Den identitære bevægelse Historieopfattelse og ideologi

En specialeafhandling i historie af: Nicholas Lange (51626) Vejleder: Michael Kjeldsen Roskilde Universitet 2019 Abstract

This thesis examines what characterizes the identitarian movement's conception of history and if that conception is reflected in the movement's ideology. In order to examine this, the thesis consists of two major parts, one that presents an account of the identitarian ideology, and one that contains an analysis of the identitarian movement's conception of history. The first part is based on a definition of ideology by Michael Freeden, which also serves as a template for how this thesis presents the identitarian ideology. The second part is based on my own definition of the term 'conception of history', which is derived from speculative philosophy of history. Both parts use source material that consists of texts, written by persons and groups that are part of the identitarian movement. The first part of the thesis shows that the identitarian ideology is centered around the concept of identity, and it also shows that it contains several adjacent concepts such as ethnopluralism, the great replacement, reconquista and democracy, and peripheral concepts such as metapolitics and remigration. The second part of the thesis shows that the identitarian movement's conception of history contains several narratives, causal explanations and actors, and that they are all in some way connected to two separate tendencies that seem to characterize the identitarian conception of history as a whole. The thesis concludes that the identitarian movement's conception of history is characterized by the way they see history as an ongoing battle between different civilizations, and that they view political and discursive power as being central to how society is developed. Finally, the thesis concludes that those characteristics are reflected in the identitarian movement's ideological concepts, and by that, in their ideology as well.

1

Indhold Indledning ...... 3 Problemfelt og problemformulering ...... 3 Historiografi ...... 5 Metode ...... 12 Specialets begrebsapparat ...... 13 Ideologi ...... 13 Historieopfattelse ...... 17 Analysens struktur ...... 20 Kildegrundlag ...... 20 Den identitære bevægelse og dens ideologi ...... 22 Hvem er de identitære? ...... 22 Den identitære ideologi ...... 25 Identitet ...... 25 Tilstødende begreber ...... 28 Perifere begreber ...... 32 Delkonklusion ...... 35 Den identitære historieopfattelse ...... 36 Europa i krise ...... 36 Traditionelle værdier ...... 41 Demokratiet i krise ...... 46 Fort Europa og forsvaret af Europa ...... 51 Generationstyveriet ...... 56 Delkonklusion ...... 59 Konklusion ...... 61 Litteratur ...... 65

2

Indledning

Den identitære bevægelse har i løbet af de seneste par år tiltrukket sig en del opmærksomhed i medierne, både i Danmark (Houmann Mortensen, 2017; Kulager, 2018; Lerche Kristiansen, 2017; Stein-Batschon, 2019; Valeur & Gottschalck, 2018; Varning Bendtsen, 2017) såvel som udlandet (Associated Press, 2018; Bell, 2016; Dearden, 2017; Oltermann, 2019; Somaskanda, 2017; The Economist, 2018). Denne opmærksomhed kan muligvis tilskrives bevægelsens flair for iøjnefaldende politisk aktivisme og dens markante brug af sociale medier. Det var i hvert fald dette, der gjorde mig opmærksom på bevægelsens eksistens, og som i sidste ende også vakte min interesse for den. Den identitære bevægelse har blandt andet markeret sig gennem demonstrationer og happenings, der refererer til historiske personer, grupper og begivenheder. Med henvisninger til bl.a. den spanske reconquista, Karl Martell og spartanerne i slaget ved Thermopylæ har den identitære bevægelse en ret markant og eksplicit historiebrug i forbindelse med dele af deres politiske aktiviteter (Generation Identitær Danmark, 2018g; Génération Identitaire - France, u.å.; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). Selvom det er dette, der i første omgang har fanget min opmærksomhed, er det imidlertid ikke det, der har fanget min interesse. Jeg er således ikke interesseret i at undersøge selve måden, hvorpå de bruger historie, eller hvordan de fungerer som erindringsfællesskab. Jeg har dog lagt mærke til, at der er en sammenhæng mellem de elementer, som de identitære har udvalgt fra historien. Fælles for disse er nemlig, at de på den ene eller anden måde alle relaterer sig til forsvar af Europa eller europæisk territorium. Jeg har derfor undret mig over, om denne sammenhæng bare er tilfældig, eller om den kan ses som et udtryk for en bestemt opfattelse af historien. Netop derfor har jeg valgt at undersøge, om man spore en fælles opfattelse af historien blandt de identitære, og hvordan denne i så fald ser ud. Da den identitære bevægelse er en politisk bevægelse, har jeg også fundet det interessant at se på, hvorvidt en eventuel opfattelse af historien afspejles i bevægelsens politiske tænkning.

Problemfelt og problemformulering Specialets genstandsfelt er således den identitære bevægelse. Der findes ikke nogen konkret og entydig definition på, hvem og hvad der udgør denne bevægelse, eller hvornår den helt præcis er opstået for den sags skyld. Derfor har jeg valgt at fokusere på den nutidige udgave af bevægelsen og definerer den som grupper og personer der refererer til dem selv som værende identitære.

3

Dette betyder, at jeg primært vil fokusere på netværket omkring Génération Identitaire (på dansk: Generation Identitær, fremover forkortet GI) og de personer, der er tilknyttet dette netværk, da det i dag udgør den største og mest markante del af den identitære bevægelse (Pedersen, 2018a; Zúquete, 2018, s. 3). Dog vil jeg også inkluderet personer udenfor dette netværk, da der findes personer med en betydelig indflydelse på bevægelsen, der ikke er medlemmer af GI (Pedersen, 2018a, 2018b). Jeg har samtidig valgt at begrænse min undersøgelse til kun at omhandle den europæiske del af den identitære bevægelse og har således ikke inkluderet den nordamerikanske gren af bevægelsen. Dette skyldes, at der er betydelige ideologiske forskelle mellem de to dele, især hvad racepolitiske spørgsmål angår (Pedersen, 2018a; Zúquete, 2018, s. 290ff).

Specialet vil som nævnt indeholde en undersøgelse af de identitæres opfattelse af historien. Til dette har jeg formuleret et begreb om historieopfattelse, som jeg vil operationalisere i forbindelse med denne analyse. Det historieopfattelsesbegreb, jeg fremsætter, har rødder i historiefilosofien og skal ses som en betegnelse for ikke-fagfolks spekulative historiefilosofi. Jeg vil ved hjælp af dette begreb analysere en række forskellige tekster fra både grupper og enkeltpersoner indenfor den identitære for at få indblik i den herskende historieopfattelse.

Jeg vil som nævnt også undersøge, hvorvidt den identitære bevægelses historieopfattelse afspejles i dens politiske tænkning. Jeg har valgt at begrebsliggøre den politiske tænkning ved hjælp af begrebet ideologi, idet jeg mener, at ideologi får bedst greb om den politiske tænkning som en helhed. Ideologi er dog et flertydigt begreb, så jeg har derfor skullet opstille en entydig definition af begrebet i dette speciale. Jeg har valgt at basere min definition af begrebet på den definition, som den engelske politolog Michael Freeden har formuleret og bruger i sin forskning. I forlængelse af dette har jeg valgt at bringe min egen fremstilling af den identitære ideologi baseret på den ideologidefinition, som jeg benytter mig af, fremfor at bruge en fremstilling af den identitære ideologi fra allerede eksisterende forskning.

Jeg vil altså både undersøge, hvad der udgør den identitære bevægelses historieopfattelse, og om denne opfattelse afspejles i bevægelsens ideologi. For at gøre det bedst muligt har jeg valgt at arbejde ud fra følgende problemformulering:

Hvad karakteriserer den identitære bevægelses historieopfattelse, og afspejles denne i bevægelsens ideologi?

4

Historiografi

Den identitære bevægelse er et nyere fænomen, hvilket også afspejler sig i mængden af tilgængelig forskningslitteratur. Der findes en betydelig større mængde forskningslitteratur, der omhandler den franske bevægelse Nouvelle Droite ('det nye højre'), som på mange måder kan siges at være den identitære bevægelses ideologiske ophav, men da jeg ikke har fokus på den identitære bevægelses idehistoriske baggrund, har jeg valgt ikke at inkludere denne litteratur i min historiografi. I stedet fokuserer jeg på den litteratur, der helt specifikt omhandler den identitære bevægelse. Ligeledes vil jeg også begrænse mig til litteratur, der omhandler den europæiske del af den identitære bevægelse, da det er den, som specialet er centreret omkring. Der findes desuden forskningslitteratur om den identitære bevægelse på både tysk, fransk og italiensk, men pga. sproglige barrierer har jeg ikke haft mulighed for at kunne læse og dermed inkludere denne litteratur. Der findes dog også forskningslitteratur på både engelsk, dansk og norsk, hvilket jeg har brugt til at danne mig et overblik over forskningsfeltet. Jeg vil derfor i dette afsnit redegøre for den litteratur og på baggrund af dette forklare, hvordan jeg positionerer mig i forbindelse til den allerede eksisterende forskning.

Det mest omfattende stykke forskningslitteratur vedrørende den identitære bevægelse er The Identitarians – The Movement against Globalism and Islam in Europe skrevet af den portugisiske politolog José Pedro Zúquete. Zúquetes værk er den første analyse af den identitære bevægelse i fuldbogslængde og kan dermed også siges at være den, til dato, mest omfattende analyse. I bogen beskæftiger Zúquete sig med den identitære bevægelse i både Europa og Nordamerika og undersøger derved også forbindelsen mellem den identitære bevægelse og den bredere alt-right- bevægelse. Zúquete forsøger i sin bog at præsentere den identitære bevægelse på dens egne præmisser ved at tage udgangspunkt i bevægelsens egen litteratur og sociale medier samt interviews og beretninger fra en række sympatisører og aktivister (Zúquete, 2018, s. XIIIf). Zúquete beskæftiger sig derigennem med en bred række af grupperinger og personer, som han mener, hører sammen under en bredere identitær betegnelse. Han har dog særligt fokus på to bevægelser, den paneuropæiske GI og den italienske Casa Pound. Bogens første kapitel beskæftiger sig med den identitære bevægelses ideologiske grundlag, politiske praksisser og de netværk, der findes indenfor bevægelsen. I dette kapitel fremlægger Zúquete den identitære

5 ideologis rødder og udvikling, hvordan denne ideologi i dag kommer til syne i forhold til den identitære bevægelses aktivisme, hvordan bevægelsen er opbygget og organiseret, samt hvordan bevægelsen fungerer som et større transnationalt netværk (Zúquete, 2018, s. 7ff). Det efterfølgende kapitel omhandler den identitære bevægelses forhold til globalisering og den globaliserede verden, mere bestemt hvordan de anser denne som en trussel mod den etnokulturelle identitet (jeg vil redegøre for dette begreb i et senere afsnit), og hvordan dette kommer til udtryk i den identitære ideologi, bl.a. i form af anti-universalisme, anti-kapitalisme, modstand mod multikulturelle samfund og ideen om den store udskiftning. Ifølge Zúquete har opfattelsen af globaliseringen som en trussel rødder i en bestemt opfattelse af historien, som han mener, resonerer blandt de identitære. Denne opfattelse bygger på ideen om, at verden er sammensat af en række forskellige civilisationer, der har rødder i et givent område og folk, og som hver især er specifikke og unikke, og at historien har været præget af kampe og sammenstød mellem forskellige civilisationer. Ifølge Zúquete præger denne opfattelse de identitæres verdensanskuelse og måden, de forstår og fortolker forskellige dynamikker og begivenheder, således at alt spiller ind i det historiske narrativ om civilisationernes kamp (Zúquete, 2018, s. 105ff). Kapitlet efter dette beskæftiger sig med de identitæres forhold til islam, navnlig hvordan de identitære anser islam som værende en markant trussel mod Europa og den europæiske etnokulturelle identitet. Ifølge Zúquete skyldes dette bl.a., at de identitære ser den muslimske verden som havende en stærkere etnokulturel identitet, samt at de har et billede af den muslimske verden, som bygger på en opfattelse af den som værende en historisk trussel mod Europa. Derudover fremhæver Zúquete, hvordan den identitære bevægelses anti-muslimske holdninger har bragt dem i forbindelse med en række andre politiske bevægelser og derigennem har åbnet op for nye samarbejdsmuligheder, både med andre bevægelser og med etablerede partier (Zúquete, 2018, s. 168ff). Det efterfølgende kapitel omhandler de identitæres syn på Europas geopolitiske forholdt. Zúquete argumenterer for, at geopolitik har en markant betydning i den identitære bevægelse, da den udgør fundamentet for deres syn på international politik. I dette kapitel undersøger Zúquete en række forskellige ting, bl.a. de identitæres forhold til EU. Zúquete fremlægger, at der er en udbredt EU-modstand blandt de identitære, da de ikke mener, at EU ikke repræsenterer det sande Europa, da det er bygget på liberale og merkantile værdier. I forlængelse af dette forklarer han også, at de identitære ser positivt på Brexit og fremstiller det

6 som et eksempel, resten af Europa burde følge. Derudover mener Zúquete også, at de identitære ser EU som et led i Europas underkastelse for USA (Zúquete, 2018, s. 234ff). I forbindelse med dette fremhæver han, at de identitære anser Europas forhold til USA som problematisk, da USA er interesseret i at undertrykke og kontrollere Europa for at kunne styrke deres egen økonomi og position som den førende verdensmagt – noget, som de identitære mener, USA blandt andet gør ved at destabilisere områderne omkring Europa. Derfor mener Zúquete, at der blandt de identitære hersker en ide om, at Europa skal vriste sig fri af USA's greb og i stedet skal begynde at orientere sig mod Rusland. Zúquete mener, at dette skyldes, at de identitære mener, at Ruslands værdier og identitet i langt højere grad flugter med den europæiske etnokulturelle identitet og dens værdier og derfor er bedre egnet til at hjælpe Europa med at beskytte disse ting (Zúquete, 2018, s. 240ff). Det efterfølgende kapitel handler om de identitæres forhold til spørgsmål om forholdet mellem race og identitet. Her fremhæver Zúquete, at man kan opdele den identitære bevægelse i to forskellige lejre, når det kommer til spørgsmålet om race, og henviser til de to grupperinger som henholdsvis racialisterne og pragmatikerne. Ifølge Zúquete er racialisterne de identitære, for hvem spørgsmålet om biologisk race bliver tillagt en markant betydning, og hvor 'raceblanding' bliver set som en trussel mod den europæiske identitet. Pragmatikerne ser ifølge Zúquete racialisternes holdninger som værende politisk ugunstige, dog uden at de direkte modsætte sig disse holdninger. Zúquete beskriver, at pragmatikerne i stedet ligger vægt på begrebet etnokulturel identitet. Ifølge Zúquete bunder denne opdeling ikke i en egentlig politisk uenighed, men handler i højere grad om forskellige tilgange til politisk taktik (Zúquete, 2018, s. 266ff). Bogens sidste kapitel omhandler de identitæres fremstilling af den krise, som de mener, at Europa står overfor. Zúquete mener, at de identitæres dystre fremtidsvisioner skyldes, at de har et pessimistisk syn på historiens gang. Ifølge Zúquete ser de identitære historien som en tragedie, da den er en serie af konflikter og kampe. Han argumenterer derfor for, at de ser krisen som begyndelsen på endnu en konflikt og at dette er en uundgåelig del af historiens gang. Zúquete bruger desuden fortællingen om den kommende krise til at undersøge de identitæres forhold til vold som en del af deres politiske kamp og deler her den identitære bevægelse op i tre grupper: Den ene gruppe er dem, der i lyset af krisen ser vold som en uundgåelig del af konflikten, den anden gruppe ser kun vold som nødvendigt, hvis det er som selvforsvar, mens den tredje gruppe mener, at kampen bør kæmpes med ikke voldelige virkemidler (Zúquete, 2018, s. 320ff).

7

Den tyske sociolog Fabian Virchow har i bogen Digital Media Strategies of the Far Right in Europe and the United States bidraget med kapitlet The Identitarian Movement: What Kind of Identity? Is it Really a Movement?, der tager udgangspunkt i den tyske version af den identitære bevægelse. I sin tekst undersøger Virchow to ting: Den ene er de identitæres konceptualisering og brug af identitetsbegrebet, mens den anden er, hvorvidt man definerer dem som en social bevægelse, baseret på en teori om dette af den tyske politolog Joachim Raschke (Virchow, 2015, s. 177ff). Virchow fremhæver, at de identitæres identitetsbegreb i høj grad er baseret på tanker, der er kommet ud af den franske bevægelse Nouvelle Droite, og redegør i forlængelse af dette for de identitæres begreb om etnokulturel identitet. Derudover argumenterer Virchow også for, at de identitære i høj grad bruger dette identitetsbegreb i forbindelse med en række narrativer, der er gennemgående i bevægelsens politiske materiale og retorik. Virchow fremhæver således to narrativer, som han anser som værende gennemgående for de identitæres politiske retorik: Det ene fremstiller et apokalyptisk billede af den nuværende situation i Europa, hvor en svækket etnokulturel identitet har drænet det europæiske folk for deres vilje til at overleve. Dette har gjort Europa modtagelig overfor en øget indvandring og med det også risikoen for en islamisering af kontinentet. Det andet narrativ fremstiller 68-generationen som dem, der er ansvarlige for Europas situation, fordi de har undergravet den europæiske etnokulturelle identitet. Ifølge Virchow fremstiller de identitære identitet som værende et spørgsmål om liv og død, da det er gennem den, at man som folk lever videre eller går under (Virchow, 2015, s. 179ff). Virchow kommer desuden frem til, at de identitære kan betragtes som en social bevægelse, fordi de er optaget af at skabe grundlæggende sociale ændringer inden for en række områder såsom etnicitet, seksualitet, familieliv, indvandring og religion. Derudover er bevægelsen også synlig i det offentlige rum ved deres tilstedeværelse på diverse medier og deres offentlige aktivisme. Bevægelsen er også i besiddelse af ideologiske frirum, hvor de kan samles om fælles ideologiske ideer (Virchow, 2015, s. 181ff).

De østrigske politologer Edma Ajanovic, Stefanie Mayer og Birgit Sauer har også beskæftiget sig med den tysktalende del af den identitære bevægelse, dog med den østrigske del af bevægelsen. De har undersøgt gruppen som en del af et større studie af højreorienterede bevægelser i Østrig.

8

Deres studie af den identitære bevægelse har fokus på gruppens aktiviteter og aktivisme i Østrig, samt hvordan gruppen skiller sig ud fra eksisterende grupperinger på den østrigske højrefløj. Derudover har de også fokus på, hvad der kendetegner bevægelsens ideologi, og hvordan denne er forskellig fra den, man tidligere har set på den østrigske højrefløj (Ajanovic, Mayer, & Sauer, 2016). Ajanovic m.fl. hævder, at den identitære bevægelse skiller sig ud fra de traditionelle højrefløjsbevægelser, ved at de i højere grad gør brug af moderne teknologi og referencer til global populærkultur. Derudover retter bevægelsens rekruttering sig i høj grad mod unge mennesker, der er studerende ved universiteter eller andre højere læreanstalter. Ajanovic m.fl. anser derfor den identitære bevægelses indhold, stil og retorik som værende en moderniseret version af højreorienteret aktivisme (Ajanovic et al., 2016, s. 135ff). Gennem undersøgelsen af bevægelsens ideologi kommer Ajanovic m.fl. frem til, at de identitære har erstattet nationalisme med begrebet om etnokulturel identitet, hvilket adskiller dem fra andre bevægelser på den yderste højrefløj. Ajanovic m.fl. argumenterer for, at dette åbner op for en type af internationalt samarbejde, som man ikke ville kunne finde indenfor en nationalistisk rammesætning. Ifølge Ajanovic m.fl. betyder dette, at de identitære kan skabe et netværk, der i langt højere grad strækker sig over hele Europa – noget, som andre bevægelser på den yderste højrefløj har haft mindre succes med (Ajanovic et al., 2016, s. 144). Ifølge Ajanovic m.fl. har de østrigske højreekstreme bevægelser traditionelt set været orienteret mod tysk nationalisme, hvilket har begrænset deres gennemslagskraft i det østrigske samfund. Ajanovic m.fl. fremhæver dog, at de identitære ikke vil stå overfor det problem i samme grad, da deres fokus på etnokulturel identitet er mere fleksibelt og derved har nemmere ved at resonere i det østrigske samfund (Ajanovic et al., 2016, s. 139).

Der findes derudover også et par bidrag til forskningsområdet, der har i højere grad har fokus på den skandinaviske del af bevægelsen. Et af disse kommer fra den danske filosof Mathias Hee Pedersen, der har skrevet en tredelt artikelserie om den identitære bevægelse kaldet Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem?. I sin artikelserie kommer Pedersen rundt om både den europæiske og nordamerikanske del af den identitære bevægelse, men han holder primært sit fokus på den danske del af bevægelsen samt den identitære ideologis idehistoriske ophav. Den første del af serien bærer navnet Hvem er de identitære?. Ifølge Pedersen selv er formålet med

9 denne del at vise, at den identitære bevægelse skal ses som en bred international bevægelse med et fælles ideologisk grundlag. Pedersen beskriver den identitære bevægelse som en gruppering, der er i fundamental opposition til det etablerede, og der har synspunkter, som "ligger langt til højre for selv de mest højreorienterede stemmer i den offentlige debat" (Pedersen, 2018a). Ifølge Pedersen består den nutidige del af den identitære bevægelse i Europa primært af GI-netværket, men han fremhæver dog også, at der findes personer udenfor dette netværk, som er centrale for den identitære bevægelse. I denne del redegør Pedersen også for den identitære bevægelses ideologi og igennem dette også de identitæres idehistoriske forbindelse til den franske Nouvelle Droite-bevægelse og dens politiske tænkere. Ifølge Pedersen er denne forbindelse tydelig, da en del af denne bevægelses tænkere er kilder til den identitære ideologis vigtigste begreber. I forlængelse af dette undersøger og forklarer Pedersen de begreber, som han anser som værende centrale for den identitære bevægelse, her iblandt etnokulturel identitet, den store udskiftning, etnopluralisme, remigration og metapolitik (Pedersen, 2018a). Andel del af Pedersens artikelserie fokuserer på den identitæres politiske målsætninger, og hvordan bevægelsen har tænkt sig at opfylde disse målsætninger. Ifølge Pedersen er der blandt de identitære bred enighed om den grundlæggende politiske målsætning, nemlig at bevare den europæiske civilisation ved at stoppe modernitetens undergravning af denne samt at stoppe den store udskiftning (Pedersen, 2018b). Pedersen argumenterer dog for, at man kan spore en uenighed blandt de identitære, når det handler om, hvordan disse målsætninger skal imødekommes. På baggrund af denne uenighed opdeler Pedersen den identitære bevægelse i to lejre, som han kalder for henholdsvis de moderate og de radikale. Pedersen fremhæver, at der blandt de moderate hersker en idé om, at en tilbagevenden til traditionalistiske værdier i sig selv vil fungere som en slags mirakelkur, der både vil øge fødselsraterne drastisk og resultere i en organisk remigration, mens de radikale mener, at det kræver mere markante samfundsomvæltninger eller metoder som eksempelvis tvangsdeportation (Pedersen, 2018b). Seriens sidste artikel handler ikke så meget om selve den identitære bevægelse og den ideologi, men er i højere grad Pedersens egen kommentar til, hvordan vi som samfund bør forholde os til identitære, herunder mere specifikt hvilke strategier man bør imødekomme bevægelsen med (Pedersen, 2018c).

