DET NATUR- OG BIOVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET
HUMANISTISK- SAMFUNDSVIDENSKABELIG IDRÆTSVIDENSKAB
Kandidatspeciale af Jakob Brædder Vinther
Bjarne Riis - The Unemotional Man Et nationalt sportsikon i skamscenarier
Vejleder: Lone Friis Thing 30 ECTS – 72 NS Afleveret: 14 juli 2015 KU ID: lcx709
Bjarne Riis - The Unemotional Man. A national sports icon in scenarios of shame
Bjarne du er gået ud over smertegrænsen – du er gået længere udover den grænse end nogen inden. (Poul Nyrup Rasmussen 1996 in Skandale! 1998, Skammens Tour de France, 2014: 00.10.40)
Jeg har været en del af cykelsporten på godt og ondt stort set hele mit liv mest på godt heldigvis, og jeg er glad og stolt for de resultater, jeg har opnået både som rytter og som holdejer. (Riis, 2007: 00.13.06)
Skam er en specifik form for angst, der udløses ved en virkelig eller indbildt fare for at blive udstillet, misbrugt, ydmyget – eller fordømt og afvist. Og bag skamfølelserne ligger der ofte en overvældende stor følelse af hjælpeløshed, der i barndommens land reelt var angstfyldt – ja rædselsvækkende – at opleve helt alene. (Würmser 1981 in Sørensen, 2013: 19)
2 ABSTRAKT ...... 5
ABSTRACT ...... 6
INDLEDNING ...... 7
PROBLEMFORMULERING ...... 8
CASEN: BJARNE RIIS ...... 9
FORMÅL ...... 10
TEORI ...... 11
FACE-WORK ...... 11
FACE THREATENING ACTIONS ...... 13
FRONT STAGE – BACK STAGE ...... 14
INTERACTION RITUALS ...... 14
SKAM OG SKYLD ...... 15
SKAM, SMITTENDE EMOTION ...... 16
SKAMLØSHED ...... 18
SKAM - KULTURELT OG HISTORISK KONSTRUERET ...... 18
SKAMMENS STRATEGIER OG ANSIGTER ...... 19
SKAM OG STOLTHED ...... 21
THE UNEMOTIONAL MAN ...... 22
DEN ANDEN, SKAMMEREN ...... 22
METODE ...... 24
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK UDGANGSPUNKT ...... 24
PERSONLIG POSITION ...... 25
LÆSESTRATEGI ...... 26
ANALYSE AF TV-MEDIET ...... 27
EMPIRI ...... 28
ANALYSE ...... 30
THE UNEMOTIONAL MAN ...... 30
DEN FORPLIGTEDE PROFESSIONELLE MAND ...... 30
RATIONELT RØGSLØR FOR SKAM ...... 32
TILLADTE OG FORBUDTE FØLELSER ...... 34
REAKTIONER PÅ SKAM ...... 35
EMOTIONELT ORIENTERET KOMMERCIALISERING ...... 38
3 PATOLOGISK MANGEL PÅ FØLSOMHED ...... 40
DYNAMIKKEN SKAM OG STOLTHED ...... 41
RETORISK TRUSSEL MOD FACE OG IDENTITET ...... 44
ANDEDAMMEN SKAMMER ...... 53
DISKUSSION ...... 58
RITUEL ARENA MED FOKUS PÅ FØLELSER ...... 58
NATIONAL GENKENDELSE OG UDSKAMNING ...... 62
RIIS OG SKIBBYS EMOTIONS MANAGEMENT ...... 64
SKAMFÆNOMENET RIIS ...... 69
SOCIAL INTERAKTION, KØNSKATEGORIER OG SKAMTEORI SOM PERSPEKTIV ...... 71
KOMMERCIELLE FØLELSER OG KØNSKATEGORIERNES FUNKTION ...... 72
EN DOPINGBEKENDELSE DER PERFORMER ’KVINDE’ ...... 73
KRITIK AF METODISK OG TEORETISK TILGANG ...... 76
KONKLUSION ...... 78
PERSPEKTIVERING ...... 80
IDENTIFICERING AF SKAM SOM MORALSK FORUDSÆTNING ...... 80
UNEMOTIONAL MEN OG EMOTIONAL WOMEN ...... 81
STUNTED EMOTIONS ...... 83
LITTERATURLISTE ...... 84
4 Abstrakt
Udgangspunktet for dette speciale er undersøgelsen af, hvordan det emotionelle mysterium og nationale cykelikon Bjarne Riis bliver fremstillet i det danske tv-medie forbundet til følelsen skam. Riis’ Tour de France-sejr i 1996 blev betragtet som den største individuelle præstation i dansk idrætshistorie, og Riis blev mødt med en enestående national hyldest og en enorm agtelse i den danske befolkning. Efterfølgende har fænomenet Riis været omsluttet af en massiv dopingmistanke forbundet til Tour de France-sejren og hans efterfølgende virke som holdejer for Danmarks mest ambitiøse og professionelle cykelhold. Den kontinuerlige troværdighedstvivl og de konkrette indrømmelser om involvering i doping som aktiv cykelrytter og som holdejer i henholdsvis 2007 og 2015 har flyttet Bjarne Riis fra en position i de danske medier som højtagtet nationalhelt til objekt for den destruktive følelse skam. Følgende behandles konstruktionen af skam og fremstillingen af denne gennem fem udsendelser fra forskellige tidspunkter i Riis’ karriere. Specialet undersøger fra et socialkonstruktivistisk perspektiv, hvordan skamscenarierne etableres. Med den andens ydre blik og recognisability-processen undersøger dette speciale, hvordan skammen forbundet til Riis etableres fra et kulturelt og socialt perspektiv på, hvilken identitet og hvilke handlinger der er uacceptable og skamfulde. Deborah Luptons kategori the unemotional man anvendes som instrument til at forklare, hvordan skam konstrueres i kontekst til den maskulint normative performance af følelser. Lars J. Sørensens brede psykosociale definition af skammen agerer som specialets gennemgående reference i identifikationen af selvsamme. Sproglige talehandlinger og visuelle virkemidler fra de fem Riis-udsendelser analyseres med en hermeneutisk metode, hvor skam og tilstedeværelsen af følelser er den gennemgående læsestrategi. Goffmans sociologiske termer face work og interaction rituals anvendes til at vise, hvordan Riis igennem sociale interaktioner fremstilles med skam. Analysen fastslår at DR og TV2’s fremstilling af skamfølelser knyttet til Bjarne Riis konstrueres med afsæt i Riis’ personlige karakter som introvert og emotionelt lukket og Riis’ unddragelsesstrategiers forankring i de maskuline dyder rationalitet og professionalisme. Derudover påpeger studiet, hvordan den danske nation optræder som en forudsætning for etableringen af skam i kraft af Riis’ position som konstant aktuelt nationalt sportssymbol.
5 Abstract
The aim of this master’s thesis is to investigate how the emotional mystery and Danish cycling icon Bjarne Riis is displayed in connection with the emotion of shame on national TV stations. Riis’ victory in Tour de France 1996 was regarded as the greatest individual performance in Danish sports history and Riis was received with an outstanding national celebration and a massive deference from the Danish community. Following this event Riis has been the object of a massive suspicion of involvement in doping, related to the victory in the Tour de France and his post as head of Denmark’s most ambitious and professional cycling team. The continuous questioning of his credibility, and the particular confessions of involvement in doping as a rider and team manager in respectively 2007 and 2015, have resulted in a shift of positioning of Riis in the media, where he has gone from being a highly deferred national hero to be an object of the destructive feeling of shame. The social construction and display of shame is investigated through five TV programs representing different points of Riis’ career. This study thereby investigates how Riis is brought into scenarios of shame from a perspective of social constructivism. The study emphasises on the outer vision of the other as a perquisite of the shame. Deborah Lupton’s category the unemotional man works as term of interpretation of how shame is constructed in context to the masculine performativity of emotions. The broad psychosocial definition of shame by Lars J. Sørensen is a continuous reference of the identification of shame and emotions. Verbal speech acts and visual instruments from the five Riis transmissions are analysed with the hermeneutic method through shame and the presence of emotions. The Goffmanian terms face work and interaction rituals work as analytical instruments to show how Riis, through social interaction, is connected with shame. The analysis finds that Danish TV stations DR and TV2 display shame emotions in connection with Bjarne Riis. These are constructed with connection to the personal character of Riis as the unemotional man, an introvert emotionally closed man who tends to give ambiguous statements through an avoidance strategy using the masculine instrument of rational and professional cover-up arguments. In addition the study points out that the Danish nation works as the other, the prerequisite of the establishing of shame. The media position Riis as accountable and guilty to Denmark. Riis is thereby associated with shame in front of Denmark.
6 Indledning
For det første, jeg har aldrig været testet positiv (Køster-Rasmussen, 2014: 00.24.00)
En sommeraften i 1998 under det der i senere skal gå under navnet ’Skammens Tour de France’, bliver Bjarne Riis interviewet live på dansk TV. Som en af tidens største sportsikoner og repræsentant for et samlet felt af cykelryttere, der gør oprør mod medierne og myndighedernes overgreb imod dem ovenpå moderne cykelsports største dopingskandale, Festinaskandalen, bliver Riis pludselig konfronteret med sit eget forhold til doping og giver med al sin øjeblikkelige rationalitet det mistænkelige, gennemskuelige udsagn fremhævet indledningsvis. To år tidligere har nationalhelten Riis overkommet det umulige og vundet verdens hårdeste cykelløb Tour de France for øjnene af hele Danmark, en præstation der for altid vil være en del af hans identitet. Med den kæmpe medieeksponering af doping i cykelsporten og Riis’ tvetydige udtalelse i sommeren 1998 indledes en epoke, hvor Riis kronisk bliver betvivlet i sin troværdighed og sit ansvar overfor Danmark. Således fremstilles Riis i en række udsendelser på nationalt tv i scenarier, der forbinder ham til selvets mest destruktive følelse, skammen. Skam er en ofte skjult og ikke italesat følelse, der betegner det at være forkert i forhold til sine omgivelser, og at tilføre sig selv eller andre skade. Skammen er både en medfødt emotion, der opstår i situationer, hvor individet overses eller fejlses fremfor at blive genkendt og mødt med omsorg, og et kulturelt konstrueret moralsk kodeks for, hvad der er forkert og skamfuldt (Sørensen, 2013: 13, 21, 27). Nærværende studie undersøger, hvordan konstruktionen af skam etableres gennem social interaktion i de tilgåede TV-udsendelser. Fokus er gennemgående på, hvilken funktion det har for konstruktionen af skam, at Bjarne Riis’ identitet er forankret i en følelsesdistanceret væren som the unemotional man.
7 Problemformulering
Med hvilke skamscenarier fremstilles Bjarne Riis på dansk TV?
Hvordan konstrueres Bjarne Riis som Deborah Luptons arketype the unemotional man?
Hvordan er Bjarne Riis’ fremstilling med skam forbundet til udviklingen i dennes face og den rituelle performativitet af social interaktion?
Hvem repræsenterer det ydre blik på Bjarne Riis som forudsætter skammens tilstedeværelse?
Problemformuleringen behandler fem tv-udsendelser vist i perioden fra 1999 til 2014 på Danmarks Radio og TV2 NEWS. I undersøgelsen af fremstillingen af skam kommer en bredere fremstilling og konstruktion af følelser til udtryk, hvilket inddrages i specialets analyse og diskussion for at skabe en bred forståelse af fremstillingen af skamscenarier knyttet til Bjarne Riis.
8 Casen: Bjarne Riis
Bjarne Riis er kendt som manden bag en af danmarkshistoriens største sportspræstationer, sejren i Tour de France 1996. Bedriften resulterede i at Riis blev hyldet og fejret som nationalhelt og opnåede en enorm popularitet. Siden slutningen af 1990’erne er navnet Riis imidlertid blevet forbundet med en lang række dopingbeskyldninger om brugen af doping som aktiv og senere omkring kendskab og medvirken til dopingmisbrug som holdejer og sportsdirektør. Bjarne Riis bekendte ved et pressemøde i 2007 sit personlige dopingmisbrug som Tour de France-vinder og toprytter i årene 1993-1998 og har senest i 2015 tilkendegivet sin involvering i doping som holdejer (Riis, 2007; Johansen et al., 2015). Således skulle der gå otte år fra programmet ’Tavshedens Pris’’ første konkrete beskyldninger om Riis’ forhøjede hæmatokritværdier som følge af brugen af EPO, ni år fra Festinaskandalen og Riis’ udtalelse om aldrig at være blevet testet positiv og 11 år fra den uovertrufne sejr i Tour de France før Riis overbragte Mediedanmark sin bekendelse. Samtidig hersker fortsat en mystik om den nu afskedigede sportsdirektør Riis’ forhold til doping som holdejer af det første professionelle danske cykelhold og ledende sportsdirektør på et af verdens stærkeste cykelhold gennem 15 år. Den nyeste rapport fra Antidoping Danmark påpeger Riis’ fortsatte selektive udlevering af oplysninger om dopingmisbruget under hans ledelse i professionel cykling, og med debatten om Riis’ berettigelse som netop udnævnt cykelekspert på TV 2 er casen Bjarne Riis som altid aktuel (Johansen et al., 2015: 28, 31, 50). Bjarne Riis er på trods af de mange timers TV-tid i linsens fokus og den konkrette dopingbekendelse på live tv i 2007 primært associeret med en fast, seriøs facade som ekstremt målrettet idrætspersonlighed, der optræder indadvendt og fåmælt i forhold til pressen. Men hvordan foregår fremstillingen af følelser knyttet til personen Bjarne Riis? Hvilke subjektivitetskonstruktioner er afgørende for forståelsen af Riis på nationalt TV?
9 Formål
Specialet sigter mod at belyse, hvordan følelser indgår i fremstillingen af idrætspersonligheder i nyere dansk mediehistories dækning af sport. Med min analyse og diskussion forsøger jeg at skabe indsigt i, hvordan denne proces foregår. At undersøge fremstillingen i forbindelse med følelsen skam er en kritisk vinkel i forhold til fx at undersøge fremstillingen af følelser som jalousi, sorg, vrede, triumf eller lignende. Følelserne skyld og stolthed fungerer i afdækningen af skam for at vise i hvilken dynamik skam er til stede. Mit formål med specialet er at forsøge at afdække, hvordan skam ekspliciteres som følelse i mediernes portrættering af sportspersonligheden Bjarne Riis. Jeg ønsker dermed at kunne bidrage til en diskussion om, hvordan sportsfolk fremstilles i medierne og i den forbindelse vise, hvad skam gør som subjektivitetskonstruktør. Jeg ønsker at lægge op til en kritisk stillingtagen til, hvordan skam anvendes i måden, vi fremstiller og anskuer sportspræstationer og sportspersonligheder på.
10 Teori
Face-work En persons face defineres i forhold til dennes line. Når en person går ind i interaktion, gør personen det som taler i en samtale med en line i form af et verbalt synspunkt. Face er et mønster af handlinger i form af ytringer, der udtrykker talerens syn på en situation og hermed også sin evaluering af sig selv og de andre deltagere (Goffman, 2006: 302). I nærværende studie behandles line begrebet også med udgangspunkt i isolerede citater, som i indledningens åbning, hvor Riis’ korte citat: Jeg er aldrig har aldrig været testet positiv! udtrykker et selektivt, kynisk og retorisk kalkuleret forhold til brugen af og udtalelser om doping. Ens face bliver således konstrueret igennem de andre samtaledeltageres anderkendelse og genkendelse af denne line. Face præsenteres af Goffman som fremstillingen af ens positive selvbillede, som fremsætteren af den hertil knyttede line er følelsesmæssigt knyttet til (Goffman, 2006: 299). Med Goffmans teori om face-work kan face forstås som en del af de følelsesmæssige, taktiske og rituelle strategier, der optræder, når vi som individer indgår i en interaktion. Face-work er forhandlingen af dette selvbillede, og de handlinger vi som interaktionsdeltagere udfører i konstruktionen af vores eget og vores interaktionspartneres face i bestræbelserne på at opretholde eller udfordre en position in face for både os selv og andre (Goffman, 2006: 302). Face kan anskues både i en konkret samtale, men også mere overordnet når fx ens line er noget der præsenteres og forhandles i offentligheden. En persons face kan betragtes som henholdsvis opretholdt, udfordret og uoverensstemmende. Tilstanden på det pågældende face afhænger af opbakningen til den pågældende persons line og det belæg, der eksisterer for denne line eller uoverensstemmende udefrakommende lines (Goffman, 2006: 300). Således er dialogen omkring citatet: Jeg er aldrig har aldrig været testet positiv og interviewer Line Baun Danielsens repræsentation af offentligheden et tydeligt eksempel på face-work. Bjarne Riis repræsenterer grundlæggende en line om at være en retfærdig vinder af Tour de France som fortsat kæmper for cykelsporten. Denne line repræsentation forhandles gennemgående i min empiri, tydeligst eksemplificeret i Profilen (2006) og Pressemøde med Bjarne Riis (2007).
Jeg vil i det følgende redegøre for hvilke former for uoverensstemmelser, der kan opstå i
11 forhold til situationen at være in face og opretholde sin line og den sociale værdi, der eksisterer i forhold til at bevare det positive selvbillede fremsat i en given interaktion. Wrong face opstår, når en person ikke kan besvare eller forsvare den udfordrende line, der bliver fremsat mod personens egen sociale værdi illustreret af dennes egen line. Det bliver meget konkret eksemplificeret i specialets empiri idet Bjarne Riis i udsendelsen ’Tavshedens Pris’ konfronteres med dokumentation for at hans hæmatokritværdier overskrider antidoping myndighedernes standarder og udtaler: Jamen hvad vil du egentlig have jeg skal sige til det? Jeg vil sige det er ikke mine tal (Andersen og Jung, 1999: 00.18.30) Out of face er situationen, hvor en person ikke er i stand til at fremsætte en line, der er i overensstemmelse med rules of conduct i den givne sociale sammenhæng eller interaktionens andre deltageres lines. Specialets indledningscitat er et eksempel på dette. Dette illustreres i de vurderinger der fremstilles om Jeg har aldrig været testet positiv i ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’ af journalist Henrik Jul Hansen, journalist Olav Skaaning Andersen og tidligere cykelrytter Brian Holm der beskriver Riis’ udtryk som indlysende dumt og rejsende store spørgsmål ved Riis’ syn på dopingsnyd (Køster-Rasmussen, 2014: 00.24.00; 00.24.20; Goffman, 2006:300; Goffman, 1967: 48). Den sidste face-tilstand jeg anvender i min analyse er tilstanden shamefaced. Shameface er et interessant begreb i forhold til min metode med skam som læsestrategi. Goffman beskriver shameface som en tilstand, der kan indtræde i situationer, hvor en person føler sig flov og foretager en tilbagetrækning i forbindelse med oplevelsen af at være i wrong face eller out of face (Goffman, 2005: 8). Tilstanden shameface er en afgørende kobling til mit speciales analytiske mål om at analysere skammens tilstedeværelse i en række udsendelsers fremstilling af Bjarne Riis. Goffmans beskrivelse af skam og følelser generelt er imidlertid ikke detaljerede og dækkende, så dennes face- interaktionsteori forlænges og suppleres således med en mere konkret teori om følelsen skam ved Lars J. Sørensen (2013) således at tilstanden shameface belyses i overensstemmelse med Sørensens definition af skamfulde tilstande. Jeg vil senere komme ind på, hvordan der er en overensstemmelse mellem at opretholde face i forhold til omverdenen og Judith Butlers begreb om recognition (Butler, 2005).
12 Face threatening actions Goffman opererer i sin face-teori med en grundlæggende antagelse om, at det at opretholde face er i samtaledeltagernes gensidige interesse (Goffman, 2006: 307). Denne antagelse er også en del af Brown og Levinsons (1987) videreudvikling af face-teorien (Brown og Levinson, 1987: 61). Brown og Levinson opstiller en metode til at forstå udviklingen i face gennem en samtale og udvider face-work begrebet med teorien om face threatening actions (FTA), begreberne om negativt og positivt face og muligheden for at performe FTA’er off og on record (Brown og Levinson, 1987: 68). I forhold til min analyse er begreberne FTA og positivt face interessante i forståelsen af, hvordan interaktioner med Bjarne Riis fremstilles. Brown og Levinson skelner mellem opretholdelse af positivt face, ønsket om at ens eget ønske er ønskværdigt for andre, og negativt face, der er knyttet til muligheden for at udtrykke sig frit og klart (Brown og Levinson, 1987: 62). FTA’er kan udføres on eller off record. On record FTA er den direkte henvendelse i form af fx ”kan du låne mig nogle penge til frokost?”. Denne form for henvendelse vil oftest blive brugt i situationer, hvor det er vigtigere at få budskabet igennem end at beskytte adressatens face. Off record FTA er en henvendelse, der ikke er direkte og i stedet optræder i form af en indirekte talehandling, som fx ”Øv jeg har glemt min madpakke og mit dankort er spærret!”. Denne udførsel er både mindre facetruende for adressaten og for taleren selv end on record FTA’en (Brown & Levinson, 1987: 70). Jeg anvender termen FTA jeg vil beskæftige mig med, hvordan fremsættelsen af disse foregår i interviewsituationer, der primært konfronterer Bjarne Riis med skyldsspørgsmål om dopingmisbrug.
I forhold til at opretholde sit eget face kan en samtaledeltager anvende defensive strategier. Defensive strategier kan udføres ved at undertrykke egne følelser, før man kender de andre samtaledeltageres vurderinger af disse eller ved avoidance, hvor taleren holder sig fra at tale om emner, der potentielt kan blive facetruende for denne (Goffman, 2006: 303). Avoidance strategien er direkte forbundet til den senere beskrivelse af skamkompasset unddragelses- og tilbagetrækningsreaktioner. Derudover opererer Goffman med tactful overlooking, hvor man erkender at handlingen har fundet sted, men negligerer at denne er facetruende (Goffman, 2006: 303).
13 Front stage – Back stage Erving Goffman er ophavsmand til den konkrette terminologi om arenaerne front stage og back stage. Goffman anvender teatermetaforen til illustrere, at der er elementer af ens liv der gemmes væk bag tæppet i det private rum, mens den personlige front stage udspilles i det offentlige rum ved hjælp af kulisser og rekvisitter i form af omgivelser valg af beklædning og andre statussymboler (Harste og Mortensen, 2007:211). Det personlige udtryk vil således variere i forhold til, hvilket ønske individet har om fremstillingen af sig selv og om hvilke fremstillinger af sig selv der yndes præsenteret offentligt eller holdes privat. De to begreber suppleres af begrebet impression-management, der udtrykker den styring vi har over fremstillingen af os selv bl.a. ved hjælp af front stage og back stage situationer og selektiviteten af hvad vi viser af os selv. Jeg anvender impression-management til at analysere, hvordan Riis vises med følelser i Riis Forfra (2014) (Harste og Mortensen, 2007:211).
