Tildækningsforbuddets Konsekvenser

Navn: Studienr:

Mads Daniel Smidt-Jensen 60297

Cecilie Kaltoft Augustinus 57570

Marc Johnsen 60706

Hanan Lastat 60927

Sebastian David Raymond Groth 60089

Vejleder: Silas Fehmerling Harrebye Eksamens gruppenummer: V1825168531 Antal tegn: 181.958

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Abstract

This paper wishes to examine the results regarding the law “tildækningsforbuddet” and how this law affect the women dressed in niqab in Denmark. To illuminate this, the study has undertaken qualitative methods such as semi-structured interviews, both face-to-face interview, phone based interview and written interview communicated through email. Core theories such as stigmatization, citizenship and the West’s representation of the global south will be used to clarify our research question: “In what way could a law against repression end up repressing a minority group?”. Throughout this paper we discover dilemmas regarding how tildækningsforbuddet can criminalize and stigmatize the women who are wearing niqab. Furthermore, we criticize how the law has been handled from a political point of view because it has been created from a Western standpoint, which did not include the women. Throughout the process, we have been re- evaluating our preconceptions towards women dressed in niqab. In conclusion, we argue that this group of women will end up being repressed whether they stop wearing their niqab or keep wearing them.

1

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Indholdsfortegnelse:

Abstract 1 Motivation og indledning 4 Problemfelt 5 Problemformulering 6 Arbejdsspørgsmål 6 Afgrænsning 7 Vidensgrundlag 8 Baggrund for niqab og burka i et dansk perspektiv 8 Politikernes fremlæggelse af tildækningsforbuddet 9 Baggrund for vedtagelse af tildækningsforbuddet 11 Integration kontra assimilation 15 Metode 17 Videnskabsteori: Filosofisk hermeneutik 17 Eksplicitte forforståelser 19 Etiske overvejelser 20 Empiri søgning 23 Interview 24 Interview med talskvinde fra Kvinder i Dialog 24 Telefoninterview 25 Transskribering af semistrukturerede interviews 26 Behandling af interviewmateriale 27 Skriftlige interviews 28 Repræsentativitet 29 Validitet og reliabilitet 30 Teori 33 Medborgerskab 33 Medborgerskab i det senmoderne samfund 35 Multikulturalisme og medborgerskab 37 Stigmatisering 38 Sociale identitet og faktiske identitet 39 Det stigmatiserede menneskes møde med omverdenen 41 Vestens repræsentation af det globale syd 42 Sammenfatning af teori 44

2

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Diskuterende analyse 45 Hvorfor går nogle kvinder i Danmark med niqab? 45 Politikernes vurdering 45 De niqab-klædte kvinders begrundelse 46 Kvindernes begrundelse kontra politikernes 48 Delkonklusion 50 Hvordan påvirker forbuddet de niqab-klædte kvinder? 51 Repræsentation af kvinderne 51 Delkonklusion 55 Stigmatisering af de niqab-klædte 56 Delkonklusion 61 Niqab-klædte kvinders plads i samfundet 62 Delkonklusion 69 Konklusion 70 Litteraturliste 72

3

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Motivation og indledning

I det følgende projekt vil vi undersøge, hvordan tildækningsforbuddet påvirker kvinder der bærer niqab eller burka. Dette vil vi undersøge ved at foretage interviews med fem forskellige kvinder, der bærer eller har båret niqab. Derudover inddrager vi perspektiver fra Københavns Universitets rapport omkring burka og niqab i Danmark. I starten af arbejdsprocessen havde vi et ønske om at lave et socialt eksperiment og opbygge vores projekt ud fra dette. Vi havde en hypotese om, at tildækningsforbuddet primært var ment som et burka/niqab-forbud. Måden hvorpå vi ville undersøge dette, var ved at iklæde os tre ikke-anerkendelsesværdige beklædningsgenstande og derefter observere politiets reaktion og eventuelle indgriben. De tre beklædningsgenstande som ville indgå i eksperimentet ville være: Skimaske, motorcykel hjelm og niqab. Vi havde hertil en hypotese om, at der ville være flere reaktioner fra politiets side, og eventuelt også borgernes, ved brugen af niqab i forhold til reaktionerne på de andre beklædningsgenstande. Desværre fik vi af Roskilde Universitets ledelse at vide, at vi ikke måtte udføre dette eksperiment i og med, at de ikke ville sættes i forbindelse med et projekt, der var ”på kant med loven”. Dette betød på den ene side, at vi måtte skifte fokuspunkt i projektet, men forstærkede på den anden side også lysten til at undersøge tildækningsforbuddet. Vi begyndte derefter at undre os over, hvordan man på anden vis kunne undersøge en lov, der muligvis diskriminerer et mindretal i befolkningen. Denne undren ledte os til følgende projekt, hvor vi ønskede at inddrage de niqab-klædte kvinder og dermed høre deres perspektiv samt oplevelse af den nye lovgivning.

Projektets empiri er indsamlet via et mundtligt interview, et telefonisk interview samt tre skriftlige interviews med kvinder der bærer eller har båret niqab. Ydermere benytter vi empirien fra førnævnte rapport udarbejdet af Københavns Universitet, hvori der indgår interviews med syv forskellige kvinder, der ligeledes går eller har gået med niqab. Den indsamlede og udvalgte empiri vil vi hovedsageligt undersøge samt analysere ved brug af tre primære teorier. Første teori omhandler medborgerskab og præsenteres med udgangspunkt i Thomas Humphrey Marshalls, Per Mouritsens og Thomas P. Bojes udlægning af dette. Efterfølgende udlægger vi dele af Erving Goffmans teori omkring stigmatisering. Slutteligt præsenterer vi Gayatri Spivaks teori omhandlende Vestens repræsentation af de subalterne samt Ilan Kapoors udlægning af denne teori og teoretiker. Ydermere gør vi i mindre grad brug af uddrag fra teorier af blandt andre Ulrich Beck og Michel Foucault. Disse har dog en mindre rolle i projektet, hvorfor at vi introducerer samt benytter dem løbende.

4

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

I denne opgave benytter vi betegnelsen niqab, når vi omtaler kvindernes påklædning. Dette skyldes, at alle informanterne går eller har gået med niqab. Derudover har talskvinden for Kvinder i Dialog informeret os om, at ingen kvinder i Danmark går med burka (Bilag 1, 13: l. 537-538). I mediedebatten samt blandt politikere betegnes klædet dog både som burka og niqab, hvilket indikerer, at der her ikke skelnes mellem de to beklædningsgenstande. Forskellen mellem disse to beklædningsgenstande består i, at en niqab er et ansigtsslør, der skjuler alt andet end øjnene. Burka er derimod et klæde, som er heldækkende og ligeledes dækker øjnene med et lille net (Bendix & Jensen, 2018). Vi er således opmærksomme på, at vi betegner klædet “niqab” på trods af, at politikere samt medier ikke foretager dette skel og blandt andet ofte siger “burkaforbuddet”, hvori at begge beklædningsgenstande indgår.

Problemfelt

Ifølge Cambridge Dictionary er definitionen af undertrykkelse: ”the use of force or violence to control a group of people” (Cambridge Dictionary, u.å.). Danske politikere stemte i foråret 2018 for et tildækningsforbud da flertallet mener, at burka og niqab er kvindeundertrykkende klæder.

”For os er det afgørende med et burkaforbud, at det bruges til at få øje på den sociale kontrol og kvindeundertrykkelse, som burkaen er symbol på, og at vi sikrer hjælp til de kvinder, der lever i undertrykkelse. Det har vi nu fået ind i regeringens forslag, siger retsordfører Trine Bramsen (S)” (Mansø, 2018).

Ovenstående citat fra Trine Bramsen er fra en artikel DR.dk bragte den 5. april 2018. Dette var godt og vel fire måneder inden tildækningsforbuddet trådte i kraft d. 1. august samme år. I artiklen fremgår det, at loven omtales som et “burkaforbud” på trods af, at det reelt set er et “tildækningsforbud” (Politi, u.å). Som nævnt blev denne lov blandt andet lavet, da politikerne i Danmark mener, at disse former for klæder er kvindeundertrykkende. Den generelle diskurs blandt politikerne er, at kvinder i burka og/eller niqab bliver tvunget til at gå i dem, hvilket vi vil argumentere yderligere for senere i rapporten.

Den 10. april 2018 udgiver Institut for Menneskerettigheder (IMR) en rapport kaldet Menneskerettigheder På Dagsordenen – Beretning 2017-18. I denne rapport indgår et afsnit

5

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab kaldet Friheds- eller Forbudsdanmark?, hvor Louise Holck, vicedirektør i IMR, udtaler sig om stramningerne i forbindelse med indvandrerpolitik i Danmark, herunder tildækningsforbuddet: ”[...] Men samlet tegner de mange forbud et billede af, at vi bevæger os væk fra noget af det mest fundamentale ved vores samfund, nemlig vores frihed” (IMR a, 2018: 13). Ifølge IMR er der altså en tendens i det danske samfund, der peger mod et “mindre frit” samfund, i hvert fald mindre frit for folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Forskere ved Københavns Universitet har i 2009 udarbejdet en Rapport om brugen af niqab og burka, hvilken blev udarbejdet for indenrigs- og socialministeriet. I denne rapport argumenterer forskerne for, at kvinder der bærer niqab og burka i Danmark, gør det af egen fri vilje, og at det umiddelbart ikke skyldes tvang fra familie eller omgangskreds (Københavns Universitet, 2009: 16).

Vi undrer os over, hvordan de danske politikere kan lave en lov imod undertrykkelse, når det umiddelbart lader til, at denne lov i sidste ende, i sig selv, kan gå hen og undertrykke den selv samme minoritetsgruppe i det danske samfund. Denne undren leder os til nedenstående problemformulering.

Problemformulering

Hvordan kan et tildækningsforbud, der blandt andet skal forebygge undertrykkelse, ende ud med at resultere i undertrykkelse?

Arbejdsspørgsmål

Ligeledes har vi udarbejdet følgende arbejdsspørgsmål, som vi vil benytte som hjælp til at besvare vores problemformulering. Derudover er disse arbejdsspørgsmål omdrejningspunktet i udarbejdelsen af den diskuterende analyse:

1. Hvorfor går nogle kvinder i Danmark med niqab? 2. Hvilke argumenter ses for og imod tildækningsforbuddet? 3. Hvordan påvirker forbuddet de niqab-klædte kvinder?

6

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Afgrænsning

I rapporten har vi valgt udelukkende at fokusere på kvinderne og politikerne i debatten omkring niqab. Alle vores interviewpersoner er kvinder, der enten går eller har gået med niqab. Dette fokusområde har vi valgt af flere årsager: For det første ønskede vi at belyse kvindernes egen side af sagen og høre direkte fra dem, uden mellemled, hvad de har af holdninger til tildækningsforbuddet. For det andet har det været et aktivt valg fra vores side at prøve at få nogle af disse kvinder i tale, da de, som informant S siger det, ikke har behov for at andre taler deres sag (Bilag 1, 11: l. 454-459). For os har det vigtige altså været at have fuld fokus på kvindernes kontra politikernes argumentation for og imod. I og med at vi har adgang til hele beslutningsprocessen omkring lovforslaget inde på folketingets hjemmeside, har vi ikke fundet det nødvendigt at afholde interviews med politikerne, men derimod altså udelukkende haft fokus på at få interviews med kvinderne. Skulle vi have gået til opgaven på anden vis, kunne vi eksempelvis have valgt at inddrage de niqab-klædte kvinders ægtefæller eller eventuelt deres børn. Hvis vi havde valgt at interview børn i forbindelse med vores projekt, ville der dog være en række etiske overvejelser vi skulle gøre os. Det kunne muligvis belyse nogle andre holdninger til problemstillingen at inddrage dem. Vi kunne eventuelt, gennem vores kontakt med Kvinder i Dialog, have spurgt ind til om nogle af deres ægtefæller eller børn kunne have lyst til at medvirke i vores projekt. På den måde kunne vi have undersøgt, hvilken påvirkning kvindernes valg om at gå i niqab, har på deres nære relationer. Derudover kunne vi have spurgt til, hvordan de oplevede en ændring i deres hverdag efter forbuddet var trådt i kraft, og om de helst så at deres mødre/hustruer valgte at stoppe med at gå med niqab. Det havde måske også belyst spørgsmålet om det frie valg, på en anderledes måde. En anden måde at gribe dette spørgsmål an på, ville være ved at interviewe en Imam. Ved at gøre dette kunne vi havde fået svar på, hvordan dét at gå med niqab opfattes i større muslimske kredse. Det havde derudover også givet os mulighed for at gå mere i dybden med det religiøse aspekt i brugen af niqab. Men vi har altså som skrevet, haft fokus på kvindernes egne holdninger og meninger og haft fokus på, at de skulle være deres eget talerør. Vi forholder os ydermere ikke til de etiske overvejelser om, hvorvidt kvinderne bør bryde tildækningsforbuddet eller ej.

7

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Vidensgrundlag

Baggrund for niqab og burka i et dansk perspektiv

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast at niqabben har forskellige betydninger alt efter, hvem der ser på den. For kvinden der bærer den og hendes familie kan det være et tegn på, at hun er tættere på Gud, hendes religiøse overbevisning, tryghed og som et identitetsskabende middel. For den fremmede beskuer kan den være et tegn på den stigende immigration vi oplever i Vesten og et tegn på alt det skræmmende fremmede, der kommer til det danske samfund (Degn et. Al, 2011: 7). Mange nyere antropologiske studier opfatter derimod sløret, herunder niqabben, som et kulturelt symbol (Degn et. Al, 2011: 25). Ovenstående viser altså, at niqabben kan opfattes på mange forskellige måder, alt efter hvilken kulturel baggrund man har.

Debatten omkring tørklædet, som en religiøs hovedbeklædning, herunder også burka og niqab, har i de seneste mange år været meget omdiskuteret. Modstandere af de religiøse tildækkende klæder har ofte benyttet sig af argumentet om, at det hæmmer integrationen. Derudover kan det ses som et synligt symbol på en tendens til at skabe parallelsamfund, at det er kvindeundertrykkende og at det symboliserer noget fremmed og udansk. For fortalerne er det derimod et billede på frihed, individualitet og en ære for individets demokratiske ret til at udøve sin religion (Degn et. Al, 2011: 8). Der er ikke nogen eksakt definition af, hvad den religiøse beklædning er et symbol på, det er op til individet selv at definere hvad det betyder for ham/hende. Den religiøse beklædningsgenstand anvendes som en identitetsmarkør og samtidig er den, for mange unge kvinder, et udtryk for modernitet og selvbestemmelse. Derudover er den et symbol på deres frie valg til at udøve og praktisere deres religion (Degn et. Al, 2011: 19). I det danske mediebillede er det normalt, at kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk fremstilles som undertrykte, i modsætning til etnisk danske kvinder der fremstilles som de frigjorte og individuelle (Degn et. Al., 2011: 80). Her er især tørklædet, og senere hen burkaen og niqabben, blevet brugt som symbol på den kvindeundertrykkelse man mener at se i ikke-etnisk danske miljøer. Der bliver opstillet et “os og dem” billede, hvor man som modtager kan blive efterladt med et indtryk af den etnisk danske majoritetsbefolkning og den etniske minoritetsbefolkning som hinandens modsætninger (Degn et. Al., 2011: 82). Igen kan især niqabben ses som et symbol på noget, der virkelig adskiller de to

8

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab befolkningsgrupper, da det bliver et synligt symbol på den religiøse og kulturelle forskellighed der findes. Debatten omkring burka og niqab vender hele tiden tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt det er kvindeundertrykkende eller ej. Mange politikere mener, at det er kvindeundertrykkende og det er også en af hovedårsagerne til, at et tildækningsforbud i dag er trådt i kraft. Dette synspunkt ses blandt andet hos Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der siger således om tildækningsforbuddet, før det trådte i kraft, i en artikel bragt på DR.dk: ”Det hviler alt sammen på den fælles holdning, at vi bryder os ikke om burkaer. Det er et symbol på kvindeundertrykkelse, og det skal bekæmpes” (Danmarks Radio, 2017).

Politikernes fremlæggelse af tildækningsforbuddet

Dansk Folkeparti fremsatte d. 11. april 2018 lovforslaget tildækningsforbud, hvilket blev vedtaget d. 31. maj 2018 og trådte i kraft d. 01. august 2018 (Folketinget a, u.å.), (Folketingstidende b, 2018). Loven betyder, at det er forbudt på offentlige steder at bære beklædningsgenstande, som skjuler ansigtet, hvortil overtrædelse medfører en bøde. En undtagelse er, hvis beklædningsgenstandene tjener et anerkendelsesværdigt formål, eksempelvis at beskytte mod kulde (Damgaard, 2018). Den skriftlige fremsættelse af lovforslaget er udarbejdet af Justitsministeren, Søren Pape Poulsen, og beskriver baggrunden for forslaget. Hertil skrives der:

“Med lovforslaget ønsker regeringen at slå fast, at det efter regeringens opfattelse ikke er foreneligt med værdierne og sammenhængskraften i det danske samfund eller respekten for vores fællesskab at holde ansigtet skjult i det offentlige rum” (Folketingstidende a, 2018).

Det beskrives ligeledes, at målet samt opfattelsen af loven er, at den vil forbedre den sociale interaktion og sameksistens i det danske samfund (Folketingstidende a, 2018). I forlængelse af dette, fremlægger vi de fire største partiers argumenter for og imod vedtagelsen af tildækningsforbuddet fra den første afholdte forhandling. Socialdemokratiets ordfører Morten Bødskov fortæller, at partiet ønsker at stemme for forbuddet eftersom, at beklædningsgenstandene burka og niqab bruges til at undertrykke kvinder, hvilket forbuddet kan afhjælpe. Dansk Folkeparti fokuserer ligeledes primært på burka og niqab i deres argumentation for tildækningsforbuddet. Hertil fortæller ordføreren Martin Henriksen, at

9

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Dansk Folkeparti har forsøgt at forbyde niqab og burka fire gange, hvorfor de er begejstrede for, at forslaget støttes i denne omgang:

“Det har taget næsten 10 år at overbevise et flertal i Folketinget om, at vi skulle forbyde blandt andet burka og niqab i det offentlige rum, men nu skulle den gerne være der. Derfor behandler vi i dag et lovforslag om et tildækningsforbud, som det så hedder nu, kært barn har som bekendt mange navne [...]” (Folketinget b, u.å.).

Dansk Folkeparti argumenterer for forslaget i og med, at dette vil lægge afstand til islamisme, herunder ekstremisme og hjernevask, og det kvinde- og menneskesyn som burka og niqab repræsenterer. Afslutningsvis siger Martin Henriksen, at flere tiltag bør tages mod muslimsk kultur, såsom forbud mod religiøs hovedbeklædning for offentligt ansatte. Det er således klart, at hovedårsagen bag Dansk Folkepartis forslag er, at forbyde burka og niqab for dermed at bekæmpe islamisme og den muslimske kultur. Venstres ordfører Preben Bang Henriksen tilslutter sig ligeledes lovforslaget. Han begrunder Venstres støtte med, at det er væsentligt i det danske samfund, at borgerne kan møde hinanden tillidsfuldt, ansigt til ansigt, hvilket blandt andet afhænger af, at man kan aflæse hinandens ansigtsudtryk. Et andet argument lyder, at Venstre ønsker integration af borgere i burka og niqab, hvilket disse beklædningsgenstande umuliggør. Ifølge Venstre skyldes dette blandt andet, at arbejdsgivere ikke vil ansætte kvinder med burka eller niqab, hvorved at disse kvinder ikke kan integreres ordentligt. Enhedslisten stiller sig derimod kritisk over for tildækningsforbuddet og støtter det ikke. Ordføreren Rosa Lund argumenter imod lovforslaget, da straffelovens §260, stk. 3 i forvejen straffer dem, der tvinger kvinder til at gå med burka eller niqab. Enhedslisten kritiserer, at forbuddet rammer de kvinder, som frivilligt går med burka eller niqab samt, at flere af disse kvinder er konvertitter og dermed højst sandsynligt ikke er tvunget til at bære klædet. Ydermere påpeger Enhedslisten, at, så vidt man ved, drejer det sig om et meget lille antal kvinder, der går med burka eller niqab. Dog mener Enhedslisten, at det er positivt, hvis det kun er få kvinder der bærer niqab eller burka, men at dette lovforslag hverken hjælper integrationen af kvinderne eller de kvinder, der bliver påtvunget at gå med burka eller niqab (Folketinget b, u.å.).

Dansk Folkeparti har, som nævnt, udarbejdet forslag omkring forbud mod burka og niqab af flere omgange. Dog er det blevet vurderet, at et generelt forbud mod burka og niqab ville

10

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab stride imod de to paragraffer i Grundloven, som forbyder diskrimination baseret på religion og sikrer religionsfrihed. Derudover ville forbuddet også stride imod artikler i menneskerettighedserklæringerne, der på samme måde omhandler religionsfrihed og forbud mod diskrimination (Degn et. Al, 2011: 85-86). I forbindelse med lovforslaget har Justitsministeriet forhørt sig hos Institut for Menneskerettigheder og bedt om deres bemærkninger. Institut for Menneskerettigheder konkluderer hertil, at det nye tildækningsforbud ikke strider imod menneskerettighederne eftersom, at det ikke går imod religionsfrihed, retten til ytringsfrihed samt forbuddet mod diskrimination. Dog stiller instituttet sig kritisk overfor denne lov blandt andet fordi, at den indskrænker retten til selvbestemmelse og religionsfrihed, hvilket er problematisk i et demokratisk samfund. I forbindelse med begrænsningen af burka og niqab, appellerer instituttet ydermere til, at regeringen nøje bør overveje, hvorvidt denne lov har relevans samt er nødvendig. Dette skyldes blandt andet, at tildækningsforbuddet kan føre til, at kvinder med burka eller niqab isoleres fra samfundet, hvilket netop strider imod formålet med loven. Ligeledes påpeges det, at flere dele af loven er uklare såsom, hvad der anses som et anerkendelsesværdigt formål, tilfælde hvor det er vanskeligt at afgøre om man befinder sig i et offentligt eller privat rum samt, hvordan politiet skal håndhæve loven i praksis. Hertil påpeger instituttet en risiko for, at forbuddet i praksis bliver håndhævet på en måde der er diskriminerende, blandt andet grundet det store fokus der har været på burka og niqab (IMR b, 2018).

Opsummerende kan man på baggrund af politikernes udtalelser argumentere for, at tildækningsforbuddet er til for at ramme en specifik minoritet, hvis påklædning man finder problematisk. Dog er det formuleret som et tildækningsforbud, da det ikke skal være i strid med menneskerettighederne.

Baggrund for vedtagelse af tildækningsforbuddet

I dette afsnit vil vi forsøge at se på og forstå eventuelle bevæggrunde bag incitamentet til at lave loven: tildækningsforbud. I august 2016 bragte tv2.dk, blandt mange andre nyhedsmedier, nyheden om at Islamisk Stat var blevet besejret i den syriske by Manbij (Møller, 2016). Islamisk Stat (IS) er en militant islamistisk gruppe, der var mest fremme i perioden 2016-2017. Her kæmpede de om landområder, hvor de kunne danne en ny islamisk stat. IS er/var en ekstrem voldelig gruppe, der slog alle ihjel, som ikke fulgte deres, ekstremt islamistiske, ideologi. Personer de

11

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab slog ihjel blev henrettet i et åbent forum, i form af halshugning og korsfæstelse, hvilket blev filmet og lagt ud på de sociale medier (Globalis, 2017). Ét af de krav IS havde til muslimer, var at kvinder skulle være helt tildækkede og at mænd ikke måtte være glatbarberet. I forbindelse med befrielsen af fangerne i Manbij i august 2016 gik der videoer rundt i hele verden, med billeder hvor mænd klippede deres skæg og kvinder brændte deres burkaer. Dette skete i en ekstase af lykke i forbindelse med deres befrielse (Møller, 2016).

