Analyseopgave

I denne prøve skal du analysere og vurdere en problematik, der omhandler journalistikkens virke, og du skal demonstrere, at du ikke alene kan analysere og reflektere over problematikken, men også kan udtrykke egne vurderinger og holdninger til sagen. Det subjektive er med andre ord vigtigt her.

Opgaven sætter fokus på mediernes selvcensur, presse- og ytringsfrihed, og vedlagt denne opgave-beskrivelse er en række tekster (også nævnt nedenfor), som du skal tage afsæt i, når du skriver en lederartikel om emnet – ligesom massevis af danske dagblade gør hver dag.

Du bestemmer selv, hvad du vil fokusere på i din avisleder, så længe din analyse tager afsæt i et eller flere elementer af det vedlagte materiale. Udover det vedlagte materiale er du også meget velkommen til selv at bruge egen viden fra andre sammenhænge, egne erfaringer mv.

Du skriver i dette tilfælde selv din lederartikel så kort eller langt, som du synes, at det er relevant, men for en god ordens skyld skal det bemærkes, at dette også er en test på tid, en test af dine evner til at fokusere på det væsentlige og en test af dine evner til at kommunikere overbevisende.

Det betyder, at de færreste – hvis overhovedet nogen – på den afsatte tid vil kunne komme omkring alle de relevante og interessante aspekter i materialet og om problemstillingen. Udvælg derfor gerne, hvad du selv synes er allermest interessant og formidlingsmæssigt relevant.

Artikel 1: “Kulturkrig i Paris”. Leder trykt i Jyllands-Posten den 8. januar 2015 - dagen efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris.

Artikel 2: ”Terrorangrebet”. Leder trykt i Information den 16. februar 2015 - i dagene efter angrebene ved Krudttønden og den Jødiske Synagoge i København.

Artikel 3: ”Danske medier holder igen med religiøse provokationer”. Nyhedsartikel af journalist Bent Winter trykt i Berlingske den 9. januar 2015 - efter angrebet i Paris.

Artikel 4: ”Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?”. Debatindlæg af forhenværende integrationsminister, MF (V) Birthe Rønn Hornbech trykt i Politiken den 17. februar 2015 - efter angrebene i København.

ARTIKEL 1: Trykt i Jyllands-Posten den 8. januar 2015.

Leder: Kulturkrig i Paris

Attentatet mod tidsskriftet Charlie Hebdo og dets medarbejdere i Paris er en påmindelse til os alle om, at truslen fra det vanvittige religiøse overdrev er konkret og nærværende. Der er tale om endnu et anslag mod ikke alene et tidsskrift og dets medarbejdere, men mod selve den demokratiske samfundsorden; mod en bærende pille i Vestens kultur.

Så sent som tirsdag aften blev vi i en tv-udsendelse på DR mindet om, at der også her i landet er kræfter, som i fuld alvor og i overbevisning om at have guddommelige magter på deres side ønsker demokratiet afskaffet og erstattet af et islamistisk kalifat med alt, hvad det medfører af undertrykkelse og menneskelig fornedrelse.

Ifølge repræsentanten lader han og hans moské det blive ved snakken og den ubehagelige retorik, men også her i landet - her på denne avis - bliver vi mindet om truslens realitet. Vi husker attentatet mod bladtegneren Kurt Westergaard, som var meget tæt på at lykkes, og vi husker flere forpurrede planer om at angribe Jyllands-Postens bladhus i København. Vi husker også, at en amerikansk terrorist under falsk dække skaffede sig adgang til bladhuset med henblik på at forberede et terrorangreb. Og så er der alt dét, vi ikke ved.

Jo, truslen er reel, og den skal tages alvorligt. Charlie Hebdo blev i 2011 udsat for et brandattentat og er siden flyttet til mere sikre lokaler, men tydeligvis ikke sikre nok. Der er ingen grund til at nære nogen som helst tvivl om, at attentatet har en direkte sammenhæng med Charlie Hebdos satiriske tilgang til muslimernes profet og dermed også til de 12 tegninger, der blev bragt her i avisen i 2005, og som Charlie Hebdo siden i solidaritet med Jyllands-Posten bragte to af.

