37669-Fortid Og Nutid/Oms, Page 1-2 @ Normalize

otdo ui 2000 · 2 · Fortid og Nutid Indhold

Søren Bitsch Christensen: Menne- i Danmark 1500-1840 (Tyge ske først, købmand så? ...... 91 Krogh) ...... 147 Bert Kelm: Rømø – et vesterhavs- Debat præget samfund 1, Erhverv og bolig (Gunnar Solvang) ...... 148 Fortid og Kim Furdal, Jørgen Mikkelsen og Esther Petersen: Sygeplejesagens Lars Nilsson: I anledning af pioner. Henny Tscherning 1853- Lokalhistorisk Afdelings ned- 1932 (Karen Hjorth) ...... 150 læggelse ...... 124 Torben W. Smith: Vi vil rejse nye 2000 huse. Statshusmandsloven af Interview 1899 (Torben Hansgaard) . . . . . 151 2 Juni Troels Rasmussen og Lene Wul: Rejsen mod virkeligheden. Alex Flygtning 38. Baggrunden og Wittendorff om mentalitetshi- rammerne for de sudetertyske Side 89-168 storie og andre store frem- flygtninges ophold i Danmark Nutid skridt...... 131 1938-45 (Henrik Zip Sane) . . . . 152 Bo Fritzbøger (red.): Skoven i Debatanmeldelse lokalhistorien (Henrik Gjøde Nielsen) ...... 154 Peter Fibiger Bang: Primitivisme Bashy Quraishy: Fra Punjab til gennem tiderne ...... 141 Vesterbro. Det pakistanske samfund i Danmark (Tommy P.Chri- Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie Anmeldelser stensen) ...... 156 Carlo Ginzburg: Spor – om histo- Meddelelser rie og historisk metode (Ulrik Langen ...... 145 Dansk Historisk Fællesråds repræ- Erik Nørr og Karl Peder Pedersen sentantskabsmøde 17. november (red.): På embeds vegne. Kilder 1999 ...... 158 til dansk forvaltningshistorie Dansk Historisk Fællesråds års- 1750-1920 (Mogens Thøgersen) 146 regnskab for 1998 ...... 164 Henrik Horstbøll: Menigmands Dansk Historisk Fællesråds bud- medie. Det folkelige bogtryk get for 1999 og 2000 ...... 168

ISSN 0106-4797 Special-Trykkeriet Viborg a-s Fortid og Nutid Vejledning til forfatterne

Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie Fortid og Nutid udkommer i marts, juni, september og december. Artikler, debatindlæg og anmeldelser bedes leveret på diskette vedlagt en Udgivet af Dansk Historisk Fællesråd med støtte fra Statens Humanistiske Forsk- udskrift. Artikler bør normalt ikke være længere end 20 sider, og debatindlæg ningsråd og fra Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg ikke på mere end 10 sider (A 4-sider á 3.800 enheder, linieafstand 1,5). Gældende retskrivning skal følges, og anvendelsen af fremmedord begrænses til Fortid og Nutid er udkommet siden 1914, og det indeholder artikler, debatind- det strengt nødvendige. Særlige udtryk, som ikke kan forudsættes almenkendt, læg og anmeldelser om aktuelle emner inden for dansk kultur- og lokalhistorie. bør forklares første gang de optræder. Citater anføres med citationstegn i kursiv. Teksten skrives uden orddeling, og noter indskrives altid som slutnoter. Note- Fortid og Nutid henvender sig til alle, der arbejder med og interesserer sig for henvisninger sker ved tal, som sættes hævet over linien og efter eventuelle tegn kultur- og lokalhistorie. I tidsskriftet bringes bidrag af såvel historikere, etnolo- (komma, punktum o.l.). Som hovedregel bør noter alene indeholde litteratur- eller ger, arkæologer fra arkiv-, museums- og universitetsverdenen, som af andre histo- kildehenvisninger. De skal altid være så fyldige, at den interesserede læser uden risk og kulturhistorisk interesserede skribenter. besvær vil kunne finde frem til den benyttede litteratur og kildemateriale. Artiklerne bør forsynes med illustrationer, og der lægges vægt på, at billeder og Fortid og Nutid vil gerne medvirke til at fremme debatten på tværs af fag- billedtekster uddyber og supplerer teksten. Samtidig med manuskriptet leveres grænser og videnskabelige miljøer, ligesom der lægges stor vægt på, at tidsskriftet de ønskede illustrationer med tilhørende billedtekster. Illustrationsforlæg kan har tæt kontakt til alle dele af landet. leveres som papirbilleder eller lysbilleder, i sort/hvid eller farve. Artikler og debatindlæg bedes ledsaget af et udkast til manchet (abstract) på 5- Redaktionen består af museumsinspektør, mag.art. Lene Floris, Museet for Hol- 10 linier, hvor artiklens/debatindlæggets tema og hovedresultater præsenteres. bæk og Omegn, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk, Tlf. 59 43 23 53, e-mail: Artikler og debatindlæg ledsages af en kort præsentation af forfatteren. [email protected], ph.d.-stipendiat, cand.mag. Peter Henningsen, Institut for Historie, Københavns Universitet, Njalsgade 102, 2300 København S. Tlf. 35 32 82 79, e-mail: [email protected]. og arkivar, ph.d. Karl Peder Pedersen, Lands- arkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, Jagtvej 10, 2200 København N. Tlf. 35 24 82 00, e-mail: [email protected].

Abonnement koster 200 kr. årligt for 4 numre med tilsammen 320 sider. Det bestilles på følgende adresse: Fortid og Nutid, Ingrid Christensen, Rigsarkivet, Rigsdagsgården 9, 1218 København K. Tlf. 33 14 34 14 (tirsdag kl. 14-16 og fredag kl. 8-10).

Manuskripter sendes til Lene Floris eller Peter Henningsen, mens bøger til anmeldelse sendes til Karl Peder Pedersen.

Forsidebilledet: I 1847 besøgte Martinus Rørbye Samsø, og under besøget lavede han flere tegninger af øens beboere og landskaber. På billedet »En bondestue på Samsø«, ses to mænd, der er i færd med at drøfte et eller andet med konen og den gamle mand som tavse, lyttende tilhørere. Søren Bitsch Christensens artikel giver et detaljeret indblik i livet på øen i 1800-tallet, således som det kan læses ud af købmanden Lars Rasmussens mange dagbøger, mv. (Gengivet efter Rør- byes Tegninger. Udgivet af Frans Lasson, 1992, s. 106). Fortid og Nutid

Juni 2000. hefte 2. side 89-168

Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie Udgivet af Dansk Historisk Fællesråd

Menneske først, købmand så?

En biografisk studie i samspillet mellem optegnelsesbøger, økonomisk modernisering, livsformer og samvirkebevægelser i 1800-tallet – købmand Lars Rasmussen på Samsø

Søren Bitsch Christensen

Fortid og Nutid juni 2000, s. 91-123

Denne artikels udgangspunkt er en købmand på Samsø, men den handler også om mere end ham. Den diskuterer væsentlige forhold ved den økono- miske modernisering af agrarsamfundet i 1800-tallet: erhvervsmæssige, sociale og organisatoriske. Ved hjælp af et heldigt bevaret, omfattende materiale foretages en kobling mellem købmandens økonomiske virke og hans sociale og kulturelle adfærd. Købmandens virksomhed under kornsalgsperioden belyses ved hjælp af entreprenør- og foretagerteorier, og hans deltagelse i Samsøs samvirkebevægelser fremhæves som en parallel til periodens industrielle foretagere. Hans ændrede status efter fremkomsten af andelsbevægelsen kaster endvidere lys over købmandens nye rolle efter landbrugsomlægningen og over bondesamfundets nyvundne selvbe- vidsthed. Samlet gælder, at hans omskiftelige livsbane analyseres ved hjælp af livsformsanalysen.

Søren Bitsch Christensen, f. 1969, cand.phil. i historie 1995, ph.d.-studerende ved Historisk Institut, Aarhus Universitet med et projekt om dansk kornhandel og kornhandelspolitik 1730-1850. Har publiceret Industriali- seringen i Randers – et lokalstudium (sammen med Søren Toft Hansen) i Erhvervshistorisk Årbog 1992, Danmark og Europa 1200-1750 – en oversigt over Danmarks integration og udstødning af den vesteuropæiske øko- nomi, i Erhvervshistorsk Årbog 1998-99 og: I rigets midte. Træk af Samsøs økonomiske historie 1750-1900 i Århus Stifts Årbøger 1999. Har udgivet Lars Rasmussen – Set fra Samsø. En købmands erindringer om øen, politik og åndsliv i 1800-tallet (sammen med et team), 1999, og Grundlovens Dan- mark. Samfund og kultur før og efter 1849, 2000. Er desuden anmelderre- daktør ved tidsskriftet Historie.

Købmand og teglværksejer Lars Ras- mentale beredskab og evne til at om- mussen (1817-99) fra Samsø efterlod stille sig til nye forhold og dermed få et sig erindringer, dagbøger, breve og indblik i de omstillinger, den fremvok- regnskaber i et omfang af flere tusinde sende markedsøkonomi krævede af sin sider. Denne artikel kan derfor van- købmand. To stadier af dennes udvik- skeligt yde materialet retfærdighed.1 ling er særlig betydningsfulde. For det Den vil for nogle perioders vedkom- første kornsalgsperioden (omkr. 1830- mende kun skitsere hans drift og vil- 1876), som Rasmussen tog del i som kårene for hans købmandsskab, men velkonsolideret købmand fra 1845/50. til gengæld gå dybere ind i andre. Her- Og for det andet perioden 1880-95, som til kommer det personlige aspekt: Med var andelsbevægelsens gennembruds- Lars Rasmussens optegnelser er der tid. Kan kornsalgsperioden betragtes givet et grundlag for at vurdere hans som et afgørende, initierende skridt i

91 Søren Bitsch Christensen

Danmarks økonomiske internationale res egne forudsætninger for derved at integration under handelsstandens forstå teksternes og deres ophavs- førerskab, så kan andelsbevægelsen si- mænds indre præmisser.3 Ikke mindst ges at markere agrardanmarks ende- analyserer man kompositionen i kil- gyldige tilpasning til den internationa- dernes fortælling: Således kan et cen- le økonomi. Men nu med bønderne selv tralperspektiv enten udvide skriben- som økonomiske aktører og formidle- tens horisont og give plads til abstrak- re. Købmandens ændrede status ka- te ræsonnementer eller indsnævre den ster lys over processen og dens sociale til at se et helt liv i lyset af enkelte be- og økonomiske virkninger. givenheder. Omvendt binder et episo- disk perspektiv fortællingen op på løs- revne situationer, ting og følelser. Det Optegnelsesbøger som er oplagt – som påpeget af Martin Zer- historiske kilder lang – at evnen til at anskue hele sin tilværelse i et central/udviklingsper- Optegnelsesbøger, dagbøger og erin- spektiv er nøje forbundet med evnen dringer af folk fra landbrug, fiskeri og til at anskue tiden som »en selvstændig handel finder stadig stigende viden- dimension, hvis lineære fremadskriden skabelig anvendelse. Især i studiet af tillader abstrakt planlægning og kal- det før-moderne samfund. Til en vis kulation«.4 Det er derfor også klart, at grad hænger det sammen med, at så få når denne tidsopfattelse i stigende – særlig bønder – førte egentlige grad vinder indpas i bondedagbøgerne driftsregnskaber, og at endnu færre er i løbet af 1800-tallet, hænger det sam- bevaret. Til erstatning for disse anven- men med løsrivningen fra det traditio- des altså optegnelsesbøger. Da Lars nelle landbosamfunds langsommere Rasmussen ikke var købstadskøb- rytme, der igen kan tilskrives civilise- mand, men i ét og alt rodfæstet i den rings- og uddannelsesprocessen, men agrare verden, kan man roligt sidestil- måske især markedsøkonomiens ud- le ham med en bonde i denne sammen- bredelse. Et særligt forhold var den hæng. Juridisk set var han faktisk kraftige tilskyndelse til selvransagel- bonde! se, der udgik fra de religiøse og folkeli- I det seneste værk om disse kildety- ge bevægelser. Det var herfra, at den per ser man bønders optegnelsesbøger reflekterende dagbog, »sjæledagbo- anvendt til f.eks. produktions,- mar- gen«, udbredtes til bondesamfundet.5 keds- og tidsforbrugsstudier for at for- »Den grundtvigianske erindringsbog« stå gårdbruget, landsbyen og regionen rummede på mange måder de væsent- som en økonomisk enhed, placeret ligste træk inden for bondeerindrin- ikke kun i en erhvervsøkonomisk sam- gerne.6 Her kombineredes erindrings- menhæng, men også i en nationaløko- skriverens opfattelse af sig selv som et nomisk.2 Kun sjældent bevæger så- selvstændigt handlende individ med danne studier sig ind på det mentali- en sans for de sociale sammenhænge, tetshistoriske eller personlige. Det er han eller hun indgik i. Og herfra ud- ikke manden bag kilden, der er inte- bredtes et sprog for følelser og reli- ressant, men det repræsentative i hans giøse anfægtelser. Og ikke mindst: værk. Dette kan kaldes den kvantitati- Grundtvigianismen bibragte den, der ve retning inden for den metodiske havde den rette overbevisning, en for- diskussion om disse kildetyper. ståelse for sammenhængen mellem Den reflekterende eller kvalitative den religiøse livskraft og den ydre, ma- retning tager særlig sigte på fortolk- terielle færd og eventuelle velstand. ning af dagbøger og erindringer på de-

92 Menneske først, købmand så?

Livsformer og det nemlig Ole Mørkegaards undersøgelse foretagsomme liv af livsformer på Åbenråegnen 1700- 1900.8 Den omfattende teori, Mørke- Hvordan skal man kunne gøre sig for- gaard betjener sig af, efterlader bruge- håbninger om at forstå et menneskes liv ren, særlig ikke-etnografen, i et dilem- i dets fulde udstrækning med dets be- ma. På den ene side giver studiet kun stræbelser og resultater, dets værdier mening i sin fulde teoretiske sammen- og følelser? Thomas Højrups livs- hæng. På den anden side er inddragel- formsanalyse fremlægger ét bud her- sen af begreber, hentet fra en teori, der på.7 Da Højrup vender sig mod nutidige endnu ikke er alment udbredt – endsige forhold, har jeg valgt at lade mig inspi- anerkendt – problematisk og kræver en rere mere af et forsøg på at anvende omfattende introduktion.9 Jeg tillader analysen på et historisk materiale, mig dog at begrænse mig til følgende:

Fig. 1. Samsø ca. 1850.

93 Søren Bitsch Christensen

Mørkegaard ønsker at forklare bejdstid glider umærkeligt sammen, skibsredernes karriereforløb i Åbenrå. og virksomhedens og den private øko- Efter at have placeret disse i en »økono- nomi er hinandens hæftelse. Kende- misk-arbejdsmæssig« ramme, står han tegnende for en social struktur, hvor tilbage med spørgsmålet om deres hver enkelt udfolder sig i en selver- drivkraft: »profitbegær« eller »virke- hvervende livsform, og hvor man er lyst«? Han søger svaret i en rekon- bundet sammen ved gensidige investe- struktion af de interne og eksterne ringer, er derfor en stor modstands- træk og betingelser i fænomener som kraft over for konjunktursvingninger. f.eks. »arbejde« og »karriere«. Som teo- Mørkegaard placerer aktørerne i retisk indgang vælger han i overens- Åbenrås skibsfart i den selverhverven- stemmelse med livsformsanalysen pro- de livsform. Omdrejningspunktet var duktionsmådebegrebet og dets to dele: »byen og egnen som sådan«, og de kon- produktionsforholdets struktur, dvs. tinuerlige investeringer i skibsfarten fordelingen af det færdige produkt. Og tjente til at sikre erhvervets – og deres arbejdsprocessens struktur, dvs. hvor- egen – fortsatte beståen.10 dan redskaber, arbejdskraft og råvarer Den kapitalistiske vareproduktions- tilføres produktionsenheden. Det hæv- mådes vigtigste kendetegn er, at ejer- des, at en produktionsenhed kun pro- ne af produktionsmidlerne ikke selv ducerer – og fortsætter med det – i det deltager i driften. Driften styres af be- omfang, det er nødvendigt for at repro- tragtninger om grænseomkostninger ducere betingelserne for sin eksistens. og -nytte og kan til enhver tid drejes Synet på, hvad disse eksistensbetingel- over mod investeringer i andre er- ser måtte være, udgår imidlertid fra hverv og brancher. Denne produk- produktionsenheden selv. Idet man i tionsmåde skaber rum til tre livsfor- livsformsanalysen forstår en livsform mer, hvoraf én er relevant i denne som en praksis bestående af et menne- sammenhæng: den borgerlige livsform. skes »konkrete, meningsfulde og vedva- Den, der lever sådan, må se uhildet på rende eksistensmåde«, åbnes den mu- personlige følelser, andres og egne, og lighed, at en produktionsenhed (f.eks. er derfor »den ægte kapitalist«. et teglværk eller en købmands produk- Allerede et flygtigt kendskab til tion af varer og ydelser) kan påbegyn- Lars Rasmussen skaber forventning des og vedligeholdes af ønsket om anom at finde træk af den selverhverven- det end blot merværdi. de livsform i hans købmandsskab og I analysen indgår to produktionsmå- træk fra den borgerlige livsform i hans der og fire hertil knyttede livsformer. teglværksdrift. I spændingen mellem Den enkle vareproduktionsmåde er de to livsformer kommer de grundlæg- kendetegnet ved, at det er de arbejden- gende økonomiske og eksistentielle side selv, der ejer produktionsmidlerne der af hans tilværelse frem i lyset. og deres produkt. Hentes der yderligere arbejdskraft ind, sker det kun i det nødvendige omfang for at videreføre Entreprenører, foretagere og produktionen. Inden for denne pro- duktionsmåde finder man den selver- købmænd under det moderne hvervende livsform: Produktions- økonomiske gennembrud enheden er her såvel mål som middel. At være selvstændig er målet, men Det er en slagside i livsformsanalysen, også midlet til i videre forstand at for- at den ikke inddrager forskningen i blive selverhvervende. På dette ene entreprenør/foretagerbegrebet, som så fornødne sættes alt ind. Fritid og ar- åbenlyst supplerer og korrigerer den.

94 Menneske først, købmand så?

Normalt står industrielle, finansielle Schumpeter, at i det tidligt-industria- og teknologiske entreprenører i fokus, liserede samfund var entreprenøren men købmanden som begreb er også ofte at finde blandt industriens enkelt- taget under behandling. mandsejere. Et studie af købmænd og høkere i en Kendetegnende for den danske vestsjællandsk region med udgangs- forskning i entreprenør/foretagerbe- punkt i høkerloven er således fremlagt grebet har været vægten på storindu- af etnologen Margit Baad Pedersen. striens og verdenshandelens folk. Det Hun beskriver bl.a. differentieringen gælder f.eks. Ole Langes biografier af mellem høkere og købmænd ved hjælp C.F. Tietgen og H.N. Andersen og Bir- af den norske socialantropolog Frede- git Nüchel Thomsens studie af indu- rik Barths entreprenørbegreb. Barth strielle foretagere på Tuborg og i det definerer entreprenøren/foretageren københavnske storerhvervsmiljø.13 som den, der for at opnå personlig ge- Studierne af Tietgen og Tuborgdirek- vinst tager initiativ til at administrere tøren Philip Heyman tager udgangs- ressourcer ved at føre en fremadrettet, punkt i årene umiddelbart efter 1865 ekspansiv økonomisk virksomhed på og frem mod århundredskiftet – »det et risikofyldt grundlag.11 Det mener moderne økonomiske og erhvervsmæs- Baad Pedersen ikke, at høkerne kunne sige gennembrud«.14 Præget af absolut leve op til; anderledes med købmæn- vækst for de tre sektorer: de primære, dene med deres indsats for at mar- sekundære og tertiære erhverv, men kedsføre nye varer, bl.a. sådanne varer med en faldende andel for den pri- og halvfabrikata, der reducerede bon- mære sektor (landbruget især) og en desamfundets selvforsyningsgrad.12 stigende andel for fremstillingsvirk- Derved medregner hun, med henvis- somhed (især industrien) og serviceer- ning til Barth, innovationselementet, hvervene i den tertiære sektor.15 Split- der også indbefatter entreprenørens ter man den økonomiske vækst op i de indsats for at skabe forbindelse mel- enkelte produktionsfaktorers bidrag, lem økonomiske systemer, der ellers når man – ifølge Ole Hyldtoft – til det fungerede adskilt. resultat, at den såkaldte restfaktor el. Innovationselementet er som entre- teknologien alene i perioderne 1840-65 prenørbegrebet oprindeligt udformet og 1866-1895 tegnede sig for hhv. 56 og af den østrigsk-amerikanske økonomi- knap 59% af væksten. Bag denne ud- teoretiker Joseph A. Schumpeter. vikling lå ikke mindst en voldsom for- Grundlæggende for Schumpeter er op- øgelse af transaktionssektoren med fattelsen af innovationen som prime handel, transport og finansielle insti- mover i værdidannelsen og dermed tutioner m.v.16 økonomisk udvikling. Innovationen er Det er klart, at denne udvikling ikke særlig kendetegnet ved, at der via den kun har givet stødet til storerhvervs- etableres nye produktionsfunktioner, mænds fremdrift, men også til økono- nye markeder, nye former for kapital- miske agenter af mindre målestok, organisering. Innovationens fornem- men af samme format så at sige. Som meste virkemiddel er dens reducering det da også fremgår af Flemming Mik- af omkostningsniveauet, hvilket giver kelsens undersøgelse af industrielle en øjeblikkelig fordel. Schumpeter’s in- foretagere i Odense i 1870’erne. Den novative entreprenør går altså ikke munder ud i opstillingen af en række umiddelbart i spænd med livsformsa- idealtyper af foretagere, af hvilke kan nalysens borgerlige livsform, hvis kon- nævnes: Storforetagere, hvis sociale og stituerende træk er ejendomsretten til økonomiske status var knyttet til virk- produktionsmidlerne. Dog medgiver somheden, der derfor forsøgtes videre-

95 Søren Bitsch Christensen ført inden for familien. Kapitalistiske retagere med deres indirekte virksom- foretagere, der virkede inden for – og hed i aktieselskaber og andre er- sprængte – de politisk-institutionelle hvervsmæssige sammenslutninger de- rammer og med rygstød i aktieposter res pendant i Rasmussens bidrag til omdannede pengevæsen, kommunika- samsøbondens moralske og økonomi- tionsvæsen, fagligere foreninger og ske rejsning, havnevæsenets udbed- ikke mindst den ekspanderende indu- ring og grundtvigianismens udbredel- stri.17 Mikkelsen finder, at denne sid- se? Hvordan var Rasmussens organi- ste idealtype, som var provinsens Tiet- satoriske virke forlenet med en eks- gen’er og Heyman’er en miniature,var pansiv økonomisk virksomhed? Og besjælet af trangen til »at kunne til- hvilke livsformer var forbundet med fredsstille en indre følelse af fuldstæn- hans økonomiske og sociale placering? dighed (selvudfoldelse)« rettere end af et direkte profitmotiv. Endelig opstil- ler Mikkelsen idealtypen købmands- Lars Rasmussens erindringer foretageren, der karakteriseres ved at og dagbøger være ledet af købmandens kendskab til handelsforhold og konkurrenceerfa- Lars Rasmussen begyndte på sine ringer og med en ekspertise, der derfor erindringer umiddelbart efter sin fallit var efterspurgt i erhvervslivets aktie- i 1886. Han skrev dem ikke med salg selskaber og sammenslutninger.18 for øje, hvilket ellers var meget ud- Som det fremgår, formår Flemming bredt. Selv hævdede han, at de »nær- Mikkelsen i modsætning til Baad Pe- mest og egentlig er bestemt for mine dersen at nuancere Barths pointe om Børn«.20 Men allerede året efter cirku- foretagerens drift mod personlig ge- lerede de i højskolekredse.21 Først mod- vinst. Det ses også, at grænserne for satte han sig at udlevere »dette simple Mikkelsens idealtyper skærer ind over Lægmands Arbeide«, men Askovlære- de højrupske livsformer. Mikkelsen be- ren Heinrich von Nutzhorn, manden skriver bl.a. de foretagere, for hvem bag »den grundtvigianske biografi«,22 »virksomheden og foretagerpositionen stillede ham i udsigt, at han ville »ud- [ikke] udgjorde et trin på vejen til en pille et eller andet af Optegnelserne«. højere social stilling, men var blevet et Rasmussen takkede ja, blandt andet mål i sig selv – ensbetydende med høj fordi »Udsigten til en nok saa lille Pen- økonomisk og social status«.19 Her fin- gehjælp har stor Betydning for mig«. der man en sammenkædning af begre- Udgivet blev de dog ikke. ber fra den selverhvervende og den Henvendelsen gav Rasmussen an- borgerlige livsform, der nuancerer op- ledning til at fortælle, at »jeg staar for fattelsen af »den ægte kapitalist«. en Skillevei og er ikke ret klar over, om Idet vi langt om længe vender os jeg skal begynde Købmandsforretnin- mod Lars Rasmussen og Samsø, vil vi gen igen«. Det gjorde han dog året ef- få at se, at Lars Rasmussen udfoldede ter, og han skrev også videre på sine et langvarigt religiøst, socialt, land- erindringer frem til 1897. Den selv- økonomisk og lokalpolitisk arbejde på ransagelse, han gennemgik i perioden øen. I lyset af det foregående fører det efter fallitten, har betydning for for- os frem til en række spørgsmål: ståelsen af hans fortælling. Den moti- Kan Lars Rasmussens aktiviteter verede ham til at fokusere mere på re- siges at have udgjort en bondesamfun- ligiøse og sociale emner end på de dets parallel til hovedstadens og købs- købmandsfaglige. Hans resignerende tædernes økonomisk-institutionelle holdning til forretningslivet skinner udvikling? Havde de kapitalistiske fo- klart igennem i denne passus fra erin-

96 Menneske først, købmand så?

Fig. 2. I 1847 besøgte Martinus Rørbye Samsø, og under opholdet lavede han flere tegninger, bl.a. den her viste, der har titlen “En bondestue på Samsø”. Man ser to mænd, der sidder og forhandler ved et bord, mens konen og den gamle gårdmand tavse lytter med. Det kunne være Lars Rasmussen, der var på vej til at gøre en handel (Gengivet efter Rørbyes Tegninger. Udgivet af Frans Lasson, 1992, s.106). dringerne om »den menneskelige Ven- Derfor lægger han vægt på etablerings- lighed og Kærlighed«: »ogsaa den kan årene, før han rammes første gang, af være skøn, men sædvanlig er den dog pengekrisen i 1857/58. Det bærende i som en afklippet Rose, der hastig fal- fremstillingen bliver denne og andre mer (…). Nej! Efter min nu ikke saa økonomiske kriser i 1866 og 1886 for- helt korte Erfaring i Livet, har det ikke uden de elementer, der trods alt bar været min lille ubetydelige Person, man hans sociale anseelse frelst igennem: har taget Hatten af for og vist Venlig- familien og deltagelsen i politiske, reli- hed. Nej, det har været for min Penge- giøse og sociale aktiviteter.24 pung; thi da denne blev mølædt og hul- Dagbøger begyndte Rasmussen at let, forekom det med mange, at de sam- skrive i 1848, men de er først bevarede me Folk, som tidligere havde feteret fra 1851. Derefter skrev han næsten mig (…) de har senere under forandre- dagligt frem til 1855. Så er der et slip de Forhold ikke budt mig et Glas med kun få, men da længere indførel- Vand.«23 ser frem til 1880. Hvorefter han skrev Centralperspektivet i erindringerne næsten hver dag frem til 1896. er hans økonomiske og sociale opstig- Indtil 1853 er de daglige optegnelser ning og senere deroute. Han havde ført på højresiderne med rubrikker til tabt kampen om placeringen af Sam- vind og vejr. På venstresiderne er ind- søs nye havn i 1883 og lidt nederlag ført løbende refleksioner over især re- ved valget til folketinget året efter. ligiøse emner og »den eneste Ene« – og

97 Søren Bitsch Christensen det var trods alt ikke Vorherre! Denne lelsesmæssige. En linie, der ender i et form var almanakkens, der tjente som egentligt moralkodeks: at »betale en- forlæg for en lang række bondedag- hver sit« (30.8.1883). I en lang rede- bøger og -optegnelsesbøger.25 Senere lå gørelse fra januar 1891 blotlægger han den til grund for de dagbøger, Land- dagbogens opgave som en regnskabs- husholdningsselskabet bad sine land- aflæggelse til Gud. Gentagne gange væsenslærlinge føre.26 Formen gengi- indleder han nu sine indførelser med ver behovet for at forudsige vejrlig og Brorson: »Trange Tider langsomt skri- produktion ud fra indhøstede erfarin- der, det har den Art. Dagene længes, ger, men afspejler vel også en afhæn- Vinteren strenges, og det er svart!« Og gighed af almanakkens strukturering med Brorson tager han sit regnebrædt af hverdagen. Da Rasmussen fra 1853 og skriver op sit livs dage, afleverer slår siderne sammen, sker det samti- det til Jesus og »Beder ham gøre hele digt med hans andet giftermåls ind- min Gæld op og kvittere og aflevere gåelse, hvorefter dagbogen 1856/66 Regnskabet til den Fader, som ikke vil overvejende er reflekterende, men med Synderens Død, men at han skal om- et vist økonomisk indhold. I januar vende sig og leve« (1.1.1889). 1866 gør Rasmussen udtrykkeligt for Så langt ind i sjælen havde hans sig selv rede for, hvad dagbogen skal økonomiske rationalitet trængt, at tjene til, nemlig »til Trøst og Opmun- også forholdet til Gud kunne beskrives tring i den fortsatte Strid, igennem dis- som i en hovedbogs sider. Men det er se Blade og Optegnelser at se tilbage ikke overraskende, han var dog køb- paa, hvorledes Herrens Veje vel er un- mand. Det overraskende er den men- derlige, men dog fulde af Miskundhed tale proces, som perspektivet i erin- og Trofasthed (…) Jeg vil ikke længere dringerne og anvendelsen af dagbøger- som tidligere skrive noget hver Dag, la- ne lægger frem: En gennemgribende der ogsaa bortfalde Betragningerne om mentalitetsændring fra det kapitali- Vind og Vejr, og hvad jeg tager mig for.« stisk rationelle til det reflekterende og Da Rasmussen efter en pause atter følelsesmæssige. tager dagbogsskriveriet op i februar Kan denne købmand virkelig bindes 1874, sker det med henvisning til op på én og kun én livsform? Og hvil- »Kampen for min timelige Existens, ken økonomisk og social baggrund lå som i den Grad har lagt Beslag paa bag hans fremstillinger? Til det sidste min Tid og Kraft (…) og hæmmer og først. standser saa meget, som ellers vilde til- høre mit Livs Virksomhed«. På denne baggrund forskubber dagbogen sig Til Samsø i 1840 – korn, fisk, mere og mere mod det reflekterende. ager og kreaturer »Hvad han tog sig for« blev nu ikke udelukket, men nok nedtonet til fordel Rasmussen flyttede efter endt lærlin- for religiøse tanker, der med tiden blev getid i Slagelse og Korsør til Samsø i nærmest besværgende, men som også 1840. Han drog dermed væk fra det fik større poetisk kraft: »Bliv hos mig miljø i de gudelige forsamlinger, der Mester, thi det lakker mod Aften, og havde formet ham som ung og ført Dagen hælder« (30.3.1880). ham til landet mellem »Verdens Glæde Dagbøgerne afspejler, at fra penge- og Kærlighedens Naadeport«. Samsøs krisen i 1857/58 og langsomt stigende i handelsfrihed må have tiltrukket årtierne efter går der en linie i hans ham; her kunne han etablere sig uden økonomiske mentalitet fra det overve- at tage borgerskab. Det hang sammen jende rationelle til det overvejende fø- med, at Samsø ingen købstad havde,

98 Menneske først, købmand så?

Fig. 3. men alligevel var så stor, at den sam- 3). I 1856 var hans nettoformue men med Læsø var tilstået frihed til næsten seks-doblet i forhold til 1846, frit at bruge købmandsskab, og derfor vel at mærke uden ejendomsinveste- stod uden for bestemmelserne om han- ringer eller nye lån siden 1851. Drifts- del på landet indtil næringslovens kapitalen var altså betydelig, driften ikrafttræden i 1862.27 velkonsolideret, og det oprindelige håb Først slog han sig ned – med kone og om en årsfortjeneste på 1000 rdl. så ri- snart efter flere børn – i landsbyen geligt indfriet. Statusregnskaberne – Ørby med en lille høkerforretning. der jo i princippet er tilfældige øje- Men i 1844 flyttede han ud til vandet, bliksbilleder og højst belyser hande- til færgestedet Brundby-balle (Ballen) lens karakter – viser, at fremgangen »paa den Plads af Øen, hvorom jeg skyldtes en øget satsning på grovvarer straks efter min Ankomst til Øen havde som korn, jern, tømmer og støbegods. fattet den Mening, at den havde Belig- Butiksvarernes antal blev nemlig ikke genhed for en Handlende«.28 Han lod forøget, omend manufakturvarerne sin båd indgå i handlen mod et bund- var i fremdrift. garn og overtog den tidligere ejers En bevaret hovedbog anskueliggør jordtilliggende.29 I løbet af få år var de derimod de driftsmæssige forhold. Ho- fysiske rammer etableret med et vedbogen har en enkelt indførsel fra grundmuret kornmagasin, en køb- 1843 og få fra 1853, men er ellers ho- mandsgård med beboelse og butik på vedsagelig fra 1847-50. Der har været 14 fag, et halvt så stort sidehus bl.a. ført andre hovedbøger ved siden af med pakhus, lo og stald samt et afsides denne, men et kvalificeret skøn er, at vognskur og svinehus.30 Det hele blev de samsiske kontohavere heri repræ- takseret til ca. 3000 rdl. Rasmussen senterer ca. 2 års omsætning. Graden var blevet købmand, huspatriark, fi- af tuskhandel er forsvindende. Nav- sker og bonde. ne-, pris- og mængdeangivelserne om- Af hans forskellige statusregnska- vendt udførlige. ber fremgår, at han snart fik lod i I alt handlede 367 husstande hos kornsalgsperiodens konjunkturer31 (fig. Rasmussen, svarende til hver femte

99 Søren Bitsch Christensen

Fig. 4

husstand på øen. Der var en over- der kom til købmanden. På Samsø var repræsentation af de vigtigste er- det meget ofte omvendt, fordi der in- hverv: således næsten hver fjerde af gen købstad var. På landsplan blev øens håndværkere og en trediedel af der efter 1815 gennemført en liberali- øens gårdmænd.32 En opgørelse over sering af købstadsprivilegierne, der kontohavernes geografiske spredning åbnede for systematiske opkøb ved viser, at i nogle byer handlede en me- befuldmægtigede prangere. En udvik- get stor del af indbyggerne hos Ras- ling, der fremmede de kapitalstærke mussen. Selv i store landsbyer med op handelshuse.35 Hvad angår selve køb- imod hundrede husstande kunne han stadshandelen, er det blevet hævdet, tælle halvdelen af disse blandt sine at denne normalt blev afviklet i sæd- kunder. Overgangen fra sydlandet til vanebestemte mønstre, hvor køb- det mindre frugtbare og tyndere befol- mandsgårdenes beliggenhed ved ind- kede nordland, adskilt af Nordby faldsvejene var det vigtigste for land- Hede, var i almindelighed et skel af manden.36 Imod denne opfattelse ta- kulturel art.33 Rasmussen kunne heller især Allan Frandsens studier. ler ikke godt overstige det, men forsøg- Frandsen peger med rette generelt te at ekspandere ved hjælp af kommis- på, at perioden 1830-50 så en udvik- sionsforretninger med silketørklæder, ling i bondens forhold til købmanden i manufakturvarer og plove med hus-, retning af »økonomisk betingede rela- gård- og handelsmænd i Nordby.34 tioner« på bekostning af de traditions- bestemte.37 Med handelsfriheden var Samsøs Kornhandelen købmænd underkastet de samme ka- pitalkrævende vilkår, der bød dem i Rasmussens handel havde en traditi- højere grad selv at opsøge markedet. onel bondehandelsstruktur, men med Bønderne havde en betydelig frihed i forgreninger til en udstrakt opkøbs- udvælgelsen af en købmand og har virksomhed. Det stod i kontrast til derved skærpet betydningen af køb- købstæderne, hvor det var bønderne, mændenes mobilitet og indbyrdes kon-

100 Menneske først, købmand så? kurrence. Som det kom frem i dagbo- sit kornsalg. I 1849 var hans hovedaf- gen 1852: »I dag har jeg begyndt at tager det store fynske handelshus, købe Korn pr. 15. November og troede Elias B. Muus’ filial i Kerteminde, der ret at skrabe et stort Parti sammen, modtog i alt 1452 tdr. kornvarer.40 men da vi kom til Brundby, begyndte Hvilket dog kun var godt 3% af øens man at byde 4 Rd for Byg, og vi blev sa- samlede kornudførsel det år.41 I løbet aledes snart slaaede af Marken, da vi af 1850’erne svingede hans kornudfør- kuns betale 2 Rd.« (24.10.1852). sel mellem 491 tdr. i 1854 og 2657 tdr. i Også Rasmussens hovedbog viser 1852.42 Hans aftagere var handelshuse konturerne af denne fremvoksende i Århus og København foruden norske markedsøkonomi: I regelen synes bøn- skippere, der søgte køb i havnen. dernes leveringer til Rasmussen at Hans afsætningssucces var vigtig, være afgivet ved butiksbesøg. Men ud for den gjorde det muligt for ham at fra afregninger med en af hans med- indgå som en troværdig partner i kom- hjælpere, Per Stampe, er det muligt missionsaftaler på provisionsbasis om tilnærmelsesvis at udskille den mæng- indkøb af vin, jernvarer, manufaktur- de korn og kartofler, Rasmussen selv produkter og trælast.43 måtte opkøbe. I 1849 var det f.eks. 588 tdr.38 I disse år var Stampe beskæfti- get med opkøb mellem 32 og 50 dage Dagsværk og tidsforbrug om året. Konkurrencemomentet træ- der frem ved, at Rasmussen i alminde- »1851. August 16. Kørt til Ørby, Krons- lighed betalte højere priser for korn gaard og Kolby, hvor jeg købte 7 Tyre. fra gårdmænd end fra husmænd. De Frederik gravet i Haven og Jens om Ef- højeste priser betalte han dog til øens termiddagen skaaret Hakkelse. Byevejr andre handelsmænd. med jævn Luft. V, V, VNV, 17«. Der aftegner sig et klart handelshie- Dagbogens første indføring er rarki i hovedbogen. 31 såkaldte »Han- prunkløs og præcis. I det hele taget be- delsmænds« samlede kreditposterin- kræfter dagbøgerne statusopgørelser- ger beløb sig 1847-51 til godt 4600 rdl., nes oplysninger om handelens karak- medens de fire, han benævner »Kjøb- ter og hovedbogens om handelens hie- mænd« tegnede sig for knap 8200 rdl., rarki, den udstrakte opkøbsvirksom- hvoraf kun 927 rdl. var kontanter. Dif- hed og billedet af en traditionel bonde- ferencen dækker over et udbredt sam- handelsstruktur. Men nye aspekter er arbejde inden for kontantbetalinger og derimod landbrugsdriften, fiskeriet og anfordringer på trediemand, pengeud- kvæghandelen. Og ikke mindst tids- lån og samarbejde om grovvarehandel, faktoren. særlig salt og tømmer. Øens største Det dominerende motiv er et hårdt købmand, I.P. Gylling, dækkede bl.a. dagligt slid: »Saa træt og stiv som en Rasmussens handelsgæld til store gammel vognmandshest er jeg kommet handelshuse med anvisninger og kon- hjem i Aften, endskønt jeg dog har kørt tanter. Til gengæld sikrede han sig ret til Byerne« (12.9.1851). Dagen før hav- til at trække på Rasmussens varela- de en fodtur næsten øen rundt kun gi- ger; et forhold af stor betydning på vet køb af to køer. Tiden var altså en grund af øens sæsonbestemte kommu- knap ressource. nikation med omverdenen.39 Og afslø- Svenske studier i bondedagbøger rende for en standsbevidsthed, der under Janken Myrdals ledelse har i ly- kunne være stærkere end konkurren- set heraf rettet opmærksomheden mod cefølelsen. time-distribution dels som målestok Kontanter fik Rasmussen bl.a. fra for, om tidsforbruget gav margin for

101 Søren Bitsch Christensen

Fig. 5.

