Langelændere

Personlige beretninger af og om langelændere gennem artikler bragt i Foreningen for Langelænderes medlemsblad Langelænderen

side 1 af 93

FORORD

Følgende artikler af og om langelændere, har været bragt i Foreningen for Langelænderes medlemsblad - Langelænderen.

Oplægget var at medtage omtalen af enkelpersoner og deres beretning fra Langeland. Det er imidlertid en noget flydende begrænsning. Så finder du artikler, der ikke er med i dette bind, men som burde være det, hører jeg gerne fra dig - evt. pr. e-mail: [email protected].

På de efterfølgende sider er en indholdsfortegnelse med angivelse af siden, hvor artiklen er.

Bogen bliver jævnligt opdateret. Sidst 8. maj 2015 med sidste medlemsblad nr. 645. Det er nu også muligt at linke direkte fra indholdsfortegnelsen (klik eller berøring på skærm) til de enkelte artikler.

God fornøjelse Arne Navne

side 2 af 93 Indholdsfortegnelse

WARDINGHAUSEN - LANGELANDS GØNGEHØVDING ...... 7 LANGELAND 1659 ...... 7 EN PRÆSTEFAMILIES SKÆBNE ...... 8 RUDKØBING - CA. 1740 ...... 8 PRÆSTESØNNEN DER BLEV GRØNLANDSMISSIONÆR ...... 9 RUDKØBING - CA. 1750 ...... 9 DAGBOG 1844 ...... 11 RUDKØBING - 1844 ...... 11 LEJERMÅL I LINDELSE ...... 12 LINDELSE – CA. 1845 ...... 12 ENARMET SOLDAT SKABTE FRYGT I NORDENBRO ...... 13 NORDENBRO – CA. 1850 ...... 13 KRISTIAN HENRIKSEN ...... 15 NORDENBRO - 185X ...... 15 BARNDOMSERINDRINGER ...... 18 LØKKEBY - 185X ...... 18 GULDGRAVER FRA LOHALS ...... 19 LOHALS 1851-1945 ...... 19 TRANEKÆR-DRENGEN DER BLEV ”FADER” TIL ALASKA’S LANDBRUG ...... 20 TRANEKÆR 1851-1931 ...... 20 DE DØDE TVILLINGER ...... 21 LONGELSE – OMK. 1872...... 21 HØSTEN...... 23 SØNDENBRO - 188X ...... 23 GILDER OG GILDESKIKKE ...... 23 SØNDENBRO CA. 1885 ...... 23 EN LANDARBEJDERS LIVSSKILDRING ...... 25 SYDLANGELAND – 1884 - ...... 25 BARNDOMSERINDRINGER ...... 28 TRYGGELEV - 189X ...... 28 TANTE LINE ...... 28 FÆBÆK - 189X ...... 28 HALLINGGADE I HUMBLE ...... 29 HUMBLE – OMK. 1895 ...... 29 DEN FØRSTE SKOLEDAG ...... 29 HUMBLE - 1891 ...... 29 DEN AFTEN BLEV DET SENT FØR VI SOV ...... 30 BØSTRUP – 189X ...... 30 EN DAG I AKSMARKEN ...... 31 LINDELSE - 1898 ...... 31 side 3 af 93 NOGET VED MUSIKKEN ...... 32 RUDKØBING - OMK. 1900 ...... 32 DYRSKUET I GAMLE DAGE ...... 33 RUDKØBING/TRYGGELEV - OMK. 1900 ...... 33 BEDSTEMOR ...... 34 TORPE, SKRØBELEV/TRYGGELEV - OMK. 1900 ...... 34 PER ...... 36 TORPE, SKRØBELEV - OMK. 1900 ...... 36 MED HESTEVOGN PÅ JULEINDKØB ...... 36 RUDKØBING/TRYGGELEV - OMK. 1900 ...... 36 LUDVIG SÅ MEKANIKKENS MULIGHEDER ...... 37 RUDKØBING - OMK. 1900 ...... 37 DA OSTEKNIVEN BLEV TIL ...... 38 TULLEBØLLE - 1902 ...... 38 UDDRAG AF JUL OMK. 1900 ...... 39 LONGELSE SØNDERSKOV - 190X ...... 39 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER...... 40 HAUGBØLLE - 190X ...... 40 JULEN 1904 ...... 41 RUDKØBING / SØNDENBRO 1904 ...... 41 JULETRÆSFEST 1912 ...... 42 TRYGGELEV - 1912 ...... 42 ET LIV MED SPADE OG SKOVL ...... 42 BØSTRUP - 191X ...... 42 KULTUREL INDVIELSE ...... 43 TRYGGELEV - FRA OMK. 1918-1979 ...... 43 LANGELANDSK PIGES SKÆBNE ...... 44 TRYGGELEV - FRA OMK. 192X ...... 44 MED KIRKEN SOM NABO ...... 45 BØSTRUP- FRA OMK. 192X ...... 45 UDDRAG AF INTERVIEW ...... 46 BAGENKOP - OMK. 1920 ...... 46 BARNDOMSERINDRINGER ...... 46 BØSTRUP 192X ...... 46 BARNDOMSERINDRINGER ...... 47 DAGELØKKE - 192X ...... 48 MIN BARNDOM PÅ LANGELAND ...... 48 HAUGBØLLE 192X ...... 48 UDDRAG AF “SPREDTE ERINDRINGER” ...... 49 TULLEBØLLE - 192X ...... 49 DA MOSEN GAV INDTÆGTER...... 49 RUDKØBING - 1928 ...... 49 EN JULESOLSTRÅLEHISTORIE ...... 50 side 4 af 93 FORENINGEN – OMK. 1935 ...... 50 BRANDEN PÅ BØSTRUPVEJ 20 ...... 50 BØSTRUP - 1932 ...... 50 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER...... 51 RUDKØBING - 193X ...... 51 UDDRAG AF “EN FERIEDRENGS OPLEVELSER”...... 52 STOENSE - 193X ...... 52 UDDRAG AF INTERVIEW ...... 52 TULLEBØLLE - 193X ...... 52 FERIEDRENGEN ...... 52 LONGELSE – 193X ...... 52 BARNDOMSMINDER ...... 53 HAUGBØLLE - 193X ...... 53 UDDRAG AF INTERVIEW ...... 55 HUMBLE - 193X ...... 55 EN RUDKØBINGDRENGS ERINDRINGER ...... 55 RUDKØBING 193X ...... 55 FRA FORSOMMER TIL SNESTORM ...... 57 FRAGTSEJLADS 1937 ...... 57 UDDRAG AF “VI LEGEDE PIPPE..” ...... 57 TRANEKÆR - 1938 ...... 57 EN HOUNING ...... 58 HOU 193X ...... 58 MIN BARNDOM I RUDKØBING...... 59 RUDKØBING 193X ...... 59 TAG MED EN ÅRGANG 1939 PÅ EN RUNDTUR I DET BAGENKOP DER VAR...... 61 BAGENKOP 1939- ...... 61 BARNDOMSMINDER FRA BAGENKOP...... 62 BAGENKOP 1939- ...... 62 EN DEJLIG BARNDOM ...... 64 NORDENBRO 1936-1946 ...... 64 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER...... 65 BØSTRUP 193X ...... 65 MIN BARNDOM I STRANDGADE ...... 65 RUDKØBING 194X ...... 65 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER...... 68 FÆBÆK - 194X ...... 68 MED TOGET FRA SØNDENBRO TIL RUDKØBING ...... 69 SØNDENBRO-RUDKØBING 194X ...... 69 MIN MORS LYSBILLEDER ...... 70 KÆDEBY - CA. 1943- ...... 70 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER...... 72 RUDKØBING 194X ...... 72 side 5 af 93 I FORSAMLINGSHUSET I MAGLEBY ...... 72 MAGLEBY 194X ...... 72 DRENGEÅR PÅ LANGELAND 1940 - 45 ...... 74 RUDKØBING - 194X ...... 74 MAJDAGE 1945 ...... 76 SYDLANGELAND 1945 ...... 76 MIN BARNDOMS JUL I BAGENKOP ...... 78 BAGENKOP 1948-1953 ...... 78 JULEN 1949 ...... 79 RUDKØBING - 1949 ...... 79 SOMMERLEJR I SPODSBJERG ...... 79 SPODSBJERG 1951 ...... 79 BARNDOMSERINDRINGER ...... 80 RUDKØBING - 195X ...... 80 MINDER FRA DEN GAMLE KØBMANDSGÅRD ...... 82 RUDKØBING - CA. 1954 ...... 82 MIN LANGELANDSKE BARNDOM ...... 84 SPODSBJERG - 195X ...... 84 LANGELANDSBROEN ...... 86 RUDKØBING 1960-1962 ...... 86 EN SAGAKVINDE FRA LANGELAND ...... 87 TULLEBØLLE 196X ...... 87 INTERVIEW ...... 88 RUDKØBING - 196X ...... 88 EN OPLEVELSESRI FÆRGETUR ...... 90 NORDLANGELAND - 1963 ...... 90 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER...... 91 TULLEBØLLE - 196X ...... 91 GRÆSKARDAMEN! ...... 91 VESTERBY MARK - CA. 1980- ...... 91

side 6 af 93 Wardinghausen - Langelands Gøngehøvding Langeland 1659 Af Arne Navne Mange af dem der har aner på Langeland tilbage i Langelands Gøngehøvding 1600-tallet, har måske stødt på slægten Wardinghausen blev til sidst hårdt såret, man mente Wardinghausen. En kærkommen gave til dødeligt, og faldt i svensk fangenskab. Men han kom slægtsforskere, da kirkebøgerne ofte mangler her, og sig, og efter krigen tog han igen til Langeland og man er overladt til personer, som på den ene eller giftede sig med sin ungdomskæreste, Maria Dorthea anden måde har gjort sig så bemærket, at andre har Nissen. skrevet om dem. Dette gælder også for H.C. Wardinghausen afløste sin svigerfar som inspektør ved Wardinghausen, der er min tip6 oldefar. Den følgende grevskabet, og han omtaltes som en god mand, der artikel er en samling af beretninger om familien lånte de forarmede bønder en del penge, som han aldrig Wardinghausen og forholdene på Langeland i sidste fik tilbage. halvdel af 1600-tallet. Efter krigen var de ruinerede gårde omtrent værdiløse, Hans Christoffer Wardinghausen Han var født 19. men Wardinghausen forventede atter bedre tider og juni 1635 i Rendsborg i Tyskland, hvor faderen hed købte derfor Polleholm i Lindelse, en gård i Kædeby Johannes Wardinghausen (1603-1675). Hans havde 3 og en i Simmerbølle - alt i alt 25 tdr. hartkorn. søskende, Christian, Joachim og Gert, hvis senere Polleholm nedarvedes i hans efterslægt i 140 år. voksenliv ikke er kendt. Wardinghausen blev, efter svigerfaderens død, tolder i H.C. Wardinghausen fik en militær uddannelse og Rudkøbing til sin egen død i 1695. Han var meget nævnes i 1658 som løjtnant i Hans Adolph Buchvalds afholdt af langelænderne - både i krig og fred. Han var rytterkompani, hvor han havde 51 mand under sig. Han kundskabsrig, klog, hjælpsom, en livsglad langelænder lå dengang på Samsø. Samme år udnævnes han til og man glemte ikke, at han hørte til de trofaste kaptajnløjtnant i oberst Körbers regiment. Körber var kæmper. Derfor fik han tilnavnet ”Langelands dengang kommandant i Nakskov, og havde desuden Gøngehøvding”. befaling til at ordne Langelands forsvar. Det var ved Skiftesamlinger efter ham viser at han, trods sin store den lejlighed, at Wardinghausen kom til Langeland og børneflok, de dårlige tider og sin store velgørenhed, blev tilknyttet krigskommissær og landsdommer havde forstået at arbejde sig frem til velstand. Han Vincents Steensen på Stensgård. efterlod sig landejendomme med i alt 20 tdr. hartkorn, en større gård i Rudkøbing, et større fartøj og et Svenskekrigen 1657 - 60 pragtfuldt indbo, hvor der særlig nævnes en del Den danske konge hed dengang Frederik III, der smykker af guld og sølv. Boets midler på 2466 rd. regerede landet fra 1648- 1670. Han erklærede i 1657 deltes mellem enken og børnene. Sverige krig. Det fik den svenske konge, Karl Gustav, der på det tidspunkt lå med sin hær i Nordtyskland, til Wardinghausens efterkommere at drage mod København. På grund af en hård isvinter, Som nævnt blev Wardinghausen gift med Maria kunne dette ske via Langeland på tilfrosne bælter. Dorthea Nissen, der var datter af tolder og inspektør Det blev en hård tid for langelænderne, da hæren ved Grevskabet Langeland, Thomas Nissen. I periode efterlod sig et land, der var forpint og udplyndret. 1666 til 1689 fik de 10 børn (5 drenge og 5 piger). Da hæren nærmede sig København, indgik kongen i Thomas Wardinghausen 1658 en fredsaftale, med tab af Skåne, Halland, (1666-1707) blev i 1706 ansat som assistent ved Det Blekinge, Bornholm samt Bohus og Trondheim i Kgl. octr. Dansk- Vestindisk-Guinesiske Kompani og Norge. udgik i november samme år med skibet Christianus Det var ved den lejlighed kong Karl Gustav skænkede Qvitus til fortet Christiansborg i Guina, hvor han Langeland som et grevskab til Corfitz Ulfeldt. senere døde. Han efterlod sig ingen børn. Svenskerne beholdt dog en mindre hær på Langeland, Hans Christoffer Wardinghausen som imidlertid blev fordrevet inden svenskerne brød (1667-1708) blev medejer af Polleholm, som han den indgået fredsaftale, og nu ville give Danmark det senere solgte, og ved hans død kunne hans gæld ikke endelige dødsstød. Det var ved denne sidste aktion, at dækkes. Han efterlod sig en søn, født udenfor bl.a. kaptajnløjtnant Wardinghausen kom til ægteskab, der døde som ung. Langeland, og var med til at fordrive de sidste Christian Henrich Wardinghausen svenskere og efterfølgende forsvare øen mod nye Født 1671 og blev senere skibsredder, men led store svenske angreb. tab under de svenske kapringer i 1710, hvor han De langelandske bønder deltog aktivt i øens forsvar mistede et skib ved Møn med fødevarer for over 3000 med adelen i spidsen. ”Langelands nationalhelt”, den rd., og et skib i Nordsøen med en ladning til en værdi tapre landsdommer Vincent Steensen til Stensgård af 1500 rigsdaler. Han efterlod sig en søn, der døde fandt heltedøden, mens hans trofaste officerer, hvoraf barnløs. den berømteste var kaptajn Wardinghausen, førte Dorothea Cathrine Wardinghausen langelænderne til flere afgørende sejre. Øen måtte dog Født 1673. Hendes mand var præst i Simmerbølle. Han overgive sig, og svenskerne blev først standset ved døde fattig og hun fragik arv og gæld efter ham. De København, som de forgæves belejrede. Ved havde 13 børn, som de efter de tiders urimelige fredsslutningen i 1660, fik Danmark- Norge både skattelove måtte betale familieskat for. Da manden dør, Trondheim len og Bornholm tilbage, men ikke de fik hun kun ringe pension af efterfølgeren pastor Peder øvrige tabte områder fra fredsaftalen i 1658. Pedersen, der var gift med hendes datter, og som sad i side 7 af 93 lige så ringe kår. Datteren dør tidligt, og efterlader sig Friderich Wardinghausen flere små børn. I 1726 boede Dorothea som fattig (1680-1709) var først handelsmand i Rudkøbing, hvor præsteenke i Rudkøbing. han ejede en gård, men flyttede derefter til Bergen i Elisabeth Marie Wardinghausen Norge, hvor han døde. I hans dødsbo var der en del fine Født 1675 og gift med Peder Hansen der var lærer og klæder, sølvknapper mm. Gården i Rudkøbing og hans hører ved latinskolen. De fik ingen børn. I 1704 købte løsøre blev solgt ved auktion for 407 Rbd., men hans de en gård i Simmerbølle af kaptajn Wardinghausens gæld var 351 Rbd. Overskuddet blev skænket hans enke, altså hans svigermor Maria Dorthea Nissen. Efter moder til hjælp til hendes alderdom. Fridrich efterlod mandens død blev Elisabeth boende på gården i en sig ingen børn. årrække. Hun flyttede derefter til Rudkøbing, hvor hun Sophie Gertrud Wardinghausen vedblev at være enke. I 1726 kalder hun sig en fattig (1686-1759) blev gift med Hans Lauritsen enke i slet stand. Schibbygger, der var skibsbygger i sin ungdom og blev Charlotte Amalie Wardinghausen en velhavende mand. Efter vielsen købte han Født 1678 og var kun 24 år, da hun blev enke første Polleholm af sin hustrus slægtninge og boede der til sin gang. Ved skiftet efter Hans Steffensen var boets død i 1758. Sophie døde 1759. overskud på 97 rbd, der deles imellem enken og Nicolaj Wardinghausen børnene. Hun bliver gift igen med enkemand og Født 1689 opholdt sig en tid i Rudkøbing, men er birkedommer Erich Erichen fra Hou. De får ingen børn formodentlig død i Rusland. I krigen mod Sverige sammen. I 1726 boede hun som fattig enke i 1709-20 tjente han kongen som søkaptajnløjtnant og Rudkøbing. Hun fortalte dengang, at hendes mand var gik derefter i moskovitisk tjeneste. Han efterlod sig en meget rig, da han var birkedommer, indtil han blev søn, der var købmand i København, og fra ham fuldmægtig hos salig Grev Friderich v. Ahlefeldt. Der nedstammer slægten Wardinghausen. Den eneste gren lod han bygge nogle skibe, hvortil han udlagde af sine af Wardinghausens efterslægt, der har bevaret egne midler, hvorfor Greven gav ham to steder på Hou stamfaderens navn og slægtsnavn. - afgiftsfri på livstid. Charlotte havde ventet, at greven skulle give hende det ene sted på livstid. Men han Henvisninger bortbyttede disse steder med herregården Nygård, og Bidrag til Langelands Historie af Vilh. Lütken (1909 man fratog hende alt gods og formue. genoptrykt 1979). Augusta Margrethe Wardinghausen Oplysninger betræffende Rudkøbing Kjøbstad af P. (1680-1743) blev gift med Niels Iversen, der var Rasmussen (1849). proprietær til Østergård, hvorfra slægten Klæsøe Langelands sognes personalehistorie og stedbeskrivelse nedstammer. N. Iversen udstykker Guldborg i Illebølle af Harald Kiers. og solgte hovedparcellen til sin broder, Kierud Iversen. Hans Christopher Wardinghausen af Carlin Klæsøe Men Niels beholdt dog den store, jordegne gård og var (1946). en velhavende mand. Augusta dør 1743 og efterlader sig 10 børn.

Arne Navne (Langelænderen 619 - 2011

En præstefamilies skæbne Rudkøbing - ca. 1740 nogle børn til konfirmationsforberedelse, som var nægtet konfirmation på Strynø på grund af for ringe Hans Sørensen Fabricius blev født i Fåborg den 28. kristendomskundskaber. En anden gang gik klagen på, marts 1696. Han var søn af Anne Lauridsdatter og at kapellanen havde givet anledning til ”formasteligt og Søren Jørgensen Smed, der var kirkeværge og smed i uanstændigt Optrin” i Skrøbelev kirke, ved at have Fåborg. Ordet Fabricius menes at være en latinisering antaget to til at prædike i kirken samtidig. Heraf var af faderens efternavn. den ene tilmed en gymnasiast. Præsten havde da også Hans blev teologisk kandidat og var nogle år huslærer, fået biskoppens billigelse til at uddele alvorlig dels i Strømsø i Norge, dels i København. Han søgte irettesættelse og idømme de formastelige bøder. flere præstekald rundt om i landet og fik i 1725, efter Hans var gift to gange. Det første ægteskab var med anbefaling fra fyrsten af Glücksburg og den tyske Marie Jensdatter Achton, der var præstedatter fra hofpræst, Georg Conradi, som 29 årig præstekald i Frørup. De fik 6 børn inden Marie døde som 31 årig. Rudkøbing og Skrøbelev. Fra 1751 blev han også Andet ægteskab var med Else Cathrine Ursin, der var provst for Langelands Nørre Herred og beholdt begge datter af byskriver Jacob Ursin, København. Med kald til sin død den 28. november 1755. hende fødtes i alt 8 børn inden Hans Fabricius selv Der hørte dengang et større landbrug til embedet, døde 59 år gammel. Det sidste ægteskab varede 16 år herunder en gård i Lejbølle og præsten havde investeret og der må have været adskillige mindreårige børn i over 200 Rdl. til istandsættelser og forbedringer af den hjemmet da faderen døde. Et af disse børn var Otto, der store præstegård. var det fjerde barn i andet ægteskab. Otto blev senere Hans Fabricius havde flere gange genvordigheder med berømt som missionær og grønlandsforsker. sin kapellan, Anders Wulff. Den ene gang måtte han I et mindeskrift for sønnen Otto Fabricius med titlen: klage til biskoppen over, at kapellanen havde antaget ”Biskop Dr. Theol. OTTO FABRICIUS ”Et

side 8 af 93 Mindeskrift i Hundredåret for hans Død” har Bjørn ældste præst fra Tranekær op for at registrere indboet Kornerup også bragt en udførlig omtale af præstens, og forsegle, hvad der skulle forsegles. Dette var altså faderens levned. Han betegnes her som en normalt provstens opgave, men her var det jo netop særdeles velstuderet mand, ud fra den omfattende provsten, der var død. bogsamling, der fandtes i præstegården. Mange af Bøgerne blev solgt i København, mens alt det øvrige bøgerne var på tysk eller latin. og det var ikke kun indbo blev solgt på auktion ca. 10 måneder senere. Det teologiske emner, der interesserede præsten, men også hele indbragte over 1.000 rigsdl., men samtidig mange naturhistoriske titler og geografi, samt myldrede kreditorerne frem, i alt 54 med fordringer af rejsebeskrivelser fandtes i præstens bibliotek. mange slags. Da det hele var gjort op viste det sig, at Udover den store bogsamling betegnedes præsten som der var aktiver for i alt 2.068 rigsdl. 4 mark og nogle en mand af solid velstand. I skifteforretningen efter skill. Men passiverne udgjorde 2.461 rigsdl. 1 mark og hans død er optalt et meget stort og kostbart bohave. nogle skill. Herunder var der en gæld på 967 rigsdl. til Skifteretten har blandt meget andet noteret et amtstuen og en arvepart, som ikke var betalt. Der var egechatol, et forgyldt spejl med seks lampetter, 10 altså en væsentlig større gæld, end aktiverne kunne læderbe- trukne stole, samt to lænestole. Desuden en indfri. skænk og 12 ryslæderstole, samt en masse damaskduge Enken, der kun var knap 40 år, måtte som følge deraf med servietter. Der var ligeledes en masse sølvtøj, bl. fragå arv og gæld, og med sine mindreårige børn leve i a. sølvkaffekande, vurderet til 43 rigsdl., te- og kummerlig fattigdom, da præstens efterfølger ikke chokoladestel, ligeledes i sølv m.m. Der var også kunne betale den aftalte enkepension, der dengang adskilligt udstyr, som for den tid ikke var almindeligt, skulle udredes af kaldet. Efter en klage til Provsteretten såsom en stok i ibenholt med sølvbeslag, et mikroskop, blev hun dog tilkendt 50 Rdl. som var 1/8 af kaldets fem par ”glarøjne” og andre specielle genstande, indkomster. Af dødsboet fik enken kun lov til at ligesom hans præsteklæder med fløjlsopslag blev beholde en seng og en dragkiste på fod, som hun selv betegnet som statelige. I kælderen var der foruden et havde medbragt i ægteskabet. Sine gamle dage lager af ”saltemad” også en ”god forsyning af øl og tilbragte hun hos sønnen Otto og døde i København brændevin” samt et brændevinsanlæg. 1785. I avlsbygningerne var der de almindelige redskaber og vogne til landbruget, samt af dyr - seks køer, en tyr, Knud Erik Hansen (Langelænderen 615 - 2011 fire kalve og kvier, to svin og tre heste. Efter Hans Fabricius’ død skulle det hele gøres op, og allerede samme dag, som præsten var død, mødte herredets

Præstesønnen der blev grønlandsmissionær Rudkøbing - ca. 1750 flere forlis og ved anlæggelse af kolonien i 1742 gik I Langelænderen nr. 615 bragtes en artikel om en det skib ned der skulle landsætte kolonisterne og alle præstefamilies skæbne i Rudkøbing. Heri blev der omkom. Det gik ikke meget bedre med det næste skib, omtalt en søn fra præstens andet ægteskab. Følgende der kom med proviant. artikel handler om denne søn. I kolonien blev der nogle år senere op- ført en bygning Otto Fabricius i egebindingsværk med mur af sten og tørv til alle Otto blev født den 6. marts 1744. Barndommen har funktionærerne. Der var en stue til købmanden og et sikkert tegnet sig lyst i den store præstegård. Drengen kammer til missionæren med lås og lukke. Desuden var viste meget tidligt gode skolekundskaber og fik der tre kamre til betjente og andre danske, der havde hjemmeundervisning af en student, der boede i arbejde med varer og lign. i kolonien. Fabricius præstegården. Familien var bekendte af foretrak dog for det meste at leve meget spartansk grønlandsforskeren og præsten Hans Egede, der ofte blandt de indfødte i deres huler og hytter i de fem år kom på besøg i præstegården, og hans fortællinger har han opholdt sig der. sikkert inspireret drengen. Han deltog i deres hverdag og lærte på den måde at Trods faderens pludselige død da Otto var 11 år, fik forstå deres sprog og tænkemåde samt deres liv som han som 18 årig en universitetseksamen i 14 fag, og det fangere. Han studerede også naturen og dyrelivet ned var ganske naturligt, at han skulle følge i faderens til mindste detalje. Dette var ofte meget besværligt, da fodspor med en teologisk eksamen og præstegerning og han ikke var i besiddelse af andet udstyr, end hvad han flere eksaminer fulgte de følgende år, såvel i selv kunne frembringe. Det skete oftest ved, at han naturhistoriske - som teologiske fag. deltog på lige fod med grønlænderne i deres jagt og Missionær i Grønland fangstrejser. Hans studier af fisk og andre dyr, såsom sæler og Som 24 årig blev Otto Fabricius 1768 udsendt som hvaler i vandet foregik ofte ved, at han sejlede ud i missionær til Frederikshåb i det sydlige Grønland. kajak, hvorved han kunne komme tæt på dyrene og Frederikshåb blev dengang betegnet som et meget betragte dem over længere tid. Som naturforsker må vanskeligt sted at besejle. Stedets historie melder om

side 9 af 93 Otto i de år have samlet en enorm samling af skriftligt Foruden at flytte fra embede til embede havde materiale til senere bearbejdning. Fabricius fået tid til færdiggørelse af sit store Desforuden passede han sin gerning som udstedets zoologiske værk: Fauna Groenlandica, der udkom præst og missionær og omvendte og døbte mange 1780. Det var et så stort og banebrydende arbejde, at hedninger til kristendommen. Det skete dog ikke uden det blev kendt over hele jordkloden. Det var affattet på problemer, da han her kom i en slags konkurrence med latin, som Fabricius også mestrede. Værket, der er på de tyske Herrnhutter, der materielt havde meget bedre 468 sider, anvender navnesystemet efter Linné og vilkår for at omvende grønlænderne. Herrnhutterne beskriver 473 dyrearter (132 hvirveldyr og 341 lavere stræbte efter, at beholde deres omvendte samlede, stående arter). Ca. 130 af disse arter var hidtil ukendte. medens Otto Fabricius prøvede at få sine døbte til at Han begynder med Homo Groenlandus, hvilket i de flytte til nye bopladser med bedre fangststeder, og han tider må betegnes som et dristigt skridt af en teolog. flyttede ofte med dem til nye hytter. Værket bringer oplysninger om dyrenes udbredelse i Det var heller ikke problemfrit på andre måder, og Grønland, deres føde, forplantning og livsvaner, samt Fabricius skulle tage nogle svære beslutninger, som om deres fangstmetode og anvendelse. han nævner i sine indberetninger. Hvad skulle han sige Fabricius ønskede at blive på Ærø, men han var nu så til en mand, der ønskede at blive døbt til kendt en person, at man fra forskellige sider ønskede kristendommen efter at have dræbt en landsmand, eller ham til hovedstaden, og han blev tilbudt det måske endda et familiemedlem? Eller en mand, som eftertragtede embede som præst ved Waisenhuset, hvor har to koner, der endda er søstre og han ikke vil skille pastor Krøll netop var død. sig af med en af dem? Waisenhuset blev oprettet under Frederik IV i 1727 og Han ønskede og søgte også om at få sendt nogle var gennem mange år centrum for udgivelser af materialer derop til at rejse en kirkebygning til de kirkeligt arbejde, støttet af forskellige privilegier. døbte. Det blev dog kun til et primitivt hus, bygget af Fra 1783 var Fabricius præst ved det meget ansete tørv og sten, da hans ideer ikke vandt genklang i embede, dog ikke uden problemer, da der var flere København. andre i Waisenhusdirektionen, der ville være med til at Otto Fabricius var heller ikke glad for den levevis som bestemme, og Struense havde endda en periode andre udsendte udfoldede med druk og usædelige ophævet stiftelsen. Ud over de kirkelige handlinger, udskejelser, med klammerier og masser af slagsmål. medførte kaldet nogle forpligtelser med undervisning Mens han befandt sig i området skete det, at på grund af grønlandske studerende og indberetninger om deres af dårlige besejlingsforhold, kunne forsyningsskibet lærdom. Også med hensyn til de anbragte børn i med varer fra Danmark ikke anløbe Frederikshåb i to år stiftelsen, fik han pålagt opgaver. efter hinanden. Det medførte en enorm mangel på varer I 1787 blev der afsløret noget, - der i de tider - nærmest til udstedet. Fabricius tog dog opgaverne så alvorligt, at var en forbrydelse, nemlig at de forældreløse børn i tilknytningen til grønlænderne blev endnu tættere. Han stiftelsen bandede. Fabricius insisterede på, at de sendte også flere klager hjem over missionsselskabets pågældende skulle straffes ”følelig på skolen med tilsyneladende mangel på omsorg for de udsendte riis”, mens andre ville give en advarsel. Der var også missionærer. andre gnidninger mellem præsten og direktionen, I 1773 lykkedes det for forsyningsskibet at anløbe blandt andet omkring hans boligforhold. Frederikshåb. Otto Fabricius’ helbred havde lidt under I årene ved Waisenhuset fik Fabricius udrettet en lang de primitive forhold og han søgte om at komme hjem række handlinger i form af skriftlige afhandlinger, med skibet, og han forlod det land, som han havde ligesom han ofte deltog i diskussioner omkring andres ofret så meget. Efter en meget stormfuld rejse kom han teologiske arbejder, såvel mundtligt som skriftligt. til København sidst i oktober. En af de heftigste diskussioner drejede sig om en Præstegerning revision af den katekismus, der var gældende før den, Fra november 1774 fik Otto Fabricius præstekald i vi andre kender. Den oprindelige (”Pontoppidans Drangedal i Norge. For første gang fik Fabricius også Forklaring”) var på 227 tæt trykte sider og meget eget hjem og i 1775 giftede han sig med Anne Dorthe omstændelig. Dens rette titel var: ”Sandhed til Ziege, der var norsk, og sidst på året kunne han døbe Gudfrygtighed udi en enfoldig og efter Muelighed kort, deres lille datter, Else Cathrine. dog tilstrækkelig Forklaring over sal. Morten Luthers Foruden sin præstegerning fortsatte han sine mange liden Catechismos”. påbegyndte aktiviteter, og noget af det første blev Han deltog ligeledes i debatten om det private udgivelse af en grønlandsk grammatik og ordbog. skriftemåls afskaffelse, idet det blev anset som en Præstekaldet i Norge skabte dog aldrig nogen større byrde for præsterne uden at gavne menigheden. tilfredshed for Fabricius, og allerede efter fem år søgte Hans zoologiske studier fortsattes gennem hele livet. han til Danmark og fik embede i Hobro, der ligesom Selv i årene inde på stenbroen kunne han finde Drangedal var et mindre embede på ca. 450 sognebørn. småkravl og andet, der på den tid endnu ikke var Da embedet var meget lille, var indtægterne det også. ”opfundet” af andre. Desuden havde han nu overtaget forsørgerpligten over Der kom også politik ind i præstegerningen og sin gamle mor, foruden pension til sin forgængers Fabricius var ret konservativ i alle henseender. Han var enke. Det blev derfor et kortvarigt job og allerede et tilhænger af den uindskrænkede enevælde og hævdede, par år senere flytter familien til et ledigt embede i Rise at regeringen er en helligdom, som man skal vogte sig på Ærø. Dette var dobbelt så stort, som de tidligere for, at røre ved. Han var stadig meget ihærdig og embeder. gennem årene havde han nu samlet et bibliotek på 1.150 skrifter og bøger.

side 10 af 93 Fabricius blev dog aldrig helt tilfreds med sit job ved og af kongen blev han udnævnt til at føre en Biskops Waisenhuset og søgte efter andre embeder. Efter et par Titel og Rang, ligesom han blev hædret med den ansøgninger blev han præst ved Frelsers kirke på theologiske doktorgrad. Christianshavn 1789, et kald han beholdt til sin død. I Privatmanden Otto Fabricius årene ved Frelsers Kirke var Fabricius særdeles aktiv Hans privatliv blev stærkt præget af hustruens død i med udgivelse af teologiske arbejder. Han evnede at 1785. Hende havde han måske tre børn med, hvoraf et skrive nogle salmer på grønlandsk. Endvidere fuldførte var død som mindreårig. Han ægtede derefter Anne han et arbejde med oversættelse af Det ny Testamente Gunhilde Heinet, der var født 1762 i Tranekær som og adskillige andre værker, der var påbegyndt af Poul datter af Hans Ditlev Heinet, Vestergård. Med hende Egede. fødtes 10 børn, hvoraf de fem døde før 7 års alderen. I årene omkring Englands bombardement af Otto Fabricius’ helbred havde under de primitive København, blev kirken inddraget som lazaret for forhold i Grønland fået et alvorligt knæk og i hans sårede. Om embedet ved Frelsers Kirke var bedre vides alderdom var han skrøbelig, ligesom det kneb med ikke, men Fabricius klagede over sine knappe kår, der stemmeføringen ved gudstjenester. ikke mindst skyldtes en stor børneflok, som han anfører Han døde den 20. maj 1822, 78 år gammel, og blev det i en ansøgning. I 1803 fik han et løntillæg på 200 begravet på Søndre Kirkegård den 28. med meget stor Rdl. Og blev samtidig udnævnt til professor i teologi. deltagelse. Igen havde B. S. Ingemann forfattet en sang Også på anden måde begyndte hædersbevisningerne at til denne lejlighed – ”Til Hvile i den stille Grav”. Hans værdsætte den mand, der havde ofret sig så grundigt. enke døde 12 år senere og blev begravet ved siden af. Han blev udnævnt til at: have Sæde, Stemme og Kilder: De omtalte begivenheder og andre data er Underskrift for de grønlandske Sagers Vedkommende samlet af forfatterne Bjørn Kornerup, Schultz- og den 31. juli 1815 modtog han Dannebrogsordenens Lorentzen og Ad. S. Jensen i værket: Biskop Dr. Theol. Ridderkors. Otto Fabricius – Et mindeskrift i hundredåret for hans Anden Påskedag 1818 højtideligholdt Fabricius sit 50 død 1923. års jubilæum som præst ved en gudstjeneste, hvor han Mona Kristensen: Mundtlige oplysninger. talte over den samme tekst som ved sin første prædiken Kirkebog for Rudkøbing Købstad. i Grønland, nemlig Peters Fiskedræt. Der blev i dagens anledning sunget en sang, forfattet af B. S. Ingemann Knud Erik Hansen (Langelænderen 617 - 2011)

Dagbog 1844 Rudkøbing - 1844 - Onsdagen d. 25de. stod vi op som sædvanlig, hvorpaa Bivock for at jeg skulde have det til Erindring om ham. jeg gik ned og gjorde Alt istand. Derpaa gik jeg op og Senere gik jeg ud med ham i Værkstedet, her Blandede gjorde mit Tøi istand, klædte mig paa og vandrede til han noget sammen til mig og forærede mig et Plaster Kirke. Fra Melson fik jeg Offer til Præst og Degn, 1 og noget Flydende i en lille Flaske, jeg skulde smøre de Rdl til hver. Da jeg kom ind i Kirken saae jeg Onkel Steder, hvor der ei var Hul. Tillige forærede han mig som lukkede mig ind i hans stoel. Efter endt nogle saakaldte Marietidsler, det er temmelige store Gudstjeneste saae jeg indenfor hos Onkels, hvor jeg Blomster besatte med særdeles lange Pike. Senere fik blev opvartet med Æbelskiver. Til Middag hjemme fik jeg Æbler og Smørrebrød, og nødte de mig til at drikke vi Suppe og Kjød. Strax efter Maaltidet bad jeg Melson lidt Kaffe. Jeg var ogsaa ude at see hans Stald, som var om jeg maatte gaae ud og efter given Tilladelse begav meget net, hvor han havde en Ko og en Griis Udi, i jeg mig paa Veien til Hans Tinghuus, som jeg havde hans Have stod et stort Sviin, somskulde slagtes Dagen lovet at besøge i Julen, han boer lidt udenfor en efter, det andet skal fedes hele Vinteren. I Haven saae Landsby, gl.Skrøbelev knap 1/2 Miil fra Rudkjøbing. jeg ogsaa Stænglerne af Marietidslerne, de var omtrent Da jeg kom ud til hans sted, som jeg naaede ved flere saa store som en fuldvoxen mand. Da det begyndte at Gange at spørge mig for, traf jeg ham ikke hjemme, mørkne begav jeg mig endelig paa Veien hjemad med men hans Pige viste mig en Gaard ikke langt derfra ved mit Stykke Vox, 2 Marietidsler og en Deel Æbler. Jeg Navn Pudselykke, som han var gaaet hen til, hun viste gik rask hjemad og naaede endelig, ligesom Maanen mig tillige en Gjenvei over nogle Grøvter og Gjerder, var kommen op, Rudkjøbing. Da jeg kom stod P. Bays jeg skulde gaae for at komme nærmere til den. Jeg Børn her netop og ventede med Ængstelighed paa at sprang rask afsted og naaede snart Gaarden. Jeg traf jeg skulde komme hjem, for at de kunde komme til at ogsaa snart Hans, som sad og langede til et godt see Laterni Magicaet som jeg strax maatte vise dem. Sulemadsfad. De bød ogsaa mig, men jeg betakkede Derefter var jeg oppe paa Kammeret med alle 3 Børn mig. For dog ikke at bære Julen ud spiste jeg en og forærede dem hver noget Sukkerstads til at fare Æbleskive. Da jeg havde seet mig lidt om der, gik jeg hjem med. Senere ud paa Aftenen dansede vi med Hans hjem, her var imidlertid kommen en Mand Francaiserne og derefter Hamborg, etc. 0g tilsidst med noget Bivock han vilde sælge Hans. Vi kom paa legede vi Blindebuk saa jeg faldt og sprængte mit ene Tale derom, og han viste mig hvorledes Bierne lagde Buxelaar fra den ene Søm til den anden, hvorpaa vi deres Celler, tilsidst forærede han mig ogsaa et Stykke holdt op dermed. Tilsidst spiiste vi til Aften Vildand og

side 11 af 93 Kage, og endelig til allersidst spilte Helt Gotlieb Gudmund Petersen (Langelænderen nr. 505 - (butikssvenden) og jeg Dam til vi gik i Seng. 1994)

Lejermål i Lindelse Lindelse – ca. 1845 anmodning, at hun vorde anset med den straf, loven i Da Lindelse Kirke var ny engang 1100-tallet, havde dette tilfælde måtte tilsige". den intet tårn, sakristi eller våbenhus - og skibet havde et fladt træloft. Som de fleste andre såkaldte romanske De fædrene ophav kirker i vor del af landet fik den så engang i Forhørsretten blev sat på rådhuset 28. august. Den senmiddelalderen udskiftet træloftet med murede anklagede var selvfølgelig indkaldt og måtte redegøre hvælvinger og fik efterhånden de nævnte tilbygninger. for sine forhold. Den tunge konstruktion holdt i mange år, men så skete Hendes ældste barn hed Kristine Nielsen, hun var født der formentlig det, at murene begyndte at slå revner, og 24. december 1824. Her havde faderen daværende murstenene begyndte at falde ned. ungkarl Niels Jørgensen søn af en gårdmand i Haugbølle betalt "opfostringsbidrag". Kvalificeret lejermål Den næstældste var blevet døbt Christen Mikkelsen. I 1845 tog man den konsekvens, at skibets hvælv blev Han døde fjorten dage gammel. Faderen til dette barn erstattet af en pudset tøndehvælving af træ. var selv siden afgået ved døden. En af de håndværkere, der arbejdede på kirken samme Det tredje barn var blevet født 7. juni 1832 og døbt efterår, var murersvenden Peder Madsen Mortensen fra Christiane Frederikke Christensen. Her var nuværende Pederstrup ved Longelse. gårdmand fra Oure Christian Larsen blevet udlagt som Han stiftede bekendtskab med Ane Cathrine fader. Christensdatter, der boede i et af kommunens Nummer fire var også en pige, hun var født 21. februar fattighuse på Herslev Mark lidt nord for byen. Det fik 1836. Hun hed Hanne Kirstine Hansen. Faderen til konsekvenser cirka 9 måneder senere, idet hun fødte en dette barn var den afdøde dyrlæge Hansen i Tranekær. lille dreng 30. juni 1846. Marthe Christensen blev født 19. januar 1841. Her Sogneforstanderskabet i Lindelse mente, at sagen havde den udlagte barnefader dyrlæge Bagge i Lindelse skulle angribes fra to sider. unddraget sig faderskabet ved at sværge sin uskyld. Dels ville man rejse en faderskabssag overfor den Nu var der så den lille nye - Morten Pedersen udlagte barnefader, så han kunne blive dømt til at Christensen. betale børnebidrag - det var vigtigt, for moderen var jo almisselem, der blev forsørget af kommunen, som så Strafeftergivelse ellers også ville komme til at have ekstraudgifter til den Ifølge gammel lovgivning kostede en forbrydelse som lille nye. Ane Cathrines en bøde. Som almisselem var hun Dels var man også ude efter moderen, som man ville selvfølgelig aldeles uformuende, og så var der formelt have anklaget for hor - eller kvalificeret lejermål, som udsigt til et ophold i tugt- og forbedringshuset i var den præcise juridiske betegnelse. Odense. Det var ingen myndigheder interesseret i - slet ikke pastor Gede og de øvrige sogneforstandere i Brevet til von Schmidten Lindelse, der ville få et problem med forsørgelsen af I sidstnævnte øjemed skrev formanden for den nyfødte og de 3 andre hjemmeboende børn. sogneforstanderskabet sognepræst Christopher Rutinemæssigt sendte herredsfogeden via amtmanden Octavius Gede til herredsfogeden for Langeland så en ansøgning om strafeftergivelse til de centrale Marcus Pauli Carenus Holst von Schmidten for at få myndigheder. ham til at tage sagen op. Ligeså selvfølgeligt kom svaret. Det hedder i et brev Gede stammede fra København, var 43 år gammel og dateret 15. oktober 1846 fra "Danske Kancelli" til havde haft embedet som præst i Lindelse Sogn siden amtmanden for Svendborg Amt - angiveligt fra den 1842. enevældige konge Christian 8.: "At Vi efter den af dig Han skrev: "Bemeldte fruentimmer er ikke en ung derom gjorte indberetning samt de Os i øvrigt oplyste person, der i uerfarenhed er lokket til at begå et fejltrin, omstændigheder allernådigst ville have fruentimmeret hun er så vidt vides over 40 år gammel og har en Ane Cathrine Christensdatter af Stielundshuset i voksen datter på omtrent 20 år. Det barn, hun nu har Lindelse Sogn på Vort land Langeland eftergivet den bragt til verden, er efter angivelse det sjette, og efter straf, som hun for 6 gange at have begået lejermål med hvad der er opgivet, har ethvert af børnene en forskellig 6 forskellige mandspersoner efter loven har gjort sig fader. Hun er således endog på det løsagtige Langeland skyldig til at lide, imod at hun hensættes i fængsel på et ualmindeligt eksempel på liderlighed, og, uanset den vand og brød i 7 dage." - de syv dage var oven i købet byrde hun ved sin liderlighed pådrager sognet, er den delt i to af en såkaldt mellemdag, hvor hun blev sat på af hende givne forargelse vistnok af den natur, at den fri fod. ikke bør gå uænset hen. Sogneforstanderskabet har derfor anset det for sin pligt at anmelde hendes forhold Faderskabssagen for deres velbårenhed som politimester, med Ane Cathrine havde fået den afklapsning, som det formentlig hele tiden havde været

side 12 af 93 sogneforstanderskabets hensigt, at hun skulle have. følgende år, 1 1/4 år gammel. 4 dage senere blev han Ligesom at hun selvfølgelig ikke kunne regne med at begravet på Lindelse Kirkegård. slippe så let ved en eventuel gentagelse. Så var der faderen tilbage. Han indrømmede, at han Noter: havde haft et forhold til Ane Cathrine, men han påstod, 1. At en mand er "udlagt" som barnefader betyder, at at dette rent tidsmæssigt ikke passede med hendes dette er moderens påstand. Han skal så ydermere graviditet. Da han derfor skulle sværge sin uskyld, indrømme faderskabet eller af andre årsager idømmes svigtede hans mod imidlertid. Han blev dømt til at et ansvar. betale 8 rigsdaler årligt i barnets første 10 leveår og 6 rigsdaler i de fire følgende. Claus Schou (Langelænderen nr. 560 - 2003) Det økonomiske problem løste sig dog for faderen, idet lille Morten døde af mæslinger 3. november det

Enarmet soldat skabte frygt i Nordenbro Nordenbro – ca. 1850 Krigshandlingerne fortsatte til 26. august, hvor der blev Nogle mener, at danskerne vandt over slesvig- indgået en våbenhvile på 7 måneder. holstenerne i borgerkrigen 1848, 49 og 50. Her er historien om en af taberne. Han var langelænder. Spækhøkerbevillingen De tysksindede i Slesvig og Holsten havde gjort oprør Hjemme i Magleby sogn fik den 27-årige krigsinvalid for at løsrive hertugdømmerne fra det danske monarki. 5 rigsdaler månedligt i pension fra staten. I Dette var sket i forbindelse med politiske uroligheder i begyndelsen af 1849 blev han gift med den et år ældre såvel Danmark, Slesvig-Holsten som i det øvrige Anne Larsdatter og søgte kommunen om bevilling som Europa. spækhøker i sognet. Desuden var Den nye danske krigsminister A. F. Tscherning fik sogneforstanderskabet - den tids sogneråd - så venlige mobiliseret en hær på 11.000 mand. Der var en del at skaffe det unge par et par værelser som fribolig i frivillige, men de fleste af soldaterne var værnepligtige kommunens nyoprettede fattigarbejdsanstalt ved fra landbobefolkningen - denne befolkningsgruppe Nordenbro, mens ansøgningen endnu var uafgjort. havde dengang stadig som den eneste værnepligt. Spækhøkerbevillingen drejede sig om tilladelse til at I april 1848 rykkede den danske hær ned gennem have udsalg i mindre portioner af smør, flæsk, rugbrød, Sønder Jylland i deres røde uniformsjakker med hvide øl, kogeærter, hjemmegjorte lys, hjemmebrygget remme overkors på brystet, højpuldede hatte med eddike, tørfisk, spegesild fra Bagenkop såvel som soda, kokarder og blå bukser. En mindre del af styrken blev i olie, tran, salt, tobak, kaffe og sukker. mellemtiden sejlet til Als. Sogneforstanderne havde ikke overvældende tillid til Den danske hær stødte sammen med den noget mindre Christens evner som forretningsmand og var kun slesvig-holstenske ved landsbyen Bov ved Flensborg. indstillet på, at han skulle have en midlertidig bevilling Det blev en dansk sejr. på et år. På den anden side var Christen, hans kone og Næste gang hærene mødtes, havde slesvig-holstenerne deres eventuelle børn forsørgelsesberettigede i fået undsætning fra Preussen og fra en tysk Magleby kommune, derfor gik man alligevel positivt forbundshær, og styrkeforholdet var nu helt til ind i sagen. tyskernes fordel. Det skete ved et blodigt slag ved Ansøgningen blev sendt til herredsfogeden Marcus Slesvig by. Pauli Carenus Holst von Schmidten, som med sin Ved den lejlighed fik Tscherning lejlighed til at se, indstilling sendte den videre til den endelige afgørelse hvorledes de sårede blev behandlet. Han "kunne ikke hos amtmanden for Svendborg amt. Von Schmidten undlade at ytre nogen tvivl, om der ikke var gået noget lagde ikke fingrene imellem i sin kommentar: "da rask til værks med at afsætte lemmer." Anden slags ansøgeren er mig bekendt som en til drik og svir i høj helbredelse havde man ikke tid til, hævdede lægerne. grad forfalden person, vil det vist være såre betænkeligt Danskerne trak sig tilbage dels til Als og dels op at tilstå ham den attråede bevilling". Som det var gennem landsdelen. forudsigeligt blev amtets afgørelse negativ: Sidst i maj gjorde danskerne fremstød over Alssund via "Ansøgningen kunne på grund af omstændighederne ej et brohoved på Sundevedsiden, den 28. maj blev der bevilliges". kæmpet ved Nybøl. Tyskerne lavede en modoffensiv, ved kampene ved Dybbøl den 5. juni var 5. Linie Husspektakel Infanteri-Bataillon (senere kaldet Sjællandske I løbet af de følgende måneder gik det op for Anne, at Livregiment) i forreste række. På dansk side var der manden hun havde giftet sig med ikke længere var den 100 døde og 280 sårede. Det var formentlig ved samme, som hun havde lært at kende før krigen. Dybbøl, at soldat nummer 130 fra 5. Linie Infanteri- Christen var blevet bitter, han begyndte at drikke tæt Bataillons 2. kompagni blev såret i højre arm. Om man og blev ofte voldelig overfor hende, ligesom han ofte kunne have undgået at amputere armen ved skulderen generede de øvrige i anstalten. Opsynsmanden og kan ikke siges, men krigen var helt forbi for Christen sogneforstanderskabet forsøgte sig med formaninger, Larsen Bromand fra Magleby på Langeland. men det hjalp ikke. En foreløbig kulmination på problemerne fandt sted lørdag 16. marts 1850. side 13 af 93 Efter at have drukket sine rede penge op havde Sogneforstanderskabet anmeldte sagen til politiet, idet Christen solgt sin langpibe til træskomand Rasmus man ønskede, at Christen blev straffet. Den nye Christiansen i Nordenbro for 8 mark og også drukket herredsfoged og politimester Hans Carl Sager (- von en del af disse penge op. Hen under aften kom han Schmidten var i mellemtiden afgået ved døden -) lod hjem, endnu mere beruset end han plejede. ham slippe med en alvorlig påtale. Anne var ved at lave mad. Det uundgåelige familieskænderi udartede sig. Christen smed gryden Hustruvold med kogte kartofler efter hende og smadrede derved Nogle måneder senere flyttede Anne Larsdatter fra sin nogle tallerkener. Anne flygtede ud af værelset ud på voldelige mand ind til en veninde i Nordenbro, hvis gangen, ind gennem et rum overfor, hvor beboeren, den mand var fraværende, idet han var tjenestekarl i 58-årige fallerede tømrer Jakob Møller, så forbavset til, Haugbølle i Humble sogn. Sammen med en og videre ind i et rum, der blev beboet af den yngre møllersvend fra Kinderballe mølle opsøgte Christen en men gangbesværede Frederik Krøl, hans kone og børn. aften de to kvinder, og forsøgte at tvinge dem til at Anne fik sat slåen for døren, inden Christen et øjeblik servere brændevin. Da dette ikke lykkedes, kastede de efter var fremme og sparkede på døren med sine tunge to drukkenbolte sten ind gennem vinduerne. træsko og forsøgte at bryde den op, mens han råbte: På et senere tidspunkt måtte kvinderne flygte fra huset "Luk op, jeg vil have min kone". Frederik Krøl, der af frygt for at blive overfaldet af Christen. Dette ikke var nogen modig mand og allerhelst ville blandes lykkedes dem ikke, da Christen næste gang dukkede helt udenom stridighederne, svarede, at han ikke havde op, men da nåede gårdmanden Hans Pilegaard og Christens kone. mølleren Mathias Mogensen at befri kvinderne fra I første omgang gik Christen, men kort efter kom han overgreb. tilbage igen ret sikker på, at han var blevet narret. I En aften midt i december kom Christen atter, han slog mellemtiden havde Frederik Krøl fået Anne ud ad Anne i hovedet med en kalkkost og sparkede hende, vinduet ud til vejen, hvor hun tog flugten ind mod efter at hun var faldet omkuld. Han slog hendes rok i Nordenbro. Da Frederik Krøl åbnede døren, hvor slåen stykker og trampede på resterne. faktisk allerede var blevet ødelagt ved Christens første Sognefogeden Niels Pilegaard, der også var angreb, blev han mødt med et slag i brystet, men slog sogneforstander, henvendte sig til sin overordnede, igen med den karte, som han havde bevæbnet sig med politimester Sager, for at få stoppet Christen. Noget og vægrede sig med sin krykke. Frederik Krøls kone som også provokerede sogneforstanderne var, at løb efter hjælp, men anstaltens opsynsmand var Christen havde saboteret undervisningen i skolen i allerede på vej hidkaldt af spektaklet, og han formåede Nordenbro, så lærer Jeppesen havde været nød til at at få skilt de stridende. afbryde undervisningen. Sager kaldte i et svar til sogneforstanderskabet det Bod og bedring skete for "private fornærmelser", og ville ikke tage Anne Larsdatter var væk i et par dage, men kom igen affære, ud over at give Christen et pålæg om at holde tilbage om mandagen. Dagen efter holdt formanden for sig fra sin nu fraseparerede kone. Sogneforstanderne sogneforstanderskabet forpagter Fritz Hunderup fra klagede til amtmanden, som dog gav politimesteren Holmegård og sognefogeden Niels Pilegaard fra medhold. Nordenbro forhør på anstalten for at få opklaret, hvad der var sket. Først ville Christen ikke udtale sig til de Frosset ihjel to, men da protokollen var underskrevet, dukkede han Et af de problemer, sogneforstanderskabet havde med op og var indforstået med at forklare sig. Han Christen, var naturligvis den uorden, han skabte på bekræftede det, vidner allerede havde fortalt, men arbejdsanstalten. Derfor blev han sagt op, men fik med lovede bod og bedring: "Han fortrød, hvad der var kommunens hjælp fra 1. maj 1851 husly hos husmand passeret og bad om, at dette måtte tilgives ham, idet Niels Nielsen i Nordenbro - senere boede han til leje han lovede at slig uorden ingensinde mere fra hans side hos en anden husmand. skulle finde sted og at han herefter ville føre et Han var tilsyneladende ikke længere det store problem ordentligt og kristeligt levned, i særdeleshed afholde for sogneforstanderne. I de følgende år nævnes han i sig fra svir og druk". Formanden og sognefogeden alle tilfælde ikke længere i sogneforstanderskabets tilgav - det var vel også nemmere end at gå videre til forhandlingsprotokol. I hvor høj grad, han var et politiet med sagen. problem for sin tidligere kone eller andre, må stå hen i I maj måned var den gal igen. Da det uvisse. Givetvis var han stadig et problem for sig sogneforstanderskabet holdt møde i skolen i selv. Nordenbro, dukkede Christen op to gange i stærkt Om morgenen 18. februar 1861 blev Christen Larsen beruset tilstand. Sogneforstanderne fik begge gange Bromand fundet frosset ihjel på en mark. Han blev 39 lempet ham ud "ved at vise ham den overbærenhed, år gammel. man viser fulde folk". Da han dukkede op tredje gang ved slutningen af det langvarige møde, var han mindre Noter: fuld, men mere ondskabsfuld. Hunderup måtte "Sogneforstanderskaber" blev indført med en simpelthen smide ham ud af lokalet. Derefter fortsatte forordning i 1841. I forbindelse med en lovændring i han sit råberi ude på vejen. Man kan gætte på, at 1867 blev de "omdøbt" til sogneråd. fornærmelserne har drejet sig om sogneforstandernes 1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling. En landarbejders uformåenhed i almindelighed og den manglende årsløn kunne svare til 100 rigsdaler. Nogle borgere i spækhøkerbevilling i særdeleshed.

side 14 af 93 landet fik mange gange mere andre væsentlig mindre - Claus Schou (Langelænderen nr. 555 - 2002) ligesom i vore dage.