Det franske magasin er gjort til ét blandt mange symboler for den vanvittige islamisme, netop fordi den frie presse er en afgørende forudsætning for den demokratiske samfundsform, som islamisterne hader så inderligt. Hvert eneste anslag som det netop passerede er med til at understrege det journalistiske udgangspunkt for Muhammed- tegningerne i 2005: At ytringsfriheden er truet. At den offentlige debat intimideres, også med vold og terror.

Attentatet er et regulært anslag mod ytringsfriheden, javist, men ikke den ytringsfrihed, som omtales i grundloven, i den franske forfatning og i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den forfatningshjemlede ytringsfrihed beskytter mod indgreb fra statens side, men her er der ikke tale om statslige indgreb mod ytringsfriheden; tværtimod.

Der er tale om forbryderiske kræfters forsøg på at underminere selve statens fundament, nemlig demokratiet, hvis eksistens ytringsfriheden er en afgørende forudsætning for.

Terroranslaget minder os tillige om, at den frie verden har et fælles projekt i at værne vores demokratiske samfundsorden mod det religiøse vanvid, hvis repræsentanter spreder vold, terror, rædsel og undertrykkelse i læ af en påstået guddommelig legitimitet. Den frie verden og alle dens institutioner må lige nu stille sig solidarisk med Charlie Hebdo, det franske folk og den franske stat med en fælles opfordring til ikke at lade os kue af mørkets kræfter. De skal først og fremmest imødegås med argumenter, men i det omfang det ikke er nok, skal de også imødegås med det demokratiske samfunds magtmidler. Det åbne og tolerante samfund skal også kunne forsvare sig selv.

Og allervigtigst: Et frit samfund får ikke mindre vold ved at bøje af. Det får mere vold. Også det er læren af de seneste 10 år med ytringsfriheden under angreb. ARTIKEL 2: Trykt i Information den 16. februar 2015.

Leder: Terrorangrebet

Det var angrebet, alle havde ventet, men som ingen forstod.

Danmark har levet med terrortruslen i et tiår, men for de fleste har den været teoretisk og abstrakt.

Lørdag blev terroren konkret, og det er den tilstand, Danmark nu skal forlige sig med mentalt.

Det skete til et offentligt debatarrangement om ' Kunst, blasfemi og ytringsfrihed', der paradoksalt nok markerede 26-året for fatwaen mod forfatteren . Det skete ved siden af en legeplads, hvor børn gynger og vipper. Det skete til en kon-firmation i den jødiske synagoge. Det skete, og det kostede to mennesker, en filminstruktør og en sikkerhedsvagt, livet, ligesom fem politibetjente er såret. Mange kender nogle, der kender ofrene, og alle er vi fælles om at ære deres minde og sende tanker til efterladte og pårørende.

Andre sagesløse vidner vil for altid være mærket af det, de så og hørte, da skuddene faldt. For denne avis kom det særligt tæt på, fordi vores kollega, journalist og oversætter Niels Ivar Larsen, var ordstyrer til debatarrangementet i Krudttønden, hvor den svenske kunstner , der er på islamisternes dødsliste for at have tegnet profeten Muhammed som en hund, var blandt talerne.

Som et vidnesbyrd om, at hverken han eller vi lader os kue af frygt, fortæller Niels Ivar Larsen i dagens avis sin personlige beretning fra de minutter og timer, hvor terroren ramte Danmark. Det er stærke ord, og ingen skal være i tvivl: Efter ordene kommer tårerne, og efter tårerne kommer en ny virkelighed, hvor vi skal leve med, at terrortruslen aldrig igen bliver abstrakt. Den er nu konkret.