Interaction rituals Erving Goffman (1967) opererer med begrebet interaction ritual som et middel til at beskrive og forstå, hvordan mellemmenneskelig interaktion er ordnet efter tillærte regler og ritualer omkring, hvordan vi agerer i særlige situationer. Eksempler på interaktions ritualer kan fx være, hvordan og hvornår vi performer en undskyldning, hvordan vi ved, hvornår vi skal tale i en samtale og overordnet betragtet, hvordan vi er forpligtet til at handle overfor hinanden. (Goffman, 1967: 5, 47) Goffman anvender termen rules of conduct til at beskrive, hvad der bliver betragtet som passende social omgang. Herunder fungerer udtrykkene obligations og expectations som retningslinjer til at beskrive, hvornår vi som mennesker er forpligtet til at agere på en særlig måde i et interdependent forhold med, hvordan vi forventes at handle (Goffman, 1967: 48). Obligations angiver, hvordan individet er moralsk forpligtet overfor sig selv. Således er obligation begrebet tæt forbundet med skambegrebet, idet skam fungerer som social rettesnor og moralsk kodeks for hvordan personer kan handle ud fra negative sociale reaktioner fra omverdenen eller forestillingen om disse (Goffman, 1967: 48; Sørensen, 2013: 68)
14 Obligations er afhængige af expectations og afhængige af, hvordan omverdenen forventer og italesætter at individet bør handle, og hvordan individet forestiller sig disse forventninger udefra (Goffman, 1967: 48).
Skam og Skyld I dette speciale tager jeg udgangspunkt i følelsen skam og dens forskellige egenskaber. Jeg inddrager derudover skams forhold til skyld, idet skyld ofte leder til en følelse af skam. Jeg anvender også definitioner af skyld, for at forklare begrebet skam. Skyld og skam er tæt forbundne, fordi de i en udviklingspsykologisk sammenhæng virker synkront afhængige af hinanden i barnets bevidstgørelse om sig selv (Sørensen, 2013: 67). De to følelser er også tæt knyttede i det forhold, at de ofte befinder sig i en kausal forbindelse: Individet kan skamme sig over at have begået noget, der opleves forkert og forårsager skyld (Sørensen, 2013: 67). Den afgørende forskel på skyld og skam er at skyld altid knytter sig til en handling og skam er et forhold der bare er. Skyldfølelser knytter sig således til gøren og kan debatteres, afvises og sones, mens skam er knyttet direkte til væren og dermed ikke kan sones eller diskuteres. Således er skam en langt dybere følelse end skyld, der er langt sværere at komme af med og samtidig ikke mindst en følelse, der er nem at overføre mennesker imellem (Sørensen, 2013: 67). Skam er i modsætning til skyld genkendeligt i form af en introvert reaktion, der ofte vil føre til, at det er svært bl.a. at holde øjenkontakt i situationen, hvor det skamfulde mærkes (Sørensen, 2013: 68). I den forbindelse har Lars Sørensen en interessant betragtning af hvilke sanser, der knytter sig til de to følelser skyld og skam. Skyld kan forbindes med hørelsen og det verbale narrativ om skyld, hvorimod skam knytter sig til synet, og hvordan individet oplever at blive set i andres øjne (Sørensen, 2013: 68). I min analyse bliver det også et centralt spørgsmål om man kan se andre mennesker med et blik, der er påvirket af normer omkring skam. Skam behandles ved at personen bliver set på med kærlige øjne og opstår, når det modsatte er tilfældet (Sørensen, 2013: 70). Skam knytter sig til traumer og magtesløshed, idet ude fra påførte grænseoverskridende handlinger fører til skammens grundfølelser i form af oplevelse af afmagt, hjælpeløshed og identitetstab (Sørensen, 2013: 34). Samtidig er det vigtigt at bemærke, at den voldsomme
15 oplevelse muligvis først bliver traumatisk, idet den knyttes sammen med skam (Sørensen, 2013: 34). I forhold til min empiri er skam interessant i alle anvendte eksempler på interaktioner med Bjarne Riis og i særdeleshed i det billede, der bliver præsenteret af Bjarne Riis’ oplevelse af sig selv.
Skam Skyld Danner selvet Afgrænser selvet Påvirker selvværdet Påvirker selvtilliden Omhandler synet Omhandler hørelsen Vedrører væren Vedrører handling Er handlingslammende Aktiverer handleimpuls Føles umulig at træde frem med Medfører lettelse at træde frem Kan ikke sones Kan sones ”Den anden” er alt ”Den anden” er sekundær Narcissismemangel Narcissistisk præg Behandling: Behandling: At blive set med kærlige øjne At tage ansvar (response ability)
Figur 1. (Sørensen, 2013: 70).
Skam, smittende emotion Det specielle ved skam (både som emotion og følelse) er, at den i hele sit væsen er relationel. (Sørensen, 2013: 39).
Jeg skelner mellem begreberne følelse og emotion, idet jeg anvender begrebet emotion om grundlæggende emotionelle og fysiske reaktioner eller følelsesudtryk de såkaldte kategorialemotioner, hvorimod begrebet følelse i højere grad knyttes den sociale konstruktion og tilstand af skam (Sørensen, 2013: 45)
16 Skam betragtes således som en medfødt kategorial emotion der vedrører en voldsom kropslig impuls til at gemme sig og forsvinde (Sørensen, 2013: 46). Det er denne reaktion, der er præfrontalt og fysisk overførbar mellem mennesker. Lars Sørensen beskriver skam som smitsom følelse, der paradoksalt nok fordi den er så privat, umådelig let mærkes af andre omkring en (Sørensen, 2013: 57). Skammen kan ved hjælp af hjernens spejlneuroners automatiske reaktion sågar mærkes af andre, der oplever at dele følelsen af skam ved blot at overvære en handling et andet menneske er optaget af (Sørensen, 2013: 36). Samtidig er skam så fænomenologisk, at den mærkes fysisk før den erfares med forstanden. Det muliggør at den overføres mellem mennesker som en fysisk følelse, hvor bevidstheden blot reagerer på kroppens signaler (Sørensen, 2013: 57). Sørensens beskrivelse af den smitsomme skam bakkes op af Sarah Ahmeds metodiske tilgang til undersøgelse af følelser efter princippet om følelsernes evne til at flyde over fra en person til en anden (Ahmed, 2004:4). Skam betegnes af Ahmed yderligere som et klistrende narrativ (Ahmed, 2004:89). Skammens klistren har i høj grad at gøre med den afsky, der socialt er knyttet til skam som social emotion (Ahmed, 2004: 89). Således er skam også en enormt stor vare og et velrepræsenteret narrativ i medierne, bl.a. inden for comedy og specielt reality- genren. I dansk kontekst kan nævnes Klovn, Drengene fra Angora, Paradise Hotel, Amalies Verden og X-Faktor, der alle trækker på skammen og skamløshedens egenskab af henholdsvis at smitte til beskueren ved hjælp af kroppen og synets evne til at registrere følelsen og skammens funktion som klistrende til personer i kraft af deres væren og identitet. I dette speciale undersøger jeg, hvordan skammen anvendes som en del af mediernes dækning af sportspersonligheder konkret personificeret ved Bjarne Riis. Det ubekvemme det overførbare i skammen udtrykkes præcist af følgende citat om dens individuelle destruktive karakter:
Skam er ikke blot en social angst konfronteret med et ubønhørligt publikum. Skam melder sig også som angst, når man rækker længere eller tror mere end ens selvforståelse kan bære. På denne måde er skam såvel et individualpsykologisk fænomen som en social hændelse, fordi egne normer og specielt selvforståelse udfordres.(Sørensen: 2013: 47)
17 Skamløshed For at forstå hvad skamløshed er, må vi undersøge skam ud fra dens ofte positive funktion, den moraliserende. Lars Sørensen beskriver, hvordan skam fungerer som hensigtsmæssig instinktiv sensor for menneskelighed og takt (Sørensen, 2013: 20). Således fungerer skam som en følsom socialiseringsfaktor, der bl.a. gør, at vi som borgere i et samfund og som medmennesker forsøger at leve op til sociale normer for at undgå følelsen af krænkelse og skam (Sørensen, 2013: 21). Skamløshed kan umiddelbart opleves som ukompliceret eller frisættende – tænk ikke at føle skam? Derudover er skamløsheden også umådelig grænseoverskridende og ubehagelig, fordi den netop overskrider normer for, hvordan vi socialt opfører os overfor hinanden.
Skamløshed er det modsatte af skam – antiskam – og en måde at undgå skam på – modskam. I lighed med andre måder at undvige de smertefulde skamfølelser på er skamløshed i realiteten magtanvendelse, overgreb og potentielt vold. (Sørensen, 2013: 115)
Således indebærer skamløsheden, at den skamløse konstant skal forsøge at overbevise sig selv og omverdenen om, at vedkommende ikke har noget at skamme sig over. For at undgå skammen kan personen, der repræsenterer skamløsheden fx forsøge at benytte sig af skamkompassets strategier, et begreb som jeg vil uddybe senere.
Skam - kulturelt og historisk konstrueret For at en opførsel er skamløs skal den stå i kontrast til de herskende normer for, hvad der er skamfuldt. Norbert Elias’s værk The Civilizing Process tegner et billlede af, hvordan normerne for det skamfulde er blevet konstrueret historisk. The Civilizing Process er et studie af, hvordan statens udvikling indgår i et interdependent forhold med individets socialiseringsproces. Fokus er på, hvordan individets emotionalitet og krop fra middelalderen til industrisamfundet disciplineredes i takt med samfundets differentiering og nye skærpede krav til etikette og kropslige vaner. (Mennel, 1989: 106; Thing, 2011: 36) Civiliseringsprocessen har med industrisamfundet og statsdannelsen overordnet ledt til en mindre offentlig eksponering af både krop og følelser som vrede, aggressivitet, skam og forlegenhed (Lupton, 1998, 78). Følelsesudbrud springer derfor ofte tydeligt i øjnene, og det
18 skamløse genkendes med et nutidigt perspektiv ofte hos personer med personlighedsforstyrrelser, psykopatiske træk og som underholdning i comedy, reality-tv og sport.
Skammens strategier og ansigter For at forstå og forklare menneskers reaktioner på skam anvendes i specialet det såkaldte skamkompas. Skamkompasset illustrerer fire karakteristiske strategier, der anvendes i kontakten med skam. Skam er ikke altid til at identificere fremfor andre følelsesreaktioner, og skamkompasset kommer i den senere analyse til at fungere som et redskab til at genkende den ellers svært maskerede følelse.
Figur 2. Skamkompasset som det ser ud hos Geir Berg med de karakteristiske fire former for reaktioner på skam: Tilbagetrækning, angreb på andre, angreb på sig selv og unddragelse. (Berg, 2012: 361)
Tilbagetrækning er den mest genkendelige reaktion på skam. Den udtrykker følelsen af at ville synke ned i jorden og bare forsvinde for netop at begrænse skammen. Tilbagetrækning
19 betyder, at vi samtidig fjerner os fra sociale relationer og muligheden for at gå i dialog med og behandle skammen ved at tale om den og blive set. Reaktionen er visuelt meget genkendelig i form af den fysiske udfordring ved at opretholde øjenkontakt og kroppens fysiske forsøg på at blive mindre (Berg, 2012: 362).
Unddragelsen kommer ofte til udtryk, når skammen ikke accepteres, men holdes borte fra bevidstheden. Den ses også ofte som et forsvar mod skyld. Ved unddragelsen sker ikke som i tilbagetræningen en indadvendt bevægelse og en retning mod spørgsmålet ”Hvad er der galt med mig?”, men snarere en bevægelse mod andre situationer, der kan fjerne fokus fra skammen. Således kan der ved unddragelse fokuseres på fx konkurrence eller spændingssøgning af enhver art, der for en stund kan dække over skammen. Unddragelsen kan på sigt have negative konsekvenser, da vi ved ikke at se skammen i øjnene kan udvikle et usikkert og skævt selvbillede med fx overdrivelse af egne evner. (Berg, 2012: 362)
Angreb på sig selv er en strategi, hvor skammen accepteres i en hvis grad og ofte tages på i en overdimensioneret grad. Strategien har masochistiske træk, men der er hos individer, der benytter sig af angreb på sig selv ikke tale om en nydelse, men snarere en forestilling om, at hvis smerten udholdes længe nok bliver det bedre eller at skaden på en selv beskytter mod en udefrakommende endnu større fare. Denne reaktion udfoldes en enkelt gang i specialet, i analysen af Riis’ dopingbekendelse (Berg, 2012: 363)
Angreb mod andre anvendes ofte i situationer, hvor vi føler os afviste og mangler andre strategier end netop angrebet. Skammen tolereres således overhovedet ikke, og målet bliver i stedet at overføre den til andre. Strategien er genkendelig fra ekskludering og mobning af andre, bagtalelse, nedladenhed og fysisk vold, og det er tydeligt, at vi i denne situation også er langt fra at gå i dialog med vores skam. Denne eksemplificeres få gange i specialet i, men tydeligst idet Riis’ under sin TV transmitterede dopingbekendelse retter et verbalt angreb mod sin tidligere soigneur Jeff d’Hont (Berg, 2012: 363)
Jeg vil i min analyse af fremstillingen af Bjarne Riis, se på hvordan de fire strategier kommer til udtryk som reaktioner på skam, og hvordan angreb mod andre og unddragelse kan fungere som et skamløst forsvar af en bagvedliggende skam.
20 Skam og stolthed
Goffman introducerer, hvordan det at være out of face eller i wrong face kan lede til oplevelsen af shamedface, en oplevelse af at være flov mm. (Goffman, 2005: 8). Thomas J. Scheff supplerer med teorien om the Deference-Emotion system, der tager udgangspunkt i, hvordan vi som individer konstant repræsenterer en selvfølelse, som igennem møder og forestillinger etableres med afsæt i de to primære emotioner skam og stolthed. Deference- Emotion system har til formål at forklare, hvordan vi i samfundet knytter sociale bånd og forhandler positioner gennem på den ene side stolthed og glæde og deres tilhørende følelser og på den andens side skam udgjort af flovhed, ydmygelse (Scheff, 1994: 75). Scheff fremhæver, hvordan vi formelt, ceremonielt ærer personer for store præstationer, hvilket udløser ærbødighed hos andre og stolthed hos individet. Samtidig udløser beskyldninger, undersøgelser og potentielt retslige domme over personer i vores retssamfund degradering af individet og en følelse af skam (Scheff, 1994: 75). Ovenstående er den samfundsmæssige organisering og synlighed af Deference-Emotion system, men ifølge Scheff er det afgørende, hvordan denne funktion fungerer på mikrosociologisk niveau og sågar i det enkelte individ.
Jeg anvender Thomas J. Scheffs teori om sociale bånd til at uddybe Goffmans face teori og undersøge fremstillingen af individets følelser. Ifølge Thomas J. Scheff (1994) er skam og stolthed menneskets primære emotioner. Således bygger en stor del af den menneskelige interaktion på en feedback mekanisme mellem disse to grundlæggende følelser, idet stolthed udgør en intakt social forbindelse til omverdenen, og skam udgør en skadet forbindelse til omverdenen (Scheff, 1994: 71). Samtidig fungerer de to følelser separat, således at de er selvforstærkende, i det Scheff beskriver som spiralsystemer. Således kan skam i en triple spiral fungere som baggrunden for vrede og udad- eller indadrettet destruktivitet, der yderligere kan føre til skam for de involverede parter (Bo, 2012: 22). Denne forståelse stemmer vel overens med min inddragelse af Nathansons skamkompas hos Berg (2012) og reaktionerne angreb mod andre og angreb på sig selv og Sørensens beskrivelse af skamløshed (Berg, 2012; Sørensen, 2013: 115). Ligeledes kan stolthed udvikle yderligere stolthed, idet gensidig afstemning og respekt fører til positive selvfølelser. Stoltheden er således den grundlæggende positive emotion, der som individer gør os afhængige af hinandens positive
21 respons (Bo, 2012: 22). Denne beskrivelse fungerer som en uddybelse af Goffmans beskrivelse af at være in face.
The unemotional man
Måden vi oplever og udtrykker følelser på, er måske den mest iøjnefaldende måde at gøre vores køn som henholdsvis mand og kvinde på. Deborah Lupton fremhæver i værket The Emotional Self det karakteristiske binære forhold mellem mænd og kvinders følelsesliv og den gængse norm for performativiteten af dette forhold.
Lupton arbejder med de skarpt optrukne narrativer the emotional woman og the unemotional man (Lupton, 1998: 105). Ifølge Lupton er nogle følelser acceptable for kvinder, hvorimod andre er uacceptable og ligefrem kan betragtes som patologiske. Det er typisk de følelser, der er knyttet til det maskuline. Således bliver følelser som sorg, frygt, sårbarhed, misundelse og jalousi i vesteuropæiske kulturer betragtet som passende for en kvinde, hvorimod vrede, raseri, aggressivitet og følelsen af triumf er knyttet til mænd fremfor kvinder. Kvinden er udfoldelsen af følelser er knyttet til den private sfære. Manden forbindes derimod med den offentlige sfære og de følelser, der anvendes i præstations øjemed inden for hans professionelle virke. De egenskaber der knytter sig hertil, er rationalitet, aggression og konkurrencementalitet (Lupton, 1998: 111). Ydermere er the unemotional man karakteriseret ved at være i kontrol over og undertrykke sine følelser, specielt de maskulint uacceptable (Lupton, 1998: 108).
Den anden, skammeren Skam er en social følelse, der kræver, at vi som subjekter opererer med billedet af os selv i andres bevidsthed. Ofte er den selvforestillede ide om den anden tilstrækkelig (Lupton, 2003: 18-19). Den anden er imidlertid en konstruktion, der også er afhængig af historiske og kulturelle produktioner. Judith Butler beskriver i Giving an Account of Oneself forholdet mellem individet og den anden med begrebet recognizability, som på dansk både betyder genkendelse, erkendelse og anerkendelse. Recognizability er således essentiel for Butlers teori, da genkendelighed
22 forudsætter hendes performativitetsbegreb og i dette tilfælde læsningen af skammens interpersonelle udfoldelse. (Butler, 2005: 23) For at personer kan genkende sig selv i skammen, udskamme andre eller omvendt møde andre uden at dømme er recognizability en forudsætning, lige såvel som i Butlers teori om det performative køn. Man skal således performe fx kvinde for at kunne genkendes som det (Butler, 2007: 29). Recognizability er således et bredt begreb, der indeholder både en rigid tankegang om stigmatisering og et potentiale for forandring (Butler, 2005: 24). Jeg anvender de tre danske oversættelser af recognizability i identificeringen af den anden og forsøget på at beskrive hvad skammen gør som subjektivitetskonstruktør af Bjarne Riis.
23 Metode
Følgende metodebeskrivelse fordeler sig i fire afsnit, der behandler mit videnskabsteoretiske udgangspunkt for specialet, hvordan den teoretiske model impliceres, hvordan analysen praktisk udføres og et oplæg til senere perspektivering og diskussion af metoden.
Socialkonstruktivistisk udgangspunkt Følgende studie er udarbejdet efter et socialkonstruktivistisk paradigme, der søger at forstå, hvordan de levede erfaringer i verden opstår. Grundpræmissen er således, at jeg forstår meningsdannelsen inden for mit forskningsfelt som en forhandlingsproces mellem sociale aktører (Creswell, 2007:20). Et af målene med metoden er at komme så nær som muligt på de syn, som deltagerne i de sociale meningsdannelser repræsenterer (Creswell, 2007: 21). Dermed undersøges studiets problemformulering og spørgsmålet ’Med hvilke skamscenarier fremstilles Bjarne Riis på dansk TV?’ med et perspektiv om, at et skamscenarie er et socialt konstrueret fænomen. Opfattelsen af hvordan skam føles og hvornår og hvordan et individ bringes i en skamfuld situation, bygger således på en forudgående social konstruktion som jeg bruger i min identificering af skamscenarier. Forudgående for min analyse, af hvordan sociale konstruktioner udfoldes i skamscenarierne med Bjarne Riis, og hvilke sociale aktører der optræder, etableres dermed med afsæt i social struktur en opfattelse af indholdsudfyldelsen af begrebet skam (Østerberg, 2005:12). Min teoretiske baggrund for analysearbejdet er således også at betragte som en social konstruktion udarbejdet af mine teoretiske kilder og mig som afsender af specialet. Min metodiske tilgang fokuserer på, hvordan skamscenarierne er historisk og kulturelt konstruerede. Herunder har jeg valgt at fokusere på skammen som et kulturelt fænomen konstitueret af kønskategorier, normer for social interaktion og den historiske udvikling. Dette udfoldes tydligt i teoriafsnittet og følgende teoriers forankring i ovenstående: Sørensens teori om ’Skam - medfødt og tillært’ betoner tydligt, hvorledes skam skal betragtes i en social kontekst, da følelsen påkalder sig behovet for forestillingen om en selv i den andens blik (Sørensen, 2013: 20). Butlers recognizeability-begreb betoner denne dynamik, omkring hvordan genkendelse, erkendelse og anderkendelse er en del af skamkonstruktionen (Butler,
24 2005: 23). Goffmans teorier forudsætter, at al mening opstår mellemmenneskeligt, hvilket ekspliciteres i teorierne om social samhandling i form af face work og interaction ritual og Brown og Levinsons udgangspunkt for talehandlinger og udviklingen i face (Goffman, 2005: 302; Brown og Levinson, 1987: 62). Scheffs inspiration fra Goffman omfatter en tilgang, der ser en sammenhæng mellem mikro- og makrosociologisk konstruerede sammenhænge grundlagt i menneskers ceremonielle og rituelle interaktion og Elias’ perspektiv på den historiske Civilizing Proces (Bo, 2012: 16; Mennel, 1989, 106). Således optræder sproget og de normer, der hersker i samfundet for social interaktion som to af de primære konstruktører af mening (Østerberg, 2005: 89). Mit teoretiske analyseapparat træder med afsæt i ovenstående frem som et instrument til at foretage en tekstnær analyse, der tjener til at være meningsdannende i forståelsen og forklaringen af den sociale konstruktion af skammen, Bjarne Riis og tilknytningen mellem de to i TV-mediet (Creswell, 2007: 21).
Personlig position Som forfatter til specialet og i undersøgelsen af hvilke erfaringer, der er meningsskabende i casen om skamscenarier knyttet til Bjarne Riis, er det værd at bemærke at mine personlige erfaringer er tilstedeværende. Jeg anderkender, at jeg som en del af den socialkonstruktivistiske forskningstradition personligt har indflydelse på den meningsdannelse analysen repræsenterer. Således er de fem analysematerialer igennem min researchproces personligt udvalgt til at repræsentere en bred fremstilling af Bjarne Riis kronologisk såvel som genremæssigt og afsenderkontekstuelt. Den teoretiske ramme og samlede interaktions- og skamteori er et produkt af mine beslutninger om hvilke begreber, der er anvendelige i et sociologisk studie af netop denne case. Derudover vil jeg betegne mit forudgående forhold til fænomenet Bjarne Riis som værende typisk for min generation. Jeg har ikke nogen tilknytning til cykelsporten, men et indblik i eliteidræt fra en længere periode som håndboldspiller på højeste nationale niveau. Jeg er født i 1986 og vokset op med medieeksponeringen af Riis’ præstationer i Tour de France, hvor jeg specielt oplevede hans opkomst, sejr og nedtur i perioden 1995-1998. Derudover har jeg også oplevet mediefokusset på dopingmistanken mod Riis og før arbejdet med dette speciale oplevet tre af de valgte udsendelser i deres første transmittering. Det drejer sig om Tavshedens Pris (1999),
25 Pressemøde med Bjarne Riis (2007), Riis Forfra (2014). Derudover kan jeg med mit virke som humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsstuderende medgive en generel interesse for medieeksponeringen af doping og en dokumentarisk tilgang til sportsfeltet.
