CD 1 – NORDEN (THE NORTH) 70:26 Peter Heise (1830-1879) Fire sange fra ‘Arne’ The Song Edition 1 Ingerid Sletten 2:02 2 Venevill 4:39 3 Træet og jenten 1:40 Adam Riis, tenor Jakob Bloch Jespersen, bass-baritone 4 Arnes sang 1:45 Aleksander Nohr, baritone Jens Søndergaard, baritone Astrid Nordstad, mezzo-soprano Johanne Thisted Højlund, mezzo-soprano 5 Du är min egen 3:32 Bo Kristian Jensen, tenor Lars Møller, baritone Finske sange Bo Skovhus, baritone Mari Eriksmoen, soprano 6 På jorderingen det finnes ingen 1:46 Clara Cecilie Thomsen, soprano Signe Asmussen, mezzo-soprano 7 O vor’ en herdeflicka jag 2:36 David Danholt, tenor Simon Duus, bass-baritone 8 Jag älskar dig, kär vännen min 1:53 Elsa Dreisig, soprano Sofie Elkjær Jensen, soprano 9 Kom ljuva herdeflicka 3:14 Francine Vis, mezzo-soprano Stig Fogh Andersen, tenor 10 Jag spejande framgick 3:04 Bergmanden og Solveigs sange 11 Bergmanden 3:44 Christian Westergaard, piano 12 Kanske vil der gå både vinter og vår 1:38 13 Nu er her stellet til pinsekvæld 1:13 14 Sov du, dyreste gutten min 2:19 15 Spillemænd 2:53 Sange fra ‘Fjeldsøen’ 16 Gunhilds romance 2:40 17 Skjaldens sang 2:40 18 Vuggesang 2:57 Bergliot 19 I dag kong Harald må holde tingfred 2:04 20 Hvor sandet hvirvler ned over vejen! 3:10 21 Kæden sig sprænger – de kæmper ej længer 3:16 22 Falden er herligste høvding i Norden 3:39 En sangkreds 23 Op! Op! Bondemænd! 3:16 16 Violinspilleren ved kilden 6:26 24 O bønder, hør mig! 3:14 17 Du gav mig den røde rose 2:09 25 Læg ham på karmen, ham og sønnen! 5:29 18 Tiderne komme og vandre 1:11 19 Hvile 1:30 Astrid Nordstad 1-3, 12-14; Jens Søndergaard 4, 11, 15; Francine Vis 5; 20 Hvile på vandringen 2:48 Signe Asmussen 6-8, 10; Bo Kristian Jensen 9; Johanne Thisted Højlund 16, 21 I hjemmet 2:14 18‑25; Aleksander Nohr 17 (choir: Jacob Andersen, Fredrik Bjellsäter, Lauritz Thomsen, Martin Møller Vilbrand) Liebeslieder 22 An eine Freundin (Til en veninde) 2:43 CD 2 – EROTISKE DIGTE (EROTIC POEMS) 73:02 23 Beim Hause (Ved huset) 1:45 24 Entzücken (Henrykkelse) 1:24 1 En sommernat 9:35 25 Waldeinsamkeit (Skovensomhed) 2:57 Erotiske digte 26 Warnung (Advarsel) 1:48 2 Til en veninde 2:35 Jakob Bloch Jespersen 1, 22-26; Lars Møller 2-6; Aleksander Nohr 7, 15; 3 Ved huset 1:47 Clara Cecilie Thomsen 8; Adam Riis 9-15, 16-21 4 Henrykkelse 1:20 5 Skovensomhed 3:01 CD 3 – GULDALDERBILLEDER (IMAGES FROM THE GOLDEN AGE) 75:02 6 Advarsel 1:54 1 En sanger 3:48 7 Natten var mild og kær 2 I skovens højsale falken grå 2:03 Kærlighedssange 3 Vi lærker under himlens blå 2:37 8 Vårsang i høst 3:01 4 I skoven 4:43 9 Sang 3:26 5 De to drosler 1:27 10 Hvor skoven mest var øde 2:25 6 Skovbal 3:11 11 Der var roser i dale 1:38 7 Når natten kaster sine skygger 2:16 12 Flygtigt ønske 1:34 8 Hvor tindrer nu min stjerne 2:53 13 Skøn er våren 3:34 9 Savoyarddrengens sang 1:47 14 Efterklang 2:12 10 Pigerne inde i skoven 3:43 11 Gåsepigen til glenten 1:09 15 Til Luna 3:03 12 Husker du i høst 3:24 8 Til Ossian 3:22 13 På søndag aften kommer hun 2:29 9 Ossians sang til aftenstjernen 5:30 10 Ossians sang til månen 4:16 Tre sange af Klaus Groth 11 Duggen er falden 3:20 14 Da bank på mit vindu 2:11 Romancer og sange fra ‘Bertrand de Born’ 15 Ingen nat er for mørk 2:06 12 Mod syden i kvæld 6:41 16 Han sa’e mig så meget 2:23 13 Fager er den blide vår 2:14 17 Fåwal Mari 6:21 14 Vågn af sin slummer 2:58 18 Øwli 3:36 15 Herre konge, bliv her 3:22 19 Sov ind, mit søde nusseben 2:10 16 Herlig er kampen bryst imod bryst 1:49 20 Min skat 1:42 17 Rosamunde 4:32 21 Når dagen er bortgangen 6:00 18 Ære for helten 1:59 22 Afsked 3:44 Digte fra middelalderen 23 Forvandling 2:21 19 Pourquoi cette question? 3:33 24 Længsel 3:38 20 Jeune George Campbell 3:13 25 Så fast mit hjerte banker 3:20 21 Praskoviuschka 2:01 Bo Kristian Jensen 1, 6, 8, 12, 13, 21; Jakob Bloch Jespersen 2, 4, 5, 7, 9, 18; 22 Chanson 2:20 Signe Asmussen 3; Johanne Thisted Højlund 10, 11; Sofie Elkjær Jensen 14‑16; 23 La belle dame Béatrice 3:14 Lars Møller 17; Francine Vis 19; Adam Riis 20, 22-25 Astrid Nordstad 1-7; Lars Møller 8-10; Bo Kristian Jensen 11; David Danholt 12-18; Elsa Dreisig 19-23 CD 4 – EFTERKLANGE (ECHOES) 73:06 Digte fra middelalderen CD 5 – KENNST DU DAS LAND 78:08 1 Hvorfor ville du spørge mig 3:05 1 Nähe der Geliebten 2:42 2 Gammel fransk romance 4:01 2 Mädchen mit den roten Wangen 2:47 3 Unge George Campbell 3:01 3 Mädchen mit dem roten Mündchen 1:43 4 Din fader skal ikke skænde 1:33 4 Es war ein alter König 1:45 5 Praskoviuschka 1:59 5 Genoveva 4:27 6 Sang 2:09 7 Skønne fru Beatriz 2:53 Schilflieder CD 6 – THERE BE NONE OF BEAUTY’S DAUGHTERS 59:33 6 Drüben geht die Sonne scheiden 2:08 1 There be None of Beauty’s Daughters (unpubl.) 2:28 7 Trübe wird’s, die Wolken jagen 1:42 2 Echo (unpubl.) 2:10 8 Auf geheimem Waldespfade 1:59 3 Ay, woken, O! 3:12 9 Sonnenuntergang 0:48 4 Childe Harold (unpubl.) 4:27 10 Auf dem Teich, dem regungslosen 4:01 5 The poor soul sat sighing 2:21 11 Frühlingslied im Herbst (Vårsang i høst) 3:09 6 Den stakkels pige sad 2:04 12 Sommerweise (Sommervise) 2:53 7 Childe Harolds afskedssang 3:14 13 Lied (Sang) 3:12 8 Blæs, blæs du vintervind 2:03 14 Ständchen (Serenade) 5:19 9 Sig hvor fødes elskovs lyst 1:12 15 Komm, klopf’ an mein Fenster (Da bank på mit vindu’) 2:22 Sange af Shakespeare 16 Er sagte mir so vieles (Han sa’e mig så meget) 2:28 10 Græd ikke mer, du lille mø 2:24 17 Die Serenade des Königssohns (Kongesønnens romance) 2:37 11 Den jomfru sad med sorgen 2:04 18 Dornröschen’s Traum (Torneroses drømme) 2:53 12 Der var en svend med sin pigelil 4:27 19 Wo blinket nun mein Sterne? (Hvor blinker nu min stjerne?) 2:51 13 Dengang jeg var ung og elskovsfuld 1:42 20 Abendlied auf dem Balkon (Aften på loggien) 3:00 14 Hvis du vil ligge her 1:40 21 I syden 2:04 15 Kom nu kun, kom nu kun, død 3:07 Sydlandske sange 16 Dengang jeg var kun så stor som så 2:27 22 Vinhøsttoget 1:57 17 Når til lyren Orfeus sang 3:03 23 Vignerolen synger til sin elskede 4:30 18 Kærlighedens filosofi 1:54 24 En ritornelsanger blandt dansende landfolk 2:18 25 Giovannino synger til Maria Grazia 2:54 Digte fra det engelske 26 Karnevalsbuketten 2:09 19 Pilen og sangen 1:57 27 Den sidste karnevalsaften 4:12 20 Vandrerne 1:43 28 Aften på loggien 3:15 21 Ingen blomst 2:34 22 Bryd! Bryd! Bryd! 2:02 Jens Søndergaard 1, 6-10; Adam Riis 2-3, 13-14; Jakob Bloch Jespersen 4; 23 Våge må jeg, ak! 3:13 Astrid Nordstad 5; Elsa Dreisig 11-12, 15-16; David Danholt 17; 24 Ekko 2:03 Clara Cecilie Thomsen 18; Bo Kristian Jensen 19-20, 22-28; Simon Duus 21 Adam Riis 1-4, 9, 19-24; Signe Asmussen 5-6, 11, 13, 15; Simon Duus 7-8; 21 Was will der Mann mit Ketten dort 2:19 Bo Kristian Jensen 10, 12, 14, 16-17; Clara Cecilie Thomsen 18 22 Wild, wild, wild braust, ihr Weste! 4:30 23 Kaum wag’ ich zu reden 3:11 CD 7 – DYVEKE 75:31 24 Sie steigen, sie steigen, sie steigen empor 1:39 25 Nun ist der Sommer gekommen 2:29 Dyvekes sange 1 Skal altid fæste mit hår under hue 3:28 Mari Eriksmoen 1-7; Astrid Nordstad 8-10, 17; Stig Fogh Andersen 11, 15; 2 Ak, hvem der havde en hue 3:06 Clara Cecilie Thomsen 12-14, 19-25; Aleksander Nohr 16; Bo Kristian Jensen 18 3 Hvad vil den mand med kæder på 2:22 4 Vildt, vildt, vildt suser blæsten 4:15 CD 8 – VERSFORTÆLLING OG VAUDEVILLE 5 Næppe tør jeg tale 3:04 (NARRATIVE POEMS AND VAUDEVILLE) 68:54 6 Det stiger, det stiger herop 1:33 1 Ej ensom er jeg 6:05 7 Se nu er sommeren kommen 2:23 2 Nu er vintrens kolde tid 5:05 Lauras sange Verner og Malin 8 Jeg mindes vel et sted 2:32 3 Ung Verner 2:42 9 Når svanen drømmende på strømmen bølger 3:28 4 Fru Ingeborg 2:36 10 Du var det dejligste barn 5:57 5 Malin 3:43 11 Dans fra ‘Marsk Stig’ 3:54 6 Hr. Asmund 2:47 7 Elskovstanker 3:00 Aases sange 8 Verner synger for fru Ingeborg 4:15 12 Det var sig humleranken 2:45 9 Verner og Malin 3:15 13 Jeg kender af navn kun guldet 2:26 14 Jeg beder for hver en vejfarende sjæl 2:33 10 Morgenstjernens sang til blomsterne 2:18 11 Efter regnen 2:20 15 Ranes sang 3:19 12 Gold er den jord 2:28 16 Marskens sang 2:03 13 En fisk jeg fanged på min krog 2:09 17 Dyvekes sang 2:05 18 Den elskede 3:32 Viser og sange fra ‘En nat mellem fjeldene’ 14 Gulliks vise 1:33 Dyvekes Lieder 15 Ingeborg 2:25 19 Soll alllzeit zängen das Haar in die Haube 3:33 16 Gudbrand og Astrid 2:44 20 Ach könnt’ ich gehen im Hute 3:04 17 Stev 1:44 16 Havfruen bringer Sigurd et skærf 3:13 18 Nøkkens sang om elven 2:17 17 Havfruens fortvivlelse 1:53 19 Thorstens sang 2:39 18 Den befriede havfrue 3:55 20 Vekselsang 6:18 19 Agnetes vuggevise 3:01 21 Ingeborgs sang 3:47 20 Han gynged på havet 3:49 22 Fru Ingeborg 2:43 21 En sommeraften silde 4:51 Jakob Bloch Jespersen 1, 6, 18; Simon Duus 2, 16; Bo Kristian Jensen 3, 7-9, 19; Gefährliche Träume Astrid Nordstad 4, 16-17, 20, 22; Clara Cecilie Thomsen 5, 10-11; David Danholt 22 Du legest dich hin zur Abendstund 2:25 12-13; Aleksander Nohr 14, 17, 20; Signe Asmussen 15, 21 23 Die Wiese sich breitet, dem Moore nah 1:25 24 Wie blinkende Perlen 1:04 CD 9 – SVÆRMERIER (VISIONS) 66:25 25 Lasst die Lieder im Saale erschallen 1:01 26 Ganz stille wird’s nun im Walde 2:03 Farlige drømme 27 Zum Herbst hat der blühende Sommer gemußt 2:05 1 Du lægger dig ned en aftenstund 2:15 2 Hvor engen har foldet, ved mosens bred 1:17 28 Havfruens sidste sang 1:14 3 Det blinker med perler 1:06 29 Det glimter med perler 1:09 4 Så lad sangen i salene bruse 0:59 Bo Skovhus 1-6, 22-27; Lars Møller 7; Signe Asmussen 8, 21; 5 I skoven er der så stille 1:56 Clara Cecilie Thomsen 9; Bo Kristian Jensen 10, 20; Sofie Elkjær Jensen 11, 6 Den blomstrende sommer blev kædet til høst 2:16 14‑18, 28; Francine Vis 12, 19; Jakob Bloch Jespersen 13, 29 7 Om strømmen mod dig bruser – vov at stå! 3:17 8 Armidas sang 3:17 CD 10 – INDVIELSEN (THE INITIATION) 69:46 9 Den unge lærkes forårssang 2:05 1 Indvielsen (unpubl.) 2:36 10 Stjerneblomsten 1:35 2 Herlige skov 2:43 11 Hun sad og vented stille 2:05 3 Glenten 1:56 12 Velsignet skibet være 3:44 4 Aftensang 3:38 13 Halfdans sang 2:28 5 Aladdins vuggevise 4:06 Havfruens sange 6 Gulnares aftensang 4:14 14 Havfruen synger til Sigurd 2:38 7 På min moders grav (unpubl.) 8:34 15 Havfruens sang udenfor kæmpernes lejr 2:17 8 Trætter dig livets strøm 3:06 9 Serenade 4:43 13 Samson 9:40 10 Nomadeliv 4:42 14 Det kom til kamp mellem vrede mænd 2:35 11 Ørkenens søn 3:39 Seks krigssange 12 Studenten sang så ungdomsglad 3:21 15 Krigssalme 2:16 13 Sommervise 2:39 16 Til kamp 1:45 14 Vuggesang 2:52 17 På forpost 3:14 15 Decemberskov 3:48 18 Store minder 2:42 16 Kongesønnens romance 2:36 19 Guds fred med vore døde 3:34 17 Torneroses drømme 3:01 20 Indtoget 2:42 18 I “den lille skov” 2:56 19 Serenade 4:32 Gudrun’s grief 21 Then Gudrun sat and prepared to die 1:57 Adam Riis 1-2, 7, 9, 19; Simon Duus 3-5; Bo Kristian Jensen 6, 11-12; 22 With her sat the wives of warriors 2:34 Lars Møller 8; Aleksander Nohr 10; Clara Cecilie Thomsen 13-15, 17; 23 Then said Herborg, queen of the Huns 2:45 David ­Danholt 16; Signe Asmussen 18 24 Then said Gullrönd, Gjuki’s daughter 1:50 25 Then as Gudrun at last beheld him 1:50 CD 11 – GUDRUN 74:37 26 Then said Gudrun, Gjuki’s daughter 4:39 Gudruns sorg Francine Vis 1-6; Stig Fogh Andersen 7, 11, 17-20; Simon Duus 8-9, 14; 1 Dengang var Gudrun beredt til døden 1:59 Jakob Bloch Jespersen 10, 15-16; Astrid Nordstad 12; Jens Søndergaard 13; 2 Hos sad jarlers ædle hustruer 2:34 Johanne Thisted Højlund 21-26 3 Da sagde Herborg, Hunelands dronning 2:49 4 Da sagde Gullrönd, Gjukes datter 1:56 Total 13h 4m 5 Én gang Gudrun end ham skued 1:44 6 Da sagde Gudrun, Gjukes datter 4:41 7 Kæmpevise 1:58 8 Bjarkemål 2:46 9 Den fangne venderkonge Skalks sang 1:46 10 Kong Haddings vise 3:09 11 Haddings vise 2:46 12 Margretes vuggesang 2:26 Heise’s songs — a poetic and the other Nordic languages. There have, too, been few recordings life’s work of his songs, but with this edition we can hear nearly all of them for the first time, nearly 300 songs in all. It is By Jens Cornelius Heise’s whole life in poetry and song that Christian Westergaard has col- He didn’t give much attention to lected and edited for this edition. his songs. He didn’t perform them, ‘Heise’s songs are a great musi- give them opus numbers or attempt cal treasure, which deserve to be to have them published outside presented complete. I hope this ­Denmark. The songs lived their own release will succeed in making them lives, spreading amongst the Dan- more widely known and respected. ish public because of the strength There are many grounds for bringing of their beauty and their artistic his songs into the light, for Heise was quality. With time they have been master of melody, and his songs are ­acknowledged as the best of their the best art songs in Danish’, explains kind written by a Danish composer. Christian Westergaard. Peter Heise’s reputation in Peter Arnold Heise was born Denmark as a song composer grew in 1830 into an academic family after his death in 1879, but on an in Copenhagen. He began to write international level, his songs have so songs when he was only 13, and at far remained a hidden treasure. This 17 he began lessons in composition is, first and foremost, because of the with the idealistic A.P. Berggreen, difficulties non-Danes have with the who brought together classicist and Peter Heise, 1862. Danish language, for Heise composed national Romantic folk styles. Heise’s H.W. Bissen (1798-1868) nearly exclusively to texts in ­Danish melodic talent was evident, as we can

17 hear, for example, in the charming ency. The first songs he had pub- hagen as soon as he had graduated enough not to need secure employ- Agnetes vuggevise (Agnete’s lullaby) lished were Fire digte (Four poems) from high school. In 1854 he was ap- ment. Even though Heise was a to a text by Hans Christian Andersen, to texts by Christian Winther and pointed conductor of the Studenter­ skilful pianist, played the violin and written in 1849. Heise himself Adam Oehlenschläger, which were sangforeningen (the Students’ composed a number of excellent thought that he needed a stronger published while he was still living Singing Society), the university’s chamber works, he had no career theoretical grounding, so in 1852-53 in Leipzig. Thereafter he produced male choir. In fact he never became a on the stage and took little part in he undertook further studies in Leip- a steady stream of finely polished lawyer as planned, but broke off his concert life or Copenhagen’s musi- zig, the city in which his older con- songs, continuing for the rest of his university studies after just one year. cal community. He never became a temporary, Niels Wilhelm Gade had life. Most unusually, this industri- In 1857 he took on the only secure public celebrity, although his songs made his great breakthrough in the ous, dedicated song composer had post he ever held, as music teacher were printed and distributed more 1840s. Gade had also been a student no great ambitions for his career. It and organist at the fine old board- as the years passed. Heise’s life was of Berggreen’s, and he became both is interesting to compare Heise with ing school at Sorø. He wrote choral played out in the intellectual circles a friend and mentor to Heise. his Norwegian contemporary, Edvard songs, vocal quartets and cantatas of Copenhagen, where he felt himself In Leipzig Heise learned com- Grieg, who came to Leipzig a few for the university choir and for the ‘at home’, and amongst which he was position and theory from Moritz years later and had his songs widely students at Sorø Academy, and he valued for his gifts, sociability and his Hauptmann, cantor at St Thomas’s distributed in German editions with became a sought-after composer of lively sense of humour. Church. Heise studied counterpoint translated texts. That did not happen songs for theatrical performances and fugue, played Bach’s organ for Heise, perhaps because he didn’t in Copenhagen. The most significant interruptions to and engaged fully with the town’s think of his art as a career for life. His In 1859 Heise married Vilhelmine Heise’s steady path came from three vigorous concert life. The music of- own descriptions of his songs were ‘Ville’ Hage, daughter of Alfred Hage, long journeys to Italy in the 1860s. fered in Leipzig, from the Baroque to unusually modest, and in his letters one of Denmark’s richest men and a He loved his encounters with Italian Wagner’s latest operas, was entirely he often speaks of them using the leading liberal politician. In 1865 the culture, art and people’s lives, but beyond comparison with that avail- disarming term, ‘ballads’. pair left provincial Sorø and settled they had relatively little impact on his able in contemporary Copenhagen. Instead of using his German con- in the centre of Copenhagen. ­During music. One of the few exceptions was tacts and building up a career as a the summer they lived in a large ‘Sydlandske sange’ (Southern songs) Heise took on his teacher’s simple composer, Heise attached himself to country house in Taarbæk, north of (1874), settings of texts by H.P. Holst strophic form and formal transpar­ the academic community in Copen- the capital. The Heises were well off and B.S. Ingemann, who had taught

18 19 at Sorø Academy since 1822 and years before Grieg, and songs for opened his eyes to the fate of women from the old Nordic Edda (Gudrun­ died there in 1862. Heise included Bjørnson’s play, Arne. At that time, and impacted, too, on a special group kvadene), it is Sigurd Fafnerbane’s a quotation from Rossini in the Danish and Norwegian were officially of his works, lullabys. ‘Heise never widow who, like Bergliot, expresses a taran­tella, ‘En ritornelsanger blandt the same language, though they missed an opportunity, if it was possi- woman’s reaction to men’s unthink- dansende landfolk’ (A ritornello singer were pronounced differently. ‘Heise ble for him to write a lullaby’, explains ing violence. Heise sets the saga amongst the dancing country folk). had a sensitivity to folklore and Christian Westergaard. ‘Amongst text’s brief, raw verse in sound, lines While in Italy, Heise became part local colour. There were particu- his unpublished manuscripts is one and sombre harmonisation, while the of the Scandinavian artists’ colony lar musical phrases he could use called, “From My Mother’s Grave” song is held together by a mournful there. It included the Norwegian in his Norwegian songs’, explains — it is significant that he composed march motif. poet Bjørnstjerne Bjørnson, whose Christian ­ Westergaard.­ such a song’. ‘There are a wealth of complex long poem Bergliot was constructed The musical portraits of women female figures in his music’, says on the basis of an old Nordic saga Bergliot was just one of the distinc- that Heise wrote are often based on Christian Westergaard. ‘Female about King Harald Hårderåde, who tive female figures that Heise worked real people from history. In Dyveke’s psychology interests him most, and murdered Bergliot’s husband, Einar, on, and who led him to write some of songs it is Dyveke, the lover of the leads him towards hybrid ­musical and their son, Eindride. It was writ- his best music. He heard ­Schumann’s unpredictable king Christian II, whose forms. Bergliot is formed as a high ten especially for Heise. He set the song cycle, Frauenliebe und Leben dream and anxiety Heise describes, drama around a core of song, whilst text to music, in a fusion of a song (A Woman’s Love and Life) in Leipzig in a way that is both nuanced and Gudrun’s grief works from the cycle and a solo cantata (there is in 1852, and it made a powerful gripping. In his national historical inside while maintaining the external a better known version with music impression on him. ‘This is abso- opera, Drot og Marsk (King and form. It is the most psychologically by Grieg, composed 10 years later, lutely the best song-music I have Marshal), we meet two contrasting ­profound of his works.’ which employs recitation). Bjørnson heard ­until now’, wrote Heise, calling women, the burdened noble woman was delighted with Heise’s music for the ­cycle ‘a complete masterpiece’. Lady Ingeborg and the intuitive, Heise’s choice of texts tells the Bergliot, which he thought ‘hard to Heise’s interest in the psychology of independent Aase from a humble story of his life-long work on songs hear without tears’. women was certainly the outcome background. Aase has three songs in accompanied by piano. He looked Heise also wrote music for of the central, tragic circumstance the opera, and they became a popu- ­fastid­ious­ly for new texts, and his Solveigs sange (Solveig’s songs) of his life: that his mother had died lar part of Heise’s output. In Gudruns choices can be seen as an anthology from Henrik Ibsen’s Peer Gynt, some at his birth. This event may have sorg (Gudrun’s grief), with text taken of good Danish poetry. Amongst the

20 21 older poets, Christian Winther was Drachmann). Dyveke’s songs employ wrote that the book did not need to Peter Heise composed around 300 one of his favourites. The collabora- through-­composed forms, an expres- go into detail about his songs, be- songs in all. 187 of them are included tion can be compared with better sive harmony and a lively, interac- cause all the book’s readers already in the old three volume set published known partnerships between com- tive accompaniment which adheres knew them all beforehand! ‘When after Heise’s death, while the schol- posers and poets. Winther’s poetry closely to the text, in a direction one’s music has won a whole people’s arly edition published in 1990, edited has a core and an ambiguity which which Heise did not have the oppor- ears and hearts — so is one on a good by Niels Martin Jensen, contains 226. captivated Heise for many years, tunity to develop. path to immortality’, wrote Hetsch. This recording is the first to collect whereas poems by the better known ‘Heise’s choice of texts grew Individual songs became espe- virtually all his songs. Around 100 Ingemann and Oehlenschläger only broader with the years, at the same cially popular, for example, ‘Næppe of them have never been recorded engaged him for a shorter period. time as his musical expression tør jeg tale’ (I hardly dare speak), before, so this is the first time that it Later he became interested in Emil became more varied. It was a really ‘Skovensomhed’ (Loneliness in the has been possible to achieve such a Aarestrup’s ardent love poetry, and interesting symbiosis, and it is sad woods), ‘Vågn af din slummer’ (Wake comprehensive view of Heise’s art. in the 1870s he collaborated with to think what he might have gone on from your slumber), ‘Der var en Christian Westergaard has Holger Drachmann, who emerged to write if he had been blessed with svend med sin pigelil’ (It was a lover divided the songs into groups which as an important Danish author in better health, and had not died at the and his lass), ‘Vårsang i høst’ (Spring show the main themes in Heise’s this period. Heise was one of the age of only 49’. song at harvest), ‘Han gynged­ på work and are gathered in the princi- first composers to acknowledge the Shortly before Heise died from havet’ (He rocked on the sea), ‘Højt pal printed collections. Some of the ­poetry of Steen Steensen Blicher, kidney disease in 1879, a three over bøgens top’ (High over the themes which characterized Heise’s who wrote in the Jutlandic dialect. volume edition of his songs began to beech’s top), ‘Den unge lærkes time found relatively little place in his The same openness to new ways appear in print. They were purchased forårssang’ (The young lark’s spring work, so for example, nationalism can of working can be seen in Heise’s by many musical homes in Denmark song) and ‘Gold er den jord’ (Bar- only be traced in the six Krigssange musical style, culminating in the in the years which followed his death, ren is the soil). Some of the songs (War songs), written as a response three outstanding collections he and Heise was acknowledged as the became an established part of Den- to Denmark’s disastrous encoun- composed in his last year: Erotiske nineteenth century’s leading Danish mark’s communal singing repertoire, ter with Prussia in 1864, and once digte (Erotic poems, Aarestrup), composer of songs. When the first including ‘Jylland (mellem­ tvende the war had ended, Heise stopped Farlige drømme (Dangerous dreams) biography of Heise was published have)’ (Jylland, between two seas). setting German poetry. Heise was and Dyvekes sange (Dyveke’s songs, in 1926, the author, Gustav Hetsch, much more interested in setting

22 23 poetry about love and the erotic, however, use Danish ­translations Travelling through while introducing those which have for example in his settings of Emil of texts by non-Danish authors, not been heard before. Each disc’s Aarestrup’s sensuous love poems. including Shakespeare, Byron, Heine Heise’s songs programme is built upon a thematic In ‘Skovensomhed’ (Loneliness in the and Goethe. Only one collection, focus designed to draw out both woods) he captures the magic of love Lenau’s Schilflieder (Reed songs) conscious and unconscious strands in Aarestrup’s poetry with ecstatic was published with both German and By Christian Westergaard in Heise’s output. For those of us harmony and a weightless melody, Danish texts, and only one of the who have travelled on this journey while in ‘Til en veninde’ (To a lady many unprinted songs was composed When Peter Heise died at the age of through Heise’s contribution to friend) he points towards the depths using both the original text and 49, he was at the top of his artistic ­Danish song, these 11 CDs represent of desire and obsession. its translation.­ game. He was the foremost compos- a unique experience of coherence ‘Heise had a special capacity for This release takes a step forward er of songs in Denmark, and his life’s and contrast, variety and unity, from controlling his musical expression so by presenting Heise’s songs in new work stood as a beautiful if brief peak a composer who, more than any that he could be precise in represent- translations in German, English and in Danish art song, with few prede­ other in his period, wrote his songs ing a particular text’, says Christian French. ‘The Danish respectfulness cessors and even fewer successors. in ‘a Danish tone’. Westergaard. ‘We can always hear towards Heise can weigh heavily’, This boxed set containing 11 Heise is always unmistakable that it is Heise, at the same time as says Christian Westergaard, ‘but if CDs includes all of Heise’s published­ in his art, especially because of his we hear his music shaped around the what we say is that Heise is so good, solo songs, a small group of unpub- empathetic identification with his text, as could only happen with the it is time to share Heise’s glorious lished songs and a larger group of texts, which is in the same class as greatest of lieder composers.’ songs with the rest of the world.’ newly translated songs. It is pre- the greatest of composers of vocal Heise himself said that he was sented as a series of 11 journeys music. Like a good character actor, ‘the only Danish composer who through Peter Heise’s works, each Heise uses his musical language to understood the art of reading’. This CD having its own programme and create rich poetic worlds. His literary applies not only to his skill in the mu- making a distinctive contribution to outlook was broad, and his choice sical embodiment of poetry, but also our understanding of Heise’s work. of texts stretches from the most reflects his understanding of how to The ambition of the set is to encour- recent developments in contempo- use French, Italian, German, English age steady listening, deepening our rary writing to the world of the old and the Nordic languages. He did, familiarity with the well known works Nordic sagas, always in a search for

24 25 psychological authenticity. Through Samson, are two-dimensional clichés. production on the national stage in national poets Ibsen and ­Bjørnsson. this wide range in the selection of By contrast, in his portraits of women their quest for public recognition. The These contacts developed into a texts we discover how Heise’s always Heise seeks to achieve psychological culmination of Heise’s ­effort in this series of practical collaborations recognisable musical language is realism and a level of nuance that he regard was the opera, Drot og Marsk which might have led to a great many conditioned by his reading of each teases from the old Nordic sagas as (King and Marshal), but Heise’s other projects, but sadly they came text. This musical development and well as his own time’s ‘modern break- dramatic sense also found expres- to nothing. What did emerge was a working out has formed the basis through’. The clash between the mas- sion in song cycles like Gudruns sorg series of ‘Norwegian’ songs. Heise’s for the thematic grouping of each of culine world’s raw, infantile masculin- (Gudrun’s grief), an integrated cycle, skill in presenting national identity in the 11 CDs. ity and destruction, and the ‘female’ and Dyvekes sange (Dyveke’s songs), music is never overplayed, and their From first to last, we are aware world of sensitivity and care, are easy a collection of individual pieces, Norwegian character is discreetly that Heise’s songs express a per- to find: Dyveke’s prince Christian; ­during his final decade. and subtly rendered in the harmonic ceived opposition between female Bergliot’s final rejection of blood- Like his Danish predecessors, and melodic word settings. These humanism and male destructiveness. revenge; Gudrun’s absorption in Heise was brought up to admire traits have been recognised in a few Few of the well-known composers mourning and vulnerability; Solveig’s the poetry of a number of German instances in this edition by present- of songs, mostly male, have chosen sensitivity and motherly care for poets, especially Goethe and Heine, ing these songs with Norwegian texts to write from a woman’s perspec- Peer Gynt. Men are slaves in a world but he did not publish a single song and ornamentation. tive as often as Heise, but we look they have made for themselves, with a text by them. This is surpris- through his songs in vain for a cor- where women, on the contrary, gain ing, as their poetic quality might responding depth of description in strength through their insistence on have produced, with a correspond- his handling of male psychology and human interdependence. ing musical energy, pearls amongst character. Heise’s male characters The highest possible achievement Heise’s ­output. usually embody a masculine world’s for a composer working in Copen- During the nineteenth century, power, violence and the failure to hagen during the nineteenth century Copenhagen was the cultural centre feel, and a few songs, like those to was to have a success at the Royal of the North, and Heise was in close texts by Ernst von der Recke about Danish Theatre, so it was natural for personal contact with a number of the knight ­Bertrand de Born or a composer of vocal music like Peter the leading Nordic intellectuals of his Edvard ­Lembcke’s about the giant Heise to aim for a musico-dramatic day, amongst them the Norwegian

26 27 The performers debut at the Royal Danish Opera as Norwegian Opera in 2018 she has Mime in Siegfried­ , Arturo in I Puri­ Dancairo in Bizet’s Carmen. Among had roles such as Gianetta in L’elisir tani, Tybalt in Romeo and Juliet, and other roles he has sung Count d’amore, Dido in Dido and Aeneas, Pinkerton­ i Madama Butterfly­ . Almaviva in Mozart’s The Marriage Majsa in Pique Dame, Magdalena in Tenor Adam Riis received his of Figaro, Aeneas in Purcell’s Dido Rigoletto and Magdalena in Meisters­ Baritone Bo Skovhus studied at the diploma from the Royal Danish and Aeneas and Dandini in Rossini’s inger. In 2019 Astrid Nordstad made conservatory in Aarhus, at the Royal Academy of Music in 2005 and was La Cenerentola­ . Aleksander Nohr her debut at ­Ringsaker Opera as Opera Academy in Copenhagen and a Crear Scholar 2012 with Malcolm is an experienced oratorio soloist Rosina in Il Barbiere de Sevilla. in New York with Oren Brown. He ­Marti­neau. With soloist activities in and lieder singer and his repertoire started his career in 1988 at the Vien- Scan­dinavia, Germany, Holland and includes Charpentier’s Te Deum and Tenor Bo Kristian Jensen trained at na Volksoper with a memorable Don Belgium, Adam Riis has made his Weill’s The Seven Deadly Sins. the Oberlin Conservatory of Music, Giovanni. Since then, Bo Skovhus mark in Renaissance, Baroque and Ohio, and at the Royal Opera Acad- has conquered the world. In 1997 contemporary music with ensem- The Norwegian mezzo-soprano emy in Copenhagen. He has been a he was awarded the title of Austrian bles including Arte dei Suonatori, Astrid Nordstad was educated member of the soloist ensemble at Kammersänger. When portraying Concerto Copenhagen, the Baroque at the Royal Opera Academy in the Royal Danish Opera, where he Reimann’s Lear in Hamburg and Paris Soloists, the São Paulo Symphony ­Copen­hagen and in her second sang roles like Tamino, Don Ottavio, respectively, he brought both houses Orchestra, Kaleidoskop Berlin and year she sang Flora in La traviata, Camille de Rosillon and Count Alma- down and the press spoke of the ‘role the Danish National Symphony conducted by Pier Giorgio ­Morandi. viva. Abroad, he has been involved of his life’. Other important roles have Orchestra. He has worked with In 2017 she sang the title role in in opera productions at Deutsche included Nick Shadow in Stravinsky’s conductors like Paul Hillier, Stefan The Rape of Lucretia at the Takkel­loft Oper am Rhein, the festival in Aïx en The Rake’s Progress in Düsseldorf, Solyom, Vassily Sinaisky, Andrew stage at the Royal Danish Opera. She Provence, and at the Royal Albert Vienna and Torino and the creation of Lawrence-King, Lars Ulrik Morten­ ­sen has also performed as The Mother in Hall. In the 2012/13 season he was the monodrama Siegfried, Nocturne and Thomas Dausgaard. the ­Danish national romantic piece Phantom in Andrew Lloyd-Webber’s which was composed for Bo Skovhus Elverskud by Niels Wilhelm Gade. Love Never Dies at Det Ny Teater in by Michael Jarrell for the Geneva Baritone Aleksander Nohr graduated In 2018 she performed as Flora at Copenhagen. Other noteworthy roles Wagner Festival 2013. Bo Skovhus from the Royal Opera Academy in the Trondheim Opera, and since include count Nemorino in L’elisir featured as an outstanding Cortez Copenhagen in 2012 and made his joining the soloist ensemble at the d’amore, Alfredo in La traviata­ , in Rihm’s Die Eroberung von Mexico