Fig. 6.

nye investeringer, dels for tekniske in- butikken, den anden var især land- novationers indflydelse på tidsforbru- brugskarl.45 get.44 Tidsforbruget viser, at Rasmussen Bedst er det, om man kan opgøre som principal tog vare på de funktioner, hele eller halve anvendte dagsværk. der især vedrørte disponering og kalku- Et forsøg herpå gengives i fig. 5 og 6, lation. Over en trediedel af hans tid gik men ubestridelige kendsgerninger kan med sociale aktiviteter (omend man skal der aldrig være tale om. Der fandtes 2 huske på, at Rasmussen opgiver sine faste medhjælpere, den ene med base i egne aftensysler, men ikke sine folks).

102 Menneske først, købmand så?

Kornforædling og proces, der fulgte med den. Et forhold, teknologispredning der nødvendigvis må have skubbet yderligere til den differentiering af Kornforædling ved tørring, rensning købmandsstanden, der var dens ken- og kastning er traditionelt blevet op- demærke under kornsalgsperioden.49 fattet som en af de afgørende forud- Entreprenørvirksomhed i schumpe- sætninger for det danske korns ind- tersk forstand kan det ikke kaldes, trængen på verdensmarkedet.46 Og køb- dertil var det for traditionelt. mændenes entreprenante rolle heri er blevet fremhævet.47 Rasmussen indgik senest i 1849 i en kommissionshandel Fiskeri med Prom & Allerup fra Nyborg, hvis ene interessant, M.P.Allerup, var en af »Fiskeriet på Samsø fik nu en stor Op- den tidlige industris vigtigste produ- blomstring. I Foraaret 1843 var der 43 center af landbrugsmaskiner.48 Men Bundgarn, og jeg tænkte, at her maatte denne handel er ikke specificeret i ho- jeg være med (…) og i Efteraaret kaste- vedbogen. At Rasmussen finder anled- de jeg mig med hele min Styrke over ning til at anføre i dagbogen, at han Udredningen af Arbejdet. Saaledes fik har solgt en tærskemaskine i januar jeg fat i en ældre Fisker, Peter Stampe i 1855 til 215 rdl., tyder på, at det ikke Langemark, som hjalp mig og 18 Dren- var en daglig foreteelse. Det blev også ge, som sammen med mig sad om Afte- kun til få hakkelsesmaskiner. Langt nen til Kl. 11-12, med Garnene, hvor- hyppigere solgte han derimod plove og med jeg kørte til den dygtige Fisker – i mindre omfang – trug, harver og Hans Due. Her opholdt jeg mig uaf- leer. Også store mængder frø distri- brudt i tre Uger for under hans kyndi- buerede han. Inden for spredningen af ge Vejledning at faa slaaet Stykkerne ny teknik spillede han altså sin rolle, sammen, dernæst tjæret og derefter det omend den var beskeden. hele dannet til to Garn (…) Drømmen Lars Rasmussen købte ikke korn ef- om, at jeg ved Fiskeriet skulde tjene ter vægt og kvalitet, hvilket i den hede saa meget, at jeg kunde drive en rigtig konkurrence på øen givet ville have Forretning, gik i Luften – ak! den Vej stødt ham af markedet. Men det frem- gaar saa mange af vore Drømme!«50 går, at hans modtagere stillede krav Opgav gjorde han nu ikke, og i dag- om kvalitet. Forædlingen hvilede der- bøgerne møder man fiskeriet som en for på ham selv. I april 1850 anskaffe- meget arbejdskrævende binæring med de han derfor en lille kornrensemaski- dets opbud af krav om specialviden og ne til blot 18 rdl. Med dagbøgerne kan markedsindsigt. man indkredse et svar på, hvilken ar- Fiskeriet på Samsø havde tidligere bejdsinvestering, der lå bag kornsalgs- været et marginalt erhverv, som hus- periodens bedre korn. mænd tyede til under misvækst og Grundlæggende var kornets kast- dyrtid. I 1827 og 1828 havde nogle af ning for at undgå dets sammenbrænd- disse dog haft held med et organiseret ing og for yderligere at lufttørre det. salg af pilkede torsk til en hørkræm- Den egentlige »Maskinering« satte ind mer i København, og tilskyndet af det med den nye høstsæson. Fra oktober havde øens godsinspektør prøvet at 1852 til september 1853 blev der inve- stable et interessentskab på benene til steret 110 dagsværk på kastning og et mere kapitalkrævende bundgarnsfi- rensning. Var kornforædlingen derfor skeri. Men sygdom standsede ham.51 nok teknisk en kapitalfattig investe- Et nyt og vellykket forsøg blev gjort i ring, var det dog en arbejdsintensiv 1839 med et interessentskab, som på

103 Søren Bitsch Christensen et rentekammerlån drev drivgarnsfi- istandsættelse og pælenes forarbejd- skeri indtil 1845 og bundgarnsfiskeri ning. Der røgtes garn første gang den indtil 1848. Bag det stod en kreds af 16. april og herefter dagligt af to fiske- embedsmænd og gårdmænd.52 re. 22. juni tages garnene op og en Først solgte man sild til salteriet i måned senere pælene. Hvor mange ar- Havnemark ved Kalundborg. Samme bejdsdage medgik da til arbejdet? Der aftager benyttede bundgarnsfiskere er tal fra 1852 og 1855: 5-9 dagsværk langs kysten mod Besser Rev, hvor til garnets istandsættelse, 9-15 dags- også Rasmussens garn var stationeret. værk til pælenes forarbejdning og ca. Senere gik afsætningen til svenske 12 til bundsætningen og optagning. både, »der i Mængde indfandt sig«.53 Hertil røgtningen. Dermed indlemmedes Samsø i det eks- Og kunne det så betale sig? I årene panderende svenske opkøb i bælterne. fra 1851 til 1855 fangedes kun 259- 1 Det dyre bundgarnsfiskeri var i det 905 /2 ol sild (á 80 stk.). De store ud- hele taget flyttet ned langs den sving i fangsten blev opvejet af stigen- østjyske kyst efter Agger Tanges gende priser. Dem fik Rasmussen ved at nembrud i 1825. Og bag de opdukken- anvende sine købmandskontakter; om- de fiskerivækstcentre lå således en or- end han i 1853 forlod sig på indfinden- ganiseret afsætning med kvasefart og de svenske skippere. Men i 1850 og jernbaneforbindelser til Nordeuropa.54 1854 sejlede han til Flensborg med sild Men succesen var kortvarig på Samsø: efter selv at have anlagt et salteri sam- I alt havde der i midten af 1840’erne me år. Og i 1851 solgte han sin fangst været 41 bundgarn, men omkr. 1860 til handelshuset Moses & Søn G. Mel- var der kun 8 foruden 13 fuldtidsfiske- chior i København sammen med 2-300 re.55 Fiskeriet havde da fuldendt en tdr. sild, som han havde opkøbt.57 cirkelbevægelse, hvor det atter blev Men betale sig kunne det ikke. I drevet som en binæring og med torske- 1853 var bruttoindtægten (efter ar- pilkeri, åleruser og flyndergarn. bejdslønninger) således kun 76 rdl. Og I samtiden mente man, at tilbage- der var ingen muligheder for at øge gangen hang sammen med landbru- rentabiliteten. Med en nogenlunde gets fremgang. Men argumentet er af- konstant arbejdsindsats var fiskebe- hængig af fiskeriets lavere indtjening standen den vigtigste variabel, men og dermed af den investerede arbejds- den kunne bundgarnene jo ikke flyttes kraft. Spørgsmålet om arbejdsindsat- efter. Sildefiskeriets almindelige ned- sen ved garnfiskeri er tidligere blevet gang på Samsø kan derfor antagelig stillet, men er forblevet ubesvaret.56 tilskrives de ekspanderende fiskeri- »I dag har vi slaaet Bundgarnspæle centre inden for Skagerrak-Kattegat- paa det nordre Stade, og vi iler nu med regionen, som med deres tidlige frem- at faa Redskaberne i Stand til Fiskeri- gang havde fået bedre muligheder for et. Vi ville nu prøve, om ikke Herren i at investere i ny teknologi. På Samsø Aar vil ad denne Vej meddele os den var de teknologiske muligheder ud- Velsignelse, Han hidtil fandt det tjen- tømte med bundgarnsfiskeriet. ligt at nægte os« (12.3.1852). Tilbage står, at Rasmussen i en Fiskeriet var en usikker næringsvej, årrække havde løftet fiskeriet ind i der appellerede til påkaldelsen af Vor- markedsøkonomiens cirkler. Han hav- herre og til at gøre brug af de erfarin- de præsteret det ved at udnytte sine ger, som Rasmussen nedskrev i dagbo- organisatoriske erfaringer fra købmands- gen. Det er derfor udførligt beskrevet, skabet og dermed midlertidigt fjernet bl.a. i sæsonen 1853. Fra februar til fiskeriets præg af binæring og nøder- april er man beskæftiget med garnets hverv. Men løftet var ikke kraftigt nok.

104 Menneske først, købmand så? Kvæghandel

Også sin kvæghandel lagde Rasmus- sen med tiden ind i en fast organisation. I årene omkring 1850 var hans metode at opkøbe kvæget på Samsø og derefter føre det til Sjælland på omfattende salgsvandringer. Usikkerhed var da dagens orden: »Jeg har nu over 50 Kreaturer staaende indkøbt, nu vil det komme an, hvorledes jeg slipper fra Salget« (19.9.1851). Da han efter van- dringen må efterlade seks kreaturer usolgte i Kalundborg, modtager han »Underretning om, at de er solgte til sandt at sige Spot Pris«. Efter denne oplevelse indgik han en kommis- sionsaftale med købmand P. Lassen i Kalundborg. I første halvdel af 1850’erne, hvorfra der er oplysninger, solgte han lidt under 100 kreaturer årligt. Den ene halvdel blev overladt om foråret – til opfedning for opkøber- nes regning som i den jyske studehan- del.58 Den anden halvdel blev afsat i september og oktober. Det hang sam- Fig 7. Lars Rasmussens erindringer. Da den men med efterspørgslen efter det som- førende person inden for Samsøs andelsbevægel- merfedede samsiske kvægs mejeri- se, Mikkel Søren Holm, i 1914 havde lånt erindringerne med henblik på en gennemgang af egenskaber, hvilket mindst én køber Samsø Landboforenings historie, brændte hans da også havde betydet over for Ras- gård, og erindringerne blev svært beskadigede. mussen. Ved hjælp af Lars Rasmussens dagbøger, breve Rasmussens markedsandel var gan- og regnskaber er de nu blevet rekonstrueret så godt som muligt, og de blev i 1999 publiceret (Ar- ske stor. Efter år der i bedste fald var kivet på Købmandsgården). stagnerende, kom afsætningen af levende hornkvæg i fremgang på Samsø 1852-55, hvor der årligt udskibedes 691 stk.59 På samme tid var nået et Rasmussens afsætningsmønster punkt, hvor den »rivende Afsætning« med lige dele fede- og mælkekvæg til med priser »i stadig Stigen« synligt det sjællandske marked besad derfor havde »bidraget til Landmandens for- mindst ét markant træk. Det var ret- øgede Indtægter«. Hovedindtægten af tet mod det hjemlige marked og fede- husdyrholdet bestod netop af »Salget kvæget vel især mod København. Dag- af Qvier og unge Køer til de sjælland- bogsoptegnelserne viser på flere må- ske Mejerier«.60 Selvom den samsiske der, at det løsere salg var et stadig rin- udvikling var blevet forceret, og ud- gere alternativ til kommissionshande- førslen faldt efter 1855, var der tale len og yder dermed sit bidrag til for- om et eksempel på den indledende om- ståelsen af, hvordan det første led i de lægning af landbrugsproduktionen i forsyningskæder, der rakte til Køben- animalsk retning før det store prisfald havn og senere til Storbritannien, blev på korn i 1876.61 opbygget.62

105 Søren Bitsch Christensen

Var dette en schumpetersk entre- arbejdskraft hentet ind til projektar- prenørs værk? Rasmussens kreatur- bejde med hus og hjem. Fiskeriet var handel førte ikke til nye varer eller et eksempel på hans foretagsomme produktionsmæssige vilkår og reduce- indsats for moderniseringen af bonde- rede ikke omkostningsniveauet. Han samfundet, men hertil hentede Ras- løb knap nogen synderlig risiko. Der- mussen også ekstern arbejdskraft, og imod falder handelen ind under den det handlede om »Drømmen om Fortje- del af innovationselementet i Barths neste«. Ved siden af sikringen af hus og entreprenørbegreb, der foreskrev kob- hjem trivedes altså et ønske om profit. lingen mellem to hidtil adskilte økono- Det er ikke oplagt at trække linier fra miske systemer, i dette tilfælde Sam- det ene til det andet. Etableringsårene søs landbrug og det sjællandske og var præget af ønsket om selvudfoldel- københavnske kødmarked. En regn- se, men dagbogsstudierne antyder den bue slog sin bue fra Samsø – og Ras- senere udvikling: At ved at opgive eller mussen var på det rene med, at det var nedtone fiskeriet og landbruget kunne i Storbritannien, skatten lå begra- der skabes tidsmargin til et mere pro- vet.63 fitrettet arbejde. Det blev til teglvær- ket i 1856. Teglværkerne var et typisk produkt Faldet fra tinderne – af den tidlige industri. De blev anlagt i hundredvis og med en udpræget de- teglværket og den ødelæggende central placering, tæt på råvaren og pengekrise vandet. På alle måder matchede de det, der skulle til, for at der kunne ska- 18 år inde i sit ophold på Samsø havde bes industri i Danmark.64 I 1821 havde tilværelsen budt Rasmussen frem- husmand Jens Larsen Aaling etableret gang, men også megen trods. Han hav- et teglbrænderi på Samsø – »som inde mistet sin »komplette Skønhed«, gensinde førhen«.65 I lighed med fiske- Arine, og den lille Michael på én og riet på øen udsprang også denne alter- samme dag i 1848, hvor han efterlodes native erhvervsgren af landbrugskrisen alene med fire små børn, »der bad, og af udsigten til en »Bifortjeneste«. græd og tryglede«. Få dage før sit frieri Rasmussen gentog altså på sin side til Helene Knudsen, brugte han to bedriften fra sit fiskeri ved at bryde dage på at male Arines gravsten. Med den hidtidige praksis om, at alternati- Helene fik han ni børn. Af hans 14 ve erhverv var noget, man tyede til i børn døde de fire. nedgangstider. Han gjorde det nemlig Hans økonomiske fremgang var dog under en højkonjunktur og som en del i begyndelsen umiskendelig. Hvilken af moderniseringsprocessen. livsform tegnede dette? Han levede af Dagbogen fortæller om et hårdt og og på en højkonjunktur og på sin egen tidskrævende anlægsarbejde. Med en viljestærke drift mod at etablere hus, tegl- og kalkovn fik hans værk en ka- hjem og virksomhed. En fast årlig pacitet på 80.-90.000 mursten og kun- fremgang havde været hans mål. Selv ne beskæftige 8-10 mand og en potte- forestod han de disponeringer, der mager.66 Og produktionen var betrag- 1 krævede kalkulation og markedsind- telig: Lidt over /2 million sten i 1858, sigt, mens de faste medarbejdere ord- hvilket ikke engang var det halve af et nede det, der skulle holde virksomhe- andet nystartet købmandsteglværk i den på niveau: butikken og landbrugs- Langøre. Samme år udførtes fra øen driften. I overensstemmelse med den 993.000 mursten, heraf 19.300 til Nor- selverhvervende livsform blev ekstern ge og resten til Danmark. Teglværkets

106 Menneske først, købmand så?

Fig. 8. Lars Rasmussen med sin hustru Helene Knudsen og deres fem første børn, 1866. Rasmussens ene hånd hviler på sønnen Lauren- tius, den næste købmand på gården (Arkivet på Køb- mandsgården).

etablering og hurtige fremdrift blev jævnligen anvendte bedækkede Grøfter, kronen på Rasmussens økonomiske fyldte med Sten eller Gærdsel, Ris værk, og nye drømme blev vakt: »Tegl- o.s.v.« Samme år blev den første dræn- værket [gav] det første Aar et meget rørsmaskine anskaffet herhjemme.71 godt Resultat, men det stod mig klart, Til hinder for rørenes videre udbredel- at hvis jeg kunde fabrikere Drænrør, se stod de især engelskproducerede Tagsten m.m., saavelsom brænde Kalk, rørs høje anskaffelsespris. En hjemme- da vilde Værket endnu blive mere ind- produktion, hvor konkurrencen kunne bringende«.67 Værket blev udvidet, og tvinge indenlandske teglværker til la- med tre ovne og nye bygninger blev vere priser, var derfor et tilbageven- det takseret til 11.040 rdl. (se fig. 11).68 dende tema i landbrugsdebatten.72 De to samsiske købmænds rolle som Men endnu i 1850’erne var situatio- industrielle foretagere rejser spørgs- nen, at man i flere egne slet ikke kun- målet, om købmænd generelt indtog ne anskaffe sig de eftertragtede rør.73 denne funktion. Af de 67 danske tegl- Rasmussen havde imidlertid gjort sit værksejere, der gav oplysninger om til, at det ikke skulle være sådan. Med deres baggrund til erhvervstællingen i Lassen i Kalundborg udvidede han sit 1872, var imidlertid kun 6 købmænd. samarbejde, så Lassen kunne åbne et Halvdelen var godsejere eller større drænrørsoplag.74 gårdmænd.69 Opfattelsen af købmæn- dene som industrigrundlæggere i det hele taget er logisk, men ikke fuldt do- »Uheldige Konjunktioner og kumenteret.70 Rasmussens produktion af drænrør flere Falliter under Penge var måske hans mest entreprenante Krisen« initiativ overhovedet. Sikkert udsprin- gende af det dræningsarbejde, han For Rasmussen var det en gudsvelsig- havde udført på sine egne marker. net tid. Det var lykkedes ham at gøre Landhusholdningsselskabet havde fat- teglværket »endnu mere indbringen- tet interesse for drænrørene i 1847 de«. Grundtvigianismen på øen var til som afløser for »for de til skadeligt hans glæde i fremmarch, og familien Vands Afledning tidligere i Agerbruget trivedes. Men lykken snød ham i hans

107 Søren Bitsch Christensen rus: »Lykken syntes i alle Henseender vægt på korn til levende kreaturer og at tilsmile mig (…) Handelen gik frem- derpå på forarbejdede animalske pro- deles godt, jeg stod paa min Lykkes dukter som flæsk og smør. Fra 1882 højeste Tinde, stod højt for at falde var kornimporten således større end dybt. Nu kommer jeg til den øde- eksporten. Landbruget lagde sig efter læggende Pengekrise.«75 en erstatningsdrift med importerede Pengekrisen – den internationale fi- gødnings- og foderstoffer – og fik held nanskrise i 1857/58 – træder i erin- med det: Efter overgangsfasen steg dringerne frem som det kompositori- landbrugseksporten fra 1891 til hidtil ske plot. Intet var herefter det samme. ukendte højder. Krisen var blevet ham påført af et Handelen med importerede gød- københavnsk handelshus’ fald, der nings- og foderstoffer var spekula- igen var et resultat af et hamborgsk tionspræget, konjunkturfølsom og ka- firmas fallit. Store lån skulle øjeblik- pitalkrævende og blev derfor koncen- keligt indfries. Senere måtte andre op- treret i de større byer. Den skubbede tages. Likviditeten blev aldrig genop- til den igangværende udskillelse af rettet. det traditionelle handelhus’ funktio- Også øens anden teglværksejer, kon- ner i hhv. detail- og en gros-virksom- sul Gotthardt i Langøre, blev ramt af hed. Forholdet er bedst undersøgt for pengekrisen, og han angav som sin be- stationsbyerne, hvor landbrugsomlæg- grundelse »uheldige Konjunktioner og ningen var pulsen i handelsudviklin- flere Falitter under Penge Krisen«.76 gen.79 Rasmussens udførsel af sten fra øen Også købmanden måtte skifte rolle, faldt også betydeligt – til ca. 60.000 da scenen blev en anden. Fundamen- sten om året. Drænrør havde han ud- tet for købmandsskab blev indkøbet af ført 60.000 af i 1861, men derefter udenlandske råvarer og en orientering kunne det konstateres, at »Fabrikatet, efter de nationale og internationale som forøvrigt er af temmelig simpel bybefolkningers behov for animalske Qualitet, forbliver næsten udelukkende fødevarer. Dertil kom fra 1880’erne an- paa Øen«.77 delsbevægelsens indtræden på marke- Følgerne af pengekrisen førte til, at det: Som grossister med en stigende Rasmussen i 1866 måtte indgå en ak- omsætning gennem landbrugets egne kord med sine kreditorer, udleje butik- organisationer og i detailledet gennem ken og flytte ud til teglværket. Han brugsforeningerne. Resultatet blev et kom tilbage, men måtte så acceptere særegent dansk fænomen, hvor kollek- en konkurs i 1886. Forholdene for tivismen som princip (i form af andels- købmandsskab var forandrede – radi- bevægelsen) trådte op mod den endnu kalt. udpræget individualistiske handels- stand. Korn- og foderstofhandelen forblev dog et rentabelt virkefelt for pri- Provinskøbmandens rolleskifte vate købmænd, men også de organise- under landbrugsomlægningen rede sig mod slutningen af århundre- det, bl.a. i form af det jyske Korn- og I 1876 satte et prisfald på korn sig Foderstofkompagniet i 1896, som øje- igennem, fremtvunget af den over- blikkeligt fandt kunder på Samsø.80 søiske konkurrence.78 Da landbrugs- Hvor én form for kollektivisme tidli- priserne også faldt i almindelighed, gere havde vundet hævd inden for den kastedes landbruget ud i en krise, der kapitalistiske sektor, nemlig i de indu- affødte det velkendte forløb med om- strielle aktieselskaber, blev den også lægningen af produktionen fra hoved- mødt af udfordringen fra andelsbe-

108 Menneske først, købmand så? vægelsen, der med 1887/88 som nøg- fer- og Kulforretning og derhos drive leår etablerede mejerier og slagterier. Teglværket« (s. 225). Det entreprenan- Inden for handel og industri så man te initiativ havde ikke forladt ham, således to forskelligt definerede kol- men det havde de økonomiske mulig- lektive organisationsformer. heder for at realisere det. Faktisk stod det værre til end her angivet. Rasmussens bogføring var ef- »Det store Besvær og de mange terhånden blevet illusorisk, for han vedblev at optage sine ejendomme som Ubehageligheder« – Lars aktiver til deres taksationsværdier, Rasmussen efter pengekrisen som kun sjældent blev taget op til ny vurdering. Han foretog ingen afskriv- »Da jeg vedvarende er gaaet tilbage i de ninger eller hensættelser til dubiøse sidste 3 Aar, og min lille Driftskapital kreditorer. Fagets professionalisering saaledes bleven mindre og mindre, har havde i denne henseende ikke slået selvfølgelig ogsaa Pengetrykket vokset igennem. og bleven føleligere og føleligere, saa jeg Trods alt var der en forretning at ofte, ja jævnlig ikke har kunnet indse, give videre til sønnen Laurentius ved hvorledes det skulde blive muligt at Rasmussens død i 1899, men dens for- fortsætte Forretningen« (25.3.1880). mat tålte ingen sammenligning med I 1869 reetablerede Rasmussen sin forholdene under kornsalgsperioden. købmandsvirksomhed, og det lykkedes Varefordelingen i statusopgørelserne ham at holde et årligt overskud på et viser, at han reelt var placeret i feltet par tusinde rigsdaler.81 Men kornpris- mellem høkere og detailhandlere. Der faldet i 1876 ramte ham med øjeblik- var forsøg på at bryde ud af den onde kelig virkning med et underskud på cirkel, bl.a. forsøgte han sig som leve- ca. 4000 rdl. til følge. Han havde ellers randør af frugt til et odenseansk fir- været forbløffende forudseende, for ma, der afsatte dem i England: »Men ved starten i 1869 var hans intention Eksportøren kendte lidet og vi intet til »at drive Butik- samt særlig Foderstof- de Fordringer, som Engelskmændene

Fig. 9.

109 Søren Bitsch Christensen stillede. Han fik en Mængde Frugt kas- Svineopkøbet har en ret net Fortjene- seret i England, hvoraf Tabet for en Del ste« (14.2.1892). Året efter lykkedes faldt tilbage paa os« (Erindringer, s. det endda at afsætte 32 svin til andels- 339). Heller ikke flere års forsøg på at slagteriet i Horsens. Intetanende, at sælge kartofler i København gav virk- netop dette slagteri skulle blive slut- somheden det afgørende løft. I en tid punktet på en udvikling, hvor bønder- hvor den upersonlige kapitalanbrin- ne endegyldigt rev sig løs af den nær- gelse vandt afgørende indpas, magtede mest patriarkalske forbindelse til køb- Rasmussen ikke at løsrive sig fra nød- manden. vendigheden af den personlige nær- værelse. Som i 1891, hvor den da 74- årige købmand var i København: »hvor »At hjælpe til med offentlige jeg næsten uafladeligt skal færdes om- Sager« kring for at sælge, aflevere og indkasse- re Beløbene for Kartofler, Frugt og Kre- Som ung mand havde Lars Rasmussen aturer og derpaa indbetale det ind- sluttet sig til de gudelige forsamlinger komne til forskellige Kreditorer« i sin fødeby Slagelse. Ud fra erindrin- (9.10.1891). gerne at dømme synes tilhørsforholdet at have været af afgørende emancipa- torisk betydning. Her skaffede den Svinehandel unge købmandslærling sig selvbe- vidsthed og kundskabstørst. Og derfra Men der var én afvigelse fra den negati- hentede han ord til at forløse sin politi- ve linie. Med en svinehandel var Ras- ske og sociale indignation, som det mussen ved at vinde fornyet fodfæste. gjaldt for flere af forsamlingsfolkene.83 Baggrunden for svinehandelens op- Det næste skelsår blev 1848, »det var sving i almindelighed i disse år var op- en Endrægtighedens Kraft og Aand, hævelsen af Tysklands importforbud som i hine Dage dalede ned over vort for levende dyr i perioden 1890-95, der Folk«.84 Han var »nu kommet til Spo- fremkaldte en stærk konkurrence om ret: hvad er Sandhed paa det politiske at levere svin til de efterhånden talrige Omraade«. Han læste Almuevennen og private slagterier.82 Og Rasmussen tog bestilte Rigdagstidende hjem. Enden del heri. I 1891 rejste han således til på det blev, at han »stillede sig under København »for om muligt at skaffe Venstres Fane, hvor jeg senere har staa- Køber til Svin, som vog over 300 Pd. Sa- et og fremdeles vil vedblive at staae, sagen er, at Philip Heyman i København, alænge Venstres Kamp i al menneske- som vi i den senere Tid har købt til, ikke lig Skrøbelighed dog kun gælder Sand- vil modtage Svin til større Vægt end 200 hed og Ret«.85 Pd. uden Afdrag i Prisen, og da de andre Forfærdet over de ligefrem umenne- Slagtere betaler samme Pris for disse, skelige forhold i fattigvæsenet, begynd- som de der vog mellem 160 til 200 Pd., te han ligeledes 1848/49 på sine van- saa kan vi ikke konkurrere, uden at vi dringer til fattige og syge og indsatte i kan skaffe Købere til disse Svin, som vog fængslerne. Aktiviteter, som den næste over 200 Pd« (6.4.1891). generation huskede som startskuddet Ved en anden lejlighed forsøgte han til de folkelige bevægelser på Samsø.86 at formå Heyman (en af grundlægger- Men stadig aktiviteter, der var enkelt- ne af de danske privatslagterier efter mandsværk og uden sammenhæng 1866) til at indgå en kommissionsafta- med grundtvigianismen. Den nærmede le – uden held. Men alligevel kunne han sig i slutningen af 1850’erne. Forin- Rasmussen konstatere, at »vi med den havde han i 1848/49 sluttet ven-

110 Menneske først, købmand så? skab med farveren Reinhold Lund, og et bemærkelsesværdigt lighedspunkt dermed var dagene uden »Venner, som med Mørkegaards livsformsstudie af helt forstod« ham, talte, og et missions- Åbenrås skibsfart. arbejde i private hjem og i skarp opposi- Lokaliseringen af sognesparekasser- tion til øens rationalistiske præster ne faldt i store træk sammen med de kunne tage form. Den succesrige indu- folkelige bevægelser, hvad Clem- strialist Lunds økonomiske kurve lig- mensen udlægger således: »Lokalise- nede Rasmussens, så en senere tid med ringen må derfor i væsentligt omfang rimelighed har fæstnet sig ved deres forklares med, at man var »samvirke- fremgang som en væsentlig baggrund bevidst« i sognene og rådede over en for forsamlingstiden.87 række lokale iværksættere, der kunne Rasmussen fornægtede det ikke: formidle impulserne udefra og sprede »Da Vorherre lagde mere og mere Vel- dem gennem et lokalt netværk.«89 En signelse i min Gerning, og jeg i Hjem- sådan lokal iværksætter var Lars Ras- met havde et dygtigt og paalideligt mussen. Menneske, Christian Jacobsen, saa Kollektivet som aktør bag brugsfore- kunde jeg ogsaa begynde at hjælpe lidt ninger og andre samvirkebevægelser til med offentlige Sager« (Erindringer er også behandlet af Poul Thestrup, s. 133). I disse år faldt de offentlige sa- der foretager en undersøgelse af »sam- ger i tre grupper: religiøse aktiviteter, variationen mellem forekomst af brugs- landboforening og havnekommission forening og andre innovationer«. Gene- samt politik med tilknytning til Bon- relt taler han som Clemmensen om en devennerne og grundlovsværnefore- »samvirkebevidsthed« i de mest frem- ningen. I opgørelsen over Rasmussens skredne sogne. Da andelssvineslagte- tidsforbrug var kategorien sociale ak- rierne i 1890/91 førte forhandlinger tiviteter den største af alle – med i alt med Heyman og Tietgen om at danne 108 af 382 – registerede dagsværk. et landsdækkende kartel sammen med Den langt overvejende del blev an- de private slagterier, forlod førstnævn- vendt til besøg hos enten trosfæller el- te planerne, »rimeligvis«, ifølge Birgit ler syge og døende. Nüchel Thomsen, på grund af »den nære lokale selvstyrevirksomhed, som gav andelsbevægelsen dens kraft, og Samvirkebevægelser og som man ikke ville give fra sig«.90 An- sognebevidsthed det ord – samme fænomen. Der er ingen grund til at gennemgå Den politiske bondebevægelse i skik- fremkomsten af samvirkebevægelsens kelse af Bondevennernes Selskab var institutioner på Samsø.91 Som andre en af hovedkræfterne bag landbosam- steder var de talrige. Grundlaget var fundets politiske og økonomiske fri- bondepolitisk vækkelse: Allerede i gørelseskamp. Selskabet var imidler- 1847/48 var Samsø med 519 medlem- tid, ifølge Niels Clemmensen, ud- mer den største enkeltkreds i Bonde- præget centralistisk; på lokalt plan vennernes Selskab.92 Der går herfra en havde den intet selvstændigt fore- linie, hvor rationalistisk grundede for- ningsliv. Derimod trivedes bondebe- eninger afløses af foreninger, der først vægelsens folkelig-demokratiske fore- ledes af storgårdmænd og forpagtere ninger, af hvilke Clemmensen især be- og af folk som Lars Rasmussen, siden handler sognesparekasserne. I disses af bønderne selv. virke og eksplosive opståen i 1860’erne Lars Rasmussens position som lokal finder han en tydelig bondekommuna- iværksætter var uomtvistelig. Hans lisme.88 Sognet var den vigtigste akse – virke strakte sig fra foredrags- og mis-

111 Søren Bitsch Christensen sionsselskaber til politisk og landøko- gen opnåede under købmandens leder- nomisk lederskab. De sidste sider af skab 1860-1864 en forankring i tidens denne artikel vil forfølge det stand- fremmeste landøkonomiske viden. For- punkt, at det skulle komme til at stå andrede drifts- og efterspørgselsforhold som det store paradoks i Lars Rasmus- satte sig straks spor i forhandlingerne. sens tilværelse, at denne bondestan- Man mærker en tilpasning til nye mar- dens selvhævdelse og uafhængighed i kedsøkonomiske vilkår og mentaliteter. høj grad var hans værk (inden for det Med vekselbruget som ideal og med rum, der var afsat til individets udfol- baggrund i den stigende animalske ud- delse). Men også, at udviklingen endte førsel var roedyrkningen et centralt med at berede ham skuffelse og sorg, område, som foreningen optog til for- da gårdmændene slog tættere ring om handling så tidligt som 1858. Og Ras- sig, og at det fik konsekvenser for hans musen lovede at »modtage og besørge købmandsvirksomhed. Bestillinger paa Frø«.94 Han var en vigtig person i omstillingen til det intensi- ve, animalske landbrug og kunne træk- Landboforeningen – »en viid ke på sine erfaringer fra sit lille, ekspe- Mark for Fremskridt« rimenterende landbrug. Og fra sit tegl- værk, som da han i 1862 vandt gehør Fra sin begyndelse i 1842 havde land- for et forslag »om at understøtte en boforeningen under navnet Samsø Mand herfra Øen til at lære Dræning Velfærdsselskab været domineret af grundig hos en kyndig Drænmester«.95 præster og embedsmænd, men i 1860 Foreningen diskuterede i det hele taget skulle de have valgt en ny formand: fra 1859 og gennem 1860’erne og »Mærkeligt nok valgte man mig [til for- særlig i Rasmussens formandsperiode mand], skøndt jeg hverken var Land- en række temaer, som han i det fore- mand eller i andre Henseender magte- gående tiår havde afprøvet i praksis: de at udfylde denne Post. Man var nøj- mergling, gødningsvandets opsamling som i sine Fordringer, og Landbofor- og afbenyttelse, bredstråede afgrøder, eningen var jo endnu i sin Barndom«.93 tanggødning og sommerstaldfodring.96 Det er for beskedent. Landboforenin- Han stod ikke alene med initiativerne,

Fig.10. Købmandsgården omkring 1890. Butikken lå i gårdens højre side. Rundt om hjørnet til venstre lå stalden, og rundt om hjørnet til højre pakhus, lager og vognport. Bagved fandtes kornmagasinet, mens tøm- mer og mursten lå på den bare jord, klar til udskib- ning (Arkivet på Købmands- gården).