Læsestrategi ’Bjarne Riis, The Unemotional Man’ repræsenterer som en del af den socialkonstruktivistiske retning en fremtrædende fortolkningsvinkel (Creswell, 2005: 21). Her betragter jeg skam som den betydningsdannende læsestrategi. Denne er som tidligere vist forankret i en bred teoretisk ramme, der udgøres af et patchwork af teori om sociale interaktioner og normsætning samt skammens psykosociale væsen. Jeg er som beskrevet tidligere bevidst om at dette perspektiv også er socialt konstrueret. Jeg vil kort kommentere på perspektivet om det psykosociale element i min undersøgelse. En stor del af teorien drejer sig om, hvordan skam er socialt forankret, men som følelse er der ligeledes tale om et individuelt perspektiv og en forklaring af, hvordan det enkelte menneske fungerer (Bo, 2008: 14). Således anvendes i studiet en psykologisk definition af, hvordan skam optræder som emotion i identificeringen og forståelsen af dens repræsentation hos Bjarne Riis. Jeg anvender således en overordnet psykologisk definition af skambegrebet i analysen af fremstillingen af Bjarne Riis uden at forsøge at afdække hans kognitive mønstre eller hans indre oplevelser, men i stedet som et værktøj i en sociologisk undersøgelse af de danske TV-mediers fremstilling af ham. Samtidig kan den psykologiske definition af skam tjene til en for læserne af specialet gennemgående refleksion over konsekvenserne af konstruktionen af skamscenarier, og som formuleret i mit formål er det psykologiske perspektiv medvirkende til at rejse diskussion og debat over sporten som et felt, hvor skamfulde scenarier etableres og vises. Skam betragtes som den primære læsestrategi, men der vil i analysen også fremkomme andre følelsesmæssige tilstande som fx repræsentationen af stolthed forbundet til Scheffs deference- emotion system og sorg og lyst forbundet til Riis’ handlemotiver (Scheff, 1994: 75). Identificeringen af følelser er en del af specialets brede teoretiske og metodiske model, hvor også face tilstande og interaction rituals kan stå alene i den brede undersøgelse af casen Bjarne Riis.
26 Analyse af TV-mediet Mit studie er som socialkonstruktivistisk undersøgelse forankret i den konkrette sociale kontekst, som jeg vælger at kalde TV-mediet (Creswell, 2005: 21). Dermed er de kanaler, der har transmitteret de fem tilgåede udsendelser, og som samtidig har købt eller finansieret og i nogle tilfælde klippet og produceret selvsamme, afsendere af produkterne, og de kan dermed betragtes som de afgørende sociale konstruktører af de fremhævede skamscenarier. I arbejdet med TV-mediet som analysefelt gør jeg brug af en række værktøjer til at analysere fremstillingen af følelser. Tilgangen er ikke stringent organiseret, men primært funderet i et indledningsvis induktivt arbejde med at gennemse den anvendte empiri med afsæt i identificering af følelsesmæssige fremstillinger med fokus på skam. Således er den tidligere beskrevne teoretiske ramme i højere grad udgangspunkt for analysen end en gennemgang af udsendelsernes filmiske virkemidler. Speak og dialog i udsendelserne er den primære genstand for analysen. Selve det sproglige og den handling, der foregår på udsigelsesniveau er således altafgørende for min undersøgelse. Således kommer retorikken i interviewsituationer hvor Bjarne Riis indgår til at spille en afgørende rolle sammen med de narrativer, der udgøres af udsendelsernes baggrundsspeak. Derudover er der gennemgående i analysen fokus på klipning af såvel lyd som billede, de visuelle indtryk af, hvad der helt konkret vises i form af bl.a. omgivelser og påklædning og kameraføring i form af fx close-ups (Fibiger, 2011: 121, 122, 152). Derudover behandler jeg organiseringen af programmerne i forhold til den dramaturgiske rytme i film, der konstruerer et fortælleplan af afgørende betydning for subjektivitetskonstruktionerne undervejs (Fibiger, 2011: 123).
27 Empiri
Tavshedens Pris (I) 1999, Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung, Den tilgåede version på mediestream er arkiveret i en version sendt 31. maj 2007 på DR. Tavshedens Pris er skabt af DR journalisterne Niels Christian Jung og Olav Skaaning Andersen. Dokumentaren repræsenter en trebenet konkret dopinganklage mod Bjarne Riis. Som massør på Bjarne Riis’ hold Gewiss Ballan samler Jung dopingaffald som sendes til laboratorisk kontrol på Rigshospitalet. Jung og Andersen kommer i besiddelse af en udskrift over en liste over Gewiss Ballan rytternes hæmatokritværdier under Tour de France i 1995, hvor Riis bl.a. står listet på en værdi på over de tilladte 50. Derudover konfronterer de Gewiss Ballan holdes tidligere massør, der erkender at han så doping på holdet. Programmet har gennemgående fokus på det på daværende tidspunkt uudfoldede EPO problem i cykelsporten.
Profilen: Bjarne Riis 2006, Vært: Tine Gøtzsche, Sendt 23. august 2006 på DR I det klassiske ugentlige DR program, der har en aktuel person i studiet til interview optræder Bjarne Riis i august 2006. Riis er i studiet i sin egenskab af holdejer og sportsdirektør på Team CSC. Temaet er cykelsportens fremtid i forlængelse af en række nye dopingskandaler herunder to eksempler knyttet tæt til Riis. Det drejer sig om afsløringer af at Tyler Hamilton i 2003 var dopet da han kørte fra Riis’ hold og at Riis’ stjerne Ivan Basso er blevet trukket ud af det netop overståede Tour de France som følge af dopingmistanke.
Pressemøde med Bjarne Riis 2007 TV2 News. Sendt 25. maj 2007. Denne udsendelse er den direkte transmitterede dopingindrømmelse fra Bjarne Riis. TV2 News dækker det meget velbesøgte pressemøde i CSCs lokaler i Lyngby. Jes Dorph Petersen speaker og introducer fra TV2s studie og cykeljournalisten Dennis Ritter dækker begivenhederne fra salen. Riis fokuserer undervejs på at bekendelsen udføres med hensyn til hans status som holdejer og sportsdirektør hos CSC. Riis indrømmer at han har anvendt doping i perioden 1993-1998 og at han har gjort brug af medikamenterne EPO, cortison og væksthormon. Efter Riis’ statement stiller de fremmødte journalister spørgsmål, der bl.a. omhandler Riis troværdighed som løgner igennem en periode på over ti år.
28 Skandale! 1998, Skammens Tour de France 2010, Janus Køster-Rasmussen, sendt 6. august 2014 på DR. Som en del af en programserie, der har et nationalt perspektiv på enten sundheds eller kultur relaterede events indgår afsnittet med det rammende navn Skammens Tour de France. Det nationale perspektiv er gennemgående i udsendelse, hvilket betyder af Festinaskandalen fra 1998 indleder programmet og er rammefortællingen. Bjarne Riis er programmets omdrejningspunkt. Udsendelsen er præcist klippet sammen således at der speakes henover overgangsklip med scener fra Tour de France gennem tiden og bl.a. også fra Riis’ nationale hyldest i Tivoli i København. Programmet benytter 4 eksperter i fortællingen om doping knyttet til Tour de France som historisk begivenhed, 1998 skandale og Bjarne Riis. De 4 eksperter er Olav Skaaning Andersen, der refererer sin produktion af Tavshedens Pris, journalist og tidligere cykelekspert på TV2 Henrik Jul Hansen, Riis’ tidligere hjælperytter og nuværende sportsdirektør Brian Holm og historiker og forfatter Joakim Jakobsen.
Riis - Forfra 2014, Niels Christian Jung, sendt den 9. Januar 2014 på DR. I dette program portrætter Niels Christian Jung Bjarne Riis bag facaden og følger ham privat hos sin familie og som chef for holdet Saxo Bank Tinkov. Jungs egen historie er at han sammen med Olav Skaaning Andersen i 90’erne først indsamlede beviser mod Bjarne Riis om brug af doping for derefter at konfrontere ham med disse i programmet ’Tavshedens Pris’. ’Riis Forfra’ fokuserer på fortællingen om den pressede holdejer Riis, der konstant stilles overfor spørgsmålet om han kendte til brugen af doping på sit hold i starten og midten af 00’erne, et svar som Jung også selv prøver at få. Samtidig vises Bjarne Riis privat i følelsesladede situationer, hvor han taler ud om at have en depression. Riis’ sønner Jesper og Thomas Nybo Riis anvendes i fortællingen om deres fars Tour de France sejr og nedtur. Riis’ hustru medvirker ligeledes som reference under ’Riis Forfra’.
Alle fem materialer er tilgået på statsbibliotekets mediesamling mediestream med adgang som studerende på KU. De konkrete udsendelsestidspunkter af afgørende for at tilgå den anvendte version af den enkelte udsendelse. Permanente PID henvisninger findes i litteraturlisten.
29 Analyse
The unemotional man Such characteristics as aggressivenes, coldhearted rationality and competitiveness, seen as vital to success in the world of commerce, were split from femininity and positioned as innately and appropriately masculine. (Lupton, 1998: 111)
I dette kapitel analyseres, hvordan Bjarne Riis følelsesmæssigt fremstilles som den arketypiske mand med udgangspunkt i Deborah Luptons begreb the unemotional man (1998). Der fokuseres på, hvordan Bjarne Riis kan genkendes som mand i form af hans professionelle og rationelle iscenesættelse. Derudover viser jeg, hvordan Riis fremstilles med de egenskaber og følelser, der er maskulint acceptable. Fremstillingen af Bjarne Riis som the unemotional man danner derudover et fundament for at vise, hvilke skamscenarier der opstår i mediedækningen af dopingskyldsmålet. Udsendelserne ’Pressemøde med Bjarne Riis’, ’Tavshedens pris’, ’Profilen’ og ’Riis Forfra’ inddrages i analysen af Bjarne Riis som the unemotional man.
Den forpligtede professionelle mand Da Bjarne Riis den 25. maj 2007 i forlængelse af en række tidligere rytterkollegaers dopingindrømmelser afholder pressemøde og går til bekendelse om sit dopingmisbrug i 1990’erne, foregår det med fokus på at opretholde sin professionelle integritet som Tour de France-vinder, holdejer og ambassadør for cykelsporten. Selve iscenesættelsen af pressekonferencen er et tydeligt og simpelt eksempel på, hvordan budskabet om dopingmisbruget præsenteres som scenarie front stage (Harste og Mortensen, 2007:211). Pressemødet foregår med Bjarne Riis’ professionelle virke som ramme, idet de finder sted i CSC’s lokaler i Lyngby, med Bjarne Riis’ presseansvarlige Brian Nygaard som vært og endda med et stort portræt af det cykelhold Bjarne Riis er ejer af og chef for i baggrunden (Riis, , 25. maj, 2007: 00.11.06) Scenen for bekendelsen er således valgt til the unemotional man, der associeres med sin arbejdsplads og sit professionelle virke. Arbejdspladsen er samtidig et forum, hvor følelserne
30 og selvet må holdes under skarp kontrol for at skabe et fundament for rationelle beslutninger for ikke at destabilisere arbejdseffektiviteten (Lupton, 1998: 108).
Figur 3. Bjarne Riis front stage i bekendelsen af sit dopingmisbrug i 2007. Riis tager imod hele den danske presse som den professionelle chef for Team CSC illustreret af det store holdbillede i baggrunden. (Riis, 2007: 00.13.33)
I dag der står jeg frem som privatpersonen Bjarne Riis for at lægge fortiden bag mig og for at sikre, at alt det gode arbejde jeg gør med mit hold i dag ikke bliver forhindret. Og det har ikke været svært, skal jeg lige hilse og sige! (Riis, 2007: 00.13.33)
Bjarne Riis præsenteres i starten af sit statement omkring sin fortid som dopingmisbruger med en række indledende overvejelser om at indrømme et dopingmisbrug. Riis’ perspektiver på at stå frem er grundlæggende forankret i et professionelt øjemed, idet han ønsker ”at lægge fortiden bag mig og for at sikre at alt det gode arbejde jeg gør med mit hold i dag ikke bliver forhindret”. Samtidig pointerer Riis, at han står frem som privatpersonen Bjarne Riis, og at beslutningen om at stå frem ikke har været svært. At det ikke har svært at stå frem som dopingsynder lyder umiddelbart overraskende, men ordvalget er et udmærket eksempel på,
31 hvordan ’manden’ forventes at være direkte i sin kommunikation og agere logisk (Lupton, 1998: 107). Med Luptons the unemotional man kan Bjarne Riis i dette korte uddrag af introduktionen til sin egen dopingbekendelse forstås som bekendende sig som et individ, der følger rules of conduct i den offentlige sfære (Goffman, 1967: 48). Bjarne Riis handler igennem hele pressekonferencen i sammenhæng med interaktionsritualet obligations and expectations (Goffman, 1967: 48). Således annoncerer den introducerende speak op til pressemødet og dialogen mellem nyhedsvært Jes Dorph Petersen og sportsjournalist Dennis Ritter, hvordan der er forventninger, expectations, til at Bjarne Riis bør udtale sig om sit mulige dopingmisbrug og derfor har en forpligtigelse, obligation, som han rituelt vil leve op til ved at afholde det omtalte pressemøde:
JDP: Forklar os lige Dennis, du nævner selv de tyske tilståelser, og det er jo fordi at både læger og de fleste af rytterne nu, som kørte sammen med Bjarne Riis har sagt at de tog EPO. Er det så sådan, at kan man sige, at nu bliver Bjarne Riis nødt til at sige, hvad han kendte til det, og at det nærmest ville være umuligt for ham at sige, at han ikke deltog i det? DR: Ja det kan man godt sige, fordi det er næsten evident, at når lægerne har indrømmet, at de forsynede rytterne med doping når rytterne, når næsten alle Bjarne Riis’ hjælperyttere har indrømmet, at de var på EPO ved den lejlighed, så vil det være sådan lidt ynkeligt og mindst sagt utroværdigt, hvis Riis siger, at det var han ikke – det var mere reglen end undtagelsen i de år. (Bjarne Riis, 2007: 00.05.55)
Rationelt røgslør for skam Bjarne Riis ekspliciterer, i sin indledning på pressemødet, at han står frem som privatperson hvilket er modstridende med min fortolkning af Riis som anvendende sit professionelle virke som bevæggrund for bekendelsen. Anvendelsen af termen privatperson påkalder ifølge Lupton en mere følelsesmæssig åben kommunikation indenfor en feminint domineret sfære, privatsfæren (Lupton, 1998: 105). Bjarne Riis’ brug af ordet privatperson knytter sig derimod ikke til denne sfære, men i højere grad til isoleringen af sig selv fra tidligere og nuværende professionelle relationer i form af kollegaer, arbejdsgivere, sponsorer mm. og Riis ekspliciterer igennem sit statement, at de relationer der er tættest på ham i den private
32 sfærer, udmærket kender til hans situation, som tidligere dopet sportsudøver (Riis, 2007: 00.25.55). Dermed forstærker Bjarne Riis’ måde at anvende termen privat fremstillingen af ham som rationel.
Med afsæt i rules of conduct er det bemærkelsesværdigt, at Riis agerer som sit køn og the unemotional man ved at opfylde expectations om at være følelsesblottet og rationel (Lupton, 1998: 111). Det følgende citat illustrerer tydeligt, hvordan Bjarne Riis med sine obligations til fulde performer dette aspekt af the unemotional man.
Jeg har aldrig haft et behov for at bekende noget, og det kan jeg godt forstå, at folk har haft svært ved at acceptere. Jeg har selv lagt den tid bag mig for længe siden. Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at alle andre skal have den samme opfattelse. De seneste ting der er sket i Tyskland, har aktualiseret det igen, og nu er tiden kommet til at lægge kortene på bordet. Jeg har selv været en rytter i den periode som i øjeblikket står til debat, og jeg har været det på de vilkår, der nu engang var for sporten dengang. (Riis, Bjarne på TV2 NEWS, 25. Maj, 2007: 00.14.15)
Bjarne Riis fremhæver frem imod sin konkrete dopingindrømmelse, at han ikke handler ud fra et behov om at bekende sin synd, dopingmisbruget. I overensstemmelse med the unemotional man er Bjarne Riis’ bekendelse således motiveret af rationalitet (Lupton, 1998: 106). Han beskriver i ovenstående citat, at hans bekendelse er blevet aktualiseret af andres nylige bekendelser, og at han handler for at tilfredsstille andres behov. Dette kan forstås i forlængelse af det første fremhævede citat, hvor rationalitet i form af indrømmelsen er det, der skal sikre hans fortsatte professionelle virke. Bjarne Riis’ rationalitet og professionelle form omkring sin indrømmelse reproducerer således the unemotional man, der ifølge Lupton grundlæggende er rationel frem for følelsesladet, direkte i sin interaktion og frem for alt i kontrol over sine følelser fremfor subjektivt beskrivende disse (Lupton, 1998: 107). Termerne omkring at foretage sin bekendelse på baggrund af de seneste ting der er sket i Tyskland og stå frem for at lægge kortene på bordet er således en meget maskulint genkendelig måde at forholde sig til den følelsesmæssigt udsatte situation, det er at stå frem offentligt med en bekendelse af snyd. Derudover er denne måde at introducere sin bekendelse på også i fuld overensstemmelse med TV2’s ydre forventninger og dermed Bjarne Riis’
33 forpligtigelse med udgangspunkt i Jes Dorph Petersen og Dennis Ritters indledende speak. Således opfylder Bjarne Riis’ italesættelse af aktualiseringen af hans bekendelse rules of conduct (Goffman, 1967: 48). Afslutningsvis er det interessant at rationaliteten og det professionelle felt kommer til at fungere som en baggrund for dopingmisbruget og en unddragelse af skyld og potentiel skam over dopingsnyd, idet Bjarne Riis går til bekendelse på baggrund af aktualiteten af hans dopingmisbrug og ikke hans følelsesmæssige kvaler (Berg, 2012: 361). I performativiteten af the unemotional man fungerer rationaliteten derudover som den naturlige kontrol og forskydning af skammen. Dermed fungerer the unemotional man som en decideret skamstrategi i kraft af mandens kontrol over følelserne. Det understreges yderligere af hans udsagn:
Jeg har selv været en rytter i den periode, som i øjeblikket står til debat, og jeg har været det på de vilkår, der nu engang var for sporten dengang (Riis, 2007: 00.23.51). Han påpeger således, hvordan de handlinger hans bekendelse få sekunder senere udfolder, skal betragtes i lyset af vilkår for den sport han deltog i og fx ikke hans eget begær efter at vinde.
Tilladte og forbudte følelser Som påpeget fremstilles Bjarne Riis som the unemotional man ved at være karakteriseret som følgende rules of conduct og handle i overensstemmelse med den maskulint genkendelige egenskab rationalitet fra sin position som den professionelle mand, der opererer i kontrol over sin følelser i den offentlige sfære. Således er Bjarne Riis’ statement på pressemødet 25. maj 2007 et eksempel på kontrollen og distanceringen fra følelserne (Lupton, 1998: 107). Det kommer til udtryk ved, at Bjarne Riis ikke udtrykker sorg, angst eller skam i forbindelse med sin dopingbekendelse, men rationelt fokuserer på: at han ikke ville gøre det samme i dag (Riis, 2007: 00.23.51). Således rummer Pressemøde med Bjarne Riis potentialet for at en række følelser der i stedet er genkendelige med the emotional woman er blevet sorteret fra og Riis udtrækker fx ikke et muligt motiv om lyst til at vinde eller eksperimentere eller jalousi rettet mod andre ryttere som motivation for at indlede sit dopingmisbrug. Yderligere vises Bjarne Riis med de maskulint acceptable følelser stolthed og triumf som nogle af de eneste følelser, idet han fastholder sin glæde over minderne over at vinde Tour de France (Riis.
34 2007:00.24.49), (Lupton, 1998: 107). Frasorteringen af de feminint genkendelige følelser knytter sig imidlertid til fremtoningen på front stage ved pressemødet. Jeg viser i min analyse af ’Riis Forfra’ hvordan de feminint genkendelige følelser kan vises fra et back stage perspektiv.