28 29 at the Salzburg Festival 2015. Bo most parts of Europe among others Musique in Paris and at the Leipzig performed as Pernille in ­Nielsen’s Skovhus also devotes himself inten- with Musikverein and the Tonkünstler Musical High School. After ­having Maskarade and Cherubino in The sively to singing lieder and is regularly Orchestra. She has been awarded been a member of the Berlin State Marriage of Figaro. In 2018 she invited to the world’s most renowned the Young Opera Artist of the Year, Opera’s Opera Studio from 2015 until sang and conducted a new music music centres. the Léonie Sonning Talent Prize and 2017, she joined their ­soloist ensem- theatre production with amongst the Association of Danish Music ble and has ­performed as Pamina in others music by Ligeti at the Opera Soprano Clara Cecilie Thomsen Critics’ Talent Prize. Die Zauberflöte­ , Euridice in Orfeo ed Forward Festival in Amsterdam, and graduated from the Royal Danish Euridice, Musetta in La bohéme and she made her debut with the Danish Academy of Music, Copenhagen and Tenor David Danholt graduated from Violetta in La traviata. She made her National Opera in the title role of from the Royal Opera Academy. She the Royal Opera Academy and from ­debut at the Paris Opera as Pamina Bizet’s ­Carmen. ­Francine won the debuted at the Royal Danish Opera the Royal Danish Academy of Music, and has also performed as Lauretta 1st prize at the Copenhagen Lied- in 2017 as Barbarina in Le Nozze di Copenhagen. He is a popular concert in Gianni Schicchi and Zerlina in Don Duo Competition 2015 with pianist Figaro­ and has also sung The Count- and opera soloist both in Denmark Giovanni­ . At the Zurich Opera she Christian ­ Westergaard.­ ess in Le Nozze di Figaro, Donna and abroad. In 2014 David ­Danholt had her leading role-debut in Manon Anna in Don Giovanni and Pamina won the International Wagner Com- by Massenet. Elsa Dreisig has been Bass-baritone Jakob Bloch in Die Zauberflöte. In 2019 she per- petition in Seattle. David Danholt has awarded Opernwelt’s Young Artist of ­Jespersen received his Diploma formed in ­Kasper ­Holten’s setting of been awarded the Léonie Sonning the Year prize and the Danish prize from the Royal Danish Academy Amadeus at the Royal Danish Opera Talent Prize, the Reumert Talent Young Opera Artist of the Year at the of Music in 2004 and completed and in Christian Lollike’s­ experimen- Prize, the Danish Music Critics’ As- Copenhagen Opera Festival. further studies at the Opera Acad- tal Don Juan. In 2020 she debuted sociation Prize and the Aksel Schiøtz emy in 2007. In 2013, Jakob Bloch at the Danish National Opera in Prize. He has made several record- Mezzo-soprano Francine Vis studied Jespersen was awarded the Music Mozart’s­ Die Entführung aus dem ings, the latest a CD with late roman- at the Conser­vatory of Amsterdam, Critics’ Artist Prize, in 2014 the Aksel Serail. Clara Cecilie Thomsen has tic ­Danish music for tenor and organ where she received her master’s Schiøtz Prize, and in 2020 the annual performed with orchestras such as with ­Jørgen Ellegård Frederiksen. ­degree and then moved to Copen- Music Prize of the Danish Compos- the Royal Danish Orchestra, Aalborg hagen to study at the Royal ­Opera ers’ Society. Jakob Bloch Jespersen Symphony Orchestra and Copen­ Soprano Elsa Dreisig studied at the Academy, where she graduated in made his stage debut at the Royal hagen Phil, and she has performed in Conservatoire National ­Supérieur de 2013. She has, among other roles, Danish ­Opera in 2006, since when he

30 31 has also taken part in Carl Nielsen’s repertoire is wide ranging, from the soloist, and she has sung the alto Zerbinetta in Ariadne auf Naxos, Maskarade and Henry Purcell’s The baroque to contemporary music. In parts in Handel’s ­Messiah, Bach’s Euridice in Monteverdi’s L’Orfeo, Teti Fairy Queen with Concerto Copen- the last 2 years he has moved into St Matthew­ Passion, St John ­Passion in Rossini’s Le nozze di Teti e di Peleo hagen. As a concert singer, Jakob roles such as Onegin, Scarpia and and the Christmas Oratorio, Mozart’s and Rosina in Paisiello’s Il barbiere di Bloch Jespersen has a repertoire Wotan. As a concert singer he is Requiem and Dvořák’s Stabat Mater. Siviglia. Other key appearances have ranging from the 17th to the 21st frequently engaged with the major included Pamina in Die Zauberflöte,­ century. He has especially concen- orchestras in Denmark, ­performing Baritone Lars Møller graduated from Blondchen in Die Entführung aus trated on German­ baroque music in among others Ein Deutsches the Royal Opera Academy in Copen- dem Serail and Waldvogel in Wag- collaboration with ensembles such Requiem­ , ­Messiah, St Matthew hagen and made his debut at the ner’s Siegfried as part of Daniel as Concerto Copenhagen, Nieuwe Passion. He has received ­numerous Royal ­Danish Opera in 2006. From Barenboim’s Ring Cycles at Teatro Philharmonie Utrecht and Austral- among others the Aksel Schiøtz 2007-14, he was employed at Nation- alla Scala. ian Brandenburg Orchestra, and in Prize, the Aalborg Opera Prize and altheater Mannheim, where he sang the modern repertoire with ensem- the A.M. Mortensen ­Scholarship. most of the major baritone roles in the Since her graduation from the Royal bles such as Theatre of Voices, repertoire. In 2015, he made his de- Academy of Music in Copenhagen, ­Kammer­ensemble Neue Musik Berlin, Mezzo-soprano Johanne Thisted but at Komische Oper in Berlin, sing- mezzo-soprano Signe Asmussen has and London Sinfonietta. Højlund is a Danish mezzo-soprano. ing the role of Guglielmo in Così fan been a favourite soloist with all of the She has studied at the Royal Danish tutte. At the Danish National ­Opera, national orchestras, ensembles and Baritone Jens Søndergaard gradu- Academy of Music in Copen­hagen, he has sung roles such as Enrico in choirs. With an annual average of ated from the Royal Opera Academy the ­Royal Opera Academy in Copen- Lucia di Lammermoor, Marcello in La 90-100 concerts and perfor­mances in Copenhagen in 2003 and made his hagen and the Stella Adler Studio of bohème and David in L’amico Fritz. in Denmark and abroad, she has long debut at the Royal Academy of Music ­Acting in New York. Recent roles with established her reputation as one in 2005. From 2004-07 he was a part the Danish National Opera include Soprano Mari Eriksmoen has studied of the most sought-after, versatile of the soloist ensemble at Deutsches Carmen­ in Carmen, Olga in Eugene at the Norwegian Academy of Music, singers of her generation, combin- Nationaltheater in Weimar. In 2017- Onegin, Krysztina in Die Passagierin, Oslo, the Conservatoire National ing her intense stage-presence, 19 and since 2020 he has been a Tisbe in La Ceneren­ tola­ and Ursula ­Superieur, Paris and at the Royal curiosity, and sharp musicality with member of the soloist ensemble at in Nothing by David Bruce. Johanne Opera Academy in Copen­hagen. At her passion for opera, contemporary the Royal Danish Opera. His operatic Thisted Højlund is a regular oratorio Theater an der Wien she has sung music and chamber music. She has

32 33 a close collaboration with Christian Sofie Elkjær Jensen’s rich lyric Westergaard, with whom she was one ­soprano voice and captivating of the founders of Liedkompagniet. stage presence have put her at the She has been awarded several prizes, forefront of the new generation of including the Aksel Schiøtz Prize and Scandinavian singers. A celebrated Danish Composers’ Society’s Award performer at the Royal Danish for Musicians. Opera, her roles include Gilda in Verdi’s Rigoletto­ , Mimì in Puccini’s Bass-baritone Simon Duus gradu- La bohème, Susanna in Le Nozze di ated from the Royal Opera Academy Figaro and Pamina in Die Zauber­ in Copenhagen in 2011 and as a flöte. Sofie Elkjær Jensen is also a soloist from the Royal Academy of brilliant interpreter of new music and Music in Aarhus. He is a permanent works of the 20th century as seen in member of the soloist ensemble at the role of Gerda in Hans Abraham- the Royal Danish Opera and has also sen’s The Snow Queen and the Maid performed as Figaro in Le nozze di in Thomas Adès’s Powder her Face. Figaro, Papageno in Die Zauberflöte, Don Basilio in Il ­barbiere di Siviglia Tenor Stig Fogh Andersen was a and Julio in Adès’s The Exterminat­ member of the ensemble at the Royal ing Angel. He ­received the Reumert Danish Opera in Copenhagen for Talent Prize in 2012, the Danish 35 years, from 1980 until 2015. He Wagner Society’s Bayreuth Scholar­ became one of the most internatio- ship in 2013, the Danish ­Music nally respected tenors in the Wagner Critics’ Prize in 2014 and the Aksel repertory after his debut as Siegfried Schiøtz Prize in 2017. in 1994 at the Danish National Opera in Aarhus. Since then he has sung the part of Siegfried more than 150 Pianist Christian Westergaard

34 35 times all over the world. As a concert the Royal Danish Academy of Music Heises sange ret få indspilninger af hans sange, singer he has performed and recor- in Copenhagen, and has received men på denne udgivelse kan man for ded a large repertory ranging from both the Van Hauen Grant and the – et poetisk livsværk første gang høre næsten dem alle, Bach to Britten with both piano and Sonning Talent Prize. næsten 300 sange i alt. Et poetisk orchestra, as for example Schön- livsværk, som på indspilningen er berg’s Gurrelieder­ which he has Af Jens Cornelius samlet og tilrettelagt af pianisten recorded three times, with the con- Christian Westergaard. ductors Esa-Pekka Salonen, Mariss Han gjorde ikke meget opmærksom “Heises sange er en stor musikalsk­ Jansons and Günter Neuhold. på sine sange. Han optrådte ikke skat, som fortjener at blive præsente- med dem, gav dem ingen ­opusnumre ret i sit fulde omfang. Det håber jeg, at The pianist Christian Westergaard og forsøgte ikke at få dem udgivet denne udgivelse lykkes med. Og der trained at the Royal Danish Conser­ i udlandet. Sangene levede deres er al mulig grund til at få hans sange vatory of Music, with Amalie Malling eget liv og bredte sig til et stort endnu mere frem i lyset, for Heise var and Niklas Sivelöv, and made his dansk publikum i kraft af deres melodiens mester, og i hans sange name as accompanist to a number of skønhed og kunstneriske kvalitet. topper kunstsangen­ i Danmark,”­ siger the leading Nordic singers. As well as Med tiden blev de anerkendt som det Christian ­Westergaard. giving many concerts in Denmark, he ­bedste, der var skrevet i genren af en Peter Arnold Heise blev født 1830 has played around Europe, includ- dansk komponist.­ i en akademikerfamilie i Køben­havn. ing recitals at the Wigmore Hall in Peter Heises berømmelse i Dan- Allerede som 13-årig var han i gang London and the Hamburg Musikhalle. mark som sangkomponist voksede som sangkomponist, og i 17-årsal- Christian Westergaard is founder and yderligere efter hans død i 1879. På deren fik han som kompositionslærer artistic director of Liedkompagniet, internationalt niveau har hans sange den idealistiske A.P. Berggreen, der which has renewed the focus on the derimod hidtil været en skjult skat. forenede sin klassicistiske holdning art of Danish song, with music by Det skyldes først og fremmest spro- med en nationalromantisk folketone. composers including Peter Heise get, for Heise komponerede næsten Heises melodiske talent var åbenlyst, and Herman D. Koppel. Christian udelukkende sange til danske og nor- hvad man for eksempel kan høre i Westergaard is assistant professor at diske tekster. Desuden er der ­lavet den bedårende “Agnetes vuggevise”

36 37 fra 1849 til tekst af H.C. Andersen. han endnu boede i Leipzig. Deref- aldrig jurist som planlagt, men afbrød kermiljø. Han blev aldrig en offentlig Men Heise mente selv, at han havde ter fortsatte han i en stadig strøm sine universitetsstudier efter første berømthed, selv om hans sange brug for et stærkere teoretisk funda- resten af livet med at komponere års filosofikum. I 1857 fik Heise sit blev trykt og udbredte sig mere ment, så i 1852-53 videre­uddannede sine finpolerede sange. Men ganske livs eneste fastansættelse, nemlig og mere. Heises liv udspillede sig i han sig i Leipzig, byen, hvor hans mærkeligt havde denne flittige, dedi- som musiklærer og organist ved det intellektuelle københavnske kredse, lidt ældre kollega Niels W. Gade kerede sangkomponist ikke de store fine gamle akademi i Sorø. Til de hvor han følte sig naturligt hjemme, havde fået sit store gennembrud i karriereambitioner. Det er oplagt at studerende ved både universitetet og og hvor han var beundret for sin 1840’erne. Også Gade var elev af sammenligne Heise med hans norske Sorø Akademi skrev han korsange, begavelse, selskabelighed og livlige Berggreen, og han blev både en ven kollega Edvard Grieg, der kom til vokalkvartetter og kantater, og han humoristiske­ sans. og mentor for Heise. Leipzig nogle år senere og fik sine blev efterspurgt som sangkomponist I Leipzig blev Heise undervist i sange vidt udbredt i tyske udgaver til teaterforestillinger i København. De vigtigste afbrydelser i Heises komposition og teori af Moritz Haupt- med oversat tekst. Det samme skete Heise giftede sig i 1859 med liv var tre lange italiensrejser i mann, kantor ved Thomaskirken. ikke for Heise – måske fordi han ikke Vilhelmine “Ville” Hage, datter af 1860’erne. Han elskede mødet med Han studerede kontrapunkt og fuga, tænkte sin kunst som en egentlig Alfred Hage – en af Danmarks rigeste Italiens kultur, kunst og folkeliv, spillede på Bachs orgel og sugede levevej. Hans egen omtale af sine mænd og førende liberale politi- der dog kun i ringe omfang smit- til sig af byens frodige koncertliv. sange var usædvanlig beskeden, og kere. I 1865 forlod Heise-parret det tede af på hans musik. Et af de få Udbuddet af musik, fra barokken til i sine breve benævner han dem ofte provinsielle Sorø og slog sig ned i eksempler er Sydlandske sange Wagners nyeste operaer, var helt med det afvæbnende ord “viser”. centrum af København. Om som- fra 1874 til ­tekster af H.P. Holst og uden sammen­ligning med, hvad man I stedet for at udnytte sine tyske meren boede de i en stor landvilla B.S. ­Ingemann, der havde under- kunne opleve i datidens København. kontakter og opbygge en karriere i Taarbæk, nord for hovedstaden. vist på Sorø Akademi siden 1822 som komponist knyttede Heise sig Heise var velhavende nok til ikke at og døde samme sted i 1862. Heise Fra sine læremestre overtog Heise til det akademiske miljø i Køben- behøve et fast arbejde. Selv om han endda indlægger et Rossini-citat i den enkle strofiske form og en havn, som han umiddelbart efter var en dygtig pianist, spillede violin tarantellen “En ritornelsanger blandt glasklar satsteknik. De første sange, sin studentereksamen var blev en og komponerede en række glimrende dansende landfolk”. han fik udgivet, var Fire digte til del af, og blev i 1854 dirigent for kammermusikværker,­ havde han I Italien blev Heise en del af den tekster af Christian Winther og Adam Studenter-Sangforeningen, univer- ingen scenekarriere­ og tog ikke del i skandinaviske kunstnerkoloni. Her var Oehlenschläger, der udkom, mens sitetets mandskor. Selv blev han koncertlivet eller Københavns musi- også den norske digter ­Bjørnstjerne

38 39 Bjørnson, hvis langdigt Bergliot, med, og som førte ham til at skrive nelige kong Christian 2.’s elskerinde mens Gudruns sorg arbejder indefra bygget over den oldnordiske saga om noget af sin bedste musik. I Leipzig Dyveke, hvis drømme og angst Heise med formen uden at sprænge den. kong Harald Hårderåde, der dræbte havde han i 1852 hørt Schumanns beskriver så nuanceret og gribende. Det er nok det psykologisk mest Bergliots mand, Einar, og deres søn, sangcyklus Frauenliebe und Leben, I hans nationalhistoriske opera Drot dybdeborende, han har lavet.” Eindride, blev skrevet specielt til der gjorde et voldsomt indtryk på og Marsk møder man to kontraste- ­Heise. Han satte teksten i musik som ham. “Det er ubetinget den bedste rende kvinder, den skæbnetyngede Heises valg af tekster fortæller en fusion af sangcyklus og solokan- sangmusik, jeg hidtil har hørt,” skrev adelskvinde fru Ingeborg og den historien om hans livslange arbejde tate (den bedre kendte version med Heise, og kaldte cyklussen for “et intuitive, selvstændige Aase af folket. med klaversange. Med kræsenhed musik af Grieg, komponeret 10 år fuldstændigt mesterværk”. Heises Aases tre sange fra operaen blev en havde han altid antennerne ude senere, er for recitation). Bjørnson interesse for kvindelig psykologi populær del af Heises sangreper­ ­ efter nye tekster, og hans sange var begejstret for Heises musik til skyldtes sikkert også den centrale, toire. I Gudruns sorg, med tekst kan ses som en antologi over god Bergliot, som han mente, at “det skal tragiske omstændighed ved hans liv: fra den oldnordiske Edda (Gudrun­ dansk poesi. Blandt de ældre digtere holde haardt at høre uden Taarer”. Hans mor døde ved hans fødsel. Det kvadene), er det Sigurd Fafnersbanes var ­Christian Winther en af hans Heise lavede også musik til livsvilkår må have åbnet hans syn for enke, der ligesom Bergliot udtrykker favoritter. Deres samarbejde kan Solveigs sange fra Henrik Ibsens kvindeskæbner og også for en særlig en kvindelig reaktion på mændenes godt måle sig med mere kendte Peer Gynt (igen nogle år før Grieg) øm side af hans produktion, nemlig hoved­løse voldsomhed. Heise ud- komponist/digter-partnerskaber fra og til sange fra Bjørnsons skuespil vuggeviser. “Heise skyede ikke en sætter sagatekstens korte, rå vers i musikhistorien. Winthers digtning Arne. Dansk og norsk var officielt lejlighed, hvis der var mulighed for karske sanglinjer og en dyster harmo- har en kerne og dobbelttydighed, det samme sprog dengang, men at skrive en vuggevise,” fortæller nisering, hvor sangene er forbundet som holdt Heise fanget i mange år, udtaltes forskelligt. “Heise havde Christian Westergaard. “Blandt hans af et sørgemarch-ledemotiv. hvorimod digtene af Ingemann og sans for folklore og lokal kolorit. Der utrykte manuskripter er “Fra min “Der er et væld af komplekse Oehlenschläger kun beskæftigede var bestemte musikalske vendinger, mors grav” – det er meget symbolsk, kvindeskikkelser i hans musik,” siger ham i en kortere periode. Senere blev han kun brugte i sine norske sange,” at han komponerede sådan en sang.” Christian Westergaard. “De kvinde- Emil Aarestrups stærke kærligheds- forklarer Christian Westergaard. De kvindeportrætter, Heise lige psykologier har interesseret ham poesi meget interessant for ham, beskrev i musik, tager ofte ud- mest, og de fører ham til musikalske og i 1870’erne samarbejdede han Bergliot var blot én af de markante gangspunkt i personer fra historien. hybridformer. Bergliot er højdrama- med Holger Drach­mann, tidens store kvindeskikkelser, Heise arbejdede I Dyvekes sange er det den utilreg- tisk udformet med en kerne af lied, nye danske forfatter. Heise var også

40 41 blandt de første komponister, der udvalg af hans sange at udkomme Peter Heise komponerede i alt cirka Det er særlig intenst i hans udsæt- anerkendte Steen Steensen Blichers i en trebindsudgave. De nåede vidt 300 sange. 187 af dem var med i den telser af Emil Aarestrups sanselige digtning, selv når den var skrevet på ud til mange musikalske hjem i gamle trebindsudgave fra slutnin- kærligheds­digte. I “Skovensomhed” jysk dialekt. Danmark, og Heise blev anerkendt gen af 1800-tallet, mens 226 sange indfanger han med sin ekstatiske har- Samme åbenhed for nye påvirk- som 1800-tallets førende danske findes i den videnskabelige udgave monisering og vægtløse melodi Aare­ ninger kan man se i Heises musi- lied­komponist. Da den første biografi fra 1990, redigeret af Niels Martin strups beskrivelse af forelskelsens kalske stil, der kulminerede i de tre om ham udkom i 1926, skrev forfat- Jensen. Denne indspilning samler for magi, mens “Til en veninde” peger fremragende samlinger, han kom- teren Gustav Hetsch, at bogen ikke første gang så godt som alle hans på de mørke dybder ved begæret og ponerede i sit sidste leveår: Erotiske behøvede at gå nærmere ind på sange. Cirka 100 af dem har aldrig besættelsen. digte (Aarestrup), Farlige drømme hans sange, fordi alle læsere jo var været indspillet før, og kort sagt har “Heise havde en særlig evne til og Dyvekes sange (Drachmann). bekendt med dem på forhånd! “Naar det aldrig tidligere været muligt at få at beherske sit musikalske udtryk, Dyvekes sange peger med deres Ens Musik har vundet et helt Folks så stort et indblik i Heises kunst. så han kunne give sig hen til en gennemkomponerede former, den Øre og Hjærte – saa er man godt paa Christian Westergaard har inddelt bestemt tekstverden,” siger Christian ekspressive harmonik og levende, Vej til Udødeligheden,” skrev Hetsch. sangene i grupper, der viser hoved- Westergaard. “Man kan altid høre, meddigtende klaverakkompagne- Enkelte sange var blevet særlig sporene i Heises værk og samler sig det er Heise, samtidig med at hans ment i en retning, som Heise ikke fik populære, for eksempel “Næppe tør om de centrale sangudgivelser. På musik lægger sig omkring teksten, lov til at forfølge. jeg tale”, “Skovensomhed”, “Vågn af den måde ser man også, at nogle af som det kun sker hos de største “Heises tekstvalg blev bredere din slummer”, “Der var en svend med samtidens typiske spor ikke ­præger liedkomponister.”­ med årene, samtidig med at hans sin pigelil”, “Vårsang i høst”, “Han gyn- Heises livsværk, for eksempel Heise sagde selv, at han var musikalske udtryk blev mere mang- ged på havet”, “Højt over bøgens top”, nationalismen, der kun træder klart “denne eneste danske komponist, der foldige. Det er en virkelig interes- “Den unge lærkes forårssang” og frem i de seks Krigssange, skrevet forstod den kunst at læse”. Det gjaldt sant symbiose, og det er pirrende at “Gold er den jord”. Nogle sange blev som optakt til Danmarks fatale krig ikke kun hans evne til musikalsk tænke på, hvad han kunne have skre- endda en del af det folkelige fælles- mod Preussen i 1864. Efter krigen fortolkning af poesi, men også hans vet, hvis han ikke havde haft et svagt sangrepertoire, blandt andre “Jylland stoppede Heise i øvrigt med at konkrete beherskelse af både fransk, helbred og var død som 49-årig.” (mellem tvende have)”, “Gud fred med sætte poesi af tyske digtere i musik. italiensk, tysk og engelsk samt de Kort før Heise døde af en nyre- vore døde (Det var på Isted Hede)” og Langt stærkere er Heises interesse nordiske sprog. Alligevel valgte sygdom i 1879, begyndte et stort “Husker du i høst”. for kærlig­hedslivet og erotikken. han med ganske få undtagelser at

42 43 benytte de udenlandske tekster af for Rejser gennem Heises også 11 bud på tematiske akser, der eksempel Shakespeare, Byron, Heine drev Heise frem som sangkomponist, og Goethe i danske oversættelser. En sange bevidst eller ubevidst. For os, der har enkelt samling, Lenaus Schilflieder, taget rejsen gennem dette bidrag lavede han i en tosproget udgave på til solosangkunsten skabt på dansk både tysk og dansk, og i enkelte af Af Christian Westergaard jord, repræsenterer de 11 cd’er de utrykte sange har han på samme derfor også en helt særlig og unik op- måde arbejdet med både original- Da Peter Heise dør 49 år gammel, levelse af sammenhæng og kontrast, sprog og oversættelse. er han på toppen af sin kunstne- mangfoldighed og enhed hos den Denne indspilning foretager et riske formåen. Han er den danske komponist, der mere end nogen an- modtræk ved at præsentere et udvalg sangkomponist par excellence, og den var med til at skabe ‘den danske af Heises sange i nye oversættelser hans livsværk står som et smukt, tone’ i 1800-årenes kunstsang. til tysk, engelsk og fransk. “Den kort zenit i den danske kunstsang, Heise er altid umiskendelig i sin danske respektfuldhed overfor Heise med få forgængere og endnu færre kunst, men særligt hans empatiske vejer tungt,” siger Christian Wester- efterfølgere.­ talent for identifikation gennem gaard, “men hvis vi i Danmark mener, Dette bokssæt på 11 cd’er inde- teksterne er i klasse med genrens at Heise er så god, som vi siger, holder alle Heises trykte solosange, allerstørste vokalkomponister. Som han er, så skal han heller ikke kun en lille gruppe utrykte sange samt en en god karakterskuespiller benyt- være vores!” større samling af nyoversatte sange. ter Heise sit musikalske sprog til at Det er 11 rejser gennem Peter Heises skabe rige poetiske verdener. Hans livsværk, og cd’erne er stykket sam- litterære udsyn var stort, og hans men, så de hver især udgør en brik tekstvalg spænder fra samtidens i hele Heises betagende sangkunst. ­nyeste strømninger til den old­ Ambitionen har været at tilskynde til nordiske sagaverden, altid i søgen stadig lytning, i dybden af det kendte efter psykologisk ægthed. Som en såvel som i bredden af det ukendte. vifte breder tekstvalget sig ud, og Tilrettelæggelsen rummer derfor man opdager, hvordan Heises altid

44 45 genkendelige musikalske sprog bliver og infantile ­maskulinitet og destruk- vægterne Goethe og Heine, men han modnet af hans tekstlæsning. Denne tion er let at finde: Dyvekes prins placerede ikke et eneste af disse musikalske udvikling og udfoldelse Christian, Bergliots ende­gyldige tysksprogede ungdomsarbejder i sine har været udgangspunktet for cd’er- afvisning af blodhævn, Gudruns trykte samlinger, hvilket kan undre, nes tematiske grupperinger. insisteren på sorg og sårbarhed, da den poetiske kvalitet her mod­ Fra først til sidst er især Heises Solveigs følsomhed og moderlige svares af en tilsvarende musikalsk interesse for modstillingen mellem omsorg for Peer Gynt. Mændene nerve, der placerer dem som perler i kvindelig humanisme og mandlig er slaver i den verden, de selv har Heises produktion. ­destruktion udtalt. Få sangkompo- skabt, hvorimod kvinderne får styrke København var i 1800-tallet Nor- nister vælger så ofte som Heise et gennem deres insisteren på den dens kulturelle centrum, og Heise var kvindeligt perspektiv, og man søger menneskelige samhørighed.­ i tæt personlig kontakt med en række forgæves hos ham efter tilsvarende Succesens panteon i 1800-tallets­ af de førende nordiske åndsskikkel- dybdeborende beskrivelser af den københavnske musikliv var Det ser, heriblandt de norske national- mandlige karakter og psykologi. Kongelige­ Teater, og det var derfor digtere Ibsen og Bjørnsson. Det blev Heises ‘mænd’ repræsenterer den naturligt for en vokalkomponist som til en række konkrete samarbejder, maskuline ­verdens magt, vold og Peter Heise, at vejen til anerkendelse der dog kun antyder omfanget af følelses­mæssige fallit. Eller også gik igennem produktion af musik­ de mange projekter, Heise havde i er de, som Ernst von der Reckes dramatik til nationalscenen. Kulmina­ ­ støbeskeen med begge, men som ­ridder Bertrand de Born eller Edvard tionen i disse bestræbelser er operaen oftest ikke blev til noget. Tilbage står Lembckes kæmpe Samson, to­dimen­ Drot og Marsk, men Heises dramati- en række ‘norske’ sange, hvor Heises sionelle klichéer. I sine kvinde­ ske sans findes lige så fremtrædende sans for folketone aldrig overspil- portrætter afsøger Heise derimod en i sangcykler som Gudruns sorg og les som i en stiløvelse, men diskret psykologisk realisme og nuancering, Dyvekes sange, de to værker, der og subtilt indlejres i det harmoniske der findes såvel i den oldnordiske indrammer Peter Heises sidste årti. og melodiske ordforråd. Træk, som sagaverden som i hans egen samtids Som sine danske forgængere var denne udgivelse i et par tilfælde har moderne gennembrud. Sammen­ Heise i sine dannende år optaget af forsøgt at fremhæve gennem norsk stødet med den maskuline verdens rå den tyske poesi hos navnlig svær- tekstudtale og folkloristisk forsiring.

46 47 De medvirkende roller tæller blandt andet Almaviva Tenoren Bo Kristian Jensen er ud- har Bo Skovhus erobret verden i Mozarts ­Figaros bryllup, Aeneas i dannet ved Oberlin Conservatory og blev i 1997 hædret med titlen Purcells Dido og Aeneas og Dandini of Music i Ohio og Operaakade- østrigsk ‘Kammersänger’. Hans i Rossinis­ Askepot. Aleksander Nohr miet i København. Han har været skildring af Reimanns Lear i både Tenoren Adam Riis tog diplom­ er desuden en erfaren oratoriesolist medlem af solistensemblet ved Det Hamborg og Paris tog publikum eksamen fra Det Kongelige Danske og liedsanger med blandt andet Kongelige Teater, hvor han sang med storm, og anmelderne skrev om Musikkonservatorium i 2005 og var Charpentiers­ Te Deum og Weills roller som Tamino, Don Ottavio, “hans livs rolle”. Andre nævneværdige Crear Scholar 2012 hos Malcolm De syv dødssynder på repertoriet. Camille de Rosillon og Grev Alma­ optrædener tæller Nick Shadow i Martineau. Med solistvirksomhed i viva. I udlandet har han medvirket i Stravinskijs Lastens vej i Düsseldorf, Skandinavien, Tyskland, Holland og Den norske mezzosopran Astrid blandt andet operaproduktioner på Wien og Torino og tilblivelsen af Belgien har Adam Riis markeret sig i Nordstad er uddannet på Opera­ Deutsche Oper am Rhein, Opera­ monodramaet­ Siegfried, Nocturne­ , renæssance-, barok- og nykompone- akademiet, hvor hun blandt andet festivalen i Aïx en Provence og Royal komponeret til Bo Skovhus af Michael­ ret musik med orkestre som Arte dei sang Flora i La traviata, dirigeret af Albert Hall. I ­sæsonen 2012-13 Jarrell til Genèves Wagner Festival Suonatori, Concerto Copen­hagen, Pier Giorgio Morandi. I 2017 sang sang han ­Fanto­met i Lloyd-Webbers 2013. Endnu et højdepunkt for Bo Barokk­solistene, São Paulo Sympho- hun titelrollen i The Rape of Lucretia Love Never Dies på Det Ny Teater Skovhus var en fremr­agende udgave ny Orchestra, Kaleidoskop Berlin og på Takkelloftet i København. Hun har i København. Af andre store roller af Cortez i Rihms Die Eroberung­ von DR Symfoniorkestret. Han har arbej- også sunget Moderen Niels W. Gades kan nævnes Nemorino i Elskovs­ Mexico ved Festspillene i Salzburg det med dirigenter som Paul ­Hillier, Elverskud. I 2018 sang hun Flora drikken, Alfredo i La traviata, Mime i i 2015. Som koncertsanger har Bo ­Stefan Solyom, Vassily Sinaisky, på Trondheim Opera, og i 2018 blev Siegfried, Tybalt i ­Romeo og Julie og Skovhus optrådt med de bedste Andrew Lawrence-King, Lars Ulrik hun en del af solistensemblet på Den Pinkerton i ­Madame Butterfly. orkestre i Europa, USA og Japan. Mortensen og Thomas ­ Dausgaard.­ Norske Opera, hvor hun blandt andet Hans omfattende repertoire har vægt har sunget Gianetta i Elskovsdrikken­ , Barytonen Bo Skovhus studerede på værker af Mahler og skandinavi- Barytonen Aleksander Nohr er Dido i Dido og Aeneas, Majsa i Spar ved Det Jyske Musikkonservatorium, ske komponister. Derudover er han uddannet fra Operaakademiet i Dame, Magdalena i Rigoletto and Operaakademiet og i New York hos en stærkt dedikeret liedsanger og Københvan i 2012 og debuterede Magdalena i Mestersangerne. I 2019 Oren Brown. Han begyndte sin kar- får ofte invitationer fra verdens mest på Det Kongelige Teater som debuterede hun på Ringsaker­ ­operaen riere i 1988 på Wiens Volks­oper i en anerkendte musikhuse. ­Dancairo i Bizets Carmen. Andre som Rosina i Barberen i Sevilla. mindeværdig Don Giovanni­ . Siden

48 49 Sopranen Clara Cecilie Thomsen er som Copenhagen Opera Festivals samme operas solist­ensemble, hvor i 2015 førstepris ved Copenhagen uddannet fra Det Kongelige Danske Årets Talent, Leonié ­Sonnings Talent- hun blandt andet har sunget Pamina Lied-Duo Competition med ­pianisten Musikkonservatorium og Opera­ pris og ­Anmelder­ringens Talentpris. i Tryllefløjten, ­Euridice i Orfeus og Christian Westergaard. akademiet. Hun debuterede på Eurydike, ­Musetta i La bohéme og Det Kongelige Teater i 2017 som Tenoren David Danholt er uddannet Violetta i La traviata. Elsa Dreisig Basbarytonen Jakob Bloch Jesper­ Barbarina i Figaros Bryllup og har fra Operaakademiet og Det Konge- debuterede på Parisoperaen som sen tog diplomeksamen fra Det siden blandt andet sunget Grevinden lige Danske Musikkonservatorium. Pamina og har også sunget ­Lauretta Konge­lige Danske Musikkonservato- i Figaros bryllup, Donna Anna i Don Han har en omfattende koncertvirk- i Gianni Schicchi­ og Zerlina i Don rium i 2004 og afsluttede sine videre­ Giovanni og Pamina i Tryllefløjten. somhed både i ind- og udland. I 2014 Juan. På Zurich Operaen debute- gående studier på Operaakademiet I 2019 medvirkede hun i Kasper vandt han International Wagner Com- rede hun i titelrollen i Massenets i 2007. I 2013 modtog han Musik­ Holtens opsætning af Amadeus og petition i Seattle, og han har blandt Manon. Elsa Dreisig har modtaget anmelderringens Kunstnerpris, i i Christian ­Lollikes eksperimente- andet modtaget Léonie Sonning Opernwelts Young Artist of the Year 2014 Aksel Schiøtz Prisen og i 2020 rende forestilling Don Juan. I 2020 Musikfonds Stipendium, Reumerts og Copenhagen Opera Festivals Komponistforeningens­ Musikpris. debuterede hun på Den Jyske Opera Talentpris, Musikanmelderringens Årets Talent. Jakob Bloch Jespersen debuterede i Mozarts Bortførelsen fra Seraillet. Kunstnerpris og Aksel Schiøtz Prisen. på Det Kongelige Teater i 2006, hvor Clara ­Cecilie Thomsen har sunget David Danholt har desuden indspil- Sopranen Francine Vis er uddannet han blandt andet har medvirket i med orkestre som Det Kongelige let adskillige CD’er, senest med på Conservatorium van Amsterdam Maskarade og i Henry ­Purcells The Kapel, Aalborg Symfoniorkester og senromatisk dansk musik for tenor og og på Operaakademiet i 2013. Hun Fairy Queen med ­Concerto Copen- Copenhagen Phil, og hun har optrådt orgel sammen med Jørgen Ellegård har blandt andet sunget Pernille i hagen. Som koncertsanger har Jakob i store dele af Europa, blandt andet i Frederiksen.­ Maskarade­ og Cherubino i Figaros Bloch Jespersen et repertoire, der Musikverein i Wien med Tonkünstler bryllup. I 2018 både sang og dirige- strækker sig fra det 17. til det 21. Orkesteret. Clara Cecilie Thomsen har Sopranen Elsa Dreisig er uddannet på rede hun en ny musikdramatisk pro- århundrede. Han har særligt specia- desuden optrådt som solist i kantater National Supérieur de Musique i Paris duktion ved Opera Forward Festival i liseret sig i tysk barokmusik sammen og passioner, blandt andet Händels og på Universitetet i ­Leipzig. Efter Amsterdam, blandt andet med musik med blandt andre Concerto Copen- Messias, Bachs Johannes­passionen at have været en del af ­Staatsoper af György Ligeti, og hun debuterede hagen, Nieuwe Philharmonie Utrecht og Matthæuspassionen og Mozarts Berlins talentprogram, Opera Studio, på Den Jyske Opera i titelrollen i og Australian Brandenburg Orchestra Requiem. Hun har modtaget priser fra 2015-17 blev hun medlem af Bizet’s Carmen. Francine Vis vandt og i det moderne repertoire med

