Velkommen til Kreta Seværdigheder.

Af familien Andreasen og Vanggaard.

Mange danskere er ikke klar over, hvad de går glip af, når de holder ferie på Kreta, så her er et par rejsetips, der kan lede dig på sporet af de store Kreta oplevelser.

Et gammel og kendt tip er: lej en bil og tag ud og oplev øen! Når du kommer rundt ved alle de store oplevelser. Vil du hurtigt blive ramt af ”Kretasygen”. Symptomerne viser sig ved at man aldrig helt kan lade være med at tænke på øen og mindst en gang om året tager derned igen.

Kør selv giver en fantastiske Kreta oplevelser Vær ikke nervøs for at køre på Kreta. I visse dele af bjergene kan det være skræmmende for os danskere at køre, men hvis man bruger sin sunde fornuft og ikke overvurderer sig selv, så venter der nogle fantastiske oplevelser, både i den storslåede natur og med de meget gæstfrie Kretensere.

I byerne skal man være opmærksom og tålmodig, men modsat andre middelhavslandes trafikkultur, så er Kretenserne sjældent aggressive, lidt skødesløs med regler og fartglade, ofte dog hensynsfulde over for os turister.

Side 1 af 59

Chania.

Hovedbyen på Vestkreta med ca. 70.000 fastboende. Byen er oprindeligt grundlagt af Venetianerne i 1200-tallet på ruinerne af den tidligere storby Kydonia som kan dateres helt tilbage til det 5. århundrede før Kristi fødsel. Byen har været underlagt forskellige folkeslag igennem tid, hvilket man nemt kan se bare ved en gåtur rundt i byen. Her findes indflydelse fra Venetianerne, Tyrkerne, Osmannerne og romerne. Desuden har byen også en synagoge og en protestantisk kirke, så stort set alle religioner er repræsenteret i byen.

Mest berømt er dog den gamle bydel og havnen, som har udsigt til et gammel fyrtårn Her ligger masse af restauranter, cafeer og shopping muligheder.

Byen er desuden også fyldt med museer og andre kulturelle attraktioner. Her kan marinemuseet og ”Det græske hus”, som er museum for det græske folk, nævnes som det mest spændende. Man kan desuden tage en gåtur hele vejen ud til fyrtårnet eller gå på den gamle bymur og nyde udsigten.

Desuden er byen fyldt med shopping muligheder – både af den turistmæssige slags og mærkevarer butikker med tøj, sko osv. Derudover kan det anbefales at tage på et besøg i byens markedshal, hvor der kan købes alt fra nødder, frugt og grønt til frisk fisk og hele grise. Her ligger desuden en par meget lokale cafeer, hvor man kan få noget af det mest lokale og friske mad, som serveres på øen.

Byrundture findes i alle afskygninger blandt rejsebureauerne og de lokale arrangører. Mange har frokost eller aftensmad inkl. i prisen eller med stop hvor der mulighed for at købe noget, hvis man har lyst. Mange besøger desuden et udkigspunkt beliggende på bjerget, hvor man kan se helt fra Chania hele vejen til vestkysten i godt vejr.

Besøg den gamle del af byen – Går man en tur i de gamle gader, får man den rigtige græske følelse af smalle gader og gamle huse. Her finder man mange shoppingmuligheder – både af souvenierbutikker men også mange små butikker med håndlavede smukker, tøj og keramik.

Hvis du besøger udkigspunkter over Chania, er der mange gode ting at opleve. Blandt de bedste er cafeen Koykoyvaria som er et af grækerne fortrukne afslapningssteder om søndagen – Men kommer man andre dage, er der masser af plads, fantastisk udsigt og god chokoladekage og kaffe.

Side 2 af 59

Rotonda.

10 km syd for Kolymbari ved landsbyen Episkopi ligger en af de mest besynderlige og særegne kirker på Kreta. Det er kirken til Ærkeengelen Michael, der efter sin form ofte blot kaldes Rotonda. Byen blev bispesæde i den anden byzantinske periode (961- 1204), og i kirken findes der stadig en del bevaret fra den tid, f.eks. rester af mosaikgulvet og en døbefont, hvilket viser, at der har fundet dåbshandlinger sted.

Ved restaureringen af kirken (2001-2003) afdækkede man forskellige lag freskomalerier, der tyder på, at kirken har været malet op mindst fem gange.

Arkæologerne mener, at kirken er bygget over flere perioder. Således skulle den midterste rotunde (E) stamme fra det 4. årh., mens koret (A) og de andre rum er bygget til siden hen - af flere omgange.

Efter sigende skulle der kun findes to andre kirker af denne type, en i Thessaloniki og en i Italien. Ved udgravninger i 1994 fandt man byzantinske grave fra ca. 900 e.Kr. omkring kirken.

Side 3 af 59

Akrotiris-Profitis Iliashøjen.

På Akrotirisvestskråning ligger en park med adskillige mindesmærker og en betagende udsigt over Chania. Højen hedder Profitis Ilias og er opkaldt efter et kloster, der engang lå her. Nu findes kun kirken, der blev genopbygget på russisk ordre efter bombardementet i 1897.

Endvidere er højen kendt for sin betydning under oprørene mod tyrkerne. Mens tyrkerne i januar 1897 foretog massakrer på den kristne befolkning i Chania og satte ild til flere kvarterer og stormagternes flåder passivt lå forankret uden for havnen, samledes Akrotiris Revolutionære komite her under ledelse af Ioannis Sfakianakis og EleftheriosVenizelos. Uden varsel begyndte den internationale flåde den 9. februar, at beskyde oprørernes lejr. Det græske flag, der vajede over lejren, blev ramt og faldt til jorden. Straks greb en af oprørerne – SpyrosKagialedakis – flaget og sprang op den højeste klippe med flaget udstrakt i sine hænder. Det fik stormagterne til, at indstille beskydningen. Episoden vakte så megen furore over hele Europa, at man nu efter et halvt århundredes passivitet seriøst gik i gang med, at finde en løsning på konflikterne på Kreta.

Øen blev besat af stormagterne, indtil den overgik til selvstyre – først med Prins Georg af Grækenland som højkommissær (1898 – 1906) og senere Alexandros Zaïmis (1906 – 1908). I 1937 blev der opstillet en stor statue af frihedsgudinden, men den blev delvis ødelagt under de tyske bombardementer i 2. verdenskrig og et jordskælv nogle år senere ødelagde resten af statuen. I 1997 – på 100 – året for kampene på Akrotiri – blev der opstillet en statue, der forestiller Kagialedakis med flaget.

Foran Profitis Ilias kirken ses ElefteriosVenizelos og hans søns Sofoklis grave. ElefteriosVenizelos var nok den største af det moderne Grækenlands politikere. ElefteriosVenizelosd’de i eksil i Paris i 1936, men efter at hans båre var blevet ført til Chania, blev han begravet på Akrotiri.

Side 4 af 59

Korakies.

Et par kilometer ud af vejen mod lufthavnen drejer en vej fra til landsbyen Korakies. Her ligger et smukt nonnekloster. Klostrets oprindelige navn var Agios Ioannis o Vitas. Man ved ikke hvem denne Vitas egentlig var. Man regner med, at det er grundlæggeren af klostret eller en person, under hvem klostret er blevet restaureret af. I dag kaldes klostret, der er viet til Agios Ioannis o Prodromos (johannes Døberen), blot klostret i Korakies eller Nonneklostret.

Klostrets kirke er to-skibet: Det ene til johannes Døberen og det andet til Agios Georgios.

Det er uvist hvornår klostret blev grundlagt, men allerede i venezianer – og tyrker tiden eksisterede det som nonnekloster, hvor unge piger søgte tilflugt for, at undgå forfølgelser. I denne periode havde klostret sin storhedstid med mere end 100 nonner.

Under oprøret mod tyrkerne i 1821 blev klostret ødelagt, nonnerne myrdet og dets jordbesiddelser underlagt Gourverneto klostret, som det stadig hører under. Det blev genopført i cirka 1840, men atter ødelagt under oprøret i 1866.

Naturvidenskabsmanden Vittorio Simonelli besøgte i 1893 kreta. I hans rapport får man en levende beskrivelse af forholdene i Korakies, selv om han af en eller anden grund ikke omtaler selve klostret: Vi red op ad skråningerne nord for Souda-bugten og nærmede os landsbyen Korakies, der ligger på Akrotiri højsletten. For hvert intakt hus er der mindst ti ødelagte – et typisk eksempel på tyrkernes måde at holde lov og orden på Kreta. Men vi fik også et første eksempel på lokalbefolkningens gæstfrihed, idet enhver ville have, at vi tilbragte de varme middagstimer i netop deres hjem og at vi spiste Staka – en blanding af mel og kogt mælk, som – hvis man ikke har andet – kan være helt velsmagende.

Klostret blev atter genopbygget og i slutningen af den 19. århundred boede en af nonnerne i længere tid hos den engelske ambassadørfrue i Athen, hvor hun fik undervisning i broderi. Siden har klostret været kendt for sine smukke broderier, der stadig kan beses i dets lille museum og købes i dets butik.

Side 5 af 59

Theriso.

Et yndet udflugtsmål er den historiske landsby Theriso, 15 km syd for Chania. Byen ligger i ½ km's højde omkranset af afrundede bjerge for foden af Lefka Ori, hvis nøgne toppe står i skarp kontrast til stedets tætte bevoksning. Navnet (opr. Therisos) er af førgræsk oprindelse, hvilket bevidner byens alder, men i historisk tid er landsbyen første gang omtalt i Francesco Barozzi'sDescrittionedell' isola di Creta fra 1577.

Fra Chania snor vejen sig gennem den seks kilometer lange og imponerende Therisiano kløft, og flere steder kører man mellem lodrette klippeskrænter, der nogle gange ligefrem rager ud over vejen.Kløften er delvis dannet af floden Kladissos, der især om foråret forvandles til en fossende strøm, når sneen smelter.

To kilometer inden Theriso fører en trappe på højre side op til den 20 m dybe Sarakina hule, hvor arkæologen Paul Faure i 1950'erne fandt potteskår fra neolitisk, senminoisk og protogeometrisk tid.

Byens strategiske beliggenhed har ofte givet den en plads i historien. Under det store oprør i 1821 lykkedes det indbyggerne og partisanere under ledelse af VasilisChalis og Andreas Fasoulis at slå 5.000 tyrkerne på flugt ved Kambia, ved indgangen til kløften. Landsbyens kvinder hjalp til med at bringe vand og ammunition.

Overleveringen nævner en pige ved navn Andiánira fra Theriso, der blev beskudt, mens hun bar vand til oprørerne i en spand på hovedet. Spanden gik i stykker, og selv blev hun lettere såret, men hendes eneste bekymring var det spildte vand.

Da pasha Mustafa Naili (Giritlis) i 1866 brændte byen ned til grunden, flygtede mange af indbyggerne til Kythira og Peloponnes, bl.a. StylianiPloumidaki, med sin kun 2-årige søn, der senere skulle blive en af Grækenlands største politikere (EleftheriosVenizelos).Året efter lykkedes det de kretensiske oprørere at isolere og udradere to kompagnier tyrkiske soldater i nærheden af Theriso. Som hævn dræbte Mustafa Naili den unge pige, ChrysiTsepeti, ved at rulle et møllehjul over hende. Hjulet er nu opstillet i midten af byen foran en samling af krigsmateriel fra Anden Verdenskrig.

Side 6 af 59

Men mest kendt blev Theriso i 1905, da EleftheriosVenizelos havde sin base her under oprøret mod højkommissær Prins Georg. Højkommissæren og Venizelos var - mildest talt - dybt uenige om, hvordan Kreta skulle opnå forening med Grækenland, hvilket resulterede i, at højkommissæren i 1901 afsatte Venizelos som justitsminister. Efter nogle års kontroverser samlede Venizelos i 1905 revolutionære fra hele Kreta i landsbyen, hvor de proklamerede forening med Grækenland og blev direkte årsag til Georgs afgang som højkommissær. I midten af byen er der i dag oprettet et Venizelos-museum med fotografier, dokumenter og andre vidnesbyrd fra Theriso oprøret.

Over for den gamle Agios Georgios og Charalambos kirke fra 1555 ligger byens ældste café, der stadig bliver passet af det gamle ægtepar Maria og Artemis Papadakis. Fra Theriso fortsætter vejen videre over bjergene til landsbyerne Zourva og Meskla. På turen er der en formidabel udsigt over dalen ned mod nordkysten og Chania, mens en lodret klippevæg knejser stolt på venstre side af vejen.

Side 7 af 59

Verdens ældste oliventræ.

Kreta er verdenskendt for sin olivenolie produktion, og du kan ikke undgå at se et oliventræ, når du er på Kreta. De står nemlig på alle bjergsider. Men Kreta har ikke bare en masse oliventræer - Kreta har verdens ældste oliventræ.

Vest for Chania ligger landsbyen Voúves, og her findes verdens ældste oliventræ. Mange eksperter har studeret træet og nogle mener, at træet kan være helt op til 4000 år gammelt. Træet er hult i midten og 13 meter i diameter.

I forbindelse med det gamle oliventræ, har man nu bygget et oliventræsmuseum, hvor du blandt andet kan se udstillinger af gamle redskaber, man har brugt til produktionen af olivenolie.

Side 8 af 59

Botanical Park of Crete.

Næsten 20 hektar jord venter på at byde dig velkommen, fuld af frugttræer fra hele verden, urter, medicinsk og prydplanter i en park forskellig fra andre, hvor jorden, AOS dannelse og regionen, AOS mikroklima gør det til et paradis for hundredvis af planter og dyr!

Midt i denne farverige og levende landskab står en brændt Centennial oliventræ, et mindesmærke og en henvisning til de dystre brande i 2003, parken, AOS historie og oprindelse.