Kristian Henriksen Nordenbro - 185x askillige smaa ting der skulle bruges i en simpel Nordenbro Vestermark husholdning, saasom stole skamler garnvinder og andre Følgende beretning er gengivet som Kristian selv har nyttige ting. Jeg lavede ogsaa plejel, halmvender, river skrevet den. strygespaaner, og andet mere som en tjenestekarl bør Kilde: Magleby-Bagenkop Lokalarkiv. anskaffe sig. Om vinteren havde jeg flere aar laant Efter opfordring af flere venner og ved at læse en lille bøger af sognets læseforening. Da jeg var 27 aar, bog med titel, betragtninger nr. 2 over arbejdernes kaar syntes jeg at faa mere lyst til at arbejde for mig selv paa landet, navnlig husmandens i Fyns stift. Tillader end for andre, ihvor vel jeg skønnede, at jeg havde jeg mig at opskrive en historisk beretning om mit liv og mere sorgløse dage, end jeg ville faa som husmand i virksomhed i den tid jeg kan mindes. Jeg beder først simple kaar. mine læsere, som muligen måtte faa min ringe Den 1. september 1856 fæstede jeg en jordlod 2 td land skrivelse i haand for at læse, at undskylde min meget stor paa Nordenbro vestermark, i Magleby sogn paa fejlende skrift, da jeg ikke har skrevet ret meget, og Langeland, under stamhuset Alefelt. Den kostede mig intet lærdt deraf siden min skoletid der ophørte 1844, 4o3 rd i afstaaelse og indfæstning samt forpligtede mig og dengang forstod meget lidt skriverig, dels paa grund til at opføre 10 fag egebindings hus paa jordlaaden, der af smaa lære gaver, og dels af skoleforsømmelse. kostede 500 rd, foruden mit eget arbejde, der bestod i Jeg er født af fattige forældre med en talrig børneflok, at mure hele huset, samt i forening med en anden mand fra mit syvende aar begyndte je at komme ud mellem at tække det samt forud at lægge grunden, samt fremmede som plogkører omkring til bønderne. Da jeg forpligtede mig til at svare en aftækt til fratrædersken blev lo1/2 aar kom jeg ud for bestandigt at tjene for mit og dennes datter deres levetid til værdi omtrent 7o rd, brød, undtagen en vinter til konfirmasionen da min og tillige at reparere 5 fag af det gamle hus paa fader sagde mig at jeg skulde hjem for at gjenvinde lidt byggepladsen i byen der kostede mig mindst 50 rd, til af den forsømte skolegang. enkernes fri afbenyttelse deres levetid, samt svare af Jeg blev konfirmeret den 8. april 1844, rejste derefter hus og haugen der er l skp land. igjen ud at tjene, jeg erholdt en løn første aar af 14 rd, Den 2. november 1856 indgik jeg ægteskab med det var en høj løn i den tid, men jeg var ogsaa øvet godt føromtalte pige, vor hele sammensparede formue i aldt mit arbejde som dreng, jeg tjente fremdeles ved bestod i 500 rd af penge, foruden klæder og bohave, landbrugs arbejde, der altid har været min vigtigste der ved første asuranse beløb sig til 400 rd. opgave og er det endnu. Da jeg var 22 aar blev jeg Da vi havde bygget de foranførte 10 fag hus blev vor udskreven til soldat, men blev fri paa grund af gjeld endda over 500 rd, ti samme aar vare lodtrekning, og til held for mig blev jeg af det aars bygningsmaterialerne meget dyre. Jeg gav til esempel 5 mandskab, der var fri for begge krige nemlig 1848 og rd 2 skilling for et tylt 5 alens granfjelle. Hertil 1864. Den højeste løn jeg opnaaede var 60 rd for et aar, kommer ogsaa at jordloden jeg havde modtagen var saa og uagtet jeg kaldte den stor havde jeg ikke forsømt, og tillige de tre første aar vi boede her vare sammensparet meget, da jeg ikke havde mindste hjelp saa ualmindelig tørre, at vi kun avlede 8 a 9 td korn om fra hjemmet, men derimod jevnlig ydte lidt hjelp. aaret, saa jeg hvert aar til 1. november, som er Da jeg var 2l1/2 aar stiftedes bekendtskab med en pige betalingstid for aftækt, maatte kjøbe l eller flere skp af samme alder, der ligeledes var født af fattige korn til den, endskønt jeg ikke havde solgt det forældre, og ej heller havde mindste hjelp fra hjemmet, allermindste. og maatte endda tjene for 8 rd det første aar og endda Det første efteraar vi boede her, kom min kone i en som 18 a 2o aar for 12 a 14 rd for et aar. I min tjeneste meget haard syge, der saaledes borttog hendes helbred- tid befattede jeg mig ikke meget med husflids arbejde, og kræfter, at ingen af dem ere vente tilbage igjen som dels fordi jeg aldrig hørte tale om saadant eller saa før, men er bestandig temmelig svagelig. Jeg saa nu, at andet, end at sove paa bænken eller i kakkelovnskrogen skulle jeg nogensinde have et ordentligt udbytte af og skulle der tidsfordrivs arbejde til de mange lange jordloden, da maatte jeg tage fat paa arbejdet med vinteraftener, da gjaldt det kortspil, de saakalte pimbe alvor, uagtet jeg allevegne var i gjæld, skulle betale kroer og andre forlystelses steder, eller andre slags kunde ikke, thi det er ikke saaledes med en fattig bysladder, ja til de stykkeste og græmeste steder husmands gjæld, som med ejendom, hvor der er fast sammenkomster til al uterlighed. Men alt dette kunne pant, hos fæste husmanden er der jo forresten ingen jeg Gud ske lov ikke finde behag i men hensidde 3 a 4 pant, uden der ogsaa er en kausionnist. Min gjæld var timer hver aften ledig, det kunne jeg ikke udholde og for største delen løs, som man kalder det, naar der ikke skønnede at jeg var pligtig at virke i mit kald saa godt er pant, men den er næsten den strengeste at have. jeg formaaede, ved at skifte plads kom jeg til en Jeg maatte nu som før sagt, tage fat med alvor og fik gudfrygtig enke, der ynde meget at jeg læste i en god snart arbejdet jorden temmelig godt istykker, et gode bog i min fritid, jeg kjøbte da efterhaanden flere gode indeholdt den dog. Den var ikke just afkræftet bøger som jeg dengang havde baade nytte og fornøjelse endskøndt der før jeg modtag den ikke groede meget af saavel som endnu i min senere stilling, de sidste af andet end græs og ukrudt, loden bestod af fire stykker mine tjeneste aar, benyttede jeg min fritid, til at lave langs igjennem, saa at vandet ikke kunde løbe oven af side 15 af 93 den, paa en fures dybde, af mangel paa afledning, jeg udgifter med den fortjeneste, ti jeg måtte jo arbejde fik først lov hos min nabo til at grave over hans lod, meget hjemme, dersom jeg vilde have noget ordentligt hvor vandet skulle løbe, derefter fik jeg det af min forsømte lod. Men jeg fik til svar, at han ikke nødvendigste dræjnet, der fandtes flere steder kunde betale bedre, thi daglønnen var ikke højere for furestumper, en alen lange efter fjerde pløjning, paa andre. Men adspurgte mig derpå om jeg ikke havde lyst den der laa til græs, da jeg modtog loden, og den til at være stenhukker, hvortil jeg igjen gav til svar, at maatte jeg lade ligge igjen første sommer, da der ikke jeg nok kunne lide det arbejde, men kunne ikke var lagt noget til græsning. Jeg gav mig til at mergle, begynde derpå, da jeg manglede penge til det dyre og paa 4 aar havde jeg overlagt hele loden et temmeligt værktøj, og aldrig havde den mindste øvelse, ja neppe tykt lag med min trillebør, og efter mit eget og havde set det. forstandige landmænds skøn med udmærket god Ja verktøj vilde han hjælpe mig til så meget, at jeg kalkmergel, men den kostede mig meget og kunde begynde, og øvelse kunne jeg let forskaffe mig anstrengende arbejde, ti jeg tog den paa flad jordsmon, selv, når jeg først fik begyndt derpå. Der er et gammelt hvor jeg opkastede den af dybe huler 3 a 4 alen, den ord der siger, det er lettere at sige end at gjøre og det var tillige saa haard, at den ikke kunne graves, men måtte jeg også sande, jeg modtog tilbudet, fik verktøjet maatte brydes løs med en spids hakke, og saa kastes op og begyndte at arbejde med det, men med en skovl, jeg har trillet i længste maal indtil 90 fv, stenhukkerarbejdet er meget fortrædeligt, når man ja endogsaa merglet en bakke i hver ende af loden paa hverken kender arbejdet eller verktøjet, jeg har arbejdet grund af særegen omstændigheder, har jeg to steder mange dage i de første år uden at fortjene det aller merglet om igjen, og givet den et saa svært lag, saa jeg mindste, ja tilmed ødelagde jeg meget på verktøjet, næsten frygtede for at ødelægge den, men istedet for foruden at jeg intet fortjente, mangen gang var det avlede jeg derefter 20 fold, saa det næsten synnes mig, fordærvet ved smedens formudentlig ligegyldighed så at jord, der ikke er udpint for næringsstoffer har godt af det tit var så trist for mig, at jeg var ved at opgive det en stor del mergel, faa aar efter at jeg modtag loden, hele stenarbejde, men tænkte jeg, så skal du jo igjen til avlede jeg et aar 17 td 2 skp istedetfor fra først 81/2 td. daglejer arbejde og har spilt flere år. Undertiden kom I et og et halvt år havde vi ingen brønd, men hentede der en stenhukker til egnen at arbejde, jeg forsøgte at det fornødne vand hos en af vore naboer, da som foran komme til ham, men de vilde ikke tage mig med til bemærket de tre første år vi boede her, vare deres arbejde, jeg forstod på dem, at når de øvede mig, ualmindelige tørre, og der rundt omkring blev mangel ville jeg tage arbejdet fra dem for eftertiden, jeg måtte på vand, så blev det samme også tilfælde med vor altså tage fat selv som jeg kunde, og ved udholdende nabo. Jeg spurgte mig for hos mine andre naboer, men tålmodighed, nåede jeg omsider at arbejde mig ind i fik alle steder et afvisende svar. Til sidst traf jeg en sagen.. Men jeg må tilstå at have givet store lærepenge, husmand temmelig langt borte, der gav mig tilladelse uagtet at jeg ikke har stået i lære. til at hente en spandfuld til mad og drikke hver morgen 1864 den 5. oktober fik jeg ved at køre sten op af en før jeg gik ud på arbejde, men den tid kom snart, da de hule, mit ene ben brækket, jeg forstod ikke selv at også måtte sige mig nej. Nu begyndte jeg at tænke behandle det, hvorfor jeg lod hente en pragtiserende over, hvad det var at mangle vand, og ej kunde få det læge dertil, og uagtet han besøgte mig l0 gange, blev allernødvendigste i hvor jeg end hørte. Vi begyndte just det endda så dårlig, at jeg var 6 måneder uden mindste at høste og jeg skulde vere hos min pløjemand så erverv, og de næste 6 måneder måtte jeg endda slæbe meget som muligt, så der ikke kunde være tid til at mig frem ved en krykke og en kjæb, så jeg heller ikke søge efter vand, dog det kunde ikke undværes, jeg tjente ret meget, og først efter 3 år kunne jeg kunde heller ikke tænke mig hvor det var at få. nogenlunde arbejde igjen, det var mig et hårdt tryk i Jeg begyndte da en eller to timer, hver morgen før jeg mine forud så trange kår, endskønt godhjertede gik til mit arbejde at grave i den østre ende af min lod medmennesker rakte mig en hjælpsom hånd, da jeg tet op under en bakke, men først efter en uges modtog 25 rd i frivillige gaver, så var tilbagegangen anstrengende morgenarbejde nåede jeg til min store alligevel stor. glæde at få det nødvendige til at slukke vor tørst med, 1866 døde en mand i byen, der havde sin jordlod langs senere om efteråret gravede og med sten satte jeg en siden af min, han havde flere gange sagt til mig, at når brønd der på stedet, 41/2 alen dyb, så behøvede vi ikke han ikke længer kunne arbejde for sin pløjning skulle at tørste mere, thi der blev på l0 dage omtrent 3 al jeg have hans jordlod. Begge lodderne er lange og vand, og det omtrent af bedste kvalitet, nu kunne jeg til smalle, og kun en smal jordbalk imellem dem, jeg må gjengjæld meddele mine naboer alt det de behøvede, og tilstå at jeg mange gange har set med lyst efter at få det svandt andda slet ikke. Dette skete det mellemste af den. Da manden døde ville enken snart af med jorden de tre tørre år vi havde, altså 1858, siden har vi aldrig og tilbød mig den først, jeg ville gerne have tøvet nogle manglet sunt og godt vand. år med at modtage den, men så at jeg ikke kunde få Jeg mærkede snart at mine udgifter bleve for store efter den, dersom jeg ikke tog den straks, da der var mange mine indtægter, men at formindske mine udgifter lod efter den, jeg var altså jord begjærlig, som man kalder sig ikke let gøre. Jeg måtte altså se at forstøre mine det, til at lade den gå fra mig, dersom jeg kunne blive indtægter. Jeg skulle arbejde hos min pløjemand når den betroet, thi jeg havde i forvejen omtrent 2oo rd han behøvede mig, for en dagløn af 2 skilling om gjæld på mig. Den 15. september 1866 fæstede jeg den sommeren når mine pløjedage vare endte, der vare omtalte lod, men da jeg var en del svekket på lemmer, ansatte til den tid, da man ellers fik den største dagløn og altså også på arbejdskræfter, så såe det temmeligt og om vinteren behøvede han mig ikke meget. Jeg streng ud for os, men herren har altid hjulpen, den klagede for ham, at jeg ikke kunde forskaffe mine sidste lod kostede mig i afståelse og indfæstning 450 rd

side 16 af 93 samt at bygge et stykke hus til det jeg bebor 150 rd, og andre ting, endel af det dårligste både sten og fyld endda reparere det i byen som enken bebor 50 rd, formåede jeg en gårdmand til at tage og fylde på en således voksede min gjæld op til omtrent 900 rd, så jeg ujevn bivej, der går forbi bakken, og fører til hans gård. ved ikke selv, hvorledes jeg kunne blive så meget Jeg var undertiden gjenstand for latter og spot af betroet, jeg ved meget vel, at i de 18 år jeg har boet her, forbigående, der sagde til mig, at jeg måtte mangle havde jeg havt meget bedre af et hus med hauge til som arbejde, men jeg tror det vil nok lønne sig godt med jeg kunne have betalt, men jeg har altid tænkt ved mig tiden, enten jeg så skal leve og høste frugten deraf, eller selv, dersom jeg kunde i min ungdoms og mandoms det bliver andre, før var det ikke meget værd, da jeg tid, virke således med det mig betroende pund, at jeg i flere gange har sået den, men ikke høstet synderlig alderdommen, om gud forunder mig at leve den, kunde mere end jeg har sået, den har allerede fået endel få det nødvendige ophold ud deraf, uden at falde blanding, og er dobbelt så god som før, øst under fremmede til byrde da vilde det blive mig en sand samme er der et mosehul med 3 al dyb tørv, der grov glæde. jeg en grav, omtrent 50 kb alen stor, fylte den af Jeg forpligtede mig til at svare en aftækt til den sidste bakken, da jeg gjennemgravede den, og igjen tørven op enke til en værdi omtrent 65 rd årlig, sålænge hun det gjennemgravede, vejrabatten fylte jeg også af lever, og tillige vedligeholde huset, samt svare af hus bakken, tørven op med heste og fylden ned med og hauge for hende, sidstnævnte er omtrent l1/2 skp skupkæren. land det må bemærkes, at den første enke er død, så at Med hensyn til sten i jorden, da var der en rigelig jeg kun har hendes datter at svare ophold til altså nu andel, jeg ved ikke hvormange jeg har taget op men jeg kun to at opholde, foruden min egen familie. Den sidste ved nok hvormeget jeg har udrettet med dem, der er jordlod er 21/2 td land stor, den var meget udpint for også flere endnu. Jeg lagde først grund til l0 fag hus næringstoffer, fuld af skadelig vand og sten, ja også en udvendig, og skillerum, og mange af dem var så store del udkrudt, især følfod. Den forrige mand var gammel, som vi kunne køre med to gode heste, da jeg dengang boede lang borte fra den, og havde intet videre syn for ikke kunde slå dem istykker, og ej havde penge til at jordbrug i marken og dertil kom den omstændighed, at betale med når det kunde undgås, men grave dem i loden er som før bemærket lang og smal og tillige løber jorden det kunde jeg nok. Jeg satte den føromtalte der en offentlig vej, langs mit igjennem den, og endda brynd 40 kb. alen mur. med flere slemme bugter, så det er meget til ulejlighed Der var et vandhul på loden, det forstørrede jeg og satte ved pløjning. Jeg søgte først at få den drægnet med sten 60 kb alen mur. Jeg har på hegn omkring fuldstændig, derved gjør den dette beliggenhed af vejen marken opsat 40 fv. stenhegn 7 kvarter højt, og det ikke så megen skade nu og den side, der støder til min halve nyt, resten omsat, og levere halvdelen af stenene. forrige jordpløjer jeg nu tværs over ud til vejen den Jeg har senere sat mig en brynd ved huset 40 kb alen meste deraf. Den sidste lod er ikke mærklet uden mur. Lagt grund til 6 fag hus til deri sidste lod, gravet halvdelen endnu, da jeg ikke har kunnet skaffe en dam og sat med sten ved huset til småkreatur gjødning i så strækkelig mængte som jeg ønskede, og omtrent 50 kb. alen. Sat 25 fv stenhegn l al højt især, da den ikke var vandt til at pløjes uden 4 a 6 omkring min have sat en svinestimur 24 kb alen. tommer dyb, jeg har nu tilsidst pløjet den mindst l0 Brolagt omtrent 50 favne kvadrat og har sten til lige så tommer, og undertiden mere, en del er gravet med greb meget igen. En bunke kløvede og skutte sten fra de to mindst 12 tommer, både første og sidste lod har fået en sidste år henligger endnu sammenkørte, omtrent 80 del jordblanding, der er afgravet på vendestykkerne, læs. Mange steder ere nogle satte ind i grøftevolde, langsmed vandløb, af grøftevolde og andre steder, hvor der er tagne op derved for at spare på kørsel og langsmed vejen der går igjennem marker sirka 50 fv arbejde, alle dem som ere sælgelige såsom trappestene, langt, har jeg, på vejrabatten opgravet l alen bredt og ledpæle, gravsten, brynddæk til kreaturstalde, og andet 14 a 16 tommer dybt, og trillet på jorden til blanding, mere, ere tildannede og solgte, og det bliver mange da det var meget gjøningsrig jord, og så igjen dog med læs. Engang overladt til en nabo 9 læs brosten, alle heste, fylt det af en nærliggende bakke, som jeg snart føromtalte sten ere tagne op af begge loderne, jeg vil omtale, jeg har rundet rabatten af hele marken ansætter dem til 32o læs, men jeg tror endda det er for igjennem, for at få det afskovlede, at legge det på lavt ansat. jorden, det er næsten som simpel gjøning, men det er Min have har jeg forstørret, den er l1/2 skp land, da jeg slemt til at gjøre ageren uren, det bør at sættes i en har tænkt at anlægge en god plet med kommen, hegnet bunke et årstid først, i det sydøstlige hjørne af marken deromkring er plantet med naver, hvidtjørn, er et mosehul jeg har fylt endel op, af en nærliggende skovæblebuske, avnbøg, alt til hæk. Jeg har 12 bakke, hvori der er en mærgelgrav har jeg taget det frugttræer, som jeg har opelsket af kærner, og nogle af øverste og dårligste at fylde med, i den vestre ende er dem har båret frugt i flere år. Jeg har sået et stykke med der også en bakke, men så stenet at vistnok en fjerdedel tjørnbær til mine hegn. Ved huset har jeg plantet en del af masen er sten, den er omtrent l skpl stor, den pil og popler i hegnet en del pil der hukkes ved bunden. allermeste er gjennemgravet således: jeg begyndte fra Jorden har jeg den meste tid dreven som de fleste andre neden at kaste ud, og kom snart l a l1/2 al i dybden, med 3 a 4 modne afgrøder efter hinanden, men for to år også 2 al, jeg hakkede det fra under så det faldt ud selv, siden dannede jeg den om fra 6 til 7 skifter og bruger samlede alle sten af der var så store som et hønseæg, den nu således, 2 år til kløver og græs. Til rodfrugter og kastede dem tilbage og fylden skovlede jeg ud. De bliver dels grundgravet en alen dybt, dels grundpløjet, sten jeg ikke kunne bære kløvede jeg istykker og bar også om foråret gravet 16 tommer dybt til såningen. dem op eller væltede på to træstænger, også bagefter Jeg ved nok det er for dybt før første grøde, ti der var stenene anvendelige, dels til stengjærde, bro og kommer så megen mager jord ovenpå, men efterhånden

side 17 af 93 gavner det nok, blot dygtigt med gødnings tønde under foden af huset således, at den overflødige fabrikasionen. urin går deri fra kostalden, og tages op fra uden, men I år har jeg avlet, såvidt jeg har kunnet erfare det, 7 td 2 der er endnu meget tilbage at ønske ved den, thi skp rug, 12 td 4- skp byg, 5 td l skp blandkorn, 2 tdl gødningen er en haveartikkel, som nok er værd at skp vårhvede, 5 skp hørfrø, 18 td kartofler, 37 td opofre noget på, jeg kører i reglen gødningen af 3 runkelroer, 78 td guleroer, 3 td pestinaker, 4oo stk gange om året. Vi har havt 5 børn, hvoraf det yngste og hvidkål, 4oo stk grønkål, 2 td sikorieroer. Vort mellemste er døde, så vi nu kun har 3, den ældste er 14 kreaturhold er i almindelighed 2 malkekøer og tillægs år den yngste er 7 år. kalv hvert år, 2 får, l a 2 svin, jeg har staldforer de 16 1872 den 13. november, da havet gik over sine timer om døgnet hele sommeren, såvidt der kan skaffes grænser, nåede det også til os, dog kun i marken, jeg dertil. Med hensyn til udkrut, da er følfoden den værste syntes det var interesant, at irindre de efterlevende jeg har, men den er dog snart borte, jeg troer at have slægter om en sådan begivenhed, især da vi bo i en dal erfaret, at den bedste måde at udrytte den på , er mellem mange store bakker, så ingen ubekendte kan bestandig at pille blomsten af efterhånden som den tænke, at der kan komme vandflod ind fra søen. Jeg kommer frem, thi når det blæser og den er moden, da satte da en tildannet sten med følgende indhukket flyver den omkring på ageren. Jeg har også før givet læsning. mine, børn en skilling for en lille kurvfuld af rødder at Minde om vandflodens højde den 13. november 1872. pille op om foråret før såningen, men jorden var blød, Nu vil jeg slutte med det faste håb til herren, at han ved modtagelsen var den sidste lod, et tønde land deraf, hjælper fremdeles, som han har hjulpen hidtil. temmelig stærk besat deraf, så det har kostet megen ulejlighed at få dem udryddet. Min mødding har jeg Kristian Henriksen (Langelænderen nr. 557/558/559 – brolagt, og rendesten omkring den, samt nedgravet en 2002/3)

Barndomserindringer Løkkeby - 185x kravene til livet var det også. Man var ikke forvænt, Der var ikke noget der hed juletræ dengang - først men nøjsom og taknemlig for det daglige brød. Folk senere fik vi juletræer på min barndomsegn. Og der var siger tit, at det må ha’ været en forfærdelig tid heller ikke gaver eller juleknas. Men derfor var julen dengang, men vi, der kendte den, syntes den havde alligevel årets største højtid, præget af lys - tællelys, mange gode sider. Man var ikke så fortravlet og som vi selv støbte i træforme. Juleaften fik vi suppe udadvent som nu. samt et stort tykke ribbenssteg og medisterpølse. Hertil Jeg kan huske da soldaterne kom hjem fra krigen 1864. kom store mængder af æbleskiver. De blev fejret med nogle minderige fester, men ellers Alt sammen blev det anbragt på en tallerken, og da vi var stemningen jo ikke ligefrem strålende efter naturligvis ikke kunne spise det alt sammen juleaften, prøjsernes fremgang. Jeg husker også, da Frederik VII ja, så blev hver tallerken stillet hen på hylden ved døde. En mand kom ind i skolen og fortalte det, men vi ovnen, og så gik vi og spiste af det i helligdagene, når fik ikke fri, det brugte man ikke i de tider. vi havde tid. Af og til blev der holdt gilde, og i forvejen gik der en Julegaver fik vi ikke, men dyrene fik et ekstrafoder, og “gildesbyder” rundt til de forskellige hjem og bød til de mange mennesker, som kom og bad om lidt hjælp i gilde. Det var også ham, der var skaffer ved festen, og form af mælk, brød og sul, gav vi også lidt ekstra, når på hans skulder hvilede ansvaret for, at alt gik til, som julen nærmede sig. I mit hjemsogn, Tullebølle, var der det skulle, så det var en betroet stilling at være dog kun få, som havde det så småt, men der kom “gildesbyder”. Folk, der var inviteret med til gildet, adskillige fra andre sogne, og vi hjalp dem så langt, sendte “skikning” - det betød simpelthen, at de stillede vore evner rakte. med æg, smør mælk og fløde, ja, sommetider også med Vi havde jo ikke så mange penge, men dem vi havde, høns i gildehuset. Og denne fremgangsmåde anvendte varede til gengæld noget længere. Vi skulle heller ikke man, uanset om det var bryllup eller begravelse, man ud og købe ind - for vi lavede det hele selv. skulle til. Fritiden var ikke noget problem - for vi havde ikke Til de tidligste barndomserindringer hører bl.a. en rejse meget af den. Om aftenen samledes vi om tællelyset, til Sjælland. Jeg var ikke engang kommet i skole, da og vi unge piger kartede og spandt, mens de unge rejsen foregik, men da rejser ikke var hverdagskost, mænd læste eller lavede husflidsarbejde. Næsten al husker jeg mange enkeltheder. Vi kørte først med hest husgerådet lavede vi selv, så man behøvede aldrig at og vogn fra Tullebølle til Lohals, hvor vi entrede en sidde med ledige hænder. Bøgerne fik vi oppe fra robåd, som skulle føre os til dampskibet - dengang var grevskabets private bibliotek, og der blev læst ikke så der jo ikke havn. Bølgerne gik meget højt, og min mors lidt i de lange vinteraftener. Forresten kan jeg huske, at kusine, Marie, blev meget bange og råbte: “Vi de unge mænd også efter slagtningen havde en anden drowner!” Det gjorde vi selvfølgelig ikke, og far syssel om aftenen. Der var jo ikke noget der hed skammede hende ud for hendes angst, men han blev da hakkelsesmaskine, så karlene blev sat til at hakke kødet selv en smule søsyg, før vi nåede Korsør. med en økse - det blev lidt grovere, end vi nu kender det, men det smagte godt alligevel. Maren Hansen (Langelænderen nr. 37 - 1955) Om folk var gladere dengang ved jeg egentlig ikke - men de var mere tilfredse. Kårene var små, men side 18 af 93

Guldgraver fra Lohals Lohals 1851-1945

Rasmus Andersen blev født den 6. august 1851 i Der var næsten dagligt forlydender om store fund et Østerhuse ved Lohals hvor hans forældre ernærede sig eller andet sted i verden og Robert Andersen tager med på et mindre landbrug. Rasmus var andet barn i en et skib til Kapstaden i Sydafrika og videre med den søskendeflok på fire. Vandet omkring nordenden af nyanlagte jernbane nordpå til fund af diamanter. Der Langeland tiltrak Rasmus og han sejlede ofte med sin var over 50.000 diamantgravere med til udgravning af farbror, der med båden ”De syv Søskende” sejlede diamanter. Robert beskriver i sine erindringer om landbrugsprodukter og andre varer såsom telefonpæle umenneskelige arbejdsformer og sikkerhedskontroller mellem de nærmeste havne. Båden er nu for at sikre at diamanterne kom i de ”rigtige lommer”. hjemmehørende i Haderslev under navnet ”Jensine” og Han fortsætter hurtigt med postvognen, trukket af er dermed Danmarks ældste sejlførende skib. Efter muldyr til Witwatersrand, hvor nogle af verdens største konfirmationen sejlede Rasmus med forskellige både guldfund er fundet. De fandtes dog i små mængder og kom både til Grønland og England. I England over så store arealer, at det kun var store koncerner, der afmønstrede han ”Kongen af Danmark, hvilket var et kunne investere i dette arbejde. Arealet er senere stort held for ham, idet den på vej tilbage til Danmark bebygget til byen Johannesburg, opkaldt efter to med en last kul forliste med kaptajn Niels Olsen og embedsmænd, der opmålte til anlæg af byen. hele besætningen på 20 mand. Det var ved juletid 1870. Kong Salomons Miner Efter nogle år på langfart blev Rasmus træt af det hårde Robert Andersen rejste tilbage til Amerika og var en tid liv til søs og gik i land i San Francisco 1874. Her bestyrer på en mine i Mexico. Her læste han Sir Rider ændrede han sit fornavn Rasmus til Robert, som han Haggards bestseller om Kong Salomons Miner. kaldtes resten af livet. Salomon var søn af David i Det gamle Testamente og Alt dette og det følgende har forfatterne Jesper Bosse det fik igen eventyrlysten frem hos drengen fra Lohals. Jønsson og Michael Helt Knudsen beskrevet i bogen: Han tog en hurtig beslutning og rejste igen via Kapstaden til det sydlige Afrika og længere nord på til GULDGRAVEREN Matabeleland (det nuværende Zimbabve) mellem Danskeren der fandt Kong Salomons Miner Limpopofloden og Victoriasøen. Mens hvide Bogen bygger på forfatternes studier og Robert eventyrere i Amerika hele tiden skulle være på vagt Andersens egne beretninger, som blev samlet af hans overfor indianerangreb, så var det i Afrika den indfødte hustru, Käthe og udgivet i 1938 med titlen: sorte befolkning, man skulle tage sig i agt for. Der Jorden rundt efter Guld. Prospekting i Californien havde i årevis været krige mellem dem og de hvide Den første tid på land var Robert Andersen beskæftiget kolonisatorer og det var også 1885 størstedelen af ved landbruget og ved bygning af jernbaner. Ved Afrika blev koloniseret af fem europæiske lande. banebygning var han en overgang leder af et Efter adskillige forhandlinger og godkendelser tog arbejdshold på 50 kinesere ved sprængning gennem Robert Andersen spaden frem og begyndte sin bjerge til de mange banestrækninger, der blev anlagt i projekting med et par hjælpere. Ved en tilfældighed den tid. fattede han interesse for et areal med meget løs jord. Der var i de år stor interesse for at søge efter guld og Der havde været gravet tidligere, og efterhånden som sølv overalt og i tusindvis af yngre mennesker rejste de kom længere og længere ned var Robert Andersen langt for at deltage i disse eventyr. Robert Andersen overbevist om at have fundet de legendariske miner fra blev også grebet af dette liv og forsøgte sig som Det Gamle Testamente. Her var han ejer af fem miner i prospektor flere steder i det vestlige Amerika. 18 mdr. Sammen med en kollega fra banebyggeriet rejste de til Hans helbred havde lidt af malaria nogen tid, og en Arizona, hvilket var en vovelig affære, da de risikerede læge havde tilrådet ham at forlade landet. Det var i indianeroverfald når som helst. 1895 og det var et held at han rejste, idet der Senere opholdt Robert Andersen sig i Colorado ved umiddelbart efter blev iværksat et voldsomt angreb byen Leadville, hvor han for første gang fandt en mod alle af hvid race. sølvåre, som han lod registrere og kunne dermed Australien lokker betegne sig som mineejer. Efter nogle måneders rekreation i London, hvor han Tre år senere er han i Calico i Mohaveørkenen, hvor fulgte med i børsnoteringerne for miner, tog han med han køber en mine af en polak, et køb som han senere skib til byen Perth i det vestlige Australien og videre konstaterede som et godt køb. Det var dog et 500 km øst for denne by. Her var der tidligere fundet ubehageligt klima med over 45 grader om sommeren store mængder guld, bl. andet af Kristoffer Bendixen og han lader arbejdet hvile i de varmeste perioder. I fra Humble. Robert Andersen rejste dog hurtigt videre, disse perioder tager han bl. a. på sejlture i Den en transport der foregik på dromedarer, som var Californiske Havbugt og holder lidt ferie. Efter seks velegnede i det tørre klima. Trods en aktiv indsats gode år afhænder han minen i Calico, da der går rygter lykkedes det ham ikke, at finde noget ædelt metal i om store mineralfund andre steder. Australien, og han valgte at tage med skibet igen, nu til Diamanter i Afrika Vancouver i Canada. Det var nu maj måned 1897. Klondike side 19 af 93 Indtil nu havde Robert Andersen mest opholdt sig i Mens arbejdet i minerne kørte regelmæssigt i Klondike tørre og varme områder, så det var helt nye eventyr han med ca. 50 ansatte, fik Robert Andersen igen lyst til at nu begyndte på. Guldfund i Klondike, et område på se nye græsgange og han foretog en rejse til Peru, 2.500 kvadratkilometre nord for 64. breddegrad, havde Honduras og Nicaragua. Det blev i nogen grad en igangsat verdens største ”guldfeber”. Robert var klar turistrejse for at se på natur og ikke så meget over, at det var vigtigt at komme dertil som en af de prospekting. En rejse, hvor han endnu en gang nær første for at sikre sig gode arealer. Klondike ligger i havde mistet livet. grænseområdet mellem Canada og Alaska og ikke Hjemme igen langt fra Britisk Colombia. I 1906 havde Robert Andersen fået nok af at jagte Efter grundige overvejelser om ”det var noget at bruge metaller og han solgte alle sine aktiver og rejste mod tid på” efter den nærmest mislykkede tur til Australien, sit hjemland. Det var samme år som San Francisco blev satte han dog kursen mod Klondike. Det var en ødelagt af et stort jordskælv med 452 dræbte og besværlig rejse, dels med en lille færge langs kysten, tusinder husvilde efter at det meste af byen dels 40 km bjergvandring over høje pas med nedbrændte. Der går dog nogle år inden man finder indianerhjælp og videre ca. 800 km på selvbygget ham på en fast adresse i Danmark, nemlig på Østerbro i tømmerflåde på søer og floden Yukon. København. Robert Andersen oplevede en sand guldfeber med De to forfattere har ved hjælp af studier og kontakter til masser af svindelnumre både i området men også i Robert Andersens familie beskrevet eventyrerens Seattle og London, hvortil han skulle rejse for at ordne otium. Han gifter sig 1914 i Kastelskirken med sin 33 licensforhold og lignende. Robert Andersen fortæller i år yngre husbestyrerinde Käthe på dennes 30 års sine erindringer, ”at det var vigtigt at betale den rette fødselsdag. Robert Andersen døde i 1945 94 år gammel mand på det rette tidspunkt”. og Käthe i 1961 77 år gammel. Kulden gav store problemer for minearbejdet. Der Bogen er interessant læsning fra første til sidste side skulle fældes mange træer til optøning af den tilfrosne om et fantastisk spændende, men farefuldt liv jord. Udvaskning af guldet fra den opgravede jord lohalsdrengen har levet. kunne kun foretages i kort tid om sommeren når der var rindende vand til rådighed. Knud Erik Hansen (Langelænderen 624 - 2012) Trods de barske forhold lykkedes det langelænderen at få sat en minedrift i gang og han var på et tidspunkt en af de største mineejere i Klondike.

Tranekær-drengen der blev ”fader” til Alaska’s landbrug Tranekær 1851-1931

Mange unge langelændere er gennem tiderne udvandret koloni, og fik job som medredaktør ved et tidsskrift. og har gjort stor karriere, både for dem selv og for Allerede to år efter sin eksamen fik han som 39 årig job landet, hvor de kom fra. Denne artikel handler om en af som professor ved et landbrugsuniversitet i Texas, og disse, som er fra Tranekær. efter få år fik han tilbud om et professorat i Tokyo i I Danmark Japan og igen efter fire år tilbage til USA. Den 26. juni 1851 fødte enlig mor Jørgine Hansen på Under sit ophold i Japan havde han studeret landets Jesbjerggård i Tranekær sogn en dreng, der blev døbt kulturplanter indgående og han bevirkede at den Carl Christian Jørgensen. Barnets far - cigarmager Carl japanske sojabønne kom til dyrkning i Staterne. Senere Jørgensen - var indkaldt til krigen 1848-51 og var blev han ansat ved Landbrugsministeriet i Washington sandsynligvis faldet før Carl’s fødsel. De første barneår og var på flere studierejser, bl. til hans fædreland, hvor tilbragte drengen sammen med sin mor, der en tid han studerede og skrev afhandling om ”Den røde tjente på en gård i Bammeskov. Da Carl var syv år blev danske Malkerace”, samt om ”mejeribruget i Jørgine gift med Hans Nielsen, der også tjente på Danmark”. Dette var et led i Carl’s - der nu havde taget gården. Han nedsatte sig senere som hjulmand i Snøde. navneforandring til Charles Christian Georgeson - Dette ægteskab varede dog kun kort tid, idet Jørgine kommende store opgave, nemlig at undersøge døde allerede da Carl var 14 og Jørgine bare 44 år. mulighederne for landbrugsdrift i Alaska. Efter konfirmationen kom Carl i gartnerlære på Dette var i høj grad blevet aktuelt efter tilstrømning af Steensgård på Nordlangeland, og senere på Glorup slot tusindvis af håbefulde guldgravere fra alverdens lande. på Østfyn, der på det tidspunkt havde en af landets Transport af fødevarer og andre fornødenheder var fineste haver. besværlig og meget dyr fra det øvrige USA og Canada. Carl var meget interesseret i at læse og fik udlængsel, Der var dog mange og store problemer med som tusindvis andre unge fik det i de år. Hos en landbrugsdrift ved den nordlige beliggenhed, hvor lærerinde på Glorup lærte han sig at tale engelsk og vækstsæsonen ofte kun er et par måneder og jorden som 21 årig tog han springet og rejste til Amerika, hvor tilfrossen det meste af året. Charles gjorde store han straks tog arbejde som gartner. anstrengelser for at finde egnede plantearter, der var I Amerika tilstrækkelig hårdføre, ligesom han forsøgte med Da Carl som nævnt var meget interesseret i at læse, mange dyrearters egnethed, bl. a. Caribou en blev han optaget på et landbrugsuniversitet i Michigan, amerikansk rensdyrrace, samt nogle fjerkræarter. Han og for at tjene til opholdet underviste han i en dansk så et forbillede i Finland, der har en beliggenhed, som i side 20 af 93 nogen grad kan sammenlignes med Alaska. Han langs denne, hvor der oprettedes handelssteder og bevirkede oprettelse af flere forsøgsstationer og efter andre nødvendigheder for et samfund. sit bryllup med Margaret Thompson Lovett boede de Charles var en aktiv planteforædler og skribent og har selv i Sitka, hvor den første forsøgsstation blev skrevet afhandlinger og årsrapporter om mange af hans etableret. Det var et område, hvor frugtavl var en projekter, bl. a. om pæreavl, grønsagsdyrkning, mulighed. rensdyravl og korthornskvæg. Han har også lagt navn Charles var optimist og havde en drøm om, at mange af til en jordbærsort, der var velegnet til det barske klima. de tusinder guldgravere ville slå sig ned som farmere i Det var nok en nødvendighed med omfattende området, men det var langt fra alle, der havde sådanne skribentvirksomhed for at skaffe bevillinger til de store tanker. Langt de fleste var enlige mænd og mange af projekter, der af andre syntes ugennemførlige. dem tog så meget land at de kunne bygge en hytte til Charles Christian Georgeson tilbragte sit otium i overvintring og ellers ikke mere. Jorden var de fleste Seattle, hvor han – som en påskønnelse for sin store steder meget besværlig at oparbejde. Der kunne være indsats – fik besøg af Amerikas præsident, Warren op til 2-3 m fjedrende lag af mosser, nedliggende buske Harding, der interesserede sig meget for det arbejde, og træer som skulle fjernes, før der kunne dyrkes som Charles havde sat i gang i de barske egne tæt på landbrugsplanter. den nordlige polarkreds. Det var ikke alle forsøgsstationerne der fik den Charles døde i 1931. Han besøgte sin barndomsegn da betydning Charles havde håbet. Nogle af dyreforsøgene han var på studietur til Danmark, men da var der sket mislykkedes på grund af sygdomme hos dyrene, såsom så store ændringer, at han ikke kunne genkende ret tuberkulose, der var meget udbredt. I perioder var der meget af det han så. Barndomshjemmet var fjernet og også voldsomme epidemier af smitsomme sygdomme den vej - han kunne huske - var flyttet. Senere fik han hos de tilkommende hvide indvandrere, som også i rejst en mindesten for sin mor og hans adoptivfar på mange tilfælde bragte smitte til de oprindelige beboere, kirkegården ved Snøde kirke. der på det tidspunkt overvejende bestod af ca. 60.000 Kilder: Mona Kristensen: Jesbjerggårds historie i indianere og eskimoer. En enkelt af stationerne blev Tranekær sogn Dansk Biografisk Leksikon Langelands nedlagt efter et vulkanudbrud, hvor et tykt lag aske Avis 19. og 20. juni 1951 dækkede hele området. Oversvømmelser og skovbrande var ligeledes med til at forhale, eller Knud Erik Hansen (Langelænderen nr.628 - 2012) kuldkaste drømmene. Jernbanen hen over Alaska blev anlagt i den tid og bosættelserne skete overvejende

De døde tvillinger Longelse – omk. 1872 Fattigfolk i Longelse Før 1919 blev ikke alene rollen som dommer i første Følgende historie fra Longelse viste sig ikke at være instans, men også som politimester bestridt af en kriminel - i hvert tilfælde ikke i almindelig forstand. såkaldt "retsbetjent" med titel af by-, herredsfoged eller Et er dog sikkert. Historien bag nummer 36/1872 er nogen gange med titel af birkedommer. mindst lige så tragisk som de andre numre i Retsbetjentarkivet herredsfoged Hans Carl Sagers tykke protokol. På Langeland - såvel som de fleste andre steder i landet Husmand Peder Mogensen og konen Laurentine - blev embederne som byfoged i købstaden og Christine Hansen boede i et lille hus i Gåseris på Nørre herredsfoged for de nærliggende landdistrikter Longelse Mark. varetaget af den samme person. Han arbejdede på den nærliggende Longelse De skriftlige referater af retsbetjentens indledende Møllegård. Hun var hjemmegående, var 30 år og havde forhør i en sag skulle lægges til grund for, om allerede barslet 7 gange. amtmanden for det givne amt skulle rejse en sigtelse. Den 7. gang i februar 1872 havde hun født tvillinger - Selve retssagerne var også meget skriftligt orienterede. et barn af hvert køn. Pigen og særlig drengen var små De to ovennævnte forhold betyder, at det såkaldte og svagelige. Dette blev forstærket af, at moderen ikke "retsbetjentarkiv" på "Lands-arkivet for Fyn" bliver en havde mælk nok. Hun forsøgte i det mindste at få den særdeles interessant historisk kilde. ene af dem til at die, men det lykkedes slet ikke, og Indenfor dansk arkivvæsen eksisterer der desuden en mælken svandt helt bort. regel, der gør at "personfølsomt" materiale yngre end I juni vejede pigen kun 8½ pund, og den meget 80 år som f.eks. i de efterfølgende "dommerarkiver" og svagelige dreng, der i ansigtet nu lignede en gammel "politi-mesterarkiver" er utilgængeligt. mand, vejede mindre end 8 pund. De enkelte sager i "retsbetjent-arkivet" er i sig selv Mod aften spændende at læse, men de fortæller som regel også en Spædbørnene havde i stedet for modermælken vænnet hel del om mere almene leveforhold. sig til at spise forskellige slags grød og brød med kogt Sagerne handler selvsagt om det værste af det værste i mælk fra en af ægteparrets to køer. Det kunne f.eks. samfundet. Man kan læse om mord, voldtægt, fødsler i dreje sig om sagovælling, byggrødsvælling og sød grød dølgsmål og fosterdrab. Det langelandske eller rugbrød med kogt mælk på. retsbetjentarkiv er ikke forskelligt fra andre. Laurentine købte rugbrød hos bageren i Longelse, som Fortrinsvis handler sagerne selvfølgelig om mere i øvrigt også var sognefoged - altså havde en lokal almindelig vold og tyverier. politifunktion. Hvedebrød købte hun af to forskellige side 21 af 93 brødkoner, der jævnligt kom forbi - dengang gik Røse ville ikke obducere, det skulle i givet fald foregå sådanne omkring og solgte deres produkter. sammen med en anden læge - og dette skulle ikke være Mandag 10. juni spiste tvillingerne godt. De fik mælk sygehuslægen Gudmund Ravnkilde!! Man fornemmer med gammelt rugbrød i. en modsætning mellem de to langelandske læger - som Laurentine havde ikke været rask i den senere tid, og i øvrigt begge var uerfarne med hensyn til at obducere. om tirsdagen måtte hun blive i sengen. Hendes Sager skrev til sin overordnede amtmanden for svigermor enken Maren Pedersen, der boede i Svendborg amt Ludvig Brockenhuus-Schack. Sager nærheden, var hos hende det meste af dagen, og hjalp redegjorde for den øjeblikkelige situation og spurgte hende med de mange børn. Nabokonen kiggede også endvidere, om han på dette grundlag skulle gå i gang forbi. med et forhør. Hvis amtmanden vurderede, at der På et tidspunkt havde Laurentine den spæde pige oppe skulle obduceres, så bad Sager ham om at telegrafere hos sig i sengen. Da var den lille meget lattermild. direkte til den øverste embedslæge for stiftet - Men svigermoren og Maren bemærkede også, at stiftsfysikus Frederik Krebs i Odense - for så at få ham tvillingerne på et tidspunkt svedte meget stærkt. til Rudkøbing og ud fra de almindelige retningsregler Om eftermiddagen købte svigermor at foretage obduktionen sammen med Røse. hvedebrødskringler af brødkonen Bodil fra Spodsbjerg, Svarene indløb i de næste to dage. Præst og sognefoged da sidstnævnte kom forbi på det ene af sine to havde kun godt at sige om Peder og Laurentine. ugentlige besøg. Børnene var på det tidspunkt noget Sognefogeden havde dog ikke optrådt mere hemmeligt, urolige og ville ikke spise noget, men om aftenen spiste end at han havde spurgt alle naboerne. Sager fik det de til gengæld godt af kringlerne opløst i kogt mælk. svar, at forældrene var "velansete og skikkelige folk". Døden Derimod ville amtmanden have, at der blev foretaget et Peder Mogensen kom hjem fra arbejde mellem 8 og 9. forhør, samtidig havde han også inddraget Krebs. Klokken 10 gik ægteparret til ro, efter at konen havde Fredag 14. fik herredsfogeden et telegram fra svøbt og lagt tvillingerne i vuggen ved siden af sidstnævnte, der ville foretage en obduktion næste forældrenes seng. morgen kl. 8. Sager skulle sørge for at forældrene De to lå med ryggen til hinanden, således at drengen bragte ligene til Rudkøbing. havde ansigtet ind mod forældrenes seng, hvor konen Et par timer senere ville han foretage forhøret. lå yderst og manden ind mod væggen. I 1869 blev han som embedsmand også "borg-mester" i Hen på natten var drengen vågen og klynkede på sin Rudkøbing og skulle lede det valgte byråd. I 1869-72 sædvanlige svage måde. Laurentine gav ham var han indvalgt i folketinget tilknyttet "Højre". sutteflaske. Han drak en lille smule og faldt atter i Desuden har han sikkert været en holden mand. Men søvn. på trods af alt dette forekommer han at have haft nogen Klokken ca. 4½ ville ægteparret atter stå op, fordi forståelse af de sociale forhold. Peder skulle på arbejde. Han skrævede fra deres seng Obduktion over i en anden, fordi konen og vuggen hindrede ham i Krebs og Røse gik i gang. Jeg skal forskåne læseren fra at komme den direkte vej ud på gulvet - alkovesenge direkte citater fra obduktionsrapporten, men det siger var almindelige på dette tidspunkt. sig selv, at sommervarmen ikke havde gjort sagerne Peder sad og var ved at trække strømperne på, da bedre. Laurentine, som havde rejst sig på albuen, pludselig Der var ikke ydre tegn på, at børnene havde lidt udbrød, at drengen var død. overlast. Lungerne viste, at de ikke var blevet kvalt. Fråden stod ud af munden på den lille. Laurentine tog Derimod var begges maver noget opløste på en måde, det lille lig op, og ville så se, hvordan det stod til med der tydede på, at der var sket en forgiftning, men de to pigen, og opdagede, at også hun havde fråde om læger var usikre i forhold til, hvordan dette var sket. munden - og var død. Derfor blev dele af de to børns lever og Stadigt tidligt om morgenen gik Peder tværs over øen fordøjelsessystem lagt i hver to krukker, fyldte med for at hente embedslæge Christian Røse i Rudkøbing, alkohol og forseglede. så denne kunne foretage det behørige ligsyn. Krebs tog de fire krukker med hjem til Odense, hvor Da de to nåede tilbage, var dødsstivheden allerede han opsøgte apoteker Gustav Lotze på Løveapoteket og indtrådt. Røse undersøgte børnene, men kunne ikke bad ham om at foranstalte en kemisk undersøgelse. afgøre dødsårsagen. På apotekets laboratorium åbnede lægen og apotekeren Hjemme i Rudkøbing meddelte lægen politiet, hvad det på behørig vis igen krukkerne, hvorefter Lotze gik i var sket, men understregede, at han ikke havde gang med saltsyre, klorkali og svovlbrinte. grundlag for at mene, at der var sket noget kriminelt. Men det var ikke muligt for ham at påvise, at der havde Myndighederne går i gang været et indhold gift i de to børns maver - som f.eks. Herredsfoged Sager måtte også mene, at det var højst arsenik. besynderligt med de to samtidige dødsfald - også fordi Krebs konkluderede, at forgiftningen så måtte være domstolen i Rudkøbing i marts havde afsluttet en udviklet af de fødemidler, børnene havde indtaget, "at lignende sag, hvor et par spæde tvillinger var de to børn var døde af den sygdom, som kaldes "mave- omkommet under mystiske omstændigheder - også i emollition", og at denne sygdom formentlig er Longelse. fremkaldt ved en for deres spæde alder upassende Dels besluttede Sager sig for i hemmelighed at næring" - han gjorde dog opmærksom på at tvillingerne indhente oplysninger om forældrene fra præst og samtidig kunne have lidt af en mere almindelig sognefoged i Longelse, dels ville han have Røse til at sygdom. foretage en obduktion af ligene.

side 22 af 93 Det er sandsynligt, at børnenes maver ikke har kunnet Som så mange andre spørgsmål i retsbetjentens fordøjet den føde, de fik. Men i bagklogskabens lys er protokol såvel som i livets andre forhold, så må det vist temmelig forvrøvlet, at fødemidlerne ligefrem tvillingernes død nok henregnes til de ubesvarede. skulle have fremkaldt en forgiftning - hvis de da ikke indeholdt bakterier eller ligefrem var fordærvede. Claus Schou (Langelænderen nr. 566 – 2004)

Høsten Søndenbro - 188x Høsten står for mig som en tid med liv og glæde. At med høsten, og glæden derover var ikke mindre der også blev arbejdet strengt, er en sag for sig; men derved, at vi som regel var først færdig i byen. Den glæden over høsten, det at være med til at bringe yngre og yngste del af gårdens mandskab var med ude i markens afgrøde i hus, overskyggede alle andre marken, og når det sidste neg var stukket op til ham der følelser. lagde læsset, kravlede vi alle op på vognen, og så gik Ofte blev vi ved med høstarbejdet til langt ud på det i flyvende fart op på den højeste bakketop, hvorfra aftenen, endnu når det gjaldt om at få marken bundet vi lod skingre hurraråb lyde ud over byen. op, eller at få tømt marken for sæd, hvis det så ud til Når jeg nu tænker på den sidste høstdag, forekommer regnvejr. det mig, at det altid var stille og strålende solskin på Levemåden, der altid var god, var særlig ekstra i den dag, og at stranden henlå som et flimrende og høsten, og der vankede ikke sjældent æbleskiver eller glimrende spejl. I hvert fald husker jeg bestemt en rødgrød udenfor de sædvanlige spisetider. sådan sidste høstdag, og det er rimeligvis den, der har Når det sidste korn blev mejet - dengang altid med le - sat sig så fast i min hukommelse, at jeg bilder mig ind, blev der "klappet for kål". Høstfolkene sneg sig med at de alle var sådan. deres leer om i haven, stillede sig udenfor Hvilken følelse af befrielse og tryghed kom der ikke spisekammervinduet og gav sig til at stryge på leerne, over sindet, når det sidste læs var inde, når hestene var og så kom mor ud med kager og snaps. Man kaldte det spændt fra og sluppet ud i marken, og vi - pyntede - at "klappe for kål", fordi det skulle betyde, at det kom samledes om det veldækkede bord, hvor samtalen gik til at gå ud over kålen, dersom ikke høstkarlene blev muntert. Far og vor høstmand - i mange år vor nabo budt på en forfriskning. Om aftenen var der "kålgilde" Kristen Thygesen - drøftede høstudbyttet og høstens bestående af andesteg og rødgrød. forløb, og vi andre gav vort ord med i laget efter bedste Når "den gamle", d.v.s. det sidste neg blev bundet, blev evne. Det blev som regel sent, før vi skiltes; nu var der der budt på punch om aftenen; så var det værste jo intet at haste efter. Men når vi endelig brød op, var overstået. Hjemkørslen betragtedes nærmest som en det med en følelse af velvære og tilfredshed med sig leg. selv og hele verden. Hvor var det behageligt at lægge Størst var festlighederne dog, når "den gamle" blev sig i sengen ovenpå den sidste høstdag, uden kørt hjem, d.v.s. det sidste læs kørtes af marken. Det bekymring for, hvordan vejret skulle blive den næste var høstens højdepunkt. Da var der en egen glad dag. stemning over hjemmet. Far hejste flaget på bakkens top, så det kunne ses over hele byen, at vi var færdige Karl Elnegaard (Langelænderen nr. 549 - 2001)

Gilder og gildeskikke Søndenbro ca. 1885 Bryllupper og begravelser Hvad enten det nu gjaldt bryllup eller begravelse, så Ved bryllupper og begravelser blev der sendt blev der altid fra de indbudte sendt „skikning“ til “gildesbyder” omkring til hele “gildeslaget”. Ud over gildesgården. denne kreds blev ingen bedt med, lige med undtagelse Nogle dag før gildet skulle stå, kom en pige fra hver af fjerne boende slægtninge. Det var en selvfølge, at gård med bidrag til festen. der ved et bryllup ikke var selvbudte. Pigerne, der var i stiveste helligdagsstads, blev Derimod kunne ved begravelser nok komme beværtede, før de gik hjem igen. uindbundne for at følge den afdøde til graven. Gaverne bestod altid af fødevarer: Levende eller slagtet Gildesyderen var i min barndom altid Hans Væver. Jeg fjerkræ, smør, fløde, æg mm. ser ham endnu med langskødet frakke, sort hat og Det var ikke småting, det drejede sig om. Udgifterne paraply i hånden, stille sig op indenfor døren og røgte for dem, der skulle gøre gildet, blev på denne måde sit ærinde. holdt nede. Han blev selvfølgelig budt at sidde ned, men før Skulle der bruges oksekød eller flæsk, så slagtedes en indbydelsen til gildet var afleveret, satte han sig under gris eller en ko hjemme, eller man købte alt hos alle omstændigheder ikke ned. slagteren.

side 23 af 93 En passende tid før gildet skulle stå, var „kokkekonen" var det ikke opbyggeligt med denne gildestummel blevet hentet, for at kunne begynde med at tilberede bagefter. Stemningen blev holdt nede så meget som retten. muligt. Så længe hun var inden døre, „dansede“ husets Ved begravelsesgilder passede man nøje på ikke at kvindelige personale „efter hendes fløjte“. komme til at klinke med glassene, men nøjedes med at Hendes herredømme var næsten uindskrænket. „nikke og drikke“. Det var jo for en væsentlig del hende, husets gode navn Efterhånden ændredes de gamle skikke og vedtægter og rygte var afhængig. Det gjaldt om, at der intet var at for begravelser. Indbydelsen skete mest gennem udsætte på maden. aviserne, og de andre store gilder faldt væk. I min barndom og første ungdom var der både Kun når en af de rigtig gamle var død, fulgte man formiddags- og eftermiddagsgilde ved begravelser. Om nogenlunde de gamle skikke. formiddagen bestod traktementet af koldt bord med øl, Ved bryllupper samledes før vielsen alle de indbudte snaps og kaffe. ligeledes i gildesgården og blev beværtet, for derefter i Det var ofte i en „løftet“ stemning folk drog til kirken. et stort optog at følge brudeparret til kirke. Det skete vist mere end en gang, at en del af følget ikke Det kunne undertiden være et meget langt vogntog, der var særlig andægtige under præstens tale i kirken eller fulgte efter brudeparrets vogn. ved graven. Det hørte sig dengang til, at brud og brudgom kom på Jeg mindes dog et par gange, at jeg har hørt om lidt samme tid. At de kom hver for sig og bruden til sidst, usømmelige optrin ved begravelser. blev skik først senere hen. Et af dem - makaber til pietetsløs - var det følgende. Hjemkørslen fra kirken foregik i sammen orden som En mand fra byen var død. Ved hans jordefærd havde udkørslen. Dem, der var nærmest i familie med brud og man, som det var skik - og med tilbøjelighed en til brudgom, kørte nærmest brudevognen. løftet stemning - „kigget meget dybt i snapsglassene“. Efter hjemkomsten forestod der gildesbyderen et Kisten skulle – på en eller anden måde - ud af huset. strengt arbejde med at få gæsterne bænket. Da dørstolperne i forstuen sad for tæt ved hinanden, De var næsten ikke til at få til bords. kunne kisten ikke komme denne vej ud og måtte derfor Det blev anset for upassende, at komme på den første løftes ud gennem et vindue på husets bagside, hvor der anmodning. befandt sig en mødding. Der skulle nødes og nødes den ene gang efter den Just tabtes kisten i møgbunken. anden. Undertiden ligefrem ledes op rundt omkring Strækningen til kirkegården blev til et forhindringsløb. gården og halvvejs slæbes til bordet som et lam til Forbi huset gik der et lille vandløb. Da ligbærerne slagterbænken. skulle krydse vandløbet, gav en af mandfolkene slip på Måltidet bestod gerne af suppe, kød, steg og kage. Til kisten, hvis ikke det var to af dem. suppen fik man rødvin, til kødet og stegen snaps, til En kvindelig slægtning, ikke helt ædru mere, lod sig kagen sødvin, kirsebærvin eller gammel fransk vin. henrive til følgende udråb: “Smider i ham nu igen!“ Som regel var vinen noget værre stads, der næppe Endelig fik man kisten læsset på vognen, og toget satte havde noget med den ædle drue at gøre. Når kagen sig i gang. Efter et stykke vej opdages det, at det lille skulde spises, blev der delt noget papir omkring til at sorte trækors, som sattes på graven, blev glemt. tørre knive og gafler af med. En af mandfolkene måtte tilbage efter det. Da han atter Var måltidet omsidder til ende, spredtes gæsterne i hus nåede følget, faldt han så uheldigt, at korset brækkedes og gård. Måske gik de en tur i marken, hvis vejret var midtover. til det. Eller de gik en vending med naboerne hjem. Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Når man atter var samlet, blev kaffen serveret. Ved Der var gerne en lille højtidelighed i hjemmet, før mørkets frembrud tog dansen sin begyndelse. kisten førtes bort. Skolelæreren var mødt og sang en Et bryllup kunne - lige så lidt som et begravelsesgilde - eller to salmer, bistået af mere eller mindre sikre endes på en dag. Et andendagsgilde hørte altid med, stemmer. sommetider også et trediedagsgilde. I almindelighed indskrænkede højtideligheden sig Fastelavn dertil. Kun ganske undtagelsesvis blev der holdt en tale Jeg mindes dunkelt, at jeg, som halvvoksen, har set et i hjemmet. forsøg om genoplivning af fastelavnsridningen. Det var først, da lærer Bondesen i 1891 kom til Der kom en skare pyntede unge karle med høje hatte Magleby, at denne skik blev almindelig. ridende ind i gården og sluttede op på en lang række. Under sangen i hjemmet henstod liget i åben kiste. Når Der blev holdt tale og sunget: “Til ære for den mand, den første salme var sunget, blev låget lagt på. Senere som her” Fortsættelsen husker jeg ikke mere, derimod blev det skik at lukke kisten, før følget kom. en stump af melodien, der var langsom og drævende Efter at jordefærden var endt på kirkegården, kørte med mange sløjfninger. vognene i skarpt trav tilbage. Rytterne beværtedes med æbleskiver, klejner og punch, Sidst kom ligvognen. måske også med en dansk dram. Derefter red de videre. Oprindelig kastedes graven til i overværelse af hele Førend de drog af sted, sang de følgende sang hvis følget. Senere overlades det til lejede folk. første vers var: Alle forend til afsked sige: Hurra for Når graven var kastet til, blev skovlene lagt i kors oven manden, som husfader er! Og hans mandinde æres bør på, mens de, der havde fyldt graven, tog huen af for at tillige, Fordi hun denne yndling haver kær! Gud dem holde den for ansigtet et øjeblik. velsigne med lykke og held! Det er vort ønske! Ha’ tak Ved eftermiddagsgildet blev der spist og drukket godt. og lev vel! Gildet forsatte i flere dage, hvorved det stod Hvis det var et dødsfald, der gik familien nær til hjerte, i en eller anden gård, som ejeren stillede til rådighed.

side 24 af 93 Ungdomsgilder Musikanterne blev betalt af de dansende herrer. Men Ungdomsgilderne holdtes altid i hjemmene. hvor meget de fik for en nat, må jeg ikke kunne sige. Havde der været dans i én gård, skulle der også være i Arbejdet var i hvert fald strengt, hvis ikke en anden, og så fremdeles hele omgangen rundt. Der sundhedsfarligt. blev holdt en mængde danseballer i disse tider. Jeg husker tydeligt 3 musikanter, nemlig Jørgen Mine to ældste søskende var engang til dans hver Petersen, Jakob Jensen og Rasmus Kræmer. De har eneste aften og nat en hele uge igennem. ganske vist ikke fået noget knæk af de mange Ballerne varede for det meste til den lyse morgen. Ved spillenætters træk og støv. disse danseballer opvartedes der med smørrebrød. Gilderne forsvandt efterhånden. Forsamlingshusene Senere på aftenen fik man kaffe og punch, som var gav gilderne i hjemmene dødsstødet. meget brugt dengang. Æde-, vallermis- og bylaugsgilder Når man så var samlet om bordet med den dampende De såkaldte „ædegilder“, en slags omgangsgilde, boule, istemte man det kendte skålvers „Og dette skal florerede som i fordums dage. være“ osv. for manden og konen, for børnene, for Var man først blevet indbudt et sted, måtte man gøre selskabet og så fremdeles. gengæld, og så var svikmøllen gående. Sjældent var der nogen, der mandede sig op til en tale. Det var navnlig i slagtetiden, at disse ædegilder Der var gerne to musikanter ved et sådant dansegilde, holdtes. og de var anbragt i en krog i stuen bag et bord, hvorpå En gammel bylaugsgilde holdtes den 1. maj, „skøn deres noder lå på. Valborgsdag“. Det kaldtes „vallermis-gilde“, en På væggen hængte trælysestager med stearinlys. fordrejning af „Valborgs messe“. Oprindelig har det Når først den træge tid var overstået, blev der danset sikkert været et slags bystævne, hvor byens fælles med liv og lyst. Sommetider dansedes i skjorteærmer. sager behandledes. Så fik man alle de turestykker, først og fremmest Vallermisgildet må altså ses som et levn fra Langelands „Nationaldans“, „Den gamle berliner“, fællesskabets tid. Den gamle vallermisgildeprotokol „Jysk på næsen“ (=Jysk polonæse), „Det lille findes i Langelands museum. f“,“Kongens have“, „Kontrasejre“, „Syvespring“, Det sidste af den slags gilder blev holdt i min fødegård. „Pigernes fornøjelse“, „Fingerpolka“ og „Tyrolervals“. Det var skik, at deltagerne – udelukkende mænd – Støvet stod tyk og tæt under det lave bjælketoft, og skulle nedsvælge en halv pægl brændevin til velkomst. gennem de åbenstående vinduer trak der en varme- og Det var en hård kur, og mange søgte at knibe udenom. støvtåge ud i det fri. Men der blev holdt nøje regnskab med det. Det siger Efter en sådan gildesnat var de dansendes halse og sig selv, at stemningen var højrøstet med det samme. næser tilklistrede indvendigt med støv, og der kunne gå Det følgende år skulle Jørgen Rasmussen Pranger flere dagen hen, før eftervirkningen efter sådanne baller holde gildet. Men han nægtede det, og dermed var fortog sig. vallermisgildernes tradition endt. Blandt andet var man næsten altid hæs oven på et sådant gilde, rimeligvis fordi der var gennemtræk i Karl Elnegaard (Langelænderen 636 og 637 i 2014) dansestuen, og også fordi man slugte alt det grimme støv.