I 2013 foretog NGO’en Thomson Reuters Foundation en rundspørge blandt 330 kønseksperter, og dannede ud fra denne rundspørge en rapport omkring de muslimske landes kvindesyn. I denne rapport var Egypten, Irak, Saudi Arabien og Syrien placeret værst i forhold til kvindesynet i landet. I Egypten oplever 99,3% af kvinderne sexchikane og 91% af kvinderne er blevet omskåret. I Irak har kun 14,5% af kvinderne et arbejde, og i Syrien er piger helt ned til tolvårsalderen blevet gift. I Saudi Arabien er marital rape, at en ægtemand voldtager sin kone, ikke en forbrydelse og kvinden kan i værste tilfælde ende med at blive straffet for utroskab (Kehoe, 2013). Dette er blot et lille uddrag af det billede, der bliver tegnet af den muslimske verden og de tendenser, som ud fra et vestligt perspektiv, kan ses som kvindeundertrykkende.

Medierne har haft stor fokus på niqab og burka ved omtalen af tildækningsforbuddet, hvilket blandt andet ses, hvis man via infomedia.dk danner sig et overblik over mediernes dækning af debatten og lovforslaget. Her ses det, at der fra d. 1. januar 2017 og til d. 16. oktober 2018, er blevet bragt henholdsvis 2587 artikler og indslag der indeholder ordet maskeringsforbud og 2399 med ordet tildækningsforbud. Derimod er beskrivelsen burkaforbud blevet brugt 6221 gange af diverse medier og 5063 gange er niqab forbud indgået i artikler og indslag i den samme tidsperiode. Således bliver tildækningsforbuddet enten omtalt som, eller med fokus på, et niqab eller burkaforbud i 69% af de artikler og indslag, der er blevet bragt om forbuddet i den tidsperiode. Der skal selvfølgelig tages højde for, at nogle artikler og medier kan indeholde flere af de søgte ord, men det skaber alligevel et billede af, at det pågældende forbud primært omtales med fokus på burka og niqab, fremfor som et egentlig tildækningsforbud.

Ulrich Becks teori om risiko og frygtsamfund kan bidrage med en mulig forklaring på, hvorfor medierne særligt lægger vægt på ordet burkaforbud, samt hvorfor politikerne åbenlyst påpeger, at formålet med lovgivningen netop er at begrænse det religiøse klæde i det

12

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab offentlige rum. Beck er en tysk sociolog og samfundsforsker, der har været professor ved universitet i München og gæsteprofessor ved London School of Economics and Political Science. Ifølge Beck lever vi i dag i et verdensrisikosamfund, hvor vi ikke kan kontrollere de risici som frembringes af den moderne verden. Dog forsøger vi alligevel at tage beslutninger og dermed finde løsninger på disse. Yderligere påpeger han, at disse risici er klasseløse og udgør en global fare. Derfor kan man ikke tage stilling til disse risici alene, de kræver et globalt samarbejde (Beck, 2009: 8). Resultatet af forsøget på at beskytte sig mod risici beskriver Beck som følgende:

”The suspicious and suspect citizen must be grateful when he is scanned, photo-graphed, searched and interrogated ‘for his own safety’. Security is becoming a profitable public and private sector consumer good like water and electricity” (Beck, 2009: 9).

Beck mener altså, at man som samfund øger sikkerheden og opstiller påbud og forbud til individet, for dets egen og andres sikkerhed. Beck skelner mellem risici og katastrofer. Han påpeger, at risici er frygten for, at en mulig hændelse, eller rettere sagt katastrofe, vil indtræffe. En katastrofe er derimod når hændelsen rent faktisk indtræffer. I øjeblikket risici bliver reelle, når et atomkraftværk eksploderer eller et terrorangreb opstår, bliver de altså katastrofer. På baggrund af frygten forsøger samfundet at forebygge, at en mulig katastrofe kan indtræffe (Beck, 2009: 9). Beck understreger, at frygten for fare skaber forventninger og styrer vores handlinger, og at det dermed bliver en politisk kraft som forandrer verden (Beck, 2009: 9-10). Beck argumenterer ydermere for, at vi iscenesætter og forventer en katastrofe, hvilket får samfundet til at indføre skærpede love, samt debatterer globalt om disse katastrofer, netop grundet frygten for en mulig katastrofe. Altså er det ifølge Beck ikke selve katastrofen, som vækker frygten i samfundet og dermed i individet. Derimod er det politikerne og medierne, som har magten til at iscenesætte katastrofen, hvilket gør den til en realitet man som borger i et samfund skal forholde sig til (Beck, 2009: 10). Beck præsenterer således, at politikerne, i samarbejde med medierne, netop har magten til at formidle risici til samfundets borgere. Grundet globaliseringen, som Beck påpeger er grunden til at vi frygter risici, kan man argumentere for, at en sådan generel frygt ligger til grund for indførelsen af tildækningsforbuddet. Dette understøttes i citatet, hvor samfundsdebattør Jaleh Tevakoli siger:

13

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

“Politikerne i Danmark har et ansvar for at sikre befolkningen i mod terrorisme, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at terrorister og andre forbrydere kan gemme sig i burka/niqab. […] ISIS-terrorister kom ind i det iranske parlament, og begik terror iført burka” (Tevakoli, 2018).

På baggrund af ovenstående citat kan man altså argumentere for, som Beck påpeger, at globale risici, såsom terrorisme i muslimske lande og andre europæiske lande, har en effekt på den danske befolkning. Derudover påvirker det politikerne, hvilket blandt andet ses hos politikeren Martin Henriksen, som ligeledes påpeger den trussel han mener niqabben, og dermed islam som klædet udspringer af, udgør for Danmark:

”[...] På den måde gør Folketinget det tydeligt for enhver, at den form for ekstremisme og hjernevask, som burka og niqab er udtryk for, er uacceptabelt i Danmark. Det er uforeneligt med dansk kultur […] Nu falder det på plads, og herefter bør Folketinget efter Dansk Folkepartis opfattelse arbejde videre med nye tiltag mod islamiseringen af Danmark.” (Mansø, 2018).

Med disse udtalelser, og med udgangspunkt i Becks teori, kan man altså argumentere for, at Martin Henriksen giver udtryk for, at niqab og islam udgør en trussel for det danske samfund, selvom terrorhandlingerne i niqab udføres i Iran og ikke i Danmark. Der kan ydermere argumenteres for, at frygten for at niqab-klædte mennesker udfører terrorhandlinger, først bliver en realitet, og en del af den danske borgers bevidsthed, når medierne og politikerne iscenesætter risikoen. Således kan der udledes, at iscenesættelsen af niqab har fået en negativ klang på grund af de muslimske landes syn på kvinden, samt da udførelsen af terrorhandlingerne iført niqab i Iran har en effekt på Danmark.

Med udgangspunkt i Yvonne Mørcks tekst: Multikulturalismerens kønsblinde øje (2002), kan man argumentere for, at der indføres et tildækningsforbud, som ulovliggør burka og niqab, fordi at der i multikulturelle samfund opstår kultursammenstød:

”Der er endvidere særlige fænomener på spil, når det drejer sig om migrant- og flygtningegrupper: For når man flytter fra land til by, og/eller når man krydser landegrænser, overskrider man nemlig grænser vedrørende følelser, værdier, normer, børneopdragelse, adfærd og opfattelser vedrørende seksualitet, kvindelighed og mandlighed mv. Sådanne

14

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

grænseoverskridelser og de medfølgende transformationer er både vanskelige at tage højde for og at håndtere for de involverede parter” (Mørck, 2002: 12).

Mørck påpeger altså, at der kommer mennesker til landet, hvis værdier og normer afviger fra dem der gør sig gældende i et dansk samfund. Et sådan kultursammenstød er svært for ikke- etniske danskere, som overskrider deres grænser hvad angår værdier og normer. På den anden side påvirker det også det danske samfund, da kultursammenstødet udfordrer de danske værdier og normer, samtidig med at kulturelle udfordringer ligeledes krydser grænserne og påvirker Danmark (Mørck, 2002: 12).

På baggrund af de tidligere nævnte kvindesyn, der hersker i nogle muslimske lande, samt tilfælde hvor terrorisme udføres med niqab udleder vi, at mediebilledet og politikerne påvirkes af dette. Vi udleder derfor, at en mulig forklaring på indførelsen af et tildækningsforbud, der blandt andet er udarbejdet på grund af de niqab-klædte kvinder, især skyldes at klædet kan spores tilbage til de muslimske lande. Når man som et multikulturelt land rummer forskellige kulturer, bliver disse problematikker grænseløse, da folk af anden etnisk oprindelse indgår i samfundet med de kulturelle værdier og normer, som de har med fra deres oprindelsesland. Dette kan komme til at udfordre de danske værdier og normer.

Integration kontra assimilation

I dette afsnit vil vi skabe et overblik over begreberne integration og assimilation. Vi mener, at det er nødvendigt at klargøre disse begreber, da det ofte er dem integrationsdebatten bliver baseret på. Dermed er det relevant for vores projekt, da et af emnerne der indgår i debatten blandt andet er, hvorvidt de niqab-klædte kvinder er integrerede eller ej grundet deres påklædning.

Overgangen mellem assimilation og integration er en større opgave at definere. Hvornår en proces overgår fra integration til assimilering er derfor ikke altid helt nemt at finde ud af. Men hvad er resultatet af denne svære overgang? Og hvordan kan denne gråzone resultere i konflikter i samfundet? Umiddelbart synes der at mangle en klar definition af, hvad der er assimilering og hvad der er integration og hvad resultaterne er af disse.

15

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Grunden til at dette er relevant at tage op nu, er den tendens vi ser gennem hele Europa, hvor der er et stigende antal muslimer i langt de fleste lande. I en rapport lavet af TNS Gallup i 2011 blev danskerne spurgt, hvad de synes om tonen i udlændingedebatten i Danmark. Her svarede hver tredje, at de mente tonen var for hård (TNS Gallup, 2011: 8). Denne tone kan være med til at skabe en negativ diskurs i samfundet imod denne minoritetsgruppe. Stigningen af muslimske indvandrerer i Europa har resulteret i, at mange lande har begrænset indstrømningen over deres grænser. Derudover har det også skabt et fokus på integrationspolitik, som er blevet strammere over de seneste år i mange lande i Vesten: “To be a French citizen means becoming a French man or a French woman and giving up any "pre-French" identity” (Ghaffar-Kucher, 2006: 4). Som det ses i dette citat, så forventes det at man frasiger sig sine gamle kulturelle identit(er), hvis man skal blive statsborger i Frankrig. Der kan hertil argumenteres for, at denne proces vil gå under kategorien assimilering frem for integration. Ifølge Ghaffar-Kucher kan der sås tvivl om den metode Frankrig bruger, da han ser urolighederne i 2005 i Paris og tørklæde debatten som et resultat af dette (Ghaffar- Kucher, 2006: 4). Det er ikke kun optøjer i bybilledet der kan opstå som konsekvens af denne problemstilling. Et samfund kan ende ud med mange negative konsekvenser, hvis integrationsprocessen ikke håndteres og udføres ordentligt. Det har, til dags dato, altid været værtsnationen der har dikteret hvad (god) integration er, og minoritetskulturen bliver sjældent hørt i denne debat (Ghaffar-Kucher, 2006: 4). Dette kan betyde, at den gruppe der skal integreres vil føle sig tvunget til at ændre sig, hvilket kan resultere i, at de kan miste lysten til at ”være en del af” samfundet. Ydermere er integration blevet en del vanskeligere i dag end for eksempelvis 30 år siden. I dag kan individer med anden etnisk baggrund, grundet teknologi og globaliseringen, nemt kommunikere med familien i hjemlandet og de har desuden mulighed for at følge deres hjemlands politiske nyheder, og derudover også let komme til hjemlandet på, f.eks. ferie. Dette kan kan være med til at komplicere en integrationsproces, da folk med anden etnisk baggrund lettere kan opretholde deres oprindelige kultur.

Håndteres en integrationsproces ikke ordentligt, men derimod nærmer sig assimilering, er der chance for, at individer med anden etnisk baggrund isolerer sig selv fra samfundet. Dette kan ifølge Ghaffar-Kucher ende ud med et langt større problem - nemlig et parallelsamfund, hvilket hverken er ønskværdigt for værtsnationen eller minoriteterne (Ghaffar-Kucher, 2006: 4).

16

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Metode

I følgende afsnit vil vi gennemgå de metodiske overvejelser der ligger til grund for dette projekt. Vi vil gennemgå vores brug af videnskabsteori og etiske overvejelser. Derudover belyses hvilke overvejelser vi har haft i forbindelse med vores empiriindsamling i form af interviews. Til sidst vil vi reflektere over denne empiris repræsentativitet samt validitet og reliabilitet.

Videnskabsteori: Filosofisk hermeneutik

Projektet har hentet inspiration fra den filosofisk hermeneutiske videnskabsteori, for at belyse opfattelser af niqab og burka, men også tildækningsforbuddet og dets konsekvenser for individ og samfund. I fænomenologien bygger ontologien på, at forskeren bliver en del af det fænomen der studeres. Ved at sætte sine fordomme i parentes rapporteres det der viser sig, hvori forforståelsen anskues som negativt for videnskabelsesprocessen. I modsætning til dette bygger den filosofiske hermeneutiks ontologiske standpunkt på den klassiske hermeneutiske idé om, at der ikke er en endegyldig sandhed, men flere. I filosofisk hermeneutik kommer den hermeneutiske cirkel til udtryk i forskerens væren i verden og forholdet mellem forskeren og undersøgelsesgenstanden, der står i klar kontrast til fænomenologien (Juul, 2012: 127-128).

Således bygger dette projekt på at udfordre de fordomme, der kommer i spil. Dette beskæftiger Hans Georg Gadamer sig med. Gadamer var en tysk filosof som er kendt for sit arbejde indenfor den hermeneutiske retning. Han ønskede at beskrive, hvilke betingelser der gør sig gældende når mennesket meningsfortolker. Gadamer beskriver, at fordomme altid har en normativ karakter og derfor ikke kan udeblive af forskningen (Juul, 2012: 122). Derfor udvider han den hermeneutiske cirkel ved at bidrage med en ny opfattelse som han betegner “horisontsammensmeltning”, der omhandler erkendelse (Juul, 2012: 125). Med dette menes der, at man som forsker skal tage højde for de forskellige menings- og forståelseshorisonter der indgår i en samtale, i læsningen af en tekst og generelt i mødet med omverdenen. Man skal være i stand til at pendle mellem sine fordomme og de nye erfaringer fra den sociale verden, som aktiveres når fordommene bringes i anvendelse i konkrete undersøgelser (Juul, 2012: 125). Gadamer påpeger altså, at det er vigtigt at reflektere over fordomme og deres indvirkning på forståelsesprocessen (Juul, 2012: 126). Han argumenterer for, at meningsfortolkning ikke er noget der skabes af fortolkeren i mødet med den anden eller med

17

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab den genstand der undersøges. Derimod opstår fortolkningen i mødet mellem forskeren og genstanden, der bidrager med hver deres meningshorisonter. Altså sker der en gensidig påvirkning i mødet mellem forskeren og genstanden i og med at der bidrages med forskellige forståelseshorisonter. Med dette påpeger Gadamer at formålet ikke er at opnå konsensus men blot at man skal være i stand til at udvide sin horisont, og forstå det den anden kommunikerer om. Man skal altså provokere sin egen forforståelse, og dermed udvidet sin horisont, hvilket er en grundbetingelse for at man kan revurdere sine fordomme (Juul, 2012: 126). Gadamers pointe er altså at man skal forsøge at opnå en fælles erkendelse. I forholdet mellem sig selv og relationen med den fremmede skal man altså være nysgerrig og åben for netop at kunne relatere til modparten hvis forståelseshorisont er anderledes end ens egen.

Mange af de forståelser, der kom til udtryk undervejs i projektet, kunne først forstås i retrospekt, da nye forståelser fremkom. Dette har også inspireret projektets struktur til at være mere en proces, snarere end en målorienteret rapport. Formålet er derfor ikke at bekræfte de fordomme projektgruppen allerede har om kvinder, der bærer niqab og hvad tildækningsforbuddet har af konsekvenser. Vi har derfor gennem hele arbejdsprocessen, reflekteret over vores videnskabsteoretiske ståsted. Videnskabsteorien, herunder forforståelser, bidrager altså med et vigtigt refleksivt perspektiv til opgaven og påvirker projektdesignet, brugen af teori, projektets struktur, interviewenes struktur og tilgang til fænomenet. Der er diskussioner om, hvorvidt idealer kan være styrende for projektet og om de hører hjemme i samfundsvidenskaben (Juul, 2012: 137). Forinden projektet havde vi en klar forforståelse, der byggede på at tildækningsforbuddet stigmatiserede kvinderne i niqab, både i sociale sammenhænge, men også i politiske henseender. Derfor var udvalget af teori rettet mod at belyse de negative konsekvenser af forbuddets karakter. Denne pointe understreger, at vi i projektgruppen har haft et normativt ideal, der har været med til at styre projektets udformning. Alligevel har projektet i sin teoritilgang ønsket at have et abduktivt udgangspunkt, for ikke kun at søge de erkendelser, der allerede eksisterer, men at være åbne overfor nye retninger. Man kan altså sige, at projektet ud fra dette standpunkt tilnærmelsesvis bevæger sig mod kritisk hermeneutik, da denne tilgang i højere grad baseres på, at forforståelsen bygger på hvordan verden “er” og “bør” være (Juul, 2012: 138).

18

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Eksplicitte forforståelser

Som nævnt tidligere er forforståelserne i dette projekt ikke nødvendigvis opdaget forinden projektet blev udfoldet, men derimod opdaget i retrospektiv. I denne del er de fremkomne forforståelser skitseret.

En forforståelse, der kom til udtryk gennem projektarbejdet var, at burka og niqab forhindrede kropssprog og dermed påvirkede den menneskelige kontakt. Derudover var gruppen bekendt med, at der af religiøse årsager eksempelvis ikke skulle forventes håndtryk fra en kvinde iklædt niqab eller burka. Ingen af os havde været i kontakt med en kvinde, der bar sådanne klæder, og rummede derfor mange forforståelser. Blandt andet var en fælles forforståelse, at kvindernes religiøse baggrund påvirker deres tilhørsforhold til Danmark, dette kom til udtryk da vi udarbejdede vores interviewspørgsmål. Desuden havde vi en forforståelse af, at kvindernes familie har haft en påvirkning på deres generelle valg, herunder brugen af niqab. Dette kom også til udtryk i vores interviewguide da vi var interesserede i at spørge ind til, hvad deres bagland mente om deres brug af niqab. En anden forforståelse var at det muslimske samfund, generelt, er meget religiøst, især i forhold til det kristne Danmark. Dermed havde vi en forforståelse af, at kvinderne var meget religiøse og at deres brug af niqab var en måde at vise dette på. Klædet kunne også være genstand for et pres på kvinderne der bærer det, da både regeringen, det offentlige, men også religionen, familie og moskéer, alle kan stå for at presse kvinden til at tage det af/på. En sidste forforståelse vi havde var, at størstedelen af kvinder med niqab ikke var i arbejde eller igang med en uddannelse.

(Giese, 2018)

19

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Billedet ovenover illustrerer den kamp, som vi har en forforståelse af udspiller sig. På den ene side ses den religiøse mand, der dikterer kvinden at bære niqab, og på den anden side ses ordensmagten (politikerne), der dikterer hende til at tage niqabben af.

Fordomme og forforståelser som de nævnte kan være medvirkende til, at der i samfundet kommer en større polarisering mellem etniske danskere og denne gruppe af kvinder, hvilket i sidste ende kan det skabe parallelsamfund. Derfor kan forforståelser være grund til at tro, at tildækningsforbuddet er en nødvendighed i vores samfund, hvorfor at disse er vigtige at reflektere over.

Etiske overvejelser

På baggrund af Gayatri Spivaks teori samt Ilan Kapoors udlægning af denne, hvilket præsenteres senere i teoriafsnittet, har vi ligeledes gjort os nogle etiske overvejelser. I det følgende vil vi beskrive og diskutere disse overvejelser ved hjælp af en overordnet gennemgang af Spivaks teorier. Spivak forklarer, hvorledes at Vesten generelt ikke er i stand til at repræsentere eller forstå de subalterne, hvilket i dette tilfælde indbefatter kvinder med niqab. Dette skyldes blandt andet den kultur, geopolitik og de generelle diskurser, som hersker i Vesten og dermed påvirker Vestens repræsentation af de subalterne. Med dette perspektiv er vi som forskere således påvirket af vores vestlige baggrund, hvorfor at vi principielt set ikke kan repræsentere de niqab-bærende kvinder. Vores vestlige baggrund vil således både påvirke vores interviews samt fortolkning af disse, da dette vil foregå ud fra de forforståelser, som vi har omkring niqab, kvinder, islam, osv (Kapoor, 2004: 627-629, 631, 640). En anden kritik, som Spivak ville rejse mod dette projekt er, at på trods af, at vi som gruppe har gode hensigter med vores repræsentation, kan det stadig være med til at umyndiggøre kvinderne yderligere, da vi som forskere repræsenterer dem (Kapoor, 2004: 631- 632). På trods af gruppens velmenende ønske om at inddrage de niqab-bærende kvinders perspektiv på problematikkerne, kan det kritiseres, hvorledes vi i projektgruppen forsøger at repræsentere kvinderne samt hvorvidt vi er i stand til at forstå kvindernes svar. En etisk overvejelse er således: Hvorvidt gruppen burde udarbejde dette projekt eller om det blot ville ende med at skade de deltagende kvinder yderligere. Som hjælp til besvarelse af denne problematik kan Kapoor inddrages. Han bidrager med nogle løsninger til, hvordan Vesten kan repræsentere de subalterne på en etisk korrekt måde. En af de foranstaltninger, der skal tages er at sætte sig ind i sin egen baggrund,

20

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab herunder kultur, køn, geografi osv., for således at anerkende og forstå, hvilke forforståelser man har. Ydermere skal Vesten forkaste tankerne om, at Vestens kultur er overlegen og dermed er nødt til at hjælpe de subalterne i det globale syd (Kapoor, 2004: 639-643). Vores forforståelse af muslimske kvinder kommer blandt andet til udtryk i vores interviewguides i og med, at vi har udarbejdet spørgsmål omkring, hvorvidt informanterne føler sig danske (Bilag 7) og (Bilag 8). Hertil er en forforståelse af, at kvindernes religiøse baggrund, herunder niqab, påvirker deres tilhørsforhold til Danmark. Denne må tænkes at udspringe af, hvad vi i gruppen definerer som danskhed, hvilket muligvis ikke umiddelbart stemmer overens med dét at bære niqab. Ydermere har vi spurgt ind til kvindernes familiære forhold eksempelvis, hvorvidt de er gift eller ej, samt hvordan deres mand og familie reagerede da de begyndte at gå med niqab (Bilag 6), (Bilag 7) og (Bilag 8). Hertil hører en forforståelse om, at familien og den givne ægtefælle har en holdning til kvindens niqab og muligvis indflydelse på, hvorvidt kvinden bærer niqab eller ej. Denne forforståelse er muligvis udsprunget af samfundsdebatten omkring niqab i Danmark, hvor fokus især er på tvang samt kvindeundertrykkelse. Som eksemplerne illustrerer, påvirker vores vestlige baggrund nogle af interviewspørgsmålene. Som tidligere nævnt har vi dog også beskrevet vores refleksioner omkring disse spørgsmål, samt hvordan vores baggrund har haft betydning for dem. Disse overvejelser foretages løbende i arbejdsprocessen, hvorfor at vi i gruppen, ifølge Kapoor, er et skridt tættere på at kunne repræsentere de niqab-bærende kvinder på en etisk korrekt måde. Ligeledes mener vi, at vi har formået at gå bort fra idéen omkring Vesten som værende overlegen samt om, at vi er nødsaget til at ”hjælpe” kvinderne med niqab. Dette mener vi eftersom, at vi generelt ser kritisk på tildækningsforbuddet, som i særdeleshed er et forsøg på at hjælpe kvinderne med niqab og dermed også er et udtryk for Vestens overlegne position. Dette skyldes at vi på baggrund af de interviews vi har foretaget, samt den empiri vi har læst, har formået at udvide vores forståelseshorisont. Gadamer bidrager med et andet perspektiv på forforståelser, som står i modsætning til Spivak. Han argumenterer for, at alle mennesker har forforståelser, hvorfor at forskere aldrig kan forske objektivt. I tråd med Kapoor mener han, at man derimod må reflektere over disse forforståelser og deres påvirkning (Juul, 2012: 122, 126).