Den nyeste og en af de mest interessante steder i Chania ligger kun 18 kilometer udenfor byen, på fødderne af De Hvide Bjerge. Det er ideelt for besøgende i alle aldre, der kombinerer fornøjelser, at kun Kreta kan tilbyde!

Kort tid efter du passerer Fournes landsby, og før den historiske Lakkoi-Skordalou, vil et tegn lede dig i retning af den botaniske Park, til en hidtil uset tur i regionen, AOS magiske natur og den kreative fantasi af de fire brødre, der drømte om og indset dette unikke heaven on earth!

Når du først se parken og dens faciliteter, er det umuligt at forestille sig, at dette er den samme flade af de 15-20 hektar, der brændte i brandene i 2003, i dag litterær genfødt af asken. I stedet for den grå landskab står en gang, uddannelse og underholdning park unik i sin art på Kreta, AI vente for unge og gamle, lokale og udlændinge, til at stifte bekendtskab med de mere end 150 arter af frugttræer sammen med snesevis af urter, medicinal og prydplanter er vært, mens de nyder deres gåtur gennem en frodig natur. Hemmeligheden bag at nyde dit besøg til det maksimale, er at vandre gennem stierne i Botanisk Park langsomt og afslappet, hvilket gør mange stop for resten i de forskellige egnede resten punkter til rådighed. Derfor skal du have mulighed for at virkelig værdsætte den skønhed, som du vil støde på.

Uanset hvordan du ser dit besøg her, enten som en naturskøn tur, eller en interessant rundvisning af naturen, AOS stier, Botanisk Park er det ideelle alternative forslag til en dag, AOS flygte fra byen, AOS støj og de fashionable strande. Den dramatiske landskab her er sammensat af sjældne prøver af den lokale flora og fauna samt tropiske og subtropiske arter fra hele verden, med nye prøver tilføjet dagligt, ændre udseendet af Botanisk Park og give besøgende med et motiv til at nyde det igen og igen!

Side 9 af 59

Dette eventyr i naturen, som varer en til to timer, følger stier af enestående naturskønhed og giver besøgende mulighed for at stifte bekendtskab med de mange forskellige planter og træer, der vokser på de to hundrede kvadratkilometer af veldesignede plantet bjergskråning. Den passende skiltning af stierne fører den besøgende til forskellige dele af Botanical Park tropiske træer, frugtbærende træer, citrusfrugter, krydderurter og vinmarker.

Den frodige landskab er afsluttet ved søen i den nederste del af den del, der tilbyder indlogering og beskyttelse til ænder, gæs og andre vandfugle (og sjældne arter), selv til høge, der flyver i området. Parken har også en open-air, sten atmosfærisk amfiteater egnet til små (kapacitet til cirka 250 personer) begivenheder.

Afhængig af tidspunktet på året, vil du have mulighed for at nyde blomster, planter og træer gennem alle faser af deres livscyklus, parallelt med de forskellige arter af vilde flora og fauna, som de tiltrækker hver sæson. Som helst tidspunkt af året, du besøger den botaniske Park, vil du blive imponeret over de farver, dufte og forskellige arter.

I sommermånederne, er det bedste tidspunkt at planlægge dit besøg tidligt om morgenen, så man undgår den stærke varme, og have mulighed for at fuldende din oplevelse med en fremragende måltid i parken, AOS restaurant. Dens helt lokal, økologisk og sæsonbetonet filosofi vil være uforglemmelig.

Side 10 af 59

Koumos-Stenlandsbyen.

Sten,skulle du have et hjerte,

så vil jeg det forsøde, Stenen,når jeg elsker dig jeg til pynt vil gøre dig.

Dette digt er direkte oversat fra græsk og står ved indgangen til Georgos Chavaledakis pragtfulde sted, som er skabt med 15 års håndarbejde og store kærlighed til sten. Sten i alle størrelser og former ses overalt! Denne stenverden skal simpelthen opleves, for den kan ikke beskrives med ord. Det 4000 m2 store område er en sand fornøjelse at gå på opdagelse i og man kan desuden få indblik i det traditionelle græske liv og de redskaber der blev brugt år tilbage. Et par dyr er der skam også på stedet, et par ørne /et par grise /en påfugl blot for at nævne et udpluk. Familien Chavaledakis har desuden indrettet et lille serveringssted i disse dejlige omgivelser hvor man skal nyde en forfriskning samt et par græske småretter. Stedet ligger i byen Kalives i Chaniaområdet og hedder Koumos /der er intet gadenavn men kør til Kalives og spørg efter Koumos. Alle kender stedet når man først er i området!

Side 11 af 59

Gramvoussa.

Denne fantastiske strand er beliggende som et af de nordligste punkter på Kreta. Halvøen Gramvoussa har lagt navn til stranden som ligger alleryderst på tangen. Ud for stranden ligger øen Balos som giver læ og en lagune med lavt vand og fantastisk sandbund.

Gramvoussa stranden kan besøges på flere måder.

Den mest brugte tur for rejseselskaberne er med båd. Sejlturen afgår fra Kissamos og via Gramvoussa Island, hvor man gør et kort stop, så når man stranden og kan nyde solen.

En anden måde at besøge stranden på er i bil og på gåben. Det er muligt at køre hele vejen ud af tangen, parkerer og gå ned af bjerget til stranden – Det kan dog være en hård tur selvom der er trapper – Der er langt ned og endnu længere op igen på hjemturen.

De fleste ture som går til Gramvoussa er uden frokost, men det er muligt at købe mad på båden samt der ligger en lille cafe på stranden, som er åben i højsæsonen. Hvis man besøger stedet selv eller på en privat tur kan det anbefales at spise frokost i Kissamos by eller i en af de omkringliggende byer – Her kan specielt Kolymbari anbefales med nogle rigtig gode fiskerestauranter.

Friheden er meget begrænset når man vælger sejlturen. Båden er meget stor – Nok det nogen vil betegne som en færge og man er bundet af et afgangstidspunkt for hjemturen. Hvis man kan klarer gåturen ned af bjerget til stranden, kan det klart anbefales at arrangerer en privat tur af landvejen. Kontakt os hvis du vil vide mere om dette – Vi kan anbefale lokale bureauer som arrangerer denne type ture for mindre grupper.

Husk dine badesko eller sandaller – sandet på stranden kan blive meget varmt når solen står på.

Vand kan købes på båden og på stranden i højsæsonen, men det kan være en rigtig god ide at medbringe noget selv. Tager man landevejen il stranden ligger der en cafe/supermarked ved nedstigningen mod stranden.

Føler man at turen op af bjerget fra stranden er for hård, kan man i perioder leje et taxiæsel til at blive transporteret op igen – prisen er typisk €10-15 pr. person.

Side 12 af 59

Karydi Monastery.

På Apokoronas halvøen - halvvejs mellem Vamos og Vrysses - ligger et Agios Georgios kloster, der i daglig tale kaldes Karydi klostret. De første oplysninger om klostret stammer fra den venezianske guvernør Francesco Barozzis rapport til det venezianske senat i 1577, hvor han omtaler landsbyen Caridhi San Zorgi. Nogle år senere nævner en anden veneziansk embedsmand Pietro Castrofylaca, at byen Caridi S(an) Zorzi skyldte 30 hoveritjenester.

I den ægyptiske folketælling fra 1834 hører vi, at landsbyen bestod af seks kristne og tre tyrkiske familier. I samme periode havde klostret sin storhedstid, da det i 1829 havde fået tilladelse til at fremstille olivenolie. Olieproduktionen gav beskæftigelse til mange af områdets indbyggere, og derfor opførtes i 1860 den store hal med de seks oliemøller. I de senere folketællinger omtales klostret ikke, da det var blevet lagt under AgiaTriada klostret på Akrotiri.

Overleveringen fortæller, at områdets indbyggere - mere eller mindre frivilligt - var konverteret til islam, undtagen klostrets abbed. Da områdets tyrkiske øvrighed truede med at omdanne klostret til en moske, overlod abbeden klostret til AgiaTriada, der hørte under patriarkatet i Konstantinopel, og derfor ifølge tyrkisk lov var ukrænkeligt.

Sidste gang landsbyen Karydi omtales separat, er i folketællingen i 1928, hvor den hørte under Vamos landkommune og havde 31 indbyggere. Efter at have været ubeboet siden 1900 blev klostret officielt nedlagt i 1923 og dets jorder fordelt til veteraner fra Balkankrigene og fra det mislykkede togt i Lilleasien. På foranledning af EirinaiosGalanakis, den netop afgåede metropolit over Kissamos og Selino (24. aug. 2005), blev klostret genindstiftet i 1996. I dag ledes det af prior Dorotheos, der har gjort - og stadig gør et stort arbejde for at renovere det gamle kloster.

Side 13 af 59

Agia Triad Monastery

Klostrets officielle navn er AgiaTriada ton Tzangarolon efter brødrene Ieremias og LavrentiosTzangarolas. Der kom fra AgiaKyriaki klostret i Chalepa. Ieremias fik af de venezianske myndigheder overdraget opførelsen af det nye kloster i 1611.

Arbejdet skred planmæssigt frem, men var dog langt fra færdigt, da han ti år efter blev pålagt, at overtage ledelsen af Gouverneto klostret, hvor han bl.a. stod for opførelsen af dets nye kirke, samt den store bro i det nærliggende Katholiko kloster.

Da Ieremias døde i 1634, fortsatte broderen Lavrentios opførelsen af AgiaTriada. Han nåede dog heller ikke, at fuldende deres fælles værk, idet kirkens kuppel stadig manglede, da tyrkerne erobrede Chania området i 1645. Selvom tyrkerne officielt førte en politik – der på visse punkter forbedrede den ortodokse kirkes stilling i forhold ti tidligere – fandtes der dog samtidig en tyrkisk lov, der forbød opførelse og istandsættelse af kristne bygninger. Således blev abbed Melchisedek (i 2. halvdel af det 17. årh.) fængslet af de tyrkiske myndigheder, da han var i færd med, at flisebelægge jorden foran kirken. For at redde deres abbed for hængning måtte munkene betale gigantiske beløb af en guldflorin for hver flise der var lagt. På grund af det tyrkiske forbud blev klostret først færdigbygget 200 pr senere, da den ægyptiske øverstkommanderende over Kreta Mohammed Ali i 1827 gav tilladelse til reparation af klostret efter ødelæggelserne under 1821 – opstanden.

AgiaTriada er et såkaldt Stavropigiaki kloster, hvilket betyder, at det hører direkte under Økumeniske Patriakat i Konstantiopel. Kretas første ærkebiskop efter den tyrkiske besættels – NeofytosPatellaros – sørgede i 1654 for, at AgiaTriada blev lagt under Patriarkatet for, at undgå tyrkernes plyndringer. Alligevel blev klostret plyndret adskillige gange af de tyrkiske elitesoldater og janitsharerne, men hver gang lykkedes det, at få klostret på fode igen, selv om fordums storhedstider var endegyldigt forbi.

Trods flere plyndringer blev klostret ret velstående i den tyrkiske periode. Der var mange munke til at dyrke jorden og en del kretensiske familier testamenterede deres formue til klostret for, at denne ikke skulle falde i hænderne på tyrkerne. I samme periode blev også mange mindre klostre lagt ind under AgiaTriada, ligesom klostret opkøbte en del jord.

Under den Græske Revolution i 1821 blev store dele af klostret ødelagt. Et håndskrift fra klostret fortæller om episoden:

"Vi flygtede fra klostret, da tyrkerne, der i deres rasende og vanvittige had til os, strømmede ind i kirken, ja i hele klostret, mens de stjal, knuste eller afbrændte alt, der kunne ødelægges eller flyttes. Det gik så voldsomt for sig, at kirken i vores kloster efter deres angreb mindede om en kalkbrænderovn. Kirkestolene, væggene med de hellige ikoner, alteret og alterrummet, træskabene og selv træloftet i den

Side 14 af 59

store kuppel, der endnu ikke var færdig, satte de ild til. Ilden var så kraftig, at den ikke blot pulveriserede mange af kirkens sten, så de kom til at ligne brændt kalk, men også de tykke jernstænger, der holdt den meget tunge bronzelysekrone, smeltede som vokslys."

Efter denne store katastrofe skulle der gå 20 år, inden klostret blev genopbygget.

Side 15 af 59

Bear Cave.

På vejen mod Katholiko klostret passere man Bjørnegrotten, hvor der findes en stor drypsten, der minder om en bjørn der står bøjet over den store cisterne i grotten. Traditionen fortæller, at det oprindeligt var en levende bjørn, der drak af vandet.

Munkene fra Gouverneto klostret og de lokale havde aldrig set den, men da de undrede sig over, at cisternen altid var tom, besluttede nogle af munkene sig for, at holde vagt inde i hulen for, at finde årsagen. De blev rædselsslagne, da den store bjørn pludselig formørkede indgangen og en af dem skyndte sig, at påkalde Jomfru Maria. Næppe var han færdig med sin bøn, før bjørnen blev forstenet.

Faktisk var hulen allerede i antikken hjemsted for tilbedelse af Artemis i skikkelse af en bjørn. Men i dag ser man en lille kirke der er bygget ind i klippen. Den er viet til YpapantitouChristou (Jesus fremvisning i templet i Jerusalem), som bliver fejret 2. februar med optog og efterfølgende messe for troende fra hele kreta.

Over døren til kirken kan man se fem indmurede platter anbragt i korsform. De er forsynet med Kallergis familiens våbenskjold – denne familie var en af de mest fremtrædende allerede i venezianertiden.

Uden for hulen ligger de få ruiner af det gamle Panagia tis Arkoudias kloster (den bjørnebekæmpende Jomfru Maria) fra 16. århundrede. Som de fleste klostre i området opstod også bjørneklostret af en eremitbolig. Den sidste eremit – GerasimosGlyniadakis – boede her indtil 1915. Udover sine religiøse beskæftigelser var han travlt optaget af at udbedre den stenbelagte sti op til Gouverneto klostret og restaurere klostret.

