Værsgo – 16 sider ekstra GAFFA til dig hver måned! Juni 2009

JoyAFMAGTENS DivisionBRUTALITET

// vind billetter til roskilde festival og coldplay. Stor koncertrejse til u2 i berlin. store rabatter til skive beach party, start! festival, esbjerg rock festival og meget mere //

gaffa.dk 41 JoyAFMAGTENS DivisionBRUTALITET I juni er det 30 år siden, udgav deres skelsættende debutalbum . Musikeren og multikunstneren Martin Hall har i den anledning skrevet dette essay om albummet, gruppen og den martrede forsanger , der begik selvmord mindre end et år efter udgivelsen af pladen.

ORD: Martin Hall

” Somme tider forestiller jeg mig, hvordan himlen og døden er opstået: ved at vi har rykket det kostbareste i os væk fra os selv, fordi der endnu var så meget andet at gøre, og fordi det ikke var i sikkerhed hos os travle væsener. Nu er der gået tider med det, og vi har vænnet os til noget ringere. Vi genkender ikke længere vores ejendom og forfærdes over dens yderste storhed. Kan det ikke være? ” Rainer Maria Rilke (1875-1926)

Ingen rockgruppe har rørt mig så bevidstheden om en ydre modstander, til et fokus, som i langt højere dybt og inderligt som Joy Division. Så grad var rettet mod en indre afmagt og følelse af fortabelse. Som den så I. Intro enkelt er det. Jeg var 16 år, da Unknown hyppigt citerede verslinje fra Dantes Den Guddommelige Komedie lyder, Pleasures udkom, og den dag i dag mener jeg stadig, at albummet er den de sidste ord af indskriften over Helvedes Port som varsel til dem, som er vigtigste rockudgivelse nogensinde. ved at træde ind: ”Lad alt Haab fare, opgiv alt Haab; fuldstændigt.” (Hel- 70’ernes rockmusik var min katekismus, min udviklingslære. Først gav vede, 3. sang, vers 9). Man lod sig kort fortalt synke ned i dyndet i håbet glamrockens dekadente poeter mig min intellektuelle og seksuelle væk- om at genfinde altings tabte hjerte. kelse via frontfigurer som den androgyne Bowie og art school-fetichi- Bagefter kan man selvfølgelig gøre al den grin med periodens tidsånd, sterne Roxy Music, siden hen hamrede Sex Pistols døren til den konkrete, man vil – tage den ironiske distance og reducere sangeren Ian Curtis til sociale virkelighed ind med deres kompromisløse insisteren på at leve en weltschmerz-crooner, der med selvmordet som den ultimative per- efter egne regler og med dertilhørende nødvendig åndelig autonomi, og formance blot planmæssigt arbejdede sig hen imod sin egen rock’n’roll- som sidste del af denne tredelte vækkelsesproces fik Joy Division vendt udødelighed ved at hænge sig i en alder af 23 – men faktum forbliver, mit blik mod en mere metafysisk realitet. at Joy Divisions alvor og inderlighed for længst har ætset sig ind i både Joy Division tilføjede en sjæleransagende dimension til slut-70’ernes britisk og international rockhistories annaler med en glødende, stadig rockmusik. Mere end noget andet var deres sange bekendelser, og tonen uovergået intensitet. i gruppens udtryk var angerfuld, andægtig, ja, nærmest religiøs. Her bejlede romantikken til mysticismen i stort set hver eneste sang, Goethes ”Som Tony Wilson, stifteren af , meget unge Werther-skikkelse blev med ét en del af rockmusikkens karaktergal- rammende formulerede periodens differentiering, skiftet fra leri, og efter glamrockens læbestiftsgraffiti og punkens skrigende hår- farver hvilede al opmærksomheden nu pludselig på fire unge fyre i grå punken til den såkaldte postpunk, så havde punkens bukser, Lancashire-sko, nydeligt strøgne skjorter og slips. entydige skrig altid været et ”fuck you”, hvorimod Gruppen lignede groft sagt en samling kostskoledrenge i deres skole- postpunkens suk blot forblev et ”I’m fucked”. uniform. Hos Joy Division var der ingen gimmicks – det var alvor frataget al posering. Et kvart århundrede har det syntes at tage verden alene at begynde Jo længere tid der går, desto mere synes der at være at sige om denne at fatte, hvor betydningsfuldt et band, der her var tale om. Fra gruppens gruppe. Om Manchesters ”psykogeografi” i 70’erne. Om den sitren i tidlige indflydelse på både The Cure og U2 hele vejen op til nyere navne underbevidstheden, der forplantede sig i en nærmest vækkelsesagtig som Interpol, Editors og White Lies. bevægelse, i start-80’ernes horder af ensomt skulende unge mænd i Det var den totale mangel på forstillelse, der var Joy Divisions stor- lange overfrakker, der kropsstive og med blikket sat på uendeligt afven- hed – et blændende fravær af ligegyldige parader og billige tricks. tende stillede sig an i forladte fabrikker og mørke baggårde. Og så selvfølgelig lige en bassist, der troede, han var lead-guitarist, en Noget var ved at samle sig i horisonten, og man ledte efter et tegn. trommeslager, der spillede med en koncentration, som var han overbe- Man begyndte at skue indad, søge svarene i skyggernes stilhed snarere vist om, at gulvet under ham når som helst kunne finde på at opløse sig, end at kræve dem af den omverden, hvor al mening for længst var gået en guitarist, der konsekvent forsøgte at modarbejde bassistens irriteren- tabt i et orgie af arbejdsløshed og åndelig fallit. de iørefaldende hooklines samt en sanger så sygeligt sensibel og plaget, Som Tony Wilson, stifteren af Factory Records, meget rammende at det var umuligt at forblive upåvirket. formulerede periodens differentiering, skiftet fra punken til den såkaldte Som Bono sagde efter Ian Curtis’ selvmord: postpunk, så havde punkens entydige skrig altid været et ”fuck you”, “Han var den bedste. Jeg var altid nummer to. Men jeg gør det allige- hvorimod postpunkens suk blot forblev et ”I’m fucked”. vel, nu hvor han er væk.” Man gik fra et fokus, der havde draget det meste af sin næring fra Et øjebliks selverkendelse. Årtiers bevisførelse.