Reaktioner på skam Situationen med Bjarne Riis’ dopingbekendelse på live-tv indenfor sit eget professionelle miljø adskiller sig markant fra den situation, hvor Bjarne Riis i ’Tavshedens Pris’ fra 1999 konfronteres med Niels Christian Jung og Olav Skaaning Andersens beskyldninger om doping med afsæt i deres oplysninger om Bjarne Riis’ markant forhøjede hæmatokritværdier i 1995 samt Bjarne Riis’ tidligere massør Paolo Ganzerlis bekræftelse af, at der blev anvendt doping på Riis’ daværende hold Gewiss Ballan. En konfrontation med dokumentationen over en drastisk stigning i hæmatokritværdien hos Bjarne Riis udspiller sig således:
OSA: Er det nogle tal, som du kan nikke genkendende til? BR: Nej det er det ikke, og det er ikke noget, jeg kan bruge til noget som helst, fordi at for det første ved jeg slet ikke, hvor du støver sådan noget op, og øhhhh hvorfor skulle jeg egentlig tro på, hvad det er du kommer og siger, det er der da ikke nogen grund til overhovedet. Speak: Danmarks Radio har læst de oprindelige dokumenter, og vi fastholder udskriftens rigtighed. (Jung og Andersen, 1999: 00.16.00)
En fremlæggelse af Paolo Ganzerlis kommentarer om systematisk doping på Gewiss Ballan i 1995 foregår således:
OSA: Han (Ganzerli red.) siger det var på holdet (EPO red.). BR: Jeg vil sige: Jeg har ikke set det, men det må jo stå for hans regning. Som jeg siger igen, hvis jeg skal hver gang stå op og enten stå skoleret eller udtale mig om det ene eller andet, som jeg ikke er i stand til. Ved du hvad så bliver livet hurtigt for kort. OSA: Men Paolo har bekræftet at der er, at der var EPO på Gewiss Ballan på det tidspunkt og han siger samtidig at…
35 BR: (Afbryder) Ahhh men ved du hvad så kan du jo sige hvad som helst, så kan du jo sige, at du har set mig være inde og tanke benzin uden at betale, ahh men hvor er vi så henne? OSA: Du har aldrig set? BR: Det siger jeg jo, jeg har ikke set det! (Jung og Andersen, 1999: 00.27.40)
Klippene foregår ikke i en offentlig arena, men i en situation, hvor Bjarne fremstilles alene med intervieweren og kameraet, i en privatsfære. Med oplysningerne fra Riis’ biografi ’Riis’ om at interviewet er foregået på Riis’ private kropsterapeut Ole Kåre Følis behandlingsklinik må omgivelsernes betegnes i høj grad værende back stage (Riis og Pedersen, 2010: 310). Bjarne Riis sidder i et miljø blottet for symboler på cykelsporten, han er iført rullekravesweater, der ikke ligefrem markerer hans autoritet som professionel idrætsudøver, men snarere kan tolkes som et billede hans tilbagetrækningsreaktioner på de beskyldninger han konfronteres med. Bjarne Riis’ position er i denne private sfære mere følelsesmæssigt udsat end i situationen, hvor han fra et professionelt udgangspunkt præsenterer sin dopingbekendelse 8 år senere. Det er med afsæt i skamkompasset bemærkelsesværdigt at Bjarne Riis i disse klip fremstilles som unddragende sig skyld i at have dopet sig og dermed unddrager dig den skam, der knytter sig til denne handling (Berg, 2012: 361). Unddragelsen består i, at Bjarne Riis fremstilles som flyttende fokus fra sin egen situation og den skam, der er forbundet med at have været en del af noget kriminelt, der tilmed devaluerer hans identitet bygget på hans sportspræstationer (Berg, 2012: 362). Det fungerer således som skamreaktionen unddragelse, når Bjarne Riis i det første citat bliver vist som fjernende fokus fra den ifølge den efterfølgende speak faktuelle oplysning ved i stedet at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden og fabrikationen af Jung og Andersens dokument. I den efterfølgende konfrontation med Ganzerlis dopingbekræftelse sker en bevægelse mod en situation, der kan fjerne fokus fra skammen, idet Bjarne Riis laver en sammenligning med, at han ligeså vel kan beskyldes for at stjæle benzin. Unddragelsesreaktionen er gennemgående i Bjarne Riis’ pressemøde og går igen i hans besvarelser af de fremmødte journalisters spørgsmål og generelt i konfronteringer
Unddragelsesstrategien er gennemgående for Bjarnes omgang med medierne i interviewsituationer, der fremstiller ham med skyld i form af spørgsmål, der typisk knytter
36 sig til dopingansvar. Eksempelvis under Spanien Rundt som vist i programmet Riis Forfra (Jung, 2014: 00.11.40)
Skamreaktionerne angreb på sig selv kan forsøges identificeret i Riis’ kontinuerlige kontakt med skammen igennem de 8 år fra Tavshedens Pris til dopingbekendelsen, som en udmagrende proces med en følelse af at skylden over at have vundet på Tour de France på uærlig vis var umulig at komme frem med (Berg, 2012: 363; Sørensen, 2013: 49). Men hele den rationelle omgang med det potentielt skamfulde i dopingbedraget og det gennemgående fokus på ikke at devaluere sin egen præstation er ikke forbundet til et selvangreb (Riis, 2007: 00.23.51) Tilbagetrækning er en gennemgående skamreaktion hos Riis, jeg vil komme nærmere ind på denne i analysen af ’Profilen’ (2006) og Riis som patologisk distanceret fra følelser i ’Riis Forfra’ (2014). Angreb mod andre kommer til udtryk en enkelt gang under ’Pressemøde med Bjarne Riis’ idet Riis som en strategi mod at blive mødt med konfronterende spørgsmål, der stiller ham magtesløs, uden en egentlig anledning fremhæver sin tidligere soigneur Jef D’hont, der er forfatter til en bog, hvor han udstiller Riis’ dopingmisbrug.
Jeg vil så sige en ting i hensyn til Jef D’hont, det er en ting han måske også glemmer at skrive i sin bog nu har jeg ikke læst hans bog og jeg kommer heller aldrig til det for det interesserer mig ikke en døjt, det er at han var den første der introducerede en sprøjte til mig, siger man sådan, da jeg var neo pro i Belgien. Han var soigneur for det hold jeg kørte på. (Riis, 2007: 00.35.12)
D’hont bliver den eneste navngivne person der i løbet af pressemødet nævnes af Riis i forbindelse med doping. Denne situation kan også fortolkes, som en unddragelse, men den manglende kontekst og det specifikke personlige fokus, der ellers ikke er at finde i Riis’ forbindelse til dopingfortiden placerer udsagnet som en skamreaktion og et angreb mod andre. Angreb mod andre bliver ligeledes ekspliciteret i ’Skandale! 1998, skammens Tour de France’, og programmets fortolkning Riis. Riis reagerer kraftigt overfor sportsjournalist Olav Skaaning Andersens direkte konfrontation med spørgsmålet om hvorvidt han er dopet og forsøger påkalder sidenhen at påkalde sig respekt fra de danske tv medier (Køster-Rasmussen, 2010: 00.24.55).
37
Emotionelt orienteret kommercialisering Billedet af Riis som the unemotional man der køligt, rationelt og professionelt orienteret selekterer, hvad han udtaler sig om til pressen vises i dokumentaren Riis Forfra, der mod slutningen viser et interview med Riis, hvor han lægger vægt på at han ikke er forpligtet til at fortælle hele Danmark om sin involvering i doping. Riis sidder i stylede sort-hvide omgivelser selv helt i sort. Han er front stage.
Det er ligesom det skal være en offentlig skriftestol den køber jeg ikke. Jeg har fortalt til dem der skal vide det hvad der skal vides og hvad jeg ved. (Jung, 2014: 00.55.40)
Det er slet ikke min person - jeg skal stå til rådighed for mig selv og ikke en skid andet! Det er jeg udmærket godt klar over at jeg får en masse tæsk på. (Jung, 2014: 00.56.50)
Men ’Riis Forfra’ forsøger også være et program, der viser Riis back stage som den diametrale modsætning til fremstillingen i ovenstående citater og i Pressemøde med Bjarne Riis. Kameraet viser Riis med en af sine yngste sønner, der forsøger at cykle sikkert ud af en grusvej på den lidt for store racercykel. Sønnen er iklædt holdtøj fra Riis’ hold Team Saxo Bank - Tinkov. Det er et karikeret billede på den professionelle cykelchef privat. Så privat og back stage som det nu kan blive. Niels Christian Jungs speak henover billederne fortæller:
Han har inviteret mig hjem til sig i Toscana. Og det viser sig at der er sket noget afgørende i Bjarnes liv. Han har fået en depression. (Jung, 2014: 00.31.10)
Og Riis selv fortæller videre sammen med sine familie, hustruen Anne Dorthe Tanderup.
ADT: Altså, jeg ved hvor langt han var ude. Jeg så ham. Arh jeg kommer til at tude over det. (får tårer i øjnene) BR: (Er stille længe og puster længe ud) Jamen altså det er jo klart på et tidspunkt så bliver man jo også ramt og så bliver ting bare for meget og så. Jo, en speciel dag der kunne jeg godt mærke at nu gik det galt at nu kortsluttede det. Og jeg tror at der er mange ting jeg har i
38 bagagen fra min barndom som jeg aldrig har sådan rigtig fået bearbejdet. Mange ting som egentlig er kommet de seneste år. Da jeg stod frem i 2007, den proces jeg var igennem der. Min far døde, den proces ik’os og min mor døde her fornylig hvad der ikke er nogen der ved. (Jung, 2014: 00.32.07)
Passagen er et eksempel på, hvordan Riis i Jungs dokumentar vises fra et helt andet perspektiv end vi kender ham. Kameraet er hjemme hos Riis og han og hans familie bekender deres følelser til programmet. Riis lægger i ovenstående citat vægt på at han har oplevelser med fra sin barndom, der påvirker ham hårdt psykisk og at presset i medierne og det at miste begge sine forældre har fået ham til at bryde psykisk sammen. Riis’ hustru Anne Dorte Tanderup er vidne på situationen og deler oplevelsen med både sin mand og offentligheden. Med udgangspunkt i impression-management vises Riis og hans familie back stage i deres fortælling om de hårde følelser, der har ramt manden, der i medierne er kendt for sin hårde facade (Harste og Mortensen, 2007:211). Situationens alternative visning af Riis kan forstås som en management af følelser som en del af et ønske om at vise og brande Riis som en skrøbelig og menneskelig person, der har brug for genkendelse blandt modtagerne af programmet. ’Riis Forfra’ konstruer dermed back stage fortællingen om cykelbossen, der skal anderkendes af den brede befolkning for at være emotionelt orienteret og psykisk belastet af livets skrammer og sociale kår. Bjarne Riis forbindes i ovenstående citat til følelsesmæssig åbenhed, sorg og angst. Han kaldes i Jungs speak gennemgående i programmet kun ved sit fornavn Bjarne og programmets sigte kan i stor udstrækning læses som et forsøg på at skabe sympati omkring Riis’ person som emotionelt individ.
39
Figur 4. ’Riis Forfra’ tegner et back stage portræt af Bjarne Riis med fokus på at vise Riis’ følelser. Her ses Riis i private omgivelser på cykeltur med sine børn. Klippet indgår i overgangen til at programmets speak introducerer at Riis har fået en depression. (Jung, 2014: 00.30.46)
Patologisk mangel på følsomhed The unemotional man is often portrayed as emotionally sterile, lacking self-awareness and putting himself at risk of emotional breakdown or physical illness because of his inability to express emotion. (Lupton, 1998: 113)
Mediefortællingen om Bjarne Riis tager på kompliceret vis udgangspunkt i eksponeringen af denne af Luptons beskrivelser af the unemotional man. Således kan det foregående kapitel om emotion-management fortolkes med forståelsen af at Riis under Riis Forfra oplever et psykisk sammenbrud som resultatet af mange års fortrængning, unddragelse, tilbagetrækning og decideret mangel på følsomhed. Riis siger om sit sammenbrud:
På et tidspunkt er der jo ikke mere bagageplads i rygsækken og skal den jo tømmes. (Jung, 2014: 00.33.40)
40
På dette tidspunkt i udsendelsen har Riis gentagne gange afvist at han bekymre sig om sin tidligere rytter Tyler Hamiltons dopingbeskyldninger mod Riis som leder (Jung, 2014: 00.12.51, 00.13.01, 00.18.43, 00.22.00). ’Riis Forfra’ anvender Riis’ sønner Jesper og Thomas i af beskrivelsen af Riis som manden, hvis beskårede adgang til at være emotionelt ekspressiv er direkte patologisk:
Jesper: Ja, jeg synes jo at der generelt i den del af familien har været alt alt for meget fortielse. Jung (speak): Bjarne fortalte først om sin dopinghistorie til sine sønner Thomas og Jesper i 2007 i forbindelse med sin bekendelse. I hele deres opvækst var der ingen samtaler om mulig snyd. Jeg tror Bjarne tarv for at skåne dem for skyldfølelse. (Jung, 2014: 00.18.55)
Således repræsenterer ’Riis Forfra’ impression-management i valget af at vise Riis som sygelig med afsæt i ikke verbalt at være i kontakt med følelser.
Dynamikken skam og stolthed Bjarne Riis: Jeg har krav på at man lader mig koncentrere om at køre cykelløb og jeg synes ikke det er fair at man er ude på at ødelægge min karriere. Fordi at hvis det skal fortsætte sådan her på denne måde så tror jeg at seerne så har de ikke Bjarne Riis at se på længere fordi så gider jeg ikke længere. Line Baun Danielsen: Så din grænse den er simpelthen nået nu? Bjarne Riis: Ja, jeg føler jeg har krav på respekt! (Køster-Rasmussen, 2014: 00.25.36)
Da Riis under Tour de France i 1998 i forlængelse af sin line om aldrig at have testet positiv konfronteres med en bestyrket dopingmistanke imod hans person griber han ud efter ønsket om at blive mødt med ærbødighed og respekt i modsætning til offentlig udskamning. I forlængelse af karakteristikken af Bjarne Riis som the unemotional man behandles i dette kapitel med udgangspunkt i Thomas J. Scheffs teori (1994), hvordan Riis kan forstås som grundlæggende konstitueret gennem følelserne skam og stolthed.
41 Jeg har været en del af cykelsporten på godt og ondt stort set hele mit liv mest på godt heldigvis, og jeg er glad og stolt for de resultater, jeg har opnået både som rytter og som holdejer. (Riis, 2007: 00.13.06)
Journalist: Jeg vil gerne høre, hvordan du i dag har det med at tænke tilbage på den sommerdag i juni 1996, hvor du lod dig hylde af… af hele Danmark? BR: Jeg har det godt, jeg har det godt og øøhh jeg er stolt over mine resultater øøhh jeg ved godt, at jeg ikke er kommet helt ærligt til dem, men jeg ved meget at jeg har kæmpet for det og hvilket arbejde jeg har sat bag det. Journalist: Men er det en værdig Tour de France-vinder som var dopet? BR: Nej, det er det nok ik’, men det lader jeg jer om at bedømme. Journalist: Skal du have frataget din titel? BR: Min trøje ligger hjemme i en papkasse i garagen, og I skal være velkommen til at hente den (Riis smiler tavst) Journalist: Den betyder ikke noget for dig i dag? BR: Det betyder ingenting – det der betyder noget for mig i dag, det er mine oplevelser og mine minder, og dem har jeg for altid øhh jeg er ikke glad for det jeg har gjort, men jeg er glad for det jeg gør i dag, og det jeg står for i dag. (Riis, 2007: 00.23.51)
Direkte i forlængelse af Riis’ statement indeholdende hans dopingbekendelse ved pressemødet i 2007 foregår ovenstående dialog. Den behandler, hvordan Riis forstås af ham selv og fremstilles for befolkningen i det bredde mediebillede. Bjarne Riis lægger vægt på, at hans minder og oplevelser i forbindelse med Tour de France- sejren i 1996 er det der betyder noget for ham – de gør ham stolt, ligesom han eksplicit siger, at han er stolt over sine resultater pga. den arbejdsindsats, han har lagt bag dem og derfor har det godt med den nationale hyldest i 1996 (Riis, 2007: 00.23.51). Bjarne Riis fremstilles med følelsen stolthed som et grundvilkår. Det sker bl.a. når han under pressemødet leder fokus hen på sit nuværende virke som holdejer og italesætter sit ikke eksisterende behov for at bekende noget, men rationelt vælger at gøre det (Riis, 2007: 00.13.06, 00.13.33, 00.14.15). Med Scheffs begreb om skam og stolthed beskrives præcist, hvordan den identitetsforandring,
42 der opstår med italesættelsen af Bjarne Riis’s dopingsnyd under Tour de France-sejren, er en direkte forhandling af ham som enten skammet eller agtet:
En person føler stolthed ved at forestille sig selv fra den andens perspektiv, der er rosende mod selvet. Men hvis personen forestilles at være fordømmende eller afvisende, så vil man føle sig dybt skamfuld, selv når der ikke er nogen faktuel basis for denne forestillede vurdering. (Bo, 2012: 22)
Det er karakteristisk at spørgsmålene fra journalisten i ovenstående citat tager udgangspunkt i hvorvidt den danske nation bør have tillid til Bjarne Riis og det svigt, der ligger i, at han er blevet hyldet for en præstation, der er blevet opnået ved hjælp af dopingsnyd. Tillidsspørgsmålet overfor Danmark er et gennemgående tema i måden, hvorpå Bjarne Riis konfronteres af medierne og en grundlæggende del af retorikken omkring, hvordan Bjarne Riis optræder som skamobjekt (Riis, 2007: 00.28.28-00.29.00; Ahmed, 2004: 113; Sørensen, 2013: 39). Jeg vil komme nærmere ind på denne strategi omkring retorikken i fremstillingen af Bjarne Riis som skamobjekt og hans rolle som nationalt skamsymbol, men her behandles først yderligere, hvordan stolthed og skam indgår i et interdependent forhold i konstruktionen af Bjarne Riis’ identitet i medierne. Med udgangspunkt i Lars J. Sørensens (2013) definition på skam, som noget utilbørligt, upassende og vanærende som kan være manifesteret i noget, man har gjort, men samtidig vedrører hvem man er, ses skammen i den konstante udfordring af Bjarne Riis’ identitet, som i eksemplet hvor han bliver bedt om at forholde sig til, hvordan han har det med at være blevet hyldet som national helt (Sørensen, 2013: 42). Dermed retter journalisten direkte spørgsmål om hvorvidt Bjarne Riis føler sig stolt eller skamfuld. Således fremhæver Scheff, hvordan individet oplever indre stolthed som et produkt af den ydre agtelse, personen mødes med og omvendt føler skam, når individet bliver mødt med et ønske om fordømmelse, straf eller respektløshed (Scheff, 1994, 71). Disse reaktioner kan optræde mikrosociologisk og fungere med udgangspunkt i individets forestilling om den anden, et af skammens grundvilkår, og ligeledes forstås i samspil med de forventninger og forpligtigelser som rules of conduct tilbyder. Derudover ekspliciteres mekanismen makrosociologisk i den måde Bjarne Riis offentligt fremstilles. Således blev Bjarne Riis i 1996 hædret på ceremonielt fornemmeste vis i forbindelse med sin Tour de France-sejr, hvilket medførte en enorm ærbødig tilgang til ham
43 som sportsstjerne (Køster-Rasmussen, 2010: 00.08.49). Efterfølgende er Riis med afsæt i dopingmistanken og den senere indrømmelse i stedet blevet mødt med et ønske om fordømmelse, som grundlæggende har knyttet ham nærmere til følelserne flovhed og skam (Scheff, 1994: 75). Eksemplerne herpå er udover det ovenstående citat de i medierne fremstillede spørgsmål omhandlende validiteten af Tour de France-sejren i 1996, berettigelsen til den efterfølgende hyldest og mistilliden til Bjarne Riis, der senere behandles indgående i kapitlet om den retoriske udskamning af Bjarne Riis (Riis, 2007: 00.23.51; Götzsche, 2006: 00.21.45). Ifølge Scheff (1994) og dennes deference-emotion system er selve beskyldningerne, der er fremlagt i ’Tavshedens Pris’ (1999) og behandlet i kapitlet om ’The unemotinal man’, nok til at fjerne ærbødigheden for Bjarne Riis og fremkalde skam eller emotioner, der er skamrelaterede både på et kognitivt individniveau og på makroniveau i den offentlige opfattelse af Bjarne Riis (Jung og Andersen, 1999: 00.16.00; Scheff, 1994: 75). I diskussionen af Scheffs model kan en alternativ måde at anvende stolthed-skam- sammenhængen på være følgende: Stolthed kan fungere som en skamløs og unddragende strategi i forsøget på at dække over skam. Således kan Bjarne Riis’ udtalelser om stoltheden over sit hold og sine egne præstationer betragtes som unddragelser med fokus præstationer grundlagt ved hårdt arbejde i forhold til hans udtalelse om, at den gule trøje kan hentes hjemme i garagen og det gennemgående fokus på den indsats, han yder på sit cykelhold som ejer og sportsdirektør. (Riis, 2007: 00.23.51; Riis, 2007: 00.13.06; Berg, 2012:362). Således kan beskrivelsen af Riis’ fremstilling med følelser i de to foregående kapitler ’Emotionelt orienteret kommercialisering’ og ’Patologisk mangel på følsomhed’ også læses som et forsøg på en offentlig soning af skyld. Således anvendes skammens fremtoning som et forsøg på at genetablere agtelse og stolthed ud fra et synspunkt om empati for Bjarne Riis. Dette perspektiv inddrages i diskussionen.
Retorisk trussel mod face og identitet Med udgangspunkt i mit speciales formål om at øge gennemsigtigheden for hvordan skam fremhæves som følelse i sportsjournalistikken, undersøger jeg i dette kapitel, hvordan et interviews sproglige konstruktion kan være medvirkende til etableringen af skamfulde scenarier.
44 I det følgende undersøger jeg, hvordan DRs ’Profilens’ Tine Götzsche stiller sine spørgsmål i et interview fra 2006 omhandlende tillid til Bjarne Riis og cykelsporten. Opsætningen af interviewet bygger en professionel standard og en produktion præget af etos og intentionalitet (Bo, 2008: 56). I modsætning til interviewet i TV2s Nedtouren to år senere, hvor Riis interviewes af den cykelsportsvidende sportsvært Thomas Kristensen og fra en magelig lænestol kan forsøge at tale til folkets patos om sin dopingbekendelse, stiller DR med en interviewer uden tilknytning til sportens verden den mangeårige vært på TV-avisen Tine Götzsche.
Skam knytter sig til traumer og magtesløshed, idet ude fra påførte grænseoverskridende handlinger fører til skammens grundfølelser i form af oplevelse af afmagt, hjælpeløshed og identitetstab. (Sørensen, 2013: 34).
Således konstrueres skamscenarierne om Bjarne Riis bl.a., idet han udstilles som skyldig, magtesløs og identitetsberøvet iscenesat af spørgsmål fra de konfronterende journalister. Magtesløsheden knytter sig i høj grad til det gennemgående tema om, hvorvidt der kan etableres tillid til ham. Det tidligere citat omhandlende spørgsmålet om Bjarne Riis’ forhold til sin nationale hyldest er et eksempel herpå (Riis, 2007: 00.23.51). DR’s ’Profilen’ med Bjarne Riis fra den 23. august 2006, 9 måneder før dopingbekendelsen på pressemødet i Lyngby, er et stærkt eksempel på, hvordan retorikken har betydning for fremstillingen af Bjarne Riis som objekt for skam. Interviewet er kendetegnende ved at intervieweren Tine Götzsche udfører en lang række talehandlinger, der med udgangspunkt i skam som moralsk kodeks har en skamløs karakter (Sørensen, 2013: 21, 115). Tine Götzsche anvender en række sproglige virkemidler i sine FTA’er, der ofte fremstiller Bjarne Riis shamefaced. Under dialogen om hvordan Bjarne Riis med stor sandsynlighed vælger at fastholde suspensionen af sin dopingmistænkte rytter Ivan Basso på trods af dennes potentielle juridiske frifindelse for dopingbeskyldninger, indskyder Tine Götzsche med udgangspunkt i den tydelige planlægning af forløbet for interviewet følgende:
TG: Jeg kunne godt tænke mig at vise et klip på det her tidspunkt – det er fra en dokumentarudsendelse som blev vist på Danmarks Radio i 99. Jeg ved du kender den, det er den der hedder ’Tavshedens Pris’. Det var et program, hvor selv børnehavebørn i Danmark begyndte
45 at kunne sige hæ-ma-to-krit-værdi (kigger smilende Bjarne Riis i øjnene under den stavende oplæsning af det sidste) (DR, 2006: 00.13.08)
Citatet udgør sammen med det viste klip en FTA, der flytter fokus til Bjarne Riis selv og hans væren fremfor den konkrete sag Tine Götzsche og Bjarne Riis forudgående har diskuteret. Samtalen kommer således til at fremstille personen Bjarne Riis, og det muliggør konstruktionen af følelsen skam. Således stiller Tine Götzsche igen spørgsmålstegn ved Bjarne Riis’ identitet som vinder og positivt nationalt symbol. Klippet der vises er fra ’Tavshedens Pris’ og er identisk med det Bjarne Riis i et tidligere citat i dette speciale kommenterer unddragende (Jung og Andersen, 1999: 00.16.00). Klippet påpeger Bjarne Riis’ tilstand som potentielt dopet med EPO under Tour de France i 1995. Således falder Tine Göztsches udtalelse om udbredelsen af begrebet hæmatokritværdi til børnehavebørn i Danmark tilbage på Bjarne Riis og dopinganklagerne imod ham. Bjarne Riis får efter klippet, der kæder ham sammen med ulovligt forhøjede hæmatokritværdier, ikke mulighed for at kommentere de 7 år gamle beskyldninger og kan således betragtes som out of face og magtesløs. Samtidig betyder klippets mistænkeliggørelse af ham selv, at han er i wrong face, idet hans tidligere påstand, linen om at fastholde ekskluderingen af Ivan Basso, ikke lever op til rules of conduct i forhold til, hvad der har været gældende for ham selv i en tilsvarende situation (Goffman, 1967: 48; Goffman, 2006: 300). Udstillingen af Bjarne Riis som dopingmistænkt out of face og i wrong face er også en måde at fremstille Bjarne Riis negativt shamefaced med en følelse af forlegenhed (Goffman, 2006: 300). Den afgørende faktor i positioneringen af Bjarne Riis som shamefaced er med udgangspunkt i Goffman (2006) den anden samtaledeltager Tine Götzsches skamløse tilgang i forhold til ikke at forsøge at opretholde Bjarne Riis’ line, men i stedet ganske konstrueret forsøge at udstille den med afsæt i manus, klipning og spørgeteknik for programmet (Goffman, 2006: 301). Derudover trækker ’Profilen’ på en række sproglige virkemidler, der ofte anvendes som høflighedsfraser for gensidigt at opretholde face i en samtale, men i denne kontekst anvendes de i en shaming af Bjarne Riis som et middel til at udtrykke mistillid og ironisere. Jeg vil følgende vise, hvordan karakteristiske politeness-udtryk anvendes i processen med at bringe Bjarne Riis out of face og i shameface (Brown og Levinson, 1987: 68). Efterfølgende vil jeg
46 påpege, hvordan DR med ’Profilen’ anvender face work i en kontekst, der af Goffman betegnes som making points – the aggressive use of face-work (Goffman, 2006: 306). Tine Götzsche anvender i interviewet med Bjarne Riis udtrykket havde jeg nær sagt! (DR, 2006: 00.02.14, 00.15.54). Ifølge Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Ordbog over det danske sprog anvendes udtrykket havde nær sagt, til at udtrykke en slags undskyldning eller et forbehold for et udtryk, man vil bruge eller lige har brugt (ODS, 2015: stk. 325). Således anvender Tine Götzsche udtrykket på følgende måder under interviewet i Profilen i august 2006.