Side 16 af 59

Katholiko Monastery.

Fra parkeringspladsen uden for Gouverneto klostret går en sti mod nord ned til Katholiko klostret. Stien fører forbi bjerget Arkoudokefalo (Bjørnehoved) på højre side og Agios Antonios klostret på venstre. Man når hurtigt ned til bjørnegrotten, hvorefter stien bliver stejlere, mens den snor sig ned ad den nordlige bjergskråning, hvor Katholiko ligger. Efter en lille naturlig platform (Kathia tou Despoti) går en trappe direkte ned til klostret.

Overleveringen fortæller, at trappen har 128 trin, men at det er umuligt at tælle dem, da man kommer til, at ”snuble” over trinene. Umiddelbart inden trappen ender, ligger Johannes Eremittens hule, hvor selve klosterområdet startede. Lidt længere fremme ses klokketårnet, hvorfra man kan komme ind i passagen foran kirken. Kirken er bygget ind i en grotte i klippen, så man udefra kun kan se facaden, der tydeligt er påvirket af veneziansk byggestil. Selve passagen er bygget oven på klostrets forrådskamre. For at komme ned i klostrets gård skal man tilbage gennem klokketårnet og ned af endnu en trappe der ligger umiddelbart ved siden af munkenes celler. Lige fremme ses en anden 2 – etagers bygning – abbedens bolig. Inde i bygningen vokser nu et oliventræ – symbolet på fred – der ifølge den folkelige overlevering har omvendte blade. Det mest imponerende af klostrets bygningsværker er den store bro, der blev opført, mens IeremiasIsagarolos var abbed i Gouverneto klostret i begyndelsen af 1600 – tallet. Broen forbinder de to bjergskråninger og gjorde det nemmere, at komme over til de små bygninger og huler, hvor eremitterne trak sig tilbage. Man kan stadig enkelte af disse bygninger. Klostret blev adskillige gange udsat for piratangreb, hvor det blev plyndret og ødelagt, men atter genopbygget. Man mener bl.a., at den kendte pirat Barbarosse angreb klostret i midten af 1500 – tallet.

4 kilometer fra lufthavnen ligger den gamle, venezianske landsby Pazinos, der indtil 1961 hed Kalangadon. Som så mange andre byer på Kreta blev den opkaldt efter sine grundlæggere – i dette tilfælde familien Kalangas. Uden for landsbyen ligger det nyereataurede, men ubeboede Agios Ioannis o Eleimonas kloster. Klostret omtales første gang i 1637 – nogle få årtier inden tyrkernes besættelse – og er som alle klostre fra den periode bygget med tykke mure, så det nærmest fremstår som en fæstning. Man kan dog formode, at klostret er opført tidligere, idet dets kirke ikke ligger i selve kloster gården, som tilfældet er ved andre klostre på Kreta fra den sene venezianertid. Dette brud på den tradionelle byggestil tyder på, at det er opført

Side 17 af 59 i en tidligere og dermed roligere periode. Også anlægget omkring kloster gården leder tanker hen på italiensk atkitektur, så måske klostret oprindeligt var katolsk. Under tyrkertiden blev det underlagt det nærliggende AgiaTriada kloster, der især i sine storhedsperioder udsendte munke til bl.a. Pazinos for, at varetage de kirkelige handlinger, samt arbejde på markerne.

Stavros Beach.

Stavros beach ligger på akrotirihalvøen. Det er en af øens fineste lagunestrande. Det er her filmen Zorba med Anthony Quinn, blev indspillet. Når du vil have en pause fra solen kan du gå op til tavernaen og få en lille forfriskning.

Ligeledes kan du gå ud mod havet og nyde den flotte udsigt. Her kan du se, at vandet har lavet nogle forskellige ”mønstrer / former” ind over stranden. Nogen steder ligger der stadig vand og du kan også se saltet ligge rundt omkring. En utrolig flot oplevelse.

Agia Sofia Cave.

Cirka 13 km syd fir Kissamos ved Topolia, begynder den imponerende Topoliano Farangi (kløft), der 1,5 km lang og når en dybde på 300 m. Bredden veksler mellem 5 og 50 meter. Lidt fremme forsvinder vejen ind i bjerget gennem en tunnel, som tyrkerne lavede under 2. verdenskrig. Efter tunnelen ligger Agia Sofia hulen oppe ad bjerget til højre. EN pæn, men ret stejl sti fører op ti den store hule, der er udsmykket med både stalagmitter og stalaktitter. Hulen er 20 meter høj og har en diameter på 70 meter. Desuden ligger der en lille kirke viet til Agia Sofia ved indgangen. Hulen har efter alt, at dømme været beboet siden neolitisk tid, da man har fundet potteskår fra den periode og helt frem ti romersk tid. Det fortælles, at brødrene Michail og Ioannis Psaromilingos brugte hulen som skjulested for venezianerne, da de fortsatte Leon Kallergis mislykkede opstand i 1341. Leon Kallergis var et af de få medlemmer af Kallergis familien, der ikke ville føre en forsonlig politik over for venezianerne. Derfor led han en frygtelig død, idet dogen Andrea Cornaro opsporede ham og puttede ham i en sæk, der blev smidt i havet. Også brødrene Psaromilingos led en krank skæbne, i det Ioannis blev dræbt i kamp, mens den sårede Michail beordrede en af sine mænd til, at hugge hovedet af sig og aflevere det venezianerne, så de andre kunne blive reddet.

Side 18 af 59

Embrosneros.

For foden af Lefka Ori ligger landsbyen Embrosneros – 5 km syd for Vrises. Det er en gammel by, der har rødder tilbage til 1355, hvor den tilhørte den latinske Patriark over Konstantinopel. Embrosneros er især kendt for historien om storbonden Janitsharen Alidakis, der havde et stort gods i byen – det græske ord for godset er Pyrgos, der betyder ”en høj befæstet tårnbygning”, hvilket svarer glimrende til dets udseende. I udkanten af byen kan man stadig se resterne af godset, der for tiden (2006) er under restaurering.

Især indgangsdøren er flot med rester af udskåren ornamentik. Den ligger hævet over terrænet – med en ”opkørsel” i begge sider. Selv om godset ligger i ruiner, kan man tydeligt få en fornemmelse af, hvor stort det har været.

En gammel folkesang beskriver Alidakis rigdom:

Han havde utallige fåreflokke og marker og enge, Samt hyrdehytter med kilder og brønde, Skove, bjerge og vintergræsgange, cisterner og vandingssteder, Flokke af vilde okser, flokke af geder. Firetyve hyrdehytter havde han på rad, Han herskede over hele Riza (området nord for Lefka Ori), over marker, Og skrænter.

Efter at Daskalogiannis opstanden var slået ned i 1770, samlede Alidakis en regulær hær for, at tilrane sig kretensernes græsgange. Det kom dog disse for øre og Manousakas fra Imbros samlede en skare mænd på Askyfou, hvorfra de drog mod Embrosneros for, at dræbe Alidakis.

Manousakas sagde til dem med sin dybe røst, Med sin flotte dragt og brede bælte: ”Folkens, hør engang mit forslag, Der har voldt mig så mange kvaler, at mit hår er blevet hvidt. Jeg mener ikke, vi skal tøve og bare vente, For snart ser vi Alidakis her, Så lad os beslutte at drage ned Til Brosnero, til hans fæstning, og finde ham der”. Inden daggry stod alle op og drog af sted, Og i den årle morgenstund omringede de Brosnero. Efter at have dræbt dem alle, trængte de ind i fæstning, Og tog alt, hvad de fandt. Intet lod de tilbage.

Side 19 af 59

Kournas Lake.

Cirka 44 km øst fra Chania og cirka 30 km vest fra Réthimno ligger kretas eneste naturlige ferskvandssø - Kournás Lake. Fra både Chania og Réthimno kører der en bus til Georgioupoli, herfra kan man de sidste 6 km tage Talos Expressen op til søen.

Den har fra de tidligste tider været omgærdet med mystik pga. vandets hyppige farveskift. I gamle dage mente man således, at søen var bundløs. Det har dog vist sig, at den kun er 25 m dyb. I antikken lå en helligdom til Athene ved søen, der dengang hed Korisia. Man mener, at søens nuværende navn er fra den arabiske periode, idet 'kourna' på arabisk betyder 'sø'.

Søen er cirka 60 hektar og har i flere år indgået i den offentlige vandforsyning til Georgioupoli og Rethymno. På grund af det stigende vandforbrug har OADYK (Vestkretas udviklingsorganisation) besluttet, at vandstanden ikke må blive lavere end 15 meter – man frygter at afvanding kan medføre uoprettelige skader på det naturskønne vådområde og muligvis vil medføre, at der trænger saltvand ind i søens vand.

Mytologien siger, at der i tidernes morgen eksisterede Kournas søen slet ikke. Men i nærheden lå en lille by, hvor folk levede lykkeligt og i harmoni med hinanden. Hver dag arbejdede de i markerne og glædede sig over jordens frugtbarhed.

I byen boede en ung pige, der var så fortryllende smuk, at selv de skønneste prinsesser i eventyrene blegnede.

Når der kom fremmede til byen, bad de straks om at få hende at se, så stort var hendes ry. Alle blev slået af hendes skønhed og glemte alt om at vende hjem. I stedet slog de sig ned i byen for, at nyde pigens nærhed.

Folk var naturligvis stolte over den kønne pige, så de beskyttede hende som den dyrebareste skat.

En dag fik pigen lyst til at se sig om i verden. Selv om indbyggerne forsøgte at tale hende fra det, holdt hun fast på sit. Man blev derfor enige om, at hun i det mindste skulle have en ledsager med fra byen, der kunne beskytte hende på turen.

Dagen for hendes afrejse oprandt og alle byens borgere var samlet på torvet for at tage afsked. De var klædt i deres stiveste puds og havde medbragt musikinstrumenter for, at gøre dagen til en festdag, men stemningen var trykket og ingen var i godt humør.

Side 20 af 59

Da pigen så sine triste medborgere, fik hun ondt af dem. Hun begyndte at synge med sin smukke stemme og snart istemte alle. Da festen var på sit højeste og alle var glade, begav pigen sig af sted sammen med sin ledsager.

På turen betragtede hun nysgerrigt al den skønhed, hun så, mens hendes ledsager fortalte om alle de ting, de mødte.

Snart kom de til en kilde, hvor de gjorde ophold for at svale deres varme kroppe med det forfriskende vand. Da ledsageren ville fortsætte, bad pigen inderligt, om de ikke kunne blive lidt længere, da hun gerne ville vaske sig og rede sit lange, gyldne hår.

Netop som hun løsnede sit hår, så det bølgede over skuldrene som det pureste guld, skete der noget forfærdeligt. Følgesvenden så på hende med "onde øjne". Så skrækindjagende var hans blik, at pigen blev ude af sig selv af rædsel og skreg:

"Lad jorden åbne sig og blive til en sø. Hellere vil jeg opsluges af søen end af disse øjne."

Straks åbnede jorden sig og frem brød en sø. Pigen blev trukket ned i dybet og forvandledes til en nereide – Nereider er overnaturlige væsner med kvindeoverkrop og fiskehale. De er døtre af havmanden Nereus, der var søn af pontos (hav) og Gaia (Jord) og besidder stor visdom og profetiske evner. Fra mytologiens sirener har de arvet deres farlige og forføriske sang. Deres skikkelse der oprindeligt var tvehalet, opstod i Den Nære Orient i det 2. årtusinde f.kr., men er først kendt i Grækenland fra det 7. århundred f.Kr., hvor de ses afbildet på vaser.

I dag ligger der flere restauranter og butikker helt ud til søen. Fra stranden er det muligt at afsvale sig med en dukkert i vandet eller en tur med vandcykel.

Side 21 af 59

Falasarna.

Falasarna ligger på Kretas vestkyst for foden af Koutri-næsset. I antikken fungerede byen som havneby for det nærliggende (8 km) Polyrrinia og må have været et blomstrende handelssted, idet mange antikke forfatter henviser til byen.

Havnen var beskyttet af en mur og stod i forbindelse med havet gennem en kanal. Der er spredte murrester fra byen og havnen samt kyklopmure og ruiner af et Artemis Diktyni eller Apollon tempel. Desuden står der en "trone", lige inden man kommer ind på selve det arkæologiske område. Dens anvendelse er stadig omdiskuteret.

I 1834 besøgte Pashley stedet. Han starter sin beskrivelse med disse ord: Vi begav os af sted kl. 8 for at besøge resterne af byen, hvor vi ankom en time senere. Dagen var meget smuk. Regnskyllet i går var højst sandsynligt det sidste i de næste mange måneder, for, når april nærmer sig sin afslutning, oplever man kun sjældent byger eller skyer, der formørker den dybblå, græske himmel...

Faktisk er det et dejligt sted at besøge, hvor man foruden det blå hav, de smukke bjerge og den flotte sandstrand også kan nyde en fantastisk solnedgang, mens man i fantasien forestiller sig, hvordan stedet summede af liv i gamle dage.

Side 22 af 59

Vejen til Omalos højsletten.