Steinar Kvale, der er leder for center for kvalitativ udvikling, og Svend Brinkmann, professor i kvalitative metoder, fremlægger også lignende etiske overvejelser, som forskere bør gøre sig i forbindelse med udarbejdelse af interviews. Et af de spørgsmål, som man skal stille sig selv

21

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab i starten af en interviewundersøgelse er blandt andet: ”Hvilke gavnlige konsekvenser får undersøgelsen?”. Ifølge Kvale og Brinkmann er dette væsentligt eftersom, at et forskningsprojekt ikke kun skal bedrive viden, men derimod også kunne forbedre situationen for de individer, der interviewes (Kvale & Brinkmann, 2015: 107-113). Ved udarbejdelse af en undersøgelse, skal forskeren altså vurdere omfanget af undersøgelsens konsekvenser. Fra et utilitaristisk synspunkt kan det ses således, at den samlede sum af de mulige fordele for interviewpersonerne samt betydningen af den viden der opnås, skal mere end opveje for risikoen om at skade de interviewede. Dette bestemmer således om projektet skal udarbejdes eller ej (Kvale & Brinkmann, 2015: 118-119). Disse etiske retningslinjer kan således hjælpe til besvarelsen af det førnævnte spørgsmål: Hvorvidt gruppen bude udarbejde dette projekt eller om det blot ville ende med at skade de deltagende kvinder yderligere? En af årsagerne til, at vi i gruppen valgte at udarbejde projektet var opfattelsen af, at kvinderne med niqab ikke kom til orde i samfundsdebatten omkring niqab. Vi var interesserede i deres perspektiv og ønskede at bringe deres stemme ind i debatten, hvilket vi håber kan forbedre interviewpersonernes situation. Senere i opgaven præsenterer vi, hvorledes at vores informanter selv har valgt at bære niqab. En måde at skade disse kvinder på, ville eksempelvis være ved at underminere deres ord og konkludere, at valget ikke er deres eget, men derimod noget de påduttes. Dette kunne ligeledes ende med at tænde op under politikernes diskussion omkring niqab som værende undertrykkende. Disse overvejelser fører videre til den etiske retningslinje omkring fortrolighed. Hertil påpeger Kvale og Brinkmann, at privat data, der kan identificere interviewpersonerne, såsom navn og bosted, oftest ikke medtages i forskningsprojektet (Kvale & Brinkmann, 2015: 117). Af denne årsag har vi ligeledes valgt at anonymisere vores informanter. Nødvendigheden af at anonymisere vores informanter blev desuden klar da alle kvinderne fortæller, hvordan de har oplevet flere verbale overfald, og nogle af dem endda fysiske, på grund af, at de går med niqab. Dette leder tilbage til spørgsmålet omkring konsekvenserne af projektet, hvor vi som forskere ikke ønsker at skade vores informanter. Ved brug af anonyme betegnelser sikrer vi således, at deres privatliv ikke skades og at vores projekt eksempelvis ikke medfører yderligere verbale overfald. Ved hjælp af beskrevne overvejelser mener vi således, at projektet lever op til det utilitaristiske perspektiv.

22

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Empiri søgning

Da vi blev stoppet i vores første projektdesign, skulle vi til at finde nye metoder at søge empiri på. Vi havde hele tiden haft fokus på, hvordan vi kunne få kvinderne i tale og prøve at skaffe interviews med kvinder i niqab. Vi kom hurtigt i kontakt med gruppen, Kvinder i Dialog, der skriver om sig selv på deres hjemmeside: ”Kvinder I Dialog er en gruppe kvinder med og uden niqab (muslimsk ansigtsbeklædning), som ønsker dialog med den brede befolkning” (Kvinder i Dialog, u.å.). Det gruppen står for var netop, hvad vi søgte og ved at skrive til dem fik vi fat i deres talskvinde, S, og fik arrangeret et mundtligt interview med hende. Hun kunne derefter kontakte nogle af de andre medlemmer og sende vores spørgsmål rundt til dem, der ville medvirke. Selvom vi ikke fik fat i flere informanter, mener vi stadig at kunne argumentere for, at vi har en forholdsvis høj procentvis svarrate ud fra hvor mange kvinder der estimeres at gå med niqab (se afsnit om repræsentativitet). Derudover fik vi igennem et af vores gruppemedlemmers søster, kontakt til M, der gerne ville medvirke i et telefoninterview. Vi har desuden læst og brugt en rapport udarbejdet af en gruppe forskere fra Københavns Universitet i 2009, der, som nævnt, var bestilt af den daværende regerings arbejdsgruppe om blandt andet burka (Københavns Universitet, 2009: 2). Rapporten blev på daværende tidspunkt kritiseret en hel del, blandt andet fra en række politikere og medier. Den blev blandt andet kritiseret for at være udarbejdet på kun fire uger og på den baggrund være mangelfuld. Derudover blev forskerne bag rapporten kritiseret for, at de ikke havde lavet opsøgende optællinger af, hvor mange kvinder der gik med niqab på daværende tidspunkt (Hoffmann, 2010). Denne kritik mener to forskere i videnskabsteori dog er uberettiget, en af forskerne, Torben E. Andreasen sige blandt andet:

“Principielt er det jo lige meget, om 3 eller 10 bruger burka eller niqab. Hvis det handler om, at man skal lovgive, er det mere interessant at få at vide, hvad der ligger bag, at folk gør sådan noget. Det er relevant viden, så vi kan gøre os konkrete moralske overvejelser, og det lyder som udmærket videnskab, at de har interviewet kvinder om deres erfaringer” (Hoffmann, 2010).

Vi har altså valgt at bruge denne rapport i vores projekt, da den kan bruges som sekundær empiri og på den måde som en kilde, der kan støtte op om vores egne argumentationer og konklusioner.

23

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Derudover har vores empirisøgning bestået i at læse artikler på diverse internet aviser omkring maskeringsforbuddet, og vi har også brugt folketingets hjemmeside til at skitsere politikernes argumentation for og imod forslaget.

Interview

Vi har i alt foretaget fem interviews i forbindelse med vores projekt. Ét mundtligt med talskvinden for gruppen Kvinder i Dialog, i dette projekt kaldet S. Èt telefoninterview med en kvinde der tidligere har gået med niqab, heri kaldet M, og tre skriftlige interviews. I de skriftlige interviews kaldes vores informanter for R, N og F. I de følgende afsnit vil vi beskrive, hvordan vi har brugt de forskellige interviews i vores projekt, samt hvordan de er blevet udformet, transskriberet og behandlet af os som forskere.

Interview med talskvinde fra Kvinder i Dialog

Vi har valgt at benytte os af det semistruktureret interviewformat i vores projekt. Vi har blandt andet brugt dette format for at skabe et forum, hvor de åbne spørgsmål skaber plads til dialog og informanten har indflydelse på, hvilken vej interviewet bevæger sig (Kvale & Brinkmann, 2015: 185). Dog er det ikke muligt at skabe en fuldstændig åben dialog, da der ifølge Steiner Kvale og Svend Brinkmann altid er et asymmetrisk magtforhold i en interviewsituation. De påpeger, at det særligt er forskeren der har magten, i og med, at de spørgsmål der stilles er udarbejdet og udvalgt af forskeren (Kvale og Brinkmann, 2015: 56). Vores udarbejdelse af interviewguiden bærer præg af, at vi som tidligere nævnt har eksplicitte forforståelser, hvilket har haft indflydelse på udformningen af de interviews vi har udarbejdet. Altså skal man have for øje, at vi har haft særlige forventninger til interviewerens svar, hvilket kan have haft en indflydelse på interviewsituationen, da vores spørgsmål kan have haft en ledende effekt på denne. Dog er det vigtigt at understrege, at vi tilgår emnet med begrænset viden, hvilket vi heller ikke lagde skjul på overfor vores informant. Vi har valgt at interviewe et medlem fra Kvinder i Dialog, og ser vores interviewperson som en informant, der kan bidrage med viden ud fra et førstehåndsperspektiv, hvilket kan positionere hende som ekspert (Kvale & Brinkmann, 2015: 130).

På forhånd havde vi altså gjort os overvejelser omkring vores rolle som forskere, samt informantens rolle, og hvordan disse kunne påvirke interviewsituationen. Under interviewet kom dette magtforhold til udtryk, i og med at vores informant er talskvinde for gruppen

24

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Kvinder i Dialog. De spørgsmål, som indgik i vores interviewguide formåede informanten at svare på inden vi nåede at stille dem. Desuden virkede det som om, at hun på forhånd havde en dagsorden for, hvad hun gerne ville komme ind på, hvilket resulterede i, at hun styrede samtalen, hvortil at vi stillede opfølgende spørgsmål, sonderende spørgsmål og specificerede spørgsmål (Kvale & Brinkmann, 2015:190). Dermed kom vores direkte spørgsmål ikke som sådan på banen. På baggrund af det magtforhold, der udspillede sig under interviewsituationen kan man diskutere om vi i realiteten ikke har udført et eliteinterview (Kvale & Brinkmann, 2015: 201). I eliteinterviews er elitepersonen vant til at blive spurgt ind til emnet, hvilket kan få det asymmetriske forhold der ellers er til stede grundet forskerens ekspertise til at gå lige op, såfremt at forskeren er sat godt ind i emnet (Kvale og Brinkmann, 2015:201). Grundet vores begrænsede viden om emnet, på daværende tidspunkt, oplevede vi, at samtalen primært bar præg af, at vi havde en opfølgende rolle, frem for en kritisk rolle, som kunne udfordre det syn, som informanten havde på emnet ved at bidrage med indvendinger. På trods af det asymmetriske forhold som bidrog med viden, som vi vil forholde os kritisk til, formåede vores forforståelse og fordomme at blive udfordret og vi kom dermed længere i forståelsesprocessen og fik en ny forforståelse som vi kunne arbejde videre ud fra.

Telefoninterview

Som beskrevet i ovenstående afsnit resulterede interviewet i, at vi som forskere opnåede en ny forforståelse. På baggrund af udviklingen i vores forståelsesprocess valgte vi at udvide vores interviewguides. Dette vil sige, at informanten i det telefoninterview vi har foretaget både blev stillet de spørgsmål som talskvinden fra Kvinder i Dialog svarede på, samt blev bedt om at besvare nye spørgsmål, som er inspireret af og udarbejdet på baggrund af det interview vi foretog med talskvinden (S). Vi valgte altså at ændre interviewguidene, da interviewet med S bidrog med en masse nye og spændende aspekter, som går i dybden med emnet og bør belyses ud fra flere kvinders holdninger og meninger.

Alan Bryman, der var professor i organisation og social forskning ved Leicester Universitet, fremlægger i Social Research Methods (2016), at undersøgelser viser, at der ved sammenligning mellem interview foretaget over telefonen og interviews foretaget i samme rum, ikke er betydelige forskelle i informanternes svar. Ifølge Bryman er data indsamlet over telefon således ligeså kvalitetssikret som ved fysiske interviews. Et telefonisk interview kan blandet andet være en fordel i og med, at informanten kan føle sig mere tryg ved besvarelse

25

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab af personlige og sensitive spørgsmål, da forskeren ikke er fysisk tilstede (Bryman, 2016: 484- 485). Vi oplevede i vores telefoninterview med M, at hun svarede meget direkte på vores spørgsmål, og i starten også meget kortfattet. I og med, at vi havde valgt at benytte en semistruktureret interviewmetode, gav det os som forskere mulighed for at stille hende opfølgende og opklarende spørgsmål. Hun var langt fra lige så elitær som vi oplevede med S, og vi havde derfor som interviewere mulighed for at stille flere spørgsmål, som vi gerne ville have svar på. Bryman beskriver dog også nogle ulemper ved denne type af interview. En af ulemperne er, at det ikke er muligt at aflæse informantens kropssprog under interviewet. Det bliver således sværere for forskeren at aflæse, hvis informanten eksempelvis bliver rørt eller føler ubehag over et spørgsmål. Ligeledes kan forskeren heller ikke observere og tage højde for de fysiske rammer (Bryman, 2016: 484-485). Det er altså forhold, som vi som forskere skal være særligt opmærksomme på. Det er klart, at når vi har foretaget et telefoninterview, som det vi har foretaget med M, har vi ikke kunne se hendes kropssprog. Dog har vi ikke valgt at fokusere så meget på, hvordan vores interviewpersoner reagerer med kroppen på vores spørgsmål, men nærmere på hvad de svarer mundtligt. Vi har endvidere valgt at benytte os af denne form for interview, da det gav os mulighed for at interviewe en person, der ikke havde mulighed for at mødes med os. Telefoninterviewet tillader altså, i forhold til face to face interview, at man kan interviewe respondenter der ikke er fysisk til stede.

Transskribering af semistrukturerede interviews

I følgende afsnit redegøres der for, hvad man som forsker skal tage højde for når et interview skal transformeres fra lydfil til skrift via transskribering. Ydermere vil vi komme ind på, hvordan vi selv har arbejdet med transskribering, samt hvordan vi har bearbejdet de problematikker, som kan opstå i en sådan process.

Kvale og Brinkmann definerer transskribering som værende processen, hvor tekst oversættes fra talesprog til skriftsprog (Kvale & Brinkmann, 2015: 236). Vores interviews er ikke transskriberet ordret, hvilket vil sige at vi har undladt fyldord som “øh” og “men” samt gentagelser. Derimod har vi valgt at udføre vores transskribering efter metoden skriftsprogsstil, hvor netop disse bindeord og fyldeord, som skaber brud i sætningerne, er undladt. Vi har valgt skriftssprogstilen som metode, da vi foretager semistrukturerede

26

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab interviews, som fører til svar med indskudte sætninger og mumlen, grundet interviewformens åbne samtale. Kvale og Brinkmann argumenterer for, at skriftsprogsstilen kan bidrage med forståelig, håndgribelig og letlæselig empiri, hvilket ligger til grund for vores valg af denne (Kvale & Brinkmann, 2015: 239-240). Desuden vil vi gøre opmærksom på, at der i transskriberingen af interviewet med S er undladt sætninger, hvor det er svært at tyde hvad der bliver sagt, grundet informantens 2-årige datters tilstedeværelse under interviewet. Ved telefoninterviewet med M, kunne telefonforbindelsen nogle få gange være en hindring, og vi har derfor udeladt få sætninger, hvis det har været svært at høre hvad der blev sagt. Vi har i forbindelse med transkeriberingen brugt transskriberingskonventioner, for netop at markere, hvornår det er svært at høre hvad der bliver sagt, samt hvornår der er indsat ord for at skabe en meningsfuld sætning (Kvale & Brinkmann, 2015: 241). Transkriptionskonventionen [] er brugt med henblik på at indikere, at ord er sat ind, og /.../ indikerer, at dele af det sagte ikke er transskriberet. Dermed ligger både interviewets form, samt datterens tilstedeværelse eller den svigtende telefonforbindelse, til grund for at netop skriftssprogsstilen som metodeform til transskribering af disse interviews. En ordret transskription med medtagelse af pauser og utydelige ytringer, som forekommer i en samtale, ville gøre vores empiri udfordrende at bruge i videre arbejde. Kvale og Brinkmann påpeger, at der ikke er konkrete regler for transskriberingen, men at det i højere grad er forskerens vurderingssag, alt efter hvad transskriptionen skal bruges til (Kvale & Brinkmann, 2015: 240).

Behandling af interviewmateriale

Vi har transskriberet vores data så overskueligt som muligt, med henblik på at omdanne det til empiri som lettere kan bruges i praksis.Vores transskribering af interviewene, behandler vi via kodning af interviewudsagnene. Dette gør vi ved at knytte nøgleord til tekstafsnit, for at kunne identificere og kategorisere relevante udtalelser, og dermed gøre dataen mere overskuelig (Kvale & Brinkmann, 2015: 261-262). Kvale og Brinkmann påpeger at kodningen kan være begrebsstyret eller datastyret (Kvale & Brinkmann, 2015: 263). Vi foretager en begrebsstyret kodning, hvilket vil sige at vi koder vores data ud fra koder vi i forvejen har udviklet, på baggrund af det materiale vi har rådført os i. Det påpeges, at man i forbindelse med kodning kan se efter specifikke handlinger, begivenheder, relationer, strategier, normer, symboler m.m (Kvale & Brinkmann, 2015: 263). Vi vælger primært at se efter de problematikker vores teorier forsøger at belyse, for at se hvorledes de kommer til udtryk i transskriptionen af interviewet. De teoretiske begreber vi primært koder ud fra er: Stigma, medborgerskab, integration versus assimilation og Spivaks teori omkring Vestens

27

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab repræsentation af det globale syd. Derudover kigger vi efter grunde til at kvinderne bærer niqab og hvordan forbuddet påvirker dem. Kodning af interviewet ser vi blot som værende et trin i den samlede analyseproces. Vores kodning vil indgå i en meningsanalyse, hvor kodningen af interviewene, udvikling af interviewerens meningsindhold, afklaring af interviewpersonens egen forståelse og tilføjelse af andre nye perspektiver vil indgå i analyseafsnittet, med henblik på at udgøre en samlet besvarelse af problemformuleringen (Kvale & Brinkmann, 2015: 256). Kvale og Brinkmann påpeger, at meningsfortolkningen udvider den oprindelige tekst ved at tilfølge hermeneutiske lag, som sætter forskeren i stand til at forstå meningen (Kvale & Brinkmann, 2015: 267). Altså går man som forsker udover det der direkte bliver sagt, og ser på strukturer og meningsrelationer, som ikke fremtræder i teksten, men som man derimod kan rekontekstualisere ved at fortolke udsagnene inden for bredere referencerammer (Kvale & Brinkmann, 2015: 272). Netop dette ligger til grund for, at vi vælger at kode vores interviews og benytte dem i en meningsfortolkning. Vi ser dette emne som værende abstrakt og derfor mener vi, at der kan opnås en bedre mening såfremt emnet belyses ud fra en bredere referenceramme og et alsidigt perspektiv.

Skriftlige interviews

Vi har som nævnt i introduktionen til dette afsnit også foretaget en række skriftlige interviews. Dette har vi gjort for at udvide vores empiriske materiale og få mulighed for at få så mange holdninger og oplevelser som muligt, fra kvinder med niqab, med i opgaven. Det har ikke været muligt at hverken mødes med dem, eller foretage et telefoninterview med dem, da de gerne ville fremstå anonyme. Ifølge Kvale og Brinkmann er der både flere fordele og ulemper ved denne, computerstøttede interviewform, som de kalder den. En fordel ved det computerstøttede interviews er, at det er selvtransskriberende, det vil sige, at vi som forskere ikke behøver at transskribere, da respondenternes svar på de fremsendte spørgsmål selvsagt kommer tilbage på skrift (Kvale & Brinkmann, 2015: 204). Dette har vi også oplevet som en stor hjælp, da vi på denne måde kom uden om meningsforstyrrende elementer, og dermed fik skåret ind til benet, hvad pointen var. Vi oplevede derudover, at fyldord og ligegyldige sætninger blev skåret fra. Ulemperne ved denne form for interviews er der flere af. Ved denne form for interviews har vi ikke mulighed for at stille opfølgende spørgsmål mundtligt. Derudover er det vigtigt, at vi som forskere er meget tydelige i vores måde at kommunikerer på, så respondenten ikke misforstår vores spørgsmål. Samtidig skal vores respondenter være gode

28

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab til at svare meningsfuldt tilbage på skrift, så vi som forskere heller ikke misforstår dem (Kvale & Brinkmann, 2015: 205). Vi har valgt at udføre denne form for interview, da det gav os mulighed for at få svar fra nogle personer, der ellers ikke ville have medvirket. Disse informanter giver udtryk for, at de ikke begiver sig ud i offentligheden, medmindre det er højst nødvendigt, hvilket S også påpeger i interviewet (Bilag 1, 18: l. 758-759).

Repræsentativitet

Når vi arbejder med interviews i forskningen, er det vigtigt at have spørgsmålet omkring repræsentativitet in mente. Med dette menes der, at vi som forskere skal vurdere om vores interviewpersoner kan gøres repræsentative for den store population (Bryman, 2016: 416). Vi mener at kunne argumentere for, at de fem interviews vi har lavet med kvinder der går/har gået med niqab, kan være repræsentative for den ’store’ gruppe. Københavns Universitet udarbejdede i 2009 Rapport om brugen af niqab og burka. Denne rapport estimerer, at omkring 100-200 kvinder i Danmark bar niqab i år 2009. Antallet er fundet ved at kontakte en række muslimske organisationer, moskeer, friskoler og sundhedsplejersker. Derudover har de lavet optællinger ved større offentlige religiøse arrangementer, såsom ved Eid festivaler. Rapportens empiri består desuden af syv kvalitative interviews med kvinder, der bærer eller har båret niqab (Københavns Universitet, 2009: 2-4, 8). To af vores informanter har udtalt sig om, hvor mange kvinder der går med niqab i Danmark i dag. Informant S, som er talskvinde for Kvinder i Dialog, fortæller, at de har en samtalegruppe på en app med næsten alle niqab- klædte i Danmark, hvor der kun er 28 medlemmer. Hun tilføjer dog herefter, at ikke alle er med i samtalen og at de i organisationen derfor runder op og siger, at der officielt er under 50 kvinder med niqab i Danmark (Bilag 1, 30: l. 1300-1327). Vores anden interviewperson M mener derimod, at der er under 10 personer, som går med niqab i hverdagen (Bilag 2, 9: l. 373-374). Den udarbejdede rapport fra Københavns Universitet omkring burka og niqab er næsten 10 år gammel, hvorfor at antallet kan tænkes at være anderledes i dag. Denne usikkerhed ses også i de to informanters udtalelser, da de heller ikke er klar over præcist, hvor mange der er. Det kan således være svært at klargøre nøjagtigt, hvor mange kvinder der bærer niqab i Danmark, hvorfor vi arbejder ud fra et cirka antal. Hvis vi estimerer, at der er 50 kvinder der går med niqab i Danmark, og vi har snakket med tre af dem, har vi således været i kontakt med 6% af den samlede population. I sammenligning var Københavns Universitet kun i kontakt med syv kvinder ud af ca. 100-200, hvilke der på daværende

29

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab tidspunkt gik eller havde gået med niqab. På samme vis som Københavns Universitet benyttede informanter, der ikke længere bar niqab, har vi også været i kontakt med to kvinder, som er stoppet med at gå med niqab. Disse kvinder bidrager dog ligeledes med viden omkring niqabben, hvorfor at vi mener at have et større vidensgrundlag end hvis de ikke var inddraget. Ydermere benytter vi empirien fra Københavns Universitet, hvilket vil sige at vi har syv ekstra kilder. Med dette udgangspunkt må det tænkes, at vi i projektet har en god sandsynlighed for at kunne konkludere tendenser, der også er gældende for resten af populationen.

