SVAMPE 31 Er Korrekturlæst Af Mogens Holm Og Steen A

31 SVAMPE 1995 SVAMPE er medlemsblad for Foreningen til Svampekundskabens Fremme, hvis formål det er at udbrede kendskabet til svampe, både videnskabeligt og praktisk med hensyn til svampenes anvendelse som fødemiddel. Foreningen afholder hvert år en række ekskursioner, svampeudstillinger, foredrag og kurser.

Indmeldelse sker ved at indsende 110 kr. (ved bopæl i udlandet 120 kr.) samt tydeligt navn og adresse til: Foreningen til Svampekundskabens Fremme Postboks 168 2670 Greve Giro 9 02 02 25

SVAMPE udkommer to gange årligt, næste gang til august.

SVAMPE is issued twice a year. Subscription can be obtained by sending Dkr. 120 to: The Danish Mycological Society Postboks 168 DK-2670 Greve, Denmark telephone/fax: +45 4369 9802 Please give name and address clearly.

REDAKTIONEN Jørgen Albertsen Olsbæk Strandvej 71A, 2670 Greve tlf. & fax: 43 69 98 02 Jens H. Petersen Fuglesangsallé 88, 8210 Århus V. tlf.: 86 10 00 96 Jan Vesterholt Kærvænget 32B, Gl. Sole, 8722 Hedensted tlf.: 75 89 34 42 SVAMPE 31 er korrekturlæst af Mogens Holm og Steen A. Elborne, opsat på Macintosh, fotosat hos PR Fotosats og trykt hos Rønsholt Trykkeri A-S. Erfaringer med Satans Rørhat Flemming Rune, Dansk Teknologisk Institut, Afd. for Bioteknik, Gregersensvej, 2630 Tåstrup

På „Svampenes dag“, den 25. september 1994, havde jeg fornøjelsen at lede foreningens tur i Udseende Møns Klinteskov. 50 interesserede Flere af de fundne frugtlegemer var særdeles svampeplukkere var mødt op med kurve og store. Fuldt udviklet var hatten 10-20 cm bred, poser, og udbyttet blev overdådigt. Ikke hvad men et enkelt råddent eksemplar havde en hat- spisesvampe angik, men i arter. diameter på 31 cm. Netop disse kæmpefrugt- Det samlede artsantal nåede op mod 150, og legemer synes at være karakteristisk for Satans flere interessante kalkelskende arter blev Rørhat. Hatten er først halvkugleformet, fundet, blandt andet Orangerødmende efterhånden helt udbredt. Hatoverfladen er Trævlhat (Inocybe godeyi), Teglrød skindagtig, næsten filtet, mod midten ret mørk Korkpigsvamp (Hydnellum auratile) og Rod- olivenbrun eller gulligbrun, men mod kanten Rørhat (Boletus radicans). Men hvad der vakte karakteristisk affarvet til næsten hvid. mest opsigt, var en stor bevoksning af Satans Rørlaget er grågult i snit med rørmundinger, Rørhat (Boletus satanas) helt ude ved der som unge er kraftigt karminrøde, men med kridtskrænten. Adskillige store frugtlegemer alderen bliver mere gråligrøde. Ved tryk bliver havde der været, og skønt de fleste mere eller rørmundingerne sortblå, ved gennemskæring af mindre var gået alt kødets gang, lykkedes det rørlaget bliver dette kun lidt blåstribet. stadig at samle nogle friske, veludviklede Rørlaget skilles let fra hatten, og hattens eksemplarer. underside (rørfæstet) er gult og bliver ganske Det gav anledning til et nærmere studium af svagt blåligt, når rørene er fjernet. Rørlaget er denne legendariske rørhatteart, der af mange tykt, indtil 25 mm på de største frugtlegemer. fremhæves som rørhattefamiliens skræk: den Rørene er tilfældigt arrangeret, de er meget alle begyndere skal passe på – selv om de færre- fine, 0,3-0,7 mm tykke, og i snit er der 18 rør pr. ste nogensinde har set den, og endnu færre har cm på fuldt udviklede frugtlegemer. På grund af spist den. de tætte rør forbliver rørlaget forbavsende fast, selv på gamle frugtlegemer. Økologi Stokken er meget kraftig, tøndeformet, eller Fundet på Møn blev gjort i bunden af den høje på meget store frugtlegemer næsten cylindrisk. bøgeskov kun 5-25 meter fra den lodrette kridt- Tykkelsen kan være op til 10 cm, men er typisk skrænt, knap 200 meter nord for udsigtspunktet 40-50 % af hatdiameteren. Stokken er indtil 13 Forchhammers Pynt. Jordbunden var muldrig, cm høj, og over den er hatkødet indtil 4 cm tykt. men næppe mere end 1/2-1 meter tyk oven på Typisk er stokhøjden 50-70 % af kridtlaget. Terrænet skrånede 15-20 grader mod hatdiameteren, forholdsmæssigt størst på de nord, og mellem træerne og den spredte mindste frugtlegemer. Stokoverfladen er underskov var der de fleste steder et tykt dække kraftigt karminrød fra bund til top og har på af bøgeblade. den øverste del et lyst, grårødt, fintmasket net, Vejret havde været endog særdeles fugtigt 6- foroven med ca. 25 masker pr. cm vandret og 14 dage før, men de seneste 5 dage havde det 10-15 masker pr. cm lodret. Nedefter bliver været solskin og op til 18°C, dog med en ret maskerne lidt grovere. Foden spidser nogle kølig morgentåge. Et ideelt vejr for mange af de gange lidt til og ender i en klump rodlignende lidt senere efterårsarter. mycelium. Den gullige zone, som mange Myceliet (eller mycelierne) af Satans Rørhat forfattere nævner øverst og nederst på stokken, dækkede et areal på måske 20 × 50 meter, og fandtes ikke på mit fund. inden for dette område var frugtlegemer skudt Hatkødet er hvidgulligt, i begyndelsen fast, op spredt omkring. men snart meget blødt. Ved gennemskæring

1 bliver den nederste halvdel af hatkødet over Møn og det sydøstlige Jylland. Længere sydpå i rørene ret kraftigt blåt, og nogle gange er der en Europa er den også sjælden, og den er en af de rødlig farvning lige over stokkødet. arter, hvoraf man jævnligt ser pauvre Farveforandringen sker langsomt, og tager et kollektioner afbildet i fotofloraer, fordi minuts tid, førend den er færdig, dvs. meget forfatteren trods sin iver for at få arten med, langsommere end hos indigo-rørhattene tilsyneladende ikke selv har kunnet finde en (Boletus erythropus og B. luridus). Stokkødet passende samling frugtlegemer. bliver som regel ikke blåligt ved Svampen er ellers meget iøjnefaldende, så gennemskæring, men noget mørkere gulligt. man må antage, at den i høj grad ville været Det bliver ikke så hurtigt blødt som hatkødet. blevet samlet og registreret, hvis den forekom Den bløde konsistens af hatkødet på store mere hyppigt, end den gør. frugtlegemer er for øvrigt også forskellig fra Indigo-Rørhattene, hvor kødet holder sig helt Giftighed fast „til den bitre ende“. Næsten alle nyere svampebogsforfattere er Rørlag og stokoverflade er tilsyneladende en enige om, at Satans Rørhat – trods sit lækkerbidsken for snegle, for ofte er såvel de skræmmende navn – ikke er særlig farlig. røde rørmundinger som den røde stokoverflade Schmiedeberg & Koppe (1869) skrev i deres spist, så der kun er det gullige stokkød eller de kendte bog om muskarin, stoffet som det var gråliggule rør tilbage. Sneglegnav blåfarves lykkedes dem at isolere en smule af fra Rød ikke. Fluesvamp, at „en af de farligste svampe er den Lugten er et kapitel for sig. Petersen & Ves- varietet af Netstokket Indigo-Rørhat (Boletus terholt (1990) kalder den „ubehagelig sødligt- luridus), som Lenz har kaldt B. satanas“. vammel, på hatoverfladen nærmest af Da Lenz navngav arten i 1831, skete det, hønsegødning, på rørlaget og i kødet mere efter at han selv og nogle venner var blevet syge sødlig, med komponenter af karry, evt. også af et måltid Satans Rørhat, og få år senere noget metallisk“. Jeg synes, at lugten er ådsel- havde mykologen Krombholz en lignende ople- agtig. Jo ældre frugtlegemer, desto værre. velse med arten (Petersen 1895, Rald 1992). I Stokkødet har ganske rigtigt en særlig krydret, nyere tid har kun Phillips (1981) omtalt den som ådselagtig lugt, men det med karryen ved jeg nu farlig. „Poisonous, possibly deadly“, skrev han. ikke rigtig... Og det metalliske kan jeg slet ikke De fleste andre nutidige forfattere mener, at det fornemme. Det er en prøvelse at sidde med en er en overdrivelse. bunke Satans Rørhat på sit skrivebord for at Dähncke (1975) skrev: „Man behøver ikke beskrive dem! frygte Satans Rørhat. Den er kun giftig som rå, Kødets smag er overraskende mild og god og har endnu ikke krævet dødsofre. Tilberedt som rå. Den ubehagelige lugt giver sig stort set og opvarmet bevirker den kun efter indtagelse ikke til kende i smagen. af store mængder mave- og tarmforstyrrelser.“ Et ganske særligt træk, som jeg bemærkede Gulden & Schumacher (1977) skrev, at Satans på Møn, var at frugtlegemerne faldt hen til en Rørhat kan give kraftig, forbigående mavebe- tyk, olivengrøn, slimet masse. Om dette svær, men at den langt fra er så farlig, som nav- skyldtes vejrliget, eller om det er karakteristisk net tyder på. for arten, kan først siges efter flere års Flammer & Horak (1983) regnede svampen iagttagelser. til de obligate giftsvampe, der forårsager gastrointestinale (mave-tarm-) forgiftninger. Sjældenhed Giftstofferne i svampen er ukendte, men der Satans Rørhat er en sjælden svamp både i angives en latenstid på 1/4-4 timer, før giften Danmark og i det øvrige Europa. På grund af virker. Og symptomerne skulle være sin forkærlighed for kalkrige løvskove (og „opkastninger og nervøse forstyrrelser“. varme?) er de sydlige dele af Danmark Svampen fik dog kun et kors ud af tre mulige, antagelig det eneste område i Skandinavien, med betydningen „let giftig“. I Flammer & hvor den forekommer regelmæssigt. Horaks bog brillerer F. Waldvogel for øvrigt De fleste angivelser er fra Lolland-Falster, med litteraturens flotteste farvefoto af Satans

2 Satans Rørhat (Boletus satanas) med typiske sneglegnav på stok og rørlag. Møns Klinteskov 25.9.1994. Foto Flemming Rune.

Rørhat. terninger og terninger, der slet ikke blånede. Et Bresinsky & Besl (1985) omtalte Satans Rør- lille løg blev svitset på panden i smør, og hat som „ikke særlig interessant“ rent kemisk, svampene blev ristet med i 5 minutter. Allerede og de angav, at dens giftighed endda ofte betviv- efter et par minutter forsvandt den blå farve, og les. snart blev den ubehagelige lugt forandret til en Et spiseforsøg særpræget, krydret duft. Derefter tilsatte jeg Vel hjemkommet fra Møn med høsten af Satans piskeﬂøde, salt og peber. Rørhat mente jeg, at det var værd at lade Stuvningen var nok til to store skiver fransk- litteraturens angivelser af giftighed komme an brød, og det hele smagte ganske udmærket. på en prøve. Jeg forsøgte at invitere adskillige Den krydrede smag og duft mindede lidt om venner til svampemiddag, men så snart de hørte den, man oplever, når man tørrer rørhatte i et svampens navn, afslog de af en eller anden varmt fyrrum. Til retten drak jeg appelsinjuice, grund. Så til sidst måtte jeg sætte som jeg syntes supplerede svampesmagen ﬁnt. svampestuvningen til livs i ensomhed – i Og så satte jeg mig til at vente på symptomerne. videnskabens navn. Jeg læste en bog, skrev et brev, og timerne gik – Efter at have sikret et par skiver af uden at der skete noget som helst! Det eneste, frugtlegemerne til herbariet fjernede jeg jeg bemærkede, var en forøget luftafgivelse fra rørlaget fra de øvrige og skar akkurat 100 gram tarmsystemet med en særlig duft af Satans hat- og stokkød ud i små terninger. Det lugtede Rørhat. Ikke engang lidt dårlig mave kunne det grimt og blev et spraglet skue af blånende blive til.

SVAMPE 31, 1995 3 Måske skal der mere end 100 gram Satans Jeg vil tænke på engle og gode feer...! Rørhat til at forårsage en „forgiftning“, men selv kantareller kan give dårlig mave, hvis man Tak til Frank Olsen for at få øje på den første spiser meget mere end 100 gram ad gangen. Jeg Satans Rørhat på Møns-turen og for tålmodigt var grundig ved opvarmningen af retten og at bære halvrådne kæmpe-frugtlegemer med havde frem for alt en positiv holdning til de hjem til nærmere undersøgelser trods stanken. kære svampe, da de blev spist, og måske det kan Summary have været medvirkende til succesen. A record of Boletus satanas from Møns Klint, Nu har jeg godt nok ikke grundlag for at Denmark, is described macroscopically and its påstå, at Satans Rørhat aldrig kan give ecology is discussed. 100 grammes of flesh from caps problemer. Muligvis reagerer nogle mennesker and stems was fried and consumed without any symptoms of poisoning. på den, men andre ikke. Muligvis reagerer alle på den i rå tilstand. Muligvis bliver den hurtigere „fordærvet“ end andre rørhatte. Men Litteratur et af de frugtlegemer, jeg spiste, var temmelig Bresinsky, A. & H. Besl, 1985. Giftpilze – Ein bedaget og lugtede ganske forfærdeligt. Handbuch für Apotheker, Ärzte und Biologen. – Det forgiftningstilfælde, som i Svampe 24 Stuttgart. (2nd ed. 1989, engelsk: A colour atlas mentes forårsaget af Satans Rørhat (Ekelund of poisonous fungi, 1990). Dähncke, R.M. 1975. Pilzsammlers Kochbuch. – 1991), synes jeg ikke, man skal lade sig München. skræmme af. Jeg må opfordre alle, der er Ekelund, F., 1991. Et forgiftningstilfælde med Satans heldige at finde en pæn bevoksning Satans Rørhat. – Svampe 24: 1-2. Rørhat, til at nyde et par frugtlegemer i en god Flammer, R. & E. Horak, 1983. Giftpilze – Pilzgifte. svamperet, så vi kan få afklaret, om arten – Stuttgart. virkelig er så ugiftig, som jeg tror. Gulden, G. & T. Schumacher, 1977. Giftsopper og Min konklusion er under alle soppforgiftninger. – Oslo. omstændigheder, at navnet Satans Rørhat er Petersen, J.H. & J. Vesterholt (red.) 1990. Danske meget dårligt valgt. Desværre er det danske Storsvampe. Basidiesvampe. – København. navn blot en direkte oversættelse af det Petersen, S., 1895. Det højere Svampeflor. – København. latinske, og da latinske navne ikke er sådan at Phillips, R., 1981. Mushrooms and other fungi of ændre, må vi finde os i det også fremover. Men Great Britain & Europe. – London. jeg har i hvert fald ingen grund til at tænke på Rald, E., 1992. Er Djævle-Rørhat giftig? – Svampe den herre, næste gang jeg spiser Satans Rørhat. 26: 6-9.

Diplomtagere 1994 I efteråret blev der afholdt diplomprøve i svampe i såvel Århus som København. Bestyrelsen ønsker de 7 nye diplomtagere til lykke med en veloverstået prøve:

Carsten Brandt, Mundelstrup Bjarke Eriksen, Risskov Lise-Lotte Guldmann, Risskov Westy Esbensen, Jelling Betty Klug-Andersen, Virum Bjørn Larsen, København N.

4 Morkler på barkflis Mogens Holm, Primulavej 11, 5700 Svendborg

Den 6. maj 1994 blev jeg i min egenskab af lavere tværribber kunne de bestemmes til Kegle- foreningens kontaktperson for Fyn ringet op af en Morkel, som ganske rigtigt har en noget hjerne- dame i Odense. Hun havde i et nærliggende have- agtig overflade til forskel fra Spiselig Morkel. anlæg fundet nogle svampe, som hun mente var Morklerne voksede enkeltvis og i smågrupper i morkler. Hendes problem var, at der færdedes de flisbelagte bede og syntes at have en for- dagplejebørn i anlægget, og hun ville gerne sikre kærlighed for at stå tæt ved Spiraea-buskene. De sig, at det ikke var de giftige stenmorkler, som fleste voksede tydeligt i jorden og skød op mellem kunne være farlige for børnene, hvis de fandt på barkflisen. En del frugtlegemer voksede tilsynela- at spise dem. I første omgang havde hun forsøgt at dende direkte på barkflisen, men altid med en udrydde svampene ved at plukke dem, og det var fastsiddende jordklump under flis-stykket, blevet til en hel spandfuld. Strategien var således at de nok alligevel voksede på jord, men imidlertid utilstrækkelig, de blev ved at komme med et stykke flis indlejret i myceliet. Når jeg i det op alle mulige steder. følgende bruger udtrykket „på barkflis“ er det for Hun beskrev svampene som hule med en nemheds skyld og skal forstås som på jord under hvidlig stok og en gråbrun, kegleformet hat. Som barkflis. det ofte er tilfældet, når nogen skal bedømme Jeg hjembragte ca. 125 frugtlegemer i alle morkler for første gang, var det springende punkt, størrelser. I spanden, som beboerne havde fyldt i om overfladen var bikageagtig eller hjerneagtig. deres udryddelsesforsøg, var der vel et par Hun mente at den var hjerneagtig, hvilket gjorde hundrede. I de følgende to uger kom der endnu et mig skeptisk, men endnu mere skeptisk blev jeg betydeligt antal. ved oplysningen om, at morklerne voksede på barkflis. Det hører nærmest til min børnelærdom, Morklers to vækststrategier at morkler vokser på jord og ikke på barkflis. Vi Det er almindeligt kendt, at morkler foruden at aftalte, at jeg skulle komme og kigge på sagerne vokse på „normale“ lokaliteter ikke helt sjældent næste dag. Heldigvis nåede jeg forinden at træffes på usædvanlige eller eksotiske steder, komme i forbindelse med Jan Vesterholt, som således forskellige former for affaldsbunker. kunne fortælle mig, at han havde hørt om flere F. Buscot gav følgende forklaring på dette tilfælde af morkler på barkflis, og at det altså ikke fænomen på den mykologiske kongres i Kew i var så usandsynligt endda. 1992. Morkler har to forskellige økologiske stra- Haveanlægget lå i det indre af Odense. Et tegier. Den ene er den normale, stabile livsform, område mellem de gamle husrækker var sidste år som foregår i skov-økosystemer, hvor morklerne blevet ryddet for skure og garager, og der var har en toårig livscyklus. Det første år danner blevet anlagt en græsplæne kantet af bede be- myceliet sklerotiestrukturer i forbindelse med plantet med Spiraea-buske. Om efteråret var der i grove trærødder i løbet af sommeren og efteråret. bedene blevet lagt et tykt lag nåletræsbarkflis, Disse sklerotier overvintrer, og herfra kommer som angivelig var kommet fra Jylland. Beboerne der næring til dannelsen af frugtlegemer om havde bemærket, at flisen var blevet overtrukket foråret. Fra sklerotierne vokser der et nyt myceli- af et tyndt, hvidligt, skimmelagtigt lag et stykke um ud, som går i forbindelse med fine rødder, tid efter at den var lagt på. Et af bedene var først somme tider i form af ektomykorrhiza, og dette blevet belagt med flis i år, og her var der ikke mycelium er begyndelsen til en ny toårig cyklus. fundet nogen morkler. Derimod skulle der være Det er forklaringen på, at man kan finde fundet et par morkler i en af de tilstødende haver, frugtlegemer af morkler på samme lokalitet år hvor der ikke var lagt flis. efter år. Dette er nærmere beskrevet at Buscot & Spanden, som var fyldt med morkler, var et ret Kottke (1990). overvældende syn. Med den kegleformede, ret Den anden strategi har man kaldt mørke hat med typiske parallelle længderibber og pionerstrategien, hvor morklerne er rene