Udtrykket anvendes i spørgsmålet omhandlende afsløringen af Tyler Hamiltons dopingmisbrug under hans tid på Bjarne Riis’ CSC-hold i indledningen til programmet med fokus på Bjarne Riis’ ansvar for situationen: TG: Artiklen, eller artiklerne for der er jo mange derinde, de handler om, at han altså i 2003 da han kørte for CSC, var med i et omfattende program, hvor han tilsyneladende var dopet med både EPO og væksthormon og anabolske præparater og insulin og jeg havde nær sagt ’jeg skal komme efter dig’. Vidste du at han tog alle de her præparater? (DR, 2006: 00.02.14)
Og i forbindelse med den tidligere fremhævede situation omkring DR Profilens fokus på dopingmistanken mod Bjarne Riis selv under hans tid som aktiv på Gewiss Ballan:
TG: Du benægtede jo dengang (reference til tavshedens pris), og du benægter også nu. Der er mange ryttere, som har været taget med meget øhh altså med decideret fingrene i medicindåsen havde jeg nær sagt, som er kommet med meget fantasifulde forklaringer på, hvordan de målinger der er kommet på dem, kunne opstå, når fx Tyler Hamilton har sagt på et tidspunkt, at det måtte være en ufødt tvilling, der havde en anden persons blod i sig og sådan noget. Jeg kommer til at trække lidt på smilebåndet engang i mellem, når jeg hører de her forklaring, gør du ikke også det? (15.54)
Med afsæt i Goffmans facebegreb og Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs definition fungerer vendingen havde jeg nær sagt som en måde at beskytte sit eget face på i en samtale (Goffman, 2006: 303). Således fungerer udtrykket med dets forbehold som en måde at udtrykke en line eller en del af en line indirekte og prøvende, ved at markere, at man som taler
47 godt ved, at dette udsagn muligvis ikke modtages positivt i den givne kontekst. De to udsagn der ovenfor ledsages af Tine Götzsches havde jeg nær sagt er to udsagn, der forstærker hendes pointe om det radikale ved at nogle cykelryttere anvender doping. Dermed kommer havde jeg nær sagt til at fungere som off record FTA’er mod Bjarne Riis, idet de øger fokus på det fordærvende dopingelement ved ham selv som cykelrytter, som leder af et cykelhold og cykelsporten, som han bliver stillet ansvarlig overfor. Både jeg skal komme efter dig og fingrene i medicindåsen er også ironisk distancerende udtryk (DR, 2006: 00.02.14, 00.15.54). Udtrykkene kan anvendes af Tine Götzsche, da hun repræsenterer en stor etos som nyhedsvært og samfundsfagligt medie, men samtidig kan tillade sig at tage afstand til sportsverdenen. De ovennævnte udtryk har den funktion at Tine Götzsche med dem markerer sin afstandstagen, men også det groteske ved dopinghandlingerne. Således gør havde jeg nær sagt at Götzsche kan stille Bjarne Riis spørgsmål, hvor hun siger ting, der ellers ikke ville være god etikette i en samtale, samtidig med at hun opretholder sit eget face og udsætter Bjarne Riis for en større face-trussel ved at benytte off record FTA’er, ironi og en labelling af den aktivitet, som Bjarne Riis skal forholde sig til og selv i høj grad repræsenterer, som grotesk. Således fungerer de talehandlinger, der finder sted, når Tine Götzsche i de viste eksempler anvender havde jeg nær sagt i en legitimering af hendes negative approach og udstilling af sin samtalepartner Bjarne Riis, som den form for face work, der af Goffman beskrives som Making points - aggresive use of face-work (Goffman, 2006: 306). Således beskriver Goffman, hvordan face work kan være uden fokus på samarbejde omkring lineopretholdelse, men i stedet have fokus på at fremstille unådige facts om sin samtalekooperatør og sågar ud fra en planlægning af, hvordan og hvornår uheldige episoder skal præsenteres i samtalen for at fungere mest effektivt (Goffman, 2006: 306). Sådanne episoder leder ofte til at samtaledeltageren, der udsættes for aggressive face-work ikke kan svare på tiltalen, men blot billige udsagnet og forberede sig på at klare sig bedre i samtalens næste konfrontation (Goffman, 2006: 306). Dermed anvendes Tine Götzsches off record FTA’er til at bringe Bjarne Riis som den forurettede samtaledeltager out of face, idet hendes ironisering og distancering i forhold til samtaleemnet som Bjarne Riis skal forsøge at stå til regnskab for, konstruerer en kløft i forhold til Bjarne Riis’ muligheder for at tale indenfor rules of conduct. Samtidig er måden at anvende klippet fra ’Tavsheden Pris’, ansvarliggørelsen af Bjarne Riis for udbredelsen af begrebet hæmatokritværdi, de stærke sproglige virkemidler og off record FTA’er alle eksempler på, hvordan Tine Götzsches retorik og timing af spørgsmål angriber Bjarne Riis’
48 positive face, altså ’ønsket om at ens eget ønske er ønskværdigt for andre’ (Brown og Levinson: 1987: 62). Det er her eksemplificeret ved ønsket om en ansvarlig og dopingfri cykelsport og yderligere personificeret ved en ansvarlig og dopingfri Bjarne Riis. Værdiladningen af cykelsporten med havde jeg nær sagt-formuleringerne og udstillingen af Bjarne Riis som dopingmisbruger er en gennemgående stærk måde at indikere, at Bjarne Riis og cykelsporten ikke ønsker at tage ansvar og undgå doping, og Bjarne Riis’ positive face bliver med programmet Profilens konstruktion og fremstilling uopretteligt. Igen er der tale om situationer hvor Bjarne Riis’ face-tilstande kan betegnes som shameface. Jeg vil afslutningsvis i kapitlet forholde mig til tilstanden shameface for alle de fra Profilen fremhævede situationer. Først vil jeg undersøge programmets mest påfaldende situation, der er en bemærkelsesværdig face-handling, der samtidig i høj grad genererer skam. Situationen er en on record FTA imod Bjarne Riis’ positive face, der bringer ham i både wrong face, out of face og i særdeleshed shameface. Der foregår i situationen det, at Tine Götzshe decideret får Bjarne Riis til at ændre line og udsagn i forhold til de dopinganklager, han er udsat for.
TG: Men hvis du siger, at Ivan Basso skal mere end bare teknisk frifindes, han skal også fjerne enhver tvivl om, at han var involveret, skal du så ikke også fjerne enhver tvivl om, at du selv har været involveret i det her. Skal du ikke sige engang for alle ’jeg har aldrig været dopet!’ BR: Jo, men det har jeg jo heller ikke noget problem med at sige. Så det gør jeg gerne. Men samtidig så vil jeg også gerne sige at jeg er her stadigvæk og jeg vil øøhh jeg vil kæmpe for den her sport og det er det der er min mission her… TG: (afbryder) Der er nogen der har sagt at… BR: Og jeg har ik’ jeg har aldrig gemt mig og jeg har ik’ og jeg, jeg, jeg kæmper stadigvæk. TG: Men kan jeg få dig til at sige, fordi det citat har faktisk aldrig været fundet nogen steder! Kan jeg få dig til at sige ’jeg har aldrig været dopet!’ BR: Det ka’ du godt. TG: Må jeg høre? BR: Jeg har aldrig været dopet! TG: Tak, det tror jeg, der er mange der gerne har villet høre i nogle år det her. (DR, 2006: 00.15.00)
49 Ovenstående dialog er kendetegnet ved at Bjarne Riis udfører et stort stykke face-work for at genoprette sin face-tilstand som både wrong face, out of face og shamefaced ovenpå Profilens visning af klippet fra Tavshedens Pris, hvor han først udstilles som dopingmisbruger, og derefter ikke selv kan forsvare sin egen sag mod Ivan Basso (DR, 2006: 00.13.08). Det forsøger Bjarne Riis at gøre ved at gøre, som Tine Götzsche siger og ændre sin line til jeg har aldrig været dopet (DR, 2006: 00.15.00). Talehandlingen og selve dialogen udgøres imidlertid af en form, der gør Bjarne Riis endnu mere shamefaced og fremstiller ham i et skamscenarie. Bl.a. er det karakteristisk, at Bjarne Riis inden han når frem til at recitere Tine Götzsches replik til ham, fokuserer på at han stadig er tilstede, ikke har gemt sig væk og fortsat vil kæmpe, som i en foregribelse af faktisk at tage dopingskylden på sig og fortælle, hvad han så alligevel står for. Hans udsagn om væren, jeg er her stadigvæk, og fokusset på ikke at have gemt sig væk knytter sig i høj grad til skam og Bjarne Riis udtrykker således, at han ikke ønsker knyttes til den tilbagetrækning og indadvendthed, der opstår med skammen (Profilen, 2006: 00.15.20). At Tine Götzsches belæg for at afkræve Riis denne line ændring, er ikke eksisterende pga. hendes anvendelse af det (u)personlige pronomen ’nogen’ og ikke eksisterende argument for at citatet ikke er set før, bliver overflødigt pga. det altoverskyggende skam scenarie klippet udtrykker. Samtidig er dialogen et interaktionsritual, der trækker på retssamfundets ceremonielle afhøringer af den anklagede. Således skal Bjarne Riis ved at gentage efter Tine Götzsche bedyre sin uskyld og troværdighed. Allermest kopier interviewteknikken i dette eksempel en edsaflæggelse som interaktionsritual. Således er line-ændringen og det face-work Bjarne Riis udfører i eksemplet et udgangspunkt for, med udgangspunkt i interaktionsritualet, en efterfølgende troværdig retssag. Selve anklageproceduren er ifølge Scheff (1994) og dennes deference-emotion system en skamfuld situation, hvor ærbødigheden for en person afløses af skam (Scheff, 1994: 75). Så med det retslige interaktionsritual fremstilles Bjarne Riis med skam. Samtidig er selve det faktum, at Götzsche konsekvent fremstiller Riis som under mistanke for doping igennem interviewet en gennemgående skamløs handling i forhold til faceteoriens fokus på at opretholde sine samtalepartneres face. Denne handling etablerer interviewets grundstemning omkring skam forbundet Bjarne Riis (Goffman, 2006: 302). Afgørende og fælles for de fire uddrag fra DR’s Profilen (2006) er, hvordan de alle fremstiller Bjarne Riis shamefaced (Jung og Andersen, 1999: 00.16.00; DR, 2006: 00.02.14, 00.13.08,
50 00.15.00, 00.15.50). Jeg vil her komme nærmere ind på, hvad jeg mener med det, og hvordan denne tilstand repræsenter interaktionssituationer, der knytter an til skam. I eksemplet hvor Bjarne Riis bliver bedt om at uddybe, hvordan han kunne undgå at kende til Tyler Hamiltons dopingmisbrug under dennes karriere på CSC-holdet, zoomes der ind på Riis’ blik under Tine Götzsches konfronterende spørgsmål og tidligere uddybede off record FTA. Bjarne Riis nikker og fastholder sit blik på intervieweren og indikerer, at han deltager interesseret i samtalen og anderkender hendes spørgsmål som en del af gensidigt oprettet face. Tilfældet er det samme under Profilens andre fremhævede spørgsmål. Bjarne Riis’ ansigt og i særdeleshed blik bliver fremhævet undervejs i de altid face-truende spørgsmål på trods af, at han ikke har taletur, og at interviewet er opstillet som et sofa-interview med to aktive talere (Profilen, 2006: 00.02.14, 00.13.08, 00.15.00, 00.15.50). Under den tidligere behandlede on record FTA, hvor Bjarne Riis bliver stillet overfor at skulle gentage Tine Gøtzsches nye line omkring aldrig at have brugt doping, bliver situationen imidlertid så skamfuld, at kameraet ikke laver close-up på Riis’ blik. I stedet zoomer kameraet meget kordineret ud under Tine Gøtzsches recitering der kommer forud for Riis’ ’edsaflæggelse’. Således flyttes fokus fra Riis’ ansigt og dennes afvigende blik, og i stedet fremstilles Riis fra hoften og op så hele det undvigende og tilbagetrækkende kropssprog bliver tydeligt. Undervejs er det også bliver bemærkelsesværdigt at Riis’ stemmeføring bliver betydeligt lavere (Profilen, 2006: 00.15.38).
51
Figur 5. Jeg har aldrig været dopet! Kameraet har zoomet ud og får hele Riis’ forstenede overkrop med idet han med lav stemmeføring gentager vært Tine Götzsches dopinged. (00.15.44)
Under eksemplet fra ’Tavshedens Pris’ er situationen den, at Bjarne Riis fremstilles alene med kameraet i sine svar på den usynlige Olav Skaaning Andersens spørgsmål. Dermed står Bjarne Riis’ blik og fysiske reaktion alene, som de eneste indtryk, der supplerer hans verbale avoidance-udsagn (Gofmann, 2006: 303; Jung og Andersen, 1999: 00.16.00). Med afsæt i Sørensens (2013) definition på skammens tilknytning til synet og den smittende og udstillende egenskab, der er bundet heri, er DR’s fremstilling af Bjarne Riis i de behandlede interview-situationer påfaldende. Fremstillingerne fokuserer således på skamreaktionerne mimisk og fysisk og minimerer muligheden for andre visuelle indtryk samt iscenesætter close-ups på Bjarne Riis under interviewerens FTA’er.
52 Andedammen skammer Riis er ikke Gud, men Guden (Køster-Rasmussen, 2010: 00.08.49)
Således står der på et banner i billeder fra den nationale hyldest i Tivoli 1996. Derudover er definitionen af Bjarne Riis’s profession og identitet under ’Riis Forfra’ interessant idet teksten til kameraets første møde med Riis live er:
Bjarne Riis, Tidligere Tour de France vinder (Jung, 2014: 00.04.27).
Følgende kapitel undersøger skammens eksistens som nationalt fænomen, idet jeg analyserer, hvordan Bjarne Riis fremstilles med skam foran den danske nation. Jeg vil efterfølgende yderligere uddybe, hvorledes skammen er et fænomen, der tager udgangspunkt i den anden og recognizeabilty begrebet. Jeg forsøger at synliggøre, hvilke sociale og kulturelle sociale konstruktioner, der forudsætter Bjarne Riis’ rolle som skamobjekt. Jeg anvender undervejs citater fra Sørensens definition på skam, for at fastholde et fokus på hvad skammen gør og hvordan mediekonstruktionerne bliver skamrelaterede.
Det specielle ved skam (både som emotion og følelse) er, at den i hele sit væsen er relationel. Skam integreres i selvet, og skamfølelserne relationelle adresse er stemplet ind i selvoplevelsen. Man kan ikke blot skamme sig over sig selv, man kan også skamme sig over sin familie eller sin statsminister… Selvom man er passiv tilskuer, kan man alligevel blive overvældet af skam, fordi man kommer til at overvære noget utilbørligt eller grænseoverskridende. (Sørensen, 2013: 39)
Med udgangspunkt i denne definition tillægger jeg mediernes rolle som social konstruktør af hvad og hvem, der kan forstås som forbundet til skam en afgørende rolle. Samtidig er der med udgangspunkt i Sørensens citat om skamfølelserne relationelle adresse og den tidligere illustration under analysen af ’Profilens’ interview af Bjarne Riis og synets rolle for at blive overvældet af skam et fundament for, at man som nation kan skamme sig i fælleskab og fungere som den gruppe og den anden, der forudsætter skammens tilstedeværelse. Programmet ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’ anvender historikeren Joakim Jakobsen til at vise hvordan værdigrundlaget i befolkningen har udviklet sig fra at repræsentere en umiddelbar accept af doping i Tour de France-feltet til ikke at kunne identificere sig med løbets hårde fysiske karakter og risikofyldte dopingmisbrug. Jakobsens beskrivelse er overensstemmende med synet på den historiske konstruktion af skamfulde handlinger repræsenteret ved Elias’ civilizing proces (Mennel, 1989: 106).
Og vi kan heller ikke længere se os selv i det løb som man kunne i 30’erne da minearbejderne, da teglværksarbejderne og stålværksarbejderne de kunne spejle sig i den der, i det der fuldstændig bevidstløse slid som rytterne udførte når de kørte 5000 kilometer i Tour de France dengang. Det er svært at se for folk, der har otte timers arbejde og en carport og en græsplæne at slå derhjemme. (Køster-Rasmussen, 2014: 00.16.22)
Jakobsens pointe påpeger hvordan grænsen for overskridende opførsel har ændret sig med industrialiseringen og etableringen af velfærdsstaten. Elias’ civilizing proces konkretiserer fænomenet til at kropsligheden tabuiseres og disciplineres (Thing, 2011: 35). Anvendelsen af doping kan således forstås som en skamfuld overskridelse af den kropslige disciplin og blufærdighed. Det er med dette perspektiv at doping af en dansk atlet i 90’erne kan forstås som skamfuldt. Dette kommer til udtryk i dem fremstilling som udsendelsen ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’ bringer. Her optræder Jakobsens udtalelse paradoksalt nok. Jeg vender tilbage til en analyse af ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’, men fokuserer først på den gennemgående tilknytning til Danmark, som ’Profilen’ og ’Pressemøde med Bjarne Riis’ fremstiller. Riis fremstilles gennemgående i det valgte materiale i forbindelse til Danmark, og her går et grundlæggende spørgsmål om tillid og ansvar igen, hvilket er påpeget undervejs og yderligere vil blive udfoldet i det følgende. Referencerne til Danmark er mange. I anklagen om at dopingmistanken mod ham i 1999 førte til at selv børnehavebørn i Danmark begyndte at kunne sige hæ-ma-to-krit-værdi, placeres Bjarne Riis foran nationen(DR, 2006: 00.13.08). Det er et stærkt narrativ at anvende den yngste generation og opdragelsen af nationen i forbindelse med interaktionsritualet omhandlende skyld. Profilen anvender desuden en anden markant opstilling af Bjarne Riis overfor nationen, da Tine Gøtzsche efter 22 minutters interview konfronterer ham med Danmarks Radios overvejelse om at boykotte transmitteringen af Tour de France pga. manglende tillid til den cykelsport, som han repræsenterer:
54
TG: Danmarks radio har jo sagt, at nu må de overveje, om de fortsat kan dække en begivenhed som Tour de France. Kan du godt forstå sådan nogle overvejelser, når man ser de her fortsatte afsløringer? (DR, 2006: 00.22.02)
Eksemplet er en understregning af den etos og magt, DR møder Bjarne Riis med i Profilen- udsendelsen, og at programmets grundlæggende aggressive face-work kulminerer med nationens funktion som den anden, fremhæver programmets karakter af at være et kontinuerligt skamscenarie. Derudover repræsenterer mit speciales materiale en gennemgående interesse omkring skammen og det hybris-nemesis forhold, der udspiller sig i den nationale hyldest Bjarne Riis blev tildelt efter sin Tour de France sejr i 1996. Således fremhæves den danske befolknings blik foran TV-skærmene og i særdeleshed modtagelsen på Rådhuspladsen og i Tivoli. Eksempler på dette er det tidligere fremhævede spørgsmål fra pressemødet i maj 2007:
Journalist: Jeg vil gerne høre, hvordan du i dag har det med at tænke tilbage på den sommerdag i juni 1996, hvor du lod dig hylde af… af hele Danmark? (Riis, 2007: 00.23.51)
Således fremgår det, hvordan det er Danmark, der repræsenterer den anden og det perspektiv, der gør det skamfulde muligt i fremstillingen af Bjarne Riis. Et eksempel på hvordan Bjarne Riis fremstilles med skam, er den dynamik, der udspiller sig i en sekvens fra udsendelsen Skandale! 1998 Skammens Tour de France. Eksemplet tilgås med anvendelsen af recognizability-begrebets tre betydninger: Genkendelsen, anerkendelsen og erkendelsen. Disse tre forståelse anvendes i etableringen af Bjarne Riis som skamobjekt i kraft af Riis’ rolle som samfundsborger i Danmark, nationalt guddommeligt sejrssymbol og antihelt og forræder (Butler, 2005: 23):
Skam vedrører væren, skam vedrører det at vise sig, og skam vedrører, at man forsøger at være mere eller række længere, end man selv eller omgivelserne opfatter som værende passende. (Sørensen, 2013: 41)
55 Følgende gennemgang fra udsendelsen ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’ viser hvordan udsendelsen gennemgående etablerer Riis som skammet foran den danske nation. Det er bl.a. den moralske fordømmelse, der befinder sig i speak og billeder under følgende nedslag, som jeg afslutningsvis henviser til i min perspektivering når jeg påpeger, hvordan dette studies viden kan anvendes i en kritisk tilgang til mediernes fremstilling af dopingproblematikken knyttet til Riis og cykelsporten. Det er i høj grad udsendelsens klipning, der skaber skamscenariet med Bjarne Riis. I følgende sekvens klippes der mellem billeder af de aktive cykelryttere på landevejen, Riis og hans familie på vej gennem København i åben vogn og hyldesten på plænen i Tivoli. Afslutningsvis klippes der mellem billeder af den glade Bjarne Riis i Tivoli samt Riis øverst på podiet på Champs Elysees, men indimellem vises billeder af et hjerte, hvis puls stiger og billeder af medicinaffald i form af kanyler. Lyden af folkemængdens bifald i Tivoli bremses med lyden af en plade, der kører i hak, og der klippes fra billederne af Riis øverst på podiet til billeder af medicinflasker med EPO.