Validitet og reliabilitet

I følgende afsnit er der taget udgangspunkt i Steiner Kvale og Svend Brinkmanns bog Interview – det kvalitative forskningsinterview som håndværk og Alan Brymans Social Research Methods, det er derfor også deres måde at fortolke de to begreber, validitet og reliabilitet, som vi bruger. Denne litteratur er valgt med udgangspunkt i, at vores opgaves primære empiri udgøres af kvalitative interviews.

Overordnet set består reliabiliteten i den pålidelighed projektets interviews udgør og validiteten består i gyldigheden af dem. Reliabilitet omhandler troværdigheden og konsistensen af de resultater, en forsker kommer frem til. Derudover behandles reliabilitet i ens projekt ofte i henhold til spørgsmålet om, hvorvidt andre forskere kan genskabe ens resultater på et senere tidspunkt. Dette omhandler blandt andet, hvorvidt informanterne til ens interview kan finde på at ændre deres svar, hvis en anden forsker skulle stille de samme spørgsmål på et senere tidspunkt. Reliabilitet finder både sted under selve interviewet og også i transskriberingen. I forbindelse med interview-reliabilitet skal der tages højde for, hvordan interviewet forløber. Her nævner Kvale og Brinkmann blandt andet ledende spørgsmål, som noget der kan ændre på reliabiliteten ved interviewet. Derudover foreslås det, at transskriberingen skal laves af to forskellige personer, da dette kan hjælpe til at opretholde den ”objektive” holdning i interviewet (Kvale & Brinkmann, 2015: 318). Der findes både argumenter for og imod en høj reliabilitet i forbindelse med interviews. Et af argumenterne imod er, at et interview kan blive for “stift”, og at forskeren ikke kan udfolde sine spørgsmål, eller stille opfølgende spørgsmål under interviewet. Det kan dog være ønskværdigt at øge interview resultaternes reliabilitet i henhold til at modarbejde en vilkårlig subjektivitet. Dog er det her, at det kan blive svært, da

30

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab man ved at øge resultaternes reliabilitet også kommer til at sætte grænser for sig selv som forsker (Kvale & Brinkmann, 2015: 318). Forskeren skal derfor finde en mellemvej i forhold til denne problemstilling. På den ene side skal reliabiliteten i interviewet holdes, men forskeren skal også have en vis frihed i forbindelse med at få indsamlet empiri.

Da vi foretog vores semistrukturerede mundtlige- og telefoninterviews, gav vi os selv den frihed, at vi kunne stille opfølgende spørgsmål til vores informanter. Vi forsøgte at opretholde reliabiliteten i begge interviews, ved at være flere personer til stede. Dette betød, at vi havde en person der kunne forholde sig til vores planlagte spørgsmål, en person der kunne fokusere på at stille opfølgende spørgsmål og en sidste der, så vidt muligt, kun observerede og skrev noter omkring kropssprog, følelser, osv. Dette gjorde, at vi kunne holde os til vores fokusområder under selve interviewene. Derudover gav observationsnoterne os mulighed for at mindske vores subjektivitets indflydelse i forbindelse med transskribering, da vi havde mere empiri at fortolke på. Hvis vi skal forholde os til reliabiliteten i forhold til søgning af empiri, kan vi stille os kritiske overfor ensartetheden i den gruppe af informanter vi har. Dette kan resultere i fejlkilder, da der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de informanter vi har interviewet er en valid kilde i forhold til problematikken omkring undertrykkelse. Her tænker vi: Hvis disse kvinder rent faktisk er undertrykte, ville de så fortælle os det i et interview? Dette kunne vi have undersøgt yderligere med flere interviews med personer i kvindernes omgangskreds.

Validiteten henviser i hverdagssproget til sandheden og styrken i det udsagn en person kommer med. Det vil sige, at en valid slutning er korrekt udledt fra de præmisser et udsagn opstiller. I samfundsvidenskaberne har validiteten kredset om metode-spørgsmålet. Det vil sige, hvorvidt en metode rent faktisk undersøger det, den påstås at undersøge (Kvale & Brinkmann 2015: 318). Derudover gennemsyrer validitetsspørgsmålet hele ens forskning. Kvale og Brinkmann skriver således, at validitet også omhandler forskerens person, herunder dennes moralske integritet og den praktiske viden. Disse er i særdeleshed afgørende for vurderingen af kvaliteten af den videnskabelige viden, der produceres af forskeren (Kvale & Brinkmann, 2015: 318-319). Kvale og Brinkmann inddeler validering i forbindelse med interview i syv faser: Tematisering, design, interview, transskribering, analyse, validering og rapportering (Kvale & Brinkmann, 2015: 320). Disse syv faser skal bruges som en proces, hvor der opretholdes en form for kvalitetskontrol gennem hele vidensindsamlingen. Validitet skal derfor ikke kun medtænkes i slutningen af processen. Det vil sige, at der igennem hele

31

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab vidensindsamlingen bliver kontrolleret for ugyldighed i de kilder og den empiri der bliver indsamlet. Dette kan blandt andet kontrolleres, som i Kvale og Brinkmanns udlægning af Kinsey og medarbejderes undersøgelse:

”Under interviewene var man konstant opmærksom på den indre konsistens i en interviewpersons historie, og man geninterviewede i særlige tilfælde, ligesom man sammenlignede med historier fra ægtefæller” (Kvale & Brinkmann, 2015: 321).

Her sættes fokus altså på mere end blot de talte ord fra interviewpersonen, da der forsøges at følge den ”indre konsistens” i historien.

En anden del af validiteten er ekstern validitet. Ifølge Alan Bryman bygger ekstern validitet på, i hvor høj grad resultaterne af et studie kan generalisere hele den gruppe, der er studeret (Bryman, 2016: 42). De besvarelser vi har er fra kvinder, der som udgangspunkt selv har valgt og haft lyst til at deltage i vores projekt. Det betyder også, at det formentlig er kvinder, der har reflekteret over sin brug af niqab og som muligvis er vant til at forklare og formulere sig overfor andre. Informant S er ydermere talskvinde for Kvinder i Dialog og har tidligere været i kontakt med medier og andre instanser. I kraft af hendes position som talskvinde for organisationen, er det således sandsynligt at hun har en politisk agenda med sin medvirken i projektet. Derudover er informanterne kvinder, der sandsynligvis er påvirket af tildækningsforbuddet, og det er derfor også vigtigt at vi tager højde for deres følelsesmæssige tilstand. Kvinderne taler i øvrigt ud fra egne erfaringer og følelser, og kan ikke sige noget på vegne af alle kvinder der går med niqab. Dog kan der argumenteres for, at deres meninger og holdninger godt kan overføres til en større population, da vi som nævnt har været i kontakt med en forholdsvis stor procentdel. Det er altså vigtigt når vi analyserer på vores empiri, at vi har disse forhold med i udarbejdelsen af rapporten.

32

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Teori

Nedenstående afsnit består af vores tre hovedteorier: Medborgerskab, stigmatisering og teori omkring Vestens repræsentation af de subalterne. Disse teorier bidrager hver især til, at vi kan analysere vores empiri og besvare vores problemformulering, hvilket vi vil uddybe i et sammenfattende afsnit, efter gennemgangen af de forskellige teorier.

Medborgerskab

Følgende afsnit er primært udarbejdet ved hjælp af Thomas Humphrey Marshall, Per Mouritsen og Thomas P. Boje og disses teorier omkring medborgerskab og citizenship. Thomas Humphrey Marshall er en engelsk sociolog, han var især kendt for at have skrevet essayet, Citizenship and social class (1992). Heri definerede han blandt andet begrebet citizenship, hvoraf det danske begreb medborgerskab udspringer. Per Mouritsen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Her forsker han blandt andet i medborgerskabet i Danmark. Til sidst har vi benyttet os af Thomas P. Boje, der er magister i sociologi og blandt andet har skrevet bogen: Civilsamfund, medborgerskab og deltagelse (2017), som vi blandt andet også benytter i nedenstående.

Thomas H. Marshall deler citizenship op i tre kategorier: Civil, political og social (Marshall & Bottomore, 1992: 8). Det civile består i, at man har rettigheder, der er nødvendige for individets individuelle frihed, ytringsfrihed, retten til egen ejendom, ret til retfærdighed, m.m. I det politiske element lægger det, at man som person har ret til at deltage i udøvelsen af politisk magt, som medlem af et politisk organ eller som en vælger blandt medlemmerne af en organisation. Den sidste kategori som indgår i citizenship betegnes som “social”. Til dette element hører sociale institutioner som uddannelsessteder, hospitaler og andre sociale ydelser, der er til rådighed for personer, der lever i et givent samfund. Derudover råder begrebet også over retten til en lille del af økonomisk velfærd og retten til at leve et civiliseret liv i overensstemmelse med de normer der hersker i samfundet (Marshall & Bottomore, 1992: 8). Marshall forsøger blandt andet at spore begrebet tilbage i historien i sin bog, Citizenship and social class. Men da vi ikke finder det relevant at komme med en historisk gennemgang af begrebet, men derimod blot ønsker at vise, hvor det danske begreb medborgerskab stammer fra, har vi ikke valgt at gøre dette.

33

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Begrebet medborgerskab kom første gang på dagsordenen i Danmark tilbage i 00’erne på grund af frygten for indvandreres manglende viden om danske værdier såsom: Demokrati, foreningsliv og forældreinddragelse. Som ordet også antyder handler medborgerskab om at gøre en forskel, både for andre men også sammen med andre. Medborgerskab handler om fællesskab, og om at løfte i flok, det handler om at tage ansvar og om inklusion. I Danmark handlede medborgerskab i første omgang om at stille krav til indvandrere (Mouritsen, 2015: 1). I modsætning til det engelske citizenship indeholder medborgerskab i Danmark, ikke statsborgerskab og man deler derfor disse op i to forskellige kategorier. Dét at være medborger i Danmark er en krævende ting. Som Per Mouritsen beskriver det i sin bog, En plads i verden (2015), er det at vise at man mestrer medborgerskabet og eksempelvis ikke ligger samfundet til last. Han beskriver det som værende næsten det modsatte af at stå fast på sine rettigheder og belaste velfærdsstatens budgetter (Mouritsen, 2015: 2).

I alt sin enkelthed handler medborgerskab om inklusion. Det handler om, at den enkelte borger har ret til at være medbestemmende i fællesskaber, dette viser sig f.eks. ved valg til folketinget, hvor en medborger har ret til at stemme. Desuden handler det om, at hver borger har ret og mulighed for at bruge de rettigheder, som det pågældende individ har i henhold til samfundets lovgivning og tilbud (Socialstyrelsen, 2018).

For at medborgerskab kan fungere i et samfund er der to ting der skal spille sammen. På den ene side skal borgerne i samfundet være åbne og tolerante over for deres medborgere. Samtidig skal de være kompromissøgende, hjælpsomme og gode til at nedprioritere deres egne interesser. På den anden side står samfundet som en medspiller for den vekselvirkning der foregår. Intitutioner og organisationer skal være med til at inkludere alle borgere i et samfund, dette på tværs af etnicitet, køn og sociale forskelle (Boje, 2017: 13).

Samfundssind er et andet begreb man bliver nødt til at vende når man har med medborgerskab at gøre. Den amerikanske sociolog Edward Shils skelner mellem “almindelig” og “substantiel” samfundssind (Boje, 2017: 13). I alt sin enkelthed består “almindeligt” samfundssind i det vi normalt vil betegne som gode medborgerlige værdier og normer, såsom at vægte samfundets interesser tungere end ens egne interesser, at udvise venlighed og respekt for andre, med flere. Boje skriver, at det kan være vanskeligt at definere og blive enige om, hvad fællesskabet og dets interesser er, og det er her det substantielle samfundssind kommer ind som egenskab, som mægler mellem grupper af borgere (Boje,

34

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

2017: 13). Samfundssind og tolerance er vigtige i forbindelse med den dialog, der foregår i det offentlige rum imellem borgere, der ikke på forhånd kender hinanden.

Vi har altså fastlagt at medborgerskab “skabes” af en vekselvirkning mellem det at være en ”god” borger og samfundet. Medborgerskabet sikrer på den ene side den enkelte borgers rettigheder både på et økonomisk plan, men også på et politisk og socialt plan. For at opnå dette medborgerskab kræver det en indsats fra hver enkelt borger. For at kunne deltage aktivt i de politiske beslutningsprocesser og få lige adgang til velfærdssamfundets ressourcer såsom, hospitaler, skoler osv. har hver borger en række forpligtelser. Det kræver, at man udviser samfundssind, altså at man forpligter sig til at bidrage til finansieringen af fælles opgaver, at man respekterer samfundets lovgivning og at man deltager aktivt i den demokratiske dialog (Boje, 2017: 15). Under ovenstående forudsætninger opnår borgerne i et samfund, igennem medborgerskabet, tilknytning til diverse fællesskaber, sociale relationer og fælles værdier, alt dette på tværs af de sociale og etniske grupper, der findes i et samfund (Boje, 2017: 15).

Medborgerskab er ikke noget stillestående, da det hele tiden er oppe til genforhandling. Det kræver af hver enkelt borger, at man hele tiden er en del af debatten, gennem den dialog der foregår i de sociale og politiske netværk.

”Medborgerskabet udleves gennem en dagligdags praksis i form af en livslang kontinuerlig proces af forhandlinger og genforhandlinger af de rettigheder og pligter, som borgeren har og praktiserer i hverdagen” (Boje, 2017: 15).

Ovenstående citat skildrer, hvordan medborgerskabet hele tiden er i en proces. Det er konstant i bevægelse og til forhandling, og det er op til hver enkelt borger at værne om det.

Medborgerskab i det senmoderne samfund

I takt med det senmoderne samfunds fremkomst, har forståelsen af medborgerskab også ændret sig. I det senmoderne samfund fokuseres der mere på den enkelte borgers evne til at være fleksibel, omstillingsparat og evnen til at forsørge sig selv. Det der tidligere var almene rettigheder for en medborger, er i dag gjort til goder man skal gøre sig fortjent til gennem de ovenstående tre parametre. Begrebet almene rettigheder skal forstås som retten til social forsørgelse i forbindelse med blandt andet arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Disse er altså gjort til potentielle rettigheder for den enkelte borger i det senmoderne samfund, gennem opsparing, opkvalificering og jobmæssig fleksibilitet (Boje, 2017: 24).

35

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Thomas P. Boje opstiller nogle af de skift, der er sket i forståelsen af medborgerskabets indhold:

● “Medborgerskabet er blevet omformet fra en status/rettighed til at være en praksis betinget af arbejdsmæssigt og socialt engagement. ● Medborgerskabets primære sigte er at sikre inklusion på arbejdsmarkedet frem for at sørge for beskyttelse i forhold til markedets vilkår. ● Medborgerskabets rettigheder er relateret til evnen til at forandre sig gennem sin praksis frem for social tryghed i forhold til forandringer i samfundet. ● Medborgerskabet som en social rettighed er ikke længere i stand til at modvirke den forskellighed, som kendetegner sociale gruppers behov og ønsker. Det sikrer ikke længere omfordeling og anerkendelse af forskellighed” (Boje, 2017: 24).

Man skal altså i dag, i højere grad, ”kæmpe” for at sikre sig sine rettigheder og medborgerskab, end man tidligere skulle. I dag er det en forudsætning for at opnå medborgerskab, at man selv bidrager aktivt til samfundet og dets politiske agenda. Velfærdsstaten har i stigende grad svært ved at udforme velfærdsforanstaltninger på grund af den øgede ulighed, og den øgede differentiering i forskellige befolkningsgruppers behov. Økonomiske kriser og velfærdsstatens faldende ressourcer har været med til at skabe en øget ulighed og hvad der tidligere blev anset for medborgerskabets rettigheder, anses ikke nødvendigvis som dette i dag. Store grupper af befolkningen føler sig hverken hørt eller repræsenteret i de demokratiske beslutningsprocesser. Det gælder primært befolkningsgrupper som går under betegnelsen prekariatet. Prekariatet består af dele af den industrielle arbejderklasse, ikke-vestlige immigranter og færdiguddannede, der endnu ikke har fundet vej ind på arbejdsmarkedet og i stigende grad også dele af middelklassen, der endnu ikke har fundet fodfæste efter den økonomiske krise i 2008. For flere grupper er der sket en reduktion i deres rettigheder, dette gælder både økonomiske såvel som sociale rettigheder, hvilket har ført til at de står uden for fællesskabet både socialt, politisk og kulturelt og altså ikke er en del af medborgerskabet. Ifølge Loïs Wacquant er disse befolkningsgrupper underkastet velfærdsinstitutioners disciplinering og kontrol (Boje, 2017: 26). Dette kommer blandt andet til udtryk via aktiveringsprogrammer og lignende fra staten. Specielt for gruppen af arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og ikke-vestlige immigranter, ses det, hvordan de eksempelvis skal sende et specifikt antal jobansøgninger ud hver måned for at være berettiget til statslig støtte. Denne udvikling har ført til en svækkelse af den

36

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab traditionelle solidaritet baseret på klasse- og lokalsamfund, samtidig med at vi ser en stadig større opdeling af borgerne. Den voksende individualisering mellem sociale grupper har igen medført en ændring i vilkårene for social inklusion og medborgerskab (Boje, 2017: 26).

I takt med, at forholdet mellem staten og det civile samfund har ændret sig, har civile organisationer også fået en langt større rolle i frembringelsen af den sociale service. Som tidligere nævnt er velfærdsstaten ”skrumpet” og dette har betydet, at den enkelte borger selv er ansvarlig for sikringen af egne levevilkår, hvilket igen har medført en øget ulighed. Derudover har forholdet mellem stat og det civile samfund også haft betydning for den civile sfæres organisationer. Disse organisationer har fået en langt større betydning i forhold til at give ny kraft til de demokratiske processer og dét at sikre forskellige sociale gruppers levevilkår (Boje, 2017: 27). Det handler dog ikke kun om institutioner, der varetager den dårligt stillede borger, men også organisationer, der varetager den velstillede borgers interesser om at få deres økonomiske og sociale interesser og behov anerkendt. Disse grupper har igen været med til at skabe en øget ulighed blandt borgerne i samfundet. Gennem de stærke civile organisationer, der varetager de veletablerede og ressourcestærke gruppers behov, har de formået at sætte markante præg på den velfærdspolitik der i dag bliver ført. På den baggrund er prekariatet overladt til sig selv, og i stigende grad blevet marginaliseret, hvilket igen er med til at skabe en øget ulighed.

Vilkårene for at være en aktiv og deltagende medborger har altså ændret sig i takt med, at velfærdssamfundet har ændret sig. Når man i dag som borger ønsker at forsvare enten sin økonomiske, sociale, politiske eller kulturelle ret, er det ikke længere nok at være en del af det formelle medborgerskab, med alt hvad det indebærer (Boje, 2017: 28).

Multikulturalisme og medborgerskab

“I det moderne samfund kommer den største trussel mod nationernes sociale sikkerhed fra immirgation” (Huntington, som citeret i Boje, 2017: 186).

Boje skriver, at det senmoderne samfund er langt mere diversificeret i forhold til blandt andet etnicitet, religion og sprog. Citatet ovenfor illustrerer, hvordan medborgerskab har ændret betydning fra tidligere tider. Han skriver videre, at med den meget omfattende immigration som alle samfund i dag oplever, har etnicitet, og måske især religiøsitet, en helt central betydning for kriterierne for medborgerskab (Boje, 2017: 181). Vi lever i dag, i langt højere grad end tidligere, i multikulturelle samfund. Globaliseringen har været med til at fremme

37

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab multikulturalismen og multikulturalismen som teoretisk diskurs og praktisk politik, bliver her aktuel i relation til hvad medborgerskabet er og skal indeholde (Boje, 2017: 186). I multikulturalismen ligger det, at vi er forskellige og alle kommer med forskellige kulturelle baggrunde, men stadigvæk skal vi kunne fungere sammen og bo side om side i et samfund. “En retsorden byggende på multikulturalisme sikrer ret til forskellighed i det private rum såvel som i offentligheden” (Boje, 2017: 187). Dette betyder, at staten ikke kan gå ind og blande sig i hvad individet, eksempelvist, har af religiøse overbevisninger og de må heller ikke forskelsbehandle og på den måde stille en gruppe bedre end en anden. Multikulturalismen er altså, ifølge Boje, karakteriseret ved at samfundet udgøres af etniske, sociale og kulturelle grupper, der alle har noget at skulle have sagt i udformningen af forholdet mellem medborgerskab, rettigheder og pligter.

“Den største udfordring er at finde en balance mellem kulturel autonomi og social solidaritet, således at førstnævnte ikke udvikler sig til separate identiteter, og det sidste ikke ender i, at minoriteter bliver kulturelt assimileret og konforme i forhold til vestlig kultur” (Cheong, som citeret i Boje, 2017: 188).

Citatet ovenfor beskriver det dilemma, der kan opstå i et multikulturelt samfund, især når man snakker medborgerskab. Mangfoldigheden kræver en opbygning af sociale identiteter og en gensidig dialog mellem de etniske befolkningsgrupper, der befinder sig i samfundet. Dialogen skal ske gennem de sociale netværk der findes i samfundet. Dilemmaet opstår, når en for stærk sammenknytning af social identitet og social/kulturel kapital er til stede, hvilket vil sige, at individets kultur påvirker dets sociale identitet i for høj grad. Dette kan nemlig medføre assimilation frem for mangfoldighed i og med, at individet kan vælge primært at omgås med personer, hvis kulturelle baggrund minder om individets egen (Boje, 2017: 187). Det er derfor vigtigt at majoritetsbefolkningen også engagerer sig i minoriteterne og omvendt. Den sociale samhørighed, der skal opstå i det multikulturelle samfund skal forstås som lighed, deltagelse, anerkendelse og engagement på tværs af kulturer (Boje, 2017: 188). På den måde opnår man også bedre og nemmere optagelse i medborgerskabet.

Stigmatisering

Erving Goffman var en canadisk mikrosociolog, der fik sin Ph.D i 1953. Ifølge Goffman opstiller samfundet måder at inddele mennesker i kategorier på, og samfundet beslutter, hvilke egenskaber, der skal opfattes som sædvanlige og naturlige for medlemmerne af hver af

38

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab disse kategorier (Goffman, 2009: 43). Goffman påpeger, at mennesket og dermed samfundet har forventninger til hinanden. Afviger man fra disse forventninger, bliver man stigmatiseret. De af os som ikke afviger negativt fra de specielle forventninger, der gælder ved en given lejlighed, betegner han som værende “de normale” mennesker. Goffman mener, at normale mennesker har holdninger, de indtager over for den stigmatiserede person (Goffman, 2009: 43). På baggrund af det stigma vi tildeler personer, umenneskeliggør vi dem, hvortil at det dermed ikke opfattes som en normal person. Med udgangspunkt i denne antagelse udøver vi forskellige former for diskrimination, hvorved vi effektivt, om end ofte utilsigtet, begrænser den pågældendes udfoldelsesmuligheder. Goffman påpeger, at vi anvender specifikke stigma betegnelser i vores dagligsprog om den stigmatiserede (Goffman, 2009: 25). Eksempelvis bruges skældsordet “perker” om folk af anden etnisk baggrund end dansk, ordet “spasser” bruges til at stigmatisere udviklingshæmmede, og ordet “svans” bruges til at stigmatisere homoseksuelle osv.