SVAMPE 31, 1995 5 saprofytter. Resultatet af pionerstrategien er en Man kan tænke sig, at det er særlig aktive undertiden massiv frugtlegemdannelse et enkelt stammer af morkler, som er i stand til at præstere år fx på nylig omrodet jord (eller som her i denne form for vækst (Jacob Kirk, pers. medd.). forbindelse med barkflis). Grunden til at der kun Med udgangspunkt i den hypotese har jeg fore- dannes frugtlegemer et enkelt år er – stadig ifølge taget sporefældning fra de fundne morkler og Buscot – at morklerne ikke er konkurrencedygti- sendt sporerne til Champignon-Laboratoriet, som ge, når livsbetingelserne i jorden atter bliver påtænker at anvende dem til dyrkningsforsøg. normale, og at morklerne under sådanne Det er bemærkelsesværdigt, at de morkler, der omstændigheder ikke kan overvintre ved at er fundet på barkflis, er Kegle-Morkel eller Alm. danne sklerotier. Stenmorkel, som begge er sjældnere i Danmark end Spiselig Morkel, men sidstnævnte har måske Flere fund af morkler på barkflis ikke evnen til denne pionerstrategi i forbindelse Jacob Kirk, Annegrete Lind, og Jens Mårbjerg med barkflis. Forklaringen på dette kan være, at (pers. medd.) har gjort observationer af morkler der som foreslået af Kirk m.fl. (1992) er forskel i på barkflis, som på væsentlige punkter er arternes livscyklus. De fandt nemlig, at Kegle- identiske: Svampene er kommet i stort tal foråret Morkel i dyrkningsforsøg havde større evne til efter at flisen er lagt ud, de er kun kommet i én vækst og sklerotiedannelse end Spiselig Morkel. sæson, og der var i alle tre tilfælde tale om Kegle- Udlægning af flis med det formål at holde Morkel. ukrudt væk er blevet meget populært i den sidste En lidt anderledes observation er gjort af Ulla halve snes år i takt med, at man er blevet mere Nørskov (pers. medd.), som fandt Alm. kritisk med at anvende kemikalier til ukrudtsbe- Stenmorkel på barkflis, som var lagt ud året før. kæmpelse. Barkflis er det mest effektive til dette Der blev kun fundet 4-5 frugtlegemer. Dette fund formål (Palle Kristoffersen, Forskningscentret for blev gjort i 1994, og det er derfor endnu uvist, om Skov & Landskab 1994, pers. medd.). Med denne de også kun kommer én sæson. tiltagende anvendelse skulle chancen for at finde Hvad er det, der får morklerne til at myldre morkler på barkflis blive større. frem på barkflis? Man ved det ikke – hvis man vidste det, var det utvivlsomt blevet udnyttet til Efterlysning af fund dyrkning, for der er gjort ihærdige forsøg på at Sandsynligvis er der gjort flere observationer af dyrke disse eftertragtede og derfor kostbare morkler på barkflis i Danmark end de få, som jeg svampe (Kirk m. fl. 1992). tilfældigvis har fået kendskab til. Og måske er Måske er det nødvendigt med særlige egen- fænomenet mere almindeligt end de få skaber ved flisen, fx at den stammer fra træer, som observationer lader formode, for man får ikke så har groet på særlig kalkholdig jord. I et af de let øje på morklerne, hvis man ikke direkte leder refererede tilfælde vides det, at flisen har været efter dem. De gråbrune hatte har næsten samme opbevaret under forhold, så den nærmest gik i farve som fugtig barkflis og er dermed godt gæring, men lignende oplysninger foreligger ikke camoufleret. Jeg vil derfor slutte med en opfor- fra andre fund. Man må gå ud fra, at det også dring til at gå ud nu i april, maj og juni og se godt spiller en rolle, hvad slags jord flisen bliver lagt ud efter, især på barkflis, som blev lagt ud sidste år. på. Jeg hører meget gerne om alle fund, såvel nye Man har gættet på, at morkelsporerne som ældre. Det kunne være interessant både at få stammer fra samme skov som flisen og et overblik over hyppigheden og at samle flere transporteres med den, men det er på ingen måde brudstykker til den mosaik af viden, som måske sikkert. Sporer dannes i stort tal og spredes vidt engang vil sætte os i stand til at forstå mekanis- omkring, men kan kun vokse, når de lander på men bag fænomenet morkler på barkflis. egnede steder. Et område med nyudlagt flis kan betragtes som en „ny“ og jomfruelig biotop, altså Litteratur et egnet sted for visse svampe, som har evnen til at Buscot, F. 1992. Ecological strategy of morels. i XI være pionerer og udnytte situationen til at danne Congress of European Mycologists at Kew, England, 7.-11. september 1992. Abstracts, s. 10. frugtlegemer, før andre organismer kommer til og - & I. Kottke 1990. The association of Morchella udkonkurrerer dem. rotunda (Pers.) Boudier with roots of Picea abies

6 Kegle-Morkel (Morchella conica) vokser trofast i basisk sandjord under Fyr (Pinus) i Hjørring Kommunes Klitplantage i Vendsyssel., 1.4.1992 (JHP-92.011). Foto Jens H. Petersen.

SVAMPE 31, 1995 7 Sæsonens art af Jan Vesterholt

Ege-Sprækkeskive (Colpoma quercinum) den sorte overflade i et uregelmæssigt mønster, Denne gang er sæsonens art meget almindelig, så det grålige, sporebærende lag kommer til og den er både let at finde og let at kende. syne, og sporerne kan spredes. Alligevel er det de færreste, der kender Ege- Bølle-Sprækkeskive (Sporomega Sprækkeskive (Colpoma quercinum) og ved, degenerans), der er knyttet til Mose-Bølle hvordan man finder den. (Vaccinium uliginosum) ligner meget en lille Arten kommer frem i det tidlige forår på udgave af Ege-Sprækkeskive. Den er kendt fra døde kviste af Eg, som regel på levende træer. Danmark men er næppe almindelig. En Fra begyndelsen ses frugtlegemerne som knap 1 lignende art på kviste af Ene, der hedder Coc- cm lange, hvidlige striber, der bryder ud comyces juniperi, er ikke kendt fra Danmark. gennem barken af de døde kviste. Oftest er der Af et lidt andet udseende – men stadig i talrige frugtlegemer på hver kvist. Hen mod samme familie – er en række arter med små april-maj åbner de sig, så deres grålige til sorte frugtlegemer, der på samme måde som grågullige sporedannende lag kommer til syne. sprækkeskiverne vokser inde i værtens væv og Typisk er modne frugtlegemer uregelmæssigt åbner sig langs en længdefure. De har i den bådformede i fugtigt vejr, men efter tørke danske navneliste (Petersen & Vesterholt 1993) lukker de sammen og bliver smalle og fået slægtsnavnet Fureplet, som er fælles for de uanselige. I løbet af sommeren tørrer videnskabelige slægter Hypoderma, Lirula, Lo- frugtlegemerne ud og dør, men resterne eller phodermium og Lophodermella. Fureplet-arter arrene efter dem kan ses året rundt. findes der talrige af, og de er knyttet til en lang Typisk starter sprækkeskiven med at angribe række forskellige værter, hvor de f.eks. ses på de yderste og smalleste dele af kvisten. I de ef- stængler, nåle og kogler. På døde fyrrenåle er terfølgende år kan der dannes frugtlegemer det altid let at finde frugtlegemer af Fyrre- længere inde, og derfor ser man ofte, at der er ar Fureplet (Lophodermium pinastri), der kendes efter døde frugtlegmer yderst på kvisten og fris- fra andre Fureplet-arter på nåle, ved at den ke frugtlegemer længere inde. Min egen laver smalle, sorte tværstriber på nålene. Langs erfaring med arten er, at den findes i øjenhøjde længdefuren er den ofte rødlig (lup!), hvilket på mere end halvdelen af de ege, hvor den ef- også er en god feltkarakter. tersøges. Tilknyttede arter Nærtstående arter Studiet af Ege-Sprækkeskive har i 1994 ført til Systematisk er Ege-Sprækkeskive placeret i observationer af både bark- og bævresvampe, Rhytismataceae, som har fået det danske navn der synes at være knyttet til den. Rynkepletfamilien. Arterne i denne familie er Mest karakteristisk og iøjnefaldende er en kendetegnet ved, at frugtlegemerne fra begyn- laksefarvet barksvampeart, der hedder delsen er lukkede og indesluttet i værtens væv. Laeticortium quercinum – eller Corticium Først ved modenhed åbner de sig og viser det quercicola, hvis man vælger at acceptere sporebærende lag. Næsten alle arter i familien slægtsnavnet Corticium (den kan ikke hedde er specifikke for en enkelt vært eller værtsslægt. Corticium quercinum, for det navn har tidligere I slægten Rynkeplet (Rhytisma), der har været anvendt om en anden art). Laeticorticium givet familien navn, ses frugtlegemerne længe quercinum blev for første gang påvist i som sorte skorper på levende eller døde blade. Danmark den 1. april 1994 i Høstemark Skov i Især Ahorn-Rynkeplet (Rhytisma acerinum) er Østhimmerland. Jeg fortsatte selv meget almindelig, hvor der ligger døde blade af eftersøgningen af den og gjorde ved samme Ahorn (Acer pseudoplatanus), mens den er lejlighed Betty Klug-Andersen og Benny Steen sjældnere på andre arter af Løn. Når Olsen opmærksom på dens eksistens, og dette frugtlegemerne modnes om foråret, krakelerer førte til en række yderligere fund: ved Ringive

8 Frugtlegemer af Ege-Sprækkeskive (Colpoma quercinum) bryder ud gennem barken af en egekvist. Frugtlege- merne på den øverste gren er friske og fugtige og derfor åbne, mens de nederst er tørre og lukkede. Indsat: Årgamle frugtlegemer med den parasiterende barksvamp Laeticorticium quercinum. 10.6.1994 (JHP-94.078 & -94.079). Fotos Jens H. Petersen.

og lidt nord for Billund i Midtjylland, i den blev eftersøgt, men når det alligevel Kongelunden på Amager og i Geelskov i lykkedes at finde den på fem lokaliteter, kan Nordsjælland. Sæsonens sidste fund blev gjort den næppe heller være sjælden. Generelt er den 12. juni. Barksvampen vokser hen over barksvampene i Danmark ret velundersøgt, og sprækkeskiven. I nogle af indsamlingerne var det er usædvanligt, at der opdages nye arter for frugtlegemerne små og dækkede kun delvis landet, som til og med viser sig at være ud- skiven af et enkelt frugtlegeme – i andre tilfælde bredte. Den har antagelig været overset på var de store og dækkede adskillige frugtlegemer grund af sit helt specielle voksested. såvel som barken mellem dem. Kun fund samlet i den sidste halvdel af perioden havde modne Litteratur sporer. Petersen, J.H. & J. Vesterholt 1993. De danske Den blev langtfra fundet alle de steder, hvor svampenavne – en kommenteret navneliste.

SVAMPE 31, 1995 9 Usædvanlige danske svampefund red.: Jan Vesterholt

Grov Sejporesvamp fund af rødlistearter oplyste, at det var det (Antrodia heteromorpha) andet danske fund. Det første var i Hornbæk På en tur til Tisvilde Hegn 15. november 1994 Plantage på Skov-Fyr i 1953. Ryvarden (1976) fandt jeg en for mig ubekendt poresvamp, hvad anfører arten fra Bornholm, mens udbredelsen der iøvrigt ikke er usædvanligt. Det usædvanlige iøvrigt stemmer godt overens med Ryman & var svampens karakteristiske udseende, Holmåsen, hvor artens nordiske udbredelses- kombineret med dens voksested. Den voksede område er et bredt bælte tværs over på en nedfalden gren af Skov-Fyr, var ret blød, Skandinavien, hvor den mangler i det sydlige og godt 1 cm tyk og hvid og havde meget grove, i det nordligste. Det almindeligste substrat labyrintiske porer. Den var resupinat, men det angives som nåletræ, oftest Gran. så ud til at skyldes voksestedet på undersiden af Beskrivelse: Frugtlegeme resupinat, hvidt, en gren. Voksestedet var i kystnær, gammel med en tendens til at misfarves gulligt-brunligt fyrreskov på sandbund. Grenen med ved berøring og i brud. Ret blødt og sejt, man frugtlegeme blev anbragt i bilen, mens jeg tog en kan deformere det med fingeren, ved ophør ekstra runde i skoven. Da jeg returnerede til antager frugtlegemet den oprindelige form. bilen, havde der været tyve på besøg, men de Kødet tyndt (ca. 2 mm) ind mod substratet. havde åbenbart ikke tillagt svampen nogen Porelag 1-10 mm tykt, bestående af ret grove, værdi, for den var sammen med en portion Ægte labyrintiske porer med en diameter på 2-3 mm. Ridderhat blandt de efterladte effekter. Jeg Umodne porer har mindre diameter og er stort konkluderede at tyvene nok ikke har været set cirkelrunde. Der var kun få sporer tilstede, mykologer. og de var aflange og tyndvæggede, lidt krumme Da jeg kom hjem fandt jeg Danske Stor- og ca. 12 µm × 4 µm. svampe (Petersen og Vesterholt 1990) frem, og Morten Strandberg via lidt omveje, hvor enten substrat eller pore- størrelse ikke passede, endte jeg ved Antrodia heteromorpha. Det var angivet at arten var Elfenbens-Rørhat (Suillus placidus) afbildet i Svampar (Ryman og Holmåsen 1984). genindvandret? Billedet lignede, og da sporerne også var rigtige, Elfenbens-Rørhat (Suillus placidus (Bonord.) var sagen nogenlunde klar. Jeg fik senere Singer) vokser kun under arter af femnålet Fyr bestemmelsen bekræftet af Henning Knudsen f.eks Weymouths-Fyr (Pinus strobus), som den fra Botanisk Museum, hvor fundet nu er danner mykorrhiza med. Alle arter af femnålet deponeret. Arten blev genfundet i Tisvilde Fyr i Danmark er indførte. På et eller andet Hegn d. 15. Januar 1995. tidspunkt er Elfenbens-Rørhat også kommet En forvekslingmulighed er Antrodia her til landet enten sammen med Weymouths- ramentacea som har lignende økologi og er Fyr, som stammer fra Nordøst-Amerika eller fundet både i Tisvilde og på lignende med vinden som sporer fra en af de europæiske voksesteder i Vestjylland. A. ramentacea har bestande af femnålet Fyr. Det kan enten være dog noget mindre porer, højst 1 mm i diameter, fra Pinus cembra, der findes i Alperne og i hvor A. heteromorpha som udvokset har Sibirien, eller fra Pinus peuce, der findes i labyrintiske porer med en diameter på op til ca. Jugoslavien. 3 mm. Dertil kommer, at A. ramentacea har Weymouths-Fyr blev plantet i stort tal i tyndere frugtlegemer. Mikroskopisk adskilles Danmark i slutningen af 1800-tallet, men på de to arter let på sporestørrelsen. Hos A. grund af en anden svamp, Blære-Rust, blev heteromorpha er sporerne typisk omkring 10 disse plantninger indstillet. Blære-Rust dræber µm lange, mens de hos A. ramentacea kun er Weymouths-Fyr. Elfenbens-Rørhat blev første omkring 7-8 µm lange. gang registreret her i landet i 1913 (Larsen Et check med Jan Vesterholts database over 1914, under navnet Boletus oudemansii), og

10 hidtil sidste gang i 1965 (Andersen m.fl. 1971). i Tisvilde Hegn i 1949 (Buchwald 1950) og 1965 Weymouths-Fyr findes flere steder i Tisvilde (Andersen m.fl. 1971). Der foreligger Hegn, hvor den ofte sår sig selv og dermed er tilsyneladende ikke belæg af de tidligere fund. ved at være naturaliseret. Siden 1992 har jeg Karakteristiske arter, der ikke let overses, og gennemsøgt områder med Weymouths-Fyr i som ikke er fundet i Danmark siden 1970, er håbet om at finde Elfenbens-Rørhat. Det var et optaget på den danske rødliste med møde med en kantarelsamler i 1992, som betegnelsen „uddød“ (Vesterholt & Knudsen startede denne eftersøgning, idet han mente at 1990). Denne status skal nu ændres for have set arten under en enlig Weymouths-Fyr Elfenbens-Rørhat. Jeg vil foreslå, at den får året før. Dette fund anser jeg for med rimelig status som „sjælden“. Sjældenheden skyldes sikkerhed at være rigtigt bestemt. To andre formentlig først og fremmest artens økologi, mykofager jeg har mødt siden, som siger de har idet den vokser på sandbund under Wey- set arten, har angivet voksesteder uden mouths-Fyr. Den kombination har en meget Weymouths-Fyr eller i Gribskov et sted, lille udbredelse i Danmark. hvorfor disse fund er mere usikre. Der kan i Belæg af fundet vil blive overgivet til nogle tilfælde være tale om forveksling med Botanisk Museum i København. Hvid Birke-Rørhat (Leccinum holopum), som Morten Strandberg er ret almindelig i Tisvilde, og jeg har blandt andet fundet den under små birketræer i områder med Weymouths-Fyr. Nye fund af Daddelbrun Vokshat Den 22. september var jeg i Tisvilde med (Hygrocybe spadicea) Erik Rald, og denne gang gav eftersøgningen Daddelbrun Vokshat fremstår både i resultat, idet Elfenbens-Rørhat blev fundet i en svamperødlisten (Vesterholt & Knudsen 1990) lille blandet bevoksning bestående af Wey- og i „Rødliste ’90“ (Miljøministeriet 1991) som mouths-Fyr, Skov-Fyr (Pinus silvestris) og Vor- akut truet i Danmark. Baggrunden er, at der te-Birk (Betula pendula) på sandet, bakket frem til sommeren 1990 kun var kendt tre jordbund. Der blev fundet to mycelier med cirka 25 meters mellemrum, hvert sted fandtes to frugtlegemer. Begge steder stod den i tykt mos (Pleurozium schreberi) kun med hatten 94 93 over mosset. Det første sted var den ung og helt hvid på hatten, rørene var let gullige og med mælkedråber som hos Kornet Rørhat (Suillus 74 granulatus), med hvilken den er beslægtet. 90

Stokken var hvid med violetbrunlige korn, og 82 kødet i hat og stok var helt hvidt. Hat og stok var henholdsvis 35 mm og 7 mm i diameter, højden var mellem 6 og 7 cm. De to andre eksemplarer var ældre med en gulliggrå 92 hatfarve og gullige rør uden mælkedråber. 94 94 Stokken var hvidlig til grumset gullig med 94 94 93 94 violetbrunlige korn. Kødet var i alle dele hvidt. 92 94 92 Hatdiameter 6 cm, stokdiameter 8 mm, højde 6 93 cm. 92 89 Eftersøgning af Elfenbens-Rørhat fem andre steder med Weymouths-Fyr i Tisvilde Hegn har indtil videre ikke givet resultat. 94 Elfenbens-Rørhat er så vidt oplyst med sikkerhed fundet ﬁre gange før i Danmark. To Udbredelsen af Daddelbrun Vokshat (Hygrocybe gange i Jylland – Silkeborg Nordskov 1913 og spadicea). Årstallet er vist for det første fund på Rind Plantage 1914 (Larsen 1914) – og to gange hver af de 19 danske lokaliteter.

SVAMPE 31, 1995 11 Elfenbens-Rørhat (Suillus placidus) i Tisvilde Hegn 22.9.1994. Foto Morten Strandberg.

danske lokaliteter. Siden da er den fundet mere end et år. Det gælder for Hjerritsdal Mølle yderligere 16 steder, så det samlede antal ved Hobro (1982, 1990) og for Helnæs på Fyn lokaliteter er nået op på 19. En enkelt lokalitet (1992, 1994). Også dette er usædvanligt, for blev tilføjet i 1990, fire i 1992, tre i 1993 og hele generelt har de sjældne arter været fundet regel- otte i 1994, som det fremgår af nedenstående mæssigt – ofte årligt – på de lokaliteter, hvor de udbredelseskort. forekommer. Tilsyneladende optræder arten ret Denne tilvækst overstiger klart, hvad der er ukonstant, og det kan ikke afvises, at den konstateret for andre sjældne vokshatte. begunstiges af varme somre. Denne teori kan Årsagen kan ikke være sammenblanding med bare ikke forklare, at den først for alvor er andre arter, for med sin brune hat og gule stok kommet frem i de sidste fem år, for varme er Daddelbrun Vokshat meget karakteristisk. somre er jo ikke noget nyt fænomen. De andre sjældne og let genkendelige arter Det er vanskeligt at finde en økologisk såsom Rødmende Vokshat (Hygrocybe ovina) fællesnævner for de kendte fund. Det første og Gråbrun Vokshat (Hygrocybe fornicata) er danske fund var på en kalkbakke, nogle har nok fundet et par nye steder i den samme været på hedeagtige overdrev, andre har været periode, men dette svarer nøje til, at flere på lerede overdrev, og et enkelt har været gjort overdrevslokaliteter er blevet undersøgt. Flere i en bypark. Hældningen af lokaliteterne har af de nye fund fra 1992-1994 er gjort på også varieret, selv om jeg ikke kender til fund lokaliteter, der i forvejen var undersøgt ret på decideret sydvendte skråninger. Nogle af grundigt. Ialt må de mange nye fund af lokaliteterne har været overdrev af national Daddelbrun Vokshat give anledning til at tro, at betydning med omkring 20 Vokshat-arter, mens det er en art i fremgang. andre lokaliteter har været mere ordinære med Et bemærkesværdigt træk ved forekomsten kun tre til seks kendte arter. af arten er, at den kun på to lokaliteter er fundet Alt i alt peger meget på, at det er en art i

12 Mørkeblå Slørhat (Cortinarius cyanites) i Trelde Vesterskov 28.9.1994 (JV94-679). Foto Jan Vesterholt.

Ru Stjernebold (Geastrum campestre), Røsnæs, 17.10.1994. Foto Morten Christensen.

