Figur 98. Åsbakken ved Brinksere Banke består af grus- og sandlag.

20. Geologisk beskrivelse Åskomplekset tager sin begyndelse ved Næsgård åskomplekset Landbrugsskole og er en 2 km lang og op til 500 m bred åsryg med en højde op til 21 meter ved Næs- gård, der aftager til 16 m ved Brinksere Banke. 12 kilometer langt åskompleks med en (figur 98). varierende morfologi og kompleks dannelseshistorie

Orehoved Lokalitetstype Falster åskomplekset (figur 97) stræk- Bogø ker sig fra Næsgård på det nordøstlige Ø. Kippinge Falster over Åstrup og Kleppehuse Nr. Alslev videre over Dalbygård for at dreje vest Stubbekøbing om Virket og slutte ved Listrup. Ås- komplekset har en varierende morfolo- gi og mangler på visse strækninger den klassiske åsform. Åskomplekset blev aflejret under tilbagesmeltningen af Hovedfremstødet (NØ-isen), og blev deformeret under et fornyet genfrem- Ås stød af NØ-isen. Under det yngste Randmoræne Nykøbing F. isfremstød – Bælthav-isen – skete der kun en svag deformation og aflejring af moræneler henover. Figur 97. Falster åsen strækker sig som en række bakker fra Næsgård til nord for Listrup. En strækning på 12 kilometer (omarbejdet efter Kraag, 1978).

71 Figur 99. Åsgab mellem Brinksere Banke til højre og åsbakken til venstre, der fortsætter i retning mod Åstrup.

Figur 100. Karakteristisk lav åsbakke ved Åstrup.

Figur 101. Åssystemet mellem Åstrup og Kleppehuse består af en række mindre åsbakker.

72 Figur 102. Den lave åsbakke ved Dalbygård har det klassiske afrundede åsprofil mod syd.

Åsryggen omgives på begge sider af lavtliggende rer åsen karakter og retning mod nordvest i form af områder og følger den sydlige kant af det tørlagte en række mindre enkeltbakker (figur 101), der lig- Noret, som den har stejle sider ind mod. De stejle ger som perler på en snor. Åssystemet fortsætter til sider er særligt markante fra Hjortelund og til Kleppehuse i form af en næsten kvadratisk delvist Brinksere Banke (figur 99). Mod øst og sydøst har bortgravet åsbakke. Den adskiller sig fra de andre åsryggen en blød afglattet flade mod det lavtlig- åsbakker og –rygge ved sin store form. gende område Sortenshave. Åsryggens sydøstligste begrænsning, som udgøres af Brinksere Banke, er Åssystemet fra Dalbygård til Virket har en helt skævt orienteret i forhold til åsryggens længdeud- speciel udformning og kan kun på visse strækning- strækning. er kaldes for en klassisk ås. Åssystemet starter som en klassisk ås nordøst for Åskomplekset fortsætter som to adskilte åsrygge Dalbygård med en højde op til 24 meter og afrun- i retning mod Åstrup. Den største enkeltbakke fin- det halvcirkelformet tværprofil. På den anden side des i umiddelbar fortsættelse af Brinksere Banke af hovedvejen mod Stubbekøbing ændrer åsen sit (figur 99), og har den samme skæve orientering tværsnitsprofil, hvor den bibeholder det klassiske med en stejl nordvæg ind mod Noret, og med en profil mod syd (figur 102), mens nordøstvæggen til blød form ud mod Sortenshave. I retning mod gengæld stort set er lodret på en strækning af 500 Åstrup fortsætter åskomplekset i form af en lille meter (figur 103). åsryg, som er 17 m høj med bløde former og en begrænset længdeudstrækning (figur 100). Den videre fortsættelse er i retning mod Øster- skoven, som åsen følger sydkanten af. Ved dødis- Åstrup Kirke knejser på toppen af åsryggen, og hullerne Mølle- og Hulsøerne udviskes åsens kirken kan ses vidt omkring i det lavtliggende karakteristiske form og falder i et med det omgi- område, der omgiver åsryggen. Åsen er slank med vende landskab. Åsen dukker op igen på vestsiden et halvcirkelformet tværprofil med en ujævn og af Virket sø. Her er østvæggen næsten lodret (figur grubet overflade. Et karakteristisk træk er, at åsen 104), som ved Dalbygård, mens vestsiden har det drejer fra en nordlig til en vestlig retning lige ved karakteristiske åsprofil. Åsen fortsætter mod Lis- Åstrup. Den kan opdeles i to åsrygge, som tilsam- trup som en klassisk ås. men er 2 km lang og med højder fra 11 til 20 meter. Ved Sædagergård findes en lille sideås, og hele Åssystemet blev dannet under afsmeltningen af åsryggen omgives af lave områder, som er en inder- NØ-isen i istunneller inde i iskappen, hvor der blev lavning fra Hovedfremstødet. Ved Lundebro ænd- aflejret sten,grus og sand.Under den videre tilbage-

73 Figur 103. Nordsiden af åsen ved Dalbygård står lodret, men skjules af træerne.

Figur 104.Virket sø er et dødishul, hvor isen først smeltede bort mange hundrede år senere end den omkring liggende is.Træbevoksningen skjuler den lodrette åsvæg.

74 Figur 105. Åsbakkerne består af grus og sand med moræneler henover.

smeltning overgik istunnellerne til åbne is-søer, Trusler og pleje hvilket er årsagen til de næsten lodrette åsvægge. Trusler mod åssystemet er råstofgravning og til- Under et fornyet genfremstød af NØ-isen blev plantning med skov og læhegn, som ødelægger den åssystemet deformeret fra østlig retning, og under landskabelige opfattelse af landskabets helhed. denne fase blev de større deformationsstrukturer dannet. Den sidste påvirkning, som åssystemet blev udsat for, var da Bælthav-iskappen gled hen- Udvalgt litteratur over dem. Herved blev de tidligere aflejringer svagt Kraag, B. 1978: Falster og Bogøs glacialmorfologi. deformeret, og over disse lagde et tæppe af moræ- upubliceret specialeopgave, Geografisk Institut, neler sig (figur 105). Københavns Universitet.

Værdi På grund af sin karakteristiske form har åssystemet stor værdi for undervisning og forskning. Specielt fordi åssystemet ændrer karakter over forholdsvis korte afstande. Desuden har systemet stor landska- belig værdi specielt omkring dødishullerne, som i dag udgør Mølle-, Hul- og Virket Sø.

75