112 Menneske først, købmand så? men det var med særlig autoritet, han i Det næste skridt var overgangen til maj 1867 manende kunne konstatere kraftfodring, der allerede var påbe- over for foreningens medlemmer: »at gyndt. I maj 1880 spurgte foreningen der endnu var en viid Mark for Frem- sig selv, »om det var heldigt om Land- skridt, navnlig ved Rørlægning, Merg- boforeningen skulle søge at virke for ling og en dybere Behandling af Jorden billigt Indkøb af gode Foder- og Gød- og ved at forædle vore Produkter til ningsstoffer i Lighed med de herværen- Smør og Kød, og ved at anskaffe større de Kulforeningers Virksomhed«. På det Racer af Kvæg, som egnede sig til saavel næste møde anførte Rasmussen, at det Malkning som Fedning«. kunne vinde hans tilslutning, idet Periodens vigtigste markedsforbin- »Her kan forenede Kræfter gavne, da delse – den engelske – blev diskuteret man kan købe Varerne billigere (…) Ta- umiddelbart efter anlæggelsen af den leren anførte ikke dette i sin egen Inte- første direkte dampskibsforbindelse i resse (…) Rasmussen advarede imod at 1863.97 I første omgang for at lægge slaa for stort an, udenrigsk Handels- »mere Vind paa Foderqvæg og Svin«.98 hus kan vist ikke benyttes, hvorimod Senere for at fremme mejeribruget. Forholdet stiller sig anderledes med Spørgsmålet var, om mælken skulle be- vore egne Grosserer«. handles hjemme eller på et fællesmeje- Foreningen endte med at antage til- ri. Ved at gøre sig til talsmand for fæl- bud fra andre samsiske købmænd. lesmejerier ydede Rasmussen et vigtigt Rasmussen havde ikke afgivet noget bidrag til øens senere andelsmejerier. tilbud, men det gjorde han året efter Emnet var til debat i september 1879, og vandt licitationen på en mængde fo- hvor foreningen på hans initiativ be- derstoffer. kostede en »Mælkeriassistent«. Ved Med sin uanfægteligt høje moral samme lejlighed knyttede han den kunne Rasmussen træde frem og hæv- første af mange kontakter mellem de, at han i sin formidling af viden og Samsø og repræsentanter for det højere idéer ikke handlede i egen interesse. udviklede vestsjællandske mejeri- og Men det fælles bedste var også til hans landbrug. bedste. Som da han talte for dræning.

Fig. 11. Lars Rasmussens teglværk, udateret. Værket beskæftigede i 1871/72 18 mand, hvilket var det samme som det gennemsnitlige købstadsteglværk. Men med en forsikringsvurdering på ca. 9200 rdlr. var det tre gange så stort som disse. Rasmussens teglværk var med andre ord ganske kapi- talintensivt, og han fastholdt en produktionskapa- citet på en halv million teg- lsten og ca. 100.000 dræn- rør om året (Arkivet på Købmandsgården).

113 Søren Bitsch Christensen

Eller da han købte frugterne af de ubeføjet mistanke var opstået om, at træer, foreningen havde skænket eller han havde lagt penge til side. Oven på auktioneret bort. Det måtte blive et de øvrige nederlag lagde nu den socia- spørgsmål, hvor længe bondestanden le deroute sig. Han trak sig tilbage fra bevarede denne tillid til handelsstan- offentlige gøremål, »da jeg vilde mødes den i Rasmussens person. der med mange onde Øjne, som saa i mig en Kæltring og Bedrager som Føl- ge af, at jeg ikke havde kundet fyldest- Politiske nederlag gøre mine Kreditorer« (29.11.1886). I perioden fra 1849 til 1883 var Ras- mussen med mellemrum medlem af Fra samvirke til økonomisk Samsø havnekommission. Det samme selvstyre var en række andre købmænd.99 Deres deltagelse var ikke overraskende: Den Ældre spændinger var under foran- kan ses som en lokal udløber af sam- dring i disse år. Nye politiske konstel- spillet mellem handelens og kommuni- lationer blev etableret, og de to grup- kationsmidlernes ekspansion. Og de- per hidtil uden reel politisk og organi- res deltagelse kan også ses i lyset af satorisk repræsentation, husmændene Flemming Mikkelsens idealtype »køb- og arbejderne, begyndte at opbygge mandsforetageren«. I havnekommis- egne organisationer. Samtidig blev sionens arbejde har købmændenes gårdmændenes organisationer i sti- handelskendskab og konkurrenceerfa- gende grad åbenbare interesseorgani- ring haft stor betydning.100 sationer. Det reducerede element af Rasmussen arbejdede først og frem- samvirke og religion i politik og orga- mest for Ballen havn, hvilket han da nisationsliv kom til at berøre Rasmus- også var hjemlet til som valgt af det lo- sen dybt. Og kløften mellem landbo- kale sogneforstanderskab/-råd. Kam- samfundets to hovedgrupper kom til pen herfor førte til nederlag, da der i at gå tværs igennem ham. Kolby Kaas i 1883 blev rejst et nyt Endnu i 1880’erne deltog han i land- havneanlæg med plads til, at dampski- brugsdebatten. Ved et stort anlagt kri- be kunne sejle direkte ind. Diskussio- semøde i landboforeningen i februar nen forinden var foregået i en spændt 1886 var han således hovedtaler. Han stemning og skinger tone, der ramte konstaterede, at »alle saavel Forret- den økonomisk trængte købmand ningsmænd som Landmænd føler et langt ind i sjælen.101 At den også havde fælles Tryk.«102 Velvidende, at gård- ramt ham på anseelsen, viste sig året mændene udtrykkeligt havde taget af- efter. Rasmussen var blevet overtalt til stand til et sådant synspunkt året før. at »løbe med Limstangen« som folke- De så et middel til krisens overvindel- tingskandidat. Hans modstandere var se i en frigørelse fra handelsmændene, på den ene side de radikale venstre- »da disse jo i Almindelighed tager Pro- folk, på den anden side de sejrende til- fitten.«103 hængere af Kolby Kaas havn. Rasmus- Det blev husmændene, der fik ham sen ønskede at trække sig, men da tilbage til det offentlige liv. I februar hans stillere fortalte ham, at »den som 1887 hidkaldte de ham, da greven hav- dør af Skræk skal begraves i Rendeste- de rundsendt en seddel, der bød dem nen« (27.1.1884), føjede han sig. Og at stemme på en Højre-kandidat. På to måtte tåle et »ydmygende« valgneder- møder kunne Rasmussen forsikre dem lag. om, at de ingen fare løb ved at stemme Oveni kom konkursen året efter. En på Venstre: »Da jeg tiltraadte Katede-

114 Menneske først, købmand så? ret, blev jeg begge Aftener modtaget Andelsslagterisagen på Samsø med et levende Hurra, som gjorde mig – kampen om en krone glad, det tilstaar jeg, thi efter at have staaet i aaben Begravelse i 3/4 Aar Efter års tavshed om den generelle som Fallent, var dette en Overraskelse økonomiske udvikling på øen, og efter for mig« (4.2.1887). at mistanken er vakt om, at den ælde- Det var en grel modsætning til de de Lars Rasmussen ikke længere har oplevelser, der endnu ventede ham in- blik for de afgørende forandringer, gi- den for den etablerede bondebevægel- ver han pludselig en analyse af tidens se. Senere på året blev grundlovsmø- vigtigste landøkonomiske udvikling i det på sydlandet aflyst, og i 1888 mød- krystalliseret form. I dagbogen 14. fe- te kun fire-fem ældre mennesker for- bruar 1892 skriver han, at sønnen Jo- uden de mange unge, der kom for at hannes vil giftes, men det er et skidt danse, og børn, der skulle med karru- tidspunkt, for »Landmændene, som i sellen. Rasmussen, der havde talt ved de sidste Aar har klogeligt lagt dem ef- mødet, sendte en efterlysning i sin ter at købe deres største Fornødenheds- dagbog: »Ak! Hvor er Livet, Kraften og Artikler i Forening for paa denne Maa- Kærligheden henne? Hvor er den Sam- de at frigøre dem Købmændenes Mel- fundsaand og Broderkærlighed, som tidlige- lemkomst og putte Fordelen i egen re løftede og bar os?« (12.6.1888). Lomme, nøjes nu ikke længere med at Da der et par uger senere blev af- købe Kul, Foderstoffer og Markfrø i sto- holdt fest til ære for 100-året for re Portioner (…) men enkelte tænker nu stavnsbåndets ophævelse, drejede han paa yderligere at udvide Kolonialhan- sin tale ind på husmændene på Sam- delen. Endnu kommer hertil, at (…) i sø, som han »raadede til at arbejde hen Forening med Svineslagterierne arbej- til, at de fik deres Jorder til Ejendom der de hen til at blive skilt ved Op- enten i Form af Selvejendom eller Arve- køberne for, at den Krone kan gaa i fæste, og Bønderne til med Ihærdighed Lommen paa Producenterne, og lykkes at støtte denne Sag« (20.6.1888). Tidli- det overalt at gennemføre denne Plan, gere havde redaktør Laursen104 fra saa vil vi alle paa denne Maade lide en Århus talt i lignende toner. Samsø betydelig Indskrænkning i vore Ind- Husmands- og Arbejderforening blev tægter, og skal vi have Tab af Teglvær- stiftet i august 1888, men beslutnin- ket og skippe Indtægten ved Svinehan- gen blev taget efter dette møde. Den er delen, ja saa god nat Laus, eller med karakteriseret som Danmarks første andre Ord – Gud naade os!« husmandsforening og havde til formål Endnu havde han kunnet sælge svin at yde sygdomshjælp, fremme have- til andelssvineslagteriet i Horsens, brug og fælles kulindkøb og »varetage men i marts 1893 meldte landbofore- husmændenes interesser, såvel åndeli- ningens medlemmer sig som andelsha- ge som materielle«.105 Da foreningen vere i slagteriet.106 Også dette notere- under husmand Peter Madsens ledelse de Rasmussen i sin dagbog. Men, hvad blev drejet i socialistisk retning, gen- han tænkte ved hele dette arrange- nemførte den etablerede bondebe- ment, skrev han ikke. Hans søn havde vægelses førstemand, Mikkel Søren endda mødt Peter Bojsen, slagteriets Holm, et kup, der placerede den radi- hovedkraft, ved havnen. Bojsen, der på kale Christian Sørensen som formand. sin højskole havde skænket Rasmus- sen nogle af hans skønneste dage i livet, og hvis hele familie han satte så højt. Det var jo hans, svineopkøber Lars Rasmussens, ene krone, Bojsen

115 Søren Bitsch Christensen og bønderne ville skilles fra. Og så politikere som Jens Busk og hus- havde han endda selv ført dem sam- mandsføreren Anders Jørgensen fra men første gang, da han anførte et be- Høng. De tre højskoleforstandere var søg hos Horsens Folkeforening og Boj- Bojsen fra Gedved, Chr. Nielsen fra sen i 1876. Hindholm og J.H. Andersen fra Rødkil- de. Lånene blev arrangeret sådan, at Blandt politiske og kristelige hver juni termin blev aktier udtrukket venner – to aktielån til indfrielse. Men lånenes indfrielse forløb meget længere end lovet. Den På intet tidspunkt var betydningen af økonomiske værdi for Rasmussen var Lars Rasmussens sociale, religiøse og derfor, at lånene hjalp ham med at be- politiske kontakter større, end da han holde sin likviditet; kreditmæssigt be- to gange, i 1860 og 1880, lod indbyde tød de ikke så meget. Der var gæld sine venner til at tegne et »aktielån« nok. I forbindelse med konkursen i til en værdi af 5000 kr. Lånene kan op- 1886 viste betydningen sig også af, at fattes som samvirkebevidsthed på det han i denne grad havde bundet sine personlige plan.107 (Jvf. fig. 12, der dog kreditposter til sit sociale netværk, for kun medtager folk med særlig status flere af långiverne stillede sig minde- eller offentlige hverv.) ligt over for boet.108 En sentens fra I 1860 kom alle låntagerne fra Sam- dagbogen sammenfatter formålet med sø. Deres sociale og økonomiske status lånene: Den årlige udtrækning var var ganske høj, målt ved medlemsskab netop foretaget af aktierne, »og de 2 af de eksklusive foreninger, landbofor- faldt paa Mænd, som lemper dem efter eningen og læseforeningen, hvor man- mig, til jeg kan betale« (18.12.1889). ge af dem indtog ledende positioner ved siden af andre poster i landbosam- fundet. Samsingerne i 1880 kom sta- Livsformer og Rasmussens dig i stort tal fra øens elite, omend 29 af de 55 lokale långivere tilsyneladen- økonomiske virksomhed efter de ikke sad inde med offentlige poster. pengekrisen Kendetegnende for 1880-lånet er desuden de mange religiøse lægfolk og Kan aktielånene anskues som en del folk uden for Samsø. Deriblandt for- af Rasmussens variation over den manden for folketinget, Christopher selverhvervende livsform? Jvf. tidlige- Krabbe fra Samsøkredsen, og andre re, hvor det med reference til Mørke-

Fig. 12.

116 Menneske først, købmand så? gaard og Højrup konstateredes, at hos ham i 1857. Det førte en overgang »kendetegnende for en social struktur, Rasmussen mod den borgerlige livs- hvor hver enkelt udfolder sig i en selv- form. Men på trods af, at teglværket erhvervende livsform, og hvor man er gav et årligt overskud på 2000 kr. på et bundet sammen ved gensidige investe- tidspunkt, hvor handelsdriften gik ringer, er derfor en stor modstands- mod konkursen, var det handelen, han kraft over for konjunktursvingninger.« fortsatte med efter konkursen, ikke Denne undersøgelse er begrænset til teglværket. Paradokset synes at kun- Lars Rasmussen, og den sociale struk- ne forklares med, at tilværelsen som tur kan derfor kun betragtes fra en be- industriejer rummede et konfliktstof i grænset vinkel. forholdet til de ansatte, som ikke var Direkte økonomisk gensidighed var til stede i det patriarkalske forhold til der i 1860 tale om i form af, at bønder- butiksmedhjælperne. Om tiden 1866- ne som kunder og på anden vis var af- 69 skriver Rasmussen: »Løverdag Af- hængige af Rasmussens markedskon- ten rystede mig især; thi da skulde jeg takter, vareforædling og teknologi- og betale Mandskabet ved Værket, og dis- idéspredning. For de religiøse kredse se saavelsom andre Penge var mig talte vel afhængigheden af Rasmussen svære at opløbe. Hvor var det svært for som person. I 1880 var lånekredsen mig at prutte og tinge med de fattige udvidet til mange »politiske og kristeli- Arbejdere (…) Følgen heraf blev jo og- ge Venner«. Lånet var altså også ud- saa, at Folkene tabte endel af den Re- tryk for personlig hengivenhed. Aktie- spekt, som ikke bør undværes, naar lånene synes at harmonere med den i Forholdet skal være mellem Arbejdsgi- forskningen fremhævede samvirkebe- vere og Arbejdere, som det bør. Til sidst vidsthed. I den forstand var Rasmus- hørte jeg, at man tænkte paa at lade sen og hans långivere bundet sammen mig stævne, hvilket jeg dog fik afvær- med gensidige økonomiske og politiske get« (8.2.1874). interesser – indtil andelsbevægelen Thomas Højrup har bl.a. defineret var slået helt igennem og standsbe- en livsform således: »Der skal være vidstheden tiltaget. tale om et bestemt livsmønster, som Jeg må formode, at Rasmussens til- gentages eller har en varighed, og hvis fælde har haft mangfoldige paralleller. enkelte dele nødvendigvis betinger hin- Den eksisterende litteratur kan pege anden«. Samlet gælder »livsytringer- på nogle stykker.109 Langt de fleste er nes« sammenføjning »i et helt, me- vel aldrig fremdraget. Men i det hele ningsfuldt og konsistent dagligliv«.111 taget kunne det nordvestlige hjørne af Som en vigtig del af den selverhver- Sjælland fremvise en lang række i- vende livsform finder man sammen- værksættere og foregangsmænd inden smeltningen mellem privatøkonomi og for et rigt udviklet net af folkeligt-de- virksomhedsøkonomi. Hvilket finere mokratiske foreninger.110 udtryk herfor finder man, end at Ras- Flere forhold peger således i retning mussen fra sidst i 1870’erne åbnede sit af, at Rasmussen på et tidspunkt efter hjem for badegæster? Det vigtigste i pengekrisen lagde sig efter en selver- denne livsform er at være selvstændig. hvervende livsform, hvor virksomhe- Og forblive det. Ligheden hermed er den i væsentlig grad var baseret på en slående i følgende passage fra Ras- social økonomi. Som også mentalitets- mussens erindringer om tiden, da han analysen af hans erindringer og dag- genåbnede i 1868: »da jeg første Dag bøger antydede. Modsætningen var kom ind i det gamle Kontoir, saa be- det ønske om profitmaksimering, som fandt jeg mig rigtig tilfreds og glad; det teglværkets fremgang havde næret var, som var jeg genfødt med nyt Liv og

117 Søren Bitsch Christensen

Fig. 13. Badegæster i købmandsgården omkring 1885. Lars Rasmussen sidder som nr. 3 fra venstre. I 1879 averterede Rasmussen første gang efter sommergæster, og blandt de første var de nygifte Emmy og Holger Drachmann. Det var faktisk lige på nippet til, at Lars Rasmussen havde kunnet grundlægge en »kunstnerkoloni«, for i 1887 henlagde ægteparret Viggo og Ingeborg Pamperin også deres bryllupsrejse til Rasmussens købmandsgård. Senere fulgte bl. a. maleren Albert Gottschalck. I det hele taget var kli- entellet præget af københavnske forretnings- og embedsmandsfamilier, som Rasmussen bød på sejlture og lidt bondegårdsromantik, f.eks. da rugen blev kørt ind »med alle vore fremmedes hjælp« (Arkivet på Købmandsgården).

Mod, og jeg spurgte mig selv: »Hvorle- talitet i de senere årtier. Erindringer- des har du dog kundet udholde at staa ne var opbygget med pengekrisen og i aaben Begravelse paa Teglværket saa- den økonomiske og sociale deroute længe?« som centralperspektivet, der som en Resten af mit Liv blev nu indsat paa prisme kastede det i Rasmussens øjne dette Kort at opretholde den Stilling, rette lys over alle livets senere hæn- jeg paany havde indtaget«.112 delser og tildragelser. Regnskaberne viste en mangesidet entreprenant virksomhed i de forskellige betydnin- Afslutning ger af begrebet under kornsalgsperioden. Men dette blev afløst af en trængt Således hænger det hele godt og vel økonomisk virkelighed, der ikke levne- sammen. Dagbøgerne fremviste et de plads til at føre de stadig strålende skifte mellem en overvejende ekspan- idéer ud i livet. Som en samlet konse- siv kapitalistisk rationalitet i Rasmus- kvens trak Rasmussen sig helt ud af sens etableringsfase og en overvejende den borgerlige livsform, han havde reflekterende og moralsk farvet men- nærmet sig, da det gik højest, og endte

118 Menneske først, købmand så? helt entydigt i den selverhvervende Schleswig-Holsteins, Neumünster 1992. Se livsform. særlig udgivernes forord og enkelte studier af Espen Hedegaard (s. 51-62) og Janken Højrups livsformsanalyse har såle- Myrdal (s. 113-120). Et andet karakteri- des bidraget til en større forståelse af stisk bidrag er S.P. Jensen: Landbrugets sy- Lars Rasmussens livsforløb, men sam- stemskifte belyst gennem dagbøgerne og tidigt er det også blevet vist, at livs- regnskaberne fra en enkelt gård, Bol og By. formsmodellen er for skematisk, når Landbohistorisk Tidsskrift 1985:2, s. 56-104. 3. Se især Martin Zerlang, Lis Toft Andersen den anvendes på en entreprenørtype og Bjarne Thorup Thomsen: En selvskreven som Lars Rasmussen: Rasmussen historie – om erindringsbøger og dagbøger fandt sig aldrig til rette inden for en af bønder, håndværkere og arbejdere i Dan- enkelt livsform, men skiftede livsform mark, København 1982, s. 17. 4. Martin Zerlang m.fl.: En selvskreven histo- flere gange i sit liv. Skiftende økonomi- rie, 1982, s. 27. ske omstændigheder skubbede ham 5. Bjarne Stoklund: 1800-årenes bondedag- fra den ene til den anden. Det er med bøger, i: Karen Schousboe: Bondedagbøger – andre ord vigtigt at være opmærksom kilder til dagliglivets historie: introduktion på, at mennesker ikke nødvendigvis og registrant ved -, udg. af Etnologisk Fo- rum og Landbohistorisk Tidsskrift, Brede beholder den samme livsform livet 1980, s. 1-25, særlig s. 18. igennem. Denne kan skifte alt efter 6. Martin Zerlang m.fl.: En selvskreven histo- omstændigheder og tilbøjelighed. Stu- rie, 1982, særlig s. 82ff. diet af Lars Rasmussens dagbøger har 7. Thomas Højrup: Det glemte folk. Livsfor- mer og centraldirigering, København 1983. altså bidraget til en nuancering af 8. Ole Mørkegaard: Søen, slægten og hjem- Thomas Højrups livsformsmodel. stavnen. En undersøgelse af livsformer på Til det sidste fastholdt Lars Ras- åbenråegnen 1700-1900, København 1993. I mussen sin sociale indignation og reli- det følgende særlig s. 51ff, hvis ikke andet giøst-etiske livsanskuelse i en tid, da er nævnt. 9. Disse tanker deles af historikeren Steen landbrugets organisationer fornægte- Busck: Begrebet livsform. Bemærkninger de denne del af deres fælles baggrund, til Thomas Højrup: Det glemte folk, Fortid og industrien mindskede det personli- og Nutid 1984, s. 219-223. ge islæt i det økonomiske liv. Det var 10. Ole Mørkegaard: Søen, slægten og hjem- stavnen, 1993, s. 124f og 161ff. Lars Rasmussens triumf, at han på 11. Margit Baad Pedersen: Købmand og høker helt utrolig mange måder optog tiden i på landet. En ny erhvervsgruppe og dens sin person. Hans tragedie var, at han rolle – økonomisk, socialt og kulturelt 1850- alligevel endte med at stå uden for 1900, Etnologisk Forum 1983. Frederik den. Barth (ed.): The role of the entrepreneur in social change in Northern Norway, Bergen 1972 (1967), indledningen. 12. Margit Baad Pedersen: Købmand og høker på landet, 1983, s. 82ff og 108. Noter: 13. Birgit Nüchel Thomsen: Industrielle foretagere på Tuborg 1873-1885. Kilder og studi- 1. Lars Rasmussens erindringer er publiceret: er, København 1980. Ole Lange: Finans- Søren Bitsch Christensen, Lis Neergaard, mænd, stråmænd og mandariner. C.F. Tiet- Inge Pedersen og Morten Rasmussen Fan- gen, Privatbanken og Store Nordiske. Etab- gel (udg.): Lars Rasmussen – Set fra Samsø. lering 1868-76, Viborg 1978. Samme: Den En købmands erindringer om øen, handel, hvide elefant: H.N. Andersens eventyr og politik og åndsliv i 1800-tallet, Købmands- ØK 1852-1914, København 1986. For en gården, Ballen, 1998. Min undersøgelse af kort forskningsoversigt og introduktion til Samsøs økonomiske udvikling er trykt i Schumpeter: Ole Hyldtoft: Tilgange og teo- Århus Stifts Årbøger, 82. bd., 1999, s. 7-28. rier i industri- og teknologihistorie, i: Lars Artiklen er færdigskrevet medio 1999. Herlitz (red.): Mellem økonomi og Historie, 2. Klaus-Joachim Lorenzen-Schmidt og Bjørn Aalborg 1998. Schumpeters hovedværker i Poulsen: Bäuerliche Anschreibebücher als denne forbindelse er Theorie der wirtschaf- Quellen zur Wirtschaftsgeschichte. Studien lichen Entwicklung (Leipzig 1912) og Busi- zur Wirtschafts- und Sozialgeschichte ness cycles I-II (New York 1939).

119 Søren Bitsch Christensen

14. Ole Lange: Finansmænd, stråmænd og 30. Lars Rasmussens erindringer, s. 105ff. LAS: mandariner I, 1978, s. 16. Samsø Birk: Brandtaksationsprotokol 15. Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i 1848-71 og samme 1800-57, litra A, fors.nr. Danmark II, 1914-1975, 2. udg., København 889 og 641, samme 1800-57, litra B, fors.nr. 1977, s. 249ff. 8/116 og 10/61. 16. Ole Hyldtoft: Tilgange og teorier i industri- 31. LRs arkiv: »Mit Bos forskellige Status for og teknologihistorie, 1998, s. 62 og 70ff. Aaret 1842 til 1866«, statusregnskaber 17. Flemming Mikkelsen: Industrielle foretage- 1844-47 og panteobligationsbeholdning div. re i Odense omkring 1870, Erhvervshistorisk år. Aktiverne består i alt væsentligt af vare- Årbog 1980, s. 62-136, særlig s. 62-68 og 117- lager og ejendomme. Sidstnævnte har Ras- 120. mussen værdisat ift. brandforsikringstak- 18. Af mere traditionelle undersøgelser af sationerne. Derfor burde man egt. have købmanden som industriel foretager og foretaget en nedskrivning, men pga. perio- »gründer« kan henvises til Svend Aage Han- dens korthed er det ikke foretaget. sen: Økonomisk vækst i Danmark I. 1720- 32. Jvf. Statistisk Tabelværk 1835, 1.hft. 1940, København 1972, s. 231-233; Søren 33. John Roth Andersen: Der ligger en ø – Sam- Bitsch Christensen og Søren Toft Hansen: sø, Odense 1981, s. 11 og 381. Industrialiseringen i Randers – et lokalstu- 34. LRs arkiv: Hovedbog s. 108 og 109, konti dium, Erhvervshistorisk Årbog 1992, s. 61- med handelsmand Peter Michelsen, hus- 113, særlig s. 95-98 og Ib Gejl (red.): De mand Rasmus Petersen og gårdmand Mi- skabte Århus. 12 foretagere og deres værk. chel Søren Michelsen. 1. og 2. samling, Århus 1991 og 1992. 35. Per Boje: Danske provinskøbmænds va- 19. Flemming Mikkelsen: Industrielle foretage- reomsætning og kapitalforhold 1815-1847, re i Odense omkring 1870, 1980, s. 94. Min Århus 1977, s. 247ff. understregning. 36. Sst., s. 151ff. John W. Oldam: Købmænd i 20. I det følgende benyttes den publicerede ud- tal, i: Vagn Dybdahl (red.): Købmænd i gave af Lars Rasmussens erindringer med Århus. Bidrag til handelens historie i en let tillempet modernisering af stave- og Århus, Århus 1962, s. 148-162, se side 149, skrivemåde. hvor Oldam pointerer købmandsgårdenes 21. RA: Heinrich von Nutzhorns privatarkiv orientering efter indfaldsvejene. (nr. 6060), breve fra Lars Rasmussen 13.7., 37. Allan Frandsen: Bonden og købmanden, 9.10., 12.10., 14.10. og 3.11. 1887 og Fortid og Nutid 1987, s. 1-20, citeret fra s. 19.3.1888. 20. 22. For denne vurdering, se Martin Zerlang 38. LRs arkiv: Hovedbog, s. 31, 365 og 401. Be- m.fl.: En selvskreven historie, 1982, s. 92f. regninger foretaget ud fra, at medhjælpe- Der tænkes på von Nutzhorns biografi af ren i 1849 modtog 0-4-8 rdl. pr. transporte- Ludvig Schrøder fra 1875. ret tønde. 23. Lars Rasmussens erindringer, s. 160. 39. LRs arkiv: Hovedbog: I.P. Gylling kreditere- 24. Det samme mønster genfindes i andre erin- des okt. 1847-maj 1851 for i alt 5787 rdl., her- dringer fra en fallents hånd, grossereren af leverede varer for 611 rdl., kontanter 524 Th. Colding fra København. Th. Colding: En rdl., fremmed valuta for 413 rdl. og betalin- gammel købmands erindringer igennem et ger til trediepart dels i kontanter med 1304 tidsrum af 60 år, Erhvervshistorisk Årbog rdl., dels med anfordringer for 2709 rdl. 1993, s. 152-165. 40. LRs arkiv: Hovedbog, s.11. 25. Lorenzen-Schmidt og Poulsen: Bäuerliche 41. Udførselen fra Samsø var i årene 1842-44 Anschreibücher als Quellen zur Wirtschafts- 20.689 tdr. om året, 1846-50 26.973 tdr., geschichte, 1992, s. 21. 1851-55 26.004 tdr. og f.eks. 1866-70 23.387 26. Aarsberetning om det kongelige Danske tdr. LAS: Samsø Toldkammer, D: Årsberet- Landhusholdningsselskabs Forhandlinger ning 1842-70. 1869, s. 66f. 42. Div. oplysninger fra LRs dagbog sammen- 27. Forbud anlangende Kiøbmandshandling holdt med oplysninger om skibes drægtig- paa Landet af 9. October 1680 (original). hed fra Samsø Toldkammers årsberetnin- Jvf. Højesteretstidende. Retsaaret 1868, ger, alfabetisk register over ind- og udklare- 17.11. rede skippere. 28. Lars Rasmussens erindringer, s. 105. 43. LRs arkiv: Hovedbog. Aftaler med vingros- 29. Privateje på Købmandsgården, Ballen: Lars sereren E. Reehoff fra Holbæk (s.6 og 15), Rasmussens arkiv (herefter LRs arkiv): jernstøberiet Prom, Allerup & Co. fra Ny- Købskontrakt mellem Lars Rasmussen og borg (s.12), manufakturhandler I.I. Philip- Hans Due 15.6.1844. Skrivelse fra »Vi son fra Kalundborg (s.16) og købmand Peter Brundby samtlige Husmænd« 16.7.1844 Lassen (bl.a. Erindringer, s. 107). (om leje af deres alhede). 44. Janken Myrdal: Research on Time-Distri-

120 Menneske først, købmand så?

bution: Studies in Swedish Peasant Diaries, lige Kasse bevilgede Laan og sammes Afbe- i: Lorenzen-Schmidt og Poulsen: Bäuerliche taling 1839-40. Anschreibücher als Quellen zur Wirt- 53. Citat af godsinspektør Knudsen i Poul H. schaftsgeschichte, 1992, s. 113-120. Moustgaard (udg.): At vove for at vinde. 45. De enkelte navngivne medarbejderes tids- Dansk fiskeri skildret af A.J. Schmidt 1859- forbrug kan opgøres uden større problemer. 63, Skjern 1987, s. 20. En anden af Det samme med Lars Rasmussen. Vanske- Schmidts meddelere var i øvrigt Lars Ras- ligere med Rasmussens gentagne brug af mussen. ordet »Folkene«. Da det hele tiden vides, 54. Sst., s. 20. hvor mange han havde fast ansat, kan man 55. LAS: Samsø Birk: Sager og protokoller vedr. dog ud fra dagbogsoplysningernes indre lo- udfærdigelse og opsigelse af næringsbeviser gik og frem- og tilbageslutninger om tilsva- 1839-1914 (div.år), heri Fortegnelse over de rende aktiviteter nå et rimeligt skøn. Van- der ernære sig af Fiskeri, Juni 1861. Toldin- skeligere med den eksterne arbejdskraft, spektør Tofte anslog heltidsfiskernes antal der hentes ind til midlertidige opgaver. til 0 og deltidsfiskernes til 100, Poul H. Men med en kombination af dagbogens op- Moustgaard (udg.): At vove for at vinde, lysninger og hovedbogens lønoplysninger 1987, s. 80. går også det an at kvantificere. Butiksdrif- 56. Sst., s. 26. ten forbigås normalt, men i det mindste 57. Foruden i dagbøgerne omtales disse rejser i kommissen må have haft sit daglige virke Lars Rasmussens erindringer s. 124f og her. Rasmussens hustru måske også, men 137. det omtales lige som den øvrige kvindelige 58. Jesper Madsen: Studehandelens Historie i arbejdskraft aldrig, og den er derfor ikke Danmark. Fra de ældste Tider til vore medtaget i oversigten. Røgtningen af de op- Dage, Århus 1908, bl.a. s. 135f. staldede kreaturer, som tilsyneladende var 59. LAS: Samsø Toldkammer, D: Årsberetnin- en del af butiksarbejdet, omtales også kun ger 1842-60. sjældent, men det var jo også et dagligt 60. Tidsskrift for Landøkonomi 1853, 1. bd. 3. hverv og er medregnet som sådant. En og 4. hft., jvf. samme 4. række 15. bd., 1-2. komplet kvantificering af arbejdsaktivite- hft., s. 163. terne er derfor ikke mulig, men et kvalifi- 61. Birgit Nüchel Thomsen m.fl.: Dansk-engelsk ceret skøn er. samhandel 1661-1963, 1966, s. 127ff. Svend 46. Meddelelser fra Statistisk Bureau 2. sam- Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark ling, 1855, s. 252ff. (jvf. Claus Bjørn: Det I, København 1972, s. 184. Sven B. Nielsen: danske landbrugs historie III 1810-1914, Landbrugseksportens varemæssige sam- Odense 1988, s. 146). Dan Ch. Christensen: mensætning og geografiske spredning 1860- Det moderne projekt. Teknik & Kultur i 90, Bol og By. Meddelelser fra Landbohisto- Danmark-Norge 1750 – (1814)-1850, Viborg risk Selskab, 2. række, 1. bd., 1977, s. 60f 1996, s. 717-723. fremhæver 1871/72 som skelsåret. 47. Birgit Nüchel Thomsen & Brinley Thomas. 62. Netop ved midten af 1850’erne satte den Under medvirken af John Oldam: Dansk- stigende animalske efterspørgsel ind fra engelsk samhandel. Et historisk rids 1661- Storbritanien. Birgit Nüchel Thomsen m.fl. 1963, Århus 1966, s. 121. 1966, s. 95f. 48. Anom.: Nyborg Jern HL. Hans Larsen & 63. Fra hans svigerdatter er der overleveret en Co. Nyborg Jernstøberi A/S, 1942, s. 2. Mest beretning om, at Rasmussen efter sit besøg kendt var dog hans Odensefirma, jvf. P. på verdensudstillingen i London i 1862 skal Koch Jensen i Dansk Bibliografisk Leksi- have sagt, at »Danmark maa naa til at leve- kon 3. udg., 1., København 1979, s.126f. re Landbrugsprodukter til alle de stakkels 49. Per Boje: Danske provinskøbmænds va- Fabriksarbejdere«. (Forordet til en ældre, reomsætning og kapitalforhold, 1977, bl.a. privat udgave af erindringerne). s. 137ff og konklusionen s. 275. 64. Hans Chr. Johansen: Industriens vækst og 50. Lars Rasmussens erindringer, s. 103f. vilkår 1870-1973. Dansk industri efter 1870 51. Poul Sørensen (udg.): J.H. Larsen: Samsøe 1, Viborg 1988, s. 28-30. og Tunøe. Topographisk beskrevne (1849), 65. EA: LHS, journalsager 1829, nr. 199. Odense 1974, s. 31. EA: LHS, journalsager 66. LAS: Samsø Toldkammer, D: Årsberetnin- 1824, sag nr. 467 fremlagt under nr. ger 1840ff. Hvis ikke andet er nævnt, er op- 365/1824. Journalsager 1830, diverse sager lysningerne i det følgende herfra. fremlagt under nr. 86. 67. Lars Rasmussens erindringer, s. 169. 52. LAS: Samsø Birk, afd. N: Diverse indkomne 68. LAS: Samsø Birk, brandforsikringsprotokol breve 1807-49 (div.år), heri Documenter for Besser, Koldby og Nordby sogne 1857- vedkommende det Stampemøller Lorentzen 1874, fors.nr. 175/211. Rasmussen angiver til et Fiskeriel Anlæg og Drift af den konge- værdien til 12.000 rdl. i erindringerne.