Trænger man til at komme lidt væk fra varmen og bylivet i Chania, er Omalos højsletten et godt bud. Tilmed byder køreturen derop også på mange varierede og spændende seværdigheder. Efter industrikvarteret i Vamvakopoulo står der ved vejen til Galatas et monument over kretensere, der blev henrettet under anden verdenskrig. Ved siden af monumentet ligger fængslet med sin smukke rosenhave ud til vejen. Det er de indsatte, der selv passer haven.Kort efter fører en vej ind til Agia søen - en kunstigt anlagt ferskvandssø, hvor der året igennem er et spændende fugleliv. Inden Fournes passerer man de store appelsinplantager, der om vinteren nærmest ligner en harmonisk juleudsmykning med de mange appelsiner, der pryder træernes friske og mørkegrønne blade. Der er en del trafik i området i disse måneder, hvor plukkerne anbringer de mange kasser med appelsiner langs vejen. Der bliver kasserne senere afhentet af store lastbiler og kørt til fabrikker, hvorfra de bliver solgt videre til udlandet, eller til Viochim fabrikken i Chania, hvor der bliver fremstillet store mængder appelsinsaft. Fra Fournes stiger vejen op mod Lakki, og efter flere hårnålesving fornemmer man, at man nu er kommet på bjergtur. Fra Lakki er der en smuk udsigt ned over dalen, hvor man bl.a. kan skimte Meskla og Zourva. Et par kilometer efter Lakki kan man gøre en afstikker til landsbyen Karanou, hvor der hver sommer holdes kirsebærfest. Uden for landsbyen har man fundet spor efter den gamle vej til Omalos, den berømte Mousouros-vej, kendt fra sangen 'Pote thakanixasteria':

Efter Lakki er vejen smal, og asfalten trænger til en kærlig hånd, men det varer ikke længe, før vejen atter bliver så bred, at busser og andre store køretøjer uden problemer kan klare svingene. Men snart efter bliver vejen igen smal, da terrænet her ikke tillader en udvidelse af vejen. Efter endnu nogle hårnålesving kommer man til en lille aflang slette ved navn Fokies. Her tilintetgjorde de græske partisaner en deling tyske soldater i august 1944, mens disse transporterede forsyninger til deres post på Omalos - som det fremgår af en mindeplade. På den modsatte side er der i nyere tid opført en kirke til profeten Zacharias. Herefter skifter området karakter, og vejen fortsætter langs stejle bjergsider, hvor løvtræerne erstattes af nåletræer. Kort efter venter en stejl bjergside med nogle imponerende hårnålesving. Efter den kraftige stigning står et mindesmærke, der fortæller om en af de drabelige hændelser, der kendetegner Kreta under tyrkertiden.

Side 23 af 59

Omaloshøjsletten.

Omalos højsletten er dannet af flere forskellige geologiske processer, der har bevirket, at området har "sat sig", som det fremgår af skitsen fra geologen Fasoulas' bog om Kretas geologi. Sidenhen er eroderet materiale skredet og skyllet ned fra de omkringliggende bjerge og har dannet den frugtbare jord.

Selv om sletten ved første øjekast ser helt plan ud, er der alligevel en højdeforskel på 200 m mellem det lavest liggende punkt (1.047 m) ved indkørsel fra Chania og Xyloskalo (1.236 m) ved nedgangen til Samaria kløften. Der er i alt tre udgange fra sletten: Vejen mod Chania i slettens nordlige hjørne, vejen mod AgiaEirini i det sydvestlige hjørne og Xyloskalo i det sydøstlige hjørne. Sletten er 25 km2 og anvendes nu hovedsageligt til græsning af fåre- og gedeflokke samt lidt landbrug (dyrefoder og kartofler). På Omalos findes der kun en samlet bebyggelse, der er opkaldt efter sletten. Den ligger i den nordlige del og består af nogle hoteller og restauranter samt et mejeri og nogle private huse. Ellers findes der kun få spredte huse.

Netop som man er kommet ned på sletten, ligger der en stor hule til højre for vejen. Hulen er ikke synlig fra vejen, men ligger umiddelbart til venstre for den store hulning i klippen. Den går under navnet Tzanis' hule eller Chonos (= tragt). Tzanis, der var modstandsmand i de første år af tyrkertiden, holdt til i hulen.

Da hulen blev udforsket, viste den sig at være enorm med 3 km lange gange, der når ned i en dybde af 600 m. Gennem den føres overskudsvandet fra sletten ned til lavlandet og videre ud til havet. Lidt efter Tzanis' hule ses på venstre side Chatzimichalis Giannaris' hus på toppen af en lille bakke.

Det er et typisk eksempel på de såkaldte tårnhuse (pyrgospita), hvor man kunne forskanse sig i tilfælde af angreb. Chatzimichalis Giannaris blev født i Lakki i 1831 og døde i 1916. Han levede således i en af de uroligste perioder i Kretas historie, og hele livet igennem deltog han da også i forskellige opstande mod tyrkerne.

Selv om han blev taget til fange flere gange, lykkedes det ham altid at undslippe. Efter en særlig vanskelig flugt i 1860 fra Firkas borgen i Chania byggede han som tak den kirke til Agios Panteleimon, der ligger ved siden af hans hus. I 1877 vendte han tilbage fra Odessa, hvor han i en periode havde været sendt i eksil. Fra 1889 tilhørte han det konservative parti Karavanades (de kloge). Der var på det tidspunkt to

Side 24 af 59 partier, nemlig det konservative og et mere liberalt, hvis medlemmer gik under navnet Xypolytoi (de barfodede). I 1912 blev Giannaris medlem af regeringen under KritikiPoliteia (Kretas selvstændighedsperiode). Det er også værd at kigge nærmere på de gamle landbrugshuse, zevgospita, hvor bønderne boede om sommeren.

Nogle af husene, der alle ligger langs kanten af sletten, er i løbet af de sidste år istandsat og anvendes nu som sommerhuse. I slettens østlige hjørne går en grusvej op til Kallergis hytten, hvor bjergvandrere kan søge ly eller overnatte. Herfra er der en imponerende udsigt over Samaria kløften,

Omalos sletten, og mod nord kan man lige skimte Chania og Theodoros øen. Længst mod øst ligger indgangen til Samaria kløften. Stedet kaldes Xyloskalo (trætappe), efter den trætrappe, områdets hyrder havde bygget for at lette adgangen til kløften. Oven over Xyloskalo ligger en restaurant, hvorfra der er en fantastisk udsigt over kløften med Pachnes og andre af LefkaOris højeste tinder i det fjerne. Mod syd ligger det grå bjerg Gingilos, hvor man med lidt held og tålmodighed kan se den berømte, kretensisk vildged, kri-kri. Selv om Gingilos synes meget tæt på, er det dog nødvendigt at benytte den store kikkert, der er opstillet på terrassen.

Fra udgangen i slettens sydvestlige hjørne, hvor der også ligger lidt spredte huse, fører vejen til Selino distriktet, hvor man bl.a. finder AgiaEirini og Sougia. Et stykke ud ad vejen møder man den lille Agios Theodoros kirke.

Side 25 af 59

Argyroupoli.

Argyroupoli ligger ca. 20 km sydvest for Rethymno på skråningen af Azonas klippen ned mod Mouselas dalen. Pga. højdeforskellen i terrænet er byen opført i flere niveauer med en øvre og en nedre by. 50 m længere nede ad skråningen ligger området med de ti kilder, der kaldes AgiaDynami (Den hellige Kraft). Argyroupoli er en meget gammel by, der oprindeligt hed Lappa eller Lambi. Ifølge traditionen blev den grundlagt ved den achaiiske invasion omkring 1400 f.Kr., der samtidig betød afslutningen på den minoiske æra. Lappa var en betydelig by, der flere gange er omtalt i historien, f.eks. i 220 f.Kr. da byen modtog flygtninge fra Lyktos (øst for Iraklion), efter at Knossos havde ødelagt deres by.I 68 f.Kr. besatte den romerske officer Octavius byen, men hans modstander Metellus, der siden erobrede hele Kreta, overraskede ham ved et lynangreb, dræbte hans soldater og ødelagde byen. Igen i 31 f.Kr. nævnes Lappa under borgerkrigen mellem Octavian - den senere kejser Augustus og Marcus Antonius. Byen støttede Octavian, og efter dennes sejr ved Actium begunstigede han Lappas indbyggere og opførte nye flotte bygninger.

I hele romertiden var Lappa en blomstrende by, hvilket også fremgår af de mange fund og ruiner fra denne periode. Byen havde bl.a. ret til at slå sine egne mønter. Selv om byen ligger langt fra havet, havde den en omfattende handel fra sine to havnebyer, Ydramia (ved det nuværende Dramia) på nordkysten og Foinix (nuværende Loutro) på sydkysten. Så ud over at være en rig handelsby, rådede den også over meget store landområder.

I den første byzantinske periode var byen bispesæde - indstiftet af apostlen Titus, Kretas første biskop og skytshelgen. Denne position beholdt den indtil den arabiske erobring i 824, hvor byen atter blev ødelagt. Efter det byzantinske riges generobring af øen i 961, blev bispesædet flyttet til den nærliggende by Episkopi, men det gamle bispesædes navn lever stadig videre i det moderne bispesæde over Lambi, Syvritos og Sfakia med sæde i Spili.

Side 26 af 59

Små hundrede år efter NikiforosFokas' generobring af Kreta sendte den byzantinske stat "de 12 fyrstesønner" til øen for at bestyrke sin magt. Lappa blev overdraget til Chortatsis slægten, der rådede over byen indtil deres mislykkede oprør mod venezianerne i 1278, hvor byen blev givet til AlexiosKallergis som belønning for hans indsats mod oprørerne. I den anden byzantinske periode og op gennem venezianertiden blev byen slet og ret kaldt Poli (Byen), hvilket viser, at den stadig var en vigtig storby.Navnet Argyroupoli fik byen først i 1822 efter at have været kaldt Gaidouropoli (Æselby) eller Samaropoli (Saddelby) i det meste af tyrkertiden. Ordet Argyroupoli betyder Sølvby og refererer til en antik sølvmine sydøst for byen.

Argyroupoli er i dag en malerisk landsby og en spændende oplevelse i arkitektur, idet mange af husene delvis er opført af bygningsrester fra det antikke Lappa, ligesom der også findes mange gamle ruiner fra såvel romersk som veneziansk tid. For at komme til de ti kilder, der er et yndet udflugtsmål i weekenden, skal man dreje af mod Asi Gonia inden Argyroupoli. Vandmasserne, der konstant fosser ud af bjerget, er imponerende (20.000 m3 dagligt), og derfor lå her tidligere en del vandmøller. Vandmøllerne er nu nedlagt, og i stedet ligger der en del restauranter, hvor man kan sidde mellem de mange klukkende, plaskende og drønende vandfald, hvis vand indgår i Rethymnos vandforsyning. Fra vejen fører en flisebelagt trappe op til en hule med et lille Agios Ioannis kapel, hvor halvdelen af gulvet ligger under vand.

Side 27 af 59

Askyfoa.

Askyfou højsletten ligger i ca. 750 meters højde i Lefka Ori. Højslettens navn stammer fra det oldgræske ord 'skyfos', der betyder 'bæger', og henviser til højslettens beliggenhed mellem de op til 1500 m høje bjerge.I lighed med Lassithi højsletten er også Askyfou dannet af eroderet materiale, der i tidens løb er skredet ned fra de omkringliggende bjerge. I forhistorisk tid menes højsletten at have været en indsø, men i dag er den frugtbart agerland, hvor der især dyrkes hvede, havre, kartofler og dyrefoder. Udover landbrug holdes der også en del får og geder.

Fra nordkysten går vejen til Askyfou via Vrises og Krapi højsletten. Her ligger en Agios Ioannis Prodromos Rigologos kirke, hvor Daskalogiannis' mænd i 1770 fejrede påsken inden deres frygtelige nederlag. Kort efter kører man gennem Katres kløften, og efter at have passeret turens højeste punkt, Xylodema, begynder nedkørslen mod højsletten.

Noget af det første, man ser på Askyfou, er ruinerne af to tyrkiske borge på hver sin bakketop - Planas' bakker. Borgene blev opført i 1868-69, men blev kun anvendt i fire år, inden slettens indbyggere ødelagde dem efter at have jaget tyrkerne ud af området. Af den nordlige borg står der kun nogle lave mure tilbage, mens man i den sydlige borg lettere kan danne sig et indtryk af indretningen. Den nemmeste måde at komme op til borgene på, er at følge grusvejen ved Xylodema, men vær forberedt på at skulle forcere adskillige gedehegn!

Langs hovedvejen, der slynger sig ned mod sletten, er der bygget et par caféer, hvorfra der er en storslået udsigt over området. Der ligger fire mindre bebyggelser på højsletten: fra nord Kares, Ammoudari og Petres samt Goni på den østlige del af sletten. Slettens byer, der tidligere udgjorde en selvstændig kommune med 444 indbyggere, fordelt med 200 i Ammoudari, 156 i Kares, 44 i Petres og 44 i Goni, blev ved kommunesammenlægningen "Ioannis Kapodistrias" i 1998 lagt under Sfakia kommune. Om vinteren bliver højsletten ofte helt dækket af sne, så i ældre tider forlod indbyggerne Askyfou og flyttede ned i de små byer langs sydkysten. I den første af bebyggelserne, Kares, ligger GiorgosChatzidakis' krigsmuseum med genstande fra anden verdenskrig og en mindre samling af husgeråd og landbrugsredskaber.

Mellem Kares og Ammoudari ligger den farvestrålende Manouil og Ioannis kirke. I slutningen af det 18. årh. var Manouil med sin familie samt mange kvinder og børn fra

Side 28 af 59 området flygtet til øen Chios for at undgå tyrkernes aggressioner i årene efter Daskalogiannis' mislykkede opstand i 1770. Men i 1792 blev han - kun 34 år gammel - dræbt af tyrkerne på øen, da han nægtede at frasige sig sin kristne tro. Han mindes ved en kirkefest den første søndag efter Panagia festen den 15. august. På kirkepladsen er opstillet en sten til minde om de kretensiske partisaners fællesmøde (21. august 1866), hvor de vedtog union med det fri Grækenland - der skulle dog gå næsten 50 år, inden dette blev til virkelighed.

