ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 1

Endnu en politisk sæson går på hæld

Og selv om velfærdsteknologi stadig er en relativ ny disciplin på Christiansborgs støvede gange, så har der i løbet af det seneste år været sat markant fokus på området.

Det vigtigste politiske aftryk var den strategi for digital vækst, som regeringen præsenterede i efteråret. Her definerede man syv fokusområder - blandt andet telemedicin, teknologi i pleje og omsorg samt et mere effektivt samarbejde på sundhedsområde - som skulle speede processen i arbejdet op.

Netop manglen i antallet af projekter, som flytter dagsordenen fra piloter til implementering, har været en tilbagevendende diskussion. Og et emne, som Altinget.dk i sæsonens løb har forsøgt at stille skarpt på.

Nyt debatnyhedsbrev I tilgift til de journalistiske nyhedsbreve lancerede vi i sensommeren et ugentligt debatnyhedsbrev. Tanken var, at eksperter, politikere, praktikere samt alle, der måtte besidde holdninger til den aktuelle debat, kunne byde ind med ny viden og synspunkter.

I alt syv temaer er hidtil blevet drøftet indgående på debatsiderne:

• Medicinalvirksomheders adgang til sundhedsdata • Spot på udbredelse af velfærdsløsninger • Velfærdsløsningers udfordringer til debat • Spot på kommunernes arbejde med velfærdsteknologi • Fokus på landets velfærdsprojekter • Skal digitale og teknologiske kompetencer fylde mere på velfærdsuddannelserne? • Danske eksportmuligheder på det velfærdsteknologiske område

Og som man kan konstatere, at der tale om diskussioner, som ikke er afsluttet lige foreløbig. Eksempelvis må det første tema - medicinalvirksomheders adgang til sundhedsdata - stadig siges at være aktuelt.

Print og tag med på stranden Men for dem, som ikke har været med fra starten, eller som måtte ønske at genopfriske debatten, har vi på redaktionen besluttet at samle årets indlæg i ét fælles dokument, som du nu sidder med i hånden.

Der gemmer sig adskillige timers læsestof, som alt efter behag kan skimmes i sommervarmen på kontoret, eller nydes med kolde øl og iskager på den spanske sydkyst.

God læselyst, og god sommer!

Bedste hilsner,

Klaus Ulrik Mortensen Redaktør, Altinget l Velfærdsteknologi

INDHOLD: PANEL I: Medicinalvirksomheders adgang til sundhedsdata s. 2 PANEL II: Spot på udbredelse af velfærdsløsninger s. 21 PANEL III: Velfærdsløsningers udfordringer til debat s. 46 PANEL IV: Spot på kommunernes arbejde med velfærdsteknologi s. 66 PANEL V: Fokus på landets velfærdsprojekter s. 84 PANEL VI: Skal digitale og teknologiske kompetencer fylde mere på velfærdsuddannelserne? s. 98 PANEL VII: Danske eksportmuligheder på det velfærdsteknologiske område s. 119 ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 2

PANEL I: Medicinalvirksomheders adgang til sundhedsdata

PRÆSENTATION: Altinget.dks nye debatkoncept på området for velfærdsteknologi skydes i gang med fokus på medicinalvirksomheders adgang til danskernes sundhedsdata. Mød debatpanelet og læs mere om Velfærdsteknologidebatten her.

Altinget l Velfærdsteknologi starter i dag, den 24. september, et nyt koncept, som forhåbentlig kan styrke og fokusere både den politiske og faglige debat inden for velfærdsteknologi.

Konceptet hedder Velfærdsteknologidebatten og vil stille skarpt på udvalgte emner og problemstillinger på området for velfærdsteknologi.

Velfærdsteknologidebatten skydes i gang med et særligt fokus på medicinalfirmaers adgang til danskernes sundhedsdata. Emnet er særligt aktuelt, da regeringen i juni offentliggjorde sin vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger.

Vækstplanen lægger blandt andet op til, at det skal gøres lettere for medicinalfirmaer at forske i danskernes sundhedsdata med henblik på at styrke vækstmulighederne for danske virksomheder, som lever af at eksportere medicin - til gavn for vækst og jobskabelse i Danmark.

Men forslaget deler vandene, og en række spørgsmål stiller sig i kø: For hvor langt skal vi gå i forhold til at udvikle og teste nye typer af medicin? Hvilken betydning har det for patientsikkerheden? Kan regeringen overhovedet garantere, at sundhedsdataene ikke bliver misbrugt af virksomhederne?

Det vil Altinget | Velfærdsteknologi gerne være med til at sætte et nødvendigt fokus på.

Hvert emne bliver debatteret over en måned, hvorefter både emne og debatpanel skiftes ud. Det første debatpanel til Velfærdsteknologidebatten består af otte personer med hver deres udgangspunkt og viden på området. Panelet vil på skift levere skarpe og nuancerede indspark i debatten om adgangen til sundhedsdata.

Du kan læse om debatpanelet her:

Astrid Krag (SF), minister for sundhed og forebyggelse. Hun har en bachelorgrad i Statskundskab fra Københavns Universitet. Astrid Krags politiske karriere startede i 2001, hvor hun var kandidat for Socialistisk Folkeparti i Vejlekredsen. Astrid Krag var formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom 2005-2007 og medlem af Socialistisk Folkepartis integrationsudvalg fra 2006. I 2007 bliver hun valgt ind i Folketinget for første gang. Astrid Krag bliver samme år medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget for Socialistisk Folkeparti i København fra 2007. Inden Astrid Krag blev minister for sundhed og forebyggelse i 2011, var hun ordfører for integration, asyl og indfødsret og for ældreområdet.

Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører. Liselott Blixt er uddannet social- og sundhedsassistent. Hun påbegyndte sin politiske karriere i 2002, hvor hun blev medlem af byrådet i Greve Kommune. I 2007 bliver Liselott Blixt valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, hvor hun også får tildelt ordførerskabet for sundhed. Udover at være sundhedsordfører, fungerer Liselott Blixt også som Psykiatriordfører for Dansk Folkeparti. Samtidig er hun medlem af Ligestillings-, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Udvalget vedrørende Det Etiske Råd.

Thomas Ploug, professor ved Aalborg Universitet og medlem af Etisk Råd. Thomas Ploug er professor mso ved Aalborg Universitet København, hvor han er tilknyttet Center for anvendt etik og videnskabsfilosofi ved Institut for kommunikation og psykologi. Han forsker og underviser i Etik, Videnskabsfilosofi og Logik. Han har særlig interesse i etiske problemstillinger knyttet til vores brug af informations- og kommunikationsteknologi, herunder vores adfærd på nettet og registrering og anvendelse af personfølsomme data. Thomas Ploug har siden 2011 siddet i Etisk Råd, hvor han er formand for arbejdsgruppen om kommercialisering af kroppen.

Mette Lundberg, direktør for Politik og Kommunikation i IT-Branchen. Mette Lundberg er uddannet cand.jur. og kommer fra en stilling som specialkonsulent i Videnskabsministeriet, hvorfra hun har flerårig erfaring med digitalt indhold, nye medier og mediekonvergens. Derudover har hun blandt andet været medskribent på regeringens redegørelse om mediekonvergens. Mette Lundberg skriver, at hun er stærkt optaget af, at vi som samfund får udnyttet teknologiens evne til at skabe fornyelse og vækst. Målsætningen skal være, at ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 3

serviceforbedringer og effektiviseringer altid går hånd i hånd, når vi digitaliserer.

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen. Mads Koch Hansen er overlæge på Horsens Sygehus. Han har været formand for Lægeforeningen siden 2010. Mads Koch Hansen skriver, at et af de emner, han brænder for, er patientsikkerhed. Han er næstformand i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, hvor han blandt andet arbejder for sikker brug af lægemidler. Samarbejdet mellem læger og industri er også et område, som Lægeforeningens formand er optaget af.

Ida Sofie Jensen, Koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen. Uddannet som cand.scient.pol. og har tidligere fungeret som administrerende direktør på Herlev Hospital. Ida Sofie Jensen er i dag medlem af den Europæiske Lægemiddelindustriforenings (EFPIA?s) Executive Committee og medlem af bestyrelsen for Tryghedsgruppen, Tryg A/S og Medicon Valley Alliance. Ida Sofie Jensen har været koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen siden 2004.

Christian Graversen, chefkonsulent DI's it-forening ITEK. Christian Graversen er chefkonsulent i DI ITEK, som er Dansk Industris branchefællesskab for IT, Tele, Elektronik og Kommunikationsvirksomheder. Christian Graversen skriver, at han arbejder for, at teknologi bliver brugt til at fremme danskeres sundhed og evne til at leve et frit og selvstændigt liv. For at dette mål kan opfyldes arbejder han sammen med virksomheder, der laver hjælpemidler, medicoudstyr og sundheds-it. Sammen samarbejder de med folk fra universiteter, kommuner, regioner og stat for at danskerne får den bedste sundhed og velfærd.

Niels Elgaard Larsen, formand for IT-Politisk forening. Niels Elgaard Larsen er Ph.d. i Datalogi fra Københavns Universitet. Desuden er han aktiv i European Digital Rigths (EDRi.org), som arbejder for digitale borgerrettigheder på europæisk plan. Niels Elgaard Larsen skriver, at han interesserer sig især for privatliv og ytringsfrihed på internettet. IT-Politisk Forening arbejder for frihed og åbenhed i grænselaget mellem teknik og politik, med særligt fokus på Internettet og IT-systemer. De interesserer sig for ytringsfrihed, ophavsret, patenter på software, forholdet mellem stat og borgere, overvågning og privatliv. Udvekslingen af data skal være frivillig og ske på borgerens præmisser. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 4

Vækst og patientsikkerhed kan gå hånd i hånd

DEBAT: At forbedre behandling og skabe vækst på baggrund af danskernes sundhedsdata er muligt og ønskværdigt, hvis det ikke er på bekostning af borgernes selvbestemmelse, skriver Thomas Ploug, professor ved Aalborg Universitet.

Af Thomas Ploug Professor ved Center for anvendt etik og videnskabsfilosofi, Aalborg Universitet, København.

Ingen tvivl om, at store mængder data om danskernes sygdomme og sygdomshistorie, arveanlæg, medicinforbrug og livsstil har et betydeligt behandlingsmæssigt og dermed også kommercielt potentiale.

Med adgang til store mængder data bliver det muligt at opdage sammenhænge mellem et væld af faktorer. Den viden kan komme danskerne til gode i form af forbedret behandling, men også – hvis virksomheder får adgang til disse data – i form af vækst og jobskabelse i medicinalindustrien.

Beskyttelse af selvbestemmelse De fundamentale etiske spørgsmål angår for mig at se altså ikke, om virksomheders adgang til danskernes sundhedsdata kan bidrage til øget velfærd, sundhed og vækst. De centrale etiske spørgsmål er i mine øjne snarere, hvordan man sikrer beskyttelsen af borgerens selvbestemmelse og privatliv i forbindelse med indsamlingen af personlige sundhedsdata. Denne korte artikel sætter fokus på selvbestemmelsen.

Selvbestemmelsen er en grundlæggende værdi i det danske sundhedsvæsen og i samfundet som helhed. Det enkelte menneske skal respekteres som et individ med egne mål, planer og værdier. Det skal i vidt omfang gives frihed til i tanke og handling at forfølge egne mål, planer og værdier.

I sundhedsvæsenet udtrykkes respekten for selvbestemmelsen ved, at man i udgangspunktet altid informerer patienten om den relevante behandling og får samtykke til at påbegynde den.

I forskningssammenhæng bliver beskyttelsen af enkeltindividet gennem det informerede samtykke særlig vigtig, fordi forskningen ikke (alene) sigter mod at forbedre den enkeltes situation, men andre i nuværende og kommende generationer.

Et falsk dilemma At forbedre behandling og skabe vækst og job behøver ikke ske på bekostning af fundamentale værdier som borgernes selvbestemmelse. Desværre ligger der i diskussionen omkring deling af personlige sundhedsdata ofte en uudtalt præmis om, at forskning – og dermed bedre behandling og vækst – forudsætter adgang til alle danskeres sundhedsdata over tid, og derfor kan registrering og anvendelse af sundhedsdata ikke være noget, den enkelte dansker skal samtykke til. Det må være tvungent.

Tankegangen er problematisk af en række grunde. For det første, fordi forskning ikke forudsætter adgang til alle danskeres sundhedsdata over tid. Der laves og har været lavet masser af god forskning på baggrund af sundhedsdata fra et begrænset antal personer rekrutteret til forskningsprojekter på almindelig vis.

Danske medicinalvirksomheder synes at klare sig fornuftigt. For det andet – og langt vigtigere – fordi det slet ikke følger fra det forhold, at man gerne vil have adgang til alle danskeres sundhedsdata, at registrering og anvendelse af data skal være tvungent.

Det kunne jo være, at mange – måske endda alle – danskere ville give samtykke til brug af deres sundhedsdata i forskningssammenhæng. Mange danskere deltager eller har deltaget i forskningsprojekter, og der synes at være en generel åbenhed over for sundhedsvæsenets indsamling af sundhedsdata. Der er med andre ord tale om et falsk dilemma, når forskning og vækst kommer til at stå som modsætning til beskyttelsen af borgerens selvbestemmelse.

Fortrolighed er en forudsætning Selv hvis det – mod forventning og erfaring – skulle vise sig svært at få danskernes samtykke til at dele sundhedsdata med industrien, må man imidlertid overveje, om ikke beskyttelsen af den enkelte borger bør veje tungest. I sundhedsvæsenet generelt vejer selvbestemmelsen tungt. Hvis en patient ikke ønsker behandling, respekteres dette – også selv om det skulle have alvorlige konsekvenser for patientens helbred.

Selve det, at en afvisning af samtykke kan have negative konsekvenser, er der altså ikke tradition for skal vægte tungere end respekten for samtykket. Og så er der andre gode grunde til at insistere på samtykket. For eksempel, 1) at ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 5

samtykket jo også giver en borger mulighed for at beskytte sit privatliv, og 2) at samtykket giver borgeren mulighed for at sige fra i forhold til forskning, hvis formål man ikke kan bifalde osv.

Endelig må effekten af en tvungen registrering og deling af personlige sundhedsdata med medicinalindustrien også overvejes. Når en patient henvender sig til sundhedsvæsenet, er det med en forventning om, at personlige sundhedsdata behandles fortroligt.

Fortroligheden er en forudsætning for at dele personlige sundhedsdata med behandleren, og som sådan bliver fortroligheden en forudsætning for, at effektiv diagnosticering og behandling kan finde sted.

Fortroligheden sikres blandt andet af et krav om samtykke. Samtykket er patientens mulighed for at få indflydelse på, hvem der får adgang til vedkommendes personlige sundhedsoplysninger. Hvis der ikke er et krav om samtykke til at udveksle sundhedsdata med industrien, må det alt andet lige formodes at have negative konsekvenser for fortroligheden og dermed i sidste ende for kvaliteten af diagnosticering og behandling. På den måde kan ønsket om at forbedre behandling og skabe vækst altså i sidste komme til at have en negativ effekt på kvaliteten af behandling.

At forbedre behandling og skabe vækst på baggrund af danskernes sundhedsdata er givetvis både muligt og ønskværdigt. Som vi har set, er der imidlertid al mulig grund til at insistere på, at dette ikke sker på bekostning af basale frihedsrettigheder. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 6

Sundhedsindustri bruger kun anonym data

DEBAT: Vi skal udnytte vores sundhedsdata med sikkerheden i højsædet. Det er ud fra de anonyme og generelle sammenhænge, sundhedsindustrien kan skabe innovative løsninger, skriver Mette Lundberg, direktør i IT-Branchen.

Af Mette Lundberg Direktør for Politik & Kommunikation, IT-Branchen

Der ligger et stort vækstpotentiale i at skabe nye innovative løsninger ud fra sundhedsdata. Derfor anbefalede vi regeringens vækstteam på sundhedsområdet, at der fremover skabes bedre muligheder for at anvende sundhedsdata til kommerciel udvikling? Danmark har en oplagt førerposition via vores sammenhængende digitale sundhedssystemer og sundhedsdatabaser af international høj kvalitet. Med sundhedsdata som råstof har vi nu en unik mulighed for at skabe et særligt økosystem i Danmark, hvor vi kan kombinere kommerciel innovation med forskning på landets universiteter. Vi kan tiltrække investeringer og udvikle helt nye sundhedsprodukter og -services. Potentialet rækker langt videre end medicinalindustrien, som kun er en lille flig. Innovativ brug af sundhedsdata kan eksempelvis bruges til skabe helt nye løsninger til, hvordan vi kan behandle mennesker med kroniske lidelser.

Sikkerhed i højsædet Vi skal slippe vores sundhedsdata fri, men vi skal gøre det med sikkerheden i højsædet. De interessante data for sundhedsindustrien er de generelle sammenhænge. Effekten af behandlinger, medicin og forløb for hele sygdomsgrupper. Ikke om det er hr. Hansen eller fru Larsen, der har fået en KOL-kuffert med hjem eller afprøver ny medicin. Men i stedet for eksempel om patienter, som behandles hjemmefra eller med den nye medicin, får et bedre sygdomsforløb. Det er de aggregerede, anonymiserede dataudtræk, som er interessante.?? Sundhedsindustrien har ikke interesse i personhenførbare sundhedsdata, og den enkelte patient skal være sikker på, at personhenførbare sundhedsdata ikke bliver brugt uden for sundhedsvæsnet. Derfor skal alle data til kommerciel og forskningsbaseret udvikling være anonymiserede. Der skal opsættes vandtætte skotter og filtre i systemerne, der sikrer, at alle personhenførbare data bliver anonymiserede, inden de eventuelt bringes i anvendelse uden for sundhedsvæsenet. Teknisk skal der satses på Security by Design, når vi tilrettelægger udbygningen af den infrastruktur, som sundhedsdata skal operere på. Som en vigtig del af det sikkerhedsmæssige setup skal der være en myndighedsinstans, som udfører skarp kontrol af hvem, der har adgang til data, og logning af hvilke sundhedsdata, der analyseres på – og til hvilket formål.

Guldgrube af data Vores sundhedsdata er en særlig guldgrube, som vi skal udnytte. Det kræver, at vi tænker os nøje om, og helt fra start inkorporerer de nødvendige sikkerhedstiltag. Gør vi det, bør der intet være til hinder for, at sundhedsindustrien kan bruge sundhedsdata til at skabe nye innovative løsninger og produkter – til gavn for både virksomhederne, samfundet og patienterne. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 7

Sundhedsdata handler ikke kun om vækst

DEBAT: Det er tankeløst kun at tale forskning og udvikling uden grundige overvejelser om, hvad en kommercialisering af data kan betyde for borgernes tillid til sundhedsvæsenet, mener Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

Af Mads Koch Hansen Formand for Lægeforeningen Det går simpelthen ikke at lancere idéen om, at medicinalindustrien skal have adgang til patientoplysninger sådan lidt fra hoften, uden at adressere alle de bekymringer, som naturligt opstår hos mange.

Det må være læren for regeringen, som i sit forslag til vækstplan for sundhedsområdet har foreslået, at medicinalindustrien skal have adgang til sundhedsdata. Et hypersensitivt emne - af mange grunde.

Tillid kan lide et alvorligt knæk Derfor er det også tankeløst at buldre frem med gode formål som forskning og udvikling uden at have gjort sig lige så grundige overvejelser om, hvad en kommercialisering af data kan betyde for borgernes tillid til sundhedsvæsenet.

Er datasikkerheden i orden? Er der risiko for, at industriens forskere om få år kan uddrage helt nye og uønskede informationer om patienter ud fra data? Hvordan vil det påvirke forholdet mellem læge og patient, hvis patienten har i baghovedet, at informationer om ham ryger videre til medicinalfirma?

De spørgsmål er ikke blevet rejst med samme iver, og det er ærgerligt. Det er ikke rimeligt at reducere diskussionen om helbredsoplysninger til et spørgsmål om, hvorvidt der skal fortsat skal være vækst i Danmark.

Patientsikkerhed i centrum Vi så det samme for nylig, hvor en ny bekendtgørelse fra Sundhedsministeriet lagde op til, at oplysninger fra kliniske kvalitetsdatabaser kan bruges til andet end forskning og udvikling.

De meget tågede formuleringer efterlod indtrykket af, at borgere ikke kan være sikre på, om politikere og administratorer i regionerne fremover får adgang til personfølsomme helbredsoplysninger. Det er selvfølgelig – ligesom i tilfældet med medicinalindustrien – helt uacceptabelt. Hvis der skal udleveres oplysninger til politiske eller administrative formål, skal det ske i aggregeret form.

Der er vigtigt, at beskyttelsen af patientens privatliv og de mange etiske aspekter får plads i de diskussioner, som med stor sikkerhed kommer. Først og fremmest af hensyn til borgerne. De har et helt legitimt krav på at kunne føle sig sikre på, at der er fortrolighed om deres helbredsoplysninger.

Men det er også vigtigt for forskningens skyld. Hvis det bliver en udbredt opfattelse, at der løber en pipeline af personlige informationer fra lægens konsultation til medicinalfirmaernes forskningsafdelinger eller til regionernes administratorer, spiller vi også højt spil med den generelle tillid, der er i Danmark til, at vi i sundhedsvæsenet godt kan håndtere sundhedsdata fornuftigt. Vi risikerer, at registerforskning, biobanker og fælles journaler vil blive omfattet med mistro.

En etisk komité Lægeforeningen ser et behov for, at brug af data til andre formål, end de er blevet samlet ind til, i hvert konkret tilfælde underkastes en etisk vurdering. En måde at gøre det på kunne være at etablere en etisk komité, som blandt andet vurderer, om der er et legitimt videnskabeligt formål med projektet, og patientens krav på beskyttelse af personlige oplysninger respekteres.

En etisk komité vil også være nyttig i de vanskelige tilfælde, man må forudse. For eksempel er der store forhåbninger knyttet til udviklingen af såkaldt personalized medicine – et begreb, som også omfatter lægemidler. Det er behandlinger, som kan være målrettet patienters genetiske profil, og udvikling og afprøvning af disse lægemidler vil derfor stille særlig krav om en tæt og gennemsigtig kontrol fra myndighederne.

Lægeforeningen vil gå videre med forslaget om en etisk komité til sundhedsministeren. Der er brug for, at vi sideløbende med vækst og udvikling også prioriterer etik og information, og forhåbentlig er det elementer, som også vil fylde i den strategi, ministeren har bebudet. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 8

Krag: Vi skal udnytte potentialet for ny viden

DEBAT: Det er helt afgørende for sundhedsvæsnet og patienterne, at vi bliver bedre til at bruge de forskningsmuligheder, der ligger i de danske sundhedsdata, skriver Astrid Krag, minister for sundhed og forebyggelse.

Af Astrid Krag (SF) Minister for sundhed og forebyggelse I Danmark kan vi glæde os over, at vi ikke kun har et godt sundhedsvæsen, men et sundhedsvæsen, der bliver klogere og bedre for hver dag og hvert år, der går. Vi bliver hele tiden i stand til at behandle nye og mere komplicerede sygdomme, og vores viden om, hvordan man kan forebygge sygdomme, bliver større og større. Det er alt sammen godt nyt for borgerne. Nye behandlingsmetoder falder ikke ned fra himlen. Ofte ligger der års slid og en forskningsindsats i verdensklasse bag hvert eneste skridt fremad. Her drager vi nytte af en stærk dansk tradition for sundhedsforskning, videnudveksling og samarbejde mellem det offentlige sundhedsvæsen og de private eller offentlige virksomheder, der forsker i og udvikler ny medicin.

Et unikt datagrundlag Regeringens vision er at styrke det arbejde yderligere, så vi først og fremmest bliver bedre til at behandle sygdomme, men også forbedrer vilkårene for forskning og udvikling i Danmark. Det skaber nye arbejdspladser. Det er den vision, der er baggrunden for, at vi tidligere på året fremlagde en vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger – et område, hvor Danmark er meget langt fremme inden for eksempelvis lægemidler, medicinsk udstyr, telemedicin og sygehusbyggeri. Et særligt fokus i vores vækstplan er på forskningen i sundhedsdata. I Danmark har vi i årevis registreret fødsel, død og mange sundhedsrelaterede hændelser, der ligger indimellem, på CPR-nummer niveau. Det betyder, at vi i Danmark har et unikt datagrundlag for at forske i effekterne af nye tiltag og ny medicin i sundhedsvæsnet – og forskere gør det allerede i stor stil. Men vi kan få mere ud af potentialet for ny viden, hvis vi sikrer en mere effektiv og gennemsigtig adgang for relevante forskere.

Vi sælger ikke ud Det er ærgerligt, når debatten omkring sundhedsdata drejes over i en skræmmekampagne om regeringens planer om at "sælge personfølsomme oplysninger til virksomheder" eller "tvinge patienter til at udlevere private sundhedsoplysninger". Der kan være god grund til at tage nogle principielle debatter, men ofte løber konspirationsteorierne med dagsordenen på en både useriøs og usaglig måde. Lad mig bare slå fast, at regeringen ikke ønsker at sælge ud af danskernes private oplysninger. Til gengæld skal adgangen til de data, som i forvejen bruges i videnskabelig forskning, leveres med et højt serviceniveau til de relevante forskere og under fuld gennemsigtighed omkring rammerne for adgang. Derfor laver vi nu en strategi for adgang til sundhedsdata – et arbejde som samtidig giver anledning til at opbygge en fornuftig struktur for at inddrage de relevante parter fra sundhedsvæsnet, forskningsverdenen, patientforeninger og erhvervslivet i spørgsmål om brugen af registerdata i forskningssammenhæng.

Forskningsmuligheder skal udnyttes Når vi giver mulighed for at forske i data indsamlet i sundhedsvæsnet – på tværs af befolkningen – er det netop den type forskning, der for eksempel kan be- eller afkræfte en mistanke om bivirkninger ved en vaccine, overvåge langtidsvirkningen af en ny diabetesbehandling eller danne grundlag for udviklingen af for eksempel ny kræftmedicin. Men de gevinster, vi kan opnå for sundhedsvæsnet, skal selvfølgelig ikke ske på bekostning af data- og patientsikkerhed. Det skal ske under skarpt hensyn til data- og patientsikkerhed og den gældende lovgivning på området. Når vi har lavet en vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger, er det fordi, det er helt afgørende for sundhedsvæsnet og patienterne, at vi bliver bedre til at bruge de forskningsmuligheder, der ligger i sundhedsdata.

Men det er også afgørende for virksomheder, at de kan få adgang til forskning, der viser, hvordan et produkt virker - eller ikke virker - i sundhedsvæsnet. Den slags forskning kan man lave i Danmark langt hurtigere end i mange andre lande. Man er også ved at opruste i andre lande i Europa, men vi er langt foran i Danmark, og det skal vi udnytte NU. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 9

Patientsikkerhed bliver ikke taget alvorligt

DEBAT: Regeringen bagatelliserer problemerne ved patientsikkerhed - de kommer med forslag til at sikre privatlivets fred, som i praksis ikke har den store virkning, mener Niels Elgaard Larsen, formand for IT- Politisk Forening.

Niels Elgaard Larsen Formand for IT-Politisk Forening Privatliv er noget, man skal tage alvorligt. Privatliv er ikke bare store ord, som man kan bruge ved højtidelige lejligheder. Privatliv har en værdi i sig selv.

Hvis man ikke er villig til at ofre noget for vi borgeres privatliv, så er det fordi, man ikke mener, at vores privatliv har nogen som helst værdi.

Det er frustrerende, at når der opstår en modsætning mellem at sikre borgernes privatliv og gennemføre store projekter af samfundsmæssig betydning, så vælger regering og embedsmænd aldrig at skrinlægge projekterne for at sikre privatlivet.

De prøver ikke engang at ændre projekterne, så man reelt kan beskytte folks privatliv. I stedet ignorerer og bagatelliserer man problemerne med privatliv, og så sminkes projekterne med kosmetiske ændringer, som påstås at skulle sikre privatlivet, men som i virkeligheden ikke vil have den store virkning.

Det er sket med logningsbekendtgørelsen, digitale rejsekort og NemID. Det var tæt på at ske med elektroniske folketingsvalg og ACTA-traktaten. Og nu er det på vej til at ske for roadpricing og sundhedsdatabaser.

For medicinske databaser er kosmetikken først og fremmest forestillingen om anonymisering, sikre systemer og vandtætte skodder. Det er begreber, som vi IT-folk har en del erfaring med, så dem vil jeg se nærmere på.

Anonymitet Anonymitet defineres typisk naivt som fraværet af direkte personhenførbare oplysninger som for eksempel CPR-numre, navne, adresser etc. Det virker kun, hvis de, som måtte ønske at de-anonymisere data, ikke har adgang til andre persondata overhovedet.

Hvis man derimod mere realistisk antager, at de, der vil de-anonymisere, har adgang til eksisterende offentlige og kommercielle registre, data opsamlet af Google og Facebook, materiale indsamlet i PRISM-programmet osv., så er det muligt at de-anonymisere stort set al medicinsk data af betydning ved hjælp af selve de medicinske oplysninger.

Hvis man for eksempel ved, at jeg har brækket venstre fod i en badmintonkamp i 1987 og havde lungebetændelse, som blev behandlet på Slagelse Sygehus i juni 1998, så kan man finde frem til min identitet.

Der er adskillige kendte eksempler på, at det har været muligt at de-anonymisere påståede "anonymiserede" datasæt, for eksempel at man fra DNA-prøver ved hjælp af slægtsforskningsdata har kunnet finde frem til forsøgspersoners identitet. Og der er vel at mærke kun tale om de lovlige tilfælde, hvor forskere har kunnet de-anonymisere fra frit tilgængelige kilder og offentliggøre deres resultater.

Sikkerhed Ja, men sikkerhed for hvad? Er det industrien, regeringen eller den enkelte patient, der skal bestemme, hvad der gør et system sikkert? Hvis det er den enkelte patient, så vil jeg gerne have sikkerhed for, at mine helbredsoplysninger kun kendes af min egen læge.

Vi borgere har ikke brug for statens sikring mod misbrug af vores persondata, før staten tvinger vores læger til at udlevere vores persondata til staten. Den slags "sikkerhed" er det svært at have tillid til.

Vandtætte skodder Erfaringen viser, at vandtætte skodder ikke er så vandtætte endda. Og patienterne har absolut ingen sikkerhed for, at Folketinget ikke i deres levetid vælger at flytte eller fjerne nogle af skodderne, sådan som vi jo har set det ske mange gange siden indførelsen af CPR-numre i form af nye registersammenkøringer, undringslister osv.

Det antages som regel, at det er statslige myndigheder, der skal sikre de vandtætte skodder og regulere hvem, der skal have adgang til hvilke personlige oplysninger. Men det bør være borgerne og ikke staten, der har kontrollen over hvem, der får adgang til borgernes persondata. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 10

Tvang eller frivillighed De fleste borgere ville sikkert gerne lade de fleste af deres helbredsdata bruge til forskningsformål, hvis de blev eksplicit spurgt, fik lov at se, hvad der blev videregivet til databaserne, og hvis de kunne sige stop, når de følte, at det gik for vidt.

Det ville betyde, at størrelsen og kvaliteten af sundhedsdatabaserne meget direkte ville være afhængige af om personoplysninger blev håndteret uden at svigte den tillid, som borgeren viste ved at frigive dem. Det ville være mere effektivt end myndighedskontrol og være et værn mod fremtidige politikeres ønske om mere registersammenkøring. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 11

Sundhedsdata kan komme alle til gode

DEBAT: Hvis medicinalindustrien får adgang til sundhedsdata, vil det både kunne styrke sygdomsforståelsen og udviklingen af lægemidler, skriver Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen.

Af Ida Sofie Jensen Koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen Gennem flere år har Lægemiddelindustriforeningen (Lif) haft fokus på nytteværdien af de aggregerede sundhedsdata. Og med indplaceringen af sundhedsdata på vækstdagsordenen ser det arbejde nu ud til at bære frugt. Regeringen, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om at afsætte 24 mio. kr. til opfølgning på arbejdet i vækstteam for sundheds- og velfærdsløsninger, heraf 17 mio. kr. til etablering af én effektiv indgang til sundhedsdata for nationale og internationale aktører. Sigtet med initiativet er blandt andet, at erhvervspotentialerne i de danske sundhedsdata skal udnyttes bedre. Det er et initiativ, Lif har presset på for i vækstteamet for sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger, som det nu bliver økonomisk muligt at folde ud. Udover et økonomisk rygstød til at løbe initiativet i gang kunne sundhedsminister Astrid Krag i sidste uge løfte sløret for, at der skal nedsættes et udvalg, som på såvel den korte som den lange bane skal komme med anbefalinger og råd til, hvordan danskernes sundhedsdata kan give et solidt afkast til både forskere og erhvervsliv, uden at det går ud over datasikkerheden og hensynet til patienterne.

En fordel for alle parter Der er et kæmpe potentiale i at udnytte Danmarks unikke sundhedsregistre. Hvis lægemiddelindustrien kan få viden om og adgang til sundhedsdata af høj kvalitet - naturligvis under hensyntagen til en sikker og nødvendig beskyttelse af patienternes anonymitet - vil det kunne styrke både den lægemiddelorienterede basalforskning, den kliniske forskning og lægemiddelovervågningen. Det vil komme både patienter, virksomheder og samfundet til gode. Basalforskningen er selve fundamentet for en større sygdomsforståelse og dermed for al lægemiddeludvikling. Derfor ligger der store perspektiver i en øget anvendelse af de danske sundhedsdata i den tidlige sygdomsforskning. Det gælder i lægemiddelindustrien såvel som i det offentlige sundhedsvæsen. Ved at udpege specifikke områder, hvor offentlige og private parter i fællesskab ser et potentiale for at udvikle ny viden, nye behandlinger og nye lægemidler kan man blandt andet målrette, systematisere og effektivisere brugen og indsamlingen af biologiske prøver og tilhørende sundhedsdata. Det kan eksempelvis være på kræftområdet, hvor prøver af tumorvæv kan sammenholdes med sundhedsdata om den enkelte patient eller grupper af patienter. Systematisk indsamling af data om eksempelvis patienters madvaner, motionsvaner, brug af lægemidler og øvrige kontakter til sundhedsvæsenet – både før og efter en erkendt kræftsygdom – kan fortælle noget om de faktorer, der kan tænkes at fremme, forebygge eller helbrede en specifik kræftsygdom.

Anvendelse af data skal tydeliggøres Hvis potentialet ved danskernes sundhedsdata skal udnyttes, er det væsentligt, at både den offentlige og private forskning har let adgang til data og viden fra registre og biobanker. Rammerne for anvendelsen af prøver og data skal klarlægges og ikke mindst formidles bredt til både offentlige forskere og private virksomheder. Ser vi ud over den basale forskning, kan man desuden drage nytte af de danske sundhedsdata inden for den kliniske forskning. Det kan være et hjælpsomt værktøj ved rekruttering til kliniske forsøg, hvor viden om patienters tidligere og nuværende behandlinger i sundhedsvæsenet bidrager til hurtigt at lokalisere de patienter, der potentielt kan indgå i et klinisk forsøg. Særligt ved forsøg inden for sjældne sygdomme vil sundhedsregistrene kunne lette vejen til de rette forsøgsdeltagere. Også lægemiddelovervågningen kan styrkes ved en mere integreret brug af landets sundhedsregistre. I forbindelse med ibrugtagning af nye lægemidler undersøger lægemiddelproducenterne omfanget af specifikke sjældne og alvorlige bivirkninger ved systematisk at indsamle oplysninger om bivirkninger (blandt andet gennem post-marketing safety studier). Disse studier kan med fordel kobles til sundhedsvæsenets løbende indsamling af data omkring patienters brug af sundhedsvæsenet og registreringer af iværksatte behandlingers effekt. Herved vil lægemiddelovervågningen blive styrket. Sundhedsministeren har ”givet bolden op” til dialog om udviklingspotentialet, og Lif deltager gerne i den fortsatte debat. Lif finder det afgørende, at potentialet i brugen af sundhedsdata kommer i centrum, samtidig med at hensynet til beskyttelse og fortrolighed omkring patientdata, der er et væsentligt fundament for danskernes tillid til sundhedsvæsenet, aldrig mistes af syne. Der er ikke tale om et enten eller – vi kan gøre begge dele, hvilket vil være til gavn for alle parter. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 12

Nye teknologier kan beskytte privatlivets fred

DEBAT: Ved brug af teknologier, der sikrer patientsikkerheden, kan vi både fastholde danskernes tillid og skabe arbejdsro til at forbedre sundhedsvæsenet via sundhedsdata, mener Christian Graversen, chefkonsulent i DI ITEK.

Af Christian Graversen Chefkonsulent i DI ITEK Der er stor værdi i de danske sundhedsdata, fordi de er indsamlet systematisk over mange år med entydig patientidentifikation. Denne unikke patientidentifikation misunder andre lande Danmark, og den er nøglen til vores succes.

Vi har alle sammen en fælles interesse i en endnu større udnyttelse af sundhedsdata, sådan at Danmarks ledende rolle i sundhedsforskning kan omsættes i nye løsninger, der øger vores sundhed og velbefindende.

I denne debat vil vi dog gerne gøre opmærksomme på, at vi som almindelige danskere i Sundhedsloven har visse beføjelser til at begrænse brugen af sundhedsdata.

Vi er helt enige med Thomas Ploug, der i sidste uges debatindlæg sagde, at danskerne som folk har stor tillid og villighed til at dele sundhedsdata med sundhedsvæsenet og forskere. Denne tillid skal vi bevare, fordi den er grundlaget for en langsigtet og bæredygtig brug af sundhedsdata til at skabe bedre behandlingsresultater.

Ifølge regeringens vækstplan for sundheds- og velfærdsteknologi afsættes der ni mio. kr. i 2014 og otte mio. kr. i 2015 til at etablere en effektiv indgang til nationale sundhedsdata for nationale og internationale aktører med henblik på at skabe bedre muligheder for at udnytte forsknings-, udviklings- og erhvervspotentialet i de danske sundhedsdata.

Sådan en satsning er visionær og vigtig for Danmark. Men den vil endnu engang afføde en diskussion om, hvordan man sikrer danskernes privatliv i sundhedssektoren.

Privatlivsfremmende teknologier Derfor er det vigtigt, at man sideløbende med den igangværende proces fortsætter det arbejde og den igangværende dialog om, hvordan vi evolutionært kan indarbejde de moderne metoder og teknologier, som understøtter privatlivets fred. På den måde kan vi over tid nå det bedste fra begge verdener: Langsigtede gode muligheder for at forske i data og samtidig beskyttelse af sundhedsdata.

Blandt de initiativer man kan tage, kan fremhæves at stille spørgsmål til, hvordan persondata beskyttes i de forskellige it-systemer. Man kan blandt andet spørge til, hvordan persondata beskyttes i de forskellige processer af databehandling.

En struktureret mådeat gøre det på kaldes Privacy Impact Assessment (PIA). Der findes internationalt en række skabeloner, som man kan gøre brug af på dette område.

Hvis man i sin impact analyse finder områder, hvor der med rimelighed kan ske en forbedring af privatlivets fred, og andre hensyn ikke taler imod dette, kan man vælge et teknisk design af sin løsning, som understøtter privatlivets fred. Dette kaldes Privacy by Design (PbD). Et eksempel inkluderer, at man bruger rollebaseret adgangskontrol, som sikrer, at kun de relevante personer har adgang til data.

Der findes en gruppe af teknologier, som særligt har det formål at beskytte privatlivets fred og som i nogle sammenhænge kan designes ind i systemet. Disse teknologier kaldes privatlivsfremmende teknologier (PET). De omfatter dataminimering, mulighed for at klassificere data m.v.

Systematisk brug af sundhedsdata har gjort, at Danmark har et af de førende sundhedssystemer i verden og har verdensklasse forskning. Den position skal vi udbygge ved øget brug af sundhedsdata. Ved samtidig at fastholde den sideløbende evolutionære proces og arbejde med nogle af de nye muligheder i form af metoder og teknologier til at beskytte privatlivets fred, fastholder vi danskernes langsigtede tillid til sundhedsvæsenet og skaber arbejdsro til at forbedre sundhedsvæsenet med datadrevne løsninger.

Et godt forum for den videre dialog er Astrid Krags visionære dialogforum STARS - Strategisk Alliance for Register- og Sundhedsdata, hvor de relevante parter er samlet for at sikre en nyttig brug af sundhedsdata. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 13

Godkendelse før brug af sundhedsdata

DEBAT: Vi skal helt sikkert fremme forskningen, så længe danskerne har givet samtykke til brug af deres sundhedsdata og har fået en garanti for, at de ikke bliver misbrugt, skriver Liselott Blixt, sundhedsordfører for DF.

Af Liselott Blixt Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Hvor går grænsen mellem private og offentlige oplysninger, samt hvad vi hver især synes er i orden at sende videre til andre aktører i sundhedsvæsnet?

Hvem skal bestemme, hvilke oplysninger samt til hvem de sendes? Er det staten eller den enkelte? Hvordan garanteres det, at oplysningerne ikke cykler rundt i systemet, når først vi har sagt ja til, at de må bruges én gang?

Nogen bagatelliserer deling af sundhedsdata og sammenligner med de oplysninger, som Facebook opsamler. Jeg mener dog ikke, at man kan sammenligne det. På min Facebook-profil bestemmer jeg selv hvilke oplysninger, jeg vil dele med andre.

Kontrol med egen data Når jeg går til lægen, hvor jeg har et tillidsforhold, ved jeg, at lægen har tavshedspligt, og at det, jeg fortæller, ikke kommer videre.

Der skal være gennemsigtighed med, hvordan ens data bliver brugt af virksomheder og myndigheder. Det er ikke kun et spørgsmål om at holde personlige data skjult for andre, men at have kontrol med egne data.? Vi skal da helt sikkert finde måder til at fremme forskningen, men udgangspunktet må være, at der dels skal foreligge et samtykke eller en reel interesse for andre til at få indsigt (lovhjemmel).? Vi skal tænke os grundigt om her, fordi vi skal sikre os, at der foreligger et reelt brugervalg og en meget høj grad af gennemsigtighed, under hvilke vilkår data bliver indsamlet og behandlet. Det er i alles interesse, at der er klare ansvarsregler.

Der er mange, der i dag synes, at det er i orden at dele sygdomme og behandlinger med andre, men hvad hvis man en dag skifter mening og ikke ønsker, andre skal vide noget om ens psykiske lidelse, graviditet, kønssygdomme eller andet? Bare fordi man fjerner navn og CPR-numre, betyder det ikke, at data er anonymiseret. Oplysninger om en persons køn, vægt, højde og behandlingsformer vil for rigtig mange patienter være entydige.

Klokkeklare garantier Medicinalfirmaer anser Danmark for at være en guldgrube, fordi vi har unikke grunddata med konsistente data gennem mere end 25 år. Så derfor ser de, at vi kan gå forrest i Danmark med at digitalisere velfærdsområderne og fungere som testland. Men testland, er det det, som vi ønsker? Skal danskerne være testpersoner for medicinalvirksomhederne? Vi vil have klokkeklare garantier for, at disse data ikke misbruges til eksempelvis at udstøde visse grupper mennesker, til at mindske nogens rettigheder i forhold til forsikringer og på anden vis gøre, at man svækkes som borger, patient og forbruger, fordi man måtte have et ”dårligt liv/gensæt”. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 14

IT-Politisk Forening frygter handel med data

DEBAT: "Vores private data ender med at blive handlet i et stort system af offentlige, halvoffentlige og private aktører, som alle har deres egne interesser i at få adgang til vores sundhedsdata," skriver Niels Elgaard Larsen, formand for IT-Politisk Forening.

Af Niels Elgaard Larsen Formand for IT-Politisk Forening Hvis man virkelig fuldstændigt kunne anonymisere patientdata, og hvis formålet med databaserne var at sikre den bedst mulige forskning, der kunne forbedre behandlingen af fremtidige patienter, så burde man jo offentliggøre disse data på digitaliser.dk, så alle forskere og andre interesserede i hele verden kunne få det bedste ud af dem.

Men man kan jo ikke anonymisere sundhedsdata. Der lægges i planen da også op til, at der kun skal gives adgang til data for "relevante nationale og internationale aktører". Det skal ske "under hensyntagen til datasikkerhed". Altså, borgerne skal bare acceptere, at deres læge tvinges til at udlevere deres private sundhedsoplysninger til staten, som så giver dem videre til "relevante" aktører rundt om i verden. Aktører, som staten stoler på.

Penge som førsteprioritet For planen er en vækstplan og handler derfor først og fremmest om penge og ikke så meget om beskyttelse af privatliv.

Det er også et godt spørgsmål, hvor i systemet anonymiseringen sker. For det fremgår ret klart af debatten, at aktørerne ikke regner med, at det altid sker, når borgerens oplysninger forlader kontoret hos hans egen læge.

Når koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen Ida Sofie Jensen for eksempel vil koble prøver af tumorvæv for specifikke kræftsygdomme sammen med madvaner, motionsvaner og øvrige kontakter til sundhedsvæsenet, så kan alle disse oplysninger ikke være anonymiseret hver for sig hos de enkelte læger, rådgivere, osv.

Skruen uden ende Og hvorfor så ikke inddrage endnu flere data? Man kunne jo for eksempel også sammenkøre patientens sundhedsdata med registreringen for hans digitale rejsekort og masteoplysninger for hans mobiltelefon for at finde ud af, om der er geografiske steder i Danmark, hvor der er større chance for at få kræft.

Og måske spiller sociale forhold ind, for eksempel indirekte gennem kost, motion og misbrug. Så kunne man bruge logningsbekendtgørelsens opkaldslister til at kortlægge hans sociale netværk, måske endda suppleret af vennenetværket fra Facebook. Og hvis det kan redde menneskeliv at forske i vores madvaner, hvorfor pålægger man så ikke banker og supermarkeder at udlevere data om, hvad deres kunder indkøber baseret på dankortbetalinger og kundeprogrammer?

Det er nemt nok at finde på alle mulige hypotetiske fordele ved at overvåge os, men måske vil vi helst leve uden overvågningen.

Vores private data ender med at blive handlet i et stort system af offentlige, halvoffentlige og private aktører, som alle har deres egne interesser i at få adgang til vores sundhedsdata. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 15

Forskere skal sikres nem adgang til registre

DEBAT: Sundhedsdata bidrager kun til større sundhed, hvis de kommer i brug. Det sikrer vi kun ved at give forskerne en lettere adgang til registrene, mener Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

Af Mads Koch Hansen Formand for Lægeforeningen Det er dybt bekymrende, når førende skikkelser i det danske forskermiljø gør opmærksom på, at det er blevet sværere at få adgang til de rigtige sundhedsdata til registerforskning.

Kort fortalt går deres kritik på, at de i selve ansøgningsprocessen møder nye og irrelevante krav, og at det kan trække alt for lang tid ud med at få adgang til data.

I en kronik i Berlingske Tidende for nylig kritiserede dekan Allan Flyvbjerg, Peter Munk Christiansen, formand for Det Frie Forskningsråd, og Niels Borregaard, formand for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom, den ny praksis, som de beskrev med konkrete eksempler.? Bureaukratisk proces Sidste år blev sundhedsregistrene samlet under Statens Serum Institut. Det betyder, at Cancerregisteret, Dødsårsagsregisteret, Fødselsregisteret, Misdannelsesregisteret, Sessionsregisteret og flere andre registre er samlet på samme adresse i stedet for som tidligere at høre direkte under for eksempel Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen. Erfaringen fra andre områder i sundhedssektoren viser, at det ofte er fornuftigt at samle ekspertise. I det konkrete tilfælde kan der være fordele i at forebygge silotænkning og styrke et fagligt miljø med ekspertise i håndtering af store mængder sundhedsdata. Set med Lægeforeningens øjne virker det fornuftigt. Men det er også klart, at med en samling af registre følger en forpligtelse til at sikre en effektiv håndtering.

Det er ikke rimeligt med en godkendelsesproces på ti måneder. Forskerne peger også på, at universiteter ikke længere kan få udleveret store datasæt. Et skridt som begrundes med hensyn til datasikkerheden, uden at der dog er eksempler på, at den er blevet misbrugt? Ulige konkurrence Bekymrende er det også, at forskere oplever en risiko for ulige konkurrence om forskningsmidler ved at overgive forvaltningen af forskerdata til en institution - Statens Serum Institut - som selv bedriver forskning.

De er utrygge ved at skulle sende egne gode ideer i projektbeskrivelser af sted til en konkurrerende forskningsinstitution for at få adgang til data. Det er en kritik, som Statens Serum Institut ikke bør have siddende på sig. Der bør være tætte skodder mellem forskningsinstitutionen og myndighedsopgaverne, som Statens Serum Institut nu er sat til at løse. Vi har i Danmark helt unikke registre, som med rette berømmes. Men de bidrager kun til større sundhed, hvis data kommer i brug. Det sikrer vi kun ved at gøre det nemmere at få adgang til data. Ikke ved at bureaukratisere og forsinke arbejdet for forskere på universiteter og andre steder i sundhedsvæsenet – naturligvis uden at gå på kompromis med datasikkerheden.

Jeg kender i sagens natur ikke detaljerne i de konkrete eksempler fra kritikerne. Men det er i sig selv et problem, hvis forskere og Statens Serum Institut ikke har et tæt, effektivt og tillidsfuldt samarbejde. Heldigvis har Statens Serum Institut signaleret, at det tager opgaven med at få data ud at arbejde så hurtigt som muligt. Det vil også være klogt at intensivere dialog med forskerne uden for Statens Serum Institut om at etablere en ansøgningsprocedure, som alle er trygge ved. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 16

Svært både at dele og beskytte personlige data

DEBAT: At udveksle data om danskernes sundhed øger risikoen for en spredning af personfølsom information, bl.a. på grund af at flere persongrupper får adgang til sundhedsregistrene, skriver Thomas Ploug, professor ved Aalborg Universitet.

Af Thomas Ploug Professor ved Center for anvendt etik og videnskabsfilosofi, Aalborg Universitet, København. Ingen tvivl om, at store mængder data om danskernes sygdomme og sygdomshistorie, arveanlæg, medicinforbrug og livsstil har et betydeligt behandlingsmæssigt, og dermed også kommercielt, potentiale.

Med adgang til store mængder data bliver det muligt at opdage sammenhænge mellem et væld af faktorer. Den viden kan komme danskerne til gode i form af forbedret behandling, men også – hvis virksomheder får adgang til disse data – i form af vækst og jobskabelse i medicinalindustrien.

At udveksle data om danskernes sundhed udfordrer imidlertid også beskyttelsen af privatlivet. Denne korte artikel behandler to centrale spørgsmål, nemlig 1) hvorfor privatliv har værdi, og 2) hvordan udveksling af sundhedsdata udfordrer beskyttelsen af privatlivet.

Bagsiden af medaljen Privatliv handler her kort sagt om, at der er grænser for, hvad andre har adgang til af informationer om os. Hvorfor er det værdifuldt, at der er en sådan grænse? Privatlivet er værdifuldt af en række relaterede grunde. For det første fordi vi har følelser knyttet til andres viden om vores personlige forhold.

Tab af personlige oplysninger – at vide at andre har en bestemt viden om os – kan reducere livskvalitet. For det andet fordi vi alle har mere eller mindre velbegrundede forestillinger knyttet til menneskets egenskaber og historie.

Tab af personlige informationer kan derfor lede til, at man ”rubriceres” og ”kategoriseres” af omverdenen og i værste fald gives dårlige betingelser for at udfolde sig som menneske. Det kan kort sagt lede til stigmatisering og diskrimination i en række forskellige sammenhænge i samfundet.

For det tredje fordi der kan være politisk-ideologiske forestillinger knyttet til træk ved mennesker. Tab af personlige informationer kan derfor føre til statslig overvågning og kontrol og med afsæt i bestemte politisk-ideologiske forestillinger. Pointen er her ikke at nedvurdere politisk-ideologiske forestillinger, men blot at konstatere, at beskyttelsen af privatlivet også giver borgeren en frihed i forhold til ideologisk motiveret overvågning og kontrol.

Sundhedsinformationer på personniveau er der alle tre grunde til at beskytte. Vi opfatter formodentlig alle i hvert fald visse informationer om sygdom og behandling som meget personlige.

Der kan næppe heller være tvivl om, at der er forestillinger – velbegrundede eller ej – knyttet til sygdomme, og at disse spiller en rolle for menneskers udfoldelsesmuligheder i en række sammenhænge. Endelig er sundhedsinformationer jo også vigtige i forhold til spørgsmål om prioritering i sundhedsvæsenet og sundhedsrettigheder generelt, og her kommer forskellige politisk-ideologiske forestillinger i spil.

Nogle gange hører man det synspunkt, at der ikke kan være noget galt med at udveksle personlige informationer, fordi vi jo alligevel selv ”strør” om os med personfølsomme informationer. Det er vigtigt at indse, at værdien af privatliv ikke (alene) er knyttet til værdien af selvbestemmelse. De grunde, der her er givet til at beskytte privatlivet, er uafhængige af, om borgeren selv ønsker at beskytte privatlivet.

Øget risiko Beskyttelsen af sundhedsdata udfordres på en række punkter i disse år. For det første får flere og flere sundhedsfaglige persongrupper adgang til borgernes personlige sundhedsdata. Det gælder fx Fælles Medicinkort. Med øget adgang til sundhedsdata på personniveau øges alt andet lige, også risikoen for både forsætlig og uforsætlig spredning af personfølsom information.

For det andet gives i stigende grad adgang til personlige sundhedsdata for administrativt personale og til andre formål end behandling og forskning. Siden 2011 har administrativt personale hos kommuner og regioner således fået adgang til at ”indhente og behandle oplysninger fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser” til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den kommunale og regionale indsats på sundhedsområdet.

For nylig blev en bekendtgørelse sendt i høring, der vil gøre det muligt at anvende landsdækkende og regionale kliniske ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 17

kvalitetsdatabaser ”som led i beslutningsgrundlaget for den politiske og administrative ledelse”. Med flere ikke- sundhedsfaglige persongruppers potentielle adgang og med en udvidelse af de oprindelige formål for udveksling og anvendelse af personlige sundhedsdata øges risikoen for en spredning af personfølsom information.

For det tredje viser en række sager, at det rent IT-teknisk er vanskeligt at lave sikkerhedsløsninger, der er tilstrækkeligt sikre mod nedbrud og målrettede forsøg på indtrængen. Det er altså en latent risiko for spredning af personfølsomme oplysninger på grund af teknologien.

For det fjerde viser forskning, at anonymisering ikke er effektivt til at beskytte personlige sundhedsdata. Forskere ved Harvard University har således påvist, at en simpel samkøring af data fra internettet med data på ”anonymiserede” forsøgsdeltagere i mange tilfælde er tilstrækkeligt til at gøre disse personligt identificerbare. Selv hvis den øgede adgang til sundhedsdata og til udvidede formål er til anonymiserede data, er det altså ikke klart, at spredning af personlig identificerbar og personfølsom information ikke vil kunne forekomme.

Hvis man vil beskytte borgernes privatliv – og det har vi givet gode grunde til – så må man altså være opmærksom på 1) hvor mange, der får adgang til sundhedsdata, 2) til hvilke formål, data kan anvendes, 3) at IT-understøttet lagring af sundhedsdata generelt er usikker og 4) at effektiv anonymisering af personlige data vanskelig. Det er klart, at en vækst- tænkning, der skruer op for spredning af sundhedsdata uden at indtænke disse forhold, træder beskyttelsen af privatlivet under fode.

En bæredygtig væksttænkning må vægte borgernes selvbestemmelse og beskyttelsen af privatlivet højt i forsøget på at skabe job og fremgang. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 18

DF: Borgerne skal involveres i brugen af data

DEBAT: Der er endnu ikke fastsat en grænse for, hvem der kan få adgang til sundhedsdata. Det er derfor afgørende, at danskerne får mulighed for selv at give samtykke til brug af deres oplysninger, mener Liselott Blixt, sundhedsordfører for DF.

Af Liselott Blixt Sundhedsordfører (DF) Som politiker er jeg valgt af nogle borgere, som sætter deres lid til mig i forhold til at varetage deres interesser. Jeg finder det blandt andet vigtigt at sikre, at borgernes personlige oplysninger er og bliver deres egne, med mindre de selv siger til eller fra.

Jeg kan sagtens se, hvilke fordele forskning og sammenkøring af registre vil give i form af information og bedre viden i forhold til at kunne helbrede eller at blive klogere på visse sygdomme. Dog er der ingen ministre, der endnu har fortalt, hvor grænsen går for, hvem de vil sælge vores alles journaloplysninger til, eller om det er økonomien, der er det afgørende?

Ærgerlig udvikling For nylig så vi, hvordan 84.000 personers navn, adresse og sygdomsoplysninger var sendt ud (selvom nogen så ikke fejlede det beskrevne) til en privat medicinalvirksomhed, der spurgte, om vedkommende ville prøve noget nyt medicin.

Det viser jo blot, at Danmark kommer til at blive verdens testcenter for medicin i fremtiden, medmindre at ministrene sikrer, at man selv skal give samtykke til, om man vil deltage. Tilliden mellem læge og patient vil også lide et knæk, da man som borger vil være bekymret for, hvilke oplysninger der bliver givet videre.

I Dansk Folkeparti synes vi, at det er en meget skidt udvikling, at vi i fremtiden kan blive mødt af en telefonsælger, som vil bruge os som forsøgsdyr. Mon vi bliver bedre til at takke nej til dem, eller vil det være som med andre telefonsælgere, at mange mennesker har svært ved at takke nej og derfor ufrivilligt bliver deltagere i et medicinsk forsøg?

Jeg vil gøre alt for at sikre, at vi som borgere skal give samtykke til, at vores data bliver brugt på denne måde. Ministrene må svare på alle mine spørgsmål, og kan de ikke sikre borgernes interesse, må jeg stille et beslutningsforslag og se, hvilke partier der vil sikre borgernes involvering i salg af vores egne data eller modstand mod salg af disse. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 19

Data kan forbedre behandling af kronisk sygdom

DEBAT: Allerede i dag anvendes registerforskning til at finde mønstre i folks livsstil, som kan føre til en kronisk sygdom. Det vil kunne ske betydeligt hurtigere ved brug af sundhedsdata, skriver Christian Graversen, chefkonsulent i DI ITEK.

Af Christian Graversen Chefkonsulent i DI ITEK Den seneste måneds intensive debat om sundhedsdata til medicinalindustrien her på Altinget | Velfærdsteknologi har gjort det klart, at vi som debattører ser stor værdi i sundhedsdata og har et fælles mål om at bruge dem sikkert og med respekt for privatlivets fred.

Debatten har også givet anledning til at konstatere, at flere af de ansvarlige myndigheder deler denne opfattelse. Derfor vil resten af dette debatindlæg handle om vores fælles nytte af en sikker brug af sundhedsdata.

Håndtering af kronisk sygdom I Danmark har vi gennem mange år med rette debatteret, hvordan vi kan blive bedre til at håndtere kroniske sygdomme.

I 2011 offentliggjorde Region Hovedstaden rapporten "Kroniske sygdomme - forekomst af kroniske sygdomme og forbrug af sundhedsydelser i Region Hovedstaden" og konkluderede, at halvdelen af de samlede gennemsnitlige omkostninger forbundet med forbrug af sundhedsydelser og kommunale sundheds- og omsorgsydelser blandt borgere med diabetes, KOL eller hjertekarsygdom i Københavns Kommune er meromkostninger.

World Economic Forum (WEF) og Harvard School of Public Health dokumenterede også, at disse kroniske sygdomme er en global udfordring i deres rapport fra 2011 kaldet "The Global Economic Burden of Non-communicable Diseases". Vi står samlet over for en stor økonomisk udfordring og en stor gruppe mennesker, der må leve med store begrænsninger i hverdagen med funktionstab og nedsat livskvalitet.

Udfordringen med de kroniske sygdomme øges af, at de ofte er svære at konstatere i tide, sådan at man kan forebygge dem eller behandle dem effektivt. Denne udfordring kan anskueliggøres med tommelfingerreglen kaldet "reglen om halvdele". Halvdelen af alle borgere med kroniske sygdomme får stillet en diagnose (50 procent). Blandt de diagnosticerede er det kun halvdelen, der får den rette behandling (25 procent). Halvdelen af dem, der får den rette behandling, opnår de opstillede behandlingsmål (12,5 procent). Blandt dem, der opnår de opstillede behandlingsmål, er der det kun halvdelen, som undgår yderligere komplikationer (6,25 procent). Denne forenklede fremstilling er brugt til at anskueliggøre potentialet for forbedringer og fremhæve værdien af sikre og robuste sundhedsdata.