50 51 blandt andre Theatre of Voices, Mezzosopranen Johanne Thisted i ­partiet som Guglielmo i Così fan bler og kor. Med et gennemsnit på Kammer­ensemble Neue Musik Berlin Højlund er uddannet fra Det Konge- tutte. På Den Jyske Opera har han cirka 100 koncerter om året har og London Sinfonietta.­ lige Danske Musikkonservatorium, sunget partier som Enrico i Lucia di hun for længst slået sit ry fast som fra Operaakademiet i København Lammermoor, Marcello i La bohème en af sin genrations mest alsidige Barytonen Jens Søndergaard er ud- og fra Stella Adler Studio of Acting i og David i L’amico Fritz. og karismatiske sangerinder både dannet på Operaakademiet i 2003 New York. Hun har sunget ­adskillige inden for ny musik, kammermusik og debuterede fra Det Konge­lige ­partier på Det Kongelige Teater, Sopranen Mari Eriksmoen er uddan- og opera. Signe Asmussen har Danske Musikkonservatorium i 2005. blandt andre som Carmen i Carmen, net på Norges Musikkhøgskole, på et tæt samarbejde med Christian Fra 2004-2007 var han ansat som en Olga i Eugene Onegin, Krysztina Conservatoire National Superieur Westergaard med hvem hun blandt del af solistensemblet på ­Deutsche i Die Passagierin, Tisbe i Askepot i Paris og på Operaakademiet. På andet har været med til at grund- National­theater i Weimar. Fra 2017- og Ursula i Dave Bruces Nothing. Theater an der Wien har hun blandt lægge Liedkompagniet.­ Hun har 19 og igen fra 2020 har han været en Johanne Thisted Højlund optræder andet sunget Zerbinetta i Ariadne modtaget adskillige priser, blandt del af solist­ensemblet ved Det Konge­ desuden ofte som oratoriesolist og på Naxos, Eurydike i L’Orfeo­ , Teti i andre Aksel Schiøtz Prisen og lige Teater. Hans operarepertoire­ har blandt andet sunget Händels Rossinis­ Le nozze di Teti e di Peleo Komponistforeningens ­ Musikerpris.­ ­dækker bredt, fra barokken til mod- Messias, Bachs Mattæuspassionen, og Rosina i Paisiellos Barberen i erne ­opera, og de seneste år har han Johannespassionen­ og Juleoratoriet­ , Sevilla.­ Andre centrale roller tæller Basbarytonen Simon Duus er ud- sunget roller som Onegin, Scarpia i Mozarts Requiem og Dvořáks Pamina i Tryllefløjten, Blondchen i dannet fra Opera­akademiet ved Det Tosca og Wotan i ­Rhinguldet­ . Jens ­Stabat Mater. Bortførelsen fra Seraillet og Wald­ Kongelige Teater i 2011 og fra solist- Søndergaard er desuden meget vogel i Siegfried – som en del af klassen ved Det Jyske Musikkonser- benyttet som koncertsanger hos de Barytonen Lars Møller er uddannet Daniel­ Barenboims Ringen på Teatro vatorium i 2015. Han er fast medlem store danske orkestre og har blandt fra Operaakademiet i København alla Scala.­ af solistensemblet på Det Kongelige andet optrådt med Ein deutsches og debuterede på Det Kongelige Teater, hvor han blandt andet har Requiem, ­Messias og Mattæus­ Teater i 2006. Fra 2007-14 var han Siden sin debut fra Det Kongelige sunget Figaro i Figaros bryllup, passionen. Han har mod­taget adskil- ansat på Nationaltheater Mannheim, Danske Musikkonservatorium har Papageno i Tryllefløjten­ , Don Basilio lige priser, blandt andre Aksel Schiøtz hvor han sang mange af repertoirets mezzosopranen­ Signe Asmussen i Barberen i ­Sevilla og Julio i Adès’ Prisen, Aalborg Operapris og A.M. store baryton­partier. I 2015 debute- været en flittigt benyttet solist med The Exterminating Angel. Han har Mortensen-legatet.­ rede han på Komische Oper i Berlin alle de danske orkestre, ensem- modtaget Årets Reumert Talentpris i

52 53 2012, Edith Allers Mindelegat og Det Wagner-­tenorer, og han har siden er ansat som adjunkt Det Konge- Danske Wagnerselskabs Bayreuth­ sunget partiet som Siegfried mere lige Danske Musikkonservatorium i stipendium i 2013, Musikanmelder- end 150 gange overalt i verden. Som København og er blandt andet blevet ringens Kunstnerpris i 2014 og Aksel koncertsanger dækker hans reper- tildelt legater fra Van Hauen og Schiøtz Prisen i 2017. toire fra Bach til Britten og har han Sonnings­ Musikfond. sunget og indspillet adskillige CD’er Sofie Elkjær Jensens rige, lyriske blandt andet tre udgaver af Schön- sopran og store scenenærvær har bergs Gurrelieder med dirigenterne gjort hende til en af sin generations Esa-Pekka Salonen, Mariss Jansons førende sopraner i Skandinavien. På og Günter Neuhold. Det Kongelige Teater har hun blandt andet sunget Gilda i Verdis Rigo­ Pianisten Christian Westergaard er letto, Mimì i Puccinis La bohème, uddannet på Det Kongelige Danske Susanna i Figaros bryllup og Pamina Musikkonservatorium hos Amalie i Tryllefløjten­ . Sofie Elkjær Jensen Malling og Niklas Sivelöv og har er også en ledende fortolker af mo- slået sit navn fast som partner for derne ­værker og har uropført Hans en række førende nordiske sangere. Abrahamsens Snedronningen samt Foruden flittig koncertvirksomhed i sunget Tjenerinden i Adès’ Powder Danmark har Christian ­Westergaard her Face. spillet koncerter flere steder i Europa, blandt andet i Wigmore Tenoren Stig Fogh Andersen har Hall og Musik­halle Hamburg. Han er været medlem af solistensemblet grundlægger og kunstnerisk leder af på Det Kongelige Teater i 35 år fra Liedkompagniet, som har sat fornyet 1980 til 2015. Efter sin debut som fokus pa dansk liedkunst af kompo- Siegfried i 1994 på Den Jyske Opera nister som Peter Heise og Herman blev han en af de mest efterspurgte D. Koppel. Christian Westergaard

54 55 CD 1 Hun ganger for kisten at tage den, Hun fletted, hun bød ham i ypperlig Hun fletted, så fingerne blev blå: “Sæt hjertet var så stort derved; stund sin røde mund: du den på.” FIRE SANGE AF ARNE hun leder frem til dens gamle sted, han tog den, og han fik den, og han Men da hun skulle vende sig, hun da var der ikke tråden igen. rødmede som hun. ingensteds ham så. Ingerid Sletten “Til Sanktehans er der latter og dans; “Til Sanktehans er der latter og dans; Bj. Bjørnson men siden ved jeg lidet, om hun fletter men siden ved jeg lidet, om hun fletter Venevill 1 Ingerid Sletten af Sillegjord sin krans!” sin krans!” Bj. Bjørnson havde hverken sølv eller guld; men en liden hue af farvet uld, 2 Hun Venevill hopped på letten fod sin Hun fletted en hvid i et liljebånd: “Min Hun flettede modigt foruden stands på som hun havde fået udaf mor. kærest imod. højre hånd.” sin brudekrans. Han sang, så det hørtes over kirketag: Hun fletted en blodrød i kærlighed: “Min Men nu var det langt over Sanktehans, En liden hue af farvet uld, “God dag! God dag!” – venstre med.” ingen blomster fan’s: havde hverken stads eller for, Og alle de småfugle sang lystigt med Han tog imod dem begge to, men blus- hun fletted af de blomster, som slet ikke men fattigt mnde om far og mor, i lag: sede derved. fan’s! der skinner langt mer end guld. “Til Sanktehans er der latter og dans; “Til Sanktehans er der latter og dans; “Til Sanktehans er der latter og dans; men siden ved jeg lidet, om hun fletter men siden ved jeg lidet, om hun fletter men siden ved jeg lidet, om hun fletter Hun gemte huen i tyve år, sin krans!” sin krans!” sin krans!” måtte ikke slide den ud! “Jeg bærer huen engang som brud, Hun fletted ham en af de blomster blå: – Hun fletted af blomster fra hver en kant: Træet og jenten når jeg for alteret går.” “Mine øjne små!” “Alle dem, jeg fandt!” Bj. Bjørnson Han tog den, han kasted, han tog den Hun sanked, hun fletted og græd dertil: Hun gemte huen i tredive år, igen: “Farvel min ven!” “Tag dem, du vil!” 3 Træet stod færdigt med blad og med måtte ikke skæmme den ud! Og jubled mens han sprængte over Han tiede og tog dem blot, men flyg- knop. “Så bærer jeg den så glad som brud, agerrenen hen: tede så vild. “Skal jeg ta’e dem? – sa’e frosten og når jeg for Vorherre står.” “Til Sanktehans er der latter og dans; “Til Sanktehans er der latter og dans; pustede op. men siden ved jeg lidet, om hun fletter men siden ved jeg lidet, om hun fletter “Nej, kære, lad dem stå, til blomster Hun gemte huen i fireti år, sin krans!” sin krans!” sidder på!” huskede endnu på sin mor. – bad træet og skjalv ifra rod og til top, “Vesle min hue, forvist jeg tror, Hun fletted ham en: “Hvis du ej forsmår Hun fletted en stor uden farvesans: “Min bad træet og skjalv ifra rod og til top. vi aldrig for alteret står.” af mit gule hår?” brudekrans!” 56 57 Træet fik bomster så fuglene sang. sådan med sneis og rædsel stå till en blank pokal förvandlad, Ila hitåt, ila ditåt, “Skal jeg ta’e dem?” sa’e vinden og stængende der til det sidste, – än jag dig till make tager.” du är här min, du där min, vifted og svang. blive min dødningekiste? ila hitåt, ila ditåt, “Nej, kære, lad dem stå, til bærret sid- Och jag blir den unga värden, unga vart som helst du må ta vägen, der på!” Ud, vil jeg! ud! – o, så langt, langt, langt värden, hur som helst – du är min egen, – bad træet, i vinden det dirrende hang, over de høje fjelde! och jag blir den unga värden, hur som helst – du är min egen! bad træet, i vinden det dirrende hang. Her er så knugende, tærende trangt, och så är du likafullt min, og mit mod er så ungt og så rankt, – och så är du likafullt min. FINSKE SANGE Og træet fik bær under soløjets glød. lad det få stigningen friste, – “O hur dårligt, djärva gosse! På jorderingen det finnes ingen “Skal jeg ta’e dem?” sa’e jenten så ung ikke mod murkanten briste! Sådant skall väl aldrig hända; Finsk, oversat af R. Hertzberg og så rød. hellre vill, i åkerstubben, “Ja, kære, du kan ta’e, så mange du vil Engang, jeg ved, vil det række frem jag förbytt till vaktel smyga, 6 På jorderingen det finnes ingen ha’e!” – over de høje fjelde. än jag dig till make tager.” så fager blomma, som vännen min, sa’e træet, og grenen det bugnende Kanske du alt har din dør på klem? – vännen den hulda, som håg och sinn’ bød, Herre min Gud! godt er dit hjem, – Och jag blir den käcka jägarn, käcka oemotståndligt har tagit in. og grenen det bugnende bød. lad det dog endnu stænges, jägarn, og jeg få lov til at længes! – och jag blir den käcka jägarn, I höstekvällen på öde fjällen och så är du likafullt min, jag tänker blott på min vän så blid. Arnes Sang och så är du likafullt min. Straxt blir så soligt och varmt därvid, Bj. Bjørnson Du är min egen “O hur dårligt, djärva gosse! som i den ljuva midsommarstid! Serbisk, oversat efter tysk af J.L. 4 Ørnen løfter med stærke slag Sådant skall väl aldrig hända; Runeberg over de høje fjelde, – hellre vill, som silverfisk, O vor’ en herdeflicka jag ror i den unge, kraftfulde dag, 5 Du min flicka, du mitt hjärta, du mitt jag ned till havets botten dyka, Finsk, oversat af R. Hertzberg mætter sit mod i det vilde jag, hjärta, än jag dig till make tager sænker sig, hvor den lyster, – du min flicka, du mit hjärta 7 O vor’ en herdeflicka jag, ser mod de fremmede kyster! ville du min make bliva? Och, som nät, jag dykar efter, dykar så fri från sorg och kval Ville du min maka bliva? efter, jag skulle ständigt sjunga Skal jeg da aldrig, aldrig nå “O hur dårligt, djärva gosse! och, som nät, jag dykar efter, i skogens gröna sal: over de høje fjelde? Sådant skall väl aldrig hända; och så är du likafullt min, ja, hela dagen skulle Skal denne mur mine tanker slå, hellre står jeg i ett värdshus, och så är du likafullt min. så glad min drill jag slå, 58 59 att göken själv blev narrad Den glöd du i mitt bröst har tänt det er så skönt att valla av fjärdar omkransade tallskogens bryn. att stämma in också. ej kan där släckas mer, de bruna hjordarne här. Och frost var på marken, och böjan vid förrän en gång jag sänkes Se! där en kulle sig höjer, stranden Ack, länge nog jag väntat har i gravens sköte ner. och här blommar häck vid häck. låg frusen och stelnad, och himlen var att höra gökens röst; I fjärran en sved sig röjer, grå, då skulle bittra kvalen Och ängens alla blommor små, där borta skummar en bäck. och vissnade blommorna sovo i sanden, försvinna ur mitt bröst, som växa vid min stig, O kom till mig, du ljuva, och gulnade löv föllo ned däruppå. så tänkte jag och bidde – i djupa hjärtesorgen o kom, min hjärtans kär! och nu har våren grytt, ej kunna trösta mig. Jag gråtande framskred den ödsliga men ack, utur mitt hjärta O kom till mig, du ljuva, vägen, likväl ej sorgen flytt. o kom, min hjärtans kär! med klagan jag gick utmed villande led, Kom ljuva herdeflicka Om dig ej annat lockar, och tunga de voro, de ilande stegen, Finsk, oversat af R. Hertzberg Nu sjunger lilla fågelen så finns din älskling ju här, och bitra de tårar, som strömmade ned. och göken ropar jämnt, 9 Kom ljuva herdeflicka, om dig ej annat lockar, Men vännen mig sträckte den längtande men när till dem jag lyssnar, dig väntar herden här! så finns din älskling ju här, famnen, blir hjärtat så beklämt, Här gå så vackra hjordar, hvars liv med ditt fått förflyta jag hörde den älskades smekande röst, och bittra hjärtesorgen här pinglar bjällran så skär, från barndomens första lek – jag hann till hans sida, och skyddande blir därvid endast ny, här gå så vackra hjordar, säg, vill du ej mera byta hamnen och kvalen bliva tyngre här pinglar bjällran så skär; med honom kyssar och smek? jag fann vid hans varma, hans trofaste i stället för att fly. här lysa smultron så röda, O kom till mig, du ljuva, bröst. och hjortron på tuvan stå, o kom, min hjärtans kär! och hallonen härligt glöda Och händer i händer förtroligt sig knöto, Jag älskar dig, kär vännen min emellan klipporna grå. och öga mot öga i hänryckning log, Finsk, oversat af R. Hertzberg Jag spejande framgick Kom ljuva herdeflicka, och kinder mot kinder sig rodnande Finsk, oversat af R. Hertzberg 8 Jag älskar dig, kär vännen min, dig väntar herden här! slöto, ur djupet av min själ, 10 Jag spejande framgick vid gärdsgår- och munnen den kysstes, och hjärtat fat hoppet att dig äga O kom till mig, du ljuva, dens sida, det slog; jag säga fär farväl! o kom, min hjärtans kär! jag lyddes och lyddes från tåget i byn, då doftade lunden, då knoppades Det er så skönt att valla då såg jag min älskling långt bort i den träden, de bruna hjordarne här, vida då strålade solen, då skingrades snön, 60 61 och ljungen sköt blommor på doftande Men jeg glemte vårens pragt Kanske vil der gå både vinter og vår Sov du, dyreste gutten min heden, i den midnatsmørke schakt, H. Ibsen H. Ibsen och vågorna svallade åter på sjön. glemte fuglens glade sange 12 Kanske vil der gå både vinter og vår, 14 Sov du, dyreste gutten min! dybt i grubens tempelgange. og næste sommer med, og det hele Jeg skal vugge dig, jeg skal våge. – BERGMANDEN OG år; – SOLVEIGS SANGE Dengang først jeg steg herind, men engang vil du komme, det ved jeg Gutten har siddet på sin moders fang. tænkte jeg med barnligt sind: Bergmanden vist; De to har leget hele livsdagen lang. dybets ånder skal mig råde H. Ibsen og jeg skal nok vente, for det lovte jeg livets endeløse gåde. – sidst. Gutten har hvilet ved sin moders bryst 11 Bergvæg, brist med larm og brag hele livsdagen lang. for mit tunge hammerslag; End har ingen ånd mig lært, Gud styrke dig, hvor du i verden går! Gud signe dig, min lyst! nedad må jeg vejen bane – hvad mig tykkedes så sært; Gud glæde dig, hvis du for hans fod- mod det mål, jeg kun tør ane. end er ingen stråle runden, skammel står! Gutten har ligget til mit hjerte tæt som kan lyse op fra grunden. Her skal jeg vente, til du kommer igen; hele livsdagen lang. Dybt i fjeldets stille nat og venter du histoppe, vi træffes der, Nu er han så træt. vinker mig den rige skat, Har jeg fejlet? Fører ej min ven! diamant og ædelstene frem til klarhed denne vej? Sov du, dyreste gutten min! mellem guldets lyse grene. Lyset blinder jo mit øje, Jeg skal vugge dig, jeg skal våge. hvis jeg søger i det høje. Nu er her stellet til pinsekvæld Og i dybet er der fred, H. Ibsen fred og nat fra evighed; Nej, i dybet må jeg ned; Spillemænd 13 Nu er her stellet til pinsekvæld. bryd mig vejen, tunge hammer, der er fred fra evighed; – H. Ibsen Kære gutten min, langt borte, – kommer til naturens hjertekammer! bryd mig vejen tunge hammer, du vel? 15 Til hende stod mine tanker til naturens hjertekammer! Har du tungt at hente, så und dig frist; – hver en sommerlys nat; Engang sad som gut jeg glad jeg skal nok vente, jeg lovte så sidst. men vejen den bar til elven under himlens stjernerad, Hammerslag på hammerslag i det duggede orekrat. trådte vårens blomsterveje, indtil livets sidste dag! havde himlens fred i eje. Ingen morgenstråle skinner, Hej, kender du gru og sange, ingen håbets sol oprinder, kan du kogle den dejliges sind, ingen håbets sol oprinder. 62 63 så i store kirker og sale Hun vil ham drage i dybet ned, stærke mænds hjerter, stærke mænds Jeg signer dig i vor Frues navn, hun mener at følge dig ind, hvor gamle guder dvæle, hjerter jeg signer dig mod hver ørn og ravn, så i store kirker og sale der hersker der ingen kærlighed, smelte som sneen. som lurer på dig fra fjeldet, fra fjeldet. hun mener at følge dig ind! ej fred for menneskers sjæle. Kor Sov sødeligt nu, min dyre skat! Jeg maned den våde af dybet; Thi råder jeg hver en svend og mø: Stærke mænds hjerter, stærke mænds Krist værge dig mod den mørke nat, han spilled mig bent for Gud; – “Tro ikke de smilende vover! hjerter som truer os alle fra fjeldet, fra fjeldet. men da jeg var blevet hans mester, Ro ikke over den blanke sø, smelte som sneen. var hun min broders brud. når månen skinner derover! BERGLIOT Bejlerne bæve af elskovsbrynde. I dag kong Harald må holde tingfred I store kirker og sale Thi dragende lyder da hendes sang, Vælge hun vil den, hende er værdig: Bj. Bjørnson mig selv har jeg spilled ind, da har hun magt at dåre; fagrest af fagre, fagrest af fagre og fossens gru og sange og følger du bjergets lokkende klang, den bedste favner. 19 I dag kong Harald veg aldrig fra mit sind, du hvilte bedre på båre, må holde tingfred; og fossens gru og sange du hvilte bedre på båre!” Kor thi Einar fulgte veg aldrig fra mit sind. Fagrest af fagre, fagrest af fagre fem hundrede bønder, den bedste favner. Skjaldens sang SANGE FRA FJELDSØEN Eindride, sønnen, A. Munch slår vagt om huset, Gunhilds romance Vuggesang 17 Herlig er hallen hos rige herse, imens den gamle A. Munch A. Munch mundgodt og mjød han mildt uddeler. går ind på tinge. 16 I spådomskløften ved fjeldsø bor Dejligst af alt, dejligst af alt 18 Sov trygt i vuggen, du Helgas barn! den mægtige bjergets frue, dog er hans datter. Jeg vogter dig tro mod huldrens garn – Så mindes Harald hun lokker de unge med fagre ord – de spændes om dig fra fjeldet, fra måske, at Einar ve den, som hende får skue! Kor fjeldet. har tvende konger Dejligst af alt, dejligst af alt på tronen hævet, Hun lover ham guld og elsket mø, dog er hans datter. Jeg signer dig mod Sankt Olafs tegn, hvis han til Freja vil bede; – det er mod trolde det stærkeste hegn: og giver fred men falske, som den slugende sø, Snart vil ung Helga selv fremskride, han maned dem ind i fjeldet, i fjeldet. og forlig på loven; er hendes løfter om glæde. skøn, som solen på snefjeldstinder – 64 65 hans løfte var det, Han er i trængsel, Kæden sig sprænger Falden for snigmord skytten fra Svolder, og folket længes! troløse Harald! – de kæmper ej længer Kong Knud den Stores stærkeste Ligravne stige jo Bj. Bjørnson kæmpe! af din tingfred. Hvor sandet hvirvler ned over vejen! 21 Kæden sig sprænger – Falden er Einar Thambarskelve! Bj. Bjørnson de kæmper ej længer. Kør frem med karmen – Sønnen ved side, sønnen ved side, I bølger de følger hverandre mod elven. 20 Hvor sandet hvirvler jeg vil til kampen, Eindride! Eindride! Hvad er der vel hændt? ned over vejen! det livet gælder Jeg gribes af skælven, Og støj der følger! at sidde hjemme! Myrdet i mørke Magnus den Mildes har lykken sig vendt? Se ud, min skosvend! fader og forsorg, fædrelands frelse! Hvad er det? O bønder! Værg ham, Hvi standser vel bøndernes skare? Kanske blot vinden, slå kreds omkring ham! Falden er Einar Thambarskelve! Med nedstukne lanser to døde de thi her er vejrhårdt – Eindride, værg nu Sønnen ved side, sønnen ved side, kranser. den åbne fjord, din gamle fader! Eindride! Eindride! Og Harald får fare! de høje fjelde! Eindride, værg ham! Hvad trængsel ved tingstuens port? Stille al hær vender sig bort. Op! Op! Bondemænd! Jeg kender byen Byg ham en skjoldborg Einar ser jeg ikke, hvor er Eindride? Bj. Bjørnson ifra min barndom, og giv ham buen! Sorgfulde blikke flygte tilside, hid vinden hidser Thi døden pløjer 23 Op! Op! Bondemænd! Han er falden! frygte mit møde – så kan jeg vide: de vrede hunde. med Einars pile! Men han, som fældte ham, lever! de to ere døde! Kender I mig ikke? Bergliot, Men støj der tændes O du, Sankt Olaf, Sankt Olaf! Hakons datter fra Hjørrungavåg! af tusind stemmer! O for din søns skyld! Falden er herligste høvding i Norden Nu er jeg Thambarskelves enke. Og stål den farver Sankt Olaf, giv du ham gavnord Bj. Bjørnson med kamprød flamme – i Gimles sale, Sankt Olaf! Jeg råber på Eder, hærbønder! Falden er herligste høvding i Norden, ja, det er Skjoldgny! min gamle husbond er falden! Norriges bedste bue er brusten! Se, se, her er blod på hans hvide hår! Spydbølger hvælver Eders hoveder kommer det over, 22 Falden er Einar Thambarskelve! om Thambarskelve! thi det bliver koldt, koldt uden hævn. Sønnen ved side, sønnen ved side, Eindride! Eindride! 66 67 Op! Op! Hærmænd! Eders høvding er Tomt er der nu inden mine to arme, Kør langsomt, thi sådan kørte Einar og skuer ned til skovens dunkle kroner, falden. kan jeg vel mere få dem op til bøn? altid, og dybt fra fjerne krat i stille sommernat Eders ære, Eders fader, Eders børns Eller hvorhen skal jeg vende mig på og vi komme tidsnok hjem. der lyde nattergalens ømme toner. glæde, jorden? hele dalens eventyr, hele landets helt Går jeg hen til de fremmedes steder, Hundene ville ikke møde med glade De lange skygger må med tågesløret på er falden, og I ville ikke hævne! ak, så savner jeg dem, hvor vi levede hop, hensvæve tyst og langsomt over mosen; sammen, men hyle og flygte til huse, og så fortrolig, øm som i en elskovs- Myrdet i mørke, i kongens stue, men vender jeg mig derhen, men ven- og gårdens heste vil spidse øren, drøm i tingstuen, lovstuen er han myrdet, der jeg mig derhen, vrinske mod stalddøren udånder liljen tusind suk til rosen: myrdet af lovens første mand! ak! ak! så savner jeg dem selv! og vente Eindrides stemme, O lyn vil falde fra himlen på landet, “O, mindes du dengang, da vi, mens hvis det ikke lutres i hævnens lue! Odin i Valhal tør jeg ikke finde, men den lyder ikke længer; lærken sang, thi ham forlod jeg i min barndom! ej heller Einars skridt i svalen, opvågnede ved forårssolens lue? Skyd langskibe fra land! Men den nye gud i Gimle – ak! der råbte ind, at alle skulle rejse sig, Og da dit søde blik mit øje henrykt fik Einars langskibe ligge her, han tog jo alt, alt jeg havde. thi nu kom høvdingen. med al din hede længsels kraft at skue? lad dem bære hævnen til Harald! Hævn? Hvem nævner hævn? Kan hævnen vække mine døde? De store stuer vil jeg stænge, Vi folded ud vor knop, og vokste sam- O, stod han her, Håkon Ivarsson! eller dække over mig for kulden? folkene vil jeg sende bort, men op; Stod han her på bakken, min frænde! Findes i den et tilstængt enkesæde, kvæg og heste vil jeg sælge, men stormen snart vort spæde løv Da fandt Einars bane ikke fjorden, eller trøst for en barnløs moder? flytte ud og leve ene! adspreder; og Eder, fejge! slap jeg bede! Kør langsomt! dog af vort korte liv har kærlighedens Gå med Eders hævn! Lad mig være! thi vi komme tidsnok hjem! bliv jo skabt en salig sum af evigheder.” O bønder, hør mig! Bj. Bjørnson Læg ham på karmen, ham og sønnen! CD 2 Men rosen stod så tyst, og gemte i sit Bj. Bjørnson 24 O bønder, hør mig! Min husbond er bryst En sommernat falden, 25 Læg ham på karmen, ham og sønnen! al sødhed, som den hemmeligt bevared; Chr. Winther min tankes højsæde i halvhundred år! Kom, vi ville følge dem hjem. kun stjernens sølverglans i duggens Styrtet er det, og ved dets højre side Den nye gud i Gimle, som tog alt, 1 Højt over bøgens top der går en stjerne perlekrans vor eneste søn, o al vor fremtid! lad ham og tage hævnen, thi den forstår op, lod elskov anende fortolke svaret, han! 68 69 En gysen sagte går igennem skovens Der er en skat af evig visdom og I, smådyr, som krybe Det var, som hele verden hår, i smilehullet på din kind, med eders sneglehuse! med blomster og med grene, fra østen farves blege himlens kinder; der er en brønd, en sundhedskilde med skyer og med stjerner, hver stjerne slumre vil, og lukker øjet til, for alle hjerter i dit sind. Jeg kunne eder favne, tilhørte os, tilhørte os, alene. mens natten, sorgens hulde ven, for- jeg kunne eder trykke svinder. Der er en verden i dit indre, til hjertet – så beruset, Vi talte ikke sammen; en sværmerisk, kaotisk vår — så vild er jeg af lykke. vi kunne intet sige, O, lad mig, dunkle jord! hvad anende som jeg umulig kan forglemme, som snoede, tavse ranker, jeg tror, som jeg tilbeder, som jeg tilbeder, Ældgamle eg, som over ensomme, lykkelige. bekende for dit tavse moderhjerte; som jeg tilbeder og forstår. mit hovede dig hælder, du kender vist mit savn, – o, lad mig i o, du vil glædes med mig, Så frit, afsides var det, din favn du vil, når jeg fortæller: så ubevogtet, stille – Ved huset udgræde al min vemods søde smerte. det var, som om vi intet E. Aarestrup at hun igår, iaftes, mer ønskede, mer ønskede og ville. EROTISKE DIGTE 3 Jeg stod – Gud ved hvor længe – da tusind stjerner brændte, hældet mod husets pille; og mælkevejen lyste, Til en veninde Advarsel kun aftenstjernen lyste, mig disse roser sendte; E. Aarestrup E. Aarestrup og det blev mørkt og silde. 2 Der er en trolddom på din læbe, og at om stilken viklet 6 Det skum, som kranser vandet, der er en afgrund i dit blik, Men fra balkonen trængte var et papir, en strimmel — det lys, som farver jorden, der er i lyden af din stemme igennem blomstervrimlen så rød og gennemsigtig skymasserne, som længe en drøms æteriske musik. smeltende akkorder, som denne aftenhimmel. har samlet sig til torden; som om de kom fra himlen. Der er en klarhed på din pande, den store, fyldte regnbu’, Skovensomhed der er et mørke i dit hår, og du og jeg, veninde, Henrykkelse E. Aarestrup der er en strøm af blomsterånde hvor længe, tror du, inden E. Aarestrup omkring dig, hvor du står og går, 5 Igennem bøgeskoven vi skilles ad og svinde? omkring dig, hvor du står og går. 4 Du glade fugl, som flyver! jeg dig ved hånden førte; I høje træer, som suse! det var så grønt og køligt, Nyt bølgeskum vil komme, vi nattergalen hørte. nyt skyggespil, tilsyne, 70 71 og andre skyer trække mindet om smerte, KÆRLIGHEDSSANGE nys rosen udsprang! på himlen op og lyne. mindet om storme; AF CHRISTIAN WINTHER det er den, jeg skylder min sang. nagende orme Vårsang i høst Forgå, fordunste skal vi, glemselindhylled’ i dvale jo lå – Før var der så tyst, som dråberne, der strømme, der var kun et, som vi så, der var kun et, 8 Hist ude er koldt; og i dvale, som dødens, og som en regnbu’ slukkes som vi så, og med smerte ser linden dybt hver en tone var lagt, alt, hvad vi se og drømme. der var kun et, som vi så. ned til sit faldende hår; men nu, ak! nu kan den tale, men her, ak! her i mit hjerte men nu, ak! nu kan den tale, Forstyr os derfor ikke Smeltet til ét var jo men her, ak! her i mit hjerte til live ved rosen genvakt, den skjønne, korte vandring — livsfyldens kærter, nu blomstrer den favreste vår, til live ved rosen genvakt; den truer alt, den kommer, ét vare begge to nu blomstrer den favreste vår. med duft og med stråler og klang den dræbende forandring! bævende hjerter; Der spirer den grønneste vang, min vår skal forkynde sin pragt; fletted’ som ranker hvor vækkende luftninger går; nys rosen udsprang! et vore tanker; nys rosen udsprang! det er den, jeg skylder min sang, Natten var mild og kær ét var vor himmel, vor tro og vort håb, det er den, jeg skylder min sang, nys rosen udsprang! Chr. Winther ét, som vor kærligheds dåb, nys rosen udsprang! det er den, jeg skylder min sang. 7 Natten var mild og kær, ét, som vor kærligheds dåb, det er den, jeg skylder min sang. stille og dunkel, ét, som vor kærligheds dåb. Sang skjult var bag skyen hver Før var der så mørkt; stjernes karfunkel. Drømmende vugged vi men med luen har rosen 9 O, lad ej svinde Vi var så ene! som over havet, malt både blade og træ’r, timen unyttet bort! Lindenes grene vækkende sukket, i da høit, så højt imod buen Nornerne spinde, sagteligt svæved vort vindve forbi – længsel begravet; da høit, så højt imod buen tvundet af rødt og sort, alt var en sød melodi, alt var en sød hilste vor stjerne, den sendte sit tryllende skjær, livstråden alt for kort, — melodi, som fra den fjerne den sendte sit tryllende skjær; lad den ej svinde! alt var en sød melodi. evighed havde formælet vort navn, – min barm, der var nylig så trang, salige, favn udi favn, nu rummer en duftende hær; Elskede, kære! Vi var så ene med salige, favn udi favn, nys rosen udsprang! Kom til mit stille bryst; os og vort hjerte; salige, favn udi favn! det er den, jeg skylder min sang, jeg vil jo bære urørt forbi os gled dig og din sorg og lyst, 72 73 hvil i min arm så tyst, — der sad jeg med min elskte – var der kvidren og tale men at den aldrig synger, elskede, kære! med min elskte i løn. af fugl og af bæk. forstår jeg ikke ret.