10

Et andet bidrag med et skandinavisk fokus kommer fra den amerikanske etnolog Benjamin R. Teitelbaum, der i bogen Lions of the North: Sounds of the New Nordic Radical Nationalism har skrevet om den højreorienterede musikscene i Skandinavien. Bogen indeholder et kapitel, der bl.a. omhandler den identitære bevægelses opståen i Skandinavien. I dette kapitel fokuserer Teitelbaum på den identitære bevægelses begyndelse i Sverige, herunder særligt på den rolle, som svenskeren Daniel Friberg har spillet i dette. Således kronologiserer Teitelbaum Fribergs rejse fra det nynazistiske miljø til den identitære bevægelse og den betydning, han har haft for denne bevægelse (Teitelbaum, 2017, s. 29ff). Derudover har den norske sociolog Karete Lindalen bidraget til forskningsfeltet med et sociologisk studie af den norske del af den identitære bevægelse. I sit studie har Lindalen igennem deltagerobservation og en række interviews med personer fra den identitære bevægelse undersøgt, hvordan identitære ideer kommer til udtryk blandt disse personer, samt hvordan de oplever det at være identitær. Lindalen kommer frem til, at de identitære ideer ofte kommer til udtryk i en række symbolske grænsedragninger, hvad end det er i forhold til politiske modstandere eller andre bevægelser på den politiske højrefløj. Derudover fremhæver Lindalen, at de identitære ofte føler sig hængt ud som værende højreekstremister, selvom de ikke selv anser sig som dette, hvilket Lindalen argumenterer for bidrager til at skabe et stærkt sammenhold blandt bevægelsens medlemmer (Lindalen, 2017).

Når man kigger på forskningsfeltet om den identitære bevægelse, bliver det hurtigt klart, at der eksisterer en begrænset mængde af forskningslitteratur om emnet. Samtidig kan man tale om et ret spredt forskningsfelt, da de forskellige bidrag til forskningslitteraturen både beskæftiger sig med forskellige aspekter og dele af den identitære bevægelse. Således kan Zúquete og til dels Pedersens bidrag siges at være de mest omfattende af slagsen, da de begge beskæftiger sig med den identitære ideologi og bevægelse i en bredere forstand (om end Pedersen har et større fokus på den danske del af bevægelsen). Ingen af de eksisterende bidrag er historievidenskabelige, og med undtagelse af Zúquete er der ingen, der dykker dybere ned i bevægelsens forhold til historie. Der er enkelte, der nævner bevægelsens historiebrug (Pedersen, 2018b; Virchow, 2015, s. 177f), uden at de dog bruger denne betegnelse eller gør brug af forskningsområdets terminologi eller metode. Zúquete kommer i enkelte af hans kapitler ind på, hvordan de identitæres forståelse og fortolkning af historien påvirker deres ideologi. Disse enkelte afsnit ligger i tråd med min

11 undersøgelse, men der er også betydelige forskelle. Først og fremmest er Zúquetes formål ikke specifikt at undersøge, hvordan den identitære historieopfattelse ser ud, men snarere at forklare, at man i visse tilfælde kan se, at de identitæres ideologi bliver påvirket af en bestemt måde at se historien på. Dette er dog på ingen måde et gennemgående tema i Zúquetes undersøgelse, og han virker mere interesseret i at vise, hvordan en opfattelse af historien kan forklare aspekter af en politisk ideologi, end at give en overordnet gennemgang af de identitæres historieforståelse, og hvordan denne hører sammen med deres ideologi. Derudover differentierer Zúquetes definition af den identitære bevægelse sig betydeligt fra den, som jeg opererer med i dette speciale. Zúquete betragter både personer fra Nouvelle Droite-bevægelsen og den neo-fascistiske Casa Pound- bevægelse som værende tilhørende en bredere identitær bevægelse. Dette gør han på baggrund af ideologiske sammenfald mellem de forskellige grupper. Jeg har derimod valgt at tage udgangspunkt i grupper og personer, som er selverklærede identitære, og således ikke i grupper eller personer, hvor der er ideologiske sammenfald. Dette betyder, at der er en variation i kildegrundlaget for de respektive undersøgelser, selvom der dog også eksisterer enkelte overlap. Den helt centrale forskel er dog, at Zúquete undersøger bevægelsens ideologi og i den forbindelse ser på, hvordan dele af denne er blevet påvirket af måder at anskue historien på. Jeg er derimod interesseret i at undersøge, hvad der karakteriserer den måde, de identitære forstår, fortolker og forklarer historien som helhed, og hvorvidt denne afspejles i bevægelsens samlede ideologi, og ikke kun, hvordan den forklarer dele af deres ideologiske holdninger. Dette speciale positionerer sig således indenfor en forholdsvis uberørt del af forskningsfeltet og har samtidig det unikke udgangspunkt, at det er det eneste historiefaglige bidrag til forskningsområdet omkring den identitære bevægelse. Som sagt er der enkelte overlap mellem dette speciale og Zúquetes omfattende undersøgelse, men da vi har forskellige udgangspunkter på en række områder, vil jeg mene, at de differentierer sig ret væsentligt fra hinanden.

Metode

Dette afsnit omhandler, som titlen antyder, specialets metodiske tilgang. Som tidligere nævnt er der i forbindelse med min undersøgelse behov for at definere og forklare begreberne identitet og historieopfattelse, da disse begge er centrale for at kunne besvare specialets problemformulering. Derfor har jeg inkluderet et afsnit om specialets begrebsapparat, hvor jeg opstiller min definition af de respektive begreber samt forklarer, hvordan de bliver operationaliseret i specialet.

12

Derudover indeholder dette kapitel også et afsnit om analysens struktur, hvor denne forklares. Til slut indeholder kapitlet også et afsnit med en præsentation af mit kildemateriale og de overvejelser, der ligger bag valget heraf.

Specialets begrebsapparat Formålet med specialet er som tidligere nævnt, at undersøge forholdet mellem ideologi og bestemte opfattelser af historien, nærmere bestemt forholdet mellem den identitære ideologi og den identitære bevægelses opfattelse af historien. Derfor er det centralt for specialet at definere et ideologibegreb, jeg kan arbejde ud fra, ligesom det er vigtigt at definere, hvad jeg mener med historieopfattelse, og hvordan dette begreb operationaliseres i specialet.

Ideologi I min undersøgelse af den identitære ideologi og de identitæres historieopfattelse har jeg som nævnt brug for en entydig definition af begrebet ideologi. Som det fremgår af historiografien, eksisterer der allerede en række forsøg på at komme med en definition af den identitære ideologi. Jeg er dog kommet frem til, at langt de fleste af disse enten forsøger at definere det inden for en klassisk venstre-højre opdeling, forsøger at knytte det til en allerede eksisterende ideologi eller har fokus på den idehistoriske baggrund. Selvom disse undersøgelser på ingen måde er uvæsentlige i forhold til debatten om de identitære, er de imidlertid ikke så brugbare i min undersøgelse. Jeg er hverken interesseret i at placere de identitære på en politisk skala, undersøge, hvilke lighedstegn der er imellem dem og allerede eksisterende ideologier, og på hvilken måde de er knyttet til disse, eller at undersøge ideologiens idehistoriske baggrund. Jeg vil derimod undersøge, hvad den identitære ideologi indeholder. Derfor skal jeg bruge et ideologibegreb, der udover at definere, hvad ideologier er, også fortæller noget om, hvad en ideologi består af.

Der findes en række betydningsforklaringer for ideologi som begreb, og slår man eksempelvis ideologi op i Den Store Danske, får man følgende definition:

”inden for idéhistorie, politisk teori og videnssociologi et flertydigt, men meget anvendt og omstridt begreb, der knytter sig til grundlæggende erkendelsesmæssige spørgsmål. Neutralt anvendes ordet ideologi om nogenlunde sammenhængende og omfattende samfundsopfattelser, fx liberalisme, socialisme og konservatisme. Sådanne idésystemer indeholder beskrivende analyser

13 af, hvordan samfundet er indrettet og fungerer, og normative vurderinger af, hvordan samfundet bør se ud.” (Loftager, 2014)

Selvom denne definition sætter nogle løse rammer for, hvad ideologi er og på sin vis kan siges at være dækkende for en bred række af ideologier, er den dog svær at operationalisere. Samtidig dækker den over en bred vifte af ideologier, som ikke bare er politiske ideologier, som er det, denne undersøgelse omhandler. Derfor har jeg måttet undersøge, om der var definitioner, der i højere grad kunnet understøtte min undersøgelse. Altså har jeg skullet finde en definition, der udover at definere grænserne for, hvad ideologi er, også kan sige noget om ideologiers indhold. En sådan definition kommer fra den engelske politolog Michael Freeden. Freeden har tidligere været leder af Centre for Political Ideologies ved Oxford Universitet og redaktør på tidsskriftet Journal of Political Ideologies og har igennem sin akademiske karriere beskæftiget sig med studier af politiske ideologier. Freeden har i særdeleshed haft fokus på, hvordan ideologiske begreber og tankemønstre er blevet formuleret, retfærdiggjort og forandret (Olsen, 2014). Freeden har udviklet en definition af politisk ideologi, der ikke alene forholder sig til definitionen af, hvad en politisk ideologi er, men også hvad disse ideologier består af. Freeden definerer således politisk ideologi som værende et vidtrækkende strukturelt arrangement, der giver en uanfægtet betydning til en række af gensidigt definerende politiske begreber, og som samtidig 'kæmper' om retten til at styre politiske processer (Freeden, 2003, s. 54f). I forlængelse af denne definition fremhæver Freeden også, at politiske ideologier har en række karakteristika, som er følgende:

1. De viser tilbagevendende mønstre

2. De bliver delt af en betydelig gruppering

3. De konkurrerer om at levere og kontrollere planer for offentlig politik

4. De har et mål om enten at retfærdiggøre, anfægte eller ændre sociale og politiske arrangementer og processer i et givent politisk fællesskab. (Freeden, 2003, s. 32)

Ifølge Freeden er en ideologi først en politisk ideologi, når den opfylder de ovenstående kriterier. Freeden argumenterer for, at en ideologis tilbagevendende mønstre er med til både at give ideologien konsistens og sikre dens legitimitet ved at vise, at den har nogle gennemgående overbevisninger, meninger og værdier og ikke bare er en idiosynkratisk døgnflue (ibid.). Han

14 argumenterer ligeledes for, at det er vigtigt, at de bliver delt af en betydelig gruppe, da en ideologi vil mangle mulig gennemslagskraft, hvis den kun bliver delt af enkelte individer. Der skal således være en gruppe, der bakker op om og tilkender sig ideologien, da den ellers ikke vil kunne ræsonnere i samfundet. Ligeledes peger Freeden på, at man som enkelt individ sagtens kan være repræsentant for en ideologi, men at ideologier grundlæggende set er et produkt af sociale processer i diverse grupperinger. Det er igennem grupper, at politiske ideologier får betydning, da de ellers bare ville være enkeltpersoners holdninger (Freeden, 2003, s. 33). Freeden fremhæver, at det tredje punkt er vigtigt, fordi det er kampen om at levere og kontrollere politik, der gør en ideologi til en politisk ideologi. I forlængelse af det kommer det sidste punkt i Freedens definition. Freeden argumenterer for, at ideologier altid vil have som mål at influere politik gennem påvirkningen af enten politiske beslutningstagere eller den offentlige mening. Ideologier kan skubbe en politisk beslutningstagers beslutninger i given retning og kan derigennem påvirke politikken konkret. Derudover kan ideologier være styrende for en række aktiviteter (som eksempelvis aktivisme eller propaganda), der kan flytte den offentlige mening og derigennem påvirke politikken i et givent politisk fællesskab (Freeden, 2003, s. 33f).

Det ovenstående kan ses som retningslinjer for, hvad der er rammerne for en politisk ideologi. Nu vil jeg vende blikket mod, hvad selve indholdet er i en politisk ideologi. Freeden har ligeledes en fremstilling af dette og udvider i den forbindelse han ovenstående definition, således at den nu lyder: En (politisk) ideologi er et omfattende strukturelt arrangement (altså en sammenfatning af de fire overstående punkter), der består af og giver mening til en række af gensidigt definerende politiske koncepter (Freeden, 2003, s. 52). Freeden ser altså ideologier som sammensætningen af politiske koncepter, der i en specifik sammenhæng har bestemte betydninger. Alle politiske ideologier er så at sige konstrueret af en række politiske koncepter, dog bliver en ideologi ikke skabt ved alene at samle politiske koncepter. De fleste politiske koncepter kan ifølge Freeden have en række af betydninger, der vil variere, alt efter hvilken ideologi de bliver knyttet til. Altså er politiske koncepter (og begreber) det, som Freeden kalder omstridte, idet betydningen af disse koncepter og begreber kan blive og bliver defineret forskelligt i forhold til de forskellige ideologier. Det, der sker i den enkelte ideologi, er dog, at disse koncepter og begreber bliver knyttet til andre koncepter og begreber og derigennem får en bestemt betydning. En politisk ideologi består altså, ifølge Freeden, af en række politiske koncepter og begreber, der gensidigt definerer hinanden og

15 derigennem får en uanfægtet betydning. Altså er der indenfor en enkelt ideologi ikke tvivl om betydningen og forståelsen af et givent politisk koncept og begreb (Freeden, 1998, s. 749, 2003, s. 52ff). Så hvis vi følger denne definition af ideologier, er de altså bygget op af en række af politiske koncepter og begreber, der på egen hånd ikke fortæller det store om indholdet af en ideologi, da det er samspillet med de andre koncepter og begreber, der gør, at de opnår en (for ideologien) definerende betydning. Ifølge Freeden er der forskel på, hvordan de enkelte politiske koncepter og begreber bliver vægtet indenfor de forskellige ideologier. Der vil indenfor de enkelte ideologier være begreber, der har en mere central betydning for ideologien. Freeden kalder disse for kernebegreber, da det er dem, der udgør selve ideologiens kærne. Disse kernebegreber er omgivet af det, som kan kaldes de tilstødende begreber. Disse begreber er med til at retningsbestemme og begrænse muligheden for en omstridt forståelse af kernebegreberne. Derudover er der det, som Freeden kalder for de perifere koncepter eller begreber. Disse er som oftest mere specifikke og befinder sig i grænselandet mellem ide og handling, altså taler vi her om koncepter og begreber, der er relateret til udførelsen af politiske handlinger. Derudover vil der indenfor en ideologi også være en række marginale politiske koncepter og begreber. Dette kan være koncepter og begreber, der tidligere har haft en større betydning indenfor ideologien, hvad end det er som tilstødende eller perifere begreber, men som nu har en marginal betydning (Freeden, 2003, s. 60ff). Ifølge Freeden kommer ideologier i alle former og størrelser, og indholdet af de enkelte ideologier kan variere meget. Ligeledes kan ideologier komme til syne i mange forskellige sammenhænge, og de enkelte ideologiers politiske målsætninger og metoder kan være vidt forskellige (Freeden, 2006, s. 19). Freeden opstiller dog en enkelt distinktion, som deler ideologier op i to forskellige kategorier. Disse kategorier kalder han for henholdsvis makro- og mikroideologier. Makroideologier er de ideologier, der enten bevidst eller ubevidst præsenterer politiske ideer og løsninger til samtlige vigtige problemstillinger i samfundet. Der er altså tale om ideologier, der på den ene eller anden måde har spillet en rolle for samfund, på nationalt såvel som internationalt plan. De ideologier, som Freeden definerer som makroideologier, er bl.a. liberalisme, konservatisme, socialisme, fascisme og kommunisme. Ideologier, der alle har præsenteret ideer og løsningsmodeller for en bred række af politiske problemstillinger, hvad end de er af økonomisk, socialpolitisk eller udenrigspolitisk natur osv. Disse ideologier vil ofte bestå af en omfattende række af forskellige politiske koncepter og begreber, som danner udgangspunkt for

16 førnævnte løsningsmodeller og ideer (Freeden, 2003, s. 78ff). Mikroideologier er, ligesom makroideologier, også opbygget af en række politiske koncepter og begreber, men modsat makroideologier vil deres indhold være begrænset. Det vil sige, at der i mikroideologier vil mangle en række af koncepter og begreber, som vi ellers forbinder med ideologier. Mikroideologier har altså ikke samme altomfavnende natur, som makroideologierne, og der vil være en begrænsning på, hvilke løsningsmodeller og ideer en mikroideologi præsenterer. Derimod vil de ofte have et mere specifikt fokus og være koncentreret omkring enkelte politiske problemstillinger og spørgsmål. De eksempler på mikroideologier, som Freeden fremhæver, er bl.a. feminisme, nationalisme og grøn ideologi. Ifølge Freeden kan mikroideologier både stå på egen hånd og være forbundet med makroideologier i en form for kombination af ideologier. Han bruger nationalisme som et eksempel på dette. Nationalisme kan f.eks. ses som enkeltstående ideologi i tilfælde hvor en specifik etnisk gruppe kræver en særegen nationalstat. Derimod kan nationalisme også være forbundet med andre ideologier, eksempelvis har man gennem historien blandt andet set nationalismen være forbundet med konservatisme og fascisme (Freeden, 2003, s. 24ff).

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Freedens ideologi-definition i min undersøgelse af den identitære ideologi. Denne definition giver mig ikke alene mulighed for at undersøge, hvordan den identitære ideologi er en ideologi, men også hvad den indeholder. Jeg har således tænkt mig at operationalisere begrebet gennem en undersøgelse af den identitære ideologi. Først og fremmest vil jeg undersøge ideologiens indhold ved at identificere, hvilke politiske begreber og koncepter den indeholder, for derefter at definere og forklare ideologiens kernebegreber, tilstødende begreber samt perifere begreber. Dernæst vil jeg, baseret på ovenstående, se på, hvordan den identitære ideologi opfylder de retningslinjer, som Freeden stiller op. Formålet med den operationalisering er at kunne give en præsentation af den identitære ideologi baseret på bevægelsens egne tekster, da det i mine øjne vil give den mest retvisende udlægning af ideologien. I sidste ende er formålet med en udlægning af den identitære ideologi, at den skal kunne danne grundlag for besvarelsen af den del af problemformuleringen, der vedrører forholdet mellem den identitære bevægelses historieforståelse og ideologi.

Historieopfattelse En af de ting, jeg vil undersøge i dette speciale, er, hvordan ikke-faghistorikere forstår, fortolker og forklarer historie(n). Jeg har derfor ledt efter et begreb, der kunne fungere som en samlet

17 betegnelse for det førnævnte. I min søgen dukkede begreberne historieopfattelse og historiesyn op gentagne gange, dog som oftest i forbindelse med en specifik historieopfattelse eller et specifikt historiesyn, som når man eksempelvis taler om materialistisk historieopfattelse (Thing, 2013). Officielt har hverken historieopfattelse eller historiesyn nogen konkret definition1, til gengæld bruges de to begreber synonymt, hvilket betyder, at jeg herfra og fremefter benytter historieopfattelse som eneste begrebsbetegnelse. Definitionen på historieopfattelse er således styret af, i hvilken sammenhæng begrebet bruges, da det henviser til en bestemt type af historieopfattelse. I forbindelse med min analyse er jeg dog interesseret i at fremsætte et generelt historieopfattelsesbegreb, der kan fungere som udgangspunkt for analysen, i den forstand at det kan sætte rammen for undersøgelsen.

Jeg er kommet frem til min definition ved at kigge på de allerede definerede historieopfattelser, såsom eksempelvis materialistisk historieopfattelse. Disse historieopfattelser er et produkt af den spekulative historiefilosofi (Dray, 1993, s. 1ff) og kan beskrives som historikernes forsøg på at forstå, forklare og fortolke fortidens aktiviteter og begivenheder på (Little, 2017, s. 5). Samtidig kan historieopfattelsen også være et grundtema for historikerens historiebevidsthed, altså det samspil, der findes mellem fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning (Jensen, 1996, s. 5; Kayser Nielsen, 2010, s. 53ff). Altså er historieopfattelse ikke kun en udlægning af historikeres måde at anskue fortiden på, men også måden, de ser samspillet mellem fortid, nutid og fremtid på, eksempelvis hvordan fortidige forhold påvirker samtiden, eller hvordan fremtiden ser ud baseret på en ide om en bestemt historisk udvikling.

Da specialet omhandler ikke-fagfolk og deres historieopfattelse vil jeg derfor argumentere for, at historieopfattelse ikke kun er forbeholdt fagfolk ud fra et argument om, at ikke-fagfolk også har en interesse og ide om historie og derved også vil have en bestemt historieopfattelse (Jensen, 2010, s. 51f). Derfor er min definition af begrebet følgende: Historieopfattelse er den specifikke måde, hvorpå mennesker forstår, fortolker og forklarer historie(n).