SVAMPE 31, 1995 13 fremgang, og dens rødlistestatus som „akut genfund af en formodet uddød art. Lige ved truet“ synes uberettiget. Det mest passende siden af blev også Krydret Slørhat (Cortinarius ville antagelig være helt at fjerne den fra odoratus) fundet i 1992. Det er det eneste fund i rødlisten. Danmark. Den bitre knoldslørhat Cortinarius På et enkelt af sine voksesteder, på et over- caesiostramineus blev fundet i området i 1990 og drev ved Barskær nær Randbøldal, fandt Peer 1994. Det var det første danske fund i mange år. Høgsberg i 1994 den i sin typiske form, men Ingen af disse fire Slørhat-arter er aktuelt samme sted – et lille stykke derfra – stod en kendt fra andre steder i landet end netop dette form, der savnede gult farvepigment. sted i Vesterskoven. Da der andre steder langs Lamellerne og stokken var hvidlige, mens skrænten er set uheldige indgreb, så som forsøg hatten var mørkt brun som hos typiske med tilplantning med nåletræer, må disse fire eksemplarer. Erik Rald har gjort mig arter alle have status som „akut truet“ i den opmærksom på, at denne farveform er kommende rødlisterevision. beskrevet fra U.S.A. under navnet Hy- Området, der er mindre end en grophorus spadiceus var. albifolius A.H. Smith håndboldbane, rummer også andre & Hesler. Den er ikke tidligere angivet fra Eu- sjældenheder. F.eks. findes der her Satans ropa, men den er afbildet hos Dähncke (1993) Rørhat (Boletus satanas), den anløbende under navnet Hygrocybe spadicea uden Gråblad-art Lyophyllum crassifolium og de bemærkninger om, at den var afvigende. meget sjældne knoldslørhatte Cortinarius Den afvigende farveform er tilsyneladende sodagnitus, C. arcuatorum og C. rufoolivaceus ikke kombineret ind i slægten Hygrocybe. Når foruden en lang række af de mere dette evt. sker, burde det overvejes, om ikke en „almindelige“ knoldslørhatte. status som form ville være mere passende. Der MATERIALE: Ø-JYLL.: Trelde Vesterskov N for Fre- synes ikke at være andre forskelle på de to end dericia, 28.9.1994, Jan Vesterholt (JV94-679). netop fraværet af gult farvepigment. Jan Vesterholt Jan Vesterholt

Mørkeblå Slørhat (Cortinarius cyanites) Ru Stjernebold i Danmark genfundet En af vore aller sjældneste arter af stjernebolde Mørkeblå Slørhat (Cortinarius cyanites) er er Ru Stjernebold (Geastrum campestre), der i angivet som uddød i Danmark, både i mange år kun har været kendt fra Fanø. Nu har svamperødlisten (Vesterholt & Knudsen 1990) jeg selv fundet arten ved Rubjerg Knude i og i „Rødliste ’90“ (Miljøministeriet 1991). Vendsyssel og den dukkede også op på Røsnæs Det hidtil eneste danske fund stammede fra i efterårsferien 1994, så den nu er kendt fra tre Søholt Storskov på Lolland i 1942. Der er så lokaliteter. Ru Stjernebold er en af de små arter. vidt vides ikke gemt noget af dette fund, men Den bliver højst ca 2 cm høj og 3-4 cm bred. dokumentation findes i form af en udmærket Den ligner utrolig meget den lidt mindre akvarel, malet af F.H. Møller. sjældne Dværg-Stjernebold (Geastrum I september 1994 blev arten fundet igen, schmidelii), der kan findes hist og her i klitter, denne gang i Trelde Vesterskov ud til Lillebælt. men den kendes på, at bolden er ru. Dette Voksestedet var i bøgeskov godt 100 meter fra skyldes at bolden er dækket af fine krystaller. kysten, næsten i toppen af det udskridnings- Man bemærker dem lettest når svampen er landskab, der præger hele kystzonen i denne tørret. skov. Da det ene af voksestederne ligger lige ved Stedet, hvor fundet blev gjort, er noget helt mine forældres sommerhus har jeg haft specielt. Det fremgår tydeligt, når man ser mulighed for at følge myceliet lidt nærmere. hvilke svampe, der ellers er fundet der. Frugtlegemerne dannes lige under Mest interessant er nok tilstedeværelsen af jordoverfladen og svampen bryder så op Bulliards Slørhat (Cortinarius bulliardii), der igennem overfladen og vipper frugtlegemet blev fundet i 1990, 1992 og 1994. Det var lige helt op. Når svampen er helt frisk er den som for Mørkeblå Slørhats vedkommende et meget lys, da skallen er dækket af et tykt,

14 kødet lag (ses på billedet). Dette tørrer ind, og been recorded from 15 new localities, making a total gamle frugtlegemer er derfor tyndere og of 19 localities in Denmark. This is a unique meget mørkere. Myceliet præsterede i to år at situation among rare and easily recognizable sætte frugtlegemer først i juli og så igen sidst i species. Its status as „endangered“ in the Danish red list of macrofungi is questioned. The colour variant oktober! Det danner en lille heksering, men described by Smith & Hesler as Hygrophorus sætter kun få frugtlegemer hvert år. De to nye spadiceus var. albifolius has been found in one of the findesteder ligner iøvrigt hinanden utroligt 15 new localities. meget. Det er begge steder nær kysten på ek- Cortinarius cyanites has been found in Trelde stremt tæt fåregræsset overdrev på lerholdigt Vesterskov, eastern Jylland. It is the first record sand. Arten er sandsynligvis overset i since 1942. Its status as „extinct“ must be changed to Danmark, men er dog bestemt ikke „endangered“. It was found very near the only almindelig. recent Danish locality of C. bulliardii, which was considered extinct until rediscovered in 1990. Christian Lange Geatrum campestre has been found at Rubjerg Summary (northern Jylland) and at Røsnæs (western Antrodia heteromorpha has been found on Pinus Sjælland), making a total of three Danish localities, sylvestris in Tisvilde Hegn, Sjælland. It is only the the first one being on the island Fanø. second Danish record, the first one being from Hornbæk Plantage nearby in 1953. The species is compared to A. ramentacea. Litteratur Suillus placidus has been found in Tisvilde Hegn Andersen, E., N.F. Buchwald & E. Tryel 1971. in association with Pinus strobus. It is the first Søndag den 29. August 1965. Ekskursion til danish record since 1965. It is suggested, that its Tisvilde Hegn. – Friesia 9: 457-459. status in the Danish red list of macrofungi is altered Buchwald, N.F. 1950. Søndag den 9. Oktober. Eks- from „extinct“ to „rare“. kursion til Tisvilde Hegn. – Friesia 4: 128-130. In the period 1992-1994 Hygrocybe spadicea has

En svampehistorie med S Sommerhuset stod som sidst. Svampeholdet Under mit biologistudium boede jeg nogle år på sundede sig, strakte skankerne, startede så Egmont H. Petersens kollegium i København. strejftogtet. Skovbunden svulmede sine steder, Det var skik, at jeg hvert efterår ledede en svampe savnedes sine. Slørhatte, skørhatte, svampetur til Tisvilde Hegn, hvor vi kunne bru- svovlhatte såvel som støvbolde samledes. ge et sommerhus som base. Vi så på de svampe, Spisesvampe sås sjældnere; svampejægerne vi kunne finde, og samlede de spiselige til skuffedes således småt. Sekunderne svandt, middagsmaden om aftenen, som gerne sluttede svampeholdet skyndte sig, sommerhuset med fest. Efter en sådan tur, i 1969, følte jeg mig synedes snart. inspireret til at beskrive denne i Sildemad spistes, spegepølse slugtes, snaps køkkenprotokollen med samtlige ord skyllede spiserørets sider. Salig svimmelhed san- begyndende med „s“. For nylig besøgte jeg mit sedes snart. Samtlige smilede, støjede, spøgte; gamle køkken ved kollegiets 40 års jubilæum og ssskovbrand schlukkedes. genså beretningen. Den bringes her, som den Senere skylledes servicet; småbilen stuvedes, blev skrevet for 25 år siden: snurrede så stopfuld sydpå. Solen skinnede; småsnaldrede svampejægere sang. Storstaden Svampetur: Syvogtyvende september sås snart, småvognen standsede, selve Småsøvnige svampejægere samledes så snarlig. svampeturen sluttede. Succesens store størrelse Smørrebrød smurtes. Småvognen sås stopfuld. stod således stadfæstet som sidste september. Så startede svampeholdet. Skoven sås snart. Senere stegtes svampene, spistes smaskende; Skyerne svandt, solen skinnede; solen svandt, søde smil sås. Støjende spilleautomat startedes; skyerne sejlede, småregn stænkede. Således samtlige snakkede. Selskabet sluttede sent. skiftede situationen stadig. Slut.

SVAMPE 31, 1995 15 Landsdelsrapporter red.: Jens H. Petersen

Lad landsdelsrapporten for 1994 være en hyldest til Boletus edulis – også kendt som SPISELIG RØRHAT eller KARL JOHAN

Nordjylland Januar, februar og marts var normale med Året var præget af klimatiske ekstremer og var diverse forekomster af Fløjlsfod og andre til tider meget givtigt, til tider under normalen vintersvampe. Let kedeligt, bortset fra de for landsdelen. Vor aktivitet blev præget af perioder, hvor vi kunne tage på skiture efter korte, hektiske raids ud i de gode områder, svampe. afbrudt af lange ventepauser uden svamp. I april ﬁk vi så de første Krusblad (Skind-

16 berglund v. Lindenborg) og sidst på måneden har vi ikke noget med for artsjægere i år. de første Gran-Svovlhat til gryden. Derimod Oktober var kold og artsfattig, og en frostnat manglede vi udpræget Sortbæger og andre med minus fire grader midt i måneden gjorde rariteter, også den nok så bekendte stuepigens det af med fornøjelserne. Dog var der snotklat. Den kom først i juni. køllesvampe og lakporesvampe, der benyttede Maj var tom, og vi frydede os over at have nogle milde novemberdage til en sidste, flyttet forårsekskursionerne til juni. Juni kom, forhastet fruktificering; endvidere var der i og var ligeså fattig, faktisk aflyste vi en tur den perioden 25/11 til primo december fin gang i 4. juni grundet manglende svamp. alle de små tragthatte og navlehatte. Den 11. juli var resultatet af en ekskursion Det blev et år, hvor kvantiteten dominerede. kun to hatsvampe, men efter en god regn ca. Ole Faaborg den 14/7 kvitterede bl.a. champignons lynhurtigt med gode forekomster, og sidst i juli kunne vi trods varmen hente en del på fugtige Østjylland steder, også kantareller. Svampeåret 1994 bød på i sjældent grad August var varm og dejlig ude ved strandene, svampetomme og svampefyldte perioder. og kun voldsomme abstinenser kunne drive os Vinter og forår var våde, og med masser af ind i de nordjyske skove. Indtil den 14. august. svampe, både hvad angår morkler og lignende Da kom rørhattene med et brag, ca. en uge ædle spisesvampe samt mindre iøjnefaldende – efter lidt spredte regnbyger, men kun i men bestemt ikke mindre interessante – vestvendte kystplantager. Det blev en tid med småting som frynseskive og kernesvampe. ekstra indkøb af fryseposer, sågar nye Netop som det i starten af juni trak op til et af spareskabe. de sjældne og spændende sommerflor, satte Ellers var der gode forekomster af varmen og tørken imidlertid ind. I juli og træboende svampe, bl.a. var der den 21/8 mange starten af august var Østjylland så godt som oksetunger i Sæbygård Skov. svampetomt, men store tordenbyger i midten af September – oh hvilken måned! Det august, fik billedet til at vende, og i slutningen af myldrede op – på en gang – af alle årstiders måneden begyndte det mest eksplosive svampe. Tidlige skørhatte og slørhatte side om svampeflor, der er set i mands minde. side med hekseringshatte og tragtkantareller. Det startede med rørhattene. I første uge af Som noget nyt opdagede vi, hvor givtige september stod karl johannerne skulder ved beplantningerne med Amerikansk Eg var – skulder. Ikke kun på de afblæste specielt med Brunstokket Rørhat, men også morbundspartier, hvor man almindeligvis Snehvid Fluesvamp, der i en tougers periode træffer fyrene – nej, allevegne, på skrænter, på var overalt. flader, i vejkanter, i bladbunker, i dybt græs, i Undertegnede beregner normalt 25 kg grendynger – overalt var der Karl Johan! På nedfrosne Boletus edulis til vinterforrådet. De afdelingens begynderkursus-ekskursion slæbte blev hentet på fem kvarter, fordelt på to dage. vi kurvfulde hjem – efter at have kasseret alt Det var udelukkende eksemplarer mellem 5 og hvad der var større end champagnepropper! 10 centimeter, en utrolig høst, men helt normal i Og sådan fortsatte det igennem de næste 1994 og symptomatisk for den våde periode uger. På de lerede kystskrænter i efter den meget varme sommer. 1994 var året, Moesgårdskovene var der en sådan hvor medlemmerne klagede over manglende svamperigdom, at det snarere virkede fryserkapacitet. frustrerende end saliggørende at færdes der: Alt På svampedagen, den 25. september, havde det man ikke kunne tage med hjem og studere vi fornøjelsen af 320 deltagere i Hammer (eller spise)! Der var ridderhatte overalt – og af Bakker nord for Aalborg. Grønne og hvide mange arter – Herkuleskølle stod tæt på fluesvampe, tåre-snekkehatte og stor toppene omkranset af koralsvampe, grønne artsrigdom samt mange glade og tilfredse nye fluesvampe og trompetsvampe. Det var i entusiaster var resultatet. sandhed de store mykorrhizadanneres tid. Sjældenhederne svigtede os lidt, så derfor Rørhattene fortjener deres særlige afsnit.

SVAMPE 31, 1995 17 Karl Johan er allerede omtalt, men der var den vokser 25 cm om året (et almindeligt tal for sandelig mange andre. Rødsprukken Rørhat, hekseringsdannende mykorrhizadannere) giver Dugget Rørhat, Aprikos-Rørhat, Brunstokket det en alder på 12-16 år. Det er derfor Rørhat, Sommer-Rørhat, Tenstokket Rørhat, overvejende sandsynligt at den har vokset i Rod-Rørhat, Skønfodet Rørhat, Netstokket Århusskovene længere end først antaget, og at Indigo-Rørhat, Punktstokket Indigo-Rørhat, det kan være effektiv eftersøgning snarere end Glatstokket Indigo-Rørhat, alt hvad der kunne nyetablering, der er grunden til dens krybe og gå af slægten Boletus var fremme. En tilsyneladende spredning op gennem Jylland (se del af disse arter – som fx Rod-Rørhat – har også om spredningen af Daddelbrun Vokshat deres hovedudbredelse under sydligere side 11). himmelstrøg, og den varme sommer har sikkert Det østjyske program bød i 1994 på 35 eks- lokket ekstra mange eksemplarer frem. Dette kursioner, begynderkursus, åbent-hus aftener gjaldt også „kongen“ over dem alle – Satans og forårsmøde. På svampenes dag holdt vi bl.a. Rørhat – der havde en rekord-forekomst i udstilling og ekskursioner fra Naturcenter Århus-skovene i 1994 (se illustrationen side 3). Ørnereden i Moesgårdskovene, og satte en ny Satans Rørhat blev første gang registreret i rekord med cirka 500 besøgende. Traditionen Jylland i 1985, og sås første gang i med endages svampe-workshops – hvor der Århusskovene i 1988. Siden er den fundet samles svampe om formiddagen og bestemmes adskillige steder, og er nu kendt fra ikke mindre om eftermiddagen – blev fulgt op med en end ﬁre lokaliteter i skovene syd for Århus. I år workshop om slimsvampe ledet af Henrik viste den sig med mindst 30 eksemplarer i en 7 Gøtzsche og Jørgen Albertsen fra København. m bred heksering på det sted hvor den først Det var en succes, der i det nye år følges op med fandtes i ét eksemplar i 1988. Hvis det anslås at workshops om kernesvampe og skivesvampe.

Kurve med svampe – og opskårne mælkekartoner, ferskenbakker og sortéræsker – flyder i græsset ved en svampedemonstration ved Ørnereden i Århus. Foto: Jens Mårbjerg.

18 Mere haltede det med det nystartede åbent-hus, på mandagsaftener fra midt i august til midt i oktober. Arrangementerne var til tider meget dårligt besøgt, men de fremmødte hyggede sig med svampe og kaffe samt med den efterhånden pæne samling af bøger lokalafdelingen har fået råderet over. Ligesådan blev der hygget med gløgg og æbleskiver ved julemødet i starten af december. Endnu engang demonstrerede medlemmerne deres evner med fotograﬁapparatet – som altid en festlig afslutning på et godt svampeår. Jens H. Petersen

Sjælland Endnu et usædvanligt svampeår, endda lidt mere usædvanligt end de nærmest foregående år. Foråret var i lang tid præget af den usædvanlig våde vinterperiode med usædvanlig høj vandstand. Til og med marts faldt der 354 mm nedbør. Næsten hele morkel-floret på Vestvolden i både april og maj var vel også, som det kunne forventes, dog syntes Klorbægermorkel (Disciotis venosa) at være i stort overtal. På en bestemt strækning af volden fandtes de i flokke på op til flere hundrede eksemplarer i hver. Og som en overraskelse for næsten alle svampejægere dukkede den lille, kønne og ellers uhyre sjældne Jadebæger (Caloscypha fulgens) op næsten overalt i skovområder fra nord til syd og fra øst til vest. Var det mon ikke „årets overraskelse“? Men efter den våde vinter kom den tørre og Foreningens formand Jørgen Albertsen kolde forsommer. De 26 mm regn i sidste halv- demonstrerer Karl Johan på suppetur til Hvidkilde i del af maj – og de kun 48 mm i juni – fik Gribskov. Foto Børge Rønne. bogstavelig talt svampefloret til at krympe sig sammen. Og da hedebølgerne i juli satte ind og stædigt bed sig fast i hele undergrunden til midt gengæld syntes også hele Danmark at have i august, måtte vi prise os lykkelige, når vi på opdaget eventyret, og det varede ikke mange turene fandt 15-30 små arter. Først i 35. uge dage, før skovene var nærmest støvsugede for eksploderede rørhatteriget bogstavelig talt de eftertragtede boleter. Dét var årets svampe- efter de længe ventede regnskyl, og i den orgie for de ivrige og flittige. Glemte vi at følgende weekend – den 27.-28. august – blev notere, at fx galde-rørhatten dårligt nok viste skovene et rent Eldorado med opfyldelse af vig? Nej, alle de manglende svampe blev vist svampejægerens drøm om Karl Johanér alle slet ikke noteret. For uomtvisteligt var det, at vegne og hvorsomhelst, i kurvevis, i sækkevis og mange arter havde lidt ganske slemt under den så tilmed i de prægtigste og skønneste former og lange tørre periode. Det synes, som om varmen størrelser og kun sjældent angrebet af snyltere. havde skadet adskillige arter ret alvorligt. For Der var nok til både dagen og dagene derefter fx Okkergul Skørhats vedkommende tog det og til tørring og henkogning og frysning. Til flere måneder, før den rehabiliterede sig. Den

SVAMPE 31, 1995 19 Der øses fra dampende gryder på suppeturen ved Hvidkilde i Gribskov. Foto Børge Rønne.

fik først revance sent i oktober og november. Rekordregnen i midten af september hjalp Bornholm vel en del, men ny tørke, nogle byger i Vi indledte sæsonen med en „Judasøre-jagt“ slutningen af oktober og påny tørt vejr den 20. marts. Turen udgik fra hammerhavnen nedbragte resultaterne på svampeturene fra og blev en storslået naturoplevelse: 100-125 arter til 50-75 arter. På en tur den 18. Hammerknuden var dækket af et tykt lag november til Ganløse Eged, kunne de kyndige nyfalden sne og præsenterede sig flot i klart dog notere 82 arter. solskinsvejr. Judasøre (Auricularia auricula- Hekseringen havde i år arrangeret et rekord- judae) blev der også fundet, thi nogle af antal ture – 55 ialt – med start 20. marts og deltagerne vidste præcis, hvor de gamle sidste tur 13. november. En række helt nye hyldetræer med svampe stod. lokaliteter i ikke tidlligere besøgte I april/maj blev der fundet usædvanligt nordsjællandske skove er besøgt. mange eksemplarer af Spiselig Stenmorkel Lad det samtidig blive noteret at svampefes- (Gyromitra esculenta – en enkelt rapporterede ten ved Hvidkilde den 11. september, i år havde om kilovis i Poulsker Plantage den 7. maj. Hun samlet rekordstor tilslutning. 220 havde noteret blev meget skuffet da vi fortalte hende at den sig i den ophængte „gæstebog“, men en del ikke længere bruges som spisesvamp. I maj glemte at notere sig, og det skønnes, at det måned startede også Vårmusseron (Calocybe samlede antal deltagere nåede på omkring de gambosa) den 22. maj og Ager-Champignon 250. De talrige gryder suppe og andre (Agaricus arvensis) den 25. Allerede den 20. svamperetter forsvandt så hurtigt, som de blev maj blev der fundet en enkelt Svovlporesvamp tilberedt. (Laetiporus sulphureus). Den smukke og Børge Rønne sjældne Gul Nøkketunge (Mitrula paludosa), der vokser på pinde og blade i vand, blev den

20 22. maj fundet i Kløve Bakker – en lille lokalitet oktober, så var der mange, der fik bid, men der syd for Almindingen. Det er den femte lokalitet var store forskelle i mængden af kantareller for svampen her på Bornholm. rundt om på øen. Samtidig gik tragt- I juni var der muligheder for både kantarellerne i gang, og der var nok til alle – champignons og kantareller, men så var det også til dem, der samler vinterforråd til både også sket. De 10-12 ugers sommerhede og tørke venner og bekendte. Trods lidt frost midt i ødelagde enhver chance for bornholmske oktober fortsatte de almindeligste svampefund. Hvis vi var rigtig „heldige“, fandt efterårssvampe og i slutningen af november var vi Almindelig Pælerodshat (Xerula radicata), der stadigvæk både tragt-kantareller og – som Candolles Mørkhat (Psathyrella candolleana) bifangst – Almindelig Kantarel. og Sortfiltet Netbladhat (Paxillus atro- Arrangementsmæssigt var det en travl tid for tomentosus). Men vi havde nu nogle dejlige Svampevennerne. Ud over de almindelige ture svampeture i det fine sommervejr alligevel. havde vi „åben Svampebestemmelse“ den 11. Først i slutningen af august begyndte der at ske september ved Hvide Hus i Hasle Lystskov, to noget. Den megen regn, der nu kom, satte gang ture med Jacob Heilmann-Clausen den 17. og i svampene. Der kom masser af svampe, og 18. september til Rønne Nordskov og mange blev ekstremt store (fx en Rabarber- Paradisbakkerne, Svampenes Dag ved Parasolhat (Macrolepiota rhacodes) med en Rytterknægten den 25. september med mere hatdiameter på 40 cm). end 200 deltagere, samt svampeudstilling på En tur til Dueodde den 28. august gav lidt Søndermarksskolen i Rønne den 1. og 2. forskellige rørhatte og et fint fund af tre stk. oktober. Her havde vi allieret os med Preben Rødlig Skægtrøffel (Rhizopogon rubescens) Graae Sørensen, der forestod modtagelse og – en ny art for Bornholm. Og så kom der ellers artsbestemmelse af svampene sammen med et rørhatte-boom! Specielt Karl Johan (Boletus Karen Nisbeth, samt Susanne Thorbek, der edulis) blev slæbt hjem i kilovis allevegne fra. begge dage farvede garn sammen med flere Også fluesvampene havde et fint blomstringsår. lokale hjælpere. Udstillingen fremviste i alt 174 Der var masser af både Grøn Fluesvamp forskellige arter, lidt færre end vi havde (Amanita phalloides), Snehvid Fluesvamp (A. forventet, men ellers var det et vellykket virosa) og Panter-Fluesvamp (A. pantherina) arrangement. foruden alle de „almindelige“ fluesvampe. Og På alle disse ture og arrangementer blev der Okkergul Fluesvamp (A. gemmata) lagde en fundet mange spændende ting. Her vil jeg blot helt usædvanlig opførsel for dagen: På en tur til nævne nogle få: Rosabladet Mælkehat Vestre Sømark den 16. oktober var den (Lactarius controversus) med to nye lokaliteter, simpelthen den almindeligste svamp, der var nemlig Nylars den 11. september og Vestre fremme! Der var i hundredevis af den i det Sømark den 16. oktober, Rustrød Ege-Rørhat sandede fyrretræsområde, hvor vi gik. Normalt (Leccinum quercinum) og Cinnober Vokshat finder vi 2-5 eksemplarer, når vi går i (Hygrocybe coccinea) begge Rønne Nordskov sandområderne ved Dueodde, Sømarken, den 17. september, Sump-Mælkehat (Lactarius Rønne Nordskov og Hasle Lystskov. lacunarum) og koralsvampen Ramaria Kantarellerne lurepassede til helt hen i apiculata begge fra Paradisbakkerne den 18.