Smykker den blanke, Der stod ej blå violer Som den smidigste slange Thi havde jeg dens vinge, levende ædelsten, og ingen rose rød, gik de bølger i bugt; og var jeg let som den, tåren, min ranke, der pranged ingen lilje, og det svæved som sange hvor skulle jeg da svinge duftende rosengren? alt udi skovens skjød. over hauger og vange mig til min rose hen! Ak, hver din tåre ren fra blomst og fra frugt. blir mig en tanke. Dog så mit øie liljen, Hvor skulle jeg da kvæde, og rosen rød det så, Der var ranker, som binder beruset af dens pragt; Yndigste lilje! dog kvæged sig mit hjerte, til himlen vor jord; nu må jeg ensom græde, Fyldig og blid og øm! dog kvæged sig mit hjerte der var blussende kinder, af længsel ødelagt! Er det din vilje, sødt ved violens blå. der var deilige kvinder sejle vi livets strøm, i sal og ved bord! – Skøn er våren drømme den samme drøm, Der sang vel ingen småfugl, yndigste lilje! men alt var tyst og dødt; Men af alt, hvad jeg hørte, 13 Skøn er våren! Lifligt solen dog klang det for mit øre og af alt, hvad jeg så, farver bøgens lyse top; Lad da ej svinde så usigeligt sødt. var der intet, mig rørte, bukkar dufter og violen timen uænset bort; mig min tanke did førte, slår med blu sit øje op; nornerne spinde, – Og blev alverden øde hvor jeg selv, hvor jeg selv ej kan nå! bag de bløde, grønne lokker tvundet af rødt og sort, og misted liv og lyst, smiler rosens spæde mund, livstråden alt for kort, — hun ved min side skabte, og som klare sølverklokker Flygtigt ønske o, min veninde! hun ved min side skabte klinger fuglesang i lund. alverden i mit bryst. 12 Jeg gad så gerne være lig sommerfuglen hist, Skøn er våren! Ak, men svinder Hvor skoven mest var øde hvis fine vinger bære flygtig som et åndedrag; Der var roser i dale 10 Hvor skoven mest var øde den hid til rosens kvist. om dens herlighed os minder i skyggen dunkelgrøn, 11 Der var roser i dale, snart kun løvets gule lag; der sad jeg med min elskte, og violer bag hæk; Der sidder den og gynger rosen slumrer, liljen segner, i de løvrige sale så lykkelig og let; løvet dør på mark og vang, 74 75 solens varme kinder blegner, i gravens hjem og sikre havn. EN SANGKREDS og svøm afsted, tag budskab med stum er lundens klokkeklang. Men i mit hjertes dyb jeg føler og sig, hvad jeg ej vover Violinspilleren ved kilden endnu en vår, en sommerlyst, at sige med min mund, Chr. Winther Men en bedre vår jeg kender, en ild, som vintrens sne ej køler, og sig, hvad jeg ej vover ingen veksel hersker der: en klang, som aldrig vorder tyst! – 16 Så måneklar og stille at sige med min mund. stadigt rosens flamme brænder Når da til slummer citren hænges, lå natten over eng; mildnet huldt af liljens skær; jeg aldrig siger den farvel; jeg satte mig ved kilde, Du spæde fugl, du smukke, sjælens blomster, fri og unge, den vågner brat, såsnart jeg længes, og stemte der min streng; som ligger lunt og blødt stå just der i frejdig flor, og stemmer altid med min sjæl. i skovens skød dens tone lød højt i din lille vugge, og i helligdommen sjunge og vakte hjorten vilde, og sover tæt og sødt, evigunge længslers kor. som lå på blomsterseng. højt i din lille vugge, Til Luna og sover tæt og sødt; Fr. Paludan-Müller Hun er våren, jeg har fundet, – Du skovens lette danser vågn op, og stræk din vinge kæk, – Paradisets unge frugt! 15 Mens din fod, den zefyrlette, måler med ranke hals og ben, snart har ved min sukke Hun er den, som fast har bundet himmelbanen i den tavse nat, stryg duggen af dit panser, mit hjerte sig forblødt, ved sin trolddom tidens flugt! falde dine øjnes klare stråler il over busk og sten, snart har ved min sukke Ak, i hendes smil, i sukket, melankolske gennem busk og krat; stryg duggen af dit panser, mit hjerte sig forblødt. i det milde, kære blik sitrende med luften bladet bæver, il over busk og sten! har mit hjerte dybt inddrukket skyggen dybt i skoven stille står, O, spring afsted, tag budskab med Du mus, som trygt kan bygge evighedens ungdomsdrik! – tågers dronning hen ad engen svæver til hende, som sig kranser dybt under egens rod, med det hvide slør om sine hår. med skønheds rosengren, kom frem i nattens skygge til hende, som sig kranser alt på din spæde fod, Efterklang Sødt min sjæl dit trylleri fornemmer, med skønheds rosengren. kom frem i nattens skygge 14 Jeg ser med vemod ej tilbage gamle drømme vågne i mit bryst, alt på din spæde fod! til vårens stille blomstertid; toner, smeltende lig mindets stemmer, Du lille fisk, som sover O, løb afsted, tag budskab med, mit hjerte fører ingen klage, suse hen i vestenvindens røst. på kildens klare bund, og for mit hjertes lykke for solen ej er sommerblid. Og som du, hvis længselsfulde blikke stig op i dine vover, vov selv dit unge blod, Jeg ved jo nok, min vandring vender søger elskeren, som tabt du har: vågn op nu af dit blund, og for mit hjertes lykke nu ned i vintrens kolde favn, spejder rundt mit øje – finder ikke stig op i dine vover, vov selv dit unge blod. hvor stilhed bor, hvor året ender hvad mig her i verden kærest var. vågn op nu af dit blund, 76 77 Forlad de dunkle gange, og over egens krone Du gav mig også dit hjerte, men ak! du Ak, når min dag nu snart er tilende, du blanke, sorte snog, guldvinget fuglen for. tog det igen, kunne jeg da, som blomsten dér, og lyt til mine sange, – jeg og den røde rose, vi visne nu begge hylle mit hoved blødt og mig vende du er jo snild og klog, Den fisk i blanke vrimmel, hen, mig trygt mod det unge morgenskær, og lyt til mine sange, – den hjort blandt sine lam, jeg og den røde rose, vi visne nu begge trygt mod det unge morgenskær! du er jo snild og klog; den sky på nattens himmel hen. kryb snel og svaj på hendes vej, mit stærke ord fornam; Hvile på vandringen som aner ej, hvor bange og hjorten sprang, og skyen svang Tiderne komme og vandre Chr. Winther for hende hjertet slog, sig bort, og fra sin stimmel H. Heine, oversat af anonym som aner ej, hvor bange den skælbedækte svam. 20 Pris være himlens hvalte blå, for hende hjertet slog. 18 Tiderne komme og vandre, og dig, o! dagens demantne fakkel; Der sad jeg, tavs, alene, – i muld synke slægterne ned; tak være alle de lamper små Du lette sky, du hvide, jeg hørte hjertets slag; dog aldrig ganger til hvile i aftnens tabernakel! som på det stille blå bag fjerne fjeldes stene min håbløse kærlighed. Langs strømmens vove, i dunkle skove, så sagtelig mon skride sank månen bleg og svag; hvor lumske, lurende farer sove, med månens sølvbræm på, og som den veg, frem solen steg, O, kunne kun én gang jeg se dig vi vejen fandt, vi vejen fandt! så sagtelig mon skride og fra de grønne grene og synke ned for din fod, med månens sølvbræm på: mig vinkte håbets flag, med døden i hjertet betro dig, Her dæmringens duftende, milde vind o, il, fortæl, at her i kvæld og fra de grønne grene hvad i livet du aldrig forstod, os kvæger sødt efter dagens kvalme! du så min tåre glide mig vinkte håbets flag. hvad i livet du aldrig forstod. Her køler perlende dug vor kind, som dine perler små, den drypper fra fredens palme; du så min tåre glide her druer søde på ranken gløde, Du gav mig den røde rose Hvile som dine perler små! her kildens bølger vor læbe møde, Anonym, efter H. Heine Chr. Winther og ro vort bryst, og ro vort bryst. Og ved min fedels tone 17 Du gav mig den røde rose, som hvilte 19 Solen er slukket, dagen forstummer, hint hemmelige ord, ved dit bryst; skyerne stå ved himlens rand. Så dybt i den spirende blomsterseng som skal min kval forsone, ak, hvorfor måtte den nyde kun så kort Stjernerne smile; drømme og slummer det trætte hoved vi trøstigt dukke, med suk jeg dem betror; den salige lyst, favne i stilhed hav og land. mens natten går over mark og eng og musen løb, og snogen krøb, kun så kort den salige lyst? vort sovekammer at lukke; snart sløret svinder fra himlens kinder, – 78 79 da til vor vandring vi atter finder stærke og ømme, LIEBESLIEDER Beim Hause i barmen mod, i barmen mod. høre, hvor bølgerne runge, E. Aarestrup: Ved Huset, An eine Freundin vandre i drømme oversat af H. Beer E. Aarestrup: Til en veninde, Da løfter lærken sig muntert op stærke og ømme, oversat af H. Beer 23 Ich stand – weiß Gott, wie lange – på sine spæde, klingende vinger, høre, hvor bølgerne runge. lehnend an Hauses Säule – den stærke ørn over fjeldets top 22 Ein Zauber ruht auf deiner Lippe, der Abendstern nur funkelt’, sin tak til himmelen bringer; Glemme jeg vil, ein Abgrund ist in deinem Blick, und es ward spät und dunkel. med gyldne pande de bjerge stande, hvor mit hjerte har sitret, dem Traume gleich, in deiner Stimme

og med naturens råb vi blande strængenes spil erklingt ätherische Musik. Doch vom Balkon, da drängten – vor jubelsang, vor jubelsang! var forstemt og forbitret; durch Blumen bunt’ Gewimmel – tanker og sange Die Klarheit strahlt auf deiner Stirne, schmelzende Akkorde, sløve og bange ein Dunkel ist in deinem Haar, I hjemmet als kämen sie vom Himmel. sade, som slaver bag gitret, ein Hauch von Blumenduft entströmt Chr. Winther tanker og sange dir, 21 Vildt flyver høg sløve og bange umgibt dich allseits, wunderbar, Entzücken over land, over vove, sade, som slaver bag gitret. umgibt dich allseits, wunderbar. E. Aarestrup: Henrykkelse, tavs sidder gøg oversat af H. Beer i de brogede skove; Hæv dig, min sang, Es winkt ein Schatz von ew’ger Weisheit 24 Ihr Vögel froh, die fliegen! høstvinde drysser på din klangfulde vinge! vom Wangengrübchen zu mir hin, Ihr Bäume hoch, die sausen! blade på dysser Fædrenes vang ein Quell des Wohls für alle Herzen Ihr Krabbeltier’, ihr kleinen, hisset, hvor oldkæmper sove, du min hilsen skal bringe; entspringt aus deinem güt’gen Sinn. mit eurem Schneckenhause! høstvinde drysser huldt gennem dale

blade på dysser tonernes tale Die ganze Welt in deinem Innern, Ich könnte euch umarmen, hisset, hvor oldkæmper sove. smelte og jublende klinge, ein’ schwärmend tollen Lenz ich seh – Ich könnt’ ans Herz euch drücken, huldt gennem dale die ich unmöglich kann vergessen, so sehr bin ich berauschet, Her kan jeg frit tonernes tale die ich verehre, die ich verehre, so wild bin ich vor Glücke. ånde luft i min lunge, smelte og jublende klinge! die ich verehre und versteh.

alt her er mit, Du alte Eich’, die über og om alt tør jeg sjunge; mein’m Haupt ehrwürdig raget, vandre i drømme 80 81 oh, wie wirst du dich freuen wie stumm verschlung’ne Ranken, erlischt, wie Regenbogen De bedste toner fra mit bryst mit mir, wenn ich dir sage – einsam, von Glück getragen. was wir auch seh’n und sinnen. var aldrig blomst af liv og lyst, men spired frem af smerte, daß gestern sie, am Abend, So frei war’s, abgeschieden, Drum wolle uns nicht stören men spired frem af smerte; als Milchstraß’ hoch sich spannte, so unbewacht, im Stillen – die schöne, kurze Wand’rung dem sukket gav den lette dans, und tausend Sterne glühten, als ob kein Wunsch mehr bliebe, schon naht sie, alles bedrohend, de havde deres farveglans mir diese Rosen sandte – in dieser Welt für uns noch zu erfüllen. die schreckliche Verwandlung! fra blodet i mit hjerte, fra blodet i mit hjerte. und um die Stiel’ gewunden CD 3 Warnung ein Stück Papier – so feine, E. Aarestrup: Advarsel, I skovens højsale falken grå so gläsern rot entzunden En sanger oversat af H. Beer Chr. Winther wie dieses Himmels Scheine. Chr. Winther 26 Das Licht, das färbt die Erde, 2 I skovens højsale falken grå 1 En sanger er som fugl på kvist, der Schaum, der kränzt die Wogen, tør bygge med trøstigt mod; Waldeinsamkeit der vipper uden ro og rist, die donnerträcht’gen Wolken, men jeg har ikke en kvist, hvorpå E. Aarestrup: Skovensomhed, og altid savner noget, am Himmel aufgezogen; jeg hvile kunne min fod. oversat af H. Beer og altid savner noget; bag ord han dølger ej sit savn, 25 Durch Buchenwald ich führte Der bunte Regenbogen, Bag dunkle buske, så lunt i løn, han nævner ej sin fryd ved navn, dich an der Hand; wir gingen und wir, die tief empfinden, der lægger sig hjort hos hind; men tonerne er sproget, durch kühle Dämm’rung; hörten wie lang, o Freundin, ehe men jeg har ikke den tue grøn, men tonerne er sproget. die Nachtigallen singen. wir scheiden und entschwinden? hvor jeg kunne svale min kind.

De flyve let i verden hen, Es schien, die ganze Erde, Neu’ Schaum bekränzt die Wogen, Når blomsten græder, i luftens strøm men verden aldrig aner den die Zweige, Blumen, Steine, neu’ Schattenspiel wird tollen, dens smerte vorder så kort; usigelige jammer, die Wolken und die Sterne, und andre Wolken fliegen til mig der når ingen ånde øm usigelige jammer, gehörten uns, gehörten uns alleine. und neuer Donner grollen. at vejre min tåre bort! der tit er moder til hans sang og husvant har sin stille gang Wir sprachen nicht zusammen; Und wir in Dunst zergehen ind i hans hjertekammer, wir konnten gar nichts sagen, wie Tropfen, die verrinnen, ind i hans hjertekammer.

82 83 Vi lærker under himlens blå I skoven Så vil jeg da længes med alle blomster Den anden sang: “I fjerne bo Chr. Winther Chr. Winther blå, mit hjerte aldrig fanger ro!” så vil jeg da sværme med alle fugle 3 Vi lærker under himlens blå, 4 Jeg gik mig i skoven så ensom en gang, små, En fløj til øst og en til vest: i grønne græs på vangen, alle de små fugle så yndeligt sang, og sukke med de svævende vinde; “Nu har til brud jeg sorgen fæst!” i grønne græs på vangen, de havde ej andet at bestille; så vil jeg da vandre min ensomme gang, la’r verden gå, som den vil gå, dér kvad stillids, og der kvad gøg, så vil jeg indvie hvert suk og hver sang En fløj til vest og en til øst: og leve kun for sangen. der slog højt i den hvislende bøg og min inderlige smerte til hende! “Farvel, farvel! foruden trøst!” en irisk sin sitrende trille. Vi sætte kækt vor harmoni her i vort høje stade, Da tænkte jeg på hende, som ikke er her, De to drosler Skovbal her i vort høje stade; da tænkte jeg på hende, mit hjerte har Chr. Winther Chr. Winther er der end ringe mening i, kjær, 5 To drosler sad på bøgekvist, 6 Se, lamperne blinke i skoven og vinke, er vi dog lige glade. og jeg tænkte, det bedste jeg kunne; så gode venner var de vist i skoven og vinke og alting omkring mig det tænkte som til droslens og bogfinkens pyntede Så dale vi fra højen slot jeg, Med sorg i sind og tyst de sad, hjem. til grønne vang dernede, den gamle eg og granen, der brystede thi ak! de skulle skilles ad. der strengene klinger og sværmen sig til grønne vang dernede, sig, svinger, hvor mellem blomster lunt og godt og alle små fugle i lunde. Så sang de begge to en sang, og sværmen svinger, – vi bygget har vor rede. den sørgeligt i skoven klang. min kærest og jeg, vi er også blandt Og alt ville trøste mit længselsfulde dem, Der er så hyggeligt og plads sind; Den første sang: “Min hjertenskær! min kærest og jeg, vi er også blandt til store og til spæde, fortroligt mig hvisked den letsindige Farvel! så ses vi aldrig mer!” dem. til store og til spæde, vind der er jo ikke megen stads, de luneste ting i mit øre; Den anden sang: “Min hjertensven! I dansen vi træde, men dølge vor glæde, men desto mere glæde. og stæren mig sagde så meget – meget Farvel! vi ses ej mer igen!” men dølge vor glæde, smukt, – dybt gemmes i barmen vor hemmelig- med længslen de kunne dog ikke få Den første sang: “På fjerne vej hed; bugt, min hjertenskær jeg glemmer ej!” vi blusse, vi gløde! Det er just det søde, den lod, som den ej kunne høre. det er just det søde, 84 85 at ingen i verden det aner og ved, Som vedbend tæt til stammen klynges, Savoyarddrengens sang står så frisk og grøn, at ingen i verden det aner og ved. så den går ud og er forød, Chr. Richardt uformærkt i løn. så sorgen ved mit blod forynges I skyggen vi vanke, 9 Jeg danser og drejer på min lire så fro, Vi vove selv ikke at mødes med blikke, og lever frodigt af min død. blandt lysgrønne strå; og min lådne ven går på fire og på to; at mødes med blikke, sankt hans urt vi sanke, men ej kan jeg glemme skønt lænkede ved det usynlige bånd; hvor blomsterne stå. Hvor tindrer nu min stjerne de bjerge derhjemme hvad tavshed bevarer, mig sødt åben- Chr. Winther og køerne, som kendte min stemme. barer, Bag køkkenets række mig sødt åbenbarer 8 Hvor tindrer nu min stjerne? vi hensætte den, Og tit må jeg holde mit øje på klem, et tryk af din lille, velsignede hånd, Hvor dølger sig min skat? fra trælistens sprække at ikke jeg skal synge mig tårerne frem; et tryk af din lille, velsignede hånd. Dig søger i det fjerne den snor sig da hen. thi hvor kan jeg smile, min sjæl ved dag og nat. Hvis den fæster rod og hvor kan jeg hvile, Som snoren af hvide koraller mon glide, Dig lokker nu min stemme; blir vor skæbne god; når jeg tænker på de tusinde mile! koraller mon glide jeg ved, du kommer jo, dør den på sit sted, let gennem din fletnings sortglinsende thi aldrig kan du glemme, ak, da dø vi med1 O, vinder jeg tilbage bag bjergene blå, pragt, du skænked mig din tro! Bag køkkenets række hvor sødt, hvor sødt skal jeg sove på så ses nu, så dølges, så slynges, så vi hensætte den, strå, følges, Hver nat er jo vor sommer, fra trælistens sprække og juble og tralle; — så slynges, så følges dens blomster ere vi; den snor sig da hen. men skulle det falde, vort liv og vor tanke i kærligheds pagt, når dagen den kommer, Gud ved om jeg så finder dem alle! vort liv og vor tanke i kærligheds pagt. er vor sommer forbi. Da ikke vi kommer, O, yndigste kærminde! så glade, så fro, O, elskovsrose rød! Pigerne inde i skoven her følgende sommer, Når natten kaster sine skygger I mulm jeg kan dig finde, A. Oehlenschläger når blomsterne gro. Chr. Winther for din duft er stærk og sød! Hist, hvor korset står, 10 I skyggen vi vanke, 7 Når natten kaster sine skygger O, yndigste kærminde! hist på kirkegård blandt lysgrønne strå; ud over tavse sø og kyst, O, elskovsrose rød! blege ligge vi. sankt hans urt vi sanke, da kommer sorgen bid og bygger Da er det forbi! hvor blomsterne stå. sit natteleje i mit bryst. Da ikke vi kommer, Pæne lille urt så glade, så fro, står så rent og purt, 86 87 her følgende sommer, og rører du dem, du røvere slem, Se, nu er det forår, og spirerne foldes Så flyve vi med frydfuldt sind når blomsterne gro. du skal med din hale, ud, afsted i dansens ring; du skal med din hals det betale. fuglen bygger rede, og skoven står jeg ser i hendes øjne ind, Sankt hans urt vi sanke, brud, men ellers ingenting. hvor blomsterne stå, alt, hvad af liv her ved, De andres skæmt mig rører ej, Husker du i høst blandt stammer så ranke, drømmer om kærlighed; jeg ænser ej, de ler; C. Ploug blandt lysgrønne strå. Sig mig, lille Karen, hvad mener du nu? på søndag aften danser jeg Pæne lille urt 12 Husker du i høst, da vi hjemad fra Sig mig, lille Karen, hvad mener du nu? bestemt med ingen fler. står så rent og purt, marken gik, står så frisk og grøn, vendte du imod mig et spørgende blik; Og når så dansen er forbi, På søndag aften kommer hun uformærkt i løn. da faldt det mig på sind, vi sky de andres fjed C. Ploug Sankt hans urt vi sanke, at jeg var hidtil blind. og følges ad en ensom sti hvor blomsterne stå, Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? 13 På søndag aften kommer hun langs mølledammens bred; blandt stammer så ranke, Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? til dansen vist; kun himlens stjerner på os se, blandt lysgrønne strå. da skal en kort, men salig stund og bølgen lytter stil: Husker du i vinter, vi sad omkring erstatte mangen trist. på søndag aften – ja, måske! arnens ild, Er ugens slid end nok så slemt, hvis jeg får mod dertil. Gåsepigen til glenten jeg fortalte eventyr, du hørte til: og fuldt af vrøvl og had, Chr. Winther tit op på mig du så, på søndag aften alt er glemt, TRE SANGE AF KLAUS GROTH 11 Hu! hej! du gæslingetyv! Flyv, flyv! så jeg gik rent i stå: og jeg er kisteglad. Da bank på mit vindu alt på dine vinger så lange! Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? Oversat af K. Lütt Jeg passer vel på mine gæslinger små, Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? Vor by har kønne piger nok, de hvide, de grå, du skal dem ej få, som gerne danse vil; 14 Da bank på mit vindu, da bank du kun du skal dem ej fange, Husker du i julen ved gigers og fløjters men der er i den hele flok på, jeg ved, hvor de er, og hvor mange. klang, kun en, min hu står til. når natten har lagt sig på hytte og vrå, mens vi over gulvet os lysteligt svang, De andre ved, de kønne er, på hytte og vrå. Hu! hej! du gæslingetyv! Flyv, flyv! så jeg på dig så vist, hun ene ved det ej; så vidt over søer og dale! at du blev rød tilsidst; på søndag aften vælges der, Ja bank på ruden, da vågner jeg brat Nu snart skal vi hjem, jeg driver dem Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? og hende vælger jeg. og kommer så ud i den kølige nat. frem, Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? 88 89 Så stille er haven, og månen så blank, er savnet, er savnet forbi, Dog – kommer han nu, kan jeg intet ejs vil di hat hweranner, men de skul no og pilen, den gamle, den knejser så er savnet forbi. forstå, ett wæ såen. rank, men svarer jo atter: den knejser så rank. “Johan, jeg må gå, Johan, jeg må gå!” “Fåwal no Palli!” søh hun, da hun gik Han sa’e mig så meget ham fåbi. Oversat af K. Lütt Ved den vil vi sidde alene vi to Han tahrt hans øwn, å vænt sæ, å søh: Fåwal Mari og se op på himlen og tale i ro. 16 Han sagde mig så meget, “Fåwal Mari!” St. St. Blicher jeg nok gad forstå; Mari hun wa så sårreful, hun tøt, hwo Kun månen og natten skal høre derpå, men alt, hvad jeg sagde, var: 17 De wa ve helmestier Mari hun skul astej; hun gik fram, og sent vil vi hjemad til landsbyen gå, “Johan, jeg må gå, Johan, jeg må gå!” hun had hin tøw i hånen, vil te å go hin te ål den diel hun møt, de søh te hinne til landsbyen gå. Han har mig om himlen og jorden vej. lissom han. fortalt, Hun had no tint en sommer i Palli Kræ- om livet og døden – jeg husker ej alt. stens goer; Å hwær et dywr, å hwær en fowl, hwæ Ingen nat er for mørk hun kam dædid mæ suolen, hun wa kun træe hun kam fåbi, Oversat af K. Lütt Han sagde mig så meget, jeg nok gad sejsten oer. de søh te hinne lissedan: “Fåwal, fåwal 15 Ingen nat er for mørk, og for lang ingen forstå; Mari!” vej men alt, hvad jeg sagde var: Den ti hun war et bette båen, hin fåer å De lakked ued ad awten, å kokken po for to, som vil mødes – det skiller dem ej. “Johan, jeg må gå, Johan, jeg må gå!” muer wa dø, hans råhn, Ingen grav er for bred og for højt intet Han holdt mig ved hånden og bad mig å da hun så bløw støhr, så måt hun tien hun tøt, te nær han gåll, han søh: “Fåwal fjeld: især få hinne brø. dit sølle båen!” vil to det af hjertet, så mødes, så mø- dog rigtigt af hjertet at have ham kær. Da hun gik fram ve stållen, hwo Palli des, så mødes de vel. Kræsten stued, Mari hun græed så modele. “Gid a ku Jeg blev jo ej vred og kan ikke forstå, da wa Mari så sårren, hun knap ku fløt sej no snår, Der kom nok en måne og gav dem et at altid jeg svared: en fued. fåwal te hiele wahren: så war a wal vink, “Johan, jeg må gå, Johan, jeg må gå!” fåwåer. der kom nok en stjerne med ledende De wa ett fri dæ stod en tohr i Pallis yww. I wahren ær a jenner, a hår slet ingen blink. Nu står jeg og tænker og tænker, Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ven. De fandt vel et spor på den vildsomme hvordan ve dem blyww. Gid a mæ mi fåræller no ku samles rå sti: jeg ikke fik sagt: “Ja, min egen Johan!” Hun måt ett få hans mower, få hun war igjen!” vil to det af hjertet, er savnet, et fatte båen; 90 91 Å fahr et fjarringoer war om, da wa hun Skjøn Else stod å so po, huddan han ku Fra moder flygter søvnen bort; Ak, hvor net, stinh å kåhl, sæ snow: hvor kan jeg søvnen agte, og hvor let fa suolen kam igjen, da loe Mari i souten så fik hun ingen row, undtawwen nær når dag og nat er mig for kort som et svævende fnug, målh. hun sow til glutten at betragte? kan hun neje sig så søhdele, så bløhdele, og dreje sig så søhdele, så bløhdele. Usikker er al jordisk pagt, på foden så smuk. Øwli ej hellig ed der gives, Hvor hun stod St. St. Blicher Å da så hin fåræller no wa døh ud åw Men moders hu ved ingen magt på sin fod, 18 Øwli han wa sæ så løste en swenh, æll – kan fra den spæde rives. hvor hun gik og hun sprang, skul han et æren, så stäk han irenh den jenn gik te Himmerig, den åhn gik var hun nydelig hisop å hæhnier. te hæll – Sov sødt, min eneste, min søn! og frydelig Gik han mæ hjølli å gik han mæ plow, hisop å dæhnier, når søvnen dig forlader, som fløjternes klang. åller håd han row, undtawwen nær han te egtemand å håsbon ung Øwli hun Jeg får et smil til vågeløn. sow tow; så gå vi hjem til fader. Og så kjæk så søhdele, så bløhdele, så fik de behgi row, å ve hweranne sow som en bæk så søhdele, så bløhdele. så søhdele, så bløhdele, mellem blomsternes flok, Min skat så søhdele, så bløhdele. glimter øjets blink Chr. Winther Skjøn Else hun æ sæ en frøken så fiin, fornøjet, flink hun gor i silke å moer å hermelien 20 Hun er sød, bag nødbrune lok. Sov ind, mit søde nusseben hisop å hæhnier. hun er blød, Hendes røst P.M. Møller So hun ham Øwli i mark elle skow hun er smal om sit liv; er min trøst åller håd hun row, undtawwen nær hun 19 Sov ind, mit søde nusseben, hun er bøjelig midt i sorgernes nat; – sow stil dine pusselanker; og føjelig al den herlighed så søhdele, så bløhdele, i drømme vil Guds engel ren og rank som et siv. og kærlighed så søhdele, så bløhdele. dig lære smukke tanker. Hendes kind er min søde skat! er så lind, Dæ wa dåns po goeren, å Øwli han sång, Sov, pusling, ved din moders barm, og som rosen så varm; så mæ den å så mæ den så lettele han hvorunder du er båret: hun er nysselig språng sov, vuggen er din moders arm, og kysselig hisop å hæhnier. mit bryst er pudevåret. på mund, hånd og arm. 92 93 Når dagen er bortgangen så lunt et vintergem, – og tager op sin kæp af sand, så gid jeg synge sidste gang Chr. Winther min tanke og mit hjerte – og venligt mod mig rokker, min elskovs fryd og smerte! skal de aldrig finde hjem, 21 Når dagen er bortgangen min tanke og mit hjerte – I stegerset går den travle viv, og natten falder på, Forvandling skal de aldrig finde hjem? dog går hun let som hinden; og alle de små stjerner Chr. Winther hun bærer de nøgler ved sit liv, på himmelbuen gå; Urolig er min slummer, og nynner så småt til tidsfordriv, 23 Den ungersvend, den jomfru da slumrer vel mit øje, ustadig er min gang; og klapper mig pænt på kinden. alt under linden stod; men tanken iler frem og fjernt fra harpens strenge da mellem dem fremspired og søger gennem drømmen flygter modløs min sang; I stuen sidder min unge brud, en blomst for deres fod! til sit elskede hjem, min tanke og mit hjerte — just hun, den rosenlue! Det var en lilje, hvid og skær, og søger gennem drømmen ak, vil du huse dem? hun er så rank som et poppelskud, det var en lilje klar; – til sit elskede hjem. I himlen og på jorden hun er den dejligste, ved Gud! de vilde den ej plukke, de har ej andet hjem, mit øjes lys monne skue. før den en rose var, Når solen atter stråler, i himlen og på jorden de vilde den ej plukke, da taler vel min mund; de har ej andet hjem! Der var en dag, jeg sagde adieu før den en rose var. det synes, som jeg er der, til dem og den hulde datter, men ak! det synes kun; til hunden og til den grønne sø; De vilde den ej plukke, thi mens min tunge taler, Afsked jeg rejste bort fra Sjællands ø; – før det en rose blev; mit hjerte iler frem Chr. Winther når skal jeg se den atter? de ventede med længsel og søger gennem sværmen 22 Der står et hus på Sjællands ø som på et elskovsbrev; til sit elskede hjem, imellem to grønne linde; Så gik jeg over heden brat, de vanded den med tårer, og søger gennem sværmen ved porten en lodden hund mon gø, jeg hvilte mit hoved ved tue; de vugged den med suk, — til sit elskede hjem. og over den mørkegrønne sø skønt stormen vifted’ med sin hat, da skifted den sin kjortel, der gå de svale vinde. og duggen faldt i skumle nat, og blev en rose smuk, Til varme syd er fløjet ej sluktes mit hjertes lue. da skifted den sin kjortel, de muntre fugles kor; Hos døren sidder en gammel mand, og blev en rose smuk. de trætte blade søge han har så hvide lokker; Thi gemmer Sjællands blomstervang til den moderlige jord; han lukker sammen sin bog påstand, et mere trofast hjerte De greb derefter begge og træets frugter finde end det, som digtede denne sang, alt i den samme stund, 94 95 da mødtes deres øjne, mit hjerte sitred og bæved Mit øje ser kun mørke, CD 4 da mødtes deres mund; længsel- og smertefuldt. hvorhen det er vendt; da mødtes deres hænder, min fod har tabt den styrke, DIGTE FRA MIDDELALDEREN og rosen brat forsvandt, – Min tanke jeg dig sendte, som før den har kendt. Hvorfor ville du spørge mig men dens evige billed jeg sendte dig mit blik; Gammelhollandsk, oversat af T. Lange i deres barm de fandt, ak, hvor mit hjerte brændte, Min tunge sig forbitrer, men dens evige billed at intet svar jeg fik, min tinding er som bly; 1 Der gik tre favre jomfruer små i deres barm de fandt. at intet svar jeg fik; jeg trodser – og jeg sitrer – igennem den grønne lund. kun pust af nattevinden, jeg vil – og er dog sky. Og dem drev dug over hviden fod fra grenen hist et vink, den sildige aftenstund. Længsel den kolde dug fra linden, Men er du ved min side Chr. Winther og stjernens kolde blink. og hører jeg din røst, Den ene hun sang så frydefuldt, 24 Jeg kunne slet ikke sove den venlige, den blide, den anden var mod i hu, for nattergalens røst, Du tænker vel, jeg har glemt dig? da ånder let mit bryst, den tredje tog til at spørge: som fra de dunkle skove men tro mig, om du kan, da ånder let mit bryst. “Hvor er din fæstemand nu?” sig trængte til mit bryst, jeg har i hjertet gemt dig, sig trængte til mit bryst. jeg har i hjertet gemt dig, Da klinger harpen inde “Og hvorfor ville du spørge mig? Jeg åbnede vinduet stille og skal over gravens rand, i hjertets helligdom; Det var min bitreste nød! og stirred i mulmet hen trods dødens bitre kulde, da ser jeg glad forsvinde Tre riddere vog min fæstemand, og lod hver elskovstrille hinsides livets kyst hvert jammerens fantom, nu er han slagen og død.” mig synge om dig igen. bære dit navn, det hulde, hvert jammerens fantom. prentet dybt i mit bryst. “Og er han slagen, og er han død, Et posthorn i det fjerne, Du smiler og du taler, du vorder aldrig hans viv. et suk af nattens vind, og din tale, dit smil Så tag dig en anden fager svend, Så fast mit hjerte banker et glimt af en ensom stjerne kan ende mine kvaler, det glæder dit unge liv!” Chr. Winther vakte mit stille sind, såsnart som du kun vil, vakte mit stille sind; 25 Så fast mit hjerte banker, såsnart som du kun vil. “Og tog jeg en anden fager svend, dit billed sagte hensvæved at det smerter som ild; så slog det mit liv ihjel. på nattens baggrund huldt; uroligt sindet vanker Farvel både fader og moder, omkring og farer vild. du lillesøster farvel! 96 97 De tued en grav op under en lind, Det lufter i løv, det suser i træer, Unge George Campbell Din fader skal ikke skænde så sørgelig på den jeg ser. og nu vil jeg kysse min hjertenskær! Skotsk, oversat af T. Lange Gammelhollandsk, oversat af T. Lange Jeg ganger mig ud til den grønne lind, Min hjertenskær! 3 Højt op i fjældet 4 “Min skat, vil du med mig ride? så kommer jeg aldrig mer.” og dybt ned i dal Mit liv, vil du med mig gå? Helt små var de skridt, Oriour hun tog, unge George Campbell Min dejlighed, vil du mig vise, så såre hun græd, sine hænder hun Gammel fransk romance red ud ved hanegal. hvor rødest roserne stå? slog: Gammelfransk, oversat af T. Lange Så fri han red i sadlen, hvor rødest roserne stå?” “Skam få du, søster, at hjem du mig så stolt han red afsted. 2 Der skulle to søstre til kilden gå, jog!” Hans gode hest er kommet hjem, “Og om jeg ville dig vise, og Gai tog krukken at bære på, men han kom ikke med. hvor rødest roserne stå: imens Oriour på blomsterne så. Det lufter i løv, det suser i træer, min fader vil på mig skænde, og nu vil jeg kysse min hjertenskær! Ud gik hans moder min moder hun vil mig slå.” Det lufter i løv, det suser i træer, Min hjertenskær! så sorrigfuld i gård, og nu vil jeg kysse min hjertenskær! ud gik hans unge brud, “Din fader skal ikke skænde! Min hjertenskær! “Du går med Gerard, og vel jeg det ser: hun rev sit gule hår: Din moder skal ikke slå! han kyssede én gang, han kyssede fler; “Så fri du red i sadlen, Alle de røde roser Fra klosteret kom den lille Gerard; det tror jeg: du kommer vist aldrig mer!” så stolt du red afsted; dem se vi slet ikke på! han kyssede Gai, som vandkrukken bar, din gode hest er kommen hjem, dem se vi slet ikke på! og straks fik han elleve kys til svar. Det lufter i løv, det suser i træer, men du kom ikke med!” Alle de røde roser og nu vil jeg kysse min hjertenskær! dem se vi slet ikke på, slet ikke på! Det lufter i løv, det suser i træer, Min hjertenskær! “Min eng ligger hen, Alle de røde roser!” og nu vil jeg kysse min hjertenskær! og mit hø er ikke strøet. Min hjertenskær! Gerard og Gai blev hinanden tro, Min lade står tom, de gik til hans farmoder begge to, Praskoviuschka og mit barn er ikke født. “Gå hjem, Oriour, så stærkt du kan! hun lod deres bryllup med ære bo. Russisk, oversat af T. Lange Så fri du red i sadlen, de venter hjemme på krukken med vand; så stolt som ingen fler. 5 I går aftes peb min vagtel, men jeg vil tage Gerard til mand!” Det lufter i løv, det suser i træer, Din gode hest er kommen hjem – hele natten har den skreget, og nu vil jeg kysse min hjertenskær! du kommer aldrig mer! gennem mørket lød dens kalden. Min hjertenskær! Du kommer aldrig mer!” Men i morges ganske tidlig