Det historieopfattelsesbegreb, jeg opstiller, er en samlet betegnelse for flere forskellige underliggende elementer, der tilsammen udgør en historieopfattelse. For at redegøre for de

1 (“historieopfattelse — Den Danske Ordbog,” u.å.; “historiesyn — Den Danske Ordbog,”)

18 underliggende elementer i mit historieopfattelsesbegreb vil jeg vende blikket mod den historieopfattelse, der findes indenfor den spekulative historiefilosofi, og de elementer, de konstituerer den. De elementer, der tilsammen udgør en historieopfattelse, er nogle, der alle bidrager til at skabe en forståelse, forklaring og fortolkning af historien. Disse elementer kan siges at være forbundet til en række meningsskabende spørgsmål, der på sin vis kan hjælpe med at forklare, fortolke og forstå historien (Little, 2017).

Et af disse elementer er narrativ. Narrativet er knyttet til spørgsmålet 'hvad skete der?'. Historieopfattelsens narrativ er således en besvarelse af dette spørgsmål. Det er den konstruerede fortælling om historiens gang, som ligger i den specifikke historieopfattelse. Narrativet bliver konstrueret gennem en udvælgelse af og et fokus på specifikke historiske begivenheder og forhold, ligesom at den også indeholder en udlægning af begivenhedernes forløb og sammenhæng (White, 1975, s. 6f).

Historieopfattelsens årsagsforklaringer besvarer spørgsmål om, hvorfor skete det, hvordan kunne det ske, og hvilken påvirkning har det. Årsagsforklaringerne er således ikke kun med til at besvare spørgsmål og fortidige forhold, men også hvordan fortidige forhold påvirker eftertiden. Historieopfattelsens årsagsforklaringer består af en udlægning af en række ting, heriblandt kausale mekanismer, omstændigheder og handlinger, der kan tilskrives en betydning for et givent udfald (Little, 2017, s. 3).

Historieopfattelsen indeholder også et syn på historiens aktører. Her besvares spørgsmålet om, hvem der påvirker historien, og hvem der kan påvirke historien. Det drejer sig altså om, hvilke individer eller grupperinger der har indflydelse på historien, hvad end det er gennem deres handlinger eller den rolle, de spiller i en given historisk sammenhæng (Little, 2017, s. 4).

Det er værd at pointere, at selvom man kan udpege og fremhæve elementerne individuelt, er der i en historieopfattelse tale om sammenhængen og vekselvirkningen mellem de forskellige elementer. Med det skal forstås, at de individuelle elementer påvirker hinanden, og at historieopfattelsen udgøres af de individuelle elementer i fællesskab (Little, 2017, s. 5).

Jeg vil som tidligere nævnt bruge min definition af historieopfattelse som udgangspunkt for analysen. Opdelingen af historiebevidsthedens forskellige elementer kan hjælpe mig til at operationalisere begrebet. Ved at undersøge hvordan den identitære bevægelse forholder sig til

19 historiens narrativ, årsagsforklaringer og aktører, samt hvordan disse påvirker hinanden, kan jeg fremstille et billede af, hvordan den identitære bevægelses historieopfattelse ser ud.

Analysens struktur Som det fremgår af det ovenstående, tager specialets analyse udgangspunkt i det historieopfattelsesbegreb, jeg har opstillet. Således er dette begreb også styrende for analysens struktur. Selvom formålet med analysen er at karakterisere den identitære historieopfattelse som helhed, har jeg for overblikkets skyld valgt at dele analysen op i flere underafsnit. Disse underafsnit udgøres af de historieopfattelses narrativer, som jeg har identificeret igennem læsningen og analysen af kildematerialet. Hvert underafsnit omhandler således et narrativ (og muligvis også nogle mindre underliggende narrativer, der er forbundet til det større narrativ) samt de årsagsforklaring og aktører, der kommer til syne i forbindelse med disse narrativer. Resultaterne af disse mindre analyser vil så blive sammenholdt i en delkonklusion, hvor jeg vil identificere de generelle tendenser, der findes på tværs af de opstillede narrativer.

Kildegrundlag Både i mit afsnit om den identitære ideolog og i analysen af den identitære historieopfattelse har jeg benyttet mig af kildemateriale bestående af tekster fra identitære bevægelse. I afsnittet om den identitære ideologi skyldes det, at en del af min definition beskriver ideologier som værende et vidtrækkende strukturelt arrangement, der giver en uanfægtet betydning til en række af gensidigt definerende politiske begreber. Jeg har derfor været interesseret i at udlægge de identitæres egen uanfægtede forklaring af begreberne og har derfor valgt at bruge deres tekster til at forklare disse begreber. Med hensyn til analysen af den identitære historieopfattelse har jeg anset de identitæres egne tekster som værende den bedste kilde, da det gav mig mulighed for at analysere deres historieopfattelse ud fra måden, hvorpå den kom til udtryk i disse tekster. Med andre ord er de identitæres egne tekster primære kilder til den historieopfattelse, der hersker i bevægelsen. Derudover er det værd at nævne, at jeg har ikke villet undersøge sandhedsværdien af den identitæres udlægning af historien; således forholder jeg mig ikke til, om mine kilders fremlægning af historiske forløb, begivenheder, grupper eller personer er sand eller ej.

Det anvendte kildemateriale har derudover været påvirket af min definition af den identitære bevægelse, den afgrænsning, jeg har benyttet, samt sproglige barrierer. Jeg har, som tidligere

20 nævnt, valgt at fokusere på den nutidige version af den identitære bevægelse, hvilket betyder, at jeg med få undtagelser har benyttet mig af tekster fra GI. Ligeledes har jeg valgt at fokusere på den europæiske del af den identitære bevægelse og har således ikke benyttet mig af kildemateriale fra den nordamerikanske del af den identitære bevægelse. På grund af sproglige begrænsninger har jeg ikke haft mulighed for at gøre brug af fransk-, tysk- og italiensksprogede kilder og har derfor kun gjort brug af kildemateriale på dansk og engelsk. Dette betyder dog ikke, at det kun er den danske og britiske del af den identitære bevægelse, der er repræsenteret i kildematerialet, da jeg har haft adgang til oversættelser af tekster fra både den franske og østrigske del af bevægelsen. Til gengæld er størstedelen af kildematerialet dog fra enten den danske eller britiske del af bevægelsen.

Hovedvægten af kildematerialet består således af tekster fra hjemmesiderne tilhørende henholdsvis den danske og britiske afdeling af GI. Derudover har jeg også inkluderet en række tekster fra medlemmer af disse afdelinger, heriblandt indlæg af Jonas Zuschke, Kaj Oldenburg og Jeppe Veibel Jensen, der alle er aktive medlemmer af den danske afdeling, samt fra Benjamin Jones, der er leder af den britiske afdeling. Derudover har jeg også inkluderet tekster af danskeren Johan Christian Nord og svenskeren Daniel Friberg, som ikke er tilknyttet netværket omkring GI, men som er en del af den bredere identitære bevægelse.

Derudover er Markus Willingers bog Generation Identity ‒ A Declaration of War Against the '68ers en central kilde. Selvom det af bogens forord fremgår, at den udelukkende er et udtryk for forfatterens egne holdninger, skriver en af den identitære bevægelses stiftere, Philippe Vardon, i bogens introduktion, at: " this work sums up many of the ideas and concepts of the identitarian struggle that began (in this form) in France in 2002 and which now finds echoes across many sister- countries" (Vardon, 2013, s. 11f). Samtidig har Willinger i kraft af sin tidligere position som talsmand fra den østrigske del af bevægelsen også været repræsentant for bevægelsen udadtil. Derudover har bogen sidenhen fået status som en form for uofficielt manifest for den identitære bevægelse i hele Europa og betragtes som en af bevægelsens grundlæggende tekster (HOPE not hate, 2017; Mulhall, 2017; Oltermann, 2019).

En anden kilde har været pjecen We Are Generation Identity, der samler en række af den franske bevægelses grundlæggende tekster. Pjecens tekster er forfattet af fire talsmænd fra den franske

21 bevægelse, der ved bogens udgivelse i 2013 alle var en del af GI's ledelse i Frankrig (Génération Identitaire - France, 2013).

Den identitære bevægelse og dens ideologi

Jeg vil i de følgende afsnit redegøre for, hvad den identitære bevægelse er for en størrelse, og i forlængelse af det undersøge, hvad der konstituerer den identitære ideologi. Første afsnit vil se på, hvad den identitære bevægelse er for en bevægelse, samt se på bevægelsens historie og udbredelse. Det andet afsnit vil bestå af en undersøgelse af den identitære ideologi bygget på det ideologibegreb som jeg tidligere har defineret. Formålet med disse to afsnit er at give et overblik over den identitære bevægelse og dens ideologi, som samtidig skal danne grundlag for, at jeg kan undersøge, hvorvidt historieopfattelsen afspejles i den identitære ideologi. Til det første afsnit vil jeg gøre brug af både primære kilder, i form af de identitæres egenproducerede tekster, og sekundærlitteratur. Til afsnittet om den identitære ideologi vil jeg hovedsageligt gøre brug af de identitæres egne tekster. Det skyldes, at jeg er interesseret i at vise deres egen udlægning af, hvad deres ideologi er. I forlængelse af det er det værd at understrege, at jeg ikke er interesseret i at placere den identitære ideologi i forhold til andre ideologier (eksempelvis ved at prøve at placere dem på en højre-venstre-skala) eller at definere, hvilken type ideologi de har (eksempelvis om de er fascister eller ej).

Hvem er de identitære? De identitære, eller den identitære bevægelse, om man vil, er en politisk bevægelse, der har sin oprindelse i Frankrig. Bevægelsen bliver af nogle beskrevet som værende en del af den yderste højrefløj, af andre som en del af det nye højre (Bell, 2016; Pedersen, 2018a; Somaskanda, 2017; The Economist, 2018), mens de selv kalder sig en række ting, som eksempelvis en patriotisk ungdomsbevægelse (Generation Identitær, u.å.), en ”fighting community” (Génération Identitaire - France, 2013, s. 7) eller en manifestation af et politisk-teoretisk projekt, som langt transcenderer højre-venstre spektrummet (Veibel Jensen & Zuschke, 2018). Uanset hvor man mener, at bevægelsen hører hjemme på det politiske spektrum, er der bred enighed om, at bevægelsen helt grundlæggende primært skal ses som en paneuropæisk bevægelse med enkelte afstikkere til Nordamerika og Oceanien (Davey & Ebner, 2017; HOPE not hate, u.å.; Mulhall, 2017; Pedersen, 2018a). Bevægelsen har som før nævnt sine rødder i Frankrig, men har siden spredt sig til store

22 dele af Europa og Nordamerika, og senest blev den også nævnt i forbindelse med skyderiet i en moske i Christchurch i maj 2019, da det kom frem, at den australske gerningsmand havde doneret beløb til bevægelsens østrigske talsmand Martin Sellner (Davey & Ebner, 2017; Heim & McAuley, 2019; Mulhall, 2017; Pedersen, 2018a). Jeg vil dog holde mit fokus på den europæiske del af den identitære bevægelse, bl.a. fordi det så at sige er den oprindelige. Selvom der er fællestræk mellem den europæiske og ikke-europæiske udgave, er der dog også en række tydelige ideologiske forskelle. Den nordamerikanske identitære bevægelse har et stort fokus på race fremfor etnicitet og er betydeligt mere mandsdomineret, hvilket afspejler sig i deres syn på kønsspecifik identitetspolitik. Selvom der er betydelige lighedspunkter mellem den europæiske del og den nordamerikanske del, er mit fokus altså på den europæiske, netop også pga. af de ideologiske forskelle der er i forhold til race og køn (Pedersen, 2018a).

I de senere år har den identitære bevægelse fået en del opmærksomhed af diverse medier, især i kraft af deres evne til at afholde farverige happenings. I forbindelse med dette er det som oftest den identitære ungdomsbevægelse GI, der har modtaget store dele af opmærksomheden (Krautwald, 2018; Pedersen, 2018a; Polkowska, 2018; Zublin, 2017; Zúquete, 2018, s. 3). Selvom GI ikke er alene om at repræsentere den identitære bevægelse, er gruppen klart den mest iøjnefaldende og markante repræsentant. Det skyldes til dels deres tilstedeværelse, som spænder over det meste af Europa, samt deres flair for synlig aktivisme og optræden i medier (ibid.). GI har, ligesom den identitære bevægelse i sig selv, sine rødder i Frankrig, hvor den i første omgang opstod som ungdomsfløjen af den nationalistiske bevægelse Bloc Identitaire, der i dag går under navnet Les Identitaires. Les Identitaires kan selv betragtes som en identitær gruppering, der også har synliggjort sig selv ved aktivistiske handlinger, som eksempelvis oprettelsen af suppekøkkener i en række franske byer, der uddelte suppe indeholdende svinekød til hjemløse (Associated Press, 2006; Der Spiegel, 2006; The Guardian, 2007). Modsat ungdomsfløjen har Les Identitaires ikke spredt sin tilstedeværelse til andre europæiske lande, hvilket også betyder, at ungdomsbevægelsen er langt mere kendt uden for identitære kræse og derigennem også kan ses som den mest markante del af den identitære bevægelse. Siden dannelsen i Frankrig har GI som sagt spredt sig til en række af europæiske lande, herunder Italien, Tyskland, Østrig, Belgien, Schweiz, Storbritannien og Irland (de to nationer har en fælles organisation), Ungarn, Slovenien, Tjekkiet og altså også Danmark (HOPE not hate, u.å.). Udover GI findes der dog også andre

23 grupperinger og personer, der kan ses som en del af en større samlet identitær bevægelse. I Frankrig findes der blandt andet også gruppen Terre et Peuple, der især i begyndelsen af bevægelsens levealder spillede en stor rolle (Zúquete, 2018, s. 15ff). I Skandinavien blev den identitære ideologi helt oprindeligt introduceret af den svenske bevægelse Nordiska Förbundet (der ikke længere eksisterer) (Andersson, 2006). Ideologien blev sidenhen videreført af en række selvstændige aktivistgrupper, hvoraf flere af disse i dag er en del af GI. Udover GI er den identitære ideologi i dag repræsenteret i Skandinavien af tænketanken Motpol og dens webbaserede magasin samt forlaget Arktos, der især har stået for at oversætte og udgive en del af den franske litteratur, der ligger til grund for den oprindelige franske identitære bevægelses ideologi (Pedersen, 2018a; Zúquete, 2018, s. 98ff). Både Motpol og Arktos er startet og ledet af svenskeren Daniel Friberg, der igennem hans virke i disse foretagende må anses som en betydelig figur i det identitære miljø, på trods af at han ikke er medlem af GI (Pedersen, 2018a, 2018b; The Economist, 2018). I Danmark har den tidligere præst og nuværende debattør, Johan Christian Nord, i diverse medier stillet sig op som uofficiel talsmand og repræsentant for den identitære ideologi. Derved er han en af de mest markante skikkelse udenfor GI i det danske identitære miljø (Pedersen, 2018a). GI er derfor ikke eneste repræsentant for den identitære ideologi i Europa, hvilket også betyder, at jeg har inddraget personer, der formelt set ikke er med i GI. Dog er det værd at pointere, at GI gennem sin tilstedeværelse i mange europæiske lande samt synlighed i medier er den mest markante repræsentant for den identitære ideologi. Der er med den identitære bevægelse altså ikke tale om en samlet uniform bevægelse, der er forenet under ledelsen af en fælles europæisk central organisation, men derimod mere om et politisk miljø, forenet i forholdet til en fælles ideologisk sfære. Det, der binder de identitære sammen, er som tidligere nævnt ideologiske faktorer, eller det fælles ideologiske ophav, om man vil (Davey & Ebner, 2017; Pedersen, 2018a; Zúquete, 2018, s. 69ff). I forlængelse af det vil jeg argumentere for, at det er relevant at forsøge at definere, hvad der egentlig udgør den identitære ideologi. Jeg vil derfor opstille min definition af den identitære ideologi i det følgende afsnit. Baseret på den ideologidefinition, jeg tidligere har fremlagt, vil jeg give et overblik over ideologiens centrale elementer.

24

Den identitære ideologi Jeg har i afsnittet om specialets begrebsapparat opstillet et ideologibegreb baseret på Michael Freedens definition af ideologiers rammer og indhold. Jeg vil i dette afsnit operationalisere dette begreb ved først at undersøge indholdet af den identitære ideologi for dernæst at undersøge, hvordan man igennem dette kan se på, hvordan den identitære ideologi er en ideologi i forhold til Freedens definition og rammesætning. Formålet med dette er, som tidligere nævnt, at komme med en klar fremstilling af den identitære ideologi, som vil kunne sammenholdes med resultaterne fra min analyse af den identitære historieopfattelse.

Den identitære bevægelses ideologiske ophav har, ligesom bevægelsen selv, rødder i Frankrig. En betydelig del af den identitære bevægelses ideologiske arv kommer fra den politiske bevægelse Nouvelle Droite, i særdeleshed fra tænkerne Alain de Benoist og Guillaume Faye, der på sin vis udgør kilderne til de identitæres vigtigste begreber (Pedersen, 2018a). Jeg vil dog i dette afsnit fokusere på de identitæres egne udlægninger af disse begreber og derved ikke, hvordan de i sin tid blev formuleret af Alain de Benoist og Guillaume Faye. Jeg er som nævnt ikke interesseret i at redegøre for de identitæres idehistoriske baggrund, men derimod vil jeg gerne give et billede af nutidens identitære ideologi, og hvad den indeholder. I min undersøgelse af den identitære ideologi vil jeg således undersøge de politiske begreber og koncepter, der konstituerer den identitære ideologi den dag i dag. Jeg har igennem min undersøgelse af materialet fra den identitære bevægelse identificeret de begreber og koncepter, der tilsammen udgør den identitære ideologi. Disse begreber og koncepter har jeg videre inddelt i grupper baseret på den ideologidefinition, der er beskrevet i det foregående afsnit. Således er jeg kommet frem til, at den identitære ideologi består af et enkelt kernebegreb og en række tilstødende og perifere begreber og koncepter. I det følgende afsnit vil jeg, på baggrund af de identitære tekster, redegøre for de identitæres udlægning og forståelse af disse begreber og koncepter.

Det første begreb, jeg vil redegøre for, er således den identitære ideologis kernebegreb. Det er det begreb, som jeg mener, udgør det centrale element i ideologien.

Identitet Begrebet identitet spiller en helt central rolle for de identitære og deres ideologi. Ikke alene er bevægelsen navngivet på baggrund af begrebet; det udgør ifølge de identitære selv også

25 udgangspunktet for deres politiske projekt, samtidig med at de ser deres opfattelse af begrebet som et af bevægelsens definerende træk (Generation Identitær Danmark, 2019e; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.; Veibel Jensen & Zuschke, 2018). Når de identitære taler om identitet, så henviser de til det, de kalder etnokulturel identitet. Med det skal forstås, at man taler om en identitet, der er baseret på både kultur og etnicitet, og som de identitære selv beskriver det, er et samspil mellem noget dynamisk og kontinuerligt. De identitære beskriver identitet som en kompleks størrelse, der ikke kan koges ned til enkelte ting som personers hudfarve, traditioner osv. Derimod handler identitet om at være en del af en lang historie og den gradvise udvikling af kulturelle praksisser, der har rod i det folk, de er vokset ud af. Disse dele kan ifølge de identitære ikke skilles ad, da identiteten skal findes i helheden om sammenspillet mellem disse elementer (Generation Identitær Danmark, 2018e). Ifølge de identitære bliver identiteten altså konstrueret gennem et komplekst netværk af historiske, biografiske, kulturelle, religiøse og sociale sammenhænge. De mener, at identitetens karakteristiske egenskaber kommer til syne igennem forskellige socialiseringsprocesser, navnlig i samspillet mellem enkeltindividet og forskellige fællesskaber. Altså ser de større fællesskaber som havende en indvirkning på det enkelte menneskes identitet. Som enkeltindivid er ens identitet derfor påvirket af de fællesskaber, man tilhører, hvad end de er etniske, historiske, kulturelle, religiøse osv.

Ifølge de identitære eksisterer identitet på tre forskellige niveauer: Det første er det regionale niveau, der er karakteriseret ved tilknytningen til byer og regioner. Denne identitet bliver skabt på baggrund af ting som dialekter, lokale skikke og regional historie. De næste niveau er det nationale niveau, som er karakteriseret gennem forbindelsen til et bestemt folk eller en bestemt stat. Denne identitet repræsenterer, i følge de identitære, en omfattende identifikationsramme, der er kendetegnet ved sociale, sproglige og kulturelle regler. Dog er de identitære afvisende overfor, at man dogmatiserer national identitet (som man eksempelvis ser indenfor nationalismen), da de mener, at der findes et sammenspil mellem identiteternes forskellige niveauer, hvorigennem de alle bidrager til at skabe en fælles identitetsmæssig rammesætning og på sin vis påvirker hinanden. Det sidste niveau, hvorpå identitet udfoldes, er ifølge de identitære på civilisationsniveau. Det betyder eksempelvis, at (oprindelige) folk i Europa alle deler en fælles europæisk civilisationsidentitet. Det skyldes, ifølge de identitære, at europæere deler en fælles

26 arv, kulturel såvel som historisk, der er formet gennem kulturel udveksling og samvirke (Generation Identitær Danmark, 2018e; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.)

Ifølge de identitære bliver identiteter skabt i en kontekst af kontraster og afgrænsninger. Altså er en af forudsætningerne for en særegen identitet, at den er afgrænset og står i kontrast til andre særegne identiteter. Identiteter bliver altså tillagt betydning, fordi de bliver stillet op mod andre identiteter. Således mener de identitære, at eksempelvis den europæiske identitet ville være uden betydning, hvis der ikke også eksisterede en asiatisk identitet, en afrikansk identitet osv. Derfor mener de heller ikke, at man kan snakke om en global identitet, da de som tidligere nævnt ser identitet som værende et produkt af særegne kulturer, som igen er et produkt af særlige steder, forfædre, en unik historie osv. (Generation Identitær Danmark, 2019d; Willinger, 2013, s. 107).