Hurtigere diagnosticering Vi er allerede i dag dygtige til at bruge registerforskning til at finde mønstre i folks livsstil, som kan føre til en kronisk sygdom. Denne viden deles gennem veldokumenterede forskningspublikationer. Det er så op til borgeren selv eller opsøgende behandlere at omsætte denne viden til handling.

Ved en sikker anvendelse af sundhedsdata vil dette kunne ske betydeligt hurtigere, sådan at vores "knowledge-doing gap" nedbringes markant. Vi har i Danmark verdensledende medicotekniske virksomheder, der kan bidrage med præcise målinger, som skaber beslutningsinformation for en læge, der stiller en diagnose. Når patienten er i behandling skal samspillet med behandleren styrkes, sådan at flere opnår de opstillede behandlingsmål. Her vil sundhedsdata også kunne bidrage, sådan at man væsentligt hurtigere kan konstatere afvigelse fra behandling og rette op.

Disse sundhedsdata kan skabes gennem brug af telemedicin, sådan at teknologi hjælper borgere til at leve så frit som muligt. Det ultimative mål for borger og behandler må være at kunne leve et næsten almindeligt hverdagsliv med en stabil kronisk tilstand. Derfor skal vi bruge sundhedsdata og skarpe hjerner til at bryde "reglen om halvdele" og løfte antallet af diagnosticerede og velbehandlede i Danmark.

I et stærkt samarbejde mellem offentlige og private virksomheder kunne vi skabe tommelfingerreglen kaldet "reglen om helhed" - den vil kunne bidrage til lighed i sundhed og skabe vækst i samfundet. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 20

Krag: Udvalg skal vurdere brug af sundhedsdata

DEBAT: En fælles adgang til sundhedsregistret giver anledning til et eftersyn af systemernes opbygning. Et nyt udvalg skal derfor afveje potentialer og sikkerhed i brug af sundhedsdata, skriver sundhedsminister Astrid Krag.

Af Astrid Krag Minister for sundhed og forebyggelse (SF) Gennem de seneste uger er det her på Altinget | Velfærdsteknologi blevet debatteret, hvordan vi skal indrette os i forhold til forskning i sundhedsdata. Debatten er ikke ny, men aktualiseret af, at regeringen tidligere på året fremlagde vores vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger. Som en del af den plan vil vi med baggrund i Danmarks unikke samling af sundhedsdata styrke Danmarks allerede stærke position inden for forskning og udvikling af lægemidler.

Det er naturligt, at nogen lufter en bekymring for, om øget forskning i sundhedsdata risikerer at ske på bekostning af utilfredsstillende data- og patientsikkerhed. Det skal bestemt have vores opmærksomhed, og jeg mener, at det er meget velkomment at diskutere, hvordan vi giver de bedst mulige rammer til forskningen, samtidig med at vi indbygger de nødvendige garantier for datasikkerheden. Jeg mener nemlig ikke, at sundhedsforskning og patientsikkerhed er hinandens modsætninger, men to ting, der godt kan gå hånd i hånd.

En gylden mulighed Når vi nu skal i gang med at udmønte vækstplanen, er det netop en anledning til at se kritisk på, om systemerne er bygget fornuftigt og forsvarligt op. Som et nyt tiltag har jeg for ganske nylig nedsat et nyt stående udvalg, Strategisk Alliance for Register og Sundhedsdata (STARS), som skal være helt central i at vurdere potentialer og forsvarlighed i anvendelsen af danske sundhedsdata.

For mig at se har vi en gylden mulighed for at gøre det endnu bedre, beholde og styrke vores enestående position inden for sundhedsforskning og sikre, at vi hele tiden får udviklet bedre og klogere behandling til patienterne. Og samtidig har vi muligheden for at bidrage til Danmarks vækst og øget beskæftigelse, hvis flere ser muligheder i at sætte gang i forskningsaktiviteter i Danmark.

Vækstpotentialet er der, og derfor har regeringen også sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance afsat 17 mio. kr. til at skabe en velfungerende fælles indgang til de nationale sundhedsdata og sikre koblingen til Den Nationale Biobank.

Problemstillinger skal tages op Jeg vil gerne understrege, at når vi arbejder for at gøre adgangen til statistiske sundhedsdata logisk, gennemsigtig og mindre bureaukratisk, så er det ikke ensbetydende med, at vi vil slække på de skrappe krav, der stilles til forskerne, eller værne mindre om patient- og datasikkerhed. Tværtimod.

Sammensætningen af STARS-udvalget er også et signal om, at vi tager patient- og datasikkerhed meget alvorligt, for vi sikrer på den måde, at både regioner, kommuner, patientforeninger, forskningsverden og erhvervslivet bliver hørt. De får således også til opgave at drøfte relevante problemstillinger i forhold til patientsikkerhed og rådgive om mulige løsninger.

Jeg er overbevist om, at vi med den rette, åbne dialog og konstruktive tilgang kan give sundhedsforskningen det løft, der kan sikre Danmarks styrkeposition på længere sigt, og samtidig sørge for, at danskernes sundhedsdata er i sikre hænder. Gevinsterne vil både være bedre behandling og flere job. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 21

PANEL II: Spot på udbredelse af velfærdsløsninger

PRÆSENTATION: Den kommende måned sætter velfærdsteknologidebatten fokus på, hvordan der sættes skub i brugen af velfærdsteknologiske løsninger. Læs mere om velfærdsteknologidebatten og de nye debattører her.

Regeringen har netop præsenteret en ny strategi for digital velfærd, der skal sætte gang i brugen af teknologiske og digitale løsninger på de store velfærdsområder. Men hvordan får vi sat skub i brugen af velfærdsteknologiske løsninger? Hvad kræver det af regeringen, kommunerne og civilsamfundet? Og hvor langt skal vi gå? Skal teknologi i højere grad erstatte medarbejdere på f.eks. pleje- og omsorgsområdet? Der er med andre ord masser af udfordringer og løsninger, som det nye debatpanel kan tage fat på i den kommende måned. Vi har valgt at fokusere på, hvordan velfærdsteknologiske løsninger udbredes. Velfærdsteknologidebatten er en del af Altinget | Velfærdsteknologi. I sidste måned tog velfærdsteknologidebatten medicinalvirksomheders adgang til danskernes sundhedsdata op til debat. Det var første omgang af et nyt koncept, der sigter efter at styrke og fokusere både den politiske og faglige debat i Danmark inden for velfærdsteknologi. Kort sagt går velfærdsteknologidebatten ud på, at redaktionen hver måned udvælger særlige emner og problemstillinger inden for området for velfærdsteknologi, som debatpanelet skal debattere. Det nye debatpanel består af ti personer, som har særlig viden om, erfaring med eller engagement inden for velfærdsteknologiske løsninger. Læs mere om panelet her: Margrethe Vestager (R), økonomi- og indenrigsminister. Margrethe Vestager er uddannet cand.polit. ved Københavns Universitet. Hendes politiske karriere satte for alvor i gang i 1988, hvor hun stillede op for Radikale Venstre i Esbjergkredsen. I 2007 overtog Margrethe Vestager posten som formand for Radikale Venstres folketingsgruppe og fortsatte som politisk leder for partiet efter valget i 2011. Siden har hun også fungeret som økonomi- og indenrigsminister. Margrethe Vestager har i løbet af sin politiske karriere derudover fungeret som undervisning- og kirkeminister. Michael Aastrup Jensen, it-ordfører for Venstre. Michael Aastrup Jensen er uddannet akademiøkonom med speciale i salg. Han påbegyndte sin politiske karriere i 1998, hvor han blev valgt ind i byrådet i Randers Kommune. Efterfølgende har Michael Aastrup Jensen fungeret som borgmester fra 2002-2006. Han blev for første gang valgt ind i Folketinget i 2007. Udover at være it-ordfører, fungerer Michael Aastrup Jensen også som kulturordfører for Venstre. Derudover er han medlem af By- og Boligudvalget, Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, Indfødsretsudvalget, Kommunaludvalget, Kulturudvalget, Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik Anny Winther (V), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg og borgmester i Rebild Kommune. Anny Winther er uddannet hospitalsøkonoma og merkonom i regnskabsvæsen. Hun begyndte sin politiske karriere i 1990 som medlem af Støvring Kommunalbestyrelse for Venstre. I 1998 blev hun valgt som borgmester i Støvring Kommune og efter den nye strukturreform i 2007 borgmester i Rebild Kommune. Derudover har Anny Winther været formand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Nordjylland. Siden 2010 har hun desuden været formand for Kommunernes Landsforenings Social og Sundhedsudvalg. Jacob Bundsgaard (S), formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg og borgmester i Aarhus Kommune. Jacob Bundsgaard er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. I 1998 blev han medlem af DSU, Frit Forum og Socialdemokratiet. Han har siddet i byrådet i Aarhus Kommune siden 2002, hvor han efterfølgende har haft poster som blandt andet politisk ordfører for den socialdemokratiske byrådsgruppe, rådmand for Kultur og Borgerservice og senest rådmand for Børn og Unge, inden han i august 2011 overtog borgmesterposten. Fra 2012 medlem af KL’s bestyrelse og formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg. Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet. Kjeld Møller Pedersen er uddannet cand.oecon. Han interesserer sig blandt andet for økonomisk evaluering og har netop skrevet et kapitel om økonomiske aspekter ved velfærdsteknologi i bogen "Velfærdsteknologi i sundhedsvæsenet". Kjeld Møller Pedersen skriver, at han har en bred baggrund i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik, inklusiv udgivelse af den første dansksprogede lærebog om Sundhedsøkonomi. Han er p.t. involveret i evalueringen af et telemedicinsk forsøg. Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen. Morten Bangsgaard har læst statskunstskab. Han er i dag adm. direktør i IT-Branchen, der er brancheforeningen for it- og televirksomheder i Danmark. Han interesserer sig for digitaliseringen af den offentlige sektor, og hvordan velfærdsteknologi kan bruges til at effektivisere og styrke velfærdsydelserne inden for sundhed, omsorg og uddannelse. Morten Bangsgaard skriver, at han er fortaler for en ambitiøs satsning på velfærdsteknologi i Danmark, der både kan øge kvaliteten af den offentlige service til borgerne og skabe vækst og eksport hos danske leverandører af velfærdsteknologi. Mette Rose Skaksen, branchedirektør i DI Service. Mette Rose Skaksen har en ph.d.-grad i nationaløkonomi og har været ansat i Dansk Industri siden 2002. Hun er ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 22

endvidere ansvarlig for DI’s afdelinger for offentligt-privat samarbejde og sundhedspolitik. Mette Rose Skaksen har således gennem de seneste år beskæftiget sig indgående med udvikling af den offentlige sektor, herunder hvordan nye samarbejdsformer og ny teknologi kan gøre den offentlige sektor mere effektiv og samtidig kan levere tidssvarende velfærdsydelser til danskerne. Derudover er hun medlem af Rådet for offentligt-privat samarbejde. Kasper Hallenborg, lektor og forsker ved Mærsk Instituttet, Syddansk Universitet. Kasper Hallenborg har en ph.d. i software engineering og har de sidste syv år primært arbejdet med området for velfærdsteknologi. Hans forskningsinteresser inkluderer blandt andet multi-agent systemer, intelligente agenter, motivationsteorier, sensor teknologi og infrastrukturer for telemedicin og hjemmemonitorering. Kasper Hallenborg har derudover koordineret flere nationale forskningsprojekter og fungeret som evaluator for EU kommissionen og AAL Joint Programme indenfor områderne velfærdsteknologi og telemedicin. Karen Stæhr, sektorformand FOA social- og sundhedssektor. Karen Stæhr er uddannet sygehjælper. Hun skriver, at hun repræsenterer 100.000 medlemmer inden for social- og sundhedsområdet. Karen Stærhr arbejder politisk med blandt andet uddannelse, faglighed, fagenes udvikling, velfærdsteknologi, frivillige, hverdagsrehabilitering, ulighed i sundhed, nordisk og europæisk samarbejde inden for sundhedsområdet. Derudover forhandler hun sektorens overenskomster. Helene Bækmark er administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. Helene Bækmark står i spidsen for forvaltningens arbejde med at skabe løsninger til det næste velfærdssamfund gennem virksom dialog, træning og støtte for borgerne. Det sker ved at møde borgeren med rehabilitering. Velfærdsteknologi og frivillighed står ligeledes højt på dagsordenen. Odense Kommune har et Center for Velfærdsteknologi, der har til opgave at koordinere og støtte op om udvikling og implementering af velfærdsteknologiske løsninger - og kommunen er langt på social- og sundhedsområdet. Derudover er Helene Bækmark medlem af Hjemmehjælpskommissionen og European Social Network. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 23

En balance mellem teknologi og omsorg

DEBAT: Velfærdsteknologiske løsninger kan mindske risikoen for arbejdsskader og hjælpe borgeren i hjemmet, men vi må ikke glemme behovet for omsorg og faglige kompetencer, mener Karen Stæhr, sektorformand i FOA social- og sundhedssektor.

Af Karen Stæhr Sektorformand, FOA social- og sundhedssektor Spiserobotter i botilbud, loftlifte og vasketoiletter er blot nogle af de teknologiske hjælpemidler, som regeringen, KL og Danske Regioner peger på i deres fælles udspil ”Digital velfærd – en lettere hverdag”, hvor en del af den digitale strategi skal udbredes inden for pleje og omsorg. Jeg hilser det velkomment, og det samme gør langt de fleste af FOAs medlemmer. Vi er ikke dem, der reflektorisk sætter hælene i, når talen falder på velfærdsteknologi. Vi er positivt indstillet, så længe de berørte medarbejdere har medindflydelse- og bestemmelse, og det giver mening og livskvalitet for borgerne. Afprøvede løsninger Samtidig er det vigtigt, at teknologien er gennemprøvet, således at man ikke som medarbejder står med førstegenerations-teknologi, som alt for ofte går enten ned eller i værste fald ikke kan bruges hos borgeren. Vi så det med de første håndholdte computere, som medarbejderne fik i hjemmeplejen. De gik konstant ned og skulle med kodeord startes igen. Der var området, hvor der ikke var dækning og dermed sort skærm. Alt sammen noget, der tog tid fra borgeren, og fik medarbejderne til at stemme med fødderne og ønske sig tilbage til dengang, man ristede i runer. Teknologi kan mindske arbejdsskader Opmærksomheden skal være på, hvad skal og kan vi bruge teknologien til? Når jeg hører politikere tale velfærdsteknologi, kobler de det ofte sammen med besparelser. Én loftlift er lig med en sparet medarbejder, sådan lidt firkantet sagt. Det, synes jeg, er en anelse forsimplet. Alene af den grund, at en borger ikke kun er visiteret til et lift, men til mange andre opgaver, hvor der kræves to personer. Så jeg synes, vi skal smide regnearkene til side, og se på, hvordan teknologien kan medvirke til at forbedre velfærden, forbedre livskvaliteten hos den borger, der har behov for hjælp, og hvordan man kan forbedre det fysiske arbejdsmiljø for medarbejderne. Toiletbesøg vil de fleste af os nok synes er meget intime, og noget vi selv vil klare uanset funktionsnedsættelse. Her vil vasketoiletter betyde et mere værdigt liv for den enkelte. Det at være uafhængig af andre til de mere personlige ting vil de fleste opleve som et betydeligt fremskridt, hvis teknologien kan kompensere for en funktionsnedsættelse. Men vil det automatisk udløse en besparelse? For mig at se vil det – ud over forøgelsen af borgerens livskvalitet – fjerne risikoen for arbejdsskader hos medarbejderne, som ikke mere skal stå i belastende arbejdsstillinger eller udføre tunge løft. Der vil man kunne finde besparelser i at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne kan have et sundt arbejdsmiljø. Stadig behov for menneskelig omsorg Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen i teknologiske løsninger vil gå hurtigere og hurtigere. Her må vi finde en etisk balance mellem overvågning og omsorg. Allerede i dag er der skabt teknologi, der gør, at vi kan skabe et "elektronisk bur", hvor den ældre borger er omgivet af sensorer, der opfanger, om vedkommende er faldet, er stået ud af sengen, har taget bad m.m. Hvor der er direkte linje til medarbejderne via en skærm i hjemmet, og hvorfra borgeren kan overvåges. Et hjem, hvor skrækscenariet er, at her kommer ingen mennesker. Kommunikationen sker alene via teknologien. Det må ikke ske, og jeg tror da heller ikke, at nogen, selv i økonomisk trange tider, ville indføre noget så umenneskeligt. Så vi skal finde balancen mellem, at elektroniske løsninger i nogle tilfælde kan være fortræffelige både for borgere og medarbejdere, og samtidig understøtte, at borgeren i vid udstrækning kan leve længst muligt i det liv, hun hidtil har haft med hjælp fra kompetente medarbejdere, der bruger deres uddannelse og faglighed til sammen med borgeren at træffe de valg, der gør dette muligt støttet af teknologi. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 24

Sløv netforbindelse spænder ben for telesundhed

DEBAT: Hvis velfærdsteknologiske løsninger som telemedicin skal udbredes, kræver det, at staten arbejder for en bedre bredbåndskapacitet i hele landet, skriver Anny Winther, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Af Anny Winther Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg og borgmester i Rebild Kommune (V) Der er et stort potentiale i at udbrede brugen af velfærdsteknologi. Men det er afgørende at udvise rettidig omhu i anvendelsen af skatteborgernes penge. KL anbefaler, at kommunerne kun bruger penge på det, der virker, og at der generelt sættes større fokus på de udfordringer, som står i vejen for at udbrede velfærdsteknologi i stor skala. Det er blandt andet en forældet lovgivning, for dårlig infrastruktur og manglende evidensbaseret beslutningsgrundlag. Der er store perspektiver i velfærdsteknologi. Men det er afgørende, at vi afprøver teknologierne på en systematisk og ensartet måde og med en evalueringsform, som kan sammenlignes på tværs af kommuner, teknologier og sektorer. Vi har set mange små spændende pilotforsøg i regi af Fonden for Velfærdsteknologi, i kommunerne og i sundhedssektoren, men vi mangler en evidensbaseret evalueringsform i stil med medicinsk teknologivurdering i stor skala. Bedre bredbåndskapacitet I KL arbejder vi målrettet med at udbrede de teknologier, som har vist positive resultater i evalueringer. Senest har KL taget initiativ til etableringen af Center for Velfærdsteknologi. Formålet med centret er at sikre, at modne velfærdsteknologier udbredes i kommunerne, og at kommunerne i et fælleskommunalt regi samler og spreder viden om brug af velfærdsteknologi. Centret vil eksempelvis understøtte udbredelsen af vasketoiletter, hjælp til løft, spiserobotter og bedre brug af hjælpemidler. Et godt eksempel på udbredelse velfærdsteknologi er udbredelsen af telesundhed i Region Nordjylland, hvor regionen og 11 kommuner udbreder hjemmemonitorering af KOL i borgernes eget hjem i stedet for hyppige og stressende indlæggelser og mange ambulatoriebesøg. Behandlingen er mindst lige så god som traditionel behandling, borgerne er mere tilfredse, og kommunerne og sygehusene sparer penge. Men vi mangler bredbåndskapacitet til at realisere de gode intentioner og politiske ambitioner. Staten skal sørge for den nødvendige infrastruktur ligesom i Australien, hvor der er fibernet i hele landet. Det må kunne lade sig gøre i et lille land som Danmark, men markedet kan ikke løfte opgaven alene. Staten må træde i karakter, hvis de fælles ambitioner ikke skal ende i sløve netforbindelser. Borgere med penge kan betale selv Samtidig mener KL, at det er rimeligt, at borgerne i langt højere grad selv kommer til at betale for velfærdsteknologiske løsninger i fremtiden. Den nuværende lovgivning er forankret i en fortid, hvor ældre ikke havde pensionsopsparinger, og flertallet levede i knaphed. I dag lever den gennemsnitlige ældre over 65 år med en gennemsnitlig formue i omegnen af en million kroner. Det skal afspejles i lovgivningen. De ældre, der har penge nok – og det er heldigvis de fleste - kan selv betale for de små og store hverdagsteknologier, som kan hjælpe i dagligdagen. Så kan vi reservere ressourcerne til de borgere, som lever i knaphed. Lovgivningen på området for almindelige forbrugsgoder skal afspejle, at den teknologiske udvikling går rigtig stærkt. Det nytter altså ikke noget, at Ankestyrelsen fastslår, at en opvaskemaskine ikke er almindeligt udbredt i de danske husholdninger. Derfor ønsker KL, at lovgivningen og fortolkningspraksis skal ændres. Moderne teknologi, som de fleste kan anskaffe sig, skal vi kunne forvente i en husholdning. Fru Jensen med penge på kistebunden kan godt anskaffe sig en bordopvaskemaskine, uden at det er et offentligt anliggende. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 25

Lukkede systemer er en hæmsko for innovation

DEBAT: Lukkede systemer på omsorgsområdet spænder ben for små innovative aktører, fordi deres løsninger ikke kan integreres i systemerne, mener Kasper Hallenborg, lektor ved Mærsk Insituttet, SDU.

Af Kasper Hallenborg Lektor ved Mærsk Insituttet, Syddansk Universitet ”Digital Velfærd” – nærmest et paradoks i sig selv, at det skulle kunne blive en succes. Sammenstødet mellem den digitale, matematiske og strukturerede verden på den ene side og så hensynet til livskvalitet, etik og samfundsgoder i et individuelt perspektiv på anden side. Digitalisering er nærmest blevet synonym med rationalisering – men er det nødvendigvis så dårlig en cocktail? Skat er i flere omgange udråbt som den bedste offentlige virksomhed til digital forvaltning, så der kan meget vel være positive erfaringer at spejle sig i. For medarbejdere i pleje- og sundhedssektorerne har dagligdagen slående ligheder med de gamle årlige indberetninger og håndskrevne skemaer, der efterfølgende indtastes, registreres og beregnes – her sker det blot hver eneste dag. Skat er lykkedes med at automatisere disse processer gennem digitale standarder og integrerede systemer til stor glæde for de fleste borgere – tilsvarende vil medarbejdere i pleje- og sundhedssektoren kunne frigøres fra deres dokumentations- og registreringsopgaver, men det kræver systemintegration og åbne standarder. Lukkede systemer spænder ben Med den nationale handlingsplan for udbredelse af telemedicin, som blev fremlagt sidste sommer, blev der taget afgørende skridt mod bedre digitalisering på sundhedsområdet og særligt i forhold til det faktum, at en stor del af fremtidens patienter skal udlægges i eget hjem med telemedicinsk behandling. Gennem projekter bygges nu nationale åbne teknologiplatforme baseret på internationalt anerkendte standarder som Continua, IHE og HL7 – og her er Danmark forgangsland i Europa. De langsigtede strategiske beslutninger om blandt andet standarder er afgørende for private leverandører, så de udvikler løsninger til et blivende eller kommende marked. På pleje- og omsorgsområdet i kommunalt regi eller for primærsektoren generelt ser billedet dog noget anderledes ud. Særligt i kommunerne er markedet totalt domineret af lukkede, proprietære systemer fra store leverandører, som er en hæmsko for innovationen på det velfærdsteknologiske område. Når kommunernes omsorgssystemer ikke er åbne for integration med de velfærdteknologiske løsninger, som næsten dagligt præsenteres til for eksempel hjemmetræning, medicinering, personlig hjælp mv., så er løsningerne ikke med til at fremme digitaliseringen og frigøre de ønskede medarbejderressourcer, fordi informationsflowet mellem systemerne ikke er automatiseret og kan ses i eksisterende systemer. Projekterne dør, når den projektledende ildsjæl eller virksomhed løber tør for ressourcer. Behov for åben it-infrastruktur Der er behov for at nytænke tilgangen. Åbne standarder og en it-infrastruktur, som tillader og forenkler integrationen af de forskellige løsninger, som i projekterne under den telemedicinske handlingsplan burde være en selvfølgelighed. Men uden et nationalt initiativ, i stil med handlingsplanen for telemedicin, kommer det ikke til at ske. Markedsdelingen og -dominansen for aktørerne på området (KMD, CSC og Avaleo) er så stærk, at det spænder ben for mange små innovative aktører på det velfærdsteknologiske område, fordi deres løsninger ikke kan integreres i systemerne og dermed give den forventede rationaliseringseffekt efter projektfasen. Både fra national og kommunal side må der tages initiativ til og lægges pres på for at skabe en åben infrastruktur – det er utopi at tro, at det sker af sig selv, og det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje fra systemleverandørerne, men de er nødt til at have strategiske valg omkring standarder og lignende, inden der kastes mange udviklingsressourcer efter at bygge de nye it-infrastrukturer. Man er nemlig stadig nødt til at have de store spillere på banen til at sikre den basale infrastruktur, der binder systemerne sammen og håndterer de nødvendige sikkerhedsproblematikker for personlige- og sundhedsrelaterede data, men hvis der er vilje, er der vej – og det er ikke teknologien, som er begrænsningen. Og det kan sagtens gøres til en lukrativ forretning for infrastrukturleverandørerne også, hvis de kan etablere fundamentet for det software- og innovationsmæssige økosystem, hvor det bliver muligt for mindre og innovative aktører at skabe løsninger, som bidrager til velfærdsteknologiområdet. Forretningsmodellen kunne have visse ligheder med AppStore-princippet fra Apple. Det handler i bund og grund om at turde træffe de strategiske valg, som udfordrer og muliggør de organisatoriske ændringer, der er afgørende for, at effektiviseringen gennem digitalisering kan høstes, og man ikke samtidigt fjerner det fremtidige næringsgrundlag for de nødvendige systemleverandører. ”Et kompromis er kunsten at dele en kage på en måde, at enhver tror, at han har fået det største stykke", Winston Churchill. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 26

Vestager: Lokalt engagement er afgørende

DEBAT: Den nye strategi for digital velfærd kan ikke stå alene. Hvis velfærdsløsninger skal udbredes og forankres i praksis, kræver det en målrettet og ambitiøs lokal indsats, skriver økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Af Margrethe Vestager (R) Økonomi- og indenrigsminister Elever, lærere og servicepersonale på Svanninge Skole fik tidligere på året besøg af to konsulenter fra Faaborg-Midtfyn Kommune. I dagens anledning havde de to medarbejdere fået nyt tøj og nye titler: Iført hvide kitler var de forvandlet til robotpasser Pedersen og Petersen fra Robotzoologisk Have. De havde taget robotstøvsugere med til Svanninge Skole, som skulle testes i klasserne og på fællesarealerne. Robotpasserne demonstrerede, hvordan støvsugerne virkede, og fortalte om, hvordan eleverne skulle passe godt på de små robotter: Husk at stille stolene op. Klassens duks tømmer robottens mave for støv. På en anden folkeskole i lokalområdet havde Faaborg-Midtfyn Kommune tidligere testet robotstøvsugere. Her var der ikke gjort det store for at engagere eleverne, og for eksempel var den nye teknologi ikke tænkt ind i skolens dukseordning. De positive resultater med den nye teknologi havde været begrænsede. Det havde ansporet de to konsulenter til at tage initiativ til at forsøge sig med udklædning og optræden foran folkeskoleeleverne. Og meget tyder på, at robotpassernes besøg har virket: Der bliver efter sigende passet godt på de små støvsugere, og til gengæld løser støvsugerne også sine opgaver mere tilfredsstillende end hidtil. Et samspil mellem teknologi og mennesker Eksemplet fra Svanninge Skole illustrerer nogle af de forhold, der har betydning for udbredelsen af digitale velfærdsløsninger – også på social- og sundhedsområdet. Det er for eksempel afgørende, at vi tænker i helheder og i samspillet mellem teknologi og mennesker for at få forankret og brugt de nye løsninger til gavn for både borgere og offentlige ansatte. Det vil jeg komme lidt mere ind på i mit næste indlæg her på siden. Men eksemplet viser os også noget andet: Det viser, at der skal lokalt engagement, gåpåmod og nytænkning til for at udbrede løsningerne og få gjort dem til en naturlig del af dagligdagen. Og det viser, at vi skal lære af vores egne og andres erfaringer undervejs. Lokal indsats er afgørende Med den nye strategi for digital velfærd sætter vi i regeringen sammen med KL og Danske Regioner nogle fælles rammer og mål for udbredelsen og arbejdet med digital velfærd. Det bringer os fremad og sætter retning, men kan på ingen måde stå alene. Hvis de gode velfærdsløsninger skal udbredes og forankres i praksis, kræver det en målrettet og ambitiøs lokal indsats. Den lokale indsats skal finde sted både på de enkelte institutioner, i samarbejdet mellem kommuner og regioner og i samarbejdet mellem offentlige institutioner og private leverandører. Med indsatsen skal de veldokumenterede velfærdsteknologiske løsninger som spiserobotter, vasketoiletter mv. udbredes i hele landet, og samtidig skal nyere velfærdsløsninger og måder at løse opgaverne på udvikles, testes og evalueres. Viden om gode effekter I den forbindelse er erfaringsopsamling og erfaringsudveksling afgørende for udbredelsen af digitale velfærdsløsninger. Vi skal som offentlig sektor blive bedre til at følge op på succesfulde lokale initiativer og projektafprøvninger - og vi skal lære af dyrtkøbte erfaringer, så vi undgår at indføre teknologier og arbejdsgange, der ikke fører til de ønskede resultater. Det er en opgave, vi skal have stort fokus på, og som vi skal samarbejde bredt om. KL har for nyligt oprettet Center for Velfærdsteknologi, der blandt andet skal arbejde med videndeling og erfaringsudveksling mellem kommuner og andre aktører om velfærdsteknologi. Og i sidste uge vedtog regeringen sammen med parterne på det offentlige arbejdsmarked at oprette et Center for Offentlig Innovation, der blandt andet skal indsamle og sprede viden om innovationsprojekter på kryds og tværs i hele den offentlige sektor. Samtidig skal centret skabe bedre muligheder for, at vi i det offentlige kigger hinanden over skuldrene og kopierer gode idéer, nye arbejdsmetoder mv. Virksomheder er en vigtig brik Det private erhvervsliv har også en vigtig rolle at spille, når det kommer til at samle erfaringer og evaluere. Hvis vi får dokumenteret gode kvaliteter og positive økonomiske effekter af nye velfærdsløsninger, som private leverandører og producenter har udviklet, bidrager det til at gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige både herhjemme og internationalt. På Christiansborg er der mange ting, vi ikke skal blande os i, når velfærden skal gøres mere digital. Det er for eksempel ikke vores opgave at kræve, at kommunale medarbejdere klæder sig ud foran folkeskoleelever. Men det er vores opgave at sikre, at der er rum og lyst til at arbejde på forskellige måder med at få teknologien til at fungere i praksis. Vi skal sørge for, at rammerne og retningen er på plads, og så skal vi i fællesskab motivere til lokal forandring og innovation, så velfærden fremover bliver mere digital til vores fælles bedste. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 27

Telemedicin skal udbredes med omtanke

DEBAT: "Hvis vi ikke passer godt på med udrulningen af telemedicin, kan det let ende med en omkostningsøgende serviceudvidelse", mener Kjeld Møller Pedersen, Professor ved SDU.

Af Kjeld Møller Pedersen Professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet ”Digitale velfærdsydelser og servicer gør det muligt at skabe en lettere hverdag for borgerne – for færre omkostninger end i dag”. Det er den første sætning i forordet til den fællesoffentlige strategi "Digital Velfærd", der under stor pressebevågenhed blev offentliggjort d. 30. september. Længere inde i teksten nævnes, at modernisering af den offentlige sektor frem mod 2020 skal frigøre 12 milliarder kroner til kernevelfærd. Strategien for digital velfærd skal bidrage hertil. Der afstås klogeligt fra at give et samlet skøn over ventede økonomiske gevinster, hvis hele den digitale strategi gennemføres. Og det er der god grund til! Mange af de økonomiske beregninger – på nudansk business cases – hviler på et spinkelt grundlag, tangerende ønsketænkning. Svagheden er normalt mangel på solid dokumentation for effekterne af velfærdsteknologi – det være sig effekter, som brugerne oplever det, specielt ændringer i funktionsniveau og helbred, eller effekterne på de offentlige kasser (1). Ikke færre indlæggelser Lad os se på telemedicin, som angiveligt er columbusægget i det danske sundhedsvæsen og redningen fra truende problemer på grund af flere kronisk syge og meget stramme sundhedsbudgetter. Med telemedicinske løsninger skulle det blive muligt at levere sundhedsydelser på nye og mere effektive måder. Videre hedder det i Digital Velfærd, at borgere med kroniske sygdomme kan monitoreres på afstand af specialisten og i nogle tilfælde selv klare en del af behandlingen hjemmefra. Det er alt sammen rigtigt, men det begynder at knibe, når man konkluderer, at patienterne dermed kan undgå at møde frem på sygehuset til hyppige, men simple kontroller. Det forventes samtidig at medvirke til at forebygge akutte forværringer i patientens tilstand og reducere antallet af indlæggelser og dermed give højere behandlings- og livskvalitet. Mange forventninger og påstande – men beskeden evidens! Telemonitorering af patienter med KOL (kronisk obstruktiv lungelidelse) er et godt eksempel. To nye lodtrækningsbaserede pragmatiske forsøg (2, 3) – i Danmark og Skotland – viser samstemmende det samme resultat: Ingen ændring i forbruget af sundhedsydelser, for eksempel ikke færre hospitalsindlæggelser, og det er jo netop det primære formål med indførelse af telemedicin, hvis i øvrigt patienternes funktionsevne og livskvalitet er uændret eller ikke forringes. I verdens hidtil mest omfattende lotteribaserede forsøg vedrørende tre lidelser (4), KOL, sukkersyge og hjerteproblemer, med godt 3.000 deltagere var hovedresultatet et fald i dødelighed og akutte indlæggelser. Altså opmuntrende, men grove økonomiske beregninger og mere detaljerede beregninger i form af en omkostnings- effekt-analyse for en delgruppe (5) peger imidlertid ikke på nettobesparelser. Det vil sige, når blandt andet omkostningerne ved selve telemonitoreringen inddrages, men giver samlet set øgede omkostninger. Risiko for serviceudvidelse Telemedicin skal substituere dele af den traditionelle behandling, ikke føre til en serviceudvidelse. Hvis vi ikke passer godt på med udrulningen af telemedicin – baseret på en allerede vedtaget, men ofte udokumenteret, sandhed om substitution – kan det let ende med en omkostningsøgende serviceudvidelse. Det er dog i et vist omfang beroligende, at der i Danmark blandt andet er igangsat storskalaforsøg, dels Klinisk Integreret Hjemmemonitorering, KIH, dels TeleCare Nord og ikke blot pilot- eller demonstrationsprojekter, som har været dominerende hidtil. TeleCare Nord er et videnskabeligt evalueret pragmatisk randomiseret forsøg af KOL og gribes helt rigtigt an – til en samlet pris på cirka 50 millioner kroner. KIH er et koordineret storskalaprojekt i regi af Fonden for Velfærdsteknologi. I projektet afprøves og demonstreres it- løsninger med hovedvægt på integration mellem eksisterende it-systemer og telemedicinsk hjemmemonitorering samt andre løsninger, der understøtter patientens aktive inddragelse i eget forløb. KIH består af delprojekter vedrørende: 1. Diabetes (Region Midtjylland) 2. KOL (Region Hovedstaden) 3. Gravide med komplikationer (Region Midtjylland) 4. Gravide uden komplikationer (Region Hovedstaden) 5. Mave-tarminflammation (Region Hovedstaden) Der indgår også en evaluering, men så vidt det kan bedømmes fra foreliggende beskrivelser, er der ikke tale om kontrollerede forsøg – måske fordi hovedvægten er på it-løsninger og ikke kliniske og patientrelaterede effekter? Den samlede forsøgspris er på omkring 60 millioner kroner. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 28

Telemedicin skal konkretiseres På baggrund af de allerede gennemførte lotteribaserede forsøg (1-4) er der sandsynligvis grund til mere præcist at overveje indholdet af telemedicin: Er det "bare" monitorering – og hvorfor skulle det påvirke for eksempel genindlæggelser? Er det monitorering og rådgivning over internettet? Er det monitorering, rådgivning og handling, hvis målingerne giver anledning til det? Er det for eksempel det foregående samt en bedre koordineret indsats mellem sygehus, kommune og almen praksis? Indtil nu har den præcise karakter af, telemedicin været for diffus. Hvad menes der for eksempel præcist, når der i den fællesoffentlige digitaliserings-strategi tales om ”nogle tilfælde selv klare en del af behandlingen hjemmefra”? Hvad er den optimale periode for udstyr i borgerens hjem: én uge – tre måneder osv.? Spørgsmålene vrimler frem. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 29

Konkrete mål skal sætte skub i brugen af velfærdsløsninger

DEBAT: Danmark har et stort potentiale inden for velfærdsteknologi, men det bliver ikke udnyttet. Ambitiøse måltal kan sætte skub i udviklingen og udbredelsen af digitale velfærdsløsninger, skriver Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.

Af Morten Bangsgaard Administrerende direktør i IT-Branchen Regeringens nye strategi for digital velfærd har sat en retning. Det er mulighedernes strategi. Strategien peger på flere konkrete velfærdsområder, hvor digitaliseringen har potentialer, som den offentlige sektor ikke udnytter i dag.

Strategien rammer rigtigt ved at pege på de store digitale muligheder, der ligger i at bruge blandt andet telemedicin, videokonferencer, videotolkning, digital genoptræning, talegenkendelse og digital undervisning. Strategien viser på mange måder det rigtige sted hen, men der er kun få helt konkrete måltal og forpligtende planer for at udbrede velfærdsteknologien. Det er her, der nu ligger et stykke arbejde, hvis vi skal have fart på udviklingen og udbredelsen af digitale velfærdsløsninger. Et arbejde, som vi her i IT-Branchen meget gerne bidrager konstruktivt til.

Vi er et af de mest digitalt parate lande i verden. Vi har en unik mulighed for at blive internationalt førende inden for velfærdsteknologi. Men det kræver, at vi nu sammen får sat nogle ambitiøse og konkrete måltal. Udviklingen af telemedicin i Danmark er et rigtig godt eksempel, som jeg her vil se nærmere på:

Brug for mere telemedicin Brug af telemedicin er afgørende for, at det danske sundhedsvæsen kan fungere fremover. En række pilotprojekter er allerede igang rundt om i landet. Senest har Region Hovedstaden og Region Midtjylland i sidste måned lanceret det hidtil største projekt i Danmark med 2.000 patienter. Projektet skal blandt andet udvikle en database, der registrerer informationer om patienterne, mens de er i eget hjem i stedet for at være indlagt.?? Det er den type projekter, vil skal have flere af og gerne i endnu større skala. Det kan kun lykkes, hvis der bliver fastlagt nogle forpligtende måltal??. På trods af flere gode initiativer har vi i Danmark hidtil ikke udbredt telemedicinske løsninger i fuld skala. Vi må bare konstatere, at vores nabolande overhaler os, hvis vi ikke kommer op i et højere gear.

Storbritannien har eksempelvis for nylig lanceret et stort initiativ med overskriften ”3 million lives”, hvor ambitionen er, at tre millioner briter inden 2017 skal have glæde af telemedicinske løsninger. Det svarer til godt fem procent af befolkningen. Skulle vi i Danmark være lige så ambitiøse, skulle vores kampagne hedde 300.000 liv. Et godt eksempel på en helt konkret målsætning? Målsætninger sat for lavt De aktuelle målsætninger i Danmark ligger næsten ti gange så lavt. Når vi ser på tværs af landets mange forsøg og den planlagte udrulning af Danmarks større telemedicinske satsninger frem mod 2020 – hjemmemonitorering, telemedicinsk vurdering af sår osv. – når vi kun op på ca. 30.000 patienter. Det er realistisk at hæve den danske målsætning for antal patienter, så vi forholdsmæssigt kan konkurrere med Storbritannien. Men det kræver forpligtende og ambitiøse måltal.?? Førsteprioriteten bør nu være i de kommende årlige økonomiforhandlinger at lægge ambitiøse og forpligtende mål om at øge anvendelsen af telemedicin, så vi går ud i både stor og fuldskala på flere områder.

Uden konkrete mål at sigte efter vil det udsætte høstningen af de gevinster, digitaliseringen giver borgerne, den offentlige sektor og erhvervslivet. Det gælder inden for telemedicin, og det gælder inden for de andre velfærdsområder i regeringens strategi for digital velfærd. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 30

DI: Brug de afprøvede teknologier

DEBAT: Det giver ingen mening, at hver kommune eller region skal opfinde deres egne løsninger, hvis virksomhederne allerede tilbyder teknologi, som er testet og i drift andre steder i landet. Det mener Mette Rose Skaksen, branchedirektør i DI.

Af Mette Rose Skaksen Branchedirektør i DI Service På trods af at flere beslutninger er udsat med henvisning til brug for mere viden, har regeringen, KL og Danske Regioner med strategien formuleret en fornuftig platform for en fortsat modernisering af den offentlige sektor ved hjælp af velfærdsteknologi. Men for DI er det vigtigt at sende et signal om, at der i dag allerede ligger en række udviklede løsninger og erfaringer, som er klar til implementering. Potentiale i eksisterende teknologi Som Altinget | Velfærdsteknologi skrev i september, viste 2013-udgaven af ”IT i Praksis”, at succesraten for at høste gevinster ved velfærdsteknologi er størst de steder, hvor man har benyttet sig af erfaringer udefra. Undersøgelsen viste, at 84 procent af de offentlige aktører, der har implementeret velfærdsteknologiske løsninger på baggrund af erfaringer udefra, vurderer tiltaget som succesfuldt. Derimod har kun 43 procent af de offentlige aktører, som ikke har brugt andres erfaringer, haft succes med velfærdsteknologiske projekter. Der er med andre ord et betydeligt potentiale for at udvikle velfærdsløsninger på baggrund af eksisterende teknologi. Vi behøver ikke at afvente ny viden på alle områder. Et lokalt ønske Ligeledes viste en nylig undersøgelse fra Kristeligt Dagblad, at 80 procent af de adspurgte borgmestre vil arbejde for, at der kommer mere velfærdsteknologi i ældreplejen. Der er altså et lokalt ønske og efterhånden også mange konkrete planer for udbredelsen af velfærdsteknologi. Med strategiens øgede satsning på områderne forflytningsteknologi, vasketoiletter, hjælpemidler til rehabilitering samt spiserobotter må det også forventes, at kommunernes arbejde med velfærdsteknologi faktisk bliver intensiveret den kommende tid. For at fremme en intelligent anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger inden for de fire områder, bør velafprøvede løsninger udbredes. Det giver ingen mening, at hver kommune eller region skal opfinde deres egne løsninger, hvis virksomhederne i dag allerede tilbyder løsninger, som er testet og i drift andre steder i landet. Flere kommuner har succes med brug af blandt andet teknologi til forflytning og vasketoiletter, som sparer personalet tid og kræfter samtidig med, at de ældre er trygge og tilfredse med teknologien. Besparelser i millionklassen Socialstyrelsen har på baggrund af et konkret projekt regnet ud, at forflytningsteknologi kan frigøre omkring 850 stillinger i ældreplejen. I alt kan det betyde en besparelse på 357 millioner kroner årligt. Selvom der ligger en lang række løsninger klar, skal virksomhederne, det offentlige og de berørte borgere naturligvis fortsætte med at udvikle nye og smarte løsninger i fællesskab. Med strategiens fire pejlemærker på pleje- og omsorgsområdet, giver man samtidig erhvervslivet et incitament til at fokusere, investere og understøtte udviklingen inden for disse områder, fordi virksomhederne ved, at den offentlige sektor er forpligtet til at efterspørge disse løsninger. Det giver virksomhederne mulighed for at planlægge investeringer med en længere tidshorisont, og det er der brug for, hvis vi skal løse fremtidens udfordringer og samtidig fastholde kvaliteten af de offentlige sundheds- og velfærdsopgaver. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 31

Implementering skal tage udgangspunkt i behov

DEBAT: Ud fra feltstudier på ældre- og handicapområdet forsøger Odense Kommune at matche de daglige udfordringer med teknologi. Det letter implementeringen, skriver Helene Bækmark, adm. direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen.

Af Helene Bækmark Administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune Odense Kommune er i front, når det gælder brugen af velfærdsteknologier på ældre- og handicapområdet. Det er vi, selv om vi faktisk har brugt flere år på at afprøve forskellige teknologier. Og vi har selv undret os over, at vi har brugt så lang tid på det, når vi samtidig er helt overbevist om, at velfærdsteknologi er en af løsningerne i forhold til at finde nye måder at løse opgaver på. Vores undren har ført til, at vi har set vores måde at gøre tingene på grundigt efter i sømmene. Og vi har fundet ud af, at hvis vi vil lykkes med at indføre forskellige velfærdsteknologier, kræver det modne og implementeringsklare løsninger. Det kræver samtidig udbredelse i storskala over for alle inden for de enkelte teknologiers målgruppe, hvis vi skal høste de økonomiske gevinster, der er at hente. Derfor arbejder vi i Odense Kommune ud fra en implementeringsmodel, der er udviklet ud fra behovet om at komme længere med projekterne end til at afprøve dem på pilot- og udviklingsniveau. Vi kalder det støttet implementering. Med udgangspunkt i behovet Støttet implementering tager udgangspunkt i en behovsafklaring, som for eksempel kan bestå i et feltstudie. Vi har gennemført feltstudier på et plejecenter, en handicapinstitution, et bosted for udviklingshæmmede, og her i slutningen af året skal vi ud i hjemmeplejen. Studierne består i cirka seks ugers observation af medarbejdernes arbejde med borgerne i det daglige. Vi har fokus på, hvad der er besværligt for borgerne og for medarbejderne, hvad vi gør meget af, hvad der tager lang tid for os og i det hele taget udfordrer os. De mest iøjnefaldende observationer arbejder vi efterfølgende med på workshops, hvor vi forsøger at matche udfordringerne med teknologier – alt sammen med et innovationsfokus for øje. Det er et motto for os, at vi ikke skal opfinde den dybe tallerken forfra – det er med stolthed, vi stjæler, implementerer og videreudvikler på andres idéer og opfindelser. Ved at tage udgangspunkt i reelle behov for teknologiløsninger skabes en ”brændende platform”, som gør den efterfølgende implementering nemmere. Odense har to testinstitutioner, et plejecenter og et botilbud for voksne med betydelig og varig nedsat funktionsevne, som afprøver de nye teknologier. Kun teknologier med en positiv businesscase implementeres, og implementeringen starter i umiddelbar forlængelse af testen. Ambassadører baner vejen? Derudover har vi gjort noget meget vigtigt. Vi har arbejdet strategisk med at bane vejen for udbredelse af velfærdsteknologi i organisationen, blandt andet ved at etablere et ambassadørnetværk – et med medarbejdere og et med ledere. Medarbejdernetværket består af en til to medarbejdere fra hver institution/arbejdsplads, i alt godt 70 medarbejdere, som er udpeget, fordi de er særligt interesserede i velfærdsteknologi. De er et korps, som spreder god karma, ser muligheder og spotter de gode historier. De er på forkant i forhold til at tænke i velfærdsteknologiske løsninger. Ambassadørerne har en særlig status og involveres i stor stil, for eksempel når ny teknologi er testet og på vej til at blive implementeret. En af ambassadørernes vigtigste opgaver er at bringe dialogen om velfærdsteknologi i spil på egen arbejdsplads. Via deres deltagelse i ambassadørnetværket ved de meget tidligt, hvilke teknologier vi afprøver og arbejder med. Dialogen skal være med til at forberede den enkelte arbejdsplads på de teknologier, der kommer – ja, meget gerne få dem til nærmest at hige efter dem. Som med al anden implementering er ledelsesopbakningen essentiel. Hos os er lederne organiseret i ledernetværk, hvor de enkelte ledere har forskellige ansvarsområder på netværkets vegne. I hvert ledernetværk er der ledere, der er ansvarlige for en vellykket implementering af velfærdsteknologi. De velfærdsteknologi-ansvarlige ledere er blandt andet med til at vurdere, om ny teknologi er så relevant for os, at det kan være med til at effektivisere vores arbejdsområder – man kan kalde det en form for en første vurdering af teknologiernes potentiale – så vi kun tester teknologi, vi formoder har værdi for os. En investering I en kommune af Odenses størrelse skal de fleste velfærdsteknologiske løsninger i udbud. Når vi vægter implementeringen så højt, som vi gør, indretter vi også vores udbud herefter. Brugervenlighed og implementering er altså lige så væsentlige kriterier som prisen på løsningen. Det hjælper jo ikke, at prisen er lav, hvis implementeringen ikke understøttes, og løsningen ikke er brugervenlig. En lav pris vil hurtigt blive udlignet af nødvendigheden af at investere for mange medarbejderressourcer i såvel implementeringen som den daglige brug af løsningen. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 32

V: Fordomme hindrer udbredelsen af it-løsninger

DEBAT: Plejeområdet afskriver teknologiske løsninger, hvis det i enkelte tilfælde ikke lykkes at implementere dem. Kommunerne må arbejde med udførelsen i stedet for at lade sig skræmme, mener Michael Aastrup Jensen, it-ordfører for Venstre.

Af Michael Aastrup Jensen It-ordfører for Venstre It kan revolutionere velfærdsstaten og løse mange af de udfordringer, vi står overfor. I stedet for at tænke nedskæringer og kvalitetsforringelser betyder it-løsninger muligheden for bedre service for borgeren.

Den største forhindring er paradoksalt nok politikkernes bekymringer, for borgerne efterspørger de løsninger, teknologien giver os.

Mulighederne er mange, for eksempel i forbindelse med genoptræning. I stedet for, at borgeren skal bevæge sig hen på sygehuset eller et genoptræningscenter, kan genoptræningen foregå digitalt med online-forbindelse til eksempelvis fysioterapeuten.

Teknologien findes allerede og bliver allerede brugt kommercielt af fitnesskæden Fresh Fitness. Det lyder måske discountagtigt, men for borgeren kan der være en stor fordel i det, da transporttid og ventetid formindskes kraftigt.

Dermed går det ikke udover eventuelt erhvervsarbejde, og man føler sig ikke syg på samme måde, som hvis man med jævne mellemrum er nødt til at opsøge et sygehus eller genoptræningscenter. Samtidig er det naturligvis heller ikke uvæsentligt, at der ligger et betydeligt besparelsespotentiale for det offentlige.

Opgiver for hurtigt For nogle patientgrupper er daglig kontrol en nødvendighed, eksempelvis KOL-patienter. Et forsøg på Fyn har muliggjort selvkontrol i eget hjem, hvor lægen så modtager testresultaterne online.

Den største bekymring blandt patienterne var, at forsøget ville blive stoppet. Den slags positive erfaringer bør vi tage ved lære af og udrulle teknologien til resten af landet. Der er mange lavthængende frugter at plukke, men det kræver, at vi prioriterer det politisk. Og det kræver, at vi ikke lader os skræmme.

Desværre er der mange, der netop har en dagsorden om at skræmme. Debatten om robotstøvsugere er et alt for godt eksempel på, at teknologiske løsninger i ældreplejen nærmest er blevet dæmoniseret.

En række klodsede sager fra kommunerne har båret yderligere brænde til bålet, og Frederiksberg Kommune har helt droppet brugen af robotstøvsugere. Det er for mig helt uforståeligt, for idéen er god. Så må man arbejde med udførelsen i stedet for blot at konkludere, at ”det er der ingen fremtid i”.

Et godt grundlag for afprøvning Danmark har verdens største offentlige sektor, og det er som ofte en hæmsko for dansk konkurrenceevne. Imidlertid kan brug af velfærdsteknologi vise sig at styrke dansk eksport, eftersom der i Danmark er perfekte muligheder for at afprøve nye løsninger i den vidtforgrenede offentlige sektor.

Brugen af velfærdsteknologi bør have langt større politisk fokus og i stedet for at lade debatten afspore af kortsigtet populisme, bør vi fordomsfrit se på, hvilke muligheder it kan give os. Det burde faktisk være et tema her midt i kommunalvalgkampen. Beklageligvis er det nærmest blevet et fy-ord, og af frygt for et dårligt valg afholder politikkerne sig fra at tænke lidt ud af boksen. Når valgplakaterne er pillet ned, de sidste stemmer talt op og det sidste stykke valgflæsk spist, håber jeg, at vores nye byråd og kommunalbestyrelser vil lade sig udfordre i forhold til, hvordan vi kan bruge it til at skabe en bedre og mere effektiv offentlig sektor ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 33

FOA: Tag borgere og medarbejdere med på råd

DEBAT: Tekniske løsninger bør udvikles med afsæt i borgernes behov og medarbejdernes erfaring, hvis de skal fungere tilfredsstillende for begge parter. Det mener Karen Stæhr, sektorformand i FOA's social- og sundhedssektor.

Af Karen Stæhr Sektorformand, FOA's social- og sundhedssektor KOL-kufferter, hjerte-kufferter og telemedicinsk sårvurdering. Det er blot nogle af de nyere løsninger, hvor patienter bliver behandlet og overvåget af sundhedspersonale, uden at de fysisk er i samme rum. Løsningerne går under samlebetegnelsen telemedicin. Og eftersom vi får flere borgere, der lider af kroniske sygdomme, og at en række opgaver bliver flyttet fra sygehusene til det borgernære sundhedsvæsen i kommunerne, opstår der behov for endnu mere understøttende teknologi til behandling. Fokus på behov og erfaring Fungerer de telemedicinske løsninger, kan vi begrænse antallet af hospitalsindlæggelser, og det vil også kunne give færre udgifter til indlæggelser. Men hvis de tekniske løsninger skal fungere tilfredsstillende for både patienter og medarbejdere, er det helt afgørende, at de bliver udviklet i et samspil mellem borgernes behov og medarbejdernes erfaring. Og aldrig med det ene fokus at spare penge. Telemedicin er udviklet ud fra en sygehuskontekst og skal bruges i borgernes egne hjem. Det skal meget velfærdsteknologi også, men i modsætning til telemedicin er velfærdsteknologien udviklet i en industriel kontekst, der oftest udspringer af en idé på det private felt og herefter bliver solgt til den kommunale sektor. Derfor rammer den producerede velfærdsteknologi sommetider helt ved siden af det, den egentlig skal bruges til. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at en robotstøvsuger for eksempel ville se anderledes ud og have en anden funktionalitet, hvis den var udviklet til at skulle støvsuge hos ældre mennesker, der for eksempel sidder i kørestol eller har svært ved at komme ud af sengen. Mange ældre medborgere har jo indrettet sig med små tæpper på gulvene, standerlamper i hjørnerne og potteplaner på skamler. Det synes de fleste af os er hyggeligt. Men det er ikke en indretning, der er gode venner med robotstøvsugerne, der har det med at gå løs på både tæppefrynser og ledninger. Havde man taget borgernes behov og medarbejdernes erfaring med på råd, var robotstøvsuren forhåbentlig blevet anderledes. Det samme kan siges om PDA’erne og vasketunneler fra Japan, der slet ikke matcher den størrelse, vi mennesker har her i Skandinavien. Teknologi skal testes Ny teknologi, der skal bruges i arbejdet med mennesker, skal udvikles så den passer til de pågældende menneskers behov. Ikke omvendt. Og teknologien skal kunne testes på borgere og medarbejdere i "lærende laboratorier’’, inden den færdigudvikles, så hverdagens udfordringer bliver gjort til genstand for, at nye idéer og kreative løsninger udvikles. Det lys har Region Syddanmark set, og det sætter dem i front i at sætte en ramme for innovativ tænkning og udvikling af teknologi. Idéklinikken på Aalborg Sygehus er et andet eksempel på, at det godt kan fungere at kombinere borgernes behov med medarbejdernes erfaring, når ny teknologi skal udvikles. Det er der for eksempel kommet en bøjelig venflon ud af – målrettet patienterne på hospitalet og skabt efter en idé af en portør på hospitalet. Øgede udgifter til kompetenceudvikling Med de nye telemedicinske løsninger opstår der naturligvis et behov for at udvikle kompetencer hos både personalet og hos de borgere, der skal have hjælp via de tekniske løsninger. Så selvom vi kan spare penge på de færre indlæggelser, skal vi huske, at der vil ske en øget udgift til det personale, der skal være superkompetente til at hjælpe borgeren i eget hjem. Øgede udgifter både i form af besøg, men i allerhøjeste grad også i udgiften til udvikling af kompetencer. Tænker vi innovativt og udnytter personalets erfaringer til at finde rette løsninger for borgerne, kan vi også spare penge på ikke at producere og indkøbe teknologi, der alligevel ikke passer ind og løser de opgaver, det var meningen, de skulle. På den måde kan telemedicin og velfærdsteknologi medvirke til en bedre ressourceudnyttelse. Men vi skal gøre os klart, at det ikke er en spareøvelse, men derimod en fantastisk mulighed for at øge kvaliteten i de leverede ydelser. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 34

En mur af udfordringer bremser innovation

DEBAT: Der er langt fra idé til drift på det velfærdsteknologiske område. Manglende midler, faste rutiner og papir-bureaukrati kan forsinke forløbet, så visionerne aldrig når i mål, skriver Kasper Hallenborg, lektor ved Mærsk Instituttet, SDU.

Af Kasper Hallenborg Lektor ved Mærsk Insituttet, Syddansk Universitet Fra idé til drift – hvorfor er det så vanskeligt? Omfanget af innovation og projekter på det telemedicinske- og velfærdsteknologiske område gennem den seneste årrække er nærmest uden sidestykke. Alle gode kræfter står i kø for at løse udfordringerne omkring den aldrende befolkning, men hvorfor har vi så ikke flere teknologiske løsninger i daglig drift? Papir-bureaukrati bremser innovation Brugere, kommuner, virksomheder, hospitaler, forskere m.fl. er med i designede udviklings- og afprøvningsrammer under diverse projekter, der overvejende i større eller mindre grad viser gode bud på hele eller delvise løsninger til samfundets udfordringer. Desværre taber innovationen pusten, når ildsjælene løber tør for brændsel og projektmidlerne rinder ud. Der er kun ganske få eksempler på, at fuld idriftsættelse er tænkt ind i de ambitiøse og innovative projekter fra starten, evt. fordi fokusering er nødvendig for at komme igennem med projektansøgninger, og det holistiske perspektiv ikke kan rummes. Men projektidéerne møder ofte også en mur af andre udfordringer, når de forsøges at bringes videre til egentlig produktmodning eller idriftsættelsen – og det er ikke teknologien, der sætter begrænsningerne. Godkendelsesprocedurer og dokumentation af effekt, eksempelvis klinisk dokumentation for telemedicinske løsninger, bliver en hæmsko, der kan forhale forløbet så meget, at visionerne aldrig når i mål. Efteruddannelse og ændring af rutiner Men organisatoriske udfordringer er en af de helt store barrierer i forbindelse med driftsimplementeringen af løsninger – udfordringer, der ikke nødvendigvis skyldes modstand mod forandringer, men det kræver ændring af mange eksisterende rutiner og efteruddannelse, når det skal organiseres i de offentlige servicetilbud. Velfærdsteknologiske projekter viser som regel, at 20 procent af udfordringerne relaterer sig til teknologien, mens de restende 80 procent er organisatoriske udfordringer. I Danmark har vi kun få eksempler på projekter, der er nået hele processen igennem. Et af de bedste eksempler er den populære KOL-kuffert fra Medisat i Odense, der giver mulighed for videokonsultationer med hospitalet for KOL-patienter i eget hjem. Et projekt drevet frem af ildsjæle fra Svendborg Sygehus og Medisat, men som aldrig ville være nået i mål, hvis ikke Medisat havde en søstervirksomhed, der var villig til at finansiere de mange udviklingsår og den kliniske godkendelse. Drift skal indtænkes fra start Patientsikkerheden må naturligvis ikke kompromitteres, men mere fleksible rammer og driftsvillige ”kunder” er der behov for. Virksomhederne kan ikke leve af at deltage i projekter, der har behov for, at for eksempel kommuner har modet til at gå i fuld drift med en løsning. Alternativt vil de ressourcestærke slutbrugere i stigende grad selv efterspørge teknologiske løsninger, der både kan give dem ekstra tryghed og hjælp til dagligdagens aktiviteter. I lande som for eksempel USA, hvor incitamentsstrukturen er anderledes i forhold til, at man i højere grad selv tager vare på egen sundhed, har innovative virksomheder med sundhedsløsninger haft bedre vilkår, fordi de kan henvende sig direkte til slutbrugerne og det private marked med færre barrierer. Selvom det private marked givetvis vil vokse markant i de kommende år - og i takt med, at flere velfærdsteknologiske produkter og hjælpemidler bliver til egentlige forbrugsgoder, som vi kender det fra for eksempel opvaskemaskinen og blodtryksapparatet, der efterhånden også findes i mange hjem - vil der stadig være behov for, at vi sammentænker vores projekter og understøtter dem helt fra forsknings- og udviklingsfasen, men også har tænkt driften med fra starten. Et tværeuropæisk videns- og innovationscenter SDU arbejder på, i samarbejde med OUH og Region Syddanmark samt en lang række danske og internationale partnere herunder både virksomheder, universiteter, hospitaler, kommuner, organisationer og brugere, at etablere et såkaldt tværeuropæisk Knowledge and Innovation Center (KIC). Et stort 10-årigt netværks- og videnssamarbejde af Europas førende aktører på området, der skal facilitere det holistiske perspektiv på at bringe innovative idéer fra tanke til drift, ved at understøtte både forsknings-, innovations- og uddannelseselementerne i processen. “Organizations, by their very nature are designed to promote order and routine. They are inhospitable environments for innovation”, Theodore Levitt. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 35

V: Kommuner kan spare penge på digitale møder

DEBAT: Ved at holde virtuelle møder mellem de kommunalt ansatte kunne der for alvor skæres i de udgifter, som bliver spildt i toget eller på landevejen, mener Michael Aastrup Jensen, it-ordfører for Venstre.