121 Søren Bitsch Christensen

69. Erhvervstællingen 1872 benyttet via Højskolebladet 1897, sp. 1009-18 (nekro- Richard Willerslevs kartotekiserede af- log). Jvf. Paul Nedergaard: Dansk Præste- skrift, EA. og Sognehistorie, bind 8 Aarhus Stift, Kø- 70. Svend Aage Hansen hævder således, at benhavn 1965, s. 572ff og 590. handelsstanden var igangsætter og finan- 87. Michael Blegvad: Farver Reinhold Lund, cier af industrien i 1860- og 1870’erne, Øko- 1897 og Roth Andersen: Der ligger en ø – nomisk vækst i Danmark, I, 1972, s. 202. Samsø, 1981, s. 485ff. Lunds produktionstal Tesen er dog bedre bekræftet af andre lo- ses i G. Schleisner: Samsø og dens Befolk- kalhistoriske studer, se f.eks. Ib Gejl (red.): ning. En Fremstilling af Levevilkaarne samt De skabte Århus, 1. samling, 1991, s. 18, 28 Undersøgelse af Fødsels- og Dødelighedsfor- og 53 og sst., 2. samling, 1992, s. 23ff. holdene 1815-89, København 1891, s. 40. 71. Aarsberetning om LHS 1847, s. 59f. 88. Niels Clemmensen: Bondevenner og bonde- 72. Meddelelser fra Statistisk Bureau 2. sam- venner- to alen af et stykke? En komparativ ling, 1853, heri Beretning om flere Agerbru- undersøgelse af de danske og de norske gets Fremskridt betingede Forhold i Konge- bondevenneorganisationer, Fortid og Nutid, riget i Aaret 1853, s. 227. 1994, 2, s. 134-157. Det skal nævnes, at 73. Aarsberetning om LHS 1855, s. 48f og 1857, Clemmensen primært beskæftiger sig med s. 38. Lars Bjørnbaks Den jyske Folkeforening og 74. LRs arkiv: Brev fra Lassen 14.4.1865. de norske bondevenneforeninger under le- Mercantilcalender 1856/57, s. 270. delse af Søren Jaabæk. 75. Lars Rasmussens erindringer, s. 169. 89. Sst., s. 151. 76. LAS: Samsø Birk: Skifterekvisition i skifte- 90. Poul Thestrup: Nærbutik og næringslov- dokumenter 1851-59, »Konsul Gotthardts omgåelse, Odense 1986, s. 372ff. Birgit Fallitbo vedkommende«. Efter at være ble- Nüchel Thomsen: Andelsbevægelsen og ka- vet overtaget af grevskabet, blev værket pitalisterne, 1972, s. 299. Min understreg- nedrevet 1865-67. LAS: Samsø Birk: Brand- ning. forsikringsprotokol for Besser, Koldby og 91. Lars Rasmussen gennemgår de fleste af Nordby Sogne 1857-74, fors.nr. 315. dem i Erindringer, s. 305-314. 77. LAS: Samsø Toldkammer, D: Årsberetnin- 92. RA: Balthasar Christensens privatarkiv, ger div. år, Citat fra 1866. D1: Sager vedr. Bondevenneselskabet. Roth 78. Litteraturen herom er omfattende, men se Andersen 1981, s. 492 nævner uden kilde- f.eks. Ib Gejl og Christian R. Jansen: Korn, angivelse tallet 900 i 1848. købmænd og kornkompagni. Korn- og foder- 93. Lars Rasmussens erindringer, s. 307. stofhandelen 1880’erne – 1960’erne, Århus 94. Samsø Egnsarkiv: Samsø Landboforenings 1971, s. 38, 43-44, 70-76, 106-112 og 455. forhandlingsprotokol 16.11.1858. S.P. Jensen: div. afsnit s. 242-350, Claus 95. Sst. 20.5.1862. Bjørn m.fl. (red.): Det danske landbrugs hi- 96. Sst., se bl.a. mergling 13.3.1859, 20.6.1864, storie 1810-1914, 1988. 27.1.1867; gødning 13.3.1859, 20.6.1864; 79. Jørgen Fink: Butik og værksted. Erhvervsli- tang 10.5.1860, 20.6.1864; sommerstaldfod- vet i stationsbyerne 1840-1940,Viborg 1992, ring 20.6.1864; dræning 17.12.1861, s. 13f og 23f. Samme: Købstad og stationsby. 11.12.1862; foderblanding 20.6.1864; bred- Familien Plum i Assens og Glamsbjerg stati- stråede afgrøder kontra langstråede onsby,Nyt fra stationsbyen, nr.9, 1986, s. 3. 20.6.1864. 80. EA: Korn- og Foderstofkompagniets arkiv, 97. Jvf. Birgit Nüchel Thomsen m.fl.: Dansk- hovedbog I 1896-98. Mangfoldige sider heri. engelsk samhandel 1661-1963, 1966, s. 81. LRs arkiv: Oversigt over Udbyttet af For- 130f. retningen fra December 1869 til Juli 1876. 98. Samsø Egnsarkiv: Samsø Landboforenings 82. Birgit Nüchel Thomsen: Andelsbevægelsen forhandlingsprotokol 13.11.1865. og kapitalisterne. Planen om et baconkartel 99. LAS: Samsø Birk, tillæg: Havnekommissio- 1890-91, i: Johny Leisner m.fl. (red.): Fest- nen, forhandlingsprotokol 182-1912. skrift til Povl Bagge på halvfjerdsårsdagen 100. Jvf. Flemming Mikkelsen: Industrielle fore- 30. november 1972, s. 301-330, København tagere i Odense omkring 1870, 1980, s. 114 1972, s. 313f. og 119. 83. F.eks. I.A. Hansen (som Rasmussen kendte 101. Se herom især Lars Rasmussens erindrin- fra deres fælles tid i Slagelse) og Rasmus ger, s. 282-287. Sørensen. Jvf. Claus Bjørn: Fra reaktion til 102. Samsø Avis 26.2.1886. grundlov. Politikens og Gyldendals Dan- 103. Under mærket h-e i Samsø Avis 4.9.1885. markshistorie 10, 1990, s. 289. Samsø Avis var organ for landboforeningen, 84. Lars Rasmussens erindringer, s. 110. jvf. programerlæring 29.9.1886. Andre an- 85. Lars Rasmussens erindringer, s. 113. klager mod handelsmændene for pristryk, 86. Michael Blegvad: Farver Reinhold Lund, i se 10.10.1885 og 12.3.1886.

122 Menneske først, købmand så?

104. Niels Johan Lauersen (1855-1930), redak- re. Spredte oplysninger fra Paul Neder- tør af det grundtvigske venstreblad Aarhus gaard: Dansk Præste- og Sognehistorie, Folkeblad 1882-95). Ole Degn og Vagn Dyb- bind 8 Aarhus Stift, København 1965 og dahl (red.): Borgere i byens råd, Århus Roth Andersen: Der ligger en ø – Samsø, 1968, s. 137f. 1981. Foruden LRs dagbøger og Erindrin- 105. Fridlev Skrubbeltrang: Den danske Hus- ger. mand. Husmand og Husmandsbevægelse 108. Jvf. LRs arkiv: Breve fra P. Bojsen og C.F. gennem Tiderne I, København 1952, s. Spangenberg 10.6.1886, Christopher Krab- 249ff. Tidligere havde der været såkaldte be 21.6.1886, Chr. Nielsen 5.7.1886 og J.H. sogneforeninger og selvhjælpsforeninger, Andersen 28.7. 1886. men foreningen på Samsø var den første, 109. F.eks. en jysk uldvæver, gårdejer og hedeop- der til formål havde husmandens sociale og dyrker, der syv gange reddede sig ved »min- økonomiske løft. Se også Roth Andersen delig ordning eller tilbagekøb ved venners 1981, s. 508. og naboers støtte«. Jvf. Rasmus Mortensen: 106. Samsø Egnsarkiv: Samsø Landboforenings Niels Jensen Fogh. Hedeopdyrker og harve- forhandlingsprotokol 31.10.1892. fabrikant, Fra Viborg Amt 1957, s. 33-145. 107. LRs arkiv: Sager vedr. aktielån 1860-1899. Eller manden, der senere købte Rasmus- Til den flg. identifikation er anvendt: Pri- sens teglværk, Niels Hansen Risegaard, vateje: Samsø Læseforenings forhandlings- hvis levnedsforløb i mangt og meget lignede protokol, medlemsfortegnelser 1863, 1872 Rasmussens. Jvf. Privateje: Viggo Bay: og 1883. Samsø Egnsarkiv: Samsø Landbo- Stamtavle over Niels Hansen Risegaards forenings forhandlingsprotokol, medlems- Slægt samt nogle indgiftede Familier, Hol- fortegnelse 1857 og 1862. Anom.: Samsø bæk 1924, s. 24-40. Landboforening 1842 – 22. februar – 1942, 110. EA: Søren Ehlers: En lokal grundtvigsk be- Århus 1942, s. 44ff, 50f og 154fff. RA: Chri- vægelse. Etableringen af grundtvigske in- sten Bergs og hustru Maren Bergs privatar- stitutioner i Nordvestsjælland 1864-95. kiv, A.I.3, brev til Berg, Busk og Hørup fra Upubliceret hovedfagsspeciale, København »Samsøs 4 nordligste sogne« v/ B. Jensen på 1977. Generelt. vegne af 20 udvalgte medlemmer 7.2.1884. 111. Thomas Højrup: Det glemte folk. Livsfor- Div. årgange af Trap Danmark, Mercantil- mer og centraldirigering, 1983, s. 30 og 189. og Danmarks Kongeriges Handelskalende- 112. Lars Rasmussens erindringer, s. 225.

123 Debat I anledning af Lokalhistorisk Afdelings nedlæggelse Kim Furdal, Jørgen Mikkelsen og Lars Nilsson

Fortid og Nutid juni 2000, s. 124-130

Lukningen af Lokalhistorisk Afdeling på Københavns Universitet har af- født følgende reaktion, der i form af et åbent brev er stilet til bestyrelsen for Institut for Historie. I appellen argumenterer de tre forfattere, hver ud fra deres udgangspunkt, for vigtigheden af, at der fortsat forskes og arbej- des med lokalhistorien på universitetsniveau.

Kim Furdal, f. 1959, cand.mag., siden 1994 leder af Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa. Har bl.a. publiceret Fra preussiske landkommu- ner til danske sognekommuner (1999) samt adskillige artikler og registra- turer. Jørgen Mikkelsen, f. 1957, ph.d., arkivar og seniorforsker ved Landsarki- vet for Sjælland mm. Har publiceret en række artikler mm., fortrinsvis om dansk byhistorie i 1700- og 1800-tallet. Lars Nilsson, f. 1945, fil.dr., professor i historie ved Stads- och Kommun- historiska Institutet ved Stockholms Universitet. Har bl.a. publiceret Den urbana transitionen. Tätorterne i svensk samhällsomvandling 1800-1980 (1889) og Den urbana frågan (1990).

I juni 2000 går lektor Knud Prange på tutt har således bl.a. påpeget, at Lo- pension. Prange har ledet Lokalhisto- kalhistorisk Afdeling har haft en vig- risk Afdeling ved Institut for Historie tig funktion ved at understøtte og ud- siden afdelingens oprettelse i 1970. vikle de specifikke lokalhistoriske teo- Han har også været den eneste medar- rier og arbejdsmåder, »som ikke uten bejder ved afdelingen – bortset fra videre kan ivaretas av det generelle hi- nogle få studentermedhjælpere i storiefaglige miljøet«. Norsk Lokalhi- 70’erne og 80’erne og en stipendiat i storisk Institutt sammenligner også begyndelsen af 90’erne. Den aktuelle organiseringen af den lokalhistoriske økonomiske krise for Københavns Uni- forskning i Danmark og Norge og be- versitet gør det betænkeligt at genop- mærker i denne forbindelse, at hele ni slå Pranges stilling på nuværende norske universiteter og andre højere tidspunkt. Imidlertid har institutle- læreanstalter gennemfører undervis- delsen besluttet ikke blot at »indefry- ning i lokalhistorie på grundfags- eller se« lektoratet, men at nedlægge afde- mellemniveau. lingen ved Pranges afgang. Også vi beklager beslutningen om at Denne beslutning har affødt flere nedlægge Lokalhistorisk Afdeling. I protester – bl.a. fra de norske og finske det følgende vil vi udtale os som en- lokalhistoriske institutter og fra to tid- keltpersoner, men vi opfatter os samti- ligere formænd af Dansk Historisk dig som repræsentanter for hver sin Fællesråd. Norsk Lokalhistorisk Insti- gruppe af Lokalhistorisk Afdelings

124 I anledning af Lokalhistorisk Afdelings nedlæggelse samarbejdspartnere. Vi lægger derfor til at fortryde«.1 Ordene faldt tanke- vægt på hver sin side af afdelingens vækkende nok kun få år før, der fra aktiviteter. Men de tre indlæg har en midten af 1970’erne for alvor kom fælles målsætning, nemlig en opfor- skub i interessen for lokalhistorien og dring til Institut for Historie til – i det lokalhistoriske arbejde. Den brede løbet af de nærmeste år – at tage folkelige historiske interesse for- skridt til en videreførelse af de funk- svandt ikke med velfærdsstaten og tioner, som Lokalhistorisk Afdeling ungdomsoprøret, men den vendte sig har udført siden 1970. Da behovene for mod slægtens og lokalsamfundets hi- disse funktioner bestemt ikke er ble- storie. Mest markant og synligt har vet mindre vigtige i løbet af de sidste denne udvikling kunnet følges for de 30 år, bør videreførelsen ske på mindst lokalhistoriske arkivers vedkommen- det samme niveau som i Lokalhisto- de. Mens der i 1963 var 33 lokalhistorisk Afdelings levetid. Derimod kan riske arkiver i Danmark tilknyttet det være værd at overveje, om alle op- Sammenslutningen af Lokalarkiver gaverne skal udføres af samme person (SLA), havde foreningen i 1999 ikke eller personkreds. mindre end 435 medlemsarkiver. Af Vores indlæg har karakter af et flere årsager er det reelle antal af lo- åbent brev til institutledelsen. Vi har kalhistoriske arkiver dog langt større. valgt denne form, fordi vi mener, at Lo- Og bag de store og små arkiver står en kalhistorisk Afdelings arbejdsfelt – i stor og bred folkelig opbakning. Des- særdeleshed forholdet mellem lokalhi- værre mangler der grundlæggende un- storikerne og universitetsmiljøet – for- dersøgelser af denne udvikling, men tjener en bredere debat. Vi håber derfor Sønderjyllands vedkommende er for, at institutledelsen vil kommentere ikke mindre end 13.325 personer eller vores overvejelser. 5,2% af befolkningen i landsdelen fra spædbørn til pensionister medlemmer af lokalhistoriske foreninger, der dri- Lokalhistorisk Afdeling og de ver eller støtter et lokalhistorisk arkiv. lokalhistoriske miljøer Alene på den baggrund kan det un- dre, at Institut for Historie ved Køben- Interessen for dansk lokalhistorie har havns Universitet ikke bakker denne næppe nogensinde været større end i udvikling op med forskning i lokalhi- dag. Ganske vist har de store traditio- storiens teori og metode og i konkrete nelle amtshistoriske foreninger haft lokalhistoriske studier. Langt hen ad en medlemsmæssig tilbagegang siden vejen anvender lokalhistorikerne de midten af 1960’erne, hvor foreninger- samme teorier og metoder som i arbej- ne stod på deres højdepunkt. Udviklin- det med den generelle historie, men lo- gen inden for den lokalhistoriske orga- kalhistorikerne har også deres teorier, nisationsdannelse har imidlertid for som kræver en særlig indsigt, så der længst gjort Peter Seebergs berømte til stadighed kan ske en teoretisk og ord om historiens dødedans ved gen- metodisk udvikling af området. Man foreningsjubilæet i 1970 til skamme: fristes derfor til at stille spørgsmålet, »Vi er blevet gamle nok nu og mindes om lokalhistoriske studier er for folke- kun, fordi andre mindes. Vi er kommet lig til, at Institut for Historie vil tilgo- i dag for at sige farvel til genforenin- dese denne del af den historiske inter- gen, ja for at sige farvel til historien. esse. Eller er det tidligere tiders opfat- Der er allerede sket for meget, vi ønsker telse af Rigshistorien som historiens ingen historie mere. Vi beder om tid, tid egentlige forskningsobjekt, som slår til at tænke os om, tid til at ændre, tid igennem i prioriteringen af ressour-

125 Kim Furdal, Jørgen Mikkelsen og Lars Nilsson cer? Der bliver udført megen udmær- for den arkivaliemæssige del af den ket lokalhistorisk forskning på Insti- lokalhistoriske kulturarv, så er der in- tut for Historie – også uden for Lokal- gen tvivl om retningen. Der vil i de historisk Afdelings regi. Men kan man kommende år være et stigende behov være sikker på, at dette også vil være for faguddannede historikere med en tilfældet i fremtiden, hvis man ikke solid faglig kompetence i lokalhistori- sørger for, at en eller flere personer får ens teori, metode og arkivkundskab. dette som et særligt ansvarsområde på Her har Lokalhistorisk Afdeling siden samme måde, som det er tilfældet med starten vist sin eksistensberettigelse. f.eks. antikkens historie og landbrugs- Afdelingen har gennem årene givet de historien? studerende en solid faglig indsigt i ar- Der er under alle omstændigheder kivvæsenets opbygning og principper. mange gode grunde til at øremærke At dette arbejde har båret frugt, ses ressourcer til denne del af den histori- af, at mange studerende har sat kro- ske arbejdsmark. Med den stigende lo- nen på værket med et lokalhistorisk kalhistoriske interesse er der fulgt en speciale, meget ofte på basis af arkiv- stigende professionalisering af de lo- studier. Mange af disse studenter har kalhistoriske institutioner. Først så vi siden fundet beskæftigelse på de lo- udviklingen inden for de kulturhistori- kalhistoriske arkiver, i Statens Arki- ske museer godt bakket op af muse- ver og på de kulturhistoriske museer. umsloven, siden inden for de lokalhi- Dermed har Institut for Historie me- storiske arkiver, primært og først i de get konkret og systematisk bidraget større byer, hvor brændstoffet ofte har til at sætte en faglig standard på været engagerede arkivledere, en be- mange lokalhistoriske institutioner, tydelig formidlingsvirksomhed og en en effekt man kan håbe på, men næp- stor folkelig opbakning bag det lokal- pe forvente, hvis undervisningen i lo- historiske arkiv. Der findes ingen tal kalhistorisk teori, metode og arkiv- for denne udvikling. Da SLA i midten kundskab skal varetages af personer, af 1990’erne undersøgte de lokalhisto- der ikke nødvendigvis har forsket i lo- riske arkiver, så man kun på det sam- kalhistorie. Alting er også tegn, og lede antal medarbejdere ved arkiverne man kan næppe regne med større op- og ikke på fordelingen mellem de en- bakning til lokalhistorie og lokalsam- kelte faggrupper. Uden interesse er fundsstudier fra de historiestuderen- det dog ikke, at antallet af fastansatte des side, når man fra instituttets side medarbejdere på de lokalhistoriske ar- har signaleret en klar nedprioritering kiver alene fra 1992 til 1994 steg fra af dette forskningsfelt. 217 til 236, dvs. med knap 8%. Væk- Sideløbende med det universitetsin- sten er dog overvejende sket på de sto- terne arbejde har Lokalhistorisk Afde- re stadsarkiver i de større bysam- lingen leveret råd og vejledning til de fund.2 Tallene dækker over et stigende lokalhistorisk interesserede. Vejled- kommunalt engagement i de lokalhi- ningen er sket på flere planer. Mest storiske arkiver, og man tager næppe synlig er afdelingens omfattende ræk- fejl, hvis man antager, at en del af de ke af håndbøger og publikationer, der lønkroner som følger med, går til uni- siden 1972 har givet de lokalhistoriske versitetsuddannede historikere. foreninger og arkiver et godt arbejds- Selv om professionaliseringen fore- redskab. Blandt disse kan nævnes Pe- går i et langsommere tempo end inden ter Bredsdorff: Kortlægning og histori- for de kulturhistoriske museer, hvad ske studier. Et værktøj? fra 1973, Knud der i al væsentlighed skyldes den Prange: Lokal historie – en håndbog manglende landspolitiske interesse fra 1989, og senest Det store i det små,

126 I anledning af Lokalhistorisk Afdelings nedlæggelse hvor en række forskere og tidligere kalhistoriske virksomhed ved at øge specialestuderende ved Lokalhistorisk vor konsulentbistand og ved at få udgi- Afdeling giver deres bud og synsvink- vet publikationer, som kan virke inspi- ler på lokalhistorie. Man skal dog ikke rerende«. Nuvel! Ganske vist i DLF- glemme den mindre synlige del af vej- regi, men når Dansk Historisk Fælles- ledningsfunktionen, de mange skriftli- råd allerede en gang har fungeret som ge forespørgsler og telefoniske henven- fødselshjælper for en sådan konsulent, delser fra hele landet. Ikke mindst var det mere end en overvejelse værd denne del af afdelingens arbejde er et at bygge videre på denne institution, lille link mellem to verdener, der bi- hvis arbejde også er forskningsbase- drager til en bredere og bedre folkelig ret. Institut for Historie har i kraft af forståelse for nødvendigheden af den Lokalhistorisk Afdeling i dag et net af forskning, som foregår på Institut for kontakter til den lokalhistoriske ver- Historie og det vidensmæssige potenti- den og et solidt kendskab til den lokal- ale, som instituttet rummer. historiske forskning, som resten af in- Dermed har Institut for Historie stituttet kan trække på, hvis man øn- også skabt et bindeled mellem insti- sker det. Derfor kan det heller ikke tuttet og den lokalhistoriske verden, være et problem for forskerne ved In- der er aftager af dets forskning og kan- stitut for Historie at få kendskab til didater. Den lokalhistoriske arbejds- den lokalhistoriske forskning. Vejen mark får vejledning og støtte til at fra Njalsgade til Florsgade er kort, styrke de mange men små faglige mil- men det tager en generation at opbyg- jøer og til at udgive bedre lokalhistori- ge et netværk af forbindelser til alle ske publikationer. Desuden styrkes op- kroge af den lokalhistoriske verden. bygningen af de lokalhistoriske arki- Denne kontakt kommer ikke af sig ver. Hvis ellers Institut for Historie be- selv. Prisen er derfor høj og det kræver nytter sig af muligheden, så er der her særlig omtanke, inden man river dette en enestående mulighed for at få re- netværk af kontakter ned. spons fra aftagerne af instituttets kan- Kim Furdal didater og forskning. Dette samspil kan bl.a. sætte fokus på forsknings- mæssige sorte huller og aftagernes øn- Statens Arkiver og universite- sker til de kommende kandidater. En- delig må det ikke overses, at de lokal- ternes arkivundervisning historiske arkiver i midten af 1990’erne lå inde med mere end 77 Ved indgangen til år 2000 rummede hyldekilometer arkivalier. Her er altså Statens Arkiver ca. 260 hyldekilome- nok til mange års forskning og adskil- ter arkivalier, og denne mængde for- lige disputatser ikke alene i den enkel- øges med over 5 km om året. Det er te lokalitet, men også til store bredt hensigten, at Statens Arkiver inden anlagte forskningsprojekter i f.eks. for den næste halve snes år skal mod- partiforeningernes historie og er- tage alle de statslige arkivalier, som er hvervshistorie med rigshistoriske per- skabt før ca. 1980 og som ikke længere spektiver. er i hyppig administrativ brug. Selv Så sent som i decembernummeret af om amtskommuner og kommuner ikke Journalen 1999 satte formanden for har afleveringspligt, har en stor del af Dansk Lokalhistorisk Forening (DLF), disse myndigheder også afleveret de- lektor, dr.phil. Erik Helmer Pedersen, res arkiver fra før 1970 til de statslige det som en af foreningens målsætnin- arkiver. Landsarkivet for Sjælland ger på længere sigt at »styrke den lo- m.m. ligger således nu inde med ca. 2,5

127 Kim Furdal, Jørgen Mikkelsen og Lars Nilsson km arkivalier fra de gamle købstads- introduktionskurser, kan man frygte, og sognekommuner. at mange studerende aldrig vil komme Til trods for, at Statens Arkiver kan rigtigt i gang med arkivstudier. Det glæde sig over store besøgstal, bliver må ikke glemmes, at arkivheuristik samlingerne langt fra udnyttet efter adskiller sig markant fra litteratur- fortjeneste. Dette gælder ikke mindst søgning, og at det første møde med ar- for arkivalierne fra det 20. århundre- kivalier er noget af et kulturchok for de. Det er muligt, at pressens gentag- en del mennesker. Mange studerende, ne påstande om arkivernes lukkethed der besøger et arkiv for første gang, afskrækker nogle fra at gå i kast med møder op med en forventning om rela- dokumenter fra den nyeste tid, men tivt let at kunne finde materiale til beder er givetvis også gjort alt for lidt for lysning af en bestemt problemstilling at tilgængeliggøre dette materiale for eller empirisk belæg for en bestemt en bredere kreds. I tilgængeliggørel- hypotese. Men arkivernes vejlednings- sen af nyere – såvel som ældre – arki- personale må ikke sjældent give den valier spiller universiteternes kurser i skuffende meddelelse, at det er umu- arkivkundskab en meget vigtig rolle. ligt eller meget vanskeligt at gennem- På Københavns Universitet har føre en systematisk arkivundersøgelse Knud Prange gennem næsten 30 år af emnet, fordi de relevante kilder lig- gjort en stor indsats for at udbrede ger meget spredt (hvis de overhovedet kendskabet til samlingerne på Lands- findes) – eller, omvendt, fordi kildema- arkivet for Sjælland m.m. Undervis- terialet er så omfattende, at det er ningsforløbene er altid foregået i svært at få hold på det inden for en ri- Landsarkivets lokaler og har bestået i melig tidshorisont. Det bedste råd, praktiske øvelser med mange centrale man kan give en sådan student, vil kildegrupper. Den omstændighed, at ofte være at justere problemstillingen, kurserne som regel har strakt sig over således at den kommer bedre i over- to semestre, har givet deltagerne god ensstemmelse med, hvad de bevarede tid til at vænne sig til arkivernes arkivalier rent faktisk kan belyse. struktur og søgesystemer og en god Men hvis vejlederen på instituttet fornemmelse for de administrative ar- ikke har det fornødne arkivkendskab, bejdsgange i ældre tid. Deltagerne er vil rådet måske snarere blive, at stu- dermed blevet godt rustet til også at denten bør holde sig væk fra arkiverne give sig i kast med andre arkivinstitu- og koncentrere sig om studier af litte- tioners samlinger. Disse gode resulta- raturen. Og i en tid, hvor de studeren- ter må bl.a. tilskrives Pranges bag- de opfordres til hurtig gennemførelse grund som arkivar på to landsarkiver. af studierne og hvor der ikke – ligesom Knud Prange har også brugt megen tidligere – er råd til at bruge en masse tid på at vejlede sine studenter under tid på at famle sig frem på må og få, vil opgaveskrivning. Det gælder ikke vores student nok føle sig stærkt til- mindst for dem, der kom skævt ind på skyndet til at følge et sådant råd fra emnet og derfor havde brug for »en ny læreren. start«. Desuden har Prange til stadig- Megen arkivbaseret forskning be- hed søgt at skærpe studenternes iagt- står i rekonstruktion af afgrænsede tagelsesevne og sporsans, idet han begivenhedsforløb og analyser af øko- bl.a. har betonet værdien af at arbejde nomiske og sociale strukturer i snævre videre med de tilfældige arkivfund, geografiske områder. Imidlertid synes der giver anledning til særlig undren.3 denne type forskning ikke at være så Hvis instituttets arkivundervisning højt i kurs hos en hel del historiestude- for fremtiden bliver reduceret til korte rende, idet mange eksempelvis anser

128 I anledning af Lokalhistorisk Afdelings nedlæggelse det for mere »fint« og måske også mere har hele tiden ligget hos de forskellige meriterende at skrive opgaver, hvor de institutter for by- og lokalhistorie i de »spiller bold« med de store teoretikere. respektive lande. I november 1998 var Det er derfor vigtigt, at vejlederen kan rækken atter tilbage i Danmark, da stimulere til arkivundersøgelser og Prange organiserede det niende nordi- forklare, at en analyse af f.eks. en bys ske lokalhistoriske seminar. befolkningsstruktur i et par folketæl- Temaerne har selvfølgelig varieret lingsår eller af beslutningsprocessen i og en række skiftende emner, som en landkommune i en halv snes år f.eks. by og opland, mellemkrigstid og også har sin relevans – og måske end- indvandring, har været taget op. De da kan give mere ny viden end mange fleste bidrag findes angivede i de tryk- historiografiske eller historieteoreti- te konferencerapporter. Antallet af ske studier. Men naturligvis bør vejle- deltagere på disse seminarer er be- deren også opmuntre studenten til at vidst blevet holdt på et begrænset ni- sætte sin analyse ind i et større per- veau, og hvert møde har haft en tvær- spektiv ved at inddrage den vigtigste videnskabelig karakter. Den eneste danske – og evt. også internationale – person som bevisligt har deltaget i alle litteratur. seminarerne er Knud Prange. Han har Dette indlæg skal derfor munde ud i selv på en usædvanlig frugtbar måde en opfordring til Institut for Historie organiseret tre af dem. om også i fremtiden at gennemføre ar- I sammenligning med de andre nor- kivkurser af længere varighed. I denne diske lande – bortset fra Island – var forbindelse vil det være nyttigt at til- Danmark sent ude, da det gjaldt om at knytte en eller flere personer med et skabe en landsdækkende organisation solidt kendskab til Statens Arkivers for det historiske studium af lokalsam- samlinger, herunder – ikke mindst – fund. På et kommunalt initiativ opret- de omfattende samlinger fra de sidste tedes det Stadshistoriska Institutet i 100 år. Dette mål kunne f.eks. opnås Sverige allerede i 1919. Det finske Lo- ved – ligesom Syddansk Universitet i kalhistoriska Byrå grundlagdes i Odense – at ansætte en arkivar som 1930’erne, og Norsk Lokalhistorisk In- ekstern lektor. stitutt kom til i 1950’erne. Alle tre med Jørgen Mikkelsen sæde i de enkelte landes hovedstæder. I Norge fandtes dog siden 1920’erne også Landslaget for Bygdehistorie. Or- Nordisk samarbejde ganisation, ressourcer, arbejdsform osv. varierer betydeligt imellem de for- Knud Prange og den dengang nystar- skellige landes organisationer. Et fæl- tede Lokalhistorisk Afdeling ved les mål er dog på alle måder at fremme Københavns Universitet kom til som interessen for lokalsamfundenes histo- et frisk pust i det nordiske lokalhistorie. riske samarbejde i begyndelsen af Men selv om Danmark kom sent ind 1970’erne. Det var Prange, som påbe- i billedet har man i de seneste decen- gyndte den siden dengang løbende nier, via Knud Prange og Lokalhisto- række af nordiske lokalhistoriske se- risk Afdeling, betydet meget for udvik- minarer. Det første fandt sted på lingen af nordisk lokalhistorie. Før Sostrup slot i 1973, hvor emnet var 1970’erne var det nordiske samarbejde »Lokalsamfundene i de seneste 100 år«. inden for dette område kun svagt ud- Efter almindelig nordisk model har ar- viklet. Det var først med Prange, at rangementerne derefter vandret rundt der virkelig kom fart på. En forudsæt- mellem de nordiske lande. Ansvaret ning for Pranges fremgangsrige ind-

129 Kim Furdal, Jørgen Mikkelsen og Lars Nilsson sats har været, at der var en institu- fremtræder beslutningen om afvikling tionel base at agere udfra. Uden Lo- af afdelingen som dybt ulykkelig. I et kalhistorisk Afdeling havde hans ar- kulturland som Danmark burde afvik- bejde været umuligt og nordisk lokal- lingen af en så succesrig virksomhed historie fattigere. være en tanke, der ikke engang kunne Samarbejdet har ikke kun været tænkes. indskrænket til de fælles og regelmæs- Lars Nilsson sigt afholdte seminarrækker. I flere (oversættelse: Peter Henningsen) andre sammenhænge har de nordiske kontakter været betydelige. Da f.eks. Stadshistoriska Institutet i Noter: Stockholm fejrede sin 75-årsdag i 1994 ved at afholde en international konfe- 1. Peter Seeberg: Sønderjylland 1970. Taler i rence, var Prange og Lokalhistorisk jubilæumsåret, Historisk Samfund for Søn- Afdeling selvskrevne deltagere. Og ved derjylland 1971, s. 42. 2. Poul Porskjær Poulsen: Vi passer på histori- den internationale byhistoriske konfe- en. En undersøgelse af lokalarkiverne, Sam- rence om Capital Cities, som Stadshi- menslutningen af Lokalarkiver 1997, s. 86. storiska Institutet arrangerede i 1998, 3. Et eksempel på et sådant arkivfund er Jens var Prange en meget skattet kommen- Holmgaards fund af en sag fra 1729 om en københavnsk hosekræmmer, der måtte beta- tator og debatdeltager. Dette er bare le godsejeren på sit jyske fødegods 50 rd. for nogle eksempler. at slippe fri af vornedskabet. Dette gav an- Hvis man ved Institut for Historie ledning til megen undren hos den erfarne på Københavns Universitet løfter blik- landbohistoriker, og de supplerende under- ket fra budgettet og overvejer hvad Lo- søgelser har nu udmøntet sig i disputatsen: …uden at landet besværes (1999), der bl.a. kalhistorisk Afdeling har betydet for beskæftiger sig med den jyske landbefolk- udviklingen af nordisk lokalhistorie, nings bevægelsesfrihed før 1733.