44 gaffa.dk “Han var den bedste. Jeg var altid nummer to. Men jeg gør det alligevel, nu hvor han er væk.” Bono, efter Ian Curtis’ selvmord

gaffa.dk 45 i deres lyd. De var en gave til en producer, Joy Division, fordi de intet anede om en pladeproduk- engelsk postpunkband II. STORYLINE tion. De lavede ikke ballade. ”A Factory 1976-1980. Juli 1976: Sex Pistols optræder på Lesser og en tydelig fornemmelse af retning. Som Sample” var det første, jeg lavede med Free Trade Hall i Manchester, en koncert, i tilfældet med så mange andre af tidens dem. Jeg mener, jeg havde den nye AMS Gruppen lagde med sin sorthvide æstetik og der fungerer som musikalsk åbenbaring toneangivende bands stod det dem hur- delay-maskine (en digital ekkogenerator, dunkle lyd fundamentet for 80’ernes goth- for en række af de tilstedeværende gæster tigt klart, at det blot at imitere oprindelige red.) til rådighed i omkring to uger. Den musik, en genre, de ellers stod i ganske grel kontrast til via deres alt andet end – blandt andet fire kommende postpunk- inspirationskilder som Pistols ville være at hed ”Digital”. Den kom som sendt fra poserende stil. ikoner, d’herrer Mark E. Smith, Howard misse pointen fuldkommen; det handlede himlen.” Debutalbummet Unknown Pleasures blev Devoto, Morrissey og Ian Curtis. derimod om at fange gruppens ånd, tidens Historien er meget symptomatisk for allerede ved sin udgivelse betragtet som Hver især brændemærkes de af Pistols- esprit og fremdrift, og dernæst tage et nyt det fantastiske møde mellem skæbner, en klassiker, og da gruppens sanger, Ian sangeren Johnny Rottens fanatiske stirren, og næste skridt. der fandt sted i denne periode. Factory Curtis, begik selvmord i maj 1980, var Joy Divisions mytologiske status en realitet. dette flammende blik, der syntes at stirre De kom i kontakt med Tony Wilson, en Records var med Tony Wilsons egne ord ”et Efter den posthumt udgivne lp Closer og direkte ind i fremtiden, og hver især gik de lokal tv-vært, der arbejdede på Granada kollektiv af galninge”, ham selv inklusive. single dannede de efterfølgende ud og skabte rockhistorie Television, og som i 1976-1977 blandt Wilson var en slags ”Malcolm McLaren resterende medlemmer bandet New Order. med hver deres band: The Fall, Buzzcocks/ andet havde præsenteret programmet So møder Jerry Springer”, en overidealistisk Gennem et kvart århundrede er Joy Divisions popularitet støt vokset, og med Magazine, The Smiths og Joy Division. It Goes. Den excentriske Wilson hadede fantast, der for eksempel lod alle de bands, fotografen Anton Corbijns spillefilmControl Koncerten indledte en ny æra for byen. 70’ernes musikscene og havde selv ople- han signede, beholde samtlige musikalske (2007) nåede interessen for bandet et nyt Inden da eksisterede ”rock’n’roll-byen” vet Sex Pistols’ første koncert i byen som rettigheder til indspilningerne, under- klimaks. Manchester simpelthen ikke. Byen var en ”intet mindre end en åbenbaring”. Han skrev kontrakten med Joy Division med fattig, industriel spøgelsesby, hvor der bookede dem til sit tv-show og blev der- sit eget blod og som senere da også lige Albums: Unknown Pleasures (1979) efter sigende kun boede omkring 200 med den ansvarlige for gruppens første sørgede for, at verdens bedst sælgende Closer (1980) mennesker i Manchesters centrum på det tv-optræden. 