Sociale identitet og faktiske identitet Erving Goffman skelner mellem den sociale og faktiske identitet. Goffman definerer den faktiske identitet som de personlige karakteristika og egenskaber et individ rent faktisk kan påvises at besidde, og som dermed udgør hans personlige identitet. (Goffman, 2009: 174). Modsat den faktiske identitet står den sociale identitet. Goffman påpeger, at når vi står overfor et fremmede menneske, allerede på baggrund af dets udseende, forudsiger hvilken kategori han tilhører, samt hvilke egenskaber han besidder - kort sagt hans sociale identitet. Vi støtter os altså til disse første indtryk og omformer dem til normative forventninger, og krav som vi stiller individet. Vi har dermed hele tiden gjort os forestillinger på forhånd om, hvordan det pågældende individ burde være (Goffman, 2009: 133-134). På baggrund af eksempelvis en turban, en anden hovedbeklædning, en bestemt frisure eller en hudfarve tilskrives mennesker, med disse symboler, egenskaber og bliver kategoriseret. Nogle af symbolerne er medfødte mens andre er påførte af mennesket selv. Vigtigst af alt er, at disse symboler bliver stigma symboler såfremt de tilskriver personen egenskaber og information som mennesket bygger på antagelser (Goffman, 2009: 142). Goffman påpeger, at dette stigma i nogle tilfælde ikke har nogen indflydelse på det stigmatiserede menneskes interaktion med andre. Derimod har det i andre tilfælde både indflydelse på interaktionen, og kan derudover føre til diskriminering i forhold til jobmuligheder (Goffman, 2009: 154).

39

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Det stigmatiserede individ, som besidder en mindre ønskværdig egenskab i vores bevidsthed, reduceres fra at være et helt almindeligt menneske, til at være et fordærvet, nedvurderet menneske. At blive stemplet på denne måde indebærer et stigma, hvilket indeholder en uoverensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktiske sociale identitet. Altså ser mennesket sig selv på en måde, men bliver behandlet anderledes end den identitet han selv besidder, hvilket fører til en følelse af skam. Goffman belyser altså stigma som værende en social process, hvorigennem at nogle menneskers normale sociale identitet ødelægges som følge af omgivelsernes reaktion, kategorisering og bedømmelse. Gennem sådanne definitions- og kategoriseringsprocesser placeres mennesker, som fremviser ikke-kulturelt accepterede egenskaber eller adfærdsformer i nedvurderede sociale stereotyper. Dette stigma kan være stærkt forankret i samfundet og svært at slippe hos individet (Goffman, 2009: 20). Goffman eksemplificerer denne uoverensstemmelse ved at referere til en handicappet person, som ser sit spejlbillede. Han påpeger, at denne person besidder en faktisk identitet, hvor han opfatter sig selv som sund og rask og ikke føler sig anderledes end andre mennesker. Altså argumenterer Goffman for, at mennesket ikke kan genkende sit ydre og dermed sit spejlbillede, som udgør den sociale identitet han møder omverdenen med. Den sociale identitet betegner Goffman som en forklædning man ikke selv har påført sig, men som man har fået tildelt uden samtykke. Det er et spejlbillede som tilskrives negative egenskaber, stigmatiserer mennesket, hvilket kan føre til lavt selvværd og skam (Goffman, 2009: 31-33).

Goffman indfører et skel mellem 3 forskellige stigma: 1. Den mest enkle stigmatisering er den, vi danner os ud fra udseende og førstehå ndsindtryk. Det er kropslige, tydelige tegn, der signalerer individets abnormalitet, hvilket er svært at skjule, eksempelvis et handicap. 2. Den anden form for stigma udgøres af de “karaktermæssige fejl”. Disse kan vise sig som mangel på vilje, overdrevne lidenskaber, uhæderlighed eller lignende. Et eksempel kan være psykisk sygdom, alkoholisme eller stofmisbrug, arbejdsløshed m.m. 3. Endelig er der de “tribale”, eller “slægtsbetingede” stigma, som eksempelvis race, religion, eller nationalt tilhørsforhold. (Goffman, 2009: 17)

40

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Det stigmatiserede menneskes møde med omverdenen Det er centralt at forstå, at stigma ikke er et absolut fænomen, men i høj grad afhængigt af den kontekst, det indgår i. Ligesom det gør sig gældende med marginalisering, er stigma i én kontekst ikke nødvendigvis et stigma i en anden. Eksempelvis er det højest sandsynligt stigmatiserende at være prostitueret i mødet med det sociale system, mens det ikke nødvendigvis er stigmatiserende at være dette på en gade om natten, hvor der findes en relativt stor koncentration af kvinder i gadeprostitution (Goffman, 2009: 92). Goffman påpeger, at stigmatiserede personer danner fællesskaber, hvor deres stigma normaliseres. Som en stigmatiseret person kan man finde sammen med nogle af “ sine egne”, altså nogle der minder om en selv, og kan dermed i fællesskabet blive klogere på sig selv og sit stigma (Goffman, 2009: 115-116). Goffman påpeger at nogle stigmatiserede personer oplever ambivalens i denne forbindelse, da de på den ene side ønsker at opretholde sit normale liv, og på den anden side er nødt til at opgive dette for at indgå i et fællesskab. Her er man sammen med andre stigmatiserede mennesker, som tilhører samme kategori som en selv, og dermed menneskeliggøres og opfattes man som værende normal. Goffman påpeger, at et sådan fællesskab ses på institutionel basis i form af, at den blinde placeres på et blindehjem, barnet med specielle behov placeres på en specialskole, osv. (Goffman, 2009: 119-120). Dog påpeger Goffman, at dette fællesskab oftest også er til at finde i de nære relationer, da stigma breder sig til den stigmatiseredes familie og dermed nære relationer (Goffman, 2009: 98-99). Den indsattes datter stigmatiseres eksempelvis, på baggrund af det stigma hendes far har fået tildelt. Altså kan et stigma føre til, at man som individ søger mod nogle der minder om en selv, og dermed distancerer sig fra omverdenen.

På den anden side argumenterer Goffman for, at den stigmatiserede i mødet med “de normale” mennesker skal yde en ekstra indsats for at blive anerkendt på grund af sit stigma, men at et sådan møde mellem de to parter netop kan nedbryde de fordomme som fører til stigma (Goffman, 2009: 46). Den stigmatiserede skal altså yde en indsats på andre punkter for at retfærdiggøre sig og vise at dets stigma ikke er en begrænsning, eksempelvis kan den blinde øve sig i at stå på ski eller en lam person kan lære at svømme (Goffman, 2009: 38). Altså skal den stigmatiserede person kompensere for de dårlige egenskab hans sociale identitet har fået tilskrevet, grundet hans stigma (Goffman, 2009: 39). En anden lavpraktisk måde, hvorpå at individet yder en ekstra indsats er ikke nødvendigvis ved at vise, at det har et andet talent, men blot ved at fremføre sin sociale identitet således at han konstant er “på”, og

41

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab tænker over hvilket indtryk han gør på “de normale” mennesker han interagerer med (Goffman, 2009: 50). Goffman påpeger dog, at en sådan opgave ikke er nem for den stigmatiserede, som i mødet med andre mennesker oplever usikkerhed grundet angst for ikke at leve op til modpartens forventninger. En persons stigma kan give andre en forudantagelse om, at personen er ringere end andre mennesker, og derfor ikke vil blive accepteret af modparten og samfundet generelt på lige fod med andre “normale” mennesker (Goffman, 2009: 48-49).

Vestens repræsentation af det globale syd

Gayatri Chakravorty Spivak er en indisk filosof, litteraturteoretiker, feministisk kritiker og professor. Hun er mest kendt for sin udarbejdelse af kritiske teorier omkring konsekvenserne af kolonialismen, herunder Vestens forhold til det globale syd. Ilan Kapoor er professor i kritiske udviklingsstudier og beskæftiger sig med postkolonial teori og litteratur. Nedenstående afsnit udarbejdes primært ved hjælp af Kapoors udlæggelse samt fortolkning af Spivaks kritik af Vestens repræsentation af det globale syd og de subalterne i artiklen: Hyper- self-reflexive development? Spivak on representing the Third World ‘Other’ (2004). Ydermere benyttes Spivaks værk Can the Subaltern Speak? (1988).

Beskrivelsen ”de subalterne” dækker over personer, som er underlagt de herskende klasser og som ikke kan repræsentere dem selv. Stemmerne fra denne heterogene gruppe er forsvundet og erstattet af Vestens forsøg på at repræsentere dem. De subalterne kan dog ikke repræsenteres af Vesten eftersom, at Vesten ikke kan genskabe deres bevidsthed eller stemme, blandt andet grundet klasseforskelle (Abdkalkafor, 2015: 9-13). Ifølge Spivak er der en tilbøjelighed til, at det globale syd bliver marginaliseret og umyndiggjort, hvilket blandt andet kommer til udtryk i, og bliver opretholdt af, Vestens repræsentation af det globale syd (Kapoor, 2004: 627). Spivak skelner mellem to former for repræsentation: at tale for og at tale om. Dét at tale om, skal forstås som en slags portrættering af et andet individ, hvorimod at dét at tale for skal ses som en repræsentation af den anden (Spivak, 1988: 275). Vestens repræsentation af det globale syd afhænger af Vestens kultur, historie, geografi, geopolitik, og lignende. Vesten repræsenterer og opfatter således det globale syd indenfor nogle bestemte diskurser, der er forbundet med Vestens position. Denne position samt diskurserne påvirker ligeledes interaktionen med det globale syd. Kapoor fremlægger et eksempel på dette, der omhandler at arbejde med udvikling. I dette felt placeres det globale syd oftest i en

42

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab diskurs med en ”os versus dem” opdeling, hvor det vestlige er normen og Vesten udvikler og civiliserer de subalterne (Kapoor, 2004: 627-629, 631). Ifølge Kapoor påpeger Spivak hertil, at individet aldrig kan påtage sig en transparent position og repræsentere andre neutralt eftersom, at individet i forvejen er påvirket af diverse diskurser, kultur, geopolitik, osv. (Kapoor, 2004: 640). At tale for eller tale om de subalterne er altså unægteligt påvirket og begrænset af Vestens egen baggrund og position. Ydermere skriver Kapoor, at Vesten fremstiller det globale syd og de subalterne således, at det passer til Vestens eget ønske samt egen forestilling af syden. Ifølge Kapoor producerer vi altså de subalterne, gennem repræsentationerne, i det omfang, som Vesten ønsker at kende dem. Derudover repræsenteres de også på en måde, således at de er kontrollerbare (Kapoor, 2004: 635-636). Hertil mener Spivak at udarbejdelse af vestlig litteratur om det globale syd er ensbetydende med, at Vesten reproducerer forskellige former af den vestlige hegemoniske magt over syden (Kapoor, 2004: 628).

En problematik ved Vestens repræsentation af det globale syd er, at de subalterne gøres tavse. Selv hvis de subalterne taler eller forsøger at gøre modstand kan de, ifølge Spivak, ikke høres, da de vestlige diskurser er døve overfor dem og således ikke kan forstå dem (Kapoor, 2004: 639). I forlængelse af dette præsenterer Spivak et eksempel omkring Englands forbud mod enke-ofring i Indien under Englands kolonialisering. I diskussionen om disse ofringer, blev enkens egen stemme ignoreret, hvilket understreger, hvorledes de subalterne, i særdeleshed kvinderne, ikke kan høres. Dette kalder Spivak for: ”White men saving brown women from brown men” (Spivak, 1988: 297-299). Gennem et andet eksempel påpeger Spivak ydermere, hvordan de subalterne kvinder ikke bliver hørt, selv hvis de forsøger at tale (Spivak, 1988: 307-308). Derudover udlægger Kapoor, at en repræsentation af det globale syd lavet med gode hensigter, ligeledes kan have negative konsekvenser i form af at forstærke racistiske imperialistiske idéer og muligvis umyndiggøre de omtalte yderligere (Kapoor, 2004: 631-632). Kapoor forklarer ligeledes, hvordan Spivak kritiserer tanken om, at Vesten kan ønske at få kendskab til det globale syd. Ifølge Spivak er viden og magt forbundet, hvorfor at viden om det globale syd ligeledes hænger sammen med at kunne disciplinere samt kontrollere dem (Kapoor, 2004: 632). Ifølge Spivak ses repræsentationer også i forbindelse med diverse projekter, der er til for at hjælpe kvinder. Spivak kritiserer disse for ofte at repræsentere kvinderne i det globale syd som værende undertrykte af andenrangs kulturer (Kapoor, 2004: 633).

43

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

En kritik, der kan rejses mod Spivak er, at hun ikke fremstiller løsninger til, hvordan man på den rette måde kan validere samt støtte de subalterne. Hertil opstiller Kapoor nogle løsningsforslag, som han baserer på Spivaks teorier. For at kunne repræsentere det globale syd er det vigtigt, at man anerkender, hvordan ens kultur, geografi, køn, osv. har påvirket en - altså at anerkende og forstå, hvad man har med i bagagen og dermed hvad man er vant til. Hertil skal man også undersøge ens eget liv, på samme måde som man vil undersøge de subalternes liv. Ligeledes skal Vesten forkaste tankerne om at være bedre og kulturelt overlegne, samt idéen omkring det globale syd som altid værende i problemer, hvortil Vesten har løsningerne og dermed pådutter det globale syd de vestlige fænomener. Ydermere skal Vesten, ifølge Kapoor, anerkende vores medskyldighed, blandt andet i konsekvenserne af imperialisme. Kapoor påpeger ligeledes, at disse forslag til løsninger ikke er lette, men dog nødvendige for at kunne få et etisk korrekt forhold med det globale syd og ligeledes modvirke, at Vesten repræsenterer de subalterne på baggrund af velgørenhed eller for at styrke Vesten selv (Kapoor, 2004: 639-643).

Sammenfatning af teori

De præsenterede teorier bidrager med forskellige nuancer på vores empiri samt forskellige vinkler på, hvorledes vi kan besvare vores problemformulering.

Gayatri Spivak beskriver i sin teori, hvordan Vesten ser på det globale syd ud fra et vestligt perspektiv. Vesten opfatter altså sig selv som værende de civiliserede, og dermed overordnede, mens det globale syd og deres værdier og normer opfattes som underordnede. Spivak påpeger, at Vestens syn på det globale syd kan føre til marginalisering og umyndiggørelse, hvilket kan relateres til Erving Goffmans teori om stigma. Goffman påpeger med sit stigma begreb, at samfundet og dermed individet har forventninger til andre individer omkring, hvad der udgør acceptable opførsel. Såfremt man ikke lever op til de givne forventninger stigmatiseres man, og udsættes i nogle tilfælde også for diskrimination. Spivak og Goffman deler holdningen om, at samfundet har en vis magt til at diktere, hvad der er korrekt og ukorrekt. Spivak mener, at Vesten besidder magten til at diktere, hvad der er civiliseret og uciviliseret adfærd. Goffman er ikke lige så specifik i sin definition af, hvem der udøver magten men påpeger dog, at det er samfundsstrukturen generelt. Til forskel fra Spivak uddyber han ligeledes, hvad umyndiggørelsen som fører til stigmatisering gør ved individets udfoldelsesmuligheder i samfundet. Goffmans teori omhandlende stigmatisering

44

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab går også godt i spænd med Bojes teori om medborgerskab. For at være en god medborger skal man tilegne sig og yde til samfundet. Dette kan dog være svært når man bliver stigmatiseret og ikke føler sig som en del af et inkluderende fællesskab. Det er samtidig vigtigt, at majoritetsbefolkningen engagerer sig i minoriteterne og omvendt. På denne baggrund skal der nemlig opstå en social samhørighed, der i det multikulturelle samfund skal forstås som lighed, deltagelse, anerkendelse og engagement på tværs af kulturer. For at dette kan lade sig gøre inddrager vi Spivaks teori om, at det vestlige individ skal forstå sin egen baggrund før det kan forstå andres. Vi har valgt de tre teorier da vi mener, at de hver især bidrager til at belyse vores empiri på forskellige måder. Samtidig har det vist sig, at de går godt i spænd med hinanden.

Diskuterende analyse

I nedenstående afsnit skabes et sammenspil mellem indsamlede empiri og teorigrundlag. Da vi forholder os objektive belyses argumenter fra begge parter i forbindelse med tildækningsforbuddet, herunder politikerne og de niqab-klædte kvinder. Vi vil igennem analysen besvare vores arbejdsspørgsmål og diskutere argumenter for og imod tildækningsforbuddet.

Hvorfor går nogle kvinder i Danmark med niqab?

I det følgende vil vi belyse nogle årsagsforklaringer til, hvorfor kvinder går med niqab i Danmark. Til dette vil vi benytte politikernes udlæg af mulige årsager samt vores og Københavns Universitets informanters begrundelse. Disse begrundelser vil vi ydermere sætte op imod hinanden og dermed forsøge at forklare, hvorfor de ikke stemmer overens med hinanden.

Politikernes vurdering

Tidligere i opgaven har vi redegjort for politikeres, fra de fire største partier i Danmark, holdninger, til kvinder der går klædt i niqab. Morten Bødskov fra Socialdemokratiet fremlægger, som nævnt, at partiet er af den opfattelse, at niqab bruges som et undertrykkende middel, hvorfor at kvinderne oftest tvinges til at bære denne. Det er således ikke kvindernes eget valg at bære niqab, og det er dermed politikernes ansvar at hjælpe disse kvinder til, at undgå at gå med de undertrykkende klæder. Dansk Folkepartis Martin Henriksen udtrykker,

45

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab at det at bære niqab er et udtryk for den hjernevask og ekstremisme, som kendetegner islamisme. Den generelle holdning blandt politikerne fra Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er således, at niqabben er kvindeundertrykkende, hvilket de ikke mener stemmer overens med danskheden og det danske demokratiske samfund. Morten Bødskov fra Socialdemokraterne udtaler følgende i forbindelse med tildækningsforbuddet:

“Det er jo rigtigt nok, som jeg har forstået at De Radikale læner sig op ad, at man i dag allerede kan straffe – og det er også rigtigt og nødvendigt – for tvang. Det er jo rigtigt, at hvis man tvinger nogen til noget mod deres vilje, så kan man straffes for tvang. Det er jo rigtigt. Men her der er jo altså undertrykkelse, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så problematisk for fru Zenia Stampe at acceptere, at det er det, der er Socialdemokratiets argument for det.” (Folketinget b, u.å)

På den anden side står blandt andre Radikale Venstre og Enhedslisten, som påpeger, at flere kvinder bærer niqab frivilligt og dermed rammes utilsigtet af forbuddet. Morten Bødskov fortsætter med, at argumentere for, at disse kvinder lever under social kontrol. Han stiller spørgsmål til, hvorfor Zenia Stampe og Radikale Venstre, ikke vil hjælpe disse mennesker, der lever under disse forhold og ikke nyder godt af de goder vi har i det danske samfund. Det tegner et billede af Morten Bødskov der fremstiller sig selv og sit parti som kvindeforkæmpere, der vil redde disse personer (Folketinget b, u.å).

De niqab-klædte kvinders begrundelse

De fem kvinder som vi har interviewet, udlægger en anden årsag til, hvorfor de går eller har gået med niqab. Informant S forklarer, at hendes valg om at bære niqab udsprang af et ønske om at komme tættere på Allah. Hun påpeger desuden, at hendes mor ikke gik med niqab og at hun selv foretog valget (Bilag 1: 25, l. 1092-1093). Hun fortæller derudover, at hun faktisk tror, at hendes mand ville blive glad, hvis hun valgte ikke at bære den i offentligheden længere. Dette begrunder hun med, at hendes mand har set hende være meget påvirket og ked af det grundet forbuddet (Bilag 1, 34: l. 1452-1462). Det underbygger således, at S’s valg om at bære niqab er frivilligt. S fortæller også, at hun benytter niqab som en måde at tilbede sin Gud på eftersom, at det at bære niqab er prisværdigt. Ligeledes begrunder hun det med, at profetens hustruer gik med niqab og, at det således er en positiv ting at gøre indenfor Islam

46

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

(Bilag 1, 39: l. 1680-1684). S stiller sig ydermere kritisk overfor den måde, hvorpå kvinder bliver repræsenteret samt vurderet i Danmark, hvortil hun siger:

“[...] man portrætterer kvinden som seksuelt objekt, sex objekt, eller krop, det er ligemeget hvor intelligent du er, det er ligemeget hvor mange phd’er du har, det er ligemeget, hvis ikke du på en eller anden måde udstråler feminin seksualitet, så er du svag. [...] hvis det er præmissen, så er jeg undertrykt, hvorfor, fordi det er jo ligemeget om jeg kan fem sprog, om jeg er oplægsholder, om jeg har [...] millioner af erfaringer, om jeg er selvstændig, om jeg betaler topskat, [...] det er ligemeget med alle mine kompetencer [...] det vigtigste det er, hvad størrelse bh bruger du” (Bilag 1, 10: l. 405-412).

S mener, at man definerer en muslimsk kvinde som undertrykt fordi man ikke kan se hendes former, hvilket for hende er en forkert måde at definere undertrykkelse på. Hun påpeger, at hun bidrager med sit intellekt, sin personlighed, sine manerer, karakterer osv. Dermed mener hun ikke, at udseende er en definerende faktor for hendes personlighed (Bilag 1, 9: l. 380- 390). I informant S’s tilfælde, kan dét at bære niqab således også ses som en måde at gøre op med, hvordan kvinder portrætteres. Dog er hendes hovedårsag bag at bære niqab at komme tættere på Allah, hvorfor at dette må ses som en yderligere gode. En årsag til, at S fortsat bærer niqab efter forbuddet er, at hun ikke ønsker at bukke under for undertrykkelse og desuden gerne vil kunne fortælle sine børn, at hun kæmpede imod lovgivningen mod muslimer. Før havde hun overvejet at tage niqabben af i forbindelse med sin uddannelse på universitet eller hendes praktik, men disse overvejelser gør hun sig ikke i dag, blandt andet da det ikke længere vil være hendes eget valg (Bilag 1, 33: l. 1408-1425). Det nye tildækningsforbud kan således også være en grund til, at S fortsat iklæder sig niqab i dag. Dette er på trods af, at hun, som tidligere beskrevet, har været meget påvirket af vedtagelsen af forbuddet. Det underbygger således, hvor stor betydning det har for hende at gå med niqab. Ligeledes fortæller informant M, at hun valgte, at bære niqab i 10 år for at komme tættere på Allah. Hun var i en udviklingsfase i sit liv og brugte blandt andet niqabben til at afholde hende fra nogle af de ting, som ikke anses som værende gode indenfor islam (Bilag 2, 1-2: l. 26-59). Hun påpeger ligeledes, at det var hendes eget valg, at gå med niqab men også at stoppe med det igen. I forlængelse af dette fortæller hun også, at hvis hendes tro havde været stærk nok, ville hun fortsat bære niqab (Bilag 2, 11: l. 475-482). Ifølge M var de 10 år med niqab desuden den bedste tid i hendes liv (Bilag 2, 7-8: l. 301-308).