En landarbejders livsskildring Sydlangeland – 1884 - med mad og tøj, særlig det sidste da vi nåede den Mine forældre var tjenestepige Ane Marie Rasmussen skolepligtige alder. Men så tog min mor igen fat på født i Brandsby, Humble sogn, 6. juli 1861. Min far var malkningen på Hjortholm. Hun gik 4 km og malkede tjenestekarl Christian Baltzer født i Tryggelev 26-28 køer 2 gange dagligt for 50 øre pr. dag. Fodslette sogn 25. december 1859. De arbejdede begge Vi sultede ikke, men levemåden var meget spartansk. på herregården Hjortholm i Fodslette. Margarine var den gang ikke i handlen. Engang Jeg blev født anden påskedag, 14. april, 1884 i et lille imellem købte vi 1/2 kilo smør af en husmandskone gammelt hus i Fodslette, der kaldes "Ladesmedhuset" som kærnede selv, men ellers fik vi mest fedtebrød. og beboes af Mette og Hans Mogensen. Jeg var ikke Når det så endda var dansk svinefedt, men det var der særlig velkommen. Meningen var, at mine forældre ikke altid råd til. Købmændene handlede med skulle have været gift først i maj, men jeg mødte før amerikansk svinefedt. Det hverken lugtede eller smagte den beregnede tid, 3-4 uger for tidligt, og vejede kun godt, men så smeltede mor det om, kom løg og timian i 11/2 kilo. Grunden hertil var, at min mor, der var og så gled det ned. Ellers var kosten grød, vælling, malkepige, blev sparket af en ko. pandekager og godt med rugbrød. Mine forældre blev så gift og købte et lille hus i Jeg var kun 6-7 år, da jeg begyndte at hjælpe til med at Brandsby ved mosen der hedder "Dagsmosen". Her gik tjene lidt. Jeg kørte hesteomgang ved bøndernes så mine barneår sammen med 5 søskende. tærskemaskiner. Betalingen var 25 øre pr. dag og Min far blev gårdbestyrer på en mindre gård. Lønnen kosten, men så var arbejdsdagen også 10-11 timer. Vi var ikke stor, 300 kr. årlig samt græsning til et får. tærskede ved lygte både morgen og aften. Jeg havde 5- Efterhånden som børneflokken voksede, kneb det både 6 bøndergårde at skifte med, så jeg var sjælden ledig de

side 25 af 93 dage jeg ikke var i skole. Efterhånden voksede mine der havde passet på de andre, når hun og far var på søskende også til, og vi stablede tørv om sommeren og arbejde, så de ville jo savne mig. Min bagage voldte samlede aks efter høsten. Så blev der foder til høns ingen besvær. Et par dagligbukser, en bluse og et par m.m. og det hjalp jo alt sammen på budgettet. træsko var alt. Ja, det vil sige, mor havde lagt en kam, Udover de almindelige lege kendte vi ikke noget til et lille spejl og en lille buket skovmærker i. Dem kunne fornøjelser. Lysbilleder, biograf og juletræ kendte vi jeg hænge op i mit kammer, for jeg ikke skulle glemme ikke til. Ja, det skete jo vi smykkede en grangren med hende. nogle æbler og 4-5 overskårne tællelys, men vi savnede Pladsen og forholdene jeg kom i var som mange andre ikke disse fornøjelser så meget. Om vinteren havde vi den gang. Arbejdstiden var lang - 11 til 12 timer og jo mosens is og de høje bakker at køre på, og om under tiden mere, men kosten var god og rigelig. Vi sommeren fiskede og sejlede vi i den. Vi havde jo måtte op ved 5 tiden, så arbejdede vi i stalden med heller ikke langt til den friske Østerstrand og de store heste og køer i halvanden times tid. Så fik vi davre, der skove ved Hjortholm med skovmærker, anemoner, bestod af stegeflæsk, øllebrød og kaffe, og så fik vi en vilde hindbær og jordbær. pakke mad med, som vi spiste ved 9 tiden. Middag fra Min skoletid begyndte som for alle andre ved 7 års 12 til 13.30 - og så fik vi mellemmad ved 16.30 tiden. alderen. En ABC brugte jeg ikke. Jeg lærte mig selv at Fyraften kl. 19 i marken, men på mindre gårde skulle stave i de blade der var for hånden, men det var jo ikke vi gerne lave noget ved kreaturerne, så det var sjælden mange. Langelands Avis og Ølandenes Dagblad blev fyraften før kl.20. omdelt en gang imellem - særlig op mod valg. Vi holdt Jeg skiftede kun plads 3 gange fra mit 14. til 20. år. Ugens Nyheder, men vi var 6 om den, så nyhederne var Løn og arbejdsforhold forandredes ikke synderligt i ikke nye, når vi fik den. disse år. Lønnen steg til 80 kr. årligt. Sådan var Min første skoledag glemmer jeg aldrig. Jeg havde lønforholdene omkring 1902 og arbejdstiden var fra temmelig langt, og da min mor ikke kunne gå med mig, 5.30 til 19.00. Tjenestepigerne på landet havde endda fik hun en pige på 12 år til at gå med. Vi havde i længere arbejdstid end karlene. Det var dengang dagens anledning fået en god madpose med æg og almindeligt at pigerne malkede, og skulle derfor op ved puddersukker på. Ane og jeg var de sidste der kom, så 4-tiden om morgenen. I høsten måtte de med i marken jeg kom derfor til at sidde nederst med 11 nye drenge og binde op bag karlens mejetøj, og der skulle en rask foran mig. Vi blev indskrevet, og så skulle læreren høre pige til at følge en karl. Pigerne hjalp også til med at hvad vi kunne med hensyn til læsning. Det gik ikke køre sæden ind. Om efteråret og vinteren hjalp de til allerbedst, de fleste kunne til nød stave sig frem. Da med tæskearbejdet. Når de lange vinteraftner kom, turen kom til mig, rejste jeg mig og læste hele første kartede og spandt de eller stoppede strømper. Så først side af Luthersk Katekismus for ham. Læreren så lidt ved 9-10 tiden om aftenen havde de fyraften. på mig, tog mig så ved hånden og satte mig øverst Af forlyster var der i 90-erne ikke mange for de unge. blandt de nye drenge, en plads jeg holdt hele Der var jo ingen forsamlingshuse. Hvis der engang skoletiden. imellem var dans, måtte det holdes i loen, eller hvis en Spørges der om, hvad vi lærte i skolen dengang, var det bonde havde en storstue de kunne låne. Det skete ikke meget mod hvad der læres nu. I Humble Skole, undertiden at omegnens karle og piger blev budt til hvor jeg gik i hele min skoletid, var der 2 lærere og høstgilde på herregårdene. Her var jo plads nok, man skolen var inddelt i 4 klasser. De mindste børn i første dansede gerne i mejeriet, hvor der var flisegulv. En og de ældste i fjerde klasse og vi gik i skole hver anden gang imellem skete det i strenge vintre, at der blev dag. Første og anden klasse den ene dag og tredje og arrangeret kanetur med bal om aftenen. fjerde den næste. Vi skiftede hver halve dag, således at Fastelavnsridning med efterfølgende bal var dog førstelæreren havde os om formiddagen til sang, almindeligt. Når der afholdtes bal, skete det på den religion, dansk og retskrivning. Andenlæreren til måde, at karlene bød pigerne, og de mødte så op med geografi, bibelhistorie, regning og gymnastik. Bøgerne en madkurv. Karlene sørgede for musik og drikkevarer. var almindelig bibelhistorie, Luthersk Katekismus, Entréen var for det meste 50 øre, som gik til musikken geografi, landkort, sproglære, den lille tabel og Chr. og lokale, og man kunne godt more sig under disse Hansens regnebøger - 1., 2. og 3. del. mere snævre forhold. Julen havde 3 helligdage og nytår Om min konfirmation og forberedelserne til denne, er 2, men det var ikke almindeligt med baller ved disse. der ikke så stort at sige. Jeg gik til præst en gang om Derimod blev der altid holdt fest og bal ved pinse. Der ugen i et halvt år. Vi blev kun afhørt om forskellige var jo danseplads i skoven. skriftsteder og salmevers, og det samme blev vi afhørt Jeg husker, at en dansk afdød minister, P. Munck, om på selve konfirmationsdagen. Konfirmationsfest og engang i en valgtale sagde: "Landarbejderne var den gaver var jo ikke almindeligt dengang - i hvert fald klasse, der alle dage havde haft den længste arbejdstid, ikke i de små hjem. Jeg fik en ny salmebog med mit den laveste løn og de ringeste kår her i Danmark". navn i forgyldte bogstaver. Ved overhøringen var jeg Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke nervøs. Mine hænder var svedige og navnetrykket på på de boligforhold, der så sent som i 1890 beboes bogen gik væk. Det var jeg meget ked af, men der var under. Min oldemor, som døde for 64 år siden, boede i ikke noget at gøre - glansen var gået af Sankt Gertrud. et lille hus i Brandsby. Hun hed Maren, hendes søster Så var barndomstiden forbi, jeg skulle ud at tjene. Jeg Inger boede i den anden ende af huset. Huset var meget fik plads på en mindre gård til en løn af 60 kr. årlig. lille. Min oldemor havde en meget lille forstue, og kun Jeg var den første der skulle ud blandt fremmede fra en stue som både var opholdsstue og sovekammer. vort hjem. Mor græd da jeg drog af sted, skønt jeg ikke Stuen var knapt 4 meter i kvadrat, det var stampet skulle ret langt væk, men jeg var jo den ældste, og den lergulv, hvor rotterne bestandig brød igennem. Der var

side 26 af 93 kun 2 små vinduer med blyindfattede ruder, der gav et godt grundmuret hus ved Rørslykke Mose, Tryggelev. meget sparsomt lys. Stuens bohave var fattigt. Der Men jeg fik snart at mærke, at det at ville organisere fandtes en alkoveseng, et lille bord, to almindelige sine klassefælder, blev unådigt modtaget af bønderne. træstole samt en lidt større træstol med en halmmåtte i Der var kun få dages arbejde at få og kun til 125 øre pr. sædet. Der var en åben kakkelovn og ved siden af dag. denne hang på væggen en pyramide, hvorpå der stod 3- Efter godt 5 år måtte vi give op og sælge vort hus. Vi 4 par kopper og hendes kaffedåse. Ja, og så havde hun rejste så til Hjortholm som malkefolk, det var et hårdt sin rok. Maren var for stolt til at tage hjælp af sognet. slid. Jeg arbejdede i kostalden foruden at malke 25 Hun kartede, spandt og strikkede for folk. Hun tjente køer 2 gange daglig, min kone malkede samme antal 2 derved til føden til det sidste, hun var kun syg få dage gange daglig. Vi tjente 31/2 kr. pr. dag tilsammen. Her før hun døde. var vi 21/2 år, så rejste vi til Snaremose på Jeg skal her lige med et par ord forsøge at illustrere det Midtlangeland. Jeg var her med til at oprette Lindelse slid og den ringe betaling landarbejderne fik før Landarbejderforening, som består endnu. Næste år, århundredeskiftet. Jeg havde fået fri en høstdag i 1912, oprettedes Longelse Foreningen og her var jeg august 1898, og var gået hjem til mine forældre. Her formand i 13 år. Men stadig var det ikke muligt at få fik jeg at vide, at de var på høstarbejde på Hjortholm. hævet lønnen og sænket arbejdstiden. Lønnen var 21/2 De høstede hvede, der var slået ned af tordenregn og lå kr. pr. dag og som fodermester fik jeg 1300 kr. for et som den var tromlet. Tillige med mine forældre år. arbejdede der omkring ved 20 mænd og deres koner. Så skete det i 1918, at Landbrugets Når mand og kone arbejdede godt begge i 11-12 timer, Arbejdsgiverforening blev stiftet for hele landet, og kunne de for mejning med le, opbinding og stille den langelandske arbejdsgiverforening blev medlem af negene i hobe, tjene 3 kr. pr. dag. denne. Nu fik arbejderne på landet øjnene op for det Men så kort før og lige efter århundredeskiftet 1900, også var nødvendig for dem at blive organiseret, nu begyndte der at blæse en anden vind over landet. Der ved samarbejde med Dansk Arbejdsmands Forbund og blev bygget højskoler og der blev flere aviser og Socialdemokratisk Forbund og Presse. ugeblade. De unge begyndte at få interesse for Det første der skete, og som fik den største betydning, aftenskoler, husflidsskoler og gymnastik. Skjoldborgs var at og Aakærs bøger afløste Ingemanns og Thyregods. Det landarbejderne oprettede deres Arbejdsløshedskasse. Radikale Venstre stiftes og dets presse begyndte at Der skete hermed dette, at hvis en arbejder blev uenig udkomme og blev daglig gæst i mange langelandske med sin arbejdsgiver, og af en eller anden grund blev hjem. sagt op, så havde han sin understøttelse og behøvede Det var særlig husmænd og landarbejderene, der ikke at henvende sig til kommunen om hjælp.Det begyndte at rejse hovedet og lytte efter de nye toner. varede derfor ikke længe før vi kom i forhandling med Husmændene fik deres eget blad, Husmanden, og i arbejdsgiveren om løn, bedre boliger og arbejdstid. Jeg 1902 byggedes Kærhave Husmandsskole ved Ringsted. var valgt til kredsformand og på et møde i Svendborg Jeg skrev i 1903 en artikel i Husmanden, om større løn, blev jeg valgt til repræsentant for fodermestrene for bedre værelser og mere ret, navnlig med henblik på den Fyn og Langeland. Jeg var til møde i København, hvor uretfærdige tyendelov. I 1904 rejste jeg til Sjælland Arbejdsgiverne på Langeland var gået ind på de samme som karl hos afdøde radikale Ferdinand Nielsen, vilkår overfor deres arbejdere som i det øvrige land. Odsherred, der var folketingsmand og redaktør af Jeg husker da jeg kom hjem fra København, at Afholdsbladet Folkevennen. Jeg var på session i gårdejeren kom ind i stalden næste dag og fortalte, at Nykøbing, blev taget til Teknisk Afdeling, men fik her på Langeland havde de vedtaget overenskomsten, frinummer, og skønt jeg blev budt 300 kr. for at tage men sagde han: " Jeg har endnu ikke udregnet hvor ind for en anden i 7 måneder, afslog jeg det, jeg var meget du skal have i løn nu, men det har du vel?" "Ja", lige blevet forlovet med en ung pige fra Merløse egnen. svarede jeg, "for tiden får jeg 1400 kr. for et år, men Jeg fik herefter plads som forkarl på Søtoftegård ved efter den nye overenskomst skal jeg have 2800 kr. pr. Ringsted for en løn af 280 kr. årlig. år." Han svarede: "Havde jeg vist det havde du ikke Her på Sjælland havde den radikale presse allerede fået fri til at rejse til København". godt fat. I Holbæk udkom Holbæk Amts Venstreblad, Jeg trøstede ham med, at det havde ikke blevet og i Ringsted Venstres Folkeblad med Niels Bransager anderledes alligevel. Arbejdernes lønninger var steget som redaktør. I sidstnævnte blad skrev jeg også artikler til det dobbelte, fra 21/2 til 5 kr. pr. dag. De første om tyendeforhold, med det resultat, at jeg fik en del halve snes dage var der rykind i vort hjem, med venstrebønder på nakken. forespørgsler om det var rigtigt, at arbejdstiden var Jeg og min kæreste rejste så til Langeland. Hun som forkortet og daglønnen var steget til det dobbelte. Min tjenestepige og jeg som fodermester. I 1907 stiftedes kone har altid været gæstfri og de dage kostede hende den første Tyende- og Landarbejderforening i mange kopper kaffe. Tryggelev-Fodslette, hvor jeg blev valgt til formand. Vi var på Snarremosegård i 4 år og efterhånden havde Men at organisere landarbejdere og tjenestekarlene vi fået 7 børn. I 1921 rejste vi til Torpe Møllegård i dengang var ikke let. De gifte arbejdere turde ikke fordi Skrøbelev. Her var 45 malkekøer foruden ungkvæg og arbejdsgiverne så sagde dem op fra deres pladser. Og svin og lønnen var 4500 årlig. tjenestekarlene rejste fra plads til plads, og var ikke let I 1924 blev jeg valgt til hovedstyrelsesmedlem af at holde styr på, så efter 11/2 år måtte vi opløse den. Så forbundet, og var det i en halv snes år. Jeg har mange stiftede jeg en ny i Humble, men her gik det heller ikke minder om gode kammerater fra disse år. Formanden længe. I 1909 blev Marie og jeg gift. Vi fik købt et lille var afdøde folketingsmedlem Oscar Levinsen. En

side 27 af 93 meget dygtig mand og prægtig kammerat. Også Om politisk skal jeg blot sige, at det ikke har Landarbejderbladets gamle redaktør, Marius Olsen fra interesseret mig så meget. Jeg har haft rigeligt i det rent København og landbrugsminister Jens Smørum faglige. Men i min ungdom var jeg radikal. Der var jo korresponderede jeg engang imellem med. Jeg fik ingen socialdemokrater og heller ikke presse dengang. efterhånden mange tillidsbestillinger og da jeg vedblev Så var det jo omkring 1917, at landarbejderne blev med at være fodermester, kunne jeg ikke holde til det, organiseret, og så voksede det socialdemokratiske parti men måtte tid efter anden afvikle disse. Jeg var jo ude og presse. Dette parti er nu det største her på øen, og til mange møder, og der var mange uger, hvor jeg dets presse har også en god udbredelse her, og jeg næsten ikke fik søvn. tilhører partiet. Skal jeg nævne nogle af de fester jeg har været med til, Om forholdene før og nu vil jeg sige, at der er sket skal her nævnes, at ved Landarbejderforbundets 25 års mere i de sidste 70 år end man kan samle i en kort jubilæumsfest i 1933, fik jeg tillige med 3 andre gamle beretning. Det er tiden fra tællepråsen til pionerer overrakt et guldur med årstal og initialer. I atomforskningens tidsalder. Børn har det langt bedre 1946 fik jeg ved en højtidelighed i Landøkonomisk end før, og de gamle fattiggårde er væk, og erstattet Forening overrakt Landhusholdnings Selskabets med gode hjem for gamle, udslidte mennesker der sølvmedalje for flid og dygtighed som fodermester savner pleje. gennem 25 år på Torpe Møllegård - samt 2 diplomer. Og jeg vil slutte med at sige: At vi der har set og Æren for dette arbejde tilkom jo ikke mig alene, idet oplevet de fremskridt der er sket både kulturelle, min kone havde været med gennem alle årene. Hun sociale og faglige, kan være stolte af, at vi har været kom ud at tjene da hun var 10 år, og måtte hjælpe til med i en periode, hvor der er sket mere til gavn for med at malke både morgen og aften. Da hun fyldte 55 arbejdere og småfolk - ja, hele samfundet, som i nogen år, havde hun malket i 45 år. Desuden har hun haft 11 anden tidsrum i vor historie. Så har vi jo dog ikke levet børn og hjemmet at passe, så vi har begge altid haft livet helt forgæves. nok at tage os til. Nu er vi begge slidt op og får aldersrente, men vi bor Jens Baltzer (Langelænderen nr. 545 - 2001) frit i det gamle fodermesterhus under Hjortholm så længe vi vil.

Barndomserindringer Tryggelev - 189x både mester og madmor var gode og rare mod mig - en Da det, som man forstår, var småfolk, der boede af mosens forhutlede drenge. Og jeg befandt mig så omkring Tryggelev mose, måtte børnene, og især da godt der, at jeg siden kom i lære. drengene, tidligt være med til at tjene til føde og Jeg mindes, som var det i går, min konfirmation, som klæder, som det dengang hed sig. de rare mennesker "gjorde" for mig. Skønt jeg nok var Mit job begyndte med at luge roer, hjælpe til med den fattigste blandt samtlige konfirmander, var jeg dog høsten etc. på Lykkesholm. Man blev ikke skånet. Op den, der var flottest kørende til Fodslette kirke. En flot før en vis mand fik sko på, og fyraften når man ikke jagtvogn forspændt to dejlige røde fukser, med mere kunne se det, man arbejdede med. Det værste for sølvpletteret seletøj - som jeg selv havde poleret - kørte mig var, når der om efteråret skulle trækkes roer op. mine værter og mig den lange vej til kirken, og selv var Det var så koldt og vådt om morgenen, at man var jeg så fin, at ingen andre konfirmander kunne være gennemblødt til skindet, før den første række var til finere, syntes jeg selv da, så paven kunne ikke være ende, men det til trods var det bare at hænge i. Omsider mere stolt end jeg. Da vi var tilbage, lavede mester og fik jeg dog fast arbejde på Mejerigården hos fru hans frue et lille gilde for min mor, mine søskende og Andersen, der efter mandens død havde engageret jeg, så jeg var rørt til tårer over så megen godhed. Jeg, Markus Nielsen som forkarl. som var ved at betragte mig selv som en af dem, der Det blev et hårdt job, der dog af samme grund ej heller ikke duede til noget, et udskud, som bare var i vejen varede ret længe, hvorefter det blev pastor Brøndsted, allevegne. Men mine velgørere, herlige bager Nielsen der skulle bruge min arbejdskraft, idet jeg skulle gå og frue, pillede efterhånden mindreværdskomplekserne pigerne, Marie og Hanne, til hånde i køkkenet samt af mig, og ved deres og lærer Nielsens hjælp genvandt stable bøgeknuder op bag kakkelovnen i præstens jeg min tabte tillid til mig selv ihukommende deres ord: "studerekammer". Der skete imidlertid ting, som jeg "Du kan - blot du har viljen!" ikke kunne finde mig i, så resultatet blev, at jeg kom til bager Th. Nielsen, hvor jeg blev glad for at være, da H. C. Hansen (Jubilæumsbladet 1995)

Tante Line Fæbæk - 189x inde som ude i haven og passede sine gamle forældre. Et af mine kæreste barndomsminder knytter sig til Bedstefar spøgte med os børn, tog os op på sine knæ og smedjehjemmet i Fæbæk, hvor tante Line boede med red ranke. Søde, milde bedstemor havde altid et godt sine forældre. I huset gik tante Line stille og puslede og kærligt ord til os. side 28 af 93 Tante Line havde nok at gøre. Hun passede sine Det var en stor oplevelse for tante Line at være i USA, forældre til det sidste, da de i flere år lå til sengs og og vi hørte gerne om det. Og vi nød at se de mange ikke kunne stå op mere. Bedstefar døde i år 1900, da billeder, som hun havde med hjem. min søster og jeg gik i skole hos tante Line. Hun holdt Efter sin amerikatur begyndte tante Line at holde nemlig skole for os mindre og større børn. Hun lærte møder for unge piger. En gang om ugen kom vi fra os, inden vi kom i skole, at læse, skrive og regne samt hele omegnen til hende. Hun havde haft travlt hele at sy, strikke og brodere. Vi betalte en krone om dagen med at forberede aftenen. Jeg husker de lange måneden for undervisningen, og da vi blev lidt større, borde med hvide duge og de skinnende stålamper. lærte hun os hardangersyning, fladsyning og engelsk Vi begyndte altid med en bøn, og tante Line læste et syning. stykke fra bibelen og talte med os om det. Så sang vi Tante Line var et kærligt menneske. Hun forærede stof salmer, som vi skiftedes til at vælge. Tante Line trak til de fattige børn. Der skulle ikke være forskel på, hvor mannakorn fra en skål, og vi talte om de skriftsteder. børnene kom fra. Mens vi strikkede, læste hun højt for os. Under 1. Skoletiden hos Tante Line startede altid med en bøn og Verdenskrig strikkede vi strømper til soldaterne. Mens sluttede med det lille salmevers "Klokken slår". En tante Line bryggede kaffe, dækkede vi bord, så gang om ugen læste hun en forsat historie for os af hinandens håndarbejde og havde det morsomt med "Kirkeklokken", mens vi sad med vores håndarbejde. hinanden. Aftenen sluttede med en bøn. Allesammen Vi glædede os altid til at høre fortsættelsen næste gang. var vi glade for møderne i tante Lines lille, spartanske Om sommeren når det var fint vejr, fik vi lov til at men hyggelige hjem. sidde ude i haven på den lille plæne under det store Om sommeren cyklede vi til grundlovsmøde i æbletræ. Børnene var glade for tante Line og hun fik Baronskoven i Tranekær, hvor præsten holdt tale. Efter gaver af dem. Små platter, lysegrønne tekopper eller den pakkede vi vores madpakke ud og spiste i det tallerkener købt hos købmand Thomsen i Fæbæk. grønne. En anden gang cyklede vi til et møde i Hov Da bedstemor døde i 1911, måtte tante Line holde op kirke for at høre pastor Anton Bast fra København. med at holde skole. Hun var overanstrengt af at passe Lige til tante Line blev syg, holdt hun sine møder, og sin mor gennem flere års sygeleje. havde den glæde, at hendes stuer var fyldte hver gang. Seks af Tante Lines søskende var udvandret i 90'erne Hun var god og kærlig ved os alle, og hun bad for os. I til Amerika. De sendte hende nu en billet og hun tog efteråret 1921 døde hun. Hun har betydet meget for derover. Et halvt år tilbragte hun i staterne bl.a. i mig, og jeg tør sige for mange andre. Velsignet være Racine, Wisconsin. hendes minde. Da hun kom hjem, havde hun sin brordatter, Mae, med sig, og den unge amerikanerin 49de gjorde et stort Marie Eriksen Rasmussen (Langelænderen nr. 506 - indtryk på Fæbæks piger bl.a. på grund af sit tøj. 1995)

Hallinggade i Humble Humble – omk. 1895 sin bedste alder. "Stoffersmeden" kaldte vi ham; han Fra sogneskellet mellem Humble og Fodslette er en var kendt over en stor del af øen for sine økser og lang vej til skolen i Humble, vel godt en halv mil, og snitteknive og der findes endnu i mange huggehuse en for langt at gå hjem til middag. Jeg var derfor ikke så økse, der er stemplet med et stort tydeligt MK, der sjældent hjemme til middag med andre drenge, der borger for, at bedre økse til at gå gennem træet og boede nærmere ved. Hmd. Jens Gudbjerg, der boede i holde "biddet" findes ikke. Vi drenge fik tit en sludder Hallinggade, havde tre drenge, som jeg tit var med med Martin. Han havde en egen fornøjelig måde at hjemme - Kristian, Julius og Karl. Og jeg har spist fortælle på, og vi fik lov til at prøve hans hammer på mange pandekager og drukket mange kopper kaffe hos ambolten og trække i den store blæsebælg. Jeg har haft den lille raske Line Gudbjerg. Og jeg kan ikke nævne mange fornøjelige timer hos Martin i skoletidens Hallinggade, uden at tænke på "Sarabrønden", den lille middagsstunder. Han hører med til min skoletids gode dam, der lå ved vejen med sin grønne andemad tyst og minder. Ja, der er mange minder fra skoledagene. stille som en grav. Her skulle der en gang være druknet Mindet lader som ingen ting - er dog et lønnet en ung pige, der hed Sara - deraf navnet. Men - jeg kan kildespring. - og det er blot det jeg har forsøgt at øse af ikke slutte denne artikel uden at nævne en af her. Hallingegadens populæreste skikkelser, smeden Martin Kristoffersen. Ja, nu er han død, men dengang var han i Jens Baltzer (Langelænderen nr. 563 - 2003)

Den første skoledag Humble - 1891 forberedelser at træffe først. Man skulle lære at kende Ja, hvem husker vel ikke sin første skoledag - Det gør bogstaver, både store og små, og sætte dem sammen, så sikkert alle, ligesom vi ventede med spænding på, at de dannede ord. Det var nu ikke så nemt, og det var den skulde oprinde. Naturligvis, der var jo adskillelige heller ikke lige morsomt. Mor hjalp mig om dagen, når

side 29 af 93 hun havde lidt tid tilovers, og far om aftenen, når han havde til at gå med mig, havde skrædderens Ane lovet havde tid og lyst til det. at gå med første dag. Jeg skød genvej forbi Hjemme havde vi det sparsomt med læsning, det var jo "Tolmodighedsgården"s marker, og ved stenten indtil ikke så almindeligt med ugeblade, dagblade og bøger Laus Johnsens mark stod Ane og ventede mig. Jeg som nu. Men jeg lærte alligevel at læse i det vi havde. havde fået ti store rundtenommer mad med, fem med En ABC har jeg aldrig ejet. brunt puddersukker og fem med hakket æg. Det fortalte Det var en stor dag for mig, da jeg for første gang fik jeg Ane, da jeg havde hilst. Hun skulle have det halve - lov at komme med til Rudkøbing, hvor vi skulle købe og det var hun godt tilfreds med. skoletaske og bøger. Og det var jo ikke alene turen til Vi nåede skolen, som de skulle til at begynde. Der var den store by, som jeg aldrig havde set, jeg glædede mig hen imod en snes nye børn, der sammen med mig til, men jeg var meget spændt på, om jeg fik en taske - skulle til at begynde deres skolegang. Jeg kom til at eller et tornyster - som jeg havde set andre drenge sidde nederst af drengene, der var en syv-otte stykker. have. Turen til byen tog godt to timer. Vi var kørende i Der var to lærere - gamle Jørgensen og en anden lærer stiv vogn og havde ti tdr. byg med fra gården, hvor far der hed Clausen. Der var fire klasser, de mindste børn var avlskarl. Vejlængden var godt 2 mil så det kunne gik i første og de største i fjerde klasse. Og vi skiftede ikke gøres hurtigere, hestene blev sat ind hos en lærer hver halve dag. Vi fremviste vor koppeattest og købmand, der så vidt jeg husker hed Erik Melson, hvor blev indskrevet i skolens protokol af gamle Jørgensen. kornet også blev afleveret. Nogle af os havde en enkrone og andre en tokrone Her i købmandsgården spiste vi vor medbragte med, som vi afleverede til læreren - med en hilsen fra smørrebrød, og så gik turen ud for at købe vore forældre - naturligvis i håb om, at Læreren ville skolerekvisitter. påskønne det og behandle os godt. Vi gik ind hos en sadelmager i Østergade, så vidt jeg Efter morgensalmen begyndte undervisningen, og snart husker hed han Tillebæk, og her var udvalg nok af både kom turen til os syv-otte nybegyndere og det gik nu tornystre og tasker. Men de første var for dyre. Der var ikke lige godt. Vi skulde læse den første sætning i to tasker af passende størrelse, en sort og en brun. Far Luthers Katekismus, der begynder med, hvad der frem mente bedst om den sorte og troede nok, den blev den for alt skal ligge os på hjerte. Jeg havde lært at læse stærkeste, men jeg syntes bedst om den brune - og den rent, og jeg læste hele siden ned, før læreren stoppede fik jeg så - den kostede 2 kr. mig. Han kiggede lidt på mig, tog mig så ved hånden Hos en boghandler købte vi en katekismus og en og sagde: - Kom her, du lille dagmosedreng, du skal bibelhistorie. Så havde jeg ikke brug for mere, da vi ikke sidde nederst. Han flyttede mig øverst af det kuld hos købmanden hjemme havde købt griffelhus, grifler af drenge, der var mødt den dag. - Og den plads holdt og den lille tabel til ti øre. - Og videre udstyr havde jeg jeg gennem de syv år, skoletiden varede. ikke brug for foreløbig. Min første skoledag gik godt, og Ane fulgte mig hjem. Næste dag efter Rudkøbing-turen havde jeg travlt med Hun skulle have en skilling og aftensmaden, fordi hun at "pakke sager", som det hedder, det forsøgte jeg havde været med mig. mindst tyve gange. Vi fik risvælling, og mens vi spiste, fortalte vi Og endelig oprandt den store dag, da jeg skulle møde i naturligvis vidt og bredt om dagens begivenheder. Jeg Humble Skole. Jeg havde fået et sæt nyt gråt tøj, syet af tror nok, at jeg pralede så mange gange med, at jeg var den lille Hans Jacob Skrædder, der boede i et lille bleven flyttet op, at mor blev ked af det og for at tale gammelt hus i Katrinebjerg Skov. Sømandskasket med om noget andet spurgte, om vi havde haft mad nok blank skygge, rem og to gule knapper, nye grå med. hjemmestrikkede strømper, og fjedresko med fem små Ork jo - Det slog godt til, sagde Ane. - Ja, sagde jeg og knapper på hver side. Jeg syntes selv, jeg var fin, skævede efter hende, men du åd nu al æggemaden måske også en smule vigtig, da jeg med den nye brune Ane! Hun blev spruttende rød og var nær blevet kvalt i taske over skuldrene fulgt af mors gode ønsker stod vællingen. - Det er ikke sandt, Jens, jeg tog kun fire! - klar til den første tur ad skolevejen. Jeg kunne også se Nå ja, sagde jeg nedladende det er også lige meget, for på mor hun var glad over at kunne sende mig så pænt jeg kan lige så godt lide sukkermad. Og dermed var af sted. den strid endt. - Og min første skoledag vel overstået. Som regel var der et større barn med de mindre den første skoledag, men da jeg ingen ældre søskende Jens Baltzer (Langelænderen nr. 552 - 2002)

Den aften blev det sent før vi sov Bøstrup – 189x En stor begivenhed var fars og mors tre mils køretur til Børnene købte julegaver i Bøstrup - de voksne tog helt købstaden Rudkøbing på juleindkøb. til Rudkøbing. De startede i bælgmørke om morgenen, indpakket som For 100 år siden var en juleindkøbstur fra Egeløkke til til Nordpolen, vi fulgte årvågne alle lyde inde fra Rudkøbing en af de store begivenheder for børneværelset, åh! hvor jeg husker den stemning - forpagterfamilien på Egeløkke. Den var dog kun for lysskæret inde fra soveværelset, hvor far og mor voksne, børnene måtte nøjes med en tur til den lokale hviskende trak i stadstøjet, kaffekoppernes klirren fra købmand. spisestuen, røgen fra fars søndagscigar, "de sortes" trav Gordra Nielsen, født Fabricius, har nedskrevet sine over stenbroen mors hurtige, men kærlige: "Farvel erindringer om julen i 1890'erne: småbørn, skik jer nu vel!" - og så kuskens knald med side 30 af 93 pisken der betød, at nu blev turen til virkelighed. øre for et UG-, og havde vi en to-krone hver at købe Lykkelige puttede vi os så ned i dynerne og pludrede for, var vi meget stolte! videre om alle julens forventede herligheder. Hvor husker jeg den hemmelighedsfulde stemning, der Det blev en lang dag, og jublen var stor, når vognen fyldte os, når vi trådte ind i den julepyntede butik - det ved aftenstide atter rullede for døren, og vi havde far var en hel forsmag på juleaften: Lys, gran og glimmer og mor i god behold med alle deres pakker, som hurtigt og mange herlige ting strålede os i møde. Jeg mindes af de voksnes velvillige hænder blev båret ind i vor beundring - særlig for et konkyliesmykkeskrin foret gæstekammeret, så det blev kun en gættekonkurrence med rødt silke - til mor f.eks., men vore penge var for for os på pakkernes form at ane indholdet; nå, vi små, de skulle række til mange gaver. Der var ligesom trøstede os med, at når mor fik overtøjet af, kom hun fremmede landes eventyrglans over det skrin! frem med de traditionelle honningkager, så helt snydt Købmanden var i besiddelse af stor tålmodighed, vi blev vi ikke. havde så svært ved at vælge mellem alle herlighederne, Den aften blev det sent, før vi sov! og nu som voksen mindes jeg ofte med munterhed den En anden dag blev det vor tur at gøre juleindkøb. Det hjælpsomme købmands atter og atter gentagne skete oppe hos købmanden i Bøstrup; der var også spørgsmål: brevsamlingssted, så han var vor gode bekendt og tog "Skal det være til yngre børn - eller måske til ældre meget vel imod os. Flere dage før havde vi tømt konfirmerede børn?" sparebøsserne under stor spænding - i de tider var små penge store penge - vi fik 2 øre for et UG i skolen, 1 Gorda Nielsen, født Fabricius (Langelænderen nr. 551 - 2001)

En dag i aksmarken Lindelse - 1898 Efterhånden som konerne kom ind i marken, trak de op Det var en strålende smuk septembermorgen omkring langs stengærdet og placerede sig. De mindre børn fik 1898. Solen var lige tittet frem over skoven i øst. så en tom sæk at sidde på og lidt at lege med, og de Bøgens blade var begyndt at blive gule og brune – og større fik en pose på maven til at samle aksene i. De drattet til jorden, mens eg og aks endnu stædigt holdt største af børnene fik en kniv eller saks, fastgjort i en fast ved den grønne kåbe. Der lå dug overalt i græsset, snor, til at skære aksene med, og snart var arbejdet i og hen mellem bakkedrag og over mosens lavninger gang over hele linien af 50-60 mennesker, mænd, hang morgentågen og bølgede, somme steder kun i kvinder og børn spredt ud over agrene, for at opsamle mandshøjde; den steg langsomt højere og højere – for de gyldne aks, og for at bjærge deres høst hjem. til sidst at forsvinde helt i æteren. Konerne holdt sig nærmest gærdet for at have opsigt Det tegnede til at blive en smuk dag, så mild, blid og med de mindste børn. stille, som en dansk septemberdag kan være det. Der var mange aks. Hveden var under en tordenbyge I den lille landsby begyndte livet at røre på sig. Ud fra gået tidligt i leje, og høsten havde været meget de små, stråtækkede femfags landarbejderhuse kom besværlig, det meste var høstet på akkord af gårdens flere og flere frem, mest mænd og større børn, de fleste husmænd, koner og børn, og mange steder hvor med en pose eller sæk under armen. høstriven var gået på skrå over renerne, lå der hele lag Der skulle samles aks på herregårdens hvedemark. af afbrækkede aks, så man lagde sig på knæ og Lidt længere op på dagen rykkede næste hold ud fra de samlede. Aksene samledes op i den højre hånd og små huse, det var konerne og de mindre børn, der nu lagdes over i den venstre, til man fik så mange, som drog af sted. Det tog jo altid lidt tid, før de kunne hånden kunne spænde om. komme af sted. Der skulle smøres mad og fyldes kaffe En sådan håndfuld aks kaldes for en ”dukke”, og mest og saftevand på flasker. Der skulle ryddes lidt op i morsomt var det at samle 4-5 sådanne, før stråene blev stuen, så der ikke var alt for uryddeligt, til man kom skåret fra, for så fyldte det så rart, når det blev puttet i igen; det kunne jo gerne træffe at blive lidt sent, for det på en gang. Når poserne blev fulde, tømtes de af i en af gjaldt om at hænge i de første dage efter indhøstningen, de medbragte sække, og snart vidnede talrige sække mens der var flest aks, og vejret var godt. rundt om på marken om, at arbejdet gik flinkt. Nå, men endelig var man klar, den mindste var puslet Men børn er nu engang børn, og den tid på dagen, der godt ned mellem dynerne i barnevognen, der var en var ventet med størst længsel, var alligevel almindelig trækvogn, en fjellekasse med skrå sidder på middagspausen. For at mor havde noget godt i kurven to hjul, en stang med en tværpind til at trække i. det vidste man; der var nok både pandekager med Mor og et af de største af børnene tog fat i tværpinden æblegrød eller stegte pærer til – og hvedekage med som hest, de mindre hængte bag i, og så gik ”toget” ud brunt farin på, og så var der saftevand og en flaske til aksmarken. kaffe; men den skulle mor have, ja, far fik vel nok en Marken hed ”Eget”, en stor mark med et højt tår også, han var jo med i dag, fordi det var søndag, stengærde på den ene side, og op langs stengærdet ellers havde han jo ikke tid. De andre dage var han på havde man så sit tilholdssted eller lejrplads ved gården. spisetiderne. Tolv rungende slag fra gårdens hovedbygning Der var godt og vel en halv snes arbejderfamilier til at forkyndte, at det var middag. Forventningerne til mors samle aks den dag, og der var omtrent lige så mange kurv skuffede ikke, og den blev tømt med god appetit. trækvogne, så hver families ”boplads” var så at sige Vi holdt en lille times middag, og nogle af børnene gik markeret ved en trækvogn. på opdagelsesrejse langs hegnene; der var masser af

side 31 af 93 blåbær og brombær. Ja, og lige på den anden side af Amerika. Og når der særlig blev talt om det den dag, gærdet og vejen lå jo den lille skovbakke kaldet var noget af grunden vel den, at der mellem disse unge ”Faurbjergskoven”, hvor der over lågerne var opstillet var én, der havde været en tur – og nu ville af sted igen. kæbebenene af en hval. Det må have været en ordentlig Vi større drenge så og hørte med beundring på ham. kammerat – de var halvanden alen tykke ved roden og Det lød så morsomt, når han talte, det var som tungen lige så høje som et hus. Og gik man videre, kom man lå dobbelt i munden, og udtrykkene ”Well” og ”Ålrøjt” ad snørklede gange op til ”Tårnet” på bakken, fra hvis blev brugt tit, og så røg han tobak af en pibe, hvis platform der kunne ses helt over til Lolland på den ene hoved var lavet af en majskolbe, og brugte brunt side og omtrent til Ærø på den anden. skråtobak, der var sødt og i plader. Mærkværdigt nok Men nogle af børnene blev liggende nede ved de ældre er forholdene blevet sådan, at 12-14 af de børn, der den for at høre på deres snak. Et par af familierne havde dag var i aksmarken, nu bor i Amerika. kaffekedel med; der blev samlet kvas, et par flade sten Der blev samlet mange sække aks en sådan dag, og der sat på kant og tændt ild under kedlen, og snart bredte blev god brug for trækvognen, da vi skulle hjem. en liflig kaffeduft sig i den klare septemberluft. Nu samles der ikke aks mere af nævneværdig Og der blev kaffe nok omtrent til alle de voksne – for betydning. Den maskinelle udvikling indenfor det var nu engang sådan med de fleste småfolk, at de landbruget har medført, at dette arbejde er ophørt. giver andre, så længe de har selv. Selvbinderens vinger fører kornet ind på det roterende Alt får jo en ende – også en middagspause – og snart sejl, hvorefter det bindes og kommer ud som faste neg. var man i gang igen. Der spildes ikke meget her. Og når kornet er stillet i Om eftermiddagen kom der en del unge ud og hjalp til, rækker, køres der med hesteriven på langs mellem det var voksne børn fra de forskellige hjem, der havde disse, og når negene er kørt hjem, rives hele marken på frisøndag og ville ud og give mor et nap med at få tværs, så der ikke er noget at pille efter her. bjerget lidt til hønsene og grisen. På deres snak kunne Derfor har den gamle sang om, at rive marken let, da man forstå, at de havde taget nøddedag og kom igen i det var gammel ret, at fuglen og den fattige skal også morgen (den gang var det almindeligt at få en fridag være mæt, ikke mere den samme gyldighed og klang, efter høst, som kaldes nøddedag, beregnet til at plukke som for 30-40 år siden. (Skrevet i 1939) nødder i). Der var én ting, som disse unge i særlig grad talte om Jens Baltzer (Langelænderen nr. 535 - 1999) og drøftede, når de kom sammen, det var, at de ville til

Noget ved musikken Rudkøbing - omk. 1900 øjne, men: "Selvfølgelig kommer mine børn og spiller" Langeland har gennem tiderne fostret mange var Rasmines svar. personligheder. En af disse er Frederik Schnedler- Frederik blev som dreng sammen med et orkester Petersen. Han blev født i Rudkøbing d. 16. februar 1867 inviteret til Broløkke for at spille for grev Christian som den næstsidste af en børneflok på 10. Ahlefeldt-Laurvig. Greven blev meget begejstret for det Forældrene var købmand og gæstgiver Johan Frederik unge talent og bevirkede, at han med sin far, greven på Petersen og Rasmine Martine f. Löve. Tranekær og en gruppe langelænderes hjælp kunne få De havde nogle år drevet købmandsbutik og gæstgiveri i musikundervisning og som 14-årig kom han til Slagelse Mads Lange's gård, Østergade 4, men var dog inden for at studere violinspil og som 17-årig blev han optaget Frederik kom til verden flyttet til Sidsel Bagersgade nr. på Det kongelige Musikkonservatorium. Men allerede 9, hvor de boede til leje og drev et gæstgiveri. året før, altså som 16-årig havde Schnedler sin første Det specielle mellemnavn fik lille Frederik fra en af egen koncert. Det var i Teathersalen i Rudkøbing, hvor fadderne, nemlig skovfoged Schnedler på Fårevejle. han ifølge Langelands Avis høstede megen ros. Frederik var meget lille og svag ved fødselen og flere fra Efter et par års studier i Paris og Berlin, var han en familien mente, det ville være bedst, om Vorherre ville periode koncertmester i Berlins Koncerthaus, hvorefter tage ham til sig, men moderen bad for sønnen og denne han vendte hjem og blev kapelmester ved Marienlyst og bøn blev hørt. Sommerlyst's koncertsale, Det var en meget musikalsk familie og der blev sunget Under opholdet i Berlin, lærte han sin tilkommende, og spillet meget i hjemmet. Flere søskende spillede til Bergljot Sverdrup fra Nordnorge, at kende og de blev fester i byen og allerede som 6-årig blev Frederik gift i Rudkøbing d. 22. november 1894 og året efter inddraget som trommeslager ved skyttelaugets julebal, fødtes deres eneste barn, Gunnar. da en ældre bror måtte overtage en sygemeldt musikers Schnedler betegnede selv tiden ved Marienlyst som 7 instrument. gyldne år. Han skriver i sine erindringer "Et Liv med Det har sikkert været trange kår for den børnerige Musik", at han komponerede en Marienlyst-March til familie. Faderen døde allerede som 50-årig i 1876 og ære for ejeren, slagtermester Anders Jensen, men da han inden de seks yngste var blevet konfirmeret. Moderen hørte sin søn fortolke den ved øvelserne derhjemme fortsatte som gæstgiver og sammen med de ældste børn besluttede han, aldrig mere at komponere. opretholdt de familien. Dirigenttiden På det tidspunkt, hvor faderen dør, spiller et par af De følgende år spillede Schnedler i flere orkestre og han børnene for en danseskole, og dennes leder var meget fik sin dirigentdebut som sygeafløser for Georg Lumbye tvivlrådig om musikken den dag, Johan lukkede sine i Tivolis' Koncertsal. Lønnen for en aftens side 32 af 93 dirigentarbejde med forudgående prøver var dengang 5 I 1925-26 fik Schnedler problemer, idet Danmarks kr. Radio begyndte at sende musik hjem til folk. Ikke alene I årene 1903-05, under Finlands kamp for sendte de den samme musik, som Tivoli var så berømt selvstændighed fra det russiske herredømme, var for, men de "stjal" mange af de bedste musikere, da Schnedler i Åbo. Her høstede han - både som violinist radioen kunne betale bedre lønninger, end hr. Schnedler, og som kapelmester meget stor anerkendelse. Han blev der skulle have økonomi i sit arbejde. omtalt som gesandt for dansk musik, såsom Lange- Som om det ikke var problemer nok, så kom på Müller, Gade, Hartmann og gjorde især Carl Nielsen og nogenlunde samme tid Jazzmusikken, der var en torn i H. C. Lumbye's musik særdeles populær. øjet på Schnedler. Han betegnede det som "helligbrøde" Han ledede også operaerne "Don Juan", "Bajazzer" og at udsætte klassiske temaer for jazzrytmer, og han "Faust" med så stor popularitet, at folk strømmede til betegnede også jazzen som ødelæggelse af musik, men Åbo med særtog fra hele Finland for at overvære disse som han et andet sted er citeret for: Det er en kamp mod opførelser, der blev gentaget flere gange ud over de vindmøller og orkesterforeninger blev nedlagt på stribe. planlagte. Ved Tivolis' 75 års jubilæum modtog han ridderkorset af Gennem disse år var Schnedler jævnligt gæstedirigent Kong Chr. d. 10., ligesom han også blev dekoreret med ved forskellige orkestre herhjemme og fra sæsonen 1909 den norske St. Olavs-orden. fast leder af Tivoli's Koncertsalsorkester. Når man læser om Schnedler, ses det kun sjældent, at I Tivoli var der i 1902 blevet indviet en stor flot han har oplevet større nederlag. Det er sket et par gange koncertsal med plads til 45 musikere og 1200 gæster i et ved ansøgning om nyt arbejde. For eksempel blev han østerlandsk præget palads med løgformet kuppel og et vraget uden begrundelse som koncertmester i par "minarets-tårne". Det var et motiv, der både med - og Stockholm. Årsagen fik han senere i en Stockholm-avis uden illumination, var yndede postkortmotiver. Den og den lød: Det vil være en skandale, at ansætte den flotte bygning blev for øvrigt sprængt i luften i 1944 af danske kapelmester Schnedler-Petersen, der har en norsk Schalburgkorpset, der var en gruppe danske håndlangere kone. Det var på det tidspunkt, hvor unionsfællesskabet for den tyske værnemagt. Det var en hævnakt mod den mellem Norge og Sverige blev opløst. danske modstandsbevægelses ødelæggelse af Foruden at være orkesterleder og dirigent gennem et våbenfabrikken "Dansk Industrisyndikat", der leverede langt liv, interesserede ægteparret sig meget for gamle våben til besættelsesmagten. musikinstrumenter. De holdt mange koncerter med nogle Schnedler-Petersen var meget bevidst om at give Tivoli's af disse, og han kunne spille på 22 forskellige gæster et varieret repertoire i musikkens verden. Han instrumenter, hvoraf nogle var fra 1700-tallet. havde mange førsteopførelser af helt ny musik med unge Efter at have dirigeret 50.000 numre, hvoraf 843 var solister, specielt nordiske kunstnere. Hans opfattelse var førsteopførelser, blev Schnedler-Petersen pensioneret i ikke udelt blandt publikum og mange mente, at 1935 efter 27 år på podiet. Afskedskoncerten i Tivoli var koncertsalens musik var blevet "for tung". Tidligere så stort et tilløbsstykke at der skulle bruges 5 biler for at havde det især været H. C. Lumbyes lettere genre, der transportere alle blomsterbuketterne hjem til lejligheden. havde domineret. Men Schnedler stod fast og Den populære Schnedler fortsatte som gæstedirigent og pointerede: At det var et musikhus med restaurant og bl.a. dirigerede han både kor og orkester ved ikke en restaurant med musik. Han blev da også med Rudkøbings 750 års byjubilæum i 1937, hvortil vor årene meget populær og foruden i Tivoli, blev han også forening havde arrangeret tur. kapelmester ved de københavnske palækoncerter 1912- Frederik Schnedler-Petersen døde af en dobbeltsidig 31, som Københavns kommune afholdt. Det var med lungebetændelse d. 6. april 1938 og blev bisat fra mange solister fra såvel Danmark som udlandet. Holmens Kirke. Ved en mindekoncert i Tivolis Fra 1910 oprettede han "De unges Aften" i Tivoli. Her koncertsal havde komponisten Poul Schierbeck fik unge lovende musikere og dirigenter lov til at prøve udarbejdet en komposition til minde om den "store kræfter med vilkårene uden for de beskyttede langelænder" læreanstalter. Nye tider Knud Erik Hansen (Langelænderen nr. 556 - 2002)

Dyrskuet i gamle dage Rudkøbing/Tryggelev - omk. 1900 blev syet både nat og dag for at nå at få det hele færdigt Den største folkefest på Langeland om sommeren har til tiden. altid været dyrskuet, særlig i gamle dage. Nu er der jo Det var gerne en dag i juni måned, der var fastsat, så det mange andre fester, som ikke kendtes den gang, og der var i sommerens skønneste tid. Når den oprandt med har altid været let adgang til at komme til dem med de klart vejr og solskin, var der glæde over hele linien; var færdselsmidler, vi har haft de senere år. Det var der ikke det regnvejr, sank humøret jo nogle grader, men blive i gamle dage, da var det kun hestekøretøjer, der kendtes. hjemme var der ikke tale om; alle, der på nogen måde Dyrskuedagen har altid været imødeset med stor kunne undværes hjemme, skulle med - både børn, unge forventning, særlig af ungdommen. Når dagen var og ældre. De rigtig gamle blev hjemme og måtte passe fastsat, og det havde stået i aviserne, kan det nok være, kreaturer og hvad der ellers var; det blev så lagt til rette i der blev travlhed for syersker og skræddere, til den dag forvejen så godt som muligt. skulle alle have nyt tøj, det var gerne en fast regel, så der Klokken hen ad 8 begyndte vognene rigtig at køre ud alle steder fra, enkelte var kørt tidligere, og de der skulle side 33 af 93 trække med dyrene, måtte op midt om natten, eller også ved vejen, når vi kørte hjem, og råbte på "Markedskab". blev dyrene ført op dagen før, de skulle jo hvile ud og se Blev der kastet lidt ud til dem, råbte de hurra, fik de godt ud på dyrskuet. intet, kunne de godt råbe noget mindre pænt. Fra herregårdene kom store char-a-banc'er med 14-15 Ved vejen til skoven sad også altid en gammel mand personer på vognene, store kraftige heste for og en god med et træben og spillede harmonika. Lidt længere nede solid kusk på kuskesædet; det måtte der jo til sådan en stod en kone og drejede lirekasse for en mand, der var dag, da det vrimlede med køretøjer, og det ikke altid var blind, det var også en af deres store dage. De kunne vel lige skikkelige heste. Der var tit hele rækker af vogne på nå at få samlet en ganske god skilling sammen, men den tid på vejene, og var det tørt vejr, lå der en støvsky alligevel; hvor trist, at de skulle udstilles og tigge på den om alle de kørende. måde. Godt at der nu er bedre kår for invalider. Det var en stor dag for Rudkøbing, både for de Ved indgangen til skove solgtes billetter. Så snart vi kom handlende, for restaurationer og ikke mindst for indenfor skoven, begyndte alt gøglet. Den første vi gårdskarlene i købmandsgårdene. Når vi kom ind i sådan stødte på, var gerne Chresten Jyde. Han havde et bræt en gård over middag, stod vognene i rækker stillet med forskellige figurer og en terning. Vi kunne sætte en sammen som sild i en tønde. Der vankede jo så gode 2 øre på en af figurerne; kom det billede frem, vi havde drikkepenge til karlen, men han havde også rigeligt mas sat på, havde vi vundet det hele - kun den ene 2 øre med at få spændt for alle de forskellige køretøjer, så at skulle manden have til sin fortjeneste. Der var en vældig hver fik de rette heste og vogne. søgning af børn og de helt unge, det var jo ikke så dyrt, Købmændene havde gerne god handel. Alle skulle have og det var en mand, der forstod at samle folk. Han råbte noget med dem hjem, og mange unge, der skulle have ny ustandselig: "Ræven, skytten, hunden og jomfruen", når stads, købte det gerne dyrskuedagen, da de skulle til de billeder manglede indsats - "er jomfruen ikke 2 øre byen alligevel. Det hørte til sjældenhederne, at folk kom værd i dag, hun er pyntet, hvad er hun så værd i morgen derop dengang. når hun går i køkkenet"? Eller når der kun manglede en For børn var det et helt eventyr at drage til Rudkøbing, mand , råbte han: "En mand, en mand - den sidste mand for mange blev det vist ikke til mere end én eller to kan også vinde"! Det var en mand der var kendt af alle i gange i skoleårene. At se alle de store butiksvinduer, og de år. Hans spil siges at være havnet på museet i alt det der var udstillet, var en hel oplevelse. Vi stod som Rudkøbing. fortryllet foran Magda Jørgensens legetøjsforretning. Da Længere omme i skoven var karrusel og gynge, vi havde sparet sammen på vore småskillinger længe i kraftprøve og meget andet. Desuden var der en stor forvejen, kunne vi nå at få en lille ting i forretningen til dansesalon i skoven, som var fyldt med dansende om 25 eller 50 øre og endda lidt tilovers til godter. Da vi fik eftermiddagen og om aftenen. På pavillonen i skoven var at vide, at vi ikke kunne få godter dér, stilede vi lige over der også dans i en stor sal. til Gustav Knudsens store købmandsforretning og blev Fra skoven kunne vi gå lige ud på dyrskuepladsen. Der meget forbavset, da vi heller ikke dér kunne få hverken var mange smukke dyr at se på. Det var altid om chokolade eller brystsukker! De viste os smilende over formiddagen, vi skulle derud. Til middag blev dyrene til S. P. Hansen, hvor vi fik det forlangte, men vi sagde gerne trukket bort. da vi kom hjem, at det var småt, at vi ikke kunne få Der var mange telte, nogle til beværtninger andre til alting i sådan en stor forretning, når vi hjemme i forlystelser, cirkus, panorama og meget andet. Midt på Tryggelev, både hos købmændene Wandel og Gorm pladsen var bygget tribune, dér sad musikorkesteret og Nielsen kunne få "alle forskellige slags". Vi fik jo så at spillede. Om eftermiddagen var der et mylder af folk. vide, at i byerne havde de hver sin slags at handle med, Kom vi fra dem vi fulgtes med, var det næsten ikke til at og hos Gustav Knudsen var det tøj og den slags. Så blev finde hinanden igen. Vi kunne til gengæld træffe mange vi så meget klogere. bekendte sådan en dag. Der var jo folk fra hele øen, så vi Dyrskuet blev dengang holdt på en mark ved traf tit nogen, vi ikke havde set i flere år. Fredskoven. Den lille idylliske Fredskov ser vi ikke Det var en dag, hvor der blev brugt mange penge. Nogen mere, fordi dyrskuet nu er flyttet til en plads ved byen. fik jo varer og glæde for pengene, andre brugte deres til På vejen ned til skoven var flere telte og boder, hvor vi druk og udskejelser, og blev somme tider rodet ind i kunne købe mange forskellige slags, nogle med noget, de bittert fortrød, når rusen var borte. Men for de bagværk, formet som mænd, koner, hjerter og fleste var det en glædesdag med mange forskellige forskellige dyr, dem var der vældig rift om; alle skulle oplevelser, som huskes endnu mange år efter. have noget med hjem, både til børnene og til dem der passede hjemmene, og den slags bagværk og ligeledes H. K. , Tryggelev (Langelænderen nr. 525 - 1998) honningkager var meget yndet. Der stod også tit børn

Bedstemor Torpe, Skrøbelev/Tryggelev - omk. 1900 satte sit præg for hele livet. Børnene kom tidligt ud at Bedstemor var født 24. november 1842, hun var den tjene, 4 rejste som helt unge til Amerika, som mange ældste af 9 søskende. Forældrene havde et mindre her fra landet gjorde dengang for at skaffe sig en bedre landbrug, så kårene var meget beskedne. Faderen døde levevej. tidligt, vist nok ved et ulykkestilfælde, men dengang Bedste kom tidligt ud at tjene, kom tidligt til at stå på var der ingen hjælp eller erstatning, så det gjaldt om at egne ben og hun havde en god vilje til at tage fat. Hun klare sig igennem ved egen hjælp og nøjsomhed, og det havde også sin egen mening om tingene, langt forud side 34 af 93 for datidens kvinder hvor mange dengang var omhyggeligt, der var meget for videbegærlige børn at undertrykte og underkuet. Bedste kunne hurtigt ranke efterse. sig og forfægte sine meninger. Hun var lille, mager Så var der haven, der var noget for sig selv, næsten men stærk. som i H. C. Andersens eventyr. Der var næsten ikke det Nu må I huske, at hvad jeg skriver, er efter træ eller blomst der ikke var der, og bedste passede det hukommelsen og hvad hun selv fortalte til mig. selv. Der var modne røde stikkelsbær og de gule Hun var på en gård i Illebølle, der var 3 piger, 3-4 blommer stod lige udenfor bryggersdøren ved siden af karle, røgtere og et par husmænd, der boede i huse i brønden, hvor vandet blev trukket op i en spand med en nærheden af gården med deres familie. Det var en brøndkrog - der var altid godt vand. Her var tidlige proprietærgård. Manden hed Anders Lind Johansen, sommeræbler, røde Calvin, flere slags pærer, Grev kun kaldt Anders Lind. Han var en temmelig hård Moltke, Napoleon, og mange gemmeæbler til hele mand, men meget retfærdig. Han var blandt de første vinteren. Foran huset var blomsterbede - det begyndte der gav tjenestefolkene fri om aftenen, ellers sad med vintergækker, Dorthealiljer, gule og blå krokus, pigerne og kartede og spandt om aftenen. I det hele aurikler, kodriver, påske- og pinseliljer, hyacinter, taget var arbejdet jo helt anderledes dengang både for klytra, røde og hvide roser, mange slags grønt, karle og piger. Pigerne malkede 3 gange om dagen, de Lammeøre, Ambra, Hjertensfryd, stribet græs og så var hjalp til i marken, bandt op efter le, kørte korn ind, der røde Fuchsia, som jeg syntes helt er udgået. Om læssede og spredte møg og sådan med det hele. I løn sommeren havde vi altid urtekoste (blomsterbuketter) fik de et pund uld, som var til deres eget tøj, og til jul et med hjem. sigtebrød, øl og bagte brød. Bedste havde oplevet krigene 1848 og 1864, og hun Senere fik bedste gode økonomiske kår at leve under, havde talt med folk, som havde været med. Hun var og hun havde en åben hånd og hjerte overfor os. Jeg meget nationalsindet, og talte om Dybbøl og husker stadig hendes stolte og knejsende gang, når hun Dannevirke. Hun så soldater komme såret og nedslået 2 gange om året vandrede til byen for at hæve renter. hjem, og hun var ikke til at rokke i troen på, at vor Da vankede der gaver og opfyldelse af vore ønsker, danske konge (Frederik 7.) var blevet forgivet i Slesvig men altid indprentede hun os, at vi skulle spare til vore og så kom den tyske Christian 9. (Europas svigerfar) gamle dage, og hun lagde grunden til vor velstand ved til. Han gav tyskerne Sønderjylland - soldaterne måtte at anskaffe "bøgerne" og af og til sætte en 5 kr. ind. Ja, ikke slås for fædrelandet. Sådan talte befolkningen, når hvor var de gamle dog nøjsomme. de kom sammen, der manglede aldrig samtaleemner. Bedste regnede det ikke for noget at gå de 20 km. ud til Her kom ofte en mand om aftenen, han havde været os, og somme tider bærende på en kurv på hver arm. med i krigen og fortalte altid om oplevelser derfra, Her var pærer, æbler, stikkelsbær, blommer eller imens han røg på sin lange pibe og drak kaffe. fastelavnsboller op til fastelavn, men ikke at Bedstemor var ikke så lidt overtroisk eller måske kom forglemme alt hvad hun kom med til jul. Når hun det af religiøsiteten blandt almuen. Der måtte ikke skulle hjem kørte vi hende med de brune heste, men skæres hul på et brød, uden der blev slået kors på det, kun den halve vej. Mor syntes det var langt nok for så blev det drøjt. Man måtte ikke begynde et fast hestene, for de skulle jo vejen hjem igen, og bedste arbejde om mandagen, og 13 til bords er ikke lykke. havde tiden for sig. Når uglen tuede om aftenen varslede det ondt vejr. Vi Bedste havde et dejligt hus, helt anderledes og finere måtte hverken strikke eller sy mellem jul og nytår, for end vor gamle gård, hvor der altid var så meget så fik mange dårlige fingre i året der kom. Køerne arbejde. Der var bræddegulv over det hele, højt til måtte ikke starte med at komme på græs om mandagen, loftet, pæne vinduer med lange blonde gardiner og så blev der megen sygdom blandt kvæget. Et år gjorde blomster i vinduerne, røde pelargonier og geranier. Der vi det her på gården, og fik mund- og klovsyge om var hvidskurede gulve med fint strøet sand. I sommeren. Vi har ikke gjort det siden. hverdagsstuen, som vi sad i, var der rullegardiner, det Senere flyttede bedste ud til os, og hun gjorde vel nok ene med Frederiksborg Slot, det andet med Rosenborg meget arbejde og aldrig det lette. Var tidligt oppe om Slot. Der var sengen, den store brede med et bjerg af morgenen og hjalp til med at malke, vaske storvask, tykke, uldne og varme dyner med fyld af gåsefjer, hjalp til med slagtning, pille ænder, stoppe strømper, omhyggeligt redt med tæppe over. Så var der strikke uldne vanter til os alle, pudse fodtøj og meget bornholmeren og den store kakkelovn, hvor der blev andet. Hun længtes tit efter sit hyggelige hus, men nu fyret med bøgebrænde. Der sad vi børn, når vi var på havde hun jo vort hyggelige selskab. Bedste var næsten besøg, og spillede brus med bedste. Jeg husker ikke aldrig syg, og blev hun lidt sløj, så fik hun stræk kaffe spillet mere, men der var konge, dronning, dullen og med kandis og så tog hun et par slurke af en af sine spids, der stadig skulle huskes. Så fik vi stegte æbler, flasker, for hun lavede selv sin medicin. tørrede pærer, nødder og syltede kirsebær, både lyse og Vi havde nord for vore marker et langt stendige, et mørke. De var i store stenkrukker og holdt sig fint uden gammelt hovhegn, og der på sydsiden plukkede bedste mug - hvor de dog smagte. sin medicin, som hun satte på flasker i spiritus. Der var På den anden side af gangen var der 2 pæne rejnfangknopper, perikum, og malurt. Husløg groede dagligstuer. Også her var bornholmer, dragkiste med på taget, det var til "brændt skade". tæppe over og med mange sjældne ting. Her var vaser Efter høst gik bedste ud og plukkede brombær på og figurer, og så var der chatollet med alle de små og sydsiden af samme hovhegn. Det var en fin tur med store skuffer med de mærkeligste ting, og inderst inde solskin og klar luft i september med stok til at trække alle værdipapirerne, der var sammenlagt og gemt rankerne ned og et par stykker ostemad. Hun gik om formiddagen og kom hjem midt om eftermiddagen med

side 35 af 93 kurven fyldt med dejlige sorte bær, og det gjorde hun håndarbejde eller læsning, hendes virke lå på andre flere gange hvert efterår. Jeg tror også hun nød at sidde felter. i solen og spise sin mellemmad og nyde den friske luft. Skrevet 1965 af Senere, da alderen gjorde sig gældende, sad hun mest ude i varmen og stoppede og strikkede, men uden Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 521 - 1997) briller, for bedste havde aldrig anstrengt øjnene med

Per Torpe, Skrøbelev - omk. 1900 Til sidst blev det for galt og Per blev meldt til politiet. Endnu en beretning af Hansigne Nielsen, Politiassistenten kom derud og skulle tale ham tilrette, Kræmmergården i Tryggelev. Skrevet i 1965, men men der var ingen vegne at komme med Per. Senere fortællingen, som er fra Torpe, Skrøvelev sogn, er fra måtte politiet derud igen, men han blev også budt på et starten af 1900-tallet. par genstande. Da betjenten fik øje på et drikkekrus, Ikke langt fra min bedstemoder boede en lille ældre som hønsene drak af, det var antik kobber fra en mand, og hvis renlighed og hygiejne havde noget på auktion, fik han det med under trøjen - der var ikke sig, så passede det i alt fald ikke på ham, og han blev mere at tale med Per om. næsten 100 år. Han boede i et lille hus med en lille Når det var kold vinter med sne og frost, tog Per fåret tilbygning, hvor der var et får og lidt høns. Mon han ind hos sig i den ene alkove, som der var halm i, og der dog nogen sinde havde været vasket? Han gik altid i et fik det lam inde, ellers var de nok frosset ihjel i det mørkt jakkesæt og en stiv, sort hat på hovedet. utætte skur, hvor det trak ind overalt. Kom man indenfor, var der noget at se. Væggene og Per havde noget så attråværdigt for os børn som rød overalt var der fyldt med ure, klokker, sodavand. Når vi fik hver 10 øre, løb vi derhen, og fik bornholmerværker og bøsser i alle størrelser og en der rigtig kunne bruse. Var Per i rigtig godt humør, faconer, og meget andet, for Per var nemlig fast kunne der godt vanke et dejligt stykke mad med røget stamgæst ved alle auktioner langt omkring, og så var lammelår, det smagte vel nok. Alle hans madvarer var i han handelsmand. bordskuffen. Hos Per var der noget af en smugkro. Der kom unge Gårdmændene skovede brænde for Per, så holdt han karle om aftenen, de ville handle og bytte, men de sad "skovgilde" for dem. De fik kogt torsk med sennep, også og drak snaps og øl. Dengang var en bajer 3 som var malet i et fad med en stor kugle. det var en pægle og kostede 18 øre. Senere blev det til ½ bajer på kras sennep, men den kunne godt spises med ske med 1½ pægl og den kostede 9 øre. Så begyndte en snaps til hver skefuld. Ud på aftenen fik de punch, gårdmændene også at komme, de sad og drak små vi syntes det var skrap kost. sorte, det var kaffe med brændevin, eller Ja, nu er huset sløjfet med jorden for mange år siden. tevandsknægte, det var vist med rom og sukker. Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 518 - 1997)

Med hestevogn på juleindkøb Rudkøbing/Tryggelev - omk. 1900 dejlige brune jyske hopper, der var så flinke. Vi tog af Hansigne Nielsen, Østerskov, fortæller om juleindkøb i sted tidligt på formiddagen, og naboerne havde lovet at Rudkøbing i de gode gamle dage. se til gården, mens vi var borte, for det blev en Det varede ikke ret længe, før jeg gled ned i bunden af heldagstur. fodposen med min julebog under armen og sov godt, Fodpose af fåreskind indtil vi kørte ind af vor egen port, skriver Hansigne Nå, vi kom til vogns, iført varme frakker og med Nielsen, Kræmmergården, Østerskov, i afslutningen af fodpose, der var syet af fåreskind med ulden indad, så en barndomsskildring af en juleindkøbstur til den var varm at sætte benene i. Den havde været inde Rudkøbing omkring århundredeskiftet. Beretningen er ved komfuret, så den blev godt gennemvarm til vi en af de beskrivelser af dagliglivet på Langeland skulle køre. førhen, som Hansigne Nielsen på opfordring har Far havde en kørepisk ved siden, det var ikke for at slå skrevet. hestene, det gjorde han aldrig, men det hørte sig til, og - Det var altid en festdag når vi to gange om året skulle så også lidt flot ud. Nu gik det så fremad i luntetrav, til Rudkøbing, det var til jul og til dyrskue.. Derudover fodgang op ad bakkerne. Vi holdt ingen hvil undervejs, kunne der indtræffe noget særligt, f.eks. valgdag som men vi havde selv smørrebrød med, her kan man roligt foregik på torvet. sige, at vi havde madkurv med, for maden var i en De to og en halv mil, der var til byen, var en lang vej at flettet kurv med låg. Når vi øjnede bygningerne i køre i åben vogn, især til jul når det var koldt, men vi Rudkøbing, begyndte jeg at synge, det var spændende så hen til dagen længe i forvejen og glædede os. at komme til byen - alt det der dog skulle opleves på Det var ikke just et fint køretøj, der var jern omkring den dag. vognhjulene, der raslede værst når vi kørte på den Bedeposen og madkurv dårlige landevej. Men hestene var førsteklasses, et par side 36 af 93 Vi holdt ind i Frands Havemanns købmandsgård, der smertelige nederlag, hvad de ældre ikke kunne hvor Andelsbanken nu ligger. (Red.: Bag Brugsen i glemme. Min historiske og nationale følelse, blev 1999). tidligt vakt, også efter de voksnes samtaler. Så vidt jeg Der kom straks en gårdskarl og tog imod hestene, husker, var denne min første julebog, den var mig spændte fra, og gav dem vand af et stort vandtrug, der meget kær, og jeg har den endnu. stod i gården. Vi havde foder med til dem, bedepose Hestene løb lidt stærkere hjemad med hakkelse og havre. Før vi tog hjem skulle vi ned i Nørregade hos bager Vi gik ind i en stor stue i købmandsgården, den var Michelsen og drikke kaffe. Vi fik en kande kaffe på beregnet på landboerne, når de kom til byen. Vi bar på bordet, og hver af os fik to femøres wienerbrød, det lågkurven med maden, og ude på bordet var stillet øl i kostede 25 øre for hver. Bager Michelsen og hans kone krus til maden, og tobak i en stor kasse, så mændene sad med ved bordet og snakkede, og ville også gerne kunne stoppe deres pibe. Nu var vi velforsynet til at gå høre nyt fra landet. Min mor købte også en pose i byen, hvor der var mange folk på julehandel. wienerbrød og nogle særdeles gode små sodakager til Min mor gjorde store indkøb af kolonialvarer i to øre stykket med hjem. Vi skulle dog også have lidt købmandsgården. Da hun sjældent kom til byen, gjaldt godt hjemme, dagen efter sådan en stor dag. det om, at få noget Vi kom så tilbage til købmandsgården med vore med hjem. Bagefter gik hun ud i byen og købte pakker, vi længtes hjem, det gjorde hestene også. Vi fik forskelligt ind. Vi havde brug for bl.a. tøj- og spændt dem for vognen, og jeg mener, gårdskarlen fik malervarer. 25 øre for hver hest, så det må have været betalingen. Far og jeg gik også på indkøb, først i boghandlen, han Nu var det begyndt at mørkne, og hestene løb lidt skulle have papir, regnskabsbog, almanak og raskere til. Det gjorde de altid, når det gik hjemad. julelæsning. Han købte et hæfte, der hed Julerose, og Det varede ikke ret længe, før jeg gled ned i bunden af jeg fik et der hed Børnenes Juleroser. Udenpå dette var fodposen med min julebog under armen og sov godt, der tre piger i danske, svenske og norske indtil vi kørte ind af egen port. nationaldragter og inden i gode fortællinger, nogle præget af krigen i 1864, hvor Danmark led det Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 537 - 1999)