12”-single nogensinde, New Orders ”Blue tidspunkt. I 2007 boede der over 20.000. Omkring samme tid som mødet med Monday”, gav underskud for hvert eneste Det var Pistols-besøget, der satte alt Wilson blev Joy Divisions solgt eksemplar på grund af et alt for dyrt dette i gang. Ikke blot de nævnte navne, manager, en elskeligt-brutal lokal musik- omslag! men også den næste bølge med Stone fanatiker, der blandt andet havde arbejdet Og hvem havde så fået lov til at lave det? Roses, Happy Mondays og Oasis. med det middelmådige poppunkband En ung, tidligere designstuderende, hvis Nogle gange kræver det kun fire men- Slaughter and the Dogs. Wilson stiftede første job havde været ”A Factory Sample”, nesker at ændre historiens gang. Factory Records, et navn, der var mere og som senere blev manden, der kom til Ian Curtis, og Peter inspireret af Manchesters industrielle at kendetegne Factorys æstetiske linje, Bokssæt: Hook slog sig sammen – sanger, guitarist, ødeland end af Warhols The Factory, og den nu verdensberømte designer Peter Heart and Soul (1997) bassist. Senere kom trommeslageren Ste- med Wilson og Gretton som henholdsvis Saville (manden bag samtlige Joy Division (indeholder stort set alt, gruppen udsendte og phen Morris til. Historien lyder, at de i et femte og sjette medlem gik man så i gang og New Order-covere). Det var også ham, indspillede, samlet på 4 cd’er) kort øjeblik hed Stiff Kittens, men navnet med forberedelserne til indspilningerne af der med en enkelt håndbevægelse grund- var i virkeligheden blot et forslag, en joke, som guitarist og senere sanger i Buzzcocks ”Juli 1976: Sex Pistols optræder på Lesser Free Trade Hall i Manchester, Pete Shelley foreslog dem, eftersom hans kats killinger lige var døde. en koncert, der fungerer som musikalsk åbenbaring for en række af de Joy Division spillede deres første kon- tilstedeværende gæster – blandt andet fire kommende postpunk-ikoner, cert under navnet Warsaw, inspireret af d’herrer Mark E. Smith, Howard Devoto, Morrissey og Ian Curtis. (...) Bowie-nummeret ”Warszawa” fra dennes Nogle gange kræver det kun fire mennesker at ændre historiens gang.” på det tidspunkt nye album Low. Koncer- Opsamlinger (udvalgte): ten foregik i maj 1977 i The Electric Circus numrene ”Digital” og ”Glass” til den første lagde 80’ernes industrielt-romantiske Still (1981) Substance (1988) som opvarmning til Buzzcocks og Pene- Factory-udgivelse, ”A Factory Sample” (en dødsdesign, den prototype, som stort set Permanent (1995) tration. dobbelt-ep, der også indeholdt bidrag fra ethvert goth-navn med respekt for sig selv The Best of New Order (2008) Gruppen skiftede navn til Joy Division i The Durutti Column, John Dowie og Caba- lige siden har plastret deres covere til med slutningen af 1977, et navn, der blev hentet ret Voltaire). (det vil sige et motiv af en marmorengel, Livealbum (udvalgte): fra bogen The House of Dolls (1955) skrevet Til rollen som producer hyrede Wilson en gravsten og/eller et par kutteklædte The Peel Sessions (1990) Preston 28 February 1980 (1999) af en tidligere koncentrationslejrfange , som under navnet Mar- munke), idet han som forsidemotiv på de Complete BBC Recordings (2000) Yehiel Feiner under navnet Ka-Tzetnik tin Zero blandt andet havde produceret to sidste Joy Division-plader, albummet Les Bains Douces 18 December 1979 135633, hvilket var det nummer, nazisterne