01. Amicisvej 10 Note Amicisvej 10, Matr.Nr. 52Bg, BBR 6314-1, Arkitekt

01. Amicisvej 10

Note Amicisvej 10, matr.nr. 52bg, BBR 6314-1, arkitekt maa Søren Risom

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Materialemangel og boligmangel gjorde det i de første år efter krigen umuligt at tænke på genopførelse af den herskabelige villa.

Kommentar Servitutterne for Amicisvej og den overvejende to etages bebyggelse med store villaer gjorde det desuden meningsløst at opføre en bungalow på 130 kvm som erstatningsbyggeri for den udbombede villa.

Resumé Under det engelske luftbombardement af Gestapos hovedkvarter i Shellhuset den 21. marts 1945 styrtede et af flyene ned i garagerne på Alleenberg og gav anledning til fejlbombningen af blandt andet Den franske Skole ved Frederiksberg Allé. Herunder blev også Amicisvej 10 ramt og brød i brand. Det meste af den store villaejendom blev jævnet med jorden, og det var kun den sydligste del med opholdsstue og terrasse på taget, der ville kunne benyttes i forbindelse med bygningens eventuelle genopførelse. Egentlig var ejeren grosserer Oscar Jensen interesseret i en rekonstruktion og var parat til at betale herfor, men kun hvis alt kunne blive præcis som før, hvilket forudsatte en generel dispensation fra alle gældende restriktioner med hensyn til rationerede materialer. I modsat fald ville han hellere sælge grunden med ruinen. Den følgende ejer fabrikant Gerhard Petersen påbegyndte en oprydning og fik sikret resterne af den én- etages tilbygning med opholdsstuen og den store altanterrasse mod syd. Det var efter, at et rækkehus- lignende projekt med tre lejligheder var blevet skrinlagt. Det var hans intention at gennemføre en delvis restaurering med genopførelse af ca. halvdelen af hovedbygningen i to etager. Også den næstfølgende ejer grosserer og slagtermester Christian Hansen ville bevare opholdsstuen og al- tanterrassen, som nu skulle sammenbygges med en større toetages bygning tegnet af Carl R. Frederiksen. Det var for meget for Arbejds- og Boligministeriet (Ministeriet Hans Hedtoft 1), der skulle bevilge materialer (Cirkulære angående materialebevilling til byggeri m.m. af 4/3 1950), "i den i øjeblikket herskende vanske- lige byggesituation. Det endeligt godkendte projekt blev et totalt nybyggeri i én etage reduceret til 193 kvm bebygget areal og udnyttet tagetage med Sven Risom som arkitekt. Opholdsstuen var opgivet og revet ned, og det eneste særlige bygningstræk fra den oprindelige villa var den store trefløjede karnap mod Amicisvej, som i øvrigt blev suppleret med karnapper mod øst og syd.

02. Aurikelvej 16

Note Aurikelvej 16, matr.nr. 30cx, BBR 6942-1, arkitekt Herman Madsen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Et godt samspil med facadecensuren bidrog til et mere harmonisk udtryk.

Kommentar Akademisk Arkitektforening var i mange tilfælde med til at sætte den arkitektoniske standard. Der kunne således i realiteten være mere end én arkitekt på et givet projekt.

Resumé Områdets facader var i henhold til servitutten underkastet censur ved tre medlemmer af Akademisk Arki- tektforening. Det var et udvalg, der tog opgaven alvorligt og gik i detaljer med de enkelte projekter. Facade- udvalget lagde vægt på en rolig form eller en konstruktiv opbygning, proportioner skulle være i balance, og der skulle ikke anvendes for mange forskellige bygningselementer. Det blev også påtalt, hvis der blev fore- slået for smarte løsninger på beskedne ejendomme. Herman Madsen havde først tænkt sig trekantede tag- kviste. De blev ændret til almindelige kviste med flad afdækning. De to vinduer i gavlen til vejen ville udvalget gerne trække sammen til et bredt, men det forstyrrede åbenbart ruminddelingen på 1. sal så meget, at det ikke blev ændret. Udvalget var heller ikke glad for den opkastede jordskråning til terrassen og ville hellere have set se en sorttjæret sokkel på alle fire facader. Men på det punkt stod Herman Madsen også fast.

03. Bendzvej 11

Note Bendzvej 11, matr.nr. 43h, BBR 7779-1, "Kærnehus" Asmussen og Weber København A/S

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Enfamiliehuset er et modulbyggeri med en fabriksfremstillet installationskærne.

Kommentar Villaen er et meget tidligt eksempel på et "industrialiseret" elementbyggeri, som følger de normer for modulprojektering, som Boligministeriet i 1958 havde opstillet for det støttede byggeri.

Resumé Enfamiliehuset er et modulbyggeri, et såkaldt "Kærnehus" sammensat af fire dele bestående af en færdig installationskerne fremstillet på fabrik (i Holbæk) med køkken, vindfang, gang samt bad og toilet (7,20 x 3,60 m) sammenbygget med en sovesektion (her udvidet med et kontor). Herudover en sektion med havestue og to kamre sammenbygget med en opholdsstue (her tværstillet, så huset får karakter af vinkelhus). Sektionerne sammenbindes af den todelte tagkonstruktion. "Facaderne er udfyldt med bindingsværk" i form af moduler i målene 90 x 30 cm, 90 x 45 cm og 90 x 60 cm. Villaen er tegnet af Asmussen & Weber København A/S - (Tømrermestre - Entreprenør- & Ingeniørfirma, Bygnings-, Inventar- & Maskinsnedkeri) for grosserer Poul Buchhorn.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

04. Bernhard Bangs Allé 2 og 8

Note Bernhard Bangs Allé 2 og 8, matr.nr. 6pq, BBR 9356-1 og matr.nr. 6hm, BBR 10141-1, ”Bolvighus” arkitekt maa Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bebyggelsen er et godt eksempel på en eksperimenterende tilgang til adgangsforhold og til altangangshusets muligheder.

Kommentar Altangangshuset var introduceret af Jørgen Maahr i 1956 på Kong Georgs Vej 52 som en alternativ løsning af adgangsforholdene i et etageboligbyggeri med mange små lejligheder. Ole Hagen havde på tilsvarende vis anvendt typen ved opførelsen af Platanvej 32 i 1959. På Bernhard Bangs Allé udstrækkes anvendelsen i 1960 til et byggeri med en blanding af flere størrelser lejligheder. Anden etape i 1962 blev dog en meget anderledes altangangsfløj med lejligheder udelukkende på 91kvm og derover, fordi kommunen frabad sig flere etværelses lejligheder.

Resumé Ole Hagens ”Bolvighus” var oprindeligt et betonbyggeri med skalmurede gavle i rødt murværk. Altan- brystningerne på de indtrukne små redningsaltaner mod gaden stod i grå beton mellem gulmalede brystninger under ganske almindeligt hvidmalede vinduer. Til trods for springene i bygningshøjder var helheds- indtrykket takket være de lange facader og på grund af materialevalget en robust og vel forankret bebyggelse, der passede til området og dets historie. Grunden lå i udkanten af villaområdet udstykket fra Lykkesholm som nabo til industriområdet langs Frede- rikssundsbanen og fandt anvendelse som oplagsplads med tinglyst ret til en sporforbindelse til banen. ”Fa- briksgrunden" var imidlertid kommet i spil som et område for boligbebyggelse, da man på Frederiksberg i 1950'erne oplevede en nedgang for de lokale produktionsvirksomheder. Byggeriet blev opført i to etaper som en hjørnebebyggelse med altangange i tre og seks etager ved Dalgas Boulevard og med omkring 125 meters facade mod Bernhard Bangs Allé. Bygningen blev konstrueret med bærende skillevægge, og lejlighederne fordelte sig i første etape ligeligt mellem etværelses lejligheder på 63 kvm og på to- til fireværelses lejligheder på 90 kvm og derover. Da kommunen ved anden etape i 1962 helt frabad sig etværelses lejligheder, kom denne til udelukkende at bestå i lejligheder på 91 kvm og derover. Bolvighus blev i 2007 facaderenoveret og energiforbedret (Karsten Pålssons tegnestue). Søjler og dragere blev isoleret og beklædt med en lys fiberbetonbeklædning, vinduesbrystningerne blev isoleret og beklædt med en glas- og aluminiumsbrystning med rammen i grafitalgrå, døre og vinduer blev udskiftet med rammer i grafitalgrå, altanbrystningerne blev erstattet med et nyt stål rækværk med et matteret glasværn osv.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

05. Bianco Lunos Allé 2B, 6 og 10

Note Bianco Lunos Allé 2B, 6 og 10, matr.nr. 50p, BBR 10974-1, matr.nr. 50r, BBR 10990-1 og matr.nr. 50i, BBR 11156-1, arkitekter Viggo Haagen Bay mda og H. Manscher maa

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Eneste langhusbebyggelse realiseret i bydistriktet, opført etapevis som gavltæt randbebyggelse til erstatning for villaer.

Kommentar Viggo Haagen Bays og H. Manschers bygninger på østsiden af Bianco Lunos Allé blev en unik bebyggelse, der både ved sin størrelse og materialevalget gav perspektiv til den videre sanering og byomdannelse. Det blev hermed demonstreret, at selv lange tidssvarende huse godt kunne indpasses i et ældre bymiljø - og ikke altid nødvendigvis skulle henvises til kommunens mindre fine yderområder.

Resumé Bebyggelsen består af tre bygninger, som ligger i forlængelse af hinanden fra hjørnebygningen i nord ved rundkørslen på Grundtvigsvej i retning af Gammel Kongevej med omkring 100 m. Den er opført i to etaper som følge af langtrukne forhandlinger om køb af den midterste grund, men tegnet som en afsluttet helhed og opført på samme måde og af ens materialer. Bygningerne er i seks etager, hvoraf den øverste er tilbagetrukket med udgang til tagterrasse (mod vest) og sammenlagt med underliggende lejligheder. Ejendommen er udstyret med elevator. Udover de store "taglejligheder" bestod lejlighederne i første etape i 1962 og 1963 såvel af to- og treværelses lejligheder som af lejligheder med fire og fem værelser, mens der i midter- bygningen i 1969 kun blev plads til lejligheder på to og tre værelser. Bygningshøjden overholder afstandskravene til modstående byggelinje. Facaderne mod Bianco Lunos Allé bindes sammen af den regelmæssige vekslen mellem vinduespartier med brystninger beklædt med blå fliser og altanpartier med støbte brystninger og rødt murværk. Den traditionelle Frederiksberg inddeling af vinduerne i tre fag afløses i hjørnebygningen mod Bianco Lunos Allé med firefags vinduer, som stilmæssigt nærmer sig Dahlerup Berthelsens vinduesbånd i karnapperne på Grundtvigs Have (Grundtvigsvej 6-8 fra 1931). Facaden mod Grundtvigsvej og rundkørslen er holdt i en nøgtern funktionel stil og i rødt murværk. Dette har ikke forhindret Bay og Manscher i også at respektere vejføringen omkring rundkørslen med en konkav hjørneafskæring. Fra kommunens side var det i 1959 tanken, at hele karréen på sigt skulle omdannes til høj bebyggelse, og at de eksisterende baghuse skulle vige for en åben plads i midten af denne randbebyggelse. Dette kom dog ikke til at ske, så baghusene blokerer stadig gårdudsigten.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

06. Bomhoffs Have 6 og 14

Note Bomhoffs Have 6 og 14, matr.nr. 21c, BBR 12985-1 og 12985-2, ”Bomhoffs Have, arkitekt m.a.a. Sigurd Tanggaard

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bebyggelsen er det første projekt, hvor villagrunde konverteres til ny randbebyggelse efter byplanlovgivnin- gen.

Kommentar Sigurd Tanggaards Bomhoffs Have indgår med sine to bygninger i et uafsluttet projekt med det formål at skærme mod indblik til bagsiden af Thorvaldsensvejs etagehuse samtidig med, at den optimerer udnyttelsen af ”mellemgrunden” i forhold til villakvarteret mod syd ved at tilføre randbebyggelsen store, tidssvarende lejligheder med en storslået udsigt.

Resumé Bebyggelsen er opkaldt efter grosserer Gunnar Johan Rudolf Bomhoff, der i maj 1944 som bygherre fik udarbejdet en bebyggelsesplan og nåede at starte detailprojekteringen den 6. september, inden han i samme måned af Gestapo blev sendt til koncentrationslejren Neuengamme, hvor han døde den 15. april 1945. Byggeriet blev gennemført af Gunnar Bomhoffs arvinger i EA/S Bomhoffs Have. Gunnar Bomhoffs projekt var en direkte følge af den deklaration angående en byplan, som var blevet tinglyst den 23. august 1941. Formålet var som tilkendegivet af kommunalbestyrelsen den 9. maj 1938 at sikre kommunens villakvarterer og at fastlægge, hvilke arealer der kunne gøres til genstand for høj bebyggelse. Ældre randbebyggelser med synlige gårdfacader mod et villakvarter skulle herefter kunne lukkes med nybyggeri, så triste sidehuse og gårdfacader blev skjult. Gunnar Bomhoffs villa ”Indelukke” lå netop på græn- sen mod Thorvaldsensvej, hvor der fra gårdfacaderne var udsigt over haverne helt ned til Gammel Konge- vej. Det var meningen at udnytte denne attraktive beliggenhed med store lejligheder og eksklusive garager. Tagetagen med helvalmet sadeltag blev indrettet med adskilte indeliggende tagterrasser og ekstraordinært store lejligheder (fra 120 til 213 kvm). De øvrige lejligheder var med to og tre værelser og en gennemsnitlig størrelse på 87 kvm. Der var til bebyggelsens i alt 50 lejligheder opført fire fritliggende garager hver med plads til tre biler - hvor ni pladser havde været nok. Til trods for det "moderne" facadeudtryk mod gaden med formstøbte delvist indeliggende altaner og lette vinduesbrystninger mellem søjler er bygningen konstrueret med en traditionel, bærende hovedskillevæg og en bygningsdybde på ca. 10,80 m. Bygningens "høje" kælder med det øverste bjælkelag ca. 2,55 m over ter- ræn skyldes det for området højtliggende grundvandsspejl, der gjorde en nedgravning af en kælder me- ningsløs på trods af dræning til hjælpekloakken i H.C. Ørsteds Vej. Projektet med de to femetages blokke med henholdsvis 40 og 10 lejligheder var oprindeligt tænkt som en første etape. Gunnar Bomhoff og Sigurd Tanggaard havde på sigt forestillet sig en fortsættelse mod vest med endnu godt 30 lejligheder og et gadegennembrud til Bülowsvej, hvor bebyggelsen via en mellembygning skulle forbindes med hjørneejendommen Bülowsvej-Thorvaldsensvej.

07. Borgmester Fischers Vej 1 m.fl.

Note Borgmester Fischers Vej 1, Borgmester Fischers Vej 2, Borgmester Fischers Vej 6, matr.nr. 45d, og Magnoliavej 70, matr.nr. 45df samt Magnoliavej 74, matr.nr. 45dg, BBR 105258-1, BBR 105258-2, BBR 105258-3 og BBR 105258-5 samt BBR 105258-4, "Søndermarken", Arkitektafdelingen A/S Dominia

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Punkthusene ved Søndermarken havde stor symbolværdi for kommunen som en "fremskridtskommune" i starten af 1950'erne.

Kommentar Konkurrencen med København om et arkitektonisk førerskab i regionen fortsatte i endnu mange år.

Resumé Fem beboelsesbygninger tegnet af A/S Dominia for Frederiksberg forenede Boligselskaber opført som punkthuse i 15 etager, hvoraf den øverste etage udgøres af "tagvillaer" / "taghavelejligheder", mens lejlighederne ellers ligger mellem 74 og 85 kvm. Den principielle beslutning om opførelse af punkthuse på området syd for Roskildevej mellem Frederiks- sundsbanen og Søndermark Kirkegård blev truffet af kommunalbestyrelsen den 10. marts 1947. Det var da planen på kommunens og statsbanernes arealer at opføre otte punkthuse hver på 10 etager. Københavns Kommune havde allerede i 1944 udskrevet en konkurrence om en højhusbebyggelse på Bellahøj. Men Fre- deriksberg var lige ved at komme København i forkøbet med højhusbyggeri. Man nåede i hvert fald at søge om statslån i det nyoprettede boligministerium, inden punkthusene på Bellahøj i 10 og 11 etager fik deres sag for. Det var først den 7. januar 1949, at den endelige plan for de fem punkthuse på "Søndermarken" blev klar, selv om den tekniske direktør (Poul Møller) havde gjort alt for at fremskynde processen. Der var i al hast lavet en forundersøgelse for at belyse prisforskelle mellem blokbyggeri i murværk og punkthuse af jernbeton. Man havde forhørt sig i stadsarkitektens kontor i København. Lokale entreprenører var med kort varsel blevet spurgt om deres erfaringer. Direktøren selv havde været på en todages studietur til Stockholm. Beboerne i de øverste etager af Aksel Møllers Have havde modtaget spørgeskemaer. De satte så godt som alle stor pris på udsigten. Boligministeriet havde som udgangspunkt ment, at højhuse først og fremmest egnede sig for hoteller, kontorer og ungkarleboliger - og slet ikke for familier med børn. Men på Frederiksberg var der mange, der var blevet overbevist, som den beboer på 8. sal i Aksel Møllers Have, som Poul Møller citerede for at sige: "Hils modstandere af høje huse og sig, de står tilbage i udviklingen, så de ikke hører hjemme på Frederiksberg, som jo gerne skulle være en fremskridtskommune". Antallet af punkthuse blev nedskrevet fra otte til fem efter tilpasning til den grund, som kommunen nu og her kunne råde over. Antallet af etager steg fra 10 til 15, så byggeretten blev udnyttet optimalt. - Og husene blev højere end dem på Bellahøj.

08. Brødrene Reebergs Vej 4

Note Brødrene Reebergs Vej 4, matr.nr. 27ek, BBR 15275-1, arkitekt Jens Busk

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Tidstypisk arkitekttegnet etplanshus fra 1950'erne med hyggepejs.

Kommentar Den mest markante forskel på nyt og gammelt i kvarteret er fraværet eller tilstedeværelsen af en udnyttet tagetage og størrelsen på det bebyggede areal. Haverne og den sociale snak over hækken synes at aftage, selv om man klumper sig lidt mere.

Resumé Stort 1 etages enfamiliehus opført som et vinkelhus med hovedbygning og sammenbygget smallere længe. Uden fuld kælder, men med plads til et "magasin". Hovedindgang fra vest (Brødrene Reebergs Vej). Køkken- adgang også fra vest i nordfacaden. Sadeltag 450 på hovedbygning med køkken og opholdssektion (med pejs) såvel som på længen med skabsgang og sovesektion. Fra såvel opholdsstue som skabsgang er der direkte adgang til terrasse. Stort set alle vinduer og terrassedørene er udstyret med skodder. – Havestue tilbygget i 1984 erstatter terrassen. Kommunens sidste større grundsalg fandt sted i begyndelsen af 1950'erne, hvor der i kvarteret blev opført otte bygninger. Villabyggeriet skete i denne periode primært perifert som infill og i form af en husrække på General Bahnsons Vej. Det var fortsat den lille kærnefamilie, der blev satset på for at sikre sig solide skatte- borgere og karakteren af villa-kvarter fremover.

09. Brødrene Reebergs Vej 8

Note Brødrene Reebergs Vej 8, matr.nr. 27es, BBR 15305-1, arkitekt maa Eske Kristensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Markant villa med sammenføjning af vidt forskelligartede bygningselementer.

Kommentar Krigstidsbyggeri bestemt af adgangen til materialer og med en tilbagevenden til ældre håndværksmæssige teknikker.

Resumé To etages villa på hjørnet af Brødrene Reebergs Vej og Joakim Larsens Vej underlagt rationering af Bygge- nævnet m.h.t. garage, men tildelt bevilling til rækværk i forb.m. franske altaner. Blanding af vinduestyper. Retvinklede vinduer i stueetagen, hvoraf de sydvendte er med skodder, de korresponderende franske altaner mod syd på 1. sal er med knækket overkarm i en stump vinklet "spidsbue". Trekanten bryder tag- linjen som en fronton. Tilsvarende udformning af trappevindue mod nord, mens vinduer på 1. sal i gavle er fladbuede.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 - kulturhistoriske noter

10. Carit Etlars Vej 4A

Note Carit Etlars Vej 4A, matr.nr. 25g, BBR 17022-1, ”Carit Etlars Hus”, arkitekt m.a.a. Jean Fehmerling

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Første penthouselejligheder med tagterrasser mod øst og vest. Opført i det ældre bydistrikt som led i karréfortætning med store boliger og med bærende tværskillerum.

Kommentar Jean Fehmerlings Carit Etlars Vej 4A er i efterkrigstiden banebrydende på Frederiksberg i bestræbelserne for at komplettere byens ældre kvarterer. Bebyggelsen udmærker sig både med hensyn til anvendelsen af nye materialer og konstruktioner, og med hensyn til introduktionen af fleksible etageplaner.