Af Michael Aastrup Jensen It-ordfører for Venstre En række undersøgelser har slået fast, at der er et stort effektiviseringspotentiale i kommunerne. Effektiviseringer, der kan bane vejen for mere fokus på kernevelfærden, og det der med et forslidt udtryk kaldes ”varme hænder”.

Det er vanskeligt at være uenig i, at der skal være mere velfærd og mindre bureaukrati. Udfordringen er imidlertid at omsætte rapporterne fra Dansk Industri og CEPOS til besparelser.

Penge at spare på virtuelle møder Et område, hvor vi dog effektivt og hurtigt ville kunne hente effektiviseringer og sikre, at medarbejdernes kompetencer bruges bedre, er i forhold til møder. Der holdes mange møder inden for den offentlige sektor, og det er et sted, der typisk bliver nævnt som en oplagt nedskæringsmulighed.

Det lyder let, men man skal naturligvis ikke glemme, at langt de fleste møder jo bliver holdt, fordi der er noget reelt at drøfte. Imidlertid bør vi i højere grad se på, om man behøver at samles fysisk, eller om man i stedet kan holde møderne online, for eksempel som videokonferencer. Her er det vigtigt at tænke yderligere ud af boksen, for måske er der heller ikke brug for dyre videokonferencesystemer, som en række virksomheder står i kø for at sælge? Ofte er det vanskeligt at se, hvad et dyrt konferencesystem kan, som Skype ikke kan.

Under alle omstændigheder er der mange penge at spare ved at se nærmere på møderne inden for den offentlige sektor. Det slår en rapport fra KMD Analyse fast. Ifølge rapporten bruger kommunerne årligt 6,4 milliarder kroner på møder, inklusiv lønudgifter. Af det beløb kan de 800 millioner kroner tilskrives transport. Ved at holde virtuelle møder kunne der for alvor barberes en stor del væk af det enorme beløb, som dybest set bliver spildt i toget eller på landevejen.

Mindre transporttid Frederikshavn Kommune er en af de kommuner, der målrettet har arbejdet med at spare på mødekontoen ved at holde virtuelle møder. Frederikshavn er en stor kommune, og der er forholdsvis langt fra den sydligste del af kommunen til den nordligste del, nemlig Grenen.

Det har naturligvis ikke været en let opgave. Digitaliseringschef i Frederikshavn Kommune Mogens Kahr Nielsen udtrykte det således over for Ritzau i september måned:

”Det har været en stor udfordring at skulle til at tænke anderledes, så overgangsperioden har været hård, men det positive ved at digitalisere møderne er, at vi sparer tid og udgifter på transport, og at møderne er blevet langt mere effektive.”

Frederikshavn Kommune afholder op mod 100 digitale møder om måneden og er derfor blandt de absolut førende på området. Jeg kan derfor kun anbefale, at andre kommuner tager ved lære af de nordjyske erfaringer.

Det er ikke kun store jyske kommuner, som kan spare på transportudgifterne. Københavns Kommune kunne også spare på den konto, eftersom København ganske vist er mindre i udstrækning end Frederikshavns Kommune, mens det til gengæld tager meget længere tid at komme rundt.

En indsats for nyvalgte kommunalpolitikere Kommunerne har været gode til at tage digitale løsninger i brug i forbindelse med kontakten til borgerne, men desværre halter det med digitaliseringen, når det gælder kontakten kommunalt ansatte imellem.

Det må være et indsatsområde for de nyvalgte kommunalpolitikere, som inden længe indtager landets rådhuse. I hvert fald har jeg ikke hørt en eneste lokalpolitiker, der ikke har talt om at reducere det kommunale bureaukrati. Her ligger rent faktisk en mulighed lige til højrebenet, så det gælder bare om at komme i gang. Og de ved, hvordan man gør i Frederikshavn, hvis nogen er i tvivl. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 36

Vestager: Teknologi og borger skal spille sammen

DEBAT: Hvis vi skal have gavn af velfærdsløsninger, skal vi se på teknikkens muligheder i samspil med de mennesker, der skal bruge den, skriver økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Af Margrethe Vestager (R) Økonomi- og indenrigsminister Mange tænker sikkert, at ordene digital ogvelfærd er hinandens modsætninger. For er digital ikke noget koldt og anonymt, mens velfærd er noget varmt og personligt?

Lad mig præsentere jer for Birte, som med sin historie punkterer myten om modsætningen på social- og sundhedsområdet.

Hjælp til selvhjælp Birtes vækkeur ringer hver morgen klokken syv. Det gør det, fordi hun vil være vågen, når hjemmehjælperen kommer. Birte har med alderen fået sværere ved at klare toiletbesøgene selv og har derfor været afhængig af at høre hjemmehjælperens nøgle i døren, før hun kunne få hjælp.

Birte kan i princippet være en ældre gangbesværet borger, men hun kunne også have en sygdom, være overvægtig, handicappet eller kognitivt svækket.

Men med et vasketoilet, der har indbygget skylle- og tørrefunktion, er Birte blevet uafhængig af hjemmehjælperens hjælp. Birte kan nu klare de private gøremål selv. Det giver frihed og livsmod, og hun kan nu slå vækkeuret fra og sove længe om morgenen.

Birtes hjemmehjælpere slipper samtidig for slidsomme arbejdsstillinger, og hjælperen mindsker dermed risikoen for arbejdsskader. Den frigjorte tid fra toiletbesøget kan nu i stedet bruges bedre på andre velfærdsopgaver.

Der er penge at spare En anden historie kunne handle om de 1,8 millioner danskere, der lider af en kronisk sygdom som diabetes eller kronisk obstruktiv lungesygdom, der betyder hyppige besøg på hospitalet eller jævnlige ture til genoptræning. Med telemedicin kan disse mennesker få de sundhedsfaglige ydelser i deres eget hjem. Via en tabletcomputer kan man for eksempel tale med behandleren, der viser øvelserne eller fortæller, hvordan man indrapporterer sine sundhedsoplysninger. Det kan derfor være, at turen til hospitalet helt kan undværes.

Det er ikke en opgave for det offentlige at lægge beslag på folks tid – og det må være de færreste, der tænker på transporttid som en del af kernen i vores velfærdsydelser. Digital velfærd kan ganske enkelt betyde en lettere hverdag, hvor borgeren er i centrum, og som giver større fleksibilitet for den enkelte. Man får således en velfærdsydelse af høj kvalitet, og så sparer det samfundet for penge, der i stedet kan bruges bedre andre steder.

Vi får derfor mere og bedre velfærd med de digitale muligheder, og det er derfor oplagt, at vi arbejder med, hvordan vi bedst og hurtigst får udbredt de gode løsninger.

Mennesker og teknologi skal spille sammen Udbredelsen af digital velfærd sker kun, hvis teknologien og mennesket spiller sammen i praksis. Vejen til udbredelse er ikke nødvendigvis let - der vil være udfordringer. Det kræver helhedstænkning at skabe succeserne. Det handler om at gennemskue hele projektet og om at foretage en række mellemregninger.

Kæden kan nemlig hoppe af flere steder, som får konsekvenser for teknologiens succes. For hverken Birte eller medarbejderne får en bedre hverdag ved blot at blive præsenteret for teknologien. Lad mig nævne tre udfordringer:

Først og fremmest handler det om, at de digitale løsninger skal have reel værdi for den enkelte borger. Udgangspunktet skal være borgerens behov og situation, ikke systemets. Som når en spiserobot gør, at et menneske med et handicap kan spise, når det passer vedkommende - og ikke er afhængig af, hvornår en hjemmehjælper er nødt til at gå for at komme videre til den næste.

Uddannelser skal have fokus på velfærdsløsninger For det andet skal vi se på, om det kræver tilpasninger i de enkelte organisationer at indføre og bruge velfærdsteknologi. Det kræver som ofte vedvarende ledelsesmæssig prioritering, analyser og tilpasning af arbejdsgange, inddragelse af den berørte borger og fokus på nye kompetencer hos medarbejderne. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 37

Det bliver i fremtiden vigtigt, at alle offentligt ansatte er i stand til at bruge de nye velfærdsløsninger ved at lære Birte, hvordan vasketoilettet fungerer eller lave genoptræning via telemedicinske løsninger. I strategien for digital velfærd fokuserer vi derfor på, at nyuddannede fra de store velfærdsuddannelser får de rette redskaber og digitale kompetencer til at løfte de arbejdsopgaver, der venter efter studierne.

Behov for stabil bredbåndsdækning For det tredje kan tekniske barrierer stå i vejen. Det gælder for eksempel de løsninger, der anvender videokommunikation. Her er vi afhængige af velfungerende bredbånd. Det er et område, der har stor bevågenhed i øjeblikket – også i regeringen.

I strategien for digital velfærd har regeringen, KL og Danske Regioner givet hinanden håndslag på, at vi til næste år vurderer, om der er behov for nye initiativer på bredbåndsområdet. Desuden laver regeringen en finmasket kortlægning af den aktuelle bredbåndsdækning og undersøger, hvilke krav udvalgte digitale velfærdsløsninger stiller til den lokale bredbåndsdækning.

Digital velfærd skal give tryghed, sikkerhed og frihed. Vi skal tænke i helheder og se på teknikkens muligheder i samspil med de mennesker, der skal bruge den. Hvis vi gør det, så har vi samtidig nøglen til at udvikle velfærdssamfundet. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 38

Økonomiske beregninger har betydelige mangler

DEBAT: De økonomiske forventninger for velfærdsteknologi er baseret på en business case-metode, som har betydelige mangler, skriver Kjeld Møller Pedersen, professor ved SDU. Han mener, at en medicinsk teknologivurdering skal indføres.

Af Kjeld Møller Pedersen Professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet I det fælleskommunale strategidokument "Digital Velfærd – en lettere hverdag" nævnes, at ”fire veldokumenterede velfærdsteknologiske løsninger i kommunerne udbredes over hele landet. Det vil fra 2017 og frem frigøre mindst 500 mio. kr. årligt i kommunerne”. De fire teknologier er forflytningsteknologier (for eksempel loftslifte på skinner), vasketoiletter, spiserobotter og ’Bedre brug af hjælpemidler'.

For eksempel er det økonomiske potentiale ved forflytningsteknologi ca. 1,5 mia. kr. over en femårig periode (3) – et beløb, der næsten blev tredoblet sammenlignet med den første business case fra 2011 (2). Nye tal og antagelser, for eksempel at 75 procent af alle løft kan udføres af en person, førte til det nye resultat. Det lyder jo som sød musik i en tid med stort set nulvækst i de offentlige udgifter.

Som en del af Digital Velfærd siger handlingsplanen, at telemedicinsk sårvurdering skal udbredes, så det anvendes i op mod 27.000 årlige behandlingsforløb. Den underliggende business case er baseret på ikke mindre end 100 antagelser og viser et samlet økonomisk potentiale fra knap 1,8 mia. kr. fra 2012 til 2020. Også her kan man forestille sig fortryllende strygermusik.

Business case-tænkningen De økonomiske forventninger er baseret på, hvad der på nu-dansk hedder business cases (1-6), men spørgsmålet er, hvorfor det er en god analysetype, og om der findes bedre alternativer.

Mit svar på det sidste er ja. Den medicinske teknologivurdering (MTV) er klart bedre, fordi den er baseret på blandt andet litteraturen om økonomisk evaluering og evaluering af forsøg.

Dette er ikke et ’højtravende’ og virkelighedsfjernt akademisk ønske, men noget, der skal underbygge og transparens- gøre – ganske vist ud fra mere videnskabelige krav – hvad der skal forstås ved ’veldokumenteret’ og sikre, at hvad der måtte blive accepterede (politiske) sandheder, hviler på et mere solidt grundlag end business case-analyserne.

Brugen af ’business cases’ har bredt sig som en steppebrand i den offentlige forvaltning. Man har taget det erhvervslignende udtryk ’business case’ til sig – introduceret i staten i 2008. I dag skal alle statslige digitaliseringsprojekter over 10 mio. kr. være baseret på en business case (Digitaliseringsstyrelsen 2012). Projekter, der har fået støtte fra Fonden for Velfærdsteknologi (tidligere ABT-fonden), har blandt andet afrapporteret i form af business cases.

Ideen bag en business case er, at beslutningstagere skal kunne se, hvornår projektet er motiveret af et forretningsmæssigt økonomisk potentiale (og dermed skal fremvise en positiv gevinst), og hvornår der er andre grunde til igangsættelse og gennemførelse af it-projekter, anfører Digitaliseringsstyrelsen. Med ’forretningsmæssigt’ menes utvivlsomt, at et projekt skal være ’rentabelt’ inden for en kort årrække – såkaldt ”breakeven” og ”return on investment” (høj intern rente).

Gevinst-siden vil normalt være i form af (arbejdskraft)besparelser som følge af den nye teknologi, hvilket automatisk rejser spørgsmålet om dokumenteret effekt.

Måling af effekt og generalisering Der er to lag i økonomiberegningerne: Hvad er de forventede effekter, for eksempel antal løft, der kan klares af én person med loftlift, og penge-sætningen heraf. Det sidste er trivielt, for eksempel vil besparelsen jo være lønnen for én person per løft minus investeringen i loftliften.

Det springende punkt er målingen af effekten. Her er der to spørgsmål, som i evaluerings-terminologi drejer sig om ’intern validitet’:

Kan en observeret effekt (nogenlunde) éntydigt siges at skyldes interventionen, for eksempel spiserobot eller ændret praksis vedrørende hjælpemidler? Og om resultaterne kan generaliseres fra for eksempel tre kommuner til at gælde samtlige landets kommuner? Dette er den såkaldte eksterne validitet. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 39

På begge områder er der betydelige mangler i mange business case-analyser. En væsentlig forudsætning for intern validitet er ikke bare ’før–efter-måling’ af effekten af en ændring – det er der i de fleste analyser - men især, om der er en kontrolgruppe, som ikke har været udsat for interventionen.

Det er for eksempel tilfældet i business casen vedrørende hjælpemidler (1), men for en udenforstående læser, der kun kan støtte sig til dokumentet med business casen, er der mange uklarheder omkring brugen af kontrolgruppe og den præcise brug af den.

Med hensyn til den eksterne validitet er spørgsmålet, om erfaringerne fra få eksperiment-kommuner, typisk to til fire, uden problemer kan generaliseres til at gælde for alle kommuner. Det diskuteres i bedste fald kun overfladisk.

Summen af problemerne omkring intern og ekstern validitet gør, at business case-analyserne ofte hviler på en sandbund, hvor usikkerheden ikke klargøres. Det nævnes dog i de fleste analyser, at resultaterne er forbundet med usikkerhed, men omfanget heraf præsenteres normalt ikke.

Sats på den medicinske teknologivurdering Drop business case-metoden i forbindelse med velfærdsteknologi, og indfør i stedet MTV'er. Jeg ved godt, at forslaget ikke har en gang på jorden, fordi business case-metoden har rødder i Finansministeriet, som jo altid ved bedst, men jeg forsøger alligevel. MTV er en veletableret og velafprøvet metode med fire komponenter (7) og har for eksempel været brugt ved vurdering af sårheling, både i en stor udgave (8) og en miniudgave (9), såkaldt mini-MTV, og genfindes i en vis forstand i rapporten om spiserobotter (4). Den første komponent er teknologien, det vil sige interventionen, hvor der både indgår en litteraturgennemgang og en vurdering af foreliggende evidens med særlig vægt på den interne validitet af resultaterne. Her gives der karakter til graden af foreliggende evidens (det, nogle omtaler som ’dokumentation’). Det er der en klart defineret metode for. Uanset om den er stærkt inspireret af lægevidenskabens lotteri-baserede forsøg, er tænkningen relevant og kan relativt let modificeres. Den anden komponent er økonomien – baseret på veletablerede principper fra tusindvis af økonomiske evalueringer i sundhedsvæsenet. Den tredje komponent drejer sig om patient/bruger/patient-perspektivet og eventuelt også etiske overvejelser. Den fjerde komponent drejer sig om organisering, inklusiv implementering. Tilsammen giver de fire komponenter en 360-grader kritisk vurdering af teknologien. Der er udviklet en særlig version af MTV-modellen til telemedicinske forsøg – endda ført an af en dansker, nemlig den såkaldte MAST-model (Model for Assestment of Telemedicine). ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 40

Alle parter skal kunne se nytteværdi i teknologi

DEBAT: Teknologien skal udvikles i samarbejde med de mennesker, der skal bruge den, så løsningerne bliver eftertragtet af både borgere og medarbejdere. Det mener Helene Bækmark, adm. direktør i Odenses Ældre- og Handicapforvaltning.

Af Helene Bækmark Administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune Som både Margrethe Vestager, Karen Stæhr og flere andre debattører har været inde på her i debatten, så er det altafgørende, at velfærdsteknologier udvikles i samspil med de, der skal bruge dem, nemlig borgere og medarbejdere.

Når vi i Odense Kommune lykkes med velfærdsteknologi, er det netop, fordi vi konstant bestræber os på, at der skal være åbenlys mening med teknologien. Det er der for eksempel, når den øger borgerens mulighed for egenmestring eller forbedrer medarbejdernes arbejdsmiljø. Borgere og medarbejdere skal altså kunne se nytteværdien af teknologien – de skal efterspørge den!

For at det hele går op i en højere enhed, er det derfor essentielt, at både organisationen og borgerne er involveret i implementeringen af ny teknologi. Medarbejderne skal involveres i forhold til ændrede arbejdsgange, og borgerne skal tages med på råd i udviklingen og afprøvningen af dem. Dertil kommer en meget vigtig dialog med de virksomheder, vi samarbejder med om strategisk udvikling af borgerrettede løsninger.

Teknologi-børsen Udgangspunktet for vores grundige arbejde med implementering af velfærdsteknologier i Odense er et godt overblik. Det skaber vi med Teknologi-børsen, som vi har udviklet i samarbejde med vores private samarbejdspartner Public Intelligence.

Teknologi-børsen indeholder blandt andet en oversigt over færdigudviklede teknologier med en positiv businesscase. Det vil sige teknologier, der har positiv effekt på borgerens egenmestring eller medarbejdernes arbejdsmiljø og samtidig er økonomisk rentable. Teknologi-børsen er tilgængelig for hele organisationen – et udstillingsvindue, der er med til at gøre teknologierne efterspurgte.

Lige nu er Teknologi-børsen lokalt forankret. Men vi ser meget gerne, at den udvikler sig til at blive både regional og national – vi kan lige så godt i fællesskab drage nytte af hinandens gode erfaringer.

En udstillingslejlighed som inspiration Derudover har vi netop slået dørene op for en helt ny udstillingslejlighed for velfærdsteknologi i Odense. En lejlighed, hvor borgerne kan komme ind fra gaden og blive klogere på, hvad der findes af forskellige dimser og hjælpemidler, der kan lette hverdagen.

”Teknologi til lejligheden” er navnet på lejligheden, der er indrettet som et hyggeligt og bekvemt hjem med forskellige teknologier, der skal inspirere til, hvordan hverdagen derhjemme kan gøres lidt lettere. Og hvor man kan se, mærke og prøve det forskellige.

Ud over at inspirere borgerne til at tage velfærdsteknologierne til sig har vi også det mål med lejligheden, at den skal inspirere producenterne den anden vej.

Også her samarbejder vi med Public Intelligence, der driver lejligheden for os. Kommunen lægger lokaler til – lejligheden er nemlig placeret lige inden for døren i Virksom Dialog Dalum, borgernes fysiske indgang til Ældre- og Handicapforvaltningen. Public Intelligence skaffer teknologier til lejligheden og bemander den med rådgivere, der står klar til at vejlede og rådgive borgerne, samtidig med at de samler op på den feedback og de gode ideer, de får fra de potentielle brugere af teknologierne.

Velfærdsteknologi skal afmystificeres Med ”Teknologi til lejligheden” kommer Odense Kommune jo faktisk med et løsningsforslag til den problemstilling, Karen Stæhr rejser i sit debatindlæg fra i tirsdags. Nemlig, at velfærdsteknologier ofte er udviklet i en industriel kontekst, der udspringer af en idé på det private felt og herefter bliver solgt til den kommunale sektor. Og at teknologien derfor ofte kan noget godt, men alligevel rammer ved siden af det, den enkelte borger ønsker sig. Det kan være noget så banalt, som at designet slet ikke er til, at man har lyst til at have den stående i sit hjem. Eller det kan være selve navnet på en teknologi, der afskrækker.

Hvis vi vil have teknologierne flyttet fra fortrappen og helt ind i det enkelte hjem, skal vi både have afmystificeret ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 41

begrebet ’velfærdsteknologi’ over for borgerne, og vi skal have leverandørerne til at ændre deres fokus, når de udvikler produkter. Leverandørerne skal lægge produkttilgangen på hylden og begynde at udvikle dimser og teknologier ud fra et borgerperspektiv. Teknologierne skal kobles sammen med mennesker, så vi får løsninger, som borgerne eftertragter – ikke noget, der opfattes som et nødvendigt onde. Den udvikling håber vi, at Odenses nye ’Teknologi til lejligheden’ kan være med til at sætte rigtig meget skub i. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 42

Organisatoriske barrierer for telemedicin

DEBAT: Telemedicin kan løse nogle af udfordringerne i vores sundhedssystem. Men hvis det skal udbredes, kræver det først og fremmest, at organisatoriske barrierer nedbrydes, skriver Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.

Af Morten Bangsgaard Administrerende direktør i IT-Branchen Alle er enige i, at telemedicin er den eneste rigtige vej at gå, hvis vi skal løse udfordringerne i vores sundhedssystem. Alligevel går udviklingen alt for langsomt her i Danmark. Der er derfor brug for at fjerne barriererne for udbredelse af telemedicin. Netop det var udgangspunktet for et politisk topmøde, som IT-Branchen afholdt i torsdags. Her diskuterede kandidater til regionsrådsvalget, læger, eksperter og it-leverandører, hvad der bremser udvikling af telemedicin i Danmark. Det var værd at bemærke, at teknologien ikke blev fremhævet som nogen barriere. Der findes allerede en lang række løsninger på markedet, som fungerer og kan udbredes i større skala, hvis viljen er der. Der er sikkert tekniske udfordringer, der løbende skal ses på, men det må stå klart, at det først og fremmest er det organisatoriske, som skaber barriererne for telemedicin. It-behandlingsgaranti til patienter Den store udfordring for udbredelse af telemedicin er manglen på konkrete ambitiøse måltal. Det er nødvendigt. Derfor var det også meget glædeligt, at de Radikales spidskandidat til regionsrådet i Hovedstaden, Charlotte Fischer, gav klart udtryk for, at hun vil arbejde for, at Region Hovedstaden får en strategi for telemedicin, der sætter konkrete mål på, hvad der skal opnås. For yderligere at sætte skub på udviklingen kan en strategi også på udvalgte behandlingsområder indeholde en it- behandlingsgaranti til patienterne, lød budskabet. Der er ingen tvivl om, at digitale rettigheder er en effektiv måde at booste den telemedicinske udvikling og samtidig sætte den enkelte borger i centrum. Opgør med kassetækningen Vi skal behandle telemedicin med udgangspunkt i borgeren. Og her udgør kassetænkningen imellem regionerne og kommunerne et grundlæggende problem. Det blev fremhævet klart af det politiske panel, og flere it-leverandører, der havde konkrete eksempler på, hvordan den stive opdeling af økonomien mellem regioner og kommuner har bremset konkrete initiativer med ny telemedicin. Som det især blev pointeret af Venstres kandidat til regionsrådet i Hovedstaden, Michael Lange, så ligger der en skævvridning i systemet, fordi udgifterne især ligger i regionerne, mens kommunerne i høj grad får fordelene af indsatsen. Der er behov for et opgør med kassetænkningen. Et konstruktivt forslag på den korte bane lød på at lave en fællespulje, hvor både kommuner og regioner lægger penge i kassen, så man undgår tovtrækkeriet om, hvem der skal betale regningen. Det kunne sagtens være en farbar vej til hurtigere at få realiseret nye telemedicinske projekter. Helt nye måder at behandle på Skal vi for alvor rykke fremad med telemedicin og skabe nye innovative løsninger, så skal vi blive endnu bedre til at tænke nyt og sætte borgeren i centrum. Telemedicin skal ikke bare sætte strøm til de nuværende processer og behandlingsformer. Telemedicin giver mulighed for at tænke i nye baner. Som Socialdemokraternes kandidat Maja Højgaard fremhævede, så bliver der nu mulighed for komme langt tættere på borgernes hverdag. Med nye mobile enheder og apps er der nu mulighed for at give motion på recept. Noget, der eksempelvis kan være en stor fordel i behandlingen af KOL-patienter. Der skal kort sagt gøres op med både den økonomiske kassetænkning og med kassetænkningen i forhold til måden, sundhedssystemet er organiseret på. Vi skal have modet til at bruge telemedicin til at tænke nyt og skabe ny innovation. Kombineret med nogle konkrete og ambitiøse måltal, så har vi et rigtig godt afsæt for dansk telemedicin. Det kan både give en bedre behandling af danske patienter, skabe nye arbejdspladser og give afsæt for vækst og eksport af dansk sundheds-it. Lad os få nedbrudt barriererne for telemedicin. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 43

Danmark skal være ét samlet udstillingsvindue

DEBAT: Hvis Danmark skal udnytte velfærdsteknologiens eksportpotentiale, skal udvalgte løsninger bruges på landsplan, så vi kan fungere som ét udstillingsvindue, udlandet kan hente inspiration fra. Det mener Mette Rose Skaksen, branchedirektør i DI.

Af Mette Rose Skaksen Branchedirektør i DI Service Ifølge Københavns Kommunes strategi for velfærdsteknologi står medarbejderne i de velfærdsteknologiske virksomheder i hovedstadsregionen for en værdiskabelse på gennemsnitligt 730.000 kroner om året. Samtidig forventer de velfærdsteknologiske virksomheder i regionen at øge beskæftigelsen med 3.400 medarbejdere, svarende til en stigning på over 30 procent, samt løfte eksporten med en lille milliard inden for de kommende år. De positive forventninger er ikke kun isoleret til virksomhederne i hovedstadsområdet. I hele landet er der høje forventninger til fremtiden for dansk velfærdsteknologi. Et afgørende samarbejde I Aarhus Kommune har man eksempelvis dedikeret døgnrehabiliteringscentret Vikærgården til afprøvning af nye velfærdsteknologiske løsninger. Vikærgården er et velfærdsteknologisk eksperimentarium, hvor alle borgere tilbydes et velfærdsteknologisk hjælpemiddel, hvis det kan understøtte borgerens rehabiliteringsforløb. Samarbejdet mellem Vikærgården, kommunen og erhvervslivet giver værdifulde erfaringer om indretningen og brugen af velfærdsteknologi i den daglige drift i forhold til rehabilitering og er derfor med til at understøtte den regionale udvikling af velfærdsteknologiske virksomheder. I Syddanmark har man ligeledes intensiveret arbejdet med at fremme velfærdsteknologiske løsninger. De 22 syddanske kommuner har udviklet en fælleskommunal strategi for velfærdsteknologi i samarbejde med Region Syddanmark og det regionale erhvervsliv. Strategien synliggør desuden, hvad regionens sundheds-, pleje- og omsorgssektor vil efterspørge de kommende år. Vækst- og eksportbidraget fra de velfærdsteknologiske virksomheder giver med god grund et betydeligt incitament for kommuner og regioner til at intensivere samarbejdet med leverandører af sundheds- og velfærdsløsninger. Konkurrence kan øge eksport Samarbejdet er ikke kun med til at løfte effektiviteten og kvaliteten af den offentlige service samt nedbringe slid og sygefravær blandt de ansatte i sundheds- og plejesektoren, men styrker endvidere kommunernes og regionernes mulighed for at skabe værdifulde eksportarbejdspladser. Det store fokus inden for landets grænser er med til at højne kvaliteten og dermed markedsværdien af dansk velfærdsteknologi til gavn for borgere, virksomheder og handelsbalancen. Men det er vigtigt at holde fast i, at der skal være en sammenhængende national indsats, hvis vi vil udnytte eksportmulighederne. Udviklingen bør ske i større enheder, så innovationskraften målrettes succesfulde teknologier, og udbredelsen hurtigt kan skaleres op. Dette vil medvirke til, at Danmark kommer til at fungere som ét samlet udstillingsvindue, hvor udvalgte løsninger er udbredt på landsplan, som udlandet kan skæve til og hente inspiration fra. Dertil kommer, at hvis vi som samlet nation for alvor skal lukrere på den enorme mængde af viden, som hver dag genereres i den offentlige sektor, er vi nødt til at lægge ideologien på hylden og lade en større del af de offentlige forebyggelses-, pleje- og sundhedsopgaver blive udsat for konkurrence. Kun derigennem sikrer vi, at de nationale, regionale og kommunale strategier for udbredelse af velfærdsteknologi materialiserer sig til øget eksport af danske velfærdsløsninger. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 44

KL: Borgere skal trænes i brug af teknologi

DEBAT: Borgere skal tilbydes støtte og træning i at bruge teknologiske hjælpemidler, så deres hverdag i hjemmet hurtigt bliver lettere, skriver Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Af Jacob Bundsgaard Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg Vi er hver især eksperten i vores eget liv. Derfor skal vi have mulighed for at være selvhjulpne i længere tid end i dag. Jeg ser det som et væsentlig kommunalt ansvar at understøtte, at det kan lade sig gøre. Det gør vi blandt andet via den rehabiliterende tilgang til støtte, hvor teknologiske hjælpemidler vil spille en stadig voksende rolle i de kommende år. Det giver livskvalitet og frihed at kunne klare sig selv. Men for nogle borgere opleves det som en omvæltning at skulle betjene hjælpemidler og teknologiske løsninger. Nogle føler sig usikre. Træning i brug af hjælpemidler Borgerne skal ikke have oplevelsen af at være blevet efterladt med en usamlet IKEA-reol, men skal tilbydes støtte og træning i at bruge de nye hjælpemidler, så det fungerer i deres rammer. Og de, der er forhindrede i at benytte nye løsninger, vil fortsat kunne få hjælp. Hvis der er relevante hjælpemidler, der giver borgeren mulighed for at klare de fleste ting i hverdagen selv, skal borgerne have tilbudt disse. Et hjælpemiddel skal dog ikke kun virke, når det bliver afprøvet i hjælpemiddelcentralen, på et omsorgshotel og lignende. For det vigtigste er, at det fungerer hjemme hos borgeren. Det skal betyde en lettere og bedre hverdag, hvor man ikke skal vente på, at hjemmehjælperen kommer forbi og hjælper med at få tøjet på, maden spist eller få vinduet lukket, når det trækker. Vi skal derfor engagere medarbejdere og borgere endnu mere, da det er dem, som bruger og skal bruge hjælpemidler og teknologiske løsninger i deres arbejde og hjemme i stuen. De ved, hvad der virker, og kan sikre, at det også kommer til at virke for andre. Som et godt eksempel vil jeg nævne Vikærgården i Aarhus, som er et ”sundheds- og omsorgshotel”. Her arbejder man netop ud fra en filosofi om, at man træder stien, mens man går. Træningen foregår i et tæt samspil med borgeren, da man dermed får et individuelt forløb, der giver gode resultater på kort og langt sigt. Borgeren opnår selvstændighed og tager ansvar for egen træning – også efter man er kommet hjem i vante rammer. Lovgivningen skal muliggøre løsninger Det er afgørende, at lovgivningen ikke spænder ben for de gode og nytænkende løsninger. Hvis en løsning for eksempel kræver, at der skal arbejdes på tværs af ressortområder, kommunegrænser, mellem sektorer eller lignende, så skal lovgivningen være up to date og give mulighed for, at der findes fleksible løsninger. Det gælder både i forhold til indkøb af hjælpemidler og velfærdsteknologi, når der skal visiteres, og når der skal deles informationer og viden om den enkelte borgers behov og præferencer. Infrastruktur skal på plads Og så er jeg nødt til at nævne, at uden adgang til en velfungerende bredbåndsdækning går det ikke. Bredbånd er et fundament, der skal være på plads. Mangel på bredbåndsdækning er en væsentlig barriere for, at en borger for eksempel kan deltage i genoptræningsforløb hjemme i stuen. Det er staten – i samarbejde med markedet – som må sørge for, at den nødvendige infrastruktur er på plads.

ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 45

Syg, rask eller midt imellem?

DEBAT: Med telemedicin kan man blandt andet mindske antallet af ambulante besøg, skriver Dorte Stigaard, direktør i Region Nordjylland og medlem af styregruppen for Regionernes Sundheds-it.

Af Dorte Stigaard Direktør, Region Nordjylland og medlem af styregruppen for Regionernes Sundheds-it Gennem mit arbejde i sundhedssektoren har jeg mødt mange sundhedspersoner på sygehuse, i almen praksis og i kommunerne. De har alle været drevet af at gøre det bedste for patienterne. Men hvad er det bedste for patienterne? Svaret på det spørgsmål er ikke helt så sort/hvidt, som det var engang. Før var sundhedssektoren præget af en enten/eller-holdning til patienten: Enten var folk syge, og så var de på sygehuset - eller også var de raske og klarede sig selv derhjemme. Sådan er virkeligheden bare ikke for de mange kronisk syge patienter i Danmark - for dem er der forskellige grader af syg og rask. Og her kommer de nye digitale muligheder i spil, for de kan hjælpe os med at håndtere, hvad det vil sige at være syg, rask eller midt imellem. Et eksempel på hvordan digitale muligheder kan hjælpe kronisk syge, er det tværregionale projekt TeleCare Nord, som tilbyder telemedicinsk behandling til lungepatienter i Region Nordjylland. Gennem kommunikations- og informationsteknologi kan patienten måle og følge sin sygdom hjemme i stuen, og det kan mindske antallet af indlæggelser og ambulante besøg på hospitalet. Samarbejde på nye måder I projektet samarbejder kommune, sygehus, almen praksis og patient på en ny måde på tværs af sektorer for at gøre det nemt, enkelt og trygt at være lungepatient. Det handler om, at opgaverne placeres der, hvor det giver mest mening, og hvor ressourcerne bruges mest effektivt. De praktiserende læger vurderer, om patienterne kan have gavn af telemedicin, kommunerne hjælper borgerne med at komme i gang med computer og måleudstyr derhjemme og følger løbende op på målingerne - og sygehusene står for indlæggelse, hvis der er behov for det. De gode resultater fra TeleCare Nord viser, hvordan nye digitale muligheder og nye måder at samarbejde på kan være løftestang for at involvere borgerne mere og flytte dele af behandlingen til eget hjem. Mulighed for at deltage i egen behandling Og den mulighed skal være ens for alle borgere på tværs af regionerne. Derfor har vi i Regionernes Sundheds-it aftalt at udbrede det telemedicinske tilbud til de andre regioner, når vi har vist, at det fungerer godt i Nordjylland. For patienter, der hverken er helt raske eller helt syge, men et sted midt imellem, skal have samme muligheder for at tage styring og del i egen behandling - hjemmefra. Det er ikke en øvelse i it og teknik. Det er en øvelse i samarbejde, der river muren ned mellem siloer i sundhedssektoren og mellem patienterne og sundhedssektoren. Det er vel ikke så ringe endda, sagt på nordjysk. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 46

PANEL III: Velfærdsløsningers udfordringer til debat

PRÆSENTATION: Hvilke udfordringer rummer fremtidens digitale og teknologiske løsninger? Det tager Altinget | Velfærdsteknologi op til debat. Læs mere og mød panelet.

Telemedicin, robotstøvsugere, vasketoiletter, det fælles medicinkort og telemonitorering er blot et lille udsnit af de løsninger, velfærdsteknologien rummer. De fleste er enige i, at der er mange muligheder i forbindelse med velfærdsløsninger, men hvilke udfordringer ligger der i den kommende implementering?

Kan borgerne følge med udviklingen? Hvordan sikrer vi, at patienterne bruger og forstår løsningerne korrekt? Går vi på kompromis med behovet for menneskelig omsorg? Bør kommunerne have ét fælles it-system, eller bør de have individuelle systemer, som måske har svært ved at kommunikere sammen, men som gør ventetiden kortere? etc. etc.

Vi har i den kommende måned valgt at fokusere på udfordringerne ved digitale og teknologiske løsninger på social- og sundhedsområdet. Og der en masse udfordringer, debatpanelet kan tage fat på. Velfærdsteknologidebatten er et nyt koncept på Altinget | Velfærdsteknologi, der sigter efter at styrke og fokusere både den politiske og faglige debat i Danmark inden for velfærdsteknologi. Kort sagt går velfærdsteknologidebatten ud på, at redaktionen hver måned udvælger særlige emner og problemstillinger inden for området for velfærdsteknologi, som debatpanelet skal debattere. Det nye debatpanel består af otte personer, som har særlig viden om, erfaring med eller engagement inden for velfærdsteknologiske løsninger. Læs mere om panelet her: Pernille Vigsø Bagge, it-ordfører for SF. Pernille Vigsø Bagge er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet. Hun har været medlem af SF siden 1999 og sad i kommunalbestyrelsen i Løgstør fra 2001 - 2005. Pernille Vigsø Bagge blev for første gang valgt ind i Folketinget i 2005 og fungerede som SF’s gruppeformand i 2011-12. Ud over at være it-ordfører er hun erhvervs-, kirke-, kommunal- og undervisningsordfører samt ordfører vedr. Grønland. Stine Brix, sundheds- og it-ordfører for EL. Stine Brix er lægestuderende ved Københavns Universitet. Hun har været medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse siden 2009 og blev valgt ind i Folketinget for første gang ved valget i 2011. Fra 2013 har Stine Brix også fungeret som formand for Enhedslistens folketingsgruppe. Ud over at være sundheds- og it-ordfører er Stine Brix også erhvervs-, handicap- og psykiatriordfører. Jens Andersen, adm. direktør for Region Sjælland og styregruppeformand for Regionernes Sundheds-it. Jens Andersen er uddannet cand.scient.pol. og har haft en række ledende stillinger i både den offentlige og private sektor. Foruden at være administrerende direktør i Region Sjælland, som beskæftiger ca. 15.000 medarbejdere, er Jens styregruppeformand for de fem regioners fælles og forpligtende samarbejde på sundheds-it-området, Regionernes Sundheds-it (RSI). Jens Andersen er også bestyrelsesmedlem i Den Nationale Bestyrelse for Sundheds-it. Stinne Aaløkke Ballegaard, seniorprojektleder i KORA. Stinne Aaløkke Ballegaard er uddannet antropolog og har en ph.d. i informationsvidenskab. Hun er specialist i brug af sundheds- og velfærdsteknologi og evaluerer nye løsninger. Hun har især beskæftiget sig med sundheds-it i hjemmet, patienter og pårørendes brug af sundheds-it samt snitfladen mellem patienter i hjemmet og personalet i sundhedssektoren, fx via tele-medicinsk monitorering, diagnose og behandling. Hun har også fokus på ny teknologis implikationer for sundhedsfagligt personales arbejde i form af krav til kompetencer, faglighed og måder at samarbejde på. Karin Holland, direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune. Karin Holland er uddannet cand.scient.soc. Hun skriver, at Horsens Kommune i 2010 vedtod Innovationsstrategien "Nye veje til velfærd". Fællesmantraet er ”mer for mindre”, det vil sige merværdi for brugere samtidig med bedre velfærdsøkonomi. Udvikling af innovationstiltag har de seneste fire år været drevet ”rundt om” fire platforme. Mestring og rehabilitering; Velfærdsteknologi; Civilsamfundet samt tværgående partnerskaber. Inden for disse innovationsområder er der udviklet og igangsat cirka 40 nye innovationstiltag, hvor 10 af disse er inden for velfærdsteknologi. Martin Koch Pedersen, sundhedschef i Dansk Erhverv. Martin Koch Pedersen er uddannet cand.scient.pol. Han er sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv, der organiserer mange af de private, non-profit og selvejende virksomheder og institutioner inden for sundhed– og velfærdsområdet. Det gælder lægemiddelindustri, producenter af medicinsk udstyr, leverandører af velfærdsteknologi og sundheds-IT samt private sygehuse, bo- og opholdssteder, leverandører af hjemmepleje og omsorg samt leverandører af sundhedsordninger. Dansk Erhverv arbejder blandt andet for, at lovgivningen indrettes, så patienter har klare rettigheder til hurtig og effektiv undersøgelse, behandling og genoptræning. Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen. Bjarne Hastrup er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Han var frem til 1984 direktør i erhvervsorganisationen Håndværksrådet, men var som direktør i EGV med til i 1986 at stifte Ældre Sagen, hvor han i alle ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 47

27 år har været administrerende direktør. Bjarne Hastrup skriver, at han er meget aktiv i den offentlige debat om social velfærd i Danmark og har skrevet en hel række bøger og artikler om emnet. Han er sideløbende med sit arbejde i Ældre Sagen ekstern lektor ved Københavns Universitet og underviser i socialpolitik, ældrepolitik samt den danske velfærdsmodel. Ejvind Jørgensen, direktør i Rambøll. Ejvind Jørgensen er it-uddannet og HD i organisation og virksomhedsledelse. Han har en fortid i it-branchen, men han har arbejdet som konsulent og leder i spændingsfeltet mellem strategi, teknologi og organisationsudvikling. Ejvind Jørgensen har stået bag IT i praksis®, som analyserer og giver anbefalinger til, hvordan man som virksomhed og samfund kan øge værdien af it-investeringer. Som formand DANSK IT's udvalg for it i den offentlige sektor, medstifter og formand for idédebat-projektet "Danmark 3.0" og medlem af DI's digitaliseringsudvalg er Ejvind Jørgensen en aktiv it- politisk debattør. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 48

Telemedicin skal tilpasses patienterne

DEBAT: Flere patienter vil i fremtiden blive overvåget og behandlet i hjemmet. Det kræver skræddersyede løsninger, hvis de mest sårbare patienter skal kunne være med. Det mener Stinne Aaløkke Ballegaard, seniorprojektleder i KORA.

Af Stinne Aaløkke Ballegaard Seniorprojektleder i KORA I fremtiden skal alle relevante patienter behandles og overvåges telemedicinsk i deres eget hjem i stedet for på hospitalet. Det lægger regeringen, KL og Danske Regioner op til i deres fælles strategi for Digital Velfærd. Men visionen rummer en række centrale spørgsmål: Hvem er de relevante patienter? Hvordan identificeres de relevante patienter? Og hvordan kan de telemedicinske løsninger udformes, så de imødekommer flest mulige patienters behov? Hvis flest mulige patienter skal få gavn af telemedicinsk behandling, er det væsentligt, at de telemedicinske løsninger er så fleksible, at de kan tilpasses patienterne og deres kompetencer i forhold til egenomsorg, sygdomsforståelse, behov for støtte og anvendelse af teknologi. Patienter er ikke ens Der er stor forskel på patienter og på, hvordan patienter oplever den samme teknologi. Nogle patienter har stort indblik i deres sygdomsforløb, de er i stand til at fortolke målinger og er fortrolige med, hvordan de selv foretager korrekte målinger. For den type patienter vil telemedicinsk behandling og egenmonitorering give en øget følelse af kontrol og af at have styr på sygdomsudvikling og behandling. Andre patienter har ikke opnået samme fortrolighed med deres sygdom, symptomer, tal eller behandling. For denne gruppe kan det være overvældende og frustrerende at deltage i det samme telemedicinske behandlingsforløb: Måske stemmer patientens oplevelse af sygdommen ikke overens med de målte værdier, eller måske har patienten ikke overskud til at tage ansvar for egenmonitorering. Patienter er ikke ens, men det er de telemedicinske tilbud som regel: Hvert hospital har én standardløsning pr. diagnose, som de tilbyder til alle de patienter, som kan have gavn af det telemedicinske tilbud. Patienter, der ikke kan honorere de krav, der ligger implicit i løsningen, tilbydes ambulant behandling som vanligt. Match mellem teknologi og patient Organiseringen af de telemedicinske tilbud og valg af teknologi kan imidlertid godt varieres og dermed rettes mod forskellige typer af patienter med den samme diagnose. En type løsning er baseret på video. Videoløsninger udgør en solid platform for læring, hvor patienter og behandler kan fortolke symptomer, målinger og behandling sammen, ligesom de giver plads til at diskutere øvrige emner, som har relevans for at lære at leve med en kronisk sygdom. Denne type løsning er velegnet til patienter, som har stort behov for støtte. En anden type løsning er baseret på asynkron teknologi, hvor patienter selv laver deres målinger og sender ind til hospitalet via en tablet eller terminal. Den asynkrone løsning fokuserer snævert på prædefinerede spørgsmål og symptomer, men den giver meget lidt feedback til patienten i form af støtte til fortolkning, handlingsanvisninger eller uddannelse af patienten. Den egner sig i høj grad til patienter, der har en stor sygdomsforståelse og egenomsorg, og den kan også anvendes til fjernmonitorering. Endelig er der eksempler på, at de to typer teknologi kombineres, hvor brug af video giver rum til oplæring, opbyggelse af forståelse for symptomer, tal og handlinger. Herefter overgår patienten til asynkron monitorering, hvor fjernmonitorering fra hospitalet gradvist trappes ned til fordel for patientens egenmonitorering. Organisering af telemedicinske løsninger Det er altså muligt at sammensætte telemedicinske behandlingsforløb, som kan imødekomme patienters forskellige behov. Differentiering af patienterne stiller imidlertid store krav til organiseringen af services og ydelser. Først og fremmest skal hospitalet udvikle forskellige variationsmuligheder i den telemedicinske behandling og skabe en organisation, som understøtter muligheder for differentierede forløb og teknologi. Samtidig er der behov for udvikling af værktøjer til at analysere patienterne, deres behov og kompetencer, så man sikrer sig at tilbyde de rette løsninger til hver enkelt patient. I øjeblikket er billedet nærmest omvendt. Fremfor at se på, hvilken løsning patienten har behov for, leder personalet efter patienter, som passer til løsningen, og de forsøger hele tiden at udvide målgruppen for, hvem der kan inkluderes. Så tele-KOL for eksempel ikke kun tilbydes til patienter med svær eller meget svær KOL, men også til patienter med moderat KOL eller nydiagnosticerede patienter. Endelig stiller differentiering af patienter krav til det tværsektorielle samarbejde. Nogle patienter kan selv varetage den telemedicinske behandling i samarbejde med specialister, mens andre har brug for støtte fra hjemmeplejen. Som det er nu, ekskluderes nogle af de mest sårbare patienter fra telemedicinske tilbud, for eksempel patienter på plejehjem. Men måske kunne netop disse patienter have god gavn af telemedicinsk behandling. I samarbejde med personalet kan patienten modtage specialiseret behandling uden at skulle udsættes for unødig belastning i form af transport og lange ventetider, som kan være udmagrende for denne patientgruppe. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 49

Organisering af differentieret telemedicinsk behandling er en særlig stor udfordring, når løsningerne skal implementeres i stor skala. Hvis telemedicin skal glæde flertallet af patienter, er det nødvendigt at arbejde strategisk med denne udfordring. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 50

Data kan deles over forskellige it-systemer

DEBAT: Èt fælles it-system i sundhedsvæsenet vil være en dyr affære. Derfor kobler regionerne de velfungerende systemer på hospitaler og i almen praksis, så de ”kan tale sammen", skriver Jens Andersen, formand for Regionernes Sundheds-it og adm. direktør i Region Sjælland.

Af Jens Andersen Formand for Regionernes Sundheds-it (RSI) og administrerende direktør i Region Sjælland Når vi besøger vores læge eller bliver indlagt på hospitalet, har vi klare forventninger til, at lægen eller sygeplejersken kender vores sygdomshistorie, også hvad der skete dengang, vi blev indlagt efter fødselsdagen hos moster Anna i den anden ende af landet. I medierne har den generelle holdning været, at man bare kunne stille denne viden til rådighed ved at anskaffe ét fælles it-system fra én leverandør for hele Danmark, men erfaringer viser, at den vej er dyr og farlig. England har for eksempel måttet opgive et milliardprojekt efter mange års forsøg på at indføre ét landsdækkende system. De danske regioner har allerede investeret massivt i den sundhedsfaglige it-arbejdsplads, som de hospitalsansatte er rutinerede brugere af. Hvis vi med ét slag forsøgte at erstatte de nuværende sundheds-it-løsninger med ét landsdækkende system, ville det både udfordre klinikernes arbejde, blive meget bekosteligt for Danmarks borgere, og der ville ikke være garantier for resultatet. Kobler velfungerende systemer I Danmark har vi derfor valgt en anden vej, som kan bringe os sikrere og bedre til målet - samtidig med at vi passer på pengene. Vi knytter bånd mellem de velfungerende systemer, vi allerede har på hospitalerne og i almen praksis, så de ”kan tale sammen”. Hver region har inden for det næste år én overordnet elektronisk patientjournal, og data mellem dem deles via den fælles e-journal, som giver sundhedspersonale og patienter i hele landet adgang til journaloplysninger fra alle landets hospitaler. Men ingen roser uden torne. Selvom vi er kommet langt med systemer, der hænger sammen, og vi kan datadele på tværs, ved vi, at det for de hospitalsansatte nogle gange kan blive overskygget af praktiske og jordnære it-problemer. Og vi ved også, at der til stadighed vil være områder, hvor der er behov for at dele endnu flere data. Ny "Sundhedsjournal" Til årsskiftet lancerer vi en forbedret version af e-journalen kaldet Sundhedsjournalen. Foruden journaloplysninger fra landets hospitaler indeholder Sundhedsjournalen også journaloplysninger fra de praktiserende læger samt laboratoriesvar fra både hospitaler og praktiserende læger, vaccinationsoplysninger, donorregister m.m. Og det er allerede aftalt med kommunerne, at den næste version af Sundhedsjournalen skal inkludere oplysninger fra kommunernes omsorgssystemer. Hermed håber jeg at kunne punktere myten om, at vi i sundhedsvæsenet ikke kan og vil dele data, fordi vi ikke har samme system. Næste punkt kunne så være en debat om, hvorvidt vi i dag deler de fornødne data, eller om der skal mere eller mindre til? Vi er parate til også at gå ind i den diskussion. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 51

Velfærdsteknologi skal ikke være en tvang

DEBAT: Kommunerne skal inddrage borgerne, når teknologiske løsninger skal implementeres. Men der skal også være plads til de borgere, der fortsat ønsker hjælp fra rigtige mennesker, skriver direktør Bjarne Hastrup, Ældre Sagen.

Af Bjarne Hastrup Administrerende direktør i Ældre Sagen Kommuner og regioner tilbyder i stigende omfang velfærdsteknologi i form af telemedicin, GPS og robotstøvsugere. Det kan på mange måder være en gevinst for brugerne. Ældre og handicappede behøver ikke at blive befordret til læge og sygehus, men kan sidde derhjemme og blive undersøgt via en computer. Demente kan udstyres med GPS og derved i længere tid færdes frit rundt, fordi de med GPS’en kan findes igen, og robotstøvsugere egner sig glimrende til store gangarealer på for eksempel rådhuse og plejehjem, men har vist sig ikke så egnede i private boliger med små rum og mange møbler. Mærkeligt nok er det her, kommunerne har været mest ivrige - med robotstøvsugerne. Flere kommuner har indført robotstøvsugere hen over hovedet på borgerne – helt ude af trit med både brugere og befolkningen som helhed, bare fordi de vil spare. Borgeren skal ikke betale selv I Ældre Sagen ser vi store muligheder i velfærdsteknologi. Men brugeren skal altså tages med på råd, motiveres og ikke mindst kunne sige nej, hvis han eller hun hellere vil have løst opgaverne på traditionel vis. Det er helt afgørende, og det var også Ældrekommissionens anbefaling. Og sådan er det desværre ikke i alle kommuner, ser vi. Det skal heller ikke koste noget for brugeren at bruge velfærdsteknologi. Vi synes ikke, det er i orden, når kommuner indfører robotstøvsugere og siger til de ældre, der modtager praktisk hjælp, at de selv må anskaffe sig en robotstøvsuger - og i øvrigt så kommer hjemmehjælpen i øvrigt ikke længere. Kommunerne kan ikke forlange, at hjemmehjælpsmodtagere selv betaler for robotstøvsuger. Det fastslog Det Sociale Nævn i Region Syddanmark tidligere på året. Kommunerne må selv betale for robotstøvsugerne. Det synes befolkningen også, når vi spørger dem. Ifølge en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, vi har fået foretaget af YouGov, hvor 2.015 danskere over 18 år er blevet spurgt, svarer otte ud af ti, at det ikke må koste borgeren noget, når velfærdsteknologien erstatter en i forvejen gratis ydelse som for eksempel praktisk hjælp. Et stort flertal på syv ud af ti siger nej til, at borgere, der ikke selv er i stand til at støvsuge, bliver henvist af kommunen til selv at anskaffe sig en robotstøvsuger. Personlig kontakt skal ikke erstattes Og hvem har ansvaret for vedligeholdelse af produkterne, hvem instruerer i brugen af dem, og hvem holder øje med brugernes helbred, når de sidder derhjemme med skærm og forskelligt apparatur? Her skal vi jo ikke glemme, at hjemmehjælperne har en stor forebyggende effekt. De kender dem, de kommer hos, så de kan hurtigt bemærke, hvis der er noget, der er anderledes, hvis for eksempel helbredstilstanden ændrer sig. Gør den det, skal der følges op. Denne forebyggelse skal jo så sikres på en anden måde, hvis man indfører velfærdsteknologi. Hele otte ud af ti danskere mener da også, at velfærdsteknologien ikke må erstatte kontakten til personale. Brugerne skal følges tæt, både hvordan de har det sundhedsmæssigt, men også hvordan de bruger velfærdsteknologien. Det skal være let at få hjælp til vejledning og instruktion i brugen. Det mener otte ud af ti danskere. I Ældre Sagen beder vi om, at kommunerne tager borgerne med på råd, inddrager dem undervejs i processen, motiverer dem og tager ved lære af borgernes erfaringer. Ikke mindst skal de droppe velfærdsteknologien hos borgere, der ikke vil have den. De skal stadig kunne få løst opgaver af rigtige mennesker. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 52

SF: Teknologi udelukker ikke varme hænder

DEBAT: Velfærdsløsninger skal ikke erstatte medarbejderne, men støtte dem i deres arbejde, så behandlingskvaliteten forbedres, og arbejdsgangene bliver mindre nedslidende. Det mener Pernille Vigsø Bagge, it-ordfører for SF.

Af Pernille Vigsø Bagge (SF) It-ordfører Samfundet skal blive bedre til at udnytte, udbrede og udvikle velfærdsteknologi i den offentlige sektor. Vi skal ikke være skræmte over udsigten til mere velfærdsteknologi, da it, robotter og intelligente hjælpemidler kan bidrage til at øge velfærden for både borgere og medarbejdere inden for både social-, ældre-, handicap-, børne- og sundhedsområdet.

For eksempel har mange sklerosepatienter, handicappede og ældre stor gavn af den øgede frihed, som et selvrensende toilet giver dem, ligesom forsøg med spiserobotter til mennesker med funktionsnedsættelse i arme og hænder viser, at deres selvtillid og samlede livskvalitet stiger, fordi teknologien gør dem mere uafhængige af plejere.

I andre tilfælde, hvor borgeren ikke selv kan betjene teknologien eller er afhængige af et andet menneske, har teknologiske løfterobotter og andre instrumenter et andet formål, da teknologien her gør det lettere og mindre nedslidende for medarbejderen at udføre daglige gøremål som toiletbesøg, bad og rengøring.

Når medarbejderen assisteres af teknologiske redskaber, bliver der desuden mere tid til snak, omsorg og personlig pleje, hvilket klart har en positiv effekt på borgernes trivsel. Desuden har den stigende brug af telemedicin resulteret i en forbedret behandlingskvalitet for patienterne og lettet dele af personalets arbejdsgange. Til gavn for borgere og medarbejdere Med ovenstående in mente er det derfor ærgerligt, at Dansk Folkeparti især under den netop afsluttede kommunalvalgkamp flere gange forsøgte at tegne et stærkt forsimplet billede af, at velfærdsteknologi er et ubetinget onde, som kommunerne blot vil udnytte til spare på de menneskelige relationer i den offentlige velfærd.

Det er stærkt misvisende at afgrænse debatten om velfærdsteknologi til blot at omhandle ældre, ligesom man heller ikke kan reducere spørgsmålet til et simpelt enten-eller-tilfælde, hvor varme hænder og kolde robotter gensidigt udelukker hinanden.

Udbredelsen af velfærdsteknologi handler ikke om at erstatte mennesker med maskiner eller om at afholde sparerunder i det offentlige. Tværtimod handler det om, at maskiner kan udføre nogle relevante opgaver og bistå plejepersonalet i nogle daglige gøremål på en måde, så det både gavner borgerens trivsel og medarbejderens arbejdsmiljø.

I ældreplejen kan ny teknologi for eksempel frigøre ressourcer, der kan anvendes til at forbedre ældres trivsel, da der bliver mere tid til snak og personlig kontakt, når den nyeste teknologi kan varetage en del af medarbejderens fysiske og tidskrævende arbejdsopgaver.

Velfærdsteknologi er ikke kun for ældre Det er dog vigtigt at understrege, at ældreområdet kun er ét af mange områder, hvor det er relevant at diskutere inddragelsen af ny teknologi. Der er nemlig masser af andre samfundsgrupper som for eksempel handicappede og folk i genoptræning, der nyder godt af de teknologiske hjælpemidler, som sygeplejersker, fysioterapeuter, handicapmedhjælpere og sosu-assistenter betjener sig af i det praktiske arbejde.

Af nyere forsøg med velfærdsteknologi kan nævnes, at Undervisningsministeriet for nylig har igangsat et projekt, hvor ordblinde børn i folkeskolen udstyres med en it-rygsæk bestående af en bærbar computer med talesyntese, der kan læse tekst op for børnene, et ordforslagsprogram, som kan støtte i skriftlige opgaver samt en scanner og scannepen, som børnene kan benytte til at scanne papirtekst til oplæsning.

En lavpraktisk udfordring for velfærdsteknologiens fremtidsperspektiver består derfor ganske grundlæggende i, at man får nuanceret og bredt diskussionen ud, så andre relevante områder end ældreplejen afdækkes.

Teknologitræning som del af grunduddannelse Behovet for at inddrage nyeste teknologi i plejeopgaver er basalt, fordi alle prognoser viser, at der bliver færre og færre varme hænder til at tage sig af flere og flere personer i social- og sundhedssektoren. Med tanke på de arbejdsmarkedsmæssige udfordringer er det simpelthen nødvendigt, at man allerede nu begynder at fokusere på, hvordan man bedst udnytter de velfærdsteknologiske løsninger, hvis samfundet skal bibeholde et forholdsvis højt service –og plejeniveau i fremtiden.

ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 53

Med tanke på fremtidens udfordringer ønsker vi i SF af samme grund, at man sætter ind med kurser og vejledning til alle medarbejdere i omsorgs- og plejejob, så de hurtigst muligt bliver i stand til at betjene den nyeste teknologi. Det er vigtigt, at man allerede på grunduddannelserne og selvfølgelig i efteruddannelsesforløb sikrer, at fagpersoner i sundheds- og plejesektoren bliver fortrolige med de nye velfærdsteknologiske løsninger. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 54

Gør velfærdsteknologi til en lokalpolitisk prioritet

DEBAT: Kommunalvalget er overstået, og det er nu, de politiske prioriteringer skal omsættes i målsætninger og indsatser for de kommende år. Velfærdsteknologien bør spille en hovedrolle, skriver Ejvind Jørgensen, direktør i Rambøll.

Af Ejvind Jørgensen Direktør i Rambøll Velfærdsteknologi er en størrelse, befolkningen kan forholde sig til. Lidt i modsætning til de administrative, digitale løsninger. Velfærdsteknologi er konkret og dermed nærværende. Og befolkningen er overvejende positivt indstillet. På spørgsmålet om, hvorvidt det er acceptabelt at anvende velfærdsteknologi til personlig omsorg og pleje, nikker 48 procent af befolkningen ja, mens 27 procent ryster på hovedet. Resten forholder sig neutrale. Selv blandt de ældre over 65 år er det fortsat 42 procent, som er positive. Det viser nøgletal fra IT i praksis® 2013. Kommunerne tøver Velfærdsteknologi kan – rigtigt tænkt og godt implementeret – nemlig blive værdifuldt for borgerne. Det kan give frihed, selvstændighed, tryghed og selvværd. Velfærdsteknologiske løsninger kan bidrage til at gøre borgerne mere selvhjulpne på deres præmis og på den måde optimere deres velfærd. For eksempel gennem telemedicin, hjælperedskaber i eget hjem, mulighed for videokommunikation etc. Det paradoksale er, at kommunerne tøver. Belært af sagen om robotstøvsugerne er de blevet mere forsigtige. Kun en ud af seks kommuner vil stille krav til borgerne om anvendelse af velfærdsteknologi. Men måske skulle man vende det på hovedet? Borgerene er klar Hvad nu hvis borgerne havde krav på selv at vælge velfærdsteknologiske løsninger? Det kunne give et ‘markedstræk’ og dermed også en større sikkerhed for accept og ejerskab fra borgerne. Modellen kan selvsagt udvikle sig til et økonomisk mareridt, hvis man ikke tænker sig godt om. Omvendt, så er det på tide, at vi begynder at tage afsæt i borgerne, forstår deres situation og sætter dem i førersædet. Vi kommer næppe godt af sted med at trække teknologien ned over hovederne på folk. Og hvorfor skulle vi egentlig det, når de rent faktisk er klar til at tage imod den? Bør være en lokalpolitisk prioritet IT i praksis® 2013 illustrerer en interessant sammenhæng. Når kommunalpolitikerne spiller en aktiv og markant rolle i formuleringen af visioner og mål for digitaliseringen, så er den kommunale topledelse markant optaget af kunderne – det vil sige borgerne. 56 procent af de kommunale topledere prioriterer kundefokus strategisk over ressourceomkostninger, mens det blot er tilfældet for 36 procent i de tilfælde, hvor politikerne spiller ingen eller en meget beskeden rolle i visioner og målsætning. At tage afsæt i borgernes, deres situation og behov er – måske ikke så overraskende – et forhold, som adskiller de kommuner, der opnår størst forretningsværdi ud af deres digitale investeringer, fra dem, der får de mest beskedne resultater. Når gevinsten er så åbenlys, hvorfor er der så ikke flere, der gør det? Opfordringen til politikerne er: Gør velfærdsteknologi til en lokalpolitisk prioritet. Borgerne mener faktisk, den er både nærværende og interessant. Få sat nogle ambitiøse og visionære mål. Som IT i praksis ® viser – det øger opmærksomheden på borgerne – kommunen bliver mere ekstrovert i sin tænkning. Og det er nogle af de afgørende faktorer for at skabe succes med velfærdsteknologi. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 55

Borgere er aktive medproducenter

DEBAT: For at udnytte ny teknologis potentiale skal løsningerne designes med udgangspunkt i borgernes hverdagsliv. Det mener Karin Holland, direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune.

Af Karin Holland Direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune Velfærdsteknologi skal bidrage til mere end egenmonitorering, sikring af et godt helbred og kvalitet i behandlingen. Velfærd handler om, at vi som borgere kan have et aktivt liv uafhængigt af professionelle og med mulighed for at indgå i forpligtende fællesskaber, være deltagende borgere og have et godt netværk uanset alder og kroniske lidelser mm. De velfærdteknologiske muligheder udfordrer grundlæggende hele organiseringen af velfærd. For at få det fulde potentiale af ny teknologi bør borgerens hele liv være det centrale, og aktørerne bør tænke på tværs for at bevare denne helhed som det fælles. Borgere er ikke passive modtagere, men aktive medproducenter. Mod og risikovillighed Det fordrer mod til at ændre og udfordre det organisatoriske set up rundt om borgerne samt relationerne mellem borger og system. At udnytte potentialet kræver samtidig risikovillighed hos de offentlige aktører til at sætte sig ud over egne siloer og budgetter. Fokus må være på borgernes velfærd og den samlede velfærdsøkonomi frem for den enkelte offentlige aktørs budget. Region Midt, Hospitalsenheden Horsens og Horsens Kommune har aftalt et effektdrevet innovationsprojekt "Horsens på forkant", hvor borgeren er i centrum for beslutninger. Udgangspunktet er, at ressourcerne findes uden for de offentlige budgetter, og at borgernes egenkapacitet kan være et stort uudnyttet potentiale. Design med afsæt i borgernes behov Der er ikke fra start konkret viden om en løsning, men løsningen findes i en action learning proces. Projektet skal udvikle næste generation af telemedicinske løsninger, ”Sundheds-Hotspottet”, som vil fremme samarbejdet og forbedre borgerens muligheder for at mestre egen sygdom og liv. ”Sundheds-Hotspottet” vil gøre det muligt for borgeren at foretage og følge trenden på egne målinger hvor som helst, og når der er behov for det samt at komme i kontakt med en sundhedsprofessionel. Borger og professionelle kan kontakte og tale med hinanden via ”Sundheds-Hotspottet”, herunder chatte, udveksle alle former for data, billeder og afholde (video)konferencer. Konkret er ”Sundheds-Hotspottet” en fælles platform for deling af information mellem borger, kommune, egen læge og hospital i form af en skærm i borgerens eget hjem (senere på borgerens egen PC som en web-applikation og/eller en App). Den rette teknologi mangler, men udvikles i et OPI-fællesskab med et telekonsortie bestående af Falck, Copenhagen Living Lab og Next Step Citizen. Der fokuseres på vigtigheden af teknologi, der matcher borgerne og ikke omvendt. Udgangspunktet er, at teknologi skal designes ind i et hverdagsliv, så vi undgår et hjem, hvor det blot er hospitalet, der er rykket ud. En tværsektoriel løsning Der er ingen viden om, hvem der ud over borgeren får den største gevinst – er det regionen eller kommunen i form af mindre medfinansiering eller ved et fald i vedvarende kommunale støttebehov? Det er aftalt, at begge parter investerer i projektet med halvdelen til hver. Forankringen af projektet sker i en fælles organisering og med fælles ledelse uden for egen silo. Projektet sigter således på at ændre samarbejdsform og ansvarsdeling ud fra, hvad der fremmer målet, mere end ud fra den nuværende ansvarsfordeling mellem region og kommune. Projektet er et led i at skabe en model for en sømløs, tværsektoriel telemedicinsk løsning, som anbefales i den nationale telemedicinske strategi. Forskning (Syddansk Universitet og Aarhus Universitet) vil give svar på dels samfundsøkonomien og nytteværdien for såvel borgere som samfund samt på organiseringen og ledelsen. I alt 400 borgere (ældre og kronikere) vil blive involveret i projektet. Support til brugere er afgørende Kommuner og regioner i Danmark har flere og varierende telemedicinske løsninger som det ovenfor omtalte. Fælles problemstilling for os alle er, hvordan vi bedst kan servicere, instruere og give personlig vejledning til borgere med it-udstyr i eget hjem samt sikre hurtig udrykning med support ved nedbrud. På tværs af kommuner og regioner bør etableres et fælles servicecenter, der kan varetage disse funktioner, frem for at hvert projekt må have sit eget. Region Midt har netop taget initiativ til udvikling af et fælles servicecenter i samarbejde med kommuner i regionen, hvorfra denne support kan gives til borgere ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 56

Velfærdsløsninger kan ikke løse opgaven alene

DEBAT: Velfærdsteknologi kan ikke løse udfordringerne i sundhedsvæsenet alene. Måden, vi organiserer sundhedsvæsenet på, kræver også en gennemgribende modernisering, skriver Martin Koch Pedersen, sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Af Martin Koch Pedersen Sundhedspolitisk chef, Dansk Erhverv Svaret er både ja og nej. Der er ingen tvivl om, at øget brug af velfærdsteknologi i sundhedsvæsenet dels kan optimere arbejdsgange og frigøre ressourcer og dels give patienterne større frihed og mulighed for at tage ejerskab over egen sygdom og rehabilitering. Dansk Erhverv støtter helhjertet regeringens ambitioner om at satse på velfærdsteknologi i sundhedsvæsenet. Og vi har allerede nu høstet flere gode erfaringer med de forsøgsprojekter, som har været gennemført i regionerne som for eksempel Telecare Nord i Region Nordjylland. Det er derfor vigtigt at bygge videre på erfaringerne og implementere de gode løsninger i hele landet. Teknologi kan ikke alene løse opgaven Retter vi blikket nogle år ud i fremtiden og tror, at velfærdsteknologi alene kan løse sundhedsvæsenets udfordringer, så sætter vi det blinde øje for kikkerten. Sundhedsvæsenets udfordringer med en aldrende befolkning, med flere kronikere og med stadigt større forventningspres fra patienterne om bedre behandlingskvalitet og højere service kræver en gennemgribende modernisering af den måde, hvorpå vi organiserer sundhedsvæsenet. Dansk Erhverv ser gerne, at vi ser på hensigtsmæssigheden af ydernummersystemet og øger muligheden for, at flere sundhedsaktører kan bygge og drive for eksempel sundhedshuse med flere specialer under samme tag. Det vil sikre for eksempel investering i ny teknologi og sikre, at de mange velfærdsteknologiske løsninger kan håndteres i primærsektoren, hvor de nuværende enkeltmandsklinikker formentlig vil have svært ved at finde kapital til sådanne investeringer. Teknologiske patientrettigheder Som før nævnt støtter Dansk Erhverv strategien "Digitalisering med effekt – Nationale mål for digitalisering af sundhedsvæsenet 2013-2017", som regeringen i juni 2013 indgik med KL og Danske Regioner. Det stærke ved aftalen er konkrete mål for udbredelse af sundheds-it og velfærdsteknologiske løsninger målrettet borger, patienter og ansatte i sundhedsvæsenet. Men Dansk Erhverv vil videre og mener, at borgerne skal sikres mulighed for at kunne vælge digitale sundhedstilbud og behandlingsformer som alternativ til traditionelle løsninger. Regeringen skal derfor ved økonomiforhandlingerne mellem KL og Danske Regioner årligt sætte mål for nye områder, hvor borgerne skal have mulighed for at vælge digitale sundhedstilbud, eksempelvis inden for telemedicin, hjemmebehandling, genoptræning, selvmonitorering med videre, hvis det er sundhedsfagligt forsvarligt. Kun ved at være ambitiøs og sætte klare mål kan vi sikre fremdrift og retning på indførelse af velfærdsteknologi i sundhedssektoren. Danmark som udstillingsvindue Et måske lidt glemt aspekt af hele debatten om velfærdsteknologi er, at danske virksomheder inden for sundheds-it og velfærdsteknologiområdet i dag er blandt nogle af verdens førende og mest innovative. Det er de blandt andet, fordi hjemmemarkedet igennem flere år har efterspurgt teknologiske løsninger, og at sundhedsvæsenet i samarbejde med erhvervet har udviklet nye, moderne teknologiske løsninger. Det aspekt, at der er et efterspørgselsorienteret hjemmemarked, er helt afgørende for, at danske virksomheder i dag kan agere på de internationale markeder og bruge Danmark som udstillingsvindue. Derfor er en ambitiøs strategi for indførelse af velfærdsteknologi ikke kun til gavn for patienterne og sundhedsvæsenet, men det skaber også arbejdspladser og indtjening til Danmark. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 57

Der skal ikke skæres i ældreplejen

DEBAT: De ekstra ressourcer, som frigøres ved brug af velfærdsteknologi, skal bruges til mere samvær og aktiviteter med borgeren. Ikke nedskæringer, mener direktør Bjarne Hastrup, Ældre Sagen.

Af Bjarne Hastrup Administrerende direktør i Ældre Sagen Velfærdsteknologi kan være en fordel for alle – både kommunerne, hjemmehjælperen og ikke mindst brugeren. Vi ser løbende eksempler på, hvor velfærdsteknologi bliver brugt med stor tilfredshed. Men når det er sagt, ser vi også eksempler, der peger i den modsatte retning. Det er vigtigt, at velfærdsteknologi rent faktisk er det, som ordet hentyder til. Teknologi, der giver god og tilfredsstillende velfærd. Det skal ikke påduttes ældre at bruge velfærdsteknologi, hvor det ikke fungerer, eller hvis den ældre selv ikke har lyst til det.

Velfærdsløsninger skal være et tilbud Det skal være et valg. Som Helene Bækmark, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, skrev i sit debatindlæg 19. november 2013, så skal velfærdsteknologier udvikles i samspil med de, der skal bruge dem, nemlig borgerne og medarbejderne. Og det er vi i Ældre Sagen helt enige i. Det må aldrig være noget, kommunerne pådutter ældre. Det skal være et tilbud. Man skal have ret til at sige fra, hvis man ikke føler sig tryg ved teknologien. Man skal også have mulighed for at prøve teknologien i en periode og herefter sige nej tak, uden det går ud over ens hjemmehjælp. Hjemmehjælpskommissionen skrev i sine anbefalinger, at det er essentielt, at brugerne sættes i centrum for arbejdet med velfærdsteknologi. Det skal handle om, hvordan brugeren selv oplever velfærdsteknologien, og borgere, der er utrygge ved teknologien, skal mødes med forståelse og særlig opmærksomhed. Hvis borgeren ikke er tryg ved teknologien, skal kommunen vurdere behovet for andre løsninger.

Det er der også opbakning til i befolkningen. I en ny undersøgelse, vi har fået foretaget af YouGov, hvor 2.015 danskere over 18 år er blevet spurgt, svarer knap syv ud af ti, at borgere skal have krav på frit valg mellem velfærdsteknologi eller få løst opgaverne på traditionel vis efter en prøveperiode. Der skal ikke skæres i hjemmehjælpen Som Ældrekommissionen anbefaler, så skal den ekstra tid og de ressourcer, der bliver frigjort ved anvendelse af velfærdsteknologi, bruges til mere samvær og aktiviteter med brugeren af velfærdsteknologien. Det skal ikke være en erstatning, så fru Hansen mister 15 minutters hjemmehjælp om ugen. De ekstra 15 minutter, der måske bliver frigjort ved brugen af velfærdsteknologi, skal bruges på fru Hansen. Som Pernille Vigsø Bagge (SF) så pænt skrev i sit debatindlæg den 26. november 2013, så kan ny teknologi frigøre ressourcer, som kan anvendes til at forbedre ældres trivsel, i takt med at der bliver mere tid til snak og personlig kontakt. Det skal vi huske. Velfærdsteknologi skal ikke ses som en måde at skære yderligere i hjemmehjælpen på. Vi må aldrig glemme at tale med den ældre. Det gælder både dem, der har sagt ja tak til velfærdsteknologi, og dem, som har sagt fra. Følelsen af, at der er én, der lytter, er uvurderlig. Vi vil i Ældre Sagen holde øje med, at velfærdsteknologi blot er et tilbud og ikke en årsag til at skære ned. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 58

Telemedicin skal passe til hjem og rutiner

DEBAT: Telemedicinske løsninger skal være mobile og fleksible, så borgeren kan tilpasse udstyret til hverdagens rutiner. Det gør det nemmere for borgeren at tage teknologien til sig, skriver seniorprojektleder i KORA Stinne Ballegaard.

Af Stinne Aaløkke Ballegaard Seniorprojektleder i KORA En stor udfordring ved fremtidens digitale og teknologiske løsninger er at få løsningerne til at blive en del af borgernes og patienternes hverdag på en meningsfuld måde.

Når borgere deltager i telemedicinsk behandling, så ligger der et vigtigt arbejde for borgere og patienter i at få integreret den nye teknologi i hjemmet og hverdagen.

Selvom en patient som udgangspunkt er glad for at indgå i et telemedicinsk behandlingsforløb og får en behandlingsmæssig gevinst, så kan teknologien spænde ben for patientens hverdag.

Både sociale og lavpraktiske faktorer har betydning for den måde, patienterne bruger telemedicinen på i hverdagen. Implementeringen er først en succes, når løsningerne faktisk kommer i brug og anvendes af borgeren. Bør ikke kollidere med rutiner og sociale relationer Når velfærdsteknologi flytter ind i borgernes hjem, står borgeren og personalet, der hjælper med installationen, over for en umiddelbart praktisk opgave: hvor skal udstyret stå? Hvis det drejer sig om telemedicinsk udstyr med skærm til videokonsultationer må man vælge en placering, hvor der er adgang til netværksforbindelse og stikkontakt, og hvor der er en ergonomisk korrekt arbejdsstilling for borgeren.

Hvis man følger den praktiske logik og teknikkens indbyggede krav, ender udstyret ofte på spisebordet. Måske sikres ledningen til stikkontakten med gaffatape på gulvet for at undgå faldulykker.

Et sådan fysisk setup kan være i stor kontrast til hjemmets øvrige æstetik, og det kolliderer med borgerens rutiner og sociale relationer. Hvis borgeren ikke har fortalt naboen, at han eller hun har KOL, så er det ikke sikkert, at naboen bliver inviteret til den ugentlige kortaften, så længe KOL- udstyret står på spisebordet, hvor de plejer at sidde og spille og drikke kaffe. Borgere hjemliggør teknologi Inden teknologien inviteres indenfor, har mange borgere en forestilling om, hvor udstyret skal stå: det skal være gemt lidt af vejen, for eksempel i et værelse, som ikke anvendes så tit, og hvor gæster ikke kommer.

På den måde forstyrrer udstyret ikke hjemmets æstetiske udtryk, og det giver heller ikke en konstant påmindelse om borgerens kroniske lidelse.

Nogle borgere forsøger desuden at hjemliggøre teknologien og få det til at passe bedre ind: på dette debatindlægs billede har en borger lagt en dækkeserviet og stillet en vase med blomster oven på en tablet-PC for at få den til at passe bedre ind i stuen. Problemet er bare, at PC’en skulle minde borgeren om at tage sin medicin. Når låget er lukket, kan borgeren ikke længere se påmindelserne, og PC’en er helt virkningsløs. Mobil og fleksibel teknologi Når velfærdsteknologi flytter hjem til borgerne, er det vigtigt at huske, at sygdom og håndtering af en kronisk tilstand ikke nødvendigvis er det vigtigste i borgerens liv. Hjemmet er et socialt sted, det er en arena for hverdagslivets rutiner, og det er en del af beboerens identitet. Selvom velfærdsteknologi og sygdomshåndtering spiller en rolle, så har det ikke hovedrollen. Det stiller krav til, at teknologien er mobil og fleksibel. Det skal være muligt for borgeren at flytte på udstyret - også uden at netværksforbindelsen forsvinder, og uden at familie eller venner skal hjælpe med at løfte tunge skærme. Det skal også være muligt for borgeren at tilpasse udstyret, så det passer ind i rutinerne i hverdagen. For eksempel skal man kunne slukke for lys og lyd på de telemedicinske skærme, så man ikke bliver forstyrret af blinkende tekst eller summende lyde hele natten, mens man forsøger at hvile. Samtidig skal der være en balance, så tilpasningen og hjemliggørelse af udstyret ikke resulterer i, at løsningen bliver meningsløs. Selvom det virker som banale pointer, har det i praksis vist sig at være svært at opnå en fornuftig balance. I øjeblikket er det borgerne, der skaber en balance mellem på den ene side at bevare løsningernes tiltænkte mening, og på den anden side at få løsningerne integreret i hverdagens rutiner, sociale relationer og hjemmets æstetik på en meningsfuld måde. I fremtiden bør løsningerne være gennemtænkte, fleksible og mobile, så de tilpasser sig den hverdag og det hjem, borgeren havde i forvejen. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 59

Teknologiens eksportmuligheder skal udnyttes

DEBAT: Politikerne skal understøtte eksportmulighederne inden for velfærdsteknologi og markedsføringen af danske kompetencer og teknologiske hjælpemidler. Det kan skabe flere arbejdspladser, mener Pernille Vigsø Bagge, it-ordfører for SF.

Af Pernille Vigsø Bagge (SF) It-ordfører SF ser et stort potentiale i udviklingen og udbredelsen af velfærdsteknologi. Bedre ældrepleje, mere hjælp til selvhjælp til syge og svage samt bedre arbejdsforhold til de ansatte er blot nogle af de mange gevinster ved de nye teknologiske hjælpemidler. Der er masser af andre gode grunde til, at vi bør satse på velfærdsteknologi i Danmark. En af de væsentligste er, at der eksisterer et stort og uforløst potentiale vedrørende eksportmulighederne inden for velfærdsteknologi. Danmark befinder sig nemlig i den absolutte internationale top, når det gælder udvikling af sundheds-it, hvilket vi skal blive bedre til at udnytte, da man fra Kina til USA efterspørger innovative velfærdsløsninger. Helt konkret skal vi fra politisk side forsøge at understøtte eksportfremstød på sundheds- og velfærdsområdet og medvirke til markedsføringen af danske kompetencer, sundhedsprodukter og teknologiske hjælpemidler, fordi det alt sammen skaber grobund for flere nye arbejdspladser herhjemme. I forlængelse heraf vil SF arbejde for at sikre gode betingelser for virksomhedernes eksportmuligheder ved blandt andet at styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Samarbejdet har stor betydning for danske velfærdsvirksomheders globale markedsposition, ligesom det bidrager til fastholdelse af eksisterende og oprettelse af nye arbejdspladser i Danmark. Nedbryd handelsbarrierer Desuden bør man opprioritere den handelspolitiske indsats med at nedbryde uhensigtsmæssige handelsbarrierer, fordi disse hæmmer danske virksomheders adgang til ressourcestærke markeder i især Europa og Amerika.

I SF mener vi desuden, at der er behov for et eftersyn af indholdet i den statslige eksportrådgivning, der både skal tilgodese små og store virksomheders eksportmuligheder.

For eksempel bør organisationer, ambassader og handelskontorer i stigende grad inddrages i arbejdet med at indhente information om specifikke markeder, ligesom vi skal udnytte dansk tilstedeværelse til at lette adgangen til nøglepersoner og beslutningstagere. På den måde vil danske virksomheder, der tilbyder velfærdsløsninger, få lettere ved at trænge igennem med deres produkt på et givent marked.

Potentiale for velfærd og arbejdspladser Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at selvom udviklingen af sundheds-it rummer et stort potentiale for vækst og arbejdspladser, så er det bedste argument for en øget satsning på velfærdsteknologi fortsat, at nye teknologiske hjælpemidler samlet set løfter velfærden.

SF ser gerne, at løfte- og spiserobotter, vasketoiletter, telemedicin og andre intelligente hjælpemidler i stigende grad inddrages i det daglige plejearbejde i kommunerne, fordi undersøgelser viser, at nye velfærdsløsninger har en positiv effekt på både borgere og ansattes velfærd, uanset om vi taler hjemmehjælp, ældrepleje eller hjælp til handicappede, syge eller svage. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 60

Teknologi stiller nye krav til offentlige aktører

DEBAT: Velfærdsteknologiens indtog stiller nye krav til de professionelles kompetencer inden for formidling af de rette velfærdsløsninger til borgerne. Det mener Karin Holland, direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune.

Af Karin Holland Direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune Er de teknologiske muligheder medvirkende til at fremme og danne nye mindset, eller er det et nyt mindset, der bevirker, at teknologien i dag vinder frem i praksis? Der er vel tale om et ”både – og”!

Som borgere ser vi os i en anden rolle i dag ved mødet med professionelle end tidligere. Typisk vil en over 55 i dag have fokus på kunsten at blive ældre: Ældre uden at miste sin mulighed for selvbestemmelse.

Det nye mindset handler om fokus på de ubrugte ressourcer, der er uden for det offentlige system – hos borgerne selv, pårørende og frivillige samt i form af nye metoder og værktøjer. Det betyder, at offentlige aktører ikke skal ”levere” en ydelse, men fremme mobilisering af disse ubrugte ressourcer til gavn for borgeren og velfærdsøkonomien. Vi søger viden om sundhed på egen hånd Jesper Bo Jensen, Center for fremtidsforskning, udtrykker det således: ”Vi er blevet vores egen autoritet på vores sundhed”. Ja, nogle trodser lægers og andre professionelles anbefalinger og søger i stedet viden i kontakter med ligestillede på diverse sociale medier. Håndtering af sundhed og sygdom læres også af ligestillede og ikke længere af fagprofessionelle alene.

I flere forsøg med velfærdsteknologi har der været bekymring for brugernes tilegnelse, men flere har vist, at denne bekymring er gjort til skamme. Brugerne ser muligheder for netop at kunne få et mere aktivt og selvstændigt liv og kan derfor se potentialet i den nye teknologi. Skepsis kommer ofte mest til udtryk hos de offentligt ansatte. Fra relation til relationsdannelse Offentlige aktører fremmer velfærdsservice i skiftende relationer med andre aktører og ved at formidle relevante teknologiske værktøjer til brugere. Det stiller krav til den professionelles kompetencer – krav, som er anderledes i dag end i går og måske anderledes i morgen. Opgaver og relationer med andre aktører og med borgerne er skiftende og i forandring. Udfordringen er, at medarbejdere formår at finde tryghed i kompetencer, som betyder, man kan gøre det, man beder om i morgen.

De nye opgaver kan være at formidle nye kommunikationsværktøjer, der understøtter kommunikation mellem brugere og professionelle. Helt centralt står springet fra at være ”relationen” til borgeren, til at understøtte relationsdannelse bruger imellem eller mellem bruger og pårørende – og her formidle eller vejlede i de rette virtuelle eller teknologiske muligheder herfor. Ansvar uden denne styring? De offentlige aktører kan som katalysatorer ikke på samme måde som hidtil styre processerne og handlingerne, og det udfordrer i den grad den planlægnings- og styringslogik, der anvendes.

For eksempel er en hovedregel i dag, at der er kontakt med borgeren efter aftalt plan og tidsbestilling, men ideen med de nye teknologier er, at borgere kan kontakte de professionelle, når de har behov herfor.

Nok tør vi give slip på styring, men hvad er det professionelle ansvar uden denne styring, og hvordan kan man påtage sig det faglige ansvar i denne nye virkelighed?

For mange, og de praktiserende læger i særdeleshed, er dette en af de helt store udfordringer: kan virtuel kommunikation mellem bruger og professionelle give tryghed og sikkerhed? Findes der en 100 procent sikret løsning? Og hvem har ansvar ved uforudset nedbrud af teknologi eller manglende netdækning? Teknologi skal skabe nærhed Både uddannelsesinstitutioner og de offentlige arbejdspladser har en forpligtelse til at sikre tilegnelse af nye kompetencer hos de offentlige aktører - særligt i forhold til de grupper af professionelle, der er i front, og har den direkte kontakt med de mange borgere.

Hele omskiftet betyder, at de ypperste kompetencer må i front til understøttelse af, at borgere kan anvises eller understøttes i brugen af rette teknologi. Frontpersonalets kontakt og viden kan være afgørende for at træffe de rette, skræddersyede valg for den enkelte. Teknologi skal give tæthed og kontakt og må ikke være fremmedgørende og skabe isolation. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 61

Strategi for digital velfærd er for ensidig

DEBAT: Strategi for digital velfærd lægger vægt på en tværgående indsats. Men det er ikke nok at vide, hvordan tværgående arbejdsgange fungerer, det skal kunne betale sig for sundhedsvæsenets parter at samarbejde, skriver Ejvind Jørgensen, direktør i Rambøll.

Af Ejvind Jørgensen Direktør i Rambøll I september fik vi den længe ventede fællesoffentlige strategi for digital velfærd. Men bedre sent end aldrig. Med strategien sendes et signal om, at der er fælles fodslag mellem Kommunernes Landsforening (KL), regionerne og regeringen. Der er også en styregruppe bag, så der er noget at hænge implementeringen af strategien op på. Det er positivt, for strategier gør det ikke alene.

I erkendelse af, at det er et umodent område, bliver strategien dog tilsvarende uspecifik og meget lidt konkret. Samtidig mangler den erhvervspolitiske vinkel omkring markedsmodning og innovation samt perspektiverne i at opbygge en velfærdsteknologisk styrkeposition i ”konkurrencestaten”. Den bliver kun omtalt hist og her som afslutning på de enkelte indsatsområder. Det indgår ikke som en integreret tænkning i strategien.

Uambitiøse og uforpligtende mål Udfordringen er overordnet set, at en række områder skal afprøves – og det kommer der til at gå flere år med. For eksempel vil man afprøve, at borgerne selv booker aftaler på hospitaler på graviditetsområdet i 2015. I 2018 skal man som borger kunne selvbooke på andre områder også. Det er meget lang tid at bruge på at etablere bookingsystemer – det er trods alt ikke ny teknologi. Arbejdsgangene inde bag ved skal selvfølgelig lægges om, men det er simpelthen ikke ambitiøst nok. Samtidig er det endnu en meget uforpligtende målsætning – og det er et gennemgående træk ved strategien, at den er meget lidt konkret forpligtende bortset fra de helt overordnede sparekrav naturligvis. Strategien bærer præg af vigtigheden af samarbejde og at kunne kontrollere udviklingen og sikre, at der ikke sker noget ukoordineret.

Ordet "fælles" optræder 37 gange i strategien (og her ikke medtalt "fællesoffentlig" – så havde det været 49). Ordet "tværs" indgår 22 gange i strategien. Ordet "samarbejde" optræder 25 gange. "Koordination"/"koordinering" optræder 9 gange. Ordet "innovation" optræder 5 gange i strategien - der er blevet plads til innovation i hhv. forordet (2 gange) og på sidste side, som kunne se ud til at være skudt ind til sidst og er blevet kaldt "Lokal forankring og innovation" – her optræder det 3 gange. Nu gør ord det ikke alene, men der bliver godt nok ikke sluppet ret mange kræfter løs her. Det er, som om fælles løsning, koordination og tværgående indsatser er "løsenet". Måske skulle man lade kommunerne og regionerne få lidt mere spillerum. Skal drives frem af et ønske hos borgerne Princippet om digitalt førstevalg er godt. Det vil sige, at myndighederne skal kunne kræve, at velfærdsservicen leveres med brug af velfærdsteknologiske løsninger, hvis det kan betale sig. Men burde borgeren ikke også kunne kræve det samme den anden vej? Det lægger strategien ikke op til – ikke hvis det er dyrere i hvert fald.

Jeg har ikke løsningen, og jeg erkender også, at det kan blive udgiftsdrivende og ustyrligt, hvis borgerne kan forlange velfærdsteknologiske løsninger, men det er vigtigt, at velfærdsteknologi bliver drevet frem af et ønske hos borgerne – ikke kun den offentlige sektor. Lige nu er befolkningens holdning til velfærdsteknologi positiv, men vi så sidste år, hvordan støvsugerdebatten fik modstanden til at rejse sig.

Tværgående arbejdsgange skal kunne betale sig Skeles der til strategien for sundhedsvæsenet "Digitalisering med effekt", så er et af de strategiske indsatsområder at skabe fuld digital understøttelse af relevante tværgående arbejdsgange, ved at de relevante data deles på tværs af sundhedsvæsenet i 2017.

Fra de såkaldte "pakkeløsninger" (for eksempel kræftpakken) ved vi imidlertid godt, hvordan en tværgående arbejdsgang ser ud, når den omfatter regionerne og primærsektoren.

Derfor er det relevant at spørge, hvordan staten og regionerne mener, at kommunerne kan inddrages. Der er nemlig en markant knast i denne relation, som for eksempel viser sig i forhold til ”den ældre medicinske patient” og store dele af velfærdsteknologiområdet. Det er ikke nok at vide, hvordan en tværgående arbejdsgang ser ud, og hvilke fordele den giver i behandling og pleje ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 62

(som for eksempel bedre kvalitet, større patienttilfredshed, mindre sygefravær osv.). Det skal også kunne betale sig for sundhedsvæsenets parter at arbejde sammen.

I dag er finansieringen af sundhedsydelser skarpt adskilt, så regioner, kommuner og primærsektor finansieres uafhængigt af hinanden. Det helt store spørgsmål er, hvad staten har tænkt sig at gøre for at indrette en finansiering, der understøtter motivationen for tværgående samarbejde?

DRG-systemet skal understøtte digitaliseringen Det er afgørende, at DRG-systemet (diagnoserelaterede grupper) i højere grad bringes til ikke alene at understøtte digitaliseringen, men også at animere til yderligere digitalisering.

Strategien må med andre ord adressere dilemmaet mellem kvalitet og kvantitet. I DRG er det kvantitetsbetragtningen, der er styrende, og ikke kvalitetsbehandling. Hvor er den afregningsmodel som belønner hospitalerne for at holde patienterne UDE af systemet?

For uanset hvor geniale systemer vi laver, bliver de ikke taget i anvendelse, medmindre der findes en DRG-kode, der giver klækkelig betaling for den telemedicinske behandling.

Hvordan sikrer vi businesscasen på velfærdsteknologi mv., når sundhedsvæsenet holdes i gang af mekanismer, som modarbejder paradigmet om at holde patienten ude af hospitalet? ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 63

Mål om digitale læremidler bliver ikke indfriet

DEBAT: Regeringen har ambitioner om en mere digital folkeskole. Men der mangler forpligtende mål, som kan sikre, at de digitale læremidler faktisk kommer i spil, mener Martin Koch Pedersen, sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Af Martin Koch Pedersen Sundhedspolitisk chef, Dansk Erhverv Danskerne mener, at digitale læremidler i folkeskolen forbedrer børns læring. Det går godt i spænd med, at regeringen har både ambitioner og har afsat midler til området. Forlagsbranchen og danske it-virksomheder har investeret massivt i digitale læremidler til skolerne for at kunne efterkomme den politiske efterspørgsel og ambitioner. En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 39 procent af danskerne ikke synes, at digitale læremidler bliver brugt flittigt nok i folkeskolen, og 45 procent mener ikke, der er nok it-udstyr på skolerne. Samtidig mener 69 procent af danskerne, at digitale læremidler forbedrer børns læring. Det er Dansk Erhverv enig i. Men de politiske ambitioner bliver ikke indfriet på de danske folkeskoler. Dansk Erhverv opfordrer derfor til at fastholde fokus og give skoler og kommuner mere tid til at sikre en levedygtig implementering af den digitale folkeskole. Ingen forpligtende mål Udviklingen af it har gjort det muligt at anvende en lang række digitale læremidler i skolen. Det gælder eksempelvis programmer, der automatisk retter grammatik- eller matematikopgaver, og interaktive læremidler, der er udviklet til pædagogisk at understøtte læring. Selvom der er igangsat en del initiativer udnytter folkeskolen endnu langt fra hele det potentiale for forbedret læring, som de nye digitale læremidler tilbyder. Det er ærgerligt, at man politisk ikke tager skridtet fuldt ud. Man har ambitioner om en mere digital folkeskole, men der følger ikke bindende mål med, som ville sikre, at de digitale læremidler faktisk kom i spil. Man må nok også erkende, at det simpelthen tager tid, og at tilskudspuljen ikke i sig selv er nogen magisk løsning, der sikrer hurtig udbredelse. Det skal ske ved, at man skal fastholde de puljepenge på i alt 500 millioner kroner, der er afsat i år, så de også kan anvendes frem til og med 2017. På den måde kan skoler og kommuner fortsat få tilskud til indkøb af digitale læremidler. Samtidig må man fra politisk hold sikre, at de digitale læremidler forankres, således at de bliver en permanent og naturlig del af undervisningen i den danske folkeskole. Efteruddannelse af lærerne er påkrævet Der findes i dag et stort antal digitale læremidler, som bliver brugt ude i skolerne. 336 digitale læremidler er godkendte og klar til brug ude på skolerne. Det er dog helt afgørende, at de digitale læremidler, der så er til rådighed, også bliver integreret i undervisningen. Det har vist sig, at nogle lærere har taget de digitale læremidler til sig, men der er stadig behov for at få udbredt de digitale læremidler blandt lærerne. Eksempelvis kan der være behov for at afsætte flere midler til efteruddannelse af lærere. Dansk Erhverv skal naturligvis ikke bestemme over, hvad folkeskolen skal bruge gaven på en milliard kroner til fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, som fonden gav i oktober, men et godt bud er efteruddannelse i digital undervisning. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 64

Der er penge at hente i internetpsykiatri

DEBAT: Regionerne arbejder på at få udbredt internetpsykiatri, som tilbyder lettilgængelig og billigere behandling. Det skriver Jens Andersen, formand for Regionernes Sundheds-it og adm. direktør i Region Sjælland.

Af Jens Andersen Formand for Regionernes Sundheds-it (RSI) og administrerende direktør i Region Sjælland Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver hver femte dansker ramt af en depression i løbet af deres liv, men kun halvdelen får den nødvendige behandling. Det er ikke godt nok. Det har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser, for hvis en depression får lov til at udvikle sig, kan den i værste fald blive invaliderende. Men tager vi en ny banebrydende metode til depressionsbehandling i brug, der inddrager internettet i tæt kontakt mellem patient, læge og psykolog, vil vi kunne behandle langt flere depressive danskere og behandle dem mere omsorgsfuldt. Internetpsykiatri er mindre omkostningsfuld Der er flere grunde til, at depressive ikke får den hjælp, de har brug for. Nogle mennesker med depressioner frygter stigmatisering fra omgivelserne og bærer derfor rundt med ondt i sjælen i det skjulte. For andre er økonomi en barriere for at opsøge en psykolog, men med diskret behandling over nettet vil flere sætte sig foran computeren og lade sig behandle for deres depression, viser undersøgelser fra Sverige, som har udbudt internetpsykiatri siden 2005. Skridtet er nemlig ikke nær så stort og overvældende som at gå til sin læge og få en henvisning til en psykolog eller en psykiater, og patienten har gennem hele forløbet kontrol over sin behandling. Samtidig er internetpsykiatri langt mindre omkostningsfuldt, uden at det går på kompromis med kvaliteten af behandlingen. Lettilgængelig psykiatri En anden fordel ved den diskrete internetpsykiatri er, at den er et skridt på vejen til at gøre psykiatrien kendt og nærværende i hverdagen. Alle kan uden henvisninger fra lægen gennemføre et behandlingsforløb hjemme i stuen på de tidspunkter, som passer den enkelte. På den måde bliver psykiatri lettilgængeligt for alle, og det kan hjælpe til at afmystificere psykisk sygdom og behandlingen af den. Et resultat, som vil gavne både det enkelte menneske og samfundet, da det betyder færre sundhedsudgifter, færre sygedage og flere i arbejde. Evidensbaseret behandling Derfor er man fra den 1. december startet i Region Syddanmark med at tilbyde behandling for let til moderat depression over nettet – og målet er, at tilbuddet skal ud til hele landet. For virker en løsning godt i en region, giver det god mening at udbrede den til resten af landet. Gennem Regionernes Sundheds-it deler Region Syddanmark sine erfaringer med internetpsykriatri med de andre regioner. Det vil spare investerings- og udviklingsomkostninger og sikre, at alle patienter i Danmark opnår de samme digitale fordele, når vi kender resultaterne fra Syddanmark. Og vi går ikke jomfruelige til opgaven: Internetpsykiatri er afprøvet forskellige steder i verden gennem de sidste 15 år, og vi kan derfor allerede i dag levere evidensbaseret behandling og udredning på specialistniveau. Resultaterne viser, at behandlingseffekten kan være lige så god som ved almindeligt fremmøde hos en psykolog. Og det skal vi selvfølgelig drage nytte af, så langt flere depressive kan få den nødvendige hjælp. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 65

Internetbehandling med omtanke

REPLIK: Vi må stille samme faglige krav til netbaseret behandling som til "almindelig" psykologisk behandling i psykiatrien eller i privat praksis, skriver Eva Secher Matiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Af Eva Secher Mathiasen Formand for Dansk Psykolog Forening Den 18. december tager Jens Andersen (JA), formand for Regionernes Sundheds-it og adm. direktør i Region Sjælland, fat på et væsentligt tema, nemlig udvikling af internetpsykiatri. Og lad mig straks slå fast: Dansk Psykolog Forening anerkender, at der er positive perspektiver i at anvende internettet som et supplement til den psykologbehandling, hvor man befinder sig fysisk i samme rum. Hvis det kan medvirke til at lette adgangen til behandling for psykiske lidelser og afmystificere psykisk sygdom, så er vi nået langt. For os er der dog et par afgørende forudsætninger, der skal være opfyldt før denne type behandling kan tages i brug. De nødvendige grundlæggende hensyn til klienten bevirker, at vi må stille samme faglige krav til netbaseret behandling som til ’almindelig’ psykologisk behandling i psykiatrien eller i privat praksis. For det første skal et tilbud om behandling over nettet forankres på et solidt fagligt grundlag. Det indebærer blandt andet, at psykologen skal have gennemført en udredning og en diagnosticering af patienten inden en egentlig behandling over nettet kan sættes i værk. Vi skal vide, hvad vi behandler, før vi behandler. For det andet skal behandlingen være omfattet af et fagligt behandlingsansvar ved en autoriseret psykolog eller en psykiater. Vi skal sikre, at de specialiserede kompetencer, som i forskningen har givet de gode resultater, også anvendes, når vi forsøger os med den brogede patientskare, som møder op ’uden for laboratoriet’ og som ikke er screenet til at deltage i et forskningsprojekt. Faglig vurdering Endelig skal behandlingen afsluttes med en faglig vurdering af effekten og en eventuel henvisning til videre behandling. Både for at kunne måle effekten af tilbuddet, og i særdeleshed af hensyn til de patienter, som modtager det. Det, som virker på nogle, virker nemlig ikke på alle. Erfaringerne med netterapi er endnu få og spredte. Derfor er der god fornuft i – som JA fremhæver – at regionerne deler deres erfaringer med hinanden. Efter vores opfattelse er der ligeledes god fornuft i, at regioner og stat sammen iværksætter forskning, der skal skabe ny viden om både metoder og målgrupper. Endelig er Dansk Psykolog Forening nødt til at påpege, at vi bekymrer os for den kvalitet, som patienterne kommer til at modtage på sigt. Desværre ser vi for ofte, at når vi i virkelighedens sundhedsvæsen forsøger at implementere et program, som i forskningen har haft lovende resultater, så skrælles halvdelen væk af det, som var årsag til effekten. Og så ryger både kvaliteten og de videnskabelige indikationer om gode resultater ud samme vej. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 66

PANEL IV: Spot på kommunernes arbejde med velfærdsteknologi

PRÆSENTATION: Ny- og genvalgte politikere, der skal lede arbejdet med velfærdsteknologi i kommunerne, er netop i gang med at lægge linjerne for de næste års arbejde. Det sætter Altinget | Velfærdsteknologi fokus på denne måned.

Ny- og genvalgte udvalgsformænd, rådmænd og borgmestre inden for velfærdteknologiområdet har ved indgangen til 2014 trukket i arbejdstøjet. De skal nu lægge linjerne for, hvordan de vil lede arbejdet med velfærdsteknologi i kommunerne. Det vil Altinget | Velfærdsteknologi gerne være med til at sætte et nødvendigt fokus på.

Hvilke målsætninger har de for de kommende år? Skal der i højere grad satses på implementering af digitale og teknologiske løsninger? Skal velfærdsteknologien i højere grad være vejen til besparelse og erstatte varme hænder, eller skal mere af personalet uddannes i brugen af og implementeringen af velfærdsteknologi i borgernes hjem? Alle er velkomne til at deltage i debatten. Send en mail til [email protected]. Det nye panel består af syv personer, som efter kommunalvalget i 2013 er blevet valgt som enten udvalgsformand, rådmand eller borgmester inden for de områder, der dækker over arbejdet med velfærdsteknologi. Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune. Ninna Thomsen er leder af SF København. Hun blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation i 2006 og har været sundheds- og omsorgsborgmester siden 2009. Den 1. januar 2014 tog hun fat på en ny 4-årig periode med ansvaret for landets største ældrepleje. Ninna Thomsen står bl.a. i spidsen for en ny 2025-plan for velfærdsteknologi i Københavns Kommune. Ninna Thomsen skriver, at hun ser velfærdsteknologi som en vigtig brik i at kunne udligne de store forskelle i helbred og livskvalitet samt sikre de svageste ældre og de kronisk syge den omsorg og pleje, de har brug for i fremtiden. Thomas Krarup (K), formand for Ældre- og Handicaprådet, Aalborg Kommune. Thomas Krarup er uddannet i statskundskab og har en projektlederuddannelse. Han stillede for første gang op til Folketinget i 2007 og Europa-Parlamentet i 2009. Thomas Krarup har siddet i Aalbrog Byråd siden 2010 og blev i 2013 valgt som formand for Ældre- og Handicapudvalget. Ved siden af sit politiske arbejde fungerer Thomas Krarup som økonomikonsulent i Rebild Kommunes centrale økonomikontor. Lone Glarbo (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget, Favrskov Kommune. Lone Glarbo er uddannet cand.merc.aud. og har arbejdet både i det offentlige som skatterevisor og i det private som økonomichef i de sidste 13 år. I september 2013 sagde hun op og begyndte i en ny retning og er nu studerende på Optikerhøjskolen. Denne periode er Lone Glarbos tredje i kommunalpolitik. I sidste periode som medlem af Social- og Sundhedsudvalget og i denne formand for dette udvalg. Leif V. Nielsen (S), formand for Udvalget Social, Sundhed og Ældre, Lejre Kommune. Leif V. Nielsen arbejdede ved lokale glarmestre til sin ansættelse i Københavns Politi i 1974. Fra 1978 ansat i Roskilde Politi og fra 1983 ansat som kriminalassistent i Kriminalpolitiet. Siden 1999 har han arbejdet i Bedrageriafdelingen og efter politireformen i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet på Politigården i Roskilde. Leif V. Nielsen stillede for første gang op til Kommunalvalget i 2001 i Bramsnæs Kommune, hvor han blev medlem af Socialudvalget og genvalgt i 2005. I 2009 blev Leif V. Nielsen formand for udvalget for Social, Sundhed og Ældre i Lejre Kommune og genvalgt i 2013. Bent Aage Rasmussen, formand for Ældrerådet i Svendborg Kommune og formand for Danske Ældreråd. Bent Aage Rasmussen er uddannet på Skårup Statsseminarium og har været friskoleleder i 32 år. Han skriver, at han altid har deltaget meget i forenings- og organisationsliv, især inden for skole og idræt. Bent Aage Rasmussen blev efter kommunalvalget 2013 genvalgt som formand for Ældrerådet i Svendborg på 9. år. Derudover har han været formand for DANSKE ÆLDRERÅD siden 2013. Vicky Holst Rasmussen (S), Formand Social- og Sundhedsudvalget, Egedal Kommune. Vicky Holst Rasmussen er uddannet serviceøkonom og arbejder til daglig i HK Danmark. Hun har været medlem af Egedal kommunalbestyrelse siden sammenlægningen i 2005. Vicky Holst Rasmussen er valgt for Socialdemokraterne og var fra 2010-2013 formand for Familieudvalget. Hun er nu formand for Social og Sundhedsudvalget. Thorkild Gruelund (K), formand for Social- og Seniorudvalget, Hørsholm Kommune. Thorkild Gruelund har været medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse siden januar 1994. Ud over at være formand for Social- og Seniorudvalget er han også medlem af Økonomiudvalget og Børne- og skoleudvalget, næstformand for Hørsholm Handicapråd og formand for Omsorgscentret Breelteparken i Hørsholm. Civilt er Thorkild Gruelund selvstændig erhvervsdrivende inden for salg af hobbydrivhuse. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 67

Velfærdsteknologi er mere end robotstøvsugere

DEBAT: Favrskov Kommune har indhentet inspiration fra Skotland til indsatsen på demensområdet. Formanden for social- og sundhedsudvalget, Lone Glarbo, forklarer her, hvordan det har resulteret i et stort beredskab inden for velfærdsteknologi.

Af Lone Glarbo (V) Formand for social- og sundhedsudvalget, Favrskov Kommune I Favrskov Kommune har vi en udviklingsplan for mange af de borgere, som skal have hjælp i en eller anden udstrækning. Udgangspunktet i planen er, at den enkelte borger skal definere sin egen livskvalitet og støttes til at udvikle sig til, eller oprette, så selvstændigt et liv som muligt. Indsatsen over for borgeren skal således bygge på samarbejde, fleksibilitet og individuelt tilpassede tilbud. Indsatserne skal sigte på inklusion, medborgerskab og en grundlæggende respekt for den enkelte borger og dennes ønsker og muligheder. Besparelser skal ikke være fokus Med planen i bagagen drog Social- og Sundhedsudvalget til Edinburgh i Skotland for at se på velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi er meget andet end robotstøvsugere, og vi ville gerne inspireres. Der fik vi rigtig mange gode input til, hvad vi kan arbejde med fremover i vores kommune. Det, som gjorde størst indtryk, var et besøg på Stirling University, hvor man forsker en del inden for demensområdet. Udgangspunktet for vores tur var ikke, at der skulle være en økonomisk gevinst ved indførelse af teknologi på demensområdet, men at vi skulle gøre hverdagen bedre for de demente, personalet og de pårørende, og så er det jo fint, hvis vi samtidig sparer penge. Sparede penge behøver i øvrigt ikke at være direkte besparelser, men mindskede sygedage og øget arbejdsglæde hos personalet er en ikke uvæsentlig gevinst. Det er muligt, at sparede kroner skal bruges på området igen, men det er ingen selvfølge, men må bero på en konkret vurdering, hver eneste gang der omstruktureres, effektiviseres m.m. Inspiration til indsats på demensområdet På baggrund af det materiale, vi hjembragte fra Skotland, har vi fået opbygget et stort beredskab på det velfærdsteknologiske område i henseende til demens. Vi ligger inde med et bredt udvalg af hjælpemidler til demonstrationsbrug, der enten kan bevilges til eller købes af borgeren. Her i begyndelsen af 2014 sender vi tillige tre medarbejdere til Stirling på kursus for at blive klogere på mulighederne. For øjeblikket er vi ved at bygge nye demensboliger, og i forbindelse med udbuddet har vi forsøgt at få forberedt så meget som muligt til kommende teknologier. Der er forberedt til automatiske gardiner, åbning af vinduer og til skylletoiletter. Det skal understreges, at lige netop demente som målgruppe forvirres af den slags, så de er ikke standard fra start, men kan opsættes, hvor det findes relevant. Som noget nyt har vi til gengæld installeret hotel-låse (med en brik), der sikrer, at den demente kan komme og gå i sin bolig, mens uvedkommende ikke kan gå ind. Der bliver installeret normalt kald, der vil blive suppleret med en tablet- løsning, hvor dette findes relevant. Der vil være positionsmeldere på alle yderdøre samt flytbare alarmer. Som du kan se, er der ikke så meget fra starten, men stor mulighed for udbygning svarende til den enkelte borgers behov. Implementeringen skal være en dynamisk proces Af "løse" hjælpemidler har vi et stort sortiment, som vi kan tage i brug efter behov:  It-board fra Abilia kan bruges som interaktiv dagsplanlægger med rød markør om, hvor vi er på dagen. Her kan skrives alt fra menu, vejr, aktiviteter, billeder af medarbejdere m.m. Kan også lagre fotoalbum, som kan køre i ring.?  Simpel fjernbetjening til tv med kun få knapper. Den kan bruges til alle tv-apparater - dette vil gøre det muligt for flere beboere selv at skifte kanal. En super ting i fællesarealet.?  Lille bordkalender, som ved tryk på skærmen fortæller dag og klokken, og om det er formiddag, middag, eftermiddag osv.?  Sækkestol med skammel fra Protac. Den kan bruges til at give urolige beboere en tryghed og følelsen af egne grænser.?  En gyngestol, som har en vuggende og dermed beroligende effekt.?  En speciel madras, som også har en let omsluttende og beroligende effekt. En tilsvarende er prøvet af i klynge D på Møllegården, og her havde den en mærkbar effekt - bedre søvn og dermed roligere dage.?  Gps. Det er de samme, vi har i hele kommunen?.  Sælen Paro og andre elektroniske dyr. Vi har hund og kat, som kan skabe en kontakt til borgere med svær demens, som har meget lidt sprog. Der opstår en glæde og omsorg.?  Små huskebrikker til at hænge i nøgler eller taske. Kan man ikke finde genstanden, kan der trykkes på en ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 68

fjernbetjening, og brikken giver lyd fra sig. Der er mange andre gode løsninger, som sikkert også skal indarbejdes løbende. Det er vigtigt, at vi er bevidste om, at der er tale om en dynamisk proces. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 69

Kulturelle barrierer skal nedbrydes

DEBAT: Den største barriere for at få udbredt velfærdsteknologi er den teknologiskepsis, der er hos både politikere, medarbejdere og borgere. Det mener Thomas Krarup, rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune.

Af Thomas Krarup (K) Rådmand, Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune Tekniske barrierer bliver ofte set som en hindring for effektivt at kunne anvende velfærdsteknologi i det offentlige.

Er batterilevetiden på GPS’er til ældre lang nok? Og er bredbåndsforbindelsen og mobildækningen god nok til at kunne kommunikere online med borgerne?

Se muligheder frem for udfordringer Disse og mange andre tekniske udfordringer arbejder kommuner og private leverandører sammen om at løse.

Men den største barriere for at kunne servicere borgerne ved hjælp af velfærdsteknologi er kulturen. En barriere, som både ligger hos os politikere, medarbejderne og borgerne.

Spisehjælpemidler er for eksempel en teknologi, der har flere årtier på bagen, men det er først inden for de seneste år, den er blevet betragtet som et alternativ til den personlige hjælp. I dag bliver den anvendt hos borgere med fysiske handicap.

Vi har i Aalborg Kommune gennemført et forsøg med spisehjælpemidler på Østergade Kollegiet. Og det gav mange positive tilbagemeldinger. Det vigtigste er naturligvis beboernes selvværd og mulighed for at udvikle egne færdigheder.

En beboer har eksempelvis udtalt, "at han ikke længere skal tygge som en besat, som når personalet mader ham". Netop fordi beboeren nu kan spise sin mad i sit eget tempo, forbedrer maskinen hans livskvalitet. Og samtidig frigør den ressourcer hos medarbejderne til andre borgernære opgaver.

GPS-systemer er et godt redskab til de demente borgere, som forlader deres bolig uden opsyn. Først og fremmest hjælper systemet den demente borger til at fastholde sin frihed og sine hverdagsaktiviteter. Men det er også et vigtigt redskab til at skabe tryghed - ikke mindst hos borgeren selv, men også hos de pårørende og medarbejderne. Og her er det vigtigt at fokusere på det tryghedsskabende element i løsningen frem for at se det som overvågning af borgeren og et brud på lovgivningen. Det kan nemlig være en barriere mod at udnytte teknologiens potentialer.

App tilbyder 24-timers støtte På mange områder er teknologien nu så fremskreden, at den ikke længere udgør en barriere for innovative hverdagsløsninger. Samtidig er det oplagt at anvende og tilpasse den allerede kendte teknologi som eksempelvis smartphones frem for at skulle opfinde den dybe tallerken på ny.

I Ældre- og Handicapforvaltningen har vi selv udviklet app’en MOVIISS - et MObilt VIsuelt Individuelt Støtte System. Det er et omfattende videokatalog, som fungerer som støttesystem til mennesker med behov for struktur og støtte i dagligdagen til eksempelvis vask af tøj. MOVIISS er en stor hjælp for borgeren og er lige ved hånden på mobiltelefonen - 24 timer i døgnet. App’en gør dermed den enkelte mere selvhjulpen.

Den kulturelle barriere skal under kniven Ovennævnte eksempler viser, at der er mange alternative måder at levere velfærdsydelser på. Anvendte ressourcer, ATA- tid (ansigt til ansigt-tid med borgeren) eller personalenormeringer er ikke, og vil heller ikke i fremtiden være, en entydig parameter for en kommunes serviceniveau.

Denne kulturelle barriere skal både vi politikere, medarbejderne og borgerne arbejde med. For kun derved kan vi sammen finde de alternative og innovative løsninger, som giver borgerne den bedste service for de færreste skattekroner. Og det er uanset, om den bedste løsning er ”varme hænder”, rehabilitering, velfærdsteknologi, digitalisering, social innovation eller frivillighed.

Vi skal med andre ord arbejde med vores kulturelle barrierer, og vi skal anvende og videreudvikle velfærdsteknologien. Først og fremmest for at understøtte vores borgere med funktionsnedsættelser, men også af hensyn til medarbejderne i kommunen, erhvervslivet i regionen og de kommende års udfordringer på velfærdsområdet. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 70

Kommunerne må lære af NASA's rumprogram

DEBAT: Kommunerne kan ikke overlade udviklingen af ny velfærdsteknologi til markedskræfterne. De må selv spille en aktiv rolle, skriver sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF).

Af Ninna Thomsen (SF) Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune Da præsident Kennedy besluttede, at USA skulle bygge og sende en raket til månen, affødte det via de kommende års rumprogram en række nye opfindelser, som vi bruger den dag i dag. For eksempel måtte rumhjelmenes visirer ikke blive ridsede. Den opfindelse blev til ridsefri solbrilleglas. En anden opfindelse var solceller til at skabe energi med. NASA udnyttede også andres opfindelser, for eksempel Teflon, der blev brugt til varmeskjolde og Velcro, der blev brugt til at fastgøre ting med. I kommunerne og regionerne står vi på sin vis i samme situation som rumprogrammet, når vi taler om at bruge teknologi til at sikre velfærden. Vi har for det første behov for, at der bliver udviklet nye teknologiske løsninger. For det andet skal vi bruge de smarte ting, der allerede er opfundet, på en god måde. Partnerskaber skal være med til at indfri ambition Når det gælder udviklingen af nye løsninger, tror jeg slet ikke på, at vi udelukkende kan overlade udviklingen til markedskræfterne. Kommunerne må spille en meget aktiv indsats. Det er os, der har borgerne og medarbejderne, som populært sagt ved, hvor skoen trykker. I København siger vi helt konkret i vores plan frem mod år 2025, at vi skal sprænge rammerne for, hvordan en kommune udvikler og arbejder med velfærdsteknologi. Vores ambition er at blive førende inden for udvikling af velfærdsløsninger. Vi gør det ikke alene, men gennem partnerskaber med borgere, medarbejdere, virksomheder, fagforeninger og forskningsinstitutioner. Vi skal selvfølgelig ikke opfinde alt selv, men indkøbe de produkter, som er efterprøvede, og som virker. Der er ingen grund til, at vi i kommunerne eller regionerne genopfinder den dybe tallerken. Men vi kan ikke afvente, at der kommer nye løsninger på markedet, som kan løse samfundets udfordringer. Ikke her i Danmark, hvor den offentlige sektor efterspørger velfærdsteknologiske løsninger på fællesskabets vegne. Med den hastige teknologiske udvikling skal den offentlige sektor være mester i at finde, teste og bruge velfærdsteknologien. Idéklinik skal omsætte idéer til løsninger I Københavns Kommune har vi i flere år arbejdet på at fremme de nye ideer i samarbejde med medarbejdere, borgere og virksomheder. Det nyeste skridt er, at Københavns Kommune i år etablerer en idéklinik.

Idéklinikken skal omsætte idéer fra københavnere og medarbejdere til løsninger, som københavnerne kan bruge i hverdagen. Målet for idéklinikken er, at 100 idéer inden 2018 skal omsættes til løsninger i samarbejde med virksomheder. Dagligdagens udfordringer skal være med til at forandre den måde, den offentlige sektor fungerer på. Og det gør jo ikke noget, hvis det er danske virksomheder, der ender med at producere det nye selvrensende toilet eller dimsen, der let spotter dehydrering.