Buzzcocks-ep’en ”Spiral Scratch”. Closer og singlen ”Love Will Tear Us Apart”, (2001) gav forfatteren under fangenskabet. ”Glæ- Mødet med Martin Hannett skulle vise brugte henholdsvis et gravmausoleum Bøger: sig at få en altafgørende betydning for Joy og en gravsten – vel at mærke et par uger desdivisionen” refererede til en gruppe Deborah Curtis: Touching from a Distance jødiske kvinder, der for at overleve var Divisions lyd. Hannett blev intet mindre inden sangeren Ian Curtis’ selvmord (på (1995) nødsaget til at arbejde som prostituerede end post-punkens George Martin, ”the Phil det tidspunkt var produktionen af begge Matthew Robertson: Factory Records – The i lejren. Spector of dub”, det vil sige en mand, for plader desværre for længst sat i gang og Complete Graphic Album (2006) Joy Divisions første optræden under hvem musik intet var uden rumklang og derfor umulig at stoppe). Paul Morley: Joy Division – Piece by Piece (2008) dette nye navn var i The Pips Club, den ekko. Han havde en vision, og den skulle Læg til dette persongalleri den allerede 25. januar 1978 – meget sigende samme ingen komme i vejen for. I retrospekt omtalte manager Rob Gretton (en mand Film: måned, som Johnny Rotten forlod Sex vue er det for eksempel slående, at både med et særligt talent for at konstruere (Michael Winterbot- Pistols. De indspillede og udgav ep’en Bernard Sumner og bassisten sætninger, hvor ordet ”fuck” udgjorde tom, 2002) Control (Anton Corbijn, 2007) ””, hvor coveret viser en ved udgivelsen Unknown Pleasures begge samtlige sætningsled, men som samtidig nazi-jugend med tromme: ”Et tankevæk- hadede lyden på pladen. De kunne sim- elskede sit band, som var det hans eget BBC live-performance kende motiv,” som den evigt underspil- pelthen ikke genkende deres eget værk. kød og blod), en af verdens bedste rock- (Transmission): lede guitarist og senere keyboardspiller Dette generede dog ikke Hannett det journalister nogensinde, den Manchester- www.youtube.com/watch?v=6ZwMs2fLoVE Bernard Sumner formulerede det, da han mindste. Ligesom vores egen netop afgå- residerende Paul Morley, der benyttede Links: så coveret. ede statsminister, Anders Fogh Rasmus- enhver tænkelig lejlighed til at skrive om www.myspace.com/joydivision Curtis og ham delte samme apolitiske, sen, der foretrak hårdkogte æg ved sine gruppen i den toneangivende engelske www.guardian.co.uk/books/2008/may/10/ symptomatisk-betonede forkærlighed morgenmøder med de andre ministre og musikavis NME (New Musical Express), og popandrock.joydivision for Europas dunkle fortid – givetvis den aldrig var det mindste anfægtet af, at 18 ud så lige en på det tidspunkt fuldkommen samme fascination, der gjorde, at han i af 19 æg blev liggende tilbage, hver gang ukendt hollandsk fotograf ved navn Anton Fansites: www.incubation.ch denne periode kaldte sig Bernard Albrecht. regeringen forlod lokalet, så havde Han- Corbijn, som udelukkende tog til England www.joydivision.homestead.com Herfra gik det stærkt. Joy Division udvik- nett sin helt egen idé om gruppens lyd. for at få lov til at fotografere sit yndlings- www.enkiri.com/joy/joy_division.html lede sig på ingen tid fra et middelmådigt Om samarbejdet med gruppen udtalte band: Joy Division. punkband til en gruppe med distinkt profil han blandt andet: “Der var masser af rum Skæbnegalleriet var fuldendt.