Ludvig så mekanikkens muligheder Rudkøbing - omk. 1900 interesse specielt, nemlig den, hvor man nu havde I 1995 havde vort medlem og journalist Peter Schmidt indført mekanikken. følgende artikel i Fyns Amts Avis. Det var spændende for den unge dansker, og han havde Johan Cornelius Weidemann, rebslager i Rudkøbing, vel allermest lyst til at blive på, denne tyske fabrik, var ikke i tvivl om, hvad hans søn, Ludvig Petersen - hvis ikke lige han havde fået øje på en annonce i efter moderens fødenavn - Weidemann skulle være "Deutsche Seiler Zeitung". som voksen: Rebslager som faderen, der videreførte Her søgte en konsul Ditlev Lauritzen en direktør til et farbroderens rebslageri. Rebslagerier var der flere af i nyt mekanisk spinderi i Esbjerg. Ludvig søgte, fik enhver købstad på den tid. Navnet Reberbanen er stillingen, og gik straks i gang med at købe maskiner. stadig et minde om, at her lå et rebslageri, som dog Snart var fabrikken i gang og i god gænge. Alligevel ophørte omkrig det tidspunkt, da førnævnte Ludvig så var der mange pengesorger for den unge direktør, for dagens lys i 1879. ejeren, konsul Lauritzen brugte alle de penge, han Initiativrig overhovedet kunne skrabe sammen til at bygge nye Ludvig voksede op med reb, kom da også, efter skibe for. Den ide blev i øvrigt senere til Rederiet konfirmationen, i lære hos faderen, hvor han snart viste Lauritzen. nogle ganske særlige initiativer. Hjem til Rudkøbing Han var endnu kun lærling, da han opfandt et Ludvig blev træt af de evindelige pengesorger. Skulle grimeværk, der kunne producere to grimer på samme han endelig have dem, kunne han lige så godt have tid som det hidtil havde taget at producere en. Og dem på egne vegne. Derved blev det. Han sagde sin grimer var der brug for overalt i datidens samfund, stilling op og rejste hjem til Rudkøbing. hvor hestene stadig var vigtigste trækkraft. I foråret 1912 startede han så sin egen bindegarnsfabrik Produktionen af grimer , var nok et biprodukt på på Nørrebro. rebslageriet, men der har dog været tale om en ganske Det kunne ikke være meget mindre i starten. Han stor produktion. Op mod en snes drenge kom havde kun en pige til medhjælp og meget simple efterhånden i arbejde - grimedrenge blev de kaldt. maskiner. Selv cyklede han rundt og solgte sine garner. På valsen i Tyskland Men driftig var han og godt må det have gået, for Ludvig havde altså vist sine egenskaber til at sætte allerede i 1914 købte han nogle magasinbygninger, noget i gang, da han som udlært rebslager tog et par år Grevskabet ejede i Nørregade, og fortsatte sin fabrik på valsen. der. Turen bragte ham rundt i Europa og på et tidspunkt til Mørke skyer et rebslageri i Mannheim i Tyskland. Der skulle imidlertid ikke gå længe før mørke skyer Arbejdsproceduren var her som hjemme hos faderen i samlede sig over Ludvigs fabrik: Ude i Europa var Rudkøbing: Det hele foregik pr. håndkraft. Men en første verdenskrig i gang. Snart var det slut med afdeling af det store rebslageri fangede unge Ludvigs råvarer - sisal. Gode råd var nu mere end dyre. side 37 af 93 Ludvig Weidemann fandt snart på råd. forskellige givtige forretninger. Men investeringer i ny Spindemaskinerne blev lavet om, så de nu kunne teknik lå ham fjernt. spinde garn af papir! Han havde bygget det hele op fra bunden. Han så sin En besværlig proces, men den lod sig gøre. Først blev virksomhed toppe. Han blev en af de helt store papiret, der kom hjem i store ruller, gjort vådt i et matadorer på Langeland. Han oplevede også at se vandbad. Derefter kørte det gennem spindemaskinerne virksomheden på retur, selvom indtjeningen stadig var og nu skulle det så tørres igen. Det foregik på ganske pæn. I februar 1962 døde han. gasværket og ikke sjældent skete, der gik ild i En umulig opgave fabrikationen. Nu stod næste generation, sønnerne Knud og Paul Der fulgte fredelige tider og Ludvigs opfindsomhed var Weidemann, så og skulle løfte arven. En umulig stor. Han udviklede og fik patent på et særligt nøgle til opgave. De to brødre så måske muligheden i at lade selvbindere, der var bedre end konkurrenternes. Han tredie generation være med til at føre solgte en del licenser til Tyskland og for de penge, han bindegarnsfabrikken ind i det næste årtusinde. Knud derved fik ind, købte han stadig nye maskiner. havde sønnen Torben, Paul sønnen Ulrik, begge Produktionen voksede og voksede. udlærte i virksomheden. Nu fandt Ludvig Weidemann, at det efterhånden var Efter et kortere ophold i Belfast vendte Torben tilbage tiden at tage næste generation med ind i firmaet, først til virksomheden i Peløkken. Hans far, Knud, døde i den ældste søn, Paul, der havde været i købmandslære, 1979 og kort tid efter vendte så Ulrik tilbage til siden også den anden søn, Knud, der var bankuddannet. virksomheden. Han havde i en række mellemliggende Brand og udflytning år læst på teknikum i Odense og siden virket på Så den 23. april 1936 gik det galt. Fabrikken i Danfoss. Nørregade nedbrændte til grunden. Weidemann fandt, Fætrene Torben og Ulrik kørte nogle år parløb med at skulle han nu starte et tredie sted, skulle det også Ulriks far, Paul, som nu firmaets "old man". Efter være et sted. udenfor byen, hvor der var nogle år trak Torben sig så efter eget ønske tilbage fra udvidelsesmuligheder. virksomheden. Af sognerådsformand Peder Rasmussen købte han et Ulrik stod nu alene med ansvaret. Det var ikke ideer, større areal i Peløkken og allerede i december samme han manglede. Hvad det angår, lod han ikke år kunne den ny fabrik tages i brug. bedstefaderen noget efter. Murskaller, lerduer, Årene, der fulgte, kan med nutids sprogbrug kaldes for høstbindegarn af rene naturprodukter. Det gav håb om industrieventyr for L. P. Weidemann og sønner. millionordrer, flere arbejdspladser. Det blev ved Gamle Ludvig var i 1939 i Amerika, hvor hans håbene. Stadig stærkere konkurrence ude i verden, produkter nu også var efterspurgte. Hjemkommet købte stadig nedskæring af arbejdsstyrken på fabrikken. han straks store partier råvarer. De nåede dansk havn Sat fra styret den 8. april 1940 og blev transporteret til Rudkøbing Så blev Ulrik Weidemann sat fra direktørstillingen pr. lastbil. Dagen efter var Danmarks grænser til den efter, hvad der må kaldes en intern revolution i store verden lukket og skulle være det i fem år. virksomheden. For tre år siden kom den bestyrelse så Også under denne krig begyndte fabrikken at spinde til, der nu skulle redde, hvad reddes kunne i L. P. papirgarn. I årene efter freden steg eksporten år for år. Weidemann Aktieselskab. Konkurrencen var for hård. Sit højdepunkt nåede virksomheden, da den kørte med Maskinparken håbløst forældet. I September i år (1995) 3 holds skift og beskæftigede 80 mand. udsendtes så meddelelsen om, at virksomheden blev Hård konkurrence søgt afhændet. Det er lykkedes. En lang række af de lande, der tidligere havde været Tilbage af den virksomhed, gamle Ludvig skabte, eksport til, begyndte nu deres egen produktion ofte bliver navnet. Det er kendt ude i verden. Nye også med statslig støtte og under alle omstændigheder mennesker er kommet til. Måske bliver en lille del af nyere maskiner. I Peløkken kørte man endnu med de virksomheden fortsat på Langeland. maskiner, der var blevet installeret ved fabrikkens Men det, rebslagersønnen skabte, dets storhed og fald, ibrugtagen i midten af trediverne. Gamle Ludvig ville vil blive husket længe. gerne investere. Og det gjorde han så i en række Peter Schmidt (Langelænderen nr. 554 - 2002)

Da ostekniven blev til Tullebølle - 1902 Hukommelse endnu er O. K. I Saxo’s Krønike har uden Det er nu snart min 85 Aars Fødselsdag og hermed Tvivl indsneget sig adskillige (skal vi kalde dem) oprinder der egentlig en rund Dag i min fattige Unøjagtigheder. De Begivenheder, han skildrer, var jo Tilværelse. Men det skulde for Resten have været i sket Aar før hans Tid. Men det var altsaa min egen Fjor, altsaa 1949, da var det nemlig 50 Aar siden Mor Krønike og ikke hans, som jeg her vil prøve at fortælle og jeg kom hertil. Men det blev der altsaa ikke noget lidt om. af. Min Skyld var det nu ikke. Det er altsaa nu saa Af spændende begivenheder maa nu den venlige Læser længe siden, at kun de ældste af os kan mindes det. Jeg ingen vente sig. Det hele var nu saa lige ud af har nu den Fordel frem for Saxo at jeg i levende Live Landevejen. Ja saa fanger vi an: kan skrive min egen Krønike, medens min side 38 af 93 Straks efter at vi var kommet hertil og jeg var begyndt Nå! Jeg var saa paa Værkstedet paany og var at arbejde, kom Aksel Jensen fra Tranekær Mejeri og nogenlunde faldet tilbage i de vante Folder, da der saa Pilegaard fra Tullebølle Mejeri med nogle en 3 til 4 Dage efter, jeg var kommet Hjem, kom et tilsyneladende forhistoriske Redskaber, som havde til Brev fra en Laurits Andersen og Co i Odense – kender Opgave at findele Ostemassen. Det var Jernrammer, ham ikke, hvad mon han vil, skylder ham i hvert Fald hvorpaa der var loddet staaltraad med temmelig ingen Penge. Endelig brød jeg Brevet og læste. Jeg uregelmæssige Mellemrum. De blev brugt og var ville ikke tro mine egne Øjne og læste det en Gang til; nødvendige ved Fabrikation af dansk Schweizerost, saa for jeg ned til vor Mor: Her skal du se – naa! paa som til en Begyndelse Aksel Jensen og Pilegaard var det tidspunkt kunde hun endnu ikke læse eller tale de eneste her paa Langeland der lavede. Men disse dansk (først Børnene lærte hende det): Her er et Brev Instrumenter kunde ikke holde. Traadene gik løse og fra Odense. Han skriver kort og godt: ”Vi har jeg var nærmest ked af at man brugte hver anden Dag bemærket Deres Osteknive paa Smørudstillingen og for at reparere dem og engang henstillede jeg til dem, synes godt om dem og spørger Dem hermed om De at jeg lavede et Sæt efter mit eget Hoved. Det maatte kan tænke Dem at overlade os Eneforhandlingen af jeg saa inderlig gerne have Lov til. dem for hele Landet”. Naa! af med Arbejdstøjet, det Jeg lavede saa et Sæt til hver af dem. Efter et Par Dage værste Snavs vasket af, af sted til Odense, Kontrakt kom de til mig og de var ovenud begejstrede over mine skrevet. Eneforhandling – ikke sælge andre end mine, Osteknive: De er sørenrensemig gode, de er lige det, vi og det gælder endnu den Dag i Dag. Naa, saa fik vi jo trængte til. Ved du hvad? Du skulde sætte dem paa travlt, Mor og jeg; om Aftenen - efter at Ungerne var Mejeriudstillingen i Odense, der skal snart være Smør kommet i Seng, - hjalp vor Mor mig i Værkstedet, vi og Osteudstilling, og saa skriver vi derover og bestiller havde hele Natten til vores Raadighed, og i Nattens Plads. Og vi, som har prøvet dem indestaar for, at de er Stilhed lød Hammerslagene, saa somme paastod, at de gode. Jeg lavede altsaa et Sæt efter alle Kunstens kunde høre mig helt ned til Lykkeby. Og saa var Spillet Regler og sendte dem derover og rejste selv derover gaaende. Paa én Gang blev mit Navn kendt paa alle den Dag Udstillingen aabnede. Jeg stod hele Dagen osteproducerende Mejerier i Landet og saa kom med mine fattige Osteknive og solgte Hovedkød, som Bestillingerne på Ostekarrene, det ene efter det andet. man siger og blev mere og mere ked af Situationen. Alt dette skete i det Herrens Aar 1902. Da var de Der kom mange fine Herrer, som tog dem i Haanden nuværende Ejere af Virksomheden langt fra født og undersøgte dem og satte dem pænt paa Plads igen. endnu. Naa! de stakkels Osteknive – vil somme mene – Farvel og Tak. er det dog ikke Værd at gøre saa meget Væsen af. Men Der kom ogsaa en pæn og venligt udseende Mand, som hvad saa med ham, der lavede den første Æske jeg heller ikke kendte, men som jeg senere fik at vide, Tændstikker? Vi byggede dog med paa den voksende var Overassistent Lund. Han saa ogsaa paa dem og Ø. spurgte saa: Hvad er de godt for? De bruges til at PS: Dansk Schweizerost er et andet navn for findele Ostemassen i Karret efter at den er ”løbet”. Han emmentaler, der i Danmark siden 1952 er navngivet saa paa mig med et noget tvivlende Smil og gik uden Samsøost. Den originale Schweizerost blev fremstillet videre Kommentarer. Jeg var efterhaanden blevet med en diameter på en meter og vejede omkring 85 til inderlig ked af det hele. Jeg, som havde hele 100 kg. Den blev bedst, når der blev anvendt råmælk. Værkstedet fuldt af Arbejde og havde saa travlt, jeg Lagringstiden var ca. ¾ år og kendetegnet ved store stod her og drev en hel Dag væk til ingen Verdens huller og en let nøddekernesmag. Nytte. Jeg lovede mig selv, at det skulde jeg sikkert Jeg har ikke kunnet finde et billede af Hammerums aldrig mere. Jeg rejste hjem om Aftenen med mine osteknive, men de kan beskrives nogenlunde sådan: En fattige Osteknive, inderligt ked af det. Der var intet tynd metalramme, der passer ned i et ostekar. På den Haab om at indvinde den spildte Tid for jeg arbejdede ene er der monteret et antal vandrette knive og et par altid 18 timer i Døgnet, baade Søndag, Helligdag og håndtag, så de kan trækkes på langs af karret og skære Hverdag – ikke for at tjene Føden, det kunde jeg ostemassen i vandrette lag. På den anden ramme sidder sagtens – men det ulykkelige var, at jo mere Arbejde knivene lodret, så massen skæres lodret. På den måde jeg lavede, desto mere fik jeg. kan vallen sive jævnt af hele ostemassen samtidig. Men det er vist bedre, at jeg holder mig til Sagen. Det var altsaa de Osteknive, jeg skulde fortælle om. Chr. Hammerum (Langelænderen 629 - 2013)

Uddrag af jul omk. 1900 Longelse Sønderskov - 190x Ved femtiden tog bedstemoder mig i hånden, og vi Juleaften samledes hele familien. Nogle steder var der vandrede i mørkningen hen til nabogården. Her blev vi også indbudt et par naboer. Vi tilbragte altid juleaften sammen med gårdens beboer bænket i dagligstuen om på nabogården. Det var en gammel tradition, der var en terrin "kløsesuppe", og efter at denne var ældre end jeg. Denne aften formede sig i mine barneår vederfaredes retfærdighed, fik vi oksesteg med syltede nøjagtig ens fra år til år, så jeg endnu kan se dem græskar, kirsebær og stikkelsbær. I aftenens anledning lyslevende for mig. Lad os lige gå ritualet igennem! blev der brugt forskærerkniv og -gaffel. Til daglig gik det knapt så appetitligt til, idet gårdkonen da brugte

side 39 af 93 fingrene, der var godt sorte efter at have rodet i længe mellem besøgene! At gårdmanden til daglig drak komfuret. Hun tildelte da hver især et stykke sul, som og svovlede, kunne jeg tage - men da jeg læste hun flåede fra hinanden, mens fedtet rendte ned ad juleevangeliet, og han sad med tårer i øjnene, da røg fingrene og over hele hånden. min barnetro! Efter stegen fulgte der æblekage og lagkage. Det var Det var måske godt det samme. For nu kom kortene vist den eneste aften på hele året hvor frem, og der blev stillet et fad med æbleskiver og et brændevinsflasken ikke var på bordet. Gårdmanden med æbler på bordet. Der blev spillet "firkort", til nøjedes med et par enkelte afstikkere til spisekammeret begge fade var tomme, og der var sendt nogle i aftenens løb, og efter hver tur duftede han så æbleskiver ned til "kløserne" og oksestegen, så også de velbehageligt! kom til selskab juleaften. Efter spisningen gik man over til den åndelige føde. Til slut serveredes der kaffe med klejner og andet Salmebogen kom frem, og juleevangeliet blev læst. Et hjemmebag. Når vi derefter ikke kunne "rokke med par julesalmer blev sunget, og man sad stille en stund ørerne", var klokken blevet henad ti, og det var blevet for at fordøje. Nu var der lagt bund til, at man kunne gå tiden, at vi sagde: "Glædelig jul og tak for i aften!". i kirke en af helligdagene. Når folk i vore dage fylder Men inden afskeden fik bedstemor fyldt sin kurv med kirkerne ved juletid, tror jeg, det er, fordi de virkelig diverse levninger, så vi kunne leve højt i et par dage. føler trang til at gå i kirke; men når de omkring Det var den måde man gav gaver på i mine drengeår, århundredskiftet gik i kirke omtrent hver helligdag, og den var ikke dårlig. skyldtes det skinhellighed, eller også fordi de var bange for præsten, der ikke undså sig for at nævne folks Laurits Hjelmbjerg (Langelænderen nr. 511 - 1995) navne fra prædikestolen, når der var blevet lidt for

Uddrag af barndomserindringer Haugbølle - 190x Humble Husmandsforening holdt sommermøde ude på ....Allerede dengang, det var før Humble fik bank, Skovlebjerg, og jeg mindes her at havde hørt flere af apotek elektricitetsværk, fortorv o.s.v., og da man datidens store politiske fører. Når man havde lejret sig endnu stavede Humble med b, det er der i øvrigt en del, deroppe på denne sydlangelandske skønne udsigtsplet, der gør endnu, da havde datidens raske humbledrenge, kunne man, medens man hørte på talerne, lade blikket begyndt at få byfornemmelser, og vi andre derude fra løbe horisonten rundt og se milevidt omkring. Og overdrevene fra Kædeby og Haugbølle var i deres øjne medens manden på talerstolen talte om kultur og bønder, og når vi bønderdrenge derude fra skulle til fremskridt, om fred på jord, om kærlighed til hjem og købmand, så skulle vi helt ind til Humble for at købe jord, kunne ens øjne følge den store, stolte tyske de varer, som vi var sendt i byen efter, og det blev jo kejserflåde spejlende sine majestætiske kanoner i den regnet for en længere tur den dag, vi skulle til Humble. af sommersolen blanke sø, på et af sine den gang Det traf sig da ikke sjældent, at der skete flere små mange øvelsestogter ned gennem Langelandsbæltet og træfninger mellem os børn, vi var jo gerne flere i følge, Østersøen. Kun få år efter blev den sommersøndags hvilket vi fandt sikrest, da vi jo også skulle gennem stolte syn til den grusomste virkelighed, og nu mange kvarteret hvor Kædeby station lå, og hvor man også år efter gærer det atter omkring os på en langt allerede dengang, havde begyndt at få mindre grufuldere måde, end det gjorde dengang. byfornemmelser. Disse små sammenstød mellem os Af andre ting fra min barndom i Humble, kan jeg drenge var selvfølgelig ikke andeledes eller alvorligere, nævne, at Langelandsbanen dengang var ved at blive end det er, eller i hvert fald var den gang, at hvor raske anlagt. Hans Andersens gule vogne fra Humble drenge mødtes, der skulle de helst prøve deres Elnegårds blå omnibus fra Bagenkop var endnu opsparede kræfter. Og som det gik, når vi var til dengang de eneste samfærdselsmidler, der fandtes på købmand, sådan gik det også, når vi om aftenen gik fra øen udover cyklen. Bilerne var lige begyndt at komme danseundervisning hos skorstensfejer Nielsen i frem, men det var endnu dengang noget, man så forsamlingshuset. Humble-drengene havde da, særlig skeptisk til. Flyvemaskinen kendte man ikke, selv om når der var sne, barrikaderet sig i nærheden af købmand man havde begyndt at tale om disse uhyrer, Radio og Koch for at give os derude fra overdrevet en ordentlig fjernsyn var i hvert fald helt ukendt endnu dengang. omgang. Vi slap jo altid igennem, selv om der nu og da ...... I øvrigt skete der i min skoletid betydelige fandt sammenstød sted, der som regel faldt ud for omvæltninger i undervisningen. Man var lige gået over Humble, fordi de var flest.’ til kroner og øre fra rigsdaler og skilling, og vi gik fra Men nu er der jo det at sige til det, at til dans gik der jo alen og tommer over til metersystemet og kilo i stedet også piger, og det traf sig netop i de år, at vi ude i for pund og km i stedet for mil. Endvidere blev der en Haugbølle og Kædeby havde nogle særlig kønne piger kort tid indført stejlskrift, hvor vi skrev med flade - hvad man sikkert også har endnu - og jeg har en pennekafter, hvilket bevirkede, at flere af os aldrig fik lumsk mistanke om, at det var disse kønne piger, som lært at skrive pænt. Undervisningen bestod i øvrigt vi drenge fulgtes hjem med, at Humble-drengene mest i at læse katekismus, salmevers, danmarkshistorie misundte os, og at det var grunden til, at vi skulle have og regning, mest efter den lille tabel. Den lærdom børn klø. fik overalt i de tider, var selvfølgelig ikke på højde Og en anden mere alvorlig erindring vil jeg også driste med, hvad børnene lærer i dag, men til gengæld var mig til. I årene op til 1910 traf det sig nu og da, at side 40 af 93 skolevæsenet billigere og tilfredsheden større den gang, kulden blev siddende i skolestuen i frikvarteret og end tilfældet er i dag. spiste vore medbragte fedtemadder med spegepølse og ....I roetiden og i høsttiden arbejdede jeg, ligesom andre gammel ost. Så det er forståeligt, at luften i lokalet, i børn, rundt om på egnens gårde. Arbejdstiden var kl. 5- forbindelse med den tørvefyrede kakkelovn, ikke gav 6 om morgenen til kl. 7-8 om aftenen og lønnen var den allerbedste odeur. Gamle lærer Knudsen, der den dengang for sådan en knægt 25 øre om dagen og dag var i dårligt humør, beordrede os derfor ud i kulden selvfølgelig kosten, der absolut ikke var luksuspræget. for at få frisk luft, vi kunne jo løbe en lille tur, sagde Til gengæld spiste vi jo mad 5 gange om dagen, davre, han. Hele flokken løb så - uden overtøj - ad landevejen frokost, middag, mellemmad og aftensmad, og til mod Lindelse, og da vi nu, trods kulden, var kommet i maden fik vi hjemmebrygget øl. gang, enedes vi om, uden hensyn til at frikvarteret for ....Om søndagen gik jeg i søndagsskole på “Carlseje” længst var forbi, at fortsætte. Fra Lindelse drejede vi hos et par ældre, adelige frøkner. Blandt mine ned gennem Hennetved og forbi herregården søndagsskolekammerater var en datter af greven på Frederiksberg, hvor vi mødte proprietær Beck, der med Vestergård, Ursula Ahlefeldt Laurvig, nu stiftsdame på sin kæp truende forsikrede os, at vi skulle få en Valø Slot. Ursula - også kaldet søster - var næsten altid ordentlig endefuld, når vi kom hjem. Da vi efter et par ridende på en lille ponyhest, og det var selvfølgelig en timers forløb kom tilbage til skolen, var lærer Knudsen stor oplevelse at få lov til en ridetur på Ursulas pony. selvfølgelig meget opbragt. Han stod inden for døren ....Det var en frostklar, hundekold vinterdag med og tog imod os, idet han gav os hver et ordentligt rap nyfalden sne omkring år 1907-8, at vi skolebørn i Øster med spanskrøret, og så var den demonstration forbi. Kædeby skole lavede oprør ved at demonstrere mod skolelæreren. Det er altså ikke nogen ny opfindelse Chr. V. Madsen (Langelænderen nr. 105, 106 og 107 - med alle de skoledemonstrationer, vi er vidne til i vore 1970) mere moderne tider. Årsagen var, at vi på grund af

Julen 1904 Rudkøbing / Søndenbro 1904 vejen for at modtage os, og hendes kærlige stemme Hvor tiden dog gik langsomt de sidste dage før jul. lyder. “Har De et par knejte til mig, Jens?”. Jens er Dagene syntes væmmeligt lange, før skolen endelig forlængst afdøde købmand Jens Andersen, Fakkebjerg, lukkede sine døre i, så vi kunne få den længe ventede som kørte bussen 2 gange om ugen den lange vej til juleferie hos vore bedsteforældre i Søndenbro. Vore Rudkøbing. bedsteforældre var forlængst afdøde snedkermester Det var dejligt at komme ud og strække benene og Karl Hansen og hustru, Søndenbro. komme ind i varmen til bedstefader, som bred og jovial Men endelig oprandt dagen, da vi skulle afsted, og vi, sad i sin lænestol for enden af bordet, som stod dækket min ældre broder og jeg, mødte i god tid i købmand med den herligste mad af bedstemoders eget fabrikat. Bendixens gård, nu Veie’s, hvor omnibussen holdt og Snakken gik livligt over bordet mellem min broder og var læsset med et utal af pakker i alle mulige størrelser, bedstefader, som var meget interesseret i skibsfarten på der var anbragt oven på selve ladet af vognen, Rudkøbing Havn. Nu lyder der træskotramp på Passagererne begyndte så småt at indfinde sig for at stengulvet ude i bryggerset. Det er vore fætre og tage plads inde i selve vognen, hvor der kunne være ca. kusiner, som også skal ind og hilse på “Rutkøvig 10 voksne mennesker på sæderne, og kneb det lidt med dreene”, og da vi er mætte og tilfredse, bliver vi pladsen til os børn, blev vi anbragt på knæet af en inviteret ind til vor onkel og tante (mine bedsteforældre kraftig bondemand eller hos en stout fisker fra boede i aftægtsenden af stuehuset), vi skal ind og se, Bagenkop. hvad vore fætre havde fået, siden vi var her sidst, og Det første stykke af turen blev der ikke læsset ret hvad de havde af hjemmelavet skyts til nytårsaften. mange pakker af; det var først, da vi nåede ud omkring Men aftenen går hurtigt for os, og så lyder Lindelse, der blev fart i tingene. Da vi nåede Lindelse bedstemoders stemme. “Nu skal i i seng, drenge”, og Kro, blev vognen kørt ind i kroladen, hvor krokarlen jeg tør vel nok sige, at vi sov ind i forventning om, at stod klar med foder og en spand vand til hestene, og der ventede os en dejlig juleferie. Der er endnu et par passagererne stod også af, og flere gik ind i krostuen dage til juleaften, men de går hurtigt for os; vi løber for at indtage en forfriskning. Vi drenge løb over vejen rundt til naboer og bekendte for at hilse på mine gode ind til bedstemoders søster, gift med Peter skomager venner, smedesvenden og lærlingen fra forrige år. som han kaldtes, og kaffekedlen kogte snart på Juleaften tilbringes inde hos onkel og tante, hvor der er komfuret og snakken gik livligt, og der spurgtes om nyt samlet et anseligt antal personer om det veldækkede fra byen.. aftensbord, og hvor maden består af den gode Turen gik videre, Kædeby og Humble nås, og nu kan vi traditionelle gamle kødsuppe med peberrodssovs, så snart se ende på turen. Nu drejer vi ved Brolykke, stærk, at den drev vandet ud af øjnene på en. Der er bedstefaders arbejdssted. Han var på sine ældre dage ingen mangel på deltagere til dansen omkring juletræet, fyrbøder på Brolykke mejeri. Så er vi ved Røjle og så der er 6 voksne og 8 børn, så vi har nemt ved at spænde Søndenbro ved købmand Jørgensen. Nu er der ikke om træet. langt igen, nu ved bødker Jørgen Drejø Hansen, Julehelligdagene går hurtigt for os med besøg hos bedstefaders broder. Og endelig kommer der et lille familie og venner sammen med bedstefader, og den svingende lys forude, det er bedstemoder på vej ned til længe ventede nytårsaften nærmer sig hurtigt for os i side 41 af 93 forventning om, at der altid sker lidt mere spændende halvlange piber. Jeg fik lov at se “udyret”. Teni vå ude på landet end i byen. Jeg vil lige beskrive en lavet a dovelt uldgarn. samtale mellem 2 halvvoksne drenge, der står og er ved Men alting får en ende, også juleferien. at brænde et stort hjemmelavet kanonslag af: “Ve’ hu’ ette futte?”. “Næ; hu’ ve’ ette”. “Har du lave heie Ingvar Petersen, Herslev (Langelænderen nr. 123 - rejdi?”. “Ja, je’ har da lave teni (minetråden) dovelt”. 1972) “Ja, så mo hu’ da gou”...alt imens de bakkede på deres

Juletræsfest 1912 Tryggelev - 1912 kommer, Jesus, dine små". Vi stod betagne og så på det I min skoletid har jeg kun været til et eneste juletræ, smukke træ, der var pyntet med hjerter og net klippet af det var i Tryggelev gamle skole. Lærer Møller satte sig kulørt papir, kulørte lys prydede grenene, i spidsen og fik dannet en komité til at hjælpe sig. Det stjernekastere kendtes ikke dengang, men der hængte var alle de bedrestillede i sognet, der ydede bidragene, små sukkerfigurer omkring på grenene. I poserne var og det hele formede sig på en smuk og festlig måde. der godter, og efter at vi havde gået rundt om træet Fru Kjær på Tryggelevgaard var søster til lærer Møller, flere gange og sunget de gamle kendte julesalmer, blev hun og hendes voksne døtre hjalp til, både med at poserne så plukket og delt ud. Vi fik hvert et hjerte, et klippe til juletræet og ordne det hele. Der blev ydet så net og en sukkerfigur. store bidrag, at der foruden udgifterne til træet, kaffe Dernæst kom så den spændende lodtrækning. og kage, kunne blive til en lille gave til alle Komitéen hjalp til med det hele. Det varede ikke skolebørnene. Det skulle foregå ved lodtrækning, vi længe, før posen var tom og gaverne uddelt til de glade skulle gribe i "Lykkens pose". Deri var numrene lagt, modtagere. Jeg fik en 3-dobbelt, gul perlekrans med og gaverne stod på bordet ved siden af. Det var for silkebånd til at binde i nakken. Om det havde været størsteparten forklæder til pigerne og lådne uldhuer til ægte perler, kunne jeg vist ikke være blevet mere glad. drengene, men foruden var der også penalhuse, Jeg ville ikke bytte med et forklæde, selv om det var pengepunge og perlekranse til pigerne og andet mere nyttigt, og af den gode slags tøj, som folk vist forskelligt. Det kan nok være, der var glæde og spændt gerne i vore dage ville ønske, der kunne købes en del forventning mellem os børn, da vi aldrig havde været af. Enkelte byttede med hverandre, men de fleste til juletræ før, i hjemmene var det kun hos de beholdt det, de havde fået. Træet blev nu båret ud, og bedrestillede. Fattigfolk havde det ikke. så begyndte dansen. De voksne dansede med børnene Da aftenen oprandt, stod vi forventningsfulde stuvet og disse blev delt i flere hold, som så var inde i sammen i skolegangen og ventede på det store øjeblik, lærerens lejlighed og drikke kaffe, så kunne dansen da træet var tændt, og vi måtte komme ind. Endelig gik fortsætte i skolen. døren op, og med lærer Møller i spidsen gik vi alle i kreds rundt om træet, idet vi sang salmen: “Her H. K. (Langelænderen nr. 29 - 1982)

Et liv med spade og skovl Bøstrup - 191x Jeg var en ivrig læser og særlig af bøger og fortællinger Leon Nielsen, der er bror til vort medlem Grethe om rejser i de fremmede lande. Mange af de ældre kan Nielsen i København NV, ville gerne som ung have sikkert huske Holger Rosenberg, der skrev i Familie været ude som sømand på de store have, men det blev Journalen. På en eventyrlig måde fortalte han om steder til et liv på landjorden. og mennesker, han havde besøgt i de varme lande, som Jeg er født på Langeland i 1911, så jeg er altså 88 år. vi kaldte dem. Min far havde et mindre landbrug i Bøstrup. Vi var 6 I vor tid kan man med flyver komme ud til dem, mens børn derhjemme. Som dreng var det min lyst at komme det dengang kunne tage måneder. Jeg kan huske, at ud at sejle. Det var nok kommet i blodet på mig, fordi Rosenberg skrev, at der ikke var nogen steder, hvor han vi i skolestuen i Bøstrup havde et landkort hængende kunne købe billet til Afrika. Billetter måtte købes på væggen. undervejs, eller også måtte han forhandle med De sorte pletter på landkortet kaptajnen om prisen, når han skulle med en På kortet kunne man se, at i Afrika og andre steder var fragtdamper. der store områder, der var markeret med sort. "Det er Der var et andet blad, jeg holdt af at læse, det var "Vi de steder, der endnu ikke er opdaget", fortalte læreren. Børn". Når jeg var færdig med at læse det - det gjorde "Jamen, hvad så med Livingstone og Stanley?", spurgte jeg flere gange - gemte jeg det. Hjemme i Marstrup har vi. "Det kan godt være, de har været der", var svaret, jeg stadig et par årgange liggende. "men de opdagede jo ikke de store områder, I ser på Juleskibene kortet. De gik nærmest den lige linie hen til det sted, de Med den interesse jeg havde for rejser, kan det ikke ville opdage." undre, at jeg sagde til min far, da jeg var blevet Holger Rosenberg konfirmeret, at jeg ville være sømand.

side 42 af 93 Jeg havde lige været på cykel til København sammen Jeg bor alene nu. Min kone døde for 9 år siden. Med med to onkler. Der så vi to amerikanerbåde ligge i hende fik jeg 9 børn, 7 piger og 2 drenge. Hun klarede havnen. Den ene var Frederik VIII, to skorstene, arbejdet derhjemme og tog sig af børnenes opdragelse. 12.000 registertons. Den anden var lidt mindre, navnet Alt det var jeg for træt til, når jeg kom hjem fra husker jeg ikke, 10.000 registertons. De blev kaldt for arbejdet, der ofte lå langt fra hjemmet. juleskibene, fordi de sejlede dansk-amerikanere hjem, Løvsaven så de kunne fejre jul sammen med deres danske Nogen egentlig hobby blev der ikke tid til, men jeg familier. havde stor fornøjelse af at lave løvsavsarbejde. Mange At komme på langfart, det var noget for mig! ældre ved sikkert, hvad det er, og nogle har måske selv Ud at søge arbejde prøvet det. Med en ganske tynd savklinge, der var "Jamen, det er du alt for klejn til", sagde min far, "vi spændt fast i en holder, kunne man i krydsfiner save må finde noget andet arbejde til dig" - sådan blev det. smukke ting som lampeholdere, lysestager og Det blev først til lidt arbejde her og der, indtil jeg en bogstøtter, der blev malet med guld- eller sølvbronze. I dag cyklede til min onkel i Odense for at spørge, om Familie Journalen var der hver uge en side med han kunne skaffe mig arbejde. Det kunne han ikke, så tegninger, som man kunne kalkere over på jeg cyklede videre til en anden onkel. Det var Gustav krydsfineret. Jeg har lavet brugsting til køkkenet, Schlei, der var mejerist i Sdr. Vilstrup. Der er sikkert dukkehuse med møbler til pigerne og ting til pynt i nogen derude der kan huske ham. Han skaffede mig stuen. arbejde ved landbruget. Sådan begyndte mit arbejdsliv Nu bor jeg alene i lejet bolig i Marstrand, hvor der i Sønderjylland, og her har jeg boet siden. hører en lille have til. Jeg har ikke kræfter til at tage Arbejdspladser mig af den som før, men jeg kan lide at sidde oppe ved Alligevel er det mærkeligt, at jeg, med det ønske jeg huset og se børnene lege nederst i haven, hvor der havde i min ungdom, resten af mit liv kom til at vokser store træer. arbejde på landjorden. Mest med skovl og spade som Jeg kommer på Daghjemmet, bl.a. for at få behandlet arbejdsmand, men også som traktorfører ved vejanlæg, mit dårlige knæ. Hørelsen er heller ikke for god. Det kabellægning og meget andet. Vi arbejdsfolk skulle kniber også med synet, men på det sidste er det blevet kunne lidt af hvert, selvom vi ikke har studeret. lidt bedre. Hvordan det er sket, ved jeg ikke, nu kan jeg Først som 60-årig fik jeg inderdørs arbejde som da læse lidt igen. lagerarbejder hos Poul Christiansen & Søn. Det var en god arbejdsplads. Poul Skotting (Langelænderen nr. 538 - 2000) Kone og børn

Kulturel indvielse Tryggelev - fra omk. 1918-1979 naturligvis især til Langelænderen. Hvor han kunne Der var mange gode grunde til at komme hos mine finde plads til det i den hyggelige lejlighed, ophobede bedsteforældre. Først og fremmest var det et meget der sig aviser. Det har nok voldt min kære bedstemor levende og rart hjem at komme i. Mine bedsteforældre lidt hovedbrud ind imellem. Det var jo kun en lille var Anna og Christian V. Madsen, som allerede i 1918 treværelses som de rådede over. ankom fra Langeland til København, Valby, hvor de Da mine bedsteforældre var yngre, rejste de meget. De boede igennem alle årene, i Skolegade ved Tingstedet, har været blandt de første europæere efter anden i en treværelses med en dejlig udsigt til det lille torv verdenskrig, som rejste det nye Europa tyndt. Han med de små hyggelige basarbygninger. (Nogle er i dag havde altid sin trofaste Anna ved sin side. Hun har borte). spillet mange roller i den gode mands liv. Husmor, mor Min morfar sad som regel i den lille stue og læste til de to døtre de fik, Gudrun og Inge, sekretær, aviser. Han holdt adskillige aviser. De lå op ad værtinde og altid trofast ved hans side til de utallige formiddagen på gulvet i entreen med mavebind på. Der arrangementer i Langelandsforeningen. Altid husker kom så vidt jeg husker både Langelands Avis, man hende, som nydelig, beskeden og med de rette ord Langelands Folkeblad og Fyns Tidende. Desuden til lige nøjagtig den rette person og lejlighed. Ingen Politiken og Ekstra Bladet. Det var her jeg lærte at læse mand kunne ønske sig en hustru mere trofast og avis. I sofaen ved siden af min bedstefar. Vi kunne imødekommende end hende. Skal jeg udtale mig helt sidde længe og tyre aviser. Søndag formiddag sad min personligt om hende, så vil jeg sige, at hun var bedstefar godt plantet i spisestuen ved spisebordet med fantastisk. Hun kunne bare det hele. Også på oprullede skjorteærmer og redigerede, klistrede, målte hjemmefronten. Lige fra at kokkerere den dejligste mad og klippede til Langelænderen. Man var vel ikke i køkkenet til at male og fernisere, når det trængte. Og typograf for ingenting. Der var meget hjemmearbejde, så må det ikke forglemmes at omtale hendes rolle og der blev grebet an fra det samme bord. Han var i en metier som autodidakt dameskrædder, som det hed lang årrække korrekturlæser ved Shultz' Forlag. Det var dengang. Hun anskaffede sig på et tidligt tidspunkt en alvorligt stof, som skulle være helt efter bogen, nemlig trædesymaskine. Her udfoldede hun sig næsten som en lovstof. kunstner. Hun syede de flotteste rober til damerne i Det er først gået op for én meget senere, at han også Valby. Kreationerne blev svøbt i brunt selv var en flittig skribent. Han har jo udfærdiget indpakningspapir og bragt til damernes hjemadresse. talrige klummer til navnlig Folkebladet, men Først af de to døtre og siden af børnebørnene. Alt det side 43 af 93 tøj vi pigebørnebørn gik og stod i, var syet af vor Dernæst op ad trapperne for at vise alle de fine bøger bedstemor. Som teenager stillede man sig ved en blok jeg havde lånt til mine bedsteforældre. og tegnede løseligt den ny kjoles facon. Så trådte hun Bogskabet var bestemt heller ikke helt tomt hos min lidt tilbage og så op og ned ad én. Dernæst greb hun en bedstefar. Han elskede at læse og han var meget stolt af udgave af Politiken fra i går og så gik det derudaf med at have været god ven med Morten Kork. Det fortalte en saks. På under fem minutter havde hun klippet et han ofte. "Min gode ven Morten", som han sagde. "Han mønster (det køber folk i dyre domme i dag). Så kom har været her i Skolegade adskillige gange." De kom jo stoffet under saksen og endelig kom turen til ofte i godt selskab. Det er ikke en, men flere gange min symaskinen. Sådan en ny kreation tog det hende ikke bedstemor har fortalt, at hun havde prins Knud til længe at skabe. Egentlig tror jeg godt, at han var klar bords. "Ham får jeg gerne som bordherre", sagde hun over, hvor dygtig hun var. Men han havde jo mange med et beskedent smil. "Han er såmænd så flink, han jern i ilden den gode foreningsmand. Han var en kunne ikke gøre en flue fortræd." De to passede vist glimrende skribent og en meget dygtig taler. Der var så godt sammen ved et selskab. Om min bedstemor kunne mange ting, der skulle ordnes og så mange tanker, der man bestemt sige det samme. Sød og beskeden. Som skulle materialiseres. Han var ikke vandmand for teenager er det altid rart at have en god line til sine ingenting. (Hvis man tror på den slags). Folk i bedsteforældre. Det er ikke altid, at det er så nemt med vandmandens tegn, gør som regel opfindelser og sine forældre. De var begge meget søde til at lytte og til nyskabelser. Det var hele tiden hans mål. at hjælpe. Jeg har altid følt, at jeg fik al den støtte og Han var også stærkt politisk interesseret. Der blev altid hjælp jeg kunne få hos de to mennesker. De kom selv diskuteret politik i det hjem, meget og længe. Min begge fra beskedne kår. Men de levede aldrig over bedstefar var en god og trofast socialdemokrat. Der var måde, så der var altid en skilling at hente, når man ingen andre partier, som nogensinde skulle erobre hans virkelig havde behov. kryds. Det fik han sig nogle inderlige diskussioner med Det er svært for mig at bedømme min bedstefar som sine svigersønner om. Men han havde et fint forhold til foreningsmand, men det var godt gået, at han både fik dem begge. Og døtrene Gudrun og Inge forgudede han Håkon medaljen og fortjenstmedaljen i guld. Det var sammen med min bedstemor, for ikke at tale om os uforglemmeligt at opleve den store flotte fest i KB- børnebørn. Man kørte altid på første klasse, når man hallen, hvor han fik den overrakt, Hele salen var ankom til Skolegade 2. Alle de ønsker det overhovedet stuvende fuld og vi børnebørn fik lov til at gå op på lod sig gøre at opfylde, blev til virkelighed. scenen og overrække ham en buket. Det så faktisk ud Mine første teaterbesøg foregik med bedstemor i som om han blev allergladest for os og buketten. Det hånden og så af sted til Elverhøj eller Coppelia. Der var tider før TV og andre medier fik taget i folk. Den blev abonneret igennem alle årene på to stk. pladser slags kommer nok aldrig tilbage. Det at skabe noget, allerøverst i galleriet, så det var nødvendigt at være være sammen om et formål, ser desværre ud til at have udrustet med en teaterkikkert for at se, hvad der foregik ret så besværlige kår i dag. Men dengang var der så på scenen. Men det gjorde intet. For heroppe var der jo mange, som kom fra provinsen til hovedstaden og som den fineste udsigt til den vidunderlige prismelysekrone, ikke rigtigt følte sig hjemme i den store by. For dem der hang øverst i teatret. Lidt længere nede i Skolegade blev hjemstavns-foreningerne det gode samlingssted de lå en gammel rytterskole og her var der indrettet et lille manglede med alle de kulturelle aktiviteter, som kunne filialbibliotek. (Det er der stadig). Turen gik mindst en referere til deres hjemegn og i dette tilfælde, gang om ugen med den nyoprettede S-togslinie fra Langeland. Hvidovre Station til Valby Station og så videre til biblioteket, så læsehesten ikke kom til at kede sig. Lise Muusmann (Langelænderen nr. 565 - 2003)

Langelandsk piges skæbne Tryggelev - fra omk. 192x fødevarer indladet bl.a. 11.700 kg kød og flæsk, 2.000 En dag i maj 1913 sagde en smuk ung pige ved navn kg klipfisk, 18 tønder kartofler og 10 tønder spegesild Bertha på 19 år farvel til sine forældre på Tryggelev samt 460 hl øl. Mose. Passagerlisten indeholdt 34 gifte mænd og 76 koner. Af Hun havde truffet samme beslutning som tusinder af ugifte var der 434 mandfolk og 308 fruentimmer. Der andre unge danskere, bl.a. hendes to brødre, Carl og var 110 børn, hvoraf 14 benævnes pattebørn, dvs. Ingvard; nemlig at søge lykken ved at udvandre til under 1 år. 8 af passagererne på denne tur var fra Amerika. Langeland. Den 15. maj gik hun om bord på det 9.939 registertons Efter optagning af passagerer i Norge og 13 dages store dampskib "Hellig Olav" i Københavns havn. Det sejlads ankom skibet til øen Ellis Island i "Det var forsynet med 9.600 hestekræfter og havde en forjættede land" den 28. maj. Langt de fleste besætning på 231 personer. Det medtog 953 udvandrere blev sat i land på denne ø, der ligger i passagerer, hvoraf 382 var danske. Foruden Hellig Hudson-floden, kun få minutters sejlads fra New York. Olav var der 3 andre skibe, der sejlede mellem Formodentlig er Bertha hurtigt rejst videre til Skandinavien og New York, overvejende med midtstaten Nebraska, hvor hendes brødre befandt sig. udvandrere. Hun har sikkert haft arbejde fra ankomsten, idet Hvordan livet har formet sig om bord, kan der nu kun brødrene, der var udrejst nogle år forinden havde lovet gisnes om. Ifølge papirerne for rejsen, blev der af at skaffe hende beskæftigelse. Carl havde "taget side 44 af 93 land" og bygget en farm nær en naturlig kilde i det I november 1927 bukkede Bertha under og døde af nordøstlige Nebraska, nær byen Jackson. lungebetændelse fra sine 5 børn. Hun blev kun 33 år Bertha blev et par år senere gift med en immigrant fra gammel og børnene blev sat i pleje hos naboer og Fyn. Han var udrejst via Liverpool i England. Det blev andre i omegnen, hovedsagelig af skandinavisk ikke noget lykkeligt ægteskab. Han havde sjældent herkomst, idet faderen nægtede enhver forpligtelse for arbejde, og alt som kunne omsættes til drikkevarer blev deres liv. straks omsat. Som nygifte boede de i en primitiv En af pigerne var kommet i pleje hos en familie, for jordhule, hvor Bertha fødte de første af deres 6 børn. hvem hygiejne endnu ikke var opfundet. En dag da Da det blev mere og mere sjældent at manden kom Carl kom på besøg og så, at pigen ikke havde været hjem, forbarmede broderen Carl sig over hende, og vasket i månedsvis, tog han hende resolut under armen byggede et mindre træhus til hende. Det var ca. 2 med sig hjem og hun kom aldrig tilbage. gange 3 meter; det vil sige, nogenlunde den størrelse, Der er nok andre lignende oplevelser om immigranter, som en dansk lænkehund ville synes passende. for hvem det er gået galt, og man må være lykkelig for, Her boede Bertha så med sine 5 børn, idet det ældste at der i nutiden er et vist sikkerhedssystem. døde i 3-års alderen. Bord og siddepladser var lavet Da jeg første gang besøgte "Guds eget land" og dermed således, at de kunne klappes sammen når der skulle mødte mine 10 fætre og kusiner med familier redes op for natten på den beskedne gulvplads. "owerthere", gjorde det et stærkt indtryk, at høre om Da der ikke var noget socialt sikkerhedsnet for fasters skæbne og se det "hus" hun havde boet i. immigranter, eller mulighed for at passe et arbejde for Hendes forældre og hjemmeblevne søskende har en enlig med 5 børn, levede de i den yderste fattigdom sikkert aldrig kendt sandheden om Berthas liv, og det og elendighed. Indkomsten var begrænset til, hvad var nok også det bedste, for de kunne jo intet gøre fra brødrene kunne afse af madvarer og lignende, samt Tryggelev for at hjælpe hende. hvad der eventuelt kunne tjenes ved at gå til hånde ved markarbejde på nærliggende farme. Knud Erik Hansen (Langelænderen nr. 559 - 2003)

Med kirken som nabo Bøstrup- fra omk. 192x rummede et gammelt kulfyr. Det stod inde i kirken Dette interview har været bragt i Kirkebladet for mellem døren og orglet, men kullene skulle bæres ind Tullebølle-Tranekær-Bøstrup Kirkesogne og vi har fået fra kirkens anden ende, hele vejen igennem sakristiet tilladelse til at bringe det. og ned gennem kirken. Man kan nok forestille sig, For en del mennesker spiller kirken og kirkegården en hvad det kunne blive til af kulstøv undervejs. ganske speciel rolle - nemlig som arbejdsplads. Et af de Sådan et gammelt kulfyr skulle jo startes i god tid og mennesker, der kan huske Bøstrup kirke som det var ikke nok at trykke på en knap. arbejdsplads rigtig langt tilbage, er Valborg Jespersen, Til søndags-gudstjenesten fyrede far op lørdag aften og der i 1923 sammen med sin familie flyttede ind lige så skulle han over et par gange i løbet af natten for at over for kirken. sikre sig, at det gik som det skulle. Det var altså ikke Valborgs far havde solgt sin købmandsforretning i alt for sjov, hvis han kom hjem om natten og sagde: Lejbølle for at overtage jobbet som graver og det var et Den er gal, nu er der røg i hele kirken! Så betød det job, der involverede hele familien. nemlig, at min mor og jeg måtte lade dyner være dyner Dengang var graverjobbet meget anderledes end i dag, og bare se at komme over i kirken. For så skulle alle for min far skulle ikke passe kirkegården. Han skulle bænke tørres af for sod, før kirkegængerne kom, grave gravene og passe kirke og ringning, men selve fortæller Valborg. gartnerarbejdet var der andre, der tog sig af. Valborg har også mange gange fungeret som ringer. Man var heller ikke på fast løn, det var nærmest Det er en af de ting, der overhovedet ikke har forandret provisionslønnet og man kunne slet ikke leve af det. sig. Dengang som nu måtte man op ad alle trapperne Derfor havde familien også et landbrug ved siden af. for at ringe manuelt fra tårnet. Jeg har ringet mange Der var 12 tdr. land og noget af det lå der, hvor den gange til begravelser, for da var der brug for min far nyeste del af kirkegården nu ligger. ved graven og en eller anden skulle jo passe klokken. Der havde vi dyr gående og der var også en brønd, så Anna bedsteveninde vi kunne vande dyrene. Brønden er der faktisk endnu, Men Valborg fik også på anden måde en nær fortæller Valborg. tilknytning til kirken. Præsten var dengang pastor Kulstøv og natarbejde. Hansen og Valborg blev bedsteveninde med præstens Da Valborgs far begyndte ved kirken, var hun 12 år. jævnaldrende datter Anna. - Jeg har leget meget med Hendes lillebror var seks, men der var brug for hele Anna i den gamle præstegård og vi blev også familien i arbejdet. Der skulle for eksempel gøres rent i konfirmeret sammen. Så blev Anna sendt til Zahles kirken og dengang var der jo ikke noget, der hed skole, for hun skulle have en uddannelse og vi mistede støvsuger. forbindelsen nogle år. Men Anna genoptog kontakten Der var stengulv under bænkene og træ ned ad og vi skriver stadig sammen den dag i dag, fortæller midtergangen, husker Valborg. Og så lå der et gammelt Valborg. tæppe, der skulle fejes med en kost, det var altså noget Efter konfirmationen fik Valborg job i præstegården og af et arbejde. Noget af det, der gjorde rengørinsarbejdet det blev helt spændende, for hun var med til at flytte til et temmelig stort projekt var det, at kirken dengang ind i den nybyggede, nuværende præstegård i 1927. side 45 af 93 Jo, jeg har været med til at flytte ind og jeg skurede alle arbejde og ville familien se os, så skulle det foregå her de nye gulve dengang og der var mange. hos os. Levende lys Kirken består Pyntning af kirken hørte også med til familiens job. Vi Da Valborgs bror Poul voksede op, blev han også en pyntede også dengang til begravelser, bryllupper og til god gravermedhjælper og da han giftede sig og stiftede alle højtider, fortæller Valborg. Nu nærmer jule sig eget hjem i Lohals, passesde han i mange år hvervet med hastige skridt og Valborg husker også godt som graver ved kirken i Hou. juletiden fra dengang. Valborg giftede sig også og graverjobbet i Bøstrup Vi havde to juletræer i kirken ligesom i dag med overgik til andre hænder. levende lys og jeg har mange gange tændt lysene. I dag bor Valborg stadig i huset over for kirken. Meget Anderledes var det, at lysekronerne i midtergangen har forandret sig siden den dag i 1923, da hun flyttede også havde levende lys, for der var jo simpelthen ikke ind. Dengang var der ikke alene den gamle præstegård, elektricitet i kirken dengang. Så man skulle stå der på der var ogå forpagterboligen med med jord og haven, en stige og tænde lys og det måtte ikke foregå før i hvor der nu er parkeringsplads. Og der var grisestalden, allersidste øjeblik, så lysene kunne holde gudstjenesten hvor der nu er sognehus. Også menneskene har over. Jeg kunne altså ikke li' det, fortæller Valborg, forandret sig. For Valborg, der nu har rundet de 89, må især ikke det med juletræerne, for alle folk sad og se i øjnene, at der ikke er mange af de gamle venner kiggede på. tilbage. Det kan da godt være, at min fars og dermed hele Men kirken ligger stadig strunk og uforanderlig og den familiens job satte et vist præg på vores egen jul, for udsigt kan Valborg fortsat nyde fra sin stue. Samtidig der var jo hele tiden noget, der skulle passes ved kan hun jo holde et godt øje med den nutidige graver, kirken. Men vi tænkte såmænd ikke så meget over det. Torben og sikre sig, at han bestiller noget. - Og det gør Vi indrettede os bare, fortæller Valborg, der dog godt han og han gør det rigtig flot, forsikrer Valborg. kan huske, at hun altid var hjemme i julen. Vi var jo på Valborg Jespersen (Langelænderen nr. 551 - 2001)

Uddrag af interview Bagenkop - omk. 1920 foreningsfanerne dannede front, efterfulgt af unge Ebba Pryds Christensen har haft sin barndom i fiskere i matrostøj og efter ligvognen kom så følget. Bagenkop før og efter første verdenskrig. Foran optoget blev der strøet blomster, der dog straks Barndomshjemmet i Bredgade, der dannede rammen blev fjernet, når optoget var passeret. om fiskerfamilien, blev stedet hvorfra Ebba og hendes Pigerne havde ikke samme bevægelsesfrihed som 7 søskende oplevede Bagenkop. En familie med 8 børn drengene. Som pige måtte man ikke gå ned til havnen. var helt almindelig dengang, men Ebba mindes, at der Det har nok mere været miljøet end faren ved vandet, var to familier, der havde hver 18 børn. Hvordan der var skyld i det, for de kunne alle svømme fra de var forældrene skaffede penge til de faste udgifter, har altid tre år og fik da også lov til at gå ned og bade alene. været en gåde for mig, fortæller Ebba, for selv om Fritiden foregik på den vej, hvor man boede, og der var kravene ikke var store, så var den daglige fangst fra de da også nok af børn. Kun en gang om året kom man små både meget begrænset. Dengang var en kasse sild udenfor sognet, og det var ved den årlige udflugt med om dagen en fin fangst, men der var mange dage om skolen. Her kørte alle skolebørnene i hestevogne til året, hvor det var umuligt at komme på havet med de Lindeskoven i Lindelse, og når de kom hjem fra turen, små både. Spegesild var ofte dagens ret, og fra hendes glædede de sig allerede til næste års udflugt. bedstefar, der havde en gård i Bagenkop by, fik de Hver aften når det blev mørkt, samledes børnene i kartofler, men ellers var der ikke de store muligheder hjemmet til mørkningstime. Her sad familien i mørket, for at få en varieret kost. og der blev snakket, sunget og fortalt historier. På den Indvielsen af Bagenkop kirke i julen 1920 var en stor måde sparede man petroleum til lampen, og som ekstra oplevelse. Der kunne da ikke være en smukkere kirke i gevinst fik man noget samvær, som mange familier hele verden. Ebba husker især begravelserne i forsømmer i dag. Bagenkop, hvor det dengang var en begivenhed der optog hele byen. Hendes bedstefar havde den Ebba Pryds Christensen (Langelænderen nr. 83 - 1992) hestetrukne ligvogn, som kørte efter et optog, hvor

Barndomserindringer Bøstrup 192x Foruden at passe landbruget med 3-4 køer og nogle få Vort medlem, Elvira Hansen født Rasmussen, fortæller grise, kørte far en fragtrute til Rudkøbing, derfor havde her om nogle barndomsoplevelser fra sit fødehjem, vi altid et par lette, velfodrede heste. Hver tirsdag Lisestedet på Emmerbøllevej 22. Hendes forældre var morgen kørte far hjemme fra. Han havde forskellige Karoline og Christian Rasmussen, og hun havde en stationer undervejs, ofte hos købmænd og smede langs søster, Anna, der senere flyttede til Bøstrup. ruten. Folk kom ikke så tit til byen den gang, og de side 46 af 93 budskaber han fik med, var af højst forskellig art. lidt på kistebunden. Han vidste, at der i Havde man på en gård slagtet en kalv, blev skindet Præstetoftestedet i Lykkeby gik tre ugifte sønner. rullet sammen, og far fik det med, og solgte det på Deres far havde også en skilling i baghånden, så hvad garveriet for 2 kroner, hvoraf han fik 25 øre for sin om han tog ud og friede for mig til en af dem? Jah, det ulejlighed. Omkring terminerne havde far tit mange kunne han jo godt, bare helst ikke ham, der var penge med - især for ældre folk. Også at indsætte og skrædder. Da far kom der ud, var der kun skrædderen hæve penge på folks sparekassebøger, var ofte fars tilbage, de to andre var lovet bort. Nå ja, så friede han opgave. Han havde også en kasse på vognen til æg, til skrædderen og fik ja. Du spørger, hvad jeg dog som blev købt kontant og videresolgt i Rudkøbing. sagde til det? Se, det var jo sådan set ikke min sag. Far Når far hen på eftermiddagen kom til Rudkøbing, blev havde ordnet det, så jeg sagde tak - og der kan du da se, hestene opstaldet i en købmandsgård til næste dag, og min pige, at det er gået helt godt. Peter var måske ikke han begyndte så på sine forretninger. Efter at have så skrap, men han var nu god nok. Jeg fik da eget hjem overnattet på købmandsgården, gjorde han og har aldrig manglet til føde og klæder. Så fik jeg jo forretningerne færdige næste morgen inden hjemturen Christian, jeres far, og nu har jeg jer to og kan se begyndte. udkommet for Peter og mig, så længe vi lever. Jo, far vidste nok, hvad han gjorde." Far havde et godt humør og kunne lide en lille spøg. En De er borte nu, de to skæbnehengivne mennesker, og gang kom en gammel kone hen til hans vogn, da han mor fulgte dem i en ret ung alder. Min søster og jeg holdt udenfor en smed, hvor der var samlet en del skiftedes til at holde hus for far, til vi stiftede egne mennesker. Konen havde arvet et par gamle briller, og hjem. Så fik han Sofie Kodlobey som husholderske de det var udmærket, for nu kunne hun da læse avisen. sidste år, han var i Fuglemosen. Sofie var et kapitel for Men den ene brillestang manglede, og så ville hun da sig. Hun var en af de polske roepiger, der strandede her gerne have far til at købe en ny stang, Ja, det kunne han i Danmark ved 1. Verdenskrigs udbrud 1914, kun 15- da, og han ville tage brillerne, men konen protesterede: 16 år gammel. Hun stred sig gennem tilværelsen, her i "Du skal kun købe en ny stang. Du kunne jo risikere at et fremmed land, ved hårdt arbejde, uden nogen form tabe brillerne undervejs". Far mente ikke, han kunne få for indslusningshjælp eller ungdomsydelse, men kun en stang der passede, uden at have brillerne med, og ved sine hænders arbejde. Det danske sprog havde hun forsikrede, at han ville gemme dem omhyggeligt mest tilegnet sig i herregårdenes folkestuer. Hun havde sammen med de penge og bankbøger, han allerede lært sig at læse dansk, men ikke at skrive det. Hun var havde fået betroet. Konen gav sig. Far snuppede aldeles ikke ubegavet og havde lært sig altid at bruge brillerne, lettede sig lidt og skubbede dem ind under en lille smule mindre, end hun tjente, om det så var sig, satte sig med et bump og sagde: "Se, når jeg sidder aldrig så lidt. på dem, kan jeg da ikke tabe dem". Så slog han et Da Sofie i en moden alder tog plads hos far, var hun smæld med pisken og kørte bort. Næste dag da far kom indstillet på at få lidt lettere arbejde. Hun var godheden tilbage fra Rudkøbing, var der igen samlet en del selv, både overfor far og for mig, når jeg kom hjem på mennesker ved smeden, og de fik efter tur, hvad de besøg, og hun var bundærlig. Sofie havde temperament havde bestilt. Konen fra i går stod ret fortabt lidt og ville gerne bestemme, og da far også "var selv tilbage. Far begyndte så småt at køre, men så standsede hjemme", kom det af og til, til meningsudvekslinger. han og tog brillerne frem. De var i god stand og havde Men alt i alt var samarbejdet tilfredsstillende for begge fået en ny stang. "Prøv dem", sagde far. Konen parter. Sofie lærte at dæmpe sit sprog og sit strålede: "Hvad skylder jeg Christian"? "Ingenting, jeg temperament så meget, at da far ikke længere havde har haft morskab nok for de penge". Og væk var far. brug for hende, rejste hun til København. Her havde Foruden at køre fragtrute, delte far en mælketur med hun forskellige pladser, indtil hun faldt til i et naboen. Det medførte, at mor havde meget at lave, bl.a. herskabshjem, hvor man forstod at værdsætte Sofies med at passe kreaturet og os to småpiger, og med farfar trofasthed og de bevarede forbindelsen med hende, da og farmor på aftægt. De var udslidte og kunne ikke hun på sine ældre dage skabte sig et hyggeligt hjem. hjælpe mor meget. De opholdt sig ofte på deres Her boede hun til sygdom tvang hende på plejehjem. værelse, hvor der altid var dejligt varmt, og hvor også Jeg havde forbindelse med Sofie til hendes død, og hun deres seng stod. Jeg yndede at smutte ind til dem og få havde sørget for, at der var rigeligt på hendes farmor til at fortælle. Her er en af hendes fortællinger: bankkonto til, at hun kunne komme i jorden med manér "Jeg var vel 33-34 år, jeg boede hjemme og havde lært og for egen regning. En tapper kvinde med en høj at sy. Far var smed i Lejbølle, han blev kaldt moral var nået til vejs ende. "stubsmeden". Han var også anset som tandudtrækker Grundet fremskreden alder, solgte far 1949 sin og som selvlært dyrlæge. Han havde lavet tænger og ejendom og flyttede op i "Skomagerhuset", som han instrumenter, så han kunne skille en kalv ad i en ko, havde købt. Her boede han alene og havde nogle gode hvis fødslen var gået helt i stå. år. Han døde 1956 i Virum under et rekreationsophold En dag fik far den ide, at det kunne være lige så godt, hos min mand og mig. om jeg blev gift. Nu var der jo et lille fæsteledigt sted i Fuglemosen. Det kunne vel også købes, og far havde Elvira Hansen (Langelænderen nr. 518 - 1997)

Barndomserindringer

side 47 af 93 Dageløkke - 192x i vandet om sommeren fra den yderste, nordre side af Det var i Dageløkke, jeg trådte mine barnesko. En lille havnen. Så fik vi da lært at svømme. landsby med ca. 20 huse, et teglværk, en lille fragt-, Da jeg var 12 år, begyndte jeg at sælge ugeblade - fisker- og trafikhavn, en gård, et husmandssted og Dansk Familieblad og Familie Journalen. Jeg fik startet købmand med gæstgiveri (kro), det der nu er en rute og kørte rundt med bladene til kunderne. Dageløkke kro. I nærheden af hvor vi boede lå Dageløkkegård, 70 td. Det var i Fæbæk skole, jeg fik mine skolekundskaber, land, to karle, en tjenestedreng og en fodermester til indskrevet i april 1924. Vi havde kun een lærer og var 30-40 køer, som han og konen malkede. Jeg tilbragte delt i to klasser, og gik derfor kun i skole hveranden megen tid på gården, gik derop når jeg havde lyst, dag. Den første lærer jeg havde hed Thomsen, som jeg snakkede med karlene og hjalp til hvor jeg kunne. Bl.a. havde i vist nok to år, så kom han til Bøstrup skole som når de såede korn, så gik jeg med en kæp og rensede førstelærer. Derefter fik vi Hjalmer Lund Johansen, han "tude", dem som kornet løb gennem ned i jorden, eller var en god lærer, som jeg og Georg Arildslund tit talte løftede dem, hvis noget slæbte med. Også i høsten om, da han og hans søskende også har haft ham. Vi hjalp jeg med, og når de skulle tærske. Den sidste havde en stor grusplads som legeplads, hvor vi tit sommer jeg gik i skole, arbejdede jeg i 21 dage og spillede langbold. Nogle gange kom Johansen ud og tjente 42 kroner, det var flot, dem købte jeg var med, han gav bolden op, når vi skulle slå. Vi havde konfirmationstøj for. Lønnen for en tjenestedreng var også gymnastik derude. Sidst i tyverne var vi (skolen) dengang 100-125 kr. for et halvt år med kost og logi. på tur til København med Johansen og hans kone som Jeg blev konfirmeret i oktober 1931 og kom ud af ledere. Vi boede på en skole og var på en del besøg, skolen, men da der var fuldt mandskab på Zoologisk Have, Rundetårn, Familie Journalen m.fl., Dageløkkegård, kom jeg til Bukkegården at tjene. Den og var alle enige om, at vi havde en god tur, men vi ligger bag Tressebølle, der var 100 td. land, 2 karle og hørte ikke noget om Langelandsforeningen dengang. så lille mig. Jeg fik et spand heste at passe og køre med Da vi kun gik i skole hver anden dag, var der jo en del i marken, pløje og harve o.l. Det gik fint, jeg havde jo fritid. Nogen tid blev brugt ved havnen, der blev brugt øvet mig. af en 5-6 fiskere, men der var også en del trafik af Jeg begyndte at gå til gymnastik i Bøstrup mindre fragtskibe, træskibe med en eller to master. De forsamlingshus, var med til 3 såkaldte sejlede bl.a. med korn og foderstoffer, kom med Hovedkredsfester (to gange i Tranekær og en i kalkmergel til landmændene og lastede mursten og Ristinge), hvor gymnastikforeninger fra hele øen tagsten fra teglværket. De sejlede med mange ting, mødtes en gang om året til udendørs opvisning. Vi har bl.a.grise. Een dag om ugen kom de fra gårdene med også sejlet til Strynø og givet opvisning, det var en grise der skulle på slagteriet i Svendborg. Grisene blev herlig oplevelse. læsset af om formiddagen i en indhegning med et lille I to år var jeg med til fastelavns-ridning, hvor vi red hus. Der kom så en damper og lagde til ude ved rundt til gårde og småbyer. Der var en vogn med pakhuset, og så blev grisene drevet ud ad molen (vejen) musikere, og to klovne løb rundt med raslebøsser og og ombord i damperen, der var næsten altid nogle af os samlede ind til et eller andet formål. Om aftenen var drenge, der var med. Sidst i tyverne blev der bygget en der bal på Snøde Kro, men så var jeg også træt næste mole (bølgebryder) ud fra havnen. Der skulle rammes dag. pæle ned, men først skulle der slås søm i dem, mange, det var noget for os drenge at være med til, vi har vel Ejler Steensen Piil (Jubilæumsbladet 1995) også tjent en lille skilling ved det. Vi drenge gik meget

