Mm Ugebrevet MANDAG Morgen POLITIK Nyrup reber sejlene foran stort strategisk dilemma Truende lavkonjunktur, Venstres nye stil og en fagbevægelse i opbrud har gjort Nyrups position særdeles vanskelig - Lykketoft og Auken har fundet sammen i internt strategiudvalg, som skal hindre, at oprøret i regeringens bagland eksplo- derer - Truende konjunkturudsigter sætter regeringens reformpolitik i nyt lys - Mandag Morgen analyserer Nyrups strategiske dilemma

Socialdemokratiet og dets leder er med kort varsel blevet mødt af helt nye, afgørende politi- ske udfordringer, som har tvunget og til en hastig forsoning med Svend Auken i et nyetableret internt strategi-udvalg. Efter valgsejren og den dramatiske udskiftning af oppositionens ledere stod Nyrup nok stærkere end nogensinde tidligere i sit politiske liv. Men ved folketingssæsonens start konfronteres Nyrup med helt nye, krævende udfordringer, der hurtigt kan blive til alvorlige trusler mod hans politiske fremtid. Tvunget af det ydre pres har S-toppen internt dannet et “strategi-udvalg”, som skal samle nøglepersonerne på “Auken-fløjen” og “Nyrup-fløjen” i en fælles indsats for at lægge en gennemtænkt strategi over for den nye situation. Samt ikke mindst undgå, at gammelt nid og nag får parti og fagbevægelse til at brække midt over under det forstærkede pres. Udvalget består af finansminister Mogens Lykketoft, erhvervsminister Pia Gjellerup, politisk ordfører Jacob Buksti og miljøminister Svend Auken. Udvalget er dannet som konsekvens af, at det tættere samarbejde, som før valget fungerede i regeringens koordinationsudvalg, hvor Nyrup og Auken begge sidder, ikke har fungeret på det sidste. Forholdet mellem Auken og Nyrup er særdeles anstrengt, men med det nye udvalg søger Lykketoft at hindre, at de personlige konflikter bliver afgørende hindrin- ger for en fælles strategi. Tredobbelt pres mod Nyrup Risikoen er stor og massivt forstærket af tre forhold, som efter valget har ændret Socialdemo- kratiets og Nyrups position:

! Den internationale økonomiske krise: Regeringen har inden for de seneste uger måttet se i øjnene, at den verdensomspændende finanskrise dramatisk kan ændre vilkåre- ne for dansk økonomisk politik. Nyrups opgave er at balancere på en knivsæg: Han er nødt til at fortælle befolkningen, at de må skrue forventningerne ned. Han skal fortælle finansmarkederne, at han er fuld af autoritet og politisk handlekraft. Og han skal undgå at tale økonomien i sort - at gå “i selvsving”, som han siger.

! Opbrud i fagbevægelsen: Det var overraskende for regeringen, at LO-toppen var rede til at satse så voldsomt på en ny forhandlingsplatform, som det skete under trepartsfor- handlingen. I første omgang lagde LO-toppen dermed ryg til kritikken af dagpenge- stramningen (kortere periode, ligestillingen af de 50-54-årige), men i næste omgang har det fået et oprør i fagbevægelsen til at bryde ud. På sigt kan opbruddet i fagbevægelsen betyde uoverskuelige overenskomstforhandlinger.

! Anders Fogh Rasmussens vellykkede strategi-skift: Allerede få dage efter valget viste den nye -leder, at han ville søge mod midten. Men at han har kunnet gøre det med en sådan konsekvens og opbakning fra både medlemmer og vælgere, er kommet som en overraskelse. Forløbet har vist Fogh Rasmussens enorme autoritet i partiet, hans manøvredygtighed og taktiske og strategiske snilde.