46 gaffa.dk Designeren Peter Savilles omslag til singlen ”Love Will Tear Us Apart” var lavet et par uger inden Ian Curtis’ selvmord, men eftersom produktionen af pladen allerede var sat i gang på dette tidspunkt, kom coverets gravstensromantik uundgåeligt til at fremstå som en kommentar til sangerens egen død.

keyboards, radiotesttonerne, der glimtede et sted ude i lydbilledets III. MODUS OPERANDI horisont. Alt, hvad der var gået Rockmusik, når den er bedst, skræmmer os basgange – virkede så infamt indlysende, på to akkorder i løbet af et helt nummer, forud af rockmusik, virkede pludselig så lige så meget, som den løfter eller under- når man hørte dem, at enhver musiker ikke ja, sågar en enkelt visse steder. Den episke konkret i forhold til det rum, Joy Division holder os. kunne andet end at spørge sig selv, hvorfor single ”Transmission” bevæger sig aldrig befandt sig i. Deres sange var slet ikke Det var som allerede nævnt den totale han eller hun ikke allerede for længst var hinsides de to akkorder, hvilket Unknown sange som sådan, snarere en slags åndese- mangel på ironi i Joy Divisions univers, Pleasures-nummeret ”Shadowplay” heller ancer, en række påkaldelser og bønner – der tiltalte mig. De vingebårne ord og ”Det var den totale mangel på ikke gør, for slet ikke at tale om album- små messer, der fik Dylan til at lyde som den majestætisk enkle sangstruktur. Pro- forstillelse, der var Joy Divisions mets afslutningsnummer, ”I Remember en raspende pensionist og Lou Reed til at duktionen, der var lige dele industriel og Nothing”, hvor vi er nede på den famøse fremstå som en uoprettelig alkoholiker. universel, gold som sten og på samme tid storhed – et blændende fravær af ene akkord hele skæringen igennem. Det var lyden af en anden verden, gan- dybt romantisk. Gruppens lydbillede var et ligegyldige parader og billige tricks.” Det var enkelheden i deres univers, ske enkelt. Det var lyden af en ubeboelig, sindbillede på tiden, et slags resonansrum, kombineret med de enorme skygger, men ikke desto mindre glimtvist tilgænge- ikke bare for min, men for en hel genera- kommet på dem. I punken talte man altid som produceren Martin Hannett tilførte lig metafysisk realitet. tion af håbefulde unge undergrundssjæle. om ”the three-chord truth”, det at ingen musikken, der gav musikken dens emi- Det var lyden af en mands sjæl. Joy Divisions riff – og her tænker jeg sang behøvede mere end tre akkorder, nente karakter ... de bagvedliggende især på Peter Hooks stakkeret-melodiske men i Joy Divisions tilfælde var vi ofte nede reallyde, båndsløjferne, de få, godt skjulte

gaffa.dk 47 Sanger og tekstforfatter Ian Curtis var mere end almindeligt lydhør over for poesiens potensering af rockmusikken. Med sangtitler som ”Interzone” (inspireret af William S. Burroughs), ”Dead Souls” (Nikolai Gogol), ”Colony” (Franz Kafka) og ”Atrocity Exhibition” (J.G. Ballard) signalerede han et tydeligt slægtskab med den eksistentielle litteraturs mange forskelligartede stemmer.