98 99 hørte ingen mer til fuglen, Og lagde de kronen fra Rom for min fod, “Og gør det dig godt, grev Martin, harpen er borte, den ruster hos Tren- i sit guldbur var den ikke. men de ville tage mit bedste klenod: så tag mig og før mig afsted! mors skjold. Der har været store falke, den handel blev dem vist aldrig god! Min mand er både gammel og stiv, – de har taget vagtlen med sig. han løber ikke med!” Ossian! når jeg skal være hos dig? Når komme henfarne barder at hente mig? Skønne fru Beatriz Og min egen Praskoviuschka, Der står et bryllup i Frankerig Når skal sorgen forlade min barm? Spansk, oversat af T. Lange hun min lyse Grigorievna, udi den stad Paris: Når skal jeg stige på åndernes lette hun har hulket hele natten. 7 Der står et bryllup i Frankerig Helt statelig ganger i dansen karm? Men i morges ganske tidlig udi den stad Paris: den skønne, skønne fru Beatriz. hørte ingen mer til pigen, Helt statelig ganger i dansen Vente må jeg en liden stund; på sit kammer var hun ikke. den skønne fru Beatriz. snart henslumrer jeg livets urolige blund. Til Ossian Der har været høje herrer, Da skal jeg vågne hos Selmas skjald, St. St. Blicher de har taget Praskoviuschka. Hun dansed længe, hun dansed vel, vågne i Alfaders strålende himmelhal! hun dansede let på tå. 8 Selma, Selma! hvor er din skjald? Ude stod unge grev Martin Hverken på Ardven, ej heller ved Caruns Sang Ossians sang til aftenstjernen og blidelig til hende, blidelig til hende så. fald. W. von Mühlhausen, oversat af T. Lange St. St. Blicher Lora rinder foruden sang; 6 Hun er så skær som den hvide sne, “Hør du det, unge grev Martin, øde og stille er Conas blomstervang. 9 Yndigt er dit lys, o aftenstjerne! hun er så fin med sit gule hår, og hør, hvad jeg spørger dig! Klart i vesten, i det dunkle fjerne, hun er så rank og så ren at se, Hvad enten ser du på dansen? Morven, Morven! hvor er din drot? skrider frem du fra din røde sky. hun er det dejligste, jeg forstår! Hvad heller ser du på mig? Dybt under lyng ligger Ossians konge- Statelig du over bjerget svæver; Så lys en glæde, som nogen ved, Hvad heller ser du på mig?” – slot. vindens sidste pust på søen bæver, må gerne være de andre bered, Hjorten græsser på heltens grav; den må til sit natteherberg ty. men jeg vil eje min kærlighed. “Slet ikke ser jeg på dansen, vandrende sukker frembøjet over sin så mangen dans har jeg trådt; stav. Fjerne fos i klipperiften suser; Vel tykkes solen mig blank og klar, jeg ser på dig, for du er så skøn, havets bølge hult mod klinten bruser – men bedre lys blev i hende lagt; og det gør mit hjerte godt, mit hjerte Fingal, Fingal! hvor er din søn? favre lys! så snart heniler du! to glade øjne den frue har, godt!” – Hvor er hans kæmpehal, hvor er hans Aftenmyggesværm på tynde vinger i dem jeg føler Guds milde magt! harpe skøn? summende hen over marken svinger – Stormen hyler på Selmas vold; favre lys! vil du ej tøve nu? 100 101 Men du daler, i din bortgang smiler; Gak til side! at de stråler blide Søg hende hist, hvor i blomsternes flor Slukkes den luende fakkel i vest, bølgehæren trindt omkring dig iler, kan belyse bjergets toppe grå! herligst hun gror, vågner han op af sin dvale; bader dine lyse hår med lyst. og at elven kan i frydfuld skælven sig, at jeg mindes og aldrig kan glemme! hovsporet lyser under hans hest Gak da, stjerne, til dit sovekammer! trille klare sine bølger små! vidt hen gennem klippernes sale. Sjælens lys i Ossian opflammer, ROMANCER OG SANGE Han rider fra nattens hvinende blæst. fortids minde røres i hans bryst. FRA BERTRAND DE BORN Duggen er falden Ridder Roland med hundrede mand, E.v.d. Recke Mod syden i kvæld fylkede tæt som en kile; Ossians sang til månen E.v.d. Recke 11 Duggen er falden, og stjernen har magt, gnisterne fyge så tykt som sand, St. St. Blicher flyv ud, mine drømme! 12 Mod syden i kvæld hver sten på hans vej spruder pile. 10 Hil dig atter, himlens favre datter! Vandred hun her i sin luftige dragt stå til dig mine tanker, du sneklædte Og klippen bæver som skum på vand. Yndigt er dit milde purpurskær. med lokkernes pragt? fjeld! Nattens stjerner følge bly som terner; Lyttende blomst, har min hilsen du O, nordenvind, meld de solrige lande Stål er heltens den tunge dragt, tør ej komme deres dronning nær. bragt? min længsel! stål er tøjlen han holder, Hvad har hun sagt? Tag med en flygtende sang fra mit stål er hjelmbuskens fjederpragt Hvor heniler du, når mørket hviler Bring mig et håb i de duftende strømme! fængsel, og kappens raslende folder. over dig? – hvor ganger du til ro? tag deres sangers farvel! Af stål er et bånd om hans hjerte lagt. Går, som skjalden, du til fædrehallen, Svar mig og køl mit urolige blod: for i sorgens tavs mulm at bo? hvor lyser min stjerne? I aften blot se Yderst han standser på klippens kant, Duggede roser ved bøgenes rod, Pyrenæernes dronning, hin dejlige fe, højt over afgrundens bølger: Dog omsider du ej heller glider sprang I ud, hvor hun stod? som endnu måske sit guldhår i solskin- “Hid, Oliver! Staldbroder Morgant!” længer ad din vante ætervej. Bølge, som danser med guldmor om fod, net bader, Han vender sig – ingen følger. Selv du falder, når din stund dig kalder; svulmer af mod, mens mørket styrter i tunge kaskader Da blæser han vældigt i Olifant. nattens vandrer dig da finder ej. har du ej fulgt hendes spor som en over den glødende sne! terne? Blæser han hornet vildt, uden rast, Men du stråler frejdigt end, og tåler Natten har slukt Gascognes sol, til blodet springer af panden, ingen lige på din blanke sti! – Hurtige bølger, o, gætter I hvor og mørket banneret løfter, hjertet svulmer med stærke kast, Sky, som truer hendes milde luer, min længsel har hjemme, folder det ud mod den tindrende pol, som bølgen bryder mod stranden. løft din mørke flig, og il forbi! il da til haven, jeg eder betror slørende Roncevals kløfter. Men stålet holder om hjertet fast. et hemmeligt ord! Der sover Roland på sin klippestol. 102 103 Han ligner dig, mit stolte fædreland! Er I mænd, og har I mod: Herre konge, bliv her Herlig er kampen bryst imod bryst Alene står du på den stejle tinde frem, hvor Frankrigs kampråb gjalder, E.v.d. Recke E.v.d. Recke og blæser ud din sorg for alle vinde, frem og forrest! Helten falder, 15 Herre konge, bliv her! 16 Herlig er kampen bryst imod bryst, mens fjender myldrer tæt som havets æren lever, æren kalder Over bjergenes tinder står fuldmånens herligt, når lanserne splintre! sand. kæmper frem af Eders blod! skær, Herligt, når sværdenes tunger få røst, Og dine våben er af kampen sløve, Klingende skjolde, lynende sværd, bliv hos mig og forglem dine fjender! guldskjoldet lurer, som solen i øst, og dine sønner døve, syngende buer og pile, Jeg gemmer dit sværd, jeg gemmer dit kongeligt svulmer hjertet af lyst mens du forbløder tyst bag skjoldets det er min glæde, min bryllupsfærd sværd, øjenene tindre. rand; med min hjertenskær, om din hals denne fletning jeg vinder! Ganger! stræk ud for min brud og min af kræfter har de nok, men ingen viljer; striden min fred og min hvile, “En krone jeg gav for hver lok af dit hår, ære, til kamp for Frankrigs liljer! striden min fred og min hvile! et rige jeg gav for din favn! briste lad så eller bære! Mit land! Du har en jernring om dit Bed mig ikke blive! hjerte; Vågn af sin slummer Hver stund, der går, gælder mer, gælder Herligt efter sejr at hvile, hvis ikke, var det bristet alt af smerte! E.v.d. Recke ære og navn! vende hjem fra blodig høst, Rosamunde! Vi mødes snarlig en kvæld, se de skønne mod dig ile, se dem smile, 14 Vågn af din slummer, min dejlige brud, Fager er den blide vår tusinde gange farvel!” andre roser, andre pile, hør strengene tone! E.v.d. Recke andre kampe bryst mod bryst! Stjernerne blinke på himmelens skrud, Herre konge, så sig, 13 Fager er den blide vår vågn op og kom ud! jeg må følge din skare som væbner i krig, Har du en ven, som dig aldrig forlod, med sin sol, med blomst og blade, Kom som et tindrende stjerneskud, i dit telt på din blund tage vare! eller en tro elskerinde? fuglens slag på grenens stade – herlig og prud! Lad mig blive hos dig, lad mig blive hos Har du det ej, nu, så har du dit mod, hellern dog sværd end spade, Fagreste smykke på nathimlens krone! dig! har du din ungdoms skummende flod, våbenbrag og blod og sår! Lad mig dele dit savn og din fare! jern i din sene, ild i dit blod, Højere lyst, når i ridderlig kamp Hører du, elskede? Vågn under lin, “Min rose skinner i perleskrud, verden at vinde! mand imod mand tørner sammen, min fred du mig bringe! imedens jeg skinner i stål; Sadlen er trone, sværdet din dronning, jordbunden drøner af hestenes tramp, Ikke mig lyster den skummende vin hvor du træder, slår jeg der er du altid en konning! over blodstrømmens damp fra Mosel og Rhin, – mit purpur ud, at intet skal støde din sål; boltrer sig højt Oriflammen, bring mig din rosenkind, fager og fin, dagningen gløder bag skov og fjeld, boltrer sig højt Oriflammen! læg den til min! dejlige rose, levvel!” Hid er jeg fløjet med ild under vinge! 104 105 Rosamunde ham følge tusinde stålklædte mænd, – Pourquoi cette question? Ils creusaient la tombe sous un grand E.v.d. Recke kongen er ene! Gammelhollandsk tilleul, j’éprouve un chagrin bien amer. 17 Rosamunde! 19 Se promenaient dans le bois au prin- Je m’en vais tristement jusqu’au vert Den duftende lind, hvorunder vi sad, Ære for helten temps tilleul, har end sit blad, E.v.d. Recke trois filles fort bien jolies. vous ne me verrez plus jamais.” og fuglen fløjter det samme kvad La rosée mouillait leurs petits pieds 18 Ære for helten, bag løvrige lindegrene; blancs, som skæbnen kan tvinge, trodse den kildens væld har endnu sit kluk, c’était à la tombée de la nuit. Jeune George Campbell kækt! vinden sit lønlige suk; Skotsk Sværdet for den, som kan føre en aftnen er endnu så klar og smuk – La première chantait d’une belle voix, klinge, 20 Vers la montagne et vers la vallée kongen er ene! la seconde était fort triste, lynet for den, som kan lynstrålen svinge, est parti George Campbell sitôt le jour la troisième fit la demande: kronen for den, som kan bære dens levée. Rosamunde! “Où est ton beau fiancée?” vægt! Si libre sur son beau cheval, si fier de sa På slottet bindes en blomsterkrans Smykket med purpur og kostbare stene mission. i kærters glans; “Et pourquoi donc me demandes-tu? kongen er stærk blandt de [“de” synges Son beau cheval est bien rentré, der træde de skønneste damer en dans C’est là mon plus grand chagrin! ikke] stålklædte mænd; mais sans son cavalier. på tavlede marmorstene; Trois chevaliers prirent mon fiancé, stærkere dog hos en eneste ven, stjernen ser gennem ruden ind, maintenant il est mort abattu.” stærkest alene! Sa pauvre mère sentit un grand chagrin, blegner i festhallens skin; et sa jeune mariée fut remplie de midt i det lette fortyllende spind “Et comme il est abattu, Hil dig, du stærke, désespoir: kongen er ene! et qu’il est mort, hvem højt på din bane ingen har fulgt! ”Si libre sur ton beau cheval, si fier de tu ne seras jamais sa femme. Herlig mig tykkes den syngende svane; ta mission; Rosamunde! Prends-en donc un autre jeune mari, stoltere fugl dog har stoltere vane, ton beau cheval est bien rentré, Skal aldrig vi ses, min blomstrende viv, cela va te faire plaisir!” højt går dens flugt mellem skyerne sans toi, mon cher mari!” min trøst, mit liv! dulgt. Jeg hører dit navn fra det hviskende siv, “Et si je prenais un autre gars, Tusinde småfugle bygge bag grene, ”Mon pré n’est pas fauché, fra sky, fra bølger og stene; cela me tuerait de sitôt. ørnen går ensomt over dem hen; et mes bêtes n’ont plus de foin. kongen spænder sit sværd ved lænd, Adieu ma mère et mon père, kongen har tusinde stålklædte mænd, – Ma grange reste vide, stævner til kamp igen; ma petite soeur adieu! kongen er ene! et mon enfant n’est pas né encore. 106 107 Si libre sur ton beau cheval, Chanson Elle dansait très longtemps, CD 5 plus fier que nul autre. W. von Mühlhausen elle dansait bien, Ton beau cheval est bien rentré, elle dansait d’un pas léger. Nähe der Geliebten 22 Elle est comme neige si pure et tu ne reviendras plus, J.W. von Goethe blanche, tu ne reviendras plus!” Là, Martin, le jeune comte, la regardait ses cheveux blonds comme ceux d’un 1 Ich denke dein, wenn mir der Sonne d’un oeil si doux, ange, Schimmer regardait d’un oeil si doux. Praskoviuschka elle est si droite et si fine à voir, vom Meere strahlt, vom Mehre strahlt; “Dis donc, mon jeune bel homme, Russisk elle est pour moi la perfection! Ich denke dein, wenn sich des Mondes réponds à ma franche question! Que d’autres connaissent un tel bon- Flimmer 21 Ma caille a crié dans sa cage d’or, Regardes-tu cette danse? heur, In Quellen malt, in Quellen malt. ses piaulements d’angoisse ont rempli Ou bien c’est moi que tu vois? cela me ferait un très grand plaisir, la nuit entière. Ou bien c’est moi que tu vois?” mais moi, je veux mon amour pour moi. Ich bin bei dir; du seist auch noch so Au matin de très bonne heure, ferne, nul n’entendait plus la caille, Mais non, ce n’est pas la danse, Le beau soleil est si blanc et clair, Du bist mir nah, du bist mir nah! et la cage était vide. j’ai tant dansé dans ma vie; mais elle brille de plus d’éclat; Die Sonne sinkt, bald leuchten mir die Il y a eu de grands faucons, c’est toi, c’est toi, ta beauté m’éblouit, ses yeux expriment une joie si pure, Sterne. ils ont enlevé la caille. et mon coeur s’en réjouit, s’en réjouit!” qui fait sentir la douceur de Dieu! O, wärst du da, o, wärst du da! Venait-on m’offrir la couronne de Rome Et ma chère Praskoviuschka, “Et si tu dis vrai, mon comte, pour m’enlever mon meilleur trésor, ma très belle Grigorievna a pleuré la oh prends-moi et enlève-moi! Mädchen mit den roten Wangen l’échange ne se ferait jamais! nuit entière. Si raide et vieux est-il mon époux, H. Heine Au matin de très bonne heure, il ne nous suivra pas!” 2 Mädchen mit den roten Wangen, nul n’entendait plus la fille, La belle dame Béatrice mit dem Äuglein süß und klar, et sa chambre était vide. Spansk Un mariage d’amour se fit jadis du mein liebes, kleines Mädchen, Il y a eu de grands seigneurs, dans un palais doré. 23 Un mariage d’amour se fit jadis deiner denk’ ich immerdar. ils m’ont pris ma Praskoviuschka. Dansait avec tant d’élégance dans un palais doré. la belle dame Béatrice. Dansait avec tant d’élégance Lang ist heut der Winterabend, la belle dame Béatrice. und ich möchte bei dir sein, bei dir sitzen, mit dir schwatzen, im vertrauten Kämmerlein. 108 109 An die Lippen wollt’ ich pressen Es war ein alter König Draußen geht der Wind, SCHILFLIEDER deine kleine, weiße Hand, H. Heine die dikken Mauern Beschützer sind. N. Lenau, oversat af Chr. Richardt und mit Tränen sie benetzen, 4 Es war ein alter König, Drüben geht die Sonne scheiden deine kleine, weiße Hand, Dein lichter Blick ist all mein Glück, sein Herz war schwer, sein Haupt war und mit Tränen sie benetzen, dein lichter Blick ist all mein Glück, 6 Drüben geht die Sonne scheiden, grau; deine kleine, weiße Hand. wenn ich dich tränke, und der müde Tag entschlief. der arme alte König, er nahm eine junge in deinem Auge mich versenke, Niederhangen hier die Weiden Frau. so verfliegen, versiegen die Bilder der in den Teich, so still, so tief. Mädchen mit dem roten Mündchen Leiden H. Heine Es war ein junger Page, und weichen den Freuden, Und ich muß mein Liebstes meiden: blond war sein Haupt, leicht war sein 3 Mädchen mit dem roten Mündchen, dein lichter Blick ist all mein Glück. Quill, o Träne, quill hervor! Sinn; mit den Äuglein süß und klar, Doch wenn ich gedenke, daß du, meine Traurig säuseln hier die Weiden, er trug die seidene Schleppe der jungen du mein liebes, kleines Mädchen, Lust, und im Winde bebt das Rohr. Königin. deiner denk’ ich immerdar. an Mutterbrust verschmachten mußt, dann möcht’ ich die Seele dein, In mein stilles, tiefes Leiden Kennst du das alte Liedchen? Lang ist heut der Winterabend, dann möcht’ ich die Seele dein strahlst du, Ferne! hell und mild, Das klingt so lieb, das klingt so trüb! und ich möchte bei dir sein, in Küssen dir entziehn, mit dir entfliehn, wie durch Binsen hier und Weiden Sie mußten beide sterben, sie hatten bei dir sitzen, mit dir schwatzen, mit dir, mit dir entfliehn strahlt des Abendsternes Bild. sich viel zu lieb. im vertrauten Kämmerlein. vor Gottes Thron, vor Gottes Thron zu sein! Trübe wird’s, die Wolken jagen An die Lippen wollt’ ich pressen Genoveva Schlafe, schlafe, mein Kind! deine kleine, weiße Hand, Schlafe, schlafe, mein Kind! 7 Trübe wirds, die Wolken jagen, 5 Schlafe, schlafe, mein Kind! und mit Tränen sie benetzen, Bös’ die Menschen sind. Laß uns ster- und der Regen niederbricht, Draußen geht der Wind, deine kleine, weiße Hand. ben, o Gott, gelind! und die lauten Winde klagen, die dikken Mauern Beschützer sind. und die lauten Winde klagen: Draußen geht der Wind, “Teich, wo ist dein Sternenlicht? schlafe, schlafe, mein Kind! Teich, wo ist dein Sternenlicht?” Dein Jammergeschrei bricht mein Herz entzwei, Suchen den erloschnen Schimmer, schlafe, schlafe, mein Kind! tief im aufgewühlten See. 110 111 Deine Liebe lächelt nimmer, Durch den Himmel wild Frühlingslied im Herbst Still war’s, nichts konnte mehr klingen, deine Liebe lächelt nimmer jagen Blitze, bleich; Chr. Winther: Vårsang i høst, wie tot, zum Schweigen die Töne nieder in mein tiefes Weh! ihr vergänglich Bild oversat af H. Beer gebracht, Nieder in mein tiefes Weh! wandelt durch den Teich. doch nun, nun können sie singen, 11 Drauß’ ist es so kalt; und mit Schmerzen doch nun, nun können sie singen, die Linde ohn’ ihren Blätterschmuck Wie Gewitter klar von Neuem zum Leben erwacht, Auf geheimem Waldespfade steht; mein’ ich dich zu sehn, von Neuem zum Leben erwacht; Doch hier, ach! Hier im Herzen, 8 Auf geheimem Waldespfade und dein langes Haar In Strahlen und Duft neu erglüht, doch hier, ach! Hier im Herzen schleich’ ich gern im Abendschein frei im Sturme wehn! mein Frühling verkündt’ seine Pracht: der Frühling von neuem entsteht, an das öde Schilfgestade, Die Ros’ wieder blüht! der Frühling von neuem entsteht. Mädchen, und gedenke dein! Es ist sie, der ich danke dies’ Lied Auf dem Teich, dem regungslosen Die grünsten Sprossen man sieht, die Ros’ wieder blüht! Erquickender Wind um mich weht: Wenn sich dann der Busch verdüstert, 10 Auf dem Teich, dem Regungslosen, Es ist sie, der ich danke dies’ Lied. Die Ros’ wieder blüht! rauscht das Rohr geheimnisvoll, weilt des Mondes holder Glanz, Es ist sie, der ich danke dies’ Lied. und es klaget und es flüstert, flechtend seine bleichen Rosen die Ros’ wieder blüht! Sommerweise daß ich weinen, weinen soll. in des Schilfes grünen Kranz, Es ist sie, der ich danke dies’ Lied. Chr. Richardt: Sommervise, in des Schilfes grünen Kranz. oversat af H. Beer Und ich mein’, ich höre wehen Dunkel war es zuvor; doch mit Lohe leise deiner Stimme Klang, Hirsche wandeln dort am Hügel, 12 Wenn Felder sich wiegen, die Rose malt’ beides, Bäume und Land, und im Weiher untergehen blikken in die Nacht empor; und Kornblumen biegen da in die Kronen, die hohen, deinen lieblichen Gesang. manchmal regt sich das Geflügel ihr niedliches Käppchen da in die Kronen, die hohen, träumerisch im tiefen Rohr, hell glitzernd im Tau; ihr glühendes Rot sie gesandt, träumerisch im tiefen Rohr. Sonnenuntergang ihr glühendes Rot sie gesandt; Wenn Goldregen wieder Die Brust, eben noch so bemüht, 9 Sonnenuntergang; Weinend muß mein Blick sich senken; umarmet den Flieder Der Duft sprengt ihr engendes Band: schwarze Wolken ziehn, durch die tiefste Seele geht und mischt seinen Duft Die Ros’ wieder blüht! o wie schwül und bang mir ein süßes Deingedenken, in das sonnige Blau: Es ist sie, der ich danke dies’ Lied, alle Winde fliehn! wie ein stilles Nachtgebet, die Ros’ wieder blüht! wie ein stilles Nachtgebet. Dann hat er begonnen Es ist sie, der ich danke dies’ Lied. der dänische Sommer 112 113 wie’s lang schon der Kuckuck Kaum daß er begonnen, Lieblichste Lilie, Träumend weiße Schwäne gleiten; verkündt’ in der Au, der dänische Sommer - reich und sanft im Blütenflaum! Wie der Traum die ganze Welt hüllet ein, verkündt’ in der Au. schon ist er vorüber, Kürt mich dein Wille? wie der Traum die ganze Welt hüllt ein. ein flüchtiger Traum, Selig in Leben’s weitem Raum Wenn Eich’ sich erneuen ein flüchtiger Traum. träumen den selben Traum, Und ich wand’re selbst im Traume, und Kiefern gelb streuen lieblichste Lilie! Zauber bannt mich: deiner Augen die Buche hat ‘dunkelt Macht; Lied ihr’ Blättchen so blaß; Laß nicht verrinnen, laß dein Bild doch in der klaren, Chr. Winther: Sang (O lad ej svinde), was dir die Stunde bot! stillen Nacht sich offenbaren oversat af H. Beer Wenn Rosen entspringen, Nornen ja spinnen meiner Seel’ in all seiner Königenpracht, die Dornen durchdringend, 13 Laß nicht verrinnen, Fäden aus Schwarz und Rot, meiner Seel’ in all seiner Königs­pracht. wie brennende Liebe das dir die Stunde bot! Leben verwebt mit Tod, – aus glühendem Haß: Nornen ja spinnen oh, laß uns beginnen! Deinem Winke will ich folgen; Fäden aus Schwarz und Rot, Wink zum Spiel, und wink zum harten Dann hat er begonnen, Leben verwebt mit Tod, – Streit: Ständchen der dänische Sommer, laß es nicht verrinnen! Deine Farben will ich tragen, Edvard Lembcke: Serenade, der Bange wird froh, da still und treu in Müh’ und Plagen, oversat af H. Beer die Angst er vergaß, Laß es uns wagen! wenn du mir lohnst mit Liebeslust und die Angst er vergaß. Komm an meine stille Brust; 14 Mädchen, du sollst nicht schlafen; Zärtlichkeit, ich will ja tragen Oh, wie klar und schön ist ja die Som- Liebeslust und Zärtlichkeit. Die brennenden Strahlen, Liebste, dein’ Kummer und Verlust, mernacht; der Ros’ spar’ die Qualen, teilen all’ deine Lust, – Himmel ist so still und helle, Mädchen, komm zum Hain hernieder; küss’ nicht sie zu Tode, laß es uns wagen! Sterne spielen auf den Wellen, doppelt schön hat dich die Nacht ge- sie blüht ja doch kaum! Abendwind stirbt in einem Seufzer sacht, schmückt; Duftende Ranken! Abendwind stirbt in einem Seufzer sacht. spielt das Licht in deinem Augenpaar, Und stürmt nicht so blinde, Lebende Edelstein’, wird mein Himmel still und klar, uhr launischen Winde! Tränen, die blanken, Komm und sieh die Pappeln beben, und mein Verlangen stirbt im Seufzer zerstreut nicht zu balde schmücken die Rosenzweige mein. Silberschimmernd glänzen sie im Mon- des Glücks! die Blätter am Baum! Ach, jede Träne dein denschein; Ja, es stirbt im Seufzer des reinen wird mir zum Gedanken. Sieh, wie auf den Fluten, den weiten, Glücks! 114 115 Komm, klopf’ an mein Fenster nach Hause zur Ruh, daß immer ich sagte: “O Hans, ich muß das liebliche, liebliche Dornröschen, K. Groth (tysk original)/K. Lüttt (dansk nach Hause zur Ruh. geh’n!” das liebliche Dornröschen. oversættelse): Da bank på mit vindu’, “O Hans, ich muß geh’n!” gendigtning ved H. Beer Nun steh’ ich und denke und denke, o Im Wettstreit, wo oft ich Er sagte mir so vieles nein! Schwert und Lanze schwang 15 Komm, klopf’ an mein Fenster, K. Groth (tysk original)/K. Lüttt (dansk Wie konnt’ ich nicht sagen “Ja, mein wo Frauen’ Beifall grüßte mich ja, klopfe du nur, oversættelse): Han saé mig så meget, Hans, ich bin dein!” von seidenbunter Bank, wenn nächtliches Dunkel gendigtning ved H. Beer da liebt’ ich es, zu leben deckt Hütte und Flur, 16 Er sagte mir so vieles, ich würd’s so Doch käme er jetzt, ich werd nimmer trotz Todesmut im Streit, deckt Hütte und Flur. gern versteh’n mich verstehn, und ich fragte den Vater: doch alles, ich sagte, war: “O Hans, ich ich sagt’ ihm doch wieder: “O Hans, ich Hat Welschland schönere Maid? Ja, klopf an die Scheibe! muß geh’n!” muß geh’n!” Dann sagte er, die Antwort, Rasch bin ich erwacht “O Hans, ich muß geh’n!” “O Hans, ich muß geh’n!” die nie ich vergesse: und komme zu dir Von Leben und Tod sprach er, Himmel Keine so wie sie – , in die lauschige Nacht. und Welt, das liebliche, liebliche Dornröschen, Die Serenade des Königssohns doch merkt’ ich mir kaum, was er alles das liebliche Dornröschen. So still ist der Garten, Chr. Richardt: Kongesønnens ­romance, erzählt. der Mond ist so blank, oversat af H. Beer empor ragt die Weide, Dornröschen’s Traum Er sagte mir so vieles, ich würd’s so 17 Solang’ ich erinn’re die alte, so rank, Chr. Richardt. Torneroses drømme, gern versteh’n träumte ich von dir, die alte, so rank. oversat af H. Beer doch alles, ich sagte, war: “O Hans, ich all meiner Kindheit Denken muß geh’n!” galt stets der ein’ Begier, 18 Am Abend oft ich stand, Bei ihr werden sitzen “O Hans, ich muß geh’n!” brachte nach Haus’ ich Blumen, den Fuß an Meeres Rand, allein wir im Kraut Er hielt meine Hände und bat mich voll die herrlich farbig glüh’n, und blickte voll Verlangen in die Ferne, und schauen zum Himmel Schmerz wo nun so hell und klar und flüstern vertraut. doch ganz ihm zu schenken mein lie- und fragte meine Mutter: auf dunkler Schwingen Paar bendes Herz. gibt’s Schön’res noch als sie? geh’n auf in stiller Nacht die Zwillings- Die Nacht und der Mond nur, Dann sagte sie, die Antwort sterne, sie hören uns zu, Ich wurde nicht böse, und kann’s nun die nie ich vergesse: geh’n auf in stiller Nacht die Zwillings- und spät gehn wir beide nicht versteh’n, Nichts so wie sie, sterne. 116 117 Wann trafen sich die zwei, ich weiß, du kommst aufs neu’, Wundervoll ist’s, hier zu stehen; i jordisk skønhed og i himmelsk ro; daß sie so froh und frei denn nie kannst du vergessen, selig, hier zu weilen: ja smukt der er i syden, kan du tro! gemeinsam funkeln nun auf ihrer Bahn? Du schenkt’st mir deine Treu’!” In der Luft ja Englein wehen, Ein Freund, winkt er auch mir, schwirren, flattern, eilen. Ja, der er smukt i syden, kan du tro, ja der treu mich schützet hier? “Die Nacht ist unser Sommer, i syden! Und wird vom Meer er kommen wie ein wie Blumen wir erblüh’n; Stille Nacht nach heißem Tag! På stolte piller hæver sig fra jord Schwan? im Tag dann angekommen, Berg im Feuerscheine! den kristne kirke, højtidsfuld og stor. Und wird vom Meer er kommen wie ein unser Sommer ist dahin. Welscher Nachtigallenschlag Ja, der er smukt i syden, kan du tro; Schwan? Oh, lieblichstes Gedenken! vom Limonenhaine! ja smukt der er i syden, kan du tro! Oh, Liebesrose mein! Vielleicht kommt er an Land Im Dunkel zu dir lenket Neuer Himmel! Neue Erd’! SYDLANDSKE SANGE mit Sonn’ und Streicherklang, dein süßer Duft mich heim!” Zauberstimmen klingen! Vinhøsttoget es flüstert eine Stimm’ in meinem In- Oh, lieblichstes Gedenken! Freud’, ersehnt am nord’schen Herd, B.S. Ingemann nern. Oh, Liebesrose mein! freud’, ersehnt am nord’schen Herd, Drum harre ich voll Mut, nun fühl’ ich dich singen! 22 Vi danse med lyst – kom med, kom med bis Zwillingssterne’ Glut til dans! Abendlied auf dem Balkon in meines Sehnens Nacht beginnt zu I rankernes høst, med vinløvkrans! B.S. Ingemann: Aften på loggien, I syden schimmern, Se! Vinbjergets drot går ind til sit slot oversat af H. Beer Kr. Arentzen in meines Sehnens Nacht beginnt zu med cymblernes klang, med dans, med schimmern. 20 Über Berg und Meer, vom Nord’, 21 Ja, der er smukt i syden, kan du tro, ja sang, flog ich vor den Winden; i syden! med dans, med dans, med sang! nichts, was es verlassen dort, Sig himlen hvælver altid dunkelblå, Wo blinket nun mein Sterne? kann das Herz hier finden. og solen skinner altid mild derpå, Som luft er hans sind, hans blik, hans Chr. Winther: Hvor blinker nu min og opad husets mur sig ranker sno; blik som ild, stjerne?, oversat af H. Beer Doch was hier das Auge bannt, ja smukt der er i syden, kan du tro! som druen hans kind, hans sjæl er vild; 19 “Wo blinket nun mein Sterne? nur mit wehem Mute i høstpigeflok, med druen i lok – Mein Schatz, wohin gebracht? meine Seel’ erträumen kann Ja, der er smukt i syden, kan du tro, ja han vinker til dans, med vinløvkrans, Nach dir sucht in der Ferne an der Ostsee Fluten. i syden! med vinløv-, med vinløvkrans. mein Seel’ bei Tag und Nacht. Af marmor hugget, stander fjern og nær Mein Ruf lockt dich indessen Olympens evigunge gudehær 118 119 Med flammernes ånd hans sjæl, hans og lige mild du er og lige grum Om de skønne romerinder, Der, hvor din lette fod på jorden træder, sjæl har pagt; mod alle dem, der i dit net sig hilded. pigeluner, pigelist, af salighed hvert lille græsstrå bæver, han sprænger hvert bånd med magt, hede hjerter, røde kinder, i friskest forårsgrønt sig pinjen klæder, med magt. Hvad nytter det mig, Cecca, at din mund må jeg synge først og sidst, og fuglesangen sig mod himlen hæver. Med sang til sit slot går vinbjergets drot, er frisk som en granatblomst, der hede hjerter, røde kinder, i rankernes høst, med lyst, med lyst, udspringer, må jeg synge først og sidst. Lyksalig den, der skal engang dig eje, med lyst, med lyst, med lyst. at som en perleskat fra havets bund en himmelsk perle han for livet finder! er hvert et ord, der fra din læbe klinger, Alle gode, gamle dyder Lyksalig den, der skal engang dig eje, at håret bølger som den dunkle flod, fast jeg sunget har ihjel. på jorden alt han Paradiset vinder! – Vignerolen synger til sin elskede at øjet lyser som en alterkærte, Giv til pris nu eders lyder H.P. Holst at let som fnugget er din lille fod, til et lystigt ritornel, Karnevalsbuketten 23 Din kind er rød som nelliken, din mund når ak! som pinjeæblet er dit hjerte! giv til pris nu eders lyder B.S. Ingemann er frisk som en granatblomst, der til et lystigt ritornel! udspringer; 26 Du blomsterdusk, så spraglet og skøn, En ritornelsanger blandt som perlerne på havets dybe bund Saltarella! Saltarella! med nellikebusk, med resedagrøn! dansende landfolk er hvert et ord, der fra din læbe klinger; Dans til mandolineklang! I dit silkebånd du er fugl i min hånd – B.S. Ingemann dit hår er dunklet som den stride flod, Vil I før en tarantella – hvorhen, hvorhen vil du flyve? dit øje lyser som en alterkærte; 24 Saltarella! Saltarella! giv mig emne! Jeg har sang! Hvorhen, hvorhen vil du flyve? så let som fnugget er din lille fod, – Dans til mandolineklang! Vil I før en tarantella – med ak! som pinjeæblet er dit hjerte. Vil i før en tarantella – giv mig emne! Jeg har sang! Granatblomst rød, lig blussende lyst, giv mig emne! Jeg har sang! lig brændende glød i elskerbryst! – Af hundred kærner pinjens frugt består; Vil I før en tarantella – Med myrten i bånd, du er fugl i min hånd, Giovannino synger til Maria Grazia hver enkelt gemmer sødme i dit indre, giv mig emne! Jeg har sang! hvorhen, hvorhen vil du flyve? H.P. Holst og alle klynge i den unge vår Hvorhen, hvorhen vil du flyve? sig sammen tæt, de større med de Har tarantelen jer stukket, 25 Mer smuk og frisk du er end pomeransen, mindre; dansen ingen ende får; mer ren din sjæl end vandet i fontænen, Ved de tæpper blå på høje altan som den har og dit hjerte hundred rum, og har munden jeg oplukket, mer strålende dit blik end påfuglglansen romerinder stå – jeg dem kende kan: hvert enkelt gemmer på en elskers kan jeg synge hele år, og guldets blink på vingen af phalænen. Under masken hist smiler hun forvist, billed, og har munden jeg oplukket, som ved, hvorfra blomsten kommer, kan jeg synge hele år. som ved, hvorfra den kommer. 120 121 Den sidste karnevalsaften Den skønne signora bedst legen forstår: Aften på loggien CD 6 B.S. Ingemann sin kærte hun tænder og øjet nedslår; B.S. Ingemann mens på de uskyldige øjne du ser, There be None of Beauty’s Daughters 27 Så lystig, til karnevalsefterspil, 28 Over hav og bjerg og flod dit lys hun udpuster – og flygter og ler. Lord Byron de tusind småkærter nu tænde vi vil, kom jeg hid fra norden; Sia ammazzato! er pigernes løsen. og gækkes og lege med smålys ved ej hvad hjertet hist forlod 1 There be none of Beauty’s daughters nat – finder det på jorden. With a magic like thee; Nu vogt jer! – på stylterne danse jeg på engang nu bliver alverden besat. And like music on the waters kan, Sia ammazzato! er maskernes løsen. O, men her dog øjet ser Is thy sweet voice to me: jeg kærten udvifter på højen altan; hvad ved Kodans strømme When, as if its sound were causing signoren på svalen ej gække mig skal, Som lygtemænd sværmer den myld- aldrig uden vemod mer The charmed ocean’s pausing, mit lys kan jeg tænde på højenloftssal. rende by: sjælen sig kan drømme! The waves lie still and gleaming, det glimter, det lysner, det gjalder i sky. And the lull’d winds seem dreaming: Jeg puster i karmen, som ruller forbi, Faldt alle småstjerner af himlen herned, Underfuldt er her at stå; og driller de pyntede skønne deri; og danse nu med os i natten afsted? saligt her at hvile: And the midnight moon is weaving for munden mig holder en silkeblød Sia ammazzato! er sværmernes løsen. I hver luftning engle små Her bright chain o’er the deep, hånd, vifte og hensmile. Whose breast is gently heaving og barnlig mig gækker den spøgende Det kærtehav bølger i tindrende glans; As an infant’s asleep: ånd. højt latteren skingrer til stjernernes Stille nat på fremmed tag! So the spirit bows before thee dans; Flammebjerg ved voven! So the spirit bows before thee Den barneånd flygter, når lyset er slukt; med lys ruller tusinde karme forbi: Vælske nattegaleslag To listen and adore thee; de tusind småflammer end lysne så det glimter i hus, på altan og på sti, fra lemoneskoven! With a full but soft emotion, smukt. Like the swell of summer’s ocean. Imorgen begynder den faste så lang, De smålys udpustes og tændes påny, Nye himmel! nye jord! With a full but soft emotion, farvel da mit liv og min lyst og min sang! skalkagtige hænder dem snappe og fly. nye tryllestemmer! Like the swell of summer’s ocean. Farvel da mit liv og min lyst og min Vogt lyset og livet! – Hver sørge for sit! fryd, jeg drømte om i nord! sang! Når mit brænder klarest, udpuster jeg fryd, jeg drømte om i nord! Echo dit. nu jeg dig fornemmer! Th. Moore Sia ammazzato! er elskernes løsen. 2 How sweet the answer Echo makes To music at night, 122 123 When, rous’d by lute or horn, she Sleep I can get none Yon sun that sets upon the sea Welcome, welcome, ye dark blue waves! wakes, for thinking on my dearie. we follow in his flight; And when you fail my sight, And far away, o’er lawns and lakes, Farewell awhile to him and thee, welcome, ye deserts, and ye caves! Goes answering light! When I sleep I dream, my Native Land—Good Night! My Native Land—Good Night! when I wake I’m teary. Yet love hath echoes truer far, Sleep I can get none A few short hours, and he will rise The poor soul sat sighing And far more sweet, for thinking on my dearie. to give the morrow birth; W. Shakespeare, oversat af C. Hauch Than e’er beneath the moonlight star, On you. And I shall hail the main and skies, Of horn, or lute, or soft guitar, but not my mother earth, 5 The poor soul sat sighing The songs repeat. Lonely night comes on, but not my mother earth. by a sycamore tree, all the rest are sleeping. Deserted is my own good hall, sing all a green willow! ’Tis when the sigh, in youth sincere, Then I think on you its hearth is desolate; Her hand on the bosom, And only then, – and blur my sight with weeping, Wild weeds are gathering on wall, her head on the knee, The sigh that’s breath’d for one to hear, and blur my sight with weeping, my dogs howl at the gate. sing willow, willow, willow! Is by that one, that only dear, Breath’d back again. Ay, woken, O! And now I’m in the world alone, The fresh streams ran by her Awake I lie and weary: upon the wide, wide sea; and murmured her moans, Sleep I can get none But why should I for others groan, sing all a green willow! Ay, woken, O! for thinking on my dearie. when none will sigh for me? Her salt tears fell from her R. Burns/Caralis: Våge må jeg, ak! when none will sigh for me? and softened the stones, Engelsk gendigtning fra dansk Perchance my dog will whine in vain sing willow, willow, willow! ­oversættelse af A.B. Itani Childe Harold till fed by stranger hands; Benytter udvalgte originalstrofer fra 3 Summer is so fair, But long ere I come back again I call’d my lov, false love, Lord Byron: Childe Harold’s Pilgrimage flowers of every colour, he’d tear me where he stands. but what said he then? (Canto The First, XIII). water runs o’er the crag, Sing all a green willow! I long for my true lover. 4 Adieu, adieu! my native shore With thee, my bark, I’ll swiftly go If I court more women, I long for you! fades o’er the water blue; athwart the foaming brine; you’ll couch with more men, The night-winds sigh, the breakers roar, Nor care what land thou bear’st me to, sing willow, willow, willow! Ay, woken, O! and shrieks the wild sea-mew, so not again to mine, Awake I lie and weary: and shrieks the wild sea-mew. so not again to mine. 124 125 Sing all a green willow must be my Childe Harolds afskedssang velkommen ørken, livets grav, men her i det grønne kan livet sig lønne, garland, Lord Byron, oversat af anonym mit fødeland – godnat! livet sig lønne. my garland! 7 Farvel, farvel! Min fødestrand snart helt fra mig er skilt; Blæs, blæs du vintervind Sig hvor fødes elskovs lyst Den stakkels pige sad natvinden vifter ud fra land, W. Shakespeare, W. Shakespeare, W. Shakespeare, oversat af C. Hauch sømågen skriger vildt, oversat af Edv. ­Lembcke oversat af Edv. Lembcke­ sømågen skriger vildt. 6 Den stakkels pige sad 8 Blæs, blæs, du vintervind! 9 Sig hvor, sig hvor fødes elskovs lyst? Mod havet solen sænker sig, ved det vilde figentræ, glemsomme venners sind Sig hvor fødes elskovs lyst? den vil vi følge brat; syng om grønnen pil! langt værre sår kan slå; i vort hoved, i vort bryst? farvel en stund til den og dig, Med hånden imod brystet, og hovedet fnøs du end nok så vred, hvor er den fostret trygt og tyst? mit fødeland, godnat! mod knæ, aldrig så dybt du bed, syng om grønnen pil! fordi dig ingen så. – Elskov er i øjet fød, Snart står den op af våden grav, elskov er i øjet fød, at trylle morgnen frem; De klare bølger flød, Syng da i sky under egen den grønne! med blikke fostret, og sin død da hilser jeg det vide hav og de sukkede hver en: med svig fare venner, med falskhed de får den på sin ammes skød. – men ej mit fædrehjem, syng om grønnen pil! skønne; Så jordes den med klokkeklang: men ej mit fædrehjem. De salte tårer randt, så de smelted hver men her i det grønne kan livet sig lønne, Ding dang, ding dang, Alt øde er min ridderbo, sten, livet sig lønne. ding dang, ding dang, og slukt dens arnes ild; syng om grønnen pil! ding! dang! på muren snylteplanter gro; Frys, frys, du bitre kuld! min porthund hyler vild! Jeg kaldte på min elsker, du er ej pinefuld SANGE AF SHAKESPEARE men ak, hvad svared han? som utaks beske drik; Med dig, mit skib, jeg snelt vil gå Græd ikke mer, du lille mø Syng om grønnen pil! stivner du bølgen fast, udover salten sø, Oversat af Edv. Lembcke “Mig favner andre kvinder, og dig en aldrig du sved så hvast og lige kært hvad land vi nå anden mand,” som venners kolde blik. 10 Græd ikke mer, du lille mø! blot ej min fødeø, syng om grønnen pil! Hvem vil på manden lide? blot ej min fødeø. Syng da i sky under egen den grønne! En fod på land, en fod i sø; Velkommen vær, sortladne hav! Af pilen fletter jeg min krans. med svig fare venner, med falskhed de hans hjerte flagrer vide. Og har jeg dig forladt, skønne; 126 127 O, græd ej så, De klare bække randt forbi og hvisked i den unge vår, når ringe byttes og Dengang jeg var ung og elskovsfuld men lad ham gå; hendes nød, – hjerter slår, Oversat af Edv. Lembcke vær frisk og glad i sinde, de pile, de grønne pile; – når fuglene gynge på kvisten og synge; 13 Dengang jeg var ung og elskovsfuld, og lad din sorg og klage gå med sang de salte tårer trilled og gjorde stenen jeg fæster min brud i vår, det var mig til stort behag, for alle vinde, blød; – jeg fæster min brud i vår, i vår! og tiden den gik så let, så let; og lad din sorg og klage gå med sang de grønne, de grønne pile; – det tyktes mig ingen sag. for alle vinde! jeg fletter min krans af de grønne, Og som de sad, en vise de kvad grønne pile. – – de sang, så det klang over mark over Men alderdom kom listende Syng ikke mer med suk i løn vang, og fik mig i sine klør den sang så fuld af smerte; de sang, så det klang, så det klang over Der var en svend med sin pigelil og bragte mig til et fremmed land; fra den tid våren først var grøn, mark og vang – Oversat af Edv. Lembcke da var jeg ej den, som før. bor svig i mandens hjerte. “Så flygtigt er livet som blomstens 12 Der var en svend med sin pigelil blad” – En hakke og en spade kun, O, græd ej så, – de sang, så det klang over mark over i den unge vår, når ringe byttes og dertil et dødninglin, men lad ham gå; vang, hjerter slår, og så et hul i dyben muld; vær frisk og glad i sinde, de sang, så det klang, så det klang over når fuglene gynge på kvisten og synge; den stads skal være din. og lad din sorg og klage gå med sang mark og vang – jeg fæster min brud i vår, for alle vinde, de gik ad den grønne rugmark til – jeg fæster min brud i vår, i vår! og lad din sorg og klage gå med sang i den unge vår, når ringe byttes og Hvis du vil ligge her for alle vinde! hjerter slår, ”Så grib da tiden, forinden den går,” Oversat af Edv. Lembcke når fuglene gynge på kvisten og synge; – de sang, så det klang over mark over 14 Hvis du vil ligge her jeg fæster min brud i vår, vang, Den jomfru sad med sorgen under de grønne træer, jeg fæster min brud i vår, i vår! de sang, så det klang, så det klang over Oversat af Edv. Lembcke synge af frejdigt bryst, mark og vang – kappes med fuglens røst: 11 Den jomfru sad med sorgen bag løvet Hvor rugen stod så tæt og så grøn “thi elskov er blomsten i livets vår” – – kom hid, kom hid, kom hid i skoven ud! i læ, – – de sang, så det klang over mark over i den unge vår, når ringe byttes og de pile, de grønne pile, – vang, hjerter slår, Hos mig du ser ej fjender fler med hånden på sit bryst, med sit hoved de sang, så det klang, så det klang over når fuglene gynge på kvisten og synge; end blæst og vinterslud, på knæ. – mark og vang – jeg fæster min brud i vår, ej fjender fler end blæst og vinterslud. De grønne de grønne pile. – der fandt de to sig en plads i løn – jeg fæster min brud i vår, i vår! 128 129 Vrager du hofmandsskik, For gråd at spare, byg med flid skjult Og hvergang jeg ville til sengen gå, til Kærlighedens filosofi fryder dig solens blik, min rede, sengen gå, – P.B. Shelley, oversat af Caralis vinder du selv dit brød at ingen elsker kan gå did for at græde. hej, hopsa, hej, hopsa i regn og i blæst 18 Med havets brusende vande nøjsom af jordens skød: da havde jeg altid en blyhat på, en forener sig skovbækkens kluk, – kom hid, kom hid, kom hid i skoven ud! blyhat på; – Dengang jeg var kun så stor som så og evig i luften blande for regnen, den regner hver evige dag, Oversat af Edv. Lembcke sig vindenes ømme suk. Hos mig du ser ej fjender fler den regner, den regner hver evige dag. Det er ej naturens mening end blæst og vinterslud, 16 Dengang jeg var kun så stor som så, så at stå den enkelte bi, ej fjender fler end blæst og vinterslud. stor som så, – Når til lyren Orfeus sang alt stræber jo mod en forening – hej, hopsa, hej, hopsa i regn og i blæst Oversat af Edv. Lembcke ak, hvorfor ikke vi, ak hvorfor ikke vi, da var og mine skælmstykker små, Kom nu kun, kom nu kun, død ak, hvorfor ikke vi? skælmstykker små; – 17 Når til lyren Orfeus sang, Oversat af Edv. Lembcke for regnen, den regner hver evige dag, bøjed sig ved strengens klang Se! bjergene kysse jo himlen, 15 Kom nu kun, kom nu kun, død! den regner, den regner hver evige dag. træets top og isdækt fjeld, og isdækt og bølge ta’r bølgen i favn, svøb mig ind i dit sorte sørgeslør. fjeld, med et kys hvert blomster i vrimlen Fly min sjæl, fly fra livets nød; Men da jeg blev karl og lang og før, og træets top og isdækt fjeld; betror en søster sit savn. ved den dejliges grumhed jeg dør, lang og før, – urt og blomst sprang frodigt ud, Og solen kæler for dyssen, ved den dejliges grumhed jeg dør. hej, hopsa, hej, hopsa i regn og i blæst ret som når på vårens bud til krat stjæler månen sig – Min hvide dragt med buksbom på, o for skælmen hvermand stænged sin regn og solskin blandes vel. ak, hvortil dog al den kyssen, bered den; dør, stænged sin dør; – kysser du ikke mig, kysser du ikke mig, en død som den, jeg lide må, ingen led for regnen, den regner hver evige dag, Alting tystned ved hans spil; kysser du ikke mig? den. den regner, den regner hver evige dag. bølgen tav og lytted til; tæmmet lå den vilde sø, den vilde sø, DIGTE FRA DET ENGELSKE Ingen blomst, ingen blomst må strøs Og ak, da jeg fik mig en ægteviv, en tæmmet lå den vilde sø. – til pryd på min kistes sorte fjæl; ægteviv, – Tonens tryllemagt er stærk_ Pilen og sangen ingen ven, ingen ven stå hej, hopsa, hej, hopsa i regn og i blæst sjælekval og hjerteværk H.W. Longfellow, oversat af Caralis ved min båre med sorgfuldt farvel, da gik det galt med mit flotte liv, mit lytte sig i blund og dø. 19 Jeg skød en pil i luften, ved min båre med sorgfuldt farvel. flotte liv; – den faldt til jord, jeg så ej hvor; for regnen, den regner hver evige dag, så hurtigt fløj den, den regner, den regner hver evige dag. at blikket ihast havde tabt dens spor. 130 131 Jeg kvad en sang i luften, Ingen blomst Bryd! Bryd! Bryd! Våge må jeg, ak! den faldt til jord, jeg så ej hvor; Lord Byron, oversat af E.v.d. Recke A. Tennyson, oversat af Caralis R. Bums, oversat af Caralis thi hvo har et syn så skarpt, 21 Ingen blomst i verdens lande 22 Bryd! Bryd! Bryd! Du bølge på stenede 23 Somren er så smuk, blomster frem sig at det taber ej sangens spor. har en trolddom som du, kyst! vinde, og som sang på søens vande kilden risler klar – Først længe, længe efter, er din røst for min hu, O, kunne min tunge blot tolke, var du blot her, veninde! var du blot her! i græsset så jeg pilen lå; når ved sagte melodier o, kunne min tunge blot tolke, Våge må jeg, ak! men sangen fandt hos en ven jeg – fortryllet havet tier, hvad der gærer dybt i mit bryst! våge med min kummer, sove kan jeg ej – han nynned endnu derpå, kun lyse bølger spille, kun dig min tanke rummer. han nynned endnu derpå. og hver luftning drømmer stille. Lyksalig den fiskerdreng, som leger med søstren ved strand, Fra min vågne drøm Vandrerne Og den fulde måne væver lyksalig den sømandsgut, vækkes jeg til kummer, P.B. Shelley, oversat af Caralis sin guldgjord på dets grund, som skyder med sang fra land! sove kan jeg ej – og dets bryst sig sagte hæver kun dig min tanke rummer, kun dig! 20 Klare stjerne! Du, som for, som et barns i sin blund. Og det stolte skib lægger bi svøbt i luftens lette flor, Sådan må min sjæl sig bøje, i havnen bag højens vold, Ensom er min nat, alting søvnen lænker, gennem natten, sig mig sådan må min sjæl sig bøje o! men skaf mig et ord af en røst, som gråd i øjet står, hvor vil din vinge dale? i glansen af dit øje, er tavs, hvergang på dig jeg tænker, hvergang med en fred i sine drømme og et tryk af en hånd, som er kold! på dig jeg tænker. Måne! Du, som titter frem, som en sommeraftens strømme, Våge må jeg, ak! bleg og kold bag skyens bræm, med en fred i sine drømme, Bryd! bryd! bryd! du bølge på klipper og våge med min kummer, sove kan jeg ej – har du, pilgrim! intet hjem som en sommeraftens strømme. skær! kun dig min tanke rummer! i de lyse sale?

