Vi Har Ikke Noget at Sige, Men Vi Gør Det Så Koncentreret Som Muligt”
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
”VI HAR IKKE NOGET AT SIGE, MEN VI GØR DET SÅ KONCENTRERET SOM MULIGT” De Unge Vilde i dansk kunst Kamma Overgaard Hansen ”Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt” De Unge Vilde i dansk kunst Kamma Overgaard Hansen Indleveret til bedømmelse for ph.d.-graden ved Aarhus Universitet Institut for Kultur og Kommunikation Februar 2017 Hovedvejleder: Jacob Wamberg Professor, Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur Bivejleder: Claus Hagedorn-Olsen Museumschef, Horsens Kunstmuseum 559.737 tegn inkl. mellemrum ISBN: 978-87-7507-392-4 DOI: 10.7146/aul.208.150 Indhold Indhold 5 Åbning 9 1 Mytologisering i en brydningstid 15 1.1 De nye kunstnere . 16 1.2 Mod et kunsthistorisk paradigmeskift? . 20 1.3 Ny energi – ’ny’ kunst . 23 1.4 Zeitgeist-udstillingen og Hegels historiesyn . 25 1.5 Fra Les Nouveaux Fauves til De Unge Vilde . 32 1.6 På særlige vilkår? . 35 1.7 En plads i historien . 38 1.8 Kunstnere og kunstnermyter . 40 2 Den postmodernistiske ironikerposition 47 2.1 Rebeller uden sag? . 48 2.2 Frandsen og de store fortællingers død . 55 2.3 Postmodernistiske simuleringer . 57 2.4 Mod en ny begyndelse? . 58 2.5 Danto og det modernistiske paradigmeskift . 62 2.6 Pastiche og skizofreni . 68 2.7 Liv efter døden . 73 2.8 Parodien som ironisk metakommentar . 75 2.9 Gentagelse og genkendelse . 77 2.10 Den groteske parodi . 81 2.11 Parafrasen som genskabelse og aktivitet . 90 2.12 Den postmoderne parafrase som kunst med kunst på . 105 2.13 Oprør mod oprøret . 107 2.14 De Unge Vilde som ironikere . 109 2.15 Ironiens selvmord . 112 2.16 Stadier på Kunstens Vej . 114 5 6 INDHOLD 2.17 Avantgardekunstneren som æstetiker . 118 2.18 Den skizofrene ironiker . 123 2.19 Mod en etisk kunst? . 130 2.20 En kunst der ikke vil noget, men kan noget . 144 3 Det sublime og nedbrydelsens æstetik 147 3.1 Den sublime negation . 148 3.2 Den ironiske patos og den patetiske ironi . 159 3.3 Den sublime suspense . 166 3.4 De negerede tegn . 173 3.5 Symboler udenfor kontekst . 178 3.6 Opløsning af den ideologiske helhed . 183 3.7 Underminering af sproget . 196 3.8 Redskabet som det forhåndenværende . 210 3.9 Opsamling af ressourcer . 213 3.10 Over, under, gennem sproget . 215 3.11 Kunst som teknik . 219 3.12 Mod en sublim kunst . 221 4 De Unge Vilde og avantgarden 223 4.1 Vidnesbyrd om vold . 224 4.2 Mod en afsløring af modernismen . 235 4.3 En samtidskunst uden samtid . 239 4.4 Fra dogmatisk avantgardisme til aktiv nihilisme . 242 4.5 Transavantgardisten som et særligt individ . 251 4.6 Avantgarde som kitsch . 253 4.7 Retroavantgardistiske performances . 258 4.8 Manifester efter manifester . 272 4.9 De nye situationister . 278 4.10 Attituderelativister i aktion . 283 4.11 Den postavantgardistiske Spielverderber . 287 4.12 Ind i avantgarden, ud af avantgarden . 293 Kunst i et udvidet felt 301 Resumé 307 Summary 311 TAK 315 Litteratur 317 INDHOLD 7 Bilag 1: Værker af De Unge Vilde på danske museer 335 Bilag 2: Udstillingsliste fra Le Nouveaux Fauves 343 Bilag 3: Der Ring des Nibelungen 355 Åbning ”Hold nu kæft, hvor er det 80’er-agtigt!” Ordene faldt prompte hos en journalist, der under forberedelserne til en TV-udsendelse på Horsens Kunstmuseum blev stillet overfor Anette Abra- hamssons maleri The Bird, som ganske rigtigt er fra 1985 (figur 1). Maleriet er malet med olie i orange nuancer, der sine steder har fået lov at trække våde løbespor ned ad lærredet. Titlens fugl aner vi i en turkis konturstreg. Figur 1: Anette Abrahamsson The Bird, 1985 9 10 ÅBNING Journalisten kendte ikke maleriet, men var ikke desto mindre sikker i sin sag. Trods alle de forskelligheder, der også kendetegner de tidlige 1980’eres kunstneriske nybrud i Danmark, synes der altså at være tale om en grup- pe kunstnere, der formåede at fremelske sin egen æstetiske signatur. En signatur, som blandt andet handler om krasse farver og løbende maling; men som også handler om modsætninger, der mødes uden af dén grund at forenes i entydig harmoni (for nu at udtrykke det diplomatisk). Som kunstpublikum anno 2017 kan vi elske at hade dette ’80’er-agtige’. En pæn pressedækning og høje besøgstal på ARKEN’s udstilling De vilde 80’ere i 2010 og på Horsens Kunstmuseums Dengang i 80’erne i 2012 samt flere sto- re udstillingssatsninger om Die Neue Wilde i Tyskland i løbet af 20151 tyder under alle omstændigheder på, at både kunstinstitutionen og de mennesker, den søger at servicere, igen er begyndt at interessere sig for 80’ernes unge kunstnere. Ikke desto mindre har de nu ikke længere helt så unge kunstnere og de kunsthistorikere, der blev udklækket samtidig med dem, gennem de sidste mange år stort set haft