Resumé På grunden lå tidligere en villa opført i 1854 af forfatteren Carl Brosbøll. Villaen lå et stykke trukket tilbage fra Frederiksberg Allé. Carit Etlars Vej blev anlagt i 1888 og umiddelbart derefter bebygget med fritliggende etagehuse på tre, fire og fem etager med udnyttet tagetage. På de sydligste grunde lå da Hans Jørgen Tvedes hvidtølsbryggeri. Med byplanloven af 29. april 1938 blev fokus i nogen grad flyttet fra enkeltbygninger til bebyggelser under ét. Det betød udviklingen af en fortætningsstrategi, hvor der kunne dispenseres for manglende ubebygget areal efter bygningsloven, hvis det manglende friareal kunne stilles i udsigt ved båndlægning af arealer hos naboerne eller ved indbetaling til en fond. (Denne model blev anvendt første gang i 1942 ved opførelsen af et hus med fire beboelseslag på matr.nr. 50ar, Grundtvigsvej 22). - Taget under ét ville der på grundene på vestsiden af Carit Etlars Vej (bryggerigrundene inklusive) være tilstrækkelige bebyggelsesmuligheder. Bygningen blev opført med bærende tværskillerum. Fraværet af en bærende hovedskillevæg betød, at de gennemgående stuer havde lysindfald fra såvel øst som vest, hvis der ikke blev opsat skillevægge på tværs. En lejlighed på 73 kvm med en sådan gennemgående stue (bygningsbredde 10,40 m) blev regnet som en toværelses lejlighed, mens en lejlighed på 90 kvm, der bestod af en sådan stue og et soveværelse, blev regnet som en treværelses. En fireværelses lejlighed på 110 kvm var tilsvarende på tre rum. Med baggrund i den aktuelle mangel på materialer blev byggeriet omprojekteret flere gange. Byggenævnet gav den 28. marts 1947 materialebevilling til et projekt med 30 boliger, hvoraf halvdelen var torumslejlighe- der. Et nyt forslag blev imidlertid sendt til Byggenævnet (den 24. oktober 1947), efter at forvaltningen havde gjort arkitekten opmærksom på, at kommunen lagde nogen vægt på ikke at få alt for mange lejligheder på to rum. Efter denne omprojektering udgjorde de små lejligheder en fjerdedel, og det samlede antal lejligheder var kommet ned på 20. Byggenævnet prioriterede anderledes og udtalte, at det foretrak at frem- skaffe 30 små lejligheder frem for 20 store. Konflikten blev løst med et forslag med en forøgelse af antallet til 24 lejligheder, hvor de fire tilførte lejligheder – heraf én med to værelser - blev placeret som et sjette beboelseslag i tagetagen. Dermed fik Frederiksberg i 1950 sine første store - og en mindre - penthouselejligheder. Ydermurene i sjette etage blev udført i gasbetonsten og etageadskillelserne som træbjælkelag med indskud af grannulleret rockwool, fordi der ikke som ellers havde været plads til at oplagre ler på byggepladsen.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

11. C.F. Richs Vej 27

Note C.F. Richs Vej 27, matr.nr. 5ub, BBR 97727-1, arkitekt maa Erik Høppermann

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Arkitekt maa Erik Høppermanns egen villa fra 1958 er et sjældent eksempel på et parcelhus på Frederiks- berg, der står opført i gasbeton uden at være synligt ændret.

Kommentar Gasbeton var et materiale som i 1950'erne blev moderne blandt yngre arkitekter (jf. gasbetonkonkurrencen i 1955).

Resumé Bygningen på 90 kvm er et enetages længehus med fuld kælder og lav taghældning (eternitskifer) opført med ydermur af 23 cm gasbeton og med Lecabetonbjælker over vindues- og døråbninger i stueetagen. Bygningen rummer fire værelser og et køkken. Der er dispensation fra villaservituttens krav om et femte værelse (pigeværelse). Villaen blev i 1958 finansieret med statslån. Villaen er én af tre, der erstattede en villa og et antal skure, der var opført og benyttet af murermester A. Jespersen, der beboede og benyttede denne grund som oplagsplads. Blandt rækken af ældre huse fra mel- lemkrigstiden, der præger dette stykke af C.F. Richs Vej, virker gasbeton måske fremmed, men det minder om en periode, hvor det vigtigste var at få bebygget de ledige arealer og dermed at sikre områdets fremtid som villakvarter. Efter Grøndalsoverenskomsten mellem kommunalbestyrelsen og fabriksejer A. Rich måtte der kun opføres bygninger til beboelse, men i nedgangstider var der ikke desto mindre blevet skabt præcedens for at undlade påtale af afvigende anvendelse. Det blev nu ændret under det begyndende økonomiske opsving.

12. C.F. Richs Vej 77

Note C.F. Richs Vej 77, matr.nr. 5gx, BBR 98219-1, arkitekt H. Ahlén

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningen indgår med sit 1960'er look perfekt i en husrække med betydelige spring i tid og stil og naboer fra 1918 og 1933.

Kommentar Med Ahléns villa blev C.F. Richs Vej "gjort færdig" og bebyggelsen af Grøndalens jorder afsluttet

Resumé Enfamiliehus tegnet af arkitekt H. Ahlén for overlærer Richardt Nielsen. Facaden på 15,20 m mod vejen er opbygget symmetrisk omkring indgangspartiet. Taget dækket af grå Icopal har ensidigt fald mod haven, hvor spisestuen og en del af opholdsstuen er forlænget ud i haven. De oprindeligt teaktræsfarvede vinduer og hoveddørspartiet af fyrretræ står i dag hvidmalede, mens den af Facadeudvalget anbefalede vandrette og mørkfarvede træbeklædning i nichen på nordfacaden (mod vejen) er malet lys grå. - Fra arkitektens side havde det været tanken, at det vandrette bånd på nordfacaden skulle have været udført som syv stk. ube- handlede og 70 cm høje eternitplader. - Men det var endnu for "brutalt" for de akademiske arkitekter, der stod for facadecensuren. Hvis man ser bort fra, at grunden for enden af Grøndalsvej, matr. nr. 5sk endnu ikke var bebygget, og endnu ikke var nummereret som hørende til C.F. Richs Vej, er H. Ahléns villa opført som vejens sidste beboelseshus.

13. Christian Paulsens Vej 26-32

Note Christian Paulsens Vej 32 og Sønderjyllands Allé 10 samt Christian Paulsens Vej 26, matr.nr. 44cd, BBR 118287-2 og 118287-1 samt matr.nr. 44ce, BBR 19289-1, Arkitektafdelingen, Frederiksberg kommune

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Blokkene er en integreret del af bebyggelsen ”Finsenshave” (med butikker og bibliotek) og bidrager sammen med stadion, skole, gymnasium og kirke til oplevelsen af området som en selvstændig bydel eller forstad til Frederiksberg.

Kommentar Byggeriet stammer fra perioden på overgangen til velfærdspolitikken og til en målrettet indsats for at er- statte usunde og utidssvarende bygninger og kvarterer med nybyggeri. Bebyggelsen var et betydeligt fremskridt i forhold til de husvildebarakker, der tidligere lå på området, og medvirkede til at lette den vok- sende ældrebyrde i hospitalsvæsenet.

Resumé De tre fritliggende blokke i fem etager udgør den første del af bebyggelsen ”Finsenshave” og er af kommunen opført ad to omgange, således at den sydligste (blok 3) og den vestlige blok (blok 2) blev anlagt som aldersrenteboliger og den østligste (blok 4) som folkepensionistboliger, men efter samme model. Den sidst opførte blok er blot en opgang kortere i forhold til blokken mod Sønderjyllands Allé. Boligerne er alle etvæ- relses lejligheder på 37 til 39 kvm med et køkken på 4,1 til 4,5 kvm og eget wc uden bad eller brus. Det var først med opførelsen af blok 1 mod Finsensvej, at folkepensionistboligerne i bebyggelsen fra starten fik bru- ser. Der blev i kælderen til blok 3 indrettet en badeafdeling, i kælderen til blok 2 et større køkken, mens det tilsvarende areal i blok 4 blot var disponibelt. Fælles for alle blokke var elevatorer i alle opgange af hensyn til gangbesværede og en samlingsstue i loftsetagen i den sydvendte gavl med udgang til en solterrasse. I overgangen til 1960’ernes velfærdspolitik var det i første omgang mængden af boliger for ældre, der var i fokus. Baggrunden for denne del af den boligsociale indsats var, at aldersgruppen var vokset på grund af bedre infektionsbehandling med en deraf følgende overbelægning på hospitalet med kronisk syge, der vanskeligt kunne udskrives til boligforhold, der var så ringe, at genindlæggelser måtte forventes. Kolde og fug- tige lejligheder, toilet i gården og umulige brændselsrum gjorde det ulideligt for mange af de gamle, som led af bronkitis eller astma eller gigt og andre skader. På grunden lå tidligere kommunens husvildebarakker fra 1917 og ”Det gule Palæ” fra 1923. Blokkene med aldersrenteboligerne blev anlagt vinkelret på Finsensvej. Mod Christian Paulsens Vej underordnede de sig den afstukne gadelinje og forstærkede på den måde oplevelsen af kurven på denne vej.

14. Christian Winthers Vej 4 A, B og C

Note Christian Winthers Vej 4A, matr.nr. 45z, BBR 19750-1, arkitekt maa Palle Suenson

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningen bidrager til afskærmningen af villaområdet ved Rathsacksvej og sikrer ved at anvende en fuld etage til separate garager indretningen af store boliger i etagerne. Konstruktionen dannede skole som led i fortætningen af de ældre byområder.

Kommentar Palle Suensons længehus i fem fulde etager og 30 lejligheder er placeret parallelt med forhusbebyggelsen mod Falkoner Allé 22-24, hvis gårdfacader hermed skjules for de ældre haveboliger mod øst. Bygningen har garager i en delvis nedgravet parterreetage. Betonbyggeriet er opført på en grund tilknyttet F.L. Smidth.

Resumé Byggeandragendet af 28. april 1948 var udarbejdet på baggrund af kommunens første udkast af 1. november 1947 til en byplanvedtægt for området. Byggeretten er fuldt udnyttet. Adgangen til bygningen sker fra Christian Winthers Vej ad en stikvej øst for denne, mens der mellem Christian Winthers Vej 4A og forhuset ved Falkoner Allé er en nedkørsel til en delvis nedgravet parterreetage med garager. Som følge af grundens form og størrelse ville det have været nødvendigt at reducere husdybden, hvis garagerne skulle have været fritliggende. Garagernes placering i parterreetagen sikrede den ønskede bygningsbredde på 10,80 m. Huset blev udført med bærende tværskillevægge og fremspringende frontpartier med støbte flunker til gaden mod øst. Konstruktionen (og de store vinduespartier) gav et ekstraordinært stort lysindfald. Kun et røgrør og mulighed for tilslutning af kamin midt i den åbne planløsning røbede, hvor en eventuel rumopde- ling kunne lægges. Etageplanen er med lejligheder på 104 kvm i gennemsnit. Størrelsen til trods blev der givet kommunal garanti for statslån op til 85% (af den godkendte anskaffelsessum) under forudsætning af, at håndværkerne lod eventuel manglende kapital indestå i ejendommen som et uopsigeligt lån til en ydelse på 7%, og at kommunen fik indsigt med lejefastsættelsen. Grunden Christian Winthers Vej var blevet ryddet efter en razzia foretaget af Gestapo på adressen den 20. december 1944. Det var endt med, at villaen var blevet sprængt i luften. Matriklen tilhørte oprindeligt di- rektør for F.L. Smidth Poul Larsen. Sammen med villaen Christian Winthers Vej 7 var den på initiativ af F.L. Smidth & Co. A/S i 1935 blevet afhændet til EA/S Potagua, som fortrinsvis udlejede til slægtninge og efter- kommere af Poul Larsen (i 1940 i øvrigt også til Palle Suenson), heriblandt hans svigersøn, gesandten Niels Peter Arnstedt (der i 1944 opholdt sig i Cairo). Af gesandtens to sønner var den yngste Christian knyttet til F.L. Smidth koncernen, mens den ældste opkaldt efter sin far var studerende, med i Holger Danske og med i Studenternes Efterretningstjeneste. Det var efter al sandsynlighed ham, som Gestapo var på sporet af i december 1944 - dog uden held, men tyskerne fik bekræftet, at der havde været nattekvarter, og at villaen havde tjent "som efterretningscentral af en mord- og sabotageorganisation".

15. Christian Winthers Vej 6

Note Christian Winthers Vej 6, matr.nr. 45cø, BBR 19793-1, arkitekter maa Vagn Thorsmark og Leif Eriksen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Kontorvilla opført tæt på forretningsstrøg som én af de sidste i ældre villakvarter.

Kommentar Villaen ligger velplaceret i forhold til byens centerstrøg, men anvendes primært til beboelse.

Resumé Enfamiliehus opført som kontorvilla for murermester C.A. Nielsen i en etage med udnyttet tagetage med rum til arkiv. Repræsentativ indgang til hall og kontor m.m. ved siden af mere beskeden opgang til 1. sal. Blomstervindue mod øst i oprindeligt soveværelse. Rummene omdisponeret i forbindelse med indretning af selvstændig lejlighed på 1. sal (1990), og facaden mod nord er åbnet med et ekstra vindue i stuetagen og en kvist med fransk altan på 1. sal (2012).

16. Christian Winthers Vej 8

Note Christian Winthers Vej 8, matr.nr. 45da, BBR 19815-1, arkitekt maa K.V. Jensen Gaard

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Et utraditionelt enfamiliehus fra 1950'erne med traditionelle materialer.

Kommentar Bygningen har træk til fælles med arkitektens eget hus i Valby.

Resumé Enfamiliehus i en etage med udnyttet tagetage indrettet til bolig og klinik for tandlæge Højer Clausen i rødt murværk og med asymmetrisk sadeltag og udhæng. Oprindelig T-formet med spring i facader mod vej og have. Fremspringet mod gade under udhæng, mod haven er fremspringet ført op i tagetagen. Udgang til terrasse fra opholdsstue og spisestue. Blomstervindue i spisetue mod vest. Vellykket tilbygning med nyt vindfang og baderum mod gade i 2010.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

17. C.N. Petersens Vej 19

Note C.N. Petersens Vej 19, matr.nr. 9ae, BBR 93861-1, arkitekter maa Bodil og Helge Foss

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Med et utraditionelt formsprog markerer villaen et spring i tid og sammenkæder forskellige bygningstyper.

Kommentar Villaen er den sidst opførte bygning i denne del af Lindevangsområdet. Som huludfyldning forbinder det forholdsvis lave rødstenshus de ældre gule toetages rækkehuse mod nord med de nyere store røde villaer mod syd.

Resumé Villaen er et énetages modulprojekteret enfamiliehus med østgavl mod vej. Byggeriet består af tre dele: en garage, en sovesektion og en opholdssektion. Garagen og opholdssektionen er parallelforskudt mod syd og nord i forhold til sovesektionen og husets midterakse. Sovesektionen, der hæver sig centralt over husets kælder, er løftet akkurat så meget, at dets tag kan fortsætte over i såvel garagetaget som i taget over indgangspartiet og opholdssektionen og giver indtryk af stor bygningsbredde. Grunden fyldes godt ud, og det store spænd styrker oplevelsen af en sammenhæng med nabobygningerne.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

18. Dalgas Boulevard 24

Note Dalgas Boulevard 24, matr.nr. 27fd, BBR 20074-1, arkitekt maa Kaj Fischer

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villaens udtryk afspejler efterkrigstidens nyorientering, eftertanke og enkelhed . Der indvarsles en anderledes livsstil.

Kommentar Til trods for mindre heldige ombygninger og en tagudskiftning er villaen vigtig for at kunne illustrere de tendenser, der gjorde sig gældende under kvarterets udbygning i en brydningstid.

Resumé Kaj Fischer går med sin villa for fabrikant S. Winkler ned i en etage uden valm med køkken (anrettervæ- relse) og spisestue mod vej. Mod haven med terrassedøre (med skodder) vinterhave og en opholdsstue, der er udstyret med kamin (markant separat skorsten bevaret). Uden herreværelse, men med gildestue i kælderen. Pergola i haven. Murværket med håndstrøgne røde sten med tilbageliggende fuger, og taget oprindeligt med gule falstagsten. I villakvarteret mellem Jyllandsvej og Dalgas Boulevard falder byggeaktiviteten især i tre perioder. I krigs- årene 1943-1945 færdiggøres i alt 9 villaer, fra 1947-1949 ligeledes 9 bygninger og endelig fra 1954-1955 8 bygninger. Før 1943 og i de mellemliggende år opføres ingen eller blot 1-2 villaer om året. Grundene blev udstykket og solgt af kommunen med henblik på umiddelbar opførelse af villabyggeri. Pau- serne i aktiviteten, indtil der var udsolgt, skyldtes materialemangel og udlejning af kolonihaver (under krigen) samt midlertidigt (statsligt) byggestop ad flere omgange efterfølgende.

19. Dalgas Boulevard 26

Note Dalgas Boulevard 26, matr.nr. 27ey, BBR 20082-1, arkitekt maa Christen Borch

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Markant toetages enfamiliehus som signalerer en ny tendens inden for villabyggeriet.

Kommentar Villabyggeriet fra Kronprinsensvej mod syd langs Dalgas Boulevard skete primært i den første efterkrigstid, hvor den genvundne ytringsfrihed også kan spores i et mere individuelt formsprog.

Resumé Toetages villa til beboelse med udgravet kælder beregnet på tegnestue opført for tømrermester Kaj Niel- sen. Villaen blev opført som det første i rækken af huse på Dalgas Boulevard mellem Kronprinsensvej og Joakim Larsens Vej efter revisor Philips villa på hjørnet (nr. 30). Bygningsdybden på kun seks meter og den forholdsvis tillukkede facade mod Dalgas Boulevard fik den smalle bygning til at virke ekstra høj og det helvalmede tag (taghældning 45o) til at virke lidt for lille. Udtrykket adskilte sig således ganske fra Philips krigstidsvilla, der måske havde fået en for stor bygningsdybde i forhold til det ligeledes helvalmede tag. Også Dalgas Boulevard 26 fik en planlagt "tilbygning", men den blev her anbragt mod haven og ikke med karakter af "udskud". Den fik ligesom garagen helvalm. Dalgas Boulevard 30 fik plads til panoramavindue i en bred sydvendt gavl, mens blomstervinduet på Dalgas Boulevard 26 fandt vej til en fremspringende karnap med trekantfronton mod boulevarden. De to villaer opført under og lige efter krigen med henholdsvist gult og rødt murværk er mildest talt meget forskellige.

20. Dalgas Boulevard 28

Note Dalgas Boulevard 28, matr.nr. 27eh, BBR 20104-1, arkitekt Conny Krage, Arrkitektafdelingen A/S Dominia

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Et byggeri der hævder sig ved brug af mønstermurværk og andre bygningsdetaljer

Resumé Enetages villa med udnyttet tagetage opført for hotelejer Johannes Pedersen beliggende som "infill" mellem revisor Philips store ejendom på hjørnet af Kronprinsensvej fra 1941 og tømrermester Kaj Nielsens mindre men stadig ret store toetages villa i nr. 26 fra 1945. Indgangspartiet mod vest og det synlige gavlparti mod syd er givet en ekstraordinær udformning, og ambi- tionen for byggeriet har uden tvivl været, at det har skullet kunne hævde sig i forhold til dets naboer. Taget er udført med et større udhæng, der mod øst er trukket ud over en terrasse. Mod vest er taget derimod uden beskyttende udhæng over det brede indgangsparti, der opadtil på murkronen er afsluttet med tre vinduer, som sørger for dagslys til trappe og repos på 1. sal. Hoveddøren er trukket til siden i facaden ne- denunder, hvor feltet ellers er udfyldt med dekorativt mønstermurværk af typen firkløverblad. En tilsvarende udsmykning er anvendt øverst i sydgavlen, der i øvrigt har en funktionel fransk altan og derunder i stueplan en konsolbåren tredelt karnap med blomstervindue. Indretningen udmærker sig ved oprindeligt at have store soveværelser på begge etager - det ene med udgang til terrasse - og hele to udgange til samme terrasse fra den store spisestue. Der er pejs i dagligstuen. Det er et byggeri, hvorpå bygherren i god forståelse med arkitekten har fået sat et personligt præg.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

21. Dalgas Boulevard 30

Note Dalgas Boulevard 30, matr.nr. 27eg, BBR 20112-1, arkitekt maa Martin Nielsen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Revisor Philips villa opført under krigen på hjørnet af Dalgas Boulevard og Kronprinsensvej udtrykker med sin blanding af traditionelt og moderne en tidstypisk usikkerhed.

Kommentar Stilelementerne afspejler en modsætningsfyldt og måske typisk stilblanding i en krisetid med nye kunder. Det helvalmede tag signalerer dog ligesom den traditionelle indretning som altid soliditet og autoritet. Udskuddet er til glæde for personalet og de hjemlige venner.

Resumé Det enetages enfamiliehus har udnyttet tagetage med helvalm og kviste. Trappen til 1. sal er kraftigt mar- keret med stort sprossedelt vindue i frontispice. Adskillelse udadtil af privatliv og forretning med separate indgange. Til den private afdeling fra Dalgas Boulevard og til køkken og kontor fra Kronprinsensvej. Flere slags vinduer og fransk kvistaltan i soveværelse på 1. sal. Vinduer mod vest (Dalgas Boulevard) kan ligesom terrassedør mod syd lukkes med skodder. I dagligstuen stort sydvendt blomstervindue. Repræsentativt og centralt beliggende spisestue med udgang til terrasse. Herreværelse mellem spisestue og kontor, som sammen med kontorgarderoben er placeret i en udskudslignende tilbygning, der ligesom de separate ind- gangsdøre var planlagt før byggeriets start. Arkiv og cykler i kælder og husassistent i den ene gavl på 1. sal – gæsteværelse i den anden gavl. Garage separat.

22. Dalgas Boulevard 168

Note Dalgas Boulevard 168, matr.nr. 6qv, BBR 20864-1, arkitekt maa Povl Danø

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Fornyelse af det enetages længehus.

Kommentar Forskydningen mellem bygningens afdelinger antyder en grad af funktionsopdeling og tilfører det traditionelle længehus et vist dynamisk moment.

Resumé Enfamiliehus (fra 1969) på 209 kvm opført for pianist Friedrich Gürtler. Bygningen er udformet som et læn- gehus med sadeltag i to forskudte dele med en bredere midtersektion overspændt af et lidt højere tag med samme taghældning. Afdelingen mod vest rummer en stor musikstue på 56 kvm, og gavlen er udført med glasfacade til kip. I den østlige afdeling ligger et øverum, et soveværelse og to børneværelser ved en lang fordelingsgang, mens der i midten er et større spisekøkken og en mindre opholdsstue.