130 Rejsen mod virkeligheden

Alex Wittendorff om mentalitetshistorie og andre store fremskridt

Interview ved Peter Henningsen

Fortid og Nutid juni 2000, s. 131-140

Fortid og Nutid fortsætter i dette nummer interviewserien med personlig- heder inden for den danske historikerverden. Denne gang har vi sat historikeren Alex Wittendorff stævne. Alex Wittendorff, der blev pensioneret efter 31 år som lektor ved Københavns Universitet i 1999, har især arbejdet inden for den genre, som kaldes mentalitetshistorie eller bevidsthedshistorie. I de senere år har det i forlængelse heraf først og fremmest været na- turvidenskabernes historie, der har interesseret ham, hvilket bl.a. afspejlede sig i den biografi om Tyge Brahe, der udkom i 1994. Alex Wittendorff har via sin mangeårige undervisning været med til at sætte sit præg på mange generationer af historiestuderende og han må vel regnes som den historiker, der har ydet det største enkeltbidrag til, at mentaliteternes historie også er kommet på de danske historikeres faglige dagsorden.

Alex Wittendorff, f. 1932, cand. mag. i historie og geografi fra Københavns Universitet 1968, dr. phil. 1974. 1968 ansat ved Institut for Historie, Københavns Universitet, fra 1969 som lektor. Har bl.a. skrevet disputatsen Alvej og Kongevej (1973); Rejsen mod virkeligheden (1986); På Guds og Herskabs nåde, Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 7 (1989) og Tyge Brahe (1994).

Du kommer fra et ikke-akademisk Jeg var helt sporet ind på det og le- miljø og startede ret sent med at læse vede i og for sig en temmelig isoleret historie. Hvad var grunden til det? tilværelse i den forstand, at de eneste mennesker, jeg havde nærmere til- Ja, det er egentligt et kompliceret knytning til, bestod af andre Jehovas spørgsmål. Jeg kommer fra et noget Vidner. Da jeg var færdig med skolen specielt miljø. Et miljø som vel nær- blev jeg heltidstjener i bevægelsen og mest kan karakteriseres som funda- jeg lavede ikke andet end at »forkynde mentalistisk – nemlig Jehovas Vidner. ordet« som det hed. Men blandt de Min far var leder af menigheden i Es- blinde er den enøjede jo konge, og da bjerg og jeg har aldrig lært andet som jeg havde en realeksamen og kunne barn – andet end at være et Jehovas sprog m.m. betød det, at jeg en dag Vidne. Og det er en religion med et blev kaldt ind på bevægelsens kontor i fundamentalistisk bibelsyn, hvor al- København, hvor jeg i en alder af 18- ting er, præcis som det står i bibelen. 19 år blev medlem af ledelsen. Mennesket er f.eks. skabt for ca. 6000 Med tiden blev jeg imidlertid mere år siden osv. Der er ingen slinger i val- og mere frustreret, for der var flere sen, det er fuldstændig efter bibelen ting, som jeg ikke kunne få til at hænge det hele og det betød, at jeg fik en op- sammen. Så skete der altså det, at jeg fattelse af tilværelsen, som var fuld- kom i fængsel – og det blev faktisk mit stændig skæv og forkvaklet. held! Bevægelsen havde nemlig det

131 Alex Wittendorff synspunkt, at man ikke alene skulle ret hårdt, men jeg følte, at det var min nægte militærtjeneste, men også næg- eneste udvej. Efter studentereksamen te at være militærnægter, altså nægte begyndte jeg så at studere historie. at gå i militærnægterlejr. Staten skulle Man kan sige, at jeg havde et eksisten- ikke bestemme over vores tid, for den tielt behov for overhovedet at finde ud tilhørte Gud. Min dom lød på to år. Det af, hvad jeg var for én, og det var fak- var i den kolde krigs tid – i 1955 – hvor tisk min indgang til faget. Jeg valgte militærtiden var på 18 måneder, så jeg historie fordi det altid havde interesse- skulle altså sidde længere tid end selve ret mig, og det har jeg heller aldrig for- militærtjenesten. Men jeg sad kun i trudt. Men det var altså med en særlig halvandet år, fordi jeg blev løsladt for baggrund, at jeg begyndte. god opførsel, som det hedder. Men det var faktisk mit held, at jeg kom i fæng- Du begyndte at studere i 1959. Det var sel, for i fængslet blev jeg trukket ud af vel ikke noget stort miljø dengang? det indkapslede miljø, som jeg var opvokset i, og jeg fik lejlighed til at tænke Nej, det var et meget lille miljø i Stu- mig om for første gang i mit liv. Derfor diegården derinde i byen. Jeg gik hos plejer jeg også at sige, at det er min den berømte Astrid Friis, hvor jeg tog gode forstand, der reddede mig, for da forprøve. Det var dengang, da alting jeg fik tid til at tænke mig om kunne drejede sig om kildekritik. Det lå i hele jeg godt se, at det ikke kunne passe, miljøet og i hele holdningen inden for dette med, at menneskene var skabt faget, at det man lærte – altså den for 6000 år siden. Ja, det er bare et en- klassiske kildekritiske metodelære – kelt eksempel, for der var simpelthen ganske enkelt var identisk med histo- så mange absurditeter i denne her fun- rie som videnskab, og det vi i dag kal- damentalistiske bibelopfattelse og alt der teori, havde Astrid Friis ikke me- hvad der fulgte af den, at det ganske get sans for. Det faldt hende vel egent- enkelt ikke kunne passe. lig aldrig ind, at der kunne være andre sandheder end den, som hun havde lært og som hun stod for. Men jeg dum- Du forlod altså bevægelsen? pede altså ind hos hende og det var så Ja, da jeg kom ud af fængslet havde jeg dér, jeg var i de første par år, som for taget min beslutning om at forlade Je- mit vedkommende blev ret formative. hovas Vidner og afvise det hele, hele Foruden metode gik jeg til en gennem- deres lære og alt hvad de stod for. Og gang om Danmark og Europa i 1500- så måtte jeg begynde helt forfra. Jeg tallet, og det område er jeg i og for sig måtte til at orientere mig helt forfra: fortsat med. Jeg synes, at 1500-tallet ingen familie, ingen venner. Heldigvis er en fantastisk periode med enorme havde jeg min kone, som jeg blev gift omvæltninger, der på mange måder med, da jeg kom ud af fængslet, og hun ligner vores egen tid. havde ingen problemer med at forlade Efterhånden begyndte jeg dog at føle bevægelsen. Hun var nemlig først et tomrum og en mangel på sammen- kommet ind i den som voksen, og det hæng i den historieopfattelse, som er noget helt andet. Astrid Friis og andre repræsenterede, Nu skulle jeg så til at orientere mig i og af og til blev de kildekritiske øvelser min nye tilværelse, som jeg stod meget simpelt hen en tand for dogmatiske. fremmed overfor, og i den sammen- Kildekritikken blev somme tider ført hæng tog jeg studentereksamen på af- ud i det absurde. Den er nyttig og uom- tenkursus, mens jeg arbejdede om da- gængelig, men der er sider af faget hvor gen, og i 1959 blev jeg student. Det var det, vi nu kalder den klassiske kilde-

132 Rejsen mod virkeligheden

For flere generationer af historiestuderende ved Københavns Universitet har Alex Wittendorff stået som eksponent for den nyere social- og kulturhistoriske retning, som kaldes mentalitetshistorie. Undervis- ningen betegner han selv, som noget af det mest inspirerende ved virket som universitetslærer: »Selvom undervisningsholdene ofte var for store, fik jeg utroligt meget inspiration fra undervisningen. Det var faktisk noget af det mest værdifulde. I virkeligheden var det måske de studerende mere end det var kol- legerne, som for mit vedkommende kom til at betyde noget for min faglige udvikling« (Foto: Stig Stasig).

133 Alex Wittendorff kritik, ikke slår til. Den slags oplevel- siske realiteter og som lige så virkeli- ser sporede mig siden ind på at spørge, ge, som den luft man indåndede og den hvor menneskene egentlig blev af i alt jord, man gik på. Jeg har kunnet træk- det her. Det er jo mennesker, der har ke på nogle erfaringer. Der var noget skabt historien, men i den økonomiske dér, som jeg kunne leve mig ind i. og positivistiske historie, i den dengang fremherskende politiske historie, Hvornår startede du med at undervise strukturhistorie og kvantificerende so- i mentalitetshistorie? cialhistorie og hvad det nu hed alt sammen, var der store mangler. Det gik i Det var nok midt i 1970´erne. Det var i hvert fald langsomt op for mig, at der hvert fald, mens instituttet stadig var var nogle spørgsmål, som aldrig blev inde på Bispetorvet. Jeg startede med besvarede: nemlig spørgsmålet om, kulturhistorisk teori med udgangs- hvad det var for nogle mennesker, der punkt i Karl Lamprecht og spørgsmålet havde levet, tænkt og handlet bag ved om der eksisterede en særlig kulturhi- alle disse strukturer. Det billede, jeg storisk metode.1 Jeg brugte så Troels- tegner her, er naturligvis stærkt for- Lund og Lamprecht og nogle andre som enklet, men kan måske tjene til at illu- eksempler. Der kom mange studerende strere, hvordan jeg efterhånden opleve- til undervisningen, så det var virkelig de det. Og lad mig tilføje, at også det noget, som de studerende var interesse- med rette stærkt kritiserede Filosofi- rede i.I udlandet kom der desuden mere kum fik betydning for mig. Det var su- og mere frem af den slags historie,og jeg perpositivisten Jørgen Jørgensen, der begyndte derfor at læse udenlandsk havde skrevet bøgerne, og hans bud- kulturhistorie af forskellig art. Altså skab, at »der er en fysisk-kemisk forkla- kulturhistorie i videste forstand. Men ring på ethvert fænomen«, var lige hvad når jeg ser tilbage på det nu, var det vist jeg havde brug for – dengang! noget famlende og teoretisk uklart, meget af det, som jeg og andre lavede på Som historiker har dine interesser sær- det tidlige tidspunkt midt i 70´erne. ligt kredset om det magisk-religiøse verdensbillede i 1500-tallet. Hænger Du har også været meget inspireret af det sammen med din meget specielle, Troels-Lund? personlige religiøse baggrund? Troels-Lund har betydet meget for Ja, det gør det uden tvivl. I hele min mig. Han repræsenterede jo noget af barndom og frem til jeg var 25 år leve- det, som jeg savnede, og det er også de jeg jo i sådan en magisk-religiøs velkendt, at han var uden for »lauget«, verden. Gud og djævelen, engle og dengang han levede. Hans bøger blev dæmoner mv. var fysisk tilstedeværen- f.eks. ikke anmeldt i Historisk Tids- de realiteter. Jehovas Vidners trosop- skrift, og han var helt out. Den slags fattelse svarer på en række punkter til holdninger afspejlede sig endnu i min den kristendomsforståelse, der fandtes studietid. Men jeg satte altså meget i middelalderen og renæssancen. Den- pris på ham, selvom jeg godt kan se gang bibelen blev forstået fundamen- svaghederne ved ham. De velkendte talistisk. Så det er helt klart. Og jeg vil svagheder, hvor han for det første ge- da også godt vove den påstand, at jeg neraliserer ud fra nogle kilder, som pga. min baggrund, måske har en egentlig kun kan sige noget om over- særlig forudsætning for at forstå den klassens forhold, og så hans positivi- gamle forestillingsverden, hvor de der stiske optimisme omkring udviklin- ting – det magiske – opfattedes som fy- gen. Han mente jo, at man fik det store

134 Rejsen mod virkeligheden brud med middelalderen i det 16. gelske kulturalister som Raymond Wil- århundrede, og siden da kørte det bare liams og E.P.Thompson, at det nok var derudad frem til det 19. århundrede. bedst at skippe forestillingen om den Men Troels-Lunds genstandsfelt afgrænsede, eksakte definition, og i handlede om mennesker, og det var stedet forsøge sig med dialektiske belige netop det, jeg søgte.2 grebsbestemmelser, der tog hensyn til, at virkeligheden til tider kan være utroligt paradoksal og de enkelte fæno- Hvem og hvad vil du ellers nævne som mener fyldt med indre modsætninger. dine inspirationskilder? Vi var altså beskæftiget med begre- Min største inspirationskilde har væ- berne bevidsthed, kultur og mentalitet ret Antonio Gramsci, men han er jo og det var nogle begreber, som blev me- forfærdelig svær at have med at gøre. get diskuterede, bl.a. mentalitetsbegre- Det var først, da hans tekster blev bet, som jo går på det fælles, altså hvad oversat til engelsk, at han blev kendt, er det som er fælles, som Le Goff siger, og det er nogle frygteligt rodede tekst- for Cæsar og den ringeste af hans legio- er. Det er jo spredte optegnelser, som nærer, for Columbus og hans matroser han lavede i fængslet, hvor han ikke osv. Og vi diskuterede meget, om man havde mulighed for at skrive samlede skulle lægge vægten på dette fælles, el- fremstillinger. Han var især optaget af ler om vi skulle betone de individuelle Italiens nyere historie og hvordan det forskelle, som man ofte havde gjort. Det kunne gå til, at et så gammelt kultur- var altså spørgsmålet om det kollektive folk som italienerne kunne falde for over for det individuelle, som var et af Mussolini og fascismen.3 Men jeg læste de store diskussionspunkter.Det måtte også andre, som f.eks. de svenske etno- forekomme indlysende, at der er noget loger Orvar Löfgren og Jonas Fryk- kollektivt fælles, men hvad er det, og man,4 og flere forskellige engelske og hvordan finder man frem til det? amerikanske kulturforskere, og der Jeg blev efterhånden »omvendt« til var meget interessant at hente. et helt andet kulturbegreb, nemlig det, Jeg og flere andre skelede også til, der hævder, at kultur er det filter, hvad de lavede i litteraturvidenskab, hvorigennem mennesket skaber sit og selvom jeg synes, at der var mange billede af virkeligheden. Altså hele vo- skævheder i det, ja måske ligefrem be- res system af sammenhængende idéer tonmarxisme, så fandt jeg emnerne og og gennemarbejdede doktriner, kund- genstandsområdet meget interessan- skaber, formodninger, værdier, viden- te. Der var et sammenfald med noget skabs- og sandhedskriterier, normer, af det, som jeg selv interesserede mig holdninger osv.Alt det som tjener til at for, f.eks. bevidsthedshistorie. Og i vi kan systematisere, forklare, legiti- Frankrig var der mentalitetshistorien. mere og overhovedet forholde os til Ét af problemerne i alt det her var den verden, som omgiver os. Kultur dog, hvad alle disse begreber egentlig forstået på den måde eksisterer hele indeholdt. Vi havde jo næsten en med- tiden i en sammenhæng og i en veksel- født tendens til, at vi altid skulle have virkning med det sociale liv og sam- nogle helt eksakte definitioner på tin- fundet, og giver sig udtryk i adfærds- gene – positivistiske, eksakte definitio- former og ritualer, konkrete frembrin- ner. Og det boksede jeg en del med. En gelser og den slags. af mine personlige fremskridt, når jeg Det er i virkeligheden meget sam- selv skal sige det, var vel bruddet med menfaldende med antropologernes og kravet om de eksakte definitioner. Jeg med de franske mentalitetshistorike- lærte bl.a. hos Marx, Gramsci og de en- res kulturbegreb, f.eks. Lucien Febvres

135 Alex Wittendorff begreb om det mentale værktøj. Der- drejer sig om en dynamisk proces med med mener han alt det, som sætter stadige konfrontationer mellem domi- mennesker i stand til at orientere sig i nerende forståelsesrammer og tænke- tilværelsen, f.eks. alt som børn lærer måder og så bevidstheden hos dem, der fra de er helt små, sproget med alle lever i en social virkelighed, hvor erfa- dets indbyggede begreber og tidsopfat- ringerne vil støde imod disse rammer. telser mv. Det er altså fra den givne Forstået på den måde, får man et helt kultur, at børn får udleveret det men- andet politikbegreb end det man finder tale værktøj, som sætter dem i stand i den gammeldags historieskrivning, til at orientere sig i tilværelsen og for- hvor politik – for at sige det kort – ho- holde sig til den. Personligt har jeg vedsagelig er institutionernes historie. f.eks. været så uheldig fra starten af, Det er kongemagtens og senere igen de at få udleveret et utilstrækkeligt og politiske partiers historie. defekt mentalt værktøj. Politik forstået ud fra det kulturbegreb, som jeg har talt om her, bliver med andre ord en langt mere omfat- Hvor kommer Antonio Gramsci ind i tende sag, som de fleste vel nok i og for billedet her? sig kan sige ja til. Og efter min mening Den virkelighedsopfattelse, som ligger er det det egentlige marxistiske kul- gemt i det brede kulturbegreb, er også turbegreb. Jeg føler mig som marxist, et effektivt redskab i den sociale kon- og det har jeg gjort i masser af år, men trol. Og Gramsci og andre taler netop i det har ikke noget at gøre med den den forbindelse om det kulturelle hege- marxisme, der har været dominerende moni og den kulturelle dominans. Der- i bl.a. Vesteuropa, og som man jo ofte med menes tendensen til, at de hermed betydelig ret har kaldt beton- skende grupper i et samfund vil etable- marxisme. Altså den form for marxis- re et kulturelt og moralsk lederskab, me, der på nærmest positivistisk vis der går ud på at få andre til at acceptere fokuserer på enkle begreber som »ba- deres definition af virkeligheden som sis« og »overbygning«, »udbyttere« og naturlig og eftertragtelsesværdig. Alt- »udbyttede«. Det er udtryk for en posi- så at gøre deres eget verdensbillede til tivistisk mistolkning af marxismen, definitionen på normalitet og moral. fordi man har villet give nogle eksak- Det interessante er, at dette i vid ud- te, afgrænsende definitioner af begre- strækning foregår som en kompliceret berne, og derved har man sløret de in- proces, der til dels er usynlig, både for dre modsætninger i fænomener af den- dem, der dominerer kulturen og for ne art og erstattet dialektikken med dem, der er genstand for dominansen. interaktion imellem dem. Og det er vigtigt at fremhæve, at der ikke bare er tale om passive modtagere. Var det svært at være ikke-dogmatisk Med nogle moderne udtryk fra den ak- marxist i den tids marxistiske miljø? tuelle debat kan vi bruge udtrykkene »overdanmark« og »underdanmark«, og Man kan godt sige, at jeg i de forløbne med »overdanmark« kan vi tale om alle år ofte har opfattet mig selv som de, der sidder på meningsdannelsen – i værende midt i en krig på to fronter: presse og elektroniske medier, politik på den ene side de marxister, som jeg med videre – og det er jo ikke sådan, at havde svært ved at anerkende som »underdanmark« passivt modtager dis- marxister, fordi jeg opfattede deres se ovenfra kommende påvirkninger. meget bastante tankegange som posi- Man kunne måske endda tale om en tivistiske mistolkninger af Marx, og på modkultur for at understrege, at det den anden side den borgerlige, eller

136 Rejsen mod virkeligheden man hvad man nu skal kalde den, hi- der beskriver »civilisationsprocessen«, storieskrivning og historieforskning, altså skabelsen af »det europæiske der har stået meget fjendtligt over for overjeg« under indflydelse af ændrede alt, hvad der kalder sig marxisme. Jeg politiske og sociale forhold.6 Og der er blev nogenlunde lige voldsomt skældt Thomas Kuhn, hvis paradigmebegreb ud af en dansk kirkehistoriker som af handler om de naturvidenskabelige re- D.D.R.-historikere for de samme syns- volutioner, og dermed også om fakto- punkter. Jeg har selv hele tiden opfat- rer, der har virket stærkt formende på tet marxismen helt anderledes. For den almene forestillingsverden – uden mig repræsenterer Gramsci det, jeg at Kuhn i øvrigt i særlig grad drager opfatter som marxisme, og jeg opfatter de konsekvenser.7 desuden Marx´s ungdomsskrifter som Det har vel i det hele taget været et det væsentligste og synes, at det ville fremherskende træk ved historieforsk- have været en stor lykke, hvis han al- ningen i det sidste halve århundrede, at drig havde skrevet Kapitalen, men det mange har arbejdet sig ad forskellige er jo en anden sag.5 veje frem imod en forståelse af den men- Marx´s tidlige tanker om, at de her- neskelige forestillingsverdens dynami- skendes tanker bliver til de generelt ske karakter og dens afgørende betyd- herskende tanker, er den samme idé, ning for hele udviklingen. Men hvad er som ligger bag Gramscis hegemonibe- det, der er fælles for en epokes forestil- greb. Hos Marx findes det imidlertid lingsverden? Det kan jo være svært at kun i meget bastant form, mens se og erkende netop fordi dette »fælles« Gramsci uddyber og nuancerer det, og er noget, der i kraft af sin natur, nær- bl.a. E.P. Thompson er gået videre ad mest er usynligt for bevidstheden.Både denne vej. »Klasse er noget, der sker«, hos vore forfædre og hos os selv. siger han, og det sker også i den enkel- Jeg har ofte over for mine studeren- tes bevidsthed. Hegemoniet er reelt en de brugt et eksempel, som jeg egentlig meget kompliceret proces og Gramsci finder ret godt. Det har i hvert fald fun- beskriver, hvorledes denne indviklede geret helt godt på det pædagogiske proces forløber i praksis og han analy- plan. Det er eksemplet med kaffe- serer det dialektiske forløb i proces- maskinen, som mange generationer af sen. Hos Gramsci er politik noget, der studenter har hørt om. Når vi f.eks. af- går helt ned i dagligdagen, ned til den kalker en kaffemaskine, kommer vi no- enkeltes personlige liv, og det forekom- get syre i form af eddike ned i den, og så mer mig at være en meget værdifuld bruser det lystigt og kalken forsvinder. tilgangsvinkel til hele den politiske hi- Det står vi måske og funderer lidt over storie, til interesser og varetagelse af eller også tænker vi slet ikke på det. interesser i samfundet. Det sidste er nok det almindeligste, men ikke desto mindre har vi alle sammen en underliggende fornemmelse af Michel Foucault har vel været inde på – eller viden om – at det er forklarligt, noget af det samme? det der sker. Det er forklarligt ud fra Ja, Foucault taler jo om begrebet »ita- den moderne kemis lære om grundstof- lesættelse«, altså om hvordan der tales fer og kemiske processer.Vi kan måske om forskellige fænomener og hvem der ikke huske i detaljer, hvordan den ke- taler. Hvem der bestemmer over, hvor- miske proces foregår, men vi er trygge dan der overhovedet tales om tingene, ved, at det der sker er forklarligt. I for- og det er jo en lidt anden måde at tale bindelse med afkalkningen af kaffema- om kulturelt og politisk hegemoni på. skinen tænker vi ikke på, at vores følel- Man kunne også nævne Norbert Elias, ser og fornemmelser og vores viden er

137 Alex Wittendorff et resultat af hele den naturvidenska- kan være enig eller uenig, er jo at man belige revolution i de sidste 3-400 år. har noget til fælles, og her er vi ved et Det skænker vi ikke en tanke. Og det er metodisk problem: en sådan virkelig- ikke et spørgsmål om at interessere sig hedsopfattelse er, netop fordi den er for naturvidenskab. De, der ikke inter- fælles, så indlysende – den er virkelig- esserer sig for det har alligevel den heden, sådan som virkeligheden nu samme mentalitet, hvad det angår. Det engang er og derfor nærmest usynlig er noget, der er fælles. Denne ubevidste for bevidstheden, og derfor skriver vi tryghed, der ligger i, at verden i en eller det jo ikke ned. Det står ikke i kilder- anden grad er forklarlig inden for nogle ne, fordi det er indlysende, objektiv rammer, som vi til daglig ikke skæn- virkelighed. Og derfor er det, at vi som ker mange tanker, men som alligevel mentalitetshistorikere skal overvinde strukturerer og bestemmer vores ople- den svaghed eller det problem, som velse af sådan nogle fænomener. Det der ligger i, at de kilder vi beskæftiger kunne der nævnes talrige eksempler os med, ikke nævner disse ting. Men på. det må man så skyde sig ind på. Vi må På tilsvarende vis forholder det sig finde ud af, hvad det var muligt at med sociale og samfundsmæssige for- tænke inden for disse rammer. At det hold. Vi har et sprog, som kan udtryk- f.eks., som det er blevet påvist, var ke de ting, vi tænker, f.eks. om vores umuligt at være ateist i 1500-tallet.8 politiske system. Vi kan diskutere og Det var der ikke sprog og begreber til. være uenige, men vi har et fælles Det kunne ikke lade sig gøre at tænke sprog at gøre det på og en fælles mende tanker. Det er et fænomen, som talitet at gøre det inden for. Vi tænker først for alvor kommer ind i billedet i slet ikke på, at vores begrebsapparat 1800-tallet. I det hele taget har histo- og hele vores tankeverden, forkla- rikerne været meget optaget af kir- ringsmåder osv. er et resultat af op- kens og samfundets sækularisering, løsningen af de enevældige stater og mens vi til gengæld ikke har beskæfti- skabelsen af de moderne demokratier i get os med bevidsthedens sækularise- vores del af verden. Min pointe er, at vi ring. Og efter min mening er netop i hele vores daglige virke og i vores liv dette aspekt umådelig væsentligt, når som samfundsmedlemmer har en fæl- vi vil forsøge at forstå de mennesker, les mentalitet, som de mennesker, der der levede før det, vi bredt og upræcist levede før denne udvikling, ikke hav- kalder den naturvidenskabelige revo- de. Af gode grunde kunne de ikke have lution. de samme forklaringer på fysisk-kemi- Man kan sætte det på spidsen ved at ske fænomener, for de tanker var slet sige, at den største forhindring for at ikke tænkt endnu. Når de f.eks. så forstå mennesker i en tidligere tid er sand og kalk blive til glas, så måtte de vores egen bevidsthed. Den er skabt af søge forklaringen inden for helt andre vores moderne kultur med dens sprog områder, f.eks. inden for det, som vi nu og dens begreber, og dette nutidige lidt nedsættende kalder for alkymi. fænomen – vores bevidsthed – skal vi Det var faktisk et videnssystem af lige altså bruge til at forstå noget, der har så stor rationalitet, som vores moder- helt andre forudsætninger. ne kemisk-fysiske forklaringer. Der er altså god mening i at tale om Kan det lade sig gøre? noget fælles – en kollektiv forståelse af verden, som jo netop er forudsætnin- Ja, det kan godt lade sig gøre. Det far- gen for at man kan leve sammen i ligste er at opgive på forhånd eller samfund. Forudsætningen for at man ikke at være opmærksom på proble-

138 Rejsen mod virkeligheden met, og det er jo det, der er historie- sisterede. Han rejste det spørgsmål, forskningens store syndefald igennem som først blev løst af Newton, altså århundreder: at man kun i meget rin- spørgsmålet om, hvad det var, der fik ge grad har været opmærksomme på stjernerne til at hænge deroppe og det. At man altså har tillagt tidligere køre afsted i deres baner. Jeg antyder tiders mennesker sin egen bevidsthed hermed, at jeg tillægger naturviden- og troet, at når man f.eks. lavede poli- skaben en ikke ringe andel i vores er- tik i 1500-tallet, så tænkte man på kendelse af verden – af virkeligheden. samme måde, som man gør nu om Denne videnskabs forklaringsmåder dage. Men det kan lade sig gøre at blev jo eksperimentet, iagttagelsen, trænge ind i denne fortidige mentali- følgeslutninger ud fra erfaringer i tet. Men det er svært. form af eksperimenter og iagttagelser. Altså en vekselvirkning imellem teori- Det ville postmodernisterne nok be- dannelser og iagttagelser i naturen. tvivle Eksperimentet, der kan gentages og gentages. Hele den videnskabsfor- Ja, det ville de. De vil jo helst betvivle ståelse, der ligger heri, er blevet iden- alting. Såvidt jeg kan se. Men jeg er, tisk med den måde, hvorpå vi opfatter som det fremgår, ikke postmodernist. forklaringer. Jeg mener nemlig, at der er noget som Men det er ikke entydigt. Det er er mere sandt end andet, og at det er ikke sådan, at videnskaben har be- muligt i en eller anden grad at forstå stemt alle måder, hvorpå vi opfatter fortidens mennesker, omend det kun verden. Langtfra. I den henseende er er en lille del, vi endnu har forstået. mennesket en fantastisk, kompliceret Når man i 1500-tallet f.eks. så op mod tingest. Der er ikke grænser for, hvad himmelhvælvingen og stjernerne, så mennesker kan finde på. Men hvis vi man kugleskalsuniverset, altså de sto- skal have fat i nogle af de gennem- re gennemsigtige kugleskaller, hvorpå gående temaer i udviklingen, så vil jeg stjernerne og planeterne var fæstnede, nok sige, at naturvidenskaben, sådan og som foretog evige omdrejninger. Det som den efterhånden blev formidlet til var selvfølgelig først og fremmest eli- almindelige mennesker, har været en ten, der så disse ting, men i en eller an- væsentlig side af sagen. Vi kan jo bare den grad har det jo nok også smittet af. tage det med trolddommen. Det var lo- Bønder har sikkert spurgt deres gisk og rationelt at lovgive mod hekse. præster om, hvordan alt dette hang Det måtte man gøre, for de var djæve- sammen. Den folkelige litteratur, den lens yngel og havde tilsluttet sig der var beregnet til oplæsning, har jo djævelens oprør mod Gud. Det var der- skildret det på denne måde. Det var de for logisk og fornuftigt at lovgive imod forklaringer, som man fik, når man dem. Siden har naturvidenskaben spurgte. Og mon ikke bønder også har påvist – langsomt og gradvist – at ver- spurgt om det engang imellem? den hænger helt anderledes sammen. Men når vi i dag ser op på den sam- Det, man beskyldte troldfolk for, var me stjernehimmel, så ser vi den nyere enten fiktion eller også havde det nog- astronomis verdensbillede. Vi ser uen- le »naturlige« forklaringer, og det har deligheden. Vi ser nogle planeter, som så haft den vældigt gavnlige virkning, hænger dér uden at være sat fast på at kirken og kristendommen har måt- noget. Det er jo en utrolig og fantastisk tet revidere sig og har måttet skippe tanke, som var helt umulig i tiden før sit fundamentalistiske bibelsyn. Vi er Tyge Brahe. For det var ham der påvi- med andre ord blevet klogere og da jeg ste, at disse kugleskaller slet ikke ek- er af den overtroiske mening, at det vi

139 Alex Wittendorff ser på himmelen i dag og det vi nu meget af det er jo kun publiceret på ner om trolddom, er sandere end det »dunkle« steder – i festskrifter, svært man så og mente dengang, kan man tilgængelige tidsskrifter og den slags. sige, at vi er kommet nærmere virke- Mange af de idéer, som findes i de ligheden. Vi er rejst et lille stykke nær- gamle artikler er ofte mere henkaste- mere mod virkeligheden end man var, de og ikke gennemargumenterede, og da man så kugleskalsuniverset og det vil jeg gerne gøre noget ved. Jeg vil brændte hekse. gerne lave en bog, der samler alt det op, som jeg nu mener at have lært af 40 års beskæftigelse med historie. Jeg Der er med andre ord sket et frem- vil skrive en bog, der handler om me- skridt? get af det, vi har snakket om her og Ja, og der vil jeg gerne føje til som no- forsøge at argumentere bedre for mine get meget væsentligt, at jeg synes, at synspunkter, end jeg har kunnet klare den udvikling af forestillingsverdenen, i de mere begrænsede artikler. Men vi her har talt om har været et fanta- det skal være en bog, der ikke kun stisk fremskridt. Nu er det jo sådan henvender sig til fagfolk, for der er jo med alle former for fremskridt, at der ingen dyd i at skrive en masse frem- også går noget tabt. Jeg har nogle gan- medord og indforståetheder. Det skal ge nævnt positivismen som noget, jeg være en bog, der kan læses af alle. ikke sætter stor pris på, men jeg er- kender trods alt positivismens kolos- Det lyder befriende sale betydning for fremskridtet. Dette uartige ord, som man helst ikke må Ja. sige nu om dage. Men jeg siger det nu alligevel, for jeg anser det for et kolos- salt fremskridt, at man f.eks. ikke læn- Noter: gere dør af blindtarmsbetændelse. Men der er også gået noget tabt i den- 1. Karl Lamprecht: Was ist Kulturgeschichte? ne proces, noget som vores videnska- Deutsche Zeitschrift für Geschichtswissen- ber vist er ved at genopdage. Man fo- schaft 1897; Sst.: Die Kulturhistorische Met- hode, Berlin 1900. kuserede inden for de nye videnskaber 2. Troels Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i så meget på alt det, der kunne måles det 16. Aarhundrede, Kbh. 1879-1901. og vejes, at der nok gik noget tabt ved- 3. Se f.eks.: Antonio Gramsci: Fængselsopteg- rørende forestillingerne om alt det, der nelser i udvalg vol. I-II, Kbh. 1991; Walter L. Adamson: Hegemony and revolution: a study ikke umiddelbart kunne bringes ind of Antonio Gramsci’s political and cultural under naturvidenskabens forklarin- theory, Berkeley 1980. ger. F.eks. sådan noget som menne- 4. Orvar Löfgren og Jonas Frykman: Den kulti- skers adfærd. Der er meget, vi stadig verede människan, 1979. ikke ved om hele det store område, der 5. Se f.eks. Karl Marx: Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter. Udvalg og indledning ved hedder psykologi. Vi kan sende menne- Villy Sørensen, Kbh. 1962. Heri særligt af- sker til månen, men der er meget i os snittet om Feuerbach fra Den tyske ideologi. selv, der stadig er gådefuldt. 6. Norbert Elras: The civilizing Proces. The hi- story of Manners and State Formation and Civilization, 1939/1996. Hvilke planer har du for fremtiden. 7. Thomas S. Kuhn: Videnskabens Revolutio- Skal vi snart se noget nyt fra din hånd? ner, 1962/1995. 8. Lucien Febvre: The problem of unbelief in Ja, jeg er i gang med at samle noget af the Sixteenth century, Cambridge 1983. alt det, som jeg har skrevet rundt omkring i artikler forskellige steder. No-

140 Debatanmeldelse

Debatanmeldelse Primitivisme gennem tiderne Peter Fibiger Bang

Fortid og Nutid juni 2000, s. 141-144

En sammenlignende anmeldelse af Jens Andersens bog: Vildmanden. San- demose og animalismen i mellemkrigstidens litteratur (Gyldendal 1998, 120 s., 150 kr.) og Patrick Kragelunds bog: Abildgaard. Kunstneren mellem Oprørerne (Museum Tusculanums Forlag, 1999, 750 s., 550 kr.)