Speak: Bo Hamburger, Jesper Skibby, Rolf Sørensen og Brian Holm ridder på en bølge og er stjerner i Danmark, men ingen af dem når Bjarne Riis til tåklipsene i popularitet. Folkemængden i Tivoli: Bjarne, Bjarne, Bjarne! Poul Nyrup Rasmussen: (I en tale i Tivoli) Bjarne du er gået ud over smertegrænsen – du er gået længere udover den grænse end nogen inden. Bjarne Riis: Jeg gerne slutte og sige tusind tak til hele Danmark. Tak skal I ha’! (Folkemængden huj’er vildt) Speak: Danskerne er nu ikke de eneste der bliver store i begyndelsen af 90’erne. En senere meget berømt gæst fra medicinalindustrien har meldt sin ankomst. (Køster-Rasmussen, 2010: 00.10.20).
Klippet rummer i beskrivelsen af Riis som en ener over alle andre, skammens perspektiv om at man forsøger at være mere eller række længere, end man selv eller omgivelserne opfatter som værende passende (Sørensen, 2013: 41). Tilknytningen til EPO i klipningen, der sidestiller den succesfulde rytter Riis med medicinaffald og et hjerte der pumper kraftigt refererer til den overskridende handling: Tour de France-sejren ved hjælp af doping. Den daværende statsministers konkrete beskrivelse af Riis fungerer retrospektivt ved programmets
56 transmittering 18 år efter scenerne på plænen i Tivoli som en understregning af Riis’ overskridelse af Danmarks rules of conduct (Goffman, 1967: 48). Således kan klippet fortolkes med jantelovens påbud: Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os og Du skal ikke tro du er mere end os (Janteloven stk. 4 og 6 i den Den Store Danske Encyklopædi, 2015). Ifølge ’Den Store Danske Encyklopædi’ er Janteloven i kraft af de hyppige referencer til denne forankret som en del af danskernes ironiske selvopfattelse og et udtryk for kollektivets pres på begrænsningen af individet. Det narrativ er tæt forbundet til Sørensens definition af hvornår noget er skamfuldt (Sørensen, 2013: 41) Riis’ danske tilhørsforhold og genkendelse som dansk nationalhelt understreges af statsministerens tilstedeværelse og involvering og Riis’ eget udsagn, hvor han foran et hav af Dannebrogflag takker Danmark. Anderkendelsen udfoldes i sekvensens fokus på de fremmødte danskeres jubel og nationalsymbolet Dannebrog, der ligeledes knyttes til Riis i udsendelsens visning af Riis iklædt dannebrogstrikoten som dansk mester under Tour de France i 1995 (00.14.50). Denne anderkendelse vendes ironisk til et skamscenarie ved hjælp af sekvensens erkendelse af skammen i sammenklining af billeder af Riis med succes og billeder af EPO.
Figur 8. Riis er ikke gud, men guden. Under Dannebrog hyldes Riis som nationalhelt for sin overmenneskelige sejr i Tour de France 1996. (Køster-Rasmussen, 2014: 00.08.44)
57 Diskussion
I første kapitel af diskussionen vil jeg behandle, hvorfor sporten som rituel arena danner fundament for mediernes fremstillingen af skamscenarier. Jeg søger dermed at besvare hvilke særegenheder, der konstruerer sporten som et felt for fremstilling af følelser. Efterfølgende diskuterer jeg, hvordan Danmark og Riis’ nationale tilhørsforhold er af betydning for konstruktionen af skamscenarier. Jeg vil derefter diskutere casen Bjarne Riis i sammenligning med rytterkollegaen fra 90’erne, Jesper Skibby. Jeg underøger hvordan de to sportsikoner, der begge har bekendt deres dopingmisbrug efter deres store folkelig anerkendelse, fremstilles med følelser som interaction rituals. Jeg vil således diskutere, hvad der kendetegner skamscenarierne omkring Bjarne Riis som noget enestående. Afslutningsvis forholder jeg mig til mit valg af metodisk og teoretisk tilgang.
Rituel arena med fokus på følelser Som vist i analysen følger fremstillingen af Bjarne Riis med DR, TV2 og ham selv som afsendere en række interaction rituals. I analysen vises tydeligt, at Bjarne Riis performer sit køn præcist og gør the unemotional man ud fra interaktionsritualet obligations and expectations (Goffman, 1967: 48; Riis, 2007: 00.23.51; Lupton, 1998: 105). Således kan sporten som felt betragtes som et område, indenfor hvilket det at repræsentere forventningerne til en følelsesmæssig kønsdikotomi og performe the unemotional man kan betragtes som et interaction ritual. Dermed konstruerer sporten som arena i stor udstrækning et fundament for unddragelsesmekanismer og skam over ikke at repræsentere maskuline værdier som ansvar, tillid og magt, der alle er begreber som skamscenarierne knyttet til Bjarne Riis drager i tvivl. Med afsæt i Susan Birrell (1981) kan sport betragtes, som en symbolsk og rituel praksis kendetegnet af særegne rules of conduct (Goffman, 2006: 300; Birrell, 1981: 362). Sporten er med disse rules of conduct karakteriseret ved en sacred modalitet, der udløser tydeligt kausale forhold ud fra handlinger, der henholdsvis opfylder eller bryder den ceremonielle omgangsform inden for denne sacred arena (Birrel, 1981: 363).
58 Sacred things are special things, protected, isolated, separated, prohibited, inaccessible, apart from the mundane world: they are invested with special properties. (Birrell, 1981: 357)
Med Birrells beskrivelse må sporten og i dette tilfælde cykelsporten betragtes som et parallelsamfund med sine egne regler. Det kommer med Bjarne Riis tydeligt til udtryk i skiftet fra agtelse til skam, der finder sted i forbindelse med de kontinuerlige dopinganklager, som er et brud på sportens hellige skrift omkring at konkurrere på lige vilkår med talent og arbejdsindsats som de primære konstruktører af en vinder (Scheff, 1994: 75; Birrell, 1981: 367). Ydermere skaber sporten med afsæt i specifikke sportspraksissers ceremonielle og rituelle tilgang, det Birrell beskriver som symbolic leaders, der fungerer som personificeringer af sportens ånd og væsen og er essentielle i konstruktionen af det drama, som sporten er scene for (Birrell, 1981: 363). The hero Birrell også udtrykker tendensen symbolic leaders er et produkt af publikums forventninger til sportens dramatik, og disse lederes rolle er at indgå i det dialektiske forhold til publikum og åbne op for deres følelser som repræsentanter for sporten (Birrell, 1981: 363). Dermed bliver det tydligt at sporten repræsenterer en individualisering, der bestemmer, hvordan Bjarne Riis kan fremhæves i isolerede forhold omkring skam. Med udgangspunkt i Birrells rituelle forståelsesaspekt og eksemplificering af symbolic leaders tilbydes en vinkel på, hvordan fokus i fremstillingerne rettes på enten Bjarne Riis’ guddommelighed eller skamfulde væren (Køster-Rasmussen, 2014: 00.08.40, 00.10.36, 00.14.50). Birrell fremhæver ydermere, hvordan sporten trækker på de såkaldte action situations, der er særlige point of no return-øjeblikke, hvor sportens aktøres ægte karakter er i fokus (Birrell, 1981: 365). Dette fokus inden for sporten som felt giver en vældig konkret forståelse af sportsjournalistikkens fokus på de særlige øjeblikke igennem Bjarne Riis’ karriere, hvor han henholdsvis hyldes eller skal besvare dopinganklager. Således kan specialets empiris fokus på de samme situationer i form af Riis sejren på Hautacam i 1998, hyldesten som Tour-vinder i København og interviewenes konstruktion af skamscenarier alle forstås som action situations, der forsøger at skabe et følelsesmæssigt interessant narrativ omkring Bjarne Riis (Riis, 2010; Andersen og Jung, 1999: 00.27.40; DR, 2006: 00.15.00; Køster-Rasmussen, 2010: 00.09.19).
59 Ovenstående svarer imidlertid ikke på, hvorfor det netop er skam, der kommer til at være i centrum i konstruktionen af følelsesnarrativer omkring Bjarne Riis. Birrells beskrivelse af sportens særegne univers omfatter også begrebet integrity og composure (Birrell, 1981: 369, 370). Det er disse rules of conducts som Riis bryder med og som danner udgangspunkt for et skamfuldt narrativ.
Integrity is expected in sport, for without cooperative agreement to obey the rules and refrain from self-serving cheating, sport cannot continue; its nature is violated. (Birrell, 1981: 369)
Med udgangspunkt i Birrells definition af sportens integrity kan Bjarne Riis’ anvendelse af præstationsfremmende dopingpræparater opfattes som brud på både det som Birrell kalder moral og physical self-disciplin (Birrell, 1981: 369). De to former for selvdisciplin handler om at udholde og presse sin krop til det yderste og at acceptere sit nederlag uden undskyldninger. Mediernes fokus på dopinganvendelse som skamfuldt kan således bl.a. med Elias’s Civilizing Proces betragtes som et brud på den fysiske og moralske selvdisciplin sporten repræsenterer, det der her af Birrell betegnes som sportens integrity, og det at være tro mod sin profession (Birrell, 1981: 369; Mennel, 1989: 106). Med afsæt i den selvkontrol som udtrykket composure omfatter, tilbydes i forlængelse af skammens kriterium om at man forsøger at være mere eller række længere end man selv eller omgivelserne opfatter som værende passende en vinkel til forståelse af, hvorfor skam kan opstå inden for sportens arena i situationen, hvor denne begrænsning overskrides fx i form af doping (Sørensen, 2013: 41). Samtidig kan Riis med analysens fremhævelse af ham som the unemotional man også beskrives som værende i tilstand af composure, og netop derfor kan der være et ønske fra pressens side om at bringe ham ud af denne fatning og fremstille ham med mere radikale og dybere følelser, herunder skam. Med udgangspunkt i en udtalelse af Riis’ rytterkollega fra 1990’erne, Brian Holm, kan det imidlertid argumenteres for, at dopinganvendelse netop kan være en del af den kalkulering og fysiske selvdisciplin, der forventes blandt eliteudøverne selv i det praksisfællesskab, offentligheden ikke har adgang til, for at udøverne kan opnå de største præstationer som fx at vinde Tour de France. Brian Holm udtaler om fremkomsten af EPO i cykelmiljøet i 1990’erne:
60 Det var da min opfattelse, at de fleste havde prøvet et eller andet på et eller andet niveau. Måske havde de prøvet en gang og var stoppet. Sandheden finder vi aldrig rigtig ud af. Men der er nok ikke nogen tvivl om, at det til dels, det var accepteret. Og det er jo også først og fremmest fordi, at selvom man sagde på mange hold ’vi ikke se noget doping’ så er jeg ikke sikker på at de mente det alligevel. Jeg så en sportsdirektør. På et tidspunkt så var der en sportsdirektør der sagde ’på vores hold er der ikke noget doping’ og så gjorde sådan her (holder en hånd op foran det ene øje og griner). Så det har nok været lidt holdningen på et tidspunkt. (Køster-Rasmussen, 2014: 00.12.52)
Således kan den tidligere fremhævede stolthed hos Bjarne Riis over hans resultater også relateres til, at der inden for cykelsporten eksisterer et praksisfællesskab, hvor der hersker en kompleksitet og en accept omkring dopinganvendelse. Skamscenarierne omkring Bjarne Riis kan således, også med afsæt i den tidligere fremhævede civilizing proces, betragtes som et udtryk for uoverensstemmelsen mellem cykelsporten som sacred arena og den omkringværende offentlighed, nation og befolkning som den anden. Således kan der i det danske samfund udenfor cykelsporten, med med the civilizing proces historiske argument og analysens citat af Joakim Jakobsen, der henviser til den voksende afvigelse mellem Tour de France rytternes forhold til præstationsfremmende doping og det omkringværende samfunds civilisering af kropsligheden, påpeges en konstrueret norm omkring dopinganvendelse som en skamfuld overskridelse.
Hvorfor det lige netop er skam, der træder frem som følelse i mediernes dækning af sport må imidlertid suppleres af baggrunde fra den anvendte skamteori. Skammens væsen som essentiel del af udviklingen af det menneskelige selv og forståelsen af, hvordan skam og stolthed udgør en dikotomi som menneskets vigtigste interaktionelle følelser, danner et billede af, hvorfor skam både er interessant at forsøge at vise og samtidig ekstremt nemt at modtage ud igennem en TV transmittering (Scheff, 1994: 77; Sørensen, 2013: 45). Med Birrells fremlægning af sportens rituelle karakter bliver det i første omgang tydeligt, hvilke rituelle praksisser, der kan overskrides og bliver overskredet i konstruktionen af Bjarne Riis i skamscenarier. Samtidig kan sporten og i dette tilfælde Bjarne Riis som symbolic leader betragtes som et felt, hvor netop skam og stolthed bliver sat på spidsen i form af det ceremonielle ritual, der befinder sig i de rules of conduct, som selve vinderidealet inden for
61 sporten rummer. Afvigelser kan således resultere i en følelse af skam, og dertil kommer mediernes rolle, der for de danske mediers vedkommende rummer en lang række af narrativer om skam i konstruktionen af action situations, der skal udgøre idrætshistorien.
National genkendelse og udskamning Til sammenligning med hvordan jeg anvender begrebet om den anden og recognizability, der som bekendt både betyder anerkendelse, erkendelse og genkendelse, og som udgør en forudsætning for skammen, og i særdeleshed skammen som fælles nationalt fænomen, vil jeg i det følgende inddrage Sara Ahmeds arbejde (1998) med national skam som findes i hendes diskurs Shame Before Others (Ahmed, 1998). Ahmed fremhæver, hvordan skam kan være funderet i den fælles genkendelse, der kan findes, når en gruppe eller nation betragter en anden gruppe som wrong, fremmedgjort og skamfuld (Ahmed, 1998: 101). Således kan man som nation og gruppe fokusere på ikke at anerkende en bestemt anden gruppe af mennesker, der ikke lever op til gruppens konstruerede ideal. Ahmed bruger som eksempel, hvordan henholdsvis asylansøgere eller ikke-heteroseksuelt genkendelige borgere i to forskellige cases ekskluderes overfor grupper, der internt genkender hinanden med et nationalt tilhørsforhold, og ekskluderer ovenfor nævnte borgere henholdsvis pga. afvigelser fra idealet om hudfarve og nationalt tilhørsforhold og evnen til ’naturlig’ reproduktion (Ahmed, 1998: 109; 52;144). Den interne genkendelse er her den afgørende faktor i udskamningen af ’de afvigende’. Derudover viser Ahmed, hvordan erkendelsen og genkendelsen i samspil kan gøre, at en nation i fællesskab føler skam over deres fælles historie som gruppe. Ahmed fremhæver studiet af den australske befolkning, der som nation udtrykker en fælles skam over hvordan landets oprindelige befolkning, the aboriginals, historisk set af tidligere generationer og delvist fortsat er blevet og bliver politisk og rettighedsmæssigt urimeligt behandlet (Ahmed, 1998: 102). Ahmed beskriver dynamikken således:
Recognitions works to restore the nation or reconcile the nation to itself by ’coming to terms with’ its own past in expression of ’bad feeling’ (Ahmed, 1998: 102)
62 Shame Before Others bliver således ekspliciteret i de ovenstående eksempler som en måde at kræve en identitet ved at udskamme andre og som et fællesskab omkring skamfulde handlinger, der historisk set er knyttet til nationen, og som afføder en fælles og individuel skam. I specialets case med Bjarne Riis spiller de af Ahmed viste dynamikker omkring erkendelse, genkendelse og manglende anderkendelse indenfor nationen en lignende omend for sporten særegen rolle for fremstillingen af skamscenarierne omkring Riis. Således adskiller casen med Bjarne Riis sig fra eksemplerne fra Ahmeds Shame Before Others ved at rumme alle tre recognizeabilty-forståelser på en gang og derudover en bred forståelse af genkendelsesbegreb (Køster-Rasmussen, 2014: 00.10.40). Det sker idet skamscenarierne omkring Riis både forudsætter danskernes gensidige genkendelse af hinanden som en nation, der betragter dopingsnyd og fænomenet at man forsøger at være mere eller række længere end man selv eller omgivelserne opfatter som værende passende og en national genkendelse af Bjarne Riis (Sørensen, 2013: 41). Således kommer genkendelsen af Bjarne Riis som dansk og repræsenterende dansk mentalitet, som den stille, fornuftige, hårdtarbejdende, jyske Ørnen fra Herning, i spil i den umiddelbare nationale stolthed over Tour de France-sejren i 1996 og anderkendelse af Riis. Derudover adskiller Bjarne Riis-casen sig ved, at han efterfølgende med afsæt i DR og TV2’s fremstillinger af skamscenarier forbundet til ham som dopingmistænkt og senere også dopingindrømmet ikke anderkendes af nationen og udskammes som enkelt person. Det sker med udgangspunkt i den fælles nationale erkendelse af at hans sportspræstation og sejr på nationens vegne ikke længere kan betragtes som valid. Riis’ nationale position kan dermed forstås i overensstemmelse med Ahmeds beskrivelse af casen fra Australien, hvor nationen repræsenterer en fælles skam over tidligere historiske begivenheder og i afvigelsen fra nationalidealet knyttet til det at overskride loven og egne evner ved at anvende doping. Anerkendelsesaspektet i recognizeability-begrebet og skammen er i Riis’ tilfælde også enormt interessant, da det omfatter en dobbelt funktion overfor den danske nation, idet han i 1996 hyldes i enormt omfang for sin Tour de France-sejr, der i en bred forståelse betragtes som den største individuelle danske sportspræstation i nyere tid. Bjarne Riis udløser således en enorm national stolthed og en fælles dansk genkendelse omkring sin Tour de France-sejr og stor personlig anerkendelse. Selve den anerkendelse er imidlertid også en del af det skamfulde narrativ om Bjarne Riis, idet sejren og hyldesten var baseret på en løgn og en overskridelse af sportens integrity og en form for hybris handling.
63 Det efterlader spørgsmålet om, hvordan den danske nation og danskerne i dag anerkender Tour de France-sejren fra 1996. En mulighed kan være, at Riis’ sejr stadig i stor udstrækning anerkendes som gyldig med afsæt i en national genkendelse af Riis’ præstation og en ændring af sportens composure, En række af Tour de France-sejrherrerne efter Bjarne Riis’ sejr er knyttet til indrømmelser, mistanker og konkrete beviser på dopingsnyd herunder Jan Ulrich (1997), Marco Pantani (1998), Lance Armstrong (1999-2005), Floyd Landis (2006), Alberto Contador (2007, 2009, 2010). Heraf har Armstrong (1999-2005), Floyd Landis (2006) og Alberto Contador (2010) decideret fået frataget deres sejre (Topend sports og UCI, 2015). Det at Riis fremstilles med skam som individ foran nationen, kan med afsæt i Birrells fremhævelse af sportens sacred karakter forstås med afsæt i sportens symbolic leaders særlige funktion. Således forbindes Riis til skammen som personlig eksponent for sportens fremvisning af drama og repræsentation af følelser (Birrell, 1981: 363). Derudover adskiller Bjarne Riis’ rolle som individ, offentlig person og sportsstjerne sig fra Ahmed-eksemplerne ved, at den anden ud fra sportens vilkår som tilskueraktivitet er en allestedsnærværende faktor nemlig offentligheden, som hele tiden er tilstedeværende.