23. Dronning Olgas Vej 32

Note Dronning Olgas Vej 32, matr.nr. 12fl, BBR 23561-1, "Rønnehus", arkitekt maa Hans Hannibal

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Første etageejendom opført efter cirkulæret om "utraditionelt byggeri" på Frederiksberg.

Kommentar Bortset fra et forsøg med altan- og vinduespartier af beton forstøbte på fabrik blev byggeriet meget forsigtigt tilpasset det eksisterende gadebillede.

Resumé Opgangshus i seks etager med vestfacaden mod Kronprinsesse Sofies Vej og opgange fra gårdsiden med oprindelig 24 boliger à 57/58 -65/66 kvm. Bygningen er opkaldt efter Frederik den Sjettes kancellisekretær C.F. Rønne, der i 1820 købte landstedet "Mariendal" med marker (1828) - solgt i 1845. Bygningen, der er grundmuret (krydsforbandt), er opført efter Aksel Møllers cirkulære om "utraditionelt byggeri" fra sommeren 1953. Det "utraditionelle" består væsentligst i anvendelsen af forstøbte altanpartier med brystninger i hvid cement. Dette gjaldt også brystningerne under vinduerne mellem altanerne samt pillerne mellem altan og vinduer. Elementerne var fremstillet på "Betonvarefabriken Sjælland". Interessen samlede sig især om stabiliteten ved de anvendte samlinger, en detalje der var en væsentlig forudsætning for videreudviklingen af betonelementbyggeriet. Civ.ing. Ole Waagensen stod for dette, mens civ.ing. K. Hindhede som sædvanlig tog sig af de fabriksstøbte trappeløb, der blev oplagt på de på stedet støbte reposer. Taget blev opført med helvalm og en hældning på 30o mod Dronning Olgas Vej som en let konstruktion dækket med Icopal, "hvad der imidlertid ikke ville kunne ses". Byggemåden blev i 1964 videreført af Hans Hannibal på en anderledes selvbevidst facon ved byggeriet af Kronprinsesse Sofies Vej 22 og af Kronprinsesse Sofies Vej 20 i 1969.

24. Dronningensvej 6

Note Dronningensvej 6, matr.nr. 36b, BBR 23014-1, arkitekt maa Jørgen Maglebye

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningen udtrykker bygherrens og beboernes visioner om et moderne fællesskab i kontakt med omverdenen. Brede, fremtrukne piller veksler med søjler af vinduer, der åbner opadtil uden et synligt tag.

Kommentar Jørgen Maglebyes boliger for ansatte ved Diakonissestiftelsen er et udtryk for stiftelsens selvforståelse som en del af Folkekirken tilpasset udviklingen i samfundet. Cellerne i den lukkede bygning med karakter af kloster åbnes, og lejlighederne er indrettet til at kunne føre privat husholdning. Det er tilstræbt (igen) at opføre ”et Hus, der i Sandhed er sit eget Skilt”.

Resumé Bygningen i tre etager består af to sammenbyggede længer, der er forskudt i forhold til hinanden i såvel det horisontale som det vertikale plan med den laveste længe mod vest, idet der ved opførelsen afstandsmæs- sigt skulle tages hensyn til en senere nedrevet villa, og til at byggegrunden skulle gøres så lille som muligt. Der er ellers materialemæssigt tale om et traditionelt murstensbyggeri med hulmur. Trapperne til de forskudte etager er placeret centralt i bygningen, så der ikke går facademeter fra længernes ensidigt beliggende lejligheder. Vinduer og franske altaner er trukket tilbage fra facadelinjen, så det samlede indtryk bliver noget indadvendt og personligt. Bygningen med 24 lejligheder er opført som funktionærboliger for ansatte ved Diakonissestiftelsens Hospi- tal og indgår i et bygningskompleks, der også omfatter en sygeplejeskole med elevværelser. Der blev i 1972 desuden af Jørgen Maglebye opført en separat røntgenbygning beliggende på den vestlige del af hospita- lets grund. Diakonissestiftelsen var da endnu et akut hospital med eget skadestueområde, og de forbedre- de diagnostiske og uddannelsesmæssige faciliteter skulle understøtte denne funktion. Det samme var for- målet med funktionærboligerne, hvor hovedparten af lejlighederne var med et værelse og sovekammer med plads til dobbeltseng foruden køkken og badeværelse på omkring 59 kvm. Der signaleredes derved, at man godt kunne indgå ægteskab og have egen husholdning og samtidig være diakon eller diakonisse.

25. Duevej 4 og Godthåbsvej 74

Note Duevej 4 og Godthåbsvej 74, matr.nr. 15c, BBR 48963-2 og BBR 48963-1, arkitekt maa Jørgen Maahr

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Velintegreret bebyggelse i forhold til såvel strøggade som rækkehuskvarter repræsenterende den målrette- de byudvikling på Frederiksberg i starten af 1960’erne.

Kommentar Jørgen Maahrs bebyggelse med en kombination af et opgangshus og et altangangshus indgår som et ikke uvæsentligt element i kommunens målrettede byudviklingspolitik fra starten af 1960’erne med ny anvendelse af udtjente erhvervsarealer i landdistriktet for om muligt at vende den nedgang i indbyggertallet, der var startet i 1950.

Resumé Bebyggelsen på matriklen består mod Duevej parallelt med rækkehusene af et separat langhus med 13 opgange, parterreetage plus seks etager. Bygningen, som er under ombygning, rummer udelukkende store lejligheder på typisk 106 og 119 kvm beregnet på solide skatteydere. Mod Godthåbsvej over for det fre- dede Store Godthåb og Frederiksberg Hospital er der derimod opført et altangangshus med ekstrasmå lejligheder på typisk 50 kvm med et værelse og et kammer beregnet på sygeplejersker. Der er supermarked i stueetagen og dertil fem etager mod Godthåbsvej samt klinikker for en tandlæge og en røntgenlæge. Altangangshuset på Godthåbsvej var en af forudsætningerne for kommunens medvirken ved gennemførel- sen af projektet til en nybebyggelse på grunden med 188 lejligheder, hvor Kjøbenhavns Pakkassefabrik havde ligget. Aftalen med bygherren var, at kommunen skulle råde over 36 lejligheder forbeholdt sygeplejersker. Kommunens interesse i flere sygeplejeboliger var forbundet med de store udbygningsplaner for Fre- deriksberg Hospital, der var blevet vedtaget i 1962. Beliggenheden var ideel i så henseende. En bolig i gang- afstand i tilgift til et job kunne få betydning for rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere. Arkitekten Jørgen Maahr havde også tidligere med direktør Jac. Hartmann som arbejdsgiver tegnet et altangangshus. Det var på Kong Georgs Vej 52, hvor det første altangangshus på Frederiksberg var blevet opført, efter at der (den 31/8 1954) var formuleret et ønske om at få gennemprøvet den dengang endnu forholdsvis uprøvede bebyggelsesform. Det var ikke Jørgen Maahrs foretrukne type. Altangangshusets muligheder skulle på Frederiksberg gennem 1960’erne især blive udforsket af Ole Hagen og Thorvald Dreyer, mens Jør- gen Maahr fortsatte med opgangsbyggeri.

26. Duevej 40

Note Duevej 40, matr.nr. 15ar, BBR 25068-1, arkitekt dal Niels Sundsig-Hansen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningen står som et udtryk for samtidens accept af betonelement byggeriet på Frederiksberg og af nye boligejerformer.

Kommentar Bygherren, blikkenslagermester Børge Jensen havde ladet flere arkitekter udarbejde skitseforslag til bebyggelsen af grunden, inden han i juli 1955 entrerede med arkitekt Niels Sundsig-Hansen. En vraget skitse viser en pæn, forholdsvis traditionel beboelsesbygning med indeliggende altaner. Sundsig-Hansens projekt gjorde brug af fabriksfremstillede, lette vindueselementer og havde skråtstillede altaner, hvad der øgede lys- indfaldet til underliggende rum. Det var moderne og funktionelt. I marts 1957 var der stiftet et ejendoms- aktieselskab, og man var klar til udlejning til investeringslystne aktionærer.

Resumé Det utraditionelle byggeri med brug af betonelementer slog igennem blandt bygherrer på Frederiksberg omkring 1956, og aktiviteten gav plads til en række nye arkitekter, der forsøgte at etablere sig inden for det private etageboligbyggeri. Som en variant til de velkendte byggekonsortier, hvor deltagerne kontraktmæs- sigt kunne bidrage til restfinansieringen med en andel af et tilgodehavende indtil et eventuelt salg, blev lån- optagelsen med kommunegaranti suppleret med salg af aktier til de nye lejere, som ved købet erhvervede sig en brugsret til en specifik bolig i ejendommen. Størrelsen af lejernes aktiekøb til kurs pari blev fastsat af ejendomsaktieselskabet, og det kunne dreje sig om store beløb, Ikke mindst når det gjaldt lejligheder på mere end et værelse. ”Indskuddet” og den årlige leje gjorde det ofte umuligt for kommunens Boliganvisningskontor at anvise kvalificerede lejere, og man måtte derfor acceptere udlejning til enlige aktiekøbere. Det skete i et sådant omfang, at behandlingen af disse sager blev gjort rent administrativ under hensyn til det lejetab, der ellers ville opstå ved en længere- varende behandling i det politiske udvalg. Godkendelsen af de enlige lejere i de store lejligheder på Duevej 40 (15. april 1957) gjorde ikke disses muligheder større for senere andetsteds at blive godkendt til mere end et værelse. Den særlige begunstigelse var en engangsforeteelse, så et køb kunne ikke bruges som et springbræt til noget lige så stort på boligmar- kedet, heller ikke ved nye aktiekøb.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

27. Falkoner Allé 12A

Note Falkoner Allé 12A, matr.nr. 47g, BBR 29705-1, arkitekt maa Viggo Møller-Jensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bebyggelsen er en vellykket huludfyldning på et travlt forretningsstrøg og lægger op til tanker om etapevis byomdannelse og fleksible etageplaner beregnet på fremtiden.

Kommentar Viggo Møller-Jensens Falkoner Allé 12A fremstår dels som en veltilpasset udfyldning af et hul i facaderæk- ken, dels som en første etape i en fleksibel byomdannelse. Bygningen med den omhyggelige detaljering af vinduespartierne hviler i sig selv, samtidig med at opbygningen med de ensartede moduler naturligt vil kunne fortsættes, når behovet måtte melde sig.

Resumé Bygningen er mod gaden opført som en beboelsesbygning med fem beboelseslag og solarium i stuen, mens den mod gården er indrettet med otte forskudte etager. Ejendommen er mod gaden afpasset efter de to ældre naboejendomme, blandt andet ved valg af nøjagtig samme etagehøjde på 5 alen og 6 tommer = 3,30 meter. Etagemeterne er mod gården optimeret ved indskud af etager, så bygningen set herfra fremstår som en bygning i syv etager med udnyttet tagetage. Der er på denne måde blevet plads til såvel to- som treværelses lejligheder. Der er på loftet indrettet værelser, der står i forbindelse med den underliggende etage. Bygningen er indrettet med butikker i stueetagen og herudover med lejligheder til beboelse, som også egner sig til anvendelse af liberale erhverv. Viggo Møller-Jensen havde allerede, før borgmester Aksel Møller blev indenrigs- og boligminister i 1950, gjort sig til talsmand for en robust planlægning med etageplaner, der gjorde det muligt at ændre en bygnings indretning efter tidens behov. Han forudså blandt andet, at ”såvel kommunens som ejers interesser om 25-30 år vil gå i retning af mindre beboelse og større forret- ningsmæssig anvendelse,” og talte om den værdi, der lå i ”en elastisk plan”, som burde afprøves forsøgs- mæssigt. Placeringen af bebyggelsen over for den gamle rådhusgrund, hvor Falkoner Centret stod foran at skulle op- føres, gjorde nabogrundene til attraktive investeringsobjekter, og det ville i sig selv kunne medføre meget store ændringer. Viggo Møller Jensens tanker om en etapevis byomdannelse blev siden realiseret på Rolig- hedsvej.

28. Falkoner Allé 55

Note Falkoner Allé 55, matr.nr. 57z, BBR 47584-1 og matr.nr. 57ah, BBR 113021-1, arkitekt mda Thorvald Dreyer

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bebyggelsen kombinerer moderne fremdrift med klassisk regelmæssighed og mådehold og opfordrer på linje med det bedste byggeri i tiden til brug af ukonventionelle løsninger.

Kommentar Thorvald Dreyers bebyggelse er opført af to bygherrer under den forudsætning, at bebyggelsen over for omverdenen skulle fremtræde som en helhed. Indtrykket af en stor hjørneejendom med erhverv under- streges af stueetagens fortløbende butikker og af 1. salens åbne parkeringsdæk mod Falkoner Allé og Godthåbsvej. Den markante udformning og placering understøtter oplevelsen af bygningen som en nordlig pendant til Rialtobygningen mod syd fra 1962 på hjørnet af Falkoner Allé og Smallegade.

Resumé Bebyggelsen i syv etager er opført for Den danske Landmandsbank A/S (og C.F. Rich & Sønner A/S). De to sammenbyggede ejendomme har fælles trappe / elevatorer og fælles facader mod Falkoner Allé og Godthåbsvej men forskellig anvendelse. Falkoner Allé 53 har butikker i stueetagen, parkering på 1. sal, kontorer på 2. - 5. sal og tre beboelseslejligheder i tilbagetrukket tagetage samt derover yderligere et bebo- ervaskeri og teknikrum, mens Falkoner Allé 55 har bank i stuen, parkering på 1. sal og beboelseslejligheder på 2. - 6. sal (tagetagen tilbagetrukket) og adgang til en fælles terrasse oven over denne. Bygningen er en søjle-drager konstruktion baseret på et fast modul, som Thorvald Dreyer har ladet træde frem i den murede vestgavl på Godthåbsvej. I facaderne mod Falkoner Allé og Godthåbsvej ses søjlerne direkte i 1. salens åbne parkeringsdæk, mens søjlerne i øvrigt er dækket ind op igennem etagerne og oveni- købet "fordoblet", så hver anden inddækkede "søjle" svæver frit i luften. Thorvald Dreyer har på denne må- de afbalanceret den noget ukonventionelle parkeringsplads på 1. sal med den yderst traditionelle "vindue- pille, vindue-pille"-rytme. Mod gårdsiden er der sket en tilpasning dels i forhold til karréen med anvendelse af lyst murværk, dels i forhold til bygherrernes forskellige behov. Altangange i beton og pladebeklædte træskeletvægge til beboel- seshuset og skalmur til korridorbygningen med kontorerne. Helt bestemmende for udformningen af bebyggelsen var "bilproblemet". C.F. Rich & Sønner skulle bruge 60 bilhenstillingspladser og Landmandsbanken skulle bruge 67. Der var i gården plads til de 33 pladser til bebo- elsen, men ikke til de ekstra pladser til bank, butikker og kontorer. På et meget tidligt tidspunkt i projektet havde der været tale om at grave ud til hele to kældre, men så var det, at den tanke opstod, at man måske i stedet for at grave så dybt kunne opføre en ekstra gård ovenpå - og så blev det til biler i kælder under går- den, biler i selve gården og biler på dæk over gården med bilelevator ned og op. Dermed kom også 1. salen i spil som parkeringsplads. Det var dog ikke helt ideelt, og der måtte ansættes parkeringsvagt til at flytte rundt på biler, der holdt i vejen. Parkeringspladserne gik ganske vist ud over opholdsarealerne, men de skulle i princippet være tilgodeset med de 185 kvm opholdsareal på randbebyggelsens tag, hvor der var gyngehest, sandkasse og bænke mellem ventilationshætterne - og så blev der alligevel også plads i gården til 40 kvm asfalteret legeplads for større børn. Byggeriet skal ses på baggrund af de kuldsejlede planer for ”Søringen” og ”City Vest” på Vesterbro samt en mangel på kontorer til de eftertragtede liberale erhverv. Rørlægningen af Ladegårdsåen og planlægningen af en motorgade på arealet med en øget biltrafik måtte forventes at styrke den erhvervsmæssige interesse for kommunens nordlige distrikter. SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistorisk note

29. Finsensvej 58

Note Finsensvej 58, matr.nr. 6qo, BBR 32269-1, ”Finsensgård”, Arkitektafdelingen Frederiksberg Kommune

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) De overvejende store boliger til børnerige familier blev projekteret af kommunen med kommunn som bygherre, men blev i anledning af en opstramning af statslånsordningen solgt til et boligselskab og opført af samme.

Kommentar De oprindelige husvildeboliger i Finsensgården blev opført af Frederiksberg Forenede Boligselskaber og er sammen med de kommunale aldersrenteboliger på Lauritz Sørensens Vej meget karakteristiske for den opdeling i særskilte bebyggelser for særlige typer af husstande, der var en del af efterkrigstidens byplan- lægning tilskyndet af kassetænkning. Husvildeboligerne blev afhændet til FFB på projektstadiet med henblik på at opnå størst muligt statstilskud til byggeriet, og bebyggelsen er et eksempel på kreativ økonomisk og konsekvent tænkning og fleksibilitet, når det gjaldt om at holde udgifterne så lave som muligt af hensyn til skatteyderne og til de dårligst stillede lejere.

Resumé Finsensgården er opført som en længebygning i seks etager beregnet på husvilde familier med børn med toværelses lejligheder på 61 kvm, lejligheder på to værelser og ét kammer på 70 kvm samt lejligheder på to værelser og to kamre på 82 kvm. De mindste af lejlighederne har stue til Finsensvej og påhængt altan, mens de øvrige altaner til de større lejligheder har kunnet anbringes, så de ikke tager lys fra det primære op- holdsrum. Anvendelsen af ejendommen til børnefamilier afspejler sig i udsmykningen i felterne over de brede indgangsdøre, hvor det gennemgående motiv er voksne med børn, der ses i trygge, dagligdags situa- tioner grænsende til ren idyl - en far med to børn på cyklen, en mor, der tager dem i bad, en ældre og en yngre kvinde med et spædbarn i barnevogn, en hjemmegående, der leger med tre større børn. Byggegrunden til husvildeboligerne blev solgt af Frederiksberg Kommune til Frederiksberg forenede Bolig- selskaber. Det samme gjorde kommunens projekt, da det viste sig, at kommunen ikke kunne forvente stats- lån op til 95% af anskaffelsessummen fra boligministeriet. Ved salget til et datterselskab af Frederiksberg forenede Boligselskaber blev det muligt at få lånegrænsen forøget til 97%, samtidig med at datterselskabet indskød de sidste 3%. Kommunen skulle så blot stille en lånegaranti. Alternativet havde været en finansiering med kommunale lån af egne midler til en rente svarende til renten på hypotekforeningslån. Det ville i alle henseender have været en belastning af økonomien. - Man var villig til at give køb på sin ejendomsret, så længe man kunne beholde ”brugsretten” i form af en anvisningsret. Denne skulle efter aftale gælde i 30 år med mulighed for forlængelse. Boligselskabet overtog ved grundkøbet kommunens tilsagn om statslån, som selskabet så kunne søge for- højet, alle afsluttede entreprisekontrakter og detailtegninger og ovenikøbet også den arkitekt i den tekniske forvaltning, som havde været beskæftiget med tegnearbejdet – hvis han måtte være villig til at lade sig ansætte.

30. Finsensvej 127 m.fl.

Note Finsensvej 127 og 143 samt Nis Lorenzens Vej 1, matr.nr. 44bn, BBR 118295-1 og BBR 118295-4 samt BBR 118295-2, ”Finsenshave”, arkitektafdelingen A/S Dominia

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningerne er en del af bebyggelsen ”Finsenshave” i kvarteret ved Sønderjyllands Allé, hvor de bidrager til oplevelsen af en selvstændig og kompleks bydel, hvor en familie gennem et helt liv kan få opfyldt alle sine behov.

Kommentar Den almennyttige bebyggelse blev planlagt på baggrund af en vision om at bygge sig til en slags moderne fællesskab, undgå præg af forstad og opnå bymæssige kvaliteter. På forsøgsbasis integreres såvel aldersrenteboliger som handicapboliger i etageboligbyggeriet.

Resumé De tre blokke (1, 6 og 5) med langsiderne mod Finsensvej og Nis Lorenzens Vej er de sidst opførte i bebyggelsen Finsenshave, hvor de erstattede de sidste af de syv stokke husvildebarakker, der i 1917 var opført på grunden. Finsenshave var først tænkt som en fortsættelse af bebyggelsen mod øst med forstadsagtige stokke anlagt svarende til placeringen af de nedrevne husvildebarakker, men fik sine gadefacader og sit by- mæssige præg mod Finsensvej efter en livlig debat i 1945/46, hvor De samvirkende Lejerforeninger mødte op med et alternativt bebyggelsesforslag. Det var udarbejdet af Kooperative Arkitekter ved Ole Buhl og levede i øvrigt ganske op til reglerne for bebyggelsen af Søndre Landdistrikt fra 1919, hvorefter husene maksimalt måtte have fire etager, og lejlighederne skulle være på minimum tre værelser. Slutresultatet blev længer i fem etager med butikker i stueetagen i den vestlige del. Bymæssigheden blev understøttet af en toetages mellembygning indrettet med bibliotek. Byggeriet blev gennemført i flere etaper, da udflytningen fra husvildebarakkerne var afhængig af, at der blev opført erstatningsboliger på andre arealer. Bortset fra en enkelt opgang med elevator og boliger til aldersrentenydere og til invaliderede køre- stolsbrugere var lejlighederne beregnet til børnefamilier.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

31. Frederiksberg Allé 74 m.fl.

Note Frederiksberg Allé 74 og 76, matr.nr.73f, BBR 40199-1 og BBR 40199-2, Frederiksberg Allé 78, matr.nr. 73g, BBR 40210-1, Frederiksberg Allé 80, 86,90 og 94, matr.nr. 73b, 33aq, 73c og 33bi, BBR 40229-1, BBR 40229- 2, BBR 40229-3 og BBR 40229-4, Frederiksberg Allé 96, matr.nr.73a, BBR 40253-1, Dr. Priemes Vej 7, matr.nr. 73a, BBR 40253-2, Maglekildevej 2, matr.nr. 32i, BBR 75103-1 og Maglekildevej 10. matr.nr. 32f, BBR 75138-1, ”Alléparken”, arkitekt Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bombningen af Den franske Skole og området ved Frederiksberg Allé i 1945 medførte ikke omfattende restaureringer, men gav anledning til realiseringen af byplanmæssige visioner for det centrale byområde.