48 gaffa.dk IV. UNKNOWN PLEASURES Jeg husker tydeligt den dag, jeg kom ind det vil sige en række hvide, varierende dengang, vi levede derimod i skyggen betroede lytter. Først senere gik det op i Haase (en for længst nedlagt pladebutik linjer mod en sort baggrund. Pladen var af en truende paddehattesky, ligesom for mig, at det var hans måde at beskrive i Løvstræde, København), og Unknown trykt med struktur i pappet. Bagsiden af Berlin-muren på allermest konkrete sin egen epilepsi på. Pleasures netop var ankommet. Det var omslaget var sort, uden informationer facon stadig delte øst og vest. Det nummer, der dog øjeblikkeligt juni 1979. om hverken sange eller medvirkende, Jesper Reisinger havde talt om Joy ramte mig, var ”New Dawn Fades”, det Jesper Reisinger – dansk punks Allen blot med påskriften FACT 10, pladenum- Division i månedsvis, og mine forvent- sidste nummer på ”Outside”-siden. Igen Ginsberg-agtige excellence, manden meret. Inden i coveret lå vinylpladen så ninger til pladen var af samme grund var der reminiscenser til The Stooges, der blandt andet stod bag bladet Iklipsx, i et innersleeve, hvor titlerne langt om denne gang til nummeret ”Dirt” fra deres men ellers forblev besynderligt pro- længe dukkede op. Ud over et minimum ”Unknown Pleasures syntes at Funhouse-album (samme slæbende duktionsløs – havde skaffet lp’en hjem af informationer var et sløret billede af en have en sær clairvoyant viden natur, samme slags rytmeguitar og via butikkens egenimport, endda i alt halvåben dør alt, man fik at se. samme monumentale afslutning på en for mange eksemplarer i forhold til det Pladen indeholdt ingen side 1 eller om sin egen fremtidige status side 1), men herfra ophørte alle ligheder estimerede salg, af den altoverdøvende 2-betegnelser. Den angivelige side 1 hed som rockklassiker. Måneder så også. Jeg overgav mig betingelsesløst. simple grund, at dette bare var en plade, ”Outside” og gengav blot coveret på inden havde Joy Division lydt Det er lyden af verdens ensomste alle skulle høre. Folk, der ikke havde råd til labelet, mens den formodede side 2 hed som et ordinært punkband, og trommesæt, man hører i åbningen af at købe den, fik den simpelthen af ham, ”Inside” (samme billede med omvendt pludselig stod man så med dette ”New Dawn Fades”, gengivet i en klang- så vigtig forekom udbredelsen af dette tryk, det vil sige med sorte streger på verden så krystallinsk, at man allerede nye evangelium ham ... selvfølgelig ikke, hvid baggrund). Det er vel nærmest mesterværk i hånden, en delikat sekunder inde i nummeret føler, at man mens butikkens daglige leder og økono- unødvendigt at sige, at sangenes tekster balancegang mellem det kan plukke istapper fra dens hvælving. misk ansvarlige så det, men diskret, som ikke var inkluderet. pragmatiske og det umulige.” Siden hen modsvares den nedgående en modstandsmand, der lader en ulovlig De eneste billeder, jeg havde set af basfigur af et stigende guitartema, Ber- tryksag passere fra hånd til hånd. Ian Curtis og Joy Division, var dem, der tårnhøje. Umiddelbart forekom den mig nard Sumners muligvis mest ekspressive Pladens cover var det smukkeste, havde været trykt i NME. Det var alle desværre noget ordinær. Indledningsvis øjeblik i det samlede Joy Division-kata- jeg nogensinde havde set. Det var som sammen sorthvide portrætter, hvilket fandt jeg sågar de to numre ”She’s Lost log, og til sidst kommer stemmen så: allerede nævnt designet af Peter Saville primært skyldtes avisernes trykkestan- Control” og ”Interzone” decideret ringe, ”A change of speed, a change of style med udgangspunkt i et billede fra The darder dengang. Ikke desto mindre sidstnævnte fordi det lød som en dårlig ... a chance to watch, admire the distance; Cambridge Encyclopedia of Astronomy gengav disse kornede motiver glimrende Stooges-kopi, og ”She’s Lost Control”, still occupied, though you forget.” (efter forslag fra Bernard Sumner), en den tidsånd, der herskede. Perioden fordi jeg ikke kunne se nogen som helst 4 minutter og 47 sekunder. Længden grafisk gengivelse af 100 successive kaldte ikke på farvebilleder – alt var gråt grund til, hvorfor en forpint sjæl som af en evighed. impulser fra den første pulsar (astrofysisk og føltes mest af alt som en ny serie mel- Curtis pludselig skulle begynde at tale i objekt, der udsender pulserende elektro- lemkrigsår. Som generation var det ikke tredjeperson ental, når nu hans styrke så magnetisk stråling), man havde opdaget, 60’ernes blomstervisioner, der omgav os entydigt lå i jegets bekendelser til den

gaffa.dk 49 Efter glamrockens læbestiftsgraffiti og punkens skrigende hårfarver kom Joy Division, fire unge fyre i grå bukser, Lancashire-sko, nydeligt strøgne skjorter og slips. Hos Joy Division var der ingen gimmicks – det var alvor frataget al posering.