Min barndom på Langeland Haugbølle 192x som barnepige. Vi måtte alle være med til det daglige, Grethes familie har sat hende stolen for døren og mens min mor tog ud som kogekone, bl.a. på Lindelse "tvunget" hende til at skrive om sin barndom i tyverne Kro, og hun tog også ud og vaskede for folk. Tidligt og trediverne. Vi takker familien for initiativet og om morgenen eller i nattens muld og mørke stod hun Grethe fordi vi må bringe det. op og cyklede til Skovsgaard og var malkekone der. Jeg er født og opvokset på Langeland, hvorfra jeg har Der var 20 køer. Senere kom hun nærmere hjemmet og mange gode minder. malkede på en nabogård hos en, som hed Poul Min far var telefonarbejder og kom fra Stenstrup på Petersen. Fyn. Min mor kom fra Mols og var i huset i Longelse, Jeg var ikke ret gammel, før jeg kom med i roemarken, hvor de to traf hinanden. når min mor lugede roer. Hun hakkede så roer, mens vi Da jeg var 1 år købte de et hus i Haugbølle børn kravlede på vores knæ bag hende og tyndede ud. (Blandebjerg). I den periode var min far, der gik under Der skulle jo penge hjem. navnet Alfred Skovhaver, tit arbejdsløs. Han arbejdede Om efteråret havde vi kartoffelferie, der hjalp vi også som jord- og betonarbejder, når der var noget, men det til. Bondemanden pløjede kartoflerne op med en plov, blev jo også vinter, hvor de ikke kunne komme i og vi lå så og samlede dem op. Betalingen fik vi i jorden, og så var det ud og slå sten til skærver som en kartofler. Jeg husker ikke helt, men jeg tror hver 4, anden Jens Vejmand. række var til os, så på den måde havde vi kartofler til Vi blev en stor familie, det blev til 10 søskende, og da hele vinteren. jeg var den næstældste, var der hele tiden brug for mig side 48 af 93 Da jeg var 12 år kom jeg i huset i Hennetved. Der var Kædeby. Jeg husker en lærer, som hed hr. Knudsen og en syg kone, der skulle passes og 3 børn, der skulle i en lærerinde der hed frk. Skalbjerg. skole. Herudover skulle der gøres rent og laves varm Så blev det tid til konfirmation, og derefter kom jeg ud mad til aften, og jeg skulle også passe min skolegang. og tjene i Kædeby Haver hos Theodor Skov. Der lærte Stor var jeg jo ikke og i dag forstår jeg ikke, hvordan jeg mange ting. Jeg var der i 4 år og syntes så, jeg jeg kunne nå alt dette. Men én ting fik jeg da lært, og skulle prøve noget nyt. Jeg kom først til Tåsinge og det var at lave spegesild med løgsovs 4 gange om ugen, siden til Haslev på Sjælland, hvor jeg traf min mand. men jeg har heller ikke lavet det siden. For dette fik jeg Jeg holdt dog forbindelsen ved lige med familien Skov, 15 kr. om måneden. og selv efter jeg blev gift, besøgte jeg dem med min Da konen døde flyttede jeg hjem igen. Jeg kom så til at mand og vores barn. arbejde hos en gartner, som var nabo til os. Det var to Langeland glemmer jeg aldrig, selv om det måske ikke søskende, der havde gartneriet og de var meget flinke. virker som en god barndom, så har jeg mange gode Her kunne jeg passe min skole, hvor jeg trods alt minder derfra. klarede mig godt. Jeg gik i skole hver anden dag i Grethe Pedersen, (Langelænderen 544 – 2000)

Uddrag af “Spredte erindringer” Tullebølle - 192x Vore skolelærere var et kapitel for sig, de var de Cyklerne var nok det største fremskridt på landet absolutte eneherskere, og disciplinen var streng, mødte overhovedet dengang, og selv om jeg nok ikke kan vi dem i byen uden for skoletid, så ve' den, der ikke tog huske de første, så kan jeg da huske, at det blev kasketten af og det skete ikke så sjældent, at almindeligt, og der var mange sjove scener, når en spanskrøret kom frem, som regel kom det heller ikke ældre dame skulle lære balancen og nærmest var længere, for så holdt det sjove jo op. Sådan var den tid. halvdød af skræk over den enorme fart. Da landevejen Vore lærere var absolut ikke onde, men vi havde Rudkøbing-Lohals fik en gang tjære, blev der rigtig engang en vikar, han står stadig for mig som den gang i det, og de første rutebiler, som lignede en Storm skinbarlige ondskab. (Han blev senere ansat ude P-model, begyndte at køre. sydpå). 8-10 år gammel fik vi selv cykler, og det var En aften spurgte karlene om de måtte tage op og se der mange, der gjorde, så snart flød hele skolegården lysbilleder (den tids biograf), de tog mig med og var med cykler, og vi måtte sætte dem ind hos bekendte i faktisk en rigtig film, den hed "Intet nyt fra skoletiden for en tid. Kommunen købte så et stykke Vestfronten", altså en film fra 1. verdenskrig. Jeg sad mark, som blev legeplads og boldbane, og der kom et på stangen hos karlene, og det gjorde jeg også, da de cykelskur. Det var vores første idrætsanlæg her. engang tog mig med til flyveopvisning, en rigtig stor oplevelse. Karl Sørensen (Jubilæumsbladet 1995)

Da mosen gav indtægter. Rudkøbing - 1928 dækket til med tang, og isen lå nu godt isoleret under Følgende beretning er fra tiden omkring 1928, og det tykke lag af tang. stammer fra Rudkøbing Mose, som dengang ejedes af En husmand med hest og vogn fik 10 kr. pr. dag, og Grube, der boede i det sidste hus ned til mosen. drengene fik 3 kr. Det var jo ikke den store dagløn, Om vinteren, når mosen frøs til, blev isen "høstet" og men det var sikkert en kærkommen indtægt midt om gemt til om sommeren, hvor bl.a. mangel på kulde til vinteren. madvarer og lignende gjorde isen til en salgsvare. Når sommeren begyndte, læssede Karl Grube sin Til dette arbejde indkaldte Grube et par drenge og fem hestevogn med is, lagde våde sække over og kørte til husmænd, hvoraf de tre mødte med hest og vogn. En Rudkøbing, hvor han solgte en spand is for 25 øre. mand var ude på isen, hvor han med en sav, der bestod Senere på sommeren, når der kom åkander i mosen, af en lang klinge med et håndtag i den ene ende, savede lagde han åkander oven på isen, og solgte dem til folk de store isflager fri. De to drenge rutschede derefter der syntes det var flot med en åkande i en glasskål. isen ind til bredden, hvor der stod en mand og huggede Efterhånden som isen forsvandt i det tangbelagte isen i mindre stykker. træhus, blev pladsen udlejet til slagterne fra I skrænten ned til mosen var der i forvejen bygget et Rudkøbing, som hængte hele slagtede dyr derind. Isen træhus, der var isoleret med et tykt lag tang. Døren var kunne holde sig det meste af sommeren, og Grube stængt, og der var lavet hul i taget. kunne derefter håbe, at det ville blive en god kold Husmændene med hestevognene læssede nu vinter igen. isstykkerne på deres vogne og køre dem op på skrænten, hvorfra isen blev kastet ned gennem hullet i Ejvind Navne (Langelænderen nr. 67 - 1989) taget.. Når huset var fyldt op, blev hullet omhyggeligt

side 49 af 93

En julesolstrålehistorie Foreningen – omk. 1935 Disse fire par smilende øjne, der strålede af glæde ved Virkelighedsskildring, skrevet julen 1966 af vort udsigten til at kunne fejre julen ligesom andre afdøde æresmedlem H. C. Hansen mennesker med et lille juletræ og med god mad. Det var i en halv snes år mit job, som kasserer i Manden så forlegent fra konen til mig og udbrød: "Vi Foreningen for Langelændere i København, at hente har vel ikke noget, så vi kan byde Hansen et stykke kontingent hos medlemmerne, hvorved jeg fik et mad?" indgående kendskab til alle de rare mennesker og til de "Nej, vi har ikke andet end et lille stykke spegepølse og problemer, som enkelte kunne komme ud for. I 30'erne en bid ost, og det er ikke noget, vi kan være bekendt at var det især galt for mange af medlemmerne, der - byde på." ligesom mange andre havde svært ved at skaffe til det "Det tænkte jeg nok, men jeg kan da hente os hver en daglige brød under arbejdsløshedens svøbe. Det var, øl!" før velfærdsstaten Danmark var en kendsgerning, og da "Lad mig så få lov til at gi' dem, sa' jeg og gem du kunne det knibe for enkelte at afse kr. 2.25, som da var pengene til julen, og kan I spise af jeres mad, kan jeg det beskedne kvartal kontingent, og jeg oplevede da også." følgende: Øllet blev hentet, og spegepølse samt ostemaden I en af Nørrebros sidegader boede i en lille serveret. Det smagte fortræffeligt. Mens de spiste, kvistlejlighed på 5. sal en familie, bestående af mand, fortalte de om deres kvaler for at få socialhjælpen til at kone og to børn. Manden, en brav langelænder, slå til, og jeg beundrede deres kamp for at holde arbejdsmand, havde i to år været uden arbejde, men hjemmet oppe. Under samtalen foreslog jeg dem at kontingentet til foreningen skulle skaffes. Var det ikke komme til andespil i foreningen, hvilket skulle foregå i disponibelt, hed det: "Undskyld, vi kan ikke undvære en af de nærmeste dage inden jul, men dét kunne der pengene i dag, men i næste uge har vi dem, Hansen, så ikke blive råd til, mente de. Jeg blev imidlertid ved at hvis du kommer på Nørrebro, er du velkommen hos os. opmale så lysende udsigter for gevinst til dem, at de til Jeg ved godt, det er drøjt at skulle tage trapperne til 5. sidst lovede at komme, og som sædvanligt holdt de sal to gange for at få de par kroner, men vi har dem deres løfte. ikke i dag". De placerede sig ved bordet, som jeg passede, og da Når dette løfte var afgivet, blev det holdt, vidste jeg, og jeg kom med kortet og tilbød dem et hver, og de hørte derfor respekterede jeg ham og entrede gerne trapperne prisen - fem kroner for to - så' manden: "Så kommer til 5. sal endnu en gang. du til at hjælpe mig, lille mor, for så har jeg ikke nok." Da vi nærmede os jul, fortalte jeg på et "Gi' du mig dem, du har", sa' jeg, "så får du to kort af bestyrelsesmøde om familiens kamp for føden, samt mig." for at skaffe kontingentet, og henstillede at yde Og således blev det. Det viste sig, at fru Fortuna var familien et bidrag fra foreningens fond i anledning af velvillig stemt for dem begge, idet den ene vandt en julen og som en anerkendelse for trofast medlemskab. gås, den anden en and. Da kom de begge og trykkede Der blev omgående bevilget et mindre beløb, men dog mig i hånden, før de gik hjem med byttet. Deres øjne stort nok til, at familien kunne fejre jul uden at ængstes strålede, og han sa': "Nu kan vi rigtig fejre jul, lille mor for at skaffe penge til mad, og jeg fik opgaven at - det er mange år siden, vi har fået andesteg til jul, og overrække dem beløbet. gås er det nu da aldrig bleven til." Endskønt det snart er 35 år siden, erindrer jeg endnu Og jeg glædede mig lige så meget ved deres held som tydeligt familiens glade ansigter, da jeg kom med det de selv! beskedne beløb. Den lille (Langelænderen nr. 565 - 2003)

Branden på Bøstrupvej 20 Bøstrup - 1932 Efter middagen og et lille hvil har vi så startet Grethe Nielsen skriver her om en hændelse, der skete diligencen ud til Helletofte. da hun var 2 år. Ikke fordi hun selv kan huske den, alt Som sædvanlig var det hele familien, der var samlet til er blevet hende fortalt. eftermiddagskaffe og aftensmad. Vi har sikkert hygget En dejlig sommerdag i 1930 skulle vi ud til bedstefar os. Kvinderne hjalp til i køkkenet, mændene gik en tur og bedstemor i Helletofte. i marken og hyggede sig med en øl på verandaen Jeg er sikker på, at far har striglet hesten "Bus" fint den bagefter. Ungerne her og der og alle vegne, med et morgen, måske lakeret hovene sorte, han kunne godt vågent øje fra køkkenvinduerne og fra fædrene på lide, at hans hest så godt ud. Tørret støv af verandaen. ponyvognen, så alt var klart til søndagsturen. Så er der blevet spist dejlig bedstemor-mad, drukket Mor har vasket og strøget ungerne, Ove og jeg, iklædt kaffe, mændene har fået sig et slag kort, mødrene og mig en fin kjole (2 år), og har jeg haft så meget hår på bedstemor snakket og så blev det tid til at tage hjem. hovedet, at der kunne sidde en sløjfe, har jeg fået en Min onkel var ved at stoppe kone og børn ind i bilen. rød sløjfe i. Far gik ind i loen og hentede "Bus" for at spænde den side 50 af 93 for vognen, da Chr. Johansen "Liselund" i susende fart nyt. Ove og jeg, der var små, led ingen nød. Vi fik kommer ned ad vejen (nogen har sagt på motorcykel, jævnt ting og sager fra vore store søstre til jul og andre har sagt på cykel) og råbte til far: "Dit hus fødselsdage. brænder Laurits Nielsen". Nu var familien hjemløs. Far, mor og fire børn, de Min far nærmest falder sammen og taber tømmerne ud største var ude og tjene. Mor og tre børn kom til Snøde af hånden, alle er dybt chokeret. Den første der hos min onkel, der som den hjælpsomme mand han reagerer er min onkel, slagteren, han springer hen til var, straks åbnede sit hus. Jeg blev hos bedstefar og bilen og nærmest slæber min moster ud, griber fat i min bedstemor, men ikke ret længe, de kunne ikke styre far og stopper ham ind i stedet for. Mor reagerer med at mig blev der sagt. Far flyttede ind hos slagter Hansen i kravle op bag i bilen, og så kører de. Bøstrup. Derfra kunne han både passe sit arbejde på Hesten trækkes ind i loen igen og børnene kommer ind mejeriet, og være med til at rydde op på tomten. i bedstefars hus, hvor de store græder og de små Efter otte dage hentede far hesten, der længtes hjem og vræler. De forstår ingenting af al den hurlumhej, kun at troede vist, at far havde glemt den. Den var så glad, at far og mor er kørt uden dem. den galopperede op ad den smalle vej fra bedstefars Hjemme i Bøstrup ser det ikke godt ud. Ilden har godt hus. Da de kom til Bøstrup, var skuffelsen tydelig at se fat i huset, der havde bindingsværk og stråtag. i dens adfærd, der manglede noget der. Heldigvis Tililende naboer har gjort hvad de kunne. havde slagteren en ledig bås, hvor "Bus" flyttede ind Aksel Jønsson, fyrbøder på mejeriet, var gået i seng. resten af sommeren. Det fortælles, at han kom i tøjet så hurtigt, at han fik Medens vi boede i Snøde, sad mor altid ved bukserne bagvendt på. symaskinen. Der blev købt ruller af stof. Mor syede Vi har ikke haft mange ting i det gamle hus, men der sengetøj, tøj til børnene, skjorter til far og kjoler til sig var et hjørneskab i stuen, det bar Aksel ud. Grisene i selv, foruden gardiner til det nye hus. udhuset kom også ud ved naboernes hjælp. Hesten stod Asta og Else fortsatte deres skolegang i Bøstrup. Asta heldigvis godt hjemme hos bedstefar. gik til "præst", og blev konfirmeret medens vi boede i Far rendte ind i huset nogle gange for at få noget tøj, Snøde. Moster og onkel skulle den dag til fest i deres men det var håbløst. Til sidst måtte folk nærmest holde familie, men som den rare onkel han var, kom han ind på ham, det blev for farligt. Kort efter faldt taget også med en steg til mor, som hun kunne lave, for at gøre ned. dagen lidt festlig for hendes familie. Det blev en lang nat, og det var en træt far, der tidligt Det skal lige tilføjes, at min onkel aldrig ville have en næste morgen gik på mejeriet for at passe sit arbejde skilling for den tid mor og os unger boede derude. der. Det gik hurtigt med at bygge det nye hus op. Det var Min ældste bror, der tjente hos en gårdmand i færdigt inden vinteren kom. Vi flyttede hurtigt ind, Helletofte, har fortalt, at han og denne gårdejer gik derefter gik far i gang med at male vinduer og døre, ja brandvagt derover den første nat efter branden. alting ordnede han selv. Inger Holstebro, der var datter af gartneren på De første flere år havde vi ikke overflod af møbler, kun Egeløkke og var en stor pige på det tidspunkt, har det nødvendigste, men med årene kom det til at ligne et fortalt mig, at det hun tænkte mest på var, at nu hjem igen. brændte børnenes legetøj, og det gjorde det. Mine to søstre, Asta og Else, der var 12-14 år mistede Grethe Nielsen (Langelænderen 534 – 1999) deres legetøj, og de var så store, at de ikke fik noget

Uddrag af barndomserindringer Rudkøbing - 193x julegaverne ikke mindst. Nytårs aften var en dejlig Julen hjemme var herlig. Vi børn var altid med til at aften også. Vi spillede altid tallotteri med små og rare pynte juletræet, som blev købt hos fru Meyer i gevinster. Når det var forbi, var der nok at se på nede Nørregade. Vi havde en gammel tradition med på torvet, som vel var et af byens samlingssteder kræmmerhuse, idet disse blev lukket på en særlig måde nytårsaften. og blev ophængt i spidsen, kun guld- og sølvpapir. Når Der var vist en del "originaler" i Rudkøbing dengang - papiret var indkøbt, samledes vi fem børn med vore nogle af dem husker jeg helt tydeligt, men dem vil jeg forældre omkring spisebordet til det store klippe- og springe over her. En sjov hændelse var det, når klisterarbejde. Når de efter en uges tid var tjenlige til trommeslageren kom og gav meddelelser om diverse fyldning, oprandt den gode dag, hvor der skulle købes begivenheder. Byjubilæet i Rudkøbing i 1937 nåede fyld. Altid blev der fyldt efter et bestemt ritual, nederst jeg også at opleve fra vore vinduer. Herfra kunne man konfektrosiner, så en paranød og en krakmandel forresten også se, hvad der gik i biografen overfor. I (Filippine), konfekt og til sidst en figen, som skulle øvrigt havde vi selv en stor sal bag kontorerne i borge for, at intet faldt ud efter lukningen. Så blev stueetagen, som blev lejet ud til biograf i nogle år. spidserne forsynet med kinesertråd - klar til Ofte, når vi legede i haven, så vi operatøren komme for ophængning. at prøvefilme, og vips - sad vi derinde og kiggede med. Selve juleaften var naturligvis et af årets højdepunkter for os alle med julesalmer, det tændte træ og Elisabeth Bay (Jubilæumsbladet 1995)

side 51 af 93

Uddrag af “En feriedrengs oplevelser” Stoense - 193x og sagde:"Go'dav Lis, ska' du ha' novet ma'garine i Når min onkel trak de 7 køer ud, skulle jeg muge ud. dav". Sjovt at sådan noget dukker op mens man sidder Det gjorde jeg også fint, og strøede tørt sand på her og skriver. gangen, men jeg syntes at det skulle se fint ud, og gav En stor oplevelse var det også at komme til den så meget sand, at den blev helt hvid. Da min onkel fødselsdagsfest hos Anna og Axel. Pigerne kom med så det, blev han sur over at jeg havde brugt alt det sand, det ene fad kager efter det andet, og jeg sagde ikke nej, men herregud - vi hentede det nede på stranden ved og snart var tallerkenen fyldt med kager. Til sidst Stoense Havn. kunne jeg ikke spise det, men pigerne blev ved med at Mange år før havde min bedstefar en biindtægt ved at byde rundt, og det grinede de af mange år efter, når vi hente sand ude på revlerne, når det var ebbe. Han igen besøgte Anna og Axel. Hos dem så jeg for første havde 2 heste, nordbakker, der var vant til at gå gang i mit liv et das med 2 huller ved siden af dernede, så de kunne trække et stort læs. Men når hinanden, hjemme havde jeg aldrig set andet end toilet bønderne kom for at købe et læs, kunne de ikke få nok med træk og slip. Senere på aftenen fik de voksne på vognene, så når de kom hen på brinken, kunne Annas hjemmebryggede gammelt øl, som må have hestene ikke trække det op, så de måtte læsse det halve været stærkt, for de kom i stemning. Jeg fik desværre af igen, og så blev bedstefar sur. aldrig smagt det. Jeg har også prøvet at luge roer sådan en varm Vi var også hvert år på besøg hos min tantes familie, sommerdag. Det var hårdt, og jeg husker engang, det Carl Bay, ved stranden i Snøde Udflytter. Efter kaffen var meget varmt, hvor mine kusiner og jeg gik ned og gik mændene på markvandring og damerne på badede i frokosten. Vi havde ingen ur, men så stod havevandring. Når det blev mørkt, kom pigerne ind onkel oppe på klitten og råbte:" Middagsstunden er med petroleumslamper, det var en oplevelse, når man forbi, roerne venter". aldrig havde set det før. De boede også alene langt Jeg husker også, når købmand Hegermann kom i sin nede ad en sidevej, så det havde nok været for dyrt at få åbne bil og tog imod varebestillinger og fik æg med el lagt derned. Dengang fik man frugtgrød at gå hjem hjem, og han havde et kræmmerhus slik med til os. på, det brugte man alle steder dengang. Og så hjem Han havde været min fars sidekammerat i skolen, så med hestevogn i mørke, det var en oplevelse. han skulle høre hvordan far havde det. Hvad jeg heller ikke glemmer, var når margarinemanden kom. Han var Poul B. Nielsen (Langelænderen nr. 510 - 1995) så langelandsk

Uddrag af interview Tullebølle - 193x Ja, vi var mange børn derhjemme, men far var jo Vi gik i skole i Tullebølle Skole. Det var dengang, der snedker, så han byggede nogle store senge, så vi kunne var kakkelovn i skolestuen og lokummer i gården og ligge to i hver seng. Om vinteren var der ind imellem man skulle have skiftesko med om vinteren. Generelt så koldt i soverummene, at der lå iskrystaller på dynen. havde vi nogle strenge lærere, men jeg husker da, at Om aftenen fik vi en mursten omviklet med papir med der var en af dem, der løb på skøjter med os om i seng, som havde ligget og varmet i ovnen. Vi sloges vinteren. altid om at være nærmest stenen, mens den var dejlig varm. Bodil Jørgensen (Langelænderen nr. 514 - 1996)

Telf. 48 28 72 15 Feriedrengen Hver morgen skulle solen "ringes" op. I god tid var Longelse – 193x tante gået hjemmefra, hun var virkelig pertentlig med at overholde de rigtige tider for denne ringning. Onkel Vort medlem, Otto Krüger, var i mange år feriedreng Christian har sikkert haft jobbet før, og efter hans død, hos sin tante i Nørre Longelse. Fra disse ophold har har det været naturligt for min tante, at hun overtog det. han skrevet en beretning på ca. 30 A-4 sider, hvoraf vi I mange år passede hun arbejdet godt og omhyggeligt, her bringer hans beretning om tiden i og omkring men med alderen blev det hende for meget. Det må Longelse Kirke. Den samlede beretning, "Det lange have været strengt arbejde om vinteren, når der var højt land", samt en beretning fra et gensyn med Langeland i med sne. 1993, vil Otto gerne sende til interesserede, hvis han En sommermorgen, når fuglene sang, og vejret var bare får materiale- og portoudgifterne betalt. godt, så var det jo ingen sag. Turen op ad trapperne, Otto har også optaget en video på ca. 20 min., der inde i kirketårnet, krævede også nogle kræfter for tante, omhandler 12 kirker på Langeland. Også her hører han men for mig var det en oplevelse, en oplevelse med et gerne fra interesserede. Adressen er: islæt af lidt uhygge. Det var før der blev lagt el. ind i Otto Krüger, Marksvinget 13, Nejede, 3400 Hillerød. side 52 af 93 tårnet, så der var temmelig mørkt og skummelt på de to cykler kørte op til kirkegården med eftermiddagskaffen etager man skulle passere, før man nåede op til til tante. Så fandt vi et sted, hvor der var læ for vinden, klokken. De store grønne luger i tårnets sider blev og her sad vi så og nød kaffen. Tante kunne fortælle åbnet, og den friske luft strømmede ind til os. Her var mange ting om de mennesker, der lå begravet her. man oppe over trætoppene, så der var en fantastisk Langt de fleste havde hun jo lært at kende gennem et panoramaudsigt til alle verdenshjørners herligheder. langt liv og arbejde her på kirkegården. Hun skulle Mod vest havde man overblik over hele Nørre have haft en medalje for sit store arbejde her. Longelse, og i baggrunden lå den smukke mølle. Nord Det var skam også en sjælden kirkegård. Her var intet og syd var også utrolig smukt, men vendte man sig overladt til tilfældighederne. Alle gravsteder var passet mod øst, så var det nok den smukkeste af alle fire og plejet, ja man forledes til at tro, at de hver dag fik en muligheder. Her så man igen ud over trætoppene, ud overhaling med rive og saks. Her fandtes ganske over den hvidkalkede skole, skovene og helt ud over simpelt ikke et vissent blad på gangene, eller en vissen Langelandsbæltet. Det blå bånd, der her skiller blomst på gravstederne. Ikke så underligt at alle Langeland og Lolland, kan man ikke se sig mæt i, det beundrede denne velholdte kirkegård. var et uforglemmelig syn. Herfra så man også færgerne Tit gik jeg rundt og læste navnene på gravstederne, mellem Spodsbjerg og Nakskov, men der kom også men det var kun ganske få, jeg havde kendt og mødt, mange handelsskibe igennem bæltet. Tante kendte jo alligevel følte jeg det som et savn, at de ikke var her denne udsigt, for hende var det hverdag, nu skulle hun mere. Det der rørte mig mest, var nok når det var et bare have klokken i gang. barn, der lå begravet her. Så gik mine tanker til dets På gulvet under klokken lå en kraftig stok, en tvedelt forældre, hvor må de have haft det svært. tyk gren. Denne stok havde stor betydning, når klokken Engang imellem når jeg ikke lige selv kunne finde på skulle lyde rigtigt. Stokken blev anbragt inde i klokken, noget at beskæftige mig med, så hændte det, at tante så klokkekneblen blev holdt ud til siden, d.v.s. at bad mig give hende en hjælpende hånd. Det kunne stokken hvilte på klokkens inderside i den anden ende. være at sætte de nye salmenumre op på tavlerne om Så begyndte tante at hive i klokketovet, og klokken lørdagen, så kirken var klar til næste dags kom i svingninger. Pludselig, når klokken havde fået morgengudstjeneste. Først cyklede jeg hen til det rigtige udsving, så faldt stokken ud af klokken og præstegården, hvor jeg fik en seddel over ned på gulvet og den ønskede ringning begyndte. Holdt salmenumrene, og så kørte jeg op til tante for at sætte man så bare rytmen ved at trække i torvet, ja så gik det dem op på alle tavlerne. hele af sig selv. Intet er vel mere beroligende end at Det kunne også hænde, at jeg gik på opdagelse inde i høre en kirkeklokke ringe, og det er det samme både kirken. Der var ikke en krog eller hjørne i den kirke, morgen og aften, det lyder altid smukt i vore ører. uden jeg kendte det. Bag alteret, i præstens sakristi, bag Engang kom der lidt uorden i antallet af bedeslagene. orglet og sandelig også oppe på prædikestolen. Mon Det var Reimer, der talte forkert, men det blev straks ikke også at jeg der har løftet armene, som præsten bemærket af tante, da han vendte slukøret hjem fra gjorde, men dog uden at opløfte min røst, det hele kirken. Tante skulle nok følge med i det hele, vi skulle jo gå så stille af som muligt. morede os over uheldet, det kunne jo nok tilgives. Da kirken og kirkegården, som de fleste steder, ligger Efter en middagssøvn, med efterfølgende kaffe, ret højt, så fremkom der også en nydelig opkørsel til spadserede tante igen op på kirkegården. Det var et kirkegårdslågen eller porten, det var en tremmeport. fuldtidsjob, der var rigeligt at lave hele dagen. De Man kunne køre op fra begge sider, og i midten var der mange gange skulle rives og de talrige hække omkring et lille anlæg med en stor flagstang og en kampesten til gravene skulle jo også klippes. Dengang havde man minde om Genforeningen i 1920. ikke en elektrisk hækkeklipper, det hele foregik med en god solid hækkesaks, der skulle gode armkræfter til Otto Krüger (Langelænderen nr. 526 - 1998) dette arbejde. Det hændte, at Martha og jeg på vore

Barndomsminder Haugbølle - 193x tjene. Mine forældre var så privilegerede, så de fik lov at Vi havde lys fra en mølle på taget, når det blæste havde bygge 2 nye huse og bebo dem fra starten. De sluttede vi meget lys, samtidig blev en hel masse akkumulatorer deres liv i et ældre hus i Humble. opladt. Hvis vi havde en lang periode uden blæst, De blev gift i 1926, hvor de byggede et hus i Tarup i kunne pærerne kun lyse svagere. Hvis vi skulle have Odense. Min bror blev født her i 1927, i øvrigt den dag lys fra elværket, skulle der trækkes en meget lang klokken første gang gik til 24, den 15. maj 1927. 1929 ledning. Jeg husker ikke, om det var for dyrt, eller om søgte de om statsjord, og fik det ved en udstykning fra det slet ikke kunne lade sig gøre. På den tid var der Vestergård i Haugbølle. Her byggede de så en ikke så mange, som havde elektrisk lys. statsejendom, som så blev vores hjem de næste 30 år, Jeg har haft en dejlig barndom, hvor det, at man var min bror ejer den nu. På mine forældres 5-års med til alt, gav os et naturligt forhold til livet og dyrene bryllupsdag blev jeg så født en dag kort før jul. omkring os. Jeg husker tydeligt, hvor interesseret jeg Vi havde centralvarme fra komfuret, det var ikke var i at prøve at malke. Jeg var ikke ret gammel, og jeg almindeligt dengang med centralvarme. Jeg har kun fik lov til at prøve det. Siden lærte jeg det, og nu var været udsat for kakkelovne, medens jeg var ude at det pludselig en pligt i pressede situationer, og så var side 53 af 93 det ikke nær så sjov. lærte al slags syning, også kunstbroderi, det foregik på Jeg var også med i marken med hestene, og det var en ramme. dejligt. Jeg lærte også at læsse et læs korn, så det ikke Jeg husker tydelig den 9. april 1940. Dengang hørte vi gled ud, og det blev mit faste arbejde, når kornet skulle ikke radio hele dagen, som vi gør nu, vi havde et køres ind. Jeg husker også, at vi havde rug i marken. krystalapparat, og det var der kun en, som kunne høre det var så langt, så det ikke kunne høstes med på, så det var ikke om morgenen. Vi undrede os over selvbinder, så det skulle høstes med slåmaskine, og så alle disse flyvemaskiner, som ustandselig fløj over gik de voksne bagefter og bandt det op. Jeg var ret lille vores hoveder. Jeg husker, at det var en meget klar indtil jeg blev konfirmeret, så jeg kunne ikke binde det solskinsdag. Jeg sad ude på en sten på gårdspladsen og op, men jeg kunne køre med slåmaskinen og høste det, spiste min morgenmad, for at se alle disse fly. Jeg og ved enden stod der så en voksen person, som skulle havde ca. 300 meter til skole, så det var ikke så langt træde kniven op, jeg var ikke tung nok til at kunne gøre de første år. Efter første time kom lærerinden, Dagny det, jeg var vel 11-12 år. Vi var med ved roelugning og Pedersen, grædende ud til os, og sagde, at tyskerne andre ting. Det var ikke altid lige morsomt. Vi havde havde overfaldet Danmark, så vi skulle gå hjem igen. mange år et stort stykke med tomater, og der skulle Vi var ikke klar over, hvad det egentlig betød, men vi tages sideskud mindst en gang om ugen, og senere fornemmede, at det var meget alvorligt. På vejen hjem skulle de plukkes, jeg var ikke vild med tomater fulgtes jeg med Erik Hansen fra Vestergård, (han bor dengang, jeg syntes, at der var alt for meget arbejde nu i på Knakgården i Longelse) og vi talte om, at nu med dem. Vi havde også mange løg i marken, de skulle blev der nok krig i Danmark, og måske var vores fædre hakkes, tages op og lægges til tørring, og det værste, de allerede blevet indkaldt til at møde i krig, og det følte skulle pilles inden vi kom af med dem. Det var et vi begge var meget alvorligt for hjemmene. frygteligt svineri. Ellers mærkede vi ikke meget til krigen på Langeland, Under krigen og lige efter havde vi tobak i marken. og slet ikke i barneverdenen. Disse planter skulle også holdes rene, og siden skulle Dog husker jeg endnu en episode fra den sidste dag af bladene plukkes, og vi skulle passe på, at der ikke kom krigen, den 4. maj 1945. Da havde vi fået en "rigtig" huller i bladene, for så kunne de ikke bruges til cigarer. radio, men den virkede ikke i de dage, så vi gik hen til Når vi så havde fået kørt dem hjem, skulle de syes på naboen, Mads Ole Sørensen, for at høre den engelske snore og hænges op under taget i hjelmen, hvor de presse når klokken var 20.30. skulle hænge og tørre. Om aftenen kom der en del unge Vi havde slagtet gris den dag, så jeg skulle hjælpe mor mennesker for at få dem syet på tråde, så var der liv og med slagtningen. Dengang var der meget arbejde med glade dage. Efteråret sluttede med en tobaksfest i loen. en slagtning, for vi havde ingen frysere, så klokken Senere skulle de bindes sammen i bundter, og så skulle blev mange, inden vi var færdig med dette arbejde, vi de afleveres på toldboden Rudkøbing. kunne jo ikke lade det ligge til næste dag på grund af Min far lavede også tobak af disse blade, men først varme og fluer. Jeg fik lov at gå med far hen til naboen, skulle de "syltes", de blev stænket med noget min far d.v.s. far var gået, så jeg skulle skynde mig, men da jeg havde, derefter blev de pakket i en zinkkasse, som var kom ned til vejen, så jeg, at der kom 2 mænd med emballeret for at fugten ikke skulle kunne trække ind i nogle store kapper gående på den anden side af mine den, derefter blev den pakket dybt ned i møddingen, så forældres ejendom. Da mor var alene hjemme, ville jeg den kunne sætte varme. Efter nogen tid, kunne den igen se efter, om de nu gik forbi, for de så meget underlige komme op, og så kunne tobakken bruges, bl.a. til ud. Jeg gemte mig og holdt øje med dem. De stoppede cigarer. Vi kendte en rigtig cigarmager, som hed op ud for hver ejendom, men gik dog videre ud imod i Winther, han boede i Nørregade 19 i Rudkøbing, han Kædeby Haver. Jeg nåede hen og hørte rullede mange cigarer til os, og mange røg disse med frihedsbudskabet i radioen, og stor var vores glæde. velbehag. Jeg kom en hel del hos denne familie Disse mænd, som jeg havde set, var russiske Winther, for under krigen gik togene ikke hver dag, og flygtninge, som var kommet gående ude fra der kørte ikke mange tog, så når jeg skulle til tandlæge, flydedokken, som var gået på grund ved Påø om så tog det en hel dag, og så var det jo rart at have nogen eftermiddagen. Senere så vi en hel del til disse at besøge i Rudkøbing, indtil toget igen kørte den flygtninge. Nogle blev indkvarteret på Rudkøbing anden vej. Skole, og nogle blev indkvarteret på realskolen i Engang imellem havde vi også hør i marken. Det blev Humble. Dem i Humble var franskmænd, de kom ud rusket op og lagt fladt ud på marken, det skulle og hjalp os med hø og markarbejde, vi kunne ikke tale "rødne". Så blev det bundtet i neg og kørt hjem, og far med dem, men de ville gerne hjælpe. Det gjorde deres havde lavet en slags rive af søm, ca. 1 meter. På denne ventetid mere interessant. skulle frøene og rodnettet så rives af, det støvede godt. Jeg kom et år for tidligt i skole, for der var ingen børn Så blev det igen bundtet, og sendt til en hørfabrik, jeg at lege med omkring os - kun drenge. Så allerede på et mener, at den lå i Kolding, og vi fik så duge, tidligt tidspunkt fik jeg lært at arbejde selvstændigt. Vi lagenlærred, viskestykker og stof i metermål hjem. Vi gik flere år i samme klasse, så hvertandet år arbejdede kunne jo ikke købe noget dengang. Jeg kan huske, at jeg sammen med de store, og hvertandet år arbejde jeg jeg fik en kjole syet med broderier på. alene, men med det samme stof som dem der var gået Børn gik ikke til så meget, som i vore dage. Vi kunne en klasse op. Det var jeg meget glad for. Det sidste år heller ikke få dæk til vore cykler, så det var noget havde jeg aftenskolens pensum. Min bror kom i forfærdeligt noget, det vi kørte på. En gang om ugen realskole, og det var også meningen, at jeg skulle det, gik jeg på broderiskole hos fru maler Sørensen i men det var ikke til at få dæk til cyklen, og vi havde Humble, det har jeg i øvrigt glæde af den dag i dag. Vi over 6 km til skolen, så jeg ville ikke derop, også fordi

side 54 af 93 de andre elever drillede mig med, at jeg nok skulle på chokolade eller kakao med fødeskum i, det var realskolen. Det var ligesom lidt finere, så det skulle jeg forfærdeligt. Dengang havde jeg lært, at man tager, i hvert fald ikke, det er nok den eneste gang, som jeg hvad der kommer på bordet, i dag drikker jeg det ikke. ikke skulle have haft lov til at bestemme. Det har Det var heller ikke almindeligt, at vi fik det dengang, ærgret mig mange gange siden. Til gengæld har jeg for vi kunne ikke få kakao eller chokolade, men på næsten gået i skole siden. Langø fik vi det. Engang vi var derude til fødselsdag i Jeg husker også, da jeg skulle tage indvoldene ud på en september, blev det højvande, så vandet stod over høne første gang, det passede mig ikke, men jeg skulle dæmningen, som jeg i øvrigt var lidt bange for at køre lære det, så far blev stående ved siden af, indtil det var på, der var jo vand på begge sider og ingen rækværk. gjort. Jeg tror ikke, at der er mange store børn i dag, Valdemar måtte så spænde hestene for mælkevognen, som kan gøre dette, men jeg har dog gjort det mange læsse cyklerne på vognen og køre os over på land. Vi gange siden, så det var godt, at jeg fik det lært. I min kunne ikke se vejen, men hesten kendte vejen. Man skoletid gik jeg sammen med børnene fra Langø. De 2 havde også telefontrådene at se efter. En sådan tur ældste var lidt yngre end mig, men vi kom meget glemmer vi aldrig. sammen, og det gør vi endnu. Så vi var til fødselsdag på Langø, som vi var det hos alle de andre, men jeg Grete Kristiansen, Botofte (Langelænderen nr. 521- husker nok disse fødselsdage specielt. Vi fik altid 1997)

Uddrag af interview Humble - 193x der vankede der altid kage eller andet mundgodt, og Hele skolegangen foregik i Humble skole; de første par frk. Fuglede købte som regel resten af mærkerne. Oda år hos frk. Østergaard, senere hos Carlin Klæsøe. Oda indskyder lige, at engang fik hun fjernet polypper hos husker Klæsøe som en rar lærer, som børnene ofte Dr. Bjørnson i Humble uden bedøvelse, siddende på hjalp med havearbejde, såsom æbleplukning m.m. Når hendes mors skød. Hun fortæller også, at børnene i klassen var på udflugt, var det med Klæsøe foran på sin Humble skole ofte var i "krig" med dem på realskolen, sofacykel, og alle ungerne bagefter. En alvorlig ulykke og engang var dem fra realskolen drevet på flugt op i fra den tid står helt klart i Odas erindring; det var et kirken, hvor de gemte sig. Det endte nu ikke så godt, frygteligt tordenvejr, hvor 2 unge københavnere blev og senere indkasserede Oda en "rigtig regulær røvfuld" dræbt af et lyn. af sin mor, der var god bekendt af en af modstandernes Ellers var barndommen tryg, trods de små kår familien mor. levede under. Dengang blev børnene sendt ud at sælge mærker (Dybbøl, Gigtmærker og andre), og Oda Oda Jørgensen (Langelænderen nr. 513-1996) fortæller, det var en svir at komme til Skovsgård, for

En rudkøbingdrengs erindringer Rudkøbing 193x oplevelse af tekstbehandling har været vidtspændende, ”Langelænderen” har bedt mig om at fortælle om fra griffel til PC’er. barndommens tid fra Rudkøbing, hvor jeg er født (i Den ”rigtige” skolegang foregik i to skoler, i den gamle 1928) og vokset op. skole, som lå lige overfor kirken, og hvor vi gik de Mit barndoms- og fødehjem var et af de yderste huse første fire år. Derefter kom vi så til Kastanievej på den på Bellevue, dengang helt i udkanten af byen, tæt på nye skole - som den hed dengang, selv om den så vidt stranden, og hvor markerne og et tidligere teglværk jeg husker blev opført i 1920. med lergrav grænsede op til husene. Meget er nu Den gamle skole var virkelig en gammel skole. forandret, men når jeg kommer til Rudkøbing, går jeg Kakkelovnsfyret, ovnene blev passet af pedel Barfoed, altid en tur hen ad den gamle vej, forbi husene og som i fyringssæsonen gik sin runde med kulspanden prøver at genkalde mig, hvem der boede der, da jeg var flere gange om dagen og lagde i ovnene. I skolegården dreng. Billeder, minder om personer, om hændelser, var der et stort valnøddetræ, hvor pedellen, når tiden begivenheder af denne og hin art melder sig. I dag vil var inde, tog sig af at samle valnødderne op i jeg først lade erindringerne gå tilbage til min skoletid. ”timerne”. Hvis vi var heldige, blev der lidt nødder til Jeg begyndte i en Pogeskole, som havde til huse i os børn i frikvartererne. Men her var det absolut den Ramsherred. Jeg tror nu nok der var to af slagsen, stærkestes ret der gjaldt i tildelingen af disse nødder. Asylet og Pogeskolen, hvor vi 5-6 årige børn under en Skolegangen var købstadsskolens, ligesom også frøkens ledelse fik den indledende lærdom - og skolerytmen var købstadens. Middagsstunden var lang. sandelig også lidt med på vejen om passende og god Vi gik hjem - som jo var det almindelige i de fleste af opførsel. Der var dog også i pogeskolen ganske god tid byens husstande - spiste varm mad til middag. Af til lege. Lærdommen bestod i en indledende indføring i lærerstaben vil jeg blot nævne nogle enkelte, som stavning og skrivning. Skrivningen foregik med griffel ægteparret hr. og fru Larsen, alle lærerne blev dengang på skifertavle. Det tør nok siges, at min generations tiltalt med hr. og lærerinderne med fru eller frøken. Han var tillige viceinspektør på den gamle skole. side 55 af 93 Samme hr. og fru Larsen foretog for øvrigt en længere småskibsfart, indenrigs- og østersøfarten, var udenlandsrejse, som gik helt til Rom. Det var dengang i hjemmehørende i Rudkøbing. Der var altid liv og trediverne noget af en begivenhed, som hele byen tog aktivitet på havnen. Færgerne ikke at forglemme, der del i gennem lærerparrets rejsebreve til Langelands skulle sejles, når man skulle fra og til øen. Gik rejsen Folkeblad. Ak ja - dengang udkom der hver dag fire til København, så sejlede man med Sydfynskes aviser i Rudkøbing; Langelands Folkeblad, Langelands ”Tranekær” fra Rudkøbing til Korsør med anløb i Avis, Langelands Socialdemokrat og Langelands Lohals. Fra Korsør gik rejsen så videre med tog Tidende. Her var det radikale Folkeblad vel uanset dengang som nu. abonnenternes partifarve nok den mest udbredte og Også havnens liv og skibsfarten blev stærkt berørt af mest læste avis. krigen. Mange blev ramt af krigsforlis. Der var hjem, Den gammel skoles bygninger ligger lige overfor der mistede en familiefar, en søn eller bror på havet. kirken. Og det gav i min skoletid lejlighed til at følge Således også i mit hjem, hvor en bror omkom ved lidt med i, hvad dér skete - begravelserne foregik jo fra krigsforlis i Nordsøen i krigens allerførste tid. En kirken. I mine tidlige drengeår var der endnu i byen en anden bror sejlede i allieret tjeneste under hele krigen, meget smuk rustvogn, forspændt med to heste, selve ham var vi så at sige uden livstegn fra i disse lange og vognen var med baldakin, som blev båret af stænger mørke år. Krigens gru mærkedes - besættelsen med med kunstfærdige udskæringer. Til tider mødte også tyske tropper på øen, overflyvninger af engelske og ligbærerlauget op ved begravelserne, til lejligheden amerikanske fly på vej til Tyskland. Nogle styrtede iført sort diplomatfrakke og høj silkehat. ned, tydeligst husker jeg en engelsk bombeflyver, der Mange år senere kom jeg selv som præst til at forestå styrtede ned ved Siø. Det var omkring min en begravelse i Rudkøbing Kirke. Afdøde var en god konfirmationsalder. gammel bekendt, hende og hendes mands hjem var Der var konfirmation to gange om året i Rudkøbing næsten som mit andet hjem i mine drengeår. Gennem Kirke, forår og efterår. Vi gik til præst hos provst årene holdt vi forbindelsen ved lige. Da hun døde i sin Thelle. Til at begynde med i konfirmandstuen i høje alderdom, opfyldte jeg hendes ønske om til sin tid Rudkøbing Præstegård, et prunkløst lokale vidt at forestå hendes begravelse. forskelligt fra vores dages konfirmandstuer med Vores skolegang sluttede på den nye skole. Rudkøbing bekvemme møbler og alskens Skole blev i min tid ledet af overlærer Ravn. En ret så undervisningshjælpemidler. Provsten klarede sig med myndig person, men også en god og inspirerende ordet alene, og aldeles godt husker jeg den sidste del af historielærer. Skoletiden var vel ikke altid rosenrød, konfirmationsforberedelsen, der foregik i kirken, for men husket tilbage fik vi en god og kvalificeret der var ikke brændsel til at varme konfirmandstuen op. undervisning. Noget, vi elever i situationen måske ikke Måske var fritidsmulighederne ikke så mange, men der helt skønnede på. Senere i mit videre levnedsløb har var gymnastikforening og boldklub, sejl- og roture og jeg mange gange sandet, at vi i Rudkøbing Skole fik en naturen med skov og strand. En yndet tur for mig og ganske solid lærdomsplatform, som var god et bygge mine kammerater var at gå strandlands syd for videre på. Rudkøbing, følge kysten helt til Lindelse Nor og så gå Udflugter hørte også skoletiden til. I de små klasser hjem igennem Fårevejleskovene. Skov og Tolneborgs kom vi en tur til Spodsbjerg med Langelandsbanen. I Danseskole hører også barndommen til. de større klasser husker jeg udflugter til Ærøskøbing, Danselærerparret kom fra Svendborg, og havde deres hvor det var en af de lokale færger, der var lejet til skole i Ørstedspavillonen i Rudkøbing. Mange turen. I slutningen af trediverne blev det skik, at Rudkøbing-børn lærte dansetrin der, også jeg, men skolens ældste klasse kom på tur til Stockholm. En stjerneelev blev jeg aldrig. sådan tur blev ikke mig og mine jævnaldrende til del, En stor begivenhed var Rudkøbings 650 års jubilæum idet udenlandsrejser for skolen, og i øvrigt alle andre som købstad. Bymøllen var illumineret, der var megen udflugter ophørte i krigsårene. festlighed i byen, blandt andet blev der spidstegt en Krigen bragte mange omvæltninger i det ellers så okse på Torvet, festlighederne sluttede med et stort rolige bysamfund. På et tidspunkt ophørte skolegangen festfyrværkeri på havnen. To brande i byen husker jeg i den gamle skole, alle eleverne blev samlet på den nye også, det var, da den gamle Frøavl og skole, der var ikke brændsel nok til at opvarme begge Bindegarnsfabrikken brændte. skoler. I de hårde vintre i fyrrene blev skolen lukket, Mine forældre cyklede meget, og det blev til mange når det var allermest koldt, kun eksamensklasserne gik søndagsture sammen med dem ud på øen. For det i skole. Alle andre fik fri. Og der var muligheder nok meste ad de små veje, som min far holdt meget af. Han for at få fritiden til at gå. Der blev kælket og kørt på kendte og kunne fortælle om mange steder i slæde på Møllerbakken. Her kunne der virkelig komme Rudkøbings opland. I badesæsonen var Spodsbjerg og gang i den ned ad den krogede, ret så stejle bakke. Stengade meget populære turmål. Engang imellem gik Skøjteløb foregik på Vejlen, lidt udenfor byen ved søndagsturen også til Tåsinge med færgen til Fredskoven. Strandisen blev flittigt brugt i isvintrene, Vemmenæs. Der var også ved sommertid en udflugt, også til andet end skøjteløb. Der var en livlig, og ikke hvor flere familier pakkede madkurvene og sejlede til helt ufarlig trafik, af gående og cyklende, lastbiler og Stenodden eller til Lindelse Nor. Naboerne, som var kaner på isen, der bandt øerne sammen. fiskere, sørgede for fartøjer og sejlads. Jeg fulgte jo Rudkøbing er eller måske var en søfartsby. I min også ganske godt med i naboernes daglige arbejde, de barndom udgjorde havnen en central del af byens liv. havde stejleplads udenfor vores vinduer og bådebroer Der var udover paketten en fast dampskibsforbindelse ved stranden, hvor de også havde deres fartøjer til København. Mange skibe på den traditionelle liggende. En sejltur, hvor drengene var med, hørte også

side 56 af 93 til. Igen åbnes erindringens blik. En sejltur en dejlig Dette var lidt spredte glimt fra min barndom i sensommerdag til Lindelse Nor, hvor min far og jeg Rudkøbing. Meget andet kunne fortælles om byen, var med Naboen, der skulle hente noget grej der. Da vi erhverv, foreningsliv, hvem der havde deres liv og kom hjem og gik i land, stod vores anden nabo meget gerning i byen. Men det falder ligesom udenfor de alvorsfuld på bådebroen, og bragte det budskab, at nu erindringer, som huskes fra en drengs opvækst fra han var krigen brudt ud. Den krig, der blev til 2. var 5-6 år og til konfirmationsalderen. verdenskrig. Flemming Hansen (Langelænderen nr. 527-1998)

Fra forsommer til snestorm Fragtsejlads 1937 omgående smidt en lejder ud over siden, og skipper gik Fra foråret 1935 til foråret 1937 sejlede jeg med damperen ombord. Der blev lavet den aftale, at den anden damper "Dorthea" fra Marstal. Vi sejlede med træ, kul og skulle hale Dorthea af grunden, og man begyndte straks jernmalm. Vi har lastet og losset i Arkhangelsk i at rigge wirer til. Da vi var kommet halvvejs tilbage, rejste Sovjetunionen, i Frankrig, Spanien, England og i flere skipper sig halvt op i jollen og sagde, nu vælter den - når andre lande. Rederiet hed "Hans Christensens rederi", det vi roede, sad vi jo med ryggen til - vi fik hurtigt drejet havde syv skibe, og "Dorthea" var for øvrigt det største. hovederne og så, Dorthea glide sidelæns og blive Jeg startede som letmatros og blev senere matros. Som liggende halvt på siden. Vi fandt frem til, at vi havde det fremgår, lavede jeg også tømmerarbejde ombord. Når fået en stor læk i bagbords side. Da vi så fik taget vi gik gennem den norske skærgård, havde vi lods hele bundplankerne op, viste det sig, at der var sprunget vejen. Min første tur gennem skærgården var i de sidste nogle nagler, og at et par pladehjørner var blevet revet fra dage i maj 1935. Vi var lidt for tidligt på den og lå til hinanden. Det var en temmelig stor lækage, men ikke ankers ud for Honningsvåg den 28. maj, på min værre end at pumperne kunne klare det. Skipper og fødselsdag - i en halv snestorm. Hvis vi gik ud i det styrmændene blev enige om, at vi skulle sejle videre, og nordlige Ishav før 5. juni, ville vi ikke kunne få den anden damper fik et praj. Det varede ikke længe isbryderhjælp uden selv at skulle betale, men senere ville inden den passerede os, det var en finne - noget større og den være gratis, hvis det blev nødvendigt. Der var godt hurtigere end Dorthea, så den så vi ikke mere til. nok en del is, men da ikke mere end vi selv kunne gå Vi lå 8 dage i Arkhangelsk, og i den tid skete der en hel igennem. Det er mærkeligt, at man på nogle få dage masse. Vi fik med det samme en dykkerbåd på siden. kunne komme fra en dejlig forsommer og ind i en Dykkeren lå og rodede nede under bunden og fandt ud af, snestorm. På denne rejse til Arkhangelsk i september at der ikke var revet hul ind til ballasttankene. Der blev så havde vi tåge hele vejen igennem Ishavet, det var strengt sat et par store bolte i dér, hvor naglerne var sprængt. at skulle høre på dampfløjten både dag og nat. Ved Jeg fik et par store møtrikker, som jeg skulle skrue på middagstid d. 22. 9. skete det, som ikke måtte ske. Jeg indvendig, når dykkerne havde sat boltene i. stod til rors, pludselig råbte udkigsmanden forude, Andenstyrmanden forklarede mig, at jeg nu skulle lave samtidig med han slog på klokken. I tågen kunne det godt et dæk over lækagen, og at der bagefter skulle støbes ligne en bunke tømmer, men det var altså en flad klippe. med cement ovenpå. Jeg mente, at det ville blive Der blev slået bak omgående, men det hjalp kun lidt. vanskeligt, da plankerne skulle skæres skrå i begge ender, Med et ordentligt brag og tre store hop sad Dorthea med men der var ikke så meget mere at snakke om, det var jo næsen helt oppe i luften. Vi havde i lang tid hørt en faktisk en ordre. Dækket blev lavet af l½” planker. Da anden damper, der tudede lige i vores kølvand, så lige det efter meget arbejde var overstået, blev vi tre mand så snart vi var grundstødt, gav styrmanden faresignalet sendt ned i lasten igen, det var Hans Skov, Paul Pettersen med dampfløjten. Tro mig eller ej, tågen lettede så og jeg. Der blev firet både grus, cement, vand og et par hurtigt, at vi så den anden damper dreje rundt. Efter den skovle ned til os. Vi var godt trætte, da vi havde fået det første forskrækkelse fik skipper og styrmand en snak og hele dækket til og faet stampet cementen sammen. Nu blev enige om, at skipper skulle over og snakke med skulle det så hærde et par dage. dem på den anden damper, som var blevet liggende på stedet. Vi satte en jolle i vandet, matrosen Rasmus og jeg Karl Hansen (Langelænderen nr. 603-2009) roede skipper over til det andet skib. Der blev

Uddrag af “Vi legede pippe..” Tranekær - 1938 Sommeren 1938 var en særlig sommer. Det var den Sommeren 1938 var en herlig sommer. Solen skinnede sommer, jeg fik en ny cykel af min far, og det var oven ufortrødent fra en skyfri himmel hver dag, men det i købet en Hamlet. Jeg fik ikke cyklen, fordi far følte en gjorde den nu næsten altid om sommeren, da jeg var ubændig trang til at give sin eneste søn sådan et dreng. side 57 af 93 vidunder. Jeg fik den, fordi min far, der var Mit hjem midt i Tranekær var tidligere realskole, og i cykelhandler, ikke kunne sælge den. baggården lå en gymnastiksal. Her spillede vi lidt Cyklen var en såkaldt halvracer med smalle dæk, smal badminton, og som til al anden sport var snedker Asger sadel, halvskærme og M-styr. M-styret fik jeg dog ikke Saabye den bedste. Gymnastiksalen blev også brugt til med, for "knægten skal sgu' ikke fare rundt og lege at vise stumfilm, og det var her jeg mødte Fy og Bi Willy Falck Hansen". Jeg havde denne pragtfulde cykel første gang. i 28 år. Så solgte jeg den for to pund kaffe, og det har En gang var jeg aktivt involveret i en artistoptræden i jeg faktisk fortrudt. Som ny hørte den til i den dyre gymnastiksalen. En fupmager kom til byen. Han bildte ende. Den kostede omkring 130 kroner, og den var os ind, han rejste rundt for at optræde, og vi var ret åbenbart lidt for avanceret for den tids unge. imponerede. Han fik adgang til gymnastiksalen, og min Sommeren 1938 gik jeg og ventede på at fylde 12 år en mor gav ham dels noget at spise og dels nogle ark dag i oktober, og det lykkedes da også, men sommeren skrivepapir og en blyant. som sådan gik bare, mens vi unger daskede rundt i Fupperen lavede nogle "plakater", som vi børn fés Tranekær og omegn. rundt i byen med for at få dem op i butikker, ligesom Omegnen kunne for eksempel være stranden ved Åsø, vi satte nogle op på telefonpæle med tegnestifter. Som der også dengang var et yndet badested. Der var en tak fik vi gratis adgang til den fantastiske optræden om anløbsbro, hvor der af og til kom lastskibe, og i nogle aftenen. Jeg husker ikke så meget af, hvad fupperen år blev broen også benyttet af færger som "Tranekær" præsterede, men jeg husker dog, at han udførte et og "Mjølner" på ruten Rudkøbing-Korsør. Et år var vi meget farligt nummer, hvor han lavede store på skoleudflugt til Christiansminde ved Svendborg, og kræmmerhuse af aviser. Han satte ild til det foregik med skib fra Åsø. kræmmerhusene og balancerede med dem på panden. Som tiden er gået, har jeg aldrig været ude for at blive Det var fantastisk, og aviserne havde han i øvrigt forvekslet med Tarzan, og som dreng var jeg et skravl nasset hos mor. med astma. Det indebar blandt så meget andet, at jeg I en krog ved gymnastiksalen havde naboens søn Arne, ikke måtte gå i vandet, og jeg måtte heller ikke spille min søster Lilly og jeg et bassin, som vi kaldte det. Vi fodbold. Det var to forbud, der passede skidt til en havde gravet en kasseret vaskekedel ned og lavet et drengs lyster. arrangement med blomster omkring. Om foråret gik vi Ved stranden kunne jeg snyde mig til at soppe lidt i ud i slagterens mark ved Åsøvej og fangede vandkanten på de meget varme dage, og på salamandre, og vi hentede haletudser i de gamle fodboldbanen kunne jeg ind imellem bruges som tørvehuller syd for Flådet. bagstopper, når der var træning. Der var ikke net bag målene, så en bagstopper havde nok at se til med at Frode Jørgensen (Jubilæumsbladet 1995) hente bolden i buskads og brændenælder.

En Houning Hou 193x mægtig revolution. Men den helt store revolution kom, Houbo, født norden for skovene (1929), derfra min da man i 1935 fik petroleumsmotor. Når halmen kom verden går. Det var en kold og klam decemberdag, der ud af tærskemaskinen blev den samlet og bundtet med blev min fødselsdag, noget af en vraggris - blev holdt i håndkraft for at blive sat hen på staldloftet til senere live med rissuppe, har min mor fortalt mig. foderbrug. Året efter fik man en halmpresse med Det første jeg husker var, at jeg faldt i møddingpølen. bindeapparat. Men udviklingen gik stærkt, så der kom En ikke særlig morsom oplevelse, men en situation der hurtig en selvbinder, og der kom en halmpresser. Alt blev prentet i min hjerne, så jeg aldrig glemmer den sammen noget der gjorde det lettere for datidens oplevelse. landmænd. Der var jo altid besætninger af køer, grise Jeg husker også, fra der blev tærsket korn med plejl og og høns på alle landbrug - store som små. Derfor var til nutidens mejetærskere. Plejlen var en kort stok med enhver rationalisering et fremskridt. en lang læderstrup, som man svang over hovedet og ned på kortnet, der var lagt ud på lo-gulvet. Derefter Skoletiden var noget med i skole hver anden dag, og blev halmen rystet af. Korn og avner blev skilt ved at når jeg ikke var i skole, var det bare hjem for at hjælpe kaste det på en speciel måde. Senere fik man en med bedriften. Men jeg husker også en udflugt til aflægger, en hestetrukken slåmaskine, som lagde Nyborg, der foregik med en fiskerbåd fra Lohals. Det kornet i bunker, når man høstede det. Så var det noget var en stor oplevelse for en houbo at se Nyborg Slot og nemmere at binde kornet i neg, så det kunne stilles op i igennem Landporten. Til slut endte turen ved Nyborg hobe til tørring, det kaldes at sætte kornet i arnested, Strand, hvor hele klassen blev fotograferet af en det vil sige 20 neg i hver. Man fik også en kanonfotograf. I Nyborg Havn lå en helt ny hesteomgang og et tærskeværk. Hesteomgangen var et esbjergkutter, som senere blev minesprængt, og man system, hvor et nedgravet gearhjulsystem var sat ned i fik fortalt, at hele besætningen var omkommet. en grav og påmonteret en lang stang, hvor der blev Turen med fiskerbåde gav mig stærke ønsker om at forspændt en hest til at trække systemet rundt. Fra komme til søs, når jeg blev voksen, men det kunne gearudvekslingen gik der en lang aksel ind til et andet mine forældre slet ikke tænke sig. Far havde mange gearudvekslingssystem, hvortil der kunne sættes offentlige tillidshverv, bl.a. sognerådsformand for det forskellige maskiner til for at blive trukket. I dette daværende Snøde, Stoense og Hou sogn, med de tilfælde var det en tærskemaskine, og dette var en opgaver det fulgte med sig. Og det gjorde, at de nok side 58 af 93 regnede med, at jeg skulle overtage ejendommen efter Jeg kom derover og fik den almindelige grundskole. dem. Derefter var jeg i Rødvig til den 23. maj. Så på Anden Verdenskrig startede med al den grusomhed der Søværnets kaserne på Holmen i en kort tid som fulgte, men for os drenge var det også en spændende disponibel mandskab. Jeg husker tydeligt en episode tid. Forholdene var jo ikke så slemme på Langeland hvor jeg var på vagt, og der blev ringet fra vagtstuen, at som så mange andre steder. Men Langeland var jo et flaget skulle hejses. Klokken var ca. 4 morgen, og jeg strategisk vigtigt sted, fordi næste alle flyvninger med satte flaget med huen på, og skildvagten med hænderne bombemål til Tyskland gik denne vej. Min far skrev i lommen. Det var stik imod reglementet. dagbog over de observationer han gjorde, og lidt af Jeg kom ombord på en minestryger i Frederikshavn disse er kommet med i bogen "En dråbe i havet" som hvor vi lå og strøg miner mellem Skagen Rev og Læsø. udkom i 1994. Dog vil jeg godt omtale en situation, Senere var jeg på øvelsestur til Norge. Her blev jeg så hvor vi var et par drenge, der en dag gik en tur til søsyg, at man rolig kunne havde smidt mig udenbords, stranden, som vi så tit gjorde det, og hvor vi fandt en uden jeg på nogen måde havde gjort modstand. Og vi dykkerdragt. Vi var klar over, at et sådan fund kunne var ledsagerskib for Dannebrog den 5. juli igennem udløse en dusør, hvorfor vi meldte fundet til Limfjorden. Her skete det, at jeg som ordonnans blev sognefogeden, som så tog sig af sagen. Det gav en sent over på Dannebrog med et brev til vagtchefen. dusør på 60 kr. til hver, hvilket virkelig var mange Hele havnepladsen var fyldt med mennesker, der penge på det tidspunkt. ventede på, at Majestæten skulle komme fra Jeg blev konfirmeret i 1944, men det blev der ikke Rebildfesten. Jeg løb op af den røde løber for at bringe gjort så meget ud af. Da vi var kommet hjem fra kirke, mit ærinde, men der blev omgående grebet ind, og var der spisning for den nærmeste familie. Dagen derpå spurgt hvad jeg skulle. Jeg var meget befippet og måtte jeg op og ud for at save brænde. Og sådan gik meddelte, at jeg skulle aflevere dette brev. Det var med tiden hver dag. Nu hvor jeg var konfirmeret, var det at komme op og aflevere brevet med honnør, og så mig og min mor der måtte passe bedriften. Men min komme væk igen i en fart. På et senere tidspunkt i drøm om at komme til søs blev ved med at kredse om september anløb Dannebrog Frederikshavn, hvor jeg mine tanker. Da jeg så var en 17-18 år fik jeg mulighed var med i en jubelrulle til ære for Kong Frederik, for at komme til at hjælpe en bundgarnsfisker ved navn Dronning Ingrid og de 3 prinsesser. Den 4. november Frederik Larsen, også kaldet Rendeskrædder. Det blev jeg hjemsendt, en hel del oplevelser rigere. smagte lidt af søen, men var jo ikke det jeg ønskede. Hjemme igen fortsatte det i samme rytme med at passe Det var jo svært, fordi det der hjemme jo også skulle ejendommen, men så sker der pludselig noget. En passes, og arbejdet var nødvendigt på grund af familie var om sommeren kommet til et sommerhus , økonomien. Tillidshverv gav jo ikke noget særligt på der lå i nærheden af mit hjem, og de havde deres det tidspunkt, så derfor måtte jeg hjælpe til på gården. tjenestepige med. De hentede mælk og æg hos os. Jeg Men bare det at komme lidt ud blandt andre var jo da var jo ikke bedre end andre unge mænd var, så derfor lidt opmuntring. Der blev fortalt mange stærke og gode fik jeg hurtig kontakt med tjenestepigen. Jeg husker, at historier. Nogen mere saftige end andre. Der var for jeg i starten var meget genert, men det må jo ikke eksempel een med Frederik Larsen. Han havde aldrig havde betydet så meget, for vi blev ved at holde været en af de hurtige, men engang sad han i et ledhul i kontakten ved lige. Hun skaffede mig en plads på et markskel, hvor naboen kom forbi. Han spurgte Sjælland, hvor jeg var i et år, men kom så atter hjem. Frederik om, hvad han sad der efter, hvortil han Elsa kom med til øen, og fik plads på Charlottenlund svarede, at han sad og ventede på en hare. Naboen Gods. sagde, at der kommer sku' ingen hare så længe du Vores forhold holdt, og i 1956 blev Elsa og jeg gift, og sidder der, hvortil Frederik svarede: "Haren har sku' flyttede ind på gården sammen med mine forældre. Det ikke længere til mig, end jeg har til ham". er ikke noget jeg i dag vil beklage, men det er heller Tiden kom hvor jeg skulle ind og aftjene min ikke noget jeg vil anbefale til nogen. Der var godt nok værnepligt, og med sognefogedens hjælp kom jeg ind 2 lejligheder med fælles køkken, men 2 generationer til marinen. Jeg skulle stille i Arresødal den 11. jan. sammen kan kun være belastende for begge parter. 1950, det var et forfærdeligt snevejr med storm og hvad dermed følger. Passagererne på færgen til Korsør Otto Nielsen, Hou (Langelænderen 526 – 1998) var alle søsyge, og havde travlt med at holde sig fast.