Kommentar Ole Hagens Alléparken indvarslede 1950'ernes store nyorientering af Frederiksberg i retning af en moderne storby samtidig med, at man på unik måde søgte at fastholde historiske træk og kvaliteter, herunder med en kombination af lejlighedstyper, som kunne understøtte interaktionen mellem forskellige typer husstande.

Resumé Bebyggelsen består syd for Maglekildevej af fire Z-formede blokke, hver især sammensat af to kortere stokke langs henholdsvis Maglekildevej og Frederiksberg Allé, der indbyrdes er forbundet med en lang stok vinkelret herpå. Nord for Maglekildevej placeredes bag Frederiksberg Gymnasium mod øst en lang stok parallelt med vejen og mod vest en vinkelbygning, som kunne være starten på endnu en Z-formet blok i retning af Hollændervej. Byplanen fra 1943 fastlagde, at området på sigt skulle bebygges bymæssigt med femetages boligejendom- me, men placeringen af høj etagehusbebyggelse over for kirkegården gav til trods for Frederiksberg Allés bredde anledning til protester og flere alternative forslag. Kommunens forvaltning havde tidligt været inde på, at der kunne opføres en solorienteret stokbebyggelse, hvor gavlene var vendt mod Frederiksberg Allé. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse ønskede derimod en treetages længebebyggelse mod Fre- deriksberg Allé og først bagved denne længe en stokbebyggelse. Ole Hagens forslag med god afstand mellem de Z-formede blokke blev alligevel det foretrukne, efter at antallet af etager mod Frederiksberg Allé på kommunens forslag var blevet reduceret fra seks til fem etager. Tabet af etagemeter blev kompenseret ved, at de bagvedliggende blokke blev opført i fulde syv etager. Man indså tidligt, at alene grundprisen ville medføre en forholdsvis høj kvadratmeterleje. Debatten kom derfor også til at dreje sig dels om kommunens sociale ansvar i forhold til "de bomberamte", dels om kommunens generelle holdning til velhavere og mindrebemidlede. Der var dem, der mente, at der i kommunen skulle være visse kvarterer, hvor bebyggelsen skule være forbeholdt herskabsbebyggelse. Og der var andre, der mente, at også mindrebemidlede og børnerige familier kunne have krav på at bo godt. For de bomberamte familier byggede kommunen erstatningsboliger ved Roskildevej langs med jernbanen til Vanløse, og der blev ud til Maglekildevej indrettet en opgang med i alt 28 "mindre" lejligheder for knap så velstillede husstande. Med et gennemsnitligt kvadratmetertal syd for Maglekildevej på 90,6 kvm og lejer på det dobbelte af lejen i det støttede byggeri, henvendte byggeriet sig dog fortrinsvis til de bedrestillede mellemlag.

32. Fuglebakkevej 73

Note Fuglebakkevej 73, matr.nr. 16v, BBR 044305-1, arkitekt maa Karl Weidemann Petersen

Kulturhistorisk vurdering Placeringen af gavlhuset afspejler en ældre bebyggelsesplan med rækkehuse, der blev forladt, da krigen var forbi.

Kommentar Da man planlagde bebyggelsen af Frederiksbergs nordlige landdistrikt i 1902, forestillede man sig, at de finere villaer nord for Godthåbsvej skulle ligge omkring Fuglebakkevej op til Borups Allé. Grundene blev her gjort større og gav mulighed for flere typer bebyggelse.

Resumé Et gavlhus med konsultation og soveværelse mod vejen tegnet af arkitekt maa Karl Weidemann Petersen for dr. M.M. Holme. Gavlhuset kan sammen med dets nabo i nr.75 ses som en reflektion af tidligere planer om at fortsætte en mindre rækkehusbebyggelse på tværs af karréen i forlængelse af bebyggelsen Fuglebo mod øst. Efter 2. Verdenskrig lagde man rækkehusbyggeriet bag sig og satte fokus på at bevare kvarteret som et villakvarter med fritliggende huse. Historisk set er beliggenheden den bedst tænkelige, for landstedet Lille Godthåb havde netop ligget, hvor Fuglebo blev opført.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

33. Fuglebakkevej 75

Note Fuglebakkevej 75, matr.nr. 16x, BBR 44321-1, arkitekter maa Torben Krog og mda Povl Pedersen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Torben Krogs og Povl Pedersens villa for direktør Preben Hwiid Nielsen er et eksempel på et eksklusivt type- husbyggeri, der med murede gavle samt opmuret garage og hegnsmure er søgt tilpasset et ældre villaom- råde.

Kommentar Det mod vejen så lukkede byggeri er ikke blot meget privat, men dækker også over en anvendelse af lette trækonstruktioner, der egner sig for industrialiseret fremstilling.

Resumé Villaen er et 225 kvm stort étplanshus med sidebygning og pejsestue. Den hulmurede gavl er orienteret mod vejen, mens en opmuret garage vender siden til og fortsættes i en ca. 2 m høj hegnsmur (dels mod vejen, dels mod nabogrunden nr. 73). Huset er opført med et bærende træskelet med stolper af lamineret limtræ bag en halvstens skalmur, og væggene er på indersiden ligesom loftet beklædt med spånplader. Stueetagen indeholder syv værelser og et kammer, der er to badeværelser, et grovkøkken (bryggers) og et spisekøkken. Der er sauna og hobbyrum i en delvist udgravet kælder. Bygherren ingeniør Preben Hwiid Nielsen var direktør i Kr. Nielsen & Søn A/S - Byggesystem, som stod for opførelsen. Firmaet havde oprindeligt været et maskinsnedkeri, men var med Preben Hwiid Nielsen i direk- tionen (primært salg?) på vej til at udvikle sig til et typehusfirma. Det må formodes, at huset med en faca- delængde på knap 26 m (bygningsbredde 7,75 m) tilgodeså bygherrens behov, ligesom bebyggelsen vel og- så har skullet vise, hvad "byggesystemet" kunne udi det mere eksklusive i et fint og ældre villakvarter. Grunden havde inden byggeriet til stor irritation for områdets beboere ligget ubebygget hen i en årrække. Der havde været planer for en bebyggelse. Først med rækkehuse som en fortsættelse af genboen "Fugle- bo", siden som rækkehuse med facaden mod Fuglebakkevej og sidst som dobbelthuse, inden naboparcel- huset endelig blev opført i 1952.

34. Fuglevangsvej 6A

Note Fuglevangsvej 6A, matr.nr. 13f, BBR 45352-1, arkitekt maa H. Litske-Petersen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Byggeriet blev opført efter et ekstraordinært pres fra Frederiksberg Grundejerforening og bygherren Foreningen til opførelse af ejerlejligheder i Danmark.

Kommentar Ejerlejlighedsloven var trådt i kraft 1. juli 1966, og i modsætning til de fleste nyopførte bygninger, som skyldtes en entreprenør eller et aktieselskab, fik denne en forening som bygherre.

Resumé Ejendommen består af en længe i fem etager med 20 lejligheder. Bygningen er på sydfacaden forsynet med store altaner på knap 12 kvm beregnet til ophold. De smallere opgangsmoduler med trappe, elevator, bad, toilet og køkken ligger tilbagetrukket fra gaden og springer frem mod gården. Lejlighederne er på 88 og 117 kvm. Bygningen er opført med henblik på en gavltæt fortsættelse mod vest. Der er adgang til gård gennem port. Garager i en lav parterreetage og på terræn. Opholds- og legeområde er placeret i bygningens forlæn- gelse mod øst ud til gaden. Facaderne er inddelt i et fast modulnet, der måske skal lede tanken hen på in- dustrigårdsbyggerier fra 1940'erne. De tilmurede trappeopgange med minimale vinduesglugger virker meget private og tidstypiske. Bebyggelsen af karréen havde helt tilbage fra 1864 været underlagt særlige begrænsninger. Statsbanernes tracé fra Københavns anden banegård til Frederiksberg station gik igennem karréen. Den alvorligste binding bestod imidlertid i, at Teknologisk Institut ved bombardementet af Shellhuset i 1945 også var blevet "bom- beramt" og midlertidigt havde oprettet en filial i bygninger i karréen. Instituttet lod forstå, at det kunne væ- re interesseret i at etablere sig på Frederiksberg i fuldt omfang – og modsatte sig opførelsen af en industri- bygning på matr.nr. 13f. Der var tale om en femetages ejendom i 15 fag til industri og håndværk og mange arbejdspladser. Sagen kom aldrig til debat. Det viste sig nemlig nu, at Teknologisk Institut i forvaltningsver- denen nød samme status som Statsbanerne. Kommunen måtte - også efter ministeriets (regeringen Knud Kristensen) formening - føje Instituttet i dets misbilligelse af private industrivirksomheder i umiddelbar nærhed af sin virksomhed. - Og i tilgift tåle vicedirektørens en kende nedladende tilrettevisning: "Instituttet tillader sig at tro, at en Industrivirksomhed ikke vil passe ind i dette Kvarter" (6/9 1947). Det gik ikke, som man håbede. Teknologisk Institut opkøbte ingen bygninger i karréen. Det blev heller ikke bedre af, at man uofficielt (i 1958) blev orienteret om Instituttets flytteplaner til Polyteknisk Læreanstalt. I 1961 blev det også ejerne af matr.nr. 13f for meget. Frederiksberg Grundejerforeningen rettede på ejernes vegne en forespørgsel til kommunen (17/2 1961). Det gav forvaltningen anledning til at afkræve Instituttet først en skriftlig udtalelse om dets planer på området (20/4 1961) og siden et krav om en klar udmelding med hensyn til, om Instituttet ville friholde kommunen for udgifter som følge af en overtagelse til fordel for Instituttet (6/9 1961). Det ville Instituttet ikke. Vejen var således endelig banet, da Litske-Petersen den 19. september 1968 søgte om tilladelse til nedrivning af en gammel énetages beboelsesbygning og nogle små fabriksbygninger og skure.

35. Fuglevangsvej 10 m.fl.

Note Fuglevangsvej 16, Fuglevangsvej 10 og J.M. Thieles Vej 14, matr.nr. 13i, BBR 45662-1, matr.nr. 13n, BBR 45611-1 og BBR 45611-2, arkitekt dal Thorvald Dreyer

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Fornyelsen af karréen ved Fuglevangsvej med nedrivning af etageboliger og et formelt samarbejde mellem kommunen og et privat byggekonsortium om genhusning i større skala har karakter af planlagt sanering.

Kommentar I 1950'erne havde man på grund af boligmanglen været tilbageholdende med omfattende nedrivninger uden for Indre By, men nedgangen i indbyggertallet og stigende velstand danner ved indgangen til 1960'erne basis for en aktivistisk byudviklingspolitik med nybyggeri i ældre byområder.

Resumé Hjørnebygningen H.C. Ørsteds Vej - Fuglevangsvej er første etape og hjørnebygningen Fuglevangsvej - J.M. Thieles Vej er anden etape i et privat saneringsprojekt af karréerne omkring Bille Brahes Vej baseret på delvis kommunal genhusning. Projektet blev i realiteten igangsat i 1955 som et erstatningsbyggeri for en 2½ etages bygning med et etagebyggeri på syv etager ud mod H.C. Ørsteds Vej og på fem etager mod Fuglevangsvej på baggrund af planerne om at udvide H.C. Ørsteds Vej til en bredde af 25 m. Byggelinjen skulle på denne del af gaden flyttes 5 m mod vest. Vejudvidelsen var planlagt i 1942, hvor forvaltningen havde vurderet bygningernes kvalitet og tilstand på begge sider og var nået frem til, at vestsiden med de dårligste og ældste bygninger ville blive erstattet med nye bygninger som den første. Højden og omfanget af den fremtidige bebyggelse blev beregnet ud fra den optimale udnyttelse af karréerne og vejenes bredde. Hjørnebyggeriet ved Fuglevangsvej blev imidlertid ikke realiseret, og efter tilskyndelse af medlemmer af Frederiksberg Kommunalbestyrelse påtog et konsortium repræsenteret ved landsretssagfører Ole S. Tham- sen sig opgaven, som nu også kom til at omfatte hele den nordlige ende af karréen, nogle større, beboede etageejendomme inklusive. Efter sædvanlig praksis havde genhusning ved nedrivninger været overladt til bygherren. Konsortiet rådede imidlertid kun over det fornødne antal erstatningslejligheder uden for Frede- riksberg Kommune, og det drejede sig for størstedelen om lejligheder i gamle Vesterbroejendomme. Kom- munen stillede derfor konsortiet i udsigt at ville hjælpe med at skaffe 20 à 30 erstatningslejligheder mod betaling af et indskud til kommunens byggeformål på 2.000 kr. pr. lejlighed. Genhusningen blev ret omfattende. I første etape blev 32 boliger nedrevet og 31 opført, og i anden etape forsvandt yderligere 21, mens 62 skulle være opført. Det blev lidt færre nye. Der var i tagetagerne mod H.C. Ørsteds vej og Fuglevangsvej projekteret med for mange små lejligheder (under 47,5 kvm), som derfor blev slået sammen med lejligheder på de underliggende etager. Det må formodes, at beboerne fra første etape havnede på Vesterbro, for kommunen havde først kapacitet til genhusning, da anden etape kunne sættes i gang. Det blev i bebyggelsen ved Finsensvej - Frøbels Allé, der var opført som privat byggeri til genhusning af de lejere, der var blevet sagt op, da Falkoneralleens Bazarbygning (Rialto-bygningen) blev revet ned. Det var en streg i regningen, at ikke alle karréens grundejere var fristet af et salg. Projektet skulle også have omfattet Fuglevangsvej 14 (matr.nr. 13m), men ejeren ville ikke sælge. Projektet blev delt i to. Konsortiet håbede til det sidste, men heller ikke i anden etape lykkedes det. I det private regi var der ingen hjemmel til ekspropriation, så en hel totalsanering kunne det ikke blive til.

36. Godthåbsvej 85-109

Note Godthåbsvej 85, matr.nr. 10c, BBR 49099-1, Godthåbsvej 93, matr.nr. 10gz, BBR 49153-1, Godthåbsvej 101, matr.nr. 10gæ, BBR 49374-1 og Godthåbsvej 109, matr.nr. 10gø, BBR 49536-1 samt Mathilde Fibigers Vej 2, matr.nr. 10ha, BBR 78668-1, ”Ved Fuglebakken”, arkitekt maa Sigurd Tanggaard

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) "Ved Fuglebakken" er Frederiksbergs bedste bud på en rigtig forstadsbebyggelse fra 1950'erne.

Kommentar Ved inddragelsen til etageboliger af de gamle kolonihaver i Haveforeningen ”Godthåbdal” og i ”Havefor- eningen Store Godthåb” forsvandt et landligt indslag til fordel for en forstadsagtige parkbebyggelse, og området bibeholdt sin provinsielle karakter.

Resumé "Ved Fuglebakken" er en parkbebyggelse på en trekantet grund og består af fire stokke vinkelret på Godt- håbsvej samt af en længe med ti skråtstilllede rækkehuse ud til Mathilde Fibigers Vej. Mellem stokkene langs Godthåbsvej og mod øst til Tesdorphsvej er der opført serier af sammenhængende butikker i én etage. Med deres bølgende tage formidler de et indtryk af butiksstrøg eller bazar. Såvel bazarbygningerne som rækkehusene skaber overgange fra etageboligblokkene til henholdsvis rækkehusområdet nord for Godthåbsvej og til villakvarteret mod syd. Stokbebyggelser var et element, der ofte var foreslået i planlægningen af bebyggelser ved udfartsvejene i Frederiksbergs landdistrikt - hvor den åbne U-formede karréform dog som regel blev anset for mere by- mæssigt passende. "Ved Fuglebakken" med de tre høje seksetages blokke mod øst og den ene mindre på kun fire etager mod vest er således Frederiksbergs eneste rigtige bud på en forstadsbebyggelse fra 1950'erne. ”Forstaden” blev udstyret med offentlig service i form af en biblioteksfilial i lighed med punkt- husbebyggelsen ”Søndermarken” på Borgmester Fischers Vej og med det karréagtige ”Finsenshave” i kvarteret ved Sønderjyllands Allé. Lejlighedsfordelingen (i alt 207 i etageblokkene) lagde samlet set op til en blandet sammensætning af husstande svarende til et lille minisamfund. De fleste af de største lejligheder ligger i blokkene A og C. Den store bygningsbredde på 18 meter giver her nogle meget eftertragtede gavllejligheder. Der er i de midterste opgange i alle blokkene blevet plads til såvel stor forstue som spisekøkken.

SAVE-vurdering af bygninger oført 1940-1972

37. Hoffmeyersvej 41

Note Hoffmeyersvej 41, matr.nr. 28dæ, BBR 58039-1, arkitekt maa Erling Hardt

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villaen er et eksempel på, hvordan man til trods for en til tider strikt forvaltning af servitutter har kunnet tage særlige hensyn, når forholdene har talt for det, og opnået både æstetisk og funktionelt tilfredsstillende løsninger.

Kommentar Forbuddet mod mere end én bygning på grunden foruden et udhus eller en garage blev normalt håndhæ- vet på det strengeste for at undgå fortætning, og det er måske kun, fordi den lille ekstra længe ud mod vejen er uden afløb og derfor ikke - til trods for egen skorsten og pejs - kan blive brugt som selvstændig lejlighed, at denne løsning er passeret.

Resumé Da villaerne på den sidste del af Hoffmeyersvej fra Troels-Lunds Vej til Roskildevej blev opført i 1940'erne var den løftede Frederikssundsbane fra Valby til Vanløse en realitet og Peter Bangs Vej Station indviet (1941). Strækningen var elektrificeret, men der var ikke enighed om, hvordan man ellers bedst bygnings- mæssigt kunne imødegå eventuelle gener i form af støj, forurening og indblik fra forbikørende tog. På den ældste del af Hoffmeyersvej mod Peter Bangs Vej havde der på de ellers meget ens grunde været en tendens til at vende gavlen mod banen. På det nye stykke blev det en fordeling 50/50. Grundene var her af samme størrelse og form, og med afstandskravene til skel ville gavl-mod-banen etagemetermæssigt give flest. På Hoffmeyersvej 41 valgte arkitekten i realiteten begge placeringsmuligheder og løste støjproblemet ved at opdele villaen i tre dele med en hovedbygning i én etage med udnyttet tagetage og facade på tværs mod banevolden, samt med et mindre anneks parallelt og forskudt i grundens længderetning med facade ud til vejen, begge med høj tagrejsning - mellem disse en lavere forbindelsesbygning også den oprindeligt med sadeltag. Der er spisestue og herreværelse i hovedbygningen og opholdsstue i annekset.

38. Johan Ottosens Vej 3

Note Johan Ottosens Vej 3, matr.nr. 43al, BBR 64624-1, arkitekt Anthon Bendix

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Traditionel herskabelig ejendom i det nye villakvarter.

Kommentar Kommunens bebyggelsesplan for udstykningen blev i nogen grad opfattet som andet end en principskitse.

Resumé Stor villa for det meste i to etager. Den vestlige del i 1½ etage med indgang fra nord under udtrukket tagudhæng og taskekvist over trappe. Opholdstue med pejs og karnap mod vest. I tagetagen soveværelser og kammer. Den østlige del i fulde to etager med udgang fra spisestue gennem (planlagt) vinterstue til terrasse mod syd og på 2. sal soveværelse med fransk altan, linnedkammer og bad. Murværk i røde sten. Det udvendige træværk skulle traditionelt holdes i mørke toner (nu i hvidt). Facadeudvalget fandt bygningen nogle skifter for høj i forhold til facadelængden, helt præcist 35 cm, og i stedet for større omprojekteringer blev dette optiske problem ganske fikst klaret ved en regulering af terrænhøjden udenom bygningen fra kote 9,95 til kote 10,30. Bygherren var direktør og grosserer Hans Maibøll, junior. Efter skødets bestemmelser og kommunens bebyggelsesplan skulle garagen placeres ud til Johan Ottosens Vej i det østlige skel, og en tilsvarende placering var forudsat for hjørneejendommen ved Marielystvej, hvor garagen efter planen lå på selve hjørnet. Arkitekten på Marielystvej 20, Sven Walsøe og ejeren grosserer Nielsen mente, at det var uhen- sigtsmæssigt, men Hans Maibøll kunne ikke anbefale en anden ordning, der ikke var i overensstemmelse med skødets bestemmelser. Grosserer Nielsen og grosserer Maibøll kom dog til sidst overens, og Sven Walsøe fik lov til for begge bygherrer at opføre en dobbeltgarage over skel med brandmur mellem de ulige dele - og ganske efter forskrifterne, som sagde, at garagerne skulle opføres i samme materiale som hovedbygningen. Det blev med gule mursten mod øst og med røde mursten mod vest.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

39. Johan Ottosens Vej 4

Note Johan Ottosens Vej 4, matr.nr. 43av, BBR 64632-1, arkitekt maa Jørgen Selschau

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villaen gør indtryk af at være et privat fristed midt i en stedsegrøn beplantning og har trods en tilbygning bevaret mange oprindelige kvaliteter.