Men den milde lyst fra en tid, som forgik, Trætte vind! som vandred om, den milde lyst fra en tid, som forgik, hjemløs i hvorhen du kom, får jeg aldrig, aldrig tilbage mer. hjemløs, – trætte vind! som vandred om, har du ingen helligdom, ingen helligdom i de dybe dale? 132 133 Ekko hvem der som fuglen var fri! Ak, hvem der havde en hue Hvad vil den mand med kæder på Th. Moore, oversat af A. Hertz hvem der som fuglen, som fuglen var fri! H. Drachmann H. Drachmann Min moder var dog en stadselig frue; 24 Hvor toner sødt dog Ekkos svar i natten 2 Ak, hvem der havde en hue 3 Hvad vil den mand med kæder på, kom, lille spejl, lad mig se. hen, med fjer og brokade på, med gyldne kæder om sit bryst? De kaldte ved dåben mig “due”, når over eng og søens glar og hvem der var klædt som en frue Hvorhen jeg går, hans øjne gå, hun flyver helst i det fri, det giver hornets tone klar og skulle til messe gå! men taler han, så har hans røst hun flyver helst, ja helst i det fri. så tyst igen. Og hvem der vel kunne age i karm en magt, som jeg må lyde. eller sidde til hest med falk over arm; En kirkens mand, en adelsmand; De klokker ringe til ottesang, ottesang, Dog er i elskov ekkos klang end mere ak, hvem der blot ikke var Askepot, Gud ved, om duen var istand nu bliver Dyvekes dag så lang; blid men ejed’ et stensat slot! den høgeham at bryde? og vil jeg af byen med moder gå, end genlyd over sø og vang dér spærre de bjerge så isengrå. af hornets lyd og cithersang Jeg sidder og øjnene lukker, ... Og han er prinsens kansler, ved stjernetid. med hænderne lagt under knæ; og prinsen kommer hid! Men ude i haven står urter og blommer, da længes jeg efter de dukker, dér drømmer mit hjerte blandt zwibler Når hjertets suk udåndes tyst i ­ungdoms jeg havde som lille af træ; Hvorledes ser en prins vel ud? og løg; vår, dem pynted jeg ud efter eget sind Må bære kæder vel på bryst krydret dufter den liflige sommer, som ekkos blide ånderøst og redte dem i både zobel og skind; og lin om hals og sidenskrud; og hjertet slår som en gøg. igen det til den elsktes bryst ak, hvem der var barn mellem dukker men har hans tunge sådan røst, Det slår mod min hånd, under huden det tilbage går. igen – som jomfruer må lyde? trommer, eller dukkerne fruer og mænd! Ak, her i mutter Sigbrits bod det varsler så langt, så langt mig et liv. CD 7 han sætter aldrig dog sin fod. Vær hilset, du fugl, mellem urter og Så tog jeg den bedstes hue Hvad kunne vi ham byde? blommer, DYVEKES SANGE med fjer og brokade på vær hilset, vær hilset du kukkende gøg, og redte mig ud som en frue, Skal altid fæste mit hår under hue du kukkende gøg! Vildt, vildt, vildt suser blæsten der agter i messe at gå. H. Drachmann H. Drachmann Jeg aged til hove i hængende karm, 1 Skal altid fæste mit hår under hue, mig fulgte den ridder med falk over arm. 4 Vildt, vildt, vildt suser blæsten, tør aldrig binde en sløjfe deri; Ak nej, jeg må græde for ridder og slot, sommer er næsten draget af land. ilde lugter den kræmmerstue – jeg er jo kuns Askepot, kuns Askepot. Mod bryggerne skvulper det sortnende vand; 134 135 jeg så ham, jeg så ham på bryggen, den men værre dog ved nat; jeg er fældet på vej, elsker de dyre stene, kongelige mand. ville så gerne sige ham, jeg er angst for mit liv, elsker de gyldne spanger; hvad mest jeg tænker på ... – kunne dø for min kniv; ligner vist gyldenlakken, Hans øje var dybt som fjorden derude; jeg tænker på svundne dage: hvor er kongens Dyveke henne? - som med sin armod pranger. jeg kunne mig sænke derned. det kan han ej forstå! Véd ej, kan ej selv hende kende. På brystet det brede lå fløjelets pude; – Holdes til huset bundet, jeg kunne mig hvile derved. Jeg drømte, jeg var en due De hvisler omkring mig som snoge, vogtes mod snigende slanger, – og sattes med høg i bur, må lukke mine øjenlåge; ville så gerne snakke lidt For foden jeg kunne ham falde med suk for høgens funklende øjne de trykker min hånd, med de andre fanger. og smile, om hånden min pande strøg. jeg flygted’ med skræk mod mur; jeg tør ej, jeg ved – De sagde så ofte, at duen var smuk. så bød han mig sikkert lejde, jeg er angst, jeg er hed, Se, nu er sommeren kommen, Nu ved jeg, nu ved jeg først, hvem der hvorhen jeg blot havde lyst ... jeg er træt af mig selv, af min leg er jeg træernes frugt er moden. er høg! så hugged han næbbets kårde led; Sommeren har sine storme, igennem mit hvide bryst. jeg er ræddelig stedt i den bitreste nød. frugterne drysses for foden. Vildt, vildt, vildt suser blæsten, hvem der ved festen iaften var med! Våge må jeg stedse Jesus Maria, hvem der var død! Fy, hvilke stygge tanker. Jeg blev vel på tærskelen stående ved dag og ved nat, Vinden får vifte dem ud, ræd, – vender jeg mig fra ham, vinden får slutte min vise ... Se nu er sommeren kommen og dansed’, dansed dog gerne afsted, så vågner han brat, dèr kommer slotsherrens bud! H. Drachmann afsted! fatter mig i sit favnetag, som ville jeg fra ham gå ... 7 Se, nu er sommeren kommen, LAURAS SANGE Hans øje var dybt som fjorden derude; – hans kys er glødende lue; kirsebærfrugten er moden; Jeg mindes vel et sted jeg kunne mig sænke derned. jeg kan dem ej forstå. i havens snirklede gange C. Hauch flytter jeg silkefoden. 8 Jeg mindes vel et sted, gid jeg var der Næppe tør jeg tale Det stiger, det stiger herop Silke har jeg mig spundet igen, H. Drachmann H. Drachmann ud af min ungdoms glæde, der timerne så sagtelig gled hen, 5 Næppe tør jeg tale, 6 Det stiger, det stiger, det stiger herop; silke fra hoved til foden – lig sølvklare perler, der drages på en så vinker han brat; bækken vandrer mod fjældet. ved ikke, hvor jeg tør træde; snor, kongen drømmer vågen, Det er uhørt leg; er jeg ældet? O nej, så milde som to elskendes ord. 136 137 Der legede de fugle bag valbirkens blad, Når nattens stjerner funkler i det høje, Der redte hun dine lokker Da havde du glemt din barndom, der var jeg så munter og så glad, da tænker jeg, mit skjulte håb, på dig, og kyssede din kind og hvad din moder sang, der sprang jeg tit i engen og agted ej og på den glans, der funkler i dit øje, og svøbte dig i halmen og alle de dejlige toner, derpå, og på det smil, der har fortryllet mig. for vinterstormen ind. der ved dit leje klang. hvad folk ville sige, der det så. Når bleg og længselfuld sig månen Da lyttede du så stille, Da havde du glemt de ånder, Der stod jeg tit ved vinduet og bag de hæver, imens din moder sang, som svæved til dig ned, høje træer, da vokser end min længsel efter dig, vidunderlige toner da vidste du ej mere, og tænkte på den, jeg har kær, når, som et dødningskib, den fremad da ved dit leje klang. end tusind andre ved. og når han da sig nærmed med hurtige svæver, fjed, da tænker jeg: “kan døden frelse mig?” Og når da din læbe smiled, Dog så jeg din læbe smile, da glædedes mit hjerte derved. da måtte sorgen fly, jeg så dit blik igen, Thi gerne vorder jeg med den fortrolig, det var, som om du leged men Paradisets blomster Der sad vi tit i månskin bag rosernes hvis i dens nat jeg skal genfinde dig, med ånder under sky. de var nu visnet hen. hæk, men himlen selv mig vorder sorgens ved siden af den rislende bæk, bolig, Og himmelens lyse skarer, Dans fra ‘Marsk Stig’ og veksled mangt et ord halv i alvor halv hvis ej du der forenes skal med mig. de svæved til dig ned, C. Hauch i skæmt, det var, som om du vidste, det har nu vel længst han forglemt. hvad ingen anden ved. 11 Det dæmred alt i skoven, jeg tren i Du var det dejligste barn hallen­ ind; C. Hauch Da tænkte jeg, mens jeg skued, de jomfruer jeg skued ved faklernes Når svanen drømmende 10 Du var det dejligste barn, i dine øjne blå: skin. på strømmen bølger jeg i mit liv har set, “kan Paradisets blomster Den første ligned våren, der snart i C. Hauch skønt i en fattig bolig da vokse mellem strå?” knopper står, 9 Når svanen drømmende på strømmen din seng man havde redt. den anden gik i dansen med udslagne bølger, Men da jeg dig atter skued, hår; da tænker jeg, min tavse ven, på dig, Du fandt i den fattige bolig du kaldtes rig og stor men ingen det ved, hvordan sig lykken og på den drøm, som du i sjælen dølger, for nattekulden læ, og ligned tusind andre vender. men som du vist engang betror til mig. der vugged dig din moder på denne kolde jord. i søvn på sine knæ. 138 139 Den tredje gav mig hånden, den var så Da fløj den vilde svane forbi i luften blå; jeg kendte kun skovens kroner, men hvid som sne, Den liljevand sig hviled udi den grønne humleranken rakte sig, hun ville den ingen kroner af guld! den fjerde har to øjne som stjerner at se; lund, svane nå, den femte kunne synge den yndeligste da nærmed sig en ridder med falk og hun ville den svane nå. Jeg kender af navn kun elskov, dens sang, med hund, sælsomt dragende lyst; den sjette kasted runer, der gjorde da skifted hun sin tanke, da skifted hun Men nordenvinden suste, fejed den ned jeg kender kun biens surren om rosens barmen trang; sit sind, som en fjer. svulmende bryst. men ingen det ved, hvordan sig lykken og snart hun også skifted sin favre Der lå den knækket i støvet, hun blev ej – Kong Erik, se ikke på mig med al den vender. rosenkind; ranke mer. dræbende glød, – thi ingen det ved, hvordan sig lykken Tra la la la la la! Tra la la la la la! jeg frygter, jeg kender til elskov, jeg Den syvende sig bøjed så let som pilens vender. Hun blev ej ranke mer. Tra la la la la la! frygter, den bliver min død! gren, den ottende slog harpen, da smelted AASES SANGE Jeg kender af navn kun guldet Jeg beder for hver en vejfarende sjæl hver sten; Det var sig humleranken Chr. Richardt Chr. Richardt den niende var dejlig som liljen i sin pragt, Chr. Richardt hun har mit hjerte bundet ved kærlig­ 13 Jeg kender af navn kun guldet, det lok- 14 Jeg beder for hver en vejfarende sjæl hedens magt; 12 Det var sig humleranken, den ville højt ker med sælsom lyst, til vor Frue mild; men ingen det ved, hvordan sig lykken på strå, jeg kender kun solens guldblink og og jeg beder for hver, som er ude i vender. så klavred den ad gavlen, det måtte den løvets gyldnen i høst! kvæld: forstå. Hver bøg i de grønne skove har været lad ham ej fare vild! Hun elskov ikke kender, dog kan hun Tra la la la la la! Tra la la la la la! min barndomsven, Gud nåde os alle i fare, i fare! skifte sind, Det måtte den forstå. Tra la la la la la! hos hinden måtte jeg sove, og springe men aldrig kan hun skifte sin favre omkap med den! Og jeg beder for hver, som er kommen rosenkind, Den grønned sig med linden, den nikked på vej og aldrig kan hun skifte sit åsyn uden til storkens små; Jeg kendte af navn kun kongen til ad Guds Himmerig til, fejl, den vimpled sig for vinden med sine denne salige stund, ja jeg beder for dem, og jeg beder for og aldrig kan jeg glemme det klare dupper grå. jeg kendte kun gærdekongen, som mig; jomfruspejl; Tra la la la la la! Tra la la la la la! smutter i grønne lund. lad os ej fare vild! men ingen det ved, hvordan sig lykken Med sine dupper grå. Tra la la la la la! Jeg frygted så mægtig en herre, jeg Gud nådelig alle bevare, bevare! vender. tro’de ham ej så huld, 140 141 Ranes sang Den tredje gang han harpen slog, Dyvekes sang Først må hun eje den yndigste fod Chr. Richardt var Svanelil i dansen med; C. Hauch for hjulet og væven at træde, hun glemte de ottesange, dertil et ærligt og trofast mod, 15 Det var sig jomfru Svanelil, 17 Når skytten udsender den hvasse pil, hun svang sig uden fred! der deler din sorg og din glæde. hun vilde til ottesang, må fuglen i luften dale; Der er runer, ingen kan råde. da slog den havmand harpen, han bød mig vel sejle hundrede mil Hun dansed bort sin kåbe blå, En barm må hun eje så varm og så fuld, så brat hun stilled sin gang. til sine forgyldte sale. hun sprang itu sin sko, to arme så blændende hvide, Der er runer, ingen kan råde. snart i den havmands arme, dertil en tunge så ren som guld, Hun ville sig til kirke gå I bølgen svømmer med dødens mod hun dansede bort sin tro, ja bort sin tro. der tier og taler i tide. langs strandens våde tang; den fisk, som med angelen leger, Alle klokker de klang, alle smådrenge døvet var hendes øre de gøde mit strømmende hjerteblod sang, Og snildt må hun flette sin tankes net, for alt, hvad de nonner sang, de nonner i kongens forgyldte bæger. men den jomfru hun lytted til harpen. og smilet må røbe forstanden; sang! hendes gang må være så svævende let, Alle klokker de klang, alle smådrenge En ørn opstiger bag salten sø, som bølgens, der træder mod stranden. sang, Marskens sang dens vinger er alt for sorte; men den jomfru hun lytted til harpen. Chr. Richardt hvo bygger det skib, som fra verdens ø Og øjet må ligne den sagte strøm, kan sejle til Himmerigs porte? 16 Ingeborg, min sjæl, mit hjerte! hvori sig fuldmånen maler; Den første gang han harpen slog, Ak, hvor lider du i nat? men hjertet må drømme så mangen da dansede de bølger blå, Foroven glimter det højeste tag Ligger du i dødsens smerte, drøm, alle de snekker dansed, med perler og guld uden lige, ligger du forglemt, forladt? hvorom ej læberne taler. som mon’ på havet gå. at falde derfra er slet ingen sag, Har du storm til sjælemesser, Der er runer, ingen kan råde. men vanskeligt did at stige. mens mit hævnersværd jeg hvæsser, Mig nattergalen i grønnen lund Den anden gang han harpen slog, mens mit hævnersværd, mit hævner- betroed, hvor hun havde hjemme, dansed det grønne løv; sværd jeg hvæsser! Den elskede jeg lytted dertil i en midnatsstund, sprang det og hvirvled, Ingeborg, min sjæl, mit hjerte! C. Hauch og mon det om morgenen glemme. snart lå det i støv, i støv det lå! Ak, hvor lider du i nat? Alle klokker de klang, alle smådrenge 18 De hvideste perler i havet er spredt, Ak, hvor lider du, hvor lider du i nat? sang, og bølgerne vandre derover, men den jomfru hun lytted til harpen. den skat, du søger og aldrig har set, jeg her at beskrive dig lover.

