en del af min store familie. Her mær- forstod det slet ikke. Den ufattelige sanselige inde, der med sine stær- ker jeg en stor varme og respekt for musik og for- periode, vi var i, var svær for os alle og selvfølge- Livets gang ke vokaler havde stor ståelse for hinanden. På mange punkter er vi lig også for min mor, der jo havde haft ham som Der er nu gået seks år fra Thomas Koppels død, indflydelse på jazzen i præcis som alle andre mennesker. Men vi er selv- en del af sit liv i så mange år. Hele familien var og selvom tiden læger alle sår, er Koppel-fami- 1930’erne og 40’erne. følgelig mange om musikken og har stærke mu- der heldigvis for hinanden, og min søster, min lien stadig præget af den tomhed, han har efter- Hun modtog en række siktraditioner og historie. Men vi er stadig meget mor og jeg var meget tætte og brugte hinanden ladt sig. Billie Koppel kigger melankolsk ud i det priser, og hun nåede at forskellige med hver vores genre. Vi har tit talt meget. Vi gik gennem alle følelser fra den ene fjerne, mens hun læner sig frem i stolen og folder udgive 12 album, inden om, at vi nok ligner en stor cirkusfamilie, der har ekstrem til den anden. For eksempel købte min hænderne. hun døde af druk i en al- noget fælles at samles om. Men det har man nok søster og jeg helt spontant en farverig pakistansk »Vi brugte alle sammen hans skuldre rigtig der af 44 år. Blandt da- også i andre lignende familier,« siger hun med et dragt med palietter til at tage på til begravelses- meget. Han har altid været en stærk klippe med værende musikbeundre- alvorligt blik, mens hun eftertænksomt fortsætter ceremonien. Men da vi fik dragterne på, fik vi det et utroligt overblik, og han var altid klar til at re var sangere som Frank med at sætte flere ord på: største grineflip, jeg nogensinde har fået. Midt i give os en hjælpende hånd videre. Jeg var bekym- Sinatra og Fred Astaire. SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012 Interview Viva 13

IVÆRK- SÆTTEREN Da Billie Koppel var barn, var hun nøglepersonen bag opførelsen af børne- værestedet: Børnenes Dyremark, der ligger i Sydhavnen. På det for- henværende skrotværk- sted kan børn nu lege med bla. kaniner og po- nyer.

ET FØLSOMT MENNESKE Som barn kunne Billie Koppel græde i flere ti- mer, hvis hun var kom- met til at træde på et in- sekt. »Det var så uret- færdigt, at de skulle dø. Jeg bestilte ikke andet end at redde stankelben, mens nogle andre rev benene af dem. I dag er jeg stadig påvirkelig over for de uretfærdigheder, man oplever i verden.

Billie Koppel har i sin tid været med til at etablere pladsen til børn i hendes barndoms haveforening. I dag er hun vild med, at hun herude i den mere brogede del af byen mø- der så mange forskellige mennesker.

ret for, hvordan vi skulle klare os uden ham. Men »I min familie var der ingen, der tænkte på en vet 40 år. Hendes smil er halvnervøst og indike- nu har min mor, søster og jeg fundet ud af at sikker uddannelse eller tænkte i økonomisk sik- rer, at det runde tal ikke helt huer hende: bruge hinanden meget. Også i hinandens musik, kerhed. Og jeg er hele tiden gået efter, hvor mit »Det er jo helt vildt, at jeg nu er 40 år, og jeg siger Billie Koppel. Så hans død har også givet hjerte bar mig hen. Nu kan jeg se, at musikken er har meget svært ved at indse det. Jeg er stadig- livet en ekstra dimension,« siger hun, mens et en usikker levevej. For der skal kæmpes meget væk ret legesyg og er glad for, at jeg kan bevare varmt og smittende smil breder sig i hendes for det, og man skal virkelig gerne ville det. Jeg det barnlige i mig. Det vigtige er, at jeg ikke føler ansigt. Samtidig taler hun afklarende videre om vil det så meget, at jeg bliver nødt til at følge mu- mig forpligtet til at føle mig ældre, end jeg føler sine forldres pludselige adskillelse: sikken, selvom det er en meget usikker branche,« mig.« »Jeg havde aldrig troet, at de ville kunne leve forklarer Billie Koppel, der er hurtig til at kon- Voksen eller ej, har Billie Koppel mange år at uden hinanden. De var hinandens et og alt og kludere, at hun dog ikke fortryder noget. »For- leve i endnu, hvis man kigger på fødselsattesten. havde delt hele deres liv sammen. Men lige fra nuftigt set er der en masse, jeg kunne have gjort Men hvad mangler hun, der endnu ikke er det hans død, kunne vi mærke, at min mor nok skulle anderledes. Men jeg ved ikke, om det ville have mest kendte Koppel-navn, at opnå? overleve det. Hun har klaret alt og har været betydet noget. Man kan altid være bagklog, men »Jeg har stadig det til gode at spille på flere enorm stærk, selvom det har været så svært. Det der er ikke noget, jeg decideret fortryder. Jeg har store scener med fantastiske mennesker, som vil virker, som om min mor har haft nogle uanede altid brugt det, jeg har oplevet på godt og ondt. dele følelsen med os. Men samtidig er hvert fan- kræfter til rådighed. Hun er stadig musisk aktiv, Det er også sådan, jeg bruger musikken. Jeg er brev, der kommer ind, ganske enkelt nok for mig. og nu laver hun musik, hvor hun inddrager sine stadig glad for at tro på mit hjerte og følge drøm- På en måde har jeg allerede opnået en masse, egne rødder helt tilbage fra før Savage Rose- men. Det kræver mod at gå efter sit hjerte, men fordi jeg har rørt mennesker via musikken. Men tiden. Hun har fat i sig selv og bliver ved uden jeg kunne mærke, at det var det rigtige. Jeg er det vil glæde mig at kunne nå endnu flere men- ham. Det gør mig utrolig stolt.« ikke bygget af det stof, der skal til for at leve af nesker. Så jeg vil fortsætte med musikken og glæ- det fornuftige. Men jeg er helt vildt glad for mit der mig også til at se, hvad mine børn bliver til. Musikken et hårdt levebrød liv. Også selvom jeg ikke har tjent millioner.« Min mindste søn på seks måneder ligner min far Uanset om snakken falder på liv eller død, får på en prik nogle gange, og mange af deres udtryk Billie Koppel flettet musikken ind. Den har tyde- At være nået næsten halvvejs er ens. I øjeblikket er han ved at udforske sine ligvis akkompagneret hende og resten af Koppel- Mens Billie Koppel sidder der under det skygge- egne vokaler. Og det lyder til, at han har uendelig familien i både glædestårer og sorg. Faktisk har givende birketræ og kigger tilbage på et liv, der mange af slagsen.« N musikken været så stor en selvfølge, at der aldrig statistisk ikke engang er nået halvvejs, tænker var plads til at overveje andre leveveje. hun over, hvor stort det egentlig er, at hun er ble-