Fra Talenter Til Triumfer – Et Portræt Af Den Nye Vinderkultur I Dansk Golf
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Henrik Søe og Torben Thornæs Andersen Fra talenter til triumfer – et portræt af den nye vinderkultur i dansk golf 1 © Udgivet af Dansk Golf Union (januar 2017) ISBN: 978-87-91886-15-7 Af Henrik Søe og Torben Thornæs Andersen Design og e-bog: Bo Sørensen, Pixel & Papir. Forsidefotos: Getty Images Printvenlig udgave kan hentes på Golf.dk 2 Kapitel 1 Dannebrog til tops Når en dansker vinder på touren, er det tradition i mange danske klubber at hejse flaget. Men hvad er baggrunden for den store succes, som Danmark – nærmest uafbrudt – har haft på den internationale golfscene, siden Thomas Bjørn brød lydmuren i 1996? 3 Med 45 danske sejre – fordelt med 33 på herrernes europatour og 12 på Ladies European Tour – har der været masser af grunde til at kippe med flaget. 4 u er sikkert kørt forbi. Derude vest for København, hvor mo- torvejene fletter sig ind i hinanden på kryds og tværs. Sand- synligvis har du endda holdt i kø netop her, og måske har du Dderfor bidt mærke i den gigantiske flagstang, der står på højene bag Brøndby Stadion. Med en højde på 47 meter er Margrethe-flagstangen landets højeste og er på den måde med til at give området et skær af storhed. Når man tager afkørslen og parkerer bilen foran det knopskudte og charmeforladte betonbyggeri, der ligger i ly af Brøndby Stadion, er det ikke ligefrem pomp og pragt, der springer i øjnene. Det er Idrættens Hus, epicentret i den danske sportsverden, og det er her Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og en lang række special- forbund har til huse. Umiddelbart ikke det optimale hjemsted for de forbund, der arbejder hårdt på at fremstå som strømlinede og professionelle organisationer i jagten på at skabe resultater og medaljer til Danmark. Men for Dansk Golf Union er det et fremskridt i forhold til den ydmyge barak i Val- lensbæk, som sekretariatet flytter fra i 1993. 5 Idrættens Hus i Brøndby – hvor Dansk Golf Union har hjemme. Å DET TIDSPUNKT ER DGU en organisation for amatørerne. Eli- Pteudviklingen er en parentes i det store billede, og landsholdsud- tagelserne foregår indtil 1996 via en elitekomité, som måske – måske ikke – har fingrene på pulsen. Det hænder, at en dansk amatør laver et godt resultat i en stor international turnering. Ikke ofte, men det sker. Og det er de glade amatører, der fokuseres på. 6 Op gennem 90’erne er golfsporten nemlig stadig præget af vandtætte skotter mellem amatører og professionelle. Når et talent beslutter sig for at blive professionel, står han eller hun på egne ben. Så må spille- ren klare sig selv. Og det gør de så, Thomas Bjørn og de andre “mira- kelmagere”. Og de gør det godt. Som det fremgår af bogen “Det danske golfmira- kel” fra 2003, er spillere som Thomas Bjørn og Anders Hansen mere eller mindre overladt til sig selv på touren i de første år. Der er ikke meget opbakning at hente fra Dansk Golf Union, og baggrunden for deres store succes er i vid udstrækning et resultat af en ubestemmelig drivkraft, en ekstrem indbyrdes konkurrence – og en enorm vilje til at vinde. Af den såkaldt gamle mirakel-generation er der kun et par stykker til- bage i dag – Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn. De to er stadig medlem af den eksklusive klub af golfspillende danskere, som rejser på første klasse og bliver hentet i lufthavnen af en courtesy car. Fordi de fortsat leverer varen på banen. Men nu har de fået selskab af en flok unge gutter og gutinder, som med en nærmest flabet tro på egne evner har sparket døren ind til verdenseliten. Danmark er ikke noget ubetydeligt golfland målt på aktive spillere og antallet af baner i forhold til befolkningens størrelse. Men den danske talentmasse er stadig en meget lille krusning på det store hav. Så hvor- dan formår vi til stadighed at blive med at udvikle spillere, som ikke blot er i stand til at begå sig på allerøverste hylde i en global sport, hvor pengene er uhyggeligt store og konkurrencen endnu større – men også er gode nok til at nå helt til tops i en sport, som hver uge kårer 155 tabere og én vinder? 