142 143 DYVEKES LIEDER da duftet der Sommer von würzigem wie schauen die Damen so stolz! Es ist des Prinzen Kanzler, Kraut; Die putzte ich immer, wie schön ich den Prinzen kündet er! Soll alllzeit zängen das Haar hold umfangen von lieblichen Träumen, fand, in die Haube wie schlägt mein Herze so laut, umgab sie mit Zobel und Purpurgewand; Wie schön doch mag ein Prinz wohl H. Drachmann, oversat af ­H. Zschalig wie wär’ ich ein Kind unter Puppen nun sein? 19 Soll allzeit zängen das Haar in die dem Waldkuckuck gleich, ohne Rast, gern, muss Ketten tragen auf der Brust Haube, ohne Säumen: wären Puppen die Damen und Herrn! und Seidenwams und Linnen fein. nicht ziemt mir, dass eine Schleife dran mein Leben so lang, so lang soll es sein. Doch weckt sein Wort auch solche Lust, sei; Sei, Vogel, gegrüsst unter Blumen und Als Frau in dem schönsten Hute Jungfrauen zu bethören? dumpf ist’s hier in der Krämerlaube Bäumen, mit Federn und Goldbrokat Ach, hier nach Mutter Siegbrits Haus wär’ wie ein Vogel ich frei! gegrüsset, gegrüsset, du Kuckuck so wohl ging ich bei freudigem Mute kommt er doch nimmermehr heraus. wär’ wie ein Vogel, ein Vogel ich frei! traut, zur Messe im köstlichen Staat. Was könnten wir ihm gewähren! du Kuckuck so traut! Ich führe zu Hofe im Wagen daher, Der Mutter gleich ich, o schmeichelnder mir folgte der Ritter, den Falken trüg’ er. Wild, wild, wild braust, ihr Weste! Glaube! Ach nein, ich muss weinen um Ritter Ach könnt’ ich gehen im Hute H. Drachmann, oversat af ­H. Zschalig Spiegelein, sag’, bin ich schön? und Schloss, H. Drachmann, oversat af ­H. Zschalig Sie nannten zur Taufe mich “Taube”; bin ja Aschenputtel bloss, Aschputtel 22 Wild, wild, wild braust, ihr Weste! sie strebet frei nach den Höh’n, 20 Ach, könnt’ ich gehen im Hute bloss. der Sommerzeit beste Stunde verrann. sie strebet frei, ja frei nach den Höh’n. mit Federn und Goldbrokat, Zur Schiffsbrücke schwarz schäumt das dann schritt ich mit fröhlichem Mute Wasser hinan. Was will der Mann mit Ketten dort Es läutet früh schon zum Messgesang, zur Messe im reichsten Staat! Ich sah ihn, ich sah ihn auf der Brücke, H. Drachmann, oversat af ­H. Zschalig Messgesang, Ach, könnt’ ich fahren im Wagen einher, den königlichen Mann. ach, wie ist Dyvekes Tag so lang; und mein Ritter zu Ross, den Falken 21 Was will der Mann mit Ketten dort, und wenn aus der Stadt ich mit Mutter trüg’ er. mit goldnen Ketten um die Brust? Sein Auge war tief, dem Fjord gleich, schau’, Ach, wär’ ich nicht Aschenputtel bloss, Sein Auge folgt mir immerfort, der rauschet; da hemmen uns Berge so eisengrau. wär’ mein doch ein steinern Schloss! und redet er, o süsse Lust! drein könnt’ ich mich senken sogleich. wer mag dem Zauber wehren? Die Mannsbrust, die breite, von Sammet Doch draussen im Garten bei Blumen Ich sitze und denk’ an die Puppen, Ein Kirchenherr, ein Edelmann. umbauschet, und Bäumen, die einst ich besessen aus Holz; Gott weiss, ob Täubchen hoffen kann, da könnte ich ruhen so weich. sie winken in traulichen Gruppen; den Adler sanft zu kehren? 144 145 Könnt’ fallen zu Fuss ihm mit Seufzer- Ich denke verschwundner Tage; doch in Jammer und Pein, Liebe die teuren Steine, gestöhn das kann er nicht verstehn! und mein Leben bedroht, Liebe die gold’nen Spangen; und lächeln, strich sanft seine Hand mir überall winkt der Tod. Goldlack und ich, wir mögen das Haar. Ich träumte, ich sass Was ist Königs Täubchen geschehen? trotz uns’rer Armut prangen. Sie sagten so oft ja, die Taube sei im Bauer als Taube mit einem Aar, Weiss nicht, kann es selbst nicht schön. erschrocken kroch ich zur Mauer, verstehen.­ Ich bin ans Haus gebunden, Nun weiss ich, nun weiss ich erst, wer vorm funkelnden Augenpaar; sicher vor tückischen Schlangen, ist der Aar! da bot er mir sicher Geleite, Sie zischen, ob Nattern rings schiessen, hätte so gern einen kleinen wohin ich nur hatte Lust, ich muss meine Augen schliessen; Plausch mit den and’ren Gefang’nen. Wild, wild, wild braust, ihr Weste! da schlug er des Schnabels Schneide man drückt mir die Hand, könnt’ ich beim Feste am Abend doch mir tief in die weisse Brust. nicht wag’ ich’s, Nun ist der Sommer gekommen, sein! ich weiss mir ist angst, mir ist heiss, reif sind die Früchte alle. Blieb wohl an der Schwelle mit ängstli- Wachen muss ich immer ich bin müde vom Glanz, Sommer, der hat seine Stürme, chem Sinn, bei Tag und bei Nacht, meines Spiels bin ich müd’; Früchte zu Boden nun fallen. und tanzte, tanzte so gern doch dahin, wende ich mich von ihm, ich bin grausam gestellt in die bitterste dahin. fährt er auf und erwacht, Not. Oh, welche schlimmen Gedanken. hält mich in seinen Armen fest, Jesus Maria, wär’ ich doch tot! Wind muß vertreiben die Not, Sein Auge war tief, dem Fjord gleich, als wollte ich von ihm gehn. ja, und so endet die Weise der rauschet; Sein Kuss ist glühende Lohe, da kommt des Schloßherren Bot’! Nun ist der Sommer gekommen drein könnt’ ich mich senken sogleich. ich kann es nicht verstehn. H. Drachmann, oversat af ­H. Beer CD 8 25 Nun ist der Sommer gekommen, Kaum wag’ ich zu reden Sie steigen, sie steigen, sie steigen Kirschen sind reif im Garten; Ej ensom er jeg H. Drachmann, oversat af ­H. Zschalig empor Es geh’n auf kurvigen Pfaden Fr. Paludan-Müller H. Drachmann, oversat af ­H. Zschalig 23 Kaum wag’ ich zu reden, Füße, die seidenzarten. 1 Ej ensom er jeg, skønt jeg vandrer alene fährt er auf und erwacht; 24 Sie steigen, sie steigen, sie steigen og forladt; wachend träumt der König, empor, Seide hab’ ich mir gesponnen et lys, som ej sin glans forandrer, blev doch schlimmer noch bei Nacht. bergwärts strömen die Bäche. jung und froh, möcht’ mich zeigen, mig til leder sat, Möchte so gern doch sagen ihm, Das ist grausam Spiel; bin ich alt Seide vom Kopf zu den Füßen – blev mig til leder sat. was ich im Traum gesehn. schon? ach nein; weiß nicht, wohin ich soll steigen; 146 147 Er her end mulm og nat, fordunkler som bærer verden og som holder hvad da i bølgeslag som voven VERNER OG MALIN mørket end det fjerne, tidens styrter ned, den kom flyvende fra oven, Ung Verner jeg finder dog min klare stjerne, mit hvad tiden styrter ned: friheds barn i fri natur! Chr. Winther hjertets rige skat, Du af dit barn og ved! Alt – alt jeg læg- mit hjertes rige skat. ger ved dit hjerte; Ak, hvor rig er tidens høst! 3 Ung Verner går i grønne lund, alt hvad jeg ejer: håb og smerte, bøn, Mine hår som sølv nu skinne, med falk på hånd, med horn og hund, Ej sørger jeg, skønt tit jeg hælder mig suk og kærlighed, du er nu en gammel kvinde, med falk på hånd, med horn og hund nær til sorgens bryst; bøn, suk og kærlighed. og vi leve af vort minde han har sin hjertens glæde; ej græder jeg, når den fortæller mig om halv med sorg og halv med trøst! han fløjter med sin friske mund, den svunde lyst, Dog den tid er end min lyst, med sin friske mund for alle fugle spæde. Nu er vintrens kolde tid mig om den svundne lyst; da i løb jeg vandt fra hinden, Fr. Paludan-Müller når med sin sagte røst den taler om de da du rosen bar på kinden, I borgesal, i skoven hist tavse skygger, 2 Nu er vintrens kolde tid, da din lok den flød som vinden han sorgløs var som fugl på kvist, om dødens stille ånd, der bygger et hus kort og mørk og trist er dagen, om dit hvide svanebryst. han sorgløs var som fugl på kvist, til alles trøst, stormen vingen slår med bragen, der pudser sine fjedre; et hus til alles trøst sneen ligger som et lagen Gyldne dage, som for hen! hans lyst var frihed først og sidst, – over marken tæt og hvid. som, af graven vakt ved klage, frihed først og sidst, – han kendte intet Ej tvivler jeg, thi livets hænder har rakt O, men mindes du den tid, lig et sørgekor nu drage bedre. mig troens frugt; hvori træet knopper sætter, med den fordums krans tilbage med suk, som savn og længsel sender, hvori blomster engen spætter, til jer gamle, glemte ven: Vel så han mangen jomfru sød, får håb og tålmod bugt, varme dage, lyse nætter, for mit øje stil jer hen! som, når han kom, blev bleg, blev rød, får håb og tålmod bugt. med en sommerluft så blid! Ser mit blik jer dog så gerne; som, når han kom, blev bleg, blev rød, Ej er min sjæl tillukt, når åndens indre eders liv er som en stjerne, med smil om mund og øje; stemme klinger, Se, hvor her bag væg og mur, dagens stråler eder fjerne, men aned ej, hvad sligt betød, – når røsten låner tanken vinger til an- sluttet ind af ståltrådstænger, natten kalder jer igen. ej, hvad sligt betød, – han tog det ej så dagts himmelflugt, fuglen nu så stille hænger: nøje. til andagts himmelflugt. Ak, den synger ikke længer, stakkels fange, sat i bur! Medlidende kærminden så O du, som nattens slør udfolder og Husk dens sang, så ren og pur, på ham med sine øjne blå, lysets herlighed, da vi fanged den i skoven, på ham med sine øjne blå, 148 149 og tænkte: “Det er skade! Fru Ingeborg kalder på frøken Malin: Hvad hendes hjerte tænkte på, og vakte det af dvale. Han lader mig og rosen stå, “Og hør du, min frøken! så favr og fin, stod malet klart på kinden; De kys — hvor blev han kry ved dem! mig og rosen stå med vore favre blade!” hist vandrer hr. Verner i lunde; det brev hun rev i stumper små Kækt tog han selv tre – fire – fem, han lokker for drossel, han lokker for og spredte dem for vinden. kuk, kuk, kuk, kuk, Den vævre stær, den vidste nok, stær, “Jeg træder helst den lige vej; og kuk! sagde gøgen i dale. hvor kold han var som sten og stok, selv var han en fugl, som nok var værd vil han ej bejle, så vil jeg!” hvor kold han var som sten og stok, at lokke, ifald man kunne, Kuk, kuk, kuk, kuk, Hr. Asmund og spydigt den sig gotted; at lokke, ifald man kunne. og kuk! sagde gøgen i linden. Chr. Winther og spurven i sin kvindeflok, i sin kvindeflok evindeligt ham spotted. Drag på dine fødder de sølvspændte Ung Verner under egen lå 6 Hjem drager hr. Asmund i sin borg, sko, på mossets bløde flade; ham frejdige svende følge; gak ud i lunden, – o, vær mig tro! – der hørte han den bogfink slå kun han alene må dølge Fru Ingeborg og få ham mit lønbrev tilhænde. bag bøgens klare blade. bag blanke panser en gammel sorg; Chr. Winther og tal og sig ham – o, sig ham alt!” Han lured på, til tidsfordriv, thi er man end kæk som Sankt Georg, 4 Fru Ingeborg reder sit kulsorte hår: Her tav hendes stemme, af smerten hvad stæren sladred med sin viv, man møder i livet magter, “Er jeg ikke dejlig som sol og vår, kvalt, kuk, kuk, kuk, kuk, som lidet på kækhed agter. der parres med jubel og gammen?” mod væggen hun monne sig vende, og kuk! sagde gøgen den glade. Hun blotter for spejlet sin fulde barm: mod væggen hun monne sig vende. Han satte sin ganger i stald til foer “Er jeg ikke liflig og hvid og varm Da kom hun smilende og varm og selv i salen indtræder. som liljer og roser tilsammen, og lagde, uden snakken, Med vin han sin læbe væder; Malin som liljer og roser tilsammen?” så blødeligt sin hvide arm han samler de svende ved davrebord, Chr. Winther den ungersvend om nakken; men hverken vin eller gammensord Hun kaster sig hen i sin løjbænks skød, 5 Hun var så ung og foden let og mens hun både græd og lo, kunne bringe til ro hans tanke om nøgne skuldre de fletninger flød, og øjet blåt som voven, hun gav ham først et kys, så to – eller få øjnene blanke. og tårerne på hendes kinder; når den en sommermorgen ret kuk, kuk, kuk, kuk, hun knytter sin hånd lig en bold af sne får farvespil fra oven; og kuk! sagde gøgen bag bakken. Dog var han en herre, streng og bold, “Han vil ikke høre, han vil ikke se, – sødt smiled hendes friske mund, jernstærke vare hans hænder, ak, aldrig lise jeg finder, imens hun iled gennem lund, – Fortryllet løfted han sit bryn, og gjorded han sine lænder ak, aldrig lise jeg finder! kuk, kuk, kuk, kuk, og lænket var hans tale; med sværd og skød på arm sit skjold og kuk! sagde gøgen i skoven. i hjertet skød det som et lyn og rynked sit bryn, — da Gud i vold 150 151 sig måtte vel de befale, hvor nys hun fik den ene lagt Den svæver let som vinde han red over dale og høje; som havde med hannem at tale. af sine søde hænder, sine søde hænder! i lune sommernat, mens lærken sig frejdig mod himlen som kildens vover rinde svang Kun en der var, som fordum engang Og hendes øjne! Hvert et blik hen under dunkle krat; og forkyndte, med sang, ret mægted hans vilje at bøje, forjog det indre mørke, lig nattergalens klukke, at dagen nu åbned sit øje. hvis smil og hvis strålende øje forjog det indre mørke, lig aftenbakkens flugt, kunne styre den stærkes tankegang, så nyfødt liv min tanke fik lig aftenbakkens flugt, Da spurgte hans længsel hver stub og og vække i hjertets dyb ham en sang, og følte ny sin styrke, følte ny sin styrke. lig svendens vemodssukke, hver sten, der begyndte med toner blide, når hendes dør er lukt, hver løvfuld gren, men endte med suk og kvide. Ihvor nu hendes fod mon gå lig svendens vemodssukke, hver fugl på de vippende kviste, vildsom på fjerne steder, når hendes dør er lukt. hver lille løvfrø, hver væver kanin: vildsom på fjerne steder, “Hvor lider Malin?” Elskovstanker misunder jeg hver sten, hvert strå, Sov bort fra livets kummer, de svared, det ikke de vidste. Chr. Winther som ligger, hvor hun træder, hvor hun forglem al verdens ve, 7 At vandre ene var min lyst træder! og i den blide slummer Da mødte ung Verner en liden pilt; i skov og stille dale, kun blide syner se! forvoven og snildt i skov og stille dale, O, luk nu for de søde, han sad på sin skimmel, den blanke; Verner synger for fru Ingeborg og hvile mig ved blomstens bryst de klare øjnes pragt, den dansede under ham som en hind, Chr. Winther og lære fuglens tale, fuglens tale. de klare øjnes pragt, mens i morgenens vind 8 Lyt nu til mine strenge de unge lemmer bløde frisk flagred dens hale og manke. Da kom den stund så underfuld, til min vågnede sang, få blødt til hvile lagt, der hende til mig førte, der slumred altfor længe de unge lemmer bløde “Og hør mig, du smådreng, høvisk og fin! der hende til mig førte, i barmen tavs og trang! få blødt til hvile lagt! har du set Malin? da hun med sine lokkers guld Den standse kan hver smerte, Af længsel mit hjerte mon brænde!” min kolde kind berørte, min kind be- hver sorgens stride elv, Bort strøg den pilt da sin blonde lok, Verner og Malin rørte. hver sorgens stride elv, og et smil var nok, — Chr. Winther og bringe, sødt et hjerte da var hun så let jo at kende! Hvor fik hun vel den tryllemagt? til hvile i sig selv, 9 Han red gjennem skov, over mark og livsaligt her det brænder, og bringe, sødt et hjerte eng, Her under de ældgamle lindetræer livsaligt her det brænder, til hvile i sig selv. gjennem bækkenes seng, de holdt sig nær — 152 153 hinanden så nær, som de kunne; Efter regnen ude og inde bor frihed og ro, Min lille fisk, jeg gav til svar, fra gangeren om hendes liv sin arm J.L. Heiberg frihed og ro på heden. hvi drikker du bare vand? han slyngede varm, — Se, mennesket har i vinen klar 11 Himlen smiler, solen iler da mødtes to blussende munde! Dejlige blomster, røde og blå, en drik, som giver forstand. ned mod vest bag fjerne træer, gror mellem lyngen den brune; mens i øst en bro er bygget, yndige piger i hver en vrå Jeg gik i skoven, sang og lo, Morgenstjernens sang til blomsterne farvesmykket i violblåt aftenskær. færdes med liv og lune. en ugle sad på lur: J.L. Heiberg Mildt det lufter, græsset dufter, Syngende pusler den travle viv, “Hvorfor er altid du så fro, perler dække hvert et blad, 10 Med diademet på min pande jeg vandrer blank er fad, tallerken og kniv, og jeg så mørk og sur?” blomst til blomst er kærlig klynget, ud, hjemmet hun gør til et Eden, Du drikker blod, mit svar da lød, frisk, forynget ved det kolde styrtebad. og stiger over verdens lande som lysets sødt er med hende det ensomme liv, den drik er jo tyk og tung; bud. det ensomme liv på heden. men vinen, jeg nød, var let og sød, Efter varmen ånder barmen I morgenrøden hvid jeg funkler, den holdt mig munter og ung. luften, som er sval og ny. som liljen i en rosenkrans. Lyngen den lave på højens rand Hjertet håber på det fjerne, Betragt mig nu, thi snart fordunkler giver det blødeste leje; Skøn jomfru sad med bittert nag flagrer gerne mod den lyse purpursky. mig solens glans, mig solens glans. gæstfrihed møder den vandringsmand, og talte smertens ord: Himlen, åben for vor håben, langs med de trange veje. “Hvorfor er kvinden vel så svag, er en udsigt vid og skøn, Jeg hilser jeg med venligt øje, I brødre Aldrig han spørges om hvem eller hvad, og mandens magt så stor?” og dens fjerne violette små, bordet venter med øl og med mad, Da svared jeg: Af druens blod siger dette: Håbet selv er håbets løn. I blomster, som på mark og høje lig huset ham venter med freden; skøn jomfru, du nipped jo kun, stjerner stå! mild er værtinden, og værten er glad, men manden forstod, at kraft og mod Jeg selv er himlens, men jeg kender Gold er den jord ja, værten er glad på heden. først nås på bægerets bund. i eder dog min slægt på jord, C. Hostrup og veksler med jer, som med venner, VISER OG SANGE FRA 12 Gold er den jord, som lyngen bær, En fisk jeg fanged på min krog så mangt et ord, så mangt et ord. EN NAT ­MELLEM FJELDENE guldhøst ikke der vanker; C. Hostrup ingensteds trives man dog, som her Gulliks vise 13 En fisk jeg fanged på min krog, mellem de brune banker. C. Hostrup da klaged den sin harm: Manden er drot i sin egen bo, “Hvorfor er manden vel så klog, 14 Når dalen os bliver for lummer, karlen er rap, og pigen er tro, og jeg på kløgt så arm?” da se vi mod fjeldets top, sværdet må ruste i skeden; 154 155 og fossen, som nedad skummer, og fjeldet brat skulle styrte ned til hvad han finder ret. Ak gods og guld kan kun lidet gavne, vinker vor hu derop. og knuse min lykke. Og dog jeg kender en lille pige, og gods og guld vil jeg aldrig savne; Da hurtig bøssen vi snappe som skræmmes ej så let, hvad glæde bor i det fulde skrin, og ile fra sten til sten, O søster, tyd mig det dunkle spil, og dog jeg kender en lille pige, når jeg må skilles fra gutten min? og stiger ad bræens trappe som stjal min fred og min glæde! som skræmmes ej så let. og sende kuglen den rappe Mig drager en røst – o sig mig hvortil! Ja kan du flyve til verdens ender, efter den flygtige ren. Jeg fatter ikke hvad tåren vil, Nej aldrig dig så dum jeg tror, og kan du flyve fra slægt og venner, og dog må jeg græde. så dum jeg tror, din spøg mig ­skrækker og kan du fly fra din fader kær, Men oppe fra klippens øde ej; så kan du få hvem din sjæl begær. vi skuer i dalen grøn, den ære er dig alt for stor, Gudbrand og Astrid hvor bjælkehuset det røde ja alt forstor at få en mand som mig. O slægt og venner kan ej mig tvinge C. Hostrup kranses af birk og røn. En mand, om hvem jo alle rige at elske den, som jeg agter ringe, Da vil ej længere venten 16 I dalen her sig ingen mand, og smukke jenter slås. og far og mor kan ej tvinge mig på fjeldet smage vort sind; nej ingen mand med Gudbrand måle tør, Og dog jeg kender en lille pige, at sige ja, hvor jeg mener nej. da skyde vi snelt som glenten hans store rigdom og forstand, som kæk ham byder trods, til dalens skød, hvor os jenten ja hans forstand med grund berømt ham og dog jeg kender en lille pige, Nøkkens sang om elven møder med blussende kind. gør. som kæk ham byder trods. C. Hostrup Hvem er da vel så dum at sige et nej til sligt parti? 18 Sommernattens fred har bedækket Ingeborg Stev Og dog jeg kender en lille pige, fjeldets fod, C. Hostrup C. Hostrup som helst vil være fri, trindt omkring er livet gå’t til hvile: 15 Ak søster, min kval er stum og blind, og dog jeg kender en lille pige, 17 Og vil du nu da min kløgt erfare, elven våger evigt, den er dalens hjer- det båder intet at spørge; som helst vil være fri. og vil du nu spørge, så skal jeg svare; teblod, der ruger en tåge på mit sind, og før skal elven gå træt i stå, brusende du hører den ile. jeg mægter ikke at se derind, Hans magt er stor, til tings han kækt, før Astrid mangel på svar skal få. Fredløs går for den og dog må jeg sørge. til tings han kækt på folkets bedste ser, fredens time hen, og altid har hans stemme vægt, Du væne jente, du må mig sige, aldrig får den lov til at hvile, Af længsel jeg dør, men ej jeg ved, hans stemme vægt, og hvad han vil, om du vil vælge til mand den rige, aldrig lov til at hvile. hvad savn mit hjerte kan trykke. det sker. om du vil heller ha’ gods og guld Det er mig, som himlen truede vred, Slet ingen vover nej at sige end en, som er dig af hjertet huld. 156 157 Dalens grønne liv det er elvens eget glemme hver en bitter tåre, Din dristige broder sit sværd skal Din mægtige bejler skal splitte vor lænke, værk; glemme hver en bitter tåre, ombinde, den blodige vin skal han fjenderne stenens vægt på alting monne hvile, du har grædt. og styrte sig ned som de hvinende vinde, skænke, men den golde klipperyg den brusende som røg og som skyer skal fjenderne fly. imedens han synger gengældelsens og stærk Stig i drømmens verden ind! sang. kløved med sin mægtige kile. Hvil dig ud af al din vånde! Tretten år min broder endte, Gennem fjeldets skød Endnu nattens syner ånde da barbaren ham bortsendte, Plumpe fingre nys har skåret skummende den brød, giften i dit syge sind; vied ham til spot og nød; af min bejlers pande håret, aldrig blev den træt af at ile, o, men solen skal så fage skændsel på hans pande tynger, bort han blev på slæden kørt; aldrig træt af at ile. kalde roserne tilbage, munken sjælemesser synger did, hvor isen jorden binder, kalde roserne tilbage over ham, som var han død; did, hvor dåren uset rinder, Men går den i stå på sin vandring tung på din kind. selv hans navn blev sønderrevet, did, hvor intet suk blir hørt, og lang, på hans ryg et tal blev skrevet, did, hvor pisken stedse klinger, synker alting fluks i dødens hvile, som et tal blev han genfødt. did, hvor trællen fyrsten tvinger. Vekselsang og det blanke birkeløv vil gulne sidste har et ord min bejler ført. C. Hauch gang, Din fader er kæk, han skal fjenderne sidste gang da rosen vil smile. 20 Her roserne blussed ved rullende vove, tvinge, Så drager nu sværdet og griber til Derfor uden rast her fuglene sang i de dæmrende skove, den snehvide falk skal i luften sig lansen, strømmer den i hast, hvor er de, hvor svandt de, hvorhen svinge, og dans med barbarerne dødningedan- aldrig får den lov til at hvile mon de ty? og ravnen skal lytte til sværdenes klang. sen, aldrig lov til at hvile. og spred dem, som vinden det flygtende Da barbaren sværdet hvæssed, Da vort banner højt sig hæved, sand! da hans hest i lunden græssed, da de feje fjender bæved Uslukkelig evig, nu hævnen skal gløde, Thorstens sang nedsank rosen i sit blod, for Dabrowskis kæmperøst, ja friheden søge vi selv hos de døde, C. Hostrup fuglen svandt og skoven daled, ak, da fandt min fader døden, hvis ikke vi levende fange den kan. 19 Arme hjerte, er du træt, kun den røde hane galed mens han kæmped ufortrøden er du segnet under sorgen, nærved egens stærke rod; på en fjern og fremmed kyst; Ingeborgs sang i den lyse sommermorgen intet træ vil gro derefter, af hans sunkne grav udvælder skal du vågne fri og let, jorden tabte sine kræfter tidsler nu, og hvasse nælder 21 Ak! søster, min kval er stum og blind, glemme minderne, som såre, under den forhadtes fod. næres af hans heltebryst. det båder intet at spørge; 158 159 der ruger en tåge på mit sind, og tårerne på hendes kinder; og tankerne holdes i første blund i Det blinker med perler jeg mægter ikke at se derind, hun knytter sin hånd lig en bold af sne: tømme. H. Drachmann og dog må jeg sørge, “Han vil ikke høre, han vil ikke se, – Men eftersom nattens timer gå, 3 Det blinker med perler, et glimmernet er og dog må jeg sørge. ak, aldrig lise jeg finder!” styrer du ud på må og få lagt over skoven; i stærke og stride strømme. skyen har netop for nylig grædt, Af længsel jeg dør, men ej jeg ved, Fru Ingeborg kalder på frøken Malin: Du vågner silde; for sent, min ven, nu smiler månen foroven, hvad savn mit hjerte kan trykke; “Og hør du, min frøken! favr og fin, til at finde dig selv ved det gamle igen. nu smiler månen foroven. mig er det, som truede himlen vred, hist vandrer hr. Verner i lunde; O hvilke gåder fra nattens grund, Fortrøst dig dog ikke til månens skin, som fjeldet brat skulle styrte ned han lokker for drossel, han lokker for hvilke sælsomme syner i søvnens blund, forvild dig ikke i skyggerne ind; og knuse min lykke, stær, o hvilke farlige drømme! der vifter den farligste elvervind og knuse min lykke. selv var han en fugl, som nok var værd O hvilke farlige drømme! gennem­ skoven, at lokke, ifald man kunne. der vifter den farligste elvervind gen- O søster, tyd mig det sære spil, Hvor engen har foldet, nem skoven., som stjal min fred og min glæde, Drag på dine fødder de sølvspændte sko, ved mosens bred gennem skoven, gennem skoven. mig drager en røst, o sig, hvortil, gak ud i lunden, – o, vær mig tro! – H. Drachmann jeg fatter ikke, hvad tåren vil, og få ham mit lønbrev tilhænde. og dog må jeg græde, Og tal og sig ham – o, sig ham alt!” 2 Hvor engen har foldet, ved mosens Så lad sangen i salene bruse og dog må jeg græde. Her tav hendes stemme, af smerten bred, H. Drachmann kvalt, sit tæppe ud med et venligt: Sid ned! 4 Så lad sangen i salene bruse, mod væggen hun monne sig vende. bag hækken, som løfter sin skærm mod Fru Ingeborg sæt på bordene bægrene frem, solen, lad os åbne for svimmelens sluse, 22 Fru Ingeborg reder sit kulsorte hår: CD 9 dér sad hun, dér sad hun med blomster i lad os sende forsagtheden hjem, “Er jeg ikke dejlig som sol og vår, skødet på kjolen; lad os åbne for svimmelens sluse, der parres med jubel og gammen?” FARLIGE DRØMME engen dufted og mosen med, lad os sende, lad os sende forsagthe- hun blotter for spejlet sin fulde barm: han rørte sig ikke ud af sit sted; Du lægger dig ned en aftenstund den hjem. “Er jeg ikke liflig og hvid og varm, han så, hvor hun vikled, han så, hvor H. Drachmann Nu er nydelsen nået til huse, som liljer og roser tilsammen?” hun bandt, den har sat sig i højsædet fast; 1 Du lægger dig ned en aftenstund han så, hvor hun vikled, han så, hvor på dens byden jeg vil mig, jeg vil mig Hun kaster sig hen i sin løjbænks skød, og giver dig til at drømme; hun bandt, beruse, om nøgne skuldre de fletninger flød, søvnen er sød, og hvilen er sund, tilsidst han i slyngningen selv sig fandt. 160 161 om så livet med lykken brast, Om strømmen mod dig bruser Armidas sang Den unge lærkes forårssang om så livet med lykken brast. – vov at stå! St. St. Blicher St. St. Blicher St. St. Blicher 8 Hvert forår, Cotaldi! grønnes min grav, 9 Blæs, søndenvind, lad søen høre dig! I skoven er der så stille 7 Om strømmen mod dig bruser – vov at når sneen på bjergene smelter, Smelt isen fra dens stille sovekammer! H. Drachmann stå! når jorden sig bader i solstrålens hav, Lad de nyfødte bølger boltre sig, Om natten sortner – yngling, vov at og blomsternes skare udvælter: og danse tindrende i solens flammer! 5 I skoven er der så stille; håbe! Den nyfødte rose imøde dig ler – der rasler kun det gule blad; Synk ej, for tordnens røde hamre slå! du tænker vel ej på den falmede mer? Skin mildt, o sol, fra dine marker blå! nu kommer den stund, Gak ej i skjul ved regnens første dråbe! Du tænker vel ej på den falmede mer? Øs over jorden din strålebade! vi ville som venner skilles ad, Lad blomsten af sin vintergrav opstå, som venner skilles ad. En ædel sjæl for stormen ræddes ej; Hvert forår, Cotaldi! grønnes min grav; og skoven smykke sig med unge blade! Skoven luder med brinken brat. den kække stander oprejst under jeg sover så stille derunder. Vindfælden vakler, når vinden ta’r fat. torden; Den vågnende blomst kaster lagenet af; Og se! du stiger på din vældes dag, Nu kommer vintrens den lange hvile han finder gennem tågerne sin vej, jeg bliver dernede og blunder: o sol, omgivet af din morgenrøde. og længere nat. i nattens mørke skuer han fra jorden. Den rødmende rose imøde dig ler – Jeg føler, vind, dit lette vingeslag, du tænker vel ej på den falmede mer? og gynger mig på dine vover bløde. Den blomstrende sommer blev kædet Løft op dit åsyn! Det blev ikke skabt Du tænker vel ej på den falmede mer? til høst for modløs sig i støvet ned at bøje. Jeg vugger mig på forårsluft så mild, H. Drachmann I støv du finder ej, hvad du har tabt; Hvert forår, Cotaldi! grønnes min grav, i forårsluft jeg spreder mine vinger: din tro, dit håb, din fryd er i det høje. når livet genfødes deroppe, Jeg bader mig i morgensolens ild, 6 Den blomstrende sommer blev kædet når fuglen sig bader i æterens hav, og glødende mig op mod himlen svinger. til høst, Det højes billed du gik fra hans hånd, og sjunger blandt myrternes toppe: til død, hvad der var ilive. din røst er selv en genlyd af hans Den blomstrende rose imøde dig ler – Sorg skal følge på lyst, Stjerneblomsten stemme, o! tænker du ej på den falmede mer? stille, du bankende bryst, stille! B.S. Ingemann fra støv dit støv, fra Himlen er din ånd; O! tænker du ej på den falmede mer? Kun de evige love skal blive. i mulm din krop, i lys din sjæl har 10 Stjerneblomst! du kan mig sige Venner, ræk hånd over graven hen, hjemme. budskab om den elskelige, den døde kommer ej mer igen; om hun og mig ret har kær, men ånden taler fra rummet, om det er af ganske hjerte – når læben her er forstummet. 162 163 om med glæde – om med smerte – hun vidste, han vented hende, Velsignet hver en luftning, Jeg mægted ej at fri mig om hun fjern mig end er nær. når prøvens dage randt ud. der svæved om din kind; for sorgens trylleri, – velsignet hver en duftning, og timen gled forbi mig Stjerneblomst! du må mig sige Der hang på væggen et billed – der kvægede dit sind! med intet indhold i. hvad jeg hos den elskelige hver dag hun så derpå, spurgte om og hørte tit: og sjælen i øjet spilled, Velsignet i det fjerne Men nu – du bringer freden? om min lykke himlen nåede – mens brune lokker blev grå, i himlens herlighed ej sandt? du har ej glemt, om hun elsker uden måde – og sjælen i øjet spilled, den klare, fromme stjerne, at du for evigheden eller ganske, ganske lidt. mens brune lokker blev grå. som dig tilsmilte fred! har mig i dit hjerte gjemt? Hun krummet lå på sit leje Stjerneblomst med gyldne kærne! og så fra verden ud; O, turde jeg nu tilhviske Halfdans sang Sig, gentag det i mit fjerne, hun havde til trøst i eje dig alle blomsterord, B.S. Ingemann hvad jeg bedre ved, end du! sin kærlighed og sin Gud. som altid lige friske Uden grænse – uden måde – her i mit hjerte bor! 13 Der blomstrer så mangen en dejlig mø ja, min lykke himlen nåede – Og kærlig så hun til alle, på verdens ø; stjerners flugt den når endnu, og håbet holdt hun fast, Ak, mangen nat er svundet, men ingen jeg mig skal kalde. stjerners flugt den når endnu, og troen hun lod ej falde, og mangen bitter dag, Som månen mellem de stjerner små stjerners flugt den når endnu. til himmelforhænget brast, mens jeg, i smerte bundet, jeg én dog så; nu ser jeg kun hende af og troen hun lod ej falde, har talt mit hjertes slag. alle. til himmelforhænget brast. Hun sad og vented stille Mens fjernt i sorgens øde, O måne! du flyver med hellig glans B.S. Ingemann mit blik ej hvile fandt, i stjernedans, Velsignet skibet være 11 Hun sad og vented stille, så mine tanker døde og ingen kan dig neddrage. C. Hauch imens en slægt henfor: og håbets fakkel svandt. I højsal danser en fyrstemø – hun ville sin sjæl ej skille 12 Velsignet skibet være, på vilde sø min snekke flyver så fage. fra ham, hun elsked på jord, velsignet havets vand, Jeg kunne mig ej værge hun ville sin sjæl ej skille som venligt ville bære mod smerter og mod savn; Du lynglimt! Ville du månen nå? fra ham, hun elsked på jord. dig atter til vor strand. de lod sig ej besværge Du må forgå Hun ville hjertet ej vende selv ved dit kære navn. og synke i natten tilbage. – fra ham, der var hos Gud: O lynglimt! Jeg følger din flammegang: 164 165 Med harpeklang, jeg blusser og slukkes Og har end dit billed mig røvet min ro, Havfruen bringer Sigurd et skærf Synk dybt, synk dybt! usalige mø! så fage. jeg danser på bølgen dog, når du er fro. B.S. Ingemann Forskertset er himmelens rige, som havskummet skal du smelte og dø – 16 Frygt ej din veninde på havsens bund, HAVFRUENS SANGE skal aldrig til livet opstige. Havfruens sang udenfor frygt ej din veninde på havsens bund! Synk dybt, synk dybt! usalige mø! Havfruen synger til Sigurd kæmpernes lejr For jord og for himmel hun ej vil ­forblinde B.S. Ingemann B.S. Ingemann dit øje i midnattens stund, dit øje i midnattens stund. Den befriede havfrue 14 Jeg kunne mig glæde 15 På kysten sove B.S. Ingemann som du over livet på jorden, kæmperne rolig; Hun vil dig kun bringe et venskabspant, jeg kunne lyksalig på blanken vove 18 Mit liv var en længsel, hun vil dig kun bringe et venskabspant; dens blomster betræde, skinner måne og stjerner fortrolig; jeg selv ej forstod, med det skal du fro over valen dig ak! hvis jeg din søster var vorden; men havets mø har ej ro! en hemmelig trængsel, svinge: nu svømmer jeg ensom fra kyst og til et savn uden bod, til livet din stjerne dig bandt, kyst I hjertet ulmer et suk efter frihed i havdybets fængsel, til livet din stjerne dig bandt. og gemmer dit billed i trofaste bryst. evige lue; en drøm kun om livet med evige rod, når barmen svulmer, en drøm kun om livet med evige rod. Men jeg må bortsvæve på vilden sø, Jeg så dig dernede, vinker jorden og himmelens bue; men jeg må bortsvæve på vilden sø – jeg hørte din livsglade stemme, – men havets mø har ej ro! Det liv er opdukket kan du ej til jord og til himmel mig hæve, min fred er forsvunden; af længslernes strøm! da må jeg som havskummet dø, men ikke min glæde, Hvo går så silde Hensmeltet er sukket! da må jeg som havskummet dø. og nu skal jeg aldrig dig glemme: ene ved stranden? Opfyldt er min drøm: Du gav mig din strengeleg, gylden og Se! Stjerner spille, For mig er nu også den himmel oplukket, skøn, blinke lykke til vandringsmanden; Havfruens fortvivlelse som spejled sin evige glans i min strøm, ved den skal jeg synge og klage i løn. men havets mø har ej ro! B.S. Ingemann som spejled sin evige glans i min strøm. 17 Far hen, mit håb! far evig hen! Kun du skal det høre Jeg kender nøje Som vindsuk i sivet Han kommer ej mer tilbage; i natten, når havet er stille, krigerens panser. mit liv ej forgår: forglemt mig haver min hjertensven, når svævende småskyer Hans havblå øje en sjæl blev mig givet vil aldrig fra dybet mig drage. månen omsløre, stråler venligt – og havmøen danser; med menneskekår – Far hen, mit håb! far evig hen! når stjerner på havfladen spille. men aldrig mer får hun ro. med kærlighed følger mig evighedslivet – 166 167 husvalet, alskabningens suk jeg forstår, Sov, mit barn, jeg sidder ved din vugge, og mere fager kvinde han aldrig så før. det var så tyst og stille, der rørtes ej et husvalet, alskabningens suk jeg forstår! lad mig kysse dine øjne til! Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den blad, Når engang de begge mine lukke, falske havfrues tale! og medens sødt hun drømte, en gam- En dag skal husvale hvo mon da dig moder være vil? mel sang hun kvad. alskabningens ve! Hun satte sig hos ham og rakte ham sin Den stumme skal tale, hånd, Småbølgerne, som leged i månens Han gynged på havet den blinde skal se: da brast hans tankes tråd og de hjem- gyldne flod, C. Ploug når sjælen opvågner, som drømmer i lige bånd. kom ind og lagde sagte sig ned for dvale, 20 Han gynged på havet og trak sin mede­ Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den hendes fod, det saligste kærligheds under vil ske, snor, falske havfrues tale! det var, som hendes stemme de hørte det saligste kærligheds under vil ske! da hørte han en hvisken af liflige ord. og forstod. Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den Hun tog ham om skuldren og rakte ham falske havfrues tale! sit kys, Den mørke havmand hæved sig op fra Agnetes vuggevise da slukte for hans øjne sig himmelens dybets hal: H.C. Andersen “Kom ned under bølgen og hvil dig i min lys. Han standsed, og han lytted til tonens 19 Sol deroppe ganger under lide; favn! Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den bløde fald, sov, mit barn, så bli’r du stærk og stor! Jeg dulmer alle sorger og stiller hvert falske havfrues tale! sålænge til den smelted naturens hårde På den vilde havhest skal du ride; savn.” skal. under bølgen dejligt engen gror. Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den Og båden drev langsomt mod strand, falske havfrues tale! men den var tom. Han sad på havets flade med hånden Hvalerne med deres brede finne Tilbage til sit hjem aldrig fiskeren kom. under kind, over dig, som store skyer, gå. “Kom ned under bølgen og tryk dig til Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den og nye længsler rørte sig i hans tunge Sol og måne gennem vandet skinne, mit bryst! falske havfrues tale! sind, begge to du skal i drømme få. Jeg skænker dig al verdens og Him- og klare tårer glimted og faldt i månens merigs lyst.” skin. En sommeraften silde Visselul! Jeg fødte dig med smerte! Men lyt ej, lyt ej, ungersvend, til den C. Ploug Bliv min glæde altid, år for år; falske havfrues tale! “Sig, havmand, hvi du græder og er i hu du har drukket livet af mit hjerte, 21 En sommeraften silde på hviden strand så mod? hver din tåre til mit hjerte går. Han så gennem bølgernes blanke hun sad; Du fødtes jo til hersker for havets silkeslør, stærke flod, 168 169 og dybets skarer bøje sig rædde for din GEFÄHRLICHE TRÄUME Geschmiegt in die Hecke, beschirmt vor noch ist der gefährliche Elfenreih’n fod.” der Sonne, nicht zerstoben, Du legest dich hin zur Abendstund da saß sie, den Arm voller Blumen, das nicht zerstoben, nicht zerstoben. H. Drachmann, oversat af H. Beer – “Ak, al min vilde styrke er intet frugt- Lächeln voll Wonne. bart væld, 22 Du legest dich hin zur Abendstund, Duftend die Wiese und auch das Moor, Lasst die Lieder im Saale erschallen mit væsen strømmer evigt tilbage i sig verlierst dich in deinen Träumen; er rührte sich nicht aus dem Schatten H. Drachmann, oversat af H. Beer selv; Schlaf ist ja süß, die Ruhe gesund, hervor. jeg fik en dunkel anen, men jeg fik nie würdest Gewohntes du ohne Grund Er sah, wie sie wickelte; sah, wie sie 25 Laßt die Lieder im Saale erschallen, ingen sjæl. versäumen. band, bringt den Wein und die Becher heraus, Doch du, als die Nachtstunde schreitet er sah, wie sie wickelte; sah, wie sie laßt uns in die Glückseligkeit fallen, Din stemmes trolddom vækker min voran, band, laßt uns senden die Vorsicht nach Haus, længsel og min nød; steuerst erkühnt eine andere Bahn, bis er in den Schlingen gefangen sich laßt uns in die Glückseligkeit fallen, jeg kender ingen hvile for kraften i mit entkommst deinen engen Zäumen. fand. laßt uns senden, laßt uns senden die skød, Dann endlich erwachst du, mein Freund Vorsicht nach Haus. og ingen livets glæde og ingen salig død. – zu spät, Wie blinkende Perlen es gibt kein Zurück mehr, die Saat ist Nun die Freude hat Einzug gehalten, H. Drachmann, oversat af H. Beer Ak, kunne du mig følge til havets svale gesät. unsre Lust wird zur obersten Pflicht; bo! Oh, welche Rätsel vom Grund der Nacht, 24 Wie blinkende Perlen, ein Glimmer laßt s’ nach Herzenslust schalten, ja Din unge sjæl, skøn jomfru, var rig nok was für selt’ne Gesichte der Schlaf hat scheint schalten und walten, til os to; gebracht, im Wald wie gewoben; wenn auch Leben und Glück zerbricht, jeg lånte dig min styrke, og du gav mig oh, welch’ gefährliche Träume, Wolke hat eben noch lange geweint, wenn auch Leben und Glück zerbricht. din tro.” oh, welch’ gefährliche Träume! der Mond nun lächelt da oben, der Mond nun lächelt da oben. Ganz stille wird’s nun im Walde Så talte han og dukked igen i salten hav, Vertraue du nicht auf des Mondes Die Wiese sich breitet, dem Moore nah H. Drachmann, oversat af H. Beer og som en nattetåge hans gråd steg op Schein, H. Drachmann, oversat af H. Beer deraf; verirre dich nicht in die Schatten hinein; 26 Ganz stille wird’s nun im Walde; men jomfruen sad ene på hviden strand 23 Die Wiese sich breitet, dem Moore nah, noch ist der gefährliche Elfenreih’n es raschelt nur das gelbe Blatt; og tav. zur Rast einladend, ruft freundlich “Bleib nicht zerstoben, Die Stunde des Abschieds balde da!”, uns, Freund, geschlagen hat, uns, Freund, geschlagen hat.