De identitære fastholder dog, at det er vigtigt, at man ikke ser identitet som værende udelukkende et produkt af kultur. Som tidligere nævnt ser de identitet som værende skabt på baggrund af både kultur og etnicitet, og derfor anser de det som problematisk, hvis man har et overvejende fokus på den ene af disse. Med andre ord så mener de ikke, at identitet kan koges ned til enkelte løsrevne kulturelle praksisser, som eksempelvis at være en del af det danske demokrati, stemme til valg, tro på ligestilling eller at spise nogle bestemte ting, ligesom at etnisk baggrund i sig selv ikke udgør en identitet. De identitære fremstiller som sagt identitet som værende samspillet mellem disse. De kulturelle praksisser er på sin vis det, der gør enkelte identiteter unikke, men ifølge de identitære får de først betydning, når de bliver knyttet til etniciteten. Ifølge de identitære er kulturelle praksisser og værdier dynamiske og foranderlige over tid, imens etnicitet er uforanderligt. Derfor ser de etnicitet som det, der giver identiteter kontinuitet, idet historie, skikke og traditioner kan sættes i forbindelse til ens forfædre. Identitet eller etnokulturel identitet handler altså om tilhørsforholdet til ens forfædre, om at være et produkt af den historie, den kultur og den slægt, der er gået før dem. (Generation Identitær Danmark, 2018e). De identitære mener, at identitet er centralt i forbindelse med at opretholde en stabil samfundsorden, da de mener, at for mange udefrakommende identiteter kan bidrage til at splitte samfundet. Derfor er det for dem vigtigt at opretholde den etnokulturelle identitet, da den er med til at skabe kontinuitet, fællesskab og homogenitet og derigennem opretholde et stabilt samfund (Generation Identitær Danmark, 2018e). De identitære mener selv, at deres syn på identitet står i modsætning til andre ideologiers syn på samme, eksempelvis til det gamle højre, hvor de mener, at man typisk har haft et ensidet

27 syn på identitet igennem forskellige forståelser af race, IQ-kvotienter osv. Ligeledes mener de også, at det står i modsætning til den opfattelse, man har indenfor en række andre ideologier såsom liberalisme, nationalisme og socialisme, da disse udelukkende har anset identitet som værende et kulturelt produkt eller som en juridisk konstruktion, der opnås igennem statsborgerskaber eller valgdeltagelse (Generation Identitær Danmark, 2018e).

De identitæres syn på identitet er altså ifølge dem selv noget, der adskiller dem fra andre eksisterende ideologier og kan derigennem ses som noget definerende for deres ideologi. Samtidig kan man også se identitet som værende ideologiens kernebegreb (eller koncept om man vil). Ikke alene er udlægningen af begrebet noget definerende og unikt for ideologien, det er også det centrale omdrejningspunkt for bevægelsens politiske projekt at bevare og styrke den europæiske identitet.

Tilstødende begreber I det følgende afsnit vil jeg se nærmere på den identitære ideologis tilstødende begreber, som er de begreber, der omgiver og retningsbestemmer kernebegreberne. De tilstødende begreber uddyber ideologiens politiske projekt, idet de giver et mere specifikt indblik i, hvad de identitære mener med at bevare og styrke den etnokulturelle identitet.

Etnopluralisme Det første af det tilstødende begreber, jeg vil uddybe, er begrebet etnopluralisme. Selve begrebet etnopluralisme blev i først omgang skabt af den tyske sociolog Henning Eichberg, men er i dag oftest associeret med Novelle Droite og i særdeleshed Alain de Benoist (Bar-On, 2001; Teitelbaum, 2013). Den identitære bevægelse har taget dette begreb med sig, og det bliver tildelt en betydelig betydning i blandt de identitære, da de bl.a. fremhæver, at det er centralt for at forstå selve bevægelsen (Generation Identitær Danmark, u.å.)

Begrebet etnopluralisme betyder, ifølge de identitære, at de ikke betragter andre folks etnokulturelle identitet som værende mindreværdige, men respekterer alle menneskers ret til deres egne særegne etnokulturelle identitet, så længe den ikke kompromitterer andres. De identitære fremhæver, at etnokulturelle identiteter er særegne og varierer fra hinanden. De ser imidlertid disse forskelle som en god ting og som noget, der bør bevares (Generation Identitær Danmark, u.å.; Willinger, 2013, s. 93). De mener endvidere, at identiteter på den ene side er

28 unikke og bestemte, men at de samtidig bliver defineret på grund af den store mangfoldighed, der findes blandt de forskellige identiteter. Netop derfor mener de identitære, at det er vigtigt at opretholde mangfoldigheden, samtidig med at man ikke udvisker linjerne mellem de forskellige etnokulturelle identiteter. Dette mener de identitære, at man gør bedst ved at kæmpe for at bevare sin egen etnokulturelle identitet, ligesom at man skal kæmpe for retten til, at andre folk kan bevare deres. De mener, at kilden til bevarelsen af etnokulturelle identiteter er, at de forbliver dominerende i dens hjemland, og at man derfor skal kæmpe for dette (Generation Identitær Danmark, u.å.; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). De identitære mener desuden, at etnopluralisme er en klar afvisning af racisme og chauvinisme, da de ønsker at bevare alle menneskers og kulturers særegne identiteter og samtidig afviser devaluering og udryddelse af etnokulturelle fællesskaber. Så ifølge de identitære selv så kæmper de ikke alene for at bevare den europæiske etnokulturelle identitet, men for at bevare unikke etnokulturelle identiteter verden over (Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). De identitære fremhæver, at alle mennesker har retten til at kæmpe for at bevare og forsvare deres etnokulturelle identitet og mener således bare, at de udøver deres ret til at forsvare den europæiske etnokulturelle identitet. Samtidig fremhæver de, at det ikke skyldes, at de finder den europæiske kultur og identitet bedre end andre, blot at det er naturligt at nære stærkere følelser for ens egen etnokulturelle identitet, hvilket ifølge dem sker over hele verden. De identitære fremhæver, at de fortsat ønsker en mangfoldig verden med mange forskellige folk og kulturer, og at det derfor er vigtigt at forsvare og bevare de unikke etnokulturelle identiteter, inden de bliver udryddet af globaliseringen (Generation Identitær Danmark, 2019d; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.; Zuschke, 2018).

Den store udskiftning Et andet tilstødende begreb i den identitære ideologi er 'den store udskiftning'. Der er uenighed om begrebets oprindelse, men begrebet blev populariseret af den franske forfatter Renaud Camus i sin bog Le Grand Remplacement fra 2012 (Ait Abdeslam, 2018). Begrebet har sidenhen vundet indpas hos store dele af den yderste højrefløj i vesten og er blevet en del af disse gruppers retorik (Einarsson, 2018, s. 127). Et af de seneste eksempler på dette kunne ses ved moskeskyderierne i Christchurch i marts 2019, hvor gerningsmanden i et manifest beskrev, hvordan den store udskiftning var en af årsagerne til hans handlinger (Heim & McAuley, 2019). Begrebet er også blevet en betydelig del af den identitære bevægelses ideologi og retorik. De identitære beskriver

29 den store udskiftning som værende den proces, hvorigennem den indfødte europæiske befolkning bliver fortrængt (eller udskiftet, om man vil) af ikke-europæiske migranter. De identitære mener, at vi står overfor en demografisk krise, hvor de oprindelige europæiske befolkningsgrupper er i overhængende fare for at blive minoriteter i deres egne hjemlande. Hvis denne demografiske krise får lov at fortsætte uanfægtet, vil det ifølge de identitære føre til en fuldstændig ødelæggelse af de europæiske samfund (Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). Ifølge de identitære er årsagerne til denne krise, at de etniske europæeres fødselstal er dalende, imens det er stigende blandt migranter, samtidig med at et voksende antal ikke-europæere fortsat migrerer til Europa. (Generation Identitær Danmark, u.å.). De identitære mener, at krisen bliver yderligere forværret af manglen på politisk handling; noget de mener, er et produkt af den etnomasochistiske ideologi, som de mener dominerer den politiske debat. Ifølge de identitære vil manglen på politisk handling betyde, at mange europæere vil ende som minoriteter i eget land, hvilket de allerede mener, er sket i mange større byområder (Generation Identity - UK and Ireland, u.å.) De identitære har som erklæret mål at stoppe denne krise, inden den store udskiftning er en fuldkommen realitet, da de gerne vil undgå de konsekvenser, som de mener, den vil medføre (Generation Identitær Danmark, 2019e). For de identitære er den store udskiftning ikke bare en teori eller en ide; de anser det for værende virkeligheden og mener, at man i samfundet kan finde flere eksempler på, at den allerede er i gang. Et eksempel på dette, mener de, er accepten af og hensynet til migranters skikke og vaner, som de føler sker på bekostning af europæiske skikke og traditioner. De identitære mener, at dette fører til en svækkelse af europæiske etnokulturelle identiteter, hvilket ifølge dem kan føre til og har ført til øgede etniske kulturelle, etniske og religiøse spændinger i Europa. De identitære mener, at man skal indse, at der er forskel på europæiske og ikke- europæiske etnokulturelle identiteter, og at de som sådan aldrig kan eller skal forenes. Ifølge de identitære er denne forståelse nøglen til at stoppe den store udskiftning og bevare den europæiske etnokulturelle identitet (Generation Identitær Danmark, 2018i, 2018b; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.).

Reconquista Et andet begreb, der spiller en betydelig rolle i den identitære ideologi, er Reconquista ('generobring'). Begrebet er baseret på flere ting. Først og fremmest er det baseret på, og har taget sit navn fra, den historiske reconquista: Den 800 år lange kristne generobring af den Iberiske

30 halvø, der siden 700-tallet havde været (delvist) besat af de muslimske maurere, og som sluttede, da de katolske monarker indtog Granada i 1492 (Alegre Peyrón & Villads Jensen, 2011). Derudover henviser det også til Guillaume Fayes brug af begrebet, der i sig selv også er en reference til den historiske begivenhed, men som i højere grad handler om, at nutidens Europa, ligesom 700-tallets Iberiske halvø, er besat af en muslimsk invasionsstyrke, og at en generobring eller reconquista, om man vil, er en nødvendighed, hvis Europa skal reddes (Pedersen, 2018b, 2018a). De identitære henviser selv til den historiske reconquista i deres forklaring af begrebet og forklarer, at dagens Europa, ligesom dengang, står overfor en stor trussel (Generation Identitær Danmark, 2019b; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). Dog fremhæver de identitære, at lighederne mellem de to situationer stopper der. For selvom vi i dag står overfor en trussel, kommer den dog ikke i form af invaderende hær, men i stedet som en voldsom demografisk forandring (Generation Identitær Danmark, 2019b; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). Derudover mener de identitære også, at vi i dag ser, at hele Europa er truet af denne forandring, og at europæerne denne gang ikke har 800 år til at genvinde deres lande, da de demografiske forandringer sker med høj hast. Ifølge de identitære står europæerne nu overfor en skillevej: Enten kan man give op og acceptere udviklingen, eller man kan kæmpe imod og starte en ny reconquista, dog ikke gennem væbnet kamp, men gennem politiske aktioner og aktivisme. De identitære fremhæver, at de har en tro på, at man kan lykkes med reconquistaen med politiske og demokratiske fremgangsmåder, og at den på sin vis allerede er i gang i flere europæiske lande i form af valget af politikere som Matteo Salvini i Italien og Sebastian Kurz i Østrig. (Generation Identitær Danmark, 2019b). De identitære ser altså reconquista som værende kampen for at bevare og sikre den europæiske etnokulturelle identitet. En kamp, der udkæmpes ved hjælp af politiske og demokratiske metoder, og hvor de identitære selv udgør en del af frontlinjen (Generation Identitær Danmark, 2019b; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.).

Demokrati Ligesom mange andre politiske ideologier er et af de centrale begreber i den identitære ideologi demokrati. De identitære fremhæver selv, at kampen for et mere direkte demokrati er fundamentalt for bevægelsen (Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). Modsat andre ideologier er det dog ikke bevarelsen og opretholdelsen af demokratiet, der er det centrale for de identitære. De identitære ser i højere grad demokratiet som et politisk værktøj til at støtte op om

31 bevægelsens centrale politiske projekt (Generation Identitær Danmark, 2019e), men bruger det i endnu højere grad som en måde at differentiere og distancere sig fra andre politiske bevægelser på den yderste højrefløj. Igennem bevægelsens levetid er de ofte blevet beskyldt for at have fascistiske tendenser eller ligefrem at være fascister, både af medier, observatører og politiske modstandere (Krautwald, 2018; Mulhall, 2017; Polkowska, 2018; Valencia-García, 2018; Zublin, 2017). Den identitære bevægelse forsøger at distancere sig fra dette ved at henvise til, at de er erklærede demokrater og benytter sig af demokratiske metoder i kampen for at bevare og styrke den europæiske etnokulturelle identitet. De identitære fremhæver ofte dette i forbindelse med afstandtagen til fascistiske bevægelser og personer, senest i forbindelse med det førnævnte skyderi i Christchurch, hvor de benægtede, at gerningsmanden havde nogen forbindelse til den identitære bevægelse, da han var erklæret fascist, og at de modsat ham er erklærede demokrater (Generation Identitær Danmark, 2019e, 2019b). Den identitære bevægelse ser altså demokratiet som en betydelig del af deres ideologi, da det både fungerer som et politisk værktøj og som noget, der er med til at definere den identitære ideologi, idet det adskiller dem fra de ikke-demokratiske bevægelser på den yderste højrefløj.

Perifere begreber Nu vil jeg bevæge mig over mod den identitære ideologis perifere begreber. Ligesom de tilstødende begreber omgiver de kernebegrebet, men modsat de tilstødende begreber, som i højere grad hører sammen med kernebegrebet, omhandler disse udførelsen af politiske handlinger. De begreber, som jeg har defineret som værende den identitære ideologis perifere begreber, indeholder ideer om, hvordan den identitære ideologi kan udføres i praksis.

Metapolitik Det første perifere begreb, jeg vil redegøre for, er metapolitik. Metapolitik er, ifølge de identitære selv, en vigtig del af deres politiske strategi og aktivisme. Med andre ord præger metapolitikken simpelthen måden, hvorpå de identitære ser og tænker politik, og er et centralt element i den kamp, som de mener, de kæmper (Generation Identity - UK and Ireland, 2018d). De identitære beskriver metapolitik som værende en form for politiske praksisser, der primært forholder sig til kultur, ideer og værdier. Ideen bag de metapolitiske praksisser er, at man bliver nødt til at opnå en ændring i netop kultur, ideer og værdier, hvis man for alvor vil rykke ved politiske spørgsmål. Formålet med dette er at opnå politisk indflydelse ved at påvirke folks hoveder fremfor deres

32 stemmesedler. De påpeger, at det parlamentariske politiske landskab kan påvirkes kraftigt i forbindelse med valg, hvilket betyder, at der kan ske en hurtig ændring i politiske praksisser, der foregår blandt de folkevalgte. De identitære mener, at ændringer i kultur, værdier og ideer svære at gennemføre, men at de så til gengæld bider sig fast og på den måde kan forme samfundet igennem en længere periode. Det er netop dette, som de identitære bruger som begrundelse for deres fokus på metapolitik, da de søger at opnå langsigtede politiske ændringer gennem ændringer i den politiske diskurs og den offentlige holdning (Generation Identitær Danmark, 2018c; Generation Identity - UK and Ireland, 2018b, 2018d). De identitære beskriver deres politiske praksisser som værende af metapolitisk karakter, da de igennem deres aktivisme aktivt søger at påvirke og forandre kultur, ideer og værdier og igennem dette skabe basis for demokratiske forandringer. De identitære prøver at skabe denne påvirkning gennem en bred række af aktiviteter heriblandt: kulturelle aktiviteter, offentlige debatter, medieoptrædener og gadeaktivisme. De identitære mener, at de igennem disse aktiviteter opererer i et metapolitisk rum, da det giver dem mulighed for at opnå en indflydelse, man ikke ser blandt etablerede politiske partier (Generation Identity - UK and Ireland, 2018a). Ifølge de identitære har der igennem historien været flere eksempler på metapolitiske bevægelser, der succesfuldt har præget kultur, ideer og værdier og derigennem har påvirket det politiske landskab i en lang periode efterfølgende. Ifølge de identitære er det mest monumentale eksempel på dette den nye venstrefløj, som opstod i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne. Ifølge de identitære repræsenterede denne bevægelse et skift på venstrefløjen, der gik fra at have fokus på klassekamp til i højere grad at være koncentreret om en række værdipolitiske mærkesager på en række områder, heriblandt kønsroller, feminisme, minoritetsrettigheder, abort osv. De identitære mener, at den nye venstrefløj lykkedes med deres politiske projekt, og at den succes i høj grad kan tilskrives, at bevægelsen med stor succes gjorde brug af metapolitiske strategier. I forlængelse af dette mener de identitære også, at det er grunden til, at de politiske landskab og kulturen den dag i dag stadig er påvirket af den nye venstrefløjs ideer og værdier (Generation Identity - UK and Ireland, 2018d). Dette er blandt andet også grunden til, at de identitære netop har så stort et fokus på metapolitiske praksisser, da de gerne vil opnå den samme indflydelse på den politiske kultur. Samtidig vil de også gerne positionere deres ideologi som en modsætning og et alternativ til det, de ser som værende den dominerende politiske diskurs i samfundet, da de mener, at det er

33 den, der blandt andet er med til at true den europæiske etnokulturelle identitets fremtid (Generation Identitær Danmark, 2018c).

Remigration Det sidste perifere begreb i den identitære ideologi er remigration. De identitære beskriver remigration som værende det, at ikke-vestlige migranter igennem politiske og samfundsmæssige tiltag tilskyndes til frivilligt at migrere tilbage til deres hjemlande (eller lande udenfor Europa), således at tilvæksten af ikke-vestlige migranter og deres efterkommere falder fremfor at stige. De identitære beskriver remigration som værende en bred strategi, hvor man igennem forskellige tiltag motiverer de ikke-vestlige migranter og deres efterkommere 'tilbage'. De identitære fastholder dog, at remigration skal foregå frivilligt og som organisk reaktion på det omkringlæggende danske samfunds kulturnormer. Det vil sige, at dem, der ikke ønsker eller evner at tilpasse sig de europæiske samfund (hvilket ifølge de identitære vil være majoriteten af ikke- vestlige migranter, der vælger at beholde deres egen etnokulturelle identitet), skal tilskyndes til at remigrere. Dette kunne man ifølge de identitære gøre ved eksempelvis at belønne visse grupper for at migrere hjem. Derudover mener de identitære også, at tiltag såsom stop for asylbehandling, familiesammenføring og ikke-vestlig indvandring alle hjælper til at fremme remigration (Generation Identitær Danmark, 2018h; Generation Identity - UK and Ireland, 2018b). De identitære fastholder, at det er vigtigt, at man ikke forveksler remigration med repatriering, der er tvungen hjemsendelse af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere. De identitære ser imidlertid ikke repatriering som en gangbar strategi, da det ifølge dem bygger på en utopisk forestilling om 'en ren etnostat', hvor alle, der ikke tilhører kernebefolkningen, sendes væk. De identitære mener ikke, at man kan lave en klar opdeling af, hvem der er kernebefolkningen, og hvem der ikke er, hvilket i sidste ende vil gøre det umuligt at udføre repatrieringen. Samtidig mener de identitære også, at man kan have begrænset immigration (primært af vestlig karakter), hvis man samtidig sørger for, at den etnokulturelle identitet styrkes og bevares (Generation Identitær Danmark, 2018h). Selvom remigration som hovedregel skal være frivillig, mener de identitære dog, at der er bestemte grupper, der ikke skal være indbefattet af frivillighedsprincippet, såsom Illegale migranter, kriminelle migranter og migranter, der ikke er selvforsørgende, ligesom de mener, at det skal være muligt at hjemsende flygtninge fra lande, hvor der ikke længere er krig (ibid.). De identitære mener også, det er vigtigt at differentiere

34 mellem forskellige indvandrergrupper, da der ifølge dem er forskelle på de forskellige grupper. Eksempelvis mener de identitære, at migranter fra muslimske lande udgør en større belastning for vores samfund end mange andre grupper. Samtidig mener de, at europæiske indvandrere uden større problemer kan indgå i andre europæiske samfund, da man deler den europæiske etnokulturelle identitet. De identitære mener, at man igennem en differentiering bedre kan målrette remigrationsindsatsen, så den kan ramme de uønskede grupper og igennem forskellige tiltag gøre det klart, at deres levevis er uønsket i de europæiske lande (ibid.). De identitære ser remigration som en central del af at stoppe den befolkningsudskiftning, som de mener, finder sted. Derfor anser de remigration som en nødvendighed i forhold til at bevare den europæiske etnokulturelle identitet, og netop derfor er remigration en vigtig del af det identitære politiske projekt (Generation Identitær Danmark, 2018h).

Delkonklusion Den identitære ideologi er altså bygget op omkring selve identitetsbegrebet, der udgør ideologiens kernebegreb. Kernebegrebet er omgivet af en række tilstødende begreber, der både er med til at uddybe ideologiens specifikke forståelse af kernebegrebet, og som også er med til at definere den identitære ideologi i forhold til andre ideologier. Etnopluralisme, den store udskiftning og reconquista bidrager alle til den specifikke identitære forståelse og udlægning af identitetsbegrebet, mens det identitære demokratibegreb bruges til at differentiere den identitære ideologi fra ideologier på den yderste højrefløj. Derudover indeholder den identitære ideologi en række perifere begreber, som er de begreber, der er relateret til udførelsen af politiske handlinger. Disse begreber er metapolitik og remigration. Metapolitik omhandler måden, hvorpå de identitære fører politik, mens remigration er et samlebegreb for de konkrete politiske tiltag, som de identitære mener, at man bør tage i forhold til at bevare og opretholde den specifikke europæiske etnokulturelle identitet. Ifølge Freedens definition er den identitære ideologi en reel ideologi, da den har nogle gennemgående overbevisninger, meninger og værdier, særligt i forhold til identitetsbegrebet. Derudover bliver den identitære ideologi delt af en gruppe, der bakker op om og bekender sig til ideologien, nemlig den identitære bevægelse. Dernæst deltager den identitære ideologi også i kampen om at levere og kontrollere politik, da den igennem politisk arbejde vil kæmpe for at opretholde og bevare den europæiske etnokulturelle identitet. Til slut kan man også sige, at den identitære ideologi gennem den metapolitiske aktivisme forsøger at

35 retfærdiggøre, anfægte eller ændre sociale og politiske arrangementer og processer i det europæiske samfund. Altså er der, ud fra Michael Freedens definition, tale om en reel ideologi. Dog vil jeg argumentere for, at man med rette kan tale om den identitære ideologi som værende en mikroideologi, da den i høj grad er centreret omkring et enkelt politisk projekt, nemlig opretholdelsen og forsvaret af den europæiske etnokulturelle identitet. Hvis man eksempelvis sammenligner den med makroideologier såsom socialisme og liberalisme, vil man se, at den ikke i samme grad præsenterer ideer og løsningsmodeller for en bred række af politiske problemstillinger. Dette ses tydeligst i forhold til spørgsmål om den økonomiske indretning af samfundet, hvor der i den identitære ideologi ikke præsenteres nogle ideer og løsningsmodeller for den pågældende problemstilling.