SVAMPE 31, 1995 21 Anmeldelser

Olle Persson & Bo Mossberg: Kantareller.– tydeligvis er skrevet af fra, endda smuttet i de ellers ret Wahlström & Widstrand 1994, svensksproget, 117 fyldige litteraturlister. Det er ikke fordi, jeg antyder, at s. den samme tekst tager skade af at blive gentaget, men Olle Persson har skrevet en lille bog om kantareller og hvorfor dog ikke prøve at skrive noget helt nyt. Emnet kantarellignende svampe. Inkluderet i bogen er ikke er jo enormt og meget kompliceret. kun de rigtige kantareller men også de nærtstående Flere andre kapitler i bogen er også til en vis grad slægter Trompetsvamp, Køllekantarel og Pigsvamp og gammel vin på nye flasker. Det danske bidrag af Anne de overfladisk lignende, men ikke nært beslægtede Pia Koch, hvor vore hjemlige svampeerfaringer fra orangekantareller. Alle kantareller, som findes i bygninger beskrives, er tildels et opkog af „gamle Danmark, er med. travere“, men nyt for de fleste er dog nok den fine stati- Udgangspunktet for bogen er den brede kulinariske stik over, hvilke svampe der angriber danske huse. Den interesse kantarellerne har. Den handler ikke specielt er tidligere kun publiceret i en lidet udbredt rapport på om arter eller artsafgrænsningsproblemer men snarere dansk fra Dansk Teknologisk Institut. om kantarellernes kulturhistorie, deres behandling i For nu ikke at give indtryk af, at næsten hele bogen litteraturen gennem tiderne og deres geografiske bygger på gentagelser, må nogle kapitler fremhæves for udbredelse. Her er der mange oplysninger at hente, som deres kvaliteter. John Lacey fra Rothampstead ikke findes i de traditionelle svampebøger. F.eks. om forsøgsstation i England har skrevet et fremragende hvornår man begyndte at spise kantareller og om deres kapitel om luftmikrobiologi, og John Palfreyman & Alan navne og behandling fra Clusius til i dag. Der er også et Bruce fra University of Abertay-Dundee har tilsvarende afsnit om deres anvendelse i køkkenet før og nu. En flot opsummeret brugen af molekylærbiologiske metoder stribe opskrifter har også sneget sig ind, f.eks. på til identifikation og kontrol af trænedbrydende svampe. kantarelsmør og på en prisbelønnet svampesuppe. Andre kapitler handler bl.a. om trænedbrydningens Bogen er velfortalt men også ret hurtigt læst. Alle fysiologi, mikrosvampe på indvendige ikke-træbaserede arter er meget smukt illustreret af Bo Mossberg. Der er overflader, nedbrydning af vægmalerier i Indien og både tegninger af hver enkelt art og tegninger af de korrosion af stenmonumenter i Spanien. Som tidligere biotoper, de typisk findes i. Den må siges at være lige så antydet, er der ikke megen sammenhæng mellem interessant for et dansk publikum som for et svensk. kapitlerne, og jeg kan ikke forstå, hvorfor Jan Vesterholt luftmikrobiologien er endt netop i kapitel 5 og 11, hvorfor det danske kapitel om trænedbrydende svampe Jagjit Singh (ed.): Building Mycology – E. & F. N. står klemt inde mellem tre kapitler om mikrosvampe, og Spon, 1994. 326 s. Pris: 60 engelske pund. hvorfor et af Jagjit Sings kapitler om trænedbrydende svampe står adskilt fra hans øvrige af to kapitler om Bygningsmykologi handler om indendørs-svampe i mikrosvampe. Jeg synes, det er noget rod! bredeste forstand. Jagjit Singh, der er ansat i det Ikke desto mindre er flere af kapitlerne set enkeltvis engelske konsulentfirma Oscar Faber, har samlet bidrag rigtig gode, og bogen er absolut læseværdig „i til en bog om emnet fra ialt 16 specialister. Bidragene brudstykker“. Der er samlet en masse materiale, som handler om vidt forskellige emner inden for ellers ville kræve et stort biblioteksarbejde at mykologien. Emner, der ikke har meget med hinanden fremskaffe, og man får da til fulde et indtryk af, hvor at gøre – ud over at de foregår indendørs. mangesidede problemer svampe af alle størrelser og Jagjit Singh selv er forfatter til 4 af de 13 kapitler, og former kan skabe i bygninger. hans bidrag handler mest om trænedbrydende svampe i Flemming Rune bygninger. De tre første kapitler er meget indledende og minder lidt om uddrag fra en første-semester lærebog fra dels arkitekthøjskolen og dels universitetets Peter Barber: Dry Rot. The beast in the mykologiundervisning. Om de er nødvendige for at basement. – Lennard Publishing, Harpenden forstå resten af bogen, kan man diskutere, men de er da (England), 1994. 80 s. Pris: 6,99 engelske pund. velskrevne og godt disponeret. Desværre er de ikke særlig originale. Flere passager I de seneste år er der kommet flere bøger om hussvamp er afskrevet ordret fra tidligere artikler, og udvalget af i bygninger. Den seneste er skrevet af Peter Barber, der trænedbrydende svampe er akkurat det samme som i en ikke er mykolog, men til gengæld en rigtig M.I.W.Sc. og lille guide fra det engelske byggeforskningsinstitut. C.R.D.S. (...!?). Stort set ingen andre vigtige arter er med, og Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke gider beskrivelserne er påfaldende ens. Og så er de kilder, der anmelde dårlige bøger. Det er spild af både tid og dyr

22 spalteplads. Derfor er dette ikke en anmeldelse, men en Ceratiomyxomycetidae og dele af advarsel! Myxogastromycetidae. Behandlingen af Jeg købte bogen i „The Building Bookshop“ i Ceratiomyxomycetidae i en bog om myxomyceter er London og fik en hel eftermiddag ødelagt med at læse strengt taget ukorrekt, idet gruppen i nyere systematik den. Aldrig har jeg oplevet så mange misforståelser, så placeres blandt protosteliderne, en gruppe af mange halve sandheder og så megen vildledende organismer, der kun er perifert beslægtet med de ægte information samlet i en enkelt svampebog. Den er slimsvampe. Inkluderingen er, ifølge forfatterne, simpelt hen enestående i dette århundrede. historisk betinget, og dispositionen er da også fuldt Og emnet er dog ret alvorligt. Den enkelte hus- acceptabel. Den systematiske behandling indledes på svampeskade koster ofte et fem- eller sekscifret alle niveauer med en beskrivelse af gruppen og derefter kronebeløb at udbedre. Så derfor: skulle De opdage en en nøgle til underliggende niveauer. På artsniveau hussvamp i Deres hus, så køb en hvilken som helst udnøgles alle arter i Centraleuropa. Nøglerne er, med få anden bog om hussvamp end denne. undtagelser, dichotome og baseret på praktisk Flemming Rune anvendelige karakterer. Alt i alt synes de at være lette og sikre at bruge. Der er en vis inkonsekvens i H. Neubert, W. Nowotny & K. Baumann: Die nummereringen af de enkelte punkter, men det Myxomyceten Deutschlands und des påvirker ikke anvendeligheden. For de større slægter angrenzenden Alpenraums unter besonderer findes desuden en synoptisk nøgle, en nyttig ting i disse Berücksichtigung Österreichs. Band 1. computer-tider. De enkelte arter er beskrevet i Ceratiomyxales, Echinosteliales, Liceales, alfabetisk orden. Beskrivelserne er, hvor det har været muligt, baseret på forfatternes egne iagttagelser, et Trichiales. Karlheinz Baumann Verlag, forhold der ikke kan påskønnes nok. Hvor det er Gomaringen, 1993, 343 s., ISBN 3-929822-00-8. skønnet nødvendigt, er forvekslingsmuligheder og tak- Pris 190 DM. sonomiske problemer diskuteret, og der gives „Dette er en prægtig bog“. Således starter europæisk kortfattede oplysninger om økologi og udbredelse. slimsvampeforsknings „grand old lady“ N.E. Artsopfattelsen synes i meget høj grad at bygge på Nannenga-Bremekamp sin anmeldelse af Die forfatternes egne overvejelser, endnu et positivt træk. Myxomyceten Deutschlands – og det er en pragtfuld Slægtsafsnittene sluttes med en oversigt med korte bog. beskrivelser af alle kendte (og af forfatterne I tre bind, hvoraf dette er det første, agter forfatterne accepterede) arter, som ikke findes i det behandlede at dække hele den centraleuropæiske slimsvampeflora. område. På denne måde får bogen næsten karakter af De to øvrige bind skal dække ordenerne Physarales og en verdensmonografi. Størstedelen af arterne er Stemonitales. I realiteten dækker første bind stort set illustreret, enten med farvefotos eller med tegninger af hele Europa, incl. Danmark, inden for de behandlede mikroskopiske detaljer. grupper. Hvis forfatterne kan holde standarden, vil vi, Bogen sluttes med 11 tavler med stregtegninger af når sidste bind er kommet, have en ny europæisk slim- sporer, 16 tavler med scanning-elektronmikroskopiske svampeflora af en hidtil uset kvalitet. fotos, en, endog særdeles omfattende, litteraturliste, Første bind er inddelt i to dele, en almen del og en arts- og slægtsregister og endelig korte systematisk del. Omfanget af de to dele antyder stærkt, forfatterbiografier med fotos. hvor forfatternes interesse ligger, nemlig på det Hovedindtrykket af bogen er, som allerede antydet, systematiske. særdeles positivt. Teksten er kort, klar og informativ, Den almene del dækker emner som: illustrationerne af meget høj kvalitet, både hvad fotos centraleuropæisk slimsvampeforsknings historie, og tegninger angår. Det er specielt glædeligt, at slimsvampenes livscyklus, karakterer til brug ved kvaliteten af illustrationerne helt lever op til klassikerne bestemmelse, forekomst og udbredelse og indenfor europæisk slimsvampe-litteratur, f.eks. Lister indsamlingsteknik. Endelig findes en ordforklaring og og Nannenga-Bremekamp, nu hvor farvefoto-bølgen en forklaring på slægts- og artsnavnenes etymologi. Det også er skyllet ind over denne gren af mykologien. historiske afsnit er krydret med prøver på illustrationer Trods ivrig søgen har det kun været muligt at finde få fra tidlige tyske svampeværker, lige som livscyklus er fejl, bl.a. en enkelt ombytning af henvisninger i Cri- illustreret med fotos, naturligvis i farver. Omfanget af braria-nøglen: fra punkt 21* henvises til punkt 26, det den almene del er ikke overvældende, men fuldt ud skal være 27, omvendt i punkt 25*. Som også påvist af tilstrækkeligt for et bestemmelsesværk, og forfatterne andre anmeldere viser enkelte fotos atypiske foregiver på ingen måde at have dækket emnerne farveformer af de pågældende arter, f.eks. Arcyria fuldstændigt. cinerea nederst på side 171, hvoraf der dog også er to ty- Den systematiske del indledes med en oversigt over piske fotos. Billedet af Trichia botrytis side 252 kunne slimsvampenes systematiske inddeling. Herefter godt mistænkes for at vise en ubeskrevet art, der i hvert kommer den systematiske gennemgang af arterne, i fald i Nordeuropa klart kan adskilles fra T. botrytis. På dette bind omfattende underklassen side 253 er den typiske form vist.

SVAMPE 31, 1995 23 Prisen er høj, men, kvaliteten taget i betragtning, navne, for blot at nævne et eksempel. Jeg skal i øvrigt næppe for høj efter dagens standard. En absolut ikke over en kam påstå, at vores mere snævre anbefalelsesværdig bog for alle, der interesserer sig for artsopfattelse er den rigtige. Måske vi kan lære noget af slimsvampe eller bare for naturens mangfoldighed og at se illustrationer at arter, vi ikke hidtil har troet på. skønhed. Det er nok et minus, at teksten sine steder er trykt så Henrik F. Gøtzsche småt, at det kan volde problemer for visse mennesker. Regis Courtecuisse & Bernard Duhem: Les En og anden vil nok også savne de mikroskopiske Champignons de France. Guide encyclopé- karakterer, som bogen er fuldkommen støvsuget for. dique. Eclectis, 1994, 448 s. (fransksproget). Pris Skulle man imidlertid rette op på disse to forhold, ville hhv. 179 Fr. og 299 Fr., afhængigt af formatet. man være nødsaget til at anskaffe sig en kran for at Courtecuisse og Duhem har i fællesskab lavet en far- kunne løfte bogen ud af reolen. Så det er ikke ment som veflora, som på mange måder er bemærkelsesværdig. nogen kritik men blot en konstatering. Dens indlysende styrke er de 160 farvetavler, som Bogen fås i to størrelser. Den lille har samme format illustrerer ialt 1751 arter – et artsantal der langt overgår, som f.eks. „Illustreret svampeflora“ og Bons flora, den hvad man ellers finder på markedet. Men det er ikke store har det dobbelte format. Forskellen er tekstens og kun artsantallet, der er imponerende, det er i endnu billederne størrelse. Mit råd er: køb den store og få den højere grad kvaliteten af illustrationerne. Disse er lavet fulde glæde af de fornemme farvetavler. Den store af Berhard Duhem, der er en ubestridt mester på sit felt. versions franske boghandlerpris svarer til 350 danske De malede svampe er særdeles livagtige, og de er langt kroner, og der er fuld valuta for pengene! Svampetryk bedre end de illustrationer, man f.eks. finder i Bons forsøger at få den hjem i begge størrelser. flora. Duhems teknik giver en overraskende livagtig Jan Vesterholt fornemmelse af fedtede og slimede overflader, og mange steder er det næsten umuligt at se, at det ikke er gode fotografier. Ialt 3200 illustrationer er brugt til at L. Ryvarden & R.L. Gilbertson: European Po- vise de 1751 arter, hvilket betyder at de fleste arter er lypores, vol. 1 & 2. Fungiflora 1993-1994, ialt 743 repræsenteret med to illustrationer, enten et ungt og et sider. udvokset frugtlegeme eller et helt og et gennemskåret. Nordmanden Leif Ryvarden og amerikaneren Robert Den ledsagende tekst er skrevet af Regis L. Gilbertson har i fællesskab lavet en europæisk pore- Courtecuisse, der er en dygtig og internationalt svampeflora i to bind. På en måde kan man sige, at respekteret mykolog. Artsdelen er opbygget således, at værket har haft to forløbere. Den ene er de samme to højresiderne består af tavler, mens venstresiden forfatteres „Polypores of North America“ i to bind fra anvendes til den ledsagende tekst. Artsbeskrivelserne 1986 og 1987, den anden er Ryvardens „Polyporaceae of er af gode grunde ret korte – det er uundgåeligt når North Europe“ i to bind fra 1976 og 1978. tavlerne i gennemsnit rummer cirka ni arter. I den nye flora er poresvampene opfattet meget Beskrivelserne rummer ikke overflødige gentagelser af bredt, således at alle mere eller mindre poredannende det, man kan se på tavlerne. Til gengæld fremhæver de svampe (rørhatte undtaget) er inkluderet, uanset deres skillekaraktererne og bliver dermed et godt supplement systematiske tilhørsforhold. Det finder jeg ganske til illustrationerne. For de enkelte arter angives den brugervenligt. I det første bind er der et fyldigt geografiske udbredelse i Europa, samt deres eventuelle indledende afsnit, nøgler til de inkluderede slægter samt rødlistestatus i forskellige lande. Mange steder ses f.eks. en gennemgang af slægterne fra A til L. I det andet bind betegnelserne DK (findes i Danmark), DK0 (uddød i er de resterende slægter samlet efterfulgt af en liste over Danmark), DK1 (truet i Danmark) og DK2 (sårbar i autorer og en liste over baggrunden for de inkluderede Danmark). arts- og slægtsnavne. Den første del af bogen består af et fyldigt generelt Artsbeskrivelserne er gode og ret detaljerede. For afsnit, og derefter udnøgles næsten 3.000 arter ud fra hver enkelt art er der meget nydelige og vellignende makroskopiske karakterer, hvilket på sin vis er lidt af en stregtegninger af sporer, basidier, hyfer og eventuelle bedrift. cystider m.m., ligesom udbredelsen i Europa er vist med Bogen har en klar vægtning af hatsvampe, og inden et prikkort. Disse tegninger får heldigvis al den plads, for mange slægter kommer man virkelig ud i krogene. de skal bruge, og de er en væsentlig styrke ved denne Eksempelvis er der 96 rørhatte, 62 vokshatte, 78 flora. Derimod er der næsten ingen illustrationer af huesvampe, 164 skørhatte og 100 mælkehatte. Hvor frugtlegemernes udseende, og jeg savner her, at der finder man ellers det? Ascomyceterne er til gengæld bliver henvist til steder, hvor sådanne illustrationer kun repræsenteret med 46 arter og poresvampe med 30 findes, f.eks. i form af gode farvefotos. arter. Inden for poresvampene er der blandt forskellige Artsopfattelsen er naturligvis temmelig fransk, og forfattere betydelige forskelle med hensyn til slægts- dermed mener jeg, at der også accepteres arter, vi har afgrænsning og nomenklatur, og her må man sige, at „nedlagt“ for længe siden. Kegle-Vokshat/Klit-Vokshat- Ryvarden og Gilbertson generelt opererer med en ret gruppen optræder som forventet med otte forskellige bred slægtsopfattelse, hvor bl.a. opsplitningen af

24 Planche fra luksus-udgaven af „Champignons de France“ Illustrationen til Rødlig Okkerporesvamp (Hapalopilus rutilans) fra Ryvarden og Gilbertsons bog om Europas poresvampe.