Ammoudari er den største af landsbyerne. Bag den ligger bjerget Tavri, og i det fjerne ses toppen af Kastro (2.218 m), der hedder sådan, fordi man derfra kan se helt til Iraklion, der i gamle dage kaldtes MegaloKastro. På torvet står tre buster: En af Georgios Tsontos, der var general under kampene i Makedonien 1903-08 og 1914. Den anden er af Andreas Polentas, der deltog i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, men blev dræbt i 1942. Den tredje buste forestiller Stavrianos Polentas (Sisanes), der døde i 1959 103 år gammel. Han ligger begravet ved AgionPnevma kirken på Tavri højsletten.Den tredje af byerne, Petres, er Manousos Koundouros' fødeby. Koundouros arbejdede ivrigt for Kretas selvstyre og fungerede som indenrigs- og trafikminister i den første regering under KritikiPolitia. På den anden side af sletten ligger Goni ved bakken Skogio, lige syd for Planas- bakkerne med de to tyrkiske borge.

Side 29 af 59

Chrysoskalitissa.

Efter at have passeret den frugtbare dal i kommunen Inachorio – der er kendt for sine mange kastanjetræer – nærmer man sig kysten, hvor bevoksningen tynder ud og de kalkholdige bjerge lyser op og giver et nærmest skarpt lys. Næppe er man kommet ud af dalen, før man kan skimte det kridthvide kloster Chrysoskalitissa ligge på en klippe. En mil fra dette anløbssted ligger Panagia Chrysoskalitissa omgivet af nogle få huse. Der hersker en del usikkerhed omkring klostrets historie. Nikos Psilakis skriver i sin bog om byzantinake kirker og klostre på kreta, at der i begyndelsen lå et kloster til Agios Nikolaos der er sømændenes helgen. Senere blev det forladt, men bygningerne fandtes stadig, da den engelske kommandør Spratt besøgte stedet i 1865. Klostret oplevede en ny æra, da munken ManassisGlynias – med tilnavnet Koutsomytis – i 1881 begyndte, at opføre nye bygninger til det eksisterende kloster, der på daværende tidspunkt havde seks munke. Allerede 20 år efter blev det i den offielle registrering anført som værende et nonnekloster med 15 nonner. Kirken – opført i 1894 – er viet til jomfur Marias hensoven og Den Hellige Treenighed. Ikonerne er udført af malerne Vlachakis og Polakis, mens den gamle ikon af Jomfru Marias Hensoven siges, at være adskillige hundreder år gammel.

Navnet på klostret der betyder Panagia med guldtrinet, henviser til overleveringen, der fortæller, at munkene lavede det sidste af trinene op til klostret af det pureste guld, mens der stadig var rigt og havde jordbesiddelser fra Sfinari i nord til Elafonisi i syd. I tyrkertiden blev klostret nødt til, at udlevere trinet til sultanen for, at denne ikke skulle fratage patriakatet i konstantinopel dets privilegier. En anden overlevering siger, at trinet skam stadig findes, men at man kun kan se det, hvis man har et rent og uskyldigt hjerte. En tredje overlevering vil vide, at guldtrinet aldrig har eksisteret, men rygtet om det skyldes, at munkene havde lavet et hult trin, hvor de kunne gemme deres kostbarheder når og hvis klostret blev angrebet – og angrebet blev de, for hvem vil ikke gerne have fat i et ægte guldtrin? Et af de angreb, som klostret slap uskadt fra var i 1824, da tyrkerne under ledelse af Ibrahim Pasha Messez i forbindelse med nedslagtningen af kvinder og børn på Elafonisi også ville plyndre klostret. Men soldaterne blev tvunget til, at flygte da de blev angrebet af arrige bisværme, der holdt til i klippen.

Side 30 af 59

Imbros City.

Følger man vejen sydover fra Askyfou kommer man til Imbros, der ligger på endnu en lille højslette. Inden byen - ved vejen mod Asfendou - ligger et område, Fantása, som siges at være hjemsøgt af spøgelser og onde ånder. Ved indkørslen til byen ligger en dobbeltskibet Koimisis tis Theotokou (Jomfru Marias Hensoven) kirke. På toppen af bakken bag kirken, findes ruinerne af en gammel tyrkisk borg.

I den sydlige del af byen ligger en Agios Konstantinos og Eleni kirke. Ved siden af kirken er en lille indhegning med tre buster af kendte bysbørn og en mindeplade over de faldne i anden verdenskrig.

Indbyggerne ernærer sig hovedsageligt ved fåreavl og landbrug (korn og vin) plus lidt turisme fra de besøgende i Imbros kløften.

Byens grundlæggere opkaldte den efter deres fødested, nemlig øen Imbros ved Dardanellerne i den nordøstlige del af det Ægæiske Hav. Her boede syv brødre, der alle blev dømt til døden. Sultanens kone greb ind, inden dommen skulle eksekveres, så i stedet for at lide døden blev brødrene sendt i landflygtighed. De gik i land ved Loutro, lidt vest for ChoraSfakion, og grundlagde Imbros.Brødrene fik øgenavnet Pattakos (patasso = slå ned) pga. deres hidsige og voldsomme temperament. Navnet blev siden hen et almindeligt efternavn.Fra denne slægt stammede bl.a. Manousos Pattakos (Manousakas), der deltog i Daskalogiannis' opstand. Opstanden blev slået ned i 1771, men tre år efter samlede Manousakas en skare våbenføre mænd på Askyfou. Herfra drog de ned til Embrosneros på Apokoronas halvøen for at dræbe storbonden og janitsharen Ibrahim Alidakis, der havde samlet en hær omkring sig for at tilrane sig de kretensiske hyrders græsgange.

Side 31 af 59

Imbros gorge.

Efter Imbros, den sydligste af landsbyerne på Askyfou højsletten, starter kløften af samme navn. Der er to nedgange til kløften: Enten fra landsbyen, hvor man går et pænt stykke i et relativt fladt landskab eller ca. 1 km længere fremme, hvor man hurtigt kommer ind i selve kløften.

Imbros kløften snor sig syv kilometer gennem høje – op til 400 meter - og næsten lodrette klipper, der flere steder giver indtryk af, at være skarpt ved et brud i jordskorpen. Det er også delvis tilfældet, idet man mener, at kløften oprindeligt er skabt af en sideværts forkastning, hvorefter det fossende vand siden hen har udhulet den yderligere.

I 1920'erne byggede man den nuværende vej oppe langs klippesiden og kløften mistede sin betydning som passage - undtagen i en kort periode under Anden Verdenskrig, da tyskerne sprængte vejen. Vejen blev dog hurtigt genetableret.

På det smalleste sted, Portes, er kløften så smal, at æslerne ikke kunne passere med deres last, der ofte hang i to store kurve på hver side af dyret. Æseldriveren blev nødt til at læsse al oppakningen af, bære den gennem det smalle sted for til sidst at hænge den på dyret igen, inden turen kunne fortsætte. Inden Portes kan man i klippen se nogle fascinerende, sorte aflejringer, kaldet De arabiske Tegn efter deres facon. Efter Portes har opsynsmanden sin hytte ved siden af en gammel veneziansk cisterne. Ca. 500 m højere ligger Mitsos' café med en formidabel udsigt over kløften.

Efter at have passeret et stort stenskred på venstre hånd kommer man til en stor fritstående klippe, kaldet Xepitira, der har form som en kæmpe gotisk bue. Herefter bliver kløften bredere og tager form af et flodleje med mange rullesten, inden den munder ud ved landsbyen Komitades.

Side 32 af 59

Arkadi Monastery.

Arkadi klostret ligger cirka 23 km syd for Rethymnon og det er her det blodigste af de mange oprør udspillede sig. Arkadis betydning for kreta kan måske sammenlignes med jødernes Massada eller vores eget Dybbøl. Klostret blev bygget i 1300 tallet og blev et af de rigeste og vigtigste klostre på Kreta.

I 1866 brød oprøret løs endnu engang. Tyrkerne var som sædvanlig overlegne både i antal og i bevæbning. Det generelle mønster for de tidligere oprør blev fulgt – når kretenserne blev trængt, trak de sig tilbage til de vældige bjergmassiver (især de hvide bjerge – Lefka Ori). Denne gang slog deres taktik dog fejl – større styrker under ledelse af guvernør Mustafa Pasha overrumlede en stor oprørsstyrke ved Vafes på vestkreta og de måtte tage flugten.

Oprørernes hovedstyrke havde taget ophold i Arkadi-klostret, hvis strategiske beliggenhed og hvis massive mure ydede god beskyttelse. Desuden havde klostret store forsyninger af fødevarer og drikkevarer.

Flere måneder i forvejen havde Mustafa Pasha send besked til abbed Gabriel om, at klostret ville blive brændt ned, hvis man ikke smed oprørerne ud. Men denne og efterfølgende advarsler blev ikke fulgt.

I begyndelsen af november 1866 omringer tyrkerne klostret med en hær på 16.000 mand, 26 kanoner og 2 morterer. Oprørerne - 300 soldater og ca. 600 kvinder og børn - forskanser sig i klosterbygningerne og sender bud efter forstærkninger. Den 20. november angriber tyrkerne. Først efter 2 døgns voldsomme kampe lykkes det angriberne at passere den svære jernport og trænge ind i den indre gård.

Tyrkerne kæmper sig frem fra celle til celle. Der tages ikke fanger. De overlevende er nu samlet i abbed Gabriels store værelse. De ved, at slaget er tabt og at der venter dem en grusom skæbne, hvis de falder i tyrkernes hænder.

De sværger, at de hellere vil dø for egen hånd. Man beslutter, at man vil sprænge det store krudtmagasin, som ligger under abbedens værelse, i luften. Men man vil vente til allersidste øjeblik, når tyrkerne er trængt ind i rummet, for at tage så mange fjender som muligt med i købet.

Side 33 af 59

Nu viser sig én af de helteskikkelser, som den kretiske historie er så rig på. Kaptajn Konstantinos Jamboudakis, født i landsbyen Adele, råber med høj røst: "Enhver, der har sin ære kær, kom! Lad os brænde op sammen.". Alle med undtagelse af abbed Gabriel følger ham ned i krudtkamrene. Jamboudakis griber sin pistol fra bæltet og da han hører at tyrkerne er trængt ind i rummet ovenover, affyrer han den ned i en krudttønde. "Jorden blev sønderrevet, og flammer slog op, som havde Hades åbnet sig. Krudtmagasinerne, Krudtmagasinerne, skriger tyrkerne, mens de løber og ser jorden, hvor de træder, åbne sig for at opsluge dem...". Sådan skriver Pandelis Prevelakis i Panderim Kriti.

De tyrkiske soldater myrder i raseri løs på de overlevende kretere og kun 33 mænd og 26 kvinder og børn overlever. Det tyrkiske tab, da de næste morgen forlader det rygende kloster, udgør mere end 3.000 mand.

Braget fra krudtkammeret gav genlyd over hele Europa, panhellenismen blomstrede, og mange frivillige kom til Kreta for at kæmpe mod de tyrkiske besættere.

Amerikanske sympatisører indkøbte et handelsskib, som fik navnet Arkadi og som trodsede den tyrkiske blokade af øen.

Cirka 30 år skulle der gå, før stormagtsinteresserne tillod, at det frihedselskende Kreta fik lov at slutte sig til det øvrige Grækenland. Der er nu indrettet et mindre museum på klostret, som indeholder mange ting fra disse begivenheder i 1866, ligesom det har en samling af smukke ikoner. Klostret er for nylig blevet restaureret, og der bor et par munke på stedet.

Bestemt et besøg værd.

Side 34 af 59

Agia Eirini gorge.

Når man på vejen til Sougia har passeret højderyggen Tsi Petras to Seli, kører man ind i Øst – Selino distriktet. Det består hovedsageligt af den frodige dal, der er omkranset af Lefka Ori mod øst, Apopigadi bjerget mod nord, Agios Dikios bjerget mod vest – strækker sig helt ned Sourgia og det Libyske hav. Øst Selino er ud over sine 1000 – årige oliventræer også kendt for den smukke AgiaEirini kløft, der begynder cirka 1 km efter landsbyen af samme navn – i det kvarter der kaldes Pentariana.

Ved indgangen til den 8 km lange kløft ligger et traktørsted på venstre hånd. Her bør man unde sig selv, at stoppe op, for bag det ligger en bro fra Kretas selvstændighedsperiode og på den modsatte side af vandløbet ligger to gamle kirker. På Agios Georgios kirken fra 1460 er taget styrtet sammen for længe siden, men alligevel er freskomalerierne utroligt velbevarede. Den anden kirke er en kristuskirke fra 1357. Desværre er den som oftest aflåst, hvilket man kun kan beklage, da den er udsmykket med mange smukke freskomalerier.

Bag kirkerne står flere gamle oliventræer. Igennem kløften møder man ret hurtigt et skilt, der viser vej til Fygou – en kløft som områdets indbyggere tidligere benyttede, når de skulle til Omalos højsletten. Her lå også en bebyggelse ved navn PollaSpitakis (mangehuse). Den blev opført af frihedskæmpere i begyndelsen af det 19. århundred – efter at tyrkerne havde angrebet og brændt deres landsbyer ned. Her boede de med deres familier, indtil den tyrkiske janitshar Kaouris også angreb og ødelagde deres nye by. I et gammelt håndskrift skriver præsten Konstantinos Fiotakis: ”I 1822, da tyrkerne i Selino var forsamlet i Kandanos, forsøgte de gentagne gange under ledelse af Kaouris at angribe landsbyerne AgiaEirini, Epanochori, Prines og Tsiskiana. De satte ild til indbyggernes huse og tvang dem således til at søge tilflugt i den nærliggendekløft, hvor de byggede huse, der i dag er bevaret som en stor bebyggelse. Her boede indbyggerne fra førnævnte landsbyer i syv år…” I 1829 var næsten alle mændene draget til Anopoli for, at kæmpe, så byen lå ubeskyttet hen og tyrkerne kunne derfor uforhindret ødelægge byen og dræbe alle kvinder og børn. Der var kun blevet to mænd tilbage, som forgæves forsøgte, at gøre modstand, men blev dræbt i den nærliggende hule Choirotrypa, hvor de havde søgt tilflugt.