Virksomheder skal se kommunerne som åbne laboratorier, hvor nye løsninger kan testes i tæt samarbejde med borgere og medarbejdere. I København er der allerede mange testforløb på byens plejecentre, genoptræningscentre og sundhedshuse. Personalet skal uddannes Med hensyn til at indføre de nye teknologier må vi lære af vores erfaringer. Vi har måske tidligere været tilbøjelige til at blive forblændet af nye smarte dimser. Vi skal blive bedre til at tage udgangspunkt i de behov, borgerne har, i stedet for at nogen kommer med en dims, og så prøver vi at udbrede den.

Teknologien skal passe til borgerens behov og ikke omvendt. Og det er nødvendigt at uddanne eller træne medarbejderne i at bruge de nye apparater, så både de og brugerne er trygge ved det. Medarbejderne vil gerne borgernes bedste, men hvis de ikke har fået den fornødne uddannelse og træning, gør de, som de plejer, og teknologien bliver ikke brugt.

Det betyder, at kommunen ikke opnår gevinsten i for eksempel mere tid til borgeren eller bedre arbejdsmiljø. Man skal have ’kørekort’ til en loftlift for at bruge den, og man skal lære at indstille et stemmestyret nødkald, for at det virker rigtigt? Velfærdsteknologi er ikke en løsning i sig selv Og vi må anerkende, at folk er forskellige. Nogle borgere - og medarbejdere - har for eksempel meget svært ved at forstå og bruge IT. Vi skal ikke skabe et A- og et B-hold, hvor nogle får glæde af teknologien, mens andre ikke gør.? Endelig viser erfaringerne, at ældre mennesker generelt er mere skeptiske over for teknologiske hjælpemidler, end ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 71

handikappede er, så det stiller nogle krav til kommunerne, når vi indfører de smarte dimser og apparater på ældreområdet.

Hvis borgerne ikke er motiverede for at lære at bruge de nye apparater, er der stor risiko for, at vi mislykkes med at indføre dem. Og igen: Vi høster ikke gevinsten. Velfærdsteknologi kan ikke i sig selv fremtidssikre den offentlige sektor. Den daglige indsats fra de mange SOSU’er, sygeplejersker, plejere, assistenter, skolelærere og andre medarbejdere i den offentlige sektor er nøglen. Teknologien er kun en mindre brik, men den er vigtig, og i kommunerne og regionerne må vi tage vores del af ansvaret for, at fremtidens smarte maskiner og apparater bliver udviklet. Vi skal ikke sende folk til Månen, så det er ikke raketvidenskab. Men det er sund fornuft. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 72

Brug af teknologi skal ikke være en spareøvelse

DEBAT: Teknologi skal benyttes for borgernes og medarbejdernes skyld, og hvis det er godt for kommunekassen, er det jo bare et ekstra gode. Det mener Thorkild Gruelund (K), formand for Social- og Seniorudvalget i Hørsholm Kommune.

Af Thorkild Gruelund (K) Formand for Social- og seniorudvalget, Hørsholm Kommune

Velfærdsteknologi er for mig frihed og værdighed! Vi skal sikre os, at vore økonomer blander sig uden om debatten. Økonomerne - med deres økonomisnak - ødelægger enhver god debat om emnet.

Ofte tales der om velfærdsteknologi som et nyt emne. Det er sludder. Emnet er oldgammelt. Stokken er et af de ældste teknologiske hjælpemidler, vi har. I stedet for at kravle kunne manden holde sig oprejst! I stedet for at skulle vente på en anden person som støtte, kan det svage menneske selv gå med støtte fra en stok. Det er da fantastisk, at en kæp med ganske få ændringer i mange år har hjulpet så mange mennesker til så megen frihed og værdighed.

Hjælpemidler giver livskvalitet Eksemplerne er flere: briller, gebis. Hver dag giver de hjælpemidler millioner af mennesker livskvalitet. Der er ikke så megen teknologi i mine nævnte eksempler. Så kan man nævne telefonen, høreapparat eller TV. Der er i hvert fald masser af teknologi i de produkter.

Min svigermor på 97 kan ikke så meget og har ikke så mange adspredelser. Men min kone kan ringe til hende hver dag og få en snak. Mine døtre kan også. Telefonen er i mine øjne en af nutidens største velfærdsteknologiske succeser. At være i stand til at kontakte andre mennesker! At kunne blive kontaktet af andre mennesker. Frem for at være isoleret! Telefonen er guld værd for de, som ikke har andre kontaktmuligheder.

I Hørsholm Handicapråd har vi haft besøg af formanden for Handicaprådet i Fredensborg Kommune, Kristian Hegaard. Kristian holdt et blændende foredrag om, hvad man arbejdede med i Fredensborg. Kristian er selv handicappet og sidder i en specialdesignet kørestol. Hverken vi eller Kristian havde fået den gode oplevelse uden velfærdsteknologi. Robotter er af nogle politiske kollegaer og borgere kritiseret til brug i pleje og omsorg af svage og handicappede mennesker. Det er min opfattelse, at vi skal byde ny teknologi velkommen. Det er da muligt, at robotstøvsugernes første, anden og tredje generation ikke er tilfredsstillende, men robotstøvsugeren har fået alt for megen plads i medierne. Tænk på, hvor mange tunge løft på plejehjem, som er blevet afhjulpet med moderne teknik. Alt udvikles. De første briller så også helt anderledes ud, end dem vi benytter i dag. Hvis jeg var svag, ville jeg personligt langt foretrække et ”SMART WC”, som jeg kan frekventere, når det passer mig. Frem for at sidde og vente på hjælp fra en nok så venlig social- og sundhedshjælper. Ikke en spareøvelse Når jeg fra start ikke ønsker økonomer ind i debatten om velfærdsteknologi, skyldes det, at jeg ikke ser opgaven som en spareøvelse. Igen: Velfærdsteknologi er for mig frihed og værdighed! Men jeg er ikke ”uøkonomisk”. Vi giver jo ikke en kørestol til et menneske, hvis en stok er tilfredsstillende. Vi giver ikke førerhund til en dårligt seende, hvis briller kan løse problemet. Det er også økonomi i velfærdsteknologi. Hvis teknologi kan hjælpe svage medborgere, skal vi naturligvis benytte teknologien for borgernes skyld og for vore medarbejderes skyld. Hvis det også er godt for kommunekassen, så er det absolut ingen skade til. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 73

Velfærdsløsninger skal give mere tid til nærvær DEBAT: Hvis vi udnytter velfærdsteknologien, får vi mulighed for at prioritere mere tid til menneskeligt nærvær. Det kan forbedre borgerens livskvalitet, skriver Vicky Holst Rasmussen (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget, Egedal Kommune.

Af Vicky Holst Rasmussen (S) Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Egedal Kommune Jeg tror på, at de fleste mennesker helst vil klare sig selv, så længe de overhovedet kan. Selv kunne gå på toilettet, vaske sig og spise.

Personligt vil jeg hellere være afhængig af tekniske hjælpemidler og måske en robot til at klare de opgaver end at være afhængig af andre mennesker. For uanset hvor mange mennesker vi ansætter i for eksempel ældreplejen, vil de aldrig være i stand til at hjælpe mig, lige præcis når det passer mig. Det vil være et liv mere på andres end mine egne betingelser og præmisser. Teknologi kan give tid til nærvær Nye tal for Danmarks Statistik indsamlet på vegne af Digitaliseringsstyrelsen viser også, at mange borgere har det på samme måde. De er klar til at bruge de teknologier, vi måtte have til rådighed, hvis de får brug for hjælp i hjemmet eller til behandling for en kronisk sygdom.

Til gengæld er der ikke noget teknisk hjælpemiddel, der kan erstatte mennesker, når vi taler behovet for kontakt med andre. Ensomheden er ofte et stort problem for ældre. Det er meget svært at prioritere nærværet og kontakten med borgeren, der har brug for hjælp. De praktiske opgaver skal jo udføres.

Hvis vi udnytter velfærdsteknologien, får vi muligheden for at prioritere. Muligheden for at prioritere mere tid til menneskelig kontakt og nærvær. På den måde kan velfærdsteknologien være med til at give borgerne en bedre livskvalitet. Det er selvfølgelig først og fremmest til gode for den enkelte. Men jeg er sikker på, at det også vil få nogle afledte effekter. Jo bedre man har det, jo mere livslyst man har, jo længere tid vil man have kræfter til at klare flere opgaver selv. Der skal investeres i og uddannes medarbejdere For mit vedkommende er mulighederne så åbenlyse, at jeg synes, vi skal gå i gang med det samme. Det kan faktisk kun gå for langsomt. Vi skal i samarbejde med borgerne og plejepersonalet hurtigst muligt have klarlagt, hvilke opgaver vi gerne vil have teknologisk hjælp til – og hvordan vi bedst muligt bruger de menneskelige omsorgsressourcer, vi har. Helt konkret har vi i Egedal Kommune nedsat en bredt sammensat medarbejdergruppe, der skal sikre et overblik over muligheder og prioriteringer på teknologiområdet.

Og i forbindelse med vores nyligt udarbejdede ældrepolitik er der oprettet et teknologiråd, der skal fungere som en følgegruppe til medarbejdergruppen. Teknologirådet består af repræsentanter fra seniorrådet, handicaprådet og det administrative personale, og det skal være borgernes talerør på området.

Vi skal investere i og uddanne vores medarbejdere på sundhedsområdet, så de kan guide og hjælpe vores borgere til at hjælpe sig selv med de opgaver, der giver mening, og som er med til at bevare muligheden for at bestemme og have frihed i eget liv. Og så kan vi frigive ressourcer til nogle af de opgaver, der længe har været for lidt tid til: tiden til at tage sig af mennesket og livskvaliteten. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 74

Velfærdsteknologi skal indføres med tålmodighed

DEBAT: Velfærdsløsninger kan forbedre livskvaliteten hos ældre, men det kan være svært at omstille sig til at betjene og at blive hjulpet via teknologi. Det skriver Bent Aage Rasmussen, formand, Svendborg Ældreråd og Danske Ældreråd.

Af Bent Aage Rasmussen Formand for Svendborg Ældreråd og DANSKE ÆLDRERÅD

Alle kommuner har lovbefalede, folkevalgte ældreråd. Ældrerådene er partipolitisk neutrale og har som formål at vejlede beslutningstagere i kommunalt regi om ældre borgeres livsbetingelser og virkningen af offentlige tilbud for denne gruppe.

Jeg taler som formand for landsorganisationen DANSKE ÆLDRERÅD og som formand for Svendborg Ældreråd. Jeg repræsenterer med andre ord de potentielle 'brugere' af velfærdsteknologi, nemlig den ældre del af befolkningen.

Derfor vil jeg i mit indlæg tage brugerperspektivet og dele nogle overvejelser om muligheder og risici for de mennesker, som bliver vasket af en vaskerobot, har en 'personlig tracker' i form af en GPS, er brugere af telemedicin, af 'intelligente' bleer eller får gjort rent med en robotstøvsuger.

Velfærdsløsninger kan give større personlig frihed Jeg ved, at langt de fleste ønsker at være selvhjulpne så længe som muligt, og her kan ny teknologi til både rengøring og personlig pleje spille en positiv rolle.

Både i forbindelse med hverdagsrehabilitering og generobring af tabte færdigheder. Lykkes den, suppleret med velfærdsteknologi, har alle glæde af det. For borgeren kan de genvundne færdigheder betyde forbedret livskvalitet.

Svendborg Kommune har et projekt, hvor flere plejehjem bruger såkaldte 'intelligente' bleer. Bleen har en intelligent sensor, der sender besked til plejepersonalet, når den skal skiftes.

Det giver mulighed for, at plejepersonalet undgår at forstyrre unødigt med tjek af bleen. Og samtidig får den ældre borger skiftet sin ble, så snart der er behov. Det giver en større personlig frihed at være mindre afhængig af personalets arbejdstid, om det er i hjemmet eller på plejehjem. I kommunen er robotstøvsugeren frivillig, og myndighedsafdelingen er meget interesseret i teleteknologi.

Ikke alle er fortrolige med teknologi Når det gælder de svageste ældre medborgere, skal vi stille skarpt på, at vi har at gøre med en sårbar gruppe. De er sjældent fortrolige med ny teknologi, og mange føler ikke, at de har muligheden for vælge velfærdsteknologiske løsninger til eller fra. Det gælder ikke mindst mennesker, som er mentalt svækkede af en demenssygdom.

En fysisk svækket person kan have god gavn af for eksempel en vaskerobot, som både giver vedkommende mere fleksibilitet, privatliv og samtidig aflaster den ansatte, som slipper for nogle af de tunge løft.

En person i startfasen af en demenssygdom kan også have god brug af velfærdsteknologiske løsninger som en personlig tracker - en GPS, der gør, at vedkommende tør bevæge sig omkring uden at være så bekymret for at fare vild.

Det står i modsætning til et menneske med en mere fremskreden demens. Vedkommende er meget følsom over for forandringer og kan opleve dem som en trussel, og her skal vi være endog meget nænsomme.

Risiko for ensomhed Vi skal se i øjnene, at velfærdsteknologi kan medvirke til ensomhed hos nogle ældre personer. En del plejecentre har indkøbt 'robotsæler' - en japansk opfundet tøjsæl med store bedårende øjne, som kommunikerer via lyde med personer, der kontakter og berører den. Sælen appellerer til, at man udviser omsorg for den, og tanken er, at den kan være med til at forebygge ensomhed. Det er dog ikke ret ofte tilfældet.

Fonden 'Ensomme Gamles Værn' skriver i en nyligt udgivet rapport om velfærdsteknologi, at ledere og medarbejdere på plejecentre sjældent beretter om eksempler på, at der er indført velfærdsteknologi, som tilskrives en væsentlig rolle eller betydning for beboerens sociale liv.

Ifølge rapporten kan velfærdsteknologi potentielt styrke fysisk funktionssvækkede menneskers mulighed for at være mere selvhjulpne, men velfærdsteknologi ser i meget ringe grad ud til at kunne medvirke til at reducere oplevelse af ensomhed. Det maner til eftertanke. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 75

Må ikke blive spareøvelse I forlængelse af Hjemmehjælpskommissionens rapport og anbefalinger fra 2013 skal vi holde fokus på, at ældre borgere skal kunne føle sig trygge og vide, at de får hjælp, når de har behov.

Vi må ikke lade udvikling og implementering være drevet primært af økonomiske incitamenter, men holde fokus på at forbedre den enkelte borgers tilværelse. Man skal være forsigtig med at indregne besparelser på forhånd, når kommunen lægger sit årlige budget. Og midlerne bør forblive på ældreområdet, hvis vi er i den lykkelige situation, at det faktisk giver en økonomisk gevinst at bruge teknologiske hjælpemidler.

I et nyt år lige efter et kommunalvalg sidder der mange nye udvalgsmedlemmer i kommunerne. Forvaltningerne, ældreudvalgene og ældrerådene skal sikre videndeling, så vi kan træffe beslutninger med mest mulig viden og fokus på både økonomi og brugere.

Tålmodighed og nænsomhed Vi skal indføre velfærdsteknologi med tålmodighed. Ældre mennesker har mange vaner, og det kan være grænseoverskridende og svært at omstille sig til at betjene og blive hjulpet via teknologi.

Velfærdsteknologi kan også let anvendes til overdreven kontrol af den ældre, hvilket kan give etiske problemer. Derfor skal vi huske at høre brugerne - funktionssvækkede ældre mennesker og de medarbejdere, som skal betjene og helst have gavn af ny teknologi. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 76

Teknologi skal ikke tages i brug for enhver pris DEBAT: Velfærdsløsninger skal suppleres af en social kontakt, der kan vurdere, om der er ændringer i borgerens tilstand, som kræver handling. Det mener Leif V. Nielsen (S), formand for Social, Sundhed og Ældreudvalget, Lejre Kommune. Leif V. Nielsen (S)

Af Leif V. Nielsen (S) Formand for Social, Sundhed og Ældreudvalget, Lejre Kommune Der er efterhånden opfundet mange forskellige hjælpemidler, som afprøves ude i kommunerne. Lejre Kommune begyndte for et par år siden på et projekt med afprøvning af velfærdsteknologiske hjælpemidler i et samarbejde med Ældrerådet og Handicaprådet.

Der er hvert budgetår afsat 0,5 millioner kroner til indkøb og uddannelse af personalet, og der er blevet valgt hjælpemidler til afprøvning i demenshusene, genoptræningscentrene og på pleje- og omsorgsområdet. Det er vigtigt at inddrage både borgere og medarbejderne i processen og fortælle, hvad målet er med projektet, hvis det skal blive en succes. Det individuelle behov skal vurderes Når der debatteres i medierne, er det næsten altid robotstøvsugeren, der løber med overskrifterne. Skal den være kommunens tilbud til støvsugning og rengøring, som man ikke kan afslå, hvis der søges om hjælp? Svaret er nej.

Der skal altid ske en konkret, individuel vurdering for hver ansøgning. For nogle borgere kan det give mening at afprøve en robotstøvsuger, og for andre giver det ingen mening. Brugen af robotstøvsuger, eller selvkørende støvsuger, som nogen hellere vil kalde den, skal ses som et tilbud, der kan afslås.

Bevar den sociale kontakt Jeg ser ikke robotstøvsugeren som fremtidens endegyldige løsning, når der ansøges om praktisk hjælp til rengøring. Jeg tror mere på det personlige fremmøde hos borgeren, så den sociale kontakt holdes ved lige over en snak og en kop kaffe, og hvor hjemmehjælperen har mulighed for at vurdere, om der er ændringer i borgerens tilstand, som kræver handling og hjælp. Det kan robotstøvsugeren altså ikke klare, og den skal i øvrigt også serviceres.

For mig giver det derimod god mening at få afprøvet og implementeret brugen af hjælpemidler til den personlige pleje. Her er det fleksible toilet et godt eksempel, som vi allerede har høstet god erfaring med. Det er i mine øjne et meget konkret velfærdsgode, hvor borgeren kan bevare sin værdighed. Hvem vil ikke gerne klare sit toiletbesøg uden hjælp fra en hjemmehjælper eller to? Jeg vil.

Omvendt er jeg meget skeptisk med hensyn til de spiserobotter, som der eksperimenteres med i udlandet, og som mig bekendt blandt andet er tiltænkt svært handicappede på bo-institutioner og til demente. Jeg synes, det er koldt og umenneskeligt og ikke en værdig måde at behandle et menneske på, der er fuldstændig afhængig af andre. Lad os nu holde fast i nærværet og den vigtige menneskelige kontakt, for det er sådan, et velfærdssamfund behandler sine svageste borgere. I demenshusene har vi afprøvet massagestole, specielle sovemadrasser og forskellige dyr, der kan bevæge sig og sige dyrelyde. Det har givet ro hos de demente og dermed også mere ro samlet set i hele huset.

Som noget nyt er nogle medarbejdere uddannet til at give hovedbundsmassage. Det giver de demente et vist velvære, ro og en fysisk kontakt med et andet menneske, som de fleste kun får i forbindelse med den personlige pleje. Det skal selvfølgelig være frivilligt at deltage og ses som et tilbud. Det kræver selvfølgelig personaletid og så i øvrigt kun de hjælpemidler, vi er udstyret med i forvejen, nemlig hænderne. Jeg så det første gang vist i en TV-udsendelse, hvor det blev praktiseret på et københavnsk plejehjem. Besparelser skal ikke erstatte varme hænder I de kommende år skal vi vælge mellem nogle af de mange velfærdsteknologiske tilbud, som vi vil tilbyde vores borgere. Den udvælgelse skal ske med baggrund i egne projekterfaringer og ud fra den viden, vi kan tilegne os fra fagfolk og andres projekter.

Eventuelle besparelser skal ikke erstatte de ”varme hænder”, men forblive i budgettet, så der blandt andet bliver mere tid til sociale aktiviteter, daglige gøremål og generelt en bedre normering på plejecentrene.

Der vil være et løbende behov for en generel uddannelse og efteruddannelse af personalet i brugen af de meget forskellige hjælpemidler og måske i nogle tilfælde en mere specialiseret uddannelse, for der vil også fremover være behov for afprøvning af nye og til tider avancerede hjælpemidler til gavn for borgerne, men også for medarbejderne i det daglige arbejde. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 77

Det er vigtigt, at der i respekt for den enkeltes behov altid sker en individuel behandling af alle ansøgninger, men selvfølgelig også i overensstemmelse med det politisk vedtagne serviceniveau. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 78

Gode løsninger tager afsæt i brugerens behov

DEBAT: Nøglen til at udvikle effektive løsninger med så få omkostninger som muligt ligger i involveringen af brugeren. De kan fortælle, om vi udvikler noget, der virker i praksis, skriver Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd.

Af Tue Byskov Bøtkjær Formand for Det Centrale Handicapråd Altinget.dk sætter fokus på velfærdsteknologi. Det er der rigtig mange, der gør. Men hvis velfærdsteknologi er svaret, hvad var så egentlig spørgsmålet? Danskerne er ikke fremmede over for, at velfærdsteknologi kan være en løsning, de skal anvende i fremtiden. Hele 73 procent af de 65-74-årige ønsker at anvende digitale og velfærdsteknologiske løsninger til at kunne klare sig selv i hverdagen. Med afsæt i borgerens behov Mange konkluderer på de tal, at velfærdsteknologi er godt for borgerne. Jeg vil hellere konkludere, at teknologiforskrækkelse ikke er en barriere for at udvikle smarte løsninger. Barrieren handler nærmere om, hvorvidt løsningen vitterlig er smart for den enkelte borger – uanset om det handler om at omstille sig til noget, der udføres af en robot eller af et menneske. Nøglen ligger i at involvere brugerne meningsfuldt og i hele processen. Deres oplevelser og feedback fortæller, om vi udvikler noget, der virker i virkeligheden. Derfor gør vi klogt i først at se på borgernes behov og dernæst på den teknologi, der findes. Løsningen behøver ikke være specielt ny, god eller anderledes, fordi den er ”velfærdsteknologisk”. Og det er næppe det, der gør den store forskel for borgeren. Hvis man mister førligheden, er det mon så ikke en større omvæltning at være afhængig af hjælp fra fremmede i hjemmet og måske ikke selv kunne bestemme, hvor længe man vil blive i sengen om morgenen, end at gå fra at blive løftet op af to sosu-assistenter til at blive løftet med en lift? Debat fjerner fokus fra løsningen Hvad giver det egentlig debatten og borgerne, at vi diskuterer velfærdsteknologi som koncept? Skulle vi ikke bare se på, hvilke gode løsninger myndigheder og borgere sammen kan sætte i værk med den teknologi – høj eller lav – som vi til enhver tid har til rådighed? Jeg frygter, at den stadige fokusering på ”velfærdsteknologi” er mere fremmende for projektmageri end for at finde og (gen)bruge gode løsninger med så stor nytte og så få omkostninger som muligt. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 79

Tag imod velfærdsteknologien uden diskussion

DEBAT: Hvorfor diskutere velfærdsbegrebet? Er velfærdsteknologi ikke blot en udvikling, som gør hverdagen nemmere for borgere og personale, spørger Lone Glarbo, formand for social- og sundhedsudvalget, Favrskov Kommune.

Af Lone Glarbo (V) Formand for social- og sundhedsudvalget, Favrskov Kommune Velfærd er et begreb, som vi alle bruger i flæng. Definitionen er uklar, men det er så vagt og uforpligtende, og alligevel opfattes det altid som et klokkeklart plusord. Vi ved med andre ord ikke så meget om, hvad velfærd er, men vi ved, det er godt.

Debatten drejer sig mest om retfærdighed. I den offentlige debat drejer velfærd sig i virkeligheden om noget andet, end hvad ordet umiddelbart antyder – nemlig fordelingsretfærdighed. Her er det et spørgsmål om lighed og ulighed.

Hvorfor overhovedet tale om velfærdsteknologi? Er der i virkeligheden tale om et forældet begreb og måske derfor en uinteressant diskussion?

Er det bare en teknologisk udvikling, som vi bare kan tage imod, sortere i tilbuddene med omtanke og derefter vælge de løsninger, som gør hverdagen nemmere for borgere, personale og pårørende?

Vi skal ikke stirre os blinde på nemme løsninger Vi skal dog være varsomme med altid at vælge de nemmeste løsninger, de må også gerne tilføre en reel værdi, så det ikke bliver teknologi for teknologiens skyld.

Hvis teknologien gør det muligt at omstrukturere midler, så vi kan prioritere i overensstemmelse med vores ønsker inden for eksempelvis hjemmeplejen, så er det jo blot fint, og vi bør slå til. Det kunne jo være, at vi ønskede at frigive noget af den tid, der bruges på rengøring og hygiejne, således at der blev plads til en kop kaffe, en snak, en tur igennem fotoalbummet, at borgeren gerne vil have tilplantet altankassen eller mange andre gøremål. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 80

Ulige adgang til sundhedsrådgivende apps

DEBAT: Der er risiko for en reel skillelinje mellem de borgere, der har ressourcer til at købe de nyeste rådgivende apps til at overvåge egen sygdom, og dem, der ikke har. Det skriver Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester i København.

Af Ninna Thomsen (SF) Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune Om få måneder er det igen tid for konfirmationer. Forestil dig, at ’Onkel Hans’ i sin tale til konfirmanden siger:

”Jeg vil råde dig til at tage en uddannelse, ellers kommer du sikkert ikke til at fejre din 75-års fødselsdag.” Der ville nok blive rynket på brynene rundt om middagsbordet. Men Onkel Hans har desværre ret.

Motivation til en sundere livsstil Vi vil alle sammen gerne have et godt og langt liv, men nogle af os har dårligere mulighed for det end andre. I dag lever en 30-årig københavnsk mand med kort uddannelse gennemsnitligt 7,4 år kortere, end en 30-årig mand med en lang uddannelse. For kvinder er tallet 5,2 år. Årsagen er kompleks, men skyldes i høj grad livsstil. Rygning, usund mad, for meget alkohol og for lidt motion koster helbred og liv. Og københavnere med lange uddannelser har desuden generelt mange flere år, hvor helbredet er godt og dermed livskvaliteten. 30-årige københavnske mænd med lang uddannelse kan i gennemsnit forvente 15,5 flere leveår med selvvurderet godt helbred end kortuddannede mænd.

Det er ikke rimeligt, at der er så stor forskel, og derfor må vi blandt andet i kommunerne forsøge at rette op på det. Det gør vi på mange måder, og velfærdsteknologi kan være en del af løsningen. Jeg tror ikke, vi med et tryk på en knap, udrydder uligheden, men vi må trække i alle de håndtag, vi har, for at få mere lighed i sundhed.

Vi må motivere endnu flere københavnere til at vælge en sundere livsstil. Vi ved allerede, hvem der tager mest i fitnesscentret eller følger de nationale anbefalinger for eksempelvis kost. Det er de ressourcestærke borgere, der oftest selv tager initiativ til at ændre livsstil og fastholde den bagefter. Teknologien kan forhåbentlig hjælpe os til at nå de borgere, der har sværere ved at ændre livsstil.

Ulige adgang til rådgivende apps Apps på telefoner kan i dag hjælpe borgeren med rådgivning om for eksempel rygestop eller overvåge, hvor meget man bevæger sig i løbet af en dag. Det er kun begyndelsen, og i fremtiden vil man med sensorer kunne overvåge, om kroppen har brug for væske, eller om indholdet i kosten er hensigtsmæssig. Så vidt jeg ved, findes der endnu ikke en ’uligheds-app’ til mobiltelefonen, men det kan være, den kommer.? Men jeg ser risikoen for en reel skillelinje mellem de borgere, der selv har ressourcer til at købe de nyeste apps eller teknologi til at overvåge egen sygdom, og dem, der ikke har. Lige nu er mange kommercielle løsninger for dyre og mangler den sidste brugervenlighed, til at alle borgere køber udstyret. Det kan for eksempel være et spirometer, der måler, hvor meget luft de ånder ind og ud, så de kan overvåge deres KOL.

I et sundhedsvæsen med flere løsninger for den enkelte skal fællesskabet sikre, at alle borgere har adgang til de nyeste teknologier. Det er rimeligt at forvente, at der vil komme et stadigt større privat marked for apps etc. Det offentlige har et ansvar for, at alle har mulighed for at få adgang til det. Men samtidig vil det også stille krav om, at det offentlige åbner sig for private løsninger og arbejder sammen med dem, så man for eksempel vil kunne måle sig med sit eget udstyr og give dataene videre til f.eks. en af vores sygeplejersker.

Kommunerne skal gå forrest Som jeg skrev i mit forrige indlæg på Altinget.dk, skal vi i kommunerne gå forrest med at udvikle og afprøve ny velfærdsteknologi. Det skal vi også, når det handler om at bekæmpe uligheden i sundhed. I Københavns Kommune har jeg udpeget områderne Bispebjerg og Nørrebro til at være udviklingszoner. Bispebjerg og Nørrebro har store sundhedsudfordringer, og de har en middellevetid, som er hhv. to og fire år kortere end gennemsnittet i København. Min ambition er at reducere afstanden i den gennemsnitlige levealder mellem de kortuddannede og længst uddannede i København med et helt år for mænd og et halvt år for kvinder.

Når Bispebjerg og Nørrebro er udviklingszoner, betyder det, at fremtidens velfærdsteknologi skal udvikles med og bruges af borgere i lokalområdet. Borgere, der ikke altid selv har overskud eller råd til at købe eller bruge den nyeste teknologi? ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 81

Når vi afprøver nye ting, er det klart, at vi samtidig løber en risiko for, at det ikke virker efter hensigten.

Jeg har selv lige valgt at lukke en telemedicinsk løsning for borgere med lungesygdommen KOL. Medarbejdere i Københavns Kommune har i et par år arbejdet hårdt for at forebygge genindlæggelser af borgere med KOL. Det blev desværre ikke en succes. Erfaringerne viste, at borgerne var trygge ved at kunne få en ’hastekonsultation’ med en sygeplejerske via en skærm, men at det ikke forhindrede genindlæggelser på hospitalet.

Jeg ville helst have haft, hvis mange københavnere i dag kunne få glæde af løsningen. Men jeg ved også, at for at udvikle nyskabende gode løsninger skal vi turde at ramme ved siden af skiven enkelte gange. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 82

Besparelser skal komme borgerne til gode

DEBAT: Velfærdsteknologi kan give besparelser, og det skal komme borgerne til gode. Der skal bl.a. investeres i en efteruddannelse af personalet i brugen af ny teknologi, mener Bent Aage Rasmussen, formand, Svendborg Ældreråd.

Af Bent Aage Rasmussen Formand for Svendborg Ældreråd og Danske Ældreråd I Altinget.dks debat om velfærdsteknologi kan vi læse, at den ikke må indføres som en spareøvelse, at vi skal tage udgangspunkt i brugernes behov og ret til selvbestemmelse, og at vi skal passe på i forhold til risikoen for ensomhed. Vigtige indspark, som jeg kan tilslutte mig.

Jeg tilhører selv den ældre del af befolkningen og taler som formand for landsorganisationen Danske Ældreråd og for Svendborg Ældreråd. Så jeg taler på vegne af potentielle brugere af velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi kan gøre livet lettere for den enkelte bruger. Og den kan aflaste de mennesker, der skal hjælpe ældre eller andre borgere med behov for pleje og omsorg.

Begge formål er legitime, og ofte går de heldigvis hånd i hånd. Vi skal blot stille os selv spørgsmålet, hver gang vi tager et nyt konkret velfærdsteknologisk hjælpemiddel i brug.

Hvem skal betale? Vi tænker ofte på velfærdsteknologi som et middel til besparelser, og det kan det også være for samfundet. Men for individet er det væsentligt at se på, hvornår vi definerer det som et såkaldt forbrugsgode, som skal betales af den enkelte, og hvornår der er tale om et hjælpemiddel. I det sidste tilfælde skal det jo bevilges. Sådan vil der konstant opstå nye spørgsmål. Når vi taler økonomi, er indretning af moderne plejeboliger et godt eksempel. Hvem skal betale for installeringen af vasketoiletter? Hvem skal betale for gardiner, som en plejehjemsbeboer selv kan styre, og for døre, som han eller hun kan åbne med en fjernbetjening?

Kort sagt - hvem skal betale for alle de velfærdsteknologiske løsninger i fremtidens plejebolig? Hvis disse udgifter lægges på huslejen, kan velfærdsteknologisk spækkede plejeboliger blive for dyre for en almindelig borger på folkepension. Frivillighed og fagprofessionalisme Velfærdsteknologi kan rumme potentielle besparelser på mandetimer og de såkaldt 'varme hænder'. Det er indlysende, at de besparelser skal komme borgerne til gode.

Det kræver i mange tilfælde efteruddannelse af personalet at bruge den nye teknologi optimalt, og det skal der afsættes ressourcer til. I det hele taget skal vi holde fast i den fagprofessionelle tilgang, som kendetegner vores velfærdssamfund. Når det er sagt, så kan vi netop i forbindelse med de potentielle sociale følger af velfærdsteknologi med fordel indtænke frivillige. Danske Ældreråd har den holdning, at frivillige hænder aldrig må udføre visiterede ydelser.

Flere kommuner ansætter frivilligkoordinatorer, men jeg tror, at vi fremover også får brug for velfærdspiloter til at hjælpe borgere og personale med at få optimalt udbytte af velfærdsteknologi. Måske en indsats, der kan løses i samarbejde med frivillige. Sociale følger Hver gang man indfører velfærdsteknologi, skal man i det hele taget tænke de sociale følger ind i det. Som jeg berørte i mit forrige debatindlæg, ligger risikoen for ensomhed hos de sårbare ældre mig meget på sinde.

Hvis deres hverdag kan lettes ved brug af velfærdsteknologi, er det fint, men det er en faglig og individuel vurdering, som skal ligge til grund. Og beslutningen skal tages i dialog med borgeren. Det er vores opgave som ældreråd at vurdere, hvad der tjener dem bedst, som vi er valgt af og for. Det er også vores opgave at rådgive og tage medansvar, når de kommunale budgetter fremlægges til drøftelse. Det er vores opgave at se det hele billede og komme med konstruktive forslag, som gavner de ældre, og at alle grupper bliver tilgodeset med de midler, som er til rådighed.

Det kræver en konstruktiv og åben dialog med ældrechefer, socialudvalg, andre i administrationen og på det politiske niveau. Også i forhold til velfærdsteknologiske løsninger. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 83

Hjælpemidler kan forbedre arbejdsmiljøet

DEBAT: Hjælpemidler kan forhindre arbejdsskader. Det er både til stor gavn for medarbejdernes arbejdsmiljø og borgerne, som undgår skiftende vikarer, skriver Leif V. Nielsen (S), formand for Social, Sundhed og Ældreudvalget, Lejre Kommune.

Af Leif V. Nielsen (S) Formand for Social, Sundhed og Ældreudvalget, Lejre Kommune Når der debatteres for- og imod brugen af velfærdsteknologiske hjælpemidler, er det næsten altid hjælpemidlets effekt og gavn i forhold til borgeren, der tales og skrives om, men det har jo i virkeligheden også stor indflydelse på personalets arbejdsmiljø, når vi til- eller fravælger hjælpemidler.

Da jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen i Bramsnæs Kommune i 2001, havde jeg ikke det store kendskab til arbejdsforholdene for personalet, der udførte praktisk hjælp og personlig pleje.

Et bedre arbejdsmiljø Det mest opsigtsvækkende hjælpemiddel dengang var nogle flytbare elektriske hejse, der var monteret på loftsskinner, som kunne flyttes rundt efter behov. Brugen af hejsene var dengang et stort fremskridt for arbejdsmiljøet, da forflytningen af borgeren ikke længere skulle ske ved brug af rå muskelkraft, men langt hen ad vejen kunne klares af en person ved brug af hejsen.

Det har uden tvivl betydet, at mange medarbejdere er blevet sparet for slid- og løfteskader på arme, skuldre og ryg, som vel stadig er den største andel af arbejdsskader blandt plejepersonale og sygeplejersker. Færre sygedage er også lig med færre vikarer til glæde for borgerne, men også færre omkostninger på lønbudgettet. Siden 2001 er der sket en enorm udvikling i udbuddet af teknologiske hjælpemidler. En genial opfindelse er en oppustelig madras, der ender med at blive til en stol, når oppustningen er tilendebragt.

Madrassen kan også bruges til forflytning af store og tunge personer, og oppustningen sker med en lille elektrisk kompressor. Det hele kan betjenes af en person, der herefter kan ”nøjes” med at forflytte borgeren fra siddende stilling i stedet for fra liggende stilling på gulvet.

Brugen af madrassen kan for eksempel klares af en enkelt medarbejder hjemme hos borgeren, typisk efter brug af nødkaldet. Det betyder hurtig hjælp til borgeren og er en god hjælp til medarbejderen, der ikke skal vente på en kollega eller vente på Beredskabet, der også bruges som assistance i disse situationer.

Kommunalpolitikerne skal tage teten Jeg mener, vi politikere skal være mere målrettede og opmærksomme på udbuddet af de hjælpemidler, der kan spare medarbejderne for diverse arbejdsskader og dermed skabe et bedre arbejdsmiljø.

Det er ligeså vigtigt at holde medarbejderne fri for skader, som det er at finde de rette hjælpemidler til hjælp for borgerne. Det er derfor bydende nødvendigt at afsætte penge i budgettet til indkøb og afprøvning af udvalgte hjælpemidler og sørge for relevant uddannelse og efteruddannelse af personalet, så de også er i stand til at betjene disse på den korrekte måde.

Når vi har foretaget diverse bruger- og tilfredshedsundersøgelser, er et af kritikpunkterne som regel brugen af mange vikarer. Mon ikke det er noget alle kommuner kender til?

Hvis brugen af nogle af de mange hjælpemidler kan forhindre skader og dermed være med til at minimere brugen af vikarer, er meget opnået til glæde for borgerne og medarbejdernes arbejdsmiljø. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 84

PANEL V: Fokus på landets velfærdsprojekter

PRÆSENTATION: Hvordan omsættes samfundsmæssige udfordringer til velfærdsindsatser, og hvad er effekten af arbejdet? Det sætter Altinget | Velfærdsteknologi fokus på denne måned.

Altinget | Velfærdsteknologi sætter i denne omgang af Velfærdsteknologidebatten et særligt fokus på de velfærdsprojekter, som netop er igangsat eller allerede er implementeret rundt om i Danmark. Debatformen er lidt anderledes end i de foregående debatrunder. Praktikere vil over den kommende måned præsentere og beskrive deres specifikke tiltag. De skal blandt andet svare på, hvilke udfordringer der har givet anledning til initiativerne, hvordan de fungerer i praksis, samt hvilke resultater der er kommet ud af velfærdsprojekterne.

Alle er velkomne til at kommentere på debatten og indsende indlæg om andre velfærdsløsninger. Send en mail til [email protected]. Velfærdsprojekter I kan se frem til at læse om: Virtuel hjemmepleje . Af Viborg Kommune.

Digitalt hjul og oversigtstavle sikrer tidlig opsporing af sygdomstegn. Af Geriatrisk Team, Roskilde Kommune.

Teknologi til selvaktivering af udviklingshæmmede voksne. Af AKP Design.

En åben software-platform til applikationer på velfærdsområdet. Af Sekoia.

App’en ’Min vej’ . Af Københavns Kommune.

En digital dialogplatform, der skal hjælpe børn i udsatte familier . Af Helsingør Kommune.

En digital undervisningsplatform. Af it-virksomheden KMD. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 85

Digitalt hjul sikrer tidlig sporing af sygdomstegn

DEBAT: Et digitalt hjul og en oversigtstavle giver hjemmesygeplejersker et overblik over borgerens helbredstilstand. Det gør det muligt hurtigt at opspore sygdomstegn, erfarer Jeanne Schlenzig, sygeplejerske i Geriatrisk Team, Roskilde Kommune.

Af Jeanne Schlenzig Sygeplejerske, Geriatrisk Team, Roskilde Kommune Større kompleksitet i ældreplejen gør det bydende nødvendigt at bruge velfærdsteknologien til at forbedre fokus på tidlig opsporing af sygdomstegn og hurtig iværksættelse af sundhedsfremmende tiltag hos ældre.

I Hjemmehjælpskommissions-rapporten fremgår, at der vil være et mere differentieret ældrebillede i årene fremover. Der skelnes mellem tre grupper af ældre:  Ældre, som kan klare sig helt uden hjælp  Ældre, der rammes af funktionsevnetab som følge af sygdom og alderdom, og som primært får behov for en rehabiliterende indsats  Ældre med omfattende behov for hjælp i eget hjem. Denne gruppe har behov for øget opmærksomhed. Vi skal sikre den rette indsats til de ældre, der har omfattende behov for hjælp. Der er derfor behov for redskaber, som kan bruges til at observere eller screene de forskellige grupper af ældre. Digitalisering sikrer hurtig opsporing Velfærdsteknologien skal styrke de sundhedsfaglige kompetencer i kommunerne, lette vores arbejdsgange på ældreområdet og hjælpe os til at prioritere vore indsatser over for ældre, der er mest udsatte og har størst behov. Roskilde Kommune har i samarbejde med Region Sjælland udviklet en ny observationsmetode til ældreområdet i form af et hjul/en drejeskive (HJULET) i lommeformat, som hjælper de kommunale sundhedsmedarbejdere med at observere og reagere på ændringer i den ældres tilstand.

Hjulet indeholder seks observationskategorier: • Fysiske klager • Medicin-indtagelse • Spise/drikke • Hjemmet • Hverdagsaktiviteter • Psykisk – socialt • HJULET hjælper til helhedsobservation af den ældre og tager udgangspunkt i geriatrisk viden om, hvordan sygdom viser sig hos ældre. Da ældres sygdomstegn ofte er mere diffuse, kan vigtige symptomer nemt overses, hvis personalet ikke er opmærksomme på små ændringer i den ældres tilstand.

Ved hjælp af HJULET kan medarbejderne hurtigt få overblik over, om der er tegn på, at noget er galt hos den ældre og afrapportere til sygeplejersken. Sygeplejersken har nu gode observationsdata til at redegøre for den ældres tilstand over for den praktiserende læge eller vurdere behov for anden indsats, for eksempel træningstilbud.

Bedre vurdering af behandling Den praktiserende læge kan, når der redegøres grundigt for den ældres tilstand, bedre vurdere, hvilken indsats der skal til for at helbrede den ældre.

Observationsredskabet blev i 2013 anerkendt af Sundhedsstyrelsen som et redskab til refleksion og læring. Observationsmetoden er sidenhen blevet digitaliseret. I det digitale HJUL registrerer sundhedsmedarbejderne borgerobservationer på mobilen med rød, gul og grøn advarsel. Central storskærm med opsamling af data sikrer hurtig opsporing af sygdomstegn hos ældre, og sundhedsfremmende handlinger kan iværksættes hurtigt. Fordelene ved parløb mellem velfærdsteknologi og sundhedsinnovation er på alle niveauer: • For den ældre betyder den tidlige opsporing forebyggelse af hospitalsindlæggelse og tab af funktionsevne • For sundhedspersonalet er det digitale HJUL en overskuelig måde at observere den ældre på og sikre dokumentation • For sygeplejersken betyder oversigtstavlen overblik over, hvilke ældre der har behov for en hurtig indsats • For ledelsen kan de opsamlede borgerdata sikre ledelsesinformation og statistiske oplysninger om de enkelte ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 86

hjemmeplejedistrikters ”sundhedstilstand” • For praktiserende læger betyder en god helhedsvurdering af den ældre, at det er nemmere at iværksætte det rette behandlingstilbud. Vi skal ikke gå på kompromis Velfærdsteknologien skal skabe synergi i vores arbejdsmetoder på ældreområdet. Omdrejningspunktet for vores sundhedsfaglige og sociale indsatser er - og skal være - de ældre og ikke velfærdsteknologien. Vi skal ikke have velfærdteknologi for velfærdsteknologiens skyld!

Synergien skabes på ældreområdet ved, at alle sundhedsaktører omkring den ældre arbejder i samme retning med sundhedsfremmende tiltag ved hjælp af velfærdsteknologi.

Vi skal bruge velfærdteknologien som et ressourcestyringsredskab for vores indsatser og til at skabe høj faglighed inden for ældreplejen.

Roskilde Kommunes digitale HJUL og digitale oversigtstavle har mange fordele. Det er et simpelt værktøj til tidlig opsporing af sygdom hos ældre, det skaber overblik for hjemmesygeplejerskerne, det er et godt ledelsesinstrument og sidst – men ikke mindst - et redskab til medinddragelse af de ældre omkring deres helbredstilstand. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 87

Borgerne i Viborg foretrækker virtuel hjemmepleje

DEBAT: Punktlige og hyppige virtuelle besøg af hjemmeplejen gør det nemmere for borgeren at bevare struktur i og mestring af hverdagen. Det skriver Jette Hede Skytte, udviklings- og mestring af hverdagen. Det skriver Jette Hede Skytte, udviklings- og implementeringskonsulent, Viborg Kommune.

Af Jette Hede Skytte Udviklings- og implementeringskonsulent, Sundhed og Omsorg - Innovationscenter, Viborg Kommune. I Viborg Kommune har vi siden slutningen af 2010 arbejdet med at udvikle, afprøve og implementere forskellige velfærdsteknologiske løsninger. Vi udfordrer teknologierne i et perspektiv, der på samme tid favner borgere, medarbejdere og økonomi. Forudsætningen for, at det har kunnet lade sig gøre, er, at Viborg Kommunes politikere har haft modet til at tænke nyt – og ikke mindst afsat de nødvendige økonomiske midler for at gøre visioner til virkelighed.

I efteråret 2012 søsatte vi det seneste skud på stammen i vores arbejde med velfærdsteknologi: Virtuelle løsninger, der betjener borgere i hjemmeplejen. Formålet har været, at vi i højere grad både hurtigt og trygt kan understøtte de borgere, der har kontakt med hjemmeplejen, i at mestre eget liv og sygdom. Det gælder ikke mindst borgere med kroniske sygdomme som for eksempel KOL, som ofte – og nogle gange unødigt – akutindlægges på hospitalet.

Et pilotprojekt Vi havde ikke set en lignende løsning, så vi har selv skabt konceptet i samarbejde med firmaet Viewcare – en rigtig spændende proces, hvor medarbejderne var inddraget.

Vi udvalgte et begrænset antal borgere til at gennemføre et pilotprojekt og etablerede en skærmløsning i deres hjem, så plejepersonalet kunne besøge disse borgere virtuelt på aftalte tidspunkter.

Fra slutningen af februar 2013 og året ud blev mere end 2.000 besøg leveret virtuelt af enten social- og sundhedspersonale eller sygeplejersker. De virtuelle besøg har omfattet hjælp til medicin, hjælp til at planlægge og skabe struktur i hverdagen.

Øget kvalitet og tidsbesparende De 18 borgere har efterfølgende meldt tilbage, at de oplevede større kvalitet, og at besøgene blev leveret til aftalt tid. De har oplevet en god og nærværende kontakt via skærmen, og flere har givet udtryk for, at de sætter pris på den diskretion, der er i kontakten, når hjemmeplejens bil ikke holder i indkørslen. De punktlige og hyppige opkald fra hjemmeplejen gør det nemmere at bevare struktur i og mestring af hverdagen, mener borgerne.

Også medarbejderne oplever, at der har været høj kvalitet i kontakten med borgerne, men også at der stilles øgede krav til fagligheden. Der har ikke været problemer med at observere borgernes tilstand via skærmen, og medarbejderne har været fri fra den stressfaktor, der ligger i at skulle køre fra hjem til hjem.

Økonomisk kan vi konkludere, at de virtuelle besøg kan leveres på mindre end den halve tid i forhold til de traditionelle besøg. Dertil kommer mindre forbrug af brændstof og mindre slitage på bilparken.

Uforudsete barrierer Har alle vores erfaringer med brug af virtuelle besøg så været uproblematiske? Nej, selvfølgelig ikke. Men modstanden kom fra en anden kant, end vi havde forventet.

Det har vist sig, at det i højere grad end borgerne faktisk var de pårørende, som var usikre på håndteringen af den nye teknologi – og om deres ældre familiemedlem nu fik den hjælp, som var nødvendig.

Vi har erkendt, at vi fremover skal inddrage de pårørende fra starten, når vi introducerer ny teknologi i hjemmet. Sundhedssektoren skal undersøge nye metoder Er vi i sundhedssektoren nysgerrige nok i forhold til at afsøge nye metoder, og ønsker vi reelt at lære af hinanden?

Grænserne mellem aktørerne i sundhedsvæsnet er under nedbrydning. For eksempel leveres mange behandlinger, der tidligere foregik på sygehusene, nu af Viborg Kommunes akut-team. Det kan for eksempel være medicinering med drop. Det er bedre for borgeren, fordi han ikke skal indlægges for at modtage behandling med alle de gener, det kan medføre. Det er også bedre for samfundsøkonomien, fordi de samlede omkostninger mindskes.

Målet må hele tiden være at skabe de bedst mulige rammer for borgeren. Derfor kræver det, at alle aktører i ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 88

sundhedssektoren er villige til at tænke deres roller og opgaver anderledes. Det kræver også politisk mod og kapital. Og endelig skal vi turde udfordre borgerne, deres pårørende og vores egne forudfattede meninger, når det gælder leverancer af sundhedsydelser.

Konceptet skal udvides Vi er nu gået i gang med at udvide både antal borgere og det geografiske område, vi dækker med de virtuelle besøg. Nyt er også, at vi fra februar 2014 giver borgerne mulighed for at ringe op til en fagperson via skærmløsningen. Det betyder, at medarbejderen får opkald til en tablet, som de har med sig i hjemmeplejebilen. Målsætningen for den næste fase af virtuel hjemmepleje er at tilpasse og udvide konceptet med nye borgertyper med andre behov end i pilotprojektet. Vi vil også udvide samarbejdet med de praktiserende læger og hospitalslægerne, så borgerne i endnu højere grad kan få glæde af nye velfærdsteknologiske løsninger. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 89

Vi skal forbi myterne om velfærdsteknologi

DEBAT: Der er et kolossalt behov for velfærdsløsninger, men skal vi udnytte det optimalt, skal vi have fokus på bl.a. kommunernes gode resultater med teknologi i plejen. Det mener Morten Mathiesen, kommunikationsansvarlig og partner i Sekoia.

Af Morten Mathiesen Kommunikationsansvarlig og partner, Sekoia Som privat aktør i en gryende branche har vi set et cirkus opstå på rekordtid. Vi har oplevet, hvordan velfærdsteknologi er blevet italesat, og hvordan denne i sig selv indeholder både muligheder og frygtelige myter.

Brydningstiden har defineret et scope, det er tilladt os at drømme, og vi har her oplevet, hvordan forskellige teknologier er blevet inkluderet i velfærdskategorien. Der er for eksempel store forhåbninger til det potentiale, robotter og gadgets repræsenterer. Endnu har vi dog til gode at se dem præstere på lige fod med de hjælpemidler, der først kom til på plejecentrene og tilbød brugerne umiddelbar værdi og glæde.

Oversætte behov til it-løsning Midt i mellem disse befinder sig en kategori af it-produkter, der drives frem af offentlig-private samarbejder med stærkt fokus på kvalitativ og kvantitativ værdiskabelse. For Sekoia har det været ensbetydende med et tæt samarbejde med kommunale partnere i Holstebro og Fredericia. Den slags kræver et målrettet fokus på at oversætte behov og udfordringer i brugernes dagligdag til understøttende teknisk funktionalitet.

På baggrund af sådan en oversættelse har vi lanceret et produkt, der sælges her i landet – også i kommunal udrulning – og som muligvis ikke har drøjere landegrænser end, at produktet kan flyttes til det nære udland. Ballasten i Sekoia er netop skabt af den brede gruppe af brugere og betalere, som har gjort os i stand til på kort tid at gå fra projekt til produkt. Det skylder vi dem en stor tak for. Det ved de allerede. Vi skal forbi myterne I dag håber vi, at andre kommuner vil gribe udviklingsprojekter lige sådan an. Deres behov er nærtstående fremtidige løsninger. Mere hokuspokus er innovation ikke. Og velfærdsteknologi behøver ikke være noget uhåndterligt monster. Specielt ikke hvis vi samtidig tør stole på den udvikling, der foregår parallelt i andre kommuner og regioner.

Her er chancen virkelig for at gøre op med vanetænkningen og gribe teknologien som den mulighed, den er. Der udvikles tilstrækkeligt med produkter, som hver dag præsterer i driften og skaber uomgængelige resultater.

Ved at fokusere på disse og understøtte muligheden for deres udrulning kan velfærdsteknologi vokse ud af sin nuværende skygge. Vi skal se flere forsidehistorier, hvor kommunerne brillerer ved deres resultater med teknologi i plejen.

Vi skal se flere tiltag, der understøtter kommunerne i forløbet fra projekt til produkt. Vi skal se flere velfærdsteknologiske produkter udrullet. Vi skal simpelthen forbi myterne og monstret. Der er et kolossalt behov, og tiden er helt rigtig.

Der er mange plejekrævende opgaver og alt for få hænder til at løfte disse. Teknologien kan understøtte den daglige drift og hjælpe plejepersonalet, så de bliver mindre stressede og sparer tid på administration - og sikre, at borgerne får en bedre oplevelse af plejen og mere tid med personalet. Kun sådan er velfærdsteknologi ikke et monster. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 90

Teknologi aktiverer voksne udviklingshæmmede

DEBAT: Teknologi kan via lyd, bevægelse, pust og berøring understøtte selvaktivering hos udviklingshæmmede voksne. Annette Poulsen, direktør i AKPdesign, skriver her, hvordan det har skabt øget livskvalitet hos beboerne i Nexøhuset på Bornholm.

Nexøhuset, et botilbud for 14 multihandicappede og udviklingshæmmede voksne i Bornholms Regionskommune, stod i 2010 foran en ny- og ombygning, der ville ændre rammerne for beboerne.

Beboerne var flyttet ind som unge mennesker på 18 år i et bofællesskab med værelser, hvor aktiviteter var kalendersat og primært blev udført i husets fælles aktivitetscenter efter en nøje tilrettelagt ressourceplan tre timer hver formiddag. Efter den planlagte ny- og ombygning ville beboerne flytte i større lejligheder, med eget bad/toilet - og med mere rum til privathed; men samtidigt også med en ny mulighed for samvær med pårørende eller andre beboere udenfor fællesarealerne.

Beboerne var imidlertid afhængige af støtte og hjælp til alle hverdagsaktiviteter. Udfordringen var således at finde løsninger til aktiviteter, der kunne passe i de nye rammer og matche beboernes behov med de samme ressourcer.

Traditionelle teknologier koblet med nye Ledelsen greb forandringen som en mulighed for at tilpasse og implementere teknologiske aktivitetstilbud gennem en beboer-, pårørende- og personaleinddragende proces, drevet af designmetoder.

AKPdesign løste derfor udfordringen som et projekt med støtte fra ABTfonden. Der blev ikke opnået arbejdskraftsbesparelser; men en række kvalitative gevinster indenfor projektets periode, idet forandringerne har ført til endnu mere livskvalitet for beboerne.

Projektet undersøgte teknologiske løsninger til fritids- og samværsaktiviteter, der kunne understøtte øget selvmestring for den individuelle beboer og understøtte mere aktivitet uafhængigt af personaleressourcerne, uafhængigt af kalenderen og tilpasset mulighederne i de nye rammer med individuelle lejligheder.

Forskellige kendte teknologier til kompensation for funktionsnedsættelser som svagtsyn, nedsat hånd- og armfunktion, nedsat - eller ingen - gangfunktion blev koblet til blandt andet touchscreens, TV, musikspiller, diasfremviser samt et bevægelsesstyret lyd- og musiksystem. Dette gav en ny mulighed for at understøtte de individuelle beboere i at kunne mestre for eksempel puslespil, billeder, lys, lyd og musik.

Fleksible aktiviteter Gennem en afprøvningsproces med et individuelt forløb tilpasset hver enkelt beboer, blev det kortlagt hvilke teknologiske aktivitetsplatforme, der gav mest mening for den enkelte.

Resultatet blev dels nye måder at tænke aktivitetstilbud ind i hverdagen, hvor man blandt andet gjorde det muligt for personalet at planlægge fleksibelt, hvem der skulle tilbydes hvilke aktiviteter og hvornår. Men resultatet blev også implementering af en række flytbare aktiviteter, som kunne etableres i husets rum eller beboernes lejligheder - på det ønskede sted til den ønskede tid.

Det blev efter implementering af de nye teknologiske aktiviteter muligt for personalet at igangsætte og motivere flere beboere til at udføre aktiviteter samtidigt og i forskellige rum i huset. Ikke kun i aktivitetscenter eller fællesrum - og ikke kun i løbet af formiddagen.

Øget selvbestemmelse Der er fundet en god balance, hvor personalet motiverer og planlægger det overordnede for beboerne; men samtidig lader beboerne bestemme selv og understøtter dem i at gøre de ting, de kan, med teknologien.

For eksempel kan en gruppe beboere sidde sammen om diasfremvisningen i fællesrummet og selv kontrollere denne via en 0-1 kontakt, mens en anden beboer selv kontrollerer den bevægelsesstyrede lyd- og musikspiller i sin private lejlighed. Guide til inspiration Erfaringerne i projektet blev opsamlet som en rapport med en guide til inspiration for andre institutioner med lignende udfordringer. Heraf fremgår hvilke aktiviteter, der har givet de bedste oplevelser for hvilke brugerprofiler.

Udover de nødvendige investeringer i kroner beskriver guiden også den tid, man skal forvente at sætte af til træning af personale såvel som individuelle beboer-profiler, inden implementeringen af de forskellige teknologiske aktiviteter viser resultater i form af for eksempel øget livskvalitet hos beboerne og effektiv udnyttelse af personaleressourcerne. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 91

App skal forebygge tilbagefald hos sindslidende

DEBAT: Sindslidende kan via en app føre dagbog over deres tilstand og få adgang til en kriseplan – det hjælper de sindslidende og deres netværk til at handle hurtigt, hvis tilstanden forværres, skriver Marie Høgh Thøgersen, chefkonsulent i Københavns Kommune.

Af Marie Høgh Thøgersen Chefkonsulent ved Voksne/ Forskningsenheden, Københavns Kommune I Københavns Kommune er der aktuelt 105 borgere med alvorlig sindslidelse, som bruger en ny-udviklet app til at holde øje med op- og nedture, undgå alvorlige kriser og få et bedre greb om hverdagen.

App’en, som hedder MinVej, kom til verden, da Københavns Kommunes Socialforvaltning besluttede at gøre de gamle papirudgaver af de sindslidendes kriseplaner elektroniske. Det ville sikre, de var lige ved hånden, og gøre dem nemmere at opdatere. Projektet startede i 2012 og app’en fungerer i dag som et dagbogsværktøj og en elektronisk kriseplan, der fortæller sindslidende og deres netværk, hvad de skal gøre, hvis den sindslidende får det dårligt.

Kan tilpasse app efter behov App’en er udviklet i en inddragende proces, hvor it-leverandør, fagfolk og brugere i samarbejde har udviklet og testet softwaren. Når app’en er blevet taget godt imod, skyldes det i høj grad, at dette samarbejde har fungeret, og brugerne selv har haft stor indflydelse på indholdet.

Erfaringerne fra projektet viser, at brugerne, som ellers i mange sammenhænge bliver betragtet som dem, der skal hjælpes, kan bidrage betydeligt i sådanne processer. Særligt to eksempler på brugerinddragelsen er værd at hæfte sig ved. Brugerne deltog aktivt i udviklingsprocessen og var generelt meget bevidste om, hvilke elementer i app’en de kunne bruge, og hvad de ikke kunne bruge. Én af de ting, de var meget enige om, der ikke kunne bruges, var en ”on-size-fits- all” app.

Samarbejdet med brugerne ledte således til, at app’en blev langt mere fleksibel end oprindeligt planlagt. I MinVej er det op til hver enkelt bruger at afgøre, hvilke funktioner de vil bruge, og med hvem de vil dele de data, de indtaster i app’en.