Phellinus i et betragteligt antal småslægter ikke er fulgt. nr. 88 og 89, ialt 194 s. Pris ialt 97,50 kr. Fås ved Generelt synes jeg denne disposition er fornuftig, men i henvendelse til forfatteren, Falkonergårdsvej 4, enkelte tilfælde er jeg uenig, f.eks. når slægten Egetunge 1959 Frederiksberg C, eller hos Svampetryk. (Buglossoporus) inkluderes i Piptoporus sammen med Alle svampeekskursionsledere kender et stort antal råd Birkeporesvamp (Piptoporus betulinus), og når og regler om svampenes kendetegn, spiselighed og Anomoporia myceliosa placeres i slægten Ceriporiopsis. giftighed, og de deler villigt ud af deres viden på Prikkortene forekommer mig at være lidt for sjus- svampeturene. Forslag til tilberedning, erfaring med kede, for ser man på de danske angivelser, er der flere giftvirkninger, oplevelser fra tidligere ture og historier fejl, især i bind 1. Der mangler således prikker for fra gamle dage glider ud af deres mund i en lind strøm- Antrodia ramentacea (Ryvarden har set og bestemt , på foranledning af turens svampefund. Når turen er tilsendt dansk materiale af denne), Rækkeporesvamp forbi, har forhåbentlig nogle af deltagerne lært noget (A. serialis), Ceriporia excelsa, Grålig Sejporesvamp nyt og nyttigt. Ekskursionslederen har hentet sin viden i (Diplomitoporus lindbladii), Rodfordærver (Hetero- en lang række svampebøger, sigtet informationerne fra basidion annosum) (hovsa!), Ege-Spejlporesvamp alle bøgerne og rystet dem sammen til sin egen (Inonotus dryadeus), Aspe-Ildporesvamp (Phellinus personlige blanding. En langsommelig proces, som tremulae), Flamme-Pigporesvamp (Pycnoporellus ful- hidtil har gjort uddanelse til svampeekskursionsleder til gens) og Krybende Kødporesvamp (Tyromyces en tidskrævende anstrengelse. Nu er der imidlertid håb wynnei). Disse arter er publiceret fra Danmark i værker for dem, der gerne vil lære det hele på en aften og eller artikler, der burde være kendt af de to forfattere. samtidig blive godt underholdt imens. Biologen og Omvendt kender jeg ikke baggrunden for de danske svampeturslederen Ole Terney har være ude med angivelser af Albatrellus confluens, Inonotus tomentosus kurven, kniven og båndoptageren og håndplukket en og Spongipellis pachyodon. Endvidere er angivelsen af overvældende mængde gode råd, underholdende Spongipellis spumeus fra Danmark også forkert, men historier og veltjente svampevitser og udgivet dem i den skyldes antagelig en tidligere angivelse baseret på form af dobeltnummer af bladet Bio-Nyt. Bio-Nyt er et en fejlbestemmelse, de to forfattere ikke kan bebrejdes. blad, der i letforståelig form viderebringer de nyeste På trods af disse perfide småbemærkninger, synes jeg forskningsresultater inden for biologi, medicin, natur og det er en fin flora, og mine erfaringer med at bestemme miljø. Det redigeres og skrives af Ole Terney, som også poresvampe efter den har været positive. Interesserer tidligere har videregivet sin interesse for svampe til Bio- man sig for poresvampe, er denne flora ikke til at Nyts læsere i form af et temanummer om Grøn komme uden om. Siden Ryvardens europæiske flora fra Fluesvamp og dens giftvirkninger (Bio-Nyt nr. 56/57). 1970’erne er der sket meget inden for poresvampene, og Det nye dobbeltnummer består af omkring 100 tæt- denne ny flora er derfor ganske tiltrængt. trykte sider i A4-format, spækket med oplysninger om Jan Vesterholt svampe. Noterne og anekdoterne er arrangeret i fortløbende alfabetisk orden, så man kan slå op på en Ole Terney: Svampe: noter og anekdoter. Bio-Nyt bestemt svampegruppe, f.eks. Birkeporesvamp, blæk-

26 hatte, Bredblad-arter, Bombekaster, bruskbolde, om giftsvampe, som er fremkommet på den måde, at en bruskhatte, bægersvampe eller bævresvampe og læse kemiker engang analyserede en fejlbestemt svamp med om netop denne gruppe. Man kan også slå op under en forældet analysemetode og fandt et stof, som han tværgående emner så som digte om svampe, giftige troede var giftigt. Hans resultater bliver så omtalt i et svampe, hallucinogene svampe, orme i svampe, spiselige populært svampetidsskrift, som igen bliver citeret af et svampe, tilberedning af svampe, truede svampe, tilsvarende i et andet land, hvorpå det hele meget vittigheder om svampe, og meget, meget mere. Der er hurtigt bliver ganske vist. Læseren bør have in mente, at noget for næsten enhver smag og interesse. Enkelte selvom en oplysning står i Terneys svampeanekdoter, så mykologer er fundet kvalificerede til at få egen opslags- behøver den altså ikke at være den evige sandhed. artikel, som Elias Fries og Morten Lange. Mange noter bringes til torvs helt uden referencer, så Dobbelthæftet er et overflødighedshorn af oplysninger læseren ikke har skyggen af chance for at selv at vurdere og pudsigheder, gamle som nye, velkendte såvel som pålideligheden af oplysningen. ukendte. Vidste De f.eks., at Alm. Blækhat gør Værket er som sagt et leksikon i sig selv. Efter man- hanrotter sterile, at Spiselig Rørhat ophober selen, eller ge af artiklerne er der henvisninger til andre artikler, at te brygget på Violet Ametysthat virker opkvikkende? der også behandler emnet, f.eks. fra artiklen I afsnittet „Råd om svampe“ får man 39 gode råd om „Blækhatte“ er der en henvisninger til artiklen svampeplukning, mens forfatteren til gengæld i afsnittet „Alkohol og svampe“, hvor man også kan læse om „Tommelfingerregler“ karakteriserer 18 almindeligt antabus-agtig virkning med Alm. Blækhat. Der synes udbredte „regler“ som henholdsvis ren overtro, utroligt ikke rigtig at være nogen linje i fordelingen af stoffet på farligt vås, gamle ammestuehistorier, dødsensfarlige de systematiske artikler og de tværgående emner. Der myter, det værste gakgak, pure opspind, forbistret kunne også sagtens have været mange flere nonsens, det rene sniksnak, tankeløst nonsens, utrolige henvisninger. En anekdote om Stor Løg-Bruskhat påstande, grebet ud af luften, forbandet visvas, rent gemmer sig i afsnittet „Aviser og svampe“ i en diskus- tankespind, bandsat uvederhæftigt vrøvl, farligt sludder sion om brugen af store bogstaver i danske osv. Udmærket at få det slået helt fast. Læser man svampenavne. Apropos dette, så kan man konstatere, at imidlertid bogen i ét stræk – hvad den slet ikke er Ole Terney konsekvent skriver svampenes danske beregnet til – er det som om artsnavn med stort, men slægtsnavnet med småt, og forsigtighedsformaningerne kommer til at dominere. derved skaber han sin helt egen praksis på området. Der er næppe en side, hvor der ikke er advarsler mod Man har iøvrigt ingen muligheder for at finde frem til letsindig omgang med svampe. OK, oplysning er godt, netop denne diskussion, hvis man har glemt, hvor den og de mange advarsler peger da også frem mod de stod, til trods for at der er hele tre alfabetiske indekser, indlagte reklamer for Foreningen til hvoraf det sidste og største er uden sidehenvisninger, Svampekundskabens Fremme og „Oles svampeture“. men blot bringer de omtalte svampes latinske og danske Men de karakteriserer forfatteren som mykofob, på navne. dansk svampeforskrækket – efter min mening De to hæfter er forsynet med talrige sort/hvid- overdrevent svampeforskrækket. At spise rå svampe er illustrationer, dels i form af tegninger af svampe hentet på det nærmeste en dødsuforsigtighed. Mange slægter fra gamle svampeværker, dels i form af forfatterens egne afskrives som generelt giftige, hvilket er udmærket i en fotos fra svampeture, svampeudstillinger og svampeturssituation, men ikke helt hæderligt i skriftlig svampemarkeder. Det første har man lige som set før, form. Men på den anden side kan man også sige: hellere men lad mig blot bekende, at jeg er helt vild med Oles advare en gang for meget end en gang for lidt. Og små, uprætentiøse snapshots af folk, der holder skrækhistorierne har naturligvis deres kæmpesvampe op i luften, viser svampefarvet garn underholdningsværdi. frem, vender pinde, tænder bål eller på anden måde Hermed er vi fremme ved forfatterens brug af viser, at de holder af svampe. I billedstoffet og i mange kildemateriale. Ikke helt få oplysninger, såvel af anekdoterne er der indfanget et øjebliksbillede af gammelkendte som nye og mindre kendte citeres noget, som foregår lige nu. Har man læst mange svam- hyppigt fra sekundære kilder. Et kort blik på pebøger, kan man godt blive lidt træt af de mange litteraturlisten viser, at forfatteren især har sin viden fra perfekte, ensartede svampefotos, hvor betragteren lige The Mycologist, Schweizerische Zeitschrift für som ikke får mulighed for at indleve sig i Pilzkunde og Mykologisches Mitteilungsblatt. Hver for optagelsessituationen og digte med på motivet selv. sig udmærkede blade, af Svampes type, men som Som det også er tilfældet med teksten, balancerer kildeværker til oplysninger om svampes anvendelse og billederne ofte på kanten af det for private, men til virkning ofte uden den grundige dokumentation, som gengæld formidler anekdoter og billeder i al deres man kan finde i videnskabelige tidsskrifter. Det ville intimitet i sjælden grad et simpelt, men væsentligt have været af værdi, om forfatteren havde haft tid og aspekt ved mykologiske studier: svampeglæde. Et energi til at citere flere oplysninger fra primære kilder specialtilfælde af livsglæde. Hermed er udgivelsen og undgå de gode historier med for få eller for anbefalet alle svampeelskere og svampevejledere. tvivlsomme kilder. Der er alt for meget af vores viden Skulle jeg anke over noget ved projektet, må det

SVAMPE 31, 1995 27 På svampejagt i London Rudolf Mayer, Utkesvej 23, 3400 Hillerød

I efteråret 1992 stødte jeg to gange på et hidtil for en velkomstdrink bliver vi budt på to store ukendt navn – Antonio Carluccio. tallerkener med frisk tilberedte svampe. På den Første gang i en helsides artikel af Jonna ene: grillede skiver af Kæmpestøvbold med et Dwinger (Politikens berømte madskribent), der mørkt ternet mønster ristet i det hvide kød, ristet bar titlen „Det ærlige køkken“. Hun beskrev en Oksetunge, skovchampignon, Tueporesvamp, italiensk restaurant i Neal Street i London, ejet af Parasolhat og forskellige lækkert tilberedte Antonio Carluccio. Det fascinerende ved artiklen rørhatte. På den anden tallerken: igen ung var ikke alene beskrivelsen af de mange delikate Oksetunge, men denne gang dampet i italienske retter, men at især mange forskelligt cremefraiche tilsat dild. En komposition fra skov tilberedte svampe indtog en betydningsfuld plads og eng, der får øjnene til at rulle og tungen til at på menukortet. Fru Dwingers artikel var fuld af danse. Pragtfuld! superlativer om det italienske køkkens guru. Carluccio lover at komme tilbage senere, mens Anden gang ved købet af en meget smuk hans dygtige og elegante, men dog altid diskrete svampekogebog med titlen „A Passion for Mush- tjenere overtager vores bord. Spisekortet rooms“ (en lidenskab for svampe), forfattet af udskiftes hver 6. uge og er et kunstværk i sig selv – selvsamme Antonio Carluccio. Carluccios billede en akvarel, der sammen med kunstværkerne på prydede omslaget – en stor, kraftig, hvidhåret væggene sætter et personligt præg på atmosfæren herre med et rundt ansigt og et varmt og glad smil, i lokalet. der fik en selv til at smile. Man følte med det Som entré vælger vi begge to „vild svampe- samme, at her stod man over for en gourmet, en suppe“ (hvad ellers?). Suppen indeholder fem livsnyder og en natur- og svampeelsker, som man forskellige slags meget finthakkede skovsvampe. godt kunne tænke sig at møde en dag. Vi springer de spændende maritime- samt Dagen kom i slutningen af august 1994, to år pastaretterne over, blandt andet: sort englehår, senere, da min kone og jeg en aften stod foran hvilket er meget tynde nudler farvet sort med dette svampemekka: Carluccios „The Neal Street blæksprutteblæk; farseret blæksprutte med sorte Restaurant“ i det elegante Covent Garden ris; pighvar med Honningsvamp og Judasøre; kvarter. Ved siden af, i samme bygning, ligger kæmperejer svøbt i røget bacon; friske ål og hans kones butik med eksklusive friske produkter marineret, grillet sværdfisk, for at nævne nogle få. til brug i det italienske køkken – en bred vifte, der Som hovedret bestiller min kone en i dej spreder sig fra hjemmelavet pasta, over de mange indbagt and med forskellige svampe og mixed forskellige oste fra hver en egn i Italien, til pølser, grøn salat som tilbehør. Jeg vælger Schiacciata af skinker og grøntsager, bl.a. vilde asparges og vild oksekød med trøffelost, garneret med Ruccola hvidløg, og ikke mindst – svampe! salat (rocket salad på engelsk) – en lidt bitter Facaden af selve forretningen og restauranten spidsbladet salat, nærmest som unge er ensfarvet, nærmest kedeligt mørkeblå, som om mælkebøtteblade. Trøffelosten er meget hård og man prøver at skjule, hvad der gemmer sig høvles henover de med olivenolie og citron bagved. Så snart man træder ind i den lyse og marinerede, meget tyndt udskårne, rå hyggelige restaurant, med god plads imellem oksekødsskiver, ved bordet. bordene, byder en kurv, fyldt med kunstnerisk Vi overlader vinvalget til den professionelle arrangerede svampe, velkommen. overtjener. Han overrasker os med en behagelig Vi får anvist et bord (det anbefales at reservere Dolcetta d’Alba rødvin, der passer perfekt til i god tid). Antonio Carluccio er „advaret“ om retterne. Stilheden sænker sig over vores bord, besøget af to „svampomaner“ fra Danmark. Han mens restauranten fyldes op. Et internationalt ligner sit billede og er også i virkeligheden en publikum, så vidt jeg kunne høre, med gæster fra personlighed, der udstråler venlighed og bl.a. Schweiz, USA og Arabien. gæstfrihed samt glæde over vort besøg. I stedet Ord kan sjældent beskrive eller videregive en

28 Svampesuppe af fem forskellige finthakkede skovsvampe med ristede franskbrødsstykker på toppen, samt tallerken med svampesmagsprøver som beskrevet. smagsoplevelse, men må afprøves af en selv på med ud i skoven på svampejagt, især jagten efter stedet – derfor: fem kokkehuer uden yderligere Alba-trøfler, som skulle blive en livslang kommentar. besættelse. På væggen hænger smukt ornamenterede Som voksen, ung mand forlod han Italien og stokke, som Carluccio selv har håndskåret af fulgte efter en kvinde til Wien – den første store aske- og hasselgrene, og som han fortæller, da han forelskelse – hvor han bestod studentereksamen igen sætter sig til vores bord, at han bruger under på et humanistisk gymnasium. Her gennemgik svampejagten. han også sin „Sturm und Drang“-periode. Og Carluccio begynder at fortælle, om sit Derefter fulgte han igen efter en kvinde og spændende liv, om svampe og hvorfor og hvordan, havnede i Tyskland. Han rejste landet igennem på han er havnet i London. kryds og tværs og etablerede sig til sidst i Berlin Født i Syditalien var han en ud af en flok på som vinhandler med speciale i italienske vine til seks børn. Hans far var stationsforstander ved restauranter. jernbanen og på grund af hans skiftende Efter nogle år rejste han til England – hvorfor? udstationering fødtes alle seks børn i forskellige For at følge efter en kvinde selvfølgelig. Her provinser. Efterhånden, som de flyttede fra sted bosatte han sig i London og virkede i tre år som til sted, lærte hans hjemmegående mor at vinhandler. Han blev gift med Priscilla Conran, tilberede de forskellige italienske retter, lige fra søster til Sir Terence Conran, den tidligere ejer af syd til nord. Og hvem laver den bedste mad i den berømte restaurant i Neal Street 26. På en verden? Mamma selvfølgelig! ferietur med sin kone og svoger til Sardinien stod Familien flyttede til sidst til Piemonte- han for madlavningen i to uger med så heldigt et regionen i Norditalien. Her var han som otteårig udfald, at hans svoger overtalte ham til at åbne sin så heldig at blive indviet i svampekundskaben af egen restaurant og overtage den i Neal Street. en af hans fars venner, som tog den lille Antonio Inspireret af sin mors madlavning, hvis

SVAMPE 31, 1995 29 hovedingredienser bestod af: hjerte, følelse og „Hvis frøer og elverpiger kan hoppe rundt på en hjerne, gik han så i gang i 1981 og som han siger: scene – så kan svampe også“. Han fik ideen, da „Jeg ønskede smagen af min mors mad i køkkenet han en dag sad sammen med Beatrix Potter (den – derfor var jeg nødt til at lave den selv“ – og med berømte engelske børnebogsforfatterinde). Han stor succes – men først efter en del hovedrysten har allerede allieret sig med komponisten André fra de etablerede „chefers“ side over for en Previn, chefkapelmester for London Symphony italiensk vinhandler, der ikke engang havde gået Orchestra, som har lovet at komponere musikken på en kokkeskole. samt Jeremy Isaacs, generaldirektør ved Londons Udover de tre vigtigste ingredienser bruger opera, som også vil være med til at opføre stykket, Carluccio altid friske, førsteklasses råvarer i sit mens Carluccios nevø vil designe kostumerne. køkken. I Skotland er der ansat en mand, der kun Så hvem ved, om vi ikke en aften kigger på samler friske skovsvampe til ham og dagligt frøken Kantarel og hr. Karl Johan dansende hen sender dem med fly til London. over scenen til musik og måske bagefter – hvor Personligheder indenfor kunst og kultur prosaisk – nyder den samme frøken og den besøger hans restaurant, og han er god ven med samme herre frisk ristet fra panden. Prinsen af Wales (bedre kendt under navnet Til sidst et par spørgsmål til „le chef“ over et Prince Charles). Carluccio stod for prinsens glas 58,9% skotsk maltwhisky „The Vaults fødselsdagsmenu sidste år, som blev nydt af L e i t h “ - prinsen og en lille kreds af hans nære venner. Det , fra det private lager, destilleret i 1975 og fyldt på håndmalede menukort kan beundres i re- flaske i 1990. Vi kunne ikke gætte, hvad det var, vi stauranten. fik serveret i glasset. Carluccio er ikke kun Svampene kommer ikke alene fra England og medlem af en eksklusiv whisky-club, men også Skotland, men også fra så fjerne steder som medlem af det britiske mykologiske selskab og en Zimbabwe og USA. Fra Tibet importeres tørrede varm fortaler for at medlemsbladet skal morkler. Han køber årsproduktionen af en udkomme hver måned. landsby, ca. 100 kg hvert år. Den udenlandske Om trøfler mener han, at de er overvurderet i valuta er med til at forbedre levevilkårene for de prisen (£ 2.500,-/kg), især hvis det ikke er den fattige beboere og var også med til at genvælge hvide alba-trøffel – men det er, som så meget borgmesteren. „Så jeg er også et stort navn inden andet, selvfølgelig japanernes skyld, at prisen for politik – i hvert fald i en landsby i Tibet“, skrues op, fordi de anser svampen for et bemærker Carluccio smilende. afrodisiakum. Og hvad ellers beskæftiger „Mr. Mushroom“, Ridning er en af hans store hobbies, som må som hans ansatte kærligt kalder ham, sig med i sin stilles i bero, da det vil være synd for hesten, indtil fritid? Han skriver som nævnt bøger. Allerede han har slanket sig. hans allerførste bog „An Invitation to Italian Udover trøfler, Karl Johan og kantareller, Cooking“ fik prisen som „Årets kogebog“ og er elsker Carluccio Honningsvampe: de unge, endnu nu oversat til dansk: „En invitation til det lukkede „små søm“ blancheres og ristes på italienske køkken“ (forlag: Holkenfeldt). Han panden i olivenolie tilsat hvidløg, persille og chili, skrev „Passion for Pasta“ (lidenskab for pasta) og som derefter hældes henover en pastaret. Dertil en bog for børn om svampe. BBC henvender sig serveres en grøn salat, tilsat bl.a. friske, rå østers- til ham, når der skal produceres seriøse hatte, skåret i tynde skiver, med knust hvidløg og programmer om finere madlavning i Italien, olivenolie (eller hvidløgsolie), salt, peber samt Baskerlandet, Ungarn, Tjekkiet og Tyrkiet. citronsaft som dressing. I 1992 udgav han 26 madopskrifter på video, Alt for hurtigt går tiden med svampesnak og underlagt med seks Rossini overturer og ledsaget efter mere end toogenhalv time tager vi afsked af en opskriftsbog. I øjeblikket skriver Carluccio med vores charmerende ven, Antonio Carluccio. på to nye bøger om det marokkanske og Udenfor er det blevet mørkt. Ved siden af ægyptiske køkken samt bøger om vilde planter og fortovet holder hans sorte Mercedes stationcar bær og deres anvendelse i køkkenet. med nummerpladerne MI CEP (my cep = min Men Carluccios største drøm er at forfatte og Karl Johan) – pladerne er en gave fra hans iscenesætte en svampeballet. Som han siger: medarbejdere.

30 Noter om svampenavne (4) Flemming Rune, Dansk Teknologisk Institut, Afd. for bioteknik, Gregersensvej, 2630 Taastrup Erik Rald, Viborggade 15 st. tv., 2100 København Ø.