gruppens fire unge medlemmer endnu ham. I fotografen Anton Corbijns senere ikke ego nok til at sætte sig op mod hver- film Control (2007) er der eksempelvis en V. TILSTANDE ken Martin Hannetts eller Tony Wilsons sekvens, hvor Curtis citerer William Words- Jeg hørte pladen igen og igen, og den have bandet omkring sig, når han arbej- kommandoer. worths digt ”My Heart Leaps Up”. Hvor voksede i mig med en nærmest epide- dede. Han forsøgte at fryse dem ud af Kompromiset var, at alle holdt sig til vidt han lige præcis gjorde dette eller ej i misk hast. Den blev en fortrolig. Et sted at kontrolrummet via airconditionanlægget hvert deres område – inden for hvilket de den givne situation, betyder ikke det store; opholde sig. og opførte sig, med gruppens egne ord, så til gengæld udfoldede sig på nærmest hans slægtskab med perioden er tydelig, Hvad der især fascinerede mig ved lp’en som en sindssyg videnskabsmand på stof- machiavellisk facon: Produceren kæmpede og hans interesse for litteratur i al alminde- som produktion betragtet, var Martin Han- fer. Lige meget hvad medlemmerne måtte konstant med bandet, designeren nægte- lighed bekræftet fra et hav af kilder. netts konstante brug af industrielle lyde, have af indvendinger, var det eneste, der de at give sig om selv den mindste detalje Ligesom The Doors (et navn, der blev disse sugende felter af forklædt lyd: Den i sidste ende talte, hvordan Hannett selv (hvilket i anden sammenhæng for eksem- inspireret af en Aldous Huxley-bog) og The bagvedliggende dronen på ”Disorder”, opfattede resultatet, og hvordan ind- pel forsinkede Section 25’s debutsingle Fall (efter en Albert Camus-ditto) tog Joy elevatoren, der fører én ind i ”Insight”, den spilningerne lød hjemme hos ham på et – som Ian Curtis i øvrigt producerede sam- Division som allerede nævnt også deres omvendte båndsløjfe, der sætter ”New sæt efter sigende grotesk store, nærmest men med Rob Gretton – i næsten et år), navn efter en bog. Curtis signalerede lige- Dawn Fades” i gang, samt piskesvirpene, deforme højttalere, der kun lige akkurat ligesom pladeselskabsmanden konstant ledes sit kendskab til en række forfattere som gang på gang flænser nattemørket på endnu hang sammen. opførte sig mere og mere irrationelt ... en gennem sangtitler som ”Interzone” (Wil- ”Shadowplay”. Pladens monstrøse skyg- Hvor Ian Curtis i eftertidens øjne frem- situation, der i det store hele gjorde sange- liam S. Burroughs), ”Dead Souls” (Nikolai geverden udgjorde sin helt egen zone. Det står som den, der er ude af balance, var rens sindstilstand til det mindst synlige af Gogol), ”Colony” (Franz Kafka) og ”Atrocity var et mørkt sted, hvor det paradoksalt det set med datidens Hannett, der var det. alle problemer. Exhibition” (J.G. Ballard) og var alt i alt mere nok var netop manglen på lys, der gjorde Han fik godt nok også lov til at producere Spurgte man Curtis, hvordan han havde end almindelig lydhør over for poesiens det muligt at skimte glimtene fra den Joy Divisions andet og sidste album, Closer, det, svarede han ifølge Peter Hook altid potensering af rockmusikken. Hans lån af Hinterwelt, som lå på den anden side af men undervejs forværredes hans tilstand undvigende, med et ”fint nok”, ”okay” eller titler var dog aldrig direkte hændelsesrefe- oplevelsen. betydeligt. Manden havde altid været ”ingen problemer”. Curtis var den sidste, rencer til de pågældende forfatteres bøger, At lytte til pladen var et studie i, hvordan både excentrisk og uligevægtig, men der ønskede at skabe opmærksomhed de syntes derimod snarere at fungere som man inddrager rummet som et femte mentalgeografiske orienteringspunkter – instrument. Der var langt fra live-koncer- ”Den romantiske tradition, som Curtis indskrev sig i, talte navne som indikationer af psykens brændpunkter. ternes råhed til debutpladens nærmest Keats, Shelley og Byron, engelske digtere, der alle døde unge. Det var Ian Curtis’ store lyriske fortjeneste var dub-agtige univers. at implementere det moderne samfunds Unknown Pleasures syntes at have en givetvis renheden, dramatikken og det evigt udsatte jeg inden for denne underliggende umenneskelighed i sine sær clairvoyant viden om sin egen frem- tradition, der tiltalte ham.” tekster og at gøre dette på en både univer- tidige status som rockklassiker. Måneder sel og personlig måde. Destillerede følel- inden havde Joy Division lydt som et ordi- fra – med Bernard Sumners ord – at have omkring sig selv; han ønskede blot at ser er essensen i pop- og rockmusik, og nært punkband, og pludselig stod man så haft et ”pretty okay mentalt helbred og arbejde og isolerede sig af samme grund nøjagtigt, som Joy Division i deres musik med dette mesterværk i hånden, en deli- tilsvarende drug-intake” var Hannett alle- mere og mere hjemme på sit værelse, med holder en perfekt balancegang mellem kat balancegang mellem det pragmatiske rede under indspilningerne af Closer ude sin kaffe, sine cigaretter og sine bøger. lys og fortvivlelse, bevæger Curtis’ tekster og det umulige. af kontrol. Han drak massivt, blev heroin- Den romantiske tradition, som Curtis sig altid mellem håbløshed og behovet for Både Bernard Sumner og Peter Hook har afhængig og fordoblede gradvist sin vægt, indskrev sig i, talte navne som Keats, Shel- menneskelig kontakt. I hans verden forbli- som sagt siden indrømmet, at de hadede hvilket betød, at han til sidst vejede 180 ley og Byron, engelske digtere, der alle ver det at tabe selve evnen til at føle den lyden på pladen, da albummet i sin tid blev kilo. Han døde som 42-årig af et hjertestop døde unge. Det var givetvis renheden, helt store frygt. udsendt. Omvendt hadede produceren i 1991. dramatikken og det evigt udsatte jeg Martin Hannett mindst lige så indædt at Heldigvis, kan man næsten sige, havde inden for denne tradition, der tiltalte