Min barndom i Rudkøbing Rudkøbing 193x alligevel græd jeg mig ofte i søvn, København var mig Jeg har aldrig kunne fordrage København, måske fordi så fremmed. jeg kom hertil på en skæv måde, pludselig var jeg der. Mine bedste barndomsår tilbragte jeg hos mine På et familieråd blev jeg spurgt om, hvor jeg ville bedsteforældre, som jeg kom til som ca. 5-årig. De være, hos min mor, som jeg næsten ikke kendte, eller boede dengang i Østergade 26 i smøgen, der lå også et blive hos mine bedsteforældre. Hvad svarer et barn snedkerværksted, Johansen hed han og ham besøgte jeg blandt alle disse voksne, - det må I bestemme, men ofte, han var så rar, siden hen har jeg altid holdt meget inderst inde ønskede jeg at komme tilbage til af duften af savsmuld og nysavet træ. I huset boede på Rudkøbing. I København fik jeg eget værelse, men 1. sal 3 søskende, Rasmussen, en bror og to søstre, disse søskende havde en pogeskole om formiddagen. side 59 af 93 Den yngste legede også sanglege med os nede i gården, sopran. Jeg måtte ned under skolepulten, helt ødelagt af men da han døde, var det forbi med pogeskolen. Signe grin, det havde Lange set og vinkede mig op. Nu var Rasmussen, som den anden søster hed, var en elskelig det min tur, benene rystede under mig. Syng "Jeg er gammel dame, som vi måske i dag ville kalde lidt af en havren" forlangte Lange. Bagefter fortalte mine original, hun brugte at svøbe sig i sjaler og strikkede skolekammerater, at jeg havde stået og svajet i takt til trøjer, selv varme sommerdage. Når jeg sad nede i Langes violinspil. Lange roste min sang, og fik mig gården og legede købmand, kunne hun finde på, at med i skolekoret, det gav mig også mod til at fortsætte hejse en tallerken ned til mig med pandekager og som 15-årig i København hos en sangpædagog der var syltetøj i en broderet mulepose. I samme hus boede uddannet hos kammersanger Herold. Jeg lærte meget af familien Herakind. De havde ung pige i huset, een af ham, derfor kom jeg med i Solbyscenen, en dem hed Oda, hun var god til at finde på lege, som børne/ungdomsscene, hvor flere af vores skuespillere deres søn Preben og jeg kunne lege, vi legede ofte i er startet, jeg forblev dog amatør, som jeg har haft haven bagved huset. Preben lærte en dreng Axel at mange oplevelser med. Alt dette kan jeg takke lærer kende, og jeg lærte en pige Bente City Christensen at Lange for. kende, så Preben og mine veje skiltes. Bente og jeg fik En meget sørgelig oplevelse, som prægede mig i lov at spille top i slægtsgården, som lå ved siden af nr. mange år efter, var da en skolekammerat, Kirsten 26. Johansen, døde bare 8 år. Vi piger i klassen skulle være Østergade nr. 26 blev solgt til købmand Jansen, vi blomsterpiger og strø blomster på vejen til kirkegården. måtte flytte, lejlighederne skulle bruges til lager. Vi Vi havde fået den besked, at vi skulle gemme nogle flyttede ned i Nørregården over porten. Der var mange blomster til at drysse ned over kisten i graven, men jeg børn at lege med både i baghuset og mellemhuset. Jeg havde for mange, så lærer Mayer, som stod der, nød at have alle disse børn at lege med. Jeg husker en rømmede sig. Da jeg var den sidste, var jeg nød til at dreng der hed Poul Eriksen, som boede lige ved siden vende bunden i vejret på blomsterkurven. Hendes af os. Vi børn havde fundet ud af, at danne en klub. stakkels mor måtte man holde tilbage, hun ville kaste Poul bestemte at vores møder skulle gå på skift i vores sig i graven, det glemmer jeg aldrig. hjem, så sagde Poul, sikkert ikke for at såre mig, men Krigen husker jeg ikke så meget af. Dog husker jeg af hensyn til mig, at hos mig kunne vi ikke være, jeg tyskerne tog Ørstedspavillonen. De første som kom, boede jo hos mine bedsteforældre, men jeg blev ked af var nogle unge soldater i flotte nypressede uniformer, det, jeg følte mig udenfor. Klubben blev vist ikke til så når jeg gik til skolen gennem parken, turde jeg noget. næsten ikke gå forbi. Soldaterne gjorde mig nu ikke Bedstemor var god til af finde på, gummibolde var noget, men det var nok fordi jeg havde nejet for den umulig at få, dem lavede hun til mig af en korkprop høje officer, troede jeg. Vi børn hørte af og til rygter, som hun omviklede med gamle silkestrømper, som bl.a. at disse unge soldater skulle til østfronten og nogle blev klippet i strimler og så broderede hun dem i af dem havde skudt sig med en lyddæmpet pistol. forskellige farver, de blev virkelig flotte og kunne også Senere kom der nogle ældre soldater. Jeg tror det var hoppe lidt. fordi de havde børn derhjemme, at de gerne ville lege Skolen var af den gammeldags slags, men man lærte med os; en vinterdag hvor jeg var på vej hjem fra skole noget til forskel til de københavnske. Vi havde en gennem Ørstedsparken, blev jeg og nogle andre børn naturhistorielærer Olsen, kaldet Nolle, en kedelig fanget af disse tyskere, jeg skreg og løb, da jeg blev person, jeg oplevede hans sadisme en dag. Nolle var en "sulet" (vasket i sne). Nogle dage senere blev jeg i kraftig mand, med en temmelig stor bagdel, så da jeg Nørregården standset af nogle store drenge. Nu skulle var i pjattehjørnet, sagde jeg til min sidekammerat: jeg have bank, disse drenge forstod jo mere af den "Hvis jeg nu havde en flitsbue, kunne jeg med en pil alvorlige situation landet befandt sig i. "Nej", ramme ham lige bagi". Så fnisede vi, det opdagede han, protesterede jeg, "jeg har ikke leget med tyskerne, men så han tog mig lille pige på 9 år, og med sine grimme de fangede mig og sulede mig". Drengene troede mig, pølsefingre nev han mig i begge kinder og vred mig så jeg slap med skrækken. ned mod gulvet, det gjorde meget ondt, der sad 2 Efter krigen, som havde kostet mange mennesker livet, mærker på begge kinder, jeg turde næsten ikke gå skulle der afsløres en mindesten på skolen, og hjem; men jeg hørte ikke eet ord fra mine skolekoret skulle synge. Skolen var lukket den dag, bedsteforældre, men en skoleveninde, Anny Mortensen men koret skulle komme, det var meget højtideligt. (Sørensen), som jeg har haft den store glæde at have Nogle dage senere gik jeg sammen med Kirsten Bondo forbindelse med i alle disse år, fortalte mig, at min Pedersen. Jeg var benovet, tænk Kirstens bror Preben kære bedstefar var blevet så vred over den behandling, var frihedskæmper, men vi gik nu mere i gaderne fordi jeg havde været udsat for, at han var gået på skolen og vi samlede autografer fra franske og russiske forlangt "Nolle" fjernet. Desværre var min bedstefar krigsfanger, som det vrimlede med. De boede på vores død, da jeg fik dette at vide, så jeg kunne ikke takke skole, så jeg gik om eftermiddagen i den gamle skole ham. Men jeg har også dejlige minder om en lærer på Kirkepladsen. Russerne var utrolig fingernemme. Lange, som vi bl.a. havde i sang. Vi i 5. klasse var slået Bedstemor fik en ring lavet af en mønt, stenen var af sammen med 2. mellem. Lange skulle høre vores tandbørsteskaft, den var virkelig pæn. Desværre var sangstemmer og kaldte en dreng fra 2. mellem op og min barndom i Rudkøbing snart slut, men jeg kunne synge solo. "Hvis nu der er nogen der ler af dig", sagde fortælle i dagevis, om alt det jeg oplevede i Rudkøbing. Lange, "bliver det den næste, der kommer op". Jeg Men jeg havnede i hovedstaden , hvor mine havde forventet en dyb drengestemme, fordi han var en bedsteforældre senere flyttede til. Der skulle gå mange stor kraftig dreng, men så sang han med en nærmest år, før jeg kom tilbage for et meget kort besøg. Den

side 60 af 93 kønne sejltur mellem Rudkøbing og Svendborg var sådan en begivenhed ikke bliver vist, så kan jeg bedre nedlagt, broen var kommet. forstå, at man sjældent ser noget derfra. Når der er noget fra Langeland i TV, især fra Når jeg tænker tilbage på de dejlige år, med alle de Rudkøbing, sidder jeg klistret til skærmen, så da byen søde legekammerater, legekammerater jeg aldrig fik i fyldte 700 år, ringede jeg til turistforeningen, for nu København, så takker jeg dem for alle de lyse dage de måtte der da komme noget, men nej. Hvor blev jeg gav mig. Så har man noget at tænke tilbage på, her i skuffet da dansk TV kun lige antydede byens min sensommer på Østerbro i København. jubilæum, måske kun fordi Dronningen var der. Når Alis Zenia Bach Petersen (Langelænderen 529 - 1998)

Tag med en årgang 1939 på en rundtur i det Bagenkop der var. Bagenkop 1939- juletræsfest og karneval, både for børn og voksne. Jeg vil prøve at tegne et billede af Bagenkop, som jeg Lidt længere henne lå så gadekæret dammet kaldte vi husker byen da jeg var barn. Der er jo som alle andre det. Her løb vi om vinteren på skøjter, lavede steder sket store forandringer, Størstedelen af byens glidebaner, og trak hinanden på slæder. På den borgere var beskæftiget ved fiskeriet, der lå nogle modsatte side havde Kristine Rath en trikotage enkelte bondegårde i selve byen, men flere små i forretning. Lidt længere nede af gaden havde Jenny udkanten. Jeg vil begynde min erindringstur ved det Rath et lille udsalg fra slagteriet i Rudkøbing. Hun var vi kaldte Holmes hjørne, navnet stammede fra en stor en midaldrende lille fiks og humørfyldt dame, der gård der hed Holmegård der tjente min mor som ung trippede rundt på høje hæle. Jeg går nu forbi barbe'ren pige, gården blev senere til Langelandsfortet. Det og kan se Brugsen, her skilles gaden i et Y. Jeg husker første jeg far øje på da jeg går ned mod byen, er spiret svagt den ældre brugsuddeler, mest han datter og søn på Bagenkop Kirke. På venstre side lå et enkelt hus, og som tog over efter ham, Karen og Hans. Her blev fodboldbanen, ellers er der ingen bebyggelse før jeg kaffen malet og vejet af mens vi ventede. Mel, sukker når cementfabrikken, som lå på højre side. Bossen på og gryn blev også vejet af i pund. Sirup og petroleum fabrikken fungerede også som sognefoged, han viede blev målt af i beholdere vi selv havde med. Brun sæbe min mor og far i 1941. Herfra ligger husene tæt i byen. blev klasket op på et stykke papir l pund vær så god. Jeg vil stoppe op de steder, hvor jeg har minder fra. Jeg Det hele blev langet over disken, prisen blev regnet ud går forbi huset, hvor familien Skytte boede, de var med blyant på en lap papir. Appelsiner var der kun til musikere, far, mor og søn, de spillede op til dans på jul. kroen. Går videre, forbi vejen der fører op til Fredsbjerg Jeg går til højre mod havnen, forbi vejen ned til dreet som blev skænket Bagenkop af lensgreve F. Ahle-felt- den bedste badestrand i Bagenkop, der lå vi næsten i Laurvig år 1920. Her har vi så slagter Bucks vandet hele sommeren. Her er så det Røde hus, det var forretning, han slagtede selv dyrene i et baglokale. Ved foderstof til landbruget, og samlingsstedet for fiskerne siden af bor mælkemanden Viggo, som med sin hest når det ikke var fiske vejr, her stod de så - med deres Darling kørte rundt i byen med mælk. Han boede cykler, og drøftede livets glæder og besværligheder, sammen med sin far og mor, som havde en lille indtil konerne havde maden parat derhjemme. En grå kolonialbutik, hesten stod på stald i bryggerset. Hvis vi bygning ved siden af var salg af brændsel, der kunne efter lukketid skulle gå ad bagdøren skulle vi først hentes en sæk kul eller koks på en trillebør. Det var forbi hesten, der næst køkkenet, hvorfra der så var Lorentzen der stod for det. indgang til butikken. Mellem slagteren og Nu er der frit udsyn over havnen med de mange mælkemanden gik en lille lukket vej op til kirken og fiskerbåde, her var også de to fiskehuse, der modtog kirkegården, her regerede Laurits Borre, en ældre rar fisk fra bådene til videresalg, Salgsforeningen, og mand. Vi var ofte med ham oppe i tårnet og ringe solen Thorvald Larsens fiskeeksport, der arbejdede min far. ned, det var højt oppe og med udsigt over hele byen. Så er der filetfabrikken hvor min mor arbejdede. Jeg Døren til kirken var aldrig låst, så vi begyndte selv at gå fortsætter min tur og er nu i Strandgade, her var der derop uden Laurits viden, han blev meget vred da han rigtig mange børn, vi havde gode og glade timer med opdagede det. Jeg er nu nået til bageriet, hvor Sylvest leg. Her boede også Emilie og Harald Hansen, som og Dagny sørgede for byens brød, og deres sønner hver dag kørte ud på landet med friske fisk. Her er så bragte morgenbrød ud til byen om søndagen. Overfor mit barndomshjem, et lille hus med fire små rum, bageren og ved siden af lå der bondegårde. På venstre efter nutids forhold, her var vi far, mor og fem børn. side lå sæbehuset, Tatol, hvor vi unge piger købte Lidt længere henne boede familien Lorentzen hvor vores første nylonstrømper og make up. Larsens el- moderen Ebba var syerske, hun syede tøj for hele byen. og lampeforretning lå på hjørnet af vejen hen til Jeg standser lidt op og kan i tankerne godt se hende Bagenkop Station, hvor toget kørte nogle gange om derinde bag ruden, hvor hun altid sad ved sin dagen til Rudkøbing. Hvis rejsende skulle videre til symaskine. På hjørnet hvor Strandgade går ud i Fyn, var der herfra, færge til Svendborg. Gik turen til Bredgade, lå Mary og Åge Pihls brødudsalg, med slik Sjælland, kørte der fra Rudkøbing rutebil til Lohals, og tobak, om foråret når de første is kom, kostede en hvorfra der så var en færge til Korsør. En rejse til ispind 15 øre, det var en stor dag. Der var også en København tog en hel dag. Videre passerer jeg en telefon, hvorfra man kunne ringe, f.eks. til doktoren skotøjsbutik og skrædderen som altid sad på bordet ved sygdom og hjemmefødsel, så kom han på besøg. foran det store vindue og syede. Her overfor har vi Det var meget få der selv havde telefon. Bagenkop Kro, her afholdtes bal, dilettant, andespil, side 61 af 93 Ad Bredgade går jeg forbi skomageren Evald, der Klintevej hvor min bedstefar boede, han havde et lille forsålede både vores sko og træsko, som kunne skur bag i haven, hvor han røgede fisk, som han solgte. forsåles mange gange. Ved købmand Alfred Hansen Nu kommer jeg til endnu en lukket grusvej, der fører går en lille lukket vej til Emmy Hansens frisørsalon, op til stranden, hvor vi til påske byggede et bål op af alle de tunge og varme dimser vi fik i håret til en sten, en lille gryde og tændstikker havde vi med permanent, det brændte og var så tungt at vi næsten hjemmefra, samt alle de malede æg vi om morgenen ikke kunne holde hovedet lige. Her boede også fru havde fundet i haven, så var det bare om at finde nogen Godtfredsen, som var så ferm til at plukke vildænder, at pinde, så vi kunne få dem kogt. hun plukkede for folk. Der var mange vildænder ved For enden af vejen lå der et lille husmandssted i røde Bagenkop. Jeg går nu op ad Skolegade, her boede Ella, sten. Her boede Kristine, en sød ældre dame, hun hun vaskede for folk, og gik altid med et stort sort havde kun én ko, den hed Rosa, og nogle høns. Vi gik gummiforklæde. Der overfor ligger den lille skole hvor tit op til hende, så fik vi lov til at hjælpe hende med at vi gik 1. og 2. klasse. Videre når jeg til Hansignes give koen roer og hø, det kunne vi godt lide. brødudsalg, dernæst den store skole, hvor der også Jeg vil lige indskyde her, at jeg mange år senere har var bibliotek, der gik vi til og med 7. klasse, tre timer været så heldig, at jeg sammen med mine to søstre, om dagen. Jeg går tilbage til Bredgade og går til gennem et bureau, kunne leje det nu Gule hus på venstre, og hen ad markvejen der førte til mosen, en klinten i en ferie, det var jo ændret helt ,der var blandt idyllisk tur, med kornmarker på højre side, og et andet blevet soveværelse der hvor koen havde haft sin gammelt stengærde med en masse vilde blomster, på plads. venstre side. Jeg husker at vi der, på en tur med skolen Jeg går tilbage og til venstre op ad Sluppen, hvor i et naturfag, skulle samle blomster, tilbage på skolen, Alfred boede, han delte hver dag Langelands Avis skulle vi så finde dem i bogen og skrive navnene op ud, samt ugeblade til de faste holdere. Jeg går videre på dem. og da Sluppen munder ud ved havnen, vil jeg her slutte Jeg går tilbage og går ned ad Stormgade til klinten, min tur i det Bagenkop, som jeg husker var. som nok er det højeste punkt i Bagenkop. Her kunne vi på kælken få god fart på. Jeg runder hjørnet og er på Edith Philipsen f. Hansen (Langelænderen 571 - 2004)

Barndomsminder fra Bagenkop Bagenkop 1939- vi kunne nok holde fingrene fra den. Det var en sorgens Jeg er årgang 1939 - voksede op i Bagenkop i 40-erne dag, da den i fremskridtets navn blev slagtet og og først i halvtresserne. Vi var 5 søskende, to drenge udskiftet med en bil. og tre piger hvoraf jeg var den ældste. Der var to hjemmesyersker, som syede tøj til os, oftest Jeg var 7 år, da min sidste lillebror blev født. Jeg var det tøj der blev syet om fra voksen til barn. Vi fik husker vi var kommet i seng om aftenen, da far kom da også sommetider noget nyt og færdigsyet, det var ind i værelset, og sagde til mig, hvis du lægger et gerne pr. postordre fra Daells Varehus, der var så kendt stykke sukker i vinduet til storken, kan det være den og brugt her i byen, at når de ældste skoleklasser var på kommer med en lillebror eller lillesøster til os i nat. Jeg tur til København, var Daells Varehus noget af det skyndte mig at lægge sukker i vinduet. Næste morgen første de skulle se. var sukkeret væk og hos mor lå en sød lillebror. Jeg var Havnen med fiskerbådene BYENS HJERTE det var overbevist om, at storken havde været der. den vi levede af. Det var en daglig kamp for vore Bagenkop var dengang en lille travl by med masser af forældre at få det hele til at løbe rundt, selv om de sled liv, og mange børns glade råb og latter i gaderne. Der i det fra morgen til aften. Der var jo mange børn, der var mange børn på den tid. skulle have føde og klæder. Vores legeplads var gaden, havnen og stranden - ja, vi Far arbejdede ved fiskerhusene, hvor bådene lossede var allevegne. På gaden legede vi mest kædetagfat, deres fisk, når de havde været på havet. Dér i husene rundbold og pip: "Nå kå i båår pip ier - så ska jee nok blev fisken skåret op, renset og lagt på is i trækasser. hit eir". Disse trækasser blev repareret igen og igen. Der stod et Vi kunne møde gamle Mathilde, der hver dag besøgte par mænd fast ved havnen og ordnede det. Når sin mands gravsted på kirkegården. Mens hun gik kasserne ikke kunne repareres mere, kunne vi få dem til strikkede hun, garnnøglet havde hun i kakkelovnen, de lugtede lidt, men gav en god varme. forklædelommen. Det kunne sommetider falde ned på Sidst i 40erne blev der bygget en filetfabrik. At filetere vejen og trille langt bagefter hende, inden hun fisken var kvindearbejde. Mødrene til de største opdagede det. Der var altid mennesker på gaden, på vej børneflokke, også mor, greb kniven og gik på et eller andet sted hen, enten til en af de mange små fabrikken, der var hårdt brug for de penge de kunne butikker i byen eller til havnen. Biler var der ikke. tjene. Børnene blev overladt til sig selv. Den ældste Mælkemanden kørte hver dag gennem byen med hest pige havde så ansvaret for de mindre søskende. Hun og vogn, han ringede ind i mellem med en klokke, så blev en lille reservemor, skønt hun mange steder kun man kunne høre hvor han var på sin rute. Kvinderne var 9-10 år, så det gik jo som det bedst kunne. myldrede ud med kander og krukker og købte mælk "i Der var et par strenge isvintre i 40erne. Vi kunne gå løs mål". Hesten hed Darling, den hørte med til langt ud på isen fra stranden af, et godt stykke ude var bybilledet, vi børn beundrede den, men på afstand, vi der hugget våger i isen til vildænderne. På kanten af måtte ikke røre den - den bed, sagde mælkemanden, så disse våger lå vi børn på maven og smed brød ud til side 62 af 93 dem. Men mange af dem døde af sult og kulde. Vi rundkreds for at tørre og så kunne de køres hjem. Jeg syntes det var synd, og tog mange af de halvdøde med syntes det var rigtig hyggeligt hele familien var hjem, og lagde dem i kasser med halm ude i tørvehuset. sammen. Når vi havde været hjemme og spise til På et tidspunkt havde vi så mange, at det blev far for middag, blev mor hjemme for at rydde op, mens vi gik meget, han kunne vel se at de ikke kunne overleve, så i mosen igen, hun kom så om eftermiddagen med kaffe han slog dem ihjel. Det blev vi meget kede af. og sigtemadder. Det var skønt at sidde i det grønne og Nu var det ikke bare is, men også masser af sne, alle få kaffe godt med sukker og mælk. Det blev mænd, der ellers arbejdede med fisken, var ude at transporteret i sodavandsflasker pakket ind i avispapir skovle sne. Den blev skovlet op af siderne af de i for at holde sig varm. forvejen smalle gader, så der kun blev en smal sti at gå Et par gange hver sommer besøgte mor og os børn på. Det var underligt for os børn, da snebunkerne var så bedstemor og bedstefar i Haugbølle (der kom mor fra). høje, at vi ikke kunne se over dem. Det virkede så tyst Vi glædede os helt vildt i mange dage før vi skulle af og lydløst når vi gik der. Det røg voldsomt op af sted. Vi tog toget fra Bagenkop til Kædeby og gik så til skorstenene. Folk fyrede på fuld kraft, alt hvad der Haugbølle. Bedstefar arbejdede på Vestergård, det overhovedet kunne brænde kom i kakkelovnen, havde bedstemor også gjort, men var så tidligt plaget af tørvesmuld blandet med petroleum og fiskegarn der gigt, at hun næsten ikke kunne gå. Huset de boede i havde været i tjære, så det var en sort røg der kom af tilhørte Vestergård. Det lå for foden af bakken hvor der det. Det var meget koldt - mest om fødderne. Vi havde var en mølle. Omkring den var der sat et lille rækværk kun gummistøvler og der var altid mindst et hul i sålen. op, det måtte vi ikke komme indenfor. Vi kunne godt Vi havde såler af pap at ligge i, men sneen kom jo ind i lide at løbe op ad stien og sidde og kigge på møllen, støvlen alligevel. Der kom hver vinter en uldkræmmer, den knirkede og knagede, når den kørte rundt. Det var som solgte varmt undertøj, store tykke underbukser mest spændende, når mors yngre brødre også var med elastik i benene, undertøj med lange ærmer og hjemme. De turde godt gå indenfor rækværket, så tog uldsokker. Det var ikke dyrt, han havde sine vare i en de fat i en møllevinge, vi skulle så se hvem der kom bylt på nakken. højest op inden de slap. Haugbølle Mølle brændte En sjov lille episode fra krigens slutning i 45. Da var senere, jeg husker ikke årstallet. Det var sjovt at se når jeg 51/2 år, Jeg har vel hele dagen kunne mærke bedstefar trak en spand op af brønden, der kunne være glæden og spændingen hos mine forældre og vore frøer og salamander i. naboer. Det må have været hen imod aften, det var dog Vores anden bedstefar, som boede i Bagenkop, besøgte stadig lyst. Mine 3 søskende og jeg var kommet tidligt i vi tit, der skulle ikke så megen forberedelse til, der seng. Mor og far skulle over til havnen og fejre dagen kunne vi bare dumpe ind, når vi havde lyst. Han sad sammen med alle fra byen. Jeg kunne ikke sove, sad i altid ved spisebordet med sin avis, hans ur tikkede vinduet og så alle dem der gik mod havnen. Resolut gik meget højt, det snakkede vi børn tit om, for det gjorde jeg i skuffer og skabe, fandt en sommerkjole, sikkert vores ikke. Når vi kom fik vi hans brødskorper, dem ikke nystrøget, et par store uldvanter og hoppede ud af skar han af, for han havde ingen tænder. Vi kunne godt vinduet og på bare tæer til havnen. Er det sommer eller lide dem, "brødringe" kaldte vi dem. Somme tider vinter i maj? Den er ikke nem for et barn. Jeg løb noget havde han også stegt æbler i ovnen, men han havde rundt ved havnen inden jeg fandt far og mor. Jeg blev mange børnebørn der besøgte ham, så det var dem der straks fulgt hjem af en meget stram mor og kom først, der fik de gode sager. Hvis vi var for mange indkasserede nogen "smæk i møllen" så snart vi var og larmede, blev han vred og smed os ud, det var ikke kommet indenfor døren. Ja, hænderne sad løst på noget vi tog os så meget af, det varede sjældent længe forældrene dengang. før vi var der igen. Fiskerne kunne efter krigen få en drittel smør i deres Derhjemme havde vi gæs, ænder og høns, ikke mange garn, så gav de ud til venner og bekendte. Jeg kan ikke men sådan til husbehov. Vi skulle hver dag sommeren huske, at vi har fået noget, men jeg var ofte med en igennem plukke en stor kurv fuld af tornpil til gæssene, veninde hjemme, der fik jeg sigtebrød, det smagte bare det var surt, men det skulle vi og det gjorde vi. Et år fik så godt. Jeg fortalte mor hvor godt deres sigtebrød vi en lille gris, den skulle slagtes når den blev stor. Den smagte, meget bedre end vores. Det kunne mor ikke var så kær, vi børn snakkede til den, kælede og forstå, for vi købte brødet det samme sted, det var nok klappede den og skreg som grisen selv, da den blev bare en ide jeg havde, sagde hun. Meget senere fandt slagtet. Vi fik aldrig mere en lille gris. jeg ud af, at det var smørret der gjorde det. Jeg blev konfirmeret i 1954 og kom ud og tjene på en Om sommeren var der ikke så meget arbejde ved gård ved Humble. I 1958 rejste jeg fra Langeland. havnen, da var det som daglejer ved landbruget Det Bagenkop der var dengang findes nu kun i pengene skulle tjenes. Det var roerne og høsten. Så var erindringerne. "De gode gamle dage", var de nu så der kartoffeloptagningen om efteråret, det var mest gode? De var nok mere enkle, der var ikke så meget at mødre og børn der klarede det. Jeg mindes disse kolde skulle tage stilling til. Vi var ikke så oplyste om hvad og blæsende dage, hvor vi kravlede på knæerne frem der skete ude i den store verden, vi levede i vort eget og tilbage ad de endeløse rækker i den våde jord. Vi fik lille univers. Mit barnebarn på 8 år spurgte mig en dag: kartofler som betaling. "Mormor, er det rigtigt, at da mor var lille var der ikke Far var med til at grave tørv for en landmand i en mose farve på fjernsynet?" "Ja det er rigtigt, - men da jeg var som ikke er der mere, og som en del af lønnen kunne lille var der slet ikke fjernsyn". "Orv, hvad lavede i så han lave nogen til sig selv. Da skulle mor og vi børn om aftenen?" hjælpe til, vi vendte tørvene når de var faste, det gjorde Udviklingen og fremskridtet holdt i 60erne selvfølgelig vi med en slags rive. Senere skulle de stables i en også sit indtog på Langeland. Bagenkop voksede,

side 63 af 93 mange nye huse blev bygget, en stor færgehavn - Brugsen er der stadig, den er udviddet og har alt det de Tyskland tur/retur - toldfrie varer, mange turister - det små butikker handlede med før. Indtil sidste sommer forandrede byen totalt. var der dog liv ved havnen. Nu hvor færgen ikke sejler Jeg besøger gerne byen hver sommer, men kan gribes mere, er der også tomt der. Jeg håber og ønsker for af vemod. Set med mine øjne virker den før så travle Bagenkop, at der atter kommer gang i færgehavnen. by død. Ingen glade børns råb og latter i gaderne, der er kun plads til bilerne. Børnene leger bag stakittet i Edith Philipsen f. Hansen (Langelænderen 540 - 2000) parcelhusets have. De mange små butikker er lukkede.

En dejlig barndom Nordenbro 1936-1946 blev min far også sendt på arbejde for tyskerne. Han blev Jeg er gentagende gange blevet opfordret til at skrive sendt til Bagenkop for at være med til at skære fisk op. noget om min barndom på Langeland, en periode på Jeg kan ikke fortælle hvor mange forskellige retter, der godt 10 år. kan laves af torsk, men der er mange. Min mor var god Min far var "Baberi" - Johannes Ren i Nordenbro. Mit til at lave forskellige retter, og ingen børn var særlige navn er Birgit Jonna Ren, nummer 2 i en søskendeflok kræsne - spis hvad der bliver sat på bordet, og ellers er på 5 - Bendt, Birgit, Conny, Laila og Palle. Vi boede du ikke sulten. flere steder, men det jeg bedst husker er fra Der var mange børn i næsten alle hjem, så der var altid Landevejen og Sædballe. Det var jo en rolig og tryg nogen at lege med, og med 3 små søskende var der jo tilværelse, også selvom der var krig. Jeg gik i altid noget at se til. Kan huske, at vores nabo, en stor Nordenbro skole, hos lærer Chr. Ruthner, som jeg tømmermesters datter, var enebarn, og det syntes jeg var også kom hos udenfor skoletiden. I starten gik vi kun i misun-delsesværdi, men på den anden side kunne jeg skole hver anden dag - den lille og den store klasse. godt se, at det også måtte være kedeligt. Inde i klasseværelset stod den store kakkelovn, som var En af vores lege om sommeren gik ud på at fange små en utrolig god varmekilde. Vores "gymnastiksal" var en markmus, og dem holdt vi fanget i små glas og legede, udendørsplads lige overfor skolen. Der var en at det var vores husdyr, nøjagtig som vi havde en hel balancebom, nogle ribber og så ikke mere, men vi stribe af "håldkræer" -hul sten med en snor i, det var jo kunne da dyrke forskellige boldspil. Om sommeren ikke som i dag med legetøj i kassevis. Engang fik jeg i kom jeg ofte med både Hr. og Fru Ruthner til vandet, julegave en stor dukke fra familien i København, og og det var ude ved Fredmose Strand. Vi sang altid når vi inden juleaften var ovre, havde min lille søster bidt næsen kørte, fru Ruthner havde en dejlig sangstemme. Jeg ved af dukken, men jeg elskede den dukke højt, og den ikke, hvorfor jeg kom der så meget, måske fordi deres "levede" længe. Når vi var i byen var det næsten altid egne 2 børn var blevet voksne, og så var jeg glad for sådan, at børn sad i køkkenet og spillede spil, og de at gøre noget for andre - det har forfulgt mig også senere voksne sad i stuen og spillede kort og talte voksensnak, i livet. Min far havde mange fætre og kusiner på som vi børn dengang ikke blandede sig i. Der var ikke Langeland, og det var dem der trak for at fa mor og far TV og ikke særlig meget i radioen, men der var en serie i derover! Om vinteren var der altid meget sne -tro det radioen, "Familien Hansen", som vi gerne hørte. eller lad være! Vejen ned til Broholm ser jeg stadig for Min mor og far var også med til at spille dilettant ude i mig, hvor sneen var gravet ud i blokke og stablet meget Magleby Forsamlingshus, hvor vi også gik til gymnastik meget højt op, helt op til telefontrådene eller el- om eftermiddagen. Ja og vi gik derud, for under krigen ledningerne. Vi kunne også løbe på skøjter på havde vi ingen cykler, før der var en cykelsmed, der fik gadekæret, der lå ved siden af hjemmebageren ned mod sat træringe på vores cykler, gummi var der jo ikke til Sædballe, som jo er væk for flere år siden. Det var også at få. en ganske almindelig ting, at flere vogne og andet blev Angående julen havde vi jo ikke meget strøm, og der var slæbt ud på gadekæret nytårsaften. heller ikke opfundet kalenderlys. Nej, læreren tegnede et Vores juleaften var noget helt særligt. Som hos alle juletræ på tavlen den l. december, og så blev der hverdag andre fik vi dejlig okse-kødssuppe og peberrodssovs. tegnet et lys, indtil sidste dag inden vi gik på juleferie. Vi gik i kirke i Tryggelev, der var vist noget om, at Selvfølgelig bagte vi de traditionelle småkager og under far ikke var så glad for præsten i Magleby Kirke. Når vi krigen lavede vi også konfekt, fløde/marcipan kom hjem fra kirke spiste vi, og så skulle far altid ud på karameller af kartofler og havregryns-konfekt, som jeg Vestegnen for at klippe den syge dreng - og altid, stadig laver - nu i en alder af 74 år. Vi mærkede som sagt mens far var derude, kom julenissen - vi var store før ikke meget til krigen, og dog kan jeg huske, at vi fra vi fandt ud af sammenhænget. Som forståeligt nok, var mine forældres hus kunne se, hvordan det brændte i der mange munde at mætte, så derfor var der en stor Nordtyskland. På det allersidste af krigen, kom der have med mange grøntsager. Der var også en stor mange flygtninge til øen, men det er en anden historie. hønsegård, ænder og altid en gris til opfedning. Jeg kan Mine forældre havde utrolig mange venner og alle min stadig høre dem skrige, når den blev slagtet. fars fætre og kusiner. Deres venner var købmænd, bageren Mor og far dyrkede også tobak, nogle store flotte blade ved møllen, slagter Brølle's og skomageren og en hel som blev trukket på en tynd ståltråd og hængt op på masse flere, l - 2 gange om sommeren kørte vi til skov loftet til tørre. Der blev lavet mange cigarer, men og strand, det var en rigtig god og glad dag med boldspil hvordan de smagt, aner jeg overhovedet intet om, men og vandgang, og den gang tænkte man ikke på, om man der kom mange mennesker og købte dem. Under krigen var tyk eller tynd, der var man som man var. Kan også side 64 af 93 huske at min mor fik et par flotte skosandaler i gange siden - især på sommerferie, men også flere gange rødspætteskind, men desværre kom min mor ud i regn og som voksen og glæder mig altid til at komme derned, især torden, og det kunne skosandalerne ikke holde til. De gik efter min nevø, Anders Gade-gaard, er gået i gang med helt fra hinanden og der var jo ikke som i dag mulighed slægtsforskning - UHA, hvor har vi faet mange slægtninge for bare at købe nyt, for pengene var små, og der var på Langeland. ingenting at købe, det var jo på grund af krigen. Som jeg husker det, havde vi en rigtig dejlig barndom, desværre Birgit Ren (Langelænderen 609-2010) flyttede vi fra Langeland i 1946. Jeg har været der flere

Uddrag af barndomserindringer Bøstrup 193x En anden lærer var Munkegård. Han havde med Nogle af lærerne fra Husmandsskolen i Odense mødte havebrug at gøre. Han rejste også meget, især til jeg i mit hjem. Engang kom en lærer, som syntes at vi Tyskland, derfra hjembragte han smukke billeder, som børn skulle være med i det daglige arbejde på den han viste som lysbilleder i de forskellige foreninger - måde, at vi fik nogle høns, der skulle være vores egne. samtidig fortalte og forklarede han. Han lavede også Vi skulle selv passe dem, notere hvad de spiste og hvor selskabsrejser, og var på den måde foregangsmand som mange æg de lagde. Vi kom så med i en konkurrence rejseleder. I 1923 var han involveret i en togulykke i og kunne vinde præmier for bedste resultater. Det Tyskland, og fik ødelagt sine ben, jeg husker ham kun måtte da lige være noget for mig, mente han. Jeg med stok og chauffør til sin flotte bil. Engang fik min klemte mig ind i den fjerneste krog i køkkenet og bror og jeg en tur til Lohals og tilbage igen, og det gik skulle bestemt ikke have noget klinket. Jeg var sandelig hurtigt. Det meste vi kendte til bil, var nok rædselslagen for at komme for nær en høne, og så "Marianne", slagter Petersens bil, og den kørte mere kunne han ellers lokke med præmier, og jeg ved ikke adstadigt. hvad. Grethe Nielsen (Langelænderen nr. 514 - 1996)

Min barndom i Strandgade Rudkøbing 194x åndedræt, og Charles kom til sig selv igen. På Ulla Arndt Madsen skriver om sin langelandske tilbagevejen købte vi genforsnitter (hindbærsnitter) hos barndom i Rudkøbings Strandgade-kvarter. Jeg blev bager Pudseløkke, som sammen med købmand født og voksede op i Strandgade 11 på 2. sal. Min Thygesen på modsatte hjørne, udgjorde handelscentret morfar og mormor boede på 2. sal til venstre, så vi i Strandgade og Ramsherred. Her på hjørnet stod der levede i en slags storfamilie, længe før det blev jævnligt medlemmer af Frelsens Hær og spillede og moderne. Pladsen var trang i en to værelses lejlighed sang. Det lød så kønt, og Lis og jeg løb ned på gaden (vi var tre børn), men det tænkte vi ikke over. Det var og puttede penge i indsamlingsbøssen. Der var ofte her vi boede. Der var vaskehus med gruekedel i gården, spillemænd, farende svende i vores gård. De spillede intet badeværelse, to wc´er i kælderen til seks familier, på harmonika og savklinge, og vi kastede mønter i og kakkelovn i stuen, hvor vi blev vasket i zinkbalje avispapir ned fra køkkenvinduet. hver lørdag. Min dejlige mormor vaskede storvask for Familien os alle en gang om måneden i vaskehuset i gården. Når Både min mor og min mormor var hjemmegående. Min duge og sengetøj var blevet tørt, og lagt i store morfar, Georg Arndt, var i mange år skræddersvend spånkurve, hankede min søster Lis og jeg op i kurvene, hos skrædder Bøje i Østergade. Senere blev han og bar dem hen til Regina og Antons rulleforretning på måleraflæser på gasværket og elværket, og desuden hjørnet af Ramsherred og Sagers Alle. I gården var der deltids pantefoged. Morfar var fra Århus. Han kom et helt menageri: - I et bur sad der en stor papegøje, som 20 -årig i 1910 til Rudkøbing, fordi han var blevet som sagde ”Poppedreng ha´ sukker” når vi snakkede ansat hos en skræddermester, som skulle levere med den. En lille kortbenet hund ”Vibsen” løb rundt i uniformer til Langelandsbanens åbning. I byen mødte gården sammen med 20-25 farvestrålende dværghøns, morfar min mormor, de giftede sig, og min morfar blev som jævnligt løb over i parken, men de vendte altid langelænder. Dog ikke uden ”sværdslag”, for de lokale hjem igen. Og så var der jo en lille abe, som blev kaldt ungersvende fandt den jyske skræddersvend Charles, skønt den var en dame. Den sad i et bur eller øretæveindbydende i det ulastelige jakkesæt med vest, var tøjret i en lang kæde, men den løb også frit skjorte med knækflip og stråhat på sned, men omkring. Charles tilhørte svigersønnen Claus Valentin, efterhånden dæmpedes gemytterne. Min far var som forpagtede Shell-tanken på havnen overfor lokomotiv– og motorvognsfører ved Langelandsbanen. Vemmenæsfærgen. Charles var ofte med nede på Han blev senere pantefoged, da banen lukkede i 1962. tanken, og den holdt meget af at sidde på Valentins Den årlige Langelandsbane fest blev holdt i skulder. En dag var aben stukket af op i en elmast, hvor Ørstedspavillonen. Far havde til lejligheden udskiftet den lange hale rørte ved ledningen - den fik et stød og den sorte baneuniform med et gråt, nålestribet faldt bevidstløs til jorden. Valentin gav den kunstigt jakkesæt, hvid skjorte med manchetknapper og et side 65 af 93 nobelt slips med slipsenål. Vi børn var revnefærdige af Karamellerne pakkede vi ind i cellofanpapir. stolthed, når mor og far var klar til at tage afsted. Mor Lodsedlerne blev puttet i en stor kaffedåse, og så var iklædt lang, flaskegrøn silkekjole med lange, skiftede penge og gevinster ejermænd med udelt stramme ærmer. Farven stod godt til hendes kobber tilfredshed til begge sider. Fortjenesten blev soldet op i røde hår og gråbrune øjne. Vi stod på trappeafsatsen røde pølser og is. Vi havde det bare sjovt. Og så var der sammen med vores morfar og mormor og ønskede god jo legepladsen henne i parken. Vi opfattede den som fornøjelse. Så forsvandt mor i en sval duft af parfume vores. Børn fra andre dele af byen var ikke velkomne, ned ad trappen ved min fars arm. og det fik de på ufredelige dage at vide og mærke. Krigsårene Vores legeplads bestod af en stor gynge, en vippe, to eg er født i april 1940, og jeg husker de sidste krigsår bildæk, som hang i kæder fra et stort træ og en med luftalarm, brummende fly højt over byen og sandkasse, som vi overhovedet ikke brugte. Desuden marcherende tyskere i gaderne. Da Kiel blev bombet i var der ”svingerne”, de foretrukne, men forbudte, for 1945, stod vi ved køkkenvinduet og så lyset flamme de var ”livsfarlige”, fik vi altid nøje indprentet. De fire over den mørke aftenhimmel mod syd. ”De stakkels svinger var fæstnede i en løbegang i toppen af en høj mennesker”, sagde min mor, og jeg forstod lidt af pæl, som stod i en bred cementstøbning. Når vi hang i alvoren. Også befrielsen husker jeg. Netop den 4. maj en svinge med begge arme, kunne vi løbe den i gang og var jeg i biografen for første gang i mit liv, sammen få mere og mere fart på, Ulla 5 år, Lis 2½ år, vores med min mor. Det var en film med Gerda og Ulrik russerven Gustav og Verner 12 år fotograferet i Neumann. Midt under forestillingen blev døren ud mod Ørstedparken i juni 1945 hvorefter det tit endte med, at Grønnegade slået op, og en stemme råbte: ”Danmark er knæerne skrabede voldsomt mod cementen. frit, tyskerne har kapituleret!”. Biografen tømtes på et I pavillonen øjeblik. Ude på Torvet stimlede folk sammen, og mor Lis og jeg gik til dans i Grethe Pedersens danseskole i og jeg skyndte os hjem til Strandgade 11. Her var alle i Ørstedspavillonen, og desuden gik jeg til akrobatik og huset samlet på trappegangen, og man lo og talte i ballet. Vores mor irriterede sig meget, hvis vi til munden på hinanden. Da flydedokken strandede ved afdansningsbal iført lyse røde kjoler med store Påø, og russerne var indkvarteret på skolen, blev pufærmer, hvide ankelsokker og laksko, mødte op med langelænderne opfordret til at tage imod en russer i store sår på knæene. Ej heller var det pynteligt til deres hjem en gang imellem. Vi fik besøg af russeren balletskørtet i hvid tyl. Nogle gange var jeg med min Gustav, som havde været ansat ved den russiske morfar og mormor til gåse/andespil i pavillonen. Det statsbane. Det kneb med kommunikationen, men plukkede fjerkræ hang til beskuelse i en lang række Gustav kom tit og spiste hos os. Min søster Lis på 2½ oppe på scenen, i røg og varme, med røde crepe år havde store blå øjne og lyst hår, og hun sad på hans papirsløjfer om de lange halse. Desuden var jeg ofte arm næsten fra han kom til han gik. Til min store med min mor i pavillonen, når der var foredrag og ærgrelse viste han ikke mig, der var mørk lysbilleder. Globetrottere, som havde rejst i de varme kommunefarvet med grå øjne, samme opmærksomhed. lande, berettede om deres spændende oplevelser. Der Vi tog Gustav med hen i parken, når Ramus orkester var altid mange interesserede, det var før fjernsynets spillede i de lune sommeraftener. Min bror Verner, tid. Hvis det var godt vejr, gik jeg ofte sammen med som dengang var 12 år, fik lov at holde tubaen, når nogle af pigerne fra gaden over i parken med denne ikke var i brug, et ærefuldt hverv. Da Gustav madpakker. Vi spiste maden ved dammen, hvor rejste, græd han meget, og det gjorde vi andre også. træborde og bænke var placeret rundt om nogle store Han lovede at skrive, men vi hørte aldrig fra ham. træer. Sommeren var fuld af oplevelser. Den årlige tur i Leg og tombola cirkus, når ”Benneweis” kom til byen, dyrskuet ude Min barndom i Strandgade var fuld af gode oplevelser. ved skolen, og sportsugen med gøgl på pladsen ved Dengang var Strandgade, Ramsherred, Vinkældergade, Ørstedspavillonen, hvor der blev spillet revy af lokale Nørregade med Nørregården et meget børnerigt amatører. Parken var illumineret og i dammen sprang kvarter. Der var altid nogen at lege med, og da det var et springvand, belyst af farvede lamper. En lille kro, før bilerne for alvor gjorde deres indtog, var gaderne ”Parkkroen”, var indrettet i hjørnet ud mod Sagers børnenes legeplads. Vi legede gemme, sjippede, Alle. Sportsugen var sommerens højdepunkt. En enkelt byttede Richs billeder, servietter og glansbilleder på dårlig oplevelse i forbindelse med parken og pavillonen trappestenene, spillede kugler og hønsede. Der var skal dog med i mine barndomserindringer. Der skulle prestige i at have den længste kæde af hønseringe om være massevaccination i pavillonen, jeg ved ikke, hvad halsen. Et par gange om året holdt Lis og jeg tombola vi skulle vaccineres imod. Da Lis, jeg og Kirsten sammen med børnene i Strandgade 9, radioforhandler Hjorth, som også boede i ejendommen, trådte ud ad Clausens hus. Det foregik i Clausens vaskehus, hvor vi gadedøren for at gå derhen sammen med vore mødre, åbnede vinduet og bredte gevinsterne ud i hørte vi gråd og vilde protester fra en lind strøm af vindueskarmen, så de kunne tages i øjensyn af børn, der oppe fra Ramsherred var på vej mod parken. kvarterets børn, som altid trofast mødte op. Vi sluttede os til processionen. Kirsten stak i et hyl. Lis Gevinsterne var en broget blanding af lerkugler, og jeg var stumme og blege af skræk. Vel ankommet til hønseringe, hvis farve for tiden ikke var helt i kurs, pavillonen måtte nogle af børnene skubbes ind ad defekte hårspænder, halvt opbrugte læbestifter, døren af ubønhørlige mødre, ingen undgik sin skæbne. glansbilleder og små pynteting, som blev fundet frem Inde i salen, hvor mange børn var samlede, klang til formålet. Mor smeltede smør og sukker til gråden mod loftet, mens vi i rækker rykkede mod de karameller på en stor pande, og når den brune masse hvidkitlede, og den i fantasien overdimensionerede og var kølet af, blev den skåret ud i firkanter. gruopvækkende sprøjte.

side 66 af 93 Fødselsdage men næste søndag var vi igen at finde i køen af urolige Da jeg kom i skole, blev pigefødselsdagene en og forventningsfulde børn. tilbagevendende begivenhed. Efter kakaoen, Julen smørbollerne og lagkagen legede vi eller byttede Vinteren var først og fremmest julen. Når årets Richog Danmarksbilleder. Næsten alle piger samlede julemærke blev udstillet i købmand Thygesens vindue i billeder fra ”Askepot” og ”Pinocchio” og billeder af november, kunne vi allerede mærke julehyggen om ”Bonzoe” den lille buttede hvide hund med de sorte hjørnet. Lis og jeg fik julekalendere til at hænge på pletter. I flere år efter krigen blev kaffesurrogater væggen i stuen, Verner fik enten en kirke eller et blandet med kaffen for at drøje på de dyre bønner. juleskib, som skulle samles, hvilket kunne tage flere Sanglege var i høj kurs ved fødselsdagene, for dage, og processen forløb ikke uden adskillige eksempel: ”Tag den ring og lad den vandre”. En skattet irritationsudbrud. De første svedsker og juleappelsiner leg var også: ”Kan du gætte, hvad det er?”. Den efter krigen blev nydt med andagt. Vi hjalp til med at udvalgte pige fik bind for øjnene og skulle så gætte de bage vaniljekranse og lave marcipan, og vi flettede ting, som hun fik i hånden, hvilket udløste høje hvin og julehjerter om aftenen inde hos morfar og mormor, væmmelsesudbrud. Tingene kunne være opblødt mens kalenderlysets lille flamme hver dag forkortede husblas, kaffegrums, en klam skrællet kartoffel eller en ventetiden til den 24. december. Juleaften var vinterens våd svamp. Til en fødselsdag hos Anne Larsen, hvis far eventyr. Vi spiste andesteg og ris a la mande med en var læge, blev en ubestemmelig aflang pose af tynd mandel puttet i. Den heldige fik en marcipangris med gummi fyldt med vand genstand for forsigtige rød sløjfe om halsen. Min morfar og mormor stod for gætterier, mens de omkringstående piger fnisede lettere julemiddagen, og vi dansede om juletræet i stuen inde hysterisk og sendte sideblikke til hinanden. Tænk, hos os. Vi ventede spændt i entreen bag lukket dør, Anne havde fisket et kondom frem fra sin fars gemmer, indtil min far havde tændt lysene på træet. Det var et og vi gyste frydefuldt. stort øjeblik, når han åbnede døren og juletræet strålede Lange somre midt i stuen med stjernen i toppen, blanke kugler, Morfar tog tit Lis og mig med i Fredskoven, men oftest hjerter og kræmmerhuse, flag, lametta og guirlander, cyklede vi til Fårevejle Skov. Morfar vidste, hvor der og den gamle papnisse inde mellem grenene. Så tog vi var liljekonvaller, og han fortalte historier om hinanden i hænderne og gik rundt om træet, mens vi musefamilien under den store sten i lysningen, sang de gamle julesalmer. Og så blev julegaverne genfortalt om vinteren på hyggeaftener. Somrene, som pakket ud. De traditionelle gaver under træet var altid var lange og varme, tilbragte vi enten på hæfterne: Knold og Tot, Bamse og dukke Lise, badeanstalten eller i Spodsbjerg, hvor toget dengang Gyldenspjæt, Ved julelampens skær, Svikmøllen og kørte helt om til stranden. Min morfar var i mange år Blæksprutten. Senere på aftenen var der sodavand og bademester for herrernes afdeling på badeanstalten. kaffe med klejner og vaniljekranse, lagkage, juleslik og Bademutter for damernes afdeling var Annine og fru nødder, og vi spiste, så vi var ved at revne. Westerberg, min veninde Lises mormor. Lise og jeg Vinteren sad af og til inde i det lille træhus, som duftede af sol Nytårsaften fik vi grønlangkål med hamburgerryg og og saltvand, og så fik vi kiks og saftevand af Lises medisterpølse og is. Bordet var pyntet med serpentiner mormor, alt imens hun solgte billetter og sæsonkort og bordbomber, og når vi havde spist gik vi ud på den ved lugen og udleverede nøgler til badehusene. Min far mørke trappegang og tændte stjernekastere. Vi svang var født i Longelse. Min farfar var snedkermester, og dem foran os så det gnistrede. Derefter var vi med nede efter hans død overtog min farbror Gudmund huset og i gården og se fyrværkeriet blive tændt. Raketterne værkstedet. Jeg kom en del i Longelse som barn. Min hvislede til vejrs og de vidunderligste kaskader i farmor Junia, som var hjemmesygeplejerske, boede hos strålende farver kom til syne på vinterhimlen. Når min farbror og hans kone Karen, som drev et mindre rådhusklokken faldt i slag i radioen, og det gamle år alderdomshjem i huset. Jeg legede med min kusine randt ud, sprang vi alle med et bump ned fra en Birte, som var lidt ældre end mig. Vi gik over i spisestuestol, og ind i det nye år. Lysekronen nede hos Søvertorp Skov og plukkede anemoner og skovmærker. Hjorths på 1. sal, har nok dinglet faretruende. Når Skovmærkerne bandt vi i bundter, så de kunne hænge frosten satte ind, kælkede vi på Møllebakken og løb på bag dørene og dufte. Dengang var Longelse en rigtig skøjter på Vejlen ved Fredskoven. Flere børn måtte by med købmand, brugs, bager, slagter, cykelsmed, deles om et par skøjter. De heldige havde skistøvler at skrædder, tatol og mejeri. Og ikke at forglemme spænde skøjterne på, men de fleste, deri blandt Lis og Longelse station, som min tante, Ella Hansen, jeg, havde kun gummistøvler, så skøjteløbet blev noget bestyrede i nogle år, så der kom jeg også på besøg. I vaklende, men vi nød det alligevel. Min morfar og pinsen var mor og far, Verner, Lis og jeg altid inviteret bogbinder Christiansen fra Vinkældergade havde på stegte duer og rabarbergrød bos min farmor. De rigtige skøjtestøvler, kunne lave 8-taller og andre lette, lyse gardiner bølgede foran det åbne vindue i den figurer på isen, og de blev meget beundrede, når de lune brise, og der duftede af syrener ude fra haven. Om elegant susede rundt med hænderne på ryggen. På efteråret samlede vi kastanjer henne i parken og lavede skolevejen om vinteren undgik pigerne ikke at blive dyr af dem med tændstikben. Utallige søndag dænget til med snebolde og ”sulet” med sne ned ad eftermiddage stod vi i kø ned ad Grønnegade udenfor ryggen. Det var ikke morsomt, men det har vel været biografen en god times tid, før døren blev lukket op. en måde at komme i lag med pigerne på i en tid, hvor Der var kamp om de bedste pladser, og vi masede og drenge og piger var adskilte i frikvartererne, overværet puffede, når vi endelig blev lukket ind til billetlugen. af gårdvagten. Tiden gik, barndommen forsvandt, nu Vi blev trådt over tæerne og skubbet hårdt i ryggen, legede jeg ikke længere i parken, men gik langs

side 67 af 93 dammen med en drengeven i hånden. Da jeg gik ud af Ulla Arndt Madsen (Langelænderen 644+645-2015 skolen, kom jeg i lære i Brdr. Justesens købmandsgård i Østergade, og min voksentilværelse begyndte. Men barndommens land glemte jeg aldrig.

Uddrag af barndomserindringer Fæbæk - 194x I storeklasse var kravene selvfølgelig større. Så kom krigen, og jeg kom i skole i Fæbæk. Vor lærer Hjemmeopgaver kørte således, at vi havde et hæfte hed Hjalmar Lund Johansen, og jeg tænker med stor hjemme, og et andet var så til rettelse. Der blev rettet taknemlighed på ham, for det han fik puttet ind i såvel for stavefejl som tegnsætningsfejl, og hovedet på mig, de syv år jeg gik i skole. Især når jeg i karaktererne var herefter. Når det drejede sig om stile dag oplever, hvad de skolesøgende børn i løbet af ti år o.lign., blev det rettet med rødt blæk - så det var ikke når at få stoppet ind. Vi var inddelt i en "Lilleklasse" noget, man kunne snige sig fra. Regnestykkerne blev og en "Storeklasse", hvilket ikke havde noget med gennemgået således, at var facitstregerne ikke lige antal elever i klassen at gøre, men med alderen. De små lange og parallelle - så var det ikke fejl, men uorden - gik i skole om eftermiddagen og de store om altså sjusk. formiddagen. Oprykning fra lille- til storeklasse foregik Som tiden gik, begyndte jeg at hjælpe min far lidt på henholdsvis efter tredje eller fjerde år, afhængig af hans arbejde (luge roer m.v.). Det endte med, at jeg hvor modtagelig man havde været. Jeg mener at kunne blev "fast" i gartneriet på Nedergård. Der var en fastholde, at klassekvotienten i samtlige 7 år gartner, 2-4 mand og så var vi to drenge. Det meste var gennemsnitlig var 30. Vi havde en dygtig lærer, der "puslearbejde", som en rask dreng kunne klare, så jeg følte sit arbejde som et kald og dermed fik mine ferier og fridage fuldt besat med samfundgavnende - det var ikke kun et levebrød. En "erhvervspraktik", som dog var mod betaling. god hjælp var måske også, at vi alle kom fra hjem med Da jeg som 10-årig rykkede op i storeklasse, fik jeg to forældre, der havde lært os, at vi skulle yde før vi hele eftermiddagen til rådighed, så der kunne jeg rigtig kunne byde, og vi skulle lyde før vi kunne nyde - kort komme på arbejde. Arbejdsdagen gik normalt dengang sagt - opdraget til at tie stille når voksne talte til én, og til kl. 18, i høst noget længere. Jeg blev sat til større det gjaldt især de steder, hvor man blev sendt for at projekter og begyndte at bruge heste til bl.a. at lære noget. Jeg mindes ikke på noget tidspunkt uro i hesterive, hvilket var at rive en mark, efter at klassen af længere varighed, end det tog læreren at kornnegene var fjernet. Så var der en masse løse strå, banke blyanten advarende mod bordpladen, så var der der samlet kunne give mange tønder korn. Som 12-årig ro. Læreren var også kordegn, og det hændte, der var blev arbejdet mere krævende, bl.a. at køre med begravelse i skoletiden. Vi blev grundigt sat ind i, hvad trespand for ploven (altså tre heste i spandet), der var jo vi skulle udføre, regne nogle stykker, skrive en ikke så mange traktorer dengang. Omgangen mellem genfortælling og lign., og inden han drog til kirken, herregårdskarlene bevirkede nok, at jeg hentede en del åbnede han døren ind til privaten, hvor vi havde fået at "point", som jeg senere kunne anvende i det praktiske vide, at hans kone holdt et "vågent øre" med os, og det liv, og som også har været godt at have i ballasten virkede. senere i livet. Det første år i skolen skrev vi på tavle. Når vi havde Jeg kunne godt spinde en længere ende om Nedergård, hjemmeopgaver måtte vi pakke tavlen ind, ofte i som forblev arbejdsplads for min far i 30 år, men vil avispapir, for ikke at det skrevne skulle blive gnedet her blot nævne én hændelse. ud, når tavlen blev stoppet ned i tasken til bøgerne. Der Den dag tror jeg aldrig jeg vil glemme. Den 3. maj var naturligvis ikke toiletter, men lokummer, og skulle 1945 var jeg ude at harve på en afsides liggende mark der vaskes hænder foregik det under vandposten, lige bag Rørskov, helt ude ved kysten. Det var først på ved indgangen til skolen. eftermiddagen, og RAF begyndte at beskyde og bombe Klasseværelset var kakkelovns-opvarmet, og brændslet de tyske skibe, der lå op gennem bæltet langs var tørv. Der var selvfølgelig også nogle pinde til at Langeland. Ude på vandet, lige ud for den mark jeg gik tænde op med, og jeg beundrede læreren for, at der på, lå et af disse skibe, der blev taget under altid var tændt op om morgenen, så betids at varmen behandling. Kuglerne piftede langs klinten, der fik også var begyndt at brede sig når vi mødte. Der var jo støvet på marken til at rejse sig, og bomberne udsendte ikke pedel til den slags. I lærerboligen, der var nogle høje hyl og brag. Hesten blev sky m.m., og jeg sammenbygget med skolen, var der en kælder, og den blev bange. Jeg vidste jo egentlig ikke hvad det var, blev under krigen indrettet til beskyttelsesrum, som vi men det lykkedes mig at få hesten beroliget og spændt da også fik indøvet at gå ned i - godt der aldrig blev fra, og vi trak over i den lille lund på marken ca. 150 brug for, at vi skulle derned. meter fra klinten. Hvad jeg følte og gennemgik, kan jeg I lilleklassen var der ikke så meget hjemmearbejde, ikke beskrive. Jeg vil tro det hele varede 20 min., men men det der var blev kontrolleret. Fejl blev påtalt, og det føltes virkelig langt. Da jeg ikke længere hørte var et regnestykke ikke fyldestgørende med maskinlarm i luften, kun af og til nogle fjerne bump, mellemregninger, så måtte man op næste dag til tavlen vovede jeg mig ud af lunden, og så sort røg væltede op og gøre rede for, hvordan man var kommet til facit. Så af skibet ude på vandet, og jeg kunne se røg stige op det med at skrive af fra ældre søskende, kom man ikke andre steder ude på bæltet. Jeg turde ikke være derude langt med hos Johansen. længere og gik hjem til gården, og satte hesten på side 68 af 93 plads. På gården var alt roligt, så jeg luskede rundt ved Den 5. maj efter morgensang og bøn i skolen, gik vi ud stalden til fyraften, og jeg tror ikke, der var nogen der til flagstangen, hvor også lærerens familie var med, og opdagede, at jeg "skulkede". der fik vi af en bevæget lærer at vide, hvad der var Den 5. maj om morgenen afslørede forvalteren, hvem hændt. Hvor godt det var, og at vi derfor skulle hejse han egentlig var, idet han mødte i uniform fra Den Kgl. Dannebrog i et frit land, og så fejredes dagen med, at vi Livgarde. Han blev kaldt Krarup, om det navn var holdt fri fra skolen den dag. rigtigt, ved jeg ikke, men jeg ved, at der har været en officer i hæren med det efternavn. Han gik rundt og Erik Arildslund (Jubilæumsbladet 1995) takkede alle for deres loyalitet over for ham, og så rejste han.