Stor Kam-Fluesvamp (Amanita (siden 1978) valgt at afvise alle Secretans strangulata (Fr.) Quél.) svampenavne. For det andet omtalte han Vor velkendte Stor Kam-Fluesvamp har de specielt Amanita som en „klasse“ under slægten seneste ti år af mange mykologer været kaldt Agaricus og ikke som en selvstændig slægt, for Amanita ceciliae (Berk. & Broome) Bas, hvorved han altså ikke selv anerkendte den men i den belgiske mykolog Fraitures nye systematiske opfattelse af de to-leddede fluesvampe-monografi (Fraiture 1993) er det latinske navne, som vi har i dag. gode, gamle navn Amanita strangulata (Fr.) Først mere end fyrre år senere blev Secre- Quél. blevet genoptaget. Hvorfor nu det? tans navn taget op af Gillet (1874) og anvendt i Navnet strangulatus blev introduceret af gyldig sammenhæng som slægts/artsnavn. Men Elias Fries i 1838 som betegnelse for en varietet da var Fries’ navn A. strangulata forlængst ble- under „Agaricus solitarius“ og blev fjorten år vet publiceret som artsnavn i 1852. senere accepteret som en selvstændig art (Fries 1852). Den franske mykolog Lucien Quélet flyttede senere arten over i Fluesvamp-slægten Violet Ametysthat Amanita i sin beskrivelse af Vogesernes og Jura- (Laccaria amethystina Cooke) bjergenes svampe (Quélet 1872). Gennem årene har to forskellige (men alligevel Fries beskrev en fluesvamp med ret ens) navne været brugt for Violet lavtsiddende („distans“) ring og hvidligt Ametysthat, Laccaria amethystina og Laccaria blyfarvet („albolividus“) eller kastanjebrun- amethystea. Især op gennem 1900-tallet har der blyfarvet, men afblegende hat („spadiceo- været nogen forvirring om, hvilket man skulle lividus at expallens“). Det med ringen og det bruge, men nu ligger valget fast på det første. hvidlig-blålige har skabt en del forvirring og Navnet Agaricus amethystinus blev første endda fået Bas (1984) til at mene, at Fries havde gang brugt om Violet Ametysthat af beskrevet en helt anden art. Bas foreslog i englænderen Hudson i 1778, men uheldigvis stedet at anvende det nyere navn Agaricus havde navnet været brugt ikke bare én, men to ceciliae (Berkeley & Broome 1854), kombineret gange før. Den østrisk-italienske botaniker ind i Amanita. Scopoli havde brugt navnet om en Men Fraiture (1993) argumenterer ubestemmelig slørhat seks år tidligere (Scopoli overbevisende for, at Fries rent faktisk beskrev 1772), og tyskeren Jacob Schaeffer brugte det Stor Kam-Fluesvamp. Hattens farve er ret om Safrankødet Slørhat (Cortinarius traganus foranderlig, nogle gange helt bleg, og den (Fr. : Fr.) Fr.) fire år tidligere (Schaeffer 1774). lavtsiddende, specielle ring, som Fries beskrev Hudsons anvendelse af navnet var altså ugyldig. ret detaljeret, svarer helt til de ringlignende Navnet Agaricus amethysteus er lidt yngre, volvarester, som netop er typisk for arten. Der men blev til gengæld gyldigt publiceret. skulle derfor ikke være rimelig grund til at Franskmanden Pierre Bulliard brugte det som afvise Fries’ gamle navn strangulata. den første i værket „Herbier de la France“ i Et helt tredje navn, Amanita inaurata, blev 1784 og henviste til en planche i førsteudgaven gennem en årrække foretrukket af mange af Schaeffers værk om Bayerns og Pfalz’ mykologer. Det stammer fra Secretans svampe (Schaeffer 1762). Navnet minder meget „Mycographie suisse“ (Secretan 1833), men er om Hudsons og er da også blevet stavet ugyldigt. For det første brugte Secretan ikke amethystinus af flere, selv om der er refereret til konsekvent to-leddede latinske navne om sine Bulliard (f.eks. Schröter 1888), men det er klart arter, og derfor har man i den botaniske kode forskelligt.

SVAMPE 31, 1995 31 Agaricus amethysteus blev kombineret ind i Tulostoma, nævnte han arten T. brumale for Laccaria-slægten af amerikaneren Murrill første gang, men uden at give en beskrivelse af (1914), mens englænderen Cooke allerede i andet end dens voksested. I sit værk „Synopsis 1884 havde foreslået Laccaria amethystina med Methodica Fungorum“ fra 1801, hvori alle nav- henvisning til Hudsons navn. ne er sanktioneret, dvs. de skal bruges for de Mueller & Vellinga (1986) konkluderede, at inkluderede arter, beskrev han T. brumale’s L. amethystea var det korrekte navn på grund af frugtlegeme med seks ord: „stipite laeviusculo, Hudsons ulovlige publicering af amethystina. peridio globoso, ore plano“ (stilk næsten glat, Men fire år senere måtte de erkende, at hele dis- sporebeholder kugleformet, poremunding flad). kussionen havde været forgæves. For ved Samtidig angav han Linnés art Lycoperdon nærlæsning af Bulliards værk var det kommet til pedunculatum (Linné 1745) som synonym, selv at stå klart, at han selv havde anset sit navn for om den var beskrevet med fremstående, at være et synonym for Rød Ametysthat cylindrisk poremunding. Og det er et problem. (Laccaria laccata (Scop. : Fr.) Berk. & Broome) Netop poremundingens udformning er en vigtig og altså slet ikke brugte det om den violette art skillekarakter inden for stilkbovisterne. Ud af (Mueller & Vellinga 1990). Europas godt tyve stilkbovistarter har fem flad Så nu måtte man længere frem i tiden for at poremunding, mens resten har fremstående finde det ældste gyldigt publicerede navn for poremunding, deriblandt Vinter-Stilkbovist. Violet Ametysthat. Og da der var tale om en På trods af Persoons klare beskrivelse af T. særdeles almindelig og velkendt art, var det brumale's flade poremunding, har de fleste eneste nye navn i de følgende 200 år faktisk mykologer siden da anvendt navnet om Vinter- Cookes Laccaria amethystina fra 1884. Det var Stilkbovist. Og det er tilsyneladende forkert. I ikke tænkt som et nyt navn, men blot som en Persoons herbarium ligger desværre intet systematisk omplacering af Hudsons gamle typeeksemplar, så man kunne se, hvilken art navn. Ikke desto mindre kom det til at fungere han egentlig havde med at gøre, og hans som et såkaldt „nomen novum“, og det er det, beskrivelse er for ufuldstændig til at afgøre der skal bruges i dag. noget ud fra. Muligvis var der tale om Frynset Når man laver autor-citeringen efter artsnav- Stilkbovist (T. net, skal man derfor udelade Hudson. Det er fimbriatum Fr.). Men meget tyder på, at navnet blevet foreslået, at man i parentes før Cookes T. brumale bør afvises som et „nomen ambigu- navn kunne skrive Hudson efterfulgt af en pil um“, altså et tvetydigt navn. („Kuypers pil“, jvf. Kuyper & van Vuure 1985) Reglerne i den botaniske nomenklaturkode for at indikere, at det var Hudsons ugyldige forhindrer, at vi bruger navnet T. pedunculatum artsnavn, som Cooke gjorde gyldigt. Det er (L.) J. Schröter om Vinter-Stilkbovist, fordi dets nomenklaturreglernes artikel 72, stk. 2, note 1, basionym af Persoon (1801) blev synonymiseret eksempel 1, der tolkes på den måde, at en med hans sanktionerede artsnavn (omend tvivl- senere forfatters kombination af et ugyldigt somt rent systematisk). I en velargumenteret artsnavn ind i en gyldig slægtskombination artikel af Azema (1992) antydes, at vi bør bruge automatisk gør det gyldigt. Kuyper ville med sin navnet T. mammosum i stedet. pil kreditere den oprindelige forfatter for sin T. mammosum er et gammelt navn, der indsats og pege på den oprindelige stammer helt tilbage fra Micheli (1729), hvor artsbeskrivelse. Men den anbefales ikke i den det blev brugt som et to-leddet navn længe før netop udkomne 15. botaniske kode (Greuter m. Linné. Fries (1829) tog det op i anden del af fl. 1994), og så mener vi, at det er bedst at lade „Systema mycologicum“, og lavede den være og blot citere det korrekte navn for Violet tilsyneladende ældste éntydige beskrivelse af Ametysthat som Laccaria amethystina Cooke. Vinter-Stilkbovist. Og der er faktisk en del mykologer, der har accepteret T. mammosum som det korrekte Vinter-Stilkbovist navn for Vinter-Stilkbovist. Den ungarske bug- (Tulostoma mammosum Fr.) svampe-specialist Hollos ignorerede Persoons Da Persoon i 1794 foreslog Stilkbovist-slægten T. brumale og brugte kun T. mammosum

32 „Gåse-Slørhat“ (Cortinarius anserinus) er i Danmark kendt som Bøge-Slørhat (C. amoenolens). Navnet C. cyanopus er imidlertid ældre end C. amoenolens, og forfatterne foreslår at det danske navn Bøge-Slørhat ændres til Gåse-Slørhat. Foto Jan Vesterholt.

(Hollos 1904). Ligeså gjorde Petri (1904), amoenolens, først ugyldigt beskrevet, idet han Bigeard & Guillemin (1913) og i nyere tid bl.a. ikke angav latinsk diagnose, men senere Cetto (1970). De fleste andre har brugt T. gyldiggjort af Orton i 1960. Arten har tre gode mammosum som synonym under T. brumale. kendetegn: hathuden er bitter, den har en kraftig, behagelig lugt, og sløret er meget veludviklet. Hattens farve er mere eller mindre „Gåse-Slørhat“ (Cortinarius anserinus lyst brun, og stokken er mere eller mindre (Velen.) R. Henry) violet. I værket „Cortinarius Flora Photographica“, 2. Der findes imidlertid et ældre navn for denne udsending (Brandrud m.fl. 1992) optræder et almindelige og let kendelige art. Den tjekkiske uvant navn på en af plancherne: Cortinarius mykolog Velenovsky beskrev i 1920 anserinus. Den afbildede art er derimod Phlegmacium anserinum. Originalbeskrivelsen velkendt: det er den art, der almindeligvis er på tjekkisk – før 1935 krævedes der ikke kaldes for Cortinarius amoenolens (R. Henry) nogen latinsk diagnose ved beskrivelser af nye P.D. Orton. Det er en af vore almindeligste arter. Som en service over for folk, der ikke kan knoldslørhatte (underslægt Phlegmacium) i læse tjekkisk, har Pilát (1948) været så venlig at bøgeskove, der her har skiftet latinsk navn. I oversætte alle Velenovskys talrige tjekkiske „Flora agaricina danica“ er den afbildet under artsbeskrivelser til latin. Den latinske over- navnet Cortinarius cyanopus. Da franskmanden sættelse viser sig at passe særdeles fint på den R. Henry i 1943 opdagede, at Fries' cyanopus almindelige danske art, som Velenovsky da var en art med kun svagt randet knold, gav han også sammenligner med Cortinarius cyanopus. vores almindelige bøgeskovsart med stærkt Velenovsky nævner, at knolden er stor og randet knold et nyt navn, Cortinarius tydeligt randet, at stokken er forsynet med et

SVAMPE 31, 1995 33 kraftigt violet slør („cortina violacea Cetto, B. 1970. I funghi dal vero. Vol. 1. – Trento. abundanter“), og at den har en Cooke, M.C. 1884. New British Fungi (contd.). – Gre- gennemtrængende, sødlig lugt („odore villea 12: 65-70. Fries, E.M. 1829. Systema Mycologicum, sistens fun- penetranter amoeno, dulci“) – som gåsesteg gorum ordines, genera et species, huc usque („sicut assum anserinum“). Det er denne cognitas. Vol. 2. Lund. beskrivelse, ikke mindst den skønne duft af - 1838. Epicrisis systematis mycologici, seu synopsis gåsesteg, som får Brandrud til at konkludere, at Hymenomycetum. – Uppsala. et navneskifte er uundgåeligt. - 1852. Hymenomycetes novos et rariores, anno 1851 Henry beskrev sin Cortinarius amoenolens in Suecia observatos. – Öfversigt av Förhandlingar: som lugtende af mirabeller, og det er sikkert Kongliga Svenska Vetenskaps-Akademien 9: 128. Fraiture, A. 1993. Les Amanitopsis d’Europe. – Meise. grunden til, at han opretholder C. anserinus Gillet, C.C. 1874. Les Hyménomycètes. - Alenáon. som en selvstændig art, idet han kombinerer Greuter, W., m.fl. (red.) 1994. International Code of den ind i Cortinarius. Henry har imidlertid et Botanical Nomenclature. Adopted by the Fifteenth særdeles snævert artsbegreb inden for International Botanical Congress, Tokyo, August slørhattene, og selv de mindste forskelle får 1993. – Königstein. ham til at beskrive endeløse rækker af nye arter. Hansen, L. & H. Knudsen (red.) 1992. Nordic Tror man ikke på sådanne små artsforskelle, er macromycetes Vol. 2. – København, 474 s. det naturligt at slå de to arter sammen. Det skal Hollos, L. 1904. Die Gasteromyceten Ungarns. – Leip- zig. dog retfærdigvis tilføjes, at Velenovsky ikke Hudson, W. 1778. Flora anglica. Vol. 2. – London. nævnte den bitre hathud i sin beskrivelse; men Knudsen, H. & P. G. Sørensen 1985. Danske han omtalte normalt ikke smagen på de svampenavne. – København. svampe, han beskrev. Kuyper, T. W. & M. van Vuure 1985. Nomenclatural Cortinarius amoenolens har i „Danske notes on Russula. – Persoonia 12: 447-456. Svampenavne“ fået det danske navn Bøge- Micheli, P.A. 1729. Nova plantarum genera juxta Slørhat (Knudsen & Sørensen 1985). Ikke noget Tournefortii methodum disposita. - Firenze. ukorrekt navn, da den vokser i bøgeskove, men Mueller, G.M. & E.C. Vellinga 1986: Taxonomic and nomenclatural notes on Laccaria B. & Br. Laccaria heller ikke noget stærkt karakteriserende navn, amethystea, L. fraterna, L. laccata, L. pumila, and da der er masser af slørhattearter i danske their synonyms. – Persoonia 13 (1): 27-43. bøgeskove, og C. amoenolens også angives at - & - 1990: Taxonomic and nomenclatural notes on vokse med Eg (Brandrud i Hansen & Knudsen Laccaria B. & Br. III. Laccaria amethystina and L. 1992). Med tre gode kendetegn burde der være impolita. – Mycotaxon 37: 385-388. basis for et mere specifikt navn. Da nu det Murrill, W. A. 1914. Family 7. Agaricaceae. – North latinske navn skal skiftes ud, foreslår vi, at den American Flora 10 (1): 1-76. også får et nyt dansk navn, der er til at huske, Persoon, D.C.H. 1794. Neues Magazin für die Botanik in ihrem ganzen Umfange 1: 86. nemlig en direkte oversættelse af det latinske: - 1801. Synopsis Methodica Fungorum. – Göttingen. Gåse-Slørhat. Petri, L. 1904. Osservazioni sul genere "Tylostoma" Pers. – Nuovo giornale botanico italiano 11 (1): 53- Litteratur 69. Azema, R.C. 1992. Le problème de Tulostoma Pilát, A. 1948. Velenovskyi species novae brumale Pers : Pers. – Documents Mycologiques basidiomycetum quas in opere "Ceské houby" 22 (85): 1-4. (Fungi bohemiae), annis 1920-22 in lingua Bas, C. 1984. On the correct name of 'Amanita bohemica edito, descripsit. - Opera botanica inaurata Secr.'. – Persoonia 12 (2): 192-193. cechica 6: 1-301. Berkeley, M. J. & C. E. Broome 1854. Notices of Quélet, L. 1872. Les Champignons du Jura et des Vos- British Fungi. - Annals and magazine of natural ges 1. – Mémoires de la Société d’émulation de history, including zoology, botany, and geology II Montbéliard, ser 2. 5: (43)-332. 13: 396-407. Schaeffer, J.C. 1762. Fungorum qui in Bavaria et Pala- Bigeard, R. & H. Guillemin 1909. Flore des tinatu circa Ratisbonam nascuntur icones nativis champignons supérieurs de France. - Chalon-sur- coloribus expressae. Vol. 1. – Regensburg. Saône. - 1774. Fungorum qui in Bavaria et Palatinatu circa Brandrud, T.E. m.fl. 1992. Cortinarius Flora Ratisbonam nascuntur icones nativis coloribus Photographica 2. - Mattfors. expressae. Vol. 4. – Regensburg. Bulliard, J.B.F. 1784. Herbier de la France. – Paris. Schröter, J. in Cohn, F. 1888: Kryptogamen-Flora von

34 Galler på Gul Tømmersvamp J. Koch, Institut for Plantebiologi, Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C.

Den gule tømmersvamp (Coniophora puteana vævsstykker fra en galle på kunstigt nærings- (Schumach.:Fr.) P. Karst.) er almindelig i skoven, substrat, voksede der ud herfra mycelium af Gul hvor den koloniserer døde træer, faldne stammer Tømmersvamp, og i takt med væksten af denne og stød af såvel nåletræ som løvtræ. Under sin udviklede der sig en galle, som dannede sporer vækst nedbryder den veddet til en terningformet, som iagttaget fra galler i naturen, fig. 1C. brun muld. På stående, levende træer kan den vinde indpas i stammen gennem sår og blive En galle – to svampe årsag til stammeråd. Men særlig betydningsfuld Gallen viste sig derved at være et biologisk er den som en almindelig og overordentlig system bestående af to samlevende svampearter. skadelig tømmersvamp i huse. Her nedbryder Den ene var Gul Tømmersvamp, og den anden den al slags træ, hvor det er blevet fugtigt som var den sporedannende svamp. Den sidste kunne følge af vandindtrængen eller kondensation. Den beskrives som en ny art hørende til Fungi bliver herved en af de økonomisk mest imperfecti (de ufuldstændigt kendte svampe). betydende vedødelæggende svampe i vore Den blev givet navnet Nodulisporium bygninger. cecidiogenes J. Koch, hvor cecidiogenes betyder galledannende. Men hvordan lever de to svampe Galler på frugtlegemerne i forhold til hinanden? Nogle simple forsøg har I naturen er frugtlegemer af Gul Tømmersvamp givet nogle svar. almindeligt forekommende i oktober/november, og i den sidste del af perioden ser man ofte indtil Mycoparasitisme centimeter store, halvkugleformede galler på Det blev tidligere nævnt, at podedes en stump frugtlegemernes brune flader. Gallerne kan sidde gallevæv ind på et kunstigt næringssubstrat, enkeltvis eller gruppevis, til tider så tæt at det voksede Gul Tømmersvamp ud på substratet, og underliggende frugtlegeme er ganske dækket, fig. i takt hermed dannedes en galle. Men det må 1A. De yngste og mindste galler er hvidlige med tilføjes, at myceliet af den gule tømmersvamp var fint dunet overflade. De ældre og modne galler er langsommere og svagere i væksten end normalt blegt gule, blanke og let furede. Det sidste for Gul Tømmersvamp. Desuden manglede det stadium glider hurtigt over i et gråligt og slimet gule pigment, som er karakteristisk for Gul henfald, fig. 1. Udviklingen fra knappenålshoved Tømmersvamp. En enkelt spore fra den galle- store galler til centimeter store galler til henfald dannende svamp, placeret på normalt voksende er hurtig, dvs. fra omkring 10 dage. mycelium af Gul Tømmersvamp blev også udgangspunkt for en galle, og det tidligere normale En galle gul tømmersvamp mycelium blev i takt med Skærer man en moden galle igennem, vil man gallevæksten reduceret og mistede sin gule farve. finde, at den består af en ydre ca. 1 mm tyk skal af Den galledannende (eller mere præcist – blødt stromatisk væv og af en indre væskefyldt galleinducerende) svamp parasiterede åbenbart del, delvis udfyldt af et løst væv af hyfer, fig. 1B. den gule tømmersvamp; man kan tale om myco- Ved mikroskopi af en galle viser skallen sig at parasitisme. bestå af et overfladelag af konidiebærere med talrige, encellede, lyse sporer. Disse kan ikke Nogle snævre egenskaber være dannet af den gule tømmersvamps myceli- At den galledannende svamp vokser alene ved at um, da dette ikke kan danne denne type sporer. tage næring fra den gule tømmersvamps myceli- Det var da nærliggende at antage, at den um er vist ved at pode en stump gallevæv (1 mm3) sporedannende svamp var den galledannende ind på midten af et dækglas (lille glasskive) og svamp. Sporerne fra denne ville imidlertid ikke placere dette i randen af en voksende gul spire på kunstigt næringssubstrat, men udlagdes tømmersvamp kultur. Denne vokser ind over

SVAMPE 31, 1995 35 AB

CD Fig. 1. Tætsiddende galler på Gul Tømmersvamp. Fra venstre mod højre unge – modne – henfaldende. På Bøg, Jægersborg Dyrehave nov. 1978. Fig. 2. Gennemskåret 14 dage gammel galle dyrket på kunstigt nærings-substrat (PDA). Gallen 0,5 cm høj. Gallevævet består af to svampearter, den gule tømmersvamp og den galleinducerende svamp (C. puteana / N. cecidiogenes). Fig. 3. I skålen t.v. en normal kultur af Gul Tømmersvamp. T.h. samme kultur, men smittet med den galledannende svamp. Den galledannende svamp forekommer kun i gallerne. Begge kulturer 14 dage gamle. Fig. 4. Galledannelse på glasskiver. I skålen er først podet en kultur af Gul Tømmersvamp (centrum). I randen af den voksende kultur er indlagt glasskiver med en gallestump. Når den gule tømmersvamp vokser ind over glasset og kommer i kontakt med gallevævet, vokser gallen, dvs. gallen vokser ved alene at tage næring fra den gule tømmersvamps mycelium. Kultur 14 dage gammel. Forsøget karakteriserer den galledannende svamp som en biotrof parasit. Figurer fra Koch 1994 efter tilladelse fra the British Mycological Society. glasset, kommer i kontakt med gallevævet, og en Yderligere har smitte til en række vedde- normal galledannelse finder nu sted på dæk- struerende svampe i laboratorieforsøg ikke glasset, samtidig med at gul tømmersvamp resulteret i galledannelser. kulturen modificeres, fig. 1D. Gallen er således ikke i kontakt med det substrat, den gule Perspektiver tømmersvamp vokser på, og kan derfor kun få Den galledannende svamp er alene knyttet til næring til vækst ved at bruge den gule gallen, men er alligevel i stand til at påvirke Gul tømmersvamps hyfer som „skaffere“. Tømmersvamps mycelie fra en afstand af ca. 9 cm Mange svampe, der parasiterer andre svampe, under laboratorieforhold. Det interessante er nu, dræber disse under processen. Det gør N. om den galledannende svamp ud over at påvirke cecidiogenes ikke, i hvert fald ikke i den aktive, væksten af Gul Tømmersvamps mycelie også er i galledannende fase. Derved ligner N. cecidiogenes stand til at reducere dets vednedbrydende evne. nogle galledannende rustsvampe, der parasiterer Dette synes virkelig at være tilfældet, idet grønne planter. Disse rustsvampe er gerne foreløbige forsøg viser, at gallepåvirket mycelium specialiserede til en enkelt eller nogle få nært af Gul Tømmersvamp får mindsket sin beslægtede værtplanter. Også N. cecidiogenes vednedbrydende evne med 30-60%. En biologisk forekommer at være snævert knyttet til en vært, bekæmpelse af Gul Tømmersvamp er således her Gul Tømmersvamp, idet gallen i naturen kun mulig – i hvert fald under laboratorieforhold. er fundet i tilknytning til Gul Tømmersvamp.