Side 35 af 59

Imeri Gramvousa.

Nordvest for Gramvousa halvøen ligger øen Imeri Gramvousa, hvor venezianerne i tidsrummet 1579-84 opførte en fæstning, hvorfra de kunne kontrollere farvandet mellem Kreta og Peloponnes.I 1588 blev fæstningen lagt i ruiner, da et lyn slog ned og antændte borgens 350 tønder krudt. Den blev genopført i 1630, da venezianerne - med god grund - følte sig truet af det osmanniske rige, der til stadighed blev mere og mere påtrængende efter sultan Murad 4's magtovertagelse.

Den 23. juni 1645 indledte tyrkerne deres angreb på Kreta, da de med en stor hær gik i land i nærheden af Gonia klostret ved Kolymbari. Det lykkedes dem at erobre hele øen i løbet af kort tid, på nær Iraklion, der holdt stand indtil 1669, samt de tre fæstninger Gramvousa (1691), Souda og Spinalonga, der først overgav sig i 1715. Efter indtagelsen af Iraklion flygtede mange partisaner (chaïnides) til Gramvousa - og de to andre øer. Chaïnides var kretensere, der søgte tilflugt i bjergene, hvorfra de angreb tyrkerne. Angrebene var tit "personlige", idet de ville hævne de angreb, tyrkerne havde begået mod deres familier og landsbyer. Ordet chaïnides er arabisk og betyder svigagtig, forræderisk o.l. Man hører også chaïnides omtalt som "kalisperides" (= dem, der siger godaften), fordi de ofte foretog deres angreb om aftenen og hilste fjenden godaften, inden de dræbte ham.

Under den store græske revolution forsøgte nogle lokale kretensere i 1823 at erobre borgen på Imeri Gramvousa fra tyrkerne, men forsøget var dømt til at mislykkes.På grund af øens strategiske beliggenhed i nærheden af Peloponnes, hvorfra oprørerne kunne skaffe krigsmateriel, foretog de et nyt angreb i 1825. Denne gang lykkedes det at indtage øen, der således blev det første område, der blev befriet for tyrkerne.

Kort tid efter søgte 3.000 oprørere til øen. Der blev bygget en hel by og en kirke til PanagiaKleftrina (Jomfru Maria, der beskytter tyvene), og fæstningsværket blev udbedret. Samtidig blev der oprettet et administrationsråd "KritikonSymvoulion", der var oprørernes officielle organ. En streg i regningen var dog, at oprørerne i realiteten blev afskåret fra at komme i land af de tyrkiske tropper, så for at skaffe proviant var de tvunget til at angribe forbipasserende skibe.

Side 36 af 59

Øen blev derfor snart kendt som "piraternes ø", hvilket var medvirkende til at vende den politiske stemning i Europa.

I januar 1828 besatte engelske og franske tropper øen, og to år senere overdrog de borgen til Kretas daværende ægyptiske herskere, hvorefter den blev forladt.

Fra Kavonisi havnen, vest for Kissamos, afgår der hver formiddag (kl. 10) skibe til Imeri Gramvousa og videre til den maleriske Balos strand.

Under sejlturen kan man beundre det vilde landskab på Gramvousa halvøen, hvor også den gamle vandlinje er meget tydelig. Fænomenet skyldes jordskælv for ca. 2.000 år siden, der hævede Vestkreta 6-9 m. Efter en times sejlads nås Imeri Gramvousa, hvor båden gør ophold i 2½ time, så der er rigelig tid til at gå de 137 m op til borgen ad en pæn, men stejl stentrappe. Herfra er der en storslået udsigt over naboøen AgriaGramvousa, Balos stranden og Gramvousa halvøen.

Derefter sejles videre til Balos bugten, hvor båden kaster anker, og den sidste del af turen ind til stranden foregår i en lille motorbåd.

Side 37 af 59

Samaria gorge.

Samaria kløften er klassificeret som en national park, det er en af de meste imponerende nationalparker i Europa. Samaria kløften starter ved Xylóskaló på Omalos højsletten ca. 42 km. syd for Chania og kløften strækker sig 18 km. ned til byen AgiaRoumél ved det libyske Hav.

Samaria kløften er åben fra 1. maj til 31. oktober i tidsrummet kl. 7.00 til kl. 15.00. På de 18 km. har man en nedstigning på 1250 meter, i starten en meget stejl nedstigning som senere bliver til en vanskelig gåtur i stenede terræn og de sidste ca. 3 km. en god vandretur, der findes ikke indkøbs muligheder i kløften, men der er rastepladser med drikkevand, bænke og toiletter ca. hver ½ times vandring.

Jernporten er det smalleste sted i kløften, med sine kun ca. 3,5 meter mellem de over 600 meter høje klippevægge virker det helt befriende, når kløften åbner sig efter Jernporten.

Siden 1962 har Samaria kløften, som en af de første, været en fredet nationalpark med reservat for den kretensiske vildged kri-kri(Capra aegagruscreticus) Kri-Kri er en lille brun ged med et meget karakteristisk krøllet horn.

Om sommeren kommer denne ged ned i dalen og man kan måske se dem på tæt hold og på andre tidspunkter kan du ikke se dem medmindre du stopper op og kigger opad på afsatser og sprækker på kløftens væggen.

Samaria er også kendt for de sjældne planter der findes der og det er strengt forbudt at plukke dem.

Man ved fra forskellige fund år der har boet mennesker i Samaria kløften i århundreder, ligesom man ved at Samaria kløften også har været tilholdssted og flugtvej for kretensiske partisaner helt frem til anden verdenskrig.

Side 38 af 59

Palaiochora.

Palaiochora er en ny by, der først er opstået i slutningen af det 19. årh. Inden da lå her kun spredte hytter, hvor områdets bønder kunne bo, mens de var beskæftiget i markerne, eller bruge til opmagasinering af redskaber og afgrøder. De havde en ret stor produktion af især oliven, der via søvejen blev fragtet til Chania.

Derfor grundlagde nogle oliveneksportører den kommende by her, hvor skibene kunne lægge til i ly af den gamle venezianske borg. Borgen blev oprindeligt opført i 1279 for at bekæmpe "den vilde befolknings oprør", som Gerola beskriver lokalbefolkningen. Men oprørerne erobrede den og ødelagde den. Igen i 1325 besluttede venezianerne at genopføre borgen og kolonisere området.

I 1536 bombarderede Barbarossa fæstningen og atter en gang blev den ødelagt. Selv om den blev genopbygget senere, opnåede den aldrig mere sin tidligere betydning. Igen i 1653 erobrede og ødelagde tyrkerne den fra landjorden. I 1639 sejlede HieronymoSemitecolo rundt om Vestkreta for at kortlægge kysten, da venezianerne på det tidspunkt med god grund frygtede tyrkernes invasion. Han beskrev Palaiochora som følger:

I begyndelsen består stranden af en lav sandtange, der lidt inde i landet hæver sig til en høj, hvorpå Selino borgen ligger, omgivet af havet fra både øst og vest. Selino borgen, der ligger på denne høj, er næsten firkantet i sin form.

Mod syd har den to tårne: Det østlige har tre skydeskår og det vestlige ligeledes tre skydeskår. Mod nord - mod bjergene - ligger der et fremskudt tårn, så der dannes en bastion med skydeskår i tre retninger. Her står der desuden otte trefodede kanoner og ligger et krudtkammer. På nordvest siden går en mur skråt mod syd. Her ligger der en cisterne med godt vand.

Neden for muren ligger den lokale befolknings huse som en landsby, og længere væk er der en meget smuk slette, der er helt opdyrket.

Herefter drejer muren mod syd. Den er bygget på et fladt stykke jord med skarpe klipper, der fortsætter helt ud til havet ½ mil derfra.

Side 39 af 59

Dette område kaldes Tigani. På borgen er der altid en borg-mester og en kaptajn, der har kommando over en permanent vagt på 20 soldater, og i nødstilfælde kan der straks tilkaldes 200 skytter, alle lokale folk.

I 1881 blev byen registreret med 13 kristne og 25 tyrkiske indbyggere. Byen voksede hurtigt, selv om indskibningen af oliven ophørte, da der blev åbnet vej over land. Hvad byen mistede i handel, har den fået i turisme, idet den er blevet en af de vigtigste turistbyer på sydkysten på grund af sin fine beliggenhed omgivet af vand på begge sider. Især vestkysten er berømt for sin lange sandstrand, PacheiaAmmos. Fra den lille havn på østsiden af byen er der daglige afgange med 1-dagsture til Elafonisi og færgefart langs sydkysten til Sougia - AgiaRoumeli - Loutro - Sfakia.

En herlig ting er, at hovedgaden bliver afspærret om aftenen, så folk frit kan færdes mellem de mange restauranter og caféer. 5 km vest for byen ligger området Koundoura, der i løbet af de senere år er blevet et rigt landsbrugsområde med drivhuse, hvor der foregår en intensiv dyrkning af grønsager.

Side 40 af 59

Moni.

I Selino distriktet på vejen mod Sougia passerer man landsbyen Moni, hvor der såmænd blot bor et halvt hundrede mennesker. I udkanten af landsbyen ligger en gammel Agios Nikolaos kirke fra 1315. Kirken er prydet med freskoer af den kendte maler Ioannis Pagomenos, der i årene 1314-1347 udsmykkede adskillige kirker i området samt på Apokoronas, bl.a. Agios Georgios kirken ved Komitades (1314), Agios Georgios kirken i Anydroi (1323), Michael Archangelos kirken i Kavalariana ved Kandanos (1328), Panagia kirken i Veilitika ved Kakodiki (1332), Panagia kirken i Skafida ved Rodovani (1347) samt Panagia kirken i Alikambos på Apokoronas (1316) og Agios Nikolaos kirken i Maza (1326), hvor han i øvrigt ligger begravet.

Uden for kirken står et mindre klokketårn. Øst for landsbyen - i nærheden af AgiaEirini kløftens udmunding - ligger en PanagiaKera kirke med et imponerende klokketårn. Tårnet er opført i begyndelsen af 1800-tallet. Ud over det specielle tårn, der er en seværdighed i sig selv, bør man også se kirkens meget smukke, udskårne trætemplo.

Side 41 af 59

Komitades.

Ved Imbros kløftens udmunding ligger landsbyen Komitades. Der findes flere udlægninger af byens navn:

Den første fortæller, at nogle venezianske fyrster (comes) flygtede fra storbyerne på nordkysten og bosatte sig her, efter at tyrkerne havde indledt deres invasion af Kreta i 1625.

En anden udgave refererer til det græske verbum "komizo", der betyder "at transportere". Tidligere var byen nemlig en driftig handelsby, hvis indbyggerne dels besejlede Middelhavet og dels videresolgte varerne i de rige byer på Nordkreta. Imbros kløften var dengang eneste passage mod nord.

Den tredje udlægning forbinder byens navn med det græske ord for købstad (komi). Den mest sandsynlige forklaring er dog, at byens navn er afledt af dens grundlægger, Komitas, et navn, der kendes på øen fra 1368.

Indbyggerne beskæftiger sig hovedsagligt med får og geder samt olivenolie og honning, men i de senere år spiller også turismen en betydelig rolle.

Hvert år vandrer mange turister gennem Imbros kløften, og der er derfor åbnet en del spisesteder samt en taxiholdeplads, hvorfra man kan blive kørt til ChoraSfakion eller til Imbros, alt efter om man skal med bussen tilbage til nordkysten eller har en bil parkeret ved kløftens begyndelse.

Syd for landsbyen ligger en gamle Agios Georgios kirke fra begyndelsen af det 14. årh. Selv om kirken er meget gammel, er dens spændende freskomalerier stadig i en rimelig god stand. De er udført i 1313 af en af datidens kendte malere Ioannis Pagomenos, der også har udsmykket syv andre kirker i Selino distriktet og på Apokoronas halvøen. Ifølge traditionen blev kirken opført af nogle af byens indbyggere (bl.a. EmmanouilSkordilis og munken GerasimosFourogiorgis, der ses på billedet) i taknemmelighed over, at byen ikke led overlast ved et af de mange piratangreb, der hærgede Kretas kyster på daværende tidspunkt.

Side 42 af 59

Sydvest for Komitades ligger PanagiaThymiani kirken (Jomfru Maria Timian). Navnet skyldes, at ikonen af Panagia blev fundet under en timianbusk.

Kirkens historie er ganske speciel, idet den i gamle dage fungerede som rådslagningssted og domstol. Her samledes områdets indbyggere for at diskutere og beslutte vigtige fællesanliggender, og personer, der var anklaget for fåretyveri, blev ført hertil. De skulle sværge ved den mirakelgørende ikon, at de ikke havde begået tyveriet, og så var det op til Jomfru Maria at dømme.

Også i 1821 havde kirken en fremtrædende plads i historien, idet det var her, det Kretensiske Revolutionsråd mødtes og vedtog at deltage i den Store Græske Revolution (29. maj).

Kirken var oprindeligt en del af et kloster af samme navn fra 1500, men det blev ødelagt af tyrkerne efter det mislykkede oprør i 1821.

Klostret blev endegyldigt nedlagt i 1905 og underlagt Preveli klostret.De gamle munkeceller fandtes indtil 1942, hvor tyskerne rev dem ned for at genanvende materialerne til deres bunkers.

Side 43 af 59

Spili.

Spili, en lille bjerglandsby beliggende midtvejs mellem Rethymnon og AgiaGalini, med ca. 30 km. til hver by, Spili har ca. 700 indbyggere. Spili har alt for en besøgende der ønsker at opleve en græsk by, hyggelig med charmerende små gader, en del cafeer og taverner, samt butikker at handle i. Da Spili er central beliggende er det også nemt at komme til byen, der er god vej fra Rethymnon og der kører en del busser igennem byen hver dag.