Brugerne kan vælge at dele deres data med kommunens personale, deres eget netværk eller bare holde dem for sig selv. Det er blevet muligt for brugerne at designe sin egen version af app’en, tilpasset de individuelle behov, hvilket er en af de ting, der gør app’en vedkommende. Etablering af et brugerkonsulentkorps Samarbejdet med brugerne førte også til etableringen af et såkaldt brugerkonsulentkorps. I projektet er der nu ansat en række brugerkonsulenter, der som en slags superbrugere kan oplære nye brugere og medarbejdere i brug af MinVej. I samarbejdet med brugerne er kommunen blevet opmærksom på, at det skaber tillid og engagement blandt brugerne, hvis app’en introduceres af andre sindslidende. Brugerkonsulenterne gør ikke alene implementeringen af app’en mere effektiv, de sikrer også relevant videreudvikling af app’en. Desuden underviser de på kompetencekurser for medarbejdere og har ansvar for app-support, hvor både borgere og medarbejdere kan henvende sig med spørgsmål. Korpset motiverer nye brugere til at tage ejerskab for app’en, og det skaber et meningsfuldt fællesskab blandt brugere, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer. Skal udvikles til flere udsatte borgere MinVej er fortsat under udvikling i et tæt samarbejde mellem brugere, vidensenheden i Københavns Kommunes Socialforvaltning og it-virksomheden BridgeIT. App’en og den tilhørende metode evalueres netop nu med henblik på at dokumentere og tydeliggøre resultater og potentialer. Københavns Kommune har besluttet, at app’en fremover skal bruges bredt – blandt andet til unge sindslidende. Og flere andre kommuner er interesserede i at bruge både app og metode. På lidt længere sigt er det hensigten at tilpasse MinVej til andre typer af udsatte borgere. Erfaringerne fra MinVej er, at det indledningsvist kan være ressourcekrævende at sikre brugerinddragelse i udviklingen af velfærdsteknologi. Der er dog næppe tvivl om, at indsatsen betaler sig på lang sigt, idet ejerskabet stiger og produktet bliver bedre. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 92

Lærere kan dele undervisning på digital platform

DEBAT: Ved at planlægge og dele undervisning på digital platform, får lærere redskaber til at differentiere undervisningen og effektivisere deres forberedelsestid. Det mener Elin Aggeboe, afdelingsleder fra Firkløverskolen, og Mette Jensen, konsulent hos KMD.

Af Elin Bielefelt Aggeboe og Mette Lysemose Jensen Hhv. afdelingsleder fra Firkløverskolen i Give og Uddannelseskonsulent i KMD Med folkeskolereformen lige om hjørnet kræves et ekstra fokus på at udfordre den enkelte elev, sætte klare læringsmål, differentiere undervisningen og udfordre lærernes forberedelsestid. Det er store forandringer for både lærere, skoleledere og skoleforvaltninger, som i løbet af foråret bruger meget tid og mange ressourcer på at planlægge og forberede reformen. I Vejle Kommune har de tacklet den udfordring med en digital understøttelse af lærernes forberedelse og planlægning af undervisningen. Deling af undervisningsmateriale Konkret har mange klasser og skoler i Vejle taget den digitale platform KMD Education til sig, som et muligt svar på nogle af udfordringerne i skolereformen. Det er et digitalt planlægningsværktøj, der sætter fokus på videndeling, mål og undervisningsdifferentiering. Dermed rammer det ind i de nye arbejdsmetoder, der er behov for på skolerne. Det betyder for eksempel, at når en lærer tilrettelægger et undervisningsforløb i KMD Education, skal han/hun både sætte mål for forløbet og de opgaver, der stilles undervejs, og disse mål er synlige og tilgængelige for eleverne. Han/hun har mulighed for at differentiere opgaverne ved hjælp af materialer, medier, formuleringer, mål, struktur, opgaver mv. I praksis betyder det, at fællesskabet danner rammen for forløbet, og opgaver, mål og arbejdsformer er differentierede på forskellig vis. Der er i dag mange dygtige lærere rundt om i landet og også i Vejle, der laver spændende undervisningsforløb alene eller sammen i teams. Indtil nu har vi ikke haft en procedure i forhold til, hvordan de forløb kommer andre kolleger til gode i form af inspiration eller brug. Det er ofte foregået mundtligt eller på et kopiark i en pause. Men nu bliver disse undervisningsforløb automatisk tilgængelige for alle kolleger på skolen, og de skoler i kommunen, der ønsker at dele. Alle kan nu lade sig inspirere af dem eller vælge at bruge et forløb mere eller mindre direkte i sin egen undervisning efter at have tilpasset det til eleverne. Mere tid til faglighed Vi er blevet spurgt, om al den digitalisering ikke gør læreren overflødig på sigt. Nej, derimod kan den rette digitale understøttelse skabe mere tid til både faglig understøttelse og relationsarbejde. Det kan være et redskab til styrket klasserumsledelse og give mere tid til vedkommende og vigtige samtaler i fællesskabet. Vi oplever, at eleverne er blevet mere selvkørende, og at der er mere ro i undervisningen, da strukturen, dagsordenen og læringsmålene er kendt for alle og ikke kun sidder gemt i lærerens hoved. It kan naturligvis ikke alt. Det er læring og eleverne, som er i centrum. En øget brug af digital understøttelse kræver vilje og mod til at forandre arbejdsgange og tilgange. Mod til at overveje og erkende, om vi har de rigtige redskaber og kompetencer til at realisere de politiske og pædagogiske ambitioner. I Vejle kommune går Afdelingen for Uddannelse og Læring/forvaltningen foran ved at træffe valg og få stillet et brugbart redskab til rådighed på skolerne. KMD Education er ikke noget tillæg, fryns eller ”flødeskum”, som kan vente, til vi er færdige med skolereformen. Det er derimod et digitalt redskab, som kan understøtte skolereformen. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 93

Kommunen kan udvikle borgernes livsmuligheder

DEBAT: Når vi taler om velfærdsteknologi, skal vi i højere grad tænke på, at det både giver livskvalitet, et bedre arbejdsmiljø og samtidig skaber økonomisk værdi. Det mener Ivan Kjær Lauridsen, Velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune.

Af Ivan Kjær Lauridsen Velfærdsteknologichef, Aarhus Kommune For at teknologien kan give os den gevinst, der faktisk er mulig, er det nødvendigt, at vores visioner og ambitioner flyver i en helt anden højde end i dag. Når vi tænker på, og når vi taler om velfærdsteknologi og hjælpemidler, gør vi det alt for ofte i et alt for småt og snævert perspektiv.

Ved at lancere den strategiske ledetråd "Hold borgerne væk" i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune er der allerede givet signal til at justere flyvehøjden. Ingen borger har øverst på ønskeseddelen at få hjælp fra kommunen, og bag ledetråden ligger netop tanken om at gøre det muligt for borgerne at leve uafhængigt; at leve i frihed. Tit har de ord, der bruges, og de tanker, der tænkes om hjælpemidler og udvikling af nye teknologier, som giver muligheder for et mere selvstændigt liv været præget af økonomiske forbehold.

Ny udvikling og nye teknologier har været set som noget, der først og fremmest driver omkostningerne op. Det at tænke på livsmuligheder for borgerne som noget, der både giver livskvalitet, et bedre arbejdsmiljø, og som samtidig skaber økonomisk værdi, er forholdsvis ny.

Tanken om at kunne investere sig til en fremtid, hvor livskvaliteten er løftet, arbejdet sjovere, og hvor økonomien hænger bedre sammen, er ny - vel at mærke inden for det sociale område i kommunerne.

For tankegangen har længe været kendt inden for erhvervsøkonomien. Det er også nyt at tænke erhvervsudvikling ind som en ligeværdig del af processen. Men hvorfor i alverden skulle vi ikke lade andre få mulighed for også at købe produkter, der kan være med til at realisere en fælles drøm? Hvorfor ikke dele ud af visionen om frihed til alle i hverdagslivet og brugen den som en positiv vækstdriver?

Hjælp til selvhjælp Det jordnære er, at Aarhus Kommune har investeret i en række teknologier. Investeringen er en kompensation for en besparelse, der var nødvendig at gennemføre i budgetforliget 2011.

Der er blandt andet installeret loftslifte og toiletter med skylle- og tørrefunktion i plejeboliger, og erfaringen er, at teknologien tager tid at implementere, og den skal have fokus, også selv om både lifte og toiletter er enkle og lavpraktiske teknologier, der har været kendt i rigtig mange år.

Erfaringen var også, at effekten af at bruge teknologierne i flere tilfælde oversteg de forventninger, vi på forhånd formået både at tænke og nedfælde.

Ud over forflytning viste det sig for eksempel, at borgerne oplevede mere nærvær ved brug af loftslift, når der kun var en medarbejder tilstede. Liften betød, at borgere og medarbejdere fik snakket med hinanden. Tidligere, hvor de var to medarbejdere om opgaven, var medarbejderne tilbøjelige til at glemme borgere og i stedet fokusere på at tale med hinanden om, hvordan loftsliften skulle bruges.

I forhold til toiletterne med skylle- og tørrefunktion viste det sig, at antallet af urinvejsinfektioner faldt, da man begyndte at bruge dem. Samtidig oplevede borgerne stor tilfredshed ved, at de - for de flestes vedkommende - selv kunne gå på toilettet, når behovet meldte sig. At de samtidig selv kunne klare den intime del af toiletbesøget, føjede blot en følelse af værdighed til selvhjulpenheden.

Endelig er erfaringen, at når borgerne oplevede at kunne gå til og fra toilettet, så kunne de også gå efter andre gøremål. Det generelle aktivitetsniveau steg og tilsvarende træningstilstanden.

Erfaringerne har ført til, at der nu er skylle og tørretoiletter i 500 plejeboliger - og efterspørgslen vokser. Der er loftslifte i alle plejeboliger. Erfaringerne fra plejeboligerne overføres nu til hjemmeplejen, og der er for eksempel nu 320 skylle tørretoiletter installeret i borgernes egne hjem, og i de ca. 130 hjem, hvor det gav god mening, er der også nu implementeret loftslifte.

På Vikærgården, der er et sted for rehabilitering, arbejdes der også med at matche teknologi med borgernes behov. Stedet er et levende eksperimentarium for løsninger, der skal tilbyde frihed i hverdagen, når man kommer hjem igen. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 94

Det kan betale sig Hvis målet er at kunne bevæge sig med 60 km i timen, har vi alle brug for teknologi. Sådan siger Henry Evans på YouTube. Henry Evans er lammet efter et slagtilfælde, men har via teknologi tilkæmpet sig en hel række livsmuligheder tilbage igen. Henry har på en måde fået sin frihed tilbage. Inspirationen fra Henry Evans er aldrig at give op, altid at jagte livskvalitet og livsmuligheder.

Også for os i de danske kommuner kan visionen om den kærlige kommune realiseres ved at gøre som Henry Evans; udvikle livsmulighederne, for det kan betale sig!

Går vi efter det, så kommer der også arbejdspladser ud af det. Vi er mennesker, så vore drømme ligger nok ikke vildt fjernt fra, hvad andre mennesker drømmer om. Vores opgave er blot at få drømmen placeret inden for flere menneskers rækkevidde. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 95

Digital dialogplatform skal hjælpe udsatte børn

DEBAT: "Familiedialog" er et interaktivt og digitalt redskab som skal fremme samarbejdet mellem udsatte familier og kommunen. Det skal bl.a. sikre trivsel hos familiens børn, skriver Lisbeth Munkager, funktionsleder i Helsingør Kommune.

Af Lisbeth Munkager Funktionsleder, Helsingør Kommune Helsingør Kommune har sammen med Sunddialog udviklet ”Familiedialog”, en digital løsning, der sikrer, at borgeren bliver inddraget i skabelse af velfærd.

Familiedialog er et enkelt brugervenligt interaktivt redskab, der styrker samarbejdet mellem flere aktører. Familier, børn og unge oplever ofte, at samarbejdet mellem lærere, pædagoger og myndighedsrådgivere er præget af forskellige dagsordener alt efter, hvem familien taler med.

Ofte er det ikke tydeligt for familien, hvilke mål for forandring der skal arbejdes på for at bringe barnet/den unge i trivsel. Det betyder, at forældrene har vanskeligt ved konkret at byde ind med bidrag, da det ikke er tydeligt, hvad indsatsen er, og hvem der skal gøre hvad.

Med andre ord: Det er vanskeligt for forældrene at bidrage til at skabe velfærd for deres børn og familie. Velfærd bliver derfor ofte en myndighedsopgave frem for en opgave, som bliver løst i de relationer, som barnet/den unge er en naturlig del af.

Familiedialog er en del af Helsingør Kommunes strategi for inklusion, og det består af følgende digitale redskaber:  En Børnelineal  En Seksuel Adfærdsguide og  En Dialogplatform for borgere

Systematisk indsats  At den enkelte borger bliver inddraget aktivt i at skabe velfærd, herunder at sikre barnet udvikling og trivsel. Dette ved, at de indsatser, der bliver iværksat for borgerne, bliver mere målrettede og sammenhængende, så ressourcerne bliver anvendt bedst muligt.  At skabe et fælles fagligt værktøj, der er let tilgængeligt for alle de medarbejdere, der arbejder med børn i Helsingør Kommune, og dels at skabe en digital platform, hvor borgeren kan komme i dialog med professionelle. Metodisk har både Dialogplatformen og Børnelinealen afsæt i den løsningsfokuserede tilgang, som er et af pejlemærkerne i Helsingør Kommunes arbejde med inklusion.  I forbindelse med den fælles offentlige strategi for digital velfærd 2012-2020 at give Helsingør Kommune som myndighed bedre betingelser for at samarbejde og dele viden på tværs af forvaltninger, sektorer og faggrænser og derved skabe en mere effektiv og sammenhængende offentlig sektor.  At gøre et vanskeligt styrbart område mere overskueligt, tydeligt og systematisk både for borgeren og kommunens medarbejdere.

Fordel for både familie og myndighed Dialogplatformen er et brugerdrevent værktøj, hvor borgeren kan logge sig ind, og hvor relevante professionelle kan inviteres med samtykke fra borgeren.?? Projekt Familiedialog byder på fordele for både børn og forældre, fordi dialogplatformen:  Støtter forældrene i at skabe optimal trivsel og udvikling for deres børn.  Giver forældrene redskaber til, at samarbejdet med mange aktører kan blive overskueligt.  Sikrer, at familiens ressourcer som udgangspunkt bliver de primære faktorer i løsning af familiens problemer.  Skaber motivation og aktiv inddragelse af familie og netværk.

Det faglige personale og de forskellige samarbejdspartnere kan også drage nytte af Projekt Familiedialog, fordi dialogplatformen:  Skaber størst mulig inklusion i det daglige arbejde med børn og unge.  Skaber en fælles dialogplatform med afsæt i en løsningsfokuseret og anerkendende tilgang. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 96

 Sikrer en forebyggende indsats så tidligt som muligt med mindst mulig indgriben.  Sikrer en tidlig helhedsorienteret tværfaglig indsats, som er tydelig for familien.  Skaber tydelighed og krav i samarbejdet samt tydelighed i fælles mål og indsatser.

Familiedialog er:  At et digitalt dialogværktøj til denne målgruppe ikke findes i dag. Et værktøj, hvor de visuelle billeder styrker familiens forståelse af, hvad der skal til for at bringe barnet/den unge i trivsel.  At borgeren har et samlet forum, hvor oplysninger og opgaver er tilgængelige og sikrer et dynamisk overblik over fremadrettede aktiviteter, der handler om hele barnets udviklingssituation.  At det primært er borgerens værktøj, fordi det er borgeren, der giver samtykke og dermed accept til at anvende platformen.  At værktøjet både er et digitalt værktøj for borgeren, samt et fagligt værktøj i samarbejde med professionelle fagpersoner omkring borgeren, hvilket også er intentionerne i den fælles offentlige strategi for digital velfærd 2012-2020.  At platformen indeholder en fælles faglig metode for alle ansatte, der arbejder med børn og unge i Helsingør Kommune, så disse styrkes i kommunikationen med borgerne.  At platformens metodiske afsæt i den løsningsfokuserede tilgang matcher, hvordan myndighedspersonalets anvender ICS i forhold til at belyse dækkede og udækkede behov. ICS står for Integrated Children's System er en metodisk tilgang i forbindelse med myndighedsarbejdet efter serviceloven, en metode som er anbefalet af Socialministeriet. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 97

Appværksted aktiverer borgere med særlige behov

DEBAT: Borgere med specielle behov er med til at udvikle app's til turistmål i Kalundborg. Det har gjort dem mere selvhjulpne og til en aktiv del af kommunen, skriver Thomas Knudsen, chef for Bo- og Vækstcenter Kalundborg i Kalundborg Kommune.

Af Thomas Knudsen Centerchef for Bo- og Vækstcenter Kalundborg, Kalundborg Kommune AppVærkstedet opstod i et projekt, hvor Bo & Vækstcenteret i Kalundborg i samarbejde med Naturstyrelsen, skulle revitalisere Røsnæsspidsen som en turistattraktion til glæde for borgere og turister. Et OPI-samarbejde med en teknologisk samarbejdspartner, som blev nøglen til udvikling af både borgere og Røsnæs. Tidligere har borgerne været gemt lidt væk i beskyttede værksteder, hvilket vi gerne ville lave om på. Med henblik på, at borgerne i højere grad skal være en del af samfundet og bidrage til samfundsopgaver med de kompetencer, som borgere inden for dette område kan byde ind med. Da vi så mødtes med firmaet Euman, som er den teknologiske part i OPI-samarbejdet, åbnede der sig nye perspektiver i forhold til digitalformidling og brug af teknologi. Det blev starten på AppVærkstedet, hvor teknologien og produktet er bærende pædagogiske elementer. Grundlag handlekompetente borgere Samarbejdet mellem Euman og Bo- og Vækstcenter Kalundborg har allerede nu et år efter sin opstart givet en række synlige forandringer hos vores borgere. Eksempelvis oplevede vi ved første workshop med Euman, at tre af drengene gik i baglås – tog deres hætter op og nægtede at lytte og deltage. Men det har hurtigt vist sig, at de faktisk er blevet nogle af de største aktiver i AppVærkstedet. Allerede på første dag løb de rundt og jagtede virtuelle dyr – nu er de med til at skabe guidede turer og digitale oplevelser på Røsnæs. En enkelt forsøger sig endda på engelsk, når det er nødvendigt. Vi har oplevet borgere, der med teknologien som værktøj, har udviklet sig hurtigere, end vi har været vant til. De har bevæget sig fra at være passive modtagere af et dagtilbud – til at være deltagende og væsentligt mere handlekompetente, end vi havde turdet håbe på. Derudover har AppVærkstedet haft stor effekt på borgernes personlige fremtræden, både i form af øget egen fokus på personlig hygiejne, men også på den måde de nu optræder i mødet med andre mennesker, hvor introvert usikkerhed er byttet ud med en mere selvsikker og imødekommende adfærd. En god besparelse Borgernes tekniske kompetencer og flair har pludseligt kunne omsættes til værkstedsindhold, som kommer både turister og borgerne i Kalundborg til gode. Borgerne har fået ny energi og gåpåmod og giver alt, hvad de har af teknisk kunnen, kreativitet og personlig energi. På nuværende tidspunkt har værkstedet produceret en App med to oplevelsesture, der på markedsvilkår ville have kostet omkring 85.000 kroner stykket. Det bevidner og dokumentere i høj grad det potentiale, AppVærkstedet rummer for kommunen. Det var vores vision at bringe borgerne i tættere kontakt med både samfund og arbejdsliv. Denne vision er vi meget tæt på at realisere. Værkstedsdeltagerne har i sommeren 2013 været informationsguider omkring Røsnæs fyr og den udstilling, fyret indeholder. Hen over vinteren har værkstedet skabt nye digitale oplevelser, som hen over den kommende sommer skal vises frem for både lokale og udefrakommende turister. Bedre effekt i OPI-samarbejde OPI-samarbejdet har de sidste uger vist sig at være meget værdifuldt i forhold til vores vision, da Euman har kanaliseret en opgave for Dansk Røde Kors forbi værkstedet. Her skal deltagerne være med til at skabe en App til Dansk Røde Kors’ 150-års jubilæum – et godt eksempel på at arbejdslivet er kommet væsentligt tættere på borgerne. Teknologien har i denne sammenhæng være enzym for skabelse af både kontakt og menneskelig merværdi – til glæde for både kommunen, turisterne og ikke mindst borgerne. Fra Bo- og Vækstcenter Kalundborg er vi overbeviste om, at en øget brug af ny teknologi i samarbejdet med borgerne fremadrettet kan være med til at skabe nye veje for borgerne på det voksenspecialiserede område – både i forhold til en højere grad af livsmestring for den enkelte, men i lige så grad i forhold til at kunne bidrage til samfundet. I den forbindelse er det vores klare oplevelse, at det offentlige står stærkere ved indgåelse af OPI-samarbejder, idet det offentlige alene kan have svært ved at finansiere og følge den teknologiske udvikling, samt rekruttere den personalemæssige teknologiske knowhow, som er påkrævet i et projekt af denne karakter. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 98

PANEL VI: Skal digitale og teknologiske kompetencer fylde mere på velfærdsuddannelserne?

PRÆSENTATION: Skal digitale og teknologiske kompetencer fylde mere på velfærdsuddannelserne? Det sætter Altinget | Velfærdsteknologi fokus på i denne måned. Mød det nye debatpanel her.

Den tekniske omstilling på velfærdsområderne i kommuner og regioner er i fuld gang. Telemedicin, robotstøvsugere, vasketoiletter, e-læring, det fælles medicinkort og telemonitorering er blot et lille udsnit af de løsninger, velfærdsteknologien rummer. Bliver de studerende på velfærdsuddannelserne klædt på til at håndtere de forskellige nye tekniske arbejdsmetoder, eller skal de digitale og velfærdsteknologiske kompetencer fylde mere på uddannelserne? Hvad skal der til for, at man kommer den såkaldte digitaliseringsbølge i møde? Det sætter Altinget | Velfærdsteknologi spot på i denne måneds debatrunde. Det nye debatpanel består af syv personer, som har særlig viden om, erfaring med eller engagement inden for velfærdsteknologiske løsninger inden for uddannelsesområdet. Læs mere om panelet her:

Rosa Lund (EL), Forsknings- og uddannelsesordfører. Rosa Lund er stud.scient.pol fra Københavns Universitet fra 2009. Hun har siddet i Folketinget for Enhedslisten siden 2011. Hun har været formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i 2006/07.

Mai Mercado (K), Social- og sundhedsordfører. Mai Mercado er uddannet cand.scient.pol ved Syddansk Universitet. Hun har siddet i Folketinget for Konservative siden 2011. Medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg fra 2013. Medlem af Odense Byråd 2006-2011.

Erik Knudsen, Formand for Danske Professionshøjskoler. Erik Knudsen er uddannet cand.scient.pol ved Aarhus Universitet. Han har arbejdet i professionshøjskolesektoren siden 2002. Foruden formandskabet for Danske Professionshøjskoler har han været rektor for University College Lillebælt siden 2007. Han har desuden vaæret studie- og udviklingschef på SDU.

Grete Christensen, Formand Dansk Sygeplejeråd. Grete Christensen er uddannet fra sygeplejeskolen i Holbæk og har efterfølgende uddannet sig til intensivsygeplejerske. I 1991 blev hun Amtskredsformand for Dansk Sygeplejeråd, Vestsjællands Amt, og i 1998 blev hun 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Hun har været formand siden 2009. Har desuden været præsident for the European Federation of Nurses fra 2007 til 2010.

Lars Kayser, Studieleder IT & Sundhed, Københavns Universitet. Lars Kayser er uddannet speciallæge i intern medicin og lektor ved Københavns Universitet. Har været leder af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets pædagogiske center fra 2002-2007. Fra 2004-2009 stod han i spidsen for implementeringen af en fælles e-lærings-platform for hele Københavns Universitet. I sit arbejde forsker og underviser han i sundheds- og e-sundhedskompetencer og i, hvordan sundhedssektoren er ved at undergå et redesign med ændrede roller for borgere, patienter og sundhedsprofessionelle stærkt støttet af nye teknologier.

Gitte Duelund Jensen, Leder ved Center for Velfærdsteknologi, KL. Gitte Duelund Jensen er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Fælleskommunalt Sundhedssekretariat for de 22 kommuner i Region Syddanmark. Her arbejdede hun med fælleskommunal interessevaretagelse på det kommunale og det tværsektorielle sundhedsområde.

Ellen Silleborg, Specialkonsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut. Ellen Silleborg er uddannet lic.phil. i pædagogik fra Lund Universitet. Arbejder med professionskompetencer gennem e- læring på velfærdsuddannelserne som projektleder for to projekter: "Nye digitale undervisningsformer" og "Evaluering af professionskompetencer gennem e-læring". Har et indgående ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 99

Sådan sikrer vi fremtidens sundhedssektor

DEBAT: Universiteterne skal i fælleskab med sundhedsvæsenets aktører finde et fælles mål for sundhedssektoren, der gør det lettere at tilrettelægge uddannelsernes faglige indhold, skriver Lars Kayser fra Københavns Universitet.

Af Lars Kayser Studieleder på IT og Sundhed, KU De videregående uddannelser er endnu engang under beskydning. Det handler nu om, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne er i stand til at imødese hvilke kompetencer, de studerende skal have for at begå sig inden for sundheds- og omsorgsområdet med den borgercentrerede udvikling og indførelse af nye teknologier. Der er en forventning om, at den nye generation af studerende skal være både innovative, entreprenante og digitalt forberedte for at fungere i og være med til at udvikle fremtidens velfærdssamfund. Én udfordring er at finde ud af, hvad vi skal uddanne til. Det vil dette indlæg beskæftige sig med. En anden udfordring, som behandles senere, er at se på, hvordan vi kan gøre det. For at forstå hvad vi skal uddanne til, og hvorfor arbejdspladserne kan føle, at de studerende ikke er forberedte, når de møder op, må vi se på, hvad udfordringen er. Projekter uden sammenhæng I disse år gennemgår vi en stor omstilling, der er influeret af et krav om digitalisering af det offentlige rum, et pres fra borgerne i takt med, at de bruger de sociale medier mere og en forventning om et redesign af sundheds- og omsorgsydelser til at være mere brugercentrerede. Sidstnævnte sker for at imødegå udviklingen med flere ældre med et stigende antal kroniske lidelser samtidig med, at vi forventer et fald i den aktive arbejdsstyrke. For at imødekomme udviklingen har kommuner, regioner og staten iværksat en lang række projekter uden sammenhæng og med involvering af vidt forskellige aktører. Det har resulteret i et fragmenteret landskab præget af "pilotitis". Kommuner, der har flere løsninger samtidig med overlappende formål og en manglende sammenhæng til de andre sektorer; hospitaler, der på afdelingsniveau investerer i nye teknologier og små og store virksomheder, som shopper rundt med løsninger, der ikke findes evidens for. Hvordan kan vi uddanne sundhedsprofessionelle til dette Wild West? Opgaven er ikke at give den nye generation specifikke kompetencer, men at identificere, hvilke de vil få behov for. Kvalitet og evidens i højsædet Når det stadig er uklart, og vi ikke har sammenhæng i vores sundhedssektor og patientforløb og ikke har teknologier på tilstrækkeligt avanceret niveau til at understøtte borgernes behov, skal vi ikke lappe med krav om it-kompetencer og viden om nogle modeller for patientforløb i fagplanerne, men mere gennemgribende sørge for at producere kandidater, der kan forestå en udvikling af det danske samfund med kvalitet og evidens sat i højsædet og på det højeste internationale niveau. Vi skal sikre, at vi får uddannet kandidater inden for sundhedsvidenskab, teknologi og informatik med en viden om redesign af sundhedssektoren, implementering af nye teknologier, vurdering af hvad fremtidens behov er og med akademisk respekt for evidens. Dette er væsentlige discipliner, som ligger i andre uddannelser end de sundhedsprofessionelle som fx it og sundhed, der specifikt adresserer dette område. Udvikling skabes ikke ved, at disse væsentlige kompetencer bliver små annekser til de sundhedsprofessionelle bachelor- og kandidatuddannelser. Kommuner og regioner skal samarbejde Udover at uddanne denne platform af kandidater til at drive en proces i den rigtige retning, skal der også skabes et nyt mindset og kompetence i sundhedssektoren og de bagvedliggende institutioner. Her har universiteterne en vigtig opgave med at formidle international viden og deltage i en forskningsbaseret udvikling af sundhedssektoren til at være et integreret, ikke-sektoropdelt miljø med klare mål og sammenhænge. Universiteterne kan kun få denne rolle, hvis kommuner og regioner vil samarbejde og bl.a. afsætte tilstrækkelige ressourcer til at få efter- og videreuddannet ledere og andre, der er involveret i udviklingen af fremtidens løsninger for at sikre tilstrækkelig kompetence og udvikling af et fælles vidensgrundlag for samarbejdet. Det giver mulighed for at udvikle de tiltag, der allerede er undervejs med f. eks living labs og innovationscentre til mere solide projekter, hvor forskere, sundhedsprofessionelle og erhvervsliv kan mødes om nye opgaver og inddrage de studerende i et praksisfelt. Herved kan vi undgå de mange lokale projekter med utilstrækkeligt udsyn, mangel på evidens og styret af tilfældige kontakter via netværk og leverandører. Fælles mål og koncept er vejen frem ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 100

Målet er, at Danmark skal være kendt for at have velbegrundede sammenhængende udviklingsprojekter, der tilgodeser borgere, patienter og sundhedsprofessionelles behov baseret på international viden om fx "the chronic care model". Ved at have et fælles mål og koncept udviklet af sundhedsvæsenets aktører i fællesskab med universiteterne, gør vi det lettere at tilrettelægge uddannelsernes faglige indhold på en måde, der gør de studerende arbejdsparate og markedsrelevante. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 101

Vi skal alle klædes bedre på til velfærdsteknologien

DEBAT: Skal gevinsten ved velfærdsteknologi udnyttes optimalt, handler det ikke kun om bedre velfærdsuddannelser. Der er behov for et stærkere tværsektorielt samarbejde, hvor både borgere, pårørende og fagpersonale bliver inddraget, skriver Erik Knudsen, rektor for University College Lillebælt.

Af Erik Knudsen Rektor, University College Lillebælt og formand for Danske Professionshøjskoler

Der peges i disse år på en lang række gevinster i brugen af velfærdsteknologi. Det ser imidlertid ud til at være svært at få dem høstet. Er velfærdsteknologi og digitale redskaber fraværende i velfærdsuddannelserne? Senest har Altinget i en artikel 25. februar under overskriften "Bedre uddannelser skal forcere "digital kløft"" henvist til en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der viser, at velfærdsteknologiske løsninger ikke i tilstrækkelig grad indgår i professionshøjskolernes sundhedsuddannelser. Desuden peger undersøgelsen på, at professionshøjskolerne ikke er lydhøre over for de signaler, som kommer fra aftagerne. En ældrechef i en kommune udtaler: "Mit indtryk er, at folk i uddannelsessystemet oplever det som forstyrrende, at vi kommer med ønsker til, hvad det sundhedsfaglige personale skal kunne, når de kommer ud til os. Og ja, det er rigtigt, at meget af det kan de lære i praktikken, men jeg vurderer alligevel, at man ville gøre klogt i at sætte tidligere ind." Hvor svært kan det være? Hvis analysen og udsagnet er korrekt, burde det jo være relativ let at gøre noget ved. Men er problemet helt så enkelt? Noget tyder på, at det ikke er tilfældet. I Region Syddanmark har vi i University College Lillebælt bl.a. deltaget i drøftelser med regionen og en kommune om et stærkere tværsektorielt samarbejde for at styrke anvendelsen af velfærdsteknologi. Her viser en række brugerundersøgelser, at for megen teknologi bliver indført løsrevet fra både behov og den daglige drift, og det skaber modstand og utilfredshed, når både borgere og personale skal bruge teknologierne i hverdagen. Fremtidens sundhedsvæsen stiller desuden nye krav til tværsektorielle samarbejder om medarbejdernes ansvarsområder og kompetencer, hvilket fordrer nye roller af såvel sundhedsprofessionelle som borgere og pårørende, som de skal klædes på til. Alle skal klædes bedre på Det er således ikke kun et spørgsmål om manglende uddannelse. Der er noget, der tyder på, at udnyttelsen af de potentialer, som velfærdsteknologien indeholder, forudsætter, at vi sammen bliver bedre til at forstå, hvor og hvordan velfærdsteknologien kan bidrage til at skabe mere selvhjulpne borgere, hvordan den kan understøtte de fagprofessionelle i hverdagen, og hvordan den bliver tænkt ind i den daglige drift, så gevinsterne ved teknologien bliver udnyttet både fagligt og driftsmæssigt. Endelig er der en kompetenceside, hvor både de sundhedsprofessionelle og borgerne og evt. også deres pårørende skal "klædes på", hvis de skal få den nødvendige glæde og gevinst ud af teknologien. Det sidste handler både om, hvordan velfærdsteknologi indgår i uddannelserne i dag og om, hvordan vi gennem efter- og videreuddannelse kan "klæde" eksisterende medarbejdere og borgerne samt evt. deres pårørende "på" til brugen af velfærdsteknologien. Og det giver uddannelsesmæssige udfordringer. For hvad er det for velfærdsteknologier, som uddannelserne skal "klæde" de studerende "på" til. Er det entydigt? Og hvad er det så, man skal kunne? Næppe den konkrete teknologi - måske i efter- og videreuddannelse - dels fordi, der arbejdes med meget forskellige teknologier i sundhedsvæsenet, dels er der mange forskellige typer af den samme teknologi, og endelig skifter både behov og teknologier løbende. At forstå og anvende Det handler mere om teknologiforståelse og teknologianvendelse. Hvordan kan den bruges til at understøtte og hjælpe borgere/brugere, og hvordan kan den bruges til at understøtte og udvikle den sundhedsfaglige opgaveløsning? Det er vigtigt, at vi bliver enige om det, samt om, hvordan det så skal udmønte sig i uddannelserne. Når det er afklaret, er der behov for en afklaring af, hvordan opgaven så skal løses - Hvad skal foregå på professionshøjskolerne, hvad skal ske i i praktikken, og hvad skal ske i fællesskab? Selv om velfærdsteknologi indgår i stigende omfang i uddannelserne, er der helt sikkert behov for at få udviklet brugen i uddannelserne yderligere. Der er imidlertid en række udfordringer med at få teknologien stillet til rådighed i uddannelserne. Det er f.eks. spørgsmål om økonomi og om at få den stillet til rådighed på en måde, så det foregår praksisnært (spørgsmål om datasikkerhed m.v.). Udfordringer, som ofte kræver et tæt samspil mellem teknologileverandører, aftagererhverv og professionshøjskole, og som både er vanskeligt, tids- og ressourcekrævende og derfor ofte tager lang tid at få etableret. Borgerne skal inddrages mere Endelig peger vores undersøgelser på, at et af de største problemer ligger i, at vi ikke har nok fokus på inddragelse af ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 102

borgerne og hverdagen i driften, når velfærdsteknologi skal tages i anvendelse. Et ja eller nej til det indledende spørgsmål giver således ikke svaret på udfordringen. Vi får kun de gevinster, som velfærdsteknologien har, og kan inddrage dem på rette vis i uddannelserne, hvis aftagere og professionshøjskoler bliver bedre til i fællesskab at få afklaret de spørgsmål, som er stillet oven for - herunder tænker meget mere på at inddrage brugerne. Der er allerede gode eksempler på, at der mellem parterne er et stigende fokus på disse spørgsmål. Så lad os se at komme videre af det spor, ikke mindst af hensyn til borgerne! ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 103

Stol ikke blindt på digitale målinger

DEBAT: Studerende på landets sygeplejeskoler er helt trygge ved at bruge velfærdsteknologi i deres hverdag. Udfordringen er, at de skal rustes til at koble egne sanser og observationer på digitale målinger, mener formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Af Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd

Jeg bliver sommetider mødt med spørgsmålet, om jeg synes, at de studerende på landets sygeplejeskoler lærer nok i forhold til at håndtere velfærdsteknologiske redskaber.

For mig er der ingen tvivl om, at vi kun har set toppen af isbjerget, når vi taler om velfærdsteknologi. Allerede i dag er velfærdsteknologi en naturlig og integreret del af hverdagen i det danske sundhedsvæsen. Det er et faktum. Og det er positivt. Ingen tvivl om det. Velfærdsteknologiens bagside Når jeg alligevel svarer 'ja' til spørgsmålet, hænger det sammen med, at langt de fleste af nutidens sygeplejestuderende er vokset op i et samfund, hvor IT er en integreret del af dagligdagen. Derfor er de studerende helt trygge ved at bruge (velfærds-) teknologi i deres arbejdsdag. De er såkaldte 'digitale indfødte'.

At fremtidens sygeplejersker ikke er teknologiforskrækkede, men tværtimod færdes hjemmevant i en hverdag fyldt med teknologi, er bestemt positivt. Men udbredelsen af velfærdsteknologien, eksempelvis i form af digitale måleapparater, har en potentiel bagside, som vi skal være meget opmærksomme på. Udfordringen er nemlig, at der ikke må ske et skred fra den faglige vurdering, hvor vi sanser og observerer patienten til blot at aflæse på et resultat på et apparat. Anvend sanser og sund fornuft Sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal være varsomme med blindt at stole på digitale målinger. Fristelsen ligger lige for, da målingerne giver objektive data og systematiseret viden. Men hvis sygeplejersken ikke anvender sine sanser, sin teoretiske viden og sin sunde fornuft, men udelukkende stoler blindt på teknologien, kan det give nogle uheldige konsekvenser. I virkeligheden bør spørgsmålet derfor ikke handle om de studerendes evner til at håndtere, betjene og udnytte teknologien, men nærmere om, hvordan vi undgår, at nutidens teknologi bliver en trussel mod sygeplejens grundfaglighed. Heri ligger den virkelige udfordring i uddannelsesmæssig henseende, nemlig hvordan ruster vi de sygeplejestuderende til at koble egne observationer på digitale målinger?

Svaret på begge spørgsmål er naturligvis, at det er essentielt for fremtidens sygepleje, at de studerende på sygeplejestudiet fortsat tilegner sig de gammelkendte metoder. De gamle metoder bygger på sanser, observationer og simple måleinstrumenter. Metoderne giver god forståelse for, hvad der egentlig sker inden i kroppen. Det er metoder den sundhedsprofessionelle skal kunne mestre, hvis vedkommende skal kunne være kritisk i forhold til måleinstrumenter.

For sundhedsvæsenet er der store perspektiver i velfærdsteknologi. Men teknologien stiller store krav til sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle om at kunne forholde sig kritisk til resultaterne og sammenholde disse med egne subjektive vurderinger. Sygeplejersker skal stole på sine egne observationer og lade sig understøtte af teknologien. Ikke omvendt. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 104

Fremtidens sundhedsvæsen kan kun sikres gennem professionerne

REPLIK: Danmark står over for udfordringer på det velfærdsteknologiske område. Det kan løses gennem samarbejde mellem de sundhedsprofessionelle og de, som leverer løsningerne og udstyret. Det skriver dekan Randi Brinckmann Wiencke.

Af Randi Brinckmann Wiencke Dekan, Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet, Professionshøjskolen Metropol I sit debatindlæg på Altinget.dk den 18. marts skriver Lars Kayser fra Københavns Universitet om, hvordan fremtidens sundhedssektor sikres: “Universiteterne skal i fællesskab med sundhedsvæsenets aktører finde et fælles mål for sundhedssektoren, der gør det lettere at tilrettelægge uddannelsernes faglige indhold,” hedder det. Jeg er helt enig med Lars Kayser i, at opgaven med at sikre fremtidens sundhedssektor ikke ligger i at give den nye generation af sundhedsprofessionelle specifikke kompetencer, men i at identificere hvilke kompetencer, de vil få behov for. Og som Lars Kayser skriver, skal der netop skabes et nyt mindset og udvikles nye kompetencer i sundhedssektoren. Det er ikke uden grund, at OECD peger på, at der skal ske en modernisering af den primære sundhedssektor, og at understøttelsen af sammenhænge og koordinerende behandlings- og plejeforløb skal forbedres. Danmark står over for svære udfordringer i forhold til anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger. Glemmer professionerne Men Lars Kayser glemmer noget helt afgørende i sin ligning. Han glemmer de professioner, som de nævnte sundhedsprofessionelle kommer fra. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at en udvikling kan drives igennem uden om de mange læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter, der dagligt løser opgaver i vores sundhedsvæsen. Vi har set alt for mange løsninger, der ikke tager afsæt i borgernes eller de sundhedsprofessionelles ønsker og behov. Til gengæld har jeg let ved at forestille mig, at en langt højere grad af samarbejde på tværs af disse professioner og de professioner, som levererer teknologiske løsninger og udstyr, vil kunne gøre en forskel. Et stærkt sundhedsvæsen vil være baseret på stærke sundhedsprofessionelle. En afgørende forudsætning for, at det lykkes, er, at de sundhedsprofessionelle ikke alene er i stand til at håndtere de opgaver, der ligger i direkte forlængelse af deres egen faglighed - de skal også kunne løse opgaver, der går på tværs af fagligheder i samarbejde med andre professionelle. Og de skal være parate til at påtage sig nye opgaver, som måske oprindeligt lå inden for en anden professions faglighed. Det bringer mig til at anfægte Lars Kaysers budskab om, at vi skal lægge udviklingen af sundhedsvæsenet i hænderne på særligt uddannede kandidater inden for sundhedsvidenskab, teknologi og informatik. Virkeligheden har i årevis vist os, at den største kilde til fejl og svigt i sundhedsvæsenet netop er der, hvor borgerne oplever manglende sammenhæng. Det er derfor svært at få øje på begrundelserne for at introducere endnu flere spillere på banen. Ikke brug for nye barrierer Jeg vil foreslå, at vi i stedet arbejder fokuseret med at styrke de tværprofessionelle kompetencer i løbet af uddannelserne. Det kan gøres ved at lade de studerende arbejde sammen på tværs af fag og sektorer om at udtænke den rette løsning for borgeren. Det gør vi allerede på tværs af de uddannelser, professionshøjskolerne udbyder. Desværre mangler de vigtige samarbejdspartnere, der uddannes på henholdsvis universiteter og social- og sundhedsskoler. Mit svar på, hvordan vi styrker sundhedsvæsenet, er derfor, at vi skal stå sammen, professionshøjskoler og universiteter, og udvikle på de uddannelser, vi allerede har. Så kan vi sikre, at de i højere grad er med til at nedbryde de barrierer, der kæmpes med i sundhedsvæsenet. Og ja, sundhedsuddannelserne er udfordrede og lider under stoftrængsel. Men de skal udfordres yderligere, hvis vi skal lykkes med både at forbedre praksis, udvikle nye arbejdsgange og skabe sammenhæng i borgerens forløb på tværs af fagligheder, professioner og sektorer. Lad os ikke skabe nye barrierer. Lad os stå sammen om at sikre sundhedsvæsenets fremtid. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 105

Velfærdsteknologi er ikke en spareøvelse

DEBAT: Ingen teknologi kan erstatte nærhed og nærvær. Derfor er det vigtigt, at velfærdsteknologien ikke bliver en spareøvelse for kommunerne, men derimod letter hverdagen for den enkelte og gør vedkommende mindre afhængig af andre, skriver Mai Mercado (K).

Af Mai Mercado (K) Social- og sundhedsordfører Velfærdsteknologi er et fantastisk redskab, når det bruges på den rigtige måde. For lad mig med det samme slå fast: Ingen teknologi kan erstatte nærhed og nærvær. Velfærdsteknologien kan benyttes til at løse en række hverdagssituationer, hvor man som ældre eller på grund af et handicap har brug for hjælp. Vel at mærke uden at der er tale om en spareøvelse. Det perspektiv risikerer at gå tabt, hvis velfærdsteknologien - som der har været en kedelig tendens til - reduceres til et spørgsmål om robotstøvsugere og vaskerobotter til ældre og kobles sammen med nødvendigheden af besparelserne. Så ser man kun begrænsninger frem for muligheder. Letter hverdagen og forbedrer arbejdsforhold Velfærdsteknologi skal derimod lette hverdagen for den enkelte borger og ikke mindst gøre den enkelte mindre afhængig af andre. Spiserobotter og vaskerobotter giver eksempelvis borgere med funktionshandicap større mulighed for fortsat være herre i eget liv og selv bestemme, hvornår han eller hun vil spise eller gå på toilettet. At være selvhjulpen og ikke hele tiden skulle hjælpes forøger livskvaliteten, og det gælder for såvel en ellers plejekrævende borger som hos de pårørende, når de oplever, at deres nærtstående er mere glade.

Samtidig kan teknologien forbedre arbejdsforholdene. Medarbejderne i hjemmeplejen kan undgå mange tunge løft og kan få mere tid til den borgernære pleje, som ingen teknologi vil kunne erstatte.

Den tidligere regering satte turbo på udviklingen af velfærdsteknologi. Med etablering af ABT-fonden (Anvendt Borgernær Teknologi) og afsættelsen af tre milliarder fik det offentlige og virksomhederne mulighed for at afprøve velfærdsteknologiske landevindinger. Nu følger S-SF-R-regeringen trop med aftalen med kommuner og regioner om at digitalisere en række velfærdsområder frem mod 2020. Udnyt de gode muligheder Danmark er allerede godt i gang med velfærdsteknologien, men vi kan sagtens få endnu mere gang i udviklingen af nye løsninger. Skal vi udnytte de gode muligheder, vi står over for, så skal vi være ambitiøse - og endda mere ambitiøse end det, regeringen lægger op til med sin nye strategi. Og vi skal i langt højere grad italesætte velfærdsteknologi som en vej til at forbedre velfærden, lette arbejdet for medarbejderne og øge selvbestemmelsesretten hos ældre og mennesker med handicap. Og så bør vi styrke samarbejdet med de lande, der udvikler teknologi, og selv være bedre til at bane vejen for dansk eksport af de løsninger, hvor vi ligger i front. Det kræver, at vi i langt højere grad begynder at anvende velfærdsteknologiske løsninger dagligt ude i kommuner og regioner. Lad os nu komme mere ind kampen - for det er afgørende, hvis vi skal ramme bolden rigtigt. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 106

Varme hænder og teknologi skal gå hånd i hånd

DEBAT: Vi rider på en bølge af teknologisk udvikling, hvor teknologien af i dag kan være forældet i morgen. Derfor skal de studerende på velfærdsuddannelserne også kunne sætte deres faglighed i spil, når fremtidige og nye teknologiske løsninger udvikles, skriver Gitte Duelund Jensen fra KL.

Af Gitte Duelund Jensen Leder af Center for Vefærdsteknologi, KL Digitale løsninger og velfærdsteknologi bliver fortsat en større del af den kommunale opgaveløsning. Derfor kommer fremtidens kommunale virkelighed, i endnu højere grad end i dag til at indeholde forskellige teknologier som en naturlig del af opgaveløsningen. Allerede i dag stilles der i den kommunale praksis krav om digitale kompetencer, som her skal forstås som viden om og forståelse for relevante digitale redskaber. Samtidigt stilles der krav om kompetencer til at kunne anvende redskaberne i det daglige arbejde. Det handler bl.a. om at kunne anvende software og IT-løsninger, der i dag udgør grundlaget for dokumentation og videndeling i tværfaglige og tværsektorielle netværk. Såvel dokumentation som vidensdeling er alfa og omega i den kommunale verden i dag. Men der er også i den kommunale praksis brug for et kendskab til at betjene de nye velfærdsteknologiske løsninger, som er med til at understøtte rehabiliterende indsatser. En spiserobot i sig selv giver ingen mening. Dens potentialer kan først indfries i det øjeblik, hvor den bliver en integreret og naturlig del af borgerens og medarbejderens hverdag. Det er velfærdsuddannelsernes ansvar, at de kommende velfærdsprofessionelle er i stand til at se øjeblikket og praktikken for sig og få begge dele til at gå op i en højere enhed og blive til hverdag. Varme hænder med et blik for teknologien Faglig viden er udgangspunktet for at kunne anvende teknologi som en del af opgaveløsningen. Fagligheden skal tage udgangspunkt i medarbejderens kernekompetence; at give borgerne de rette forudsætninger til at øge deres livskvalitet og blive mere selvhjulpne. Så det at undervise i nye tekniske arbejdsmetoder handler ikke om at ændre ved den bagvedliggende faglighed. Det handler derimod om at give de studerende "øjne" for, hvordan deres kernekompetencer kan sættes i relation til en given teknologi. Flere "teknologi-moduler" på velfærdsuddannelserne er ikke nødvendigvis løsningen. Det handler derimod om at give de studerende et mindset, der kan kaste lys på de forskellige teknologiers potentialer i relation til den studerendes faglige kompetencer og de bagvedliggende varme hænder. Vi rider midt på en bølge af teknologisk udvikling, hvor teknologien af i dag kan være forældet i morgen. Derfor har det stor betydning, at de studerende bliver klædt på til også at kunne sætte deres faglighed i spil, når fremtidige og nye teknologiske løsninger udvikles. Nye værktøjer skal ikke kun bruges af dimittender Det handler med andre ord om at lade de digitale og teknologiske redskaber blive en del af den værktøjskasse, som skal understøtte de kommende dimittender i at bruge deres faglighed over for borgerne. Men de studerende på velfærdsuddannelserne er ikke alene om at skulle forstå og anvende værktøjskassens forskellige remedier. Udvidelsen af værktøjskassen skal også ind i efter- og videreuddannelserne, så eksisterende medarbejdere får blik for, hvordan teknologierne kan være med til at understøtte og udvikle det arbejde, de allerede laver. Center for Velfærdsteknologi er i øjeblikket i gang med at udarbejde en national baselinemåling for, hvordan det går med udbredelsen af spiserobotter, vasketoiletter og forflytningsteknologi fra 2-1 i kommunerne. De første spæde resultater viser, at mange kommuner allerede er godt i gang med at få teknologierne ind i borgernes hjem. Resultaterne viser også, at endnu flere kommuner har planer om at intensivere udbredelsen i den nærmeste fremtid. Men ét er at indkøbe og opsætte teknologierne. Noget andet er at få tilpasset arbejdsgangene, trænet borgeren, så teknologien mærkes som et løft i hverdagen og udøve faglighed, så teknologiernes potentialer kan indfries. Derfor stilles der store uddannelsesmæssige krav i forhold til den eksisterende gruppe af medarbejdere, som ligeledes skal tilegne sig blikket for teknologiernes kvalitative gevinster for medarbejdere, pårørende og ikke mindst borgerne. Uddannelse med fælles ansvar for fælles gevinster KL sætter med udspillet "Next Practice" fokus på samhørigheden mellem sundhedsuddannelserne og udviklingen af det nære sundhedsvæsen. KL peger bl.a. på, at uddannelsesmiljøerne så vidt muligt skal ligne den kommunale virkelighed og praksis, så viden og praktiske færdigheder fra skolebænken kan anvendes mere direkte i praksis. Teknologiudbredelse og digitalisering i den kommunale verden er en del af en større national bevægelse, som skal være med til at tydeliggøre samarbejdet omkring - og med - borgeren. Kommunerne skal derfor forberede sig på at løfte et endnu større ansvar i forhold til praktikopgaven på velfærdsuddannelserne. Der gøres i dag allerede en stor indsats for at skabe en tæt relation mellem de kommende dimittender og deres fremtidige arbejdspladser, men vi bliver nødt til at fortsætte denne udvikling særlig i forhold til relationen mellem ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 107

teknologi og faglighed. Den kommunale praktik er en indsats, som skaber værdi for begge parter. Praktikken er et vigtigt led i at ruste kommende medarbejdere til at omsætte viden til konkrete faglige færdigheder og handlekompetencer. Samtidig bidrager de studerende i praktikken også med ny viden til udviklingen af den kommunale praksis i forhold til nye og fremtidige udfordringer, som eksempelvis arbejdet med digitalisering og velfærdsteknologi. Den udvikling skal vi fortsætte. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 108

Forpligt velfærdsuddannelserne til digitalisering

DEBAT: Selvom mange velfærdsuddannelser fokuserer på digitale kompetencer og velfærdsteknologi, er det i dag stadig alt for tilfældigt, hvad de studerende møder på uddannelserne, mener Ellen Silleborg fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Af Ellen Silleborg Specialkonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) Det er nødvendigt, at velfærdsuddannelserne arbejder med digitale og velfærdsteknologiske redskaber for at kunne leve op til de krav, arbejdsmarkedet stiller, og for at kunne udnytte alle de nye digitale muligheder, som til stadighed dukker op. Som på alle andre udviklingsområder er det inden for digitalisering og velfærdsteknologi betydningsfuldt at kende sin retning. På mindst tre områder ville en klarere digital og velfærdsteknologisk retning ift. velfærdsuddannelserne være på sin plads: Det gælder professionshøjskolernes resultatkontrakter, de enkelte uddannelsers bekendtgørelser og en tværgående digital taksonomi. Manglende digitale mål For to år ad gangen indgår professionshøjskolerne udviklingskontrakter med Uddannelses- og Forskningsministeriet. Kontrakterne indeholder såvel obligatoriske som valgfrie mål. Overraskende nok er digitalisering og velfærdsteknologi ikke et af de obligatoriske mål. Og lige så overraskende er det, at blot en enkelt professionshøjskole (UC Lillebælt) har følgende to valgfrie mål: "Velfærdsteknologi" samt "teknologiparathed og digitalisering". På landets seks resterende professionshøjskoler er der ingen forpligtelse til at imødekomme fremtidens digitaliseringsbehov. Det er bekymrende, fordi vi ser en tendens til, at den enkelte underviser tænker: "De studerende vi har i dag, færdes jo hjemmevant i det digitale - de er teknologisk indfødte, så mit bidrag er alligevel spartansk". Jeg tror at enhver undervisers ajourføring bør indbefatte en interesse for nye velfærdsteknologier, fordi teknologierne har betydning for fremtidens velfærd. En tydeligere understregning af digitale mål i resultatkontrakterne mellem ministeriet og professionshøjskolerne kan være med til at understøtte den digitale udvikling af uddannelserne. Målene kan med fordel deles op i tre kategorier: Mål for teknologi knyttet til undervisningens kvalitet (didaktik), mål for teknologi og teknologiforståelse knyttet til professionen (faglighed) og mål for administrativ it (fx digitale eksaminer). Bekendtgørelserne har kun sporadisk fokus på digitalisering Fokus på digitalisering er desværre også sporadisk i de enkelte velfærdsuddannelsers bekendtgørelser. To positive historier er dog læreruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. Da man f.eks vedtog den nye læreruddannelse i 2013 var der et klart fokus på teknologi og digitale kompetencer i alle fag og som eksplicitte læringsmål. Det lover godt for fremtidens lærere og dermed den danske folkeskole. Også bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen har fokus på området - og faget har desuden en god tradition med at overveje, hvordan nye redskaber skal integreres i rolleforståelsen. Derfor pågår der på dette felt en løbende og vigtig debat om, hvad velfærdsteknologi gør og bør gøre ved sygeplejerskers professionsopfattelse. Men vi ved, at der er mange uddannelsesbekendtgørelser, der stadig har marginal fokus på velfærdsteknologi og digitalisering, fx socialrådgiveruddannelsen og tandplejeruddannelsen. Også den spritnye bekendtgørelse for pædagoguddannelsen har overraskende nok kun et spartansk fokus på digitale kompetencer. Det er dog blevet til et nyt fag - "Medier og digital kultur" - men desværre som et valgfrit modul. Udfordringen ved at skabe et selvstændigt valgfrit uddannelseselement er, at emnet let nedprioriteres i uddannelsens øvrige dele. Denne mekanisme har EVA set i tidligere evalueringer, f.eks af læreruddannelsen fra 2007, hvor blandt andet valgfaget specialpædagogik medførte en nedprioritering af området i uddannelsens øvrige (obligatoriske) elementer, selvom kompetencen også indgik som en del af uddannelsens grundfaglighed. Det indebærer den risiko, at det alene bliver de studerende, der vælger det valgfrie modul, der får kompetencerne, selvom det ikke er hensigten. Behov for en tværgående digital taksonomi Og på hvilket niveau skal de studerendes digitale kompetencer så ligge? Det sprog skal vi skabe sammen. Et konkret eksempel: Lad os sige, at man som folkeskolelærerstuderende ønsker at lære eleverne matematik gennem digitale spil. Hvad synes vi: Skal den studerende blot kunne finde frem til et spil? Skal den studerende kunne beskrive det? Eller begrunde sin udvælgelse? Skal vi kræve, at man som minimum kan analysere det ene spil op mod et andet - eller skal vedkommende ligefrem kunne udvikle et nyt spil? I dag er disse overvejelser lokalt forankrede på underviserniveau. Det ville være en indlysende fordel, hvis professionsbacheloruddannelserne vidste, hvilke kompetencer de kommende studerende har, når de træder ind på professionsbacheloruddannelserne, og hvad deres progression skal være. Derfor foreslår jeg - på linje med Rådet for Erhvervsakademi- og Professionsbacheloruddannelser - at vi investerer i at ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 109

formulere en taksonomi på området. Det lyder måske voldsomt, men vi har i Danmark en god tradition for at arbejde med overgange fra en uddannelse til en anden, og med værktøjer som eksempelvis kvalifikationsrammen. En digital taksonomi ville for det første styrke de studerendes digitale progression, så eksempelvis digitale kompetencer fra folkeskolen og gymnasiet blev holdt ved lige - og styrket. For det andet ville det kunne styrke de enkelte uddannelsers overvejelser - hvilket er alfa omega, hvis dimittender skal være klædt på til fremtidens krav. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 110

Velfærdsteknologi - et fortsat uudnyttet potentiale - hvorfor?

DEBAT: Det fulde potentiale ved velfærdsteknologi kan først udnyttes, når de forskellige sektorer samarbejder på tværs. Det skriver Erik Knudsen, rektor på University College Lillebælt.

Af Erik Knudsen Rektor, University College Lillebælt

Alle er enige i potentialet i udviklingen af velfærdsteknologi. De mange debatindlæg her på Altinget.dk peger næsten alle på uddannelsesaspektet som et centralt element i at kunne realisere de potentialer, digitalisering og velfærdsteknologi giver borgere og sundhedsprofessionelle Men der peges også på forskellige løsninger. Og hvem skal forpligtes på opgaven? Her er flere af debatindlæggene enige om, at det er velfærdsuddannelserne, som skal forpligtes på at levere disse kompetencer. Det er jeg for så vidt ikke uenig i, men det giver ikke alene svaret på vores udfordringer. Som Gitte Duelund Jensen fra KL er inde på, kan velfærdsteknologi og faglighed ikke adskilles.

Vi får kun gevinsterne ved velfærdsteknologi, hvis de studerende, og efterfølgende de sundhedsprofessionelle, er i stand til at sætte deres fagligheder i spil i forhold til de muligheder, teknologien giver. Teknologi og faglighed kan ikke adskilles Og hvordan gør man det? Det gør man kun, som også Randi Brinckmann Wiencke er inde på i sin replik til Lars Kayser fra KU, ved at arbejde sammen på tværs af fag og sektorer og i fællesskab udnytte teknologien til at styrke og udvikle fagligheden. Og her som i andre sammenhænge kan fag eller professioner ikke ses adskilt fra teknologien. Vi får kun gevinsterne, hvis de integreres. Det skal vi selvfølgelig gøre i uddannelserne, og her kan professionshøjskolerne selv gøre meget, men vi kan ikke gøre det alene. Hvis vi skal sikre denne integration mellem faglighed og teknologi, kræver det et fælles udgangspunkt, og her er der, som også Ellen Silleborg fra EVA peger på, behov for et fælles sprog.