47

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

I rapporten fra Københavns Universitet bliver det også fremlagt, at det er kvindernes eget valg at gå med niqab. Alle informanterne i rapporten fremhæver, at det er en måde at udtrykke deres kærlighed til Gud på. De fremhæver også, at de ikke forbinder tildækningen med noget undertrykkende eller som tegn på et ulige forhold mellem kønnene. De ser det derimod som en styrke og et udtryk for mod, at bære de religiøse klæder (Københavns Universitet, 2009: 17). Desuden er der enighed blandt de adspurgte om, at det ikke er et krav i Islam at gå tildækket, men derimod en form for god gerning, der vil bringe en tættere på Gud og i sidste ende belønne én (Københavns Universitet, 2009: 15). Derudover påpeges det i rapporten, at flere af kvinderne bærer niqab for at leve op til et ideal om ikke at vise sin skønhed for omverden, og dermed opnå uønsket seksuelt ladet opmærksomhed og blikke fra det modsatte køn. For kvinderne handler det om at få opmærksomhed for alt det, der ligger udover klædet, altså det de siger og deres indre værdier (Københavns Universitet, 2009: 16). Rapporten refererer også til kvindernes ønske om at efterligne profeten Muhammeds hustruer. Hustruerne bliver en form for ideal for de kvinder, der i dag bærer niqab og de vil gerne vise, at de holder fast i troen selv i hårde tider (Københavns Universitet, 2009: 5, 15- 16). Disse besvarelser fra interviewene med S og M, samt fra rapporten fra Københavns Universitet, bakkes yderligere op af informanter i vores tre skriftlige interviews. På spørgsmålet: “Hvad er niqabben for dig?” svarer informant F eksempelvis: “Den gør mig glad, ydermere er det en daglig påmindelse om Allah, og jeg føler den beskytter mig, den giver mig lov til at blive set/hørt som den person jeg er, og ikke blot for hvordan jeg ser ud” (Bilag 3, 1: l. 21-24). Informant R går ikke længere med niqab men beskriver, at en hovedårsag til, at hun begyndte at gå med den var for at trodse sin familie og især sin far (Bilag 5, 1-2: l. 29-32). Sluttelig forklarer informant N, at hun startede med at gå i niqab for at styrke sin islamiske tro, og at dette skulle bringe hende tættere på Allah (Bilag 4, 1: l. 19- 25).

Kvindernes begrundelse kontra politikernes

I ovenstående bliver det tydeligt, at der er en uoverensstemmelse mellem, hvilke årsager politikerne ser som værende bag dét at bære niqab i forhold til, hvordan kvinderne selv forklarer valget. Vi har redegjort for Spivaks teori omkring repræsentation af de subalterne i teoriafsnittet, hvilket kan bruges som forklaring på denne uoverensstemmelse. Vi mener, at kvinder med niqab tilhører gruppen de subalterne i og med, at de ikke har mulighed for at repræsentere dem selv eftersom, at Vesten, herunder politikere og medier, forsøger at

48

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab repræsentere dem i stedet. Det påpeges hertil, at Vesten ikke kan repræsentere de subalterne, herunder kvinder med niqab, eftersom, at Vesten altid vil være underlagt egne diskurser og forestillinger omkring dem (Kapoor, 2004: 627-629, 631, 640). Politikerne opfatter således brugen af niqab ud fra herskende vestlige diskurser, hvorfor at flere ser denne beklædning som undertrykkende. Oprettelsen af tildækningsforbuddet er således et udtryk for politikernes egne opfattelser af niqab, hvilket kvinderne dermed underlægges. Denne vestlige opfattelse af niqab kommer blandt andet til udtryk når socialdemokraten Morten Bødskov udtaler: “Visse beklædningsgenstande, herunder niqab og burka, bliver brugt til at undertrykke kvinder. Og uanset om det er 10, 30 eller 100 kvinder, vi taler om, så skylder vi dem en hjælpende hånd” (Folketinget b, u.å.). Hertil bevæger politikerne sig ligeledes over i det, som Spivak kalder: “White men saving brown women from brown men” (Spivak, 1988: 297-299). Vi læser Spivak således, at den hvide mand, grundet sin position, ser sig selv som højerestående end de subalterne, hvorfor at disse skal påduttes de vestlige værdier og normer. Politikerne er af den opfattelse, at kvinderne tvinges til at bære niqab, hvorfor der bør oprettes et forbud mod tildækning. Dette er eksempel på, hvordan de hvide (mænd) vil redde de brune kvinder fra de undertrykkende brune mænd. Dog høres kvindernes egne stemmer ikke i debatten, hvilket karakteriserer Vestens forhold til de subalterne (Spivak, 1988: 307-308). S fremlægger et andet eksempel på dette da hun siger:

“Derudover så vil jeg gerne sige at det er ekstremt etnocentrisk, at sige vi har en bedre kultur, eller vi har en bedre tro eller vi har en bedre måde at klæde os på, så vi kan ikke forstå hvorfor du klæder dig sådan der, ergo må der være en eller anden der har tvunget dig, for jeg kan ikke forstå... Jeg kunne ikke finde på at klæde mig sådan der, så derfor går jeg udfra at du heller ikke vil gøre det frivilligt, der må være en eller anden ting bag” (Bilag 1, 2: l. 63-68).

Dét faktum, at kvinder med niqab ikke høres, ses også i og med, at kvindernes egne forklaringer bag brugen af niqab ikke stemmer overens med de forklaringer, som politikerne udlægger. Alle vores kilder fortæller, at det var deres eget valg, at begynde at gå med niqab. De danner således et andet billede af sig selv, end det politikerne tegner af dem med deres repræsentation af kvinderne. Denne uoverensstemmelse kan også begrundes med, at Vesten ikke umiddelbart er i stand til at forstå de subalterne. S fortæller eksempelvis, at når hun interviewes af diverse journalister, får ofte hun spørgsmålet: “Jamen det kan godt være at du ikke er undertrykt, men hvad med de andre?” (Bilag 1, 10: l. 420-421). Dette underbygger hvorledes, at S’s subalterne stemme hverken høres eller forstås, da journalisterne blandt andet

49

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab er påvirkede af deres vestlige kultur, position og lignende. Med udgangspunkt i Spivaks teorier og Kapoors udlægning af disse, er det således ikke overraskende, at der ses et misforhold mellem Vestens årsagsforklaring bag brugen af niqab og de niqab-klædte kvinders egen forklaring.

Delkonklusion

I ovenstående afsnit bliver uoverensstemmelsen mellem politikernes og kvindernes forklaringer bag brugen af niqab klargjort. Ud fra vores empiri bliver det tydeligt, at kvinderne selv har taget et aktivt valg om at gå med niqab. Alle, undtagen en, begrunder dette valg med en uddybelse af, hvordan det bringer dem nærmere Allah. Hovedpointen for dem er, at det ikke er et påtvunget krav fra deres religiøse omgivelser, eller fra deres nære relationer, og altså dermed ikke er undertrykkende. Deres argumenter for at gå med niqab vender primært tilbage til, at det er en måde at styrke sin tro på. Desuden fortæller de fleste om, hvordan de ønsker at blive bedømt på deres indre og ikke deres ydre, hvilket niqabben hjælper dem til at opnå. Disse begrundelser fremlægges ligeledes af informanterne i rapporten fra Københavns Universitet, hvor de alle forklarer, at det er en måde at udtrykke deres kærlighed til Allah på.

Dette står i modsætning til den generelle holdning blandt politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Her opfattes niqabben som kvindeundertrykkende, hvorfor de altså stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er kvindernes eget frie valg at bære niqab. Derimod tilslutter blandt andet Radikale Venstre og Enhedslisten sig informanternes begrundelse og påpeger, at flere kvinder bærer niqab frivilligt.

Denne uoverensstemmelse forsøger vi at forklare ved hjælp af teorier af Spivaks teori. Vi kan dermed konkludere, at uoverensstemmelsen blandt andet skyldes, at politikerne opfatter niqab ud fra de herskende vestlige diskurser, hvorfor flere ser denne som undertrykkende. Ydermere kan tildækningsforbuddet tolkes som: “White men saving brown women from brown men” (Spivak, 1988: 297-299), hvor en uenighed igen ses, da politikerne føler sig nødsaget til, at hjælpe de niqab-klædte kvinder. Dette står i kontrast til, at kvinderne ikke føler et behov for hjælp, da de ikke ser sig selv som undertrykte.

50

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Hvordan påvirker forbuddet de niqab-klædte kvinder?

I følgende del af analysen vil vi belyse samt diskutere argumenter for og imod tildækningsforbuddet. Ligeledes vil vi undersøge, hvilke konsekvenser tildækningsforbuddet har for de niqab-klædte kvinder ud fra vores informanters udlægning.

Repræsentation af kvinderne

I alle fem interviews vi har foretaget sætter kvinderne fokus på, at der ifølge dem hersker specifikke diskurser for, hvordan en kvinde skal klæde sig for at være accepteret i samfundet. Her påpeger de, at kvinden i Vesten skal fremstå som et sexsymbol før hun opfattes som værende frigjort, hvilket M uddyber i følgende citat:

”Vi er to forskellige køn, men du ved alt det med kønsroller og så dan noget det er vi er enige om. Men vi har alle sammen ret til det samme. Men jeg behøver ikke at rende rundt og hænge min bh og vise mine bryster for at bevise verden at jeg er ligeværdig [...] vi kæmper på forskellige må der, altså det har ikke noget med udseende at gøre. Jeg har altid troet at det der var vigtigt for kvinder at vi havde ret til at få uddannelse og også̊ havde ret til at arbejde og havde samme indkomst som mænd og have høje stillinger som mænd og jeg troede det var det kampen handlede om, ikke om hvad for noget tøj. Det synes jeg er irrelevant” (Bilag 2, 14-15: l. 612-629).

I dette citat fremgår det, at M sætter fokus på, at der ikke skal diskrimineres på baggrund af køn, og at kvinden dermed skal have samme muligheder som manden. Hun argumenterer for, at man ikke bør defineres som værende ligeværdig eller ej på baggrund af sin påklædning og dermed måden man fremfører sin seksualitet på. På baggrund af hendes udtalelse kan man argumentere for, at hun fremlægger Vestens syn på kvinden, hvilken hun mener, at Vesten prøver at pådutte kvinder, som går med niqab, burka eller anden hovedbeklædning. Spivak påpeger, at Vesten repræsenterer det globale syd indenfor bestemte diskurser, som er forbundet med Vestens position (Kapoor, 2004: 627-629, 631). Vi kan med udgangspunkt i Spivaks teori argumentere for, at Vesten netop prøver at få de niqab-klædte kvinder til at tilpasse sig Vestens portrættering af kvinden, da denne portrættering opfattes som den rigtige, den befriende, og den som tjener samfundet og individet bedst. S uddyber Vestens syn på kvinden og siger følgende:

51

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

“[...] undertrykkelse betyder at man fjerner en persons, en kvindes magt fra hende, hendes styrke fra hende og efterlader hende i en svag tilstand. Når du siger, at en muslimsk kvinde hun er undertrykt, når du ikke kan se hendes bagdel, undskyld mit sprog, talje, barm, læber, hår. /.../ hvad er det så du siger kvindens styrke er?” (Bilag 1, 9: l. 381-384).

I dette citat sætter S definitionen af undertrykkelse på spidsen og siger, at man vil frigøre den muslimske kvinde fra et klæde som ses som værende undertrykkende, grundet dets tildækkende funktion. Ifølge hende sætter samfundet dermed styrke lig med, at kvindens former er synlige. Hvis vi tilslutter os S’s ovenstående argument, som informant M ligeledes er enig i, argumenterer vi for, at Vesten repræsenterer de subalterne kvinder ud fra de herskende diskurser i Vesten. Altså portrætteres kvinden der bærer niqab som værende undertrykt, og S argumenterer ligeledes for, at Vesten forsøger at “hjælpe” disse kvinder (Bilag 1, 5: l. 183-184).

Disse nævnte kritikpunkter af, hvordan Vesten forsøger at tillægge de niqab-klædte kvinder de vestlige værdier i form af, hvordan kvinder skal se ud, kan også ses i Vestens generelle opfattelse af islam. Ifølge Kapoors udlægning af Spivak, er der en tendens i Vesten til, at den vestlige kultur opfattes som værende den bedste, hvortil at det globale syd, herunder den muslimske kultur, skal udvikles og civiliseres (Kapoor, 2004: 627-629, 631). Denne påstand erklærer alle informanterne sig enige i, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de tre skriftlige interviews, hvor vi spørger ind til, hvordan de opfatter danskernes samt politikernes holdning til muslimer. Hertil svarer alle tre, at der generelt er en negativ holdning til muslimer blandt danskere samt, at politikerne er fremmedfjendske i deres politik (Bilag 3, 2: l. 47-62), (Bilag 4, 2: l. 54-59), (Bilag 5, 4: l. 102-109). Dette eksemplificeres blandt andet ved vedtagelsen af tildækningsforbuddet i og med, at hovedfokuset med loven er på islam og muslimske kvinder. Denne tankegang i Vesten udmønter sig således i konkrete konsekvenser for de muslimske kvinder i og med, at det bliver ulovligt for dem at praktisere deres religion ved hjælp af niqab og burka. Ydermere er det problematisk, at Vesten forsøger at repræsentere muslimer, herunder de niqab-klædte kvinder, da Vesten unægteligt er påvirket af sin egen position, og dermed kun opfatter samt forstår disse individer ud fra de diskurser, som de vestlige individer er påvirket af (Kapoor, 2004: 640). Dette vil altså sige, at Vesten lovgiver omkring disse individer uden at være i stand til at forstå deres situation. En anden problematik ses i og med, at de niqab-klædte kvinders stemmer forsvinder, når individer i Vesten forsøger at repræsentere dem (Kapoor, 2004: 639). Kvindernes stemme erstattes

52

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab således af blandt andet politikernes stemme, mediernes stemme og de almene danskeres stemme. Med udgangspunkt i Spivaks teori har kvinderne med niqab således ringe mulighed for at komme til orde, eksempelvis når det gælder tildækningsforbuddet.

Som tidligere beskrevet fremlægger Kapoor, med udgangspunkt i Spivak, nogle løsningsforslag til, hvordan Vesten kan repræsentere de subalterne på en etisk korrekt måde. Disse indebærer primært nødvendigheden i, at Vesten anerkender, undersøger og forstår sin egen baggrund, herunder de herskende vestlige diskurser, kulturen, geopolitikken, osv. Derudover skal Vesten forkaste tanken om at være den overlegne kultur, og dermed være nødsaget til at hjælpe de subalterne (Kapoor, 2004: 639-643). Hvis de vestlige politikere således skal kunne tale for og om de niqab-klædte kvinder kræver det, at de følger disse løsningsforslag, og dermed stiller sig kritiske overfor deres egne vestlige baggrunde. Hertil skal det dog påpeges, at vi i gruppen ikke har viden om, hvorvidt sådanne processer har fundet sted blandt politikerne. Vi sætter dog spørgsmålstegn ved dette eftersom, at de berørte kvinder netop er meget uenige med loven og begrundelserne bag, samt påvirkes negativt af dens følgevirkninger. Det tyder således ikke på, at politikerne har formået at reflektere samt forstå deres egen baggrund, hvorfor at de, med udgangspunkt i Spivak, ikke kan repræsentere de niqab-klædte kvinder. For at kunne udføre denne repræsentation kræves det ydermere, at politikerne går bort fra idéen om at ville “hjælpe” de subalterne. Det vil altså sige, at politikerne ikke skal lovgive med henblik på at hjælpe de kvinder der går med niqab. Dette er dog et paradoks i og med, at nogle af begrundelserne bag loven netop var, at den skulle afhjælpe undertrykkelse af kvinderne. Dette må således siges ikke at kunne opfyldes fra politikernes side i og med, at det ville betyde, at loven hverken blev fremlagt eller vedtaget. Et andet paradoks i forlængelse af dette ser vi i forbindelse med, hvorvidt politikerne kan repræsentere alle borgere i et multikulturelt samfund. Hvis vi tilslutter os Spivaks pointe omkring, at Vesten ikke kan repræsentere de subalterne, må det siges at være problematisk for politikerne at foretage vedtagelser der eksempelvis omhandler flygtninge. Man kan således diskutere, hvorvidt en etisk korrekt repræsentation af alle individer i et multikulturelt samfund er mulig? Denne problematik underbygges også af de ændringer, som medborgerskabet i det senmoderne samfund står overfor. Hertil påpeger Boje, som beskrevet, hvordan der i dagens samfund er større befolkningsgrupper, som ikke føler sig hørt eller repræsenteret i de demokratiske beslutningsprocesser. Dette skyldes blandt andet netop den øgede differentiering i befolkningen og dermed i behovene (Boje, 2017: 26). I forlængelse af Spivaks teori kan Bojes nævnte problematikker således også skyldes, at politikerne og staten

53

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab ikke kan repræsentere de overhørte befolkningsgrupper. De konsekvenser som de niqab- klædte kvinder oplever på grund af tildækningsforbuddet i dag, kan således ses som følge af en generel problematik i det senmoderne samfund, hvor den brede befolkning er vanskelig at repræsentere.

En anden problematik i forlængelse af Kapoors udlægning af Spivak ses i og med, at Spivak mener, at viden og magt er forbundet. Dermed er Vestens ønske om at opnå viden omkring eksempelvis niqab-klædte kvinder, ligeledes et ønske om at have magt over disse, for således at kunne kontrollere gruppen (Kapoor, 2004: 632). Med dette ståsted kan regeringens bestilling af rapporten omkring burka og niqab fra Københavns Universitet kritiseres. Hertil må ønsket om at få udarbejdet denne rapport, således udspringe af politikernes ønske om at være i stand til at kunne kontrollere de niqab-bærende kvinder. Dog ses et paradoks i og med, at rapporten netop konkluderer, at alle de medvirkende kvinder frivilligt har valgt at bære niqab (Københavns Universitet, 2009: 17). Dette stemmer ikke overens med politikernes påstand om, at kvinderne ofte tvinges til at bære niqab og burka (Folketinget b, u.å.). På denne måde benyttes den tidligere indsamlede viden ikke til at kontrollere kvinderne, ved eksempelvis at blive brugt som argument for tildækningsforbuddet. Derimod overses rapportens konklusion, hvilket dog også kan tolkes som en bevidst magtudnyttelse - nemlig et valg om at ignorere den producerede viden.

Michel Foucaults magtteori kan belyse, hvorfor der overhovedet er behov for at udøve magt og lovgive på et område, som dikterer hvordan kvinder skal gå klædt. Foucault påpeger, at mennesket er frit såfremt det retter sig efter den sandhed og de diskurser der hersker i samfundet (Heede, 2002: 41). Han påpeger yderligere, at der er tale om en usynliggjort magt, hvilket resulterer i, at afvigere bliver synlige i samfundet. Når disse afvigere bliver synlige i samfundet kræver det en subjektivering og adfærdsregulering, således at afvigerne pålægges en genkendelig identitet, og dermed indtager en subjektposition som opretholder den sociale orden (Heede, 2002: 32). Med Foucaults teori kan der altså argumenteres for, at kvinderne med niqab ikke er med til at opretholde den sociale orden, da de ikke retter sig efter de diskurser der gør sig gældende i Vesten og dermed det danske samfund. Når de udøver modmagt ved at afvige fra normerne gøres de svære at kontrollere, og med Foucaults teori in mente argumenterer vi for, at de i en eller anden grad udgør en trussel, da de er afvigende fra det genkendelige, og dermed fremstår ukontrollerbare.

54

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Foucault påpeger, at der ved tilfældet af afvigere igangsættes en process som han betegner: ”Subjektiveringsmaskineriet med dets indre tvangsmæssige logik” (Heede, 2002: 30). Med dette menes der, at man forsøger at subjektivere og objektivere afvigeren med henblik på at gøre dem til genkendelige, kontrollerbare og produktive borgere. Det kan dermed tolkes, at regeringen portrætterer kvinderne med niqab som de undertrykte der skal hjælpes, og påbegynder en subjektiveringsprocess for netop at gøre dem til genkendelige produktive individer, der opretholder vestlige diskurser. Med udgangspunkt i Foucaults tænkning argumenterer vi for, at tildækningsforbuddet netop muliggører en sådan subjektiveringsprocess, da den kriminaliserer kvinderne i niqab. Processen slår dermed fejl, da den ender med at kategorisere mennesket som f.eks. den kriminelle, den sindssyge, den homoseksuelle osv. Foucault understreger, at disse individer dermed positioneres i identitetskategorier samtidig med, at de er skræmmebilleder i samfundet og dermed fortsat opretholder den sociale orden, da de nu er gjort identificerbare i en kategori, selvom de fortsat er afvigere (Heede, 2002: 32- 35). Dermed kan man argumentere for, at kvinderne fortsat opretholder den sociale orden på trods af, at de ikke retter sig efter diskurserne. Dette er tilfældet i og med, at kvinderne i kraft af tildækningsforbuddet kategoriseres som kriminelle.

Foucault argumenterer altså for, at samfundsstrukturer dikterer, hvad der er korrekt og ukorrekt adfærd. Dette kan sættes i relation til Spivaks syn på Vestens repræsentation af det globale syd. Vi argumenterer for, at der på den ene side udspiller sig et magtforhold i repræsentationen, hvor det civiliserede Vesten prøver at hjælpe de uciviliserede niqab-klædte kvinder med at indgå i samfundet. På den anden side kan man, med Spivaks udlægning, ligeledes argumentere for, at Vestens repræsentation af kvinderne med niqab, på trods af Vestens gode hensigter, har konsekvenser for individerne i form af umyndiggørelse (Kapoor, 2004: 631-632).

Delkonklusion

Alle fem interviewpersoner mener, at kvinder i Vesten skal fremstå som sexsymboler, hvilket Vesten forsøger at pådutte de kvinder der går i niqab. Dette underbygges af Spivaks teori omkring, hvordan Vesten repræsenterer det globale syd. Informanterne i begge vores mundtlige interviews mener, at Vesten drager paralleller mellem kvinders seksualitet og styrke. De påpeger, at billedet der skabes af en stærk kvinde er en, som viser sin krop frem, og at niqab-bærende kvinder derfor er svage og undertrykte. Her illustrerer S og M, hvordan

55

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Vesten repræsenterer de subalterne kvinder ud fra de herskende diskurser i Vesten. Denne repræsentation af det globale syd kan skyldes, at Vesten opfatter sig selv som en overlegen kultur i form af, at de ser sig selv som mere udviklet og civiliseret. Dette er en tendens alle vores informanter kan genkende, da de mener der er en generel fremmedfjendsk holdning mod muslimer i det danske samfund. Denne holdning bliver blandt andet tydeliggjort ved indførelsen af tildækningsforbuddet. Der bliver her lovgivet mod en befolkningsgruppe, der ikke bliver hørt i det danske samfund, da deres stemme bliver erstattet af politikernes, mediernes og danskernes stemme. Hvis Vesten skal repræsentere disse subalterne skal de, ifølge Kapoor, blandt andet ikke opfatte sig selv som en overlegen kultur. Alt efter hvilket ståsted der tages i forbindelse med denne lovgivning, kan der på den ene side argumenteres for, at regeringen rent faktisk forsøger at hjælpe disse kvinder. På den anden side kan der argumenteres for, at regeringen derimod prøver at få magt over dem, for netop at gøre dem til produktive borgere. I forlængelse af dette, kan man med Foucaults ståsted mene, at kvinderne objektiveres, og dermed kategoriseres, så de fortsat er genkendelige såfremt subjektiveringsprocessen slår fejl.

Stigmatisering af de niqab-klædte

Som Foucault påpeger i ovenstående afsnit, ender afvigere i kategorier. Med udgangspunkt i Goffmans stigmateori kan der argumenteres for, at netop denne kategorisering fører til umyndiggørelse og ender med at stigmatisere de individer, som placeres i disse kategorier. Dette skyldes, at de ikke lever op til samfundets forventninger om, hvad der udgør diskursiv acceptabel adfærd (Goffman, 2009: 43). Goffman påpeger yderligere, at vi med specifikke reaktioner, forestillingsbilleder og dagligsprog udøver forskellige former for diskrimination, da vi tildeler individet en social identitet, og dermed tilskriver personen egenskaber (Goffman, 2009: 25). Med Goffmans udlægning af stigma kan der argumenteres for, at kvinderne i samfundet kategoriseres som undertrykte og, efter indførelse af tildækningsforbuddet, nu også som kriminelle. Når man som samfund ser en kvinde med symbolet niqab, tilskrives hun grundet sin påklædning negative egenskaber, hvilket gør hendes symbol til et stigma symbol (Goffman, 2009: 142).