Navnet Spili kommer af det græske ord 'spileon' som betyder 'grotte', eftersom der er en grotte i nærheden af byen. Man kan godt udforske den på egen hånd, men den er ikke blevet gjort tilgængelig for turister.

Spili er et hyggeligt sted med en charmerende atmosfære beliggende i et frodigt skovklædt område nedenfor Voritzi bjerget. Der er stenbrolægning og huse med venetianske buer og blomstrende altankasser, når man bevæger sig rundt i byen ad de små, snoede gader.

Mount Vorizi, bjerget man tydeligt ser fra Spili er imponerende, det rejser sig højt op, et syn man sjældent ser. Går man op i de brostensbelagte sidegaderne i Spili, bliver man imponeret over de blomstrende buske og de blomstret altaner der er overalt, det er en fotografisk drøm.

I centrum af Spili er et venetiansk springvand med en lang række af 19 løver hoveder hugget i sten, et varetegn som mange kender, dog uden at vide hvor det er fra. Løvefontæne bliver kaldet 'Kefalovrissi', herfra strømmer hver time 350 m3 rent drikkevand.

Side 44 af 59

Sougia-Beach.

Den lille landsby Sougia i den sydvestlige del af Kreta har formået at forblive upåvirket af vækst i turismen på Kreta. Det er stadig en fredelig oase, med en lang strand, masser af god indkvartering og fremragende steder at spise, alle til priser under dem, der findes i det meste af øen.

Fra begyndelsen af april til slutningen af oktober Sougia tiltrækker besøgende på udkig efter en afslappende ferie væk fra masseturismen. Mens du kan vælge at gøre meget lidt bortset fra dase på stranden eller nyde den afslappede atmosfære i et par strand foran caféer er der også en række smukke vandreture, du kan gøre i regionen. Landsbyen har appelleret til besøgende fra Nordeuropa siden begyndelsen af 1970'erne, og mange af de mennesker, du vil møde i Sougia har været på besøg mange gange.

Side 45 af 59

Melidoni Cave.

Melidóni hulen – Gerontospilios på græsk (cirka 380 meter oppe) ligger cirka 2 km fra landsbyen Malidoni – 28 km øst for Rethimo. Uden for hulen er der en pragtful udsigt. Ikke langt fra grotten ligger der en lille taverna, hvor man kan købe drikkevare og lidt at spise.

Det koster penge at komme ned i grotten, ikke meget, men bestemt pengene værd. Tasker må ikke medtages, man kan enten lægge dem i bilen, eller også kan vagten passe på dem.

Grotten har en lang og grusom historie bag sig og netop af den grund, er der også mange grækere som besøger grotten.

Melidoni-grotten blev i den minoiske periode betragtet som et helligt sted og der er fundet potteskår og en dobbelt økse i grotten. Senere blev grotten brugt som helligt sted, hvor man tilbad Den store Talos, som levede og døde her.

Ifølge den græske mytologi betroede Kong Minos, hvis ben og krop var lavet af kobber, at bevogen Kreta og Talos løb trofast hele vejen rundt om øen 3 gange om dagen. Derfor fik de små omgivende bjerge navnet De Taleanske bjerge.

Grotten har også spillet en betydelig rolle i øens nyere historie. Lige fra begyndelsen af opstanden mod tyrkerne i 1821 kæmpede Melidonis indbyggere vildt og grusomt mod den tyrkiske hær og derfor var de også konstant under tyrkisk angreb. Grotten fungerede som skjulested for de folk i landsbyen, som forsøgte at undslippe tyrkernes hævn.

Under et tyrkisk angreb i november 1823 skjulte 370 af byens indbyggere - hovedsageligt kvinder, børn og ældre - sig i grotten sammen med 20-30 af rebellerne.

Side 46 af 59

Hussein Bey - lederen af den tyrkiske hær - omringede hulen og befalede landsbyboerne at overgive sig. Da de ikke adlød, angreb han grotten, men tabte i dette slag 24 mænd. Derefter sendte Hussein Bey en kristen kvinde ned i grotten med budskab om, at alle ville blive skånet, hvis de overgav sig.

Kvinden blev dræbt og hendes lig kastet ud af hulen. Rasende over sit nederlag planlagde han en stor hævnakt: Han anbragte store mængder brændbart materiale i hulens indgang og satte ild til det. Røgen trak ned i grotten og kvalte alle menneskerne dernede.

Da Robert Pashley (rejsende og forfatter) kom til Melidoni i 1834, lå skeletterne fra de omkomne stadig i grotten.

Der foregår stadig udgravning i grotten, så kun en brøddel af grotten er tilgængelig, men når man tænker på dens historie, er den absolut et besøg værd. Gå forsigtigt ned ad de over 60 trin – nogle steder er de glatte – og se på de flotte stalaktitter og stalagmitter nede i det kun 18 grader varme hovedrum og lad fantasien få frit løb med hensyn til grottens lange historie.

Side 47 af 59

Frankokastello.

Frankokastello borgen ligger lige ud til havet og er den eneste venezianske borg der næsten står intakt udvendigt. Borgen blev opført i 1371 og har en størrelse på cirka 60 x 30 meter. Det var senatet i Venezia der satte dette bygningsværk i gang og man kan se et relief af den venezianske Sct. Markus løve og det venezianske våbenskjold.

De indvendige bygninger er dog af tyrkisk oprindelse. 500 meter øst for borgen ligger ruinerne af Agios Charalambos klostret med en Agios Nikitas kirke fra det 14. århundred.

Borgen blev brugt til, at venezianerne kunne kontrollere kysten og forsvare sig mod angreb fra pirater og ikke mindst mod de gentagne angreb fra den lokale befolkning fra Sfakia.

Da tyrkerne i midten af 1600 tallet erobrede kreta, besatte de også borgen. Det var her, at den første oprørsleder (Daskalogiannis) i 1771 med sine 70 mand måtte overgive sig til den nye besættelsesmagt.

I Januar 1828 drog frihedskæmperen ChatzimichalisDalianis fra det græske fastland til kreta (Mens den første græske stat var ved, at blive dannet på fastlandet) med 100 ryttere og 600 fodfolk for, at hjælpe kretenserne i deres frihedskamp mod tyrkerne. Hvad Chatzimichalis manglede af militært overblik havde han til gengæld i (dumdristigt) mod. Få måneder efter sin ankomst til kreta, indtog han Frankokastello, hvorfra han ville slå tyrkerne. Allerede den 18. maj blev han omringet af Mustafa Pashas styrkerne – Senere kendt for erobringen af Arkadi klostret i 1866.

Chatzimichalis red overmodigt ud mellem den talstærke btyrkiske hær for, at slå så mange som muligt ihjel. Selvfølgelig blev han hurtigt selv hugget ned.

Hans mænd fortsatte kampen i seks dage, indtil de blev nødt til at overgive sig, tvunget af sult og tørst. Tyrkernes sejr varede nu ikke længe, for sfakioterne havde lagt sig i baghold i bjergene og dræbte omkring 2.000 af dem.

Side 48 af 59

Agios Antonios.

Fra parkeringspladsen uden for Gouverneto klostret går der til venstre for stien mod Katholikoklostrot – en anden og betydelig mindre sti over til det nedlagte Agios Antonios kloster, der blev forladt i slutningen af det 19. århundred. Allerede inden man er fremme ved klosterruinen, fornemmer man hvor velorganiseret det har fungeret, idet man stadig kan se de mange terrasser i terrænet, hvor der har været dyrket vin, korn, kikærter, johannesbrød og oliven.

Når man står lige udenfor klostret og kigger til venstre ser man abbedens bolig som ligger adskilt fra resten af klostret. I midten ligger der en kirke, som er bygget ind i en grotte og til højre ligger munkecellerne.

Man mener, at klostret er opført i slutningen af 1500 – tallet for, at huse nogle af de mange munke fra det nærliggende Katholiko kloster. Dengang søgte mange kretensere tilflugt i klostre for, at undgå venezianernes tvangsarbejde. En anden årsag kan være, at Katholiko klostret havde været ude for et piratangreb og at munkene derfor fandt det mere sikkert, at flytte længere ind i landet. I begyndelsen hørte klostret under Katholiko, men blev senere underlagt Gouverneto.

Klostrets sidste beboer var en kvinde ved navn Maria, hvis søn Nikodimos var munk i Gouverneto. Hun havde fået en særlig tilladelse til, at opholde sig i klostret for, at bøde sin synd, fordi sønnen var født uden for ægteskab.

16. juli 1889 angreb tyrkerne klostret og stjal hvad der var af værdier. Det blev samtidig slutningen på klostrets liv.

Side 49 af 59

The gorge of Aradena.

Kløften af Aradena ligger i regionen Sfakia. Det kører fra de sydlige skråninger af De Hvide Bjerge og danner en dyb nedskæring til den lille strand i Marmara (lidt vest for Loutro).

Det er en af de mere populære slugten gåture i det vestlige Kreta, så du ikke vil være helt på egen hånd, men det er meget mere støjsvag end Samaria Imbros eller Agia Irini.

Selvom gåtur er ikke så længe (2½ til 3 timer Walking tid til Aradena landsby til Marmara sektion eller omvendt) det er lidt sværere end nogle af de bedre kendte kløfter og det anbefales ikke til folk uden nogen walking erfaring: mange passager kræver en god portion sikker-poter (især hvis du er til fods nedad) og et hoved for højder.

Landsbyen Aradena som blev opgivet i 1950'erne er også et besøg værd, og vil give dig en god idé om traditionelle kretensiske arkitektur. Du kan se billeder af husene her.

Siden 1986 i landsbyen er blevet forbundet med vej til Anopolis og resten af vejnettet via en spektakulær Bailey bro, der spænder over den dybe kløft. Bemærk platformen i midten af broen: det anvendes til elastikspring (generelt i weekenden i sommermånederne).

Den gamle sten sti krydser slugten på Aradena (en af flere gamle stier krydser slugten) er et spektakulært eksempel på traditionel kalderimia (brostensbelagte muldyr spor). Dette er, hvad du vil følge for at få dig ind i (eller ud) af slugten. Kløften af Aradena er meget rig på chasmophyte (klint bolig) blomster, mange af dem endemiske for Kreta og nogle ret sjældne.

Flere par Griffin gribbe yngler i klipperne af slugten, og du vil generelt se dem flyve over dig.

Side 50 af 59

Zoniana.

Et af de mest interessante huler på Kreta er i landsbyen Zoniana, kun 43 km fra Heraklion og 52 km fra Rethymnon. Den maleriske landsby Zoniana, som har en lang og spændende historie, ligger 630 meter op på PsiloritisMountain (Mount Idi) i Mylopotamos region i RethymnonPrefecture. Zoniana er landsbyens moderne navn - før 1920 blev det kaldt Zeus ' Pit, muligvis opkaldt efter guden Zeus. Hovederhverv beboerne er kvægavl

Efterhånden som du kører op ad bjerget vej i Zoniana, som ligger kun en kort afstand fra den berømte landsby Anogeia, vil du se tegn for den berømte SfentoniCave, eller SfentoniHole , en af øens smukkeste huler , ekstensivt prydet med stalaktitter og stalagmitter .

Følge skiltene vil bringe dig til den parkeringsplads, som giver en panoramisk udsigt over området. I parkeringspladsen er en kiosk, hvor du kan købe billetter til hulen ved 4 euro hver (2004).

Da du ikke er tilladt at komme ind i hulen på egen hånd, billetprisen omfatter tjenesteydelser af en veluddannet guide, der er ansvarlig for både din personlige sikkerhed og beskyttelse af hulen. Guiderne, som alle er bosiddende i landsbyen, der voksede op med at spille spil til børn i og omkring hulen gallerier , før den var åben for besøgende , er velbevandret i at forklare alt om de dybe, mørke hemmeligheder i denne fascinerende attraktion.

Side 51 af 59

Knossos.

Det berømte minoiske palads Knossos ligger ca. 5-6 km syd for Iraklion. Knossos var det mest imponerende og luksuriøse bygningsværk, som kunne ses i Europa i bronzealderen (2.800-1.100 f.Kr.).

Udgravningerne blev først ledet af Minos Kalokairinos og senere af englænderen Sir Arthur Evans. Paladset blev bygget to gange, anden gang endnu smukkere end første gang. Det dækkede et areal på 22.000 kvadratmeter. Der var omkring 1.400 værelser i det originale palads, og der boede 300 mennesker (Knossos' kongelige familie og deres tjenestestab). Kongen hed Minos, og var søn af Zeus.

På Kreta findes der 4 minoiske paladser, men Knosses er det største af dem. Alle paladserne er meget karakteristiske med deres slotsgårde, templer og opbevaringsrum. På Knosses findes to store brolagte slotsgårde, mange opbevaringsrum, templer, private værelser og et teater. Nogle steder var bygningerne 4-5 etager høje. Trapper med lave alabaster trin fører op til de øverste etager eller ned til kælderetagerne.

Det siges, at ingen gæst kunne gå ind i paladset uden én til at føre ham rundt. Årsagen er, at ingen kunne finde rundt i den berømte "labyrint". Dets navn kommer af ordet "Lavrys", som betyder "dobbeltøkse". Økser blev meget brugt i dagligdagen, og mange af dem blev fundet i paladset eller endda indhugget i Knossos vægge. Så labyrint betyder "De dobbelte øksers hus", selve paladset.

Det er virkelig spændende at besøge dette minoiske sted og beundre kongens og dronningens gemakker med den udsøgte dekoration, som forestiller blå delfiner. Man kan også se den ældste trone i Europa: Kong Minos alabaster trone i tronrummet.

Side 52 af 59

Spinalonga eller Kalidon på Kreta: De spedalskes Ø.