Det kunne, som Rådet for professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser har peget på, være i form af en taksonomi. Hvad er det for et teknologigrundlag, vores studerende skal have? Bedre sammenhænge Dernæst handler det i høj grad om bedre sammenhænge. Fra borgerens side handler det om at opleve en sammenhæng i de ydelser, som stilles til rådighed for dem – herunder også at de i højere grad bliver inddraget, så de selv kan være med til at sikre, at teknologien bliver et løft i deres hverdag, samtidig med at det også udvikler den faglige kvalitet. Og som også Gitte Duelund Jensen er inde på, skal der ikke mindst i forbindelse med inddragelse af velfærdsteknologien i uddannelserne skabes en bedre sammenhæng mellem teori og praktik – KL formulerer det, som at uddannelsesmiljøerne i højere grad skal ligne den kommunale virkelighed. Det kan kun gøres muligt, hvis det udvikles i et tæt samarbejde mellem uddannelse og praktikken. Endelig handler det også om et bedre samspil mellem virksomheder, kommuner/regioner og uddannelsesinstitutioner. Det handler nemlig ikke kun om at ”klæde” borgere og sundhedsprofessionelle ”på” til brugen af teknologien. Vi får kun gevinsterne ved velfærdsteknologien, hvis udviklingen af teknologien sker i et tæt samspil med den faglige sammenhæng, som teknologien skal indgå i. Tættere samspil Et tættere og bedre samspil med virksomhederne på dette område vil ud over kvalitative gevinster for borgere og de faglige ydelser, som de sundhedsprofessionelle vil kunne levere, også kunne udvikle de velfærdsteknologiske produkter. Der vil, hvis der kan etablere et stærkere fokus på dette aspekt, samtidig være en betydelig systemeksportmulighed for virksomhederne gemt her. Det overrasker mig samtidig i den sammenhæng, at kommunerne har så lidt fokus på dette aspekt, når man tænker på den massive satsning, der er i disse år på velfærdsteknologi. Hvis vi skal undgå, at min overskrift på dette debatindlæg vedbliver med at holde stik, er der nu behov for, at vi i stedet for at pege på behovene – og især på at andre må påtage sig sit ansvar – sætter handling bag ordene, hvordan vi i fællesskab kan løfte opgaven. Det kræver samspil og sammenhæng. Fra professionshøjskolernes side vil vi tage initiativ til, at vi får sat fokus på – ikke mindst sammen med KL – hvordan vi kan gøre den forskel! ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 111

Sundhedsuddannelser må ikke glemme værdierne

DEBAT: Skal vi have en taksonomi eller blot fagbeskrivelser, der sigter mod at uddanne til det teknologibårne velfærdssamfund, må vi huske at sætte de værdirelaterede områder på dagsordenen på lige fod med tekniske og sundhedsfaglige emner, skriver Lars Kayser fra Københavns Universitet.

Af Lars Kayser Studieleder på IT og Sundhed, KU Tredje runde af velfærdsteknologidebatten er nu i gang og ingen tegn på knock out. Der har været en generel enighed blandt debattørerne med kun små krusninger. Forrige uge blev indledt med forslag fra Ellen Silleborg, Danmarks Evalueringsinstitut, om en taksonomi for den digitale kompetence og Gitte Duelund Jensen, KL, peger på betydningen af, at det er faglighed, der er i højsædet. Der er sådan set ingen konflikter i dette. En udfordring, som måske kan løses med en uddannelsesspecifik taksonomi, er netop, hvordan vi på alle de sundhedsprofessionelle uddannelser kan tage højde for, at de digitalt indfødte studerende ikke nødvendigvis forstår at applicere deres kunnen i en faglig sammenhæng rent intuitivt. For på trods af kendskab til og fortrolighed med PC'ere, smartphones og sociale medier kan de studerende have svært ved at overføre denne kunnen til deres faglige opgaver. Vi kan godt have tillid til, at de studerende ved deres optagelse har en basis viden, da der i folkeskolen og gymnasiet har været opmærksomhed på at give den nye generation adgang til computere og inddrage it i undervisningen, således at stort set alle unge i dag har en smartphone og de fleste også en bærbar PC, når de rammer de videregående uddannelser. Men de studerende har trods den basale digitale kompetence ikke en tilstrækkelig faglig kunnen til at anvende deres færdigheder i en ny sammenhæng. Her vil en taksonomi kunne være et fint redskab for alle, som foreslået af Ellen Silleborg. Ved indgangen til de sundhedsorienterede uddannelser har de studerende et behov for at få kendskab til teknologi ud fra en anden vinkel end den redskabsorienterede. Kendskabet til teknologi skal være et tillæg til de studerendes kernekompetence, som anført af Gitte Duelund Jensen, KL, og være en støtte i det faglige arbejde. Vi skal uddanne til at forstå principper og koncepter og ikke uddanne til at anvende redskaber, da de har kortere levetid end den tid, det tager at lave en uddannelsesbekendtgørelse. Sundhedskompetence er en forudsætning Med dette indlæg vil jeg gerne slå et slag for, at der i alle sundhedsuddannelser, foruden indlejringen af teknologi i de faglige problemstillinger, skal være fokus på betydningen af individets interaktion med teknologi. Her tænkes dels på teknologiens betydning for de forskellige professioners roller, og hvordan disse roller kan skifte med opgaveglidninger imellem sundhedsprofessionerne - og dels på de problemstillinger, der er i spil, hver gang en person bliver tilbudt en ny teknologi, og hvordan den kan være grænseoverskridende eller stigmatiserende for dem. Teknologien påvirker magtforhold både mellem de faglige grupper og mellem de professionelle og dem, de yder hjælp til. Det giver mulighed for empowerment-udvikling hos borgere og patienter, hvis de introduceres til og har lyst til og tillid til at bruge teknologi; men kan også give den modsatte effekt, hvis de føler sig usikre. Det er derfor centralt, at disse forhold også tænkes ind i uddannelserne og deres mål. Overgangen fra fokus på de studerendes teknologiske kompetence til en samlet forståelse af de mange faktorer, der er i spil, og de store sociale implikationer både på det personlige og samfundsmæssige niveau, når de nye teknologier bliver introduceret, giver anledning til at introducere begrebet "sundhedskompetence" (engelsk Health literacy). Sundhedskompetence betragtes som en forudsætning for empowerment og forstås som evnen til at kunne tilgå, forstå og anvende information for at tage beslutninger i forhold til eget helbred og dermed opnå en bedre livskvalitet. De seneste års forskning har givet indsigt i, hvordan karakterisering af den enkelte og befolkningens sundhedskompetence kan give en forståelse af, hvor der er behov for støtte fx i forhold til at hjælpe med at finde rundt i sundhedssystemet, have en god kontakt til behandlere, have gode sociale relationer eller kunne finde og vurdere sundhedsinformationer. Der findes nu metoder til at vurdere inden for hvilke af disse områder, den enkelte har behov for støtte og hjælp. Denne information kan sammen med andre veletablerede funktionsmål skabe et helhedsbillede af, hvordan individualiserede indsatser kan planlægges. Med en kommende digital dimension af en Sundhedskompetence-vurdering er det muligt i nær fremtid at opnå viden om, i hvilket omfang borgeren vil have tillid til og være villig til at acceptere tilbud om nye teknologier. Holdninger, etik og egen indsigt Med disse nye redskaber og anbefalingerne om at fokusere på både den, der tilbyder og den, der modtager sundhedsydelser i det teknologibårne velfærdssystem, er der et behov for at få diskuteret professionernes fremtidige rolle set både ud fra den enkelte studerendes position og den samfundsmæssige funktion. Det er derfor vigtigt, at der afsættes tid i undervisningen til at arbejde med ikke kun viden, færdigheder og kompetence, men ligeså vigtigt ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 112

holdninger, etik og egen indsigt. Så hvis vi skal have en taksonomi eller blot fagbeskrivelser, der sigter mod at uddanne til det teknologibårne velfærdssamfund, må vi huske at sætte de værdirelaterede områder på dagsordenen på lige fod med de tekniske og sundhedsfaglige emner. Det er kun ved at give den enkelte studerende et samlet billede af sammenhængen mellem egen person, den man hjælper, teknologien og de samfundsmæssige rammer, at der sikres deltagende og trygge medarbejdere, der evner at omstille sig i takt med, at nye initiativer iværksættes. Afslutningsvist et fromt ønske, der ikke relaterer direkte til uddannelsesdebatten - lad os få etableret sundhedskompetencevurdering som et vigtigt redskab til at stratificere vores patienter, i stedet for at tale om at prioritere ressourcer i sundhedssektoren ud fra uddannelsesbaggrund. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 113

Velfærdsteknologi stiller krav til efteruddannelse

DEBAT: Teknologien udvikler sig i dag så hurtigt, at det kan være svært at følge med. Hvis velfærdsteknologi skal blive en styrke for den offentlige sektor og for velfærdssamfundet, kræver det efteruddannelse, skriver Rosa Lund (EL).

Af Rosa Lund (EL) Forsknings- og videregående uddannelsesordfører Jeg er af den overbevisning, at velfærdsteknologi aldrig kan erstatte personale, for teknologi kan aldrig erstatte den omsorg og det nærvær, som offentligt ansatte har sammen med og overfor borgerne. En robot kan muligvis vugge en krybbe, men skal barnet falde i søvn, kræver det, at barnet er trygt, og at der er et menneske, barnet kender, der vugger det. Når det er sagt kan velfærdsteknologi være med til at lette arbejdet for ansatte i den offentlige sektor. Især inden for sundhedssektoren er teknologien i rivende udvikling. Velfærdsteknologi kan bl.a sikre, at sygeplejersker og SOSU- assistenter ikke skal løfte for meget, og kan i det hele taget bruges til at lette medarbejdernes hverdag. Teknologien stiller krav Selvom teknologien er en hjælp til de ansatte og kan lette deres hverdag, stiller teknologien også krav. Hvis teknologien skal være en hjælp, kræver det jo, at man kan bruge den, og hvis den ikke har været en del af ens uddannelse, er det ikke sikkert, man kan det. Fordi teknologien udvikler sig hurtigt, har de ansatte, der blev uddannet for blot fem år siden, ikke en chance for at følge med, hvis ikke de bliver opkvalificerede. Hvis vi vil bruge velfærdsteknologi i et stort omfang, kræver det altså at medarbejderne bliver efteruddannet i at bruge det. Jeg mener, at når politikere på Christiansborg, i regioner og kommuner har et ønske om mere velfærdsteknologi, ja så er det også vores ansvar, at medarbejderne kan få den nødvendige efteruddannelse. Besparelse lukker døren for efteruddannelse Derfor bør Folketinget genoverveje den besparelse, der blev lavet på statens voksenuddannelsesstøtte i finansloven for 2014, som betyder, at alle med en mellemlang videregående uddannelse ikke får mulighed for at efteruddanne sig med understøttelse. Besparelsen rammer en stor del af lige præcis dem, der skal lære at bruge den teknologi; sygeplejersker, pædagoger, fysioterapeuter osv. Og det undrer mig, at man vælger at lukke døren til efteruddannelse for lige præcis denne gruppe. Selvfølgelig kan man godt efteruddanne sig uden understøttelse, men alle undersøgelser viser, at det er netop, at man kan forsørge sig, mens man er på uddannelse, der gør, at både medarbejder og arbejdsgiver prioriterer efteruddannelsen. Der er vist ikke nogen tvivl om, at velfærdsteknologi er kommet for at blive, og det kræver, at vi løfter ansvaret i fælles flok. Det er ikke sikkert, at det er løsningen, at vi skal genindføre SVU-ordningen for alle, men så skal vi finde på noget andet, og her har Christiansborg brug for inspiration. For mig som politiker kunne det være rigtig spændende at høre, hvordan de medarbejdere, der skal bruge velfærdsteknologien, forestiller sig at efteruddannelse skal fungere. Hvis velfærdsteknologi skal blive en styrke for den offentlige sektor og for velfærdssamfundet, kræver det efteruddannelse. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 114

Digitale kompetencer - alle skal med!

DEBAT: Skal studerendes velfærdsteknologiske kompetencer styrkes, skal der rettes en særlig opmærksomhed mod de studerende, som ikke kommer fra en studievant baggrund, skriver udviklingskonsulent Ellen Silleborg.

Af Ellen Silleborg Udviklingskonsulent, Professionshøjskolen UCC Spørgsmålet om, hvordan vi giver digitale kompetencer til alle studerende for at fremme velfærdsstatens overgang til en større anvendelse af velfærdsteknologier, bør også have fokus på en ny og uhomogen studentergruppe. For det viser sig, at det er en udfordring at nå forskellige grupper studerende og gøre dem svømmeklar til digitaliseringsbølgen. EVA's evalueringer viser parallelt med international forskning, at når uddannelser arbejder med at styrke de studerendes velfærdsteknologiske kompetencer, skal der rettes en særlig opmærksomhed mod de studerende, som ikke kommer fra en studievant baggrund - de såkaldt studiefremmede studerende. Undervisernes opfattelse af studiefremmede Digitaliseret undervisning bliver ofte fremhævet som et fænomen, der gør, at underviseren kan imødekomme et bredere optag og imødekomme de studerende, som ikke er studievante. I EVA's datamateriale på dette område synes underviserne at tale ud fra (mindst) to logikker, nemlig: (1) at digitaliseret undervisning når ud til flere ved at være fjernundervisning, og (2) at formidlingen og pædagogikken - via det digitale medie - tager udgangspunkt i noget, der for flertallet af de studerende er genkendeligt. Sagt på en anden måde: Man kan nå den studiefremmede studerende ved at (ad 1) tilbyde f.eks. online-undervisning og flipped classroom, og (ad 2) skiftet fra at se youtube-klip i fritiden til youtube-klip med fagligt indhold er ikke så voldsomt, som at gå fra youtube-klip i fritiden til tykke fagbøger på campus. Er studiefremmede studerende teknologisk parate? Ovenstående har som underordnet logik, at de studiefremmede studerende er mindst lige så digitalt indfødte som de studievante studerende. Dvs. at de velfærdsteknologiske kompetencer vil kunne tilegnes af alle, herunder også helt uhindret af de studiefremmede studerende - fordi alle allerede kender til it og bruger det. Eller med andre ord: Velfærdsteknologi klinger genkendeligt hos de fleste - det er bare at gå i gang. Men internationale undersøgelser viser forbavsende nok, at digitale undervisningsformer og prioriteringen af digitale kompetencer ikke har en fastholdende effekt over for de studiefremmede studerende. Undersøgelserne peger på, at det er de traditionelt "dygtige" studievante studerende, der også trives med digital undervisning, f.eks. onlineundervisning, og som trives med at imødekomme det, vi kunne kalde digitaliseringsbølgen. Det er simpelthen de studievante studerende, der opnår et højt kompetenceniveau på det velfærdsteknologiske område. Undersøgelserne tyder endog på, at de studiefremmede ofte betragter digitale værktøjer og onlineundervisning som yderligere barrierer for læring. Bl.a. fordi teknologien kan isolere dem og frarøve dem muligheden for at se og øve sig i at "være som de professionelle". Ovenstående er i min optik yderst vigtig viden! For det er et tegn på, at det er en særlig udfordring at give de studiefremmede studerende velfærdsteknologiske kompetencer. Uddannelserne skal med andre ord tage særligt hensyn til de studiefremmede studerende, i stedet for automatisk at gå ud fra, at alle er digitale indfødte. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 115

Telemedicin giver nye udfordringer

DEBAT: Telemedicin er en helt ny måde at yde sygepleje og behandling på. En måde, vi først skal til at udvikle. Derfor er det vigtigt, at vi uddannelsesmæssigt er på forkant, skriver formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Af Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd

Der er ingen tvivl om, at velfærdsteknologi er et område, der er i voldsom udvikling og som vinder større og større indpas i vores behandlende og forebyggende sundhedsvæsen. Det er bestemt positivt. Når det handler om telemedicin, som er den del af velfærdsteknologien, hvor sygeplejersker spiller den helt store rolle, vil det med stor sandsynlighed ikke kunne stå alene. Telemedicin vil være et konstruktivt supplement til den fysiske kontakt mellem patient og sygeplejerske. Og det giver nye udfordringer i sygeplejerskernes virkelighed. Afskåret fra at bruge sanser Der er nemlig flere udfordringer forbundet med den teknologiske udvikling. Udfordringer skal i den forbindelse ikke forstås negativt, men nærmere som nogle aspekter, vi skal reflektere over og handle på. Grundlæggende handler det om, at finde frem til, hvordan de sundhedsprofessionelle bedst muligt rustes til at tackle de problemstillinger og udnytte de muligheder, der er ved telesundhed og -medicin.

Et eksempel på en udfordring, som vi skal reflektere over og handle på, er, hvordan telesundhed påvirker relationen mellem sygeplejersken og patienten. I dag er sygeplejersken i fysisk kontakt med borgeren under eksempelvis en konsultation. Den fysiske tilstedeværelse betyder, at sygeplejersken kan gøre brug af flere sine sanser. Lugter her af urin? Er anklerne hævede? Virker patienten i balance, eller? Også i borgerens eget hjem kan sygeplejersken bruge sine sanser til at aflæse situationen. Er blomsterne vandede? Er der rent? osv.

Den slags observationer er selvsagt uhyre vanskelige, ja, næsten umulige, at foretage via telesundhed, fordi sygeplejersken i højere grad end ved fysisk kontakt er afskåret fra at bruge alle sine sanser i helhedsvurderingen. På den måde stiller telesundhed særlige krav til sygeplejerskernes evne til at kommunikere omsorg og opfange eventuelle symptomer via en skærm. Uddannelserne skal være på forkant Telemedicin er en helt ny måde at yde sygepleje og behandling på. En måde, vi først skal til at udvikle. Derfor er det vigtigt, at vi uddannelsesmæssigt er på forkant. Konkret skal der både være mulighed for teoretisk undervisning med fokus på teknologiforståelse, eksempelvis ud fra problemstillingen om, hvordan telesundhed og -medicin påvirker relationen mellem patient og sygeplejerske. Ligesom det naturligvis også er nødvendigt med mere praktisk undervisning, hvor formålet er at stifte bekendtskab med apparaterne, hvad de kan, og hvordan de virker. Sygeplejersker har altid været vant til at blive præsenteret for ny teknologi, så det er ikke den helt store udfordring.

Det er vigtigt, at de sygeplejerskestuderende kan tilegne sig kompetencer inden for telesundhed via studiet. Mindst ligeså vigtigt er det, at der udbydes en bred palette af efter- og videreuddannelser inden for det sundhedsteknologiske område. Også på meget højt niveau. Der er brug for forskning i de nye teknologiers betydning for sygeplejen med henblik på at udvikle metoder inden for dette helt nye felt af vores fag.

Vi skal gribe den teknologiske udvikling og gøre dens udfordringer til muligheder til gavn for alle. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 116

Velfærdsteknologi stiller krav om nye kompetencer

DEBAT: Personalet på social- og sundhedsområdet skal være fortrolige med at arbejde på nye måder, anvende nye velfærdsteknologier og vejlede i brugen af dem. Det stiller krav om helt nye kompetencer, skriver Gitte Duelund Jensen fra KL.

Af Gitte Duelund Jensen Leder af Center for Velfærdsteknologi, KL Både sundheds- og socialområdet er under forandring. Flere opgaver flyttes fra regioner til kommuner, velfærdsteknologi og telesundhed spiller en stadig større rolle i den samlede opgaveløsning, og flere af løsningerne involverer et tværfagligt/tværsektorielt samarbejde. Frontpersonalet på social- og sundhedsområdet er nøglepersoner i forhold til at tage den nye teknologi i brug. Derfor skal de også være fortrolige med at arbejde på nye måder, anvende nye teknologier og vejlede i brugen af dem. Krav om nye kompetencer Det stiller krav om helt nye kompetencer og forventninger om effektive indsatser af høj kvalitet. For at kommunerne kan realisere de forventninger, er det nødvendigt, at medarbejderne har de rette kompetencer. Og det gælder både de nuværende og de kommende medarbejdere. Hvis vi starter med de eksisterende medarbejdere, så er teknologiske løsninger i plejen jo ikke noget nyt fænomen. De seneste 10-15 år er der kommet stadigt flere hjælpemidler på både sundheds- og socialområdet, og mange frontmedarbejdere har været på kursus i at forstå og anvende de nye teknologier. Når der alligevel er et stykke igen, før de teknologiske løsninger er fuldt ud integreret i medarbejdernes måde at løse opgaverne på, skyldes det formodentlig flere forhold. Forskningen peger på, at nøglen til, at ny viden omsættes i praksis, skal findes i såvel forberedelse, tilrettelæggelse, som i hvordan den nye viden sættes i spil efterfølgende. Motivation samt kursus og opkvalificering Skal kommunerne realisere det potentiale, der ligger i at anvende velfærdsteknologi, er der derfor behov for et styrket ledelsesfokus på at forberede og motivere medarbejderne til at tilegne sig og anvende den ny viden. Samtidig skal dialogen om tilrettelæggelse af kursus- og opkvalificeringsforløb mellem kommunerne, som aftager, og uddannelsesinstitutionerne styrkes. Forskningen peger nemlig også på, at overførbarheden af kurser og uddannelsestilbud øges, når der undervises i miljøer, der ligner, eller måske ligefrem er den virkelighed, den nye viden skal anvendes i. Det kommende personale Og så er der vores kommende medarbejdere. Generelt er velfærdsteknologi et tema, der beskrives i alle studie- og uddannelsesordninger i de sundhedsfaglige uddannelser. Temaet er integreret i de forskellige fag, som elever og studerende introduceres til i den skolebaserede undervisning. Der tilbydes også forskellige former for specialer inden for f. eks social- og sundhedsuddannelsen, så elever med særlig interesse inden for området kan fordybe sig. I praktikken arbejder elever og studerende med teknologierne inden for de rammer, som er til stede på praktikstedet. Men også her kan vi være bekymrede for, at velfærdsteknologien kommer til at være et "add-on" til opgaveløsningen i stedet for et naturlig og integreret element i alle fag. Det er vi, fordi erfaringer viser, at implementering af velfærdsteknologi er "20 procent teknologi og 80 procent organisering". Med andre ord skal elever og studerende arbejde med, hvordan typer af løsninger konkret kan understøtte og hjælpe borgere/brugere i dagligsituationer, samt hvordan teknologierne kan bidrage til at udvikle opgaveløsningen på sundheds- og socialområdet. Det handler rigtig meget om teknologiforståelse og teknologianvendelse som en integreret del af en arbejdsgang/opgaveløsning. Så det at anvende teknologier bliver måden opgaven løses på og ikke et individuelt tilvalg. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 117

K: Frivillige opfylder ældres sociale behov

DEBAT: Selvom velfærdsteknologi kan give plejepersonalet mere overskud til at give varme til de ældre, er det ikke nok. Der er også behov for flere frivillige, der ikke behøver at kigge på klokken hele tiden, skriver Mai Mercado (K).

Af Mai Mercado (K) Social- og sundhedsordfører

Når vi taler velfærdsteknologi, er det vigtigt, faktisk det vigtigste, at det aldrig må udvikle sig til, at de ældre bliver overladt til sig selv. Altså må det aldrig blive en kold og kynisk spareøvelse, der fjerner den varme og omsorg, der skal være rundt om de ældre, der ikke kan klare sig selv.

Ovenstående er så vigtigt for mig, at jeg simpelthen er nødt til at starte dette indlæg med at slå det fast, vel vidende at det kan lyde negativt, og derfor vil jeg som det næste slå fast, at jeg ser mange muligheder i velfærdsteknologi, og der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at vi skal have mere velfærdsteknologi i fremtiden, og vi skal i gang med at satse mere på det allerede nu.

Og hvordan hænger det så sammen, vil nogen måske spørge? Velfærdsteknologi giver mere overskud Her er mit svar, at velfærdsteknologi skal bruges til at frigive ressourcer hos plejepersonalet. Ressourcer som kan bruges til andet. Plejepersonalet kan tale med ældre, de kan spørge ind til deres liv, de kan komme med opmuntrende ord. Det er der ingen robotter, der kan. Derfor er det mit klare håb, at velfærdsteknologien vil medføre mere overskud til plejepersonalet til at udvise varme, omsorg og næstekærlighed, fordi velfærdsteknologien kan fritage dem for opgaver. Stor ros til frivillige Ligeledes er det vigtigt, at vi tænker frivilligheden ind, når vi tænker på, hvordan det skal være at være gammel i Danmark. For selvom velfærdsteknologien forhåbentligt kan give plejepersonalet mere overskud til at give varme til de ældre, er det ikke realistisk, at de kan opfylde de ældres sociale behov fuldstændigt. Det kan frivillige, som ikke hele tiden behøver at kigge på klokken, når de drikker en kop kaffe med ældre. Et eksempel på et glimrende frivilligt projekt findes i Odense, hvor Ældre Sagen sender deres medlemmer ud at spise frokost med såkaldte "småtspisende ældre", hvilket vil sige ældre, der ikke har appetit og derfor bliver undervægtige. Her kan de frivilliges indsats ikke roses nok. For det er svært at forestille sig en robot give den varme og styrke, der skal få ældre til at spise, når de slet ikke har lyst. Med allerstørste respekt for det travle plejepersonale, er der faktisk også tale om, at de frivillige gør en indsats, som personalet ikke kan yde af den simple grund, at de har for mange andre opgaver til at have tid og ro til at give den varme, der kan øge appetitten og derefter vægten bare en smule.

Hvis den danske ældrepleje kan være førende inden for velfærdsteknologi, og vi giver frivilligheden så gode kår og så stor respekt, at det bliver mere attraktivt at yde denne vitale frivillige indsats, så er jeg overbevist om, at det vil gøre plejepersonalets arbejde lettere og bedre, og vigtigst af alt vil de danske ældre få det rigtig godt. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 118

Velfærdsteknologi kræver fri forskning

DEBAT: Vi skal være bedre til at prioritere den frie forskning, hvis der skal være plads og tid til at udvikle velfærdsteknologi, som f. eks app'en fra Syddansk Universitet, der hjælper nybagte forældre. Det mener Rosa Lund (EL).

Af Rosa Lund (EL) Forsknings- og uddannelsesordfører Jeg har ikke selv nogen børn, men jeg er helt sikker på, at det at blive forældre er noget af det største og glædeligste, der kan ske i ens liv. Det at starte en familie er et nyt kapitel i ens liv, og jeg forestiller mig, at uanset hvor mange bøger om spædbørnsudvikling, man læser, vil der altid være ting, man er i tvivl om, og som man ikke kan læse sig til i bøger - så stor en oplevelse kan man umuligt vide, hvad præcis er, og man kan umuligt læse sig til alle svarene på forhånd. Det er vel også lige præcis derfor, at man har barselshoteller til nybagte forældre, så de hele tiden er i kontakt med sundhedsfagligt personale og kan stille deres spørgsmål. Men hvad så når de kommer hjem? App'en til nybagte forældre Jeg går ikke ud fra, at spørgsmålene stopper, bare fordi man kommer hjem til sig selv. Det er der heldigvis råd for. På Syddansk Universitet har de udviklet en app til nybagte forældre, så man kan stille alle sine spørgsmål og få svar, når man er kommet hjem. App'en er udviklet i samarbejde med jordemødre, læger og sygeplejersker, og der er gode erfaringer med den. En app kan selvfølgelig aldrig erstatte personale, og det skal altid være muligt for nybagte forældre at være mindst et døgn på hospitalet efter, de har født. Denne app er et godt eksempel på, at velfærdsteknologi ikke kan erstatte de varme hænder, men kan være en stor hjælp for borgeren. Debatten om velfærdsteknologi kommer lidt for ofte til at handle om, at det kan bruges til at effektivisere, og på den baggrund kan jeg godt forstå, at der er mange, der frygter, at fremdrift i velfærdsteknologi bliver en undskyldning for at fyre. Det må velfærdsteknologi aldrig blive. Ideen med velfærdsteknologi er jo netop, at de ansatte oplever, deres arbejde bliver lettere, og det skulle gerne betyde, at der blev mere tid til omsorg for borgerne. Velfærdsteknologi kan og skal bruges til at sikre, at borgerne oplever tryghed og hjælp. Det er app'en fra Syddansk Universitet og Odense Uddannelseshospital et rigtig godt eksempel på. Vi skal prioritere fri forskning Jeg håber, at vi i fremtiden vil se flere af den slags opfindelser, men hvis det skal lade sig gøre, er det vigtigt, at forskning og innovation bliver mere tilgængeligt og mere frit. Når der skal opfindes noget nyt, er det jo ikke altid, det lykkes i første forsøg, men måske i andet eller tredje forsøg. Derfor er det meget vigtigt, at der er plads og tid til at udvikle velfærdsteknologi, som fx den app, der hjælper nybagte forældre. Den plads kan skabes ved, at vi fra Christiansborg bliver bedre til at prioritere den fri forskning. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 119

PANEL VII: Danske eksportmuligheder på det velfærdsteknologiske område

PRÆSENTATION: Hvad er Danmarks eksportmuligheder på det velfærdsteknologiske område? Det sætter Altinget | Velfærdsteknologi fokus på i denne måned. Mød det nye debatpanel her.

Velfærdsteknologi er et område i hastig vækst. Både herhjemme og i udlandet. I Kina, hvor antallet af ældre er stærkt stigende, investerer man f. eks lige nu flere hundrede milliarder kroner i plejehjemssektoren. Kina er derfor et potentielt kæmpe marked for danske virksomheder, der arbejder med velfærdsteknologiske løsninger. Men hvordan udnytter vi bedst muligt de danske eksportmuligheder på velfærdsteknologiområdet? Hvilke erfaringer har de danske virksomheder gjort sig? Hvor er der muligheder, og hvor er der barrierer? Det sætter Altinget | Velfærdsteknologi fokus på i denne måned. Det nye debatpanel består af ni personer, som har særlig viden om, erfaring med eller engagement inden for dansk eksport af velfærdsteknologiske løsninger. Læs mere om panelet her: Mette Rose Skaksen, Branchedirektør i Dansk Industri Mette Rose Skaksen har en ph.d.-grad i nationaløkonomi og har været ansat i Dansk Industri siden 2002. Hun er endvidere ansvarlig for DI's afdelinger for offentligt-privat samarbejde og sundhedspolitik. Mette Rose Skaksen har således gennem de seneste år beskæftiget sig indgående med udvikling af den offentlige sektor, herunder hvordan nye samarbejdsformer og ny teknologi kan gøre den offentlige sektor mere effektiv og samtidig kan levere tidssvarende velfærdsydelser til danskerne. Derudover er hun medlem af Rådet for offentligt-privat samarbejde. Ulrik Møll, Adm. direktør og grundlægger, Welfare Denmark Ulrik Møll har en kandidatgrad i International Marketing ved Niels Brock Business School samt en HD (A) fra CBS. Ulrik Møll har arbejdet i industrien i mange år i globalt markedsledende koncerner inden for deres respektive brancher - bl. a. bestykning af fabrikker, IT og produktionsoptimering. Har rejst i det meste af verden gennem mange år. Han har ti års erfaring som selvstændig - primært inden for innovation. Troels Bierman Mortensen, Direktør i Welfare Tech Troels B. Mortensen er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Han har mere end ti års erfaring fra ledende stillinger i højteknologiske virksomheder inden for velfærdsteknologi. Senest som administrerende direktær for Daintel. Han har desuden tidligere arbejdet for FN's udviklingsorganisation UNDP på Madagaskar og i New York, Finansministeriet og konsulentfirmaet McKinsey & Co. Jacob Boye Hansen, Adm. direktør og grundlægger, CareCom A/S Jacob Boye Hansen har en kandidatgrad i Business Administration and Economics fra CBS. Han har været involveret i udviklingen af designet af HealthTerm Terminology Platformen og er desuden formand for interessenetværket CHI Leverandørforum, der omfatter de ledende danske sygehus-it-leverandører. Peter Friese, Prorektor VIA University College Peter Friese er Cand.psych. med en fortid i praksis omkring børn og familiebehandling. Peter Friese har som direktør i uddannelsessektoren igennem 25 år haft stort fokus på internationalisering, bl.a. i lande som Rusland, Sydafrika og Kina. Han var en af initiativtagerne til D'Care projektet, der skal uddanne kinesisk plejepersonale efter danske standarder. Han deltager i en række bestyrelser og advisory boards inden for uddannelse, innovation og internationalisering. Forfatter til en række fagbøger på området. Helene Hoffmann, Adm. direktør og grundlægger, Type2Dialog Helene Hoffmann har en HD i afsætningsøkonomi ved CBS. Hun har igennem ti år udviklet og implementeret konceptløsninger inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø. Helene har specialiseret sig i hverdagsrehabilitering, innovations- og strategiprocesser, strategisk projektledelse samt konceptudvikling. Hun har været med Eksportrådets delegation i Vestkina og underskrev i den forbindelse en aftale om at levere konsulentydelser og koncepter til træning af kinesisk plejehjemspersonale. Jørgen Delman, Professor, KU Jørgen Delman er P.hD i Kinastudier og er tilknyttet institut for tværkulturelle og regionale studier. Han er medstifter af tænketanken ThinkChina.dk, der sætter fokus på, hvilke fordele Danmark kan drage af Kinas fortsatte udvikling og stigende globale indflydelse. Benny Engelbrecht (S), Erhvervsordfører Benny Engelbrecht blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne første gang i 2007. Han har tidligere været Marketing Manager i Danimex Communication A/S og salgs- og marketingassistent i Musikengros. Kim Andersen (V), Erhvervs- og vækstordfører Kim Andersen er uddannet Stud.rer.soc. ved Odense Universitet. Han blev valgt ind i Folketinget for Venstre første gang i 1995 og har blandt andet været formand for Erhvervsudvalget i 2007.

ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 120

Sådan bliver dansk sundheds-it en succes 6. maj 2014 kl. 1:00 DEBAT: Størstedelen af omsætningen i CareCom A/S kommer fra udlandet. Derfor er det ærgerligt at se, at Danmark bliver overhalet af andre lande, når vi har, hvad der skal til for at være ledende inden for sundheds-it, skriver administrerende direktør Jacob Boye Hansen.

Af Jacob Boye Hansen Administrerende direktør i CareCom A/S

Klinisk terminologi er vigtigt for os alle - for vi fejler det, klinikerne dokumenterer, og når deres systemer er begrænsede, bliver vores sygdomme ligeså. For at dansk sundheds-it skal blive en succes, er det nødvendigt, at fundamentet er i orden - ligesom ved et byggeprojekt kan man ikke bygge højhuse (store EPJ-applikationer), før der er etableret et solidt fundament og tilhørende infrastruktur. Inden for sundheds-it er der tre hovedkomponenter, som udgør infrastrukturen - de er: • Informationsmodel • Terminologi • Sundhedsfagligt indhold Terminologidelen har i mange år været baseret på WHO's ICD-10 klassifikation med en dansk udvidelse. Denne klassifikation er lavet til statistisk brug og er derfor ikke 100 procent velegnet til klinisk dokumentation. Derfor besluttede Sundhedsstyrelsen i starten af 00'erne at afprøve den amerikanske/engelske terminologi SNOMED CT. Sundhedsstyrelsen startede i 2003 projektet Sundterm for oversættelse og drift af SNOMED CT-terminologien. Projektet var en succes, og SNOMED CT's 350.000 begreber blev oversat (på nær veterinære begreber). Det er denne terminologi, som skal være redskabet for landets klinikere, således at de kan dokumentere vores sygdomme og behandlinger korrekt i stedet for at benytte de nuværende statiske overbegreber. Danmark har, hvad der skal til CareCom A/S har været en del af udviklingen omkring it-infrastrukturen, og vore systemer har kørt Sundterm-projektet. Den viden og knowhow har vi siden kunnet eksportere til de øvrige lande, som efterfølgende f.eks. har skullet oversætte SNOMED CT. Således kommer størstedelen af vor omsætning fra udlandet, men er funderet i de projekter, der startede i Danmark. Derfor er det ærgerligt at se, at Danmark bliver overhalet af andre lande, når vi har, hvad der skal til for at være ledende inden for dette felt. EU-kommissionen har med deres epSOS-projekt fokuseret på at binde alle medlemslandene sammen, således, at vi kan overføre recepter og journaldata (patient summary) på tværs af landene. I første omgang påbegyndte 12 lande projektet i 2008, og i 2014 er deltagerantallet udvidet til 23 lande. epSOS-projektet er fokuseret på standarder og integration, samt tilhørende semantisk interoperabilitet. De har på kun tre år nået at få fastlagt infrastrukturen og er nu i pilotdrift. Ja, det omhandler ikke alle dele af sundhedsjournalen, men de er startet et sted og kan så over årene bygge mere og mere på. På samme måde startede rejsebranchen, hvor jeg tidligere har arbejdet, med at etablere standarder for bookning af fly, biler og hoteller, og gennem årene er der så kommet mere og mere på. Vi har jo i mange år kunnet sidde hos et dansk rejsebureau og booke vore rejser og tilhørende hoteller og biler. Ens terminologier epSOS har blandt andet specificeret, at det er nødvendigt med centrale terminologi- og klassifikationsservices, således at de ca. 14 forskellige klassifikationer og terminologier, der benyttes, altid er synkroniseret i alle systemer. I Danmark har vi problemer med noget så "enkelt" som afdelingsklassifikationen, som ikke opdateres ens i alle de forskellige systemer. Dette bevirker, at vi f.eks. i en region har store integrationsproblemer, og at meddelelser mellem systemer ikke kommer frem, fordi det ene system er opdateret med de nyeste afdelinger, mens det andet endnu ikke er blevet manuelt opdateret - og sådan kunne man jo blive ved med alle de forskellige klassifikationer/terminologier og små datasæt, som benyttes i sundheds-it-systemerne. Ikke bare koster det mange penge, når integrationen ikke virker, men det udgør også en sikkerhedsrisiko (f.eks. hvis en HIV-test fra laboratoriet ikke kommer frem til PAS-systemet). Udnyt nye medier De store udgifter, der er til et moderne sundhedsvæsen, gør også, at vi i fremtiden er nødt til at tænke anderledes og udnytte de nye muligheder, som smartphones og tilhørende apps giver. Denne platform er velegnet til interaktion med patienter - både før, under og efter behandlingen. Det er også muligt at udnytte de nye medier til crowdsourcing, hvor sundhedspersonale kan dele viden og lære best practice fra andre. Her vil det så være interessant at lægge en standard for sundhedsfagligt indhold, således at instrukser og pakkeforløb kan defineres i disse nye medier og deles på tværs af landet til de elektroniske patientjournaler. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 121

Styrk eksporten af velfærdsteknologi gennem samarbejde

DEBAT: Vil vi indfri det virkelige potentiale i eksporten af velfærdsteknologi, bør vi se indad og blive bedre til at samarbejde på tværs af den offentlige og private sektor, skriver Kim Andersen (V).

Af Kim Andersen (V) Erhvervs- og vækstordfører Vi skal skabe bedre muligheder for udviklingen af dansk velfærdsteknologi. Flere Offentlige-Private Partnerskaber (OPP'er) og mere sammenspil er to gode bud. Øget samarbejde mellem det offentlige og det private vil i sidste ende føre til bedre teknologiske løsninger for den enkelte bruger. Og det vil få f. eks sundhedsvæsenet til at gå længere på literen og gøre danske løsninger endnu mere attraktive over for udlandet. Styrker vi mulighederne for OPP'er og samarbejde herhjemme, styrker vi også muligheden for dansk eksport af velfærdsteknologi og muligheden for at skabe tusindvis af nye danske arbejdspladser. Flere ældre lægger pres på sundhedssystemet Over hele verden betyder den demografiske udvikling, at antallet af ældre og kroniske patienter stiger. Ifølge Berlingske forventes eksempelvis antallet af plejekrævende ældre alene i Danmark at vokse med 30 procent inden 2020. Samme avis kan også berette, at den kinesiske regering forventer at skulle have over 3 millioner plejehjemspladser klar inden for de næste par år. Udviklingen lægger et enormt pres på sundhedssystemerne i mange lande. For flere patienter skal behandles bedre og hurtigere, uden at det må betyde flere udgifter for det offentlige. Det er altså ikke kun i Danmark, at man skal have mest muligt ud af midlerne. Gavner danske virksomheder Men udviklingen gavner også danske virksomheder, der udvikler og producerer velfærdsteknologiske løsninger. For velfærdsteknologiske produkter og services øger kvaliteten i sundhedsvæsnet, samtidig med at opgaver løses mere effektivt. Eksempelvis har et dansk udviklet computerprogram gjort det muligt for patienter at genoptræne i eget hjem. Det betyder færre udgifter til genoptræning og letter presset på hospitalerne, der skal have færre patienter indlagt. Samtidig kan patienterne udføre genoptræningen, når det passer ind i dagens program. Computerprogrammet har allerede skabt stor interesse hos kineserne og er et godt eksempel på, hvilke løsninger danske virksomheder har at byde på i den internationale konkurrence på velfærdsteknologi. Samarbejde styrker eksporten Dansk eksport af velfærdsteknologi går da også forrygende. Men potentialet er endnu større. Regeringens eksportfremstød i Asien i dette forår er et rigtigt og klogt skridt på vejen. Men hvad med de øvrige europæiske lande, hvis befolkninger aldres hurtigere end den danske? Og hvad med at skabe et endnu bedre klima for samarbejde herhjemme? Vil vi indfri det virkelige potentiale i eksporten af velfærdsteknologi, bør vi se indad og blive bedre til at samarbejde på tværs af den offentlige og private sektor. Eksempelvis gennem flere OPP'er. Eller gennem fælles udviklingsprojekter, der involverer private virksomheder, offentlige institutioner og universiteter. Det offentlige bør blive bedre til at inddrage private virksomheder i hele patientforløbet. Brugerne af teknologierne ved, hvad der kunne gøres bedre. Og virksomhederne ved, hvordan løsningerne kan implementeres. Men regeringens ideologiske modstand mod private leverandører i den offentlige sektor har lagt et låg over de positive resultater, som øget og forbedret samarbejde ville kunne skabe. Det er ikke den rigtige vej at gå. Vi skal i stedet skabe de bedste rammer for, at bedre og mere innovative produkter, der lever op til de krav, som patienter og sundhedspersonale over hele verden stiller, kan blive udviklet herhjemme. Det betyder mere værdi for brugerne og en endnu større eksport af danske løsninger inden for velfærdsteknologi. For kvalitet, innovation og brugervenlighed sælger som bekendt. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 122

Her er vejen til dansk eksporteventyr

DEBAT: Efterspørgsel på velfærd vil stige de næste mange år, og det vil kunne komme danske virksomheder til gode. Men, som i ethvert eventyr, skal vi overvinde en række udfordringer, før lykken er gjort, skriver Mette Rose Skaksen fra Dansk Industri.

Af Mette Rose Skaksen Branchedirektør, DI

Med ny teknologi kan SOSU-medhjælperen på hospitalet eller plejehjemmet let hjælpe ældre borgere fra sengen og over i kørestolen uden at risikere rygskader. Ofte bliver den slags nye løsninger udviklet i et samarbejde mellem kommunerne, regioner og virksomheder i såkaldte offentlig-private innovationsprojekter, OPI. Projekter, der er vigtige for Danmark, fordi de rummer kimen til det næste eksporteventyr. I hele verden bliver befolkningen ældre og ældre. Velstanden stiger og løfter flere ud af fattigdom, og livsstilssygdomme bliver mere og mere udbredte. Det betyder, at efterspørgsel på velfærd vil stige de næste mange år, og det vil kunne komme danske virksomheder til gode. Men, som i ethvert eventyr, skal vi overvinde en række udfordringer, før lykken er gjort. Brug ressourcer målrettet Eksport af velfærdsløsninger er en milliardforretning. I 2011 eksporterede Danmark lægemidler, hjælpemidler, medicoudstyr og -apparater for ca. 71 milliarder kroner. Det svarer til knap 12 procent af den samlede danske vareeksport, viser regeringens vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger. Vi hører i DI fra vores medlemsvirksomheder, at ikke alle OPI-projekter fører til den innovation og eksport, som de er i stand til. Det skyldes blandt andet, at man ikke lærer af hinandens erfaringer på tværs af projekterne og fra kommune til kommune. Der er i dag godt gang i mange OPI-projekter. Både i kommuner, regioner og statslige myndigheder. En publikation fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, viser, at der er ca. 250 afsluttede eller igangværende OPI-forløb. Men virksomhederne og det offentlige skal bruge ressourcerne målrettet. Det gør man ikke ved at opfinde den dybe tallerken flere gange i flere parallelle OPI-projekter. I dag er der risiko for dobbeltarbejde, fordi det samlede overblik over OPI-projekter ikke er godt nok. Det er derfor vigtigt, at vi i højere grad deler viden på tværs af myndighedsgrænser. Eksempelvis via en fælles portal eller en central database administreret af en styrelse. OPI-projekter skal give mening Virksomhederne er klar til at deltage i offentlig-private innovationsprojekter. Men de har brug for at have et vist forretningsmæssigt potentiale, før det giver mening for dem at gå ind i et OPI. De skal kunne se, at andre offentlige myndigheder vil købe de nyudviklede velfærdsløsninger. Der skal med andre ord være kunder. Hvis ikke kommunerne herhjemme vil købe den danske velfærdsteknologi, er det vanskeligt at sælge til udenlandske kommuner. Salget af danske velfærdsløsninger internationalt er ganske enkelt afhængig af gode business cases, og danske kommuner og regioner er afgørende for virksomhedernes eksportsucces. I DI vurderer vi, at tiden er moden til, at vi stiller større krav til de enkelte OPI-projekter i Danmark. Det er vigtigt, at den offentlige sektor samler sin købekraft i større bidder på tværs af kommune- og regionsgrænser. På den måde får virksomhederne de bedst mulige vilkår for at udvikle nye velfærdsteknologiske løsninger, og vi får som samfund de bedste muligheder for at skabe et eksporteventyr. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 123

Det offentlige sætter stopper for innovation

DEBAT: Flere interne barrierer i det danske system forhindrer den velfærdsteknologiske innovation i at komme ud over rampen. Der er behov for et tættere samarbejde på tværs af hele værdikæden, så vi kan få bragt alle aktører sammen, skriver Troels Bierman Mortensen fra Welfare Tech.

Af Troels Bierman Mortensen Konstitueret adm. direktør, Welfare Tech

I løbet af de næste fem år investerer Danmark mere end 100 milliarder kroner i nye hospitaler. Fælles for de nye byggerier er, at antallet af senge bliver reduceret med 20-30 procent, og antallet af medarbejdere med 10-20 procent. Samtidig ved vi, at patienterne bliver ældre, mere komplekse og generelt stiller større krav til behandlingen. Hertil kommer stigende krav til, at den tilbudte behandling skal være baseret på nagelfast klinisk evidens, ligesom vi vil se øget forventning til, at det egentlige behandlings-outcome skal kunne dokumenteres. Fremover er det derfor ikke nok blot at øge antallet af patienter i f.eks et diabetes-ambulatorium, som led i den løbende effektivisering af hospitalerne. Det er heller ikke nok alene at tilbyde 'best practice'-behandling. Nej, fremover skal vi kunne dokumentere effekten af det samlede behandlingstilbud, og vi skal kunne sikre og dokumentere, at denne behandling giver et optimalt behandlingsresultat hos den enkelte patient. Velfærdssamfundets mand-på-månen-projekt En sådan tilgang til sundhed kræver en total mobilisering af indsatsen inden for forebyggelse, behandling og pleje, på tværs af de enkelte siloer inden for det enkelte hospital, mellem hospitalerne, på tværs af kommunernes sundheds- og plejetilbud og på tværs af patientforeninger og praktiserende læger. Alt sammen med udgangspunkt i individuelle borgere med individuelle behov og individuel respons på en given behandling. Det er i sandhed et 'mand-på-månen'-projekt for velfærdssamfundet 2.0. På samme måde som det var en udfordring da USA, i 1961 besluttede sig for at landsætte en mand på månen inden årtiet var omme. Innovation er afgørende for eksport Vores fælles projekt, anno 2014, har i tillæg et 'dark side of the moon'-aspekt. For uanset hvad behandlerkollektivet gør, vil projektet ikke nå i mål, hverken finansielt eller materielt, med mindre det lykkes at mobilisere borgerne til at følge og aktivt deltage i egen forebyggelse, behandling og pleje. Skal det lykkes, er der behov for innovation. Ikke blot klinisk forskning, med henblik på udvikling af nye lægemidler og nye behandlingsmetoder. Men i særdeleshed innovation målrettet alt det, der ligger uden for den traditionelle kliniske forskning. Alt det vi kan kalde for velfærdsteknologi, herunder hjælpemidler, medicinsk udstyr og it-løsninger, som kan sikre nye metoder og arbejdsgange for forebyggelse, behandling, pleje og i særdeleshed patientdeltagelse, på tværs af de enkelte organisationer. Og lige som ved amerikanernes månelandingsprogram i 1960'erne, er der også hér et stort potentiale for, at innovationen vil generere teknologiske landvendinger, som kan trække en stime af nye produkter, services og løsninger med i kølvandet, der ikke kun øger sundhedsudbuddet, men også skaber vækst og eksport i de danske virksomheder. De interne barrierer Desværre er der flere barrierer internt i systemet, som bremser for at få innovationen og de nye løsninger ud over rampen, som meget andet end pilotprojekter og implementering på lokale afdelinger, og som hindrer, at virksomhederne får den nødvendige erfaring og dokumentation til at kommercialisere og eksportere deres løsninger. De modsatrettede incitamentstrukturer i det offentlige bevillingssystem gør det svært for private virksomheder at udrulle nytænkende løsninger, og det offentlige system lukker viden og erfaringer inde i siloer. Skal vi i mål med vores mand-på-månen-projekt, og samtidig skabe vækst og eksport til Danmark, skal vi i højere grad samarbejde. Vi skal løfte i flok Samarbejde på tværs af hele værdikæden, med tættere samarbejde mellem offentlige og private parter, mellem private virksomheder og mellem forskellige offentlige institutioner. Vi skal have bragt alle aktører sammen, inden for medicin, lægemidler, udstyr, hjælpemidler, it-løsninger, hospitaler, kommuner, hjemmesygeplejersker og praktiserende læger. Vi skal have defineret 'udfaldsrummet' for nye løsninger og modeller for, hvordan vi kan kombinere de forskellige behandlingsredskaber. Vi skal have identificeret forskellige forretningsmodeller, og sidst men ikke mindst, skal vi have dokumenteret klinisk effekt. Første skridt er udvikling af prototyper til en enkelt afdeling eller institution, næste skridt er kommercielle løsninger til kommuner og regioner, og tredje skridt er eksport. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 124

Welfare Tech er sat i verden for at samle kræfterne fra plejesektoren, uddannelses- og forskningsinstitutionerne, den private sektor og borgerne. Som national klynge hjælper vi med at facilitere innovation inden for sundhed og pleje. Målet er at sikre et samarbejde på tværs af alle de siloer, som i dag producerer effektive enkeltstående tilbud inden for sundhed og pleje, men som ikke kan - eller må - se på udfordringen i fremtidens sundhed og pleje. Kun ved at løfte i flok og ved at mobilisere alle gode kræfter inden for sundhed og pleje - private, offentlige og borgere - vil det kunne lykkes. Vi inviterer alle interesserede op til dans. Og vi har et langt balkort. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 125

Eksport af velfærdsteknologi skal mere end bare spire

DEBAT: Den internationale konkurrence er klart skærpet på sundheds- og velfærdsområdet i de seneste år. Skal det danske vækstpotentiale udnyttes bedre, så er der behov for, at vi får udviklet det offentlig- private samarbejde. Det skriver erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S).

Af Benny Engelbrecht (S) Erhvervsordfører Det er vist svært at komme op at toppes om, at Danmark har spiren til et godt eksporteventyr på det velfærdsteknologiske område i vores egen have. En stærkt voksende global middelklasse, som ønsker sundhedsprodukter og -løsninger, de ikke tidligere har haft mulighed for at købe, vil ganske givet finde behag i de kvaliteter, Danmark har på velfærdsteknologien. Befolkninger verden over lever længere, særligt i de nye vækstlande. Samtidig ser vi hver dag nye teknologiske fremskridt, og danske virksomheder står rigtig stærkt. Det store spørgsmål er, hvordan vi politisk understøtter, at eksporteventyret folder sig ud i fuldt flor? Regeringen er fuldt ud klar over de muligheder, der er for danske virksomheder på velfærdsområdet. Derfor kom vi i sommeren sidste år med vores vækstplan for sundhed. Og vi er ambitiøse på områdets vegne. Vi ønsker, at mange flere af de fantastiske velfærdsløsninger og særlige kompetencer, vi udvikler herhjemme, også i langt højere grad bliver omsat til globalt orienterede vækstvirksomheder. Bedre offentlig-privat samarbejde En udfordring for, at eksporten for alvor kan blive skudt i gang er, at mange af de opgaver, der handler om planlægning, levering og opfølgning på social- og sundhedsydelser, varetages i den offentlige sektor. Skal vækstpotentialet udnyttes bedre, så er der behov for, at vi får udviklet det offentlig-private samarbejde. Det kræver, at virksomhederne bedre kan udvikle på den viden og de kompetencer, der er i den offentlige sektor, så det kan omsættes til konkrete produkter og services, der kan blive afsat på det globale marked. Derfor vil vi styrke det offentlige- private samarbejde. Vi har en helt unik mulighed, når det gælder de nye vækstmarkeder, der i disse år er ved at opbygge og udbygge deres velfærdssystemer. Her skal vi være tilstede med danske velfærdsløsninger – og interessen er der. Mere end halvdelen af de velfærdsteknologiske virksomheder eksporterer allerede – også de små og mellemstore virksomheder. Men eksporten sker primært til vores nordiske naboer, Storbritannien og Tyskland. Dog er der en øget bevågenhed mod lande som USA, Japan, Kina og Brasilien. Den udvikling skal vi fremme. Otte konkrete tiltag styrker eksporten Danmarks planer om, at regioner og sygehuse skal anvende velfærdsteknologi i stor skala, kan understøtte branchen. Men vi er jo ikke alene. Den internationale konkurrence er klart skærpet på sundheds- og velfærdsområdet i de seneste år. Med vækstplanen for sundhed peger vi derfor på otte konkrete tiltag, som vi mener, vil styrke eksporten på området: • Prioriteret og målrettet eksportfremmeindsats • Bedre handelspolitiske rammevilkår • Styrket tiltrækning af udenlandske investeringer • Markedsføring af danske styrkepositioner • Samarbejde med Danmarks Almene Boliger om markedsføring af ældreboligområdet • Danmark som attraktivt uddannelses-, forsknings- og arbejdsland • Styrket samarbejde mellem Japan og Danmark vedrørende velfærds- og robotteknologi • Samarbejdsaftale med Kina om pleje og velfærdsteknologi på ældreområdet

Med andre ord så er vi med på at styrke samarbejdet mellem det offentlige og private. Og er der erfaringer som kan gøre OPI-projekterne stærkere, som Mette Rose Skaksen påpegede i sit indlæg her i debatten, så er det oplagt, at vi får set på det. Samtidig skal vi sikre, at de danske virksomheder rent faktisk kan udnytte internationale markedspotentiale. Det har vi givet vores helt konkrete forslag til vækstplanen. Vi har alt at vinde. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 126

Velfærdseksport er godt købmandsskab

DEBAT: Danmark har allerede betalt udviklingsomkostningerne for vores velfærdsløsninger. Så lad os tænke i godt købmandsskab og i første omgang eksportere de varer, vi har på lager. De internationale kunder står klar. Det skriver Peter Friese, prorektor på VIA University College.

Af Peter Friese Prorektor, VIA University College I VIA University College oplever vi lige nu en stor international interesse for det, vi kan. Jævnligt tager vi imod repræsentanter fra universiteter, myndigheder, og private virksomheder fra eksempelvis Rumænien og Kina. De henvender sig til os for at se, hvordan vi uddanner pædagoger, sygeplejersker og bygningskonstruktører. Vi viser dem vores undervisningsfaciliteter, giver dem indsigt i vores viden om professionerne, og besøger sammen børnehaver, plejehjem og bæredygtige energiprojekter. Specielt vores gæster fra Kina knipser begejstret billeder af børn, der løber rundt i regntøj og bygger huler med pædagogerne. De filmer plejehjemsbeboere, der synger fællessang og tager en svingom med personalet. Og de spørger ind til vandforsyning og bæredygtigt byggeri. Udlandet efterspørger arbejdsglæde Det, der imponerer udenlandske gæster mest, er imidlertid ikke institutioner og teknologi. Det er de ansattes arbejdsglæde. De beundrer personalet i danske velfærdsinstitutioner for både at yde et professionelt stykke arbejde og samtidigt være i stand til at vise overskud. "Kan vi købe det?," spørger de ivrigt. "Ja, måske," svarer vi og tager bestik af vores lager. Ser vi på Danmarks lager af velfærdsviden, kan det være svært at beskrive de varer, internationale kunder forventer, vi har liggende på hylderne. For det kræver, at offentlige institutioner som vores formår at tænke som købmænd. Det forsøger vi, og det ligger i regeringens innovationsstrategi. Men vi kommer ikke langt, hvis ikke vi kan definere varerne. Eksport ligger lige for Som professionshøjskole indeholder vores varelager mere end 100 års investeringer i at udvikle dansk velfærd igennem de professionsrettede uddannelser, der holder velfærdsmaskinen i gang. Det har vi gjort - og det gør vi - i tæt samarbejde med de offentlige og private arbejdsgivere, der har brug for vores kandidater. Samarbejdet med praksis betyder, at vi meget konkret kan identificere, hvilke kompetencer vores studerende har brug for at tilegne sig i løbet af en bacheloruddannelse. Vi kender ingredienserne, som udover teoretiske, praktiske og menneskelige færdigheder bl.a. er evnen til at benytte moderne velfærdsteknologier ude i en professionel virkelighed. Og det er interessant for internationale kunder. Brug af teknologi i mødet med mennesker Danmark er ikke førende, når det gælder om at udvikle robotteknologi og anden velfærdsrelateret "hardware". Men få lande er bedre til at bruge teknologierne i mødet mellem mennesker - f.eks når plejehjemspersonale assisterer beboere i at bruge en spiserobot, pædagoger anvender iPads i børnenes leg og læring, og ingeniører integrerer ny teknologi i samarbejde med andre fagligheder. Det er evner, Danmark har investeret massivt i at være gode til. Så lad os da få den vare ned fra hylden. Hvis vi smiler samtidigt, udviser vi for alvor godt købmandskab. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 127

Milliardpotentiale i dansk velfærdsteknologi

DEBAT: Kina har ganske enkelt bestemt sig for at adoptere den danske model inden for sundhed og omsorg. Det kan blive en milliardforretning for Danmark, men det kræver, at vi optimerer mulighederne for offentlig-privat samarbejde. Det skriver administrerende direktør i Welfare Denmark Ulrik Møll.