Kommentar Med et grundkøb fulgte en pligt til inden for to år at opføre et enfamiliehus og til at indhegne grunden. Be- stemmelsen skulle sikre mod spekulation i videresalg eller "midlertidig" anvendelse. Kun sådanne erhverv, der almindeligt er knyttet til beboelseslejligheder, var tilladt.

Resumé Jørgen Selschaus villa for kunstmaler Thorkild Olsen ligger tilbagetrukket fra vejen nord på den grund, som han købte af kommunen i 1943. Den fremstår som en sluttet bygning med et bebygget areal på ca. 80 kvm i to etager og med en høj velbelyst kælder. Takket være en større terrænregulering er terrassen mod syd hævet 1,40 m, så facaden i gult murværk ses i to etager fra vejen. Efter en tilbygning af Jørgen Selschau i 1966 fik altandørene på 1. sal udgang til en fælles bred træterrasse ovenpå en glasveranda i hele facadens længde. Beplantningen af grunden er fortrinsvis sket med store stedsegrønne træer, så huset går i ét med naturen og har fået et Torneroseagtigt præg. Også Thorkild Olsens garage, som han opførte i 1957, var integreret i landskabet. Den bestod i et jernskelet beklædt med eternitplader, hvorpå der var påskruet espalier af træ- lister. Den nuværende dobbeltgarage er helt forskriftsmæssigt opført af samme materialer som villaens.

40. Johan Ottosens Vej 7

Note Johan Ottosens Vej 7, matr.nr. 43ai, BBR 64659-1, arkitekt maa Alf Refer

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villaen varsler en nyorientering i retning af den funktionelle tradition.

Kommentar Fra den første grund blev solgt til den sidste bygningsattest blev udstedt kom der til at gå godt 15 år.

Resumé Villa i to etager beskrevet som énetages enfamiliehus med atelier, økonomirum og garager i kælderen opført 1953-1955 af og for Alf Refer med Alf Refer og Else Rosenstand som ejere. Alf Refer var den tredje ejer af grunden, som var blevet solgt pr. 31. januar 1944, mens udstykningen endnu var frisk. Byggefristen på to år var forlænget med godt et år fem gange inden hans overtagelse, og han fik en kort ansøgningsfrist på tre måneder for et skitseprojekt. Grundens værdi var siden 1944 tæt ved fordoblet, og kommunen varslede et tilbagekøb for den oprindelige købesum, hvis fristen ikke blev overholdt. Det blev i realiteten også en af de sidst opførte ejendomme i området. Det blev til en vinkelbygning med integreret dobbeltgarage med baldakin og ensidigt tagfald mod nord og øst samt en stor vestvendt altan. Tilgangen var funktionel, men materialevalget endnu traditionelt med murværk i gule sten. Mod syd åbnede bygningen sig mod haven med store vinduespartier, mens den mod nord mod gaden vendte ryggen til.

41. Johannes V. Jensens Allé 42 m.fl.

Note Johannes V. Jensens Allé 42, Johannes V. Jensens Allé 48 og Johannes V. Jensens Allé 54, matr.nr. 49k, BBR 135580-1, BBR 135580-2 og BBR 135580-3, ”Domus Vista Park 1”, arkitekt maa Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Opførelsen af de luksuriøse terrassehuse ved Domus Vista førte til alvorlige overvejelser om en ny bolig- form med fuld ejendomsret til den enkelte lejlighed for at sikre byggeriets økonomi og banede vejen for indførelse af ejerlejligheder i Danmark.

Kommentar Som type var terrassehuset slået igennem i 1964 i forbindelse med den såkaldte PH-konkurrence udskrevet af lampefirmaet Louis Poulsen. Det blev set som afløseren for bebyggelser bestående af fritliggende stokke. Det var en byggeform, som søgte at kombinere tæthed med rækkehus- eller parcelhuskvaliteter. Ole Ha- gens anvendelse af typen til luksusbyggeri slutter sig til den samtidige og efterfølgende række af mere kendte bebyggelser beregnet på andre målgrupper som Farum Midtpunkt (1970-1974) og Holmstrup Ter- rasserne i Brabrand (1974-1975).

Resumé Tre blokke af en vestvendt terrassehusbebyggelse i fire lag udover en parterreetage til parkering. Der er adgang for fodgængere fra øst. Bygningerne er udført med bærende vægge og dæk i jernbeton støbt på stedet med udgangspunkt i moduler på 120 cm. For hver af de fire etager sker der en tilbagerykning af vestfacaden med konsekvens for rummenes dybde, mens terrassernes størrelse (25 kvm) fastholdes (terrassen på 4. sal dog kun 19 kvm). Terrasserne er etagemæssigt placeret forskudt, så de skygger mindst muligt for hinanden. De 3 gange 24 lejligheder er alle på fem rum og har derudover et såkaldt opholdskøkken. De er udstyret med to badeværelser og har karbad, brus og bidet. Der er bar i opholdskøkkenet, som er placeret udfor terrassen (men med udgang fra dagligstuen). Standarden lever således ganske op til den gamle villastandard på Frederiksberg med minimum fire værelser og pigeværelse. Den mindste lejlighed på fjerde sal er på 167 kvm og den største på første på 200 kvm. Det var tanken, at Domus Vista Park skulle tiltrække gode skatteydere til kommunen. Frederiksbergs borgmester Arne Stæhr Johansen havde den 24. januar 1964 fremhævet dette aspekt ved bebyggelsen af de Koch'ske grunde. Det var af væsentlig betydning at få bygget lejligheder for de skatteydere, der kunne bære byrder udover gennemsnittet. Han nævnte dog også i samme åndedrag hensynet til de vanføre og ungdom- men - men syntes, at han også lige ville fremsætte den tanke til overvejelse, at nogle af disse ejendomme kunne gå over til at ejes af lejerne selv. For der var næppe tvivl om, at den tryghed og uafhængighed, der lå i at eje sin egen bolig - og dermed besidde et værdifast gode i inflationstider - ikke kunne overvurderes. På Frederiksberg var man jo ikke i stand til som en række andre kommuner at bygge parcelhuse, nævnte Stæhr Johansen. - Rådmand Kristian Albertsen mente nu, at de store skatteydere flyttede uafhængigt af skatte- procenten. Trangen til fred, grønt og vand var sammen med bilismen vægtige faktorer. Helhedsplanen (fra 1967) omfattede oprindeligt 11 terrassehuse, men blev af hensyn til byggeriets finansiering og den forventede efterspørgsel reduceret til i alt seks (de tre sidste - med mindre lejligheder - på Betty Nansens Allé), så tilskuddet af gode skatteydere blev mindre end håbet. – Projektet blev reddet økonomisk, da Jac. Hartmann den 28. august 1972 fik tilladelse til at vælge mellem opførelse af udlejningsbyggeri og ejerlejligheder på resten af de Koch'ske grunde. Den 18. december 1972 blev vedtægterne for ejerforenin- gen Domus Vista Park 1. godkendt af Frederiksberg Kommune. 42. Jyllandsvej 44

Note Jyllandsvej 44, matr.nr. 27ev, BBR 66163-1, arkitekt mda Leffland Larsen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villaen fra 1943 kan betragtes som prototype for det af kommunen ønskede byggeri i området.

Kommentar Opført med henblik på senere udnyttelse af tagetagen.

Resumé Enetages længehus med østvendt symmetrisk opbygget facade mod vej og runde tagvinduer i sadeltag, der korresponderer med hoveddør og vinduer. Taget er med udhæng og synlige spær samt udstyret med hvidmalede vindskeder. Pejs centreret i sydvendt gavl med særskilt skorsten. Vinduer mod vejen og terrassedør mod haven forsynet med hvidmalede skodder. Midterste vindue i taget oprindeligt som ovenlys til forstue og gang. 1. sal siden indrettet til beboelse og vinduerne udskiftet med redningsvinduer. Bygherren var kommuneingeniør Sellebjerg Andersen, og huset med et bebygget areal på 99,42 kvm kan sikkert til en vis grad opfattes som prototype for det af kommunen ønskede byggeri i området. Huset er beliggende i knækket af Jyllandsvej og er synligt som fikspunkt for enden af stien med forbindelse til Frederiksvej.

43. Jyllandsvej 50

Note Jyllandsvej 50, matr.nr. 27em, BBR 66201-1, arkitekt maa Eigil Daugaard-Jensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Den ældste villa i udstykningen syd for Kronprinsensvej, hvor det "danske" hus blev normen frem for det mere internationale funkishus.

Kommentar Ved Anden Verdenskrigs begyndelse var der ikke noget entydigt svar på, hvordan fremtidens byggeri skule se ud.

Resumé Enfamiliehus i en étage med sove- og børneværelser i gavlene på 1. sal for overassistent B.H. Madsen. Ta- get med to mindre kviste er konstrueret med ekstra høj rejsning og tagudhæng. Der er fuld kælder og indretningen traditionel med opholdsstue og spisestue en suite med udgang fra spisestuen til en terrasse. Op- holdsstuen har stort hjørnevindue med en hjørnepille. Eigil Daugaard-Jensen var også leveringsdygtig i funktionalistiske villaer, som det ses af naboejendommen Jyllandsvej 52, matr.nr. 27en, BBR 64551-1 på hjørnet af Joakim Larsens Vej for tømrermester P. Chr. Sørensen. Den er i et plan, med forskudte knopskuds lignende bygningsdele og med ensidigt fald. Begge villaer er fra 1940

44. Jyllandsvej 60

Note Jyllandsvej 60, matr.nr. 27fq, BBR 66244-1rkitekt maa Knud Wolsgaard

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Et lille hus med meget tidlig anvendelse af gasbetonblokke i facadekonstruktionen og et fremragende eksempel på nytten af facadecensuren.

Kommentar Knud Wolsgaards første forslag med pudsede Leca-betonblokke som facademateriale er dateret september 1952, før cirkulæret om "det utraditionelle byggeri" fra sommeren 1953 og før den store gasbetonkonkur- rence i 1955.

Resumé Enfamiliehus på hjørnet af Jyllandsvej og General Bahnsons Vej placeret i "murlinjen" på Jyllandsvej tre meter fra vejens udstykningslinje. Fremstår original med murede gavle i røde sten og facader i hvidpudsede Leca betonblokke. Gavlen mod Jyllandsvej blev på projektstadiet foreslået ændret, så der på 1. sal blev plads til et vindue svarende til stueetagens, og så vinduesåbningerne blev afbalanceret af skorstenen, der fik en asymmetrisk placering - og gjorde villaen fuldt ud moderne. Bygherren var bankfuldmægtig P. Dalberg-Petersen.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

45. Kochsvej 5B

Note Kochsvej 5B, matr.nr. 62at, BBR 66759-1, arkitekt maa Viggo Møller-Jensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Huludfyldningen på Kochsvej er usædvanlig både med hensyn til samspillet mellem forskellige materialer og udtryksformer, til fleksibilitet i forhold til tekniske løsninger og til udvist social forståelse og accept.

Kommentar Viggo Møller-Jensens altankarnaphus i jernbeton fungerer i symbiose med den gamle villa Kochsvej 5A og lader sig vanskeligt sætte i bås som andet end et ekstraordinært øjebliksbillede fra en tid med fokus på fortætning af ældre byområder og med en begejstring over igen at have adgang til det så savnede og meget anvendelige materiale: beton.

Resumé Det seks etages beboelseshus af jernbeton er opført som en søjle- og dragerkonstruktion med udfyldnings- murværk af klinkerbeton. Etageplanerne er baseret på éntrappesystemet, og facaden er udstyret med altaner af den velkendte altankarnaptype. Karnapbrystninger, altanbrystninger og altanplader er færdigstøbte. Husets elevator er ført op i tagetagen, der mod gården har en taghældning på 45o og mod gaden er næsten uden fald. Tagetagens tre enkeltværelser var først tænkt som supplement til lejlighederne i husets øvrige etager, men blev siden ændret til to selvstændige lejligheder med og uden kammer af samme slags som lejlighederne i de øvrige etager. I 2011 blev de to lejligheder i tagetagen slået sammen til en enkelt. For at få plads til nybyggeriet blev der på villaen Kochsvej 5A fjernet en nyere haveterrasse og to tilbyggede karnapper, hvorefter nybyg og villa blev forbundet. En sammenbygning var nødvendig for at få plads til cykler og til vaske- og tørrerum. Efter planen skulle det være en midlertidig løsning. Altankarnaphuset skulle ti år efter den første byggeperiode fortsætte mod nord. Udsættelsen af en nedrivning skyldtes det hensyn, som arvingerne efter direktør Friis udviste i forhold til fru Bøe og hendes pensionærer. Også sammenbyg- ningen skulle foregå til mindst mulig gene. Da de ti år var gået, var der stadig boligmangel, og nedrivningsspørgsmålet blev udskudt til 1972. I mellem- tiden blev Kochsvej 5A udskilt som en særlig matrikel, overgik til klublejligheder og endte som døgninstitu- tion.

46. Kong Georgs Vej 52

Note Kong Georgs Vej 52, matr.nr. 12bn, BBR 69057-1, arkitekt maa Jørgen Maahr

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Altangangshuset på Kong Georgs Vej er det først opførte af sin art på Frederiksberg.

Kommentar Byggeriet på Kong Georgs Vej introducerer i 1956 sammen med byggeri på Dronning Olgas Vej, Duevej og i Pile Allé ”det utraditionelle byggeri” på Frederiksberg, hvorved en række nye arkitekter kunne gøre sig gæl- dende. De allerede etablerede tegnestuer tog dog umiddelbart denne byggemåde til sig.

Resumé Bygningen er den først opførte altangangsbygning på Frederiksberg. Fra boligministeriets side blev hver lejlighed krævet udstyret med et sidehængt vindue som redningsåbning. Denne foranstaltning indgår som dekorativt element i facaden mod Kronprinsesse Sofies Vej, hvor placering af vinduet skifter fra etage til etage. Brystningerne er i færdigstøbte elementer, mens østfacaden ved altangangene er fyldt ud med letbetonsten, der blev pudset. Gavlene er opmuret med gule facadesten. Tværskillerum og hovedskillerum er som gavlene de bærende konstruktioner. Bygningsbredden er kun på 11,62 m, hvoraf 1,41 m er altangang. Altangangsløsningen indebar, at der fra en enkelt trappe i en større ejendom var adgang til mere end tre til fire lejligheder pr. etage. Brugen heraf skulle medføre en besparelse i forhold til et opgangshus af samme størrelse, da de anvendte elementer kunne fremstilles af ufaglært arbejdskraft på fabrik. Det var, hvad der blev kaldt ”utraditionelt byggeri”, og det kom i sommeren 1953 - mens Frederiksbergs borgmester Aksel Møller var indenrigs- og boligminister i regeringen Erik Eriksen - ved et cirkulære til at nyde en særlig for- trinsstilling, når der skulle uddeles statslån. Antallet af boligsøgende til små og store boliger på Frederiksberg var i 1950'erne ganske betydeligt. Pr. 30/9 1954 havde kommunens Boliganvisningsudvalg 1.919 husstande på venteliste til en bolig. Af disse var 465 enlige, mens resten var barnløse eller vordende ægtepar, enlige med børn og ægtepar med børn. Kong Georgs Vej 52 blev i seks etager med 48 boliger, heraf 6 lejligheder på 3 værelser à 79 kvm og 42 to- rums lejligheder med et værelse og et kammer på 63 kvm. Lejlighederne på et værelse og et kammer var efter aftale med boliganvisningsudvalget tilladt udlejet til enlige. Udvalget gjorde her en undtagelse fra deres normale praksis, der var, at ægtepar med børn havde fortrinsret til lejligheder med to værelser, og at det kun var enlige ægtepar, der havde adgang til lejligheder på 1½ værelse. Begrundelsen for at lempe restriktionerne ved dette nybyggeri var, at kammeret på 6,15 kvm kun lige akkurat var et kammer, og at man ville ansætte et portnerpar til at servicere de enlige indflyttere, som efter reglementet skulle være på 50 år og derover. Da restriktionerne i 1957 blev lempet, blev aldersgrænsen for ugifte til en etværelses sat ned til 40 år for mænd, mens den for kvinder blev sat til 35 år. Der var ved indgangen til 1960'erne stadig stor efterspørgsel på boliger for dem, der stod bagest i boligkøen til trods for fortsat tilbagegang i indbyggertallet.

47. Kronprinsensvej 4A

Note Kronprinsensvej 4A, matr.nr. 36bd, BBR 69421-1, arkitekter M. Brandt og Erik Jensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Byplanloven af 1938 lagde op til en højere udnyttelse af ældre byområder. Fortætning var ønskværdig, men ikke overalt. Villakvarterne skulle fortrinsvis sikres som sådanne for eftertiden, og det udløste konflikter.

Kommentar Skuffelsen og forargelsen var stor, da grunden på Kronprinsensvej 4 ikke blev bebygget med en stor, ny herskabsvilla, men med etageboliger på to værelser og kammer for 20 husstande.

Resumé Kronprinsensvej 4A er en enkelt boligblok med to opgange i fire etager og oprindeligt 20 lejligheder, hvoraf to er blevet slået sammen. Der er dispenseret fra totrappesystemet med hovedtrappe og bitrappe, og opgangene er placeret i facaden med indgang fra øst. Dispensationen var gjort betinget af, at hver lejlighed havde to altaner. På gavlen mod Kronprinsensvej ses både de større altaner beregnet til ophold og de mindre, som er anbragt hensigtsmæssigt som en ekstra flugtvej i tilfælde af brand. Gavlen er asymmetrisk opbygget, men i god balance. Hjørnealtanen er som resten af de vestvendte altaner trukket halvt indenfor bygningens facadelinje, og indhakket er ført helt til tops, hvor det også skærer sig igennem det flade tag. Mod nord står den lidt smallere gavl mod villaerne på Kongensvej som en ubrudt flade i rød mur. Bygningen er opført traditionelt med en bærende hovedskillevæg. Facaderne er med andre ord meget forskellige og ganske fint varierede. Byggeriet var imidlertid i strid mod- vind, allerede inden det blev opført. Villaservitutten på grunden var tidligere bragt til ophør, så høj bebyggelse var en reel mulighed. Kommunen havde købt nabovillaen ud til Søndre Fasanvej af samme årsag og havde håbet på, at det skulle være nok til at sikre de "royale" veje en fremtid som villaveje. Bygherren, murermester N. Brandt havde ikke brug for en herskabsvilla. Han ville ganske enkelt bygge i fire etager som tilladt. Det ville være generende for villakvarteret, mente man, og kommunen ønskede at nedlægge forbud mod opførelsen efter Byplanlovens § 9. Man ville sikre bebyggelsens karakter af villa- område, men det var for sent, dertil var projektet for langt fremme efter ministeriets vurdering. Man argumenterede, at bygningen ville virke langt tungere ved sin kubiske masse end villaerne "selv om disses frontespicer når op til samme højde, er villaerne så varierede i deres opbygning og tagformer, at de absolut ikke kan sammenlignes med det projekterede hus." Arkitekterne fremsendte en stregtegning af gadebilledet. Den viste konturerne af de gamle tunge villaer med nybyggeriets detaljerede sydvendte gavl omgivet af træer og buskads i midten. Villaerne ragede selvfølgelig højest op.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972

48. Magnoliavej 25

Note Magnoliavej 25, matr.nr. 30bn, BBR 75324-1, arkitekt Johan Christensen og Søn

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Johan Christensen-Huset fortsætter villakvarterets bebyggelseshistorie med ”typehuse” fra flere perioder.

Kommentar Villaen er et typehus i én etage målrettet kernefamilien med hjemmeboende teenager og behov for eget kammer og stort soveværelse.

Resumé Villakvarteret på Bakken syd for Roskildevej på handelsgartner J.C.A. Jørgensens udstykning var oprindeligt afgrænset mod nord af "A/S Claus Hansen Fabriker" og "A/S Løvengreens Garveri". Til fabrikkerne knyttede der sig langs Roskildevej et større antal nu nedrevne lejligheder til arbejderne. De første villagrunde blev afsat til kredsen af J.C.A. Jørgensens samarbejdspartnere. De store villaer på nordsiden af Azaleavej - med plads til børn, slægtninge og tjenestefolk - blev solgt til folk med interesser knyttet til produktionen af pølser og salater og til anvendelsen af garveriets produkter. Det var J.C.A. Jørgensens søn, der (efter faderens død omkring 1915) kom til at stå for det meste af områ- dets vejanlæg og for udstykningen af matriklerne nr. 28 og 30. Da man kom til Magnoliavejs nordside, var det blandt andet med deltagelse af entreprenører og arkitekter, som få år forinden havde været aktive på handelsgartner Erichsens udstykning omkring Edvard Glæsels Vej i Lykkesholmkvarteret. Det blev til en række store toetages villaer liggende på den øverste del af sydskråningen, mens de mindre villaer fra 1930'erne kom til at trykke sig nedenfor på sydsiden af Magnoliavej. Villaerne på toppen af bakken i "Bedre Byggeskik" var til store husstande eller til flere familier. Villaerne længst nede med de flade tage var beregnet til blot en enkelt kernefamilie. Det er med andre ord et villakvarter med "typehuse" fra flere perioder, og Johan Christensen & Søn huset syd for Magnoliavej passer med sin beliggenhed neden for bakken fint ind i denne fortælling.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

49. Marielystvej 3

Note Marielystvej 3, matr.nr. 43d, BBR 75782-1, arkitekt maa Eske Kristensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Afslutning af karrébebyggelse mod villakvarter beregnet på en blanding af vidt forskellige husstandstyper.

Kommentar Med stor opfindsomhed har Eske Kristensen for murermester Fritz G. Eisensøe respekteret såvel vedtæg- tens som æstetikkens krav, lukket en randbebyggelse, indpasset en parterreetage med garager og cykelrum og eksperimenteret med mange varierede lejlighedstyper udover lejlighedsstørrelser. Samspillet med mil- jøet, "genbruget" af mansardtag (materialemæssigt delt i to: gyldent/blådæmpet) og den "eksklusive" detaljering af facaden (med blokke af gulbrune Blovstrød sten og mørke eternitplader) lever fuldt ud op til intentionerne for den heldige bebyggelse af det Søndre Landdistrikt.