Tilsammen kan de tre udfordringer true Socialdemokratiets identitet som moderne, reform- dygtigt centrum-venstre-parti. Dynamikken i den offentlige debat og opbruddet i fagbevægelsen kan blive en de- monstration af, at reform-processen har nået en grænse, når det gælder store dele af det socialdemokratiske bagland. Det kan betyde en afslutning - i utide - på regeringsalliancen med de Radikale. Over for Nyrup står en Fogh Rasmussen, der effektfuldt synes i stand til at placere

Nr. 35 12. oktober 1998 1 Mm Ugebrevet MANDAG Morgen

Venstre som det naturlige alternativ. Nyrup kan personligt tabe politisk troværdighed, når et frustreret og oprørsk bagland kan pege på omkostninger ved den allerede gennemførte politik under voksende ledighed. Omvendt kan Fogh Rasmussen med sine nye meldinger om social ansvarlighed og tilbud om alliance til fagbevægelsens reformkræfter øge sin trovær- dighed som den nye, handlekraftige midte. Alvorligt tilbageslag for SiD-formandens nye linie Socialdemokratiets centrale udfordring er i høj grad håndteringen af debatten og det uhyre følsomme psykologiske miljø, der opstår som følge af dobbeltpresset fra økonomiske krise- tendenser og baglands-oprør. Åbningstalen var et forsøg, der fungerede på nogle strækninger. På andre synes det at have bidraget netop til det “selvsving”, statsministeren advarede imod. Nyrup følte sig forpligtet til at annoncere, hvad der meget vel kan blive til en meget stor og visionær omlægning af det danske dagpengesystem. Men med annonceringen bidrog han til at give oprøret i brede kredse af fagbevægelsen ny tyngde, og SiD-formand Poul Erik Skov Christensen måtte se i øjnene, at han næppe havde kunnet stå distancen på et hastigt indkaldt ekstraordinært repræsentantskabsmøde i forbundet i fredags. Skov Christensen måtte bl. a. se i øjnene, at hans gamle rival til formandsposten, formanden for SiDs fabriks- gruppe, Willy Strube, ville være på kritikernes side. Skov Christensen var ikke orienteret om Nyrups udmelding på forhånd. Han reagere- de ved, efter få timers betænkning og et møde med arbejdsminister Ove Hygum onsdag, at trække sin støtte til trepartsforliget tilbage. Det står i dag ikke særlig klart, hvad konsekvensen af SiD-formandens skridt bliver. Et klart flertal i LOs forretningsudvalg synes stadig at stå bag forliget, der på forhånd er sikret et komfortabelt flertal på Christiansborg. Men begivenhederne rammer centralt ned i en meget sårbar proces, i hvilken fagbevæ- gelsens ledere mere målbevidst og enigt end i mange årtier har gjort sig klar til at søge indfly- delse med en åben, pragmatisk og ansvarlig forhandlingslinie. At SiD-formanden forrige år i LOs forretningsudvalg stemte for trepartsforliget, inklusive afkortningen af dagpengeperioden, var en historisk begivenhed. Poul Erik Skov Christensen har målbevidst søgt en troværdig og indflydelsesrig position som pragmatisk forhandler i et klart opgør med Hardy Hansens mangeårige energiske protest-linie. Forbundsledelserne har generelt været indstillet på at bakke op bag LOs ganske dristige forhandlingslinie. Det er også sket i erkendelse af, at der med forårets storkonflikt er skabt ny usikkerhed om overenskomstsystemet og “den danske model” på arbejdsmarkedet. LO gik meget langt i forliget med DA, først og fremmest for at prøve at skabe trovær- dighed om fagbevægelsens rolle i en trepartsmodel, der måske også kan være med til at sikre balancen i overenskomstsystemet og hindre en ny storkonflikt i år 2000. På vej mod et helt nyt dagpengesystem På den baggrund kan det virke helt uforståeligt, at Nyrup benytter åbningstalen til at lancere en ny, gennemgribende arbejdsmarkedsreform i år 2001 - uden at kunne præcisere dens indhold og uden at have taget de centrale aktører i ed. De Radikales arbejdsmarkedspolitiske ordfører, , har i Børsen pralet af, at det var et radikalt pres, der fik Nyrup til at annoncere projektet. Det afviser kilder nær statsministeren. Nyrup har imidlertid set i øjnene, at skulle et nyt afgørende skridt i reformering af dagpengesystemet tages denne valgperiode, måtte det nødvendigvis annonceres nu. Den reform, regeringen nu satser på, har meget vidtgående rækkevidde, selvom formålet ikke - som regeringen nu manende garanterer - er besparelser eller en gennemsnitlig reduktion i dagpengeniveauet. Til gengæld vil reformen kunne betyde meget store omfordelinger inden for gruppen af dagpengemodtagere. Modellen har været under udvikling i flere år med den socialdemo- kratiske arbejdsmarkedsstrateg Verner Sand Kirk som omdrejningspunkt. Perspektivet er et anciennitetsprincip, der vil føre til, at dagpenge nedtrappes gradvist gennem et længere ledighedsforløb. Til gengæld kan optagelse i dagpengesystemet åbnes for alle, fordi ydelserne reguleres i forhold til faktisk indtjening i et længere forløb. Reformen kan føre til et dagpenge- system, der mere ligner de andre europæiske landes, også derved, at der kan blive plads til en bedre dækning for kortvarigt ledige, som der er ønsker om i mange forbund.