Den identitære historieopfattelse

Jeg vil i det følgende afsnit undersøge den historieopfattelse, som den identitære bevægelse giver udtryk for. Jeg har i min gennemgang af mit kildemateriale identificeret de narrativer, der er gennemgående og centrale for de identitære. Jeg tager derfor udgangspunkt i disse narrativer. Først og fremmest vil jeg undersøge den fortælling, som narrativet er med til at konstruere, for derigennem at identificere de årsagsforklaringer og aktører, der indgår i den identitære bevægelses historieopfattelse. Jeg har således delt afsnittet op i de hovednarrativer, som jeg har identificeret. Her vil jeg så undersøge hovedlinjerne i hvert narrativ, hvilke underliggende narrativer der er, samt se på de årsagsforklaringer og aktører, der kommer til syne i disse narrativer. Selvom jeg har lavet denne opdeling, skal det dog siges, at narrativerne ikke skal anses som værende fuldstændig separate, da der kan findes overlap i narrativerne samt deres årsagsforklaringer og aktører.

Europa i krise Et gennemgående narrativ i de identitæres tekster er fortællingen om Europas krise. Det er fortællingen om et Europa i frit fald og forfald. Et Europa, der står overfor en krise af hidtil uset karakter, og som truer med at blive kontinentets endeligt. Et eksempel på dette narrativ kan findes i Markus Willingers bog Generation identity ‒ A Declaration of War Against the '68ers, hvor han skriver følgende:

36

“Europe is in a deep crisis. This crisis weighs more heavily than the division of Europe by the Iron Curtain, or the destruction of our continent during both world wars. This crisis is fundamentally different from others that we have lived through. It is a crisis of the European spirit.” (Willinger, 2013, s. 18f)

Der er altså tale om, at det er selve den europæiske ånd, der er i krise – en krise, der vejere tungere end de to verdenskrige og jerntæppet. Ved at drage denne sammenligning mener jeg, at der ikke alene skabes et tydeligt krisenarrativ, men at de identitære også viser alvoren og omfanget, der ligger i dette narrativ. Ifølge de identitære var startskuddet til denne krise det politiske klima i efterkrigstidens Europa. Den politik, der blev ført af 68-generationen, anses af de identitære som værende krisens katalysator:

“After the National Socialist reign of terror, our continent fell sick and lost its will to live. The next generation, the ’68ers, hated and condemned everything that had been passed down to them: every tradition, every belief in their own kind, every will toward an authentic identity.” (ibid.)

Der opstilles altså en fortælling om et kontinent, der er blevet sygt. Ramt af en sygdom, som de identitære fremstiller som værende 68-generationens ideologi(er): ”The ideology of the ’68ers has infected Europe. It is a sickness that will kill us if we don’t find a cure” (ibid.). Denne sygdom består ifølge de identitære af en række forskellige ideologier, der alle på sin vis har været dominerende i det 20. århundredes (og i særdeleshed efterkrigstiden) Europa. Udover dominerende politiske ideologier fremhæves ideologierne som værende kapitalisme, kosmopolitisme, individualisme, egalitarisme og humanisme (Zuschke, 2018). Jeg ser denne udlægning som en central årsagsforklaring på krisen, hvor 68-generationen også positioneres som en betydelig aktør i dette narrativ. Ifølge de identitære kommer krisen til udtryk ved, at den europæiske befolkning har mistet viljen til at beskytte og opretholde de europæiske folk og deres identitet (Willinger, 2013, s. 18f). Europæerne har, ifølge de identitære, mistet troen på værdien af kultur, folk og familie, hvilket i sidste ende betyder, at de i sidste ende har mistet viljen og lysten til at overleve som folk, da europæerne har glemt, hvad det betyder at kæmpe for ens egne (ibid.). Samtidig sammenlignes krisen med en retrovirus, da de identitære mener, at de mainstream politiske tiltag, der skal forsøge at kurere krisen, i virkeligheden er det samme som det, der har forårsaget den i første omgang (Zuschke, 2018). Krisen, eller sygdommen, om man vil, anser de identitære som sagt som

37 værende opstået i kølvandet på anden verdenskrig. De anser 68’ernes politik som en reaktion på krigen. Ifølge de identitære har 68’erne gjort det at stadfæste sin egen identitet til en dårlig ting, idet de har forbundet den til fascismen og den krig, ødelæggelse, vold og massemord, der fulgte i dens kølvand (Willinger, 2013, s. 18f). Dette ser jeg som endnu en årsagsforklaring, da det ifølge de identitære har betydet, at europæerne ikke længere tør stå ved, tro på og forsvare deres identitet, hvilket de identitære mener, har betydet, at Europa er blevet svagt og modtageligt for invasion udefra. En invasion, der ifølge de identitære allerede finder sted, og som aldrig er set lignende. Grunden til, at den aldrig er set lignende, er at, det ifølge de identitære ikke tidligere er set i historien, at en invasion af det omfang ikke er blevet mødt med modstand fra den indfødte befolkning (Willinger, 2013, s. 19f). Derfor tilskriver de identitære heller ikke invasionens succes de invaderende folks styrke, men snarere europæernes svaghed: “That Europe is coming to an end after thousands of years of a proud history is not due to the strength of the invaders, but rather to our unwillingness to fight for our own survival” (ibid.). Dog bliver det fremhævet, at en af de ting, der muliggør invasionen, er, at de invaderende folk, modsat europæerne, ikke har mistet troen på deres egen identitet og lysten til at overleve som folk (Willinger, 2013, s. 18). Jeg ser det ovenstående som et udtryk for, at der blandt de identitære er en udbredt opfattelse af, at opretholdelsen af en stærk identitet er central for et folks overlevelse.

Ifølge de identitære har 68’erne ikke alene skabt grundlaget for førnævnte invasion, de har aktivt tilskyndet den gennem at fremhæve og promovere multikulturalisme. De identitære fremhæver, at multikulturalismen har gjort europæere så bange for at blive stemplet som racister, at de helt ubetinget accepterer anti-europæisk racisme, hvilket har betydet, at kontinentet ikke længere tilhører europæerne, de europæiske værdier og den europæiske identitet. Vi er dog nået til et vendepunkt ifølge de identitære, hvilket også kommer til syne med den krise, som vi ifølge dem står over for. Krisen viser nemlig, at 68-generationens ideologi ikke er bæredygtig, idet den vil føre til Europas endeligt, på den ene eller anden måde:

“The ideology of the ’68ers is divorced from reality and cannot endure in the long run. It will pass with time. Either we Europeans will recover and free ourselves from it, or it will drag Europe into the abyss, and we will both disappear together.” (Willinger, 2013, s. 18f)

38

I citatet fremstilles den konsekvens, som de identitære mener, at krisen vil have, hvis den ikke bliver afværget. De begrunder det ved at sammenligne krisen med en række historiske eksempler på civilisationers undergang, såsom Romerrigets fald og europæernes erobring af de amerikanske kontinenter (Génération Identitaire - France, 2013, s. 19; Willinger, 2013, s. 82ff). Disse historiske begivenheder bliver af de identitære fremhævet som værende eksempler på den konsekvens, det får, hvis man ikke formår at stoppe fremmede kulturers invasion. Dette viser, at de identitære anser kampen mellem kulturer (eller civilisationer, om man vil) som et udbredt historisk fænomen, samtidig med at de fremstiller denne kamp som værende en kamp på liv og død. Dette bliver således de identitæres begrundelse for, at det multikulturelle samfund er en utopi, da det kan ses som et eksempel på, at der er historisk præcedens for, at den stærkere kultur vil undertvinge og med tiden udslette den svage kultur, når kulturer mødes.

Dette narrativ er baseret på, at der blandt de identitære er en forestilling om, at Europa er et kontinent i en krise. Der er blandt de identitære en udbredt ide om, at denne krise er opstået i kølvandet på anden verdenskrig og som følge af de politiske reaktioner på krigen. Navnlig i form af ideologier såsom kapitalisme, kosmopolitisme, individualisme, egalitarisme og humanisme. Jeg vil altså mene, at de identitære ser disse ideologiers implementering i samfundet som et angreb på det, de anser som værende traditionelle europæiske værdier og identitet. Jeg syntes samtidig, at dette narrativ er et billede på, at der blandt de identitære hersker en forestilling om, at førnævnte angreb er et resultat af en fejlslutning, hvor der er blevet trukket paralleller mellem det at kæmpe for at opretholde førnævnte identitet og værdier og fascismen. I forlængelse af dette er der blandt de identitære en opfattelse af, at konsekvensen af dette angreb er, at europæerne i høj grad har vendt de traditionelle værdier ryggen, og at den europæiske identitet står svækket tilbage. De mener, at en svækket identitet truer selve de europæiske folks eksistensgrundlag, da det har gjort europæerne og Europa modtagelig overfor udefrakommende invasioner. Der tales her ikke om invasioner i en traditionel militær forstand, men snarere om invasioner af demografisk og kulturel karakter. De identitære ser samtidig ideen om multikulturalisme som noget, der yderlige har muliggjort og accelereret denne invasionsproces. Jeg mener derfor, at der i dette narrativ ligger en forståelse af historien siden 1945, der er baseret på en forestilling om, at de politiske processer,

39 der har været siden krigen, på uretfærdig vis har givet det at opretholde og kæmpe for europæisk identitet og værdier en del af skylden for anden verdenskrigs uhyrligheder.

I dette narrativ har jeg identificeret, at der eksisterer to centrale årsagsforklaringer, som på sin vis supplerer hinanden. Den første af disse er anden verdenskrig, som jeg altså vil mene, at de identitære på sin vis betragter som krisens katalysator. Den anden er de ideologiske strømninger, som vandt indpas i kølvandet på anden verdenskrig. Jeg vil argumentere for, at det som sådan ikke er anden verdenskrig i sig selv, som de identitære fremhæver som årsagsforklaring, men snarere de handlinger, som blev foretaget af nazister og fascister i tiden op til og under krigen. De identitære fremhæver de førnævnte handlinger som værende de parametre, efterkrigstidens generationer definerede deres ideologier ud fra. Altså er der blandt de identitære en opfattelse af, at disse ideologier blev udformet ud fra en afstandtagen til nazismen og fascismen, og netop fordi ideer om etnisk og kulturel identitet og tradition var indlejret i fascismen og nazismen, tog efterkrigstidens ideologier også afstand til disse ting. Dette leder videre til den anden årsagsforklaring, som er de førnævnte ideologiers implementering i samfundet. De identitære fremhæver, at disse ideologier har præget og formet det europæiske samfund i tiden fra anden verdenskrig og frem til nu. Derigennem har de også præget samfundet med deres afstandtagen til ideer om etnokulturel identitet og tradition, hvilket ses som nøglen til den krise, som de identitære mener, at Europa står overfor i dag. Det skyldes, at der blandt de identitære hersker en opfattelse af, at disse ideologier har svækket Europa igennem svækkelsen af den etnokulturelle identitet, og at de samtidig aktivt har fremskyndet krisen ved at tillade indvandring og at fastholde ideen om det multikulturelle samfund. Jeg ser disse årsagsforklaringer som et udtryk for, at de identitære har en opfattelse af, at den dominerende politik og diskurs former samfundets udvikling og dermed også påvirker historiens gang.

En af de centrale aktører, som de identitære fremhæver i forbindelse med dette narrativ, er 68-generationen. Der er blandt de identitære en fremherskende opfattelse af, at det er den generation, der igennem den politiske implementering af dens ideologier er hovedansvarlig for krisen. Dette kommer til syne i måden, hvorpå de identitære fremstiller 68-generationen som eksemplificeringen af alt, der er galt med samfundet, og som en politisk hegemon, der aktivt har

40 ledt Europa frem mod kontinentets endeligt. Jeg mener således, at det er 68'erne, der fremstår som dette narrativs mest markante aktør. Derudover fremhæver de identitære også de europæiske og ikke-europæiske folk som aktører i krisenarrativet. Europæerne bliver fremstillet i en offerrolle, mens ikke-europæerne fremstilles som dem, der truer europæernes fortsatte eksistens. Der er dog ingen af disse, der i sig selv fremhæves som havende en betydelig agens i forhold til dette narrativ; deres omstændigheder er i høj grad et produkt af andre aktørers gøren og laden, men det er dog mellem disse aktører, at selve krisen udspiller sig. At disse forskellige aktører fremhæves af de identitære, viser noget om, hvordan de forstår historiens gang. Først og fremmest tilskriver de politik (og kontrollen over denne) en markant betydning for den generelle udvikling i samfundet. Samfundets udvikling bliver fremstillet som værende et produkt af en politisk og diskursiv hegemons ageren. Samtidig ser de også historien som en kamp mellem forskellige civilisationer – en kamp, der bedst kan beskrives som et nulsumsspil, hvor der er en klar vinder og en klar taber, og hvor de eneste mulige udfald er overlevelse eller udslettelse.

Traditionelle værdier De identitære har som nævnt en opfattelse af, at politiske ideologier i efterkrigstidens Europa aktivt har prøvet at nedbryde traditionelle europæiske værdier og identitet, hvilket de i særdeleshed føler kommer til syne i nogle af de tidligere nævnte ideologier:

”Humanismen favner alt dette, ja, humanismen er alt dette. Den er mennesket først, men mennesket er både intet og alt samtidigt. (…) Den er ophævelsen af alt, som er helligt. Ophævelsen af Guds påbud, ægteskabet og familien, forsvaret for slægten, for nationen og civilisationen (…) Den er afvisningen af det guddommelige, det åndelige og det transcendentale som forklaringsmodeller (…) Humanismen er den totale forvirring af alt, som blev skabt. Mænd som kvinder og kvinder som mænd. Mænd og kvinder blot som mennesker. Afrikanere som svenskere, dog europæere blot som mennesker. Mennesker som individer, og individer; alle som een. ” (Zuschke, 2018).

Jeg anser det ovenstående citat som et udtryk for opfattelsen af, at efterkrigstidens ideologi har undermineret traditionelle værdier og identitet og igennem det har været med til at forårsage den krise, som de identitære mener, at vi befinder os i på nuværende tidspunkt. Selvom det

41 ovenstående citat er et godt billede på det centrale narrativ, giver det også udtryk for et andet underliggende narrativ, nemlig fortællingen om de traditionelle værdier; de værdier, som de identitære mener, at europæerne siden anden verdenskrig har vendt ryggen. Jeg vil argumentere for, at narrativet omkring de traditionelle værdier ikke alene fortæller noget om deres verdensanskuelse, men også deres historieopfattelse, da det viser noget om de identitæres syn på, hvordan samfundets værdier har udviklet sig gennem historien. Samtidig synes jeg, at narrativet fortæller noget om de samfundsidealer, som de identitære har, samtidig med at det også kan sige noget om, hvilke værdier de anser som værende centrale for bevarelsen af etnokulturel identitet. Det ovenstående citat giver udtryk for nogle af de værdier, som de identitære for det første anser som havende betydning, men som de for det andet også ser som værende forandrede i det moderne samfund. De identitære ser det som en del af Europas åndelige krise, et symptom på den sygdom, der er 68-generationens ideologi, om man vil, at disse værdier er forandrede. I citatet bliver der som nævnt fremhævet en række værdier, der anses som værende blevet korrumperet. En af disse er forholdet til religion. Den identitære bevægelse kan ikke anses som værende en synderligt religiøs bevægelse (om end de ofte har fokus rettet mod islam) og kan nødvendigvis heller ikke ses som værende pro-kristne (selvom nogle identitære, som eksempelvis Jonas Zuschke, gør brug af typisk kristen retorik, som set i ovenstående citat). Faktisk beskriver de identitære sig selv som værende imod religiøs ekstremisme, herunder i særdeleshed islamisme, og hvad de identitære beskriver som islamiseringen af vestlige samfund (Generation Identitær Danmark, 2018d; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.; Nord, 2017; Willinger, 2013, s. 29) Selvom de identitære angiver, at de er modstandere af religiøs fundamentalisme og generelt ikke betegner sig selv som religiøse, fremhæver de dog en problematik ved den betydning, som efterkrigstidens sekularisering og ateisme har haft. Den problematik omhandler ikke, at religionen har mistet magten til at diktere samfundsmoralen, men snarere at betydningen i selve det at tro på noget er forsvundet. De identitære ser det som et problem, fordi det har betydet, at yngre generationer ikke længere har den samme mulighed for at samle sig i et fællesskab omkring troen på noget ’større’. Med det henvises der ikke nødvendigvis til troen på en specifik guddommelighed, men generelt til troen på noget metafysisk, åndeligt og transcendentalt. At de identitære anser dette som problematisk, skyldes, at de har en opfattelse af, at der er en række konsekvenser ved samfundets afstandtagen til religion. En konsekvens er den generelle apati, som

42 det har medført i den yngre europæiske befolkning, hvilket ifølge de identitære kommer til udtryk ved, at yngre europæere ikke længere søger svar på livets spørgsmål og en orientering i livet. En anden konsekvens, som fremhæves, er, at der er opstået en generel mistro mod de mennesker, der samles i forskellige trosfælleskaber, hvilket de identitære mener, har betydet, at unge mennesker simpelthen ikke tør opsøge disse fællesskaber af frygt for at blive betragtet som ekstremister. Det, at vi er retningsløse, apatiske og ikke kan stå i samlet flok, stiller os svagere overfor udefrakommende, da de modsat europæerne ikke har frasagt sig troen (Willinger, 2013, s. 29ff). Som nævnt handler denne del af narrativet ikke om et forsvar af selve religionen og dens doktriner, men derimod de forenende egenskaber, som de identitære mener, at der ligger i religion.

I det ovenstående citat er det dog ikke kun forholdet til religionen, der problematiseres, ligeledes fremhæves humanismens indvirkning på familieliv, kønsroller, kønsidentitet og seksualitet. De identitære anser det som problematisk, at den traditionelle familiestruktur og familielivet er blevet korrumperet af efterkrigstidens ideologi, da de betragter familiebånd som værende et centralt element i den etnokulturelle identitet: ”Det etniske er kontinuiteten. Grunden til at man kan have denne kontinuitet og fællesskab er fordi man ved, at man er i familie med de folk der har boet her gennem utallige generationer” (Aniulyte, 2018). Samtidig anser de identitære også familien som værende central for bevarelsen af den etnokulturelle identitet og de europæiske værdier, da det er i familien, at de fremtidige generationer skabes. Altså mener de, at familien spiller en rolle i selve Europas overlevelse (Generation Identitær Danmark, 2019c). Derfor opfatter de identitære alternative familiestrukturer som et angreb på europæiske værdier og identitet og mener, at 68-generationens ideologier aktivt har promoveret og faciliteret disse angreb: ”In your unprecedented arrogance, you claimed that the family was no longer necessary. Father, mother, and child are supposedly an outdated model. You leapt gleefully to the task of stamping out the family” (Willinger, 2013, s. 34). Nøglen til familiens ødelæggelse mener de identitære, man skal finde i 68-generationens opgør med traditionelle kønsroller og kønsidentitet samt den seksuelle frigørelse, som de har promoveret. Opgøret med de traditionelle kønsroller og kønsidentiteter har ifølge de identitære medført en forvirring omkring de roller, de respektive køn skal spille i samfundet, og opretholdelsen af dette. Som en konsekvens af dette ser vi ifølge de identitære en

43 feminisering af mænd og en maskulinisering af kvinder, hvilket betyder, at de hver især ikke formår at udfylde de korrekte roller og opgaver i forbindelse med dannelsen og opretholdensen af familier. Derfor anser de identitære det som vigtigt at vende tilbage til de klassiske dyder vedrørende køn, så familielivet kan reddes, og at man derigennem kan sikre Europas overlevelse (Friberg, 2018; Willinger, 2013, s. 37ff). Det er dog ikke kun 68-generationens kønspolitik, som de anser som en trussel mod familielivet. Den seksuelle frigørelse, som denne generation har promoveret, mener de identitære, er med til at erodere grundlaget for familielivet og i forlængelse af det selve Europas overlevelse. Eksempelvis mener de, at den seksuelle frigørelse har betydet, at man ser en voksende promiskuitet i samfundet, som de mener, fører til, at folk søger mod seksuel tilfredsstillelse på bekostning af kærlighed og familieliv. Det betyder, ifølge de identitære, at dannelsen af familier og videreførelsen af det europæiske folk tilsidesættes til fordel for individets drifter (Generation Identity - UK and Ireland, 2018d; Willinger, 2013, s. 73ff).