Resumé Bygningen er en grundmuret hjørnebygning med parterreetage, tre beboelseslag med mansard og yderligere en tagetage med rum, der er integrerede med lejligheder i mansardetagen. Normallejlighederne varierer i størrelse fra 45 til 143 kvm. Mere end 50% af disse er under 80 kvm, men samlet set er gennemsnittet 95 kvm. Der er lagt vægt på, at nybygningens højde og facademæssige udformning er i kontakt med de eksisterende huses gesimshøjder og materialer. Indgangspartier ligger tilbagetrukket fra facadeflugten, og adgangen til lejlighederne sker via centralt beliggende trapper og elevatorer. Byggeriet fulgte i princippet de retningslinjer, der var opstillet for randbebyggelsen langs den yderste del af Peter Bangs Vej af hensyn til villabyggeriet. Ved overenskomsten af 26. juli 1913 mellem Frederiksberg kommunalbestyrelse og grundejerne var der lyst en servitut, som meget bastant foreskrev, at der i henhold til Vej- og Bebyggelsesplanen for Søndre Landdistrikt her skulle opføres lavere bebyggelse i form af tre fulde etager plus en mansardetage, og at de enkelte lejligheder skulle være som minimum 80 kvm. Det var dog tilladt at bryde hovedgesimsen med frontispicer i et omfang svarende til totredjedele af facadelængden. Disse betingelser var i 1920'erne blevet fulgt til punkt og prikke, men bygningstypen med mansard kom i 1930'erne under pres, da genboejendommen på Marielystvej skulle opføres, idet det blev hævdet (Charles I Schou), at det æstetisk set var smukkest med en ubrudt facade mod vej, at mansard var upraktisk og fordy- rende, og at man i stedet burde kunne opføre med fulde fire etager og enkelte værelser i tagetagen. Fra villaejernes side var synspunktet, da det kom til opførelsen af Eske Kristensens etageejendom i 1958 ganske pragmatisk. Genboen i villaen Bendzvej 9, arkitekt Bartholdy og hans nabo grosserer Buchhorn for- tolkede servitutten derhen, at bestemmelsen blot betød, at bygningshøjden ikke måtte overstige højden på nabobebyggelsen mod øst, og de slog sig til tåls med, at lejlighedernes størrelse ikke blev under 80 kvm - i gennemsnit. Eske Kristensen var godt tilfreds med det forhandlingsresultat. Det var hans opfattelse, at det også gjaldt om at respektere den eksisterende gesimshøjde, selv om de to nabohuse ikke var ganske ens i deres pro- filering. Med tre fulde etager plus en mansardetage svarende til fire fulde etager ønskede han dog en reduktion i etagehøjden fra de ældre bygningers 3,30 m til 2,80 m svarende til Boligministeriets minimums- krav. Med fastholdt hovedgesims og lavere etagehøjde ville han så kunne placere kælderen oven på terræn og få sig en parterreetage.

50. Marielystvej 17

Note Marielystvej 17, matr.nr. 43af, BBR 76207-1, arkitekt Svend Fournais

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Manglen på materialer under Anden Verdenskrig førte til fornyet interesse for traditionelle håndværks- mæssige teknikker.

Kommentar Byggepligten var indført og blev håndhævet for at undgå spekulation ved videresalg af grundene og gå glip af gevinster, som kommunen lige så godt kunne have inkasseret.

Resumé Enfamiliehus i én etage med udnyttet tagetage og ikke mindre end tre gavle, da facaden mod syd er udstyret med en frontgavl af tilsvarende størrelse. Vestgavlen med hovedindgangen er orienteret mod vejen. Ga- ragen ligger ud til Marielystvej. Huset har hall og kabinet samt stuer en suite, opholdsstue med blomstervindue og spisestue med udgang til terrasse. Fra forældresoveværelset på 1. sal er der udgang til altan, og i øvrigt plads til datteren, en husassistent og en gæst. Huset er opført for banksekretær, cand phil. Knud Nel- dorf. Manglen på jern førte til, at vindues- og døråbninger måtte mures i svagt buede stik. Man måtte såle- des i nogen grad falde tilbage til gamle teknikker. Buen ved det store blomstervindue fik en pilhøjde på 30cm. Villagrundene blev udstykket under Anden Verdenskrig. Størst var salget i 1943, hvor kommunen fik solgt hele 12 grunde, deriblandt grunden til Marielystvej 17. Med et grundkøb fulgte en pligt til at opføre et enfamiliehus og til at indhegne grunden. Marielystvej 17 blev påbegyndt i februar 1944 og stod færdig til indflytning den 6. december samme år. Området blev udstykket efter en samlet plan for at få et ensartet villakvarter. Vejudlægget skulle være så lille som muligt. Parkering skulle finde sted på grundene, som udover en villa kun måtte omfatte et enkelt udhus, dvs. én garage. Indkørslerne skule være så korte som muligt, og garagerne skulle skygge så lidt som muligt. Hvor villaen lå langt tilbage på grunden, fik garagerne plads helt ud til vejen og kunne med fordel bygges parvis sammen. Hvor villaen lå tæt på vejen, skulle garagen ligge ved dennes skyggeside.

51. Marielystvej 18

Note Marielystvej 18, matr.nr. 43ah, BBR 76215-1, arkitekter maa Gunnar Krohn og E. Hartvig Rasmussen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) I konkurrence med udflytningen til nordsjællandske kommuner og til lys g luft blev der arbejdet med at skabe romantiske landskabskvaliteter i det flade parcelhuskvarter.

Kommentar Enkelte huse blev opført med forsinkelse, og det betød, at kvarteret blev mindre homogent end tilsigtet og kom til at afspejle nye tendenser i tiden.

Resumé Det var kun få af grundene fra udstykningen i 1943, der ikke umiddelbart fik hus på. Marielystvej 18 blev dog først bebygget, da civilingeniør F. Berner-Nielsen som bygherre indgav ansøgning om byggetilladelse den 17. juni 1950. Bygningen blev opført af traditionelle materialer med gavlene i røde mursten. Men det havde været under overvejelse at anvende det nye produkt gasbeton til opmuring af bygningens lang- facader. Det blev dog blot til en almindelig hul ydermur, der så blev pudset i en lysegrå, næsten hvid farve, så villaen alligevel fik et progressivt udseende. Bemærkelsesværdigt er den omfattende terrænregulering med henblik på at få bygningen placeret på en landskabelig bakke og på at genbruge grus og jord fra udgravningen til kælderen på en meningsfuld måde. Grunden lå som udgangspunkt plant i en gennemsnitskote på ca. 9,95 m. Ved reguleringen blev der ved den vestlige gavl gravet ud til en læplads i form af en gryde i kælderniveau, og ved facaden mod syd blev der op- kastet en høj i kote 11,3 til terrasse. Neden for højen dannedes en nyreformet lavning, så der måske lige- frem ville blive udsigt til en sø.

52. Marielystvej 20

Note Marielystvej 20, matr.nr. 43am, BBR 64616-1, arkitekt maa Sven S. Walsøe

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Ikke atypisk herskabelig villa med udhæng og synlige spær, karnap og rundbuet entredør i egetræ.

Kommentar De villaer, som nåede at blive opført i de sidste krigsår, var næsten alle af en betydelig størrelse.

Resumé Stor hjørnevilla i én etage med udnyttet tagetage. Takket være beliggenheden er huset udstyret med tre frontgavle i fuld højde, hvor gavlen mod Johan Ottosens Vej er kontor, gavlen mod Marielystvej er opholdsstue med konsolbåren trefløjet karnap i stuen og på 1. sal soveværelse med konsolbåren fransk altan. Gavlen mod nabo mod vest har køkken og anretning med forbindelse til enetages sidefløj med spisestue. Udgang fra havestue til sydvendt terrasse. Huset er centralopvarmet, og den lidt voldsomme skorsten ved gavlen til Marielystvej er ikke tilsluttet pejs. Bygherren var grosserer Tage Nielsen, der handlede med produkter til ostefremstilling og -indpakning. En lagerbygning i det vestlige skel blev ikke tilladt, det gjorde til gengæld garagen, der blev gjort ekstra lang (6,5 m) af hensyn til grosserer Nielsens "dollargrin" på 5½ meter. Garagen er forbundet med hovedbygningen ved en lav mur og sammenbygget med garagen til Johan Ottosens Vej 3.

53. Marielystvej 23

Note Marielystvej 23, matr.nr. 43bk, BBR 76266-1,arkitekt mda Christian Jensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) En af de senest opførte villaer i kvarteret med bygningsattest fra 1947 med mange referencer til tiden før Anden Verdenskrig.

Kommentar Byggeriet refererer i ekstrem grad til de gode gamle dage til trods for en halvunderjordisk garage.

Resumé Enfamiliehus i én etage med udnyttet tagetage opført for driftsbestyrer Aage Hansen på udstykning fra 1946. Gavlen vestvendt mod vej med indgangen placeret i en udskudslignende tilbygning på bygningens nordside, herfra adgang til hall med fransk altan. På bygningens sydside ligger garagen delvist nedgravet, så dennes tag danner terrasse med udgang fra spisestuen. Fra garagetaget er der trappe ned til haven. Terrassen fik i 1955 en glasoverdækning. Der er pejs i dagligstuen foruden en konsolbåren karnap til blomster. Der er anretterværelse mellem køkken og spisestue. På 1. salen er der taskekvist .

54. Mariendalsvej 23A

Note Mariendalsvej 23A, matr.nr. 12fv, BBR 77211-1, arkitekter maa Christian Permin og B. Bendixen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bebyggelsen demonstrerer, hvordan nyere byggeformer, elementer og materialer dels kunne kombineres på en afbalanceret måde, dels kunne indgå i og berige et ældre bymiljø.

Kommentar Den umiddelbart stilfærdige bygning overrasker ikke mindst ved anvendelsen af lette facadeelementer i den ellers ret taktfaste vindue-pille rytme mod Mariendalsvej.

Resumé Bebyggelsen består af et opgangshus i fem etager sammenbygget i vinkel med et altangangshus ligeledes i fem etager begge med bærende tværvægge og skalmurede gavle i jernbeton, mens ydervæggene er hulmur i gule sten varieret med lette facadeelementer. I opgangshuset er de lette elementer mod syd kombineret med altaner. Det samme er tilfældet i opgangshusets nordgavl mod remisegrunden, mens dets sydgavl står i blank mur vendt mod villabebyggelsen. Der er garager i parterreetagen af altangangshuset. Bebyggelsen er opført på en gammel fabriksgrund, der blev ledig efter Dansk Gipsindustri A/S. Arkitekterne var i skyndingen kommet til at presse en ekstra lejlighed ind på altangangen i deres første udkast, men det hjalp, da det blev rettet, og betød også nogle forenklede VVS-løsninger.

55. Mathilde Fibigers Vej 2 m.fl.

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) "Ved Fuglebakken" er Frederiksbergs bedste bud på en rigtig forstadsbebyggelse fra 1950'erne.

56. Moltkesvej 24 m.fl.

Note Moltkesvej 24, matr.nr. 6qf, BBR 80336-1, Moltkesvej 25, matr.nr. 6qa, BBR 80344-1, Moltkesvej 30, matr.nr. 6qe, BBR 80352-1, Moltkesvej 33, matr.nr. 6pø, BBR 80360-1, Moltkesvej 36, matr.nr. 6qd, BBR 80379-1, Moltkesvej 41, matr.nr. 6pæ, BBR 80387-1, Moltkesvej 42, matr.nr. 6qc, BBR 80395-1, Moltkesvej 48, matr.nr. 6qb, BBR 80409-1, Moltkesvej 49, matr.nr. 6pz, BBR 80417-1 og Moltkesvej 57, matr.nr. 6py, BBR 83394-1, arkitekt maa. Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Det lave etageboligbyggeri Moltkeshave er med sin rækkehusagtige karakter et eksempel på, at den mere intensive arealudnyttelse i efterkrigstiden også omfattede de gamle villakvarterer med kommunal overenskomst.

Kommentar Ole Hagens bebyggelse på de Mohrske grunde mellem Tesdorpfsvej og villaerne på C.F. Richs Vej blev til på baggrund af stor kreativitet blandt de involverede parter, hvor kommunen også var en aktiv bidragyder, således at områdets struktur kunne fastholdes og videreudvikles i fælles forståelse.

Resumé Bygherrerne havde fra starten tænkt sig en forstadsagtig parkbebyggelse med store, sammenhængende grønne strøg i øst-vest gående retning og med en bebyggelse med tre beboelseslag. Det svarede ganske til de bestemmelser, der i år 1900 var nedfældet i en overenskomst mellem fabrikant Rich og Frederiksberg Kommune. Konsortiets naboer havde godt nok kun bygget villaer, og de var ikke begejstrede. Navnlig udsigten til store flokke af legende børn på de grønne områder var motiverende for en dialog om andre muligheder. De ønskede sig - med formanden for Grundejerforeningen for Nordre Landdistrikt som talsmand - en mindre kompakt løsning. Med forvaltningen i en særdeles kreativ rolle lykkedes det at nå frem til en situationsplan, der var i bedre harmoni med omgivelserne. Ved at føre Moltkesvej helt igennem til Bernhard Bangs Allé og ved at udforme bebyggelsen som to gange fem stokke vinkelret på hver side af Moltkesvej kunne der åbnes op til begge sider. Det gav ganske vist færre etagemeter end i Ole Hagens forslag - men det problem blev løst ved at bygge helt op til og endda mod syd helt ud over servitutgrænsen og ind på matr.nr. 6am, hvor det var Lykkesholmsoverenskomsten, der var gældende. Stokkene blev her forlænget med "en halv opgang" eller - retere: "sammenbygget med en dobbeltvilla" – formuleringen var af hensyn til servitutten. Det kunne ses, for blokkene - der for hver opgang helt mekanisk var tegnet forskudt mod sydøst à la rækkehus for at nyde godt af eftermiddagssolen - fik nu et anneks forskudt mod sydvest. Det skyggede lidt, men brød monotoni- en. Det ubebyggede areal blev mindre. Legearealet blev delt op i mindre dele, og garagerne kunne placeres i skel som en slags afskærmning i stedet for ud mod vejen. Man kunne nøjes med at bygge i 2½ etage, og antallet af lejligheder voksede fra de først aftalte 175 lejligheder til 195 lejligheder. Der blev navnlig i de sydlige blokke udtænkt mange variationer. Resten af matr.nr. 6am mod Tesdorpfsvej blev siden opdelt i villagrunde og solgt til bebyggelse med stats- lånshuse.

57. Moltkesvej 65

Note Moltkesvej 65, matr.nr. 6pb, BBR 80689-1, arkitekter maa Kai Agertoft og Juul Møller

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Enestående byggeri med anvendelse af utraditionelle materialer.

Kommentar Moltkeshave 65 fremstår som et eksperimenterende byggeri i tiden, før byggeformen blev udråbt som "utraditionel".

Resumé Moltkesvej 65 blev så tidligt som december 1949 projekteret som et treetages altangangs-opgangshus af Kai Agertoft og Juul Møller, hvor der fra altangangen var fælles vindfang for to små lejligheder, fem trin op og så indgang til forstuerne. De toetages sidebygninger blev betjent af normale toløbstrapper med en repos, hvorfra der var adgang til altangangen. Det var et eksperiment, og projektet blev december 1951 rettet til et opgangshus med større lejligheder, og hvor der i lejlighederne i de midterste opgange var installeret pejs. Planindretningen opererede med spiseplads i køkkenet og med en sektionsopdeling af opholdsstuen, så en del af denne blev udskilt med en kortere væg som kammer (inspireret af projekt af Knud Thorball for samme bebyggelse). Projektet fra 1951 meldte entydigt ud, at det var et hus af en ny tid og med nye materialer. Facaden med opgangene over for Ole Hagens knapt færdigbyggede Moltkeshave i gule mursten kom til at stå hvid og blank i beton, mens altanbrystningerne mod Bernhard Bangs Allé helt klart fremstod som formstøbte. Udfyldningsfelterne mellem de bærende skillevægge i jernbeton skulle først have været af glas, men fik vinduesbrystninger af eternit, som indvendig blev beklædt med plader af masonit. Det samme blev mellem- partierne mellem vinduer og altandør, hvad der også skulle bidrage til en vekselvirkning mellem lys og skygge i de sydvest vendte rum.

SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

58. Nordens Plads 4

Note Nordens Plads 4, matr.nr. 49c, BBR 83394-1 og BBR 83394-2, ”Domus Vista”, arkitekt maa Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Ved indgangen til 1970’erne fik Domus Vista stor symbolværdi for opfattelsen af Frederiksberg som en del af Hovedstadsmetropolen.

Kommentar Det markante byggeri bidrager i væsentlig grad til, at bebyggelsen på de Koch’ske grunde opleves som en særlig bydel på linje med andre af byens kvarterer.

Resumé Bygningskompleks med sammenbygget højhus og butikscenter. Højhus i beton på 30 etager indrettet med 28 etager til beboelse (oprindelig 27 etager) og i alt 476 lejligheder, samt butikscenter og kontorer, senest ombygget med yderligere 127 lejligheder i ”fladhuset”. Bygningen er konstrueret med bærende skillevæg- ge. Den typiske lejlighed i højhuset er på 2 værelser og 63 til 84 kvm, placeret på begge sider af en korridor. De første planer for bebyggelsen af de Koch'ske grunde i 1954 lagde op til en traditionel forstadsbebyggelse og bestod i en serie højhusblokke på 16 etager med gavlen til Roskildevej i lighed med ”Milestedet”, der var under opførelse i Rødovre. Mellem højhusblokkene var der mod nord ud til Roskildevej indtænkt mindre butikker og en biograf. Mod syd blev højhusblokkene via en tværstillet mellembygning trukket ned til tre etager og så ført op i en blok på seks etager og endelig ned igen i endnu en tværstillet treetages blok. Der var gjort plads til rigtig mange familier, uden at der egentlig var tænkt i ny bydel. Det skete først, da handelsgartner Carl Henrik Koch var død i 1959, og arvingerne søgte om tilladelse til at bebygge en del af arealet. Det fik kommunen til at ønske en samlet helhedsorienteret planlagt bebyggelse af hele gartneriarealet. Grunden blev afkøbt familien inden for et år og en byplan enstemmigt vedtaget i 1962. Ole Hagens første tegning i december 1964 svarede som forventeligt til situationsplanen i byplanvedtæg- ten. Ved Roskildevej placeredes en enkelt højhusblok. Serien af blokke med gavlen mod Roskildevej blev sat ned til samme højde som venskabshusenes overfor. De små butikker blev erstattet af garager, og handelen blev samlet omkring et butikstorv mod øst helt ud til Roskildevej. - Men i november 1965 flyttede Ole Hagen højhuset syv meter mod syd og syv meter mod vest, forhøjede til 30 etager, integrerede butikscen- tret ved dets fod med Falkoner Centret som model, og Domus Vista var skabt.

59. Peter Bangs Vej 33

Note Peter Bangs Vej 33, matr.nr. 41ao, BBR 92970-1, ”Bastillen”, arkitekt maa Charles I. Schou

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Huludfyldning til erstatning for nedslidt servicebygning tilknyttet Frederiksberg Arbejderes Byggeforening.

Kommentar Den ufærdige blokbebyggelse med butikker er et lidt hovedkulds forsøg på at styrke Peter Bangs Vej som forretningsgade og på at tilføre den ellers noget monotone bebyggelse nyt liv. Kombinationen af beboelse og bazarlignende forretninger/kontorer bidrager i beskeden målestok til en oplevelse af et forstadsstrøg.

Resumé Bebyggelsen består af fem forskudte blokke med foranliggende butikker, hvoraf dog kun de fire er opført i fem etager med udnyttet tagetage. Den lave ikke færdigbyggede blok, der lidt umotiveret afslutter bebyggelsen mod vest ved Folkets Allé, venter stadig på, at ejerne i de nærmeste villaer skal overgive sig og lade sig nedrive, så de sidste etager kan komme på, uden at ministeriets tilladte udnyttelsesgrad på 1,05 overskrides. På grunden lå den servicebygning, som havde betjent beboerne i de bagvedliggende dobbelthuse, der i 1898 var opført af Frederiksberg Arbejderes Byggeforening (FAB). I 1953, da A/S Ny Kalkbrænderi og A/S Kalkbrænderigrundene erhvervede bygningen, var der stadig fra gammel tid en lædervarebutik, en rulle- forretning, en træskomager og et herreskrædderi . De øvrige butikker blev brugt som lager. Aktieselskaberne og arkitekten Charles I. Schou lagde i januar 1953 forsigtigt ud med en skitse med fire forskudte blokke i fire etager og udnyttet tagetage. I marts 1953 blev de fire etager så ændret til 5 etager og udnyttet tagetage. I august 1953 blev det til fem blokke i fem etager med udnyttet tagetage. En byggeforening, som navngiver egne veje "Friheds-, Ligheds- og Broderskabsvej", lader sig ikke uden videre løbe over ende. Og selv for boligministeriet med Aksel Møller som minister i ”regeringen Erik Eriksen” blev det for meget. Udnyttelsesgraden måtte ikke overskrides, og skulle dette projekt gennemføres, måtte bygherrerne komme overens med naboerne. Aktieselskaberne gjorde, hvad de kunne og tog navneforandring til A/S Bastillen. Kommunen mente, at der netop på dette sted ville kunne løses en særlig opgave med at skaffe lejligheder til enligtstillede (KF 3/10 1955), og så blev der med Aksel Møller tilbage i borgmesterstolen også projekteret med 16 lejligheder à 41 kvm ved siden de 32 andre lejligheder på 98 kvm. Det var sikkert endt til alles tilfredshed, hvis det ikke var, fordi der nu i ”regeringen Hans Hedtoft 2” kun blev ydet statslån efter boligstøttelovens kapitel V B på baggrund af anskaffelsessummen til lejligheder på 50-85 kvm. De måtte hverken være for små eller for store. Og så blev der igen omprojekteret. Det "endelige" resultatet blev fem forskudte blokke, heraf de fire i fem etager med 36 boliger på fortrinsvis 100 kvm med støtte efter kapitel VA på grundlag af vurdering - og den sidste ”i venteposition”.