36 Er Gyldenhat giftig? portion. Den samme aften gav jeg en anden ven Efter at den første tidlige frost – allerede i en mindre portion af gyldenhattene, som han starten af november – havde vist sit kolde godt gennemvarmede spiste med velbehag. ansigt, var det kun med ringe forhåbninger jeg Den følgende morgen reagerede de tre begav mig ind i Skrald Skov. Med mig havde jeg nogenlunde ens. Omkring tolv timer efter en ikke specielt svampekyndig ven. Vi havde indtagelsen meldte den første ubehag sig. Kort kun fundet forskellige, ikke interessante småt- efter kom så opkast, svedeture og afmatning. terier, da min ven kaldte på mig. Ved bredden af Alle tre følte sig rehabiliterede den samme en lille å – midt i en flok brændenælder – stod to aften. Billedet af forgiftningerne var altså en store hekseringe med de flotteste Gyldenhat latensperiode på cirka 12 timer efterfulgt af en (Phaeolepiota aurea). Jeg selv havde aldrig sygdomsperiode ligeledes på 12 timer. At jeg fundet den før, og var meget imponeret over ikke reagerede på indtagelsen af gyldenhattene synet. Da jeg kendte den som spiselig fra flere kan skyldes mange ting, blandt andet at jeg ikke bøger, tog vi nogle kilo med i kurven. indtog helt så meget svamp som mine venner. Da vi kom hjem, tilberedte vi omkring 3-400 Svampen smager i øvrigt ganske udmærket, gram til hver af os. Min vens kæreste spiste en med en lidt speciel egensmag, som jeg lignende portion. Dertil drak vi hver en øl. forestiller mig ville passe godt til kylling – hvis Senere tog jeg hjem og spiste ikke flere svampe. man da tør. Min ven og hans kæreste spiste yderligere en Thomas Laursen

Gyldenhat (Phaeolepiota aurea) er – med sin mægtige, strømpeagtige ring – et smukt syn i danske skove. Den vokser oftest på dyb, sort muld under Stor Nælde. Foto Jens H. Petersen.

SVAMPE 31, 1995 37 Fonde tilhørende Foreningen til Svampekundskabens Fremme

Svampeforeningen administrerer tre fonde. To Svampekundskabens Fremme, Dansk Botanisk af fondene er forholdsvis nye, mens Flora Forening, Carlsbergfonden og Afd. Forstander Agaricina Danica-fonden er gammel i gårde, Jakob E. Lange aarligt tilgaar førstnævnte idet den blev stiftet for snart 50 år siden. Forening ved Salg af Restoplaget af Jakob E. Da fondenes afkast ifølge fundatserne i en Lange: „Flora Agaricina Danica“, kan dennes eller anden forstand skal gå til fremme af Bestyrelse til Formaal, der har Interesse for svampekundskaben, skal jeg hermed give en Foreningen eller i øvrigt for den mykologiske kort beskrivelse af deres oprettelse og fundats. Forskning, anvende indtil 1/5 inden for hvert Regnskabsaar. Flora Agaricina Danica-fonden §2. Hvad der herefter ikke er disponeret Fonden er opkaldt efter Jakob E. Langes store over, henlægges til en Fond kaldet „Flora pragtværk over de danske bladhatte. Historien Agaricina Danica-Fonden“, der bestyres af er i korthed følgende. I 1935 tegnede en komite Bestyrelsen for Foreningen til bestående af Jakob E. Lange, prof. Øivind Svampekundskabens Fremme. Fondens Kapital Winge og prof. C. Ferdinandsen en kontrakt anbringes paa en særskilt, paa Fondens Navn med Carlsbergfondet og Rask-Ørsteds Fondet lydende, Sparekassebog eller i solide angående udgivelse af Jacob E. Langes „Flora Værdipapirer. Til at hæve paa Sparekassebogen Agaricina Danica“. Værket var planlagt til at udover de tilskrevne Renter og til at skulle udkomme over en 5-årig periode i ialt transportere eller kvittere Fondens fem bind. Kontrakten med Carlsbergfondet og Værdipapirer, der stedse skal være noterede Rask-Ørstedfondet var en slags paa Fondens Navn, kræves Underskrift af produktionsgaranti, idet indtægterne fra salget Foreningens Formand og Kasserer i Forening. af værket skulle bruges til tilbagebetaling af §3. Den aarlige Renteindtægt kan af den ydede støtte indtil 1954. Komiteen Bestyrelsen anvendes til de i §1 angivne bestemte desuden, at oplaget af „FAD“ ejedes Formaal. Hvad der inden for hvert af Jacob E. Langes familie, Botanisk Forening Regnskabsaar ikke maatte være anvendt paa og Foreningen til Svampekundskabens den angivne Maade, henlægges til Fondens Fremme med fordelingen 50%, 25% og 25%, Kapital. med nævnte refusionsforpligtelse. Som §4. Fondens Kapital maa som Hovedregel bekendt blev værket udgivet i perioden 1935-40 ikke angribes. Dog skal Bestyrelsen, saafremt og med sine ca. 1200 præcise akvareller af mindst 5 af dens 7 Medlemmer stemmer derfor, hatsvampe i 7-farvetryk blev det et af de mest inden for et Regnskabsaar kunne disponere betydningsfulde værker i den mykologiske over et Beløb af indtil 500 Kr. udover de i §1 og litteratur. Salget af FAD gik godt og §3 nævnte Beløb, saafremt den maatte finde det resulterede i et betydeligt overskud, hvoraf paakrævet til de §1 angivne Formaal. Foreningen til Svampekundskabens Fremmes §5. Der føres over Fondens Midler et andel beløber sig til 125.000 kr. Denne kapital Kapitalregnskab og et Driftsregnskab, der er urørlig og, som fundatsen byder, anbragt i revideres af Foreningens Revisor og aflægges „solide værdipapirer“ med et årligt renteafkast paa Foreningens ordinære, aarlige på ca. 10.000 kr. Generalforsamling. §6.Til ændring af nærværende Fundats kræ- Fundats for Flora Agaricina Danica-fonden til- ves, at mindst 5 af Bestyrelsens 7 Medlemmer hørende Foreningen til Svampekundskabens stemmer derfor, og at den derefter vedtages paa Fremme: Foreningens Generalforsamling med mindst 2/3 §1. Af de Beløb, der i henhold til Kontrakt af af de afgivne Stemmer. 28. Januar 1935 mellem Foreningen til Saaledes vedtaget paa Foreningen til

38 Svampekundskabens Fremmes tillagt Botanisk Rejsefond en kapital på ca. Generalforsamling den 21. Februar 1951. 95.000 Kr og Foreningen til Svampekundskabens Fremme har fået en Ansøgninger til fonden, se næste side. tilsvarende sum. Disse midler er anbragt i M.P. Christiansen og Hustrus Legat værdipapirer, som giver et årligt renteafkast på M.P. Christiansen var af profession lærer og ca. 8.500 kr. Svampeforeningens bestyrelse har viceskoleinspektør og kaptajn i forsvaret, men besluttet at videreføre legatet med uændret hans store lidenskab var botanik og mykologi. formålsparagraf, som lyder: Her kastede han sig med forkærlighed over de „Legatets formål er at fremme studiet af vanskeligste grupper. Indenfor botanikken Danmarks svampeflora derved, at renten af studerede han navnlig Mælkebøtter og legatets kapital anvendes til støtte for forskning Brombær, som er komplicerede og undersøgelser inden for formålets område, artskomplekser. I mykologien blev det til herunder som understøttelse til arbejders studier af især de resupinate svampe, som offentliggørelse eller til forberedelse af mundede ud i værket: Danish Resupinate Fungi undersøgelser, f.eks. til studierejser indenfor I & II (Dansk Botanisk Arkiv 19, 1959-60). den danske Stat.“ I 1974 besluttede M.P.Christiansen og hustru Ansøgninger til legatet, se nedenfor. at stifte et legat med formålet:„at fremme studiet af Danmarks svampeflora“. K. Hauerslevs fond. Til at bestyre legatet udnævntes tre personer: I 1992 modtog Foreningen en gave på 50.000 kr den til enhver tid værende professor i botanik fra Knud Hauerslev. Knud Hauerslev er „elev“ ved Københavns Universitet, hvorunder af M.P. Christiansen og en af de førende svampeforskningen sorterer (formand), samt eksperter indenfor studiet af de resupinate formændene for Dansk Botanisk Forening og svampe. Hauerslev har i mange år været Foreningen til Svampekundskabens Fremme. medlem af og kasserer for Svampeforeningen, Denne legatbestyrelse har nu fungeret i 20 år, og er æresmedlem af foreningen. Efter ønske men konstruktionen har vist sig fra giveren skal renterne af kapitalen gives til uhensigtsmæssig tung i praksis. Efter hjælp til anskaffelse af mikroskoper eller anmodning fra legatbestyrelsen har lignende redskaber til studiet af svampe. Civilretsdirektoratet givet tilladelse til, at fondens aktiver deles ligeligt mellem Botanisk Ansøgninger Forening og svampeforeningen, og denne Ansøgninger til fondene skal stiles til Forenin- deling er trådt i kraft i 1994. Herved er der gen til Svampekundskabens Fremme, Postboks

Europæisk kongres i 1995 tilknytning til Den 12. europæiske mykologiske kongres afholdes i Wageningen, Holland i dagene 3-7. kongressen afholdes også flerdages feltarran- september 1995. Den arrangeres af den gementer, både før og efter kongressen. hollandske mykologiske forening. Programmet Yderligere oplysninger kan fås hos vil være koncentreret om tre emner: taksonomi, undertegnede. Tilmelding kan ske til dr. økologi og betydningen af den måde svampene Thomas Kuyper, Kampsweg 27, NL-9418 påvirkes af driftsformer, forurening mv. I selve Wijster, Holland. Det vil nok være klogt ikke at kongressen indgår en dag i felten, men i vente alt for længe.

SVAMPE 31, 1995 39 Nyt fra villahaven moderbillen borede sig ind. Som yderligere I Svampe 30 skrev jeg, at jeg i min brændestak argumenter mod insektoverført smitte fandt havde fundet træstykker med talrige små hun svampeelementer uden insektgange og kokardeformede frugtlegemer af Blødende mange huller fra barkbiller uden svampevækst. Lædersvamp, voksende rundt om udmundingen Iben Margrete Thomsen foreslår følgende af hver sin larvegang, og at det ifølge Ryman & forklaring, som er (næsten) lige så interessant Holmåsens „Svampar“ var et resultat af, at træ- som den oprindelige teori om insektoverførsel: hvepse under æglægning havde overført Blødende Lædersvamp lever inde i veddet. svampemycelium til træet. Når den skal lave sine frugtlegemer, må dens Siden er jeg blevet gjort opmærksom på, at mycelium enten vokse ud gennem barken eller oplysningerne hos Ryman & Holmåsen er for- finde steder, hvor veddet er blotlagt. På kerte. Træhvepse overfører svampe af slægten brændestykket har den valgt den førstnævnte Amylostereum, således som det er beskrevet i strategi. Men da det jo er meget nemmere at gå en artikel i Svampe 28 (Thomsen & Koch, ud gennem huller, som i forvejen findes i 1993). Blødende Lædersvamp (Stereum barken, end selv at trænge sig vej, er svampens sanguinolentum) overføres derimod ikke af mycelium groet ud gennem de efterladte huller insekter. fra barkbillerne. Derefter vokser frugtlegemer- Imidlertid var antallet af frugtlegemer, som ne jævnt ud i alle retninger og ender som cirkler netop voksede rundt om udmundingen af en med centrum i udboringshullerne. insektgang, så stort, at der måtte være en sammenhæng. Iben Margrete Thomsen, Forsk- Litteratur ningscentret for Skov & Landskab, har under- Holm, M. 1994. Villahavens mykologi. – Svampe 30: søgt materiale fra min brændestak. Hun fandt, 11-14. at det ganske rigtigt var Blødende Lædersvamp, Ryman, S. & I. Holmåsen 1984. Svampar. En som voksede rundt om udmundingen af fälthandbok. – Stockholm. Thomsen, I.M. & J. Koch 1993. Amylostereum insektgange. Dog var det ikke træhvepse, men areolatum og A. chailletii – to ejendommelige barkbiller, og svampene voksede rundt om rådsvampe på nåletræ i Danmark. – Svampe 28: billernes udboringshuller og ikke dér, hvor 23-25.

Blødende Lædersvamp (Stereum sanguinolentum) fotograferet på endeflader af fyrrebrænde i Hårup Sande, 17.10.1982 (JHP-298.82). Foto Jens H. Petersen.

40 Hvad er Lepiota pseudofelina? Christian Lange, Biologisk Institut, Afd. f. Systematisk Botanik, Nordlandsvej 68, 8240 Risskov

Den 12. september 1994 var jeg en tur på brunt, membranært (i cellevæggen). Vosnæs Pynt nord for Århus for at lede efter Farvekoden referer til Kornerup & Wanschers parasolhatte. Vosnæs Pynt er en løvskov på et „Farver i farver“. lille næs, hvor de stejle skrænter ned mod Faktisk er der lidt usikkerhed om Langes vandet er dækket af naturskov, bestående af oprindelige L. pseudofelina, idet han angiver kratagtige partier og store, spredte ege-, aske- sporelængden til at være 9-10,75 µm og hathuds- og bøgetræer. Sådanne kystskrænter kan være cellerne til at have „greyish contents“. Opfattes yderst interessante hvad angår parasolhatte. Og dette „grålige indhold“ som værende vakuolært ganske rigtigt! Blandt græsset på forstranden pigment (inde i cellen) er det i konflikt med var der fyldt med parasolhatte i mærkelige forskellige andre forfatteres tolkning af L. farver! En af dem var en lille klynge fint pseudofelina som en art med membranært skællede, sortgrå svampe. Det var bestemt ikke pigment. Derfor ser man angivelsen L. en art, jeg havde fundet før. Da jeg kom hjem og pseudofelina Lange ss. auct. non Lange, dvs. en fik svampen undersøgt og sammenlignet med tolkning, der angiveligt er forskellig fra Langes bøgerne viste det sig, at det måtte dreje sig om oprindelige. Mit fund stemmer helt overens Lepiota pseudofelina Lange. En art, der er med denne „alternative“ tolkning. Jeg mener blevet beskrevet fra Danmark af Jakob E. dog ikke, at der nødvendigvis er tale om to Lange og kun fundet yderst få gange i arter. Det er en kraftig fortolkning af Langes Danmark. Samtidig er den listet som forsvundet anvendelse af ordet „content“ at regne det for i den danske rødliste, altså et meget spændende vakuolært – Lange bruger overhovedet ikke fund. karakteren med farvepigmentets placering, så Beskrivelse: Hat 18-25 mm bred, hvælvet, jeg tror ikke, han har lagt så meget i ordet. De med alderen næsten affladet, i midten lidt tottet, lidt større sporer kan forklares ved, at han har mod randen opsprækkende, men ikke i bælter, målt lidt for mange sporer fra 2-sporede sepia-sodbrun, en anelse umbrabrun (5F4-5F5) på en lysere gråligt cremebrun baggrund. Hatranden med en markant lys brun hindekant. Lameller hvide, tætte, mange smålameller. Stok 30-40 mm høj, 3-4 mm. tyk, lidt tilspidset mod basis, foroven silkefibret på en blegbrun bag- C grund, på nederste halvdel med spredte skæl- bælter af hattens farve. Kød lyst brunligt, næsten hvidt, ingen farveændring set. Rhizo- morfer hvide. Lugt og smag ubetydelig, måske en anelse melagtig. Sporer (7)-8-(9) × 3,2-4,0 µm, projektilformede men med ret afrundet basis. Basidier 4-sporede, enkelte 2-sporede forekommer dog. Cheilocystider meget talrige (lamelæg steril), 24-32 × 6-10 µm, kølleformede, cylindriske til flaskeformede. Hathud en trichoderm af afrundede, pølseagtige celler, (50)-80-130-(150) × (10)-12-(16) µm med en jævn fordeling af længderne. Ingen påfaldende A B korte elementer. Uden øskenceller i yderste endeceller, men tydelige øskenceller i subcutis. Hathudselementer (A), cheilocystider (B) og sporer Farvepigment i mikroskopet (3% KOH) lyst (C) hos Lepiota pseudofelina (CL94-038).