Peter Fibiger Bang, f. 1973, cand.mag. i historie og latin fra Aarhus Uni- versitet, hvis guldmedalje han modtog i 1998. For tiden ph.d.-stipendiat på Corpus Christi College, Cambridge, hvor han arbejder på en komporativ analyse af lang- og mellemdistancehandel i Romerriget. Forsker primært i antikkens historie, hvor han har skrevet en rækker artikler, bl.a. i: Agrar- imperier og tribut, Den Jyske historiker 86/87, 1999. Desuden har han skrevet Fra gårdmandslinie til økologisme?, Fortid og Nutid 1995, s. 233- 250.

Et hurtigt opslag i gængse kunst-, ide- væget sig ind i stormfuldt farvand. I ly- og litteraturhistorier eller, taget under set af nazismens ufattelige forbrydel- et, kulturhistorier omhandlende første ser og dens forestillinger om det sunde, halvdel af dette århundrede vil som re- ariske overmenneske, sådan som man gel præsentere læseren for en lang ræk- fx finder det skildret i Leni Riefen- ke strømninger og ismer såsom eks- stahls film om olympiaden i Berlin i pressionisme, kubisme, dadaisme, fut- 1936, er det blevet et belastet begreb, urisme, socialdarwinisme, eksistentia- der ofte reserveres til de mere ekcentri- lisme og i Danmark kulturradikalis- ske udslag af den bredere strømning. men. Skal man formulere en fælles be- Det er litteraturforskeren, Jens Ander- stræbelse bag alle disse, kunne det sens store fortjeneste, at han i sin lille måske være opgøret med den klassiske, bog om Vildmanden har sat sig for at etablerede borgerlige forestillingsver- kaste fornyet lys på dette delvist un- den og forsøget på at sætte en ny, mere derspillede element i mellemkrigsti- livskraftig kultur i stedet, som blottet dens litteratur og kulturhistorie. for kunstige omsvøb var i større over- Sit udgangspunkt henter han i en ensstemmelse med naturens orden. analyse af forfatteren og jantelovens Det er fx i denne periode, at det moder- opfinder, Aksel Sandemoses tidlige for- ne strandliv med soldyrkelse og be- fatterskab, som i følge Andersen hidtil grænset beklædning for alvor begynder har været undervurderet i litteratur- at tage fart, og som PH i sin lille bog kritikken. Når det forholder sig sådan, Hva mæ Kulturen? fra 1933 så som ud- skyldes det netop, at man har overset, tryk for ungdommens frigjorte livslyst. at der går en stærk primitivistisk eller Alt efter temperament kan man animalistisk tråd gennem denne del af sammenfatte dette under overskrifter forfatterskabet. I de tidlige romaner som primitivisme, vitalisme eller, som møder man en verden af utilpassede valgt af Jens Andersen, animalisme. pionertyper, der kommer til udfoldelse Derved har man imidlertid allerede be- som personer uden for civilisationen.

141 Debatanmeldelse

Her blomstrer de op, fx i den canadiske værdisammenbrud. Dermed bliver ani- vildmark, i et frit, intenst og instinkt- malismen i Andersens fremstilling drevet liv, hvor ikke mindst den sunde først og fremmest et anliggende for frigjorte seksualitet spiller en hoved- mellemkrigstiden. Der nævnes da for- rolle. I bogens 3. og så afgjort bedste løbere, javel. Men de behandles kurso- kapitel dokumenterer Andersen så risk i lange og næsten indholdsløse dette temas helt centrale placering i navneopremsninger, ofte under tilsæt- periodens kulturliv med spændende ning af fejende flotheder som: »trækker analyser af forskellige forfattere og disse store nordiske kunstnere anima- kulturpersonligheder, bl.a. Karen Blix- lismens idéhistoriske hovedtråd tilba- en, Gustav Munch Petersen, PH, Tom ge i tiden mod romantikken, Rousseau, Kristensen og fænomenet Knud Ras- mod Aristoteles, Lukrets og andre old- mussen. Dette munder ud i et begyn- tidstænkere, der mente, at sjælen var af dende forsøg på at nuancere hans ani- rent stoflig natur«(s. 51). Det gør os malismebegreb med en skelnen mellem næppe meget klogere på fænomenet. en naturnostalgisk, civilisationskri- Det er synd. Synd for Jens Ander- tisk gren, karakteriseret af drømmen sen, at han ikke har givet sig eller haft om det simple liv i naturen og en mo- tid til at følge sin egen skarpt og flot dernitetsoptimistisk, der finder det tænkte idé op. Men mest synd for læse- rene liv i storbycivilisationens labyrint ren, der her bydes stene for brød. For med maskiner, funktionalisme, Josefi- det er netop i århundrederne før 1. ne Bakers nøgne dans, sexuel frigørel- Verdenskrig, at animalismen og primi- se og den »formløse« jazz. tivismen udvikles, ikke bare i kim- Langt hen ad vejen bliver det dog form, men i fuldt flor. Man behøver nu ved forsøget. Som den står nu, er det i nok ikke at gå helt tilbage til Aristote- beskrivelsen af den anticivilisatoriske, les og Lukrets, men nøjes med at følge »etnografiske« primitivisme, at frem- det hint vi får i bogens sidste og fjerde stillingen er klarest, mens den kun i kapitel med dets tematisering af San- begrænset omfang formår at levere en demoses ønske om at forene ånd og nærmere analyse af animalismen som krop og standse op ved den tidlige ro- fænomen, dens forudsætninger, faser, mantik og Rousseau. Så langt fra at blanding af forskellige kulturtraditio- være noget, der i særlig grad kendeteg- ner og indre spændinger. Hvordan kan ner mellemkrigstiden, kan man sna- det fx være, at futurismens moderni- rere betragte animalismen eller primi- tetsdyrkelse kan eksistere side om tivismen som en kulturstrømning, der side med Sandemoses drøm om at sad med til højbords, da den moderne komme tilbage til naturen inden for borgerlige kultur begyndte at tage den samme kulturstrømning? Til den form i løbet af det 18. århundrede. Det slags spørgsmål har Andersens frem- bliver for alvor klart, hvis man læser stilling mindre at tilbyde. Det hænger filologen og kunsthistorikeren Patrick uløseligt sammen med bogens 2. og så Kragelunds imponerende tour de for- absolut svageste kapitel, der foregiver ce, den nyligt forsvarede disputats om at levere en historisk analyse af be- en af den danske kunsthistories enere, nævnte kulturstrømning. I stedet får den kongelige historiemaler og direk- vi endnu engang gentaget myten om 1. tør for Kunstakademiet, Nicolai Abild- Verdenskrig som det kulturchock, der gaard (1743-1809). fik den gamle verden til at bryde sam- Ved Abildgaard er der det for en men og satte en generation af kunst- kunstner så uheldige forhold, at hans nere fri til at dyrke livskraftens evan- hovedværk, en serie malerier over Ol- gelium på baggrund af et generelt denborgernes historie til riddersalen

142 Debatanmeldelse på det første Christiansborg, gik op i sterværker såsom den berømte Venus luerne sammen med resten af slottet i fra Milo (i dag på Louvre i Paris) og 1794. Til gengæld efterlod han sig en Apollon fra Belvedere (i Vatikanet) meget stor bogsamling som ved hans rykkede ned i kunstens anden divisi- død kom til at danne grundstammen i on. De blev erstattet af originale græ- Kunstakademiets bibliotek. Det har nu ske arbejder, som man nu begyndte at fået Kragelund til at forsøge at kaste hente til Vesteuropa fra Grækenland. nyt lys over det dunkle oeure ved utra- Kongen over alle disse var Fidias’ i dag ditionelt at tage udgangspunkt i en så politisk omstridte skulpturer fra analyse af denne bogsamling. Nogle Parthenontemplet, der blev bragt til avisanmeldere fandt vel dette en lidt British Museum af lord Elgin fra kedelig tilgang til kunsten. Men det er Athen i 1800-årenes begyndelse. med urette. Netop i tilfældet Abild- I Abildgaards bogsamling viser det gaard fremgår det med al ønskelig ty- sig da også, at rejseberetninger om jor- delighed af disputatsen, at der her var dens primitive folkeslag blander sig tale om en kunstner og glødende libe- mellem de mange bind om og fra de ral oplysningsmand, som levende for- antikke oldtidskulturer, som han an- holdt sig til tidens politiske og kultu- skaffede sig gennem årene. Dette af- relle debat og lod dette afspejle sig i sin spejlede sig også i motivvalget i hans kunst. Så langt fra at kede læseren er kunstneriske produktion, hvor man det analysen af bogsamlingen, der ikke ved siden af billeder med klassiske blot gør det muligt at læse de to bind motiver og illustrationer til Homers Il- om Abildgaard som en kunstnerbiogra- liade også finder en serie med motiver fi i snæver forstand, men også et fasci- fra den opdigtede skotske skjald Os- nerende kulturhistorisk rids af tiden sians primitive, nordiske sagnverden. med Abildgaard som det prisme, hvori Men det var en forbindelse, der langt periodens mange strømninger brydes. fra var ukontroversiel i samtiden. For Abildgaards kunstopfattelse tog Abildgaard repræsenterede de antikke form i 1760’erne og særligt under hans og de primitive begge en verden med ophold i Rom i 1770’erne. Det var ny- store følelser og voldsomme livsytrin- klassicismens periode, hvor dyrkelsen ger, hvad hans samtidige, den engelske af den antikke kultur nåede nye høj- parlamentariker og senere så berømte der. Men det var samtidig i disse år, at kritiker af den franske revolution, Ed- man for alvor begyndte at interessere mund Burke betegnede som »det subli- sig for primitive folkeslag. Fælles for me«. Det klareste udtryk for dette pro- de to bevægelser var kulten af den gram er Abildgaards tidlige mester- rene nøgne krop og menneskets oprin- værk, Den Sårede Filoktet, som i dag delige former, uspoleret af civilisatio- hænger på Statens Museum for Kunst. nen og dens kunstige manerer. Det er Her lader Abildgaard hånt om alle således karakteristisk, at nyklassicis- klassiske forskrifter og viser os i ste- men gradvist gennemførte en omvur- det en muskelsvulmende, men såret dering af den antikke kulturs værdi homerisk sagnhelt, der under smer- ved at flytte hovedinteressen fra ro- tensbrøl er ved at sprænge både sig merne til grækerne. Det var ikke ro- selv og billedet. mernes senere afledte værker, men græ- Den gren af nyklassicismen, som kernes oprindelige former som påkald- med tiden skulle blive den domineren- te sig opmærksomhed. Med tiden be- de, afviste imidlertid Abildgaards pri- tød det, at mange gennem århundre- mitivistiske eller animalistiske for- der beundrede og forgudede romerske tolkning af den antikke kultur. I den marmorkopier af nu tabte græske me- ledende nyklassicistiske smagsdom-

143 Debatanmeldelse mer, den tyske kunsthistoriker J.J. det, Gauguin drog til Polynesien for at Winckelmanns (1717-1768) forståelse finde saft, kraft og farver til erstatning var det tværtimod den dybtfølte har- for klassicismens livløse, hvide mar- moni og ophøjede ro som kendetegnede mor og Picasso søgte inspiration i pri- grækeren. Det var ikke det umiddelba- mitive afrikanske masker. re udtryk for affekt, men den ube- For kort at opsummere: Der er sværede og enkle bevarelse af roen un- altså god grund til at følge op på den der selv de mest dramatiske omstæn- grundliggende idé, som Andersens lil- digheder, der gjorde grækeren til men- le bog peger på, at genskrive moderni- neskehedens udtrykte ideal – »ædel tetens kulturhistorie med primitivis- enfold og stille storhed« var Winckel- men eller animalismen som omdrej- manns kampråb. På dansk grund fin- ningspunkt. Ved en gennemlæsning af der vi de største repræsentanter for Kragelunds monumentale bog bliver denne kunstopfattelse i C.F. Hansens det endog klart, at animalismen deler og Thorvaldsens kølige og ophøjede sin grundliggende impuls – længslen klassicisme, som de fx sammen bragte efter et renere, mere naturligt og til udtryk i Vor Frue Kirke i Køben- umiddelbart liv – med det man ellers havn. Primitivismen eller animalis- ville betragte som dens diametrale men blev dermed mestendels forvist til modsætning, klassicismen. Opgaven de mere radikale udgaver af romantik- for en sådan kulturhistorie bliver der- ken, hvor den gentagne gange i løbet med at kortlægge og forstå samspil- af forrige århundrede dukkede op for, let, betydningsblandingerne og kon- som den hævdede, at give den klassi- frontationerne mellem de to strøm- ske borgerlige kultur kunstigt ånde- ninger eller niveauer gennem den dræt og åbne for adgang til drifts- og borgerlige modernitets historie. Men følelseslivet – sidste gang med det så- netop historie. For moderniteten eller kaldt moderne gennembrud, hvor fx »det moderne gennembrud« er ikke Nietzsche atter satte antikkens diony- noget som først fandt sted i det 20. siske, antiharmoniske sider i højsæ- århundrede.

144 Anmeldelser Anmeldelser

Carlo Ginzburg: Spor – om historie og Suppleres refleksionerne over denne frem- historisk metode, Museum Tuscula- gangsmåde med betragtningerne i artiklerne nums Forlag, 1999, 272 s., 275 kr. »At prøve beviset: Dommeren og historikeren« og »Mikrohistorie: To eller tre ting jeg ved om den« begynder konturerne af et historiesyn for Carlo Ginzburg er for de fleste kendt som op- alvor at gestalte sig. I disse tekster vender Ginz- havsmanden til værket Il formaggio e i vermi burg sig både mod hvad han kalder henholdsvis (Osten og ormene) om mølleren Menocchio, der radikal skepticisme og naiv positivisme. Med levede i omegnen af Friuli i midten af det 16. ordvalg som »referentiel fejlslutning med en bi- århundrede. Denne bog fra 1976 er oversat til 13 smag af positivistisk naivitet«, og ved at betegne sprog – dog ikke dansk. Det er en skam. Muse- den litterære vending som »moderigtig«, lægger um Tusculanum råder nu bod på den danske ef- Ginzburg klar afstand til bestemte strømninger, terladenhed med udgivelsen af tekstsamlingen men desværre uden at gå egentlig til bunds. Iøv- Spor – om historie og historisk metode; et udvalg rigt bruges termen »referentiel fejlslutning« både bestående af ti ret forskellige tekster, der er re- om positivistiske ræsonnementer og postmoder- digeret af Morten Thing og Gert Sørensen. ne læsninger. Således får idéen om »den referen- Thing har skrevet forordet, der præsenterer tielle fejlslutning« enten en altoverskyggende Ginzburg fint – men egentlige overvejelser om rækkevidde eller en hul klang afhængig af læse- kriterierne for udvælgelsen af teksterne i Spor rens overbevisninger. Men Ginzburgs argumen- finder man ingen af – ud over at vægten er lagt tation rummer – trods uklarhederne – en inte- på det teoretiske og metodiske. ressant kerne. Hans ærinde er at påpege, hvor- Helt centralt i samlingen står artiklen »Spor. dan den ekstreme skepticisme og den rigide po- Indicie-paradigmets rødder«, der vel er det nær- sitivisme i bund og grund tager udgangspunkt i meste vi kommer på en – omend ikke mikrohi- den samme »simplistiske antagelse«; nemlig at storisk, men så – ginzburgsk dagsorden. Ginz- forholdet mellem kilde og virkelighed kan tages burg tager udgangspunkt i kunsthistorikeren for givet. Giovanni Morellis (1816-91) tilskrivningsmeto- Ginzburg er vel hvad man kunne kalde en de, der ved sin fremkomst i 1870’erne vakte op- slags reflekteret anti-relativist. Han holder fast i sigt, fordi den hvilede på helt andre principper et videnskabeligt ideal, hvor virkeligheden er re- end tidligere retningslinier for kunsthistoriske præsenterbar, selvom historikerens arbejde er og bedømmelser. Morelli byggede sin metode på bliver en konstruktion. Mikrohistorien er »base- nøje iagttagelser af ubetydelige detaljer i male- ret på en klar bevidsthed om, at alle faser som rierne. Folder på fingrene, neglenes udseende, forskningen gennemløber, er konstruerede og ikke fødderne, hænderne og ørernes form. Det er i givne: identificeringen af objektet og dets rele- disse upåagtede detaljer man kan kende origi- vans; udarbejdelsen af de kategorier, hvorigen- nalerne fra kopierne – ikke i de almindelige og nem det skal analyseres; bevisførelsens kriterier; iøjnefaldende kendetegn hos de forskellige malede stilistiske og narrative greb, gennem hvilke rere; de himmelvendte øjne hos Peruginos perso- sultaterne skal formidles til læseren« (s. 211). ner, smilene hos Leonardo, osv. Samme frem- Men at mikrohistorikeren er på det rene med det gangsmåde findes i Conan Doyles historier om konstruktive moment i forskningen, fører ikke til Sherlock Holmes. Sherlock Holmes opklarer my- skepticisme eller postmodernisme. Tværtimod. sterierne og fælder forbryderne udfra detaljer og For Ginzburg har historien erkendelsesmæssig indicier, der synes umærkede af alle andre om- værdi. kring ham – ikke mindst dr. Watson. Men også Ginzburg læser tekster som tegn, dvs. at tek- Sigmund Freud anvender en tolkningsmetode sterne – eller sporene om man vil – behandles baseret på marginale data, der betragtes som af- udfra en semiotisk indfaldsvinkel. Men afkod- slørende spor. Freud beskriver med egne ord in- ningen af tegnene – læsningen af kilderne – spirationen fra Morelli: »Også psykoanalysen er hænger nøje sammen med hvad man kunne kal- vant til at fremdrage det hemmelige og skjulte de den kulturelle bevisførelse eller henvisnin- ud fra de ubeagtede, de ikke påskønnede træk, ud gen til virkelighedsprincippet: »Det moderigtige fra betragtningens affald, dens refus« (s. 83). påbud om at studere virkeligheden som en tekst Med udgangspunkt i disse forlæg rekonstruerer skal suppleres med bevidstheden om, at ingen Ginzburg et såkaldt indicie-paradigme, der har tekst kan forstås uden referencer til ekstratekstu- rødder helt tilbage til de arkaiske jægersam- elle realiteter« (s. 172). Altså en utvetydig kom- fund. Han fremdrager en række erkendelses- mentar til eksempelvis Jacques Derridas teorem mæssige forandringstræk, der peger på en om, at der intet findes uden for teksten. egentlig udkrystallisering af en »indiciel, divi- Tekstsamlingen indeholder også Ginzburgs natorisk eller semiotisk« videnskabsmodel. efterhånden berygtede udfald mod den franske

145 Anmeldelser religionshistoriker Georges Dumézil. Skudsmå- Erik Nørr og Karl Peder Pedersen let er Dumézils Mythes et dieux des Germains (red.): På embeds vegne. Kilder til fra 1939, der ifølge Ginzburg rummer klare pro- dansk forvaltningshistorie 1750-1920. nazistiske betragtninger. Ginzburg ønsker gennem Dumézils eksempel at anskueliggøre de be- Selskabet til Udgivelse af Kilder til røringsflader, der i mellemkrigstiden fandtes Dansk Historie i samarbejde med Ju- mellem forskningen i – især – indoeuropæistik- rist- og Økonomforbundets Forlag, ken og egentlig nazistisk propaganda. Denne 1998, 463 s., 275 kr. kobling er på mange måder evident, men er ganske enkelt fejlagtig i forbindelse med Dumézil, og det er lidt uklart, hvilke motiver der ligger til Denne bog er noget andet og meget mere, end grund for Ginzburgs angreb. Jeg skal ikke her titlen lover. Den er intet mindre end en fornyelse gentage indlæggene i en omfattende debat, men af kildeudgivelsestraditionen og tillige et særde- blot nævne at Ginzburgs kritik i mine øjne bæ- les nyttigt opslagsværk. Bogen er blevet til som res igennem på insinuationer og tvivlsomme en udløber af diskussionen om betimeligheden ræsonnementer. Det klæder ham faktisk ikke – af ressourceforbruget ved at udgive komplette og artiklen står på sin vis i en grel modsætning kildeudgaver. I Kildeskriftselskabet førte det til til Ginzburgs ellers så fintfølende læsninger. For ideen om mere selektive kildepublikationer, der en ordens skyld skal det nævnes, at Didier Eri- skulle være nøgler til de meget store arkivsam- bon med bogen Faut-il brûler Dumézil? (1992) linger fra nyere tid, som det er umuligt at udgi- ret så overbevisende har tilbagevist alle speku- ve på traditionel vis. lationer om Dumézils nazistiske sympatier. Den foreliggende udgivelse blev vedtaget i Oven på artiklen om Dumézil er det en lise at 1992, og er blevet til i samspil med det i 1991 vende bladet og gå igang med artiklen »Inkvisi- påbegyndte projekt Stat, Forvaltning og Sam- toren som antropolog«, hvor Ginzburg er tilbage fund, i hvis skriftserie bogen da også er udgivet i sit rette element. som bd. 9. Bogens 9 forfattere har enten arbejdet Flere af bogens tekster er egentlig ikke andet inden for forvaltningsprojektet eller i Statens end skitser. Dette giver på den ene side et fint Arkiver, hvor der er en lang tradition for forsk- indblik i Ginzburgs arbejdsproces. På den anden ning i forvaltningshistorie. Der har i følge bo- side virker teksterne ind i mellem ufærdige og gens indledning aldrig tidligere i Danmark uforløste. Interessante betragtninger følges ikke været arbejdet i så stort omfang med forvalt- til dørs og argumentationsrækkerne synes en- ningshistorie. Det har gjort udgivelsen af bogen ten abrubte, påståelige eller overfladiske. Det er mulig, og det mærkes i høj grad bag de mange ikke helt til at gennemskue Ginzburgs dagorden vidende tekster. med disse bevidst ufærdige tekster. Kender man Bogen omfatter 103 kildetyper, som alle be- ikke til andre af Ginzburgs værker, vil denne skrives efter et fast skema. Først defineres og tekstsamling sikkert virke en smule forvirrende, beskrives kildetypen, herefter gengives et ud- men har man læst et par af hans bøger, kan Spor valgt eksempel (nogle gange flere eksempler) i tjene som et diskuterende og perspektiverende transskription; eksemplerne kommenteres og supplement til forståelsen af Ginzburgs mikro- forklares ligesom lovgrundlaget gennemgås. historiske univers. Herefter følger gode og hjælpsomme oversigter Ginzburg er en lærd og belæst mand – ingen over kildetypens anvendelsesmuligheder i frem- tvivl om det. Hans intellektuelle kontekstualise- tidig forskning og over, i hvilke administrative ringer og til tider imponerende overblik afspej- sammenhænge man kan finde de pågældende ler klassiske humanistiske dyder. Linien tilbage kilder. Endelig følger en litteraturoversigt, som til Morelli er derfor mere end bare en koket refe- foruden litteratur, der omhandler selve kildety- rence. Morelli var en connaisseur par excellence. pen, også medtager fremstillinger, som har be- En både følsom og rationel betragter drevet af nyttet de pågældende kilder. sin intuition og en unik iagttagelsesstrategi. Og Der ligger en kæmpeindsats bag disse kilde- måske er det netop, hvad Ginzburg selv er; en beskrivelser og bag redigeringen, som har for- connaisseur. En kender, der med »tæft, et sikkert mået at gengive et så uensartet materiale i en så blik og intuition« (s. 110), følger sporene, og som overskuelig form. Der er nemlig ofte tale om kil- Morelli udkaster sine tilskrivelser og tolkninger der, som har anvendt faste skemaer eller opstil- for læseren. Selvom sporene ind imellem er blin- linger, som det er meget vanskeligt at gengive de, og selvom sporhundens snudeskaft af og til på fornuftig måde i transskriberet form. Over- forvirres, og vi derfor lokkes i den gale retning skueligheden er tit forbedret ved gengivelse af (som i artiklen om Dumézil), så er det i det store dele af den originale kilde – i enkelte tilfælde er- hele altid pirrende at læse Ginzburg. stattes en transskription af en fuld gengivelse af Ulrik Langen en let læselig kilde. De ledsagende oplysninger og kommentarer er korte og komprimerede, men alligevel med meget stort og godt indhold af in-

146 Anmeldelser formationer. Der er helt tydeligt også tænkt på er udvalget mindre jævnt fordelt, hvilket kun til den forudsætningsløse kildebruger, som ofte får dels er forklarligt ud fra de pågældende emne- gode råd med på vejen, ja hist og her også små områder. Geografisk er bogens udvalg afgrænset advarsler med hensyn til kildebrugen. Bogen til kun at omfatte kildetyper inden for kongeri- bliver utvivlsomt med sin informationstæthed et get, dvs. at forvaltningen i Slesvig ikke er med- meget nyttigt opslagsværk, hvilket støttes af et taget og ej heller Norge (før 1814), Island, Grøn- godt emneregister. land, Vestindien mv. Vigtigt er det at bemærke, Også udvælgelsen af de enkelte eksempler at de særlige forvaltningsforhold i København har krævet stort arbejde; der er mange spæn- kun i ringe grad er medtaget. dende og underholdende eksempler imellem. På embeds vegne er i alle henseender en tilta- Eksemplerne er – for tilfredsstillende at kunne lende og solid bog, også i det ydre. Den er således illustrere kildetypen – i sagens natur fyldige og vel skikket til fremover at blive brugt hyppigt gode, hvilket naturligvis kan rumme fare for en som et godt opslagsværk med et utal af gode, vis skuffelse hos den bruger, der i andre sam- præcise oplysninger. Den vil blive brugt flittigt menhænge finder frem til tilsvarende, men min- på arkivernes læsesale og af de mange brugere dre fyldige, kilder. Som nævnt ledsages eksem- af originalt kildemateriale. Og som i andre gode plerne ofte af gengivelser af de originale kilder, leksika kan man ikke lade være med at fortabe men herudover har der været lagt vægt på at sig i de mange spændende kildeeksempler og til- finde supplerende billedmateriale, hvilket har hørende oplysninger. resulteret i en række interessante illustrationer Mogens Thøgersen efter malede, fotografiske eller trykte forlæg. Bogen er opdelt i 11 afsnit efter forvaltnings- områder, hver med egen indledning. De første Henrik Horstbøll: Menigmands medie. tre afsnit behandler centraladministrationen, hvor Margit Mogensen har taget sig af det gene- Det folkelige bogtryk i Danmark 1500- relle afsnit og folketællingerne, mens Karl-Erik 1840, Museum Tusculanums Forlag, Frandsen behandler jordebøger og matrikler. 1999, 791 s., 450 kr. Herefter følger lokalforvaltningen med afsnit om amtsforvaltning (Karl Peder Pedersen), skat- Henrik Horstbøll har skrevet et stykke vidtfav- teforvaltning (Claus Rafner), toldforvaltning nende dansk boghistorie. Det empiriske skelet (Ole Degn), rets-, politi- og fængselsforvaltning for bogens konklusioner er omfattende optællin- (Grethe Ilsøe), kirkeforvaltning (Ole Degn), sko- ger af de bevarede bogtryk og sammenligninger leforvaltning (Erik Nørr), fattigvæsen og social- heraf med bevarede boghandlerkataloger og an- forvaltning (Inge Bundsgaard og Erik Nørr) og dre kilder til bogudgivelser. Herigennem når endelig sundhedsforvaltning (Jørgen Mikkel- han frem til det interessante resultat, at langt sen). de fleste bogtitler, der er udgivet i Danmark for- Bogen dækker således bredt, men alligevel er mentlig er bevarede. Dette gælder også for de en række områder, f.eks. militærforvaltningen billige bøger i små formater, der typisk var be- og den specielle forvaltning på en række central- regnet for et bredere publikum. Derimod er det administrative områder ikke medtaget; det skyl- langt fra alle udgivelser eller oplag af de enkelte des bl.a., at bogen afspejler de områder, der er titler, der er bevarede. Vi har altså de titler, der blevet undersøgt inden for Stat, Forvaltning og blev udbudt til salg, men en mere usikker viden Samfund. I betragtning af den gevinst, som bo- om de enkelte titlers udbredelse. gens udgivelse udgør, er det svært at være kri- Henrik Horstbøll tegner bredt hele bogmar- tisk over for denne begrænsning – måske kunne kedets konturer. Det indeholder også mange la- disse områder en gang i fremtiden blive gen- tinske og tyske udgivelser og dyre lærde værker. stand for en tilsvarende udgivelse. Men hans hovedærinde er en analyse af de bø- Inden for de enkelte afsnit er kildetyperne fra ger, der var beregnede for menigmand, dvs. de de forskellige administrative niveauer søgt re- billige bøger i små formater. Han analyserer de- præsenteret. Generelle kildetyper som f.eks. res indhold fra de allerførste udgivelser og frem journaler, kopibøger m.v., er medtaget under centraladministrationen, selv om de anvendtes til 1840, hvor mediet ændrede karakter, først og på alle forvaltningsniveauer. Udvalget af kilde- fremmest fordi papiret blev radikalt billigere. typer er med enkelte undtagelser afgrænset til Horstbøll benytter en ganske kompliceret fler- perioden 1750-1920; i forordet oplyses, at Kilde- dimensional metode til at karakterisere indhol- skriftselskabet har planer om at følge udgivel- det. Tre nøgletemaer er vigtige i indholdsbeskri- sen op med et bind for perioden før 1750 og et velsen. Det er kosmos: dvs. forestillingen om ver- andet for tiden efter 1920 – det kan man kun øn- dens metafysiske sammenhæng, hvad enten ske bliver til virkelighed. De valgte eksempler denne er religiøs, astrologisk eller af anden art. fordeler sig for bogen som helhed jævnt ud over Topos: Den stedlige placering af hændelsen og bogens tidsperiode, men i visse af bogens afsnit tegningen af Jordens geografiske univers. Kro-

147 Anmeldelser nos: Den tidsmæssige placering hvad enten det tillagt for oplysning og demokrati. Her analyse- er i den cykliske årstid eller i den danske histo- res fejringen i Europa af de fem hundredeårsju- riske tid eller i Verdens tid, hvor Kristi fødsel og bilæer siden bogtrykkets opfindelse i 1440. Også dommedag er centrale. den historiske udvikling af opfattelsen af det fol- Henrik Horstbøll grupperer de folkelige udgi- kelige bogtryk analyseres grundigt fra det tidli- velser i 5 emnekredse: De aktuelle flyveblade, ge 1800-tals romantiske læsning af folkebøgerne den religiøse læsning, historier eller romaner, som oprindelig folkekultur til dekonstruktionen danmarks- og verdenshistorie samt almanakker af folkebøgernes udsagnskraft fra 1960’erne. og andre vejledninger i husholdningen. Der kan Henrik Horstbøll understreger på den bag- ses en række udviklinger i indholdet af titlerne i grund, at han ikke beskriver folkets læsning og emnekredsene, men det viser sig også, at en gan- kultur. Han undersøger ikke, om og hvordan ud- ske stor del af de allertidligst udgivne historier givelserne blev brugt i Danmark. I stedet kalder genoptrykkes løbende helt frem til 1800-tallet, han sin analyse for et stykke kommunikations- således at der er en bemærkelsesværdig konti- historie, dvs. en beskrivelse af de læsetilbud, der nuitet i de folkelige læsetilbud gennem den 300 var til rådighed for den brede befolkning. Det er år lange undersøgelsesperiode. i den nøje vurderede og kritiserede disputats- I den store kreds af religiøse skrifter handler sammenhæng en klog begrænsning, men den forbavsende mange om døden, eller rettere om gør selvfølgelig konklusionerne lidt mere tam- hvordan et kristent menneske rettelig bør forbe- me. rede sig i de sidste dage og timer af sit liv. Disse Med Menigmands medie har kulturhistori- skrifter havde en tematisk sammenhæng med kerne fået en meget kompetent kortlægning og de mange trykte ligprædikener. Skrifterne om indholdsbestemmelse af det danske bogmarked, forberedelse til døden kulminerede i 1500-tallet, som vil muliggøre en langt bedre brug af bøger men var fortsat hyppige i 1600- og 1700-tallene. som kilde i deres analysearbejde. Det er nok – Indholdet skifter dog karakter fra det konkret udenfor de specifikt boghistorisk interesseredes handlingsforeskrivende til trøsteord til den kreds – mest som baggrundslitteratur, at bogen døende og forsikringer om sjælens udødelighed. vil vinde udbredelse. Henrik Horstbølls kombi- De små historier, der senere bliver til roman- nation af kvantitativ og kvalitativ kortlægning genren, gennemgår også en interessant udvik- og hans forkærlighed for det flerdimensionale ling. En række klassikere introduceres allerede i giver en kompliceret fremstilling, som gør den 1500-tallet og genudgives helt frem til 1800-tal- noget vanskeligt at læse. let. Henrik Horstbøll polemiserer mod den folke- Tyge Krogh kulturelle tradition, der har villet se historierne som oprindelige nationale folkefortællinger. De fleste historier er af udenlandsk oprindelse. Et Bert Kelm: Rømø – et vesterhavspræget yndet tema i de første historier er djævlerier og guddommelig indgriben. I 1700-tallet overtager samfund 1, Erhverv og bolig. Skrifter det fremmede det overnaturliges plads, og den udgivet af Historisk Samfund for Søn- dominerende genre bliver robinsonaderne, hvor derjylland nr. 78, Aabenraa, 1999, 286 hovedpersonen oplever besyndeligheder i eksoti- s., 268 kr. ske lande. Her blandes virkelighed og fantasi ofte frit. Danmarkshistorierne eller rettere kongekrø- Der er gennem årene skrevet meget om Rømø. nikerne er en anden populær emnekreds. Horst- Den lille særprægede vadehavsø, dens befolk- bøll viser, at selv om der udgives flere titler fra ning og erhverv samt øboernes færden ude om- 1500-tallets rimkrønike op til 1700-tallet, så er kring på verdenshavene er blevet grundigt be- indholdet forbavsende ens. De består alle af kor- lyst i fortid og nutid på tysk og dansk i adskilli- te kongeportrætter, der indrammer den histori- ge bøger og utallige artikler. Nu føjer Bert Kelm ske tid. Den centrale konge i alle fortællingerne nye synspunkter og nyt kildemateriale til med er Frode Fredegod, hvis gode regering opstilles sin bog Rømø – et vesterhavspræget samfund. som ideal. Kelm, der om vinteren er bosat i Hamburg, Almanakkerne var sammen med salmebøger- har gennem mange år opholdt sig i sin bolig på ne de mest udbredte udgivelser. De var oprinde- Rømø om sommeren og sideløbende studeret øen lig rigt garnerede med varsler og spådomme, og dens samfund. På baggrund af et indgående men her greb statsmagten ind i 1600-tallet og arkivstudie i ind- og udland har han samlet et forbød den slags djævlerier. 1700-tallets stats- omfattende kildemateriale, som danner bag- kontrollerede almanakker domineredes i stedet grund for en fremlæggelse af studierne i to bind, af praktiske råd til landmanden, lægeråd osv. hvoraf det første bind nu foreligger. De omfattende indledende kapitler indehol- Formålet med udgivelsen har været »at of- der bl.a. en gennemgang af bogtrykkerkunstens fentliggøre en systematisk samling og gengivelse historie, og den betydning bogtrykket er blevet af alle oplysninger, der findes om øens gamle