Riis og Skibbys emotions management Efter at have undersøgt en række tv-udsendelsers fremstilling af Bjarne Riis knyttet til skam melder spørgsmålet sig om, hvorvidt Riis’ eksempel er enestående eller om hans historie tendenseres andre steder i cykelsporten eller sportsverdenen. Ydermere er det vedkommende, hvad der er unikt ved skamfænomenet Bjarne Riis. Jeg diskuterer i dette afsnit, hvordan Bjarne Riis’ fremstilling med skam kan forstås i sammenligning med den ligeledes tidligere professionelle cykelrytter Jesper Skibby. Jeg anvender i diskussionen af de to cykelrytteres indbyrdes skam over- og uoverensstemmelser Thing og Ronglans artikel Athletes confessions: The sports biography as an interaction ritual (2014). Jeg behandler undervejs artiklens temaer omkring interaction rituals, face work og emotions management i sammenligningen af fremstillingen af de to cykelryttere. Indledningsvis er det centralt, at fremstillingen af de to ryttere har et tema omkring ansvar tilfælles. Ansvar og det ikke at udfylde dette er et gennemgående tema i min analyse af fremstillingen af Bjarne Riis. Det ekspliciteres tydeligt i de fremhævede spørgsmål fra journalisterne under Bjarne Riis’ dopingindrømmelse i 2007 og under Profilen-interviewet i
64 2006 og ligeledes i etableringen af Bjarne Riis som sårbar i Riis Forfra (Riis, 2007: 00. 23.51; DR, 2006: 00.13.08; 2014: 00.32.07). Det at blive draget til ansvar for sin dopingsnyd overfor Danmark og som symbolic leader for cykelsportens omfattende dopingmisbrug er en afgørende del af den retorik, der forbinder Bjarne Riis til skam. I Skibbys tilfælde spiller skam forbundet til ansvar og mangel på opfyldelse af dette også en afgørende rolle. Derudover er de to 90’er-ikoner kendetegnet ved deres unddragelsesstrategier overfor skammen. Som vist i mit kapitel ’Reaktioner på skam’ reagerer Bjarne Riis med en unddragelsesstrategi for at dække over sin skam over dopingmisbruget i 1990’erne. Thing og Ronglan (2014) fremhæver hvordan Jesper Skibby i sin biografi ’Forstå Mig Ret’ beskriver sig selv med en svag, vild og rastløs karakter som følge af cykelsportens ensomhed, kedsomhed og ekstremt kompetitive paradigme (Thing og Ronglan, 2014: 4). Biografiens titel ’Forstå Mig Ret’ fungerer som en appel til tilgivelse idet titlen spiller på at Skibby ikke tidligere er blevet forstået ret, men nu med sin bekendelse af syndere og følelser kan blive set som den han virkelig er i en ophævelse af skammen. Som en del af cykelsportens kultur og med sin selvbedyrede tidligere fordærvede karakter unddrager Skibby sig som Riis skammen:
Men jeg var aldrig lykkelig. Der gik mange, mange år, før jeg forstod, hvad lykke er, og med den viden kan jeg i dag se tilbage på et ulykkeligt liv. Jeg var dog god nok til at se lykkelig ud, og hvis nogen spurgte, løj jeg for dem og mig selv. Hvis det kneb med at holde masken, hvis løgnene ikke kunne dække over sandheden, kunne jeg altid købe en ny flot bil eller et ur. Se, hvilket pragtfuldt liv, Jesper Skibby har! (Skibby, 2006: 91)
Skibby benytter dermed en unddragelse væk fra sin egen væren som ulykkelig cykelrytter, der kan tendensere Riis’ måde at fjerne fokus fra sig selv på. Thing og Ronglan fremhæver derudover, hvorledes Jesper Skibby i sin biografi ’Forstå Mig Ret’ (2006) udleverer en række personlige detaljer fra sit privatliv og udstiller sit følelsesliv i en fremstilling, der tjener til at vise ham som menneskelig (Thing og Ronglan, 2014: 7). Skibbys fortælling fokuserer på ham som en kendt sportsstjerne, men i kraft af performativiteten af sit følelsesliv forsøger Skibby at minimere afstanden til modtageren og nærme sig en genkendelse hos bogens publikum og potentielt opnå en national tilgivelse (Thing og Ronglan, 2014: 7). Dette scenarie er i stor udstrækning identisk med ærindet med ’Riis Forfra’, hvor Niels Christian Jung portrætterer holdejeren, familiefaren og ægtemanden Bjarne Riis og fremstiller ham i en mere menneskelig
65 konstruktion. Menneskeligheden må betragtes i kontrast til rytternes status som nationale sportsstjerner i cykelsportens gyldne år i Danmark i 1990’erne som de symbolic leaders, der ifølge Birrell kan udgøre en guddommelig position inden for en sacred sportsverden som det medierende led mellem individet og den moralske orden (Birrell, 1981: 363). Der fokuseres på følelser og skrøbelighed hos Bjarne Riis, men fortællingen om Bjarne Riis i ’Riis Forfra’ bliver aldrig en så følelsesmæssigt verbalt udfoldet fortælling som Jesper Skibbys Forstå mig ret, men snarere en billedliggørelse af den bagvedliggende skam. Samtidig stiller Niels Christian Jung gennemgående i ’Riis Forfra’ Riis til ansvar for dopingmistanken mod ham som holdejer og forsøger som særligt indviet journalist at få et svar på spørgsmålet om Riis kendte til dopingtilstandene på sit hold (Jung, 2014: 00.57.58). Således forstyrres udsendelsen ’Riis Forfras’ konstruktion af den følelsesmæssigt sårbare og menneskelige Riis af den allestedsnærværende dopingmistanke der klæber til Riis. Selve titlen ’Riis Forfra’, spiller både på at mødet foregår back stage og i øjenhøjde, hvor ’Forfra’ forstås som overfor, og den spiller på betydningen ’en ny start’, som repræsenterer formålet med programmet: en reproduktion af Skibbys tilgang om at performe en renæssance og ny menneskelig identitet, der kan positionere Riis med en mere positiv appel hos offentligheden. Skibby og Riis’ strategi kan betragtes ud fra en række af denne opgaves analytiske perspektiver herunder kommercialisering af følelser, face work, reaktioner på og behandling af skam. Når ’Riis Forfra’ og ’Forstå Mig Ret’ betragtes med perspektivet face work, kan situationerne læses som et forsøg på en genetablering af en tilstand af being in face. Jesper Skibby bruger således en række faktorer såsom det problematiske forhold til sin far, hans ulykkelige ægteskab, cykelsportens kyniske karakter og hans falske selv i en performativitet af interaktionsritualet undskyldning. Med dette forsøger han at positionere sin nye identitet som autentisk og sympatisk in face fremfor positionen i out of face. I positionen out of face repræsenterede han som tidligere dopingsynder ikke en line, der var i overensstemmelse med rules of conduct i interaktionen med publikum (Thing og Ronglan, 2014: 6; Goffman, 2006:300; Goffman, 1967: 48). Mønsteret er ikke det samme i ’Riis Forfra’, som på trods af fokusset på Riis’ indrømmelser om brug af doping som aktiv ender med at fremhæve muligheden for at han kendte til dopingmisbrug på sit hold som holdejer og efterlade både seeren og samtalepartner i dokumentaren, Niels Christian Jung, i et fortsat mysterium om Bjarne Riis. Dokumentaren søger imidlertid at fremstille den menneskelige side af Bjarne Riis ved at vise ham i private situationer, som når han fx cykler med sine børn, eller når han viser
66 sårbarhed og med tårer i øjnene udtrykker sin magtesløshed og har brug fra støtte fra sin hustru (Jung, 2014: 00.31.10, 00.14.50). Derudover udtaler Bjarne Riis og hans nærmeste sig om den depressionstilstand Riis gennemgår (Jung, 2014: 00.18.55). Det er ligeledes forsøget på at genetablere den folkelige appel til Bjarne som being in face ved at fremstille hans følelsesmæssige sårbarhed, som en form for bod på hans skyld og skamfulde svigt af ansvar overfor nationen. De to fortællinger ’Forstå Mig Ret’ og ’Riis Forfra’ er fælles om at repræsentere en fremstilling af følelser, der i form af private udtalelser og billeder kan læses som en kommercielt orienteret fremstilling. Thing og Ronglan konkretiserer dette i diskussionen af Skibbys bekendelsesbiografi:
The narrator tries to regain recognition despite the fact that he disobeyed the rules of the sport. By showing ”face” and coming clean, the narrator attemps to create sympathy. (Thing og Ronglan, 2014: 6).
Interessant i forhold til min foregående diskussion er citatets betoning af ønsket om at genvinde recognition i form af anderkendelse og genkendelse hos modtagerne i offentligheden ved at udføre en form for erkendelse af skammen og således udfolde recognition-begrebet i en omvendt spiral. Dermed tjener Riis’ og Skibbys ærinde med at offentliggøre deres emotionelle tilstand og private skam til at styrke deres position som brand i deres videre professionelle virke. For Skibbys vedkommende at sælge sin biografi og producere DR-dokumentarserien ’Dopingepidemien’ og for Riis i sit fortsatte arbejde som sportsdirektør i cykelsporten. Derudover repræsenterer deres fælles sårbarhed og den kommercialisering, der fremkommer ved at vise private følelser og bekendelser, Skibbys fokus på sig selv som det brodne kar og falske selv og Riis’ udtalelser fra pressemødet i 2007 om hans individuelle ansvar for dopingmisbruget op til Tour de France-sejren i 1996, et effektivt greb til at frikende cykelsporten som ansvarlig for den efterhånden veleksponerede dopingtendens (Thing og Ronglan, 2014: 8).
I dette tilfælde kan skammen betragtes som et middel til målrettet at forsøge at skabe sympati og genetablere respekt, hvilket også kan forstås med Scheffs teori om bevægelse fra skam til agtelse såvel mikrosocialt i den biografiske fremstilling i ’Riis Forfra’ og ’Forstå Mig Ret’ som den makrosociale approach til de to sportsstjerner og skamobjekter, Riis og Skibby (Scheff, 1994: 75).
67 Afslutningsvis repræsenterer bevægelsen fra en urørlig og guddommelig identitet til menneskelig og ikke fremmed for den anden i form af den danske offentlighed også et scenarie, der kan forstås som en bearbejdning og behandling af både skam og skyld. Således er den primære simpelt formulerede behandling af skyld at tage ansvar for sine handlinger, hvorimod skam forudsætter oplevelsen af at blive set med kærlige øjne (Sørensen, 2013: 70). Begge behandlingspotentialer kan aflæses i muligheden for at blive genkendt og anerkendt for at vise private følelser og bekende ansvar.
Figur 7. Riis ruller af sted på vej væk fra Paris efter et overstået Tour de France. På trods af fremstillingen af hidtil private følelser hos Riis forbliver Riis’ umenneskelige identitet intakt i ’Riis Forfra’. (Jung, 2014: 00.58.30)
68 Skamfænomenet Riis Hvorvidt opgøret med den guddommelige identitet og urørligheden lykkes, vil jeg følgende berøre i diskussionen af, hvad der gør Bjarne Riis og mediernes historie om hans karriere til et skamscenarie. For hvorfor er Bjarne Riis som skamobjekt anderledes end andre danske cykelryttere og sportsfolk? Bjarne Riis er unik og oplagt som objekt for skamscenarier i kraft den umenneskelige præstation, Tour de France-sejren i 1996, den kulturelle og nationale funktion skam omkring Riis’ person udgør, hans fortsatte virke som en del af cykelsporten, hans identitet som the unemotional man og det faktum, at han optræder utydeligt i sit udtryk som et mysterium for offentligheden. Således repræsenterer Tour de France-sejren i 1996 og viden om at Riis var dopet under denne præstation en med forståelsen fra Elias’s Manners fra The Civilizing Proces skamfuld handling, som publikum udenfor sporten ikke kan identificere sig med. Denne præstations guddommelighed, overmenneskelighed og unikke karakter, grundlagt i anvendelsen af præstationsfremmende medikamenter repræsenterer ud fra et dansk kulturelt perspektiv og jantelovens påbud om ’du skal ikke tro du er mere end os’ og skammens definition af at være knyttet til en grænseoverskridende handling, potentialet for at Bjarne Riis kan fremstilles som skamobjekt. Dertil er det et centralt perspektiv, at mediernes, her udgjort af DR og TV2, approach til Bjarne Riis med afsæt i nærværende analyse, har en stor betydning for, hvilket narrativ der nationalt bliver det dominerende om Bjarne Riis. Således har DR’s meget specifikke manuskripter for ’Tavshedens Pris’, ’Profilen’, ’Riis Forfra’ og ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’ en afgørende indflydelse på selve eksistensen og den specifikke konstruktion af skamscenarierne forbundet til Bjarne Riis. Retorik, valg af interviewer, klipning, speak, musik, valg af titel, valg og konstruktion af interviewspørgsmål og tematik for udsendelserne er alle virkemidler, der som vist i analysen har afgørende indflydelse på modtagernes oplevelse af Bjarne Riis. Bjarne Riis er kendetegnet ved i modsætning til blandt andre Jesper Skibby fortsat at være en aktiv del af cykelsporten, idet han i perioden 1998 til marts 2015 er repræsenteret først som storaktionær i Professional Cycling Denmark og efter en kort pause og afslutningen af sin egen aktive karriere bliver både holdejer og sportsdirektør for det største danske cykelhold (Riis og Pedersen, 2010: 316). Senest er Riis en del af cykelsporten som ekspert på TV2 under 2015-udgaven af Tour de France. Med sin ubestridte placering som Danmarks til dato største cykelstjerne og hans stadige virke i cykelsporten er Bjarne Riis personificeringen af dansk og international cykelsport, hvilket også er medvirkende til at aktualisere hans position og det moralske kodeks omkring hans handlinger, herunder den skam hans fremtoning og historie er omgivet af. Dette er bl.a. eksemplificeret ved den tidligere rytterkollega Brian Holms kommentar i ’Skandale! 1998 Skammens Tour de France’, hvor Holm forholder sig til sin underordnede position i 90’ernes dopingskandale sammenlignet med Bjarne Riis:
Fej som jeg jo var så lykkedes det mig lige da Bjarne, dagen før han indrømmede det lige at stikke fingeren op i luften: Orv, jeg gjorde det for resten også med EPO og så dukke mig igen, og så Bjarne han tog hele skraldet. (Køster-Rasmussen, 2010: 00.36.42)
Dertil kommer Riis’ altoverskyggende identitet som the unemotional man og hans image som et følelsesmæssigt og troværdighedsmæssigt mysterium. Således er troværdigheds- spørgsmålene til Bjarne Riis’ person stadig aktuelle i 2015, 16 år efter ’Tavshedens Pris’ og de første beskyldninger om løgn og 17 år efter udsagnet: Jeg har aldrig været testet positiv (Køster-Rasmussen, 2014: 00.24.00). Således betyder Riis’ position som permanent out of face i form af den kontinuerligt tilstedeværende mistanke mod ham som rytter og sportsdirektør, at mediernes fremstilling af ham fokuserer på at fremstille ham decideret shamefaced, da skam i form af reaktionerne unddragelse og tilbagetrækning er det tætteste offentligheden kommer på at opleve følelser hos Bjarne Riis, der kommer ud over de afgrænsninger the unemotional man repræsenterer. TV-mediets fremstilling kommer således til at fremstille aggressive use of face work og tage afsæt i konfronteringer og vurderinger af Riis. Bjarne Riis’ image som en gåde bekræftes af Niels Christian Jungs afsluttende speak fra ’Riis Forfra’:
Personligt tror jeg det ville lette hans hjerte at få sat et punktum. Og jeg håber stadig en dag at Bjarne og jeg kan sætte os ned sammen og finde ud af hvad der egentlig skete dengang. (Jung, 2014: 00.55.52)
Sportsjournalist Søren Reedtz’ udtalelser på svaret om, hvem der har det største troværdighedsproblem efter offentliggørelsen af ’Rapport om doping i dansk cykelsport 1998-2015’ udstiller ligeledes Riis:
70
Det virker ikke til at Riis har bidraget med alt hvad han muligvis kunne. Jeg tror mere på mange af de andre forklaringer også selvom de jo også kommer fra tidligere notoriske løgnere ik’! (DR2 live, 2015: 00.11.44)
Således udstilles det, hvordan Bjarne Riis betragtes som repræsenterende et kronisk troværdighedsproblem og et sterilt følelsesliv, og det gennemgående ansvarsspørgsmål overfor den danske nation er repræsenteret i samtlige af argumenterne for, hvorfor Bjarne Riis er et oplagt og unikt skamfænomen i de danske medier. I betragtningen af alle ovenstående eksempler på Bjarne Riis’ særegenhed og potentiale for fremstilling med skam vil jeg afslutte med at vende tilbage til diskussionen omkring funktionen af kommercialiseringen af Riis’ og Skibbys følelser. Det ser med fastholdelsen af kategorien the unemotional man ud til at Riis ikke som Skibby er lykkedes med interaktionsritualet undskyldning og med at etablere en identitet som menneskelig og dermed som genkendelig for massen og den anden i forhold til den forsatte konstruktion af skamscenarier og den potentielle soning af skyld.
Social interaktion, kønskategorier og skamteori som perspektiv Følgende afsnit beskæftiger sig med specialets teoretiske grundlag i diskussionen af, hvorfor så bredt et udsnit af teori om både social interaktion og personlig skam er udfoldet som fundament for ’Bjarne Riis, The Unemotional Man’. Grundlæggende gælder for specialet, at formålet med analysen og diskussionen af de fem materialers fremstilling af Bjarne Riis foregår med skam som læsestrategi. Således er min formulering af en definition på skammens væsen og relationelle forankring essentiel som ramme om hele undersøgelsen i bestræbelserne på at illustrere, hvordan og hvorfor Bjarne Riis vises forbundet til skam, samt hvilken effekt skam har som label. Således er definitionerne af skammens væsen og hvordan denne visuelt kommer til udtryk, essentielt, da det er hele opgavens formål at påpege skammens tilstedeværelse for at kunne åbne en diskussion omkring skammens forankring i sporten. I min analyse af de fem TV-udsendelser er det imidlertid essentielt at kunne identificere de konkrete skamscenarier og undersøge hvilken dynamik og konstruktion, der er i den mellemmenneskelige konstruktion af skam. Det
71 er derfor, jeg anvender Goffmans teorier og face work og interaction rituals. Goffmans teorier er i stor udstrækning fundamentet for hele undersøgelsen, idet de udgør værktøjerne til at klassificere hvilke ritualer interaktionen foregår efter, hvilket præciserer, hvorfor det pågældende scenarie opstilles. Derudover tjener teorien om face work til at forstå, hvordan og med hvilken vurdering og social værdi Bjarne Riis fremstilles. I afsnittet om hvordan retorikken i interview-situationen fra Profilen (2006) er medvirkende i konstruktionen af skamscenarier, er Brown og Levinsons udvidelse af face work det instrument, der muliggør forståelsen af udviklingen i face som følge af sproglige virkemidler. Goffmans teori om social interaktion suppleret af Brown og Levinsons inddragelse af talehandlinger er dermed forudsætningen for at skabe en gennemsigtighed i forhold til den potentielle shaming, der finder sted i den journalistiske tilgang.
Kommercielle følelser og kønskategoriernes funktion Det er et afgørende konkluderende argument for specialet, at der på trods af skammens centrale placering i problemformuleringen også er fokus på den bredere tilstedeværelse og fremstilling af følelser indenfor sportens felt og min case, Bjarne Riis. Således anvender jeg kategorien the unemotional man og begrebet om kommercialisering af følelser for at bidrage til en helhedsforståelse af fænomenet Riis. At inddrage begrebet om kommercialisering af følelser er samtidig et middel til at belyse, hvordan konstruktionen af narrativerne om følelser tager udgangspunkt i forskellige afsendere, idet Riis selv og instruktør af Riis Forfra Niels Christian Jung repræsenterer et radikalt anderledes perspektiv på fremstillingen af private følelser og skammens funktion for opfattelsen af Riis som offentlig person end ’Profilen’, ’Tavshedens Pris’ og ’Skandale! 1998 Skammens Tour de France’. The unemotional man handler ikke som udgangspunkt om skyld og skam, men denne kategori anvender jeg i en overgang til at forklare skammens forbindelse til Bjarne Riis og for at illustrere det mandlige køns tilknytning til følelser. The unemotional man er derudover sammen med begreberne om skam og kommercialisering af følelser kendetegnet ved dets egenskab af at kunne muliggøre interaction rituals. Dermed fungerer Goffman-teorierne i en vekselvirkning med skam- og følelsesteorierne således, at the unemotional mans egenskaber kan forklare, hvordan Bjarne Riis som mand er forpligtet til at tage ansvar i form af hans ceremonielle interaction ritual, dopingtilståelsen. Alternativt kunne Luptons kategori the emotional woman have tjent til at
72 forklare, hvilken fremstilling af interaction rituals, der ville være forbundet til en kvindelig atlets bekendelse af doping (Lupton, 1998: 106). I det forestillede tilfælde kunne fremstillingsformen have drejet sig om ritualet omkring at udtrykke sorg og anger frem for rationalitet omkring bekendelsen som en del af en forretningsstrategi, som jeg belyser det med Bjarne Riis i analysen. Det ceremonielle bekendelsesritual og de expectations, der er til kvindelige atleter og idrætsledere er således markant anderledes end dem, der hersker omkring Bjarne Riis, og derfor er Luptons the unemotional man et perspektiv til at forstå, hvordan følelser og i særdeleshed skam kommer til udtryk i tilbagetræknings- og unddragelsesreaktioner og som professionelt rationelt agiterede strategier omkring Bjarne Riis og mandlige repræsentanter for sporten som felt. Dertil er det et faktum, at der i dansk sportshistorie ikke eksisterer mediecases med kvinder forbundet til doping, der er tæt på at få den samme publicity som Riis’ historie.
En dopingbekendelse der performer ’kvinde’ For at fremhæve hvordan skam og the emotional woman konstruerer en anden form for interaction ritual og hvorfor de tre begreber, Luptons kønskategorier, skamteori og Goffmans teori om sociale interaktioner er tæt forbundne, citerer jeg følgende den tidligere atletikstjerne den amerikanske sprinter Marion Jones fra hendes offentlige dopingbekendelse i 2007. Jones indleder således:
And so it is with a great amount of shame that I stand before you and tell you that I have betrayed your trust… (Jones, 2007: 00.00.50)
Jones fortsætter med at nævne først professionelle og derefter med stor følsomhed familiære relationer for at erklære til dem:
I want you to know that I have been dishonest and you have the right to be angry with me. I have let them down. I have let my country down, and I have let myself down. I recognize by saying that I am deeply sorry it might not be enough and sufficient to address the pain and the hurt that I have caused you. Therefore I want to ask for you for your forgiveness for my actions and I hope that you can find it in your heart to forgive me. (Jones, 2007: 00.02.02)
73
Ritualet er her kendetegnet ved at appellere til følelser fremfor praktiske forhold. Den konkrete information om Marion Jones’ dopingforbrydelse har i bekendelsesøjeblikket været offentlig kendt i længere tid, og det ceremonielle i ritualet er den meget konkrete undskyldning og appel til tilgivelse. Den anden træder eksplicit frem i citatet på en måde, som det er utænkeligt at forestille sig det hos Bjarne Riis. Hun står sågar ved siden af Marion Jones i form af dennes mor, moralen (Jones, 2007: 00.00.35). Situationen hvor Bjarne Riis kunne have haft fx sin far eller sin kone med til pressemødet i 2007 er temmelig utænkelig. The unemotional man medbringer i stedet sin pressechef (Riis, 2007: 00.10.00). Ovenstående eksempel er en illustration af samspillet mellem de anvendte teorier og en kort eksemplificering af, hvordan de kunne anvendes i en anden case. Derudover ville det perspektiverende være interessant at undersøge, hvorledes Marion Jones anvender følelser i et kommercielt ærinde, idet hun i løbet af blot tre minutter er relativt eksplicit omkring hendes sorg, anger og ønske om national tilgivelse. Således aktualiserer mit studie en undersøgelse af andre symbolic leaders fra sportsverdenen, der kan repræsentere lignende eller divergerende konstruktioner af fremstillingen af skam i udviklingen af face-tilstande og interaction rituals forbundet til kønskategorier og kommercielt orienterede følelsesdemonstrationer. Dertil kommer det tidligere i diskussionen behandlede tema om nationens recognizeability og skam som national konstruktion. Med Marion Jones som alternativ til Bjarne Riis er det interessant at beskæftige sig med, hvilke forskellige normer nationer repræsenterer i forhold til, hvornår noget er skamfuldt, og hvordan atleters bekendelser og repræsentation af følelser fremstilles i de nationale medier. I diskussionen af min anvendelse af teori er et af spørgsmålene imidlertid også, om ’Bjarne Riis, The Unemotional Man’ kunne være udfærdiget ved hjælp blot en af følgende teoretiske retninger: Goffmans teorier, face work (2005) og interaction rituals (1967) om social interaktion eller teorierne om følelser, the unemotional man af Lupton (1998), Skam medfødt og tillært af Sørensen (2013) og Elias (1989), Butler(2005) og Scheffs (1994) formuleringer af skammens konstruktion. Det handler om fra et bredt perspektiv at vise, hvordan skammen er til stede, og hvad den gør. Vi kan forstå, hvordan den opstår ved hjælp af interaction rituals, face work og Brown og Levinsons identificering af facetruende talehandlinger. Således illustrerer den ovenstående diskussion af interaction rituals, hvordan skamscenarier opstår i en social kontekst, der
74 foregår efter en rituel forskrift, der tager udgangspunkt i interaktionens deltagere herunder deres køn. For at illustrere skamscenariernes sociale konstruktion, er det derfor nødvendigt at påpege situationens rules of conduct. Derudover tilbyder Goffmans face-labels en ydre vinkel på vurderingen af individet, som fx i det Goffman beskriver som shameface (tidligere referencer for de to begreber). Havde specialet kun taget afsæt i face work og interaction rituals kunne det fx have været oplagt at undersøge pressemødet fra 2007 og Profilen fra 2006 fuldstændig bogstaveligt i deres fulde form for at kortlægge det rituelle i samtlige af Riis’ valg af bekendelser og journalisternes fokus i deres spørgsmål samt kontinuerligt at fremhæve face worket orkestreret i dialogen mellem Tine Götzsche og Bjarne Riis. Goffmans sociale teorier er for Bjarne Riis the unemotional man gennemgående som instrument til at vise, hvordan fremstillingen af Bjarne Riis er socialt konstrueret og samtidig grundlæggende en forklaring af, hvordan Riis’ identitet opfattes af og udvikles i samfundet repræsenteret af de fem materialers opfattelse af ham. Shameface efterlader imidlertid plads til at supplere Goffmans sociale instrumenter med min teori om følelser. Således beskriver den Goffman- inspirerede Thomas J. Scheff manglen på et følelsesindhold i Goffmans teori, men hvordan dennes fokus udelukkende er på det mellemmenneskelig (Scheff, 1994: 76). Scheffs egen teori tjener i specialet til at udvide forståelsen af følelsernes fravær og tilstedeværelse hos Riis i fremhævelsen af, hvordan skam og stoltheds grundlæggende vilkår er til stede såvel i den makrosociale interaktion såvel som som individuelt vilkår for Riis (Scheff, 1993: 73). Lars J. Sørensens fysiske, emotionelle og sociale definition af skam uddyber, at skam ikke kun er noget, der foregår mellemmenneskeligt. Det er en forståelse, der er helt afgørende for at kunne arbejde med skam, da vores kognitive strukturer overordnet set er vores mulighed for at begribe interaktioner og skammens særegenhed fx spejlneuroner for at kunne overføre følelsen (Sørensen, 2013: 57). Samtidig er Sørensens definition helt afgørende for selve problemstillingen omkring min case, da tilstedeværelsen af skammen som selvdestruktiv primær emotion og følelse er et menneskeligt vilkår, der bør undersøges i dens sociale konstruktion og forankring for at skabe gennemsigtighed om og behandle selvsamme som socialt fænomen.