SVAMPE 31, 1995 41 Lepiota pseudofelina – blot en mørk form af L. griseovirens. Vosnæs Pynt nord for Århus, 12.9.1994 (CL94- 038). Foto Christian Lange. basidier, idet de er markant større end nyt: Hvad er egentlig Grågrøn Parasolhat (L. gennemsnittet. griseovirens)? Men efter at have siddet med arten i hånden Grågrøn Parasolhat ﬁndes i to blev jeg i tvivl. Arten lignede egentlig blot en farvevarieteter; en mørk grågrøn og en Grågrøn Parasolhat (L. griseovirens var. kobberfarvet. Den grågrønne er afbildet i obscura) uden grønne farver i hatten. De Svampe 26 s. 38 under navnet L. griseovirens mikroskopiske karakterer stemmer også helt var. obscura Locq., mens den kobberfarvede er overens. De to hollændere Vellinga & Huijser afbildet i rødlisten (Vesterholt & Knudsen (1993) har også studeret denne gruppe 1990) s. 33 under navnet L. griseovirens. Men parasolhatte og kommer netop frem til den denne brug af navnene er de lærde bestemt ikke konklusion, at L. pseudofelina blot er en form enige om, hvilket fremgår af tabellen! af Grågrøn Parasolhat, hvilket jeg gerne vil Det store problem er den rigtige anvendelse tilslutte mig. Lange skriver faktisk også selv i af navnet L. griseovirens Maire. Ser man i Flora Agaricina Danica, at han er i tvivl om Maires originale beskrivelse bruger han artens rang: „I have only met this little agaric farverne „atro-fuscis“ og „atro-olivaceis“, altså once. It evidently is very close to L. tomentella mørk grå og mørk oliven – hvilket passer med and might be regarded as a variety of this den grågrønne form og ikke den kobberfarvede species.“ Det er nu ikke L. tomentella, der er en form (Maire 1928). Dette er også hvad Vellinga lyst brun art, men derimod Grågrøn Parasolhat & Huijser ﬁnder. De hæver desuden den (L. griseovirens), som Lange ikke kendte kobberfarvede til artsniveau og giver den dengang, den ligner mest. navnet L. poliochloodes Vellinga & Huijser. Men i enden af dette problem rejste der sig et Denne art skal også have lidt mindre sporer og

42 Den sodgrå Den grågrønne Den kobberfarvede Foto her Svampe 26, s. 38 Rødlisten s. 33

Candusso & Lanzoni 1990 L.pseudofelina L. griseovirens var. obscura L. griseovirens var. obscura Bon 1993 L. pseudofelina L. obscura L. griseovirens Migliozzi & Coccia 1990 L. pseudofelina L. griseovirens var. obscura L. griseovirens var. griseovirens Vellinga & Huijser 1993 L. griseovirens L. griseovirens L. poliochloodes

Forskellige forfatteres tolkninger af navnene i artsgruppen omkring Lepiota pseudofelina

kortere elementer i hathuden end den egentlige pseudofelina bliver samtidig nedlagt og regnes L. griseovirens. blot for en mørk form af L. griseovirens Maire. Hollænderne har ikke set Maires At den nok har fortjent rang af varietet vil jeg typemateriale – men det har Bon! Og han gerne tilslutte mig, men ingen har lavet denne mener, at Maires svamp er den kobberfarvede, kombination endnu. hvorfor det er den, der skal have navnet L. Enden på denne efterforskning i bedste griseovirens! Han bruger så til gengæld et nyt kriminalstil bliver altså, at vi får introduceret et navn til den grågrønne, nemlig L. obscura nyt parasolhattenavn, men også mister et. Som (Locq. ex M. Bon) Babos. Herved er dansker er det på en måde lidt ærgerligt at forvirringen ved at være komplet. måtte nedlægge en „Lange-art“, men hellere Men hvad er så hvad, og hvem skal man så det end opretholde for mange kunstige arter. tro på? Efter at have kigget lidt nærmere på hvad Summary Bon refererer til af billeder i sin Based on studies of a recent Danish collection of parasolhattebog (Bon 1993) har jeg fået Lepiota pseudofelina Lange, it is decided to consider mistanke om, at han ikke rigtigt har styr på this taxon a very dark form of Lepiota griseovirens disse arter. Blandt andet referer han til billedet Maire. This coincides with Vellinga & Huijser (1993). The problems concerning the true identity of L. i Svampe 26 af L. griseovirens, men som den griseovirens Maire are discussed. It is decided to kobberfarvede type, hvilket det så entydigt ikke follow Vellinga & Huijser, reserving the epithet er. Samtidig referer han Migliozzi & Coccias griseovirens for the dark form. The light coloured (1990) nydelige billede af L. pseudofelina som form is considered a separate species with the name både denne og L. obscura! Candusso & Lepiota poliochloodes Vellinga & Huijser. Lanzonis (1990) plancher får næsten samme behandling. Her refereres planche 22b (deres Litteratur L. pseudofelina) også under hans L. obscura, Bon, M. 1993. Les Lepiotes. Flore Mycologique dog med et efterfølgende spørgsmålstegn. Til d’Europe No 3. – Lille. gengæld nævner han slet ikke deres egentlige L. Candusso, M. & G. Lanzoni 1990. Lepiota s.l. Fungi griseovirens, planche 22a. Han må da tage Europaei Vol. 4. Lange, J. E. 1935. Flora Agaricina Danica Vol. I. stilling til, hvilken art et billede forestiller og Maire, R. 1928. Diagnoses de Champignons inédits ikke referere det samme billede som to arter! de l’Afrique du Nord. Bulletin de la Société My- Jeg tror mere på hollænderne, der holder sig til cologique de France, XLIV s. 37. Maires beskrivelse og ikke farven på Migliozzi, V. & M. Coccia 1990. Un problema irrisol- herbariemateriale, og derved bliver den rigtige to: Lepiota pseudofelina e discrizione di Lepiota L. griseovirens Maire den grågrønne, der er pseudofelina Lange ss. auct., non Lange. – Boll. afbilledet i Svampe 26. Den „nye“, AMER 19 (1): 17-23. kobberfarvede, får hollændernes navn, L. Rald, E., J. Heilmann-Clausen & C. Lange 1992. poliochloodes Vellinga & Huijser. L. 1991 – et godt år for parasolhatte. – Svampe 26:

SVAMPE 31, 1995 43 Slægten Træhat, Lignocybe (genus obscura) Aksel Jørgensen, Brohusgade 4, 3.tv., 2200 København N. Når man færdes i skovene for at samle svampe, men vokser p.g.a. separat forsyning med vand bemærker man af og til nogle knoldformede udvækster, knuder, på træer. Knuder ses hyppigst på Bøg (Fagus) og Eg (Quercus), men de kan optræde på næsten alle træarter. Der er flere typer af knuder på træer, her vil jeg kun behandle en type, som sidder mere eller mindre løst fæstet til træet (figur 1). Forespørgsler på Plantepatologisk Institut på Landbohøjskolen har ikke givet noget entydigt svar på årsagen til disse knolde/knuder. Det formodes at være en virus, som er den egentlige årsag, og at denne virus spredes af insekter eller jordbakterier. De fleste knuder findes på træer, hvor barken ikke er for tyk, på Bøg når træerne er mellem 20 og Figur 1. Snit gennem en „svampeknude“, visende 60-80 år, på ældre træer er barken ofte så grov, tilvæksten i form af årringe. (natulig størrelse 4 × 5 cm). at karstrengene til knuderne afbrydes og knuden afstødes eller dør. Dog er Vorteegen i og fotosynteseprodukter fra karstrenge i Jægersborg Dyrehave mellem 500 og 600 år kambiet. Fjernes knuderne fra et træ – de sidder gammel og har masser af knuder på grenene. ret løst fæstet til træstammen – kommer der Stammeveddet kan også vokse uden om sjældent nye knuder. Stammeveddet blottes knuden og helt indeslutte denne. normalt ikke, hvis man med et slag eller spark Knuderne dannes tilsyneladende i barksiden løsner en knude; der er jo et barklag imellem. I af kambiet (vækstlaget mellem bark og ved). vækstsæsonen kan barken på knuderne løsnes Knuderne er altså ikke en del af stammens ved, med neglene eller en kniv. Overfladen under

Figur 2. Knude af Eg. Foto Jørgen Albertsen. Figur 3. Træhat af knude fra Bøg. Foto Jørgen Albertsen.

44 Figur 4. Træhatte af knuder fra Eg og Bøg. Bemærk tegningen på overfladen af knuderne. Foto Jørgen Albertsen. barken har en karakteristisk tegning med yderste er dødt, vil der dannes en knude, som rækker af koncentriske cirkler og buede linier, kan minde om en svamp med en frisk hatdel og nærmest som højdekurver på et kort over et en død stokdel (fig. 3 & 4). Knuder fra bjerglandskab; det ses tydeligst på egeknuder. forskellige træer har jeg samlet en del af og Har man samlet knuder om vinteren eller tørret siden 1978 ved hjælp af kniv, sav, stemmejern dem, før man får tid til at afbarke dem – hjælper og slibepapir formet til forskellige smykker, det at koge knuderne i vand, 15-60 minutter – så skåle og – svampefigurer. løsner barken lettere. Kogning kan også fjerne Disse svampe, der har været udstillet på nogle af de spændinger, som er i træet, og der- svampedagen i København 22. februar 1992, og med forhindre, at det flækker eller revner. En på svampeudstillingen i Peter Lieps Hus 19-20. kniv eller skruetrækker laver let mærker i september 1992, kan henføres til den overfladen og er derfor ikke velegnede til af- nyopstillede slægt Træhat, Lignocybe (genus barkning – det bedste værktøj er et stykke ben, obscura). Træhatte vokser altid på træ, oftest på f.eks. fra en lammekølle, som er skåret skråt af løvtræ, men er også set på Lærk (Larix), i den ene ende. Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) og Tsuga. Skærer man en knude igennem, ser man, at Trods eftersøgning er det endnu ikke lykkedes der er årringe som i normalt træ. Tilvæksten er at finde sporedannende væv i disse svampe. størst på den side, der vender ind mod Knuderne og dermed Træhat angribes til tider træstammen. En knude fra Bøg, 1 cm i diameter af andre svampe som Toppet Huesvamp, Hvid med bark, har ofte 5-6 årringe. Tandsvamp og andre arter af barksvampe. Ved ydre påvirkninger kan væksten standse i Knuderne og dermed træhattene varierer hele knuden eller en del af knuden, med meget i størrelse og form. På grund af efterfølgende nedbrydning af det døde ved. voksemåden vil træhatte fra Eg ofte ligne Hvis den del af knuden, som vender mod rørhatte eller stenmorkler, mens mange knuder stammen, fortsætter væksten i flere år efter det fra Bøg er helt flade på den side, der vender ind

SVAMPE 31, 1995 45 mod stammen og derfor lettere kommer til at oktober 1994 vises på side 2 et smukt eksempel ligne lamelsvampe. på denne type træhatte. En ny undergruppe af træhatte opstod, da Som alternativ til svampe skåret i træ be- Bent Jørgensen i Mortenstrup, A.J.’s far, begyndte undertegnede at skære svampe af gyndte at udskære svampefigurer af mere eller stenene fra Avocado (Persea gratissima), der mindre normalt vokset træ. Svampefigurerne bliver rødbrune ved tørring. Senere har jeg udskæres med sav og tildannes yderligere med udvidet det til sten fra andre frugter, kniv, stemmejern, fil og sandpapir. Indtil nu har sukkerroer, kartofler, golfbolde, mm., alt der er han lavet svampe af 55-60 forskellige slags træ, større end en Hassel-nød og kan holde til at som skaffes på mange måder. Et håndtag fra en skære i, og som holder faconen efter tørring. knækket paraply var af Spanskrør (Calamus Den hidtil eneste svamp af svamp er skåret at rotang) – en palmeart – og blev til tre svampe. det sterile frugtlegeme af Birke- Ved bygningen af Zoologisk Haves nye Spejlporesvamp (Inonotus obliquus). tropehus blev der nogle stumper af et Under indsamling af diverse frugter til at regnskovstræ med brædtrødder til overs, og skære i er jeg stødt på rigtige svampe inden i nogle af disse stumper havnede hos frøet af Mango (Mangifera indica) og Avocado, svampemageren. Proppen til en kinesisk og udvendigt på frugtskaller af Duetræ termokande er traditionelt lavet af veddet fra (Davidia involucrata), de fleste i imperfekte Kejsertræ (Paulownia tomentosa), den kunne stadier. der også skæres en svamp af. Mange andre Hermed vil jeg efterlyse frugter og frø af slags træ skaffes fra beskæring i haver og Dumpalme (Hyphaene thebaica) og Elfenbens- parker, eller fås fra kasserede møbler. palme (Phytolephas macrocarpa) (tauganødder) Tidligere „fund“ af træhatte har i alle de til- eller andre, mere specielle frugter eller fælde, jeg kender til, været fremstillet på en træstumper. Hvis nogen har noget liggende, som trædrejebænk. I tidsskriftet Norsk Husflid de ikke selv skal bruge, er jeg meget

Forgiftningen på Gavnø Slot Ole Terney, Falkonergårdsvej 4, 1959 Frederiksberg C.

Anekdoter om svampe er morsomme at kunne spisesedler, som ses uden for aviskioskerne, fortælle, og de kan være meget lærerige. I efter- blev helliget svampene. Der kunne man bl.a. året 1994 var jeg travlt optaget af at indsamle læse: „Baron holdt svampemiddag: Jet-set til svampeanekdoter til en udgivelse i Bio-Nyt. udpumpning“. Emnet viste sig at være omfattende (jeg fik En slotsmiddag hos baron Otto Reedtz- skrevet næsten 100 sider), så jeg valgte at for- Thott på Gavnø slot havde medført hospitals- dele det over to temanumre af bladet! indlæggelse af hele selskabet, og finansmanden Midt under indsamlingsarbejdet fik jeg hjælp Klaus Riskær Pedersen var blandt de forgiftede. af B.T. og Ekstrabladet, idet begge disse aviser Aviserne skrev detaljeret om kørsel i ambulan- den 6. september havde en vaskeægte ce under udrykning, udpumpning på hospitalet svampeanekdote på forsiden. Også de og at nogen måtte tilføres væske med drop. Det

46 åbne spørgsmål var imidlertid: hvilken svamp faktisk lagt mærke til nogle rørhatte, som havde var den skyldige? en noget lysere, lerfarvet hat. I de to bøger, som Et advarende billede af Snehvid Fluesvamp i han havde til rådighed, stod imidlertid, at B.T. fik nogen til at tro, at dette var synderen. Satans Rørhat skulle lugte dårligt, og han Men nogle dage efter kunne man i Ekstrabladet kunne ikke lugte noget mistænkeligt. Efter se et læserbrev fra en mand, som under forgiftningen fandt han blandt svamperesterne svampeindsamling i Vejlø Skov, som er privat nogle af disse svampe med lys hat, og syntes de og hører til slottet, var blevet bedt om at forlade lignede billedet af Satans Rørhat. Svampere- skoven af netop det selskab, som senere blev sterne blev bragt med til hospitalet, men dér forgiftet. Læserbrevsskribenten mente, at de blev de desværre kasseret. var blevet syge af Netstokket Indigo-Rørhat, Et par år tidligere var der på stedet sket en som er blevet beskrevet som giftig sammen med lignende forgiftning, og ved den lejlighed blev alkohol. to personer behandlet på hospital for kraftig Jeg fik denne forklaring af nogle deltagere opkastning og diarré. Også dengang var der for- på en svampetur, som havde læst læserbrevet. mentlig tale om Satans Rørhat, mener Otto Uden at kende de nærmere detaljer kunne Reedtz-Thott. teorien ikke udelukkes. Jeg viderebragte denne Faktisk var Satans Rørhat ligesom mange teori på et af foreningens åbne mandagsmøder i andre af de store Boletus-rørhatte meget lokalerne på Øster Farimagsgade, og 1-2 uger almindelig i 1994, som var usædvanlig varm. senere hørte jeg det samme rygte, men nu i en Satans-Rørhat er hyppigere i Midteuropa, hvor klart forbedret version: Det blev fortalt, at somrene er varmere end vores. Jan Vesterholt nogen havde ringet til det hospital, som har ikke noteret fund af Satans Rørhat omkring behandlede det forgiftede selskab, og fået Næstved, men Vejlø skoven er ifølge Otto bekræftet, at synderen var Netstokket Indigo- Reedtz-Thott meget kalkrig, og betingelserne Rørhat. for dens forekomst er derfor til stede. I min jagt på anekdoter om svampe ringede Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at der jeg også til nogle medlemmer i Jylland. Det har været tale om en almindelig madforgiftning. viste sig overraskende, at et andet rygte Men børnene, som fik samme mad, men ingen verserede her. Indigo-rørhattene var blevet svampe, blev ikke syge. Og det er også spist i rå tilstand, mente man! Det forklarede, at påfaldende, at alle 8 i selskabet blev syge efter alle blev syge. 3-4 timer. Samt, altså, at der på Gavnø Slot Der var nu kun én ting at gøre. Jeg ringede til tidligere har været en lignende forgiftning nogle Gavnø slot. Her talte jeg bl.a. med Otto Reedtz- år tidligere. Thott selv, som var vært ved middagen og den Der blev drukket nogle gode flasker rødvin mest svampekyndige af selskabet. Svampene til maden, fortalte Otto Reedtz-Thott. En var blevet tilberedt ved stegning, fortalte han, omdiskuteret teori går ud på, at alkohol og alle otte personer i selskabet var blevet syge, medfører hurtigere optagelse af giftstofferne i heriblandt også en person som af forsigtig- maven eller tarmen. Men om alkoholen har haft hedshensyn ikke ville have svampene, men som betydning for Gavnø-forgiftningen er uvist. Jeg fik en sovs, som indeholdt afkog fra svampene. har iøvrigt ikke set alkohol-teorien sat i forbin- Også to familiemedlemmer, som fik noget mad delse med Satans Rørhat. Og der er end ikke med hjem, blev syge, men i mindre omfang, for- bred enighed om, hvorvidt alkohol forstærker mentlig fordi svampene derved blev tilberedt i giftigheden af dårlig tilberedt Netstokket Indi- længere tid. go-Rørhat - selv om man skulle tro, at det ville Otto Reedtz-Thott kunne også fortælle mig, være muligt at undersøge dette spørgsmål eks- at den skyldige efter hans mening var Satans perimentelt. Rørhat. Hans kendskab til denne svamp var Konklusionen må være, at det usædvanlige ikke så grundigt, at han kunne kende den forgiftningstilfælde på Gavnø Slot bedst kan umiddelbart, ligesom han ikke havde lært sig at forklares med, at gæsterne formentlig har fået skelne mellem Netstokket Indigo-Rørhat og en relativ stor dosis af Satans Rørhat, der var Punktstokket Indigo-Rørhat. Men han havde blevet tilberedt i for kort tid.

SVAMPE 31, 1995 47 Nyt logo

Et logo er en lille tegning,, der har til formål at – Det skal være tegnet i streg (altså uden raster symbolisere et firma eller en forening på en klar og eller skraveringer), og skal kunne reproduceres i effektiv måde. Foreningen til Svampekundskabens sort/hvid, men må tillige gerne foreligge i en Fremme har i en del år anvendt et billede af Stor version med en eller to farver. Skørhat som en slags logo. Det er set på fx – Det skal kunne reproduceres i størrelser fra 1 til emblemer til diplomprøvetagere, brevpapir og 10 cm. foldere for naturvejledere. Billedet af skørhatten er – Det skal kunne anvendes uden tekst, men må tegnet af Øjvind Winge og stammer oprindelig fra tillige gerne foreligge i en version med teksten: Ferdinandsen og Winges „Mykologisk Ekskursions- „Foreningen til Svampekundskabens Fremme“ flora“ udgivet i 1928. I de senere udgaver fra 1943 Der er iøvrigt frit slag med hensyn til motiv, stil og 1978 havnede illustrationen på omslaget, og det osv. Her på siden er der vist forskellige logoer fra er vel derfor, den endte som foreningens uofficielle andre foretagender med tilknytning til natur, der logo. måske kan være til vejledning eller inspiration. Et logo skal helst kunne trykkes i sort/hvid og Førstepræmien i logo-konkurrencen er et både stort og småt. Her kommer foreningens „Stor gavekort på kr. 2.000 til Svampetryk, Skørhat“ til kort. Den fremstår som skraveret i andenpræmien et gavekort på kr. 500, ligeledes til gråt ved hjælp af små, elegante prikker, der flyder Svampetryk. Forslag skal være bestyrelsen i hænde uhjælpeligt sammen ved en dårlig reproduktion senest 1. maj, og være mærket „Logo“. Forslagene eller ved kraftig nedfotografering, som det fx sker i vil blive bedømt anonymt af en dommerkomite mange turfoldere for naturvejledere. Foreningens udpeget af bestyrelsen. bestyrelse har derfor besluttet at udskrive en Foreningen forbeholder sig ret – men ikke pligt konkurrence om et nyt logo. – til vederlagsfrit at benytte det vindende logo som Kravene til det nye logo er følgende: logo for Foreningen til Svampekundskabens – Det skal entydigt signalere svampe. Fremme.

Skov- og Naturstyrelsen Institut for Alger og Svampe

Dansk Ornitologisk Forening

Danmarks Naturfredningsforening

Dansk Botanisk Forening

48 Forfattervejledning

Manuskripter Artikler til Svampe kan afleveres på en datadiskette såvel fra IBM-PC kompatible som fra Macintosh computere. Vi foretrækker 3,5" disketter. Kommer teksterne fra IBM-PC, skal de være lagret som Word, WordPer- fect eller som ASCII-dokumenter (også kaldet DOS-tekst). Hvis du er i tvivl så kontakt Jan Vesterholt, tlf: 75 89 34 42.

Indlæg til bladet kan naturligvis også afleveres maskinskrevet.

Manuskripter sendes til Jan Vesterholt, Kærvænget 32B, Gl. Sole, 8722 Hedensted.

Illustrationer Fotografier, der ønskes bragt i farve, afleveres som farvedias. Fotografier til sort/hvid illustration afleveres som dias eller som papirkopi i formater op til A4. Stregtegninger afleveres i dobbelt størrelse, dog mak- simalt i A4 format.

Udbredelseskort, diagrammer, tabeller og lignende afleveres som skitser, der af redaktionen rentegnes på computer.

Ved spørgsmål angående illustrationer, kontakt Jens H. Petersen, tlf.: 86 10 00 96.

Navnebrug Ved dansk svampenavngivning følges „De danske svampenavne – en kommenteret navneliste“ (Petersen & Vesterholt 1993). Findes intet navn heri, kan forfatteren selv foreslå et nyt navn. Forslag vil blive vurderet af redaktionen.

Afleveringsfrister Stof til efterårsnummeret af Svampe skal være redaktionen i hænde senest den 1. maj; stof til forårsnummeret senest den 15. november. Indholdsfortegnelse 1 Erfaringer med Satans Rørhat Flemming Rune 4 Diplomtagere 1994 5 Morkler på barkflis Mogens Holm 8 Sæsonens art (Ege-Sprækkeskive) Jan Vesterholt 10 Usædvanlige danske svampefund red.: Jan Vesterholt 15 En svampehistorie med S Ole B. Lyshede 16 Landsdelsrapporter red.: Jens H. Petersen 22 Anmeldelser: „Kantareller“, „Building Mycology“, „The beast . . .“, „Die Myxomyceten. . .“, „Les Champignons de France“, „European Polypores“, „Svampe: noter og anekdoter“ 28 På svampejagt i London Rudolf Mayer 31 Noter om svampenavne (4) Flemming Rune & Erik Rald 35 Galler på Gul Tømmersvamp J. Koch 37 Er Gyldenhat giftig? Thomas Laursen 38 Fonde tilhørende Foreningen til Svampekundskabens Fremme Jørgen Albertsen 39 Europæisk kongres i 1995 40 Nyt fra villahaven Mogens Holm 41 Hvad er Lepiota pseudofelina? Christian Lange 44 Slægten Træhat, Lignocybe (genus obscura) Aksel Jørgensen 46 Forgiftningen på Gavnø Slot Ole Terney 48 Nyt logo

Forsidebillede: Rød Fluesvamp (Amanita muscaria) på parade i vejkant. Foto: Jens H. Petersen.

ISSN 0106-7451

31 SVAMPE 1995