60. Pile Allé 25-29

Note Pile Allé 25, matr.nr. 64g, BBR 94531-1 og Pile Allé 29, matr.nr. 55m, BBR 94566-1, arkitekter Haagen Bay mda og Manscher maa

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Opførelsen af Pile Allé 27 og 29 peger fremad ved at introducere "det lange hus" som et utraditionelt element i byplanlægningen.

Kommentar Bay & Manscher hører til den gruppe af arkitekter, der omkring 1956 slår igennem på Frederiksberg på baggrund af ønsket om at fremme et utraditionelt og effektivt byggeri i større enheder. "Langhusbebyggelsen" på Pile Allé blev fulgt op på Bianco Lunos Allé i de følgende år.

Resumé Bebyggelsen Pile Allé 25-25A og Pile Allé 29-31A er tegnet af Bay & Manscher og tænkt som de første bygninger i en langhusbebyggelse mellem hjørneejendommen ved Vesterbrogade fra 1890 og ejendommen nr. 35 fra 1890 ved passagen til "Ny Bakkegård" (Rahbeks Allé 34). Tanken var opstået, efter at kommunen i Boligministeriet havde forhandlet byplanen på plads med hensyn til Pile Allé 25, og man var blevet enige om at lukke karréen med en ubrudt randbebyggelse langs Pile Allé på fem etager med butikker og udnyttet tageetage. Passagerne gennem karréen skulle sløjfes til fordel for porte. Som bygherre for Pile Allé 25 stod et håndværkerkonsortium repræsenteret af landsretssagfører Ole S. Thamsen, og konsortiets succes og den nye byplan fik i juni 1955 et andet håndværkerkonsortium repræ- senteret af landsretssagfører K.D. Nyegaard med Bay & Manscher som arkitekter til at kontakte kommunen for en fortsættelse i samme stil som utraditionelt byggeri med den begrundelse, at støtten netop var blevet omlagt . I forventning om at samtlige villaer lod sig erhverve til nedrivning, skitserede Bay & Manscher derfor en randbebyggelse, der af æstetiske og praktiske grunde skulle deles i tre blokke med to lavere mellembygnin- ger. Disse var med til at udligne højdekoterne og bidrog samtidig til en "mindrebebyggelse", så udnyttelsen af grundene kunne holdes inden for den tilladte. Pile Allé 25 kunne som den første store blok opføres som planlagt, men da villaen Pile Allé 27 (matr.nr. 64d) ikke ville sælge, og sygehjemmet inde i karréen (matr.nr. 55cf) gerne ville bevare sin nye græsplæne (1952) ud til Pile Allé (matr.nr. 64x), måtte de resterende to blokke opføres beskåret. Pile Allé 29 blev opført med den planlagte mellembygning, men der var kun plads til 3/7 af den sydlige blok og til 4/7 af den nordlige blok, så denne del af bebyggelsen blev omprojekteret. Bay & Manschers byggeri var tilpasset de boligministerielle visioner om et mere fleksibelt byggeri med en blanding af kontor og beboelse. Pile Allé 25 havde butikslokaler i stueetagen og fleksibel indretning i nor- maletagerne med separat adgang fra trappe til kontor i forbindelse med lejlighed. Pile Allé 29 havde syd for mellembygningen kontorer i stueetagen, og der blev eksperimenteret med lodret sammenlægning af arealer på 4. sal og tagetagen. Den lavere mellembygning havde trappe og elevator til fælles med boligblokken mod nord. Konstruktionsmæssigt er der tale om bærende gavle og tværskillevægge i jernbeton, som springer frem i facademuren, hvor de er behandlet med hvidt cementpuds. Vinduesbrystningerne mod Pile Allé er i nr. 27 beklædt med blåtonede keramiske fliser og i nr. 29 med blåtonede plader som lodrette stave, mens denne ejendoms altanbrystningerne fremstår med glatte hvidpudsede felter. SAVE-vurdering af bygninger opført 1940-1972 – kulturhistoriske noter

61. Platanvej 22A-26

Note Platanvej 22A, Platanvej 24 og Platanvej 26, matr.nr. 25bn, BBR 95724-1, BBR 95724-2 og BBR 95724-3, arkitekt maa Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Platanvejområdet var det første område til at blive bebygget i henhold til kommunens offensive byudviklingspolitik på baggrund af arkitektkonkurrencen om en byplan for et område ved Sankt Jørgens Sø.

Kommentar Indbyggertallet havde siden 1950 været faldende, og gennemsnitsindtægterne gik ned. I præmisserne for byudviklingen på Frederiksberg var indlagt en målsætning om at skabe en ramme for en by med 150.000 indbyggere. Det måtte føre til en højere udnyttelsesgrad, og det måtte selvfølgelig også betyde, at områder og villakvarterer, hvor der var erhverv, måtte regne med at blive inddraget til høj bebyggelse.

Resumé Bebyggelsen er anlagt i Z-form med et altangangshus på 14 etager lagt på tværs af karréen mellem Platan- vej og Henrik Ibsens Vej. Højhusblokken er mod sydøst forbundet med en femetages blok langs Platanvej og mod nordvest med en otteetages blok tilbagetrukket fra Henrik Ibsens Vej. I forbindelse med byplankonkurrencen i 1958/1959 gik man på Frederiksberg over til at følge Københavns brug af såkaldte udnyttelsesgrader og afstandsfastsættelse ud fra bygningshøjder ved udarbejdelsen af byplanvedtægter. Der blev på Frederiksberg skelnet mellem en udnyttelsesgrad på 1,5 i bydele med tæt bebyggelse, 1,0 i bydele med lidt mere åben bebyggelse og 0,5 i bydele med villabebyggelse og anden mindre intensiv bebyggelse. Inddelingen skete efter en systematisk gennemgang af veje og kvarterer. Resul- tatet blev forelagt kommunalbestyrelsen den 9. maj 1960. Præmisserne for den fremtidige byudvikling og konklusionerne på dommernes overvejelser var, at det måtte anses for nødvendigt med en høj udnyttelsesgrad (på 1,5) i et centralt beliggende område, og at høj- huse havde deres berettigelse i et sådant område med henblik på at skabe en arkitektonisk virkning. Det høje byggeri måtte dog kunne forenes med hensynet til de omkringliggende bydele og til bybilledet som helhed - i hvert fald for en overgang. Al eksisterende bebyggelse måtte i sagens natur på langt sigt forud- sættes erstattet med ny bebyggelse. På kort sigt skulle der sættes ind, hvor ejendomme var kondemnable eller utidssvarende, og der hvor der var sket en uheldig sammenblanding af boliger og erhverv. Kvarteret med Platanvej og Henrik Ibsens Vej opfyldte kriterierne for at blive et område med høj bebyggelse. Flere af etageejendommene ved Henrik Ibsens Vej var kondemnable, og flere af villaerne på Platanvej husede forskellige aktieselskaber. I 1961 startede direktør Jac. Hartmann sine opkøb på Platanvej og på Henrik Ibsens Vej. I januar 1963 gik kommunen i gang med en ny byplanvedtægt, der lå klar den 3. august 1964. Nedrivningerne blev godkendt af Boligministeriet september 1965. Ole Hagen leverede tegninger til byggesagen den 14. oktober 1965. De matrikulære sammenlægninger lå klar ultimo oktober 1968. I februar 1969 blev de tre blokke, som først var tegnet med 4, 8 og 12 etager, ændret til 5, 8 og 14 etager.

62. Rolighedsvej 7-11

Note Rolighedsvej 7, matr,nr. 14h, BBR103328-1, Rolighedsvej 9, matr.nr. 14i, BBR 103344-1 og Rolighedsvej 11, matr.nr.58p, BBR 103352-1, arkitekt maa Viggo Møller-Jensen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningen indgår som et element i områdets gradvise transformation til et blandet centerområde med skyl- digt hensyn til de bagvedliggende gamle villaudstykninger fra Falkonergårdens jorder.

Kommentar Bebyggelsen er sammen med Falkoner Allé 90 fra 1970 blevet til i etaper over en periode på mere end 20 år med udgangspunkt i en samlet skitse fra september 1958. Udgangspunktet var ønsket om større fleksibilitet i anvendelsen og fordelingen af boliger og erhverv.

Resumé Rolighedsvej 11 er en hjørnebebyggelse i syv og fire etager mod henholdsvis Rolighedsvej og Falkonergårds- vej. Bygningen blev i 1960 opført som en østlig fortsættelse af Rolighedsvej 9 (fra 1951), og der blev anlagt parkeringskælder i to etager. I 1963 blev randbebyggelsen yderligere forlænget med Rolighedsvej 7 mod vest og endelig i 1970 forenet med Falkoner Allé 90-94. Allerede i april 1950 kunne Viggo Møller-Jensen citere Boligministeriet (Johannes Kjærbøl i regeringen Hans Hedtoft 1) for en vision om et byggeri, der i den næste menneskealder (25-30 år) ville gå i retning af mindre beboelse og større forretningsmæssig anvendelse. Synspunktet blev brugt som forklaring på en omprojektering, hvor han i stedet for en bygningskonstruktion af bærende tværvægge ønskede at anvende en søjle- konstruktion. Nettoarealet blev derved forøget med 15-18% i forhold til en murstenskonstruktion, og gav mulighed for mere fleksible og dermed holdbare løsninger. For de enkelte boligers vedkommende betød det "elastiske" etageplaner, og på Rolighedsvej var typen spe- cielt beregnet på at blive benyttet af beboere, der havde brug for et selvstændigt værelse, hvor de kunne modtage fremmede mennesker uden gene for familien. Den henvendte sig således til læger, tandlæger, arkitekter, ingeniører, forretningsdrivende og lignende til konsultation og til kontorer i forbindelse med lejligheden. Det forretningsmæssige blev undervejs i projektet understøttet ved, at sydvendte altaner mod Ro- lighedsvej blev flyttet til nordsiden. Det gav også "størst mulighed for kontinuitet med senere omliggende bebyggelse, til en større rolig bebyggelse." Af samme årsag ændredes også butikstagene. Afgørende for en erhvervsvenlig bebyggelse var naturligvis den overordnede byplanlægning. Konkurrence- betingelserne for idékonkurrencen om en byplan for kvarteret ved Sankt Jørgens Sø var blevet udleveret den 1. august 1958. Udover beboelsesformer og udnyttelsesgrader var et af hovedtemaerne konsekven- serne for forretningslivet af den cityforskydning mod vest, der var planlagt i København op til Gammel Kon- gevej. Det var et emne med relevans for Viggo Møller-Jensens byggeplaner ved Rolighedsvej, da han i september 1958 indledte sin anden etape. Området lå ved en hovedfærdselsåre og samtidig i så god afstand, at der måtte kunne blive plads til en mindre centerdannelse. Skitsen til en fornyelse af randbebyggelsen nord for Rolighedsvej og øst for Falkoner Allé kom til at gå helt til Franckesvej.

63. Roskildevej 72

Note Roskildevej 72, matr.nr. 28ed, BBR 105290-1, ”Søndervangsgården”, arkitekt maa H.Carl Andresen, Frederiksberg Kommune

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Erstatningsboligerne til de bomberamte demonstrerede, at der i kommunalt regi kunne bygges både godt og billigt, også når der blev efterspurgt andet end toværelses skrabede lejligheder.

Kommentar Ved bombningen af området ved Den franske Skole mistede et større antal familier deres bolig. Mulighe- derne for at flytte tilbage var for de flestes vedkommende stærkt begrænsede af økonomiske grunde. Med kommunen som bygherre og projekterende opførtes ”Søndervangsgården” til erstatning. Byggeriet blev tilgodeset med en ekstraordinær kommunal underskudsdækning, så huslejen for de bomberamte kunne holdes lavest muligt. De tidssvarende kommunale boliger var prismæssigt fuldt ud konkurrencedygtige i forhold til såvel private som almennyttige bygherrer.

Resumé ”Søndervangsgården” er en U-formet bebyggelse, der lukker af mod Hoffmeyersvej og åbner sig mod den hævede S-bane. Byggeriet er opført uden bitrapper med påhængte eller delvist indrykkede altaner, der er orienteret mod syd og vest. Den nordlige sidefløj har af hensyn til solorienteringen fået "gårdfacade" mod passagen og altaner mod gården. Opgangene her savner vestibuler i modsætning til indgangspartierne mod vest og syd. Under projekteringen blev der tilføjet en sjette etage med 16 lejligheder og indpasset elevatorer i de otte opgange. Bebyggelsen blev opført med i alt 96 lejligheder med henblik på en endelig genhusning af "de bomberamte" fra Frederiksberg Allé, Maglekildevej og Henrik Ibsens Vej den 25. marts 1945. Lejlighederne var nogen- lunde ligeligt fordelt på to- og treværelses lejligheder med ét eller to kamre fordelt på samme måde som de 213 lejligheder, der var gået tabt ved flystyrtet og bombningen ved Den franske Skole. 84 af lejlighederne blev taget i brug af de bomberamte med kommunalt tilsagn om, at de ikke ville komme til at betale mere i husleje, end hvis deres indkomst havde ligget under sygekassegrænsen. Byggeriet blev finansieret med 80% statslån, hvor 95% statslån havde været en mulighed. Kommunen dækkede i stedet differencen mellem den faktiske husleje og en beregnet lavere husleje. Flertallet undgik derved, at lejlighederne ved ledighed skulle stilles til rådighed for mindrebemidlede. Fraregnet underskudsdækningen lykkedes det kommunens arkitekter at holde byggeudgifterne og lejen pr. kvm nede på halvdelen af udgifterne til det private erstatningsbyggeri ved Frederiksberg Allé, og selv i forhold til kommunens lokale boligselskab syntes afdelingen at have været ganske konkurrencedygtig.

64. Roskildevej 100

Note Roskildevej 100, matr.nr. 33bl, BBR 105924-1, ”Bærumhus”, arkitekt maa Ole Hagen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) De høje U-formede karréer langs Roskildevej i 1950’erne tjener som en bebyggelsesmæssig markering af overgangen fra de københavnske distrikter til Frederiksberg.

Kommentar Opførelsen af ”venskabshusene” ved Roskildevej var en bunden opgave økonomisk og arkitektonisk. Det lykkedes ikke desto mindre Ole Hagen også at tilføre facaderækken sit personlige præg.

Resumé Ole Hagens "Bærumhus" er en trefløjet U-formet bebyggelse med den nordlige hovedfløj trukket tilbage fra Roskildevej. Den var det sidst opførte U blandt "Venskabshusene" ved Roskildevej, hvor den ligger som nummer to med "Upsalahus" mod øst og "Tavastehus" mod vest. Også det senere "Havnefjord" længst mod vest var oprindeligt tiltænkt en U-form. Alle husene i denne randbebyggelse er opført i seks etager med udnyttet tagetage. Gentagelsen af de store bygningsvoluminer med en fast vertikal inddeling mellem murstens- og betonparti- er med vinduer og altaner giver bebyggelserne et vist fælles præg, selv om "Bærumhus" skiller sig ud med tilbagetrukket tagetage og lav taghældning samt større bygningsdybde. En del af det fælles præg skyldes Ole Hagen, som for såvel Upsalahus' som Tavastehus' vedkommende blev inddraget ved omprojektering og detailprojektering. Det er for eksempel Ole Hagens fortjeneste, at Upsalahus alligevel blev opført med "rigtige" altaner, selv om der først ikke var råd til dem, hvis byggeprisen skulle overholdes. Han trak altanerne ind i stuen, så de flugtede med facadelinjen. Brandchefen på Frederiksberg behøvede så ikke at fravige den hidtidige praksis med krav om én altan for hver lejlighed - og så kunne der alligevel opnås statslån på 95%. Altanløsningen blev genbrugt på "Bærumhus". Her blev der i den vestlige fløj også indrettet opgange med lejligheder, hvor der var spisekøkken. Disse var særligt beregnet på beboere med handicap. De indtrukne altaner blev her gjort ekstra store. Frederiksberg kommune havde efter forhandlinger med arbejds- og boligministeriet (1/9 1950) lagt sig fast på en udnyttelsesgrad på 1,35 for bebyggelsen "Upsalahus", og for at den øvrige U-formede bebyggelse langs Roskildevej skulle følge trop og derfor på tilsvarende vis bebygges med seks etager og udnyttet tagetage. Ministeriet havde anset en udnyttelsesgrad på 1,0 beregnet efter reglerne for Københavns 3. grundkreds som passende for området under ét. Grundstørrelser eller båndlæggelser af arealer måtte indrettes herefter, og aftalen blev, at området nord for Rådmand Steins Allé indtil en parallel linje syd for Søndermarkskolen højst måtte bebygges med fire etager og med en udnyttelsesgrad på 0,75. Denne aftale blev ændret i 1955 til en udnyttelsesgrad på 1,0, da opførelsen af ”Frederiksgården” og ”Sophie Amalie Går- den” med kollektivboliger for ældre og enlige blev forhandlet.

65. Rostrupsvej 4

Note Rostrupsvej 4, matr.nr. 6po, BBR 107366-1, arkitekt Svend Fournais

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Med sin originale udformning og store detaljering er Rostrupsvej 4 fint tilpasset det brogede billede af facader i Lykkesholms-karréen.

Kommentar Typisk krigstidsbyggeri hvor rationeringen af byggematerialer betød, at bygherrer af villaer måtte regne med en opførelse i flere etaper.

Resumé Enfamiliehus på oprindelig 134 kvm i én etage med fuld kælder tegnet af arkitekt Svend Fournais for murermester Axel Juul og opført under krigen. Villaen er tilbagerykket fra byggelinjen og orienteret med facaden mod sydvest og garagen i nordøstlige skel. Villaen er opført med en markant fremskudt frontgavl, mens indgangspartiet ligger trukket tilbage. Der er dermed tilvejebragt nogle interessante spring i facaden, som bindes sammen af en ubrudt taglinje og af velafstemte vindues- og dørmoduler. - Der er ved senere ombygning inddraget arealer på loftet til beboelse.

66. Rådmand Steins Allé 16A-C

Note Rådmand Steins Allé 16A, Rådmand Steins Allé 16B og Rådmand Steins Allé 16C, matr.nr. 41 ez, BBR 108613-1, BBR 108613-2 og BBR 108613-3, arkitekt A/S Ove Christensen & Søn

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Første kollektivbebyggelse på Frederiksberg med korridorlejligheder og beboerrestaurant for velstillede ældre og enlige opført i totalentreprise.

Kommentar Opførelsen af boligerne bag Upsalahus med en udnyttelsesgrad på 1,0 i stedet for 0,75 blev kun tilladt af ministeriet, fordi der ville blive tale om husstande uden børn, og fordi det samme ville gøre sig gældende i en identisk kollektivbebyggelse mod vest bag Bærumhus.

Resumé Kollektivboligerne er anlagt som en U-formet bebyggelse i anden række i forhold til Roskildevej med hoved- fløjen parallelt med Upsalahus. De lange sidefløje på otte etager åbner U-et , så den femetages, gavlvendte hovedbygning ses i perspektiv. Hovedfløjens stueetage og den lave forbindelsesbygning rummer kollektivboligernes fælles faciliteter. Bygningsdybden er på mere end 14 meter, og lejlighederne er ensidigt orienterede omkring en fælles korridor. De mere end 300 lejligheder har alle altan og fordeler sig ligeligt med lejligheder med et værelse på 46 - 48 kvm og på lejligheder med 2 og 3 værelser på 63 - 69 kvm. For de små lejligheders vedkommende er der tale om en ny plantype, hvor værelset udover en alkove også har et skabskøkken. Det kollektive bestod blandt andet i, at beboerne forventedes at ville gøre brug af kollektivboligernes restaurant. Ved præsenta- tionen af projektet i Kommunalbestyrelsen (KF 3/10 1955) blev det fremhævet, at der på Frederiksberg var et stort behov for lejligheder for pensionister, hvis økonomi var for god til, at de kunne komme i betragt- ning til en aldersrentebolig, og god nok til, at de ville betale det nødvendige indskud ved en indflytning. Beliggenhedsplanen af 22/7 1955 var udarbejdet af kommunen i forståelse med ministeriet, og rollen som projekterende arkitekt, projekterende ingeniør og hovedentreprenør blev af bygherren lagt i hænderne på Ove Christensen og hans entreprenørfirma. Det hørte hjemme i Fredericia. ”Konsortiet” var således ikke lo- kalt, og det blev aftalt at ansætte en arkitektkonduktør til projektet. Denne skulle delvis aflønnes af kommunen. A/S Christensen & Søn havde lang erfaring med betonbyggeri og havde netop for bygherren, ”Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige” afsluttet en bebyggelse med kollektivhuse i otte etager (punkthuse) ved Helsingør. Deres hovedleverandør på Sjælland var Ringsted Cementvarefabrik og Beton- støberi, og herfra kom de færdigstøbte trappeløb og etagehøje betonelementer til ydervæggene. Da nabobebyggelsen Sophie Amalie gården skulle opføres, var Ove Christensen gået på pension.

67. Sankt Nikolaj Vej 9

Note Sankt Nikolaj Vej 9, matr.nr. 29ø, BBR 110618-1, arkitekt Jens Busk

Kulturel vurdering (fri tekst) Bygningen er tilpasset nabobygninger i forskellige stilarter, men varsler med sit materialevalg en ny op- brudstid.