monopol på at fortælle historien om deres gennembrudstid. Jeg mener derfor, at tiden er moden til en revurdering af den rolle, 80’ernes nye kunstnere indtog på kunstscenen, og den særlige 80’er-signatur, de udviklede. Og hvori består denne signatur så? Et grundlæggende problem i forhold til at arbejde med de værker, der ret hurtigt blev skrevet ind i kunsthistorien som værker af De Unge Vilde, er netop, at vi har at gøre med en meget broget palet af motiver og medier. Vi har naturligvis maleriet, som De Unge Vilde blev berømmet for at relancere; selvom kunstnere som Per Kirkeby (f. 1938) og senere Troels Wörsel (f. 1950) må siges at have gjort deres til at holde liv i det i årene op til 1980. Og ja, der er masser af løbende maling, heftige farvekombinationer og ridsede konturstreger i et mere eller mindre figurativt maleri med et præg af hastighed. Men graden af figuration er netop vekslende, og de motiver, der er, synes at være hentet alle steder fra – og for en dels vedkommende er de i øvrigt imitationer af samtidige ty- ske værker. Jeg mener derfor ikke, at svaret på mit spørgsmål skal søges i maleriet alene. Sideløbende med relanceringen af maleriet ser vi nemlig en lang række andre kunstneriske udtryksformer, hvoraf en hel del også var på programmet i 60’erne og 70’erne: Også blandt 80’ernes nye kunstnere blev 1 Die Neue Wilde kunne i 2015 opleves i retrospektive ophængninger på flg. udstil- linger i Tyskland: Die 80er. Figurative Malerei in der BRD, Städel Museum Frankfurt, 22.7.-18.10.2015; Geniale Dilletanten. Subkultur der 1980er-Jahre in Deutschland, Haus der Kunst, München, 26.6.-11.10.2015; Avatar und Atavismus. Outside der Avantgar- de, Kunsthalle Düsseldorf, 22.8.-8.11.2015; Aufruhr in Augsburg. Deutsche Malerei der 1960er bis 1980er Jahre, Staatsgalerie Moderne Kunst im Glaspalast Augsburg, 2.7.2015- 16.10.2016 11 der eksperimenteret med tegning, grafik, foto, Super 8-film, performance og ikke mindst skulptur. Meget blev forsøgt, ikke alt blev måske lige vellyk- ket, og indimellem kan det være vanskeligt at se, hvori det egentligt ’nye’ består. Men værkerne blev til, de blev taget alvorligt, og nok så væsentligt begyndte kunstkritikere og museumsfolk næsten øjeblikkeligt at skrive dem ind i kunsthistorien og erhverve dem til museerne. Mit primære formål med denne afhandling er derfor at kaste nyt lys over nogle af de værker, der i dag repræsenterer De Unge Vildes ganske kortva- rige boom på den danske kunstscene. En del af disse værker blev allerede med kunstnernes første store manifestation – maleriudstillingen Kniven på hovedet på udstillingsstedet Tranegården i foråret 1982 – introduceret med ordene ”Det kan nok være svært at få øje på en klar strategi, og det overtryk, der i øjeblikket er i malerbøtterne, må da også betragtes som et overgangs- fænomen”.2 Ikke desto mindre havde disse og lignende værker en betydelig gennemslagskraft, hvad der ofte forklares med, at de indvarslede den førom- talte genfødsel af maleriet. Jeg er imidlertid tilbøjelig til at nedtone denne genfødselstanke til fordel for et spørgsmål, der forholder sig mere til, at 80’ernes kunst fortsat eller igen har et publikum; nemlig spørgsmålet om, hvad De Unge Vilde kan fortælle os i dag. For at nærme mig dette spørgsmål tager jeg ikke blot fat i de mest ’80’er- agtige’ malerier; men også i nogle af de værker, der ikke så ofte bliver taget frem fra museernes magasiner, når der skal laves kronologiske ophængnin- ger over dansk kunsthistorie. Det er først og fremmest værker, som er skabt i andre medier end maleri, og som måske regnes for mindre spektakulære i dag, men som ikke desto mindre har været med til at positionere kunstnerne på tidens kunstscene. Mit mål med dette er netop at præsentere De Unge Vilde som dét, de på mange måder er: Enhver kunsthistorikers mareridt. Et mareridt, fordi de på postmodernistisk vis konstant sætter sig mellem flere stole og ofte signalerer, at deres kunstneriske meritter ikke skal tages helt alvorligt. Og samtidig – vil jeg hævde – en gave, fordi De Unge Vilde udgør en mulig forklaring på, hvordan kunsten kunne komme videre fra den avantgarde, der op gennem det 20. århundrede flere gange havde pro- klameret kunstens død. Formålet med denne afhandling er således først og fremmest at demonstrere, hvad det var for en forskel, De Unge Vilde rent faktisk gjorde for dansk kunsthistorie. Afhandlingens præmis er, at De Unge Vildes værker på én gang er udtryk for bevidst strategi og ubevidst visuel afsmitning. Jeg hævder således, at De Unge Vildes værker i meget direkte forstand skal ses som produkter af deres tid, og at de følgelig kan udnyttes analytisk til at give os en bedre 2 Christensen 1982: 13 12 ÅBNING forståelse af det kulturelle klima, de er skabt i.