148 Anmeldelser huse og deres beboere« – et kildeværk og en regi- Med sin strategiske beliggenhed ved Listerdyb, strant, hvor første bind udgør rammen for regi- udgjorde Rømø Ribes ladeplads og vinterhavn stranten, som følger i andet bind. Forfatteren for byens handelsflåde, hvori rømøboerne også nøjes imidlertid ikke med at kortlægge de man- havde økonomisk andel, foruden at de i stort om- ge kilder; han søger også at tolke en række sam- fang bemandede skibene. Under svenskekrigen menhænge til belysning af den historiske udvik- 1643 blev næsten alle skibe afbrændte, herun- ling set i lyset af øens økonomiske, sociale, ejen- der også øens egne skibe, og fra det tidspunkt doms- og erhvervsmæssige forhold. vendte øens økonomiske og erhvervsmæssige si- Bogen er bygget op over 11 kapitler, der hver tuation. Fra anden halvdel af 1600-tallet indle- især er af varierende omfang, men som tilsam- des den periode, som betegnes grønlandsfarten, men giver et godt indblik i det omfattende kilde- hvorunder øens søfolk involverede sig i hval- stof og den store berøringsflade, som Rømø og fangst, senere sælhundefangst, på hollandske og dens befolkning til alle tider har haft til omver- hanseatiske skibe i det nordlige Ishav. Det er fra denen. De første tre kapitler er viet Rømøs geo- den periode, Rømø er kendt for sine mange kom- grafi og geologi, øens forskellige besiddere gen- mandører (kaptajner), der bringer økonomisk nem tiden samt befolkningen og dens uddannel- velstand til øen. I slutningen af 1700-tallet, hvor se. Vi får beskrevet den lille klitøs tilblivelse og hvalfangsten aftog, slog rømøboerne sig på den præsenteret de mange forskellige kort over øen, såkaldte islandsfart – fragtsejlads og fangst af hvoraf; ísær navnestoffet og geografiske forhold torsk ved Island med udgangspunkt i bl.a. Det – beliggenhed, bebyggelser, ejendomme og ste- Islandske Kompagni i København. Men sejlads der – udgør en primær kildeværdi frem for kor- med skibe, der var bemandet med rømø-søfolk, tenes nøjagtighed. Trods de mange smukke rømø- foregik også fra mange andre havne på vade- kort, som på flere måder udgør vigtige kilder, er havskysten og danske havnebyer. I 1800-tallets det dog først med Videnskabernes Selskabs kon- slutning gik udviklingen i retning af sejlskibe- ceptkort (1796), vi får et nøjagtigt overblik over nes afvikling og stigende dampskibsfart. Søfol- øens gårde og kådnersteder (huse med og uden kene tog hyre i fremmede havne, og nåede nu jord) samt deres beliggenhed. Fremhæves bør derfor sjældent hjem til Rømø som i sejlskibenes også geografen E. Moritz’ detaljerede og ret ene- mere sæsonprægede tid. Med sejlskibenes tilba- stående kort fra 1908, der bygger på det første gegang forsvandt også den særlige ekspertise, målebordsblad (tysk), hvortil Moritz har tilføjet rømøboerne besad som søfolk. I takt hermed et utal af lokale stednavne og geografiske angi- fulgte afvandringen fra øen, og først da begyndte velser. man at opprioritere landbruget. De ældste vidnesbyrd om øen stammer fra Kelm fremhæver øens landbrug tilbage fra ti- Kong Valdemars Jordebog 1213. Kelm redegør den før sandflugtens gentagne hærgen i 1600- og for såvel de verdslige ejeres tilhørsforhold som 1700-tallet greb ødelæggende ind. Ødelæggel- for kirkens ejendom. I begyndelsen er der få og serne gik især ud over det sandede Sønderland, spredte kilder at bygge på, men fra senmiddelal- hvor bebyggelser af huse med eller uden jord og deren og efter reformationen bliver kilderne ri- mindre kådnersteder i stigende omfang bredte gere og mere fyldige. Allerede fra ca. 1300 bliver sig fra midten af 1600-tallet. Modsat fandtes på Rømø en del af det sønderjyske hertugdømme. Nørreland store gårde med relativ større og Fra først i 1400-årene og 460 år frem til afståel- mere frugtbare jordtilliggende, bl.a. på grund af sen af Sønderjylland efter krigen i 1864 var øen Juvremarsken. i retslig og administrativ henseende delt i hhv. Rømøs landbrug i ældre tid skal imidlertid en kongerigsk (hele Sønderland) og en hertuge- frem til slutningen af 1800-tallet næppe vurde- lig del (det meste af Nørreland), hvilket be- res på linje med traditionelt jordbrug, som det sværliggør forskningen. For at gøre det endnu blev drevet inde på fastlandet. Det skal overve- mere indviklet, bestod bebyggelserne i øens jende ses i lyset af en efterhånden stigende og nordlige del både af kongerigske og hertugelige økonomisk indbringende studedrift, der foregik i ejendomme, der lå ind imellem hinanden. På et nøje samspil med fastlandets geestbønder. baggrund af kilderne og ud fra eget skøn bringes Agerbruget fungerede for de fleste mest som et en række oversigter over gårdenes sandsynlige supplement til andre »næringskilder«, og gav på tilhørsforhold, forholdet mellem bygnings- og be- intet tidspunkt et reelt overskud, ja man måtte folkningstal samt over befolkningens alders- endog importere såsæd og brødkorn. Landbrug struktur. var af sekundær økonomisk betydning i forhold I fire kapitler behandles Rømøs erhvervs- til den indtjening, der kom fra søfarten, hvorfor struktur og næringsveje samt de økonomiske det fortrinsvis skal ses i relation til beboernes forhold frem til 1800. Om øens første beboere vi- udbredte selvforsyningsøkonomi. Her indgik det des ikke meget med sikkerhed. De baserer tid- som et vigtigt og nødvendigt led i det enkelte ligt deres næringsgrundlag på klitøens sparsom- husholds næringskombination, hvis sammen- me resursegrundlag i kombination med fiskeri, sætning – der ofte bestod af mange facetter – vadehavssejlads og deltagelse i ribehandelen. var størst for de laveste sociale grupper. For øens

149 Anmeldelser gårde – det være sig de store kommandørgårde, Jubilæumsårets begivenheder ville utvivl- kådnersteder og huse med eller uden jord (blot somt have forbavset Henny Tscherning, der var en lille kålkave) – var søfarten og den »havvend- Dansk Sygeplejeråds første formand og emnet te økonomi« den væsentligste økonomiske kilde for denne bog. Beretningen om hendes vej til til opretholdelse af befolkningens dagligdag. Et professionen og den faglige topstilling dokumen- egentlig økonomisk overskud baseret på jorden terer tydeligt, at der løber meget vand i stran- forekom kun for salg fra kvægavl. den på 100 år. Gennem tre afsnit beskriver Es- Bogens sidste 5 kapitler er viet Rømøs bebyg- ther Petersen Henny Tschernings liv og værk. gelse, bygninger og boligindretning, navneskik Hendes barndom og ungdom blev tilbragt i det og arvedeling samt definitioner af de forskellige københavnske borgerskab. Hun var den ældste ejendomme. Hertil kommer et afsluttende kapi- af 10 søskende i en embedsmandsfamilie og fik tel om kilder til ejendomshistorien. Kelm gen- som 17-årig ansvaret for husholdningen. Dér nemgår rømøhusets grundplan, byggestil og ar- lærte hun organisering. I en alder af 25 blev hun kitektur, dets indretning og bohave; vi finder her optaget som elev på Kommunehospitalet i 1878. en boligindretning og -kultur som er speciel på Hendes motiver til at søge et erhverv er ikke be- grund af århundreders søværts forbindelser til skrevet, men måske havde hun opgivet at blive en større omverden. gift. Det lå ikke lige for, at piger af hendes klas- Kelms bog udviser på én gang bredde og dese søgte uddannelse. I bogens anden del beskri- taljer, som nogle steder i forløbet kan være svær ves hendes tid som elev og udlært. Hun var på at sammenfatte til et større overblik. Der optræ- studierejser til Nightingskolen i London samt til der mange overskuelige tabeller og diagrammer hospitaler i Berlin og Edinburgh. Hjemme igen over beregninger af øens befolkning, antal gårde forsøgte hun at overføre noget af alt det, hun og huse, økonomiske forhold og indtjening. Ikke havde set og lært til danske forhold, men måtte alle tal er angivet med lige stor sikkerhed. Flere erfare, at det ikke var let at reformere sundheds- steder er vi på »formodningens grund«, og der væsenet, domineret som det var af lægerne, der optræder adskillige dristige skøn og antagelser. vidste bedst og som selvfølgelig alle var mænd. Dette bevirker, at flere af bogens mere sammen- Denne del af hendes liv endte med, at hun som i fattende resultater nok i nogen grad bør tages lægeromanerne blev gift med lægen, opgav sit med et vist forbehold, hvilket forfatteren da også erhverv og fik fire børn. Her ville en almindelig gentagne gange gør opmærksom på. kvindehistorie fra denne tid ende, men nu be- Bogens styrke ligger i det omfattende og for- gyndte Henny Tschernings tredje livsfase. skelligartede kildemateriale, som Kelm har I 1899 blev hun opfordret til at stille op til samlet og fremlagt. Fremhæves bør også de posten som formand for det nystiftede Dansk mange fortræffelige billeder, kort og tegninger, Sygeplejeråd. Som hjemmegående havde hun der underbygger teksten som en vigtig kilde. været aktiv på det teoretiske sygeplejeområde, Bogen bliver således et nyttigt værktøj for den, så hun blev ikke trukket frem fra glemslen, men der fremover vil forske videre i den særprægede det var en intern strid om hvem, der skulle være vadehavsøs historie, dens specielle bygnings- og formand, der bragte hende frem som kompro- boligkultur samt øens befolkning gennem histo- miskandidat. Hun påtog sig opgaven, som nær- rien. mest blev en livsopgave, idet hun forblev for- Gunnar Solvang mand gennem 27 år. På det private område forlod Henny Tscherning mand og børn i 1906 og blev skilt. Hvis jeg læser rigtig mellem linierne, Esther Petersen: Sygeplejesagens pio- så var det manden, der var årsag til bruddet og ikke hendes faglige arbejde. Hun arbejdede uløn- ner. Henny Tscherning 1853-1932. net til 1920 og døde i 1932. Dansk Sygeplejeråd, 1998, 104 s., 155 Kapitlerne om initiativerne til organisering kr. af sygeplejerskerne og de møder, der skulle til før dette blev en realitet, viser som i mange andre tilfælde de vanskeligheder kvinder havde I 1999 fejrede Dansk Sygeplejeråd sit 100-års med sig selv og hinanden i spørgsmål om faglig- jubilæum. Samme år stemte sygeplejerskerne hed og organisering. De mange stridigheder er nej til deres ny overenskomst, og gik i strejke. underholdende læsning, der bidrager til billedet Til deres store frustration blev overenskomstfor- af kvinder på arbejdsmarkedet. Henny Tscher- slaget en uge senere ophøjet til lov. Senere på ning var en af de kvinder, der fandt sin sag og året kom det frem i pressen, at nogle amter hav- blev ét med den. de »følt sig tvunget« til at give en bonus til syge- Karen Hjorth plejersker for at få besat stillinger på visse afde- linger. Som modydelse skulle sygeplejerskerne forpligte sig til at blive på den pågældende afdeling i mindst et halvt år.

150 Anmeldelser

Torben W. Smith: Vi vil rejse nye huse. gengæld var hovedparten af husejerne i besid- Statshusmandsloven af 1899, Landbo- delse af en egenkapital på mellem 600 og 1000 historisk Selskab, 1999, 116 s., 128 kr. kr., altså væsentlig mere end forudset, idet tan- ken var at tilgodese uformuende landarbejdere. Den typiske ansøger var i slutningen af 30’erne I anledning af 100-års jubilæet for statshus- og gift. Da de samtidig skulle have mindst 5 års mandslovens vedtagelse har Landbohistorisk forudgående beskæftigelse ved landbruget er Selskab taget det prisværdige initiativ at udgive det forventeligt, at den første generation af Torben W. Smiths afhandling om emnet, oprin- statshusejere udviste en høj grad af stabilitet delig udarbejdet som universitetsspeciale i både som brugere og som skyldnere til statskas- 1971. Bogen omhandler indgående baggrunden sen. Den gennemsnitlige »levetid« for de første for og forløbet af forhandlingerne i Rigsdagen ægtepar var 21 år, og mere end hvert 4. brug var samt lovens praktiske udførelse i årene frem til efter 30 år stadig i den samme families besiddel- 1902. Endvidere gennemgås mere kortfattet dese. Frygten for at statskassen ville lide tab, som batten om lovens revision i årene 1904-1921. især højrepolitikere havde fremført, blev grun- Husmandsproblemet stod centralt i 1890’er- digt gjort til skamme. Frem til 1930 var mere ne, hvor landøkonomiske hensyn om fastholdel- end 90% af ejerne i stand til fuldt tilfredsstillen- se af arbejdskraften forenedes med socialpoliti- de at klare afdrags- og renteydelser. I nogle få ske tiltag over for en udsat samfundsgruppe. tilfælde gennemførtes tvangsauktioner uden tab Det store spørgsmål var dog, om man med loven for statskassen, og kun i 4 tilfælde led staten di- om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejde- rekte tab på nogle få tusinde kroner, hvilket skal re skulle hjælpe dem så meget, at de reelt blev ses i forhold til den samlede lånesum på ca. 1,5 husmænd, som kredse inden for Venstrereform- mio. kr. I øvrigt blev en del lån indfriet efter re- partiet ønskede, eller om man netop skulle sætte lativt få år af mange forskellige grunde, ikke grænsen for jord så tilpas lavt, at landarbejder- mindst i perioder med gode priser på landbrugs- ne fortsat i betydeligt omfang blev nødt til at tje- produkter. ne til livets opretholdelse ved at arbejde for an- Når statshusmandsfamilierne klarede sig dre, på de store og mellemstore brug. pænt, var det dog ikke pga. brugsstørrelsen. At det sidste var det gængse synspunkt frem- Tværtimod var det for hovedpartens vedkom- går klart af landbokommissionens betænkning, mende (i 1905: 88%, i 1911: 71%) nødvendigt at som forelå i 1896. Her tales der om »at sikre en tage arbejde for andre i betydeligt omfang, i god og pålidelig arbejdskraft til landbruget«.De 1905: 133 dage i gennemsnit, i 1911: 97 dage. følgende års debat i Rigsdagen afspejler tydeligt Bag disse tal gemmer sig en del udsving på +/- skellet mellem det bondedominerede Folketing, 15 dage, afhængigt af brugets størrelse og belig- om end der var adskillige nuancer i billedet, og genhed. Tallene stemmer ikke helt med Dan- det godsejerdominerede Landsting. De største marks Statistiks undersøgelse fra 1912 (Stat. stridsemner var egenkapitalens størrelse, jord- Medd. 4.39.6), om end tendensen er den samme, loddernes størrelse og ejendomsværdien. Den men de dokumenterer dog at loven om tilveje- overordnede landspolitiske kamp var stærkt bringelse af jordlodder til landarbejdere også medvirkende til at debatten trak ud i flere år, kan fortolkes som loven om tilvejebringelse af men valgmåden (flertalsvalg i enkeltmand- landarbejdere for jorddrotter, som allerede sam- skredse) var også med til at mange forskellige, tidige kritikere hævdede; men tallene fortæller regionalt betingede, synspunkter kom frem. Om- også, at denne afhængighed med årene blev vendt tilsagde samfundsudviklingen – og fryg- mindre. Den forbedrede økonomi underbygges af ten for socialismen – at der måtte findes en kom- opgørelser over besætningernes størrelse. Alle- promisløsning, og efter valget i 1898, hvor Ven- rede i 1900 havde statsbrugene knap 2 køer i strereformpartiet vandt pænt frem, lykkedes det gennemsnit, i 1911 var tallet knap 3. Mens 2/3 landbrugsminister Alfred Hage (H) at tilveje- af brugene var uden hestetrækkraft i 1905 var bringe det forlig, der også blev lovens indhold fra billedet i 1911 omvendt. Halvdelen havde 1 hest, 1. oktober 1899. mens 19% havde 2. Udviklingen for ungkrea- Ifølge statshusmandsloven skulle ansøgerne turer og svin viser samme tendens. I 1911 var selv stille med 1/10 af låneværdien, arealet skul- der 5-6 svin pr. brug. le være mellem 3 og 5 tdr. land, renten skulle Torben W. Smiths oprindelige undersøgelse være 3% med en afdragsfri periode på 5 år. Men stopper som nævnt allerede i 1902. Det fremlag- var disse krav realistiske? Derom havde der te materiale om pionérgenerationen af statshus- været mange meninger undervejs, og Torben W. mænd er yderst interessant læsning, og man Smiths undersøgelse giver svarene frem til og kunne derfor i forbindelse med jubilæet have øn- med 1902. I de første år oprettedes i alt 456 hus- sket sig en videreførelse af emnet frem i tid, mandsbrug, heraf lå de 70% i Jylland. Det var f.eks. til 1921. Med det politiske systemskifte i langt færre end forventet, og den geografiske 1901, dannelsen af Det radikale Venstre i 1905 spredning var stor især pga. jordpriserne. Til samt ikke mindst de mange husmandsforenin-

151 Anmeldelser ger stod det nemlig hurtigt klart, at der med tet er i nærværende bog blevet en redelig gen- statshusmandsloven kun var taget det første nemgang af det omtalte forhold fra forhistorie og skridt. Både landøkonomisk og politisk var der frem til efterkrigstiden. Kildegrundlaget omfat- lagt op til både en videreførelse og -udvikling af ter først og fremmest indberetningerne fra dan- husmandsbruget som begreb. Fra 1909 var sig- ske repræsentationer i udlandet i Udenrigsmi- tet det selvbærende familiebrug, og rammerne nisteriets arkiv, udlændingesager i Rigspoliti- blev i nogen grad – og under skyldigt hensyn til chefens arkiv, indfødsretssager i Indenrigsmini- Landstinget – ændret i overensstemmelse her- steriets arkiv samt Matteotti-komitéens arkiv. med. Først med lovrevisionen i 1921 kan man Sidstnævnte komité var integreret i den social- dog hævde, at der var skabt grundlag for reelt demokratiske arbejderbevægelse og opkaldt ef- selvstændige husmandsbrug. Det skete under ter den italienske socialist, som i 1926 myrdedes en venstreregering med Th. Madsen-Mygdal af fascister. Forfatterne har desuden inddraget som landbrugsminister og givetvis i ideologisk de såkaldte emigrantsager i Statsadvokaten for konkurrence med jordlovene fra 1919, der bl.a. Særlige Anliggenders arkiv fra de første år un- opererede med jordrentebrug af georgistisk til- der besættelsestiden. Endelig er svensk og tysk snit, af kritikere benævnt statsfæste. kildemateriale konsulteret. Der er således tale Bogen slutter med gengivelse af nogle vurde- om en solid kildemæssig undersøgelse. ringer af (stats)husmandsbruget som økonomisk Tæt ved halvdelen af bogens sider er brugt til produktionsenhed, som social avancementsmu- at beskrive baggrunden for sudetertyskernes op- lighed med de mentalitetsændringer dette med- hold i Danmark samt vejen herop. Det er en helt fører, når lønmodtageren bliver selvstændig. rigtig vægtning, for det er i Socialdemokratiets, Kulturgeografisk har husmandsbrugets epoke regeringens og myndighedernes håndtering af interesse derved, at mange af bygningerne end- sagen, det egentligt interessante ligger. Forfat- nu eksisterer, om end deres udseende og funkti- terne kalder konsekvent de pågældende sude- oner ofte er ændret væsentligt. Som landbrug er tertyskere for flygtninge. Samtiden var mere husmandsbrugets dage imidlertid talte. splittet. Man får det indtryk, at befolkning, poli- Torben Hansgaard tikere og myndigheder vaklede mellem at kalde de pågældende mennesker for »tyske emigran- ter« og flygtninge. Det var her spændingsfeltet Troels Rasmussen og Lene Wul: Flygt- lå. Forfatterne påpeger, at vi ikke i dag forstår situationen for de landflygtige mennesker og de- ning 38. Baggrunden og rammerne for res behandling i Danmark, hvis ikke vi bl.a. de sudetertyske flygtninges ophold i medtænker tidens meget restriktive fremmed- Danmark 1938-45. Institut for Græn- politik (s. 158). Sagen er vel den, at udlændinge i seregionsforskning, Aabenraa 1999, Danmark ifølge den gældende lov kun kunne være enten turister eller arbejdsindvandrere, og 243 s., 195 kr. for de sidstnævnte var der siden tillæg af 1926 til fremmedloven lagt meget snævre grænser. I marts måned 1938 måtte udenrigsminister Pe- Politimestrene skulle overvåge, at fremmede der Munch overfor den tyske gesandt Cecil von kun indvandrede til fag uden arbejdsløshed og Renthe-Fink forklare, at den danske regerings områder af landet uden boligmangel. I mellem- støtte til de forskellige private hjælpekomiteer krigstiden samt i øvrigt et stykke tid efter 2. for eksilerede personer fra Tyskland ikke mod- verdenskrig betød sådanne bestemmelser i rea- arbejdede tyske interesser og ikke var en provo- liteten et indvandrerstop. Noget flygtningebe- kation overfor Det tredje Rige. Et halvt år sene- greb fandtes ikke juridisk, det var knapt nok re besatte Hitlers tropper Böhmen og Mæhren. skabt politisk og kun under overvejelse teoretisk Dermed blev flygtende sudetertyskere pludselig i 1938, da det sudetertyske problem blev nær- en realitet – også i lille Danmark. værende. Det er udgangspunktet for en undersøgelse, Først med FN-deklarationen om menneske- som oprindelig startede med specialeskrivning rettigheder i 1948 fik det internationale sam- for de to forfattere på historiestudiet ved Odense fund – herunder Danmark – et grundlag at defi- Universitet i 1994. Studierne blev heldigvis fort- nere flygtninge ud fra. 10 år før var der mere sat og kan placeres indenfor den danske gren af åbenlyst tale om en politisk vurdering. Her er den såkaldte eksilforskning, hvor især Hans det tilsyneladende lykkedes for forfatterne at Uwe Petersens mangeårige indsats er kendt af gøre et scoop. Det forekommer med den forelig- mange. Troels Rasmussens og Lene Wuls studier gende undersøgelse godtgjort, at der fra dansk af den sudetertyske flygtningeaktion er gået i side blev tale om en håndsrækning fra socialde- flere retninger, således at grundlaget for en hel- mokrater i Danmark til flygtede tysktalende so- hedsopfattelse efterhånden er etableret og cialdemokrater i Tjekkoslovakiet. Kernepunktet Troels Rasmussen har redigeret og bearbejdet i argumentationen er den socialdemokratiske studieresultaterne til syntesens form. Resulta- flygtningekomités – Matteotti-komitéens – mere

152 Anmeldelser eller mindre direkte indblanding gennem initia- sagt, at det skulle være forkert, når forfatterne tiv til den danske regerings engagement i sagen analyserer sig frem til, at hele aktionen var dybt og ikke mindst i udvælgelsen af de flygtninge, præget af Socialdemokratiet. Det er nok hævet som kom til Danmark. Ved nærmere eftertanke over enhver tvivl, men arbejderbevægelsen var er det måske ikke så overraskende eller mærk- også stærkere end nogensinde før eller siden og værdigt, at den danske Matteotti-komité – som det ville faktisk have været underligt, hvis ikke var stiftet i 1933 – benyttede sig af de mulighe- aktionen var præget af det. Forfatterne viser jo der, som bød sig. Hans Hedtoft-Hansen var en af selv en helt tilsvarende udvikling i Sverige i de drivende kræfter i komitéen og forbindelsen denne sag (s. 82-83). Socialdemokraterne så sig til arbejderbevægelsen i øvrigt og regeringens selv som det eneste værn mod nazisme og fascis- socialdemokratiske ministre – ikke mindst ju- me. Derfor var kampen mod nazisme og fascis- stitsminister K.K. Steincke – var tætte. Derfor me helt integreret med indsatsen for socialisti- var det ikke så svært for Matteotti-komitéens ske flygtninge. I Danmark var det af samme sekretær – Richard Hansen – at komme med i grund helt naturligt, at det var Hans Hedtoft- delegationen til Prag og sørge for hurtig kontakt Hansen, som på mange måder netop var perso- til det sudetertyske socialdemokrati, som man nificeringen af begge indsatser. Det er synd, at derefter samarbejdede med mht. udvælgelsen af den ellers velskrevne analyse og fremstilling af flygtninge til Danmark. Og derfor var det ikke flygtningeaktionens forhistorie skal styres af så svært for K.K. Steincke at forsvare sagen i jagt på sensationer i en skov uden overraskelser. Rigsdagen, da han i sin redegørelse om aktionen Det blev til 163 sudetertyske flygtninge, som bl.a. fortalte, at der hovedsageligt var tale om kom til Danmark i 1938-1939. Da den danske midaldrende arbejdere, nogle af dem jøder men regering afviste at modtage flere flygtninge, var ingen »kommunistiske Provokatører eller uheldi- man ikke alene om denne holdning. De nordiske ge Personer«. lande stod sammen om det negative svar til Fol- Spørgsmålet er imidlertid, om ikke forfatter- keforbundets højkommissær, som siden januar ne her lader sig forføre af et forud for analysen 1939 havde overtaget ansvaret for alle sudeter- fastlagt resultat. Det kan jo være, at Richard tyske flygtninge. Fra regeringens side mente Hansen deltog, fordi han med sin egen tyske so- man, at man havde gjort hvad man magtede cialdemokratiske baggrund forventedes at have også under hensynet til den kritik, man havde let ved at skabe den fornødne kontakt. Man kan været udsat for. Det var et tak for sidst til oppo- jo lægge vægten på den tysk kulturelle bag- sitionen, men også en holdning funderet i en ud- grund eller den socialdemokratiske baggrund, bredt opfattelse af situationen i samtiden. For- som man nu har lyst. Det gjorde Steincke og det fatterne har uden tvivl ret, når de skriver, at gjorde de danske borgerlige partiers medlemmer »den skepsis, som den danske regering generelt af finansudvalget, som stillede spørgsmål til nærede ved at modtage nazismens ofre, bundede Matteotti-komitéens medvirken. Forfatterne dog også i økonomisk smålighed samt en god mener, at det var fordi de borgerlige partier ikke portion fremmedfrygt. En frygt, som i øvrigt blev ønskede »at puste til ilden«, at de undlod at delt af hovedparten af de europæiske demokrati- stemme (s. 65). Nuvel, men hvilken ild? De bor- er«(s. 83). gerlige politikere vidste, at deres stemmened- Af de 163 sudetertyske flygtninge emigrerede læggelse ingen praktisk betydning ville få, men 64 allerede i sommeren 1939 til Canada. En del blot betød at de ikke tog politisk ansvar for sa- af de øvrige flygtede til Sverige den 9. april 1940 gen. Det var vel det samme som at markere, at eller i dagene umiddelbart herefter. En mindre de borgerlige accepterede tingenes tilstand, at gruppe ventede med at flygte til Sverige til efter- de ikke kunne ændre noget, men at de ikke ville året 1943. Ved befrielsen opholdt der sig 79 af de lægge navn til noget, de mente var et socialde- »danske« sudetertyske flygtninge i Sverige. Af mokratisk projekt. Andet og mere var der vel dem vendte 54 tilbage til Danmark og inden ud- ikke i det. Det kan formodentlig tolkes som for- gangen af 1959 var 48 af disse meddelt dansk fatterne gør, når de konkluderer, at justitsmini- indfødsret. steren førte Finansudvalget bag lyset med sine Der var altså ikke tale om nogen stor aktion, svar, men de refererede svar synes nu heller og det blev ikke så mange mennesker, som fandt ikke at være helt forkerte. Snarere overdrev og deres varige opholdssted her i landet. Omstæn- underdrev Steincke efter behov i sagen og når dighederne gjorde Canada og Sverige til alterna- han sagde i både Rigsdagen og Finansudvalget, tiver. I lyset af aktionens lidenhed er det netop at Matteotti-komitéen ikke ville blive involveret interessant, at det blev en indsats, som gav an- i det praktiske arbejde med flygtningene efter ledning til relativ megen omtale og stillingtagen ankomsten til Danmark, så kunne det jo være for og imod i Danmark. Sudetertyskerne i Dan- en hensigt og ikke nødvendigvis et politisk løfte. mark er først og fremmest interessante, fordi op- Man skal altså alt i alt nok være forsigtig med at fattelsen og behandlingen af dem blev så ander- konkludere for firkantet omkring Socialdemo- ledes i 1938-1940, end den der blev de østpreus- kratiets deltagelse i aktionen. Dermed ikke siske tyskere til del efter befrielsen i maj 1945.

153 Anmeldelser

Den danske stat var absolut den, der kom til forskningsfelt. Det har bl.a. – og især – redak- at bære hovedudgifterne med den sudetertyske tøren af det her anmeldte værk ydet sit væsent- flygtningeaktion. Staten havde fra første færd, lige bidrag til. Ikke desto mindre må man kon- som forudsætning for overhovedet at gå ind i ak- statere, at der er to centrale tilgangsvinkler til tionen, at de sudetertyske flygtninge skulle rejse emnet, der ikke hidtil har været systematisk be- videre til oversøiske lande. Også denne holdning arbejdet, nemlig den metodiske, herunder spørgs- delte den danske stat med de fleste andre euro- målet om kildegrundlaget, og den lokale. Begge pæiske stater. I betragtning af, at man egentlig aspekter indgår naturligvis i værker om en- blot regnede med et midlertidigt ophold i Dan- keltskove eller de danske skoves historie, men mark for flygtningene, kan myndighedernes som særskilt objekt har de to forhold ikke været holdninger – som de er spejlet i handlinger over- behandlet. Det sker nu med bogen Skoven i lo- for flygtningene – med rimelighed tolkes endog kalhistorien. Hensigten med bogen er, jf. presse- endnu hårdere, end forfatterne i denne bog har meddelelsen, at udgive en samling »metahistori- gjort det. er,« der ikke blot skal være en antologi af læse- Forfatterne har valgt at følge flygtningene i værdige artikler om et bestemt emne i en be- Danmark gennem en beskrivelse af deres forhold stemt lokalitet, men også kunne bruges som in- set udefra. Det bliver næsten et perspektiv oppe- spiration og håndbog for den læser, der måtte fra, hvilket er synd for fremstillingen. Lige me- ønske at arbejde med skovens historie i sin egen get, hvor flittigt forfatterne tæller på de 163 flygt- lokalitet. Et ambitiøst projekt, med andre ord. ninges forhold og fortæller om, hvor mange der Den grafiske tilrettelægning af Skoven i lo- gjorde det ene og det andet, lige lidt kan deres si- kalhistorien er udmærket. Bogen er i hardback, tuation opleves som nærværende. Og der vil hele brødteksten tospaltet, ganske tættrykt men vel- tiden være områder, hvor forfatterne kunne have illustreret, og redaktøren har gjort sig den ulej- talt videre. Hvordan gik det f.eks. for de sudeter- lighed at etablere et fortløbende noteapparat, tyske børn, som kom i den katolske skole i Oden- placeret samlet bagest i bogen (s. 103-109), og se? (s. 124). Er det overhovedet rimeligt med sta- tillige rubriceret under de enkelte artikler, så tistisk metode på nationalt niveau, når grundla- opslag er let, de relevante noter hurtige at finde. get er så lille et antal skæbner som 163? Det kun- Desuden er bogen forsynet med centrale forfat- ne formodentlig have været givende, hvis forfat- teroplysninger (s. 110-111), så vi ved, hvem vi terne havde ladet en grundig fremstilling af en- har med at gøre, nemlig en række eksperter i keltskæbner indgå med meget større vægt og i forskellige aspekter af skovens historie. Emner- mere fremtrædende form. Det forekommer så ne er mangfoldige, og hvert emne er centralt og meget desto mere naturligt, når der i bogens flot- overbevisende behandlet, hvorfor alle bogens ar- te illustrationsmateriale indgår en hel del priva- tikler da også kort skal omtales. te optagelser fra »Forfatterens samling« og det i Arkæolog Jesper Laursen indleder bogen med omtalen af kildematerialet faktisk fremhæves, at artiklen »Fortidens spor i skovene«, der på ud- udlændingesagerne i politiets arkiver er »ganske mærket vis angiver måder at opdage »skjulte« detaljerede« (s. 168). En biografisk tilgang havde spor efter menneskelig aktivitet i kulturland- formodentlig været mulig, og havde helt sikkert skabet, i dette tilfælde i skovene syd for Århus. været relevant, når det trods alt blot er 163 men- En yderst informativ artikel, der nævner eksem- neskeskæbner,det hele handler om. pler på levn efter menneskelig aktivitet, fra Det er et spændende emne, som her er taget råstofudnyttelse af forskellig art til fritidsbrug, op af Troels Rasmussen og Lene Wul. Vi må uan- og tillige gør opmærksom på en række uregistre- set undersøgelsens form være taknemmelige rede fortidsminder i skovene ved Århus, og tilli- over for forfatterne, som hermed demonstrerer, ge angiver, at lignende forhold må gøre sig gæl- at flygtningepolitikkens skabelsesberetning i dende andre steder, hvilket foranlediger forfat- Danmark også er andet end en historie om opgør teren til at opfordre lokalhistorisk interesserede med antisemitisme. til at tage fat på denne oplagte opgave. Laursens Henrik Zip Sane artikel peger således på et konkret projekt, hvilket er i tråd med bogens intention. En væsentlig indvending mod Laursen er, at han i noterne Bo Fritzbøger (red.): Skoven i lokalhi- stort set kun henviser til egne arbejder i stedet for til de primære kilder, der opremses til en storien. Dansk Historisk Fællesråd og start. Det havde været på sin plads at give Skovhistorisk Selskab, 1999, 111 s., præcise henvisninger, netop for at vise konkrete 150 kr. anvendelsesmuligheder. Dr. agro. Erik Holmsga- ard har i »Skovdyrkningen former skoven« givet en oplysende opsats, som både fortæller historie, Man kan ikke hævde, at de danske skoves histo- naturhistorie og om menneskets indgreb i sko- rie hverken som nationalt fænomen eller for så ven fra fortid til nutid. Lokaliteten er Frejlev vidt ang. specielle forhold og emner er et forsømt Skov på Lolland, og Holmsgaard formår at for-

154 Anmeldelser tælle en »Frejlev skovs historie« i kort form, og vil Christensens artikel finde helt konkret an- afslutter i øvrigt med et give råd og vink om sko- vendelse i andre lokale studier. varbejde for lægmand. »Naturen – den levende Arkitekt maa. Jørgen Ganshorns arbejde om historiefortæller«, af ph.d.-studerende Bente »Skovvæsenets bygninger«, med det fynske Jessen Graae og lektor Peter Milan Petersen stamhus Hvedholm som objekt, behandler på indgår som publikation nr. 12 fra forskningspro- baggrund af arkivalske undersøgelser bygnings- jektet Fortid og flora under forskningsrådspro- historie og konstruktion af godsets barklade og grammet Menneske, landskab og biodiversitet. skovfogedhuse. Ganshorns opgave har været en Der er tale om et potentielt kontroversielt arbej- smule utaknemmelig, idet han konkluderer, at de, der ud over at redegøre for alment anvendeli- skovvæsnets bygninger ikke i boligplanen ad- ge iagttagelsesmetoder på få linier tillige be- skiller sig væsentligt fra tilsvarende huse; kun handler danskerens natursyn, idet forfatterne produktionsbygningerne er tilpasset de forhold, indledningsvis omtaler skoven som menneske- som erhvervet krævede. Sådan set ikke særligt skabt kulisse. Man kan hævde, at titlen er mis- overraskende, men så er dét eftervist. Cand. phil. visende. Det er ikke naturen, der fortæller. Det Mogens Hansen beskæftiger sig i »Hede bliver til er menneskets indgreb der lader sig aflæse i det, skov« med de østdanske bestræbelser på at op- der strengt taget må betegnes som ødelagt eller i dyrke og beplante den jyske hede, og konklude- det mindste manipuleret natur. Forfatterne re- rer stik imod den vel nok almindelige opfattelse, degør da også glimrende for skovdyrkningens at heden for det første udgjorde en væsentlig res- konsekvenser, som den lader sig påvise i vegeta- source for hede- eller engbønderne, og at de sam- tion, udbredelse og vækst. me aldeles ikke kunne se nogen idé i opdyrknin- Lærer ved Forskningscentret for Skov & gen, men tvært imod kun nødigt afstod hedejord Landskab Ebbe Bøllehuus redegør for »Skovbru- til Dalgas og andre opkøbere, som agtede at an- gets værktøj« i en artikel, der giver et godt over- lægge »Københavnerplantager« i det jyske. Også blik over udvikling og afvikling af skovbrugets Mogens Hansen inddrager natursynet i sit arbej- værktøj, og som tillige er god at få forstand af for de, og afslutter med at spørge om, hvorvidt natur museumsfolk, der har skove og skovbrug i deres er noget der skal kultiveres, og om det er natur ansvarsområde, mens mag.art. Lilly Wiberg med eller plantager vi har behov for. udgangspunkt i en etnologisk undersøgelse af Jesper Laursen har foruden bogens første ar- Vallø Stifts skovbrug i »Skovbrugets arbejdere« tikel også bidraget med arbejdet »Skov og jagt«, fortæller om de folk, der bruger værktøjerne, og der undersøger herregårdsjagt og skove i det om uddannelse, vilkår og selvforståelse i.f.t. an- vidtstrakte jyske grevskab Frijsenborg i tiden dre jobs i perioden 1920-1985. For såvel Bøllehu- 1880-1930. En glimrende fremstilling af denne us’ som Wibergs bidrag gælder det, at udviklin- ikke uvæsentlige del af skovenes historie, tillige gen tegner en linie fra hårdt arbejde med dårlige med en udmærket generel kilderedegørelse for og tunge redskaber, men udført i fællesskab med emnet. Lige så fjernt de tunge redskaber er fra andre, til mindre hårdt arbejde med højeffektive nutidens skovarbejdere, lige så fjernt er dati- redskaber, men udført i tiltagende isolation og dens store parforcejagter fra de fleste af nuti- under akkordmæssige vilkår, der gør det van- dens jægere. Ph.d. Bo Fritzbøger, en af landets skeligt at skelne skovarbejderens fra industriar- velmeriterede skovhistorikere, skriver i »Skov bejderens vilkår, uagtet en sådan påstand ikke og landskab« om skovene ved Bjerringbro i vil blive taget for gode varer blandt skovarbejde- Midtjylland og om landsbyen Ønslev på Falster, re. og følger udviklingen i de to forskellige lokalom- «Skovbrugets personalhistorie« af cand.mag. råder. Fritbøger konkluderer, at denne udvikling Tommy P. Christensen er metodisk set bogens på udmærket vis illustrerer forskellen mellem bedste bidrag. Med skovrider L.P. Nellemann i Øst- og Vestdanmark, hvor man i øst har oplevet Hesnæs på Falster som udgangspunkt eller un- reduktion i skovarealet, og i vest en vældig dersøgelsesobjekt for en tour de force i systema- fremgang. Også Fritzbøgers artikel er blevet til tisk materialeindsamling, giver forfatteren en inden for rammerne af et større projekt, nemlig anvisning på søgning og indsamling af litteratur forskningsprojektet Grænser i landskabet under og upubliceret kildemateriale, herunder brug af forskningsrådsprogrammet Menneske, land- museer og arkiver. Det gælder lokalt, regionalt skab og biodiversitet (s.108). Med mag.art. og nationalt stof. Alene note 74 (s. 105) er et lyn- Charlotte S.H. Jensens artikel »På grænsen til kursus i systematisk litteratursøgning, som na- den anden verden« bevæger vi os væk fra fysiske turligvis bør gennemføres, før man konsulterer forhold til en fremstilling af skoven i folketroen, arkiverne. Desuden redegør Christensen for be- af sagn knyttede til skoven, og til fortællinger grænsninger i materialet og for arkivmæssige om kloge træer og helligkilder, røvere og skovty- vanskeligheder i sin fremstilling, hvis metodiske ve, genfærd og slattenpatter. Jensens velunder- tilgange gælder alle undersøgelser, men her med byggede pointe er, at skoven er – eller var – en udgangspunkt i skovens lokalhistorie. Sammen grænsezone mellem menneskets og det overna- med Bøllehuus’ genstandsorienterede arbejde, turliges verden.