Af Ulrik Møll Adm. direktør i Welfare Denmark Allan Søgaard Larsen, præsident i Falck, blev for ikke længe siden valgt som ny bestyresesformand for Welfare Tech, der som bekendt er organisationen, der skal understøtte danske virksomheder i at få succes med at sælge sine produkter/services til udlandet. Allan Søgaard sagde noget meget rigtigt i en artikel i forbindelse med sin indtræden i Welfare Tech: "Danmark skal benyttes som et laboratorium og dermed som en slags affyringsrampe mod udlandet af danskproduceret velfærdsteknologi og knowhow". Heri er Welfare Denmark helt enig. Vi har igennem tre år oplevet en, nærmest vanvittig, udvikling i en eksplosiv megatrend, hvor vi sidste år vandt en Microsoft Global Health Innovation Award for vor telemedicinske løsning, som er udviklet og fintunet gennem tre år - skulder ved skulder med 15 danske kommuner. Private virksomheder skal motiveres Vi er netop hjemvendt fra den højtprofilerede tur til Kina i behageligt selskab med dronningen og prinsgemalen. Kina har ganske enkelt bestemt sig for at adoptere den danske model inden for sundhed og omsorg. Welfare Denmark, som er markedsledende i Danmark inden for velfærdsteknologi, repræsenterede Danmark inden for Health IT og var inviteret af Healthcare DENMARK til, sammen med vor højtprofilerede kinesiske partner, at fortælle om vor samarbejdsaftale, som netop var indgået kort før statsbesøget. Det er hvad der kan ske på tre år, når man udvikler i Danmark sammen med danske kommuner, som bliver anset som globalt markedsledende. Hvordan får Danmark flere af den slags historier? Det gør vi ved at optimere forudsætningen for, at flere private virksomheder bliver motiveret til at investere en frygtelig masse tid og penge på at lave OPI (offentlig-privat samarbejde). Men hvorfor er der ikke flere, der gør det? Well, - det tager i snit halvandet til to år at hale en kontrakt i land fra en kommune - det er erfaringen fra udbydere af velfærdsteknologier. Welfare Denmark vurderer, at vi højst har fem seriøse konkurrenter på det danske marked, som har vist modet og interessen for at give sig i kast med en sådan model. På en måde kan vi jo være glade og ikke mindst stolte over, at vi er kommet igennem nåleøjet, da vi ikke er så mange til at dele kagen - men vi er i Welfare Denmark bestemt ikke bange for konkurrence, så vi kæmper gerne for, at der skal komme flere udbydere til, så derfor deltager vi gerne i denne debat! Danmark som én stor forretning Vi skal have forkortet tiden i kommunerne i forbindelse med beslutningsprocesser for indgåelse af kontrakter som en klar forudsætning for, at vi lykkes - og det skal Christiansborg hjælpe med at facilitere retningslinjer for. Staten ønsker, at Danmark tjener penge på eksport af løsninger inden for Danmarks globalt markedsledende kernekompetencer som f. eks. sundhed og omsorg - og vi kan bekræfte, at Danmark som laboratorium kan afføde et milliardpotentiale. Kina er naturligvis et milliardpotentiale for Welfare Denmark - multimange milliarder - og vi har pågående forhandlinger med en række andre lande, som ligeledes besidder milliardpotentiale i omsætning. På den nyligt overståede delegationstur spurgte handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) mig: "Hvordan lykkes det Danmark at få eksporteret mere velfærdsteknologi til udlandet". Mit svar: "Det er vigtigt, at lande, som approacher Danmark med en forespørgsel, opfatter Danmark som én stor forretning, hvor svartiderne er præget af agilitet og imødekommenhed. Regeringen gør et fantastisk stykke arbejde. Welfare Denmark har rejst med ministre flere gange på delegationsture, som altid afføder stor interesse og ikke mindst forespørgsler inden for de forskellige vertikaler, som Danmark er dygtige inden for. Danmark har bare ikke altid været dygtige til at markedsføre sig selv. Hvis staten kan lykkes med at motivere kommunerne til at investere hurtigere i velfærdsteknologiske løsninger - og ikke mindst sikrer, at der ligeledes afsættes midler til implementering, så vil vi se et hav af danske virksomheder og kommuner, som vil "kaste sig ind i kampen". Og vi vil se kommuner opleve, at de får et væld af velfærdsteknologi, som kan hjælpe dem til at imødekomme de signifikante økonomiske udfordringer, som hører med til det kraftigt stigende antal ældre i vor befolkning kombineret med det kraftigt stigende antal kronikere, som er en ubehagelig, og ikke mindst reel, trussel mod den danske velfærdsmodel. Teknologi skal således understøtte de "varme hænder" i kommunerne, på hospitalerne og på plejehjemmene i at nå den stadigt stigende arbejdsbyrde, som skal løses med samme antal - alternativt færre "varme hænder". De har akkurat samme udfordringer i de industrialiserede samt i de nyindustrialiserede lande - og de har særdeles travlt med at komme i gang, da de ofte har væsentligt flere mennesker i deres lande, og dermed en endnu større udfordring i ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 128

forhold til lille Danmark. Virksomheder og kommuner skal finde hinanden Herudover er de væsentligt mindre digitaliserede end Danmark. Digitalisering er endnu en eksportvare for Danmark, eftersom vi er et af de højest digitaliserede lande i verden. Welfare Denmark er klar til, som markedsleder, at dele vore erfaringer, når en gruppe bliver nedsat, som vi har foreslået Mogens Jensen. Denne gruppe skal sikre, at vi får optimal udnyttelse af Danmarks højst værdifulde status som markedsleder inden for megatrenden "Sundhed & Omsorg"- og således får solgt (ekstremt) mange flere varer til udlandet nu - og ikke mindst i fremtiden. Dette skal baseres på, at forudsætningerne er til stede, for at virksomhederne og kommunerne har bedre mulighed for "at finde hinanden" i kontrakter inden for velfærdsteknologi - og således danne basis for udnyttelse af de synergier, som er åbenlyse parterne imellem, - som Welfare Denmark har oplevet det i vort samarbejde med de mange dygtige fagkompetencer i danske kommuner inden for sundhed og omsorg. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 129

Showroomet er fantastisk - men eksporthylden er gabende tom

DEBAT: Vi soler os i udlandets store interesse for vores ældreplejemodel. Men hvordan kommer Danmark ud over rampen og griber chancen for at gengælde efterspørgslen efter konkrete løsninger - inden løbet er kørt, spørger administrerende direktør i Type2dialog Helene Hoffmann.

Af Helene Hoffmann Adm. direktør i konsulentvirksomheden Type2dialog Igennem årtier har Danmark haft fokus på at udvikle kvaliteten af ældre- og sundhedssektoren. Faktisk er vi en af verdens førende nationer, når det gælder organisering og levering af ydelser, der f. eks relaterer sig til hjemmepleje, plejehjem og sundhedscentre. Derfor har kommunerne i mange år taget godt imod gæster fra udlandet, som ville studere den danske ældreplejemodel. Det gør de fortsat. Den gode nyhed er, at gæsterne ikke længere kun kommer til Danmark for at se. Demografien i hele verden gør, at problemerne med at sikre de ældre borgere en værdig alderdom for alvor begynder at melde sig, så nu kommer gæsterne til Danmark for at købe. De starter med at besøge "showroomet", som f. eks er et plejehjem. Enhver forretningsmand/kvinde ville trække på smilebåndet, for gæsterne bliver altid meget imponeret over det danske "showroom", hvilket er en god start. Den dårlige nyhed er, at når gæsterne fortsætter ind i "eksportbutikken" for at blive kunder og hermed købe en samlet ældreplejemodel, så er eksporthylden gabende tom. Selvfølgelig er der fine delkomponenter til salg, såsom medicin, teknologi, hæve-sænke-senge, et par kurser og en arkitekttegning, men den samlede eksportløsning skal de udenlandske kunder kigge længe efter. Når de potentielle kunder har fået inspiration i det danske showroom, drager de derfor videre til butikken i Sverige, USA og Korea for at prøve lykken. Hvorfor er det så svært? Grunden til, at det er så kompliceret, er jo, at den danske ældremodel er sammensat af mange højt specialiserede delkomponenter. Det gælder byggeri, teknologi, arkitektur og facility management. Dertil kommer medicin, ernæring, hjælpemidler, forskning og faglig uddannelse. Herudover lovgivning, kvalitetssystemer, dygtigt fagligt personale og driftsledelse. Hvordan får vi lige samlet disse komponenter til en eksportmodel, som kan lokaltilpasses og eksporteres til indkøbere i f. eks Kina, Polen og Brasilien? Nogle siger, at hvis bare vi privatiserer sundhedssystemet og den kommunale ældrepleje, så dukker eksportvirksomhederne op af sig selv. Det gør de måske, men hvorfor vente på det? Andre vil sige, at mere offentlig- privat samarbejde er løsningen. Men kan det gøre det? Skal vi lykkes med at få Danmark endnu mere på verdenskortet og samtidig løfte eksporten af ældreplejens delkomponenter, så skal der mere end et netværk og en OPI-indsats til. Store strategiske eksportkonsortier Aldrig før er så mange danske ministre draget ud i verden for at profilere den danske ældrepleje og sundhedssektor og indgå politiske aftaler på tværs af landegrænser. Så den politiske dagsorden er sat - men der mangler eksportløsninger i maskinrummet. Et strategisk tiltag kunne være at etablere fem store kommercielle eksportkonsortier, som inkluderer offentlige og private spillere, der kan, tør og vil tænke ud over deres egne små nicher. Konsortier, som ikke kun mødes i et netværk og snakker om muligheder, men konsortier, hvor alle har fingrene på kogepladen og drager ud og etablerer store demonstrationsprojekter, der samtidig baner vejen for endnu mere eksport af delkomponenterne. Vi kunne med fordel se på, hvordan konsortier og partnerskaber etablerer og driver vindmølleparker, lufthavne og broer rundt om i verden. Konkrete tiltag Der skal handles nu, hvis vi vil undgå, at de udenlandske indkøbere efter et besøg i "eksportbutikken" siger som i Kejserens nye klæder: "Jamen, se, han har jo slet ikke noget tøj på!" Men hvem har innovationskraft, power og kapital nok til at gå sammen om at kickstarte det så højt besungne eksporteventyr baseret på vores danske ældresektor? Et eventyr, hvori Danmark om ti år er en markant eksportør inden for etablering, drift og udvikling af helhedsløsninger målrettet den globale voksende ældre-befolkning. Indledningen på dette kunne eksempelvis indeholde følgende løsningsforslag: • Fra virksomheders solo-tiltag til etablering af internationale demonstrationsprojekter • Fra inspirerende netværk til etablering af fem stærke kommercielle eksportkonsortier • Fra individuelle salgsfremstød til en fælles eksportrettet marketingplatform • OPI-kommercialisering af offentlige ydelser målrettet eksport • Risikovillig kapital Nu gælder det om at få vendt det næste blad. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 130

Kineserne står i kø for at få plads på "danske" plejehjem

DEBAT: Kina efterspørger plejeløsninger som aldrig før. Hvis vi er dygtige i Danmark, kan vi i Kina kapitalisere de investeringer, det danske samfund har gjort i velfærdsudvikling gennem årtier. Men det kræver en energisk og koordineret indsats, mener Jørgen Delman, professor i Kinastudier.

Af Jørgen Delman Professor i Kinastudier, Co-coordinator på ThinkChina.dk, KU Familien magter ikke mere at passe de gamle i Kina, og samfundet eller markedet må træde til. Mine egne oplevelser i Kina viser, hvor forskellige de personlige behov er, og at man skal tænke kreativt for at finde løsninger. På en tur i landområderne i Guangzhous omegn for nogle år siden mødte jeg en ældre mand, som boede alene i et stort hus. Hans børn var i USA og havde ikke tænkt sig at komme hjem for at tage sig af ham, og selv ville han ikke flytte til USA. For at løse knuden, sendte børnene ham penge, så han kunne købe sig til noget hjælp lokalt. Han var rask og rørig, så der var ikke brug for professionel pleje endnu. Men det slog mig, at der kunne være muligheder for et dansk "system" - eller videneksport - til at udvikle professionel hjemmehjælp i Kina, som er fattigt på organiseret ældrepleje. Sidste år underviste jeg sammen med en kinesisk kollega på et universitet i Kina. Hun boede sammen med sin svigerfar på over 90 år og en ansat uuddannet kvinde, der tog sig af svigerfarens pleje. Min kollegas mand var i USA, hvor han havde job. Hendes moralske kompas tilsagde, at det var familiens forpligtigelse at tage sig af den gamle. Men hun var ved at gå ud af sit gode skind over, at hun ikke kunne få professionel hjælp eller en plejehjemsplads til svigerfaren. Alt hang på hende. Kina står i kø til plejehjem med danske standarder Efterspørgslen på plejeløsninger vokser dramatisk i disse år, hvor flergenerationsfamilien er under afvikling. En af mine bekendte, en kinesisk læge, som var i Danmark for mange år siden, tog tilbage til Kina og ønskede at finde noget at rive i. Hun kom på den tanke, at hun kunne lave et plejehjem efter dansk forbillede. Idéen var at lave en institution for mindrebemidlede ældre i hendes hjemby i en østkinesisk provins. Hun kontaktede myndighederne og fik et imødekommende svar. Men der var der ingen penge til at støtte initiativet og ingen socialhjælp til at sikre pladser til de fattigste. I stedet udviklede hun et nyt koncept, så plejehjemmet blev et betalingshjem for ældre i mellemindkomstgruppen og opefter. Hun fik grønt lys, og plejehjemmet blev bygget og organiseret efter hendes udlægning af danske principper. Da jeg sidst mødte hende for et par år siden, fortalte hun, at plejehjemmet var blevet en succes. Ikke kun lokale, men også folk fra resten af Kina og oversøiske kinesere stod i kø for at få en plads. Det var udsigten til en sidste tid på et velfungerende plejehjem på kinesisk territorium, der trak - endda uden markedsføring. Kræver energisk og koordineret indsats Der er en grel mangel på plejeinstitutioner eller plejeordninger for ældre i Kina. Sidste år havde jeg en gruppe studerende med på feltarbejde i Hangzhou. Vi var så heldige at få et møde med en af Kinas største developers, som byggede ejendomskomplekser med boliger, erhvervslejemål og forretningsarkader over hele landet. Et af hans kernebudskaber var, at boligmarkedet for ældre ville vokse voldsomt i de kommende år. Firmaer som hans ville blive udfordret til at tænke de ældres gradvist stigende plejebehov ind i deres projekter efter krav fra lokalmyndighederne. Disse historier fortæller om et Kina i forandring med nye behov på velfærdsområdet. Den politiske dagsorden er sat. Hvis vi er dygtige i Danmark, kan vi i Kina kapitalisere nogle af de investeringer, det danske samfund har gjort i velfærdsudvikling gennem årtier på en måde, som ingen kunne have forestillet sig for ganske få år siden. Men det kræver en energisk og koordineret indsats fra dansk side. Vi skal bruge tid på at undersøge, hvordan man tænker velfærd og pleje i Kina, hvilke værdier og normer, der styrer udviklingen, og hvem der kan betale for det. Og vi skal bruge den viden til at udvikle attraktive løsninger til Kina sammen med vores kinesiske partnere. Vi skal ikke bare være åbne over for nye løsninger, men også over for nye forretningsmodeller. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 131

Velfærdsteknologien har brug for fælles mål

DEBAT: Velfærdsteknologiske projekter mangler et klart fælles mål og ender ofte som en finansieringskilde for den enkelte partner i forhold til partnerens individuelle virksomhedsmål. Det skriver Troels Bierman Mortensen fra Welfare Tech.

Af Troels Bierman Mortensen Adm. direktør i Welfare Tech I de seneste fem år er der for alvor kommet fokus på et helt nyt indsatsområde inden for sundhed og pleje: Velfærdsteknologi. Formålet er at udvikle ny teknologi og nye løsninger til sundheds-, pleje- og socialområdet. Interessen for området kan aflæses i antallet af organisationer, der er sat i verden for at skabe disse løsninger: På de enkelte sygehuse, i udvalgte kommuner, i KL, i Danske Regioner, på Teknologisk Institut, hos Delta og hos andre GTS- institutter, på universiteterne og uddannelsesinstitutionerne, i de regionale og kommunale væksthuse, i investeringsfonde og i en lang række store projekter, hvor der etableres ad hoc-organisationer med specifikke formål inden for det velfærdsteknologiske område, og som finansieres gennem diverse nationale fonde fra København til Bruxelles. Baggrunden for alle initiativerne er fælles. Jeg skrev om det i mit sidste debatindlæg, og jeg gentager det lige. For gentagelse fremmer forståelsen. Og det overordnede fælles projekt er så stort og ambitiøst, at det tåler, ja, jeg vil sige kræver, utallige gentagelser: I de kommende fem til ti år investerer vi mere end 100 milliarder kroner i nye superhospitaler. De har alle det til fælles, at der vil være 20-30 procent færre patientsenge og 10-20 procent færre medarbejdere. Målet er en gennemsnitlig indlæggelsestid på én dag. Ja, du læste rigtigt, én dag! Altså færre senge, mindre personale, kortere indlæggelsestid til patienter, der bliver ældre, med mere komplekse sygdomme, og med en forventning om bedre kvalitet i behandlingen, færre fejlbehandlinger og med øget krav om videnskabelig evidens for den behandling, som ydes. Alle mand til truget Èn væsentlig udfordring er den måde, den offentlige støtte til velfærdsteknologiske projekter gives på. Projekterne har fine hensigtserklæringer, klare mål, specifikke aktiviteter, arbejdsgrupper, styregrupper, advisory boards og hyppig rapportering til bevillingsgiver. Alt sammen i et forsøg på at sikre, at projektmidlerne rent faktisk bidrager til projektets målsætninger. Men realiteten er, at mange af projekterne ender med ikke at fungere som samlede og samlende projekter med en fælles organisation, der arbejder sammen mod projektets fælles mål. I stedet bliver de primært en finansieringskilde for den enkelte partner i forhold til partnerens individuelle virksomhedsmål. Partnerne optimerer i forhold til sine egne mål og suboptimerer i forhold til projektets mål. Resultatet bliver en 'alle mand til truget'-adfærd, hvor man får bevilling til sine PhD'er og sine post docs, til løn til medarbejdere, til støtte til udenlandske delegationer, til deltagelse i konferencer, til afholdelse af konferencer, mm. Alt sammen helt rimelige udgifter til rimelige aktiviteter, hvis der altså trækkes på samme hammel. Hvis der er et klart FÆLLES mål. Og hvis projektet evalueres på opnåelsen af de fælles mål. Vi kan gøre det bedre Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at gøre det bedre. Jeg er helt sikker på, at vi kan få meget mere for pengene, hvis vi gør det bedre. Og jeg er helt sikker på, at det bliver mere meningsfuldt at deltage i projekterne for alle parter og partnere, hvis vi hele tiden holder os det overordnede mål for øje. Som nytiltrådt direktør i Welfare Tech, suboptimerende partner i en række projekter, skal guderne vide, at jeg kan lyde som en af de sidste dages hellige. Men jeg mener, at opgaven er så vigtigt, at vi bliver nødt til at forbedre den måde, vi arbejder på. Vi bliver ganske enkelt nødt til at være lidt mere innovative i den måde, vi arbejder på, hvis vi skal komme med et meningsfuldt bidrag til udvikling af nye innovative løsninger. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 132

Eksport af velfærd kræver større samarbejde mellem fag og lande

DEBAT: Hvis vi skal styrke dansk eksport af velfærdsteknologi, kræver det et samskabende mindset. Både mellem fag og mellem lande. Det skriver prorektor på VIA University College Peter Friese.

Af Peter Friese Prorektor VIA University College Et joystick og en staveplade kombineret med talesoftware til mennesker, der har mistet talen efter en hjerneblødning, er en fremragende idé. Den var én blandt mange, som studerende fra IKT ingeniøruddannelsen ved VIA University College fik, da de for nyligt tog et tværfagligt modul i velfærdsteknologi. De sygeplejerskestuderende, der skulle samarbejde med ingeniørerne, var fulde af beundring over, hvor hurtigt ingeniørerne kunne stable en ny teknologi på benene. Problemet var, at aggregatet skulle monteres på patientens kørestol og krop på en måde, der ifølge de sygeplejerskestuderende hurtigt ville resultere i tryksår og risiko for infektioner. Herefter forsøgte gruppen at tilpasse teknologien til den menneskelige krop. Teknologiens kontekst er vigtig Eksemplet illustrerer, hvorfor det er altafgørende at skabe noget sammen, hvis en sundhedsteknologi ikke blot skal blive endnu en uhandy teknologisk dims, der samler støv i plejekrævende menneskers hjem. I et interview med Altinget.dk 22. maj, advarer professor på DTU Lars Dittman om, at ny velfærdsteknologi hurtigt forældes, fordi teknologierne ikke tager højde for patientens udfordringer - og fordi kommunerne, ifølge ham, ikke har den nødvendige teknologi-ekspertise. Det sundhedspersonale, vi uddanner i VIA i dag, er klædt godt på til at kunne arbejde med teknologi. Dels deltager de på tværfaglige moduler, som det nævnte, dels bruger vi teknologi og simulering i undervisningen, og dels åbner vi dørene for co-creation for alle studerende på vores syv studentervæksthuse. International co-creation Når denne "samskabelse" mellem fag for alvor begynder at skabe ny velfærdsteknologi, melder spørgsmålet sig naturligvis, om produkterne så kan leve ude i verden. Her kommer den internationale co-creation på banen. Helene Hoffmann, administrerende direktør i Type2dialog, skriver i sit debatindlæg den 20. maj, at Danmark på trods af et internationalt anerkendt velfærdssystem ikke har konkrete eksportvarer på hylderne - fordi vi ikke i tilstrækkelig grad går sammen om at tilbyde komplette løsninger - f.eks på udvikling og drift af plejehjem til Kina, Polen og Brasilien. Jeg mener ikke, det ser helt så sort ud. Stort potentiale i Shanghai I Shanghai er VIA lige nu involveret i et dansk-kinesisk konsortium, REN, der skal udvikle og sælge hjemmepleje og plejehjemsløsninger til velstillede kinesere. Produkterne, som både består af teknologi og pleje, bliver skabt igennem co- creation mellem danske og kinesiske virksomheder, myndighede og uddannelsesinstitutioner. De danske partnere, f.eks Pressalit, Guldmann og Aarhus Universitet, er i fuld gang med at samskabe løsninger med nogle af Kinas største teknologivirksomheder og hjemmeplejefirmaer. De kinesiske myndigheder er med til at teste de teknologier og services, vi udvikler i konsortiet, hvilket vi håber gør, at vi finder frem til løsninger, der passer til de specifikke kulturelle forhold i Kina - ud over den menneskelige krop. Teknologier skal ikke samle støv Det er klart, at co-creation på tværs af landegrænser, tidszoner og kulturer ikke er lige så let som at udvikle en ny efteruddannelse for en dansk kommune. Men det samskabende mindset er afgørende, hvis danske staveplader og ældrepleje skal være salgbare i andre lande. Det kræver mod, åbenhed og hårdt arbejde. Men det er meget sjovere at udvikle og sælge noget, der ikke samler støv. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 133

Hvor er Danmarks nyudvikling inden for sundheds-it?

DEBAT: Hvis Danmark skal beholde sin førerposition inden for sundheds-it, er der behov for en national strategi og tilhørende økonomi, der kan få Danmark tilbage på sporet. Det mener Jacob Boye Hansen fra CareCom A/S.

Af Jacob Boye Hansen Adm. direktør CareCom A/S Danmark er førende inden for sundheds-it i Europa - men jeg er ikke sikker på, hvor længe vi er det. Jeg sidder i flyet og er på vej hjem fra eHealth forum 2014 i Athen - hvor vores danske kollega, direktør for MedCom Henrik Bjerregaard Jensen, kan berette, at Danmark ligger nummer to inden for implementeringen af it i sekundærsektoren og nummer et i primærsektoren. Men kan vi fastholde denne position i fremtiden? Er vi gået i stå? I 00'erne havde vi store investeringer i infrastruktur - sundhed.dk, G-EPJ, FLPR og ikke mindst klinisk proces i HS. Efter kommunalreformen har alle kræfter været brugt til at sammenlægge systemer, således at de enkelte regioner i dag stort set har et centralt EPJ-system. Men hvor er nyudviklingen? Hvor er den nyudvikling, som viser, at Danmark er langt foran de andre - mobile health, telemedicin mm., eller er vi ikke længere dem, som sætter dagsorden for udviklingen? MedCom's meddelelser og standarder har uden tvivl været en af årsagerne til, at vi i mange år har været foran de fleste andre i Europa, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at vi er gået i stå. De pionerer, som har stået for Landspatientregisteret, meddelelsessystemerne og ikke mindst it-systemer til de praktiserende læger, er måske på vej på pension - og vi andre har ikke styrken eller modet til sætte den internationale dagsorden. Eller skal grunden til den manglende innovation ses i lyset af kommunalreformen og dermed størrelsen af regionerne, som ikke længere prioriterer små pilotprojekter, men har nok i de store driftsprojekter og tilhørende sammenlægninger? Jeg kender ikke svaret på disse spørgsmål - men vi skal passe på, at Danmark ikke bliver overhalet - at vi ikke længere er dem, der er på forkant og kommer med de nyeste løsninger. Vi taler om "patient empowerment", men patienterne kan ikke engang forstå deres journal, selvom de har adgang til den via sundhed.dk. Hvordan har vi tænkt os, at integrere alle de mobile løsninger, som vælter ind på markedet ? Hvordan behandler vi patienternes egne registreringer: Via deres egen journal på sundhed.dk eller som en del af det datagrundlag, der registreres i journalen hos den praktiserende læge? Brug for national strategi Jeg tror, at det er vigtigt, at vi som land fortsat er førende inden for sundheds-it, men vi har brug for en strategi for agil afprøvning og implementering. Vi kan ikke vente fem år på, at der er et interface for patienters egne indberetninger, når disse devices vælter ud på markedet. Patienterne står uforstående, når lægen laver basale målinger og indkalder til rutinemæssig kontrol, der mere eller mindre automatisk kunne klares via små gadgets, som sælges i enhver sportsbutik. Samlet mangler jeg en national strategi og tilhørende økonomi til at flytte Danmark tilbage på scenen som dem, der har de nyeste og smarteste sundheds-it-løsninger. Vi har brug for incitamenter på linje med den skattefordel, der er for it-virksomheder i Luxemburg og Irland, som har tiltrukket alverdens virksomheder til netop disse lande. Dette kræver politisk vilje og mod - på samme måde skal vi have en stålsat vilje og mod hos dem, der til dagligt sætter dagsordenen for dansk sundheds-it. Lige fra Sundhedsministeriet til NSI og regionerne. Jeg håber, at når jeg igen sidder i flyet på vej hjem fra eHealth 2020 - kan sidde med følelsen af, at vi er nummer et inden for sundheds-it og med en god margin ned til de andre - på samme måde som Mercedes for nuværende fører Formel 1. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 134

Regionerne: Den næste revolution kommer fra borgerne

DEBAT: Danske Regioner er ikke enig i den kritik af dansk sundheds-it, CareComs direktør fremsatte tirsdag. Danskerne er klar og allerede i gang, skriver Tommy Kjelsgaard, kontorchef i Center for Sundhedsteknologi.

Af Tommy Kjelsgaard Kontorchef i Center for Sundhedsteknologi, Danske Regioner "Hvor er den nyudvikling inden for sundheds-it, der viser, at Danmark er langt foran de andre lande? Og hvor er den strategi og stålsatte vilje, der skal gøre, at Danmark beholder førertrøjen som førende inden for sundheds-it i Europa?" Det spørger Jacob Boye Hansen, administrerende direktør i CareCom og tirsdagens debattør på Altinget.dk. Det skal jeg fortælle dig, Jacob Boye Hansen:

Den er her.

Siden 2010 har regionerne sat sig om samme bord i Regionernes Sundheds-it (RSI). Her arbejder vi med stålsat vilje for ensartede digitale muligheder for alle borgere på tværs af de fem regioner. For nylig lancerede vi en fælles strategi samt 15 nye pejlemærker for digitalisering af sundhedsvæsenet. Af de 15 pejlemærker er det væsentligt at fremhæve satsningen på telemedicin ogpatient empowerment.

Danmarks borgere får nye, digitale muligheder, der styrker deres møde med sundhedsvæsenet. De nye muligheder er blandt andet behandling af depression over nettet, vurdering af behandlingskrævende sår over nettet og mulighed for, at patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom selv kan føre kontrol med sygdommen hjemmefra. Digitaliseringen og de nye telemedicinske muligheder vil medføre, at en stadig større del af dialogen med sundhedspersonalet vil kunne ske fra patientens eget hjem over vores smartphone eller tablet.

Det gør os mere mobile, og det bliver lettere og hurtigere at komme i kontakt med sundhedspersonalet. Det kalder jeg nyudvikling og en stålsat vilje for konstant at forbedre patientens møde med sundhedsvæsnet. Mål dit blodtryk i køkkenet Formen er stadig i støbeskeen, men hos Regionernes Sundheds-It forestiller vi os, at danskerne fremover skal kunne tage temperaturen på deres sundhedstilstand derhjemme. For eksempel skal vi kunne måle blodtrykket ved hjælp af måleudstyr og en app på vores smartphone eller tablet og derved slippe for at skulle hele vejen op til lægen eller hen på hospitalet. Resultaterne kan vi herefter vende med sundhedspersonalet over nettet. Det giver øget indsigt i egen sygdom og et mere oplyst grundlag at handle ud fra. Dette telemedicinske projekt har allerede kørt som pilotprojekt målrettet KOL-patienter i Nordjylland med stor succes. Målet er, at alle KOL-patienter i hele landet skal have glæde af teknologien. Så regionerne prioriterer rent faktisk pilotprojekter i stor stil, som Jacob Boye Hansen kritiserer os for ikke at gøre. Men vi fokuserer ikke på små pilotprojekter rundt om i landet, der stritter i hver deres etning, og hvor gevinsterne ikke høstes. I stedet satser vi stort ved sammen at beslutte, hvilke bæredygtige projekter vi vil satse på, modne og udbrede i hele landet. For det giver ensartede digitale muligheder til alle borgere i Danmark, uanset hvilken region vi bor i. X Factor for sundhedsløsninger Vi skal i de kommende år arbejde strategisk med at udvælge de løsninger, der giver størst værdi i forhold til forbedret kvalitet i patientbehandlingen og samtidig giver øget effektivitet. Vi vil gøre vores til, at næste bølge af den digitale revolution, som smyger sig ind over os, får fløjlssko på. Den skal ramme os i et tempo, hvor alle kan være med. I de danske regioner har vi derfor sat de mest lovende pilotprojekter i gang, hvor vi afprøver forskellige telemedicinske løsninger. Vi evaluerer de enkelte projekter og indsamler fakta om kvalitet og effekt. På den baggrund udvælges de bedste løsninger, som derefter udrulles nationalt og helt ned i lommen på patienterne for at styrke patientinvolveringen. På samme måde tænkes de nye mobile muligheder også med ind i de nye sygehusbyggerier. Et eksempel er Bispebjerg Hospital, som bliver et intelligent, trådløst og mobilt hospital. De mobile løsninger bliver så at sige en del af arkitekturen. Hardwaren og softwaren er udviklet. Den nye digitale sundhedsrevolution handler om, at borgere og sundhedsvæsen skal kunne udnytte den teknologi, der allerede eksisterer. F.eks. ved at bruge apps på smartphonen eller på tabletten. Og mulighederne vil være uanede i nær fremtid, lige meget hvilken mobil enhed vi bruger. Danskerne er klar Det er hævet over enhver tvivl, at danskerne er klar. Det så vi ikke mindst, da Regionernes Sundheds-It i efteråret sidste år lancerede en anden ny løsning: Akut-app'en, der lå øverst på listen over de mest downloadede apps.

Det er et rigtig godt eksempel på, at hvis vi er i stand til at udvikle løsningerne og stille dem til rådighed for borgerne, så skal borgerne nok selv finde vej og bruge dem via deres egne telefoner og tablets. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 135

Men er det så ikke en lukket fest? Vil den digitale sundhedsrevolution ikke kun komme de yngre generationer til gode?

Mit svar er nej. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 53 procent af de 75-89 årige har computer i hjemmet. Det er en stigning fra 45 procent året før. 51 procent af dem har adgang til internet i 2013 mod 41 procent året før. Også patienter med skizofreni kan drage fordel af den nye teknologi. På en række psykiatriske afdelinger i Danmark klarer de skizofrene patienter, der er blevet udskrevet, det ugentlige rutinetjek over nettet derhjemme ved at deltage i en online-konsultation på en udleveret tablet. Gaming er også ved at vinde indpas i sundhedsindustrien, f.eks. når apps og computerspil bruges i behandlingen af yngre skizofrene patienter mellem 18-25 år. Nye rutiner eller øvelser bliver leget ind gennem digitale spil på patienternes egne enheder. Er det bare en spareøvelse? Vi lægger ikke skjul på, at vi gerne vil mindske det stigende udgiftspres på den offentlige sektor med et millionbeløb hvert år. Behovet for sengepladser vil blive reduceret på de nye sygehuse.

Målet er også at bringe en gennemsnitlig indlæggelse ned på tre dage (mod nu 4,5 dag), når borgerne får mulighed for selv at måle og overvåge deres sygdom hjemmefra i trygge rammer. Revolutionen inden for mobile sundheds-it-løsninger skal være brugerdrevet og komme fra aktive borgere.

Det er vores opgave i regionerne, i tæt samarbejde med erhvervslivet, at udvælge og investere i de bedste mobile løsninger og stille dem til rådighed for borgerne. Interessen er der, og borgerne er klar til at bruge dem. Vi har ikke råd til at lade være. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 136

Fejl i offentlig-private partnerskabers DNA

DEBAT: Det offentlige bliver nødt til at indtænke virksomhedernes kommercielle interesserer i samarbejder om innovation. Kun sådan får man en vaskeægte win-win situation, lyder det fra branchedirektør i Dansk Industri Mette Rose Skaksen.

Af Mette Rose Skaksen Branchedirektør Dansk Industri (DI) Intelligente tekstiler i medarbejdernes arbejdstøj forebygger arbejdsskader - et kerneeksempel på et offentlig-privat innovationspartnerskab (OPI). En ny rapport fra Kommunernes og Regionernes Analyseinstitut, KORA, undersøger en række danske OPI-eksempler, hvor kommuner, regioner og virksomheder samarbejder om innovation. Ingen af de eksempler, som rapporten undersøger, har formået at give gevinst for både den offentlige part og den private part samtidig. Det er ærgerligt, at offentlig-private innovationspartnerskaber endnu ikke medfører win-win-situationer i form af en mere moderne offentlig sektor og vækst og nye arbejdspladser i virksomhederne. Ensidigt fokus En årsag til, at OPI'erne endnu ikke skaber win-win-situationer, kan findes helt inde i OPI'ernes DNA. Og DI's medlemsvirksomheder mener, at problemet typisk er, at offentlig-private innovationspartnerskaber mangler fokus på de kommercielle aspekter. Ifølge KORA's nye rapport består et OPI i kommunerne og regionerne af "nye ideer, der skaber offentlig merværdi.". Det vil sige, at partnerskabet skal forbedre den offentlige sektor ved eksempelvis at gøre behandlingen af patienter hurtigere eller bedre end før. Men det indgår ikke i denne optik, at innovationspartnerskabet skal styrke virksomheden, eksempelvis ved at give nye produkter i kataloget eller nye erfaringer til medarbejdernes CV'er. Set med virksomhedsbriller er det uklogt kun at fokusere på den offentlige merværdi i et innovationspartnerskab. OPI- projekter bør balancere mellem hensynet til offentlig merværdi og hensynet til privat merværdi. Virksomheder er nødt til at skele til bundlinjen. De er naturligvis ikke interesseret i at deltage i innovationspartnerskaber, som kun giver fordele for den offentlige part. Huskepunkter til kommuner og regioner To huskepunkter kan hjælpe kommuner og regioner med at indtænke virksomhedernes interesserer i et innovationspartnerskab og dermed gøde jorden for en vaskeægte win-win-situation. Det første huskepunkt er overførbarhed. Det vil sige, at en kommune skal huske at tilrettelægge innovationspartnerskab sådan, at resultaterne kan overføres til andre kommuner og regioner i såvel indland som udland. Når resultaterne kan overføres, så kan virksomhederne se mulighederne i forretningen. Der kommer flere kunder i butikken. Det andet huskepunkt er salgbarhed. I salgsarbejdet har virksomhederne brug for en show-case, som viser, hvordan en innovativ seng, scanner eller spiserobot virker i praksis. Den kommercielle succes for et OPI-projekt afhænger altså af, om den offentlige part stiller sig til rådighed i salgsprocessen. Eksempelvis som vært for et demonstrationsbesøg for interesserede kunder. Det gør virksomhedernes produkter salgbare på det internationale marked, når virksomhedernes kan demonstrere, at deres produkter bliver brugt i praksis herhjemme. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 137

Danske eller kinesiske velfærdsløsninger i Kina?

DEBAT: Hvis vi skal nyttiggøre dansk viden om og investeringer i velfærdsteknologi i Kina, må vi engagere os i udviklingen af kinesisk velfærdspolitik. Kinas velfærdsrevolution ligger ikke lige om hjørnet, men den er på vej, skriver professor i kinastudier Jørgen Delman.

Af Jørgen Delman Professor, Kinastudier Velfærdsreformerne i Kina vil blive gennemført gennem lokale eksperimenter og modeller, som i første omgang får offentlige tilskud med henblik på, at andre kan lære af dem. Det er her den danske indsats bør ligge i første omgang. I disse debatspalter hører vi, at Danmark har meget at byde på inden for velfærdsteknologi, men at vi har svært ved at finde gode forretningsmodeller for salget af løsninger til Kina. Set fra kinesisk side er det vigtigt, at vores forretningsmodeller er fair, og at de skal være fleksible nok til at kunne fungere lokalt i Kina. No size fits all Udfordringen er, at "no size fits all". Ligegyldigt hvilket velfærdsområde, vi sigter på, må vi finde løsninger, der knytter an til grundlæggende kinesiske ideer og principper samt lokale behov og forhold. Strategien bag de kinesiske velfærdsreformer synes at fokusere på at binde stat, kollektiv og individ sammen på nye måder. Staten vil regulere og måske styre, men som leverandør af velfærdsydelser vil dens indsats forblive moderat. Fortidens forestillinger om gratis statslige ydelser til alle med udtalte behov er for længst lagt på hylden. Samfundet forventes selv at træde i karakter, og borgerne skal til lommerne. De kinesiske velfærdsudbydere skal agere på et velfærdsmarked, de skal professionaliseres og forretningsgøres. Der skal afprøves forskellige løsningsmodeller, og græsrodsorganisationer, men også private developers, vil komme til at stå centralt, specielt inden for pleje og omsorg. Samtidig skal der tænkes mere holistisk, så velfærdsudbydere kan levere flere typer af ydelser. Store danske ordrer lader vente på sig Det er tvivlsomt, at kineserne allerede skulle have købt den danske model, selvom interessen er stor. De er først lige begyndt at kigge seriøst på velfærdsområdet og er ved at lægge en national kurs. Nye værdier og løsningsmodeller er i støbeskeen, og viljen til at eksperimentere er stor. Aktørerne scanner hele verden for viden, erfaringer og modeller til efterfølgelse. Udbyderne vil bruge deres indsigter til at konkurrere om statens opmærksomhed og gunst inden for rammerne af det forsikringsbaserede velfærdssystem, som den kinesiske ledelse ser ud til at foretrække. Mens danske firmaer måske nok kan sælge noget udstyr nu, så vil de store ordrer formodentlig ikke ligge lige om hjørnet. Opgaven for danske aktører og interessenter er at komme på forkant med strategiudviklingen og være med i lokale eksperimenter. Det kortsigtede mål må være at stå som partnere i statssanktionerede modelprojekter. Dansk-kinesisk tænketank Det officielle Danmark skal fortsat bane vejen for danske aktører i Kina. Handlingsplanen kunne sagtens indeholde flere end de følgende elementer: • Etablering af en dansk-kinesisk tænketank om velfærdsudvikling i Kina, hvor både praktikere og forskere undersøger, hvordan kinesiske værdier, principper, prioriteter og ønsker om løsninger kan udformes i praksis med dansk deltagelse. Som baggrund herfor, kan tænketanken organisere tematiske og fokuserede "welfare innovation labs", hvor praktikere, eksperter og politikere kan udvikle ideer og modeller sammen. • Herudover kan tænketanken hjælpe med at identificere tilpassede forretnings- og finansieringsmodeller. I Kina går det offentlige og det private hånd i hånd, og vi må være i stand til at gøre det samme. Det nytter ikke, at vi sidder med løsninger, som vi ikke kan sælge på grund af uigennemtænkte begrænsninger. • Den kan sammen med relevante danske aktører hjælpe med at identificere egnede demonstrationsprojekter i Kina, hvor dansk ekspertise meningsfyldt kan deltage, og hvor dansk teknologi kan komme på banen. • Tænketanken kan også hjælpe med at monitorere og evaluere projekterne sammen med brugerne med henblik på videreudvikling. Endelig skal tænketanken fungere som videnscenter med fokus på opsamling og udveksling af erfaringer. • Desuden bør den være medlemsfinansieret. Finansieringen af aktiviteter må komme fra interesserede aktører og på sigt blive indtægtsdækket.

Kommuner og regioner skal på banen Som ejere af investeringerne i den danske velfærdsmodel, bør danske regioner og kommuner spille en central rolle i denne proces. Initiativerne kræver en organisation, der kan tage hånd om koordinering og vidensdeling i Danmark, som kan spille boldene ind i det politiske miljø i Danmark og i Kina, og som kan håndtere de indledende kontakter til mulige kinesiske partnere. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 138

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters Kina-netværk ville sammen med Ambassaden i Beijing kunne fungere som platform for denne koordinering, men der skal være resurser, mandskab og myndighed bag, så platformen kan håndtere de forhåbentlig mange kinesiske interessenter, der melder sig på banen. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 139

Danmark kan miste milliarder af eksportkroner

DEBAT: Regeringen skal roses for at promovere dansk knowhow om sundhed og omsorg i udlandet. Men vi mangler stadig en national strategi, hvis vi ikke vil løbes over ende af lande som Sverige og Norge. Det skriver Ulrik Møll, administrerende direktør i Welfare Denmark.

Af Ulrik Møll Adm. direktør, Welfare Denmark Skønt at læse alle indlæggene i debatten om Danmarks udfordring med at eksportere velfærdsteknologi. Jørgen Delman skriver i sit indlæg på Altinget.dk: "Hvis vi er dygtige i Danmark, kan vi kapitalisere de investeringer, det danske samfund har gjort i velfærdsudvikling gennem årtier. Men det kræver en energisk og koordineret indsats." Jeg er helt enig, og vil gerne bygge videre på udtalelsen, for det kræver i den grad konkretisering og struktureret fremfærd, ellers ender det hele som "Rejsekortet"! Må jeg i al beskedenhed fremhæve Welfare Denmarks investering i knap et års forarbejde på det kinesiske marked inkl. en række rejser. Klimakset var statsbesøget i sidste måned med blandt andet dronningen og fire ministre i Beijing, hvor vi var inviteret af Healthcare Denmark til at holde en key note speak sammen med vores kinesiske partner, som vi netop har indgået samarbejde med. Vi forventer snarest muligt at have en kinesisk regeringsgodkendt telemedicinsk rehabiliteringsplatform, i form af vores teknologi tilpasset kinesiske forhold! I den forbindelse lancerer vort joint venture, med vores kinesiske partner, et 10.000 m2 kombineret Research and Development center samt showroom i Beijing. Her vil vi tilbyde andre danske virksomheder, som udbyder velfærdsteknologier, at få udstillingsplads - ligesom vi vil tilbyde et kommercielt samarbejde omkring identifikation af distributionspartnere - regeringsgodkendelse og meget andet - baseret på vores erfaringer. Se, det er "action", der vil noget og som baserer sig på, at vi har forretningsudviklet med vores kinesiske partner og sagt: "Fortæl os, hvad der skal til, for at vi får succes sammen, og lad os så se at komme i gang!" Ros til den danske regering Besøget med dronningen og fire danske ministre kastede 43 aftaler af sig. Blandt andet store gennembrud for dansk landbrug og fødevareindustri. Vi kan i Welfare Denmark ikke rose den siddende regering nok for de glimrende tiltag, der bliver gjort for at promovere danske virksomheder samt dansk knowhow om sundhed og omsorg, men der mangler noget, før vi kommer "helt i land". Det er bestemt ikke er uventet, da Danmark, mildt sagt, ikke har tradition for at være særligt gode til at markedsføre og sælge sig selv - mon Janteloven har et eller andet med det at gøre!? Lad os i øvrigt starte med at skrotte den - det vil der under ingen omstændigheder komme andet end godt ud af! Brug for national strategi Hvad mangler vi så? Vi har behov for en national strategi og ikke mindst tilhørende økonomi, som også Jacob Boye Hansen skriver i sit indlæg på Altinget.dk, hvis Danmark skal beholde sin førerposition og have muligheden for at eksportere sundhed og omsorg samt sundheds-it. Vi har i Welfare Denmark solgt distributionsrettigheder til Sverige og Norge til vores koncept. De drøner derudaf. I Norge er vi ikke langt fra en politisk tilkendegivelse om brug af vores rehabiliteringsplatform som default i et yderst omfattende segment, hvor segmentet alene andrager knap 500 millioner kroner i licenser pr. år. Det ville aldrig være muligt i Danmark, hvilket skal opfattes som en objektiv anskuelse fra min side! Den nationale strategi, jeg efterspørger, skal således omfatte lysten, evnen og viljen til at tage nationale beslutninger på en lang række punkter. Men først og fremmest, skal der nedsættes en gruppe, som ikke må komme ud af møderummet før der forelægger en national strategi, som kommer til at betyde, at flere hellige køer må slagtes. Norge og Sverige puster os i nakken Her tænker jeg blandt andet på danskernes ufravigelige trang til konstant at være i udviklingsmode og ikke have tilstrækkeligt fokus på implementeringsmode. Hvis ikke vi reagerer hurtigt, bliver vi løbet over ende af f.eks. Sverige og Norge og en lang række andre nationer, som i den grad er i implementeringsmode - og dermed relativt hurtigt kommer erfaringsmæssigt foran Danmark. Det ville være et kæmpe selvmål af Danmark og ville betyde tab af milliarder af rare eksportkroner. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 140

Venstre må slå udbudsautopiloten fra

REPLIK: Øget udbud til private vil ikke automatisk fremme den danske eksport af velfærdsteknologi. Det er snarere samarbejdet mellem det offentlige og det private, vi skal have styrket, skriver Benny Engelbrecht (S) i en replik til Claus Hjort Frederiksen (V).

Af Benny Engelbrecht (S) Erhvervsordfører

Fadøllet er knap blevet dovent efter dette års Folkemøde på Bornholm. Og igen i år har det været en herlig, intens oplevelse med super engagerede mennesker i dialog og debat om ethvert tænkeligt emne. Programmet kan bedst beskrives som et væg-til-væg-tæppe. Tæt pakket fra tidlig morgen til sen aften, alle dagene. En umulig præstation at nå bare én brøkdel af alle de spændende arrangementer. Personligt nåede jeg for eksempel ikke forbi Klostergården til den debat om eksport af velfærdsteknologi, der heldigvis efterfølgende er blevet detaljeret beskrevet her på Altinget d. 13. juni 2014. Fra den debat er Claus Hjort Frederiksen (V) blevet citeret for at have kaldt regeringens eksportpolitik for hyklerisk. Derfor er det jo så glimrende, at jeg får lejlighed til at tage debattråden op her. Udbud er ikke løsningen på alt For åbenbart, så mener Venstres chefstrateg Hjort Frederiksen, at nøglen til at få sat yderligere skub bag eksporten af velfærdsteknologi er at få fastsat et mål for udbud til private i kommunerne.

Personligt har jeg svært ved at følge tankegangen. Helt overordnet mener jeg ikke, at det er at tage det kommunale selvstyre alvorligt, hvis vi centralt, i bedste formynderstil, begynder at sætte mål for, hvor meget kommunerne skal sende i udbud. Kommunerne har uden skyggen af tvivl de bedste følehorn for, hvad det er meningsfuldt at sende i udbud - så det gavner deres borgere.

Og at øget udbud til private så lige præcis skulle være løsningen i forhold til at fremme eksporten af velfærdsteknologi, det har jeg meget svært ved at se logikken i. For har vi jo netop at gøre med et område, hvis internationalt eftertragtede kvalitet på store stræk bygger på årelange gode erfaringer fra den offentlige velfærd, som vi eksempelvis har gode folk som løfter så flot på plejehjem og hospitaler. Offentligt-privat samarbejde skal styrkes Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, og som flere andre i denne debatstafet har fremhævet - også Venstres erhvervsordfører Kim Andersen i sit indlæg - ja så hælder jeg til, at det er samarbejdet og partnerskabet mellem det offentlige og det private, vi skal have styrket. For det er jo i samarbejdet, at vi i Danmark kan noget helt særligt.

Er der en lære, vi kan drage på tværs af de mange forskellige offentlige og private partnerskaber, der allerede er i fuld gang, så synes jeg da, at der er al god grund til, at vi får en samling på de værdifulde erfaringer. Og hvis de har fundet på snedige og samlende tiltag i udlandet, så er det da oplagt, at vi får set nærmere på dem, hvis det kan styrke eksporten på det velfærdsteknologiske område herhjemme. Men at løsningen bare skulle være mere privat - det lugter ærlig talt lidt af Venstreautopilot. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 141

Styrk det danske hjemmemarked for velfærdsteknologi DEBAT: Det er afgørende for vores eksport af velfærdsteknologi, at danske virksomheder har adgang til et hjemmemarked, der tør afprøve nye ideer. Det sikrer vi med større tiltro til konkurrenceudsættelse og funktionskrav, skriver Kim Andersen (V).

Af Kim Andersen (V) Erhvervsordfører Der er kun ét sted, danske virksomheder kan bevise over for udlandet, at deres velfærdsteknologiske løsninger virker. Og det er herhjemme. Men desværre er det danske hjemmemarked for velfærdsteknologi ikke så stærkt, som det kunne være. Det skyldes hovedsagligt to forhold: At den offentlige sektor stadig sidder på størstedelen af den viden og de kompetencer, der handler om levering af sundhedsydelser og pleje- og omsorgsydelser til borgerne. Og at det offentlige fortsat stiller instruktions- og tekniske krav til private samarbejdspartnere. Øget fokus på konkurrencen Vi bør i stedet have større tiltro til konkurrenceudsættelse og funktionskrav. Alt andet er et svigt af hjemmemarkedet for dansk eksport af velfærdsteknologi. Jeg har i mit indlæg her i Altinget 6. maj 2014 slået et slag for, at dansk eksport kunne øges gennem mere offentligt- privat samarbejde. Det er stadig et rigtigt og vigtigt skridt på vejen, der kan øge vidensdelingen mellem det offentlig og private. For der er mange gode ideer i det offentlige, som med fordel kunne omsættes til deciderede produkter og services. Men der er brug for yderligere tiltag, der hjælper den gode idé udover rampen. Konkurrenceudsættelse er ét af de tiltag, som vi sagtens kunne gøre mere brug af. For når vi konkurrenceudsætter skattefinansierede opgaver til private, tillader vi øget fokus på, hvordan arbejdsgangene kan optimeres. En privat virksomhed skal - modsat det offentlige - give overskud og være konkurrencedygtig for at kunne eksistere. Og netop de to incitamenter får nye ideer og innovative velfærdsteknologiske løsninger til at blomstre. Regeringen erkender da også i Vækstplan for Sundheds- og Velfærdsløsninger, at der er behov for, "at virksomhederne får bedre mulighed for at drage nytte af viden og kompetencer i den offentlige sektor til udvikling af konkrete produkter og services". Alligevel udbød kommunerne i 2013 kun 25,9 pcrocent af de serviceydelser, der kunne udbydes. Det viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det er en større stigning end i de seneste år, hvor udsættelsen var gået helt i stå. Men der er stadig et betydeligt potentiale for at sende flere opgaver i udbud. Men regeringen har endnu til gode at fremlægge de politiske tiltag, der kan indfri det potentiale. Slut med rigide krav til det private Flere udbud kan dog ikke stå alene. Måden vi udbyder på skal også være bedre. Gode ideer kommer slet ikke i spil, hvis kommuner, regioner og stat opstiller rigide instruktions- og tekniske krav til de private leverandører. Krav, der tvinger dem til at udføre opgaverne på samme måde, som det offentlige ville have gjort det. Det giver ikke nogen mening. Ved i stedet at opstille funktionskrav, flytter vi fokus over på formålet og serviceniveauet. Hvordan den private leverandør udfører opgaven, er op til den enkelte virksomhed. Eksportpotentialet inden for velfærdsteknologi er stærkt stigende på grund af voksende middelklasser i især BRIK- landene og aldrende befolkninger i Asien og Vesten. Skaber vi et stærkere dansk hjemmemarked for velfærdsteknologi - og kan vi bevise, at danske løsninger virker i den virkelige verden. Ja, så venter et stort eksporteventyr. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 142

Ældre Sagen: Velfærd er ingen møllesten

DEBAT: Den netop indgåede økonomiaftale har gode elementer, men mangler tillid til kommunerne og regionerne. Fremtidige økonomiaftaler skal sikre endnu bedre og stærkere velfærd, skriver adm. direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup.

Af Bjarne Hastrup Adm. direktør, Ældre Sagen

Aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2015 er nu på plads. Økonomiforhandlingerne foregår ofte uden særlig stor interesse fra offentlighed og medier. Sådan burde det ikke være. Forhandlingerne er af afgørende betydning for den kommunale velfærd - og dermed vigtig både for samfundet og for de borgere, der har brug for hjælp fra fællesskabet. Aftalerne for 2015 har bestemt gode elementer. For eksempel er der flere penge til kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende indsats, og regionsaftalen prioriterer midler til blandt andet at tage højde for flere ældre og kroniske patienter. Økonomistyringen er for stram Men overordnet set er der fortsat tale om en særdeles stram styring af den kommunale og regionale økonomi, der ikke giver tilstrækkelig plads til den nytænkning og de visioner, der er behov for i velfærdssystemet i de kommende år. Det virker som om, den offentlige velfærd fortsat på mange måder betragtes som en "møllesten om halsen" på den danske økonomi: "Vi har ikke råd", "skattetrykket er alt for højt", "konkurrenceevnen er for dårlig" - alt sammen dårligdomme, der i høj grad tilskrives en for stor offentlig sektor og for generøse velfærdsydelser. Men sådan er virkeligheden ikke! De nordiske velfærdsøkonomier har i mange år hørt til verdens rigeste, og under den nuværende krise har de endnu engang bevist deres værd. Sverige, Norge og Danmark er kommet væsentlig bedre igennem krisen end de fleste andre lande - med overskud på betalingsbalancen, lav statsgæld og relativ beskeden arbejdsløshed. Samtidig med at disse lande alle har en stor offentlig sektor og et internationalt set højt skattetryk. Selv finanssektoren har nu indset dette. Cheføkonom Thomas Thygesen fra finanskoncernen SEB siger iflg. Politiken: "Vi skal holde op at piske os selv, for sammenlignet med det meste af verden går det utrolig godt. Trods krisesnakken er alle tre lande kommet igennem med topkarakter til kreditværdigheden AAA." Velfærdsøkonomierne klarer sig nemlig godt - ikke på trods af velfærdssystemet, men i høj grad på grund af dette system. Systemet er grundlæggende med til at stabilisere økonomien. Systemet medvirker til, at vi kan få et højt arbejdsudbud, fordi der er pasning til børn og gamle. Systemet understøtter en grundlæggende tillid og stabilitet i samfundet, som giver basis for politiske beslutninger, der letter vejen ud af krisen. I mange lande har pensionsreformer mv. nærmest ført til gadekampe - i Danmark er tilbagetrækningsreformen blevet accepteret - forudsat, der er job nok til seniorerne. Vi skal huske de ældre, der ikke kan selv Mange ældre klarer sig heldigvis fortrinligt selv. Men jeg vil opfordre til, at de økonomiske rammer i årene fremover giver kommunerne mulighed for at give en bedre hjælp til den gruppe af skrøbelige ældre, som kæmper med helbredsproblemer, og som ofte også har en stram økonomi og svage sociale relationer. Samfundet kan ikke være bekendt at undlade at give disse mennesker en værdig behandling. Og netop denne gruppe har oplevet store besparelser - for eksempel er næsten hver tredje time til praktisk hjemmehjælp og næsten hver ottende time til personlig pleje skåret væk siden 2008. Det giver dårligere livskvalitet for mennesker, der i forvejen er skrøbelige, men det er også samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt. Der kommer flere indlæggelser og større behov for plejeboliger, hvis vi ikke giver en ordentlig hjælp til ældre, der bor hjemme og ikke kan klare sig selv. Jeg vil derfor opfordre til, at kommuneforhandlingerne i de kommende år tager højde for nogle af de store udfordringer, vi står over for på ældreområdet. Lad mig bare nævne tre områder:

• Indsatsen for demente skal opgraderes - vi skal have en national demenshandlingsplan 2.0. • Hverdagsrehabilitering skal gennemføres på en menneskelig måde - og der skal også være hjælp til dem, der ikke magter rehabilitering. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 143

• Vi skal endelig have et bedre liv på landets plejehjem - flere aktiviteter, mindre ensomhed. Kommunernes økonomi i årene 2016-2020 bør fastlægges med fremsynethed og visioner, så vi kan gøre velfærdsmodellen endnu bedre og stærkere i de kommende år. ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 144

Mogens Jensen: Sådan bliver eksporteventyret til virkelighed

DEBAT: Dansk velfærdsteknologi står stærkt internationalt. Men skal vi realisere eksporteventyret, skal der arbejdes mere strategisk, fokuseret og langsigtet med området. Det skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Af Mogens Jensen (S) Handels- og udviklingsminister Den danske sundhedsindustri og vores velfærdsteknologiske løsninger står stærkt, også internationalt. Men der er et stort uforløst eksportpotentiale, som det også fremgår af debatten her på Altinget.dk. Både vestlige lande og vækstmarkederne står over for en tikkende ældrebombe. De efterspørger både viden, teknologi og innovative løsninger på forskellige niveauer, som den danske velfærdsmodel og de danske virksomheder har løsningerne på. Det gode ældreliv på fransk Et land som Frankrig står over for at skulle bygge et stort antal nye plejehjem, renovere op mod 40 procent af de eksisterende plejehjemspladser og reformere ældreplejens opbygning. Der er tale om milliardinvesteringer - og dermed interessante og konkrete eksportmuligheder for danske virksomheder. Derfor arbejder vi målrettet på at fremme kendskabet til den danske ældrepleje og dermed bane vejen for danske virksomheder på det franske marked. Blandt andet ved, at den danske ambassade i Paris i samarbejde med Dansk Rehabgruppe og Aalborg Kommune har stået for at præsentere den danske ældremodel i en samlet løsning på en stor fransk rehabiliterings- og sundhedsmesse. Der er også skabt en strategisk salgsalliance, der består af otte producenter af velfærdsteknologi, som repræsenterer alt fra loftslifte, højderegulerbare køkkener, justerbare badeløsninger og intelligente gulve, senge og gardiner til særlige ældrevenlige stole. Formålet med alliancen er at bringe de danske løsninger i spil i forbindelse med konkrete franske byggeprojekter og samtidig fortælle historien om dansk ældrepleje. Det gør vi blandt andet med studierejser til Danmark for franske plejehjemsdirektører, road-shows i udvalgte franske byer, der står med igangværende og nye byggerier, og direkte promovering af de danske virksomheder over for private udbydere af plejehjemspladser.

Ældreliv på vækstmarkeder Vækstmarkederne og særligt Kina står også over for en stor udfordring med at håndtere den stærkt stigende ældrebefolkning, som hidtil er blevet passet af deres børn. Men som nu også efterspørger opbygning af ældreplejesystemer og konkrete løsninger her og nu. Den danske model er attraktiv med adgang til pleje og velfærdsydelser af høj kvalitet og med et fornuftigt omkostningsniveau, hvor der tages hensyn til ældres individuelle behov og ønsker. Der er dog ingen tvivl om, at eksport af den danske velfærdsmodel til Kina og afsætning af ældreplejekoncepter og uddannelse af kinesisk plejepersonale, kan være en svær ligning at få til at gå op. Det skyldes blandt andet, at den kinesiske sundhedsreform er underfinansieret, at kineserne endnu ikke helt har været i stand til at definere deres egentlige behov - og at danske løsninger og koncepter ikke kan implementeres som plug-and- play på grund store kulturelle forskelle.

Realisering af eksporteventyret Men hvad skal der til for at realisere eksporteventyret om velfærdsteknologi og særligt den danske ældremodel til Kina og andre vækstmarkeder? Det er der ikke noget nemt svar på, men mit bedste svar er, at der skal arbejdes strategisk, fokuseret og langsigtet med området - både i forhold til det offentlige og det private. Vi skal fortsat brande den danske velfærdsmodel og vise og udvikle samlede løsninger på ældrepleje og andre områder. Både på myndigheds- og virksomhedsniveau skal vi blive endnu skarpere på, hvor de danske produkter og løsninger skaber merværdi på de enkelte markeder. Og hvad der skal til for at understøtte de enkelte landes og danske virksomheders behov bedst muligt. Det kræver samtidig, at virksomhederne tænker i andre typer af forretningsmodeller og accepterer, at det tager tid fra ALTINGET | VELFÆRDSTEKNOLOGI - DEBAT 2013-14 | SIDE 145

interesse til implementering.

Fuld opbakning fra regeringen Jeg har netop lanceret en ny eksportstrategi, hvor hele regeringen stiller sig bag eksporten for i endnu højere grad at understøtte de danske virksomheder. Det gælder også for det væld af forskellige brancher involveret i udvikling og produktion af velfærdsteknologi. Vi opprioriterer det strategiske sektorsamarbejde mellem myndigheder ude og hjemme og mellem danske myndigheder og myndighederne på eksportmarkederne. Vi har blandt andet afsat penge til knap 20 vækstrådgiverstillinger, der primært oprettes i udviklingslande med høj vækst og i vækstøkonomier. Vækstrådgiverne skal bidrage til at få sektorsamarbejde mellem lokale og danske myndigheder op at stå og hjælpe danske virksomheder ind over de høje dørtrin på svære markeder. Det kræver en indsats fra os alle - både det offentlige og det private, hvis eksportmulighederne inden for velfærdsteknologi både til Vesten, Kina og andre nye vækstmarkeder skal realiseres.