2 Nr. 35 12. oktober 1998 Mm Ugebrevet MANDAG Morgen

Fagbevægelsen har meget stærke interesser i den detaljerede udformning af en sådan reform og vil nødvendigvis komme til at deltage energisk i forhandlinger herom. Nyrup har skønnet, at det var helt nødvendigt at opstille dette perspektiv netop nu. En så stor reform skal, hvis den skal gennemføres, forhandles på plads i god tid inden et valg. Nyrup har bebu- det ikrafttræden i 2001, året før udløbet af valgperioden. Konjunktur-forløbet sætter dagpengereformer i nyt lys Regeringens position i forhold til uroen i fagbevægelsen er blevet ekstremt vanskeliggjort af usikkerheden omkring konjunktur-forløbet. Der er næppe tvivl om, at regeringen strategisk har anset det for særdeles afgørende at stramme op i dagpengesystemet under højkonjunkturen. De umiddelbare konsekvenser af stramningerne er åbenlyst langt lettere at håndtere under stigende beskæftigelse. Samtidig er det imidlertid netop for at imødegå klassiske strukturelle problemer i statsfinanserne, at omlægningerne af dagpengesystemet er så påtrængende. I 70’erne og 80’erne var situationen, at den stigende beskæftigelse hastigt indskrænkede det politiske råderum, fordi dagpengeud- gifterne steg dramatisk, samtidig med at statens indtægter under lavkonjunkturen faldt. Med de nu gennemførte dagpengeændringer er der søgt skabt sikkerhed for, at der er råderum til en fortsat opgradering af arbejdskraften under stigende ledighed. Svær balancegang mellem to scenarier Indtil risikoen for et egentligt konjunkturtilbageslag blev synlig for ledende politikere og embedsmænd i løbet af de sidste 4-8 uger, var det altafgørende hovedproblem i arbejdsmar- kedspolitikken risikoen for overophedning, flaskehalse og mangel på arbejdskraft. Nu kan scenariet hastigt skifte til risiko for stigende ledighed og afsvækket vækst. Ingen synes i dag med nogen sikkerhed at kunne sige, hvilken retning udviklingen vil tage selv på relativt kort sigt. Og en kendsgerning er det, at regeringens egne udmeldinger og initiativer kan blive en betydningsfuld faktor i sig selv: Nyrup skal styre forventningerne, så arbejdsmarkedet og finansmarkederne hverken går i sort eller sætter for meget damp på kedlerne. Konsekvensen af blandt andet forårets overenskomstforhandling er en lønudvikling pænt i overkanten af, hvad konkurrencehensyn giver plads til. I kombination med den igang- værende opskrivning af kronen kan det blive alvorligt for vore eksportmuligheder i en meget broget omverden. I begge scenarier, både et krise-scenario med stigende ledighed og et fortsat vækst- scenario, vil Nyrup efter alt at dømme have god brug for et tæt samspil med arbejdsmarke- dets organisationer, herunder fagbevægelsen. Allerede til foråret skal regeringen selv på banen med Mogens Lykketoft i rollen som offentlig arbejdsgiver konfronteret med et krav om øget fritid.