7 R VI VIDNER TIL et nyt “mirakel”? Eller ligger der mon noget Eandet bag de mange store præstationer, som de danske drenge, piger, kvinder og mænd leverer uge efter uge? Spørgsmålene er man- ge, og svarene vajer i vinden. Hvilket leder os tilbage til Dronning Margrethes flagstang på den kø- benhavnske vestegn. I dag er det en tradition i de danske golfklubber, at Dannebrog hejses til tops, når en dansker vinder på touren. Flags- tængerne er ikke 47 meter høje, men mængden af hejste flag gennem de sidste 10 år fortæller historien om, at noget er gjort rigtigt. Hvad det er, kan du forhåbentlig blive klogere på, hvis du fortsætter med at læse denne beretning, som tager sit afsæt i starten af det nye årtusinde, hvor Tiger Woods er på toppen af verden – og en svensker kommer til Idrættens Hus. Se listen over de historiske sejre og bedrifter bagerst i denne bog 8 Kapitel 2 Fra spredehagl til det hele menneske I 2001 tiltræder Magnus Landström som ny landstræner i Dansk Golf Union, og svenskeren begynder med det samme at gennemføre kulturforandringer i talentarbejdet – og det danske elitemiljø. Det sker dog ikke uden modstand fra både spillere og bagland. ommeren 2000. Tiger Woods er på toppen af verden, og i Idræt- tens Hus sidder Magnus Landström til den afsluttende job- samtale med formand Morten Vinter og generalsekretær Peter SHolmen. Den unge svenske træner, der kommer fra en stilling som cheftræner i Odense Golfklub, skal forsøge at overbevise de to DGU- folk om, at det er ham, de skal satse på til jobbet som ny landstræner. Og det lykkes. 9 Landström afløser Anders Sørensen, der ønsker at bruge mere tid på sit sportsmanagement-firma. Sørensen, der selv er aktiv på euro- patouren i 90’erne, er i sin tid som landstræner fra 1996-2000 varm fortaler for en stærkere kobling mellem DGU og de professionelle, og hans tanker er med til at skabe et hul i den barriere, der gennem man- ge år står som et ubrydeligt skel mellem pro’er og amatører i golfens verden. – Vi skal blive ved med at øge satsningen, for det gør man i landene omkring os, og gør vi det ikke, vil vi blive overhalet igen. Det handler om at kunne give tilbud hele vejen op gennem amatørsystemet – og også kunne hjælpe, efter at spillerne er blevet professionelle. I sidste ende er det et spørgsmål om politisk vilje, siger Anders Sørensen til Berlingske i 1999. Tanken om at støtte proerne er dog ikke helt ny. Allerede i 1992 lufter fremsynede folk i DGU ideen om at danne en pro-komité, som skal arbejde på at skaffe finansiering til en støtteordning til de nye pro’er i de første svære år. Det er dog først i 2000, at tankerne får vinger, og det første reelle pro- team bliver udtaget. Støtten består af sparring hos Anders Sørensen, der fortsætter som konsulent i DGU, wildcards til Challenge Tours og relativt små støttebeløb til spillerne. Der blæser altså nye vinde om- kring årtusindskiftet, hvor DGU officielt involverer sig i professionel golf. Et farvel til amatørtilværelsen er nu ikke helt længere et ende- gyldigt farvel til DGU, men selv om grænserne rykker på sig, er der stadig masser af arbejde at gøre for den nye landstræner. Det er gået op for Magnus Landström i 2002. Han har nu været lands- træner i halvandet år og har efterhånden dannet sig et overblik over, hvad det er for en cirkusmanege, han er trådt ind i. Den første periode 10 bliver brugt på at finde ud af, hvad der er op og ned i DGU, hvad han har at gøre med – og hvad der skal til for at definere en ny retning og nogle nye mål, der rækker videre end succes i British Amateur. Magnus Landström tog rygskjold og hjelm på og kastede sig ud i landstrænerjobbet. Der var fart på – og til tider for meget fart på. FØLGE LANDSTRÖM ER GRUNDHOLDNINGEN i baglandet Ipå dette tidspunkt stadig, at hvis man kan gøre det godt i de store udenlandske amatørturneringer, så er man også klar til europatouren. Det er han ikke helt enig i. Overliggeren skal højere op. Landsholds- arbejdet skal i højere grad ses som talentudvikling, og de overordne- de mål skal række helt op i den professionelle verdenselite – deroppe hvor Thomas Bjørn og Tiger Woods i disse år befinder sig. 11 Flere ting stikker ham i øjnene, når han kigger på, hvordan tingene er organiseret i landsholdsarbejdet. For det første er der alt for mange spillere i elite- og udviklingstrupperne. Op mod 200 spillere flyder rundt i talentsuppen, og med de ressourcer, der er til rådighed – både mandskabsmæssigt og økonomisk – er det nærmest en umulig opgave for den nye landstræner, der kun har nogle løst tilknyttede trænere omkring sig. Samtidig er måden, spillerne udtages på, præget af for mange tilfældigheder, og det skal der rettes op på. Det skal ikke læn- gere være nok at gå et par 65’ere på hjemmebanen og tro, at man er klar til europatouren. Eller landsholdet for den sags skyld. Måden, man arbejder på, fører ikke til noget i Landströms øjne. Der er meget lidt plads til at gøre noget for den enkelte, og der mangler en vision. – Vi skulle til at definere, hvad det var, vi gik efter, hvad det var vi udtog efter, og hvilke signaler vi sendte, siger Magnus Landström om den første spæde tid i landstrænersædet.