155 Anmeldelser

Skoven i lokalhistorien formår at leve op til mindsket og de glade, gæstfrie danskere mindre den ambitiøse programerklæring, nemlig at høflige og tolerante, hævder forfatteren. være en samling »metahistorier.« Det er centrale Quraishys bog påpeger allerede i sin titel to emner der behandles grundigt. Det har krævet historiske kendsgerninger, der let glemmes i den en stram redaktion for ikke at falde ud som en nationale historieskrivning og formodentlig for- bog med løst og fast om skoven i fortid og nutid, trænges af de fleste fanesvingende nationalister. hvilket er en nærliggende risiko. Gentagelser af Den ene er det simple forhold, at de danskes hi- forskellige forhold er ligeledes en nærliggende storie også er en historie om en bestandig ind- risiko, men er undgået, enten ved grundig re- og ud-vandring, her eksemplificeret ved indvan- daktion eller ved klare formuleringerne af de en- dringen fra Punjab-provinsen i Indien, der siden kelte forfatteres opgaver. Når samme forhold 1947 har været en del af Pakistan. omtales i forskellige artikler, har omtalen altid Den anden historiske kendsgerning er – hvil- uddybningens eller supplementets karakter. ket åbenbart er ubekvemt for en del danskere – Endvidere betyder de mange, relativt korte ar- at Danmark længe har været et mere eller min- tikler, at læserens opmærksomhed fastholdes. dre multietnisk samfund: Sigøjnere, jøder, han- Bogen lever op til dens dobbelte formål, nemlig seatiske handelsmænd, hollandske grønsagsav- både at give gode fremstillinger om enkeltemner lere, franske huguenotter, bøhmiske glasmage- og –lokaliteter, og at kunne fungere som hånd- re, tyske forstfolk, galiziske malkepiger, italien- bog i det lokalhistoriske arbejde med skoven ske terrazzo-arbejdere, svenske banebørster osv. som emne, om end nogle artikler er metodisk har gennem hele danmarkshistorien i større el- mere relevante end andre. ler mindre antal slået sig ned i den danske kon- Hvad endelig angår udgiversamarbejdet må ges riger og lande. det siges, at Dansk Historisk Fællesråd og Bogen, der består af 36 (!) korte kapitler kom- Skovhistorisk Selskab her har taget et meget mer vidt omkring, og det er tydeligt, at Quraishy rosværdigt initiativ. Det er oplagt, at Dansk har meget på hjerte og møder megen uvidenhed Historisk Fællesråd går sammen med en med- og mange fordomme, når han holder sine fore- lemsforening, for at begge kan hjælpe hinanden drag rundt om i landet. med vigtige udgivelser. Skoven i lokalhistorien Det historiske perspektiv introduceres i for- bør følges op af lignende initiativer om andre bindelse med indvandringen (afsnittet »Gæste- emner. arbejdere bliver indvandrere«) og i en yderst Henrik Gjøde Nielsen summarisk »Pakistans historie – kort fortalt«. Mest fængslende er dog skildringen af migratio- nens »tidsfælde«, der direkte og indirekte frem- Bashy Quraishy: Fra Punjab til Vester- står flere steder i bogen, f.eks. i »Livet i en ventesal«, hvor en ældre herre, der kom til Dan- bro. Det pakistanske samfund i Dan- mark for familiens skyld siger (s. 73): »Det er mark. Forlaget Etnisk Debatforum, som om, at jeg har tilbragt mit liv i en ventesal. 1999, 144 s., 139 kr. Hele tiden har jeg været splittet mellem dér og her. Og når jeg siger til mine sønner, at vi skal tage tilbage til Pakistan, så vil de ikke (…) Jeg Forfatteren til denne bog er født i Indien, opvok- var så naiv, at jeg troede, de kunne blive ved med set i Pakistan, har studeret i Tyskland, USA og at være pakistanere, selv om de tilbragte næsten England, og siden 1970 har han været bosat i hele deres liv i Danmark.« Hvis det efter mange Danmark. Det er således en kosmopolitisk pa- år lykkes at skaffe penge nok til at besøge hjem- kistaner, der skriver om det pakistanske sam- landet, kan emigranten konstatere, at også her fund i det danske. I bogens indledning giver han har tingene forandret sig. De indtryk, og det bil- en rammende beskrivelse af god dansk takt og lede af forholdene, som man havde bragt med sig tone, som den endnu kunne opleves i den danske er nu forældet og idealiseret. »Nogle af de pakis- hovedstad. I 1970 stod han ved nattetide på tanske familier i Danmark lever efter de samme Rådhuspladsen og skulle til Amager. Da han familietraditioner, som de gjorde i Pakistan i ikke kendte vejen, prajede han en politibil og 1960’erne. De bliver ofte meget chokerede over at spurgte om vej. Politibetjenten så på ham, smile- se den liberale holdning og livsstil, de møder, når de og sagde: »Hop in, we will drive you there«. de tager tilbage«, anfører forfatteren (s. 80). Det var først i slutningen af 1960’erne, at de Det er næsten som at besøge dansk-ameri- første pakistanere kom til Danmark som gæste- kanske kolonier i USA, hvor det tit bliver til en arbejdere, og endnu i 1970 var de et sjældent sær, syntetisk danskhed ude af trit med udvik- syn. I dag er der næsten 17.000 pakistanere i lingen i hjemlandet. Tilbringer indvandrerne Danmark, oplyser forfatteren, der supplerer med længere tid i deres hjemland, inden de atter rej- fordelingen af statsborgerskaber på pakistanere ser til det land, hvortil de var udvandret, kan de i Danmark (dansk, pakistansk, engelsk). I takt også her opleve forandringer. Det pakistanske med denne udvikling er gæstfriheden blevet samfund i Danmark er selvfølgelig ikke det

156 Anmeldelser samme i dag som for en generation siden. Såvel er langs Dinga Road i Punjab-provinsen bør ind- som udvandrere må således opleve den hverken overraske danskere eller pakistanere. »tidsfælde«, at man ikke samtidig kan være Den foreliggende bog er således langt fra en nærværende to forskellige steder på jordkloden. historisk fremstilling i traditionel forstand, men En pakistansk familie i Danmark, hvor foræl- her skildres en historie, der rækker langt ud drene kun har besøgt Pakistan en eller to gange over historien om det pakistanske mindretal i i løbet af de sidste 25 år, og børnene kun har Danmark. Her er stof til historien om minorite- været der én gang – eller aldrig – kan selvfølge- ternes situation i et multietnisk samfund, der lig ikke være vant til de aktuelle forhold i Pakis- har tilpasningsvanskeligheder, om et fædreland tan. At det for eksempel sætter alles tolerance der kun findes inde i vore hoveder, og om den del på en hård prøve ved arrangerede ægteskaber, af menneskeheden der til alle tider har søgt lyk- hvor den ene part er født og opvokset i Danmark ken og den sociale tryghed i et fremmed land. og den anden kommer fra en af de små landsby- Tommy P. Christensen

157 Dansk Historisk Fællesråds repræsentantskabsmøde 17. november 1999 på Fuglsø

DHF’s formand Birgit Løgstrup bød i perspektiv af gårsdagens samfund. velkommen til repræsentantskabsmø- Derved mister vi muligheden for at det og præsenterede styrelsen, hvoref- forstå samfundet i dag. Det er så let at ter man gik over til dagsordenens sige, at det er journalisterne, der er første punkt: uvidende. Hvis det var journalisterne alene, så ville andre samfundsdebat- 1) Valg af dirigent tører vel tage til genmæle – og forklare Efter forslag fra styrelsen blev Grethe den rette sammenhæng? Men det sker Ilsøe valgt. Grethe Ilsøe takkede for sjældent. Det tager jeg som udtryk for valget og konstaterede, at indkaldel- samfundets begyndende historieløs- sen til repræsentantskabsmødet var hed. I skolen undervises der stadig i udsendt 6 uger før mødet og altså lov- historie, men det er under pres fra ligt varslet. Mødet holdes først i 4. mange nyttige redskabsfag, som vil kvartal, da det holdes sammen med lægge beslag på elevernes tid. Danske Kulturhistoriske Museer (DKM). Historiens brug 2) Godkendelse af forretningsorden Når historien så virkelig anvendes, Som referent valgtes Birthe Skovholm hvad benyttes den så til? Historien i og som stemmetællere Lars Holst og Danmark kom til verden tilbage i mid- Michael Bregnsbo. delalderen, hvor formålet med Saxo Grammaticus var at legitimere kon- 3) Godkendelse af nye medlemmer geslægten som den rette arving til den Jysk arkæologisk Selskab har søgt om danske krone. Begivenhederne i forti- optagelse i DHF. Deres medlemsskab den blev sorteret efter dette ene forblev godkendt af forsamlingen. mål. På samme måde skal historien i dag legitimere den danske national- 4) Beretning stat, som den ser ud i dag. Der sættes Sidste repræsentantskabsmøde blev fokus på området fra Skagen til den holdt i april 1998, og beretningen dæk- nuværende grænse nord for Flensborg, kede derfor perioden 1998-99. Beret- og Fyn, Sjælland med omliggende øer ningen blev aflagt af formand Birgit – og til nød også Bornholm, Færøerne Løgstrup: og Grønland. Det er de danskes øer, der fokuseres på, som om formålet med Danmarks historie har været at Historieløshed finde frem til netop dette landområde. Følger vi lidt med i samfundsdebatten Det nuværende Danmark fremstilles i medierne, bliver vi slået af den histo- som målet for den historiske udvik- rieløshed, som ofte kommer til udtryk. ling, der har fundet sted. Det er som om alle med stor undren Det er á priori den gode udvikling – konstaterer problemer, uden at se dem tilsyneladende i modsætning til, at for-

158 Meddelelser tiden ofte fremstilles som mørk, elen- Dansk Historisk Fællesråd dig og barbarisk sammenlignet med den gode og lyse nutid. Det er normalt Hvad har DHF foretaget sig i det for- en fremskridtstro, der ikke ejer diffe- løbne år for at leve op til sit ansvar rentieringens nådegave. Det samme som medspiller i den debat om sam- må siges om de gamle mørkemænd, fundets orientering – i dialogen med der påstår, at alt var bedre i fortiden. de andre forklaringsmodeller til sam- Det vil normalt sige deres egen umid- fundsudviklingen? Dette opfatter jeg delbare fortid – deres barndom. Denne som det grundlæggende krav til en pa- holdning er ikke udtryk for større dif- paplyorganisation, der stort set omfat- ferentiering. ter alle aktører indenfor historiens verden. Historiens nytte Heldagskonference om Historiens Hvad er da nytten af historien? Den Strategi kan ikke forære os målet med vor til- værelse. Den kan ikke diktere os en DHF afholdt en heldagskonference vej ud af et problemkompleks. Men med titlen Historiens Strategi den 14. den kan give os nogle analyseredska- november 1998 i Nationalmuseets ber. festsal. Antropolog, dr.phil. Anne 1. Først og fremmest kan historien Knudsen holdt hovedoplægget: Hvad rent objektivt give os en kronologi, som skal vi med historien? Hun analysere- vi kan indordne vor viden i. Et netværk de historieløsheden i samfundet og gav eller en knagerække, som begivenhe- sit svar på historiens nytte med hen- derne kan hænges op på. visning til kronologien – forstået som 2. Dernæst kan den sammen med det skelet, vi hæfter historiske oplys- geografiske videnselementer og forti- ninger op på. dens teknik få os til at se sammen- Så blev der givet svar fra bevarere hænge i beskrivelsen af fortiden. af kulturarven – altså fra arkiver, bib- 3. I det hele taget kan historieviden- lioteker og museer. Underviserne i hi- skaben lære os at afdække en række storie, dvs. folkeskolen, gymnasiet og strukturer i samfundet til forskellige universiteterne leverede et defensorat. tider, der bibringer os forståelse af for- De gjorde, hvad de kunne under de tiden og dermed også af nutiden. givne forudsætninger, dvs. med de 4. Med til strukturer hører også for- midler samfundet stillede til rådighed. tidens forestillingsverden. Hvad troe- Derimod gik interesseorganisationer- de vore forfædre på? Hvad var deres ne direkte til angreb på den såkaldte forestillinger om det gode og det onde? historieløshed og beviste, hvad histori- 5. Alle disse bestræbelser er nødven- en betød for deres medlemmer, slægts- dige for at forstå samfundsudviklingen forskere og lokalhistorikere. Der var og for at få fat i, hvor det enkelte men- en livlig diskussion – og ikke mindst neske har handlet på egen hånd, og pga. Anne Knudsens meget provoke- hvor det bare har ladet sig lede af det rende oplæg. omgivne samfund – af de andre. Kort sagt historien er nødvendig, for Historiens Verden at vi kan orientere os i fortiden såvel som i nutiden. Disse indlæg er senere blevet udgivet under titlen Historiens Verden, hvor de er forbundet med en beskrivelse af DHF og de fire landsdækkende fore-

159 Meddelelser ninger sammen med en oversigt over daktøren er Bo Fritzbøger. Det er ble- DHF’s medlemmer. Ideen hertil opstod vet en spændende udgivelse om sko- på sidste års repræsentantskabsmøde, vens kulturhistorie. Den rummer ar- som vi holdt sammen med Dansk Lo- tikler om Naturen, Skovbrugets værk- kalhistorisk Forening (DLF). Her blev tøj, Skovbrugets arbejdere, Skovbru- der givet udtryk for foreningens van- gets personalhistorie, Skovbrugets skeligheder med at forklare lokale bygninger, Skov og jagt og På grænsen myndigheder og organisationer, hvad til den anden verden – om de foretillin- forskellen er på f.eks. lokalhistoriske ger, der har været knyttet til skoven. arkiver og lokalhistoriske foreninger. Artiklerne er spændende i sig selv og Nu har vi leveret dem et middel i hæn- samtidig tænkt som forbillede for loka- de, der både giver en spændende indle undersøgelser af samme temaer. føring i debatten om historiens nytte og en beskrivelse af medlemsforenin- Fortid og Nutid gerne – og til en pris af kun 50 kr. for 52 sider. Pamfletten – som vi kalder den – Men den største udgivelse og formid- er udkommet for en måned siden. lingsindsats indenfor DHF er dog For- tid og Nutid. I titlen på dette tidsskrift har vi spændingen i historiens strategi Historie til Salg mellem fortid og nutid, som jeg indled- I det hele taget bestræber DHF sig på te min beretning med. Det var et nyt at varetage de opgaver, som medlems- redaktionsteam, der overtog redaktio- foreningerne ikke kan løse på egen nen pr. 1.1.1998 med arkivar, senior- hånd. Det gjorde vi også med nyudgi- forsker Margit Mogensen, arkivar, velsen af Historie til Salg, der er en seniorforsker Karl Peder Pedersen og fælles brochure for de historiske vær- museumsinspektør Lene Floris. Der ker, som medlemsorganisationerne un- havde i 1997 været visse problemer der DHF har udgivet. Den er desuden med leverancen af de enkelte hæfter, lagt på Internet på DHF’s hjemmesi- men det er der rettet op på nu. De de. Men der er ikke mulighed for cen- kommer til tiden – på dato skal jeg hil- tral bestilling over nettet. Man må se og sige. Og med et meget spænden- henvende sig til de adresser, der opgi- de indhold. Anmeldelserne dækker ves i bogen. Det var DHF’s hensigt, at bredt og kommer også i tidsskriftet Historie til Salg allerede sidste år med imponerende hurtighed. skulle afløse DHF’s direkte præsenta- Vi tabte – ikke uventet – abonnenter tion på den årlige bogmesse i Køben- på den usikre udgivelseskurs, før den havn, således at den lå på de kulturhi- nye redaktion tog over. Det har vi for- storiske tidsskrifters stand. Det kom søgt at rette op på med udsendelse af den netop desværre en uge for sent til en hvervefolder. Den har foreløbig re- sidste år. Men vi har sendt den i år. sulteret i ca. 100 nye abonnenter. Men den bedste reklame er dog de gode hæfter, der kommer til tiden. Skoven i lokalhistorien Desværre stopper Margit Mogensen Så har vi netop udgivet Skoven i lokal- redaktionsarbejdet pr. 1.1. 2000 pga. historien sammen med Skovhistorisk manglende tid. Det har vi beklaget i Selskab. Det er et andet aspekt af redaktion og styrelse. Men vi takker DHF’s formål, hvor en medlemsfore- Margit Mogensen for hendes store ind- ning har behov for vores støtte til som sats og engagement i arbejdet. Hun af- her en udgivelse, kan vi gå ind i et løses af Peter Henningsen, ph.d.-stu- samarbejde om et fælles projekt. Re- derende ved Københavns Universitet.

160 Meddelelser

De danske levnedsforløb Og det vil vi så gøre og – hvis det er muligt udgive dem i samarbejde med Det store projekt de sidste par år har dem. Ministeriets brev aftrykkes som været arbejdet med etaterne – de dan- bilag til denne beretning i Fortid og ske levnedsforløb. Det sigter mod en Nutid, så svaret kan læses i sin sam- elektronisk udgivelse af trykte etater menhæng. Mange af vore medlemmer – f.eks. præster, lærere, ansatte i told- har problemer med ophavsretlige etaten, mejerister, erhvervsfolk osv. spørgsmål. Udgangspunktet var et ønske om at Nu starter vi arbejdet med den elek- ocr-scanne og udgive de trykte etater troniske udgivelse. Det lægges i hæn- på cd-rom og dermed i søgbar form. derne på Kim Furdal, der både er pro- Der har været mange problemer af jektleder og formand for styregruppen, praktisk og juridisk art, som først måt- der skal følge arbejdet. I gruppen sid- te ryddes af vejen. Vi gennemførte der Gunner Lind, Hans Worsøe og sommeren 1998 et pilotprojekt ved In- Henning Ballegaard, medlem af sty- stitut for Sønderjysk Lokalhistorie, relsen og formand for SSF.Vi forventer hvor stud.mag. Lotte B. Olesen under os meget af denne indsats og ser frem Kim Furdals tilsyn gennemførte en til de første resultater. række scanningsforsøg med tilhørende rettelser. Formålet var både at få et Tak til styrelse og ekspedition indtryk af de krav, der måtte stilles til grundmaterialets tekniske kvalitet, og Jeg vil gerne slutte beretningen med den tid arbejdet faktisk tog at udføre. at takke medlemmerne af styrelsen for Resultatet er blevet, at vi ikke gen- et godt samarbejde og Ingrid Christen- nemfører ocr-scanning, men i stedet sen for at varetage vort ekspeditions- billedscanning til en elektronisk re- kontor på bedste måde. proudgave. Det kombineres med regi- Herefter blev beretningen godkendt strering i en database af de biografere- med akklamation. de personer. Vi starter med lærere. Men inden vi kom så vidt, måtte vi 5) Regnskab først undersøge de ophavsretlige spørgs- Kasserer Peter Korsgaard fremlagde mål, som kunne være forbundet med regnskabet, der blev godkendt med ak- en sådan udgivelse. Vi forespurgte i klamation. Kulturministeriet, som svarede i et brev af 2. juli 1999. Iflg. de almindelige 6) Indkomne forslag regler er retten til litterære og kunst- Punktet bortfaldt, da der ikke var ind- neriske værker for ophavsmanden be- kommet forslag. skyttet i hans levetid + 70 år derefter (iflg. § 2 i ophavsloven). Der er også 7) Budgetforslag og kontingentfastsæt- iflg. § 5 rettigheder for den der sam- telse menstiller eksisterende værker på en På grund af det sene tidspunkt for re- sådan måde, at de udgør et nyt værk, præsentskabsmødet, og fordi man ved f.eks. leksika. Kataloger, tabeller og ansøgninger ofte skal vedlægge bud- data beskyttes efter § 71 i 15 år – og getter for både et og to år, forelå både har altså ikke betydning her. Men Budget 1999 og Budget 2000. Begge hvad er en etatudgivelse, der bygger budgetter blev gennemgået af kassere- på de biograferedes egne oplysninger? ren og godkendt af forsamlingen. Sty- Kulturministeriet anbefaler, at vi ta- relsen foreslog uændret kontingent, ger kontakt til de foreninger, der har hvilket blev vedtaget. udgivet de pågældende publikationer.

161 Meddelelser

8) Valg til styrelsen 1) Birgit Løgstrup har fuldført Gre- Følgende blev valgt for 2 år med ak- the Ilsøes arbejde for at få DKM med i klamation: DHF igen. Thomas W. Lassen, Maribo Museum (i 2) Med sine gode talegaver og store stedet for Birgit Løgstrup) overtalelsesevne har Birgit Løgstrup Carsten Porskrog Rasmussen, Århus skaffet en ny redaktion til Fortid og Universitet (i stedet for Gunner Lind) Nutid. Grethe Banggård, Odense Universitet 3) Historiens Strategi er Birgit Løg- (i stedet for Peter Korsgård) strups værk. Herefter glædede Grethe Ilsøe sig 9) Valg af suppleant til styrelsen over, at vi nu »alle« er i samme båd Erik Nørr, Landsarkivet for Sjælland igen, dvs. DKM er atter med i DHF. (i stedet for John T. Lauridsen). Herluf Nielsen henstillede, at man i Fortid og Nutid omtalte hvilke bøger, 10) Godkendelse af revisor der er på lager. Birgit Løgstrup svare- Det hidtidige revisionsfirma, Ernst & de, at der pga. pladsproblemer på vort Young blev på styrelsens forslag god- lager på Rigsarkivet for et par år siden kendt. blev holdt udsalg, og at vi nu kun har et relativt lille boglager. 11) Eventuelt Grethe Ilsøe takkede herefter for- Birgit Løgstrup takkede Peter Kors- samlingen for god ro og orden, hvoref- gård for de mange år som kasserer og ter Birgit Løgstrup takkede dirigenten overrakte gave. for god ledelse. Repræsentantskabs- Peter Korsgård takkede Birgit Løg- mødet blev herefter afsluttet. strup for hendes store arbejde i DHF og trak særlig tre punkter frem: Birthe Skovholm Grethe Ilsøe

162 Meddelelser Bilag

Kulturministeriet 2. juli 1999

Lektor Gunner Lind Dansk Historisk Fællesråd

I brev af 18. februar 1999 til Kulturministeriet har De på vegne af Dansk Histo- risk Fællesråd rejst en række ophavsretlige spørgsmål i forbindelse med en plan- lagt cd-romudgivelse af biografisk materiale fra perioden 1850-1960. Materialet består hovedsagelig af samleværker, som indeholder korte biografier af enkelt- personer. Biografierne er kompilationer af indsendt materiale fra de biograferede personer, og biografierne fremtræder hovedsagelig som skematiske gengivelser af det indsendte materiale. Der forekommer dog også værker, hvor stoffet er om- skrevet til almindelig prosa. Værkerne er udgivet af faglige foreninger og af mindre forlag. Kulturministeriet skal i den anledning oplyse, at litterære eller kunstneriske værker nyder beskyttelse efter ophavsretslovens § 1. Beskyttelsen indebærer, at ophavsmanden efter lovens § 2 har en eneret til at fremstille eksemplarer af sit værk og til at gøre værket tilgængeligt for almenheden. Beskyttelsen varer i op- havsmandens levetid + 70 år. Efter ophavsretslovens § 5 ydes der endvidere beskyttelse til den, som sam- menstiller værker eller dele af værker på en sådan måde, at sammenstillingen i sig selv udgør et værk. Bestemmelsen finder typisk anvendelse på leksika, aviser m.v. Der skal være tale om et værk, hvilket betyder, at ophavsmanden skal have ydet en selvstændig skabende indsats. Heraf følger, at enkeltoplysninger og rå- data som sådan ikke beskyttes efter ophavsretsloven. Efter lovens § 71 ydes der imidlertid en særlig beskyttelse af kataloger, tabeller, databaser og lignende frembringelser, hvori et større antal oplysninger er sam- menstillet, eller hvor sammenstillingen repræsenterer en væsentlig investering. Beskyttelsen indebærer, at fremstilleren skal give samtykke til kopiering eller til- gængeliggørelse for almenheden af en væsentlig del af indholdet. Beskyttelsen af disse frembringelser varer i 15 år og vil således ikke være relevant for de publikationer af ældre dato, som De har intention om at anvende. På baggrund af det oplyste må Kulturministeriet være af den opfattelse, at en vis formentlig mindre del af det materiale, De ønsker at anvende, kan være be- skyttet efter ophavsretslovens § 2 eller § 5. Ministeriet skal derfor anbefale, at De tager kontakt til de foreninger, som har udgivet de pågældende publikationer, inden De iværksætter en udgivelse på cd-rom af det biografiske materiale. Til Deres orientering vedlægges et eksemplar af ophavsretsloven.

Ministeriet beklager den forsinkede besvarelse.

Med venlig hilsen Martin Kyst fuldmægtig

163 Meddelelser Dansk Historisk Fællesråds årsregnskab for 1998

Resultatopgørelse for 1998

Regnskab Budget Regnskab 1998 1998 1997

DHF Styrelsen Indtægter ...... 42.262 40.000 36.735 Udgifter: Møder mv...... -26.718 -15.000 -9.582 Aktiviteter (nettoudgift) ...... -22.298 -80.000 0 Administration incl. edb-udgifter . . . . . -41.265 -35.000 -34.278 DHF Styrelsen i alt ...... -48.019 -90.000 -7.125

Fortid og Nutid Indtægter ...... 185.829 185.000 162.055 Udgifter: Trykning og distribution ...... -183.555 -160.000 -142.331 Andre omkostninger ...... -61.690 -60.000 -10.617 Fortid og Nutid i alt ...... -59.416 -35.000 9.107

Boglageret Indtægter ...... 64.720 60.000 68.545 Udgifter: Omkostninger ...... -32.415 -40.000 -31.850 Udgivelser (nettoudgift) ...... 0 -20.000 0 Boglageret i alt ...... 32.305 0 -36.695

Resultat af ordinær drift ...... -75.130 -125.000 38.677

Finansielle indtægter og udgifter . . 21.780 15.000 24.570

Debitormellemværende: Tab på debitorer ...... -1.105 0 0

Samlet resultat af overføre til næste år ...... -54.455 -110.000 63.247

164 Meddelelser Balance pr. 31. december 1998

31.12. 31.12. 1998 kr. 1997 kr AKTIVER

Likvider Mellemværende med kasserer ...... 689 245 Mellemværende med bogsekspedition . . 1.473 0 Unibank ...... 17.271 29.448 BGbank ...... 253.334 281.711 Værdipapirer: ...... 600.456 Investeringsbeviser 4000 Uni Invest Direct, anskaffelsessum (kursværdi kr. 437.000) ...... 424.110 Obligationer, nom. kr. 151.000, anskaffelsessum (kursværdi kr. 149.955) . . . . . 146.268 843.145 911.960

Debitorer Medlemmer ...... 1.400 1.750 Abonnenter Fortid og Nutid ...... 12.565 53.965 Bogsalgstilgodehavende ...... 36.181 8.299 Momsmellemværende ...... 17.649 376 Tilgodehavende tilskud (heri kr. 250.000 fra SHF, som forventes efterbevilget) . . 65.000 25.000 Tilgodehavende obligationsrenter . . . . . 1.060 5.288 133.855 94.678

Inventar (ikke værdisat) ...... 00 (DHF ejer printer til brug for kasserer købt i 1998, telefax og andel i kopi- maskine, PC og printer til brug for bog- ekspedition købt i 1996)

AKTIVER I ALT ...... 977.000 1.006.538

165 Meddelelser Balance pr. 31. december 1998

31.12. 31.12. 1998 kr. 1997 kr PASSIVER

Egenkapital Driftskapital primo ...... 702.685 639.438 Årets driftresulatat ...... -54.455 63.247 648.230 702.685

Hensættelser Fremtidige aktiviteter – primo ...... 30.000 30.000 Nyudgivelser – primo ...... 98.269 98.269 128.269 128.269

Kreditorer Andel af tilskud fra Kulturministeriet til anvendelse i 1999 ...... 10.268 0 Mellemværende med bogeksepedition . 0 664 Mellemværende med redaktion ...... 0 6.384 Skyldige omkostninger ...... 167.180 147.758 A-skat og AM-bidrag ...... 3.053 778 DKO resthonorar ...... 20.000 20.000 200.501 175.584 Passiver i alt ...... 977.000 1.006.538

København den 19. oktober 1999 Holbæk den 19. oktober 1999

Birgit Løgstrup Peter Korsgaard formand kasserer

166 Meddelelser Revisionspåtegning

Vi har revideret det af styrelsen aflagte årsregnskab for 1998 for Dansk Historisk Fællesråd.

Den udførte revision Vi har i overensstemmelse med almindeligt anerkendte revisionsprincipper til- rettelagt og udført revisionen med henblik på at opnå en begrundet overbevisning om, at årsregnskabet er uden væsentlige fejl eller mangler. Under revisionen har vi ud fra en vurdering af væsentlighed og risiko efterprøvet grundlaget og doku- mentationen for de i årsregnskabet anførte beløb og øvrige oplysninger. Vi har herunder taget stilling til den af styrelsen valgte regnskabspraksis og de udøvede regnskabsmæssige skøn samt vurderet, om årsregnskabets informationer som helhed er fyldestgørende. Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.

Konklusion Det er vor opfattelse, at årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med lovgiv- ningens krav til regnskabsaflæggelsen, og at det giver et retvisende billede af Fællesrådets aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultat.

Århus den 19. oktober 1999

Ernst & Young Statsautoriseret Revisionsaktieselskab Klavs Klercke Rasmussen statsautoriseret revisor

167 Meddelelser Dansk Historisk Fællesråds budget for 1999 og 2000

DHF Styrelsen 1999 2000

Indtægter ...... 40.000 40.000

Udgifter: Møder mv...... 20.000 20.000 Aktiviteter (nettoudgift) ...... 12.000 50.000 Administration incl. edb-udgifter . . . . 40.000 40.000 DHF Styrelsen i alt ...... -32.000 -32.000 -70.000 -70.000

Fortid og Nutid Indtægter ...... 218.000 248.000

Udgifter: Trykning og distribution ...... 232.000 232.000 Andre omkostninger ...... 16.000 18.000 Fortid og Nutid i alt ...... -30.000 -30.000 -2.000 -2.000

Boglageret Indtægter ...... 65.000 70.000

Udgifter: Omkostninger ...... 33.000 33.000 Boglageret – nettoudgift ...... 10.000 Boglageret i alt ...... 22.000 22.000 37.000 37.000

Resultat af ordinær drift ...... -40.000 -35.000 Finansielle indtægter og udgifter . 22.000 22.000

Samlet resultat ...... -18.000 -13.000

NB. for 2000 er Fortid og Nutid sat til 200 kr. i abonnement.

168 Fortid og Nutid Vejledning til forfatterne

Manuskripter sendes til Lene Floris eller Peter Henningsen, mens bøger til anmeldelse sendes til Karl Peder Pedersen.

ISSN 0106-4797 Special-Trykkeriet Viborg a-s