Økonomisk krise kan svække Nyrup/Lykketofts legitimitet I en del af baglandet tenderer den massive uro i den internationale økonomi mod at svække legitimiteten i den linie, Nyrup og Lykketoft hidtil har styret efter. Regeringens massive satsning på udgiftspolitik, fastkurs- og antiinflationspolitik er blevet set i sammenhæng med en stærk optimisme over for vækstmulighederne i den internationale økonomi. Når den internationale økonomi nu for alvor demonstrerer sin usikkerhed, og risikoen for et egentligt og dybt konjunkturtilbageslag bliver synligt, vil mange stille spørgsmålstegn ved legitimiteten og perspektivet i den hårde satsning på at tilpasse sig finansmarkedernes krav. Søger man en kerne af politisk uenighed bag den gamle strid mellem Nyrup/Lykke- toft og Auken, finder man som det måske væsentligste netop vurderingen af forholdet til den internationale økonomi. Mens Lykketoft tidligt og utvetydigt bekendte sig til fastkurspolitik- ken, førte Auken en stærk kampagne mod de vidtgående kapitalmarkedsliberaliseringer. Auken fastholdt længe ønsket om at bevare handlemuligheder i pengepolitikken, herunder muligheden for strategiske devalueringer. Det var netop sådanne markeringer i kombination med den tidligere arbejdsministers skepsis ved stramninger i arbejdsmarkedspolitikken, der gjorde de Radikale politisk utrygge ved Auken som socialdemokratisk leder. Svend Auken har i den offentlige debat i de senere år omhyggeligt undgået at give klar opbakning til regeringens politik i forhold til dagpengesystemet.

Nr. 35 12. oktober 1998 3 Mm Ugebrevet MANDAG Morgen Gammelt konfliktmønster kan præge fagbevægelsens opbrud Med kravene til Nyrup om en uhyre vanskelig balancegang mellem krise og optimisme i den overordnede økonomisk-politiske signalgivning, kan uroen i fagbevægelsen blive ganske vanskelig at håndtere. Og det kan blive helt umuligt, hvis det velkendte indre konfliktmønster i Socialdemokratiet får lov til at udvikle sig. Under den socialdemokratiske kongres i september vandt Auken en pompøs sejr, da han sammen med delegerede og organisationsledere fra sin kreds i Århus gik i konfrontation med “firebandens” forslag om bl. a. videre rammer for udlicitering. Det skærpede de interne konflikter i forlængelse af Jacob Bukstis valg som politisk ordfører på bekostning af Nyrups kandidat, Jan Petersen. Mens frustrationen i den socialdemokratiske partiorganisation er velkendt og i sig selv af mindre betydning, kan det blive et alvorligt strategisk problem for Nyrup, hvis “baglandsoprøret” får ny næring i opbruddet i fagbevægelsen. Noget tyder på, at det er denne erkendelse, der har ført til etableringen af “strategiud- valget”, som mødes på Lykketofts kontor i Finansministeriet. Opskrift på organisatorisk og politisk kaos Nyrup er i denne spændte situation udfordret af en ny Venstre-leder, som med overraskende held og succes har placeret sig i midten af dansk politik. Selvom Anders Fogh Rasmussens historiske møde med LO i sidste uge næppe fører til synlige resultater i første omgang, er perspektivet til at få øje på. En politisk pluralistisk fagbevægelse kan blive resultatet af en proces med fortsat løsnelse af båndene mellem den socialdemokratiske arbejderbevægelses klassiske grene. En del af LO-medlemmerne og arbejdervælgerne har forlængst forladt Socialdemo- kratiet, og fagbevægelsens ledere må se i øjnene, at de sidder i spidsen for en meget sammen- sat medlemsskare. Deraf følger også, at det eksisterende lag af socialdemokratiske “mellem- ledere” og tillidsfolk i fagbevægelsen næppe er særligt repræsentativt. Det kan tværtimod blive en blokering for fagbevægelsens tilpasning til nye vilkår. I trepartsforhandlingerne har fagbevægelsens top søgt at overskride traditionelle begrænsninger. Men toppen må samtidig se i øjnene, at de nye betingelser i den aktuelle økonomisk-politiske debat kan give et betyde- ligt tilbageslag for denne linie. Når disse historiske opbrud fra kendte positioner med ét møder den nye usikkerhed i den internationale økonomi, er der lagt op til organisatorisk og politisk kaos. Nyrups risiko er, at han med ar fra formandsstriden, et tungt bagland i en vanskelig omstilling samt et pinagtigt behov for at “have uld i munden” i forhold til verdenskrisen står mere eller mindre blottet over for den markante, manøvredygtige og særdeles strategisk bevidste Venstre-leder.

4 Nr. 35 12. oktober 1998