Med toget fra Søndenbro til Rudkøbing Søndenbro-Rudkøbing 194x - og omvendt. Togføreren var Lille Sørensen, der var Det var altid Rudkøbing, aldrig Humble, der var målet gift med Claudius´ datter Lydia, og konduktøren, der for vore indkøbsture, så den eneste tur til Humble på kom og klippede billetterne, hed Bach. Han var fra cykel sammen med min mor, jeg husker, var et besøg Ryomgård og kendte derfor særligt far og for og hos læge Bjørnson, der havde sin praksis her. Jeg morbror Niels. skulle have trukket en kindtand ud. Det var ikke Hvis vi var med morgentoget, kunne vi opleve det morsomt, og på hjemvejen måtte vi stå af cyklerne, særlige klientel, der daglig frekventerede fordi jeg havde det dårligt. Jeg havde meget ondt af Langelandsbanen, dels realskoleeleverne til hhv. mig selv. Humble eller Rudkøbing og dels de unge piger, der Når vi undtager tandlægebesøgene, var det morsomt at havde en kontorplads eller elevplads i Rudkøbing. komme med til Rudkøbing. I krigens år og frem til Oftere så vi dem nok på hjemvejen med toget hen mod 1947, hvor vi købte bil, var vi med toget. Det var jo en aften, men når de kom ind, tog de hjemmevant kupéen lang rejse, de 23 km, og det tog over 1 time. Alle i besiddelse hver på deres mere eller mindre støjende stationerne var selvfølgelige holdepladser, og ind måde. Navnlig var pigerne et studium værd, for det var imellem var der trinbrætterne, de små, beskedne da utroligt, som disse bondepiger på kort tid kunne træskure med en fast bænk som siddeplads, men der forandre både sprog, attituder og påklædning, blot fordi skulle toget kun holde, hvis nogen skulle stå af, eller de nu blev bypiger. Min foragt voksede med årene for hvis nogen havde hejst signalet og skulle med. begge disse kategorier, og min hengivenhed for Først var der Røjle trinbræt og så Magleby trinbræt, bondelandet og miljøet her blev næsten et mantra. Var derefter Nordenbro st. - så Østerskov trinbræt, det trods eller misundelse? Jeg vælger at tro, det ikke Tryggelev st., Nørreballe trinbræt og så Humble st., der var nogen af delene. var lidt større, og hvor der altid skulle en del folk af Det var altid en lang tur med toget. Et goddag og et eller på. Så kom Helsned trinbræt, der lå, hvor farvel til Fogedgården var det, når toget kørte gennem landevejen skar banelinjen, og herfra husker jeg Rosenlunds og vore marker, og måske var der nogen at engang, vi med toget kørte forbi, og der kom en trivelig vinke til dernede i haven eller udenfor porten. kone halsende hen mod holdepladsen. Hun var kommet Rudkøbing for sent, men toget holdt og bakkede tilbage og tog den Når vi var med toget til Rudkøbing, var det for det smilende kone med. meste for at handle. Vel ankommet til staden var der jo Nu kom den mindre Kædeby st., så Hennetved trinbræt et stykke at gå fra banegården og op til Torvet, så vi og Lindelse st., Vindeby trinbræt, Illebølle st., gik ad de gamle brostensbelagte gader, først Snaremose trinbræt, Longelse st. og nu Skrøbelev st., Vinkældergade, der skar Ramsherred, og hvor vi til som blev passeret af den jernbane, der gik tværs over begge sider kunne se langt ad den smalle gade med de øen fra Rudkøbing til Spodsbjerg. På denne korte mange små, sammenbyggede huse. Her fortalt mor strækning har jeg aldrig været med. Der var der kun 1 mig, at da hun som ung tjente hos slagter Jensen i station, nemlig Krogsbjerg. Her var en bekendt Rudkøbing, var der ingen, der kunne lide at gå gennem stationsforstander, og det var et agtet erhverv. Det Ramsherred, for her blev man overbegloet af alle de kunne man også se på de forskellige stationer koner, der stod på trappestenene og sladrede. undervejs, når stationsforstanderen kom ud og tog mod Af de forretninger, der lå ud til Torvet, var fotograf toget, at de selv var fuldt bevidste om deres position. Harald Knudsen den eneste interessante, for vi skulle Efter Skrøbelev var der to trinbrætter, Møllemose og altid se, om der var nogen, vi kendte, udstillet i Peløkke, og det sidste brugte vi altid, når vi siden med vinduerne eller i smøgen. Så var der jo neden for toget skulle besøge dem i Rifbjerg. Endelig nåede vi Torvet et stort bindingsværkshus med en høj, meget Rudkøbing, men det hed en banegård og havde speciel fortrappe, hvor man kunne gå op til den ene restauration. Mellem Bagenkop og Rudkøbing var der side og ned til den anden. Det skulle jeg gerne prøve, således 19 holdepladser, så det er klart, at toget ikke indtil Mor engang stoppede det med bemærkningen kunne nå op i fart mellem disse. Alle trinbrætter var om, at så troede ”de” bare, de fik fremmede. (Det var selvfølgelig placeret et strategisk sted ved en vej, men præstegården). er nu for længst væk, efter at jernbanen blev nedlagt i Som en afslutning på Torvet var amorinbrønden, et 1962. Den var blevet indviet d. 4. oktober 1911. springvand, placeret. Her overfor lå det høje hus med Togpersonalet kendte sikkert alle folk på Sydlangeland side 69 af 93 den stejle trappe, hvor materialisten havde til huse. nisse, der uafladelig nikkede med hovedet i et Veie hed han, og her havde mor af og til ærinde. udstillingsvindue eller et snelandskab på vat med et Enkelte gange gik vi ind i sidegaden, Sidsel lille tog, der kørte rundt og rundt. Alligevel kunne Bagersgade, for her lå en lille hatteforretning, og måske Rudkøbing ikke tage duften af det, de to skulle mor have ny pynt til sin sommerhat. Længere søndenbrokøbmænd kunne præstere i deres vinduer op nede ad hovedgaden, Østergade, der gik ud fra Torvet, mod jul. var vi tit inde ved Østerby, en manufakturforretning, Men det bedste ved en Rudkøbingtur var, når vi gik ind som havde finere varer end Valdemar Juel, som vi nok hos bager Pedersen i Østergade og skulle have kun kom hos, fordi det var gamle venner. Mor var altid eftermiddagskaffe. Først kom vi ind i butikken, hvor vi ude efter strømpegarn, og som gammel kunde kunne bestilte, og så gik vi ind i det lille og mørke konditori, man være heldig de første krigsår. Her i nærheden to rum, et mod gården og et mod gaden, og det kunne i købte far også altid arbejdstøj og -jakker hos Stærke, miniformat minde om jernbanerestaurationen som forretningsindehaveren hed, men der var jeg aldrig i ”Matador” med de mørke paneler og højryggede med inde. stole. Mørkt og tæt og småt var der herinde, men Det var jeg derimod ved Jens Winther, en gammel og bænket om bordet nød vi kaffen med et stykke anset manufakturhandel længere nede ad hovedgaden. smørkage eller et stykke wienerbrød med Jeg mindedes Winthers, da TV sendte ”Matador” og chokoladeglasur. Vi var jo ikke vant til købebrød, så viste Damernes Magasin, noget af den samme dette var en luksus. Senere kom der endnu et konditori højtidelige belevenhed og indretning med hylderne på længere nede af gaden, bager Heide. Det var lidt større væggene, fyldt med stofruller, som kommisen elegant og lysere og mere moderne; om kagerne var bedre her, kunne svinge ud på disken og med sin meterstok ved jeg ikke, men der var ikke det samme miljø som nøjagtig afmåle det ønskede antal meter - og lidt ekstra hos bager Pedersen. Kager, ja, jeg husker engang, vi - og med sin buede saks klippe ind i stoffet og med besøgte Kirstine Elnegård (Otto og Gustas datter) i en et ”ritsch” rive det trådlige af. Oftest skulle mor have 2 lejlighed her i byen, og der gik bud efter flødekager. meter bomuldsstof til et nyt forklæde, men også andet Da de kom på bordet, syntes jeg, de så kedelige ud i stof i metermål købte vi her. Aldrig fik vi forhold til bagervinduernes. Det var vandbakkelser, og konfektionssyet tøj. Mor syede det meste selv, og ellers da sagde Villy, den ældste af drengene: ”Mor, der er havde vi jo andre muligheder. Der var to yngre fløde i”. Jeg begreb det slet ikke, for min opfattelse af medhjælpere, Barchager og Poul Jensen, tror jeg, de fløde var den flydende væske, jeg kendte hjemmefra. hed. Mads Winther selv, stor og stout kom ud fra sit Hvad angår pengeinstitutter, Langelands Sparekasse og kontor i baggrunden af den lange, smalle og mørke Langelands Bank, var det altid far, der besørgede butik og underholdt sig med kunderne. Jeg har før ærinder her. Jeg har aldrig været der. nævnt, at det kunne tolkes som en gensidig ære at Det skete da også, vi havde ærinde på det gamle apotek frekventere de samme forretninger år ud og år ind. Det ved Gåsetorvet med statuen af H.C. Ørsted, men nu var gjaldt ikke mindst her. Jens Winther var for øvrigt vi også godt trætte i fødderne af at gå på brosten og grundlæggeren af Rudkøbing Museum og en meget med sko! kendt og agtet person, navnlig i lokalhistorisk regi. Der Hjemkommen efter en Rudkøbingtur var det altid er opkaldt en gade efter ham, Jens Winthersvej. spændende at vise frem og få vist, hvad vi nu havde Så var der jo boghandler Brandt lige i nærheden, men handlet os til. Det var aldrig de store mængder, men jeg de eneste bøger, vi købte, var ”Svikmøllen” og ”Blæk husker en gang, mor selv havde været i Rudkøbing og sprutten” til jul. Måske havde vi ærinde hos vendte hjem med flere meter flonel, som hun havde skindhandleren, et par nye handsker eventuelt, - eller købt til en ny natkjole til sig selv. Det var vanskeligt at hos Kaalund, isenkræmmeren, eller hos Moses oppe få fat i bomuldsstoffer, og måske har Winther fundet ved amorinbrønden, hvis vi skulle købe gave til nogen. det frem bag disken. Almindeligvis var flonel til Det var en blandet forretning med gaveartikler. natkjoler og pyjamas stribet i diskrete farver, men dette Kjoleforretninger og skotøjsbutikker i byen så vi kun stykke stof var brunt i bunden og med de flotteste udefra. Vi havde jo i Tryggelev skomager Larsen, som blomsterranker i gult og rødt, farverigt og strålende var med sin elskværdige og fornemme facon fuldt ud det. Her i dagligstuen præsenterede hun smilende den levede op til, hvad man kunne forvente af en gode fangst for far og mig, der sad ved bordet, men de forretningsdrivende. voldsomme udladninger fra far var en dilettantscene Der kunne også være andre ærinder i Rudkøbing, især værdig. Ikke tale om, at han ville dele seng med en for min mor, hvis hun f.eks. skulle have masket kone i sådan en natkjole. Det rettede hun sig efter, og strømper op eller en tur ind til foddamen og få skåret eftersom der var rigeligt med stof, kunne der blive en ligtorne, men alle disse ærinder var selvfølgelig ikke på lun vinterkjole til både Gudrun og mig. Dem syede mor én gang. så, og resultatet blev de kønneste kjoler, - min blev Noget særligt var juleudstillingen, som kunne være et skolekjole i flere år, men der blev så ingen ny natkjole i mål i sig selv. Det var kun i december, og den i vore denne omgang til min mor. dages øjne beskedne udsmykning var nok til at imponere datiden. Længe kunne vi stå og beundre en Ingrid Jensen (Langelænderen 605-2009)

Min mors lysbilleder Kædeby - ca. 1943-

side 70 af 93 Min storebror og hans familie boede tidligere i et hus i tidspunkt jeg kørte med heste på ”Hjortholm”, var der Kædeby. Mit barndomshjem er en gård i Kædeby stadig 12 spand, men desuden var der 4 traktorer; en Haver. I 1996 byttede min bror med vores efterhånden Deutz, en Munktell, en Stock og en Fordson. Det viser, gamle forældre, så de kom op at bo i Kædeby, og bror at der stadig var mange heste, og der var rigtig mange Theo overtog gården. gårde, som ikke havde traktor overhovedet.” Min far døde pludseligt i 2006. Mine forældres søde ”I alt var der 8 husmænd, 12 karle og ca. 50 gamle ”Gule Labrador” Viggo var død året før, og nu løsarbejdere på høstarbejde på herregården”, fortæller sad mor, der med årene var blevet noget dårligere, helt han i artiklen ”Et arbejdsliv” i ”Øboer 2004”. alene tilbage. Oppe på væggen og i vindueskarmen Vi bor i dag i en lejlighed i ladegården til den langt kunne billederne fra børnebørnenes giftermål og af større herregård ”Brobygård” i Sønder Broby på Fyn. oldebørnene selvsagt ikke stille meget op med en Her bliver høsten klaret af 3 mand, en efterhånden noget ringe ældrepleje, smagløse og dårligt Claasmejetærsker med et skærebord på 30 fod, en tilberedte kommunale færdigretter og DR´s evindelige firhjulstrukken traktor og en kornvogn. genudsendelser. Egne erindringer Ude fra gården lånte min kone Britta og jeg nogle Der er også mange af mine erindringer, der ikke er kasser med kassetter med lysbilleder samt en lille billeder af: den lille svinestald med de skrigende dyr, kuffert med en fremviser. Det er min mors. der fodres. Det store åbne kar der med valle fra Vi kunne ikke få låset kufferten op. Men en dag vi mejeriet og druknede fluer. Store rolige varme røde havde mor på besøg, løste hun problemet med den køer, der strigles, fodres og malkes. Den nymalkede genstridige lås. Selvom det efterhånden var mange år fede mælk, der blev drikkekar fra plastiklitermålet efter siden, at hun havde åbnet kufferten, havde hun det en tur gennem ”mælkekøleren”. De hundrede gule stadig i fingrene. daggamle kyllinger, der boede under ”kyllingemoren”, En aften så Britta og jeg lysbilleder. Det var mærkeligt og som hurtigt fandt ud af at rende ud og forsyne sig og rørende på den måde at se sin barndom passere fra ”drikketårnet” og truget med foder. revy. Billederne viste den store velplejede have med Der er også erindringer, jeg gerne kunne være foruden, dens prægtige blomster, kaffeselskaber med tanterne, og hvor der altid er gråvejr: Fedegrisens sidste skrig, rejser til Harzen og senere så langt væk som til Østrig; boltpistolen, strålen af blod fra den ophængte krop, de store slørugleunger, der var blevet udruget og slagterens behændige snit, der frigjorde indvoldene. opfostret i dueslaget, og som nu blev vist frem af min Hangrisene i et kuld, der blev kastreret efter få dage og unge far for naboens ukendte ”feriepige” og mig som den gennemtrængende lugt af kreolin. En syg ko, firårig. lugten af betændelse, en dødfødt kalv samt leg på Landbrugets udvikling halmloftet over kostalden og fundet dér af et Der var også en del billeder, der fint illustrerer dansk ildestinkende, indtørret kattelig. landbrugs udvikling, de forestillede de søde og flotte Langt tilbage i tiden: i huggehuset hænger ”jyske” heste; plukning af asier, samling af disse, inden ”tomandssaven” og fåresaksene. Det er vist mere end de blev kørt op på ”Langelands Frugtindustri” i hundrede år siden, at de er blevet brugt, og de passende Rudkøbing, Fordsontraktoren, der trak selvbinderen træer og dyr var her – men det er en helt anden historie. eller via remskive og fladrem kunne trække Danmark var omkring 1960 et ”nøjsomhedssamfund”, tærskeværket. Der var også billeder af den sølvgrå landbruget var i langt højere grad end i dag bæredygtigt bugserede Claasmejetærsker med et skærebord på 8 fod og med en bedre etisk standard såvel i stald som på og store ballondæk. Billederne var fra sidst i 50-erne til mark. Dette skyldes ikke, at datidens landmænd var engang i første halvdel af 60-erne. På mors billeder er mere tænksomme og hensyntagende end nutidens, men det altid godt vejr – der skal jo være tørvejr for at udelukkende at de ikke havde det produktionsapparat, høste, og som regel skinner solen, når man vælger at vi kender i dag, som betyder en alt for intensiv fotografere. udnyttelse i staldene og ødelæggelse af biodiversiteten Udviklingen går selvsagt langt videre. I sit digt i det åbne land og i havet såvel på grund af et ”Tallene” fortæller Knud Sørensen, at i 1942 var der omfattende forbrug af sprøjtegifte og gødning som 456.000 heltidsbeskæftigede i landbruget, mens tallet i fjernelse af de levende hegn. Det virker næsten som, 1975 var faldet til 161.000. I samme tidsrum hvis en skytte fra 30- årskrigen blev udstyret med en formindskedes antallet af arbejdsheste fra 583.000 til automatriffel – farlig for sig selv og sine omgivelser. 13.000. Antallet af traktorer forøgedes samtidigt med Landmændene, deres organisationer og de borgerlige 183.000. Knud Sørensen konkluderer, at traktorerne politikere er selvfølgelig hovedansvarlige for miseren, sammen med anden mekanisering gjorde 295.000 men mange andre spiller også en uheldig rolle, f.eks.: mand og 570.000 heste overflødige. Siden er Forbrugerne der efterspørger de billigste produkter, udviklingen fortsat. forbrugerrådet der gør netop en lav pris til den Tørvegravning og høstarbejde væsentligste kvalitet. Endda naturfredningsforeningen, Min gode ven Karl Hansen skriver i en note til en der åler landbruget for at være ”på støtten” - det er artikel om tørvegravning i den langelandske selvfølgelig rigtigt at erhvervet ikke er nær så kulturhistoriske årbog ”Øboer 2005”: samfundsøkonomisk vigtigt som tidligere, men ”Efter tørvesæsonen kunne man altid få høstarbejde på indirekte gør man jo på den måde et erhvervs de store gårde – jeg kom til herregården ”Hjortholm” i økonomiske styrke og ikke dets miljømæssige rolle til tre år. I 1943 kom jeg pga. mangel på karle til at køre det afgørende. Det er denne egentlig ret defensive med hestespand no. 12, hvilket passede mig glimrende, holdning, der kommer til udtryk, når foreningen da jeg altid har været meget glad for heste. På det accepterer landbrugets og andre erhvervs eskapader i

side 71 af 93 almindelighed, bare vi får genskabt et par åbugtninger og gjort plads til bæver og hasselmus.

Claus Schou (Langelænderen 612 - 2010)

Uddrag af barndomserindringer Rudkøbing 194x Det var russerne, der fik lov til at flytte ind på skolen, I øvrigt erindrer jeg fra drengeårene, når der var for de var værst medtagne. Da de efterhånden kom til dyrskue. Godstoget ankom med de mange dyr fra hægterne, blev de inviteret på besøg i gårdene, og når de var kommet vel ned fra toget, blev Rudkøbingensernes hjem - også i mit hjem, Strandgade de trukket hen til dyrskuepladsen, som lå bag skolen på 11. Vores gæst hed Gustav, og han havde været Kastanievej. Bagtroppen var en hale af glade børn, som fyrbøder på den russiske statsbane. Han lavede på denne "højtidsdag" havde fri fra skole. stråskrin, ringe med isatte strimler fra tandbørster, og Jeg husker, da tyskerne i 1940 kom til Rudkøbing og træarbejde, f.eks. et bræt med hakkende høns med overtog Ørstedspavillonen, lige ved siden af vores flotte haler - desværre er alle disse ting gået til med legeplads i Ørstedsparken. De første år gik de årene. Disse russere var flinke og taknemmelige fremmede syngende gennem byen til Fredskoven, hvor mennesker. Efter 4-5 måneder rejste de med færgen til de havde skydeøvelser. Efter nogle år blev de unge Svendborg og videre til Rusland. Så vidt jeg ved har tyskere sendt til fronten, og gamle, tyske mænd kom ingen hørt fra dem siden, og det undrede mange - der herop i stedet - da sang de ikke mere. kunne vel være forskellige årsager, bl.a. Stalins Da den tyske flydedok strandede ved Påø med franske udrensninger - hvem ved. og russiske krigsfanger, måtte vi flytte fra vores skole på Kastanievej og forsætte undervisningen forskellige Verner Arndt Hansen (Jubilæumsbladet 1995) steder i byen, hvor der kunne skaffes midlertidig plads.

I forsamlingshuset i Magleby Magleby 194x Gymnastik var der da altid noget at mødes om. Jeg blev aldrig Det med at gå til gymnastik var ikke bare en idræt. Det særlig ferm til det, ikke til det med spring, ellers blev havde noget at gøre med folkeligt arbejde, en udløber jeg vist en habil gymnast. Men der var jo ikke megen af de folkelige bevægelser ligesom foredrag, succes i de stående øvelser, hvorimod springene let folkehøjskole og de folkelige sange. Det er nok ikke dominerede både træning og opvisning. tilfældigt, at de første idrætsskoler var Vi gik til gymnastik i Magleby Forsamlingshus, bortset gymnastikhøjskoler, og at man på højskolerne for fra foråret 1945, hvor huset blev brugt til indkvartering øvrigt tit kunne tage delingsføreruddannelsen, der af krigsfangerne fra flydedokken. I denne periode holdt kvalificerede til at komme ud og lede gymnastik i vi til i en sidefløj til Broløkke i et stort rum i foreningerne. Den ville jeg også gerne have haft på hovedbygningen, de kaldte kornmagasinet. Det var jo Vallekilde, men de to timers arbejde, jeg havde dagligt sommer og ikke nødvendigt med opvarmning. for at betale halvdelen af opholdet, lå samtidig med Det var altid en ung pige, der ledede gymnastikken, og teoritimerne i gymnastik, så det blev ikke til noget. Nå, det var da forfriskende i sammenligning med de lærere, men tilbage til barndommen. Det at gå til gymnastik vi havde i skolen. Gudrun ledede også børneholdet en stod i høj kurs derhjemme, modsat anden idræt, såsom kort periode, men det var ikke min livret. Ruth håndbold, der hørte under boldklubben. ”Vandmøller”, søstrene Minna og Inger Broegård Gymnastikforeningen med dens folkelige husker jeg også som ledere. Det var Ollerup- arrangementer blev klart bakket op, og far havde da gymnastik, og Inger ville gerne have mig på Ollerup, også en fortid som ivrig og dygtig gymnast. der faktisk var et ret populært sted for langelænderne, Det første, jeg oplevede indenfor dette område, var, at men det var ikke lige mit ønske. jeg var med Far og Mor til gymnastikopvisning i Vi gik til gymnastik en gang om ugen sidst på forsamlingshuset, og jeg må åbenbart have været eftermiddagen. Når lederen kom og låste fordøren op vrangvillig indstillet over for dette at gå til gymnastik, til forsamlingshuset, kunne vi komme ind i salen. Jeg for jeg husker, de sagde til mig bagefter: ”Nu vil du da kan næsten lugte stedet endnu, hvor dunsterne fra gå til gymnastik”. Og det ville jeg så. Min søster andres besøg svagt kunne anes i den tørre luft, og hvor Gudrun skriver i sit brev til mig fra Ryslinge i foråret støvet dansede i striberne, hvor eftermiddagssolen kom 1941: ”Det er vel nok sjovt, du har begyndt at gå til ind af vinduerne. Her under stod de mørkt lakerede gymnastik”. Jeg syntes nu ikke, det var så sjovt, men bænke med ryglæn, hvor vi satte os og klædte om. jeg gik alligevel troligt til gymnastik al den tid, jeg Måske havde vi haft den mørkeblå gymnastikdragt på husker. Det var meget begrænset, hvad der var at hjemmefra under kjolen, men gymnastiksko skulle vi komme ud til, bortset fra skolen, og det alene var en da også have på. anspore. Mine veninder gik jo også til gymnastik, så

side 72 af 93 ”På to rækker, træd frem”, lød det snart. Hver øvelse krøllet hår og et pokeransigt. Vi lærte alle de gamle havde sin kommando, men snart lærte vi også den danse, samt enkelte mere moderne, og det var sjovt. terminologi. Vi var et stort hold. De kom helt fra Jeg husker en enkelt episode fra denne tidlige tid. Vi Gulstav, Vognsbjerg, Vesteregnen og enkelte fra skulle lære en dans, der hed ”Jysk på næsen”, og den Bagenkop, hvor gymnastikforeningen ellers ikke havde krævede måske en smule behændighed, fordi man så mange medlemmer. - Jeg har tit tænkt på, hvor langt skulle hele tiden hurtigt rundt med et halvt og et helt de forskellige måtte cykle for at komme til Magleby polkatrin. Det var åbenbart svært for de fleste, for mod mine 1½ km. pludselig standsede Justbjerg dansen og sagde, at der Vi trænede jo til hovedkredsfesten om sommeren og til kun var ét par, der dansede den rigtigt, og nu kunne det andre tider til opvisningen lokalt, som kunne finde sted par så vise os andre hvordan! Han sagde ikke, hvem det forår eller efterår. Den bestod af fire hold, et var. Da dansede et bestemt par ud i den tro, at det var småpigehold, et drengehold, et pigehold og et dem, men det blev en snublende forestilling. Justbjerg karlehold. Det var en stor aften i forsamlingshuset. Alle afbrød dem følgende og gik så hen til min partner og gymnasterne samledes ude i de tilstødende lokaler, mig og bad os vise dansen. Det var Jørgen Thuriner fra mens vi ventede på, at publikum skulle indfinde sig. Vesteregnen, en høj, slank dreng noget ældre end mig, Ventetiden gik med at øve på sangene til indmarch og jeg dansede med. Det var jo en stolt fornemmelse, som udmarch, nogen man kunne gå i takt efter. ”Stræk din jeg med vanlig beskedenhed skjulte. Men jeg var meget fod”, ”Jeg er børn af sol og sommer”, ”I alle de riger og glad for at danse med ham og to drenge mere fra lande”, ”Ja, vi mødes alle unge”. Endelig blev døren til Vesteregnen, brødrene Arne og Kaj Skrædder. De var salen åbnet, og vi kunne marchere ind med sjove og flinke. fanebæreren forrest. Det gungrede i de gamle År senere var det en danselærerinde, der afholdt gulvbrædder, mens duften af sved og sæbe bredte sig danseskole, men det blev aldrig så sjovt som de første som et luftigt underlag for den taktfaste sang. Publikum år. Hver sæson sluttede gerne med et afdansningsbal, havde rejst sig og blev stående så længe, til der var og proceduren mindede om gymnastikopvisningen med hilst med fanen, og nu skulle hvert hold for sig vise, fælles indmarch og forældrene som kødrand. hvad de kunne, karleholdet til sidst. Efter opvisningen var der fri dans. Men som vi havde På dette tidspunkt havde vi børn for længst fundet en lært på danseskolen, opholdt drengene sig i den ene tilskuerplads oppe på balkonen, hvor vi opmærksomt langside af salen og pigerne i den anden. Jeg kan se for fulgte sceneriet. Det flotteste var karlenes spring og mig endnu drengene kure hen over gulvet, skævende til deres dragter med de lange, hvide benklæder og den hinanden for at komme først hen til den pige, de ville hvide, ærmeløse undertrøje. De unge pigers dragter var byde op. Selvfølgelig skete det med et buk, som vi lyseblå, vores var mørkeblå. Til sidst en gentagelse af havde lært, både som inklination og som afslutning, indmarchen, og nu havde folk også klappet nok, men hvorefter pigerne nejede. der ventede forinden endnu en ceremoni, hvor hver af Lige så formelt gik det til, når vi ellers var til dans, som lederne fik overrakt en gave, som gymnasterne havde f.eks. skolejuletræet. Jeg husker ikke, om jeg var blandt samlet ind til. Det var jo frivilligt arbejde, og nu faldt de eftertragtede, men bænkevarmer var jeg heller ikke. denne påskønnelse, samt en takketale fra foreningens Det værste var Seksturen, for her kom drengenes formand og endnu en klapsalve, inden fanen igen blev vildskab til fuld udfoldelse. bragt til hilsen inden udmarchen. En svævende følelse Hvis der manglede drenge, kunne to piger godt danse af fællesskab og forventning kunne ved sådan en sammen, men det så man aldrig to drenge gøre. Pigerne lejlighed nemt opveje de ikke altid lige spændende var også de mest danselystne og dansede ofte sammen, træningstimer. - Der var jo altid nogle helte efter sådan to og to, hvor den ene så førte, altså dansede som herre. en aften, både blandt piger og karle. Men ikke den Det kunne jeg nu også godt lide, altså det at føre dyrkelse, vi skulle se langt senere. Det sidste år, jeg gik damen. Jeg har altid siden ment, at den bedste på småpigeholdet inden konfirmationen, havde Maja motionsform var dans, også folkedans, og jeg har altid Larsen fra Gulstav og jeg fået til opgave at købe gaven elsket at danse. til Inger Broegård, vores leder. Vi tog med toget til Dilettant Rudkøbing og vidste ikke, hvad vi ville, men hos Ellers var den store vinteroplevelse Moses, en forretning med gaveartikler, fandt vi et stort, dilettantforestillingen i Magleby forsamlingshus som flot fad af metal med grønmeleret overflade, hvor der i regel i februar. Det var gymnastikforeningen, der stod midten var indlagt første vers af Hans Hartvig Seedorf for det, og i hvert fald kunne jeg komme til at se Petersens digt om de nordiske lande og med en tegning forestillingen to gange, en til generalprøven lørdag af fem flyvende svaner oven over. Sidste linje ”…fem eftermiddag og så til aktionærbal tirsdag aften, hvor vi frie fugle, svanerne fra Norden”. Det var lige noget, der børn, hvis forældre var aktionærer, somme tider fik lov gik ind i min poetiske sjæl. at komme med. Jeg husker nogle af stykkerne endnu. Danseskole ”Når bønder elsker”, ”Brødrene Østermanns huskors” Mens gymnastikken var en stadig tilbagevendende og ”Det gamle guld” står tydeligt med enkelte scener. disciplin, var danseskolen mere periodisk og af kortere Det var her som andre steder tit de samme mennesker, varighed. Men også her kom der børn fra hele sognet, der besatte de forskellige roller, og de fik en helt undtagen Bagenkop, til Magleby forsamlingshus, og vi speciel status i min verden. Men der var da også var i et fællesskab af både piger og drenge. Jeg skriver udskiftning, særlig blandt de unge deltagere, og her i en stil først i fyrrerne om danseskolen, at vi er 90 måtte mejeristerne på Søndenbro og Nordenbro børn. Det var jo ganske imponerende. Danselæreren mejerier ofte lægge person til. Det var altid maler var Leo Justbjerg, en høj, slank mand med mørkt,

side 73 af 93 Klemmensen, Magleby, der instruerede, og det var han facon var et hip til missionsfolkene, når han eller hun i høj grad værdsat og agtet for. kom med sine klicheer og spillede hellig. Det var så Jeg kan let genkalde mig stemningen i mit første møde med Indre Mission, og det var absolut forsamlingshuset i salen, efterhånden som den fyldtes, negativt. Siden i Okslund og Vejrup fik jeg et noget og tilskuerpladserne blev besat. Bedst var det jo at mere nuanceret billede af denne retning, men man må komme i god tid, så man kunne komme op foran på en sige, at jeg var forhåndsindtaget, og det var af de forreste rækker. Der var nok at fordrive dilettantstykkernes skyld. ventetiden med. Dels kunne man snakke med Et dilettantstykke sluttede altid med, at samtlige sidemanden og kommentere de folk, der kom, og det optrædende stillede sig på række og leverede en tøj de havde på, om det mon var nyt og moderne, hvad slutsang, undtagen i ”Det gamle guld”. Da var det sjældent var i disse krigsår og efterkrigstider, og slutscenen den, at den gamle bonde, spillet af maler dels var der jo det, der foregik bag scenetæppet, hvor Clemmensen, sad ensom og tankefuld alene på scenen en eller flere af aktørerne ofte vovede et øje ved og fingerede ved den gamle guld i form af en stor tæppekanten, eller hvis der var et lille hul i guldkæde, mens tæppet ganske langsomt gik ned. Det scenetæppet. Kunne man kende dem ud fra det glimt, var meget rørende. Og så tændtes lyset igen, man så? I hvert fald måtte de kunne kende nogen, for stemningen var brudt. Der var opbrud, bænke og stole hvorfor ellers vinke, om end diskret? blev fjernet fra midten af salen, og en fra bestyrelsen Så sad vi da der og ventede på, at klokken skulle ringe gik og strøede sæbespåner, så dansegulvet kunne blive og lyset i salen slukkes. Når den ringede tredje gang, tilpas glat, og nu spillede Ramus´s eller Skyttes gik scenetæppet langsomt op, og forestillingen orkester op til dans. Døren ved siden af scenen gik op, begyndte. At se kendte mennesker udfolde sig på og aktørerne viste sig omklædte og afsminkede. Der scenen har altid været en fornøjelse i sig selv. Sad vi var ingen tvivl. De var aftenens absolutte midtpunkt. tæt nok på, kunne vi tydeligt se sminken på deres Som en slags helte, der hjemvendte fra krigen modtog ansigter, de røde læber og de sorte streger til rynker, og folkets beundring, indtog de dansegulvet og bar endnu tit kunne vi også høre suffløren, der sad i en kasse ved noget af stridens glamour over sig – og nød det, mens tæppets forkant. de gav hinanden de første pligtige danse, inden de Der var som regel tre akter i et stykke, og blandede sig med folket. mellemakterne, hvor der atter blev tændt lys i salen, Hvilke drømme kunne det ikke medføre for en pige gav anledning til endnu en snak og en vurdering af de som mig, mens jeg i tiden derefter ganske sikkert fandt optrædende, mere end af stykket. Der var som regel mine idoler blandt dilettanterne. Tænk at komme til at nogle særlig markante figurer i disse dilettantstykker, spille en af elskerrollerne engang. Det var så en af mit og det var tit de samme personer, der spillede disse livs skuffelser, at den drøm aldrig skulle gå i roller. Hvis det var et stykke af Jeppe Åkjær, optrådte opfyldelse. der gerne en bestemt type, der på sin egen hældørede

Ingrid Jensen, Bramminge (født i Søndenbro 193) Langelænderen 614 - 2010

Jeg samlede kul og koks på havnen. Det eneste sted, vi Drengeår på Langeland 1940 - 45 fyrede til hverdag, var i komfuret i køkkenet. Vi var Rudkøbing - 194x fire brødre derhjemme. Om natten sov vi to i hver seng, hvorved vi let kunne holde varmen. Vi havde kun råd Følgende artikel var bragt i Øboen uge 45/1995. Vi har til at købe en enkelt sæk brændsel af gangen. Jeg fået forfatterens, Henning Jensen, Brøndum Kirkevej 6, hentede det på en slæde, som min far havde lavet. Hvidbjerg, Spøttrup, tilladelse til at bringe den i Vinterglæder Langelænderen. Denne slæde kørte jeg meget med om vinteren. Man Den 9. april 1940 stod jeg på bagtrappen til vores hus, stod med let skrævende ben og stagede os frem med en Teglbakken 9 i Rudkøbing og så de tyske "isgajd" (som vi sagde). En rigtig isgad (som det flyvemaskiner komme ind over byen sydfra. staves) er en kraftig stang med en jernpig i den ene Maskinerne fløj lavt og langsomt. Endnu synes jeg, jeg ende. Men jeg måtte klare mig med et kosteskaft med kan huske en person, der stod i en åben dør oppe i en af et søm i. maskinerne. Det sjoveste for mig om vinteren var at køre i bobslæde Jeg var lige fyldt 8 år og forstod ikke, at jeg var vidne på Møllebakken. Der var mange flotte, hjemmelavede til en udløber af en verdenskrig. bobslæder på Møllebakken de år. En bobslæde var to Isvintre slæder sat sammen med et brædt således, at man Om vinteren gik jeg sammen med mine to morbrødre siddende på den bageste slæde ved hjælp af nogle snore over isen til Strynø og husker, at da vi atter vendte kunne styre med den forreste. Der kunne sidde mange tilbage til kysten ved Bellevue, føltes temperaturen børn på en bobslæde. Selv lavede jeg min egen udgave, nærmest tropisk - på trods af, at sneen knagede af frost der ganske enkelt bestod i, at jeg lagde mig på mine under vore fødder! brødres slæde og holdt min egen, mindre slæde foran En forårsdag, efter at isen var brudt op, så jeg Siø- mig, så jeg kunne styre med denne direkte med armene. båden komme ind med en død mand. Han var Hvis vi ikke var på Møllebakken, løb vi på skøjter på forsvundet om vinteren under cykling på isen fra Vejlen. En enkelt vinter havde jeg fået fat i skøjter, Langeland til Tåsinge. men havde desværre kun gummistøvler at skrue dem

side 74 af 93 fast på, så de faldt ustandselig af. På Vejlen om Foruden til læsning og regning syntes jeg, at jeg var vinteren viste nogle af byens voksne sig at være de god til tegning, idet jeg med lukkede øjne kunne tegne rene kunstskøjteløbere. Det ville jeg også gerne selv Skipper Skræk. En dag konkurrerede min sidemand og være, men det var ikke nemt med de gummistøvler. jeg i en tegnetime om, hvem der kunne tegne den Søbadeanstalten flotteste hest, men drengen foran sladrede til Om sommeren var det "søbadeanstalten" der trak. Her tegnelæreren. Denne rev mit papir i stykker og gav mig kom "vandhunde" i alle aldre og af begge køn. klø med pegepinden. Men sidemanden slap, selv om Kønnene var behørigt adskilt, men svømmede man et hans hest var ligeså flot som min. Tegnelæreren gik stykke ud, kunne man få et glimt af en næsten bar altid og svirpede i luften med sin pegepind, mens han dame i dameafdelingen. Det sagde andre i hvert fald. på sit københavnske tungemål råbte, at vi skulle tegne. Bortset fra det, var det en velordnet "anstalt" under Ved synet af min hest råbte han med gråd i stemmen, at bademester Stæhrs stilfærdige, men myndige ledelse. når han nu gjorde så meget for, at jeg skulle få lært at Var man ikke fuldbefaren svømmer, kunne man låne tegne ordentligt, så skulle jeg ikke sidde og tegne nogle cylinderformede zinkdunke (med stive heste! læderremme), som man dels kunne spænde på ryggen, Vi havde nemlig fået et hæfte med ternet papir. På dels holde foran sig under svømningen. Jeg tror dog, at siderne til venstre var påtrykt tegninger, som regel af alle børn fra Rudkøbing blev fuldbefarne svømmere fugle. På siderne til højre skulle vi tegne efter fuglen, efterhånden. På søbadeanstalten kunne vi øve os i tern for tern. Blev tegningen godkendt, måtte man svømning og dykning på alle niveauer, tage solbad i farvelægge den, men det har jeg vist aldrig prøvet. sandkassen og skylle efter med brusebad. det var et Købmand Svan dejligt sted. Da jeg senere var rejst fra øen, undrede det Jeg var bydreng efter skoletid i forskellige forretninger. mig, når nogen spurgte, om jeg kunne svømme. De Mit første job som bydreng havde jeg i Ahlefeldtsgade kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne gå! hos købmand Svan, som drev en mønsterværdig butik Dristig sejltur med en utrolig orden i alle ting. Når der ingen kunder Min far ejede den mindste og mest fladbundede pram i var i butikken, sang han som nogen operasanger, mens hele Rudkøbing. Som 12-årig brændte jeg efter at sejle han vejede poser og pakkede kurve, som jeg derefter med sejl. En dag, hvor det rigtig blæste, hejste jeg et skulle køre rundt med på ladcyklen og aflevere til hundetæppe på en åre på prammen, og da vinden var kunderne. sønden, strøg jeg fra Bellevue mod nord og kom hen Efterspurgte varer forbi Rudkøbing havn. Bølgerne viste sig at være En købmand havde en vis nøglestilling i disse år, fordi enorme. Værre var det, at "Storfærgen" fra Svendborg tobaksvarer var meget efterspurgte. Jeg lærte tidligt, at kom imod mig nordfra, og at jeg ikke kunne styre der var cigarer og cerutter, hvor både ombladet og prammen, fordi den manglede køl. At kæntre og falde i dæksbladet var af papir, mens den indre kerne dog var vandet var jeg ikke bange for, jeg var sikker på, jeg af granuleret, dansk tobak. Men der var også cerutter, kunne svømme, men jeg var ikke glad ved udsigten til hvor det kun var ombladet eller dæksbladet, der var af at beskadige Storfærgen! Skæbnen viste sig dog nådig papir, og de var selvfølgelig meget bedre. Jeg mener, og lod mig stryge tæt forbi færgen, oven i købet på den der i nogle år også fandtes cigaretter med oversøisk rigtige side. tobak i. De bedre tobaksvarer lå dybt inde i en skuffe i Tegneserier disken og blev hentet frem i den dybeste diskretion til Blandt klassekammeraterne i skolen var "Skipper kunder, der havde gjort sig særligt fortjent. Nogle Skræk-bladet" tirsdagens centrale begivenhed. Den gange måtte de dog vente til andre kunder havde foretrukne serie var "Prins Valiant". Mens jeg gik i 4 forladt butikken. klasse, levede jeg for en tid i Prins Valiants verden. Min far havde lært sig at rulle cigarer af dansk tobak, Ove fra Kulkompagniet var selvskreven som Prins og de må have været gode, for der kom en del Valiant, og ham tilfaldt det derfor også at bestemme, arbejdskammerater og hentede dem. hvem vi andre skulle være. Vi lavede sværd og skjolde Engang fandt jeg på Spodsbjergvej en hel karton ægte af træ og krydsfiner og byggede en borg af gamle Gøteborg-snus, som jeg var så dum at aflevere på køkkenskabe. Nogle lavede hjælme af pap. Tøjet Politikontoret. Endnu mere dumt var det, at jeg cyklede tænkte vi os til. til Longelse og fortalte min yndlingsonkel, som holdt En dag, hvor jeg var på vej hjem i fuldt ridderudstyr, meget af Gøteborg-snus, hvad jeg havde gjort. Han mødte jeg "Røde Kristian", der tillod sig at grine. På hørte på mig med lidende udtryk i ansigtet, men sagde stedet udfordrede jeg ham til sammen med sine folk at ikke noget. Da jeg senere ville hjælpe ham med at komme til vores borg næste dag og slås. Desværre læsse roer af, fik jeg en i nakken, men det var jo nok et glemte jeg at sige det til de andre, og da Kristian kom tilfælde. På den anden side kan det jo godt være, at han (blandt andet i følge med stærke Gunnar Pandekage), netop denne dag ikke var så omhyggelig med ikke at havde vi nær fået prygl. Heldigvis kom Prins Valiants ramme mig, som han plejede? storebror til undsætning og besnakkede "Røde Mere heldig var jeg med en rund, rusten genstand, som Kristian", der lod nåde gå for ret. Men i mange år måtte jeg fandt på stranden ved Bellevue og tog med hjem for jeg tåle hans ironiske blikke, når jeg mødte ham. at undersøge nærmere. Min mor befalede mig straks at Skolen få "det öwtyske" ud af huset. Uden for huset Da jeg kom i skole, opdagede jeg, at jeg kunne det bearbejdede jeg den alligevel. Da jeg lidt senere kunne hele! Det havde jeg lært på Asylet i Ramsherredsgade komme ind i køkkenet og fremvise en dåse, der hos frøken Hansen, som jeg desværre aldrig fik takket indeholdt fint og rent oversøisk kakaopulver med en ordentligt. fantastisk duft, fik piben en anden lyd.

side 75 af 93 Luftalarm hvis familie jeg kom med mælk til. Parret holdt Mens jeg gik i femte klasse, var jeg bydreng hos sammen i krigens sidste år og så meget lykkelige ud Grundsøe, mælkehandleren i Østergade. Hver morgen sammen. Ved befrielsen skød han sig. Jeg håber meget, hentede jeg en snes flasker morgenmælk på en stor, at pigen ikke blev klippet i befrielsesrusen, men jeg er tohjulet trækvogn og strøg rundt og satte flaskerne af bange for, at "langelændere" ikke er klogere end andre. på folks trapper. En tidlig morgen var vejen dækket af Min russiske ven nogle mærkelige strimler, der var sorte på den ene side Kort efter befrielsen strandede flydedokken ved Påø. og blanke på den anden. Jeg tog en strimmel op, Rudkøbing skole blev brugt til at huse de franske og undersøgte den og stak den tankeløst op til tungen. Ved russiske krigsfanger, der var ombord. Vi, der gik i 3. morgensangen i skolen sagde de, at den kunne være mellem fik klasseværelse i Odd-Fellow-logen i livsfarligt at røre disse strimler. Resten af dagen gik jeg Ahlefeldtsgade. Jeg indledte bekendtskab med derfor - uden at sige det til nogen - og ventede på at dø. Alexander, en ung ukrainer, som jeg skaffede en cykel Men efter et par dages forløb, forlød det til min lettelse, og tog med rundt på Langeland, hvor vi blandt andet at der var tale om staniolstrimler, som de engelske besøgte en del af min familie. Vi talte tysk sammen, og flyvere havde kastet ud for at forvirre tyskerne og deres jeg var hans tolk, når han ville snakke med andre antiluftskyts. danske. Ingen af os mærkede nogen større Tiden var præget af sirenens stigende og faldende lyd. aldersforskel. Han var rødhåret og fregnet og ikke Sådan lød den rigtige luftalarm i modsætning til meget højere end jeg. Vi blev gode venner, men jeg "forvarsel", der var to lange toner efter hinanden. Det husker ikke, han nogensinde talte om hverken fortiden var uhyggeligt med luftalarm, men det var vist kun på eller fremtiden. skolen, man kom i beskyttelsesrum. De bunkers, som Da russerne skulle rejse sidst på sommeren, gav jeg min far havde været med til at støbe, har jeg aldrig set ham nogle adresserede kovolutter med, men hverken indefra, hvad der vist ikke er så mange i Rudkøbing, jeg eller - så vidt jeg ved - andre på Langeland modtog der har. breve eller andre oplysninger om russernes videre Nogle minutter efter luftalarmen kunne vi tit høre den skæbne. Siden har jeg læst, at Stalin betragtede dybe, summende lyd af flyvemaskiner højt oppe i russiske soldater, der blev taget til fange, som luften. Heldigvis havde de aldrig til opgave at kaste desertører. Alexander var cirka 20 år i 1945. Måske bomber over Langeland, men engang faldt der alligevel blev han ikke meget ældre? Måske findes han ikke i enkelte ved en fejltagelse. Jeg husker ikke hvor eller andres erindringer end min? hvornår, men jeg husker, jeg så et bombekrater fra en At være krigsbarn "sprængbombe". Hvad betød det at være krigsbarn i Rudkøbing? Måske En dag, hvor der ellers ikke var luftalarm, kom jeg betød krigen, at vi i Rudkøbing netop havde det mere gående ved havnen og blev vidne til en fantastisk fredeligt, end vi ellers ville have haft, fordi udviklingen luftkamp hen over Tåsinge. Nogle jagermaskiner stod lidt i stampe. Måske var man flinkere ved børn, dykkede ned og fløj lodret op osv., mens luften genlød fordi der trods alt var krig? af maskingeværsalver. Det var vist ved den lejlighed, Selvom vi ikke så meget til krigen, blev det alligevel der faldt en engelsk bombemaskine ned og en del af nok til, at vi kunne forstå, at krigen også kunne komme besætningen reddede sig i land på Tåsinge og til os. Personlig kan jeg ikke lade være med at sætte Langeland. Desværre blev de vist senere fundet af begivenhederne i eks-Jugoslavien sammen med det, jeg Tyskerne. Nogle kammerater kom med stumper af ved om 2. verdenskrig, herunder måske især om aluminium i lommen. Det var rester af flyvemaskinen, almindelige danskeres adfærd. Kunne også der var spredt vidt omkring. langelændere under bestemte forhold komme i Tyskerne situationer, hvor de ville slå deres naboer ihjel? Tyskerne havde i det sidste krigsår kaserne i Uanset svaret bliver jeg altid glad, når jeg møder en Ørstedspavillonen. I parken eksercerede drenge og langelænder. Udviklingen bragte mig væk fra øen, og gamle mænd. De kiggede langt efter os skolebørn, når jeg kommer nok ikke til at bo der igen. Men vi gik forbi. Jeg havde ondt af dem. Men de nåede vist langelænder er og bliver jeg, ja måske mere og mere aldrig at komme i krig. Ved hegnet stod tit en lærd med årene. udseende dreng, lidt ældre end mig. Han var ivrig efter, Så kom ikke og sig noget ondt om langelændere til at udspørge tyskerne. Nogle troede vist, han var mig, især ikke om dem sydfra, som er langt de bedste. sympatisør, men han var bare en specielt videbegærlig Det ved jeg, for derfra stammer min familie. dreng af den slags, man i dag ville kalde en "nørd". Han hed Jørgen Schleimann. Henning Jensen (Langelænderen nr. 516 - 1996) Der var en tiltalende tysk marinesoldat, som var på hat med de fleste, og som tit gik tur med en dansk pige,

Majdage 1945 Sydlangeland 1945 stykke flæsk bytte sig til tøj, bomuldsstof, som var Det var, ligesom krigen rykkede nærmere dette forår. blevet en udpræget mangelvare. Det gjorde den jo også, og der blev talt meget om tyske De første majdage var luftbombningerne intensiveret. flygtninge og tvungen indkvartering. Der var i disse Der havde været megen uro med overflyvning om dage kommet et par skibe ind i Bagenkop havn med natten, og jeg husker tydeligt, at en af disse morgener tyske flygtninge, og rygtet løb, at her kunne man for et var luften helt tåget af røg, der var drevet mod nord side 76 af 93 over Østersøen efter nattens bombning af Kiel og andre der stod i døren, og lugten, som jeg siden har genkendt nordtyske byer. Solen kunne ikke rigtig bryde gennem som lugten at våde, uldne ikke helt rene vanter. dette røgdække, og det var meget forstemmende, for Disse nu forhenværende krigsfanger kunne frit bevæge man vidste godt hvorfor. Flere engelske flyvemaskiner sig i omegnen og gå ture, hvor vi børn kunne møde var skudt ned ved de langelandske kyster, og så vidste dem og lokke dem til at skrive i vore poesibøger. En vi jo, der også var dræbte flyvere. formiddag havde Far mødt tre franskmænd ude på Den 4. maj om aftenen var min Far cyklet til vejen og budt dem med ind i haven. Han kunne Vognsbjerg for at se en nedskudt flyver ud for kysten, selvfølgelig ikke tale med dem, men ved hjælp af og for, Erna (vores pige) og jeg gik derhjemme tidligt fingersprog har det været muligt at kommunikere lidt. på aftenen og havde lukket op for den engelske presse. Mor og jeg kom til, og de viste os billeder af deres Da den var ved at være forbi, var der et kort ophold, familier, som de ikke havde set siden krigsudbruddet, hvorefter speakeren kom med den berømte meddelelse: og forærede os nogle af disse billeder. De er nok blevet ”Montgomery meddeler, at de tyske tropper i Holland, beværtet med æblemost, men jeg husker det ikke. Far Belgien, Norvesttyskland og Danmark har overgivet fotograferede dem foran den lille stenhøj, og nu tog sig, gentager”. den ene af franskmændene en lille ting op af lommen. Vi fattede øjeblikkelig budskabet og lettede og glade, Det var et lille, rødt fløjlshjerte med lyseblå bagside og som vi blev, kunne vi ikke vente med at fortælle Far på forsiden broderet med lyseblå sting diagonalt, og vi det, så Erna og jeg tog vore cykler og kørte til forstod, han ville forære mig det. Han forklarede en Vognsbjerg for at overbringe ham det glade budskab. masse, vi ikke forstod, og tog noget jord fra rosenbedet Dagslyset var aftagende, og det var næsten i tusmørket, og smuldrede det ved siden af hjertet. Jeg tænkte, at vi kom ned ad vejen til Føllesbjerg, hvor vi så Far i mon han ville sige, at denne lille gave ikke var mere snak ned en af områdets prominente personer, jeg værd end jord? Men jeg fik i hvert fald hjertet og husker ikke hvem. beholdt det. Nu var vi jo opdraget til ikke at afbryde voksne i en I løbet af en måneds tid blev det muligt for samtale, så lidt tøvende kom vi frem med vores ærinde. franskmændene at rejse hjem, og senere på sommeren ”Krigen er forbi”, husker jeg, vi sagde. De to mænd modtog vi et brev fra ham, der gav mig hjertet, og vi gav hinanden hånden og lykønskede bevæget hinanden, fik det oversat. Andre fik også livstegn fra de nu og vi cyklede hjem igen. - Nu var karlene imidlertid hjemvendte franskmænd. også kommet hjem og ind i køkkenet. Far fik fat i en CITAT: ”20. nov. 1945. I Erindring om de gode Dage flaske vin, Mor hentede glas frem, vi skålede, og Far og den hjertelige Velkomst, vi nød på Deres yndige Ø kyssede i alles påsyn min Mor. Alene det var noget Langeland sender jeg Dem disse Linier. Meget ofte usædvanligt. Stemningen var euforisk, som om at nu tænker jeg på den Indbydelse, De gav os, den Dag, De var alle problemer løst. Men det skulle jo vise sig ikke så venligt lod os komme ind i Deres nydelige hjem, for at være tilfældet. Hvad krigen havde gemt på, vidste vi at fotografere os og lade os smage på Deres dejlige ikke, og endnu en tid kunne vi leve i beruselsen. Æblemost. Jeg vil heller ikke glemme den lille Tur, De KRIGSFANGER tog med os ud mellem Deres blomstrende Æbletræer, En stor begivenhed skulle indtræffe i disse der mindede os om vort kære Frankrig...mine bedste befrielsesdage, og ingen på Sydlangeland glemte den Hilsener til Deres Familie og særlig til Deres lille siden. Den 4. maj om eftermiddagen strandede en Datter fra den franske Krigsfange, som gav hende et flydedok med krigsfanger ved Påø strand nær lille Hjerte indeholdende fransk Jord”. Skovsgård ved Lindelse. Om bord var 800 russiske og De russiske krigsfanger måtte blive her det meste af 600 franske mænd, der kom fra tysk krigsfangenskab, sommeren, dog ikke i forsamlingshuset. De blev samlet og som efter en lang march fra fangelejren var blevet i Rudkøbing på skolen, og mange af dem etablerede udskibet i nordtysk havn. snart et forhold til befolkningen, for der var ikke Under et bombeangreb på Østersøen havde kaptajnen mange forbehold over for disse fremmede. Mange af på slæbebåden kappet trosserne til flydedokken, og så dem udviste et vist fingersnilde og lavede fine drev den nordpå, stadig under fare for de stadige husflidsting af strå og træ eller smykker af metal. bombeangreb. Da de gik på grund ved Påø, vidste de Gennem bekendte fik Far fremstillet to fingerringe af ikke, hvor de var, men det var som at komme i Paradis, en sølvtokrone, som han ofrede til anledningen, en til skulle nogen af dem siden have udtalt, da de erfarede Gudrun og en til mig. Vore initialer blev indgraveret på nyheden samme aften om, at krigen var slut, og også pladen, der i min ring havde form som et hjerte. med tanke på den venlige behandling, de fik. Sidst på sommeren skulle russerne så sendes hjem. Nu var der jo hurtigt brug for Blandt den folkemængde, der stod ved færgen for at indkvarteringsmuligheder, og bl.a. Magleby vinke farvel, var også min Mor og mig. Bagefter forsamlingshus blev brugt til formålet. De kvinder, der refererede min Mor til en bemærkning fra en dame, der var med i ”Danske Kvinders Beredskab”, var i første stod lige bag os: ”Ja, om syv år er der russere på skolen omgang dem, der tog sig af forplejningen, bl.a. igen.” Den forstod jeg slet ikke.” grevinde Ahlefeldt-Laurvig på Nordenbrogård. Andre Blandt nyhederne fra avis og radio var, at Montgomery husker jeg ikke, men der var nok til at fylde køkkenet i kom til Danmark for at lade sig hylde som befrieren, forsamlingshuset og få de store gryder i sving. også hans soldater selvfølgelig. På deres triumftog Hvorfor og hvordan det blev muligt for mig at kigge landet rundt skulle de også komme til Bagenkop, og ind i salen, husker jeg ikke, men jeg husker synet og det gav anledning til en sand folkevandring. Den 23. lugten. Madrasser bredt tæt ud over gulvet, hvor maj skriver jeg lakonisk i min dagbog: ”Englænderne mændene sad og kiggede smilende på os nysgerrige, til Bagenkop. Nede og se dem”. Det var en dag med

side 77 af 93 gråvejr og blæst, alle havde stillet sig op ved Alfred Voigt, Nordenbro havde indbudt til en sådan indkørslen til byen for at modtage dem. Men man kan aften, der samlede fuldt hus i hans lade, og Karen, hans ikke sige, det var en jublende folkemængde, så både kone, havde bagt og lavet kaffe til alle disse vejret og modtagelsen var nok lidt grå, da de endelig mennesker. Jeg husker tydeligt den aften og den taler, kom kørende i deres jeeps. Og snart var det forbi, og han havde skaffet, en ungdomsskoleforstander fra hverdagen kunne fortsætte. Rationeringen fortsatte, Nordjylland. I sit foredrag må han have talt om varemanglen fortsatte, men der var alligevel denne befrielsen, for han sagde følgende, der i den grad sommer en fornemmelse af, at et tryk var lettet. bundfældede sig i mig: ”Stjernerne har tændt deres lys Mindegudstjenester, sammenkomster, taler og sange over Danmark”. var bestandig i befrielsens tegn. Ingrid Jensen (Langelænderen 611 - 2010)

Min barndoms jul i Bagenkop Bagenkop 1948-1953 Selvfølgelig havde vi også en julekalender, vi fem Julen ændrede sig ikke mærkbart for os børn i perioden søskende skiftedes til at åbne, og var ved at vælte over 1948 til 1953. hinanden for at se hvad der var bag lågen. Hurtigt fik vi Julen i Bagenkop begyndte den 1.dec. når byens store da også regnet ud hvem den heldige var, der skulle juletræ ved Brugsen tændtes. Vi var der, alle byens åbne juleaftens låge, hvor der så vidt jeg husker ,altid børn, store som små, lige fra de indledende var et juletræ. Men lige spændende var det. forberedelser til opstillingen af træet og senere til det Lillejuleaften hængte vi vores strømpe på sengekanten, store øjeblik da det blev tændt. Vi tog hinanden i hvis vi havde været søde kom nissen og puttede noget hænderne og løb rundt om træet og sang, højt fra træets i. Vi kunne simpelthen ikke sove, så spændte var vi, grønne top, og ellers alle mulige sanglege. Vi var der mon der ville være noget i vores strømpe næste hver eneste aften lige til spisetid, sommetider fik vi lov morgen, da var det også juleaften. Vi lå og snakkede og til at gå derhen igen bagefter. De store deltog ikke i pjattede, mor måtte flere gange ind og skælde ud " kan legen, de var der bare. Det var samlingsstedet i hele der så snart blive ro her". Omsider faldt vi da også i december. søvn, men vågnede meget tidligt om morgenen ( for at De smukt pyntede forretningsvinduer" tømme strømpen for slik ) Juleudstillingen" skulle vi jo også se på. Vi trykkede Vi var med far ude at sætte fod på juletræet. Det var næserne flade ved Købmand Alfred Hansens store mor der pyntede det, mens vi så på. butiksruder i Bredgade. Alle de store og dejlige Gåsen blev sat i ovnen på komfuret, hvor der blev fyret legesager, vi ønskede jo det hele, og kunne næsten kraftigt den dag, der skulle også koges rødkål, der blive uvenner, hvis en anden ønskede det samme som bredte sig en vidunderlig duft i hele huset. Vi skulle en selv. Det var som vi troede der kun var en ting af have sodavand til maden, i skabet på loftet lå der hver, hvad der måske også var. Det var nok ikke så julegaver. Vi kunne næsten ikke holde ud at vente og mange af os der fik de store og dyre ting. Når der var nok temmelig umulige. Det endte næsten hvert år forsvandt en ting fra vinduet kunne vi blive helt ked af med at vi blev beordret " tag jeres tøj på og gå ud og det, hvem var mon den heldige der skulle have den. leg et par timer " Pladsen var jo trang i det lille hus, Tatol i Hovedgaden havde ligeså store vinduer. Der var med fem unger farende forvildet rundt, kunne mor ikke også fine sager at kigge på, sæbe i fine æsker, komme til nogen steder. halskæder og armbånd. Men endelig oprandt da juleaften hvor vi spiste I Brugsen var der stillet en stor bred hylde op i etager gåsesteg. Vi fik altid æblekage til dessert. Vi dansede også med alskens ting og sager, men det kunne vi kun om juletræet, dernæst gaverne, som oftest var fra kigge på når vi var inde at handle. Daells varehus, så til sidst godteposen. Men når det så blev juleaften havde vi glemt de store Jeg husker kun en gang at have fået en blød pakke til ønsker og drømme, og blev glad for de små ting vi fik. jul. Jeg var 14 år, det var sidste år jeg gik i skole. Alle Nogen af de ting jeg fik og selv gav, husker jeg bedre pigerne fra min klasse skulle have nylonstrømper på til end andre. juletræsfesten, som hvert år blev holdt på Bagenkop Et år op mod jul havde jeg hjulpet med at gøre rent i kro tredje juledag. Jeg spurgte mor om også jeg måtte skolen og kirken, jeg havde tjent lidt penge. I Brugsen få det. - men nej, det kunne der ikke være tale om, det havde jeg set en stabel asietter, jeg vidste dårlig nok havde vi slet ikke råd til, det kunne jeg godt glemme alt hvad de skulle bruges til, men jeg ville give mor to af om. Det var jeg selvfølgelig knust over, skulle jeg dem til småkager. Jeg var stolt da jeg kunne gå ind for virkelig have sportsstrømper på, når alle de andre kom at købe dem. Så skete der det, at der var en anden i fine tynde strømper, det var næsten ikke til at bære, kunde som ville købe tolv, og det var lige det antal der jeg følte mig meget udenfor. var, men jeg kom først, ekspeditricen vidste ikke rigtig Meget overrasket og glad blev jeg da jeg pakkede min hvad hun skulle gøre, hun kiggede tvivlrådigt på mig julegave op. Nylonstrømper og hvad dertil hører. Jeg og spurgte hvad jeg skulle bruge to stk. til, jeg svarede følte mig meget flot og voksen, da jeg gik til julefest , at dem skulle mor have i julegave til småkager. Jeg det år. fik dem, de blev pakket fint ind. Jeg tror jeg var en 10 - 11 år, jeg havde lidt en fornemmelse af, at jeg havde Edith Philipsen. f. Hansen (Langelænderen nr. 544 – vundet, det var ikke så tit børn gjorde det dengang, det 2000) er nok derfor jeg kan huske det. side 78 af 93

Julen 1949 Rudkøbing - 1949 Juleaften, som i år skulle holdes hos bedsteforældrene, Han var 6 år og boede i udkanten af Rudkøbing. En var selvfølgelig meget spændende, og tiden op til dag først i december var han på vej ned til hans denne aften gik meget langsomt. Bortset fra bedsteforældre, der boede ca. 500 meter fra hans eget kagemanden, som han fik lov til at forme når der blev hjem, og på broen over Langelandsbanen så han et bagt småkager, og kuglerne som skulle trilles når lokomotiv med godsvogne på vej mod Spodsbjerg. Det marcipanstykkerne blev til, så var det især de voksne, var altid en yndet fornøjelse at stå midt på broen, når der havde travlt. Lillejuleaften faldt der dog ro over røgen fra lokomotivet væltede op og indhyllede hele alle, og der blev prøvesmagt og hygget, og inden broen i røg. Da denne røg forsvandt begyndte det at drengen gik i seng, skulle strømpen hænges op for sne. At det blev snevejr op til jul, var en naturlig ting enden af sengen, for så kom julemanden og fyldte for drengen, for i hans korte liv syntes han ikke at have strømpen op med æbler, appelsiner og slik. Juleaftens oplevet andet. Tankerne fra sidste års oplevelser kom dag var endnu længere, og drengen skulle tilfældigvis frem i hovedet på ham. Det var en stor fornøjelse at se lige ned til bedsteforældrene for at sige daw, og for at det netop passerede lokomotiv komme brusende med se om man kunne få et glimt af juletræet, men det var den store sneplov foran, og skubbe sneen ned i grøften, svært, for det var en af overraskelserne, som først måtte og hermed frembringe en stor snedrive som, når man ses, når der skulle danses om træet. Om eftermiddagen kælkede ned af den stejle skråning, gav en behagelig kom hele familien, undtagen bedstemor som skulle stå afslutning på en kort men hurtig kælketur. Pludselig for maden, om bord i kanen, og hesten med bjælder på kom han på andre tanker, da han på lang afstand så sin seletøjet blev spændt foran. Herefter gik turen til bedstefar i færd med at spænde hesten foran jumpen. julegudstjeneste i Simmerbølle kirke. Det var ikke Selvom turen ville gå forbi drengen, ville han ikke gå nemt for en dreng på bare 6 år, at sidde stille i så lang glip af noget, så en hurtig løbetur blev starten til tid, men der var mange mennesker, så tiden gik med at køreturen over til smeden i Peløkke. Her skulle hesten se på dem. Da gudstjenesten var færdig, var det blevet broddes, så den kunne stå fast på vejen, når den blev rigtig mørkt, men bedstefar havde sørget for fakler på dækket af sne. Ventetiden i smedjen var altid kanen, så hjemturen blev en oplevelse som ikke spændende med essen, ambolten med den store glemmes. En af dem der kommer frem hver jul. hammer og alt værktøjet. Smeden, som drengen syntes var en meget stor mand med forklæde, tog roligt fat i Arne Navne (Langelænderen nr. 94 - 1993) hestens ben og slog broddene fast.