Kommentar Hvor byggeaktiviteten på Frederiksberg i den første halvdel af 1950'erne havde været præget af forholdsvis få store bebyggelser som ”Alléparken”, ”Søndermarken”, ”Venskabshusene” og ”Ved Fuglebakken”, blev den i 1950'ernes anden halvdel i højere grad igen karakteriseret ved randbebyggelser og huludfyldninger. Tendensen fortsatte ind i 1960'erne.

Resumé Ejendommen er en huludfyldning med en enkelt opgang. Bygningen med i alt seks beboelseslag "udligner" springet i facadehøjden mellem Sankt Nikolaj 5A-5D i fem etager (fra 1900) og Sankt Nikolaj 11A, der er en del af Hostrups Have bebyggelsen (bygning 4) på seks etager (fra 1936). ”Optrapningen” sker ved, at bygningens hovedgesims følger hovedgesimsen i Sankt Nikolaj Vej 5D, mens den øverste del af altanpartierne i tagetagen flugter med hovedgesimsen i Hostrups Have. Regnestykket er gået op takket være lavere rum- højde i etagerne og en ultralav parterreetage med hovedindgang. Ejendommens 18 boliger fordeler sig med seks ensidigt beliggende lejligheder med et værelse, kammer og tekøkken i midten og to gange seks stk. treværelses med kammer til venstre og til højre med henholdsvis spisekøkken og smalt køkken. I tagetagen er de treværelses dog reduceret til to værelser. Alle lejlighederne har tilbagetrukne altaner mod Sankt Nikolaj Vej, og der er af æstetiske og planmæssige grunde dispenseret for, at de etværelses lejligheder derved er kommet ned under 47,5 kvm netto. Alterna- tivet havde været franske altaner i midterpartiet og et brud på rytmen med de gule murstenspiller og de sorte flisebeklædte altan- og vinduesbrystninger. Da Jens Busk i marts 1961 fik godkendt sit projekt, var det i tråd med tidens nye markedsorienterede bolig- politik, der var baseret på en opfattelse af, at boligen skulle være et forbrugsgode med høj omsætningsha- stighed. Der skulle under industrialiseringsbølgen først og fremmest bygges under hensyn til ønsket om stor mobilitet blandt arbejdstagerne. Det gav stor byggeaktivitet og pressede grundpriser og lønninger i vejret. I november1962 (Bek. nr. 356 af 24/11 1962) skred boligministeriet ind med et byggestop. Stoppet ramte også Sankt Nikolaj Vej 9, hvor ministeriet ellers allerede havde givet tilladelse til nedrivning af den eksisterende ældre bygning. Frederiksberg fik i 1963 som udgangspunkt slet ikke andel i årets byggekvote, og der blev den 27. maj 1963 oprettet en kommunal venteliste, for at alt skulle kunne gå retfærdigt til. – Sankt Nikolaj Vej 9 måtte vente til november 1965, før man kunne gå videre.

68. Smallegade 1

Note Allegade 31, matr.nr. 4a,BBR 5156-1, "Frederiksberg Rådhus", arkitekter maa Henning Hansen til 1945 og efterfølgende især seniorarkitekterne Carl H. Nimb og Helge Holm samt 15 yngre arkitekter

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bygningen har en utrolig høj værdi for Frederiksberg som symbol på kommunal selvstændighed.

Kommentar Rådhuset og de mange involverede aktører bliver med stor selvfølelse gerne fremstillet som et lykkeligt re- sultat af en lang, kollektiv proces.

Resumé Frederiksberg Rådhus er opført ad to gange med et byggestop på fem år imellem. Gravearbejdet blev sat i gang den 18. april 1942 og opmuringen stillet i bero i 1944 som følge af materialemangel. Hovedarkitekten Henning Hansen døde i 1945, og ved genoptagelsen i 1949 gennemgik projektet en større revision. Henning Hansens bebyggelsesplan lignede planen for Københavns Rådhus med en overdækket gård med glastag, en mellembygning på tværs af karréen og dertil en åben grønnegård. (Henning Hansen havde væ- ret assistent hos Martin Nyrop på Kunstakademiet). Orienteringen af rådhuset med hovedfacaden vendt mod København var blevet vedtaget inden ansættel- sen af Henning Hansen. De første skitser blev godkendt af borgmesteren og den tekniske direktør i maj 1941. Byggeudvalget, der blev nedsat måneden efter, stillede ikke andre krav end et fremspringende mid- terparti og en balkon mod Allégade. Henning Hansens første skitser var også uden tårn. Den 30. september 1941 blev projektet imidlertid præsenteret for pressen med et mindre tårn på 40 meter som fikspunkt for enden af Gammel Kongevej. Det lå der en pointe i. Byggeriet skabte forundring i København. Ikke så meget på grund af ligheden eller tårnet, men fordi man ikke kunne forstå, hvordan man på Frederiksberg kunne tænke på at kaste sig ud i et stort rådhusbyggeri, når spørgsmålet om Frederiksbergs indlemmelse i Københavns Kommune ikke var afklaret i Hovedstads- kommissionen. Ved revisionen i 1949 blev rådhuset mere spektakulært. Tårnet voksede 20 meter i højden, inklusive over- bygning, fik påsat højtsiddende karnapper, og hovedfacaden fik sin ekstralange balkon og overbalkon for at afbalancere det lodrette. Vestfacaden mod den påtænkte rådhushave blev udstyret med kraftigt modelle- rede og varierede baldakingesimser, så "bagindgangen" blev næsten lige så fin og indbydende som hovedindgangen - hvis man kom den vej fra. Under Carl H. Nimbs og Helge Holms ledelse fik flere af de yngre arkitekter mulighed for at modernisere. Sven Harre tog sig af vinduer og udvendige dørpartier. Jens Wulff tog sig af diverse stenhuggerarbejder. Finn Gårdboe og Lennart Keiding arbejdede med tårnet og Per Gents tog sig af færdiggørelsen og af den tekniske administration. Så Frederiksberg Rådhus blev resultatet af en stor kollektiv indsats. Rådhuset blev indviet den 9. maj 1953 Krigsårenes stilstand var blevet afløst af fornyet tro på en fremtid for Frederiksberg. Rådhusets bygningshistorie er indgående beskrevet i "Frederiksberg Rådhus" af Henning Bro og Per Gents udgivet af Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg bind 26 i 2003. Til en forståelse af intentionerne, af byggeprocessen og af rådhuset som bygningsværk se især siderne 55-63 (ved Henning Bro), 76-95 (ved Per Gents) og 152-163 (ved Helga Mohr).

69. Smallegade 26A og 26B

Note Smallegade 26A og 26B, matr.nr.41l, BBR 113382-2 og 113382-1 ”Ved Andebakken”, arkitekt maa Ole Falkentorp

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Bebyggelsen understøttede udvidelsen af Smallegade og signalerer med sin enkle og nøgterne arkitektur en forbindelse til det nyere Frederiksberg mod vest.

Kommentar Ole Falkentorps ”Ved Andebakken” indgik som en del af vicedirektør Frode Nielsens plan for et nyt rådhus, der blev fremlagt for forvaltningen i sommeren 1939. Bebyggelsen er et godt eksempel på en tæt og frugt- bar dialog mellem arkitekter og planlæggere med henblik på en optimering af bydistriktet og af byens struktur i 1940’erne.

Resumé Bebyggelsen med omkring 150 boliger er opført uden bitrapper og består fortrinsvis af toværelses lejligheder på omkring 60 kvm med opholdsstuerne ud til passagen. Mod passagen er alle altanerne trukket frem i forhold til facadelinjen og orienteret mod syd med bundpladen skråt afskåret i en ret vinkel. Mod Smalle- gade og mod Howitzvej er der anvendt en traditionel altan-karnap løsning, der bedre harmonerer med de ældre naboejendomme. Bebyggelsen med de to blokke langs en bred passage mellem Smallegade og Howitzvej var afpasset efter kommunens planer for Smallegade. Gaden skulle udvides, så den sammen med Gammel Kongevej kunne blive styrket som handelsgade og hovedfærdselsåre. Ole Falkentorps blokke med de fem beboelseslag fik hjørnerne afsat med respekt for vejudvidelsen og dertil butikker i stuetagen. Passagen svarede i øvrigt til et påtænkt vejgennembrud i forlængelse af Frederiksberg Bredegade med videre forbindelse ad Solbjergvej til jernbanen. Planskitsen var udarbejdet af vicedirektøren i Teknisk Forvaltning, Frode Nielsen og kan meget vel tænkes at have inspireret til aftrapningen af det nordvestlige hjørne i forhold til vejsvinget på Howitzvej. Selv om vejgennembruddet blot endte som en passage for fodgængere, bidrog bebyggelsen til, at man i Smallegade kunne få nedrevet to stærkt fremspringende huse, der lå på alt for små grunde til etagebyggeri. Og Smallegade blev i det mindste udvidet på endnu et stykke.

70. Spiræavej 3

Note Spiræavej 3, matr.nr. 30by, BBR 115733-1, arkitekt Egon W. Larsen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villaen er godt eksempel på et socialt engagement og en intens dialog mellem facadeudvalg og arkitekt om udformningen af en mindre ejendom til en helt almindelig borger.

Kommentar Facadeudvalget følte sig ikke kun forpligtet til at forbedre det arkitektoniske udtryk, men engagerede sig også i at optimere brugsværdien af kvadratmeterne i de mindre huse.

Resumé Enfamiliehus i én etage med udnyttet tagetage og en lidt lavere sidebygning med fremspringende blomstervindue. Bygherren var assistent Mogens Poul Holst. Facadeudvalget havde indvendinger, tegningerne var forkerte, arkitekten gik omgående i dialog. Det blev meget intenst og engageret. Det udviklede sig til krea- tive forslag om fremspring til sofanicher og til omplacering af blomsterkummer. Processen fulgte ikke den slagne vej. Forvaltningen måtte nøjes med en forsikring om, at alt var bragt i den skønneste orden "efter aftaler med rette vedkommende". Det gjaldt både, når de godkendte gule mursten blev udskiftet med røde, og når en fremspringende vinduesindfatning alligevel ikke blev fjernet som først forlangt.

71. Steenwinkelsvej 9

Note Steenwinkelsvej 9, matr.nr. 18az, BBR 116772-1, arkitekter maa Gunnar Krohn og E. Hartvig Rasmussen

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Med tilbagerykket facade i forhold til naboejendommene og med en åben parterreetage til parkering præ- senterer Steenwinkelsvej 9 sig uden at dominere som en umiskendelig huludfyldning fra 1960'erne. Der er mod gården (for første gang?) valgt en altangangsløsning kombineret med to "fritstående" tårne med henholdsvis elevator og spindeltrappe.

Kommentar Gunnar Krohn og E. Hartvig Rasmussen gentager i nogen grad Edvard Thomsens éntrappeløsning H.C. Ør- steds Vej 54A fra 1938 (i samme karré) med adgang til lejlighederne (tre pr. etage) fra en spindeltrappe via en altangang.

Resumé De ti lejligheder i Steenwinkelsvej 9 erstattede et kondemnabelt toetages forhus med udnyttet tagetage samt et baghus med i alt 12 lejligheder. Der havde igen været byggestop i 1962, og arkitekterne fik først deres tilladelse til nedrivning af den eksisterende bebyggelse i maj 1965 (nægtet 8/12 1962). Karréen har altid bestået af en blandet bebyggelse med bygninger fra forskellige epoker, fordi den siden 1864 var gennemskåret af jernbaneudfletningen til Nordbanen. Nord for banen mod Steenwinkelsvej var der bygninger fra 1873 til 1898, og syd for banen blev der mod Rosenørns Allé opført etageejendomme fra 1905-1907. Efter at jernbanen på dette stykke i 1911 var taget ud af drift, blev der på det gamle tracé op- ført ejendomme i 1928 og 1933. Endelig blev Edvard Thomsens funkishus med de skråtstillede altan-karnap lejligheder H.C. Ørsteds Vej 54A opført i 1938. Mens bebyggelsen mod syd og til dels mod vest er præget af fremspringende karnapper og altaner, er bebyggelsen på Steenwinkelsvej - fortrinsvis fra 1870'erne - mere enkel og ensartet. Fælles for 1870'er bygningerne er en stueetage i niveau med terrænet. Krohns og Hartvig Rasmussens lave parterreetage med indkørsel til parkeringspladserne, de vandrette vinduesbånd og brystningernes lodrette beklædning giver noget af det samme rolige indtryk, selv om materialevalget er et ganske andet. Tilbagerykningen fra facadelinjen er med til at understrege gadens særpræg og til at fremhæve det nye.

72. Tesdorpfsvej 80

Note Tesdorpfsvej 80, matr.nr. 6pu, BBR 119917-1, arkitekter mda Ernst Jenning og maa Jørgen Lorck

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Villakvarteret ved den vestlige del af Tesdorpfsvej bærer præg af gentagne udstykninger - først fra Lykkesholm omkring 1900, så 20 år senere, da de store handelsgartnere solgte ud, igen under bolignøden i 1930'erne og endelig med statslånshuse i 1950'erne.

Kommentar Statslånshusene fra 1950'erne er det sidste led i udfyldningen af villakvarterets rammer. Herefter fik nybyggeriet i området karakter af erstatningsbyggeri.

Resumé Villaen med garage er opført for installatør Christian Pedersen og ligger på en af de fem parceller udbudt af konsortiet "Moltkeshave" med et grundareal på 628 kvm. Huset er på 144 kvm (heraf 59 kvm i tagetagen) og med fuld kælder. Ved udstykningen af arealet på Tesdorpfsvej havde man fra konsortiets side i den først godkendte bebyggelsesplan regnet med en opdeling på tre grunde à godt 1.000 kvm, sådan som "Lykkesholmsoverens- komsten" foreskrev som mindstestørrelsen på grunde. Men da konsortiet selv var påtaleberettiget, og da der i kommunen var præcedens for at undlade påtale og for at tillade villaer opført med mindre end fire værelser, køkken og pigekammer, blev de 3.132 kvm inddelt i fem parceller. Det blev på Tesdorpfsvej 80 til tre værelser og to kamre. Høj tagrejsning og en stor midtstillet kvist med pyramidetag, en garage med helvalm og en forbindelsesbygning med indgang til en stor velbelyst hall og en spindeltrappe til kælder og til 1.sal. Ydermuren i røde mursten og indermuren udført med klinkerbeton- plader (10 x 25 x 50 cm). - Naboen Tesdorpfsvej 78 fra 1907 var også til helvalm og accepterede med glæde den tilpassede garage.

73. Tesdorpfsvej 82

Note Tesdorpfsvej 82, matr.nr. 6qg, BBR 119933-1, arkitekt maa Gerner Elgaard

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Tesdorpfsvej 82 et fint eksempel på et hus tilpasset det nye mellemlag af funktionærer, der begyndte at efterspørge eget hus i starten af 1950'erne i takt med udbygningen af velfærdsstatens administration.

Kommentar Huset har ikke været udsat for ombygninger. Ej heller for garage (parkering i indkørsel), hvorved haven bagtil (takket være et lille bebygget areal) virker ekstra stor (med lysthus i fjerneste hjørne).

Resumé Villaen er opført for civ.ing. Kaj Pedersen og translatør Meta Pedersen og ligger på en af fem parceller udbudt af konsortiet "Moltkeshave" med et grundareal på 628 kvm. Huset på 128,1 kvm (heraf 42,2 kvm i tagetagen) med fuld kælder holder sig under det maksimale beløb for håndværkerudgifter (på 61.000 kr.) - opførelsen af en garage blev trukket ud af projektet. Der er opnået finansiering efter statslånsordningens kapitel VIII med kreditforeningslån og statslån (uden kommunal garanti). Huset til én familie ligger i byggelinjen mod vejen og er opført som et længehus med sadeltag (taghældning 45o) med udhæng og en kvist, som korresponderer med stueetagens vinduer. Vinduesbrystninger er udført med isoleret bræddebeklædning. Indgang fra nord. Vinkelopholdsstue og herreværelse i stueetagen uden udgang til den lille forhave (facadelængde 10,96 m), soveværelser, kammer og bad på 1. sal (gavlbredde 9,55 m).

74. Vagtelvej 57

Note Vagtelvej 57, matr.nr. 17o, BBR 126271-1, arkitekter maa Paul Hauge og Ole Kornerup-Bang

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Vagtelvej 57 er et montagebyggeri i seks etager, hvor der eksperimenteres med ”parcelhuskvaliteter” ved indretning af boliger i flere planer.

Kommentar Bebyggelsen tilfører områdets etageboligbyggeri en tiltrængt variation.

Resumé Bebyggelsen består af to etageboligblokke i seks etager placeret vinkelret på hinanden med gavlene fri, så fladerne fremstår i fuld bredde inddelt i store kvadratiske felter i indfarvet, gråsort beton i kontrast til built- up tagets kridhvide kant. Beliggenheden følger kommunens overordnede situationsplan for etageboligbyggeriet på de tidligere fa- briksgrunde vest for Vagtelvej, hvor formålet var at sikre en harmonisk helhed af etagebygninger over for rækken af ældre villaer mod øst. Bebyggelsesplanen for området, hvor Silvan A/S (matr.nr. 5l), Dansk Kontormøbekfabrik (matr.nr. 5su) og A/S De forenede Vatfabriker (matr.nr. 17o) havde haft deres bygninger, blev overholdt. Bebyggelserne på grundene adskiller sig ikke desto mindre markant fra hinanden med hensyn til materialevalg, valg af højde- planer, lejlighedsstørrelser og indretning. Paul Hauges og Ole Kornerup-Bangs blokke for enden af Vagtelvej var det byggeri, der fik behov for flest dispensationer. Det var ikke fordi, der var tale om et montagebyggeri. I/S Montagebyggeri havde i Rødovre (deres "Afdeling 1") afprøvet systemet. Alle beregninger var godkendt, og produktionen af elementerne på fabrikken foregik løbende, men det skyldtes, at arkitekterne ka- stede sig ud i eksperimenter inden for modulsystemets "snævre" rammer. På Vagtelvej 57 var det ikke kun loftsetagen, der blev inddraget som en del af en underliggende lejlighed. Her indførte Hauge og Kornerup-Bang vertikal sammenlægning på opgangsbasis. Den midterste lejlighed på en etage blev slået sammen med den midterste lejlighed ovenover. Stuen blev slået sammen med første sal, anden sal med tredje sal og fjerde sal med femte sal. De sammenlagte lejligheder fik intern trappe, men det var også muligt at gå ud i opgangen og tage hovedtrappen eller elevatoren. Fordelen ved sammenlæg- ningen lå i muligheden for en funktionsopdeling af lejligheden, der kunne minde om indretningen af et parcelhus med udnyttet tagetage. Ulempen var, at disse lejligheder var ensidige og kun havde altan på den ene af etagerne. Boligministeriet sagde imidlertid god for at supplere med fransk altan - og det skabte samtidig lidt variation i den ellers lidt monotone havefacade. Der var i stuen toværelses lejligheder, der kun lige overholdt kravet om 73 kvm, men derudover fordelte lejlighederne sig på tre- og femværelses lejligheder med henholdsvis godt 84 og 115 kvm. Byggeriets 134 boliger henvendte sig således til flere forskellige husstandstyper.

75. Vodroffslund 5

Note Vodroffslund 5, matr.nr. 20fb, BBR 129564-1, arkitekter maa Paul Hauge og Ole Kornerup-Bang

Kulturhistorisk vurdering (fri tekst) Vodroffslund 5 hører til de få betonbyggerier på Frederiksberg, hvor der blev lagt vægt på at demonstrere betonens mange anvendelsesmuligheder inden for konstruktion og dekoration.

Kommentar Vodroffslund 5, der blev taget i brug i 1958, var i frisk erindring, da Frederiksberg Kommunalbestyrelse ud- skrev byplankonkurrencen for kvarteret ved Sankt Jørgens Sø. Bebyggelsesmæssigt stod valget mellem blokke, punkthuse og højhuse. Afstemningen i dommerkomitéen og dens betænkning med mindretalsud- talelser blev ikke desto mindre til fordel for højhuset som det vigtigste element i en fremtidig byudvikling.

Resumé Bygningen i beton er i syv etager, opført som en søjle-drager konstruktion og med built-up tag. Butik i stue- gavl og herudover 27 store lejligheder med 3 værelser og 2 kamre på 108 kvm. Altanerne er placeret foran det ene kammer med udgang fra opholdsstue. Der er elevator. En høj grad af detaljering i udførelsen, der kan matche Ulrik Plesners og Aage Mathiesens murstenstunge bygninger fra 1908 ved Danas Plads. Grunden havde efter nedrivningen af forlystelsesetablissementet Vodroffslund i 1906 fået lov til ligge hen "ubenyttet" som oplagsplads med henblik på en eventuel udvidelse af Skolen på Niels Ebbesens Vej. Leje- målet var udløbet i 1951, og i 1953 tilspidsedes situationen, da undervisningsministeriet luftede planer om at ekspropriere til fordel for en gymnastiksal til Schneekloths Gymnasium. Efter kommunens byplanvedtægt for området, som blev fastholdt, skulle der være beboelse. Fremtiden for området, der blev betragtet som Frederiksbergs ”brokvarter”, var i øvrigt uafklaret. Der var især vest for Vodroffsvej tale om en tæt og blandet bebyggelse med mange kondemnable ejendomme i ga- der som Danmarksgade og Schønbergsgade. Der var dog en formodning om, at et betonbyggeri, som ud- tryksmæssigt lagde sig tæt op ad Frits Schlegels og Magnus Stephensens byggeri på Gammel Kongevej, nok på sigt skulle kunne stå sig – også selv om der blev lagt op til en gennemgribende sanering af området i forbindelse med idékonkurrencen om en byplan for området i anledning af kommunens 100 års jubilæum. Vodroffslund 5 viste sig da også at være i god overensstemmelse med dommerkomiteens præferencer for en byplan med en skarp adskillelse af boliger, erhverv og rekreative områder og for en gennemførelse over en længere periode af små og store enheder tegnet af forskellige arkitekter.