»Vi står ikke i en krig mellem og Vesten,« udtalte Helle Thorning-Schmidt i går.

Det har hun ret i, men weekendens terror er den foreløbig klareste påmindelse om, hvor centralt internationalt Danmark står i konfrontationen mellem militant islam og Vesten. Og den historie handler ikke alene om de snart 10 år gamle Muhammed-karikaturer i Jyllands- Posten. Når Danmark er mål for terror, er det ikke mindst en reaktion på den aktivistiske udenrigspolitik, Danmark i 2001 slog ind på med deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak.

Den erkendelse var vigtig at have med, da Helle Thorning-Schmidt i går meddelte, at »vi skal forstå, hvad det er, der har ramt os«.

For selvfølgelig skal vi forsøge at forstå, hvorfor terroren har ramt Danmark. Vanskeligere er det til gengæld at begribe, hvad der er foregået i hovedet på attentatmanden. Der findes ikke noget punkt for dialog med tanker som hans. De er ondskab i dens mest perverterede form.

I denne weekend oplevede vi - som Helle Thorning-Schmidt i går formulerede det - »den grimme smag af frygt og magtesløshed«. Heldigvis har denne magtesløshed ikke ført til politiske impulsreaktioner med krav om stramninger af landets love eller øgede bevillinger til politi og efterretningsvæsen. Med få undtagelser har politikerne på tværs af partiskel kommenteret terroren med afsky og vrede over for gerningsmanden og med værdighed og omsorg over for ofrene.

Det konkrete hændelsesforløb vil i de kommende dage blive nærmere gransket, men efter alt at dømme leverede dansk politi en effektiv og rosværdig indsats. Det viste sig afgørende, at der var sikkerhedsvagter ved både Krudttønden og den jødiske synagoge. Ellers ville attentaterne angiveligt have kostet endnu flere ofre. Det viste sig effektivt med kameraovervågning på den skole, attentatmanden passerede på sin flugt.

Ellers var han næppe blevet sporet på så kort tid.

Derfor må vi i dag spørge: Hvilke yderligere tiltag eller beføjelser kan weekendens terrorangreb legitimere? Et samfund kan aldrig gardere sig mod galninge, der i deres formørkede vanvid og med automatvåben i hånden er rede til at tage andres og eget liv. Dermed ville vi selv eliminere den personlige frihed til at tale frit og bevæge os frit.

Den foreløbige politiske reaktion er et stærkt samlet svar til dem, der ønsker at splitte. Vi skal fortsætte med at fremhæve vores fællesskabs ubrydelighed og udstille armoden hos dem, der vil bekæmpe det. cj.

Et samfund kan aldrig gardere sig mod galninge, der i deres formørkede vanvid og med automatvåben i hånden er rede til at tage andres og eget liv. Dermed ville vi selv eliminere den personlige frihed til at tale frit og bevæge os frit. ARTIKEL 3: Trykt i Berlingske den 9. januar 2015.

Nyhedsartikel: Danske medier holder igen med religiøse provokationer

Ytringstilbageholdenhed. Muhammed-krisen og terrorangrebet i Paris har ramt ytringsfriheden på de danske aviser. Det er hykleri, når alle i dag siger, at »de er Charlie Hebdo«, mener Jacob Mchangama. Jyllands-Postens chefredaktør opfordrer medier til at droppe bortforklaringerne.

Af Bent Winther

Vold og trusler fra ekstreme islamistiske miljøer har sat sine dybe spor på de danske avisredaktioner. Det erkender de tre ansvarshavende chefredaktører, Berlingske har talt med. De bruger lidt forskellige formuleringer, men hverken på Berlingske, Politiken eller Jyllands-Posten vil man påstå, at friheden til at ytre sig i dag er intakt.