Sommerlejr i Spodsbjerg Spodsbjerg 1951 En artikel i Øboer 2015 om ferielejr ved Lohals har fået Klaus og Karen var også med. Indimellem blev de to mig til at mindes mine egne ophold som feriebarn i passet i lejren af deres unge pige. Spodsbjerg. Det var nemlig ikke kun københavnerbørn, Når vi ankom til lejren fik vi som det første anvist en der kom afsted på ferielejr. En gruppe drenge eller køje i sovesalen, som jeg dengang syntes var piger fra Rudkøbing kom hvert år på 2 ugers ophold på kæmpestor. Som den yngste pige det første år fik jeg Drejet i Spodsbjerg i Sct. Georgsgildets hytte. I starten plads i underkøjen lige indenfor døren til venstre og var det kun drengehold, men i 1951 kom første denne køje blev min også i de følgende 3 år, hvor jeg pigehold afsted på et 10 dages ophold. Min storesøster var med på sommerlejr. og jeg var blandt de heldige, som alle var udvalgt Bag ved sovesalen var der et mindre rum, hvor vi blandt fattige familier i byen. Vi boede i Ramsherred opbevarede vores tøj og klædte om. Toiletbesøg og vores mor var alene forsørger for 3 børn og hørte foregik ude i skuret helt ovre bagved helt som hjemme derfor absolut til denne kategori. på et gammeldags das. Vask og tandbørstning foregik Rejsen til Spodsbjerg foregik med Langelandsbanen. ude i det fri ved en lang høj bænk med en række Turen med toget kendte vi godt i forvejen, for vores blikfade på. Om morgenen kunne man vælge mellem at onkel var ansat ved banen og det gav af og til en gratis vaske sig der, selvfølgelig i koldt vand, eller at tage tur med toget. Men denne gang var vi rigtig rejsende og turen ned til stranden og morgenbade. Tit valgte man skulle have en kuffert med med tøj til hele opholdet. det sidste og spurtede de ca. 300 meter ned til stranden Lidt lommepenge fik vi også, og det var ellers et helt og ud i vandet. Det var nok løbeturen derned og ukendt fænomen i vores familie. tilbage, som gav varme, for vandet var også koldt. Toget ankom til Spodsbjerg station og herfra gik vi 20- Pejsestuen, hyttens hyggelige midterrum, her spiste vi 25 piger i samlet flok om på Drejet til spejderhytten. og opholdt os, når det var dårligt vejr. Det er ikke så Bagagen blev kørt på en trækvogn af den slags de forandret, men dengang var der lange borde og bænke bruger til at køre fiskekasser på. Sammen med os gik langs den ene væg. Ved siden af pejsen var døren ud til Hedvig og Svend Sørensen, et lærerpar fra Rudkøbing, køkkenet. Her huserede fru Hansen. Hun boede privat i som var vores ledere under opholdet. Deres 2 børn Løjtnanthuset oppe i svinget før Drejet og kom hver side 79 af 93 morgen tidlig på sin cykel for at tage sig af afbrudt af de praktiske opgaver. Hvert år indøvede vi forsyningerne til os. også et af H.C. Andersens eventyr, som så blev opført På den anden side af pejsen var lederrummet, hvor på forældredagen ude ved det hule træ, som altid på en familien Sørensen boede. Herinde opbevarede de også eller anden måde indgik i stykket. Vi gik vel alle flaget. Hver morgen efter morgenmad samledes vi i dengang med en drøm om at spille prinsessen, men rundkreds omkring flagstangen og sang flaget til tops. valget faldt på Inge Riis, som i min søsters Det var en ære at få lov til at holde flaget, mens en hjemmesyede kjole med nederdel i dobbelt sol så anden trak det op og vi kappedes om at få lov. Om aldeles fortryllende ud. Kostumer var hele vejen rundt aftenen samledes vi igen og sang flaget ned. tøj, som vi selv havde og kunne sætte sammen, så det Der blev i det hele taget sunget meget. Når der skulle lignede det det skulle. skrælles kartofler, sad en gruppe rundt om en spand Et højdepunkt i løbet af ferien var, når købmand Axel eller stor gryde og skrællede, mens de sang. Med mine B. Hansen i Rudkøbing kom. Han var gildebror og 7 år var jeg egentlig fritaget for kartoffelskrælning, leverede varer flere gange i løbet af vores ophold. Han men jeg tiggede mig til at være med, fordi det var så var en stor børneven og havde hver eneste gang en hyggeligt. chokoladefrø, en lakridspibe eller andet med til hver Hver dag skulle der hentes mælk på Søgård, som lå lidt enkelt af os. Det var stort, for dengang var der ikke længere henne ad vejen. En trækvogn med 2 noget som hed fredagsslik. Afrejsedagen det første år mælkejunger og så et par piger foran. Vi fik nymalket faldt på min 8 års fødselsdag, men selvom alt stod i mælk, som selvfølgelig indimellem var ret lunken. Det oprydningens tegn og vi egentlig blot skulle have rester var det værste ved opholdet. Jeg hadede den varme til middag før afrejsen, så bagte fru Hansen pandekager mælk – og gør det for resten stadig. til os, for det havde fødselsdagsbarnet ønsket sig. Fru Hansen lavede hver dag to retter mad til os. Hun n rejse for børn nu om dage til et eller andet fjernt var ene i køkkenet, men fik på skift hjælp af nogle af os rejsemål kan ikke gøre større indtryk end vores ferier i piger. Hun var fast i mælet og kunne styre et helt Spodsbjerg gjorde på os. kompagni soldater, er jeg sikker på. Men hun var også utrolig flink. Dagene gik med fortælling, leg og sang Gurli Christensen (Langelænderen 650 – 2016)

Barndomserindringer Rudkøbing - 195x afholdt af Politiken og Hvidovre Sejlklub, i Når man har tilbragt mere end 80% af sin fritid, fra København. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, da man var 5 år og 15 år frem, ved og omkring det også var mit første møde med hovedstaden. I den lystbådehavnen i Rudkøbing, kan det vist godt siges, at første sejlrunde nåede jeg ikke at finde hverken det har præget ens barn- og ungdom. Starten var ikke startlinie, bøjerne der skulle rundes eller mållinien, den store succes, da det viste sig, at jeg ikke var vild men ved at lægge mig midt i flokken, kom jeg da rundt, med at få hovedet under vandoverfladen, men efter et og placeringen blev også "midt i flokken". ufrivilligt fald, på den forkerte side af bolværket i Efter konfirmationen i 1957 blev der penge til en Marstal Havn, vendte billedet, og jeg blev en rigtig ringjolle med sejl (1500 kr. plus optimistjollen). Her vandhund. Det var i øvrigt på min 7-års fødselsdag, den fik jeg en sejlkammerat, Egil Rasmussen, og sammen 25. juli 1950, og faldet, det grønne vand, min fars købte vi i 1960 en ældre skærgårdskrydser i Odense. hurtige greb i mit hår og hans trussel om en røvfuld Den fik udskiftet jernspanterne, fik et par nye bord, nyt hvis jeg begyndte at græde, står stadig klart for mig. dæk og kahyt samt meget mere, så det var et held, at Glæden ved vandet gjorde sikkert, at jeg allerede i vinteren sluttede midt i februar, så vi kunne nå at 1951 fik min første båd. Det var en redningsjolle, hvor komme i vandet til pinse. Denne båd, "Kate", blev solgt agterenden var knust. Prisen var 3 bajer til den i 1964, jeg rejste fra Langeland, og hermed stoppede vognmand, der kørte jollen hjem i vor baghave, hvor min tid som lystsejler. foråret gik med bukning af nye spanter, nitning med Når man i dag, 30 år efter, kommer ned til Rudkøbing kobbernitter og meget andet. Malingen var anderledes Lystbådehavn, er det ikke for meget at sige: "Det er nu dengang. Bunden skulle have en gang mønje, og ikke som i gamle dage". Hvis man placerer sig et malingen blev købt som pulver, der så blev blandet bestemt sted i den ældste del af lystbådehavnen, lukker med olie, tørrelse og terpentin. Jollen blev anbragt ud øjnene halvt i, så kan minderne dog stadig få frit løb. for asfaltfabrikken lidt nord for lystbådehavnen Kølhalingen - klargøringen af skibene om foråret - (omkring det sted hvor Hotel Skudehavnen ligger i startede så snart man kunne holde ud at være udenfor. dag). At det var skønt for en knægt på 8 år at være sin Man startede dog med at samles i en flok, og fik talt egen herre ude på det "store vand", kan alle vist godt om tingene, for var der en der havde problemer, ja så forstå. havde alle problemer. Glasfiber var dengang noget man I 1955 kom min far i besiddelse af tegningerne til en lagde om gamle både, hvor træværket var ved at give optimistjolle, de havde bare den fejl, at alle mål var i op, så der var rigeligt at se til med at vedligeholde engelske tommer, så der måtte investeres i en ny skibene. Der var dog tid til, med passende mellemrum, tommestok. Så i foråret 1956 blev "badekarret Chap" at holde fælles pauser, og højdepunktet kom, når søsat, som den første af sin art i Rudkøbing. Året efter damerne kom på deres cykler med madkurve på styr og fulgte William Gerlin med endnu en optimistjolle, og bagagebærer. Så samledes alle i "graven" mellem sammen fik vi en tur til et optimist-stævne, der blev skinnerne til ophalervognen. Hyggen og fællesskabet side 80 af 93 blev plejet. Et problem opstod, når skibene skulle have sidste gang maling - lakeringen. Vejrforhold, temperatur og aftale med de andre om, at nu måtte der ikke komme støv i luften, var nogle af problemerne, men også det at "lægge" lakmalingen på var en kunst. Et strøg for meget, og det blev bare striber. Det at sætte bådene i vandet, var også fælles arbejde. Havnen krævede, at en af deres folk skulle passe det hånddrevne spil, og med diverse pauser kunne det godt tage flere timer at søsætte et skib. Et år blev det os unge et nummer for meget, så en kasse øl til havnearbejderen bevirkede, at vi fik håndtagene til spillet, og i løbet af 3 timer havde vi sat 4 både i vandet. De ældre så på, og mente selvfølgelig det var hasarderet, men sagde ikke noget. Bådene skulle i vandet og være klargjort til pinsemorgen, hvor man kl. 6 stod ud af havnen mod det valgte mål for morgenkaffen. Det kunne være Vemmenæs Kro, Strynø Kro eller helt til Thurø. Her startede sæsonen. Livet på kajen var helt specielt. Der blev talt om vejr og vind, om andre personer, og var der problemer med motoren, ja så stod der en hel kødrand på kajen og fulgte slagets gang. Engang fik jeg liv i forsamlingen. Jeg sejlede rundt i havnen med min optimistjolle, var ikke så erfaren, og da jeg kunne tænke mig at lægge ind til broen, blev kursen sat mellem 2 af de fortøjede både, hvor afstanden var mindre end 2 meter. Tænkt på hvordan jeg fik standset jollen havde jeg ikke, men opdagede, at der havde jeg vist et problem. Jeg lagde roret helt i borde, og jollen snurrede rundt på en tallerken, og sejlede bare ud af båsen igen. Glad var jeg, men det tog nogen tid, inden der faldt ro over forsamlingen igen - især hos min far. Man lærte at sejle ved gode råd, efterhånden som det gik galt, men et år blev det havnefoged Godtfredsen for meget, så der blev arrangeret aftenskole i søfartsregler og navigation. Efter 1958, da vi havde fået et klubhus, holdt Julius, som var gammel sømand og ellers skipper på grevens båd, kursus i splejsning m.m. Sejladsen var selvfølgelig det primære, og her kunne fortælles om mange skønne ture. Aftenturene gik gerne til sydsiden af Siø eller stranden ud for Kragholm, hvor det blev til en badetur, aftensmad med efterfølgende kaffetår. I week-enderne var der mange muligheder, og ud over at bade og spise blev det gerne til nogle skønne gåture, og det var sjældent, vi var mindre end 3-4 skibe. Det er et kapitel, der er meget svært at gå i gang med, da det vil blive langt, så det må stå som et minde, for os der deltog.

Arne Navne (Langelænderen nr. 517 - 1996)

side 81 af 93 Minder fra den gamle købmandsgård Rudkøbing - ca. 1954 antikvitetsforretning. ”Chefens” ene fod, som viste sig For nogle år siden skrev vort medlem Ulla Arndt under at være kraftig forstuvet, var omviklet med bind og denne titel om sin læretid hos firmaet Brdr. Justesen i gaze i rigelig mængde – a, la kaptajn Vom – og med Rudkøbing. Vi har af Ulla fået lov til at bringe den stort besvær blev han placeret i sin armstol bag interessante artikel her i vores blad skrivebordet. En sæk med kaffebønner blev hentet i Jeg har længe haft i tankerne at bidrage med lidt risteriet, som støtte under bordet for det dårlige ben. I nostalgi vedrørende ”Tingstedet” – et stykke kultur en god uges tid, mens foden fjælede sig på midt i byens hjerte, som tiltrækker både fastboende og kaffesækken, var personalet fredet for Rasmussens turister. energiske færden ud og ind ad døren mellem kontor og En aften i juni, over en kop kaffe i ”Risteriet” med de lager, bjæffende ordrer til alle sider. gamle emaljeskilte, blå kaffekander og urtepotter med De rette kaffe-blandinger Den næsten udlærte pelargonier i de smalle vindueskarme, bliver min tid i lærling, Axel, som nogle gange havde været med til købmandsgården fra 1956 – 1961, Brdr. Justesen, kafferistningen, blev betroet at brænde de rette Santos- kolonial en-gros så nærværende, og jeg får lyst til at og Columbia blandinger, mens ”chefen” var inhabil. ord på mine minder. De mange købmænd måtte under ingen Forretningsfører Rich. Rasmussen ansatte mig i april omstændigheder løbe tør for kaffe. 1956 som kontorelev. Personalet på kontoret var Dengang var kundeservice i højsædet, og fra små sælgeren Christian, kontorassistenten ”Manser”, købmandsforretninger ringede man ofte – somme tider kontorassistenten Gerda og netop udlærte kort før lukketid – og ville have et par poser kaffe sendt kontorassistent Ingrid. På lageret var lagerforvalter med fragtmand eller færge. Clausen cyklede en Carl Weeke Rasmussen, ekspedienten Leif, eftermiddag, som Artiklens forfatter: Ulla Arndt så lagermedhjælper og gårdmand Clausen, mange gange før, til Marstal-færgen med kaffe til en vareturschauffør Kresten, lærlingen Axel og bydrengen kunde på Ærø, men færgen var ved at lægge fra kaj. Tom, som kørte ærinder på en ”Long John”. Clausen forsøgte at springe om bord, men forfejlede Kundekredsen var købmænd på Langeland, Ærø og springet og kom i klemme mellem færge og broklap. Tåsinge. Efter netop afsluttet skolegang, 16 år gammel, Han blev dræbt på stedet. Politiet kom op i gården med fik jeg lært at indordne mig arbejdsgangen og den den sørgelige besked, og det var svært for os at fatte lange arbejdsdag, som var fra kl. 8-17.30, (ingen den meningsløse ulykke. Clausen havde jo lige løbet kaffepause) – en time middag. Lørdag fra kl. 8 – 14, rundt, travlt beskæftiget – vi kunne ikke forstå, at vi ingen middag (stadig ingen kaffepause). Desuden lærte aldrig mere skulle se den lille pligtopfyldende, altid jeg hurtigt at se ud til at være meget travlt optaget, for venlige mand. ellers lød det fra døråbningen mellem ”chefens” kontor Jeg faldt efterhånden godt til i min læreplads, for og vores: ”Frøken Hansen – har De noget at lave?” Jo, naturligvis havde Rich. Rasmussen også sine gode jeg havde da masser at lave (ellers fik jeg det i alt fald). sider – for eksempel var han meget retfærdig og gjorde ikke forskel på sit personale. Tweeddragt og højhælede sko Iført tweeddragt og højhælede sko, som for øvrigt var vanskelige at I byen hver lørdag aften Min begyndelsesløn var på manøvrere med på gårdens toppede brosten, fandt jeg 150 kroner om måneden (eksempelvis fik en udlært min plads i denne stressede, men velorganiserede 700 kroner) – så det var nødvendigt for en lærling at bo ”voksenverden”. Rich. Rasmussen ”svævede over hjemme. Der var ikke noget at rutte med, men mine vandene”, men heldigvis kørte af og til på ordreture venner var i samme situation, og alligevel var vi i byen hos kunderne – og altid om tirsdagen til Tåsinge. hver lørdag, enten i Ørstedspavillonen, hvor Orloff og Når bilen med Rasmussen bag rattet kørte ud gennem Willy spillede, eller i Jazzklubben, der havde til huse porten, trak alle vejret lettet, og på lageret blev et par på Hotel Rudkøbing. konservesdåser med pølser åbnet og varmet over en For pigernes vedkommende kunne et glas Cherry primus, hvorefter et lille mellemmåltid og en Heering holde en hel aften, mens drengene købte nogle hyggesludder brød hverdagens travlhed for en stund i få øl. Den deraf lettere beruselse havde de startet op i forvished om, at ”chefen” befandt sig på Vemmenæs- hjemligt regi tidligere på aftenen med ”Old Vega færgen mellem Langeland og Tåsinge. Bottle” – en ildesmagende brun dansk wermouth – og Rasmussen brændte selv kaffen i risteriet. Den købmandsbajere. vidunderlige kaffeduft mindes jeg stadig. En morgen Jeg mindes ikke, at der blev julepyntet i kom han humpende op over gården, tungt støttende sig købmandsgården, men jeg husker tydeligt julevarernes til sin kones arm. Rasmussen og hans kone, Hanne, og ankomst – herligt duftende appelsiner, store partier sønnen Torben ovenover Pilegaards mandler, svesker og rosiner i løs vægt, og dadler og købmandsforretning – nu ”Tingstedets”

side 82 af 93 figner i samme pakninger som i dag. Desuden nødder, Hver formiddag indtil klokken ca. 10.30 stod alt på marcipan og andre julegodter. gloende pæle. Varerne skulle pakkes og fakturaerne udregnes og vedlægges, og kunderne kunne ringe i Cacao-orm i julechokoladen Juletravlheden, som sidste øjeblik og bestille endnu et par ting, som de startede midt i november, fortsatte helt frem til gerne ville have med ordren. Kresten lå i fast rutefart juleaftensdag, og i alle weekender i december var vi på mellem lager og kontor, og han råbte, at nu kunne han arbejde både lørdag og søndag eftermiddag - uden altså ikke vente længere – vognen var læsset – nu måtte betaling forstås – men dette forhold blev dog ændret, han have de papirer. jeg tror i mit sidste læreår. Personalet fik i julegave en Han sendte opgivende blikke mod de travle fingre på stor spånkurv fyldt med kolonialvarer, og så vidt jeg regnemaskinerne, og ”chefen” trak sig ydmygt tilbage husker, en flaske rødvin. til sit kontor og blev bag lukket dør, indtil Kresten var At julen nærmede sig, medførte et job, som jeg ville draget vel af sted med varebilen. Så dukkede have nægtet at udføre i dag – men dengang gjorde man, Rasmussen atter frem på arenaen og indtog sin hvad man fik besked på. Ude på lageret i retmæssige rolle som købmandsgårdens general. chokoladerummet blev flotte chokoladeæsker af ældre dato sorteret fra og anbragt på et stort bord midt i Som i et drømmesyn Hvis jeg i disse år – som i et chefens kontor. Kontoreleven eller lagerlærlingen blev drømmesyn – kunne have skuet ind i fremtiden, og set udstyret med en lille blød pensel – æskerne blev åbnet, mig selv sidde i gården ved et lille grønmalet træbord, og alle chokoladestykkerne efterset for små hvide hvor på der stod en bakke med Madam Blå og et stykke kakao-orm. Var disse til stede, blev penslen flittigt Præstegårdskage, eller et krus køligt fadøl – eller benyttet og småkræet lempet ud af de før så trygge gennem vinduerne i risteriet, bag røde pelargonier, boliger. Derefter blev chokoladen igen lagt ned i de havde set mig siddende velbehageligt tilbagelænet med smukt forede æsker, som blev tapet til. et glas irsk kaffe i hånden – eller set trappen foran Gården blev brugt som holdeplads for de nord- og indgangsdøren forvandlet til musiktribune i lune sydlangelandske fragtbiler to eftermiddage om ugen og sommeraftener og ditto lørdage –ja, så ville jeg have da var der en livlig trafik af folk, som afleverede virret med hovedet og knebet mig hårdt i armen. fragtgods. Også Brdr. Justesen benyttede Hvor er det dejligt at se gården vedligeholdt og fragtmændene Oluf og Helge, hvis kunderne havde bevaret. Den fremtræder så levende og er dog i pagt glemt bestillinger til de faste vareture, som Kresten med det oprindelige, som værnes pietetsfuldt kørte. Ulla Arndt (Langelænderen 640 – 2014)

side 83 af 93

Min langelandske barndom Spodsbjerg - 195x at se, hvad der blev kørt ind i gården efter at far havde Jeg er født på en gård ved Stenlille på Sjælland. Vi været på auktion. Jeg har selv et meget gammelt havde noget familie på Langeland og kom af og til på glassmykkeskrin fra en af disse auktioner. ferie på øen. På sådan en ferie så min far en gård, der Markerne blev plantet til med alle slags grøntsager, mest af alt mindede om en ruin, men gården lå skønt jordbær, roer, kartofler og korn, og dengang måtte man ved en lille skov og med udsigt over vandet. I dette så hjælpe til, selv om man var barn. Jeg har været med til min far en masse muligheder, og det viste sig også at plante mange tusind porrer med en plantepind, renset senere at blive alle tiders sted for mange mennesker. rosenkål i massevis, som blev solgt til en grønthandler, Far og mor solgte gården på Sjælland og drog af sted der så kørte rundt og solgte dem igen. Mange af byens mod Langeland den 13. oktober 1950. Vi sejlede fra folk kom også og købte. Til alle jordbærrene var der Korsør til Lohals med en lille færge der hed ,,Mjølner”. dog flere folk til at plukke. Alle vores møbler og ting havde vi ]ejet en Kartoffelferie jernbanevogn til, så de kom over Fyn med færge fra Når det blev efterår, fik vi en uges ferie i skolen Svendborg til Rudkøbing og videre med ligesom i dag, men dengang kaldte man det for Langelandsbanen fra Rudkøbing til Spodsbjerg, og da kartoffelferie. I rigtig gamle dage blev det kaldt for banen gik lige igennem de marker, der hørte til gården kakkelovnsferie (jeg ved ikke hvorfor). Her skulle de vi købte, var det meget nemt, for toget stoppede bare fleste børn ud at tage kartofler op, og jeg kan huske, at midt på marken, og så fik vi alle vores ting læsset af. jeg fik hver 7. spand selv. Så blev det senere regnet ud, Mange af byens børn kom og hjalp med at bære. Det hvad de var værd i penge. viste sig senere, at det var en fordel for os at banen gik Om efteråret skulle vi børn i byen også ud med igennem vores marker. Dengang skulle man jo altid roelygter. Det var jo mere sjovt, end dengang man i tage toget fra stationen for at komme til Rudkøbing. foråret gik og lugede roerne. Det fik man ondt i ryggen Hvis så ikke der var så mange med toget, når vi skulle af, men det med roelygter var spændende. Vi udhulede hjem, og det var en flink togkonduktør der kørte toget, dem, skar øjne, næse og mund ud, en stump stearinlys stoppede han toget på marken, så vi kunne komme af; i, roetoppen på, og så gled vi af sted i mørke om det har jeg prøvet nogle gange. aftenen, bankede lidt på folks vinduer, og så satte vi Det var noget af en opgave at komme til den såkaldte roehovedet frem. Vi troede folk blev lidt bange. ruin, som engang havde været kgl. privilegeret kro. At høste var også lidt strengt. Det var tungt at løfte Ukrudtet foran gården var meget højt. For mig på 4 år negene med en høtyv, når kornet skulle køres ind. føltes det som en jungle. Den ene ende af stuehuset At købe mælk var dengang ikke det store problem, for havde næsten lige været brændt, og skorsten og andre hver dag kom mælkemanden kørende rundt til hvert ting var ikke genopbygget, men det var et spændende hus. Han havde to heste, der trak en vogn, hvorpå der sted at gå på opdagelse i, og så var der udhuset, hvor stod mælkejunger med haner på. Så kom hver husstand der var stald, værksted, op til flere gammeldags wc'er ud med sin kande, eller hvad man nu havde, og fik med spand og trælåg, garage og et vaskehus med en tappet mælk deri. Det var rigtig mælk med et tykt lag gruekedel, der skulle tændes op i når man skulle vaske. fløde ovenpå. Senere fik vi et mælkeudsalg, nu var Derfra gik der en trappe op til et høloft, hvor nisserne mælken på flasker. boede. Der var også en bager, der kørte rundt og solgte brød Hvert år til jul, lillejuleaften, blev der sat risengrød op fra Longelse Bageri. på loftet til nisserne, og dyrene fik et ekstra godt foder, Oversvømmelsen for lillejuleaften er dyrenes juleaften. En gang sagde I 1953 ved nytårstid oplevede Spodsbjerg en grim min far og mor, at nisserne gik rundt oppe på loftet. Jeg oversvømmelse. Det stormede så meget, at vandet gik kravlede op ad stigen og kiggede. Og ganske rigtigt, ind over diget. Vandet steg og steg i gaderne natten henne i hjørnet i halmen var der to nisser, der dansede igennem. Hele byens befolkning var ude og lægge rundt. Nogle år senere fandt jeg ud af, at det var to sandsække for at stoppe vandet. tøjnisser, hvor far havde lavet et eller andet snoretræk Min bror og svigerinde, som på det tidspunkt boede i på, så de kunne danse. en lejlighed i den anden ende af gården, var meget Auktioner nervøse. Min svigerinde havde dagen før født en søn, Far, mor og min mors bror, som boede hos os, fik og hun lå nu i barselsseng. Hun spurgte konstant: efterhånden ryddet op og bygget om. Far kunne mure “Hvor langt når vandet op nu?” Det stoppede dog, da og tømre, så der blev lavet en masse værelser, for nu det nåede helt op til hvor flagstangen stod på skulle der være pensionat. Mor skulle lave mad, selv Færgegårdsalléen. Nede i byen sejlede folk rundt i om hun aldrig havde lavet mad til mange mennesker. joller. Nu var jeg efterhånden blevet så gammel, at jeg Far tog til alle de auktioner der var på Langeland. Det skulle begynde i skolen. Dengang blev man altid var altid fastelavnsmandag, og for det meste foregik det indskrevet den 1. april, det år man blev 7 år, og det på Landmandshotellet, som dengang lå i Østergade i foregik i Nr. Longelse Skole. Det var min søster, der Rudkøbing. Og så blev der købt ind, gamle jernsenge, indskrev mig. Hun var nogle år ældre, så det var i toiletmøbler, servantestel, tangmadrasser, lamper, orden, far og mor havde jo travlt. porcelæn, bestik, stole, borde, malerier, kasser med Dengang gik man også i skole om lørdagen. Der var 3 ting, som han ikke anede hvad der var i, men sikkert et kilometer til skolen, men jeg cyklede. Dog har jeg eller andet der kunne bruges. Det var altid spændende mange gange gået, for det var en gammel cykel jeg side 84 af 93 havde, med gamle dæk. Jeg synes altid jeg punkterede, at lave med pensionatet. Der kom en masse når jeg skulle fra skole. Hvor har jeg mange gange lånt københavnere og fynboer for at holde sommerferie. Vi en pumpe på gården, der lå i nærheden af skolen. havde cirka 40 fastboende gæster. De kunne ikke alle Vi var altid 5-6 stykker, der fulgtes ad i skole. Så kørte sammen bo hos os, men så lejede folk i byen deres vi rundt og hentede hinanden. I en periode spillede vi værelser ud, og så spiste de hos os. Mor lavede mad, meget 31. Det hændte tit, vi var kommet så tidligt hos min søster serverede for gæsterne, og jeg skrællede alle hinanden, at vi lige kunne nå et par spil, inden vi kørte kartoflerne hver dag, hele sommeren, det var flere videre til skole. spande; jeg har stadig skrællekniven. De fleste Om vinteren, når der var meget sne, måtte vi jo gå, feriegæster kom rejsende med toget. Så blev gårdens men vi havde det sjovt alligevel, selv om vi skulle gå trillebør vasket, den havde lige været brugt til at køre både frem og tilbage. Dengang var der meget mere grisemøg ud på møddingen med, men nu skulle den vinter end der er i dag, så vi var tit ude at kælke på en bruges til at hente gæsternes kufferter i. Der blev lagt stor bakke i Pederstrup. Mange løb også på skøjter en ren sæk i den, og så gik min morbror til stationen og dengang; der var en sø ved Ankerhus, som blev meget bød gæsterne velkommen til Langeland. Min mor tog benyttet. altid et pænt hvidt stivet forklæde på, når der ankom Skole med stråtag nye gæster. Nogle gæster kom også med færgen, som Vores skole var en rigtig landsbyskole med stråtag. Der dengang sejlede fra Nakskov. Når færgen lagde til, var tre bygninger (det er dér, hvor Ø-Værkstedet er i foregik det på den måde, at en mand som havde to dag) den med de to klasseværelser, lærerens og heste, var fast ansat til at trække landgangen til og fra lærerindens bolig, en gymnastiksal, og så en gammel færgen med hestene, det er næsten ikke til at forstå i bygning med drengenes og pigernes toiletter samt rum dag. På grund af alle disse feriegæster skulle en masse til brænde og tørv, som der blev fyret med i sengetøj vaskes, og det foregik i vaskehuset på kakkelovnen i skolestuerne. Det var sådan nogle store gammeldags måde. Bagefter blev tøjet hængt ned på en kakkelovne, der gik næsten helt op til loftet. Vi gik to- tørreplads nede i skoven. Der var meget langt at gå tre klasser sammen, og det fungerede fint. Noget ingen med alt det tøj, men dengang havde folk tid nok. af os kunne lide særlig godt, var når vi skulle skrive Samtidig kunne man lige kigge og snakke lidt med salmevers af. Det var noget så kedeligt og unødvendigt. grisene, som gik frit ude i en indhegning ved Hvis ikke man kunne sine lektier godt nok, kunne man tørrepladsen. Tøjet skulle så senere hentes ind, stryges risikere at komme til at sidde efter. Var man for fræk, og rulles. Alle disse feriegæster blev altid meget fine det var nu mest drengene, fik vi nogen i nakken med en venner, lige meget hvilken landsdel de kom fra. Om blyant, og de blev sendt over i gymnastiksalen. Så aftenen foregik der altid en eller anden form for leg i kunne de stå der og kede sig. den store have. Det var både børn og voksne - der blev Om efteråret havde vi noget der hed forældreaften. Vi grinet, pjattet og hygget, alle havde det sjovt. En af de skulle vise gymnastik, alle vores bøger blev lagt frem, allerstørste begivenheder for københavnerne var, når så alle kunne se hvordan man skrev, alt vores der skulle fødes små grise. Når det var ved at være tid, håndarbejde, som vi havde lavet i årets løb, blev lagt veg de ikke fra grisestalden, de satte et skilt op på frem. I den ene skolestue kunne man købe kaffe og døren, hvor der stod fødestue, og om det så var om sodavand inden man skulle hjem. Til jul blev der i natten, blev de oppe for at være med til fødslen og hvis skolestuerne pyntet med guirlander, som alle eleverne de kunne få lov at hjælpe til, var de utrolig stolte var med til at lave, og så blev der øvet til en bagefter. Når gæsterne skulle rejse var alle lidt julekomedie, som den største klasse skulle vise, når der vemodige. Hvis de skulle med toget, stod vi altid ude i blev holdt stort juletræ. Om efteråret, hvis det var rigtig marken og vinkede til dem med viskestykker, det blev godt vejr, fik vi somme tider lov til at komme på en fast tradition. Langelandsbanen blev desværre skovtur. Så stillede vi op på en lang række i nedlagt i 1962. Imellem nogle af de københavnere der skolegården, skolens fane blev taget frem, og vi gik til kom, var en dreng som synes det var et helt paradis, Knarkgården, som lå tæt på skolen. Der fik vi lov til at han var landet i. Han gik altid ude i køkkenet, hvor han gå i skoven, hvor vi så skulle have naturlære ved at med sit friske københavnersprog gjorde indtryk på min finde forskellige blomster og andre ting. Vi fik også far og mor, og dem der arbejdede der. Når nu han lov til at lege forskellige lege på deres eng, inden turen alligevel var der, kunne han lige så godt lave noget. gik tilbage til skolen. Eksamen dengang foregik på den Han blev sat til at køre alle byærinderne, hente måde, at skolenævnet, som bestod af nogle morgenbrød, slagtervarer og købmandsvarer, og plukke sognerådsmedlemmer, kom på besøg på skolen. De bær blev han også sat til. Selv om han ikke kunne lide skulle overvære de forskellige fag, og ud fra det de så at plukke bær, gjorde han det alligevel, for far og mor og hørte, gav de os karakterer. Det var noget nemmere havde sagt til ham, at hvis han ville, måtte han komme for eleverne dengang end det er i dag. Efter 7 år kunne som feriedreng hvert år. Det ville han gerne. Hvert år man gå ud af skolen, eller man kunne vælge at gå kom han på ferie i 7 uger. Han blev sendt af sted fra videre i Rudkøbing eller Humble skole. De fleste Københavns Hovedbanegård med et ferietog, som dengang fik et arbejde, når de blev konfirmeret. Man udelukkende havde børn med, som skulle på landet og glædede sig lidt til det, men mange, tro det eller ej, de være feriebørn. De havde alle en snor om halsen, med græd, når de forlod skolen og sagde farvel til de to et skilt med navn og adresse på hvor de skulle hen. lærere de havde haft i 7 år. ,,Teltpladserne” Kartofler til 40 Der kom flere og flere turister til øen, så min far mente, Selv om man gik i skole, skulle man være med til at at nu skulle der ske noget nyt. Alt det jord vi havde arbejde derhjemme. Der var efterhånden blevet meget rundt om ,,gården”, måtte kunne bruges på en anden

side 85 af 93 måde end til grøntsager, så der blev sået græs, små befolkning. Det tænkte far og mor lidt over, de havde træer og læhegn. Han lavede et skilt med teksten jo plads, så de købte et fjernsyn, som blev sat op på en ,,Teltpladser”, og det satte han op ad et træ ved vejen, hylde højt oppe i en af stuerne, så alle kunne se, det var og så kunne folk køre ind der og slå deres telt op. Den en succes. Da Dronning Margrethe blev 18 år, var der første dag kom der 3 telte. Min far byggede en bygning over 100 gæster tæt pakket i stuen for at se det. Vi fik i skoven med nogle toiletter og håndvaske. Jeg tror det travlt med at sælge kaffe, lagkage og sodavand. Jeg kan var den allerførste campingplads på Langeland. huske, at et stykke lagkage kostede 25 øre og en Systemet var meget enkelt på pladsen: Find dig en sodavand 75 øre. Det helt store rykind fik vi dog, da plads. Min far tog rundt om aftenen og krævede penge Langelandsbroen blev indviet i 1962. Hver eneste op, han gik fra telt til telt (dengang var der ikke lørdag og søndag kom der masser af gæster fra Fyn, der campingvogne) og fik en snak med alle, det kunne tage lige skulle have kaffe eller mad, og der kom flere og en hel aften, far hyggede sig med det. Senere blev flere løse turister. Nu var det ikke et pensionat mere, pladsen udvidet, og der blev bygget flere men en kro da vi også havde fået spiritusbevilling . toiletbygninger, der blev indført lejrpas, og der kom Min Langelandske barndom var slut, en ny epoke love og regler, som skulle overholdes. I dag er det en begyndte, der gik 6 år med en masse gode og sjove stor flot campingplads, som ligger direkte ved vandet. kro-oplevelser. Noget som var en begivenhed i min barndom var, da Feriedrengen blev jeg gift med, vi flyttede til Sjælland fjernsynet kom. I Spodsbjerg var det købmand og fik to drenge. Måske en dag vender jeg tilbage, man Prydsgaard der først fik et, og alle i byen blev inviteret ved aldrig, jeg har jo haft en god langelandsk barndom. på skift ind og se fjernsyn. Alle snakkede om, hvor Man siger jo: En gang øbo, altid øbo. utroligt det var, at man kunne se alt. En meget populær udsendelse hed ,,Kvit eller dobbelt”. Den ville alle Eva Petersen (Langelænderen nr. 524 - 1998) gerne se, men købmanden kunne ikke huse hele byens

Langelandsbroen Rudkøbing 1960-1962 min opgave stort set ikke andet, end at holde Fly under Langelandsbroen støbeformanden med selskab. Han hed Gregersen, og Jeg vil starte med at fortælle om en episode, fra var en meget barsk fyr, der jagede meget med folkene. dengang brobuen var færdigstøbt. Da var jeg gået op på Man sagde, at han om morgenen skulle havde drukket toppen af den. Det kunne man godt, hvis man turde og 10 øl, før han var omgængelig. Når vi om morgenen havde gummisko på, så man ikke gled. Medens jeg så sejlede ud til støbeanlægget, var Gustavs Jolle lastet stod oppe på toppen af buen, kom der en jetjager forbi med mindst 3 kasser øl til Gregersen himself. Han var brobyggeriet. Da piloten fik øje på mig, fløj han op i også flink til at dele ud af sit lager af øl, når der kom luften og kom så tilbage i et angreb med kurs imod gæster til støbeanlægget, men på en sådan lang dag, mig. Jeg husker, at jeg tænkte, hvor længe tør jeg blive drak han mindst 50 øl samt var kæderyger. Formand stående og trodse hans angreb. Jeg kunne jo havde lagt Gregersen og sjakbajs Åge var nogle garvede mig fladt ned på maven, jeg tror nok at han angreb mig brobisser, der også havde været med til at bygge den 2 gange. Han sluttede af med at flyve imellem de 2 gamle Lillebæltsbro og Oddesundbroen. Gregersen bropiller, der stod omkring sejlruten for Siøfærgen. endte sine dage ved en drukneulykke ved byggeriet af Flyvehøjden har kun været ca. 20 meter over Svendborgssundbroen. Jeg husker også, det var ved at vandoverfladen. Inde fra byggeledelsens kontor, havde gå galt for ham, da vi en nat sejlede ind til den gamle de iagttaget episoden, som blev anmeldt. Nogen tid havn i Rudkøbing, hvor han faldt i vandet, da han stod efter kom der også en auditør for at tale med mig. Jeg af jollen, som drev ud fra bolværket. Til alt held for husker, at jeg senere ærgrede mig over, at jeg glemte at ham var der ingen strøm, som i Svendborgsund, og vi fortælle om, hvor lavt flyet var fløjet imellem fik ham godt op på kajen. bropillerne. Den eneste afholdsmand, som jeg husker fra broen, var tømrerformand Knud Vægter, han drak altid sodavand. Broen som arbejdsplads På trods af at der blev drukket meget på Jeg har tilbragt rigtigt mange timer sammen med arbejdspladsen, husker jeg ikke noget om, at der skete ”brobisserne” i skurvognene, og snakken der blev ført nogen ulykker som følge af beruselse. dér, var ikke for ”sarte sjæle” Da jeg dengang var Det var i min lærlingetid, at jeg arbejde på broen. Da ”jomfru” (18-19 år), var jeg jo et taknemmeligt offer jeg opdagede, at min mester tog svendeløn for mig, for at blive overdænget med gode råd om, hvorledes en spurgte jeg ham, om jeg ikke kunne få lidt løntillæg. kæreste skulle ”overtales” til sex. Det var nemlig således, at ingen af svendene samt Den normale arbejdsdag startede ved 7-tiden. De dage mester selv, ønskede at arbejde på broen. Løntillægget hvor der forestod store støbninger, der ikke måtte blev afslået, og det blev så til, at der skulle ansættes en afbrydes, kunne det godt blive rigtigt sent. Jeg husker ny svend til broarbejdet. Dette gik bare ikke, da dog ikke, at det har varet til over midnat. svenden ikke kunne stå for fristelserne med den lette Mit job på broen bestod i stor udstrækning på at være adgang til øl. Broledelsen forlangte så, at få mig tilbage ”ved hånden” og tilstede, hvis en maskine ikke virkede. som pladselektriker, de gav mig så lidt tillæg til min Så når der var store støbninger opholdt jeg mig i løn under bordet. Jeg tror nok det var noget der lignede formandsskuret på det flydende støbeanlæg, og der var et par kroner. side 86 af 93 Jeg synes, at der var et godt kammeratskab blandt det tårn, som skulle bruges til at hejse bro bjælken op folkene. Jeg tror dog, at det var således, at mange til kørebanen. Da de så var helt inde til elevatortårnene almindelige håndværkere undgik denne arbejdsplads, og skulle til at fortøje, blev jeg spurgt om jeg så ikke da den var for barsk. Lønnen var selvfølgelig højere ville gå over bjælken, men det ville jeg ikke før den var end hos håndværksmestrene i Rudkøbing. gjort landfast, for så kunne mit forehavende jo Folk gik i deres eget arbejdstøj, men fik dog udleveret ”benægtes”. Da folkene var klar til at begynde regntøj. ophejsningen, gik jeg over til det andet elevatortårn og Arbejdsstyrken bestod mest af ufaglærte arbejdsmænd kravlede så op til brobanen. Da jeg kom frem til samt faglærte tømrere, som Monberg & Thorsen afspærringen ved Siø, fortalte jeg så glad til folk der medbragte, altså folk der kendte til arbejdet fra andre stod der, at jeg var den første, der havde gået fra store anlægsprojekter. Langeland til Siø. Blandt de fremmødte var der en journalist, som omgående så muligheden for en god Først over broen artikel, og han interviewede og tog billeder af mig. Som tiden nærmede sig den dag, hvor det sidste brofag Næste morgen, da jeg mødte på arbejde, kom min skulle sejles ud til broen, fik jeg idéen om, at jeg ville mester mig spørgende i møde og fortalte, at jeg var være den første, der gik fra Langeland til Siø. Da jeg kommet på forsiden af avisen, og at det da vistnok var var bange for at få ”konkurrenter” og nogen ville noget uofficielt, jeg havde gjort. forpurre min plan, holdt jeg naturligvis planen for mig Rigtigt nok så bragte avisen næste dag det officielle selv. Da så dagen oprandt, og jeg stod ved flået, der billede, hvor amtsvejinspektøren og en ingeniør fra skulle sejle bro bjælken ud, spurgte folkene, om jeg broledelsen mødtes midt på brofaget, men gårsdagens ikke ville sejle med ud? Hvortil jeg svarede: ”At jeg hændelse blev ikke dementeret, kun benævnt som skulle ud ved enden af broen, for at være den første, uofficiel. der havde gået fra Langeland til Siø”. Dette trak de lidt på smilebåndet over, og jeg cyklede Leif Elnegaard (Langelænderen 635 - 2013) så ud til Langelands-enden af broen, og klatrede ned af

En sagakvinde fra Langeland Tullebølle 196x "Dejlig er jorden"; Jonas Lies vemodige sang kalder jo - 2013) på en melankoli, der ikke rigtig egnede sig til den Den aften forlod vi så hus og hjem og begav os til lystige atmosfære, der prægede hele aftenen. sognets yderste sted, et lille, idyllisk hus i skovkanten. Margrethe Jensen hed fødselsdagsbarnet og var en I min erindring lå sneen altid højt dengang, og kendt skikkelse i sognet. Deltog i alt, hvad der med en frostklare stjerner blinkede på himlen. Så vi trængte til forslidt betegnelse kaldes det folkelige liv; møder i at komme ind i varmen, men vidste, at med til præstegården, hvor hun stod for kaffebrygningen, der traditionerne for denne specielle aften hørte et var en omstændelig affære, dengang kaffemaskinen beskedent opvarmet hus. Man måtte være af vikingeæt endnu ikke havde holdt sit indtog. Og opvasken for at kunne overleve i så kolde omgivelser - og det var bagefter snød hun sig naturligvis ikke fra. Til den da også just, hvad værtinden var. årlige ydre-missions-basar i forsamlingshuset var I den lille entré bød hun os velkommen, ikke i fiskedammen hendes domæne, og før bankospillet blomstrende vendinger, men roligt og værdigt. Og så (bemærk årets eneste!) til Røde Kors aftenen gik hun forløb aftenen ellers ens fra år til år: Først gik vi rundt fra dør til dør og bad om gevinster. Hun solgte og hilste godaften, så placerede mændene sig i den Dybbølmærker, hentede og bragte sydslesvigske bagerste stue, hvor de straks gik i gang med at ordne feriebørn på rette sted og havde gjort et ihærdigt verdenssituationen; i den mellemste tog kvinderne indsamlingsarbejde til byggeriet af Grundtvigskirken. plads, og her gjaldt snakken juleforberedelserne. Som en påskønnelse fik hun tilsendt et adgangskort til Efter en times tid på denne måde blev der budt til bords dens indvielse i september 1940 og deltog gerne - skal i den forreste stue, hvor den hvide dug var pyntet med vi gætte på, at det har været for egen regning? små grankviste, brune bøgeblade og røde bær. Den Hver søndag indtog hun sin faste plads i kirken, og alle skoldhede chokolade blev skænket op i fine, gamle kirkegængere vidste, at først når hun rejste sig og gik kopper, og det var en fryd at skue den tykmavede ud, var gudstjenesten forbi. Begrebet dårligt vejr chokoladekande med dens gyldne løve hvilende trygt anerkendte hun ikke; kun en snestorm formåede at på hanken. De lette boller belagt med et tykt lag smør holde hende hjemme. I kolde vinterdage omsluttede en blev budt omkring, og efter chokoladen fulgte varm, "pipaluk" hendes rødkindede ansigt; det var en spids stærk kaffe, lun kringle fyldt med alskens godt; hætte, der kom på mode i de strenge krigsvintre og som vanillekranse, finskbrød, brune kager og klejner regel var syet af to lag tykt klæde; det inderste lag bøjet manglede heller ikke. Alt sammen friskbagt af om, så det dannede kant og særlig smart, hvis det var kogekonen, der befandt sig i køkkenet, men som ternet. I sjældne tilfælde kunne hætten være pelsforet hverken lod sig se eller høre. og danne en flatterende kant. Men som alle moder Det gode traktement forhøjede stemningen og dukkede den op for en tid og forsvandt i glemsel igen - stuetemperaturen et par grader, og nu kom bare ikke hos Margrethe Jensen. Mode eller ikke-mode Højskolesangbogen frem. "Ind under jul" passede godt, betød ingenting for hende. Hun var både i bogstavelig men heldigvis fulgtes den af "Julen har bragt" og og overført forstand en dame, der satte sin hat som hun side 87 af 93 ville. Også hendes hvide lærredshat ved sommertide, på besøg hos hende og få en kage og har utvivlsomt når solen bagte fra en skyfri himmel. Færdedes altid på fornemmet den samme hjemlighed, som vi voksne eller med sin cykel, for det hændte, at en stejl bakke gjorde. I sin fritid holdt hun af håndarbejde, især tvang hende til at stå af og trække den - ikke op men knipling, og mange store piger fik et fint ned! Ja, ja, det er ikke et dusinmenneske, jeg forsøger lommetørklæde med kniplingskant foræret til deres at beskrive. konfirmation. På den tid benævnedes vores bibliotek en En tidlig martsdag i 1969 sad hun ved sit kniplebræt, sognebogsamling og befandt sig i to lavloftede, mørke da en af nabokonerne kikkede ind. Stuen forekom stuer i en tilbygning til det forhenværende hyggeligere end sædvanlig, fordi der for en gangs skyld kommunekontor. Den bogsamling bestyrede frk. var lagt godt i kakkelovnen. "Måske er Margrethe Jensen, og dér kunne hun træffes to gange om ugen begyndt at blive lidt kuldeskær på sine gamle dage", med brillerne på næsen og kartotekskassen stående tænkte naboen, men det har nok været influenzaen, der foran sig på et simpelt fyrretræsbord. Nogle få var på vej. Nogle dage efter blev den gamle dame syg loftlamper forsøgte at lyse så meget op, at bogtitlerne og måtte gå til sengs. Naboerne skiftedes til at gå ind kunne tydes, og der herskede en livsalig ro, som og hjælpe hende og tilbyde lidt varm suppe eller andet, voksne mennesker, der ønsker at fordybe sig i bøger, der gør godt i den situation. Og en morgen lå sætter pris på. Margrethe Jensen så død i sin seng, sovet stille ind, Det passede ganske til frøken Jensens temperament, værdig til det sidste. som ikke kunne klare alskens halløj. Børn i flok, som Vi sang hende ud fra hendes kyske soveværelse, hvor det senere er blevet almindeligt på biblioteker, havde den lukkede kiste stod, og hvor solen strømmede ind gjort hende uduelig til det arbejde og dermed frataget gennem de lette, hvide gardiner, der var trukket for hende det beskedne bidrag til hendes i forvejen vinduerne. Præsten holdt en kort tale og citerede beskedne indtægt. Men da hun nærmest foragtede Kingos salmelinjer "Jeg i mit kald og stand min Gud og materielle goder, i hvert fald komfort, klarede hun sig Fader kan tilbørligt dyrke". Mere behøvedes ikke som godt, og ingen har nogensinde hørt et beklagende eller karakteristik af Margrethe Jensen. Efter højtideligheden utaknemligt ord komme over hendes læber. Jeg tror i kirken blev hun sænket ned i graven mellem sine ikke, hun følte sig ensom, men jeg ved, at hvis hun forældre. Et liv var levet til ende, og jeg tror, gjorde, ville hun skamme sig ved at fortælle det til Margrethe Jensen er det nærmeste, jeg har været en nogen. sagakvinde. At hun ikke formåede at omgås børn i flok, var dog ikke lig med manglende interesse for dem. Især Lise Christoffersen (Langelænderen 530 – 1998) naboernes tog hun sig af, og de kunne lide at komme

Interview Rudkøbing - 196x Børnehaven hos frk. Erskov er da også en tid, jeg Ja, jeg er født i Rudkøbing den 2. april 1954 og er mindes som en rigtig rar tid. Især tiden, hvor vi var datter af Eva og Pehr Kellgren. Desværre døde min far, blevet så store, at vi fik lov til at gå hen til købmanden da jeg var 10 år, men jeg husker tydeligt mine ture med og hente de bestilte varer - så vankede der jo altid lidt ham, når han kørte efter grise. Vi stod op kl. 3.30 - jeg mundgodt. har vel været 5 år dengang - og det at komme ud i Men så begyndte du at gå i skole? denne kæmpelastbil som lugtede meget stærkt af gris - Ja - det vil sige - det første år gik vi i Asylet. Det var og køre sammen med far midt om natten, det var den det, der i dag svarer til børnehaveklassen. Vi syntes alle vildeste luxus, syntes jeg. Vi fik en stor madpakke med sammen, at det var utrolig spændende sådan at få lov til i en skotøjsæske, husker jeg. Grisene blev kørt til at prøve at gå i skole, og frk. Jensen var en ganske god slagteriet. Lige ved slagteriet lå badeanstalten, hvor vi leder, som vi havde stor respekt for. gik til svømning tirsdag og torsdag. Dengang var der Senere, da jeg startede med at gå i Rudkøbing skole, ikke så meget snak om miljø, forurening og den slags. var det stadig obligatorisk at gå i skole om lørdagen. Vi svømmede glade rundt i det røde vand (blod) og Men efter skoletid måtte vi løbe på rulleskøjter i glædede os over, at det var dejligt varmt. Når vi rigtig skolegården, vi måtte bare ikke løbe på landkortet, så skulle på badetur med børnehaven, foregik det i det gjorde vi selvfølgelig heller ikke. Spodsbjerg, ja, det var det rene Mallorca for os. Vi Kan du huske jernbanen på Langeland? kørte altid i købmandens folkevognsrugbrød, hvor vi Ja, det kan jeg. Min moster og onkel boede i Illebølle, børn sad bagi på træølkasser. Det var vist ikke helt og jeg havde også en faster og onkel i Bagenkop. Det lovligt, men det tænkte vi ihvertfald ikke på. var vidunderligt at pakke sin taske og tage på ferie hos Min morfar solgte fisk/grønt/ost og på turene rundt til familien sydpå. Dengang føltes afstandene meget større de store godser, gårdene og de mindre steder stiftede og der skulle virkelig planlægges, når man skulle rundt jeg for 1. gang i mit liv bekendtskab med handel og på øen. Jeg husker også den sidste tur med færgen. Jeg økonomi. Det har jeg nu ikke taget meget ved lære af. var glad for at broen kom, for det lykkedes mig altid at Jeg husker disse ture med stor glæde, da det føltes som blive søsyg på den korte tur på 25 minutter fra en slags udforskning af øen med alle de forskellige Rudkøbing til Vemmenæs. steder, vi kom hen. Jeg husker min barndom som en tid med uendelig mange muligheder og masser af tid. Fx. boede der i side 88 af 93 Ahlefeldtsgade en snedkermester og hans kone. De indebar jo en vis ærefrygt for dette instrument. Som havde 12 børn og langt over 20 børnebørn. Hvis jeg store piger og langt hen i voksenalderen måtte mine ikke havde nogen at lege med, gik jeg altid derhen og kusiner og jeg da også synge til, mens farmor spillede. ringede på og spurgte, om der var nogen børn, jeg Det var mest Violer til mor - Judex - There's a long kunne lege med i dag. Det var der tit. Men ellers var way o.s.v. De sidder stadig i blodet og en sjælden gang der også børn i alle gaderne, Reberbanen, hører man dem da endnu i Jørn Hjortings udsendelser. Ahlefeldtsgade og Nørrebro. Jo, der var tit "gang i Der var ikke så mange biler dengang, og dem der var, den". Fx. husker jeg engang min kusine og jeg legede tog meget hensyn til os børn, sådan husker jeg det Svend Gynge og Kulsoen på hjørnebageriets tag efter ihvertfald. en biograftur. Vi var jo godt camoufleret, så "Basse" Jeg husker min barndom som en meget rar tid og med vidste ikke, det var os, så han ringede efter politiet. et godt sammenhold os børn imellem. En del af os Min farmor og farfar var ikke helt tilfredse med dette holder da også stadig kontakt med hinanden, og det indslag, da de var nærmeste naboer, og det var dem, er - mener jeg - meget værdifuldt at have "de gode der havde haft os med i biografen. gamle" omkring sig. Min farmor spillede i mange år klaver i biografen, - det var før der kom tonefilm - så det Hanne Kellgren (Langelænderen nr. 508 - 1995)

side 89 af 93

En oplevelsesri færgetur Nordlangeland - 1963 En mandag formiddag i februar 1963 var vi 4 knægte venter. Så bliver kikkerten rettet mod havoverfladen fra Tranekær ( Leif – Niels – Henning –Ole i 15 års som undersøges, der ses en flok edderfugle mere. Jeg alderen) der cyklede til Lohals hvor vi skulle med bliver så bedt om at sejle endnu en runde, skipper går motorfærgen ”LUNDEBORG” kl. 12.15 til Lundeborg hurtigt på dækket, kalder på maskinmesteren, de går så på Fyn. igen mod koøjerne med jagtgeværerne, der skydes flere Det er flot solskinsvejr og let frost da vi cykler ombord edderfugle og efterfølgende opsamling. på færgen som afgangens eneste passagerer. Efter at vi Motorerne stoppes helt og medens færgen flyder har sat cyklerne kommer skipper og spørger om vi har videre, samles de 2 besætningsmedlemmer og vi 4 travlt ? - vi svarer knægte på dækket for at beundre dagens fangst på en nej. 11-12 edderfugle. Skipper og maskinmester samler Efter et lille øjeblik siger han: - Der er fugle på vandet i fuglene sammen og stuver dem ned i maskinrummet. dag, så sejlturen vil nok tage lidt længere tid – Vi Samtidig får vi at vide, at vi endelig ikke må fortælle ligner nogle store spørgsmålstegn, men der bliver ikke det til nogen! Men helt klart vejr og solskin – ja, så fortalt mere. Vi går op i kahytten ovenover dækket, kunne alle både på Langelandssiden og Fynssiden se finder et bord og får købt billetterne. hvad der foregik på Langelandssund, og mon ikke der Halvvejs ude i Langelandssund mellem Langeland og var nogen i Lohals og omegn der skulle have en Fyn kommer skibsføreren hen til os og siger at vi skal edderfugl i gryden. gå med ud i styrehuset. Han forklarer hvordan roret Bovporten blev lukket, færgens motor startede op og vi virker og siger så til mig - hold sådan om roret og drej sejlede til Lundeborg, sejltiden som normalt var på ca. sådan om lidt når jeg gør tegn fra dækket - han og 40 minutter, varede noget over en time – en anderledes nogle af de andre går nedenunder, samtidig bliver og spændende færgetur, en oplevelse rigere. motorlyden svagere, lidt efter er de på dækket og Vi cyklede hurtigt videre til Vejstrup Ungdomsskole og kommer frem i forstavnen på færgen sammen med færgen sejlede retur (lidt forsinket) til Lohals med de maskinmesteren, som er kaldt op fra maskinrummet, og der ventede på overfart – 1 bil og et par cyklister – nu har dagens 2 mands besætning – skipper og samt edderfugle i maskinrummet. maskinmesteren – hvert et jagtgevær i hånden. Hvad En oplevelse fra dengang hvor tiden ikke var helt mon der nu skal ske??? Efter et øjebliks venten bliver afgørende og hvor man ikke stillede for mange der givet tegn, jeg drejer som aftalt roret mod højre, spørgsmål - men spændende var det. færgen begynder nu at dreje i en stor bue – der står jeg M/F Lundeborg kom fra værft i Nyborg i 1932 og var alene i styrehuset, med et ror i hånden og en færge det man blandt søfolk kalder ”et uheldigt skib”. En cirklende på vej mod Lundeborg??? Efter et par uheldsramt færge der var udsat for 2 brande og 1 minutter stikker de jagtgeværerne ud gennem koøjerne kæntringsulykke. og begynder at skyde edderfugle og får ram på en 7-8 Færgen var normeret til 11 personbiler, ca. 60 stk., vi sejler stadigvæk rundt i cirklen og ender næsten passagerer og min. 3-mands besætning. Færgen hvor vi startede. Bovporten bliver åbnet, bådshagerne sluttede helårssejlads i 1963, pga. Langelandsbroens er taget frem og så samles der edderfugle op og smides åbning i 1962. Man fortsatte med sommersejlads fra på dækket. 1964 til 1968. Bovporten lukkes, skipper kommer op og overtager I 1975 blev færgen sænket ved Rantzausminde, roret fra mig, motorlyden bliver højere igen, Svendborg. sejlretningen ændres så til kurs mod Lundeborg. Efter ca. 5 minutters sejlads tager skipper kikkerten – ser Ole Steen (Langelænderen 618 2011) mod Lundeborg havn – og bemærker så: Der er endnu ingen ventende passagerer eller biler på kajen, jeg får kikkerten ser mod havnen og ser heller ikke nogen der

side 90 af 93

Uddrag af barndomserindringer Tullebølle - 196x en teske. Men jeg mindes, at vi ikke var helt så Når høsten var kommet i hus, lavede vi selvfølgelig populære, som vi troede, da Sofie s forældre kom hjem. huler med lange gange på høloftet, hemmelige huler - For nu var det jo ikke sikkert, at soen eller de andre og i laden sprang vi ned fra loftsbjælkerne højt oppe grise ville kendes ved den lille pattegris, når den ikke under taget og landede i kornet. Det har nok virket lugtede ligesom dem, men af os menneskebørn. Om højere, end det egentlig var, fordi vi var børn. Jeg er den overlevede husker jeg desværre ikke. Vi følte dog, heller ikke helt sikker på, om vi måtte. Men det var at vi havde gjort vores bedste. sjovt og føltes lidt farligt. Jeg holdt meget af at være Så trådte The Beatles, The Rolling Stones, Elvis med til at høste. Det var dejligt at være med til at bruge Presley og Cliff Richard ind i vores liv. Ikke sine barnekræfter. Og det var sjovt og spændende at vi bogstaveligt selvfølgelig, men med deres fik lov til at køre traktoren. Jeg tror, at det var en beat/rockmusik og sange om kærlighed, og dermed Ferguson. vågnede vores interesse for drenge og forelskelser. Det Jeg kunne godt li’ at der var ting, som vi skulle hjælpe var en ny og spændende tid i vores unge pigesind. Og til med, såsom at hakke roer, selv om det ikke var altid, sammen med Sofie skete der altid noget. Hun vi gad. Vi fik endda penge for det. Var det 10 øre for udviklede hurtigt en fin evne, der resulterede i, at vi de korte rækker og 25 øre for de lange? Så var det jo altid befandt os midt i "verdens navle," hvor vi mødte bare om, hvem der kunne nå flest rækker, og når vi var andre unge, så vi fik mulighed for at udvikle nye færdige, cyklede vi ned til Blomsholm Strand og gik i venskaber af begge køn. Også i den periode af min vandet, hvis det havde været varmt i roerne. Så føltes ungdom kom Nørrevang til at danne rammen om en det endnu bedre at komme i vandet, end hvis vi ikke dejlig tid. Vores nye drengebekendtskaber var altid skulle have været i roerne først. velkomne. Det skete et par gange, at vi fik udenø's Jeg har altid interesseret mig meget for dyr og fandt pennevenner, drenge selvfølgelig. De kom og besøgte derfor livet med dyrene på gården spændende. Engang os på knallert og havde telt med og så fik de lov til at var vi alene hjemme på gården en aften, hvor Sofie s slå det op i haven hos Sofie - mens vi fik strenge ordrer forældre skulle ud. Vi havde fået instrukser om, om at blive på værelset om natten. Jo - det var en sjov hvorledes vi skulle være "jordemødre" hos en so, der og følsom tid. "Lykken var" når man kom til at sidde skulle fare. Imidlertid gik det sådan, at der i kuldet var bag på knallerten hos den, man var mest forelsket i. en lille pattegris, der var mindre end de andre og derfor Men det var alligevel ligesom om, vi var for unge til at ikke havde så nemt ved at komme til patterne. Vi være kærester. Sommerlivet var uforpligtende, sorgløst syntes, det var synd for den, og tog den med ind og og spændende. med op på værelset og med i seng, så den kunne få varmen og vi forsøgte at få noget mælk i den. Jeg kan Elisabeth Kyndby Holm (Langelænderen nr. 511 - ikke huske, om det var med en dukkesutteflaske eller af 1995)

Græskardamen! Vesterby Mark - ca. 1980- de hver eneste dag leverer seks varme, nylagte æg. En sognefortælling fra Vesterby Mark af Iben Friis Eller som de atten duer. Kattene. Og hunden. Jensen, medlem af kirkebladsudvalget for Fuglsbølle Haven er Jørgens, siger Eva Ottesen om sin prydhave, kirke som sønnen, der er gartner, holder i beundringsværdig Selvfølgelig kender vi godt Evas navn: Eva Ottesen, orden. Vesterby Mark 2. Men for de fleste er hun Eva Ottesen, blev født i huset på Vesterby Mark - som Græskardamen. Og det er ikke tilfældigt, for i 32 år har dengang hørte til Stat-ene. Det er snart 79 år siden. hun dyrket og solgt sine græskar ved vejkanten. Men også Evas mor er barnefødt i huset i 1886, så i -Nej, der er sgu ingen, som sylter dem mere, korrigerer familien har bygningen sin egen historie. Eva. - Folk køber dem til græskarhoveder. Som folk Da min mand levede, gik jeg hjemme og passede siger: Hvor kan man ellers få legetøj til sit barn for en børnene og vores fire køer og ene gris, siger Eva om ti'er? - Men i år ser det skidt ud med græskarrene. Ikke livet fra dengang Henry Ottesen hver morgen snuppede engang augusts varme kan få dem til at modne - der cyklen ned til sin arbejdsplads. Han var tømrer i skal et par måneders godt vejr til, mener Eva om sine Bagenkop. planter, der fylder hele jordstykket ud mod vejen, og For Eva er gamle dage de gode dage. Det var dengang som også breder sig mellem solsikkerne i haven. der lå en brugsfilial på Søndre landevej og en købmand Enkelte græskarplanter har endda snoet sig op i et i Stat-ene. æbletræ! En hjulmand var der også... jo, der var flere Græskarrene er Evas lille hobby. Eller rettere: Ordet forretninger i Stat-ene, siger Eva, der som de andre hobby bruges ikke af hende. Det er bare sådan. Stat-ene-børn gik i skole i Fuglsbølle - først to år hos Ligesom alle strømperne hun stadig strikker til sine tre lærer Clausen og frøken Jørgensen i forskolen - siden sønner. Eller de seks høns, som hun stønner over, fordi fire år i de store klasser.

side 91 af 93 I dag er det ikke just blevet nemmere at bo her - men ligesom Evas sønner bor i nærheden. Jørgen bor jeg klager ikke, siger Eva Ottesen. Sammenholdet er sammen med sin mor på Vesterby mark, Hans bor i heller ikke længere så stærkt, men det giver hun nu Skrøbelev og Poul i Kædeby. Kun datteren Ellen er også sig selv skylden for. For hvad kender hun egentlig flyttet væk fra Langeland og har bosat sig i Tønder. til alle de nye, de tilrejsende, som hun kalder dem, der er flyttet ind i de gamle huse omkring hende? Eva Ottesen (Langelænderen nr. 563 - 2003) Hun har dog en bror, som også bor på Vesterby mark, en bror på Bønneløkke og en søster i Ormstrup,

side 92 af 93

side 93 af 93