Øen Spinalonga på Kreta er mest kendt for at være ”de spedalske ø”, hvilket dog kun er en brøkdel af øens historie. Forud for dette ligger mere end 1000 års historie med besættelser af snart sagt alle befolkninger omkring Grækenland, og de fleste af bygningsværkerne på øen vidner da også om dette; øen er ét stort fort, bygget af de skiftende besættelsesmagter såsom venetianerne, ottomanerne og tyrkerne. Men lad os her holde os til øens sidste beboere, de spedalske.

I 1903 blev Spinalonga ”udnævnt” til det sted, hvor alle Kretas spedalske skulle bo. Dette til trods for, at øen på dette tidspunkt var beboet af tyrkiske muslimer. Disse flygtede selvsagt, da de første spedalske blev sejlet til øen den 13. oktober 1903.

Fra 1913 var det ikke kun spedalske fra Kreta men fra hele Grækenland, der blev internerede på Spinalonga, hvilket fik øens beboertal op på omkring 400.

Når man tænker på, at øens størrelse – at gå rundt om øen er en gåtur på mindre end 1 km – skal der ikke meget til at forestille sig, at man har boet tæt her.

Der, hvor turisterne bliver sat i land i dag, er en lille havn lavet til formålet. De spedalske blev i årenes løb sejlet over det smalle stræde fra den nærmest liggende by, Plaka, til den daværende hovedport, som er et imponerende bygningsværk med søjler og en stor jernport. I tiden med spedalske på øen blev alt, selv penge, desinficeret i de store rum i denne port.

Side 53 af 59

Dagligdag på Spinalonga

Når man som turist ankommer til Spinalong, går man gennem en tunnel, og herefter står man ved begyndelsen af en hovedgade med små huse på begge sider. Det ligner faktisk alle andre, små kretensiske landsbyer. Følger man hovedgaden længere frem, finder man de sidst byggede bygninger på Spinalonga: Et lejlighedskompleks. De spedalske gjorde, hvad de kunne for at forsøge at leve et normalt liv. De fleste smittede havde haft et erhverv, før de blev syge, og de fortsatte med dette erhverv, bare begrænset til Spinalonga. Bageriet og hospitalet er stadig bevaret, og dette samme gælder et par små tavernaer. Som i alle andre samfund var der her en borgmester, og indbyggerne blev gift og fik børn. Var børnene ikke spedalske (hvilket de sjældent var), blev de taget fra forældrene og sejlet til fastlandet, hvor de voksede op på børnehjem eller hos familie. De spedalske kom ikke til Spinalonga blot for at ligge på hospitalet og vente på at dø. Stop et par sekunder enten ved begyndelsen af hovedgaden eller vend dig om og se dig tilbage, når du er nået til de sidst byggede lejligheder. Det er slet ikke svært at forestille sig en beboet by her. Selvfølgelig har det været forfærdeligt først at få diagnosticeret en dengang uhelbredelig sygdom og derefter blive bortvist til en lille ø for resten af livet. Der blev dog gjort en del for at opveje dette. Alle spedalske fik en ikke ringe økonomisk kompensation fra regeringen samtidig med, at de også fik løn for de arbejde, de udførte på øen. Mange mennesker, som på en eller anden måde havde tilknytning til øen, enten som læger, præster eller familie, gjorde meget for at give Spinalongas indbyggere et tåleligt liv. Bl.a. kan nævnes, at Spinalonga fik elektricitet i form af en generator allerede før 2. verdenskrig, mange år før der kom elektricitet til både Elounda og Plaka! Spinalonga var af samme grund også et af de første steder på Kreta, hvor der var en biograf – for øvrigt den bygning, som nu tjener som café for os turister.

Med ca. 400 mennesker på så lille en ø har der været mangel på mange ting, mest af alt jord at dyrke. Det er faktisk kun på øens østside, hvor der findes en smule af dette. Man kan stadig se, hvordan denne værdifulde del af øen har været opdelt i små firkanter for ejerne at dyrke, og sådan et lille stykke jord var noget af det mest værdifulde, man kunne eje. Dette selv om jorden var så udpint at stort set kun et par mandel- og oliventræer gav en smule udbytte.

Side 54 af 59

Kirkerne på Spinalonga

To kirker blev brugt i de mange år, hvor byen var beboet af spedalske: Agios Panteleimon, som ligger på hovedgaden lige foran sygehuset, og Agios Giorgos, som ligger på østsiden af øen. Den sidstnævnte kirke blev kun anvendt til begravelser, og kirkegården ligger da også lige ved siden af. Agios Panteleimon blev bygget om i 1953 for penge samlet ind blandt de spedalske. Det kan give lidt stof til eftertanke, da vi nu ved, at penicillinen, som helbreder spedalskhed, blev opdaget netop dette år. Man leder forgæves efter navnene på de begravede på øens lille kirkegård. Årsagen er simpel: Gravstederne blev brugt igen og igen. De fleste gravsteder er ikke meget større end en fortovsflise, men der findes nogle enkelte større – men det kostede mange penge at blive stedt til hvile i et mandsstor gravsted. Tag selv en tur til Spinalonga – eller Kalidon, som denne lille ø også hedder, da det er hele halvøen fra Elounda, der benævnes Spinalonga. Og nu vi er ved navnet, som jo slet ikke lyder græsk, og derfor er der også mange forklaringer på det. Her er bare at par af dem: Det kan være udsprunget af det græske ”stinElounda” som betyder ”i Elounda”. Andre forklaringer er, at stedet er navngivet af venetianerne og derfor har fået det latinske navn Spina = ryg og Longa = lang, som beskrivelse af hele halvøen. Man kan sejle til Spinalonga med båd, større eller mindre og med eller uden guide, fra Agios Nicolaos, Elounda og Plaka. Hvis denne historie virker barbarisk på danske læsere, vil jeg lige minde om de mange Skt. Jørgens Gårde rundt omkring i Danmark, som gjorde det ud for ”de danske Spinalongaer”.

Der findes ikke meget litteratur om Spinalonga. Kretenserne er ikke særlig stolte af denne sidste del af øens historie, men der begynder at komme små hæfter og bøger om stedet, f.eks. Followus in Spinalong af Alibertis Antonis eller The island of the lepers af Beryl Darby. En anden måde at anskue dette meget specielle sted er romanen ”The Island” af Victoria Hislop. Selvom det er fiktion, lever man sig hurtigt ind i bogen og græder og ler med personerne.

Side 55 af 59

Sitia.

Beliggende på vandet omkring en bugt i den østlige del af Kreta, Sitia og dens 9.000 indbyggere synes at have bevaret en vis form for rolig atmosfære, at du ikke længere kan finde i meget større byer som for eksempel Heraklion. Det føles mere som en landsby end en by, og det er pænere og mindre udviklet (hvilket betyder: mindre grimme beton, smagløse bygninger). Sitia lever af sin havn, dyrkning af oliven og en lille smule fra turisme. I området druer dyrkes også til produktion af vin og rosiner. Sitia har hvide huse, der er bygget som et amfiteater omkring sin store halv runde bugten og er ofte beskrevet som den smukkeste landsby i det østlige Kreta. Sitia ligger 70 km afstand fra hovedstaden Heraklion. Siden 2005 den lille by har en international lufthavn, der ikke benyttes meget.

Update: siden 2012 er antallet af internationale flyvninger til Sitia lufthavn er steget, og der er nu for eksempel også en række direkte fly fra Amsterdam til Sitia, som kan være nyttige for folk, der ønsker at besøge den østlige del af øen. I havnen kan du finde de sædvanlige kaiks sammen med nogle nyere både og private yaughts, og nogle gange en fragtbåd eller en færge, fordi det er også den afgående punkt for Lane Lines, der forbinder Kreta med øerne Kassos, Chalki, Rhodos, og Karpathos og i den anden retning til byen Agios Nikolaos, Milos, og end efter der sejler til fastlandet i Grækenland, omkring tre gange hver uge.

Der er en lang boulevard med masser af taverna og coffeeshop, og nogle palmetræer og roser. Bag der er shopping gader. Byen er kronet af den venetianske Kasarma borg, der i sin dag form stammer fra 1631. Den er bygget på resterne af en ældre byzantinske borg. Inden for murene er en tre-etagers tårn. Dette er den gamle arsenal af venetianerne, den såkaldte "Casa di arma". Måske resterne af det venetianske fort er mindre imponerende end nogle af de andre slotte, du kan finde på Kreta, men udsigten fra Kasarma er vidunderligt. Der er en cental torv / bypark med palmetræer og en buste af en berømt kretensiske digter, Vitzentzos Kornaros, der blev født i Sitia. Det område, hvor Sitia nu er har altid været et yndet sted for folk at leve. Gravfund fra området går tilbage til 2000 f.Kr. Venetianerne byggede en defensiv mur her, at lukkede hele byen. Efter et jordskælv i 1503, og flere angreb fra pirater i 1651, blev byen ødelagt af venetianerne og alle folk forlod Sitia til gode. Først efter 1870 (århundreder senere) nogle mennesker tilbage til at starte byggeriet af den nye by Sitia .

Side 56 af 59

Palmestranden ved Vai.

Palm beach af Vai (faktisk: Palm skov af Vai, græsk Φοινικόδασος τουΒάι ) er placeret på østkysten af den græske ø i Middelhavet Kreta , i bugten Grandes ( Ormos Grandes ) . Den kretensiske Dato Palm (Phoenix theophrasti) Her er den største naturlige palmelund i Europa. Opkaldt stranden er efter den lille landsby Vai en kilometer bag kysten.

Efter en kretensiske legenden om palmelunden opstod fra det faktum, at pirater, der skjulte her efter deres raids, kerner af frugt spist smed, hvorfra palmer voksede. Det siges at have udviklet sig over århundreder af palmelund. Men dette er en unik, forskellig fra den ægte daddelpalme palme, hvis frugt er temmelig uspiselige. Derfor er legenden ikke er holdbar.

"Opdaget" for turismen var Vai der blev pensioneret i 1970'erne fra de resterende "gamle hippier " fra Matala og Prevelis.

I midten af 1970'ern, spidsen Vai gjorde runder af backpackere i hele Europa, var fra Vai en blanding af kaotisk campingpladsen og dump, hvorefter ordenshåndhævere reagerede strengt. Vai er blevet indhegnet og erklæret for naturreservat, Wildlife campister og resten resterende der " hippier " sælges af drastiske metoder. Det gjorde den enestående biotop meget go, skoven inddrives, stranden var ren. Så "opdaget" den nye turisme Vai. The Palm Beach, der hører til boet efter klostret Toplou, oplevede sin anden "Kør" som en attraktion for endagsture, der ankommer der dagligt med flere busser. Fra palmeskov i dag er kun en smal stribe af stranden for at gå på, resten er ikke åbent for offentligheden. The Palm Beach i dag er en turist højborg i det østlige Kreta, med tusindvis af besøgende hvert år. Nærmeste byer er Palekastro og Siti.

Side 57 af 59

Gavdos Europas sydligste punkt.

Ca. 2 timers sejllads syd for Kreta ligger den lille ø Gavdos som er Europas sydligst beliggende ø. Øen er lidt større end den danske ø Anholt og har ca. 150 faste beboere.

Gavdos er som at komme væk fra civilisationen – flere steder på øen er der ingen elektricitet og signal til mobiltelefon er yderst sparsomt. På øen er besøg på sydsiden det mest spændende, da man så står på Europas sydligste punkt – Her er opsat et monument med en stol i overstørrelse for at gøre opmærksom på det.

Ellers har øen masser af dejlige strande og hyggelige små byer med få familieejet tavernaer, hvor maden er mest traditionelt græsk med friskfanget fisk. Denne sydligste del af Europa er bestemt et besøg værd af flere grund – Både på grund af beliggenheden som det sydligste punkt i Europa og på grund af den uspolerede natur. Øen er nu beboet af ca. 150 indbyggere og fremstår flere steder meget forladt med tomme bygning.

Øen har tidligere været et vigtigt punkt i det byzantinske rige, hvor øen var beboet med over 8000 indbyggere, hvor øen endda havde sin egen ærkebiskop. Siden blev øen forladt under det venetianske styre og blev derefter et tilholdssted for pirater i området. Der kan stadig findes rester af de forskellige styrer på øen. Selvom befolkningstallet er så lille på øen, findes der mange ting på øen. Gavdos har bla. et postkontor, sin egen læge og endda en politimand, som passer på befolkningen. Øen har desuden 4 mindre hoteller, så det er muligt at overnatte på øen, som turist. Naturen er højdepunktet på Gavdos – Øen har flere flotte strande og en meget uspoleret natur som man ikke finder mange andre steder i Grækenland. En del af strandene på Gavdos fungerer som naturiststrande.

Man kan nå Gavdos fra 3 havne på Kreta. Der sejles primært fra Paleochora til Gavdos i lavsæsonen, men der også sejles til øen fra ChoraSfakion og Sougia i højsæsonen.

Lad være med at drikke vandet på øen, hvis det ikke kommer fra flaske – Mange steder på øen er der ikke vandforsyning, så indbyggerne bruger regnvand som vandforsyning.

Side 58 af 59

Aradaina Bridge.

Aradaina Bridge er 138 meter høj og er beliggende i Chania, kommunen Sfakia, Kreta. Det er den højeste bro for elastikspring i Grækenland og den næsthøjeste i Europa.

En genial mand fra New Zealand tog denne idé og skabte det, vi i dag kender som bungy ved at erstatte de ranker med elastiske reb fra naturlatex udelade den "jord crash" del af testen noget, der ikke ville være meget tiltalende. I løbet af de seneste år bungy har udviklet sig til et punkt for at blive en af de sikreste og udbredte ekstreme sportsgrene i verden. I dag er bungy teknikker og metoder baseret på matematiske beregninger og sikkerhedsstandarder, der er certificeret af officielle internationale organisationer.

Side 59 af 59