Alle kvinderne vi har interviewet giver udtryk for, at de på grund af deres niqab har oplevet at blive diskrimineret i det offentlige rum, både verbalt og nonverbalt. R udtaler følgende: ”På et tidspunkt blev jeg skubbet ned af en mand og kaldt ”din so”. I et andet tilfælde oplevede jeg ved et busstoppested, at folk omkring mig bare rykkede sig fra mig [...]” (Bilag 5, 3: l.

56

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

73-74). Ligeledes udtaler M og S, at de har været udsat for fysisk vold (Bilag 1, 23, :l. 1003- 1004), (Bilag 2, 2: l. 85-86). Ifølge Goffman fører stigma, og den diskrimination der følger med, til at individet udvikler lavt selvværd og skammer sig over sit spejlbillede. Skammen opstår, da der er en uoverensstemmelse mellem individets egen selvopfattelse, altså den faktiske identitet, og den sociale identitet, som er dannet på baggrund af folks fordomme (Goffman, 2009: 31-33). Særligt den skam et stigma fører med sig belyser S i følgende citat:

”Altså i 25 år har de lavet så mange beslutningsforslag som forbyder tørklædet, der har bare ikke været et flertal for det. Selv det her burkaforbud, det er fjerde gang at det er kommet på bordet, altså og det er først nu at der er et flertal. De bliver ved med at presse grænserne indtil at de undertrykker muslimer fuldstændig, at vi ikke må være synlige, at vi skal skamme os over at være muslimer, det må ikke være tydeligt, det skal være i hemmelighed at vi er muslimer eller et eller andet” (Bilag 1, 3: l. 95-100).

Her påpeger S, at hun som muslim føler, at samfundet vil have hende til at skamme sig over sin muslimske identitet. På baggrund af sin position som talskvinde formoder vi, at hun ligeledes taler på vegne af andre niqab-klædte kvinder i og med, at disse netop tydeliggør deres religiøse overbevisning ved at bære et religiøst klæde i offentligheden og således ikke er usynlige. På baggrund af Goffmans udlægning af stigma og den skam det fører med sig, kan man argumentere for at disse kvinder stigmatiseres i og med, at deres stigma symbol, i form af niqabben, netop synliggør dem som afvigere i samfundet. S uddyber yderligere, at tildækningsforbuddet legitimerer, at man som borger må diskriminere den muslimske kvinde og behandle hende som andenrangsborger, blandt andet ved at konfrontere hende og anmelde hende til politiet (Bilag 1, 16: l. 661-665). Yderligere beskriver S, at en mand prøvede at skubbe hende ned på togskinnerne foran hendes børn (Bilag 1, 23: l. 1003-1004). Dette kan ses i sammenhæng med Becks teori omkring frygtsamfundet, hvor han beskriver, at risici og frygt påvirker den enkelte borgers dagligdag (Beck, 2009: 9). Hertil spiller medierne og politikernes portrættering af risici, som beskrevet, en stor rolle. Vi argumenterer for, at denne portrættering kan føre til, at nogle borgere føler sig berettigede til konfrontere eksempelvis kvinder med niqab, da de portrætteres som nogle der udgør en risiko. Hertil påpeger Goffman ligeledes, at vi på baggrund af det stigma vi tildeler mennesket diskriminerer det, nogle gange bevidst andre gange ubevidst, og på den måde begrænser dets udfoldelsesmuligheder. Han uddyber, at vi reducerer individet til et nedvurderet menneske, og at det for individet dermed er svært at komme af med det stigma

57

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab det har fået tildelt, som er stærkt forankret i samfundet (Goffman, 2009: 20-25). Med udgangspunkt i Goffmans teori er et argument imod tildækningsforbuddet, at det netop opretholder det stigma kvinderne har fået tildelt, og at det dermed legitimerer, at de diskrimineres i det offentlige rum, da nogle borgere muligvis føler, at det er deres pligt at konfrontere lovbrydere.

På baggrund af politikernes tidligere fremlagte argumenter om, at niqab er undertrykkende og ikke hører til i et vestligt samfund m.m., kan man formode, at det diskursivt uacceptable klæde, netop provokerer nogle borgere. Med udgangspunkt i Foucaults teori argumenterer vi for, at disse borgere i deres bevidsthed har formået at reducere kvinderne til et umenneskeligt objekt, som skal kontrolleres, hvilket Foucault netop påpeger er konsekvensen af kategorisering. Et argument imod tildækningsforbuddet ses i og med, at niqabben begrænser kvindens udfoldelsesmuligheder både psykisk i form af, at klædet gøres til noget skamfuldt samtidig med, at det fører til konfrontation såfremt man tager det på udenfor. M uddyber ligesom S, at det ikke kun begrænser den niqab-klædte kvinde men ligeledes påvirker hendes børn, hvilket påpeges i følgende citat:

”Det var op til [vedtagelsen af tildækningsforbuddet], at jeg tog det af. Det var lidt før forbuddet trå dte i kraft, faktisk. Det var jo en blanding af det hele. Det var lidt hå rdt for mig, da mine børn var blevet så store. De mærker den her hate og de bliver så ret. Det var hå rdt at gå ud med dem og de skulle opleve deres mor blev tilsvinet og nedgjort.” (Bilag 2, 3: l. 96- 101).

M’s udtalelse om, at hendes børn blev påvirket af det stigma hun blev bedømt og antastet ud fra, kan relateres til Goffmans teori, som netop påpeger, at stigma kan overføres fra eksempelvis den stigmatiserede til de nære relationer (Goffman, 2009: 98-99). På denne måde oplever børnene deres mors påklædning som værende skamfuld fordi, at samfundet netop verbalt gør det til noget skamfuldt, hvortil at nogle borgere desuden bliver voldelige i kontrontationen med en niqab-klædt kvinde. Et argument imod tildækningsforbuddet ses således også her, da den medfølgende stigmatisering ikke kun rammer de niqab-klædte kvinder, men også deres familie og børn. M valgte at stoppe med at gå med niqab for blandt andet at skåne sine børn, og for at kunne blive en resocialiseret del af samfundet. Goffman påpeger hertil, at et stigmatiseret individ befinder sig i en ambivalent situation, hvor det på den ene side kan vælge at gå tilbage til at genoprette en ”normal” tilværelse, eller på den

58

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab anden side vælge at opgive dette og danne fællesskab med andre stigmatiserede (Goffman, 2009: 119-120).

På baggrund af den tidligere beskrivelse af samfundets forsøg på at kontrollere afvigere, kan man argumentere for, at M, ved at smide sin niqab, netop formår at indgå i samfundet på lige fod med andre. M påpeger selv nogle positive tendenser i forbindelse med en tilværelse uden niqab, som kan åbne op for nye døre:

”Fordelen er vel at jeg har mulighed for at arbejde, hvor som helst. Det den eneste fordel, men jeg mener jo ikke at det er niqab som har begrænset mig i det, det jo samfundet som har gjort det, det jo ikke min påklædning. Jeg kunne jo sagtens gå med Niqab idag og være tolk. Jeg kan sagtens tolke mellem to mennesker, selvom jeg har noget for min næse og min mund. Det forhindrer mig ikke i noget. Det jo ikke mig og min niqab som har begrænset mig. Det jo ikke mig som har sagt “Nå men nu kan jeg ikke arbejde og bidrage til samfundet, fordi jeg har lidt ekstra tøj på”” (Bilag 2, 10: l. 435-441).

Ligeledes uddyber S, at hun var nødt til at droppe ud af sin uddannelse, da hun ikke måtte gå med niqab på uddannelsesinstitutionen (Bilag 1, 15: l. 654-655). Hun kunne dog have valgt at tage sin niqab af, hvilket ville gøre, at hun kunne fortsætte på sin uddannelse. Det ses eksempelvis med R, som kunne fortsætte på sin uddannelse efter, at hun valgte at stoppe med at gå i niqab (Bilag 5, 4: l. 91). Ligeledes fik informant M flere muligheder, da hun foretog samme valg. Med disse erfaringer som udgangspunkt, kan tildækningsforbuddet således også siges at have positive konsekvenser, såfremt at kvinderne retter sig efter forbuddet. Andre individer vælger derimod at beholde sin niqab på, eksempelvis informant S og informant F. F beskriver, at det påvirker hendes måde at skabe relationer på i og med, at folk undgår hende grundet hendes niqab (Bilag 3, 2: l. 41-42). Særligt distanceringen som klædet skaber mellem den niqab-klædte kvinde og den almene borger uddyber R i følgende citat:

”Jeg begyndte med Niqab i slutning af min gymnasial forløb. Jeg oplevede at mange af de studerende jeg gik på hold med begrænsede sig, nå r der var gruppearbejde. Derfor endte det med at jeg kun var i gruppe med min bedste veninde, hvilket gik glimrende. Folk betragtede niqabben som barrierer og at jeg ikke ønsket at være en del af fællesskabet” (Bilag 5, 4: l. 94- 99).

På den ene side er fordelen altså, at man ved at tage niqabben af får mulighed for at indgå i samfundet, dog er man nødt til at give afkald på egne værdier. På den anden side kan man

59

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab argumentere for, at den niqab-klædte kvinde, som afviger i samfundet, bliver fastholdt i sit stigma, fordi hun netop ikke giver afkald på sine diskursivt uacceptable værdier. Goffman påpeger, at individets stigma i nogle tilfælde har indflydelse på interaktionen med andre, og at det ligeledes kan virke diskriminerende i forhold til eksempelvis jobmuligheder (Goffman, 2009: 154). Netop denne konsekvens kan man sige, at niqabben har for kvinderne i og med, at R påpeger, at hun vælges fra til gruppearbejdet, F påpeger, at folk ikke vil interagere med hende, og S og M fortæller, at de ikke kunne fortsætte på deres uddannelser. Nogle vælger altså at tage niqabben af for ikke at blive begrænset i deres udfoldelsesmuligheder, herunder R og M. Andre vælger derimod at fortsætte med niqab, og dermed distancere sig fra omverdenen, hvilket fremgår af følgende udtalelse fra N: ”Man holder sig mest til muslimer, så unødvendige […] fordømmelser ikke opstå r” (Bilag 4,2: l. 48-50). Ligeledes siger S følgende:

“[…] personligt så afholder jeg mig bare og ærligt talt jeg har ikke lyst til at gå ud, jeg har ikke lyst til at gøre alle de her ting. Respekter mig, accepter mig, jeg vil hellere være i moskeen med de muslimske søstre [...] det vil jeg hellere, fordi i eksklusion så danner man et fællesskab. Altså hvis jeg ikke må gå i skole, hvis jeg ikke må tage bussen […] okay tag din sti, tag din fortov. Så holder jeg mig til det muslimske fællesskab, til de muslimer der accepterer mig, respekterer mig […]” (Bilag 1, 17: l. 707-716).

I disse udtalelser påpeger både N og S, at de netop, grundet den diskrimination de møder, vælger at afholde sig fra offentligheden og dermed holder sig til det islamiske fællesskab. Dette kan være et argument imod forbuddet, som dermed skaber eksklusion frem for inklusion. Goffman påpeger hertil, at stigma er kontekstualiseret, og at man dermed ikke nødvendigvis er stigmatiseret i en kontekst blot fordi man er det i en anden (Goffman, 2009: 92). Derfor påpeger han, at den stereotype fremstilling af den stigmatiserede fører til at vedkommende søger mod ”sine egne”. Altså efterspørger den stigmatiserede et fællesskab, hvor det opfattes som værende normalt, anerkendes og menneskeliggøres (Goffman, 2009: 119-120). Man kan således argumentere for, at disse kvinder netop vælger at afskærme sig fra offentligheden, fordi de her ikke accepteres for deres faktiske identitet, men derimod konstant skal modbevise de egenskaber som deres sociale identitet er tilskrevet. Dette påpeger S i følgende citat: ”Jeg skal bevise over for dig, at jeg ikke er undertrykt, jeg skal bevise over for mig, at min mand ikke er undertrykt, jeg skal bevise over for dig at jeg ikke er under social kontrol. Jeg er virkelig rigtig træt” (Bilag 1, 1: l. 188-1190). S giver her udtryk for, ligesom

60

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

N, at hun er træt af, at hun hele tiden skal undskylde for sig selv, og modarbejde de fordømmelser hun bliver mødt af grundet de fordomme, som folk har om hende. I tråd med dette påpeger Goffman, at konsekvensen ved stigma blandt andet er, at den stigmatiserede i mødet med ”den normale” skal kompensere for sine dårlige egenskaber, yde en ekstra indsats og tænke over hvilket indtryk det gør (Goffman, 2009: 38, 50). Goffman påpeger yderligere, at det ikke er nogen nem opgave i og med, at den stigmatiserede er bange for, at modparten ikke accepterer ham/hende på lige fod med de andre ”normale mennesker” (Goffman, 2009: 48-49). Man kan altså sige, at den niqab-klædte psykisk påvirkes negativt i mødet med “de normale”. I forlængelse af dette påpeger S, at hun yder en ekstra indsats for at modarbejde fordomme og give det bedste indtryk af sig selv:

”Dem som har et åbent sind de taler med mig. Men det igen det der med, altid ekstra arbejde, hårdt. Jeg plejer at tage mine børn til biblioteket og når jeg sidder i børneafdelingen, så tager jeg altid småkager og frugt med mig, sådan så jeg altid kan tilbyde de andre forældre der er der med deres børn noget. For at nærme dem et skridt. Netop fordi at jeg ved der er sådan en ubegrundet utryghedsfølelse omkring muslimer” (Bilag 1, 35: l. 1505-1509).

Dette tolker vi således, at S forsøger at kompensere for sit stigma og forsøger at opnå anerkendelse fra de “normale” mennesker på biblioteket. Ydermere kan det forstås således, at S prøver at nedbryde de negative konnotationer, der hører til hendes stigma.

Delkonklusion I forlængelse af Goffmans udlægning af stigma, kan der være argumenter for, at de niqab- klædte kvinder bliver undertrykte i det danske samfund. Dette sker ved, at samfundet ser niqabben som et negativt ladet symbol. Det bliver verificeret af vores informanter, der alle har oplevet verbale og fysiske overfald i det offentlige rum. Goffman argumenterer for, at denne stigma kan føre til psykiske problemer, i form af lavt selvværd og skam, hos den stigmatiserede. Denne stigma kan skabe en diskurs mod niqab-klædte kvinder, der kategoriserer dem som afvigere i samfundet, hvilket kan give andre borgere en legitim grund til at diskriminere kvinderne i det offentlige rum. Denne diskrimination bliver forstærket af Becks teori omkring risici og frygt, da borgerne, som følge af disse, kan føle et yderligere incitament for at ”hjælpe” i samfundet. Goffman forklarer, at stigma kan overføres til de stigmatiseredes børn, hvilket vores informanter også fortæller sker. Informant M valgte blandt andet at stoppe med at gå med niqab, for at skåne sine børn. De informanter, der valgte

61

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab at fortsætte med at gå i niqab efter forbuddet trådte i kraft, er blevet begrænset i og med, at de har set sig nødsaget til at stoppe på deres uddannelse. De bliver desuden fortsat set som afvigere i samfundet. De kvinder, der stoppede med at gå i niqab oplevede en ny mulighed for at ”deltage” i samfundet, men på bekostning af nogle personlige værdier og principper. Overordnet ses en tendens hos vores informanter i form af, at de der stopper med at gå i niqab bliver ”en del” af samfundet igen. De der fortsætter med at bære niqab begynder derimod at isolere sig fra samfundet, og mest holde sig til andre, der ligner dem selv.

Niqab-klædte kvinders plads i samfundet

Ud fra ovenstående analyse er det relevant at undersøge, hvordan denne stigmatisering påvirker kvindernes medborgerskab. Medborgerskabet, som rettighed, har ændret sig op igennem tiden. Som nævnt har Thomas P. Boje opstillet nogle af de kriterier der skal opfyldes for at en person kan være “en del” af medborgerskabet i Danmark. I disse kriterier ses flere barrierer for kvinder i niqab, i forbindelse med at være en del af medborgerskabet. Et af de kriterier Boje argumenterer for, er socialt engagement (Boje, 2017: 24). Den overordnede holdning blandt vores informanter er, at de efter dette forbud, om de er stoppet med at gå med niqab eller ej, ikke har lyst til at gå så meget ud. I vores interview med S fortæller hun, hvordan forbuddet har påvirket hende: “Forbuddet påvirker min psyke. Altså det gør at jeg faktisk mister rigtig meget af lysten til at være en del af fællesskabet, fordi jeg konstant bliver udelukket. Det gør også at jeg overvejer når jeg skal gå ud” (Bilag 1,31: l. 1350-1353). Informant S, der stadig går med niqab i dag, bliver begrænset af dette forbud i det, at hun kun forlader sin bolig når det er allerhøjest nødvendigt. Dette gør, at hun ikke har den samme mulighed for at engagere sig i de sociale fællesskaber der findes i samfundet, som hun gjorde inden forbuddet trådte i kraft. Inden dette forbud fortæller S, at hun (og andre fra Kvinder i Dialog) var besøgsvenner for ældre etnisk danske kvinder (Bilag 1, 19: l. 813-814). Dette var kvinder der generelt ikke havde meget kontakt med deres familier og derfor var meget alene. Det har de set sig nødsaget til at stoppe med efter forbuddet, da de ikke har lysten til at gå ud længere. Derved kan vi altså konkludere, at kvindernes sociale engagement bliver påvirket af den nye lov, og samtidig sætter grænser for deres medborgerskab. Derudover har medborgerskabet ikke den samme ”kraft” i den moderne tid, som det har haft tidligere. Dette ses ved at medborgerskabet som en social rettighed ikke længere er i stand til at modvirke den forskellighed, der kendetegner sociale gruppers behov og ønsker. Det sikrer ikke længere omfordeling og anerkendelse af forskellighed (Boje, 2017: 24). Før i

62

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab tiden var medborgerskabet en så stærk rettighed, at det overskyggede forskelligheden i samfundet. Som følge af globaliseringen og de stigende multikulturelle samfund, der findes i Vesten, er forskelligheden blandt individerne i de samfund imidlertid blevet for stor til, at medborgerskabet kan danne et fællesskab for dem alle. Dette kan skabe et politisk incitament til, at danne et lovforslag om et forbud mod at bære niqab. Der er dog en hårfin grænse mellem at forsøge, at inkludere nogle i samfundet og ende ud med at eksludere dem:

“Troede oprigtig ikke Danmark ville formå og få fremført sådan et forbud der skulle “hjælpe” os ‘stakkels’ undertrykkede kvinder... det har lykkes dem og indirekte sige i (som i KUN muslimer) skal følge vores regler, (vi prøver hjælper jer af med den beklædning i har tvunget ned over jer, det skal vi nu bestemme skal af) Så ja har mistet al tiltro til Danmark og hvad landet står for” (Bilag 4, 2-3: l. 68-72).

Citatet illustrerer, hvorledes at en lov, der skal skabe integration i stedet resulterer i, at en af de ramte kvinder mister tiltroen til Danmark. Som nævnt i teoriafsnittet omkring medborgerskab, så har individer i et multikulturelt samfund forskellige kulturer, og skal på trods af dette stadig finde en måde, hvorpå de kan leve side om side. Det er tydeligt, ved gennemgang af vores empiri, at disse kvinder der bliver ramt af tildækningsforbuddet, ikke ser loven som en måde, hvorpå vi i Danmark kan ”leve side om side”. De føler sig begrænset i deres hverdag, og der er endda en informant der: “[...] har mistet alt tiltro til Danmark og hvad landet står får” (Bilag 4, 3: l. 72). Som skrevet tidligere fremlægger Boje følgende om multikulturalisme: “En retsorden byggende på multikulturalisme sikrer ret til forskellighed i det private rum såvel som i offentligheden” (Boje, 2017: 187). Det fællesskab der skabes i det multikulturelle samfund skal forstås som lighed, deltagelse, anerkendelse og engagement på tværs af kulturer. Samtidig med at staten ikke forskelsbehandler i forhold til religion og på en måde hvor en gruppe ikke er stillet bedre end en anden (Boje, 2017: 188). Tildækningsforbuddet kan hertil ses som et tiltag, der går imod et multikulturelt samfund. Dette mener vi i og med, at forbuddet i særdeleshed påvirker de niqab-klædte kvinder og deres måde at praktisere deres religion på. Forbuddet går således imod værdierne som lighed og anerkendelse, da tildækningsforbuddet ikke anerkender det religiøse klæde. Derudover kan det siges, at denne lov positionerer de niqab-klædte kvinder dårligere end eksempelvis de kristne borgere i og med, at kvinderne gøres til kriminelle. Dette skaber således ulighed i samfundet blandt andet på grund af, at de niqab-klædte kvinder, som tidligere nævnt, kan ende med at blive

63

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab stigmatiseret. Ydermere kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt tildækningsforbuddet forskelsbehandler på baggrund af religion. Dette spørgsmål rejser vi, da flere politiske partier, som beskrevet, fokuserer på niqab og burka i udarbejdelsen af lovgivningen (Folketinget b, u.å.). Dermed kan tildækningsforbuddet også tolkes som en lov baseret på forskelsbehandling af religioner samt kulturer. Som tidligere skrevet, er den største udfordring ved det multikulturelle samfund, at finde en balance mellem kulturel autonomi og social solidaritet. Der kan dermed argumenteres for, at det multikulturelle samfund er en trussel imod denne balance, da mennesker med forskellige kulturelle baggrunde kan have svært ved at forstå hinanden. På den måde kan man mene, at det ville være lettere at leve i et heterogent samfund, hvor balancen er lettere at opnå. Det kan dermed tænkes, at det netop er dét politikerne forsøger at nærme sig ved at vedtage en lov, som ulovliggør de religiøse symboler niqab og burka.

Som en del af medborgerskabet er det vigtigt, at borgerne i et samfund er åbne og tolerante over for deres medborgere. Dette indebærer blandt andet, at man som borger skal være kompromissøgende, hjælpsom og god til at nedprioritere egne interesser. Samfundet skal derudover fungere som en medspiller i dette, det vil sige at institutioner og organisationer skal være inkluderende for alle borgere, på tværs af etnicitet, køn, sociale forskelle og kulturelle baggrunde (Boje, 2017: 13). I og med, at politikerne er folkevalgte og dermed kan siges at repræsentere borgernes interesser, kan det tænkes, at borgerne ikke er specielt tolerante overfor den muslimske kultur, hvilket tildækningsforbuddet kan ses som et udtryk for. Der kan således argumenteres imod tildækningsforbuddet i og med, at det kræver, at kvinderne skal indgå i samfundet på dets præmisser da forbuddet begrænser kvindernes personlige frihed. Dog kan de niqab-klædte kvinder ligeledes kritiseres for ikke at opfylde sine medborgerlige pligter eftersom, at de ikke nedprioriterer deres egne interesser og dermed stopper med at gå med niqab. Man kan på denne måde argumentere for forbuddet ved at tilslutte sig holdningen om, at folk med en anden etnisk baggrund end dansk skal indordne sig de danske værdier og normer. Da det er de niqab-klædte kvinders kultur, der er den fremmede burde de derfor indordne sig. På samme måde kan staten kritiseres for ikke at opfylde sine forpligtelser i form af ikke at skabe inklusion for de niqab-klædte kvinder i og med, at tildækningsforbuddet kan tolkes som værende assimilerende.

Et andet aspekt ved medborgerskabet er den enkelte borgers investering i staten. Det handler om, hvordan den enkelte borger engagerer sig på arbejdsmarkedet eller i uddannelse såvel

64

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab som i de demokratiske beslutningsprocesser. Dette engagement er forudsættende for, at individer kan være en del af medborgerskabet (Boje, 2017: 15). I forlængelse af dette siger Venstres ordfører Preben Bang Henriksen:

“For at sige det rent ud, så har vi ganske enkelt ikke mulighed for at integrere mennesker i det danske samfund, hvis de går med ansigtet tildækket. Så enkelt er det faktisk. Der er ingen arbejdsgiver på det sædvanlige arbejdsmarked, der vil ansætte en person med tildækket ansigt. Derfor forbliver de pågældende personer uden for arbejdsmarkedet, og derfor forbliver de uden for integration” (Folketinget b, u.å.).