Jeg anser det narrativ, som de identitære opstiller om de traditionelle værdier, eller snarere om, hvordan samfundet har bevæget sig væk fra disse, som et udtryk for de identitæres opfattelse af den identitetspolitiske samfundsudvikling i perioden fra anden verdenskrig til nu. Jeg ser dette narrativ som værende et billede på, at de identitære anser dele af denne udvikling som værende problematisk og tillægger den en vis betydning i forhold til den krise, som de mener, at Europa befinder sig i. På den måde mener jeg, at narrativet om korrumperingen af de traditionelle værdier på sin vis er sammenflettet med narrativet om Europas krise. Helt grundlæggende anser jeg narrativet som et udtryk for en opfattelse af, at den identitetspolitiske samfundsudvikling har ført til, at de europæiske folk har mistet dele af deres sammenhængskraft og mulighed for at sikre folkets overlevelse. Det, at europæerne har vendt religionen ryggen, har ifølge de identitære betydet, at man har vendt ryggen til alt, der er metafysisk, åndeligt og transcendentalt, hvilket i sidste ende betyder, at europæerne ikke længere kan forenes i og samles om troen på noget større. Det, at de identitære anser dette som værende problematisk, mener jeg bunder i, at de identitære har en opfattelse af, at dette ikke er tilfældet med Europas nabocivilisationer, hvilket stiller europæerne svagere i sammenligning med disse folk. Jeg anser denne opfattelse som værende et udtryk for, at der blandt de identitære hersker en generel underliggende opfattelse af, at der i historien eksisterer en hierarkisk kamp mellem forskellige civilisationer og deres folk.

44

Derudover ser jeg også dette narrativ som et udtryk for, at de identitære har en forestilling om, at kønspolitik og seksuel frigørelse har ødelagt den traditionelle familiestruktur og i den forstand har bidraget til at erodere grundlaget for det europæiske folks videreførelse og overlevelse. Dette narrativ er således en konkretisering af nogle af de elementer, som de identitære ser som centrale i forhold til Europas krise, men det er også en kritik af 68-generations ideologier. Selvom kritikken primært er rettet mod 68'erne, vil jeg dog argumentere for, at man kan finde en underliggende kritik mod yngre generationer. Det er ikke en kritik rettet mod selve de yngre generationers ideologi, men mere imod en individualisme og behovet for selvrealisering, som de føler præger samfundet i dag. Denne kritik skal måske i højere grad ses som en løftet pegefinger, da de identitære mener, at de yngre generationer igen bør søge familien og fællesskabet, hvis det europæiske folk skal overleve.

Man kan på sin vis sige, at dette narrativ i sig selv tjener et formål som en årsagsforklaring i et større krisenarrativ, da de identitære anser fravalget af de traditionelle værdier som havende betydning i forhold til den krise, som de mener, at Europa befinder sig i. Derudover mener jeg, at man kan identificere en af de samme årsagsforklaringer, som gjorde sig gældende i det foregående narrativ, nemlig 68-generationens politik. Som tidligere nævnt mener jeg, at der blandt de identitære hersker en mening om, at 68'ernes politik har undergravet traditionelle værdier i Europa og derigennem ikke bare stiller Europa svagere overfor en invasion af ikke- europæere, men også svækker muligheden for det europæiske folks overlevelse. Jeg mener, at alt dette spiller sammen med en af de årsagsforklaringer, som jeg redegjorde for i det foregående afsnit, nærmere bestemt forestillingen om, at efterkrigstidens ideologier er bygget på en afstandtagen til fascismen og nazismen, herunder også traditionelle samfundsværdier vedrørende kønsroller, familieliv, seksualitet og religion. Ifølge identitære har disse værdier betydning for forsvaret og opretholdelsen af den europæiske etnokulturelle identitet og i forlængelse af det selve det europæiske folks overlevelse. 68-generationen har altså i deres afstandtagen fra nazismen og fascismen også taget afstand til noget af det, som de identitære mener, udgør en stor del af grundlaget for de europæiske folks eksistensgrundlag, og som herigennem har gjort Europa mere modtageligt for en invasion. Ligesom det var tilfældet i det foregående narrativ, mener jeg, at også dette er et udtryk for, at de identitære har en opfattelse af, at den dominerende politik og

45 diskurs former samfundets udvikling og derigennem påvirker historiens gang. Jeg mener også, at denne opfattelse har indflydelse på de aktører, der eksisterer i dette narrativ. Ligesom i det foregående narrativ er 68-generationen igen en central aktør, da de igennem promoveringen og implementeringen af deres forskellige ideologier aktivt har undergravet det fundament, som de identitære mener, at den europæiske etnokulturelle identitet er baseret på. Endnu en gang er den yngre generation også fremhævet som en form for aktør, da de ligesom i det foregående narrativ ikke har den store agens, men i højere grad skal ses som et offer for den politik, som er blevet ført af generationerne før dem. At 68-generationen fremhæves som aktør, mener jeg viser, at de identitære betragter grupper med politisk og diskursiv magt som værende centrale for samfundets udvikling, og at de dermed også påvirker historiens gang. Derudover ser man igen, at forskellige civilisationer og deres tilhørende folk fremhæves som aktører, da der i dette narrativ er en underliggende fortælling om kampen mellem de forskellige civilisationer, der kommer til udtryk ved fortællingen om de fremmedes invasion af Europa. På den måde kan man sige, at dette krisenarrativ indgår i et større gennemgående narrativ om, at et en del af historien er en hierarkisk kamp mellem forskellige civilisationer.

Demokratiet i krise Et andet narrativ, som er gennemgående blandt de identitære, og som også spiller ind i det overordnede krisenarrativ, er fortællingen om demokratiets krise. De identitære anser det nuværende demokratiske system som værende ramt af en krise – en krise, der ifølge dem truer demokratiets eksistensgrundlag. Dette narrativ fortæller, ligesom de foregående, noget om de identitæres syn på den samfundsmæssige udvikling, ligesom at det fortæller noget om, hvad de anser som europæiske værdier, og hvordan disse værdier er opstået. De identitære anser som tidligere nævnt demokratiet for at være i en krisetilstand. Ifølge de identitære er demokratiet truet både indefra og udefra, og som en løsning på det mener de, at vi skal tilbage til demokratiets sande rødder:

I dag har demokratiet dog trange kår med magtfuldkomne politikere, der mest af alt foragter folket. Samtidigt har vi en voksende gruppe af migranter og efterkommere, der kommer fra lande uden nogen form for demokratisk tradition. For at løse denne tiltagende krise, har vi brug for flere demokrater og mere demokrati (Generation Identitær Danmark, 2019a).

46

Som citatet viser, anser de identitære de etablerede politikeres ageren samt den ikke vestlige migration til Europa som værende de to centrale trusler mod demokratiet i Europa. Problemet med politikerne er ifølge de identitære, at de udviser en ’foragt’ overfor den almene befolkning i måden, hvorpå de taler om befolkningen og driver de politiske beslutningsprocesser. De identitære finder måden, hvorpå den siddende politiske klasse nærmest bruger populisme som et skældsord, som symptomatisk for den måde, den politiske klasse anskuer den almene befolkning. Det, at politikerne sætter diverse politiske holdninger og ønsker i bås som værende populistiske, mener de identitære, at man skal se som et eksempel på, at den politiske klasse prøver at sætte den brede befolkning uden for indflydelse, når dens politiske målsætninger ikke er overensstemmelse med politikernes. De mener, at politikerne bruger truslen om populisme til at holde den brede befolkning udenfor centrale politiske beslutningsprocesser, så de ikke obstruerer den dagsorden, der findes hos den politiske klasse. De identitære anser derfor den politiske klasses ageren som et demokratisk problem, da de mener, at man ved at holde folket ude af centrale beslutningsprocesser simpelthen underminerer demokratiet (Generation Identitær Danmark, 2019a; Willinger, 2013, s. 53f). Jeg mener, at det ovenstående er endnu et eksempel på, at de identitære tillægger politisk kontrol en markant betydning for måden, hvorpå samfundet formes og udvikles.

Den anden trussel mod demokratiet, som de identitære opstiller, kommer fra ikke-vestlige migranter og deres efterkommere, eller som det overstående citat beskriver dem: migranter og efterkommere, der kommer fra lande uden en demokratisk tradition. Det er netop denne baggrund, som de identitære fremhæver som central for problematikken vedrørende disse mennesker. Ifølge de identitære betyder den manglende demokratiske baggrund, at disse mennesker ønsker samfundet indrettet på en anden måde og efter et andet gældende regelsæt som eksempelvis koranen. De identitære mener samtidig også, at den manglende demokratiske tradition gør, at en stor del af disse mennesker ikke er aktivt deltagende i det demokratiske samfund, men at man i takt med en ændring af denne deltagelse vil se en ændring i måden, hvorpå demokratiet virker. De identitære mener, at man i takt med en større demokratisk deltagelse fra disse grupper vil se, at de forsøger at forme samfundet efter deres egne etniske gruppers interesser. Dette fænomen ser man, ifølge de identitære, i multietniske samfund som eksempelvis Malaysia og USA, og de identitære mener, at dette også ville kunne finde sted i de

47 europæiske lande i takt med en voksende demokratisk involvering fra førnævnte grupper. Derfor mener de identitære, at indvandringen fra ikke-vestlige lande potentielt set kan udgøre en trussel mod det europæiske demokrati, da det simpelthen vil ændre det (Generation Identitær Danmark, 2019a). Jeg ser dette som et eksempel på, at de identitære ser mødet mellem kulturer som et udtryk for kampen mellem civilisationer og dermed også som et udtryk for den generelle opfattelse, der præger en række af de tidligere narrativer.

De to ovenstående eksempler udgør ifølge de identitære altså den største trussel mod det europæiske demokrati, men de fremhæver også andre problemer ved demokratiets nuværende tilstand. Eksempelvis ser de, hvad de refererer til som den intensiverede politiske centralisering som et demokratisk problem. De mener, at man gennem en større politisk centralisering har flyttet lokalpolitiske beslutningsprocesser, og at man derigennem har fjernet en større grad af selvbestemmelse fra de enkelte mennesker. Dette mener de er gældende på både et nationalt plan, hvor lokalpolitiske beslutninger træffes i nationale parlamenter, og på et generelt europæisk plan, hvor en overnational sammenslutning som EU har indflydelse på de enkelte medlemslandes nationale politik (Generation Identitær Danmark, 2019a).

Det helt grundlæggende problem med de moderne demokratier er ifølge de identitære, at de har bevæget sig for langt væk fra demokratiets rødder. De understreger, at de er klar over, at fortidens demokratier netop eksisterede i fortiden og derfor også stod overfor anderledes udfordringer, end de gør i dag. Dog fastholder de, at kernen i demokratiet bør forblive den samme, fordi mennesket som race stadig er den samme i dag som i antikkens Grækenland. De anser mennesket som en socialt skabning, der bliver defineret ud fra fysiske og kulturelle karakteristika samt vores plads og rolle i et historisk kollektiv. Derfor mener de, at en aktiv deltagelse i samfundet er vigtig i forhold til at forme folk som europæere og hjælper mennesker med at finde deres plads i det historiske kollektiv. Derfor er en hindret deltagelse i demokratiske processer samt en ændring af demokratiet med til at svække europæiske folk (Jones, 2019).

Det overstående leder mig videre til at kigge på, hvad de identitære betragter som demokratiets rødder, og hvordan de mener, at de europæiske demokratier bør se ud. De identitære anser demokratiet som værende en stolt europæisk tradition, der har haft mange former igennem tiden. (Generation Identitær Danmark, 2019a). Altså anser de demokratiet som noget unikt europæisk:

48

”Demokratiet er skabt af europæere – for europæere, og sådan skal det fortsat være, for at demokratiet og det frie samfund kan leve videre” (Zuschke & Oldenburg, 2018). De begrunder denne påstand med, at demokratiet historisk set har sin oprindelse i Europa, og at det er i Europa, at demokratiet er blevet udviklet gennem historien. Her trækker de en linje fra demokratiets oprindelse i antikkens Grækenland og forbinder den med forskellige eksempler på demokrati i Europas historie, såsom tinge i middelalderens Skandinavien, Sejm i Baltikum og Polen, Túath i Irland og helt frem til det demokratiske system, man ser i nutidens Schweiz. De er alle demokratier, der i mere eller mindre grad kan ses som værende versioner af direkte demokrati. Ifølge de identitære er demokratiet noget, der materialiserer sig igen og igen i europæernes historie på tværs af epoker og ydre omstændigheder, mens de mener, at det sjældent har været set udenfor Europas grænser. Derfor argumenterer de for, at man kan tale om en gennemgående demokratisk tendens i Europa, at demokratiet skal ses som en grundlæggende del af europæisk kultur, og at det derfor er vigtigt for det europæiske folks overlevelse at opretholde en demokratisk tradition og kultur, der er i tråd med den, man har set igennem Europas historie (Generation Identitær Danmark, 2019a).

De identitære ser det som et af de helt centrale problemer for demokratiet, at det ifølge dem har bevæget sig væk fra de førnævnte rødder. Det liberale demokrati, som vi ser i dag, mener de identitære ikke er en repræsentation af reelt demokrati:

Liberal democracies simply depoliticise society by creating a society of rootless, atomised ‘individuals’ driven solely by economic impulses. Our ‘participation’ is reduced to appointing alleged experts who then proceed to pursue self-interest uncontested until the next election. If the Greeks were right, the answer is simply a question of learning to govern ourselves as a people. No representatives, only delegates appointed by an ethno-cultural group cognizant of its roots and identity (Jones, 2019).

Det, som de identitære anser som værende et sandt europæisk demokrati, er altså et direkte demokrati og ikke det repræsentative demokrati, som man ser i det meste af Europa i dag. De mener, at de nuværende demokratier i for høj grad er drevet af økonomiske interesser og ikke interessen for at bevare og beskytte det europæiske folks identitet og kultur. De ønsker derfor at vende tilbage til den demokratiske tradition, som de mener, man har set igennem Europas historie

49

– en tradition, der ifølge dem gav folket mulighed for at deltage aktivt og selvstændigt i de politiske beslutningsprocesser (Willinger, 2013, s. 53). De mener derfor, at demokratiet skal bevæge sig en anden retning, end der hvor de mener, at det er på vej hen på nuværende tidspunkt, hvis Europas demokratiske tradition skal bevares. De vil have demokratiet i en retning mod mere folkelig kontrol over de politiske beslutningsprocesser, med en større politisk repræsentation og mulighed for deltagelse for de enkelte borgere. De identitære mener, at dette er den bedste måde at beskytte de europæiske folk og deres kultur, traditioner og arv, da de ikke mener, at den siddende politiske klasse påtager sig det ansvar. Udover at gå i en retning mod mere folkelig kontrol mener de identitære også, at det er centralt for demokratiets bevarelse, at vi bevarer og opretholder en demokratisk befolkning. Med det mener de en befolkning, der respekterer de demokratiske idéer og finder det vigtigt at deltage i demokratiske processer. De anser dette som værende tæt knyttet til etnokulturel identitet. Som tidligere nævnt anser de demokratiet som værende tæt forbundet med europæisk identitet, så med andre ord handler det for de identitære om at bevare en overvejende europæisk befolkning, hvis demokratiet skal overleve. I forlængelse af dette mener de også, at demokrati skal holdes som et europæisk fænomen, og at vi i stedet for at forsøge at eksportere det til andre steder i verden, uden en demokratisk kultur og tradition, skal holde fokus på at styrke og bevare demokratiet i Europa (Generation Identitær Danmark, 2019a).

Jeg anser narrativet om demokratiets krise som værende sammenflettet med det generelle krisenarrativ om Europa, der er truet af magteliten og indvandringen. Samtidig ser jeg det også som et udtryk for, hvordan de identitære ser Europas samfundsmæssige og politiske udvikling, samt hvad de mener, der konstituerer den europæiske historiske arv. Jeg mener derudover, at de identitære i forbindelse med dette narrativ udtrykker en opfattelse af, hvad der kendetegner Europa og dets kulturelle rødder, og at Europa må vende blikket tilbage mod disse rødder for at kunne overleve. I narrativet om demokratiets krise har jeg identificeret tre årsagsforklaringer, som kommer til syne gennem de identitæres fremstilling af krisen. Den første af disse er, at den politiske klasse undergraver demokratiet gennem dens dæmonisering af populisme og ved at føre politik, der er imod ’folkets’ ønsker. Den anden er den voksende indvandring fra lande uden demokratiske traditioner. Dette bunder i de identitæres mening om, at disse mennesker pga. deres manglende forståelse for demokratiet kan være med til at påvirke demokratiet i en negativ

50 retning. Derudover mener de identitære, at en del af krisen skyldes, at de europæiske demokratier har bevæget sig væk fra demokratiets traditionelle rødder – noget, som de mener, er en unik og central del af det at være europæer. Jeg ser denne årsagsforklaring som et udtryk for, at der blandt de identitære er den opfattelse, at Europa i takt med at bevæge sig væk fra sine rødder også bevæger sig væk fra en meget central del af den europæiske identitet og derigennem forstærker krisen i Europa. På den måde minder denne årsagsforklaring om den, der var i foregående narrativ, da det igen handler om, at europæerne underminerer den etnokulturelle identitet ved at bevæge sig væk fra noget, som de identitære anser som værende traditionelt europæisk. I forlængelse af dette kan man også identificere de aktører, som de identitære fremstiller i dette narrativ. Ligesom i de foregående narrativer finder man igen europæerne og ikke-europæerne, og endnu en gang er disse civilisationer stillet i opposition til hinanden, da europæernes levevis endnu en gang bliver truet af de udefrakommende. På den måde er dette narrativ fint i tråd med de foregående narrativer, da fortællingen om civilisationers kamp også er at finde her. Derudover bliver den politiske klasse også fremhævet som aktør, da de igennem deres beslutningsprocesser og diskurs har været med til at undergrave demokratiet. I dette narrativ kommer den politiske klasse på en måde til at udfylde den rolle som 68-generationen har gjort i det foregående. Som i tilfældet med 68'erne bliver den politiske klasse fremstillet som en diskursiv og politisk hegemon, der egenhændigt styrer den retning, samfundet bevæger sig i. På den måde kan man også sige at de underliggende tendenser i dette narrativ matcher dem, man kan se i de foregående narrativer.

Fort Europa og forsvaret af Europa Det narrativ, jeg vil kigge nærmere på i følgende afsnit, er narrativet om invasionen af Europa, og hvordan de identitære mener, at vi skal forsvare os mod denne invasion. Samtidig er det også fortællingen om, hvad de identitære mener, vi skal forsvare, og hvorfor det skal forsvares. Jeg har valgt at kalde dette narrativ for Fort Europa-narrativet, da der ofte bliver refereret til dette blandt de identitære, når de omtaler forsvaret af Europa:

”Vi har en etnokulturel identitet, som vi er blevet givet af vores forfædre. Vi er ikke europæere pga. en paragraf eller et værdisæt. Din identitet er en gave fra dine forfædre, den er hvad vi kommer af, og hvad vi skal videregive til vores børn. Den er ikke et objekt for sociale eksperimenter – der skal

51 værnes om den. Dette værn er Fort Europa. Derfor; kom venner, lad os sammen rejse fæstningen, lad os bygge Fort Europa!” (Zuschke & Oldenburg, 2018).

Når de identitære taler om at bygge Fort Europa, er der selvfølgelig tale om at bygge et fort i overført betydning. Det, de identitære mener med Fort Europa, er forsvaret af det europæiske folk, land og identitet. Den danske afdeling af Generation Identitær skriver, at de mener, at Fort Europa kan konstrueres ved at stoppe for masseindvandringen gennem et fuldstændigt asylstop i hele Europa, at indføre en ’no way-policy’, hvor ingen illegale migranter kan få ophold i Europa, og ved at bruge yderligere ressourcer på at styrke Europas ydre grænser (Generation Identitær Danmark, 2018a, 2018f). De identitære mener, at Europas politikere svigter deres befolkninger, så længe de ikke arbejder hen imod dette, da dette ifølge de identitære er den eneste måde at sikre Europas fremtid (ibid.). Ifølge de identitære skal Fort Europa dog ikke kun ses som en territorial afgrænsning af de Europæiske landområder, det skal også ses som et værn mod ideologien om den globaliserede verden, multikulturen og verdensborgerskabet. De identitære mener, at disse ting bidrager til at ødelægge den europæiske kultur og identitet, da et multikulturelt, åbent samfund ikke kan fungere som et hjemland for nogen, men derimod bare som et ’sted’, der er en tom skal, der kan facilitere den dogmatiske multikultur (Zuschke & Oldenburg, 2018). Det, der skal forsvares, er altså de europæiske fædrelande samt den kultur og identitet disse fædrelande repræsenterer og indeholder. For de identitære repræsenterer fædrelandet altså mere end bare et stykke jord:

“They have defiled our flags, erased our frontiers, twisted the very names of things. With them, the homeland is no longer the land of one’s fathers! It turns into a nebulous idea, an abstraction, a construct. For us it represents the most concrete things of all: our words and songs, our forests and mountains, our bell-towers and castles, our relatives’ graves and our babies’ cradles. We carry our flag within us and trace our frontiers ourselves: this is our identity!” (Vardon, 2013).