75 Kritik af metodisk og teoretisk tilgang Den metodiske, teoretiske og empiriske ramme for ’Bjarne Riis, The Unemotional Man’ er meget bredt konstrueret. Således forsøger jeg i specialet at inddrage analyseeksempler fra fem forskellige udsendelser i læsningen efter etableringen af skamscenarier. Det er en metode, der uundgåeligt betyder at nogle materialer bliver vægtet højere end andre. Således skaber mit studie retrospektivt en større indføring i udsendelserne ’Profilen’ og ’Pressemøde med Bjarne Riis’ end i ’Tavshedens Pris’ og ’Skandale! 1998, Skammens Tour de France’. Således er der en tendens til at jeg vægter interview situationer højt i mit analytiske arbejde, fremfor dokumentariske sekvenser. Det kan have den effekt at min empiri udfoldes overfladisk i forhold til de mindst undersøgte udsendelser og de temaer de repræsenterer. Således bliver analysens forskellige temaer om skam og anvendelse sociologisk teori også knyttet til enkelte udsendelser således ved at fx face work primært udfoldes på ’Profilen’ og ’Tavshedens Pris’ selvom ’Pressemøde med Bjarne Riis’ og ’Riis Forfra’ som fremhævet i diskussionen også tager udgangspunkt i en lang række konstruktioner af face. Alternativt kunne jeg have udført et studie med færrere materialer og fx udfoldet ’Pressemøde med Bjarne Riis’ og ’Profilen’ yderligere. En sådan tilgang ville kunne bidrage med en tekstnær og udtømmende analyse af det enkelte empiriske materiale. Således kan læseren af specialet undervejs sidde tilbage med oplevelsen af ikke at være blevet indført til bunds i de enkelte TV fortællinger om Riis. Teoretisk forsøger jeg med specialet at udfolde et bredt konstrueret perspektiv på skammens sociale konstruktion. Det kunne være gjort med et smallere fokus. Således betyder mit fokus på både at anvende Deborah Luptons the unemotional man, Thomas J. Scheffs deference- emotion system og Judith Butlers recognizebailty begreb at disse udfoldes på forskellige dele af casen og skamscenarierne vises og diskuteres med forskellige former for begrebsramme. Det kan få den betydning af analysens tematikker opstår parallelt, hvilket skaber en udfordring i specialets indbyrdes sammenligning af skamscenarier og læserens oplevelse af en konsensus. Specialet kunne i et snævrere perspektiv have udfoldet et af de 3 ovenstående begreber i sammenhæng med Goffmans teorier om social samhandling og Sørensens definition af skam. Det kan i være en svaghed ved valget af den brede teoretiske ramme at ingen af teoriernes potentialer anvendes til fulde. Dermed er min retrospektive vurdering at anvendelsen af Scheffs begreb deference-emotion system og analysen af skam og stolthed som Riis’
76 primæremotioner ikke optræder gennemgående og anvendes i det omfang, som det potentielt kunne udfoldes i. Mit studie indeholder en bred introduktion til analyseværktøjer til identificering og forståelse af skamscenarier. Fra et kritisk perspektiv burde disse teorier som i analysen udfoldes mere separat og anvendes på en af en smallere empiri for at forstå konstruktionen af skamscenarier forbundet til Riis til fulde i den enkelte kontekst. Med den samlede empiri, skamteori og sociologiske teori fra ’Bjarne Riis The Unemotional Man’ kunne således udfærdiges flere separate studier af hvordan Bjarne Riis fremstilles på dansk tv med følelsen skam. Afslutningsvis vil jeg rette en kritik mod mit begreb skam. Skam er en individualpsykologisk sindstilstand og et socialt fænomen, som er vanskeligt at forene til fulde. Således kan en kritik af mit studie gå på den manglende indføring i skammens neuroaffektive væsen og betydningen for det menneskelig selv. Et sådan perspektiv kunne have bidraget yderligere til at forstå hvad skammen gør som subjektivitetskonstruktør i kontekst til sport i medierne. Således kunne et studie med et smallere fokus arbejde videre med skamreaktionerne fra skammens kompas (figur 1; Geir, 2012: 361).
77 Konklusion
Bjarne Riis fremstilles igennem de fem analyserede tv-udsendelser forbundet til følelsen skam i en række forskellige scenarier. Riis knyttes gennemgående til skam med afsæt i hans skamreaktioner tilbagetrækning, unddragelse og angreb mod andre (Berg, 2012: 363; Jung og Andersen, 1999: 00.16.00, 00.27.40; DR, 2006: 00.15.00; Riis, 2007: 00.23.51, 00.33.12; Køster-Rasmussen, 2014: 00.24.55). Således vises Riis med fokus på Pressemøde med Bjarne Riis og Tavshedens Pris, men også gennemgående fra alle fem programmer i scenarier, hvor han fysisk i kraft af sit blik og introverte kropssprog forsvinder ind i sig selv og er i skam, eller verbalt forsøger at fremhæve andre situationer, der kan fjerne fokusset fra skammen over den skyld, der forbindes til hans involvering i dopingmisbrug. Derudover påpeger min analyse skamscenarier i form interaktionerne fra Profilen, hvor Riis i dialogen med Tine Götzsche bringes i wrong face og out of face og dermed devalueres i sin sociale værdi og vises med shameface (Profilen, 2006: 00.02.14, 00.13.08, 00.15.00, 00.15.50) Problemformuleringens underspørgsmål åbner yderligere for en forståelse af, hvorfor skammen er forbundet til Bjarne Riis, og hvordan denne bliver knyttet til den tidligere Tour de France-vinder, idet Riis ’kan siges i høj grad at indholdsudfylde Deborah Luptons arketype the unemotional man. Riis’ professionelle og maskulint genkendelige rationalitet fungerer som en unddragelsesstrategi, der skygger for de maskulint uacceptable følelser skyld og skam. Riis fremstilles imidlertid også i forsøget på en genetablering af at være in face og genkendelige for den danske offentlighed idet han i Riis Forfra fremstilles privat som ude af kontrol med sig selv og følelserne skam, sorg og angst, der afviger fra det maskuline ideal, men samtidig også konnoterer the unemotional mans deciderede patologiske psykiske udsathed (Jung, 2014: 00.32.07). Skammens repræsentation omkring Riis knyttes med recognizeability-begrebet i analysen til Danmark som nation, således at det ydre blik, forudsætningen for skammens konstruktion, tilskrives Riis’ position som ansvarlig og skyldig overfor Danmark. Dermed positioneres Riis i Profilen, Skandale! 1998, skammens Tour de France og Pressemøde med Bjarne Riis, som skyldig overfor det danske samfund i dopingsnyd og løgn over dette. Det er samtidig den danske offentlighed, der agerer den anden, skammens ydre forudsætning i skyldkonfrontationerne og konstruktionen af skam. Bjarne Riis’ overskridende præstation, dopinghandlinger og grundlæggende skamfulde væren forbindes kulturelt til den danske jantelov, samfundets civilizing proces og mediernes retorik omkring Riis som national antihelt (Køster-Rasmussen, 2014: 00.10.40, 00.16.45; Riis, 2007: DR, 2006: 00.13.06, 00.22.02). Som case er cykelrytteren, brandet og manden Bjarne Riis unik som skamfænomen i kraft af det kulturelle tilhørsforhold til Danmark, hans aktualitet som Danmarks største cykelnavn igennem 20 år og den massive positionering som the unemotional man, der umuliggør ærindet med kommercielt at genvinde menneskeligheden. Således er Riis interessant at fremstille med skam, fordi skammen hænger omkring ham, uden at han selv ekspliciterer den. Skam er derudover overførbart gennem det visuelle medie og derfor en effektfuld vare og den følelse medierne har adgang til og interesse i at fremstille i forbindelse til Bjarne Riis.
79 Perspektivering
Bjarne Riis er stum! Synger det danske rockband Nephew på deres hit Superliga fra 2004 (Kvamm et al., 2004) På web 2.0 mediet Tumblr.com udfoldes temaet ’Bjarne Smiler’, som en kavalkade af akavede billeder af Riis, der performer et smil i professionelle relationer (Tumblr.com). Satiregruppen Drengene fra Angorra parodiere i 2007 Riis’ dopingbekendelse i skikkelse af cykelholdet Team Easy On, hvis stjernerytter Bobby Olsen også kendt som ’Oksen fra Hammel’ skamløst bryder sammen og undskylder til alle dem, han kan komme i tanke om (DR, 2007: 00.07.36). Pointen med ovenstående referencer er at mit studies primære produktion af viden er identifikationen af skam forbundet til Bjarne Riis - en skam som satiren omkring Riis er forankret i. Skam er latent knyttet til sportsikonet Riis, hvilket manifesteres i den massive mængde satire, der anvender skammens smittende egenskab i skamreaktionen tilbagetrækning og narrativet the unemotional man i en ironisk reproduktion og et brud med Riis’ professionelle og rationelle approach. Følgende kapitel fremhæver, hvordan identificeringen af den fremkomne viden fra mit studie, Bjarne Riis the unemotional man kan anvendes i et fremtidigt perspektiv. Med afsæt i min konklusions pointer forholder jeg mig følgende til betydningen af identificeringen af skamscenarier, den sociale og kulturelle konstruktion af skam i genkendelsen af Riis, og performativiteten af kønskategorier knyttet til fremstilling med skam. Jeg kommer også ind på muligheden for at undersøge andre cases med min metodiske og teoretiske tilgang, og jeg perspektiverer diskussionens behandlede emne om impression-management af følelser i sportsbiografier.
Identificering af skam som moralsk forudsætning Antidoping Danmark har udsendt en længe ventet rapport, som søger at afdække dopingproblemerne i dansk cykelsport. Min far spiller selvsagt en stor rolle i den rapport, og hans person og troværdighed har været diskuteret enormt meget i kølvandet derpå. Ikke så få befinder sig i en position til at fælde moralsk dom over min far. Det er helt almindeligt, ikke mindst når det gælder en så omdiskuteret person og set i lyset af de åbenlyst forkerte beslutninger, han har truffet. (Riis i Politikken, 12. juli 2015) Således lyder det fra Bjarne Riis’ søn Thomas Nybo Riis i hans kronik i Politiken under endnu en periode med fokus på cykelsporten, hvor hans fars position som utroværdig dopinginvolveret endnu engang er til debat. I forlængelse af Antidoping Danmarks skyldsplacering af Riis som ledelsessvigtende sportsdirektør under anvendelse af dopingpræparater på team CSC i starten af 00’erne mødes Riis endnu en gang med moralsk fordømmelse i offentligheden. Denne gang omhandler casen Bjarne Riis’ ansættelse som cykelekspert på TV2.
Dette speciales identificering af skam kan åbne for en debat om, hvordan det at fremstille sportspersonligheder med skam anvendes i TV-mediet. Med Bjarne Riis – The unemotional mans konklusion på, hvordan følelser vises med Bjarne Riis, kan det belyses, hvordan den moralske vurdering af personen Riis og hans handlinger etableres med afsæt i en på forhånd foretaget for udskamning i medierne. Samtidig bidrager analysen og diskussionen af skamscenarierne til at vise, hvordan sporten er en arena for moralske fordømmelser, skyldsspørgsmål, en fremstilling af atleter knyttet til skam og et billede på hvordan skammen er mulig i perspektivet på Riis.
Min konklusion om at skamscenarierne knyttet til Bjarne Riis er retorisk og sprogligt konstruerede kan anvendes til fremtidigt at betragte tv-mediernes tilgang til sportspersonligheder med en viden om, at det er ønskværdigt at skabe action situations, der viser den smittende og determinerende følelse skam. Således bør interview og pressemøder med sportsfolk iagttages kritisk med en bevidsthed om at face threatening actions er en del af kritiske sportsjournalistiks tilgang til dopingrelaterede atleter.
Unemotional men og emotional women Hvor fraværet af følelsesmæssige reaktioner hos Bjarne Riis fører til TV-mediets fokus på at etablere situationer, hvor tilbagetrækning og unddragelsesstrategier er forventelige i interaction rituals, konstrueres skamscenarier og fremstilling af følelser forbundet til kvindelige atleter bl.a. jævnført diskussionens eksempel med Marion Jones forventeligt efter andre rules of conduct (Tavshedens Pris, 1999; Profilen, 2006; Pressemøde med Bjarne Riis, 2007; Skandale! 1998, Skammens Tour de France; Riis Forfra, 2014)
81 Dette studies eksemplificering af hvordan skam konstrueres med afsæt i performativet af de arketypiske kønskonstruktioner, kan anvendes til at undersøge lignende problemstillinger i mediernes forskellige dækning af maskulint og feminint genkendelig sportspræstationer. En række eksempler fra nyere dansk sportshistorie viser, hvordan kvindelige atleter bliver knyttet til skam i forbindelse med uindfriede præstationer og brud på den ramme som Lupton kategorien the emotional women angiver (Lupton, 1998: 107). Således ville det danske håndboldikon Anja Andersen og tennisstjernen Caroline Wozniacki være interessante at undersøge med afsæt i undersøgelsen af skam knyttet til the emotional woman. Skulle jeg forsøge at overføre dette speciales problemformulering og tematik til lignende forskningscases ville det være interessant at undersøge de to lignende cykelryttercases Lance Armstrong og Marco Pantani med dette kategorien the unemtional man. Med mit fund af hvordan skamprædikatet og det ikke at udtrykke følelser vises som en patologi, ville det være oplagt at undersøge dokumentaren Pantani: The Accidental Death of a Cyclist om Giro d’italia og Tour de France-vinderen Marco Pantanis nedtur og død som følge af en depression grundlagt i oplevelsen af skam forbundet dopinganklager. Den syvdobbelte Tour de France-vinder amerikaneren Lance Armstrong er som følge af massive dopingafsløringer blevet frataget sine 7 suveræne Tour de France-sejre. Denne epoke har han bekendt sig omkring for rullende kameraer i det berømte reality talk show Oprah Winfrey (2013). Armstrong er ligeledes blevet portrætteret i dokumentaren Stop at Nothing (2014), der bl.a. er blevet vist i DR’s serie Dokumania i maj 2014. En analyse af disse to udsendelser ville være relevant med afsæt i mit studies visning af, hvordan impression- management kan anvendes i selektionen af visning af følelser og med den nærværende viden om, hvordan den professionelle og rationelle maskuline identitet kan iscenesættes i skamscenarier. De to cases repræsenterer forventeligt meget forskellige etableringer af the unemotional man og er samtidig interessante i et studie af identificeringen af den anden og de afvigelser, der potentielt befinder sig i at blive genkendt fra henholdsvis amerikansk og italiensk nationalt perspektiv.
82 Stunted emotions Temaet om hvordan følelser selektivt fremstilles, kan yderligere tilgås med pointerne fra Bjarne Riis, The Unemotional Man – Et nationalt sportsikon i skamscenarier. Med afsæt i specialets eksemplificering af hvordan det fra de forskellige afsenderperspektiver DR, TV2 og Bjarne Riis kan være attraktivt at vise følelser for henholdsvis at skabe action situations, der sælger fortællinger om sporten eller skabe personlig sympati som følge af visninger af menneskelige emotioner, kan andre materialer tilgås. Herunder er sportsbiografien som genre en oplagt genstand for analyse. Bjarne Riis’ egen biografi Riis er i forlængelse af specialet interessant i perspektivet omkring fremstillingen og den potentielle emotionelle stunting af den tidligere Tour de France-vinders egne oplevelser af de i specialet fremhævede skamscenarier. Sportsbiografi-genren rummer derudover eksemplet Jeg er Zlatan Ibrahimovich (2012), der for nylig blev afsløret som et værk, hvor det biografiske aspekt omkring den ikoniske svenske fodboldstjerne er til at overse.
Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic (Lagercrantz, 28. maj 2015)
Sådan beskriver forfatteren til Jeg er Zlatan Ibrahimovich David Lagercrantz sin iscenesættelse af Ibrahimovich, der paradoksalt er berømt for de mange kontroversielle og arrogante citater fra bogen. Således kan specialets produktion af viden anvendes i tilgangen til at forstå den skamombruste dopingdebat i professionel cykelsport og i analysen af sport som en særlig arena, hvor følelser iscenesættes for at skabe en spændende og unik fortælling.
83 Litteraturliste
Ahmed, Sara (2004). The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh University Press.
Askvig, Brian (2006). Skibby: Forstå Mig Ret. Ekstrabladets Forlag.
Berg, Geir (2012). ”Skammens kompass: Fire retninger i en skamproduserende tid” i Tidsskrift for Norsk Psykologforening. Vol 49. Nr. 4.
Bo, Inger Glavind (2012). ”Det sociale bånd og følelser i menneskers interaktion: Thomas Scheffs socialpsykologiske perspektiv på stolthed og skam” i Psyke og Logos. Vol. 33 nr. 1.
Bo, Inger Glavind (2008). At tænke socialpsykologisk. Akademisk Forlag.
Butler, Judith (2005). Giving an account of oneself. Fordham University Press.
Butler, Judith (2007). ”Subjekt køn og begær” i Dorte Marie Søndergaard (red.) Feministiske tænkere. Hans Reitzels Forlag.
Creswell, John W. (2007). Qualitative inquiry & research design. Choosing among five approaches. SAGE Publications.
Fibiger, Johannes (2011). ”At læse film” i Jørgen Asmussen (red.) Digitalt dansk – Mediedidaktik 2.0. Academica
Fibiger, Johannes (2011). ”At se tv” i Jørgen Asmussen (red.) Digitalt dansk – Mediedidaktik 2.0. Academica
Giese, Ditte (2015). “Forfatter til storsælgende biografi: Zlatan-citater var fabrikerede” i Politiken. 28. maj. 2015.
84 Goffmann, Erving (2006). ”On Face-Work: An Analysis of Ritual Elements” i The Discourse Reader. Routledge.
Goffman, Erving (1967). Interaction Ritual: Essays in Face to Face Behavior. Pantheon.
Johansen, Christina Friis, Hansen, Morten Mølholm, Hansen, Lone og Larsen, Jesper Frigast (2015). Rapport om doping i dansk cykelsport 1998 – 2015. Anti Doping Danmark
Kvamm, Simon (2004). Nephew. USADSB. Copenhagen Records.
Lupton, Deborah (1998). The Emotional Self. SAGE Publications.
Mennell, Stephen (1989). Norbert Elias – civilization and the human self image. Basil Blackwell.
Pedersen, Lars Steen og Riis, Bjarne (2010). Riis. People’s Press.
Riis, Thomas Nybo (2015). ”Vil du også dømme min far?” i Politiken. 12. juli 2015
Scheff, Thomas J. (1994). Microsociology. Discourse, Emotion and Social Structure. The University of Chicago Press.
Sørensen, Lars J. (2013). Skam – medfødt og tillært. Hans Reitzels Forlag.
Thing, Lone Friis og Ronglan, Lars Tore (2014). ”Athletes confessions: The sports biography as an interaction ritual” i Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports.
Thing, Lone Friis (2011). ”Norbert Elias – sport og civilisering” i Lone Friis Thing og Ulrik Wagner (red.) Grundbog i idrætssociologi. Munksgaard Danmark.
Østerberg, Dag (2005). Sociologiske nøglebegreber. Akademisk Forlag
85 Web:
Herunder primær empiri:
Tavshedens Pris (I) (1999) Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung. Sendt 31. maj 2007. Danmarks Radio. Tilgået version på mediestream er arkiveret i en version sendt. http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:455cb99d-047b-4366-888d-f629eeab9d59 Tilgået mellem 16. februar og 13. juli 2015.
Profilen: Bjarne Riis (2006) Vært: Tine Gøtzsche, Sendt 23. august 2006. Danmarks Radio http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:7d2ab4fd-aa25-42c4-8bfb-55ed4bc26504 Tilgået mellem 16. februar og 13. juli 2015.
Pressemøde med Bjarne Riis (2007) Bjarne Riis. Sendt 25. maj 2007. TV2 News. http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:a1593360-680d-4492-b3b8-8f14027add45 Tilgået mellem 16. februar og 13. juli 2015.
Skandale! 1998, Skammens Tour de France (2010) Janus Køster-Rasmussen. Sendt 6. august 2014. Danmarks Radio. http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:2c17ecb0-0152-4ec0-b780-f84952e23b2c Tilgået mellem 16. februar og 13. juli 2015.
Riis - Forfra (2014) Niels Christian Jung. Sendt den 9. Januar 2014. Danmarks Radio http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:898c57ad-4e47-4ad1-ab78-904ce2ef184b Tilgået mellem 16. februar og 13. juli 2015.
Yderligere sekundære web kilder:
DR2 Live: Pressemøde om doping rapport. Den 23 juni 2015 https://www.dr.dk/tv/se/dr2-live/dr2-live-pressemoede-om-dopingrapport Tilgået den 11/7 2015
86 Topend sports.Tour de France vindere. http://www.topendsports.com/events/tour-de-france/winners-list.htm Tilgået den 11/7 2015
Den Store Danske: Gyldendals leksikon. http://www.denstoredanske.dk/ Tilgået den 11/7 2015
Det Dansk Sprog- og Litteraturselskab. http://ordnet.dk/ Tilgået d. 11/7 2015
Marion Jones’ dopingbekendelse. https://www.youtube.com/watch?v=DkQpTdVK1cc Tilgået d. 29/6 2015
Armstrong and Oprah (2013) https://www.youtube.com/watch?v=ItUsss7VnBA Tilgået d. 9/7 2015
Dokumania: Lance Armstrong - fra start til slut (2013) Original titel Stop at Nothing. Alex Holmes. Sendt d. 23. juli 2014. Danmarks Radio. http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:160cbea7-19a8-4c85-a4d8-2c9a41876cbc Tilgået d. 8/7 2015
Trailer Pantani: The Accidental Death of a Cyclist https://www.youtube.com/watch?v=xfN3uxk-vRs Tilgået d. 8/7 2015
Bjarne Smiler tumblr konto https://www.tumblr.com/search/bjarne+smiler Tilgået d. 9/7 2015
Team easy ons dopingbekendelse. https://www.youtube.com/watch?v=visAt-9LHQw Tilgået d. 10/7 2015
87
88