Hårdest ramt er Jyllands-Posten, som siden avisen bragte de første Muhammed-tegninger i 2005, har levet med omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

»De medier, der finder på alle mulige forklaringer på, hvorfor man ikke optrykker den ene eller den anden tegning, er under indtryk af den situation, vi er i. Og det er en ærlig sag. Det viser, hvor vigtigt det er at holde gang i debatten om, hvor truet ytringsfriheden er,« siger Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, som opfordrer sine redaktørkolleger til »hudløs ærlighed« og til at droppe bortforklaringerne.

Mens Berlingske og Politiken som mange andre europæiske aviser efter terrorangrebet i Paris har genoptrykt forsider fra det satiriske franske magasin, så har Jyllands-Posten undladt at gøre det.

»Vi kunne nok have fundet tegninger i Charlie Hebdo og bragt dem uden at komme i risikozonen, men det ville ikke være det værd. Så er det bedre at stå ved det, som det er, Vi kan ikke trykke de tegninger lige nu,« siger Jørn Mikkelsen, som desuden med beslutningen har villet undgå, at debatten igen kom til at dreje sig om Jyllands-Posten.

Redaktører er blevet meget påpasselige

Berlingske bragte i går 12 forsider fra Charlie Hebdo. Ifølge chefredaktør Lisbeth Knudsen for at bibringe læserne en forståelse af, hvad det er for et satirisk magasin, som onsdag blev angrebet.

»Men vi sender selvfølgelig også et signal om, at det skal være tilladt inden for ytringsfrihedens rammer, at bringe det, som Charlie Hebdo har bragt,« siger Lisbeth Knudsen, som i øvrigt erklærer sig enig med Jørn Mikkelsen.

»Ytringsfriheden er truet. Uanset hvad vi gør i vores verden nu, så er vi efter Muhammed- krisen blevet særligt påpasselige med, hvad vi gør, når vi offentliggør tegninger eller billeder, som i særlig grad kan udfordre nogen i den islamiske verden,« siger Lisbeth Knudsen, og tilføjer: »Vi skal ikke lade os true til at undlade at bringe noget, som, vi synes, er både rigtigt og nødvendigt. Men med den terrorsituation, der eksisterer i verden i dag, og sådan som medier, journalister og bladtegnere er blevet centrale i terroristernes kalkulationer af, hvordan de kan ramme vores frihed, så kan man ikke bare slippe hvad som helst løs. Så må man tage en aktiv stilling til, om det er vigtigt, relevant og nødvendigt at bringe,« siger Lisbeth Knudsen.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, har flere gange i sin avis afvist, at ytringsfriheden er truet. Men det er med den begrundelse, at der ikke i vestlige lande er nogen, der på baggrund af de islamistiske trusler vil indskrænke ytringsfriheden i deres lovgivning.

»Men alle, som ytrer sig i den offentlige debat, er sig jo smerteligt bevidste om, at det indebærer en risiko, fordi der er radikaliserede elementer i vores samfund.

Ingen, der ytrer sig, kan jo ignorere den trussel,« siger Bo Lidegaard, Politiken valgte i torsdagsavisen at optrykke tegninger fra Charlie Hebdo, fordi de var relevante for dækningen af sagen.

Mchangama skoer medier

Direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama opfordrer ligeledes medierne til at droppe bortforklaringerne.

Det er en gratis omgang at bringe de franske tegninger, fordi Charlie Hebdo allerede er blevet straffet for det af terroristerne, mener han.

»Spørgsmålet er, om Berlingske næste gang er dem, der tør bringe en satirisk karikaturtegning, som krydser de røde linjer hos ekstremisterne. Det bliver lakmusprøven. Når alle nu siger, at de er Charlie Hebdo, så er det jo løgn.

Det franske magasin har stået mere eller mindre alene i Vesten som frontkæmper for ytringsfriheden, mens alle andre har valgt at underlægge sig selvcensur,« siger Jacob Mchangama.

Ingen af de store amerikanske aviser har valgt at genoptrykke Charlie Hebdo-tegningerne. [email protected]

ARTIKEL 4: Trykt i Politiken den 17. februar 2015.