Med ståsted i Boje, mener Bang Henriksen således ikke, at kvinderne kan opfylde deres medborgerlige forpligtelser når de går i niqab, hvorledes at de ikke er sikret en plads i medborgerskabet. Hertil kan tildækningsforbuddet således ses som et forsøg på at integrere de niqab-klædte kvinder og inddrage dem i medborgerskabet. I modsætning til dette mener kvinderne, at lovgivningen går ind og begrænser deres mulighed for at opnå medborgerskab. Vores informanter deler således ikke opfattelsen af, at det er umuligt at integrere de niqab- bærende kvinder på arbejdsmarkedet. S fortæller os eksempelvis, hvordan flere af hendes veninder har fungeret på arbejdsmarkedet på trods af deres beklædning:

“Tre af mine veninder de arbejder inden for telemarketing, altså hvor de ringer folk op og du ved laver abonnementer og forskelligt. Jeg har en veninde der er grafisk designer, hun har designet en af de der reklamer på busser. En anden hun er fotograf, de er allesammen niqab- klædte kvinder. Så der er selvfølgelig er der brancher vi kan arbejde inden for, der er også nogle der er selvstændige, der er en, hun er konditor, hun har sit eget firma [..]” (Bilag 1, 14: l. 602-608).

S ved altså godt, at niqabben kan være en forhindring i nogle brancher, men hun afviser samtidig at den skulle være en hindring i, at deltage på arbejdsmarkedet. Hun har desuden selv studeret, hvilket også viser hvordan hun, på trods af sin beklædning, kan være en del af medborgerskabet. Det paradoksale ved tildækningsforbuddet og politikernes argumenter viser sig i og med, at kvinderne i niqab før forbuddet kunne arbejde og gå i skole, og på denne måde opfylde sine medborgerlige pligter. Dette er dog mere begrænset i dag, da de ikke kan opholde sig i det offentlige rum uden frygten for at få en bøde. Eksempelvis siger S:

65

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

“Hvis jeg skal genoptage mit studie, jeg kan ikke komme på min skole, ikke fordi min skole ikke vil accepterer mig, jeg går på en rigtig [...] en dejlig skole, men det er bare problematisk, hvordan kommer man fra a til b? Hvordan kommer jeg fra her til der hver dag?” (Bilag 1, 12: l. 505-508).

Det kan således siges, at politikernes forsøg på at få de niqab-klædte kvinder engageret i samfundet, i stedet ender med at begrænse kvindernes muligheder for at opfylde sine medborgerlige forpligtelser. Der kan tolkes på, hvorvidt tildækningsforbuddet er en positiv ting i og med, at dette kan medvirke til, at kvinderne får flere muligheder på arbejdsmarkedet, forudsat at forbuddet altså følges. Hvis integration på arbejdsmarkedet er en primær årsag bag tildækningsforbuddet kan man dog stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det eksempelvis ikke er ulovligt at have piercinger i ansigtet? Dette spørgsmål stiller vi, da vi har en formodning om, at nogle arbejdspladser ligeledes ikke vil ansætte piercede personer, da dette muligvis ikke anses som præsentabelt. Denne problematik leder således tilbage til, at andre årsager ligeledes må være bag vedtagelsen af tildækningsforbuddet.

Det er ikke helt ufarligt for samfundet, hvis problemstillinger som denne ikke bliver håndteret korrekt. I sidste ende kan et forbud som dette, der har til hensigt at integrere kvinderne, rent faktisk ende med at få den modsatte effekt, og dermed isolerer kvinderne, hvilket både er gældende på arbejdsmarkedet samt socialt. Dette ses blandt andet i en udtalelse vores informant, S, kommer med:

“Så personligt så afholder jeg mig bare og ærligt talt jeg har ikke lyst til at gå ud, jeg har ikke lyst til at gøre alle de her ting. Respekter mig, accepter mig, jeg vil hellere være i moskeen med de muslimske søstre, jeg vil hellere, det vil jeg hellere, fordi i eksklusion så danner man et fællesskab. Altså hvis jeg ikke må gå i skole hvis jeg ikke må tage bussen, [...] Så holder jeg til det muslimske fællesskab, til de muslimer der accepterer mig, respekterer mig og til dem som jer der er åbne som” (Bilag 1, 17: l, 707-716).

Problemet bliver her, at kvinderne søger hen imod lukkede fællesskaber, som udelukkende indeholder mennesker der ligner dem selv. Grænsen mellem assimilation og integration balancerer således på et knivsæg, hvor der ikke er langt fra at hensigten er at integrere en minoritetsgruppe, til at denne rent faktisk bliver assimileret. En stor udfordring er at finde balancen mellem kulturel autonomi, retten til at udøve sin religion som man vil, og social

66

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab solidaritet, således at kulturel autonomitet ikke udvikler sig til separate identiteter, og ender med at minoriteter bliver kulturelt assimileret (Boje, 2017: 188). En anden problematik i forbindelse med integration ses i og med, at politikerne og de niqab-bærende kvinder har forskellige syn på, hvad integration er. Preben Bang Henriksen fra Venstre siger, som nævnt, at individer der går med tildækket ansigt ikke kan integreres i det danske samfund (Folketinget b, u.å.). Denne opfattelse deler vores informanter ikke i og med, at de føler sig integrerede i det danske samfund, og ikke mener at de udgør en trussel. M siger eksempelvis, at hun mener at man er integreret hvis man arbejder, betaler skat, taler dansk, følger med i politik og i øvrigt bidrager til samfundet. Derudover siger hun også, at hun føler, at folk med anden etnisk baggrund end dansk er integrerede, fordi de fleste er opvokset i Danmark. Hun stiller derfor spørgsmålstegn ved, hvad der skal til for at folk med anden etnisk end dansk baggrund bliver anerkendt som integrerede (Bilag 2, 6: l. 247-259).

Dette viser tydeligt, hvordan det kan være svært at tale om integration når der er forskellige opfattelser af, hvad integration er, samt på hvilket tidspunkt individer med anden etnisk baggrund end dansk er integrerede i det danske samfund. Endnu engang kan vi inddrage Spivak og hendes teori omkring Vestens syn på det globale syd. Hertil kan det siges at være vanskeligt for Vesten, og politikerne i Danmark, at få integrationen til at lykkes, så længe at integrationen foregår på baggrund af de vestlige værdier, inden for Vestens herskende diskurser, og med ringe forståelse for de mennesker, der skal integreres og deres kulturelle og religiøse baggrund.

Et andet område, hvor de niqab-klædte kvinder og politikerne ikke deler holdninger er vedrørende, hvorvidt niqab kan associeres med risici for samfundet eller ej. Denne uoverensstemmelse ses blandt andet når Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti siger:

“Samtidig vil et forbud styrke sikkerheden for os alle. Både terrorister og andre kriminelle kan drage fordel af en heldækkende beklædning til at skjule deres identitet, når de udøver terror eller andre former for kriminalitet. Der er altså mange grunde til at indføre et forbud” (Folketinget b, u.å.).

Her portrætterer Martin Henriksen niqab som noget, der udgør en risiko. Beck mener at risici kan føre til udarbejdelse af nye love og vedtagelser (Beck, 2009: 9). Dette illustrerer Martin

67

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Henriksen i ovenstående citat. Da han giver udtryk for at det danske samfund kan undgå kriminalitet ved at forbyde niqab i det offentlige rum. Beck påpeger, at risici forstås individuelt, og derudover også forskelligt af forskellige grupper i samfundet (Beck, 2009: 13). I og med at de niqab-klædte kvinder ikke selv opfatter sig selv eller islam som værende en risiko, erklærer de sig uenige i politikernes udsagn. Dog påpeger S, at hun frygter for muslimernes fremtid:

“ [...] altså der er teoretikere der siger, at hvis man danner en eller anden panik i samfundet, [...], så kan man få en eller anden form for fællesskab og man kan få gennemført et eller andet som man normalt ikke ville kunne få gennemført rent politisk. Så igennem tiden har det her fænomen hele tiden ændret sig. Det har været jøder, altså i 2. verdenskrig, det har været katolikker, altså , forstå r du hvad jeg mener? Det har været sorte, det har været fattige, det har været handicappet, altså , det har hele tiden ændret sig med hvem man siger, at de her mennesker, de er en trussel for vores samfund og vi bliver nød til at gøre noget ved dem” ( Bilag 1, 19: l. 805-812).

Her påpeger S, via en historisk gennemgang af undertrykkelse af minoriteter gennem tiden, at historien gentager sig i og med, at det, ifølge hende, nu er muslimerne som er de undertrykte. Informant N forklarer, at hun ligeledes er usikker på muslimers fremtid i Danmark eftersom, at politikerne åbenlyst er imod denne etniske gruppe (Bilag 4, 2: l. 60-66). I samme tråd forklarer M, at hun ser en generel negativ tone over for muslimer i Danmark, hvortil hun refererer til nogle af stramningerne inden for integrationsområdet (Bilag 2, 5: l. 204-207). Hertil inddrager vi igen Becks nævnte pointe omkring, at risici opfattes individuelt. I forlængelse af dette kan man, med ståsted i Becks teori, argumentere for, at denne portrættering af risici, f.eks. i form af tildækningsforbuddet, ikke nødvendigvis udelukkende forebygger risici, men ligeledes afføder nye. Vores informanter tilkendegiver nemlig frygt for en anden risiko end den politikerne påpeger, nemlig frygten for, at en form for etnisk forfølgelse af muslimer vil ske i Danmark. Derudover mener S, at muslimer udnyttes som en brik i et politisk spil, der bruges til at få gennemført tiltag man ellers ikke ville kunne få gennemført. I og med at Beck påpeger, at portrætteringen af risici blandt andet udføres af medier og politikker, kan man stille sig kritisk overfor om de niqab-klædte kvinder blot indgår som skræmmebillede for at få indført love.

68

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Delkonklusion

Tildækningsforbuddet ekskluderer de niqab-klædte kvinder i forhold til deres etnisk danske medborgere, hvor denne positionering skaber en uligevægt i medborgerskabet og kan føre til assimilering frem for integration. En ting, der har påvirket de niqab-klædte kvinders deltagelse i medborgerskabet er blandet andet, at informanterne er blevet begrænset i deres sociale engagement i samfundet. Dog kan kvinderne ikke udelukkende ses som ofre i denne sammenhæng, da de selv, ifølge Boje, kan nedprioritere deres egne interesser og derved opfylde deres medborgerlige pligter. Det tegner et tydeligt billede af, at der er forskellige opfattelser af, hvornår en person er en integreret medborger og hvordan man yder sine medborgerlige pligter. I forbindelse med risikosamfundet og vedtagelsen af tildækningsforbuddet kan der opstå nye risici i samfundet, der går ud over den muslimske minoritetskultur. Dette er lidt af et paradoks, da forbuddet blandt andet er skabt for at reducere risici i samfundet. Yderligere kan der argumenteres for, at den politiske agenda bag tildækningsforbuddet udspringer af et ønske om et heterogent samfund, som kan skabe en balance mellem kulturel autonomi og social solidaritet.

69

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Konklusion

Hvordan kan et tildækningsforbud, der blandt andet skal forebygge undertrykkelse, ende ud med at resultere i undertrykkelse?

I denne opgave har vi blandt andet belyst årsagsforklaringer til, hvorfor nogle muslimske kvinder i Danmark bærer niqab. Vores informanter, samt informanterne brugt i Københavns Universitets rapport, forklarer, at valget om at gå med niqab udspringer af et ønske om at nærme sig Allah. I modsætning til dette er flere politikeres forståelse, at niqab bruges som et middel til at undertrykke kvinderne. I og med, at de involverede parter har forskellige syn på niqab, og dermed tildækningsforbuddet, ses der ligeledes argumenter for og imod dette forbud. Et argument for forbuddet ses ved påstanden om, at kvinderne ikke kan integreres på arbejdsmarkedet. Dette ville således betyde, at de ikke kan opfylde sine medborgerlige pligter. Pointen underbygges af, at informant M forklarer, hvordan hun fik flere muligheder på arbejdsmarkedet efter, at hun stoppede med at bære niqab. I forlængelse af dette lyder et argument, at kvinderne skal tilpasse sig det danske samfund og dermed fjerne niqabben, for at håndtere kultursammenstød på bedst tænkelige måde. Det ville ligeledes medvirke til, at kvinderne kunne deltage som medborgere. Vi konkluderer ydermere, at niqabben som symbol kan associeres med risici, der kan føre til terror, hvorved at et forbud netop kan mindske frygten for denne risiko.

I forlængelse af dette konkluderer vi, at der ligeledes er flere argumenter imod tildækningsforbuddet. Et af disse er, at forbuddet ender ud med at stigmatisere de niqab- klædte kvinder. Denne stigmatisering resulterer blandt andet både i verbale og fysiske overfald. Ydermere skaber stigmatisering en eksklusion fra fællesskabet i samfundet, hvorfor stigmatiserede individer ofte søger mod fællesskaber med andre lignende stigmatiserede. Dette fastholder den stigmatiserede i sit stigma samt modvirker integration. Vi konkluderer derudover, at tildækningsforbuddet begrænser kvinderne i at udføre deres medborgerlige pligter i og med, at de eksempelvis ikke kan fortsætte på deres uddannelse eller arbejde. En anden konklusion vi drager er, at tildækningsforbuddet er medvirkende til at afføde nye risici for de niqab-klædte kvinder, såsom frygten for at muslimer forfølges. Et yderligere argument imod tildækningsforbuddet er, at det er vedtaget ud fra herskende vestlige diskurser og dermed Vestens forståelse af de niqab-klædte. Dette er blandt andet et problem, da Vesten

70

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab forsøger at få de niqab-klædte kvinder til at tilpasse sig deres portrættering af kvinder, uanset hvad de niqab-bærende mener.

Paradokset opstår i og med, at tildækningsforbuddet blandt andet forsøger at afhjælpe undertrykkelse ved at forbyde niqab og burka. Dog konkluderer vi, at forbuddet ender med at undertrykke de niqab-bærende kvinder på flere områder. Undertrykkelsen af de niqab-klædte kvinder finder blandt andet sted i form af stigmatiseringen af kvinderne, hvilket begrænser og kontrollerer dem på flere områder. Derudover påvirker forbuddet kvindernes medborgerskab i og med, at de holdes uden for dette. Det ses blandt andet, da kvinderne ikke længere har ligeså stor mulighed for at deltage i samfundet. Kriminaliseringen samt stigmatiseringen medfører således tvang over kvinderne, hvilket kontrollerer dem og dermed ender med at undertrykke dem. Tvang opleves ligeledes, hvis kvinderne tager sin niqab af som følge af tildækningsforbuddet. Politikerne bruger dette forbud som et middel, til at kontrollere kvinders tilgængelighed for arbejdsmarkedet. Tildækningsforbuddet er således en måde at tvinge kvinderne til at være kontrollerbare på, hvilket stemmer overens med vores benyttede definition af undertrykkelse. Ydermere kan selve forslaget om et tildækningsforbud anses som værende undertrykkende. Dette konkluderer vi i og med, at politikerne blandt andet fremsætter forbuddet på baggrund af en formodning om, at kvinderne har brug for hjælp. De involverede kvinder er dog ikke blevet hørt i debatten, og på baggrund af vores empiri konkluderer vi, at disse ikke er undertrykte og dermed ikke har behov for hjælp. Kvinderne undertrykkes således også ved ikke at have en stemme i debatten.

Vi konkluderer dermed, at de niqab-bærende kvinder, som konsekvens af tildækningsforbuddet, er undertrykte uanset om de fortsætter med at bære niqab eller stopper med at gå med den.

71

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

Litteraturliste

 Abdalkafor, Ola (2015): Gayatri Spivak: Deconstruction and the Etchis of Postcolonial Literary Interpretation. Cambridghe Scholars Publishing. S. 1-14  Beck, Ulrich (2009): “Introduction: Staging Global Risk”, i: do.: World at Risk. Cambridge: Polity Press, Kap. 1.  Bendix, Mads B. & Jensen, Inge H. (2018) “Burkadebatten er igen blusset op i Danmark med fokus på et eventuelt forbud. Vi guider dig til at kunne kende forskel på de mest udbredte tørklæder i islam”. Religion.dk. Tilgået på: https://www.religion.dk/islam/hijab- burka-muslimske-toerklaeder [14.12.18].  Boje, Thomas (2017): “Civilsamfund, medborgerskab og deltagelse”. Hans Reitzel Forlag  Bryman, Alan (2016): “Social Research Methods”. Oxford: Oxford University Press.  Cambridge Dictionary (u.å). ”Repression”. Dictionary.cambridge.org. Tilgået på: https://dictionary.cambridge.org/dictionary/english/repression [04.12.18].  Damgaard, Stephan Andres, Justitsministeriet (2018) Orientering om tildækningsforbuddet, https://www.politi.dk/NR/rdonlyres/CDD74BFD-A123-4219- BA5C-498F676C6EC5/0/Orienteringomtildækningsforbuddet.pdf [06.12.18].  Danmarks Radio (2017) “Løkke: Burkaer er kvindeundertrykkende” Tilgået på:  Degn, Inge, Søholm, Kirsten, Høiris, Ole, Lindhardt, Jan, Mathiassen, Tove, Andreassen, Rikke, Siim, Birte & Necef, Mehmet (2011) “Tørklædet som tegn”. Aarhus Universitetsforlag  Folketinget a (u.å.) “L 219 Forslag til lov om ændring af straffeloven. Tidsplan”. Tilgået på: https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/l219/tidsplan.htm [11.12.18].  Folketinget b (u.å) “L 219 Forslag til lov om ændring af straffeloven. 1. behandling”. Tilgået på: https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L219/BEH1-85/forhandling.htm [13.12.18].  Folketingstidende a (2018) “Skriftlig fremsættelse”. Tilgået på: http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20171/lovforslag/L219/20171_L219_fre msaettelsestale.pdf [13.12.18].  Folketingstidende b (2018) “Betænkning over forslag til lov om ændring af straffeloven”. Tilgået på: http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20171/lovforslag/L219/20171_L219_beta enkning.pdf [13.12.18].

72

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

 Ghaffar-Kucher, Ameena (2006): “Assimilation, Integration, or Isolation? (Re)Framing the Education of Immigrants”. Teachers Collage, Columbia University.  Giese, Ditte (2018) “Jeg er feminist. Derfor er jeg imod et burkaforbud”. Politiken.dk. Tilgået på: https://politiken.dk/debat/klummer/art6349735/Jeg-er-feminist.-Derfor-er- jeg-imod-et-burkaforbud [13.12.18].  Globalis (2017) ”Islamisk Stat (IS). Globalis.dk. Tilgået på: https://www.globalis.dk/Konflikter/Islamisk-Stat-IS [08.12.18].  Goffman, Erving (1963): ”Stigma - Notes on the Management of Spoiled identity”. Simon & Schuster, Inc.  Heede, Dag (2004): “ Det tomme menneske - Introduktion til Michel Foucault”. Museum Tusculanum Press.  Hoffmann, Thomas (2010) ”Burka-rapport er godt arbejde”. Videnskab.dk. Tilgået på: https://videnskab.dk/kultur-samfund/burka-rapport-er-godt- arbejde?fbclid=IwAR0zQjEmZw8uZbb3W5AwlFSGCx9HSEyk3mPcrMm8X2C9kk7mIl 0r8oowZNE [12.12.18]. http://kvinderidialog.dk/hvemervi.html [14.12.18]. https://www.dr.dk/nyheder/politik/loekke-burkaer-er- kvindeundertrykkende?fbclid=IwAR1NzA6Gw4oVppqczLoDiDPOE7rO- SATKxsBM5hFGyF7uMk4C5cMYpfQ8Mw [17.12.18].  (IMR) Institut for Menneskerettigheder a, (2018): “Menneskerettigheder på Dagsordenen – Beretning 2017-18”. Tilgået på: https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/beretning _danmark/imr_beretningdk_2017_web_ny.pdf [17.12.2018].  (IMR) Institut for Menneskerettigheder b (2018) “Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (tildækningsforbud)” https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/03_marts_18/hoeringssvar_til_udkast_ti l_forslag_til_lov_om_aendring_af_str._.pdf [06.12.18].  Juul, Søren (2012): “Hermeneutik” i Søren, Juul & Pedersen, Kirsten: Samfundsvidenskabernes videnskabsteori - En indføring (S. 107-148). Hans Reitzels Forlag, København.  Kapoor, Ilan (2004): “Hyper-self-reflexive development? Spivak on representing the Third World ’other’”. I: Third World Quaterly. Vol. 24. No.4. S. 627-647

73

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

 Kehoe, Karrie (2013) ” FACTBOX-Women's rights in the Arab world”. Trust.org. Tilgået på: http://news.trust.org/item/20131111115632-hn9t2/?source=spotlight-writaw [13.12.18].  Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2015): “Interview - Det kvalitative forskningsinterview som håndværk”. 3. udgave. København: Hans Reitzel Forlag  Kvinder i Dialog (u.å.) “Vores fortælling”. Kvinderidialog.dk. Tilgået på:  Københavns Universitet (2009): “Rapport om brugen af niqab og burka”  Mansø, Rikke G. (2018).” S sikrer regeringen flertal til burkaforbud: Politiet skal spotte social kontrol” DR.dk. Tilgået på: https://www.dr.dk/nyheder/politik/s-sikrer-regeringen- flertal-til-burkaforbud-politiet-skal-spotte-social-kontrol [02.12.18].  Marshall, Thomas Humphrey, & Bottomore, Tom. (1992): “Citizenship and Social Class. In Citizenship and Social Class” London: Pluto Press. S. 1-52  Mouritsen, Per (2015): “En plads i verden: Det moderne medborgerskab”. Gyldendal  Møller, Peter (2016) ”By befriet fra Islamisk Stat: Nu klipper de skægget af og brænder slørene” TV2.dk. Tilgået på: http://nyheder.tv2.dk/udland/2016-08-13-by-befriet-fra- islamisk-stat-nu-klipper-de-skaegget-af-og-braender-sloerene [08.12.18].  Mørck, Yvonne (2002): “Multikulturalismernes kønsblinde øje. Mangfoldighedsudfordringer og kønsligestilling”. Dansk Sociologi Nr.3, 13.Årg  Politi (u.å) ”Tildækdningsforbud” Tilgået på: https://www.politi.dk/da/loveogrettigheder/Tildaekningsforbud/ [04.12.18].  Socialstyrelsen (2018) “Medborgerskab”. Socialstyrelsen.dk. Tilgået på: https://socialstyrelsen.dk/handicap/udviklingshaemning/temaer/medborgerskab [14.12.18].  Spivak, Gayatri Chakravorty (1988): ”Can the Subaltern Speak?”, i: Cary Nelson et al. (red.): Marxism and the Interpretation of Culture. University of Illinois.  Tavakoli, Jaleh (2018) ” Vi skal undgå burka-terror, præcist som Iran og ISIS”. Jyllands- Posten.dk. Tilgået på: https://jyllands- posten.dk/debat/blogs/jalehtavakoli/ECE10304837/vi-skal-undgaa-burkaterror-praecist- som-iran-og-isis/ [13.12.18].  TNS Gallup (2011): “Lyngallop om udlændingedebatten” Tilgået på: http://www.kantargallup.dk/sites/default/files/2018-

74

Roskilde Universitet Efterår 2018 Socialvidenskab

03/57711_Udlændingedebatten.pdf?fbclid=IwAR01FQcrnoNbJw1Hw1146tTVbravfiSujz _a8MxFfou3wDOrI1H1MAiGjhI [17.12.2018]

75