170 171 Stumm wird der Abhang vom Wald forglemt mig haver min hjertensven. og så med længsel i dybet ned, Herlige skov bewacht. vil aldrig fra dybet mig drage, bølgerne hvilte, C. Bernhard Wind hat zu Boden den Baum gebracht. forglemt mig haver min hjertensven, da hælded solen til havets bryst, 2 Herlige skov! Yndige ro! Lang bringt der Winter nun Ruh im vil aldrig fra dybet mig drage! og rundtom rødnede luft og kyst Her vil jeg bygge, her vil jeg bo! Walde Hør kun, hvor lifligt fuglene synge, und längere Nacht. Synk dybt, synk dybt! usalige mø! og brat fra skyeestrengeleg medens de gynge glade på kvist, Forskertset er himmelens rige, anelsen vakte medens de gynge glade på kvist. som havskummet skal du smelte og dø – i aftenrøde musen nedsteg, Zum Herbst hat der Herlige skov! Yndige ro! Yndige ro! skal aldrig til livet opstige, harpen mig rakte, blühende Sommer gemußt som havskummet skal du smelte og dø – og rask et brændende kys mig gav, H. Drachmann, oversat af H. Beer Duftende eng! Kornrige vang! skal aldrig til livet opstige. nedsynkende i det luende hav. Rigdommens væld af jorden udsprang. 27 Zum Herbst hat der blühende Sommer Fliden er lønnet, og glade vi rejse gemußt, Da rundt en anden natur det blev, Det glimter med perler stakke, som knejse med rundelig høst, was lebt, muß zum Grabe gehen. vindene talte; H. Drachmann stakke, som knejse med rundelig høst. Sorg muß folgen auf Lust, fra skyer, som blege for månen hendrev, Duftende eng! Kornrige vang! Kornrige Schweige, du klopfende Brust! 29 Det glimter med perler, ånderne kaldte, vang! Schweige. et glimmernet er lagt over skoven; et hjerte slog varmt og kærligt i alt, Nur das ew’ge Gesetz bleibt bestehen. skyen har netop fornylig grædt, i alt mig vinked min egen gestalt. Mosgro’de tag! Landlige bo! Freund, reich die Hand übers Grab mir nu smiler månen fraoven. Arne for fred og for håb og for tro! her; Fortrøst dig dog ikke til månens skin, Da blev fra nu for tanke og trang Venlige genier skulle dig skærme, Die Tote kommt ja zurück nicht mehr, forvild dig ikke i skyggerne ind, jorden et fængsel; kummer ej nærme sig kærlige hjem, ihr Geist vom Raume sich zeiget, der vifter den farligste elvervind vel lindrer vel anelse, drøm og sang kummer ej nærme sig kærlige hjem! wenn die Lippe hier nun auch gennem skoven, gennem skoven. hjertet sin længsel, Mosgro’de tag! Landlige bo! Landlige bo! schweiget. dog brænder mig kysset, CD 10 jeg kender ej fred førend jeg drager himlene ned! Glenten Havfruens sidste sang Indvielsen H. Hertz B.S. Ingemann S. von Staffeldt 3 Det klapred’ over det nærmeste tag, 28 Far hen, mit håb! far evig hen! 1 Jeg sad på pynten ved sundets bred, det slog på min rude, Han kommer ej mer tilbage; himlene smilte, 172 173 det susede gjennem den gryende dag, Har i dag jeg syndet, Gud hører du den muntre klang, Gulnares sang og vingerne genlød slag i slag slet min synd da nådig ud! hist i tårnet af din rangle? A. Oehlenschläger derhenne hvor pilene lude. Herrens nåde, Jesu blod, 6 Cithar! Lad min bøn dig røre. gør jo hver en uret god. Nattergalen nærmer sig. Høre lad din hulde stemme! Med langstrakt hals, med stirrende blik, Fryder dig dens blide klukke? Glemme skal jeg da min kummer, med vingerne spændte, Alle dem, som jeg har kær, Du har ofte vugget mig, sødt i slummer skal du dysse med kraftige kast, og flyvende stik mænd og kvinder fjern og nær, nu skal jeg dig atter vugge! al min frygt, og øret kysse mod vinden, op imod skyerne gik små og store, hver en slægt, med din hulde strengeklang. på jagt efter byttet en glente. tag dem i din varetægt! Hvis dit hjerte ej er sten, Se den blide aftenrødme! mærk min idræt, moder kære! Sødme dufter rosens blade. O, kunne jeg dukke mit bryst som den Syge hjerters uro stil, Her af denne hyldegren Glade bølge månen føder. i skyernes vande! luk de våde øjne til, skal jeg dig en fløjte skære. Hvor den møder på sin bue! langs skoven stryge susende hen, og lad mit i sidste nød for, i nattens fromme lue, og atter mig hæve med fart igen brustent skue liv i død! Ved dens toner fryd dit sind! tavs at høre elskovs sang. højt, højt over sletter og strande! Hvor den klager svagt og ene, som en vildsom nattevind Aladdins vuggevise Tolk min elskov, høj og herlig, O, kunne jeg strejfe fra hånd og fod i de våde vintergrene. A. Oehlenschläger kærlig skal min stemme følge. de lænker, mig binde! Dølge skal den ej min flamme. i æterens strømning svale mit blod, 5 Visselulle, nu barnlil! Ak! nu må jeg fra dig gå; Skønt kun stamme kan min læbe, i kamp med stormene prøve mit mod, Sov nu sødt og sov nu længe! der er koldt i dine arme, elskte cithar, lad os stræbe, i de højeste, højeste skyer forsvinde! skønt din vugge stander stil, og jeg ejer ingen vrå, begge på forskellig vis. uden dun og uden gænge. hvor jeg mig igen kan varme. Medens purpuraftenstunden Aftensang lunden smilende forgylder, Hører du den dumpe storm Visselulle da, barnlil! L. Hensel oversat af C. Hauch fylder sang de dunkle kroner, sukke ved hvad jeg forliste? Sov nu sødt og sov nu længe! toner nattergalens vise. 4 Jeg er træt, jeg sove vil, Mærker du den sultne orm skønt din vugge stander stil, O så pris! så lad os prise, og mit øje lukkes til, pikke på din fyrrekiste? uden dun og uden gænge. hvad der kræver alles pris. se, o Herre! venlig ned til mit dunkle hvilested. Sov, barnlille! ved min sang, intet skal din glæde mangle, 174 175 På min moders grav Jeg trykker end over en solbrændt egn, Serenade A. Oehlenschläger hede kys på dine kolde arme, perlende, perlende dugdråber falde. Edv. Lembcke som sank i dødens kamp så kraftesløse 7 Det er forbi! 9 Jomfru, du må ikke sove; ned. Yndige farvespil, Jorden ruger på dit bryst i gravens sommernatten er så lys og smuk; O, de har båret mig i barndoms kraft- modnende sommerild gemme himlen er så klar og stille, løshed, stråler fra svulmende ranker; de ile hver til sit, som fulgte dig; stjernerne på vandet spille, og favnet mig med moderømheds varme! druernes gud er stor, Kun kirkeklokken lyder sørgelig, aftenvinden dør i sagte suk, rigt i hans tempel bor og døver lydende min brudte stemme. aftenvinden dør i sagte suk. Jeg stirrer end jubel og glimrende, glimrende tanker. modløs på dit lukte, brustne øje. Det er forbi! Kom og se, hvor poplen bæver, Det smiler aldrig til den arme yngling Drik, som du skal og bør, Kulde sover i dit før så varme hjerte, blinkende som sølv i måneskin; mer, klag, om du kan og tør, som slog for mig med ømme moderslag. se, hvor svanerne, de hvide, det nedsank koldt og mørkt, som så over jordlivets trængsler; O, evig mindes jeg den skumle dag, drømmende på floden glide: gravens­ ler, sorgen straks går til ro, da skælvende det brast i dødens drømmen hyller hele verden ind, for aldrig mer at stråle til den høje. hejrtet sig vugger jo smerte. drømmen hyller hele verden ind. huldt i livsalige, livsalige længsler. Det er forbi! Du var mig huld! Og jeg vanker selv idrømme, Klokken tier. Jorden ej dig savner. Ud fra sit stille hjem Få kun elske mig på denne mørke klode; fænglset af din stærke trolddomsmagt; O, sov da sødt! Den sjæl, du skænkte strømmer så sangen frem, Du elskte mig — og reves fra min favn, – mig, vårfriske blade og blommer; Nu står jeg bleg ved mindet om mit savn, lad dit billed i den klare, skal varmt og vemodsfuldt erindre dig, hver en stund klar og ny! Jeg ser dig aldrig, aldrig mer, du gode! stille nat sig åbenbare indtil forklaret hisset jeg dig savner. Ja, under rankens ly for min ånd i al sin dronningpragt. smiler en evig, en evig skærsommer! På hårde fjel for min ånd i al sin dronningpragt. koldt og blegt dit elskte legem hviler. Trætter dig livets strøm Stå ej dér stum, men tal: O, moder! end i døden var du blid, Chr. Winther Jomfru, kom herned i lunden; er i en jammerdal du salig lå som himlens engel hvid, o, da bliver natten dobbelt smuk; 8 Trætter dig livets strøm? så dine timer henfløjne? jeg ser dig end på båren, hvor du smiler! når dit øjes stjerner spille, Vågn da fra døs og drøm, Her, hvor os vinker sødt er min himmel klar og stille, hører du propperne knalde? himmelblåt, rosenrødt – og min længsel dør i glædens suk! Se, som velsignet regn læber og tindrende, tindrende øjne! og min længsel dør i glædens suk! 176 177 Nomadeliv snart den af sit indre drives. vind og sol og måne følger dog rummer den ej den flamme, C. Hauch mod den kyst, den nys forlod. på den ubekendte vej. mit hjerte, hjerte dølge må! 10 Aldrig fra de grønne sale Fuglen, stjernen, flodens vande, Men når til det dunkle fjerne Det brænder som ild mig i blodet, vandrer jeg til staden ind, er da de alene fri, jeg har ført min bedste skat, flyv, vilde hingst, afsted! skilt fra højder og fra dale, og skal jeg tilbage stande da skal kærlighedens stjerne Mit unge hjerte sprænges skilt fra lys og letten vind. som et træ på vilden sti? glimte gennem steppens nat. af håbløs kærlighed, mit unge hjerte sprænges Aldrig jeg fra teltet flytter, Samler hjorden! Vi vil rejse, af håbløs, håbløs kærlighed! søger skjul bag vold og mur, Ørkenens søn bryder teltets bolig ned! aldrig jeg min frihed bytter H.C. Andersen Hurtig skal det atter knejse mod et skummelt fangebur. Studenten sang så ungdomsglad på et nyt og ukendt sted. 11 Den vilde hingst jeg tumler, Chr. Richardt vi flyve på sletten afsted, Ser du floden hist, der iler, Min kamel jeg snart belæsser, men hjertet slipper dog ikke 12 Studenten sang så ungdomsglad, bruser mod det store hav! den skal knæle på mit bud, den stærke kærlighed, det bedste som han kunne; Dristig den i solen smiler, hesten, der på sletten græsser, men hjertet slipper dog ikke, thi sang og ungdom følges ad, skønt den vandrer mod sin grav. bære skal min unge brud. den stærke, stærke kærlighed. og hvem vil lægge nodeblad for fuglene i lunde! Stjernen glimter i sin vane, Buen klinger, strengen bæver, Som solen brænder i sandet, stille kan den aldrig stå, pilen svigter ej sit mål, så brænder det dybt i mit bryst, Men sang han også dagen lang, færdes efter gammel vane ulven, der sit bytte kræver, det er, som hjertet vil sprænges så gerne som vor grande: i det ubekendte blå. synker for det hvasse stål. af længsel og af lyst, det var dog ej studentersang, det er, som hjertet vil sprænges og harmoniens firspand svang Høstens vilde fugl sig svinger Slettens søn ved faren smiler, af længsel, længsel og af lyst! sig sjælden over lande. til et sydligt, fremmed land, dejlig er hans ranke mø; aldrig den sin længsel tvinger, frem hun som gazellen iler, Så høj og så stor er himlen Da salved du med kunstnerånd før den når den fjerne strand. fanges den, da må den dø. med sol og stjerner på, den spredte sangerklynge, dog rummer den ej den flamme, og ledte os med vennehånd Ingen strande dog der gives. Hendes slør i luften bølger, mit hjerte dølge må, og løste for vort tungebånd der kan køle fuglens blod, blikkets glans det skjuler ej, og lærte os at synge! 178 179 Da blev studentersangen til, når roser udspringe af torne, der stinge, vokser fra din moders arm Disse golde træskeletter, da flokked sig dens toner; lig luende elskov af truende had: ud i verdens vilde larm, øde grene, nøgne skud, og svang sig så med kraft og ild da kommer, da kommer vor danske frodig som en ranke. fik i kolde, våde nætter om kap med løvets klokkespil skærsommer, sneens rene juleskrud. højt mod de grønne kroner. gør frejdig den glade, den ængstede Glem dog ej din vugge glad, og ej din moders sukke; Ja som ret til højtidsglæde Og vied hvert studenterlag, den ængstede glad. vokser du fra barnekår, perlesvøbtes skovens hal; og løfted al vor tale, glem dog ej dit Fadervor, med sit net af kviste spæde og fløj med raske vingeslag I brændende stråler, som rosen ej tåler, glem dog ej din vugge! bøgen støbtes i krystal. mod nordens lyse forårsdag kys ikke tildøde dens svulmende mund! med varsel som en svale. Og storm ej iblinde, letsindige vinde! Lykkens roser røde Tusind smålys stille funkle Bring ikke for tidligt ad splittelsens kun mellem torne gløde; med en ild som fjerne blus, stund! tornen tager jeg for mig, tusind blålys fra det dunkle Sommervise Thi bedst som den kommer, vor danske rosen gjemmer jeg til dig: har et spil som Sirius. Chr. Richardt skærsommer, – lykkens roser røde! 13 Når rugen alt bølger, og kornblomsten ak, så er den fly’t som et drømmerigt Hvem vil skoven ikke friste, dølger blund, Vågn med smil om munden, som den flammer, skøn at se: sin blå lille kyse bag gitter af strå; et drømmerigt blund. så fro som fugl i lunden! lys foroven, rim på kviste, når gyldenregnsgrenen omarmer Reden din er lun og blød: sorte stammer, bund af sne! syrenen moderfavn og moderskød; Vuggesang og blander sin duft i det solfyldte blå: vågn med smil om munden! Iskrystallens sagte svingen Chr. Richardt da kommer, da kommer vor danske midt i freden øret når; skærsommer, 14 Sov mit barn, sov længe! det er hallens klokkeringen Decemberskov hvad gøgen forlængst har haft travlt Jeg rører vuggens gænge, for det hedengangne år. Chr. Richardt med at spå, vifter fluen fra din kind, haft travlt med at spå. kalder drømmen til dit sind; 15 Som et rov for stormens horde Kongesønnens romance sov mit barn, sov længe! løvets fylde sank i støv; Chr. Richardt Når egene knuppes, og granerne duppes, men en trylleskov vil vorde mens bøgen har mørknet sit lyseste Frodig som en ranke af en skov foruden løv! 16 Så langt jeg kan mindes, drømte jeg blad; du vokser for min tanke, om dig, 180 181 alle min barndoms tanker fløj altid Torneroses drømme I “den lille skov” har spørgsmål nok uden ende, samme vej. Chr. Richardt G. Rode ret som vidste jeg kærligheds skjulte Bragte jeg hjem et blomster af sjældent grund, 17 Såmangen kvæld jeg stod med havet 18 I “den lille skov” nærved Øresund farvespil, hvi den kun vil engang brænde. ved min fod der, hvor vedbender jorden dække, og spurgte jeg min moder: Er vel noget og stirred fuld af længsel mod det skød en ranke op af den frodige grund, skønnere til? fjerne, for ved bøgens barm sig at lægge. Serenade Da svared’ hun – det svar gik mig aldrig hvor nu så skær og klar Edv. Lembcke af minde: på skjulte vingepar Kan jeg vide hvordan? Var det storm Ingen uden hende, den dejlige, dejlige 19 Jomfru, du må ikke sove; og løfter stille nattens tvillingstjerne, eller slud, Tornerose, sommernatten er så lys og smuk; sig løfter stille nattens tvillingstjerne. som slog ind mellem lundens grene, den dejlige Tornerose! himlen er så klar og stille, men den vedbendranke gik hastig ud, – stjernerne på vandet spille, Når mødtes vel de to, som i så dyb en ro og nu stander bøgen alene! Så tit jeg i dystløb sværd og lanse aftenvinden dør i sagte suk. samblinkende henvandre deres bane? svang, Får også jeg en ven, Men hvi vælger den ej en anden igen, og smil og håndklap hilste mig fra Kom og se, hvor poplen bæver, en sikker følgesvend, der er nok iblandt vedbendevrimlen? skrankens silkehang, blinkende som sølv i måneskin; og kommer han fra havet som en svane, O! de kryber alle langs jorden hen, da lysted’ mig at leve, skønt kækt jeg se, hvor svanerne, de hvide, og kommer han fra havet som en men min bøg jo skyder mod himlen. turde dø, drømmende på floden glide: svane? og jeg spurgte min fader: Har Vælskland drømmen hyller hele verden ind. Men hvorfor ikke da kaprifolien fin, skønnere mø? Han lander vist en gang med sol og den, hvis højrøde blomster luer; Da svared’ han – det svar gik mig aldrig Og jeg vanker selv idrømme, strengeklang, og hvorfor ikke da den vilde vin af minde: fænglset af din stærke trolddomsmagt; derom der hvisker noget i mit indre. eller den med de funklende druer; Ingen uden hende, den dejlige, dejlige – Men trygt jeg bie vil, Tornerose, lad dit billed i den klare, til tvilingstjernens ild eller og de roser med pragtfuldt blus, den dejlige Tornerose! stille nat sig åbenbare i mine længslers nat får lov at tindre, der om slyngede gren sig flokker; for min sjæl i al sin dronningpragt. i mine længslers nat får lov at tindre. eller og den stille konvolvolus med sine beskedne klokker? Hvor du vinker, vil jeg følge; vink til leg og vink til alvorsdyst: Ja hvorfor og hvorfor – den sladrende dine farver vil jeg bære, mund 182 183 øm og trofast vil jeg være, så hun sørged, så fuld af smerte Dog kunne Gudrun hvis du lønner sødt med elskovs lyst. som om briste hun skulle. ved fyrstens ligfærd. ikke græde, så mod var hun i hu Jomfru, kom herned i lunden; over den døde mand, Hos sad jarlers ædle hustruer Da sagde Herborg, Hunelands dronning o, da bliver natten dobbelt smuk; så fuld af dmerte Den ældre Edda, oversat af H.G. Møller Den ældre Edda, oversat af H.G. Møller når dit øjes stjerner spille, ved fyrstens ligfærd. er min himmel klar og stille, 2 Hos sad jarlers 3 Da sagde Herborg, og min længsel dør i glædens suk! ædle hustruer, Hunelands dronning: Da sagde Gullrönd, Gjukes datter smykkede med guld, “Jeg har en hårdere Den ældre Edda, oversat af H.G. Møller CD 11 ved Gudruns side. harm at fortælle. Hver af dem sagde Fjærnt i sønden 4 Da sagde Gullrönd, GUDRUNS SORG sin egen sorg, mine syv sønner Gjukes datter: den bitreste, som hun faldt på val “Ej du mægter, Dengang var Gudrun beredt til døden båret havde. med deres fader. fostermoder! Den ældre Edda, oversat af H.G. Møller skønt vis du er, 1 Dengang var Gudrun Da sagde Gjavløg, Med fader og moder den unge viv at trøste.” beredt til døden, Gjukes søster: og fire brødre Ej lod hun tilhylle da sorgfuld hun sad “Blandt folk over mulde leged vinden fyrstens lig. over Sigurds lig. er jeg fattigst på glæde. på havets vove; Ej sad hun og græd Fem mænd jeg så bølgen slog Lagnet strøg hun og med hænder slog; i døden segne, mod skibets planker. af Sigurds legem, ej hun klynked tvende døtre, vendte hans kind som andre kvinder. trende søstre, Selv skulle jeg dem smykke, mod Gudruns knæ: otte brødre. selv dem begrave, “Se på din elskte; Kloge jarler Jeg ene lever.” og selv for deres læg din mund til hans skæg, til hende kom, helfart sørge, som om du favnede varligt de bøjed Dog kunne Gudrun alt det jeg led fyrsten i live.” den hårde vilje. ikke græde; I et eneste år, Dog kunne Gudrun Så mod var hun i hu og ingen talte ikke græde; over den døde mand, et ord til trøst. 184 185 Én gang Gudrun end ham skued blandt Gjukes sønner, Ej skal du, Gunnar! Hans våben gunge; Den ældre Edda, oversat af H.G. Møller som løget, der gror Guldet nyde; den blanke tunge op over græsset, ringene vil han svinger stærk. 5 Én gang Gudrun eller den blinkende sten, dig bane volde, Til Odin rider, end ham skued, der drages på bånd, siden du Sigurd når sværdet bider så blodet, som herskerens som ædelsten eder svor. i pansersærk, har mon væde, over ædlinges skare. de raske kæmper, fyrstens strålende Ofte var glæden hvis mandemod øjne slukte, Jeg monne kongens større i gårde, ||: ej skrækken dæmper, kongens bryst kæmper tykkes da min Sigurd blandt lig og blod. :|| af sværdet kløvet. herligere end alle sadlede Grane, Herjans diser. og da de fore Fra mjød og piger, Gudrun tilbage Nu er jeg så liden, til Brynhild at fri, du danske kriger! på bolstret segned, som løvet er den usalige kvind, blandt blod og lig, lokkerne løstes, på buskene ofte, i ulykkesstund.” du rask dig svinge, kinden rødmed, thi den ædle er død. Til Nornens vinge tårer som regn bortvifter dig. randt over knæ, Kæmpevise For borde jeg savner, Med sværd fra bælte, A. Oehlenschläger i seng jeg savner med egekrands, ||: Da græd Gudrun, min fuldtro fælle. 7 Når Odin vinker, ||: sig sømmer helte Gjukes datter, Gjukes dønner, når sværdet blinker, den sidste dans. :|| så tårerne løb Gjukes sønner er helten glad; fra øjets låg; :|| volde min ve, i røde strømme, Bjarkemål volde deres søsters med lig, som svømme, Efter S. Sturluson, Da sagde Gudrun, Gjukes datter sorgfulde gråd. i Birtingsbad, oversat af N.F.S. Grundtvig Den ældre Edda, oversat af H.G. Møller på lynets vinger Folkets land han iler kold, 8 Sol er oppe, 6 Da sagde Gudrun, I lægge øde, ||: når Skøgul svinger den klare dag Gjukes datter: thi ej I holdt sit røde skjold. :|| hanen hilser “Så var min Sigurd de svorne eder. med vingeslag; 186 187 nu, under mærket, Den fangne venderkonge Skalks sang Kong Haddings vise Haddings vise hånden på værket, A. Oehlenschläger Efter Saxo, oversat af N.F.S. ­Grundtvig Efter Saxo, oversat af N.F.S. ­Grundtvig lægge hver helt! 9 Rinda min brud! allerkæreste min, 10 Hvi skjuler jeg mig her i vrå, 11 Hvi skjuler jeg mig her i vrå, dejlig og fin, alt i de dunkle skove, alt i de dunkle skove, Vågner, vågner lærer dig natten at grue? og hejser ikke sejl i rå, og hejser ikke sejl i rå, da vel og brat, Sidder du hisset og tænker på Skalk? som før, på blanken vove! som før, på blanken vove! hjertens venner, Klapper med snehvide hænder hans falk, Her er slet ingen ro og mag og tager fat, løfter hans sværd og hans bue? for onde dyr og vilde, Hvor tomt, hvor dødt dog her at gå, høvdinger snilde, de ulve tude nat og dag, på disse øde fjelde! gæve og gilde, Danskerne sejrede, venderne faldt, og bjørnen brummer så ilde! Hvor kan et heltehjerte slå alle som en! drotten er kvalt, i slig en musefælde! glemt er nu heltens bedrifter. Hvor tomt, hvor dødt dog her at gå, Har hin Hårde! Solen skal finde ham blodig på sten, på disse øde fjelde! I ungdomsår jeg fik så kær og Skytte-Rolv! månen skal se, hvor han hænger på gren, Hvor kan et heltehjerte slå sortladne hav og snekke; mænd højbårne, gysende fra sine rifter. i slig en musefælde! skal mine gamle ben nu her som en, så tolv! I ungdomsår jeg fik så kær i bjørnehi jeg lægge! Folk, som ej rygte Andet det var, da jeg brylluppets nat sortladne hav og snekke; har for at flygte, favned min skat, skal mine gamle ben nu her Fuldbedre dog det er forsand op nu på stand! nu skal mig døden omfavne. i bjørnehi jeg lægge! på hav sit liv at friste Schwantevit! Provo! foragtede gud! og sanke på den vilde strand Mænd ej vækker Slaverne lystre nu goternes bud, Fuldbedre dog det er forsand med æren guld i kiste! jeg her til vin, Odin har sendt sine ravne. på hav sit liv at friste ej til gækken og sanke på den vilde strand Så far nu vel, I klipper grå! med pige fin; Månen sig sniger ad natlige sti. med æren guld i kiste! Far vel, I mørke skove! med jer vil lege Var det forbi! Så far nu vel, I klipper grå! Op, mast i sky! Op, sejl i rå! Hildur hin Blege Kvalen ej ængster den døde. Far vel, I mørke skove! Op, ud på blanken vove! stålhandske-drag! Hævner, I vender, på goten min spot! Op, mast i sky! Op, sejl i rå! Afbrænder skoven, hvor Skalk, eders Op, ud på blanken vove! drot, slagtes til ulvenes føde. 188 189 Margretes vuggesang Har I glemt min asenskæve? – “For Dagon festen beredes; Jehovah, styrk mig i nåde! H. Ibsen Da sprang I så let en dans! – du blinde træl, kom ud, kom end engang mig ihu! og har I glemt mine ræve at folket må se dig og glædes for mine øjne både 12 Nu løftes laft og lofte med lystig blussende svans? – og prise filisternes gud!” – du lade mig hævnes nu! – til stjernehvælven blå; nu flyver lille Håkon Men selv jeg min herre fornægted Smådreng, nu skal du mig bringe Det vifter i mine lokker med drømmevinger på. i mit hjertes trodsige mod; ind under templets hal, som åndens vingeslag; med hans fjender jeg mig beslægted; hvor fløjter og bækner klinge mig tykkes, at søjlen rokker Der er en stige stillet derfor hans ånd mig forlod. til trommernes lystige skrald. ved mine armes tag! fra jord til himlen op; nu stiger lille Håkon Jeg glemte fædrenes minder; I midten skal du mig stille, Mig tykkes, at mulmet brister; med englene til top. jeg glemte min moders Hus; at jeg kan oprejst stå det lysner af nattens Skød! – Jeg lefled med fremmede kvinder ved den mægtige dobbeltpille, Nu er det forbi, filister! Guds engle små, de våger og drak af de fremmedes krus. som loftet hviler på. jeg knuser jer i min død! for vuggebarnets fred; Gud sign’ dig, lille Håkon, Ved skøgens søde tale Min ryg blev jeg vant til at bøje din moder våger med. Det kom til kamp mellem vrede mænd og ved hendes hvide barm i fængselet under jord; H. Hertz jeg dyssedes i dvale det vil de filister fornøje Samson og vågned til spot og harm. at se deres fange så stor. – – 14 Det kom til kamp mellem vrede mænd Edv. Lembcke alt i et forfærdeligt stævne. Jeg vågned til dødens mørke Hil jer, højrøstede helte, Så gerne vi liv og blod gav hen, 13 Hvad er det for råb og trængsel i fangehullets gys; som spytte på den blindes skæg! den blodige uret at hævne, og larm i filisternes lejr? trælbunden var armens styrke, mødtes vi med sværd ved bælte, så gerne vi liv og blod gav hen, Det skingrer ned i mit fængsel; og blindet var øjets lys. forvist, I tav som en væg! den blodige uret at hævne. hvad vandt de nu for en sejr?

Nu lytter jeg fra mit fængsel Jehovah, du lod mig bøde Hvor kampen rasede vildt og skrapt, De huje som peblinger kåde, til jublen i fjendernes lejr. – med lænker og spot og spe: vort banner vi kækt monne bære, der slap fra tugtens ris; Sig, dreng, hvad betyder den trængsel? forlad mig nu min brøde og aldrig endnu et slag blev tabt mens Samsons arm måtte råde, har filisterne vundet en sejr? – for al min jammer og ve! med mer uforgængelig ære, de sang på en anden vis. –

190 191 og aldrig endnu et slag blev tabt Til kamp På forpost Løste hun af sit fængsel, med mer uforgængelig ære. Anonym C. Ploug mens du i løvet skjalv, hjertets bævende længsel, 16 Den mørke vinternat bortdrog: 17 Nattens dæmrende tåger Og blodet hen over valen randt – sukkets vingede alf? nu hvilen er forbi, har sig på engen lagt, vi veg, men uden at frygte. Hvisked hun: “Jeg vil græde, og atter om vort Dannebrog der kun soldaten våger Vi sejred i tabet, os selv vi vandt kommer igen ej han?” til kampen samles vi. på sin farlige vagt; og hævded vort ældgamle rygte, O! da går jeg med glæde Når solen over grønne vang medens hans blikke vanke vi sejred i tabet, os selv vi vandt i døden for mit land! udfolder vårens lyst, gennem det øde rum, og hævded vort ældgamle rygte. skal bøssens knald og sværdets klang sysler hans stille tanke forkynde kampens dyst, udi sin helligdom. Store minder SEKS KRIGSSANGE skal bøssens knald og sværdets klang B.S. Ingemann forkynde kampens dyst. Thi han bærer derinde, Krigssalme 18 Løft højt vort sejers mærke gemt i en trofast sjæl, J. Fabricius, oversat af L.C. Hagen på land og bølger blå! Ej troløs voldsmand spotte skal billedet af en kvinde De gamle løver, stærke, 15 Forfærdes ej, du lille hob! ustraffet Danmarks søn; dejlig som Freja selv, i hjerteskjoldet stå; Højt fjendehærens larm og råb i slagets gny, på blodig val og når han dristig træder den danske kæmpestamme fra alle sider gjalde; ham venter frækheds løn. i slagets dødningdans, står fast med friske rod, de juble ved din undergang, Og var end fjenden tre mod en, billedet sig iklæder og helteåndens flamme men deres fryd ej bliver lang, vi byde kækt dem trods, valkyriens høje glans. udslukkes ej i blod. thi lad ej modet falde! vor sag er hellig, god og ren, og Himlen er med os, Køle luftning fra søen, Når julisolen skinner I Jesu navn vort håb er vist, vor sag er hellig, god og ren, bringer du med et bud? på dejligst vang og strand, at de troløses vold og list og Himlen er med os. Mødte du hist på øen dens glans med store minder dem selv tilintetgører; nylig min unge brud? omstråler folk og land: der venter dem kun spot og skam, Svaled du kindens rødme? Ved Frederits den mægtig Gud er med os, vi er med ham, Løste du lokkens fald? bebuded dom fra Gud; og sejren os tilhører. Nipped du læbens sødme? fra Isted stråler prægtig Ak, del da med mig halv! dens glans i verden ud.

192 193 Og stormer det i lunde, Dér faldt i ungdoms blomster Indtoget For Kongen og vort Fædreland, henvejres skovens blad, så mangen modig svend, C. Ploug hurra ! hurra! hurra! det toner fra Midsunde at tysken tror det næppe, Lad fjender flokkes tykt som sand, 20 Vi sejr og bytte bringe hjem. og højt fra Fredriksstad: vi mange har igen. når fast vi stande mand ved mand, Hurra! hurra! hurra! mod vinter, som i sommer, Dog synge danske drenge, og vil for alvor, hvad vi kan, Som oldtidskæmper brød vi frem ved nat, ved dag – hold ud! de slå i vænget top: de landet ej skal ta’e: til vore fjenders sikre gem Og Holger Danske kommer Som blomsterne i enge Thi kræfter vokse af dets bund, og tog så drøje tag med dem, i nødens stund med Gud! hvert år de vokse op! og folkets ånd er kæk og sund. at de fik nok dera’. Ja – kalder igen vor retfærdige sag, De skal ej brænde byer fler, Med Gud han kom, den gamle, Guds fred med vore døde så slå vi et nyt Fredericiaslag, thi deres “gryder” har vi her; som evig dog er ung; i Danmarks rosengård! så slå vi et nyt Fredericiaslag, og derfor vi svinge med huer og flag når kræfter han skal samle, Guds fred med dem, som bløde et nyt Fredericiaslag! til ære for vort Fredericiaslag, hans blund er aldrig tung; af dybe hjertesår! til ære for vort Fredericiaslag, hver gang han mægtig synger, vor kærlighed med alle, GUDRUN’S GRIEF for vort Fredericiaslag. med gamle sværd i hånd, de store og de små, Then Gudrun sat and prepared to die sig Danmarks folk forynger som ville stå og falde Vort løfte har vi ærlig holdt. Oversat af A.B. Itani med Nordens helteånd. med løven askegrå! Hurra! hurra! hurra! 21 Then Gudrun, sat and prepared to die Har tysken nød og tort os voldt, Og hvergang Danmark græder as gravely she watched over Sigurðr’s Guds fred med vore døde i nat vi har afregning holdt, guldtårer med guldklang, bones N.F.S. Grundtvig og Danmark nu kan pege stolt og hvergang øjet perler She sat not and wept, neither wrung her på Fredericia. 19 Det var på Isted Hede ved liflig vemodssang, hands, I hundred år har ærens bavn og så i Øvre Stolk, da hvælve rosentelte nor lamented like other women. som nu ej funklet fra dets navn, for gamle Danmarks ære dem selv ved havets bred, Warriors wise came in unto her og med gennem tiden til sildigste dag da stred det danske folk. hvor Danmarks julihelte longing to lighten her heavy burden; går mindet om vort Fredericiaslag, Ja, for den danske tunge fik deres lejested. Still Gudrun, could not shed a tear går mindet om vort Fredericiaslag, og for det danske land so she grieved as if her heart might om vort Fredericiaslag. stred heltene de unge shatter. som gamle Hildetand!

194 195 With her sat the wives of warriors I alone had to make them ready for Then as Gudrun at last beheld him Now am I so little, as small as a leaf Oversat af A.B. Itani burial, Oversat af A.B. Itani on the weepening willow, and I alone their pyre prepare. for my loved one is dead. 22 With her sat the wives of warriors 25 Then as Gudrun at last beheld him – All this I suffered in just one year At table I miss him, radiant with gold, to watch beside her. all clotted and bloody the hair that and no one troubled to comfort me. in bed I pine for my faithful consort. Each one then spoke of her private grief crowned him, Still Gudrun could not shed a tear Sons of Gjúki, sons of Gjúki the bitterest pain she had to carry. Sigurd’s glistening eyes extinguished, such pain did she endure over her hus- cause of my woe, Then said Gjaflaug, Gjúkis sister: his royal breast by longsword cloven – band’s death, cause of their sister’s sorrowful “Of those who still walk the earth, I am Gudrun sank back upon her cushion, so full of anguish beside his body. weeping. most joyless. tresses unbound, cheeks all crimson, The people’s lands thus lie in ruin, Five husbands have I seen expire weeping, her tears fell down like rain. for you disgraced your word of honour. then two daughters and three sisters, Then said Gullrönd, Gjuki’s daughter Then wept Gudrun, Gjúkis daughter Gunnar, no joy the gold shall give you eight brothers. I, I alone remain!” Oversat af A.B. Itani so teardrops cascaded from her eyes. soon shall the rings be your destruction, Still Gudrun, could not shed a tear Then wept Gudrun, Gjúkis daughter 24 Then said Gullrönd, Gjúkis daughter: Sigurðr’s revenge for oaths forsworn. such pain did she endure over her hus- so teardrops cascaded from her eyes. You are unable, foster mother, Often the yard was brimming with band’s death, though wise you be, to comfort this gladness so full of anguish beside his body. young woman! Then said Gudrun, Gjuki’s daughter when my Sigurðr saddled Gráni, Gently removing the prince’s veil, Oversat af A.B. Itani galloping out for to win Brynhildr’s hand, Then said Herborg, queen of the Huns that ill-fated woman, that ill-fated hour! 26 Then said Gudrun, Gjúkis daughter: Oversat af A.B. Itani Gullrönd unshrouded Sigurd’s body, So was my Sigurðr o’er Gjúkis sons turning his cheek toward Gudrun’s 23 Then said Herborg, queen of the Huns: as the spear-leek that grows high o’er knee: I have a crueller grievance to tell of: the grasses. See your beloved, lay your mouth to his Far to the south my seven sons bravely Or like the dazzling jewel that shines in beard fell in battle next to their father. the band, as though once more embracing the With father and mother and brothers more precious than any nobleman’s living prince. four bauble. storm winds played on the surging Many among the royal champions ocean; counted me lovelier than Herjan’s breakers struck the ship and its timbers. women.

196 197 Recording sessions 2018 March/April d CD 1, 16-18; CD 9, 7-13 2016 October Recorded at The Concert Hall, The Royal Danish Academy of Music CD 9, 1-6 2018 April Recording producer: Ragnheiður Jónsdóttir CD 1, 5; CD 2, 7, 15; CD 3, 19-25; Asst. recording producer: Frederik Graversen 2016 November CD 4, 8-11; CD 5, 21; CD 6, 8; Editing producer: Christian Westergaard CD 2, 1-6; CD 6, 19-24; CD 7, 1-7; CD 7, 8-10, 16-17; CD 8, 14-22; Sound engineer: Ragnheiður Jónsdóttir CD 11, 1-6 CD 10, 8-10, 18-19; CD 11, 8, 12, 14 Editing, mix and mastering: Ragnheiður Jónsdóttir 2017 April 2018 May Christian Westergaard and Dacapo Records wish to thank Royal Danish Academy of CD 3, 14-16; CD 4, 1-7; CD 6, 7, 18; CD 3, 1-13 Music, Copenhagen, its principal Uffe Savery and staff, for close cooperation and immense CD 8, 2, 10-11; CD 9, 14-18, 28; support throughout the project with special thanks to former principal Bertel Krarup and 2019 January CD 10, 3-5, 13-15, 17; CD 11, 9 former arr. coordinator Rikke Hjortkær for invaluable assistance. A special thank you to CD 5, 13-14 2017 April/May the talented and dedicated translators Heidrun Beer, Birgitte Krag and Aileen Bramhall Itani CD 1, 1-4, 11-15; CD 5, 5-10 2019 April for making the singable translations into German, French and English; to assistant recording CD 7, 11-15, 18-25; CD 8, 3-9; producer Frederik Graversen; to special consultant and musicologist at The Royal Library, 2017 May CD 11, 7, 10-11, 15-26 Copenhagen, Anne Ørbæk Jensen, for assistance in providing Peter Heise’s manuscripts and CD 5, 1; CD 11, 13 to piano technician Claus Schimmel, Pianoværkstedet. 2019 May 2017 September CD 4, 12-18; CD 5, 17-20; Elsa Dreisig appears courtesy of Erato/Warner Classics CD 5, 22-28 CD 6, 1-3, 10-17; CD 8, 12-13; This recording was generously supported by Augustinus Fonden, Louis-Hansen Fonden, 2018 January CD 9, 19-21; CD 10, 11-12, 16 Weyse Fonden, William Demant Fonden and Solistforeningen af 1921 CD 2, 8-14; CD 6, 5-6; CD 8, 1; CD 10, 2, 6 2020 February 2018 March CD 2, 22-26; CD 3, 18; CD 4, 19-23; CD 1, 6-10, 19-25; CD 2, 16-21; CD 3, 17; CD 5, 11-12, 15-16; CD 6, 4; This release has been made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, CD 5, 2-4; CD 6, 9 CD 9, 22-27, 29; CD 10, 1, 7 Copenhagen

Dacapo Records is supported by the Danish Arts Foundation Dacapo Records, Denmark’s national record label, was founded in 1989 with the purpose of 8.201101 releasing the best of Danish music past and present. The majority of our recordings are world premieres, and we are dedicated to producing music of the highest international standards.