De identitære ser altså fædrelandet som både symbolet, men også det konstituerende for identiteten. Det er til fædrelandet, at identiteten er knyttet gennem kultur og traditioner, der er

52 blevet skabt gennem historien, og der hvor fremtiden ligger gennem videreførelsen af folket. Det er netop derfor, at de identitære ser forsvaret af fædrelandet som noget helt essentielt:

”For Europæerne, vores folkefærd. Vores etnokulturelle identitet, som er resultatet af vores forfædres kamp og arbejde, og som er givet os i arv. Den etnokulturelle identitet er gratis, men den er ikke billig. Den er en byrde, som pålægges vore skuldre. At vi i dag er fortsættelsen på den historie, som er blevet skrevet i årtusinder før os. At vi ikke må blive det sidste kapitel, så vi kan give Fort Europa videre til vores børn, uden at pålægge dem unødvendigt meget kamp, fordi vi, som kujoner, flygtede fra det åbenlyse; at en invasion af fremmede magter, ikke kan løses uden konflikt.” (Zuschke, 2018)

De identitære mener altså, at det er de nulevende europæeres pligt at kæmpe for at sikre de europæiske nationers overlevelse og videreførelse. For at gøre dette mener de, at det er centralt at forstå, at disse nationer tilhører europæerne fremfor alle andre, og at vi gør, hvad der er nødvendigt, for at det forbliver sådan (Nord, 2018). Den invasive trussel Europa står overfor er ifølge de identitære ikke uden historisk præcedens. De sammenligner den trussel, de mener, Europa står overfor, med tidligere forsøg på invasioner af europæisk territorium, som eksempelvis den arabiske invasion i 700-tallet, det Osmanniske Riges ekspansion i Europa og persernes invasion af antikkens Grækenland. Fælles for disse invasioner er ifølge de identitære, at de blev mødt af europæisk modstand, og i den forbindelse fremhæver de identitære især tre (i eftertiden) berømte slag: Slaget ved Poitiers i 732, hvor Karl Martell og hans hær slog en arabisk invasionsstyrke tilbage og stoppede den arabiske ekspansion i Europa. Slaget ved Wien i 1683, hvor en allieret hær bestående af soldater fra af den polsk-litauiske realunion og det Tysk- romerske rige, anført af den polsk-litauiske konge Johan Sobieski, stoppede en osmannisk invasionshær. Og slaget ved Thermopylæ, hvor en græsk forbundshær bestående af 300 spartanere, 700 thespiaiere og 400 thebanere kæmpede til døden i forsøget på at stoppe en persisk invasionsstyrke. Grunden til, at de identitære fremhæver lige netop disse episoder, er, at de på sin vis ser dem som eksemplariske for det forsvar, som de mener, Europa bør stille op. På den måde trækker de historiske paralleller, ikke bare til den invasion, som de mener, at vi står overfor, men også til det forsvar, som de mener, at de selv er repræsentanter for

53

(Generation Identitær Danmark, 2018g; Génération Identitaire - France, 2013, s. 18f; Generation Identity - UK and Ireland, u.å.; Vardon, 2013). Dette bliver også tydeliggjort, ved at den identitære bevægelse har valgt at bruge det græske bogstav lambda som deres symbol. Lambda var ifølge legenden også logoet på skjoldene hos de spartanere, der kæmpede i slaget ved Thermopylæ, og derved trækker de identitære en linje imellem dem og den spartansk ledede forsvarsstyrke (Generation Identity - UK and Ireland, u.å.). At de identitære trækker disse paralleller, ser jeg som et udtryk for, at de anser disse slag og forsvaret af Europa for en vigtig del af den fælles europæiske historiske arv og dermed også som noget, de mener har betydning for den europæiske identitet og kultur. Derfor vil jeg også argumentere for, at de identitære også ser dette som en del af det, der forbinder europæerne på tværs af nationale grænser, hvilket er grunden til, at de ligger vægt på lige netop disse dele af historien. Derfor vil jeg mene, at der i narrativet om Fort Europa ikke kun er tale om et narrativ, der omhandler forsvaret af de respektive europæiske nationer, men også et narrativ om forsvaret som en central del af den europæiske identitet og ånd og som en del af det, der bør binde os sammen:

”Kampen for Europas overlevelse kæmpes af europæere sammen, med forskellige holdninger til politik og religion, men side om side, forenet af Europæisk ånd. For det er her, vi kan overkomme forskelle, og arbejde sammen” (Veibel Jensen & Zuschke, 2018).

For de identitære er kampen for Europas overlevelse dog ikke en forestående trussel, men en kamp, der allerede er i gang, og som Europa kan ende med at tabe, hvis Fort Europa ikke bliver en realitet. Grunden til, at de identitære allerede mener, at kampen allerede er i gang, er, at de mener, at Europa allerede er i gang med at blive invaderet. De anser især indvandringen fra ikke- vestlige lande som en del af denne invasion – en invasion, der kun kan stoppes ved at 'opføre' Fort Europa. For de identitære er opførelsen Fort Europa ikke kun en uhåndgribelig drøm, men noget, der allerede finder sted i nogle europæiske lande som eksempelvis Polen og Ungarn i kraft af den politik, som landets regeringer fører. Derfor mener de, at vi i andre dele af Europa i samarbejde bør efterfølge dette eksempel, så vi kan sikre den europæiske befolknings fremtid (Nord, 2018; Veibel Jensen & Zuschke, 2018).

54

Narrativet om Fort Europa er således narrativet om, hvordan Europa skal forsvares imod den invasion, som de identitære mener, at den ikke-vestlige immigration udgør. Samtidig vil jeg argumentere for, at det er et narrativ, der viser de identitæres syn på vigtigheden af national og civilisatorisk identitet samt den betydning, de mener, den historiske arv har for disse identiteter, og hvordan denne historiske arv er med til at forene europæere på tværs af landegrænser. Derudover ser jeg også dette narrativ som et eksempel på, at de identitære har opfattelsen af, at historien består af en række konflikter civilisationer imellem.

I dette narrativ har jeg identificeret en række årsagsforklaringer, der både omhandler, hvorfor Europa skal forsvares, og hvorfor Europa er truet af invasion. Helt grundlæggende mener jeg, at de identitære anser det som en nødvendighed, at europæerne får opbygget et forsvar af det europæiske territorium, fordi Europa står overfor en invasiv trussel i form af den voksende migration til Europa. Grunden til, at de anser dette som vigtigt, ser jeg som et resultat af, at der blandt de identitære findes en opfattelse af, at forsvaret af det europæiske territorium er yderst vigtigt for at kunne bevare og opretholde en særegen etnokulturel identitet og er dermed også centralt for 'folkets' overlevelse.

Derudover vil jeg argumentere for, at der blandt de identitære er to forklaringer på, hvorfor Europa er truet af invasion. Den ene af disse er baseret på en opfattelse af, at de europæiske politikere har svigtet de europæiske befolkninger ved ikke at tage de korrekte beslutninger og nødvendige politiske tiltag. Altså har politikerne, ifølge de identitære, bare set til, alt imens invasionen er påbegyndt. Den anden forklaring bygger på, at de identitære har en forestilling om, at 68-generationens tanker om den globaliserede verden, multikulturen og verdensborgerskabet også har været med til at skabe den situation Europa står i, da de som tidligere nævnt anser disse som skadende for den europæiske kultur og identitet og derigennem har gjort Europa modtagelig overfor en invasion. Jeg vil argumentere for, at disse årsagsforklaringer på sin vis er i tråd med dem fra de tidligere narrativer, da tendensen er, at disse er relateret til magtelitens politik og ageren og civilisationers kamp.

Ligeledes er mange af de aktører, der kommer til syne i dette narrativ, gengangere fra de foregående narrativer: 68-generationen, den politiske klasse, det europæiske folk samt ikke- europæerne. Disse aktører spiller samme rolle som i de foregående narrativer, hvilket endnu en

55 gang understreger den gennemgående tendens, der findes i de identitæres narrativer. Derudover fremhæver de identitære en række historiske personer og hærstyrker, som de tildeler en betydning for forsvaret af Europa igennem historien. Disse bliver fremhævet som aktører, der ikke alene har spillet en rolle i forhold til Europas overlevelse, men også som nogen, der har formet selve den europæiske identitet, da de ifølge de identitære er en central del af vores fælles europæiske historie.

Generationstyveriet Det sidste narrativ, som jeg vil fremhæve, har jeg valgt at kalde for generationstyveri-narrativet. Det er et narrativ, som omhandler det generationstyveri, som de identitære mener, at 68- generationen har begået med deres politik. Det er en fortælling, om hvordan de yngre generationer er blevet frarøvet de muligheder, som de identitære mener, at 68-generationen har haft, og hvordan de gennem deres politiske ageren har efterladt en verden på sammenbruddets rand. Ifølge dette narrativ er det altså ikke kun de åndelige værdier, identiteten og traditionerne, som er blevet undergravet af tidligere generationers politik, det er også mere konkrete ting som selve økonomien og miljøet, som ifølge de identitære er blevet efterladt i en sørgelig forfatning (Willinger, 2013, s. 22f). Ifølge de identitære har 68-generationen smadret økonomien og har efterladt rodet til de yngre generationer, der nu skal samle den igen, hvis de skal have muligheden for at nyde godt af nogle af de muligheder, som 68'erne har haft. De nuværende generationer er altså ifølge de identitære efterladt med begrænsede muligheder for at føre et økonomisk stabilt liv. De yngre generationer bliver modsat tidligere generationer nødt til at være fleksible og tage til takke med de jobs, de kan få, og de bliver nødt til at arbejde mere og længere for at kunne spare op til pension (Willinger, 2013, s. 35f). De identitære mener, at de tidligere generationer har været grådige og umådeholdende, og at dette også har kendetegnet deres økonomiske planlægning. De identitære mener, at de tidligere generationer alle har nydt godt af ting som lav arbejdsløshed, lave skatter og et højt niveau af social sikring, dog på et uansvarligt økonomisk grundlag, som de mener har resulteret i en enorm økonomisk gæld. De tidligere generationers levestandarder har ifølge de identitære, gældsat vores samfund og præger fortsat vores økonomi den dag i dag. De identitære beskylder de ældre generationer for at have været ligeglade med, at deres levestandarder har været opretholdt på et ikke-bæredygtigt grundlag. Ifølge de identitære er det, fordi de har været klar over, at det ikke var dem, der skulle betale regningen så at sige. De

56 identitære mener, at konsekvensen af de tidligere generationers uansvarlige og overdrevne forbrug er, blevet en byrde for de yngre generationer, som nu er blevet frarøvet de økonomiske muligheder, som de foregående generationer har haft (Willinger, 2013, s. 41f). Fordi de ældre generationer har forsøgt at finansiere deres forbrug, har de ifølge de identitære haft en agenda om konstant øget vækst. Noget, de identitære mener, har haft konsekvenser for miljøet. Omend de identitære fremhæver, at beskyttelsen af miljøet har været et emne for 68-generationen, mener de dog, at det for det meste har været tom snak. De identitære mener, at miljødebatten alt for ofte har været præget af tomme løfter og manglende handlingsplaner, da de ældre generationer i højere grad har haft travlt med at dæmpe deres dårlige samvittighed, end de har haft med at beskytte miljøet. Derfor mener de identitære, at regningen for den manglende beskyttelse af miljøet, ligesom den uansvarlige økonomi, er havnet i skødet på de yngre generationer. De tidligere generationer har ifølge de identitære ikke evnet at komme op med nogle konkrete og brugbare strategier for, hvordan miljøet skal reddes, så derfor er det nu op til de yngre generationer, hvis planetens fremtid skal sikres (Willinger, 2013, s. 45f). Ifølge de identitære er det dog ikke kun miljøet, der er blevet påvirket af de ældre generationers økonomiske politik. Den konstante jagt på vækst har ifølge de identitære skadet samfund både i vesten og i den tredje verden. De mener, at man i den konstante søgen på vækst har været med til at facilitere og muliggøre en øget tilstrømning af billigere arbejdskraft, der ifølge de identitære er med til at undergrave de europæiske samfund, og som i særdeleshed rammer de svagest stillede europæere (Generation Identity - UK and Ireland, 2018c; Jessen, 2017; Veibel Jensen & Zuschke, 2018). Det er dog ikke kun de europæiske samfund, der er blevet undergravet i den konstante søgen på økonomisk vækst. Migrationen til Europa har ifølge de identitære haft den konsekvens, at den har tappet tredjeverdenslandene for en betydelig del af deres menneskelige ressourcer i form af læger, ingeniører og andre veluddannede. Hvilket de identitære mener hæmmer udviklingen i disse samfund og bidrager til, at de forbliver forarmede (Generation Identity - UK and Ireland, 2018a).

Jeg mener, at dette narrativ handler om, hvordan de identitære har en opfattelse af, at tidligere generationers økonomiske politik har haft store konsekvenser for de efterkommende generationer, både i Europa og i tredjeverdenslandene. Jeg ser dette narrativ som et udtryk for, at

57 der blandt de identitære er en forestilling om, at de tidligere generationer har haft en række muligheder og et niveau af levestandard, som de yngre generationer ikke har fået mulighed for. I stedet står de yngre generationer nu overfor et oprydningsarbejde, da de skal forsøge at genopbygge den økonomi, som tidligere tiders uansvarlighed har resulteret i. Samtidig mener de identitære også, at foregående generationers økonomiske politik har haft store konsekvenser for miljøet, hvilket nu er endt som de yngre generationers problem. Derudover har de identitære en opfattelse af, at den økonomiske politik har været med til at undergrave samfund både i Europa og i den tredje verden, da den konstante søgen på vækst har været med til at muliggøre og opretholde migration af billigere arbejdskraft fra lande i den tredje verden til Europa. De identitære mener, at dette har haft en stor konsekvens for de svagest stillede europæere, som er blevet udkonkurreret af den billige arbejdskraft, samtidig med at lande i den tredje verden over tiden er blevet drænet for vigtige menneskelige ressourcer, hvilket har hæmmet disse landes udvikling og mulighed for velstand. Jeg ser således dette narrativ som værende de identitæres udlægning af, hvordan den økonomiske udvikling har været i Europa, og fortællingen om, hvordan de tidligere generationer har frarøvet de yngre generationer de muligheder og goder, som de selv har haft.

I forbindelse med dette narrativ vil jeg argumentere for, at de identitære fremhæver en markant årsagsforklaring, hvilket er den økonomiske politik, som er blevet ført at de ældre nulevende generationer. Denne årsagsforklaring ser jeg endnu en gang som et udtryk for, at der blandt de identitære er en udbredt opfattelse af, at samfundets udvikling bliver styret af de grupper, der har politisk kontrol. Det er også gennem årsagsforklaringen, at jeg identificerer dette narrativs aktører. Hovedaktørerne er de generationer, som de identitære benævner. Her spiller særligt de ældre generationer en betydelig rolle, da det er denne gruppes handlinger, der ifølge de identitære er skyld i den . Den yngre generation fremstilles i højere grad i en offerrolle, da de ufrivilligt står til at skulle betale regningen for den ældre generations handlinger. Samtidig bliver de også positioneret som dem, der skal rette op på tidligere tiders synder, om man vil, hvilket tildeler dem en betydelig agens i det videre historiske narrativ. Dette er med til at skabe en udlægning af historien, som går på, at vi har set en bestemt udvikling frem til dette punkt, men at nutiden udgør et vendepunkt, og fremtiden skal ses som et opgør mod den politik, der indtil videre har været dominerende i det 20.

58 og 21. århundrede. Man ser desuden også, at Europa og den tredje verden fremstilles som aktører, dog i en noget mindre rolle, da de ligesom den yngre generation fremstilles i en offerrolle. Modsat tidligere narrativer placeres disse dog ikke i direkte opposition til hinanden, men snarere som ofre, der har lidt i fællesskab. Dette skyldes med stor sandsynlighed, at dette narrativ ikke omhandler kampen mellem etnokulturelle identiteter, men snarere om, hvordan de tidligere generationer som en politisk hegemon har haft stor indflydelse på verdensøkonomien, og hvordan verdens økonomiske tilstand er et produkt af deres gøren og laden. Delkonklusion Som det fremgår af min analyse, har jeg identificeret fem historieopfattelsesnarrativer, der optræder blandt de identitære. Selvom disse narrativer er fremstillet enkeltvis, vil jeg dog argumentere for, at de alle sammen indgår i en samlet, bredere historieopfattelse. Der er således i de opstillede narrativer en række fællestræk, som både ses i narrativernes indhold, de årsagsforklaringer, der indgår, samt de aktører, der er til stede.

Narrativernes indhold er alle centreret omkring en forestilling om, at Europa i øjeblikket står overfor en krise – en krise, der kommer til udtryk på flere forskellige måder, men som i sidste ende truer Europa og det europæiske folks overlevelse. Truslen, der går igen i disse narrativer, er truslen om, at det europæiske folk er ved at blive overtaget af og udskiftet med ikke-europæiske folk. Dette trusselsbillede ser jeg som et produkt af den måde, hvorpå de identitære ser historiens gang, nemlig at den er præget af kampe mellem forskellige folk og civilisationer. Denne opfattelse begrunder de identitære ved at henvise til historiske eksempler på kamp mellem europæere og ikke-europæere, som eksempelvis Reconquistaen, Perserkrigene, de Osmanniske krige i Europa osv. De identitære ser altså disse begivenheder som et produkt af civilisationers kontinuerlige kamp og ser altså også den nuværende situation i Europa som et led i denne. De har samtidig en opfattelse af, at disse kampe først ender, når én civilisations folk udsletter et andet. Altså ser de civilisationernes kampe som et nulsumsspil, hvor der i sidste ende kun kan være en vinder, der så til gengæld vinder alt.

Samtidig er et fællestræk for alle disse narrativer, at de tager udgangspunkt i den samfundsmæssige og politiske udvikling, der har været fra anden verdenskrig og frem til i dag. Disse narrativer er et udtryk for de identitæres opfattelse af, at denne udvikling er bærer en markant del af skylden for Europas krise, da den ifølge dem har smadret de strukturer som de

59 europæiske samfund er baseret på og gjort det svært for europæerne at forsvare deres civilisation. Jeg ser dette som et udtryk for, at de identitære har en opfattelse af, at det er betydningsfuldt at kunne kontrollere den samfundsmæssige og politiske udvikling, da det er gennem denne, at man kan forsvare civilisationen. Samlet set mener jeg, at dette er et udtryk for, at de identitære opfatter en del af den historiske udvikling som et produkt af, hvordan magteliter agerer.

I forlængelse af dette kan man også se, at de to ovenstående tendenser afspejler dem, der er blandt de årsagsforklaringer, som indgår i den identitære historieopfattelse. Der findes i de opstillede narrativer en række årsagsforklaringer, men jeg vil mene, at de i sidste ende kan koges ned til at være centreret omkring to ting:

1. Europa er truet, fordi de omkringliggende civilisationer er i gang med at invadere/vil invadere kontinentet. 2. Europa er i krise, fordi det står svagt i forhold til de invaderende, hvilket er magtelitens skyld, idet den har været ansvarlig for en samfundsudvikling, der har undermineret europæernes evne til at forsvare sig selv.

Ligesom det var tilfældet med narrativerne, ser jeg at disse to årsagsforklaringer er et produkt af en opfattelse af, at historien er en kamp mellem forskellige civilisationer, samt at samfundets udvikling styres af de aktører, der har politisk kontrol.

Dette leder videre til de aktører, der findes i den identitære bevægelses narrativer. Her vil jeg argumentere for, at den ovenstående opfattelse (ligesom med årsagsforklaringerne) påvirker, hvilke aktører der eksisterer på tværs af de forskellige narrativer. I en del af narrativerne bliver det europæiske folk og ikke-europæiske folk fremhævet som aktører. Det sker i forbindelse med, at der på tværs af narrativer er en forestilling om invasionen af Europa, hvor europæerne fremstilles som dem, der skal forsvare deres eksistens, mens ikke-europæerne bliver betragtet som værende den invasionsstyrke, der truer Europas overlevelse. Disse aktører repræsenterer således to forskellige civilisationer, som er i kamp med hinanden. I denne kamp bliver de to aktørers indbyrdes styrkeforhold defineret på baggrund af styrken af deres etnokulturelle identitet. Det viser, at de identitære anser etnokulturel identitet som værende centralt i kampen mellem civilisationerne og dermed også som værende en betydelig del af historien. Det, at disse to aktører

60 er gennemgående i den identitære bevægelses narrativer, ser jeg igen som et produkt af, at de opfatter konflikter mellem civilisationer som en central og betydelig del af historien, og at civilisationer i sig selv spiller en vigtig rolle i historiens gang.

Derudover er der på tværs af narrativerne to aktører, som de identitære fremhæver som centrale for samfundets udvikling i tiden fra anden verdenskrig og frem til i dag: 68-generationen og den politiske klasse. Disse aktører udfylder i og for sig den samme rolle i forskellige narrativer, nemlig rollen som samfundets politiske og diskursive hegemon. Der er blandt de identitære en udbredt opfattelse af, at disse aktører gennem deres politiske og diskursive magt har styret de europæiske samfund mod den krise, som de identitære mener, at Europa befinder sig i. Jeg ser igen denne forestilling som et udtryk for, at de identitære har en opfattelse af historien, hvori de ser samfundsudviklingen som et produkt af magteliters ageren. Altså har de opfattelsen af, at de grupper, der har politisk og diskursiv magt, styrer og påvirker udviklingen i samfundet.

Konklusion

Formålet med dette speciale har været at undersøge, hvordan den identitære bevægelse opfatter historien, samt hvorvidt denne opfattelse afspejles i bevægelsens ideologi. Jeg har derfor arbejdet ud fra følgende problemformulering:

Hvad karakteriserer den identitære bevægelses historieopfattelse, og afspejles denne i bevægelsens ideologi?

I denne problemformulering er der så at sige to underspørgsmål, hvoraf det første omhandler hvad der karakteriserer de identitæres historieopfattelse, mens det andet omhandler historieopfattelsens forbindelse til den identitære ideologi. Det første af disse spørgsmål vil jeg besvare på baggrund af resultaterne fra min analyse af den identitære historieopfattelse. Igennem analysen har jeg identificeret to tendenser, der karakteriserer den identitære historieopfattelse, idet de er gennemgående i bevægelsens udlægning af historiens narrativer, dens årsagsforklaringer, samt hvilke aktører de fremhæver. Den ene er opfattelsen af civilisationers kamp som værende en central del af historien. Jeg ser denne opfattelse som et udtryk for måden, hvorpå de identitære ser historiens lange træk. Således bliver kampene mellem civilisationer en årsagsforklaring i sig selv, samtidig med at civilisationer fremhæves som værende centrale aktører

61 i forhold hvordan historien udspiller sig på den lange bane. Den anden er, at de identitære har en opfattelse af, at den dominerende politik og diskurs former samfundets udvikling og derigennem også historien. Den dominerende politik og diskurs er derfor en central årsagsforklaring i de historiske narrativer, som de identitære opstiller, ligesom at de betragter grupper med politisk og diskursiv magt som centrale aktører i den historiske udvikling.