50 gaffa.dk Den senere verdenskendte Artiklens fotograf og instruktør Anton forfatter Corbijns ikoniske foto af Joy Division i den engelske Martin Hall, født undergrund. Corbijn kom 1963, er sanger, senere til at påvirke både sangskriver, U2’s og Depeche Modes komponist, for- visuelle image. fatter med mere. Han albumdebuterede i 1981 som forgrundsfigur i Ballet Mécanique og har siden udgivet en lang række album inden for både pop, rock, post-punk, kompositionsmusik, elektronika og meget mere. Han har desuden udgivet bøger af både skøn- og faglitterær art, har lavet installationskunst, performan- ceteater og meget andet. I efteråret 2008 kunne han opleves som dommer i DR1’s talentshow Talent 2008. Seneste albumudgivelse er Hospital Cafeterias fra februar 2009. Læs mere på www.martinhall.com

billede af Ian Curtis og Joy Division i far- græd. Jeg var lige fyldt 17, og den vigtigste ver. Han så fuldkommen opløst ud. Det stemme i verden var forstummet. VI. AND THEN var rystende. Tingene blev aldrig de samme. Omkring årsskiftet 1978-1979 fik Ian Curtis I september samme år spillede Joy Divi- Jesper Reisinger mindede mig om, at vi Det var besynderligt at høre Grace stillet diagnosen epilepsi, Han begyndte sion to numre i BBC2’s Something Else-pro- levede i fantastiske tider. Jones’ maskinelt anonyme 1980-udgave af at tage medicin mod sygdommen. For- gram, blandt andet ”Transmission”, hvorfra Han havde ret. ”She’s Lost Control”. Decideret grotesk at søgsmedicinen var delvis eksperimental coverbilledet til den senere udgivne Heart Joy Division spillede deres sidste kon- lytte til Paul Youngs 1983-version af ”Love og forværrede alt i alt blot hans i forvejen and Soul-opsamlingsboks stammer. cert i Birmingham den 2. maj 1980, og Ian Will Tear Us Apart”. depressivt anlagte natur. Kort efter gik Jeg kan huske, at Jesper Reisinger fik Curtis hængte sig selv natten til den 18. Langt senere kom der Unknown Plea- gruppen i gang med indspilningen af tilsendt omkring ti private papirfotos fra maj efter at have set Werner Herzog-filmen sures-sneakers på markedet. Joy Division- Unknown Pleasures, der som nævnt blev en engelsk bekendt, der havde taget dem Stroszek på tv. Den sidste plade, han lyt- ringetoner. Film, bøger, opsamlingsplader. udsendt til øjeblikkelig klassikerstatus i direkte fra tv-skærmen under gruppens tede til, var Iggy Pops The Idiot. Livet gik videre. 1979. optræden. Det var første gang, jeg så et Han var beruset. Han var 23. Jeg lyttede ikke til gruppens musik de Paul Morley skrev en rørende nekrolog næste 15 år. i NME, om den blivende kvalitet af grup- I sine bedste øjeblikke er den simpelt- ”Destillerede følelser er essensen i pop- og rockmusik, og nøjagtigt, pens musik. I den rivaliserende musikavis hen for stor til at rumme. Det er også der- som Joy Division i deres musik holder en perfekt balancegang mellem Sounds afsluttede journalisten Dave for, jeg ikke hører den så meget længere. lys og fortvivlelse, bevæger Curtis’ tekster sig altid mellem håbløshed McCullough sin ophøjelse af Curtis’ selv- Ingen rockmusik har rørt mig dybere. og behovet for menneskelig kontakt. I hans verden forbliver det at tabe mord med ordene ”this man died for you.” Ingen rockmusik kommer nogensinde Jeg kunne slet ikke rumme nyheden, til det G selve evnen til at føle den helt store frygt.” da jeg fik den at vide. Jeg gik hjem og

This is the car at the edge of the road I travelled far and wide where unknown martyrs died Listen to the silence There’s nothing disturbed What did you see there? Let it ring on All the windows are closed I saw the one-sided trials Eyes, dark grey lenses, frightened of the sun I guess you were right when we talked in the What did you see there? We would have a fine time living in the night There’s no room for the weak I saw the tears as they cried Left to blind destruction No room for the weak They had tears in their eyes Waiting for our sight Tears in their eyes (Day of the Lords) Tears in their eyes (Transmission)

(Wilderness)

gaffa.dk 51