Debatindlæg: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?

Af BIRTHE RØNN HORNBECH, MF (V), TIDL. INTEGRATIONSMINISTER

ER DER NOGEN, der kan forklare mig, hvorfor det er så sørens demokratisk at tegne profeten Muhammed som en hund? Jeg bryder mig ikke om det.

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor det at forhåne en hel religions udøvere, herunder at såre masser af danske muslimer, er en dansk værdi, som vi hele tiden roser os af? Ytringsfriheden blev jo ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal. Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.

I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.

Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur.

Sludder og vrøvl. Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes.

Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.

Når man tænker på de frihedselskende danskere, der under krigen satte livet på spil og satte sig op imod både besættelsesmagten og de mere eller mindre følgagtige danske regeringer, virker det helt ude af proportioner i et frit land at ophøje nogle lovlige, forhånende tegninger til at udtrykke et symbol på en nutidig frihedskamp.

USA, SOM VI kan takke for vor frihed fra tyskere og russere, har en helt anden ytringskultur.

Ifølge en tv-korrespondents udsagn, som jeg har tillid til, lider amerikanerne ikke af denne ubændige trang til at manifestere deres ytringsfrihed i tegninger, der sårer en masse mennesker inden for nationens religiøse mindretal.

Og USA er da et frit land, om end nationens indbyggere sikkert ikke kan leve op til vores mangel på almindelig høflighed og hensyntagen.

Undskyld, jeg spørger, men hvorfor er den slags tegninger så vigtige for de såkaldt danske værdier? Hvorfor skal der kæmpes så indædt for dem, og hvorfor skal vi i trods blive ved med at bringe dem, når de ikke rykker noget som helst i Danmark end netop at nedgøre mennesker med religiøse følelser? Vi er meget rapkæftede og uhøflige i Danmark. Vi er vant til at finde os i gode og dårlige tegninger, der gør grin med religionen.

De er ikke blot lovlige, men helt i overensstemmelse med danske traditioner.

Mange af de tegninger, der f. eks. rammer danske præster og biskopper, har jeg moret mig over. Det er nemlig helt på sin plads, at flertalskirkens gejstlige holdes lidt nede, hvis de skulle blive for fromme på andres vegne eller træder lidt ved siden af.

Men forskellen er, at ingen nogensinde ville hævde, at man med Djævelens vold og magt igen og igen skulle bringe de samme tegninger om danske biskopper og præster blot for at demonstrere sin egen frihedskamp.

Endelig må man stille spørgsmålet om, hvad tegningerne egentlig skal føre til. Jo ikke til at skærpe loven. Vold er i forvejen strafbart i Danmark, hvad enten den er begrundet i religion eller ej, og der udføres en kæmpe præventiv indsats for at tage den dødsensfarlige og religiøst begrundede vold i opløbet.

INGEN KAN vel ærligt tro på, at det gavner integrationen, at tusinder og atter tusinder af velintegrerede muslimer i Danmark ustandselig føler, at deres profet hånes.

Eller at den slags forhånelser skulle føre til, at danske muslimer i højere grad føler sig som en del af det danske fællesskab.

Mest trist er dog, at den slags tegninger, der på sekunder suser ud over hele verden, i den grad lægger gift for ethvert religionsmøde. Enhver muslim må jo sige til sig selv, for hver gang de mødes med forhånelse af profeten, at så lidt har vi i det frie Norden altså forstået af det, der er dem kært.

De små skridt til en religionsdialog, hvor kristne forsøger at forklare muslimer, at religionskritik inden for egen religion er en selvfølge på vore breddegrader og forsøger at forklare, at vi mestrer dialogen, samtidig med at vi insisterer på at fastholde forskellen mellem kristendom og islam, får et knæk, hver gang muslimerne såres. Der lægges i den grad gift for de spæde muslimske kræfter, der ønsker et selvkritisk element i islam, hver eneste gang muslimer hører den rå latter over nedgørelsen af deres profet.