Problemformuleringens andet spørgsmål forholder sig til, hvorvidt den identitære bevægelses historieopfattelse afspejles i bevægelsens ideologi. Jeg har i afsnittet om den identitære ideologi redegjort for, at jeg mener, den identitære ideologi består af en række begreber, som jeg nu vil vise, hvordan den identitære historieopfattelse afspejles i. Som jeg også har fremhævet i det førnævnte afsnit, er bevægelsens ideologi bygget op omkring begrebet om etnokulturel identitet, og bevægelsens centrale politiske projekt er kampen for bevarelsen af denne identitet. Der er med andre ord tale om en kulturbevarende ideologi, hvilket jeg mener, afspejler opfattelsen af historien som en kamp mellem civilisationer og deres kulturer, da bevægelsens centrale politiske projekt er at forsvare europæisk etnokulturel identitet mod invasionen af andre civilisationers etnokulturelle identiteter. En række af de tilstødende begreber afspejler også denne historieopfattelse. Bevægelsens begreb 'reconquista' er et eksempel på dette, da det omhandler nødvendigheden af generobringen af Europas territorium, hvis den europæiske civilisation skal overleve. Samtidig er selve begrebets navn også en reference til en begivenhed, som de identitære ser som et eksempel på kampen mellem civilisationerne. Begrebet 'den store udskiftning' afspejler ligeledes denne opfattelse, da det omhandler en kamp om etnokulturel dominans på det europæiske kontinent, som de identitære anser som igangværende. Den førnævnte opfattelse afspejles også i begrebet etnopluralisme, da dette henviser til, at man bør indrette verden på en måde, så de etnokulturelle identiteter adskilles, så man undgår en kamp mellem dem. Opfattelsen af historien som en kamp mellem civilisationer afspejles også i det statiske syn på kulturel identitet, som findes i en del af bevægelsens ideologiske begreber. Begreberne etnokulturel identitet, etnopluralisme og den store udskiftning er udtryk for, at de identitære anser dele af kulturel identitet som uforanderlig og uforenelig med andre kulturelle identiteter. Således mener de identitære, at kulturelle identiteter ikke forandres gennem mødet med andre, men at de stedet vil kæmpe om at undertvinge og udrydde hinanden, sådan som de mener, at det er set igennem historien.

62

Den del af den identitære historieopfattelse, der omhandler, at den dominerende politik og diskurs former samfundets udvikling, afspejles også i dele af deres ideologiske begreber. Dette ses tydeligt i forbindelse med begrebet metapolitik. Den identitære bevægelse ser metapolitiske praksisser som en måde, hvorpå bevægelsen kan opnå politisk og diskursiv magt. At bevægelsen anser førnævnte praksisser som effektive, begrunder de med, at der findes historiske eksempler på, at metapolitikske praksisser har været succesfulde i forhold til at forme samfundets udvikling. Derfor mener de identitære også, at denne strategi kan hjælpe dem med at opnå politisk og diskursiv magt og derigennem forme samfundet fremadrettet. Den førnævnte del af historieopfattelsen afspejles også i begreberne demokrati og reconquista. De identitære ser demokratiet som et middel til at opnå politisk indflydelse og dermed også mulighed for at påvirke samfundets udvikling. I forlængelse af dette mener de identitære også, at politisk indflydelse er central, hvis man skal foretage de samfundsændringer, der er nødvendige for, at reconquistaen lykkes.

Jeg er i dette speciale kommet frem til, at den identitære at historieopfattelse er karakteriseret ved to ting: Den ene er opfattelsen af civilisationers kamp som værende en central del af historien, mens den anden er opfattelsen af, at den dominerende politik og diskurs former samfundets og dermed også historiens udvikling. Jeg kan desuden konkludere, at den identitære historieopfattelse afspejles i den identitære ideologi i en række af tilfælde, som jeg har dokumenteret i dette afsnit. Hvorvidt det er et udtryk for, at historieopfattelsen påvirker ideologien, eller om det er det omvendte, der er tilfældet, står ikke klart. Jeg mener, at der i højere grad må være tale om en vekselvirkning, hvor de to ting gensidigt påvirker og definerer hinanden. Under alle omstændigheder viser de ovenstående eksempler, at der er en forbindelse mellem den identitære bevægelses historieopfattelse og bevægelsens ideologi.

Dette speciale kan ses som et historiefagligt bidrag til et forskningsområde, der er domineret af samfundsvidenskabelig forskning. Som jeg har vist i historiografien, er det begrænset, hvordan den eksisterende forskning har beskæftiget sig med historiefaglige problemstillinger i forhold til den identitære bevægelse, og dette speciale er således et forsøg på netop at undersøge en af disse problemstillinger. Man kunne også undersøge området med andre historiefaglige tilgange, da der er ting, der kunne være interessante at undersøge videre, som eksempelvis bevægelsens historiebrug, eller hvorvidt den bruger historie som en måde at legitimere ideologien på.

63

Alt i alt er dette speciale altså et historiefagligt bidrag til et forskningsområde, hvor der ikke har været for mange af slagsen, som samtidig placerer sig på et forholdsvis uberørt sted i den samlede historiografi, da det har et perspektiv, der adskiller sig fra det eksisterende forskningsfelt, da det undersøger samspillet mellem historie og ideologi.

64

Litteratur

Ait Abdeslam, A. (2018). The vilification of Muslim diaspora in French fictional novels: ‘Soumission’ (2015) and ‘Petit Frère’ (2008) as case studies. Journal of Multicultural Discourses, 13(3), 232–242. https://doi.org/10.1080/17447143.2018.1511717

Ajanovic, E., Mayer, S., & Sauer, B. (2016). Spaces of Right-Wing Populism and Anti Muslim Racism in Austria. Politologický Časopis - Czech Journal of Political Science, 23(2), 131–148. https://doi.org/10.5817/PC2016-2-131

Alegre Peyrón, J. M., & Villads Jensen, K. (2011). Reconquista. I Den Store Danske. Hentet fra http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Spanien,_Portugal_og_Andorra/Spanien_før_1516/R econquista

Andersson, C. (2006). Den nya nationalhögern. Hentet 22 april, 2019, fra Dagens Nyheter. Website: https://www.dn.se/kultur-noje/kulturdebatt/den-nya-nationalhogern/

Aniulyte, A. (2018). Deadline, 2. februar 2018. Hentet fra http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/doms_radioTVCollection%3Auuid%3A043c4 70d-886e-47cc-bbed-4f4e696511cb/query/deadline

Associated Press. (2006). Pork soup and Muslims: Recipe for racism? Hentet 22 april, 2019, fra NBC News. Website: http://www.nbcnews.com/id/11010604/ns/world_news-europe/t/pork-soup-muslims- recipe-racism/#.XL2zTZlR02w

Associated Press. (2018). Austria indicts leaders of far-right Identitarian Movement. Associated Press. Hentet fra https://www.foxnews.com/world/austria-indicts-leaders-of-far-right-identitarian- movement

Bar-On, T. (2001). The Ambiguities of the Nouvelle Droite, 1968-1999. The European Legacy, 6(3), 333–351. https://doi.org/10.1080/10848770120051349

Bell, M. (2016). Meet the identitarians, they call themselves part of Germany’s “new right.” Hentet 22 april, 2019, fra Public Radio International. Website: https://www.pri.org/stories/2016-12-19/meet- identitarians-europes-new-right

Davey, J., & Ebner, J. (2017). The Fringe Insurgency: Connectivity, Convergence and Mainstreaming of the Extreme Right. 1–34. Hentet fra https://www.isdglobal.org/wp-content/uploads/2017/10/The-Fringe- Insurgency-221017_2.pdf

65

Dearden, L. (2017). Far-right extremists targeting UK as they “weaponise internet culture” to spread hatred around the world. Hentet 27 april, 2019, fra The Independent. Website: https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/far-right-uk-identitarian-movement-alt-right- defend-europe-isd-research-nazis-national-action-a8013331.html

Der Spiegel. (2006). Right Wing Pork Soup: France Battling Bigot Broth for the Homeless. Hentet 22 april, 2019, fra Spiegel Online. Website: https://www.spiegel.de/international/right-wing-pork-soup-france- battling-bigot-broth-for-the-homeless-a-397249.html

Dray, W. H. (1993). Philosophy of history (2. ed.). Englewood Cliffs, N.J: Prentice-Hall.

Einarsson, E. B. (2018). Conspiracy & populism, the politics of misinformation. Cham, Switzerland: Palgrave Macmillan.

Freeden, M. (1998). Is nationalism a distinct ideology? Political Studies, 46(4), 748–765. https://doi.org/10.1111/1467-9248.00165

Freeden, M. (2003). Ideology, a very short introduction. Oxford: Oxford University Press.

Freeden, M. (2006). Ideology and political theory. Journal of Political Ideologies, 11(1), 3–22. https://doi.org/10.1080/13569310500395834

Friberg, D. (2018). 5 Steps to Become a Real Man – AltRight.com. Hentet 25 marts, 2019, fra https://altright.com/2017/09/30/5-steps-to-become-a-real-man/

Generation Identitær. (u.å.). Hvem er Generation Identitær? Hentet 1 april, 2019, fra https://identitaer.dk/om-generation-identitaer

Generation Identitær Danmark. (u.å.). Ofte stillede spørgsmål. Hentet 12 april, 2019, fra https://identitaer.dk/ofte-stillede-spoergsmaal

Generation Identitær Danmark. (2018a). Aktion: Byg Fort Europa! Hentet 27 marts, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/aktion-byg-fort-europa

Generation Identitær Danmark. (2018b). Den store udskiftning er en realitet. Hentet 12 april, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/den-store-udskiftning-er-en-realitet

Generation Identitær Danmark. (2018c). Derfor er metapolitik vigtig. Hentet 12 april, 2019, fra m https://identitaer.dk/2018/derfor-er-metapolitik-vigtig

Generation Identitær Danmark. (2018d). En stemme på Venstre er en stemme på Erdogan. Retrieved

66

March 22, 2019, from https://identitaer.dk/2018/en-stemme-paa-venstre-er-en-stemme-paa-erdogan

Generation Identitær Danmark. (2018e). Etnokulturel identitet – Forklaret. Hentet 12 april, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/etnokulturel-identitet-forklaret

Generation Identitær Danmark. (2018f). Kage til Inger Støjberg: Byg Fort Europa! Hentet 27 marts, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/kage-til-inger-stoejberg-byg-fort-europa

Generation Identitær Danmark. (2018g). Mindebegivenhed på Kahlenberg. Hentet 31 marts, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/mindebegivenhed-paa-kahlenberg

Generation Identitær Danmark. (2018h). Remigration – Hvad betyder det egentlig? Hentet 12 april, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/remigration-hvad-betyder-det-egentlig

Generation Identitær Danmark. (2018i). Selvhadets gruppekrammere. Hentet 12 april, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/selvhadets-gruppekrammere

Generation Identitær Danmark. (2019a). Demokrati i krise – For mere selvbestemmelse. Retrieved March 25, 2019, from https://identitaer.dk/2019/demokrati-i-krise-for-mere-selvbestemmelse

Generation Identitær Danmark. (2019b). For en ny Reconquista. Hentet 27 marts, 2019, fra https://identitaer.dk/2019/for-en-ny-reconquista

Generation Identitær Danmark. (2019c). Giv dit barn en tryg fremtid – Få et barn til! Hentet 25 marts, 2019, fra https://identitaer.dk/2019/giv-dit-barn-en-tryg-fremtid-faa-et-barn-til

Generation Identitær Danmark. (2019d). Grundtvig for identitære. Hentet 12 april, 2019, fra https://identitaer.dk/2019/grundtvig-for-identitaere

Generation Identitær Danmark. (2019e). Information misbruger terrorangreb til angreb på Generation Identitær. Hentet 12 april, 2019, fra, from https://identitaer.dk/2019/information-misbruger- terrorangreb-til-angreb-paa-generation-identitaer

Génération Identitaire - France. (u.å.). Presentation - Génération Identitaire. Hentet 1 maj, 2019, fra https://generationidentitaire.org/presentation-eng/

Génération Identitaire - France. (2013). We are Generation Identity (J. B. Morgan, Ed.). London: Arktos Media.

Generation Identity - UK and Ireland. (u.å.). FAQs. Hentet 22 marts, 2019, fra https://www.generation- identity.org.uk/faqs/

67

Generation Identity - UK and Ireland. (2018a). Debunking the Dogma of Diversity – In Theory and Practice - Generation Identity. Hentet 8 februar, 2019, fra https://www.generation-identity.org.uk/debunking- dogma-diversity-theory-practice/

Generation Identity - UK and Ireland. (2018b). Generation Identity Ask Me Anything. Hentet 12 april, 2019, fra https://www.generation-identity.org.uk/generation-identity-ask-me-anything/

Generation Identity - UK and Ireland. (2018c). Stop the UN Migration Pact, Dublin. Hentet 31 marts, 2019 https://www.generation-identity.org.uk/un-migration-pact-eire/

Generation Identity - UK and Ireland. (2018d). Understanding our Activism. Hentet 25 marts, 2019 https://www.generation-identity.org.uk/understanding-our-activism/

Heim, J., & McAuley, J. (2019). Renaud Camus’s ideas may have inspired Christchurch mosque slayings in New Zealand. Hentet 17 april, 2019, fra The Washington Post. Website: https://www.washingtonpost.com/world/europe/new-zealand-suspect-inspired-by-far-right-french- intellectual-who-feared-nonwhite-immigration/2019/03/15/8c39fba4-6201-4a8d-99c6- aa42db53d6d3_story.html?noredirect=on&utm_term=.157d10d5064a

HOPE not hate. (u.å.). Generation Identity network. Hentet 22 april, 2019, fra HOPE not hate. Website: https://www.hopenothate.org.uk/research/islamophobia-hub/profiles/anti-muslim-street-protest- movements/generation-identity-network/

HOPE not hate. (2017). Generation Identity. Hentet 27 april, 2019, fra Undercover inside Britain’s new far right. Website: https://www.hopenothate.org.uk/research/investigations/undercover-inside-britains- far-right/generation-identity/

Houmann Mortensen, J. (2017). Unge nationalkonservative samler sig i Generation Identitær. Hentet 22 april, 2019, fra Kristeligt Dagblad. Website: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/unge- nationalkonservative-samler-sig-i-generation-identitaer

Jensen, B. E. (1996). Historiebevidsthed og historie – hvad er det? In H. Brinckmann & L. Rasmussen (Eds.), Historieskabt såvel som historieskabende. 7 historiedidaktiske essays (1. Udgave). Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag.

Jensen, B. E. (2010). Hvad er historie (1. udgave). Kbh: Akademisk Forlag.

Jessen, J. (2017). Mød den globale alt-right-bevægelses svenske bagmand. Hentet 25 marts, 2019, fra Zetland. Website: https://www.zetland.dk/historie/s8yvaXBr-m8aPxzW9-e4aaa

68

Jones, B. (2019). The Problem of Democracy – A Review - Generation Identity. Hentet 20 marts, 2019, fra https://www.generation-identity.org.uk/the-problem-of-democracy-a-review/

Kayser Nielsen, N. (2010). Historiens forvandlinger, historiebrug fra monumeter til oplevelsesøkonomi. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Krautwald, C. E. (2018). De identitære var umoderne i 1945, og de er også umoderne i dag. Det har pressen bare ikke opdaget. Hentet 17 april, 2019, fra Information. Website: https://www.information.dk/debat/2018/02/identitaere-umoderne-1945-ogsaa-umoderne-dag- pressen-bare-opdaget?lst_srs

Kulager, F. (2018). De er unge og dannede. Danmarks nye højreradikale citerer Oehlenschläger og rekrutterer med Instagram-lækre aktioner. Hentet 1 april, 2019, fra Zetland. Website: https://www.zetland.dk/historie/sevMmg3z-aOZj67pz-91915#b9d44878-3261-483c-a7e2- 3dcf32bfd41c

Lerche Kristiansen, O. (2017). Generation Identitær er på vej til Danmark. Hentet 27 april, 2019, fra Information. Website: https://www.information.dk/kultur/2017/08/generation-identitaer- hoejrefloejens-svar-paa-greenpeace-paa-vej-danmark

Lindalen, K. K. (2017). Vi er her for å bevare vårt folk , vår kultur og vår særegenhet. Universitetet i Oslo.

Little, D. (2017). Philosophy of History. In The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 201). Hentet fra https://plato.stanford.edu/archives/sum2017/entries/history/

Mulhall, J. (2017). HNH explains… The Identitarian Movement and the Alt-Right. Hentet 17 april, 2019, fra HOPE not hate. Website: https://www.hopenothate.org.uk/2017/10/31/explained-identitarian- movement-alt-right/

Nord, J. C. (2017). Et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner. Hentet 22 marts, 2019, fra Årsskriftet Critique. Website: http://aarsskriftet-critique.dk/2017/07/et-samfund-doer-naar-det- behandler-sine-fjender-som-venner/

Nord, J. C. (2018). Europas skæbnekamp. Hentet fra https://www.youtube.com/watch?v=QfY- 6iHhr3I&frags=pl%2Cwn

Olsen, N. (2014). Politisk ideologi - Produktion, kommunikation, applikation. Temp – Tidsskrift for Historie, 8.

Oltermann, P. (2019). Austria mulls dissolving far-right movement over Christchurch links. Hentet 27 april,

69

2019 fra The Guardian. Website: https://www.theguardian.com/world/2019/mar/27/austria- considers-dissolving-far-right-identitarian-movement-christchurch

Pedersen, M. H. (2018a, May). Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem? Del 1: Hvem er de identitære. Eftertryk Magasin. Hentet fra http://www.eftertrykket.dk/2018/05/13/hvem-er-de- identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem/

Pedersen, M. H. (2018b, May). Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem? Del 2: Mål og Midler. Eftertryk Magasin, 1–16. Hentet fra http://www.eftertrykket.dk/2018/05/31/hvem-er-de- identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem-2-3/

Pedersen, M. H. (2018c, June). Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem? Del 3: Hvordan forholder vi os til de identitære? Eftertryk Magasin, 1–23. Hentet fra http://www.eftertrykket.dk/2018/06/26/hvem-er-de-identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem- 3-3/

Polkowska, B. (2018). Far-Right Austria and the Rise of the “Fascist Hipster” Identitarian Movement. Hentet 17 april, 2019, fra Occupy.com. Website: https://www.occupy.com/article/far-right-austria-and-rise- fascist-hipster-identitarian-movement#sthash.7ORRT2Sx.dpbs

Somaskanda, S. (2017). Identitarian movement - Germany′s ′new right′ hipsters | Germany| News and in- depth reporting from Berlin and beyond. Hentet 22 april, 2019, fra Deutsche Welle. Website: https://www.dw.com/en/identitarian-movement-germanys-new-right-hipsters/a-39383124

Stein-Batschon, F. (2019). Generation Identitær på anklagebænken. Hentet 27 april, 2019, fra POV. Website: https://pov.international/generation-identitaer-pa-anklagebaenken/

Teitelbaum, B. R. (2013). Come Hear our Merry Song: Shifts in the Sound of Swedish Radical Nationalism. Brown University.

Teitelbaum, B. R. (2017). Lions of the North: Sounds of the New Nordic Radical Nationalism. https://doi.org/10.1093/acprof:oso/9780190212599.001.0001

The Economist. (2018). How “identitarian” politics is changing Europe - White, right and pretentious. Hentet 22 april, 2019, fra The Economist. Website: https://www.economist.com/europe/2018/03/28/how-identitarian-politics-is-changing-europe

The Guardian. (2007). Free pork soup for homeless not racist, French judge rules. Hentet 22 april, 2019, fra The Guardian. Website: https://www.theguardian.com/world/2007/jan/02/france

70

Thing, M. (2013). Materialistisk historieopfattelse. In Den Store Danske. Hentet fra http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Marxisme,_socialisme_og_kommunis me/materialistisk_historieopfattelse

Valencia-García, L. D. (2018). Generation Identity : A Millennial Fascism for the Future ? EuropeNow, (spring 2011), 1–8.

Valeur, S., & Gottschalck, A. (2018). Indvandrerkritisk bevægelse sender unge danskere i træningslejr i Frankrig. Hentet 27 april, 2019, fra Berlingske. Website: https://www.berlingske.dk/samfund/indvandrerkritisk-bevaegelse-sender-unge-danskere-i- traeningslejr-i-frankrig

Vardon, P. (2013). Foreword: The Frontline. In Generation identity ‒ A Declaration of War Against the ’68ers (s. 9–14). London: Arktos Media.

Varning Bendtsen, J. (2017). Generation Identitær: Vi er et opgør med den åndløshed, der hersker i Europa. Et moderne, højreorienteret ungdomsoprør. Hentet 27 april, 2019, fra Politiken. Website: https://politiken.dk/kultur/art6257643/Vi-er-et-opgør-med-den-åndløshed-der-hersker-i-Europa.-Et- moderne-højreorienteret-ungdomsoprør

Veibel Jensen, J., & Zuschke, J. (2018). Hinsides præstestuens varme vægge fryser danskere – Generation Identitær. Hentet 8 februar, 2019, fra https://identitaer.dk/2018/hinsides-praestestuens-varme- vaegge-fryser-danskere

Virchow, F. (2015). The Identitarian Movement: What Kind of Identity? Is it Really a Movement? In P. A. Simpson & H. Druxes (Eds.), Digital Media Strategies of the Far Right in Europe and the United States (s. 177–190). Hentet fra https://www-dawsonera- com.ep.fjernadgang.kb.dk/readonline/9780739198827/startPage/187/1

White, H. (1975). Metahistory, the historical imagination in nineteenth-century Europe. Baltimore, Md: John Hopkins University Press.

Willinger, M. (2013). Generation identity ‒ A Declaration of War Against the ’68ers. London: Arktos Media.

Zublin, F. (2017). The Europeans Trying to Make Fascism Cool Again … and Failing. Hentet 17 april, 2019, fra OZY. Website: https://www.ozy.com/fast-forward/the-europeans-trying-to-make-fascism-cool-again- and-failing/79937

Zúquete, J. P. (2018). The Identitarians, The Movement Against Globalism and Islam in Europe. Notre Dame:

71

University of Notre Dame Press.

Zuschke, J. (2018). Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde! - Critique. Hentet 8 februar, 2019, fra Årsskriftet Critique. Website: http://aarsskriftet-critique.dk/2018/04/nye-hoejre-generation- identitaer-forsvar/

Zuschke, J., & Oldenburg, K. (2018). Svar til Ungdommens Røde Kors. Lad os bygge Fort Europa - Kristeligt Dagblad. Hentet 8 februar, 2019, fra Kristeligt Dagblad. Website: https://www.kristeligt- dagblad.dk/debat/svar-til-ungdommens-roede-kors-lad-os-bygge-fort-europa

72